Fugle i Himalaya

 

 

Rustanden (Tadorna ferruginea) er en meget almindelig ynglefugl på den tibetanske højslette. Denne blev observeret i søen Longapunga Tso i Gokyo-dalen, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ibisnæb (Ibidorhyncha struthersii) anbringer sin rede blandt små og store sten i brede, lavvandede floder i Centralasien, her fotograferet nær Kalopani i Kali Gandaki-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blodfasanen (Ithaginis cruentus) har navn efter de blodlignende striber på hannens bryst og overgump. Denne han blev observeret nær Deboche, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hvidskægget skadedrossel (Trochalopteron affine) er en almindelig standfugl fra det vestlige Nepal mod øst til det vestlige Kina og det nordlige Indokina, her fotograferet ved Gopte, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

På denne side omtales en række fuglearter, som jeg er stødt på under mine rejser i Himalaya. Familier, slægter og arter præsenteres i alfabetisk rækkefølge. Nomenklaturen følger langt overvejende IOC World Bird List (worldbirdnames.org).

Som det fremgår af de fleste billeder, foretrækker jeg at vise fuglene i deres naturlige miljø, eller studier af deres adfærd, fremfor at tage nærbilleder, som jeg finder ret kedsommelige.

Hvad angår fuglenes højdemæssige udbredelse i Himalaya, har jeg støttet mig meget til R. Grimmett, C. Inskipp & T. Inskipp 2000. Birds of Nepal. Christopher Helm, London. Denne bog er forældet med hensyn til systematik, men er ellers en glimrende felthåndbog.

Med hensyn til den geografiske udbredelse af fuglene har jeg hentet mange oplysninger fra hjemmesiden datazone.birdlife.org, mens oplysninger om etymologi ofte er hentet fra J.A. Jobling 2010. The Helm Dictionary of Scientific Bird Names, Christopher Helm.

Finder du fejl på siden, vil jeg være taknemmelig for at modtage en email. Adressen nederst på siden kan benyttes.

 

Ordet Himalaya kommer af sanskrit hima (‘sne’) og alaya (‘bolig’), således ‘Sneens Bolig’. Denne bjergkæde består af en lang bue af gigantiske bjerge, der strækker sig fra det nordlige Pakistan mod sydøst til den nordligste spids af Myanmar – en strækning på over 2500 km. I disse bjerge findes klodens største koncentration af meget høje tinder, af hvilke 14 er over 8000 m høje, mens flere hundrede er over 7000 m. (Til sammenligning er det højeste bjerg uden for Centralasien, Aconcagua i Argentina, kun 6962 m højt).

Himalayas grænser er ikke veldefinerede. Mod nordvest glider Karakoram-bjergene (der af nogle autoriteter betragtes som en del af Himalaya, af andre ikke) jævnt over i Hindu Kush- og Pamir-bjergene. Mod nord og nordøst udgør adskillige bjergkæder i Ladakh, Tibet og Kina en fortsættelse af selve Himalaya.

Som et resultat af de store forskelle i højdeforhold og nedbør – foruden forskellige andre faktorer som mikroklima og jordbundens sammensætning – er Himalayas flora og fauna i sandhed divers. I disse bjerge mødes til biogeografiske regioner. I de fleste områder dominerer flora og fauna fra den indo-malayiske region, der omfatter bl.a. det indiske subkontinent og Sydøstasien, men i Kashmir, Ladakh og det nordlige Pakistan, samt i det nordligste Nepal og Bhutan i højder over ca. 3500 m, findes et stort islæt af arter fra den palæarktiske region, der bl.a. omfatter det centrale og vestlige Asien.

Når monsunen er passeret hen over Himalaya fra syd, er næsten al vanddampen allerede faldet som regn, og den tibetanske højslette modtager således kun ganske lidt nedbør. I de fleste egne her er den årlige nedbør under 100 mm, hvoraf størstedelen falder som sne om vinteren. Af denne grund er landskabet overvejende tørt og goldt, og grønne og frodige områder ses mest langs floder og omkring regionens talrige søer.

På denne side behandles Tibet (kaldt Xizang af kineserne), Qinghai og Xinjiang som separate områder. Udtrykket ‘det vestlige Kina’ angiver kinesiske territorier umiddelbart øst for Tibet og Qinghai, mens udtrykket ‘det sydvestlige Kina’ omfatter provinserne Yunnan, Guizhou og Sichuan.

 

 

Accipitridae Høge, ørne m.fl.
En meget stor familie med omkring 66 slægter og ca. 250 arter af små til store rovfugle, udbredt over hele verden med undtagelse af Antarktis.

Familienavnet er afledt af latin accipiter (‘høg’), fra accipere (‘at gribe’), hvilket naturligvis sigter til de skarpe kløer.

 

Elanus Små glenter
Denne slægt omfatter 4 ret ens arter af små, hvide, grå og sorte rovfugle, som findes næsten overalt i verden. Slægtsnavnet er en latiniseret form af det oldgræske elanos (‘glente’).

 

Elanus caeruleus Blå glente
Denne fugl er vidt udbredt, idet den findes næsten overalt i Afrika syd for Sahara, i det nordvestlige Afrika, på den Iberiske Halvø, i Frankrig, i Nil-dalen i Egypten, adskillige steder i Mellemøsten, samt fra det indiske subkontinent mod øst til det sydlige Kina og Taiwan, og derfra mod syd gennem Sydøstasien til Indonesien og Ny Guinea.

I Himalaya kan den træffes op til en højde af 1600 m, men er almindeligst i forbjergene.

 

 

Blå glente, Corbett Nationalpark, Kumaon, Uttarakhand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gypaetus barbatus Lammegrib
På nært hold er denne store grib, som er det eneste medlem af slægten, umiskendelig, idet et sort bånd strækker sig fra øjet ned til næbbet, samt sorte fjer, der hænger ned over siden af næbbet, hvilket tilsammen ligner et overskæg. Den blev i 1758 beskrevet som Vultur barbatus (‘skægget grib’) af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-1778).

I 1784 blev slægtsnavnet ændret til Gypaetus, afledt af oldgræsk gyps (‘grib’) og aetos (‘ørn’),af den tyske læge, kemiker og naturhistoriker Gottlieb Conrad Christian Storr (1749-1821). Det var faktisk en glimrende observation, som Storr her gjorde, da nylig forskning har påvist, at lammegribben ikke er nærmere beslægtet med ægte gribbe end med ørne.

Navnet lammegrib er en direkte oversættelse af det tyske navn Lämmergeier, som stammer fra en gammel overtro om, at den angreb lam. (Kilde: M. Everett 2008. Lammergeiers and lambs. British Birds 101 (4): 215)

Denne art var engang vidt udbredt, fra store dele af Centralasien mod vest gennem Mellemøsten til Balkan, Alperne, de store øer i Middelhavet, den Iberiske Halvø og det nordvestlige Afrika, samt fra Egypten mod syd gennem Østafrika til Sydafrika. I dag er den uddød i store dele af Europa og Afrika, og den er kun relativt almindelig i Centralasien, bl.a. Himalaya. Den er fornylig blevet genindført til Alperne.

Lammegribben lever i klippefyldte bjergområder, ofte med græsklædte og skovklædte arealer. I Himalaya ses den ofte kredse i højder mellem 1000 og 5000 m og ses sjældent i lavere højder.

Denne fugls foretrukne føde er ret besynderlig. Når andre gribbe har ædt et kadaver og efterladt knoglerne, tager den en stor knogle i fangerne, flyver højt op og lader den falde på klippegrund, hvorefter den daler ned og æder marven fra den knuste knogle, og også ret store knoglerester. I nogle områder har den tilpasset sig til at lede efter knogler på lossepladser i udkanten af byer og landsbyer. Denne adfærd er blevet observeret i Ethiopien, og jeg bemærkede den også engang i Jhong-dalen, Mustang, centrale Nepal.

 

 

Lammegrib, Jarsang-dalen, øvre Marsyangdi-dal, Annapurna, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Lammegrib, Govindghat, Kumaon, Uttarakhand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gyps Gåsegribbe
En slægt med 8 arter af ådselædende rovfugle, udbredt i Europa, Asien og Afrika. Slægtsnavnet er oldgræsk og betyder ‘grib’.

I de senere år er bestanden af gribbe på det indiske subkontinent blevet voldsomt decimeret på grund af forgiftning med diclofenac, et veterinær-produkt, som er meget anvendt til behandling af kvægsygdomme. Forskning har påvist, at når gribbene æder af kvægkadavere, vil diclofenac ødelægge deres lever. Himalaya-gribben (nedenfor) er stadig ret almindelig, da den lever i højereliggende egne af Himalaya, hvor kvæg vantrives.

De afrikanske gribbe er også aftaget dramatisk i de senere år.

 

Gyps himalayensis Himalaya-grib
Denne store grib lever hovedsagelig på den tibetanske højslette i højder mellem 1200 og 5500 m. Den er iøvrigt udbredt fra det østlige Kazakhstan og Kirgisien mod øst til Qinghai, og derfra mod syd til de højereliggende dele af Himalaya. Selv om den er i tilbagegang, er den stadig ret almindelig mange steder.

I Tibet var en almindelig ‘begravelses’-metode førhen at skære afdøde mennesker i småstykker, som blev fodret til gribbene. Jeg iagttog engang denne praksis, beskrevet på siden Rejse-episoder – Tibet 1987: Sommer i Tibet.

 

 

Denne Himalaya-grib hviler på en skrænt langs Kali Gandaki-floden i Mustang, centrale Nepal. På det nederste billede ses i baggrunden den røde gompa (buddhist-kloster) i Kagbeni. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kredsende Himalaya-grib, øvre Marsyangdi-dal, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Milvus Glenter
En lille slægt med 3 eller 4 arter, oprettet i 1799 af den franske naturhistoriker Bernard Germain de Lacépède (1756-1825). Slægtsnavnet er det latinske navn på rød glente (M. milvus).

 

Milvus migrans ssp. govinda Indisk sort glente
Denne ret blege underart af sort glente er udbredt fra det østlige Pakistan mod øst gennem varmere egne af Indien og Sri Lanka til Sydøstasien. Den observeres ofte i byområder. I højereliggende egne af Himalaya erstattes den af underarten lineatus, som er vidt udbredt i Centralasien og Fjernøsten.

Underartsnavnet hentyder til den hinduistiske gud Krishna, en avatar (inkarnation) af den mægtige gud Vishnu. Det fortælles, at Krishna overtalte folk, der boede neden for bjerget Govardhana, til at tilbede bjerget i stedet for regnguden Indra, da han mente, at det var bjerget snarere end guden, der forsynede dem med næringsmidler. Indra blev rasende, da folkene ikke længere tilbad ham, og som straf sendte han en voldsom regnbyge for at drukne mennesker og kvæg. Krishna beskyttede dem imidlertid ved at hæve bjerget, så de kunne søge ly under det. Indra anerkendte Krishnas overlegenhed og gav ham tilnavnet Govinda, som betyder ‘beskytteren af kvæg’.

Mere om Krishna og andre hinduguder kan læses på siden Religion: Hinduisme.

 

 

Indisk sort glente hviler på et hustag, Pokhara, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Nisaetus Den Gamle Verdens høgeørne
Dette er en slægt på 10 arter, som findes i tropiske og subtropiske egne af Asien, fra Pakistan mod øst til Japan og Taiwan, og derfra mod syd til Filippinerne og Indonesien. De var førhen placeret i slægten Spizaetus, som dengang rummede ørne fra såvel den Gamle som den Nye Verden. Genetisk forskning har imidlertid påvist, at de to grupper ikke er nært beslægtede, og som en konsekvens heraf er den Gamle Verdens arter blevet overført til en separat slægt.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk, af navnet Nisos, samt aetos (‘ørn’). Nisos var en konge af Megara, som havde en purpurfarvet hårlok, der beskyttede ham og hans rige. En version af legenden fortæller, at da Kong Minos af Kreta belejrede Megara, fristede han Nisos’ datter Scylla med en halskæde af guld, som hun kunne få ved at bedrage og dræbe sin fader. Ifølge en anden version blev hun forelsket i Minos på afstand, og efter at have skåret sin faders purpurfarvede hårlok af, bragte hun den som gave til Minos. Han afskyede imidlertid hendes gerning og betragtede den som skamfuld. Da Minos’ skibe satte sejl, forsøgte Scylla at klatre op af et af dem, men blev angrebet af Nisos, som var blevet forandret til en havørn. Hun faldt ned i vandet og druknede, hvorefter hun blev ændret til en fugl, muligvis en hejre, som konstant forfølges af Nisos.

 

Nisaetus nipalensis Bjerghøgeørn
Denne pragtfulde fugl er udbredt fra det nordlige Pakistan gennem Himalaya mod øst til det nordlige Myanmar, Thailand, Laos, og muligvis Vietnam, det sydlige Kina, Taiwan og Japan, mod nord til Hokkaido. I Himalaya er den lokalt ret almindelig, hovedsagelig i højder mellem 1500 og 2900 m.

Et andet navn på denne fugl er Hodgsons høgeørn, hvilket sigter til den britiske naturhistoriker og etnolog Brian Houghton Hodgson (1801-1894), som beskrev arten efter selv at have nedlagt et individ i Himalaya.

 

 

Kredsende bjerghøgeørn, Mahakoma, Uttarakhand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Spilornis Asiatiske slangeørne
Mindst 6 arter af disse fugle er udbredt i skove i det sydlige Asien. Deres navn skyldes, at de ofte æder slanger. Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk spilos (‘plet’) og ornis (‘fugl’), givet med henblik på de hvide pletter på bryst og vinger hos toppet slangeørn (nedenfor).

 

Spilornis cheela Toppet slangeørn
Denne ørn, som omfatter et stort antal underarter, er udbredt fra the det indiske subkontinent mod øst til det sydlige Japan og Taiwan, og derfra mod syd til the Filippinerne og Indonesien. Den er meget variabel, og nogle autoriteter foreslår at betragte et antal underarter som særskilte arter.

Arten er almindelig i de nedre dele af Himalaya, op til en højde af mindst 2100 m. Nogle strejfer undertiden op til 3000 m.

 

 

Et dødt træ i Mai Khola-dalen, østlige Nepal, fungerer som udkigspost for denne toppede slangeørn. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kredsende toppet slangeørn, Pokhara, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Aegithalidae
Ifølge seneste revision rummer denne familie af små spurvefugle 4 slægter med omkring 14 arter. Det er lidt af et mysterium for mig, at den amerikanske kratmejse (Psaltriparus minimus) er placeret i denne ellers rent eurasiske familie.

 

Aegithalos Halemejser
En slægt med omkring 10 små langhalede fugle, hvoraf de fleste er begrænset til Centralasien og Fjernøsten. En enkelt art, halemejsen (A. caudatus), er vidt udbredt, fra de Britiske Øer og Portugal mod øst til Japan.

Slægtsnavnet er et ældgammelt ord, benyttet af den græske filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.) om mejser.

 

Aegithalos concinnus Rødkappet halemejse
Denne art er udbredt fra det nordlige Pakistan mod øst gennem Himalaya til den nordlige del af Indokina, det sydlige Kina samt Taiwan. Den er almindelig og vidt udbredt i Himalaya, hvor den lever i skovområder, hovedsagelig i højder mellem 1400 og 2700 m.

 

 

Rødkappet halemejse søger føde i en nepalesisk el (Alnus nepalensis), Dhunche, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Aegithalos iouschistos Brunøret halemejse
Denne fugl forekommer i bjergskove mellem 2600 og 3700 meters højde, fra det centrale Nepal mod øst til den nordlige del af Myanmar og den sydlige del af Yunnan-provinsen.

Den blev beskrevet i 1845 by den engelske zoolog Edward Blyth (1810-1873), der arbejdede som kurator i zoologi på museet i Asiatic Society of India i Calcutta (i dag Kolkata).

 

 

Brunøret halemejse med udfløjne unger, Ghora Tabela, øvre Langtang-dal, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Alaudidae Lærker
Denne familie rummer 21 slægter med omkring 100 arter, udbredt i Afrika og Eurasien, med en enkelt art i såvel Amerika som Australien.

 

Alauda Sanglærker
En lille slægt med 4 arter, udbredt i Eurasien og det nordlige Afrika. Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for lærke.

 

Alauda gulgula Lille sanglærke
Denne art, som omfatter omkring 13 underarter, er vidt udbredt, fra Iran og Turkmenistan mod øst til Qinghai, Gansu og den sydvestlige del af Indre Mongoliet, mod syd gennem Pamir-bjergene, den tibetanske højslette og Kina til Sydindien og Sri Lanka, Indokina og Filippinerne. I Himalaya yngler den i græsklædte områder op til en højde af mindst 3600 m.

Det latinske artsnavn hentyder sandsynligvis til artens fine sang, afledt af latin gula (‘strube’).

 

 

Lille sanglærke, Gyantse, Tibet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Calandrella
Denne lille slægt med 6 arter blev oprettet i 1829 af den tyske naturhistoriker Johann Jakob von Kaup (1803-1873), der troede på en strengt matematisk orden i naturen og klassificerede planter og dyr efter det mærkværdige quinariske system, som lagde vægt på antallet fem og fastslog, at alle taxa kunne opdeles i fem undergrupper, og hvis der kendtes færre end fem, var quinarianerne overbevist om, et den eller de manglende taxa blot skulle findes.

Slægtsnavnet er diminutiv af oldgræsk kalandros, kalanderlærken (Melanocorypha calandra). Tilsyneladende fandt Kaup, at typearten, den korttåede lærke (C. brachydactyla), lignede en lille kalanderlærke.

 

Calandrella acutirostris Humes korttået lærke
Denne fugl er udbredt fra det nordøstlige Iran og det østlige Kazakhstan mod øst til Gansu-provinsen, samt mod syd gennem den tibetanske højslette til Pakistan og videre langs Himalaya til det nordlige Myanmar. Den yngler i højtliggende ørkener og halvørkener og tilbringer vinteren i lavlandet, til tider så langt mod syd som Maharashtra i Indien. Den er en almindelig ynglefugl i Ladakh.

Artsnavnet er afledt af latin acutus (‘spids’) og rostrum (‘næb’), mens det populære navn er givet til ære for den britiske naturhistoriker Allan Octavian Hume (1829-1912), som beskrev arten. Han var medlem af Indian Civil Service og en af grundlæggerne af den Indiske Nationalkongres. Hume er blevet kaldt for ‘den indiske ornitologis fader’. Han oprettede et tidsskrift ved navn Stray Feathers, hvor han og hans abonnenter bragte notater om fugle fra hele Indien.

 

 

Humes korttået lærke, Tso Kar, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Eremophila Bjerglærker
En lille slægt med kun 2 arter, men udbredt over størstedelen af den nordlige halvkugle. Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk eremos (‘ørken’) og phileo (‘at holde af’), som sigter til en af arternes foretrukne habitater.

 

Eremophila alpestris Bjerglærke
I modsætning til de fleste andre lærker har denne art en broget fjerdragt, med en sort stribe fra basis af næbbet til øjet og videre ned over kinden, et sort brystbånd, samt en smal sort halvcirkel på issen. I yngledragten forlænges hannens halvcirkel til to små toppe, som har givet anledning til et af artens engelske navne, horned lark.

Ikke færre end omkring 42 underarter af denne fugl er udbredt over størstedelen af den nordlige halvkugle, langs den arktiske kyst fra Skandinavien mod øst til Alaska og det nordøstlige Canada, og derfra mod syd til Mexico, med an isoleret bestand i Columbia. Den findes også i størsteparten af Centralasien, mod syd til Himalaya, samt mod vest til Ukraine, Mellemøsten og Balkan, med an isoleret population i Atlas-bjergene i det nordvestlige Afrika. Arktiske bestande er trækfugle.

I Himalaya er underarten longirostris en temmelig almindelig ynglefugl i Ladakh og andre halvørken-områder i bjergenes nordlige udkant.

 

 

Han af bjerglærke, underarten longirostris, Nimaling, Markha-dalen, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hun af bjerglærke, underarten longirostris, Tso Moriri, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Alcedinidae Isfugle
Isfugle omfatter ca. 114 arter af små til middelstore, oftest farvestrålende fugle, som er karakteriseret ved store hoveder, lange, spidse og skarpe næb samt bittesmå fødder. De fleste isfugle æder først og fremmest fisk, men mange arter lever dog borte fra vand og ernærer sig af små invertebrater, firben etc.

