Snerler
Pragtfuld lyserød tragtsnerle (Ipomoea carnea) i morgenlys, Kerala, Sydindien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Blomsterne hos agersnerle (Convolvulus arvensis) er normalt hvide, eventuelt med lyserøde partier, og en rosenfarvet form er ikke ualmindelig. Denne blev observeret på en strand ved Melsted, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Batatplanten (Ipomoea batatas), hvis rodfrugter kaldes for batater eller sødkartofler, er en vigtig afgrøde i mange tropiske og subtropiske lande verden rundt. Disse planter blev dyrket nær Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Ipomoea cairica er yderst almindelig i Taiwan, hvor dette billede blev taget. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Snerlefamilien (Convolvulaceae) omfatter omkring 58 slægter med næsten 2000 arter, hvoraf de fleste er urteagtige slyngplanter, men også nogle oprette urter, buske eller træer. Blomsterne hos næsten alle arter er tragtformede, med fem sammenvoksede kronblade, og hos mange arter er de store og smukke. Bladene er udelte og ofte hjerteformede. De sidder vekselvis, og der er ingen akselblade (små, bladlignende gevækster ved grunden af bladstilken).
Stænglerne hos langt de fleste arter slynger sig omkring andre planter eller andet, hvilket er årsagen til det videnskabelige familienavn, som er afledt af latin convolvere (‘at slynge sig’ (omkring)), oprindeligt fra con (‘med’) og volvo (‘at rulle’).
I sin herlige bog All about Weeds skriver den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964): “Disse slyngplanter snoer sig rundt om voksende stængler af majs, soyabønner og bomuldsplanter, ja selv omkring andre ukrudtsplanter, som burde være i stand til at klare sig mod sådanne små og svage planter, som snerlerne synes at være. Men de er ikke svage. Som slanger kravler disse tynde slyngplanter op over de planter, de har valgt som espalier. Snart vil snerlernes store blade overskygge bladene hos espalier-planterne, og kort tid efter smiler deres pragtfulde blomster til hele verden, som en stor kvinde, der spærrer for udsynet hos en lille dreng i biografen.”
Det danske navn snerle kommer af snare, hvilket hentyder til de slyngende og snærende stængler.
Frugterne hos de fleste medlemmer af familien er kapsler, men et antal arter producerer bær eller nødder.
Kapsler af tragtsnerle-arten Ipomoea cairica, som klatrer op ad et hegn, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Her ses kapsler af en blå tragtsnerle (Ipomoea nil), som klatrer op over kasserede paller i Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Denne Ipomoea obscura, som vokser på et hegn i Taichung, viser artens små ovale kapsler. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Convolvulus
Denne slægt, som er typeslægten i snerlefamilien, omfatter ca. 190 arter, udbredt over det meste af verden med den største koncentration i Mellemøsten. Størstedelen er urteagtige slyngplanter, mens nogle er buske og dværgbuske. Frugten er en kapsel.
Slægtsnavnets betydning er forklaret ovenfor.
Convolvulus arvensis Agersnerle
Agersnerle er typearten i typeslægten, navngivet i 1753 af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78).
Mens de fleste snerler slynger sig omkring andre planter, ses denne art ofte krybende langs jordoverfladen. Den er hjemmehørende i tempererede og subtropiske egne i den Gamle Verden, fra Irland mod øst til det østlige Sibirien, samt fra Skandinavien og Sibirien mod syd til det nordlige Afrika, Indien og Indokina. Den er blevet indslæbt til mange andre egne af verden, hvor den nemt bliver naturaliseret og mange steder er blevet invasiv. Mere herom findes på siden Natur: Invasive arter.
Danske folkenavne på denne art omfatter bl.a. jomfruskjorte, paraplyblomst, Fandens skjorteærmer, Jomfru Marias særk, soldaterhat, oldemors pissepotte og Oles telt, som alle hentyder til blomstens form, mens navnet kojer (kodde = testikel) fra Løgstør omkring 1870 hentyder til frugtens form. (Kilde: V.J. Brøndegaard. Folk og flora. Dansk etnobotanik, bd. 3. Rosenkilde og Bagger, 1979)
Blomsten indgik førhen i barnelege. ”En (…) lille Dukkefigur faar de af Ager-Snerlen med den skørtlignende Krone og Frugtknude som et Hovede foroven, hvilken Blomst ogsaa agerer lidt større Dukkers Hat eller Paraply.” (Kilde: V.J. Brøndegaard. Danske børnelege med blomster og andre plantedele. Sprog og Kultur 22 (1960), s. 11-76)
Agersnerle er nævnt utallige gange i dansk poesi. Et enkelt eksempel er af Harald H. Lund (1902-82) i digtsamlingen Forundrede Øjne (1925):
Blæsten triller Græssets Perler
ned i Tragterne af Snerler,
mærk, hvor sød en Duft af Marcipan!
Artsnavnet er latin og betyder ‘findes på marker’.
Agersnerle er uhyre almindelig i Danmark, Dette billede viser en stor bevoksning i en vejkant nær Stensby, Sydsjælland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Blomsterne hos agersnerle er normalt hvide, men har ofte lyserøde aftegninger her og der, som på disse billeder fra Sose Odde, Bornholm (øverst), og Kivik Kungagrav, Skåne. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Convolvulus assyricus Assyrisk snerle
Denne dværgbusk, som er endemisk i det østlige Tyrkiet, danner kompakte puder – en tilpasning til dens åbne, blæsende voksesteder. Stængler til 8 cm lange, blade sparsomt hårede, linje- eller spatelformede, spidse, op til 2 cm lange og 4 mm brede. Blomsterne er endestillede, indtil 2,5 cm i diameter, normalt enlige, undertiden få sammen, kronen rosenfarvet.
Den vokser på stenede steder og i græsland i højder mellem 750 og 2100 m.
Artsnavnet hentyder til Assyrien, et semitisk kongerige, som fandtes ca. 2500-600 f.Kr., centreret omkring nutidens nordlige Irak og Syrien.
Assyrisk snerle er meget almindelig omkring Ala Dağları-bjergene i det sydlige Tyrkiet, hvor disse billeder er taget. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Convolvulus cantabrica Cantabrisk snerle
Stængel krybende, opstigende eller opret, somme tider forgrenet, træagtig forneden, håret, op til 45 cm høj, nedre blade aflange eller spatelformede, indtil 4 cm lange og 1,5 cm brede, langstilkede, de øvre blade siddende, omvendt lancetformede eller linjeformede, med spredte hår. Blomsterne er endestillede eller fra bladhjørnerne, 1-4 sammen i åbne klaser, bægerblade ovale eller omvendt lancetformede, indtil 8 mm lange og 4 mm brede, tilspidsede, tæt dækket af udstående hår, kronen lyserød, sjældent hvid, indtil 2,5 cm i diameter.
