Efterår

 

 

Pragtfuld efterårsskov nær Williamstown, Massachusetts, USA. I forgrunden ses et skovparti domineret af sukkerløn (Acer saccharum), mens de kraftigt farvede partier i baggrunden er domineret af rødløn (Acer rubrum). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne borderterrier står midt i et tæppe, dannet af nedfaldne blade fra et stort kirsebærtræ (Prunus avium), Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette billede viser farvespektrum og størrelsesforskel hos frugter af mirabel (Prunus cerasifera) fra det samme område nær Laven, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Knaldrødt vinterløv hos kinesisk talgtræ (Triadica sebifera), Central Taiwan Science Park, Taichung, Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nedfaldsæbler er et populært fødeemne for sommerfugle, fluer og hvepse. Her ses en admiral (Vanessa atalanta), som suger af et halvråddent æble, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

“Efteråret er det andet forår, hvor ethvert blad forvandles til en blomst.”

 

Albert Camus (1913-1960), fransk forfatter og filosof.

 

 

 

I have been treading on leaves all day until I am autumn-tired.
God knows all the color and forms of leaves I have trodden on and mired.
Perhaps I have put forth too much strength and been too fierce from fear.
I have safely trodden under foot the leaves of another year.

 

Oversat:

 

Jeg har trådt på blade hele dagen, indtil jeg er efterårs-træt.
Gud ved, hvor mange farver og former af blade jeg har trådt på og sølet til.
Måske har jeg brugt for megen styrke og har været for voldsom på grund af frygt.
Jeg har trygt trådt under fode bladene af endnu et år.

 

Robert Frost (1874-1963), amerikansk digter, i digtet Leaf Treader, 1935.

 

 

 

I love the fitfull gusts that shakes
The casement all the day,
And from the mossy elm tree takes
The faded leaf away,
Twirling it by the window-pane
With thousand others down the lane.

 

(…)

 

The feather from the raven’s breast
Falls on the stubble lea.
The acorns near the old crow’s nest
Fall pattering down the tree.
The grunting pigs that wait for all
Scramble and hurry where they fall.

 

Oversat:

 

Jeg elsker de heftige vindstød,
som ryster ruderne hele dagen
og river det blegnede blad
af det mosgroede elmetræ,
hvirvler det rundt foran vinduet
og sender det sammen med tusind andre
ned gennem strædet.

 

(…)

 

Fjeren fra ravnens bryst
daler ned på stubmarken.
Agern falder støjende ned fra træet
nær den gamle kragerede.
De gryntende grise afventer dem
og skynder sig hen, hvor de faldt.

 

John Clare (1793-1864), engelsk digter, i digtet Autumn.

 

 

 

I mange egne af verden er efteråret en dejlig tid, når løvet på træer og mange andre planter skifter farve og tilføjer landskabet en farvestrålende, omend kortvarig palet. Bær og andre frugter modnes, svampe myldrer frem i fugtige perioder, og trækfuglene passerer på vej til vinterkvarteret.

 

 

På dette billede lyser efterårsløv op i tundra på Blosseville-kysten, Østgrønland. Arktisk pil (Salix arctica) har gule blade, mosebølle (Vaccinium uliginosum) rødlige blade og bjerg-melbærris (Arctostaphylos alpina) karmoisinrøde blade. Mosser og laver er også tilstede. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Pragtfuldt gult efterårsløv hos amerikansk bævreasp (Populus tremuloides) på en bjergskråning nær Conway Summit, Sierra Nevada, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Her ses en bjergskråning langs Rishi Ganga-floden, Nanda Devi Nationalpark, Uttarakhand, nordlige Indien, med spredte Himalaya-ædelgran (Abies spectabilis) (de mørke træer), Himalaya-birke (Betula utilis), som har gult løv, samt krat af en berberis-art (Berberis) med karmoisinrødt løv. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sen eftermiddagssol kaster lange skygger i en bøgeskov, hvor bunden er dækket af nedfaldne blade, Marselisborg Skov, Århus. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Østamerikansk efterårsløv
Om efteråret er løvskovene i det nordøstlige Nordamerika et betagende skue, når træernes løv antager flammende skarlagenrøde, vinrøde, orange og gule farver, specielt fra Quebec mod syd til Virginia.

 

Altingiaceae

 

Liquidambar Ambratræer
En slægt med omkring 15 arter, udbredt i det østlige Nordamerika, Mexico, Mellemamerika, Tyrkiet, Fjernøsten, Sydøstasien, samt det vestlige Indonesien. Frugterne af disse planter er kugleformede, hårde og piggede. Billeder af disse frugter kan ses på siderne Planteliv: Burrer, samt Silhouetter.

Slægtsnavnet kommer af latin liquidus (‘flydende’) samt arabisk anbar, som via maurerne blev til ambar (’rav’) på spansk. Harpiks fra medlemmer af denne slægt blev tidligere anvendt i kosmetikindustrien.

Førhen var disse træer placeret i troldnødfamilien (Hamamelidaceae), men er siden blevet overført til Altingiaceae.

 

Liquidambar styraciflua Virginsk ambratræ
Denne art er hjemmehørende i det sydøstlige USA og findes også i bjergområder i det sydlige Mexico og Mellemamerika. Bladene er næsten stjerneformede, med 5-7 spidse flige.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk styrax, navnet på træet Styrax officinalis og dets duftende harpiks, samt af latin fluere (‘at flyde’), således ‘med udflåd af duftende harpiks’.

En nær slægtning, kinesisk ambratræ (L. formosana), er præsenteret nedenfor i afsnittet Asiatisk efterårsløv.

 

 

Højrøde blade af virginsk ambratræ, Piedmont National Wildlife Refuge, Georgia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Anacardiaceae Sumakfamilien

 

Rhus Sumak
Sumak er en slægt på omkring 35 arter, som er udbredt i subtropiske og tempererede områder, specielt omkring Middelhavet, samt i Asien, Australien og Nordamerika.

Slægtsnavnet er en latiniseret udgave af oldgræsk rhous, som var navnet på sumak. Dette ord er afledt af old-syrisk summaq (‘rød’), hvilket hentyder til slægtens røde frugter. De har en sammensnerpende smag og anvendes som krydderi i Mellemøsten.

Mange andre arter, som førhen var placeret i Rhus, er nu blevet overført til slægten Searsia, andre til Toxicodendron, deriblandt østlig gift-sumak (se nedenfor), samt vestlig gift-sumak, som er præsenteret i afsnittet Vestamerikansk efterårsløv.

 

Rhus glabra Glat sumak
Denne busk er meget almindelig i den østlige halvdel af USA, med en mere pletvis forekomst i den vestlige halvdel af landet, samt i det sydlige Canada og i delstaten Tamaulipas i det nordøstlige Mexico.

Den producerer en overdådighed af bær, som er højt værdsat af fugle. Frøene, der passerer uskadte gennem fuglenes tarmsystem, spredes med deres gødning og kan på denne måde kolonisere åbne områder og skovkanter.

 

 

Pragtfuldt efterårsløv hos glat sumak, Williamsburg, Massachusetts. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rhus typhina Hjortetaktræ
Denne art findes i det østlige Nordamerika, fortrinsvis i det sydøstlige Canada, samt fra de Store Søer mod øst til Appalachian Mountains, med en pletvis forekomst mod vest til Minnesota, mod syd til Mississippi. Den dyrkes vidt og bredt som prydbusk i andre tempererede områder, bl.a. i Danmark.

I Nordamerika lægges frugterne i blød i koldt vand til fremstilling af ’lyserød lemonade’, en forfriskende drik, som er rig på C-vitamin.

Da han beskrev denne plante i 1756, anvendte den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) sætningen Ramis hirtis uti typhi cervini, hvilket betyder “grenene er ru som hjortetakker i bast.”

 

 

Blade med forskellige efterårsfarver hos hjortetaktræ, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Toxicodendron
Medlemmerne af denne slægt, som tæller omkring 28 arter, var tidligere placeret i slægten Rhus (ovenfor). De er udbredt i Amerika, fra Canada mod syd til Bolivia, samt i Fjernøsten, fra øen Sakhalin og Japan mod syd til Indonesien, mod vest til Pakistan.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk toxikos (‘gift’) og dendron (‘træ’).

 

Toxicodendron radicans Østlig gift-sumak
Denne art, som førhen blev kaldt for Rhus radicans, er meget almindelig i den østlige halvdel af Nordamerika, fra Labrador mod syd til Texas og Florida. På engelsk hedder den poison ivy (’giftig vedbend’), men den har kun det tilfælles med ægte vedbend (Hedera helix), at de begge er klatreplanter.

I lighed med andre arter i slægten indeholder den giftstoffet urushiol, som ved berøring forårsager udslæt og andre allergiske reaktioner hos nogle mennesker. I sin herlige bog All about Weeds skriver den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964): “Dette er en art, som alle der bor i landet, og alle som besøger det, bør kende. De, som er immune over for dens gift, har intet at frygte, men man ved ikke, om man er immun, før man har været i kontakt med en eller anden del af planten. Den, som er ikke er immun, vil længe huske denne dag, og hvis han er klog, vil han udvikle sine observationsevner, indtil de er fuldt på højde med dem hos en førsteklasses botaniker, når han nærmer sig en mulig habitat for denne skovens slange.”

I sin glimrende bog The Green Pharmacy anbefaler den amerikanske botaniker og urtelæge James A. Duke (1929-2017) saft fra sæbeurt (Saponaria officinalis) som det bedste middel, hvis man har været i kontakt med gift-sumak. Saften smøres ud over det angrebne område for at neutralisere giftstoffet.

Artsnavnet er latin og betyder ‘slår rod’, afledt af radix (‘rod’), hvilket sigter til det vidt udbredte rodnet hos denne art.

En nær slægtning, vestlig gift-sumak (T. diversilobum), er præsenteret nedenfor i afsnittet Vestamerikansk efterårsløv.

 

 

Efterårsløv hos østlig gift-sumak, Muttontown Preserve, Long Island. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Celastraceae Benvedfamilien

 

Euonymus Benved
En stor slægt med omkring 130 arter af stedsegrønne eller løvfældende buske, små træer eller slyngplanter. De fleste arter findes i det østlige Asien, med 50 arter endemiske i Kina. Andre arter forekommer i Europa, det nordlige Afrika, Madagascar, Indonesien, Ny Guinea, det østlige Australien, Nordamerika, Mexico og Mellemamerika.

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk eus (‘god’) og onoma (‘navn’). Det er uklart, hvorfor den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) gav slægten dette navn.

 

Euonymus atropurpureus Østlig benved
Denne busk er hjemmehørende i det østlige Nordamerika, hovedsagelig i et stort område syd for de Store Søer, men med små spredte bestande andre steder, fra Minnesota og Ontario mod syd til Texas og Georgia. Den dyrkes også vidt og bredt.

Førhen blev den pulveriserede bark anvendt af indfødte stammefolk og nybyggere som afføringsmiddel.

Artsnavnet er afledt af latin ater (‘mørk’) og purpureus (‘purpurfarvet’), hvilket hentyder til artens efterårsfarver.

En nær slægtning, vores hjemlige benved (E. europaeus), præsenteres nedenfor i afsnittet Frugter: Kapsler.

 

 

Flammende efterårsløv hos en østlig benved, dyrket i Massachusetts. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Fagaceae Bøgefamilien

 

Quercus Eg
Denne slægt rummer 300-500 arter, afhængigt af kilde. De er hjemmehørende på den nordlige halvkugle i Amerika, Asien, Europa og Nordafrika.

Hanlige blomster er i hængende rakler, mens de hunlige oftest er i oprette aks. Frugten er en nød, kaldt for agern, som er delvis omsluttet af en såkaldt skål, som er en forlængelse af stænglen. Den består af overlappende flige med frie ender. (Se eksempler på agern nedenfor i afsnittet Frugter med hård skal: Agern).

Slægtsnavnet stammer sandsynligvis fra navnet på den litauiske tordengud, Perkunas. Egen var et helligt træ næsten overalt i Europa, viet til de højeste guder, i Norden til tordenguden Thor, i det gamle Grækenland til Zeus.

Det danske navn, på oldnordisk eik, stammer fra old-germansk aik, hvis oprindelse og betydning er usikker.

En række egearter er omtalt på siden Planteliv: Gamle og store træer.

Nogle få østamerikanske egearter fremviser strålende efterårsfarver.

 

Quercus alba Hvideg
Denne store eg er meget almindelig i de nordøstlige stater, udbredt fra Ontario og Quebec mod syd til det nordlige Florida, mod vest til Minnesota, og derfra mod syd til Texas.

På trods af dens navn er barken oftest grå, kun sjældent hvid. Arten kan blive meget gammel, nogle individer har nået den modne alder af 450 år.

 

 

Farvestrålende efterårsløv hos hvideg, Delaware Water Gap, New Jersey. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Quercus coccinea Skarlagen-eg
Som dens navn fortæller, har denne art farvestrålende efterårsløv. Den vokser især på tør og sur jordbund og er udbredt i det østlige og centrale USA, fra Maine mod syd til Georgia, mod vest til Missouri og Louisiana.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kokkinos (‘skarlagen’).

 

 

Disse blade af skarlagen-eg i Caleb Smith State Park, Long Island, viser, at arten virkelig lever op til sit navn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Visne blade af skarlagen-eg hænger stadig på træet om foråret, Bass River State Park, Pine Barrens, New Jersey. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lauraceae Laurbærfamilien

 

Sassafras
Det naturlige udbredelsesområde for denne slægt, der omfatter 3 arter, er det østlige Nordamerika, det sydlige Kina, Taiwan og det nordlige Vietnam.

Slægtsnavnet er af spansk oprindelse, muligvis hentet fra et ukendt indfødt sprog.

 

Sassafras albidum
Hos dette mindre træ, som bliver indtil 18 m højt, antager bladene mange forskellige høstfarver: gul, rød, lyserød, orange og purpur. Arten er vidt udbredt i det østlige USA, fra Maine mod syd til det nordlige Florida, mod vest til De Store Søer og det østlige Texas.

Stødte sassafras-blade indgår som ingrediens i hjemmelavet urtedrik, og de fungerer også som smagsstof og tykningsmiddel i gumbo, et stærkt krydderi, som blev anvendt af indfødte folkeslag i det sydlige USA, og som senere blev indkorporeret i det louisianske creole-køkken. (Kilde: C. Nobles, 2009. Gumbo, i: S. Tucker & S. Starr, New Orleans Cuisine: Fourteen Signature Dishes and Their Histories, University Press of Mississippi)

 

 

Aftenlys på efterårsløv af Sassafras albidum, Delaware Water Gap, New Jersey. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sapindaceae Sæbetræfamilien

 

Acer Løn
Lønnetræer, som omfatter omkring 130 arter af løvfældende træer og store buske, udgjorde førhen en særskilt familie, Aceraceae, der nu anses for at høre hjemme i Hippocastanoideae, en underfamilie i sæbetræfamilien.

Disse planter er vidt udbredt på den nordlige halvkugle, med flest arter i Asien, mens andre forekommer i Europa, Nordafrika, samt Nord- og Mellemamerika. Kun en enkelt art findes på den sydlige halvkugle.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk akros (‘skarp’ eller ‘spids’), hvilket sigter til bladenes form.

 

Acer pensylvanicum Stribet løn
Dette lille træ, som bliver indtil 10 m højt, er udbredt fra Nova Scotia og det nordlige Quebec mod syd langs Appalachian Mountains til det nordlige Georgia. Den findes også på spredte lokaliteter mod vest til Michigan og Saskatchewan, samt i Ohio.

Det danske navn hentyder til den stribede bark hos yngre individer.

 

 

Efterårsløv hos stribet løn er en varm gul farve, her fotograferet nær Williamsburg, Massachusetts. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Acer rubrum Rødløn
Specielt farvestrålende er løvet hos rødløn, som undertiden antager skarlagenrøde, orange og gule farver på ét og samme blad. Denne art er et af de mest talrige og udbredte løvtræer i det østlige og centrale Nordamerika, idet den findes fra Newfoundland mod syd til Florida, og mod vest til Manitoba, Minnesota og det østlige Texas.

Den er meget tilpasningsdygtig og vokser i mange forskellige jordtyper, lige fra sumpe til tørre områder, samt fra havniveau til omkring 900 meters højde.

Artsnavnet er afledt af latin ruber (‘rød’).

 

 

Efterårsskov med rødløn og sukkerløn (se nedenfor), nær Cummington, Massachusetts. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Efterårsløv hos rødløn, Caleb Smith State Park, Long Island. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Vinfarvede og gule blade på en rødløn, Gorham, New Hampshire. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Flammende karmoisinrøde og gule blade af rødløn, Catskills (øverst) og Adirondack-bjergene, New York State. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Acer saccharum Sukkerløn
Som dens navn fortæller, er sukkerløn en vigtig kilde til sukker, og den anvendes til fremstilling af den berømte ahornsirup. Den er udbredt fra Nova Scotia mod vest til Minnesota, derfra mod syd til Missouri og Tennessee, og videre mod nordøst til New York State.

Det er en udbredt opfattelse, at det canadiske nationalflag er udsmykket med et rødt blad af sukkerløn, men ifølge hjemmesiden canada.ca/en.html, er det ikke meningen, at bladet skal forestille en bestemt lønneart.

Artsnavnet er latin og betyder ‘sukker’, hentet fra oldgræsk sakkharon, oprindeligt fra sanskrit sarkara, et ord, der blev anvendt for både stødt sukker og sukkerholdigt slik.

 

 

Et overdådigt skue af høstfarver hos sukkerløn og rødløn i Catskills, New York. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blandskov, domineret af sukkerløn, med nogle få rødlønne (de karmoisinrøde træer), nær Williamstown, Massachusetts. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På grund af dens pragtfulde efterårsfarver plantes sukkerløn ofte ved huse, som på disse billeder fra Silver Lake, New Hampshire (øverst) og Great Barrington, Massachusetts. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Løvet af en sukkerløn pynter gevaldigt på et gammelt stendige nær Gorham, New Hampshire. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Som hos rødløn kan bladene hos sukkerløn fremvise adskillige farver på ét og samme blad, i dette tilfælde nær Gorham, New Hampshire. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Vestamerikansk efterårsløv
Skønt det østlige Nordamerika løber af med prisen, hvad angår flammende efterårsløv, kan den vestlige del af kontinentet også opvise skønne efterårsfarver, hvilket fremgår af billederne nedenfor.

 

Anacardiaceae Sumakfamilien

 

Toxicodendron
Se omtale ovenfor under Østamerikansk efterårsløv.

 

Toxicodendron diversilobum Vestlig gift-sumak
Denne busk, som førhen blev kaldt Rhus diversiloba, er meget almindelig langs den amerikanske Stillehavskyst, fra British Columbia mod syd til Baja California. På engelsk hedder den western poison oak (’vestlig gift-eg’), men trods navnet er den ikke engang fjernt beslægtet med ege og fik navnet på grund af bladenes lighed med visse egeblade.

I lighed med andre arter i slægten indeholder den giftstoffet urushiol, som ved berøring forårsager udslæt og andre allergiske reaktioner hos nogle mennesker (se østlig gift-sumak ovenfor i afsnittet Østamerikansk efterårsløv).

I bogen My First Summer in the Sierra (1911), skriver den skotsk-amerikanske forfatter og naturfredningsmand John Muir (1838-1914): “Vestlig gift-sumak (…) er almindelig i hele området langs foden af bjergene op til en højde af mindst 3000 fod [900 m] over havet. Den er noget besværlig for de fleste rejsende, da den ofte forårsager betændte øjne og blæner på huden, men den blander sig harmonisk med de andre planter. (…) Jeg har ofte set den mærkelige slyngende lilje (Stropholirion Californicum) klatre op ad dens grene uden at vise frygt, men snarere sympatisk kammeratskab. Får æder den uden synlig skade; heste æder den også i nogen grad, men er ikke særlig glade for den, og for mange personer er den harmløs. Som de fleste andre ting uden åbenbar nytte for mennesket har den få venner, og det tåbelige spørgsmål: “Hvorfor blev den skabt?” bliver gentaget i en uendelighed uden tanke for, at den først og fremmest blev skabt for sin egen skyld.”

Artsnavnet er afledt af latin diversus (‘forskelligartet’), samt af oldgræsk lobos (‘flig’), hvilket sigter til bladene.

 

 

Efterårsløv hos vestlig gift-sumak, Umpqua National Forest, Oregon. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Fabaceae Ærteblomstfamilien

 

Cercis Judastræ
En lille slægt med omkring 10 arter, udbredt i tempererede og subtropiske områder i Nordamerika, Mexico, Sydeuropa og Asien.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kerkis, som betyder ‘væverens skyttel’, et navn, som blev anvendt af den græske lærde Theofrastos (ca. 371 – ca. 287 f.Kr.) om det europæiske Judastræ (C. siliquastrum). Formodentlig blev skytteler fremstillet af denne arts ved.

