Hyldest til farven rød

 

 

Ved aftenstide oplyses en træbro, som fører ud til Ngoc Son-templet i søen Hoan Kiem, Hanoi, Vietnam. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Californien 2011a
I det vidunderlige Monterey Akvarium i Californien er kæmpemæssige akvarier med forskellige gopler kraftigt oplyste på en blå baggrund. Dette billede viser Stillehavs-brandmand (Chrysaora fuscescens). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Rød fluesvamp (Amanita muscaria) er oprindeligt vildtvoksende i tempererede og subarktiske skove på den nordlige halvkugle, men er blevet indslæbt til mange lande på den sydlige halvkugle. Den er mest almindelig i nåleskove, men kan også træffes i løvskove. Typisk er den hvid med en knaldrød hat, der i reglen er plettet med hvide ‘vorter’ – rester af fællessvøbet, der omgiver den unge svamp. Nogle underarter har orange eller gullig hat.

Arten er berømt for sine hallocinogene egenskaber, og indtil fornylig udgjorde den en vigtig del af shamanistiske ritualer hos adskillige folkeslag, bl.a. samerne, som var halvnomadiske rensdyravlere i de nordlige egne af Skandinavien og Rusland. Deres shamaner var iført spidse røde hatte, som symboliserede den hellige røde fluesvamp, samt røde kåber, der symboliserede deres himmelflugt, når de indtog svampen på den helligste af alle nætter, vintersolhverv (dengang 25. december).

Det er en udbredt opfattelse, at vikingerne gik berserk efter at have spist rød fluesvamp, men det er sandsynligvis en forkert tolkning, da man snarere bliver sløv af at indtage den.

Artsnavnet er afledt af latin musca (‘flue’), hvilket sigter til dens brug som fluedræber. Den tyske dominikanske munk Albertus Magnus (ca. 1200-1280) skriver i sit værk De vegetabilibus, at “den kaldes fluesvamp, fordi den, tilsat mælk i pulverform, anvendes til at dræbe fluer.”

 

 

Rød fluesvamp, Nørlund Plantage (øverst) og Laven, begge Midtjylland. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Det var formentlig blevet bestemt, at den højt beliggende parkeringsplads på bjerget Hohuan Shan i det centrale Taiwan ville udgøre en romantisk kulisse for bryllupsbilleder. Uheldigvis viste det sig, at stedet på denne store dag var tåget og med temperaturer nær frysepunktet, så den stakkels brud på billedet nedenfor må have frosset gevaldigt i sin luftige bryllupskjole, mens hun i adskillige minutter poserede foran et team af professionelle fotografer, iført dunjakker.

 

 

(Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Mange plantearter har røde blade på et eller andet tidspunkt i deres livscyklus. Nyudfoldede blade af mange arter er stærkt røde, hvilket signalerer, at de indeholder flere toksiner end grønne blade. De er således temmelig uspiselige og undgås af denne grund ofte af insekter.

I arktiske og tempererede egne kaster de fleste løvtræer deres løv om efteråret, og inden bladene falder, skifter de farve, i mange tilfælde til rødt. I subtropiske områder får en del træarter også rødt løv, hovedsagelig om vinteren.

En mængde billeder af plantearter med rødt løv kan studeres på siden Efterår.

 

Det er uvist, hvor tropisk mandeltræ (Terminalia catappa) stammer fra, men i dag er arten vidt udbredt i de fleste tropiske og nogle subtropiske områder, hvor den vokser i et bredt spektrum af levesteder. Det danske navn, samt de engelske navne beach almond (‘strand-mandel’) og Indian almond (’indisk mandel’), skyldes artens mandel-lignende frugt. Den tilhører imidlertid familien Combretaceae og er overhovedet ikke beslægtet med ægte mandel (Prunus amygdalus), der hører hjemme i rosenfamilien (Rosaceae).

 

 

Knaldrøde vinterblade af tropisk mandeltræ, Taiwan. Andre er vist på siden Efterår. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Campbells løn (Acer campbellii) er et stort træ, som vokser i skove og krat i Himalaya mellem 2100 og 3600 meters højde, fra det vestlige Nepal mod øst til Myanmar, og derfra videre mod nord til de kinesiske provinser Yunnan og Sichuan.

 

 

Unge blade af Campbells løn er stærkt røde, her fotograferet i Annapurna-området i det centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Indiske og nepalesiske landsbykvinder elsker farvestrålende klæder. Nedenfor er vist en række eksempler.

 

 

Slank pige i rød sari, Seventri, Rajasthan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fire kvinder, hvoraf den ene er iført en knaldrød sari, vandrer i gåsegang med tunge byrder på hovedet, Rishikesh, Uttarakhand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Iført farvestrålende sarier er disse landsbykvinder på vej for at deltage i den hinduistiske nytårsfest i et tempel i Charbhuja, Rajasthan, tilegnet abeguden Hanuman. – Nogle hinduistiske højtider er beskrevet på siderne Religion: Hinduisme, samt Rejse-episoder – Indien 1991: Til hindu-højtider i Rajasthan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hvad indiske landsbykvinder end er beskæftiget med, medbringer de altid deres lille barn. Denne kvinde har været ude i kratskoven i Keoladeo Nationalpark, Rajasthan, for at samle brænde. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne farvestrålende landsbykvinde spreder gødning på en mark nær Sauraha, sydlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

New Zealand-ceder (Libocedrus bidwillii) er et nåletræ, som kun findes i New Zealand, hvor det vokser i tempererede regnskove mellem 250 og 1200 meters højde. Denne art anses for at være truet, og bortset fra skovning kommer hovedtruslen fra den australske buskhalede possum (Trichosurus vulpecula), der æder løvet og til tider kan dræbe træerne. Dette indførte skadedyr er nærmere præsenteret på siden Natur: Invasive arter.

New Zealand-ceder blev navngivet til ære for den engelske botaniker og opdagelsesrejsende John Carne Bidwill (1815-53), som undersøgte plantelivet i New Zealand og Australien, hvor han opdagede adskillige arter, som var nye for videnskaben. I 1851, mens han var beskæftiget med opmåling af en ny vej i Queensland, fór han vild og fik ingen mad i otte dage. Til slut lykkedes det ham at hugge sig vej tilbage ved hjælp af en lille krog, men han kom sig aldrig rigtigt efter strabadserne og døde i marts 1853, kun 38 år gammel. (Kilde: Serle, P. 1949. Bidwill, John Carne (1815-1853). Dictionary of Australian Biography. Angus & Robertson)

 

 

Barken af New Zealand-ceder er ofte rødlig. Disse træer blev fotograferet i Tongariro Nationalpark. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Combretum fruticosum, som tilhører familien Combretaceae, er udbredt fra Mexico mod syd til det nordlige Argentina. Denne art kan vokse som en fritstående busk og bliver i så fald op til 3 m høj. Den optræder oftest som en slyngplante, der kan nå en længde af 10 m eller mere. De prangende blomsterstande er røde, orange, eller gullige, indtil 16 cm lange, blade helrandede, op til 16 cm lange og 8 cm brede.

 

 

Blomsterstande af Combretum fruticosum, Cordillera de Guanacaste, Costa Rica. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Farvestrålende pulvere er meget benyttet i den indiske kultur, både som udsmykning og som offergave til hinduistiske guder under højtider.

 

 

Farvestrålende pulvere til salg på markeder i Sonpur, Bihar (øverst), og i Haridwar, Uttarakhand. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Kveller (Salicornia europaea), også kaldt salturt, er én blandt 15 arter af denne slægt i amarantfamilien (Amaranthaceae), som er vidt udbredt i Europa, Asien, Afrika og Nordamerika. De findes hovedsaglig i kystnære egne, hvor de vokser på slikflader (finkornet dynd) på lavt vand, der er blottet ved ebbe, samt i saltsumpe og mangrove. Inde i land træffes de også i saltsumpe.

Kveller er spiselig, rå eller tilberedt. Den dampes ofte, hvorefter der gnides smør eller olivenolie på den. På grund af dens høje saltindhold skal den koges i masser af vand, som ikke tilsættes salt. I Nordamerika sælges Salicornia virginica i visse forretninger under navnene sea beans (’havbønner’), samphire greens (’St Pierres grønt’), samt sea asparagus (’havasparges’).

Slægtsnavnet kommer formentlig af latin sal (‘salt’), hvilket sigter til disse planters habitat, samt cornu (‘horn’), som hentyder til spidsen af skuddene, der kan minde om et horn.

 

 

Kveller antager ofte forskellige røde farvenuancer om efteråret, som disse, der blev fotograferet i strandsøer på øen Langli i Ho bugt, samt på Strandshoved, Mols. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Et andet medlem af amarantfamilien er quinoa (Chenopodium quinoa), som først blev dyrket i Andesbjergene for omkring 5000 år siden, i begyndelsen som dyrefoder, og siden, for mindst 3000 år siden, som menneskeføde, omkring Titicaca-søen. (Kilde: A. Kolata 2009. Quinoa: Production, Consumption and Social Value in Historical Context. Department of Anthropology, University of Chicago)

Denne arts frø er rige på protein, fibre, B-vitaminer og mineraler, og i større mængder end i mange kornsorter. Navnet quinoa er afledt af Quechua-ordet kinwa eller kinuwa.

For inkaerne var denne afgrøde hellig, kaldt chisoya mama (‘alle kornsorters moder’). Traditionelt var det inka-kejseren, som såede de første frø i vækstsæsonen, idet han benyttede ‘gyldne instrumenter’. (Kilde: H. Popenoe 1989. Lost crops of the Incas: little-known plants of the Andes with promise for worldwide cultivation. National Academy Press, Washington, D.C.)

Da de spanske conquistadorer invaderede Andes, nægtede de at anerkende kvaliteterne af quinoa, som de kaldte ’indianerføde’. På et tidspunkt forbød de endog dyrkning af den, og inkaerne blev tvunget til at dyrke hvede i stedet. (Kilde: D.W. Gade 1999. Nature and culture in the Andes. University of Wisconsin Press)

 

 

Frøene af quinoa bliver ofte forskellige afskygninger af rød. – Taichung, Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Den indiske brilleslange (Naja naja) er hellig for hinduer og tilbedes som en guddom, kaldt Naga.

 

 

Offergaver i form af riskorn og rødt pulver er blevet anbragt på denne Naga-skulptur i Kathmandu, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Koraltræer (Erythrina) er en stor slægt med over 100 arter af løvfældende træer, som tilhører ærteblomstfamilien (Fabaceae). De er udbredt i tropiske og subtropiske områder verden rundt. Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk erythros (‘rød’), der i lighed med det danske navn sigter til slægtens pragtfulde koralrøde eller orangerøde blomster. Disse blomster tiltrækker ofte solfugle af familien Nectariniidae, som bestøver dem.

 

 

 

 

Erythrina abyssinica er udbredt i det østlige og sydlige Afrika, her fotograferet nær Iringa, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Som dens navn antyder, har pragtperleskægfugl (Trachyphonus erythrocephalus) en farvestrålende fjerdragt, fortrinsvis i rødt og gult. Denne art er udbredt i Østafrika, fra Sydsudan, Ethiopien og Somalia mod syd til det nordlige Tanzania. Dens fjer anvendes ornamentalt af adskillige stammefolk, bl.a. Masaai.

 

 

Pragtperleskægfuglen er ofte meget tillidsfuld. Denne sidder på skaftet af en skovl i vores lejr, Tarangire Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Schleichera oleosa er et løvfældende, til tider stedsegrønt træ, indtil 40 m højt, med en bred og skyggefuld krone. Denne art, som er kendt for for sit stærkt røde forårsløv, er udbredt fra Indien og Sri Lanka mod øst til Sydøstasien og videre mod syd til Indonesien. Den er vært for et insekt, Kerria lacca, som er hjemmehørende i Indien. Arten udnyttes medicinelt, og frugterne er spiselige. Af frøene udvindes en olie ved navn kusum.

Slægtsnavnet blev givet til ære for den schweiziske botaniker Johann Christoph Schleicher (1770-1834), mens artsnavnet betyder ‘rig på olie’ på latin.

 

 

I Himalaya er Schleichera oleosa begrænset til de lavere højder, op til en højde af omkring 1000 m. Disse blev fotograferet nær Rishikesh, Uttarakhand. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Den fremherskende religion i Taiwan er en unik blanding af buddhisme og daoisme, som er grundigt behandlet på siden Religion: Daoismen i Taiwan. Herunder ses en række billeder, som har forbindelse med daoismen.

 

Traditionelle papirlamper, oftest stærkt røde, udsmykker næsten alle daoistiske templer i Taiwan. En række billeder af sådanne lamper er vist på siden Kultur: Lamper og lys.

 

 

Papirlamper i et daoistisk tempel i byen Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Song Bo Chin, et daoistisk tempel i byen Ershuei. I kinesisk mytologi er dragen et symbol på kraft, styrke og held, og i daoistiske templer vrimler det med figurer af disse fabeldyr. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

I visse fiskersamfund i det sydlige Taiwan afholdes stadig den såkaldte Boat Burning Festival (‘bådafbrændings-festival’). Forinden har man konstrueret en komplet, rigt udsmykket båd af træ, der afbrændes som en offergave til sygdommenes gud Wang-yeh i det håb, at han vil spare befolkningen for pest og andre frygtelige sygdomme. Førhen blev den brændende båd sendt til søs og bar på denne måde ceremonielt sygdommene med sig, men denne praksis er ophørt, og i dag afbrændes båden på land.

 

 

Under en Boat Burning Festival i landsbyen Jiading, nær Kaohsiung, bærer denne pilgrim falske sværd over ryggen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Disse fint klædte småpiger er parate til en danseopvisning under det kinesiske nytår, fejret i det daoistiske Fusing Mazu-tempel i byen Xiluo, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Løven er et ofte benyttet motiv i kinesisk kunst, og skønt den aldrig har levet i Taiwan, forekommer den uhyre talrigt i daoistiske templer i form af et mytologisk væsen, der ofte optræder som beskytter. Mange skulpturer gengiver hanløver, som har anbragt en pote på en kugleformet genstand med mønster. Denne kugle forestiller en broderet bold. I gamle dage blev sådanne bolde fremstillet af aflagt tøj og præsenteret som offergaver i templerne af børn – et symbol på yang (lyse kræfter) og venskab.

Skulpturer af løver opstilles ofte som beskyttere mod onde kræfter uden for templer og på daoistiske gravsteder. Adskillige billeder af sådanne skulpturer ses på siderne Religion: Daoismen i Taiwan, samt Kultur: Gravsteder.