Disse fugle er opdelt i 3 underfamilier: flodisfugle (Alcedininae), træisfugle (Halcyoninae) og stødfiskere (Cerylinae). Et medlem af førstnævnte er præsenteret på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan, mens medlemmer af de to øvrige er beskrevet herunder.

Navnet isfugl har iøvrigt intet med ’is’ at gøre. Det er en forvanskning af det tyske Eisvogel, hvis betydning er omstridt. Nogle mener, at det kommer af gammel højtysk eisan (’glinsende’), hvilket sigter til farvespillet i fjerdragten hos vores hjemlige isfugl (Alcedo atthis), mens andre mener, at det kommer af Eisen (’jern’), hvilket hentyder til dens rustfarvede bug.

 

Ceryle rudis Gråfisker
Denne art, det eneste medlem af slægten, har også en meget stor udbredelse, idet den findes i Afrika syd for Sahara, i Egypten, samt fra Tyrkiet mod øst gennem mellemøsten, det indiske subkontinent og Indokina til det sydøstlige Kina. I Himalaya træffes den op til omkring 1600 meters højde.

Iøvrigt finder jeg navnet gråfisker uheldigt. Fuglen er slet ikke grå, men sort og hvid, så navnet broget isfugl ville være langt mere dækkende.

 

 

Gråfisker, Dal-søen, Kashmir. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Halcyon
En slægt med 11 arter af mellemstore isfugle, udbredt i varmere egne af Afrika og Asien.

Slægtsnavnet er knyttet til en fugl ved navn Halkyon i en græsk legende, almindeligvis tolket som værende den almindelige isfugl. I Oldtiden mente man, at denne fugl byggede en flydende rede i det Ægæiske Hav og havde evnen til at få havets bølger til at lægge sig, mens den udrugede sine æg. Man kunne forvente to uger med roligt vejr, mens Halkyon rugede, hvilket fandt sted omkring vintersolhverv. Det sagdes, at disse Halkyon-dage startede omkring den 14. eller 15 december.

Denne tro på fuglens evne til at berolige havet har sin oprindelse i en myte, som blev nedskrevet af den romerske digter Publius Ovidius Naso (43 f.Kr. – ca. 17 e.Kr.), bedre kendt som Ovid. Denne legende beretter, at vindens gud Aeolus havde en datter ved navn Alkyone, som var gift med Ceyx, konge af Thessalien. Ceyx druknede ude på havet, og i sin sorg kastede Alkyone sig i bølgerne for at forenes med sin husbond, men i stedet for at drukne blev hun forvandlet til en fugl, der blev båret af vinden til hendes mand. (Kilde: phrases.org.uk)

 

Halcyon smyrnensis Smyrna-isfugl
Denne art har en vid udbredelse i Asien, fra Tyrkiet østpå til Filippinerne. I Himalaya er den mest almindelig under 1000 meters højde, men træffes undertiden op til omkring 1800 m.

Dens navn hentyder til Oldtidens græske by Smyrna, nu kaldt Izmir, beliggende ved vestkysten af nutidens Tyrkiet. Oprindeligt navngav den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) denne fugl Alcedo smyrnensis, idet han henviste til Eleazar AlbinsNatural History of Birds, fra 1738, som omfattede en beskrivelse og en afbildning af Smirna-isfuglen.

 

 

Smyrna-isfugl, Dal-søen, Kashmir. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Anatidae Andefugle
I dag rummer denne store familie 43 slægter med omkring 146 arter, udbredt over næsten hele verden. Familienavnet er afledt af anas, det klassiske latinske ord for and.

 

Anser Grå gæs
En slægt med 11 arter, udbredt i arktiske og tempererede områder på den nordlige halvkugle. Slægtsnavnet er Latin og betyder ‘gås’.

 

Anser indicus Indisk gås
Denne art kendes nemt på det hvide hoved, en hvid stribe ned ad siden af den iøvrigt grå hals, samt to sorte tværgående striber i nakken. Den er en almindelig ynglefugl omkring højt beliggende søer, spredt over det meste af Centralasien. Den tilbringer vinteren på det indiske subkontinent, så langt mod syd som Karnataka. Den er en almindelig ynglefugl i Ladakh.

 

 

Indisk gås er almindelig i søen Tso Moriri, Ladakh. Dette billede viser et par med en halvstor gæsling. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Et par af indisk gås viser aggressiv adfærd over for et andet par, Tso Moriri. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Undervejs mod deres yngleområde på den tibetanske højslette raster disse indiske gæs i Longapunga Tso, en alpin sø i Gokyo-dalen, Khumbu, østlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg) 

 

 

 

Mergus Skalleslugere
Skalleslugere udgør 4 arter af fiskeædende ænder, hvoraf 2 arter, stor skallesluger (Mergus merganser) og toppet skallesluger (M. serrator) er vidt udbredt på den nordlige halvkugle, mens brasiliansk skallesluger (M. octosetaceus) og Amur-skallesluger (M. squamatus) i Kina er udryddelsestruede.

Slægtsnavnet er et latinsk ord, der blev benyttet som navn på en ukendt vandfugleart af den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.).

Førhen var to andre ænder placeret i denne slægt, hjelmskallesluger, der nu kaldes for Lophodytes cucullatus, samt lille skallesluger, der i dag hedder Mergellus albellus. Forskning har påvist, at de ikke er nært beslægtede med de ægte skalleslugere.

 

Mergus merganser Stor skallesluger
Denne art, som yngler i hule træer, lever i floder og søer i skovområder i Europa, Nord- og Centralasien og Nordamerika, så langt mod syd som de centrale Rocky Mountains, Pennsylvania, Alperne, den sydlige del af den tibetanske højslette, samt det nordøstlige Kina. Nordlige populationer er trækfugle. Arten er en ret almindelig vintergæst i Himalaya, hvor den kan træffes op til omkring 3000 meters højde.

 

 

En hun af stor skallesluger hviler på en sten i Modi Khola-floden, nær Landruk, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tadorna Gravænder
En lille slægt på 6 arter store ænder, udbredt i Eurasien, Afrika, Australien og New Zealand. En af arterne, Korea-gravand (T. cristata), er muligvis uddød.

Slægtsnavnet kommer af tadorne, det franske navn på den almindelige gravand (T. tadorna). Navnet har muligvis keltiske rødder og betyder ‘broget vandfugl’. Det danske navn hentyder til, at disse fugle yngler i gamle rævegrave og andre hulheder i jorden.

 

Tadorna ferruginea Rustand
Artsnavnet på denne farvestrålende and er latin og betyder ‘rustfarvet’. I lighed med det danske navn sigter det til fuglens fjerdragt, som overvejende er orange-brun. Hovedet er blegere, og svingfjer og hale er sorte. De sorte svingfjer står i skarp kontrast til de hvide vingedækfjer.

Denne arts hovedudbredelse er i Centralasien, med ynglebestande gennem Mellemøsten til Sydøsteuropa og isolerede populationer i det nordvestlige Afrika og Ethiopiens højland. Den er meget almindelig på den tibetanske højslette, og i Himalaya yngler den i adskillige højalpine søer.

 

 

Rustanden er en meget almindelig ynglefugl på den tibetanske højslette. Dette par blev observeret i et reservoir i byen Gyantse. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rustanden yngler i adskillige højalpine søer i Himalaya. Denne fugl æder insekter i Gokyo-søen, Gokyo-dalen, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Om efteråret trækker fuglene fra den tibetanske højslette til lavlandet i Kina og Indien. Disse fugle blev fotograferet i søen Cao Hai, Guizhou-provinsen, Kina. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Apodidae Sejlere
Denne familie indeholder omkring 19 slægter og 113 arter af hurtigtflyvende fugle, som fanger insekter i luften. Overfladisk minder de om svaler, men er ikke engang fjernt beslægtet med dem. Ligheden skyldes konvergent udvikling på grund af deres ensartede levevis.

 

Apus Typiske sejlere
En slægt med 20 arter, udbredt i Eurasien og Afrika, samt på øer i Stillehavet. Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for sejlere, afledt af oldgræsk a (‘uden’) og pous (‘fod’). På grund af disse fugles små og svage fødder troede man i Oldtiden, at de var en type svaler uden fødder.

 

Apus nipalensis Hussejler
Førhen blev den almindeligste sejlerart i Fjernøsten, Sydøstasien og Indonesien betragtet som en underart af den vidt udbredte lille sejler (Apus affinis), men i dag regnes fugle fra Nepal østpå til Japan og derfra mod syd gennem Sydøstasien til Indonesien for en særskilt art. Den er meget almindelig i Nepal og træffes hele året op til højder omkring 1000 m, om sommeren op til 2100 m.

 

 

Hussejlere fouragerer blandt huse, Bandipur, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hussejlere ved deres ynglested i Bandipur, et hul i en mur. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ardeidae Hejrer
Hejrer er en gruppe langbenede og langnæbbede, fiskeædende fugle, der omfatter omkring 64 arter, udbredt over det meste af kloden.

 

Ardeola
Denne slægt omfatter 6 arter, hvoraf de fleste på dansk kaldes for rishejrer, da de ofte ses i rismarker. Med undtagelse af tophejren (A. ralloides), der yngler i Sydeuropa og Mellemøsten og overvintrer i Afrika, er disse fugle udbredt i tropiske egne af Asien og Afrika.

Størstedelen af året er fjerdragten hos rishejrer brunlig, hvilket bevirker, at de er godt camouflerede, når de står stille i vegetationen. Når de letter, forvandles de som ved et trylleslag, når deres kridhvide vinger foldes ud.

Slægtsnavnet kommer af latin ardea (‘hejre’) og -ola, en endelse, som angiver noget småt, således ’lille hejre’.

 

Ardeola grayii Indisk rishejre
Denne fugl yngler fra det sydlige Iran mod øst til det indiske subkontinent og Myanmar. Den er en meget almindelig standfugl i de nedre dele af Himalaya, op til en højde af omkring 1500 m, men strejfgæster er set op til 2700 m.

Den er meget almindelig, men overses nemt i den brunlige vinterdragt, når den står stille ved bredden af en sø eller dam eller i kanten af en rismark. Den stoler så meget på sin camouflage, at man kan komme tæt på den, inden den letter. Denne adfærd har medført, at arten på hindi hedder andha bagla (‘blind hejre’), mens den i Sri Lanka kaldes kana koka (‘halv-blind hejre’).

I gamle dage blev denne fugl skudt som fødeemne. I bogen A New Account of the East Indies, fra 1744, skriver Alexander Hamilton følgende: “De har også jagtbare fugle; men de, som vil spise dem, må først skyde dem. Flamingoer er store og har fint kød. Rishejren er også god i sæsonen.”

 

 

Stengærde med en hvilende rishejre, Jamuna, Ilam, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne rishejre hviler på en flydende stængel af en nøkkerose (Nymphaea), Dal Lake, Kashmir. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rishejre plejer fjerdragt, Dal Lake. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Bubulcus ibis Kohejre
Denne art, som er det eneste medlem af slægten, er vidt udbredt i de fleste varmere egne af kloden, og den undgår kun regnskov og ørkenområder. Som dens navn siger, følger den ofte efter græssende kvæg for at snappe de græshopper og andre smådyr, som skræmmes op. Den ses også ofte på nypløjede marker. Slægtsnavnet er latin og betyder ‘kvæghyrde’. Artsnavnet er det oldgræske ord for ibiser. Hvorfor det blev benyttet for kohejren, er uvist.

Oprindeligt var kohejren hjemmehørende i det sydlige Spanien og Portugal, den nordlige halvdel af Afrika, samt tværs over Mellemøsten og det indiske subkontinent mod øst til Japan, og derfra mod syd til det nordlige og det østlige Australien. Sidst i 1800-tallet begyndte arten at ekspandere mod syd i Afrika, og i 1877 blev den observeret i det nordlige Sydamerika, hvortil den sandsynligvis var fløjet over Atlanten. Omkring 1930 var den etableret som ynglefugl i dette område, og nu begyndte en hastig spredning af arten til Nordamerika, hvor den i dag er udbredt mod nord til det sydlige Canada. I de senere år har den også bredt sig mod nord i Europa. Den er en meget almindelig standfugl i de nedre dele af Himalaya, op til højder omkring 1500 m.

I dag opdeler nogle autoriteter kohejren i to arter, vestlig (B. ibis) og østlig (B. coromandus). Bortset fra visse mindre detaljer er de identiske, så denne opdeling er lidt af et mysterium for mig.

Førhen fandtes en stor ynglekoloni af kohejre i hjertet af Kathmandu, nær det nye kongepalads. Jeg har desværre ikke været i stand til at lokalisere denne koloni i de senere år, men der findes en ret stor koloni i forstaden Banepa.

 

 

Kohejrer, Kathmandu. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kohejrer bringer pinde til reden, Kathmandu. Slyngplanten på det øverste billede er purpur-tragtsnerle (Ipomoea purpurea). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Unge af kohejre i reden, Banepa. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Unge kohejrer tigger føde, Kathmandu (øverst) og Banepa. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Columbidae Duer
En stor familie med omkring 50 slægter og ca. 345 arter, udbredt på alle kontinenter med undtagelse af Antarktis.

 

Columba
Denne ret store slægt rummer omkring 35 arter, som er vidt udbredt i den Gamle Verden. Førhen var et antal amerikanske arter placeret i denne slægt, men de er blevet overført til en særskilt slægt, Patagioenas.

Slægtsnavnet er latin for ‘due’, hunkønsformen af columbus (‘han-due’), som er en latiniseret version af det græske kolumbos (‘dykker’). Dette navn blev givet til klippeduen (se nedenfor) af den græske komedie-forfatter Aristophanes (ca. 446-386 f.Kr.) på grund af de ‘svømmende’ bevægelser, denne fugl foretager i flugten.

 

Columba leuconota Snedue
Som dens navn antyder, lever denne art i kolde områder. Den er meget almindelig i bjergegne fra Afghanistan mod øst langs Himalaya til Yunnan-provinsen, og mod nord over den tibetanske højslette til Qinghai. I Himalaya er den observeret op til en højde af 5700 m. I hårdt vintervejr kan den træffes ned til omkring 1500 m.

 

 

Sneduer renser fjerdragt på en klippe i morgendisen, Thangshyap, Langtang-dalen, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Portræt af en snedue, Thangshyap. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sneduer søger føde på en pløjemark, Namche Bazaar, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sneduer hviler på en klippe, Namche Bazaar. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Uden for ynglesæsonen flyver sneduerne omkring i store flokke, her ved Ghumtarao, Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh (3 øverste billeder), samt nær landsbyen Bharku, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Columba livia Klippedue
Byduer er en tæmmet form af denne art, som er blevet forvildet og ofte forekommer i kæmpestore antal i mange byer rundt omkring i verden. På trods af, at de sviner med deres ekskrementer allevegne, og måske også spreder smitsomme sygdomme blandt mennesker, er det en meget populær fritidsbeskæftigelse hos mange at fodre disse duer.

 

 

Forvildede tamduer fodres på Durbar Square, Kathmandu, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En lille dreng, varmt påklædt på en kølig forårsmorgen, morer sig med at jage rundt med duerne på Durbar Square. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tamduer æder riskorn, der er bragt som offergave til ‘Den Sovende Vishnu’, en 6 m lang skulptur af hinduguden Vishnu, som sover i det Kosmiske Ocean, hvilende på et usædvanligt leje, nemlig den 11-hovedede slange Anantha Naga. – Budhanilkantha, Kathmandu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Streptopelia Turtelduer
En slægt med ca. 13 arter af små til mellemstore duer, hvoraf de fleste lever i Afrika, med adskillige arter i tropisk og subtropisk Asien, af hvilke en enkelt art, østlig turteldue (se nedenfor), også findes i tempererede områder af Asien, mens en anden, tyrkerduen (S. decaocto), siden 1700-tallet har udvidet sit udbredelsesområde til at omfatte Mellemøsten og hele Europa. Denne ekspansion er beskrevet på siden Silhouetter.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk streptos, som betyder ‘snoet’, ofte i betydningen ‘snoet halsbånd’, hvilket i denne forbindelse sigter til, at mange medlemmer af slægten har pletter eller striber på siden af halsen; endvidere af peleia (‘due’).

Andre arter, som førhen var placeret i denne slægt, er blevet overført til slægterne Spilopelia og Nesoenas.

 

Streptopelia orientalis Østlig turteldue
Denne art har en meget stor udbredelse, fra den sydlige del af Ural-bjergene, Kazakhstan og Afghanistan mod øst til Stillehavet, samt fra det indiske subkontinent mod øst gennem Sydøstasien og Kina til Taiwan og Japan. Den yngler i skove, langs skovkanter samt i parker og større haver. I Himalaya træffes den i sommermånederne op til omkring 4500 m, mens den normalt overvintrer under 2000 meters højde.

 

 

Østlig turteldue, Changdam (øverst) og Thangshyap, begge Langtang-dalen, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En østlig turteldue fouragerer i en rendesten i byen Kielang, Lahaul, Himachal Pradesh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Corvidae Kragefugle
Denne næsten kosmopolitiske familie, der rummer de største spurvefugle, rummer 24 slægter med over 120 arter af ravne, krager, råger, alliker, skader, skovskader, alpealliker og alpekrager, nøddekriger og andre.

 

Corvus Ravne, krager, råger
Denne slægt, der rummer omkring 45 medlemmer, findes i så godt som alle verdens tempererede områder, med undtagelse af Sydamerika. De største arter kaldes ravne, mens de lidt mindre arter benævnes krager eller råger. Slægtsnavnet er latin for ‘ravn’. Medlemmer af denne slægt er blandt de mest intelligente fugle.

Førhen var også alliker placeret i denne slægt, men efter genetiske undersøgelser er de blevet overført til en særskilt slægt, Coloeus.

 

Corvus corax Ravn
Ravnen er det medlem af familien, som har den største udbredelse, idet den findes i næsten alle arktiske og tempererede områder på den nordlige halvkugle. I Himalaya er den en almindelig standfugl, fortrinsvis i højder mellem 3500 og 5000 m.

På grund af sin intelligente adfærd optræder denne fugl i adskillige mytologier tværs gennem Eurasien. I den nordiske mytologi var to ravne, Hugin (‘tanke’) og Munin (‘hukommelse’), Odins tjenere, som bragte ham nyt fra hele verden.

 

 

Ravn, Markha-dalen, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Corvus macrorhynchos Stornæbbet krage
Førhen blev denne art kaldt for junglekrage, et navn, som også omfattede to andre krager, der i dag regnes for selvstændige arter, indisk junglekrage (C. culminatus) og østlig junglekrage (C. levaillantii).

Trods denne opsplitning har stornæbbet krage stadig en meget stor udbredelse, idet den findes fra Afghanistan gennem Himalaya og Tibet til det sydøstlige Sibirien, det nordlige Kina samt Taiwan, og videre sydpå gennem Sydøstasien til Indonesien og Filippinerne.

Den lever i et bredt udsnit af biotoper, bl.a. skove, klippefyldte områder, agerland og langs floder. I Himalaya findes den i højder op til mindst 3000 m. Den ligner meget ravnen, men foruden sin mindre størrelse kan den kendes på det slankere næb og den stejlere ‘pande’.

 

 

Stornæbbet krage, Gopte, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Stornæbbet krage træffes ofte nær boliger. Denne sidder på et hustag i landsbyen Namche Bazaar, Khumbu, østlige Nepal. Fuglen opsuger varmen fra morgensolen, mens fugt i dens fjerdragt fordamper. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne stornæbbede krage kalder fra toppen af en Himalaya-ædelgran (Abies spectabilis), Namche Bazaar, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kaldende stornæbbet krage, Corbett Nationalpark, Kumaon, Uttarakhand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne stornæbbede krage sidder på hovedet af en ko, Mundo, Langtang-dalen, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Dendrocitta Træskader
Denne lille slægt af langhalede fugle omfatter 7 arter, som er standfugle i tropiske og subtropiske egne af det indiske subkontinent og Sydøstasien.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk dendron (‘træ’) samt kissa, som på klassisk græsk egentlig var navnet på skovskaden (Garrulus glandarius), men også omfatter andre skader.

 

Dendrocitta formosae Grå træskade
Denne art er udbredt fra Pakistan mod øst langs Himalaya, det nordlige Indokina og det sydlige Kina til Taiwan. I Himalaya er den almindelig i skove, om sommeren op til højder omkring 1100 m i Pakistan, længere mod øst i gradvis større højder, i den østlige del af bjergkæden op til 2300 m. Om vinteren trækker den ned til lavere højder.

