Helligtræer, sagntræer og trolddomstræer

 

 

Træer har altid været genstand for tilbedelse kloden rundt. Denne lund af ene-arten Juniperus recurva nær Pangboche-klostret i Khumbu, østlige Nepal, er hellig for buddhister, og træerne fældes ikke. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Mammuttræet (Sequoiadendron giganteum) i Sierra Nevada-bjergene i Californien er verdens tungeste levende skabning. De største har en anslået vægt på 2100 tons. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

En dag sidst i april 1992 befandt jeg mig på en bjergtop i White Mountains i det østlige Californien. Helt usædvanligt var her stille og solrigt, sne lå endnu i bunker her og der. Foran mig stod de mærkeligste træer, jeg nogensinde har set. På afstand virkede de helt døde, med forvredne, strittende grene, der fra en gullighvid stamme strakte sig mod den blå himmel. Og dog – på nærmere hold så jeg en smal stribe bark på den side af stammen, som vendte bort fra den fremherskende vindretning. Barkstrimlen førte op til én eller to grene, som var tæt besat med grønne nåle, og i spidsen af grenene hang små kogler med børsteagtige vedhæng på skællene. Disse mærkværdige træer var børstekoglefyrre (Pinus longaeva).

Selv om deres udseende var bemærkelsesværdigt, var det sådan set ikke dét, der var det mest besynderlige ved dem. Mange træer på bjergtoppe er halvdøde og bliver stærkt forvredne. Nej, det påfaldende var, at de havde stået her i mange hundrede år, ja for de ældstes vedkommende i op mod 5000 år.

De spirede, da bondestenalderfolkene opførte megalitiske gravanlæg i Danmark, og var allerede gamle, da Nero spillede på harpe, mens Rom brændte. Mit liv var kun et glimt i forhold til det vældige tidsspand, disse krogede vækster havde eksisteret. Disse fyrre er de ældste levende organismer på kloden – hvis man ser bort fra visse kloner, fx en creosote (Larrea tridentata) i Mohave-ørkenen, hvis alder vurderes til ca. 9400 år.

Flere billeder af disse fantastiske træer kan ses på siden Planteliv: Gamle og store træer.

 

 

Børstekoglefyrre kan blive 5000 år gamle og er verdens ældste levende væsener, bortset fra visse kloner. – Inyo National Forest, White Mountains, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Detalje af den snoede stamme hos en gammel børstekoglefyr. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Få dage senere befandt jeg mig i Sierra Nevada-bjergene i det østlige Californien, under et gigantisk, furet træ, som tårnede sig op over mig. Mammuttræet (Sequoiadendron giganteum) – på amerikansk giant sequoia – er verdens tungeste levende skabning. Træet, som jeg stod under, ’General Sherman’, er ca. 11 m i diameter i brysthøjde, 84 m højt og har en anslået vægt på 2100 tons. (Til sammenligning vejer en blåhval ca. 100 tons). Dette træ er omkring 2300 år gammelt, men nogle mammuttræer er betydeligt ældre, 3-4000 år.

Flere billeder af disse giganter kan ses på siden Planteliv: Gamle og store træer.

 

 

Denne turist syner som en dværg ved siden af den kæmpemæssige stamme af et mammuttræ. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Førhen, da der var mange mammuttræer, skar man tunneler i nogle af de største og førte en vej igennem. Nutildags er arten totalfredet, og den slags vandalisme er ophørt. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

På den californiske kyst nord for San Francisco oplevede jeg et par uger senere endnu et af det vestlige USA’s markante træer, nemlig det californiske rødtræ (Sequoia sempervirens), på amerikansk coast redwood. Disse træer tårnede sig op mod himlen, og på skovbunden herskede et evigt halvmørke. Rødtræet er verdens højeste træ, og rekorden er på ikke mindre end 112 m.

 

 

Skov af californisk rødtræ, Humboldt Redwood State Park, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Her står jeg ved en styrtet stamme af californisk rødtræ, som giver et klart billede af, hvor høje disse storslåede træer kan blive – rekorden er på ikke mindre end 112 m. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tilbedelse af træer
Efter at have oplevet disse urgamle og gigantiske træer, begyndte jeg for alvor at forstå vore forfædres tilbedelse af træer. Da urmennesket fik kontrol over ilden, var det træ, som gav den livgivende varme i de kolde nætter. Under træernes skyggefulde kroner kunne man søge ly for den glødende tropesol. Nogle træer gav en overflod af frugt. Visse sygdomme kunne afkog fra forskellige træer lindre eller helbrede. Senere lærte man sig at tilvirke tømmer til huse, redskaber, vogne, skibe og meget andet. En uendelig strøm af gaver til menneskeheden.

Det er derfor ikke så sært, at træer kloden over var (og nogle steder stadig er) genstand for ærefrygt og tilbedelse. Urfolkene var animister, som mente, at alt i naturen – dyr, sten, træer – indeholdt en god eller en ond ånd, og at disse ånder styrede menneskenes gerninger. Ånderne blev tilbedt under forskellige former, og inden man af nødvendighed skød et dyr eller fældede et træ, blev en bøn bedt eller et lille takoffer bragt til dyrets eller træets ånd.

Vore fjerne forfædre i Norden blotede på bestemte sten, og i bondestenalderen blev kæmpesten slæbt sammen og stillet op i dysser og jættestuer, hvorunder slægtens døde stedtes til hvile. Dermed var stederne helliggrund og belagt med tabuer; bl.a. måtte træerne her ikke fældes.

I de udstrakte skove var visse træer – specielt de hule – besat af vældige urkræfter. Den mandlige jæger gjorde klogt i at stå sig godt med trækvinderne, som havde flere andre navne, fx huldre, gøjemor, skovsrå, ellekvinde. Han bragte offergaver til deres træer og havde et dobbelt mytisk-erotisk forhold til dem.

