Fugle i Bagan

 

 

Brune svalestære (Artamus fuscus), forsamlet på deres nattesæde på spiret af en pagode. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hvidstrubet larmdrossel (Argya gularis) er almindelig i Bagan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En han af purpursolfugl (Cinnyris asiaticus) suger nektar i blomster af Leonotis nepetifolia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Et stort område omkring byen Bagan i det centrale Myanmar er overstrøet med omkring 2200 Theravada-buddhistiske templer og pagoder, af hvilke hovedparten ligger i ruiner. Da Bagan-kongeriget var på sit højeste mellem det 11. og 13. århundrede, blev der opført over 10.000 templer, pagoder og klostre i dette område.

Bagan ligger ved bredden af en gren af Myanmars største flod, den mægtige Ayeyarwadi, som i den engelske kolonitid blev kaldt for Irrawaddy. Biotopen i dette område er tørt kratland, domineret af akacier og en kaktus-agtig vortemælk, Euphorbia antiquorum.

Under et ophold i Bagan i 2007 boede Judy og jeg på et behageligt hotel, beliggende midt i kratlandet, og vi fandt området så tillokkende, at vi blev her i over to uger. Vi tilbragte tiden med at vandre rundt i området, og indimellem hvilede vi ud ved bredden af Ayeyarwadi eller i skyggen af en af de mange pagoder. Under opholdet lykkedes det mig at tage billeder af en stor del af de lokale fuglearter.

Teksten er for en stor del baseret på hjemmesiderne ebird.org og Wikipedia, etymologien oftest på J.A. Jobling 2010. The Helm Dictionary of Scientific Bird Names, Christopher Helm, London. Nomenklatur og systematisk rækkefølge er efter IOC World Bird List (worldbirdnames.org).

 

 

Columbidae Duer
En stor familie med omkring 50 slægter og ca. 345 arter, udbredt på alle kontinenter med undtagelse af Antarktis.

 

Columba
Denne ret store slægt rummer omkring 35 arter, som er vidt udbredt i den Gamle Verden. Et antal amerikanske arter, som tidligere var placeret i denne slægt, er blevet overført til en særskilt slægt, Patagioenas.

Slægtsnavnet er latin for ‘due’, hunkønsformen af columbus (‘han-due’), som er en latiniseret version af det græske kolumbos (‘dykker’). Dette navn blev hæftet på klippeduen (se nedenfor) af den græske komedie-forfatter Aristophanes (ca. 446-386 f.Kr.) på grund af de ‘svømmende’ bevægelser, denne fugl foretager i flugten.

 

Columba livia Klippedue
Vilde bestande af denne art har en pletvis udbredelse fra Middelhavsområdet og den nordlige del af Afrika mod øst til Sinkiang, Indien og Sri Lanka, med disjunkte forekomster på adskillige Atlanterhavsøer, samt i Irland og Skotland.

Arten blev imidlertid tæmmet på et tidligt tidspunkt, og i dag findes tamformer af den næsten overalt på kloden. Forvildede tamduer danner ofte meget store bestande i byer verden rundt.

Det latinske artsnavn hidrører fra Theodore Gazas værk fra 1476, Aristotelis de natura animalium, hvori han oversætter det græske ord for due, peleia (sandsynligvis afledt af pellos = ‘af mørk farve’), til livia, afledt af latin livens (‘blyfarvet’), oprindeligt fra livere (‘af blålig farve’).

 

 

Denne klippedue, som sidder på rækværket omkring pagoden Lawkananda, har fjerdragt som den vilde form, men den kan også være en forvildet tamdue. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Accipitridae Høge, ørne, etc.
Denne store familie, som omfatter omkring 66 slægter og ca. 250 arter af rovfugle, fra små til store, er udbredt i hele verden, med undtagelse af Antarktis.

 

Elanus Små glenter
Denne slægt omfatter 4 ret ens arter af små, hvide, grå og sorte rovfugle, som findes overalt i verden, med undtagelse af Antarktis. Slægtsnavnet er en latiniseret form af det oldgræske elanos (‘glente’).

