Kameler

 

 

 

 

 

 

 

Jamset og Dina samler lidt døde grene fra træer i omegnen, tænder et bål og går derpå i gang med madlavningen. Imens sidder jeg lænet op ad en blød kamelkrop og betragter flammernes flakken i bålet, mens kamelernes halsklokker sagte bimler under deres drøvtygning. Under madlavningen synger kameldriverne vemodige sange om kærlighed og livgivende regn.

Natten er pragtfuld. At ligge i sin lune sovepose på det bløde ørkensand, under tusinder af blinkende stjerner og måske et stjerneskud eller en satellit, der farer hen over himlen, er slet ikke nogen ringe form for meditation.”

 

 

 

 

 

 

Den direkte stamfader til nutidens kameler, Procamelus, der levede for ca. 5 millioner år siden, spredtes til Sydamerika via den nyligt dannede Panama-landtange, hvor den udvikledes til lama, guanaco og vicuña, samt via en Bering-landbro til Asien, hvor den udvikledes til de ægte kameler.

Den sidste indfødte nordamerikanske kamel var Camelops hesternus, som i lighed med en lang række andre dyr, bl.a. mastodont, sabeltiger og hest, efter al sandsynlighed blev udryddet af jægerfolk, der indvandrede til Nordamerika via den sidste Bering-landbro for omkring 12.000 år siden.

 

Dromedaren (Camelus dromedarius) er uddød i vild tilstand, men er vidt udbredt som tamdyr, fra Indien gennem Mellemøsten til den Arabiske Halvø, Egypten, Somalia og det nordlige Kenya. Den blev sandsynligvis først tæmmet omkring 3000 f.Kr. i Somalia eller det sydlige Arabien.

Den baktriske eller topuklede kamel (Camelus bactrianus), som også er uddød i vild tilstand, findes i det centralasiatiske højland samt i Iran, men i meget lavere antal end dromedaren. Tæmningen af denne art menes at have fundet sted i Centralasien omkring 2000 f.Kr.

De to arter er nært beslægtede, da de kan krydses med hinanden og få yngledygtigt afkom. En bredt accepteret teori i dag er, at de begge udvikledes fra en tredje art, den vilde baktriske kamel (Camelus ferus), som lever i spredte flokke i Mongoliet, Sinkiang og Tibet. Den totale bestand tæller måske færre end tusind dyr, og den er således i overhængende fare for at uddø.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kameler kan tabe en tredjedel af deres kropsvægt på grund af dehydrering uden at tage skade. Når de så endelig har adgang til vand, kan de drikke utrolige mængder. Det er blevet noteret, at en kamel, som vejede omkring 600 kg, drak omkring 200 liter vand i løbet af få minutter. Kameler opbevarer ikke vand i deres pukler, som man førhen antog. Puklen består af fedt, og grunden til denne ophobning af fedt på ryggen er, at kamelen bedre kan tåle et varmt klima uden et isolerende fedtlag fordelt over hele kroppen.

Foruden at fungere som transportdyr for mennesker og gods leverer kamelen kød og mælk, sække fremstilles af deres skind, og af pelsen kan produceres tekstiler. En ret speciel tidligere anvendelse af kameler fandt sted i ørkenkrige, hvor kameler blev benyttet som transportdyr fremfor heste, der ikke trivedes i det tørre klima. Kampe på kamelryg fandt også somme tider sted. I begyndelsen anvendtes bue og pil samt spyd, og senere kom riflen til.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skønt Rajaji-området i Uttarakhand blev udnævnt som nationalpark i 1993, lever gujjarerne her stadig. Ansatte inden for skovvæsenet ønsker dem forflyttet fra parken, da de hævder, at gujjarernes græssende dyr konkurrerer med de vilde græsædere, men ironisk nok ser det ud til, at de faktisk gavner det vilde dyreliv, da de holder krybskytter borte fra parken. Fx er antallet af asiatiske elefanter (Elephas maximus) i området steget i de senere år. Gujjarerne selv skader ikke dyrelivet, da de er vegetarianere.