Kakti

 

 

Saguaro (Carnegiea gigantea) i solnedgang, Picacho State Park, Arizona. Et stort eksemplar kan veje 8-10 tons og indeholder 90% vand – nok til flere år uden nedbør. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Som deres navn siger, er stammen hos tøndekaktus-arter (Ferocactus) tøndeformet. Dette billede fra Joshua Tree Nationalpark, Californien, viser rød tøndekaktus (F. cylindraceus). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

De fleste Copiapoa-arter danner kompakte ‘puder’ af stammer, som sidder helt tæt sammen. Her ses en stor bevoksning af C. malletiana i Llanos de Challe Nationalpark, Chile. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Figenkaktus-arter (Opuntia) er kendetegnet ved deres flade stammesegmenter. Dette billede viser O. phaeacantha, Saguaro East Nationalpark, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nærbillede af de cylinderformede stammesegmenter hos Cylindropuntia acanthocarpa, Santa Rosa-bjergene, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Orgelpibekaktus (Stenocereus thurberi) minder om saguaro (ovenfor), men er forgrenet fra grunden. – Organ Pipe Cactus National Monument, sydlige Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Kaktusarter (Cactaceae) udgør en kæmpestor familie, der omfatter omkring 127 slægter med mindst 1750 arter. Ordet kaktus stammer fra græsk kaktos, et navn, som den græske filosof og botaniker Theofrastos (ca. 371-287 f.Kr.), kaldt ’botanikkens grundlægger’, benyttede for en ukendt tornet plante.

Medlemmer af denne familie er sukkulenter, som opbevarer vand i stammen, hvilket betyder, at de kan fortsætte med at vokse i tørkeperioder.

Størrelse og form hos kaktusarter varierer kolossalt. Stammen kan bl.a. være søjleformet som hos Carnegiea, Stenocereus, Eulychnia og mange andre slægter, tøndeformet som hos Ferocactus og Echinocactus, kugleformet som hos Copiapoa, Mammilaria og mange andre slægter, eller lav og hvælvet som hos pandekagekaktus (Mammillaria heyderi) og peyote (Lophophora williamsii).

Hos mange slægter er stammen opdelt i segmenter, der bl.a. kan være brede og flade som hos Opuntia og Consolea, smalle og flade som hos Hylocereus, Hatiora, Epiphyllum m.fl., eller cylinderformede som hos Cylindropuntia, Echinocereus og mange andre.

Nogle slægter er epifytiske, bl.a. Strophocactus, Disocactus, Hatiora og Hylocereus.

Bladene hos de fleste kakti er reduceret til torne, og fotosyntesen varetages af den grønne stamme. Tornene beskytter planten mod at blive ædt, giver en del skygge, samt afbøjer den udtørrende ørkenvind, så den ikke når ind til stammen, hvorved fordampningen mindskes.

Kaktus-arter har små udposninger på stammen, kaldt areoler, som ligeledes er modificerede blade. Fra disse areoler vokser blomsterne frem, og hver areole kan kun producere én blomst i sin levetid. Efterhånden som planten vokser, dannes nye areoler.

Glochider er korte torne, ofte ganske fine og håragtige, som vokser i knipper fra areolerne, specielt hos arter i underfamilien Opuntioideae, som omfatter figenkaktus, cholla-arter og andre. Ved berøring løsnes disse glochider nemt og borer sig ind i huden, hvor de kan være yderst irriterende. Navnet kommer af græsk glochinos, der betyder noget, som er spidst, specielt spidsen af en pil.

Nedenfor omtales et stort antal kaktus-arter, præsenteret i alfabetisk rækkefølge efter slægts- og artsnavn.

 

 

Carnegiea gigantea Saguaro
Den bedst kendte kaktusart er ganske givet den kæmpestore saguaro (udtales ‘sawaro’), der har gjort sig som dekorativ baggrund i talrige westerns. Men faktisk har den en ret begrænset udbredelse, idet den kun findes i Sonora-ørkenen i Mexico og det sydlige Arizona, samt i et lille område i Californien.

En saguaro starter sit liv som et lille sort frø, der spirer i nedfaldne blade i skyggen af en saguaro eller et træ, godt beskyttet mod udtørring samt mod gnavere og andre dyr, der gerne æder frøet.

Overlever den nyspirede kaktus, vil den efter første vækstsæson være omkring en halv cm høj. Efter 15 år er den ca. 30 cm høj, og 25-50 år gammel er den op til 2 m. Så blomstrer den for første gang. I en alder af ca. 75 år sætter den sine første sidesegmenter, populært kaldt ’arme’, og 100 år gammel er den omkring 8 m høj.

I den imponerende alder af omkring 150 år er den ørkenens patriark, op til 12 m høj og med en vægt på 8-10 tons, hvoraf ca. 90% er vand. Efter et regnskyl kan det vidt udbredte rodsystem af en stor saguaro opsuge omkring 600 liter vand – nok til et helt år.

I maj kommer klynger af store hvide blomster til syne i spidsen af segmenterne. De åbner sig om aftenen, blomstrer til næste middag og dør så. Det er dog tid nok til, at langt hovedparten af dem bliver bestøvet af insekter, fugle eller langnæsede flagermus af familien Phyllostomatidae. Disse flagermus lever næsten udelukkende af pollen fra store ørkenblomster.

Hver af de grønne frugter indeholder op mod 2000 frø. Frugterne åbner sig i juli og blotter herved det røde, søde frugtkød, som omgiver frøene. Det er eftertragtet af en mængde forskellige dyr, som æder det og på denne måde spreder frøene. Tidligere indsamlede indfødte folk som Tohono O’Odham frugterne og fremstillede saft og syltetøj af dem.

En gammel saguaro producerer hundredtusinder af frø årligt, og i en alder af 200 år kan den have præsteret op mod 40 millioner. Kun ganske få af disse enorme mængder af frø vil overhovedet spire, og endnu færre vil vokse sig gamle.

I saguaro-stammerne hakker gilaspætten (Melanerpes uropygialis) og guldspætten (Colaptes auritus) deres redehuller – ofte flere hver sæson. Men de benytter først et af disse huller året efter, når det bløde kaktusvæv er størknet til en hård, træagtig masse.

Forladte spættehuller overtages af en mængde andre dyr, fx rotter, mus, firben, slanger, honningbier og mange forskellige fuglearter, bl.a. purpursvale (Progne subis) og vestlig kongetyran (Tyrannus verticalis), samt tre uglearter: vestlig skrigeugle (Megascops kennicottii), rødbrun spurveugle (Glaucidium brasilianum) og den diminutive alfeugle (Micrathene whitneyi), verdens mindste ugleart, som bare er på størrelse med en gråspurv.

I den nordligste del af saguaroens udbredelsesområde er den af ukendte grunde gået en del tilbage i de senere år. Overgræsning og strenge frostår nævnes som to mulige årsager.

