Græsser

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En lærer havde bragt sine elever, som var vokset op på stenbroen, ud til en rismark, så de kunne lære, hvor maden kom fra. Et af børnene var bange for at træde ud på marken, da han mente, at han ville synke ned i den.

Læreren hørte et af de andre børn sige: “Nej, nej, du behøver ikke at være bange, der er cement underneden!”

 

 

 

 

 

 

 

Disse planter er karakteriseret gennem at have hule stængler, undtaget ved leddene, populært kaldt for knæ. Hvert blad vokser frem fra et knæ, idet den nedre del omslutter stænglen og danner en skede, der ofte er ret lang. Mellem skeden og bladpladen er der ofte en hinde eller en hårkrans. Stænglen er normalt cirkulær, til tider fladtrykt, men aldrig trekantet som hos star-arter (Carex).

Blomsterstanden sidder som regel for enden af stænglen. Den er enten et aks, som består af en række ustilkede småaks, hvert med en eller flere blomster, eller en top, en ofte hængende, mangegrenet blomsterstand med stilkede småaks. Støvbærerne er karakteristiske, idet støvknapperne sidder for enden af en ganske tynd støvtråd og ofte tynger den nedad.

Dækbladet, som omslutter kernerne, kaldes for avnen, og hos mange arter stikker et mere eller mindre stift hår, stakken, ud fra grunden af avnen.

På denne side følger nomenklaturen i langt de fleste tilfælde Kew Gardens hjemmeside Plants of the World Online (powo.science.kew.org). Mht. etymologien har jeg støttet mig til hjemmesiden Wiktionary, samt Jens Corneliuson’s fremragende bog Växternas namn. Vetenskapliga växtnamns etymologi. Språkligt ursprung och kulturell bakgrund. Wahlström & Widstrand, 2. reviderede oplag 1999.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De fleste bambusarter blomstrer sjældent, for nogle arters vedkommende kun med et interval på mellem 65 og 120 år. Det ses ofte, at hele bestande af planter blomstrer samtidigt, og efter at blomstringen har fundet sted, sætter planten frø, visner og dør så.

Bambus er af kolossal økonomisk betydning for mange samfund verden rundt gennem deres anvendelse til fremstilling af en lang række genstande (se afsnittet Menneskets udnyttelse af græsser).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den oprindelige betydning på oldgræsk af slægtsnavnet kan oversættes som ‘et græs, som muldyr æder’, hvilket måske hentydede til almindelig kvik (Elymus repens). Det danske navn kan spores tilbage til oldnordisk hvain, som betyder ‘fugtig eller sumpet jord’ eller ‘græsmark’. En anden tydning siger, at hvene betyder ‘slankt græs’.

 

Arten vokser i et bredt udvalg af habitater, bl.a. åbne skove, græsland, vejkanter og ryddepladser, samt som ukrudt på landbrugsjorder.

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn betyder ‘bærer udløbere’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk alopex (‘ræv’) og oura (‘hale’), genitiv urus, hvilket sigter til aksets form.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘lig med’ – hvad der hentydes til er uklart.

 

 

 

 

 

Arten foretrækker fugtigt græsland, også saline, og i bjerge træffes den op til omkring 1200 meters højde. Den er hjemmehørende i størsteparten af Europa, mod øst til Stillehavet, mod syd til det nordlige Afrika, Iran, det vestlige Himalaya og det nordlige Kina. Den er blevet indført andre steder som foderplante og til at bremse erosion.

Det latinske artsnavn kommer af oldgræsk arundo, det klassiske navn på på kæmperør (Arundo donax, nedenfor), men ordet kan også betyde ‘rør’ i almindelighed og hentyder i dette tilfælde sikkert til artens tagrørslignende blade.

 

 

 

 

 

Denne art, der kan blive indtil 60 cm høj, minder om gul rævehale, men har grønne aks og ikke oppustede bladskeder. Stænglen er ofte bøjet i leddene (‘knæene’). Den er i stand til at reproducere sig vegetativt ved at slå rod ved knæene.

Artsnavnet er afledt af latin genu (‘knæ’) og culum, en endelse, som udtrykker noget småt, således ‘lille knæ’, hvilket sigter til de ofte bøjede knæ.

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn betyder ‘findes i enge’.‎

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk anthos (‘blomst’) og xanthos (‘gul’), hvilket hentyder til, at aksene hos A. odoratum (nedenfor) med tiden bliver gule.

 

Stænglen bliver indtil 50 cm høj, og bladene vokser ofte vandret ud, til en længde af 1 m eller mere.

Artsnavnet kommer af latin niteo (‘skinnende’ eller ‘frodig’), hvilket sandsynligvis sigter til bladenes frodige vækst.

Det alternative slægtsnavn er afledt af oldgræsk hieros (‘hellig’) og chloe (‘ungt grønt skud’). På grund af dets duft blev græsset i Nordeuropa strøet foran kirkedørene på helligdage, hvilket forklarer det danske navn. Arten har også været anvendt i Frankrig som smagsstof til slik, tobak, limonade og parfume, og i Polen blev bladene tilsat vodka.

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘duftende’.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk a (‘ikke’) og peros (‘lemlæstet’), dvs. ‘uforandret’. Hvad det hentyder til er uklart.

 

Den er et almindeligt ukrudt i marker med vinterhvede.

Artsnavnet er dels latin, dels italiensk og betyder ‘tyve aks’, hvilket sigter til artens frodige blomsterstand.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk arrhenos (‘hanlig’) og atheros (‘børste’), hvilket sigter til, at kun de hanlige blomster har stak.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘høj’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for adskillige græsarter med stive, bambuslignende stængler.

 

I det vestlige USA er arten blevet plantet mange steder for at dæmpe jorderosion, samt som biomasse-plante. Talrige steder har den imidlertid bredt sig ukontrollabelt og regnes for invasiv, især langs vandløb, hvor den ofte fordriver den naturlige vegetation.

Artsnavnet var i Oldtidens Grækenland navnet på kæmperør.

 

 

 

 

 

 

 

Stænglerne er slanke, ofte hængende, indtil 1,2 m lange og op til 6 mm i tværmål, med forgreninger fra knæene. Bladskederne er længere end mellemrummene mellem knæene, glatte, bladene indtil 25 cm lange og 1,5 cm brede, med lange silkehår ved grunden. Blomsterstanden er en top, op til 30 cm lang, lysebrun, småaks op til 1 cm lange, med 2-5 blomster.

Stænglerne anvendes til kurvefletning.

Formosa er det gamle portugisiske ord for of Taiwan. Det betyder ‘smuk’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for havre.

 

Artsnavnet kan hentyde til den lange stak, eller til hårdusken ved dens basis.

 

 

 

 

 

Flyvehavre vokser på åbne steder og er et almindelig ukrudt på marker og i plantager, fra havniveau op til højder omkring 1500 m.

Arten menes at stamme fra Centralasien, og den har været tæt tilknyttet dyrkningen af almindelig havre (A. sativa) og andre kornarter siden den Ældre Jernalder. Den minder stærkt om den dyrkede havre, men kendes på sin meget lange stak, samt sin generelt højere vækstform.