 

 

For vore fjerne forfædre i Norden var visse træer – specielt de hule – besat af vældige urkræfter. Her ses Ulvedalsegen eller Teateregen i Jægersborg Dyrehave – et af Danmarks største træer med en omkreds på 10,4 m. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tuntræer og hellige lunde
Da man begyndte at bygge lidt større landsbyer, blev der især bragt ofre til bygdens træ, det hellige træ på tunet, som husede den afdøde slægts sjæle. Tuntræet var plantet oven på bygdens grundlæggers grav og kunne være birk (Betula), eg (Quercus robur), ask (Fraxinus excelsior), lind (Tilia), rødgran (Picea abies), skovfyr (Pinus sylvestris) eller taks (Taxus baccata). Her ofredes mjød under højtider, og også blod, når man slagtede.

Hos visse afrikanske stammer i Liberia plantedes indtil for få omkring hundrede år siden et træ, når en landsby blev grundlagt, og en smuk jomfru begravedes levende under træet. Derved blev det besjælet af forfædrenes ånder. Træet og dets omgivelser var fredet, og hvis væverfugle – som er bøndernes arge fjender, da de æder kornet – grundlagde en koloni i træet, turde man ikke gøre dem noget. Hvis man forulempede dem, måtte landsbyen brændes ned og en ny grundlægges langt borte.

I den sene jernalder i Norden blev tuntræet mytologisk forstørret til vældige dimensioner i det verdensomfavnende helligtræ Yggdrasil. Man havde hellige lunde, hvor himmelguden Odin modtog ofre.

Historikeren Adam af Bremen beskriver omkring 1070 en sådan helligdom i Uppsala: “Af enhver art levende væsner af hankøn ofres der ni, med hvis blod det er skik at forsone guderne. Kroppene derimod bliver hængt op i den lund, der ligger lige ved helligdommen. Denne lund er nemlig så hellig for hedningene, at ethvert træ i den anses for guddommeligt som følge af ofrenes død og forrådnelse. Der hænger også hunde og heste tillige med mennesker, og en kristen har fortalt mig, at han har set 72 sådanne kroppe hænge dér imellem hinanden.”

Odin kaldtes også ‘De Hængtes Gud’ eller ‘Galgens Herre’, og et af hans tilnavne var Yggr (‘Den Skrækkelige’). Yggdrasil oversættes til tider som ‘Odins Ganger’, og ifølge Hávamál (‘Den Højes Tale’ fra den Ældre Edda) hang Odin ni døgn i træet, ofret af sig selv til sig selv, i sin tørst efter viden.

Inden for mange kulturer og religioner findes den dag i dag lunde af hellige træer, som er tillagt overnaturlige kræfter, ofte omkring templer og gravpladser. Disse træer fældes aldrig, selv ikke i hungerperioder.

En legende fra Rajasthan i Indien fortæller, at maharajaen af Jodhpur for omkring 250 år siden beordrede sine soldater at fælde en lund af khejari-træer (Prosopis cineraria), som er hellige for Bishnoi-folket, og hvis bælgfrugter de spiser. Træerne skulle anvendes som brændsel ved fremstilling af cement til fortet i Jodhpur. 363 Bishnoi-mænd, -kvinder og -børn stillede sig i vejen for træfælderne ved at omfavne træerne, men soldaterne slagtede dem alle. Da maharajaen hørte om det, blev han dybt rystet og beordrede, at yderligere fældning af Bishnoi’ernes khejari-træer skulle ophøre.

Et besøg hos en bishnoi-familie er beskrevet på siden Rejse-episoder – Indien 1991: Bishnoi-folket lever i pagt med naturen.

Efter at kristendommen var blevet fremherskende i Norden, forsøgte Knud den Store i 1018 at komme hedenskaben til livs ved at indføre en lov, som bl.a. forbød tilbedelse af “…hedenske guder, sol, måne, ild eller vand, kilder eller sten eller skovtræer af enhver art.”

Denne tilbedelse lod sig dog ikke sådan videre udrydde, og en rest af hedenskaben holdt sig meget længe i form af ofringer til visse hellige sten og træer. Nogle af dem kaldtes indtil fornylig kirker og fortæller om ældgammel dyrkelse, fx Borup Kirke, en mægtig ruin af en eg ved Gunderslevholm, som forlængst er smuldret bort. Martin A. Hansen skriver: “Paa Sjælland har der da ogsaa været fordægtig trædyrkelse indtil vore dage. En kone paa egnen hjemme blev i min barndom til spot for de fleste, hun ofrede flæsk til et træ i skoven, viste det sig.”

For visse andre træer gav ærefrygten sig udslag i, at man ærbødigt hilste på disse træer for at undgå vanheld. Endnu i 1600-tallet fandtes en lund i Skåne, kaldt Tåbelund, opkaldt efter jættekvinden Tåbe, som efter sagnet havde sået træerne. I lunden voksede en eg ved navn Gylde-Eg, som forbigående hilste “Godmorgen, Gylde!” eller “Godaften, Gylde!”

Langt op i Middelalderen levede tuntræet videre som værnetræ, der skulle beskytte mod det onde. Man plantede ask, lind eller elm (Ulmus glabra) på gårdspladsen og på tingstedet midt i landsbyen, hvor bystævnet afholdt møder under ledelse af oldermanden. I vore dage er det stadig tradition at plante et træ på gårdspladsen, og mange steder bevares skikken med et bystævnetræ, fx i Davinde på Fyn, hvor bylauget mødes hvert år første fredag i juli for at klippe byens parklind (Tilia x europaea), der har form som en garderhue.

 

 

Khejari (Prosopis cineraria), som tilhører ærteblomstfamilien, har spiselige bælgfrugter, og træet er helligt for Bishnoi-folket. – Thar-ørkenen, Rajasthan, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Træer i mytologien

 

Jernalderens nordiske gudetro
Centralt placeret i den nordiske mytologi var helligtræet Yggdrasil, verdenstræet, hvis grene rakte ud over hele Jorden. Aserne Odin, Vile og Ve havde skabt Jorden af dele af den dræbte urjætte Ymer i det vældige tomrum Ginnungagap, som adskilte den mørke tågeverden Niflheim i nord fra den lyse himmelverden Muspellsheim i syd.