Slægtsnavnet blev givet til ære for Andrew Carnegie (1835-1919), en skotsk-amerikansk industrimagnat, som viede den senere del af sit liv til at støtte filantropiske foretagender, såsom verdensfred, uddannelse, biblioteker og videnskabelig forskning.

 

 

Morgensol på en ‘skov’ af saguaro, Saguaro West Nationalpark, Arizona. Planten med røde blomster er ocotillo (Fouquieria splendens), og busken med gullig bark er palo verde (Parkinsonia aculeata). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I en alder af ca. 75 år sætter en saguaro sine første sidesegmenter, kaldt ’arme’. – Saguaro West Nationalpark, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Saguaro og fuldmåne i tusmørke, Saguaro West Nationalpark, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Morgenlys på saguaro-‘arme’, Colossal Cave Mountain Park, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Saguaro-blomster åbner sig om aftenen, blomstrer til næste middag og visner så. – Saguaro East Nationalpark, Arizona. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En særlig form af saguaro dannes, når cellerne i den voksende del af stammen begynder at dele sig til siden i stedet for som normalt i cirkelform. Denne mutation resulterer i dannelsen af en stor vifteformet top for enden af hovedstammen eller ’armene’ hos en søjlekaktus. – Organ Pipe Cactus National Monument, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En død saguaro bliver ofte stående i årevis, som dette ’skelet’ nær Lake Saguaro, Phoenix, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gilaspætten (Melanerpes uropygialis) hakker ofte sit redehul i en gammel saguaro, her i Tucson Desert Zoo, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Toppen af en saguaro fungerer ofte som udkigspost for forskellige fuglearter. Her ses hvidvinget due (Zenaida asiatica), sortstrubet spurv (Amphispiza bilineata) og rød kardinal (Cardinalis cardinalis), alle fotograferet i Arizona. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Consolea
Arterne i denne slægt, samt i slægten Opuntia (nedenfor), er karakteriseret ved deres brede og flade stammesegmenter, kaldt cladoder.

I modsætning til de fleste arter i Opuntia udvikles cladoderne hos medlemmer af Consolea efterhånden til runde stammer, og nye cladoder kommer frem for enden af disse stammer.

Slægten omfatter 10 arter, som er udbredt i Caribien og Florida. Den er opkaldt efter den italienske botaniker Michelangelo Console (1812-97).

 

Consolea rubescens
En næsten tornløs art, som bliver op til 6 m høj, med karakteristiske buler på de flade stammesegmenter. Den er vildtvoksende på Puerto Rico, Jomfruøerne samt Antigua & Barbuda.

 

 

Consolea rubescens, Bosque del Guanica, Puerto Rico. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Copiapoa
De fleste medlemmer af denne slægt, der omfatter omkring 32 arter, er ret små og kugleformede, enkelte er cylindriske. De er forsynet med ribber, og fra den uldne top kommer de gule blomster frem. De fleste arter er tornede, men nogle få er tornløse. En enkelt art, C. hypogaea, lever det meste af sit liv underjordisk, og kun den uldne top stikker op. Den bemærkes sjældent, undtagen under blomstringen.

Slægten er begrænset til det nordlige Chile og vokser primært i Atacama-ørkenen, hvor der kun ganske sjældent falder regn. Planterne får størstedelen af deres væskebehov dækket gennem den hyppige tåge, der forekommer i denne egn, specielt i højder mellem 500 og 850 m.

 

Copiapoa cinerascens
Kugleformet, op til 15 cm i diameter, med 15-20 ribber, grågrønne eller askefarvede, med grå uld i toppen. Stammens grålige farve skyldes et vokslag, der forhindrer planten i at udtørre. Blomsterne er gule. Den har kortere og ofte mørkere torne end den meget lignende C. malletiana (nedenfor).

Kærneområder for denne art er Pan de Azucar og Llanos de Challe Nationalparker.

 

 

Copiapoa cinerascens, Llanos de Challe Nationalpark. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Copiapoa cinerea
En meget variabel art med adskillige underarter og varieteter. Billederne herunder viser underarten columna-alba, der kan kendes på sin søjleformede vækst. Den kan blive op til 1,2 m høj med en diameter på 10-20 cm, ribber brede, 12-30, torne sorte. Stammen syner hvid, hvilket skyldes et vokslag, der forhindrer planten i at udtørre. Blomsterne er gule, indtil 2,5 cm i tværmål, af og til med rødligt skær.

En yderst tørketålende plante, der vokser fra havniveau op til højder omkring 500 m. Den forekommer i stort antal mange steder fra Pan de Azucar Nationalpark mod nord til Taltal. Den danner ofte imponerende bestande, der “minder om en marcherende hær.” (llifle.com)

 

 

Minder om en marcherende hær.” – Copiapoa cinerea, underarten columna-alba, Pan de Azucar Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Copiapoa cinerea, underarten columna-alba, Pan de Azucar Nationalpark. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Copiapoa cinerea, underarten columna-alba, fotograferet lige før solnedgang, Pan de Azucar Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Copiapoa malletiana
Denne art, der også kaldes for C. dealbata, er begrænset til lille område omkring Quebrada Carrizal Bajo, specielt Llanos de Challe Nationalpark, hvor den vokser i højder mellem 200 og 500 m og ofte danner kæmpestore bestande. Den ligner meget C. cinarascens (ovenfor), men har meget længere og ofte lysere torne.

 

 

Stor bevoksning af Copiapoa malletiana, Llanos de Challe Nationalpark. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Copiapoa malletiana-blomster er bleggule. – Llanos de Challe Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På stammen af denne Copiapoa malletiana vokser en gul lav, Llanos de Challe Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Cumulopuntia
I 1980 blev omkring 30 arter flyttet fra slægterne Opuntia og Tephrocactus til en ny slægt, Cumulopuntia, fortrinsvis på grund af frugterne, der ikke indeholder frugtkød, en anderledes frøstruktur, samt vækstformen, der er en kompakt pude. Siden er slægten blevet reduceret til 20 arter, og nogle autoriteter anerkender kun 5-7 arter.

Disse planter er udbredt i det vestlige Sydamerika.

 

Cumulopuntia sphaerica
Denne plante danner lave klumper af små, kugleformede, grønne stammer med talrige lange torne, blege eller brunlige, blomster gule eller orange. Den er meget almindelig, udbredt fra det centrale Chile mod nord til Peru, voksende fra nær havniveau til trægrænsen i Andes, af og til op til højder omkring 4200 m.

Folkenavne omfatter bl.a. gatito (‘lille kat’) og perrito (‘lille hund’). Det er uklart, hvad de hentyder til. Planten er ganske vist lille, men er yderst tornet og langtfra til at kramme.

