Snerler

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Stænglerne hos langt de fleste arter slynger sig omkring andre planter eller andet, hvilket er årsagen til det videnskabelige familienavn, der kommer af latin convolvere, ‘at slynge sig’.

I sin herlige bog All about Weeds skriver den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964): “Disse slyngplanter snoer sig rundt om voksende stængler af majs, soyabønner og bomuldsplanter, ja selv omkring andre ukrudtsplanter, som burde være i stand til at klare sig mod sådanne små og svage planter, som snerlerne synes at være. Men de er ikke svage. Som slanger kravler disse tynde slyngplanter op over de planter, de har valgt som espalier. Snart vil snerlernes store blade overskygge bladene hos espalier-planterne, og kort tid efter smiler deres pragtfulde blomster til hele verden, som en stor kvinde, der spærrer for udsynet hos en lille dreng i biografen.”

Det danske navn snerle kommer af snare, hvilket hentyder til de slyngende og snærende stængler.

 

 

Danske folkenavne på arten omfatter bl.a. jomfruskjorte, paraplyblomst, Fandens skjorteærmer, Jomfru Marias særk, soldaterhat, oldemors pissepotte og Oles telt, som alle hentyder til blomstens form, mens navnet kojer (kodde = testikel) fra Løgstør omkring 1870 hentyder til frugtens form. (Kilde: V.J. Brøndegaard. Folk og flora. Dansk etnobotanik, bd. 3. Rosenkilde og Bagger, 1979)

Blomsten indgik førhen i barnelege. ”En (…) lille Dukkefigur faar de af Ager-Snerlen med den skørtlignende Krone og Frugtknude som et Hovede foroven, hvilken Blomst ogsaa agerer lidt større Dukkers Hat eller Paraply.” (Kilde: V.J. Brøndegaard. Danske børnelege med blomster og andre plantedele. Sprog og Kultur 22 (1960), s. 11-76)

Agersnerle er nævnt utallige gange i dansk poesi. Et enkelt eksempel er af Harald H. Lund (1902-82) i digtsamlingen Forundrede Øjne (1925):

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Førhen var disse planter indlemmet i slægten Convolvulus, som de nøje ligner, bortset fra visse små botaniske karakterer. De er udbredt i tempererede og subtropiske områder verden rundt, og næsten halvdelen af arterne er endemiske for Californien.

 

I en bog fra 1546 skriver urtelægen Henrik Smid (ca. 1495-1563), at hele planten, inklusive rødder, kogt i vin og tilsat sesamfrø, ”er en passelig Purgans [afføringsmiddel] til Mavens Galde, udfører [fordriver] den seje Slim.”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I Nordamerika findes efter sigende underarten fraterniflora. Det forekommer mig yderst besynderligt, at en art skulle have to så vidt adskilte bestande, så det drejer sig sikkert om to forskellige arter.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet, som skyldes den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), kommer af græsk ip (’orm’) og hómoia (’ligner’), hvilket hentyder til stænglens orme-agtige bevægelse, når den slynger sig omkring andre planter, hegn og meget andet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artens taksonomi er uklar. Nogle autoriteter anerkender kun to småblomstrede Ipomoea-arter med hjerteformede bægerblade, I. plebeia og I. sinensis, idet de betragter I. biflora som synonym med en af disse. (Kilde: eflora of China)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Lyserød tragtsnerle dyrkes også som hækplante samt til grøngødning, og der kan fremstilles papir af stænglen. Bladene spises visse steder som grønsag, selv om de er let afførende. Planten anvendes tillige i traditionel medicin som et beroligende middel, og dens saft benyttes mod hudproblemer. Frøene er giftige for kvæg. (Kilde: proseanet.org)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Oprindelsesstedet for indisk tragtsnerle er ukendt. I dag er den udbredt næsten overalt i troperne, og den findes også i nogle subtropiske områder. Den betragtes som en uønsket invasiv plante i bl.a. Australien, New Zealand, Sydafrika, Californien og Portugal.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn kommer af et Nahuatl-ord, qua’mochitl, hvis betydning er ukendt. Det danske navn hentyder til blomsternes farve, der minder om farven på de katolske kardinalers kåber.