Hyldest til farven rød

Dompapper (Pyrrhula) er en lille slægt på 7 tyknæbbede finker, hvoraf de 5 er rent asiatiske. Den almindelige dompap (P. pyrrhula) er vidt udbredt fra Europa og Mellemøsten mod øst gennem tempererede områder i Asien til Japan, mens Azorerdompap (P. murina) er begrænset til en enkelt ø i Azorerne.

Slægtsnavnet er afledt af græsk pyr (‘ild’), hvilket sigter til den fantastiske røde farve hos hannen af almindelig dompap, samt latin ulus, en endelse, som udtrykker noget småt. Det danske navn kommer af plattysk dompape (‘domkirkepræst’). Hannen af almindelig dompap har omtrent samme farve som hætte og kåbe hos disse præster.

Rustdompap (P. erythrocephala) er præsenteret på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Himalaya.

Fuchsia-ribs (Ribes speciosum) har navn efter de knaldrøde blomster, der minder om små fuchsia-blomster. Den er en tornet busk, som er hjemmehørende på kystnære skrænter i det centrale og sydlige Californien, samt på Baja California.

Ixora er en meget stor slægt med omkring 500 arter af buske, som tilhører krapfamilien (Rubiaceae). De er udbredt i Caribien, Mellem- og Sydamerika, varmere egne af Afrika, Madagascar, det sydlige Asien, samt Australasien. Nogle få arter dyrkes, specielt I. coccinea, som har pragtfulde røde blomster. Denne art er hjemmehørende på det Indiske Subkontinent og i Indokina, men dyrkes mange andre steder med varmt klima.

I yngledragten har den gråstrubede lappedykker (Podiceps grisegena) rød hals, og et ældre navn på arten er da også rødhalset lappedykker. Den har en kolossalt stor udbredelse, fra Danmark, Sverige, Tyskland og Balkan mod øst til det sydvestlige Sibirien og Kazakhstan, endvidere fra det østlige Sibirien mod syd til set nordlige Kina og Sakhalin, samt i det nordvestlige Nordamerika, mod øst til de Store Søer. Den er ret almindelig i Danmark.

Rød fluesvamp (Amanita muscaria) er oprindeligt vildtvoksende i tempererede og subarktiske skove på den nordlige halvkugle, men er blevet indslæbt til mange lande på den sydlige halvkugle. Den er mest almindelig i nåleskove, men kan også træffes i løvskove. Typisk er den hvid med en knaldrød hat, der i reglen er plettet med hvide ‘vorter’ – rester af fællessvøbet, der omgiver den unge svamp. Nogle underarter har orange eller gullig hat.

Arten er berømt for sine hallocinogene egenskaber, og indtil fornylig udgjorde den en vigtig del af shamanistiske ritualer hos adskillige folkeslag, bl.a. samerne, som var halvnomadiske rensdyravlere i de nordlige egne af Skandinavien og Rusland. Deres shamaner var iført spidse røde hatte, som symboliserede den hellige røde fluesvamp, samt røde kåber, der symboliserede deres himmelflugt, når de indtog svampen på den helligste af alle nætter, vintersolhverv (dengang 25. december).

Det er en udbredt opfattelse, at vikingerne gik berserk efter at have spist rød fluesvamp, men det er sandsynligvis en forkert tolkning, da man snarere bliver sløv af at indtage den.

Artsnavnet er afledt af latin musca (‘flue’), hvilket sigter til dens brug som fluedræber. Den tyske dominikanske munk Albertus Magnus (ca. 1200-1280) skriver i sit værk De vegetabilibus, at “den kaldes fluesvamp, fordi den, tilsat mælk i pulverform, anvendes til at dræbe fluer.”

Det var formentlig blevet bestemt, at den højt beliggende parkeringsplads på bjerget Hohuan Shan i det centrale Taiwan ville udgøre en romantisk kulisse for bryllupsbilleder. Uheldigvis viste det sig, at stedet på denne store dag var tåget og med temperaturer nær frysepunktet, så den stakkels brud må have frosset gevaldigt i sin luftige bryllupskjole, mens hun i adskillige minutter poserede foran et team af professionelle fotografer, iført dunjakker. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

Mange plantearter har røde blade på et eller andet tidspunkt i deres livscyklus. Nyudfoldede blade af mange arter er stærkt røde, hvilket signalerer, at de indeholder flere toksiner end grønne blade. De er således temmelig uspiselige og undgås af denne grund ofte af insekter.

I arktiske og tempererede egne kaster de fleste løvtræer deres løv om efteråret, og inden bladene falder, skifter de farve, i mange tilfælde til rødt. I subtropiske områder får en del træarter også rødt løv, hovedsagelig om vinteren.

En mængde billeder af plantearter med rødt løv kan studeres på siden Efterår.

Det er uvist, hvor tropisk mandeltræ (Terminalia catappa) stammer fra, men i dag er arten vidt udbredt i de fleste tropiske og nogle subtropiske områder, hvor den vokser i et bredt spektrum af levesteder. Det danske navn, samt de engelske navne beach almond (‘strand-mandel’) og Indian almond (’indisk mandel’), skyldes artens mandel-lignende frugt. Den tilhører imidlertid familien Combretaceae og er overhovedet ikke beslægtet med ægte mandel (Prunus amygdalus), der hører hjemme i rosenfamilien (Rosaceae).

Rød tandbæger (Ballota nigra), som tilhører læbeblomstfamilien (Lamiaceae), er hjemmehørende fra Danmark og det sydlige Sverige mod syd til det nordlige Afrika, samt fra Portugal mod øst til europæisk Rusland og Iran.

Campbells løn (Acer campbellii) er et stort træ, som vokser i skove og krat i Himalaya mellem 2100 og 3600 meters højde, fra det vestlige Nepal mod øst til Myanmar, og derfra videre mod nord til de kinesiske provinser Yunnan og Sichuan.

Indiske og nepalesiske landsbykvinder elsker farvestrålende klæder. Nedenfor er vist en række eksempler.

