Regn og dug

 

 

Stille regn falder på en rød ingefær (Alpinia purpurata), Ubud, Bali, Indonesien. Denne plante af ingefærfamilien (Zingiberaceae) er hjemmehørende i øriget øst for Ny Guinea, men dyrkes næsten overalt i troperne på grund af sine smukke røde højblade. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Regndråber klynger sig til en almindelig pimpinelle (Pimpinella saxifraga), nær Berchtesgaden, Bayern, Tyskland. – Denne art er omtalt andetsteds på denne side. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En mand og hans børn går tur i stille regnvejr, Tunghai Universitetspark, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dugdråber i et spind af en hjulspinder, spundet mellem trådene i et hegn, Great Smoky Mountains Nationalpark, Tennessee, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Landskabet spejles på hovedet i denne regndråbe, som synes at trodse tyngdekraften ved at klynge sig til et græsblad, Phnom Krom, Siem Reap, Cambodia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sweet the rain’s new fall, sunlit from heaven,
Like the first dewfall on the first grass.
Praise for the sweetness of the wet garden,
Sprung in completeness where His feet pass.

 

Oversat:

 

Sød er den nye regn, oplyst af solen,
som den første dug, faldet på det første græs.
Hyldest til den våde haves sødme,
sprunget frem i fuldstændighed, hvor Hans fødder passerer.

 

Andet vers af et digt, som blev kendt under navnet Morning has broken, skrevet af den britiske digter og børnebogsforfatter Eleanor Farjeon (1881-1965) til en traditionel skotsk Bunessan-hymne, som først blev offentliggjort i 2. udgave af Songs of Praise, 1931. Redaktøren Percy Dearmer havde bedt Farjeon om “at lave et digt, som passede til den dejlige skotske melodi.” – Første vers af digtet kan ses på siden Daggry.

Sangen blev i 1971 populariseret af den engelske sanger Steven Demetre Georgiou (født 1948), der optrådte under navnet Cat Stevens. I dag kalder han sig Yusuf Islam.

Bunessan-hymner er opkaldt efter landsbyen Bunessan, som ligger på øen Mull i Skotland. I denne landsby boede Màiri Dhòmhnallach (1789-1872), på engelsk kaldt Mary Macdonald, som kun talte gælisk. Hun skrev sin hymne Leanabh an àigh til en traditionel melodi.

Billederne ovenfor viser stille regn og dug.

 

 

 

Jeg er altså døbt Gertrude,
og min ven han hedder Kaj.
Så en mandag sku’ han møde mig på Solitudevej.
Der stod jeg, og det blev regnvejr.
Tiden gik, men ingen Kaj.
Men jo mere koldt og klamt det blev,
jo mere længselsfuld og varm blev jeg.
Uh, man trænger til en te’r forgude sig.
Om manda’n. I regnvejr. På Solitudevej.
For der er ikke muntert derude, nej.
Om manda’n. I regnvejr. På Solitudevej.
Så med ét var der li’som en tanke, der sa’:
“Hvis nu Kaj er brændt ud, og så du bli’r brændt a’?”
Det var ikke en tanke, der huede mig.
Om manda’n. I regnvejr. På Solitudevej.

 

Regnen drypped’ ned fra himlen.
Teinten drypped’ ned fra mig.
Drippe, drappe, dryppe, op og ned ad Solitudevej.
Næsesløret og pleurøsen
hængte li’som sørgeflag.
Jeg var gennemblødt, så undertøjet føltes
nærmest som et grødomslag,
og min stråhat – den hang her og bu’de sig.
Om manda’n. I regnvejr. På Solitudevej.
Og så åbnede skoenes snude sig.
Om manda’n. I regnvejr. På Solitudevej.
Kjolen hang som en gulvklud med ikk’ en plissé,
og der stod jeg så klam som en ål i gelé.
Både sorg og forkølelse tru’de mig.
Om manda’n. I regnvejr. På Solitudevej.

 

Men tålmodighed belønnes:
Pludselig så så jeg Kaj,
og det var, som solen skinned’ over Solitudevej.
Men med et blev solen borte.
Jeg blegned’ som en selleri.
Det gik op for mig, at Kaj han sikkert ikke
var mig rigtig tro, fordi
i hans kølvand der viste en skude sig.
Om manda’n. I regnvejr. På Solitudevej.
Til hans mund med et trykkys hun sug’de sig.
Om manda’n. I regnvejr. På Solitudevej.
Ind i porten skrås overfor så jeg de gled,
og på tredje sal blev et gardin rullet ned.
Og der stod jeg, mens de leged’ brudeleg.
Om manda’n. I regnvejr. På Solitudevej.

 

Nu’ jeg altså en slags enke.
Jeg blev aldrig gift med Kaj.
Ensom bor jeg i mit jomfrubur på Solitudevej.
Og især når det er mandag,
og især når det er regn,
ka’ jeg bli’ så melankolisk, når jeg sidder
der og kikker ned på vej’n.
Så vemodigt bedugger min rude sig.
Om manda’n. I regnvejr. På Solitudevej.
Mens jeg sidder og syr på stra-pude-maj.
Om manda’n. I regnvejr. På Solitudevej.
Der er dryp ned fra himlen og dryp i mit blik,
og vi græder om kap med en ostebutik.
Og jeg drømmer om Kaj – uh, det studekvaj!
Om manda’n. I regnvejr. På Solitudevej.

 

Visen Solitudevej, lanceret i revyen Cirkus Ib i 1953. Teksten er af Poul Sørensen (1906-1973), bedre kendt som Poeten, og melodien er af Sven Gyldmark (1904-1981). I revyen blev visen sunget af skuespillerinden og sangerinden Elga Olga, døbenavn Elga Nancy Svendsen (1906-1992).

 

 

 

En regnbue er en multifarvet, cirkulær bue på himlen, som skyldes tilbagekastning og spredning af lyset i vanddråber. Regnbuer forårsaget af sollys forekommer altid direkte modsat solens position.

 

 

india-rainbow-bhaniakund_p1_resize
Efter en kraftig regnbyge står en perfekt dobbelt regnbue over en egeskov nær Bhaniakund, Uttarakhand, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Regnskyer fjerner sig bag kalkstensbjerge nær Yangshuo, Guangxi-provinsen, Kina, og en dobbelt regnbue dannes over husbåde i Li-floden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Regnbue og sort regnsky over Hjerting, Ho Bugt, sydvestlige Jylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Victoria Falls befinder sig på Zambezi-floden, der udgør grænsen mellem Zambia og Zimbabwe. Med en bredde på 1708 m er det et af verdens største vandfald, som på det lokale Lozi-sprog kaldes Mosi-oa-Tunya (’Røgen som Tordner’). Dette navn hentyder til de røg-lignende vanddampe, som altid omgiver vandfaldet, samt den tordnende lyd fra det faldende vand.

 

 

Zambezi-floden med regnbue og ’skyer’ af vanddampe oven for Victoria Falls. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne regnbue er dannet i vanddampene fra Victoria Falls. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Med en højde på 4094 m er Gunung Kinabalu Borneos højeste bjerg, beliggende i den nordlige provins Sabah. Den interessante flora og fauna på dette bjerg er beskrevet på siden Rejse-episoder – Borneo 1985: En vandring op ad Gunung Kinabalu.

 

 

I et gustent morgenlys står en dobbelt regnbue over Gunung Kinabalu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Smørblomsttræet (Cochlospermum vitifolium), også kaldt poro-poro, er hjemmehørende i Mellemamerika og den nordlige del af Sydamerika. Nogle autoriteter placerer denne art i familien Cochlospermaceae, andre i Bixaceae. Efter at træet har kastet bladene, springer de smukke blomster ud.

