Kødædende planter

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De fleste af arterne er klatreplanter, ofte adskillige meter lange. Hvert blads midterrib fortsætter i en klatretråd, som for enden danner en pose- eller tragtformet kande. De fleste arter producerer to typer af kander, større nær jorden og mindre foroven. ’Læben’ omkring kandens rand, kaldt peristom, er meget glat, hvilket ofte får smådyr til at glide ned i kanden. Væsken i kanden er visco-elastisk, hvilket forhindrer vingede insekter i at undslippe. Langs indersiden af randen findes en række stive, nedadrettede hår, som forhindrer de indespærrede dyr i at kravle ud af kanden. Over peristomen findes et paraply-lignende ’låg’, operculum, som skal forhindre, at for megen regn falder i kanden.

Slægtsnavnet vidner om den svenske naturhistoriker Carl von Linnés (1707-78) fantasifuldhed. Det er afledt af oldgræsk ne (‘ikke’) og penthos (‘sorg’), således ‘letter sorg’. Ordet blev anvendt af Homér i Odysseen til at beskrive et fiktivt middel til at lette sorg. Linné adopterede navnet til disse planter på grund af deres slående og fængslende fremtoning, idet de kunne have en lignende indvirkning på de personer, som iagttog dem.

 

Artsnavnet er afledt af latin destillo (‘at destillere’), samt endelsen oria, så en tilnærmet oversættelse kan være ‘noget, hvoraf en væske bliver destilleret, dvs. en beholder, hvilket naturligvis hentyder til plantens kande-lignende bladspids.

I 1677 nævnte den danske læge, matematiker og teolog Thomas Bartholin (1616-80) den kort under navnet Miranda herba (‘mageløs urt’). Den blev atter beskrevet i 1683 af den svenske læge og naturhistoriker Herman Niklas Grim (1641-1711), som skrev adskillige værker om asiatiske og sydafrikanske planter.

Grim kaldte den for Planta mirabilis destillatoria (‘den mirakuløse destillationsplante’), og i 1686 citerede den engelske naturhistoriker John Ray (1627-1705) ham for at sige: “Roden trækker væde op fra jorden. Hvilken med solstrålernes hjælp stiger op i planten, hvorpå den flyder ned gennem stængel og bladnerver til dens naturlige redskab for at blive opbevaret her, indtil den bliver udnyttet af mennesker.”

 

 

 

 

 

Stænglen er indtil 3 m lang, med en diamter op til 5 mm, blade siddende, lancetformede eller elliptiske, indtil 15 cm lange og 3 cm brede, stængelomfattende. Klatretråden er op til 15 cm lang. Kanden er slank, normalt under 15 cm lang og 3 cm bred, undertiden større. Nedre kander er ovale forneden og cylinderformede foroven, mens øvre kander er cylinderformede. To randhårede vinger løber ned langs forsiden af de nedre kander, ofte uden hår på de øvre kander. Operculum er oval, ofte med mange hårlignende gevækster på oversiden (se billedet), men disse mangler på nogle former af planten.

Arten blev beskrevet af den kendte britiske botaniker Joseph Dalton Hooker (1817-1911) i monografien Nepenthaceae.

Artsnavnet er afledt af latin tentacula (‘tentakler’), hvilket sigter til gevæksterne på oversiden af operculum.

 

 

 

 

 

Stænglen kan blive op til 8 m lang, med en diameter på 1 cm, men den klatrer sjældent over en højde af 60 cm over skovbunden. De stilkede blade er aflange eller spatelformede, indtil 25 cm lange og 6 cm brede, og klatretråden kan blive op til 50 cm lang. Den tøndeformede kande kan blive indtil 25 cm lang og 9 cm bred, med to stærkt hårede vinger, som løber ned ad forsiden.