Iført farvestrålende sarier er disse landsbykvinder på vej for at deltage i den hinduistiske nytårsfest i et tempel i Charbhuja, Rajasthan, tilegnet abeguden Hanuman. – Nogle hinduistiske højtider er beskrevet på siderne Religion: Hinduisme, samt Rejse-episoder – Indien 1991: Til hindu-højtider i Rajasthan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

Hvad indiske landsbykvinder end er beskæftiget med, medbringer de altid deres lille barn. Denne kvinde har været ude i kratskoven i Keoladeo Nationalpark, Rajasthan, for at samle brænde. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

Røde torne på en kortstilket filtrose (Rosa sherardii), Gudhjem, Bornholm. Denne art er vildtvoksende i Europa, fra Skandinavien og Finland mod syd til Frankrig og Ukraine, samt fra Irland mod øst til det vestlige Sibirien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

New Zealand-ceder (Libocedrus bidwillii) er et nåletræ, som kun findes i New Zealand, hvor det vokser i tempererede regnskove mellem 250 og 1200 meters højde. Denne art anses for at være truet, og bortset fra skovning kommer hovedtruslen fra den australske buskhalede possum (Trichosurus vulpecula), der æder løvet og til tider kan dræbe træerne. Dette indførte skadedyr er nærmere præsenteret på siden Natur: Invasive arter.

New Zealand-ceder blev navngivet til ære for den engelske botaniker og opdagelsesrejsende John Carne Bidwill (1815-53), som undersøgte plantelivet i New Zealand og Australien, hvor han opdagede adskillige arter, som var nye for videnskaben. I 1851, mens han var beskæftiget med opmåling af en ny vej i Queensland, fór han vild og fik ingen mad i otte dage. Til slut lykkedes det ham at hugge sig vej tilbage ved hjælp af en lille krog, men han kom sig aldrig rigtigt efter strabadserne og døde i marts 1853, kun 38 år gammel. (Kilde: Serle, P. 1949. Bidwill, John Carne (1815-1853). Dictionary of Australian Biography. Angus & Robertson)

Combretum fruticosum, som tilhører familien Combretaceae, er udbredt fra Mexico mod syd til det nordlige Argentina. Denne art kan vokse som en fritstående busk og bliver i så fald op til 3 m høj. Den optræder oftest som en slyngplante, der kan nå en længde af 10 m eller mere. De prangende blomsterstande er røde, orange, eller gullige, indtil 16 cm lange, blade helrandede, op til 16 cm lange og 8 cm brede.

Farvestrålende pulvere er meget benyttet i den indiske kultur, både som udsmykning og som offergave til hinduistiske guder under højtider.

De pragtfulde nøkkeroser (Nymphaea) omfatter omkring 50 arter, som er udbredt i det meste af verden. Det videnskabelige slægtsnavn er afledt af græsk nymphe (’nymfe’). Sagnet fortæller, at en vandlevende nymfe nærede en glødende kærlighed til den stærke helt Herakles (på latin kaldt Hercules), som imidlertid ikke gengældte hendes følelser. Hun sygnede hen og døde, og af hende opstod den smukke nøkkerose.

Det danske navn kommer af nøkke, på oldnordisk nykr – et overnaturligt, ondsindet væsen af hankøn, som ifølge den nordiske folketro levede i søer og vandløb. På dansk kaldtes han også for åmand. Denne nøkke krævede regelmæssigt menneskeofre, og i Middelalderen hævdede man, at han råbte: “Tiden er kommet, men manden er endnu ikke kommet.”

Den farveprægtige røde nøkkerose (N. rubra) er hjemmehørende fra Indien og Sri Lanka mod øst gennem Indokina til Filippinerne, samt på Java.

Kveller (Salicornia europaea), også kaldt salturt, er én blandt 15 arter af denne slægt i amarantfamilien (Amaranthaceae), som er vidt udbredt i Europa, Asien, Afrika og Nordamerika. De findes hovedsaglig i kystnære egne, hvor de vokser på slikflader (finkornet dynd) på lavt vand, der er blottet ved ebbe, samt i saltsumpe og mangrove. Inde i land træffes de også i saltsumpe.

Kveller er spiselig, rå eller tilberedt. Den dampes ofte, hvorefter der gnides smør eller olivenolie på den. På grund af dens høje saltindhold skal den koges i masser af vand, som ikke tilsættes salt. I Nordamerika sælges Salicornia virginica i visse forretninger under navnene sea beans (’havbønner’), samphire greens (’St Pierres grønt’), samt sea asparagus (’havasparges’).

Slægtsnavnet kommer formentlig af latin sal (‘salt’), hvilket sigter til disse planters habitat, samt cornu (‘horn’), som hentyder til spidsen af skuddene, der kan minde om et horn.

Et andet medlem af amarantfamilien er quinoa (Chenopodium quinoa), som først blev dyrket i Andesbjergene for omkring 5000 år siden, i begyndelsen som dyrefoder, og siden, for mindst 3000 år siden, som menneskeføde, omkring Titicaca-søen. (Kilde: A. Kolata 2009. Quinoa: Production, Consumption and Social Value in Historical Context. Department of Anthropology, University of Chicago)

Denne arts frø er rige på protein, fibre, B-vitaminer og mineraler, og i større mængder end i mange kornsorter. Navnet quinoa er afledt af Quechua-ordet kinwa eller kinuwa.

For inkaerne var denne afgrøde hellig, kaldt chisoya mama (‘alle kornsorters moder’). Traditionelt var det inka-kejseren, som såede de første frø i vækstsæsonen, idet han benyttede ‘gyldne instrumenter’. (Kilde: H. Popenoe 1989. Lost crops of the Incas: little-known plants of the Andes with promise for worldwide cultivation. National Academy Press, Washington, D.C.)

Da de spanske conquistadorer invaderede Andes, nægtede de at anerkende kvaliteterne af quinoa, som de kaldte ’indianerføde’. På et tidspunkt forbød de endog dyrkning af den, og inkaerne blev tvunget til at dyrke hvede i stedet. (Kilde: D.W. Gade 1999. Nature and culture in the Andes. University of Wisconsin Press)

Kohleria er en slægt af buskagtige urter, som omfatter omkring 19 arter i familien Gesneriaceae. De er udbredt i Mexico, Mellemamerika og Sydamerika. De fleste af arterne har farveprægtige blomster, og af denne grund har de været populære prydplanter i Europa og Nordamerika gennem mere end 150 år.

Den pragtfulde Kohleria spicata findes fra det sydlige Mexico mod øst til Venezuela, og derfra mod syd til Peru. Den blev tidligere udnyttet i den lokale folkemedicin.

Ganesh er en hinduistisk guddom, som har menneskekrop og elefanthoved. Han betragtes traditionelt som yngste søn af den høje gud Shiva og hans kvindelige modpart Parvati. Han afbildes ofte stående på sin ganger, en rotte, med sine fire buttede arme strittende ud som en venlig gestus. Han er en meget populær guddom, og før man tager vigtige beslutninger, lægger man ofte en malla (blomsterkrans) ved en statue eller et billede af Ganesh, mens man beder en bøn.