 

 

Regnskyer med en regnbue dækker himlen bag et blomstrende smørblomsttræ, Parque Nacional Santa Rosa, Guanacaste, Costa Rica. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Abebrødtræet (Adansonia digitata), også kaldt baobab, er den videst udbredte blandt ni arter af denne slægt, af hvilke seks er hjemmehørende på Madagascar, to i Afrika og på den Arabiske Halvø, samt en enkelt i Australien. Dette majestætiske træ er ofte dominerende i store savanne-områder syd for Sahara.

Navnet abebrødtræ hentyder til den spiselige frugt, mens engelske navne omfatter bl.a. dead-rat tree (’død-rotte-træ’), hvilket sigter til den pølselignende frugt, der hænger i en lang stilk (rottens hale), samt upside-down tree (’på-hovedet-træ’), hvilket hentyder til de strittende grene, der minder om rødder.

Navnet baobab kommer af arabisk būħibāb, hvilket betyder ‘faderen af mange frø’. Slægtsnavnet hentyder til den franske botaniker og opdagelsesrejsende Michel Adanson (1727-1806), der som den første europæer observerede arten under en ekspedition til Senegal.

 

 

Regnbue bag store abebrødtræer, Tarangire Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

En mørk og regnfuld dag i byen Jaffna, Sri Lanka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

En paraply er et stykke stof, plastic eller andet vandtæt materiale, som kan foldes omkring en lodret akse, der er forsynet med et håndtag. Den er beregnet til at beskytte folk mod regn. Hvis den anvendes som beskyttelse mod solskin, kaldes den normalt for en parasol.

Ordet paraply kommer af fransk para (‘at standse’ eller ‘at beskytte’) samt pluie (‘regn’). Ordet parasol er også fra fransk para, samt sol (‘sol’).

 

 

På vej hjem fra skole søger disse tre piger ly for regnen under en kæmpemæssig paraply, Valparai, West Ghats, Tamil Nadu, Sydindien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Normalt medbringer taiwanesere altid en paraply, da man aldrig ved, hvornår det vil begynde at regne. Dette billede er fra byen Toucheng i den nordøstlige del af øen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Beskyttet under en paraply venter denne buddhistiske munk på, at regnen skal høre op, Anuradhapura, Sri Lanka. Buddhismens forskellige skoler er beskrevet på siden Religion: Buddhisme. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Folk vandrer folk ned ad en våd gade i byen Lijiang, Yunnan-provinsen, Kina, beskyttet mod regnen under paraplyer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Regnskov er defineret som skov i områder med høj og vedvarende nedbør. I tropiske regnskove er den årlige nedbør typisk mellem 2,5 og 4,5 m, mens den i køligere regnskove, der ofte kaldes tempererede regnskove, er omkring 2 m, skønt den i varmere egne kan overstige 3 m.

Regnskove udgør de ældste økosystemer på kloden, af hvilke nogle har overlevet i den nuværende form i mindst 70 mio. år. De findes på alle kontinenter, med undtagelse af Europa og Antarktis. De største regnskovsområder findes i Amazon-bækkenet i Sydamerika og Congo-bækkenet i Afrika.

Skovbunden i en primær regnskov er ret åben på grund af det tætte bladhang på de høje træer, som forhindrer sollyset i at nå skovbunden. Hvis et stort træ vælter, bliver skovbunden under det hurtigt dækket af et mylder af lianer, buske og mindre træer. I bjergregnskove er træerne meget lavere, og skovbunden er oftest skjult under et tæt dække af andre planter, deriblandt ofte tykke mospuder.

Regnskovene, såvel som deres ufatteligt rige plante- og dyreliv, der rummer utallige endemiske arter, er i hastig forsvinden i disse år, da skoven ryddes af tømmerindustrien eller for at skabe landbrugsjord. Regnskovene dækkede engang omkring 14% af Jordens overflade, men gennem de sidste 200 år er dette areal blevet formindsket til sølle 6%, og biologerne advarer, at størstedelen af de resterende regnskove vil forsvinde i løbet af de næste 40 år.

 

 

Tropisk regnskov, set fra mundingen af en kalkstenshule, Niah Nationalpark, Sarawak, Borneo. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Regnskyer tårner sig op bag bjergregnskov, Arusha Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bjergregnskov, Santa Elena Cloud Forest, Cordillera de Tilarán, Costa Rica. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tempereret regnskov med tæt vegetation af bl.a. den palme-lignende Cordyline indivisa, Mount Taranaki Nationalpark, New Zealand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Vandringsfolk kæmper sig op ad en sti gennem tempereret regnskov, bestående af trælyng (Erica arborea), hvis stammer er dækket af tykke mospuder, mens grenene er behængt med skæglaver (Usnea), Ruwenzori Nationalpark, østlige Zaire. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Efter kraftigt regnvejr bliver mange afrikanske veje et håbløst ælte, hvor mindre biler, og sommetider også lastbiler, kører fast.

Under en biltur tværs gennem Afrika oplevede vi ofte elendige veje, specielt i det vestlige Zaire. Denne tur er beskrevet på siden Rejse-episoder – Afrika 1980: Vanskelig rejse gennem Afrika.

I 1989, 1990 og 1993 deltog jeg i ekspeditioner til Tanzania, hvor formålet var at registrere fuglelivet i kystnære skove. Under disse ekspeditioner hændte det af og til, at vores bil kørte fast på mudrede veje.

 

 

En scene fra vores biltur gennem Afrika i 1980: Vore tyske ledsageres Deutz-lastbil sidder fast i et mudderhul i den vestlige del af Zaire. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Under vores ekspedition i 1989 stødte vi på denne tankbil, som sad fast på en mudret vej mellem Namtumbo og Tunduru, sydlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På dette billede fra 1993 sidder vores Landcruizer fast i en mudret vej mellem Lindi og Kilwa, sydlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Elefanternes sørgelige skæbne er beskrevet på siden Dyreliv: Elefanternes storhed og fald.

 

 

Sorte regnskyer dækker himlen i horisonten, mens den sene eftermiddagssol oplyser afrikanske elefanter (Loxodonta africana), som krydser en vej foran en lodge i Amboseli Nationalpark, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

En blåsort regnsky tårner sig op over det svenske fastland, set fra Öland. Bemærk stubmøllen. I 1800-tallet fandtes omkring 2000 af disse møller på Öland, af hvilke omkring 355 er blevet bevaret. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Rapunsel (Phyteuma) omfatter omkring 25 arter af klokkeblomstfamilien (Campanulaceae). Disse planter er udbredt i størsteparten af Europa, mod øst til Ukraine og mod syd til Marokko. Blomsterne hos de fleste arter er forskellige grader af mørkeblåt.

Det danske navn er afledt af det tyske navn på disse planter, Rapunzel. Oprindelsen af dette navn er temmelig dunkel. Det er hentet fra eventyret Rapunzel, som blev offentliggjort i 1812 af Brødrene Grimm. Dette eventyr er en tysk version af en historie, som kan spores tilbage til en italiensk fortælling fra 1634, Petrosinella, af Giambattista Basile.

Et ægtepar bor ved siden af en stor grønsagshave, som ejes af en heks. Da konen bliver gravid, bemærker hun en grønsag ved navn rapunsel i haven og begynder at hige efter den. Hun nægter at spise andet, så hendes mand kravler over muren omkring haven for at bringe noget af grønsagen til hende. Under hans næste besøg bliver han imidlertid fanget af heksen. Hun tilbyder at give ham så meget rapunsel, som han lyster, mod at barnet overgives til hende efter fødslen. Da manden er desperat, indvilliger han.

