Helligtræer, sagntræer og trolddomstræer

Selv om deres udseende var bemærkelsesværdigt, var det sådan set ikke dét, der var det mest besynderlige ved dem. Mange træer på bjergtoppe er halvdøde og bliver stærkt forvredne. Nej, det påfaldende var, at de havde stået her i mange hundrede år, ja for de ældstes vedkommende i op mod 5000 år.

De spirede, da bondestenalderfolkene opførte megalitiske gravanlæg i Danmark, og var allerede gamle, da Nero spillede på harpe, mens Rom brændte. Mit liv var kun et glimt i forhold til det vældige tidsspand, disse krogede vækster havde eksisteret. Disse fyrre er de ældste levende organismer på kloden – hvis man ser bort fra visse kloner, fx en creosote (Larrea tridentata) i Mohave-ørkenen, hvis alder vurderes til ca. 9400 år.

Flere billeder af disse fantastiske træer kan ses på siden Planteliv: Gamle og store træer.

Flere billeder af disse giganter kan ses på siden Planteliv: Gamle og store træer.

Det er derfor ikke så sært, at træer kloden over var (og nogle steder stadig er) genstand for ærefrygt og tilbedelse. Urfolkene var animister, som mente, at alt i naturen – dyr, sten, træer – indeholdt en god eller en ond ånd, og at disse ånder styrede menneskenes gerninger. Ånderne blev tilbedt under forskellige former, og inden man af nødvendighed skød et dyr eller fældede et træ, blev en bøn bedt eller et lille takoffer bragt til dyrets eller træets ånd.

Vore fjerne forfædre i Norden blotede på bestemte sten, og i bondestenalderen blev kæmpesten slæbt sammen og stillet op i dysser og jættestuer, hvorunder slægtens døde stedtes til hvile. Dermed var stederne helliggrund og belagt med tabuer; bl.a. måtte træerne her ikke fældes.

I de udstrakte skove var visse træer – specielt de hule – besat af vældige urkræfter. Den mandlige jæger gjorde klogt i at stå sig godt med trækvinderne, som havde flere andre navne, fx huldre, gøjemor, skovsrå, ellekvinde. Han bragte offergaver til deres træer og havde et dobbelt mytisk-erotisk forhold til dem.

Hos visse afrikanske stammer i Liberia plantedes indtil for få omkring hundrede år siden et træ, når en landsby blev grundlagt, og en smuk jomfru begravedes levende under træet. Derved blev det besjælet af forfædrenes ånder. Træet og dets omgivelser var fredet, og hvis væverfugle – som er bøndernes arge fjender, da de æder kornet – grundlagde en koloni i træet, turde man ikke gøre dem noget. Hvis man forulempede dem, måtte landsbyen brændes ned og en ny grundlægges langt borte.

I den sene jernalder i Norden blev tuntræet mytologisk forstørret til vældige dimensioner i det verdensomfavnende helligtræ Yggdrasil. Man havde hellige lunde, hvor himmelguden Odin modtog ofre.

Historikeren Adam af Bremen beskriver omkring 1070 en sådan helligdom i Uppsala: “Af enhver art levende væsner af hankøn ofres der ni, med hvis blod det er skik at forsone guderne. Kroppene derimod bliver hængt op i den lund, der ligger lige ved helligdommen. Denne lund er nemlig så hellig for hedningene, at ethvert træ i den anses for guddommeligt som følge af ofrenes død og forrådnelse. Der hænger også hunde og heste tillige med mennesker, og en kristen har fortalt mig, at han har set 72 sådanne kroppe hænge dér imellem hinanden.”

Odin kaldtes også ‘De Hængtes Gud’ eller ‘Galgens Herre’, og et af hans tilnavne var Yggr (‘Den Skrækkelige’). Yggdrasil oversættes til tider som ‘Odins Ganger’, og ifølge Hávamál (‘Den Højes Tale’ fra den Ældre Edda) hang Odin ni døgn i træet, ofret af sig selv til sig selv, i sin tørst efter viden.

Inden for mange kulturer og religioner findes den dag i dag lunde af hellige træer, som er tillagt overnaturlige kræfter, ofte omkring templer og gravpladser. Disse træer fældes aldrig, selv ikke i hungerperioder.