 

Cercis occidentalis Amerikansk judastræ
Dette lille træ, som bliver indtil 6 m højt, kan kendes på sine næsten cirkelrunde blade. Det er mest almindeligt i det nordlige Californien, med en mere spredt forekomst i det sydlige Californien, Nevada, Utah og Arizona.

Tidligt om foråret fremviser denne art en overdådighed af lyserøde eller svagt purpurfarvede blomster.

Artsnavnet er latin og betyder ‘vestlig’.

 

 

Efterårsfarver hos amerikansk judastræ, nær McArthur, Cascade-bjergene, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Fagaceae Bøgefamilien

 

Quercus Eg
Se omtale ovenfor under Østamerikansk efterårsløv.

 

Quercus kelloggii Californisk sorteg
Denne eg er hovedsagelig udbredt i det nordlige Californien og det vestlige Oregon, hvor den vokser ved foden af bjergene og en smule op ad dem. Dens forekomst i det sydlige Californien og Baja California er mere pletvis, men den er almindelig i Sierra Nevada. De fleste træer af denne art lever 100-200 år, men eksemplarer på næsten 500 år er kendt.

Californisk sorteg er tilpasset områder med hyppige brande, beskyttet mod mindre brande af sin tykke bark. Den dræbes af større brande, men skyder villigt fra roden. Dens agern spirer hovedsagelig, når en brand har ryddet et område for bladdække. Dette var kendt af adskillige indfødte folkeslag, som bevidst antændte områder for at forny bevoksninger af denne art, hvis agern var en vigtig fødekilde.

Artsnavnet blev givet til ære for den amerikanske læge og botaniker Albert Kellogg (1813-87), som var en af grundlæggerne af California Academy of Sciences.

 

 

Bladene af californisk sorteg er 10-20 cm lange og næsten snitdelte. Disse billeder blev taget nær McArthur i Cascade-bjergene (øverst), samt i Kings Canyon Nationalpark, Sierra Nevada. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Salicaceae Pilefamilien

 

Populus Poppel, asp
Denne slægt rummer omkring 60 arter af løvfældende træer, nogle majestætiske, op til 50 m høje og med en stammediameter på op til 2,5 m. Popler er hjemmehørende i størstedelen af den nordlige halvkugle, fra subarktiske områder mod syd til Mexico, Nordafrika, Iran, Himalaya og Kina, samt i Østafrika.

De brede blade har en lang tynd stilk, som er fladtrykt, hvilket får den til at vibrere ved det mindste vindstød og derved frembringe en raslende lyd. Blomsterstandene er hængende rakler, med de små blomster siddende tæt sammen langs en central akse, og hver blomst er omgivet af papiragtige småblade. Blomsterne bestøves af vinden, og de dunede frø spredes ligeledes med vinden.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for popler. Navnet asp er afledt af aspo, det ældgamle proto-germanske navn på popler.

 

Populus tremuloides Amerikansk bævreasp
Om efteråret tilføjer det gule løv af denne art pragtfulde farver i talrige områder i det vestlige Nordamerika. Den er det videst udbredt træ i Nordamerika, idet den findes fra Alaska mod syd gennem det vestlige Canada og USA til det centrale Mexico, samt i et bredt bælte tværs over Canada og det nordlige USA til Newfoundland og de nordøstlige amerikanske stater, mod syd til Pennsylvania.

Arten kaldes på engelsk for quaking aspen eller trembling aspen, navngivet efter løvet, der rasler i det mindste vindpust. Onondaga-folket kaldte træet for nut-kie-e, hvilket betyder ‘støjende blad’, og en lokal poppel-art i Louisiana blev kaldt for langues de femmes (‘kvinde-snak’) af de franske bosættere.

Artsnavnet betyder ‘minder om tremula‘. Der hentydes til bævreasp (P. tremula), som er omtalt nedenfor i afsnittet Europæisk efterårsløv.

 

 

Amerikansk bævreasp på en bjergskråning nær Conway Summit, Sierra Nevada, Californien. Det midterste billede viser denne ikoniske arts snehvide stamme. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sapindaceae Sæbetræfamilien

 

Acer Løn
Se omtale ovenfor under Østamerikansk efterårsløv.

 

Acer circinatum
Denne lønne-art er en busk eller et mindre træ, som undertiden kan nå en højde af 20 m. På amerikansk kaldes den for vine maple, hvilket sandsynligvis hentyder til dens korte, krogede stamme og forvredne grene, der i nogen grad minder om stammen af en vinplante (Vitis vinifera).

Den har en ret begrænset udbredelse, idet den er hjemmehørende langs den amerikanske Stillehavskyst fra det sydlige British Columbia mod syd til det nordlige Californien. Den koloniserer gerne åbne områder, hvor skoven er blevet fjernet af laviner eller skovhuggere.

Førhen anvendtes veddet af indfødte folkeslag til fremstilling af buer, rammer til fiskenet, snesko og vugger. Andre stammefolk kogte bark af roden og drak vandet mod forkølelse. Trækul af denne art blev opblødt i vand, og denne blanding blev drukket i tilfælde af dysenteri og polio.

 

 

Vinrødt og orangerødt efterårsløv hos to individer af Acer circinatum, begge fotograferet i Umpqua National Forest, Oregon. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Acer macrophyllum Storbladet løn
Som dens navn fortæller, har denne art store blade – faktisk de største inden for lønne-slægten. De måler ofte over 30 cm på tværs og har fem dybt indskårne flige.

Denne art, der også kaldes for Oregon-løn, bliver normalt 15-20 m høj, men eksemplarer på op til 48 m er kendt. Den er hjemmehørende langs Stillehavskysten, fra den sydligste del af Alaska til det sydlige Californien. Inde i land vokser den i Sierra Nevada, samt i det centrale Idaho.

 

 

Efterårsløv hos storbladet løn er gult. Her ses et stort, mosdækket individ, truffet ved North Umpqua-floden, Umpqua National Forest, Oregon. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bladene på en storbladet løn oplyses af et solstrejf, Humboldt Redwood State Park, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Europæisk efterårsløv
Sammenlignet med det fantastiske efterårsskue i Nordamerika er efteråret i Europa en mere afdæmpet affære, hvad angår farver, men en række planter har dog meget smukt efterårsløv.

 

Betulaceae Birkefamilien

 

Betula Birk
Denne slægt med 50-60 arter er udbredt i tempererede og subarktiske områder i Europa og Asien, samt Nord- og Sydamerika. Hanlige og hunlige blomster bæres i separate blomsterstande, hanner i hængende rakler, hunner oftest i oprette aks. Ved modenhed sønderdeles frugten i skæl med 3 lapper samt vingede frø.

Slægtsnavnet er afledt af keltisk betu (’lim’), hvilket sigter til, at kelterne udvandt en limagtig substans af birkesaft. I visse områder med gælisk-talende befolkninger, bl.a. Wales og Bretagne, kaldes birk stadig for bezuenn eller bedwen.

De nordiske navne birk, björk og bjørk er af proto-germansk oprindelse berko, hvilket sandsynligvis har rod i sanskrit bhurja, navnet på en birke-art.

I den nordiske mytologi repræsenterede birken modergudinden Freja, og blandt keltiske folkeslag gudinden for stjernehimlen, Arianrhod, hvis caer (’trone’) befandt sig blandt nordlyset. Hun blev anråbt gennem birken til at assistere under fødsler og indvielser.

Førhen blev mange genstande skåret i det bløde birketræ, bl.a. møbler, kopper, skåle, spoler, vugger og legetøj. Barken skaller af i tynde strimler. Den er sejg, vandtæt og modstandsdygtig mod råd, hvilket gør den ideel som tagtækning. Den blev også anvendt til fremstilling af spande, kurve, flasker og sko, samt til at skrive og tegne på. På grund dens indhold af flygtige olier kunne sammenrullet bark anvendes som fakler.

 

Betula nana Dværgbirk
Som dens navn fortæller, er dværgbirk en lille art, som sjældent bliver over 1,2 m høj. Den har en cirkumpolar udbredelse og vokser især i arktiske områder. De sydligste bestande, bl.a. i Skotland og Alperne, forekommer kun i bjerge. I Alperne kan den træffes til omkring 2200 meters højde.

I Skotland er mange bestande gået drastisk tilbage i de senere år, formodentlig på grund af den globale opvarmning.

Artsnavnet er latin og betyder ‘dværg’.

 

 

I Island er dværgbirk meget almindelig, her fotograferet nær elven Jökulsá á Fjöllum (øverst), samt på bjerget Fornastaðafjall, nær Akureyri. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Betula pendula Vortebirk
Denne art er vidt udbredt og almindelig fra Europa og Kaukasus mod øst gennem Sibirien til Stillehavskysten, og derfra mod syd til det nordlige Kina og Japan.

Artsnavnet betyder ’hængende’ på latin, hvilket sigter til, at den yderste del af grenene er hængende. Forstavelsen vorte hentyder til de små harpiksvorter på artens unge kviste.

 

 

Efterårsløv hos vortebirk, Stevns. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Faldne blade af vortebirk danner et tæppe, Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Betula pubescens Dunbirk
I lighed med vortebirk er denne art vidt udbredt og almindelig i Europa og Kaukasus, og derfra videre mod øst gennem Sibirien til Stillehavskysten

Artsnavnet er afledt af latin pubes (’dunhåret’) og hentyder i lighed med den danske forstavelse til denne arts dunhårede unge kviste.

Tidligere blev birke i arktiske områder, kaldt fjeldbirk, betragtet som en underart, tortuosa, af den vidt udbredte dunbirk. Genetisk forskning har imidlertid afsløret, at den er fremkommet gennem hybridisering mellem dunbirk og dværgbirk, og i dag betragter de fleste autoriteter den som en varietet af dunbirk under navnet B. pubescens var. pumila.

 

 

Gammel dunbirk i efterårsdragt, Ismanstorp, Öland, Sverige. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

For millioner af år siden bragte vulkansk aktivitet i nutidens nordlige Island basaltisk lava op til jordoverfladen, hvor den dannede et plateau. Da lavaen begyndte at afkøles, krympede den og sprækkede på samme måde som mudder, der tørrer ind. Efterhånden som lavaen afkøledes endnu mere, trængte disse sprækker lodret nedad og dannede 6-kantede (til tider 4-, 5- eller 7-kantede) søjler. Yderligere vulkansk aktivitet skubbede sidenhen nogle af søjlerne til en vandret position.

En del af disse søjler, kaldt Hljoðaklettar, har modstået erosion fra elven Jökulsá á Fjöllum. Hljoðaklettar betyder ’Ekko-klipperne’ – et navn de har fået på grund af områdets besynderlige akustik, som frembringer ekko.

 

 

Efterårsløvet hos fjeldbirke føjer en livlig farve til de ellers dystre Hljoðaklettar. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cornaceae Kornelfamilien

 

Cornus Kornel
Familiens eneste slægt med omkring 55 arter, som er vidt udbredt i nordlige tempererede områder, med en enkelt art i tropisk Afrika, samt en art eller to i Sydamerika. Blomsterstandene er hoveder eller fladtoppede klynger, hos nogle arter med store, farvede højblade.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på kirsebærkornel (Cornus mas), afledt af cornu (‘horn’), hvilket sigter til det hårde ved hos denne art. Det har så stor en tæthed, at det synker i vand.

Det danske navn er en forvrængning af det latinske navn.

 

Cornus sanguinea Rød kornel
Denne løvfældende busk er normalt omkring 2-3 m høj, undertiden op til 6 m. Den er vildtvoksende i størsteparten af Europa, fra Irland, Skotland og det sydlige Norge mod syd til Spanien, Syditalien og Grækenland, mod øst til det vestlige Rusland, Ukraine, Tyrkiet og Kaukasus. I mange andre lande dyrkes den som prydbusk på grund af de rødlige stængler, som er prægtige efter løvfald.

Bærrene har en bitter smag. Olie udvundet af dem blev førhen anvendt som lampeolie. Medicinsk blev de benyttet som brækmiddel, mens den snerpende bark blev anvendt som feberstillende middel. Af det hårde ved blev førhen fremstillet kvægstave og kødnåle.

I 1991 blev det velbevarede lig af en stenalderjæger fundet i en gletscher i Alperne. Ismanden Ötzi, som han blev kaldt, døde for omkring 5300 år siden, formodentlig fanget i en snestorm. Hans pileskafter var fremstillet af veddet af kornel og kvalkved (Viburnum). (Kilde: K. Spindler 1994. The Man in the Ice)

Artsnavnet er latin og betyder ‘med farve som blod’, hvilket kan sigte til de rødlige stængler eller til løvets efterårsfarve.

 

 

Regndråber hænger som perler på efterårsløv og frugter af en rød kornel, Valle Teña, Aragon, Spanien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Dennstaedtiaceae

 

Pteridium
Denne slægt, som rummer omkring 18 arter, findes over næsten hele kloden, med undtagelse af polarområderne.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pteris (‘bregne’) samt ium, en endelse, som danner tillægsord.

 

Pteridium aquilinum Ørnebregne
Oprindeligt var ørnebregnen hjemmehørende i tempererede og subarktiske egne af Eurasien, samt fra Nordafrika mod øst gennem Mellemøsten til Iran, med særskilte bestande i Ethiopien og Yemen. Siden har den imidlertid bredt sig til alle kontinenter, med undtagelse af Antarktis. Den invaderer nemt forladte marker og græsgange, hvor den kan dække kæmpestore områder og fordrive andre plantearter.

Artsnavnet er afledt af latin aquila (‘ørn’). Den hollandske filosof og teolog Desiderius Erasmus Roterodamus (1466-1536), også kendt som Erasmus af Rotterdam, udtalte, at mønstret i fibrene på en overskåret bladstængel mindede om en to-hovedet ørn, og i en 1755-udgave af Flora Suecica forklarer den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), at navnet sigter til omridset af en ørn i et tværsnit af roden.

 

 

Om efteråret antager blade af ørnebregne en smuk gylden farve. – Karlsø v. Bryrup Langsø. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ericaceae Lyngfamilien

 

Vaccinium Blåbær, bølle, tyttebær
En kæmpestor slægt med omkring 450 arter af buske og dværgbuske, udbredt over hele den nordlige halvkugle, samt i tropiske bjergegne i Asien samt Mellem- og Sydamerika, med nogle få arter i Afrika og på Madagascar.

Blåbær er et fællesnavn på 21 små buske af denne slægt, hvoraf de 20 er hjemmehørende i Nordamerika, heriblandt almindelig blåbær (nedenfor). Den sidste art er koreansk blåbær (V. koreanum), som er begrænset til Korea og Liaoning-provinsen i Kina.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på blåbær.

 

Vaccinium myrtillus Almindelig blåbær
Denne dværgbusk er talrig på sure jorder i størsteparten af Europa, mod syd til Middelhavet, i det nordlige og centrale Asien, mod øst til Japan, samt i det vestlige Nordamerika.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk myrtos (‘myrte’), samt latin illus, en endelse, der udtrykker noget småt, således ‘den lille myrte’, hvilket hentyder til de myrte-lignende blade.

Et billede af de lækre frugter vises nedenfor i afsnittet Bær og bærlignende frugter.

 

 

Røde blade af blåbær, Dollerup Bakker nær Viborg (øverst), samt Byrums Sandfelt, Öland, Sverige. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Vaccinium uliginosum Mosebølle
Endnu en dværgbusk med en kolossalt stor udbredelse, idet den findes i tempererede og subarktiske områder på den nordlige halvkugle, foruden isolerede bestande i bjergegne, bl.a. Pyrenæerne, Alperne og Kaukasus i Europa, Sierra Nevada og Rocky Mountains i Nordamerika, samt bjerge i Mongoliet, Kina, Korea og Japan. Arten er meget almindelig i Danmark, især i fugtige områder på magre jorder.

Dens bær minder om blåbær, men har en mere syrlig smag. De ses på et billede nedenfor i afsnittet Bær og bærlignende frugter.

 

 

Efterårsløvet hos denne store bevoksning af mosebølle i Naturreservatet Tipperne, Ringkøbing Fjord, fremviser en fantastisk rødviolet farve. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Et nyligt regnskyl har pyntet det røde efterårsløv med talrige ’perler’ hos denne mosebølle, som vokser på bjerget Fornastaðafjall, nær Akureyri, nordlige Island. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Fagaceae Bøgefamilien

 

Fagus Bøge
Bøgeslægten omfatter 10-13 arter, som er hjemmehørende i tempererede og subtropiske områder i Europa, Asien og Nordamerika.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på bøge.

 

Fagus sylvatica Bøg
Forekomsten af vores hjemlige bøg er i hovedsagen begrænset til Europa, idet den findes fra England og Pyrenæerne mod øst til Polen og Ukraine, og fra det sydlige Sverige mod syd til Italien og Balkan, med en pletvis forekomst i det sydlige Norge, det centrale Spanien, samt i Tyrkiet. På Balkan hybridiserer den med orientalsk bøg (F. orientalis).

Bøgen kan blive et meget stort træ, indtil 50 m højt og med en stammediameter på op til 3 m.

 

Der er et yndigt land,
det står med brede bøge.

 

Sådan skrev Adam Oehlenschläger (1779-1850) i et digt fra 1819, som han kaldte for Fædrelands-Sang. Dette elskede digt er siden blevet Danmarks nationalsang. De fleste danskere forbinder bøgen med noget, som er meget dansk, men faktisk indvandrede den først til landet for omkring 3500 år siden.

Artsnavnet er afledt af latin silva (‘skov’) samt aticus (‘findes i’), således ‘vokser i skove’.

Andre billeder af bøgen kan ses på siderne Planteliv: Gamle og store træer, samt Natur: Mønstre i naturen.

 

 

Efterårs-bøgeskov, Æbleskov, østlige Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bøgen kan have en stammediameter på op til 3 m. – Bøgeskoven ved Gjorslev, Stevns (øverst), samt Gisselfeldt, Sjælland. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Cykeltur i en tåget bøgeskov, Jægerspris, Nordsjælland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Efterårsløv hos bøg, Magelund Voldsted syd for Ørbæk, Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Forskellige efterårsfarver på bøgeblade, Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Efterårsløv hos bøg, Bryrup Langsø, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nedfaldne bøgeblade danner et tæppe, Fyn. De gule blade er hassel (Corylus avellana), de mindre grønne seljepil (Salix caprea). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bøgeblade, samt nogle få blade af elm (Ulmus glabra), er faldet ned i voldgraven omkring Nybord Slot. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Quercus Eg
Se omtale ovenfor under Østamerikansk efterårsløv.

 

Quercus robur Stilkeg
Denne art er almindelig i Danmark og er iøvrigt hjemmehørende i størsteparten af Europa og videre mod øst gennem Tyrkiet til Kaukasus og det nordlige Iran.

På latin betød artsnavnet oprindeligt ‘rødlig’, men blev senere tillige benyttet om ’styrke’ eller ’hårdhed’, hvilket i dette tilfælde hentyder til egens hårde, mørke kerneved.

En række markante stilkege er præsenteret på siden Planteliv: Markante træer i Danmark.

 

 

Efterårsblade af stilkeg, østlige Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Malvaceae Katostfamilien

 

Tilia Lind
En slægt med omkring 30 arter af træer og buske, som er hjemmehørende i tempererede områder på den nordlige halvkugle, med størst diversitet i Asien. Førhen var de placeret i en separat familie, Tiliaceae, som nu er blevet reduceret til en underfamilie i katostfamilien.

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk tilos (’fiber’) og sigter til barkens anvendelse som bast. Det oldnordiske navn lind betyder ’bind’ eller ’bånd’ og hentyder ligeledes til barkens anvendelse – i lighed med fibrene fra hør (Linum usitatissimum), som på svensk hedder lin, jfr. også de gamle danske ord linned og linolie.

I Oldtiden var linden et helligt træ for mange germanske og slaviske folkeslag. Hos germanerne var det viet til Odins hustru Frigg, som var visdommens gudinde og desuden en fremragende spåkvinde. Senere kom træet til at spille en vigtig rolle som majtræ og som bystævnetræ i landsbyerne. Under træets krone samledes bymændene for at diskutere forskellige anliggender.

På grund af deres indhold af æteriske olier udsender lindeblomster en stærk duft, og af de tørrede blomster fremstilles lindeté, der er en populær drik i nogle lande, i Frankrig kaldt tilleuil, i Italien tiglio, og i USA basswood tea. Blomsterne giver en fin honning, og i Middelalderen plantede man mange lindetræer omkring klostre og borge for honningens skyld.

Lindens rolle i folketro og medicin er nærmere omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

Tilia × europaea Parklind
Denne hybrid mellem småbladet lind (T. cordata) og storbladet lind (T. platyphyllos) dyrkes vidt og bredt, og den er også blevet forvildet på spredte lokaliteter rundt om i Europa.