Heksen døber den nyfødte pige Rapunsel efter planten, som hendes moder ville have. Pigen vokser op og bliver meget smuk, med langt gyldent hår. Heksen spærrer hende inde i et tårn uden dør eller trappe, med kun et enkelt værelse med et enkelt vindue. Når hun besøger Rapunsel, kalder hun fra foden af tårnet: “Rapunsel, Rapunsel, lad dit hår falde!” – hvorefter hun klatrer op ad pigens lange, flettede hår.

En dag, da en prins rider rundt i skoven nær tårnet, hører han Rapunsel synge. Da han nærmer sig, hører han heksen kalde til Rapunsel om at lade sit hår falde. Da heksen er taget af sted, benytter han de samme ord og klatrer op ad håret. De to bliver (naturligvis) forelsket i hinanden, og efter mange prøvelser lever de lykkeligt til deres dages ende.

Så hvad har den magiske urt egentlig at gøre med slægten Phyteuma? Ikke meget, lader det til. I den italienske version af eventyret, Petrosinella, er planten persille (Petroselinum). I den tyske version er det enten Campanula rapunculus, som har spiselige blade, eller vårsalat (Valerianella locusta), der var almindeligt benyttet som salat i gamle dage. Så hvorfor navnet Rapunzel blev hæftet på slægten Phyteuma, er uklart. Skønt nogle af arterne har spiselige rødder, var det en salat, som kvinden i eventyret higede efter.

Et andet tysk navn for rapunsel er Teufelskralle (‘djævleklo’), hvilket sigter til de indadbøjede blomster hos nogle af arterne.

 

Kugle-rapunsel (Phyteuma orbiculare) er opkaldt efter sine næsten kugleformede blomsterstande. Denne art er vidt udbredt i Europa. I den nordlige og vestlige del af udbredelsesområdet, bl.a. de baltiske stater, Hviderusland, Polen, Ukraine, Ungarn, Belgien og England, vokser den i lavlandet, mens den længere mod syd er begrænset til bjerge. Her findes den fra Pyrenæerne via Alperne til Balkan. I England er et populært navn på arten The Pride of Sussex, da den er mest almindelig i dette område.

Kugle-rapunsel vokser på kalkbund på solrige græsklædte skrænter og i lyse skove. I Alperne træffes den i højder mellem 600 og 2400 m.

Andre rapunsel-arter er omtalt på siden Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne.

 

 

Stille regn har efterladt talrige dråber på denne kugle-rapunsel, Rossfeld, nær Berchtesgaden, Bayern, Sydtyskland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Mænd med malede ansigter, iført udsmykkede traditionelle stråhatte og regnkapper fremstillet af fibre, opfører en dans under den daoistiske festival Tzuoh Jiaw. Dansens formål er dels at tilbede lokale guder, dels at imødegå dårlige begivenheder i fremtiden.

Andre daoistiske højtider, samt mange andre aspekter af daoismen er beskrevet på siden Religion: Daoismen i Taiwan.

 

 

Tzuoh Jiaw fejres i landsbyen Dalinpo, nær Kaohshiung, sydlige Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Selv inden monsunen i Himalaya sætter ind i juni, modtager Modi Khola-dalen i Annapurna-området, centrale Nepal, en mængde regn. Disse billeder blev taget i marts.

 

 

Mørke regnskyer samler sig over Modi Khola-dalen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Stående på en stenplatform foran et hus i landsbyen Landrung betragter disse børn et kraftigt regnvejr. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Trods dens navn findes Taiwan-kirsebær (Prunus campanulata) også i Japan, det sydlige og østlige Kina, samt Vietnam. Den er et lille træ, som kan blive op til 8 m højt. På grund af de smukke blomster dyrkes denne art vidt og bredt. I blomstringstiden er dens nektar et meget populært fødeemne hos mange fugle. På siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan vises mange billeder af fugle, som søger føde i disse blomster.

 

 

Blomster af Taiwan-kirsebær med regndråber, Taipingshan National Forest, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Regnskyer over Esbjerg udvisker delvis røgen fra Vestkrafts skorstene. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Modsat andre kattedyr lever løver (Panthera leo) i flokke, bestående af hunner og ungdyr, samt en enkelt eller flere hanner. Er der mere end én han, er de brødre eller halvbrødre. Selv om hannerne ofte ikke deltager i jagten, vil de på grund af deres styrke jage løvinder og unger bort fra byttet, hvis dette ikke er stort nok til at føde hele flokken.

Løven adskiller sig også fra andre katte gennem hannens manke – en stor bevoksning af hår rundt om halsen, ned ad brystet og ofte lidt hen ad ryggen. Manken får hanløven til at se større ud, end den faktisk er, uden ulempen ved en større vægt, som ville kræve mere føde. En stor manke er et signal til andre hanner, at her kommer et stærkt dyr, som ikke bør udfordres, selv ikke hvis den udfordrende løve faktisk er større end opponenten, men har en mindre manke. Manken yder også nogen beskyttelse under kampe mellem hanløver, for eksempel når omstrejfende hanner forsøger at overtage en flok.

Løven er nærmere beskrevet på siden Dyreliv: Løven – savannens konge, og en usædvanlig natlig oplevelse med løver er omtalt på siden Rejse-episoder – Tanzania 1990: Løver i lejren.

 

 

Denne hanløve slukker sin tørst i en regnvandspyt, som har samlet sig i Ngorongoro-krateret i det nordlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Læderløv (Chamaedaphne calyculata) er en plante af lyngfamilien (Ericaceae), som danner store bevoksninger i sure moser. Denne art har en vid udbredelse, idet den findes i Japan og hele taiga-zonen i Sibirien, mod vest til Finland, og tillige i Alaska, Canada og den østlige del af USA, mod syd til Georgia.

 

 

Læderløv, Pine Barrens, New Jersey, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Vorsø er en lille ø i Horsens Fjord, som stort set har ligget urørt af menneskehånd siden 1928. Dette interessante naturreservat er indgående beskrevet på siden Naturreservatet Vorsø.

 

 

En sort regnsky passerer hen over Vorsø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Mose-bølle (Vaccinium uliginosum), som tilhører lyngfamilien (Ericaceae), har en kolossalt stor udbredelse, idet den findes i nordlige tempererede og arktiske områder på den nordlige halvkugle, foruden isolerede bestande i bjerge, bl.a. Pyrenæerne, Alperne og Kaukasus i Europa, Sierra Nevada og Rocky Mountains i Nordamerika, samt bjerge i Mongoliet, Kina, Korea og Japan.

 

 

Et nyligt regnskyl har pyntet det røde efterårsløv med talrige ’perler’ hos denne mose-bølle på bjerget Fornastaðafjall, nær Akureyri, nordlige Island. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Miombo er en meget åben østafrikansk skovtype med spredte træer, domineret af arter af slægterne Julbernardia og Brachystegia.

 

 

Regnskyer samler sig i tusmørket over miombo nær Kalasa Mukoso, nordlige Zambia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Efter vedvarende regn er disse kronblade af en kinesisk hortensie (Hydrangea chinensis) dalet ned på en træbænk i Taipingshan National Forest, Taiwan. Denne art, som tilhører familien Hydrangeaceae, er udbredt i det østlige Kina, Taiwan og Japan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

En fisker padler sin udliggerkano ind mod bredden af den store sø Nuwara Wewa, nær Anuradhapura, Sri Lanka. Over ruinerne af ældgamle stupa’er i baggrunden bryder solstråler gennem regnskyer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Beg-fyr (Pinus rigida) er hjemmehørende i det østlige Nordamerika, hvor den findes fra det allersydligste Ontario og Quebec sydpå gennem det nordøstlige USA til Kentucky og den nordligste spids af Georgia. Navnet beg-fyr hentyder til, at der bliver udvundet harpiks af denne art.

