Namibia – et ørkenland

Solen står allerede lavt, på vej ned bag de høje, rødlige klitter. Vi parkerer bilen og vandrer hen mod klitterne, som snart tårner sig op over os – den højeste af dem omkring 275 m høj. Her og der vidner et enligt akacietræ om den regn, som af og til falder i dette område. To sydlige oryxantiloper (Oryx gazella) – en stor antilope på størrelse med en hest – passerer forbi os foran en stor klit. En af dem gør holdt i længere tid og stirrer intenst på os, inden den fortsætter efter sin artsfælle.

Spor i sandet af biller, skorpioner, slanger og firben fortæller, at andre dyr også findes her. Vi hører en klukkende lyd oppefra, der viser sig at stamme fra flokke af duestore Namaqua-sandhøns (Pterocles namaqua), som passerer hen over på vej til et vandhul. Bugfjerene hos hannerne af disse fugle er løse, hvilket gør dem velegnede til at suge en del vand op, mens fuglene drikker. Dybt inde i ørkenen venter ungerne, som ved hannens tilbagekomst slukker tørsten i de våde bugfjer.

Vi bestiger en klit, idet vi følger en kam, som den fremherskede vestenvind har dannet ved, at sand blæser op ad klitten og over dens top, hvor det hvirves rundt, inden det skrider ned ad klittens bagside. Sandet er blødt, og vore fødder synker i for hvert skridt. Vore skygger bliver længere og længere, mens solnedgangens sidste stråler farver de rødlige klitter endnu dybere røde – i sandhed et smukt syn.

Urbefolkningen i Namibia er San-folket – små, slanke mennesker med abrikosfarvet hud og kruset ‘peberkorns’-hår. gennem tusinder af år levede dette folk her som samlere og jægere. Khoikhoi-folket ankom til Namibia for ca. 4000 år siden, og meget senere indvandrede forskellige Bantu-folkeslag til landet fra nord og øst, idet de medbragte kvæg samt redskaber af jern. I dag er den største gruppe Ovambo’erne, som udgør omkring halvdelen af befolkningen, mens andre markante folk er Kavango, Herero, Damara og Caprivi. Himba’erne er et meget markant folk, der lever som kvægnomader i Kaokoveld-området. Mange af dem er stadig iført dyreskind, og kvinderne udsmykker deres hår og krop med okkerfarvet pulver.

De første hvide indbyggere var Boerne, som indvandrede fra Holland i 1700-tallet. De døbte San-folket ‘Buskmænd’ og Khoikhoi’erne ‘Hottentotter’. Både Boere og Bantu-folk slog mange San- og Khoikhoi-folk ihjel for at overtage deres land, og et antal af de overlevende blev holdt som slaver. De resterende San-folk flygtede ind i den ugæstfrie Kalahari-ørken, hvor de var i stand til at fortsætte deres oprindelige levevis, og i dag findes der stadig et fåtal, som praktiserer denne ældgamle tradition.

I 1800-tallet indvandrede mange tyskere til Namibia, og i 1894 blev landet en tysk koloni. Under 1. Verdenskrig invaderede sydafrikanerne – der naturligvis var på englændernes side – Namibia og væltede den tyske regering. Landet blev udråbt til sydafrikansk mandatområde, og dets uafhængighed blev først opnået i 1990.

I dag udgør befolkningen i dette kæmpemæssige land kun omkring 2,5 millioner. De fleste er Bantu’er, og der er kun ca. 200.000 hvide, Khoikhoi og San. Hovedstaden er Windhoek – en relativt lille by med omkring 350.000 indbyggere. De officielle sprog er engelsk, tysk og Afrikaans.

Spredt langs kysten finder man ynglekolonier af brillepingvin (Spheniscus demersus), hvid pelikan (Pelecanus onocrotalus), samt forskellige arter af skarv (Phalacrocorax). Det store areal med vade i Walvis Bai (’Hvalbugten’ på Afrikaans) er et vigtigt fourageringsområde for mange fugle, specielt vadefugle og stor flamingo (Phoenicopterus ruber).

