Rhododendron

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kina er slægtens absolutte kærneområde med ikke færre end ca. 571 arter, hvoraf 409 er endemiske. Himalaya er hjemsted for omkring 100 arter, hvoraf langt de fleste vokser i bjergkædens østligste del. I det ganske lille land Bhutan er der fundet over 60 arter. Jo længere vestpå, man bevæger sig i Himalaya, desto færre arter træffer man. Det østlige Nepal kan opvise 30 arter, det vestlige Nepal 7 og Pakistan bare 4.

I områder med tropisk klima er slægten oftest begrænset til bjergegne, men der findes dog enkelte arter i områder med ægte tropisk klima, fx én i Queensland, Australien.

Bjergområder på Borneo rummer ca. 55 rhododendron-arter, af hvilke omkring halvdelen er begrænset til bjerge omkring øens højeste tinde, Gunung Kinabalu (4094 m). Den spændende flora og fauna på dette bjerg er beskrevet på siden Rejse-episoder – Borneo 1985: En vandring op ad Gunung Kinabalu.

I Nordamerika findes 27 rhododendron-arter, med den største koncentration i Appalachian Mountains langs østkysten. I Europa, inkl. Kaukasus, findes 12 arter, mens nogle få arter er udbredt i arktiske egne.

Hos de fleste arter sidder blomsterstanden i en skærm-lignende klynge. Kronen er tragt- eller klokkeformet med fem flige. De mest almindelige farver på blomsterne er forskellige nuancer af rød, lyserød eller violet. Hvide og gule blomster forekommer også almindeligt, mens grønlige kun ses hos få arter.

Tidligere blev arter af post regnet for tilhørende en særlig slægt, Ledum, men genetiske analyser har afsløret, at de rent faktisk er rhododendron-arter. På grund af deres stærke duft blev disse planter førhen anvendt til at holde møl borte fra klæder. Engelske navne på slægten omfatter bl.a. Labrador tea og muskeg tea, som hentyder til anvendelsen af disse planters blade som urteté. De blev også tilsat øl.

Ordet rhododendron er afledt af oldgræsk rhodon (‘rose’) og dendron (‘træ’), altså ‘rosentræ’. Indtil 1600-tallet blev dette navn anvendt for nerie (Nerium oleander), som er beskrevet på siden Planteliv: Flora i Tyrkiet. I 1753 blev navnet overført til rhododendron-arter af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78).

Slægten omfatter både stedsegrønne og løvfældende arter, hvoraf sidstnævnte ofte benævnes azalea. De europæiske arter kaldes på dansk for alperoser, hentet fra tysk Alpenrose. Dette navn samt det tyske Bergrose (‘bjergrose’) blev allerede anvendt i 1500-tallet af den schweiziske læge og naturhistoriker Conrad Gessner (1516-65), skønt disse planter overhovedet ikke er beslægtet med roser. På den tid blev navnet rose benyttet for mange planter med smukke blomster.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den vokser i højder mellem 3000 og 5100 m, fra Pakistan mod søt til Bhutan og det sydøstlige Tibet.

I Nepal, hvor den kaldes for sun pathi, anvendes tørrede blomster som té, og bladene afbrændes som dhup (røgelse) i templer og på husaltre. Dampene fra kogte blade inhaleres for at lindre hoste og forkølelse.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk anthos (‘blomst’) og pogon (‘skæg’), hvilket formentlig hentyder til blomstens hårede svælg.

 

 

 

 

 

 

 

Blomsterne er knaldrøde, lyserøde eller hvide, siddende i klynger på 10-20, krone klokkeformet, op til 5 cm lang og i diameter, med 5 op til 1,7 cm lange flige. Intensiteten af blomsternes røde farve aftager med stigende højde, og nær artens øvre grænse, omkring 3800 meters højde, ses til tider helt hvide blomster.

Den er meget almindelig i Himalaya, hvor den vokser i skove og på åbne skråninger i højder mellem 1500 og 3800 m. Den blomstrer mellem februar og maj, og i marts-april, hvor blomstringen er på sit højeste, farves skovene stedvis røde eller lyserøde af millioner af blomster.

