Kragefugle

 

 

En ravn (Corvus corax) kalder fra et skilt i Death Valley Nationalpark, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Halsbåndstopskade (Calocitta formosa), Santa Rosa Nationalpark, Guanacaste, Costa Rica. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sri Lanka-kitta (Urocissa ornata), Sinharaja Forest Reserve, vestlige Sri Lanka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Alpeallike (Pyrrhocorax graculus), observeret nær det lille bosted Tughla, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Kragefuglene udgør en næsten kosmopolitisk familie, Corvidae, som rummer 24 slægter med over 120 arter af ravne, krager, råger, alliker, skader, skovskader, nøddekriger, alpeallike, alpekrage og mange andre.

 

Corvus Ravne, krager og råger
Denne slægt, som rummer omkring 45 medlemmer, forekommer i stort set alle egne af verden, med undtagelse af Sydamerika og Antarktis. Ordet ravn dækker de største arter, men også nogle mindre, bl.a. korthalet ravn (nedenfor), mens ordene krage og råge omfatter lidt mindre arter. Slægten rummer nogle af de mest intelligente fugle.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på den almindelige ravn (nedenfor).

Førhen var også alliker placeret i denne slægt, men efter genetiske studier er de blevet overført til en særskilt slægt, Coloeus (nedenfor).

 

Corvus corax Almindelig ravn
Opdelt i mindst 8 underarter er vores hjemlige ravn det medlem af familien, som har den største udbredelse, idet den findes i næsten alle arktiske og tempererede områder på den nordlige halvkugle. Denne art er den næststørste blandt spurvefuglene, kun en anelse mindre end den tyknæbbede ravn (nedenfor), med en længde på indtil 63 cm og en vægt på op til 1,2 kg. Vildtlevende ravne vides at være blevet op til 23 år gamle.

Indtil midten af 1800-tallet var ravnen en almindelig ynglefugl i hele Danmark, men på grund af en voldsom forfølgelse i form af beskydning og forgiftning svandt bestanden ind til blot 16 par omkring 1950. Siden har den været i støt fremgang, og i dag er ravnen atter en ret almindelig ynglefugl med mindst 800 par.

Artsnavnet er en latiniseret form af det græske ord korax, som betyder ‘ravn’ eller ‘krage’. Det danske navn er en modificeret form af det gamle nordiske navn hrafn, der oprindelig var afledt af proto-germansk khrabanas.

På grund af sin intelligente adfærd optræder ravnen i adskillige mytologier. I den nordiske mytologi var ravnene Hugin (‘tanke’) og Munin (‘hukommelse’) Odins tjenere, som bragte ham nyt fra hele verden. Ravnen figurerede på bannerne af nordiske konger som Knud den Store og Harald Hårdråde.

Ravnen var også en vigtig fugl for kelterne. I den irske mytologi landede gudinden Morrígan i form af en ravn på helten Cú Chulainns skulder efter hans død. I den walisiske mytologi betyder navnet på guddommen Bran Fendigaid ‘ravn’, og fuglen er hans symbol.

Blandt adskillige folkeslag i Sibirien, det nordøstlige Asien og Nordamerika betragtedes ravnen som skabergud. For Tlingit- og Haida-folkene, som levede langs Stillehavet i Nordamerika, var fuglen også en drillepind.

I 1. Mosebog, kapitel 8, vers 6-7, hedder det: “Og da der var gaaet fyrretyve Dage, aabnede Noah den Luge, han havde lavet paa Arken, og sendte en Ravn ud. Den fløj frem og tilbage, indtil Vandet var tørret bort fra Jorden.”

 

 

Kaldende ravn, Laguna Point, Mackerricher State Park, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En ravn jages bort fra en koloni af havterner (Sterna paradisaea), Kosa Ruskaya Koshka, Chukotka, østlige Sibirien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I Arktis yngler ravnen ofte på forskellige menneskeskabte bygningsværker, fx høje tårne eller stilladser. Denne kalder fra en lampe på en forladt fabrik i Anadyr, Chukotka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne rede med små unger befinder sig på toppen af et højt stillads i Zolotoi Khrebet-bjergene (‘Den Gyldne Bjergkæde’), Chukotka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Halvvoksen unge af ravn, Ringelmoseskov, Rønde, Østjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse nyudfløjne ravneunger sidder på kanten af en kystklint ved Voladalstorfa, Island. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Corvus crassirostris Tyknæbbet ravn
Den tyknæbbede ravn er begrænset til et ret lille område i det østlige Afrika, hvor den lever i højder mellem 1500 og 3400 m i Ethiopien, Eritrea og Somalia.

Denne art er den største nulevende spurvefugl, indtil 70 cm lang og med en vægt op til 1,5 kg. Dens meget store næb, op til 9 cm langt, er sammenpresset fra siden og stærkt buet. Det er sort med hvid spids. Fjerdragten er sort, bortset fra hals og vinger, som er brunlige, samt en stor hvid plet i nakken.

 

 

Tyknæbbet ravn, Lake Awassa, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Corvus albicollis Hvidhalset ravn
Denne art er mindre end den almindelige og den tyknæbbede ravn (begge ovenfor). Den minder en del om sidstnævnte, men næbbet er meget mindre, og den hvide plet i nakken sidder længere nede.