 

 

Grå træskader, Dhulikhel, nær Kathmandu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Nucifraga Nøddekriger
En lille slægt med 2 eller 3 arter. Den almindelige nøddekrige (Nucifraga caryocatactes) er vidt udbredt i Europa og Asien, hvoraf en underart i den vestlige del af Himalaya, Kashmir-nøddekrige, af mange autoriteter betragtes som en selvstændig art, N. multipunctata. Den tredje art, amerikansk nøddekrige (N. columbiana), lever i det vestlige Nordamerika.

Det vigtigste fødeemne for disse fugle er frø af forskellige arter af fyr (Pinus), som de knækker med deres kraftige næb. Denne adfærd ses af slægtsnavnet, som er afledt af latin nuci (‘nød’) og frango (‘at knække’ eller ‘at sønderbryde’).

Når fyrre-frø er talrige, skaber disse fugle forråd af overskydende frø, idet en enkelt fugl kan indsamle ikke færre end ca. 30.000 på en enkelt sæson. De er i stand til at huske omkring 70% af deres opbevaringssteder, selv når de er begravet i sne. De opbevarer ofte frø langt fra det sted, hvor de blev indsamlet, og disse fugle er således vigtige genskabere af skov i fældede eller brændte skovarealer. (Kilde: D.F. Tomback 2016, i Why birds matter: avian ecological function and ecosystem services, red. Sekercioglu, Wenny & Whelan, University of Chicago Press)

I områder uden fyrretræer udgør frø af gran (Picea) og hasselnødder (Corylus) en vigtig del af føden.

 

Nucifraga caryocatactes Almindelig nøddekrige
Denne fugl har en uhyre stor udbredelse, fra det sydlige Norge mod øst i et bredt bælte gennem den sibiriske taiga til Kamchatka, Korea og Japan, i adskillige bjergområder i Centraleuropa, Himalaya, det vestlige og nordlige Kina, samt i Taiwan.

Artens fjerdragt er meget variabel, og ikke færre end 9 underarter er beskrevet. I Himalaya forekommer 3 underarter: multipunctata, der af nogle betragtes som en særskilt art, findes i det nordlige Kashmir, nordlige Pakistan og østlige Afghanistan; hemispila er udbredt fra det sydlige Kashmir mod øst til det vestlige Nepal; og endelig macella, som er udbredt fra det vestlige Nepal mod øst til det nordlige Myanmar og Yunnan-provinsen.

Artsnavnet har samme betydning som slægtsnavnet, men er afledt af oldgræsk karyon (‘nød’) og kataseio (‘at sønderbryde’).

 

 

Nøddekrige, underarten macella, Ghora Tabela (øverst) samt mellem Sherpagaon og Surkhe, begge Langtang-dalen, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En nøddekrige af underarten macella hviler i en tårefyr (Pinus wallichiana), Ringmo, Solu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 
Pica Skader
Tidligere var kun 2 arter anerkendt i denne slægt, almindelig husskade (Pica pica) i Eurasien og det vestlige Nordamerika, samt gulnæbbet husskade (Pica nuttalli), som er endemisk i Californien. Nylige genetiske undersøgelser har imidlertid opsplittet den almindelige husskade i et antal arter, den eurasiske husskade (Pica pica) (se nedenfor), Maghreb-husskade (P. mauritanica) i Nordafrika, Asir-husskade (P. asirensis) i det sydvestlige Saudi Arabien, orientalsk husskade (P. serica) i det østlige og sydlige Kina, Taiwan, og det nordlige Indokina, sortgumpet husskade (P. bottanensis) i det vestlige-centrale Kina og den nordøstlige del af Himalaya, samt sortnæbbet husskade (P. hudsonia) i det vestlige Nordamerika.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på husskaden. Dens rolle i europæisk folklore er beskrevet på siden Dyreliv: Byens dyreliv.

 

Pica pica Eurasisk husskade
Denne fugl er vidt udbredt i Eurasien, med 6 underarter anerkendt. Som beskrevet ovenfor er andre underarter blevet opgraderet til selvstændige arter. Udbredelsen af russisk husskade, underarten bactriana, når lige netop det nordlige Pakistan og Ladakh, mens sortgumpet husskade (P. bottanensis) findes i Bhutan og Arunachal Pradesh.

Underartsnavnet sigter til Bactriana, på persisk Bakhtar, Oldtidens navn på en region nord for Hindu Kush-bjergene og syd for Amu Darya-floden, et lavtliggende område i nutidens Afghanistan, Tajikistan og Uzbekistan.

 

 

Russisk husskade, Shey Palace, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne russiske husskade sidder på en chorten (en lamaistisk helligdom i stil med en stupa), Thikse Gompa, Ladakh. Chorten‘er og gompa‘er er beskrevet på siden Religion: Buddhisme. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pyrrhocorax
Denne slægt består af kun to knaldsorte kragefugle, der nemt kendes på deres farvestrålende næb og fødder, samt på deres kald, der indeholder lidet krage-lignende lyde, noget i retning af piuuu eller pif. Begge arter vidt udbredt i Europa, Nordafrika og Asien. De er mesterlige flyvere, og man ser dem ofte lave luftakrobatik i store flokke, mens de ustandseligt kalder.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pyrrhos (‘flamme-farvet’), af pyr (‘ild’), samt korax (‘ravn’), hvilket sandsynligvis hentyder til det røde næb hos alpekragen.

 

Pyrrhocorax graculus Alpeallike
Den mindste art er alpealliken, som har gult næb og rødlige ben. Den er vidt udbredt, idet den findes i Marokko, Pyrenæerne, Alperne og andre centraleuropæiske bjerge, i Italien og på Balkan, på Kreta, i Tyrkiet, Kaukasus, og Alborz-bjergene i Iran, samt i Himalaya og andre centralasiatiske bjerge.

Den er meget almindelig i Himalaya, hvor den generelt træffes i større højder end alpekragen (nedenfor).

 

 

Alpealliker, Annapurna Base Camp, øvre Modi Khola-dal, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Alpealliken er ofte tillidsfuld. Denne fugl blev fotograferet uden for en restaurant i det lille bosted Tughla, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Alpealliker kredser over den øvre del af Ghunsa-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pyrrhocorax pyrrhocorax Alpekrage
Denne art er en smule større end alpealliken og har længere, koralrødt næb. Den er ret almindelig i Himalaya og store dele af Centralasien, og er endvidere udbredt gennem Mellemøsten til Europa, hvor den findes i Irland, Wales, Frankrig, de sydvestlige Alper, Italien, samt på Balkan og i store dele af den Iberiske Halvø. I Afrika forekommer den i Atlas-bjergene i Marokko, i Tunesien, i Ethiopiens højland, samt på den kanariske ø La Palma.

 

 

Alpekrage søger føde, Deboche, Khumbu, østlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Alpekrage, Namche Bazaar, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Urocissa Kittaer eller blåskader
Denne slægt rummer 5 arter af pragtfuldt farvede fugle, som er udbredt på det indiske subkontinent, samt i Indokina, det sydlige Kina og Taiwan. En enkelt art er beskrevet nedenfor, og endvidere er Taiwan-kitta (U. caerulea) beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan, mens Sri Lanka-kitta (U. ornata) er præsenteret på siden Hyldest til farven blå.

Disse fugle æder hovedsagelig store insekter og andre invertebrater, samt forskellige slags frugter, men de er også idelige plyndrere af småfugles reder.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk oura (‘hale’) og kissa, som oprindeligt betød skovskade (Garrulus glandarius), men også omfatter andre skader. Navnet hentyder til disse fugles lange hale.

 

Urocissa flavirostris Gulnæbbet kitta
Denne art er udbredt langs Himalaya, fra Afghanistan til det nordlige og vestlige Myanmar, med en disjunkt population i det nordlige Vietnam. I ynglesæsonen træffes den normalt i højder mellem 1500 og 3000 m, mens den om vinteren flytter ned til lidt lavere højder.

 

 

Gulnæbbet kitta, Tharke Ghyang, Helambu, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kaldende gulnæbbet kitta, Changdam, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gulnæbbet kitta, fotograferet i regnvejr, Manali, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gulnæbbet kitta, Benkar, Khumbu, østlige Nepal. På det øverste billede skaber et vindstød uorden i fjerdragten. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cuculidae Gøge
Denne familie omfatter omkring 30 slægter, hovedsagelig bestående af redesnyltere. De er udbredt næsten overalt i verden.

 

Cuculus Typiske gøge
En slægt med omkring 11 arter, der alle er redesnyltere. Slægtsnavnet er det gamle latinske navn på gøge.

 

Cuculus poliocephalus Lille gøg
Som ynglefugl er denne art udbredt fra hele Himalaya mod øst gennem det nordlige Indokina og hovedparten af Kina til Korea, Japan og Ussuriland i det sydøstlige Sibirien. Arten er standfugl i Taiwan og på Hainan, mens andre bestande er trækfugle, som tilbringer vinteren i Sydindien, Sri Lanka og Østafrika. I Himalaya findes den især i højder mellem 1500 og 3600 m.

Denne art er meget vokal i ynglesæsonen, hvor dens kald på 5-6 toner ofte høres, på engelsk gengivet som ‘That’s your choky pepper … choky pepper’ (tryk på det første choky) eller pretty-peel-lay-ka-beet. Den lægger sine æg i reder af små timalider, sangere og andre småfugle. (Kilde: indiabiodiversity.org)

 

 

Lille gøg, Shyabru, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hun af lille gøg, rødbrun fase, Riverside, Langtang-dalen, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Dicruridae Drongoer
Denne familie indeholder kun en enkelt slægt, Dicrurus, med i alt ca. 30 arter, af hvilke 8 er truffet i Himalaya. Fjerdragten hos de fleste arter er sort og ofte metalskinnende. Adskillige arter er glimrende imitatorer. Et eksempel herpå kan læses på siden Natur-citater.

Slægtsnavnet kommer af græsk dikros (‘kløftet’) og oura (‘hale’), hvilket hentyder til disse fugles kløftede hale.

 

Dicrurus leucophaeus Askedrongo
Der findes i alt 15 underarter af denne vidt udbredte fugl, som forekommer fra det indiske subkontinent mod øst til Kina og Taiwan, og derfra mod syd til Indonesien og Palawan. Arten er en almindelig sommergæst i Himalaya op til højder omkring 3000 m, underarten longicaudatus mod vest, hopwoodi mod øst. Om vinteren trækker de ned under 1500 meters højde.

Fuglene i Himalaya minder om sort drongo (nedenfor), men er meget mere grå.

 

 

Askedrongoer, Nagarkot, Kathmandu-dalen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Dicrurus macrocercus Sort drongo
Denne art er en almindelig standfugl i tropiske og nogle subtropiske områder af Asien, fra det sydlige Iran gennem det indiske subkontinent til det sydlige Kina og Taiwan, og derfra mod syd til Indonesien. Den er også blevet indført til adskillige Stillehavsøer, hvor den udgør en trussel mod indfødte fuglearter. I Himalaya er den almindelig fra lavlandet op til omkring 1500 meters højde, i sommermånederne op til 2000 m.

Sort drongo lever i åbent land, hvor den ofte sidder på udkigsposter, såsom elledninger eller nøgne grene, hvorfra den holder udkig efter flyvende insekter, som den fanger i luften. Som dens navn antyder, er fjerdragten knaldsort, kun ganske lidt metalskinnende.

Førhen blev den anset for at være samme art som den afrikanske gaffelhale-drongo, der i dag betragtes som en særskilt art under navnet D. adsimilis.

 

 

Sort drongo, nær Bhumeshwor Shiva-templet, Pokhara, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Emberizidae Værlinger
Denne familie var førhen meget større, idet den omfattede mange arter, der nu er placeret i familierne Passerellidae (den Nye Verdens spurve) og Calcariidae (sporeværlinger og snespurve). I dag er kun en enkelt slægt, Emberiza, forblevet i familien, med omkring 44 arter, udbredt i Europa, Afrika og Asien.

Slægtsnavnet er afledt af et gammelt tysk ord for disse fugle, Embritz.

 

Emberiza zia Klippeværling
Denne fugl yngler i åbne, tørre og klippefyldte områder, fra Sydeuropa og Nordafrika mod øst gennem Mellemøsten til Centralasien og Himalaya, mod nord til Kazakhstan, det sydlige Sibirien og Mongoliet. De nordlige asiatiske bestande er trækfugle, som overvintrer længere mod syd, hvor de ofte blander sig med lokale bestande.
 

I Himalaya er arten udbredt fra det centrale Nepal mod vest. Om sommeren træffes den i højder mellem 2400 og 4600 m, mens den om vinteren trækker ned til højder omkring 1800 m.

Artsnavnet er afledt af et lokalt italiensk navn for denne fugl, afledt af zirlare (‘at pippe’).

 

 

Han af klippeværling, Khinga, Jhong-floddalen, Mustang, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Estrildidae Pragtfinker
Astrild, sølvnæb, skadefinke, zebrafinke, nonne – medlemmer af denne store familie har talrige navne. Den omfatter omkring 130 arter af små, frøædende fugle, som er udbredt i varmere egne af Afrika og Asien. Deres næb er kort og tykt, beregnet til at knuse græsfrø og andre frø.

Et stort antal arter er omfattet af kæledyrshandelen, og mange steder er disse burfugle undsluppet og har dannet forvildede bestande.

 

Lonchura
En slægt med omkring 30 arter, udbredt fra Pakistan mod øst gennem Indokina til Taiwan og Filippinerne, og derfra mod syd til Ny Guinea og det nordlige Australien. Slægtens kærneområde er Ny Guinea med omkringliggende øer.

 

Lonchura striata Spidshalet bronzefinke
Denne art er udbredt fra det indiske subkontinent mod øst til det sydlige Kina og Taiwan, og derfra mod syd til Sumatra. I Himalaya er den stedvis almindelig i lavlandet fra Uttarakhand mod øst, mest i højder under 1,200 m, om sommeren op til omkring 2100 m.

 

 

Spidshalede bronzefinker æder hirse, Begnas Tal, central Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Falconidae Falke og caracaraer
Denne familie, der omfatter omkring 60 arter, er opdelt i 3 underfamilier, Herpetotherinae (latterfalk og skovfalke), Polyborinae (caracaraer og Spiziapteryx), samt Falconinae (typiske falke og pygmæfalke).

 

Falco Typiske falke
Den største slægt i familien med omkring 40 arter, vidt udbredt på alle kontinenter, med undtagelse af Antarktis.

Slægtsnavnet er afledt af latin falx eller falcis (‘håndsegl’), hvilket sigter til kløerne.

 

Falco tinnunculus Tårnfalk
Vores hjemlige tårnfalk har en stor udbredelse, fra Island, Portugal, de Canariske Øer og Nordafrika mod øst gennem tempererede og subtropiske områder af Asien til Stillehavskysten. Den er endvidere vidt udbredt i Afrika syd for Sahara. I Himalaya er den en ret almindelig standfugl, trækgæst og vintergæst, der undertiden træffes op til højder omkring 5200 m.

 

 

Tårnfalk hun, Tso Kar, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Fringillidae Finker
En stor familie med omkring 228 arter, opdelt i 50 slægter. Disse fugle er udbredt i hele verden med undtagelse af Australien og polar-regionerne. De fleste arter har et kraftigt konisk næb, beregnet til at knække frø.

Familienavnet kommer af latin fringilla (‘finke’), afledt af frigutio (‘jeg pipper’).

 

Carpodacus Rosenfinker eller karmindompapper
Som deres navn antyder, har disse fugle varierende mængder af rødt i deres fjerdragt, dog kun for hannernes vedkommende, mens hunnerne er brunlige. Slægten omfatter omkring 27 arter, der forekommer i størstedelen af Eurasien, med størst diversitet i Kina og Centralasien, hvilket antyder, at slægten opstod i denne region. I Himalaya er truffet 14 arter, hvoraf nogle er meget almindelige.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk karpos (‘frugt’) og dakno (‘at bide’).

 

Carpodacus erythrinus Almindelig karmindompap
Denne art er vidt udbredt, idet den yngler fra Nord- og Mellemeuropa mod øst gennem Rusland og Sibirien til Stillehavskysten, samt i de nordlige dele af Mellemøsten og Centralasien. Nogle bestande er trækfugle, som tilbringer vinteren på det indiske subkontinent og i Sydøstasien.

I Himalaya er den en ret almindelig ynglefugl, der om sommeren træffes i højder mellem 3300 og 4000 m, mens den om vinteren trækker ned til højder under 2000 m, undertiden til lavlandet. Der forekommer to underarter, roseatus, hvor hannen er kraftigt rød med undtagelse af de rødbrune vinger og den hvidlige undergump, samt erythrinus, hvor den røde farve er begrænset til det øverste af brystet, hovedet og overgumpen. Førstnævnte race er standfugl, mens den anden er trækgæst.

Artsnavnet er afledt af græsk erythros (‘rød’), hvilket naturligvis hentyder til hannens stærkt røde fjerdragt.

 

 

Almindelig karmindompap han, Dusum, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Carpodacus pulcherrimus Pragtrosenfinke
En almindelig standfugl, udbredt fra Himachal Pradesh mod øst til Arunachal Pradesh, i store områder af det vestlige Kina, samt på spredte lokaliteter i Mongoliet. Dens foretrukne habitat er krat i tempererede and subtropiske områder. I Himalaya træffes den om sommeren i højder mellem 3600 og 4600 m, mens den om vinteren trækker ned til lidt lavere højder mellem 2100 og 3300 m.

Nogle autoriteter betragter i dag underarten davidianus som en særskilt art, kaldt kinesisk pragtrosenfinke (C. davidianus).

 

 

Pragtrosenfinke han, Deboche, Khumbu, østlige Nepal. Fuglen på det øverste billede sidder i en ene af arten Juniperus recurva. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne hun af pragtrosenfinke sidder i en gedeblad-art, Lonicera rupicola, Dingboche, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Carpodacus thura Vestlig hvidbrynet rosenfinke
Hannen af denne kønne rosenfinke har mørkt lyserød underside og brun overside med mørkere striber, samt en bred lyserød øjenbrynsstribe, der ender i en hvid plet. Hunnen har hvidlig underside med talrige mørke striber, hvidgul øjenbrynsstribe, okkerfarvet strube og øvre del af brystet, samt gule underhaledækfjer.

Den forekommer fra det nordøstlige Afghanistan langs Himalaya mod øst til Bhutan og de tilstødende egne af Tibet, hvor den yngler i alpine enge, krat og skovkanter i højder mellem 2400 og 4200 m. Om vinteren søger mange fugle ned i lavere højder, nogle så lavt som 1800 m.

Østlige bestande er blevet ophøjet til en selvstændig art, kinesisk hvidbrynet rosenfinke (C. dubius).

 

 

Hvidbrynet rosenfinke han (øverst) og hun, Phedi, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En han af hvidbrynet rosenfinke æder en natsværmer af arten Gazalina chrysolopha, Phedi. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Chloris Grønirisker
Medlemmer af denne slægt, der rummer 5 arter, er udbredt i det østlige Asien, med undtagelse af almindelig grønirisk (C. chloris), der forekommer i Europa, Nordafrika og Mellemøsten. Førhen var disse fugle placeret i slægten Carduelis.

 

Chloris spinoides Himalaya-grønirisk
Artsnavnet på denne smukke fugl betyder ‘ligner Spinus‘, hvilket sigter til dens lighed med den eurasiske grønsisken (Spinus spinus). Hannen har gul underside, ansigt og øjenbrynsstribe, sort isse og ryg, samt sorte vinger med gule og hvide bånd. Hunnen er noget blegere. Disse fugle observeres ofte i flokke, som søger føde i træer eller buske eller på jorden. Sangen er en konstant kvidren.

Himalaya-grønirisk forekommer fra Afghanistan langs Himalaya til det nordlige Vietnam, hvor den lever i tempererede skove og krat. I Himalaya træffes den om sommeren i højder mellem 2400 og 4000 m, om vinteren mellem 900 og 1800 m.

 

 

Flok af Himalaya-grønirisk, Mukharka, mellem Cholang Pati og Shyabru, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Himalaya-grønirisk, Sherpagaon, Langtang-dalen, centrale Nepal. Det midterste billede viser en voksen han, det nederste en ung han. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Leucosticte Fjeldfinker
Denne slægt med 6 arter er udbredt i Nord- og Centralasien, samt i Nordamerika. Fjerdragten hos de to arter i Himalaya er ret ensfarvet brunlig, hvilket er glimrende camouflage i deres levested, som er blandt grå og brunlige klipper.