 

 

Vanddråber på nåle af beg-fyr reflekteres i solskinnet. Denne art er det dominerende træ i de store skove i Pine Barrens, New Jersey, hvor dette billede blev taget. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Almindelig pimpinelle (Pimpinella saxifraga), som tilhører skærmplantefamilien (Apiaceae), er hjemmehørende i tempererede egne af Europa og det vestlige Asien. Den blev førhen dyrket som foder på grund af sin høje næringsværdi.

Tidligere var den også meget anvendt i folkemedicinen. I sin bog Great Herball skriver den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612): “Den er behjælpelig med at forsvare hjertet mod væmmelige dampe samt mod pesten og alle andre smitsomme sygdomme, mod hvilke den har stor virkning, hvis man drikker saften fra den fortyndet i en eller anden drik. (…) Den er en uovertruffen urt mod alle slags sår, både på hoved og krop, og både indvortes og udvortes, enten som saft eller som afkog af planten, eller planten eller dens rod i pulveriseret form.”

I bogen Chrut und Uchrut (’Urter og ukrudt’) fra 1911 skriver den schweiziske præst og urtelæge Johann Künzle (1857-1945): “(…) Roden lugter som en gedebuk. Af denne grund kaldes planten også for boucage på fransk.” Dette ord er afledt af bouc (‘gedebuk’).

 

 

Almindelig pimpinelle med dugdråber, Bredlund Plantage, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Tarangire er en smuk nationalpark i det nordlige Tanzania, som rummer et utrolig forskelligartet dyreliv samt store bevoksninger af abebrødtræer (Adansonia digitata), også kaldt baobab, som er vist på et billede ovenfor, i sektionen Regnbuer.

Vore oplevelser i denne park er beskrevet på siderne Rejse-episoder – Tanzania 1989: Minderige nætter i Ngorongoro-krateret, samt Tanzania 1990: Løver i lejren.

 

 

Mount Lolkisale ses som en silhouet i horisonten, mens regnskyer samles over savannen i Tarangire Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Sonchus leptocephalus er en svinemælk-art, som er endemisk på Gran Canaria og Tenerife, hvor den oftest vokser på eksponerede klipper. Denne urt, der bliver op til 1,5 m høj, er unik i slægten, idet den har meget findelte blade. De små lysegule kurve er samlet i endestillede klynger.

 

 

Sonchus leptocephalus, dækket af regndråber, Los Tilos de Moya laurbærskov, Gran Canaria. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Sorte regnskyer formørker himlen bag hustage med talrige skorstene, Dublin, Irland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Lotus er en kæmpestor slægt i ærteblomstfamilien (Fabaceae), som omfatter mindst 130 arter. På dansk kaldes disse planter for kællingetand, enten på grund af de meget spidse, rødbrune blomsterknopper, eller fordi blomstens to nederste kronblade, den såkaldte båd, ender i en spids, der kan ligne en hjørnetand. Men hvorfor det absolut skal være en kællings tand, står hen i det uvisse.

I Danmark findes fire arter af slægten som vildtvoksende, alle præsenteret på siden Hyldest til farven gul. Den hyppigste er almindelig kællingetand (Lotus corniculatus), som er vidt udbredt i tempererede egne af Eurasien.

 

 

Blomsterne hos almindelig kællingetand er normalt gule, men røde eller orange blomster ses undertiden, som på dette eksemplar fra Lahaul, Himachal Pradesh, Indien. I Himalaya findes denne art op til 4000 meters højde. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

En gargoyle er en skulptur, som viser et uhyre med en forlænget tud, beregnet til at lede regnvand bort fra husmure, hvorved vandet forhindres i at borterodere mørtelen mellem stenene. Ordet gargoyle kommer af latin gar, ’at sluge’, hvilket hentyder til den gurglende lyd af strømmende vand.

Ifølge en fransk legende frelste Sankt Romanus af Rouen (død ca. 640 e.Kr.) oplandet omkring Rouen fra et dragelignende uhyre, kaldt La Gargouille, som havde vinger og en lang hals og var i stand til at spy ild ud af gabet. Ifølge en version af legenden undertvang Sankt Romanus uhyret ved hjælp af sit krucifiks, hvorpå han førte det til Rouen, hvor det blev brændt. Hovedet og halsen ville imidlertid ikke brænde, da det var hærdet af den ild, som uhyret selv frembragte, så hoved og hals blev sat op på muren af en nyopført kirke for at skræmme onde magter bort.

I det 12. århundrede talte Sankt Bernard af Clairvaux (1090-1153) imod gargoyles, idet han sagde: ”Hvad gør disse fantastiske uhyrer i klostrene foran vore brødres øjne, mens de studerer? Hvad er meningen med disse urene aber, disse mærkelige vilde løver og uhyrer? Til hvilket formål har man placeret disse væsner, halvt dyr og halvt menneske, eller disse plettede tigre? Jeg ser adskillige kroppe med ét hoved og adskillige hoveder på én krop. Her er et firbenet væsen med en slanges hoved, der er en fisk med et pattedyrs hoved, og der er et dyr, som er halvt hest, halvt ged… I sandhed, hvis vi ikke rødmer ved synet af sådanne absurditeter, skulle vi i det mindste beklage, at vi har brugt midler på dem.”

En liste over kilder findes på følgende hjemmeside: en.wikipedia.org/wiki/Gargoyle.

 

 

Frankrig-Spanien 2007
Frankrig-Spanien 2007
Frankrig-Spanien 2007
Frankrig-Spanien 2007
Forskellige gargoyles på Notre Dame i Paris. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Denne gargoyle på en mur i det daoistiske Shueisian-tempel i Xingang, Taiwan, forestiller et mytisk væsen, halvt drage, halvt fisk. Dette tempel, som blev opført i 1780, er tilegnet Da Yu (‘Yu den Store’), som det under Xia-dynastiet (ca. 2700-1600 f.Kr.) lykkedes at standse de årlige voldsomme oversvømmelser af den Gule Flod ved at opføre et system af kanaler. Daoisterne betragtede ham senere som en guddom. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Denne skulptur i det hinduistiske tempel Brihadisvara, Thanjavur, Tamil Nadu, Sydindien, er gargoyle-agtig, idet den fungerer som understøttelse for et regnvandsrør. Den forestiller et væsen, som spiller på sækkepibe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Denne figur, som gengiver en udsultet løve, findes på muren af Winchester Cathedral, Hampshire, England. Den kaldes stadig for en gargoyle, skønt den ikke er beregnet til at lede regnvand bort. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Den attraktive Strobilanthes attenuata er udbredt fra Afghanistan mod øst til det centrale Nepal, i højder mellem 2000 og 3500 m. Den blev tidligere kaldt for Pteracanthus urticifolius, hvor artsnavnet hentyder til bladene, der ligner bladene hos nælde (Urtica).

Slægten Strobilanthes er indgående beskrevet på siden Planteliv: Flora i Himalaya.

 

 

Talrige vanddråber fra en nylig regnbyge klynger sig til blomster af Strobilanthes attenuata, Shyabru, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

På amerikansk kaldes gaffelbukken (Antilocapra americana) bl.a. for American antelope, hvilket er noget misvisende, da den ikke er en ægte antilope, men udgør en særskilt familie, Antilocapridae – et navn, som er sammensat af de græske ord for antilope og ged. Det danske navn hentyder til de korte, lige horn, der er tvedelt som en fork.

