Animisme

 

 

Punan-stammefolket i Sarawak, Borneo, var indtil fornylig animister. Denne unge mand, fotograferet i 1975, har netop ofret et æg til bjergånderne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne kvindelige shaman udfører et ritual for en pilgrim (manden i gult) foran et daoistisk tempel på øen Siao Liouchou, sydlige Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Oprindeligt var alle mennesker animister, for hvem alt i naturen – dyr, sten, træer osv. – indeholdt en god eller en ond ånd. Ånderne var i stand til at forlade det væsen eller det sted, som de besad, hvorpå de kunne flyve rundt og gavne eller skade menneskene og styre deres gerninger.

Man skulle vogte sig vel mod at blive besat af en ond ånd, hvilket bl.a. kunne ske ved at præsentere offergaver, fx et dyr, klædestykker eller mad, til ånden. Ligeledes kunne man ofre til godsindede ånder for at opnå deres gunst.

Rundt omkring i verden bringes der den dag i dag stadig offergaver til stenvarder, hellige træer, prominente klipper og lignende – levn af animismen.

 

 

Udskårne træfigurer, som forestiller lokale guder, kaldt bulol, vogter rishøsten i et hus hos Ifugao-folket, Bocos, nordlige Luzon, Filippinerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På dette stillads i Punan-landsbyen Long Ba, Sarawak, Borneo, ligger hellige sten, hvor mændene førhen ofrede griseblod, inden de drog på hovedjagt. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Billedet nedenfor blev taget i en landsby, beboet af Jani-folk, nær Kotpad i delstaten Odisha (Orissa) i det østlige Indien. Det viser offergaver af ler, som er placeret ved foden af et træ foran en helligdom, viet til en lokal gudinde, Mauli. Jeg blev fortalt, at ofring af fx en lertiger ville beskytte mod angreb fra tigre, ofring af en lerokse ville beskytte mod kvægsygdomme, osv.

 

 

(Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Inden introduktionen af hinduismen og buddhismen bekendte mange asiatiske animister sig til en religion, kaldt bon (udtales med langt o). For en del af disse animister var oksen et helligt dyr, som blev tilbedt, og dyrene blev ofret til guder eller ånder.

I dag findes stadig rester af denne urgamle skik, bl.a. i Ladakh i det nordlige Indien, hvor horn af kvæg, yakokser og vilde geder placeres på stenvarder som offergaver. Hornene og stenene males ofte røde, kaldt Lato Marpo (‘Røde Guder’). Den røde farve symboliserer sandsynligvis blod fra offerdyrene.

 

 

Rødmalede horn af yakokser og sibiriske stenbukke (Capra sibirica), placeret som offergaver på stenvarder, Markha-dalen, Ladakh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På den hellige pilgrimsrute, kaldt kora, som fører rundt om Tashilhunpo-klostret, Shigatse, Tibet, er dette yakokse-kranium blevet placeret som offergave nær mani-sten – stentavler med indhuggede buddhistiske mantra’er. Læg mærke til, at der også er indridset mantra’er på kraniet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På denne stenvarde i landsbyen Kagbeni, Mustang, centrale Nepal, har man anbragt et kranium af halvfår (Pseudois nayaur) blandt buddhistiske bedeflag og duftende enebærgrene (Juniperus). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne offergave var opstillet på en sti nær Kakani, Helambu, centrale Nepal. Den består af æg samt små figurer (guder?), fremstillet af klistret ris og jord (?), med hatte fremstillet af bananblade. Den viser helt klart spor af den præ-hinduistiske og præ-buddhistiske animisme. Få sekunder efter, at jeg havde taget billedet, blev hele molevitten ædt af en hund. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette billede viser muligvis en lokal animistisk guddom, udhugget i sten, som er opstillet uden for en gompa (et tibetansk buddhist-kloster) i landsbyen Nagonde, Helambu, centrale Nepal. I baggrunden ses pæle med buddhistiske bedeflag. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En lille hyrdedreng i Tashigaon, Arun-dalen, østlige Nepal. Han bærer en halskæde med turkiser og koraller samt en talisman-pose – sidstnævnte sandsynligvis et levn fra animismen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hinduen på billedet nedenfor har placeret en offergave af blomster, bestående af gule Primula stuartii, gule Geum elatum, samt blå og hvide Anemone obtusiloba, på en stenvarde – en helligdom viet til en lokal hinduistisk gudinde, beliggende på toppen af bjerget Rakhundi (3622 m), Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh, Indien. Denne gudinde er sandsynligvis en form af Devi, guden Shivas shakti (kvindelige aspekt), idet treforken er et symbol på Shiva.