 

Leucosticte brandti Mørkhovedet fjeldfinke
Denne fugl er udbredt i højalpine græsklædte områder fra det sydlige Sibirien og Mongoliet mod sydvest til Kirgisien, Sinkiang og Afghanistan, og derfra mod øst gennem Centralasien og Himalaya til det vestlige Kina. Nordlige bestande er trækfugle.

I Himalaya forekommer den i sommertiden i højder over 4200 m og træffes undertiden op til omkring 6000 m. Om vinteren trækker trækker den ned til lidt lavere højder, normalt over 3000 m.

 

 

Denne flok af mørkhovedet fjeldfinke søger føde i et græsklædt område, Lhonak, Øvre Ghunsa-dal, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Leucosticte nemoricola Brun fjeldfinke
En almindelig og vidt udbredt standfugl, der stort set forekommer i samme område som foregående art. Nordlige bestande er ligeledes trækfugle. I Himalaya lever den om sommeren i højder mellem 4200 og 5200 m, om vinteren mellem 2000 m og 3700 m. Dens fjerdragt ligner meget den hos hunnen af mørkhovedet fjeldfinke, men ryggen er kraftigt stribet i sort og lysebrunt, undertiden også hvidt.

Denne art kaldes også for Hodgsons fjeldfinke, opkaldt efter den britiske naturhistoriker og etnolog Brian Houghton Hodgson (1801-94), som beskrev talrige nye arter af fugle og pattedyr i Himalaya, bl.a. denne art, i 1836.

 

 

Brun fjeldfinke, Gokyo-dalen, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Mycerobas Asiatiske kærnebidere
En lille slægt med 4 arter, udbredt fra Turkmenistan, Uzbekistan og Afghanistan mod øst langs Himalaya til det nordlige Indokina. Disse fugle er de største i finkefamilien, der undertiden når en længde af 24 cm. De er karakteriseret ved det meget kraftige næb, som er i stand til at knække de hårde frø af ene-arter (Juniperus).

 

Mycerobas affinis Pirolkærnebider
Denne art lever i frodige løvfældende skove eller blandskove, fra Himachal Pradesh mod øst til det nordlige Myanmar og det vestlige Kina. Hannen er en pragtfuld fugl, glinsende sort i hovedet og på strube, vinger og hale, hvilket står i skarp kontrast til den gule underside og halsbånd, samt den orange nakke. Hunnen har gullig underside, olivengrøn ryg og vinger, samt gråligt hoved og strube.

I Himalaya yngler den i højder mellem 2700 og 4200 m, mens den om vinteren trækker til lavere højder, undertiden helt ned til 1100 m.

 

 

Denne pragtfulde han af pirolkærnebider søger føde på skovbunden, Banthanti, Annapurna, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Pirolkærnebider hun, Banthanti. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Mycerobas carnipes Hvidvinget kærnebider
Denne fugl er vidt udbredt, fra Alborz-bjergene i det nordlige Iran mod øst til det sydlige Kazakhstan og Kirgisien, mod syd til Afghanistan og det vestlige Pakistan, og derfra langs Himalaya til det nordlige Myanmar og det vestlige Kina, samt i et bælte langs Kunlun-bjergene i Sinkiang. Den forekommer ofte i bevoksninger af ene-arter (Juniperus).

I Himalaya yngler den i højder mellem 3000 og 4600 m, og om vinteren træffes den ned til højder omkring 2800 m.

Det danske navn hentyder til en hvid plet på håndsvingfjerene.

 

 

Hun (t.v.) og han af hvidvinget kærnebider raster i en Himalaya-ædelgran (Abies spectabilis), Tengboche-klostret, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne hun af hvidvinget kærnebider søger føde på jorden nær Tengboche-klostret. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne han knækker et frø af indisk ene (Juniperus indicus), Ghyaru, Øvre Marsyangdi-dal, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Mycerobas melanozanthos Pletvinget kærnebider
Udbredt fra det østlige Afghanistan mod øst langs Himalaya til det vestlige Kina og det nordlige Indokina, mod øst til Vietnam. Den forekommer især i subtropiske skove og er ret fåtallig i Himalaya. Om sommeren træffes den i højder op til omkring 3400 m, om vinteren undertiden så lavt som 1400 m.

Hannen ligner hannen af pirolkærnebider (ovenfor), men nakke og ryg er sorte, og den har en mængde hvide pletter i vingen. Hunnen er gullig, med kraftige sorte striber på over- og underside. Unge hanner ligner en blanding af han og hun.

 

 

En ung han af pletvinget kærnebider æder frugter af et træ, mellem Ransi og Jugasu, Garhwal, Uttarakhand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Procarduelis nipalensis Mørk rosenfinke
Denne art var tidligere placeret i slægten Carpodacus (ovenfor), men er nu blevet overført til slægten Procarduelis, hvor den er den eneste art. Den er udbredt fra det nordlige Pakistan mod øst langs Himalaya til det sydvestlige Kina og det nordlige Indokina. Dens habitat er tempererede og subtropiske skove. I Himalaya træffes den om sommeren i højder mellem 1800 og 2800 m, om vinteren i lidt lavere højder.

 

 

Hanner af mørk rosenfinke, Phedi, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hovedet af denne hun af mørk rosenfinke er indsmurt i pollen fra blomster af Rhododendron arboreum, Banthanti, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pyrrhoplectes epauletta Gulnakket finke
Han og hun af denne lille finke er højst forskellige af udseende. Hannen er glinsende sort med orange nakke og hvid overgump, mens hunnen er gulligbrun med gråt hoved og gullig nakke, samt sorte vingespidser. Arten er udbredt fra det vestlige Nepal mod øst til det sydvestlige Kina og det nordlige Indokina. Den yngler i skove i højder mellem 2500 og 3600 m, og om vinteren trækker den undertiden ned til højder omkring 1400 m.

 

 

Han af gulnakket finke æder frø af fuglegræs (Stellaria media), Changdam, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne hun af gulnakket finke æder frø af en korsblomstret plante (Brassicaceae), Changdam. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pyrrhula Dompapper
En lille slægt på 7 tyknæbbede finker, hvoraf de 5 er rent asiatiske. Den almindelige dompap (P. pyrrhula) er vidt udbredt fra Europa og Mellemøsten mod øst gennem tempererede områder i Asien til Japan, mens Azorerdompap (P. murina) er begrænset til en enkelt ø i Azorerne.

Slægtsnavnet er afledt af græsk pyr (‘ild’), samt latin -ulus, en endelse, som udtrykker noget småt. Navnet sigter naturligvis til den røde eller rødlige farve hos hannerne af adskillige arter i slægten. Det danske navn kommer af plattysk dompape (‘domkirkepræst’). Hannen af den almindelige dompap har omtrent samme farve som hætte og kåbe hos disse præster.

 

Pyrrhula erythrocephala Rustdompap
Den mest farvestrålende blandt de 4 arter af slægten, som lever i Himalaya. Den er begrænset til Himalaya, hvor den er ret almindelig fra Kashmir mod øst til Arunachal Pradesh. Den lever hovedsagelig i løvskove, om sommeren i højder mellem 3000 og 4000 m, mens den om vinteren kan træffes ned til omkring 1800 m.

 

 

Rustdompap, Banthanti, Annapurna, centrale Nepal. Dompapper ses ikke ofte søge føde på jorden. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne hun af rustdompap æder blomsterknopper af berberis, Ghora Tabela, Langtang-dalen, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ung han af rustdompap, Shyabru, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gruidae Traner
En familie med 15 arter af store, langbenede og langhalsede fugle, fordelt på 4 slægter. De er udbredt på alle kontinenter, med undtagelse af Antarktis og Sydamerika.

 

Grus Typiske traner
I dag rummer denne slægt 8 arter, udbredt in Asien, Europa, Afrika og Nordamerika.

 

Grus nigricollis Sorthalset trane
Denne art er begrænset til vådområder i store højder i Centralasien, hvor den yngler i Tibet, Sichuan, Gansu og Sinkiang, samt nogle få i Mongoliet og Ladakh. Fra gammel tid har tibetanere og indere beskyttet tranerne af religiøse årsager, men fra 1950’erne gik den kraftigt tilbage, hovedsagelig på grund af dræning af dens ynglepladser, samt krybskytteri. På grund af bedre beskyttelsesforanstaltninger i de senere år er den nu i fremgang, og bestanden ligger på et antal mellem 6000 og 10.000 individer.

Om vinteren trækker fuglene til mindre barske områder i det sydlige Tibet samt provinserne Guizhou og Yunnan, og tillige nogle få hundrede til Assam og Bhutan.

En beskrivelse af mine oplevelser med denne statelige fugl kan læses på siden Rejse-episoder – Kina 2009: Blandt sorthalsede traner.

 

 

Sorthalsede traner søger føde i en eng blandt græssende heste, nær Kaka, sydlige Tibet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sorthalsede traner letter efter at have fourageret på en mark nær Cao Hai-søen, Guizhou-provinsen, Kina. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hirundinidae Svaler
En stor familie med 19 slægter og omkring 90 arter, udbredt verden rundt på alle kontinenter, idet landsvalen (Hirundo rustica) endog er en sjælden gæst i Antarktis. Størst diversitet forekommer i Afrika.

 

Cecropis
En lille slægt med 9 arter, udbredt i varmere egne af Afrika og Asien. Rødrygget svale (nedenfor) forekommer tillige i Sydeuropa. Nogle autoriteter placerer disse fugle i slægten Hirundo.

 

Cecropis daurica Rødrygget svale
Denne art, som førhen blev kaldt for Hirundo daurica, er vidt udbredt, idet den forekommer i Afrika mod syd til Sahel-zonen og Zambia, samt fra Sydeuropa mod øst gennem Kazakhstan og Mongoliet til det sydøstlige Sibirien og Japan, og derfra mod syd til det centrale Indien og det nordlige Indokina. Underarten nipalensis er meget almindelig i Himalaya, hvor den om sommeren træffes op til højder omkring 3300 m, mens den om vinteren trækker ned til lavlandet.

Nogle underarter af denne fugl minder utrolig meget om asiatisk stribesvale (C. striolata), som yngler i Sydøstasien og Fjernøsten. Stribesvalen er ofte en smule større og har mindre rødbrunt på isse og kinder, men de to arter er meget vanskelige at adskille i felten. For mig er det lidt af et mysterium, hvorfor man regner dem som to arter.

 

 

Denne rødryggede svale af underarten nipalensis sidder på en krog i loftet i en restaurant nær Kali-templet i Gorkha, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ibidorhynchidae

 

Ibidorhyncha struthersii Ibisnæb
Denne store vadefugl var tidligere placeret sammen med klyder og stylteløbere i familien Recurvirostridae (nedenfor), men genetisk forskning har vist, at den adskiller sig tilstrækkeligt fra disse fugle til at danne en særskilt familie, hvor den er det eneste medlem.

Den anbringer sin rede blandt små og store sten i brede, lavvandede floder i Centralasien, hvor den er udbredt fra det sydlige Kazakhstan mod syd til det nordlige Afghanistan og derfra mod øst tværs gennem hele Tibet til det vestlige and nordlig-centrale Kina. I Himalaya yngler den hist og her i højder mellem 3800 og 4200 m. Vintermånederne tilbringes i forbjergene.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk ibis (‘ibis’) og rhynkhos (‘næb’), hvilket sigter til det ibis-lignende næb. Artsnavnet blev givet til ære for Dr. Struthers i Glasgow, som samlede eksemplarer af fuglen fra Himalaya i 1800-tallet.

 

 

Ibisnæb på dens yngleplads, et stenet område i Kali Gandaki-floden nær Kalopani, Annapurna, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Da en hund kom ind på yngleområdet på billederne ovenfor, flaksede de to ibisnæb længe foran den for at lokke den væk. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Laniidae Tornskader
Tornskader er en gruppe spurvefugle, som gør sig bemærket i landskabet, da de ofte sidder i toppen af træer eller buske, på pæle eller elledninger, på udkig efter bytte i form af bl.a. biller, guldsmede, bier, firben og mus. De udgør en lille familie med 33 arter i 4 slægter, hovedsagelig udbredt i Eurasien og Afrika, med en enkelt art i Ny Guinea og 2 i Nordamerika.

Tidligere var familien meget større, idet den omfattede busktornskader, kvastrygge, kratskader, bubuer og hjelmtornskader. En række genetiske studier har imidlertid afsløret, at disse grupper ikke er nært beslægtede med ægte tornskader. Det har medført, at busktornskader, kvastrygge, kratskader og bubuer er blevet overført til familien Malaconotidae, hjelmtornskader til familien Vangidae.

 

Lanius Typiske tornskader
Hovedparten af de 29 arter i denne slægt er hjemmehørende i Eurasien og Afrika. Stor tornskade (L. excubitor) har en cirkumpolar udbredelse, og som dens navn siger, er amerikansk tornskade (L. ludovicianus) begrænset til Nordamerika. 6 arter er observeret i Himalaya.

Slægtsnavnet er afledt af latin lanio (‘slagter’), hvilket hentyder til, at nogle af arterne spidder deres byttedyr på torne til senere brug.

 

Lanius schach Langhalet tornskade
Denne art er udbredt fra Uzbekistan mod øst til Kina og Taiwan, og mod syd til Sri Lanka, Filippinerne og Indonesien, med en isoleret bestand i Papua Ny Guinea.

Der er anerkendt 8 underarter, og udbredelsen af to af disse overlapper i det centrale Himalaya, erythronotus i den vestlige del og tricolor i den østlige del. Til tider ses blandede ynglepar af disse to racer. Arten træffes undertiden op til højder omkring 3000 m, men yngler især mellem 1500 og 2700 m. Om vinteren trækker den ned til lavere højder, undertiden til lavlandet.

Andre billeder af denne fugl kan ses på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan.

 

 

Langhalet tornskade af underarten tricolor, Kimrong Khola, Modi Khola-dalen, Annapurna, centrale Nepal. Fuglen sidder i en busk af arten Berberis asiatica. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne langhalede tornskade, som sandsynligvis er en krydsning mellem underarterne erythronotus og tricolor, sidder på en pæl med et buddhistisk bedeflag, Surkhe, Langtang-dalen, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ungfugle af langhalet tornskade er tværvatrede, med et rødbrunt skær på ryggen, undersiden og halen. – Peokar, nær Kielang, Lahaul, Himachal Pradesh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lanius tephronotus Himalaya-tornskade
Denne art ligner langhalet tornskade en del, men halen er kortere, og ryggen er ensfarvet grå. Den er udbredt i hele Himalaya, fra Pakistan til Myanmar, i Bangladesh og størsteparten af Sydøstasien, og derfra mod nord gennem det vestlige Kina og det østlige Tibet til Qinghai. I yngletiden træffes den i højder mellem 2200 og 4600 m, og om vinteren trækker den ned til højder omkring 2000 m, undertiden så lavt som 300 m.

 

 

Da jeg kom for tæt på denne Himalaya-tornskade i et pilekrat i udkanten af byen Shigatse, Tibet, varslede den kraftigt. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Himalaya-tornskade, Gyapla, Ghunsa-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Laridae Måger, terner og saksnæb
Denne store kosmopolitiske familie rummer 22 slægter med omkring 100 arter.

 

Sterna Typiske terner
Denne slægt, der omfatter 11-13 arter, optræder over næsten hele verden, hovedsagelig i kystområder. Tidligere var 4 andre terner placeret i denne slægt, men er siden blevet overført til slægten Onychoprion.

Slægtsnavnet er afledt af oldengelsk stearn, som optræder i digtet The Seafarer fra 900-tallet. Et lignende ord for disse fugle blev anvendt på de Frisiske Øer.

 

Sterna hirundo Fjordterne
Som ynglende er denne art udbredt i de fleste tempererede og subtropiske områder på den nordlige halvkugle, og tillige i arktiske områder i Nordnorge og den nordvestligste del af Rusland. Siden 1980 har en mindre koloni eksisteret på en lille koralø ud for Sri Lankas østkyst.

Underarten tibetana er en fåtallig ynglefugl i Ladakh. I den øvrige del af Himalaya ses arten undertiden på træk. Den tilbringer vintertiden langs kyster fra omkring 20 grader nordlig bredde mod syd til det sydlige Sydamerika, Afrika og Australien.

 

 

Fjordterne, Puga-sumpene, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Leiothrichidae Skadedrosler m.fl.
Skadedrosler udgør i alt 45 arter af farvestrålende, støjende spurvefugle af slægterne Garrulax, Trochalopteron, Pterorhinus og Grammatoptila, som i dag er placeret i familien Leiothrichidae sammen med bl.a. sibiaer (nedenfor), pragttimalier (Liocichla), minlaer (Minla), skælvinger (Actinodura) og sangtimalier (Leiothrix).

Tidligere tilhørte disse slægter familien Timaliidae, som udgjorde en slags ’systematikkens skraldespand’, hvor hundredevis af arter var blevet placeret. I dag er de fleste af disse arter overført til andre familier.

Medlemmer af denne familie er begrænset til Asien, hvor de lever i et bredt spektrum af habitater, fra fugtige tropiske regnskove til kolde områder i Kina, Taiwan og Himalaya.

 

Grammatoptila striata Stribet skadedrossel
Denne fugl, som førhen tilhørte slægten Garrulax, er nu det eneste medlem i slægten Grammatoptila. Den er lokalt ret almindelig, udbredt fra Himachal Pradesh mod øst til Myanmar og Yunnan-provinsen. Den lever i frodige skove i højder mellem 1200 og 2900 m.

 

 

Denne stribede skadedrossel æder nektar eller pollen i en blomst af Rhododendron arboreum, Sinuwa, Modi Khola-dalen, Annapurna, centrale Nepal. Denne art producerer om foråret en overdådighed af pollen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Heterophasia Sibiaer
En slægt med 7 farvestrålende arter, som er begrænset til skove på det indiske subkontinent, samt i Fjernøsten og Sydøstasien. Nogle autoriteter placerer kun den langhalede sibia (H. picaoides) i denne slægt, idet de overfører de øvrige til slægten Malacias.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk heteros (‘forskelligartet’) og phasis (‘ytring’), hvilket sigter til den varierede sang hos disse fugle.

 

Heterophasia capistrata Hættesibia
På dansk har denne smukke fugl officielt fået det besynderlige navn sortkappet sibia – en ‘undersættelse’ af det engelske navn black-capped sibia (‘sort-hættet sibia’). Jeg anvender derfor navnet hættesibia.

Arten er meget almindelig i Himalaya, fra Pakistan mod øst til Arunachal Pradesh, hvor den lever i stedsegrønne løvskove i højder mellem 1500 og 3200 m. Den er en fremragende sanger, hvis sang minder lidt om gulspurvens (Emberiza citrinella).

 

 

Hættesibia, Pairo, nedre del af Langtang-dalen, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne hættesibia markerer sit yngleterritorium gennem sang, Ghasa, Kali Gandaki-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ianthocincla Skadedrosler
En slægt med 8 arter, som forekommer fra det nordlige Kina mod syd til Himalaya og Indokina.

 

Ianthocincla ocellata Plettet skadedrossel
Denne markante fugl er vidt udbredt i bjergområder, fra det vestlige Himalaya mod øst til Yunnan-provinsen, og derfra mod nord til det centrale Kina. Den lever i skov og bambuskrat, hovedsagelig i højder mellem 2000 og 3700 m.

 

 

Plettet skadedrossel, Gopte, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pterorhinus Skadedrosler
Gennem mange år var medlemmerne af denne slægt placeret i den store slægt Garrulax, som imidlertid i 2018 blev splittet op i adskillige slægter. Det medførte bl.a., at slægten Pterorhinus blev gendannet. Den var oprindelig blevet oprettet af den engelske naturhistoriker Robert Swinhoe (1836-1877), som i 1860 blev den første europæiske konsul i Taiwan. Han opdagede mange nye arter, og 4 pattedyr og 15 fuglearter er opkaldt efter ham.

I dag rummer slægten 23 arter, udbredt fra det indiske subkontinent mod øst til det sydlige Kina, og derfra mod syd til Indonesien.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pteron (‘fjer’) og rhinos (‘næse’), hvilket hentyder til de fjerklædte næsebor hos disse fugle.

