Elletrunte i Brassø

 

 

Elletræer, som ikke beskæres, kan blive meget store. Her står Lars Skipper ved en sådan gammel rødel ved bredden af Mossø nær Klostermølle. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rødellen (Alnus glutinosa) er gammel i gårde i Danmark, idet den indvandrede i Borealtiden for omkring 8000 år siden. Den vokser i fugtige områder, mest hvor der er nogen bevægelse i vandet, og store bevoksninger kaldes for ellesumpe.

Menneskene begyndte tidligt at fælde træerne i ellesumpene for at omdanne dem til græsgange for husdyr. Efter stævning skyder ellen meget villigt fra stubben, og der opstår et flerstammet, lavt træ. Gentagne stævninger bevirker, at nye rødder med tiden vokser ned gennem stubben og danner en knudret forhøjning, som kaldes en elletrunte. Hvor elletræer lades i fred, bliver de op til 25 m høje og med en indtil 1 m tyk, rank stamme.

De fleste ellesumpe er med tiden blevet ændret til enge, og i mange områder af landet vokser rødel i dag kun langs åer og søbredder. Her står det meste af træet tit ude i vandet, men samtidig klamrer talrige rødder sig til bredden og rager ofte op over jordoverfladen, hvor de danner mønstre – “som knudrede gammelmandsfingre” skriver den svenske tegner og forfatter Gunnar Brusewitz (1924-2004). Det virker, som om ellen ikke rigtig kan bestemme sig for, om den foretrækker vandet eller landjorden.

 

 

Store bevoksninger af rødel på meget fugtig grund kaldes for ellesumpe. Disse billeder viser ellesumpe langs Gudenåen nær Gudensø (øverst), samt på Ulvshale, Møn. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I 1996 voksede denne markante elletrunte i Brassø nær Silkeborg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ellerødder danner ofte mønstre på jordoverfladen – “som knudrede gammelmandsfingre” skriver den svenske tegner og forfatter Gunnar Brusewitz. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Kvælstof-bindende
Elletræer indgår i symbiose med den nitrogen-bindende aktinobakterie Frankia alni. Disse bakterier invaderer ellens rodhår og deformerer dem, så de danner korallignende klumper. I disse klumper danner svampeagtige hyfer tykvæggede celler, hvor aktinobakterierne – godt beskyttet mod luftens skadelige ilt – omdanner kvælstof til frie nitrater. Disse nitrater kan udnyttes af ellene, og det er grunden til, at de kan vokse i iltfattigt dynd. Nitraten øger jordens frugtbarhed og kan dermed også udnyttes af andre højere planter. Indirekte skaber ellen grobund for et varieret plante- og dyreliv i ellesumpen.

Ellen er et af de første træer, som blomstrer om foråret, i milde vintre allerede i februar. Tusindvis af rakler tiltrækker bier, som her får en af deres første rigelige forsyninger af pollen. Frugterne minder om små grankogler og indeholder en mængde frø. De er små nødder, omgivet af en luftfyldt, kransformet hinde, som bevirker, at frøene kan flyde på vandfladen i op til en måned og på denne måde spredes vidt omkring.

Om vinteren er flokke af grønsiskener (Spinus spinus) hyppige gæster i ellebevoksninger, hvor de ikke blot gør sig til gode med frøene, men også med insekter og pupper. Brusewitz skriver: “Fra den provianterende sværm høres bestandigt en sprød kvidren, som vel har til opgave at holde gruppen i bestandigt beredskab. En for det menneskelige øre umærkelig advarselslyd fra en fugl i flokken medfører, at der bliver helt stille i brøkdelen af et sekund, inden alle under et brus af kvidren og pippen forlader ellekronerne og i rykvise kast flyver ud over bredden i store sving, inden de et par øjeblikke senere vender tilbage og genoptager det afbrudte måltid.”