Den er Nepals nationalplante, kaldt for lali guras (‘rød rhododendron’), og dens blomster bringes som offergave til hinduistiske og buddhistiske templer. Kronbladene er spiselige og anvendes mod hoste og ru hals, og de laves også til pickles. Saft af barken benyttes mod diarré, dysenteri og hoste, en pasta af bladene mod hovedpine, saft af blomsterne mod dysenteri og menstruationsproblemer. Saft af bladene sprøjtes på senge mod utøj, og unge blade spredes i vandløb til at bedøve fisk. Veddet anvendes som brænde og til fremstilling af møbler, gærder og trækul. Tørrede blade anvendes som kompost.

I videste forstand har arten en meget stor udbredelse i Asien, fra Pakistan mod øst til bjergområder i det nordlige Thailand og Vietnam, med isolerede underarter i Sydindien (nilagiricum) og Sri Lanka (zeylanicum), der begge betragtes som selvstændige arter af nogle autoriteter.

Artsnavnet er latin og betyder ‘trælignende’, hvilket sigter til artens størrelse.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De skarlagenrøde blomster sidder i tætte skærme, op til 13 cm i tværmål, og de klokkeformede blomster er op til 3,6 cm lange, med 5 sort-røde nektaransamlinger ved basis. Blomstring finder sted april-juni.

Den er meget almindelig i Himalayas skove, hvor den ofte danner rene bestande i højder mellem 2400 og 3600 m, fra Uttarakhand mod øst til Bhutan og det sydøstlige Tibet.

Artsnavnet er latin og betyder ‘skægget’, hvilket sigter til børsterne på kviste og bladstilke.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den blev opkaldt til ære for Sir James Brooke (1803-68), en britisk soldat og eventyrer, som hjalp sultanen af Brunei med at bekæmpe en opstand og som belønning blev udnævnt til guvernør af Sarawak med titlen Rajah Brooke, fra 1841 til hans død i 1868.

Mange autoriteter betragter denne plante som en underart af den vidt udbredte R. javanicum.

 

 

 

 

 

Denne smukke art er almindelig på Mount Kinabalu, Sabah, Borneo, men findes ikke andre steder. Den vokser i højder mellem 3100 og 3900 m.

 

 

 

 

 

Den er en busk eller et lille træ, til tider op til 10 m højt, blade ovale eller elliptiske, indtil 8 cm lange og 3 cm brede, blomsternes farve varierende fra orange til knaldrød – heraf dens danske navn.

Artsnavnet betyder ‘minder om Calendula‘, hvilket sigter til blomsterfarven hos morgenfrue (Calendula officinalis), som er orange eller rødlig.

 

 

 

 

 

 

 

Den kan blive op til 6 m høj, men danner oftest lave krat af omkring 2 meters højde. Den er meget almindelig i Himalaya i højder mellem 2800 og 4300 m, fra Pakistan mod øst til Bhutan og det sydøstlige Tibet.

I Nepal benyttes dens ved som brænde, og saft af bladene anvendes mod rheumatisme og syfilis.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Unge grene er grønlige, ældre grene grålige med afskallende bark. Bladene er mørkegrønne og skinnende på oversiden, bleggrønne på undersiden, afrundede eller elliptiske, op til 8,5 cm lange og 4 cm brede, margin let tilbagebøjet, spids afrundet. De klokkeformede bleggule blomster sidder i endestillede skærme, op til 7 sammen, krone indtil 4 cm lang og i tværmål, med 5 op til 2 cm lange flige. Arten blomster maj-juni.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk kampylos (‘buet’) samt karpos (‘frugt’), hvilket sigter til de buede kapsler hos denne plante.

 

 

 

 

 

 

 

Arten er hjemmehørende i det østlige USA, fra Maryland og Kentucky mod syd til Alabama og Georgia, dannende tætte bevoksninger på klippefyldte skråninger i Appalachian Mountains, fra lavlandet op til højder omkring 1000 m, specielt i North Carolina og Virginia.

Artsnavnet hentyder til Catawba-floden, som har sit udspring i den vestlige del af North Carolina og løber ind i South Carolina.

 

 

 

 

 

Denne plante har en ret begrænset udbredelse, fra det østlige Nepal mod øst til Bhutan og det sydøstlige Tibet, voksende i højder mellem 2700 og 3900 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘håret’, hvilket sigter til de stive hår langs bladrand og på blomsterstilk.

 

 

 

 

 

Den vokser i skove og krat i højder mellem 3000 og 4000 m, fra det østlige Nepal mod øst til Myanmar og Yunnan-provinsen i Kina.