Om dens forekomst i Danmark skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) i sin Flora Danica fra 1648: ”Dette Træ voxer mangesteds her i Landene, nu udi Hafver, nu paa Kirckegaarde, nu ellers baade her oc der udi Kiøbstæderne plantis, oc elskis for sin treffelige Skygge det gifuer fra sig, ja mand pleyer endocsaa at giøre Lysthuse ofuen paa hendis Grene.”

 

 

Lindetræer får smukt gult efterårsløv. Disse billeder viser en allé af parklind, samt nedfaldne blade, Jægerspris, Nordsjælland. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Oleaceae Olivenfamilien

 

Fraxinus Ask
Disse træer, som omfatter omkring 58 arter, er vidt udbredt i tempererede og subtropiske regioner på den nordlige halvkugle, og nogle arter forekommer også i tropiske områder i Mexico, Mellemamerika, Indokina, Filippinerne og Indonesien.

Slægtsnavnet er afledt af proto-italiensk fraksinos, oprindeligt et proto-indoeuropæisk ord for birketræer. Forbindelsen til birk er svær at få øje på.

 

Fraxinus excelsior Almindelig ask
Dette almindelige træ er hjemmehørende i størsteparten af Europa, mod øst til Kaukasus og Alborz-bjergene i det nordlige Iran. Det er også blevet naturaliseret enkelte steder i New Zealand, USA og Canada.

I de senere år er bestandene af ask blevet meget reduceret af asketoptørre, en sygdom, som forårsages af svampen Hymenoscyphus fraxineus, førhen kaldt Chalara fraxinea. De fleste aske, som får denne sygdom, dør efter nogle få år. Forskning har dog vist, at nogle træer har resistens mod sygdommen.

Artsnavnet er afledt af latin excelsus (‘høj’) samt ior, en endelse, som danner tillægsord.

 

 

Efterårsblade af ask, Æbleskov, østlige Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rhamnaceae Vrietornfamilien

 

Frangula
En slægt med omkring 56 arter, udbredt i hele Europa, det nordlige Afrika, Mellemøsten, det vestlige og centrale Sibirien, Kina, Korea, Japan, Indokina, samt størstedelen af Nord- og Sydamerika.

Slægtsnavnet er latin og betyder ‘skrøbelig’, oprindeligt fra frango (‘at bryde’). Det hentyder til, at de tynde grene hos tørstetræ (nedenfor) er skøre og nemt brækkes af.

 

Frangula alnus Tørstetræ
Dette lille træ, som bliver op til 7 m højt, er vidt udbredt, idet det findes i størsteparten af Europa, mod øst til det centrale Sibirien og Xinjiang, samt i Marokko, Tyrkiet, Kaukasus og Alborz-bjergene i det nordlige Iran.

Man kunne måske fristes til at tro, at navnet tørstetræ hentyder til, at denne art mest vokser på fugtig bund. Det er imidlertid ikke tilfældet. Ordet tørst menes at være af samme rod som ’trøske’, hvilket betyder halvråddent ved. Det hentyder til den stramme og mugne lugt af tørstetræets inderbark.

Artsnavnet sigter til, at tørstetræ ofte vokser de samme steder som rødel (Alnus glutinosa).

 

 

Multifarvet blad af tørstetræ, Vangså Klitplantage, Thy. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rosaceae Rosenfamilien

 

Prunus Kirsebær, blomme, slåen
En meget stor slægt med omkring 340 arter af løvfældende træer og buske, udbredt på hele kloden, med undtagelse af polarområderne, Australien, samt visse ørkenområder i Afrika.

Frugten er en stenfrugt, med et ydre kødfuldt lag samt en indre hård sten, som omgiver frøet.

Slægtsnavnet er en latiniseret udgave af det oldgræske navn på blommetræ, prounos.

I lighed med fx det italienske cerasa, det tyske Kirsch og det engelske cherry kommer den danske forstavelse kirse af latin Cerasus, en omskrivning af oldgræsk kerasos, det klassiske græske navn på kirsebærtræet. Cerasus var tillige det gamle romerske navn for den nuværende by Giresun ved Tyrkiets Sortehavskyst, hvorfra kirsebær i Romertiden blev eksporteret til Rom.

Kirsebær-arter er udførligt omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

Prunus avium Fugle-kirsebær
Det oprindelige voksested for denne art var sandsynligvis fra Frankrig østpå gennem Europa til Kaukasus. Selvom den i dag er ganske almindelig i Danmark og Sydsverige, er den ikke oprindeligt vildtvoksende her. Fund af sten fra arten i køkkenmøddinger fra Vikingetiden antyder, at den blev indført på denne tid. I ældre møddinger er den ikke fundet.

Artsnavnet er afledt af latin avis (’fugl’), hvilket sigter til, at fugle holder meget af bærrene. Folkenavnet tviselbær kommer af plattysk twissel, hvilket betyder ’dobbeltbær’ – en hentydning til, at kirsebær ofte sidder parvis på kvistene. Navnene Bedstemors Træ og stenbrødtræ blev førhen anvendt på Bornholm.

Et billede af den lækre frugt vises nedenfor i afsnittet Bær og bærlignende frugter.

 

 

De fleste kirsebærtræer har smukt gult efterårsløv. Disse billeder viser en killing og en hvalp af borderterrier, omgivet af nedfaldne blade fra et stort kirsebærtræ, Fyn. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Efterårsblade af fugle-kirsebær kan også være forskellige afskygninger af rødt. Disse blev fotograferet nær Holckenhavn Fjord, østlige Fyn. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nogle kirsebærtræer har mere brunlige blade om efteråret, som dette individ i Holtug Kridtbrud på Stevns. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rubus Klynger (brombær, hindbær m.fl.)
Denne kæmpestore slægt med over 1400 arter af tornede buske eller krybende dværgbuske findes overalt på kloden, med undtagelse af Antarktis samt visse ørkener og tropiske skove.

Frugten er meget karakteristisk, et kugleformet hoved på den hvælvede blomsterbund, bestående af kødfulde småfrugter, normalt med mange små nødder på overfladen.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på brombær (nedenfor).

 

Rubus caesius Korbær
Korbær er vidt udbredt, fra Skandinavien mod syd til Middelhavet, og fra Irland tværs gennem Europa og det vestlige Asien til Xinjiang. Den er også blevet naturaliseret i en del andre lande, bl.a. Canada, USA og Argentina. Dens efterårsløv er en fantastisk karmoisinrød eller vinrød farve.

Artsnavnet er latin og betyder ‘blågrå’, hvilket hentyder til bærrenes farve (se afsnittet Bær og bærlignende frugter nedenfor).

 

 

I Danmark, hvor disse billeder er taget, er korbær yderst almindelig i åbne skove og krat samt på brakmarker. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rubus fruticosus Brombær
Brombær, ofte kaldt for R. plicatus, er en meget variabel plante, specielt hvad angår størrelse og antal torne, samt bladform. Arten er hjemmehørende i Nord- og Mellemeuropa, hvor den er almindelig de fleste steder.

Den er også blevet indført til mange andre egne og optræder invasivt i nogle lande, hvor den kan true hele økosystemer, idet den danner tætte krat, som er i stand til at fordrive den oprindelige vegetation. Den betragtes som et skadeligt ukrudt i bl.a. Australien, New Zealand og USA.

Artsnavnet er latin og betyder ‘buskagtig’.

Et billede af de lækre frugter vises nedenfor i afsnittet Bær og bærlignende frugter.

 

 

Brombær, Magelund Voldsted syd for Ørbæk (øverst), samt langs Ørbæk Å, østlige Fyn. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Salicaceae Pilefamilien

 

Populus Poppel, asp
Se afsnittet Vestamerikansk efterårsløv ovenfor.

 

Populus tremula Bævreasp
Dette store træ, der undertiden kan blive op til 40 m højt, er hjemmehørende i Eurasien, fra subarktiske områder i Island, Skandinavien og det nordlige Rusland mod øst til Kamchatka, og mod syd til Spanien, Tyrkiet, Tian Shan-bjergene i Centralasien, samt det nordlige Japan. I den sydlige del af udbredelsesområdet vokser arten kun i høje bjerge. I Danmark er den almindelig.

Artsnavnet er afledt af latin tremo (‘at ryste’ eller ‘at bævre’), samt endelsen ulus, der udtrykker noget småt.

 

 

Efterårsløv hos bævreasp, Ørbæk Å syd for Nyborg. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sapindaceae Sæbetræfamilien

 

Acer Løn
Se omtale ovenfor under Østamerikansk efterårsløv.

 

Acer platanoides Spidsløn
Spidsløn er hjemmehørende i Europa, fra det sydlige Skandinavien mod syd til Pyrenæerne, Italien og Balkan, mod øst til Ukraine, og derfra mod syd til Kaukasus og Tyrkiet.

Den er også indført til Nordamerika, hvor den er blevet invasiv i mange af de østlige stater, og af denne grund har staterne Massachusetts og New Hampshire forbudt plantning af den.

Artsnavnet er latin og betyder ‘minder om Platanus‘, hvilket sigter til bladformen, der minder om platanernes (nedenfor).

 

 

Efterårsblade af spidsløn bliver alle afskygninger af gul og orange. Disse billeder er fra Nyborg Slot (3 øverste), Jægerspris, Nordsjælland (nummer 4), samt Æbleskov syd for Nyborg. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Acer pseudoplatanus Ahorn
Ahorn, som er hjemmehørende i Centraleuropa, blev indført til De Britiske Øer omkring 1500 og er nu meget almindelig dér, og den er desuden blevet naturaliseret i andre europæiske lande samt i Australien, New Zealand og Nordamerika. Mange steder betragtes den som en invasiv art, der uhyre nemt spredes ved hjælp af sine vingede frø, der produceres i titusindevis på blot et enkelt middelstort træ.

I Danmark er arten muligvis hjemmehørende – i hvert fald fandtes den så tidligt som i 1600-tallet. Også her betragtes den ofte som invasiv, da den nemt kan overtage hovedrollen i yngre skove. At bekæmpe den er dog en fuldstændig uoverkommelig opgave på grund af dens utallige frø. Dens invasive natur er nærmere beskrevet på siden Naturreservatet Vorsø: Vildnis i vækst.

Artsnavnet er latin og betyder ‘den falske Platanus‘, hvilket sigter til bladformen, der minder om platanernes (nedenfor).

 

 

Disse nedfaldne blade af ahorn viser tre farver: rødlig, gul samt grønlig. – Elling Skov nord for Horsens. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ulmaceae Elmefamilien

 

Ulmus Elm
Denne slægt, som rummer omkring 38 arter, er vidt udbredt på den nordlige halvkugle, samt i Indonesien.

Frugten er en lille nød, som er omgivet af en bred, papiragtig hinde, indtil 1,5 cm i diameter.

Artsnavnet er det klassiske latinske ord for elme.

 

Ulmus glabra Skovelm
Dette store træ, som kan blive indtil 40 m højt, er udbredt i størsteparten af Europa, mod øst til Ural-bjergene, Kaukasus og Alborz-bjergene i det nordlige Iran.

De europæiske bestande af arten er blevet voldsomt reduceret af elmesyge. Denne sygdom, samt dens indvirkning på en stor bestand af elm, er beskrevet på siden Naturreservatet Vorsø: Elmesyge på Vorsø.

Unge frugter er spiselige.

Artsnavnet er latin og betyder ‘glat’, hvilket hentyder til de glatte grene på yngre træer.

 

 

Skovelmens blade er meget ru. Disse billeder er fra Jægerspris, Nordsjælland. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Viburnaceae Kvalkvedfamilien
Tidligere udgjorde slægterne Sambucus og Viburnum familien Sambucaceae, hvorpå de blev flyttet til gedebladfamilien (Caprifoliaceae) og senere til desmerurtfamilien (Adoxaceae), der i dag kaldes for Viburnaceae.

 

Sambucus Hyld
Antallet af arter i denne slægt diskuteres til stadighed, og der er måske mellem 25 og 50. Disse træer, buske og forveddede urter er udbredt i tempererede og subtropiske egne, flest på den nordlige halvkugle, med nogle medlemmer i dele af Australasien og Sydamerika.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk sambuca, der var navnet på et ældgammelt instrument af asiatisk oprindelse. Formodentlig blev den bløde marv fjernet fra hyldegrene til fremstilling af blæseinstrumenter.

Det danske navn stammer måske fra angelsaksisk eldrun, der senere blev forvansket til hyldor. Andre kilder mener, at navnet kommer af det gamle ord hylle (skjule), hvilket hentyder til de overnaturlige væsener, der efter sigende skjulte sig i busken.

 

Sambucus nigra Almindelig hyld
Hyld er oprindeligt vildtvoksende i Europa og Nordafrika, mod øst til Kaukasus, og den er tillige blevet naturaliseret i Nordamerika.

Førhen fremstillede drenge såkaldte hyldebøsser af de mest lige af grenene ved at bore marven ud. Dernæst skar man en gren af hårdere materiale, der passede præcist ind i den hule hyldegren. Et projektil, fx en prop af hyldemarv, blev presset ind i røret fortil, og en anden prop bagtil. Når man hurtigt jog den hårdere gren ind mod den bageste prop, blev denne presset fremad, og på grund af lufttrykket blev den forreste prop skudt ud med et knald.

I Myter, bd. 9, Møllen, fra 1944, skriver Johannes V. Jensen (1873-1950): ”Med Hyldebøsser gjorde vi os frygtet, vi skar dem saa store og lange, at Ladestokken lod sig stemme mod Skulderen som en Kolbe, saa at de kunne affyres med Sigte som et Gevær.”

Artsnavnet er latin og betyder ‘sort’, hvilket sigter til bærrenes farve (se afsnittet Bær og bærlignende frugter nedenfor).

Anvendelsen af hyld i folkemedicinen er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

Efterårsfarverne hos hyld er normalt en meget afdæmpet affære, men undertiden kan ses fantastiske kulører som hos dette eksemplar i Æbleskov syd for Nyborg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Vitaceae Vinfamilien

 

Vitis Vin
Denne slægt med omkring 80 arter forekommer i Amerika, fra det østlige Canada mod syd til det nordlige Sydamerika, i Mellem- og Sydeuropa, fra Mellemøsten mod øst til Japan og det sydøstlige Sibirien (Ussuriland), og derfra mod syd til Filippinerne og Indonesien.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på den dyrkede vinplante (nedenfor), oprindeligt fra proto-indoeuropæisk wehitis (‘planten som slynger eller bøjer sig’).

 

Vitis vinifera Vinplante
Vinranken var oprindeligt vildtvoksende i Mellem- og Sydeuropa, samt fra Mellemøsten mod øst til Kirgisien. Den stammer sandsynligvis fra Lilleasien og har været dyrket i mindst 6000 år.

I den græske mytologi var Dionysos oprindelig gud for naturen og især planterne, men blev sidenhen betragtet som de våde elementers gud, især vin og blod. De fleste af hans tilhængere var til at begynde med kvinder, som iført dyreskind og med kranse af vedbend (Hedera helix) om håret drog ud i skovene. I hænderne bar de slanger og lange lanser, omhængt med vedbend og med en kogle af pinje (Pinus pinea) fastgjort i spidsen. De dansede sig i ekstase til musik fra fløjter og tamburiner og troede til sidst at se mælk, vin og honning flyde fra Dionysos’ mund. De kastede sig over vilde dyr og drak deres blod og iførte sig deres skind. De var besat af galskab, mania, og kaldtes derfor mænader (direkte oversat ‘de gale’).

Artsnavnet er afledt af latin vinum (‘vin’) og fer (‘bærer’).

 

 

Efterårsfarver på vinblade, østlige Fyn. Planten med røde stængler i baggrunden er hvid kornel (Cornus alba). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Asiatisk efterårsløv
Efterårsløvet hos asiatiske træer er generelt ikke så farvestrålende som i Amerika, men der findes dog en række arter, som får meget smukt løv om efteråret. I mange varmere områder optræder ’efterårsfarverne’ først i vintermånederne. En del arter med dette smukke vinterløv er også præsenteret her.

 

Altingiaceae

 

Liquidambar Ambratræer
Se afsnittet Østamerikansk efterårsløv ovenfor.

 

Liquidambar formosana Kinesisk ambratræ
Dette store træ, som kan blive indtil 40 m højt, kendes nemt på de trefligede blade, som er næsten helrandede, ulig de fleste asiatiske lønnearter (se Sapindaceae nedenfor), som overvejende har femfligede, stærkt tandede blade.

Arten findes hovedsagelig i varmere tempererede lande og er hjemmehørende i det centrale og sydlige Kina, Taiwan og Indokina, hvor den vokser i skove såvel som åbne områder. Den er meget anvendt i traditionel kinesisk medicin, hvor barken benyttes mod hudsygdomme, harpiksen mod bl.a. bylder, tandpine og tuberkulose, og frugterne mod et antal lidelser, deriblandt gigt, lumbago og hudsygdomme. Det lader til, at blade og rod kan dæmpe kræftangreb.

En nær slægtning, virginsk ambratræ (L. styraciflua), er præsenteret ovenfor i afsnittet Østamerikansk efterårsløv.

Artsnavnet er afledt af portugisisk formosa (‘smuk’), et ord, som de anvendte for Taiwan, da de besatte øen. De fleste arter, som bærer varianter af dette navn, blev beskrevet ud fra materiale fra Taiwan.

 

 

Kinesisk ambratræ er meget almindelig i Taiwan. Disse træer med rødt vinterløv blev fotograferet i byen Taichung. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nærbillede af de trefligede blade, som er næsten uden takker, Dasyueshan National Forest, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Anacardiaceae Sumakfamilien

 

Pistacia Pistacie
Denne slægt med omkring 11 arter er hjemmehørende i det sydlige Texas, Mexico, Mellemamerika, Sydeuropa, det nordlige og østlige Afrika, samt fra Mellemøsten mod øst til Kina, Vietnam og Filippinerne.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på det ægte pistacietræ (P. vera), lånt fra oldgræsk pistakia.

 

Pistacia chinensis Kinesisk pistacietræ
Dette lille træ er hjemmehørende fra Afghanistan mod øst til Kina og Taiwan, og derfra mod syd til Filippinerne. En isoleret bestand findes i Kaukasus.

På grund af dens hårdførhed, samt det attraktive efterårsløv, dyrkes denne art mange steder i subtropiske og tempererede områder rundt om i verden. I varmere lande kaster det bladene midt om vinteren.

 

 

Kinesisk pistacietræ plantes ofte langs gader i taiwanesiske byer. Disse billeder fra Taichung viser artens røde vinterløv. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Begoniaceae Begoniefamilien

 

Begonia
En meget stor slægt med over 1900 arter, udbredt overalt i varme og fugtige egne. I Asien alene findes over 600 arter. Hanlige og hunlige blomster er ret forskellige, idet hannerne har 4 kronblade, hvoraf de to yderste er bredere og mere afrundede end de to inderste. Hunlige blomster har 5 eller flere kronblade af næsten ens størrelse og form.

Slægtsnavnet hædrer Michel Bégon (1638-1710), som fra 1684 var guvernør i Saint-Domingue, en fransk koloni på den caribiske ø Hispaniola, som i dag hedder Haiti. Bégon var en ivrig indsamler af planter.

 

Begonia picta
Denne plante kan kendes på sine hårede, uregelmæssigt dobbelt-tandede blade, som ofte har purpurfarvede pletter. Den er ganske almindelig i Himalaya, hvor den er udbredt fra Pakistan mod øst til det sydøstlige Tibet. Den vokser på fugtige klipper og brinker samt i skyggefulde skovbryn i højder mellem 600 og 2900 m.

Stængel og bladstilke er spiselige som pickles, og planten anvendes også i den lokale folkemedicin, hvor saft af stængel og blade indtages mod hovedpine, mens saft af roden benyttes mod betændte øjne samt mod mavesår. Saften opblandes også med plantefarver for at gøre dem farvefaste.

Artsnavnet er latin og betyder ‘malet’, hvilket sigter til pletterne på bladene.

Andre billeder af denne art findes på siden Planteliv: Flora i Himalaya.

 

 

Efterårsfarver og frugter hos Begonia picta, observeret i den øvre del af Marsyangdi-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Berberidaceae Berberisfamilien

 

Berberis Berberis
En meget stor slægt med omkring 620 arter, vidt udbredt i Amerika og Eurasien, og den forekommer tillige i det nordlige og østlige Afrika og Arabien. Hovedparten er små buske, der ofte danner tætte, uigennemtrængelige krat på grund af de mange torne på stænglerne og hos nogle arter langs bladranden. De har alle smukke gule blomster, som bliver til røde, blå eller sorte bær. Af veddet fra nogle arter kan udvindes et gult farvestof. Efterårsløvet hos de fleste arter er knaldrødt.