Under daoistiske højtider finder såkaldt løvedans ofte sted foran templerne. Som regel opføres disse danse af to mænd under et spraglet klæde, der illuderer løvens krop, mens den forreste mand holder en løvemaske.

 

 

Disse løver, pyntet med røde bånd, blev fotograferet uden for Donglong-templet, Donggang, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Under et daoistisk optog i byen Taichung opføres løvedans foran en butik. Det skulle efter sigende gavne handelsmandens omsætning. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På dette billede er løvedragter læsset på en tromme. Manden i baggrunden er udklædt som en bajajiang, et godartet, djævleagtigt væsen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Kristtorn (Ilex) er en meget stor slægt med over 560 arter i familien Aquifoliaceae – den eneste nulevende slægt i denne familie. Disse planter er stedsegrønne eller løvfældende træer, buske og slyngplanter, som hovedsagelig er udbredt i tropiske og subtropiske egne kloden rundt, med nogle få arter i tempererede områder.

Slægtsnavnet er det latinske navn på stenegen (Quercus ilex). Da den svenske botaniker Carl von Linné (1707-78) navngav den almindelige kristtorn Ilex aquifolium, fandt han formodentlig, at der var en vis lighed mellem de to arters blade. Faktisk blev ordet ilex anvendt i England for såvel eg som kristtorn helt op i 1800-tallet. Artsnavnet er en forvrængning af det gamle romerske navn på planten, acrifolium, der betyder ‘skarpt blad’. Denne skarphed ledte til troen på, at bladene udgjorde en del af Kristi Tornekrone (jfr. det danske navn), og de røde bær symboliserede de bloddråber, som faldt fra Jesu pande.

Den almindelige kristtorn er normalt en mindre busk, men kan undertiden blive et stort træ, op til 25 m højt og med en stammediameter på over 1 m. Arten har en pletvis udbredelse i Europa, det nordlige Afrika og Tyrkiet.

 

 

Nedfaldne bær af kristtorn, Østengård, Vejle Ådal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Afrikansk tulipantræ (Spathodea campanulata) er hjemmehørende i Afrika syd for Sahara, fra Sierra Leone mod øst til Ethiopien, og videre mod syd til Angola og Zambia. På grund af de smukke blomster plantes arten som prydtræ i næsten alle varmere lande. Blomsterne besøges af mange forskellige fuglearter, som æder pollen og støvdragere, deriblandt asiatisk sort bulbul (Hypsipetes leucocephalus), som er beskrevet andetsteds på denne side.

 

 

Afrikansk tulipantræ, Taichung, Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Den pragtfulde italiensk hanekløver (Sulla coronaria, tidligere kaldt for Hedysarum coronarium) er begrænset til den vestlige del af Middelhavs-området, hvor den findes i Syditalien, Spanien, Marokko, Algeriet og Tunesien, samt på Malta. Den er almindeligt dyrket som dyrefoder, samt til produktion af hø og honning. Den bliver omkring 1,5 m høj og har snitdelte blade med op til 11 småblade.

 

 

Stor bevoksning af italiensk hanekløver, Castella di Scopello, Sicilien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
 

 

 

 

Mennesket har anvendt rød jernoxid som farvepigment i tusinder af år, bl.a. kendt fra hulemalerierne i det sydlige Frankrig og nordlige Spanien. Kendskabet til, at metalsalte findes i gruber med svovlholdigt malm, er også gammelt. Den kendte røde farve på svenske træhuse har sin oprindelse i kobberbrydningen i Falun, Dalarna. Efter tørring giver slammet herfra en gul farve, som efter opvarmning bliver rød.

I et brev til byggelederen på Stockholm Slot beordrer Kong Johann d. 3. (1537-92) ham til at bestille ’rustbly’ eller ’grubeklid’, da kongen ville have alle slottets tage farvet røde. I 1600-tallet var det fortsat usædvanligt at male sit hus, og man blandede farvepigmentet med tjære for at beskytte træværket.

Først i løbet af 1700-tallet kom det for alvor på tale at tilvirke den røde farve industrielt. Fra 1764 fremstilledes den på Falu Gruva i Falun, og i løbet af 1800-tallet blev det stedse mere almindeligt for menigmand at benytte farven til husene. I 1861 fremstilledes 900 tons, og op gennem 1900-tallet varierede produktionen mellem 1000 og 2000 tons.

I 1992 blev Falu Gruva lukket efter mere end tusind års malmbrydning – kun produktionen af den røde farve fortsattes. I 2012 fremstilledes omkring 500 tons pigment, som blev til 1.900.000 liter ’svenskrød’ maling. (Kilde: falurodfarg.com/om-foretaget/det-finns-bara-en-falu-rodfarg)

Nedenfor præsenteres en række billeder af ’svenskrøde’ bygninger.

 

 

Typisk svensk gård, Gillsätra, Öland. Blomsterne er stokroser (Alcea rosea). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Forfalden lade, Washington, New Jersey, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Frøstande af blød hejre (Bromus hordeaceus) kaster lange skygger på et fiskeskur ved Roskilde Fjord. Denne græsart var oprindeligt vildtvoksende i Europa og det nordlige Asien, men er blevet indslæbt til mange andre egne af verden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Stensjö By er en fredet landsby nord for Oscarshamn, Småland, Sverige. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hus i Valparaiso, Chile. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gård nordvest for Kalmar, sydøstlige Sverige. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Den pragtfulde julestjerne (Euphorbia pulcherrima) er en art af vortemælk, en busk eller et lille træ, der bliver op til 4 m højt. Denne art, som europæerne først stiftede bekendtskab med i begyndelsen af 1800-tallet, er hjemmehørende i Mexico og Mellemamerika, men er blevet indført til de fleste varmere egne af kloden som prydplante.

Navnet julestjerne er opstået, da planten i stor stil anvendes som juledekoration. Fra 1600-tallet indbefattede franciskanermunke i Mexico planten i deres julefestligheder. Højbladenes stjerneagtige form sagdes at symbolisere Stjernen over Bethlehem, mens deres stærkt røde farve repræsenterede blodet fra den korsfæstede Jesus.

I Mexico og Guatemala kaldes julestjernen for Flor de Noche Buena, hvilket betyder ‘Den Gode Nats blomst’ (= juleaften). I Spanien kaldes den for Flor de Pascua (‘Påskeblomst’), mens den i Chile og Peru er kendt som La Corona de los Andes (‘Andes-bjergenes Krone’). Et af artens engelske navne er poinsettia, givet til ære for Joel Roberts Poinsett (1779-1851), som var den første amerikanske ambassadør i Mexico. Han tilskrives plantens indførelse til USA i 1825. (Kilde: en.wikipedia.org/wiki/Poinsettia)

 

 

Julestjerne, Dasyueshan National Forest, Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nærbillede af de stærkt røde højblade, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne julestjerne, observeret nær Puli, Taiwan, er mønstret af nedfaldne kronblade af japansk mandel (Prunus mume). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Førhen rummede den østlige halvdel af Nordamerika omkring 13.000 overdækkede træbroer, hvoraf hovedparten blev opført i 1800-tallet. Overdækningen blev lavet med henblik på at forlænge broens levetid, som, uden dække, ofte var bare 10-15 år.

Mange af de overdækkede broer er såkaldte gitterdrager-broer (på engelsk truss bridges), der består af sammensatte elementer, som normalt danner trekanter. En fletværkbro (på engelsk lattice bridge) er en type gitterdrager-bro, hvor et stort antal lister placeres diagonalt, så de danner et fletværk.

Hart Bridge er en gitterdrager-fletværk-bro fra omkring 1864, 52 m lang og 4,6 m bred, som fører over Housatonic-floden, West Cornwall, Connecticut. Den blev fremstillet af tømmer fra amerikansk rødgran (Picea rubens), som blev samlet med træpløkke.

Omkring 1500 overdækkede broer er blevet bevaret i USA. Nogle er vist på siden Kultur: Broer.

 

 

Hart Bridge er malet i svenskrødt (se ovenfor). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Trillingranke (Bougainvillea spectabilis) er en forveddet slyngplante af familien Nyctaginaceae, der kan opnå en højde af 12 m. Den er oprindeligt hjemmehørende i Brasilien, Peru, Bolivia og Argentina, men er blevet indført mange andre steder på grund af dens pragtfulde højblade, der normalt er forskellige afskygninger af rød, men også optræder i farverne hvid, lilla, purpurfarvet og orange. Disse højblade omgiver de små, hvide og uanselige blomster.

På engelsk er navnet four o’clock family blevet hæftet på familien Nyctaginaceae på grund af, at blomsterne hos et andet medlem af familien, vidunderplante (Mirabilis jalapa), først åbner sig sent på eftermiddagen.

 

 

Kæmpemæssig trillingranke, Nyaung Shwe, Lake Inle, Myanmar. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Knaldrøde stole i en udendørs restaurant, Angkor Wat, Cambodia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Flammetræet (Delonix regia) er et kæmpemæssigt træ af ærteblomstfamilien (Fabaceae), som har fået navn efter sine pragtfulde blomster. Det er hjemmehørende i Madagascar, men dyrkes som prydtræ i næsten alle varmere egne af kloden.

Flere billeder af denne art findes på siderne Planteliv: Gamle og store træer, Natur: Mønstre i naturen, samt Silhouetter.

 

 

Flammetræet plantes i stor stil i taiwanesiske byer, her i Taichung. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Morgentåge letter over Rapti-floden nær Sauraha, sydlige Nepal, hvor en kvinde forbereder sig til at tage et morgenbad. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Jatropha curcas, som tilhører vortemælkfamilien (Euphorbiaceae), er en busk eller et lille træ, som når en højde af 6 m, undertiden mere. Dens oprindelsessted er sandsynligvis Mexico og Mellemamerika, men arten er blevet indført eller indslæbt til de fleste tropiske og subtropiske egne. Den forvildes nemt og betragtes som invasiv i adskillige lande.

Engelske navne omfatter bl.a. poison nut (‘giftig nød’) og purging nut (‘bræknød’), som sigter til de giftige nødder. Der eksisterer dog ugiftige varieteter i Mexico, hvor kernerne er en meget populær snack.

 

 

Røde blomster, rødlige blade og grønne frugter af Jatropha curcas, Phnom Krom, Siem Reap, Cambodia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Shwedagon-pagoden er en kæmpestor buddhistisk helligdom i hovedstaden Yangon. Især om aftenen besøges denne pragtfulde pagode af mange lokale buddhister, som kommer for at bede, giver offergaver eller deltage i rengøring af platformen omkring pagoden.

Pagoder er nærmere beskrevet på siden Religion: Buddhisme.

 

 

Røde stearinlys er tændt til ære for Buddha foran Shwedagon-pagoden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Zephyranthes splendens er et pragtfuldt medlem af amaryllisfamilien (Amaryllidaceae), som er endemisk i det centrale Chile. Den blomstrende stængel er op til 40 cm høj, og de fantastiske blomster kommer frem før bladene, der bliver indtil 40 cm lange og 1 cm brede.

 

 

Zephyranthes splendens, Reserva Nacional Altos de Lircay, Chile. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Andre medlemmer af amaryllisfamilien omfatter de pragtfulde blodliljer (Scadoxus), omkring 9 arter, som er hjemmehørende i Afrika og Arabien. De er meget giftige og har været anvendt til at udvinde stoffer, der blev benyttet som fiskegift og pilegift, og de har også bidraget til den lokale folkemedicin.

Scadoxus multiflorus er vildtvoksende i den sydlige del af den Arabiske Halvø, samt i størstedelen af Afrika syd for Sahara, fra Senegal mod øst til Somalia og derfra mod syd til Sydafrika. Den findes også på Seychellerne.

 

 

Scadoxus multiflorus, Matobo Nationalpark, Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Scadoxus multiflorus, Victoria Falls, Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tok-tokkie-biller er medlemmer af den store familie Tenebrionidae. Deres mærkelige navn, der førhen blev stavet toktokje, er onomatopoisk, idet det sigter til den lyd, som disse biller frembringer, når de hæver kroppen og derpå sænker den ned til jordoverfladen adskillige gange i hurtigt tempo. Lydene påbegyndes af hanner, som derpå afventer svar fra hunner i brunst. Signalerne bølger frem og tilbage, indtil de to parter til slut mødes og parrer sig. (Kilde: beetlesinthebush.com/2009/02/07/tempting-tok-tokkies)

 

 

Denne hvidbenede tok-tokkie-bille (Dichtha incantatoris) søger føde i blomster af Scadoxus multiflorus, Matobo Nationalpark, Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Edderkoppeaber (Ateles) er en slægt med 7 arter i familien Atelidae, som er udbredt fra det sydlige Mexico mod syd til Brasilien, hvor de lever i det øverste stratum af tropiske skove. Disse aber er karakteriseret af deres usædvanligt lange arme og ben, som har givet dem deres navn, samt deres lange gribehale, der anvendes som et femte lem.

Seks underarter af Geoffroys edderkoppeabe (Ateles geoffroyi), også kaldt sorthåndet eller centralamerikansk edderkoppeabe, er udbredt fra det sydøstlige Mexico mod øst til Panama.

Edderkoppeaber og mange andre aber er beskrevet på siden Dyreliv: Aber.

 

 

En rødbuget edderkoppeabe (Ateles geoffroyi ssp. frontatus), også kaldt sortbrynet edderkoppeabe, æder kaffe-lignende frugter, Tortuguero Nationalpark, Limón, Costa Rica. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Trods navnet er indisk kanna (Canna indica), som tilhører familien Cannaceae, hjemmehørende i Mellemamerika, Caribien, samt store dele af Sydamerika. På grund af artens smukke blomster, der forekommer i farverne rød, orange og gul, dyrkes den i mange andre varmere egne af verden, og den forvildes ofte. Frugterne er op til 3 cm lange kapsler, hvis overflade er nopret. De indeholder en mængde sorte, meget hårde frø, der minder om gevær-hagl, hvilket har givet anledning til et af artens engelske navne, Indian shot (’indiske hagl’).

Gennem tusinder af år har denne plante været fødeemne for forskellige indfødte folkeslag, deriblandt Mayaerne. Rodstænglen er spiselig, rå eller kogt, og dens høje indhold af stivelse gør den også velegnet til bagning. I dag anvendes bladene i Mexico til at vikle omkring forskellige former for bagværk, bl.a. tamales, og i Fjernøsten vikles de omkring klæbrig ris, hvilket giver den en unik smag.