I Nepal indsamles dens ved til brænde.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk kinnabaris, hvilket angiver en stærkt rød farve med et skær af orange. Navnet hentyder naturligvis til blomsternes farve.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne plante forekommer i det vestlige Nordamerika, fra British Columbia mod syd til Californien, mod øst til Alberta, Montana, Wyoming, Utah og Colorado. Den er tilknyttet fugtige områder fra havniveau op til omkring 3600 meters højde.

Den blev først indsamlet af den skotske gartner og botaniker David Douglas (1799-1834), som udforskede den nordamerikanske flora på tre ekspeditioner. Han døde under mystiske omstændigheder under en bestigning af Mauna Kea i Hawaii i 1834. Tilsyneladende faldt han ned i en faldgrube for forvildet kvæg, hvor han muligvis blev knust af en tyr, som også var faldet ned i gruben. Han var sidst blevet set ved en hytte, beboet af en engelsk tyrejæger og undsluppet straffefange, Edward ‘Ned’ Gurney, som en overgang var mistænkt for at have myrdet Douglas, da det sagdes, at Douglas havde flere penge på sig end det beløb, som Gurney afleverede sammen med liget. (Kilde: Nisbet, J. 2009. The Collector: David Douglas and the Natural History of the Northwest. Sasquatch Books)

Førhen blev denne plante kaldt for R. neoglandulosum, og endnu tidligere Ledum columbianum. Navnet post er af ukendt oprindelse. Dens amerikanske navne western Labrador tea og trapper’s tea hentyder til, at der tidligere blev brygget té på bladene.

 

 

 

 

 

Den er udbredt fra det centrale Nepal mod øst til Arunachal Pradesh og det sydøstlige Tibet, og den findes også i Bangladesh. I Himalaya træffes den i højder mellem 2000 og 2500 m, hovedsageligt voksende på træer, men undertiden på klipper.

Andre steder dyrkes den som prydplante og er truet af overdreven indsamling.

I Nepal smøres saft fra dens unge blade på sår på kvæg.

Den blev navngivet af den britiske botaniker Joseph Dalton Hooker (se nedenfor) til ære for Lady Dalhousie, hustru til George Ramsay, den 9. jarl af Dalhousie, som var generalguvernør i Indien i første halvdel af 1800-tallet. Lady Dalhousie var en ivrig indsamler af planter.

Rhododendron lindleyi minder om denne art, men dens bæger har bløde hvide hår langs randen.

 

 

 

 

 

 

 

I 1865 blev han udnævnt til direktør for den Kongelige Botaniske Have i Kew – en post, som han holdt i 20 år. Han var en nær ven af den berømte Charles Darwin (1809-82).

Under sit ophold i Asien beskrev han ikke færre end 22 nye rhododendron-arter fra Sikkim og andre områder i det østlige Himalaya.

 

 

 

 

 

Den ligner meget R. arboreum (ovenfor), og nogle autoriteter betragter den som en underart af denne. Bladene er indtil 14 cm lange og 2,5 cm brede, skarpt tilspidsede, undersiden dækket af hvidlige eller brunlige hår. Kronen er skarlagenrød eller karminfarvet.

Artsnavnet blev givet til ære for den franske missionær, botaniker og opdagelsesrejsende Père Jean-Marie Delavay (1834-95), som var en ivrig indsamler af planter og sendte over 200.000 herbarie-ark tilbage til Frankrig, fra hvilke talrige nye slægter og over 1500 nye arter blev beskrevet.

 

 

 

 

 

Den kendes nemt på de røde, tragtformede blomster og små blade, der minder om bladene hos klokkelyng (Erica) eller revling (Empetrum nigrum).

Artsnavnet er latin og betyder ‘minder om Erica‘, hvilket hentyder til bladene.

 

 

 

 

 

Den er en vidt forgrenet stedsegrøn busk, op til 1,3 m høj, med stovte grene, som kan måle op til 2 cm i diameter. Forskning har åbenbaret, at sådanne individer kan være op mod 100 år gamle. Bladene er spredte, læderagtige, ofte siddende tæt sammen ud mod grenspidserne, indtil 4 cm lange og 1 cm brede, lancetformede eller smalt elliptiske, spidse, tandede i randen, mørkegrønne og skinnende på oversiden, unge blade gullige på undersiden, med alderen dækket af et rustfarvet, filtagtigt hårlag, Blomsterstandene er endestillede klynger af mørkt lyserøde til røde, indtil 8 mm lange blomster, kronblade 5, sammenvoksede til en klokkeformet blomst med ovale lapper, afrundede i spidsen.

