Fjerkræ

 

 

Galende hane, Hanoi, Vietnam. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Guizhou-Yunnan 2007
Indkøb på et marked i Yuanyang, Yunnan-provinsen, Kina: Hane og grønsager i en kurv. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Masse-opdræt af Beijing-ænder, nær Fuxing, syd for Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Farvede høns og ænder til salg, Hanoi, Vietnam. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

”Jens Hansen ha’d en bondegård…” – Disse gigantiske papirlamper, der forestiller en bonde med bøffelkærre, gæs og en ged, er udstillet under Lampernes Festival, fejret under det kinesiske nytår 2005, Tainan, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Høns

 

Konen med Æggene

 

Der var en Kone paa Landet,
hun havde en Høne, blandt andet.
Nu, lægge Æg er Hønens Fag,
og denne gav et hver evige Dag;
det var et par Snese, da de blev talt,
se, det fandt Konen ikke saa galt!
Hun dem forsigtig i Kurven fik,
tog den paa Hovedet og gik.
Til Staden styrede hun sin Gang;
men hun var ene og Vejen var lang,
skønt hun gik til af alle Kræfter.
Nu tænkte hun over og regned’ efter,
hvor godt hun fik sine Æg betalt,
og det var jo heller ikke saa galt:
”Ja vist!” Saaledes hun gaar og taler:
”For disse faar jeg en hel Rigsdaler.
For den vil jeg købe to Høns, lad se!
Med den derhjemme har jeg da tre;
hver lægger Æg, og om ikke længe
kan jeg handle igen og komme til Penge;
jeg køber tre Høns, til de tre jeg har;
se det bliver seks. Deres Æg jeg ta’r;
jeg sælger de halve, den anden Rest
skal ruges til Kyllinger, det er bedst!
Jeg faar da en Hønsegaard; tænk dig bare!
Og den tager til. Det er holdende Vare!
En del lægger Æg, en del ruger ud –
hvor jeg bliver rig, du søde Gud!
Jeg køber to Gæs og et lille Faar,
og bedre og bedre Handelen gaar
med Æg og med Høns og med Fjer og med Uld.
Til sidst faar jeg Pengeposen fuld!
Jeg køber en Gris, jeg køber en Ko,
hvo ved, maaske kan jeg købe to?
Se det giver af sig! Og efter et Aar
har jeg Hus og Folk og Køer og Faar.
Saa kommer en Frier ind i min Stue,
han kysser min Haand, og jeg bliver Frue!
For han har en Gaard, der er større end min!
Jeg bliver saa fornem, saa stolt og saa fin,
jeg taaler ikke den mindste Snakken,
jo, jeg skal vide at knejse med Nakken!”
Og ret som hun sagde det, gjorde hun saa.
Klask! Æggene der paa Jorden laa!
Med dem den hele Lyksalighed faldt –
og det var i grunden ikke saa galt!

 

Digt af H.C. Andersen (1805-75) , 1836.

 

De af jer, som er gamle nok, husker måske fra fjernsynet skuespilleren Preben Uglebjergs (1931-68) fremragende oplæsning af dette digt.

 

 

Nyere studier har påvist, at tamhønen opstod i Kina for omkring 10.000 år siden, da dens stamfader, bankiva-hønen (Gallus gallus), blev tæmmet for første gang. Denne art lever stadig i vild tilstand i Indien og Sydøstasien. Senere blev bankiva-hønen også tæmmet adskillige steder i Sydøstasien samt i Indien, hvor nogen hybridisering med den grå junglehøne (Gallus sonneratii), der lever i den sydlige del af Indien, formentlig fandt sted.

Omkring 3900 f.Kr. var tamhønen til stede i Iran, omkring 2400 f.Kr. i Tyrkiet og Syrien, og ca. 2000 f.Kr. var den ankommet til Spanien. Omkring 1400 f.Kr. fandtes den i Egypten, hvor den blev kaldt ”fuglen der føder hver dag” – en hentydning til, at hønen er en flittig æglægger. Jernalderbønder i Mali, Burkina Faso og Ghana i Vestafrika holdt høns i hvert fald så tidligt som 500 e.Kr.

