Græsser

 

 

Visne græstuer, Atacama-ørkenen, Chile. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sent eftermiddagslys over en græsklædt slette omkring en sø, Corbett Nationalpark, Uttarakhand, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Visne græstuer og Mojave-yucca (Yucca schidigera) i Colorado-ørkenen, Joshua Tree Nationalpark, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Drenge leger med en trillebør i et tæppe af sølvskinnende græs, Tumlingtar, Arun-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Savanne i morgenlys med græssende impalaer (Aepyceros melampus), Tarangire Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Græs i solnedgang, voksende ved bredden af Ayeyarwady-floden, Bagan, Myanmar. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Græsklædte skrænter i morgenlys, Hutiao Xia (‘Tigerspringskløften’), Jinsha-floden, Yunnan-provinsen, Kina. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rødt græs i morgenlys, Crystal Cove State Park, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Græssende Gotlandsfår i eftermiddagslys sent på efteråret, Horsens. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Singalesisk pige plukker græs, Dambulla, Sri Lanka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kvinder planter risplanter i en mark, centrale Myanmar. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Det nederste billede ovenfor minder mig om en sandfærdig historie fra Taiwan.

En lærer havde bragt sine elever, som var vokset op på stenbroen, ud til en rismark, så de kunne lære, hvor maden kom fra. Et af børnene var bange for at træde ud på marken, da han mente, at han ville synke ned i den.

Læreren hørte et af de andre børn sige: “Nej, nej, du behøver ikke at være bange, der er cement underneden!”

 

 

 

Aff mange Slags Græs, som groer udi Marcken oc paa andre Steder, er der ickun tuende Slags i Brug fornemmeligen: Iblant huilcke det første Slags her i Landene kaldis Knop-Græs eller Knæ-Græs, oc er det allerførste, som aff Bauhino* er beskrefuet oc aff hannem kaldet: Gramen caninum arvense, sive Gramen Dioscoridis**, det er ‘Hunde-Græs som voxer paa Agrene’ eller ‘Dioscoridis-Græs’, hvis Rødder udi Tydskland kaldis Quecken, men Urten selff kalde de sammesteds Quecken-Grass.”
 
Simon Paulli (1603-80), dansk læge og botaniker, om almindelig kvik (Elymus repens, se nedenfor) i værket Flora Danica. Det er: Dansk Urtebog (1648).

 

*Den schweiziske botaniker Gaspard Bauhin (1560-1624), i latiniseret form Casparus Bauhinus, som beskrev tusinder af plantearter i sit storværk Phytopinax (1596), i en form, der tåler sammenligning med den binominære nomenklatur, som den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) introducerede i 1753.

 

**Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.), græsk læge, farmakolog og botaniker, forfatter til De Materia Medica, fem bind om urtemedicin.

 

 

Græsser er en kæmpestor, meget succesfuld plantefamilie, Poaceae, også kaldt for Gramineae, der omfatter omkring 780 slægter og 12.000 arter. Den er udbredt i næsten enhver habitat på kloden og på alle kontinenter, også Antarktis, hvor en enkelt art vokser på den vestlige halvø. Familienavnene er afledt af poa, det oldgræske ord for foder, samt af gramen, det klassiske latinske ord for græsser.

Disse planter er karakteriseret gennem at have hule stængler, undtaget ved leddene, populært kaldt for knæ. Hvert blad vokser frem fra et knæ, idet den nedre del omslutter stænglen og danner en skede, der ofte er ret lang. Mellem skeden og bladpladen er der ofte en hinde eller en hårkrans. Stænglen er normalt cirkulær, til tider fladtrykt, men aldrig trekantet som hos star-arter (Carex).

Blomsterstanden sidder som regel for enden af stænglen. Den er enten et aks, som består af en række ustilkede småaks, hvert med en eller flere blomster, eller en top, en ofte hængende, mangegrenet blomsterstand med stilkede småaks. Støvbærerne er karakteristiske, idet støvknapperne sidder for enden af en ganske tynd støvtråd og ofte tynger den nedad.

Dækbladet, som omslutter kernerne, kaldes for avnen, og hos mange arter stikker et mere eller mindre stift hår, stakken, ud fra grunden af avnen.

På denne side følger nomenklaturen i langt de fleste tilfælde Kew Gardens hjemmeside Plants of the World Online (powo.science.kew.org). Mht. etymologien har jeg støttet mig til hjemmesiden Wiktionary, samt Jens Corneliuson’s fremragende bog Växternas namn. Vetenskapliga växtnamns etymologi. Språkligt ursprung och kulturell bakgrund. Wahlström & Widstrand, 2. reviderede oplag 1999.

 

 

Græsser har hule stængler, hvilket tydeligt ses på dette billede, hvor en Sasak-stammekvinde bærer bambusstængler til sin landsby nær Senaru, Gunung Rinjani, Lombok, Indonesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bladene hos græsser omslutter stænglen og danner en ofte lang skede. Her ses høj sødgræs (Glyceria maxima) ved Ejstrup Sø, Midtjylland, samt rørgræs (Phalaris arundinacea), dækket af rim, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blomsterstanden hos græsser kan være et aks som hos kamgræs (Cynosurus cristatus) (øverst) eller en top som hos gold hejre (Bromus sterilis), begge fotograferet ved Risebæk, Bornholm. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Støvknapperne hos græsser, som sidder for enden af en meget tynd støvtråd, er ofte ret farvestrålende. Her ses blomstrende almindelig hundegræs (Dactylis glomerata), observeret ved Skelbro Stenbrud, Bornholm (øverst), almindelig kvik (Elymus repens), voksende ved Roskilde Fjord, samt en uidentificeret græsart, Hanoi, Vietnam. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Avner og stakke hos flyve-havre (Avena fatua), naturaliseret i Crystal Cove State Park, Californien. Denne art ligner meget den dyrkede havre (A. sativa), men kan straks kendes på den meget lange stak. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Bambus
Bambus er et udtryk, der anvendes om forskellige typer af græsser, der for de fleste vedkommende er begrænset til varmere egne af kloden. Denne gruppe, som omfatter omkring 1400 arter fordelt på 115 slægter, er opdelt i tre underordener, tropiske træagtige bambusarter (Bambuseae), tempererede træagtige bambusarter (Arundinarieae), samt urteagtige bambusarter (Olyreae). De varierer kolossalt i størrelse, fra under 1 m til over 30 meters højde.

De fleste bambusarter blomstrer sjældent, for nogle arters vedkommende kun med et interval på mellem 65 og 120 år. Det ses ofte, at hele bestande af planter blomstrer samtidigt, og efter at blomstringen har fundet sted, sætter planten frø, visner og dør så.

Bambus er af kolossal økonomisk betydning for mange samfund verden rundt gennem deres anvendelse til fremstilling af en lang række genstande (se afsnittet Menneskets udnyttelse af græsser).

 

 

Bambusskov omkring en sø i Parambikulam Wildlife Sanctuary, Kerala, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Klynger af bambus i en subtropisk stedsegrøn løvskov, Huoyan Mountain (’99 Peaks’), Pinglin, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Skov af dværgbambus, nedre del af Langtang-dalen (øverst), samt nedre del af Marsyangdi-dalen, Annapurna, begge i Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dværgbambus, Modi Khola-dalen, Annapurna, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne stængel af dværgbambus er tynget ned af nyfalden sne, mellem Tharepati og Melamchigaon, Langtang Nationalpark, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tåget morgen nær Sauraha i terai, det flade lavland ved foden af Himalaya i den sydlige del af Nepal. En bonde haster forbi en gruppe bambus på vej til markarbejde. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ungt bambusskud, Sun-Moon Lake, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Skedehinderne forbliver ofte længe på bambus-stængler, selvom de er visnet. – Yin Tan-vandfaldet, Rueilli (øverst) og ’99 Peaks’, nær Fangyuan, begge i Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blomstrende bambus, Dandeli Wildlife Sanctuary (2 øverste) og Anshi Nationalpark, begge i Karnataka, Indien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse bambusplanter, som netop har blomstret, er nu døende og strækker de visnende stammer mod himlen, Dandeli Wildlife Sanctuary. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En sortfodet langur (Semnopithecus hypoleucos) klatrer op ad en døende bambusstængel, Anshi Nationalpark, Karnataka, Indien. Denne art og mange andre aber er beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Aber. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bambus med frøstande, Dandeli Wildlife Sanctuary, Karnataka, Indien. Fuglen er en perlehalsdue (Spilopelia chinensis). Denne art er beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Frøbærende dværgbambus, Ubud, Bali, Indonesien. På det nederste billede æder Javabronzefinker (Lonchura leucogastroides) af frøene. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blåstrubet flagermuspapegøje (Loriculus vernalis) æder bambusfrø, Anshi Nationalpark, Karnataka, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Udvalgte græsarter
Opført i alfabetisk orden efter latinsk slægts- og artsnavn.

 

Agrostis Hvene
Denne store slægt, som omfatter omkring 190 arter, er vidt udbredt på alle kontinenter, med undtagelse af Antarktis, og også manglende i visse regnskovs- og ørkenområder.

Den oprindelige betydning på oldgræsk af slægtsnavnet kan oversættes som ‘et græs, som muldyr æder’, hvilket måske hentydede til almindelig kvik (Elymus repens). Det danske navn kan spores tilbage til oldnordisk hvain, som betyder ‘fugtig eller sumpet jord’ eller ‘græsmark’. En anden tydning siger, at hvene betyder ‘slankt græs’.

 

Agrostis gigantea Stortoppet hvene
Denne plante er hjemmehørende i tempererede egne, fra Vesteuropa (med undtagelse af Island og de Britiske Øer) mod øst til Stillehavet, samt fra Skandinavien og Sibirien mod syd til Nordafrika, Iran og det nordlige Indokina. Den er blevet naturaliseret mange andre steder, specielt i Nordamerika, hvor den blev dyrket som fodergræs indtil 1940’erne.

Arten vokser i et bredt udvalg af habitater, bl.a. åbne skove, græsland, vejkanter og ryddepladser, samt som ukrudt på landbrugsjorder.

 

 

Stortoppet hvene, Laven, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Agrostis stolonifera Kryb-hvene
Denne art ligner stortoppet hvene en del, men kan straks kendes på de talrige udløbere. Den har samme udbredelse, men er også hjemmehørende i Island og på de Britiske Øer. Den vokser især på enge og langs vandløb, men kan også træffes i åbne skove og på forstyrrede arealer. I enge er den ofte tæppedannende.

Det latinske artsnavn betyder ‘bærer udløbere’.

 

 

Strandeng med stor bevoksning af kryb-hvene, Stege, Møn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Alopecurus Rævehale
Denne slægt med ca. 43 arter er vidt udbredt i subarktiske, tempererede og subtropiske regioner på den nordlige halvkugle, samt i køligere egne i det vestlige Sydamerika.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk alopex (‘ræv’) og oura (‘hale’), genitiv urus, hvilket sigter til aksets form.

 

Alopecurus aequalis Gul rævehale
Denne art har en meget stor udbredelse, idet den findes i tempererede og subarktiske egne på den nordlige halvkugle, mod syd til det sydlige USA, Nordafrika, Himalaya og Kina, samt i den nordligste del af Andes. Den kan kendes på det gulgrønne aks og de opsvulmede bladskeder.

Artsnavnet er latin og betyder ‘lig med’ – hvad der hentydes til er uklart.

 

 

Gul rævehale, Strands, Mols. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Alopecurus arundinaceus Sort rævehale
Denne plante minder om foregående art, men kan straks kendes på de mørke aks. Stængel opret, indtil 1,1 m høj, mest enlig fra spidsen af lange rhizomer. Bladet er op til 40 cm langt og 1,2 cm bredt, de øvre skeder en smule oppustede, aks indtil 10 cm langt.

Arten foretrækker fugtigt græsland, også saline, og i bjerge træffes den op til omkring 1200 meters højde. Den er hjemmehørende i størsteparten af Europa, mod øst til Stillehavet, mod syd til det nordlige Afrika, Iran, det vestlige Himalaya og det nordlige Kina. Den er blevet indført andre steder som foderplante og til at bremse erosion.

Det latinske artsnavn kommer af oldgræsk arundo, det klassiske navn på på kæmperør (Arundo donax, nedenfor), men ordet kan også betyde ‘rør’ i almindelighed og hentyder i dette tilfælde sikkert til artens tagrørslignende blade.

 

 

Sort rævehale, Gräsgårds Hamn, Öland, Sverige. I baggrunden fiskerskure. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Alopecurus geniculatus Knæbøjet rævehale
Oprindeligt vildtvoksende i hele Europa, mod øst til Ural-bjergene, mod syd til Nordafrika, Tyrkiet, Kaukasus, Kazakhstan, samt det nordvestlige Himalaya. Den er også blevet naturaliseret andre steder, bl.a. Australien og Nordamerika. Arten vokser især i fugtige enge.

Denne art, der kan blive indtil 60 cm høj, minder om gul rævehale, men har grønne aks og ikke oppustede bladskeder. Stænglen er ofte bøjet i leddene (‘knæene’). Den er i stand til at reproducere sig vegetativt ved at slå rod ved knæene.

Artsnavnet er afledt af latin genu (‘knæ’) og culum, en endelse, som udtrykker noget småt, således ‘lille knæ’, hvilket sigter til de ofte bøjede knæ.

 

 

Knæbøjet rævehale, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Alopecurus pratensis Eng-rævehale
Som dens navn fortæller, findes denne plante især i enge, men den undgår de mest våde. Den er udbredt overalt i Europa og videre mod øst til det østlige Sibirien, mod syd til Middelhavet, Iran og det nordlige Kina. Den dyrkes ofte som foderplante og er blevet forvildet mange steder, bl.a. Australien og Nordamerika.

Det latinske artsnavn betyder ‘findes i enge’.‎

 

 

Eng-rævehale, Sassolungo, Dolomiterne, Italien (øverst), samt Rø Plantage, Bornholm. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ammophila arenaria, se Calamagrostis arenaria.

 

 

 

Anthoxanthum
Denne slægt med ca. 50 arter er vidt udbredt på den nordlige halvkugle, med pletvis forekomst i Sydamerika, det sydlige Afrika, Sydøstasien og Australien.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk anthos (‘blomst’) og xanthos (‘gul’), hvilket hentyder til, at aksene hos A. odoratum (nedenfor) med tiden bliver gule.

 

Anthoxanthum nitens Festgræs
Dette duftende græs, af mange autoriteter kaldt for Hierochloe odorata, er vidt udbredt i subarktiske og tempererede områder på den nordlige halvkugle, mod syd til USA, Iran og Kina. Den findes især på fugtig bund i græsbevoksninger, hovedsagelig langs floder og søer.

Stænglen bliver indtil 50 cm høj, og bladene vokser ofte vandret ud, til en længde af 1 m eller mere.

Artsnavnet kommer af latin niteo (‘skinnende’ eller ‘frodig’), hvilket sandsynligvis sigter til bladenes frodige vækst.

Det alternative slægtsnavn er afledt af oldgræsk hieros (‘hellig’) og chloe (‘ungt grønt skud’). På grund af dets duft blev græsset i Nordeuropa strøet foran kirkedørene på helligdage, hvilket forklarer det danske navn. Arten har også været anvendt i Frankrig som smagsstof til slik, tobak, limonade og parfume, og i Polen blev bladene tilsat vodka.

 

 

Festgræs som bunddække i rørskov, naturreservatet Klægbanken, Ringkøbing Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blomstrende festgræs, Klægbanken (øverst), samt naturreservatet Tipperne, Ringkøbing Fjord. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Anthoxanthum odoratum Vellugtende gulaks
Denne art er udbredt fra Island mod øst til det vestlige Sibirien, mod syd til Nordafrika, Tyrkiet og Mongoliet.

Artsnavnet er latin og betyder ‘duftende’.

 

 

Vellugtende gulaks, voksende blandt kystklipper sammen med blåmunke (Jasione montana), Gudhjem, Bornholm. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Vellugtende gulaks i aftenlys, Fanø. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Apera
Denne lille slægt med 5 arter findes fra Europa mod øst til det østlige Sibirien, mod syd til Mauritanien, Egypten, Pakistan og det sydlige Sibirien.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk a (‘ikke’) og peros (‘lemlæstet’), dvs. ‘uforandret’. Hvad det hentyder til er uklart.

 

Apera spica-venti Vindaks
Vindaks er hjemmehørende fra Danmark mod øst til Yakutien, mod syd til Mauritanien, Egypten, Iran og Kazakhstan, og den er blevet forvildet i Skandinavien og Nordamerika.

Den er et almindeligt ukrudt i marker med vinterhvede.

Artsnavnet er dels latin, dels italiensk og betyder ‘tyve aks’, hvilket sigter til artens frodige blomsterstand.

 

 

Vindaks vokser i en vejkant sammen med kornblomst (Centaurea cyanus), Addit, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Vindaks, Strands, Mols. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Arrhenatherum
En lille slægt med 7 arter, udbredt fra hele Europa, inklusive Island, mod øst til Ural-bjergene og Kazakhstan, mod syd til det nordlige Afrika, Jordan og Iran.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk arrhenos (‘hanlig’) og atheros (‘børste’), hvilket sigter til, at kun de hanlige blomster har stak.

 

Arrhenatherum elatius Draphavre
Dette græs, som bliver op til 1,5 m højt, er meget almindeligt, udbredt fra Island mod øst til Ural-bjergene, mod syd til Nordafrika, Iran og Kirgisien.

Artsnavnet er latin og betyder ‘høj’.

 

 

Draphavre, Fakse Ladeplads, Sydsjælland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Draphavre med regndråber, Rossfeld, nær Berchtesgaden, Sydtyskland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blomstrende draphavre, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Arundo
Denne lille slægt, som omfatter 5 arter, forekommer fra Middelhavet mod øst til Kazakhstan og Japan, mod syd til Yemen, Indien, Indokina og Filippinerne.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for adskillige græsarter med stive, bambuslignende stængler.

 

Arundo donax Kæmperør
Dette store græs er ofte op til 6 m højt, undertiden til 10 m. Det er udbredt fra Tyrkiet, Jordan, Arabien og Kazakhstan mod øst gennem det centrale og sydlige Asien til Japan, men er blevet forvildet mange andre steder.

I det vestlige USA er arten blevet plantet mange steder for at dæmpe jorderosion, samt som biomasse-plante. Talrige steder har den imidlertid bredt sig ukontrollabelt og regnes for invasiv, især langs vandløb, hvor den ofte fordriver den naturlige vegetation.

Artsnavnet var i Oldtidens Grækenland navnet på kæmperør.