Cantabrisk snerle er hjemmehørende i Sydeuropa, det nordlige Afrika, Ukraine, den sydlige del af europæisk Rusland samt Mellemøsten, mod øst til Iran og Afghanistan. Den vokser på kalkholdig jordbund i tørre græsklædte områder, skove, blandt klipper og langs veje, fra havniveau op til omkring 1700 meters højde.
Artsnavnet hentyder til Cantabrien, et landskab i Baskerlandet i det nordlige Spanien.
Cantabrisk snerle, nær Çaycuma, Sortehavet, Tyrkiet. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Cantabrisk snerle, Turgutlu, øst for Manisa, sydvestlige Tyrkiet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Convolvulus chilensis Chilensk snerle
Denne urt er endemisk i det nordlige og centrale Chile, hvor den findes op til 1800 meters højde.
Stænglen er krybende, sjældent slyngende, undertiden forveddet forneden, op til 2,5 m lang, blade normalt stilkede, op til 8 cm lange og 6 cm brede, meget variable i form, sædvanligvis linjeformede eller smalt aflange, med prominente linjeformede basale ører, men undertiden ovale eller afrundede med afrundede ører, tilspidsede, margin helrandet eller bølget. De stilkede blomster er enlige eller 2 sammen, voksende fra bladhjørnerne, bægerblade op til 9 mm lange og 7 mm brede, elliptiske, endende i en kort torn, kronen op til 2,5 cm lang, forskellige afskygninger af lyserød eller blegviolet med hvidt svælg, undertiden helt hvide, meget svagt fligede, flige med en kort torn i spidsen.
Chilensk snerle, observeret i Valle del Encanto, nær byen Ovalle. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Convolvulus dorycnium Prægtig snerle
Denne plante lever virkelig op til sit navn, idet den producerer en overdådighed af smukke blomster. Den er en opret eller opstigende busk, op til 1 m høj, med stive, divergerende grene, blade smalt lancetformede eller spatelformede, siddende eller gradvis indsnævret til en stilk, blomster endestillede eller fra bladhjørnerne, enlige eller få sammen, kronen lyserød, indtil 2,5 cm lang.
Den er udbredt i det nordlige Afrika, samt fra det sydlige Grækenland og Cypern gennem Mellemøsten til Kazakhstan og Afghanistan. Den vokser i forskellige habitater, bl.a. sandede områder, klippefyldte skråninger, vejkanter og brakmarker, fra havniveau op til højder omkring 1000 m.
Artsnavnet er afledt af oldgræsk doryknion, et ord, som blev anvendt af den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.) om en snerle-art, muligvis Convolvulus oleaefolius.
Prægtig snerle, fotograferet nær Gournes, Kreta. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Convolvulus galaticus
Denne art er udbredt i Tyrkiet, Libanon, Syrien og det nordlige Irak. Den vokser i fyrreskove, græsland og enge, samt på marker og stenede steder, sædvanligvis på kalkholdige jorder, i højder mellem 900 og 2000 m.
En krybende, tæthåret plante, blade stilkede, bredt ovale med hjerteformet basis, spidsen but eller tilspidset, margin bølget med runde eller skarpe tænder. Blomsterne, som udgår fra bladhjørnerne, er op til 3,5 cm i diameter, enlige eller 2-4 sammen, kronen lyserød eller purpurfarvet, eller en kombination, med hvidt svælg.
Artsnavnet hentyder til Galatien, som var en provins i Romerriget, beliggende i det nuværende centrale Tyrkiet.
Convolvulus galaticus, fotograferet nær Uluköy, nordøst for Dinar, Tyrkiet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Convolvulus hystrix
En lav, opret busk med talrige korte, udbredte, sammenfiltrede grene, der ender i en skarp torn. De små blade er aflange, stive, siddende, indtil 6 mm lange og 2 mm brede, silkehårede. De ustilkede blomster, som sidder i bladhjørnerne, er normalt enlige, bægeret er dækket af brune hår, de 2 ydre bægerblade afrundede, de 3 indre mindre og ovale, kronen bleglilla eller undertiden hvidlig.
Arten er udbredt fra Egypten mod syd til Somalia, samt fra Syrien mod syd gennem den Arabiske Halvø til Yemen og Oman.
Traditionelt blev dens rod anvendt af Oldtidens egyptere og arabere som et afførende middel.
Artsnavnet er det oldgræske ord for hulepindsvin og sigter naturligvis til plantens spidse torne.
Convolvulus hystrix, fotograferet nær Ras Muhammad på Sinai-halvøen, Egypten. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Convolvulus phrygius
Denne art, af nogle autoriteter kaldt for C. pulvinatus, er en krybende eller pudedannende dværgbusk med krybende blomsterskud op til 20 cm lange. Bladene er siddende, spatelformede eller omvendt lancetformede, butte eller spidse, indtil 1,8 cm lange og 4 mm brede. Blomsterne er endestillede eller udgår fra bladhjørnerne, enlige eller 2-7 sammen, siddende eller kortstilkede, kronen til 2,5 cm i tværmål, hvid, undertiden med lyserød rand, samt 5 lodrette lyserøde striber på undersiden.
Arten er endemisk i Tyrkiet, hvor den vokser i græsland og lyse fyrreskove i højder mellem 850 og 1200 m.
Artsnavnet refererer til Frygien, et kongedømme i den vestlige del af Anatolien, hvis magt var størst omkring 700 f.Kr.
Convolvulus phrygius, Acigöl, øst for Denizli, vestlige Tyrkiet. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Convolvulus tricolor Trefarvet snerle
Denne pragtfulde snerleart er udbredt omkring Middelhavet, fra Spanien, Portugal og det sydlige Frankrig mod øst til Balkan og Grækenland, i det nordvestlige Afrika og Mauritanien, samt på de Kanariske Øer. Den er almindelig i sandede områder, på dyrket land og langs veje.
