Byens planteliv
Ipomoea cairica (Convolvulaceae) kryber hen ad pigtråd, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Grenet springknap (Parietaria judaica, Urticaceae), spiret i et hul i en husmur, Istanbul, Tyrkiet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Ludwigia octovalvis (Onagraceae), voksende ved bredden af Han-floden, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Denne Commelina communis (Commelinaceae) har slået rod i en revne langs en husmur, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Visne frøstande af græsarten Chloris barbata (Poaceae) er ofte meget dekorative. Disse oplyses af morgensolen mod en mørk mur i byen Taichung, Taiwan. De små planter er Tridax procumbens, beskrevet nedenfor under Asteraceae. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Traditionelt er svampe og laver blevet anset for at være planter, og skønt de i dag betragtes som tilhørende særskilte riger, har jeg inkluderet dem på denne side, da de fleste mennesker betragter dem som planter. Sammen med bregner er de præsenteret nederst på siden.
Frøplanter
Amaranthaceae Amarantfamilien
Amaranthus viridis Slank amarant
Det oprindelige udbredelsesområde for denne art, der også kaldes grøn amarant, er ukendt, og i dag er den udbredt i de fleste varmere egne af kloden.
Blade såvel som frø er spiselige og udgør en fødekilde i mange egne af verden. I Australien blev den også anvendt som føde i 1800-tallet. I 1889 skriver botanikeren Joseph Maiden (1859-1925): “Den er en glimrende erstatning for spinat og er langt bedre end de blade af sølvbede, der bliver solgt som spinat i Sydney. Næst efter spinat synes den mest at minde om kogte nældeblade, der, når de er unge, benyttes i England og er glimrende. Denne amarant bør koges som spinat, og når den bliver bedre kendt, bliver den helt sikkert populær, måske med undtagelse af personer, for hvem det er under deres værdighed at have noget at gøre med så simpelt et ukrudt.” (Kilde: T. Low, 1985. Wild Herbs of Australia & New Zealand. Angus & Robertson)
I Indien anvendes slank amarant i traditionel ayurvedisk medicin.
På engelsk kaldes amarant-arter bl.a. for pigweeds. I sin herlige bog All about Weeds, Dover Publications (1974), skriver den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964) om en nær slægtning, A. retroflexus:“Pigweed er en af de mest robuste ukrudtsarter, som er komplet ligeglad med alting, så længe der er fed jord til stede. Vind, hagl, godt vejr eller dårligt er den det samme. Den er også ligeglad med, hvilke andre planter den vokser sammen med. Den er som regel i stand til at udkonkurrere enhver plante inden for rækkevidde, og dens rækkevidde er betydelig. Navnet pigweed skyldes dog ikke dens svinagtige natur, men hentyder til det kulinare behag, den fremkalder hos svin, som gladelig forlader deres majs for at stoppe sig med pigweed. Trods plantens hårede fremtoning (den minder altid én om en højrøstet sømand med ugegamle sandfarvede skægstubbe og huen på skrå) er bladene møre, og hvis smasken og tilfredse grynt betyder det samme for svin som for mennesker, må planten smage lækkert.”
I Taiwan er slank amarant meget almindelig i byer, specielt på ruderater samt langs veje og kanaler. Disse billeder er alle fra Taichung.
(Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Celosia argentea Sølvfjerdusk
I lighed med slank amarant er oprindelsstedet for sølvfjerdusk ukendt, men i dag er arten udbredt i de fleste af verdens tropiske og subtropiske områder. I talrige lande betragtes den som en invasiv plante, bl.a. Indien, Japan, Ecuador (Galapagos-øerne), Fiji, Taiwan og USA.
Arten er nærmere omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.
Sølvfjerdusk er yderst almindelig i Taiwan, også i byer, hvor den mest vokser på ruderater, i dette tilfælde i Taichung. Dunet brøndsel (Bidens pilosa, se nedenfor), der ligeledes er invasiv, ses også på billedet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Her vokser sølvfjerdusk på en forladt parkeringsplads i Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
På dette billede dækker sølvfjerdusk fuldstændigt bunden af en drænkanal i Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Anacardiaceae Sumakfamilien
Rhus Sumak
Denne slægt på omkring 35 arter er udbredt i subtropiske og tempererede områder, specielt omkring Middelhavet, samt i Asien, Australien og Nordamerika. Andre arter, som førhen var placeret i Rhus, er nu blevet overført til slægten Searsia, andre til Toxicodendron, bl.a. gift-sumak, som er beskrevet på siden Efterår.
Ordet sumak er afledt af old-syrisk summaq (‘rød’), hvilket hentyder til slægtens røde frugter. De har en sammensnerpende smag og anvendes som krydderi. I Nordamerika lægges frugterne af hjortetaktræ (Rhus typhina) i blød i koldt vand til fremstilling af ’lyserød lemonade’, en forfriskende drik, som er rig på C-vitamin.
Rhus coriaria Garve-sumak
Garve-sumak er hjemmehørende omkring Middelhavet, mod øst til Iran. De tørrede frugter knuses og anvendes som krydderi sammen med andre krydderier i en blanding kaldt za’atar. Blade og bark indeholder garvesyre og blev førhen anvendt til garvning af læder, hvilket afspejles af både artens danske navn samt det latinske artsnavn, af latin coriarium (‘læder’, ‘garvning’). Forskellige dele af planten benyttes til plantefarvning og giver røde, gule, sorte og brune farver. Af frøolien kan fremstilles vokslys.
Garve-sumak er meget almindelig i Tyrkiet. Denne har slået rod i muren på et forladt hus i bydelen Sultanahmet, Istanbul. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Apiaceae Skærmplanter
Aegopodium podagraria Skvalderkål
Så tidligt som i det Gamle Rom og op gennem Middelalderen blev skvalderkål spist som en slags spinat. Slægtsnavnet kommer af græsk aix, genitiv aigos (’ged’), samt podion, diminutiv af pous (’fod’), altså ’lille gedefod’, hvilket hentyder til bladenes form.
Ifølge Signaturlæren havde Den Gode Gud formet planterne således, at menneskene kunne se, hvilke sygdomme de kunne anvendes til. Derfor blev denne art førhen anvendt mod podagra (urinsyregigt). Medicinsk er der imidlertid intet belæg for dens virkning på dette område. Den blev tidligere også benyttet som afføringsmiddel.
Arten er hjemmehørende i Sydeuropa og det vestlige Asien, men blev tidligt indført til Nordeuropa, hvor den i dag er blevet naturaliseret utallige steder. Den er også blevet indslæbt til Nordamerika, og næsten overalt er den et meget besværligt ukrudt i haver.
Skvalderkål er mere indgående behandlet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.
Her vokser skvalderkål ud gennem en bøgehæk langs et fortov i udkanten af Ry. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Skvalderkål som ukrudt i en have på Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Chaerophyllum temulum Hulsvøb
Denne pionerplante findes i et bredt udvalg af habitater, bl.a. skovkanter, ryddepladser samt langs mure og hegn. Den er udbredt i størsteparten af Europa, mod øst til Uralbjergene, Kaukasus og Tyrkiet, samt i det nordvestlige Afrika.
Den purpurfarvede, stærkt hårede stængel bliver op til 1 m høj. Bladene er langstilkede, 2-3 gange fjersnitdelte, lysegrønne eller mørkegrønne, bladfligene ovale i omrids, dybt tandede. Blomsterne er hvide. Planten er giftig.
Slægtsnavnet er afledt af græsk chairo (‘at glæde’) og phyllon (‘blad’), således ‘med behageligt løv’. Artsnavnet kommer af latin temulentum (‘beruset’), afledt af temetum (‘en berusende drik’) og ulentus (‘fyldt med’), hvilket sigter til symptomerne fra forgiftning af denne plante, som ligner tilstanden, hvis man er stærkt beruset efter indtagelse af alkohol.
På dette billede vokser hulsvøb ved en husmur, Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Apocynaceae Singrønfamilien
Catharanthus roseus Rosen-singrøn
Denne smukke plante er hjemmehørende på Madagascar, men dyrkes vidt og bredt som prydplante i varmere egne, hvor den undertiden ses forvildet. Den dyrkes tillige som medicinplante, da den indeholder stoffer, der anvendes til bekæmpelse af kræft. Den var tidligere placeret i slægten Vinca.
På disse billeder har en rosen-singrøn slået rod i en betonmur langs en drænkanal, Taichung, Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Asteraceae Kurvplanter
Achillea Røllike
Rølliker udgør en stor slægt på omkring 200 arter, hovedsagelig udbredt i Europa og tempererede egne af Asien.
Den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612) fortæller, at under den Trojanske Krig anvendte den græske helt Achilleus røllike til at standse blødninger hos sårede soldater, og af denne grund navngav den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) i 1753 røllike-slægten Achillea. Den var allerede nævnt som lægeurt af den græsk-romerske læge, kirurg og filosof Aelius Galenus (ca. 129-210 e.Kr.), også kaldt Claudius Galenus eller Galenus fra Pergamon.
Forskellige planter, bl.a. røllike, blev fundet i en 50-60.000 år gammel Neanderthal-grav i Irak, hvilket muligvis antyder, at disse planter blev anvendt medicinelt. (Kilde: G.P. Shipley & K. Kindscher 2016. Evidence for the Paleoethnobotany of the Neanderthal: A Review of the Literature. hindawi.com/journals/scientifica/2016/8927654)
Achillea millefolium Almindelig røllike
Denne plante, der bliver op til 90 cm høj, er vidt udbredt i tempererede områder af Europa, Asien og Nordamerika. Den blev indført som foderplante til Australien og New Zealand, hvor den er fovildet i adskillige områder. Den betragtes som invasiv i bjergområder i det sydøstlige Australien.
Arten vokser især i forstyrrede områder, bl.a. på brakmarker og langs veje og diger.
De grågrønne blade er meget findelte, duftende, op til 10 cm lange, og de talrige kurve, op til 50, er tæt samlet i en flad, skærm-lignende klynge op til 30 cm i tværmål. Randkronerne er hvide, meget større end de små, gullige eller cremefarvede skivekroner. Hele kurven måler kun op til 8 mm i diameter.
I dele af det sydvestlige USA kaldes denne art for plumajillo (‘lille fjer’ på spansk), hvilket sigter til det findelte løv.
Dens rolle i folketro og traditionel medicin er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.
Dværgform af almindelig røllike, voksende blandt brosten sammen med fliget vejbred (Plantago coronopus), Nyborg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Artemisia Malurt, bynke
En stor global planteslægt, som tæller mellem 200 og 400 arter. Disse planter er nærmere præsenteret på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning. Et billede af lancetbladet malurt (A. lancea) kan ses under Ixeridium laevigatum (nedenfor).
Artemisia vulgaris Gråbynke
Gråbynke findes i de fleste tempererede områder af Europa og Asien, samt i Nordafrika og Alaska. I andre egne af Nordamerika er den blevet naturaliseret. Oprindeligt voksede denne art i græsklædte områder og på sandstrande, men da landbruget opstod, spredtes den nemt til markerne, hvor den i dag betragtes som et besværligt ukrudt.
I Kina anvendes den til tider som substitut for A. argyii til fremstilling af moxa, der er meget benyttet i traditionel kinesisk medicin.
Her vokser gråbynke mellem brosten langs Frederiksholms Kanal, København. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Bidens pilosa Dunet brøndsel
Dette pantropiske og -subtropiske ukrudt, som er af ukendt oprindelse, er blevet forvildet utallige steder, hvor det ofte fordriver indfødte arter. Bare en enkelt plante kan producere over 30.000 frø, som er forsynet med kroge, der nemt spreder frøene ved at hænge fast i dyrepelse, sokker, bukser og meget andet.
Et af artens engelske navne er blackjack. På en sydafrikansk hjemmeside, farmersweekly.co.za/animals/horses/beware-those-blackjacks, kan man læse følgende: “Blackjack er ikke kun til irritation for heste, men kan også skade dem. (…) Der er nok kun få af os, som ikke har brugt lang tid på at pille frøene af vores tøj efter at have vandret gennem velden for at indfange heste tidligt på vinteren. Frø af blackjack, som sætter sig fast i hestens pandelok, kan være til stor irritation, og hvis man prøver på at fjerne dem, kaster hesten hovedet fra side til side. Krogene på frøene kan skade øjnene, så man bør klippe pandelokken kort. Frøene kan også hægte sig fast i de lange hår bag på koderne, hvilket kan forårsage kronisk irritation og lammelse.”