Der findes adskillige legender, som forklarer, hvordan Ganesh fik sit elefanthoved. En af dem kan læses på siden Religion: Hinduisme.

En anden hinduistisk guddom er Naga, den indiske brilleslange (Naja naja), som er hellig og ofte tilbedes.

Koraltræer (Erythrina) er en stor slægt med over 100 arter af løvfældende træer, som tilhører ærteblomstfamilien (Fabaceae). De er udbredt i tropiske og subtropiske områder verden rundt.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk erythros (‘rød’), der i lighed med det danske navn sigter til slægtens pragtfulde koralrøde eller orangerøde blomster.

Disse blomster tiltrækker mange fugle, bl.a. bulbuler og solfugle, som bestøver dem, samt papegøjer, der æder hele blomsten.

Erythrina abyssinica er udbredt fra den Centralafrikanske Republik, Sudan og Eritrea mod syd til Angola, Botswana og Mozambique. Der fremstilles perlekranse af frøene, der også anvendes som fiskegift. Veddet benyttes til at udskære figurer, samt til fremstilling af bikuber og trommer.

Erythrina stricta, der bliver op til 12 m høj, er karakteriseret ved, at stamme og grene har talrige hvidlige skarpe torne. Arten er udbredt fra den Indiske Halvø mod øst gennem Indokina til det sydvestlige Kina.

Erythrina crista-galli, der på engelsk ofte kaldes for cockspur coral tree (‘henespore-koraltræ’), og i Latinamerika for ceibo, er et lille træ, op til 10 m højt og med en stammediameter op til 50 cm. Arten er hjemmehørende i det sydlige Brasilien, Argentina, Uruguay og Paraguay, men plantes som prydtræ i mange andre varmere egne. Den er nationaltræ i Argentina, og dens blomst er nationalblomst i Uruguay.

Artsnavnet er latin og betyder ‘hanekam’.

Som dens navn antyder, har pragtperleskægfugl (Trachyphonus erythrocephalus) en farvestrålende fjerdragt, fortrinsvis i rødt og gult. Denne art er udbredt i Østafrika, fra Sydsudan, Ethiopien og Somalia mod syd til det nordlige Tanzania. Dens fjer anvendes ornamentalt af adskillige stammefolk, bl.a. Masaai.

Schleichera oleosa er et løvfældende, til tider stedsegrønt træ, indtil 40 m højt, med en bred og skyggefuld krone. Denne art, som er kendt for for sit stærkt røde forårsløv, er udbredt fra Indien og Sri Lanka mod øst til Sydøstasien og videre mod syd til Indonesien. Den er vært for et insekt, Kerria lacca, som er hjemmehørende i Indien. Arten udnyttes medicinelt, og frugterne er spiselige. Af frøene udvindes en olie ved navn kusum.

Slægtsnavnet blev givet til ære for den schweiziske botaniker Johann Christoph Schleicher (1770-1834), mens artsnavnet betyder ‘rig på olie’ på latin.

Den fremherskende religion i Taiwan er en unik blanding af buddhisme og daoisme, som er grundigt behandlet på siden Religion: Daoismen i Taiwan. Herunder ses en række billeder, som har forbindelse med daoismen.

Traditionelle papirlamper, oftest stærkt røde, udsmykker næsten alle daoistiske templer i Taiwan. En række billeder af sådanne lamper er vist på siden Kultur: Lamper og lys.

Song Bo Chin, et daoistisk tempel i byen Ershuei. I kinesisk mytologi er dragen et symbol på kraft, styrke og held, og i daoistiske templer vrimler det med figurer af disse fabeldyr. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

I daoistiske templer skriver folk ofte deres ønsker på små papirlapper, der limes på vægge, søjler eller andre steder i det håb, at guderne vil opfylde deres ønske.

Eksploderende fyrværkeri indgår som en vigtig del af enhver daoistisk højtid i Taiwan. Næsten alt fyrværkeri er svøbt i rødt papir.

Resterne af afbrændt fyrværkeri under en højtid, hvor man fejrer modergudinden Mazu, Pitou (øverst), samt under en højtid på øen Siao Liouchou til ære for sygdommenes gud, Wang-yeh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

I visse fiskersamfund i det sydlige Taiwan afholdes stadig den såkaldte Boat Burning Festival (‘bådafbrændings-festival’). Forinden har man konstrueret en komplet, rigt udsmykket båd af træ, der afbrændes som en offergave til sygdommenes gud Wang-yeh i det håb, at han vil spare befolkningen for pest og andre frygtelige sygdomme. Førhen blev den brændende båd sendt til søs og bar på denne måde ceremonielt sygdommene med sig, men denne praksis er ophørt, og i dag afbrændes båden på land.

Både løven og tigeren har været et almindeligt motiv i kinesisk kunst gennem tusinder af år, og da daoismen blev bragt til Taiwan af kinesiske immigranter, var det kun naturligt, at de ofte blev gengivet i daoistiske templer, skønt ingen af dem nogensinde har levet på øen.

I kinesisk folklore optræder løven som et mytologisk væsen, ofte i rollen som beskytter. Mange skulpturer gengiver hanløver, som har anbragt en pote på en kugleformet genstand med mønster. Denne kugle forestiller en broderet bold. I gamle dage blev sådanne bolde fremstillet af aflagt tøj og præsenteret som offergaver i templerne af børn – et symbol på yang (lyse kræfter) og venskab.

Skulpturer af løver opstilles ofte som beskyttere mod onde kræfter uden for templer og på daoistiske gravsteder. Adskillige billeder af sådanne skulpturer ses på siderne Religion: Daoismen i Taiwan, samt Kultur: Gravsteder.

Under daoistiske højtider finder såkaldt løvedans ofte sted foran templerne. Som regel opføres disse danse af to mænd under et spraglet klæde, der illuderer løvens krop, mens den forreste mand holder en løvemaske.

Kristtorn (Ilex) er en meget stor slægt med over 560 arter i familien Aquifoliaceae – den eneste nulevende slægt i denne familie. Disse planter er stedsegrønne eller løvfældende træer, buske og slyngplanter, som hovedsagelig er udbredt i tropiske og subtropiske egne kloden rundt, med nogle få arter i tempererede områder.