Et billede, som viser et berberis-krat med efterårsløv, ses øverst på denne side, mens almindelig berberis (B. vulgaris) præsenteres nedenfor i afsnittet Bær og bærlignende frugter.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på berberis.

 

Berberis ceratophylla
Denne løvfældende busk i Himalaya, som bliver indtil 2 m høj, betragtes af nogle autoriteter som en underart af den lignende B. aristata, som er meget mere almindelig. Grenene er grålige, furede, med indtil 1,4 cm lange torne, mens bladene er aflange eller kileformede, indtil 5 cm lange, med mange torne langs randen. Blomsterne er gule og sidder i mangeblomstrede, grenede klynger. Bærret er aflangt eller ovalt, indtil 1,2 cm langt, mørkerødt eller purpurfarvet ved modenhed.

Denne art vokser i højder mellem 1800 og 4000 m, fra Himachal Pradesh mod øst til Myanmar. I Nepal anvendes grenene som hæk, og frugterne spises rå eller som pickles.

Enkelte blade forbliver på busken til næste forår. De bliver normalt røde eller karmoisinrøde i løbet af efteråret eller vinteren.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk keras (‘horn’) og phyllon (‘blad’). Hvad det hentyder til er uklart.

 

 

Karmoisinrøde vinterblade af Berberis ceratophylla, Shivapuri-Nagarjun Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Berberis concinna
Denne lille tornede busk danner ofte store, meterhøje krat i åbne områder i Himalaya, i højder mellem 2700 og 4400 m. Den er udbredt fra det centrale Nepal mod øst til Sikkim og det sydøstlige Tibet. Bladranden er forsynet med torne, og de gule blomster er enlige. Modne bær er rødlige, indtil 1,6 cm lange.

Artsnavnet er latin og betyder ‘net’ eller ‘elegant’, hvilket måske sigter til vinterløvets sarte rødviolette farve.

 

 

Vinterløvet hos Berberis concinna antager en sart rødviolet farve. – Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Betulaceae Birkefamilien

 

Betula Birk
Se afsnittet Europæisk efterårsløv ovenfor.

 

Betula utilis Himalaya-birk
Dette træ kendes nemt på den rødlige bark, der skaller af i store flager. Arten er meget almindelig i store højder, fra Afghanistan mod øst til Kina.

Førhen anvendtes denne art til utallige formål, hvilket afspejles af artsnavnet, som på latin betyder ‘nyttig’. Veddet blev benyttet til tømmer og brænde, barken anvendtes som medicin og røgelse, til tagtækning, samt til fremstilling af papir, og løvet blev høstet som husdyrfoder.

Himalaya-birk er nærmere beskrevet på siden Planteliv: Flora i Himalaya.

 

 

Som hos de fleste andre birke er efterårsløvet hos Himalaya-birk kraftigt gult, her fotograferet nær Bagah-floden, Lahaul, Himachal Pradesh, Indien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Combretaceae

 

Terminalia
En stor slægt med omkring 280 arter, vidt udbredt i varmere egne, fra Mexico og Florida mod syd til Argentina, i Afrika syd for Sahara, det sydlige Arabien, det sydlige Asien, Indonesien, Ny Guinea samt det østlige Australien.

Slægtsnavnet er afledt af latin terminus, oprindeligt fra proto-italiensk termenos (‘grænse’), hvilket sigter til, at bladene spirer i spidsen af skuddene.

 

Terminalia catappa Tropisk mandeltræ
Det er uvist, hvor denne art stammer fra, men i dag er den vidt udbredt i de fleste tropiske og nogle subtropiske områder, hvor den vokser i et bredt spektrum af levesteder.

Det danske navn, samt de engelske navne beach almond (‘strand-mandel’) og Indian almond (’indisk mandel’), hentyder til, at frugterne minder om frugterne af mandeltræet (Prunus amygdalus), men de to arter er ikke engang fjernt beslægtede, da mandeltræet tilhører rosenfamilien (Rosaceae).

Artsnavnet er afledt af det malajiske navn på arten, ketapang.

Et billede af frugten er bragt nedenfor i afsnittet Bær og bærlignende frugter.

 

 

Vinterblade af tropisk mandeltræ er knaldrøde. Med undtagelse af det næstøverste billede, som er fra Myanmar, er alle billederne fra Taiwan, hvor denne art plantes vidt og bredt som prydtræ. De to nederste billeder viser over- og underside af et blad. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Elaeocarpaceae

 

Elaeocarpus
Dette er en stor slægt med omkring 490 arter af overvejende stedsegrønne træer og buske, med nogle få epifyter og slyngplanter. De forekommer i det sydlige og østlige Asien, fra Indien mod øst til Korea og Japan, mod syd til Indonesien, Ny Guinea, det østlige Australien og New Zealand, på Madagascar, samt på øer i det Indiske Ocean og Stillehavet.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk elaion (‘oliven’) samt karpos (‘frugt’), således ‘med en oliven-lignende frugt’.

 

Elaeocarpus serratus Ceylonesisk oliventræ
Dette tropiske træ er hjemmehørende i det sydlige Indien og Sri Lanka, samt i Assam og Bangladesh. På grund af det overdådige vinterløv dyrkes arten almindeligt som prydtræ i Sydøstasien, det sydlige Kina og Taiwan.

I Sri Lanka er dets frugter en almindelig spise, og de anvendes tillige i folkemedicinen.

Artsnavnet betyder ‘savet’ på latin, hvilket formodentlig sigter til bladrandens tænder.

 

 

Pragtfuldt vinterløv hos ceylonesisk oliventræ, Taichung, Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Euphorbiaceae Vortemælkfamilien
 
Euphorbia Vortemælk
En kolossalt stor slægt, som rummer omkring 2000 arter af urter, buske og små træer, hvoraf de fleste har hvid mælkesaft, og nogle er sukkulenter med eller uden torne. Blomsterstanden, som hos disse planter kaldes for et cyathium, danner en skål, som består af sammenvoksede højblade med nektarkirtler langs randen. Denne skål omgiver en ring af hanlige blomster, hver med en enkelt støvbærer, samt en enkelt hunblomst i midten. Hele dette arrangement minder om en enkelt blomst. Frugten er en kapsel med 3 klapper.

Kong Juba d. 2. (ca. 50 f.Kr. – 19 e.Kr.) af Numidien (i det nuværende Algeriet og Tunesien) var meget interesseret i planter og beskrev dem ofte, heriblandt en tornet sukkulent fra Atlas-bjergene i Marokko, hvis mælkesaft var et kraftigt afføringsmiddel. Han kaldte denne plante Euphorbea efter sin græske cheflæge Euphorbus. I 1753 adopterede den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) dette navn, i formen Euphorbia, som betegnelse for hele slægten.

 

Euphorbia sikkimensis Sikkim-vortemælk
Denne plante er meget almindelig i Himalaya, fra Nepal mod øst til det sydvestlige Kina. Den vokser i enge, krat og åbne områder mellem 2400 og 4500 meters højde. I Nepal anvendes dens rod medicinelt.

 

 

Sent om efteråret bliver bladene hos nogle individer af Sikkim-vortemælk højrøde. Dette eksemplar blev fotograferet i Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Triadica
En lille slægt med 3 arter, der forekommer fra Indien mod øst til Korea og Japan, og derfra mod syd til Filippinerne og Indonesien.

Slægtsnavnet er afledt af latin triadis (‘en gruppe på tre’), oprindeligt fra oldgræsk trias (‘tre’). Navnet sigter til de tredelte blomster.

 

Triadica sebifera Kinesisk talgtræ
Dette mindre træ, som tidligere blev kaldt for Sapium sebiferum, er hjemmehørende i det østlige Kina, Taiwan, Japan og det nordlige Vietnam.

Artsnavnet betyder ‘voks-bærende’, hvilket hentyder til det hvide voks- eller talglag, som frøene er beklædt med. Vokslys og sæbe fremstilles af denne talg, og i Østen anvendes bladene i folkemedicinen til behandling af bylder. Saften og bladene er tilsyneladende giftige, og nedfaldne blade virker væksthæmmende på andre plantearter.

På grund af frugternes talglag indførtes dette træ til USA i 1700-tallet, og i 1900-tallet blev det plantet mange steder langs den Mexikanske Havbugt af U.S. Department of Agriculture med henblik på at etablere en sæbeindustri. Arten bredte sig imidlertid snart ukontrollabelt, og i dag betragtes den som en meget skadelig plante i det sydøstlige USA, hvor den fordriver indfødte plantearter.

Frugten vises nedenfor i afsnittet Frugter: Kapsler.

 

 

Om vinteren antager løvet af kinesisk talgtræ et væld af pragtfulde røde nuancer, lige fra orange til vinrød. Disse billeder er alle fra Taiwan, hvor arten er meget almindelig. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Farvevariation hos nedfaldne blade af kinesisk talgtræ, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ginkgoaceae

 

Ginkgo biloba Ginkgo, tempeltræ
Den tyske læge og botaniker Engelbert Kaempfer (1651-1716) opholdt sig i Japan 1690-92, udsendt af det Hollandske Ostindiske Kompagni. Under opholdet bemærkede han et træ med distinkte tvedelte blade, som var almindeligt plantet ved paladser og templer og langs gader og veje.

Da Kaempfer vendte tilbage til Holland, medbragte han frø af dette træ. Det blev i 1771 navngivet Ginkgo biloba af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) efter det japanske navn gin-kyo, som Kaempfer anvendte. Det sidste ’g’ må altså være en skrivefejl, men på grund af de botaniske nomenklaturregler må vi slæbe videre på Linnés brøler. Iøvrigt betyder gin-kyo ‘sølv-abrikos’, hvilket sigter til frugten, der minder lidt om en abrikos.

Den britiske naturhistoriker Charles Darwin (1809-82) kaldte ginkgoen for en ’levende forstening’ – et ord, som han opfandt for arter, der har overlevet uændret i mange millioner år. Tempeltræet, som Ginkgo biloba hedder på dansk, er faktisk det eneste overlevende medlem af en gruppe planter, som opstod i Perm-tiden for mere end 250 mio. år siden. Det er så specielt, at det har sin egen række, Ginkgophyta, inden for planteriget, med en enkelt klasse, Ginkgoopsida, orden Ginkgoales, familie Ginkgoaceae, slægt Ginkgo og art biloba. Dets nærmeste nulevende slægtninge er koglepalmerne (Cycadales).

Tempeltræet vokser meget langsomt, men kan opnå enorme dimensioner. Dets diameter kan blive over 4,5 m, og den største ginkgo i Japan, som findes i Kita Kanegasawa, har en omkreds på over 20 m. Arten når ofte en højde af 35 m, og ved Yon Mun-templet i Sydkorea står en 60 m høj ginkgo, som er omkring 1100 år gammel. Man mener, at arten kan opnå en alder af mere end 2500 år.

Indtil slutningen af 1900-tallet kendte man kun ginkgo som dyrket, så det vakte stor opsigt, da større bestande af arten blev fundet på bjergskråninger i det østlige og sydvestlige Kina. Det diskuteres stadig, om de østlige bestande er blevet plantet af munke, men det synes sikkert, at de vestlige bestande er af vild oprindelse. (Kilde: Tang, C.Q. et al. 2012. Evidence for the persistence of wild Ginkgo biloba (Ginkgoaceae) populations in the Dalou Mountains, southwestern China. American Journal of Botany 99 (8): 1408-14)

Artsnavnet sigter til de tvedelte blade, af latin bi (‘to’) og‎ lobus (‘flig’).

 

 

Efterårsløvet hos tempeltræ er smukt gult. – Fyn. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lythraceae Kattehalefamilien

 

Lagerstroemia
Denne slægt med ca. 50 arter af træer og buske er hjemmehørende fra det Indiske Subkontinent mod øst til Kina, Taiwan og Japan, og derfra mod syd gennem Indokina, Indonesien, Filippinerne og Ny Guinea til det nordlige Australien, samt på nogle øer i Stillehavet. På grund af deres smukke blomster dyrkes mange arter i talrige varmere lande.

Slægten blev navngivet af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) til ære for en svensk handelsmand, Magnus von Lagerström (1696-1759), som var direktør for det svenske Østasiatiske Kompagni. Lagerström var meget naturinteresseret, og selv om han aldrig selv besøgte Asien, var han i stand til at forsyne Linné med mange arter fra Indien og Kina. (Kilde: E. Bretschneider 1898. History of European Botanical Discoveries in China)

Lagerstroemia-frugter beskrives nedenfor i afsnittet Frugter: Kapsler.

 

Lagerstroemia speciosa
Dette mindre træ bliver normalt indtil 15 m højt, men nogle individer når dog højder indtil 25 m, med en stammediameter på omkring 60 cm. Det er udbredt i tropiske og subtropiske områder af Asien, fra Indien og Sri Lanka mod øst til det sydvestlige Kina, og derfra mod syd gennem Indokina, Indonesien og Filippinerne til Ny Guinea.

På grund af de pragtfulde blomsterstande dyrkes arten i mange lande. En substans ved navn banaba, der fremstilles af de tørrede blade i Filippinerne, anvendes til at kurere diabetes og infektion i urinvejene. Andre steder indtages et afkog af bladene mod malaria, og det anvendes også mod sprækker på fødderne. Et afkog af barken benyttes mod diarré og smerter i underlivet.

Dette træ har et vidt forgrenet rodsystem, og det plantes ofte til at holde jorderosion i skak.

Artsnavnet er latin og betyder ‘smuk’, afledt af species (‘fremtoning’) samt‎ osus, en endelse, som danner tillægsord.

 

 

Ikke kun blomsterne af denne slægt er pragtfulde. Disse smukke vinterblade af Lagerstroemia speciosa blev fotograferet i byparker i Taichung, Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Meliaceae

 

Melia
Denne lille slægt med 3 arter er hjemmehørende i det østlige Afrika, Sydasien, Fjernøsten, Indonesien, Ny Guinea og Australien.

Slægtsnavnet er det oldgræske ord for asketræer (Fraxinus). Slægten blev navngivet således på grund af bladenes lighed med askeblade.

I den græske mytologi var Melia en af oceaniderne, datter af titanerne Okeanos og Tethys.

 

Melia azedarach Paternostertræ
Paternostertræ har lysegult efterårsløv. Denne art, der også kaldes kinabær eller persisk syrén, er sandsynligvis hjemmehørende i Iran og på det indiske subkontinent, men på grund af de smukke blomster og frugter er den blevet plantet i mange andre egne af kloden.

Den spredes nemt og betragtes som invasiv i adskillige områder, bl.a. Nordamerika, Østafrika, New Zealand og Australien, samt på nogle af Stillehavsøerne.

Artsnavnet er fransk, overtaget fra spansk acederaque, som var hentet fra arabisk azadarat, oprindeligt fra persisk azad (‘nobel’) og deraxt (‘træ’).

Paternoster (eller pater nostre) er Fadervor i den romersk-katolske kirke, normalt fremsagt på latin. Ordet bruges dog også i betydningen ’rosenkrans’, dvs. den perlekrans, som anvendes under bønnen. Arten har givetvis fået navn efter sine smukke gule frugter, der minder om perler. Et af artens engelske navne er da også bead tree (’perletræ’).

Andre billeder af denne art kan ses på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

Paternostertræ plantes ofte i taiwanesiske byer. Dette billede viser det knaldgule vinterløv, fotograferet i Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Moraceae Morbærfamilien

 

Broussonetia
Denne lille slægt, som rummer 4 arter, er udbredt fra Indien mod øst gennem Indokina til det sydlige Kina, Korea og Japan.

Slægtsnavnet hædrer den franske naturhistoriker Pierre Marie Auguste Broussonet (1761-1807), som rejste i Spanien, Marokko, de Kanariske Øer, samt det sydlige Afrika. Han vendte derpå tilbage til Frankrig, hvor han blev direktør for den botaniske have i Montpellier.

 

Broussonetia papyrifera Papir-morbær
Dette lille træ er hjemmehørende i det sydlige Asien og Fjernøsten, samt muligvis også på visse øer i Stillehavet. Det trives i et bredt spektrum af habitater og klimaer og vokser gerne i forstyrrede områder. Arten er tvebo og spredes hurtigt, hvor han- og hunplanter vokser sammen og således producerer frø. Fugle og andre dyr æder gerne frugterne og bidrager således til spredning af planten.

Papir-morbær kan også danne tætte, vidtstrakte bevoksninger ved hjælp af rodskud, og den betragtes som en af de værste invasive planter i bl.a. Pakistan, Argentina, Ghana og Uganda.

Det latinske artsnavn og det danske navn hentyder begge til, at fibrene fra inderbarken har været udnyttet til fremstilling af papir gennem mere end tusind år.

Andre billeder af denne art kan ses på siderne Natur: Invasive arter, samt Planteliv: Byens planteliv.

 

 

Papir-morbær er meget almindelig i Taiwan, hvor dette billede stammer fra. Dens løv bliver til tider smukt gult om vinteren. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Papaveraceae Valmuefamilien

 

Meconopsis Valmuesøster
Disse hårede skønheder, der omfatter omkring 95 arter, er alle hjemmehørende i Fjernøsten og Centralasien, hvor de findes fra det nordlige Pakistan mod øst gennem Himalaya, Tibet og Qinghai til det centrale og vestlige Kina samt det nordlige Myanmar. De indeholder alle en gul plantesaft.

Der finder megen hybridisering sted blandt valmuesøstre, og der forekommer mange mellemformer. Nogle arter dyrkes som prydplanter i Vesten.

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk mekon (’måne’) og opsis (’ligner’), hvilket hentyder til de gule, runde kronblade hos skovvalmuen, som den franske botaniker Louis Viguier (1790-1867) skilte ud fra slægten Papaver i 1814 og omdøbte til Meconopsis cambrica, især på grund af griflens struktur. En fylogenetisk undersøgelse fra 2011 fastslår dog, at skovvalmuen tilhører slægten Papaver.

 

Meconopsis paniculata
Denne prægtige art, der kan blive næsten 2 m høj, er vidt udbredt i Himalaya i højder mellem 3000 og 4100 m, fra Uttarakhand mod øst til det sydøstlige Tibet. Den er meget almindelig på næringsrige jorder, især græsgange for kvæg.

Artsnavnet hentyder til blomsterstanden, som er en top (panicle på engelsk). Den fremgår af et billede på siden Planteliv: Flora i Himalaya.

 

 

De stærkt hårede blade af Meconopsis paniculata bliver rødlige om efteråret. – Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Platanaceae

 

Platanus Plataner
Disse storslåede træer udgør en selvstændig familie. Slægtsnavnet kommer af oldgræsk platanos, som var det gamle navn på lønnetræer (Acer). Det hentyder til de lønne-lignende blade hos østlig platan (nedenfor).

En anden art er begrænset til Laos og Vietnam, mens de resterende 8 arter er hjemmehørende i Nordamerika, hvor de normalt kaldes for sycamore, hvilket ligeledes hentyder til bladene, der ligner bladene hos ahorn (Acer pseudoplatanus), der på engelsk hedder sycamore maple.

Plataner er nærmere omtalt på siden Planteliv – Markante træer i Danmark: Den hundredårige platan på Gråbrødre Torv, og der vises billeder af adskillige arter på siden Planteliv: Gamle og store træer.

 

Platanus orientalis Østlig platan
Dette store træ er udbredt fra Balkan og Tyrkiet mod syd til Jordan, men er muligvis hjemmehørende så langt mod vest som til Italien og mod øst til Kashmir i det nordlige Indien. Da arten dyrkes vidt og bredt, kan det ofte være vanskeligt at afgøre, om en bestand er oprindelig eller ej.

 

 

Denne østlige platan nær Shalimar Gardens, Kashmir, Indien, står med pragtfuldt efterårsløv. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rosaceae Rosenfamilien

 

Fragaria Jordbær
En slægt med omkring 23 arter af urter, som forekommer i tempererede områder på den nordlige halvkugle samt i det vestlige Sydamerika. Frugten er meget karakteristisk, idet blomsterbunden under frugtsætningen svulmer op og bliver knaldrød, med små nødder på overfladen.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for jordbær.

Et antal jordbærarter er præsenteret på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

Fragaria nubicola Himalaya-jordbær
Denne art er den almindeligste blandt fire jordbær-arter i Himalaya og kaldes derfor meget passende for Himalaya-jordbær. Den er udbredt fra Pakistan mod øst til Myanmar og det sydlige Tibet, hvor den vokser i krat og på åbne skrænter i højder mellem 1600 og 4000 m.

I Nepal indtages saft fra planten mod for kraftig menstruation, og de umodne bær tygges mod blæner på tungen. De modne bær er spiselige, men har en vandet smag.