Det er blevet rapporteret, at dunet brøndsel er ukrudt i 31 afgrøder i flere end 40 lande, hvoraf Latinamerika og Østafrika er værst inficeret. (Kilde: cabi.org/isc/datasheet/9148)
Arten er dog ikke kun et besværligt ukrudt, men har tillige medicinske egenskaber. I traditionel kinesisk medicin har den været anvendt mod et stort antal lidelser, heriblandt influenza, forkølelse, feber, ru hals, blindtarmsbetændelse, leverbetændelse, malaria og hæmorrider. På grund af bladenes store indhold af fibre er den gavnlig for hjerte-kar-systemet, og den har også været benyttet med succes i behandlingen af sukkersyge.
I Taiwan er dunet brøndsel uhyre almindelig og dækker ofte kæmpemæssige områder, også i byer, hvor den dukker op allevegne, som det fremgår af billederne nedenfor, alle fra Taichung.
Denne dunede brøndsel er spiret i en drænkanal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Denne vokser op ad et hegn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Her har et individ slået rod mellem to vejsten. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Disse billeder viser de karakteristiske frøstande af dunet brøndsel. De to tænder på frøene hægter sig fast på alt, som er bare den mindste smule ru. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Crassocephalum crepidioides
Denne plante, som undertiden kan nå en højde af 1,7 m, er hjemmehørende i Afrika, men er blevet naturaliseret i de fleste varmere egne af kloden. Den vokser i åbne områder såsom brakmarker, langs stier og i byer.
De talrige blomsterkurve, op til 1 cm i diameter, sidder i endestillede klynger. Randkroner mangler, skivekronerne har en unik rødbrun farve, sjældnere orange eller gule. Bladene er oftest elliptiske, indtil 12 cm lange og 5 cm brede, glatte, margin uregelmæssigt tandet, til tider snitdelte ved grunden.
Arten anvendes medicinelt mod forstoppelse og diarré, samt til at styrke milten. I Nepal smøres saft af planten på sår, og unge blade og stængler spises som grønsag.
Slægtsnavnet kommer af latin crassus (‘tyk’, ‘svær’), samt græsk kephale (‘hoved’), hvilket sigter til kurvene, der sidder tæt sammen i ret store, robuste blomsterstande. Artsnavnet betyder ‘minder om Crepis‘ (se nedenfor).
Andre billeder af Crassocephalum kan ses på denne hjemmesides engelske del under Plants: Himalayan flora 1.
Crassocephalum crepidioides, voksende op ad en husmur, Kathmandu, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Crepis Høgeskæg
Denne kæmpestore slægt, som omfatter omkring 200 arter, er udbredt på den nordlige halvkugle og i Afrika, med den største koncentration af arter omkring Middelhavet. Slægtsnavnet er afledt af græsk krepis (‘slipper’ eller ‘sandal’), som ifølge nogle kilder hentyder til frugtens form.
Crepis capillaris Grøn høgeskæg
Denne art er vidt udbredt, hjemmehørende i størsteparten af Europa, mod øst til Ural-bjergene og Kaukasus, men indslæbt mange andre steder, bl.a. Nordamerika, den nordlige del af Andes, Sydafrika og Australien. Den bliver op til 60 cm høj, med bleggule kurve op til 1,5 cm i tværmål.
I Danmark menes den indslæbt i 1800-tallet med græsfrø fra Mellemeuropa, og i dag er den almindelig langs veje og på brakmarker.
Grøn høgeskæg, voksende i en revne i en husmur, Laven, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Emilia
Denne slægt rummer ca. 115 arter, hovedsagelig udbredt i tropiske og subtropiske egne af Afrika og Asien.
Emilia sonchifolia
Denne urt bliver undertiden op til 70 cm høj, men er oftest meget mindre. På engelsk kaldes den bl.a. for Cupid’s shaving brush (‘Cupidos barberkost’). Cupido var den romerske gud for attrå, erotik og kærlighed, og navnet hentyder til de små blomsterkurve, der minder om bittesmå barberkoste.
Arten er sandsynligvis oprindeligt vildtvoksende i det sydlige og østlige Asien, men er i dag vidt udbredt i tropiske og subtropiske egne verden rundt.
Artsnavnet kommer af sonchos, Antikkens græske navn på svinemælk, samt af latin folium (‘blad’). Bladene ligner ofte bladene hos almindelig svinemælk (Sonchus oleraceus, nedenfor). De varierer dog umådeligt, fra lyreformede eller snitdelte til næsten helrandede.
Emilia sonchifolia, fotograferet i Taiwan, hvor denne art er meget almindelig, også i byer, i dette tilfælde Taichung. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Erigeron annuus Smalstråle, enårig bakkestjerne
Denne art er hjemmehørende i Nordamerika, men er blevet naturaliseret mange andre steder, specielt i Europa og Asien. Den er en pionerplante, som ofte koloniserer forstyrrede habitater, bl.a. brakmarker, ryddepladser, vejkanter og langs jernbaner.
Smalstråle, Nyborg Havn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Erigeron canadensis Canadisk bakkestjerne
Denne art, som nogle autoriteter på latin kalder Conyza canadensis, er vildtvoksende i Nordamerika og dele af Mellemamerika, men er blevet indslæbt til store dele af verden, hvor den mange steder er blevet et yderst besværligt ukrudt, specielt i Europa og Australien, men også i Nordamerika, hvor den jo er hjemmehørende.
Den foretrækker uforstyrrede jorder og er specielt et problem i nyanlagte plantager, hvor den modstår sprøjtemidler og kan blive op til 3 m høj. Den berøver således de nyplantede træer lys og næring.
Et af artens amerikanske navne er horsetail fleabane (’hestehale-loppedræber’). Planten indeholder en olie med en terpentinagtig lugt, som efter sigende skulle jage lopper bort. Et andet populært navn er bloodstanch (’blodstandsende’), et navn den har fået af urtelæger, som hævder, at et ekstrakt af blade og blomster virker dæmpende på blødninger i lunger og spiserør.
Her vokser canadisk bakkestjerne langs en gade i byen Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Denne canadiske bakkestjerne, som blev observeret på en gravplads i Taichung, er næsten 2 m høj. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Galinsoga parviflora Håret kortstråle
Denne urt, som er hjemmehørende i Sydamerika, blev bragt fra Peru til Kew Botaniske Have i London i 1796. Senere spredtes den og dannede hurtigt vilde bestande, og i dag er den udbredt over næsten hele verden, voksende på ryddepladser og marker, i haver, langs veje og i byer.
Stænglen er forgrenet, til tider op til 75 cm høj, men oftest langt lavere. Bladene er modsatte, med eller uden stilk, bredt lancetformede, indtil 11 cm lange og 7 cm brede, margin svagt tandet. Blomsterkurvene er ganske små, op til 5 mm i diameter. Randkronerne, normalt 5, men somme tider op til 8, er hvide, undertiden lyserøde, 3-fligede, indtil 1,8 mm lange og 1,5 mm brede, skivekronerne gule.
Stængel, blade og blomster er spiselige med en svag smag af artiskok, som kommer frem efter kogning. Den kan også tørres og stødes til pulver, som anvendes i supper. I Nepal smøres saft fra planten på sår.
Slægten blev navngivet til ære for Ignacio Mariano Martinez de Galinsoga (1756-97), som var direktør for den kongelige botaniske have i Madrid, samt livlæge for den spanske konges gemalinde Maria Luisa de Parma. I England blev slægtsnavnet forvrænget til gallant soldiers (‘galante soldater’).
Håret kortstråle, voksende op ad husmure, Kathmandu, Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Gnaphalium uliginosum Sump-evighedsblomst
Denne plante er oprindeligt vildtvoksende i Europa og det nordlige Asien, men er blevet indslæbt til Nordamerika, hvor den forekommer i den nordlige halvdel af kontinentet. Artens naturlige voksested er fugtige områder, fx vandlidende marker, men den er også i stand til at overleve i tørre områder, fx langs bygader. I Rusland anvendes den i folkemedicinen mod forhøjet blodtryk.
På dette billede vokser sump-evighedsblomst (de grågrønne planter) blandt brosten på et fortov i Ry, i selskab med enårig rapgræs (Poa annua) og glat vejbred (Plantago major, se nedenfor). (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Ixeridium laevigatum
Grundbladene hos denne plante er særdeles variable, oftest med ret store lapper, men til tider næsten helrandede, mens stængelbladene oftest er smalle og udelte. De gule blomsterkurve er op til 1 cm i diameter. Arten er udbredt i Japan, Kina, Taiwan, Indokina, Filippinerne og Indonesien, voksende i skove, krat og græsland op til højder omkring 600 m.
I Taiwan ses Ixeridium laevigatum ofte i byer. På dette billede vokser den under et træ på et fortov i Taichung, i selskab med lancetbladet malurt (Artemisia lancea). (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Ixeris chinensis
Denne art kan kendes på sine oftest udelte, ret smalle blade og bleggule blomsterkurve, som er op til 2 cm i tværmål. Den er udbredt fra det sydøstlige Sibirien mod syd gennem Kina, Korea, Japan og Taiwan til Sydøstasien, og den er meget almindelig i alle typer åbne områder, såsom græsland, skovkanter, krat, flodbredder, ruderater og vejkanter, op til højder omkring 4,700 m.
Disse billeder viser, at Ixeris chinensis kan slå rod i små revner eller sprækker i fortove og asfalt, samt langs husmure. – Taichung, Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Matricaria discoidea Skive-kamille
Skive-kamille er hjemmehørende i Nordamerika samt det nordøstlige Asien, mod syd til Hokkaido, Japan. I dag er den imidlertid blevet indslæbt til de fleste andre egne af verden, hvor den er et almindeligt ukrudt i åbne områder. På engelsk kaldes arten bl.a. for pineapple weed, idet den udsender en ananasagtig duft, når den knuses.
Denne skive-kamille er spiret i en rendesten i Ry. Forneden ses en hvid fuglefjer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Dette store eksemplar af skive-kamille vokser blandt brosten nær Nyborg havn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Melanthera
Denne slægt, der rummer omkring 37 arter, er hjemmehørende i Afrika, Asien og Oceanien, samt Nord- og Sydamerika. Slægtsnavnet er afledt af græsk melas (‘sort’, ‘mørk’), samt anthos (‘blomst’), hvilket hentyder til de sorte støvknapper hos denne slægt.
Melanthera prostrata
Denne krybende plante, som førhen blev kaldt Wedelia prostrata, har meget små gule blomsterkurve. Den er vildtvoksende i Japan, Korea, det sydlige Kina, Taiwan, Thailand og Vietnam, hvor dens oprindelige voksesteder er klitter og sandstrande, men den har tilpasset sig andre habitater, bl.a. vejkanter og græsklædte områder.
I Taiwan er Melanthera prostrata en almindelig byplante, der ofte vokser i sprækker i fortove. Disse blev fotograferet i Taichung. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
En stor bestand af Melanthera prostrata vokser op ad en langtidsparkeret cykel, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Notobasis syriaca Syrisk tidsel
En særdeles tornet plante, der kan blive op til 1 m høj, med meget variable blade, der altid har hvide nerver. Kurvene er purpurrøde, op til 3 cm i tværmål. Arten er hjemmehørende fra de Kanariske øer og Madeira gennem Middelhavsområdet mod øst til Kaukasus og Iran.
Denne syriske tidsel er spiret i en revne på et fortov i byen Cefalú, Sicilien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Parthenium
En slægt med omkring 12 arter, som er hjemmehørende i varmere egne af Amerika. Slægtsnavnet er en latiniseret form af enten det græske ord parthenos (‘jomfru’) eller af parthenion, som var Antikkens græske navn på en plante.
Parthenium hysterophorus
Stænglen kan blive indtil 1,2 m høj, blade ovale eller elliptiske i omrids, indtil 18 cm lange og 9 cm brede, snitdelte, de yderste segmenter lancet- eller linjeformede, op til 5 cm lange og 1,5 cm brede. Blomsterhovederne, som er indtil 3 mm i tværmål, sidder i en åben top, kroner snehvide, skivekroner ofte meget små eller manglende. Planten minder en del om visse arter af Artemisia (ovenfor), men dens kurve er mere flade og helt hvide.
Arten er hjemmehørende i store dele af Amerika, fra det sydlige USA mod syd til Mexico, de Caribiske Øer samt det nordlige Sydamerika. Den har imidlertid bredt sig til mange varmere egne af kloden og er ofte blevet naturaliseret. Den vokser i mange forskellige biotoper, bl.a. på marker og ruderater, i græsland og langs veje og jernbaner, normalt i under 1500 meters højde, undertiden op til 1800 m. Den betragtes som invasiv i Kenya, Uganda og Tanzania.