Slægtsnavnet er det latinske navn på stenegen (Quercus ilex). Da den svenske botaniker Carl von Linné (1707-78) navngav den almindelige kristtorn Ilex aquifolium, fandt han formodentlig, at der var en vis lighed mellem de to arters blade. Faktisk blev ordet ilex anvendt i England for såvel eg som kristtorn helt op i 1800-tallet. Artsnavnet er en forvrængning af det gamle romerske navn på planten, acrifolium, der betyder ‘skarpt blad’. Denne skarphed ledte til troen på, at bladene udgjorde en del af Kristi Tornekrone (jfr. det danske navn), og de røde bær symboliserede de bloddråber, som faldt fra Jesu pande.

Den almindelige kristtorn er normalt en mindre busk, men kan undertiden blive et stort træ, op til 25 m højt og med en stammediameter på over 1 m. Arten har en pletvis udbredelse i Europa, det nordlige Afrika og Tyrkiet.

Afrikansk tulipantræ (Spathodea campanulata) er hjemmehørende i Afrika syd for Sahara, fra Sierra Leone mod øst til Ethiopien, og videre mod syd til Angola og Zambia. På grund af de smukke blomster plantes arten som prydtræ i næsten alle varmere lande. Blomsterne besøges af mange forskellige fuglearter, som æder pollen og støvdragere, deriblandt asiatisk sort bulbul (Hypsipetes leucocephalus), som er beskrevet andetsteds på denne side.

Den pragtfulde italiensk hanekløver (Sulla coronaria, tidligere kaldt for Hedysarum coronarium) er begrænset til den vestlige del af Middelhavs-området, hvor den findes i Syditalien, Spanien, Marokko, Algeriet og Tunesien, samt på Malta. Den er almindeligt dyrket som dyrefoder, samt til produktion af hø og honning. Den bliver omkring 1,5 m høj og har snitdelte blade med op til 11 småblade.

Mennesket har anvendt rød jernoxid som farvepigment i tusinder af år, bl.a. kendt fra hulemalerierne i det sydlige Frankrig og nordlige Spanien. Kendskabet til, at metalsalte findes i gruber med svovlholdigt malm, er også gammelt. Den kendte røde farve på svenske træhuse har sin oprindelse i kobberbrydningen i Falun, Dalarna. Efter tørring giver slammet herfra en gul farve, som efter opvarmning bliver rød.

I et brev til byggelederen på Stockholm Slot beordrer Kong Johann d. 3. (1537-92) ham til at bestille ’rustbly’ eller ’grubeklid’, da kongen ville have alle slottets tage farvet røde. I 1600-tallet var det fortsat usædvanligt at male sit hus, og man blandede farvepigmentet med tjære for at beskytte træværket.

Først i løbet af 1700-tallet kom det for alvor på tale at tilvirke den røde farve industrielt. Fra 1764 fremstilledes den på Falu Gruva i Falun, og i løbet af 1800-tallet blev det stedse mere almindeligt for menigmand at benytte farven til husene. I 1861 fremstilledes 900 tons, og op gennem 1900-tallet varierede produktionen mellem 1000 og 2000 tons.

I 1992 blev Falu Gruva lukket efter mere end tusind års malmbrydning – kun produktionen af den røde farve fortsattes. I 2012 fremstilledes omkring 500 tons pigment, som blev til 1.900.000 liter ’svenskrød’ maling. (Kilde: falurodfarg.com/om-foretaget/det-finns-bara-en-falu-rodfarg)

Nedenfor præsenteres en række billeder af ’svenskrøde’ bygninger.

Frøstande af blød hejre (Bromus hordeaceus) kaster lange skygger på et fiskeskur ved Roskilde Fjord. Denne græsart var oprindeligt vildtvoksende i Europa og det nordlige Asien, men er blevet indslæbt til mange andre egne af verden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

Den pragtfulde julestjerne (Euphorbia pulcherrima) er en art af vortemælk, en busk eller et lille træ, der bliver op til 4 m højt. Denne art, som europæerne først stiftede bekendtskab med i begyndelsen af 1800-tallet, er hjemmehørende i Mexico og Mellemamerika, men er blevet indført til de fleste varmere egne af kloden som prydplante.

Navnet julestjerne er opstået, da planten i stor stil anvendes som juledekoration. Fra 1600-tallet indbefattede franciskanermunke i Mexico planten i deres julefestligheder. Højbladenes stjerneagtige form sagdes at symbolisere Stjernen over Bethlehem, mens deres stærkt røde farve repræsenterede blodet fra den korsfæstede Jesus.

I Mexico og Guatemala kaldes julestjernen for Flor de Noche Buena, hvilket betyder ‘Den Gode Nats blomst’ (= juleaften). I Spanien kaldes den for Flor de Pascua (‘Påskeblomst’), mens den i Chile og Peru er kendt som La Corona de los Andes (‘Andes-bjergenes Krone’). Et af artens engelske navne er poinsettia, givet til ære for Joel Roberts Poinsett (1779-1851), som var den første amerikanske ambassadør i Mexico. Han tilskrives plantens indførelse til USA i 1825. (Kilde: en.wikipedia.org/wiki/Poinsettia)

Førhen rummede den østlige halvdel af Nordamerika omkring 13.000 overdækkede træbroer, hvoraf hovedparten blev opført i 1800-tallet. Overdækningen blev lavet med henblik på at forlænge broens levetid, som, uden dække, ofte var bare 10-15 år.

Mange af de overdækkede broer er såkaldte gitterdrager-broer (på engelsk truss bridges), der består af sammensatte elementer, som normalt danner trekanter. En fletværkbro (på engelsk lattice bridge) er en type gitterdrager-bro, hvor et stort antal lister placeres diagonalt, så de danner et fletværk.

Hart Bridge er en gitterdrager-fletværk-bro fra omkring 1864, 52 m lang og 4,6 m bred, som fører over Housatonic-floden, West Cornwall, Connecticut. Den blev fremstillet af tømmer fra amerikansk rødgran (Picea rubens), som blev samlet med træpløkke.

Omkring 1500 overdækkede broer er blevet bevaret i USA. Nogle er vist på siden Kultur: Broer.

Trillingranke (Bougainvillea spectabilis) er en forveddet slyngplante af familien Nyctaginaceae, der kan opnå en højde af 12 m. Den er oprindeligt hjemmehørende i Brasilien, Peru, Bolivia og Argentina, men er blevet indført mange andre steder på grund af dens pragtfulde højblade, der normalt er forskellige afskygninger af rød, men også optræder i farverne hvid, lilla, purpurfarvet og orange. Disse højblade omgiver de små, hvide, uanselige blomster.

