Kødædende planter

 

 

Californisk kandebærer (Darlingtonia californica) er den eneste art af kandebærer i det vestlige USA, her fotograferet nær Cave Junction, Oregon. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Den britiske naturhistoriker Charles Darwin (1809-82) kaldte Venus fluefanger (Dionaea muscipula) for “en af verdens mest vidunderlige planter.” – En af fælderne på denne plante i Carolina Beach State Park, North Carolina, er smækket i, efter at to af de tre udløserhår inde i fælden er blevet berørt inden for et bestemt tidsrum. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

De fleste kødædende planter har én ting tilfælles: De vokser i kvælstof-fattige jorder. For at opnå den nødvendige næring har de udviklet forskellige metoder til at fange insekter eller andre smådyr. Enzymer, som produceres af planten, nedbryder dyrenes ydre kitinlag, hvorpå bakterier eller andre enzymer frigør kvælstof og andre næringsstoffer, som dermed er tilgængelige for planten.

 

Kandebærere
Kandebærere tilhører fem forskellige slægter, som har en karakter tilfælles: deres blade er yderst modificerede og danner trompet-, tragt- eller poseformede, væskefyldte faldgruber, kaldt ’kander’. Disse planter udskiller duftstoffer, som lokker insekter og andre smådyr ned i kanden, hvor de – hvis de ikke straks drukner i væsken – forhindres i at undslippe ved hjælp af forskellige metoder.

 

Nepenthes
Den største af de fem slægter af kandebærere omfatter omkring 150 arter, af hvilke de fleste findes i Sydøstasien og Indonesien, med nogle få arter på Madagascar og Seychellerne, samt i Indien, Sri Lanka, Australien og Ny Caledonien.

De fleste Nepenthes-arter er klatreplanter, ofte adskillige meter lange. Hvert blads midterrib fortsætter i en klatretråd, som for enden danner en pose- eller tragtformet kande. De fleste arter producerer to typer af kander, større nær jorden og mindre foroven. ’Læben’ omkring kandens rand, kaldt peristom, er meget glat, hvilket ofte får smådyr til at glide ned i kanden. Væsken i kanden er visco-elastisk, hvilket forhindrer vingede insekter i at undslippe. Langs indersiden af randen findes en række stive, nedadrettede hår, som forhindrer de indespærrede dyr i at kravle ud af kanden. Over peristomen findes et paraply-lignende ’låg’, operculum, som skal forhindre, at for megen regn falder i kanden.

 

 

Borneo er hjemsted for mange kandebærer-arter. Denne art, Nepenthes villosa, er ret almindelig i Gunung Kinabalu Nationalpark, Sabah. Nederste billede viser peristomen med en række stive, nedadrettede hår, som forhindrer de indespærrede dyr i at kravle ud af kanden. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

To billeder af Sri Lanka-kandebærer (Nepenthes distillatoria) fra Sinharaja Forest Reserve, sydvestlige Sri Lanka. Denne art er endemisk for Sri Lanka. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Store kandebærer-arter fanger af og til større byttedyr som mus og firben. Dette billede viser en stor naturlig hybrid, Nepenthes villosa x N. rajah, kaldt N. x kinabaluensis, fotograferet i Gunung Kinabalu Nationalpark, Sabah, Borneo. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Sarracenia Trompetblad
Denne slægt omfatter mellem 8 og 14 arter, alt efter hvilken kilde man anvender. Den er udbredt fra det vestlige Canada mod øst til De Store Søer, Labrador og Newfoundland og videre mod syd gennem det østlige USA til Alabama og Florida. I lighed med Nepenthes er disse planter forsynet med en glat peristom samt en operculum.

 

Sarracenia flava Gul trompetblad
Denne plante har smalle, trompetformede kander, der kan blive næsten 1 m høje. Denne art er udbredt i fra det sydlige Virginia mod syd til Georgia, Alabama og Florida. En rødlig form ses undertiden.