Denne fugl er hjemmehørende fra det østlige Zaire, Uganda og Kenya mod sy gennem det sydøstlige Afrika til Kap-området. Den findes hovedsagelig i bjergområder og har nemt kunnet tilpasse sig til at leve i landsbyer og mindre byer.

 

 

Hvidhalset ravn, Kigali, Rwanda. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hvidhalset ravn, Ruwenzori Nationalpark, østlige Zaire. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Corvus ruficollis Ørkenravn, brunhalset ravn
Denne art er vidt udbredt, idet den findes i næsten hele den nordlige del af Afrika, mod syd til Sahel-zonen og Kenya, på den Arabiske Halvø, i Iran og den allervestligste del af Pakistan, og derfra mod nord til Kazakhstan.

Ørkenravnen minder om den almindelige ravn (ovenfor), men er en smule mindre og med mere brunlig fjerdragt, specielt i nakken. Den lever hovedsagelig i oaser og palmelunde i ørkenområder.

 

 

Ørkenravne, Nokkundi, Baluchistan, vestlige Pakistan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Corvus rhipidurus Korthalet ravn
En af de mindre ravnearter, med en længde omkring 50 cm omtrent af samme størrelse som sortkragen (nedenfor), men med tykkere næb, kortere hale og meget bredere vinger. Fuglen er helt sort, inklusive næb og fødder.

Denne art er hjemmehørende fra Syrien og Jordan mod syd gennem hele den Arabiske Halvø, samt i det nordøstlige Afrika, fra Nil-dalen mod syd til Sydsudan og Kenya, mod vest til Aïr-massivet i Niger. Den lever i ørkener og andre tørre områder, hvor den placerer reden på høje klipper.

 

 

Korthalet ravn, Simien-bjergene, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Korthalet ravn, Lalibela, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Corvus corone Sortkrage, gråkrage
Adskillige autoriteter har fornylig splittet disse krager op i to særskilte arter, sortkragen, C. corone, og gråkragen, C. cornix. Dette er uforståeligt, da sortkragen nu, ifølge dette split, er udbredt i Vesteuropa og Fjernøsten, med en yderst pletvis forekomst i den europæiske del af Rusland og Centralasien, mens store områder imellem er uden sortkrager. På den anden side findes gråkragen i de fleste områder, hvor sortkragen mangler. Af denne grund foretrækker jeg at betragte dem som én og samme art, opdelt i 6 underarter.

Som dens navn fortæller, er sortkragen helt sort, mens gråkragen har grå eller hvid nakke, vingedækfjer og bug. I Danmark er gråkragen meget almindelig, mens sortkragen er begrænset til Sønderjylland.

I det sydlige Irak og det sydvestlige Iran, mellem floderne Eufrat og Tigris, er kragerne af underarten capellanus, også kaldt mesopotansk krage eller irakisk broget krage, rent hvide i de områder, hvor gråkragen er grå. Nogle autoriteter betragter den mesopotanske krage som en særskilt art, C. capellanus.

Da kragen jages i en stor del af sit udbredelsesområde, er den normalt meget sky over for mennesker og flygter ofte på lang afstand. Men i mange byer, hvor fuglene lades i fred, viser de kun ringe frygt for mennesker.

 

 

Gråkrage søger føde på en plæne nærTopkapi-paladset, Istanbul, Tyrkiet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kaldende gråkrage, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gråkrager æder mad, som er lagt ud til halvvilde katte på muren af en ruin, Istanbul, Tyrkiet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En nyudfløjet gråkrage i kvarteret omkring Galata-tårnet, Istanbul. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Mesopotansk krage, underarten capellanus, Al-Eshan, sumplandet i det sydlige Irak. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Corvus frugilegus Råge
Gennem tiderne har den kolonirugende råge været stærkt forfulgt, fordi den blev beskyldt for at være et skadedyr, der æder kornafgrøder. Det er imidlertid et faktum, at den tillige gør megen gavn ved at æde stankelbenslarver og andre skadelige insekter på markerne. Dens unger betragtes som en skattet spise, og masser af unger bliver skudt om foråret i rederne.

I de sidste 30-40 år er mange råger flyttet fra landdistrikterne ind til byerne, hvor den kan være i fred for jægerne, men alligevel bliver den også ofte bekæmpet i disse nye yngleområder, da den beskyldes for at larme og svine. Et resultat af denne forfølgelse er, at rågen er gået tilbage i mange områder.

Denne art har en meget stor udbredelse, idet den findes i hele Europa med undtagelse af de nordlige egne af Skandinavien, Finland og Rusland, og videre i et bredt bælte gennem tempererede egne af Asien mod øst til Korea, Kina og Japan, mod syd til Middelhavet, Iran, Kashmir og den allernordligste del af Indokina.

Artsnavnet er afledt af latin frux (‘afgrøde’ eller ‘frugt’) samt lego (‘at indsamle’), således ‘den der indsamler afgrøder eller frugt’, hvilket sigter til, at en ret stor del af rågens føde er vegetarisk. Det danske navn er en imitation af artens kald, et hæst rååh.