Artsnavnet er latin og betyder ‘håret’, hvilket sigter til de hårede vinger på kanden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I lighed med Nepenthes er de forsynet med en glat peristom samt en operculum. Da de ikke er nært beslægtede, er det et eksempel på konvergent udvikling.

 

Den er udbredt i fra det sydlige Virginia mod syd til Georgia, Alabama og Florida. Den er tillige almindeligt dyrket i Europa, hvor den ofte udplantes ulovligt i hedemoser, og hvis den ikke kontrolleres i tide, kan den blive invasiv.

Artsnavnet er latin og betyder ‘gul’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dens udbredelse er begrænset til det sydøstlige USA, fra den sydlige del af North Carolina mod syd til det centrale Florida.

Artsnavnet er latin og betyder ‘mindre’ (end de fleste andre medlemmer af slægten).

 

 

 

 

 

Den er den videst udbredte art i slægten, idet den findes i størstedelen af det sydlige Canada, omkring de Store Søer, samt i den østligste del af USA, mod syd til South Carolina. Den er statsblomst i Newfoundland og Labrador.

I lighed med gul trompetblad dyrkes denne art ofte i Europa og andre steder, og den udplantes undertiden illegalt i moser (se billede under gul trompetblad).

 

 

 

 

 

Den blev opdaget i 1841, og i 1853 blev den beskrevet af den amerikanske botaniker, kemiker og læge John Torrey (1796-1873), som navngav den til ære for botanikeren William Darlington (1782-1863) fra Philadelphia.

Duften fra nektar, som udskilles af planten, lokker insekter ind i de lange, trompetformede, væskefyldte kander.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægten omfatter omkring 125 arter og er vidt udbredt i subarktiske og tempererede egne på den nordlige halvkugle, samt i Mellem- og Sydamerika.

Slægtsnavnet er diminutiv af latin pinguis (’fed’, jfr. ordet ‘pingvin’), hvilket hentyder til de slimede og fedtglinsende blade.

Om det danske navn skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli i bogen Flora Danica fra 1648: ”Paa voris Danske Maal er det saare gemeent at kalde den samme Vibe-Fit, oc det aff den Aarsag, at den baade er feed, (…) naar mand føler paa den, saa ocsaa fordi den voxer paa de Steder, som Viberne gierne lader sig finde.”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘spatelformet’, hvilket hentyder til bladene.

 

 

 

 

 

Om plantens navne skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli i bogen Flora Danica fra 1648: “Clusius*, som denne Urt hafuer beskrefuit, skrifuer om den, at den paa en deel Steder udi Engeland kaldis Butter-Wort (huilcket paa voris Danske Maal saa megit sagt som Smør-Rod, fordi den er saa feed som Smør), oc de udi Engeland med den læge de Sprecker, som ere udi Køernis Yfuer.”

 

 

På Falster er planten blevet kaldt for gåsefedturt.

I store dele af Nordeuropa (men ikke i Danmark) var det førhen almindelig praksis at lægge vibefedt-blade i mælk for at få den til at skille eller tykne den. Resultatet blev den såkaldte tätmjolk, hvorom Johan Paulli i Dansk Oeconomisk Urte-Bog fra 1761 skriver, at den er ”stærk i Brug og ugemeen [usædvanlig] behagelig i Smag.” Tyske bønder lagde planterne i vand og brugte bagefter dette vand til at mørne friskslagtet eller sejt kød.

I folkemedicinen er vibefedt navnlig blevet anvendt til at læge sår og forskellige hudlidelser. I 1900-tallet, da mange børn led af ringorm eller andre hudsygdomme, gned man på Falster de påvirkede steder med smørlage eller bladene af vibefedt. Ole Borch anbefaler i sin latinske afhandling om danske lægeplanter fra 1688, De usu plantarum, at vibefedt kan anvendes til behandling af ”hectica febris legitima – den æcte Svindesotfeber – og Tarmebrud eller Nederløb” (brok) med bl.a. betændte bylder i lunger og på krop samt feberbrændende fødder til følge. Man skulle anbringe et omslag af et mælkeudtræk af jordmos eller vibefedtrødder, dels for at læge og dels for bibringe stedet dets naturlige fugtighed.