Yggdrasils rødder var forankret tre steder: I Jotunheim, hvor jætterne holdt til; i Asgård, som var asernes bolig i himlen; samt i tågeverdenen Niflheim. Ved hver af de tre rødder udsprang en kilde. Fra Niflheim Hvergelmer, hvis bække løb mod syd og dannede is og rim. Fra Jotunheim udsprang Mimers Brønd, visdommens kilde, der vogtedes af jætten Mimer, som drak af dens vand og derfor var meget viis. Fra Asgård løb den hellige Urds Brønd, hvor de tre norner Urd, Verdande og Skuld boede. De var skæbnegudinderne, som tildelte menneskene deres livslod.

Hver dag samlede nornerne vand fra kilden og vandede Yggdrasils rødder, så træet kunne trives. Grønt stod det, selv om fire hjorte sprang rundt på grenene og åd af de unge skud, mens dragen Nidhug gnavede af roden. Også geden Heidrun åd af løvet, og dens yver gav mjød nok til, at alle einherjerne, de faldne krigere i Valhal, hver dag fik nok at drikke. Fra askens blade faldt honningdug, som bierne levede af.

Blandt aserne indtog Idun en særstilling, idet hun holdt dem evigt unge. Når de følte alderen trykke, tog de blot en bid af et af Iduns æbler, som hun opbevarede i et skrin. Så var de straks unge igen.

Af Ymers øjenvipper skabte aserne en fæstning, kaldet Midgård, hvor menneskene skulle bo. De fremkom ved, at Odin, Vile og Ve vandrede langs stranden og fandt to træstammer, som de gav liv. Manden kaldte de Askur (ask) og kvinden Embla (el eller elm). De to første mennesker fik således navne efter træer.

Traditionelt betragtes Yggdrasil som værende en ask, men mange forskere mener, at det snarere var en taks, idet det hellige træ i den hedenske helligdom i Uppsala var stedsegrønt.

 

 

Her står Lars Skipper ved siden af en gammel taks på Munkebjerg ved Vejle. På denne bakke findes muligvis en af Danmarks få oprindelige bestande af denne art. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Kristendommen
Den mest berømte myte inden for kristendommen, som omhandler et træ, er Syndefaldet. Teksten i Første Mosebog, kap. 3, vers 1-7, siger:

”Og Slangen var træskere end alle Vilddyr paa Marken, hvilke Gud Herren havde gjort; og den sagde til Kvinden: ”Mon Gud skulle have sagt: I maa ikke æde af hvert Træ i Haven?”

Da sagde Kvinden til Slangen: ”Vi maa æde af Havens Træers Frugt; men om det Træs Frugt, som er midt i Haven, sagde Gud: ’Æder ikke deraf og rører ikke derved, at I ikke skulle dø.’”

Da sagde Slangen til Kvinden: ”I skulle ikke dø Døden; men Gud ved, at hvilken Dag I æde deraf, da skulle eders Øjne oplades, og I skulle blive ligesom Gud og kende godt og ondt.”

Og Kvinden saa, at Træet var godt at æde af, og at det var lysteligt at se til og et ønskeligt Træ til at faa Forstand af, og hun tog af dets Frugt og aad; og hun gav ogsaa sin Mand med sig, og han aad. Da oplodes begges Øjne, og de kendte, at de vare nøgne, og de hæftede Figenblade sammen og gjorde sig Bælter.”

Traditionelt er Kundskabens Frugt blevet betragtet som værende sødæble (Malus pumila), selv om det ikke nævnes i Mosebogens tekst. Det kan dog lige så vel dreje sig om granatæble (Punica granatum), eller muligvis abrikos (Prunus armeniaca), da spiseæblet måske endnu ikke var blevet indført til Mellemøsten på det tidspunkt teksten blev skrevet. – Granatæble er nøjere beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

Figenbladet er fra det almindelig figentræ (Ficus cathartica), et ældgammelt nyttetræ. De søde frugter er velkendte, men planten kan også anvendes medicinsk. Figensaft virker afførende, og mælkesaften fra umodne frugter er anvendt mod vorter.

En anden kristen legende beretter om en kæmpe, som levede af at bære folk over en flod. En dag kaldte en lille dreng på ham og ville bæres over. Manden satte barnet op på sin nakke, greb sin stav og gik ud i floden. Som han nærmede sig den anden bred, føltes barnet tungere og tungere. Kæmpen stemte imod med sin stav og vaklede af sted, mens han undrede sig over, at et lille barn kunne være så tungt. Med opbydelsen af sine sidste kræfter slæbte han sig i land og satte barnet ned. Da sagde barnet: “Jeg er Kristus, og på din ryg har du netop båret hele menneskehedens synder.”

Kæmpen fik navnet Kristoffer (af græsk Christoforos: ’Kristus-bæreren’), og han blev siden de vejfarendes helgen. Som belønning forvandledes hans stav til en frugtbærende daddelpalme (Phoenix dactylifera).

 

 

Blomstrende granatæbletræ, Efesos, Tyrkiet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Granatæbler til salg, Uttarakhand, Indien. – Saften fra granatæblet giver en læskende drik, og den bitre smag hos de alkoholiske drikke Grenadine og Campari kommer fra skallen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bornholm 2008-1
Figentræ (Ficus cathartica). – ”Da oplodes begges Øjne, og de kendte, at de vare nøgne, og de hæftede Figenblade sammen og gjorde sig Bælter.” (1. Mosebog, 3,7). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette glasmosaikvindue i et bjerg-kapel på toppen af Sölkpass, Østrig, gengiver legenden om Sankt Kristoffer, der bar alle menneskehedens synder på sin ryg. Han blev siden de vejfarendes helgen, og hans stav forvandledes til en frugtbærende daddelpalme. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Daddelpalmer, Wadi Feiran-oasen, Sinai. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Det gamle Grækenland
Mange græske (og de tilsvarende romerske) guder forbindes med træer. Bedst kendt er nok myten om kunstens gud Apollon, som blev forelsket i en nymfe ved navn Daphne. Han forsøgte at forføre hende ved at spille på sin lyre, men hun gengældte ikke hans følelser og prøvede på at undslippe ham. Da han ville tage hende med vold, anråbte hun modergudinden Gaia om hjælp. Hun forvandlede Daphne til et laurbærtræ (Laurus nobilis) (på græsk daphne).