 

 

Råger er sociale fugle, som yngler i kolonier, her i naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rågen færdes oftest i flokke, her nær Østermarie, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Råger og alliker (nedenfor), forsamlet ved aftenstide i popler på Brigsted Strand, Horsens Fjord, inden de flyver til deres nattesæde på Vorsø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Portræt af en råge, Brabrand Sø, nær Århus. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Unge råger er en populær spise i Danmark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Corvus albus Broget krage
Denne vidt udbredte art forekommer i hele Afrika syd for Sahara, med undtagelse af regnskove og ørkener. Den findes også på Madagascar og adskillige øgrupper nær det afrikanske fastland, deriblandt Comorerne, Aldabra og Fernando Po. Den lever mest i åbent land og træffes ofte i landsbyer og byer.

 

 

Denne brogede krage sidder på et hustag, som består af fint flettede måtter, Kapsiki-bjergene, Cameroun. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Broget krage, Sesriem, Namibia. I dette land undgår arten Namib-ørkenen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Corvus macrorhynchos Stornæbbet krage

 

Næsten ethvert lille dyr bliver angrebet, og jeg har set den fange voksne bulbuler og palmeegern; æg og unger i reden er naturligvis dens livret.”

 

Den britiske ornitolog og entomolog George Morrison Henry (1891-1983), i bogen A guide to the Birds of Ceylon, først offentliggjort 1955, 2. udg. 1971.

 

Førhen blev denne art kaldt for junglekrage, et navn, som også omfattede to andre krager, der i dag regnes for selvstændige arter, indisk junglekrage (C. culminatus) og østlig junglekrage (C. levaillantii).

Trods denne opsplitning har stornæbbet krage stadig en meget stor udbredelse, idet den findes fra Afghanistan gennem Himalaya og Tibet til det sydøstlige Sibirien, det nordlige Kina samt Taiwan, og videre sydpå gennem Sydøstasien til Indonesien og Filippinerne.

Denne art ligner meget den almindelige ravn (ovenfor), men foruden sin mindre størrelse kan den kendes på det slankere næb og den stejlere ‘pande’. Den lever i et bredt udsnit af biotoper, bl.a. skove, klippefyldte områder, agerland, landsbyer og langs floder. I Himalaya findes den i højder op til mindst 3000 m.

 

 

Disse stornæbbede krager sidder i et kinesisk ambratræ (Liquidambar formosana), Aowanda National Forest, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Stornæbbet krage træffes ofte nær boliger. Disse sidder på hustage i landsbyen Namche Bazaar, Khumbu, østlige Nepal. Fuglen på det nederste billede opsuger varmen fra morgensolen, mens fugt i dens fjerdragt fordamper. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kaldende stornæbbet krage, Corbett Nationalpark, Kumaon, Uttarakhand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Stornæbbede krager æder af et druknet dyr, Keoladeo Nationalpark, Rajasthan, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Corvus splendens Huskrage

 

Den forstår til fulde fordelen ved samarbejde, og det er morsomt at iagttage de gangster-metoder, som bliver anvendt af to eller flere af disse fugle, når de skal angribe et dyr, der er for formidabelt til at blive destrueret af en enkelt af dem.”

 

Den britiske ornitolog og entomolog George Morrison Henry (1891-1983), i bogen A guide to the Birds of Ceylon, først offentliggjort 1955, 2. udg. 1971.

 

I sit naturlige udbredelsesområde, som omfatter det indiske subkontinent, det sydlige Iran, Myanmar og det vestlige Thailand, er huskragen en overmåde almindelig fugl. Den minder en del om gråkragen (ovenfor), men er mindre og har et blåligt skær i den sorte del af fjerdragten.

Gennem de sidste hundrede år eller så er denne art blevet spredt til mange byer i Asien og Afrika, ankommet som ‘blind passager’ ombord på skibe, og den findes også i enkelte havnebyer i Europa og Nordamerika.

 

 

Fisker vogter kurve med friskfangede fisk mod huskrager, Colva Beach, Goa, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Huskrager fouragerer på kraniet af en ko, Jaisalmer, Rajasthan, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En huskrage og et trestribet palmeegern (Funambulus palmarum) æder af offergaver, bragt til det hinduistiske Minakshi-tempel i byen Madurai, Tamil Nadu, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Corvus brachyrhynchos Amerikansk krage
Denne art er udbredt i størsteparten af Nordamerika, fra det sydlige Canada mod syd til Florida og det nordlige Mexico. Den minder meget om den almindelige ravn (ovenfor), men er mindre og med slankere og kortere næb, hvilket også ses af det videnskabelige artsnavn, som kommer af oldgræsk brachys (‘kort’) og rhynchos (‘næb’).

 

 

Amerikansk krage, siddende i en død Torrey-fyr (Pinus torreyana), Torrey Pines State Beach, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne amerikanske krage sidder på en gammeldags vindmølle, som engang blev anvendt til at pumpe vand op til kvæg, Ronald W. Caspers Wilderness Park, Santa Ana-bjergene, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Amerikanske krager søger føde ved lavvande, Mill Neck Creek, Bayville, Long Island. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne æder af en død krabbe, Sunset Point State Park, Oregon. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette individ fra San Simeon, Californien, har et relativt langt næb. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Coloeus Alliker
Førhen var alliker placeret i slægten Corvus (ovenfor), men som følge af genetiske undersøgelser er de blevet overført til en særskilt slægt, der rummer en enkelt eller to arter, afhængigt af kilde.