 

 

Kæmperør i et af artens oprindelige udbredelsesområder: Wadi Zarqa Main, Jordan-dalen, Jordan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På dette billede vokser kæmperør på en klint i Julia Pfeiffer Burns State Park, Big Sur, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Arundo formosana Taiwan-kæmperør
Denne art vokser hovedsagelig på tørre, græsklædte, kystnære skrænter og klipper, men kan undertiden træffes inde i landet. Den danner ofte tætte masser af blade og har store hængende blomsterstande. Den forekommer fra Iriomote-øen i de sydlige Ryukyu-øer, Japan, mod syd gennem Taiwan til Filippinerne.

Stænglerne er slanke, ofte hængende, indtil 1,2 m lange og op til 6 mm i tværmål, med forgreninger fra knæene. Bladskederne er længere end mellemrummene mellem knæene, glatte, bladene indtil 25 cm lange og 1,5 cm brede, med lange silkehår ved grunden. Blomsterstanden er en top, op til 30 cm lang, lysebrun, småaks op til 1 cm lange, med 2-5 blomster.

Stænglerne anvendes til kurvefletning.

Formosa er det gamle portugisiske ord for of Taiwan. Det betyder ‘smuk’.

 

 

Taiwan-kæmperør, Tungling-skoven, nær Wufong, vestlige Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Avena Havre
Denne slægt rummer omkring 27 arter, udbredt fra hele Europa mod øst til det østlige Sibirien, mod syd til det nordlige og østlige Afrika, Arabien, Sri Lanka, samt det sydlige Kina.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for havre.

 

Avena barbata
Stænglen er op til 1,2 m høj, opstigende eller opret, enlig eller i grupper. Bladskederne er tæthårede, skedehinden but, indtil 6 mm lang, blade linjeformede, spidse, op til 25 cm lange og 2 cm brede, hårede eller glatte. Blomsterstandene er toppe, indtil 35 cm lange og 15 cm i tværmål, siddende for enden af op til 18 cm lange stilke, småaks op til 2,5 cm lange, med 2-3 blomster, avnen lancetformet, op til 2,5 cm lang, med 5 eller 7 nerver, stak til 3 cm lang, tæthåret ved grunden.

Artsnavnet kan hentyde til den lange stak, eller til hårdusken ved dens basis.

 

 

Avena barbata, Esemçe, nær Mudanya, Marmarahavet, Tyrkiet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Avena fatua Flyvehavre
Stænglen er op til 80 cm høj, opstigende eller opret, glat, bladskeder glatte eller hårede, skedehinden but, op til 6 mm lang, blade linjeformede, spidse, op til 25 cm lange og 1 cm brede, glatte eller skællede. Blomsterstandene er toppe, indtil 40 cm lange og 12 cm i tværmål, småaks op til 2,7 cm lange, med 2-3 blomster, avnen lancetformet, spids, op til 2,7 cm lang, med 5-9 nerver, stak til 3,5 cm lang, ofte bøjet eller snoet.

Flyvehavre vokser på åbne steder og er et almindelig ukrudt på marker og i plantager, fra havniveau op til højder omkring 1500 m.

Arten menes at stamme fra Centralasien, og den har været tæt tilknyttet dyrkningen af almindelig havre (A. sativa) og andre kornarter siden den Ældre Jernalder. Den minder stærkt om den dyrkede havre, men kendes på sin meget lange stak, samt sin generelt højere vækstform.

Faktisk er kerner af flyvehavre også spiselige, men planten har den for dyrkning uheldige egenskab, at ved modenhed kastes kernerne straks, modsat den dyrkede havre.

”Forestiller man sig, at man ville høste flyvehavre, ville man kun høste halm og ingen havre,” som formidlingsinspektør på Naturhistorisk Museum i Aarhus, Lars Bøgh, udtrykker det. (Kilde: dr.dk/nyheder/viden/naturvidenskab/denne-plante-faar-aldrig-opholdstilladelse)

Flyvehavre var førhen så talrig, at den visse steder kunne nedsætte udbyttet i kornmarker med op mod 40%. I Danmark blev der i 1956 gennemført en lov, som bl.a. sagde, at: ”alle dyrkede og udyrkede arealer ved ejerens eller brugerens foranstaltning skal holdes fri for flyvehavreplanter.”

Inden de kemiske sprøjtemidlers indførelse skete denne fjernelse manuelt, hvilket var et meget tidskrævende arbejde. Det var dog en stor fordel, at flyvehavren ofte er højere end kornplanterne, den vokser iblandt, så den var ret nem at finde i markerne.

I dag er flyvehavre stadig et yderst besværligt ukrudt i mange lande, og på grund af sin enestående tilpasningsevne er den også blevet naturaliseret mange steder. Arten betragtes som en af verdens værste ukrudtsarter i landbruget. (Kilder: D.P. Jones (red.) 1976. Wild oats in world agriculture. An interpretative review of world literature. Agricultural Research Council. London; samt L.G. Holm m.fl. 1977. The World’s Worst Weeds. Distribution and Biology. University Press of Hawaii)

Artsnavnet er latin og betyder ‘uden smag’ – et besynderligt navn, da kernerne er spiselige. Navnet skal sandsynligvis forstås nedsættende, fordi kernerne falder af, så snart de er modne.

 

 

Flyvehavre, Skårup, Djursland (øverst) samt nær Rokka, nordvestlige Kreta. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Avenella Bunke
Denne slægt omfatter kun 2 arter, den vist udbredte A. flexuosa (nedenfor), samt A. foliosa, der er begrænset til Azorerne.

Slægtsnavnet er afledt af latin Avena (‘havre’) samt ella, en endelse, der udtrykker noget småt, således ‘lille havre’.

 

Avenella flexuosa Bølget bunke
Denne plante, tidligere kaldt for Deschampsia flexuosa, danner tuer og har slanke, op til 30 cm høje stængler, og stilkene i blomsterstanden er tynde og bølgede. Den vokser i tørt græsland og birkeskove, samt på heder og i hedemoser, altid på sur jordbund.

Den er vidt udbredt på den nordlige halvkugle og findes også i bjergområder i det sydlige Sydamerika, det centrale Afrika, samt i Indonesien.

Artsnavnet er latin og betyder ‘bølget’, hvilket i lighed med det danske navn hentyder til de bølgede stilke i blomsterstanden.

 

 

Stor bevoksning af bølget bunke, Vissing Kloster, nær Gl. Rye. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bølget bunke, voksende i en sprække i grundfjeldet, Aspeberget, Bohuslän, Sverige. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bølget bunke med regndråber, Tved Klitplantage, Thy. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nærbillede af bølget bunke i modlys, Fanø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Bambusa
En stor slægt med ca. 150 arter, udbredt fra det Indiske Subkontinent mod øst til Taiwan og Filippinerne, og derfra mod syd til det nordlige Australien.

Slægtsnavnet er afledt af dravidisk banbu eller malajisk bambu, begge lokale navne på bambus.

 

Bambusa ventricosa
Denne bambusart, der kan blive op til 10 m høj, er hjemmehørende i det sydøstlige Kina og Vietnam, men dyrkes mange andre steder i subtropiske egne som prydplante.

Hvis planten vokser under stress, bliver mellemrummene mellem leddene opsvulmede, hvilket har givet anledning til det folkelige navn Buddhas mave. Der hentydes ikke til Buddha Sakyamuni, men til den tykmavede Budai, ofte kaldt for ‘Den Leende Buddha’, som er en bodhisattva. Mere om dette emne findes på siden Religion: Buddhisme, og billeder af Den Leende Buddha kan ses på siden Kultur: Træsnit.

Artsnavnet er latin og betyder ‘opsvulmet’.

 

 

Dette eksemplar af Bambusa ventricosa i den Botaniske Have i Dehra Dun, Uttarakhand, Indien, trives godt, så mellemrummene mellem leddene er kun let opsvulmede. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Bambusa vulgaris Almindelig bambus
En stor bambusart, der kan blive op til 10 m høj og 10 cm tyk. Den danner ofte tætte bevoksninger. Den stammer oprindeligt fra Indokina og Yunnan-provinsen i Kina, men dyrkes mange andre steder som prydplante og er blevet forvildet i adskillige lande.

Mange varieteter er blevet skabt gennem selektiv udvælgelse, bl.a. var. striata, som har stærkt gule stængler med lodrette grønne striber.

Artsnavnet er latin og betyder ‘almindelig’.

 

 

Aftensolen oplyser stængler af den grønstribede varietet af almindelig bambus, Mysore, Karnataka, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nærbillede af den grønstribede varietet, Botaniske Have, Dehra Dun, Uttarakhand, Indien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne indiske hueabe (Macaca radiata) hviler mellem stængler af den grønstribede varietet, Periyar Nationalpark, Kerala, Indien. Denne art og mange andre aber er beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Aber. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Et par diminutive edderkopper har spundet deres spind mellem stængler af den grønstribede varietet, Basianshan National Forest, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Brachypodium
En slægt med omkring 20 arter, udbredt fra Europa mod øst til det østlige Sibirien og Japan, mod syd til det sydlige Afrika, Madagascar, Indonesien og Ny Guinea.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk brachys (‘kort’) og pous (‘fod’), hvilket sigter til de meget kortstilkede småaks hos disse planter.

 

Brachypodium sylvaticum Skov-stilkaks
Dette tuedannende græs, der bliver op til 90 cm højt, findes i et kæmpemæssigt område, fra Europa mod øst til det centrale Sibirien, Sakhalin og Japan, mod syd til Nordafrika, Ethiopien, Sri Lanka, Indonesien og Ny Guinea. Arten er blevet indført til Nordamerika, hvor den er blevet invasiv i mange områder og ofte udkonkurrerer indfødte plantearter.

Den vokser især i skyggefulde skove, ofte langs stier, hvor den kan danne store bevolsninger. Den har smalle, hængende, indtil 15 cm lange aks med meget kortstilkede småaks.

Artsnavnet betyder ‘vokser i skove’, afledt af latin silva (‘skov’).

 

 

Skov-stilkaks, Æbleskov (øverst), samt Juulskov, begge østlige Fyn. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Frugtstand af skov-stilkaks, Østskov, Hornsherred, Nordsjælland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Briza Hjertegræs
Denne slægt med 5 arter forekommer fra Europa mod øst til det centrale Sibirien, mod syd til det nordlige Afrika, Iran, Himalaya og det sydlige Kina, men mangler i store områder af Centralasien.

I Oldtidens Grækenland var briza navnet på et græs med berusende virkning, måske en slags rajgræs (Lolium, se nedenfor), afledt af brizo (‘at være søvnig’ eller ‘at nikke af træthed’). Giftstofferne var ikke i selve græsset, men i galler eller andre parasitter på planten.

Det danske navn hentyder til aksenes form. På engelsk hedder disse planter quaking-grasses (‘raslende græsser’), hvilket sigter til de tørre aks, som rasler ved det mindste vindpust.

 

Briza maxima Stor hjertegræs
Denne plante er hjemmehørende i alle lande omkring Middelhavet, men dyrkes ofte andre steder og er blevet forvildet i talrige lande verden rundt. Arten bliver op til 60 cm høj, og dens blade og frø er spiselige.

 

 

Stor hjertegræs, nær Kentroxori, Kreta (øverst), og nær Casares, Andalusien, Spanien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Briza media Hjertegræs
Dette elegante græs minder om den foregående art, men er slankere og har mindre, grønne og purpurfarvede småaks. Det er udbredt fra hele Europa mod øst til det centrale Sibirien, mod syd til Marokko, Iran, Himalaya og det centrale Kina.

 

 

Hjertegræs, Listed, Bornholm. I baggrunden melet kodriver (Primula farinosa). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blomstrende hjertegræs på en skrænt ved Kyndbyværket, Nordsjælland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Bromus Hejre
Denne store slægt, som omfatter omkring 160 arter, er vidt udbredt på alle kontinenter, med undtagelse af Antarktis, og også manglende i visse regnskovs- og ørkenområder.

I Oldtidens Grækenland var slægtsnavnet påhæftet et græs-ukrudt, formodentlig flyvehavre (Avena fatua, ovenfor). Ordet bromos betyder ‘støj’, hvilket sigter til, at blomsterstanden hos flyvehavre rasler i vinden. Hvorfor navnet blev tilknyttet hejre-arterne er uvist. Det danske navn er beslægtet med norsk hagr (‘hestehår’) og hentyder til den lange stak hos disse planter.

 

Bromus hordeaceus Blød hejre
Hjemmehørende i hele Europa, med undtagelse af Island, og videre mod øst til det østlige Sibirien, mod syd til det nordlige Afrika og Centralasien. Den er også blevet forvildet i Nord- og Sydamerika, Sydafrika, Australien, Korea og Japan. Den er meget almindelig i Danmark og vokser langs veje, på ryddepladser, i græsland, samt som ukrudt i marker.

Artsnavnet betyder ‘ligner Hordeum’ (byg, se afsnittet Kornsorter nedenfor). Det danske navn sigter til de blødhårede avner hos denne art.

 

 

Blød hejre, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blød hejre, Skårup, Djursland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blomstrende blød hejre, Skårup, Djursland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Bromus ramosus Sildig skovhejre
Dette store græs, undertiden op til 2 m højt, har fint hårede blade, indtil 50 cm lange og 1,5 cm brede, samt en lang top, der bøjer sig i en elegant bue nedad.

Ulig de fleste andre hejrearter vokser arten i skyggefulde skove. Den er hjemmehørende fra Skandinavien, de Britiske Øer og Spanien mod sydøst gennem Tyrkiet, Kaukasus og Iran til Himalaya.

Artsnavnet er latin og betyder ‘mange-grenet’.

 

 

Sildig skovhejre, Møns Klinteskov. Det unge træ er en ahorn (Acer pseudoplatanus). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sildig skovhejre, Stensby Skov, Sydsjælland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Bromus sterilis Gold hejre
Gold hejre er meget almindelig, hjemmehørende i størsteparten af Europa, samt i Nordafrika og det sydvestlige Asien, mod øst til Kazakhstan og Kirgisien. Den vokser i mange forskellige åbne habitater, bl.a. ruderater, vejkanter og haver.

Det latinske artsnavn og det danske navn er begge nedladende og sigter til, at dette græs er værdiløst i enhver henseende.

 

 

Gold hejre, Kullerup, nær Refsvindinge, Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gold hejre, Roskilde Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gold hejre, Ørbæk Å, østlige Fyn. De gyldne blade er brombær (Rubus fruticosus). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gold hejre, Sulkendrup, østlige Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Bromus tectorum Tag-hejre
Stænglen er op til 45 cm høj og med en grenet, nikkende, indtil 15 cm lang top. Stængel og blomsterstand er dunhårede. Stakken er indtil 1.8 cm lang.

Dette græs er hjemmehørende i størstedelen af Europa, mod øst gennem Mellemøsten og Centralasien til Mongoliet, Kina og Himalaya. Arten er også blevet forvildet mange andre steder kloden rundt, specielt i Nordamerika, hvor den ofte fordriver indfødte arter og er blevet erklæret for et uønsket ukrudt. Den vokser i forskellige åbne habitater og er ofte blandt de første til at invadere forstyrrede arealer.

Man må formode, at da den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) navngav denne art i 1753, havde han erfaret, at den til tider vokser i stråtage.

 

 

Tag-hejre, Valnontey, Gran Paradiso Nationalpark, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Calamagrostis Rørhvene
Denne store slægt med omkring 170 arter er udbredt på alle kontinenter, med undtagelse af Antarktis, og den mangler også i store områder af Sydamerika, Afrika, og Tropisk Asien.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kalamus (‘rør’) og Agrostis (ovenfor).

 

Calamagrostis arenaria Sand-hjælme
Dette græs, førhen kaldt for Ammophila arenaria, er hjemmehørende langs kysterne af Europa og Middelhavet. Det er en meget frodig art, der spredes via et underjordisk netværk af tykke rhizomer, der kan vokse op til 2 m på et halvt år. Hvis planten dækkes af sand, vokser rhizomerne opad. De kan også tåle at være under saltvand, og hvis de flyder i land et passende sted, kan de spire til nye planter.

I dag findes hjælme langs kyster verden rundt. På et tidspunkt blev arten indført til Nordamerika, Australien, New Zealand, og andre steder med henblik på at blive plantet for at dæmpe kysterosion. Den har imidlertid spredt sig ukontrollabelt og er nu en meget skadelig plante langs Stillehavskysten i Nordamerika, samt i New Zealand og det vestlige Australien, idet den fordriver indfødte plantearter.

Artsnavnet, afledt af latin arena (‘sand’), samt det tidligere slægtsnavn, afledt af oldgræsk ammos (‘sand’) og philos (‘at elske’), hentyder begge til artens habitat. Det danske navn kommer af oldnordisk halmr (‘halm’ eller ‘strå’).

 

 

Sand-hjælme er blevet plantet for at binde sandet og hindre sandflugt, Fanø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sand-hjælme, Oregon Dunes, nær Eugene, Oregon, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sand-hjælme, Råbjerg Mile (øverst) og Strands, Mols. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Calamagrostis canescens Eng-rørhvene
Denne plante er udbredt fra størsteparten af Europa mod øst til det centrale Sibirien, mod syd til Middelhavet, Kaukasus og Kazakhstan. Den vokser i fugtige enge.

Artsnavnet er latin og betyder ‘bliver langsomt grå’. Måske hentyder det til den visne blomsterstand.

 

 

Eng-rørhvene, Snarup Mose, Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Calamagrostis epigejos Bjerg-rørhvene
En vidt udbredt plante, som forekommer fra Skandinavien, de Britiske Øer og Spanien mod øst til Stillehavet, mod syd til Irak, Iran, Himalaya og det nordlige Kina, samt i det østlige og sydlige Afrika.

En af artens foretrukne habitater er strandenge, hvor den ofte optræder yderst invasivt, idet den spreder sig ved hjælp af de underjordiske rhizomer og derved fordriver andre planter.

Artsnavnet er en forvrængning af det oldgræske epigaios (‘med krybende jordstængel’).

 

 

Bjerg-rørhvene, Lushage, Mols. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bjerg-rørhvene, Hagestad Naturreservat, Skåne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bjerg-rørhvene, Amager Fælled, Sjælland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bjerg-rørhvene, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
 

 

 

Calamagrostis arenaria x C. epigejos Østersø-hjælme
Denne hybrid, også kaldt for Ammocalamagrostis baltica, er ret almindelig i klitter omkring Østersøen, og den er også observeret flere andre steder, bl.a. langs Kattegat og på de Britiske Øer. Den kendes fra sand-hjælme på de purpurfarvede blomsterstande.