Navnet Canna indica beror sandsynligvis på en misforståelse. I Brasilien kaldes planten bl.a. for cana-da-índia (‘indiansk rør’), altså i betydningen ‘græs’, i stil med sukkerrør, hvilket hentyder til den slanke, ranke stængel. Dette navn kan have forvirret den svenske botaniker Carl von Linné (1707-78), da han navngav arten i 1758.

 

 

Blomsterne af den oprindelige vilde form af indisk kanna er ret små. Denne plante blev set i en drænkanal i Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nærbillede af den vilde form, forvildet nær Nanya, nordlige Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Frugterne af indisk kanna er i begyndelsen grønne og bliver senere mørke. – Jiali Shan, Lion’s Head National Scenic Area, nordlige Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kulturformer af indisk kanna har meget større blomster end den vilde form. Disse blev fotograferet efter en regnbyge, Simigaon, Rolwaling-dalen, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Tæger af ordenen Hemiptera er en meget stor gruppe af insekter, der tæller omkring 75.000 arter på verdensplan. De er ofte meget forskelligartede, men har det tilfælles, at de har stikkende munddele, hvormed de suger plantesaft eller i nogle tilfælde bløddele af andre dyr. Deres munddele er indeholdt i et næb, kaldt rostrum, der normalt holdes under kroppen, når det ikke er i brug. Tæger er ofte forsamlet i store, tætte flokke på sten, mure og andre steder.

Mange tægearter er forskellige afskygninger af rødt, ofte med sorte aftegninger. Nogle eksempler vises nedenfor.

 

 

Sydindien 2008
Tægepar i parring, muligvis af slægten Dindymus, Brahmagiri-bjergene, Karnataka, Indien. De tilhører familien Pyrrhocoridae (ildtæger), som rummer over 300 arter. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tæger, sandsynligvis tilhørende familien Pyrrhocoridae, forsamlet på et blad, Helambu, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nymfer og enkelte voksne af tægearten Arocatus nanus klumper sig sammen på en gravsten, Taiwan. Denne art tilhører Lygaeidae, en stor familie med omkring 60 slægter. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nymfe af tægearten Pycanum rubens, af familien Tessaratomidae, nær Sinuwa, Tamur-dalen, østlige Nepal. På engelsk kaldes denne art for giant shield bug (‘kæmpe-skjoldtæge’) – et meget passende navn! (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ildtægen (Pyrrhocoris apterus) er vidt udbredt i det palæarktiske område, fra Atlanterhavskysten mod øst til det nordvestlige Kina. Den findes tillige i USA, Mellemamerika, Indien og Australien, sandsynligvis indslæbt.

 

 

Ildtæger klumper sig sammen på mos under en vedbend (Hedera helix) (øverst), samt på blade af skov-jordbær (Fragaria vesca), som vokser på borgen Windeck, nær Bühlertal, Schwarzwald. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rød kanttæge (Corizus hyoscyami) tilhører familien Rhopalidae (kanttæger), der omfatter 18 slægter med over 200 arter. Denne art forekommer i størsteparten af Europa samt i det nordvestlige Afrika.

 

 

Rød kanttæge på en kurv af agertidsel (Cirsium arvense), fotograferet i Højstrup Skov nær Rødvig, Sjælland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Rød er en farve, som findes på mange nationers flag. Nedenfor vises en række eksempler.

 

Vores flag, Dannebrog, har verdensrekorden som det ældste til stadighed anvendte nationale flag. Ifølge legenden faldt det ned fra himlen under slaget ved Lyndanise i Estland i 1219, da Kong Valdemar d. 2. (1170-1241), kaldt Valdemar Sejr, sammen med sine kristne tyske allierede kæmpede mod hedenske estoniere. Korsfarerne slog lejr ved Lyndanise og opførte en borg ved navn Castrum Danorum, som estonierne kaldte for Taani-linn (‘den danske by’), hvilket senere blev forkortet til Tallinn.

Den 15. juni angreb estonierne danskerne nær borgen, idet de rykkede frem fra fem forskellige retninger. Korsfarerne blev fuldstændig overrumplede af dette angreb og blev kun frelst ved et hurtigt modangreb fra vendiske vasaler. Legenden fortæller, at da danskerne var i yderste nød, faldt Dannebrog ned fra himlen og gav dem fornyet håb.

Denne legende knirker dog en smule. I to historieværker fra 1500-tallet, skrevet uafhængigt af hinanden af henholdsvis Christiern Pedersen (ca. 1480-1554) og Peder Olsen (død 1570), omtales det, at Dannebrog faldt ned fra himlen under et slag ved Fellin i Sakala i det centrale Estland i 1208 – et slag, som var af langt mindre betydning end slaget ved Lyndanise.

 

 

Årsdale Mølle på Bornholm – en gammel vindmølle af hollandsk type. Dagen, hvor billedet blev taget, var møllen i funktion for turisternes skyld, og i den anledning var der udspændt snore mellem vingerne, pyntet med små Dannebrogsflag. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne udgave af Dannebrog, set på færgen mellem Gudhjem og Christiansø, er et såkaldt postflag, som er forsynet med en afbildning af den fembøjlede kongekrone og et posthorn i det øverste inderste felt. Færgen bringer post til indbyggerne på Christiansø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Det vietnamesiske flag er knaldrødt med en stor gul stjerne i midten. Det opstod i 1955 og blev anvendt under en opstand mod det franske kolonistyre. Den røde farve symboliserer blodet, som blev udgydt under opstanden, mens stjernen repræsenterer de fem fremherskende klasser i det vietnamesiske samfund: intellektuelle, bønder, arbejdere, forretningsfolk og soldater.

 

 

Her ses det vietnamesiske flag bag et træ i Hanoi. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Det amerikanske flag, populært kaldt Stars and Stripes (‘Stjerner og Striber’), har 13 vandrette striber i rødt og hvidt, som repræsenterer de tretten britiske kolonier, der deklarerede uafhængighed af England i 1776 og dannede de første stater i USA. De 50 stjerner repræsenterer de nuværende 50 stater i unionen.

Det andet flag på billedet nedenfor, observeret i byen Charleston, South Carolina, blev benyttet af oprørerne under den amerikanske revolution. Det gengiver en sammenrullet klapperslange samt teksten Don’t Tread on Me (‘Træd ikke på mig’). Mere herom kan læses på denne hjemmesides engelske del, under Novel: Rose of the Revolution.

 

 

(Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Nationalflaget i Taiwan, eller som landet officielt kaldes, The Republic of China, hedder i folkemunde ‘en blå himmel, en hvid sol og en helt rød jord’.

Enhver taiwaneser ved sine fulde fem kalder sit land for Taiwan, så hvorfor beholder man det gamle navn, der blev presset ned over hovedet på taiwaneserne af invaderende kinesere?

 

 

(Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Det lokale flag i Tyrol, et Bundesland (en delstat) i det vestlige Østrig, har et hvidt og et rødt bånd, og i midten ses et våbenmærke med en rød ørn på hvid baggrund. Dette flag har været i brug siden først i 1800-tallet.

 

 

Tyrols flag og pelargonier, Virgental, Tyrol. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Det tyrkiske flag er rødt med en hvid halvmåne og en hvid stjerne. Det er identisk med det Ottomanske Riges flag, som blev adopteret sidst i 1700-tallet og fik sin endelige form i 1844.

 

 

Det tyrkiske flag og blomster uden for en beboet hule, som er udhugget i en eroderet tuf-klippe, Göreme, centrale Tyrkiet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På dette billede kan man lige netop skimte en buste af Mustafa Kemal Atatürk, fødenavn Ali Rıza oğlu Mustafa (1881-1938), bag en samling af tyrkiske flag, som er spændt over en gade i Istanbul. Han var grundlægger af Republikken Tyrkiet og landets første præsident 1923-38. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Flagsælgere, Istanbul. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blafrende vimpler i blæst, Istanbul. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cambodias flag har tre vandrette bånd, to smalle blå og et bredere rødt, hvori der findes en afbildning af det berømte tempelkompleks Angkor Wat. Dette flag blev officielt udråbt som nationalflag i 1993.

 

 

(Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Natskygge (Solanum) er en af verdens største planteslægter, som rummer over 1300 arter, bl.a. en lang række nytteplanter som kartoffel (S. tuberosum), tomat (S. lycopersicum), tomattræ (S. betaceum) og aubergine (S. melongena). Slægtsnavnet er af ukendt oprindelse. Det kommer muligvis af latin sol (’sol’), hvilket hentyder til, at disse planter ynder at vokse på lysåbne steder.

Det gamle danske navn på disse planter var natskade – en forvanskning af det tyske Nachtschatten, som er et gammel-germansk ord af ukendt betydning. Da Schatten også kan betyde ’skygge’, begyndte man i stedet at benytte ordet natskygge, men det beror altså på en misforståelse.
Frugterne hos natskygge er oftest røde, orange, gule eller sorte. Tre arter med røde frugter er beskrevet nedenfor, mens andre omtales på siderne
Hyldest til farven orange, samt Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

Bittersød natskygge (Solanum dulcamara) er meget almindelig i Danmark og er iøvrigt udbredt i hele Europa og Nordafrika, mod øst til Fjernøsten. Den er en meget frodig slyngplante, som især vokser i fugtige områder, hvor den kan danne tætte, næsten uigennemtrængelige bevoksninger.

Herom beretter den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) i sin Flora Danica fra 1648: ”Beesk-Søde skiuder ligesom en Vijnrancke nogle Træ-actige Stengeler, oc fra dennem mange Grene, med huilcke den skiuder sig op oc fester sig paa de næste Tiørne eller andre Grene oc Ymper.” [Ympe er et gammelt ord for podekvist, her vel blot i betydningen kvist.]

Paulli skriver endvidere: ”Matthiolus [Pietro Andrea Gregorio Mattioli (1501-77), italiensk læge og naturhistoriker] siger, at Quinderne udi Hetruria (huilcket er it fornemme Landskab udi Italien) tage Saften aff Bærene oc bruge til at giøre deris Ansict skiert [skært] med, oc til Soel-Pletter oc Fregner dermed at borttage.

Sebicius [Melchior Sebicius, tysk læge i 1500-tallet] befaler [anbefaler], at mand skal tage denne ferske Beeske-Søde oc støde oc legge paa Quinde-Bryste, paa det, at det styrcknede oc sammenløbne Dij [mælk] kand derved dissolveris oc komme til at flyde igien.”

 

 

De røde bær hos bittersød natskygge ser indbydende ud, men er giftige for mennesker. – Disse blev fotograferet i Naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tomatplanten (Solanum lycopersicum) stammer fra den nordlige del af Andesbjergene samt Mellemamerika, hvor den har været anvendt som fødekilde i tusinder af år. Under deres erobring af Azteker-riget stiftede de spanske conquistadorer for første gang bekendtskab med tomaten. På aztekernes sprog, Nahuatl, blev denne frugt kaldt xitomatl (‘en plump frugt med en navle’), afledt af tomatl (‘plump frugt’). På spansk blev dette ord til tomate, hvilket i forskellige former blev benyttet på så godt som alle europæiske sprog.

Conquistadoren Hernán Cortés (1485-1547) bragte plantens frø hjem til Spanien, og da den villigt voksede i det stedlige klima, begyndte den spanske regering at opmuntre folk til at dyrke den. I begyndelsen af 1600-tallet var den allerede blevet en fast ingrediens i det spanske køkken.

I andre europæiske lande, derimod, gik der lange tider, inden folk begyndte at spise tomater. I begyndelsen mente man, at den var giftig, og i England blev den kaldt for wolf peach (‘ulve-fersken’). Dette navn blev adopteret af den svenske botaniker Carl von Linné (1707-78), da han i 1758 navngav planten Solanum lycopersicum, afledt af græsk lykos (‘ulv’) samt latin persicum (‘persisk (frugt)’, dvs. fersken).

Denne overtro kom af, at mange mennesker blev syge efter at have spist tomater. Det var imidlertid en fejl at skyde skylden på tomaterne. I Middelalderen spiste mange fornemme mennesker af tin-tallerkner, som havde et ret højt indhold af bly. Tomater har et temmelig højt syreindhold, og når de blev anbragt på disse tallerkner, trak denne syre bly ud af tallerknen, hvilket havde til følge, at mange mennesker døde af blyforgiftning. Dengang faldt det ingen ind at forbinde tallerknerne med giftstoffet. Ergo blev tomaten kendt skyldig. (Kilde: smithsonianmag.com/arts-culture)

 

 

Dyrkede tomater, Jylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tomater, æbler, løg og andre frugter og grønsager sælges på et marked i Thessaloniki, Grækenland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Grønsager og frugt til salg på en torvedag i Århus, bl.a. tomater, agurker, rød, gul og orange peber, ærter, salat, tørrede abrikoser, ferskner, avocadoer, kirsebær, æbler og appelsiner. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Nord for Palaiochora i det sydlige Kreta stødte min ledsager Lars Skipper og jeg på en flok geder, som gjorde sig til gode med et bjerg af tomater. Man må formode, at dagsprisen på tomater var for lav, så gederne kunne lige så godt få dem.

 

 

(Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tomattræ (Solanum betaceum), også kaldt tamarillo, er en busk, som er hjemmehørende i Andesbjergene, hvor den ofte dyrkes, da dens frugt, der minder om aflange tomater, er meget populær i dette område. Arten dyrkes også mange andre steder verden rundt.

 

 

Høstede frugter af tomattræ, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Rødbenede tusindben i parring, Rondo Forest, sydlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Idesia polycarpa er et træ af pilefamilien (Salicaceae), som er udbredt i bjergområder i Kina, Korea, Japan og Taiwan. I det centrale Taiwans bjerge viser denne art mellem december og februar en overdådighed af røde bær, der tiltrækker fugle som en magnet, bl.a. lille rødbuget niltava (Niltava vivida), Taiwan-skægfugl (Psilopogon nuchalis) og Taiwan-drossel (Turdus niveiceps).

Disse fugle er nærmere beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan.

 

 

Idesia polycarpa, Dasyueshan National Forest, centrale Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Birkefigen (Ficus benjamina) er udførligt beskrevet på siden Planteliv: Gamle og store træer.