 

 

Cumulopuntia sphaerica, truffet syd for Vallenar (øverst), samt i Valle del Encanto, nær Ovalle, begge i Chile. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Cylindropuntia Cholla
Disse planter, som er hjemmehørende i det sydvestlige USA, Mexico og Vestindien, omfatter omkring 35 arter, der førhen var placeret i Opuntia (nedenfor), men adskiller sig fra denne slægt gennem deres cylinderformede stammesegmenter, samt ved at tornene er omgivet af en papiragtig skede, som Opuntia-arterne mangler.

Cholla (udtales ’tjåja’) er et mexikansk-spansk ord, som betyder ’kranium’ eller ’hoved’, muligvis afledt af det gamle franske ord cholle (‘kugle’). Ordet hentyder måske til ende-segmenterne, som ofte er kugleformede.

Mange cholla-arter er fuldstændig overbroderet med lange torne, som er forsynet med modhager. Deres segmenter sidder så løst, at når tornene griber fat i pelsen på et dyr eller trøjen på en person, rykkes segmentet af, og på grund af modhagerne borer tornene sig længere ind. Under dyrets eller menneskets anstrengelser for at få segmentet vristet løs lander det ofte et nyt sted, hvor det måske kan spire, og på denne måde spredes arten.

De fleste dyr undgår cholla’er, men kaktussmutten (Campylorhynchus brunneicapillus) bygger ofte sin rede inde blandt de fæle torne, hvor den er godt beskyttet mod fjender. Gnavere af slægten Neotoma samler nedfaldne segmenter af cholla omkring deres bo som forsvar mod fjender som ørkenræv (Vulpes macrotis) og prærieulv (Canis latrans). Slanger lader sig dog ikke afskrække af dette panser.

På grund af knapheden af mad i det tidlige forår blev denne årstid kaldt for ko’oak macat (‘smertende måne’) af Tohono O’Odham-folket i det sydlige Arizona. I denne periode ristede de tusinder af cholla-blomsterknopper i jordovne. Disse knopper har en aspargeslignende smag og er rige på kalcium. (Kilde: fondazioneslowfood.com)

 

 

Syngende kaktussmutte, Tucson Mountain Park, Arizona. Denne art er den største blandt gærdesmutterne, omtrent på størrelse med en stær. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne kaktussmutte bringer en ekskrementklat fra ungerne bort fra reden, som er placeret i en sølv-cholla (C. echinocarpa), Phoenix South Mountain Park, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Cylindropuntia acanthocarpa 
Denne vidt udbredte art forekommer i det sydlige Nevada, det østlige Californien, Arizona, det sydlige Utah, samt den nordligste del af Baja California og Sonora i Mexico. Den bliver op til 3 m høj, er vidt forgrenet og har et forholdsvis åbent panser af brunlige pigge i varierende længde.

 

 

Cylindropuntia acanthocarpa, Cima Dome, Mohave National Preserve, Californien. På det nederste billede ses en ’skov’ af Joshua-træer (Yucca brevifolia) i baggrunden. Denne art er beskrevet på siden Planteliv: Flora i Sierra Nevada. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette billede viser de cylinderformede stammesegmenter hos Cylindropuntia acanthocarpa, Mohave National Preserve. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blomsterne hos Cylindropuntia acanthocarpa er forskellige nuancer af gul, orange og rød. – Mazatzal-bjergene (øverst), Salt River (i midten), samt Saguaro West Nationalpark, alle i Arizona. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cylindropuntia arbuscula
Denne kaktus er begrænset til det sydlige centrale Arizona samt den mexikanske stat Sonora. Dens stammesegmenter er lidt tykkere end hos C. ramosissima (nedenfor), op til 1,5 cm i diameter, mens den har meget færre og kortere torne. Blomsterfarven er forskellige nuancer af gul.

 

 

Cylindropuntia arbuscula, Picacho State Park, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cylindropuntia bigelovii
På engelsk kaldes denne art bl.a. for teddybear cholla – et navn, som skyldes, at dens stammesegmenter kan minde om armene på en legetøjsbamse. Skulle denne lighed få dig til at kramme den, vil du fortryde tusinde gange, da ’blødheden’ er vildledende, idet den består af et tæt panser af meget skarpe torne. Et andet engelsk navn er jumping cholla, hvilket sigter til, at segmenterne sidder meget løst og ’springer’ på forbipasserende.

Denne art er udbredt fra den allersydligste spids af Nevada mod syd gennem det østlige Californien og det vestlige Arizona til Baja California, Sonora og Sinaloa i Mexico. Den er én blandt mange plantearter, som blev opkaldt efter kirurg og botaniker John Milton Bigelow (1804-78), der indsamlede mange nye arter på ekspeditioner til det sydvestlige USA og det nordlige Mexico.

 

 

En stor bevoksning af Cylindropuntia bigelovii findes i Joshua Tree Nationalpark, Californien, hvor disse billeder stammer fra. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Cylindropuntia bigelovii og rød tøndekaktus (Ferocactus cylindraceus, nedenfor), Anza-Borrego Desert State Park, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blomsterne hos Cylindropuntia bigelovii er grønne. – Joshua Tree Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cylindropuntia echinocarpa
Denne art er ret almindelig i det sydlige Nevada, det østlige Californien, det vestlige Arizona, samt den nordligste del af Baja California og Sonora i Mexico. Den bliver indtil 2 m høj, hvoraf op mod halvdelen udgøres af en træagtig stamme.

 

 

Piggene hos Cylindropuntia echinocarpa hænger fast i næsten alt, selv i min ledsager Lars Skippers pegefinger, Tucson Mountain Park, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Torne af Cylindropuntia echinocarpa med regndråber, Tucson Mountain Park, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blomsterne hos Cylindropuntia echinocarpa er oftest grønne eller gulgrønne, men kan af og til være hvide, som på dette billede fra Saguaro East Nationalpark, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cylindropuntia fulgida 
Et af de amerikanske navne på denne art er chainfruit cholla (‘cholla med frugterne i kæde’), hvilket sigter til de tornløse frugter, der danner kæder, som hænger ned fra spidsen af segmenterne. Arten kan blive indtil 3,5 m høj og vokser i krat og ørkener samt på græsklædte skråninger, fra det sydlige centrale Arizona mod syd til Sonora og Sinaloa, Mexico. Blomsterfarven varierer fra lyserød til violet.

 

 

En kæde af hængende frugter hos Cylindropuntia fulgida, Saguaro West Nationalpark, Arizona. En saguaro (ovenfor) vokser i baggrunden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cylindropuntia ramosissima 
På amerikansk kaldes denne art for pencil cholla (‘blyants-cholla’), hvilket hentyder til de tynde segmenter, der kun er omkring 1 cm i diameter. Den kan også kendes på de meget lange gullige torne, der står vinkelret ud fra segmenterne. Et andet karakteristisk træk er de rudeformede areoler.