 

Elanus caeruleus Blå glente
Denne fugl er vidt udbredt, idet den findes næsten overalt i Afrika syd for Sahara, i det nordvestlige Afrika, på den Iberiske Halvø, i Frankrig, i Nil-dalen i Egypten, adskillige steder i Mellemøsten, samt fra det indiske subkontinent mod øst til det sydlige Kina og Taiwan, og derfra mod syd gennem Sydøstasien til Indonesien og Ny Guinea.

Det latinske artsnavn (og det danske navn) hentyder til det blålige skær i fjerdragten.

 

 

Blå glenter holder udkig fra pagode-spir. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Buteo Våger
En slægt med omkring 28 arter, udbredt på alle kontinenter med undtagelse af Australien og Antarktis. Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på musvågen (nedenfor).

 

Buteo buteo Musvåge
I videste forstand er denne art udbredt fra Vesteuropa mod øst til Kamchatka og Japan. Nogle autoriteter betragter dog de østlige bestande som værende to særskilte arter, østlig musvåge (B. japonicus) og Himalaya-våge (B. refectus).

 

 

En musvåge af underarten japonicus eller refectus kredser over Bagan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Strigidae Ugler
En stor familie med 25 slægter og næsten 220 arter, udbredt på alle kontinenter med undtagelse af Antarktis.

 

Athene
Denne slægt, som rummer 9 arter, findes på alle kontinenter med undtagelse af Australien og Antarktis. I den græske mytologi repræsenterede eller ledsagede kirkeuglen (A. noctua) Athene, den jomfruelige visdommens gudinde. På grund af denne tilknytning blev ugler i Vesten ofte betragtet som symbol på viden og visdom.

 

Athene brama Bramaugle
Denne lille ugle yngler i Asien og er udbredt fra det sydøstlige Iran gennem det indiske subkontinent til Sydøstasien. Den er ret almindelig i åbne områder, bl.a. landbrugsland, og den har også tilpasset sig et liv i byer.

Artsnavnet hentyder til Brahma, en af de tre øverste guder i hinduismen. De øvrige er Vishnu og Shiva.

 

 

At dømme efter gødningklatterne er denne forfaldne mur en stærkt benyttet udkigspost for denne Bramaugle. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne Bramaugle sidder i en akacie. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Meropidae Biædere
En lille familie med 3 slægter og 27 arter af mellemstore insektædende fugle, hvoraf de fleste forekommer i Afrika og Asien, med nogle få arter i Sydeuropa, Australien og Ny Guinea. De er karakteriseret ved at have nedadbøjet næb, en slank krop og sædvanligvis en lang hale. Mange af arterne har pragtfulde farver.

 

Merops
Langt hovedparten af biæderne, omkring 24 arter, er placeret i denne slægt.

Slægtsnavnet er det klassiske græske navn på den europæiske biæder (M. apiaster). Oprindelig betød ordet ‘begavet med tale’, anvendt i poesien til at beskrive personer, som ‘talte med to stemmer’, af meros (‘del’) og ops (‘stemme’). (Kilde: en.wiktionary.org)

 

Merops orientalis Lille grøn biæder
Denne art er vidt udbredt i Afrika syd for Sahara samt i Nildalen, i den vestlige del af den Arabiske Halvø, og endvidere fra det sydlige Iran tværs over det indiske subkontinent til Vietnam. Den lever i græsland, krat og åben skov.

Omkring 9 underarter er blevet beskrevet. Nogle autoriteter anser afrikanske fugle for at udgøre en selvstændig art ved navn M. viridissimus.

 

 

Lille grøn biæder. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Små grønne biædere, forsamlet på en overnatningsplads i en akaciebusk. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Falconidae Falke og caracaraer
Denne familie, der omfatter omkring 60 arter, er opdelt i 3 underfamilier, Herpetotherinae (latterfalk og skovfalke), Polyborinae (caracaraer og Spiziapteryx), samt Falconinae (typiske falke og pygmæfalke).

 

Falco Typiske falke
Den største slægt i familien med omkring 40 arter, vidt udbredt på alle kontinenter, med undtagelse af Antarktis. Slægtsnavnet er afledt af latin falx eller falcis (‘håndsegl’), hvilket sigter til kløernes form.