 

 

Rødlige luftrødder af birkefigen (Ficus benjamina) hænger ud over en vej, Ubud, Bali, Indonesien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Tyrefægtning har sin rod i tilbedelse og ofring af tyre i Oldtidens Mesopotamien samt i Middelhavsområdet. Den første kilde, som måske gengiver en tyrefægtning, findes i Gilgamesh-epos’et, en samling af digte fra Mesopotamien, der betragtes som et af de tidligste overlevende eksempler på avanceret litteratur. Indledningen til denne digtsamling er fem sumeriske digte, der omhandler Gilgamesh (eller Bilgamesh på sumerisk), en konge af Uruk, som regerede under det 3. Dynasti i Ur (ca. 2100 f.Kr.).

En af episoderne i digtsamlingen beskriver, hvordan Gilgamesh og Enkidu kæmpede mod og dræbte Himlens Tyr: ”Tyren syntes uovervindelig. I timevis kæmpede de, indtil Gilgamesh, dansende rundt foran tyren, lokkede den med sin tunika og sine blanke våben, mens Enkidu stødte sit sværd dybt ind i tyrens hals og dræbte den.” (Kilde: T. Ziolkowski 2011. Gilgamesh among us: Modern Encounters with the Ancient Epic. Cornell University Press)

Tyrefægtning i dag er en kamp mellem en mand, i Spanien kaldt matador de toros (‘tyre-matador’), hvis opgave det er at underkue, immobilisere og dræbe en tyr, idet han normalt skal følge et sæt af stramme regler. Tyrene, som anvendes i spansk tyrefægtning, opdrættes med henblik på aggression og stærk fysik, og de strejfer frit omkring uden særlig menneskelig kontakt. (Kilde: en.wikipedia.org/wiki/Bullfighting)

 

 

Terrakotta fra Oldtidens Mesopotamien, fra ca. 2250-1900 f.Kr., som viser Gilgamesh i færd med at dræbe Himlens Tyr. (Foto: Offentlig ejendom)

 

 

Tyrefægtning, Sevilla, Andalusien, Spanien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Førhen var slægten Heliconia, der omfatter omkring 200 arter, placeret i bananfamilien (Musaceae), men danner i dag sin egen familie, Heliconiaceae. Disse planter findes hovedsagelig i Mellem- og Sydamerika, med nogle få arter på visse Stillehavsøer samt i Indonesien.

 

 

En uidentificeret Heliconia-art, Ubud, Bali, Indonesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Mirabel (Prunus cerasifera) er et lille træ af rosenfamilien (Rosaceae), som kan blive indtil 12 m højt. Det er oprindeligt vildtvoksende i det sydøstlige Europa og det vestlige Asien, men på grund af de spiselige frugter, der smager lidt hen ad blommer, blev arten tidligt indført til det øvrige Europa og Nordamerika, hvor den er blevet naturaliseret utallige steder. Den er yderst almindeligt forvildet i Danmark.

 

 

Rødlig bark på en død gren af mirabel, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Gummisko tørrer uden for en dør, Lugang, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Trods navnet Hawaiiblomst er oprindelsesstedet for Hibiscus rosa-sinensis ukendt. I dag dyrkes den vidt og bredt i tropiske og subtropiske egne som en prydplante. Den er også meget anvendt som offergave ved buddhistiske og hinduistiske helligdomme.

 

 

Hawaiiblomst, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne Hawaiiblomst er blevet anbragt som offergave på trapper, der fører op til et hinduistisk tempel nær Ubud, Bali, Indonesien. Trinene er dækket af grønalger. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne skulptur, som vogter uden for et hinduistisk tempel nær Ubud, er blevet udsmykket med hawaiiblomster i ørerne, formodentlig som offergave, eller måske blot som udsmykning. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En chaitya er en skulptur, på hvilken fire dhyani-buddha’er (mediterende buddha’er) er afbildet ryg mod ryg, med ansigterne vendt mod de fire verdenshjørner. Dette emne er grundigt behandlet på siden Religion: Buddhisme.

 

 

Fromme buddhister har udsmykket denne chaitya nær Swayambhunath-stupa’en, Kathmandu, Nepal, med rødt farvepulver og en hawaiiblomst. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Oprindelsesstedet for en nær slægtning af Hawaiiblomst, roselle (Hibiscus sabdariffa), er ligeledes ukendt. I dag dyrkes arten verden rundt i tropiske og subtropiske områder, med størst produktion i Kina og Thailand.

En rød drik ved navn karkade fremstilles af de stærkt purpurrøde, kødfulde bægerblade, som også kan levere en meget sund marmelade, der indeholder masser af antocyaniner. I Nepal spises bægerbladene rå eller som pickles, og i Europa og Nordamerika anvendes de som farvestof i fødevarer. I adskillige afrikanske og asiatiske lande benyttes de grønne blade som en krydret grønsag, og af stængelfibrene fremstilles bast. Roselle er ligeledes meget anvendt i folkemedicinen, hvilket er indgående beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

Navnet roselle er fransk, en diminutivform af rose, som hentyder til bægerbladene, der med lidt god vilje ligner en lille rose.

Billederne herunder er alle fra Taiwan, hvor roselle er almindeligt dyrket.

 

 

Roselle-blomster er en sart lyserød farve med rødt centrum. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse billeder viser det kødfulde bæger. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nyligt plukkede roselle-frugter. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Indiens urbefolkning er stammefolk, hvoraf mange er små mennesker af australoid oprindelse, som har levet i landets skove i tusinder af år. Da draviderne og siden arierne indvandrede til Indien, blev disse stammefolk fordrevet til mere afsidesliggende egne. Mange lever stadig i delstaterne Odisha (Orissa), Chattisgarh og Madhya Pradesh. Ifølge en folketælling i 2001 udgjorde stammefolk i Odisha ca. 8 mio., hvilket svarer til omkring 22% af delstatens totale befolkning.

Flere billeder af indiske stammefolk kan ses på siden Folk: Indiens stammefolk forsvinder, mens konfrontationen mellem draviderne og de invaderende ariere er beskrevet på siden Religion: Hinduisme.

 

 

Denne mand, som tilhører et stammefolk nær Sabari-floden, Odisha, sælger kokosnødder og blomster, fx hawaiiblomster (se ovenfor) og tagetes, der anvendes af pilgrimme som offergaver i et lokalt hinduistisk tempel. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Der hersker stor uenighed blandt botanikere om slægtskabet mellem slægterne Photinia og Stranvaesia. Nogle hævder, at alle Stranvaesia-arter bør overføres til Photinia, mens andre påstår, at de er to forskellige slægter, omend nært beslægtede. Disse arter tilhører rosenfamilien (Rosaceae), tribus Malinae, og deres frugter er såkaldte kærnefrugter, i lighed med æbler, pærer og mange andre.

Ifølge efloras.org/Flora of China rummer Photinia ca. 60 arter, som er udbredt fra det indiske subkontinent mod øst til Kina, Taiwan og Sydøstasien, samt nogle arter i Mexico, mens Stranvaesia omfatter omkring 6 arter, der træffes fra Himalaya mod øst til Sydøstasien og Kina.

 

 

Efterårsblad af en Photinia- eller Stranvaesia-art, Wumeng Shan, Guizhou-provinsen, Kina. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Photinia niitakayamensis er et lille træ, som bliver indtil 4 m højt. Det er endemisk for bjergområder i Taiwan. Nogle autoriteter kalder arten for Stranvaesia niitakayamensis.

 

 

Photinia niitakayamensis, fotograferet på Lulin-bjerget, en af de mindre bjergtoppe i Yu Shan-massivet i det centrale Taiwan, som rummer de højeste bjerge i Fjernøsten, idet de når næsten 4000 meters højde. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Photinia niitakayamensis med bær, Ammashan, Dasyueshan National Forest, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Hobarts takvinge (Cymothoe hobarti) er en sommerfugl af takvingefamilien (Nymphalidae), som er udbredt i lavlandsskove fra den Centralafrikanske Republik og Zaire mod øst til Kenya og Tanzania.

 

 

En pragtfuld han af Hobarts takvinge solbader på et blad i Kakamega-skoven, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Manzanita (Arctostaphylos) er en gruppe stedsegrønne buske og mindre træer i lyngfamilien (Ericaceae), som forekommer i det vestlige Nordamerika, fra det sydlige British Columbia mod syd til Texas og Mexico. De er karakteriseret ved deres glatte, orange eller rødlige bark samt de stive, snoede grene. Ordet manzanita er spansk, diminutiv af manzana (‘æble’), hvilket hentyder til frugterne. Adskillige af arterne ligner hinanden meget og er ofte vanskelige at bestemme.

 

 

Rødlige stammer af to uidentificerede manzanita-arter, Cache Creek Wilderness Area (øverst) og Salt Point State Park, begge i Californien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

En nær slægtning til manzanita-arterne er hede-melbærris (Arctostaphylos uva-ursi), som har en nordlig udbredelse i arktiske og nordlige tempererede egne i Europa, Asien og Nordamerika. Nær artens sydgrænse er den begrænset til bjergegne.

Både det græske slægtsnavn Arctostaphylos og det latinske artsnavn uva-ursi betyder ’bjørne-drue’, hvilket naturligvis hentyder til de stærkt røde bær. Det danske navn melbærris hentyder til bærrenes melede smag. Traditionelt har denne art været benyttet i folkemedicinen, bl.a. hos amerikanske indfødte folk, der anvendte bladene som antiseptisk middel ved sygdomme i urinvejene.

 

 

Hede-melbærris, voksende i en mostue, Oregon Dunes National Recreation Area, Oregon, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Todier udgør en slægt på 5 små fugle i familien Todidae, som er endemiske for de Store Antiller, to arter på Hispaniola og én på hver af øerne Cuba, Jamaica og Puerto Rico. Deres nærmeste slægtninge er de langhalede motmoter (Momotus).

Som dens navn antyder, er Puerto Rico-todi (Todus mexicanus) begrænset til Puerto Rico, hvor den især lever i højlandets fugtige skove. Den er ganske lille, indtil 11 cm lang og med en vægt på 5-6 g. Fjerdragten er hovedsagelig grøn og hvidlig, men struben og undersiden af næbbet er knaldrøde.

Det latinske artsnavn opstod på grund af en misforståelse. Den franske naturhistoriker og kirurg René Primevère Lesson (1794-1849) beskrev fuglen ud fra et skind, som han troede stammede fra det østlige Mexico. Lokale navne omfatter San Pedrito (‘Lille Sankt Peter’) og medio peso (‘halv-dollar fugl’). Udover fuglens diminutive størrelse er det uklart, hvad de hentyder til.

 

 

Puerto Rico-todi, El Yunque National Forest. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 
 

 

På engelsk kaldes Sterculia foetida bl.a. for skunk-tree (‘stinkdyr-træ’) – et navn, der i lighed med plantens latinske navne sigter til de ildelugtende orange-røde blomster. Slægtsnavnet er afledt af Sterquilinus, den romerske gud for gødning, mens foetida kommer af latin fetidus (‘ildelugtende’).

Dette middelstore træ, der kan blive indtil 20 m højt, er vildtvoksende i Tropisk Asien og Australien. Frugterne som er røde bælge, indeholder olierige frø, der nogle steder ristes og spises.

 

 

Sterculia foetida dyrkes ofte som prydtræ i Taiwan. Dette billede fra Tunghai Universitetspark i Taichung viser en blomsterstand og unge blade. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nedfaldne blomster af Sterculia foetida danner et kompakt tæppe, Taichung. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Busktornskader er en afrikansk gruppe af spurvefugle, som lever i skove og kratland. De var førhen placeret sammen med tornskaderne i familien Laniidae, men er nu overført til en særskilt familie, Malaconotidae. Denne familie indeholder busktornskader (Malaconotus, Telophorus, Chlorophoneus og Rhodophoneus), kratskader (Tchagra og Bocagia), bubu’er og gonolek’er (Laniarius), kvastrygge (Dryoscopus), samt brubru (Nilaus afer).

 

Firefarvet busktornskade, der førhen blev kaldt Telophorus quadricolor, betragtes nu som en underart, nigricauda, af den vidt udbredte grøn busktornskade (T. viridis). Underarten nigricauda er begrænset til kystskove i Kenya og Tanzania.

 

 

En pragtfuld firefarvet busktornskade basker med vingerne, Rondo-skoven, sydlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Skarlagen-gonolek (Laniarius erythrogaster) er udbredt tværs over Sahel-zonen, fra Cameroun mod øst til Ethiopien, og derfra mod syd til Kenya og det nordlige Tanzania, med en isoleret forekomst i Rwanda og Burundi. Artsnavnet er afledt af græsk erythros (‘rød’) og gaster (‘bug’).

 

 

Skarlagen-gonolek, Queen Elizabeth Nationalpark, Uganda. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Tristerix aphylla er en stærkt rød, snyltende misteltén, som udelukkende vokser på stammerne af to kaktus-arter i det centrale Chile, copao (Eulychnia acida) og quisco (Echinopsis chiloensis). Frøene af denne parasit spredes af chilensk spottedrossel (Mimus thenca), som efter at have ædt frugterne ofte efterlader frøene på tornene, hvor de spirer. Den nyspirede plante kan vokse op mod 10 cm for at komme i kontakt med kaktus-stammen, hvor den sætter sig fast. (Kilde: llifle.com/Encyclopedia/CACTI/Family/Cactaceae/7067/Eulychnia_acida)

Andre arter af misteltén er beskrevet på siden Planteliv: Snylteplanter.

 

 

Tristerix aphylla, voksende på en copao, Valle del Encanto, Ovalle (øverst), samt på en quisco, syd for Vallenar. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Cordyline fruticosa er en stedsegrøn palmelignende plante af aspargesfamilien (Asparagaceae), på engelsk kendt under et antal navne, deriblandt ti plant, palm lily, cabbage palm og good luck plant. Denne art, som bliver indtil 4 m høj, har en viftelignende klynge af blade for enden af den slanke stamme. Den dyrkes utallige steder som prydplante, og et stort antal former med farvede blade er blevet fremelsket, varierende fra rubinrød over mørkerød til grøn, eller en blanding af disse.

Under navnet ti er denne plante af stor betydning for visse animistiske religioner i Indonesien, Papua New Guinea, samt på mange Stillehavsøer. Dette emne er beskrevet på følgende hjemmeside: en.wikipedia.org/wiki/Cordyline_fruticosa.