I gamle dage mente bønderne, at hvis fårene åd vibefedt ”før Mikkelsdag” (29. september), ville de få leverikter (Distoma hepaticum). Den biologiske forklaring er dog, at fårene græssede i fugtige områder, hvor ikke kun vibefedt trives, men også ikterne.

Artsnavnet er latin og betyder ‘almindelig’.

 

 

 

 

 

 

 

Disse planter, hvoraf de fleste lever i vand, er specielle ved at fange smådyr ved hjælp af blærelignende fælder. Trykket inde i blæren er negativt i forhold til omgivelserne. Når små udløserhår på blærens ’dør’ berøres af et dyr, vil byttet samt vandet omkring det suges ind i blæren, hvorefter døren atter lukkes. Hele denne proces varer kun omkring en titusindedel sekund.

Hos de vandlevende arter sidder de smukke, tvelæbede blomster for enden af en stilk, der rager op af vandet. De er gule hos de fleste arter.

Slægten omfatter også landlevende arter, som mest vokser i fugtig jord og mos. Mens de vandlevende arter fanger større bytte som dafnier og nematoder, fanger de landlevende bittesmå organismer som protozoer og hjuldyr.

 

De varmt gule blomster sidder i klynger, undertiden op til 10 sammen.

Artsnavnet, som betyder ‘sydlig’ på latin, hentyder til, at planten blev beskrevet ud fra et eksemplar, der blev indsamlet i Australien i 1810.

 

 

 

 

 

De kortstilkede og helrandede blade er nyreformede, indtil 6 mm i diameter. Blærerne er stilkede, ovale, omkring 1 mm lange, afrundede i spidsen. Blomsterstilken er op til 8 cm lang, med en enkelt eller to, indtil 8 mm lange blomster, krone hvid, ofte med violette striber på den øvre læbe, samt en gul plet ved basis af den nedre læbe, som er afrundet, med 3 eller 5 flige, spore cylinderformet, indtil 4 mm lang. De purpurfarvede eller violette bægerblade er op til 4 mm lange. Blomstring finder sted mellem juli og september.

Den findes i skove mellem 1500 og 4200 meters højde, fra Himalaya mod øst til de kinesiske provinser Sichuan og Yunnan.

Artsnavnet er afledt af latin bracchium (‘arm’ eller ‘lem’), samt endelsen atus, således ‘med grene, der minder om arme’, hvilket formentlig hentyder til, at blomsterstilken undertiden er forgrenet.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘opsvulmet’, hvilket hentyder til de opsvulmede bladstængler.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk makros (‘stor’ eller ‘lang’) samt rhiza (‘rod’)

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘mindre’.

 

 

 

 

 

 

Soldug-arter opnår størstedelen af deres næring gennem at fange smådyr ved hjælp af klæbrige kirtelhår på bladene. Når et dyr sidder fast i den klæbrige væske, der udskilles af disse hår, folder bladet sig omkring det uheldige offer, hvorefter enzymer opløser dyrets kropsvæsker, så planten kan udvinde kvælstof og andre næringsstoffer af dem.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk drosos (‘dug’), hvilket sigter til kirteldråberne på bladene, der minder om dugdråber, når solen skinner på dem. Førhen tillagde man dugdråber mirakuløse egenskaber, og solduggens kirteldråber blev solgt som Jomfru Marias tårer. Ifølge folkemedicinen skulle de virke mod hudsygdomme som vorter, ringorm og ligtorne, foruden mange andre skavanker.

I gamle dage mente bønderne, at hvis fårene åd soldug ”før Mikkelsdag” (29. september), ville de få leverikter (Distoma hepaticum). Den biologiske forklaring er dog, at fårene græssede i fugtige områder, hvor ikke kun disse planter trives, men også ikterne.