Klippekysten ved Cape Cross er hjemsted for en stor ynglekoloni af afrikansk pelssæl (Arctocephalus pusillus), som er den eneste ynglende sælart i det sydlige Afrika. Når hunnerne skal føde, kommer de i land i stort tal. De stærkeste af hannerne har allerede dannet territorier, hvor de afventer hunnernes ankomst. Hver af hannerne gør sit bedste for at samle et harem af hunner, som han parrer sig med omkring en uge efter at de har født en enkelt unge. Seks uger gammel forlader ungen kolonien, idet den følger sin moder ud på havet, hvor hun fortsætter med at amme den i næsten et år. Skaberaksjakaler (Canis mesomelas) og brune hyæner (Hyaena brunnea) afpatruljerer often kolonien på udkig efter døde sælunger – eller de slår en unge ihjel, hvis moderen ikke er agtpågivende.

I denne golde ørken vokser en af verdens mærkeligste planter, Welwitschia mirabilis – den eneste overlevende repræsentant for en ældgammel familie af koglebærende planter, som er fjernt beslægtet med nåletræer. Faktisk er den et træ, men det meste af stammen er underjordisk, hvorfra dens rødder kan strække sig 20 m eller mere ned i jorden efter vand. Den sorte overjordiske stamme er kun 1-1,5 m høj, men over en meter bred og flad som en pandekage. Hver plante producerer kun to store blade, men de fortsætter med at vokse gennem hele dens liv, hvilket kan være så meget som ca. 2000 år. De lange blade bliver meget lasede og forrevne af den stærke ørkenvind, hvilket giver det indtryk, at planten har mange flere end to blade. De små blomster, som sidder mellem bladene og stammen, udsender en ram lugt, som tiltrækker fluer, der sørger for bestøvningen.

I denne ørken findes en mærkelig art af lav, Xanthomaculina convoluta, som ikke sidder fast på sten eller træer som de fleste andre laver. I stedet blæses den rundt med vinden og får sin næring gennem diverse organiske rester samt fra luftens mikro-organismer.

Namib-ørkenen rummer kolossale mængder af diamanter, specielt omkring kystbyen Lüderitz. Turister har ikke adgang til diamant-områderne, og talrige skilte langs vejen gør opmærksom på, at man bliver idømt bøder, hvis man overtræder forbuddet. I deres glansperiode var diamantbyerne umådeligt velhavende, og en del af indkomsten blev anvendt til at opføre pragtvillaer. I dag er de fleste af disse byer forladte og er blevet til spøgelsesbyer, hvoraf nogle er åbne for publikum. Det er en mærkelig fornemmelse at træde ind i de tomme huse, som er halvt fyldte med sand, og hvor dørene knirker på rustne hængsler.

Det klippefyldte landskab i dette område viser ofte forbløffende farver og fantastiske former. Nær byen Keetmanshoop findes et stort område med klipper, hvoraf mange balancerer oven på andre klipper. Disse forunderlige formationer kaldes for ’Djævelens Legeplads’.

Her findes en stor bevoksning af det mærkelige pilekoggertræ (Aloidendron dichotomum), som kan blive op til 6 m højt. Det er én blandt 7 arter af sukkulente buske og træer i affodil-familien (Asphodelaceae), som er udbredt i tørre områder i det sydlige Afrika og Somalia, samt på den Arabiske Halvø. Disse planter var tidligere placeret i den store slægt Aloe, men efter genetiske studier blev de i 2013 overført til en særskilt slægt. Ordet ‘pilekoggertræ’ er en oversættelse af kokerboom, som er Boernes navn på planten. Da de slog sig ned i området, bemærkede de, at San-folket anvendte barken af dette træ som pilekogger.

I den sydlige del af landet ligger Fish River Canyon – verdens dybeste kløft, som populært kaldes ‘Afrikas Grand Canyon’. Den er en smule dybere end Grand Canyon i Amerika, men ikke så bred og derfor ikke lige så imponerende.

Da Boerne ankom til Sydafrika, bemærkede de en antilope-art, der ofte sprang omkring, tilsyneladende af lutter livsglæde, hvorfor de kaldte den for springbuk. Dens videnskabelige navn er Antidorcas marsupialis, som er afledt af græsk anti (‘modsat’) og dorcas (‘gazelle’), hvilket sigter til, at denne art ikke er en ægte gazelle, samt af latin marsupium (‘lomme’), hvilket hentyder til en lomme-lignende hudflap, som strækker sig fra halen op langs rygraden. Springbukke ses til tider udføre, hvad der på engelsk kaldes pronking, hvor et dyr på stive ben springer i vejret adskillige gange, somme tider op til en højde af 2 m, med buet ryg og den hvide haleflap løftet.