På engelsk er navnet four o’clock family blevet hæftet på familien Nyctaginaceae på grund af, at blomsterne hos et andet medlem af familien, vidunderplante (Mirabilis jalapa), først åbner sig sent på eftermiddagen.

Flammetræet (Delonix regia) er et kæmpemæssigt træ af ærteblomstfamilien (Fabaceae), som har fået navn efter sine pragtfulde blomster. Det er hjemmehørende i Madagascar, men dyrkes som prydtræ i næsten alle varmere egne af kloden.

Flere billeder af denne art findes på siderne Planteliv: Gamle og store træer, Natur: Mønstre i naturen, samt Silhouetter.

Amerikansk sortspætte (Dryocopus pileatus) er udbredt tværs over det sydlige Canada samt i den østlige halvdel af USA, mod syd til Texas og Florida, og tillige langs Stillehavskysten mod syd til Californien.

Artsnavnet pileatus hentyder til den iøjnefaldende top hos denne art, af latin pilleus (‘kalot’) og atus (‘ligner’), således ‘med en kalot-lignende (top)’.

Jatropha curcas, som tilhører vortemælkfamilien (Euphorbiaceae), er en busk eller et lille træ, som når en højde af 6 m, undertiden mere. Dens oprindelsessted er sandsynligvis Mexico og Mellemamerika, men arten er blevet indført eller indslæbt til de fleste tropiske og subtropiske egne. Den forvildes nemt og betragtes som invasiv i adskillige lande.

Engelske navne omfatter bl.a. poison nut (‘giftig nød’) og purging nut (‘bræknød’), som sigter til de giftige nødder. Der eksisterer dog ugiftige varieteter i Mexico, hvor kernerne er en meget populær snack.

Shwedagon-pagoden er en kæmpestor buddhistisk helligdom i hovedstaden Yangon. Især om aftenen besøges denne pragtfulde pagode af mange lokale buddhister, som kommer for at bede, giver offergaver eller deltage i rengøring af platformen omkring pagoden.

Pagoder er nærmere beskrevet på siden Religion: Buddhisme.

Zephyranthes splendens er et pragtfuldt medlem af amaryllisfamilien (Amaryllidaceae), som er endemisk i det centrale Chile. Den blomstrende stængel er op til 40 cm høj, og de fantastiske blomster kommer frem før bladene, der bliver indtil 40 cm lange og 1 cm brede.

Andre medlemmer af amaryllisfamilien omfatter de pragtfulde blodliljer (Scadoxus), omkring 9 arter, som er hjemmehørende i Afrika og Arabien. De er meget giftige og har været anvendt til at udvinde stoffer, der blev benyttet som fiskegift og pilegift, og de har også bidraget til den lokale folkemedicin.

Scadoxus multiflorus er vildtvoksende i den sydlige del af den Arabiske Halvø, samt i størstedelen af Afrika syd for Sahara, fra Senegal mod øst til Somalia og derfra mod syd til Sydafrika. Den findes også på Seychellerne.

Tok-tokkie-biller er medlemmer af den store familie Tenebrionidae. Deres mærkelige navn, der førhen blev stavet toktokje, er onomatopoisk, idet det sigter til den lyd, som disse biller frembringer, når de hæver kroppen og derpå sænker den ned til jordoverfladen adskillige gange i hurtigt tempo. Lydene påbegyndes af hanner, som derpå afventer svar fra hunner i brunst. Signalerne bølger frem og tilbage, indtil de to parter til slut mødes og parrer sig. (Kilde: beetlesinthebush.com/2009/02/07/tempting-tok-tokkies)

Edderkoppeaber (Ateles) er en slægt med 7 arter i familien Atelidae, som er udbredt fra det sydlige Mexico mod syd til Brasilien, hvor de lever i det øverste stratum af tropiske skove. Disse aber er karakteriseret af deres usædvanligt lange arme og ben, som har givet dem deres navn, samt deres lange gribehale, der anvendes som et femte lem.

Fem eller seks underarter af Geoffroys edderkoppeabe (Ateles geoffroyi), også kaldt sorthåndet eller centralamerikansk edderkoppeabe, er udbredt fra det sydøstlige Mexico mod øst til Panama.

Edderkoppeaber og mange andre aber er beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Aber.

Disse Geoffroys edderkoppeaber af underarten ornatus, undertiden kaldt for rød edderkoppeabe eller sortbrynet edderkoppeabe, æder kaffe-lignende frugter, Tortuguero Nationalpark, Limón, Costa Rica. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

Trods navnet er indisk kanna (Canna indica), som tilhører familien Cannaceae, hjemmehørende i Mellemamerika, Caribien, samt store dele af Sydamerika. På grund af artens smukke blomster, der forekommer i farverne rød, orange og gul, dyrkes den i mange andre varmere egne af verden, og den forvildes ofte. Frugterne er op til 3 cm lange kapsler, hvis overflade er nopret. De indeholder en mængde sorte, meget hårde frø, der minder om gevær-hagl, hvilket har givet anledning til et af artens engelske navne, Indian shot (’indiske hagl’).

Gennem tusinder af år har denne plante været fødeemne for forskellige indfødte folkeslag, deriblandt Mayaerne. Rodstænglen er spiselig, rå eller kogt, og dens høje indhold af stivelse gør den også velegnet til bagning. I dag anvendes bladene i Mexico til at vikle omkring forskellige former for bagværk, bl.a. tamales, og i Fjernøsten vikles de omkring klæbrig ris, hvilket giver den en unik smag.

Navnet Canna indica beror sandsynligvis på en misforståelse. I Brasilien kaldes planten bl.a. for cana-da-índia (‘indiansk rør’), altså i betydningen ‘græs’, i stil med sukkerrør, hvilket hentyder til den slanke, ranke stængel. Dette navn kan have forvirret den svenske botaniker Carl von Linné (1707-78), da han navngav arten i 1758.

Tæger af ordenen Hemiptera er en meget stor gruppe af insekter, der tæller omkring 75.000 arter på verdensplan. De er ofte meget forskelligartede, men har det tilfælles, at de har stikkende munddele, hvormed de suger plantesaft eller i nogle tilfælde bløddele af andre dyr. Deres munddele er indeholdt i et næb, kaldt rostrum, der normalt holdes under kroppen, når det ikke er i brug. Tæger er ofte forsamlet i store, tætte flokke på sten, mure og andre steder.