Arten er hjemmehørende i det østlige Californien, det vestlige Arizona, samt det nordlige Baja California.

 

 

Cylindropuntia ramosissima, Joshua Tree Nationalpark, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cylindropuntia spinosior 
Udbredt i det østlige Arizona og det vestlige New Mexico mod syd ind i de nordligste egne af de mexikanske stater Sonora og Chihuahua. Den ligner C. acanthocarpa (ovenfor) og C. versicolor (nedenfor), men kan kendes på de kortere og tykkere segmenter, som har en tendens til at pege nedad. Den er også lavere end disse to arter, indtil 1,2 m høj. Blomsterfarven varierer stærkt og kan være lyserød, rød, purpurfarvet, gul, gulgrøn eller hvid.

I Australien, hvor denne art kaldes for snake cactus (‘slange-kaktus’), optræder den ofte invasivt og er flere steder blevet erklæret for en uønsket vækst.

 

 

Cylindropuntia spinosior, Saguaro East Nationalpark, Arizona. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cylindropuntia versicolor 
Tornene hos denne kaktus er alle korte, ikke meget over 2,5 cm, og de har alle mere eller mindre den samme længde, modsat hos C. acanthocarpa (ovenfor). Artsnavnet hentyder til blomsterfarven, som kan være rød, gul eller purpurfarvet. Arten er begrænset til det sydlige centrale Arizona samt de mexikanske stater Sonora og Sinaloa.

 

 

Cylindropuntia versicolor, Saguaro East Nationalpark, Arizona. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Disocactus
Denne slægt omfatter 16 epifytiske arter, hvoraf hovedparten vokser i regnskove i det sydlige Mexico og Mellemamerika, med nogle få arter i det nordlige Sydamerika og Caribien. Stammesegmenterne er flade og tornløse hos nogle arter, cylindriske og tornede hos andre.

 

 

Regnskovstræ med mange epifyter, heriblandt en uidentificeret Disocactus-art, Tikal Nationalpark, Guatemala. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Echinocereus Pindsvinekaktus
Denne slægt, der omfatter omkring 70 arter af mellemstore kakti med cylinderformede segmenter, er hjemmehørende i Mexico og det sydlige USA. Blomsterne er store og smukke, og frugterne af mange arter er spiselige.

Slægtsnavnet kommer af græsk echinos (‘pindsvin’), hvilket hentyder til tornene, samt af latin cereus, som er afledt af græsk keros (‘vokslys’). Cereus var oprindeligt navnet på en mængde kaktusarter, hvilket sigter til mange af disse planters slanke, søjleagtige vækstform.

 

Echinocereus engelmannii 
En yderst variabel art, som findes fra det sydlige Nevada og Utah mod syd gennem det østlige Californien og Arizona til det sydlige Baja California og Sonora.

Den ligner meget nedenstående art, og nogle autoriteter betragter dem som samme art. E. engelmannii har dog 2-6 torne i hver areole, mens E. fasciculatus kun har en enkelt lang central torn.

Artsnavnet ærer den tysk-amerikanske botaniker George Engelmann (1809-84), som beskrev mange plantearter, specielt i Rocky Mountains og det nordlige Mexico.

 

 

Echinocereus engelmannii, Salt River, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Echinocereus fasciculatus 
Denne art er hjemmehørende i det østlige Arizona og det sydvestlige New Mexico, samt det nordlige Sonora og Chihuahua i Mexico. Den ligner meget E. engelmannii (ovenfor), men har i modsætning til denne kun en enkelt lang central torn i hver areole.

 

 

Echinocereus fasciculatus, Saguaro East Nationalpark, Arizona. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Echinocereus stramineus 
Udbredt fra det østlige New Mexico og det sydlige Texas mod syd gennem det østlige Mexico til San Luis Potosí. Artsnavnet kommer af latin stramen (‘strå’), hvilket sigter til de lange stråfarvede torne hos denne art.

 

 

Echinocereus stramineus, Big Bend Nationalpark, Texas. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Echinocereus triglochidiatus
Denne pragtfulde plante vokser i krat og tørre bjergskove i Mohave og Great Basin-ørkenerne, fra det sydøstlige Californien mod øst til Colorado og det vestlige Texas, og mod syd ind i det nordlige Mexico. Et af dens amerikanske navne er claret cup cactus (’vinbæger-kaktus’), opkaldt efter de bægerformede, røde blomster. Claret er rødvin fra Bordeaux-regionen i Frankrig.

Artsnavnet er afledt af det urgamle indo-europæiske ord tri (‘tre’), samt af græsk glochinos, der betyder noget spidst, specielt spidsen af en pil. Navnet kan således oversættes til ’med tre spidser’, hvilket hentyder til, at tornene hos denne art sidder i grupper på 3.

 

 

De dybrøde blomster hos Echinocereus triglochidiatus synes næsten for sarte til at trives i det barske miljø i Mohave-ørkenen, her fotograferet i Joshua Tree Nationalpark, Californien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Echinopsis
Medlemmer af denne slægt, som omfatter ikke færre end ca. 128 arter, varierer umådeligt i størrelse og form, fra søjleformede, træagtige planter til meget små kugleformede arter. Disse planter er udbredt i den sydlige halvdel af Sydamerika.

Folkenavne omfatter bl.a. pindsvinekaktus og søpindsvinekaktus, som begge hentyder til, at mange af arterne er dækket af et panser af pigge. Førstnævnte navn benyttes dog også for en anden kaktus-slægt, Echinocereus, som er hjemmehørende i Mexico og det sydlige USA.

 

Echinopsis chiloensis Quisco
En almindelig, stedvis talrig art i det centrale Chile, fra syd for Santiago mod nord til La Serena, voksende fra havniveau op til omkring 2000 meters højde i Andes. Den er søjleformet, indtil 8 m høj og grenet fra grunden, har talrige ribber og er meget tornet. De store blomster er hvide.

Arten er ofte inficeret af en stærkt rød, snyltende misteltén, Tristerix aphylla, hvis frø spredes af den chilenske spottedrossel (Mimus thenca). Denne fugl æder frugterne, men deponerer ofte frøene på tornene, hvor de spirer. Den nyspirede plante kan vokse op mod 10 cm for at komme i kontakt med kaktus-stammen.

 

 

Quisco, La Campana Nationalpark, Chile. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Quisco-blomster er store og hvide. – La Campana Nationalpark, Chile. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne quisco syd for Vallenar, Chile, er inficeret af snylteplanten Tristerix aphylla. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Eriosyce
Denne slægt består mest af arter med kugleformede stammer, beskyttet af et tæt panser af stærke torne. Der findes omkring 55 arter, der er hjemmehørende fra Peru mod syd til Chile og det nordvestlige Argentina.

Slægtsnavnet er afledt af græsk erion (‘uld’) og syke (‘figen’), hvilket hentyder til den uldhårede frugt.