Denne art var ved europæernes ankomst til Amerika utroligt talrig i den vestlige del af kontinentet. Den blev dog jaget alt for intensivt og var nær udryddelse omkring 1900. Efter fredningstiltag er den atter blevet almindelig mange steder.

 

 

En kraftig byge har gennemblødt denne gaffelbuk i Yellowstone Nationalpark, Wyoming. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Snerlefamilien (Convolvulaceae) omfatter omkring 55 slægter med over 1650 arter. Denne familie er nærmere beskrevet på siden Planteliv: Snerler.

 

Indisk tragtsnerle (Ipomoea indica) er særdeles variabel, idet dens blade kan være hjerteformede eller trelappede og blomsterfarven purpurfarvet, blå eller lyserød. På trods af artsnavnet og det danske navn, som indikerer, at den kommer fra Indien, er oprindelsesstedet for denne art ukendt. I dag er den udbredt næsten overalt i troperne, og den findes også i nogle subtropiske områder.

 

 

Indisk tragtsnerle, fotograferet i Taiwan, hvor denne art er ret almindelig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Purpur-tragtsnerle (Ipomoea purpurea) er hjemmehørende i Mellemamerika, men dyrkes vidt og bredt og er blevet forvildet mange steder. I Nepal anvendes artens frø medicinelt mod forstoppelse samt som slimløsnende middle, og de benyttes tillige til at uddrive indvoldsparasitter.

 

 

Guatemala 1998
Regndråber klynger sig til en blomst af purpur-tragtsnerle, Guatemala. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Under en kraftig regnbyge i byen Siem Reap, Cambodia, søger chaufføren af en tuk-tuk motorcykel-taxi ly i sit køretøj, mens en motorcyklist bliver dyngvåd. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Kyst-druelyng (Eubotrys racemosa, også kaldt Leucothoe racemosa) er en indtil 4 m høj busk af lyngfamilien (Ericaceae), som er udbredt i kystnære sletter i det østlige USA, fra Massachusetts mod syd til Florida og derfra mod vest til Texas. Den vokser i forskellige habitater, fx fyrreskov, egeskov, græsland og sumpe.

 

 

Disse blomster af kyst-druelyng med talrige regndråber blev fotograferet i de store fyrreskove i Pine Barrens, New Jersey. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

En enlig gran i kanten af en dam i Bredlund Plantage, Midtjylland, sløres af en regnbyge. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Disse piger, som bor i udkanten af byen Moroni, Grande Comore, Comorerne, blev overrasket af en pludselig kraftig regnbyge og sætter nu i løb for at søge ly. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Regndråber føjer stor skønhed til disse blomster af en Monochaetum-art, tilhørende familien Melastomataceae, Cordillera de Talamanca, Costa Rica. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Området omkring vulkanen Rinjani, Lombok, Indonesien, er meget regnfyldt, og af denne grund har man opført overdækkede platforme, hvor vandringfolk kan søge ly. Under en kraftig regnbyge har besøgende slået deres telte op på en af disse platforme. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Perikon-arten Hypericum revolutum er en busk, eller til tider et lille træ, som er udbredt i bjergområder fra den sydvestlige del af den Arabiske Halvø mod syd gennem Østafrika til sydspidsen af det afrikanske kontinent, samt tillige i Cameroun og på øerne Fernando Po, Madagascar, Comorerne og Reunion.

 

 

En kraftig byge har udsmykket denne Hypericum revolutum med utallige regndråber, Arusha National Park, nordlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

I Hestehaveskoven, Rønde, Østjylland, morer en meget ung Emil Krag Madsen sig med at pjaske i en vandpyt, som har samlet sig efter en kraftig byge. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Seglbladet soldug (Drosera peltata) er udbredt i bjergegne fra det vestlige Himalaya mod øst til Sydøstasien og videre mod syd gennem Indonesien til Australien.

Soldug og andre kødædende planter er indgående beskrevet på siden Planteliv: Kødædende planter.

 

 

Bladene på denne seglbladede soldug i Langtang Nationalpark i det centrale Nepal er tunge af regndråber. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

En kraftig regnbyge falder over en restaurant i byen Senggigi, Lombok, Indonesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse motorcyklister i Senggigi fortsætter deres kørsel, selvom de bliver gennemblødte. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Akacier tilhører den kæmpestore ærteblomstfamilie (Fabaceae), underfamilien Mimosoideae, som er karakteriseret af blomster med meget små kronblade og talrige støvdragere. Førhen indeholdt slægten Acacia ikke færre end ca. 1500 arter, men genetiske undersøgelser har medført, at den er blevet opdelt i fem særskilte slægter. Denne opdeling er beskrevet på siden Hyldest til farven gul.

 

 

Mens der falder regn i baggrunden, oplyser den sene eftermiddagssol en skærmakacie (Vachellia tortilis, t.v.) og feberakacier (V. xanthophloea), nær Konso, sydlige Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Bytorvet i Laruns, Pyrenæerne, sydlige Frankrig, glinser efter en kraftig regnbyge. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Regn eller dug, som er faldet på edderkoppespind, danner ofte meget smukke scenerier. Forskellige familier af edderkopper er nærmere præsenteret på siden Dyreliv: Spindelvæv.

 

 

Efter en nat, hvor duggen er faldet kraftigt, ser man tydeligt, hvor mange edderkoppespind der findes i denne rapsmark nær Laven, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Regndråber danner et smukt mønster i et edderkoppespind, Luzon, Filippinerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hundreder af spind af almindelig baldakinspinder (Linyphia triangularis) draperer denne buksbom (Buxus sempervirens) i en have nord for Horsens. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Endnu et spind af en tæppespinder med dugdråber, Dasyueshan National Forest, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse edderkoppespind i en kærtidsel (Cirsium palustre) er tunge af dug, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Blåsorte regnskyer bag eroderede klipper, nord for Songea, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Bølget bunke (Avenella flexuosa, tidligere kaldt for Deschampsia flexuosa) er en græsart, som er vidt udbredt verden rundt. Bladene er samlet i tuer, og de op til 30 cm høje stængler bærer en forgrenet blomsterstand af sølv- eller purpurfarvede blomster. Artens navn skyldes de tynde, bølgede blomsterstilke.

 

 

Blomsterstande af bølget bunke, dækket af fine dugdråber, Bredlund Plantage, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Fjeldarve-arter (Androsace) er nært beslægtede med kodrivere (Primula), men kendes fra denne slægt på deres meget korte kronrør (et rør dannet af de sammenvoksede kronblade).

 

 

I større højder er mange fjeldarve-arter pudeformede som et værn mod kulde og fordampning, bl.a. Androsace muscoidea, som her er fotograferet i Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Kraftig monsunregn har bortskyllet en del af dette hus, som blev opført ved bredden af Langtang-floden i det centrale Nepal. Andre af monsuntidens ’velsignelser’ er beskrevet på siden Planteliv – På blomsterjagt i Himalaya: Regntid i Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Trapper (Otididae) er en familie med 26 arter af mellemstore til store fugle, som er udbredt i Syd- og Østeuropa, Afrika, det vestlige og centrale Asien, samt en enkelt art i Australien og Ny Guinea. Langt den største diversitet findes i Afrika, hvor 18 arter forekommer. Mange af arterne er stærkt truede af jagt samt ødelæggelse af deres levesteder.

Den sortbugede trappe (Lissotis melanogaster) er stadig relativt almindelig. Den er vidt udbredt i Afrika syd for Sahara, hvor den kun mangler i områder med regnskov eller ørken.