 

Pterorhinus albogularis Hvidstrubet skadedrossel
Denne fugl er udbredt fra Pakistan mod øst langs Himalaya til det vestlige Kina og det nordlige Indokina. Dens habitat er fugtige bjergskove, hvor den om sommeren yngler i højder mellem 1800 og 3000 m. Om vinteren kan den træffes ned til omkring 1200 meters højde.

Førhen mente man, at denne art også forekom i bjergskove i Taiwan. Fuglene her er imidlertid blevet ophøjet til en selvstændig art, P. ruficeps.

 

 

Hvidstrubet skadedrossel, Tharke Ghyang, Helambu, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Trochalopteron Skadedrosler
Denne slægt omfatter 19 arter, som for størstedelens vedkommende forekommer i Himalaya, Indokina, Kina og Taiwan, med en enkelt art, Himalaya-skadedrossel (nedenfor) tillige udbredt i Centralasien, og en anden, Malaj-skadedrossel (T. peninsulae), som lever i den sydligste del af Thailand og på Malakka-halvøen.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk trokhos (‘hjul’) og pteron (‘vinge’), hvilket hentyder til de korte afrundede vinger hos disse fugle.

 

Trochalopteron affine Hvidskægget skadedrossel
Denne art er en almindelig standfugl fra det vestlige Nepal mod øst til det vestlige Kina og det nordlige Indokina. Den yngler i skove og krat i store højder, mellem 2800 og 4000 m. Om vinteren trækker den ofte ned til omkring 1800 meters højde.

 

 

Hvidskægget skadedrossel, Phedi, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. På det nederste billede fanger den natsværmere af arten Gazalina chrysolopha. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Trochalopteron erythrocephalum Gyldenvinget skadedrossel
Denne meget smukke fugl er ret almindelig, men ses ikke ofte, da den lever i tæt skov og krat. Den er udbredt fra Himachal Pradesh mod øst langs Himalaya til Assam og det sydøstlige Tibet. Den yngler i højder mellem 1800 og 3400 m, og om vinteren kan den træffes ned til omkring 1200 m, undertiden lavere.

 

 

Gyldenvinget skadedrossel, Changdam, Langtang-dalen, centrale Nepal. På det nederste billede æder den kogt ris, som er blevet efterladt i en udendørs vask. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Trochalopteron lineatum Himalaya-skadedrossel
En vidt udbredt art, som findes fra det østligste Uzbekistan og Tajikistan mod øst langs Karakoram-bjergene og Himalaya mod øst til Sikkim, samt i bjergegne i det sydøstlige Afghanistan og det vestlige Pakistan. Den er en almindelig standfugl, som yngler i krat og landbrugsland, fortrinsvis i højder mellem 2400 og 3900 m. Om vinteren træffes den i højder mellem 1000 og 2700 m.

Fjerdragten hos denne fugl er meget variabel, rødbrun med varierende mængde gråt. Øredækfjerene er dog altid varmt rødbrune.

 

 

Himalaya-skadedrossel, Changdam (øverst), og Sherpagaon, begge i Langtang-dalen, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Syngende Himalaya-skadedrossel, Sherpagaon, Langtang-dalen (øverst), samt Nagarkot, Kathmandu-dalen. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Himalaya-skadedrossel med føde i næbbet, Changdam, Langtang-dalen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Himalaya-skadedrossel æder af en sommerfuglelarve, mellem Surkhe og Shyabrubesi, Langtang-dalen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Trochalopteron variegatum Broget skadedrossel
Denne brunlige fugl er vidt udbredt, fra det østlige Afghanistan og det nordlige Pakistan mod øst langs Himalaya til Bhutan. Den har en sort ansigtsmaske og hvidlig kind, gyldne håndsvingfjer og okkerfarvet undergump. Den yngler i skove og krat, ofte blandt rhododendron-buske, i højder mellem 1700 og 4100 m, og i vintertiden træffes den hovedsagelig mellem 1000 og 3200 meters højde, undertiden ned til 400 m.

 

 

Broget skadedrossel, Thangshyap, Langtang-dalen, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Turdoides Larmdrosler
En slægt med omkring 19 arter, der for størstedelens vedkommende lever i Afrika, med en enkelt art i Asien, Nepal-larmdrossel (nedenfor).

Det danske navn sigter til den støjende adfærd hos visse medlemmer af slægten Argya, der førhen var placeret i slægten Turdoides.

 

Turdoides nipalensis Nepal-larmdrossel
Som både det latinske artsnavn og det danske navn antyder, findes denne art kun i Nepal, hvor den lever i højder mellem 1000 og 2200 m. Den færdes mest i tætte, tornede krat, hvilket afspejles af dens nepalesiske navn, kande bhyakur (‘tornfuglen’). Den er svær at få at se, men tidligt i ynglesæsonen kommer hannerne frem og synger fra toppen af buske. Den blå iris og de mange lodrette striber på brystet er gode kendetegn.

Arten blev beskrevet i 1836 af den britiske naturhistoriker og etnolog Brian Houghton Hodgson (1801-94), men blev så ikke set igen før sidst i 1940’erne, hvor den blev genopdaget af den amerikanske ornitolog Sidney Dillon Ripley (1913-2001).

Den er truet af byudvidelser samt rydning af krat til landbrugsområder.

 

 

Nepal-larmdrossel, Bandipur, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Megalaimidae Asiatiske skægfugle
En familie med i alt 35 arter, udbredt i skove og krat, fra Pakistan mod øst til det sydlige Kina og Taiwan, mod syd til Sri Lanka og Indonesien. De var alle tidligere placeret i slægten Megalaima, med undtagelse af to arter af Caloramphus. I dag er Megalaima imidlertid blevet omdøbt til Psilopogon. Man har dog beholdt familienavnet Megalaimidae.

Disse farvestrålende, små til mellemstore fugle var førhen placeret i familien Capitonidae, der også omfattede Afrikas og den Nye Verdens skægfugle, men man har fundet, at de asiatiske arter adskiller sig tilstrækkeligt til at danne en særskilt familie, med afrikanske skægfugle (Lybiidae) og tukaner (Ramphastidae) som søster-grupper.

Navnet skægfugl sigter til de stive børster omkring næbbet på disse fugle.

 

Psilopogon asiaticus Blåstrubet skægfugl
Denne art er udbredt fra det nordlige Pakistan langs Himalaya til det nordøstlige Indien, Bangladesh, en stor del af det nordlige Indokina, samt det sydlige Kina. Den lever i åbne skove, lunde og større haver, fortrinsvis i lavlandet, men i Himalaya træffes den ofte op til omkring 1500 meters højde, undertiden op til 2100 m.

 

 

Blåstrubet skægfugl, Pokhara, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Psilopogon virens Stor skægfugl
Denne farvestrålende fugl, som er slægtens største medlem, findes fra det nordlige Pakistan mod øst langs Himalaya til det nordlige Indokina og den sydlige halvdel af Kina. Den yngler i skov, krat og åbne områder mellem 1000 og 3000 meters højde, og om vinteren træffes den oså i lavlandet.

 

 

Stor skægfugl æder et bær, mellem Surkhe og Shyabrubesi, Langtang-dalen, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Motacillidae Vipstjerter, pibere og sporepibere
Denne familie rummer 6 eller 7 slægter med i alt omkring 65 arter. Vipstjerter og pibere findes næsten overalt i verden, mens de farvestrålende sporepibere er begrænset til tropiske egne af Afrika.

 

Anthus Pibere
De fleste pibere har en temmelig ensartet brunlig fjerdragt med striber, en tilpasning til deres fødesøgning blandt græs eller på bar jord. Denne ret store slægt omfatter mellem 34 og 46 arter, udbredt i de fleste egne af kloden, med undtagelse af Antarktis.

 

Anthus roseatus Rosapiber
I yngledragt er denne art lidt mere farvet end de fleste andre pibere, idet den har et rosa skær på det ustribede bryst. Voksne fugle er altid kraftigt stribede på oversiden, om vinteren også på undersiden.

Den er vidt udbredt, fra Kirgisien og Afghanistan mod øst tværs over det tibetanske højland og det vestlige Kina til det nordøstlige Kina, og mod syd til Himalaya og det nordlige Indokina. Om sommeren yngler den i højalpine enge i højder mellem 4000 og 5100 m, mens vinteren tilbringes i sumpe og græsland ved foden af bjergene i den nordlige del af det indiske subkontinent og Indokina, samt i det sydlige Kina, normalt i højder mellem 700 og 1500 m.

 

 

Denne rosapiber fouragerer i græs blandt lavt krat af bærmispel (Cotoneaster), nær Chhukung, Khumbu, østlige Nepal. Den er i overgangsdragt, bemærk klar øjenbrynsstribe, olivengrønne kanter på vingedækfjer og håndsvingfjer, samt svagt rosenfarvet bryst. Fuglen i baggrunden er en brunbrystet jernspurv (Prunella strophiata). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Motacilla Vipstjerter
Disse fugle, som omfatter omkring 13 arter, er opkaldt efter deres vane med at vippe halen op og ned. De er for størstepartens vedkommende udbredt i Europa, Afrika og Asien, mens to arter også er truffet i Alaska.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn for hvid vipstjert (nedenfor). Ordet er egentlig en diminutivform af motare (‘at bevæge sig omkring’), men på et tidspunkt i løbet af Middelalderen opstod den fejlagtige antagelse, at cilla betød ‘hale’.

 

Motacilla alba Hvid vipstjert
Der findes i alt 11 racer af hvid vipstjert, hvis yngleområde strækker sig fra Østgrønland i vest til Alaska i øst, og fra det nordlige Skandinavien og Sibirien mod syd til Marokko, Iran, Himalaya og Taiwan.

Underarten alboides er en almindelig ynglefugl i Himalaya, fra Pakistan mod øst til det sydvestlige Kina. Om sommeren kan den træffes op til højder omkring 4800 m, og om efteråret trækker den ned til lavlandet.

Underarten leucopsis yngler fra Ussuriland i det sydøstlige Sibirien mod syd gennem det centrale og østlige Kina til Korea, Japan og Taiwan, mens vinteren tilbringes i det sydlige Kina, Taiwan, Indokina, og den nordlige del af det indiske subkontinent. En række billeder af denne underart findes på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan.

Underarten personata yngler fra det sydlige Sibirien, Sinkiang og det vestlige Mongoliet mod syd til det nordlige Iran, Afghanistan, Pakistan og det nordvestlige Indien, mens vinteren tilbringes fra Oman mod øst til det nordlige Indien.

Adskillige underarter er omtalt på siden Dyreliv: Byens dyreliv.

 

 

En han af underarten alboides i overgangsdragt, Cao Hai-søen, Guizhou-provinsen, Kina. I yngledragten er struben sort. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne alboides han raster på en båd, Phewa-søen, Pokhara, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne han af underarten leucopsis spadserer langs rælingen af en båd, Phewa-søen, Pokhara, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Han af underarten personata plejer fjerdragt, stående på en båd, Phewa-søen, Pokhara, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Motacilla cinerea Bjergvipstjert
Denne art er hjemmehørende i et kæmpemæssigt område, idet den yngler i størsteparten af Europa, samt i Marokko, Mellemøsten, Himalaya, Sibirien, Centralasien, Kina, Japan og Taiwan. De nordligste bestande er trækfugle, som tilbringer vinteren længere mod syd, i Ethiopien, på den Arabiske Halvø og det indiske subkontinent, samt i Sydøstasien og Indonesien.

Den er en almindelig ynglefugl i Himalaya, hvor den lever langs hurtigtstrømmende floder, hovedsagelig i højder mellem 1100 og 4000 m. Om vinteren trækker den ned til lavlandet, men kan undertiden træffes op til omkring 1500 m.

Et antal billeder af denne art præsenteres på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan.

 

 

En hun af bjergvipstjert søger føde på en mudderflade, Betrawati, Trisuli-dalen, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Motacilla citreola Citronvipstjert
Vidt udbredt som ynglefugl, fra Finland og Østeuropa mod øst til det centrale Sibirien, samt fra den arktiske kyst mod syd gennem Centralasien til den nordlige udkant af Himalaya. Spredt ynglen finder også sted i Tyrkiet og Centraleuropa. Vintermånederne tilbringes fra Iran mod øst gennem det indiske subkontinent og den nordlige del af Indokina til det sydlige Kina.

I Himalaya yngler arten i Ladakh. Andre steder i bjergkæden kan den observeres på træk, og om vinteren er den ret almindelig i sumpede områder ved foden af bjergene.

 

 

Han af citronvipstjert i yngledragt, Tso Kar, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Motacilla maderaspatensis Indisk vipstjert
Denne art minder om hvid vipstjert (ovenfor), men er større, indtil 21 cm lang. Foruden størrelsen kendes den nemt på den brede hvide øjenbrynsstribe.

Den er endemisk for det indiske subkontinent, fra Pakistan mod øst til Bangladesh, og fra foden af Himalaya mod syd til Kap Kanyakumari (Kap Comorin). Den yngler i vådområder, men har tilpasset sig til at leve i byområder. Den er hovedsagelig standfugl, men observeres af og til i Sri Lanka om vinteren.

I Himalaya kan den træffes op til omkring 1700 meters højde, undertiden højere.

 

 

Ungfugle af indisk vipstjert raster ombord på både, Phewa-søen, Pokhara, centrale Nepal. Voksne fugle har sort ryg. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Muscicapidae Den Gamle Verdens fluesnappere
Genetisk forskning har åbenbaret, at mange mindre fugle, som tidligere blev anset for at være små drosselfugle i drossel-familien (Turdidae), i realiteten er fluesnappere. I dag omfatter familien omkring 51 slægter med ca. 324 arter, som er vidt udbredt i Afrika og Eurasien. Familienavnet er afledt af latin musca (‘flue’) og capere (‘at fange’).

 

Calliope Rubinstrube
Denne slægt blev oprettet af den engelske ornitolog og kunstner John Gould (1804-81) i 1837, hvor han beskrev bjergrubinstruben (C. pectoralis). Senere blev denne fugl og andre rubinstruber overført til nattergaleslægten (Luscinia). Et genetisk studium fra 2010 fandt imidlertid, at denne slægt ikke var monofyletisk, og Calliope blev genindført. I dag omfatter slægten 5 arter.

Calliope var den mest fremtrædende blandt de ni muser i den græske mytologi, som herskede over poesi, sang, kunst og videnskab. Navnet er afledt af kallos (‘skøn’) og ops (‘stemme’), hvilket i denne sammenhæng hentyder til disse fugles fine sang.

 

Calliope pectoralis Himalaya-rubinstrube
Denne art, der førhen blev kaldt for bjergrubinstrube, er vidt udbredt, fra Tien Shan-bjergene i Kazakhstan og Kirgisien mod syd til det nordøstlige Afghanistan og Himalaya, og derfra mod øst til Bhutan. I Himalaya er arten en almindelig ynglefugl i kratområder i store højder, mellem 3300 og 4800 m. Om vinteren trækker den ned til højder under 1300 m, og den observeres ofte ved foden af bjergene.

Tidligere var fugle i det vestlige Kina, Tibet og det nordlige Myanmar inkluderet i denne art, men betragtes nu som en særskilt art, kinesisk rubinstrube (C. tschebaiewi).

 

 

Syngende Himalaya-rubinstrube, Dusum, Khumbu, østlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Copsychus Dayaldrosler, shama
Medlemmer af denne slægt, der rummer 12 arter af mellemstore insektædende spurvefugle, er hovedsagelig udbredt i varmere egne af Asien, med en enkelt art på Madagascar samt én på Seychellerne.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kopsykhos, som betyder ‘sort fugl’.

 

Copsychus saularis Dayaldrossel
Hannen er en meget markant sort og hvid fugl, mens hunnen har gråligt hoved og bryst, og ungfuglen er temmelig spættet.

Den lever i åben skov, krat og større haver og er udbredt i hovedparten af det indiske subkontinent og Sydøstasien, mod øst til det sydøstlige Kina. Den er nationalfugl i Bangladesh. I Himalaya træffes den almindeligt op til en højde af 2000 m, undertiden op til 3000 m.

Et antal billeder af arten vises på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan.

 

 

Siddende på et hustag i landsbyen Betrawati, Trisuli-dalen, centrale Nepal, gisper denne hun af dayaldrossel i sommervarmen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ungfugl af dayaldrossel, nær Bhumeshwor Shiva-templet, Pokhara, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne unge han rejser halen, måske som advarselssignal. – Begnas Tal, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Enicurus Kløfthaler
Disse markante sort-hvide fugle har alle hvidlige ben samt en kløftet hale, hvilket har givet gruppen dens navn. De fleste af de 7 arter lever langs vandløb i Sydøstasien og Indonesien, 5 af dem tillige i Himalaya.

 

Enicurus immaculatus Sortrygget kløfthale
Denne art træffes langs rivende floder, fra Uttarakhand mod øst til det nordøstlige Indien, samt det nordlige Myanmar og Thailand. Den er ret almindelig i Himalaya, hvor den fortrinsvis lever under 1400 meters højde.

 

 

Sortrygget kløfthale i parringsspil, nær Landruk, Modi Khola-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Enicurus maculatus Plettet kløfthale
Denne store kløfthale kendes nemt på de talrige hvide prikker på ryg og vinger. Den er en ret almindelig ynglefugl i højder mellem 600 og 3200 m, fra det nordlige Pakistan mod øst til det vestlige Kina og det nordlige Indokina. Om vinteren træffes den undertiden ned til forbjergene.

 

 

Plettet kløfthale, Changdam, Langtang-dalen, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Enicurus scouleri Lille kløfthale
Denne art adskiller sig fra de øvrige i slægten gennem sin korte hale. Den er vidt udbredt, fra Tien Shan-bjergene i Sinkiang mod syd til Himalaya og mod øst til det sydlige Kina og Taiwan. Den er ret almindelig i Himalaya, hvor den yngler i højder mellem 1500 og 4000, mens den om vinteren træffes omkring 1000 meters højde, undertiden helt ned til foden af bjergene.

Artsnavnet blev givet til ære for den skotske læge og naturhistoriker John Scouler (1804-71), som foretog adskillige rejser, bl.a. én i 1824-26 ombord på et Hudson Bay Company-skib med kurs mod Columbia-floden. Undervejs opankrede det på Madeira, i Rio de Janeiro, samt på Galapagos-øerne. Hans ledsager ombord var den kendte botaniker David Douglas (1799-1834), som lærte Scouler en mængde botanik. En anden rejse foretoges ombord på et handelsskib med kurs mod Calcutta, der undervejs gjorde ophold ved Kap Horn samt i Madras i Sydindien.

David Douglas’ korte men interessante liv er beskrevet på siden Planteliv: Gamle og store træer.

 

 

Denne lille kløfthale sidder på en sten i den nedre del af Marsyangdi-floden, mellem Tal og Karte, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Lille kløfthale, Deorali, Ghorepani, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Eumyias
En lille asiatisk slægt, som består af 6 overvejende blålige eller skiferfarvede fluesnappere.

 

Eumyias thalassina Irgrøn fluesnapper
Denne markante fugl er udbredt fra det nordlige Pakistan mod øst til det sydlige Kina, og derfra mod syd gennem Sydøstasien til Sumatra og Borneo. I Himalaya er den en almindelig ynglefugl i højder mellem 1200 og 2600 m, undertiden op til 3200 m. Langt størsteparten af bestanden trækker om efteråret til sydligere områder i Indien, men nogle få forbliver ved foden af bjergene.

Hannens fjerdragt er en smule mere turkisfarvet end hunnens.

 

 

Han af irgrøn fluesnapper, Khewang, Kabeli-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Monticola Stendrosler
En slægt med 13 arter, som er udbredt i store dele af Afrika og på Madagascar, samt fra Sydeuropa mod øst gennem de nordlige dele af Mellemøsten og Centralasien til Stillehavskysten og Japan, og derfra mod syd til Sumatra. De fleste arter lever i bjerge og klippefyldte områder, hvilket afspejles af slægtsnavnet, som er afledt af latin mons (‘bjerg’) og colere (‘at bo’).

Trods disse fugles drossel-lignende udseende har genetisk forskning vist, at de i realiteten er jordlevende fluesnappere.

 

Monticola cinclorhynchus Himalaya-stendrossel
Hannen er en markant fugl, med blå isse og strube, rødlig kastanjefarvet underside og overgump, et bredt sort bånd, som strækker sig fra næbbet gennem øjet til kinden, samt en hvid og en blå plet på den iøvrigt sorte vinge. Hunnen er brun med lysere underside, fyldt med brede, mørke, V-formede markeringer.