 

 

Gul trompetblad, Carolina Beach State Park, North Carolina. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blomstrende gul trompetblad, Green Swamp Preserve, North Carolina. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rødlig form af gul trompetblad, Green Swamp Preserve. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Både gul trompetblad og purpur-trompetblad (nedenfor) er blevet indført til mange europæiske lande, hvor de ofte udplantes ulovligt i hedemoser. Hvis de ikke kontrolleres i tide, kan de blive invasive, som i denne mose nær Salten Langsø, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sarracenia purpurea Purpur-trompetblad 
Hos de fleste medlemmer af slægten er kanderne høje og smalle, men purpur-trompetblad har korte, ret brede kander i jordhøjde. Denne art er den videst udbredte i slægten, idet den findes i størstedelen af det sydlige Canada, samt i den østligste del af USA. Den er statsblomst i Newfoundland og Labrador.

 

 

Purpur-trompetblad, Green Swamp Preserve, North Carolina. Bemærk de talrige nedadrettede hår i kanden, som forhindrer byttedyr i at kravle ud. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sarracenia minor Hætte-trompetblad
Denne art adskiller sig fra de øvrige arter i slægten gennem sin operculum, som danner en hætte over tragten. Denne og S. psittacina er de eneste medlemmer af slægten, som har gennemsigtige pletter på kanden, der forvirrer byttedyr. Når de forsøger at undslippe, narres de hen mod disse ’vinduer’ og ledes herved længere ind i tragten, bort fra indgangen. Udbredelsen af hætte-trompetblad er begrænset til det sydøstlige USA, fra den sydlige del af North Carolina mod syd til det centrale Florida.

 

 

Hætte-trompetblad, Okefenokee-sumpene, Georgia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Darlingtonia
Denne slægt, som tilhører familien Sarraceniaceae, omfatter kun en enkelt art.

 

Darlingtonia californica Californisk kandebærer
Denne plante er den eneste kandebærer i det vestlige USA. Duften fra nektar, som udskilles af planten, lokker insekter ind i de lange, trompetformede, væskefyldte kander. Dens forekomst er begrænset til spredte lokaliteter i det nordlige Californien og det vestlige Oregon. Den blev opdaget i 1841, og i 1853 blev den beskrevet af den amerikanske botaniker, kemiker og læge John Torrey (1796-1873), som navngav den til ære for botanikeren William Darlington (1782-1863) fra Philadelphia.

 

 

Blomstrende californisk kandebærer, Cave Junction, Oregon. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En kraftigt farvet tragt med talrige gennemsigtige pletter, der narrer byttedyr, i lighed med visse Sarracenia-arter (se ovenfor). – Cave Junction, Oregon. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Heliamphora
Denne slægt, der ligeledes tilhører familien Sarraceniaceae, omfatter 23 arter, som alle er begrænset til Sydamerika. De kaldes ofte for sol-kandebærere eller sump-kandebærere.

 

 

 

Cephalotus
Den femte kandebærer-slægt omfatter kun en enkelt art, C. follicularis, der ovenikøbet udgør sin egen familie, Cephalotaceae. Den er begrænset til et mindre område i det sydvestlige Australien.

 

 

 

Pinguicula Vibefedt
Vibefedt har kødfulde blade, på hvilke kirtler producerer bittesmå, klæbrige dråber, som lokker insekter til. Når et fanget insekt begynder at sprælle for at frigøre sig, produceres mere klæbrig væske, som fastholder insektet. Derpå frigøres der enzymer fra andre kirtler, som nedbryder insektets kitinskelet, så næringsstofferne i dyret kan optages af planten.

Der kendes omkring 80 arter af vibefedt, hvoraf det største antal findes i Mellem- og Sydamerika, mens 12 arter er hjemmehørende i Europa, 9 i Nordamerika og nogle få i det nordlige Asien.

Slægtsnavnet er diminutiv af latin pinguis (’fed’, jfr. ordet pingvin), hvilket hentyder til de slimede og fedtglinsende blade. På Falster er planten blevet kaldt gåsefedturt. Om slægtens populære navne skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli i sin Flora Danica fra 1648: “Clusius*, som denne Urt hafuer beskrefuit, skrifuer om den, at den paa en deel Steder udi Engeland kaldis Butter-Wort (huilcket paa voris Danske Maal saa megit sagt som Smør-Rod, fordi den er saa feed som Smør), oc de udi Engeland med den læge de Sprecker, som ere udi Køernis Yfuer.”