I folkemedicinen er arten blevet anvendt til behandling af rheumatisme og nyresten.

Artsnavnet er latin og betyder ‘rustfarvet’, afledt af ferrum (‘jern’), hvilket i lighed med det danske navn hentyder til det rustfarvede hårlag på undersiden af bladene.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bladene er læderagtige, aflange eller bredt ovale, indtil 11 cm lange og 7 cm brede, basis afrundet eller hjerteformet, spids afrundet, skinnende grønne på oversiden, dækket af rødbrune hår på undersiden. De blodrøde blomster er klokke- eller tragtformede, indtil 4 cm lange og i tværmål, med 5 mørke nektarkirtler i svælget. Støvknapperne er chokoladebrune. Blomstringstiden er april-juni.

I Nepal anvendes veddet som brænde.

Artsnavnet er latin og betyder ‘skinnende’, hvilket formentlig hentyder til bladene.

 

 

 

 

 

Den ligner meget rustbladet alperose, men kendes nemt på de randhårede blade, og dens blomster er mere lyserøde. Det hænder, at de to arter vokser i samme område, og i så fald danner de ofte hybrider.

I lighed med den foregående art blev håret alperose tidligere benyttet til behandling af rheumatisme og nyresten.

Artsnavnet er latin og betyder ‘håret’, hvilket hentyder til bladranden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Blomsterstandene er meget tætte, fladtoppede klynger med 15-20 blomster, krone tragt- eller klokkeformet, højrød, purpurfarvet, lyserød eller hvidlig, op til 4 cm lang og 5 cm i diameter, med 7-8 små flige og mørkere pletter nær basis af svælget. Arten blomstrer april-juni.

Den har en ret begrænset udbredelse, fra det østlige Nepal mod øst til Arunachal Pradesh og det sydøstlige Tibet. Den danner ofte rene bevoksninger i skove i højder mellem 3000 og 4000 m.

I Nepal anvendes veddet som brænde.

Arten blev navngivet af Joseph Dalton Hooker (se R. dalhousiae ovenfor) til ære for hans ven, den britiske naturhistoriker og etnolog Brian Houghton Hodgson (1801-94), som beskrev talrige plante- og dyrearter i Himalaya.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art er begrænset til Filippinerne, hvor den vokser i fugtige skove i højder mellem 1000 og 2300 m.

Den blev opkaldt efter den tyske zoolog Otto Koch, som indsamlede planter og dyr i Filippinerne.

 

 

 

 

 

Den er en mangegrenet, krybende eller opret busk, indtil 1 m høj, blade indtil 2 cm lange og 9 mm brede, aflange, elliptiske eller ovale, spids afrundet, basis smalt trekantet, underside brun eller rustfarvet, skællet. Den kortstilkede blomsterstand har 3-6 blomster, bæger diminutivt, krone bredt tragtformet, rosenfarvet, violet eller purpurfarvet, undertiden hvid, til 1,4 cm lang.

Martin Henrichsen Vahl (1749-1804) var en dansk-norsk naturhistoriker, som studerede botanik ved Københavns Universitet og også på Uppsala Universitet under den berømte Carl von Linné. Vahl var forelæser i Københavns Universitets botaniske have 1779-82 og var tillige redaktør af adskillige botaniske værker, deriblandt Flora Danica, bd. XVI-XXI, Symbolæ Botanicæ, bd. I-III, Eclogæ Americanæ, bd. I-IV, samt Enumeratio Plantarum, bd. I-II.

I 1787 rejste Vahl til Norge i søgen efter planter, som skulle illustreres til værket Flora Danica. (Norge hørte dengang under det danske rige). Turen gik fra København til Christiania (Oslo) og derfra nordpå til Gudbrandsdalen og mod nordvest gennem dalen til byen Lom, der ligger ved foden af Norges højeste fjelde i Jotunheimen og Dovre. Om botaniseringen omkring byen og på fjeldene skrev Vahl i 1792 begejstret: “Den mest sjeldne, snart sagt af alle Norske Planter, Azalea lapponica, var Belønning nok for at have arbejdet sig henimod Toppen af et høit Fjeld igennem Snee og Moradser. Fornøielsen ved at have en gang faaet at see denne Plante levende, forøgedes ikke lidet ved, at den saa let kunne undgaaet mig, da allene tvende Busker fandtes paa dette Sted.” (Kilde: H. Knudsen 2014. Fortællingen om Flora Danica. Lindhardt & Ringhof)

Artsnavnet er latin og betyder ‘findes i Lapland’.