Efter den tid var laurbærtræet helligt for Apollon. Han ses ofte afbildet med en laurbærkrans om hovedet, og sådanne kranse blev fra gammel tid overrakt personer, som skulle hædres, fx under de pythiske lege i Delfi, hvor musik- og sportskonkurrencer blev afholdt til Apollons ære. Senere blev kransene båret af romerske kejsere og feltherrer.

Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) skriver: “Der findes to væsker, som er behagelige for det menneskelige legeme: indvendig vinen og udvendig olien, der begge kommer fra træer.”

Vinranken (Vitis vinifera) stammer sandsynligvis fra Lilleasien og har været dyrket i mindst 6000 år. Dionysos var oprindelig gud for naturen og især planterne, men blev sidenhen betragtet som de våde elementers gud, især vin og blod. De fleste af hans tilhængere var til at begynde med kvinder, som iført dyreskind og med kranse af vedbend (Hedera helix) om håret drog ud i skovene. I hænderne bar de slanger og lange lanser, omhængt med vedbend og med en kogle af pinje (Pinus pinea) sat fast i spidsen. De dansede sig i ekstase til musik fra fløjter og tamburiner og troede til sidst at se mælk, vin og honning flyde fra Dionysos’ mund. De kastede sig over vilde dyr og drak deres blod og iførte sig deres skind. De var besat af galskab, mania, og kaldtes derfor mænader.

Athene var krigsgudinde, men samtidig byernes beskytter. Hun kappedes med havets gud Poseidon om, hvem der skulle være skytsgud for en by ved den Saroniske Bugt. Poseidon lod en kilde springe frem, men den var salt. Athene lod oliventræet (Olea europaea) spire, og befolkningen valgte hende. Byen blev kaldt Athen efter hende, og olivenlunde blev anlagt til hendes ære. Der er næppe et træ, man forbinder mere med Middelhavet end oliventræet. Overalt ser man de lyse plantager, om foråret med et overvældende blomsterflor af valmuer, okseøjer, gladiolus o.a. Oliventræer kan blive mindst 2000 år gamle. I Getsemane Have i Jerusalem står nogle individer, som var unge træer, da Jesus vandrede omkring her. – Oliventræet er nøjere behandlet andetsteds, se Planteliv: Planter i folketro og digtning.

En græsk myte beretter, at Kong Peleus skulle giftes med den smukke havnymfe Thetis, men uheldigvis glemte de at invitere stridens gudinde Eris til brylluppet. For at hævne sig trillede hun et gyldent æble ind blandt gæsterne, og i skallen havde hun indridset: “Til den skønneste”. De tre gudinder Hera, Athene og Afrodite kom op at skændes om, hvem der skulle have æblet, hvorfor Zeus henviste dem til Prins Páris i Troja. De tre gudinder opsøgte ham og lovede ham hver især en belønning, hvis han valgte hende: Hera lovede magt, Athene berømmelse og visdom, og Afrodite den skønneste kvinde. Páris valgte Afrodites tilbud – og startede dermed indirekte den lange belejring af Troja, skildret i Homers digt Iliaden.

Traditionelt betragtes det gyldne æble som værende sødæblet (Malus pumila), men det kan lige så vel dreje sig om granatæblet, da spiseæblet måske endnu ikke var blevet indført til Grækenland på det tidspunkt teksten blev skrevet.

Nymferne var frugtbarhedsgudinder, som hørte hjemme i naturen. De kunne forlede mennesker eller slå dem med vanvid i lighed med Nordens elverpiger. Der fandtes tre slags: najaderne, som boede i kilder og bække; oreaderne, der hørte hjemme på bjergene; og endelig dryaderne, der færdedes i skovene. Dryade kommer af drys, som betyder eg. Dryaderne er egetræernes sjæl og danser rundt om dem med deres løv flettet ind i håret. Himmelguden Zeus beskytter egene.

Egens frugter, agern, var førhen vigtig føde for husdyr, især svin, som blev sendt ‘på olden’ i skovene. I hungerperioder var agern også vigtig menneskeføde. Garvesyren i barken anvendtes til at garve huder og blev tillige brugt i folkemedicinen mod bl.a. blødninger og diarré – en temmelig kras behandling, eftersom garvesyren skader fordøjelseskanalen.

Forskellige egearter er omtalt på siderne Planteliv: Planter i folketro og digtning, Planteliv: Gamle og store træer, samt Planteliv: Flora i Sierra Nevada.

 

 

Dionysos var oprindelig gud for naturen og især planterne, men blev sidenhen betragtet som de våde elementers gud, især vin og blod. – Vinranke, Schweiz. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Oliventræer kan blive mindst 2000 år gamle. I Getsemane Have i Jerusalem står nogle individer, som var unge træer på Jesu tid. Billedet viser et meget gammelt oliventræ på Kreta. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gadesalg af grønne og sorte oliven, Damaskus, Syrien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Egens frugter, som kaldes agern, var førhen vigtig føde for husdyr, især svin, som blev sendt ‘på olden’ i skovene. – Agern og efterårsløv hos vintereg (Quercus petraea), Almindingen, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Det gamle Ægypten
I lighed med de mange dyr, som var hellige for ægypterne og blev balsameret og lagt i kongegravene, var også træer genstand for tilbedelse. Daddelpalmen (Phoenix dactylifera) var et af dem. Med sin overvældende produktion af dadler er det ikke så sært. Ikke kun frugterne kan spises – de sprøde unge blade anvendes som kål. Der tappes saft fra de unge skud øverst på stammen, som gæres til alkohol, og når træet dør, udgør stammen udmærket tømmer. Allerede for over 5000 år siden blev daddelpalmen dyrket i Mesopotamien mellem Eufrat og Tigris.