 

Coloeus monedula Allike
Denne lille kragefugl, som tidligere blev kaldt Corvus monedula, er allestedsnærværende i europæiske byer. Den er udbredt fra det sydlige Finland og Skandinavien mod syd til Middelhavet og videre mod øst til Centralasien. I det østlige Sibirien, Mongoliet og Kina erstattes den af den nært beslægtede sibiriske allike (C. dauuricus), som muligvis kun er en race af almindelig allike, da de ofte får afkom med hinanden.

Artsnavnet er afledt af latin moneta (‘mønt’), således navngivet af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), efter sigende på grund af fuglens vane med at samle mønter og andre skinnende genstande op.

 

 

Alliker fouragerer på en plæne i Nyborg. Planten med hvide blomster er tusindfryd (Bellis perennis). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Pica Skader
Tidligere var kun 2 arter anerkendt i denne slægt, almindelig husskade (nedenfor) i Eurasien, Nordafrika og det vestlige Nordamerika, samt gulnæbbet husskade (Pica nuttalli), som er endemisk i Californien.

Nylige genetiske undersøgelser har imidlertid opsplittet den almindelige husskade i et antal arter, foruden almindelig husskade Maghreb-husskade (P. mauritanica) i Nordafrika, Asir-husskade (P. asirensis) i det sydvestlige Saudi Arabien, orientalsk husskade (P. serica) i det østlige og sydlige Kina, Taiwan, og det nordlige Indokina, sortgumpet husskade (P. bottanensis) i det vestlige-centrale Kina og den nordøstlige del af Himalaya, samt sortnæbbet husskade (P. hudsonia) i det vestlige Nordamerika.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på husskaden. Navnet skade har intet med ødelæggelse at gøre, men kommer af et gammelt ord for ’spids trætop’, hvilket hentyder til fuglens lange, tilspidsede hale. Men dens indsamling af skinnende genstande, fx af sølv, har gjort, at den i europæisk symbolik forbindes med at stjæle, jfr. mundheldet ”tyvagtig som en skade”. (Kilde: denstoredanske.dk/Symbolleksikon/Dyr/skade)

 

Pica pica Almindelig husskade
Denne art, opdelt i 6 underarter, er udbredt i hele Europa samt i et bredt bælte mod øst gennem tempererede egne af Asien til Stillehavskysten i det sydøstlige Sibirien, og endvidere er der en separat bestand i Kamchatka-området. Mod syd når den Middelhavet, det sydlige Iran, det nordlige Pakistan og Ladakh, samt de nordligste egne af Tibet og Kina. Som beskrevet ovenfor er nogle tidligere underarter blevet opgraderet til selvstændige arter af nogle autoriteter.

I lighed med gråkragen var husskaden førhen en sky fugl, der flygtede for mennesker på lang afstand. I dag yngler den imidlertid almindeligt i byer, hvor den har vænnet sig til, at mennesker normalt ikke er farlige.

I gamle dage var det en udbredt opfattelse, at skaden havde en vane med at samle skinnende genstande op, fx sølvskeer og lignende. Det medførte, at den i europæisk symbolik blev forbundet med at stjæle, jfr. mundheldet ”tyvagtig som en skade”. Nyere undersøgelser viser, at det intet har på sig. Skaden er meget nysgerrig og samler ofte objekter op, men den har overhovedet ikke præference for skinnende ting.

Artens støjende og snakkesalige adfærd fremgår af en historie i Ovids Forvandlinger, hvor de sluddervorne og indbildske døtre af Pieros vover at udfordre muserne til en sangdyst, som de naturligvis taber, hvorefter de skælder og smælder. Den øverste blandt muserne, Calliope, siger derpå:

 

Siden I ikke har nok i at være så frække at ville
kappes med os, men føjer uartighed til jeres brøde
og ikke giver os mulighed for at skåne jer længer,
må vi da gribe til straf og gøre som harmen befaler.

 

Pierosdøtrene ler og har spot tilovers for truslen.
De vil forsøge at tale og pege med hånende fingre
ad os, men ser deres negle gro ud og blive til svingfjer,
mens deres arme blir skjult af dækfjer, og at hinandens
næse og mund bliver hård og til næb. Da må de erkende,
at de fra nu er en ny slags fugle, der flyver i skoven.

 

Slå sig for brystet vil de, men løfter sig derved fra jorden,
hænger deroppe som skader, der altid skræpper i lunde.
Også som fugle beholder de deres hastige tunge,
skrigerisk skræppen og skrål, og umådelig lyst til at snakke.”

 

(Kilde: O.S. Due, 1989. Ovids Forvandlinger på danske vers, Forlaget Centrum, revideret i 2005: Ovids Metamorfoser på dansk. Gyldendal)

 

 

Husskaden har tilpasset sig til at leve i byer. Disse sidder på en elmast i byen Pamukkale, vestlige Tyrkiet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne unge husskade har taget ophold på rækværket af Inderhavnsbroen på Christianshavn, København. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Husskade af underarten bactriana, kaldt russisk husskade, nær Shey Palace, Ladakh. Navnet sigter til Bactriana, Oldtidens navn på en region nord for Hindu Kush-bjergene og syd for Amu Darya-floden, et lavtliggende område i nutidens Afghanistan, Tajikistan og Uzbekistan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne skaderede er bygget i en vortebirk (Betula pendula) med tusinder af rakler, som vokser i en baggård på Christianshavn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Urocissa Kittaer eller blåskader
Denne slægt rummer 5 arter af pragtfuldt farvede fugle, som er udbredt på det indiske subkontinent, samt i Indokina, det sydlige Kina og Taiwan.