En plante med udbredte, krybende eller opstigende, indtil 60 cm lange stængler, blade op til 4,5 cm lange, grundblade omvendt lancetformede eller spatelformede, de øvre ovale, aflange eller omvendt lancetformede. De langstilkede blomster er enlige i bladhjørnerne, bægerblade op til 5 mm lange, krone tragtformet, indtil 5 cm i tværmål, trefarvet, blå eller violet langs randen, hvid ind mod midten, svælg gult.
Artsnavnet er latin og betyder ‘trefarvet’.
På disse billeder vokser trefarvet snerle på en mark sammen med bl.a. mælkebøtte (Taraxacum) og jomfru-i-det-grønne (Nigella damascena), nær San Martin el Tesarillo, Andalusien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Calystegia
Denne slægt omfatter omkring 25 arter af urteagtige slyngplanter, hvoraf nogle kan blive over 5 m lange. De forekommer i tempererede og subtropiske områder verden rundt, og næsten halvdelen af arterne er endemiske i Californien. Frugten er en kapsel.
Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kalyx (‘kop’) og stegos (‘dække’), altså ‘en dækkende kop’, hvilket hentyder til bægerets form.
Førhen var disse planter indlemmet i slægten Convolvulus (ovenfor), som de nøje ligner, bortset fra visse små botaniske karakterer.
Calystegia sepium Gærdesnerle
Denne art, opdelt i 9 underarter, har en meget stor udbredelse i den nordlige tempererede zone, i mindre grad i den sydlige tempererede zone.
Stænglen slynger sig omkring planter eller andet, mod uret, og kan nå en længde af op til 3 m. Bladene er spredte, matgrønne på oversiden, blegere på undersiden, pilformede, helrandede, indtil 10 cm lange og 7 cm brede, blomster trompetformede, indtil 7 cm lange, hvide hos de fleste underarter, men hvide og lyserøde hos en amerikansk underart, americana, som meget ligner den dyrkede havesnerle (C. pulchra). Den er udbredt tværs over den sydlige del af Canada og i den østlige halvdel af USA, mens andre underarter findes længere vestpå.
På grund af sin frodige vækst betragtes gærdesnerle mange steder som en skadelig plante.
Artsnavnet er latin og betyder ‘findes i hække’, hvilket sigter til et af artens foretrukne voksesteder. Den danske forstavelse gærde hentyder til et andet af dens voksesteder.
I en bog fra 1546 skriver urtelægen Henrik Smid (ca. 1495-1563), at hele planten, inklusive rødder, kogt i vin og tilsat sesamfrø, ”er en passelig Purgans [afføringsmiddel] til Mavens Galde, udfører [fordriver] den seje Slim.”
Gærdesnerle i et hegn, Fyn. Planten i forgrunden er hulsvøb (Chaerophyllum temulum). (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Her snoer en gærdesnerle sig omkring en stængel af sildig gyldenris (Solidago gigantea), Roskilde Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Denne gærdesnerle, som blev fotograferet kort efter en regnbyge, klatrer op ad et hegn nær Hallein, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Gærdesnerle, ssp. americana, Parker River National Wildlife Refuge, Massachusetts. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Calystegia silvatica Skovsnerle
Stængel stærkt slyngende og klatrende, til tider over 4 m lang, blade pil- eller hjerteformede, blomsten med overlappende dækblade, kronen til 7,5 cm lang, snehvid. Den minder meget om den vidt udbredte gærdesnerle (ovenfor), men har større blomster, og dens dækblade omkring blomsten overlapper mindst halvdelen af deres længde, mens de kun overlapper ganske lidt hos gærdesnerle.
Denne plante er hjemmehørende omkring Middelhavet og Sortehavet, men dyrkes ofte som prydplante og er blevet forvildet mange steder, specielt Australien og New Zealand, hvor den betragtes som invasiv. Den vokser i krat, hegn og skovkanter, fra havniveau op til højder omkring 1500 m.
Ifølge Kew Gardens findes underarten orientalis i Kina, mens underarten fraterniflora skulle forekomme i Nordamerika. Det forekommer mig yderst besynderligt, at en art skulle have så vidt adskilte bestande, så det drejer sig måske om 3 forskellige arter.
Skovsnerle, Boz Dağlari, sydøst for Manisa, sydvestlige Tyrkiet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Ipomoea Tragtsnerler
Denne store slægt omfatter over 630 arter, hvoraf de fleste er slyngplanter med store smukke blomster, af hvilken grund de også kaldes for pragtsnerler. Slægten er udbredt i de fleste subtropiske og tropiske egne, med nogle få arter i tempererede områder. Frugten er en kapsel.
Slægtsnavnet, som skyldes den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), kommer af oldgræsk ip (’orm’) og hómoia (’ligner’), hvilket hentyder til stænglens orme-agtige bevægelse, når den slynger sig omkring andre planter, hegn og meget andet.
Ipomoea aquatica Vand-tragtsnerle
Oprindelsesområdet for denne plante er ukendt, men er sandsynligvis et sted i tropiske egne af den Gamle Verden.
Som dens navn fortæller, vokser den i vand, eller undertiden på sumpet jordbund. Stænglerne, som er hule og kan flyde, slår rod ved bladfæsterne og kan blive over 3 m lang, blade variable, pil- eller lancetformede. Indtil 15 cm lange og 8 cm brede, blomster trompetformede, op til 5 cm i diameter, normalt hvide med purpurrød basis, undertiden helt hvide.
Denne art dyrkes i mange tropiske og subtropiske områder på grund af sine sprøde stængler og blade, der kendes under navne som vandspinat, flodspinat, kinesisk spinat, kinesisk brøndkarse og sumpkål.
Visse steder er vand-tragtsnerle blevet forvildet, her i Keoladeo Nationalpark, Rajasthan, Indien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
På dette billede ses en stor bevoksning af vand-tragtsnerle på en ryddeplads i byen Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Her vokser vand-tragtsnerle i en drænkanal, Taichung. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Ipomoea batatas Batatplante
Det menes, at denne art oprindeligt var vildtvoksende i Mexico, Mellemamerika og det nordvestlige Sydamerika, men i dag er den en yderst vigtig afgrøde i mange tropiske og subtropiske lande verden rundt. Dens store sødlige rodfrugter kaldes batater eller sødkartofler. Sidstnævnte navn skyldes, at rodfrugterne minder en del om ægte kartofler (Solanum tuberosum), men de to arter er ikke nært beslægtede, da den ægte kartoffel tilhører natskyggefamilien (Solanaceae). Unge blade og skud spises som en grønsag i mange lande, eller de anvendes som dyrefoder.