 

 

Pragtfulde rubinrøde blade hos Cordyline fruticosa, fotograferet i Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Roser er røde, violer er blå…” – Efter endt brug er disse røde roser blevet kastet ned i en rendesten i Hanoi, Vietnam. Sic transit gloria mundi! (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Slægten Hillia, der omfatter omkring 24 arter af epifytter og mindre træer i krapfamilien (Rubiaceae), er hjemmehørende i tropiske egne af Amerika. Slægtsnavnet hædrer den engelske botaniker John Hill (1716-75), der er kendt for sit kompendium The Vegetable System (1759-75).

Den smukke epifyt Hillia triflora er vildtvoksende fra det sydøstlige Mexico gennem Mellemamerika til det nordvestlige Colombia.

 

 

Hillia triflora, Monteverde Cloud Forest, Cordillera de Tilarán, Costa Rica. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Rød kardinal (Cardinalis cardinalis) er en finke-lignende spurvefugl, som tilhører familien Cardinalidae. Denne pragtfulde art er vidt udbredt i Nord- og Mellemamerika, fra det sydøstlige Canada gennem den østlige halvdel af USA mod syd gennem det østlige Mexico til Belize og det nordlige Guatemala. Den findes også i Arizona, det sydvestlige New Mexico og det nordvestlige Mexico, men mangler i den vestlige og sydlige del af Mexico.

Arten lever i et bredt spektrum af habitater, bl.a. skove, krat og haver, samt omkring vådområder. Både det danske og det latinske navn sigter til hannens fjerdragt, hvis farve minder om de røde kåber og hovedbeklædninger, der bæres af kardinalerne i den romersk-katolske kirke.

 

 

Denne han af rød kardinal hviler på toppen af en tornet saguaro-kaktus (Carnegiea gigantea) i Arizona. – Saguaro og mange andre kaktusarter er beskrevet på siden Planteliv: Kakti. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Han og hun af rød kardinal besøger en foderautomat, Long Island, New York. Hunnen er ikke så farvestrålende som hannen, men er stadig en køn fugl med rødt næb, top, vingepletter og hale. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Hver morgen kan man i Myanmar og andre lande, hvor Hinayana-buddhismen dominerer, observere buddhistiske munke på deres daglige runde for at indsamle mad fra befolkningen. Hinayana og andre aspekter af buddhismen er beskrevet på siden Religion: Buddhisme.

 

 

Disse rødklædte buddhistiske munke er på deres daglige morgenvandring for at indsamle mad hos folk, Nyaung Shwe, Myanmar. Planten i baggrunden på nederste billede er trillingranke (Bougainvillea), som er beskrevet andetsteds på denne side. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Dag-pragtstjerne (Silene dioica) er en smuk plante af nellikefamilien (Caryophyllaceae), som førhen blev kaldt Melandrium rubrum. Denne art er udbredt fra det nordlige Skandinavien og Irland mod syd til Pyrenæerne, Italien og Balkan, og mod øst til det vestlige Rusland. Der er en isoleret bestand i Kaukasus, og den forekommer også spredt i Island, Spanien og det vestlige Sibirien. Den er tillige blevet indført til Nordamerika. I Danmark er den meget almindelig og vokser langs veje, i krat og i lyse skove, på Bornholm også i kystklipper.

Slægtsnavnet sigter til den græske skovgud Silenus, hvis navn er afledt af ordet sialon (‘spyt’). Silenus blev ofte afbildet dækket af klistret skum. Forbindelsen er, at hunblomsterne hos dag-pragtstjerne udskiller en skum, som opfanger pollen fra besøgende insekter. Artsnavnet dioica er hunkøn af dioicus, som kommer af græsk dis (‘to’) og oikos (‘hus’), altså ’to huse’, hvilket hentyder til, at arten har hanblomster og hunblomster på separate planter. Det ældre navn Melandrium er afledt af græsk melas (’sort’) og aner, genitiv andros (’mand’), hvilket hentyder til artens sorte (hanlige) støvdragere, mens rubrum betyder ’rød’ på latin.

På den britiske ø Man kaldes denne plante på gælisk for blaa ny ferrishyn (‘fager blomst’), og traditionelt afstår man fra at plukke den. (Kilde: A.W. Moore 1924. A Vocabulary of the Anglo-Manx Dialect. Oxford University Press)

 

 

På dette billede vokser dag-pragtstjerne sammen med stor nælde (Urtica dioica) i naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dag-pragtstjerne er meget almindelig på Bornholm, her fotograferet ved Jons Kapel. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dag-pragtstjerne i modlys, Vejle Ådal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Sarcoscyphaceae er en familie af bægersvampe, hvoraf mange er kraftigt farvede. Skarlagen-pragtbæger (Sarcoscypha coccinea) er vidt udbredt kloden rundt, mens krølhåret pragtbæger (S. austriaca) findes i Europa og det nordøstlige Nordamerika. De to arter er næsten identiske. Krølhåret kan somme tider kendes på, at hårene langs kanten er snoede, mens de er rette hos den anden art. I Nordeuropa kommer begge arter frem sidst på vinteren eller tidligt om foråret. Skarlagen-pragtbæger vokser hist og her i ret tørre skove og krat, mens krølhåret pragtbæger mest ses i fugtige områder, gerne langs skovbække.

 

 

Skarlagen-pragtbæger, Østengaard Skov nær Vejle. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Krølhåret pragtbæger, Æbleskov syd for Nyborg. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Et andet pragtfuldt medlem af denne familie er Cookeina tricholoma, der nemt kendes på de lange hvide hår. Denne art er vidt udbredt i tropiske områder verden rundt.

 

 

Cookeina tricholoma, observeret i Bicol Nationalpark, Luzon, Filippinerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Som dens navn antyder, er Natal-græs (Melinis repens) hjemmehørende i Sydafrika, men er blevet indført eller indslæbt til mange andre egne af kloden. Ved modenhed er dens aks dækket af hvide, silkeagtige hår.

 

 

Disse billeder er fra Taiwan, hvor Natal-græs er meget almindelig, ofte voksende langs veje eller på ryddepladser, i dette tilfælde på en forladt parkeringsplads i byen Taichung. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Stængler af Natal-græs svajer i vinden, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ved modenhed er blomsterstandene af Natal-græs dækket af hvide silkehår. – Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Gasteracantha er en edderkoppeslægt af hjulspinderfamilien (Araneidae), som omfatter mindst 60 arter, udbredt i de fleste varmere områder verden rundt. Disse edderkopper lever kun i få måneder efter klækningen. Hunnen dør efter at have lagt æg, og hannen dør få dage efter at have indgydt sin sæd i hunnen.

Slægtsnavnet er afledt af græsk gaster (‘mave’) og acantha (‘torn’), hvilket sigter til et antal torne, som regel 6, der fra underkroppen rager frem under et skjold, der dækker overkroppen. Tornene og skjoldet skal afskrække fjender fra at æde dyret.

Gasteracantha falcicornis er udbredt i det østlige og sydlige Afrika. Hos denne art er den centrale pig på begge sider forlænget til en hornlignende gevækst, hvilket afspejles af det latinske artsnavn, af falx (‘segl’) og cornu (‘horn’). Hunnen er større og mere farvestrålende end hannen, med et knaldrødt skjold, til tider med gule tværstriber.

Mange andre edderkopper er præsenteret på siden Dyreliv: Spind.

 

 

Gasteracantha falciformis, Litipo Forest, sydlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Ordet pitaya dækker spiselige frugter af adskillige mexikanske kaktusarter, mens pitahaya normalt refererer til de søde og velsmagende frugter af forskellige arter inden for slægten Hylocereus. Nogle af disse arter kaldes på dansk for hundehalekaktus, hvilket hentyder til de lange hængende grene, som er uden torne.

Der dyrkes især tre arter. Hvid hundehalekaktus (H. undatus) har røde frugter med hvidt frugtkød, rød hundehalekaktus (H. costaricensis, også kaldt H. polyrhizus) har røde frugter med rødt frugtkød, og gul hundehalekaktus (H. megalanthus) har gule frugter med hvidt frugtkød.

På kinesisk kaldes Hylocereus-frugterne for 火龙果 (‘rød dragefrugt’). Nogle af arternes engelske navne er ret fantasifulde, bl.a. Jesus-in-the-cradle (‘Jesus i vuggen’).

Mange andre kaktusarter er præsenteret på siden Planteliv: Kakti.

 

 

Et fad med frugter af hvid hundehalekaktus, fotograferet i Taiwan, hvor flere Hylocereus-arter er almindeligt dyrket. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Plasticsandaler til salg på et marked, Lhasa, Tibet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Den største diversitet inden for valmuefamilien (Papaveraceae), der omfatter 42 slægter med i alt omkring 775 arter, findes i tempererede og subtropiske egne på den nordlige halvkugle, og der er meget få arter i troperne. De fleste medlemmer af denne familie er urter, men nogle få er dog buske og mindre træer.

Adskillige slægter i familien har pragtfulde blomster, fx egentlige valmuer (Papaver), hvoraf mange har stærkt røde blomster, samt valmuesøstre (Meconopsis) og hornskulper (Glaucium). En række arter af valmuesøstre er omtalt på siden Hyldest til farven gul.

To plantegrupper, der førhen blev betragtet som selvstændige familier, er nu indlemmet i valmuefamilien, nemlig Fumariaceae, der omfattede bl.a. lærkespore, jordrøg og løjtnantshjerte, samt Pteridophyllaceae, der kun rummede en enkelt slægt med en enkelt art, Pteridophyllum racemosum, som er begrænset til Japan.

Jordrøg er nærmere omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

Som dens navn fortæller, vokser korn-valmue (Papaver rhoeas) oftest i kornmarker. Denne art var førhen meget almindelig, men er aftaget drastisk i de senere år på grund af et mere effektivt landbrug med udbredt brug af kemiske sprøjtemidler.

I sin Flora Danica fra 1648 skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) om denne art: ”Den Sirup, som aff denne Urt blifuer beredt, er den gemeene Mand her i disse Lande icke ubekiendt. Thi den end oc en lang Tid aff mange Medicis [læger] megit er brugt (…) imod Pløriss [betændelse, der ytrer sig som sidesting] oc Side-Bulde, oc det besynderligen, naarsomhelst at Blodet for de slemme Vedskers haftig oc ofvermaade strenge Rørelse oc Bevegelse, som falder én an, oc angriber Siden oc den tynde Hinde, der sidder inden Side-Beenene; Oc til denne fornæfnde Siugdom er det Vand, som aff denne samme Urt blifuer brændt oc destillerit, endocsaa saare vel tienlig.”

 

 

Korn-valmue kan identificeres gennem sine mørkerøde blomster og de sort-hvide pletter ved grunden af kronbladene. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gærde-valmue (Papaver dubium), som er mere blegrød end korn-valmue, er vidt udbredt i tempererede egne af Europa og Asien, hvor den ofte findes i stort antal på nyopgivne marker og langs nyanlagte veje.

 

 

Disse gærde-valmuer har slået rod langs en husmur i Sandvig, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne er spiret i et muldvarpeskud i en græsplæne, Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Kølle-valmue (Papaver argemone) er hjemmehørende i tempererede egne af Europa og Asien, mod øst til Ukraine og Kaukasus-bjergene, samt i Nordafrika. I lighed med korn-valmue har denne art sorte pletter ved grunden af kronbladene, men den er en meget mere spinkel plante, hvis stængel og frugt er stivhårede.

 

 

Kølle-valmue, Kåseberga, Skåne (øverst), samt nær Ry, Midtjylland. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Papaver apulum er udbredt i det sydøstlige Europa og Mellemøsten. Den er meget almindelig i det vestlige Tyrkiet, hvor den ofte danner store bevoksninger.

 

 

På disse billeder vokser Papaver apulum blandt de antikke græske ruiner i Troja. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Disse store lerkar, fotograferet i byen Xinpu, Taiwan, indeholder risvin. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Corymbia er en slægt af træer, som omfatter omkring 90 arter, nært beslægtet med Eucalyptus. De er hjemmehørende i Australien og Ny Guinea.

Corymbia ficifolia, tidligere kaldt for Eucalyptus ficifolia, er endemisk i et ret begrænset område i det sydvestlige Australien, men på grund af de pragtfulde blomster er den en af de mest almindeligt dyrkede ‘eukalypus’-arter. Den bliver op til omkring 12 m høj, og mellem december og maj fremviser den et væld af skarlagenrøde, lyserøde eller orange blomster.

Artsnavnet er afledt af latin ficus (‘figentræ’) og folium (‘blad’), hvilket sigter til ligheden mellem dens blade og bladene hos nogle figen-arter.

 

 

Et stort eksemplar af Corymbia ficifolia med et væld af pragtfulde blomster, Citrusdal, Sydafrika. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

 

Terminalia orbicularis er et lille træ af familien Combretaceae, op til 8 m højt, som har en ret begrænset udbredelse i Østafrika, fra Ethiopien mod syd til Kenya. Arten er let genkendelig på sine vinrøde frugter, som er omgivet af en bred membran hele vejen rundt.

 

 

Frugt af Terminalia orbicularis, Shaba Nationalpark, Kenya. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Den svenske botaniker Carl von Linné (1707-78) fandt en klatrende liljeart så pragtfuld, at han navngav den Gloriosa superba. Denne fantastiske plante, som er udbredt i store områder af Tropisk Afrika og Asien, var førhen placeret i liljefamilien (Liliaceae), men er nu blevet flyttet til tidløsfamilien (Colchicaceae). Den er særdeles giftig og har været anvendt til at begå mord og selvmord, samt til at slå dyr ihjel.

 

 

Gloriosa superba, fotograferet i Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Den røde ara (Ara macao), der kan blive op til 80 cm lang, inklusive den lange hale, er en pragtfuld papegøjeart, som lever i skovområder i Latinamerika, fra det sydlige Mexico mod syd til Peru og Brasilien.

 

 

Osa-halvøen i Costa Rica rummer en stor bestand af rød ara. Denne er i færd med at æde en frugt af et træ, nær Capo Matapalo. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Persisk silketræ (Albizia julibrissin) er et lille træ i underfamilien Mimosoideae af den store ærteblomstfamilie (Fabaceae), som er hjemmehørende i store dele af det sydlige Asien, fra Mellemøsten mod øst til Kina og Japan. Den dyrkes dog mange andre steder. Slægtsnavnet blev givet til ære for en italiensk adelsmand, Filippo degli Albizzi, som indførte denne art til Europa i 1700-tallet. Artsnavnet kommer af persisk gul-i-abrisham, af gul (‘blomst’) og abrisham (‘silke’), altså ‘silkeblomst’.