 

Falco jugger Laggarfalk
Denne store falk forekommer fra den sydøstligste del af Iran og Afghanistan tværs over det indiske subkontinent til den nordvestlige del af Myanmar. Den var engang ret almindelig, men er aftaget drastisk i de senere år.

Det latinske artsnavn er afledt af hindi-navnet på hannen af denne art, jaggar, og det danske navn er en aflægger heraf.

 

 

Denne voksne laggarfalk holder udkig fra en vortemælk, Euphorbia antiquorum. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Artamidae Svalestære m.fl.
Tidligere dannede svalestærene en særskilt familie, men efter en række genetiske studier er de australske fløjtefugle, slagterfugle og currawonger blevet overført til familien, der i dag rummer 6 slægter med omkring 24 arter.

 

Artamus Svalestære
En slægt med 11 medlemmer, som er udbredt i det sydlige Asien, Ny Guinea og Australien. Trods navnet er disse fugle ikke beslægtet med hverken svaler eller stære. Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk artamos (‘slagter’ eller ‘morder’). Det blev hæftet på disse fugle på grund af deres påståede lighed med tornskader (se Laniidae nedenfor).

 

Artamus fuscus Brun svalestær
Denne art har en pletvis udbredelse på det indiske subkontinent og i Sydøstasien. Den ses ofte sidde i grupper i nøgne træer eller på elledninger. Den er ret almindelig omkring Bagan.

Det latinske artsnavn betyder ‘brun’ eller ‘mørk’.

 

 

Brune svalestære, forsamlet på deres nattesæde på spiret af en pagode. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Aegithinidae Ioraer
Denne familie rummer kun en enkelt slægt, Aegithina, med 4 arter af insektædende småfugle, som er udbredt på det indiske subkontinent og i Sydøstasien. De var tidligere placeret sammen med bladfugle og blåfugle i familien Irenidae.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk aigithos, en mytisk fugl nævnt af den græske videnskabsmand og filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.) og andre klassiske forfattere.

 

Aegithina tiphia Almindelig iora
Denne lille art forekommer i varmere egne af det indiske subkontinent og Sydøstasien. I Bagan bemærkede jeg den kun få gange.

Det videnskabelige artsnavn er muligvis afledt af græsk typhe, hvilket sigter til Tiphys, erfaren rorsmand ombord på skibet Argo, som fragtede Jason og hans argonauter i deres søgen efter det Gyldne Skind. (Mere om dette emne findes på siden Dyreliv – Dyrearter i menneskets tjeneste: Får og ged).

Det danske navn kommer efter sigende af græsk ioros (‘vagtpost’ eller ‘byvægter’). Forbindelsen er svær at få øje på.

 

 

Denne iora søger føde i en vortemælk, Euphorbia antiquorum. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Campephagidae Larveædere
Medlemmer af denne familie er små til mellemstore spurvefugle, som lever i subtropiske og tropiske regioner af Afrika, Asien og Ny Guinea. Familien rummer omkring 93 arter, opdelt i 11 slægter.

 

Pericrocotus Minivetter
En slægt med omkring 15 arter, som hovedsagelig forekommer i skove fra det østlige Iran og Afghanistan mod øst gennem det indiske subkontinent til Kina og Ussuriland i det sydøstlige Sibirien, og derfra mod syd gennem Japan, Taiwan, Sydøstasien og Filippinerne til Indonesien.

Mange af arterne har strålende farver, hannerne overvejende røde og sorte, hunnerne gule og sorte. Andre medlemmer af slægten er præsenteret på siderne Hyldest til farven orange samt Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan.

Slægtsnavnet er afledt af græsk peri (‘meget’ eller ‘overalt’) samt krokotos (‘gylden’). Ordet minivet er af ukendt oprindelse.

 

Pericrocotus albifrons Jerdons minivet
Denne art er begrænset til Myanmar, hvor den lever i tør løvfældende skov. Hannen kan kendes fra hunnen på sin orangerøde brystplet. Mange autoriteter betragter denne art som en race af broget minivet (P. erythropygius), der har en pletvis udbredelse i Indien.