Den er en slyngplante, men de op til 4 m lange stængler kryber normalt langs jordoverfladen, hvor de slår rod ved bladfæsterne. De langstilkede spredte blade er meget variable, op til 13 cm lange, bladplade elliptisk, hjerte- eller nyreformet, afrundet, trekantet eller spydformet, tilspidset eller afrundet, margin helrandet, tandet eller fliget, farve oftest grøn, undertiden purpurfarvet. De stilkede blomster er enlige eller få sammen fra bladhjørnerne, stilk opret, bægerblade spidse, indtil 1,5 cm lange, hårede, krone tragtformet, op til 7 cm lang, lavendelblå, purpurfarvet eller hvidlig, oftest med mørkt purpurfarvet svælg, undertiden helt hvide.
Artsnavnet stammer fra Taino-ordet for denne plante, batata. Taino er et uddødt Arawakan-sprog, som blev talt af Taino-folket i Caribien. Under den spanske erobring var dette sprog det mest almindelige i Caribien.
Blomstrende batatplanter, dyrket nær Taichung, Taiwan. På det nederste billede ses også dunet brøndsel (Bidens pilosa), en invasiv plante, som er nærmere beskrevet på siderne Natur: Invasive arter, samt Planteliv: Byens planteliv. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Denne kvinde sælger batater og bananer på et marked nær Ngaunderé, Cameroun. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Ipomoea biflora
Denne plante er vidt udbredt i varmere egne af Afrika, Arabien, det Indiske Subkontinent, Sydøstasien og Australien. Den vokser især langs veje, på bjergskråninger samt andre åbne, normalt tørre steder.
Den er en lille slyngplante med hårede stængler, blade kort- eller langstilkede, ovale eller hjerteformede, mere eller mindre spidse, op til 8 cm lange og 6 cm brede, med 5-7 nerver på begge sider af midterribben. Blomsterstandene, som udgår fra bladhjørnerne, har 1-3 blomster, bægerblade hårede, indtil 8 mm lange, de to ydre langt tilspidsede med bredt trekantet eller hjerteformet, op til 8 mm bred basis, de indre smallere, krone snehvid, tragtformet, op til 1,3 cm lang og 2,2 cm i diameter.
Artsnavnet er latin og betyder ‘med to blomster’, hvilket sigter til, at blomsterne ofte sidder to og to.
Ipomoea biflora slynger sig op ad stænglen af en slank amarant (Amaranthus viridis), samt hen ad en græsstængel, begge voksende på en tomt i Taichung, Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
På dette billede klatrer Ipomoea biflora hen ad pigtråd, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Ipomoea cairica
Denne plante menes at være oprindelig i tropiske egne af Afrika, men er i dag vidt udbredt i tropiske og subtropiske områder verden rundt.
En livskraftig slyngplante med op til 5 m lange stængler, der slynger sig omkring andre planter eller nogetsomhelst andet, så længe det er lodret, men den er også i stand til at krybe langs jordoverfladen, hvor den slår rod fra bladhjørnerne. De spredte blade er ovale eller afrundede i omrids, op til 9 cm lange og brede, håndformede med 5-7 småblade, de stilkede segmenter helrandede, lancetformede, ovale eller elliptiske, spidse. Blomsterne, som er enlige, undertiden 2-3 sammen, åbner sig om morgenen og lukker sammen midt på eftermiddagen, bægerblade op til 8 mm lange, ovale, med en kort torn for enden, krone tragtformet, op til 6 cm lang og 8 cm i tværmål, violet eller purpurfarvet med mørkere svælg, sjældent helt hvide.
Denne art vokser særdeles hurtigt og kan fuldstændigt omslynge træer og buske. Den betragtes som invasiv i mange områder, bl.a. Australien, Kina og Taiwan.
Artsnavnet er latin og betyder ‘fra Cairo’, hvor arten først blev indsamlet.
Ipomoea cairica er yderst almindelig i Taiwan. På dette billede dækker den næsten en bevoksning af dværgbambus i byen Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Her kryber Ipomoea cairica langs rækværket på en bro, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Denne, som blev fotograferet tidligt om morgenen, kryber hen ad et metalhegn, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Denne omslynger en tornet busk, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Om eftermiddagen folder blomsterne sig sammen, og da har de ofte hvide pletter langs randen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Ipomoea carnea Lyserød tragtsnerle
Normalt en rank urt med træagtige stængler, der kan blive indtil 3 m høj, men på skyggefulde steder optræder den ofte som slyngplante med indtil 5 m lange stængler. De stilkede, spredte blade er variable i form, ovale, lancetformede eller afrundede, op til 30 cm lange, tilspidsede, basis ofte hjerteformet, margin helrandet. Blomsterne, som sidder i endestillede klaser, tiltrækker sommerfugle og kolibrier, krone indtil 10 cm lang, mørkt lyserød, purpurfarvet eller hvidlig.
Denne plante er hjemmehørende i Mexico, Mellemamerika og den nordlige del af Sydamerika, men dyrkes vidt og bredt som prydplante og er blevet naturaliseret mange steder. I visse lande betragtes den som invasiv. Den dyrkes ofte som hækplante og til grøngødning, og der kan fremstilles papir af stænglen. Bladene spises visse steder som grønsag, selv om de er let afførende. Den anvendes tillige i traditionel medicin som et beroligende middel, og dens saft benyttes mod hudproblemer. Frøene er giftige for kvæg. (Kilde: proseanet.org)
Artsnavnet kommer af latin carnes (’kød’), hvilket hentyder til artens mest almindelige blomsterfarve. På hindi kaldes den for besharam (‘skamløs’), hvilket sigter til dens aggressive spredning.
Stor bevoksning af lyserød tragtsnerle, Hampi, Karnataka, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Som dens navn antyder, har lyserød tragtsnerle oftest lyserøde blomster, men til tider kan de være hvidlige, som på dette billede fra Kerala, Sydindien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Ipomoea cordatotriloba
En meget frodig plante med slanke, slyngende, op til 3 m lange stængler, blade stilkede, indtil 8 cm lange og 6 cm brede, med 3-5 spidse flige, hvoraf den midterste er længere og smallere end sidefligene. De stilkede blomsterstande udgår fra bladhjørnerne, blomster enlige eller i klynger op til 5, bægerblade indtil 1,1 cm lange, normalt med stive udstående hår, bladplade oval, gradvis indsnævret til en fin spids, krone indtil 4,5 cm lang og 2,5 cm i diameter, lyserød med mørkt purpurfarvet svælg.