Denne art yngler i skove og krat i højder mellem 1200 og 2200 m, fra Afghanistan langs Himalaya mod øst til Arunachal Pradesh. Om vinteren træffes den i størsteparten af det indiske subkontinent samt i dele af Myanmar.

Artsnavnet betyder ‘ med næb som en vandstær (Cinclus)‘, afledt af oldgræsk kinklos (en lille uidentificeret vandfugl) samt rhynkhos (‘næb’), hvilket sigter til artens lange tynde næb.

 

 

Han af Himalaya-stendrossel, Hellok, Tamur-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Monticola rufiventris Stor stendrossel
Hannen af denne art ligner Himalaya-stendrossel en del, men mangler de stærkt blå farver og den hvide vingeplet. Hunnen ligner hunnen af Himalaya-stendrossel, men markeringerne på undersiden er større og mørkere, og dele af ansigtet og halsen er lyse, med orange skær.

Den er udbredt fra Afghanistan langs Himalaya mod øst til det nordlige Indokina og det sydlige Kina. I Himalaya yngler den i højder mellem 1800 og 3400 m, og om vinteren trækker den ned til lavere højder mellem 900 og 2400 m.

 

 

Hun af stor stendrossel, Banthanti, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Muscicapa
En slægt med omkring 26 arter, vidt udbredt i Eurasien og Afrika.

 

Muscicapa sibirica Sibirisk fluesnapper
Denne lille fluesnapper har mørke kropssider på en ellers lys underside, samt lys strube med længdegående mørkegrå striber. Den yngler fra Baikal-søen og Mongoliet mod øst til det sydøstlige Sibirien, Korea, Japan, Kina og Myanmar, og den findes også fra Afghanistan mod øst til det sydøstlige Tibet. Den tilbringer vinteren i det nordøstlige Indien, Bangladesh, det sydlige Kina og Taiwan, og videre mod syd til Indonesien og Filippinerne. Den lever i skove, plantager, parker og haver.

 

 

Sibirisk fluesnapper, Changdam, Langtang-dalen, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Myophonus Fløjtedrosler
Skønt disse fugle minder meget om drosler, har genetisk forskning vist, at de er nærmere beslægtet med den Gamle Verdens fluesnappere. Der findes i alt 9 arter, som er udbredt fra det indiske subkontinent mod øst til Taiwan, og derfra mod syd til Indonesien. Hannerne af alle arter er blå eller blåsorte, mens hunnerne hos nogle arter er brunlige.

De har fået navn efter kaldet hos blå fløjtedrossel (herunder), en skarp, gennemtrængende lyd, der kan høres på stor afstand.

 

Myophonus caeruleus Blå fløjtedrossel
En vidt udbredt og almindelig art, der forekommer fra Turkmenistan og Tian Shan-bjergene mod syd gennem Afghanistan og østpå langs Himalaya til Kina, og derfra videre mod syd til Java. Den lever i forskellige skovtyper og krat, ofte langs vandløb. I Himalaya yngler den i højder mellem 1200 og 4000 m, og om vinteren træffes nogle fugle helt ned til lavlandet.

Kønnene har ens fjerdragt, mørkt purpurfarvede eller blålige med sølvfarvede prikker på hoved, ryg og vinger, og næbbet er forskellige afskygninger af gult, til tider ret mørkt.

 

 

Blå fløjtedrossel, Riverside, Langtang-dalen, centrale Nepal. På det nederste billede lytter den efter orme. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Phoenicurus Rødstjerter
I denne slægt er hannerne generelt meget mere farvestrålende end hunnerne. Den indeholder 14 arter, udbredt fra det vestlige Europa og Nordafrika mod øst gennem tempererede egne af Asien, og derfra mod syd til Indien og Indokina.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk phoinix (‘rødbrun’) samt oura (‘hale’), der i lighed med det danske navn sigter til disse fugles røde hale. Stjert er en gammel dansk betegnelse for hale.

 

Phoenicurus erythrogastrus Bjergrødstjert
Denne fugl, der også kaldes Güldenstädts rødstjert, er vidt udbredt i høje bjerge i Asien, fra den sydlige del af Sibirien og Mongoliet mod syd til Afghanistan, Himalaya og det sydvestlige Kina, med en disjunkt population i Kaukasus.

Den er blandt de største rødstjerter, op til 18 cm lang. Hannen kendes nemt på den hvide isse, sort strube og den øverste del af brystet, orange-rød bug, samt en hvid plet på vingen. Hunnen er brunlig med orange skær, og halen er rødlig.

Arten yngler i højt beliggende enge og stenede områder i højder mellem 3600 og 5600 m, mens den om vinteren trækker ned til lidt lavere højder mellem 1500 og 4800 m. Nogle af de centralasiatiske bestande er trækfugle, som tilbringer vinteren i det nordøstlige Kina samt det nordlige Indokina.

Det alternative danske navn blev givet til minde om den baltiske naturhistoriker og opdagelsesrejsende Johann Anton Güldenstädt (1745-81), som deltog i en russisk ekspedition, udsendt af Katarina d. 2., hvis formål det var at udforske Kaukasus og andre sydlige grænseegne af det russiske imperium. Denne ekspedition udgjorde det første systematiske studium af Kaukasus. Güldenstädt døde under en feberepidemi i Sankt Petersborg.

 

 

Han af bjergrødstjert, Chhukung, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Phoenicurus frontalis Blåpandet rødstjert
Hannen af denne art har blåt hoved og strube, og vinger og den øverste del af ryggen er også blålige. Den øvrige fjerdragt er kraftigt orangerøde, med undtagelse af vinge- og halespids, som er næsten sorte.

Denne fugl, som lever i et bredt udsnit af habitater, bl.a. skovlysninger, krat og landsbyer, er den almindeligste rødstjert i Himalaya, hvor den yngler i højder mellem 3300 og 4900 m. Om vinteren trækker den ned til højder mellem 1000 og 3000 m.

Den er vidt udbredt, fra det østlige Afghanistan mod øst langs Himalaya til store dele af det østlige Tibet og Kina.

 

 

Denne han af blåpandet rødstjert sidder i toppen af en rhododendron, Tengboche-klostret, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Han af blåpandet rødstjert, Hille, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Phoenicurus fuliginosus Blyfarvet rødstjert, vandrødstjert
Tidligere var denne art placeret i slægten Rhyacornis, men genetisk forskning har afsløret, at den faktisk er en ‘rigtig’ rødstjert af slægten Phoenicurus, selv om den adskiller sig en del fra de andre medlemmer af denne slægt gennem sin mindre størrelse og kortere hale. Hannen er skifergrå med rød hale, mens hunnen har hvidligt, tværvatret bryst, mørkegrå ryg, samt til store hvide felter ved basis af halen. Arten har en vane med ustandseligt at sprede halen i vifteform.

Denne fugl lever udelukkende langs floder med hurtigtstrømmende vand. Den ses ofte sidde på klipper i floden, hvorfra den af og til flyver op for at snappe et forbipasserende insekt. Arten er almindelig i Himalaya, hvor den yngler i højder mellem 1500 og 4000 m, mens vinteren tilbringes ved foden af bjergene og i den lavere del af bjergkæden, op til højder omkring 2500 m.

Artsnavnet kommer af latin fuligo (‘sod’) og ous (’tilbøjelig til’), som sigter til hannens sodgrå fjerdragt.

 

 

Blyfarvet rødstjert han, Changdam, Langtang-dalen, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Syngende han, Valley of Flowers Nationalpark, Kumaon, Uttarakhand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hun i den øvre del af Langtang-dalen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ungfugl spreder halen i vifteform, Changdam, Langtang-dalen. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Phoenicurus leucocephalus Flodrødstjert
Langs floder med rivende strøm i Himalaya hører man ofte det skarpe, gennemtrængende kald af flodrødstjert – denne arts foretrukne biotop.

Den er udbredt i et meget stort område, fra Kirgisien og Afghanistan mod øst langs Himalaya til størsteparten af det østlige Tibet og Kina, mod syd til det nordlige Indokina. Den yngler i højder mellem 1800 og 5000 m, og om vinteren trækker den ned til lidt lavere højder.

Denne art var tidligere placeret i den monotypiske slægt Chaimarrornis, afledt af græsk kheimarrhos (‘rivende strøm’) og ornis (‘fugl’), hvilket sigter til dens habitat.

 

 

Flodrødstjert i sin typiske habitat, Gokyo-dalen, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Flodrødstjert, Phedi, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Flodrødstjert med føde i næbbet, Deorali, Modi Khola-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Saxicola Bynkefugle
En slægt med 15 arter af insektædende fugle, som er tilknyttet åbne områder med krat og græsklædte arealer.

Slægtsnavnet er afledt af latin saxum (‘klippe’) og incola (‘lever iblandt’), hvilket sigter til den foretrukne biotop hos typearten sortstrubet bynkefugl (Saxicola torquatus), som siden er blevet opsplittet i 5 arter (se nedenfor).

 

Saxicola ferreus Grå bynkefugl
Denne art lever i subtropiske og tropiske skove og krat, fra det østlige Afghanistan mod øst langs Himalaya til store dele af Indokina og Kina. Nogle bestande er trækfugle, som tilbringer vinteren lidt længere sydpå.

I Himalaya yngler den i højder mellem 1500 og 3400 m, mens vinteren tilbringes fra lavlandet op til omkring 2000 m.

Hannen har en sort maske og en hvid øjenbrynsstribe, mens ryggen er mørkegrå med sortagtige striber og undersiden er lysegrå. Hunnen har en bleg udgave af hannens ansigtstegning, mørkebrun overside og rødlig-brun underside, mens halen er rødlig.

 

 

Hanner af grå bynkefugl, Amjilassa, nedre del af Ghunsa-dalen, østlige Nepal (øverst), Corbett Nationalpark, Kumaon, Uttarakhand (i midten), samt Mukharka, mellem Cholang Pati og Shyabru, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ungfugl af grå bynkefugl, mellem Surkhe og Shyabrubesi, Langtang-dalen, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Saxicola maurus Asiatisk sortstrubet bynkefugl
Denne fugl, som også kaldes for sibirisk sortstrubet bynkefugl, blev førhen betragtet som en underart af den vidt udbredte sortstrubede bynkefugl (S. torquatus), der siden er blevet opsplittet i 5 arter. Den er udbredt fra Rusland, Ukraine og Tyrkiet mod øst til det sydlige Sibirien, Centralasien, Himalaya, og det vestlige Kina.

Underarten indicus yngler i Himalaya, fra Kashmir mod øst til Arunachal Pradesh. Om sommeren træffes den i højder mellem 400 og 4900 m, mens den om vinteren trækker ned til højder under 1500 m.

Den minder om den europæiske sortstrubede bynkefugl (S. rubicola), men er mørkere på oversiden og lysere på undersiden, med mindre orange på brystet. Den har tillige hvid overgump.

 

 

Han af asiatisk sortstrubet bynkefugl, nedre del af Marsyangdi-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tarsiger Blåstjerter
En lille slægt med 6 arter, udbredt fra Himalaya mod øst til Indokina, Kina og Taiwan, med undtagelse af den vidt udbredte blåstjert (T. cyanurus), som findes i taiga-bæltet fra Finland mod øst til Japan.

 

Tarsiger chrysaeus Gylden blåstjert
Denne pragtfulde art findes fra det nordlige Pakistan mod øst langs Himalaya til det nordlige Myanmar og det vestlige Kina. Nordlige bestande er trækfugle, som tilbringer vinteren lidt længere mod syd.

I Himalaya yngler den i højder mellem 3500 og 4200 m, og om vinteren trækker den ned til højder mellem 1700 og 2800 m.

 

 

Han af gylden blåstjert, Gopte, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. Hunnens fjerdragt er en lidt blegere udgave af hannens. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tarsiger rufilatus Himalaya-blåstjert
Udbredelsen af denne fugl svarer næsten til den gyldne blåstjerts (ovenfor). I Himalaya findes den om sommeren i højder mellem 3000 og 4000 m, mens vinteren tilbringes i højder mellem 1400 og 2800 m.

Førhen blev denne art betragtet som en underart af den vidt udbredte almindelige blåstjert (T. cyanurus), men i dag regner de fleste autoriteter den som en særskilt art.

 

 

Han af Himalaya-blåstjert, Deboche, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Nectariniidae Solfugle
Sammen med edderkoppejægerne (Arachnothera) udgør solfugle familien Nectariniidae, indeholdende 145 arter. Førhen var de fleste solfugle placeret i slægten Nectarinia, men er siden blevet fordelt på 15 slægter. Med deres nedadbøjede næb er disse farvestrålende fugle tilpasset at suge nektar af blomster (jfr. familienavnet), men de æder også frugt, insekter og edderkopper. Skønt de minder om de amerikanske kolibrier, er disse to grupper overhovedet ikke beslægtet, og deres lighed kan ses som et eksempel på konvergent udvikling.

Afrika rummer et mylder af solfugle, og de er også udbredt i Mellemøsten, det indiske subkontinent, Sydøstasien, det sydlige Kina, Indonesien, Ny Guinea samt det nordlige Australien. I Himalaya er der observeret omkring 8 arter.

 

Aethopyga
En slægt med ca. 23 arter, udbredt fra det indiske subkontinent mod øst til Sydøstasien og det sydlige Kina.

 

Aethopyga ignicauda Flammehalet solfugl
Denne fugl er udbredt langs Himalaya, i det nordøstlige Indien, det sydøstlige Tibet, det nordlige Indokina og det sydvestlige Kina. Den lever i bjergskove, om sommeren i højder mellem 3000 og 4000 m, om vinteren mellem 1000 og 2100 m.

 

 

Han af flammehalet solfugl, observeret nær Machhapuchhare Base Camp i den øvre del af Modi Khola-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Oriolidae Piroler m.fl.
En lille familie med 4 slægter og omkring 38 arter.

 

Oriolus Piroler
Denne slægt er langt den største i familien, idet den omfatter ca. 29 arter, udbredt i store dele af varmere egne af Afrika og Asien. En enkelt art, vores hjemlige pirol (O. oriolus), optræder som sommergæst i store dele af Europa.

 

Oriolus xanthornus Orientalsk hættepirol
En vidt udbredt art, som findes på det indiske subkontinent samt fra Indokina mod syd til Borneo. I Himalaya er den en almindelig standfugl i højder under 400 m, men træffes dog ofte op til omkring 1000 m.

 

 

Orientalsk hættepirol, Dehra Dun, Uttarakhand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Paradoxornithidae Papegøjenæb m.fl.
Papegøjenæb er en gruppe besynderlige fugle med tykke næb, beregnet til at knække hårde frø. På grund af deres akrobatiske adfærd og overfladiske lighed med halemejser (Aegithalos) blev de i sin tid placeret i mejsefamilien (Paridae), som halemejserne dengang tilhørte.

Senere studier har imidlertid vist, at papegøjenæb overhovedet ikke er beslægtet med mejser, og sammen med skægmejsen (Panurus biarmicus) blev de overført til en særskilt familie, Paradoxornithidae (‘paradoksale fugle’), der systematisk blev placeret nær timaliderne (Timaliidae). Skægmejsen er siden blevet overført til en særlig familie, Panuridae.

Nylige genetiske studier har haft den virkning, at et antal fugle, som tidligere var placeret i Timaliidae, er blevet overført til Paradoxornithidae, deriblandt Chrysomma-arter samt nogle fulvetta-arter, der førhen var placeret i slægten Alcippe, nu Fulvetta (nedenfor). Andre fulvettaer, som forblev i Alcippe, er blevet flyttet til en særskilt familie, Alcippeidae.

I dag omfatter Paradoxornithidae omkring 16 slægter med ca. 37 arter af små til mellemstore fugle.

 

Chrysomma
I dag rummer denne slægt kun to arter, der begge lever i varmere egne af Asien. En tredje art, øreplettet timalie, er blevet overført til slægten Moupinia.

Førhen var disse fugle placeret i familien Timaliidae (timalier), men genetiske studier har åbenbaret, at de er beslægtet med papegøjenæb.

 

Chrysomma sinense Ildøjetimalie
Denne art er udbredt fra Pakistan gennem det meste af Indien, Sri Lanka og Bangladesh mod øst til Sydøstasien og Kina. Den lever i græsland, krat og dyrkede områder, fortrinsvis på sletterne, men træffes også på bjergskråninger op til en højde af omkring 1200 m.

 

 

Ildøjetimalie, Dehra Dun, Uttarakhand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Fulvetta Fulvettaer
En lille slægt med 8 arter, udbredt fra Himalaya mod øst til Indokina, Kina og Taiwan. Disse fugle var førhen placeret i den store familie Tiimalidae, som siden er blevet opdelt i talrige familier.

 

Fulvetta vinipectus Hvidbrynet fulvetta
Denne lille fugl findes fra Himalaya mod øst til det nordlige Indokina og det sydlige Kina, hvor den lever i tempererede skove. I Himalaya yngler den i højder mellem 1800 og 3000 m, og om vinteren træffes den i lidt lavere højder.

 

 

Hvidbrynede fulvettaer, Gopte, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. Fuglen på det nederste billede søger føde mellem visnende blade af en malurt-art (Artemisia). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En hvidbrynet fulvetta søger efter natsværmere af arten Gazalina chrysolopha, Phedi, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. En enkelt natsværmer ses i øverste venstre hjørne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Myzornis pyrrhoura Ildhaletimalie
Denne art, som er slægtens eneste medlem, er ret almindelig i fugtige bjergskove, først og fremmest i højder mellem 2000 og 4000 m, men trods sin farvestrålende fjerdragt ses den ikke så ofte på grund af sin skjulte levevis. Førhen var den placeret i den store familie Timaliidae.

Slægtsnavnet er afledt af græsk myzao (‘jeg suger’) og ornis (‘fugl’), mens artsnavnet kommer af pyrrhos (‘flammefarvet’) og oura (‘hale’).

 

 

Denne ildhaletimalie er i færd med at bygge en rede i en mosklædt hulhed i en klippe, Gopte, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Paridae Mejser
Denne familie rummer omkring 64 arter, som genetiske studier i de senere år har fordelt på 14 slægter. Arternes indbyrdes slægtskab er dog langtfra afklaret, og fremtidige studier kan nemt ændre på nomenklaturen endnu en gang.

Navnet mejse kommer af tysk Meise, der stammer fra det proto-germanske navn på disse fugle, maison.

 

Lophophanes Topmejser
Denne slægt rummer kun 2 arter, hvoraf den ene præsenteres nedenfor. Den anden er den europæiske topmejse (L. cristatus), som er vidt udbredt i Europa, mod øst til Ural-bjergene.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk lophos (‘top’) og phaino (‘at vise’), hvilket sigter til begge arters prominente top.

 

Lophophanes dichrous Gråstrubet topmejse
En vidt udbredt art, som findes langs hele Himalaya mod øst til store dele af det vestlige Kina og den nordlige del af Indokina. I Himalaya yngler den i skove i højder mellem 2400 og 4000 m, og om vinteren trækker den ned til lidt lavere højder.

 

 

Gråstrubet topmejse, Banthanti, Annapurna, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Parus
Tidligere omfattede denne slægt hovedparten af mejserne, omkring 50 arter, men langt størsteparten er blevet overført til andre slægter og efterlader kun 4 arter i Parus, det klassiske latinske navn på disse fugle.

 

Parus monticolus Grønrygget musvit
Denne art ligner meget vor hjemlige musvit (P. major), men har to hvide vingebånd og ofte en bredere sort bryststribe, og dens sang er også anderledes.

Den er vidt udbredt i Asien, fra det nordlige Pakistan langs Himalaya til det nordlige Myanmar og det vestlige Kina, med en isoleret bestand i Taiwans lavere bjerge. I Himalaya yngler den i højder mellem 1400 og 3700 m, og vinteren tilbringes normalt under 2800 m.

 

 

Grønrygget musvit med føde, Kutumsang, Helambu, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Grønrygget musvit, nær Sekathum, Tamur-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne grønryggede musvit har fundet en natsværmer, Sherpagaon, Langtang-dalen, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pseudopodoces humilis Tibet-mejse
Denne fugl, som er det eneste medlem af slægten, er vidt udbredt på den tibetanske højslette og findes tillige i tørre områder i den nordøstligste del af Pakistan, den nordvestligste del af Indien, i det nordvestlige Nepal, samt i det nordlige Bhutan.