 

 

Østersø-hjælme, Dueodde, Bornholm. I baggrunden Dueodde Fyr. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Østersø-hjælme, Strands, Mols. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Østersø-hjælme, Hagestad Naturreservat, Skåne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cenchrus Sandspore, lampepudsergræs
En stor slægt med ca. 110 arter, udbredt fra det sydlige Canada, Grækenland, Tyrkiet, Kazakhstan, Mongoliet og det nordlige Kina mod syd til Chile, Argentina, det sydlige Afrika og Australien. Nogle arter er også blevet naturaliseret i Europa. Lampepudsergræs-arterne var tidligere placeret i slægten Pennisetum.

Slægtsnavnet er en latiniseret form af det oldgræske ord kegchros (‘hirsegræs’) og sigter til nogle af arternes lighed med visse hirsearter. Navnet lampepudsergræs hentyder til akset hos de tidligere Pennisetum-arter, der kan minde om en gammeldags blød kost til at pudse lampeskærme af glas med.

 

Cenchrus alopecuroides Lys lampepudsergræs
Dette græs, af nogle autoriteter kaldt for Pennisetum alopecuroides, er hjemmehørende fra det nordlige Kina, Korea og Japan mod syd gennem Kina, Taiwan, Indokina, Malaysia, Filippinerne og Java til Australien. Stængler oprette, indtil 1 m høje, blade oprette eller hængende, indtil 45 cm lange og 1 cm brede. Blomsterstanden er et sølvhvidt aks, tæt beklædt med stive hår. Akset bliver senere gult og med tiden brunt, mens frøene modnes.

Artsnavnet betyder ‘minder om Alopecurus’ (ovenfor), afledt af oldgræsk alopex (‘ræv’), oura (‘hale’), genitiv urus, samt oides (‘lignende’), således ‘ligner en rævehale’, hvilket sigter til akset.

Billederne herunder er alle fra Taiwan, hvor denne art er meget almindelig.

 

 

Lys lampepudsergræs, Taichung (2 øverste), samt Guoxing. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nærbillede af akset, Malabang National Forest, nær Hsinshu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse planter blev fotograferet i regnvejr på en bakke oven for Nanfangao, en stor fiskerihavn syd for Yilan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I Taiwan vokser lys lampepudsergræs også i byer. Dette billede er fra Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cenchrus echinatus
Har du bare én gang trådt barfodet på frugterne af dette græs, glemmer du det aldrig. Det latinske artsnavn er afledt af græsk ekhinos (‘pindsvin’), hvilket sigter til frugterne, der er forsynet med spidse pigge.

Denne art er hjemmehørende i tropiske egne af Amerika, men er blevet naturaliseret i de fleste tropiske og subtropiske egne af verden, idet den uhyre nemt spredes ved hjælp af frugterne, der hager sig fast i næsten alt. Den vokser i mange forskellige habitater og betragtes som et ondartet ukrudt i landbrugsområder i 35 lande.

 

 

Blomstrende Cenchrus echinatus i en bypark, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Her vokser Cenchrus echinatus ved siden af en travl gade i Taichung. Den høje plante t.v. er canadisk bakkestjerne (Erigeron canadensis). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse billeder fra Taichung viser de tornede frugter. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cenchrus setaceus Mørk lampepudsergræs
Denne art, af nogle autoriteter kaldt for Pennisetum setaceum, danner store tuer af slanke, nedadbøjede blade, til 60 cm lange og 5 mm brede. Bladskederne er normalt glatte, men har sommetider hvide hår langs randen. Blomsterstanden er et tæt, cylinderformet, stivhåret aks, indtil 35 cm langt, hvis farve varierer fra lysegrøn, mens det er ungt, til hvid, lyserød, brunlig eller purpurfarvet under modningen af frøene.

Arten er hjemmehørende i det nordlige og østlige Afrika, Arabien og den Nære Orient, men er blevet naturaliseret mange andre steder. Den betragtes ofte som en invasiv plante, der udgør en trussel mod indfødte plantearter. Den øger også risikoen for omfattende brande, som den er tilpasset til, og udgør herved en endnu større fare for de lokale arter.

Artsnavnet er latin og betyder ‘stivhåret’, hvilket sigter til stakken.

 

 

Mørk lampepudsergræs er meget almindelig på Gran Canaria, hvor disse billeder stammer fra. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Mørk lampepudsergræs, Point Mugu State Park, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Chloris
En slægt med ca. 53 arter, udbredt i Afrika, subtropisk og tropisk Asien, Ny Guinea, Australien, samt Amerika, med undtagelse af den nordlige del af Nordamerika.

Slægtsnavnet hentyder til gudinden Chloris i den græske mytologi, som var beskytter af plantevækst.

 

Chloris barbata
Oprindelsen af dette græs, som på engelsk kaldes for bl.a. peacock-plume grass (’påfuglefjertop-græs’), er usikker. Nogle autoriteter hævder, at arten er hjemmehørende i Tropisk Amerika, mens andre mener, at den stammer fra tropiske egne af Afrika. Hvad dens oprindelsessted end måtte være, er den blevet indslæbt til de fleste varmere egne af verden, hvor den i adskillige lande betragtes som invasiv, heriblandt Australien, Korea, Thailand, Cambodia og Indien.

Chloris barbata er et almindeligt ukrudt i sukkerrørs- og rismarker, hvilket er et alvorligt problem, da den er værtsplante for mange skadedyr på ris, bl.a. hvidryggede tæger (Sogatella furcifera og Sogatodes pusanus), ristægen (Leptocorisa oratorius), larver af natsværmeren Mythimna separata, kornthrips (Haplothrips ganglbaurei og Chirothrips mexicanus) m.fl.

Artsnavnet er latin og betyder ‘skægget’, hvilket sigter til blomsterstanden.

 

 

Chloris barbata er uhyre talrig i Taiwan, hvor den ofte dækker store områder på brakmarker og ruderater. Her ses en kæmpemæssig bevoksning på en ruderat i byen Ziguan, nord for Kaohsiung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne tue af Chloris barbata har slået rod i sprækker i asfalten på en forladt parkeringsplads, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nærbillede af aksene, Fangyuan, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Chusquea
Denne meget store slægt, som omfatter omkring 200 bambus-arter, forekommer fra Mexico og Caribien mod syd til den sydlige del af Sydamerika.

Slægtsnavnet stammer fra Aymara chusque, navnet på en bambusart. Selv i dag findes ordet fortsat på adskillige caribiske øer. Taino-folkene, som ved spaniernes ankomst beboede disse øer, levede oprindeligt på fastlandet, men måtte flygte.

 

Chusquea quila
Denne plante er begrænset til fugtige tempererede skove i Andes i Chile og Argentina, hvor den ofte danner tætte bestande, som udgør underskoven. Den blomstrer for hver 10 til 30 år. Frø og friske skud er spiselige. Førhen fremstillede Mapuche- og Pehuenche-folkene mel af frøene.

Artsnavnet er en spansk forvrængning af cula, Araucana-folkets navn på denne plante.

 

 

Chusquea quila, Conguillio Nationalpark, Chile. Træerne er chilenske abetræer (Araucaria araucana), og de gule blomster i forgrunden er en art abeblomst (Erythranthe). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
 

 

Chusquea quila, Reserva Nacional Altos de Lircay, Chile. (Foto copyright © by Kaj Halberg)


Coix
Denne lille slægt med 3 arter findes fra det Indiske Subkontinent mod øst til det sydlige Kina og Taiwan, og derfra mod syd til det nordøstlige Australien.

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk koix, som ifølge den græske filosof og botaniker Theofrastos (ca. 371 – ca. 287 f.Kr.) var navnet på en egyptisk palmeart, hvis blade blev anvendt til at flette diverse genstande. Hvorfor den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) møntede navnet på denne græsslægt er lidt af et mysterium.

 

Coix lacryma-jobi Jobs tårer
Dette græs er oprindeligt vildtvoksende fra det Indiske Subkontinent mod øst til det sydlige Kina og Taiwan, og derfra mod syd til Indonesien, men dyrkes talrige steder i troperne og subtroperne og forvildes ofte. Kernerne er spiselige og koges som ris. I Fjernøsten fremstilles en nærende drik af pulveriserede frø, ligeledes en alkoholisk drik. Perlekranse fremstilles af frøene af varieteter med hård frøskal. Blade og stængel anvendes som foder.

Det latinske artsnavn, som betyder ‘Jobs tårer’, såvel som de danske navne Jobs tårer, Kristi tårer, Davids tårer og Jomfru Marias tårer, hentyder alle til artens tåreformede, perleagtige frø.

I det Gamle Testamente var Job en from mand med mange dyder, som gennemgik talrige lidelser, fordi Satan konfronterede Gud og sagde, at han var i stand til at få Job til at forbande Gud. Det fik Gud til at tillade Satan at teste Jobs fromhed gennem forskellige prøvelser. Job vidste, at han var uskyldig og konkluderede, at Gud var uretfærdig, men forblev alligevel loyal mod ham. I Jobs Bog, kap. 16, v. 20, hedder det: “Mine Venner ere blevne mine bespottere, med Taarer vender mit Øie sig til Gud.”

På et tidligt tidspunkt blev Jobs tårer indført til USA. Blandt Cherokee-folket blev kernerne kendt som Cherokee corn beads, og de blev anvendt som pynt i hvert fald siden grundlæggelsen af Cherokee-nationen (1794). I 1838 blev omkring 16.000 Cherokee-folk tvunget til at forlade deres hjemlande i det sydøstlige USA og vandre til det nuværende Oklahoma. Under denne forflytning vurderes det, at omkring 4000 døde. En legende fortæller, at frø af Jobs tårer spirede langs de forskellige benyttede vandringsruter, der med et fællesnavn kaldtes for ’Tårernes Sti’, på Cherokee-sprog Nunna daul Isunyi (‘Stien hvor vi græd’).

 

 

Jobs tårer, forvildet i et udtørret flodleje, Taichung, Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cortaderia
En slægt med omkring 20 arter, udbredt fra Mellemamerika mod syd til det sydlige Sydamerika. En af arterne, C. selloana (nedenfor), dyrkes mange steder som prydplante, men forvildes nemt og er blevet et besværligt ukrudt i mange lande.

Slægtsnavnet er afledt af spansk cortadera (‘machete’), hvilket sigter til de meget skarpe bladrande hos disse planter.

 

Cortaderia araucana
Dette græs, der bliver omkring 2 m højt, er udbredt i det centrale og sydlige Chile og det sydlige Argentina, hvor det vokser i højder mellem 300 og 2000 m. Det foretrækker fugtige områder med ret konstant nedbør.

Artsnavnet hentyder til Araucanerne, et tidligere folkeslag i Chile.

 

 

Her vokser Cortaderia araucana i en gammel lavastrøm fra vulkanen Llaima, Conguillio Nationalpark, Chile. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cortaderia selloana Pampasgræs
Denne store græsart, der kan blive op til 3 m høj, er hjemmehørende i den sydlige del af Sydamerika, opkaldt efter Pampas-regionen. Den er blevet indført til mange andre områder som prydplante, og også som husdyrfoder, deriblandt Sydeuropa, USA, Kina, Australien og New Zealand. I tørret tilstand anvendes frøstandene i blomsterdekorationer, og i Kina blev de stærke stængler tidligere benyttet til fremstilling af drager.

Pampasgræs er meget tilpasningsdygtig, og en enkelt plante kan i sin levetid producere over en million frø. Som et resultat heraf er den blevet invasiv mange steder, bl.a. i New Zealand, Florida, Californien, Hawaii, Sydafrika og Spanien.

Artsnavnet blev givet til ære for den tyske naturhistoriker Friedrich Sellow (oprindeligt Sello) (1789-1831), som boede i Brasilien og Uruguay 1814-31, hvor han indsamlede talrige plantearter, der var nye for videnskaben. I 1831 druknede han i Rio Dolce, kun 42 år gammel.

 

 

Pampasgræs er yderst invasiv i New Zealand. Disse billeder blev taget på Karikari-halvøen (øverst) og nær Trouson Kauri Park. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Corynephorus
En lille slægt med 7 arter, udbredt fra Skandinavien og Skotland mod syd til det nordlige Afrika, mod øst til europæisk Rusland, Kaukasus og Iran.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk koryne (‘kølle’) og phoros (‘bærer’), hvilket sigter til stakkens form.

 

Corynephorus canescens Sandskæg
Et tueformet, rødligt eller friskgrønt græs, som vokser i sandet jord, ofte i gamle, tilgroede klitter. Arten er hjemmehørende i Europa, fra Skandinavien og England mod øst til den vestlige del af europæisk Rusland, mod syd til Marokko, Italien og Rumænien. I Nordamerika blev den indført som prydplante og er blevet forvildet adskillige steder.

Artsnavnet er latin og betyder ‘bliver langsomt grå’. Måske hentyder det til den visne blomsterstand.

 

 

Indlandsklit med sandskæg, Melsted, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sandskæg og en art af rensdyrlav (Cladonia), Fanø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Morgendug i sandskæg, Langli, Ho Bugt. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cynosurus
Denne slægt med ca. 11 arter forekommer i hele Europa, med undtagelse af Island, mod øst til den vestlige del af europæisk Rusland, mod syd til det nordlige Afrika, Arabien, Iran og Turkmenistan.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kyon (‘hund’), genitiv kynos, samt oura (‘hale’), genitiv urus, hvilket sigter til aksets form.

 

Cynosurus cristatus Kamgræs
Denne art, som er mere eller mindre tueformet, kendes nemt på de flade aks, hvor småaksene er adskilt, ikke ulig en grovtandet kam (heraf det danske navn). Den vokser på ret tør, velgødet jordbund, men undgår pH-ekstremerne.

Den findes i hele Europa, med undtagelse af Island, mod øst til den vestlige del af europæisk Rusland, mod syd til Middelhavet og Iran. Den er også blevet naturaliseret i andre egne af verden, bl.a. Nord- og Sydamerika, Australien og New Zealand.

Artsnavnet er latin og betyder ‘toppet’, hvilket hentyder til småaksets form (se billede øverst på denne side).

 

 

Blomstrende kamgræs, Risebæk, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Dactylis Hundegræs
I dag anerkendes kun 2 arter i denne slægt, den vidt udbredte D. glomerata (nedenfor), samt D. smithii, som er begrænset til Madeira, de Kanariske Øer, samt Kap Verde-øerne.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk daktylis, en slags vindrue med finger-formede klaser. I botanisk sammenhæng refererer ordet til en blomsterstand, som er opdelt i finger-lignende sektioner.

 

Dactylis glomerata Almindelig hundegræs
Et af de få græsser med flade stængler. Arten er tueformet, indtil 1,4 m høj. Bladskeden har en tydelig køl, blade flade, grågrønne, indtil 50 cm lange og 9 mm brede, med ru overflade. Blomsterstanden er en stor klase med op til 15 cm lange grene, endende i distinkte trekantede, op til 9 mm lange småaks, blomster grønne eller med purpuragtigt skær, støvknapper hvide eller gule. Arten vokser i et bredt udsnit af habitater, bl.a. vejkanter, græsland og ryddepladser, underarten lobata også i skove.

Den er vidt udbredt, fra Island mod øst til det centrale Sibirien, mod syd til det nordlige Afrika, Sri Lanka, Kina og Taiwan, og den er blevet naturaliseret i mange andre egne kloden rundt. Nogle steder betragtes den som invasiv. I den nordlige del af udbredelsesområdet vokser den ned til havniveau, mens den i den sydlige del er begrænset til bjerge. I Himalaya træffes den i højder mellem 2500 og 4000 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘oprullet’, i dette tilfælde med henblik på de tætsiddende småaks.

 

 

Almindelig hundegræs i morgentåge, Store Hjøllund Plantage, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Almindelig hundegræs, Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Almindelig hundegræs med regndråber, Winnekenni Park Conservation Area, Haverhill, Massachusetts, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Skov-hundegræs, ssp. lobata, Laven, Midtjylland. Denne underart vokser i skove. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Deschampsia Bunke
Denne slægt, som omfatter ca. 62 arter, findes på alle kontinenter, idet D. antarctica er én af kun to blomsterplanter, som er hjemmehørende på det antarktiske kontinent. Slægten mangler dog i store områder af Sydamerika, Afrika, tropisk Asien og Australien.

Slægtsnavnet blev givet til ære for den franske kirurg og naturhistoriker Louis Auguste Deschamps (1765-1842). Han var læge ombord på den franske fregat L’Esperance, som i følge med andre skibe sejlede ud i 1791 for at søge efter et andet skib, La Perouse, der var forsvundet i Stillehavet. Eftersøgningen var imidlertid forgæves, og L’Esperance var også forfulgt af ulykker. Ud af mandskabet på 119 døde de 89, deriblandt kaptajnen, og skibeme blev opbragt af hollænderne i Hollandsk Ostindien (i dag Indonesien). Deschamps forblev på Java indtil 1802, og under opholdet udforskede han bl.a. den lokale flora og fauna.

 

Deschampsia cespitosa Mose-bunke
Bladet hos dette tueformede græs er meget karakteristisk, idet det har en mængde hvide længdegående nerver, der ses klart op mod lyset. Overfladen og bladranden har en mængde bittesmå fremadrettede børster, hvilket bevirker, at bladet føles ru, hvis man gnider det den ene vej, glat den anden vej.

Arten bliver op til 1,4 m høj og vokser i forskellige typer græsland, fortrinsvis i fugtige områder. Den er vidt udbredt på den nordlige halvkugle, mod syd til Mexico, Iran og Kina, og den findes også i bjergegne i det centrale Afrika, samt i det østlige Australien.

Artsnavnet er afledt af latin caespes (‘klump’), hvilket sigter til den tueformede vækst.

 

 

Mose-bunke, Vitranc, nær Kranjska Gora, Slovenien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Mose-bunke kendes nemt på de snehvide nerver i bladene. – Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Visne blomsterstande af mose-bunke, Sulkendrup, østlige Fyn. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Deschampsia flexuosa, se Avenella flexuosa.

 

 

 

Eleusine
Denne slægt med ca. 10 arter er udbredt i Afrika, på Madagascar, i varmere regioner af Asien, samt i den sydlige halvdel af Sydamerika.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk Eleusis, navnet på en by, hvor optagelsesriter i en kult centreret omkring gudinderne Demeter og Persefone fandt sted. Det menes, at denne kult havde sin rod i en ældre kult, der var centreret omkring afgrøder.

 

Eleusine indica Indisk fingerhirse
Dette græs er en nær slægtning af den dyrkede fingerhirse (E. coracana, se afsnittet Kornsorter nedenfor), og som denne har den spiselige kærner, men på grund af deres minimale størrelse er de ikke umagen værd. I stedet er indisk fingerhirse blevet et yderst besværligt ukrudt på dyrkede marker, og også i plæner og på golfbaner. En enkelt plante kan producere over 50.000 frø, som nemt spredt med vind og vand, i dyrepelse eller med maskineri.