Det latinske artsnavn betyder ‘hvidpandet’, mens det danske navn blev givet til ære for den britiske læge og naturhistoriker Thomas Caverhill Jerdon (1811-72), som beskrev mange nye fuglearter i Indien, hvoraf adskillige er opkaldt efter ham.

 

 

Han af Jerdons minivet. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Laniidae Tornskader
Tornskader er en gruppe spurvefugle, som gør sig bemærket i landskabet, da de ofte sidder i toppen af træer eller buske, på pæle eller elledninger, på udkig efter bytte i form af bl.a. biller, guldsmede, bier, firben og mus. De udgør en lille familie med 33 arter i 4 slægter, hovedsagelig udbredt i Eurasien og Afrika, med en enkelt art i Ny Guinea og 2 i Nordamerika.

Tidligere var familien meget større, idet den omfattede busktornskader, kvastrygge, kratskader, bubuer og hjelmtornskader. En række genetiske studier har imidlertid afsløret, at disse grupper ikke er nært beslægtede med ægte tornskader. Det har medført, at busktornskader, kvastrygge, kratskader og bubuer er blevet overført til familien Malaconotidae, hjelmtornskader til familien Vangidae.

 

Lanius Typiske tornskader
Hovedparten af de 29 arter i denne slægt er hjemmehørende i Eurasien og Afrika. Stor tornskade (L. excubitor) har en cirkumpolar udbredelse, og som dens navn siger, er amerikansk tornskade (L. ludovicianus) begrænset til Nordamerika.

Slægtsnavnet er afledt af latin lanio (‘slagter’), hvilket hentyder til, at nogle af arterne spidder deres byttedyr på torne til senere brug.

 

Lanius collurioides Burma-tornskade
Denne art er udbredt fra Bangladesh og det nordøstlige Indien mod øst gennem Indokina til den sydligste del af Kina. Dens habitat er skove og krat. Den er ret almindelig omkring Bagan.

Artsnavnet er sammensat af oldgræsk oides (‘ligner’), samt det latinske artsnavn på rødrygget tornskade (L. collurio).

 

 

Burma-tornskade han i morgensol. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Han af Burma-tornskade i et akacietræ med visne blade. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Corvidae Kragefugle
Denne næsten kosmopolitiske familie, der rummer de største spurvefugle, indeholder 24 slægter med over 120 arter af ravne, krager, råger, alliker, skovskader, husskader, træskader, alpekrage og alpeallike, nøddekriger og andre.

 

Corvus Ravne, krager, råger
Denne slægt, som rummer omkring 45 medlemmer, forekommer i stort set alle tempererede egne af verden, med undtagelse af Sydamerika. Navnet ravn benyttes om de største arter, krage og råge om lidt mindre arter. Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for ravn.

Denne slægt rummer nogle af de mest intelligente fugle.

Førhen var også alliker placeret i denne slægt, men efter en række genetiske studier er de blevet overført til en særskilt slægt, Coloeus.

 

Corvus splendens Huskrage
Denne art er hjemmehørende fra det sydlige Iran mod øst tværs over hele det indiske subkontinent til den vestlige del af Indokina. Den er imidlertid blevet spredt til adskillige kystområder verden rundt, ankommet som ‘blind’ passager ombord på skibe. Den betragtes som invasiv i Østafrika, hvor man forsøger at udrydde den. Et udryddelsesprogram i Australien har indtil videre været en succes.

 

 

Huskrager hviler på rækværket omkring Lawkananda-pagoden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Alaudidae Lærker
Denne familie rummer 21 slægter med omkring 100 arter, udbredt i Afrika og Eurasien, med en enkelt art i såvel Amerika som Australien.

 

Mirafra Busklærker
I dag omfatter denne slægt omkring 24 arter, som er udbredt i Afrika syd for Sahara, i sydlige egne af Asien, samt i Australien. Mange tidligere medlemmer af slægten er blevet overført til andre slægter.

Etymologien bag slægtsnavnet er uklar.

 

Mirafra microptera Burma-busklærke
Denne art en endemisk i det centrale Myanmar, hvor den lokalt er almindelig, bl.a. i området omkring Bagan. Førhen blev den anset for at være en underart af den vidt udbredte Assam-busklærke (M. assamica).

Artsnavnet betyder ‘småvinget’ på oldgræsk.