Disse fugle æder hovedsagelig store insekter og andre invertebrater, samt forskellige slags frugter, men de er også idelige plyndrere af småfugles reder.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk oura (‘hale’) og kissa, som på klassisk græsk egentlig var navnet på skovskaden (Garrulus glandarius), men i denne forbindelse kan oversættes som blot ‘skade’. Navnet hentyder til kittaernes meget lange hale.

 

Urocissa caerulea Taiwan-kitta, Taiwan-blåskade
Denne pragtfulde fugl blev først indsamlet af den engelske naturhistoriker Robert Swinhoe (1836-1877), som i 1860 blev den første europæiske konsul i Taiwan. Han opdagede mange nye arter, og 4 pattedyr og 15 fuglearter er opkaldt efter ham. Han kaldte denne fugl for ‘langhalet bjergnymfe’, en afledning af et gammelt kinesisk navn på arten, 長尾山娘 (‘langhalet bjergfrue’). Arten er endemisk i Taiwan, hvor den lever i løvskove i mellemhøjder, oftest mellem 300 og 1200 m.

Naturligvis er denne ikoniske fugl rigt repræsenteret i den taiwanesiske folkekunst. Nogle eksempler kan ses på siden Kultur: Folkekunst i Taiwan.

 

 

Taiwan-kitta, Aowanda National Forest. Fuglene på det nederste billede drikker vand, som siver ud af et utæt vandrør. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Aowanda National Forest Recreation Area er med rette stolt af sine blåskader, som det ses af denne tavle ved en hvileplads langs en vandresti. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Urocissa flavirostris Gulnæbbet kitta
Denne art er udbredt fra Afghanistan mod øst langs Himalaya til det nordlige og vestlige Myanmar, med en disjunkt population i det nordlige Vietnam. I ynglesæsonen træffes den normalt i højder mellem 1500 og 3000 m, mens den om vinteren flytter ned til lidt lavere højder.

 

 

Gulnæbbet kitta, fotograferet i regnvejr, Manali, Himachal Pradesh. Den har fundet en hvileplads ved siden af et farvestrålende blomsterbed. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gulnæbbet kitta, Benkar, Khumbu, østlige Nepal. På det øverste billede skaber et vindstød uorden i fjerdragten. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Urocissa ornata Sri Lanka-kitta

 

Nedbør synes at have en opkvikkende effekt på denne fugl; under alle omstændigheder er den mere støjende i regnvejr.”

 

Den britiske ornitolog og entomolog George Morrison Henry (1891-1983), i bogen A guide to the Birds of Ceylon, først offentliggjort 1955, 2. udg. 1971.

 

Som dens navn antyder, er denne pragtfulde art endemisk for Sri Lanka. Den lever i uforstyrret primærskov i den sydvestlige vådzone af øen, fra lavlandet op til en højde af omkring 2100 m. Den besøger lejlighedsvis sekundærskov eller andre forstyrrede områder, men er fortsat i støt tilbagegang på grund af tab af levesteder.

Dens føde består mest af mindre dyr som frøer, firben, insekter og andre invertebrater, af og til suppleret med frugt.

 

 

Kittaerne i Sinharaja Forest Reserve har fundet ud af, at der hver morgen ligger døde eller halvdøde natsværmere under lamperne i denne lodge. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne er i færd med at æde det ydre røde lag af en palmefrugt. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Dendrocitta Træskader
Denne lille slægt af langhalede fugle omfatter 7 arter, som er standfugle i tropiske og subtropiske egne af det indiske subkontinent og Sydøstasien. Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk dendron (‘træ’), samt kitta, der oprindeligt var det græske navn på skovskaden (Garrulus glandarius), men i denne forbindelse skal oversættes som blot ‘skade’.

 

Dendrocitta vagabunda Indisk træskade
Denne kønne og støjende fugl er meget almindelig, udbredt i Indien, Pakistan, Nepal og Bangladesh, samt størstedelen af Indokina. Den lever i åben kratskov, plantager, haver og landsbyer.

Det latinske artsnavn betyder ‘vandringsmand’ eller ‘vagabond’. Hvad det hentyder til, er uvist. Et lokalt navn på arten i Indien er taka chor (‘mønt-tyv’), hvilket sigter til dens vane med at samle skinnende genstande op, i lighed med husskaden (ovenfor).

 

 

Indisk træskade drikker af et vandhul, Sariska Nationalpark, Rajasthan, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne benytter ryggen af en axishjort (Axis axis) som udkigspost, Sariska Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne indiske træskade undersøger et spind for edderkopper, Ranthambhor Nationalpark, Rajasthan, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Dendrocitta formosae Grå træskade
Denne fugl er udbredt fra Himalayas forbjerge mod øst gennem bjergområder i det nordlige Indokina og det sydlige Kina til Taiwan. I Himalaya træffes den op til højder omkring 2400 m, mens den i Taiwan lever næsten ned til havniveau.

Den ligner indisk træskade (ovenfor) temmelig meget, men som dens navn antyder, er dens fjerdragt langt mere grå, og den rødbrune farve er begrænset til undergumpen. I størsteparten af dens udbredelsesområde er den temmelig sky, men i Taiwan har den vænnet sig til mennesker og viser overhovedet ingen frygt.