 

*Charles de l’Écluse (1526-1609), også kendt som Carolus Clusius, var en flamlandsk læge og botaniker. Han var en af de første, som studerede Alpernes flora.

 

Denne brug af vibefedts bladslim kendes også fra andre lande. En elev af Carl von Linné (1707-78) noterer efter en ekskursion 1747, at ”i Schweizerland brukes Pinguicula externa in fissuris mammarum, äwen ock när spenorna på koen hårdnar, så at den mjölkar blod.”

Paulli fortsætter: ”Paa voris Danske Maal er det saare gemeent at kalde den samme Vibe-Fit, oc det aff den Aarsag, at den baade er feed, (…) naar mand føler paa den, saa ocsaa fordi den voxer paa de Steder, som Viberne gierne lader sig finde.”

I store dele af Nordeuropa (men ikke i Danmark) var det førhen almindelig praksis at lægge vibefedt-blade i mælk for at få den til at skille eller tykne den. Resultatet blev den såkaldte tätmjolk, hvorom Johan Paulli i sin Dansk Oeconomisk Urte-Bog fra 1761 skriver, at den er ”stærk i Brug og ugemeen [usædvanlig] behagelig i Smag.” Tyske bønder lagde planterne i vand og brugte bagefter dette vand til at mørne friskslagtet eller sejt kød.

I folkemedicinen er planten navnlig blevet anvendt til at læge sår og forskellige hudlidelser. I 1900-tallet, da mange børn led af ringorm eller andre hudsygdomme, gned man på Falster de påvirkede steder med smørlage eller bladene af vibefedt. Ole Borch anbefaler i sin latinske afhandling om danske lægeplanter fra 1688, De usu plantarum, at vibefedt kan anvendes til behandling af ”hectica febris legitimaden æcte Svindesotfeber – og Tarmebrud eller Nederløb” (brok) med bl.a. betændte bylder i lunger og på krop samt feberbrændende fødder til følge. Man skulle anbringe et omslag af et mælkeudtræk af jordmos eller vibefedtrødder, dels for at læge og dels for bibringe stedet dets naturlige fugtighed.

I gamle dage mente bønderne, at hvis fårene åd vibefedt ”før Mikkelsdag” (29. september), ville de få leverikter (Distoma hepaticum). Den biologiske forklaring er dog, at fårene græssede i fugtige områder, hvor ikke kun vibefedt trives, men også ikterne.

 

Pinguicula vulgaris Almindelig vibefedt
Denne plante har en cirkumboreal udbredelse, fra næsten hele Europa mod øst gennem Ruslands taiga til Nordamerika. Den vokser hist og her i Danmark, især på næringsfattige enge.

 

 

Disse billeder viser almindelig vibefedt med rester af fordøjede insekter på bladene, fotograferet nær Listed, Bornholm (øverst), samt i Aðaldal, nordlige Island. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pinguicula alpina Fjeld-vibefedt
Denne art er også vidt udbredt, idet den findes i Pyrenæerne, Alperne og andre bjergområder i Europa, i Himalaya og andre centralasiaiske bjerge, samt langs den arktiske kyst, fra det nordlige Skandinavien mod øst gennem Sibirien. Den danner ofte tætte bestande gennem vegetativ formering.

 

 

Fjeld-vibefedt er ret almindelig i Alperne, her fotograferet nær Prehodavci, Triglavski Nationalpark, Slovenien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pinguicula spathulata Spatelbladet vibefedt
Forekomsten af denne smukke plante er begrænset til det østlige Sibirien. Nogle autoriteter kalder den for P. variegata.

 

 

Spatelbladet vibefedt, fotograferet på Chukotka-halvøen, østlige Sibirien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Utricularia Blærerod
Disse planter, der omfatter mindst 200 arter, er vidt udbredte i de fleste egne af verden. De er specielle ved at fange smådyr ved hjælp af blærelignende fælder. Trykket inde i blæren er negativt i forhold til omgivelserne. Når små udløserhår på blærens ’dør’ berøres af et dyr, vil byttet samt vandet omkring det suges ind i blæren, hvorefter døren atter lukkes. Hele denne proces varer kun omkring en titusindedel sekund.