 

 

Burma-busklærker på et hegn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne Burma-busklærke søger føde. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Pycnonotidae Bulbuler etc.
Bulbuler er mellemstore spurvefugle, som tæller 27 slægter med i alt ca. 150 arter. De er udbredt i det meste af Afrika og gennem Mellemøsten til Tropisk Asien og Indonesien, og derfra mod nord til Japan. De afrikanske arter er overvejende skovfugle, mens hovedparten af de asiatiske arter lever i åbent land.

Adskillige bulbul-arter er beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan.

 

Pycnonotus Typiske bulbuler
Medlemmer af denne slægt, der tæller omkring 32 arter, er vidt udbredt i Afrika, samt fra Mellemøsten gennem det indiske subkontinent til det sydlige Kina og Taiwan, og derfra mod syd til Indonesien.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pyknos (‘tyk’ eller ‘kompakt’) og notos (‘-rygget’). Det blev indført i 1826 af den tyske zoolog og sagfører Friedrich Boie (1789-1870), som beskrev mange nye arter og adskillige nye slægter af fugle. Han og hans bror Heinrich beskrev også omkring 50 nye arter af krybdyr. Formodentlig fandt Boie, at disse fugle var ret kompakte.

 

Pycnonotus blanfordi Ayeyarwady-bulbul
Førhen var denne art kendt som ørestribet bulbul, men i 2016 blev fugle i det centrale Myanmar skilt ud til en særlig art, opkaldt efter Ayeyarwady-floden. Den lever i skove og krat.

Det latinske artsnavn blev givet til ære for den engelske geolog og zoolog William Thomas Blanford (1832-1905), der indsamlede fugle i Abyssinien, Persien og Indien.

Navnet ørestribet bulbul er nu benyttet for en art med det latinske navn P. conradi, som har en større udbredelse i Indokina.

 

 

Ayeyarwady-bulbul. Fuglen på det midterste billede æder frugter af indisk brystbær (Ziziphus mauritiana), som ligger til tørre, mens fuglen på det nederste billede æder kogt ris. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pycnonotus cafer Rødgumpet bulbul
En meget almindelig ynglefugl i Pakistan, Indien, Nepal, Bangladesh, Sri Lanka og Myanmar. Den er blevet indført til mange andre egne af verden og er blevet invasiv i adskillige lande i Stillehavet, bl.a. Fiji, Samoa, Tonga og Hawaii. Den er tillige blevet etableret i dele af det sydlige Arabien, New Zealand, USA og Argentina og betragtes som værende blandt verdens 100 værste invasive arter. (Kilde: Lowe et al. 2000. 100 of the World’s Worst Invasive Species: A Selection from the Global Invasive Species Database. The Invasive Species Specialist Group)

I zoologisk sammenhæng betyder det latinske artsnavn blot ‘fra Sydafrika’. Det beror på en misforståelse. Da fuglen blev beskrevet i 1760 af den franske naturhistoriker Mathurin Jacques Brisson (1723-1806) i hans værk Ornithologie, ou, Méthode contenant la division des oiseaux en ordres, sections, genres, especes & leurs variétés, troede han åbenbart, at type-eksemplaret var indsamlet ved Kap Det Gode Håb i Sydafrika.

Egentlig kommer ordet cafer af arabisk kafir (‘vantro’), en betegnelse for mennesker, som ikke underkaster sig Guds velsignelse, dvs. ikke-muslimer. Senere blev ordet fortrinsvis anvendt om kristne, men i Østafrika også om sorte hedninge. I 1700-tallet adopterede engelske missionærer i Sydafrika ordet i betydningen ‘hedning’, idet de hentydede til ikke-kristne sorte sydafrikanere. I 1900-tallet ændrede ordet betydning, idet det blev en nedladende betegnelse for sorte afrikanere i almindelighed. (Kilde: etymonline.com/word/kaffir)

 

 

Rødgumpet bulbul i en træagtig vortemælk, Euphorbia antiquorum, foran en pagode. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Paradoxornithidae Papegøjenæb m.fl.
Papegøjenæb er en gruppe besynderlige fugle med tykke næb, beregnet til at knække hårde frø. På grund af deres akrobatiske adfærd og overfladiske lighed med halemejser (Aegithalos) blev de i sin tid placeret i mejsefamilien (Paridae), som halemejserne dengang tilhørte.

