Kødædende planter

De fleste af arterne er klatreplanter, ofte adskillige meter lange. Hvert blads midterrib fortsætter i en klatretråd, som for enden danner en pose- eller tragtformet kande. De fleste arter producerer to typer af kander, større nær jorden og mindre foroven. ’Læben’ omkring kandens rand, kaldt peristom, er meget glat, hvilket ofte får smådyr til at glide ned i kanden. Væsken i kanden er visco-elastisk, hvilket forhindrer vingede insekter i at undslippe. Langs indersiden af randen findes en række stive, nedadrettede hår, som forhindrer de indespærrede dyr i at kravle ud af kanden. Over peristomen findes et paraply-lignende ’låg’, operculum, som skal forhindre, at for megen regn falder i kanden.

Den blev opdaget i 1841, og i 1853 blev den beskrevet af den amerikanske botaniker, kemiker og læge John Torrey (1796-1873), som navngav den til ære for botanikeren William Darlington (1782-1863) fra Philadelphia.

Duften fra nektar, som udskilles af planten, lokker insekter ind i de lange, trompetformede, væskefyldte kander.

Slægten omfatter både vandlevende og landlevende arter. Mens de vandlevende fanger større bytte som dafnier og nematoder, fanger de landlevende bittesmå organismer som protozoer og hjuldyr.

Der kendes omkring 120 arter af vibefedt, hvoraf det største antal findes i Mellem- og Sydamerika, mens 12 arter er hjemmehørende i Europa, 9 i Nordamerika og nogle få i det nordlige Asien.

Slægtsnavnet er diminutiv af latin pinguis (’fed’, jfr. ordet pingvin), hvilket hentyder til de slimede og fedtglinsende blade. På Falster er planten blevet kaldt gåsefedturt. Om slægtens populære navne skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli i sin Flora Danica fra 1648: “Clusius*, som denne Urt hafuer beskrefuit, skrifuer om den, at den paa en deel Steder udi Engeland kaldis Butter-Wort (huilcket paa voris Danske Maal saa megit sagt som Smør-Rod, fordi den er saa feed som Smør), oc de udi Engeland med den læge de Sprecker, som ere udi Køernis Yfuer.”

Paulli fortsætter: ”Paa voris Danske Maal er det saare gemeent at kalde den samme Vibe-Fit, oc det aff den Aarsag, at den baade er feed, (…) naar mand føler paa den, saa ocsaa fordi den voxer paa de Steder, som Viberne gierne lader sig finde.”

I store dele af Nordeuropa (men ikke i Danmark) var det førhen almindelig praksis at lægge vibefedt-blade i mælk for at få den til at skille eller tykne den. Resultatet blev den såkaldte tätmjolk, hvorom Johan Paulli i sin Dansk Oeconomisk Urte-Bog fra 1761 skriver, at den er ”stærk i Brug og ugemeen [usædvanlig] behagelig i Smag.” Tyske bønder lagde planterne i vand og brugte bagefter dette vand til at mørne friskslagtet eller sejt kød.

I folkemedicinen er planten navnlig blevet anvendt til at læge sår og forskellige hudlidelser. I 1900-tallet, da mange børn led af ringorm eller andre hudsygdomme, gned man på Falster de påvirkede steder med smørlage eller bladene af vibefedt. Ole Borch anbefaler i sin latinske afhandling om danske lægeplanter fra 1688, De usu plantarum, at vibefedt kan anvendes til behandling af ”hectica febris legitima – den æcte Svindesotfeber – og Tarmebrud eller Nederløb” (brok) med bl.a. betændte bylder i lunger og på krop samt feberbrændende fødder til følge. Man skulle anbringe et omslag af et mælkeudtræk af jordmos eller vibefedtrødder, dels for at læge og dels for bibringe stedet dets naturlige fugtighed.

I gamle dage mente bønderne, at hvis fårene åd vibefedt ”før Mikkelsdag” (29. september), ville de få leverikter (Distoma hepaticum). Den biologiske forklaring er dog, at fårene græssede i fugtige områder, hvor ikke kun vibefedt trives, men også ikterne.

Soldug-arter opnår størstedelen af deres næring gennem at fange smådyr ved hjælp af klæbrige kirtelhår på bladene. Når et dyr sidder fast i den klæbrige væske, der udskilles af disse hår, folder bladet sig omkring det uheldige offer, hvorefter enzymer opløser dyrets kropsvæsker, så planten kan udvinde kvælstof og andre næringsstoffer af dem.

Disse planter kaldes soldug, fordi kirteldråberne minder om dugdråber, når solen skinner på dem. Førhen tillagde man dugdråber mirakuløse egenskaber, og solduggens kirteldråber blev solgt som Jomfru Marias tårer. Ifølge folkemedicinen skulle de virke mod hudsygdomme som vorter, ringorm og ligtorne, foruden mange andre skavanker.

I gamle dage mente bønderne, at hvis fårene åd soldug ”før Mikkelsdag” (29. september), ville de få leverikter (Distoma hepaticum). Den biologiske forklaring er dog, at fårene græssede i fugtige områder, hvor ikke kun disse planter trives, men også ikterne.

Denne plante blev beskrevet i 1759 af guvernøren i North Carolina, Arthur Dobbs (1689-1765), som skrev: “Men det store vidunder i planteverdenen er en meget besynderlig ukendt følsom art. Den er en dværgplante, hvis blade er smalt cirkelformede, bestående af to halvdele, som en fjeder-pung med den konkave side udad, og med savtakker langs randen (som en rævesaks). Når noget rører ved bladene, eller noget falder ned i dem, smækker de straks i som en rævesaks, hvorved de indespærrer et insekt eller andet, som er faldet ned i dem. Dens blomster er hvide. Denne overraskende plante har jeg navngivet ’Den Følsomme Fluefanger’.”

Venus fluefanger blev højt priset af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), som kaldte den for et “miraculum naturæ”, samt af den britiske naturhistoriker Charles Darwin (1809-82), som benævnte den “en af verdens mest vidunderlige planter.”

Arten er unik blandt kødædende planter gennem sine stærkt modificerede blade, der fungerer som en smækfælde, når bladet stimuleres på en særlig måde. Tre stive hår sidder på overfladen inde i fælden, og to af disse hår skal berøres inden for et kort tidsrum for at få fælden til at smække i. Denne mekanisme er udviklet, så planten ikke bruger energi på at smække fælden i, hvis et vissent blad eller andet tilfældigvis rammer den. Tykke, stive børster langs kanten af bladet danner et ’gitter’, som forhindrer byttet i at undslippe.

Portugisisk soldug er en af de få kødædende planter, som kan trives på tør, alkalisk jordbund. Bladene, som er 20-40 cm lange, rulles ud fra en central bladroset. Planten udskiller en sødlig duft, som tiltrækker insekter. Når de lander på et blad eller på stænglen, hænger de fast i de talrige klæbrige kirtelhår.