De nævnte plantearter er nærmere omtalt på siden Planteliv: Flora i Himalaya.

 

 

(Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Jeg stødte på denne offergave, bestående af små lerfigurer samt småpinde med papirstykker påfæstnet, på en sti i Modi Khola-dalen, Annapurna-bjergene, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En lille dukke er anbragt på en diminutiv vogn i Honnavar-skoven, Karnataka, Sydindien. Er det sort magi? Eller måske en bøn til guderne om at helbrede en sygdom? (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tuntræer og hellige lunde
Da urmennesket fik kontrol over ilden, var det træ, som gav den livgivende varme i de kolde nætter. Under træernes skyggefulde kroner kunne man søge ly for den glødende tropesol. Nogle træer gav en overflod af frugt eller anden form for føde, og afkog fra bark eller blade af andre træer kunne lindre eller helbrede sygdomme. Senere lærte man sig at tilvirke tømmer til huse, redskaber, vogne, skibe og meget andet. En uendelig strøm af gaver til menneskeheden.

I de udstrakte skove besad visse træer – specielt de hule – vældige urkræfter. Jægeren gjorde klogt i at stå sig godt med trækvinderne, som havde flere andre navne, bl.a. huldre, gøjemor, skovsrå og ellekvinde. Mænd bragte offergaver til disse træer, som de havde et mærkeligt dobbelt mytisk-erotisk forhold til.

Da man begyndte at bygge lidt større landsbyer, blev der især bragt ofre til bygdens træ, det hellige træ på tunet, som husede den afdøde slægts sjæle. Tuntræet, som var plantet oven på bygdens grundlæggers grav, kunne være birk (Betula), eg (Quercus), ask (Fraxinus excelsior), lind (Tilia), rødgran (Picea abies), skovfyr (Pinus sylvestris) eller taks (Taxus baccata). Her ofredes mjød under højtider, og også blod, når man slagtede.

Hos visse afrikanske stammer i Liberia plantedes indtil for ca. 100 år siden et træ, når en landsby blev grundlagt, og en smuk jomfru begravedes levende under træet. Derved blev det besjælet af forfædrenes ånder. Træet og dets omgivelser var fredet, og hvis væverfugle – som er bøndernes arge fjender, da de æder kornet – grundlagde en koloni i træet, turde man ikke gøre dem noget. Hvis man forulempede dem, måtte landsbyen brændes ned og en ny grundlægges langt borte.

Da de forskellige religioner opstod, var det kun naturligt, at dele af den oprindelige animistiske tro blev indflettet i den nye tro. Helligholdelsen af træer har holdt sig helt op til nutiden. Inden for mange kulturer og religioner findes den dag i dag lunde af hellige træer, som tillægges overnaturlige kræfter, ofte omkring templer og gravpladser. Disse træer fældes aldrig, selv ikke i hungerperioder.

 

 

For vore forfædre i Norden besad specielt hule træer vældige urkræfter. Her ses Ulvedalsegen, også kaldt Teateregen, i Jægersborg Dyrehave. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne lund af gamle enetræer af arten Juniperus recurva nær Pangboche-klostret, Khumbu, østlige Nepal, er hellig for de stedlige tibetanske buddhister – en rest af animismen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nåletræerne på billederne herunder, fotograferet i Tirthan-dalen, Himachal Pradesh, Indien, er bolig for en lokal hinduistisk gudinde, Koru, og deres stammer er udsmykket med offergaver i form af klædestykker, kæder, petroleumslamper, hængelåse, kæder m.m. Denne skik er sandsynligvis et levn fra den præ-hinduistiske animisme. De små treforke, kaldt trisul, antyder, at Koru er en form af guddommen Shivas shakti (kvindelige energi), da treforken er et symbol på Shiva.