Senere studier har imidlertid vist, at papegøjenæb overhovedet ikke er beslægtet med mejser, og sammen med skægmejsen (Panurus biarmicus) blev de overført til en særskilt familie, Paradoxornithidae (‘paradoksale fugle’), der systematisk blev placeret nær timaliderne (Timaliidae). Skægmejsen er siden blevet overført til en særlig familie, Panuridae.

Nylige genetiske studier har haft den virkning, at et antal fugle, som tidligere var placeret i Timaliidae, er blevet overført til Paradoxornithidae, deriblandt Chrysomma (nedenfor). I dag omfatter familien omkring 16 slægter med ca. 37 arter af små til mellemstore fugle.

 

Chrysomma
Førhen var denne slægt placeret i familien Timaliidae. I dag rummer den kun to arter, der begge lever i varmere egne af Asien. En tredje art, øreplettet timalie, er blevet overført til slægten Moupinia.

Slægtsnavnet er oldgræsk og betyder ‘med gyldne øjne’, afledt af khrysos (‘guld’) og omma (‘øje’).

 

Chrysomma sinense Ildøjetimalie
Denne art er udbredt fra Pakistan gennem det meste af Indien, Sri Lanka og Bangladesh mod øst til Sydøstasien og Kina. Den lever i græsland, krat og dyrkede områder, fortrinsvis på sletterne, men træffes også på bjergskråninger op til en højde af omkring 1200 m.

Det latinske artsnavn betyder ‘fra Kina’.

 

 

Ildøjetimalie. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Leiothrichidae Larmdrosler m.fl.
De fleste større larmdrosler er nu placeret i denne familie sammen med bl.a. skadedrosler af slægterne Garrulax, Trochalopteron, Pterorhinus og Grammatoptila, sibiaer (Heterophasia), liocichlaer (Liocichla), minlaer (Minla), skælvinger (Actinodura) og sangtimalier (Leiothrix).

Tidligere tilhørte disse slægter familien Timaliidae, som udgjorde en slags ’systematikkens skraldespand’, hvor hundredevis af arter var blevet placeret. I dag er de fleste af arterne overført til andre familier.

 

Argya
En slægt med 16 arter, udbredt i Afrika og de sydlige dele af Asien. Hovedparten er mellemstore, langhalede fugle, der fouragerer i støjende flokke. De var tidligere placeret i slægterne Turdoides og Garrulax, men som resultat af et genetisk studium i 2018 blev de overført til den genoprettede slægt Argya, som blev dannet i 1831 af den franske kirurg og naturhistoriker René Lesson (1794-1849). Slægtsnavnet er afledt af latin argutus (‘støjende’).

 

Argya gularis Hvidstrubet larmdrossel
Denne art, som førhen var placeret i slægten Turdoides, er endemisk i Myanmar. Den er meget almindelig i Bagan-området.

Det latinske artsnavn betyder ‘-strubet’. Glemte autoren mon albo– (‘hvid’)?

 

 

Hvidstrubede larmdrosler. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En hvidstrubet larmdrossel renser fjer på en artsfælle. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Sturnidae Stære
Stærene udgør en gruppe mellemstore spurvefugle på omkring 118 arter, fordelt på ca. 30 slægter. Deres naturlige udbredelsesområde er Europa, Afrika, Asien, det nordlige Australien samt nogle øer i Stillehavet. Mange arter er blevet indført andre steder, bl.a. Nordamerika, Hawaii og New Zealand. Her konkurrerer de ofte med lokale fugle, og mange af dem betragtes som invasive arter, i Nordamerika specielt den almindelige stær (Sturnus vulgaris), som er omtalt på siden Natur: Invasive arter.

 

Acridotheres Hyrdestære
En slægt med 10 arter, udbredt fra Kazakhstan, Turkmenistan og Iran mod øst til Kina og Taiwan, mod syd til Sri Lanka og Indonesien.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk akridos (‘græshoppe’) og theras (‘jæger’). Når græshopper er talrige, propper stære og hyrdestære sig med disse insekter. Et eksempel er beskrevet på siden Folk: Pehr Forsskål – genial svensk videnskabsmand.