 

Den minder meget om den mere almindelige liden soldug (nedenfor), men har længere, aflange blade.

Artsnavnet er det latinske ord for ‘engelsk’. Arten blev i sin tid beskrevet ud fra et eksemplar, som blev indsamlet i England.

 

 

 

 

 

Artsnavnet hentyder til, at bladenes form er intermediær mellem bladene hos langbladet (ovenfor) og rundbladet soldug (nedenfor).

 

 

 

 

 

 

 

Stængel opret, forgrenet, undertiden til 50 cm høj, men normalt lavere. De kortstilkede grundblade danner en roset, gulgrønne, afrundede. De mangler undertiden. Stængelblade langstilkede, gulgrønne, seglformede, indtil 3 cm lange og 5 mm brede, med mange klæbrige kirtelhår. De stilkede blomster sidder i få- eller mangeblomstrede, endestillede, op til 6 cm lange klynger, kronblade i reglen 5, hvide (sjældent lyserøde eller røde), kileformede, indtil 6 mm lange og 3 mm brede. Blomstring forekommer mellem juni og september.

I Nepal smøres en pasta af bladene på blæner.

Artsnavnet er afledt af latin pelta, den klassiske betegnelse på et seglformet skjold, hvilket i lighed med det danske navn hentyder til bladenes form. Det alternative artsnavn, afledt af latin luna (‘måne’), hilket også refererer til bladformen (en halvmåne).

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘med runde blade’.

 

 

 

 

 

Den blev beskrevet i 1759 af guvernøren i North Carolina, Arthur Dobbs (1689-1765), som skrev: “Men det store vidunder i planteverdenen er en meget besynderlig ukendt følsom art. Den er en dværgplante, hvis blade er smalt cirkelformede, bestående af to halvdele, som en fjeder-pung med den konkave side udad, og med savtakker langs randen (som en rævesaks). Når noget rører ved bladene, eller noget falder ned i dem, smækker de straks i som en rævesaks, hvorved de indespærrer et insekt eller andet, som er faldet ned i dem. Dens blomster er hvide. Denne overraskende plante har jeg navngivet ’Den Følsomme Fluefanger’.”

Venus fluefanger blev højt priset af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), som kaldte den for et “miraculum naturæ”, samt af den britiske naturhistoriker Charles Darwin (1809-82), som benævnte den “en af verdens mest vidunderlige planter.”

Arten er unik blandt kødædende planter gennem sine stærkt modificerede blade, der fungerer som en smækfælde, når bladet stimuleres på en særlig måde. Tre stive hår sidder på overfladen inde i fælden, og to af disse hår skal berøres inden for et kort tidsrum for at få fælden til at smække i. Denne mekanisme er udviklet, så planten ikke bruger energi på at smække fælden i, hvis et vissent blad eller andet tilfældigvis rammer den. Tykke, stive børster langs kanten af bladet danner et ’gitter’, som forhindrer byttet i at undslippe.

Artsnavnet er afledt af latin musca (‘flue’), decipio (‘at fange’), samt endelsen ula, således ‘fluefanger’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Portugisisk soldug er en af de få kødædende planter, som kan trives på tør, alkalisk jordbund. Bladene, som er 20-40 cm lange, rulles ud fra en central bladroset. Planten udskiller en sødlig duft, som tiltrækker insekter. Når de lander på et blad eller på stænglen, hænger de fast i de talrige klæbrige kirtelhår. Der er to typer kirtler, større og stilkede, som tiltrækker og fanger byttedyr, og mindre, ustilkede, som sørger for fordøjelsen.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk drosos (‘dug’) og phyllon (‘blad’), hvilket sigter til de klæbrige kirtler på blade og stængel, der minder om dugdråber. Artsnavnet er afledt af Lusitania, det klassiske romerske navn på Portugal.