 

 

 

 

 

Bladformen varierer også meget og kan være aflang, elliptisk, oval eller lancetformet, op til 3,8 cm lang og 1,8 cm bred, skællet på begge flader, spids eller but for enden, undertiden med en kort torn.

Den er en af de videst udbredte rhododendron-arter i Himalaya, idet den forekommer fra Pakistan mod øst til det sydvestlige Kina. Højdemæssigt har den også et meget bredt spektrum, idet den findes mellem 2000 og 4700 m. Habitater omfatter åbne skråninger, krat og lyse skove.

I Nepal afbrændes bladene som dhup (røgelse) i templer. Té brygget på bladene indtages som blodrensende middel. Stødte blade strøes på senge mod utøj.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk lepís (‘skæl’), hvilket sigter til, at bladene er stærkt skællede på begge sider.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er endemisk i Sabah-provinsen på Borneo, hvor den vokser på Mount Kinabalu og enkelte andre steder, i højder mellem 2700 og 3650 m.

Den blev navngivet til ære for den britiske naturhistoriker Hugh Low (1824-1905), som også var administrator af den britiske koloni på Malakka-halvøen. Han foretog den første dokumenterede bestigning af Mount Kinabalu i 1851, og den højeste tinde er opkaldt efter ham.

 

 

 

 

 

Gul azalea er udbredt fra det sydlige Polen mod syd gennem Østrig til Balkan, og derfra videre østpå til Kaukasus. Den vokser i skove og på græsklædte skråninger, fra havniveau op til højder omkring 2000 m.

Dens sødtduftende blomster tiltrækker bier, men honningen fra dem er faktisk giftig, og rapporteringer af mennesker, som er blevet forgiftet af at spise denne honning, findes helt tilbage i Oldtidens Grækenland.

 

 

 

 

 

 

 

Den er en stor stedsegrøn busk eller et lille træ, op til 9 m højt, blade tykke, læderagtige, bredt elliptiske, indtil 23 cm lange og 7,5 cm brede, med afrundet spids, basis smalt trekantet, begge overflader glatte. Blomsterstandene er endestillede pyramideformede klynger med 10-20 stilkede blomster, bæger ganske lille, krone bredt klokkeformet, indtil 4 cm lang, lyserød eller hvid med gullige eller brune prikker.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk makros (‘lang’) og phyllon (‘blad’), således ‘med lange blade’.

 

 

 

 

 

En busk eller et lille træ, indtil 8 m højt, blade kortstilkede, lancetformede eller elliptiske, tilspidsede, indtil 14 cm lange og 3,5 cm brede, basis afrundet, glatte på oversiden, hårede langs midternerven på undersiden. Blomsterstandene er tætte eller løse endestillede klynger med 5-12 blomster, bæger ganske lille, krone bredt klokkeformet, hvid eller lyserød med mange røde prikker og normalt en stor rød plet nær svælget.

Arten blev navngivet til ære for den japanske antropolog og naturhistoriker Ushinosuke Mori (1877-1926), der kom til Taiwan som tolk for hæren og siden begyndte at forske i emner som antropologi, historie, folklore, arkæologi, botanik og geografi, med hovedinteresse i taiwanesiske oprindelige folkeslag. I 1926 forsvandt han, mens han var ombord på dampskibet Kasadomaru. Ifølge myndighederne begik han selvmord ved at springe i havet.

Førhen blev denne plante betragtet som en underart af R. pseudochrysanthum (nedenfor). Den adskiller sig ved at være større og med større blade.

 

 

 

 

 

 

 

En lav, kompakt, mangegrenet dværgbusk, krybende eller til tider op til 90 cm høj, blade indtil 1,5 cm lange og 6 mm brede, elliptiske, ovale eller afrundede, spids but, basis bredt trekantet, skællet på begge sider, underside gullig eller brunlig. Blomsterne er enlige eller op til 3 sammen, bæger ganske lille eller manglende, krone variabel i farve, purpur, magenta, lilla eller lyserød, bredt tragtformet, indtil 1,3 cm i tværmål, kronrør op til 6 mm langt. Den blomstrer juni-aug.

Den minder en del om R. setosum (nedenfor), men bladranden hos denne har normalt stive hår, og dens blomster er større.

Artsnavnet er afledt af latin nix (‘sne’) samt endelsen alis, således ‘findes i sne’, hvilket sigter til, at denne plante vokser i meget store højder.