Gudinderne Isis, Nut og Hathor havde bolig i morbærfigentræet eller sykomoren (Ficus sycomorus) – eller rettere, de gjorde sig til ét med træet. Isis var læge- og trolddomskyndig modergudinde, Nut var himmelgudinde, og Hathor var både himmelgudinde og gudinde for underverdenen. Som mange andre figenarter har morbærfigentræet mælkesaft, og det er grunden til, at den forbandtes med de høje gudinder. Saften var symbol på modergudindernes kraft, som overførtes til menneskene. Frugterne, de såkaldte æselfigner, blev anvendt som føde og medicin.

 

 

Daddelpalmen var hellig i Oldtidens Egypten. Her ses en klase af dadler i oasen Nefta, Tunesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

De egyptiske gudinder Isis, Nut og Hathor havde bolig i morbærfigentræet. Himmelgudinden Nut sluger solen om aftenen, og i nattens løb vandrer den gennem hendes krop, indtil hun genføder den om morgenen. – Loftmaleri i Ramses d. 6.s gravkammer, Kongernes Dal, Egypten. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hinduismen
To andre figenarter forbindes ofte med Vishnu, en af de øverste guder i det hinduistiske pantheon og almindeligvis betragtet som verdens bevarer. Det er banyan (Ficus benghalensis) med karakteristiske ånderødder hængende ned fra grenene, og pipal (Ficus religiosa) med hjerteformede, langt tilspidsede blade. Disse to arter ses ofte plantet omkring templer og i landsbyer, hvor de samtidig fungerer som samlingsplads for landsbyens beboere. De plantes ofte side om side, og ifølge én legende er de fætter og kusine, ifølge en anden mand og kone.

Verdens mest omfangsrige træ er en banyan, som står i den botaniske have i Calcutta. På enhver banyan vil ånderødderne – hvis de får en chance for det – slå rod, og med tiden dannes en tæt skov, som består af et eneste individ. Træet i Calcutta har 1825 spirede luftrødder, som tilsammen dækker et areal på over 14.000 m2, altså næsten 1½ ha. Det oprindelige modertræ er rådnet bort, men de største af luftrødderne er vokset op til træer, som er 25 m høje.

Banyan og pipal er nøjere omtalt på siden Planteliv: Pipal og banyan – to hellige figentræer.

Barken fra beltræet (Aegle marmelos) giver en værdifuld medicin. Denne art forbindes ofte med Shiva, en af de øverste hinduguder, som på samme tid er frugtbarhedsgud, skaber og destruktør. Hos newarerne i Kathmandu-dalen i Nepal findes en gammel tradition, der byder 7-8-årige piger at gifte sig med frugten fra beltræet. Denne frugt er et symbol på krigsguden Kumar, søn af Shiva, og bliver derfor betragtet som udødelig. Vielsen bliver foretaget af en præst som ved et almindeligt bryllup og med pigens familie som vidner. Ægteskabet kan ikke opløses og varer evigt, men det forhindrer ikke pigen i at blive gift på sædvanlig vis.

En af grundene til dette mærkværdige ægteskab med beltræets frugt kan være, at pigens forældre ønskede at beskytte hendes liv i tilfælde af, at hendes kødelige mand skulle dø før hende. En gammel hinduistisk tradition påbød en enke at ofre sit eget liv ved at kaste sig på mandens ligbål. Men det behøvede en newar-enke ikke at gøre, da hendes første ægtefælle, Kumar-bel, jo stadig var i live!

 

 

Her ses et udsnit af verdens mest omfangsrige træ, en banyan, hvis 1825 spirede luftrødder tilsammen dækker næsten 1,5 ha. Den står i den botaniske have i Kolkata, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Buddhismen
Pipal (ovenfor) er også hellig for buddhister. Grundlæggeren af buddhismen, Siddharta Gautama, var oprindelig en rig prins, men menneskets lidelser berørte ham så dybt, at han besluttede at opgive sit lette liv og blive tiggermunk for at leve asketisk og forsøge at finde en forklaring på disse lidelser. Han vandrede omkring i fem år, hvor han rejste fra landsby til landsby, mens han mediterede. Da det ikke syntes at hjælpe ham, satte han sig i skyggen under et stort pipal-træ, fast besluttet på ikke at flytte sig, før han havde nået et tilfredsstillende svar. Efter 49 dage i dyb meditation mente han at kunne erkende livets sammenhæng, og hans tilhængerskare kaldte ham derfor Buddha, som betyder ’Den Oplyste’ – den, som har opnået det endelige mål nirvana, hvor alle ønsker og alt begær forsvinder.

Siden plantedes altid et pipal-træ ved buddhistiske templer, og det blev kaldt bodhi-træet (’Oplysningens Træ’). Omkring det bodhi-træ, hvor Buddha havde opnået nirvana, opførtes templer, og med tiden opstod en by, Bodhgaya, hvortil buddhister fra hele Jorden valfarter.

 

 

Buddhistiske munke i Bodhgaya, Indien, tilbeder en efterkommer af det hellige bodhi-træ, hvorunder Siddharta Gautama opnåede nirvana. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Helbredende trolddomstræer
Som fortalt ovenfor er føde og medicin gennem tiderne blevet udvundet fra utallige træarter. Andre træer blev tillagt helbredende egenskaber ved trolddomskraft. Det nordiske tuntræ kunne fjerne tandpine ved, at man tog en splint af veddet og stak den ind i den syge tand, hvorefter splinten blev sat tilbage på træet og dermed overførte tandpinen til træets ånd. En splint fra hyld (Sambucus nigra) eller pilearter (Salix) kunne også bruges.