En legende fra Rajasthan i Indien fortæller, at maharajaen af Jodhpur for omkring 250 år siden beordrede sine soldater at fælde en lund af khejari-træer (Prosopis cineraria), som er hellige for Bishnoi-folket, og hvis bælgfrugter de spiser. Træerne skulle anvendes som brændsel ved fremstilling af cement til fortet i Jodhpur. 363 Bishnoi-mænd, -kvinder og -børn stillede sig i vejen for træfælderne ved at omfavne træerne, men soldaterne slagtede dem alle. Da maharajaen hørte om det, blev han dybt rystet og beordrede, at yderligere fældning af Bishnoi’ernes khejari-træer skulle ophøre.

Et besøg hos en bishnoi-familie er beskrevet på siden Rejse-episoder – Indien 1991: Bishnoi-folket lever i pagt med naturen.

Efter at kristendommen var blevet fremherskende i Norden, forsøgte Knud den Store i 1018 at komme hedenskaben til livs ved at indføre en lov, som bl.a. forbød tilbedelse af “…hedenske guder, sol, måne, ild eller vand, kilder eller sten eller skovtræer af enhver art.”

Denne tilbedelse lod sig dog ikke sådan videre udrydde, og en rest af hedenskaben holdt sig meget længe i form af ofringer til visse hellige sten og træer. Nogle af dem kaldtes indtil fornylig kirker og fortæller om ældgammel dyrkelse, fx Borup Kirke, en mægtig ruin af en eg ved Gunderslevholm, som forlængst er smuldret bort. Martin A. Hansen skriver: “Paa Sjælland har der da ogsaa været fordægtig trædyrkelse indtil vore dage. En kone paa egnen hjemme blev i min barndom til spot for de fleste, hun ofrede flæsk til et træ i skoven, viste det sig.”

For visse andre træer gav ærefrygten sig udslag i, at man ærbødigt hilste på disse træer for at undgå vanheld. Endnu i 1600-tallet fandtes en lund i Skåne, kaldt Tåbelund, opkaldt efter jættekvinden Tåbe, som efter sagnet havde sået træerne. I lunden voksede en eg ved navn Gylde-Eg, som forbigående hilste “Godmorgen, Gylde!” eller “Godaften, Gylde!”

Langt op i Middelalderen levede tuntræet videre som værnetræ, der skulle beskytte mod det onde. Man plantede ask, lind eller elm (Ulmus glabra) på gårdspladsen og på tingstedet midt i landsbyen, hvor bystævnet afholdt møder under ledelse af oldermanden. I vore dage er det stadig tradition at plante et træ på gårdspladsen, og mange steder bevares skikken med et bystævnetræ, fx i Davinde på Fyn, hvor bylauget mødes hvert år første fredag i juli for at klippe byens parklind (Tilia x europaea), der har form som en garderhue.

Yggdrasils rødder var forankret tre steder: I Jotunheim, hvor jætterne holdt til; i Asgård, som var asernes bolig i himlen; samt i tågeverdenen Niflheim. Ved hver af de tre rødder udsprang en kilde. Fra Niflheim Hvergelmer, hvis bække løb mod syd og dannede is og rim. Fra Jotunheim udsprang Mimers Brønd, visdommens kilde, der vogtedes af jætten Mimer, som drak af dens vand og derfor var meget viis. Fra Asgård løb den hellige Urds Brønd, hvor de tre norner Urd, Verdande og Skuld boede. De var skæbnegudinderne, som tildelte menneskene deres livslod.

Hver dag samlede nornerne vand fra kilden og vandede Yggdrasils rødder, så træet kunne trives. Grønt stod det, selv om fire hjorte sprang rundt på grenene og åd af de unge skud, mens dragen Nidhug gnavede af roden. Også geden Heidrun åd af løvet, og dens yver gav mjød nok til, at alle einherjerne, de faldne krigere i Valhal, hver dag fik nok at drikke. Fra askens blade faldt honningdug, som bierne levede af.

Blandt aserne indtog Idun en særstilling, idet hun holdt dem evigt unge. Når de følte alderen trykke, tog de blot en bid af et af Iduns æbler, som hun opbevarede i et skrin. Så var de straks unge igen.