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art findes i det vestlige Nordamerikas kystnære bjergkæder, fra Oregon sydpå til den mexikanske grænse. Dens østligste forekomster er i Cascade- og Sierra Nevada-bjergene. Den vokser i skove og krat, ofte langs vandløb, fra havniveau op til højder omkring 2700 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘vestlig’.

 

 

 

 

 

Den er en mangegrenet busk, som kan blive op til 3 m høj, blade ovale eller lancetformede, indtil 6 cm lange og 2,5 cm brede, begge overflader med blegbrune hår, spidsen ofte med en lille torn, basis afrundet eller bredt trekantet, margin helrandet. Blomsterne er enlige eller op til 4 sammen, bæger lille, kirtelhåret, krone tragtformet, op til 3,5 cm lang, murstensrød, orangerød eller lyserød, med mørkere røde prikker.

Artsnavnet hædrer den britiske gartner og planteindsamler Richard Oldham (1837-64), som blev sendt til Fjernøsten i 1861 af Royal Botanic Gardens, Kew. Han indsamlede planter i Manchuriet, Korea, Japan og Taiwan, men løb ind i mange problemer. På trods heraf lykkedes det ham at sende omkring 14.000 planter hjem, deriblandt menge nye arter for videnskaben. Mens han var i Taiwan, blev han syg og bukkede under for dysenteri i 1864.

 

 

 

 

 

 

 

En op til 5 m høj busk, blade kortstilkede, ovale eller elliptiske, indtil 9 cm lange og 3 cm brede, basis og spids but eller tilspidset, begge overflader glatte eller sparsomt hårede, margin helrandet med meget korte hår. Blomsterstandene, der kommer frem før eller samtidig med bladene, er klaser med 6-15 kortstilkede, duftende blomster, bægerblade diminutive, krone mørkt lyserød, undertiden hvide eller blegt lyserøde, kronrør op til 2 cm langt, flige indtil 2 cm lange og 1,5 cm brede.

Artsnavnet hentyder til, at blomsterne minder om blomsterne af almindelig gedeblad (Lonicera periclymenum).

Et af artens amerikanske navne er Pinxter flower, afledt af Pinksteren, det hollandske ord for pinse, som er den 7. søndag efter påske. Denne kristne højtid fejrer Helligåndens nedstigning blandt apostlene, som var forsamlet i anledning af høstfesten, hvorefter de var i stand til at sprede nyheden om Kristus på alle sprog. I 2. Mosebog, kap. 23, vers 16, hedder det om pinsen: “den Højtid, naar du høster dit Arbejdes Førstegrøde af det, som du har saaet paa Marken.”

I Amerika hentyder Pinkster (også stavet Pinxter) til de fester, som blev afholdt af den sorte befolkning i New York og New Jersey, specielt i 1800-tallet. For slaver var det en tid, hvor de ikke behøvede at arbejde og kunne samles med familie og venner.

Navnet Pinxter flower opstod, fordi planten blomstrer omkring dette tidspunkt.

 

 

 

 

 

Nominatracen er hjemmehørende i Kaukasus, Tyrkiet, Syrien, Libanon og Bulgarien, mens små bestande af underarten baeticum er udbredt i det sydvestlige Spanien og Portugal. Den vokser i løvskove i højder mellem 150 og 1800 m.

Den er en stor busk, undertiden op til 10 m høj, blade elliptiske eller omvendt ovale, op til 17 cm lange og 4,5 cm brede, først dunhårede på undersiden, senere næsten glatte, med vedvarende kirtelhår. De endestillede blomsterstande har op til 20 stilkede, klokkeformede, lyserøde eller purpurfarvede blomster, til tider hvide med purpurfarvet basis, kronrør indtil 2,5 cm langt, med 5 udbredte, spidse eller afrundede, op til 2,5 cm lange flige, hvoraf en enkelt har små gule prikker. Frugten er en op til 2,8 cm lang kapsel.

I 1763 blev pontisk rhododendron indført til de Britiske Øer som prydplante, og den blev også anvendt som vildtplantning. Den blev hurtigt naturaliseret, idet den spredtes vegetativt ved hjælp af sine rodslående grene. I dag er den en yderst skadelig plante i England, Wales og Irland, da den har koloniseret talrige bjergskråninger, heder og skyggefulde skove, hvor den ofte udkonkurrerer lokale plantearter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne pragtfulde plante vokser på åbne skråninger i meget store højder i det centrale Taiwans bjerge, mellem 3100 og 3900 m.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pseudes (‘falsk’), khrysos (‘guld’), samt anthos (‘blomst’), således ‘den med falske gyldne blomster’. Det er uklart, hvad der hentydes til. Dens blomster er ihvertfald ikke gyldne.