 

Eriosyce curvispina
En yderst variabel art, oftest enlig, men af og til gruppevis, stamme kugleformet, indtil 20 cm i tværmål, grågrøn med op til 24 ribber, torne stive, gråbrune med mørkere spids, ofte let krummede, op til 3 cm lange. Blomster indtil 5,5 cm i tværmål, farve variabel, gulliggrøn, gul med rødbrune midternerver eller rødlig.

Denne plante er endemisk i Chile, udbredt fra Copiapó mod syd til Rio Maule, voksende i klippefyldte områder fra havniveau op til højder omkring 2400 m.

 

 

Eriosyce curvispina, syd for Vallenar, Chile. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Eulychnia Copao
Denne slægt, der omfatter 5 store, indtil 7 m høje arter, vokser kun i de meget tørre ørkener langs kysten af Chile og Peru. I dette område falder kun lidt eller slet ingen regn, og planterne overlever gennem den kondens, som den hyppige tåge i denne egn bringer i land.

Slægtsnavnet kommer af græsk eu (‘god’) og lychnia (‘kandelaber’), hvilket naturligvis hentyder til disse planters form.

 

Eulychnia acida Almindelig copao
Denne spektakulære plante er endemisk i det vestlige Chile, fra Ovalle mod nord til Copiapó, voksende i tørre områder fra havniveau op til omkring 1300 meters højde. Den bliver indtil 7 m høj og er ofte grenet fra nær jordhøjde. Stammerne er ribbede og tæt beklædte med op til 20 cm lange torne.

Copao er også værtsplante for snylteplanten Tristerix aphylla (se quisco ovenfor).

 

 

Almindelig copao danner ofte ‘skove’, her i Valle del Encanto nær Ovalle, Chile. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Copao er grenet fra nær basis. – Valle del Encanto. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Spidsen af ‘armene’ på copao er ofte dækket af gule torne. – Valle del Encanto. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tornene på denne copao er bevokset med gule laver, Valle del Encanto. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blomsterne af copao-blomster er lyserøde eller hvide. – Valle del Encanto (øverst), samt Llanos de Challe Nationalpark. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne copao er inficeret af snylteplanten Tristerix aphylla, Valle del Encanto. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Eulychnia iquiquensis Iquique-copao
Denne art er endemisk i et smalt, goldt bælte langs kysten i det nordlige Chile, op til en højde af omkring 1100 m, fra syd for Acida mod syd næsten til byen Copiapó. Den er stærkt forgrenet fra nær jordhøjde. Gamle stammer og grene er næsten tornløse, mens yngre grene nær toppen er tæt beklædt med torne.

Iquique-copao er ganske almindelig i Pan de Azucar Nationalpark, hvor billederne nedenfor blev taget. På grund af en ekstra lang tørkeperiode er nogle bevoksninger døende.

 

 

Iquique-copao er begrænset til en smal kyststrækning i det nordlige Chile. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På grund af en ekstra lang tørkeperiode er nogle bevoksninger af Iquique-copao døende. Denne guanaco (Lama guanicoe) står foran et dødt eksemplar. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nær toppen af disse gamle stammer af Iquique-copao er tornene bevokset med en rødbrun lav. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Spidsen af ‘armene’ på copao er ofte dækket af bløde gullige torne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Copao-blomster kommer frem i en dusk af brunlige hår. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Ferocactus Tøndekaktus
Unge individer af denne slægt, som omfatter ca. 30 arter, er søjleformede, men med alderen bliver de tøndeformede og ribbede. Disse planter er udbredt i det sydvestlige USA og det nordvestlige Mexico, hvor de typisk vokser i områder med uregelmæssig vandføring eller i lavninger, hvor der står vand en del af året.

De har et meget overfladisk rodnet og bliver nemt rykket op under pludselige oversvømmelser. Deres formidable panser af pigge er en tilpasning, som hjælper med at føre planten til et bedre voksested. Hvis den rykkes op under et kraftigt regnskyl, vil de krumme torne klynge sig til andet plantemateriale, som føres med strømmen til et område, hvor der står vand en del af året. Her slår planten så måske rod.

Arter i denne slægt er såkaldte myrmekofyter – planter, som lever i symbiose med myrer. De besidder ekstra-florale nektarier oven for hver areole, som huser myrekolonier. De forsyner således myrerne med bolig og føde, mens myrerne til gengæld forsvarer planten mod planteædere.

 

Ferocactus cylindraceus Rød tøndekaktus
Denne art, også kaldt californisk tøndekaktus, er hjemmehørende i det sydøstlige Californien, det vestlige Arizona samt den nordlige del af Baja California og Sonora, hvor den vokser i højder op til 1500 m. Som dens latinske artsnavn fortæller, er denne art ofte cylinderformet, og nogle ældre individer bliver søjleformede, op til 2 m høje.

 

 

Mohave-ørken med talrige rød tøndekaktus, Joshua Tree Nationalpark, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blomsterne hos rød tøndekaktus er gule. – Anza-Borrego Desert State Park, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nærbillede af de røde torne hos rød tøndekaktus, Mohave National Preserve, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ferocactus emoryi 
Denne art, som på engelsk ofte benævnes Emorys tøndekaktus eller Covilles tøndekaktus, er vildtvoksende i det sydøstlige Arizona, Sonora, det nordlige Sinaloa, samt den sydlige del af Baja California. Blomsterne er røde eller gule, og de lige torne er brune, rødlige eller hvide.

Artsnavnet blev givet til minde om William Hemsley Emory (1811-87), en landmåler, som kortlagde grænsen mellem Texas og Mexico. Det populære navn Covilles tøndekaktus blev givet til ære for den amerikanske botaniker Frederick Vernon Coville (1867-1937), som deltog i en ekspedition til Death Valley i 1891.

 

 

Ferocactus emoryi med frugter, Tucson Mountain Park, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ferocactus wislizeni 
Denne kaktus-art er udbredt i det sydlige Arizona og New Mexico, den vestligste del af Texas, samt i det nordlige Sonora og Chihuahua. Ældre individer bliver til tider cylinderformede. Dens blomster er røde eller gule.

Artsnavnet blev givet til ære for den tysk-amerikanske læge, opdagelsesrejsende og botaniker Friedrich Adolph Wislizenus (1810-89). Artens krumme torne har givet anledning til det engelske navn fishhook barrel cactus (‘fiskekrogs-tøndekaktus’).

 

 

Ferocactus wislizeni med frugter, Organ Pipe Cactus National Monument, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Hatiora
En lille slægt med 6 epifytiske arter, som kun findes i tropiske regnskove i det sydøstlige Brasilien, hvor de er i tilbagegang. En af arterne, påskekaktus (H. gaertneri), er en meget populær stueplante. Slægten er karakteriseret ved de flade stammesegmenter, som hver har en areole i spidsen.