Artsnavnet kommer af græsk hystera (‘livmoder’) samt phoros (‘bærer’), hvilket måske hentyder til blomsterkurvenes form.
Parthenium hysterophorus dækker store områder af en ubenyttet grund, Kathmandu, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
På disse billeder vokser Parthenium hysterophorus langs travle gader i byen Taichung, Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Senecio viscosus Klæbrig brandbæger
Følgende citat giver et levende indtryk af den stærke klæbrighed hos denne art: “Klæbrig brandbæger har karakteristiske kirtelhår, som udskiller en substans, der er lige så klæbrig som fluepapir, og sidst på sommeren udgør den et værre rod, med alt det støv, sand, små insekter, hår, fjer, dunede frø (bl.a. dens egne), karamelpapir, og guderne må vide hvad ellers, som hænger fast i den.” (Kilde: luontoportti.com/suomi/en/kukkakasvit/sticky-groundsel)
Arten var oprindeligt vildtvoksende i Syd- og Centraleuropa samt i det vestlige Asien. I Danmark indvandrede den i begyndelsen af 1800-tallet, indslæbt til havne med skibenes ballast af jord. Den har siden bredt sig betydeligt, især langs jernbaner, og i 1900-tallet er den også blevet naturaliseret i bl.a. Finland, Canada og USA.
Klæbrig brandbæger, Nyborg Havn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Sonchus Svinemælk
Denne slægt, der omfatter omkring 100 arter, er vidt udbredt overalt i den Gamle Verden og er almindeligt forvildet i den Nye Verden.
Slægtsnavnet er en latiniseret form af det græske ord sonkhos, som var Antikkens navn på svinemælk.
Sonchus asper Ru svinemælk
En stovt plante, der kan blive indtil 1,2 m høj, men oftest er langt lavere. Stænglen er ofte rødlig. Bladene er meget variable, ovale, spatelformede eller elliptiske, op til 13 cm lange og 5 cm brede, helrandede eller uregelmæssigt snitdelte, margin tornet, basis med en stor, tilbagebøjet, øre-lignende flig, der omfatter stænglen. Kurvene er relativt få, op til 2,5 cm i tværmål, arrangeret i en åben endestillet klynge. Randkroner er talrige, stærkt gule, skivekroner mangler.
Denne art stammer formodentlig fra Middelhavsområdet, men er blevet naturaliseret de fleste steder i verden. I Nepal anvendes en pasta af planten som salve på sår og bylder. Den indsamles også som foder, og unge planter koges som grønsag.
På billedet herunder vokser ru svinemælk foran en gravsten på Assistens Kirkegård i København. Stenen blev sat til minde om Thorkild Weiss Madsen, der var christianit, virksom i teatergruppen Solvognen og medlem af Københavns Borgerrepræsentation 1978-81. Den er udformet som en runesten med en indristet drage samt følgende tekst: ”Efter Thorkild står dette mindesmærke / Søs & Tanja satte sten efter mand og fader sin hara goden / dreng Erik den Røde rister runer ret.”
(Foto copyright © by Kaj Halberg)
Sonchus oleraceus Almindelig svinemælk
Denne art er hjemmehørende i Europa og det vestlige Asien, men er spredt til de fleste andre egne af kloden. I mange lande betragtes den som invasiv, fx i Australien, hvor den er et meget besværligt ukrudt i afgrøder. Den kendes nemt på sine svagt tornede, snitdelte blade.
Artsnavnet er afledt af latin oleris, der betyder ’spiselig’. Unge blade kan spises som salat eller koges som spinat. Det danske navn hentyder til, at svin gerne æder denne plante, samt til dens hvide plantesaft.
Almindelig svinemælk er meget almindelig i Taiwan. Dette billede viser en stor bevoksning i byen Taichung. De hvide blomster er dunet brøndsel (Bidens pilosa, se ovenfor). (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Denne har slået rod langs en husmur i Rønne, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Her titter almindelig svinemælk ud gennem et hegn omkring en have, Terrasini, nær Palermo, Sicilien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Hybrid mellem ru og almindelig svinemælk, voksende i en bypark, Taichung, Taiwan. De tornede blade indikerer ru svinemælk, mens deres indskæringer, samt de tilspidsede ‘ører’ ved bladfæsterne, indikerer almindelig svinemælk. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Sonchus tenerrimus Smalfliget svinemælk
Denne plante er hjemmehørende i Sydeuropa, det nordlige Afrika og Mellemøsten, men er blevet spredt til mange byer verden rundt, frøene formodentlig ankommet med skibsballast. Den minder om almindelig svinemælk (ovenfor), men kan straks kendes på de meget smalle bladflige.
Smalfliget svinemælk vokser op ad en husmur, Castellamare del Golfo, Sicilien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Tanacetum partheniifolium
Denne plante er hjemmehørende fra Tyrkiet mod øst til Kaukasus og Centralasien. Den velkendte haveplante matrem (T. parthenium) blev muligvis frembragt gennem selektiv formering af denne art. Dens blade er mørkegrønne eller grågrønne med spidst bladomrids, mens bladene hos matrem er lysegrønne med et afrundet omrids. Ellers er de stort set identiske.
De medicinske egenskaber hos matrem er omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.
Tanacetum partheniifolium er meget almindelig i Istanbul, selv på bygninger. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Taraxacum Mælkebøtte
Ukønnet, såkaldt apomiktisk formering, er meget almindelig hos mælkebøtte, hvilket har resulteret i hundredevis af arter og småarter, over 2500 verden rundt, hovedsagelig i subarktiske og tempererede egne på den nordlige halvkugle, nogle få i tempererede områder på den sydlige halvkugle.
Disse planter er karakteriseret ved, at stængel og blade har hvid mælkesaft, og de fleste arter har lappede eller snitdelte blade, hvilket gav anledning til det nu ugyldige latinske artsnavn densleonis, samt det danske navn løvetand. Blomsterne er gule, meget talrige og sidder tæt sammen i en enlig kurv, 2-6 cm i tværmål, for enden af en bladløs, hul stængel, som er 10-20 cm høj, til tider mere.
Navnet mælkebøtte skyldes den nøgne, hvælvede frugtbund, der blev sammenlignet med en gammeldags mælkejunge af træ, hvis skindlåg skulle hindre mælken i at skvulpe over. Navnene munkehoved og præstekrone hentyder også til frugtbunden, der kunne ligne en munks eller en katolsk præsts kronragede isse.
Navnene Fandens mælkebøtte, Fandens malkeko, Fandens sugepatter, troldkællingmælk og mange andre sigter til den bitre mælkesaft. Den danske forfatter Hilmar Wulff (1908-84) skriver i bogen Vejen til Livet (1947), at mælkesaften ”ser saa tiltalende ud, men smager saa bittert, som Fanden selv vist i Virkeligheden.”
Mælkebøtten blev første gang nævnt som medicinsk urt af arabiske læger i det 10. eller 11. århundrede, idet de kaldte den for en slags vild endivie (Cichorium) under navnet tharakhchakon, der blev forvansket til Taraxacum.
Almindelig mælkebøtte (T. officinale) er hjemmehørende på den nordlige halvkugle, men er blevet indslæbt utallige andre steder kloden rundt. Den er allestedsnærværende i Europa, også i byer, hvor den gerne vokser i sprækker mellem fliser og i asfalt.
Mælkebøttens rolle i folklore og traditionel medicin er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.
Midterrabat i motortrafikvej med en stor bevoksning af mælkebøtte, Århus. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
På disse billeder fra København vokser mælkebøtte i træflis, som er strøet langs en gade (øverst), samt uden for Carlsberg Bryggerierne. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Tridax procumbens
Denne lille plante er hjemmehørende i tropiske egne af Amerika, men er indslæbt til de fleste varmere områder rundt om på kloden, hvor den er blevet naturaliseret utallige steder.
Arten er yderst almindelig i Taiwan, også i byer. Den spirer i sprækker allevegne og danner ofte store bevoksninger på tomter. Billederne herunder er alle fra Taichung.
(Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Denne bevoksning har slået rod i en sprække i en betonmur langs Han-floden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
På dette billede vokser Tridax procumbens langs en metalvæg. En asters eller bakkestjerne ses mellem græssets blade. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Her har Tridax procumbens slået rod på en græsbevokset grav. Planterne med store hvide randkroner er dunet brøndsel (Bidens pilosa, se ovenfor). (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Youngia japonica
Stænglen hos denne art er normalt høj, rank og ugrenet, med talrige små kurve, op til 8 mm i diameter, samlet i toppen. Dens grundblade er ret brede, mere eller mindre hårede og oftest kraftigt lappede eller snitdelte. Den er hjemmehørende i Asien og Australien, men er i dag spredt til de fleste varmere egne af kloden. Den vokser gerne i forstyrrede områder, bl.a. ruderater, vejkanter, brakmarker, plæner, dyrkede marker og skovkanter.
Youngia japonica trives bedst i halvskygge og vokser derfor oftest under træer. I byerne ses den derfor oftest i parker. På det øverste billede danner arten en stor bestand i Tunghai Universitetspark, Taichung, Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Brassicaceae Korsblomstfamilien
Capsella bursa-pastoris Hyrdetaske
Hyrdetaske er sikkert oprindelig i Europa og det vestlige Asien, men er i dag forvildet i de fleste af klodens tempererede og subtropiske egne. Den kaldes også for taskeurt, pungurt, præstetaske, jordemorstaske, Davidstaske, Vorherres gryn, præstefikke, samt fiskeben. De fleste af disse folkenavne, såvel som det latinske artsnavn, hentyder til skulpens form, der er flad og trekantet og minder lidt om en gammeldags taske eller pung. Navnet Davidstaske hentyder til, at David var hyrde, inden han blev konge.
Navnet Vorherres gryn hentyder til plantens tidligere brug som føde, mens præstefikke betyder ’præstelomme’. Det mærkelige navn fiskeben, som stammer fra Ribe-egnen, skyldes, at planten, når bladene er visnet, står med de tørre skulpestængler strittende ud til siden – ikke ulig et fiskeskelet.
Et irsk folkenavn på planten er clappedepouch, der omtrent kan oversættes med ‘klokkepung’ – et navn, der hentyder til, at de langstilkede frugter kan minde om den lange stage med en pose for enden, som spedalske i Middelalderen opsamlede penge i fra forbipasserende, mens de ringede med en klokke for at advare dem mod at komme for nær.
Den medicinske anvendelse af hyrdetaske er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.
Denne hyrdetaske har slået rod i en revne i et fortov i Østengård nær Vejle. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Stor bevoksning af hyrdetaske i Tunghai Universitetspark, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
På dette billede vokser hyrdetaske sammen med enårig rapgræs (Poa annua) i en rendesten i byen Mineo, Sicilien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Lepidium virginicum Virginsk karse
Alle dele af denne plante har en peberagtig smag. Den er hjemmehørende i Nordamerika, fra det sydlige Canada til Mexico, men er blevet indslæbt til mange andre lande. Den vokser i åbne, tørre steder og har nemt tilpasset sig et liv i byer.
Denne virginske karse har slået rod i en revne på en forladt parkeringsplads i byen Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Sisymbrium officinale Rank vejsennep
En opret plante, til 80 cm høj, sidegrene ofte stående vandret ud fra stænglen. De små gule blomster udvikles til lange skulper, der sidder tæt ind til og parallelt med stænglen.
Denne art vokser på ruderater og i marker, samt langs veje og gader. Den er oprindeligt vildtvoksende i Europa og Nordafrika, men er blevet spredt til de fleste køligere egne af kloden, somme tider dyrket for de spiselige blade og frø.
Den var førhen almindeligt anvendt i den traditionelle medicin, hvilket afspejles af det latinske artsnavn, der betyder ‘solgt fra kontorer’, dvs. apoteker. I Oldtidens Grækenland mente man, at planten var en modgift mod alle former for forgiftning. I hans Complete Herbal, skriver den engelske urtelæge Nicholas Culpeper (1616-54): ”Den er god mod alle slags sygdomme i bryst og lunger, hæshed (…) Saften, indtaget med honning eller sukker, er ikke mindre virksom mod hoste og åndedrætsbesvær. Frøene anses for at være et godt middel mod forgiftning.”
“Af franskmændene kaldes den for ‘Sangerens plante’, da den op til Ludvig d. 14.s tid blev anset for at være et ufejlbarligt middel mod tab af stemmen.” (Kilde: botanical.com)
Her vokser rank vejsennep i kanten af en gade i Ry, i selskab med bl.a. sump-evighedsblomst (Gnaphalium uliginosum), glat vejbred (Plantago major) og almindelig svinemælk (Sonchus oleraceus), alle beskrevet på denne side. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Campanulaceae Klokkeblomstfamilien
Campanula Klokkeblomster
Denne slægt omfatter over 500 arter, udbredt i tempererede og subtropiske områder på den nordlige halvkugle, med den største diversitet omkring Middelhavet og i Mellemøsten.