Slægten omfatter både vandlevende og landlevende arter. Mens de vandlevende fanger større bytte som dafnier og nematoder, fanger de landlevende bittesmå organismer som protozoer og hjuldyr.

 

Utricularia australis Slank blærerod
Denne arts udbredelse er kolossalt stor, idet den findes i Europa, det meste af Asien, den sydlige halvdel af Afrika samt Australien og New Zealand. Det latinske artsnavn sigter til, at denne art blev beskrevet ud fra et eksemplar, der blev indsamlet i Australien i 1810.

 

 

Slank blærerod, Amager Fælled. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Utricularia macrorhiza Amerikansk blærerod
I Nordamerika erstatter denne art almindelig blærerod (U. vulgaris) i Europa og Asien, som den ligner meget.

 

 

Amerikansk blærerod, Crystal Lake Conservation Area, Haverhill, Massachusetts, USA. I baggrunden ses blade af amerikansk hvid nøkkerose (Nymphaea odorata). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Utricularia minor Liden blærerod
Denne lille plante kan kendes på de lysegule blomster, som kun er 5-8 mm lange og har en meget kort spore. Arten er cirkumboreal, udbredt i Europa, det nordlige Asien samt i Nordamerika.

 

 

Liden blærerod, fotograferet i et rigkær nær Tved Kirke, Djursland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Utricularia inflata Opblæst blærerod
Denne art er hjemmehørende i det østlige og sydøstlige USA, og den er også blevet indført til Washington State, hvor den betragtes som invasiv. Plantens navn hentyder til de opsvulmede bladstængler.

 

 

Opblæst blærerod, Cape May State Park, New Jersey. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Utricularia brachiata
Denne ganske lille plante er en af de landlevende blærerod-arter, der fanger bittesmå organismer som protozoer og hjuldyr. Den findes i skove mellem 2000 og 4200 meters højde, fra Himalaya mod øst til de kinesiske provinser Sichuan og Yunnan.

 

 

Utricularia brachiata, voksende på en mosgroet sten, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Drosera Soldug
Disse planter opnår størstedelen af deres næring gennem at fange smådyr ved hjælp af klæbrige kirtelhår på bladene. Når et dyr sidder fast i den klæbrige væske, der udskilles af disse hår, folder bladet sig omkring det uheldige offer, hvorefter enzymer opløser dyrets kropsvæsker, så planten kan udvinde kvælstof og andre næringsstoffer af dem.

Disse planter kaldes soldug, fordi kirteldråberne minder om dugdråber, når solen skinner på dem. Førhen tillagde man dugdråber mirakuløse egenskaber, og solduggens kirteldråber blev solgt som Jomfru Marias tårer. Ifølge folkemedicinen skulle de virke mod hudsygdomme som vorter, ringorm og ligtorne, foruden mange andre skavanker.

I gamle dage mente bønderne, at hvis fårene åd soldug ”før Mikkelsdag” (29. september), ville de få leverikter (Distoma hepaticum). Den biologiske forklaring er dog, at fårene græssede i fugtige områder, hvor ikke kun disse planter trives, men også ikterne.

Der kendes omkring 180-190 arter af soldug, og slægten er vidt udbredt på alle kontinenter, med undtagelse af Antarktis.

 

Drosera rotundifolia Rundbladet soldug
Denne art har en kolossalt stor udbredelse, idet den findes i Nordamerika, størstedelen af Europa, Kaukasus, Sibirien, Korea, samt Japan. En forekomst på Ny Guinea er højst besynderlig og drejer sig måske om en særskilt art.

 

 

På disse to billeder fra Dueodde, Bornholm, er fluer blevet fanget i kirtelhår af rundbladet soldug. De hvide hår er pilefrø. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Drosera intermedia Liden soldug
Denne plante er ligeledes vidt udbredt, idet den forekommer i Europa, den østlige halvdel af Nordamerika, det nordlige Sydamerika, samt på Cuba.

 

 

Liden soldug, fotograferet på Fanø, hvor denne art stedvis er almindelig. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse to billeder fra Sepstrup Sande, Midtjylland, viser insekter, fanget i kirtelhår af liden soldug. Øverst ses to almindelige vandnymfer (Enallagma cyathigerum), hvoraf den ene allerede er udtørret, mens den anden er nyligt fanget. Nederst en blåfugl. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Drosera peltata Seglbladet soldug
Denne art er udbredt i bjergegne fra det vestlige Himalaya mod øst til Sydøstasien og derfra mod syd gennem Indonesien til Australien. Navnet hentyder til bladenes form.