Artsnavnet er afledt af latin nubis (‘sky’ eller ‘himmel’) samt colo (‘at bebo’). Planten vokser dog mest i mellemhøjder.

 

 

Efterårsløv hos Himalaya-jordbær, nær Kielang, Lahaul, Himachal Pradesh, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Photinia
Der hersker stor uenighed blandt botanikere om slægtskabet mellem slægterne Photinia og Stranvaesia. Nogle hævder, at alle Stranvaesia-arter bør overføres til Photinia, mens andre påstår, at de er to forskellige slægter, omend nært beslægtede.

Ifølge efloras.org/Flora of China omfatter Photinia ca. 60 arter, som er udbredt fra det indiske subkontinent mod øst til Kina, Taiwan og Sydøstasien, samt nogle arter i Mexico, mens Stranvaesia har omkring 6 arter, der træffes fra Himalaya mod øst til Sydøstasien og Kina.

Disse planter tilhører tribus Malinae, og frugten er en kærnefrugt som hos bl.a. æbletræer og pæretræer.

 

 

Efterårsblad af en Photinia- eller Stranvaesia-art, Wumeng Shan, Guizhou-provinsen, Kina. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Photinia davidiana
Dette lille træ, som bliver indtil 6 m højt, er hjemmehørende i det centrale og sydlige Kina, Taiwan og det nordlige Vietnam, samt i bjergområder i det nordlige Sumatra og Borneo. Førhen mente man, at planter i Taiwans bjerge var endemiske for øen, kaldt for P. niitakayamensis, men ifølge Kew Gardens betragtes de i dag som tilhørende P. davidiana.

Blomsterstandene er små klynger af hvide blomster, indtil 6 mm i diameter, mens frugten er rød, omkring 6 mm i tværmål. Den er vist på et billede nedenfor i afsnittet Kærnefrugter.

Artsnavnet blev givet til ære for den franske naturhistoriker Armand David (1826-1900), der foretog indsamlinger af talrige dyrearter, mens han arbejdede som missionær i Kina 1862-74.

 

 

Photinia davidiana, fotograferet på Lulin-bjerget, Taiwan, en af de mindre bjergtoppe i Yu Shan-massivet, som når en højde af næsten 4000 m. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Salicaceae Pilefamilien

 

Populus Poppel, asp
Se afsnittet Vestamerikansk efterårsløv ovenfor.

 

Populus ciliata Himalaya-poppel
Som dens navn fortæller, findes denne art i Himalaya, udbredt fra Pakistan mod øst til Yunnan-provinsen i det sydvestlige Kina. Den vokser i skove, langs floder og i åbne områder, i højder mellem 1500 og 3600 m.

Himalaya-poppel kan blive et stort træ, op til 20 m højt og med en tyk, furet bark på ældre individer. Bladene er ovale eller hjerteformede, langt tilspidsede, fint savtakkede, indtil 25 cm lange og 15 cm brede. Bladstilken er meget lang, indtil 13 cm.

Denne art er meget almindeligt dyrket i tibetanske områder, hvor veddet anvendes som tømmer, grenene til at bygge tage, og løvet indsamles som foder. En pasta af barken smøres på hævede muskler.

Andre billeder af arten kan ses på siden Planteliv: Flora i Himalaya.

Artsnavnet er latin og betyder ‘håret’. Det hentyder til den hårede bladrand.

 

 

Efterårsløv hos Himalaya-poppel, nær klostret Hemis Gompa, Ladakh, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sapindaceae Sæbetræfamilien

 

Acer Løn
Se omtale ovenfor under Østamerikansk efterårsløv.

 

Acer morrisonense
Denne lønneart, som af nogle autoriteter kaldes for Acer rubescens, er endemisk i det centrale Taiwans bjerge i højder op til 2200 m. Den kan næsten hamle op med rødløn (se ovenfor i afsnittet Østamerikansk efterårsløv), hvad angår flammende efterårsfarver.

Arten har navn efter Mount Morrison, i dag kaldt Yu Shan (’Jadebjerget’), som med sine 3952 meters højde er det højeste bjerg i Fjernøsten. Oprindeligt blev dette bjerg opkaldt efter Robert Morrison (1782-1834), en skotsk protestantisk missionær, som arbejdede i Macao og Guangdong, samt på Malacca-halvøen.

 

 

Efterårsløv hos Acer morrisonense, fotograferet i oktober nær Tataja, Yu Shan Nationalpark. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Vinterløv, Wushe, centrale Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bladformen hos Acer morrisonense er meget variabel. – Dasyueshan National Forest. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Acer palmatum Japansk løn
Japansk løn er hjemmehørende fra det østlige Mongoliet og den sydøstlige del af Sibirien mod syd til Kina, Japan og Korea. På grund af dens attraktive bladform og de spektakulære høstfarver dyrkes denne art over det meste af verden og findes i et hav af former.

Artsnavnet er afledt af latin palmatus (‘håndformet’), hvilket i botanisk forstand hentyder til, at bladfligene udgår i fingerform fra det samme punkt.

 

 

Efterårsløv hos japansk løn er flammende rødt, gult eller enhver farve mellem de to. – Long Island, USA. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Talrige blade af japansk løn er faldet ned i et havebassin, Østengård, Vejle. Der ses også enkelte blade af Ginkgo biloba. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Acer serrulatum
Dette træ, som nogle autoriteter benævner Acer oliverianum, kan blive indtil 20 m højt. Arten er endemisk for det centrale og nordlige Taiwan, hvor den vokser i skove i højder mellem 1000 og 2000 m. Den har kraftigt rødt efterårsløv.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med diminutive tænder’, hvilket sigter til bladranden, oprindeligt fra serratus (‘savet’).

 

 

Dette eksemplar af Acer serrulatum, som blev observeret langs Tacijili-floden i Taroko-kløften, viser orangerødt efterårsløv. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nedfaldet vinterblad, Taipingshan National Forest. De kløverlignende blade er en surkløver, Oxalis debilis var. corymbosa. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette blad blev observeret langs Penglai-floden, Lion’s Head Mountain, nordlige Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Acer sterculiaceum Himalaya-løn
Denne art, som undertiden kaldes for Franchets løn, er udbredt fra Kashmir mod øst gennem Himalaya og det sydlige Tibet til Kina, hvor den vokser i skove og krat i højder mellem 1800 og 3400 m. I Himalaya kappes dens løv ofte til foder.

 

 

Gult efterårsløv og frugter af Himalaya-løn, fotograferet i 3400 meters højde, Yangri Peak, Helambu, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Koelreuteria
Det naturlige udbredelsesområde for denne slægt med 3 arter er Kina, Korea, Taiwan, det nordlige Vietnam, samt Fiji-øerne, men dens medlemmer dyrkes mange andre steder på grund af de pragtfulde blomsterstande.

Slægtsnavnet hædrer den tyske naturhistoriker Joseph Gottlieb Kölreuter (1733-1806), som var professor i naturhistorie i Karlsruhe.

 

Koelreuteria elegans Gyldent flammetræ
Dette mindre træ, der bliver op til 17 m højt, har fået navn efter sine pragtfulde gyldne blomsterstande. Et af artens engelske navne er golden-rain tree, og på afstand kan blomsterstandene da også minde om ‘gylden regn’. De er vist på billeder på siden Hyldest til farven gul.

Ifølge Kew Gardens er denne art opdelt i to underarter, elegans, som er hjemmehørende på Fiji-øerne, samt formosana, der er endemisk i Taiwan. Det synes underligt, at den skulle forekomme i disse to vidt adskilte områder, men ingen andre steder, så måske er der tale om to arter. Eller blev planten bragt til Fiji-øerne af mennesker?

Underarten formosana plantes meget almindeligt som vejtræ i tropiske og subtropiske områder verden over. Den er forvildet adskillige steder og betragtes som invasiv i bl.a. det østlige Australien og Hawaii.

Om efteråret er dette træ også attraktivt, når det åbenbarer et væld af rødlige, purpurfarvede eller gullige frugter, som er vist nedenfor i afsnittet Frugter: Kapsler.

 

 

Om vinteren bliver løvet af gyldent flammetræ smukt gult, som på dette billede fra Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Frugter
Efteråret er tiden, hvor de fleste plantearter sætter frø, og mange arter af træer og buske står med pragtfuldt farvede frugter. Dette er også tiden, hvor man samler bær og nødder i naturen.

 

Bær og bærlignende frugter
Denne sektion omfatter også frugter, som i botanisk forstand ikke er bær, men kaldes for bær i daglig tale. Et par eksempler er kirsebær (Prunus) og tropisk mandeltræ (Terminalia catappa), hvis frugter er stenfrugter – frugter med et kødfuldt ydre lag og en hård indre kerne, ofte kaldt for en sten.

 

Adoxaceae Desmerurtfamilien
 
Sambucus nigra Almindelig hyld
Denne art er omtalt ovenfor i afsnittet Europæisk efterårsløv.

 

 

Hyldebær, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Viburnum Kvalkved
Denne store slægt, der omfatter 150-175 arter af buske eller små træer, er hjemmehørende i tempererede områder på den nordlige halvkugle, med nogle få arter i bjergegne i det nordlige Afrika, Sydøstasien og Sydamerika.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på den sydeuropæiske pibe-kvalkved (V. lantana).

Tidligere var denne slægt placeret i familien Sambucaceae, hvorpå den blev flyttet til gedebladfamilien (Caprifoliaceae). Nylige DNA-studier har imidlertid åbenbaret, at den hører hjemme i desmerurtfamilien.

Adskillige arter er beskrevet på siden Planteliv: Flora i Himalaya.

 

Viburnum opulus Kvalkved
Dette lille træ er meget almindeligt på fugtige steder overalt i Danmark. Arten er hjemmehørende i størstedelen af Europa (med undtagelse af de nordligste og sydøstligste områder), samt videre mod øst til Kaukasus og de vestlige dele af Centralasien. Den er tillige blevet indført til Nordamerika og andre steder.

Navnet kvalkved stammer fra det ældre navn kvalkenbær. Ordet kvalke er beslægtet med ’kvæle’ og ’kvalme’ og hentyder til, at bærrene er giftige og kan give kvalme, hvis man spiser tilstrækkeligt mange af dem. Et andet dansk navn er ulvsrøn, hvilket hentyder til bærrenes lighed med rønnebær. Fugle spiser kvalkved-bær, men ikke så gerne, og ulvsrøn skal derfor opfattes som nedsættende. (Dette gælder generelt for navne, som indeholder forstavelsen ulv).

Kvalkved får smukt rødt efterårsløv og stærkt røde frugter, som er spiselige for fugle, men giftige for mennesker. Et afkog af barken anvendtes førhen i urtemedicinen mod rheumatisme, gigt, mavekrampe, samt krampe i benene.

Artsnavnet er afledt af gælisk opolos (‘løn’), hvilket sigter til de lønne-agtige blade.

 

 

Regndråber på knaldrøde bær og spraglet efterårsløv af kvalkved, Vemmetofte Skov, Stevns. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Araceae Arumfamilien

 

Arum
Blomsterstanden i denne slægt, som rummer ca. 25 arter, er meget karakteristisk, idet den består af et stort højblad, som danner et hylster, der omgiver en kølle, hvor blomsterne sidder tæt sammen, hanblomster foroven og hunblomster forneden. Frugtstanden er en klynge af røde bær, som forbliver på køllen, efter at hylsterbladet er visnet.

Disse planter er udbredt fra Europa mod øst til Xinjiang og Tibet, mod syd til det nordlige Afrika og Iran.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn for disse planter, afledt af oldgræsk aron, navnet på A. italicum.

 

Arum maculatum Plettet arum
Denne plante, som er udbredt i størstedelen af Europa, samt i Tyrkiet og videre mod øst til Kaukasus, har et væld af engelske navne, bl.a. lords-and-ladies, soldiers’ diddies og priest’s pintle, der alle hentyder til blomsterstandens lighed med menneskets kønsorganer og symboliserer parring. Navnet cuckoo-pint går tilbage til den engelske urtelæge Nicholas Culpeper (1616-54). Pint er en forkortelse af pintle, der betyder ‘penis’, hvilket sigter til køllens form.

Plettet arum blev førhen kaldt for dansk ingefær, men planten har intetsomhelst at gøre med den ægte ingefær (Zingiber officinalis), som er omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning. Rødderne kan dog have en ingefær-agtig lugt.

Skønt bærrene ser indbydende ud, er de giftige og bør ikke spises eller anvendes i madlavning.

Artsnavnet er latin og betyder ‘plettet’, hvilket sigter til bladene, der ofte har mørke pletter.

 

 

Frugtstand af plettet arum, Suserup Skov, Sjælland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Berberidaceae Berberisfamilien

 

Berberis Berberis
Se ovenfor i afsnittet Asiatisk efterårsløv.

 

Berberis vulgaris Almindelig berberis
Denne art er vildtvoksende i vestlige og centrale egne af Asien, men har været dyrket som prydplante mange andre steder i århundreder. Den er siden blevet naturaliseret i størsteparten af Europa og USA.

Berberis er vært for kornets sortrust (Puccinia graminis), som førhen i fugtige og varme somre medførte enorme økonomiske tab. Et særlig alvorligt angreb fandt sted i 1805, hvor størstedelen af høsten slog fejl. Digteren Chr. Richardt (1831-92) skriver i digtsamlingen Vaar og Høst fra 1884:

 

Berberissen,
blæs den vissen
den gør bare Hveden ondt.

 

I Danmark indførtes i 1903 en lov, som forbød plantning af berberis i læhegn, og nutildags er sortrust ikke noget større problem. I Afrika opdagede man imidlertid i 1999 en mere virulent varietet af sortrust, så det er muligt, at man fremover vil fraråde plantning af berberis, som er en populær haveplante.

I Oldtidens Egypten benyttedes roden mod infektioner – en anvendelse, som finder sted den dag i dag. Planten blev bragt til Europa af maurerne, og i Middelalderen benyttedes den som et styrkende middel, som antiseptisk middel og som afføringsmiddel, samt mod diarré, dysenteri og gulsot. Bærrene virker sammensnerpende, og en drik fremstillet af knuste bær drikkes mod ru hals.

Førhen udgjorde bærrene er vigtig kilde til C-vitamin, og der blev fremstillet marmelade af dem. Unge blade blev spist som salat, og rod og ved blev anvendt til bl.a. snedkerarbejder, piberør, strikkepinde, harvetænder og skomagerpløkke. Et gult farvestof blev udvundet af barken.

Artsnavnet er latin og betyder ‘almindelig’. Navnet berberis er af ukendt oprindelse. Folkenavnene ildtræ og koralbær hentyder naturligvis til de røde bær, mens surtorn skyldes bærrenes snerpende smag.

 

 

Hvor den får tilstrækkeligt med lys, producerer almindelig berberis en overdådighed af bær. – High Point State Park, New Jersey, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Caprifoliaceae Gedebladfamilien

 

Lonicera Gedeblad
Gedeblad er en stor slægt på omkring 180 arter af buske og slyngplanter, hjemmehørende på den nordlige halvkugle.

Slægtsnavnet blev givet til ære for den tyske botaniker Adam Lonicer (1528-86).

Mange gedeblad-arter dufter skønt, og en del dyrkes af denne grund som prydplanter i haver. En af de dyrkede arter, japansk gedeblad (L. japonica), forvildes ofte og optræder invasivt i mange lande. Den er beskrevet på siden Natur: Invasive arter.

 

Lonicera hispidula Håret gedeblad
Håret gedeblad, også kaldt californisk gedeblad, findes hovedsagelig langs den amerikanske Stillehavskyst, fra British Columbia mod syd til det sydlige Californien. Den træffes dog også inde i land langs den vestlige rand af Sierra Nevada.

Denne slyngplante har distinkte blade, som vokser parvis op ad stænglen. De øverste par er sammenvoksede og danner ‘paraplyer’, der omgiver stænglen. Førhen fremstillede indfødte af Pomo-folket piber af de hule og sejge stængler.

Håret gedeblad dyrkes ofte som prydplante på grund af de smukke lyserøde blomster, som tiltrækker kolibrier, mens andre fugle sætter pris på de røde bær.

Artsnavnet er afledt af latin hispidus (‘stivhåret’) samt ulus, en endelse, der udtrykker noget småt, således ‘med små, stive hår’.

 

 

Bær af håret gedeblad hænger ned fra de sammenvoksede øvre blade, Andrew Molera State Park, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lonicera periclymenum Almindelig gedeblad
Denne art, ofte kaldt for kaprifolie, er en løvfældende slyngplante, der kan blive indtil 7 m lang. Den vokser i skove, krat og hække, for det meste på sur jordbund, og er hjemmehørende i størsteparten af Europa, fra det sydlige Skandinavien mod syd til Middelhavet, og fra de Britiske Øer mod øst til Tyrkiet og Kaukasus.

De cremefarvede eller gullige blomster, ofte med et rødligt anstrøg udvendigt, udsender en pragtfuld duft om natten, som tiltrækker et væld af natsværmere og langtungede bier, der bestøver dem. Blomsterne udvikles til røde bær, som forskellige fugle sætter stor pris på. I gamle dage sugede børn nektar ud fra basis af blomsterne.

I skuespillet En Skærsommernatsdrøm nævner William Shakespeare (1564-1616) gedeblad én eller to gange:

“Quite overcanopied with luscious woodbine.” (“Ganske overgroet af frodig woodbine.”)

“So doth the woodbine the sweet honeysuckle gently entwine.” (“Således omslynger woodbine blidt den søde kaprifolie.”)

På engelsk kan woodbine betyde såvel gedeblad som gærde-snerle (Calystegia sepium), så det er muligvis sidstnævnte art, der hentydes til i begge citater. Men gedeblad (honeysuckle) er i hvert fald nævnt i det andet citat.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk peri (‘omkring’) og klymenon (‘gedeblad’), hvilket hentyder til artens slyngende levevis.

 

 

Bær af almindelig gedeblad, nær Vejle. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Combretaceae

 

Terminalia catappa Tropisk mandeltræ
Denne art er omtalt ovenfor i afsnittet Asiatisk efterårsløv.

Dens frugt er en stenfrugt med en hård kerne, omgivet af et kødfuldt lag. Som nævnt ovenfor minder den overfladisk om en mandel-frugt, men er mere rødlig.

 

 

Frugter af tropisk mandeltræ, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Elaeagnaceae Sølvbladfamilien

 

Hippophae Havtorn
Denne lille slægt, som omfatter 7 tornede buske, er udbredt fra Vesteuropa mod øst til Fjernøsten.

De gule, orange eller røde bær sidder tæt langs grenene. De er spiselige og meget rige på vitaminerne C, A, B, E og K, samt carotenider. Nyere forskning antyder, at de besidder stoffer, som forsinker ældning og modvirker hukommelsestab.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk (‘hest’) og faos (‘lysende’, ‘skinnende’). Ifølge legenden bemærkede nogle af Alexander den Stores tropper, at sige eller sårede heste, som åd blade og frugter af disse planter, kom sig hurtigere, og deres pels begyndte at skinne.

Nogle medlemmer af slægten er beskrevet på siden Planteliv: Flora i Himalaya.

 

Hippophae rhamnoides Almindelig havtorn
Denne særdeles tornede busk er hjemmehørende fra Irland og det sydlige Skandinavien mod syd til Middelhavet, mod øst gennem Rusland til Xinjiang og Mongoliet, og derfra mod syd til Pakistan og Ladakh.

Artsnavnet betyder ‘minder om Rhamnus‘ (vrietorn).

 

 

Frugtbærende havtorn, Ladakh, nordlige Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nærbillede af frugter på en havtorn, forvildet fra dyrkning, Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ericaceae Lyngfamilien

 

Arctostaphylos Manzanita og melbærris
Denne store slægt af stedsegrønne buske og mindre træer, som omfatter omkring 70 arter, er vidt udbredt i arktiske, subarktiske og tempererede egne på den nordlige halvkugle, mod syd til Guatemala, Middelhavet, Kaukasus og det nordlige Kina, med størst diversitet i det vestlige Nordamerika.

Mange af disse planter er karakteriseret ved deres glatte, orange eller rødlige bark, samt de stive, snoede grene.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk arktos (‘bjørn’) og staphyle (‘et bundt vindruer’), hvilket sigter til, at bjørne holder meget af frugterne. Ordet manzanita er spansk, diminutiv af manzana (‘æble’), hvilket ligeledes hentyder til frugterne.

Det karmoisinrøde efterårsløv hos bjerg-melbærris (A. alpina) er vist på et billede øverst på denne side.

 

Arctostaphylos columbiana Håret manzanita
Denne busk er vildtvoksende i et område langs den amerikanske Stillehavskyst, fra det sydvestlige British Columbia mod syd til det nordlige Californien. Den er almindelig i tilvoksede klitter langs kysten af Oregon.