Denne art, som muligvis er hjemmehørende i varmere områder af Afrika og Asien, betragtes som et “alvorligt ukrudt” i mindst 42 lande. Foruden at optræde som ukrudt i dyrkede områder invaderer den også skovkanter, græsklædte områder, moser, flodbredder og vejkanter. I dag er den opført som invasiv i adskillige lande i Europa, Asien, Mellem- og Sydamerika og Caribien, samt på mange øer i Stillehavet. (Kilder: cabi.org/isc/datasheet/20675; L.G. Holm et al., 1977. The World’s Worst Weeds. Distribution and Biology. University Press of Hawaii)

 

 

En stor bevoksning af indisk fingerhirse, Tunghai Universitetspark, Taichung, Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Elymus Kvik
Udbredelsesområdet for denne store slægt med omkring 180 arter er tempererede og subtropiske egne på den nordlige halvkugle, samt Ethiopien, Mellemamerika og Sydamerika.

Slægtsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk elymos (‘hirse’). Det olddanske ord kwik er af indoeuropæisk oprindelse, nært beslægtet med latin vivus (‘levende’) og græsk bios (‘liv’), altså noget, der var levende. Senere, i formen kvik, blev navnet overført til almindelig kvik (nedenfor).

 

Elymus caninus Hundekvik
Denne art vokser i skove, fra Island mod øst til det østlige Sibirien, mod syd til Middelhavet, Iran, Himalaya, Kazakhstan og Xinjiang.

Artsnavnet er afledt af latin canis (‘hund’) – i lighed med det danske navn en nedsættende betegnelse, der blev anvendt om vækster, som var helt unyttige for mennesker.

 

 

Hundekvik, voksende ved foden af mosgroet stamme, Allindelille Fredskov, Sjælland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hundekvik, Æbleskov, østlige Fyn. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hundekvik, Kobbeå, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blomstrende hundekvik, Marselisborg Skov, Århus. (Photo copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Elymus repens Almindelig kvik
Denne art, førhen kaldt for Elytrigia repens eller Agropyron repens, er hjemmehørende i Eurasien og det nordvestlige Afrika, men er blevet naturaliseret mange steder, bl.a. i Nordamerika, hvor den visse steder betragtes som invasiv. Den er et yderst besværligt ukrudt i marker og haver, da blot en lille stump af den underjordiske stængel kan producere en stor koloni af planter ved at sende stængler op med regelmæssige mellemrum.

Artsnavnet betyder ’krybende’ på latin, hvilket hentyder til de krybende jordstængler. Det ældre slægtsnavn Elytrigia er afledt af græsk eletryon (’skjul’) og tryge (’kornafgrøde’), hvilket sigter til, at kvik ’skjuler’ sig i kornet.

Det midtjyske folkenavn bondevenner er ironisk ment om dette ondartede ukrudt, mens navnene senegræs, kattetarme og sejlgarn er et billede på de seje rhizomer. Navnet bedstemors hageskæg hentyder også til rhizomerne, der sætter sig fast i harvens tænder.

Den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.), forfatter til De Materia Medica (fem bind om urtemedicin), fastslår, at et afkog af kvik-rodstængler er godt som vanddrivende middel samt mod nyresten. Den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612) skriver: “Skønt kvikgræs kan være en uvelkommen gæst på marker og i haver, vil dens dyder som lægeplante kompensere for denne skade; thi den åbner for forstoppelse af leveren uden ledsagende feber.”

 

 

Blomstrende almindelig kvik, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord (øverst), samt Roskilde Fjord. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nærbillede af akset, Fruering nær Skanderborg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Festuca Svingel
En meget stor slægt med omkring 650 arter, vidt udbredt på alle kontinenter, med undtagelse af Antarktis, og også manglende i visse regnskovs- og ørkenområder.

Slægtsnavnet er latin og betyder formentlig ‘græsstrå’. Det danske navn stammer fra tysk Schwingel, afledt af schwingen (‘at svinge’), hvilket sigter til de vajende stængler.

 

 

Festuca altissima Skov-svingel
Denne art forekommer fra Skandinavien og de Britiske Øer mod øst til det centrale Sibirien, mod syd til Middelhavet, Iran og Kazakhstan. Den er bestandsdannende, med mangebladede tuer. Bladene er stedsegrønne, op til 50 cm lange, og peger opad, kun let nedadbøjede i spidsen.

Artsnavnet er latin og betyder ‘høj’.

 

 

Skov-svingel, Borresø (øverst), Velling Skov (to midterste), samt Dollerup Bakker ved Hald Sø, alle i Midtjylland. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Festuca arundinacea, se Lolium arundinaceum.

 

 

 

Festuca gigantea, se Lolium giganteum.

 

 

 

Festuca rubra Rød svingel
Denne art er meget tilpasningsdygtig og trives i de fleste åbne habitater, bl.a. strande og klitter, og den har også tilpasset sig et liv i byer. Den er vidt udbredt i tempererede og subarktiske egne på den nordlige halvkugle, mod syd til Mexico, det nordlige Afrika, Iran, Himalaya og det sydlige Kina.

Arten dyrkes som prydplante, samt til plænegræs eller jorddække.

Artsnavnet er latin og betyder ‘rød’, hvilket sigter til de rødlige småaks.

 

 

Mark med dyrket rød svingel, Vitlycke, Bohuslän, Sverige. Stærk vind eller regn har bøjet de fleste af planterne ned mod jorden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Her vokser rød svingel langs havnefronten ved Mälaren i det centrale Stockholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Festuca vivipara Topspirende svingel
Dette græs findes i subarktiske områder hele vejen rundt om Nordpolen, og endvidere på de Britiske Øer, i Alperne, samt i Kamchatka. Det er en lille plante, indtil 20 cm høj, som vokser i tætte tuer.

Det latinske artsnavn kommer af vivus (‘levende’) og parus (‘at føde’), således ‘den der får levende afkom’, hvilket i lighed med det danske navn hentyder til, at småaksene spirer, mens de endnu sidder på planten.

 

 

Topspirende svingel i aftenlys, Aðaldal, nordlige Island. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Glyceria Sødgræs
Denne slægt, som omfatter omkring 40 arter, er udbredt på alle kontinenter, med undtagelse af Antarktis, og den mangler også i store områder af Sydamerika, Afrika, og Tropisk Asien.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk glykeros (‘sød’), hvilket sigter til disse planters spiselige og søde frø.

 

Glyceria fluitans Manna-sødgræs
Denne art vokser i meget våde habitater, bl.a. langs vandløb og i damme. Den har en krybende jordstængel og en tyk stængel, indtil 1 m høj. Bladene er friskgrønne, op til 25 cm lange, først sammenfoldede, siden flade. Arten er bemærkelsesværdig ved at være i stand til at udvikle flydeblade, der til tider danner måtter på vandoverfladen.

Den findes i hele Europa, mod øst til Ural-bjergene, mod syd til Marokko, Tyrkiet og Turkmenistan.

Førhen blev planten dyrket for frøene, der blev kogt og spist som grød, deraf det danske navn.

Artsnavnet er latin og betyder ‘flydende’, hvilket hentyder til de flydende blade.

 

 

Flydeblade af manna-sødgræs, Udkæret, syd for Almindingen, Bornholm (øverst), samt Bygholm Enge nord for Horsens. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blomsterstand af manna-sødgræs, nær Brændegård Sø, Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Glyceria maxima Høj sødgræs
Et kraftigt græs, stængel opret, indtil 2 m høj, blade lysegrønne, linjeformede, op til 60 cm lange og 2 cm brede. Blomsterstanden er en indtil 45 cm lang, rigt forgrenet top. Arten er tilknyttet rørsumpe med næringsrigt vand.

Den er udbredt i Europa, med undtagelse af Island og den Iberiske Halvø, mod øst til det vestlige Sibirien, mod syd til Kazakhstan og Xinjiang. Den er også blevet naturaliseret i bl.a. Nordamerika, Australien og New Zealand, hvor den mange steder betragtes som invasiv.

I lighed med foregående art er frøene spiselige og smager sødt.

 

 

Høj sødgræs, Tolstrup Mølledam, Hansted Skov, nord for Horsens. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Høj sødgræs, Finderup Militære Øvelsesterræn, Jylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gynerium sagittatum
Denne frodige art bliver op til 6 m høj og danner ofte tætte bevoksninger. På spansk har den adskillige navne, bl.a. caña blanca (‘hvidt rør’) og caña brava (‘det frygtløse eller modige rør’), hvilket nok sigter til artens frodige vækst. Den er det eneste medlem af slægten, udbredt fra Mexico mod syd til det nordlige Argentina.

I Columbia fremstilles sombreros af stråene, og i Brasilien anvendes de som støttestativer til klatreplanter (fx bønner) eller tomater. Planten blev tidligere anvendt i den traditionelle folkemedicin.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk gyne (‘kvinde’) og erion (‘uld’), hvilket hentyder til, at yderavnerne på småakset er forsynet med lange hår. Artsnavnet er afledt af latin sagitta (‘pil’), hvilket sigter til bladenes form.

 

 

Gynerium sagittatum, Volcán Arenal Nationalpark, Cordillera de Tilarán, Costa Rica. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hesperostipa
En lille slægt med 5 arter, vidt udbredt i Nordamerika og det nordlige Mexico. De var tidligere placeret i slægten Stipa, som siden er blevet opsplittet i en række slægter, bl.a. Stipellula (nedenfor).

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk hesperos (‘vestlig’).

 

Hesperostipa comata
Denne plante er vidt udbredt i Nordamerika, fra det sydlige Canada mod syd til det nordlige Mexico, mod øst til de store søer. Den er særligt almindelig i den vestlige tredjedel af kontinentet, hvor den vokser i mange forskellige habitater, bl.a. græsland, fyrre- og eneskove, samt malurt-krat.

Arten danner små tuer, stængel opret, indtil 1 m høj, blomsterstenden op til 28 cm lang. Ved modenhed snoes stakken i spiral og er op til 20 cm lang. Den har givet anledning til et af plantens folkenavne, needle-and-thread grass (‘nål-og-tråd-græs’), idet den kan minde om en synål med tråd.

Artsnavnet er afledt af latin coma (‘hår’), hvilket sigter til den lange hårede stak.

 

 

Hesperostipa comata, Wupatki National Monument, Arizona, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hierochloe odorata, se Anthoxanthum nitens.

 

 

 

Holcus
Denne slægt med ca. 11 arter er udbredt i Europa, mod øst til Kaukasus, mod syd til Nordafrika, med en isoleret forekomst i det sydlige Afrika.

Slægtsnavnet er det klassiske græske navn på gold byg (Hordeum murinum, nedenfor). Hvorfor navnet blev hæftet på denne slægt, er uklart.

 

Holcus lanatus Fløjlsgræs
Denne almindelige art har navn efter den fløjlshårede stængel, og de grålig-grønne blade er ligeledes dunhårede. Den danner små tuer, stængel omkring 60 cm høj, rødlig eller violet ved basis. Bladskederne er let oppustede.

Den er udbredt i Europa, fra Irland og Portugal mod øst til det vestlige Rusland og Kaukasus, samt fra Skandinavien mod syd til det nordlige Afrika, men er blevet indført som foderplante mange andre steder. I Nordamerika betragtes den som invasiv.

Det latinske artsnavn betyder ‘ulden’, hvilket sigter til de dunhårede stængler og blade.

 

 

Fløjlsgræs med regndråber, Fanø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fløjlsgræs, Laven, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Holcus mollis Krybende hestegræs
Dette græs danner ofte tætte bestande, idet det breder sig gennem underjordiske stængler. Det findes især på næringsfattige jorder, i lyse skove og skovkanter, men til tider i det åbne. Stænglener indtil 50 cm høj, furet, knæene hårede.

Arten er udbredt i Europa, fra Irland og Portugal mod øst til det vestlige Rusland og Kaukasus, samt fra Skandinavien mod syd til det nordlige Afrika og Grækenland.

Det latinske artsnavn betyder ‘blød’, hvilket sigter til de dunhårede stængler og knæ.

 

 

Krybende hestegræs, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hordeum Byg
Denne slægt, som omfatter omkring 34 arter, er hjemmehørende i tempererede og subtropiske egne på den nordlige halvkugle, samt i Sydamerika og det sydlige Afrika.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for byg, afledt af proto-italiensk horzdeom (‘stikkende’), hvilket sigter til den lange, stikkende stak hos disse planter. Ordet byg stammer tilbage fra oldnordisk, af germansk oprindelse.

 

Hordeum jubatum Egernhale-byg
Denne art er hjemmehørende i hele Nordamerika, samt fra det vestlige Sibirien mod øst til Stillehavet, mod syd til Kaukasus, Tadzhikistan og det nordøstlige Kina. Mange andre steder dyrkes den som prydplante og bliver ofte naturaliseret, bl.a. i Danmark, hvor den af og til ses forvildet.

Stænglen er opret, indtil 1 m høj, glat, med kløvede og hårede bladskeder. Blomsterstanden er et nikkende aks, hvert småaks med 7 stakke, indtil 8 cm lange, forsynet med skarpe tænder, der peger opad og nemt griber fat i en dyrepels eller et menneskes tøj, hvorved frøene spredes.

Tidligere stødte Kawaiisu-folket frøene til mel, og hele planten blev anvendt som slibemiddel til at fjerne det ydre lag på yucca-stængler. Chippewa- og Potawatomi-folkene anvendte roden medicinelt.

Det latinske artsnavn kommer af iuba (‘manke’ eller ‘top’), hvilket naturligvis (i lighed med det danske navn) sigter til de buskede stakke.

 

 

Egernhale-byg, Amager Fælled. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hordeum murinum Gold byg
Denne art er hjemmehørende i det centrale og sydlige Europa, mod øst til Ural-bjergene og Kazakhstan, mod syd til det nordlige Afrika, Arabien og det vestlige Himalaya. Den vokser langs veje, som ukrudt i marker, og på ryddepladser og tomter, og den har nemt tilpasset sig et liv i byer.

Stænglen er ugrenet, indtil 40 cm høj, aks lysegrønne eller gullige, med småaksene siddende 3 og 3 sammen, stak kort, indtil 2 cm lang, udspærret ved modenhed.

Det latinske artsnavn kommer af murus (‘mur’) og hentyder til, at denne art ofte træffes langs mure og stengærder. Det danske navn er nedladende og sigter til, at dette græs er værdiløst, hvilket er lidt uretfærdigt, da arten visse steder anvendes som foder.

 

 

Umodne aks af gold byg, Frederiksø, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Lyse aks af gold byg står i skarp kontrast til en mørk husmur, Rønne, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gold byg, Sulkendrup, østlige Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gold byg, Rodopos-halvøen, Kreta. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Koeleria
Denne slægt, som omfatter ca. 73 arter, findes på alle kontinenter med undtagelse af Antarktis, men mangler dog i store områder af Sydamerika, Afrika, tropisk Asien og Australien.

Slægtsnavnet blev givet til minde om den tyske læge og botaniker Georg Ludwig Koeler (1764-1807), som påbegyndte sine botaniske studier i 1786. Hans mål var at publicere et værk med titlen Flora von Deutschland, Frankreich und der Schweiz, men kun afsnittet om græsser blev offentliggjort. Hans tidlige død under en tyfus-epidemi i 1807 satte en stopper for arbejdet.

 

Koeleria pyramidata Dansk kambunke
Denne plante danner ofte løse tuer, stængel indtil 90 cm høj, dunet foroven samt på bladskederne, blade op til 24 cm lange og 5 mm brede. Blomsterstanden er et op til 20 cm langt aks.

Arten er udbredt fra England, Danmark og de Baltiske Lande mod øst til det østlige Sibirien, mod syd til Middelhavet, Iran og det vestlige Himalaya. Tidligere mente man, at den også var udbredt i Nordamerika, men planterne her betragtes nu som en selvstændig art, K. macrantha.

Det latinske artsnavn hentyder sikkert til blomsterstanden. Det gør det danske navn ihvertfald, idet akset – med lidt god vilje – minder om en grovtakket kam.

 

 

Dansk kambunke, Aggersund, Nordjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lagurus ovatus Harehale
Dette markante græs, det eneste medlem af slægten, er hjemmehørende i alle lande omkring Middelhavet, på Krim, i Kaukasus og Arabien, samt på Azorerne, Madeira og de Kanariske Øer. Arten er almindeligt dyrket og er blevet forvildet forskellige steder i Europa, Nordamerika og Sydamerika, samt i Sydafrika, Australien, New Zealand og andre lande.

Den er en tuedannende plante, som bliver indtil 50 cm høj, med lysegrønne blade og talrige korte, ovale blomsterstande, som bliver blegbrune eller hvide ved modenhed.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk lagos (‘hare’) og oura (‘hale’), genitiv urus, hvilket sigter til den uldne blomsterstand. Artsnavnet er latin og betyder ‘oval’, hvilket hentyder til blomsterstandens form.

 

 

Harehale, nær Karasu, Sortehavet, Tyrkiet. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

Harehale, forvildet i Point Lobos State Reserve, Big Sur, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Leymus
Denne slægt med ca. 56 arter forekommer i subarktiske, tempererede og subtropiske egne på den nordlige halvkugle, mod syd til det nordlige Mexico, Pakistan og det sydlige Kina, med en isoleret forekomst i den sydlige del af Andes.

Slægtsnavnet er et anagram af Elymus, som er en latiniseret form af oldgræsk elymos (‘hirse’).

 

Leymus arenarius Marehalm
Dette kraftige græs vokser i sandede områder langs Europas kyster, fra det nordvestlige Rusland mod vest til Island, derpå mod syd til Spanien, Grækenland og Ukraine. En nært beslægtet art, Leymus mollis, der tidligere blev betragtet som en underart af marehalm, findes langs subarktiske og tempererede kyster i Nordamerika og det nordøstlige Asien.

Marehalm kendes nemt på de blåduggede blade, som er op til 1 m lange og 1,5 cm brede, samt en kraftig, indtil 1,5 m høj stængel med et indtil 30 cm langt aks. Skedehinden er kort, ca. 1 mm, og randhåret. Arten har lange udløbere og danner ofte store bevoksninger.

Kernerne er spiselige, men er næppe umagen værd, da de er vanskelige at få ud af avnen.

Artsnavnet er afledt af latin arena (‘sand’), hvilket sigter til plantens habitat. Det danske navn kommer af oldnordisk maralmr, af mar (‘hav’) og halmr (‘halm’ eller ‘strå’).