 

 

Bladene på denne seglbladede soldug i Langtang Nationalpark, centrale Nepal, er tunge af regndråber efter en monsun-byge. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Dionaea muscipula Venus fluefanger
Denne plante er det eneste medlem af slægten Dionaea, som tilhører soldugfamilien (Droseraceae). Den dyrkes almindeligt som stueplante i mange egne af verden, hvorimod den i vild tilstand har en meget begrænset udbredelse, idet den kun findes på nogle få lokaliteter i North og South Carolina, USA. Bestande i New Jersey er muligvis forvildet fra dyrkning.

Arten blev beskrevet i 1759 af guvernøren i North Carolina, Arthur Dobbs (1689-1765), som skrev: “Men det store vidunder i planteverdenen er en meget besynderlig ukendt følsom art. Den er en dværgplante, hvis blade er smalt cirkelformede, bestående af to halvdele, som en fjeder-pung med den konkave side udad, og med savtakker langs randen (som en rævesaks). Når noget rører ved bladene, eller noget falder ned i dem, smækker de straks i som en rævesaks, hvorved de indespærrer et insekt eller andet, som er faldet ned i dem. Dens blomster er hvide. Denne overraskende plante har jeg navngivet ’Den Følsomme Fluefanger’.”

Venus fluefanger blev højt priset af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), som kaldte den for et “miraculum naturæ”, samt af den britiske naturhistoriker Charles Darwin (1809-82), som benævnte den “en af verdens mest vidunderlige planter.”

Denne art er unik blandt kødædende planter gennem sine stærkt modificerede blade, der fungerer som en smækfælde, når bladet stimuleres på en særlig måde. Tre stive hår sidder på overfladen inde i fælden, og to af disse hår skal berøres inden for et kort tidsrum for at få fælden til at smække i. Denne mekanisme er udviklet, så planten ikke bruger energi på at smække fælden i, hvis et vissent blad eller andet tilfældigvis rammer den. Tykke, stive børster langs kanten af bladet danner et ’gitter’, som forhindrer byttet i at undslippe.

 

 

Venus fluefanger, Green Swamp Preserve, North Carolina. På det nederste billede har fælden på et blad åbnet sig, efter at næringsstofferne fra et fanget insekt er blevet optaget. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Et ungt blad af Venus fluefanger åbner sig, Carolina Beach State Park, North Carolina. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blomstrende Venus fluefanger, Carolina Beach State Park. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Drosophyllum lusitanicum Portugisisk soldug
Denne art har en meget begrænset udbredelse, idet den kun findes i Spanien, Portugal og Marokko. Førhen blev denne art betragtet som et medlem af soldugfamilien (Droseraceae), men er nu blevet placeret i en særskilt familie, Drosophyllaceae.

Portugisisk soldug er en af de få kødædende planter, som kan trives på tør, alkalisk jordbund. Bladene, som er 20-40 cm lange, rulles ud fra en central bladroset. Planten udskiller en sødlig duft, som tiltrækker insekter. Når de lander på et blad eller på stænglen, hænger de fast i de talrige klæbrige kirtelhår.

 

 

Portugisisk soldug, observeret nær Cortes de la Frontera, Andalusien, Spanien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Kilder
Brøndegaard, V.J. 1961. Vibefedt i folkemedicinen. Farmaceutisk Tidende 71, s. 957-62. Her lånt fra Håkan Tunón (red.). Etnobotanik. Planter i skik og brug, i historien og i folkemedicinen. Vagn J. Brøndegaards biografi, bibliografi og artikler i udvalg på dansk, bd. 1, s. 507-13. Udgivet af Centrum för biologisk mångfald, Uppsala, samt Kungl. Skogs- och Lantbruksakademien, Stockholm, 2015
Dillwyn, L.W. 1843. Hortus Collinsonianus. An account of the plants cultivated by the late Peter Collinson

 

 

 

(Oprettet august 2016)

 

(Senest revideret august 2020)