Faktisk er kerner af flyvehavre også spiselige, men planten har den for dyrkning uheldige egenskab, at ved modenhed kastes kernerne straks, modsat den dyrkede havre.

”Forestiller man sig, at man ville høste flyvehavre, ville man kun høste halm og ingen havre,” som formidlingsinspektør på Naturhistorisk Museum i Aarhus, Lars Bøgh, udtrykker det. (Kilde: dr.dk/nyheder/viden/naturvidenskab/denne-plante-faar-aldrig-opholdstilladelse)

Flyvehavre var førhen så talrig, at den visse steder kunne nedsætte udbyttet i kornmarker med op mod 40%. I Danmark blev der i 1956 gennemført en lov, som bl.a. sagde, at: ”alle dyrkede og udyrkede arealer ved ejerens eller brugerens foranstaltning skal holdes fri for flyvehavreplanter.”

Inden de kemiske sprøjtemidlers indførelse skete denne fjernelse manuelt, hvilket var et meget tidskrævende arbejde. Det var dog en stor fordel, at flyvehavren ofte er højere end kornplanterne, den vokser iblandt, så den var ret nem at finde i markerne.

I dag er flyvehavre stadig et yderst besværligt ukrudt i mange lande, og på grund af sin enestående tilpasningsevne er den også blevet naturaliseret mange steder. Arten betragtes som en af verdens værste ukrudtsarter i landbruget. (Kilder: D.P. Jones (red.) 1976. Wild oats in world agriculture. An interpretative review of world literature. Agricultural Research Council. London; samt L.G. Holm m.fl. 1977. The World’s Worst Weeds. Distribution and Biology. University Press of Hawaii)

Artsnavnet er latin og betyder ‘uden smag’ – et besynderligt navn, da kernerne er spiselige. Navnet skal sandsynligvis forstås nedsættende, fordi kernerne falder af, så snart de er modne.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin Avena (‘havre’) samt ella, en endelse, der udtrykker noget småt, således ‘lille havre’.

 

Den er vidt udbredt på den nordlige halvkugle og findes også i bjergområder i det sydlige Sydamerika, det centrale Afrika, samt i Indonesien.

Artsnavnet er latin og betyder ‘bølget’, hvilket i lighed med det danske navn hentyder til de bølgede stilke i blomsterstanden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af dravidisk banbu eller malajisk bambu, begge lokale navne på bambus.

 

Hvis planten vokser under stress, bliver mellemrummene mellem leddene opsvulmede, hvilket har givet anledning til det folkelige navn Buddhas mave. Der hentydes ikke til Buddha Sakyamuni, men til den tykmavede Budai, ofte kaldt for ‘Den Leende Buddha’, som er en bodhisattva. Mere om dette emne findes på siden Religion: Buddhisme, og billeder af Den Leende Buddha kan ses på siden Kultur: Træsnit.

Artsnavnet er latin og betyder ‘opsvulmet’.

 

 

 

 

 

Mange varieteter er blevet skabt gennem selektiv udvælgelse, bl.a. var. striata, som har stærkt gule stængler med lodrette grønne striber.

Artsnavnet er latin og betyder ‘almindelig’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk brachys (‘kort’) og pous (‘fod’), hvilket sigter til de meget kortstilkede småaks hos disse planter.

 

Den vokser især i skyggefulde skove, ofte langs stier, hvor den kan danne store bevolsninger. Den har smalle, hængende, indtil 15 cm lange aks med meget kortstilkede småaks.

Artsnavnet betyder ‘vokser i skove’, afledt af latin silva (‘skov’).

 

 

 

 

 

 

 

I Oldtidens Grækenland var briza navnet på et græs med berusende virkning, måske en slags rajgræs (Lolium, se nedenfor), afledt af brizo (‘at være søvnig’ eller ‘at nikke af træthed’). Giftstofferne var ikke i selve græsset, men i galler eller andre parasitter på planten.

Det danske navn hentyder til aksenes form. På engelsk hedder disse planter quaking-grasses (‘raslende græsser’), hvilket sigter til de tørre aks, som rasler ved det mindste vindpust.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I Oldtidens Grækenland var slægtsnavnet påhæftet et græs-ukrudt, formodentlig flyvehavre (Avena fatua, ovenfor). Ordet bromos betyder ‘støj’, hvilket sigter til, at blomsterstanden hos flyvehavre rasler i vinden. Hvorfor navnet blev tilknyttet hejre-arterne er uvist. Det danske navn er beslægtet med norsk hagr (‘hestehår’) og hentyder til den lange stak hos disse planter.

 

Artsnavnet betyder ‘ligner Hordeum’ (byg, se afsnittet Kornsorter nedenfor). Det danske navn sigter til de blødhårede avner hos denne art.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ulig de fleste andre hejrearter vokser arten i skyggefulde skove. Den er hjemmehørende fra Skandinavien, de Britiske Øer og Spanien mod sydøst gennem Tyrkiet, Kaukasus og Iran til Himalaya.

Artsnavnet er latin og betyder ‘mange-grenet’.

 

 

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn og det danske navn er begge nedladende og sigter til, at dette græs er værdiløst i enhver henseende.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dette græs er hjemmehørende i størstedelen af Europa, mod øst gennem Mellemøsten og Centralasien til Mongoliet, Kina og Himalaya. Arten er også blevet forvildet mange andre steder kloden rundt, specielt i Nordamerika, hvor den ofte fordriver indfødte arter og er blevet erklæret for et uønsket ukrudt. Den vokser i forskellige åbne habitater og er ofte blandt de første til at invadere forstyrrede arealer.

Man må formode, at da den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) navngav denne art i 1753, havde han erfaret, at den til tider vokser i stråtage.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kalamus (‘rør’) og Agrostis (ovenfor).

 

I dag findes hjælme langs kyster verden rundt. På et tidspunkt blev arten indført til Nordamerika, Australien, New Zealand, og andre steder med henblik på at blive plantet for at dæmpe kysterosion. Den har imidlertid spredt sig ukontrollabelt og er nu en meget skadelig plante langs Stillehavskysten i Nordamerika, samt i New Zealand og det vestlige Australien, idet den fordriver indfødte plantearter.

Artsnavnet, afledt af latin arena (‘sand’), samt det tidligere slægtsnavn, afledt af oldgræsk ammos (‘sand’) og philos (‘at elske’), hentyder begge til artens habitat. Det danske navn kommer af oldnordisk halmr (‘halm’ eller ‘strå’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘bliver langsomt grå’. Måske hentyder det til den visne blomsterstand.

 

 

 

 

 

En af artens foretrukne habitater er strandenge, hvor den ofte optræder yderst invasivt, idet den spreder sig ved hjælp af de underjordiske rhizomer og derved fordriver andre planter.

Artsnavnet er en forvrængning af det oldgræske epigaios (‘med krybende jordstængel’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en latiniseret form af det oldgræske ord kegchros (‘hirsegræs’) og sigter til nogle af arternes lighed med visse hirsearter. Navnet lampepudsergræs hentyder til akset hos de tidligere Pennisetum-arter, der kan minde om en gammeldags blød kost til at pudse lampeskærme af glas med.