 

 

Støvdragerne af persisk silketræ er rødlige. På dette billede fra New Plymouth, New Zealand, dækker mængder af nedfaldne støvdragere det meste af jorden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Sloanea ampla er et tropisk træ af familien Elaeocarpaceae, som bliver op til 30 m højt. Denne art er udbredt i bjergskove fra Mexico mod øst til det vestlige Panama. På spansk kaldes arten for peine de mico (’abekam’), hvilket hentyder til dens piggede frugter.

 

 

Denne nedfaldne frugt af Sloanea ampla viser dens stærkt røde indre, Santa Elena-tågeskoven, Cordillera de Tilarán, Costa Rica. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Førhen blev de sorte bulbuler på det asiatiske fastland anset for at være underarter af Madagascar-bulbul (Hypsipetes madagascariensis), men de fleste autoriteter anerkender nu to særskilte asiatiske arter, asiatisk sort bulbul (H. leucocephalus), som er vidt udbredt, idet den findes fra det nordøstlige Afghanistan gennem Himalaya til Indokina, Kina og Taiwan, samt sydindisk sort bulbul (H. ganeesa), der er begrænset til bjergegne i Sydindien og Sri Lanka.

Asiatisk sort bulbul er overvejende sort eller skiferfarvet, næb og gab er knaldrøde, og fødderne er orange. Til tider ses hvidhovedede former. Det videnskabelige artsnavn leucocephalus kommer af græsk leukos (’hvid’) og kephalos (’hoved’), så arten må være beskrevet ud fra et hvidhovedet eksemplar.

 

 

Asiatisk sort bulbul af den taiwanesiske underart nigerrimus, Tunghai Universitetspark, Taichung. Artens næb og gab er knaldrøde, og fødderne er orange. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sorte bulbuler drikker af et vandløb i Tunghai Universitetspark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Taiwan 2018a
Denne sorte bulbul æder pollen af en blomst i et afrikansk tulipantræ (Spathodea campanulata), ligeledes i Tunghai Universitetspark. Dette pragtfulde træ er omtalt andetsteds på denne side. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Himalaya-underarten af asiatisk sort bulbul, psaroides, adskiller sig fra andre racer gennem sin lysegrå fjerdragt, samt en grå plet på kinden. Denne fugl blev fotograferet i Kabeli-dalen i det østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rødgumpet bulbul (Pycnonotus cafer) er en meget almindelig ynglefugl i Pakistan, Indien, Nepal, Bangladesh, Sri Lanka og Myanmar. Den er blevet indført til mange andre egne af verden og er blevet invasiv i adskillige lande i Stillehavet, bl.a. Fiji, Samoa, Tonga og Hawaii. Den er tillige blevet etableret i dele af det sydlige Arabien, New Zealand, USA og Argentina. Arten betragtes som værende blandt verdens hundrede værste invasive arter. (Kilde: Lowe m.fl. 2000: 100 of the World’s Worst Invasive Species: A Selection from the Global Invasive Species Database. The Invasive Species Specialist Group)

 

 

Denne rødgumpede bulbul, som sidder i en træagtig vortemælk af arten Euphorbia antiquorum foran ruinen af en pagode i Bagan, Myanmar, viser tydeligt, hvorfor arten har fået dette navn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Kinesisk pistachietræ (Pistacia chinensis) er et lille træ i sumakfamilien (Anacardiaceae), som er hjemmehørende i det centrale og vestlige Kina. På grund af dets hårdførhed, samt det attraktive efterårsløv, dyrkes det mange steder i subtropiske og tempererede områder rundt om i verden. I varmere lande kaster det bladene midt om vinteren. Et billede af dette vinterløv kan ses på siden Efterår.

 

 

Kinesisk pistachietræ plantes ofte i parker og langs gader i taiwanesiske byer. Her ses en blomsterstand, fotograferet i Tunghai Universitetspark, Taichung. De grønlige ’spyd’ er blade, som endnu ikke er foldet ud. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

I gamle dage blev den traditionelle vietnamesiske dragt, kaldt ao dai (‘lang skjorte’), båret af begge køn, i dag dog kun af kvinder. Den består af en stramtsiddende silke-tunika, båret over bukser.

 

 

Iført en knaldrød ao dai bliver denne kvinde fotograferet, stående under en bue nær Hoan Kiem-søen, Hanoi, Vietnam. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Stenbrækfamilien (Saxifragaceae), som omfatter omkring 80 slægter med ca. 1200 arter, er udbredt over hele verden. Langt den største slægt er stenbræk (Saxifraga) med omkring 450 arter, udbredt i Asien, Europa og Nordamerika, samt i Andesbjergene i Sydamerika. De fleste vokser i alpine områder. Adskillige arter er omtalt på siderne Planteliv: Flora i Alperne, samt Flora i Himalaya.

Direkte oversat betyder slægtsnavnet ‘sten-bryder’, af latin saxum (‘sten’) og frangere (‘bryde’ eller ’brække’). Man kunne forledes til at tro, at navnet hentyder til mange af arternes voksested i klippesprækker, men det sigter snarere til en ældre medicinsk brug af nogle stenbræk-arter mod nyresten og lignende.

Saxifraga brunonis er en meget karakteristisk art, let kendelig på de talrige røde udløbere. Denne er vidt udbredt i Himalaya, fra Kashmir mod øst til det sydvestlige Kina, hvor den forekommer mellem 2400 og 5600 meters højde.

 

 

Saxifraga brunonis, fotograferet efter en kraftig monsunbyge i den øvre del af Rolwaling-dalen, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Costa Rica-2
Sparegrise til salg i en butik i den gamle bydel, San José, Costa Rica. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

I Himalaya findes ikke færre end ca. 45 arter af slægten Rubus, der officielt hedder klynger, men i daglig tale kaldes for hindbær eller brombær. Frugten er meget karakteristisk, idet den består af opsvulmede, saftige blærer, der sidder tæt sammen omkring den kegleformede blomsterbund, med små, hårde stenfrugter mellem blærerne.

De fleste arter i Himalaya er buskagtige med lange, tornede stængler, som ofte klatrer hen over andre planter. Nogle få er dog krybende dværgbuske uden torne. Til sidstnævnte gruppe hører nepalesisk hindbær (Rubus nepalensis), som er meget almindelig i højder mellem 2100 and 3200 m, fra Uttarakhand mod øst til Sikkim. Dens stængler kryber hen langs jorden i åbne skove og langs stier, og i både vækstform og udseende minder den en hel del om den cirkumpolare multebær (R. chamaemorus), men dens velsmagende bær er stærkt røde og let syrlige.

 

 

Nepalesisk hindbær, fotograferet nær landsbyen Gul Bhanjyang, Helambu, centrale Nepal, sammen med en dværgulvefod (Selaginella), samt en blå blomst, Cyanotis vaga, der tilhører familien Commelinaceae. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Mohave-pindsvinekaktus (Echinocereus triglochidatus) er udbredt i Mohave og Great Basin-ørkenerne i det vestlige USA. Denne og mange andre kaktusarter er nærmere beskrevet på siden Planteliv: Kakti.

 

 

De dybrøde blomster hos Mohave-pindsvinekaktus synes næsten for sarte til at trives i det barske miljø i Mohave-ørkenen, her fotograferet i Joshua Tree Nationalpark, Californien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Alpekragen (Pyrrhocorax pyrrhocorax) og alpealliken (P. graculus) er knaldsorte medlemmer af kragefamilien (Corvidae), som nemt kendes på deres farvestrålende næb og fødder, samt på deres kald, der indeholder lidet krageagtige lyde, noget i retning af piuuu eller pif. Alpekragen er lidt større end alpealliken og har længere, rødt næb. Den er udbredt i Spanien, Irland, Wales, Frankrig, Alperne, Italien, Marokko, Balkan-landene, Mellemøsten, samt store dele af Centralasien, med en isoleret besyand i Ethiopiens højland.

Begge arter er nærmere omtalt på siden Dyreliv: Dyreliv i Himalaya.

 

 

Disse billeder er fra Nepal, hvor alpekragen er meget almindelig og ofte ses fouragere på marker. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Vilde tulipaner, slægten Tulipa, omfatter omkring 75 arter, udbredt fra Sydeuropa mod øst til Centralasien, hvor den vokser naturligt i tempererede områder på stepper og i bjerge. Bladene spirer frem fra det underjordiske løg tidligt om foråret, og de pragtfulde blomster springer ud senere på foråret. Om sommeren visner blade og blomster.

Det formodes, at perserne erhvervede tulipanløg fra det nærliggende Turkestan for omkring 2000 år siden. Dyrkningen af tulipaner spredtes langsomt mod vest, og det vides, at de blev dyrket i Konstantinopel så tidlige som i 1055, og i Wien fra 1554.

Navnet tulipan er afledt af oldpersisk tauleban (‘turban’), hvilket sigter til blomsterformen hos de fleste arter.

 

 

Dyrkede tulipaner, Jylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rød Kreta-tulipan (Tulipa doerfleri) er begrænset til Kreta, hvor den er ret almindelig.

 

 

Rød Kreta-tulipan, fotograferet på en eng øst for Spili, Kreta. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Californisk jordbærtræ (Arbutus menziesii) findes langs Nordamerikas vestkyst, fra British Columbia mod syd til Californien. Artsnavnet blev givet til ære for den skotske naturhistoriker Archibald Menzies (1754-1842), der deltog som læge og botaniker på en ekspedition verden rundt ombord på HMS Discovery, under ledelse af Kaptajn George Vancouver (1757-98). På denne tur indsamlede Menzies mange plantearter, deriblandt californisk jordbærtræ.

 

 

Nedfaldet blad af californisk jordbærtræ med ‘efterårsfarver’, Salt Point State Park, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Højbladene hos rød ingefær (Alpinia purpurata) er knaldrøde, mens blomsterne er hvide. Denne art er hjemmehørende i Indonesien, Ny Guinea og Polynesien, men er blevet indført som prydplante til de fleste varme lande i verden.

 

 

Rød ingefær, Osa-halvøen, Costa Rica. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

I Bryce Canyon Nationalpark i den sydlige del af Utah, USA, er opstået et enestående landskab af spir, tårne og fantastisk formede figurer i brilliante røde og gule farver. De lokale Paiute-indianere kaldte figurerne ‘Det Legendariske Folk’, og ifølge deres mytologi var det Coyote (prærieulve-troldmanden), der havde omskabt dem til sten. (Mere om Coyote findes på siden Dyreliv – Pattedyr: Hundefamilien).

Den første hvide nybygger her var Ebenezer Bryce, som området er opkaldt efter. Han græssede sine køer på plateauet oven for kløften og havde et ganske anderledes pragmatisk syn på det storslåede landskab: “Et helvedes sted at finde en vildfaren ko.”

Figurerne er opstået ved, at vandløb og regnvand eroderede det bløde sediment langs kanten af en forkastning. Herved opstod mange småkløfter, hvor vandet kan vaske sedimentet hurtigere ud. Tilbage står ‘finner’ af hårdere materiale, fyldt med huller og sprækker. Da parken befinder sig i stor højde (ca. 2300 m), er klimaet strengt. I hullerne og sprækkerne samles regnvand, som fryser og dermed kan sprænge mere sediment bort. Tilbage står kun det hårdeste materiale, ofte i de særeste former. Sådanne figurer kaldes på amerikansk for hoodoo’er.

 

 

Denne ‘skov’ af farverige klippesøjler i Bryce Canyon Nationalpark blev skabt af vandets og frostens eroderende kræfter. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Slægten Rhododendron er meget stor, idet den omfatter ca. 1025 arter på verdensplan. På græsk betyder rhododendron ‘rosentræ’. For Oldtidens grækere mindede blomsterklaserne hos visse af arterne åbenbart om roser, men de er ikke engang fjernt beslægtede, idet rhododendron-arter tilhører lyngfamilien (Ericaceae).

Nedenfor vises billeder af en række arter med højrøde blomster. Mange andre arter af disse smukke planter er præsenteret på siden Planteliv: Rhododendron.

 

Rhododendron arboreum er den største blandt omkring 100 rhododendron-arter i Himalaya, idet det kan blive op til 15 m høj. Denne art er meget almindelig i Himalaya, og når den blomstrer i marts-april, farves skovene stedvis røde eller lyserøde af millioner af blomster. Intensiteten af blomsternes røde farve aftager med stigende højde, og nær artens øvre grænse ses til tider helt hvide blomster. Denne art er Nepals nationalplante, kaldt lali guras (’rød rhododendron’).

 

 

Blomster af Rhododendron arboreum, dækket af regndråber efter en byge, Ghunsa-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

På afstand minder Rhododendron barbatum om R. arboreum, men på nærmere hold afsløres dens distinkte kirtelhår på bladstilkene. Stammen er lyserød, og barken skaller af i tynde, kanelfarvede strimler. Denne art er vidt udbredt i Himalaya, fra det nordvestlige Indien mod øst til Bhutan. Den danner ofte rene bestande i højder mellem 2400 og 3600 m.

 

 

Rhododendron barbatum, fotograferet nær Tharepati, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Flamme-azalea (Rhododendron calendulaceum) er hjemmehørende i Appalachian Mountains i det østlige USA, fra Pennsylvania og Ohio mod syd til Georgia og Alabama. På grund af dens smukke blomster dyrkes den dog mange andre steder.

 

 

Denne flamme-azalea, fotograferet i Maudsley State Park, Massachusetts, er forvildet fra tidligere dyrkning. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rhododendron thomsonii er en mindre busk, som vokser i åbne områder, især nær vandløb. Denne art kendes nemt på det røde bæger og de voksagtige blomster. Den er udbredt fra det østlige Nepal mod øst til det sydøstlige Tibet.

 

 

Rhododendron thomsonii, Ghunsa-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rhododendron delavayi er en pragtfuld art, som er udbredt i det sydvestlige Kina, det sydøstlige Tibet, Bhutan, Arunachal Pradesh, samt bjergområder i den nordlige del af Myanmar, Thailand og Vietnam.

 

 

Rhododendron delavayi, fotograferet i Wumeng Shan-bjergene i Guizhou-provinsen, Kina. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

De fleste af Taiwans 30 rhododendron-arter har hvidlige, lyserøde eller violette blomster, men hos Rhododendron oldhamii er de varmt røde. Denne art findes næsten ned til havniveau, mens størsteparten af de øvrige arter vokser i ret store højder i bjergene i øens centrale del.