Det latinske slægtsnavn betyder ’lille klokke’, hvilket sigter til disse planters klokkeformede blomster.
Campanula rotundifolia Liden klokke, blåklokke
Denne vidt udbredte plante har en cirkumpolar udbredelse, fra omkring 40°N til 78°N. Den er meget almindelig i de fleste egne af Europa, hvor den træffes fra Middelhavet mod nord til Arktis.
Adskillige andre arter af klokkeblomster er præsenteret på siden Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne.
Her vokser liden klokke som ukrudt langs et havehegn, Hornsherred, Sjælland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Cannabaceae Hampefamilien
Humulus japonicus Japansk humle
Denne plante er hjemmehørende i Fjernøsten, fra Ussuriland i det sydøstlige Sibirien mod syd gennem Kina, Korea, Japan og Taiwan til det nordlige Vietnam.
Sidst i 1800-tallet blev den indført til USA som prydplante, samt som ingrediens i en asiatisk helsedrik. Den er imidlertid blevet forvildet mange steder og dækker ofte store områder. Den vokser særdeles hurtigt i sommermånederne, kryber hen over alverdens ting og danner tætte måtter, som blokerer for sollyset til planterne underneden. Den optræder invasivt langs vandløb, hvor den fordriver den oprindelige vegetation, forhindrer spiring af nye planter og dræber små træer, der er blevet plantet som stabilisering af bredderne. (Kilde: invasive.org/alien/pubs/midatlantic/huja.htm)
I Taiwan, hvor japansk humle er hjemmehørende, er den meget almindelig, også i byer. Billederne nedenfor er fra Taichung.
Japansk humle kryber hen over kasseret maskineri. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
På dette billede klatrer den hen langs et rækværk over en bro. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Humulus lupulus Humle
Vores hjemlige humle er grundigt beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.
Humle dækker døren på et forladt hus, Refsvindinge, Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Caryophyllaceae Nellikefamilien
Sagina procumbens Almindelig firling
Spergularia rubra Mark-hindeknæ
Begge disse små urter er hjemmehørende i Europa og det nordlige Asien, men er blevet indslæbt til mange andre egne af verden. De er almindelige ukrudtsarter på brakmarker og langs veje, og er også indvandret til byer.
På dette billede fra Gudhjem, Bornholm, vokser mark-hindeknæ (t.v.) og almindelig firling i en sprække mellem fliser. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Commelinaceae
Commelina
Denne slægt, der omfatter et sted mellem 100 og 170 arter, er udbredt i tropiske og subtropiske områder verden rundt. På engelsk kaldes disse planter for dayflowers, idet den enkelte blomst kun lever én dag. Da den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) navngav slægten, lod han de to prægtige blå kronblade af Commelina communis repræsentere to hollandske botanikere, Jan Commelijn og dennes nevø Caspar, som han ønskede at hædre.
Commelina communis
Denne art er hjemmehørende i store dele af Fjernøsten, fra Ussuriland i det sydøstlige Rusland mod syd gennem Kina, Korea, Japan og Taiwan til den nordlige del af Sydøstasien samt den østligste del af Indien. Den er også blevet indført eller indslæbt til det vestlige Rusland, Sydøsteuropa og det østlige Nordamerika, hvor den mange steder optræder invasivt. I traditionel kinesisk medicin anvendes den tørrede plante mod et antal lidelser, bl.a. ru hals, forkølelse, væske i kroppen, hudafskrabninger og nedsat vandladning. En nær slægtning, C. benghalensis, spises som grønsag i Sydøstasien og Afrika.
På dette billede, samt på et billede øverst på siden, vokser Commelina communis langs en husmur i byen Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Her vokser Commelina communis op gennem hjulene på langtidsparkerede cykler, Taichung. Planten t.h. er papir-morbær (Broussonetia papyrifera, se nedenfor). (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Convolvulaceae Snerlefamilien
Mange medlemmer af snerlefamilien er beskrevet på siden Planteliv: Snerler.
Ipomoea biflora
Denne småblomstrede slyngplante er vidt udbredt i varmere egne af Asien, Afrika og Australien. Den vokser især langs veje, på bjergskråninger samt andre åbne, normalt tørre steder.
Artens taksonomi er uklar. Nogle autoriteter anerkender kun to småblomstrede Ipomoea-arter med hjerteformede bægerblade, I. plebeia og I. sinensis, idet de betragter I. biflora som synonym med en af disse. (Kilde: eflora of China)
Ipomoea biflora slynger sig op ad stænglen af en slank amarant (Amaranthus viridis, se ovenfor), som har slået rod på en tomt i Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
På dette billede klatrer Ipomoea biflora hen ad pigtråd, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Ipomoea cairica
Denne tragtsnerle menes at være oprindelig i tropiske egne af Afrika, men er i dag vidt udbredt i tropiske og subtropiske områder verden rundt. Den vokser særdeles hurtigt og kan fuldstændigt omslynge træer og buske, men er også i stand til at krybe langs jordoverfladen. Den betragtes som invasiv i mange områder, bl.a. det østlige Australien, det sydlige Kina, samt Taiwan.
Arten er yderst talrig i taiwanesiske byer. Billederne herunder er alle fra Taichung. Planten i forgrunden på det øverste billede er parasolblad (Macaranga tanarius), som tilhører vortemælkfamilien (Euphorbiaceae).
(Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Ipomoea nil Blå tragtsnerle
Blomsterne hos denne art, som også kaldes vedbendbladet eller japansk tragtsnerle, er forskellige afskygninger af blåt med hvid basis. Den kan kendes fra lignende arter på, at basis af bægeret er stærkt behåret (ses tydeligt på nærbilledet nedenfor). Arten menes at være hjemmehørende i Mexico eller Mellemamerika, men er blevet indført eller indslæbt til talrige andre varmere lande.
En form med blegblå blomster er almindelig i taiwanesiske byer. Disse klatrer op ad en husmur og hegn i byen Taichung. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Ipomoea obscura
Denne mindre tragtsnerle kan kendes på sine små hjerteformede blade samt de hvide, 2-3 cm brede blomster med brunlig basis. Den er hjemmehørende i den sydlige halvdel af Afrika, Tropisk Asien, det nordlige Australien, samt på visse Stillehavsøer, bl.a. Fiji, og den er blevet indført eller indslæbt til mange andre områder.
Arten er ganske almindelig i taiwanesiske byer. Disse billeder er fra Taichung.
På dette billede har en plante slået rod i en revne i en betonmur langs en drænkanal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Disse planter vokser i revner på en tomt. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Disse klatrer op ad hegn. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Crassulaceae Stenurtfamilien
Denne familie, der rummer ca. 35 slægter med omkring 1400 arter, findes verden rundt, med den største koncentration på den nordlige halvkugle samt i det sydlige Afrika. De fleste planter i familien har kødfulde blade – en tilpasning til at vokse i tørre områder med sparsomt vand.
Sedum Stenurt
De fleste stenurter er krybende planter, som vokser i tørre områder, fx på klipper eller i sand og grus. Slægten, som omfatter ca. 470 arter, er hovedsagelig udbredt på den nordlige halvkugle, men findes tillige i det sydlige Afrika og i Sydamerika.
Sedum acre Bidende stenurt
Bidende stenurt har fået sit navn på grund af bladenes bitre, peberagtige smag, der skyldes deres indhold af let giftige alkaloider. Denne art er vildtvoksende i Europa, Tyrkiet og Nordafrika, og den er tillige blevet naturaliseret i andre lande, bl.a. USA, Japan og New Zealand.
Her vokser bidende stenurt i en sprække mellem trappetrin, Rønne, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Cucurbitaceae Græskarfamilien
Luffa acutangula Kantagurk
Kantagurk er hjemmehørende i Tropisk Asien, hvor den også er almindeligt dyrket. Unge frugter tilberedes som grønsag eller som pickles, mens fibrene i modne frugter anvendes som vaskesvampe eller til fremstilling af hatte. Arten udnyttes også i traditionel folkemedicin. Frøene anvendes som bræk- og afføringsmiddel samt til at uddrive indvoldsorm, frugter og frø til behandling af kønssygdomme, specielt gonorré.
Billederne herunder er fra byen Taichung, Taiwan, hvor kantagurk ofte træffes forvildet.
På dette billede dækker kantagurk en brakmark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Denne plante vokser hen over forladt maskineri. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Denne klamrer sig til en wire. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Fra køkkenhaver er disse dyrkede kantagurker klatret op ad hegn. På de nederste to billeder er de klatret så højt, at de har undgået at blive høstet, hvorved de vil være i stand til at sprede deres frø. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Momordica charantia Bittermelon
Denne plante stammer oprindeligt fra Afrika, hvor den udgjorde et vigtigt fødeemne for Kung-folk (‘Buskmænd’). På et meget tidligt tidspunkt blev arten indført til Asien, hvor den i dag indgår som en vigtig ingrediens i de forskellige egnes køkkener.
Her er en bittermelon-plante blevet forvildet fra dyrkning langs en gade i Taichung, Taiwan. Blade af kantagurk (ovenfor) ses også. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Euphorbiaceae Vortemælkfamilien
Euphorbia hirta
Denne krybende plante er et pantropisk ukrudt, som er hjemmehørende i Tropisk Amerika, men er blevet indslæbt, eller indført som medicinel urt, til de fleste varmere egne af kloden. Den vokser ofte langs veje, samt på brakmarker og forladte tomter. Den kaldes undertiden for astmaplante, hvilket sigter til dens anvendelse i den traditionelle urtemedicin. Den har også været benyttet mod underlivssygdomme hos kvinder, hoste, bronchitis, børneorm, dysenteri, gulsot, filipenser, gonorré, fordøjelsesbesvær og svulster.
På disse billeder vokser Euphorbia hirta på en plæne i en bypark, Taichung, Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Her har en plante slået rod i en revne på en forladt parkeringsplads, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Ricinus communis Amerikansk olieplante
Trods navnet er denne art sandsynligvis oprindelig i Mellemøsten og det nordøstlige Afrika, men har været dyrket vidt og bredt gennem tusinder af år. I dag er arten forvildet i næsten alle tropiske og subtropiske områder.
Slægtsnavnet betyder ’flåt’ på latin, hvilket hentyder til frøets lighed med visse flåt-arter. Et andet dansk navn på planten er Kristpalme, hvilket hentyder til, at olien fra dens frø benyttes til behandling af talrige lidelser.
Den medicinske anvendelse af amerikansk olieplante er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.
Billederne herunder er fra Taiwan, hvor arten er yderst almindelig i lavlandet, og i byområder ses den ofte på ruderater og forladte hustomter.
Denne amerikanske olieplante viser blomsterstanden med de røde hunlige blomster foroven og de hvide hanlige forneden. Den har slået rod i en revne i betonmuren langs en regnvandskanal i byen Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Dette individ, som har modne frugter, vokser på en ruderat i Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Fabaceae Ærteblomstfamilien
Trifolium repens Hvidkløver
Kløver er en stor slægt med omkring 250 arter, der forekommer i tempererede og subtropiske egne i Eurasien, Afrika og Amerika. Hos de fleste arter er blomsterne samlet i et tæt hoved.
Hvidkløver har ret små blomsterhoveder, op til 2,5 cm i diameter, blomster hvide, til tider med lyserødt skær. Blomsterstilkene er længere end bladstilkene. Stængel slank, krybende, rodslående ved bladfæsterne. Småbladene er op til 2 cm i tværmål, ofte med en hvidlig trekant nær grunden.
Arten er hjemmehørende i tempererede områder af Eurasien og Nordafrika, men dyrkes mange andre steder som foder- og biplante, samt som kvælstof-producent. Den vokser i åbne områder, især på brakmarker, og den træffes undertiden i byer.
Slægtsnavnet er latin og betyder ‘med 3 blade’, hvilket sigter til småbladene. Det var det klassiske latinske ord for kløver. Artsnavnet er også latin og betyder ‘krybende’.
På dette billede vokser hvidkløver i grus langs havnefronten i Nyborg. Mælkebøtte (Taraxacum officinale), lancet-vejbred (Plantago lanceolata) og stinkende storkenæb (Geranium robertianum) er også til stede. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Geraniaceae Storkenæbfamilien
Erodium Hejrenæb
En slægt med omkring 60 arter, som er hjemmehørende i Europa, specielt i områder omkring Middelhavet, og derfra videre mod øst gennem Mellemøsten til Centralasien, samt endvidere i den sydligste del af Nordamerika og i Australien.