 

Artsnavnet betyder ‘minder om Alopecurus’ (ovenfor), afledt af oldgræsk alopex (‘ræv’), oura (‘hale’), genitiv urus, samt oides (‘lignende’), således ‘ligner en rævehale’, hvilket sigter til akset.

Billederne herunder er alle fra Taiwan, hvor denne art er meget almindelig.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art er hjemmehørende i tropiske egne af Amerika, men er blevet naturaliseret i de fleste tropiske og subtropiske egne af verden, idet den uhyre nemt spredes ved hjælp af frugterne, der hager sig fast i næsten alt. Den vokser i mange forskellige habitater og betragtes som et ondartet ukrudt i landbrugsområder i 35 lande.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er hjemmehørende i det nordlige og østlige Afrika, Arabien og den Nære Orient, men er blevet naturaliseret mange andre steder. Den betragtes ofte som en invasiv plante, der udgør en trussel mod indfødte plantearter. Den øger også risikoen for omfattende brande, som den er tilpasset til, og udgør herved en endnu større fare for de lokale arter.

Artsnavnet er latin og betyder ‘stivhåret’, hvilket sigter til stakken.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet hentyder til gudinden Chloris i den græske mytologi, som var beskytter af plantevækst.

 

Chloris barbata er et almindeligt ukrudt i sukkerrørs- og rismarker, hvilket er et alvorligt problem, da den er værtsplante for mange skadedyr på ris, bl.a. hvidryggede tæger (Sogatella furcifera og Sogatodes pusanus), ristægen (Leptocorisa oratorius), larver af natsværmeren Mythimna separata, kornthrips (Haplothrips ganglbaurei og Chirothrips mexicanus) m.fl.

Artsnavnet er latin og betyder ‘skægget’, hvilket sigter til blomsterstanden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet stammer fra Aymara chusque, navnet på en bambusart. Selv i dag findes ordet fortsat på adskillige caribiske øer. Taino-folkene, som ved spaniernes ankomst beboede disse øer, levede oprindeligt på fastlandet, men måtte flygte.

 

Artsnavnet er en spansk forvrængning af cula, Araucana-folkets navn på denne plante.

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk koix, som ifølge den græske filosof og botaniker Theofrastos (ca. 371 – ca. 287 f.Kr.) var navnet på en egyptisk palmeart, hvis blade blev anvendt til at flette diverse genstande. Hvorfor den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) møntede navnet på denne græsslægt er lidt af et mysterium.

 

Det latinske artsnavn, som betyder ‘Jobs tårer’, såvel som de danske navne Jobs tårer, Kristi tårer, Davids tårer og Jomfru Marias tårer, hentyder alle til artens tåreformede, perleagtige frø.

I det Gamle Testamente var Job en from mand med mange dyder, som gennemgik talrige lidelser, fordi Satan konfronterede Gud og sagde, at han var i stand til at få Job til at forbande Gud. Det fik Gud til at tillade Satan at teste Jobs fromhed gennem forskellige prøvelser. Job vidste, at han var uskyldig og konkluderede, at Gud var uretfærdig, men forblev alligevel loyal mod ham. I Jobs Bog, kap. 16, v. 20, hedder det: “Mine Venner ere blevne mine bespottere, med Taarer vender mit Øie sig til Gud.”

På et tidligt tidspunkt blev Jobs tårer indført til USA. Blandt Cherokee-folket blev kernerne kendt som Cherokee corn beads, og de blev anvendt som pynt i hvert fald siden grundlæggelsen af Cherokee-nationen (1794). I 1838 blev omkring 16.000 Cherokee-folk tvunget til at forlade deres hjemlande i det sydøstlige USA og vandre til det nuværende Oklahoma. Under denne forflytning vurderes det, at omkring 4000 døde. En legende fortæller, at frø af Jobs tårer spirede langs de forskellige benyttede vandringsruter, der med et fællesnavn kaldtes for ’Tårernes Sti’, på Cherokee-sprog Nunna daul Isunyi (‘Stien hvor vi græd’).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af spansk cortadera (‘machete’), hvilket sigter til de meget skarpe bladrande hos disse planter.

 

Artsnavnet hentyder til Araucanerne, et tidligere folkeslag i Chile.

 

 

 

 

 

Pampasgræs er meget tilpasningsdygtig, og en enkelt plante kan i sin levetid producere over en million frø. Som et resultat heraf er den blevet invasiv mange steder, bl.a. i New Zealand, Florida, Californien, Hawaii, Sydafrika og Spanien.

Artsnavnet blev givet til ære for den tyske naturhistoriker Friedrich Sellow (oprindeligt Sello) (1789-1831), som boede i Brasilien og Uruguay 1814-31, hvor han indsamlede talrige plantearter, der var nye for videnskaben. I 1831 druknede han i Rio Dolce, kun 42 år gammel.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk koryne (‘kølle’) og phoros (‘bærer’), hvilket sigter til stakkens form.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘bliver langsomt grå’. Måske hentyder det til den visne blomsterstand.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kyon (‘hund’), genitiv kynos, samt oura (‘hale’), genitiv urus, hvilket sigter til aksets form.

 

Den findes i hele Europa, med undtagelse af Island, mod øst til den vestlige del af europæisk Rusland, mod syd til Middelhavet og Iran. Den er også blevet naturaliseret i andre egne af verden, bl.a. Nord- og Sydamerika, Australien og New Zealand.

Artsnavnet er latin og betyder ‘toppet’, hvilket hentyder til småaksets form (se billede øverst på denne side).

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk daktylis, en slags vindrue med finger-formede klaser. I botanisk sammenhæng refererer ordet til en blomsterstand, som er opdelt i finger-lignende sektioner.

 

Den er vidt udbredt, fra Island mod øst til det centrale Sibirien, mod syd til det nordlige Afrika, Sri Lanka, Kina og Taiwan, og den er blevet naturaliseret i mange andre egne kloden rundt. Nogle steder betragtes den som invasiv. I den nordlige del af udbredelsesområdet vokser den ned til havniveau, mens den i den sydlige del er begrænset til bjerge. I Himalaya træffes den i højder mellem 2500 og 4000 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘oprullet’, i dette tilfælde med henblik på de tætsiddende småaks.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet blev givet til ære for den franske kirurg og naturhistoriker Louis Auguste Deschamps (1765-1842). Han var læge ombord på den franske fregat L’Esperance, som i følge med andre skibe sejlede ud i 1791 for at søge efter et andet skib, La Perouse, der var forsvundet i Stillehavet. Eftersøgningen var imidlertid forgæves, og L’Esperance var også forfulgt af ulykker. Ud af mandskabet på 119 døde de 89, deriblandt kaptajnen, og skibeme blev opbragt af hollænderne i Hollandsk Ostindien (i dag Indonesien). Deschamps forblev på Java indtil 1802, og under opholdet udforskede han bl.a. den lokale flora og fauna.

 

Arten bliver op til 1,4 m høj og vokser i forskellige typer græsland, fortrinsvis i fugtige områder. Den er vidt udbredt på den nordlige halvkugle, mod syd til Mexico, Iran og Kina, og den findes også i bjergegne i det centrale Afrika, samt i det østlige Australien.

