Rhododendron

 

 

 

 

 

 

 

Himalaya er hjemsted for omkring 100 rhododendron-arter, hvoraf langt de fleste vokser i bjergkædens østligste del. I det ganske lille land Bhutan er der således fundet over 60 arter. Jo længere vestpå, man bevæger sig, desto færre arter træffer man. Det østlige Nepal kan opvise 30 arter, det vestlige Nepal 7 og Pakistan bare 4. Slægten findes i næsten alle plantezoner i Himalaya, fra subtropisk til alpin, men de fleste arter træffes mellem 2000 og 4000 m.

I områder med tropisk klima er slægten oftest begrænset til bjergegne, men der findes dog enkelte arter i områder med ægte tropisk klima, fx én i Queensland, Australien.

Bjergområder på Borneo rummer ca. 55 rhododendron-arter, af hvilke omkring halvdelen er begrænset til bjerge omkring øens højeste tinde, Gunung Kinabalu (4094 m). Den spændende flora og fauna på dette bjerg er beskrevet på siden Rejse-episoder – Borneo 1985: En vandring op ad Gunung Kinabalu.

I Nordamerika findes 27 rhododendron-arter, med den største koncentration i Appalachian Mountains langs østkysten. I Europa, inkl. Kaukasus, findes 12 arter, mens nogle få arter er udbredt i den arktiske region.

Navnet rhododendron omfatter både stedsegrønne og løvfældende arter, hvoraf sidstnævnte ofte benævnes azalea. De europæiske arter kaldes på dansk for alperoser.

Hos de fleste arter sidder blomsterstanden i en skærm-lignende klynge. Kronen er tragt- eller klokkeformet med fem flige. De mest almindelige farver på blomsterne er forskellige nuancer af rød, lyserød eller violet. Hvide og gule blomster forekommer også almindeligt, mens grønlige kun ses hos få arter.

Tidligere blev arter af post regnet for tilhørende en særlig slægt, Ledum, men genetiske analyser har afsløret, at de rent faktisk er rhododendron-arter. På grund af deres stærke duft blev disse planter førhen anvendt til at holde møl borte fra klæder. Engelske navne på slægten omfatter bl.a. Labrador tea og muskeg tea, som hentyder til anvendelsen af disse planters blade som urteté. De blev også tilsat øl, i lighed med mose-pors (Myrica gale). Navnet post er af ukendt oprindelse.

Et udvalg af Himalayas rhododendron-arter er grundigt beskrevet på denne hjemmesides engelske del, se Plants: Himalayan flora 1.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I videste forstand har arten en meget stor udbredelse i Asien, fra Pakistan mod øst til bjergområder i det nordlige Thailand og Vietnam, med isolerede forekomster i Sydindiens og Sri Lankas bjerge. Underarten i Sydindien kaldes Nilgiri-rhododendron (R. arboreum ssp. nilagiricum), mens underarten i Sri Lanka er benævnt R. arboreum ssp. zeylanicum. Disse underarter betragtes af nogle autoriteter som selvstændige arter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I april-maj fremviser denne epifytiske art en overdådighed af citronfarvede blomster, der efterhånden bliver gullighvide. Den træffes fra det centrale Nepal mod øst til den østlige del af Himalaya, i højder mellem 2000 og 2500 m.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Martin Henrichsen Vahl (1749-1804) var en dansk-norsk naturhistoriker, som studerede botanik ved Københavns Universitet og også på Uppsala Universitet under den berømte Carl von Linné. Vahl var forelæser i Københavns Universitets botaniske have 1779-82 og var tillige redaktør af adskillige botaniske værker, deriblandt Flora Danica, bd. XVI-XXI, Symbolæ Botanicæ, bd. I-III, Eclogæ Americanæ, bd. I-IV, samt Enumeratio Plantarum, bd. I-II.

I 1787 rejste Vahl til Norge i søgen efter planter, som skulle illustreres til værket Flora Danica. (Norge hørte dengang under det danske rige). Turen gik fra København til Christiania (Oslo) og derfra nordpå til Gudbrandsdalen og mod nordvest gennem dalen til byen Lom, der ligger ved foden af Norges højeste fjelde i Jotunheimen og Dovre. Om botaniseringen omkring byen og på fjeldene skrev Vahl i 1792 begejstret: “Den mest sjeldne, snart sagt af alle Norske Planter, Azalea lapponica, var Belønning nok for at have arbejdet sig henimod Toppen af et høit Fjeld igennem Snee og Moradser. Fornøielsen ved at have en gang faaet at see denne Plante levende, forøgedes ikke lidet ved, at den saa let kunne undgaaet mig, da allene tvende Busker fandtes paa dette Sted.” (Kilde: H. Knudsen 2014. Fortællingen om Flora Danica. Lindhardt & Ringhof)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I 1763 blev pontisk rhododendron indført til de Britiske Øer som prydplante, og den blev også anvendt som vildtplantning. Den blev hurtigt naturaliseret, idet den spredtes vegetativt ved hjælp af sine rodslående grene. I dag er den en meget skadelig plante i England, Wales og Irland, da den har koloniseret talrige bjergskråninger, heder og skyggefulde skove, hvor den ofte udkonkurrerer lokale plantearter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I 1983 blev mose-post fundet som ny art for Danmark i en tørvegrav nær Frederikshavn, hvor der siden har været en mindre bestand. Dens frø er formentlig kommet hertil med trækfugle. I Sverige og Norge er den meget almindelig i næringsfattige områder, såsom højmoser og fugtige heder. Blandt samerne i Lapland blev arten førhen anvendt mod åndedrætssygdomme, bl.a. kighoste og astma.