Mange tægearter er forskellige afskygninger af rødt, ofte med sorte aftegninger. Nogle eksempler vises nedenfor.

Nymfe af tægearten Pycanum rubens, af familien Tessaratomidae, nær Sinuwa, Tamur-dalen, østlige Nepal. På engelsk kaldes denne art for giant shield bug (‘kæmpe-skjoldtæge’) – et meget passende navn! (Foto copyright © by Kaj Halberg)

Ildtægen (Pyrrhocoris apterus) er vidt udbredt i det palæarktiske område, fra Atlanterhavskysten mod øst til det nordvestlige Kina. Den findes tillige i USA, Mellemamerika, Indien og Australien, sandsynligvis indslæbt.

Ildtæger klumper sig sammen på mos under en vedbend (Hedera helix) (øverst), samt på blade af skov-jordbær (Fragaria vesca), som vokser på borgen Windeck, nær Bühlertal, Schwarzwald. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

Rød kanttæge (Corizus hyoscyami) tilhører familien Rhopalidae (kanttæger), der omfatter 18 slægter med over 200 arter. Denne art forekommer i størsteparten af Europa samt i det nordvestlige Afrika.

Natskygge (Solanum) er en af verdens største planteslægter, som rummer over 1300 arter, bl.a. en lang række nytteplanter som kartoffel (S. tuberosum), tomat (S. lycopersicum), tomattræ (S. betaceum) og aubergine (S. melongena). Slægtsnavnet er af ukendt oprindelse. Det kommer muligvis af latin sol (’sol’), hvilket hentyder til, at disse planter ynder at vokse på lysåbne steder.

Det gamle danske navn på disse planter var natskade – en forvanskning af det tyske Nachtschatten, som er et gammel-germansk ord af ukendt betydning. Da Schatten også kan betyde ’skygge’, begyndte man i stedet at benytte ordet natskygge, men det beror altså på en misforståelse.
Frugterne hos natskygge er oftest røde, orange, gule eller sorte. Tre arter med røde frugter er beskrevet nedenfor, mens andre omtales på siderne Hyldest til farven orange, samt Planteliv: Planter i folketro og digtning.

Bittersød natskygge (Solanum dulcamara) er meget almindelig i Danmark og er iøvrigt udbredt i hele Europa og Nordafrika, mod øst til Fjernøsten. Den er en meget frodig slyngplante, som især vokser i fugtige områder, hvor den kan danne tætte, næsten uigennemtrængelige bevoksninger.

Herom beretter den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) i sin Flora Danica fra 1648: ”Beesk-Søde skiuder ligesom en Vijnrancke nogle Træ-actige Stengeler, oc fra dennem mange Grene, med huilcke den skiuder sig op oc fester sig paa de næste Tiørne eller andre Grene oc Ymper.” [Ympe er et gammelt ord for podekvist, her vel blot i betydningen kvist.]

Paulli skriver endvidere: ”Matthiolus [Pietro Andrea Gregorio Mattioli (1501-77), italiensk læge og naturhistoriker] siger, at Quinderne udi Hetruria (huilcket er it fornemme Landskab udi Italien) tage Saften aff Bærene oc bruge til at giøre deris Ansict skiert [skært] med, oc til Soel-Pletter oc Fregner dermed at borttage.

Sebicius [Melchior Sebicius, tysk læge i 1500-tallet] befaler [anbefaler], at mand skal tage denne ferske Beeske-Søde oc støde oc legge paa Quinde-Bryste, paa det, at det styrcknede oc sammenløbne Dij [mælk] kand derved dissolveris oc komme til at flyde igien.”

Tomatplanten (Solanum lycopersicum) stammer fra den nordlige del af Andesbjergene samt Mellemamerika, hvor den har været anvendt som fødekilde i tusinder af år. Under deres erobring af Azteker-riget stiftede de spanske conquistadorer for første gang bekendtskab med tomaten. På aztekernes sprog, Nahuatl, blev denne frugt kaldt xitomatl (‘en plump frugt med en navle’), afledt af tomatl (‘plump frugt’). På spansk blev dette ord til tomate, hvilket i forskellige former blev benyttet på så godt som alle europæiske sprog.

Conquistadoren Hernán Cortés (1485-1547) bragte plantens frø hjem til Spanien, og da den villigt voksede i det stedlige klima, begyndte den spanske regering at opmuntre folk til at dyrke den. I begyndelsen af 1600-tallet var den allerede blevet en fast ingrediens i det spanske køkken.

I andre europæiske lande, derimod, gik der lange tider, inden folk begyndte at spise tomater. I begyndelsen mente man, at den var giftig, og i England blev den kaldt for wolf peach (‘ulve-fersken’). Dette navn blev adopteret af den svenske botaniker Carl von Linné (1707-78), da han i 1758 navngav planten Solanum lycopersicum, afledt af græsk lykos (‘ulv’) samt latin persicum (‘persisk (frugt)’, dvs. fersken).

Denne overtro kom af, at mange mennesker blev syge efter at have spist tomater. Det var imidlertid en fejl at skyde skylden på tomaterne. I Middelalderen spiste mange fornemme mennesker af tin-tallerkner, som havde et ret højt indhold af bly. Tomater har et temmelig højt syreindhold, og når de blev anbragt på disse tallerkner, trak denne syre bly ud af tallerknen, hvilket havde til følge, at mange mennesker døde af blyforgiftning. Dengang faldt det ingen ind at forbinde tallerknerne med giftstoffet. Ergo blev tomaten kendt skyldig. (Kilde: smithsonianmag.com/arts-culture)

Grønsager og frugt til salg på en torvedag i Århus, bl.a. tomater, agurker, rød, gul og orange peber, ærter, salat, tørrede abrikoser, ferskner, avocadoer, kirsebær, æbler og appelsiner. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

Nord for Palaiochora i det sydlige Kreta stødte min ledsager Lars Skipper og jeg på en flok geder, som gjorde sig til gode med et bjerg af tomater. Man må formode, at dagsprisen på tomater var for lav, så gederne kunne lige så godt få dem.

Tomattræ (Solanum betaceum), også kaldt tamarillo, er en busk, som er hjemmehørende i Andesbjergene, hvor den ofte dyrkes, da dens frugt, der minder om aflange tomater, er meget populær i dette område. Arten dyrkes også mange andre steder verden rundt.