 

 

Marehalm, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
 

 

Blomstrende aks af marehalm oplyses af dagens sidste solstråler, Vorsø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)


Lolium Rajgræs
En slægt med ca. 28 arter, som forekommer i det nordlige Afrika og hele Eurasien, med undtagelse af de tropiske sydøstlige egne. Efter genetiske undersøgelser er nogle svingel-arter (Festuca) blevet overført til denne slægt.

Slægtsnavnet er afledt af indoeuropæisk lol (‘gøre søvnig’ eller ‘lulle i søvn’). I Oldtidens Rom var det navnet på et frygtet ukrudt, sandsynligvis giftig rajgræs (Lolium temulentum), som af den romerske digter Publius Vergilius Maro (70-19 f.Kr.), på dansk kaldt for Virgil, blev beskrevet som “det ulykkebringende Lolium.” Græsset var ofte inficeret af svampe, som producerer et giftigt alkaloid, temulin, der forårsager svimmelhed, forvirring og synsforstyrrelser. Man stødte kernerne til mel og blandede pulveret i alkohol for at forstærke rusen. Spor af temulin er fundet i egyptiske grave fra omkring 2500 f.Kr.

Det kan også være denne plante, der hentydes til som tare i Matthæus-evangeliet, 13. kap., v. 30: “Lader dem begge voxe tilsammen indtil Høsten; og i Høstens Tid vil jeg sige til Høstfolkene: Samler først Klinten tilsammen, og binder den i Knipper at opbrænde den; men samler Hveden i min Lade.”

Ganske vist siger den danske tekst ‘klinte’, men det er sandsynligt, at man i oversættelsen helst ville nævne et ukrudt, som danskerne var bekendt med. I de engelske oversættelser har man bevaret ordet tare.

 

Lolium arundinaceum Strand-svingel
Denne plante, også kaldt for Festuca arundinacea, vokser i fugtige græsklædte områder, samt langs vandløb og kyster. Den forekommer fra Skandinavien og de Britiske Øer mod øst til det vestlige Sibirien, mod syd til det nordlige Afrika, Iran, det nordvestlige Himalaya, samt Xinjiang. Den dyrkes mange andre steder som foderplante og er blevet naturaliseret i mange egne af kloden.

Det latinske artsnavn kommer af oldgræsk arundo, det klassiske navn på på kæmperør (Arundo donax, ovenfor), men ordet kan også betyde ‘rør’ i almindelighed og hentyder i dette tilfælde sikkert til artens temmelig stive stængler.

 

 

Strand-svingel, Strands, Mols (øverst), samt Sønderby, syd for Jægerspris. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blomsterstand af strand-svingel med edderkoppespind, Roskilde Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Stængler og blade af strand-svingel, Roskilde Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lolium giganteum Kæmpe-svingel
Denne art, også kendt som Festuca gigantea, er vidt udbredt, fra de Britiske Øer og Skandinavien mod øst til det centrale Sibirien, mod syd til Middelhavet, Iran, Himalaya og det centrale Kina. Arten vokser især i skove og langs skovkanter.

Som dens navn fortæller, er det en stor art, som danner løse tuer, stængel indtil 1,5 m høj, til tider mere. De brede blade og toppen hænger i elegante buer. Ved grunden af bladet omsluttes stænglen af iøjnefaldende, seglformede, brunlige tænder.

 

 

Kæmpe-svingel, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lolium multiflorum Italiensk rajgræs
Stængel opret, indtil 90 cm høj, blade spredte, op til 20 cm lange og 8 mm brede, glatte og skinnende, med ører ved grunden. Akset er op til 20 cm langt, småaksene sidder med den smalle side ind mod stænglen (modsat den ret lignende almindelig kvik (Elymus repens, ovenfor), hvis småaks sidder med den flade, brede side ind mod stænglen). Den kan kendes fra den meget lignende almindelig rajgræs (nedenfor) på den meget længere stak, samt at stænglen ofte er kraftigt bølget mellem småaksene. Den vokser hovedsagelig i forstyrrede områder, bl.a. græsklædte arealer, marker, tomter og vejkanter.

Dens oprindelige udbredelsesområde er sandsynligvis fra Sydeuropa mod øst til Kazakhstan, mod syd til det nordlige Afrika, Iran og det vestlige Himalaya. Den er imidlertid blevet dyrket som foderplante gennem hundreder af år, og i dag ses den forvildet i de fleste egne af verden. I nogle områder betragtes den som et ondartet ukrudt i kornmarker, andre steder betegnes den som invasiv i forskellige habitater.

Artsnavnet er latin og betyder ‘mangeblomstret’.

 

 

Blomstrende italiensk rajgræs, dyrket nær Stege, Møn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lolium perenne Almindelig rajgræs
Dette græs har tueformet vækst, stænglen op til 90 cm høj, blade smalle og stærkt skinnende, indtil 20 cm lange og 6 mm brede. Småaksene, der er op til 1,5 cm lange, vender i lighed med foregående art den smalle side ind mod stænglen, stak manglende eller meget kort.

Arten er oprindelig i Europa (med undtagelse af Island), mod øst til det centrale Sibirien, mod syd til det nordlige Afrika, Iran og Himalaya. Den blev på et tidligt tidspunkt indført til de fleste andre egne af kloden som foderplante, til at stabilisere jordbunden, samt som plænegræs og til golfbaner.

Artsnavnet er latin og betyder ‘flerårig’.

 

 

Blomstrende almindelig rajgræs, Svaneke, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Afblomstret almindelig rajgræs, Svaneke, Bornholm. I baggrunden ses bidende stenurt (Sedum acre). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Melica Flitteraks
Denne slægt med omkring 90 arter forekommer i tempererede og subtropiske egne på den nordlige halvkugle, mod syd til det nordlige Mexico, det nordlige Afrika, Arabien og det sydlige Kina, i den vestlige og sydlige del af Sydamerika, samt i det sydlige Afrika.

Slægtsnavnet er blevet forklaret på forskellig vis. På latin betyder melica ‘boghvede’, og med lidt god vilje minder småaksene af enblomstret flitteraks (nedenfor) om boghvedegryn. En anden mulighed er, at navnet kommer af oldgræsk meli (‘honning’), hvilket sigter til stænglen, der smager sødt.

Det danske navn kommer af tysk Flitter, afledt af flittern (‘at hviske’ eller ‘i ustadig bevægelse’), hvilket måske hentyder til, at de modne småaks rasler en smule i vinden.

 

Melica ciliata Håret flitteraks
En tuedannende plante, som breder sig ved hjælp af rhizomer. Stænglen er opret, indtil 1 m høj, blade flade og stive, op til 15 cm lange og 3 mm brede, bladskeder tragtformede og lukkede, skedehinden pergamentagtig. Blomsterstanden er et indtil 20 cm langt aks, stærkt håret ved modenhed.

Arten er udbredt fra de baltiske lande og Tyskland mod syd til det nordlige Afrika, samt fra Frankrig og Spanien mod øst til Kazakhstan, Xinjiang og Iran. I Norden forekommer den i de sydøstlige dele af Sverige og et enkelt sted i det sydlige Finland.

Artsnavnet er latin og betyder ‘håret’, hvilket sigter til det hårede aks.

 

 

Grusstrand med håret flitteraks, hvis frøstande duver i den stærke blæst, Äleklinta, Öland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Frøstandene af håret flitteraks skifter farve i solnedgangen. – Bruddesta, Öland. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nærbillede af blomsterstande, Stora Alvaret, Öland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Melica nutans Nikkende flitteraks
Denne plante, som bliver op til 70 cm høj, kendes nemt på den ensidige, nikkende blomsterstand, som består af 5-15 fertile, aflange og sammenpressede småaks, den enkelte blomst ellipseformet, indtil 5 mm lang.

Arten er vidt udbredt, fra England mod øst til Kamchatka, og fra Skandinavien og Sibirien mod syd til Middelhavet, Tibet og Kina. Den vokser i skove og andre skyggefulde steder, i højder op til 2300 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘nikkende’, hvilket sigter til blomsterstanden.

 

 

Nikkende flitteraks, Hansted Skov, nord for Horsens. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Melica uniflora Enblomstret flitteraks
Denne art danner ofte store bestande ved hjælp af lange udløbere. Stænglen er indtil 60 cm høj, blade op til 20 cm lange og 7 mm brede. Skedehinden har en sylformet, opadrettet tand. Blomsterstanden er en ensidig, fåblomstret top af langstilkede småaks, som er ret store, med let udadrettede, rødbrune yderavner. Hvert af småaksene har to blomster, hvoraf kun den ene sætter frø.

Den er udbredt i størstedelen af Europa, fra Skandinavien mod syd til det nordlige Afrika og Syrien, samt fra de Britiske Øer mod øst til de baltiske lande, Ukraine og Kaukasus.

Det latinske artsnavn betyder ‘enblomstret’.

 

 

Enblomstret flitteraks, Æbleskov, syd for Nyborg. Bladene i nederste højre hjørne er ahorn (Acer pseudoplatanus). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Enblomstret flitteraks, Ringebakker, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Melinis
En slægt med ca. 23 arter, hjemmehørende i størsteparten af Afrika, samt i Arabien og på Madagascar. Natal-græs (nedenfor) er dog blevet naturaliseret i mange andre områder.

Slægtsnavnet kommer muligvis af oldgræsk melas (‘sort’), hvilket sigter til de karakteristiske sorte frø af denne slægt, eller måske af oldgræsk melinos (‘askegrå’), hvilket kan hentyde til, at blomsterstanden hos Natal-græs er askegrå, inden den bliver snehvid.

 

Melinis repens Natal-græs
Denne art danner løse tuer, stængel opret, indtil 1,5 m høj, blade flade, op til 30 cm lange og 1 cm brede. Blomsterstanden er en luftig top, indtil 20 cm lang, småakset op til 1 cm langt, toblomstret, nederste blomst hanlig, den øvre tvekønnet, dækket af et tæt lag af op til 8 mm lange hår. Den unge blomsterstand har en pragtfuld rødlig farve, og ved modenhed er den dækket af hvide, silkeagtige hår.

Den er hjemmehørende fra Mauritanien og Sudan mod syd til Kap-provinsen, og endvidere på Madagascar og i det sydlige Arabien, men den er blevet indført som prydplante, eller indslæbt, til mange andre egne af kloden. Den er blevet erklæret invasiv i Mexico, USA, Australien, den Dominikanske Republik og Fransk Polynesien.

Artsnavnet er latin og betyder ‘lav’, sikkert en hentydning til tuedannelsen.

Billederne herunder er alle fra Taiwan, hvor arten er meget almindelig og ofte vokser langs veje eller på ryddepladser.

 

 

Blomsterstandene af Natal-græs har en pragtfuld rødlig farve. Disse planter har slået rod i revner på en forladt parkeringsplads i Taichung. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
 

 

Hvide frøstande af Natal-græs gløder i modlyset. Disse planter voksede i kanten af et fortov langs Han-floden, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)


Milium
Denne lille slægt med 6 arter er vidt udbredt i subarktiske, tempererede og subtropiske områder i Eurasien, det nordlige Afrika og det østlige Nordamerika.

Slægtsnavnet er latin og betyder ‘hirse’.

 

Milium effusum Miliegræs
Denne plante danner løse tuer, stængel indtil 1,2 m høj, blade op til 30 cm lange og 1,5 cm brede, udbredte eller opstigende, ru langs randen. Bladskeden er glat, skedehinden op til 1 cm lang, takket eller tandet. Blomsterstanden er en åben top, indtil 30 cm lang, med udbredte eller hængende grene, småaks stilkede, op til 4 mm lange, med en enkelt blomst.

Arten er vidt udbredt i tempererede egne på den nordlige halvkugle, fra Europa mod øst til Stillehavet, mod syd til Middelhavet, Afghanistan, Himalaya, Kina og Taiwan, samt i det nordøstlige Nordamerika. Den vokser i fugtige, ofte temmelig mørke skove samt langs skovkanter.

Artsnavnet er latin og betyder ‘løst udbredt’, sandsynligvis med hentydning til stilkene i blomsterstanden.

 

 

Miliegræs, Rekkende, Sydsjælland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Miliegræs, Dyrehaveskoven, Nyborg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Miscanthus Elefantgræs
En slægt med omkring 15 arter, udbredt fra det Indiske Subkontinent mod øst til Japan og Ussuriland (sydøstlige Sibirien), og derfra mod syd til Indonesien og Ny Guinea, endvidere på mange øer i Stillehavet, samt i det sydlige Afrika.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk miskos (‘blomsterstilk’) og anthos (‘blomst’), hvilket hentyder til de stilkede småaks. Artsnavnet er latin og betyder ‘med mange blomster’. Det danske navn sigter vel til, at disse planter er store.

 

Miscanthus floridulus
Dette store græs er hjemmehørende i Fjernøsten, hvor det forekommer i Japan, Kina, Taiwan, Indokina, Malaysia, Indonesien, Filippinerne og Ny Guinea, samt på mange øer i Stillehavet. Det vokser i et bredt udsnit af habitater, bl.a. skovkanter, græsklædte arealer og åbne skrænter, op til højder omkring 1000 m.

Det danner ofte en tæt klump af kraftige oprette stængler, indtil 3,5 m høje, som langsomt breder sig gennem underjordiske stængler. Den store duskede blomsterstand, der bliver op til 40 cm lang, har masser af små lyserøde blomster, som er dækket af brunlige hår, der bliver snehvide, efterhånden som frøene modnes. Småaksene er stilkede og har hver en hjukformet krans af hår ved grunden.

Arten plantes ofte som hæk eller vindbryder mellem marker, og den dyrkes også som prydplante. Kernerne er spiselige, og planten udgør et glimrende husdyrfoder. Den er også blevet anvendt medicinelt.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med mange blomster’.

 

 

Store bevoksninger af Miscanthus floridulus omkring en køkkenhave, Shengsing, Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hvide frøstande af Miscanthus floridulus, Zhuolan, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nærbillede af småaksene, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Miscanthus transmorrisonensis
Denne art regnes normalt som værende endemisk i Taiwans bjerge, voksende i højder mellem 2200 og 3400 m. Den ligner den foregående art, men er mindre og med mindre frøstande. Nogle autoriteter betragter den som en underart af M. sinensis, som er vidt udbredt i Fjernøsten.

Artsnavnet er latin og betyder ‘over eller på den anden side af Mount Morrison’, opkaldt efter Robert Morrison (1782-1834), en skotsk protestantisk missionær, som arbejdede i Macao og Guangdong, samt på Malakka-halvøen. Dette bjerg, som i dag kaldes for Yu Shan (‘Jadebjerget’), er det højeste bjerg i Fjernøsten (3952 m).

 

 

Miscanthus transmorrisonensis, Dasyueshan National Forest, Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Miscanthus transmorrisonensis i aftenlys, Alishan, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Frøstande af Miscanthus transmorrisonensis, Hohuan Shan (øverst) og Yu Shan, Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Molinia
Denne lille slægt med kun 2 arter er udbredt fra Irland og Portugal mod øst til Ural-bjergene og Kazakhstan, samt fra Skandinavien mod syd til det nordlige Afrika og Syrien, med en isoleret forekomst i Ethiopien.

Slægtsnavnet blev givet til ære for den spanske jesuiterpræst, naturhistoriker, historiker og sprogforsker Juan Ignacio Molina (1740-1829), som boede i Chile. Han var blandt de første til at fremsætte teorien om en gradvis udvikling af arterne, 44 år før Charles Darwin, der ofte citerede ham i Arternes oprindelse. I 1768 blev Molina tvunget til at forlade Chile på grund af undertrykkelse af jesuitterne. Han slog sig ned i Italien, hvor han med tiden blev professor i naturhistorie på universitetet i Bologna. Hans Saggio sulla Storia Naturale del Chili (1778) var den første beskrivelse af Chiles naturhistorie.

 

Molinia caerulea Blåtop
Hjemmehørende i hele Europa, med undtagelse af Island, mod øst til Ural-bjergene og Kazakhstan, mod syd til det nordlige Afrika og Syrien, med en isoleret bestand i Ethiopien. Den er også blevet forvildet i Nordamerika.

Dette tuedannende græs vokser i hedemoser og andre fugtige områder, gerne på fattig jordbund, med mange, op til 1,2 m høje stængler. Bladene er op til 45 cm lange og 6 mm brede, og i stedet for skedehinde har den en krans af hår. Blomsterstanden er en op til 20 cm lang top med mørkt purpurfarvede småaks.

Artens tætte tueform gør den meget modstandsdygtig mod brande, og den er en aggressiv plante, som ofte er i stand til at udkonkurrere andre arter. Derfor er den uønsket på de jyske heder, hvor man forsøger at bekæmpe den, hvilket er meget vanskeligt.

Artsnavnet er latin og betyder ‘mørkeblå’, hvilket sigter til den purpurfarvede blomsterstand.

 

 

Blåtop, Harrild Hede, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blåtop, Bøllemosen, Jægersborg Hegn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nærbillede af blomsterstande, Karup militære område, Jylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I et fugtigt område i Søby Brunkulslejer, Midtjylland, spreder denne tue af blåtop sine stængler i vifteform, hvorved den danner et flot mønster. Den er omgivet af en stor bevoksning af star (Carex). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Maskine til at skrælle blåtop-tørv op, Karup militære område, Jylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Nardus stricta Katteskæg
Denne plante, det eneste medlem af slægten, er udbredt i tempererede og subarktiske egne, fra det nordøstlige Nordamerika mod øst via Grønland, Island og Europa til det centrale Sibirien og Mongoliet, mod syd til New England, det nordlige Afrika, Tyrkiet og Kaukasus.

Arten danner ofte tætte bestande af kompakte tuer med meget tynde grågrønne blade, op til 30 cm lange, men kun 1 mm brede. Stænglerne bliver op til 60 cm høje. Den vokser i hedemoser og græsklædte områder, altid på næringsfattig, sur sandbund eller hede.

Slægtsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk nardos, et ord, der blev anvendt for adskillige græsser. Det danske navn hentyder til de tynde, spidse blade. Et folkenavn på arten er uredt hår, hvilket sigter til, at bladene i en tue ofte peger i alle retninger.

 

 

Katteskæg, Vrads Sande, Midtjylland (øverst), samt naturreservatet Tipperne, Ringkøbing Fjord. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Panicum
En meget stor slægt med omkring 260 arter, udbredt over hele kloden, med undtagelse af polarområderne. I det nordlige Eurasien optræder kun arter forvildet fra dyrkning.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på kolbehirse (Setaria italica, se afsnittet Kornsorter nedenfor). Ordets oprindelse er usikker, sandsynligvis afledt af enten panis (‘brød’) eller panus (‘en frøstand af hirse’).