 

 

(Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette store egetræ af arten Quercus floribunda, observeret nær Dharkot, Uttarakhand, Indien, fungerer som ‘pengetræ’, idet mønter hamres ind i barken som offergave for at få held og lykke. Denne skik kan være et levn fra den præ-hinduistiske animisme. Rhododendron-blomster er også anbragt som offergave ved foden af træet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Trædyrkelse i Norden
I Norden blev tuntræet i den sene jernalder mytologisk forstørret til vældige dimensioner i det verdensomfavnende helligtræ Yggdrasil, hvis grene rakte ud over hele Jorden og husede aser, jætter og mennesker.

Traditionelt betragtes Yggdrasil som værende en ask (Fraxinus excelsior), men mange forskere mener, at det snarere var en taks (Taxus baccata), idet det hellige træ i den hedenske helligdom i Uppsala ifølge adskillige kilder var stedsegrønt. Taksens rolle som offertræ er nærmere beskrevet på siden Planteliv – Markante træer i Danmark: Bromølletaksen.

Man havde hellige lunde, hvor himmelguden Odin modtog ofre. Omkring 1070 beskriver historikeren Adam af Bremen en helligdom i Uppsala: “Af enhver art levende væsner af hankøn ofres der ni, med hvis blod det er skik at forsone guderne. Kroppene derimod bliver hængt op i den lund, der ligger lige ved helligdommen. Denne lund er nemlig så hellig for hedningene, at ethvert træ i den anses for guddommeligt som følge af ofrenes død og forrådnelse. Der hænger også hunde og heste tillige med mennesker, og en kristen har fortalt mig, at han har set 72 sådanne kroppe hænge dér imellem hinanden.”

Odin kaldtes også De Hængtes Gud eller Galgens Herre, og et af hans tilnavne var Yggr (‘Den Skrækkelige’). Yggdrasil oversættes til tider som Odins Ganger, og ifølge Hávamál (Den Højes Tale fra Den Ældre Edda) hang Odin ni døgn i træet, ofret af sig selv til sig selv, i sin tørst efter viden.

I Norden blev øjetræer, dvs. træer, hvor to grene er vokset sammen og danner en rund eller oval åbning, langt op i 1800-tallet tillagt overnaturlige, helbredende kræfter. Syge personer, oftest børn med engelsk syge, blev trukket gennem denne åbning, nøgne. Det skulle foregå om natten, og helst på en torsdag nat, hvilket indikerer, at skikken er et levn fra Jernalderens nordiske gudetro, idet torsdag betyder ’Thors dag’. Gennem træets symbolske fødselsåbning fødtes den syge til ny sundhed.

 

 

Mange forskere mener, at Yggdrasil var en taks. Dette billede viser en meget gammel taks i Gleann Dá Loch (Glendalough), Irland. Til højre klynger en udgået vedbend (Hedera helix) sig til stammen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Førhen var denne mægtige eg (Quercus robur) i Leestrup Skov ved Præstø Fjord et øjetræ, men sidegrenen, som dannede ‘øjet’, knækkede af under efterårsstormen i 1967, så der nu kun sidder en lille stump tilbage. For sjovs skyld lader denne fader sin lille pige klatre over den døde grenstump. Egen kaldtes fra gammel tid for Kludeegen, da små tøjstykker blev ofret til den. I dag har turister fortsat traditionen, og træet er fuldstændig overbroderet med farvestrålende tøjstykker, strømper, slips og bælter. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Her ses et andet øjetræ, Pramdrageregen, som står i Langå Egeskov nær Randers. Træet har fået dette navn på grund af sin beliggenhed nær Gudenåen, hvor pramdragerne førhen trak flodprammene ved hjælp af lange reb fra en sti langs åen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Shamanisme
Animisme er tæt forbundet med shamanisme, dvs. helbredelse ved uddrivelse af onde ånder. Denne form for helbredelse anvendes den dag i dag hos mange naturfolk, som endnu ikke er blevet ’civiliserede’.