Fra Sydøstasien bragte sømænd høns til de polynesiske øer omkring 1300 f.Kr., og i Chile er der fundet rester af tamhøns, som kan dateres tilbage til ca. 1350 e.Kr. Hidtil havde man været af den overbevisning, at Columbus var den første til at bringe høns til Amerika på sin anden rejse i 1493. Høns blev bragt til Australien i 1788 med de første nybyggere.

I dag er hønen det mest udbredte og talrigeste tamdyr i verden med en total bestand på omkring 19 milliarder. Høns holdes langt overvejende for kødets og æggenes skyld.

Haner kan være meget aggressive. Her er et uddrag af min far Jens Christen Pedersens erindringer: “Uddeleren i Tåning Brugs havde humor. Han holdt høns på den anden side af vejen og også en flot hane. En dag sagde han til mig, at opfejet fra lageret kunne jeg give hønsene. Det plejede han ellers selv at gøre, og jeg fandt snart ud af, hvorfor jeg skulle gøre det. Da jeg kom ind i hønsegården, kom hanen for fulde sejl og sprang på mig, så jeg måtte skynde mig ud og lukke døren. Uddeleren var ved at dø af grin.”

Man siger, at høns er dumme, men jeg har en sandfærdig historie, som viser, at høns kan drage slutninger. I 1980 aftjente Thomas Læssøe sin værnepligt på naturreservatet Vorsø i Horsens Fjord. Her holdt man høns, og hver aften blev de lukket ind i hønsehuset, og døren blev lukket, så ræv og mår ikke kunne komme derind.

En aften efter mørkets frembrud sad Thomas og arbejdede ved skrivemaskinen, da han hørte en pikkende lyd fra vinduet. Da han kiggede op, så han en høne, som kiggede ind gennem vinduet. Da han gik udenfor, kom hønen løbende rundt om hushjørnet for at blive lukket ind. Den var åbenbart kommet for sent til at blive lukket ind sammen med de andre høns.

Hønen har altså ræsonneret som så: “Der er lys i dette vindue. Lys er forbundet med de tobenede væsner, der lukker os ind. Hvis jeg pikker på vinduet, kommer et af væsnerne nok og lukker mig ind.”

 

 

Mange nutidige hønseracer ligner stadig deres vilde ophav en hel del, fx Dansk Landrace, der ses på dette billede. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tidligt om morgenen sidder disse høns i Namche Bazaar, Khumbu, østlige Nepal, stadig på deres nattesæde – en brændestabel. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Galende hane foran en figur af en hindugud, Bhaktapur, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne mand i Jhong-floddalen, Mustang, centrale Nepal, vogter hvede og boghvede, som ligger til tørre i solen. Han er faldet i søvn på sin post, hvilket hurtigt bemærkes af hønsene, der benytter lejligheden til at fylde deres kråse. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Få dage gammel kylling af Dansk Landrace, Horsens. Hønens rugeperiode er på 21 dage. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne høne lærer sine kyllinger at søge føde. – Skanderborg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tamhøns elsker at støvbade, hvilket ofte kan befri dem for lopper og andre parasitter. – Skanderborg. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Høns holdes ofte under forfærdelige forhold, som disse burhøns i Palapye, Botswana. Et stigende antal forbrugere køber i dag æg og kyllinger af fritgående høns, som fodres med økologisk dyrket føde. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse høns er stoppet ind i et lille bur og venter på at blive bragt til et marked, Hanoi, Vietnam. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Høns til salg på et marked nær Er Hai-søen, Yunnan-provinsen, Kina. Deres ben er bundet sammen for at forhindre dem i at strejfe rundt. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse bærere transporterer høns i bure op gennem Kali Gandaki-dalen, Annapurna, centrale Nepal, hvor de sælges til restauranter. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette hønsehus i landsbyen Gul Bhanjyang, Helambu, Nepal, er fremstillet af forhåndenværende materialer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne kæmpestore papirlampe, der forestiller en hane, er udstillet under Lampernes Festival, fejret under det kinesiske nytår 2005 (Hanens År i den kinesiske kalender), Tainan, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne skulptur i byen Rochefort en Terre, Bretagne, gengiver en galende hane. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gennem tusinder af år var hanekamp en populær sport i mange lande, deriblandt Indien, Indonesien, Kina, Japan og Polynesien. To trænede kokke, ofte med metalsporer fastgjort til deres egne sporer, blev sluppet løs mod hinanden og kæmpede, indtil den ene var død, flænset op af sporerne. I dag finder hanekampe stadig sted i enkelte lande.