 

Acridotheres burmannicus Burma-stær
Denne art er udbredt i Indokina samt i Yunnan-provinsen i Kina. Den er almindelig omkring Bagan. Den var tidligere placeret i slægten Sturnus, og nogle autoriteter betragter den stadig som tilhørende denne slægt.

 

 

Burma-stære (samt en enkelt almindelig hyrdestær) i en akacie. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Acridotheres tristis Almindelig hyrdestær
Denne art er hjemmehørende i Asien, fra Turkmenistan og det østlige Iran mod øst tværs over det indiske subkontinent og Sydøstasien til det sydvestlige Kina, og derfra mod syd til Singapore. Undslupne fangenskabsfugle har dannet bestande i en lang række lande, deriblandt Sydafrika, Madagascar, adskillige arabiske stater, Japan, Taiwan, Indonesien, Australien og New Zealand.

Den var oprindelig tilknyttet åbne skove og krat, men har været glimrende til at tilpasse sig andre levesteder, bl.a. landbrugsområder og byer. Mange steder er den blevet en pest, som fordriver indfødte fuglearter, specielt i Australien, hvor den er blevet erklæret for “et yderst vigtigt problem”. Ifølge IUCN arter Survival Commission er den en af verdens værste invasive arter, som er en trussel mod “biodiversitet, landbrug og menneskelige interesseområder”.

Det latinske artsnavn betyder ‘trist’, hvilket formodentlig sigter til fuglens ret kedelige farve.

 

 

Denne hyrdestær sidder på spiret af en pagode. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Muscicapidae Den Gamle Verdens fluesnappere
Genetisk forskning har åbenbaret, at mange mindre fugle, som tidligere blev anset for at være små drosselfugle i familien Turdidae, i realiteten er fluesnappere. I dag omfatter familien omkring 51 slægter med ca. 324 arter, som er vidt udbredt i Afrika og Eurasien. Familienavnet er afledt af latin musca (‘flue’) og capere (‘at fange’).

 

Saxicola Bynkefugle
En slægt med omkring 15 arter af insektædende fugle, vidt udbredt i Eurasien, Afrika og Madagascar. De er tilknyttet åbne områder med krat og græsklædte arealer.

Slægtsnavnet er afledt af latin saxum (‘klippe’) og incola (‘lever iblandt’), hvilket sigter til den foretrukne biotop hos typearten sortstrubet bynkefugl (S. torquatus), som siden er blevet opsplittet i 5 arter.

 

Saxicola caprata Sort bynkefugl
En vidt udbredt art, som forekommer i åbent land fra Kazakhstan, Turkmenistan og det østlige Iran mod øst gennem det indiske subkontinent til Sydøstasien, samt endvidere på Filippinerne, i det indonesiske ørige og på Ny Guinea. Omkring 16 underarter er anerkendt.

Kønnene er meget forskellige, idet hannen er overvejende sort med hvidt på overgumpen og den nederste del af bugen, hvide underhaledækfjer og et hvidt vingefelt, mens hunnen er rødligbrun med hvid strube og underhaledækfjer, samt sort hale.

Ifølge den franske naturhistoriker Mathurin Jacques Brisson (1723-1806), i hans værk Traquet de l’isle de Luçon, fra 1760, var Maria-capra det navn, som indbyggerne på øen Luzon, Filippinerne, anvendte om den sorte bynkefugl – i sandhed et besynderligt navn, som betyder ‘Jomfru Marias hun-ged’. Han har muligvis taget fejl, da andre kilder hævder, at det er det lokale navn på broget viftehale (Rhipidura javanica).

 

 

Hun af sort bynkefugl i en akacie. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Nectariniidae Solfugle
Sammen med edderkoppejægerne (Arachnothera) udgør solfugle en familie med omkring 145 arter. Førhen var de fleste solfugle placeret i slægten Nectarinia, men er siden blevet fordelt på 15 slægter. Med deres nedadbøjede næb er disse farvestrålende fugle tilpasset at suge nektar af blomster (jfr. familienavnet), men de æder også frugt, insekter og edderkopper. Skønt de minder om de amerikanske kolibrier, er disse to grupper overhovedet ikke beslægtet, og deres lighed kan ses som et eksempel på konvergent udvikling.