Artsnavnet er afledt af latin caespes (‘klump’), hvilket sigter til den tueformede vækst.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk Eleusis, navnet på en by, hvor optagelsesriter i en kult centreret omkring gudinderne Demeter og Persefone fandt sted. Det menes, at denne kult havde sin rod i en ældre kult, der var centreret omkring afgrøder.

 

Denne art, som muligvis er hjemmehørende i varmere områder af Afrika og Asien, betragtes som et “alvorligt ukrudt” i mindst 42 lande. Foruden at optræde som ukrudt i dyrkede områder invaderer den også skovkanter, græsklædte områder, moser, flodbredder og vejkanter. I dag er den opført som invasiv i adskillige lande i Europa, Asien, Mellem- og Sydamerika og Caribien, samt på mange øer i Stillehavet. (Kilder: cabi.org/isc/datasheet/20675; L.G. Holm et al., 1977. The World’s Worst Weeds. Distribution and Biology. University Press of Hawaii)

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk elymos (‘hirse’). Det olddanske ord kwik er af indoeuropæisk oprindelse, nært beslægtet med latin vivus (‘levende’) og græsk bios (‘liv’), altså noget, der var levende. Senere, i formen kvik, blev navnet overført til almindelig kvik (nedenfor).

 

Artsnavnet er afledt af latin canis (‘hund’) – i lighed med det danske navn en nedsættende betegnelse, der blev anvendt om vækster, som var helt unyttige for mennesker.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet betyder ’krybende’ på latin, hvilket hentyder til de krybende jordstængler. Det ældre slægtsnavn Elytrigia er afledt af græsk eletryon (’skjul’) og tryge (’kornafgrøde’), hvilket sigter til, at kvik ’skjuler’ sig i kornet.

Det midtjyske folkenavn bondevenner er ironisk ment om dette ondartede ukrudt, mens navnene senegræs, kattetarme og sejlgarn er et billede på de seje rhizomer. Navnet bedstemors hageskæg hentyder også til rhizomerne, der sætter sig fast i harvens tænder.

Den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.), forfatter til De Materia Medica (fem bind om urtemedicin), fastslår, at et afkog af kvik-rodstængler er godt som vanddrivende middel samt mod nyresten. Den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612) skriver: “Skønt kvikgræs kan være en uvelkommen gæst på marker og i haver, vil dens dyder som lægeplante kompensere for denne skade; thi den åbner for forstoppelse af leveren uden ledsagende feber.”

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er latin og betyder formentlig ‘græsstrå’. Det danske navn stammer fra tysk Schwingel, afledt af schwingen (‘at svinge’), hvilket sigter til de vajende stængler.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘høj’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten dyrkes som prydplante, samt til plænegræs eller jorddække.

Artsnavnet er latin og betyder ‘rød’, hvilket sigter til de rødlige småaks.

 

 

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn kommer af vivus (‘levende’) og parus (‘at føde’), således ‘den der får levende afkom’, hvilket i lighed med det danske navn hentyder til, at småaksene spirer, mens de endnu sidder på planten.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk glykeros (‘sød’), hvilket sigter til disse planters spiselige og søde frø.

 

Den findes i hele Europa, mod øst til Ural-bjergene, mod syd til Marokko, Tyrkiet og Turkmenistan.

Førhen blev planten dyrket for frøene, der blev kogt og spist som grød, deraf det danske navn.

Artsnavnet er latin og betyder ‘flydende’, hvilket hentyder til de flydende blade.

 

 

 

 

 

 

 

Den er udbredt i Europa, med undtagelse af Island og den Iberiske Halvø, mod øst til det vestlige Sibirien, mod syd til Kazakhstan og Xinjiang. Den er også blevet naturaliseret i bl.a. Nordamerika, Australien og New Zealand, hvor den mange steder betragtes som invasiv.

I lighed med foregående art er frøene spiselige og smager sødt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk hesperos (‘vestlig’).

 

Arten danner små tuer, stængel opret, indtil 1 m høj, blomsterstenden op til 28 cm lang. Ved modenhed snoes stakken i spiral og er op til 20 cm lang. Den har givet anledning til et af plantens folkenavne, needle-and-thread grass (‘nål-og-tråd-græs’), idet den kan minde om en synål med tråd.

Artsnavnet er afledt af latin coma (‘hår’), hvilket sigter til den lange hårede stak.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske græske navn på gold byg (Hordeum murinum, nedenfor). Hvorfor navnet blev hæftet på denne slægt, er uklart.

 

Den er udbredt i Europa, fra Irland og Portugal mod øst til det vestlige Rusland og Kaukasus, samt fra Skandinavien mod syd til det nordlige Afrika, men er blevet indført som foderplante mange andre steder. I Nordamerika betragtes den som invasiv.

Det latinske artsnavn betyder ‘ulden’, hvilket sigter til de dunhårede stængler og blade.

 

 

 

 

 

 

 

Arten er udbredt i Europa, fra Irland og Portugal mod øst til det vestlige Rusland og Kaukasus, samt fra Skandinavien mod syd til det nordlige Afrika og Grækenland.

Det latinske artsnavn betyder ‘blød’, hvilket sigter til de dunhårede stængler og knæ.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for byg, afledt af proto-italiensk horzdeom (‘stikkende’), hvilket sigter til den lange, stikkende stak hos disse planter. Ordet byg stammer tilbage fra oldnordisk, af germansk oprindelse.

 

Stænglen er opret, indtil 1 m høj, glat, med kløvede og hårede bladskeder. Blomsterstanden er et nikkende aks, hvert småaks med 7 stakke, indtil 8 cm lange, forsynet med skarpe tænder, der peger opad og nemt griber fat i en dyrepels eller et menneskes tøj, hvorved frøene spredes.

Tidligere stødte Kawaiisu-folket frøene til mel, og hele planten blev anvendt som slibemiddel til at fjerne det ydre lag på yucca-stængler. Chippewa- og Potawatomi-folkene anvendte roden medicinelt.

Det latinske artsnavn kommer af iuba (‘manke’ eller ‘top’), hvilket naturligvis (i lighed med det danske navn) sigter til de buskede stakke.

 

 

 

 

 

Stænglen er ugrenet, indtil 40 cm høj, aks lysegrønne eller gullige, med småaksene siddende 3 og 3 sammen, stak kort, indtil 2 cm lang, udspærret ved modenhed.

Det latinske artsnavn kommer af murus (‘mur’) og hentyder til, at denne art ofte træffes langs mure og stengærder. Det danske navn er nedladende og sigter til, at dette græs er værdiløst, hvilket er lidt uretfærdigt, da arten visse steder anvendes som foder.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet blev givet til minde om den tyske læge og botaniker Georg Ludwig Koeler (1764-1807), som påbegyndte sine botaniske studier i 1786. Hans mål var at publicere et værk med titlen Flora von Deutschland, Frankreich und der Schweiz, men kun afsnittet om græsser blev offentliggjort. Hans tidlige død under en tyfus-epidemi i 1807 satte en stopper for arbejdet.