 

 

På dette billede fra Ngorongoro-krateret i Tanzania fortsætter en han sit parringsspil, selv om der falder en stille regn. Han krummer sin lange hals sammen og fylder lungerne med luft, mens han udstøder en brummende lyd, hvorpå han strækker halsen lige i vejret og afslutter seancen med et ‘pop’. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Rød kornel (Cornus sanguinea) er en løvfældende busk, der normalt er omkring 2-3 m høj, undertiden op til 6 m. Den er vildtvoksende i størsteparten af Europa, fra Irland, Skotland og det sydlige Norge mod syd til Spanien, det sydlige Italien og Grækenland, mod øst til det vestlige Rusland, Ukraine, Tyrkiet og Kaukasus. I mange andre lande dyrkes den som prydbusk på grund af de rødlige stængler, som er prægtige efter løvfald.

Af det hårde ved blev førhen fremstillet kvægstave og kødnåle. Bærrene har en bitter smag. Olie udvundet af dem blev førhen anvendt som lampeolie. Medicinsk blev bærrene benyttet som brækmiddel, mens den snerpende bark blev anvendt som feberstillende middel.

I 1991 blev det velbevarede lig af en stenalderjæger fundet i en gletscher i Alperne. Ismanden Ötzi, som han blev kaldt, døde for omkring 5300 år siden, formodentlig fanget i en snestorm. Hans pileskafter var fremstillet af veddet af kornel og kvalkved (Viburnum). (Kilde: K. Spindler 1994. The Man in the Ice)

 

 

Regndråber hænger som perler på efterårsløv og frugter af denne røde kornel, Valle Tena, Aragon, Spanien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

En slægtning til rød kornel er canadisk hønsebær (Cornus canadensis), som er hjemmehørende i Canada, Grønland, det nordlige USA, det østlige Sibirien, Japan, Korea, samt det nordøstlige Kina. Nogle autoriteter kalder den for Chamaepericlymenum canadense eller Cornella canadensis. Arten er nært beslægtet med eurasisk hønsebær (Cornus suecica), der også findes i Alaska, British Columbia, det nordøstlige Canada og Grønland. Hvor de to arter vokser sammen, danner de ofte hybrider.

 

 

Canadisk hønsebær, fotograferet efter en regnbyge, Pawtuckaway State Park, New Hampshire, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Alpealliken (Pyrrhocorax graculus) er en lille knaldsort kragefugl med lysende gult næb og rødlige ben. Den er nært beslægtet med alpekragen (P. pyrrhocorax). Begge arter er beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Kragefugle.

 

 

Alpealliken er ofte ganske tillidsfuld, som denne fugl, der efter at være blevet gennemblødt af en kraftig regnbyge leder efter spiseligt på et bord uden for en restaurant nær Grossglockner, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Semele androgyna, det eneste medlem af slægten, er en slyngplante i aspargesfamilien (Asparagaceae), som er endemisk i laurbærskove på de Kanariske Øer og Madeira. Ved første øjekast har den tilsyneladende rækker af brede, skinnende blade på hver side af stænglen, men ved nærmere eftersyn viser det sig, at ‘bladene’ er flade stængler, kaldt kladoder. De ægte blade er blevet reduceret til små, brune, papiragtige skæl ved basis af kladoderne. De cremefarvede blomster sidder hen langs kanten af kladoderne, og dette er grunden til, at botanikerne er overbevist om, at de er kladoder, da blade kun yderst sjældent bærer blomster. (Kilde: herbaria.plants.ox.ac.uk/bol/plants400/Profiles/ST/Semele)

 

 

De skinnende kladoder hos Semele androgyna er endnu mere skinnende i regnvejr, – Los Tilos de Moya laurbærskov, Gran Canaria. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

I november 1998 forårsagede orkanen ’Mitch’ omfattende ødelæggelser i Guatemala og andre lande i Mellemamerika. Uofficielle rapporter hævdede, at der faldt omkring 1900 mm regn under denne orkan. Dens ankomst fandt uheldigvis sted under den katolske højtid De Dødes Dag, der fejres 1. og 2. november. Det afholdt imidlertid ikke folk fra at foretage deres sædvanlige ceremonier under denne fest, bl.a. besøg på kirkegårde til ære for afdøde slægtninge, samt det årlige hestevæddeløb i byen Todos Santos i den vestlige del af Guatemala.

Nedenfor bringes en række billeder, taget under denne orkan, som er yderligere omtalt på siden Rejse-episoder – Guatemala 1998: Mayaernes land.

 

 

Tunge regnskyer formørker himlen over Atitlan-søen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Trods kraftig regn besøger disse mennesker en kirkegård i byen Chichicastenango for at udsmykke slægtninges grave og brænde stearinlys eller røgelse. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne familie søger ly under store stykker plastic, mens de krydser en gade i Chichicastenango. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Under ’De Dødes Fest’ afholdes hvert år et hestevæddeløb i byen Todos Santos, der på dette billede oplyses af en solplet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hele dagen styrtede regnen ned, men det afholdt ikke rytterne fra at foretage hestevæddeløbet i Todos Santos. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Under orkanen er denne hund i Todos Santos blevet grundigt indsmurt i mudder. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Som dens danske og latinske artsnavne fortæller, findes grønlandsk troldurt (Pedicularis groenlandica) i Grønland, og den er tillige udbredt i Arktisk Canada samt i bjergområder i den vestlige del af Nordamerika. Den vokser fortrinsvis i fugtige områder, fx langs floder.

På amerikansk kaldes arten for bull elephant’s head (‘han-elefantens hoved’) – et navn, der skyldes blomstens udseende. Dens næb er langt og spidst og bøjer opad som en elefant, der løfter snablen, mens de to sideflige minder om elefant-ører.

Slægtsnavnet kommer af latin pediculus (‘lus’). Ifølge en gammel overtro kunne troldurterne overføre lus til mennesker og kvæg, mens de ifølge en anden overtro var i stand til det stik modsatte, nemlig at befri mennesker og kvæg for lus!

Troldurt-slægten er nærmere beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning, og adskillige arter vises også på siderne Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne, samt Flora i Himalaya.

 

 

Grønlandsk troldurt, fotograferet under vedvarende regn, Olympic Nationalpark, Washington, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Gulnæbbet stork (Mycteria ibis), også kaldt for afrikansk skovstork, er udbredt i Afrika syd for Sahara, med størst tæthed i Østafrika, hvor arten stedvis er almindelig. Adskillige billeder af den findes på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Afrika.

 

 

Regnskyer formørker himlen bag afrikanske skovstorke, som lægger an til landing nær bredden af Manyara-søen i det nordlige Tanzania. I baggrunden ses nilgæs (Alopochen aegyptiacus). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Riddersporer (Delphinium), som tilhører ranunkelfamilien (Ranunculaceae), kendes nemt på deres uregelmæssige blomster med fem farvede bægerblade, hvoraf det øverste har en stor, bagudrettet spore, samt fire indre kronblade, hvoraf de to øverste har nektar-producerende sporer, som er indesluttet i den store spore.

Den markante Delphinium kamaonense er udbredt i Himalaya, det sydøstlige Tibet og det sydvestlige Kina, hvor den vokser mellem 2500 og 4500 meters højde. Andre ridderspore-arter i Himalaya er omtalt på siden Planteliv: Flora i Himalaya.