På engelsk kaldes disse planter for stork’s-bills (‘storkenæb’), hvilket er forvirrende for en dansker, da navnet storkenæb på dansk benyttes for arter af slægten Geranium, der på engelsk kaldes for crane’s-bill (’tranenæb’). I Nordamerika kaldes Erodium-arterne bl.a. for heron’s bills (’hejrenæb’).
Alle disse navne sigter til frugtens form. Den modne frugt spaltes op i fem afsnit, som hver især er forsynet med en lang spiralformet griffel med et frø ved basis. Griflen drejer sig omkring sin akse, hvorved den er i stand til at bore frøet ned i jorden.
Erodium cicutarium Hejrenæb
Denne plante er hjemmehørende i Europa, Nordafrika og dele af tempererede områder af Asien, men er blevet indslæbt til mange andre egne af verden, fx Nordamerika, Australien, New Zealand, Japan og Chile. Mange steder betragtes den som et besværligt ukrudt, da den er yderst frodig og er i stand til at fordrive indfødte såvel som dyrkede arter.
Hejrenæb, voksende ved en husmur i Ry. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Geranium Storkenæb
En stor slægt med omkring 380 arter af urter, hovedsagelig udbredt i tempererede egne, i subtropiske og tropiske områder begrænset til bjerge.
Akselbladene (små blade ved bladfæsterne) er ofte markante på disse planter. Efter afblomstring danner griflen et langt, lige eller buet næb, som adskilles i 5 elastiske, fjederlignende spiraler, hver indeholdende et frø, som slynges bort, hvis noget berører griflen.
Slægtsnavnet er afledt af græsk geranos (‘trane’), hvilket sigter til frugtens form, der minder om en tranes næb (eller et storkenæb!).
Geranium pyrenaicum Pyrenæisk storkenæb
Stænglen indtil 70 cm høj, håret, foroven kirtelhåret. Bladene er stedsegrønne, langstilkede, til 7 cm i tværmål, afrundet i omrids, de nedre delt omtrent halvvejs i 5-9 butte afsnit med runde tænder, øvre blade mere skarpt delte. Akselblade små, hårede, rødbrune. Blomsterstanden er en åben klase, stilke kirtelhårede, kronblade 5, purpurfarvede, violette eller lyserøde, indtil 1 cm lange, med stort indhak.
Denne plante vokser i forskellige habitater, bl.a. lyse skove, enge, græsgange og ruderater. Den er oprindeligt vildtvoksende i bjerge i Mellem- og Sydeuropa samt i Nordafrika, mod øst til Ukraine, Kaukasus og det nordlige Iran. Den dyrkes vidt og bredt og er blevet naturaliseret i talrige lande, mod nord til Skandinavien, Finland og europæisk Rusland, samt i det nordøstlige Nordamerika og Australien. I Danmark er den almindeligt forvildet.
Pyrenæisk storkenæb, voksende i en stensætning i Nyborg havn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Geranium robertianum Stinkende storkenæb
Denne art er vildtvoksende i store dele af tempererede og subtropiske egne af Eurasien, i Nordafrika og Ethiopien, på den Arabiske Halvø, samt i det østlige og vestlige Nordamerika. Den trives bedst i skove, men træffes også i krat, langs hegn, på grusede strande samt i nedfalden ur. I Danmark er den meget almindelig.
Stænglen er stærkt grenet, op til 50 cm høj, håret eller glat. Bladene er håndformede, langstilkede, dybt indskåret, til 4 cm lange og 7,5 cm brede. Stænglen er ofte rødlig (var. rubricaule), og bladene bliver røde efter afblomstring. De små blomster, indtil 1,5 cm i diameter, er endestillede, ofte to og to, kronblade lyserøde, til 1,4 cm lange.
Ved berøring udsender planten en ubehagelig lugt, hvilket er årsagen til det danske navn. Lugten stammer fra en æterisk olie.
På engelsk hedder arten Herb Robert, oprindelig Saint Robert’s herb (‘Sankt Roberts urt’), hvilket i lighed med det latinske artsnavn hentyder til den franske munk og urtelæge Robert de Molesme (ca. 1028-1111), en af grundlæggerne af Cisterciner-ordenen. Han benyttede planten til at helbrede forskellige lidelser, bl.a. diarré, lever- og galdeblære-problemer og tandpine, samt til behandling af sår. Indfødte amerikanske stammefolk anvendte den også medicinelt.
I bogen Chrut und Uchrut (’Urter og ukrudt’), fra 1911, skriver den schweiziske præst og urtelæge Johann Künzle (1857-1945): “Anvendelsen af stinkende storkenæb er også meget effektiv mod bylder og betændelse hos kvæg. Priset være Gud.”
Den grønne form af stinkende storkenæb, voksende i en stensætning i Nyborg havn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Dette billede viser den røde form af stinkende storkenæb, ligeledes i Nyborg havn. Der ses også mælkebøtte (Taraxacum officinale), lancet-vejbred (Plantago lanceolata) og ægte skovranke (Clematis vitalba). (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Malvaceae Katostfamilien
Malva sylvestris Almindelig katost
Denne art er vildtvoksende i tempererede egne af Asien, Europa og Nordafrika, men er blevet indført som prydplante til mange lande og er blevet naturaliseret i bl.a. Australien, USA, Canada og Mexico.
Den vokser i åbne områder, bl.a. på brakmarker, langs hække og hegn, samt på den indre del af strande. Stænglen er indtil 1 m lang, opret eller opstigende, blade afrundede i omrids, tandede, med 5-7 flige. Blomsterne sidder i grupper i bladhjørnerne, kronblade lysviolette eller purpur-lyserøde med mørkere nerver.
Adskillige steder rundt langs Middelhavet dampes bladene med hvidløg og tomater og spises som snack eller salat. I Egypten fremstilles en stuvning af bladene, kaldt for khobeiza. Bladene blev også spist som grønsag i Europa i 1800-tallet. Blomsterne blev strøet i døråbninger og flette til kranse for at fejre 1. maj.
Inden for traditionel medicin blev frøene drukket i té for at lindre irritation af spytkirtlerne, og et grødomslag af bladene blev anvendt til at gøre huden blødere. Et gult farvestof kan udvindes af planten.
Almindelig katost, voksende ved et plankeværk, Ry. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Almindelig katost, voksende på muren omkring kirkegården ved Nylars Kirke, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Mazaceae
Mazus
En vidt udbredt slægt med omkring 30 arter af lave planter, udbredt fra Ussuriland i det sydøstlige Sibirien, gennem Kina, Korea, Japan, Taiwan, det indiske subkontinent og Sydøstasien mod syd til Australien og New Zealand. Oprindeligt var de placeret i maskeblomstfamilien (Scrophulariaceae), senere i Phrymaceae, og nu i den nyoprettede familie Mazaceae.
Denne lille Mazus-art, muligvis M. pumilus, vokser i lidt jord, som har samlet sig i en rende af metal i kanten af en bygade i Taichung, Taiwan. Nedliggende surkløver (Oxalis corniculata, se nedenfor) ses også. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Meliaceae Mahognifamilien
Melia azedarach Paternostertræ
Dette store træ, der også kaldes for kinabær eller persisk syrén, er sandsynligvis hjemmehørende i Iran og på det indiske subkontinent, men på grund af de smukke blomster og frugter er arten blevet plantet i mange andre egne af kloden. Den spredes nemt og er blevet invasiv i bl.a. Nordamerika, Østafrika, New Zealand og Australien, samt på nogle øer i Stillehavet.
Paternoster (eller pater nostre) er Fadervor i den romersk-katolske kirke, normalt fremsagt på latin. Ordet paternoster bruges dog også i betydningen ’rosenkrans’, dvs. den perlekrans, som anvendes under bønnen. Paternostertræet har givetvis fået sit navn efter de smukke gule frugter, der minder om perler. Et af artens engelske navne er da også bead tree (’perletræ’).
I Taiwan plantes denne art meget ofte, og forvildede eksemplarer ses undertiden.
Blomstrende paternostertræ neden for en bro, Taichung, Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Paternostertræet har givetvis fået sit navn efter de smukke gule frugter, der minder om perler. Disse billeder er fra Taichung, Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Moraceae Morbærfamilien
Broussonetia papyrifera Papir-morbær
Papir-morbær er et lille træ, som stammer fra det østlige og sydlige Asien, og den er muligvis også hjemmehørende på visse øer i Stillehavet. Denne art trives i et bredt spektrum af habitater og klimaer, og den vokser gerne i forstyrrede områder. Den er tvebo, og hvor han- og hunplanter vokser sammen og producerer frø, spredes arten hurtigt. Fugle og andre dyr æder gerne frugterne og bidrager således til spredning af planten. Den kan også danne tætte, vidtstrakte bevoksninger ved hjælp af rodskud.
Som dens navn fortæller, blev fibrene af papir-morbær førhen anvendt til produktion af papir, og på visse øer i Stillehavet anvendes barken stadig til fremstilling af klæde. Af veddet fabrikeres møbler og redskaber, og roden udnyttes til fremstilling af reb. Den orange frugt er kødfuld og spiselig, og bladene kan også konsumeres efter kogning. Frugt, blade og bark blev tidligere anvendt inden for folkemedicinen.
I USA blev papir-morbær indført som et hurtigtvoksende skyggegivende træ, men på grund af dens hastige vækst begyndte den snart at fordrive indfødte arter, og i dag betragtes den som invasiv i de sydøstlige stater. I Pakistan anses den for at være en af de værste ukrudtsarter, og den er en yderst fremtrædende invasiv plante på den argentinske pampas. Den optræder også som en af de mest dominerende invasive arter i skove i Ghana og Uganda.
I Taiwan er papir-morbær meget almindelig i byer, hvor den dukker op allevegne, som på disse billeder fra Taichung.
På dette billede er talrige planter skudt frem i sprækker i muren langs en drænkanal sammen med dunet brøndsel (Bidens pilosa, se ovenfor). (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Bladformen hos papir-morbær varierer fra næsten helrandet til dybt indskåret. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Denne plante vokser nær en legeplads. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Hanlige blomsterstande. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
De orange frugter er spiselige. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Ficus superba Storbladet figentræ
Dette store træ, som er udbredt i Kina, Taiwan, Japan og dele af Sydøstasien, mod syd til Indonesien, tilhører en gruppe af figentræer ved navn kvælerfigner.
De fleste frø af disse træer starter deres tilværelse som epifyt i et træ, hvor frøet spirer i en revne eller i en klat fuglegødning, leveret af den fugl, som åd figenfrugten. Med tiden sender det unge figentræ luftrødder ned til jordoverfladen, hvor de slår rod. Samtidig begynder nogle af rødderne at omklamre værtstræet, som efterhånden bliver kvalt til døde. Efter at dets stamme er rådnet bort, står figentræet tilbage som en hul cylinder af luftrødder.
Storbladet figen omslynger også gerne bygninger, men er tillige i stand til at vokse som et normalt fritstående træ.
Andre figenarter er omtalt på siden Planteliv: Gamle og store træer.
Luftrødder fra en kæmpestor storbladet figen klatrer hen over resterne af et forhenværende varehus i byen Anping, Taiwan, som tilhørte firmaet Tait & Co. I dag kaldes bygningen for Anping Tree House. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Morus australis Japansk morbær
Dette lille træ, der også kaldes for koreansk eller kinesisk morbær, bliver op til 10 m højt. Det er hjemmehørende i Japan, Korea, det sydlige Kina og Taiwan, hvor det vokser i skovkanter og krat, på bjergskråninger og brakmarker, fra lavlandet op til højder omkring 2000 m.
Frugterne, der minder om brombær, er spiselige som rå, og der kan fremstilles en fin marmelade af dem. Larver af takvingen Calinaga buddha, familien Nymphalidae, har blade af dette træ som føde.
I Taiwan har japansk morbær nemt tilpasset sig et liv i byer, og den spirer i sprækker alle mulige steder.
Frugtbærende japansk morbær, Taichung, Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Onagraceae Natlysfamilien
Chamaenerion angustifolium Gederams
Denne plante danner ofte store bestande, specielt i åbne forstyrrede områder, fx forladte marker og skovlysninger kort efter fældning af træer. Et eksempel på førstnævnte kan ses på siden NaturreservatetVorsø: Vildnis i vækst.
Arten er vidt udbredt i nordlige tempererede og subarktiske regioner, mod syd til Marokko, Himalaya, det nordlige Indokina, Korea, samt det nordlige USA.