Hawa Mahal (‘Vindenes Palads’) er en særpræget bygning, der blev opført i rød og lyserød sandsten omkring 1799 som en del af Rajput-paladset i byen Jaipur, Rajasthan, Indien. Den meget luftige bygning blev opført i 5 etager med en samlet højde på omkring 15 m, og med forbindelse til zenana (kvindernes afdeling af paladset). Den har mere end 500 små gittervinduer, hvert med en lille baldakin, som havde det formål, at kvinderne kunne sidde ved vinduerne og følge med i gadelivet uden selv at blive set.

Det oprindelige udbredelsesområde for sandeltræet (Santalum album) er omdiskuteret. Nogle påstår, at det er hjemmehørende i det sydlige Indien, andre hævder, at det stammer fra de Små Sundaøer i Indonesien, eller fra det vestlige Australien. Denne art, på sanskrit kaldt for chandana, er blevet dyrket for sine æteriske olier i mindst 4000 år. I Indien er de fleste vilde (eller forvildede) bestande blevet udryddet på grund af overdreven indsamling.

Disse billeder, som viser blomster og frugter af sandeltræ, blev taget på et stykke jord, ejet af min ven Thorkild Michaelsen, syd for Mysore, Karnataka, Indien. Han skrev senere til mig, at træerne var blevet stjålet. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

Idesia polycarpa er et træ af pilefamilien (Salicaceae), som er udbredt i bjergområder i Kina, Korea, Japan og Taiwan. I det centrale Taiwans bjerge viser denne art mellem december og februar en overdådighed af røde bær, der tiltrækker fugle som en magnet, bl.a. lille rødbuget niltava (Niltava vivida), Taiwan-skægfugl (Psilopogon nuchalis) og Taiwan-drossel (Turdus niveiceps).

Disse fugle er nærmere beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan.

Birkefigen (Ficus benjamina) er udførligt beskrevet på siden Planteliv: Gamle og store træer.

Førhen var slægten Heliconia, der omfatter omkring 200 arter, placeret i bananfamilien (Musaceae), men danner i dag sin egen familie, Heliconiaceae. Disse planter findes hovedsagelig i Mellem- og Sydamerika, med nogle få arter på visse Stillehavsøer samt i Indonesien.

Mirabel (Prunus cerasifera) er et lille træ af rosenfamilien (Rosaceae), som kan blive indtil 12 m højt. Det er oprindeligt vildtvoksende i det sydøstlige Europa og det vestlige Asien, men på grund af de spiselige frugter, der smager lidt hen ad blommer, blev arten tidligt indført til det øvrige Europa og Nordamerika, hvor den er blevet naturaliseret utallige steder. Den er yderst almindeligt forvildet i Danmark.

Trods navnet Hawaiiblomst er oprindelsesstedet for Hibiscus rosa-sinensis ukendt. I dag dyrkes den vidt og bredt i tropiske og subtropiske egne som en prydplante. Den er også meget anvendt som offergave ved buddhistiske og hinduistiske helligdomme.

Denne art og mange andre Hibiscus-arter er beskrevet på siden Planteliv: Katost, hibiskus m.fl.

Denne skulptur, som vogter uden for et hinduistisk tempel nær Ubud, er blevet udsmykket med hawaiiblomster i ørerne, formodentlig som offergave, eller måske blot som udsmykning. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

En chaitya er en skulptur, på hvilken fire dhyani-buddha’er (mediterende buddha’er) er afbildet ryg mod ryg, med ansigterne vendt mod de fire verdenshjørner. Dette emne er grundigt behandlet på siden Religion: Buddhisme.

Oprindelsesstedet for en nær slægtning af Hawaiiblomst, roselle (Hibiscus sabdariffa), er ligeledes ukendt. I dag dyrkes arten verden rundt i tropiske og subtropiske områder, med størst produktion i Kina og Thailand.

En rød drik ved navn karkade fremstilles af de stærkt purpurrøde, kødfulde bægerblade, som også kan levere en meget sund marmelade, der indeholder masser af antocyaniner. I Nepal spises bægerbladene rå eller som pickles, og i Europa og Nordamerika anvendes de som farvestof i fødevarer. I adskillige afrikanske og asiatiske lande benyttes de grønne blade som en krydret grønsag, og af stængelfibrene fremstilles bast. Roselle er ligeledes meget anvendt i folkemedicinen, hvilket er indgående beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

Navnet roselle er fransk, en diminutivform af rose, som hentyder til bægerbladene, der med lidt god vilje ligner en lille rose.

Billederne herunder er alle fra Taiwan, hvor roselle er almindeligt dyrket.

Indiens urbefolkning er stammefolk, hvoraf mange er små mennesker af australoid oprindelse, som har levet i landets skove i tusinder af år. Da draviderne og siden arierne indvandrede til Indien, blev disse stammefolk fordrevet til mere afsidesliggende egne. Mange lever stadig i delstaterne Odisha (Orissa), Chattisgarh og Madhya Pradesh. Ifølge en folketælling i 2001 udgjorde stammefolk i Odisha ca. 8 mio., hvilket svarer til omkring 22% af delstatens totale befolkning.

Flere billeder af indiske stammefolk kan ses på siden Folk: Indiens stammefolk forsvinder, mens konfrontationen mellem draviderne og de invaderende ariere er beskrevet på siden Religion: Hinduisme.

Denne mand, som tilhører et stammefolk nær Sabari-floden, Odisha, sælger kokosnødder og blomster, fx hawaiiblomster (se ovenfor) og tagetes, der anvendes af pilgrimme som offergaver i et lokalt hinduistisk tempel. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

Der hersker stor uenighed blandt botanikere om slægtskabet mellem slægterne Photinia og Stranvaesia. Nogle hævder, at alle Stranvaesia-arter bør overføres til Photinia, mens andre påstår, at de er to forskellige slægter, omend nært beslægtede. Disse arter tilhører rosenfamilien (Rosaceae), tribus Malinae, og deres frugter er såkaldte kærnefrugter, i lighed med æbler, pærer og mange andre.

Ifølge efloras.org/Flora of China rummer Photinia ca. 60 arter, som er udbredt fra det indiske subkontinent mod øst til Kina, Taiwan og Sydøstasien, samt nogle arter i Mexico, mens Stranvaesia omfatter omkring 6 arter, der træffes fra Himalaya mod øst til Sydøstasien og Kina.

Photinia niitakayamensis er et lille træ, som bliver indtil 4 m højt. Det er endemisk for bjergområder i Taiwan. Nogle autoriteter kalder arten for Stranvaesia niitakayamensis.