Flokke af springbukke og oryxantiloper strejfer rundt i Kalaharis floddale, hvor de udgør bytte for rovdyr som løve (Panthera leo) og gepard (Acinonyx jubatus). Blandt de mindre pattedyr i ørkenen lægger man specielt mærke til surikatten (Suricata suricatta), en slags desmerdyr, som lever i familiegrupper. Et medlem af flokken står altid på bagbenene og holder udkig efter fjender som ørne, glenter og sjakaler, mens resten af flokken er travlt beskæftiget med at lede efter føde som biller, firben, skorpioner og andre smådyr. Hvis vagtposten får øje på en fjende, udstøder den et skarpt skrig, hvilket får de øvrige medlemmer af gruppen til at styrte i skjul. Blandt andre almindelige mindre pattedyr kan nævnes gul mangust (Cynictis penicillata) og kap-jordegern (Xerus inauris).

Indtil fornylig strejfede små grupper af San-folk rundt i denne ørken som jægere og samlere, hvor de levede af rødderne fra vilde planter samt hvad de kunne nedlægge af springbukke, oryxantiloper og sydlige giraffer (Giraffa camelopardalis giraffa). I dag er det meste af Kalahari blevet udnævnt som nationalpark, og San-folkene er blevet tvunget til at slå sig ned i landsbyer. I Botswana har ganske få været i stand til at bevare deres oprindelige levevis.

Mange forskellige dyrearter strejfer rundt i kratskovene omkring denne saltsø, fx springbuk, løve, elefant (Loxodonta africana), Burchells zebra (Equus quagga ssp. burchelli), blå gnu (Connochaetes taurinus ssp. taurinus) og stor kudu (Strepsiceros strepsiceros).

Førhen blev savannezebraerne i Namibia betragtet som en særlig underart, antiquorum. Nylige studier har imidlertid påvist, at den er identisk med Burchells zebra, underarten burchelli, som tidligere blev anset for at være uddød. Da underarten burchelli blev beskrevet før antiquorum, har dette navn fortrinsret, og savannezebraerne i Namibia kaldes nu for Equus quagga ssp. burchelli. Efter at quagga’en, underarten quagga, blev udryddet sidst i 1800-tallet, er Burchells zebra den mindst stribede af de overlevende underarter.

Indtil fornylig blev stor kudu kaldt for Tragelaphus strepsiceros. Denne art var vidt udbredt i det østlige og sydlige Afrika, opdelt i tre underarter: Cape eller Zambezi stor kudu, underarten strepsiceros, der fandtes fra det sydlige Kenya mod syd gennem det østlige Afrika til Sydafrika og derfra videre mod vest til det sydlige Angola og Namibia; nordlig stor kudu, underarten chora, der forekom fra Eritrea mod syd til det nordlige Kenya; og endelig vestlig stor kudu, underarten cottoni, der levede i det sydlige Chad og Sudan, samt i den nordlige del af den Centralafrikanske Republik og Sydsudan.

Nyere genetiske undersøgelser har imidlertid medført, at stor kudu er blevet overført til en særskilt slægt under navnet Strepsiceros strepsiceros, med fire underarter: strepsiceros, som er begrænset til den sydligste del af Sydafrika, zambeziensis, som lever i den resterende del af det område, hvor den tidligere strepsiceros fandtes, samt endelig chora og cottoni. Nogle autoriteter har opgraderet disse underarter til særskilte arter.

Hannerne af stor kudu har imponerende, snoede horn, hvorfor de har været meget efterstræbt af trofæjægere.

Etosha er hjemsted for en lille bestand på 60-80 paradistraner (Anthropoides paradisea), der her lever hundreder af kilometer fra artens normale udbredelsesområde i Sydafrika. Denne lille blågrå trane er iøvrigt Sydafrikas nationalfugl.

På campingpladserne i parken har adskillige fuglearter, heriblandt en lille gulnæbbet art af næsehornsfugl ved navn kaffertoko (Tockus leucomelas), samt rødskuldret glansstær (Lamprotornis nitens), vænnet sig så meget til mennesker, at de afsøger jorden – og somme tider også bordene – for lækkerbiskener.