Gederams, voksende ved et elektrisk anlæg, Nyborg Havn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Ludwigia
En slægt med omkring 82 arter, hovedsagelig vandplanter, som har den største udbredelse i troperne. Slægtsnavnet skyldes den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), som ville ære den tyske botaniker Christian Gottlieb Ludwig (1709-1773). Det synes imidlertid, som om Ludwig ikke var særlig glad for denne ære. Blomsterne af denne slægt var måske ikke kønne nok? Eller han brød sig ikke om, at en slægt af vandplanter blev opkaldt efter ham?
Ludwigia hyssopifolia
Oprindelsesstedet for denne art er ukendt, men i dag er den en særdeles udbredt ukrudtsplante i rismarker og andre vådområder i tropiske og subtropiske egne verden rundt. Den bliver indtil 2 m (sommetider 3 m) høj, den øvre del af stænglen er furet, og bladene er lancetformede, kortstilkede, indtil 10 cm lange og 1-2 cm brede.
Artsnavnet hentyder til dens blade, som ligner blade af isop (Hyssopus officinalis), der tilhører læbeblomstfamilien (Lamiaceae).
Billederne herunder er alle fra byen Taichung, Taiwan.
Her vokser Ludwigia hyssopifolia langs en mark i udkanten af Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Denne har slået rod i den udtørrede flodseng i Fazi-floden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Blomsterne hos Ludwigia hyssopifolia er ret små med 4 kronblade. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Visnende blade af Ludwigia hyssopifolia antager kønne røde og gule farver. Bemærk den furede stængel, et karaktertræk hos denne art. (Photo copyright © by Kaj Halberg)
Ludwigia octovalvis
Denne plantes oprindelsessted er ligeledes ukendt, og i dag er den udbredt i de fleste tropiske og subtropiske egne af verden. Den naturaliseres nemt og betragtes som invasiv i adskillige lande. Stænglen er glat og dunet, og bladene er variable, elliptiske, ovale, aflange eller lancetformede. Blomsterne har normalt 4 store kronblade, til tider 5.
Arten ligner meget Ludwigia peploides, som imidlertid oftest har elliptiske blade og 5 overlappende kronblade.
I Taiwan er Ludwigia octovalvis almindelig i vådområder, specielt langs vandløb.
På dette billede danner Ludwigia octovalvis store bevoksninger langs en flod nær Linbei Chukou, Linnei. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Her har den slået rod i det udtørrede leje af Fazi-floden, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Denne bevoksning blev observeret i en drænkanal, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Ludwigia octovalvis har ret store, smukke blomster med 4 kronblade. – Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Oenothera Natlys
Denne store slægt, der omfatter omkring 145 arter, er hjemmehørende i Nord-, Mellem- og Sydamerika, men mange arter dyrkes andetsteds for deres attraktive blomster, der springer ud om aftenen, blomstrer hele natten og visner i løbet af den følgende dag. Dette er en tilpasning til bestøvning af nataktive insekter, fx natsværmere.
Disse planter varierer kolossalt i størrelse, fra dværge 10 cm høje til giganter på 3 m. De fleste af arterne har gule blomster, nogle hvide, purpurfarvede, lyserøde eller røde.
På engelsk kaldes slægten for evening-primrose (‘aften-kodriver’), men den er ikke nært beslægtet med ægte kodrivere (Primula).
Oenothera glazioviana Kæmpe-natlys
Denne imponerende plante, førhen kendt som O. erythrosepala, kan blive op til 2 m høj. Den stammer oprindeligt fra Brasilien, men dyrkes mange steder som prydplante og ses ofte forvildet.
Denne kæmpe-natlys vokser på en tomt i Nyborg. Græsset er rød svingel (Festuca rubra). (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Orobanchaceae Gyvelkvælerfamilien
Orobanche ramosa Grenet gyvelkvæler
Denne plante er vildtvoksende i Sydeuropa, det vestlige Asien, Arabien samt i det nordlige og østlige Afrika, men er blevet indslæbt andre steder kloden rundt. Den snylter på et bredt udvalg af planter og inficerer ofte dyrkede planter som, tobak, kartofler og tomater, og den betragtes som et ondartet ukrudt i mange lande. Som dens navn fortæller, er stænglen grenet, op til 60 cm høj og tæt besat med kirtelhår. Blomsterne er blå med to hvide striber på underlæben.
Andre medlemmer af slægten, såvel som andre snylteplanter, er beskrevet på siden Planteliv: Snylteplanter.
Grenet gyvelkvæler er meget almindelig omkring Middelhavet, også i byer. Denne vokser nær en husmur i Terrasini, nær Palermo, Sicilien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Oxalidaceae Surkløverfamilien
Oxalis corniculata Nedliggende surkløver
Som dens navn antyder, har denne art krybende stængler, som nemt slår rod fra bladhjørnerne. Bladene er tredelte og minder i form om kløverblade (Trifolium). Bladene er spiselige, med en citronagtig smag.
Det oprindelige udbredelsesområde for denne plante er muligvis Sydøstasien, men i dag er den udbredt over størstedelen af kloden, og den betragtes mange steder som et besværligt ukrudt i haver, på plæner samt på marker. Arten blev muligvis indført til Italien allerede før 1500. Den blev beskrevet videnskabeligt i 1753 af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), som modtog eksemplarer fra Italien. (Kilde: Q.J. Groom, J. van der Straeten & I. Hoste 2019. The origin of Oxalis corniculata L. PubMed 30783568)
Nedliggende surkløver, voksende i en rendesten, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Papaveraceae Valmuefamilien
Papaver dubium Gærde-valmue
Denne art er meget almindelig i størsteparten af Europa, samt i Nordafrika og Mellemøsten, mod øst til Himalaya. Den vokser oftest langs veje, på ruderater og i brakmarker. Andre billeder af denne art, og mange andre valmue-arter, kan ses på siderne Hyldest til farven rød samt Hyldest til farven gul.
Disse gærde-valmuer har slået rod i en revne langs en husmur i Sandvig, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Pseudofumaria lutea Gul lærkespore
Denne art, der førhen var kendt under navnet Corydalis lutea, er hjemmehørende i den sydvestlige og centrale del af Alperne, i Schweiz og Italien. Den er imidlertid blevet indført til talrige andre lande som en frodig prydplante. Den forvildes nemt og dukker ofte op i sprækker langs husmure og andre steder.
En frodig bevoksning af gul lærkespore ved en husmur, Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Plantaginaceae Vejbredfamilien
Cymbalaria muralis Vedbend-torskemund
På grund af sine smukke blomster og livlige vækst er denne art, som er hjemmehørende i egnene omkring Middelhavet, blevet indført som prydplante til mange lande. Den forvildes nemt og er i nogle områder blevet invasiv. Det danske navn hentyder til bladene, der minder om bladene hos vedbend (Hedera helix).
Her vokser vedbend-torskemund på en kampestensmur i Sandvig, Bornholm. Planten i nederste højre hjørne er svaleurt (Chelidonium majus), beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Vedbend-torskemund, voksende blandt fliser på et fortov, Rønne, Bornholm. Der ses også hyrdetaske (Capsella bursa-pastoris), tråd-ærenpris (Veronica filiformis) og almindelig firling (Sagina procumbens). (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Denne vedbend-torskemund vokser på muren af Winchester Cathedral, sydlige England. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Plantago coronopus Fliget vejbred
Denne art er karakteriseret ved en roset af lancetformede, tandede eller dybt fligede blade, op til 25 cm lange, samt opstigende blomsterstilke, indtil 7 cm lange, med en lille tæt blomsterstand for enden. Den vokser normalt kystnært, men kan også træffes langs saltede veje. Den er oprindelig i Eurasien og Nordafrika, men er blevet indført som foderplante mange andre steder. I Italien anvendes den som brønsag, kaldt erba stella (‘stjerneformet urt’).
Fliget vejbred, voksende blandt brosten, Nyborg Havn. Skive-kamille (Matricaria discoidea) ses også. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Plantago lanceolata Lancet-vejbred
Denne art er vildtvoksende fra hele Europa mod øst til det centrale Sibirien, mod syd til det nordlige Afrika, Arabien, Himalaya og Kina. Den er blevet indført eller indslæbt til Nordamerika og mange andre steder, hvor den mange steder er blevet naturaliseret. Den betragtes som et besværligt ukrudt i Nordamerika.
Lancet-vejbred, Nyborg Havn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Plantago major Glat vejbred
Glat vejbred er hjemmehørende i Europa og tempererede egne af Asien, men er blevet indslæbt til mange af verdens lande, hvor den er blevet naturaliseret utallige steder.
Da europæerne indvandrede til Amerika, medbragte de på en eller anden måde frøene, og planten spredtes snart overalt, hvor indvandrerne færdedes, sandsynligvis indkapslet i mudder, som klæbede til hestenes hove. Denne spredning blev bemærket af de indfødte folk, som kaldte planten for ’den hvide mands fodspor’.
På dette billede fra Ry vokser glat vejbred i en rendesten, hvor der også ligger et rosen-kronblad. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Plumbaginaceae Hindebægerfamilien
Armeria maritima Engelskgræs
Trods navnet har engelskgræs intet med græs at gøre. Det latinske slægtsnavn er sandsynligvis af keltisk oprindelse, af ar (’nær’) og mor (’hav’). I sin Commentarii de Bello Gallico (‘Notater om den Galliske Krig’) nævner den romerske kejser Gaius Julius Cæsar (100-44 f.Kr.) et område mellem floderne Seinen og Loire, som han kalder Aremorica. Formodentlig voksede der engelskgræs her. Det gamle franske navn på planten, armoires, blev i 1537 latiniseret som armerios, der senere blev til Armeria. (Kilde: Corneliuson, J. 1997. Växternas namn. Vetenskapliga växtnamns etymologi. Språkligt ursprung och kulturell bakgrund)
Det latinske artsnavn, af latin mare (’hav’), fortæller, at engelskgræs især vokser i kystområder. Efter indførelsen af saltspredning på snedækkede veje er den imidlertid indvandret til indlandet, hvor den i dag er almindelig langs veje, selv i byer.
I gamle dage, hvor slik ikke var hverdagskost som i dag, sugede børn nektar ud af blomsterne af engelskgræs – eller spiste simpelthen hele blomsterstanden.
Dette eksemplar af engelskgræs har slået rod i en revne på et fortov i Ry. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Poaceae Græsfamilien
Dette græs har fundet vej ud gennem en åbning, hvor den ene baglygte mangler på denne ’langtidsparkerede’ bil i Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Bromus sterilis Gold hejre
Gold hejre er meget almindelig, hjemmehørende i størsteparten af Europa, samt i Nordafrika og det sydvestlige Asien, mod øst til Kazakhstan og Kirgisien. Den vokser i mange forskellige åbne habitater, bl.a. ruderater, vejkanter og haver.
Det latinske artsnavn og det danske navn er begge nedladende og sigter til, at dette græs er værdiløst i enhver henseende.
Gold hejre vokser ofte i byer, her langs en rød husmur i Svaneke, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Cenchrus alopecuroides Lampepudsergræs
Dette græs, af nogle autoriteter kaldt for Pennisetum alopecuroides, er hjemmehørende fra det nordlige Kina, Korea og Japan mod syd gennem Kina, Taiwan, Indokina, Malaysia, Filippinerne og Java til Australien.
Stængler oprette, indtil 1 m høje, blade oprette eller hængende, indtil 45 cm lange og 1 cm brede. Blomsterstanden er et sølvhvidt aks, tæt beklædt med stive hår. Akset bliver senere gult og med tiden brunt, mens frøene modnes.
Slægtsnavnet er en latiniseret form af det oldgræske ord kegchros (‘hirsegræs’) og sigter til nogle af arternes lighed med visse hirsearter. Artsnavnet betyder ‘minder om Alopecurus’ (rævehale-slægten), af oldgræsk alopex (‘ræv’), oura (‘hale’), samt oides (‘lignende’), således ‘ligner en rævehale’, hvilket sigter til akset. Det danske navn hentyder naturligvis også til akset.
Pennisetum alupecuroides er meget almindelig i Taiwan, også i byer. Dette billede er fra Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Her er arten fotograferet i regnvejr på en bakke nær Nanfangao, en stor fiskerihavn syd for Yilan, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Cenchrus echinatus
Har du bare én gang trådt barfodet på frugterne af dette græs, glemmer du det aldrig. Det latinske artsnavn er afledt af græsk ekhinos (‘pindsvin’), hvilket sigter til frugterne, der er forsynet med spidse pigge.