 

 

Dette urgamle klippemaleri i Painted Cave, Niah Nationalpark, Sarawak, Borneo, viser en shaman i en båd. Spiralen antyder, at kunstneren var i en hallucinogen trance, da han fremstillede maleriet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne helleristning i Capitol Reef National Monument, Utah, USA, gengiver sandsynligvis shamaner, som bærer masker under en ceremoni. De horn-lignende udsmykninger på maskerne skal muligvis repræsentere horn af tykhornsfår (Ovis canadensis), som også er afbildet på klippen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kvindelig shaman af Jani-folket i en landsby nær Kotpad i delstaten Odisha (Orissa) i det østlige Indien. Hun står ved en hellig pæl uden for en helligdom, viet til en lokal gudinde, Mauli. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne shaman fra Markha-dalen, Ladakh, Indien, bærer egnens typiske høje filthat samt en rosenkrans med 108 perler, fremstillet af plantefrø. (108 er et helligt tal for buddhister). Officielt er ladakhiske shamaner buddhister, men deres praksis indeholder mange elementer fra den præ-buddhistiske religion bon. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne stammekvinde i byen Badami, Karnataka, Indien, er sandsynligvis en shaman. Hun er i færd med at indsamle penge, som skal ofres til en lokal gudinde. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Teater-opførelse i Kathmandu, Nepal, som gengiver en shamanistisk helbredelses-dans hos Jhankri-stammefolket. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Under et ophold i 1975 i Punan-landsbyen Long Ba, Sarawak, Borneo, overværede jeg en ceremoni, i hvilken en shaman forsøgte at helbrede en syg mand i et særligt helbredelsesrum i langhuset. Et stillads var blevet pyntet med klædestykker, og i toppen af det var tændt et lys.

Om aftenen vandrede shamanen, den syge mand og adskillige ældre kvinder rundt om stilladset, mens tre piger leverede musik ved at slå på trommer af forskellig størrelse. Shamanen, som bar en hovedklædning med talrige fjer af næsehornsfugle, opførte en dans, hvorunder han opfordrede sygdomsånden til at forlade den syge mands krop.

 

 

Her sidder den syge Punan-mand i helbredelsesrummet i langhuset. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I 1984 deltog jeg i en anden helbredelsesceremoni i Ifugao-landsbyen Bocos i det nordlige Luzon, Filippinerne, beskrevet i detaljer på siden Rejse-episoder – Filippinerne 1984: Til åndemaning hos Ifugao-folket.

Under denne ceremoni jog en Ifugao-shaman en spids bambuskæp dybt ind i lungerne på en gris, hvor den blev vredet rundt flere gange. Grisen skreg grufuldt, men blev tavs efter et par minutters hylen, hvorefter den spjættede et par gange med benene og døde af kvælning. Grisens skrig var et signal til sygdomsånden om, at offergaven var til den, og den ville derefter forlade den syges krop.

 

 

(Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Den fremherskende religion i Taiwan, samt i visse egne af Kina, er en unik blanding af buddhisme og daoisme, som indeholder mange elementer fra den præ-buddhistiske animisme. Også den tibetanske buddhisme rummer mange levn fra den præ-buddhistiske periode, hvor naturreligionen bon var dominerende i store dele af Centralasien.

 

 

Denne kvindelige shaman udfører et ritual for en pilgrim (manden i gult) foran et daoistisk tempel på øen Siao Liouchou, sydlige Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Det øverste billede herunder viser en animistisk helligdom, en revne i udfældet kalciumbikarbonat på Baishuei-terrasserne, Yunnan-provinsen, Kina. Denne revne minder om en vagina, og en knude over den symboliserer kønsbehåringen. Besøgende har stukket røgelsespinde ind i en græstue neden for revnen.

Ved helligdommen traf vi en dongba (shaman) af det lokale Nakhi-folk. På det nederste billede anbringer han enebærløv på hovedet af en pilgrim. Iøvrigt anvendes grene af enebær vidt og bredt i Asien som røgelse.