I Anders Ulfkjærs (1812-86) opskrift til helbredelse af sindssyge fra 1858 indgår bl.a. pil: “Tag tre Torsdage Morgener før Solens Opgang tre Pilekviste fra en anden Mands Pil, sno dem sammen som et Tøndebaand, afklæd den Syge ganske nøgen og vend Ansigtet mod Syd. Tag Baandet og før det i samme Retning om den Syges Legeme som Solen gaar tre Gange, dog uden at det maa berøre Jorden. Derefter maa det opbrændes til Kul paa Ilden strax.” Endvidere indgik hønseæg, en lok fra den syges hår, samt en flis af hver negl fra hænder og fødder, som skulle røres sammen og anbringes i en myretue.

Lars Kanneworff (1856-1905), kaldt ‘æ Rindum dowter’, prikkede ‘edder’ (betændelse), når den var begyndt at bulne, med tre pinde af eg, hvorefter såret behandledes med grøn sæbe, sod m.m.

Trolddom, pest og spedalskhed kunne drives ud med røgen fra brændende enebær-grene (Juniperus communis). – Enens rolle i folketro og traditionel medicin er behandlet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

Man kunne også undgå at blive smittet med pest, hvis man tog en nøddeskal fra hassel (Corylus avellana), fyldte den med kviksølv og hængte den om halsen.

Ifølge Lars Kanneworff (ovenfor) kunne ‘heksekoste’ fra birk forhindre mareridt ved at blive hængt op over sengen.

Det er ikke sært, at man tiltroede kæmpestore træer i deres kolossale frodighed evnen til at kurere forskellige sygdomme, mest ‘den engelske syge’, rakitis, som skyldes mangel på D-vitamin og giver misdannelse af knoglerne hos små børn, så de bliver svagelige og skrøbelige. Nogle bøge (Fagus sylvatica) og ege havde et hul, et såkaldt ‘øje’, hvor to stammer eller grene var vokset sammen. En torsdag nat (eller helst tre i træk) lod man det syge barn kravle ni gange gennem hullet, en symbolsk fødselsåbning. Herved blev barnet renset for sygdommen. Ofte bragtes som tak en offergave til træet, fx i form af en lille flig fra barnets tøj, som blev bundet på en gren eller sat fast i barken.

I 1800-tallet var det ret udbredt, at børn med brok blev trukket gennem en lille eg, som faderen havde kløvet. De to halvdele blev smurt med terpentin og omvundet med en klud, så de kunne vokse sammen igen. Barnet blev så helbredt samtidig med træet. Også her bragte man et takoffer til træet i form af noget af det syge barns tøj. Eller man kunne lægge en kobbermønt ved træets fod.

En lignende skik findes stadig i hellige lunde i Marokko, hvor syge mennesker hænger tøj eller klude i bestemte træer for at slippe af med sygdomme.

Skikken med at ofre en mønt til et træ for at overføre sin sygdom til træet blev brugt langt op i 1900-tallet. På Vejle Fjord Centret var der tidligere sanatorium, bl.a. for tuberkulosepatienter. Det blev skik at hamre en mønt ind i barken på en stor bøg for at overføre sygdommen til træet. Faldt mønten ud igen, betød det tilbagefald. Da bøgen væltede under stormen i 1981, skyndte man sig at udnævne en ny bøg til ’Pengetræ’. Et stykke af stammen fra det gamle ’Pengetræ’ er opstillet i forhallen til Vejle Fjord Centret.

 

 

Ifølge Lars Kanneworff, kaldt ‘æ Rindum dowter’, kunne ‘heksekoste’ fra birk forhindre mareridt ved at blive hængt op over sengen. Denne misvækst forårsages af svampen Taphrina betulina, her fotograferet i Ottenby Lund, Öland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gamle træer bliver sjældne
Tilbagegangen for de danske skove startede så småt i bondestenalderen for ca. 5.500 år siden, hvor folkene ryddede skov til deres agre. Efterhånden som befolkningen voksede, accelererede rydningerne stedse hurtigere op gennem bronzealderen og jernalderen for at kulminere i den sene middelalder. Middelalderens idelige krige til søs betød, at flåden ofte måtte fornyes, så mange store ege blev fældet til nye skibe. Under Svenskekrigene i 1600-tallet sved svenskerne utallige danske egeskove af for at forhindre danskerne i at bygge en ny flåde.

I begyndelsen af 1800-tallet var under 5% af landet dækket af skov. De store træer, der blev skånet, var mest hule træer, som var ubrugelige til tømmer, afsidesvoksende træer, som var vanskelige at transportere bort, samt træer, som havde trolddom eller overtro hæftet på sig.

Hvis man ikke i tide havde fredet mange af de gamle helligtræer og sagntræer, ville en del af dem have været fældet af lutter griskhed. Ikke mange skovejere i dag føler veneration for de gamle kæmper. Men selv om de er fredet, bliver de stadig færre, efterhånden som de vælter under storme eller dør af alderdom. Storkeegen og Snoegen i Jægerspris, Den Gamle Eg i Silkeborg, Fruens Bøg i Engelsholm Dyrehave, Prinsessetræet i Rold Skov, Pengetræet ved Vejle Fjord og flere andre er døde inden for de sidste 50 år. Både natur- og kulturmæssigt bliver Danmark hver gang en lille smule fattigere.

 

 

Nogle gamle helligtræer og sagntræer i Danmark

 

Taks (Taxus baccata)

 

Bromølletaksen
Over for Bromølle Kro, som ligger ved Åmose Å, nær Svebølle, Vestsjælland, står en stor taks, kaldt Bromølletaksen – et imponerende træ med lange, krogede grene. Nogle forskere mener, at denne taks er omkring 1500 år gammel, mens andre vurderer, at den er meget yngre, måske kun 3-400 år. Ved Glendalough i Irland så jeg i 1999 en ældgammel taks, hvis stamme var meget tykkere og langt mere knudret end Bromølletaksen. Jeg er derfor tilbøjelig til at give de forskere ret, som anser den for at være 3-400 år gammel.