Dens besynderlige fremtoning forvirrede datidens taksonomer, som kaldte den for Hume’s løbekrage, idet de antog, at den tilhørte kragefamilien (Corvidae). Siden har genetiske undersøgelser åbenbaret, at den er en mejse med de nærmeste slægtninge i Parus.

Dens rede er højst usædvanlig for en spurvefugl, idet den bygges i en tunnel, som fuglen selv graver ind i en skrænt, til tider op mod 1,8 m dyb.

 

 

Tibet-mejse, Shigatse, Tibet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Passeridae Den Gamle Verdens spurve, snefinker
Som familienavnet antyder, er disse fugle, der omfatter omkring 43 arter i 8 slægter, begrænset til den Gamle Verden, og de er ikke nært beslægtede med den Nye Verdens spurve, der tilhører familien Passerellidae. Da de europæiske nybyggere ankom til Amerika, mindede disse fugle dem om spurvene derhjemme, så de kaldte dem for ‘spurve’.

 

Montifringilla Snefinker
En lille slægt med 3 medlemmer, der alle lever i store højder i Centralasien. En enkelt art, den almindelige snefinke (M. nivalis), har også en pletvis forekomst i bjergområder mod vest til det nordlige Spanien.

Slægtsnavnet er afledt af latin mons (‘bjerg’) og fringilla (‘finke’). Tidligere blev disse fugle betragtet som finker i familien Fringillidae (nedenfor). Genetisk forskning har imidlertid vist, at de er spurve.

Tidligere var 5 andre fugle placeret i denne slægt, men 4 er blevet overført til slægten Pyrgilauda, en enkelt til Onochostruthus.

 

Montifringilla adamsi Sortvinget snefinke, Himalaya-snefinke
En almindelig standfugl i det tibetanske højland og det vestlige Kina, og den findes også i de nordligste regioner af Pakistan, Indien, Nepal og Bhutan. Dens habitat omfatter bl.a. åbne stenede områder, krat og i omegnen af landsbyer. I det nordvestlige Nepal yngler den i højder mellem 4200 og 5100 m, og om vinteren trækker den ned til højder mellem 2500 og 3500 m.

På dansk har denne art fået navnet Himalaya-snefinke, hvilket jeg finder misvisende, da den kun findes i de tørre egne i den nordlige udkant af bjergkæden. Jeg benytter derfor navnet sortvinget snefinke, en oversættelse af artens engelske navn.

 

 

Denne sortvingede snefinke drikker af et vandhul nær Puga-sumpene, Ladakh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sortvinget snefinke æder frø, Nagarze, sydlige Tibet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Passer Typiske spurve
En slægt med omkring 28 arter, der er vidt udbredt i Afrika og Eurasien. Slægtsnavnet er det latinske ord for spurve.

 

Passer domesticus Gråspurv
Denne velkendte fugl er oprindeligt hjemmehørende i Europa, det nordlige og nordøstlige Afrika, samt de fleste tempererede og subtropiske egne af Asien, men er siden blevet indført til næsten hele kloden. I Himalaya, hvor den førhen var en almindelig ynglefugl under 2000 meters højde, noget mere fåtallig op til 3000 m, er den gået drastisk tilbage i de senere år, hovedsagelig på grund af den øgede anvendelse af kemiske sprøjtemidler i landbruget.

Andre billeder af denne art kan ses på siderne Dyreliv: Byens dyreliv, samt Natur: Invasive arter.

 

 

Gråspurve, observeret i byen Kielang, Lahaul, Himachal Pradesh, i en højde af 3000 m. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Passer montanus Skovspurv
Denne arthar en kolossalt stor udbredelse, fra Vesteuropa tværs over Centralasien til Japan og derfra mod syd gennem Sydøstasien til Indonesien og Filippinerne. I Himalaya er den en almindelig standfugl op til højder omkring 4300 m.

Andre billeder af skovspurve kan ses på siderne Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan, samt Dyreliv: Byens dyreliv.

 

 

Skovspurv på en trærod, Kathmandu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Skovspurv på et hustag, Dhunche, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Phasianidae Hønsefugle
Denne familie, som rummer omkring 190 arter, omfatter bl.a. fasaner, agerhøns, ryper, junglehøns, vagtler og påfugle. Disse fugle findes over hele kloden, med undtagelse af Antarktis.

Ifølge de seneste genetiske undersøgelser regnes perlehøns og den Nye Verdens vagtler for særskilte familier under navnene Numididae og Odontophoridae.

 

Alectoris Stenhøns
En lille slægt med 7 arter af agerhøne-store fugle, der forekommer i Sydeuropa og det nordlige Afrika, på den Arabiske Halvø, samt fra Mellemøsten mod øst til det nordøstlige Kina. En enkelt art findes i Himalaya.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk alektoris (‘høne’).

 

Alectoris chukar Chukar
Denne art er udbredt fra Grækenland, Bulgarien og Egypten mod øst gennem Mellemøsten til Centralasien og det nordøstlige Kina. Den er også blevet indført som jagtobjekt til mange andre egne af verden og har dannet forvildede bestande adskillige steder, bl.a. i USA og New Zealand.

I Himalaya forekommer den i højder mellem 2100 og 4000 m, mod øst til det vestlige Nepal. Den er meget almindelig i Ladakh.

 

 

Et par af chukar med næsten fuldt udvoksede kyllinger, nær Hemis Gompa, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Chukar, Gya-dalen, nær Rumtse, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne chukar drikker af et vandløb, Gya-dalen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ithaginis cruentus Blodfasan
Denne ret lille hønsefugl, som er den eneste i slægten, har navn efter de blodlignende striber på hannens bryst og overgump. Den er vidt udbredt og ret almindelig, fra det vestlige Nepal mod øst til det nordlige Myanmar og store dele af det vestlige Kina. I Himalaya træffes den i højder mellem 3200 og 4400 m, fortrinsvis i rhododendron-krat.

Arten er ret tillidsfuld omkring det buddhistiske kloster Tengboche, Khumbu, østlige Nepal, hvor jagt er bandlyst blandt de lokale Sherpaer. Den er statsfugl i Sikkim.

 

 

Han af blodfasan, Deboche, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lophophorus Glansfasaner
Denne slægt rummer 3 pragtfulde hønsefugle, som er udbredt fra Afghanistan mod øst langs Himalaya til det centrale Kina. Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk lophos (‘top’) og phoros (‘bærende’), hvilket sigter til den lille top hos nedenstående art.

 

Lophophorus impejanus Glansfasan
Denne art er udbredt fra Afghanistan mod øst gennem Himalaya til Bhutan, om sommeren i højder mellem 3300 og 4600 m, om vinteren i lidt lavere højder.

Den er Nepals nationalfugl, lokalt kaldt danfe, ofte benævnt ’fuglen med de ni farver’ på grund af kokkens farvestrålende fjerdragt, der i solskin glitrer i alle regnbuens farver. Hunnens fjerdragt er brunlig og kraftigt stribet, med en lys plet på struben. Den har nøgen blå hud omkring øjnene.

Arten er også officiel statsfugl i Uttarakhand, hvor den kaldes monal.

Det latinske artsnavn blev givet til ære for Lady Mary Impey, hustru til Sir Elijah Impey (1732-1809), som var højesteretsdommer i Fort William – det første faste tilholdssted for British East India Company i Bengalen.

Som det gælder for mange andre hønsefugle, er kødet af glansfasan velsmagende, og af denne grund er den efterstræbt mange steder. Den er dog stadig vidt udbredt, og i Khumbu-området i det østlige Nepal er den meget almindelig, idet de lokale sherpaer er buddhister og således imod at slå dyr ihjel. Så selv om glansfasanerne gør nogen skade ved at grave sherpaernes kartofler op og æde dem, bliver de ikke forfulgt.

 

 

En glansfasan-kok overskuer sit territorium fra en klippe, Kyangjuma, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Glansfasan hun, observeret mellem Pangboche og Phortse, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Under en vandretur i Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh, fandt vi denne kylling af glansfasan nær Humkhani. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tetraogallus Kongehøns
En slægt med 5 arter af store hønsefugle, udbredt i bjergområder fra den østlige del af Tyrkiet og Kaukasus mod øst til Centralasien og det vestlige Kina.

 

Tetraogallus tibetanus Tibetansk kongehøne
Denne art er vidt udbredt i centralasiatiske bjerge, fra Tajikistan mod sydøst langs Himalaya til Arunachal Pradesh, videre mod nord gennem det vestlige Kina til Qinghai, og derfra mod vest til Kunlun-bjergene. Den undgår ørkenområderne på den tibetanske højslette.

Arten er ret almindelig i mere tørre områder i de højere egne af Himalaya, hvor den fortrinsvis yngler i højder mellem 4500 og 5500 m. Om vinteren trækker den ned til lidt lavere højder.

Ved daggry kan fuglens kald høres vidt omkring, et gennemtrængende gukka-gukka-guk-guk-guk-grrr.

 

 

Tibetansk kongehøne, Merak, Makalu Nationalpark, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tibetanske kongehøns søger føde, nær Tughla, Khumbu, østlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Phylloscopidae Løvsangere
Tidligere blev medlemmer af denne familie henført til den store sangerfamilie (Sylviidae). Genetiske studier har imidlertid medført, at denne familie er blevet splittet op i adskillige familier.

Løvsangere udgør omkring 80 arter af små insektædende fugle, der alle er placeret i slægten Phylloscopus. Førhen omfattede familien også slægten Seicercus, men nylige genetiske undersøgelser har konkluderet, at disse fugle bør overføres til Phylloscopus.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk phyllon (‘blad’) og skopos, afledt af skopeo (‘at iagttage’), hvilket i denne forbindelse sikkert skal tolkes som ‘at undersøge’ (for insekter).

 

Phylloscopus burkii Gulbrillet sanger
Denne art tilhørte tidligere slægten Seicercus. Den yngler i fugtige skove i Himalaya i højder mellem 2000 og 3800 m, fra Kashmir mod øst til Bhutan, mens vinteren tilbringes i Bangladesh og det østlige Indien.

 

 

Gulbrillet sanger letter fra en gren, Phele, Ghunsa-dalen, østlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Phylloscopus reguloides Rhododendron-løvsanger
Denne fugl er vidt udbredt i fugtige bjergskove, fra det nordlige Pakistan langs Himalaya mod øst til Indokina og det sydlige Kina. I Himalaya findes den i højder mellem 2000 og 3800 m om sommeren, og hovedparten af bestanden overvintrer under 1500 m.

Artsnavnet er afledt af latin regulus (‘lille konge’) samt oides (‘ligner’), hvilket sigter til fuglens lighed med fuglekonger af slægten Regulus.

På engelsk kaldes arten for Blyth’s leaf-warbler, opkaldt efter den engelske zoolog Edward Blyth (1810-1873), der beskrev mange fuglearter fra Himalaya. Han arbejdede som kurator i zoologi på museet i Asiatic Society of India i Calcutta (i dag Kolkata).

 

 

Rhododendron-løvsanger, siddende på en gren af Himalaya-birk (Betula utilis), Kyangjuma, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rhododendron-løvsangere, observeret mellem Thangshyap og Ghora Tabela, Langtang-dalen, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Phylloscopus trochiloides Lundsanger
Denne arts fjerdragt er mest brunlig, med en svag hvid øjenbrynsstribe og en svag sort stribe gennem øjet. Den har en meget stor udbredelse, opdelt i 3 underarter, fra Østeuropa mod øst til det sydligt-centrale Sibirien og Mongoliet, og derfra mod syd til Himalaya og det vestlige Kina. I Himalaya yngler den i skove i højder mellem 2700 og 4300 m, og om vinteren træffes den under 2200 meters højde.

Det latinske artsnavn betyder ‘minder om gransanger’ (P. trochilos).

 

 

Lundsanger, underarten trochiloides, Phedi, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Phylloscopus xanthoschistos Hvidbrynet sanger
En køn fugl med citrongul underside, grønlige vinger, samt grå ryg og hoved med en bred hvid øjenbrynsstribe og til tider et hvidt felt under øjet. Den forekommer almindeligt fra det nordlige Pakistan mod øst langs Himalaya til det sydvestlige Kina. Den yngler i skov, inklusive sekundær skov, samt parker og haver, i højder mellem 900 og 2800 m, og om vinteren trækker den oftest ned under 2000 m.

 

 

Hvidbrynet sanger, Dhulikhel, nær Kathmandu. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Picidae Spætter
Medlemmer af denne familie, der rummer omkring 240 arter i 35 slægter, findes i hele verden med undtagelse af Australien, Ny Guinea, New Zealand og Madagascar, samt i de polare regioner. De fleste arter er kendt for deres karakteristiske måde at søge føde på, idet de hakker i træstammer og grene. Mange arter kommunikerer i yngletiden ved at tromme på træstammer med næbbet.

 

Dendrocopos Flagspætter
En vidt udbredt slægt i Eurasien og Nordafrika. Førhen rummede den omkring 25 arter, men mange er blevet overført til andre slægter, og kun 12 arter er forblevet i Dendrocopos.

Slægtsnavnet er afledt af græsk dendron (‘træ’) og kopos (‘hårdt arbejde’), hvilket naturligvis hentyder til deres fødesøgning.

 

Dendrocopos macei Okkerflagspætte
Denne vidt udbredte art lever mest i ret tørre skove, fra det nordlige Pakistan mod øst langs Himalaya til det sydvestlige Kina, samt desuden i det nordlige Myanmar, Bangladesh og langs de nordøstlige kyster af Indien. I Himalaya er den begrænset til lavere højder, overvejende under 1800 m.

 

 

Denne han af okkerflagspætte søger føde på en stamme af et dødt koraltræ (Erythrina stricta), Corbett Nationalpark, Kumaon, Uttarakhand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Picus Grønspætter
Denne slægt rummer omkring 13 arter, udbredt i størstedelen af Eurasien samt i Nordafrika. Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for spætte.

 

Picus squamatus Skælbuget grønspætte
En temmelig stor, overvejende grøn spætte, som kan kendes på det karakteristiske skællede mønster på bryst og bug. Den findes fra Turkmenistan og Afghanistan mod øst gennem Pakistan og det nordvestlige Indien til det østlige Nepal. Den lever i skove fra lavlandet op til en højde omkring 3100 m.

 

 

Solbadende skælbuget grønspætte, Ghora Tabela, Langtang-dalen, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pnoepygidae Skæltimalier
Denne familie rummer kun en enkelt slægt, Pnoepyga, med 5 arter af bittesmå, stumphalede fugle, der tidligere blev betragtet som timalier i familien Timaliidae. Efter genetiske studier er de blevet overført til en særskilt familie.

Et engelsk navn på disse fugle, cupwing (‘kopvinge’), sigter til deres korte, afrundede vinger.

 

Pnoepyga albiventer Almindelig skæltimalie
Denne art er udbredt i Himalaya, fra Kashmir mod øst til Myanmar, samt i bjergområder i det nordøstlige Indien og det nordlige Vietnam. I Himalaya yngler den i højder mellem 2400 og 4000 m, og om vinteren trækker den ned til de nedre dale.

Førhen blev skæltimalier i Taiwan betragtet som en underart af almindelig skæltimalie, men er nu blevet ophøjet til en selvstændig art, Pnoepyga formosana.

 

 

Almindelig skæltimalie, Deorali, Øvre Modi Khola-dal, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Prunellidae Jernspurve
En lille gruppe spurvefugle på 13 arter i Prunella, den eneste slægt i familien. De fleste arter er begrænset til Asien, men to arter, jernspurven (P. modularis) og alpejernspurven (P. collaris) findes tillige i Europa. Disse fugle lever i bjergområder med undtagelse af den almindelige jernspurv, der overvejende er en lavlandsart.

 

Prunella collaris Alpejernspurv
Denne art har en meget stor udbredelse, idet den yngler fra Spanien og Marokko gennem Centraleuropa og Mellemøsten til Centralasien, Himalaya, Kina, Japan og Taiwan. I Himalaya findes den om sommeren i store højder, mellem 4200 og 5500 m, mens vinteren tilbringes i højder mellem 2500 og 3800 m.

 

 

Mens dens brystfjer rejses af et kraftigt vindstød, synger denne alpejernspurv fra en lavbevokset sten i Gokyo-dalen, østlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Prunella fulvescens Brun jernspurv
Denne art har en meget stor udbredelse i Centralasien, idet den findes fra det sydlige Kazakhstan, det sydlige Sibirien samt Mongoliet mod syd til Afghanistan, den nordlige udkant af Himalaya, og videre mod øst til det vestlige og nordøstlige Kina. Den lever i krat og undgår de mest barske ørkenområder.

Arten er ret almindelig standfugl i Ladakh og de tørreste egne af det nordlige Nepal. Om sommeren findes den i højder op til omkring 4900 m, mens den om vinteren søger ned til højder mellem 2300 og 4000 m.

 

 

Brun jernspurv, Tajung, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Brun jernspurv, Gyantse, Tibet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Prunella himalayana Himalaya-jernspurv
Udbredt som ynglende fra Altai-bjergene i det sydlige Sibirien og det vestlige Mongoliet mod sydvest via Tien Shan-bjergene til Pamir-bjergene i det østlige Afghanistan. Vinteren tilbringes fra Afghanistan langs Himalaya mod øst til Bhutan. I Himalaya er den en ret almindelig vintergæst i kratfyldte områder og græsarealer i højder mellem 2000 og 4300 m.

 

 

Himalaya-jernspurv, Jarsang-dalen, Øvre Marsyangdi-dal, Annapurna, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Prunella rubeculoides Rødbrystet jernspurv
Denne fugl findes fra det østlige Afghanistan langs Himalaya mod øst til størstedelen af det østlige Tibet og det vestlige Kina. Den er almindelig i Himalaya, hvor den lever i krat i højder mellem 4200 og 5000 m. Om vinteren søger den ned til højder mellem 2600 og 4000 m.

Det videnskabelige artsnavn hentyder til farven på brystet, der minder om farven hos rødhals (Erithacus rubecula).

 

 

Rødbrystet jernspurv, Lhonak, Øvre Ghunsa-dal, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rødbrystet jernspurv fanger insekter langs et vandløb, Gokyo-dalen, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Prunella strophiata Brunbrystet jernspurv
Denne art har omtrent samme udbredelse som rødbrystet jernspurv, men findes tillige i det nordlige Indokina. Dens højdemæssige udbredelse overlapper delvis med den rødbrystede jernspurvs, men den lever normalt i lidt lavere højder, om sommeren mellem 3500 og 4900 m, om vinteren mellem 1600 og 3700 m. De to arter synes at kunne leve sammen i den samme habitat af krat.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk strophion (‘brystrem’), oprindeligt en rem bundet omkring brysterne, i stil med en brystholder. Navnet hentyder naturligvis til det rødbrune brystbånd hos denne fugl.

 

 

Brunbrystet jernspurv, Merak, Barun-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne brunbrystede jernspurv sidder i en enebusk (Juniperus), Pheriche, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Psittacidae Papegøjer
Papegøjer findes i de fleste varmere egne af kloden. Familien omfatter omkring 400 arter, fordelt på 92 slægter.

 

Psittacula Ædelparakitter
En slægt med 13 mellemstore, overvejende grønne papegøjer, hvoraf de fleste findes i Asien, med nogle få repræsentanter på øer i det Indiske Ocean øst for Afrika.

 

Psittacula himalayana Skiferhovedet ædelparakit
Hovedsagelig udbredt i Himalaya, fra det nordlige Pakistan mod øst til Arunachal Pradesh, men forekommer tillige i visse bjergområder i det vestlige Pakistan og det østlige Afghanistan. Den er en af de få papegøjearter, som foretager årstidsbestemte bevægelser, idet den om sommeren lever i højder op til omkring 2500 m, mens vinteren tilbringes i lavereliggende dale, oftest under 1000 meters højde.

 

 

Skiferhovedet ædelparakit, Corbett Nationalpark, Kumaon, Uttarakhand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pycnonotidae Bulbuler etc.
Bulbuler er mellemstore spurvefugle, som tæller 27 slægter med i alt ca. 150 arter. De er udbredt i det meste af Afrika og gennem Mellemøsten til Tropisk Asien og Indonesien, og derfra mod nord til Japan. Arter i Afrika syd for Sahara er overvejende skovfugle, mens hovedparten af de nordafrikanske og asiatiske arter lever i åbent land.