 

Arten er udbredt fra England, Danmark og de Baltiske Lande mod øst til det østlige Sibirien, mod syd til Middelhavet, Iran og det vestlige Himalaya. Tidligere mente man, at den også var udbredt i Nordamerika, men planterne her betragtes nu som en selvstændig art, K. macrantha.

Det latinske artsnavn hentyder sikkert til blomsterstanden. Det gør det danske navn ihvertfald, idet akset – med lidt god vilje – minder om en grovtakket kam.

 

 

 

 

 

Den er en tuedannende plante, som bliver indtil 50 cm høj, med lysegrønne blade og talrige korte, ovale blomsterstande, som bliver blegbrune eller hvide ved modenhed.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk lagos (‘hare’) og oura (‘hale’), genitiv urus, hvilket sigter til den uldne blomsterstand. Artsnavnet er latin og betyder ‘oval’, hvilket hentyder til blomsterstandens form.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er et anagram af Elymus, som er en latiniseret form af oldgræsk elymos (‘hirse’).

 

Marehalm kendes nemt på de blåduggede blade, som er op til 1 m lange og 1,5 cm brede, samt en kraftig, indtil 1,5 m høj stængel med et indtil 30 cm langt aks. Skedehinden er kort, ca. 1 mm, og randhåret. Arten har lange udløbere og danner ofte store bevoksninger.

Kernerne er spiselige, men er næppe umagen værd, da de er vanskelige at få ud af avnen.

Artsnavnet er afledt af latin arena (‘sand’), hvilket sigter til plantens habitat. Det danske navn kommer af oldnordisk maralmr, af mar (‘hav’) og halmr (‘halm’ eller ‘strå’).

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af indoeuropæisk lol (‘gøre søvnig’ eller ‘lulle i søvn’). I Oldtidens Rom var det navnet på et frygtet ukrudt, sandsynligvis giftig rajgræs (Lolium temulentum), som af den romerske digter Publius Vergilius Maro (70-19 f.Kr.), på dansk kaldt for Virgil, blev beskrevet som “det ulykkebringende Lolium.” Græsset var ofte inficeret af svampe, som producerer et giftigt alkaloid, temulin, der forårsager svimmelhed, forvirring og synsforstyrrelser. Man stødte kernerne til mel og blandede pulveret i alkohol for at forstærke rusen. Spor af temulin er fundet i egyptiske grave fra omkring 2500 f.Kr.

Det kan også være denne plante, der hentydes til som tare i Matthæus-evangeliet, 13. kap., v. 30: “Lader dem begge voxe tilsammen indtil Høsten; og i Høstens Tid vil jeg sige til Høstfolkene: Samler først Klinten tilsammen, og binder den i Knipper at opbrænde den; men samler Hveden i min Lade.”

Ganske vist siger den danske tekst ‘klinte’, men det er sandsynligt, at man i oversættelsen helst ville nævne et ukrudt, som danskerne var bekendt med. I de engelske oversættelser har man bevaret ordet tare.

 

Det latinske artsnavn kommer af oldgræsk arundo, det klassiske navn på på kæmperør (Arundo donax, ovenfor), men ordet kan også betyde ‘rør’ i almindelighed og hentyder i dette tilfælde sikkert til artens temmelig stive stængler.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Som dens navn fortæller, er det en stor art, som danner løse tuer, stængel indtil 1,5 m høj, til tider mere. De brede blade og toppen hænger i elegante buer. Ved grunden af bladet omsluttes stænglen af iøjnefaldende, seglformede, brunlige tænder.

 

 

 

 

 

Dens oprindelige udbredelsesområde er sandsynligvis fra Sydeuropa mod øst til Kazakhstan, mod syd til det nordlige Afrika, Iran og det vestlige Himalaya. Den er imidlertid blevet dyrket som foderplante gennem hundreder af år, og i dag ses den forvildet i de fleste egne af verden. I nogle områder betragtes den som et ondartet ukrudt i kornmarker, andre steder betegnes den som invasiv i forskellige habitater.

Artsnavnet er latin og betyder ‘mangeblomstret’.

 

 

 

 

 

Arten er oprindelig i Europa (med undtagelse af Island), mod øst til det centrale Sibirien, mod syd til det nordlige Afrika, Iran og Himalaya. Den blev på et tidligt tidspunkt indført til de fleste andre egne af kloden som foderplante, til at stabilisere jordbunden, samt som plænegræs og til golfbaner.

Artsnavnet er latin og betyder ‘flerårig’.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er blevet forklaret på forskellig vis. På latin betyder melica ‘boghvede’, og med lidt god vilje minder småaksene af enblomstret flitteraks (nedenfor) om boghvedegryn. En anden mulighed er, at navnet kommer af oldgræsk meli (‘honning’), hvilket sigter til stænglen, der smager sødt.

Det danske navn kommer af tysk Flitter, afledt af flittern (‘at hviske’ eller ‘i ustadig bevægelse’), hvilket måske hentyder til, at de modne småaks rasler en smule i vinden.

 

Arten er udbredt fra de baltiske lande og Tyskland mod syd til det nordlige Afrika, samt fra Frankrig og Spanien mod øst til Kazakhstan, Xinjiang og Iran. I Norden forekommer den i de sydøstlige dele af Sverige og et enkelt sted i det sydlige Finland.

Artsnavnet er latin og betyder ‘håret’, hvilket sigter til det hårede aks.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er vidt udbredt, fra England mod øst til Kamchatka, og fra Skandinavien og Sibirien mod syd til Middelhavet, Tibet og Kina. Den vokser i skove og andre skyggefulde steder, i højder op til 2300 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘nikkende’, hvilket sigter til blomsterstanden.

 

 

 

 

 

Den er udbredt i størstedelen af Europa, fra Skandinavien mod syd til det nordlige Afrika og Syrien, samt fra de Britiske Øer mod øst til de baltiske lande, Ukraine og Kaukasus.

Det latinske artsnavn betyder ‘enblomstret’.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer muligvis af oldgræsk melas (‘sort’), hvilket sigter til de karakteristiske sorte frø af denne slægt, eller måske af oldgræsk melinos (‘askegrå’), hvilket kan hentyde til, at blomsterstanden hos Natal-græs er askegrå, inden den bliver snehvid.

 

Den er hjemmehørende fra Mauritanien og Sudan mod syd til Kap-provinsen, og endvidere på Madagascar og i det sydlige Arabien, men den er blevet indført som prydplante, eller indslæbt, til mange andre egne af kloden. Den er blevet erklæret invasiv i Mexico, USA, Australien, den Dominikanske Republik og Fransk Polynesien.

Artsnavnet er latin og betyder ‘lav’, sikkert en hentydning til tuedannelsen.

Billederne herunder er alle fra Taiwan, hvor arten er meget almindelig og ofte vokser langs veje eller på ryddepladser.

 

 

Slægtsnavnet er latin og betyder ‘hirse’.

 

Arten er vidt udbredt i tempererede egne på den nordlige halvkugle, fra Europa mod øst til Stillehavet, mod syd til Middelhavet, Afghanistan, Himalaya, Kina og Taiwan, samt i det nordøstlige Nordamerika. Den vokser i fugtige, ofte temmelig mørke skove samt langs skovkanter.