Denne art er hjemmehørende i tropiske egne af Amerika, men er blevet naturaliseret i de fleste tropiske og subtropiske egne af verden, idet den uhyre nemt spredes ved hjælp af frugterne, der hager sig fast i næsten alt. Den vokser i mange forskellige habitater og betragtes som et ondartet ukrudt i landbrugsområder i 35 lande.
Blomstrende Cenchrus echinatus i en bypark, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Her vokser Cenchrus echinatus ved siden af en travl gade i Taichung. Den høje plante t.v. er canadisk bakkestjerne (Erigeron canadensis, se ovenfor). (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Disse billeder fra Taichung viser de tornede frugter. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Chloris barbata
Oprindelsen af dette græs, som på engelsk kaldes for bl.a. peacock-plume grass (’påfuglefjertop-græs’), er usikker. Nogle autoriteter hævder, at arten er hjemmehørende i Tropisk Amerika, mens andre mener, at den stammer fra tropiske egne af Afrika. Hvad dens oprindelsessted end måtte være, er den blevet indslæbt til de fleste varmere egne af verden, hvor den i adskillige lande betragtes som invasiv, heriblandt Australien, Korea, Thailand, Cambodia og Indien.
Chloris barbata er et almindeligt ukrudt i sukkerrørs- og rismarker, hvilket er et alvorligt problem, da den er værtsplante for mange skadedyr på ris, bl.a. hvidryggede tæger (Sogatella furcifera og Sogatodes pusanus), ristægen (Leptocorisa oratorius), larver af natsværmeren Mythimna separata, kornthrips (Haplothrips ganglbaurei og Chirothrips mexicanus) m.fl.
Billederne nedenfor er alle fra Taiwan, hvor denne art er utroligt talrig og ofte dækker store områder på brakmarker og ruderater.
Kæmpemæssig bevoksning af Chloris barbata på en ruderat i byen Ziguan, nord for Kaohsiung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Frøstande bølger i vinden, Taichung. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Tuer af Chloris barbata har slået rod i sprækker i asfalten på en forladt parkeringsplads, Taichung. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Her vokser en plante langs en husvæg i Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
På dette billede har en tue slået rod i muren langs en drænkanal i Taichung. Vinden har bevæget frøstandene fra side til side, hvorved de har skrabet snavs af muren i halvcirkler. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Nærbillede af aksene, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Visne frøstande af Chloris barbata kan også være meget dekorative. – Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Festuca rubra Rød svingel
Denne art er meget tilpasningsdygtig og trives i de fleste åbne habitater, bl.a. strande og klitter, og den har også tilpasset sig et liv i byer. Den er vidt udbredt i tempererede og subarktiske egne på den nordlige halvkugle, mod syd til Mexico, det nordlige Afrika, Iran, Himalaya og det sydlige Kina.
Arten dyrkes som prydplante, samt til plænegræs eller jorddække.
Her vokser rød svingel langs havnefronten ved Mälaren i det centrale Stockholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Hordeum murinum Gold byg
Denne art er hjemmehørende i det centrale og sydlige Europa, mod øst til Ural-bjergene og Kazakhstan, mod syd til det nordlige Afrika, Arabien og det vestlige Himalaya. Den vokser langs veje, som ukrudt i marker, og på ryddepladser og tomter, og den har nemt tilpasset sig et liv i byer.
Stænglen er ugrenet, indtil 40 cm høj, aks lysegrønne eller gullige, med småaksene siddende 3 og 3 sammen, stak kort, indtil 2 cm lang, udspærret ved modenhed.
Det latinske artsnavn kommer af murus (‘mur’) og hentyder til, at denne art ofte træffes langs mure og stengærder. Det danske navn er nedladende og sigter til, at dette græs er værdiløst, hvilket er lidt uretfærdigt, da arten visse steder anvendes som foder.
På disse billeder står de lyse aks af gold byg i skarp kontrast til husmure i landsbyen Jyllinge ved Roskilde Fjord (øverst), samt i Rønne, Bornholm. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Melinis repens Natal-græs
Denne art danner løse tuer, stængel opret, indtil 1,5 m høj, blade flade, op til 30 cm lange og 1 cm brede. Blomsterstanden er en luftig top, indtil 20 cm lang, småakset op til 1 cm langt, toblomstret, nederste blomst hanlig, den øvre tvekønnet, dækket af et tæt lag af op til 8 mm lange hår. Den unge blomsterstand har en pragtfuld rødlig farve, og ved modenhed er den dækket af hvide, silkeagtige hår.
Den er hjemmehørende fra Mauritanien og Sudan mod syd til Kap-provinsen, og endvidere på Madagascar og i det sydlige Arabien, men den er blevet indført som prydplante, eller indslæbt, til mange andre egne af kloden. Den er blevet erklæret invasiv i Mexico, USA, Australien, den Dominikanske Republik og Fransk Polynesien.
Natal-græs er meget almindelig i Taiwan, hvor den ofte vokser langs veje eller på ryddepladser. Billederne herunder er alle fra Taichung.
Blomsterstandene af Natal-græs er en pragtfuld rødlig farve. Disse planter havde slået rod i revner på en forladt parkeringsplads. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
De hvide frøstande af Natal-græs gløder i modlyset. Disse planter voksede i kanten af et fortov langs Han-floden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Panicum repens
Det oprindelige voksested for denne hirseart er ukendt, men i dag er den udbredt næsten overalt i tropiske og subtropiske områder verden rundt. Stænglerne varierer i højde, fra 20 cm til 1 m, oprette eller nedadbøjede. Bladene er op til 30 cm lange og 6 mm brede, flade eller med køl. Blomsterstanden er en åben udbredt top, indtil 20 cm lang, med meget små, indtil 3 mm lange småaks.
Arten spredes nemt ved hjælp af de store, forgrenede, spidse rhizomer, som har givet anledning til et af artens engelske navne, torpedograss. Af Mississippi State University kaldes den for “en af verdens værste ukrudtsarter. (…) I fuldt udvokset tilstand måler dette græs op til 1 m og danner tætte bestande, som udkonkurrerer lokale arter og medfører tab af diversitet og forstyrrer den overordnede økologiske balance.”
Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på kolbehirse (Setaria italica, se afsnittet Kornsorter nedenfor). Ordets oprindelse er usikker, sandsynligvis afledt af enten panis (‘brød’) eller panus (‘en frøstand af hirse’). Artsnavnet er latin og betyder enten ‘krybende’ (hvilket dette græs overhovedet ikke er) eller ‘pludselig’, ‘uventet’, hvilket kan sigte til, at arten dukker op allevegne.
Arten er meget almindelig i Taiwan, også i byer. Disse billeder er fra Taichung.
På disse billeder danner Panicum repens en stor bevoksning langs et hegn. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Panicum repens, voksende op ad en husvæg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Nærbillede af blomsterstande. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Arten er også dekorativ efter at have kastet frøene. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Polygonaceae Skedeknæfamilien
Polygonum aviculare Vej-pileurt
Denne krybende plante er meget almindelig på sandstrande, marker og ruderater, samt i byer. Den er vidt udbredt i tempererede egne på den nordlige halvkugle, sandsynligvis oprindeligt vildtvoksende i både Eurasien og Nordamerika. Den er også blevet naturaliseret adskillige steder i tempererede områder på den sydlige halvkugle.
Her vokser vej-pileurt blandt mursten, udlagt som fliser, Laven, Midtjylland. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Rumex Skræppe og syre
Denne kæmpestore, næsten verdensomspændende slægt rummer omkring 200 arter. Ordet skræppe er en gammel betegnelse for planter med store blade, mens syre sigter disse arters syrlige blade, som er fyldt med c-vitamin.
Rumex japonicus Japansk skræppe
Denne art er vidt udbredt i Fjernøsten, hvor den vokser langs marker og vandløb, samt i fugtige dale, fra havniveau op til 3400 meters højde. Den forekommer fra det sydøstlige Sibirien, Mongoliet og det nordlige Kina mod syd gennem Korea og Japan til Taiwan og det sydlige Kina. Arten anvendes i traditionel kinesisk medicin.
Blade af en japansk skræppe, som er spiret i en sprække i muren langs en drænkanal, Taichung, Taiwan. De lyserøde plamager er æghobe af den gyldne æblesnegl (Pomacea canaliculata), som er beskrevet på siden Natur: Invasive arter. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Billedet nedenfor viser vegetation i et kloakudløb i Taichung. Planten med store blade er japansk skræppe, mens den hvidblomstrede plante er dunet brøndsel (Bidens pilosa), og den gulblomstrede er Ludwigia octovalvis. Begge disse arter er omtalt ovenfor.
(Foto copyright © by Kaj Halberg)
Ranunculaceae Ranunkelfamilien
Clematis vitalba Almindelig skovranke
En yderst frodig slyngplante, der undertiden når en længde af 20 m eller mere, med forveddede stængler, der kan blive op til 6 cm tykke. Bladene er snitdelte med 5 (sjældnere 3) vidt adskilte, tynde, sparsomt hårede småblade, helrandede eller tandede. Blomsterne er samlet i skærmlignende klynger, cremefarvede, op til 3 cm i diameter.
Denne pionerplante vokser i lyse skove, krat og braklagte arealer, specielt på kvælstofrig jordbund. Den er udbredt i Mellem- og Sydeuropa, Nordafrika og Mellemøsten, mod øst til Afghanistan. Iøvrigt dyrkes den mange andre steder og forvildes ofte. I New Zealand er den blevet erklæret for en uønsket organisme. I Alperne og Pyrenæerne træffes den op til højder omkring 1300 m.
Den indeholder det giftige stof protoanemonin, som kan forårsage rødmen og kløe i huden. Førhen smurte tiggere bladsaften på deres hud for at fremkalde blæner, der måske kunne vække medlidenhed hos folk. I Toscana anvendte man tidligere spæde skud i en særlig form for omelet, kaldt vitalbini, hvilket måske ikke var så klogt på grund af artens giftighed.
Man flettede kurve af de seje stængler, og børn i Alperne røg i gamle dage tørrede stængler som cigaretter.
Artsnavnet er det italienske navn på planten. I England blev den navngivet traveller’s joy (‘den rejsendes glæde’), da dens utallige duskede frøstande lyste op i de mørke måneder op mod juletid. Navnet old man’s beard hentydede også til frøhårene. Et gammelt tysk folkenavn var Teufelzwirn (‘djævlens garn’), hvilket sigtede til dens giftighed.
På dette billede klatrer almindelig skovranke hen langs et rækværk på en bro over en motorvej, Nyborg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Rosaceae Rosenfamilien
Geum urbanum Feber-nellikerod
Denne urt trives i skyggefulde skove, men kan også træffes langs hække og hegn, ved husmure etc. Den er udbredt i hele Europa, mod øst til Uralbjergene, Kazakhstan, Hindu Kush, Alborz-bjergene i Iran, samt det nordvestlige Afrika.
På grund af, at bladene hos denne plante er tredelte, og blomsterne er femtallige, blev den på et tidligt tidspunkt forbundet med elementer fra kristendommen, hvor de tredelte blade symboliserede den Hellige Treenighed (Faderen, Sønnen og Helligånden), mens de femtallige blomster symboliserede Jesu fem hellige sår, da han hang på korset (fire fra naglerne gennem hans hænder og fødder, samt ét fra lansen, der blev stukket i hans side).
I folkloren blev feber-nellikerod anset for at kunne bortdrive onde ånder, samt beskytte mod gale hunde og giftige slanger. Roden, der indeholder eugenol, blev anvendt som krydderi i supper, samt som smagsstof i øl.
Feber-nellikerod ved en husmur, Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Rubiaceae Krapfamilien
Galium aparine Burre-snerre
Det latinske artsnavn på burre-snerre kommer af græsk apairo (‘at gribe fat’) – et yderst beskrivende navn på denne art. Ikke kun frugterne er forsynet med modhager, men også stængler og blade, hvilket forøger plantens evne til at klatre hen over andre planter.
I sin herlige bog All about Weeds fortæller den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964) om burre-snerren: “Hvis man går igennem nogle løse, klatrende vækster, og de alle villigt lader sig trække op med rode, så de kan ride bort, fæstnet til dine bukser, er man stødt på (…) Galium aparine eller Galium asprillum. Disse er de to snerre-arter med ru stængler, som har en unik måde at sprede deres frø på. For naturligvis klynger stænglerne sig lige så gerne til en fårepels eller pelsen på en hund som til dine bukser, og disse dyr transporterer ofte stænglerne og deres frø i en betragtelig afstand fra, hvor planten voksede.”