Denne art er vildtvoksende i det sydøstlige USA, Mexico, Mellemamerika, samt pletvis i Sydamerika, mod syd til Argentina, voksende fra havniveau op til højder omkring 1100 m. Dens sejge stængler bliver ofte benyttet som reb.
Artsnavnet er afledt af latin cordatus (‘hjerteformet’), tri (‘tre’), samt lobus (‘flig’), hvilket sigter til de oftest 3-fligede blade, som har hjerteformet basis.
Ipomoea cordatotriloba omklamrer en busk, nær Monterrico, Guatemala. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Ipomoea hederifolia Skarlagen-tragtsnerle
Stængel slank, slyngende, indtil 5 m lang, glat eller sparsomt håret, blade stilkede, spredte, ovale eller afrundede i omrids, helrandede eller 3-5-lappede, op til 15 cm lange og 10 cm brede, tilspidsede, basis hjerteformet. Blomsterstandene er langstilkede, endestillede eller fra bladhjørnerne, op til 35 cm lange, blomster enlige eller få sammen, bægerblade meget små, krone tragtformet, glat, normalt skarlagenrød, undertiden gul, indtil 2,5 cm i diameter, margin ofte svagt tilbagebøjet, kronrør op til 4 cm langt.
Denne art er hjemmehørende i Mexico, Mellemamerika og den nordlige del af Sydamerika, mod syd til det nordlige Argentina. Den dyrkes mange andre steder og bliver ofte naturaliseret. Den forekommer fra havniveau op til højder omkring 1600 m.
Artsnavnet er afledt af latin Hedera (‘vedbend’) og folium (‘blad’), hvilket sigter til, at bladenes form minder om bladformen hos vedbend (Hedera helix).
Skarlagen-tragtsnerle, naturaliseret nær Dunhinda-vandfaldet, Badulla, Sri Lanka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Ipomoea imperati
Denne plante kryber ofte hen ad sandstrande i subtropiske og tropiske egne kloden rundt. Den spredes nemt ved hjælp af sine frø, der kan flyde i lang tid, upåvirkede af saltvand.
Stænglerne er slanke, op til 9 m lange, blade kødfulde, normalt aflange, men kan også være lancetformede, ovale eller hjerteformede, op til 6 cm lange, basis afrundet eller hjerteformet, margin helrandet eller med 3-5 flige. Blomsterne er sædvanligvis enlige, bægerblade indtil 1,5 cm lange, krone tragtformet, indtil 5 cm lang, hvid med gult, undertiden purpurfarvet svælg.
Artsnavnet er afledt af latin imperatus (‘regent’ eller ‘kejser’). Det hentyder måske til, at denne plante ofte dækker store områder.
Ipomoea imperati, Tortuguero Nationalpark, Limón, Costa Rica. På det nederste billede klynger regndråber sig til blomsterne. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Ipomoea indica
Oprindelsesstedet for denne art er ukendt, men er formodentlig et sted i Latinamerika. I dag er den udbredt næsten overalt i troperne, og den findes også i nogle subtropiske områder. Den betragtes som en uønsket invasiv plante i bl.a. Australien, New Zealand, Sydafrika, Californien og Portugal. Den kaldes undertiden for blå tragtsnerle, men dette navn anvendes normalt for I. nil (nedenfor).
Denne plante kan leve op mod 25 år. Den er særdeles variabel, stængel op til 15 m lang, slyngende eller krybende langs jordoverfladen, ofte rodslående ved bladfæsterne. De stilkede blade er spredte, hjerteformede, elliptiske eller trelappede, op til 18 cm lange og 16 cm brede, tilspidsede, tæthårede på undersiden, i mindre grad på oversiden, margin helrandet, nerver undertiden nedsænkede. De langstilkede blomsterstande er tætte, skærmlignende klynger i bladhjørnerne, hver med 2-12 store tragtformede blomster, indtil 10 cm lange og i diameter, bægerblade glatte, smalle og langt tilspidsede, krone glat, normalt stærkt blå eller purpurblå, undertiden lyseblå eller lyserød, men altid med hvidligt kronrør. Når blomsterne ældes, kan de blive røde eller purpurrøde.
Arten er særligt almindelig i forstyrrede områder, såsom tomter, haver, plantager, samt langs veje og kanaler.
Artsnavnet skyldes sandsynligvis en fejl, da planten formodentlig er oprindeligt hjemmehørende i Latinamerika. Da den hollandske botaniker og læge Johannes Burman (1707-80) navngav arten i 1755, var han formentlig blevet fortalt, at den stammede fra Indien.
Purpurfarvet form af Ipomoea indica, Bali, Indonesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Blå form, truffet nær Pokhara, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Lyseblå form fra Yeliou Geopark, nordlige Taiwan. Denne form ligner meget blå tragtsnerle (I. nil), men kan kendes på, at dens bægerblade ikke er hårede. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Lyserød form, fotograferet i det vestlige Taiwan. På billedet ses også dunet brøndsel (Bidens pilosa), en invasiv plante, som er nærmere beskrevet på siderne Natur: Invasive arter, samt Planteliv: Byens planteliv. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Denne mørkt purpurfarvede blomst blev fotograferet kort efter en regnbyge, Flores, Lago Peten Itza, Guatemala. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Ipomoea jaegeri Kenya-tragtsnerle
Denne oprette busk, som bliver indtil 75 cm høj, danner ofte tætte bevoksninger, stængler silkehårede som unge, senere glatte, blade linjeformede, aflange eller smalt lancetformede med kileformet basis, op til 10 cm lange og 1,1 cm brede, silkehårede på undersiden. De tragtformede blomster er enlige i bladhjørnerne, op til 6 cm lange, bægerblade lancetformede, spidse, indtil 1,8 cm lange og 2,5 mm brede, krone lyserød, purpurfarvet eller hvid med mørkere svælg.
Den er hjemmehørende fra Ethiopien mod syd gennem Kenya til Tanzania, hvor den vokser på savanner.
Kenya-tragtsnerle, observeret i Olduvai-kløften, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Ipomoea nil Blå tragtsnerle
Denne art, som også kaldes for vedbendbladet eller japansk tragtsnerle, ligner meget I. indica (ovenfor), men kan straks kendes på, at basis af bægeret er stærkt behåret (ses tydeligt på nærbilledet nedenfor). De op til 5 m lange stængler er slyngende eller krybende langs jordoverfladen, blade bredt ovale eller afrundede i omrids, op til 15 cm lange og 14 cm brede, basis hjerteformet, margin helrandet eller 3-fliget. Blomsterstandene udgår fra bladhjørnerne, blomster tragtformede, enlige eller få sammen, krone forskellige afskygninger af blåt med hvidt kronrør.