 

 

Denne Khmer-frise i Angkor Thom, Cambodia, viser kamphaner, som ejes af Khmer-folk (t.v.), samt af kinesere, der er let genkendelige på deres hårpisk. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hanekamp finder stadig sted i enkelte lande, her i Sarawak, Borneo. Inden kampen fastgøres metalsporer på hanens sporer. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ænder
Næsten alle tamænder nedstammer fra gråanden (Anas platyrhynchos), som er vidt udbredt i subarktiske, tempererede og subtropiske områder af Nordamerika, Eurasien og Nordafrika, mod syd til Mexico, Marokko, Egypten, Pakistan og Kina. Den er også blevet indført som jagtobjekt mange andre steder, bl.a. Sydamerika, New Zealand, Australien og Sydafrika. Andrikken er en pragtfuld fugl i yngledragten, med grå sider, purpurfarvet bryst og skinnende grønt hoved, der fra visse vinkler changerer over i det blå. Hunnen er ensfarvet plettet brun.

Gråanden blev først tæmmet i Sydøstasien for mindst 4000 år siden. I Oldtidens Egypten blev ænder fanget i net og derpå tæmmet, og tamænder optræder ofte som motiv på vægmalerier i grave og andre steder. På et tidligt tidspunkt blev gråanden også tæmmet i Antikkens Rom. En særlig kinesisk tamform, Beijing-anden (førhen kaldt Peking-and), nedstammer også fra gråanden.

Mange steder udvikledes hvide tamænder, som måske blev foretrukket frem for mere brogede ænder, da de var nemmere at få øje på, hvis de skulle løbe bort. Tamanden har også mistet gråandens territoriale adfærd, og den er langt mindre aggressiv. Trods disse forskelle er tamanden stadig meget nært beslægtet med gråanden, og hvis de krydses, er afkommet yngledygtigt. Disse halvtamme ænder, ofte kaldt ’parkænder’ aller ’franskbrødsænder’, findes i alle farvenuancer mellem rent hvid og ’næsten-vild-gråande-type’.

Ænder holdes hovedsagelig for kødets og æggenes skyld, samt for deres dun. I nogle lande anvendes blodet fra slagtede ænder som en ingrediens i forskellige retter. Nogle former for tamænder er blevet udviklet som prydænder, der ofte deltager i udstillinger.

 

 

Andrikken af gråand er en smuk fugl. – Christiansø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne gråand hun hviler på en væltet træstamme i en dam i naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. I baggrunden en sovende krikand (Anas crecca). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Masse-opdræt af Beijing-ænder, nær Fuxing, syd for Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne mand sælger levende ænder på et marked i Kintamani, Bali, Indonesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Stegte ænder til salg på et marked, Yuanyang, Yunnan-provinsen, Kina. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Moskusanden (Cairina moschata) er en type af tamand, som ikke nedstammer fra gråanden. Denne and, som er tungere end andre typer af tamænder, er hjemmehørende i Mellem- og Sydamerika, fra Mexico sydpå til det nordlige Argentina. Moskusandens navn skyldes sikkert dens moskusagtige lugt. Det kan dog også være en afledning af det spanske ord mosquito (myg), efter Mosquito-kysten i Mellemamerika, hvor spanske conquistadorer først stiftede bekendtskab med denne and.

Den tidligst kendte tæmning af moskusanden fandt sted under Mochica-kulturen i det sydlige Peru, samt i kystnære egne af Ecuador, omkring 50-80 e.Kr. I Bolivia kendes den som husdyr fra omkring 600 e.Kr., og i Mellemamerika fra omkring 750 e.Kr. Med ankomsten af de spanske conquistadorer i 1500-tallet spredtes moskusanden til Europa, og herfra siden til resten af verden. Fjerdragten hos den tamme moskusand er mere variabel end hos dens vilde slægtning, og mange af tamænderne er rent hvide.