Af Ymers øjenvipper skabte aserne en fæstning, kaldet Midgård, hvor menneskene skulle bo. De fremkom ved, at Odin, Vile og Ve vandrede langs stranden og fandt to træstammer, som de gav liv. Manden kaldte de Askur (ask) og kvinden Embla (el eller elm). De to første mennesker fik således navne efter træer.

Traditionelt betragtes Yggdrasil som værende en ask, men mange forskere mener, at det snarere var en taks, idet det hellige træ i den hedenske helligdom i Uppsala var stedsegrønt.

”Og Slangen var træskere end alle Vilddyr paa Marken, hvilke Gud Herren havde gjort; og den sagde til Kvinden: ”Mon Gud skulle have sagt: I maa ikke æde af hvert Træ i Haven?”

Da sagde Kvinden til Slangen: ”Vi maa æde af Havens Træers Frugt; men om det Træs Frugt, som er midt i Haven, sagde Gud: ’Æder ikke deraf og rører ikke derved, at I ikke skulle dø.’”

Da sagde Slangen til Kvinden: ”I skulle ikke dø Døden; men Gud ved, at hvilken Dag I æde deraf, da skulle eders Øjne oplades, og I skulle blive ligesom Gud og kende godt og ondt.”

Og Kvinden saa, at Træet var godt at æde af, og at det var lysteligt at se til og et ønskeligt Træ til at faa Forstand af, og hun tog af dets Frugt og aad; og hun gav ogsaa sin Mand med sig, og han aad. Da oplodes begges Øjne, og de kendte, at de vare nøgne, og de hæftede Figenblade sammen og gjorde sig Bælter.”

Traditionelt er Kundskabens Frugt blevet betragtet som værende sødæble (Malus pumila), selv om det ikke nævnes i Mosebogens tekst. Det kan dog lige så vel dreje sig om granatæble (Punica granatum), eller muligvis abrikos (Prunus armeniaca), da spiseæblet måske endnu ikke var blevet indført til Mellemøsten på det tidspunkt teksten blev skrevet. – Granatæble er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

Figenbladet er fra det almindelige figentræ (Ficus cathartica), et ældgammelt nyttetræ. De søde frugter er velkendte, men planten kan også anvendes medicinsk. Figensaft virker afførende, og mælkesaften fra umodne frugter er anvendt mod vorter.

En anden kristen legende beretter om en kæmpe, som levede af at bære folk over en flod. En dag kaldte en lille dreng på ham og ville bæres over. Manden satte barnet op på sin nakke, greb sin stav og gik ud i floden. Som han nærmede sig den anden bred, føltes barnet tungere og tungere. Kæmpen stemte imod med sin stav og vaklede af sted, mens han undrede sig over, at et lille barn kunne være så tungt. Med opbydelsen af sine sidste kræfter slæbte han sig i land og satte barnet ned. Da sagde barnet: “Jeg er Kristus, og på din ryg har du netop båret hele menneskehedens synder.”

Kæmpen fik navnet Kristoffer (af græsk Christoforos: ’Kristus-bæreren’), og han blev siden de vejfarendes helgen. Som belønning forvandledes hans stav til en frugtbærende daddelpalme (Phoenix dactylifera).

Efter den tid var laurbærtræet helligt for Apollon. Han ses ofte afbildet med en laurbærkrans om hovedet, og sådanne kranse blev fra gammel tid overrakt personer, som skulle hædres, fx under de pythiske lege i Delfi, hvor musik- og sportskonkurrencer blev afholdt til Apollons ære. Senere blev kransene båret af romerske kejsere og feltherrer.

Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) skriver: “Der findes to væsker, som er behagelige for det menneskelige legeme: indvendig vinen og udvendig olien, der begge kommer fra træer.”

Vinranken (Vitis vinifera) stammer sandsynligvis fra Lilleasien og har været dyrket i mindst 6000 år. Dionysos var oprindelig gud for naturen og især planterne, men blev sidenhen betragtet som de våde elementers gud, især vin og blod. De fleste af hans tilhængere var til at begynde med kvinder, som iført dyreskind og med kranse af vedbend (Hedera helix) om håret drog ud i skovene. I hænderne bar de slanger og lange lanser, omhængt med vedbend og med en kogle af pinje (Pinus pinea) sat fast i spidsen. De dansede sig i ekstase til musik fra fløjter og tamburiner og troede til sidst at se mælk, vin og honning flyde fra Dionysos’ mund. De kastede sig over vilde dyr og drak deres blod og iførte sig deres skind. De var besat af galskab, mania, og kaldtes derfor mænader.