 

 

 

 

 

Blomsterstilken er skællet, indtil 2,6 cm lang, blomster lyserøde, tragt- eller klokkeformede, nikkende, enlige eller op til 3 sammen, krone indtil 2 cm lang, dunet på ydersiden. Blomstring forekommer mellem april og juli.

Arten er udbredt fra det østlige Nepal mod øst til Myanmar og det sydvestlige Kina, i højder mellem 3300 og 4300 m. Dens foretrukne habitater er klipper og åbne skrænter.

 

 

 

 

 

Den er begrænset til provinsen Sabah på Borneo, hvor den vokser på bjergene Kinabalu og Alab, i højder mellem 2000 og 2700 m.

 

 

 

 

 

Den er begrænset til bjergområder i Taiwan og træffes mellem 1800 og 3300 meters højde. Nær dens øvre grænse danner den ofte store krat.

Artsnavnet er afledt af latin ruber (‘rød’) og pilosus (‘håret’), hvilket sigter til de rødbrune hår på mange dele af denne plante.

 

 

 

 

 

Arten forekommer på Borneo i provinsen Sabah og muligvis også et enkelt sted i Sarawak, i højder mellem 2000 og 3500 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘rynket’, hvilket sigter til, at bladene har et rynket udseende på grund af de dybt nedsænkede nerver.

 

 

 

 

 

Den vokser på alpine skråninger i højder mellem 3600 og 4800 m, fra det centrale Nepal mod øst til Bhutan og et enkelt sted i det sydlige Tibet.

I Nepal anvendes tørrede blade som té.

Artsnavnet er afledt af latin saeta (‘stift hår’), hvilket sigter til de stive hår langs bladranden.

Denne art minder en del om R. nivale (ovenfor), men dens bladrand har normalt lange hår, og blomsterne er større og mere rødviolette.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er en mangegrenet busk, som kan blive op til 3 m høj, unge grene med et tæt dække af skinnende brune hår. Der er to slags blade, løvfældende forårsblade, op til 7 cm lange og 2 cm brede, linje-lancetformede eller elliptiske, spidse, basis smalt trekantet, margin helrandet. Sommerbladene er vedvarende, aflange eller elliptiske, til 2 cm lange og 1 cm brede, med but spids. Blomsterstandene har 2-6 blomster, bæger op til 7 mm langt med ovale eller lancetformede, hårede flige, krone bredt tragtformet, indtil 6 cm lang, mørkerød, murstensrød, rosa eller hvid, de øvre flige med mørkere prikker.

Artsnavnet blev givet til ære for den engelske botaniker og læge John Sims (1749-1831), som var den anden redaktør af tidsskriftet Curtis’s Botanical Magazine, efter botanikeren og entomologen William Curtis (1746-99), som grundlagde det i 1787. Dette tidsskrift er blevet offentliggjort lige siden, i dag af Royal Botanical Gardens, Kew.

 

 

 

 

 

Den vokser i skove og krat i højder mellem 2900 og 4000 m, men foretrækker fugtige områder og ses især nær vandløb. Den er udbredt fra det østlige Nepal mod øst til Bhutan og det sydøstlige Tibet.

Artsnavnet blev givet af Joseph Dalton Hooker (se R. dalhousiae ovenfor) til ære for hans ven, den britiske kirurg og botaniker Thomas Thomson (1817-78), som var bidragsyder til det første bind af Flora Indica.

 

 

 

 

 

Denne plante, som førhen blev kaldt for Ledum palustre, er meget almindelig og vidt udbredt i nåleskovzonen på den nordlige halvkugle. Den forekommer i to underarter, tomentosum, der er udbredt fra Skandinavien mod øst til Taimyr-halvøen, samt decumbens, der er udbredt fra Taimyr-halvøen mod øst gennem Sibirien til Alaska, Canada og Grønland. En tidligere tredje underart, subarcticum, betragtes nu som tilhørende decumbens.