Det latinske artsnavn sigter til øen Taiwan, hvor fuglen blev navngivet af Robert Swinhoe (se ovenfor under Taiwan-kitta). Dengang var Taiwan kendt som Formosa, et navn, som kan spores tilbage til 1542, hvor portugisiske sømænd som de første europæere fik øen i sigte. De kaldte den for Ilha Formosa (‘den smukke ø’).

Flere fotos af denne art kan ses på siderne Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan, samt Dyreliv: Byens dyreliv.

 

 

Grå træskade, Tunghai Universitetspark, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse grå træskader æder frø af kinesisk talgtræ (Triadica sebifera), Taichung. – En række billeder af det pragtfulde vinterløv hos dette træ kan ses på siden Efterår. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne i Tunghai Universitetspark æder en stor bi. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Den grå træskade er så velkendt i Taichung, at den er afbildet på kloakdæksler. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Nucifraga Nøddekriger
En lille slægt med 2 eller 3 arter. Den almindelige nøddekrige (nedenfor) er vidt udbredt i Europa og Asien, hvoraf en underart i den vestlige del af Himalaya, Kashmir-nøddekrige, af mange autoriteter betragtes som en selvstændig art, N. multipunctata. Den tredje art, amerikansk nøddekrige (nedenfor), lever i det vestlige Nordamerika.

Det vigtigste fødeemne for disse fugle er frø af forskellige arter af fyr (Pinus), som de knækker med deres kraftige næb. Denne adfærd ses af slægtsnavnet, som er afledt af latin nuci (‘nød’) og frango (‘at knække’ eller ‘at sønderbryde’).

Når fyrrefrø er talrige, skaber disse fugle forråd af overskydende frø, idet en enkelt fugl kan indsamle ikke færre end ca. 30.000 på en enkelt sæson. De er i stand til at huske omkring 70% af deres opbevaringssteder, selv når de er begravet i sne. De opbevarer ofte frø langt fra det sted, hvor de blev indsamlet, og disse fugle er således vigtige genskabere af skov i fældede eller brændte skovarealer. (Kilde: D.F. Tomback 2016, i Why birds matter: avian ecological function and ecosystem services, red. Sekercioglu, Wenny & Whelan, University of Chicago Press)

I områder uden fyrretræer udgør frø af gran (Picea) samt hasselnødder (Corylus) en vigtig del af føden.

 

Nucifraga caryocatactes Almindelig nøddekrige
Denne fugl har en uhyre stor udbredelse, fra det sydlige Norge mod øst i et bredt bælte gennem den sibiriske taiga til Kamchatka, Korea og Japan, i adskillige bjergområder i Centraleuropa, Himalaya, det vestlige og nordlige Kina, samt i Taiwan.

Artens fjerdragt er meget variabel, og ikke færre end 9 underarter er beskrevet, af hvilke owstoni er ret almindelig i nåleskove i de højeste bjergområder i Taiwan.

Artsnavnet har samme betydning som slægtsnavnet, men er afledt af oldgræsk karyon (‘nød’) og kataseio (‘at sønderbryde’).

 

 

Nøddekrige, underarten macella, hviler i en tårefyr (Pinus wallichiana), Ringmo, Solu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nøddekrige, underarten owstoni, Tataja, Yushan Nationalpark, Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Nucifraga columbiana Amerikansk nøddekrige
Denne bleggrå, sorte og hvide nøddekrige er hjemmehørende i bjergegne i det vestlige Nordamerika, fra British Columbia og den vestlige del af Alberta mod syd til det sydlige Californien og New Mexico, hvor den hovedsagelig lever i nåleskove i højder mellem 900 og 3900 m. Der er en lille isoleret bestand på bjerget Cerro Potosí i staten Nuevo León, nordøstlige Mexico.

Denne art blev beskrevet af kaptajn Meriwether Lewis (1774-1809) under Lewis og Clark-ekspeditionen 1803-06. Den første observation blev gjort af kaptajn William Clark (1770-1838) i 1805 langs bredden af Salmon River, en biflod til Columbia-floden – heraf det videnskabelige artsnavn.

 

 

Amerikansk nøddekrige, Bryce Canyon Nationalpark, Utah. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Amerikansk nøddekrige drikker af en smeltevandspyt på kraterranden, Crater Lake Nationalpark, Oregon. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Pyrrhocorax
Denne slægt består af kun to knaldsorte kragefugle, der nemt kendes på deres farvestrålende næb og fødder, samt på deres kald, der indeholder lidet krage-lignende lyde, noget i retning af piuuu eller pif. Begge arter vidt udbredt i Europa, Nordafrika og Asien. De er mesterlige flyvere, og man ser dem ofte lave luftakrobatik i store flokke, mens de ustandseligt kalder.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pyrrhos (‘flamme-farvet’), af pyr (‘ild’), samt korax (‘ravn’), hvilket sandsynligvis hentyder til det røde næb hos alpekragen.

 

Pyrrhocorax pyrrhocorax Alpekrage
Denne art er en smule større end alpealliken (nedenfor) og har længere, koralrødt næb. Den er ret almindelig i Himalaya og store dele af Centralasien, og er endvidere udbredt gennem Mellemøsten til Europa, hvor den findes i Irland, Wales, Frankrig, de sydvestlige Alper, Italien, samt på Balkan og i store dele af den Iberiske Halvø. I Afrika forekommer den i Atlas-bjergene i Marokko, i Tunesien, i Ethiopiens højland, samt på den kanariske ø La Palma.