Hvis Bromølletaksen imidlertid er omkring 1500 år gammel, stammer den fra Folkevandringstiden (400-500 e.Kr.), hvor taksen var almindelig som vildtvoksende i Danmark. Den kunne da være blevet plantet ved en helligdom for guden Ull, hvem taksen tit forbindes med. I Orm og Tyr skriver Martin A. Hansen: “H.V. Clausen mente, at der havde ligget en Ullshelligdom et stykke øst for Bromølle ved gaarden Ulvig, der af ham blev tydet som Ullvi. På bakken ved gaarden ligger der stadig en lund med et underlig dystert og vildt udseende. Ull regnes af enkelte forskere for at være identisk med Heimdall, og denne guddom er atter knyttet til Gammel Upsalas berygtede helligdom, hvor der stod et eviggrønt helligtræ, som nok har været en taks.”

I 2001, da jeg besøgte Bromølletaksen for første gang, kunne man sætte sig på en sten under træets lange grene og lade tankerne fare tilbage. Det kan desværre ikke lade sig gøre mere. I 2018, hvor jeg atter besøgte stedet, var træet næsten skjult i et vildnis af opvoksende træer.

Taksens oldnordiske navn var ýr, på nudansk i eller ide. Flere byer er opkaldt efter taksen, fx Ikast og Isted. Svenskerne har bibeholdt det gamle navn på taksen, idet de kalder den idegran.

 

 

Bromølletaksen ved Åmose Å øst for Tissø – et imponerende træ med lange, krogede grene, som hænger helt ned til jorden fra den tykke, furede stamme. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Stilkeg (Quercus robur)

 

Kongeegen
Kongeegen i Jægerspris Nordskov vurderes til at være mellem 1400 og 1900 år gammel og er således Danmarks ældste træ. Den var allerede gammel, da Gorm regerede danerne. Den var tidligere en vældig, knudret gigant, 14 meter i omkreds og måske Europas tykkeste eg. Nu er over halvdelen af stammen knækket bort, og den tilbageblevne ruin er kun en skygge af sig selv, men stadig med liv i et par grene, som er understøttede. For at skåne rødderne er opført et lavt hegn omkring træet.

 

 

Kongeegen er i dag kun en skygge af sig selv, men stadig med liv i et par grene, som er understøttede. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Skovfogedegen
Skovfogedegen, som står på hjørnet af Strandvejen og Peter Lieps Vej, nær indgangen til Jægersborg Dyrehave, er over 10 m i omkreds og er dermed næsten lige så omfangsrig som Kongeegen – men modsat denne er der masser af liv i Skovfogedegen.

Venerationen for denne gamle kæmpe tog en noget særpræget drejning, da vildtfogeden Johan Georg Weissler, som var katolik, i begyndelsen af 1800-tallet indrettede sit private bedekammer med skammel og krucifiks inde i den hule stamme.

 

 

Skovfogedegen er over 10 m i omkreds og er dermed næsten lige så omfangsrig som Kongeegen – men modsat denne er der masser af liv i Skovfogedegen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Inde i dens hule stamme indrettede vildtfoged Johan Georg Weissler i begyndelsen af 1800-tallet sit eget private bedekammer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Christian den Femtes Eg
Parforcejagten er en gammel jagtform, hvor et kobbel hunde forfølger et stykke vildt, oftest en hjort, mens jægerne følger efter til hest. Når hundene til slut har trængt det udmattede vildt op i en krog, holdes de tilbage, mens en udvalgt jæger stiger af hesten og ’giver fangst’, dvs. afliver vildtet med en stor kniv, en såkaldt hirschfænger.

Christian d. 5. var en meget ivrig tilhænger af denne jagtform, og han fik sin fader Frederik d. 3. til at anlægge Jægersborg Dyrehave nord for København. Under en parforcejagt her d. 19. oktober 1698 stod Christian d. 5. af sin hest for at ’give fangst’ til en hjort, men denne slog ud med benene og ramte kongen så slemt, at han blev sengeliggende. Han var i forvejen svagelig, og såret fra hjorten var sikkert medvirkende til, at han døde året efter.

Traditionen fortæller, at uheldet skete under en stor eg, som står på hjørnet af Nordre Eremitagevej og Chausséen. Den blev siden kaldt Christian den Femtes Eg.

 

 

Overleveringen vil vide, at Kong Christian d. 5. under en parforcejagt i foråret 1699 blev slemt skadet af en hjort under denne store eg, som herefter blev kaldt Christian den Femtes Eg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ulvedalsegen
Ulvedalsegen i Jægersborg Dyrehave er en hul kæmpe – et af Danmarks største træer med en omkreds på 10,4 m. Den kaldes også Teateregen, idet der førhen opførtes teaterstykker omkring træet – en skik, som blev genoptaget i 1996. Endnu et billede af dette træ ses ovenfor i afsnittet Tilbedelse af træer. 

 

 

Med en omkreds på 10,4 m er Ulvedalsegen et af Danmarks største træer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Kludeegen
I Leestrup Skov ved Præstø Fjord findes en mægtig eg, om hvilken Martin A. Hansen skriver: “En kraftig gren er foroven groet sammen med stammen igen, saa der er en oval aabning imellem dem. Her blev i gamle dage syge, vistnok mest børn med engelsk syge, trukket igennem nøgne. Det var om natten og skulle foregaa højtidsfuldt. At det helst skulle være en torsdag nat kan være et levn, som er meget ældre end træets særlige sygeplejerkald. Men gennem egens symbolske fødselsaabning fødtes den syge til ny sundhed.”