Nogle forskere hævder, at 3 af arterne bør overflyttes til den nærtstående slægt Schlumbergera. Disse to slægter har længe været årsag til forvirring. En af forskellene er, at blomsterne hos Schlumbergera er tydeligt rørformede, mens de hos Hatiora-arter kun har et ganske kort eller slet intet rør.

 

 

En uidentificeret Hatiora-art med regndråber, Yunnan-provinsen, Kina. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Hylocereus Hundehalekaktus
Denne slægt indeholder 19 arter, hvoraf nogle er jordvoksende, andre epifytiske. Adskillige af arterne producerer store, søde og velsmagende frugter, kaldt dragefrugt eller pitahaya – ikke at forveksle med ordet pitaya, som dækker spiselige frugter af adskillige mexikanske kaktusarter.

Det danske navn hundehalekaktus hentyder til disse arters lange hængende grene, som er uden torne. På kinesisk kaldes frugterne for 火龙果 (‘rød dragefrugt’). Nogle af slægtens engelske navne er ret fantasifulde, bl.a. Jesus-in-the-cradle (‘Jesus i vuggen’).

Der dyrkes især 3 Hylocereus-arter. Hvid hundehalekaktus (H. undatus) har røde frugter med hvidt frugtkød, rød hundehalekaktus (H. costaricensis, også kaldt H. polyrhizus) har røde frugter med rødt frugtkød, og gul hundehalekaktus (H. megalanthus) har gule frugter med hvidt frugtkød.

 

 

Stammesegmenterne hos hundehalekaktus er smalle og flade, og tornene er få og svage. Her ses hvid hundehalekaktus (H. undatus), fotograferet i Taiwan, hvor denne art og rød hundehalekaktus begge dyrkes vidt og bredt på grund af deres søde, spiselige frugter. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fade med frugter af hvid hundehalekaktus, Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Mammillaria Vortekaktus
Med næsten 200 arter er denne slægt den største i kaktusfamilien. De fleste af disse planter er ret små og har kugleformede stammer, der ofte vokser i klumper. Alle har brystvorte-lignende udposninger, som er grundlaget for slægtsnavnet, der kommer af latin mammilla, diminutiv af mamma (‘bryst’).

Slægtens engelske navn pincushion cactus (’nålepudekaktus’) hentyder til det tætte panser af pigge hos mange af arterne, som ofte skjuler selve stammen.

Næsten alle arter er endemiske i Mexico, men nogle få strækker deres udbredelse til det sydlige USA, samt Mellemamerika, det nordlige Sydamerika og Caribien.
Medlemmer af den ret lignende slægt Escobaria kan kendes på, at blomsterne kommer frem for enden af stammerne, mens de hos Mammillaria sidder på siden.

 

Mammillaria pottsii 
En vidt udbredt art, som forekommer i de mexikanske stater Chihuahua, Coahuila, Durango, San Luis Potosí og Zacatecas, og endvidere i det sydvestlige Texas. Dens habitat er tørre bakker, klippetoppe og sletter i højder mellem 300 og 2100 m.

Artsnavnet blev givet til ære for to brødre, mineingeniør Orlando Frederick Potts (1813-55) og John Potts (1805-76), som var direktør for Chihuahua Mønt i 1830’erne. Begge indsamlede kaktusarter for britiske botanikere.

 

 

Mammillaria pottsii, Big Bend Nationalpark, Texas. Dette eksemplar har ret mørke blomster. De er normalt røde eller lyserøde. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Melocactus
Denne slægt, som rummer ca. 35 arter, forekommer i Caribien, Mexico, Mellemamerika, samt den nordlige og centrale del af Sydamerika.

Mens de er unge, ligner medlemmer af denne slægt mange andre kakti, idet de har grønne kugleformede stammer med mange ribber. Ved modenhed udvikler de imidlertid et kefalium, en tæt masse af areoler, som danner et ’hoved’ direkte på toppen af stammen. Når dette kefalium først er udviklet, vokser stammen ikke mere, men kefaliet fortsætter med at vokse, til tider til en højde af 1 m. Blomsterne er små og kommer frem i toppen af kefaliet, ofte i ringform. De lyserøde eller røde frugter minder om små vokslys.

Slægtsnavnet er en forkortet form af det oprindelige navn Echinomelocactus, som er afledt af græsk echinos (‘pindsvin’), melon (‘æble’), samt kaktos (se øverst på siden), således ’tornet æble-plante’, hvilket formodentlig hentyder til udseende og form hos unge planter af denne slægt. Et engelsk folkenavn er Turk’s cap (‘tyrkerhat’), hvilket sigter til kefaliet.

 

Melocactus intortus
Denne art er begrænset til øer i den østlige halvdel af Caribien. Den er et af de største medlemmer af slægten, idet den når en højde af 1 m.

 

 

Melocactus intortus, Bosque del Guanica, Puerto Rico. Nederste billede viser en afvigende form med adskillige kefalier. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Miqueliopuntia miquelii
Denne art, som er det eneste medlem af slægten, vokser i kystnære områder i det nordlige Chile. Den danner tætte krat af cylinderformede, forbundne stammesegmenter med iøjnefaldende udposninger, hvorpå areolerne og mange glochider befinder sig. De bægerformede blomster er lyserøde, hvide eller gulgrønne.

Både slægts- og artsnavn blev givet til ære for den hollandske botaniker Friedrich Anton Wilhelm Miquel (1811-71), som var direktør for herbariet ved universitetet i Utrecht.

 

 

Blomst og frugter af Miqueliopuntia miquelii, syd for Vallenar, Chile. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Opuntia Figenkaktus
Arterne i denne slægt, samt i slægten Consolea (ovenfor), er karakteriseret ved deres brede og flade stammesegmenter, kaldt cladoder.

Opuntia, som omfatter mellem 150 og 180 arter, er udbredt fra det sydlige Canada mod syd til det sydlige Sydamerika. Slægtsnavnet sigter til den antikke græske by Opus, hvor der ifølge filosoffen og botanikeren Theofrastos (ca. 371-287 f.Kr.) voksede en spiselig plante, hvis blade kunne slå rod – i lighed med figenkaktus, hvis stammesegmenter kan slå rod. (Kilde: U. Quattrocchi 2000. CRC World Dictionary of Plant Names)

 

Opuntia basilaris Bæverhale-figenkaktus
Denne kaktus har navn efter sine segmenter, som er mere eller mindre rynkede og ligner en bæverhale. Den er udbredt fra de californiske ørkener Anza-Borrego, Mohave og Colorado mod øst gennem det sydlige Nevada og Utah og mod syd til det nordvestlige Mexico. De fleste individer er uden torne, men har mange glochider i areolerne.