 

 

Koralagtige klumper i rodnettet af en væltet rødel, som indeholder kolonier af den nitrogen-bindende aktinobakterie Frankia alni. – Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fra rødellens tusinder af rakler får bierne en af deres første rigelige forsyninger af pollen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Mange anvendelser
Barken hos unge rødelle er glat og grønligbrun, hos ældre træer næsten sort og fyldt med sprækker. Den græske filosof og botaniker Theofrastos (ca. 371 – ca. 287 f.Kr.), kaldt ’botanikkens grundlægger’, nævner, at barken fra unge grene benyttes til farvning samt til at konservere læder. Barken fra ganske tynde grene indeholder op til 16 % tannin og giver røde, brune og gule farver. Samerne i Lapland tyggede førhen ellebark og brugte spyttet, som bliver blodrødt under tygningen, til at farve læder.

Når en rødel fældes, antager det hvide ved under påvirkning af luftens ilt en stærkt rødbrun farve. Man siger at ellen ’bløder’. Senere bleges farven til lyserød. Elleved er blødt og meget holdbart, både i tør og våd tilstand. I oldtiden lavede man kanoer af stammerne, og Plinius nævner, at rødel brugtes til fundamentpæle, bl.a. ved grundlæggelsen af byen Ravenna. Endvidere fremstillede man tidligere tønder, trillebører, vogne og træsko af elletræ, mens andre anvendelser omfattede fremstilling af trækul og brænde til røgning af fisk og kød. I Bornholms røgerier er el stadig den foretrukne træart, idet røgen herfra giver fisken en distinkt duft og smag. Nu bruges elletræ især til møbler og drejede genstande. I Holland anvendes det stadig til pæle.

Elleblade giver en meget fin kompost.

 

 

Efter at en rødel er fældet, antager det hvide ved under påvirkning af luftens ilt en stærkt rødbrun farve. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I Bornholms røgerier er el stadig den foretrukne træart, idet røgen herfra giver fisken en distinkt duft og smag. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rødel i folketroen
Ifølge den nordiske mytologi nedstammer de første mennesker fra træer. Odin gik engang langs en søbred sammen med sine brødre Vile og Ve. De fandt to træstammer, en ask og en rødel (eller måske en elm, Ulmus glabra). Odin gød liv i dem, af Vile fik de forstand og bevægelse, mens Ve gav dem sanser og følelser. Asken blev en mand, Askur, mens ellen blev en kvinde, Embla.

På rødellens fugtige voksesteder er der ofte tåget. Elletrunterne antager de særeste former i tågen, og det synes som om de bevæger sig. Før i tiden var folk overbeviste om, at farlige væsner bevægede sig rundt derude blandt elletræerne i tågen – det var ellefolkene eller elverfolkene, som dansede. Hvis disse elverfolk ramte én med et pileskud, blev man ’ellevild’ og dansede, til man blev syg eller endog døde. Elverpigerne var dårende dejlige – forfra. Bagfra lignede de elletrunter og havde oven i købet hul i ryggen. Man sagde om dem: “Ellepigen er fortil dejlig og from – men bagtil hul og tom.”

 

 

Plantenavnenes betydning

 

Rødel
Alnus glutinosa

 

Det danske navn el og det latinske Alnus forbindes af nogle forskere med højtysk elo (’grågul’) samt med sanskrit aruna (’rødgul’), og disse navne hentyder – ligesom den danske forstavelse – til, at veddet efter træets fældning antager en stærkt rødbrun farve. Glutinosa kommer af latin gluten (’lim’), hvilket hentyder til, at knopper og nyudsprungne blade er klæbrige.

 

 

 

Kilder
cns.fr/externe/English/Projets/Projet_HF/organisme_HF.html
Brusewitz, G. 1979. Strandspegling. Naturupplevelser i tid och rum. Wahlström & Widstrand
Bæksted, A. 1974. Guder og helte i Norden. Politikens Forlag
Corneliuson, J. 1997. Växternas namn. Vetenskapliga växtnamns etymologi. Språkligt ursprung och kulturell bakgrund. 2. rev. oplag 1999. Wahlström & Widstrand
Jørgensen, H. & F. Rune 2005. Træer og buske. Gyldendal

 

 

 

Denne beretning er en lettere omarbejdet version af en artikel i tidsskriftet Naturens Verden, årg. 90, 2007, nr. 5, s. 38-40.

 

 

 

(Oprettet februar 2016)

 

(Sidst revideret marts 2019)