Artsnavnet er latin og betyder ‘løst udbredt’, sandsynligvis med hentydning til stilkene i blomsterstanden.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk miskos (‘blomsterstilk’) og anthos (‘blomst’), hvilket hentyder til de stilkede småaks. Artsnavnet er latin og betyder ‘med mange blomster’. Det danske navn sigter vel til, at disse planter er store.

 

Det danner ofte en tæt klump af kraftige oprette stængler, indtil 3,5 m høje, som langsomt breder sig gennem underjordiske stængler. Den store duskede blomsterstand, der bliver op til 40 cm lang, har masser af små lyserøde blomster, som er dækket af brunlige hår, der bliver snehvide, efterhånden som frøene modnes. Småaksene er stilkede og har hver en hjukformet krans af hår ved grunden.

Arten plantes ofte som hæk eller vindbryder mellem marker, og den dyrkes også som prydplante. Kernerne er spiselige, og planten udgør et glimrende husdyrfoder. Den er også blevet anvendt medicinelt.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med mange blomster’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘over eller på den anden side af Mount Morrison’, opkaldt efter Robert Morrison (1782-1834), en skotsk protestantisk missionær, som arbejdede i Macao og Guangdong, samt på Malakka-halvøen. Dette bjerg, som i dag kaldes for Yu Shan (‘Jadebjerget’), er det højeste bjerg i Fjernøsten (3952 m).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet blev givet til ære for den spanske jesuiterpræst, naturhistoriker, historiker og sprogforsker Juan Ignacio Molina (1740-1829), som boede i Chile. Han var blandt de første til at fremsætte teorien om en gradvis udvikling af arterne, 44 år før Charles Darwin, der ofte citerede ham i Arternes oprindelse. I 1768 blev Molina tvunget til at forlade Chile på grund af undertrykkelse af jesuitterne. Han slog sig ned i Italien, hvor han med tiden blev professor i naturhistorie på universitetet i Bologna. Hans Saggio sulla Storia Naturale del Chili (1778) var den første beskrivelse af Chiles naturhistorie.

 

Dette tuedannende græs vokser i hedemoser og andre fugtige områder, gerne på fattig jordbund, med mange, op til 1,2 m høje stængler. Bladene er op til 45 cm lange og 6 mm brede, og i stedet for skedehinde har den en krans af hår. Blomsterstanden er en op til 20 cm lang top med mørkt purpurfarvede småaks.

Artens tætte tueform gør den meget modstandsdygtig mod brande, og den er en aggressiv plante, som ofte er i stand til at udkonkurrere andre arter. Derfor er den uønsket på de jyske heder, hvor man forsøger at bekæmpe den, hvilket er meget vanskeligt.

Artsnavnet er latin og betyder ‘mørkeblå’, hvilket sigter til den purpurfarvede blomsterstand.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten danner ofte tætte bestande af kompakte tuer med meget tynde grågrønne blade, op til 30 cm lange, men kun 1 mm brede. Stænglerne bliver op til 60 cm høje. Den vokser i hedemoser og græsklædte områder, altid på næringsfattig, sur sandbund eller hede.

Slægtsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk nardos, et ord, der blev anvendt for adskillige græsser. Det danske navn hentyder til de tynde, spidse blade. Et folkenavn på arten er uredt hår, hvilket sigter til, at bladene i en tue ofte peger i alle retninger.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på kolbehirse (Setaria italica, se afsnittet Kornsorter nedenfor). Ordets oprindelse er usikker, sandsynligvis afledt af enten panis (‘brød’) eller panus (‘en frøstand af hirse’).

 

Arten spredes nemt ved hjælp af de store, forgrenede, spidse rhizomer, som har givet anledning til et af artens engelske navne, torpedograss. Af Mississippi State University kaldes den for “en af verdens værste ukrudtsarter. (…) I fuldt udvokset tilstand måler dette græs op til 1 m og danner tætte bestande, som udkonkurrerer lokale arter og medfører tab af diversitet og forstyrrer den overordnede økologiske balance.”

Artsnavnet er latin og betyder enten ‘krybende’ (hvilket dette græs overhovedet ikke er) eller ‘pludselig’, ‘uventet’, hvilket kan sigte til, at arten dukker op allevegne.

Adskillige andre billeder af denne art vises på siden Planteliv: Byens planteliv.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på kanariegræs (P. canariensis), oprindeligt fra græsk phaleros (‘glinsende’), hvilket sigter til denne arts skinnende frø.

 

Den stive stængel bliver op til 2 m høj, blade lysegrønne (brogede hos dyrkede former, der undertiden ses forvildet), spredte med ensartede mellemrum op ad stænglen, oftest flade, indtil 30 cm lange og 2 cm brede, ru på oversiden, skedehinden op til 7 mm lang, tandet. Blomsterstanden er en stor top, indtil 20 cm lang, under blomstringen med udstående grene, senere sammentrængte, småaks til 7 mm lange.

Denne art er vidt udbredt i subarktiske, tempererede og subtropiske egne på den nordlige halvkugle, mod syd til Mexico, Middelhavet, Iran, Himalaya og Indokina, og den forekommer også i bjergegne i det østlige Afrika, Madagascar og Sri Lanka.

Det latinske artsnavn kommer af oldgræsk arundo, det klassiske navn på på kæmperør (Arundo donax, ovenfor), men ordet kan også betyde ‘rør’ i almindelighed og hentyder i dette tilfælde til artens lighed med tagrør.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk phleos, en sivart (Juncus), som fandtes på fugtige lokaliteter. Hvorfor den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) hæftede navnet på denne slægt, er uvist, da de fleste rottehale-arter ikke er tilknyttet vådområder.

Det danske navn hentyder til aksets form.

 

I bredeste forstand har alpe-rottehale en meget stor udbredelse, idet den findes i de fleste tempererede områder på den nordlige halvkugle, samt i det sydlige Sydamerika. Tidligere mente man, at planter i Alperne og omkringliggende bjerge udgjorde en særlig underart, rhaeticum, men denne underart anerkendes ikke længere af Kew Gardens. Da dens aks er meget længere end hos den typiske alpinum, ser jeg ingen grund til ikke at bevare den.

Underartsnavnet hentyder til Rhätia, som var en provins i Romerriget, opkaldt efter Rhäterne, et folk, som beboede hvad der i dag udgør det centrale og østlige Schweiz, de sydligste egne af Tyskland, Vorarlberg og størstedelen af Tyrol i Østrig, samt det nordlige Lombardiet i Italien.

 

 

 

 

 

Den er vidt udbredt, idet den findes i næsten hele Europa og videre østpå til det østlige Sibirien, sydpå til det nordlige Afrika, Iran, Tibet og det nordlige Kina.

Artsnavnet er latin og betyder ‘ligner Phleum‘, hvilket synes meningsløst, da den rent faktisk er placeret i slægten Phleum. Forklaringen er, at i 1818 blev den navngivet Chilochloa phleoides af den franske botaniker Nicaise Auguste Desvaux (1784-1856).