Den menes at være hjemmehørende fra Mexico og Caribien mod syd til Argentina, men er blevet indført eller indslæbt til talrige andre varmere lande, hvor den nemt bliver naturaliseret.
Artsnavnet er afledt af Sanskrit nila (‘mørkeblå’ eller ‘sort’), hvilket formentlig hentyder til de sorte frø hos denne art.
Blå tragtsnerle omslynger en bynkeart (Artemisia) i Marsyangdi-dalen i det centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Disse blå tragtsnerler, en form med blegblå blomster, klatrer op ad en mur (øverst), og op ad et hegn, begge i byen Taichung, Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Ipomoea obscura
Denne plante er hjemmehørende i den sydlige halvdel af Afrika, Tropisk Asien, det nordlige Australien, samt på visse Stillehavsøer, bl.a. Fiji, og den er blevet indført eller indslæbt til mange andre områder. Den vokser i forstyrrede områder, bl.a. dyrkede marker, græsland, krat, skovkanter og tomter, fra havniveau op til omkring 1800 meters højde.
Stængler slanke, op til 3 m lange, glatte eller svagt hårede, slyngende eller krybende hen langs jordoverfladen, blade spredte, stilkede, bredt ovale, tilspidsede, op til 10 cm lange og 9 cm brede, men oftest langt mindre, med hjerteformet grund. Blomsterstandene sidder i bladhjørnerne, blomster enlige eller op til 3 sammen, bægerblade ovale, spidse, krone tragtformet, indtil 3 cm i tværmål, hvid med gullige striber udgående fra centrum til randen, i midten af hvert kronblad, svælg mørkt purpurfarvet, kronrør med brunlig basis udvendigt.
Billederne herunder er alle fra Taiwan, hvor Ipomoea obscura er ganske almindelig.
På disse billeder kryber Ipomoea obscura hen over asfalten på en ubenyttet vej, samt i kanten af en parkeringsplads, Taichung. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Denne klatrer op ad et træ, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Her slynger arten sig omkring pigtråd, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Kronen er tragtformet, hvid med gullige striber udgående fra centrum til randen mellem de sammenvoksede kronblade, svælg mørkt purpurfarvet, kronrør med brunlig basis udvendigt. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Denne ‘langtidsparkerede’ bil i Taichung er blevet overvokset af forskellige planter, bl.a. Ipomoea obscura, purpurbønne (Macroptilium atropurpureum), som er en klatrende ærteblomst med chokoladebrune blomster, samt dunet brøndsel (Bidens pilosa), en kurvplante med hvide randkroner. De to sidstnævnte er beskrevet på siden Planteliv: Byens planteliv. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Ipomoea pes-caprae Strand-tragtsnerle
En meget almindelig plante på sandstrande i alle tropiske og nogle subtropiske områder. Den spredes nemt ved hjælp af sine frø, der kan flyde i lang tid, upåvirkede af saltvand.
En krybende slyngplante, som ofte danner tætte måtter på sandstrande og i klitter, med stængler, der undertiden kan nå en længde af 30 m. De spredte blade er kødfulde, stærkt grønne, skinnende, op til 20 cm lange og 15 cm brede, variable i form, omrids ovalt, elliptisk eller afrundet, splittet i to halvdele næsten til basis. De tragtformede blomster er enlige i bladhjørnerne, indtil 6 cm lange, kronen sædvanligvis mørkt lyserød, undertiden lavendelblå eller violet, altid med mørkere, purpurfarvet svælg, krone sjældent helt hvid.
Det latinske artsnavn, som skyldes den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), kommer af latin pes (‘fod’) og oldgræsk capra (‘ged’), hvilket sigter til bladenes form. Linné fandt åbenbart, at de mindede om fodaftrykket af en ged.
Strand-tragtsnerle, Puri, Odisha (Orissa), østlige Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Strand-tragtsnerle, Siao Liouchou Island, Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Bladene af strand-tragtsnerle er også dekorative, her observeret i Tortuguero Nationalpark, Limón, Costa Rica. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Ipomoea purpurea Purpur-tragtsnerle
Som dens navn antyder, har denne art ofte purpurfarvede blomster, men forskellige afskygninger af blåt er også almindelige. De er lyserøde ind mod centrum, og svælget er hvidt. Der er altid mørkere striber udgående fra centrum til randen, i midten af hvert kronblad. Undertiden er blomsterne helt hvide, og dyrkede varieteter omfatter planter med røde, lyserøde eller multifarvede blomster.
Den er en klatreplante, men ses undertiden også krybende langs jordoverfladen, med op til 3 m lange stængler, der er dækket af brune hår. De spredte blade er stilkede, ovale med hjerteformet basis, normalt tilspidsede, somme tider butte, indtil 11 cm lange og brede. Blomsterstandene er langstilkede, blomster enlige eller i klynger op til 5, bæger håret ved basis, glat mod spidsen, bægerblade ovale eller elliptiske, indtil 1,5 cm lange og 4,5 mm brede, krone tragtformet, op til 6 cm lang og i tværmål.
Arten er hjemmehørende i Mexico og Mellemamerika, men er blevet forvildet i mange andre egne af verden. I Sydafrika er den blevet stemplet som en uønsket invasiv plante.
Purpur-tragtsnerle, observeret i den nedre del af Marsyangdi-dalen, centrale Nepal. Øverste billede viser også en vild boghvede-art, Fagopyrum dibotrys, samt dunet brøndsel (Bidens pilosa), sidstnævnte beskrevet på siderne Natur: Invasive arter, samt Planteliv: Byens planteliv. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Purpur-tragtsnerle, Nagarkot, Kathmandu-dalen, Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Ipomoea quamoclit Kardinalblomst
Denne art adskiller sig fra de fleste andre snerler gennem sine fint snitdelte blade og de knaldrøde blomster. Den er oprindelig i Mexico, Mellemamerika og dele af Sydamerika, men dyrkes mange andre steder i varme egne, hvor den ofte forvildes.
Det latinske artsnavn kommer af et Nahuatl-ord, qua’mochitl, hvis betydning er ukendt. Det danske navn hentyder til blomsternes farve, der minder om farven på de katolske kardinalers kåber.