Athene var krigsgudinde, men samtidig byernes beskytter. Hun kappedes med havets gud Poseidon om, hvem der skulle være skytsgud for en by ved den Saroniske Bugt. Poseidon lod en kilde springe frem, men den var salt. Athene lod oliventræet (Olea europaea) spire, og befolkningen valgte hende. Byen blev kaldt Athen efter hende, og olivenlunde blev anlagt til hendes ære. Der er næppe et træ, man forbinder mere med Middelhavet end oliventræet. Overalt ser man de lyse plantager, om foråret med et overvældende blomsterflor af valmuer, okseøjer, gladiolus o.a. Oliventræer kan blive mindst 2000 år gamle. I Getsemane Have i Jerusalem står nogle individer, som var unge træer, da Jesus vandrede omkring her. – Oliventræet er nøjere behandlet andetsteds, se Planteliv: Planter i folketro og digtning.

En græsk myte beretter, at Kong Peleus skulle giftes med den smukke havnymfe Thetis, men uheldigvis glemte de at invitere stridens gudinde Eris til brylluppet. For at hævne sig trillede hun et gyldent æble ind blandt gæsterne, og i skallen havde hun indridset: “Til den skønneste”. De tre gudinder Hera, Athene og Afrodite kom op at skændes om, hvem der skulle have æblet, hvorfor Zeus henviste dem til Prins Páris i Troja. De tre gudinder opsøgte ham og lovede ham hver især en belønning, hvis han valgte hende: Hera lovede magt, Athene berømmelse og visdom, og Afrodite den skønneste kvinde. Páris valgte Afrodites tilbud – og startede dermed indirekte den lange belejring af Troja, skildret i Homers digt Iliaden.

Traditionelt betragtes det gyldne æble som værende sødæblet (Malus pumila), men det kan lige så vel dreje sig om granatæblet, da spiseæblet måske endnu ikke var blevet indført til Grækenland på det tidspunkt teksten blev skrevet.

Nymferne var frugtbarhedsgudinder, som hørte hjemme i naturen. De kunne forlede mennesker eller slå dem med vanvid i lighed med Nordens elverpiger. Der fandtes tre slags: najaderne, som boede i kilder og bække; oreaderne, der hørte hjemme på bjergene; og endelig dryaderne, der færdedes i skovene. Dryade kommer af drys, som betyder eg. Dryaderne er egetræernes sjæl og danser rundt om dem med deres løv flettet ind i håret. Himmelguden Zeus beskytter egene.

Egens frugter, agern, var førhen vigtig føde for husdyr, især svin, som blev sendt ‘på olden’ i skovene. I hungerperioder var agern også vigtig menneskeføde. Garvesyren i barken anvendtes til at garve huder og blev tillige brugt i folkemedicinen mod bl.a. blødninger og diarré – en temmelig kras behandling, eftersom garvesyren skader fordøjelseskanalen.

Forskellige egearter er omtalt på siderne Planteliv: Planter i folketro og digtning, Planteliv: Gamle og store træer, samt Planteliv: Flora i Sierra Nevada.

Gudinderne Isis, Nut og Hathor havde bolig i morbærfigentræet eller sykomoren (Ficus sycomorus) – eller rettere, de gjorde sig til ét med træet. Isis var læge- og trolddomskyndig modergudinde, Nut var himmelgudinde, og Hathor var både himmelgudinde og gudinde for underverdenen. Som mange andre figenarter har morbærfigentræet mælkesaft, og det er grunden til, at den forbandtes med de høje gudinder. Saften var symbol på modergudindernes kraft, som overførtes til menneskene. Frugterne, de såkaldte æselfigner, blev anvendt som føde og medicin.

Verdens mest omfangsrige træ er en banyan, som står i den botaniske have i Calcutta. På enhver banyan vil ånderødderne – hvis de får en chance for det – slå rod, og med tiden dannes en tæt skov, som består af et eneste individ. Træet i Calcutta har 1825 spirede luftrødder, som tilsammen dækker et areal på over 14.000 m², altså næsten 1½ ha. Det oprindelige modertræ er rådnet bort, men de største af luftrødderne er vokset op til træer, som er 25 m høje.