 

 

Alpekrage søger føde, Deboche, Khumbu, østlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Alpekrage, Namche Bazaar, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pyrrhocorax graculus Alpeallike
Den mindste af de to arter, med gult næb og rødlige ben. Den er vidt udbredt, idet den findes i Marokko, Pyrenæerne, Alperne og andre centraleuropæiske bjerge, i Italien og på Balkan, på Kreta, i Tyrkiet, Kaukasus, og Alborz-bjergene i Iran, samt i Himalaya og andre centralasiatiske bjerge.

Alpealliken er meget almindelig mange steder, og den bliver ofte særdeles tillidsfuld. I Himalaya træffes den generelt i større højder end alpekragen. Den har ynglet i en højde af 6500 m, højere end nogen anden fugl, og den er blevet observeret følge efter bjergbestigere på Sagarmatha (Mt. Everest) i en højde af 8200 m.

 

 

Alpealliker kredser over den øvre del af Ghunsa-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Alpealliker, Annapurna Base Camp, øvre Modi Khola-dal, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Alpealliken er ofte tillidsfuld. Denne gennemblødte fugl blev fotograferet uden for en restaurant nær Grossglockner, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Perisoreus Lavskriger
En lille slægt med tre arter, som er udbredt i nåleskove i Nordamerika, Eurasien og det vestlige Kina.

 

Perisoreus infaustus Lavskrige
Denne lille art er vidt udbredt i nåleskove i den nordlige del af Eurasien, fra Norge mod øst til det østlige Sibirien, mod syd til Kazakhstan og det nordlige Kina. Fjerdragten er grålig-brun med mørkebrun isse og rustrøde underhaledækfjer og halesider, samt en rustrød plet i vingen.

Artsnavnet er latin og betyder ‘uheldig’. Dette mærkelige navn hentyder til en gammel overtro om, at det var et dårligt varsel at møde denne fugl.

 

 

Lavskrige, Marsfjällen, svensk Lapland. På det nederste billede tigger en udfløjet unge mad fra en forældrefugl. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Perisoreus canadensis Grå lavskrige
Denne art er overvejende hvid, med grå vinger og hale, samt mørkebrun isse. Den er vidt udbredt tværs over Nordamerika, fra subarktiske områder af Alaska og Canada mod øst til Newfoundland og Labrador, mod syd langs Stillehavskysten til det nordlige Californien, samt langs Rocky Mountains mod syd til Arizona og New Mexico. Den når også de nordlige egne af Minnesota, Wisconsin, Michigan og New England, samt Adirondack-bjergene i New York. Om vinteren optræder den ofte længere mod syd.

Denne fugl har adskillige populære navne, bl.a. whisky jack, som er en forvrængning af Wisakedjak, en godartet drillepind og kulturhelt i Cree-, Algonquin- og Menominee-folkenes mytologier. Blandt Tlingit-folket i det nordvestlige Nordamerika kaldes den for kooyéix eller taatl’eeshdéi (‘lejr-røveren’), hvilket sigter til dens tillidsfulde adfærd.

 

 

Grå lavskrige, Lake Schoen, Vancouver Island, Canada. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Den grå lavskrige er meget tillidsfuld. Denne i Garibaldi Provincial Park, British Columbia, Canada, tager føde fra en vandringsmands støvle. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne sidder på min sandal, Redwood Nationalpark, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne tager brød, som er placeret på en lille piges hoved, Mount Rainier, Washington. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Calocitta Topskader
En lille slægt med kun to arter, udbredt i Mexico, Guatemala og Costa Rica. Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kalos (‘smuk’) og kitta (‘skade’).

 

Calocitta formosa Halsbåndstopskade
Denne store og langhalede fugl, med en totallængde på indtil 56 cm, er udbredt i tør og tornet skov og halvfugtig løvskov langs Stillehavskysten, fra Jalisco i Mexico til Guanacaste i Costa Rica. Den lever normalt i under 800 meters højde, men kan undertiden træffes op til omkring 1250 m.

Denne støjende fugl drager som regel omkring i flokke. Artsnavnet er latin og betyder ‘smuk’, i lighed med slægtsnavnet. Nå, men den er da også en meget køn fugl med en iøjnefaldende krum, mørkeblå og hvid top på issen, blå vinger og overside af halen, samt hvid underside med en tynd mørkeblå stribe, der løber fra nakken ned over den øverste del af brystet.

 

 

Halsbåndstopskader, Santa Rosa Nationalpark, Guanacaste, Costa Rica. På det nederste billede drikker de fra en vask på en campingplads. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Aphelocoma Kratskader
Førhen rummede denne slægt kun 3 arter, men et antal splits har bragt antallet op på 7. De er mellemstore fugle med hovedsagelig blå og grå fjerdragt, som forekommer i det vestlige USA, samt i Mexico og den vestlige del af Mellemamerika, mod øst til det vestlige Nicaragua, og med en isoleret art i Florida.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk apheles (‘naiv’, men i denne forbindelse oversat som ‘simpel’), samt kome (‘velordnet hår’), givet med henblik på disse fugles mangel på striber eller bånd, modsat de fleste andre skader.