Et af artens engelske navne er Boehmer’s cat’s-tail. Dette navn blev givet til ære for den tyske botaniker og læge Georg Rudolf Böhmer (1723-1803), professor i botanik og anatomi ved universitetet i Wittenberg. Han publicerede et naturhistorisk værk i 5 bind med titlen Bibliotheca scriptorum historiae naturalis.

 

 

 

 

 

Arten er hjemmehørende i hele Europa, mod øst til det østlige Sibirien, mod syd til Marokko, Iran og det vestlige Himalaya. Den er blevet indført til de fleste andre egne af kloden som fodergræs og forvildes ofte.

Artsnavnet er latin og betyder ‘vokser i enge’.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk phragma (‘hegn’ eller ‘skærm’), hvilket sigter til anvendelsen af tagrør (nedenfor) til fletning af hegn.

 

Tagrør er udbredt næsten overalt på kloden og mangler kun i nogle tropiske områder, bl.a. regnskove, samt på Antarktis og i visse arktiske egne.

Denne plante er blevet udnyttet af mennesket gennem årtusinder, specielt til huskonstruktion, tagtækning, samt fremstilling af måtter og kurve. En nylig brug er til rensning af spildevand i rodzoneanlæg. Spildevand ledes gennem en kunstigt anlagt rørskov, hvor bakterier på rhizomerne fjerner de fleste næringsstoffer. Billeder, som viser artens anvendelse, ses nedenfor i afsnittet Andre anvendelser af græsser.

Unge stængler og rhizomer kan tørres og stødes til mel, og rhizomerne anvendes også i traditionel kinesisk medicin mod forskellige lidelser, såsom hoste og slim i luftvejene.

Artsnavnet er latin og betyder ‘sydlig’ – et underligt navn, må man sige. Sydlig i forhold til hvad?

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk phyllon (‘blad’) og stachys (‘aks’), hvilket sigter til blomsterstanden, der har blade for enden af de primære grene.

 

Det er en stor plante, som undertiden når en højde af 20 m, med stængler på op til 9 centimeters tykkelse. Der er op til 40 cm mellem leddene. Arten spredes bl.a. gennem underjordiske rhizomer, der ofte vokser et godt stykke væk fra moderplanten, inden den danner en ny klump. Den er således i stand til at danne udbredte bevoksninger.

Arten dyrkes som prydplante, samt for stænglerne, der anvendes som materiale til huse, møbler, paraplyer, kasser og landbrugsredskaber, samt til fremstilling af papir. Unge skud indsamles i naturen, når de når en højde af ca. 10 cm, hvorefter de koges og spises.

Artsnavnet hædrer den japanske botaniker Tomitaro Makino (1862-1957), kaldt for ‘den japanske botaniks fader’. Han var blandt de første japanske botanikere, som klassificerede planter efter det system, som var udviklet af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78). Makino opdagede omkring 600 arter, som var nye for videnskaben, og han navngav over 2500 planter.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet betyder simpelthen ‘foder’ på oldgræsk.

Ifølge Gyldendals Den Store Danske kommer navnet rapgræs måske af norsk rapp, der muligvis er beslægtet med rape (dværgbirk), på oldnordisk hrapi, eller af jysk dialekt rappe (‘lyngbusk’). Uanset hvad er forbindelsen svær at få øje på.

 

Den er vidt udbredt på den nordlige halvkugle, fra subarktiske egne mod syd til Texas, Nordafrika, Iran, Himalaya og Kina. Den vokser i lunde og lyse skove, ofte nær skovbryn.

Artsnavnet er latin og betyder ‘vokser i lunde’.

 

 

 

 

 

 

 

Arten er vidt udbredt på den nordlige halvkugle, fra subarktiske egne mod syd til Mexico, Middelhavet, Iran, Himalaya og Indokina, og den vokser også i bjergegne i Yemen, Filippinerne, Java og Ny Guinea. Andre steder er den blevet indført som fodergræs.

Artsnavnet er latin og betyder ‘vokser i enge’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet blev givet til ære for den italienske botaniker Benedetto Luigi Puccinelli (1808-50), som var professor i botanik ved universitetet i Lucca, samt direktør for Lucca botaniske have. Han skrev et værk med titlen Synopsis plantarum in agro Lucensi sponte nascentium (‘Synopsis over spontant voksende planter i landlige områder omkring Lucca’).

 

Arten vokser i fugtige habitater, normalt på salt jorder, bl.a. langs saltede veje. Den er udbredt i Eurasien, fra Island mod øst til Alaska, og fra subarktiske områder mod syd til Middelhavet, Jordan, Iran og Kina. Den er også almindeligt naturaliseret i Nordamerika.

Artsnavnet hentyder til den ret store afstand mellem sidegrenene i blomsterstanden.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin seta (‘stift hår’), hvilket sigter til stakken.

 

Den kan nå en højde af 1 m, men er normalt lavere, stængler oftest glatte, grønne, undertiden med purpuragtigt skær, blade op til 30 cm lange, blomsterstand cylinderformet, aks-lignende, til tider gul, op til 15 cm lang, småaks med kort stak. Den vokser i mange åbne habitater, bl.a. plæner, vejkanter, dyrkede marker og i byer langs fortove.

Artsnavnet er latin og betyder ‘dværg’.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk spora (‘frø’) og bolos (‘kaste’), hvilket sigter til, at frøene let løsnes.

 

Arten bliver op til 1,5 m høj, stængel glat, blade indtil 60 cm lange og 2,5 cm brede ved grunden, skarpt tilspidset og nedadbøjet i spidsen. Blomsterstanden er en ensidig, akslignende top, op til 40 cm lang, småaks indtil 1,4 cm lange. Blomsterne er gulgrønne, og frøene bliver brune i løbet af vinteren. Arten spreder sig ofte ved hjælp af underjordiske rhizomer, som udgør et vigtigt fødeemne for snegæs (Anser caerulescens).

Artsnavnet er latin og betyder ‘med blomster skiftevis’.

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn betyder ‘engelsk’.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af styppeion, det oldgræske ord for taver af hør eller hamp. I sin Commentarii de Bello Gallico (‘Notater om den Galliske Krig’) nævner den romerske kejser Gaius Julius Cæsar (100-44 f.Kr.), at dette græs blev anvendt som stråtag.

 

Den er en tuedannende plante, stængel til 70 cm høj, blade blågrønne, sammenrullede, indtil 15 cm lange og 4 mm brede, bladskede og skedehinde hårede i randen. Blomsterstanden er en tæt top, op til 15 cm lang, småaks indtil 2 cm lange, stakken meget lang, til 10 cm.

Artsnavnet hentyder til Kap-provinsen i Sydafrika.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk thino (‘sand’) og pyros (‘hvede’), hvilket sigter til den primære habitat for strand-kvik (nedenfor).

 

Strand-kvik er tilknyttet sandede strande, hvor den ofte optræder som pionerplante i forklitten, men er også truffet inde i land i alkali-områder og langs veje.