Sidegrenen døde og knækkede siden af under efterårsstormen i 1967, så nu sidder der kun en lille stump tilbage. Da jeg besøgte Kludeegen i august 1994, lod en far sin lille pige klatre over den døde grenstump. Skade kunne det vel ikke. Men ellers er det i dag mest turister, som for sjovs skyld bringer ‘ofre’ til egen. Den er fuldstændig overbroderet med farvestrålende strømper, slips og bælter.

 

 

Da jeg besøgte Kludeegen i august 1994, lod en far sin lille pige klatre over den døde grenstump. Skade kunne det vel ikke. Men ellers er det i dag mest turister, som for sjovs skyld bringer ‘ofre’ til egen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pramdrageregen
Pramdrageregen, som står i Langå Egeskov ved Randers, er et andet ’øjetræ’ (se Kludeegen ovenfor). Denne eg har fået sit navn, fordi den står nær Gudenåen, hvor pramdragerne førhen trak bådene ved hjælp af lange reb fra en sti langs åen.

Langå Egeskov er en rest af den fælles stævningsskov, som bønderne i Langå havde indtil omkring 1800. Skoven blev græsset af kvæg, og dyrene åd de fleste opvoksende træer. I en periode med kvægpest midt i 1700-tallet fik skoven dog ro til at vokse op, og dens gamle, krogede ege stammer fra denne periode. Siden Naturfredningsforeningens Naturfond overtog skoven, bliver den atter græsset og er derfor lys og åben.

 

 

Pramdrageregen er et’øjetræ’, hvor to grene er vokset sammen og danner en oval åbning. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Brændte Ole
Ved indkørselsvejen til Stamperegård, 2 km øst for Østermarie på Bornholm, står en stor eg, som oprindeligt havde to mægtige stammer, men den ene brækkede af engang i 1980’erne. Til dette træ knytter sig følgende legende:

Under en af Svenskekrigene, Karl Gustav-krigen 1657-58, tabte Danmark alt land øst for Øresund, også Bornholm, som blev besat af svenskerne. Der udbrød straks oprør, og en mængde svenske soldater blev dræbt. J.P. Møller skriver: “Dengang Svenskerne bleve ihjelslagne her paa Landet, vare der ogsaa en Deel Svenske paa Stamperegaarden i Østermaria. Af disse var der Een ved Navn Ole, som undflyede, og uagtet man forfulgte ham, forsvandt han dog i Skovkanten, sønden Gaarden, hvor Skoven dengang strakte sig længere mod Nord end nu, og Forfølgerne maatte saaledes opgive Jagten. Ingen saa eller hørte mere fra Ole førend Aaret efter, da Lynet splittede en gammel hul Eg, som stod i Udkanten af Skoven, i hvis Aabning man nu opdagede Ole. Da han blev trukken frem, saaes det, at hans Klæder vare svedne af Lynet, og saa kaldte man Svenskeren: ‘Svedte Ole’ og Egen: ‘Brændte Ole’; hvilket Navn den fører den Dag i Dag!”

 

 

Brændte Ole fik sit navn under Svenskekrigene, da en svensk soldat ved navn Ole skjulte sig i den hule eg for at undgå at blive slået ihjel af vrede bornholmere. Han døde muligvis af udmattelse og blev først fundet året efter, da et lyn slog ned i træet og kløvede den hule stamme. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Bøg (Fagus sylvatica)

 

Kræmmerens Bøg
Sagnet fortæller, at en kræmmer en mørk aften blev overfaldet af en røver i Slotved Skov mellem Astrup og Sindal, øst for Hjørring. Manden bad for sit liv, men røveren var ubønhørlig og sagde, at der ingen vidner var. “Kragerne er mine vidner!” sagde kræmmeren i et sidste forsøg på at slippe. Men røveren dræbte ham og gravede ham ned under en stor bøg.

Nogle år senere sad folkene til bords på herregården Baggesvogn, da en flok krager støjede udenfor. En af mændene udbrød: “Nå, dér flyver kræmmerens vidner!” De andre studsede, men tog så manden i skrapt forhør, og det endte med, at han indrømmede at have slået kræmmeren ihjel og gravet hans lig ned. Så kragerne blev alligevel vidner!

 

 

Kvindsnap
Ørslev Kloster var katolsk nonnekloster allerede fra 1200-tallet. Sagnet fortæller, at nonnernes natur til tider gik over optugtelsen, og de sneg sig ved nattetide ud i skoven for at træffe nogle af egnens unge mænd. Det har sikkert været vældig populært blandt dem at gå ud i skoven og ‘snappe en kvinde’.

Kvindsnap-bøgen fandtes dog slet ikke på daværende tidspunkt, så navnet stammer snarere fra de dansefester, som afholdtes under bøgen hver pinse, efter at klostret blev herregård i 1800-tallet. Under disse fester blev der sikkert også ’snappet’ et par kvinder!

 

 

 

Kilder
Brovst, B. 1990. Fra Himmerland til Færøerne. Rejsekrøniker. Poul Kristensens Forlag
Bæksted, A. 1974. Guder og helte i Norden. Politikens Forlag
Fritzbøger, B. 1994. Kulturskoven. Dansk skovbrug fra oldtid til nutid. Gyldendal
Hansen, M.A. 1952. Orm og Tyr. Wivels Forlag
Hjortsø, L. 1964. Græsk mytologi. Gyldendal
Marc, F. 1968. De frie slavers land. Aschehougs Minervabøger
Møller, J.P. 1867. Folkesagn og andre mundtlige Minder fra Bornholm, 2. udg. Colberg 1988
Nielsen, H. 1976. Lægeplanter og trolddomsurter, 3. udg., Politikens Forlag
Qvistorff, H. 1995. Berømte danske træer. Danmarks Radios Forlag
Vedel, H., R. Als & A. Rasmussen 1977. Træer og buske omkring Middelhavet. Gyldendals grønne håndbøger

 

 

 

Denne side er en omarbejdet og udvidet udgave af en artikel i tidsskriftet Kaskelot, nr. 122, 1999, s. 10-31.

 

 

 

(Oprettet februar 2016)

 

(Senest opdateret juli 2021)