Forvildede bestande af moskusænder er blevet etableret i USA og det sydlige Canada, samt i New Zealand, Australien og forskellige egne af Europa.

 

 

Nepal 1998
Spraglet moskusand, Kali Gandaki-floden, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Helt hvid moskusand i en bypark, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gæs
Tamgæs nedstammer fra to arter af vilde gæs, grågåsen (Anser anser) og svanegåsen (Anser cygnoides). Grågåsen er vidt udbredt tværs over det nordlige Eurasien, mens svanegåsen har en begrænset udbredelse, idet den yngler i Mongoliet, det nordligste Kina samt i den sydøstlige del af Sibirien.

Grågåsen blev først tæmmet i Egypten, måske så tidligt som 1500 f.Kr., og herfra spredtes den til Europa og det vestlige Asien. I dag kendes omkring 80 former af denne tamgås. Svanegåsen, der nemt kendes på den store knop ved næbroden, blev først tæmmet i Kina, måske så tidligt som 1000 f.Kr. Tamformen kaldes ofte for kinesisk gås, og der er i årenes løb opstået omkring 20 former.

I dag er begge typer af tamgæs udbredt over hele verden, og da grågåsen og svanegåsen er ret nært beslægtede, optræder der ofte hybrider mellem de to tamformer.

Tamgæs holdes for kødets og æggenes skyld, samt for deres glimrende dun, der anvendes i dyner, dunjakker, soveposer m.m.

 
 
 
Vilde grågæs, Hornborgasjön, Sverige. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tamme svanegæs med gæslinger, Sauraha, sydlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gæslinger af kinesisk gås til salg på et marked nær Er Hai-søen, Yunnan-provinsen, Kina. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Duer
Tamduen nedstammer fra klippeduen (Columba livia). Det menes, at denne art i vild tilstand oprindelig fandtes i Sydeuropa, det nordlige Afrika, samt fra Mellemøsten mod øst til Afghanistan og Indien, med isolerede bestande i Irland og Skotland, samt på Færøerne, Azorerne, Madeira, de Kanariske Øer og Kap Verde-øerne.

Den blev imidlertid tæmmet på et meget tidligt tidspunkt og er siden blevet bragt til næsten enhver plet på planeten. Med tiden er der opstået over 1000 racer eller former. I talrige byer verden rundt er fugle undsluppet og har dannet kæmpestore fovildede bestande. På trods af, at de sviner med deres ekskrementer allevegne, og måske også spreder smitsomme sygdomme blandt mennesker, er det en meget populær fritidsbeskæftigelse hos mange at fodre disse duer.

En specialiseret type tamduer er de såkaldte brevduer, der blev fremelsket med henblik på navigation og høj fart. De blev oprindeligt udviklet til at bringe meddelelser til deres hjemsted, bundet fast omkring det ene ben. Det menes, at de hovedsagelig var i stand til at finde vej gennem følsomhed over for Jordens magnetfelt. I dag anvendes denne type i brevdue-væddeløb, som er en meget populær sport i mange lande.

Det latinske artsnavn hidrører fra Theodore Gazas værk fra 1476, Aristotelis de natura animalium, hvori han oversætter det græske ord for due, peleia (sandsynligvis afledt af pellos, ‘af mørk farve’), til livia, afledt af latin livens (‘blyfarvet’), oprindeligt fra livere (‘af blålig farve’).

 

 

En vild klippedue raster på en mur i et forfaldent fort, Ranthambhor Nationalpark, Rajasthan, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dueslag, Hanoi Botaniske Have, Vietnam. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne form af tamduen kaldes for hvid højstjert. – Horsens. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hver morgen fodres hundredevis af tamduer i Kathmandu, Nepal, her omkring den buddhistiske stupa Bodhnath (øverst), samt på Durbar Square. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne tamdue sidder i en hulhed i en mur i byen Ragusa, Sicilien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Brevdue-væddeløb er en populær sport i Taiwan. Dette nu nedlagte dueslag i byen Taichung er forsynet med spigre, der skulle forhindre rovfugle i at lande på taget. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

(Oprettet september 2017)

 

(Senest revideret oktober 2024)