 

Aphelocoma wollweberi Mexikansk kratskade
Denne fugl, som har blå overside og grå underside, blev tidligere kaldt for gråbrystet kratskade (A. ultramarina), men i 2011 blev den opdelt i to arter, hvoraf de nordlige bestande i dag kaldes for mexikansk kratskade med det latinske navn A. wollweberi, mens bestanden i det centrale Mexico, der nu kaldes for transvulkansk kratskade, har beholdt navnet A. ultramarina.

Mexikansk kratskade er udbredt fra det østlige Arizona og det vestlige New Mexico mod syd langs Sierra Madre Occidental, næsten til Mexico City, og derfra mod nord langs Sierra Madre Oriental til Chisos-bjergene i det sydlige Texas.

Artsnavnet blev givet til ære for en tysk rejsende ved navn Wollweber, der indsamlede fugle i Mexico i 1840’erne for Darmstadt Museum i Tyskland. Bortset herfra vides intet om ham, da arkiverne i Darmstadt Museum blev destrueret under 2. Verdenskrig.

 

 

Mexikansk kratskade, Chiricahua National Monument, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Aphelocoma californica Californisk kratskade
Denne fugl er hjemmehørende i et bredt bælte langs Stillehavskysten, fra den sydligste del af British Columbia mod syd gennem Washington, Oregon, Californien og den vestligste del af Nevada til sydspidsen af Baja California. Den lever i krat, fyrre-enebærskove og egeskove, samt endvidere i større haver i byernes forstæder, hvor den ofte bliver tillidsfuld og besøger fuglefoderpladser.

Tidligere var denne art sammen med tre andre nuværende arter samlet under ét, kaldt for blot kratskade. Så blev to bestande ophøjet til arter, Florida-kratskade (A. coerulescens), der er begrænset til Florida, samt Santa Cruz-kratskade (A. insularis), der kun lever på øen Santa Cruz ud for den californiske kyst. De resterende bestande blev herefter kaldt for vestlig kratskade. Senere blev indlandsbestandene ophøjet til en særskilt art, præriekratskade (A. woodhouseii), mens kystnære bestande blev kaldt for californisk kratskade.

 

 

Californisk kratskade, Joshua Tree Nationalpark, Californien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Psilorhinus morio Brunskade
Denne art, som er det eneste medlem af slægten, er temmelig almindelig i et ret smalt bælte langs den Mexikanske Bugt, fra Rio Grande-dalen i det sydligste Texas mod syd og øst til det vestlige Panama.

Overfladisk minder den om husskaden (ovenfor), men er lidt mindre, med kortere hale, men større næb. Fjerdragten varierer geografisk. Fuglene i de nordlige bestande er mørkebrune på oversiden og lysere brune på undersiden, hvilket har givet arten dens navn. Hos fuglene i de sydlige bestande er bugen hvid, og de ydre halefjer har hvide pletter. Mellemformer forekommer omkring Vera Cruz-området i Mexico. Gamle fugle har sort næb og ben. Arten har en nøgen oppustelig hudsæk på brystet, som formodentlig regulerer kropstemperaturen, men den frembringer også mærkelige klikkende eller hikkende lyde, når fuglen kalder.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk psilos (‘høj’ eller ‘tynd’) samt rhinos (‘næse’), hvilket formodentlig hentyder til det sammenpressede høje næb hos fuglen. Artsnavnet er afledt af græsk moros (‘idiot’), hvilket måske sigter til de mærkelige lyde, den frembringer.

 

 

Brunskade renser fjer, Tikal Nationalpark, Guatemala. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Zavattariornis stresemanni Sidamokrage
Det menes, at denne fugl er medlem af kragefamilien, men det er ikke helt sikkert. Dens fjerdragt er hovedsagelig bleggrå, strube, den øvre del af brystet samt undergumpen er hvide, mens vinger og hale er skinnende sorte. Omkring øjet findes en smal ring af nøgen, stærkt blå hud.

Arten har en særdeles begrænset udbredelse, idet den kun findes i tornet akacieland i omegnen af byen Yabello i det sydlige Ethiopien. Den færdes som regel i mindre flokke og lever hovesagelig af insekter.

Slægtsnavnet hædrer den italienske zoolog Edoardo Zavattari (1883-1972), som var direktør for den zoologiske afdeling på Sapienza-universitetet i Rom 1935-53. Han støttede fascisme og anti-semitisme på basis af sine biologiske studier og var blandt dem, der underskrev Manifesto della razza, et racistisk manifest fra 1938, der førte til de anti-semitiske love i Kongedømmet Italien, som fratog jøderne deres italienske statsborgerskab og deres offentlige stillinger.

Artsnavnet blev givet til ære for den tyske naturhistoriker og ornitolog Erwin Friedrich Theodor Stresemann (1889-1972), som skrev indlæg i senere udgaver af værket Handbuch der Zoologie (først publiseret 1863-75), og han var redaktør af tidsskriftet Journal für Ornithologie. Han viste tillige interesse for digterkunst, filosofi og sprogkundskab, og han offentliggjorde en monografi over det austronesiske Paulohi-sprog, baseret på studier, som han foretog på en ornitologisk ekspedition til den indonesiske ø Seram.

Det danske navn hentyder til Sidamo-provinsen, en tidligere provins i det sydlige Ethiopien, beliggende i det område, hvor byen Yabello i dag befinder sig.

 

 

Sidamokrage søger føde på et termitbo, nær Yabello, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

(Oprettet oktober 2021)

 

(Senest revideret februar 2022)