 

Panicum repens
Det oprindelige voksested for denne hirseart er ukendt, men i dag er den udbredt næsten overalt i tropiske og subtropiske områder verden rundt. Stænglerne varierer i højde, fra 20 cm til 1 m, oprette eller nedadbøjede. Bladene er op til 30 cm lange og 6 mm brede, flade eller med køl. Blomsterstanden er en åben udbredt top, indtil 20 cm lang, med meget små, indtil 3 mm lange småaks.

Arten spredes nemt ved hjælp af de store, forgrenede, spidse rhizomer, som har givet anledning til et af artens engelske navne, torpedograss. Af Mississippi State University kaldes den for “en af verdens værste ukrudtsarter. (…) I fuldt udvokset tilstand måler dette græs op til 1 m og danner tætte bestande, som udkonkurrerer lokale arter og medfører tab af diversitet og forstyrrer den overordnede økologiske balance.”

Artsnavnet er latin og betyder enten ‘krybende’ (hvilket dette græs overhovedet ikke er) eller ‘pludselig’, ‘uventet’, hvilket kan sigte til, at arten dukker op allevegne.

Adskillige andre billeder af denne art vises på siden Planteliv: Byens planteliv.

 

 

Panicum repens er yderst almindelig i Taiwan, her voksende op ad en container, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nærbillede af stængler, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Frøstande af Panicum repens, Huoyan-bjergene (’99 Peaks’), Pinglin, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
 

 

Panicum repens er også dekorativ efter at have kastet frøene. – Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Phalaris
Denne slægt, som omfatter ca. 18 arter, er vidt udbredt i subarktiske, tempererede og subtropiske regioner på den nordlige halvkugle, endvidere i nogle tropiske bjergegne, samt i det vestlige og sydlige Sydamerika.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på kanariegræs (P. canariensis), oprindeligt fra græsk phaleros (‘glinsende’), hvilket sigter til denne arts skinnende frø.

 

Phalaris arundinacea Rørgræs
Som navnet fortæller, minder dette græs om tagrør (Phragmites australis, nedenfor). I lighed med den art danner rørgræs også rørskove, men ikke så omfangsrige som hos tagrør.

Den stive stængel bliver op til 2 m høj, blade lysegrønne (brogede hos dyrkede former, der undertiden ses forvildet), spredte med ensartede mellemrum op ad stænglen, oftest flade, indtil 30 cm lange og 2 cm brede, ru på oversiden, skedehinden op til 7 mm lang, tandet. Blomsterstanden er en stor top, indtil 20 cm lang, under blomstringen med udstående grene, senere sammentrængte, småaks til 7 mm lange.

Denne art er vidt udbredt i subarktiske, tempererede og subtropiske egne på den nordlige halvkugle, mod syd til Mexico, Middelhavet, Iran, Himalaya og Indokina, og den forekommer også i bjergegne i det østlige Afrika, Madagascar og Sri Lanka.

Det latinske artsnavn kommer af oldgræsk arundo, det klassiske navn på på kæmperør (Arundo donax, ovenfor), men ordet kan også betyde ‘rør’ i almindelighed og hentyder i dette tilfælde til artens lighed med tagrør.

 

 

Rørgræs, Hampen Sø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rørgræs, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rørgræs, Strands, Mols. I baggrunden kattehale (Lythrum salicaria). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Phleum Rottehale
Denne slægt med ca. 15 arter er vidt udbredt i subarktiske, tempererede og subtropiske regioner på den nordlige halvkugle, endvidere i Mellemamerika og det sydlige Sydamerika.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk phleos, en sivart (Juncus), som fandtes på fugtige lokaliteter. Hvorfor den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) hæftede navnet på denne slægt, er uvist, da de fleste rottehale-arter ikke er tilknyttet vådområder.

Det danske navn hentyder til aksets form.

 

Phleum alpinum ssp. rhaeticum Rhätisk alpe-rottehale
Stængel indtil 50 cm høj, ofte nedliggende, blade flade, op til 17 cm lange og 7 mm brede, bladskeder oppustede, skedehinde til 4 mm lang. Akset er cylinderformet, meget mørkt, indtil 6 cm langt og 1,2 cm bredt, støvknapper hvidlige.

I bredeste forstand har alpe-rottehale en meget stor udbredelse, idet den findes i de fleste tempererede områder på den nordlige halvkugle, samt i det sydlige Sydamerika. Tidligere mente man, at planter i Alperne og omkringliggende bjerge udgjorde en særlig underart, rhaeticum, men denne underart anerkendes ikke længere af Kew Gardens. Da dens aks er meget længere end hos den typiske alpinum, ser jeg ingen grund til ikke at bevare den.

Underartsnavnet hentyder til Rhätia, som var en provins i Romerriget, opkaldt efter Rhäterne, et folk, som beboede hvad der i dag udgør det centrale og østlige Schweiz, de sydligste egne af Tyskland, Vorarlberg og størstedelen af Tyrol i Østrig, samt det nordlige Lombardiet i Italien.

 

 

Rhätisk alpe-rottehale, Stubachtal, Hohe Tauern, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Phleum phleoides Glat rottehale
Denne art minder om den mere almindelige P. pratense (nedenfor), men vokser hovedsagelig på kalkgrund. Den er tuedannende, stængel indtil 70 cm høj, bladene indtil 20 cm lange og 5 mm brede, med hvidlige, ru kanter.

Den er vidt udbredt, idet den findes i næsten hele Europa og videre østpå til det østlige Sibirien, sydpå til det nordlige Afrika, Iran, Tibet og det nordlige Kina.

Artsnavnet er latin og betyder ‘ligner Phleum‘, hvilket synes meningsløst, da den rent faktisk er placeret i slægten Phleum. Forklaringen er, at i 1818 blev den navngivet Chilochloa phleoides af den franske botaniker Nicaise Auguste Desvaux (1784-1856).

Et af artens engelske navne er Boehmer’s cat’s-tail. Dette navn blev givet til ære for den tyske botaniker og læge Georg Rudolf Böhmer (1723-1803), professor i botanik og anatomi ved universitetet i Wittenberg. Han publicerede et naturhistorisk værk i 5 bind med titlen Bibliotheca scriptorum historiae naturalis.

 

 

Glat rottehale, Glatved Strand, Djursland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Phleum pratense Eng-rottehale
Dette græs kan undertiden blive op til 1,5 m højt, men er normalt meget lavere. Bladene er op til 40 cm lange og 1,3 cm brede, nedre bladskeder bliver efterhånden brune, skedehinden kort og but. Blomsterstanden er et kompakt aks, indtil 15 cm langt og 1,2 cm bredt, med tæt sammentrængte småaks. Støvknapperne er purpurfarvede med lyserødt skær.

Arten er hjemmehørende i hele Europa, mod øst til det østlige Sibirien, mod syd til Marokko, Iran og det vestlige Himalaya. Den er blevet indført til de fleste andre egne af kloden som fodergræs og forvildes ofte.

Artsnavnet er latin og betyder ‘vokser i enge’.

 

 

Blomstrende eng-rottehale, Skårup, Djursland. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blomstrende eng-rottehale med pollensky, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Phragmites
Denne lille slægt med 4 arter er udbredt næsten overalt på kloden, kun fraværende i sydamerikanske regnskove, samt på Antarktis og i visse arktiske egne.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk phragma (‘hegn’ eller ‘skærm’), hvilket sigter til anvendelsen af tagrør (nedenfor) til fletning af hegn.

 

Phragmites australis Tagrør
I varmere lande kan dette store græs blive over 6 m højt, i køligere egne indtil 3 m. Arten spredes ofte ved hjælp af underjordiske rhizomer, og bestande kan dække adskillige kvadratkilometer. Bladene bliver op til 60 cm lange og 6 cm brede. Blomsterstanden er en mørkt purpurfarvet top, op til 40 cm lang, som senere skifter farve til hvid, da småaksene efterhånden dækkes af lange hvide silkehår.

Tagrør er udbredt næsten overalt på kloden og mangler kun i nogle tropiske områder, bl.a. regnskove, samt på Antarktis og i visse arktiske egne.

Denne plante er blevet udnyttet af mennesket gennem årtusinder, specielt til huskonstruktion, tagtækning, samt fremstilling af måtter og kurve. En nylig brug er til rensning af spildevand i rodzoneanlæg. Spildevand ledes gennem en kunstigt anlagt rørskov, hvor bakterier på rhizomerne fjerner de fleste næringsstoffer. Billeder, som viser artens anvendelse, ses nedenfor i afsnittet Andre anvendelser af græsser.

Unge stængler og rhizomer kan tørres og stødes til mel, og rhizomerne anvendes også i traditionel kinesisk medicin mod forskellige lidelser, såsom hoste og slim i luftvejene.

Artsnavnet er latin og betyder ‘sydlig’ – et underligt navn, må man sige. Sydlig i forhold til hvad?

 

 

Rørskov, Knudsø (øverst) og Almind Sø, begge Midtjylland. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Vinterstandere af tagrør, Ørbæk Å, syd for Nyborg. På øverste billede ses også en enkelt bredbladet dunhammer (Typha latifolia). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Phyllostachys
Denne bambus-slægt, som omfatter omkring 63 arter, er udbredt fra Himalaya mod øst til det østlige Kina og Taiwan, og derfra mod syd til Indokina. Nogle medlemmer er blevet indført andre steder som prydplanter og forvildes ofte.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk phyllon (‘blad’) og stachys (‘aks’), hvilket sigter til blomsterstanden, der har blade for enden af de primære grene.

 

Phyllostachys makinoi
Denne art er begrænset til subtropiske bjerge i Taiwan og Fujian-provinsen i det sydøstlige Kina, hvor den findes op til omkring 1500 meters højde.

Det er en stor plante, som undertiden når en højde af 20 m, med stængler på op til 9 centimeters tykkelse. Der er op til 40 cm mellem leddene. Arten spredes bl.a. gennem underjordiske rhizomer, der ofte vokser et godt stykke væk fra moderplanten, inden den danner en ny klump. Den er således i stand til at danne udbredte bevoksninger.

Arten dyrkes som prydplante, samt for stænglerne, der anvendes som materiale til huse, møbler, paraplyer, kasser og landbrugsredskaber, samt til fremstilling af papir. Unge skud indsamles i naturen, når de når en højde af ca. 10 cm, hvorefter de koges og spises.

Artsnavnet hædrer den japanske botaniker Tomitaro Makino (1862-1957), kaldt for ‘den japanske botaniks fader’. Han var blandt de første japanske botanikere, som klassificerede planter efter det system, som var udviklet af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78). Makino opdagede omkring 600 arter, som var nye for videnskaben, og han navngav over 2500 planter.

 

 

Phyllostachys makinoi, Erbensung, Shei-pa Nationalpark, Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Unge stængler er dækket af et fint, blågråt pulver, inden de bliver grønne. – Wufong, vestlige Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Poa Rapgræs
Denne meget store slægt med omkring 575 arter findes overalt på kloden, med undtagelse af polar-regionerne og visse regnskovs- og ørkenområder.

Slægtsnavnet betyder simpelthen ‘foder’ på oldgræsk.

Ifølge Gyldendals Den Store Danske kommer navnet rapgræs måske af norsk rapp, der muligvis er beslægtet med rape (dværgbirk), på oldnordisk hrapi, eller af jysk dialekt rappe (‘lyngbusk’). Uanset hvad er forbindelsen svær at få øje på.

 

Poa nemoralis Lund-rapgræs
Denne art danner løse tuer, stængel opret eller nedadbøjet, indtil 80 cm høj, blade flade, op til 15 cm lange og 3 mm brede, ofte stående vandret ud fra stænglen – et godt kendetegn. Skedehinden er op til 1 mm lang, fint håret. Blomsterstanden er en udbredt top, indtil 16 cm lang, småaks op til 8 mm lange.

Den er vidt udbredt på den nordlige halvkugle, fra subarktiske egne mod syd til Texas, Nordafrika, Iran, Himalaya og Kina. Den vokser i lunde og lyse skove, ofte nær skovbryn.

Artsnavnet er latin og betyder ‘vokser i lunde’.

 

 

Stor bevoksning af lund-rapgræs, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. T.v. en gammel ahorn (Acer pseudoplatanus), t.h. for den en gammel bøg (Fagus sylvatica). Desuden ses bl.a. mælkebøtte (Taraxacum officinale), feber-nellikerod (Geum urbanum), vorterod (Ranunculus ficaria) og krat-ærenpris (Veronica hederifolia ssp. lucorum), bagest ungskov af ahorn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Lund-rapgræs, Æbleskov, østlige Fyn. Bemærk, at bladpladen står vandret ud fra stænglen – et godt kendetegn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Poa pratensis Eng-rapgræs
Et elegant græs med en op til 70 cm høj stængel, blade indtil 20 cm lange og 5 mm brede, med bådformet spids. Skedehinden er omkring 2 mm lang og lige afskåret, i modsætning til to ret lignende arter, enårig rapgræs (P. annua) og almindelig rapgræs (P. trivialis), som har stærkt tilspidset skedehinde. Blomsterstanden er en udbredt top, indtil 20 cm lang, småaks op til 6 mm lange.

Arten er vidt udbredt på den nordlige halvkugle, fra subarktiske egne mod syd til Mexico, Middelhavet, Iran, Himalaya og Indokina, og den vokser også i bjergegne i Yemen, Filippinerne, Java og Ny Guinea. Andre steder er den blevet indført som fodergræs.

Artsnavnet er latin og betyder ‘vokser i enge’.

 

 

Eng-rapgræs med dugdråber, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Puccinellia Annelgræs
Denne slægt med omkring 115 arter er vidt udbredt i subarktiske, tempererede og subtropiske regioner på den nordlige halvkugle, i det vestlige og sydlige Sydamerika, det sydlige Afrika og det sydlige Australien, samt på nogle subantarktiske øer.

Slægtsnavnet blev givet til ære for den italienske botaniker Benedetto Luigi Puccinelli (1808-50), som var professor i botanik ved universitetet i Lucca, samt direktør for Lucca botaniske have. Han skrev et værk med titlen Synopsis plantarum in agro Lucensi sponte nascentium (‘Synopsis over spontant voksende planter i landlige områder omkring Lucca’).

 

Puccinellia distans Udspærret annelgræs
Dette tuedannende græs har op til 60 cm lange oprette eller nedliggende stængler, blade mest grundstillede, 2-4 flade blade på den nederste halvdel af stænglen, op til 10 cm lange og 7 mm brede, skedehinde indtil 2 mm lang. Blomsterstanden er en udbredt top, indtil 20 cm lang, opret eller svagt nikkende, med stor afstand mellem sidegrenene, de nederste ofte nedadpegende. Småakset er op til 2,5 mm langt, ofte purpurfarvet under blomstring.

Arten vokser i fugtige habitater, normalt på salt jorder, bl.a. langs saltede veje. Den er udbredt i Eurasien, fra Island mod øst til Alaska, og fra subarktiske områder mod syd til Middelhavet, Jordan, Iran og Kina. Den er også almindeligt naturaliseret i Nordamerika.

Artsnavnet hentyder til den ret store afstand mellem sidegrenene i blomsterstanden.

 

 

Udspærret annelgræs, voksende på en nedlagt mødding, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Setaria
Denne store slægt med omkring 135 arter findes over hele kloden med undtagelse af polarområderne og den nordlige del af Nordamerika.

Slægtsnavnet er afledt af latin seta (‘stift hår’), hvilket sigter til stakken.

 

Setaria pumila
Denne art er hjemmehørende i store dele af den Gamle Verden, med undtagelse af de nordligste og sydligste regioner, samt Australien. Den er også blevet naturaliseret mange steder i den Nye Verden.

Den kan nå en højde af 1 m, men er normalt lavere, stængler oftest glatte, grønne, undertiden med purpuragtigt skær, blade op til 30 cm lange, blomsterstand cylinderformet, aks-lignende, til tider gul, op til 15 cm lang, småaks med kort stak. Den vokser i mange åbne habitater, bl.a. plæner, vejkanter, dyrkede marker og i byer langs fortove.

Artsnavnet er latin og betyder ‘dværg’.

 

 

Setaria pumila, Taichung, Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Spartina, se Sporobolus.

 

 

 

Sporobolus Vadegræs m.fl.
Denne store slægt med omkring 225 arter findes over det meste af kloden, kun manglende i polarområderne. Nogle medlemmer var førhen placeret i slægten Spartina.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk spora (‘frø’) og bolos (‘kaste’), hvilket sigter til, at frøene let løsnes.

 

Sporobolus alterniflorus Glat vadegræs
Dette græs, førhen kaldt for Spartina alterniflora, er udbredt i kystsumpe og på tidevandsflader, fra det østlige Canada mod syd til Mexico, og tillige langs de nordlige og sydøstlige kyster af Sydamerika.

Arten bliver op til 1,5 m høj, stængel glat, blade indtil 60 cm lange og 2,5 cm brede ved grunden, skarpt tilspidset og nedadbøjet i spidsen. Blomsterstanden er en ensidig, akslignende top, op til 40 cm lang, småaks indtil 1,4 cm lange. Blomsterne er gulgrønne, og frøene bliver brune i løbet af vinteren. Arten spreder sig ofte ved hjælp af underjordiske rhizomer, som udgør et vigtigt fødeemne for snegæs (Anser caerulescens).

Artsnavnet er latin og betyder ‘med blomster skiftevis’.

 

 

Glat vadegræs i aftenlys, Mill Neck Creek, Long Island, New York. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sporobolus anglicus Engelsk vadegræs
Denne art, tidligere kaldt for Spartina anglica, ligner meget den foregående art. Den opstod omkring 1870 som en krydsning imellem dén og den vesteuropæiske S. maritima. Denne hybrid var først steril, men blev siden spontant fertil, hvorpå den hurtigt bredte sig over utallige vadeflader i Nordeuropa, hvor den i dag betragtes som en alvorlig trussel, da den fordriver den naturlige vegetation. Den er også blevet indslæbt til andre egne af kloden. Et eksempel på dens spredningsevne er beskrevet på siden Naturreservatet Vorsø: Vegetation på Langøerne.

Det latinske artsnavn betyder ‘engelsk’.

 

 

På dette billede har vadegræs næsten erobret en lille vig i naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. I forgrunden ses tagrør (Phragmites australis), og den lysegrå plante i baggrunden er strand-malurt (Artemisia maritima). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blomstrende aks af vadegræs, Vorsø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Stipellula
En lille slægt med kun 2 arter, der tidligere var placeret i slægten Stipa. De omfatter S. capensis (nedenfor), samt S. magrebensis, der kun findes i Marokko og Algeriet.