Banyan og pipal er nøjere omtalt på siden Planteliv: Pipal og banyan – to hellige figentræer.

Barken fra beltræet (Aegle marmelos) giver en værdifuld medicin. Denne art forbindes ofte med Shiva, en af de øverste hinduguder, som på samme tid er frugtbarhedsgud, skaber og destruktør. Hos newarerne i Kathmandu-dalen i Nepal findes en gammel tradition, der byder 7-8-årige piger at gifte sig med frugten fra beltræet. Denne frugt er et symbol på krigsguden Kumar, søn af Shiva, og bliver derfor betragtet som udødelig. Vielsen bliver foretaget af en præst som ved et almindeligt bryllup og med pigens familie som vidner. Ægteskabet kan ikke opløses og varer evigt, men det forhindrer ikke pigen i at blive gift på sædvanlig vis.

En af grundene til dette mærkværdige ægteskab med beltræets frugt kan være, at pigens forældre ønskede at beskytte hendes liv i tilfælde af, at hendes kødelige mand skulle dø før hende. En gammel hinduistisk tradition påbød en enke at ofre sit eget liv ved at kaste sig på mandens ligbål. Men det behøvede en newar-enke ikke at gøre, da hendes første ægtefælle, Kumar-bel, jo stadig var i live!

Siden plantedes altid et pipal-træ ved buddhistiske templer, og det blev kaldt bodhi-træet (’Oplysningens Træ’). Omkring det bodhi-træ, hvor Buddha havde opnået nirvana, opførtes templer, og med tiden opstod en by, Bodhgaya, hvortil buddhister fra hele Jorden valfarter.

Skikken med at ofre en mønt til et træ for at overføre sin sygdom til træet blev brugt langt op i 1900-tallet. På Vejle Fjord Centret var der tidligere sanatorium, bl.a. for tuberkulosepatienter. Det blev skik at hamre en mønt ind i barken på en stor bøg for at overføre sygdommen til træet. Faldt mønten ud igen, betød det tilbagefald. Da bøgen væltede under stormen i 1981, skyndte man sig at udnævne en ny bøg til ’Pengetræ’. Et stykke af stammen fra det gamle ’Pengetræ’ er opstillet i forhallen til Vejle Fjord Centret.

I begyndelsen af 1800-tallet var under 5% af landet dækket af skov. De store træer, der blev skånet, var mest hule træer, som var ubrugelige til tømmer, afsidesvoksende træer, som var vanskelige at transportere bort, samt træer, som havde trolddom eller overtro hæftet på sig.

Hvis man ikke i tide havde fredet mange af de gamle helligtræer og sagntræer, ville en del af dem have været fældet af lutter griskhed. Ikke mange skovejere i dag føler veneration for de gamle kæmper. Men selv om de er fredet, bliver de stadig færre, efterhånden som de vælter under storme eller dør af alderdom. Storkeegen og Snoegen i Jægerspris, Den Gamle Eg i Silkeborg, Fruens Bøg i Engelsholm Dyrehave, Prinsessetræet i Rold Skov, Pengetræet ved Vejle Fjord og flere andre er døde inden for de sidste 50 år. Både natur- og kulturmæssigt bliver Danmark hver gang en lille smule fattigere.

Hvis Bromølletaksen imidlertid er omkring 1500 år gammel, stammer den fra Folkevandringstiden (400-500 e.Kr.), hvor taksen var almindelig som vildtvoksende i Danmark. Den kunne da være blevet plantet ved en helligdom for guden Ull, hvem taksen tit forbindes med. I Orm og Tyr skriver Martin A. Hansen: “H.V. Clausen mente, at der havde ligget en Ullshelligdom et stykke øst for Bromølle ved gaarden Ulvig, der af ham blev tydet som Ullvi. På bakken ved gaarden ligger der stadig en lund med et underlig dystert og vildt udseende. Ull regnes af enkelte forskere for at være identisk med Heimdall, og denne guddom er atter knyttet til Gammel Upsalas berygtede helligdom, hvor der stod et eviggrønt helligtræ, som nok har været en taks.”