Arten er hjemmehørende i størsteparten af Europa, Nordafrika og tempererede egne af Asien, mod øst til Japan. Den er muligvis også vildtvoksende i Nordamerika og er tillige blevet naturaliseret i Mexico, Mellem- og Sydamerika, Australien, New Zealand, samt dele af Afrika.
Burre-snerre vokser ud gennem et rækværk i byen Ragusa, Sicilien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Mussaenda
Denne store slægt af små træer, buske og slyngplanter, som omfatter mindst 180 arter, er hjemmehørende i tropiske og subtropiske regioner af Asien og Afrika.
Mussaenda parviflora
Denne lille slyngplante er vildtvoksende i Japan, det sydlige Kina og Taiwan. Dens naturlige habitat er skove og krat, op til højder omkring 1700 m, men den har også tilpasset sig et liv i byområder.
Mussaenda parviflora er ret almindelig i Taiwans lavland. Denne har slået rod nær en husmur i Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Paederia scandens
Denne slyngplante, som er udbredt fra det nordøstlige Indien mod øst til Japan, Korea, Kina, Taiwan og Sydøstasien, vokser i krat og åbne områder fra lavlandet op til højder omkring 800 m.
Hele planten afgiver en stank, når den gnubbes, hvilket er årsagen til en del populære engelske navne, deriblandt chicken dung vine (‘hønselort-slyngplante’), stinky vine (‘stinkende slyngplante’) og dog fart vine (‘hundefis-slyngplante’).
Navnet Chinese fever vine (‘kinesisk feber-slyngplante’) afspejler artens anvendelse i folkemedicinen, hvor den har været anvendt mod en række lidelser, bl.a. feber, smerter, gulsot, dysenteri og fordøjelsesbesvær.
Paederia scandens er meget almindelig i Taiwan, også i byer. Disse billeder er fra Kenting (øverst) og Taichung. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Sapindaceae Sæbetræfamilien
Cardiospermum halicacabum Hjertefrø
Hjertefrø er en urteagtig slyngplante, der nemt kan kendes på sine ballon-agtigt opsvulmede frugter. Det danske navn, såvel som det latinske slægtsnavn, af græsk kardia (‘hjerte’) og sperma (‘frø’), hentyder til frøene, som er sorte med en hvid, hjerteformet plet.
Denne art er vidt udbredt i tropisk og subtropisk Afrika og Asien, men er blevet naturaliseret i adskillige andre lande. I New Zealand, hvor arten betragtes som skadelig, er forhandling af dens frø forbudt.
Den medicinske anvendelse af hjertefrø er omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.
Hjertefrø træffes næsten overalt i Taiwans lavland, hvor den klatrer op ad andre planter eller hegn. Billederne herunder er alle fra byen Taichung.
Hjertefrø klatrer op ad hegn. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Denne plante har slået rod blandt sten i det udtørrede leje af Fazi-floden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Her klynger en plante sig til pigtråd. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Solanaceae Natskyggefamilien
Hyoscyamus albus Hvid bulmeurt
Skønt den er meget giftig, er denne plante gennem tiderne blevet meget anvendt i traditionel medicin. Den hører hjemme i Sydeuropa, det nordlige Afrika og Mellemøsten, samt på den Arabiske Halvø. Stænglen er klæbrig-håret, indtil 50 cm høj, blade ovale, helrandede eller fligede, op til 10 cm lange, blomsterne omkring 3 cm lange, tragtformede med 5 udbredte kronblade, hvide, cremefarvede eller gullige med grønligt eller purpurfarvet svælg.
En nær slægtning, almindelig bulmeurt (H. niger), er omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.
Her vokser hvid bulmeurt i en sprække i den gamle bymur, Amasra, Sortehavet, Tyrkiet. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Nicotiana Tobak
Tobaksplanter er en slægt på omkring 67 arter af buske eller buskagtige urter, hvoraf de fleste er vildtvoksende i Nord-, Syd- og Mellemamerika, mens andre findes på øer i den sydlige del af Stillehavet, samt i Australien og den sydvestlige del af Afrika. Den ægte tobaksplante (N. tabacum) dyrkes i alle varmere egne af kloden til produktion af tobak, mens andre arter er prydplanter.
Opankret ud for kysten af hvad der i dag kaldes for Cuba, i november 1492, skrev Cristoforo Colombo (1451-1506), på dansk bedre kendt som Kristoffer Columbus, i sin logbog, at hans budbringere havde set indfødte bære “en slags cylinder, hvori sødt duftende urter glødede. De formodede, at de bestod af tørrede urtestængler, omsvøbt med et lige så tørt, men bredere blad. Folkene sugede på den modsatte ende af cylinderen og drak røgen. Skønt dette tilsyneladende gjorde dem berusede, syntes det også at beskytte dem mod træthed. De indfødte kaldte disse cylindere for tabacos.”
Nicotiana plumbaginifolia Mexikansk tobak
Denne art, som på amerikansk populært kaldes for Tex-Mex tobacco, er hjemmehørende i Caribien, Mexico, samt Mellem- og Sydamerika. Den er også blevet indført eller indslæbt til mange asiatiske lande samt til det sydlige USA og er mange steder blevet stemplet som en uønsket plante. Den optræder ofte som markukrudt og vokser tillige på ryddepladser.
Det latinske artsnavn hentyder til, at bladene ligner bladene hos visse arter i slægten Plumbago.
I de senere år er mexikansk tobaksplante blevet indslæbt til Taiwan. På disse billeder vokser den langs et træhegn i Taichung. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Her vokser mexikansk tobak som ukrudt i en have, Kathmandu, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Solanum Natskygge
En af verdens største planteslægter, som rummer over 1300 arter, bl.a. en lang række nytteplanter som kartoffel (S. tuberosum), tomat (S. lycopersicum), tomattræ (S. betaceum) og aubergine (S. melongena).
Det gamle danske navn på disse planter var natskade – en forvanskning af det tyske Nachtschatten, som er et gammel-germansk ord af ukendt betydning. Da Schatten også kan betyde ’skygge’, begyndte man i stedet at benytte ordet natskygge, men det beror altså på en misforståelse.
Slægten er nærmere omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.
Solanum erianthum Kartoffeltræ
Kartoffeltræ stammer fra Nord- og Mellemamerika, men er blevet indført eller indslæbt til talrige andre lande, hvor den ofte betragtes som et uønsket ukrudt.
Kartoffeltræ er meget almindelig i taiwanesiske byer, hvor den ofte vokser på ruderater, samt i sprækker langs mure og kanaler. Dette eksemplar blev fotograferet på en hustomt i Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Frugtbærende kartoffeltræ, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Solanum indicum Indisk natskygge
Denne buskagtige urt, der også kaldes for S. violaceum, er hjemmehørende på det indiske subkontinent og i Sydøstasien, men er blevet forvildet i talrige lande i varmere egne.
Arten, som bliver indtil 3 m høj, ligner kartoffeltræ, men har lappede blade, der er bølgede i kanten, samt tornede stængler og til tider også torne langs bladnerverne. De temmelig små bær, som kan blive indtil 2 cm i diameter, er enten orange eller gule.
Indisk natskygge er almindelig i Taiwans lavland, her fotograferet i byen Taichung. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Solanum nigrum Sort natskygge
Denne meget variable art er opkaldt efter sine sorte bær. Den er formodentlig oprindelig i Syd- og Mellemeuropa, men er i dag blevet naturaliseret over det meste af kloden. I Danmark, hvor den er et almindeligt ukrudt i haver, ses oftest lave, kun lidt grenede planter, mens andre underarter kan have meterlange, stærkt grenede stængler.
Her vokser sort natskygge ved en husmur i Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Urticaceae Nældefamilien
Parietaria judaica Grenet springknap
Denne plante, som er hjemmehørende i Sydeuropa, det centrale og vestlige Asien samt i Nordafrika, er særdeles almindelig på bygninger og stengærder, langs veje og andre steder. Den er også blevet spredt til mange andre egne af kloden og betragtes som invasiv i bl.a. Australien og Californien.
En overdådighed af grenet springknap på en husmur i byen Ragusa, Sicilien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Grenet springknap, voksende på en husmur, Istanbul, Tyrkiet. Endnu et billede fra Istanbul ses øverst på siden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
På muren omkring denne vandpost i byen Mineo, Sicilien, vokser bl.a. grenet springknap. Skiltet oplyser, at vandet ikke er drikkeligt. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Vitaceae Vinfamilien
Ampelopsis glandulosa Sølvblad
Denne slyngplante er udbredt i det østlige Asien, fra det sydøstlige Sibirien mod syd gennem Kina, Japan og Taiwan til Indien, Nepal, Sydøstasien og Filippinerne. Den dyrkes almindeligt i andre lande og er blevet naturaliseret utallige steder, bl.a. i det østlige USA, hvor den betragtes som en yderst invasiv plante, der etablerer sig langs vandløb og damme, i skovkanter og andre forstyrrede områder.
De farvestrålende bær ædes af fugle og mindre pattedyr, hvorved frøene spredes gennem deres afføring.
Sølvblad, varieteten brevipedunculata, klatrer hen over rustet maskineri, Taichung, Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Bregner
Blechnaceae Kambregnefamilien
Blechnum orientale Orientalsk kambregne
Denne store bregne, hvis blade undertiden når en længde af 2 m, er udbredt fra det indiske subkontinent mod øst til det sydlige Kina, Taiwan og det sydlige Japan, og derfra mod syd gennem Sydøstasien til Ny Guinea og Australien, samt øer i den vestlige del af Stillehavet. Den dyrkes undertiden som prydplante, og vilde planter indsamles nogle steder til medicin.
Denne orientalske kambregne klynger sig til en sprække i muren langs en drænkanal, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Polypodiaceae Engelsødfamilien
Et medlem af engelsødfamilien vokser ud af et afvandingsrør, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Svampe
Traditionelt er svampe blevet anset for at være planter, og skønt de i dag betragtes som tilhørende et særskilt rige, har jeg inkluderet dem på denne side, da de fleste mennesker betragter dem som planter.
Agaricaceae
Coprinus comatus Paryk-blækhat
Denne art er let at kende på sin helt hvide, høje, cylinderformede hat med fine, udstående skæl. Til at begynde med er hatten helt lukket omkring stokken, senere let udbredt. Lamellerne er først hvide, senere rosafarvede, og flyder til slut hen i en sort, blækagtig væske. Efter at have spredt sporerne opløses svampen forbavsende hurtigt.
Paryk-blækhat er ret almindelig på næringsrige steder, såsom gødskede marker og græsplæner, omkring gårde, langs veje etc. Den træffes fra sommer til sent efterår, ofte i store bevoksninger. Som ung er den en fin spisesvamp.
Disse paryk-blækhatte er spiret et usædvanligt sted, nemlig i en sprække langs et fortov i Nyborg. Svampen t.h. er helt henfaldet. Der ses også hvidmelet gåsefod (Chenopodium album), enårig rapgræs (Poa annua) og vej-pileurt (Polygonum aviculare). (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Her ses paryk-blækhat på et mere sædvanligt voksested, en afgræsset mark ved Tolstrup Å nord for Horsens. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Laver
Traditionelt er laver blevet anset for at være planter, og skønt de i dag betragtes som tilhørende et særskilt rige, har jeg inkluderet dem på denne side, da de fleste mennesker betragter dem som planter.
De er dobbeltorganismer, som består af en svamp, der lever i symbiose med en alge eller en cyanobakterie. Algen eller cyanobakterien sidder fast på svampens trådlignende mycelium, som igen sidder fastgjort til jord, sten eller træer. Algen eller cyanobakterien er således beskyttet mod de fleste fjender, og til gengæld forsyner den svampen med livsnødvendige kulhydrater, som svampen ikke selv kan producere. Myceliet er dog i stand til at optage visse næringsstoffer fra jorden eller luften, som er til gavn for algen eller cyanobakterien.
Teloschistaceae
Xanthoria parietina Almindelig væggelav
Almindelig væggelav har en kolossalt stor udbredelse, idet den findes i størsteparten af Europa, Afrika, Asien, Australien, samt Nordamerika. Denne art er en af de få laver, som favoriseres af den stigende eutrofiering, og den er meget almindelig på klipper, store træer, tage, mure osv.
Gravsten med almindelig væggelav, Kirke Stillinge, Sjælland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Gammel mur i byen Enkhuizen, West-Friesland, Holland, med vegetation af almindelig væggelav samt bregnearten murrude (Asplenium ruta-muraria). (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Heraldisk løve, bevokset med almindelig væggelav, Nyborg Rådhus. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
(Oprettet september 2020)
(Senest opdateret april 2023)