Kardinalblomst, Pokhara, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Ipomoea staphylina
Bladene af denne slyngplante er bredt ovale, op til 15 cm lange og 10 cm brede, tilspidsede, med hjerteformet basis, stilk op til 6,5 cm lang. Blomsterstandene er klase-lignende klynger fra bladhjørnerne, indtil 15 cm i tværmål, blomster kortstilkede, tragtformede, indtil 2 cm lange og 3 cm i diameter, bægerblade aflange, butte, op til 5 mm lange og 4 mm brede, krone hvid eller lyserød med mørkt purpurfarvet svælg, støvbærere hårede, hvide.
Arten er hjemmehørende i det centrale og sydlige Indien, og ældre angivelser i litteraturen, som inkluderer Sri Lanka, samt fra Nordindien mod øst til Kina, er fejlagtige og skyldes forveksling med andre snerlearter. (Kilde: G.W. Staples, 1996. The Identity of Ipomoea staphylina (Convolvulaceae) in Asia. Taiwania 41 (3): 185-196)
Rodknoldene er spiselige efter kogning. Stænglerne anvendes til tider som reb til at binde omkring indsamlet brænde.
Artsnavnet kommer af oldgræsk staphyle (‘klase’), hvilket hentyder til, at blomsterne sidder meget tæt sammen.
Ipomoea staphylina, nær Mysore, Karnataka, Sydindien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Ipomoea triloba
En slyngende urt med tynde, glatte eller sparsomt hårede stængler, der kan blive op til 8 m lange. De langstilkede, spredte blade er meget variable i form, bredt ovale eller afrundede, tilspidsede, med hjerteformet basis, margin helrandet eller tandet, til 8 cm lange og 7 cm brede, undertiden med 3-5 mere eller mindre dybe flige. De stilkede blomsterstande er skærmlignende, blomster kortstilkede, enlige eller adskillige sammen, bægerblade aflange eller elliptiske, langt tilspidsede, glatte eller sparsomt hårede, op til 1 cm lange, krone tragt- eller klokkeformet, indtil 2 cm lang, glat, farve variabel, lyserød, purpuragtig eller lavendelblå, ofte med mørkt purpurfarvet svælg.
Denne plante er hjemmehørende fra Mexico og Caribien mod syd til det nordlige Sydamerika, men er i dag vidt udbredt i varmere egne kloden rundt, hvor den ofte bliver et besværligt ukrudt. Den findes i græsland og krat, på tomter og langs veje, og undertiden på sandstrande, fra havniveau op til højder omkring 750 m.
I nogle områder koges bladene og spised som grønsag. Et omslag af planten anvendes til behandling af hovedpine, et afkog af bladene mod mavepine.
Artsnavnet er latin og betyder ‘med 3 flige’, hvilket sigter til, at bladene ofte, men langtfra altid har 3 flige.
Ipomoea triloba, Taichung, Taiwan. På det øverste billede ses tillige dunet brøndsel (Bidens pilosa), beskrevet på siderne Natur: Invasive arter, samt Planteliv: Byens planteliv. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Ipomoea triloba, Ubud, Bali, Indonesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Astripomoea
Denne slægt af tragtsnerler omfatter 12 arter, som er udbredt fra Mali mod øst til Sudan og den Arabiske Halvø og derfra mod syd til Sydafrika. Frugten er en kapsel.
Slægtsnavnet er sammensat af oldgræsk aster (‘stjerne’), samt slægtsnavnet Ipomoea. Det hentyder muligvis til, at nogle arter i slægten har spidse kronbladsflige.
Disse uidentificerede Astripomoea-arter blev truffet på savanner i det nordlige Tanzania, i Tarangire Nationalpark (øverst), samt nær Mkomazi Nationalpark. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Argyreia
Denne slægt omfatter omkring 140 arter af buske eller slyngplanter med forveddet stængel, og mange arter har pragtfulde blomster. Frugten er et kuglerundt, kødfuldt bær.
Disse planter findes i tropiske og nogle subtropiske egne af Asien, samt på Madagascar. Nogle arter er blevet forvildet i andre lande, specielt i Afrika, men også i Florida, samt enkelte steder i Australien og Latinamerika.
Slægtsnavnet betyder ‘sølvagtig’, afledt af oldgræsk argyros (‘sølv’), hvilket hentyder til, at nogle arter i slægten har sølvskinnende unge stængler og bladunderside.
Argyreia kleiniana
Denne slyngplante, førhen kaldt for A. populifolia, har spredte, stilkede bredt ovale eller aflange blade, op til 15 cm lange og 10 cm brede, tilspidsede, med hjerteformet grund, tæthårede på begge sider. De langstilkede, tætte, mangeblomstrede blomsterstande udgår fra bladhjørnerne, nedre dækblade bladlignende, indtil 4 cm lange og 1,5 cm brede, ovale, spidse, de øvre meget mindre og linje-lancetformede, bægerblade meget små, krone tragtformet, lyserød eller hvid med kastanjebrunt eller violet svælg, op til 6 cm i tværmål, kronrør op til 4 cm langt og 1,2 cm i tværmål. Frugten er et kugleformet bær, op til 1,5 cm i diameter.
Arten er begrænset til Sydindien og Sri Lanka.
Den blev formentlig opkaldt efter den tyske jurist, historiker, naturhistoriker, matematiker og diplomat Jacob Theodor Klein (1685-1759), der offentliggjorde talrige naturhistoriske værker.
Argyreia kleiniana, Anshi Nationalpark, Karnataka, Sydindien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Merremia
Denne slægt, som omfatter omkring 45 arter, er udbredt i tropiske og subtropiske områder i Afrika, Asien, Australien, samt Mellem- og Sydamerika, med det største antal arter i Asien. Frugten er en kapsel.
Slægtsnavnet hædrer den tyske naturhistoriker og matematiker Blasius Merrem (1761-1824), som var professor i politisk økonomi og botanik ved universitetet i Marburg. Han var den første videnskabsmand, som opdelte fugle i Ratitae (løbende fugle, med fladt brystben), samt Carinatae (flyvende fugle, hvis brystben har køl). Hand klassifikation af fugle blev offebtliggjort med titlen Tentamen Systematis Naturalis Avium.
Merremia gemella
Denne art er udbredt fra det Indiske Subkontinent mod øst til Taiwan, og derfra mod syd gennem Indonesien, Filippinerne og Ny Guinea til det nordlige Australien.