Slægtsnavnet er afledt af styppeion, det oldgræske ord for taver af hør eller hamp. I sin Commentarii de Bello Gallico (‘Notater om den Galliske Krig’) nævner den romerske kejser Gaius Julius Cæsar (100-44 f.Kr.), at dette græs blev anvendt som stråtag.

 

Stipellula capensis
Denne art, som førhen blev kaldt for Stipa capensis, er hjemmehørende omkring Middelhavet og fra Mellemøsten mod øst til det nordlige Indien, desuden i Kaukasus, Arabien, Mauritanien og Sydafrika. Den vokser i tørre områder, bl.a. i ørkener, langs veje og på tomter.

Den er en tuedannende plante, stængel til 70 cm høj, blade blågrønne, sammenrullede, indtil 15 cm lange og 4 mm brede, bladskede og skedehinde hårede i randen. Blomsterstanden er en tæt top, op til 15 cm lang, småaks indtil 2 cm lange, stakken meget lang, til 10 cm.

Artsnavnet hentyder til Kap-provinsen i Sydafrika.

 

 

Stipellula capensis, nær Paterno, Sicilien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Thinopyrum
Denne slægt med ca. 15 arter forekommer fra Irland og Portugal mod øst til Kazakhstan og Pakistan, samt fra Skandinavien mod syd til det nordlige Afrika, med en isoleret forekomst i Sydafrika.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk thino (‘sand’) og pyros (‘hvede’), hvilket sigter til den primære habitat for strand-kvik (nedenfor).

 

Thinopyrum junceiforme Strand-kvik
Dette græs, tidligere kaldt for Agropyron junceum eller Elytrigia juncea, bliver indtil 50 cm højt. Arten minder en del om almindelig kvik (Elymus repens, ovenfor), men har blågrønne strå, der meget let knækker. Bladene er blødhårede, indtil 6 mm brede, med indrullet rand og en lang, stikkende spids. Bladskederne er glatte og ofte violette. Aksene knækker også nemt, og derved kan frøene spredes med havvand. Arten formerer sig også gennem udløbere.

Strand-kvik er tilknyttet sandede strande, hvor den ofte optræder som pionerplante i forklitten, men er også truffet inde i land i alkali-områder og langs veje.

Arten er hjemmehørende i det nordvestlige og vestlige Europa, fra Skandinavien, Finland og de baltiske lande mod syd til Frankrig, mod vest til Irland. Den er også rapporteret fra Svalbard og Marokko. Den er almindelig i Danmark.

Artsnavnet er afledt af latin junceus (‘siv-lignende’) og forma (‘form’), hvilket hentyder til dens lighed med visse siv-arter (Juncus).

 

 

Strand-kvik, voksende i forklitten sammen med strand-mandstro (Eryngium maritimum), Fanø. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Græsland
I nogle områder dækker græsser hovedparten af jordbunden og danner forskellige typer af græsland, bl.a. enge, savanner, prærier, bambusskove og rørskove. Græsser udgør en stor del af kosten for mange dyr, store som små, men da bladet vokser frem fra grunden nær stænglen, kan den modstå og overleve gentagen nedgræsning.

Savanner og prærier opdeles i to typer, dels med korte græsser, dels med højere græsser. Bambusskove er vist ovenfor i afsnittet Bambus.

Antilope-arterne nævnt nedenfor er beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Antiloper, zebraer på siden Natur: Mønstre i naturen, geparden på siden Portrætter, løven på siden Dyreliv – Pattedyr: Løven – savannens konge.

 

 

Morgensol oplyser en kortgræs-savanne med græssende hvidskæggede gnuer (Connochaetes taurinus ssp. mearnsi) og savannezebraer (Equus quagga ssp. boehmi), Ngorongoro-krateret, Tanzania. Nogle af gnuerne har kalve. T.v. ses to Thomson-gazeller (Eudorcas thomsonii). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Regnskyer trækker op over en kortgræs-savanne med skærmakacier (Vachellia tortilis) og en termittue, Tarangire Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kortgræs-savanne med græssende hvidskæggede gnuer (Connochaetes taurinus ssp. mearnsi) og savannezebraer (Equus quagga ssp. boehmi), Ngorongoro-krateret, Tanzania. Fuglen er en koritrappe (Ardeotis kori). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kortgræs-savanne med græssende hvidskæggede gnuer (Connochaetes taurinus ssp. mearnsi), Serengeti Nationalpark, Tanzania. Sorte regnskyer truer i horisonten. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Han af sydlig sabelantilope (Hippotragus niger ssp. niger) i en højtgræs-savanne, Matobo Nationalpark, Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Geparder (Acinonyx jubatus) hviler på en termittue i en højtgræs-savanne, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse løveunger (Panthera leo), som venter på deres moder, skjules næsten af det høje græs, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Han af Uganda-kob (Kobus kob ssp. thomasi) hviler i en højtgræs-savanne, Queen Elizabeth Nationalpark, Uganda. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Vortesvin (Phacochoerus africanus) i en højtgræs-savanne, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Morgensol over en kortgræs-prærie, Sage Creek, Badlands Nationalpark, South Dakota, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gaffelbukke (Antilocapra americana) i en kortgræs-prærie, nær Cody, Wyoming, USA. Denne art er beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Antiloper. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Højlands-græsland, nær Tororo (øverst) og Kapsait, begge i Cherangani Hills, Kenya. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Græssende savannezebraer (Equus quagga ssp. boehmi) og hvide storke (Ciconia ciconia) i højlands-græsland med tusinder af gule blomster, Ngorongoro Conservation Area, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fyrre-enebær-græsland, nær McArthur, Cascade Range, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Alpint græsland med krat af Rhododendron campanulatum samt enkelte Himalaya-ædelgraner (Abies spectabilis), Ghumtarao, Great Himalayan National Park, Himachal Pradesh, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Højlands-græsland, sandsynligvis skabt gennem talrige afbrændinger, Seldomseen, Bvumba, Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Græsslette, De Hoge Veluwe Nationalpark, Gelderland, Holland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Masai-kvæg græsser i højlands-græsland, Ngorongoro Conservation Area, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Græsgange for får (udmark) på Færøerne, øverst på skråningerne af bjerget Slættaratindur, som med sine 880 m er den højeste tinde på øerne, nederst nær Gjogv, begge på Eysturoy (Østerø). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Græsland i morgenlys med græssende kvæg, San Simeon Creek, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Højlands-græsland med mange kandelaber-vortemælk, Euphorbia bussei var. kibwezensis, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Eng med græssende heste og en overdådighed af bidende ranunkel (Ranunculus acris), Cades Cove, Great Smoky Mountains Nationalpark, Tennessee, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Græsbevokset kystklint, Ristinge Klint, Langeland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Græsland omkring det vulkanske krater af Mount Longonot, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fugtig eng og birkeskov (Betula), Sooma Nationalpark, Estland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En sumpet eng, en såkaldt dambo, syd for Samfya, Zambia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Aftensol på græsbevoksede klitter, såkaldte grønsværsklitter, Langli, Ho Bugt. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kvæggræsset overdrev, Brösarps Backar, Skåne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rørskov af tagrør (Phragmites australis) med frø i modlys, Holckenhavn Fjord (øverst) og Ørbæk Å, begge i det østlige Fyn. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rørskov af tagrør ved vintertide, Brassø nær Silkeborg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Menneskets udnyttelse af græsser
Græsfamilien er af kolossal økonomisk betydning for de fleste samfund verden rundt, idet den rummer nogle af klodens vigtigste fødeplanter: ris, hvede, majs, byg, durra, havre, rug, hirse og sukkerrør. Græsgange er blevet anlagt i næsten enhver afkrog af kloden til græsning af husdyr, og i mange samfund hentes foder til dyrene også i græsklædte områder.

Græsser, specielt bambus, udnyttes endvidere til fremstilling af en lang række genstande, bl.a. tagtækning, måtter, kurve, stilladser, flåder, broer, vandrør, fiskeruser og regnslag. De anvendes også ornamentalt, mest i form af græsplæner. Nogle græsser dyrkes som biobrændsel.

 

Kornsorter og sukkerrør

 

Ris Oryza sativa
Ris er et ord, der normalt anvendes om frø af Oryza sativa (asiatisk ris), mindre almindeligt om frø af O. glaberrima (afrikansk ris). Ordet vildris anvendes normalt om frø af slægterne Zizania og Porteresia.

Det menes, at dyrkning af ris påbegyndtes i det centrale Kina for omkring 10.000 år siden. I dag er ris den vigtigste fødekilde på kloden, idet den udgør grundføden for over halvdelen af verdens befolkning.

I 2020 var verdensproduktionen omkring 750 millioner tons. De vigtigste producenter var Kina med ca. 210 mill. tons og Indien med ca. 180 mill. tons. Andre store producenter er Bangladesh, Indonesien og Vietnam.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for ris, mens artsnavnet er latin og betyder ‘sået’ eller ‘plantet’.

Billederne herunder viser alle asiatisk ris.

 

 

Risplante, Bahun Danda, nedre del af Marsyangdi-dalen, Annapurna, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

For over 2000 år siden anlagde stammefolk i det nordlige Luzon, Filippinerne, fantastiske terrassemarker, der kunstvandes gennem et avanceret system af kanaler. Disse blev fotograferet nær Banawe. På det nederste billede ses bundter af unge risplanter, som er placeret i markerne, parate til at blive plantet ud. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Terrassemarker med friskgrønne risplanter, Bahun Danda, nedre del af Marsyangdi-dalen, Annapurna, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Piger laver bundter af nyspirede risplanter, inden de udplantes i andre marker, Aliwetawela, øst for Badulla, Sri Lanka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne bonde bærer unge risplanter ud i marken, hvor de skal plantes, Yangshuo, Guangxi Zhuang, sydlige Kina. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Minangkabau-stammekvinde nyspirede risplanter, Maninjau, Sumatra, Indonesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bonde udplanter nyspirede risplanter, Yangshuo, Guangxi Zhuang, sydlige Kina. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kokospalmer (Cocos nucifera) spejles i en mark med nyplantet ris, Bali, Indonesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Risplanter i lige rækker, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rishøsten tærskes ved at hamre negene ned på et lavt bord, Tadi Bazaar, sydlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rishøsten tærskes ved hjælp af vandbøfler, Kuda Oya, Sri Lanka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Der tærskes ris med maskine, Mas, nær Ubud, Bali, Indonesien (øverst), samt nær Bodhgaya, Bihar, Indien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dayak-kvinder renser ris gennem vejring på verandaen bag deres langhus, Aman-floden nær Kapit, Sarawak, Borneo. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Punan-piger støder ris til mel, Kakus-floden, Sarawak, Borneo. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Buddhas fødselsdag fejres af pilgrimme, som kaster riskorn og andre offergaver på en chaitya, en lille helligdom med fire mediterende Buddhaer, Bodhnath, Kathmandu, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hvede Triticum aestivum
Arkæologerne mener, at to ældgamle hvedetyper, enkorn (T. monococcum) og emmer (T. dicoccum), først blev dyrket i Mesopotamien og/eller Egypten omkring 9600 f.Kr. En anden meget gammel type er spelt (T. spelta). I dag er de almindeligste dyrkede former almindelig hvede (T. aestivum) og durum (T. durum).

I 2020 var verdensproduktionen omkring 760 millioner tons. De største producenter var Kina (ca. 135 mill. tons), Indien (ca. 108 mill. tons), Rusland (ca. 86 mill. tons), USA (ca. 50 mill. tons), Canada (ca. 35 mill. tons), Frankrig (ca. 30 mill. tons), samt Pakistan og Ukraine (begge ca. 25 mill. tons).

Det videnskabelige navn er afledt af latin tritus, oprindeligt fra tero (‘at græsse’ eller ‘at kværne’), samt af aestas (‘sommer’).

 

 

Hvedemark, Skårup, Djursland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En langstakket form af hvede, Tamur-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Terrassemarker med hvede, Bharku, Langtang Nationalpark, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bønder luger ukrudt i en hvedemark, Sissu, Lahaul, Himachal Pradesh, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Newar-kvinde luger i en hvedemark, Bhaktapur, Kathmandu-dalen, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Newar-kvinder bærer bundter af høstet hvede, Kathmandu-dalen, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Muslimske bønder tærsker hvede ved at hamre negene ned på en træstamme, Pahalgam, Kashmir, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hvede tærskes ved at slå negene mod flade stentavler, Bhaktapur, Kathmandu-dalen, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Newar-kvinder tærsker hvede ved at slå på den med lange stokke, Bhaktapur, Kathmandu-dalen, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tærskning af hvede med maskine, Bhaktapur, Kathmandu-dalen, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kvinder ‘tærsker’ hvede ved at sprede det ud på en vej, hvor passerende biler vil skille avnerne fra kærnerne, Kathmandu-dalen, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse kvinder renser hvede ved hjælp af vejring, Bhaktapur, Kathmandu-dalen, Nepal (øverst), samt nær Jodhpur, Rajasthan, Indien. Kernerne hældes langsomt ned på en måtte, og undervejs blæser vinden støv og løse avner bort. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Håndlavede hvedenudler strækkes, hænges på stokke og renses, før de hænges op på gårdspladsen for at tørre, Lugang, Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Puri er en type friturestegte brød, som fremstilles af uhævet hvededejg. Disse mænd i Srinagar, Kashmir, Indien, bager kæmpestore purier. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Spelt, dyrket som forsøg, Langeland (øverst) og Møn. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Majs Zea mays
Majs, i Nordamerika og Australien kaldt for corn, blev først dyrket af folkeslag i det sydlige Mexico for omkring 10.000 år siden. I dag er det den mest almindeligt dyrkede kornart med en verdensproduktion på omkring en milliard tons. Den anvendes dog til mange formål og er kun den tredjevigtigste fødeplante, efter ris og hvede.

De største majsdyrkere er USA (ca. 360 millioner tons), Kina (ca. 260 mill. tons), Brasilien (ca. 100 mill. tons) og Argentina (ca. 60 mill. tons).

Plantens navn kommer af spansk maíz, en forvrængning af Taino-ordet mahiz. Taino er et uddødt Arawakan-sprog, som blev talt i store områder af Caribien.

 

 

Majsmark på skråningerne af San Pedro-vulkanen, Lago Atitlan, Guatemala. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En chena, en rydning i junglen med plantet majs, Aliwetawela, øst for Badulla, Sri Lanka. Hytten i træet benyttes af ejeren, som tilbringer natten her for at prøve på at skræmme vildsvin, hjorte, forvildede vandbøfler og elefanter bort fra chena’en. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne nøgne dreng har badet i Ayeyarwadi-floden, Bagan, Myanmar, og nu bringer han vand fra floden til en majsmark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hanlige majs-blomster, Jylland (øverst) og Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Stakkede majskolber og rishalm uden for en gård, nær Tadi Bazaar, sydlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sent eftermiddagslys oplyser majskolber, som hænger til tørre uden for et hus af Miao-stammefolket, Guizhou, Kina. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Majskolber og kerner ligger til tørre, Aliwetawela, øst for Badulla, Sri Lanka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne Gurung-kvinde i den øvre del af Marsyangdi-dalen, Annapurna, Nepal, renser majs gennem vejring. En brise fjerner støv fra afgrøden, og gennem en særlig slags små slag på kurven med venstre hånd formår hun at adskille kerner og småsten. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Majs males mellem stenene af en vanddrevet kværn, Nakote, Helambu, Nepal. Kernerne placeres i tragten over møllestenene. De roterende sten får tragten til at ryste, hvorved kernerne falder ned i hullet i midten af stenen i en jævn strøm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ristede majskolber er en populær spise verden rundt. Disse er til salg i vejkanten, nær Mbeya, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Oprindeligt havde dyrkede majssorter langt mindre kolber end nutidens grotesk store typer. Dette billede viser typen Iroquois Blue Flint corn. (Foto John Burke, copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Oprindelige majstyper har inspireret kunsthåndværkerne Maibritt Jönsson og Pete Hunner til at fremstille glasskåle med lignende mønster, Baltic Sea Glass, Melsted, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Byg Hordeum vulgare
Byg blev dyrket så tidligt som for omkring 10.000 år siden. I dag dyrkes den i tempererede egne kloden rundt, og den årlige produktion er på ca. 150 millioner tons, hvilket gør byg til den fjerde-vigtigste kornsort efter majs, ris og hvede.

Omkring 70% af byghøsten anvendes som dyrefoder, og næsten 30% som ingrediens i fremstilling af øl og alkohol, samt i fødevarer.

I nogle få kulturer anvendes byg som menneskeføde, i supper og stuvninger, samt til brød. Blandt tibetanerne er ristet bygmel, kaldt for tsampa, grundføde. Melet blandes med varmt eller koldt vand, eller té, til en grødagtig masse, som derpå spises. Tsampa er således nemt at lave et hurtigt måltid af – meget belejligt for et nomadefolk.

I Kina og Taiwan udgør bygmel en ingrediens i en type dumplings (melboller) ved navn qingtuan, fremstillet af klistrede ris og konsumeret under Qing Ming-højtiden (‘grav-rengørings-højtiden’). Denne højtid er nærmere beskrevet på siden Kultur: Gravpladser.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for byg, afledt af proto-italiensk horzdeom (‘stikkende’), hvilket sigter til den lange, stikkende stak. Det latinske artsnavn betyder ‘almindelig’. Ordet byg stammer tilbage fra oldnordisk, af germansk oprindelse.

 

 

Bygmark, Alling, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Byg har meget lange stakke. – Boes, nær Mossø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Byg på en kværnsten fra Jernalderen, opstillet ved Oldtidsvejen nær Tappernøje, Sjælland. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sherpaer binder neg af høstet byg, Dingboche, Khumbu, Nepal. (Foto John Burke, copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Oplyst af morgensol er disse mænd i færd med at tærske byghøsten med plejle, Pisang, øvre del af Marsyangdi-dalen, Annapurna, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Byghalm, stakket på hustage i landsbyen Manang, øvre del af Marsyangdi-dalen, Annapurna, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Under en munkeindvielse i et tibetansk buddhist-kloster, Bodhnath, Kathmandu, Nepal, fremstiller en munk en mandala, en stiliseret afbildning af Universet, idet han anvender tsampa (bygmel) og farvet pulver. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Buddhistiske munke fejrer Losar, det tibetanske nytår, ved at kaste tsampa op i luften som offergave, Bodhnath Stupa, Kathmandu, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hunde æder tsampa, der er bragt som offergave af pilgrimme, Tashilhunpo-klostret, Shigatse, Tibet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sorghum
En slægt med ca. 25 arter, hvoraf en enkelt dyrkes som menneskeføde, mens andre dyrkes til dyrefoder.

Slægtsnavnet er afledt af latin syricum (‘fra Syrien’).