 

 

Bæverhale-figenkaktus, Joshua Tree Nationalpark, Californien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Opuntia engelmannii Engelmanns figenkaktus
Udbredelsen af denne art strækker sig fra Californien mod øst til Louisiana og mod syd til de mexikanske stater Sonora og Chihuahua. I Sonora-ørkenen vender dens yderste segmenter oftest øst-vest for at kunne absorbere mest muligt solskin under sommerregnen.

Artsnavnet ærer den tysk-amerikanske botaniker George Engelmann (1809-84), som beskrev mange plantearter, specielt i Rocky Mountains og det nordlige Mexico.

Arten er blevet indført mange andre steder, og i Kenya betragtes den som invasiv.

 

 

Engelmanns figenkaktus, Mazatzal-bjergene, Arizona. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Torne og glochider i areoler af Engelmanns figenkaktus, Mazatzal-bjergene. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Opuntia humifusa Østlig figenkaktus
En hårdfør plante, som vokser i åbne, solrige områder i den østlige halvdel af USA samt i den sydøstligste del af Canada. Nogle botanikere anerkender ikke denne art, men betragter den som en varietet af O. compressa.

 

 

Unge segmenter af østlig figenkaktus, Assateague Island, Maryland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Opuntia littoralis Kyst-figenkaktus
Som dens navn fortæller, findes denne art i kystnære egne, hvor den vokser i malurtkrat og chaparral, fra området omkring Los Angeles i det sydlige Californien mod syd til det sydlige Baja California. Artsnavnet kommer af latin litorale (‘som lever nær kysten’).

 

 

Kyst-figenkaktus med frugter, Ronald W. Caspers Wilderness Park, Santa Ana-bjergene (øverst) samt Point Mugu State Park, begge i Californien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Torne og glochider i areoler af kyst-figenkaktus, Torrey Pines State Park, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Opuntia phaeacantha 
Denne art er udbredt fra Californien mod øst til Colorado og Texas, og derfra mod syd ind i det nordlige Mexico. Dens blomster kan være røde, orange eller gule, eller ofte gule med rødligt centrum.

 

 

Opuntia phaeacantha, Saguaro East Nationalpark (øverst) og Pima Canyon, begge i Arizona. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Opuntia pinkavae
En lav plante, op til 25 cm høj, begrænset til et lille område i det nordlige Arizona og det sydlige Utah, hvor den vokser i græsland og pinyon-ene-skove. Den har mange eller få hvidlige torne, op til 7 cm lange, og blomsterne er magenta eller purpurfarvede.

Arten er opkaldt efter Dr. Donald Pinkava (1933-2017), som gennem mange år studerede Opuntia-slægten.

 

 

Opuntia pinkavae, Lake Powell, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Opuntia x spinosibacca
Denne plante, som sandsynligvis er en naturlig hybrid mellem O. phaeacantha (ovenfor) og O. aureispina, er muligvis begrænset til Big Bend-regionen i det vestlige Texas.

Den bliver op til 1,5 m høj, segmenter flade, grønne, ofte purpurfarvede nær areolerne, indtil 25 cm lange og 11 cm brede, blomster gule eller orange-gule, mørkerøde i svælget.

 

 

Opuntia x spinosibacca, Big Bend Nationalpark, Texas. På det øverste billede ses Chisos-lupin (Lupinus hartmannii) i baggrunden. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Pachycereus
Denne slægt, som rummer 12 arter af søjlekakti, er hjemmehørende i Mexico og de tilstødende lande i Mellemamerika, hvor de stedvis danner sande ’skove’. Slægten rummer den højeste af alle kakti, cardón (P. pringlei), der kan blive op til 20 m høj.

Slægtsnavnet kommer af græsk pachys (‘tyk’), hvilket sigter til de tykke stammer hos disse kaktusarter, samt det latinske cereus, som er afledt af græsk keros (‘vokslys’). Cereus var oprindeligt navnet på en mængde kaktusarter, hvilket sigter til mange af disse planters slanke, søjleagtige vækstform.

 

Pachycereus schottii Senita
Denne art er hjemmehørende i det nordlige Mexico i staterne Sinaloa og Sonora, på halvøen Baja California, samt i det allersydligste Arizona. Den er grenet fra grunden og bliver op til 4 m høj, undtagelsesvis 7 m. Den lever i symbiose med senita-natsværmeren (Upiga virescens), en af de få arter, som bestøver denne plante. Til gengæld er natsværmeren afhængig af kaktusarten til at formere sig.

Ifølge Arizona-Sonora Desert Museum er senita det mexikanske navn på denne plante, oprindeligt overtaget fra et lokalt folkenavn, sina. Derfor ville sinita være en mere korrekt måde at stave navnet på. Et andet engelsk navn er old man cactus, hvilket hentyder til spidsen af de højeste grene, som er dækket af grå, 4-10 cm lange hår, ikke ulig et gråt skæg.

 

 

Senita, Organ Pipe Cactus National Monument, Arizona. Busken med gule blomster er creosote (Larrea tridentata). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Senita har bittesmå, meget skarpe torne i areolerne. – Organ Pipe Cactus National Monument. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Pilosocereus
Denne slægt, som rummer 37 arter, er vidt udbredt fra Mexico og Caribien mod syd gennem hele Sydamerika. Slægtsnavnet kommer af latin pilos (‘hår’), hvilket hentyder til disse planters meget hårede areoler, samt cereus, som er afledt af græsk keros (‘vokslys’). Cereus var oprindeligt navnet på en mængde kaktusarter, hvilket sigter til mange af disse planters slanke, søjleagtige vækstform.

 

Pilosocereus royenii
Denne træagtige kaktus er en af de almindeligste kaktusarter i Caribien, og den findes også på Yucatan-halvøen i det østlige Mexico. Den har blålige stammer, som kan blive op til 8 m høje. Den vokser i tørre, kratbevoksede, klippefyldte områder, fx på klinter, strande og sletter.

 

 

Pilosocereus royenii har blålige stammer, som kan blive op til 8 m høje, her fotograferet i Bosque del Guanica, Puerto Rico. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På dette billede vokser Pilosocereus royenii (t.v.) i tør kratskov sammen med en anden kaktus, Melocactus intortus (se nedenfor), Bosque del Guanica, Puerto Rico. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Stenocereus
Denne slægt udgør 23 arter af busk- eller træagtige, søjleformede kaktusarter, hjemmehørende i det sydlige USA, Mexico, Mellemamerika, Caribien samt det nordlige Sydamerika.

Slægtsnavnet kommer af græsk stenos (‘smal’), hvilket sigter til de smalle ribber på de fleste arter, samt af latin cereus, som er afledt af græsk keros (‘vokslys’). Cereus var oprindeligt navnet på en mængde kaktusarter, hvilket sigter til mange af disse planters slanke, søjleagtige vækstform.

 

Stenocereus aragonii
Denne art er begrænset til et temmelig tørt område langs Stillehavskysten i Costa Rica.