Stængler mange, slanke, glatte, op til adskillige meter lange, slyngende eller ofte krybende langs jordoverfladen, blade stilkede, spredte, ovale eller trekantede, langt tilspidsede, basis hjerteformet, bladplade op til 9 cm lang og 7 cm bred, med 6-7 nerver på hver side af midterribben. Blomsterstandene sidder i bladhjørnerne, blomster tragtformede, enlige eller adskillige sammen, bægerblade ovale eller afrundede, indtil 8 mm lange, krone stærkt gul, op til 2 cm lang og i tværmål.
Artsnavnet er latin og betyder ‘tvilling’, hvilket måske hentyder til, at blomsterne ofte sidder to og to.
På disse billeder har Merremia gemella erobret store arealer på digerne langs Suei Wei-floden, Taichung, Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Her omklamrer Merremia gemella en pileurt-art (Bistorta), Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Merremia gemella vokser hen over sten i den udtørrede Fazi-flod, Taichung. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Evolvulus
En slægt med omkring 100 arter af ikke-slyngende urter og buske, udbredt i tropiske og subtropiske områder af Afrika, Asien og Australien, samt Nord- og Sydamerika, med flest arter i Amerika. Frugten er en kapsel.
Slægtsnavnet er afledt af latin e- (‘uden’) og volvere (‘at slynge sig’ (omkring)), hvilket indikerer, at disse planter ikke er slyngende.
Evolvulus alsinoides
Stængler krybende eller opstigende, slanke, hårede, blade kortstilkede, aflange, elliptiske, ovale eller spatelformede, indtil 2,5 cm lange og 1 cm brede, spidse eller butte, basis afrundet eller hjerteformet, ofte med hvide hår langs bladranden. Blomsterstandene sidder i bladhjørnerne, blomster enlige eller få sammen, bægerblade linje-lancetformede, hårede, op til 4 mm lange, krone forskellige afskygninger af blåt, undertiden hvid, op til 1 cm i diameter.
Artens udbredelsesområde falder stort set sammen med slægtens. Den vokser i et bredt udsnit af habitater, bl.a. tørt græsland, moser, skove, ørkener samt langs veje, fra havniveau op til højder omkring 1000 m.
Denne plante er en af Dasapushpam, de 10 hellige blomster i Kerala, Sydindien, der anvendes som dekoration under hinduistiske højtider, og tillige er meget benyttet i folkemedicinen. Evolvulus alsinoides anvendes til behandling af en lang række lidelser, bl.a. hovedpine, brændende fornemmelser, sukkersyge, astma, urinvejsproblemer, mavesår og dysenteri. På Malayalam betyder dens navn Krishnas lys. Krishna er en avatar (inkarnation) af den store hinduistiske guddom Vishnu. (Mere om dette emne findes på siden Religion: Hinduisme).
Artsnavnet betyder ‘ligner Alsine’, en tidligere slægt i nellikefamilien (Caryophyllaceae), hvis medlemmer er blevet overført til Minuartia og andre slægter. Navnet sigter formentlig til, at bladformen minder om bladformen hos fuglegræs (Stellaria media, tidligere kaldt for Alsine media).
Evolvulus alsinoides er almindelig langs Taiwans kyster, her fotograferet i Kenting Nationalpark. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Dinetus
Medlemmerne af denne slægt, i alt 8 arter, var førhen indlemmet i slægten Porana. Disse asiatiske planter er udbredt fra Pakistan mod øst gennem Indien og Nepal til Kina, og derfra mod syd gennem Indokina til Indonesien og Filippinerne. Frugten er en kapsel.
Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk dinetos (‘slynget omkring’), hvilket sigter til, at disse planter er slyngplanter.
Dinetus grandiflorus
Denne plante, som førhen blev kaldt for Porana grandiflora, er begrænset til Himalaya, udbredt fra Nepal mod øst til Arunachal Pradesh og den sydøstligste del af Tibet, voksende i højder mellem 1900 og 2500 m.
En slank slyngplante, blade langstilkede, ovale med hjerteformet basis, langt tilspidsede, bladplade op til 12,5 cm lang og 9 cm bred, unge blade søvhårede på undersiden. De hængende blomsterstande udgår fra bladhjørnerne, blomster tragtformede, adskillige i klynger, bægerblade brune, linjeformede, aflange eller trekantede, indtil 6 mm lange, meget større, op til 4 cm lange ved frugtsætning, krone op til 3 cm lang og 4,5 cm i diameter, lyserøde eller rosenfarvede med hvidt øje, kronrør cylinderformet, smalt.
Artsnavnet er latin og betyder ‘med store blomster’, dvs. store i forhold til andre medlemmer af denne slægt.
Dinetus grandiflorus, Chipling, Helambu, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Dinetus racemosus
Denne arts store klynger af små hvide blomster er pragtfulde og “minder om strålende snepletter i junglen,” som Oleg Polunin og Adam Stainton i bogen Flowers of the Himalaya (Oxford University Press, 1984) citerer fra en ukendt kilde.
Dens lange stængler snoer sig omkring træer og buske, de langstilkede blade er ovale, op til 16 cm lange og 9 cm brede, basis dybt hjerteformet. Blomsterstandene, som udgår fra bladhjørnerne, er lange og slanke klynger, op til 45 cm lange, dækblade hjerteformede, stængelomfattende, bægerblade aflange eller lancetformede, først meget små, senere forstørret til omkring 1,5 cm under frugtsætningen, hvor det brune eller purpurfarvede bæger bliver tilbagebøjet. Kronen er tragtformet, hvid med gult svælg, indtil 1,3 cm lang og i tværmål.
Den har omtrent samme udbredelse som slægten og kan træffes fra lavlandet op til højder omkring 2400 m.
Artsnavnet er afledt af latin racemus (‘klynge’) og osus (‘fyldt med’), hvilket sigter til de overdådige blomsterstande. I botanisk sammenhæng betyder navnet, at plantens blomsterstande er klaser.
Dinetus racemosus, Sarangkot, Pokhara, Nepal. På det nederste billede slynger den sig omkring en stængel af aibika (Abelmoschus manihot). Denne plante er beskrevet på siden Planteliv: Katost, hibiskus m.m. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Cuscuta Silke
Disse planter adskiller sig fra andre medlemmer af snerlefamilien, idet de er parasitter, der snoer sig omkring andre planter og ofte totalt indhyller dem. Denne spændende slægt er nærmere omtalt på siden Planteliv: Snylteplanter.
(Oprettet marts 2018)
(Senest revideret februar 2024)