I 1983 blev mose-post fundet som ny art for Danmark i en tørvegrav nær Frederikshavn, hvor der siden har været en mindre bestand. Dens frø er formentlig kommet hertil med trækfugle. I Sverige og Norge er den meget almindelig i næringsfattige områder, såsom højmoser og fugtige heder. Blandt samerne i Lapland blev arten førhen anvendt mod åndedrætssygdomme, bl.a. kighoste og astma.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med en mængde hår’, hvilket sigter til det tætte hårlag på unge grene og undersiden af bladene. Navnet post er af ukendt oprindelse.

 

 

 

 

 

De endestillede blomsterstande sidder mellem de nye skud og har 3 blomster, som antydet af artsnavnet. Den klokkeformede krone er op til 3,5 cm lang og 5 cm i tværmål, bleggul med grønligt skær, med grønne eller brune pletter indvendigt. Blomstring finder sted april-maj.

Arten vokser i skove og krat i højder mellem 2400 og 3700 m, fra det østlige Nepal mod øst Bhutan og Yunnan-provinsen.

I Nepal anvendes veddet som brænde.

 

 

 

 

 

Denne plante har en særdeles begrænset udbredelse, idet den kun findes på nogle lokaliteter i Appalachian Mountains i staten North Carolina, østlige USA, hvor den vokser på skråninger i lyse skove, i højder mellem 900 og 1830 m.

Artsnavnet blev givet til ære for to botanikere, George Vasey (1822-93) og hans søn George Richard Vasey (1851-1921). Planten blev indsamlet af sønnen i 1878. Den ældre George Vasey indsamlede mange planter i Illinois, inden han blev ansat i United States Department of Agriculture, hvor han blev ledende botaniker og bestyrer af det nationale herbarium.

 

 

 

 

 

Den er udbredt fra det østlige Nepal mod øst til Bhutan og det sydøstlige Tibet, voksende i skove og krat, samt på åbne skråninger, i højder mellem 3000 og 4300 m.

Nogle autoriteter, bl.a. Kew Gardens, betragter stadig denne plante som værende identisk med R. campanulatum, og Kew Gardens anerkender den end ikke som en varietet af denne.

Artsnavnet blev givet til ære for den danske læge og botaniker Nathaniel Wallich (se nedenfor).

 

 

 

 

 

Wallich var involveret i den tidlige udvikling af den kongelige botaniske have i Calcutta, hvor han var ansat indtil 1846, da han trak sig tilbage. Han foretog talrige ekspeditioner og tilbød også sin assistance til mange planteindsamlere, der tog ophold i Calcutta undervejs til Himalaya. Wallich udarbejdede et katalog over mere end 20.000 planter, og han publicerede to bøger, Tentamen Florae Nepalensis Illustratae og Plantae Asiaticae Rariores.

Sine sidste år tilbragte han i London, hvor han blev vice-præsident i Linnean Society.

 

 

 

 

 

De læderagtige blade er store, aflange eller elliptiske, spidse, op til 20 cm lange og 7 cm brede, med et rustfarvet filtlag på undersiden. De klokkeformede blomster sidder i åbne skærme med 10-20 blomster, krone indtil 4,5 cm lang og 5 cm i diameter, bleggul med knaldrøde pletter indvendigt nær svælget. Blomstringstiden er maj-juni.

I Nepal anvendes veddet som brænde.

Artsnavnet blev givet til ære for den skotske kirurg og botaniker Robert Wight (1796-1872), der tilbragte størstedelen af sit liv i det sydlige Indien, hvor han var den ledende botaniske taksonom og beskrev 110 nye slægter og 1267 nye arter. I Madras publicerede han en række illustrerede værker, bl.a. Icones Plantarum Indiae Orientalis (1838-53) i 6 bind, samt Illustrations of Indian Botany (1838-50) og Spicilegium Neilgherrense (1845-51).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk rhodon (‘rose”) og thamnos (‘busk’).

 

Den er en stedsegrøn dværgbusk med opstigende, indtil 30 cm lange grene. De læderagtige blade er spredte, samlet i klynger for enden af grenene, op til 1,5 cm lange, stivhårede og tandede i randen. Blomsterne er i endestillede grupper på op til 4, til 3 cm i tværmål, kronblade blegt lyserøde med røde striber nær grunden, kun sammenvoksede ved basis, griflen hvid med karminrød spids, støvdragerne hvide med mørkt purpurfarvede støvknapper.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk khamai (‘på jorden’, dvs. ‘lav’), samt slægtsnavnet Cistus (cistroser), en gruppe planter i familien Cistaceae. Navnet hentyder til blomsterne, der overfladisk minder om cistroser.