 

 

Rhododendron oldhamii, fotograferet på bjerget Wuwowei Shan, nær Guguan, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Rødligt mos, voksende på en klippevæg i Tongariro Nationalpark, New Zealand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Dette blad af en pileurt-art (Polygonum), som blev observeret i Dasyueshan National Forest i det centrale Taiwan, er angrebet af en svamp, som har dannet farverige pletter. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Ourisia ruelloides, også kaldt O. poeppigii, tilhører vejbredfamilien (Plantaginaceae). Den er hjemmehørende i Andesbjergene i Chile og Argentina, hvor den findes op til omkring 1600 meters højde. På spansk hedder denne farvestrålende plante passende La flor de las cascadas (‘vandfaldenes blomst’), da den vokser langs vandløb med stærk strøm.

 

 

Ourisia ruelloides, fotograferet i Conguillio Nationalpark, Chile. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Frøstandene af denne græsart farves rødlige af den nedgående sol foran vulkanen San Pedro (3020 m), Atitlan-søen, Guatemala. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Rød admiral (Vanessa atalanta) er udbredt over et kolossalt stort område, idet den findes i Eurasien, Nordafrika, Nord- og Mellemamerika, de Caribiske Øer, Hawaii samt New Zealand. I de senere år er dens yngleområde blevet udvidet mod nord i Europa. Førhen var den blot en almindelig sensommergæst i Danmark og det sydlige Sverige, som kom trækkende sydfra. Men i dag yngler den her, idet den er blevet i stand til at overvintre.

 

 

En nyklækket rød admiral fouragerer på et nedfaldsæble, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Der findes omkring 110 arter af Fuchsia-buske, hvoraf langt størstedelen er udbredt i Sydamerika, nogle få i Mellemamerika og Mexico, samt nogle på Stillehavsøerne, så langt mod vest som New Zealand. Blomsterne hos de fleste arter er forskellige nuancer af rødt, orange eller purpurfarvet, mens nogle har hvide eller gullige blomster. Hos mange arter er bægerbladene røde og kronbladene purpurfarvede – farver, som tiltrækker de kolibrier, der bestøver blomsterne.

Den første Fuchsia-art blev beskrevet fra øen Hispaniola af den franske munk og botaniker Charles Plumier (1646-1704) på hans tredje ekspedition til de Store Antiller 1696-97. Han opkaldte den nye slægt efter den tyske botaniker Leonhard Fuchs (1501-66), der skrev en bog om helbredende urter, offentliggjort på latin i 1542. (Kilde: en.wikipedia.org/wiki/Fuchsia)

 

 

I dag dyrkes Fuchsia-arter over næsten hele verden som prydplanter. Denne blev set i byen Dingle i det sydvestlige Irland. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Hyld (Sambucus) er en slægt på omkring 27 arter af mindre træer, buske og store urter, som for størstedelens vedkommende er udbredt i tempererede og subtropiske områder på den nordlige halvkugle, mens de på den sydlige halvkugle er begrænset til Australien og Sydamerika.

Førhen blev disse planter klassificeret som tilhørende hyldefamilien (Sambucaceae), men blev så overført til gedebladfamilien (Caprifoliaceae). Nylige DNA-analyser har imidlertid åbenbaret, at de hører hjemme i desmerurtfamilien (Adoxaceae).

Slægtsnavnet kommer af græsk sambuca, der er navnet på et ældgammelt blæseinstrument af asiatisk oprindelse, som blev fremstillet ved at bore marven ud af hyldegrene. Navnet hyld stammer fra angelsaksisk eldrun, der senere blev forvansket til hyldor. Andre kilder mener, at navnet kommer af det gamle ord hylle (skjule), hvilket hentyder til de overnaturlige væsener, der efter sigende skjulte sig i busken.

Druehyld (Sambucus racemosa) kendes nemt på sine højrøde bær. Denne art er vidt udbredt, idet den findes i Europa, tempererede egne af Asien, samt tværs over det nordlige Nordamerika. Den vokser i mange forskellige biotoper, bl.a. i lyse skove, langs vandløb og i andre åbne områder, gerne hvor der er fugtigt.

Andre arter af hyld omfatter almindelig hyld (Sambucus nigra), som er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning, blå hyld (S. cerulea), omtalt på siden Planteliv: Flora i Sierra Nevada, samt kinesisk hyld (S. javanica), præsenteret på siden Hyldest til farven orange.

 

 

Knaldrøde frugtstande af druehyld, Gavarnie, Pyrenæerne, Frankrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Fælles for mange områder på Colorado-plateauet i det sydvestlige USA er deres flammende farver i rødt, gult, orange og violet, blandet med mere dæmpede farver i brunt og sort. De brilliante røde farver skyldes især forskellige jernforbindelser, som kommer i forbindelse med luftens ilt. Nogle steder er hele ørkenlandskaber farvet røde, fx i Painted Desert (‘Den Malede Ørken’) i Arizona. Mørkegrå og sorte farver kommer mest fra organisk materiale.

 

 

Painted Desert har navn efter de flammende farver, som skyldes oxiderede jernforbindelser. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Den smukke røde passionsblomst (Passiflora vitifolia) er udbredt i Mellemamerika og det nordvestlige Sydamerika, fra Nicaragua mod syd til Peru. Den dyrkes også i Caribien på grund af sin duftende frugt. Blomsternes røde farve bevirker, at de ofte bestøves af kolibrier. Artsnavnet hentyder til bladene, der minder om vinblade.

Baggrunden bag navnet passionsblomst er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

Rød passionsblomst, Reserva Nacional Hacienda Baru, Costa Rica. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Familien Arionidae, som tilhører gruppen skalløse lungesnegle, er karakteriseret ved at have åndehullet placeret i forreste del kroppen, samt en afrundet ryg uden køl.

Den røde skovsnegl (Arion rufus) er et af de største medlemmer af familien, idet den kan blive op til 20 cm lang. Den er vidt udbredt i Vesteuropa, mens den i Skandinavien og den nordlige del af de Britiske Øer erstattes af en nær slægtning, den sorte skovsnegl (Arion ater). Den røde art blev imidlertid indført af munke til Skandinavien i løbet af Middelalderen, og i dag har den mange steder udkonkurreret sin sorte slægtning. Den har også udvidet sit udbredelsesområde til dele af Østeuropa.

Det står ikke klart, hvorvidt en rødlig art, som fornylig er dukket op i Tyrkiet på begge sider af Bosporus-strædet, er A. rufus eller A. ater.

 

 

Denne røde skovsnegl kryber ned ad en oversavet træstamme i Lillering Skov, Østjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Kinesisk sumak (Rhus chinensis), som tilhører sumakfamilien (Anacardiaceae), er vildtvoksende fra det indiske subkontinent mod øst til Korea, Japan, Kina og Taiwan, og derfra mod syd gennem Sydøstasien til Indonesien. Denne art er en løvfældende busk eller et lille træ, der undertiden bliver op til 12 m højt og nemt danner krat, da den spredes via udløbere. Den vokser fra lavlandet op til omkring 2800 meters højde.

Der udvindes garvestoffer fra galler af denne art, populært kaldt kinesiske galler. Disse galler er også meget anvendt inden for traditionel kinesisk medicin mod en række lidelser, bl.a. hoste, diarré, dysenteri og indvortes blødninger. Fugten er spiselig efter kogning og har en let syrlig smag.

 

 

Kinesisk sumak, varieteten roxburghii, er almindelig i Taiwan. Disse pragtfulde vinterblade blev observeret i Dasyueshan National Forest. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Slægten Castilleja, der omfatter omkring 200 arter, er parasitiske planter, som tilhører gyvelkvælerfamilien (Orobanchaceae). De fleste arter har pragtfulde røde blomster og højblade, hvilket er baggrunden for de populære amerikanske navne Indian paintbrush (‘indiansk malerpensel’) og prairie-fire (‘prærie-ild’). Nogle få arter har orange, gule eller violette højblade.

Slægten er hjemmehørende i de vestlige egne af Nord- og Sydamerika, fra Alaska mod syd til Andes-bjergene. En enkelt art, C. pallida, findes tværs over Sibirien, mod vest til Kola-halvøen og mod syd til Altai-bjergene.

Disse planter opnår en del af deres næring gennem at snylte på rødderne af andre planter. Castilleja-blomster er spiselige og blev førhen konsumeret af adskillige indfødte stammefolk. De har imidlertid en tendens til at optage og ophobe selen i deres væv, så rod og grønne dele kan være meget giftige.

Nedenfor præsenteres 3 arter med stærkt røde højblade, og andre er omtalt på siden Planteliv: Snylteplanter.

 

Ørken-castilleja (Castilleja chromosa, også kaldt C. angustifolia) er ret almindelig i golde egne, udbredt fra Stillehavsstaterne mod øst til Wyoming og Colorado, og fra det nordlige Idaho mod syd til den mexikanske grænse.

 

 

På dette billede føjer ørken-castilleja farve til de golde ørkenomgivelser i Monument Valley, Arizona. Klippeformationen i baggrunden kaldes for Elephant Butte. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Kyst-castilleja (Castilleja affinis) er hjemmehørende i Stillehavsstaterne, fra Washington mod syd til Baja California, hvor den vokser på bjergskråninger langs kysten og et stykke ind i land.

Stænglen er opret, indtil 60 cm høj, blade variable, til 8 cm lange, højblade knaldrøde eller gullige, blomster grønne eller purpurfarvede, kantet med rødt eller gult.

 

 

Kyst-castilleja, Ronald W. Caspers Wilderness Park, Santa Ana-bjergene, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lådden castilleja (Castilleja lanata) er en høj plante, op til 90 cm, blade lysegrå eller gråligbrune, stående ud i en ret vinkel fra stænglen, og ofte med opadbøjet rand. De gulgrønne blomster er tragtformede, op til 4 cm lange, indsnævret mod spidsen.

Denne vidt udbredt art, der findes fra Californien mod øst gennem Arizona og New Mexico til Texas, vokser i klippefyldte områder og krat.

Artsnavnet er afledt af latin lana (‘uld’), hvilket sigter til de korte, lådne hår, som dækker stængel og blade.

 

 

Lådden castilleja, Pinnacles Nationalpark, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Denne lille hindu-pige i byen Jaisalmer, Rajasthan, Indien, iført sin fineste kjole, er pyntet med et rødt bånd i håret. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Skræpper og syre (Rumex) er en stor slægt i pileurtfamilien (Polygonaceae), der omfatter omkring 200 arter. Disse planter er hjemmehørende i stort set hele verden, og hvor de ikke forekommer naturligt, er de ofte forvildede. Nogle arter optræder invasivt, andre dyrkes på grund af de spiselige blade.

Skræppe er en gammel betegnelse for planter med store blade, mens navnet syre sigter disse arters syrlige blade, som er fyldt med c-vitamin. Frugten er oftest en trekantet nød, tit vinget, siddende i tætte klynger, ofte af en iøjnefaldende kastanjebrun farve ved modenhed.

Et engelsk husråd, ifald man er blevet brændt af en nælde, er at smøre saften af et skræppeblad på det pågældende sted, hvilket øjeblikkeligt vil lette smerten. Et gammelt rim siger:

 

Nettle in, dock out.
Dock rub nettle out!

 

Oversat:

 

Nælde ind, skræppe ud.
Skræppe fjerner nælde!

 

 

Vand-skræppe (R. hydrolapathum), som kan blive op til 2 m høj, er den største blandt skræpperne. Den vokser i vådområder overalt i Europa og det vestlige Asien, mod øst til den nordvestlige del af Himalaya.

 

 

Dette visnende blad af vand-skræppe viser pragtfulde farver. Planten voksede ved bredden af Gundsømagle Sø, nær Roskilde. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Usambara-skræppe (R. usambarensis) er udbredt i tropiske egne af det østlige Afrika, fra Sudan mod syd til Zambia. Den vokser i åbne skove, græsland og på klippefyldte steder i højder mellem 900 og 2400 m.

 

 

Frugtstandene hos Usambara-skræppe er mere højrøde end hos de fleste andre skræppe-arter. – Usambara-bjergene, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

En kæmpesæk med æbler, pyntet med røde plastic-blomster, bringes på æselryg til et marked i Kabul, Afghanistan. Tamæslet er nærmere præsenteret på siden Dyreliv: Dyrearter i menneskets tjeneste. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Columnea er en slægt med omkring 200 arter af epifytiske urter og buske i familien Gesneriaceae, hjemmehørende i tropiske områder i Amerika og Caribien. Arterne er karakteriseret ved deres ofte store og stærkt farvede, tragtformede eller uregelmæssige blomster. Slægtsnavnet blev givet af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) til ære for den italienske naturhistoriker Fabio Colonna (1567-1640), på latin skrevet Fabius Columnus.

Columnea consanguinea er en buskagtig urt, som bliver op til 1 m høj. Artsnavnet betyder ‘med blod’, hvilket hentyder til de røde pletter på bladenes underside. Denne art har en ret begrænset udbredelse, idet den kun findes i Costa Rica og Panama.

 

 

Columnea consanguinea, fotograferet i Cordillera de Tilarán, Costa Rica. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Holi er en hinduistisk forårsfest for hinduguden Krishna, hvor man fejrer det godes sejr over det onde – en løssluppen folkefest, hvor man, uanset kaste, overdænger hinanden med rødt, gult, violet eller grønt pulver, eller med vand, som man har opløst dette pulver i. Af denne grund kaldes Holi i folkemunde for Farvernes Fest.

Mine egne ’farverige’ oplevelser under Holi er beskrevet på siden Rejse-episoder – Indien 1991: Til hindu-højtider i Rajasthan.

 

 

I Charbhuja, Rajasthan, nordvestlige Indien, hvor dette billede blev taget, varer Holi ikke mindre end 15 dage. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Penstemon er en stor slægt på omkring 250 arter i vejbredfamilien (Plantaginaceae). Disse planter er udbredt på hele det nordamerikanske kontinent, fra Alaska og Canada mod syd til Guatemala. En asiatisk art, som tidligere blev kaldt Penstemon frutescens, er nu blevet overført til er særskilt slægt, Pennellianthus. Den findes i det allerøstligste Sibirien, mod syd til øen Sakhalin.

Kærneområdet for Penstemon-arter er den sydvestlige del af USA, specielt staterne Utah, Colorado, Arizona, New Mexico, Nevada og Wyoming. En af arterne her er den pragtfulde Utah-penstemon (Penstemon utahensis), som vokser i kratland og ørken, fra det østlige Californien mod øst til Utah, Colorado og Arizona.