I 2001, da jeg besøgte Bromølletaksen for første gang, kunne man sætte sig på en sten under træets lange grene og lade tankerne fare tilbage. Det kan desværre ikke lade sig gøre mere. I 2018, hvor jeg atter besøgte stedet, var træet næsten skjult i et vildnis af opvoksende træer.

Taksens oldnordiske navn var ýr, på nudansk i eller ide. Flere byer er opkaldt efter taksen, fx Ikast og Isted. Svenskerne har bibeholdt det gamle navn på taksen, idet de kalder den idegran.

Venerationen for denne gamle kæmpe tog en noget særpræget drejning, da vildtfogeden Johan Georg Weissler, som var katolik, i begyndelsen af 1800-tallet indrettede sit private bedekammer med skammel og krucifiks inde i den hule stamme.

Christian d. 5. var en meget ivrig tilhænger af denne jagtform, og han fik sin fader Frederik d. 3. til at anlægge Jægersborg Dyrehave nord for København. Under en parforcejagt her d. 19. oktober 1698 stod Christian d. 5. af sin hest for at ’give fangst’ til en hjort, men denne slog ud med benene og ramte kongen så slemt, at han blev sengeliggende. Han var i forvejen svagelig, og såret fra hjorten var sikkert medvirkende til, at han døde året efter.

Traditionen fortæller, at uheldet skete under en stor eg, som står på hjørnet af Nordre Eremitagevej og Chausséen. Den blev siden kaldt Christian den Femtes Eg.

Sidegrenen døde og knækkede siden af under efterårsstormen i 1967, så nu sidder der kun en lille stump tilbage. Da jeg besøgte Kludeegen i august 1994, lod en far sin lille pige klatre over den døde grenstump. Skade kunne det vel ikke. Men ellers er det i dag mest turister, som for sjovs skyld bringer ‘ofre’ til egen. Den er fuldstændig overbroderet med farvestrålende strømper, slips og bælter.

Langå Egeskov er en rest af den fælles stævningsskov, som bønderne i Langå havde indtil omkring 1800. Skoven blev græsset af kvæg, og dyrene åd de fleste opvoksende træer. I en periode med kvægpest midt i 1700-tallet fik skoven dog ro til at vokse op, og dens gamle, krogede ege stammer fra denne periode. Siden Naturfredningsforeningens Naturfond overtog skoven, bliver den atter græsset og er derfor lys og åben.

Under en af Svenskekrigene, Karl Gustav-krigen 1657-58, tabte Danmark alt land øst for Øresund, også Bornholm, som blev besat af svenskerne. Der udbrød straks oprør, og en mængde svenske soldater blev dræbt. J.P. Møller skriver: “Dengang Svenskerne bleve ihjelslagne her paa Landet, vare der ogsaa en Deel Svenske paa Stamperegaarden i Østermaria. Af disse var der Een ved Navn Ole, som undflyede, og uagtet man forfulgte ham, forsvandt han dog i Skovkanten, sønden Gaarden, hvor Skoven dengang strakte sig længere mod Nord end nu, og Forfølgerne maatte saaledes opgive Jagten. Ingen saa eller hørte mere fra Ole førend Aaret efter, da Lynet splittede en gammel hul Eg, som stod i Udkanten af Skoven, i hvis Aabning man nu opdagede Ole. Da han blev trukken frem, saaes det, at hans Klæder vare svedne af Lynet, og saa kaldte man Svenskeren: ‘Svedte Ole’ og Egen: ‘Brændte Ole’; hvilket Navn den fører den Dag i Dag!”

Nogle år senere sad folkene til bords på herregården Baggesvogn, da en flok krager støjede udenfor. En af mændene udbrød: “Nå, dér flyver kræmmerens vidner!” De andre studsede, men tog så manden i skrapt forhør, og det endte med, at han indrømmede at have slået kræmmeren ihjel og gravet hans lig ned. Så kragerne blev alligevel vidner!

Kvindsnap-bøgen fandtes dog slet ikke på daværende tidspunkt, så navnet stammer snarere fra de dansefester, som afholdtes under bøgen hver pinse, efter at klostret blev herregård i 1800-tallet. Under disse fester blev der sikkert også ’snappet’ et par kvinder!