 

 

Delphinium kamaonense, fyldt med regndråber efter en monsunbyge, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Kraftig monsunregn har oversvømmet denne gade i Delhi, Indien, hvor en flok drenge nu morer sig, mens taxien i baggrunden har problemer. På det nederste billede skubber chaufføren og hans kunde køretøjet gennem vandet. De synes at tage deres uheld med godt humør. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Alocasia macrorrhizos er en vild taro-art – en gigantisk urt, som kan blive op til 5 m høj. På engelsk kaldes den undertiden for giant elephant’s ear (’kæmpe-elefantøre’), hvilket sigter til dens kolossalt store blade. Denne art er hjemmehørende fra Malaysia mod syd gennem Indonesien til det nordlige Australien, men er blevet indført til mange andre tropiske og subtropiske områder som prydplante, fødeemne og husdyrfoder. Den betragtes som invasiv i Cuba og New Zealand, samt på adskillige Stillehavsøer.

Plantens kæmpemæssige blade anvendes ofte som paraply. Rodstænglen er spiselig efter lang tids kogning, men dens saft irriterer slimhinderne, da den indeholder nålespidse kalkoxalat-krystaller. I Hawaii kaldes planten for ape, og et lokalt ordsprog siger: Ai no i kaʻape he maneʻo no ka nuku. (’Den, der spiser ape, får kløe i munden’), hvilket i overført betydning siger, at ’der er konsekvenser ved at deltage i noget ondt’. (Kilder: S. Scott & T. Craig, 2009. Poisonous Plants of Paradise: First Aid and Medical Treatment of Injuries from Hawaii’s Plants. University of Hawaii Press; samt M.K. Pukui, 1986. Ōlelo No’eau, Hawaiian Proverbs and Sayings. Bishop Museum Press, Honolulu)

 

 

Efter et regnskyl har der samlet sig en lille pyt i midten af dette blad af Alocasia macrorrhizos, Sheding Nature Park, Kenting Nationalpark, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

En smal gyde i byen Berdun, Aragon, Spanien, glinser efter en kraftig regnbyge. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Balsaminer (Impatiens) er er en stor planteslægt med attraktive blomster, som har en unik opbygning med 3 eller 5 bægerblade, af hvilke det nederste er stærkt forstørret og poseagtigt med en spore, mens de andre 2 eller 4 er små og ofte grønlige. Der er 5 kronblade, af hvilke det øverste ofte er hjelm-agtigt, mens de 4 nedre er vokset sammen to og to, hvoraf det øverste par danner vingerne, det nederste par læben.

Slægtsnavnet, såvel som det folkelige navn springbalsaminer, samt et af de engelske navn på disse planter, touch-me-not (’rør-mig-ikke’), skyldes måden, hvorpå disse planter spreder deres frø. Når frugten er ved at modnes, opbygges en spænding inde i den, som får den til at ’eksplodere’ ved berøring, hvorved frøene slynges ud og ofte spredes i temmelig stor afstand fra planten.

Balsamin-arter er allestedsnærværende i Himalaya, hvor de tæller mindst 50 arter, af hvilke de fleste blomstrer i monsuntiden, mellem midten af juni og slutningen af september. Som om monsunregnen ikke er nok, foretrækker mange balsaminarter at vokse nær vandfald, hvor de kan få gavn af den fugtige luft. Mange af arterne er svære at kende fra hinanden.

 

Impatiens falcifer er en smuk gulblomstret balsamin, der nemt kendes på sit brunprikkede øvre kronblad samt de brede, seglformede vinger. Denne art har en ret begrænset udbredelse, idet den findes fra det centrale Nepal mod øst til Sikkim, hvor den vokser i skove mellem 2500 og 3600 meters højde. Den er almindelig i Nepal.

 

 

Impatiens falcifer, dækket af regndråber efter en kraftig byge, Thangshyap, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

En anden gulblomstret balsamin er Impatiens racemosa, hvis små blomster har en lang, slank spore. Denne art er almindelig i fugtige skove mellem 1300 og 3900 meters højde, fra Kashmir mod øst til det sydøstlige Tibet.

 

 

Impatiens racemosa, fotograferet efter en kraftig monsunbyge, Gul Bhanjyang, Helambu, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Impatiens sulcata, også kaldt I. gigantea, er en stor balsamin, der kan blive indtil 3 m høj. Blomsterfarven er meget variabel, lyserød, mørkerød eller purpurfarvet. Denne art er vidt udbredt og almindelig i en række habitater, bl.a. skove, krat og dyrkede områder, fra Kashmir mod øst til Bhutan i højder mellem 1800 og 4000 m.

 

 

Under en kraftig byge klynger en gennemblødt humlebi (Bombus) sig til en blomst af Impatiens sulcata, Lahaul, Himachal Pradesh, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Da en kraftig byge sætter ind, løber denne mand i ly, Lindi, sydlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bygen har efterladt pytter på en landsbyvej nær Lindi. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

En lille regnvandspyt har samlet sig i en bladroset af Lobelia deckenii ssp. keniensis – en art af kæmpelobelie, der kun findes i den alpine zone på Mount Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Dunet brøndsel (Bidens pilosa) er et pantropisk og -subtropisk ukrudt, som er af ukendt oprindelse. Denne art er blevet forvildet mange steder og fordriver ofte indfødte arter. Bare en enkelt plante kan producere over 30.000 frø, som er forsynet med kroge, der nemt spreder frøene ved at hænge fast i dyrepelse, sokker, bukser og meget andet.

Denne plante er nærmere præsenteret på siden Natur: Invasive arter.

 

 

Regndråber klynger sig til blomsterkurve af dunet brøndsel, Taipingshan National Forest, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Et meget vigtigt Vishnu-tempel befinder sig i Muktinath, Mustang, centrale Nepal, nærmere omtalt på siden Religion: Hinduisme. Når monsunen står på sit højeste, finder en årlig højtid sted ved dette tempel. Før en vej blev anlagt op gennem Kali Gandaki-dalen, måtte pilgrimme tilbagelægge mange kilometer til fods, hvilket varede flere dage.

 

 

Beskyttet mod monsunregnen under en plastic-poncho vader denne bærer over et vandløb i Kali Gandaki-dalen, som er stærkt opsvulmet efter langvarig regn. Inden plastic holdt sit indtog i Himalaya, blev bananblade eller andre store blade anvendt til det samme formål. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hindu-pilgrimme, som har besøgt Vishnu-templet i Muktinath, er nu på vej til fods ned gennem Kali Gandaki-dalen. På billedet krydser de et farligt jordskred, forårsaget af kraftig monsunregn, som har skyllet stien ned i floden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Bidende ranunkel (Ranunculus acris), som er hjemmehørende i tempererede dele af Europa og Asien, samt i Grønland og Alaska, er blevet indslæbt til mange andre egne af verden, og i Nordamerika (uden for Alaska) betragtes den som invasiv.

Denne art minder meget om den allestedsnærværende lav ranunkel (R. repens), men den er som regel højere, og bladfligene er ustilkede, mens de er tydeligt stilkede hos lav ranunkel.

Artsnavnet er afledt af latin acer (’skarp’), hvilket – i lighed med den danske benævnelse bidende – hentyder til artens skarpe smag. Alle ranunkel-arter er giftige, hvorfor græssende dyr undgår dem.

Andre ranunkel-arter er beskrevet på siderne Planteliv: Planter i folketro og digtning, samt Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne.

 

 

Regndråber klynger sig til en blomst af bidende ranunkel, Great Smoky Mountains Nationalpark, North Carolina, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Lille flamingo (Phoeniconaias minor) yngler hovedsagelig i Great Rift Valley-søerne i Ethiopien, Kenya og Tanzania, med tre mindre populationer i Vestafrika, Namibia og Gujarat, Indien. Uden for yngletiden forekommer de i næsten ethvert land syd for Sahara, tværs over den Arabiske Halvø mod øst til Indien og Sri Lanka. Den totale bestand er vurderet til mellem 2,2 og 3,2 millioner. (Kilde: iucnredlist.org/details/22697369/0)

 

 

Mens himlen formørkes af regnskyer, oplyser det sidste dagslys en stor flok små flamingoer i Nakuru-søen, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne flok af lille flamingo, som søger føde i Abietta-søen, Ethiopien, står i stærk kontrast til de kulsorte regnskyer i baggrunden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Himalaya-storkenæb (Geranium himalayense) ligner meget eng-storkenæb (G. pratense), som også vokser i Himalaya, men den er som regel en større plante med kronblade på op til 3 cm, mod ca. 2 cm hos eng-storkenæb. Den vokser i højder mellem 2100 og 4400 m, fra Afghanistan østpå til det centrale Nepal.