Grenene hos denne art, der bliver indtil 5 m høj, er hårede (deraf navnet), og de grå eller grågrønne blade er ovale, indtil 6 cm lange og 3 cm brede. Frugten er en rødlig stenfrugt, indtil 1 cm i diameter. Frøene kan kun spire, hvis de har været udsat for ild eller har været en tur gennem et dyrs mave.

Hybrider mellem denne art og hede-melbærris (nedenfor) optræder almindeligt, hvor de to forældrearter vokser sammen. Denne krydsning kaldes ofte for Arctostaphylos x media.

 

 

Denne manzanita, som blev fotograferet i Oregon Dunes National Recreation Area, Oregon, er sandsynligvis en krydsning mellem håret manzanita og hede-melbærris. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Arctostaphylos uva-ursi Hede-melbærris
Denne dværgbusk har en cirkumpolar udbredelse i arktiske, subarktiske og nordlige tempererede egne. I Danmark træffes den især i Jylland. Nær artens sydgrænse er den begrænset til bjerge.

Traditionelt har den været anvendt medicinelt af amerikanske indfødte folk, der benyttede bladene som antiseptisk middel ved sygdomme i urinvejene. De fremstillede også en drik af de tørrede blade, der blev brugt som et sammensnerpende og afførende middel.

Artsnavnet kommer af latin uva (’vindrue’) og ursus (’bjørn’) og er således en gentagelse af det græske slægtsnavn. Måske holder bjørne ekstra meget af denne arts stærkt røde bær! Det danske navn melbærris hentyder til bærrenes melede smag.

Et ofte anvendt amerikansk navn på denne plante er kinnikinnick, et Algonquinsk ord, som dækker planter, der blev anvendt som substitut for tobak.

 

 

Denne hede-melbærris, som vokser i en mostue, blev observeret i Oregon Dunes National Recreation Area. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Vaccinium Blåbær, bølle, tyttebær
Se afsnittet Europæisk efterårsløv ovenfor.

 

Vaccinium myrtillus Almindelig blåbær
Denne dværgbusk er beskrevet ovenfor i afsnittet Europæisk efterårsløv.

 

 

Blåbær, Salten Langsø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Vaccinium uliginosum Mosebølle
Denne dværgbusk er beskrevet ovenfor i afsnittet Europæisk efterårsløv.

 

 

Mosebølle med bær, Tvorup Klitplantage, Thy. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Vaccinium vitis-idaea Tyttebær
Tyttebær er vidt udbredt i tempererede og subarktiske områder hele vejen rundt om den nordlige halvkugle. Navnene tyttebær og tyltebær kommer af olddansk tytte (‘hob’ eller ‘klynge’), hvilket sigter til, at bærrene sidder i tætte klynger. Disse bær har næsten overalt været benyttet til fremstilling af syltetøj og gelé.

”Paa de jyske Lyngheder samles i disse Tider en del Tyltebær, men vist ikke den Tusindedel saa mange, som der kunne sankes; thi somme steder er Lynghederne ganske røde af Tyltebær (…) men fordi der ikke er retskafne Sylterier og Opkøbere, bortraadner Størstedelen på Pladsen. Sommetider sælges hele Skæpper for 4-6 Skilling, og fordi de er plukket i utide, ilde medhandlet og alt for vidt omslæbt.” (Kilde: Maaneds-Correspondenten, 1790)

Medicinelt har tyttebær været anvendt mod talrige lidelser, bl.a. sukkersyge, rheumatisme og lidelser i kønsorganerne, endvidere til at standse blødninger, samt som sammensnerpende og vanddrivende middel. Blandt amerikanske indfødte blev bærrene spist mod forkølelse, hoste og ru hals. Andre folkeslag anvendte de højrøde bær som perlekranse.

Det svenske navn på tyttebær, lingon, kommer af oldnordisk lyngr (‘lyng’), hvilket sigter til, at tyttebær ofte vokser sammen med hedelyng (Calluna vulgaris).

Artsnavnet er afledt af latin vitis (‘vinplante’), samt idaea, hunkønsformen af idaeus, hvilket direkte oversat betyder ‘fra Ida-bjerget’. I denne sammenhæng betyder det dog snarere ‘den vindrue-agtige hindbær’ (se Rubus idaeus nedenfor).

 

 

Modne tyttebær er lakrøde. – Finderup Militære Øvelsesterræn, Jylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Moraceae Morbærfamilien

 

Morus Morbær
En slægt med omkring 16 arter af løvfældende træer, vidt udbredt i tempererede områder kloden rundt, samt i tropiske bjergegne i Afrika, Indonesien og Sydamerika.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for morbær.

 

Morus alba Hvid morbær
Et middelstort træ, som bliver op til 20 m højt. Det er muligvis oprindeligt hjemmehørende i Kina, men der kendes ingen ægte vilde bestande. Arten dyrkes i mange lande verden rundt som foderplante for larver af silkesommerfuglen (Bombyx mori).

De spiselige og søde bær er først hvide, siden mørkt purpurfarvede, ikke ulig brombær (Rubus fruticosus, nedenfor).

 

 

Bær af hvid morbær, dyrket på Møn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rosaceae Rosenfamilien

 

Prunus Kirsebær, blomme, slåen
Se afsnittet Europæisk efterårsløv ovenfor.

 

Prunus avium Fuglekirsebær
Denne art er omtalt ovenfor i afsnittet Europæisk efterårsløv.

De lækre frugter indgår som ingrediens i utallige desserter og kager, samt til produktion af syltetøj og vin. Likør fremstilles af et udtræk af bær og knuste kærner. På Bornholm samledes man førhen i kirsebærrenes modningstid til kjøssebærasønda, hvor kirsebærrene indgik som en væsentlig del af festmaden.

 

 

Fuglekirsebær, Ry, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Prunus cerasifera Mirabel
Dette lille træ, også kaldt myrobalan, som kan blive indtil 12 m højt, er hjemmehørende i det sydøstlige Europa og det vestlige Asien. På grund af de spiselige frugter, der smager lidt hen ad blommer, blev arten tidligt indført til det øvrige Europa og Nordamerika, hvor den er blevet naturaliseret utallige steder. Den er yderst almindeligt forvildet i Danmark.

Mirabelle-træer producerer ofte en overdådighed af frugter. Hvis de ikke bliver plukket af mennesker, bliver de siddende på træet, indtil de bliver overmodne og falder til jorden. Fuglene kan slet ikke overkomme at æde alle disse bær, som til tider ligger næsten i lag under træet. Sommerfugle og hvepse sætter stor pris på rådnende mirabeller.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk kerasos (‘kirsebær’), samt latin ferus (‘vild’).

 

 

Røde mirabeller, Laven, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Massevis af nedfaldne gule mirabeller, Laven, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Prunus spinosa Slåen
Denne stærkt tornede busk danner ofte lave krat, men nogle individer kan blive op til 5 m høje. Den er udbredt i hele Europa med undtagelse af de nordligste områder, mod øst til Ukraine, Kaukasus og Alborz-bjergene i det nordlige Iran, samt i det nordvestlige Afrika. Den er også blevet naturaliseret andre steder, bl.a. i New Zealand og det østlige Nordamerika.

En beskrivelse af udviklingen i en vild bestand af slåen findes på siden Naturreservatet Vorsø: Vildnis i vækst.

På grund af sine mange fæle torne blev denne art ofte tidligere anvendt som hæk til at holde husdyr borte fra afgrøder, og i dag ses den stadig mange steder i hegn. De små blåsorte frugter er meget beske, men kan laves til syltetøj, gelé og chutney efter frysning. I visse områder af England benyttes bærrene som tilsætning til gin, og i Navarra i det nordlige Spanien laves en populær akvavit, pacharán, på slåen.

Artsnavnet kommer af latin spina (‘torn’) og osus (‘fyldt med’), mens ordet slåen er afledt af et ældgammelt germansk ord, slaihwo, der kan betyde enhver form for blommeagtig frugt.

 

 

Slåen med bær, nær Slipshavn, Nyborg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Slåenbær med en nyforvandlet løvfrø (Hyla arborea), Moesgård, syd for Århus. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rosa Rose
Denne slægt med omkring 260 arter af buske, hvoraf de fleste har tornede stængler, nogle også med små torne langs nerverne på bladundersiden. Frugten, som kaldes hyben, er meget karakteristisk, kugleformet, ellipseformet, oval eller flaskeformet, med talrige småfrugter siddende tæt sammen inde I en kødfulde blomsterbund, hver med en enkelt nød. Bægerbladene bliver ofte siddende længe på frugten.

Disse planter findes i tempererede og subtropiske egne på den nordlige halvkugle, med nogle få tropiske arter i Østafrika, Indien og Sydøstasien.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for rose.

 

Rosa canina Hunderose
Denne art er hjemmehørende i Europa, det nordvestlige Afrika og det vestlige Asien, men er også blevet indført andre steder. I New Zealand betragtes den som invasiv i visse bjergområder.

På latin betyder artsnavnet ‘som har med en hund at gøre’, hvilket hentyder til, at man i gamle dage mente, at roden af hunderose kunne benyttes som helbredelsesmiddel, ifald man var blevet bidt af en gal hund.

Billederne herunder er alle fra naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord, hvor hunderosen er yderst almindelig.

 

 

Hunderose trives i åbne områder, hvor den ofte producerer en overdådighed af hyben. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hyben af hunderose er meget hårdføre og bliver ofte siddende på busken til langt hen på vinteren. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rosa rubiginosa Æblerose
Æblerose ligner ved første øjekast hunderose, men kan kendes på bladenes æbleagtige duft, de næsten lige torne, samt en mængde kirtelhår på frugtstænglerne.

Denne art er hjemmehørende i Europa og det vestlige Asien, men er blevet indført mange andre steder. I New Zealand, Sydafrika samt dele af Australien betragtes den som invasiv.

Æblerose dyrkes i adskillige lande, i Tunesien til produktion af blomstervand, i Spanien, Chile og Argentina til at fremstille marmelade samt som tilsætningsstof til parfume. Té brygget på dens hyben er rig på C-vitamin og andre næringsstoffer. Under 2. Verdenskrig var et almindeligt britisk udtryk: “Vi overlever på hyben og humle” – hyben til fremstilling af té, humle til øl. (Kilde: C. Daley 2002. Skyline to Shoreline. Xlibris)

Artsnavnet er latin og betyder ‘rustfarvet’. Det er uklart, hvad der hentydes til.

 

 

Disse hyben af æblerose viser tydeligt de mange kirtelhår på frugtstænglerne. – Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rubus Klynger (brombær, hindbær m.fl.)
Se afsnittet Europæisk efterårsløv ovenfor.

 

Rubus caesius Korbær
Denne art er beskrevet ovenfor i afsnittet Europæisk efterårsløv.

 

 

Korbær modner ret tidligt, ofte mens bladene endnu er grønne. – Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rubus fruticosus Brombær
Denne art er beskrevet ovenfor i afsnittet Europæisk efterårsløv.

 

 

I Nordeuropa moder brombær i september. – Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rubus idaeus Hindbær
En dværgbusk med en meget stor udbredelse, idet den findes i alle europæiske lande, samt i Tyrkiet og videre mod øst gennem Sibirien til Kamchatka, Korea og Japan.

Den foretrækker åbne områder, hvor den kan forme store bestande. Et eksempel herpå er beskrevet på siden Naturreservatet Vorsø: Vildnis i vækst. Den kan også vokse i skove, men trives ikke så godt dér. I varmere lande vokser den mest i store højder.

Artsnavnet hentyder til dens forekomst på Ida-bjerget i det nordvestlige Tyrkiet, hvor Oldtidens grækere kendte den. (Kilde: A. Huxley (red.) 1992. New RHS Dictionary of Gardening. Macmillan)

Den nært beslægtede amerikansk hindbær, der af nogle betragtes som en selvstændig art, R. strigosus, af andre som en underart af europæisk hindbær, er vidt udbredt i Nordamerika.

 

 

Dette billede fra naturreservatet Vorsø i Horsens Fjord viser plukkede hindbær, dels den normale røde form, dels en sjældnere gul form. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Salicaceae Pilefamilien

 

Idesia polycarpa
Dette træ, som er det eneste medlem af slægten, er udbredt i bjergområder i Kina, Korea, Japan og Taiwan. I Kina er det truffet op til højder omkring 3000 m.

I det centrale Taiwans bjerge fremviser denne art mellem december og februar en overdådighed af røde bær, der tiltrækker fugle som en magnet, bl.a. rødbuget niltava (Niltava vivida), Taiwan-skægfugl (Psilopogon nuchalis) og Taiwan-drossel (Turdus niveiceps). Disse fugle er nærmere omtalt på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk poly (‘mange’) og carpos (‘frugt’), hvilket må siges at være et yderst passende navn!

 

 

Idesia polycarpa med bær, Dasyueshan National Forest, centrale Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Solanaceae Natskyggefamilien

 

Solanum Natskygge
En af verdens største planteslægter, som rummer over 1300 arter, udbredt overalt på kloden med undtagelse af polarområderne. Slægten rummer bl.a. en lang række nytteplanter som kartoffel (S. tuberosum), tomat (S. lycopersicum), tomattræ (S. betaceum) og aubergine (S. melongena).

Slægtsnavnet er af ukendt oprindelse. Det kommer muligvis af latin sol (’sol’), hvilket hentyder til, at disse planter ynder at vokse på lysåbne steder.

Det gamle danske navn på disse planter var natskade – en forvanskning af det tyske Nachtschatten, som er et gammel-germansk ord af ukendt betydning. Da Schatten også kan betyde ’skygge’, begyndte man i stedet at benytte ordet natskygge, men det beror altså på en misforståelse.

Adskillige arter i slægten er omtalt på siderne Planteliv: Planter i folketro og digtning, samt Hyldest til farven orange.

 

Solanum dulcamara Bittersød natskygge
Denne meget frodige slyngplante vokser især i fugtige områder, hvor den kan danne tætte, næsten uigennemtrængelige bevoksninger. Den er meget almindelig i Danmark og er iøvrigt udbredt i hele Europa, i Nordafrika, samt i et bælte mod øst gennem de centrale dele af Asien til Japan. Den er også blevet almindeligt naturaliseret i Nordamerika, hvor den betragtes som invasiv.

Artsnavnet er afledt af latin dulcis (‘sød’) og‎ amarus (‘bitter’), hvilket sigter til de søde, men giftige bær.

 

 

Bærrene hos bittersød natskygge ser indbydende ud, men er giftige for mennesker. – Naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Solanum nigrum Sort natskygge
En meget variabel art, som sandsynligvis er oprindelig i Syd- og Mellemeuropa, men i dag er blevet naturaliseret over det meste af kloden. I Danmark er den et almindelig ukrudt i haver og optræder oftest som en lav, kun lidt forgrenet plante, mens andre underarter kan have meterlange, stærkt grenede stængler.

Nogle underarter indeholder det giftige alkaloid solanin, men mængden af det varierer utrolig meget fra underart til underart, og ugiftige former spises som grønsag i adskillige asiatiske lande. Førhen blev ugiftige former også spist som spinat i Middelhavslandene. Modne bær spises rå i adskillige afrikanske og asiatiske lande.

Artsnavnet betyder ‘sort’ på latin, hvilket hentyder til de sorte bær.

 

 

Sort natskygge er almindelig i Taiwan, her fotograferet ved en husmur i byen Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Kærnefrugter
En kærnefrugt er en frugt, som består af op til fem frugtblade (den frøbærende del af en hunlig blomst), som er vokset sammen i centrum af frugten og omgivet af et saftigt lag, der af de fleste autoriteter betragtes som en forlænget blomsterbund (den forstørrede øvre del af blomsterstilken).

Tidligere var planter med denne type frugter placeret i en særlig familie, Malaceae, der i dag betragtes som en tribus, Malinae, i rosenfamilien (Rosaceae).

I daglig tale kaldes kærnefrugter af mange arter, bl.a. hvidtjørn (nedenfor), for ’bær’.

 

Crataegus Hvidtjørn
Denne store slægt med omkring 220 arter er vidt udbredt i subarktiske og tempererede regioner på den nordlige halvkugle, mod syd til Mellemamerika, det nordlige Afrika, Arabien og det sydlige Kina.

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk kratos, som betyder ‘hårdhed’, hvilket hentyder til det hårde ved hos disse buske. Navnet hvidtjørn skyldes den lyse bark. Folkenavnene hanetorn, kødbær og røde grise hentyder til de røde bær, melbær til deres melede smag. Navnet pølsetorn stammer fra Fyn, hvor man førhen anvendte tornene som pølsepinde.

Et engelsk folkenavn for hvidtjørn er mayflower (’majblomst’), hvilket hentyder til arternes hovedblomstringstid. Det første skib, som i 1620 bragte engelske nybyggere til Nordamerika, hed Mayflower, opkaldt efter hvidtjørnen.

I nogle europæiske lande blev hvidtjørn førhen betragtet som hellig, da man mente, at den havde leveret tornene til Jesu Tornekrone, som han bar under korsfæstelsen.

I gamle dage blev der i England fremstillet en slags alkohol af hvidtjørnefrugter i cognac. Mindre redskaber og andre genstande blev skåret af det hårde ved, som også udgør glimrende brændsel.

Hvidtjørn er udførligt omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

Crataegus laevigata Almindelig hvidtjørn, skovtjørn
Denne busk er hjemmehørende i Europa, fra de Britiske Øer mod øst til det sydvestlige Rusland og Ukraine, samt fra det sydlige Norge og Sverige mod syd til Middelhavet. Den forekommer også i Nordafrika.

Artsnavnet er latin og betyder ‘gjort glat’. Hvad det hentyder til, er uklart. Det tidligere artsnavn oxyacantha er afledt af oldgræsk oxus (‘skarp’) og akantha (‘torn’).

 

 

Frugter af almindelig hvidtjørn, Langeland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Crataegus monogyna Engriflet hvidtjørn
Denne art har omtrent samme udbredelse som almindelig hvidtjørn, men forekommer tillige fra Kaukasus mod syd til Irak.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk monos (‘enlig’) og gyne (‘kvindelig’), hvilket sigter til, at hver blomst kun har en enkelt griffel.

 

 

Frugter af engriflet hvidtjørn, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Malus Æble
Denne slægt, som omfatter omkring 32 arter, forekommer fra de Britiske Øer mod øst til Japan, samt fra Skandinavien og Sibirien mod syd til Middelhavet, Iran, Himalaya og det sydlige Kina, og tillige i USA og det sydlige Canada.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på æbletræer, afledt af oldgræsk malon (‘æble’).

Æblet spiller en fremtrædende rolle i græsk, nordisk og kristen mytologi. Mere om dette emne findes på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

Malus pumila Sødæble
Førhen blev skovæblet (nedenfor) betragtet som værende den vigtigste stamfader til sødæblet, men forskning har påvist, at det vigtigste ophav faktisk er Malus sieversii, som er hjemmehørende i Kazakhstan og Centralasien. Nogle forskere mener, at de første sødæbler blev bragt til Europa af handlende, der drog langs den berømte Silkevej, ad hvilken asiatiske varer blev bragt til Europa, og omvendt. Gennem årene er disse æbler fra Kazakhstan blevet krydset med skovabild og andre vilde æblearter fra Sibirien og Kaukasus, og gennem yderligere forædling er sødæblet opstået.

De dyrkede søde æblesorter kom formentlig først til Norden med munkene i Middelalderen.

Artsnavnet er latin og betyder ‘dværg’. Det er uklart, hvad det hentyder til.

 

 

Sødæbler på et forvildet æbletræ, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Malus sylvestris Skovæble, skovabild
Denne art er vildtvoksende i størsteparten af Europa, mod øst til Ukraine og Kaukasus. I det nordlige Norge, Sverige, Finland og Rusland er den sjælden eller manglende.

Frugterne af skovæble har en noget snerpende eftersmag, men på trods heraf viser gravfund fra stenalderen og bronzealderen, at de allerede dengang udgjorde en del af danskernes føde.

Artsnavnet kommer af latin silva (‘skov’), således ‘vokser i skove’. Skovæble trives dog bedst i solrige områder og vokser derfor mest i udkanten af skove. De små frugter er fuldstændig gule, og hvis æblerne har anstrøg af rødt på sig, er de en krydsning med sødæble (M. pumila), hvoraf de fleste sorter er mere eller mindre røde.

 

 

Skovæble kan kendes på sine helt gule frugter. Hvis de har anstrøg af rødt på sig, er de en krydsning med sødæble. Denne rene skovabild blev fotograferet på Langeland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Photinia davidiana
Denne art er beskrevet ovenfor i afsnittet Asiatisk efterårsløv.