 

 

(Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Synsåbenbaringer på Bear Butte
Bear Butte er en urgammel vulkan i South Dakota, USA, som er et hellig for de lokale Lakota-folk. Min nu afdøde ven John Burke og jeg besteg dette bjerg i 1999. På vej op ad den stejle sti bemærkede vi adskillige steder, som var blevet udsmykket med stærkt farvede tøjstumper eller små talisman-poser.

John, som var overbevist om, at kraftig elektrisk spænding i jordbunden havde stærk indflydelse på den mentale tilstand under meditation, begyndte straks at måle den elektriske spænding på disse steder, og hvert eneste af dem viste en kraftig magnetisk anomalitet, hvilket fortalte, at den shaman, som havde udstyret disse steder med tøjstykker, havde været i stand til at opdage stederne udelukkende gennem psykisk og fysisk følsomhed.

Toppen af Bear Butte er flad, men kun omkring 100 m lang og 10 m bred. Hvor stien endte, fandtes to døde træer på kanten af en 300 m dyb afgrund, behængt til overflod med tøjstumper. Ved disse træer målte John den kraftigste magnetiske anomalitet, han nogensinde havde oplevet.

Forskellige steder på toppen fandt han fem magnetiske anomaliteter, hvoraf de fire var markeret med en ring af sten rundt om stedet. Stedet med den stærkeste anomalitet var mærket helt anderledes, med en kompleks samling af flag i forskellige farver, der markerede de fire verdenshjørner, forbundet af snore med påbundne tøjstykker. Bittesmå ’flagstænger’ og Y-formede lodrette pinde fastholdt en vandret pind. Stængerne og pindene var af piletræ, som ikke voksede på toppen af bjerget.

Senere, i boghandelen i det nærliggende Crazy Horse-monument, fandt vi en bog, hvori det var beskrevet, hvorledes en Lakota-mand havde anmodet en shaman om at gennemføre en vision quest (synsåbenbaring under meditation) om natten. Det blev bevilget, og han ledtes til et bjerg i stil med Bear Butte, til et sted på toppen, som var markeret med nøjagtig samme slags farvede flag, pilegrene og ’flagstænger’, som vi så på Bear Butte. Efter ceremonien rapporterede han, at han havde haft særdeles kraftige visioner i timerne omkring daggry (hvor de telluriske jordstrømme er kraftigst), og han forlod bjerget, kureret for den alkoholisme, som havde drevet ham til at ansøge om ceremonien.

Vision quests og mange andre emner forbundet med magnetiske anomaliteter og telluriske jordstrømme er beskrevet i detaljer på denne hjemmesides engelske del, under Book: Seed of Knowledge, Stone of Plenty: Understanding the Lost Technology of the Ancient Megalith-Builders, hvor andre aspekter af Johns omfattende forskning også er beskrevet. Hans mangeartede og interessante liv er beskrevet under People: John Andrew Burke (1951-2010).

 

 

Her står John Burke ved siden af to døde udsmykkede træer, som var forsynet med det største antal tøjstykker på hele Bear Butte. På dette sted målte han den største magnetiske anomalitet, han nogensinde havde oplevet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På toppen af Bear Butte var et sted markeret af små stenbunker, som fastholdt 60 cm lange ’flagstænger’ af pilegrene, som angav verdenshjørnerne. Snore, hvorpå der var fastgjort hundredevis af småbitte, stærkt farvede tøjstumper, forbandt disse fire flag. På sådanne steder foretager indfødte stammefolk vision quests. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne lille talisman-pose var fastbundet til et træ for at angive et egnet meditationssted. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Kilder
Bæksted, A. 1974. Guder og helte i Norden. Politikens Forlag.
Fritzbøger, B. 1994. Kulturskoven. Dansk skovbrug fra oldtid til nutid. Gyldendal.
Hansen, M.A. 1952. Orm og Tyr. Wivels Forlag.
Marc, F. 1968. De frie slavers land. Aschehougs Minervabøger.
Nielsen, H. 1976. Lægeplanter og trolddomsurter. 3. udg. Politikens Forlag.

 

 

 

(Oprettet april 2016)

 

(Senest opdateret november 2021)