 

 

Denne Utah-penstemon lyser op i det golde ørkensand i Monument Valley, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Farvestrålende klædestoffer til salg på et marked i den gamle bydel, Bagan, Myanmar. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Smukt arrangerede rosenblade og margeritter (Chrysanthemum), samt små olielamper af ler, sælges på et marked i byen Haridwar, Uttarakhand, Indien. De købes af hinduistiske pilgrimme, der anvender dem som offergaver i templer ved bredden af den hellige Ganges-flod. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Sydbøge (Nothofagus) blev tidligere betragtet som medlemmer af bøgefamilien (Fagaceae), men genetisk forskning har vist, at de adskiller sig tilstrækkeligt til at danne en særskilt familie, Nothofagaceae.

Disse træer og buske, som udgør omkring 43 arter, er begrænset til den sydlige halvkugle, i Chile, Argentina, Australien, New Zealand, Ny Guinea og Ny Caledonien. Adskillige arter optræder som dominanter i tempererede skove.

Arten Nothofagus menziesii, på engelsk kaldt silver beech (’sølvbøg’), er vidt udbredt i New Zealand, hvor den er endemisk. Det engelske navn sigter formentlig til barken, som ofte er hvidlig, specielt på yngre træer. Dette træ kan antage kolossale dimensioner, idet det kan blive op til 30 m højt og med en stammediameter op til 2 m.

 

 

Røde blade af Nothofagus menziesii, Tongariro Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Denne glasskål opvarmes i en ovn, til den er rødglødende. – Baltic Sea Glass, Melsted, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Tillandsia er en kæmpemæssig slægt af stedsegrønne planter i ananasfamilien (Bromeliaceae), som omfatter omkring 650 arter. De er hjemmehørende i det sydøstlige USA, Caribien, Mexico, Mellemamerika, samt Sydamerika, mod syd til det centrale Argentina. På amerikansk kaldes de ofte for air plants (‘luftplanter’) på grund af deres tendens til at klynge sig til grene, elledninger og andre ’luftige’ genstande. Deres blade er dækket af specialiserede celler, kaldt trichomer, som er i stand til hurtigt at opsuge nedbør.

 

 

Unge rødlige individer af en Tillandsia-art, Cordillera de Tilarán, Costa Rica. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Rød græshoppe i grus, Taffelbjerget, Cape Town, Sydafrika. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Rød salvie (Salvia coccinea), som stammer fra Mellemamerika, dyrkes vidt og bredt på grund af sine smukke blomster og træffes ofte forvildet.

 

 

Rød salvie, fotograferet i Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Storkenæb (Geranium) er en kæmpestor planteslægt på omkring 420 arter, som er udbredt overalt i tempererede områder, samt i bjergegne i troperne. Kærneområdet for slægten er omkring den østlige del af Middelhavet. Slægtsnavnet, som er afledt af græsk geranos (‘trane’), sigter til de lange frugter af denne slægt, der minder om en tranes næb. Det danske navn hentyder ligeledes til frugternes form.

Skinnende storkenæb (Geranium lucidum) er hjemmehørende i Europa, Nordafrika og det vestlige Asien, og den er også blevet indført til Nordamerika som prydplante. Den er forvildet mange steder, især langs Stillehavskysten, hvor den betragtes som invasiv.

 

 

Efter afblomstringen bliver skinnende storkenæb ofte magentarød. Denne voksede i en revne på klippen Stevelen nord for Gudhjem, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Unge bregneblade er ofte røde, men bliver senere grønne. Her ses to eksempler.

 

 

Dette bregneblad hænger ned over en skrænt i Annapurna-området, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette billede viser Woodwardia unigemmata, som tilhører kambregnefamilien (Blechnaceae), Mingtsih, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Næsten alle tranearter har nøgne røde partier på hovedet eller i ansigtet, i enkelte tilfælde også på halsen. Kun jomfrutrane (Grus virgo) og paradistrane (G. paradisea) har helt fjerklædte hoveder.

 

Vores hjemlige trane (Grus grus), også kaldt eurasisk trane, er den traneart i verden, som har den største udbredelse, fra England mod øst gennem taigaområdet i Sibirien til det nordlige Mongoliet og Kina, med små isolerede ynglebestande i Sydeuropa, Tyrkiet, Kaukasus og Tibet. Underarten archibaldi fra Tyrkiet og Kaukasus blev beskrevet videnskabeligt så sent som i 2008. Tidligere blev de østasiatiske bestande betragtet som en særlig underart, lilfordi, men i dag regner de fleste autoriteter disse fugle som tilhørende nominatracen.

Med en verdensbestand på nær 700.000 er den eurasiske trane den næstalmindeligste traneart efter prærietranen (Grus canadensis). Den er i stærk fremgang i Vesteuropa, fx er der i dag 15-20.000 par i Sverige og ca. 8000 par i Tyskland. Den samlede europæiske bestand blev i 1998 vurderet til omkring 45.000 par, men er siden kraftigt øget. I Danmark ynglede der op gennem 1970’erne og 80’erne fortsat kun 3-4 par, men siden 1990’erne har den været i forrygende fremgang, og i 2018 ynglede op mod 500 par.

Alle 15 tranearter er beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Traner – fascinerende og sårbare, og mine oplevelser med sorthalset trane er omtalt på siden Rejse-episoder – Kina 2009: Blandt sorthalsede traner.

 

 

Denne trane blev fotograferet ved Hornborgasjön, Sverige, hvor der hvert år i marts-april raster op mod 10.000 traner på vej mod deres ynglepladser. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

I Indien forbindes sarustranen (Grus antigone) med den hinduistiske gudinde Baglamukhi, som har tranehoved. Denne gudinde er mester i sort magi og allehånde former for aflivning ved hjælp af gift.

Med en højde på indtil 176 cm er sarustranen den højeste trane, ja faktisk den højeste flyvende fugl i verden. Den er opdelt i tre underarter: antigone på sletterne i Nordindien og det sydvestlige Nepal, sharpii i Myanmar, Laos, Cambodia og Vietnam, samt gilli i det nordlige Australien. Arten er uddød i Thailand, Malaysia og Filippinerne. I Sydøstasien er den truet af afvandinger, dæmningsanlæg, overgræsning, krybskytteri og ægindsamling, og i Australien er afvandinger og kvæggræsning trusler.

Selv om inderne har ladet de store fugle i fred af religiøse grunde, har arten i de senere år været i rivende tilbagegang på grund af afvandinger, opdyrkning, byudvikling, industriforurening og øget brug af pesticider.

I dag regner man med en verdensbestand på 15-20.000, heraf 8-9000 i Nordindien.

 

 

Sarustrane, Keoladeo Nationalpark, Rajasthan, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Oprindelsesstedet for Capsicum-arterne, der er kendt under et antal forskellige navne, bl.a. grøn peber, rød peber, chili, cayennepeber, jalapeño, tabasco og piri-piri, er Mellemamerika og det nordlige Sydamerika, men i dag dyrkes talrige varieteter næsten overalt på kloden.

Disse planter har været anvendt som føde i Mellemamerika så langt tilbage som 7500 f.Kr. Grønne og røde frugter spises rå, stegte eller som pickles og tillige som grønsag i retter. Tørrede og pulveriserede frugter udgør populære krydderier som chili og paprika. Bladene er spiselige og benyttes meget i forskellige asiatiske køkkener.

Navnet chili var aztekernes oprindelige navn på planten, mens tabasco er opkaldt efter den mexikanske stat Tabasco. På spansk betyder jalapeño ‘fra Jalapa’, også benævnt Xalapa, hovedstaden i staten Veracruz, Mexico. Navnet cayennepeber stammer fra Cayenne, også kaldt Fransk Guiana, hvorfra denne type først blev eksporteret til Europa. Piri-piri, også stavet pili-pili, betyder ‘peber’ på Swahili.

Den medicinske anvendelse af Capsicum-arter er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

Disse Mewar-folk har lagt tusinder af chilifrugter til tørre i sandet i Thar-ørkenen, Rajasthan, nordvestlige Indien, hvorved der føjes en pragtfuld karmoisinrød farve til de uanselige omgivelser. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nærbillede af chilifrugter, Kathmandu, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Guizhou-provinsen i Kina er berømt for sine mange chili-varieteter samt for en mængde forskellige anvendelser af dem. Dette billede viser forskellige varieteter til salg i byen Qing Yen (‘Grøn Klippe’), nær Guiyang. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kogte kartofler, skåret i skiver og dyppet i chilipulver, Guizhou-provinsen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Lakrød bægerlav (Cladonia floerkeana), som tilhører familien Cladoniaceae, er vidt udbredt på den nordlige halvkugle. Nogle af artens engelske navne er ret fantasifulde og omfatter bl.a. gritty British soldiers (’snavsede britiske soldater’), Devil’s matchstick (’Djævelens tændstikker’), samt Bengal matches (’bengalske tændstikker’). Disse navne hentyder alle til de knaldrøde frugtlegemer, der sidder for enden af en kort stilk. I gamle dage var engelske soldaters uniform knaldrød, og tændstikhovederne var også ofte røde.

 

 

Knaldrøde frugtlegemer af lakrød bægerlav lyser op på Sønderho Hede, Fanø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Liljekonval (Convallaria majalis) er en køn skovplante med en nikkende klynge af klokkeformede, sødt duftende hvide blomster, der kommer frem sent om foråret og bliver til højrøde bær i løbet af efteråret. Hele planten er meget giftig. Den var førhen placeret i liljefamilien (Liliaceae), senere i en særskilt familie, Convallariaceae, men blev så overført til familien Ruscaceae, der i dag betragtes som en underfamilie, Nolinoideae, af aspargesfamilien (Asparagaceae).

Arten er hjemmehørende i tempererede egne af Eurasien, fra England og Spanien mod øst til det centrale Sibirien. Førhen blev bestande i Fjernøsten og det østlige USA betragtet som tilhørende denne art, men de bliver nu generelt regnet som selvstændige arter, C. keiskei i Kina og Japan, samt C. pseudomajalis i det østlige USA.

Ifølge den antikke græske mytologi lod Apollon liljekonvaller spire frem i skovene for at beskytte hans ni musers sarte fødder. Et gammelt engelsk navn på arten er glovewort (‘handskeurt’), da en salve mod ømme hænder blev fremstillet af den. Andre ældre navne omfatter bl.a. majlilje og nyseblomst.

I Flora Danica fra 1648 skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80): “Dersom at mand vil, kand mand nocksom tage disse Lilie-Convals-blomster, tørre oc støde dennem til Pulver og komme udi Nat-Huer eller andet saadant, som mand med velluctendis Pulver vil hafue stoppet. Dette samme Pulver er ocsaa got til at komme en til at nyse med, enten for sig selfuer eller med andet beblandet, oc opdraget i Næsen, thi derved uddrifvis ocsaa den slemme Uhumskhed, som er i Hiernen, oc det igiennem Næseborene.”

 

 

Røde bær af liljekonval står i stærk kontrast til det friskgrønne mos på granrafter, Tryggestad, Öland, Sverige. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Riden (Rissa tridactyla) er en lille mågeart med en vid udbredelse i arktiske havområder, hvor den yngler i kolonier på stejle klippesider eller klinter. Her bygger hvert par en rede af planter og tang på en smal hylde. Som ynglefugl er den udbredt mod syd til Kurillerne, det sydlige Alaska, Newfoundland, de Britiske Øer og Frankrig, med spredte kolonier i Portugal og Spanien. Om vinteren spredes den over et kæmpemæssigt område i subarktiske og tempererede have.

Slægtsnavnet er afledt af det islandske navn på arten, rita, hvoraf også det danske navn kommer. Det latinske artsnavn er afledt af græsk tridaktylos (‘tretået’), hvilket sigter til, at denne art mangler den lille, bagudrettede fjerde tå, som de fleste andre mågearter besidder. Et ældre dansk navn på arten var tretået måge.

I England kaldes riden for kittiwake, navngivet efter dens skrig, mens den i Nordamerika er kendt som black-legged kittiwake for at skelne den fra dens nære slægtning red-legged kittiwake (Rissa brevirostris), som yngler på småøer i den allernordligste del af Stillehavet.

 

 

Koloni af rider på Rauðanupur (‘Røde Klint’) i det nordlige Island. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Det naturlige udbredelsesområde af Monterey-fyr (Pinus radiata) er begrænset til nogle få lokaliteter i Santa Cruz og San Luis Obispo Counties i det centrale Californien, samt to øer, Guadalupe og Cedros, der ligger ud for vestkysten af det nordlige Baja California, Mexico. I disse områder trues den alvorligt af en indslæbt svampeart, Fusarium circinatum.

Mange andre steder er arten blevet plantet i vid udstrækning, især i Australien, New Zealand, Spanien, Argentina, Chile, Uruguay, Kenya og Sydafrika, samt på øen Tristan da Cunha.

 

 

Stamme af Monterey-fyr med rødlig bark, Wai-O-Tapu Thermal Area, New Zealand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Små røde biller klumper sig sammen på et blad (øverst), og æder af en skovfrugt, Rondo Forest, Tanzania. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Almindelig rundbælg (Anthyllis vulneraria) er en meget variabel plante med talrige underarter og intermediære former. Alene i Europa forekommer mindst 24 underarter, hvoraf nogle måske er selvstændige arter. Den er udbredt i hele Europa, mod øst til Ural-bjergene, mod syd til det nordlige Afrika og Iran, med en isoleret forekomst i det ethiopiske højland. Den vokser i tørre græsklædte områder og i klitter, langs veje og diger, samt i andre forstyrrede områder, helst på kalkholdig jord, fra lavlandet op til omkring 3000 meters højde.

Blomsterstanden er et kompakt hoved med talrige blomster, indtil 1,9 cm lange, gyldengule hos de fleste underarter, undertiden hvidlige, orange eller røde. Bægeret er meget karakteristisk, med et tæt dække af hvide hår.

Slægtsnavnet er afledt af græsk anthyllio, diminutiv af anthos (‘blomst’). Artsnavnet er afledt af latin vulnus (‘sår’), hvilket sigter til artens tidligere anvendelse til behandling af sår. Den blev også benyttet mod hoste.

 

 

En form af rundbælg med højrøde blomster, var. coccinea, er ret almindelig i Sverige, her fotograferet på Stora Alvaret, Öland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

(Oprettet juni 2016)

 

(Senest opdateret maj 2022)