 

 

Photinia davidiana med frugter, Ammashan, Dasyueshan National Forest, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Frugter med hård skal
Efteråret er tiden, hvor man samler lækre nødder eller nøddelignende frugter, i Europa og Asien fortrinsvis hassel (Corylus avellana), valnød (Juglans regia), ægte kastanje (Castanea sativa) og pistachienød (Pistacia vera), i Amerika først og fremmest amerikansk hassel (Corylus americana), næb-hassel (C. cornuta), samt forskellige hickory-arter (Carya), specielt pecannød (C. illinoensis).

 

Betulaceae Birkefamilien
Se afsnittet Europæisk efterårsløv ovenfor.

 

Corylus Hassel
En slægt med omkring 16 arter, vidt udbredt i Nordamerika, Europa, Tyrkiet, Iran og Fjernøsten.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på hassel.

 

Corylus avellana Almindelig hassel
Hassel er hjemmehørende i størstedelen af Europa, mod øst til Ural-bjergene, Kaukasus og Alborz-bjergene i det nordlige Iran.

Normalt er denne art en stor busk eller et lille træ, som bliver indtil 10 m høj, undertiden op til 15 m. Den foretrækker solrige steder, og i skove er den ofte lav og kroget. Den ovale nød er indtil 2 cm lang, delvis omsluttet af store højblade, kaldt hasen.

En beskrivelse af udviklingen i en vild bestand af hassel kan læses på siden Naturreservatet Vorsø: Vildnis i vækst.

Artsnavnet skyldes den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), som tog navnet fra De historia stirpium commentarii insignes, offentliggjort af den tyske læge og botaniker Leonhard Fuchs (1501-66) i 1542, hvori den beskrives som Avellana nux sylvestris (‘skovnødden fra Avella’, en by i det sydlige Italien). Fuchs havde hentet denne betegnelse fra Naturalis Historia, af den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.).

 

 

Plukkede vilde hasselnødder, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Juglandaceae Valnødfamilien

 

Carya
Denne slægt rummer omkring 18 arter, hjemmehørende i den østlige halvdel af Nordamerika, fra Canada til det sydlige Mexico, samt i det østlige Asien, fra Assam og det sydlige Kina mod syd til Indokina.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk karyon (‘nød’).

 

Carya tomentosa
Skønt de er spiselige, konsumeres kernerne af denne art kun sjældent af mennesker, da de er meget små. Til gengæld sætter vilde dyr stor pris på dem, i særdeleshed egern, mus, bjørne, ræve, kaniner, hjorte, spætter, samt den vilde kalkun (Meleagris gallopavo).

Iøvrigt er arten meget udnyttet af mennesker, idet veddet anvendes til et stort antal emner, bl.a. tømmer, trækul, redskabsskafter, pæle, brøndpumper, møbler og paller. Savsmuld og flis benyttes til røgning af kødvarer.

Den er den talrigeste af hickory-arterne, idet den er udbredt i hele det sydøstlige USA, fra Iowa mod øst til Vermont, og mod syd til det østlige Texas og det nordlige Florida.

Artsnavnet kommer af latin tomentum, som betyder ‘dækket af korte hår’, hvilket sigter til det tætte hårlag på undersiden af bladene. Det engelske navn mockernut hickory (‘den spottende nød’) hentyder til de store frugter, der som før sagt kun har meget små kerner.

 

 

Nedfaldne nødder af Carya tomentosa, Indian Springs State Park, Georgia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Frugter med hård skal: Agern
Agern er frugter af ege og andre medlemmer af bøgefamilien (Fagaceae), tilhørende slægterne Quercus, Cyclobalanopsis, Lithocarpus og Notholithocarpus. Disse frugter indeholder et enkelt frø, indesluttet i en hård skal, som er delvis omgivet af den såkaldte skål, der kan være glat, håret eller skællet.

 

Notholithocarpus densiflorus Amerikansk garvebark-eg
Tidligere var denne art, som er det eneste medlem af slægten, placeret sammen med de asiatiske garvebark-ege i slægten Lithocarpus. En genetisk undersøgelse har imidlertid afsløret, at den er nærmere beslægtet med ege (Quercus), og dens lighed med de asiatiske garvebark-ege skyldes konvergent udvikling.

Amerikansk garvebark-eg er hovedsagelig udbredt langs Stillehavskysten i Oregon og Californien, med spredte bestande inde i land langs Sierra Nevada-bjergene. Den kan blive et stort træ, op til 40 m højt og med en stammediameter på op til 1,9 m.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk nothos (‘bastard’), lithos (‘sten’) og karpos (‘frugt’). Det latinske artsnavn betyder ‘tætblomstret’. Det danske navn skyldes, at barken førhen blev anvendt til garvning af læder.

 

 

Frugter af amerikansk garvebark-eg, Redwood Nationalpark, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Quercus Eg
Se omtale ovenfor under Østamerikansk efterårsløv.

 

Quercus chrysolepis
Denne stedsegrønne egeart er almindelig fra det sydvestlige Oregon mod syd gennem Californien til det nordlige Baja California, med spredte populationer i Nevada, Arizona, og New Mexico, samt Chihuahua, Mexico. Den er den videst udbredte egeart i Californien.

De læderagtige blade er helrandede eller tandede, friskgrønne og skinnende på oversiden. Undersiden på unge blade er dækket af gullige dun, mens den på ældre blade er grålig og næsten hårløs.

Dens agern varierer meget, men er oftest ovale med en lav, turbanagtig, skællet skål, som er dækket af et tæt gulligt hårlag, hvilket er årsagen til artsnavnet, afledt af oldgræsk khrysos (‘guld’) og lepis (‘skæl’). Efter udvaskning af garvestofferne var disse agern en vigtig fødekilde for mange indfødte folkeslag. De har også været anvendt som kaffeerstatning.

 

 

Nedfaldne agern af Quercus chrysolepis, Yosemite Nationalpark, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Quercus garryana Garry-eg
Denne art, der også kaldes for Oregon hvid-eg, er vidt udbredt, idet den findes fra det sydlige British Columbia mod syd til det sydlige Californien, hvor den vokser fra havniveau til ca. 1800 meters højde. I Sierra Nevada-bjergene i det østlige Californien findes en lokal, buskformet varietet, var. semota, som bliver indtil 5 m høj.

Arten blev navngivet til ære for Nicholas Garry (1782-1856), som var direktør i Hudson Bay Company 1822-35.

 

 

Agern af garry-eg er små og afrundede. – Sequoia National Forest, nær Lake Isabella, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Quercus petraea Vintereg
Denne art er hovedsagelig europæisk, idet den er udbredt fra det sydlige Skandinavien og de Britiske Øer mod syd til Portugal og mod øst til Polen og Balkan, med isolerede forekomster i Tyrkiet, Kaukasus og det nordlige Iran.

Den kan kendes fra stilkeg (nedenfor) på sine mørkere, skinnende og mindre indskårne blade. Dens agern er siddende, mens almindelig eg har stilkede agern. Bladene derimod er næsten ustilkede på stilkeg, men tydeligt stilkede på vintereg.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk petraios (‘vokser på stenede steder’), oprindeligt fra petra (‘klippe’).

 

 

Agern og blade af vintereg, Almindingen, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Quercus robur Stilkeg
Denne art er omtalt ovenfor i afsnittet Europæisk efterårsløv.

 

 

Agern og blade af stilkeg, Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Frugter: Kapsler
En kapsel er en frugt, som består af to eller flere sammenvoksede frugtblade (den frøbærende del af en hunlig blomst).

 

Celastraceae Benvedfamilien

 

Euonymus Benved
Se omtale ovenfor under Østamerikansk efterårsløv.

 

Euonymus europaeus Benved
Dette lille træ er udbredt i det meste af Europa, mod øst til Ukraine og Kaukasus. Arten har navn efter det hvide, hårde ved, som man førhen skar forskellige redskaber af. I England blev det bl.a. benyttet til spinde-tene, på engelsk spindle, heraf navnet spindle-tree.

De pragtfulde frugter er røde, lyserøde eller purpurfarvede kapsler, som åbner sig sent på efteråret og åbenbarer de sorte frø, som er omgivet af et kødfuldt orange lag. Disse frugter ser meget indbydende ud, men frøene indeholder meget giftige alkaloider, og der er rapporteret adskillige tilfælde af forgiftning hos børn.

En nær slægtning, østlig benved (E. atropurpureus), er præsenteret ovenfor i afsnittet Østamerikansk efterårsløv.

 

 

Farvestrålende frugter af benved. Øverste billede er fra Fyn, resten fra naturreservatet Vorsø i Horsens Fjord, hvor denne art er meget almindelig. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Euphorbiaceae Vortemælkfamilien

 

Triadica sebifera Kinesisk talgtræ
Denne art er beskrevet ovenfor i afsnittet Asiatisk efterårsløv.

Dens frugt er en kapsel med tre klapper. Når frugten er moden, falder kapslernes ydervægge af og åbenbarer tre runde frø, som er dækket af et hvidt talglag.

De modne frugter opsøges af mange fuglearter, bl.a. kurillerdrossel (Turdus chrysolaus), grå træskade (Dendrocitta formosae), skovspurv (Passer montanus) og japansk brillefugl (Zosterops japonicus). Disse fugle er beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan.

 

 

De hvide frugter hos kinesisk talgtræ, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lythraceae Kattehalefamilien

 

Lagerstroemia speciosa
Denne art er beskrevet ovenfor i afsnittet Asiatisk efterårsløv.

Frugterne er kapsler, der først er grønne og saftige, men senere bliver brune og tørre. De sprækker langs seks eller syv sømme, hvorefter de talrige små, vingede frø bliver spredt.

 

 

Frugtbærende Lagerstroemia speciosa, Taichung. Nogle få røde vinterblade klynger sig stadig til træerne, skønt billederne blev taget om foråret. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sapindaceae Sæbetræfamilien

 

Koelreuteria elegans Gyldent flammetræ
Denne art er beskrevet ovenfor i afsnittet Asiatisk efterårsløv.

Dens frugt er en rødlig, purpurfarvet eller gullig kapsel med tre kamre, som hver indeholder nogle få sorte frø.

 

 

Om efteråret antager frugterne af gyldent flammetræ forskellige farver. Disse blev fotograferet i Taichung, Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ved vindens hjælp
Efteråret er tiden, hvor mange plantearter spreder deres frø ved vindens hjælp, og på denne måde transporteres frøene ofte over store afstande.

 

Asteraceae Kurvblomstfamilien

 

Cirsium Tidsel
En stor slægt af tornede urter med omkring 250-300 arter, udbredt tværs over Europa og Asien, samt i Nordafrika, Nordamerika og Mellemamerika.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kirsion, ifølge den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.) navnet på en tidsel-art, afledt af kirsos (‘hævet åre’), hvilket sigter til dens anvendelse mod opsvulmede årer.

 

Cirsium arvense Agertidsel
Denne tornede plante er hjemmehørende i tempererede områder i Eurasien og det nordlige Afrika, men er blevet indslæbt til de fleste andre tempererede egne af kloden.

På grund af dens underjordiske udløbere er agertidsel et yderst besværligt ukrudt. Blot en lille stump af den underjordiske stængel kan producere en stor koloni af planter ved at sende stængler op med regelmæssige mellemrum.

I sin herlige bog All about Weeds skriver den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964): “(…) den er måske den værste af alle ukrudtsarter i hele USA. (…) Dens frø gør gavn som føde for stillitser og spurve, men selv denne gode egenskab ødelægges af det faktum, at fuglene, mens de æder frø, spreder andre vingede frø, og hvor disse frø daler ned, begynder besværlighederne. Planten er erklæret uønsket i alle de nordlige stater; 37 stater har alle kampagner kørende mod denne slyngel, men det har kun påvirket den i meget ringe grad.”

Artsnavnet er latin og betyder ‘vokser på marker’, afledt af arvus (‘dyrket land’).

 

 

Et enkelt individ af agertidsel kan sprede tusindvis af frø. – Hornsherred. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Taraxacum Mælkebøtte
Mælkebøtter har ofte ukønnet, såkaldt apomiktisk formering, hvilket har resulteret i hundredevis af arter og småarter, mere end 2500 kloden rundt, hovedsagelig i subarktiske og tempererede egne på den nordlige halvkugle, nogle få på den sydlige halvkugle.

Mælkebøtte blev første gang nævnt som medicinsk urt af arabiske læger i det 10. eller 11. århundrede, idet de kaldte den for en slags vild endivie (Cichorium) under navnet tharakhchakon, der blev forvansket til Taraxacum.

Navnet mælkebøtte skyldes den nøgne, hvælvede frugtbund, der blev sammenlignet med en gammeldags mælkejunge af træ, hvis skindlåg skulle hindre mælken i at skvulpe over. Navnene munkehoved og præstekrone hentyder også til frugtbunden, der kunne ligne en munks eller en katolsk præsts kronragede isse. Det ældre latinske artsnavn densleonis, i lighed med det danske folkenavn løvetand, hentyder til de takkede blade, der kan ligne løvetænder.

 

Taraxacum officinale Almindelig mælkebøtte
Det oprindelige udbredelsesområde for denne art er tempererede egne af Europa og Asien, men i dag er den spredt til de fleste tempererede og subtropiske områder verden rundt.

Unge blade har et højt indhold af c-vitamin og anvendes som salat, og de kan også koges som grønsag eller tilsættes suppe. I Wales finthakker man den toårige rod og blander den med bladene i salater. Førhen fremstilledes ofte vin af blomsterne, og af den tørrede og pulveriserede rod blev fremstillet erstatningskaffe.

Piger fletter ofte kranse af de blomstrende stængler og sætter dem rundt om håret. Det er også en yndet leg blandt børn og voksne at prøve på at puste alle frøene af en mælkebøtte på én gang.

Artsnavnet var oprindeligt afledt af officina (‘værksted’ eller ‘kontor’), samt endelsen alis, som i forbindelse med et navneord dannede et tillægsord, således ‘fremstillet på et værksted’. Dog har ordet i botanisk sammenhæng en langt snævrere betydning, idet det sigter til plantearter, der blev solgt på apoteker på grund af deres medicinske egenskaber.

Mælkebøtten er nærmere beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

Frøstande af mælkebøtte, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tragopogon Gedeskæg
En slægt med over 150 arter, hvoraf langt hovedparten findes i tørre egne i Centralasien og Mellemøsten.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk tragos (‘ged’) og pogon (‘skæg’). Et af artens engelske folkenavne er Jack-go-to-bed-by-noon, hvilket hentyder til, at de stive støtteblade, der omgiver blomsterkurven, trækker sig sammen før middag og derved lukker kurven. Mens de er trukket sammen, stikker frøhårene frem og minder herved om et gedeskæg.

 

Tragopogon pratensis Eng-gedeskæg
Denne art er hjemmehørende i Europa og det nordlige Asien, og den er også almindeligt forvildet i Nordamerika. Den er meget almindelig i Danmark.

Artsnavnet er latin og betyder ‘vokser i enge’, afledt af pratum (‘eng’).

 

 

Nærbillede af frøstanden hos eng-gedeskæg, Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tripolium
Denne lille slægt med 3 arter er vidt udbredt i Eurasien, fra de Britiske Øer mod øst til Japan, og fra Skandinavien og Sibirien mod syd til det nordlige Afrika, Iran og det sydlige Kina.

 

Tripolium pannonicum Strandasters
Tidligere blev denne art kaldt for Aster tripolium og senere Tripolium vulgare. Den er hjemmehørende langs kysterne af Europa, Asien og Nordafrika, og visse steder vokser den i saltsumpe inde i landet.

Dens smukke blomsterkurve har blålig-lyserøde randkroner og gule skivekroner. I frugt er den også attraktiv med mængder af små tætte kugler af dunede frø.

Artsnavnet hentyder til Pannonia, en provins i Mellemauropa i Oldtidens Rom.

 

 

Frøstande af strandasters, Roskilde Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Onagraceae Natlysfamilien

 

Chamaenerion Gederams
Denne lille slægt med 8 arter er vidt udbredt i bjerge og subarktiske områder på den nordlige halvkugle i Europa, Nordafrika, Asien og Nordamerika.

Frugten er en lang kapsel, der springer op på langs, og frøene er forsynet med lange hår, en tilpasning til vindspredning.

Slægtsnavnet går måske så langt tilbage som 1561. Det er afledt af oldgræsk khamai (‘nær jorden’) og nerion, det klassiske græske navn på oleander (Nerium oleander), hvilket sigter til de oleander-lignende blade hos smalbladet gederams (nedenfor).

 

Chamaenerion angustifolium Smalbladet gederams
Denne urt er udbredt hele vejen rundt om Arktis, hovedsagelig i skovbæltet. Den trives især i skovlysninger, men koloniserer også gerne forladte marker. Et glimrende eksempel herpå kan studeres på siden Naturreservatet Vorsø: Vildnis i vækst.

Artsnavnet er latin og betyder ‘smalbladet’.

 

 

Frøbærende gederams, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Epilobium Dueurt
Omkring 200-220 urteagtige arter, udbredt næsten globalt. Mange arter er kirtelhårede. Frugten er en lang kapsel, der springer op på langs, og frøene er forsynet med lange hår, en tilpasning til vindspredning.

Slægtsnavnet blev anvendt så tidligt som i 1561 for E. angustifolium (i dag Chamaenerion angustifolium, se ovenfor) af den schweiziske læge og naturhistoriker Conrad Gessner (1516-65) i det ufuldendte værk Historia plantarum. Han sammensatte navnet af oldgræsk ion epi lobion (‘viol på bælg’). Ordret betød lobion ‘frugt af vignabønne’ (Vigna unguiculata). Navnet sigter til blomsterfarven, der minder om blomsternes farve hos visse viol-arter, samt til den bælg-lignende frugt.

 

Epilobium ciliatum Kirtlet dueurt
Denne art, af nogle autoriteter benævnt Epilobium adenocaulon, er vildtvoksende i store dele af Nordamerika, det sydlige Sydamerika, samt Fjernøsten, men er blevet indslæbt til mange andre egne. Den kan blive op til 1,5 m høj og vokser i mange forskellige habitater, bl.a. på tomter og langs veje og jernbaner.

Artsnavnet er latin og betyder ‘håret’, hvilket sigter til de mange kirtelhår i blomsterstanden.

 

 

De dunede frø af kirtlet dueurt, Fruering, nær Skanderborg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Salicaceae Pilefamilien

 

Salix Pil
En stor slægt med omkring 520 arter af løvfældende træer, buske og dværgbuske, udbredt i arktiske, subarktiske og tempererede regioner på den nordlige halvkugle, nogle få på den sydlige halvkugle. Der er konstateret ikke færre end 275 arter i Kina, hvoraf 189 er endemiske.

Blomsterstandene er rakler, med talrige små blomster samlet omkring en central akse, og hver enkelt blomst er omgivet af et papiragtigt højblad. Raklerne er oprette, og blomsterne bestøves af bier og andre insekter. Piletræer og deres nære slægtninge, poplerne (Populus), producerer begge frø med en mængde uldhår, og til tider er luften fyldt med millioner af frø fra disse to slægter.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn for pilearter. Det er beslægtet med ordet sal, som betyder ‘salt’, men den oprindelige betydning var ’grå’ eller ’smudsig’. Salt var jo tidligere ikke så hvidt, som vi ser det i dag, men smudsiggråt – som farven på barken af gråpil (S. cinerea).

Det danske navn kommer af oldnordisk pill, der muligvis hentyder til de pilformede blade hos nogle af arterne.

 

Salix pentandra Femhannet pil
Mens de fleste pilearter begynder at sprede deres frø sidst på sommeren, sker dette for den femhannede pils vedkommende først sent om efteråret. Dette lille træ, som bliver indtil 15 m højt, er hjemmehørende i den boreale zone i Europa og Asien, langt ind i Sibirien. Det er også blevet naturaliseret andre steder, bl.a. i Nordamerika.

Artsnavnet kommer af oldgræsk pente (‘fem’), hvilket i lighed med det danske navn hentyder til, at hanblomsten har fem støvbærere.

 

 

På dette billede fra Kasted Mose, Østjylland, flyver frø af femhannet pil af sted med vinden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Typhaceae Dunhammerfamilien

 

Typha Dunhammer
Denne slægt, som omfatter omkring 40 arter, findes i næsten alle egne af kloden.

Blomsterstanden er meget karakteristisk, idet blomsterne sidder meget tæt sammen på en lang stilk, hanblomster foroven og hunblomster umiddelbart nedenunder. Hunblomsterne udvikler sig til en hård, brun, valseformet masse af dunede frø, som spredes med vinden sent på efteråret, om vinteren eller det følgende forår.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på dunhammer.

Navnet dunhammer kan spores tilbage til navne fra 1500-tallet, bl.a. dønnemarskølle og donnevol, af dønne eller donne, dvs. dundre eller brage, i betydningen ’slå med en dump lyd’, hvilket sigter til, at børn anvendte frøstandene som slagvåben under leg. Først senere blev navnet forbundet med frødunene.

