Søvn

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I sin journal skriver Banks: “Stille det meste af dagen. Selv var jeg ude i en båd for at skyde fugle, hvilket jeg havde stort held med, først og fremmest fordi jeg skød adskillige suler, så meget lig de europæiske, at de næppe kan adskilles fra disse. Da det var mandskabets agt at holde jul ombord på den gammeldags facon, blev det besluttet at udnytte fuglene som gåsesteg til morgendagens aftensmad.”

Juledag bemærker Banks, at ”vores gåsesteg blev spist med stor nydelse.” – Det er derfor næppe overraskende, at ingen af disse fugle fandt vej til England som skind, i betragtning af at en gås jo smager bedst, når den er stegt med skindet på!

Den svenske naturhistoriker Daniel Carlsson Solander (1733-82), som var assistent for Banks, beskrev fuglen og navngav den Pelecanus chrysocephalus, hvilket han senere ændrede til Pelecanus sectator. Skotten Sydney Parkinson (c. 1745-71), som var skibets officielle kunstner, tegnede fuglen som P. sectator, hvilket senere blev mistydet som P. serrator.

I 1841 beskrev den engelske ornitolog John Gould (1804-81) eksemplarer af denne fugl fra Tasmanien som Sula australis. Dette navn var imidlertid allerede blevet anvendt for den rødfodede sule. I 1843 skrev den engelske zoolog George Robert Gray (1808-72) også om arten, idet han anvendte det navn, som Gould havde givet den, men senere ændrede det til Sula serrator, baseret på Parkinsons tegning. (Kilde: Medway, D.G. 1993. The type specimen of the Australasian Gannet. Notornis 40: 65-70)

Den australske sule er siden blev overført til slægten Morus, i lighed med den nordlige sule (M. bassanus) og den afrikanske kapsule (M. capensis). De ligner alle tre hinanden meget, men betragtes normalt som særskilte arter, skønt nogle autoriteter regner den australske sule og kapsulen for underarter af M. bassanus.

Slægtsnavnet Morus er afledt af græsk moros (‘idiot’), hvilket skyldes disse fugles mangel på frygt på ynglepladserne, hvor det var nemt at slå dem ihjel.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Leoparden er nærmere beskrevet, inklusive beretningen om en frygtet menneskeæder i Nordindien, på siden Dyreliv – Pattedyr: Den plettede dræber.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art og mange andre aber er nærmere beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Aber.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Pilgrimme, som deltager i daoistiske højtider, vandrer ofte i dagevis fra tempel til tempel. Det er meget krævende, og under disse højtider ser man ofte sovende mennesker, i templerne, som har særlige rum til dette formål, eller simpelthen i gaderne eller andre steder.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mine oplevelser hos Punan-folket er beskrevet på siden Rejse-episoder – Borneo 1975: På kanotur med punan-stammefolk.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Racen blev navngivet af englænderne, opkaldt efter Paria-folket nær Chennai, hvis navn er afledt af hindu-ordet pahi (‘outsider’). Dette ord blev af englænderne forvrænget til pariah eller pye. Det alternative navn desi-hund er afledt af Urdu desi (‘indfødt’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vinteren tilbringes i den sydlige halvdel af Nordamerika, i Mellemamerika og Caribien, i størsteparten af Europa og Mellemøsten, i den nordlige og østlige del af Afrika, på det Indiske Subkontinent, samt i Indokina, det sydlige Kina, Taiwan og den nordlige del af Filippinerne.

Det latinske artsnavn betyder ‘skarpt tilspidset’, hvilket i lighed med det danske navn sigter til artens lange, spidse hale.

Som ynglende er skeanden (Spatula clypeata) også udbredt tværs over den nordlige halvkugle, fra Island, de Britiske Øer, Spanien og Marokko mod øst gennem taiga-bæltet til Stillehavet, og endvidere i Alaska samt den vestlige del af Canada og USA, sydpå næsten til den mexikanske grænse. I lighed med spidsanden undgår den de mest barske områder i Arktis.

Vinteren tilbringes i den sydlige halvdel af Nordamerika, i Mellemamerika og Caribien, i størsteparten af Europa og Mellemøsten, i den nordlige og østlige del af Afrika, på det Indiske Subkontinent, samt i Indokina, det sydlige Kina, Korea, Japan, Taiwan og den nordlige del af Filippinerne.

Det latinske artsnavn betyder ‘skjold-bærende’, hvilket sigter til det brede, flade næb.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Førhen blev disse store sæler ivrigt jaget for deres spæk, hvoraf man udvandt olie. Omkring 1869 var den nordlige søelefant (Mirounga angustirostris) næsten blevet udryddet, og i 1890 kendte man kun til én eneste flok på omkring 100 individer. Det lykkedes dog arten at overleve, og siden begyndelsen af 1900-tallet har den været beskyttet i både Mexico og USA. Som et resultat heraf er den kommet sig, og bestanden tæller i dag over 200.000 individer. Dens nuværende udbredelse strækker sig langs Stillehavskysten, fra Baja California i hvert fald så langt mod nord som British Columbia.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Med en verdensbestand på nær 700.000 er den eurasiske trane den næstalmindeligste traneart efter prærietranen (Antigone canadensis). Den er i stærk fremgang i Vesteuropa, fx er der i dag 15-20.000 par i Sverige og ca. 8000 par i Tyskland. Den samlede europæiske bestand blev i 1998 vurderet til omkring 45.000 par, men er siden kraftigt øget. I Danmark ynglede der op gennem 1970’erne og 80’erne fortsat kun 3-4 par, men siden 1990’erne har den været i forrygende fremgang, og i 2018 ynglede op mod 500 par.

Verdens 15 tranearter er beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Traner – fascinerende og sårbare.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I modsætning til andre bjørne har den store panda ikke runde pupiller, men lodrette spalter som katte. Dette gav anledning til artens slægtsnavn Ailuropoda, af græsk ailouros (‘kat’) og pous (‘fod’), og tillige til det kinesiske navn 大熊猫 (‘stor bjørne-kat’).

Engang var den store panda vidt udbredt i det sydlige Kina, så langt mod nord som til Beijing og mod syd ind i Sydøstasien. I dag er den begrænset til de kinesiske provinser Sichuan, Shaanxi og Gansu, og den er stærkt truet, idet den vilde bestand kun omfatter omkring 2000 dyr. En forøgelse af passende levesteder giver forhåbninger om, at dens antal er stigende. Skovbeskyttelse og genplantning af skov har forårsaget en forøgelse på 11,8% af panda-egnet habitat i områder, hvor den allerede lever, samt en forøgelse på 6,3% af egnet habitat, hvor den p.t. ikke findes. Skønt bestanden af pandaer i øjeblikket stiger, forudsiger man, at klimaændringer vil udrydde over 35% af artens bambus-levesteder over de næste 80 år, hvilket vil få bestanden til at dale. (Kilde: iucnredlist.org/details/712/0)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vore oplevelser i dette område er nærmere beskrevet på siden Rejse-episoder – Iran 1973: Biluheld ved det Kaspiske Hav.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vishnu og andre hinduguder er nærmere omtalt på siden Religion: Hinduisme.