 

 

Tør tropisk skov i Santa Rosa Nationalpark, Guanacaste, Costa Rica, med vegetation af Stenocereus aragonii (t.h.), gumbo-limbo (Bursera simaruba, med brune stammer), samt piñuela (Bromelia pinguin), en ananas-lignende bromeliacé. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Stenocereus thurberi Orgelpibekaktus
Denne store kaktus, der bliver op til 5 m høj, minder om saguaro (ovenfor), men er forgrenet fra grunden. Den er hovedsagelig udbredt i Sonora-ørkenen og på Baja California i det nordlige Mexico, men har også en lille bestand i det allersydligste USA, specielt i Organ Pipe Cactus National Monument, Arizona, som er opkaldt efter arten.

Navnet orgelpibekaktus hentyder til stammerne, der minder om orgelpiber. På spansk kaldes dens frugter for pitaya dulce (‘sød pitaya’), idet ordet pitaya dækker spiselige frugter af mexikanske kaktusarter i almindelighed.

 

 

Orgelpibekaktus, Organ Pipe Cactus National Monument, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette nærbillede af orgelpibekaktus viser areoler med knipper af torne. – Organ Pipe Cactus National Monument, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Strophocactus
Navnet på denne epifytiske slægt kan oversættes som ‘omklamrende kaktus’, afledt af græsk strophein (‘at sno’ eller ‘dreje’), hvilket sigter til den måde, hvorpå 2 af de 3 arter i slægten, S. testudo og S. wittii, klynger sig til træstammer. Slægten er udbredt i tropiske regnskove fra det østlige Mexico gennem Mellemamerika til det nordlige Peru og Brasilien.

 

Strophocactus testudo 
Denne art, som førhen blev kaldt Selenicereus testudo, er udbredt fra det østlige Mexico mod øst til det vestlige Panama. Dens stamme, som kan blive over 3 m lang, klynger sig tæt til træstammer. Blomsterne er hvide. Arten lever i symbiose med myrer, idet den forsyner myrerne med husly, mens myrerne til gengæld forsvarer planten mod planteædere.

 

 

Strophocactus testudo klynger sig til grenene på et træ, Santa Rosa Nationalpark, Guanacaste, Costa Rica. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Anvendelse af kaktusarter
Talrige kaktusarter dyrkes på grund af deres pragtfulde blomster. Frugterne af mange arter er spiselige og søde, men de må omhyggeligt skrælles for at fjerne glochiderne. Nogle indfødte folkeslag, bl.a. Tequesta, rullede frugterne i sand for at komme af med glochiderne. De fjernes også nemt ved hjælp af ild. Den art, som oftest spises, er indisk figenkaktus (Opuntia ficus-indica), som dyrkes talrige steder kloden rundt.

I tørkeperioder æder halsbåndsnavlesvin (Pecari tajacu), sorthalede hjorte (Odocoileus hemionus) og andre vilde dyr ofte af stammesegmenterne for at få væde. Kødet er også et glimrende husdyrfoder.

I traditionel mexikansk medicin anvendes kød og saft af figenkaktus til behandling af sår samt mod betændelse i tarmkanalen og urinrøret.

Saft, som er udvundet af stammesegmenter, specielt af indisk figenkaktus, anvendes som tilsætning til mørtel.

Kaktuskød kan benyttes til vandrensning.

Gennem tusinder af år har peyote (Lophophora williamsii) været udnyttet af indfødte folk i det nordlige Mexico og det sydvestlige USA til produktion af mescalin, der blev anvendt som et hallucinogen i religiøse ceremonier.

 

 

Skrællede frugter af indisk figenkaktus til salg, Damaskus, Syrien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Snap! – Delvis ædt segment af en figenkaktus, Mohave National Preserve, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Forskellige figenkaktus-arter anvendes som særdeles effektive hække rundt om i verden, her nær Sfax, Tunesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne kirkedør i landsbyen Toconao, San Pedro de Atacama, Chile, er fremstillet af kaktus-træ. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Opuntia som producent af farvestof
Cochinelle-lusen (Dactylopius coccus), som tilhører familien Dactylopiidae, er hjemmehørende i tropisk og subtropisk Latinamerika. Dette insekt lever udelukkende på figenkaktus, hvor det suger saft. Det producerer en carminsyre, som man tapper fra dyret og dets æg til fremstilling af et rødt farvestof, kaldt cochinelle, der fortrinsvis anvendes som farvestof i madvarer samt i kosmetik.

Cochinelle blev anvendt af aztekerne og mayaerne så tidligt som ca. 700 f.Kr. til farvning af tøj samt til maling. Senere blev farvestoffet næsten udelukkende produceret i Oaxaca, Mexico, og det blev landets næstvigtigste eksportvare efter sølv. Da man begyndte at producere kunstige farvestoffer, dalede betydningen af cochinelle, men med den øgede efterspørgsel efter sunde fødevarer har det fået et comeback. I dag er de største producenter af cochinelle Peru, Chile og de Kanariske Øer.

 

Mexicos våbenskjold
På Mexicos våbenskjold ses en kongeørn, som sidder på en figenkaktus med en klapperslange i næbbet. Officielle mexikanske kilder vil vide, at dette våbenskjold er inspireret af en aztekisk legende vedrørende grundlæggelsen af deres hovedstad Tenochtitlan.

I gamle dage var aztekerne nomader, som drog omkring i søgen efter et sted at bygge en ny hovedstad. Solguden Huitzilopochtli, som samtidig var krigsgud og gud for menneskeofringer, beordrede dem at finde en ørn, som var i færd med at sluge en slange, siddende på en figenkaktus, som voksede på en klippe i en sø. Efter 200 års søgen fandt aztekerne det forudsagte tegn på en lille ø i et sumpet område ved navn Texcoco. Her grundlagde de deres nye hovedstad, som de kaldte Tenochtitlan efter en lokal figenkaktus, på Nahuatl tenochtli. (Kilde: J.B. Minahan 2009. The Complete Guide to National Symbols and Emblems)

Denne art blev fejlagtigt navngivet Cactus ficus-indica (’indisk figenkaktus’) af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), formodentlig fordi han troede den kom fra Indien. Dens navn blev senere ændret til Opuntia ficus-indica.

 

 

På Mexicos våbenskjold ses en kongeørn, som sidder på en figenkaktus med en klapperslange i næbbet. (Illustration: Offentlig ejendom)

 

 

 

Hovedkilder
cactiguide.com/cactus
iucnredlist.org
llifle.com/Encyclopedia/CACTI/Family/Cactaceae
Anderson, E.F. 2001. The Cactus Family. Timber Press, Portland
Tweit, S.J. 1992. The Great Southwest Nature Factbook – a Guide to the Region’s Remarkable Animals, Plants and Natural Features. Alaska Northwest Books, Seattle

 

 

 

(Oprettet marts 2019)

 

(Senest revideret august 2021)