Et fantasifuldt engelsk navn på dunhammer er cat-o’-nine-tails, hvilket sigter til den nihalede kat, en pisk, som bestod af ni reb med knuder på, som var udformet med det formål at flænge huden og påføre intens smerte. Denne middelalderlige form for afstraffelse blev førhen anvendt i vid udstrækning inden for den britiske hær og flåde. Navnet sigter sandsynligvis til, at bladene hos bredbladet dunhammer (nedenfor) ofte står opret side om side og således kan minde om denne type pisk.

 

Typha latifolia Bredbladet dunhammer
Denne art er udbredt i et kolossalt stort område, idet den findes i Europa, Asien, Afrika samt Nord- og Sydamerika. Den er også blevet indført til andre steder, og i Australien og Hawaii betragtes den som invasiv.

Stængel, bladskede og unge blomsterstande kan spises rå eller kogte, stænglerne bør dog skrælles først. Rhizomerne er også spiselige efter at være blevet skrællet og kogt.

Artsnavnet er latin og betyder ‘bredbladet’.

 

 

Stængler med frugtstande af dunhammer står ofte meget længe og kan sprede frø det følgende forår. Her ses bredbladet dunhammer, fotograferet nær Ry i februar. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Frugtstande af bredbladet dunhammer, dækket af rim, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Bregne-‘frugter’
Bregner blomstrer ikke, men formerer sig gennem sporer, der produceres i særlige kapsler, kaldt sporehuse, enten på undersiden af bladene eller på særskilte stængler.

 

Onocleaceae

 

Matteuccia struthiopteris Strudsvinge
De fleste autoriteter betragter denne markante plante som slægtens eneste medlem, mens andre, bl.a. Kew Gardens, placerer den i slægten Onoclea.

Arten er vidt udbredt i tempererede egne i Eurasien, mod syd til Italien, Tyrkiet, Iran og det sydlige Kina. Den vokser ofte i store kolonier, helst langs vandløb eller på andre fugtige steder.

Slægtsnavnet hædrer den italienske læge Carlo Matteucci (1811-63), som arbejdede på universitetet i Firenze.

Artsnavnet skyldes bladene, der, mens de er unge, minder om vingefjerene på en struds. Sporehusene findes på yderst modificerede, særskilte stængler, hvor blade uden klorofyl dækker over sporehusene, som ved modenhed er mørkebrune, til tider næsten purpurfarvede.

 

 

Sporebærende stængler og visne blade af strudsvinge, Æbleskov syd for Nyborg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Polypodiaceae Engelsødfamilien

 

Polypodium Engelsød
Denne slægt, som omfatter omkring 58 arter, er vidt udbredt på den nordlige halvkugle og forekommer tillige i Sydamerika og det sydlige Afrika.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk poly (‘mange’) og pous (‘fod’), hvilket sigter til de mange næsten ens flige på bladene.

 

Polypodium vulgare Almindelig engelsød
Denne art er udbredt i Europa og Nordafrika, hvor den især vokser på skyggefulde steder, heriblandt skove, hvor den ofte vokser ved foden af træer, på klipper og på gamle stendiger. Den er blevet indført til New Zealand, hvor den visse steder betragtes som invasiv.

Det danske navn sigter til plantens tidligere brug, forstavelsen engel til dens medicinske anvendelse, sød til dens brug i madlavning, hvor den giver en sødlig smag. Folkenavne omfatter bl.a. stenbregne, Mariebregne, sødurt, samt det mærkelige hugormekål.

Artsnavnet er latin og betyder ‘almindelig’.

 

 

Sporehusene ses tydeligt på undersiden af disse efterårsblade af engelsød, Rø Plantage, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Fugletræk
Efteråret er også tiden, hvor talrige nordlige fuglearter foretager det lange træk fra ynglepladserne i arktiske og tempererede egne til vinterkvartererne i subtroperne og troperne.

 

Nu falmer Skoven trindt om Land,
og Fuglestemmen daler;
alt flygted Storken over Strand,
ham følger viltre Svaler.

 

Første vers af en salme, skrevet 1844 af teologen og digteren Nikolai Frederik Severin Grundtvig (1783-1872). Nu var Grundtvig jo en intelligent og belæst mand, men nogen stor ornitolog var han ikke. Når skoven begynder at falme sidst i september, har fuglesangen for langt de fleste arters vedkommende været forstummet i et par måneder.

 

Svaler
I Nordeuropa er et af de første efterårstegn store flokke af svaler, der gennem nogle dage forsamles på elledninger inden trækket sydpå. En dag er de pludselig borte.

 

Riparia riparia Digesvale
Som ynglende har denne lille svaleart en kolossalt stor udbredelse, idet den findes i alle europæiske lande og Tyrkiet, og herfra videre mod øst gennem subarktiske og tempererede områder af Asien til Kamchatka, det nordøstlige Kina, samt den japanske ø Hokkaido. Den yngler også i størstedelen af Alaska, Canada og det nordlige USA. Vinteren tilbringes i tropiske egne af Sydamerika, Afrika og Sydøstasien.

 

 

Inden trækket sydpå er hundredevis af digesvaler forsamlet på elledninger. Disse billeder er fra Nyord, Møn (øverst), samt Hornsherred, Nordsjælland. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Vadefugle
Kæmpestore antal af vadefugle, som yngler i arktiske egne, trækker gennem tempererede egne af Europa, Asien og Nordamerika for at tilbringe vinteren i tropiske områder.

I 1988 deltog jeg i en ekspedition, hvis formål var at estimere antallet af overvintrende vadere og andre fugle langs Tanzanias kyster. Denne tur er beskrevet på siden Rejse-episoder – Tanzania 1988: Møde med afrikansk bureaukrati.

 

Calidris alba Sandløber
Denne lille vader er en cirkumpolar ynglefugl, som forekommer i højarktiske vådområder i Grønland, Svalbard, den nordlige del af Taymyr-halvøen, Severnaya Zemlya, Lena-deltaet, Nysibiriske Øer, det nordlige Alaska (sjælden), samt arktiske øer i Canada, fra Banks til Ellesmere, mod syd til Southampton.

Vinteren tilbringes langs kyster i tempererede, subtropiske og tropiske områder, så langt mod syd som det sydlige Sydamerika, Sydafrika og Australien. I Danmark er arten en almindelig træk- og vintergæst.

Artsnavnet er latin og betyder ‘hvid’, hvilket hentyder til artens hvide vinterdragt. Det danske navn sigter til dens vane med at løbe langs brændingen, hvor den konstant stikker næbbet ned i sandet efter føde.

 

 

Fouragerende sandløbere, Pan de Azucar Nationalpark, Chile. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Calidris ferruginea Krumnæbbet ryle
Denne talrige vadefugl yngler i den sibiriske tundra, fra Yamal- og Taimyr-halvøerne mod øst til Chukotka-halvøen, samt på de Nysibiriske Øer. Den overvintrer hovedsagelig i Afrika, samt i nogen grad i de sydlige egne af Asien, Indonesien og Australien. Arten er ret almindelig på efterårstræk i Danmark, mere fåtallig om foråret.

Under en registrering af vadefugle og andre vandfugle langs Tanzanias kyst i 1988 og 1989 talte vi omkring 21.000 krumnæbbede ryler, hvilket svarer til omkring 86 fugle/km. Vores ‘guesstimate’ siger, at omkring 100.000 individer af denne art overvintrer langs Tanzanias kyst. (Kilde: Petersen, I.K., T. Bregnballe, K. Halberg & O. Thorup 1989. Tanzania Wader Survey. A preliminary report of the Danish-Tanzanian ICBP-expedition 1988. Københavns Universitet)

Artsnavnet er afledt af latin ferrugo (‘jern-rust’), fra ferrum (‘jern’), hvilket sigter til denne arts rustrøde bryst i yngletiden.

 

 

En stor flok krumnæbbede ryler sammen med nogle få krabbeædere (Dromas ardeola) og ørkenpræstekraver (Charadrius leschenaultii, fuglene med kort, tykt næb), samt en enkelt strandhjejle (Pluvialis squatarola, med en sort plet under vingen), Msimbazi Beach, Dar es Salaam, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Under højvande raster disse krumnæbbede ryler i mangrovetræer, Kirongwe, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Calidris pugnax Brushane, brushøne
Denne mærkværdige fugl er unik blandt vadefugle, idet hannen i yngletiden er udstyret med en kæmpestor fjerkrave omkring halsen. Når ynglesæsonen starter, samles hannerne på en danseplads i et græsklædt område, og når en hun besøger pladsen, begynder hannerne at kæmpe (uden at ytre en lyd) for at tiltrække hendes opmærksomhed. Hun spadserer rundt på pladsen og tager alle hannerne i øjesyn, inden hun vælger én af dem, som hun parrer sig med. Derpå forlader hun pladsen for på egen hånd at tage sig af redebygning, udrugning og ungepasning.

Som ynglende er brushanen vidt udbredt i arktiske, subarktiske og nordlige tempererede egne, fra det østlige England tværs over Nordeuropa og det nordlige Sibirien til omkring Kolyma-floden. Der er også spredte bestande i Centralasien.

I Danmark har den været i rivende tilbagegang som ynglefugl i de senere år på grund af dræning og tilgroning af egnede levesteder, og bestanden tæller i dag færre end 50 redebyggende hunner, flest i Tøndermarsken, naturreservatet Tipperne i Ringkøbing Fjord, samt Vejlerne i Thy.

Overvintringsområdet omfatter Syd- og Vesteuropa, Afrika, den Arabiske Halvø, det sydlige Asien, samt i mindre grad Australien. Arten er ret almindelig på træk i Danmark.

Førhen blev brushanen kaldt for Philomachus pugnax, men genetiske undersøgelser har åbenbaret, at den er nært beslægtet med Calidris-rylerne. Det tidligere slægtsnavn er afledt af græsk philos (‘holde af’) og makhomai (‘at slås’), mens artsnavnet er afledt af latin pugno (‘jeg kæmper’) og ax (‘tilbøjelig til’).

 

 

Disse overvintrende brushøns raster et ret usædvanligt sted – en stenplatform ved den hellige sø i Pushkar, Rajasthan, Indien. Enkelte af hannerne har bevaret en smule af kraven. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Charadrius leschenaultii Ørkenpræstekrave
Som dens navn fortæller, yngler denne art i ørkenagtige områder, fra Tyrkiet mod øst gennem Centralasien. Vinterkvarteret omfatter strande i Østafrika, det sydlige Asien samt Ny Guinea og Australien.

Artsnavnet hædrer den franske botaniker og ornitolog Jean Baptiste Leschenault de la Tour (1773-1826), som rejste vidt og bredt på Java, samt i Indien og Sydamerika, hvorfra han bragte store samlinger af planter og fugle tilbage til Frankrig.

 

 

En kæmpeflok af ørkenpræstekraver, krumnæbbede ryler (Calidris ferruginea), mongolske præstekraver (Charadrius mongolicus) og strandhjejler (Pluvialis squatarola), Msimbazi Beach, Dar es Salaam, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Her ses ørkenpræstekraver, to terekklirer (Xenus cinereus, med gule ben), to krumnæbbede ryler (Calidris ferruginea, forrest i midten), samt en enkelt sandløber (Calidris alba, yderst t.h.), Msimbazi Beach. I baggrunden ses en sodfarvet måge (Ichthyaetus hemprichii) og krabbeædere (Dromas ardeola). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Dromas ardeola Krabbeæder
Denne art er så forskellig fra andre vadefugle, at den er blevet placeret i en særskilt familie. Den er udbredt langs kyster rundt om hele den Arabiske Halvø samt langs Irans sydlige kyst, og den er unik blandt vadefugle ved at yngle i huller i sandede områder, hvor den udnytter jordvarmen til delvis at udruge æggene.

Om vinteren træffes den på øer og langs kyster i hele den nordlige del af det Indiske Ocean, mod øst til Cambodia, og endvidere langs den østafrikanske kyst så langt mod syd som det nordlige Sydafrika og Madagascar.

Tanzania udgør en kærneområde for arten om vinteren. På en ekspedition i 1988 (se siden Rejse-episoder – Tanzania 1988: Møde med afrikansk bureaukrati) talte vi omkring 5400 langs den tanzanianske kyst.

Slægtsnavnet er oldgræsk og betyder ‘at løbe’. Fuglen ses ofte løbe stærkt, før den letter. Artsnavnet kommer af latin ardea (‘hejre’), samt ola, en endelse, som angiver noget småt, således ’lille hejre’. Måske hentyder det til artens lange ben.

 

 

Krabbeædere, Kirongwe, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pluvialis squatarola Strandhjejle
Den mellemstore strandhjejle yngler i højarktiske områder fra det vestlige Rusland langs hele den arktiske kyst til Alaska og de canadiske højarktiske øer. Om vinteren kan den ses langs næsten alle verdens kyster, med undtagelse af polare områder.

Slægtsnavnet kommer af latin pluvia (‘regn’). Førhen mente man, at når hjejlerne (P. apricaria) flokkedes, ville der snart falde regn. Artsnavnet er en latiniseret form af sgatarola, et gammelt venetiansk navn på en slags vadefugl.

 

 

Strandhjejler og krabbeædere (Dromas ardeola) raster på en sandbanke under højvande, Msimbazi Beach, Dar es Salaam, Tanzania. Der ses også to ørkenpræstekraver (Charadrius leschenaultii, t.v.), en sovende krumnæbbet ryle (Calidris ferruginea, forrest), samt en enkelt stenvender (Arenaria interpres, t.h.). I baggrunden tankskibe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tringa brevipes Sibirisk gråklire
Denne fugl, som yngler i det nordøstlige Sibirien, var førhen navngivet Heteroscelus brevipes, men genetiske undersøgelser har åbenbaret, at den er nært beslægtet med Tringa-klirerne. Når ynglesæsonen er overstået, trækker denne art til Sydøstasien, Indonesien, Ny Guinea og Australien.

Slægtsnavnet blev hæftet på svalekliren (Tringa ochropus) af den italienske naturhistoriker Ulisse Aldrovandi (1522-99), som grundlagde den botaniske have i Bologna – en af de første af slagsen. Navnet er afledt af oldgræsk trungas, som var betegnelsen på en drossel-stor, halevippende vadefugl, nævnt af den græske videnskabsmand og filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.). (Kilde: J.A. Jobling 2010. The Helm Dictionary of Scientific Bird Names)

Artsnavnet er afledt af latin brevis (‘kort’) og pes (‘fod’).

 

 

Sibiriske gråklirer raster på den lille ø Gili Air, Lombok, Indonesien. De fleste af fuglene er i den stribede sommerdragt, mens den forreste er i den grå vinterdragt. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tringa nebularia Hvidklire
Hvidkliren er en almindelig ynglefugl i den subarktiske zone, fra det nordlige Skotland og Skandinavien mod øst tværs over den sibiriske taiga til Chukotka og Kamchatka-halvøen. Den er en trækfugl, som tilbringer vinteren i Afrika, det sydlige Asien og Australien. Et stort antal passerer Danmark både efterår og forår.

Navnet klire kommer af denne arts kald, et vidtlydende tyr-tyr-tyr eller klir-klir-klir.

 

 

Denne hvidklire søger føde på vaden omkring Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Xenus cinereus Terekklire
Denne art kan kendes fra andre små vadefugle på sit svagt opadbøjede næb. Den er opkaldt efter Terek-floden, der løber ud i det Kaspiske Hav, formodentlig fordi den først blev observeret her.

Den yngler i taigasumpe fra Finland og Ukraine tværs gennem Sibirien til Russisk Fjernøsten, og vinteren tilbringes i tropiske områder i Østafrika, Sydøstasien og Australien, samt på det indiske subkontinent.

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk xenos (‘fremmedartet’), mens artsnavnet er afledt af latin cinis (‘aske’), hvilket sigter til artens askegrå ryg i vinterdragten.

 

 

Her ses to terekklirer (med gule ben), samt ørkenpræstekraver (Charadrius leschenaultii), to krumnæbbede ryler (Calidris ferruginea, forrest i midten), samt en enkelt sandløber (Calidris alba, yderst t.h.), Msimbazi Beach, Dar es Salaam, Tanzania. I baggrunden en sodfarvet måge (Ichthyaetus hemprichii) og krabbeædere (Dromas ardeola). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gæs
Efter ynglesæsonen samles adskillige arktiske gåsearter i store flokke og flyver til deres overvintringsområde i den nordlige tempererede zone, hvor de fortrinsvis søger føde på græsklædte områder, bl.a. marker med vintersæd. Af denne grund betragtes de mange steder som skadedyr.

 

Anser albifrons Blisgås
Denne fugls artsnavn kommer af latin albus (‘hvid’) og frons (‘pande’), hvilket i lighed med det danske navn hentyder til den hvide blis ved basis af næbbet. De sorte markeringer på brystet hos voksne fugle kendetegner også denne art. Disse markeringer har givet anledning til at amerikansk folkenavn på arten, specklebelly (’spættet bug’).

Blisgåsen er opdelt i fem underarter, som yngler i et bælte langs hele den nordsibiriske kyst, i Alaska og det nordlige Canada, samt i Vestgrønland. Overvintringsområder omfatter det nordlige Irland, det nordlige Skotland, Holland, Nordtyskland, Ungarn, den nordlige kyst af Sortehavet, Irak, sydkysten af det Kaspiske Hav, Japan, Korea, det sydøstlige Kina, det sydlige USA, samt det nordlige Mexico.

 

 

Blisgæs græsser på en mark, Lauwersmeer, Holland. I baggrunden ses får, der græsser foran en typisk hollandsk vindmølle. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blisgæs, Lauwersmeer. De tre fugle t.v. er ungfugle, som ikke har den hvide blis. Bemærk rimen i græsset. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Branta Rajgæs
Slægtsnavnet er en latiniseret form af brandgás (‘brændt gås’), det oldnordiske navn på knortegåsen (nedenfor), hvilket hentyder til denne arts overvejende sorte fjerdragt. Navnet rajgås er af uvis betydning. Muligvis hentyder det til knortegåsens kald, der er tolket som raj-raj.

 

Branta bernicla Knortegås
Der findes tre underarter af denne lille gåseart. Mørkbuget, ssp. bernicla, yngler langs arktiske kyster i det centrale og vestlige Sibirien. Den tilbringer vinteren i Vesteuropa, hovedsagelig i det sydlige England, Holland, Nordtyskland samt det nordvestlige Frankrig.

Lysbuget, ssp. hrota, yngler på Franz Josef Land og Svalbard, samt i Grønland og det nordøstlige Canada, og vinteren tilbringes i Danmark, det nordøstlige England og Irland, samt langs den amerikanske Atlanterhavskyst, fra Maine mod syd til Georgia.

Sortbuget, ssp. nigricans, yngler i det nordvestlige Canada, Alaska og det østlige Sibirien. De fleste amerikanske fugle tilbringer vinteren langs Stillehavskysten, fra den sydlige del af Alaska mod syd til Californien, mens sibiriske fugle overvintrer langs den asiatiske Stillehavskyst, hovedsagelig i Japan.

Artsnavnet sigter til en overtro fra Middelalderen, at disse gæs blev klækket fra skallerne af langhalse, en slags rur-lignende krebsdyr, på engelsk barnacle. Gerald of Wales (ca. 1146-1223), en biskop i Brecon, hævder et have set disse fugle hænge ned fra drivtømmer, og den engelske botaniker John Gerard (ca. 1545-1612) hævder at have set dem klække fra langhalse-skaller. Denne overtro holdt sig frem til slutningen af 1700-tallet, men det engelske navn på bramgåsen, barnacle goose, blev bevaret. I Middelalderen blev de to arter betragtet som én og samme art.

Navnet knortegås hentyder til artens grove stemme – den knorter (knurrer).

 

 

Lysbugede knortegæs søger føde, An Bulla Thuaidh Fuglereservat, Dublin, Irland. Der ses også skeænder (Spatula clypeata). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Branta leucopsis Bramgås
Tidligere ynglede bramgåsen kun i højarktiske områder, i Østgrønland samt på Svalbard og Novaya Zemlya. Siden 1970’erne er der imidlertid blevet etableret en særskilt bestand langs Østersøens kyster, i Finland, Estland, Sverige og Danmark, formodentlig bestående af fugle fra Novaya Zemlya. I Danmark fandtes omkring 675 par i 2006, og bestanden er siden vokset støt.

Navnet bramgås er sandsynligvis en forvrængning af det oldnordiske navn på rajgæssene, brandgás (se ovenfor).

 

 

Bramgæs, forsamlet på en græsmark på Nyord nær Møn. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Halloween
Efteråret er også Halloween-tid. Denne oprindeligt kristne højtid er beskrevet på siden Religion: Kristendom.

 

 

 

(Oprettet januar 2019)

 

(Senest opdateret november 2024)