 

 

Dette billede viser undersiden af en blomst af Himalaya-storkenæb, fyldt med regndråber fra en nylig byge, Cholang Pati, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Regnskyer føjer stor skønhed til det flade landskab i Serengeti Nationalpark i det nordlige Tanzania. På det øverste billede tegner en byge striber på himlen nær klippeformationer ved navn Simba Kopjes, og på det nederste samles regnskyer ved solnedgang. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Rhododendron arboreum, som kan blive indtil 15 m høj, er Nepals nationalplante, kaldt lali guras. Den er meget almindelig i Himalaya, og når den blomstrer i marts-april, farves skovene stedvis røde eller lyserøde af millioner af blomster. Intensiteten af blomsternes røde farve aftager med stigende højde, og nær artens øvre grænse ses til tider helt hvide blomster.

Denne og mange andre rhododendron-arter er beskrevet på siderne Planteliv: Rhododendron, samt Planteliv: Flora i Himalaya.

 

 

Blomster af Rhododendron arboreum, dækket af regndråber efter en byge, Ghunsa-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Regn danner smukke mønstre på en klippevæg, Great Smoky Mountains Nationalpark, North Carolina, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Gedeblad (Lonicera) er en slægt med omkring 180 arter af buske og slyngplanter i familien Caprifoliaceae, hjemmehørende på den nordlige halvkugle. Af disse findes ikke færre end ca. 100 arter i Kina. Slægtsnavnet blev givet til ære for den tyske botaniker Adam Lonicer (1528-86). Mange gedeblad-arter dufter skønt, og en del dyrkes af denne grund som prydplanter i haver.

Billeder af centralasiatiske gedeblad-arter kan ses på siden Planteliv: Flora i Himalaya, mens den invasive japanske gedeblad (L. japonica) er omtalt på siden Natur: Invasive arter.

 

 

Dunet gedeblad (Lonicera xylosteum) er vildtvoksende i Europa, Tyrkiet samt den europæiske del af Rusland. Dette billede er fra Öland, Sverige. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Klostre i områder domineret af lamaismen, den tibetanske gren af buddhismen, kaldes for gompa‘er. Disse bygninger og andre aspekter af lamaismen er beskrevet på siden Religion: Buddhisme.

 

 

Sorte regnskyer tårner sig op bag bygninger nær Leh, Ladakh, nordlige Indien. Den røde Tsemo Gompa blev opført i 1430, t.v. ses resterne af Kong Tashi Namgyals fort fra 1500-tallet, mens den hvide bygning t.h. er et Maitreya-tempel. Titlen Maitreya angiver, at dette tempel blev opført til ære for Maitreya (‘Den Fremtidige Buddha’), som i tidens fylde vil vende tilbage til Jorden for at frelse menneskeheden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Kvalkved (Viburnum) er en stor slægt af buske og slyngplanter, der omfatter 150-175 arter, udbredt i tempererede egne på den nordlige halvkugle, med nogle få arter i bjergegne i Nordafrika, Sydøstasien og Sydamerika. Adskillige arter er beskrevet på siden Planteliv: Flora i Himalaya.

Vor hjemlige kvalkved (Viburnum opulus) er hjemmehørende i Kaukasus og dele af det vestlige Centralasien, samt i størsteparten af Europa, med undtagelse af de nordligste og sydligste dele, og den er også blevet indført til Nordamerika og andre steder.

I Ukraine er denne art et nationalt symbol og betragtes tillige som et symbol på unge pigers kærlighed og blide natur. (Kilde: en.wikipedia.org/wiki/Viburnum)

 

 

Efterårsløv og bær hos denne kvalkved i Vemmetofte Skov, Stevns, er tunge af regndråber. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Regnskyer bag eroderede klinter i Badlands Nationalpark, South Dakota, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Enårig rapgræs (Poa annua) er hjemmehørende i et kolossalt stort område, fra Vesteuropa og Nordafrika mod øst gennem tempererede egne af Asien til Stillehavet. Arten er også blevet spredt til næsten alle tempererede og subtropiske områder verden rundt, enten som foderplante eller tilfældigt indslæbt. Ifølge nogle autoriteter er dette græs måske oprindeligt opstået som en hybrid mellem Poa supina og Poa infirma.

På oldgræsk betyder slægtsnavnet ‘foder’. Ifølge Gyldendals Den Store Danske kommer navnet rapgræs måske af norsk rapp, der muligvis er beslægtet med rape (dværgbirk), på oldnordisk hrapi.

 

 

Regndråber klynger sig til blomsterstanden af denne enårige rapgræs, fotograferet i byen Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Ved mørkets frembrud dækkes himlen af skyer over byen Taichung, Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

En amboltsky tårner sig op over Det Indiske Ocean, nær Boydu, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Regndråber på blomster af Taiwan-hibiskus (Hibiscus taiwanensis). Denne smukke art er endemisk for Taiwan, hvor den er meget almindelig i lavlandet samt på de lavere bjergskråninger. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Selv om den er meget tør det meste af året, falder der dog nogen regn på den Tibetanske Højslette i sommermånederne. Dette enorme plateau er nærmere beskrevet på siden Planteliv – På blomsterjagt i Himalaya: Den tørre tibetanske højslette, og mine oplevelser i området er omtalt på siden Rejse-episoder – Tibet 1987: Sommer i Tibet.

 

 

På dette billede samles regnskyer bag byen Gyantse. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne vej øst for Lhatze, Tibet, er blevet ødelagt af et kraftigt regnskyl. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Klokkeblomst-slægten (Campanula) omfatter over 500 arter, der er udbredt i tempererede og subtropiske områder på den nordlige halvkugle, med den største diversitet omkring Middelhavet og i Mellemøsten. Både det danske navn og det latinske slægtsnavn, såvel som navnet på hele familien, Campanulaceae, skyldes slægtens klokkeformede blomster. På latin betyder campanula ’lille klokke’.

Skægget klokke (Campanula barbata), som har navn efter de lange hår på kronbladene, er almindelig i Alperne samt i østeuropæiske bjerge, og den har også nogle små sårbare bestande i Norge.

 

 

Stille regn har efterladt talrige dråber på denne skæggede klokke, Rossfeld, nær Berchtesgaden, Sydtyskland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Regnskyer formørker himlen over bjerget Glyder Fawr, Snowdon Nationalpark, Gwynedd, Wales. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Regndråber klynger sig til de violette frugter af en uidentificeret busk, Los Tilos de Moya laurbærskov, Gran Canaria. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Græsarten Miscanthus floridulus er hjemmehørende i Japan og Taiwan, samt på visse Stillehavsøer. I Taiwan er den meget almindelig i lavlandet, mens den i større højder erstattes af M. transmorrisonensis.

 

 

Denne stængel af Miscanthus floridulus er tynget ned af kraftig regn, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Vejarbejdere udbedrer en vej nær Kodari, centrale Nepal, som er blevet ødelagt af kraftig monsunregn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

(Oprettet september 2016)

 

(Senest revideret februar 2022)