 

Hypsipetes Sorte bulbuler
Denne slægt rummer omkring 19 arter, udbredt fra Madagascar og forskellige øer i det Indiske Ocean mod øst til det indiske subkontinent, det sydlige Kina og Taiwan, og derfra mod syd gennem Sydøstasien til Indonesien.

Førhen blev de sorte bulbuler i Asien anset for at være underarter af Madagascar-bulbul (H. madagascariensis), men de fleste autoriteter anerkender nu to særskilte asiatiske arter, asiatisk sort bulbul (nedenfor), som er vidt udbredt, idet den findes fra det nordøstlige Afghanistan gennem Himalaya til Indokina, Kina og Taiwan, samt sydindisk sort bulbul (H. ganeesa), der er begrænset til bjergegne i Sydindien og Sri Lanka.

 

Hypsipetes leucocephalus Asiatisk sort bulbul
Denne art er overvejende sort eller skiferfarvet, næb og gab er knaldrøde, og fødderne er orange. Til tider ses hvidhovedede former. Det videnskabelige artsnavn leucocephalus kommer af græsk leukos (’hvid’) og kephalos (’hoved’), så arten må være beskrevet ud fra et hvidhovedet eksemplar.

I Himalaya er underarten psaroides udbredt fra det østlige Afghanistan mod øst til det nordlige Myanmar, hvor den lever i skove fra de laveliggende dale op til en højde af omkring 3000 m. Den er langt mere grå end de øvrige underarter, med en iøjnefaldende grå plet bag øjet.

 

 

Sort bulbul af underarten psaroides, mellem Surkhe og Shyabrubesi, Langtang-dalen, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Syngende sort bulbul af underarten psaroides, Yamphudin, Kabeli-dalen, østlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pycnonotus Typiske bulbuler
Medlemmer af denne slægt, der tæller omkring 32 arter, er vidt udbredt i Afrika, samt fra Mellemøsten gennem det indiske subkontinent til det sydlige Kina og Taiwan, og derfra mod syd til Indonesien.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pyknos (‘tyk’ eller ‘kompakt’) og noton (‘ryg’). Det blev indført i 1826 af den tyske zoolog og sagfører Friedrich Boie (1789-1870), som beskrev mange nye arter og adskillige nye slægter af fugle. Formodentlig fandt Boie, at disse fugle var ret kompakte.

Han og hans bror Heinrich beskrev også omkring 50 nye arter af krybdyr.

 

Pycnonotus leucogenys Hvidkindet bulbul
En almindelig og vidt udbredt art, der forekommer fra det østlige Afghanistan langs Himalaya mod øst til det sydvestlige Kina. I Himalaya lever den i krat og sekundær skov, fra lavlandet op til omkring 2500 meters højde.

 

 

Hvidkindede bulbuler på bananblade, Begnas Tal, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hvidkindet bulbul, Tatopani, Kali Gandaki-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Recurvirostridae Klyder og stylteløbere
Disse vadefugle er karakteriseret ved deres meget lange, tynde ben. De er udbredt over det meste af kloden.

 

Himantopus Stylteløbere
Afhængigt af kilde accepteres 3-6 arter af stylteløbere, alle tilhørende denne slægt med undtagelse af rødbrystet stylteløber (Cladorhynchus leucocephalus), en mærkelig nomadisk art, der er begrænset til Australien, hvor den kun yngler efter rigeligt med nedbør, som danner store saltsøer forskellige steder i ørkenen.

Første halvdel af slægtsnavnet stammer fra latin amentum, en læderstrop, som var bundet til de spyd, der blev anvendt i Oldtidens Grækenland under jagt, i krig, samt under atletiske lege. Denne strop hjalp til med at øge kastelængden og stabiliteten af spyddet. (Kilde: E. Gardiner 1907. Throwing the Javelin. The Journal af Hellenic Studies, 27: 249-273)

Den anden halvdel af navnet er afledt af oldgræsk pous (‘fod’). Himantopus kan således oversættes som ‘strop-ben’, hvilket naturligvis hentyder til disse fugles meget lange og tynde ben.

 

Himantopus himantopus Stylteløber
Denne markante fugl yngler i de fleste tempererede, subtropiske og tropiske områder kloden rundt, men er begrænset til områder med lavt vand. De nordlige bestande er trækfugle. I Himalaya er den en ret fåtallig trækgæst.

 

 

Stylteløbere, Sissu, Lahaul, Himachal Pradesh. Fuglen t.h. er en ungfugl. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Stylteløber fouragerer i et vandløb, nær Niki La, Ladakh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sittidae Spætmejser
Spætmejser udgør en familie af små spurvefugle med omkring 29 arter, alle placeret i slægten Sitta. Disse fugle er kendetegnet ved deres fødesøgning, hvor de kryber op og ned ad træstammer på udkig efter larver, som de trækker ud ved hjælp af deres kraftige næb.

 

Sitta himalayensis Himalaya-spætmejse
Almindelig ynglefugl i skove i højder mellem 1800 og 3200 m, fra Himachal Pradesh mod øst langs Himalaya til det nordlige Myanmar, nordlige Vietnam og Yunnan-provinsen i Kina, samt tillige i bjergegne langs grænsen mellem Indien og Myanmar. En del af bestanden trækker ned til lavereliggende dale om vinteren.

 

 

Himalaya-spætmejse, Dhunche, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Strigidae Typiske ugler
En stor familie med 25 slægter og omkring 220 arter, der findes på alle kontinenter, med undtagelse af Antarktis.

 

Glaucidium Spurveugler
Denne slægt af små til meget små ugler, der omfatter ca. 30 arter, er udbredt over hele kloden, med undtagelse af Australien og Antarktis. Den største diversitet findes i Sydamerika.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk glaukidion (‘lille ugle’), diminutiv af glaux (‘ugle’).

 

Glaucidium cuculoides Gøge-spurveugle
Denne art lever i skove, fra det nordlige Pakistan langs Himalaya til Bangladesh og det nordøstlige Indien, hele Indokina, samt den sydlige halvdel af Kina. I Himalaya findes den fra lavlandet op til en højde af ca. 2500 m.

Artsnavnet kommer af cuculus, det gamle latinske ord for gøge, samt oides (‘ligner’), hvilket sandsynligvis sigter til denne ugles gøgelignende fjerdragt.

 

 

Sent på eftermiddagen oplyses denne gøge-spurveugle af en solskinsplet, mellem Ilam og Jamuna, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Glaucidium radiatum Jungle-spurveugle
Denne ugle er udbredt i ret tørre skove på størsteparten af det indiske subkontinent, inklusive den østlige del af Sri Lanka. I Himalaya er den begrænset til dale i højder under 1000 m.

Fugle i den vestlige vådzone af Sri Lanka blev engang regnet som en underart af jungle-spurveugle, men betragtes nu som en selvstændig art ved navn Sri Lanka-spurveugle (G. castanotum).

 

 

Jungle-spurveugle, Corbett Nationalpark, Kumaon, Uttarakhand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ketupa Fiskeugler
Denne slægt af store ugler rummer 3 eller 4 arter, afhængigt af autoritet. De er hovedsagelig udbredt på det indiske subkontinent, samt i Sydøstasien og det sydlige Kina, brun fiskeugle (K. zeylonensis) tillige nogle få steder i det sydlige Tyrkiet og Iran. Nogle autoriteter regner disse fugle som tilhørende slægten Bubo (store hornugler).

Slægtsnavnet er afledt af det malajiske ord for fiskeugle, ketupok.

 

Ketupa flavipes Gulbenet fiskeugle
Denne ugle, som af nogle autoriteter kaldes for Bubo flavipes, har en meget stor udbredelse, idet den forekommer fra Uttarakhand langs Himalaya mod øst til det nordøstlige Indien, den østlige del af Indokina, samt den sydlige halvdel af Kina. I Himalaya er den ret sjælden og er begrænset til dale i under 500 meters højde.

Denne fugl har gule ben, hvilket afspejles af det videnskabelige artsnavn, af latin flavus (‘gul’) og pes (‘fod’).

 

 

Ungfugl af gulbenet fiskeugle, Corbett Nationalpark, Kumaon, Uttarakhand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Strix Natugler
Denne slægt rummer 19 eller 23 arter, afhængigt af autoritet. Disse ugler er udbredt over det meste af verden og findes på alle kontinenter, med undtagelse af Australien og Antarktis.

 

Strix nivicolum Himalaya-natugle
Denne fugl lever i bjergskove fra den vestlige del af Himalaya mod øst til det nordlige Indokina og størstedelen af Kina, samt Taiwan og Korea. I Himalaya er den ret almindelig i højder mellem 2000 og 4000 m.

Førhen blev den betragtet som en underart af den vidt udbredte natugle (S. aluco), men dens kald er anderledes, og den kortere hale har tværbånd.

 

 

Himalaya-natugle, Sanasa, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sturnidae Stære
Stærene udgør en gruppe mellemstore spurvefugle på omkring 118 arter, fordelt på ca. 30 slægter. Deres naturlige udbredelsesområde er Europa, Afrika, Asien, det nordlige Australien samt nogle øer i Stillehavet. Mange arter er blevet indført andre steder, bl.a. Nordamerika, Hawaii og New Zealand. Her konkurrerer de ofte med lokale fugle, og mange af dem betragtes som invasive arter, i Nordamerika specielt den almindelige stær (Sturnus vulgaris), som er omtalt på siden Natur: Invasive arter.

 

Acridotheres Hyrdestære
En slægt med 10 arter, udbredt fra Kazakhstan, Turkmenistan og Iran mod øst til Kina og Taiwan, mod syd til Sri Lanka og Indonesien.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk akridos (‘græshoppe’) og theras (‘jæger’). Når græshopper er talrige, propper stære og hyrdestære sig med disse insekter. Et eksempel er beskrevet på siden Folk: Pehr Forsskål – genial svensk videnskabsmand.

Et antal arter af denne slægt er beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan.

 

Acridotheres fuscus Brun hyrdestær
Brun hyrdestær lever i bakket terræn i størsteparten af det indiske subkontinent, bl.a. hele Himalaya, samt tillige i det vestlige Myanmar og Thailand og på Malacca-halvøen. I Himalaya træffes den op til højder omkring 2000 m.

Denne art er blevet indført andre steder og danner ofte forvildede bestande, bl.a. i Japan, Vest-Samoa og Fiji. I Fiji blev den indført omkring 1890 for at dæmpe angrebene af skadelige insekter i sukkerrørsmarkerne. Herfra har den bredt sig til andre Stillehavsøer, bl.a. Niuafo’ou, hvor den er blevet en trussel mod indfødte fuglearter, med hvem den konkurrerer om redehuller.

Bestanden af underarten torquatus, som lever i Malaysia, er i tilbagegang, sandsynligvis udkonkurreret af Java-hyrdestær (A. javanicus), med hvilken den bastarderer. (Kilde: David Wells 2010. The Birds of the Thai-Malay Peninsula, Vol. 2. Bloomsbury Publishing)

Artsnavnet er latin og betyder ‘brun’, hvilket sigter til det brunlige skær på undersiden af den ellers skiferfarvede fjerdragt.

 

 

Brun hyrdestær, Pokhara, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Acridotheres tristis Almindelig hyrdestær
Denne vidt udbredte art er hjemmehørende fra Turkmenistan og det østlige Iran mod øst tværs over det indiske subkontinent og Sydøstasien til det sydvestlige Kina, og derfra mod syd til Singapore. I Himalaya er den mest begrænset til de lavere dele, men træffes undertiden op til 3000 meters højde om sommeren.

Den var oprindelig tilknyttet åbne skove og krat, men har været glimrende til at tilpasse sig andre levesteder, bl.a. landbrugsområder og byer. Undslupne fangenskabsfugle har dannet bestande i en lang række lande, deriblandt Sydafrika, Madagascar, adskillige arabiske stater, Japan, Taiwan, Indonesien, Australien og New Zealand. Mange steder er den blevet en pest, som fordriver indfødte fuglearter, specielt i Australien, hvor den er blevet erklæret for “et yderst vigtigt problem”. Ifølge IUCN arter Survival Commission er den en af verdens værste invasive arter, som er en trussel mod “biodiversitet, landbrug og menneskelige interesseområder”.

 

 

Almindelig hyrdestær, nær Bhumeshwor Shiva-templet, Pokhara, centrale Nepal. Fuglen på det øverste billede ryster fjerdragten. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Saroglossa spiloptera Marmorstær
Denne art, den eneste i slægten, yngler i Himalaya, fra Himachal Pradesh mod øst til Bhutan, mens vinteren tilbringes i det nordøstlige Indien, Bangladesh, Myanmar og det nordlige Thailand.

Marmorstæren er i ret kraftig tilbagegang på grund af tab af dens levesteder, der fortrinsvis er lavereliggende bjergskove, som i stor stil ryddes til agerland. I Himalaya findes den normalt under 1000 meters højde, men træffes undertiden op til omkring 1800 m.

Madagascar-stær (Hartlaubius auratus) placeres i denne slægt af nogle autoriteter. Den er endemisk i Madagascar.

 

 

Han af marmorstær, Manigaon, Trisuli-dalen, centrale Nepal. Hunnen er ensfarvet brunlig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tichodromidae

 

Tichodroma muraria Murløber
Denne art, det eneste medlem af familien, var førhen placeret sammen med spætmejserne i familien Sittidae. Den er vidt udbredt i bjergområder, fra Spanien mod øst gennem Sydeuropa, Mellemøsten og Kaukasus til de sydlige dele af Centralasien. Nogle bevægelser finder sted i vintertiden. I Himalaya er den en ret sjælden ynglefugl i højder over 3000 m, men er mere almindelig om vinteren, hvor den undertiden kan iagttages i lavtliggende dale.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk teikhos (‘mur’) og dromos (‘at løbe’), hvilket sigter til artens fouragering på stejle klippevægge. Artsnavnet er afledt af latin murus (‘mur’).

 

 

Denne murløber søger føde på en vegetationsløs skrænt langs en vej, Gangtsemu-bjergene, Yunnan-provinsen, Kina. På det nederste billede ses dens skarlagenrøde vinger. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Turdidae Drosler
Drosler udgør en stor, næsten global familie af små til mellemstore fugle, der tilbringer megen tid med at fouragere på jorden efter orme og andre invertebrater. Mange af arterne æder desuden frugt. Engang var denne familie langt større og inkluderede mange slægter, der nu er overført til fluesnappernes familie (Muscicapidae).

Mange drosselarter er omtalt på siden Dyreliv: Drosler.

 

Grandala coelicolor Grandala
Denne art, det eneste medlem af slægten, er udbredt fra Kashmir langs hele Himalaya-bjergkæden og herfra videre mod nord gennem den østlige del af Tibet til den vestlige del af Kina, fra det nordlige Yunnan mod nord til det østlige Qinghai. Den yngler i alpine områder mellem 4000 og 5500 meters højde, mens vinteren tilbringes i lidt lavere højder.

Hannen er en pragtfuld fugl, hvis fjerdragt er en næsten iridiserende blå farve. Hunnen er helt anderledes, grålig med svage hvide striber på brystet, i hovedet og i nakken, og vingerne har et brunligt skær.

Systematisk har denne art ført en omtumlet tilværelse. Oprindeligt var den placeret i drosselfamilien (Turdidae), men efter genetiske studier blev den overført til fluesnapperfamilien (Muscicapidae). Fornylig er den imidlertid blevet flyttet tilbage til drosselfamilien!

 

 

Fra en sten i en bjergbæk i Gokyo-dalen, Khumbu, østlige Nepal, lettede denne han af grandala og fløj rundt på fluesnapper-manér for at snappe et insekt, inden den atter landede på sin udkigspost. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Zoothera Asiatiske drosler
Tidligere var omkring 46 arter placeret i denne slægt. På et tidligt tidspunkt blev to amerikanske arter overført til andre slægter, Mexicodrossel til Ridgwayia og flammedrossel til Ixoreus, og efter en række genetiske studier blev ca. 22 andre arter i 2008 overført til slægten Geokichla.

Slægtsnavnet er afledt af græsk zoon (‘dyr’) og theras (‘jæger’), hvilket hentyder til, at disse drosler ofte afsøger skovbunden for invertebrater.

 

Zoothera mollissima Alpin drossel
Denne art er udbredt fra det nordlige Pakistan langs Himalaya mod øst til det sydøstlige Tibet og det sydvestlige Kina. Førhen var fugle i det centrale Kina inkluderet i denne art, der dengang blev kaldt mollissima-drossel. Genetiske undersøgelser har imidlertid haft den effekt, at den er blevet opsplittet i 3 arter, alpin drossel, Himalaya-drossel (Z. salimalii), der yngler fra Sikkim mod øst til Yunnan-provinsen i Kina, samt Sichuan-drossel (Z. griseiceps), der findes i det centrale Kina.

 

 

Alpin drossel, Dhunche, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Upupidae Hærfugle
Tidligere regnede man kun med en enkelt art af hærfugl, men i dag anerkender mange autoriteter 3 arter, almindelig hærfugl (nedenfor), afrikansk hærfugl (U. africana), som er udbredt i Afrika syd for Sahel-zonen, samt Madagascar-hærfugl (U. marginata), der er endemisk i Madagascar.

 

Upupa epops Hærfugl
Denne markante fugl har en meget stor udbredelse, idet den findes i Sydeuropa, det nordlige Afrika mod syd til Sahel-zonen (med undtagelse af ørkenområder), samt i størsteparten af tempererede og subtropiske områder af Asien, mod syd til Sri Lanka og Malacca-halvøen. I Himalaya er den en ret almindelig ynglefugl, om sommeren op til højder omkring 4400 m. Om vinteren trækker fuglene fra store højder ned under ca. 1500 meters højde.

Upupa og epops er de gamle latinske og græske navne på hærfuglen. De er onomatopoetiske, dvs. de imiterer fuglens kald, et meget karakteristisk hup-up-up. Det danske navn sigter til artens store top, der, når den rejses, minder om dusken på en gammeldags krigerhjelm. Førhen blev fuglens tilstedeværelse tolket som tegn på en kommende krig.

 

 

Hærfugl, Tso Kar, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne hærfugl søger føde i form af orme, insektlarver og andre invertebrater ved at bore det lange næb ned i græstørven, Puga-sumpene, Ladakh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Vangidae Vangaer m.fl.
Denne familie omfatter en gruppe af tornskade-lignende fugle, som er udbredt i Madagascar, Afrika og Asien. Foruden de malagasiske vangaer, som har givet navn til familien, er en række andre slægter blevet overført hertil, bl.a. hjelmtornskader (Prionops), asketornskader (Tephrodornis) og dværgtornskader (Hemipus).

Familienavnet er afledt af det malagasiske ord vanga, som er navnet på krognæbsvanga (Vanga curvirostris).

 

Hemipus Dværgtornskader
Denne slægt rummer kun to arter, der er udbredt i skove fra det indiske subkontinent mod øst til det sydvestlige Kina og derfra mod syd gennem Sydøstasien, Sumatra og Borneo til Java og Bali.

Klassifikationsmæssigt har slægten ført en omtumlet tilværelse. Først mente man, at disse fugle hørte hjemme blandt tornskaderne (Laniidae), dernæst blandt larveæderne (Campephagidae), så blandt asketornskaderne (Tephrodornithidae) og til slut i Vangidae.

 

Hemipus picatus Broget dværgtornskade
Udbredt i bjergområder i det sydlige og østlige Indien og i Sri Lanka, fra den vestlige del af Himalaya mod øst til det sydvestlige Kina, og derfra mod syd gennem Sydøstasien til Sumatra og Borneo. Arten er almindelig i Himalaya, hvor den findes op til højder omkring 1800 m.

 

 

Broget dværgtornskade, Dehra Dun, Uttarakhand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tephrodornis Asketornskader
En lille slægt med 4 arter, som forekommer i tropiske egne af Asien. I lighed med dværgtornskader var disse fugle tidligere placeret blandt tornskaderne (Laniidae), dernæst blandt larveæderne (Campephagidae), så i en særlig familie, Tephrodornithidae, og til slut i Vangidae.

 

Tephrodornis pondicerianus Almindelig asketornskade
Fjerdragten hos denne art er grålig, men den har en sort ansigtsmaske, som dog kan være ret svag. Den er udbredt i varmere regioner på det indiske subkontinent samt i Indokina. I Himalaya er den udbredt fra Uttarakhand mod øst og træffes op til omkring 1600 meters højde.

 

 

Almindelig asketornskade, Dhulikhel, nær Kathmandu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

(Oprettet september 2022)