Afrika rummer et mylder af solfugle, og de er også udbredt i Mellemøsten, det indiske subkontinent, Sydøstasien, det sydlige Kina, Indonesien, Ny Guinea samt det nordlige Australien.

 

Cinnyris
En slægt med omkring 56 arter, vidt udbredt i Afrika og Asien.

Slægtsnavnet hentyder til en lille fugl, nævnt af den græske grammatiker Hesychius af Alexandria (5. eller 6. årh. e.Kr.) i hans værk Lexicon.

 

Cinnyris asiaticus Purpursolfugl
Denne solfugl er udbredt fra Oman og det sydligste Iran mod øst tværs over hele det indiske subkontinent til Sydøstasien. Den er meget almindelig i området omkring Bagan.

 

 

En han af purpursolfugl suger nektar i blomster af Leonotis nepetifolia. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Passeridae Den Gamle Verdens spurve, snefinker
Som familienavnet antyder, er disse fugle, der omfatter omkring 43 arter i 8 slægter, begrænset til den Gamle Verden, og de er ikke nært beslægtede med den Nye Verdens spurve, der tilhører familien Passerellidae. Da de europæiske nybyggere ankom til Amerika, mindede disse fugle dem om spurvene derhjemme, så de kaldte dem for ‘spurve’.

Trods navnet er snefinker af slægterne Montifringilla, Onychostruthus og Pyrgilauda ikke finker, men medlemmer af spurvenes familie.

 

Passer Typiske spurve
En slægt med omkring 28 arter, vidt udbredt i Afrika og Eurasien. Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for spurve.

 

Passer flaveolus Peguspurv
Denne art er begrænset til Sydøstasien og Malacca-halvøen. Den er meget almindelig omkring Bagan.

Artsnavnet er latin og betyder ‘gullig’, hvilket hentyder til hannens gullige underside og kind. Navnet Pegu sigter til en by i det sydlige Myanmar, som var hovedstad i et forenet Burma i 1500-tallet.

 

 

En forsamling af Peguspurve i en vortemælk, Euphorbia antiquorum, (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Motacillidae Vipstjerter, pibere og sporepibere
Denne familie rummer 6 eller 7 slægter med i alt omkring 65 arter. Vipstjerter og pibere er vidt udbredte kloden rundt, mens de farvestrålende sporepibere er begrænset til tropiske egne af Afrika.

 

Anthus Pibere
De fleste pibere har en temmelig ensartet brunlig fjerdragt med striber, en tilpasning til deres fødesøgning blandt græs eller på bar jord. Denne ret store slægt omfatter mellem 34 og 46 arter, udbredt i de fleste egne af kloden, med undtagelse af Antarktis.

Den græske videnskabsmand og filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.) nævner anthos, en lille, stærkt farvet fugl, og den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) nævner anthus, begge hentyder muligvis til gul vipstjert (Motacilla flava).

I den græske mytologi blev Anthos, søn af Antinous og Hippodamia, sønderrevet af sin faders heste. Guderne forvandlede ham til en fugl, der ville imitere hestenes vrinsken, men altid flygte ved synet af en hest. Måske havde Aristoteles iagttaget en vipstjert lette på grund af heste.

 

Anthus rufulus Asiatisk storpiber
Med en længde på 15 cm er denne art blandt de største pibere. Den er standfugl i åbent græsland, krat og landbrugsland, fra Afghanistan og det indiske subkontinent mod øst til Sydøstasien, Filippinerne og størsteparten af Indonesien.

Artens taksonomi er kompleks. Nogle af de for tiden 6 anerkendte underarter blev tidligere anset for at være underarter af newzealandsk storpiber (A. novaeseelandiae), og nogle autoriteter betragter arten som en underart af almindelig storpiber (A. richardi).

Det latinske artsnavn betyder ‘rødlig’ eller ‘rødbrun’.

 

 

Asiatisk storpiber. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

(Oprettet februar 2021)

 

(Sidst opdateret marts 2022)