 

Sorghum bicolor Durra
Førhen betragtedes durra som en slags hirse (nedenfor), men det er ikke tilfældet i dag. Arten stammer fra Afrika, men dyrkes nu mange steder verden rundt i tropiske og subtropiske egne. Den årlige produktion er på omkring 60 millioner tons, hvilket gør den til den femte-vigtigste kornart efter ris, hvede, majs og byg.

Slægtsnavnet er latin og betyder ‘med to farver’, hvilket formodentlig sigter til kernerne, der kan have mange forskellige farver.

 

 

Dværgbiædere (Merops pusillus) hviler på en durra-stængel, sydlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Høstet durra er spredt ud på en klippe for at tørre, Kapsiki-bjergene, Cameroun. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Achewa-kvinde renser en hvid type durra, Chembe, Malawi-søen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Havre Avena sativa

 

Jeg er Havren. Jeg har Bjælder paa,
mer end tyve, tror jeg, paa hvert Straa.
Bonden kalder dem for mine Fold.
Gud velsigne ham, den Bondeknold!

 

Jeg blev så’t, mens glade Lærker sang
over grønne Banker Dagen lang;
Humlen brumled dybt sin Melodi,
og et Rylefløjt gled ind deri.

 

Mens i Dug jeg groede Fod for Fod,
groede Sangen sammen med min Rod;
den, som ydmyg lægger Øret til,
hører Lærkens Triller i mit Spil.

 

Det kan kolde Hjerner ej forstaa:
Jeg er Lærkesangen paa et straa,
Livets Rytme døbt i Sommerdræ,
mer end Gumlekost for Øg og Fæ.

 

Jeg er Ven med Dug og Grødevejr.
Ven med Landets lyse Bøgetræer,
Ven med al den danske Sæd, som gror
øst for Hav og vest for Sund og Fjord.

 

Jeg faar Solens sidste lange Blink,
før den dukker ned bag gullig Brink,
og naar Aftenklokken ringer Fred,
staar jeg paa min Taa og ringler med.

 

Jeg skal ringle Barnet til dets Seng,
ringle Taagen op af Sump og Eng,
ringle Freden over Hjemmet ind,
ringle Bønnen frem i fromme Sind.

 

Jeg er Havren. Mine Bjælder gaar
over lyse Vange Aar for Aar,
ringler om, hvor Sang og Kærve gror
herligt sammen paa den danske Jord.

 

Jeg er Havren, fra digtsamlingen Vejr og Vind og Folkesind (1916), af Jeppe Aakjær (1866-1930).

 

 

Den årlige globale produktion af havre er omkring 25 millioner tons. De største producenter er Rusland med ca. 5.5 mill. tons og Canada med ca. 3.7 mill. tons.

Havregryn er et populært morgenmåltid, enten med mælk eller yogurt, eller kogt til grød. Størstedelen af produktionen anvendes imidlertid som dyrefoder, specielt til heste.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for havre, mens artsnavnet er latin og betyder ‘sået’ eller ‘plantet’.

 

 

Havremark, nær Skanderborg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Havre, Brigsted, Horsens Fjord. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rug Secale cereale
Dyrkning af denne art finder fortrinsvis sted i det centrale, østlige og nordlige Europa, og den årlige produktion ligger på omkring 15 millioner tons. Rugbrød er populært i Polen, Tyskland, Norden og Baltikum, men kun få andre steder, sandsynligvis på grund af dets let syrlige smag.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for rug, mens artsnavnet er afledt af proto-indoeuropæisk keres, af ker (‘at dyrke’).

I gamle dage blev kornarter, men i særdeleshed rug, ofte angrebet af meldrøjersvampen (Claviceps purpurea). Denne svamp var meget almindelig, og dens indhold af giftige alkaloider forårsagede ofte ergotisme, en forfærdelig sygdom, der angriber centralnervesystemet og fremkalder symptomer som spasmer, diarré, kløe, mania, psykose, kvalme og opkastninger. Den kan også forårsage koldbrand. Førhen døde mange mennesker af sygdommen. Et enkelt eksempel fandt sted i Sydfrankrig i 994, hvor omkring 40.000 mennesker døde af ergotisme.

Navnet meldrøjersvamp skyldes, at man førhen anså de sorte sklerotier, der har samme størrelse som kernerne, for at være en slags ‘ekstra’ korn, som drøjede melet, så man havde mad til en længere periode.

 

 

Rugmarker, Ry (øverst), samt Skårup, Djursland. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rug, Skårup, Djursland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rugaks med sklerotier af meldrøjersvamp, Langeland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hirse
Hirse er et udtryk, der anvendes om en forskelligartet gruppe på omkring 20 græsarter, som ikke alle er nært beslægtede, men har dén ting tilfælles, at de har små kerner. De blev først dyrket forskellige steder i verden, specielt i det østlige og sydlige Asien, samt i det vestlige og østlige Afrika.

 

Fingerhirse Eleusine coracana
Fingerhirse stammer fra bjergegne i Ethiopien og Uganda. I dag dyrkes den hovedsagelig i det østlige og sydøstlige Afrika, samt visse steder i Indien og Nepal.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk Eleusis, navnet på en by, hvor optagelsesriter i en kult centreret omkring gudinderne Demeter og Persefone fandt sted. Det menes, at denne kult havde sin rod i en ældre kult, der var centreret omkring afgrøder. Artsnavnet er afledt af coracan, et af fingerhirses folkenavne af ukendt oprindelse.

 

 

Fingerhirse, Sarangkot, Pokhara, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse kvinder tærsker deres høst af fingerhirse ved at slå på den med en kæp, Chitre, Annapurna, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Almindelig hirse Panicum miliaceum
Den årlige verdensproduktion af denne kornsort er på omkring 27 millioner tons, med Kina, Indien og USA som de største producenter. Arkæologiske vidnesbyrd antyder, at arten først blev dyrket i det nordlige Kina for omkring 10.000 år siden.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på kolbehirse (Setaria italica, nedenfor). Ordets oprindelse er usikker, sandsynligvis afledt af enten panis (‘brød’) eller panus (‘en frøstand af hirse’). Artsnavnet er latin og betyder ‘minder om hirse’, dvs. kolbehirse.

 

 

Almindelig hirse, forvildet i naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Kolbehirse Setaria italica
Denne kornart kan nå en højde af 2 m, med en tæt, håret, indtil 30 cm lang top. Den årlige verdensproduktion ligger på omkring 5 millioner tons, med Kina som den største producent.

Arkæologisk forskning har konkluderet, at den første dyrkning af kolbehirse fandt sted i Kina for omkring 8000 år siden.

Slægtsnavnet er afledt af latin seta (‘stift hår’), hvilket sigter til stakken.

 

 

Dyrket kolbehirse, Stege, Møn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sukkerrør Saccharum officinarum
Som dens navn siger, anvendes denne plante til fremstilling af sukker. Den tilhører en slægt på omkring 30 arter af græsser, mellem 2 og 6 m høje. De er udbredt i varmere egne af Afrika, Eurasien, Australien, Nord- og Sydamerika, samt på forskellige ocean-øer.

Saccharum officinarum stammer sandsynligvis fra Ny Guinea og blev på et meget tidligt tidspunkt dyrket af austronesiske og papuanske folkeslag. I forhistorisk tid blev den spredt med austronesiske sømænd til Polynesien og andre øer i Stillehavet, samt til Madagascar. Omkring år 1000 f.Kr. bragte handelsfolk sukkerrør til Kina og Indien, og omkring 500 år senere stiftede persiske og græske handelsfolk bekendtskab med arten i Indien. Grækerne kaldte den for “røret, som producerer honning uden bier.”

Med en verdensproduktion på omkring 1,9 milliarder tons udgør sukkerrør den største afgrøde efter vægt. De største producenter er Brasilien med ca. 760 millioner tons, Indien med ca. 370 mill. tons, Kina med ca. 110 mill. tons, samt Pakistan med ca. 80 mill. tons. Omkring 80% af alt sukker fremstilles af sukkerrør, mens stort set resten kommer fra sukkerroer.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for sukker, mens artsnavnet er afledt af officina (‘værksted’ eller ‘kontor’), således ‘fremstillet på et værksted’. Dog har ordet i botanisk sammenhæng en langt snævrere betydning, idet det sigter til plantearter, der blev solgt på apoteker på grund af deres medicinske egenskaber.

 

 

Sukkerrør høstes, nær Kot Sabzal, Sind, Pakistan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Salg af sukkerrør, Yuanyang, Yunnan-provinsen, Kina. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ved hjælp af tænderne rykker denne lille dreng den ydre hårde skal af en sukkerrørsstængel, hvorpå han tygger dens hvide, søde indre. – Kokkare Belur, nær Mysore, Karnataka, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sukkerrørspresse til fremstilling af juice, tilsat krydderier og citronsaft, Amritsar, Punjab, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bøffelkærre, tungt lastet med halm af sukkerrør, Haryana, India. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Andre anvendelser af græsser

 

 

Græssende kvæg på en alpeeng, Rosanintal, nær Thomatal, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Græssende får og lam, Hammerknuden, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Græssende Herefordkvæg, Flyndersø, Jylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Overdrev med græssende Exmoor-heste, Ørnehøj, Langeland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Skotsk højlandskvæg, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette luftfoto viser kvægstier, som fra alle sider fører hen til adskillige drikkevandstrug, Værnengene, Ringkøbing Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Jeep med en kæmpelast af græsbundter, Mount Abu, Rajasthan, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En bonde transporterer et læs græs med sølvskinnende frøstande til sin gård, Helambu, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kvinder slæber på kæmpemæssige bundter af høstet græs, der skal anvendes som foder, Asi Ganga-dalen, Uttarakhand, Indien (to øverste), Pokhara, Nepal (næstnederst), samt Charbhuja, Rajasthan, Indien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Huse med græstag i en Bena Kabende-landsby, Manokola, nordlige Zambia. De lerklinede vægge er udsmykkede. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nyt græstag lægges på et hus, Bwalya Mponda, Ncheta Island, Bangweulu-sumpene, nordlige Zambia. Dette interessante vådområde er beskrevet på siden Bøger: Hvor vandet møder himlen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse Unga-folk lever et par måneder i græshytter i en midlertidig fiskerlandsby, Chibundi, Bangweulu-sumpene. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Både med høstede tagrør (Phragmites australis), Dal Lake, Kashmir, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Høstede tagrør, Bastemose, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Høstede og stakkede tagrør, Møn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ny mønning lægges på et tagrørstag, Naturreservatet Tipperne, Ringkøbing Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Boliger af Madan-folket, Chibayish, sumplandet i det sydlige Irak. Huse, indhegninger og måtter er fremstillet af tagrør. Træerne er daddelpalmer (Phoenix dactylifera). Dette interessante vådområde er nærmere beskrevet på siderne Rejse-episoder – Irak 1973: Den gæstfrie mudir, samt Støvstorm og fårehoved. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En mudhif, en Madan-gæstehytte, Chibayish. Den er opført over et skelet af tykke bundter af tæt sammenpakkede rør, som plantes solidt i jorden i to rækker, hvorpå enderne af bundterne bøjes ind mod hinanden og bindes sammen, så der dannes buer. Disse buer beklædes med måtter, ligeledes fremstillet af tagrør. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Indgangen til en mudhif, set indefra. Udenfor trænges kvinder og børn for at studere de fremmede. Fletværket er fremstillet af tagrør. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Deltagere i optog under daoistiske højtider i Taiwan er iført traditionelle hatte, flettet af græsblade, som værn mod den stærke sol. – Flere billeder af daoistiske højtider kan ses på siden Religion: Daoismen i Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne deltager i en daoistisk højtid i Taiwan er iført traditionelle græs-sandaler. Små bjælder er fastgjort til dem. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse græs-sandaler er blevet henslængt i rester efter fyrværkeri. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Koste, fremstillet af stive græsstængler, Hanoi, Vietnam. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Taiwanesisk kunst: Drage, fremstillet af græs, som er flettet omkring metaltråde. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse mænd slæber bambusstængler fra junglen til deres landsby nær Hellok, Tamur-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse meget lange bambusstænger transporteres på en ladcykel, Sonpur, Bihar, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Stiger, fremstillet af bambusstænger, Hanoi, Vietnam. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne mand fletter en måtte af flækkede stængler af dværgbambus, Banthanti, Annapurna, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Unga-kvinde fletter en måtte af flækkede græsstængler, Bangweulu-sumpene, Zambia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Græsmåtter til salg, Hanoi, Vietnam. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En kvinde af Jani-folket fletter en kurv af bambus-strimler, nær Kotpad, Odisha (Orissa), Indien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne mand fletter en kurv af flækkede stængler af dværgbambus, Chiruwa, Tamur-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En mand af Sabara-folket fletter en kurv af bambus-strimler, Sabari-floden, Odisha (Orissa), Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne gadehandler sælger grønsager, som han transporterer i kurve, der er fastgjort til en bambusstang, Qing Yen (‘Grøn Klippe’), Guiyang, Guizhou-provinsen, Kina. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne mand transporterer to kurve, som er fastgjort til en bambusstang på hans ene skulder, Bhaktapur, Kathmandu-dalen, Nepal. Hans lille søn fungerer som kontravægt i en af kurvene. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gårdhus, konstrueret af bambus, Ilam, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I denne hytte, bygget af bambus, blev unge mennesker af Pinuyumayan-stammen (på kinesisk kaldt Beinan) førhen undervist i stammens regler og skikke. – Taitung Ecological Park, østlige Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Indgangsporten til denne restaurant i Mukkali, Kerala, Indien, er fremstillet af bambusstænger. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Aftensol oplyser denne indgangsport til landsbyen Janmane, Honnavar Forest, Karnataka, Indien. Porten er fremstillet af bambus. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kunstlys oplyser et bambusstillads omkring en pagode, som skal restaureres, Shwedagon, Yangon, Myanmar. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Et gigantisk bambusstillads omgiver Kandariya Mahadev-templet, som skal restaureres, Khajuraho, Madhya Pradesh, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Malere i arbejde fra temmelig skrøbelige bambusstilladser, Varanasi, Uttar Pradesh, Indien (øverst), Mumbai, Maharashtra, Indien (i midten), samt Kathmandu, Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette skræmmende bambusstillads er blevet konstrueret i en hule i Niah Nationalpark, Sarawak, Borneo, af mænd, som indsamler sejler-reder for kinesere. Af rederne fremstilles den såkaldte svaleredesuppe, der betragtes som en delikatesse i Fjernøsten. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne lange fodgængerbro, fremstillet af bambusstænger, fører over en flod nær Kalighat, Andamanerne, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En noget skrøbelig bro, bygget af bambusstænger, fører over Tamur-floden nær Dobhan, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Drenge på en bambusflåde, Li-floden, nær Yangshuo, Guangxi Zhuang, Kina. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Solnedgang bag en fiskeruse, fremstillet af flækkede bambusstængler, Bolgoda-søen, Sri Lanka. Fuglen er en Javaskarv (Microcarbo niger). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne mand i landsbyen Ratomate, Tamba-dalen, østlige Nepal, fremstiller en vandledning ved at flække en tyk bambusstængel, hvorefter han fjerner skillevæggene i den. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Mens han venter på kunder, ryger denne gadehandler på en kæmpemæssig pibe, fremstillet af en bambusstængel, Yuanyang, Yunnan-provinsen, Kina. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Under den hinduistiske højtid Bada Dasain er det en almindelig skik i Nepal at binde enderne af et meget langt reb til en tyk bambusstang, som derefter bindes fast til toppen af fire lange bambusstænger. Derpå rejses disse stænger og danner en høj gynge. – Malekhu (øverst) og Bhulbhule, nedre del af Marsyangdi-dalen, Annapurna, begge i det centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne bonde nær Begnas Tal, centrale Nepal, er iført et regnslag, bestående af flækkede bambusstængler, græs og plasticstrimler. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Taiwanesisk måltid, serveret på et bambus-bord, Jinshan, nordlige Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Vind-klokker, fremstillet af bambusstængler, Xinpu, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Under det kinesiske nytår bærer deltagere i et optog fakler, som består af en grøn bambusstængel med en rulle brændende papir indeni, fra Fusing Mazu-templet gennem gaderne i Xiluo, Taiwan. Formålet er at skræmme onde ånder bort. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Buddhistiske bedeflag er fastgjort til disse bambus-stængler, som derved agerer flagstænger, Namche Bazaar, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Unge bambusskud, indsamlet i skoven til føde, Banthanti, Annapurna, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Den store panda (Ailuropoda melanoleuca) er en bjørneart med mærkelige fødevaner for et rovdyr: den æder hovedsagelig friske bambusskud. Denne blev fotograferet i den zoologiske have i Chengdu, Sichuan-provinsen, Kina. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Taiwanesisk kunst: en rødkronet trane (Grus japonensis), fremstillet af små stykker bambus. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Taiwanesisk kunst: en bille (øverst) og en hummer, fremstillet af bambusstængler (parten omkring ‘knæene’ med små sidegrene). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Græs-galleri
Herunder bringes en række billeder af uidentificerede græsser.

 

 

Månen bag bambus med frøstande, Dandeli Wildlife Sanctuary, Karnataka, Indien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Græs i aftenlys, Lago Atitlan, Guatemala. Bjerget i baggrunden er den udslukte vulkan San Pedro (3020 m). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Græs efter afblomstringen, Yosemite Nationalpark, Sierra Nevada, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Morgendug i græs, Corbett Nationalpark, Uttarakhand, Indien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rim i græs, nord for Horsens. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Manali, Himachal Pradesh, Indien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Græs vokser på ruinen af en buddhistisk pagode, Bagan, Myanmar. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bambus, Ilam, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Augrabies Nationalpark, Sydafrika. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Græstuer på en bjergskråning, som består af skiferstykker, Ulley, Ladakh, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Græs i morgenlys, Crystal Cove State Park, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bandipur, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Græs i morgenlys, Darjiling, Vestbengalen, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bagan, Myanmar. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Doban, Modi Khola-dalen, Annapurna, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette græs vokser på klippegrund, Augrabies Nationalpark, Sydafrika. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dyrket bambus i aftenlys, Ubud, Bali, Indonesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Badlands Nationalpark, South Dakota, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Pairo, Langtang Nationalpark, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

San Mateo Campground, San Onofre, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Visnende græsblade, Lugu, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En blålig art af dværgbambus, Doban, Modi Khola-dalen, Annapurna, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Mazatzal Mountains, Arizona, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bambus og kalkstensbjerge langs Li-floden, Guangxi Zhuang, Kina. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ngadi, nedre del af Marsyangdi-dalen, Annapurna, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

(Oprettet november 2022)

 

(Senest opdateret januar 2024)