Arten er hjemmehørende i det nordvestlige og vestlige Europa, fra Skandinavien, Finland og de baltiske lande mod syd til Frankrig, mod vest til Irland. Den er også rapporteret fra Svalbard og Marokko. Den er almindelig i Danmark.

Artsnavnet er afledt af latin junceus (‘siv-lignende’) og forma (‘form’), hvilket hentyder til dens lighed med visse siv-arter (Juncus).

 

 

 

 

 

Antilope-arterne nævnt nedenfor er beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Antiloper, zebraer på siden Natur: Mønstre i naturen, geparden på siden Portrætter, løven på siden Dyreliv – Pattedyr: Løven – savannens konge.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Græsser, specielt bambus, udnyttes endvidere til fremstilling af en lang række genstande, bl.a. tagtækning, måtter, kurve, stilladser, flåder, broer, vandrør, fiskeruser og regnslag. De anvendes også ornamentalt, mest i form af græsplæner. Nogle græsser dyrkes som biobrændsel.

 

 

Det menes, at dyrkning af ris påbegyndtes i det centrale Kina for omkring 10.000 år siden. I dag er ris den vigtigste fødekilde på kloden, idet den udgør grundføden for over halvdelen af verdens befolkning.

I 2020 var verdensproduktionen omkring 750 millioner tons. De vigtigste producenter var Kina med ca. 210 mill. tons og Indien med ca. 180 mill. tons. Andre store producenter er Bangladesh, Indonesien og Vietnam.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for ris, mens artsnavnet er latin og betyder ‘sået’ eller ‘plantet’.

Billederne herunder viser alle asiatisk ris.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I 2020 var verdensproduktionen omkring 760 millioner tons. De største producenter var Kina (ca. 135 mill. tons), Indien (ca. 108 mill. tons), Rusland (ca. 86 mill. tons), USA (ca. 50 mill. tons), Canada (ca. 35 mill. tons), Frankrig (ca. 30 mill. tons), samt Pakistan og Ukraine (begge ca. 25 mill. tons).

Det videnskabelige navn er afledt af latin tritus, oprindeligt fra tero (‘at græsse’ eller ‘at kværne’), samt af aestas (‘sommer’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De største majsdyrkere er USA (ca. 360 millioner tons), Kina (ca. 260 mill. tons), Brasilien (ca. 100 mill. tons) og Argentina (ca. 60 mill. tons).

Plantens navn kommer af spansk maíz, en forvrængning af Taino-ordet mahiz. Taino er et uddødt Arawakan-sprog, som blev talt i store områder af Caribien.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Omkring 70% af byghøsten anvendes som dyrefoder, og næsten 30% som ingrediens i fremstilling af øl og alkohol, samt i fødevarer.

I nogle få kulturer anvendes byg som menneskeføde, i supper og stuvninger, samt til brød. Blandt tibetanerne er ristet bygmel, kaldt for tsampa, grundføde. Melet blandes med varmt eller koldt vand, eller té, til en grødagtig masse, som derpå spises. Tsampa er således nemt at lave et hurtigt måltid af – meget belejligt for et nomadefolk.

I Kina og Taiwan udgør bygmel en ingrediens i en type dumplings (melboller) ved navn qingtuan, fremstillet af klistrede ris og konsumeret under Qing Ming-højtiden (‘grav-rengørings-højtiden’). Denne højtid er nærmere beskrevet på siden Kultur: Gravpladser.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for byg, afledt af proto-italiensk horzdeom (‘stikkende’), hvilket sigter til den lange, stikkende stak. Det latinske artsnavn betyder ‘almindelig’. Ordet byg stammer tilbage fra oldnordisk, af germansk oprindelse.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin syricum (‘fra Syrien’).

 

Slægtsnavnet er latin og betyder ‘med to farver’, hvilket formodentlig sigter til kernerne, der kan have mange forskellige farver.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Havregryn er et populært morgenmåltid, enten med mælk eller yogurt, eller kogt til grød. Størstedelen af produktionen anvendes imidlertid som dyrefoder, specielt til heste.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for havre, mens artsnavnet er latin og betyder ‘sået’ eller ‘plantet’.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for rug, mens artsnavnet er afledt af proto-indoeuropæisk keres, af ker (‘at dyrke’).

I gamle dage blev kornarter, men i særdeleshed rug, ofte angrebet af meldrøjersvampen (Claviceps purpurea). Denne svamp var meget almindelig, og dens indhold af giftige alkaloider forårsagede ofte ergotisme, en forfærdelig sygdom, der angriber centralnervesystemet og fremkalder symptomer som spasmer, diarré, kløe, mania, psykose, kvalme og opkastninger. Den kan også forårsage koldbrand. Førhen døde mange mennesker af sygdommen. Et enkelt eksempel fandt sted i Sydfrankrig i 994, hvor omkring 40.000 mennesker døde af ergotisme.

Navnet meldrøjersvamp skyldes, at man førhen anså de sorte sklerotier, der har samme størrelse som kernerne, for at være en slags ‘ekstra’ korn, som drøjede melet, så man havde mad til en længere periode.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk Eleusis, navnet på en by, hvor optagelsesriter i en kult centreret omkring gudinderne Demeter og Persefone fandt sted. Det menes, at denne kult havde sin rod i en ældre kult, der var centreret omkring afgrøder. Artsnavnet er afledt af coracan, et af fingerhirses folkenavne af ukendt oprindelse.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på kolbehirse (Setaria italica, nedenfor). Ordets oprindelse er usikker, sandsynligvis afledt af enten panis (‘brød’) eller panus (‘en frøstand af hirse’). Artsnavnet er latin og betyder ‘minder om hirse’, dvs. kolbehirse.

 

 

 

 

 

Arkæologisk forskning har konkluderet, at den første dyrkning af kolbehirse fandt sted i Kina for omkring 8000 år siden.

Slægtsnavnet er afledt af latin seta (‘stift hår’), hvilket sigter til stakken.

 

 

 

 

 

Saccharum officinarum stammer sandsynligvis fra Ny Guinea og blev på et meget tidligt tidspunkt dyrket af austronesiske og papuanske folkeslag. I forhistorisk tid blev den spredt med austronesiske sømænd til Polynesien og andre øer i Stillehavet, samt til Madagascar. Omkring år 1000 f.Kr. bragte handelsfolk sukkerrør til Kina og Indien, og omkring 500 år senere stiftede persiske og græske handelsfolk bekendtskab med arten i Indien. Grækerne kaldte den for “røret, som producerer honning uden bier.”

Med en verdensproduktion på omkring 1,9 milliarder tons udgør sukkerrør den største afgrøde efter vægt. De største producenter er Brasilien med ca. 760 millioner tons, Indien med ca. 370 mill. tons, Kina med ca. 110 mill. tons, samt Pakistan med ca. 80 mill. tons. Omkring 80% af alt sukker fremstilles af sukkerrør, mens stort set resten kommer fra sukkerroer.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for sukker, mens artsnavnet er afledt af officina (‘værksted’ eller ‘kontor’), således ‘fremstillet på et værksted’. Dog har ordet i botanisk sammenhæng en langt snævrere betydning, idet det sigter til plantearter, der blev solgt på apoteker på grund af deres medicinske egenskaber.