Photinia niitakayamensis, fotograferet på Lulin-bjerget, en af de mindre bjergtoppe i Yu Shan-massivet i det centrale Taiwan, som rummer de højeste bjerge i Fjernøsten, idet de når næsten 4000 meters højde. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

Hobarts takvinge (Cymothoe hobarti) er en sommerfugl af takvingefamilien (Nymphalidae), som er udbredt i lavlandsskove fra den Centralafrikanske Republik og Zaire mod øst til Kenya og Tanzania.

Manzanita (Arctostaphylos) er en gruppe stedsegrønne buske og mindre træer i lyngfamilien (Ericaceae), som forekommer i det vestlige Nordamerika, fra det sydlige British Columbia mod syd til Texas og Mexico. De er karakteriseret ved deres glatte, orange eller rødlige bark samt de stive, snoede grene. Ordet manzanita er spansk, diminutiv af manzana (‘æble’), hvilket hentyder til frugterne. Adskillige af arterne ligner hinanden meget og er ofte vanskelige at bestemme.

En nær slægtning til manzanita-arterne er hede-melbærris (Arctostaphylos uva-ursi), som har en nordlig udbredelse i arktiske og nordlige tempererede egne i Europa, Asien og Nordamerika. Nær artens sydgrænse er den begrænset til bjergegne.

Både det græske slægtsnavn Arctostaphylos og det latinske artsnavn uva-ursi betyder ’bjørne-drue’, hvilket naturligvis hentyder til de stærkt røde bær. Det danske navn melbærris hentyder til bærrenes melede smag. Traditionelt har denne art været benyttet i folkemedicinen, bl.a. hos amerikanske indfødte folk, der anvendte bladene som antiseptisk middel ved sygdomme i urinvejene.

Todier udgør en slægt på 5 små fugle i familien Todidae, som er endemiske for de Store Antiller, to arter på Hispaniola og én på hver af øerne Cuba, Jamaica og Puerto Rico. Deres nærmeste slægtninge er de langhalede motmoter (Momotus).

Som dens navn antyder, er Puerto Rico-todi (Todus mexicanus) begrænset til Puerto Rico, hvor den især lever i højlandets fugtige skove. Den er ganske lille, indtil 11 cm lang og med en vægt på 5-6 g. Fjerdragten er hovedsagelig grøn og hvidlig, men struben og undersiden af næbbet er knaldrøde.

Det latinske artsnavn opstod på grund af en misforståelse. Den franske naturhistoriker og kirurg René Primevère Lesson (1794-1849) beskrev fuglen ud fra et skind, som han troede stammede fra det østlige Mexico. Lokale navne omfatter San Pedrito (‘Lille Sankt Peter’) og medio peso (‘halv-dollar fugl’). Udover fuglens diminutive størrelse er det uklart, hvad de hentyder til.

På engelsk kaldes Sterculia foetida bl.a. for skunk-tree (‘stinkdyr-træ’) – et navn, der i lighed med plantens latinske navne sigter til de ildelugtende orange-røde blomster. Slægtsnavnet er afledt af Sterquilinus, den romerske gud for gødning, mens foetida kommer af latin fetidus (‘ildelugtende’).

Dette middelstore træ, der kan blive indtil 20 m højt, er vildtvoksende i Tropisk Asien og Australien. Frugterne som er røde bælge, indeholder olierige frø, der nogle steder ristes og spises.

Busktornskader er en afrikansk gruppe af spurvefugle, som lever i skove og kratland. De var førhen placeret sammen med tornskaderne i familien Laniidae, men er nu overført til en særskilt familie, Malaconotidae. Denne familie indeholder busktornskader (Malaconotus, Telophorus, Chlorophoneus og Rhodophoneus), kratskader (Tchagra og Bocagia), bubu’er og gonolek’er (Laniarius), kvastrygge (Dryoscopus), samt brubru (Nilaus afer).

Firefarvet busktornskade, der førhen blev kaldt Telophorus quadricolor, betragtes nu som en underart, nigricauda, af den vidt udbredte grøn busktornskade (T. viridis). Underarten nigricauda er begrænset til kystskove i Kenya og Tanzania.

Skarlagen-gonolek (Laniarius erythrogaster) er udbredt tværs over Sahel-zonen, fra Cameroun mod øst til Ethiopien, og derfra mod syd til Kenya og det nordlige Tanzania, med en isoleret forekomst i Rwanda og Burundi. Artsnavnet er afledt af græsk erythros (‘rød’) og gaster (‘bug’).

Tristerix aphylla er en stærkt rød, snyltende misteltén, som udelukkende vokser på stammerne af to kaktus-arter i det centrale Chile, copao (Eulychnia acida) og quisco (Echinopsis chiloensis). Frøene af denne parasit spredes af chilensk spottedrossel (Mimus thenca), som efter at have ædt frugterne ofte efterlader frøene på tornene, hvor de spirer. Den nyspirede plante kan vokse op mod 10 cm for at komme i kontakt med kaktus-stammen, hvor den sætter sig fast. (Kilde: llifle.com/Encyclopedia/CACTI/Family/Cactaceae/7067/Eulychnia_acida)

Andre arter af misteltén er beskrevet på siden Planteliv: Snylteplanter.

Slægten Hillia, der omfatter omkring 24 arter af epifytter og mindre træer i krapfamilien (Rubiaceae), er hjemmehørende i tropiske egne af Amerika. Slægtsnavnet hædrer den engelske botaniker John Hill (1716-75), der er kendt for sit kompendium The Vegetable System (1759-75).

Den smukke epifyt Hillia triflora er vildtvoksende fra det sydøstlige Mexico gennem Mellemamerika til det nordvestlige Colombia.

Rød kardinal (Cardinalis cardinalis) er en finke-lignende spurvefugl, som tilhører familien Cardinalidae. Denne pragtfulde art er vidt udbredt i Nord- og Mellemamerika, fra det sydøstlige Canada gennem den østlige halvdel af USA mod syd gennem det østlige Mexico til Belize og det nordlige Guatemala. Den findes også i Arizona, det sydvestlige New Mexico og det nordvestlige Mexico, men mangler i den vestlige og sydlige del af Mexico.

Arten lever i et bredt spektrum af habitater, bl.a. skove, krat og haver, samt omkring vådområder. Både det danske og det latinske navn sigter til hannens fjerdragt, hvis farve minder om de røde kåber og hovedbeklædninger, der bæres af kardinalerne i den romersk-katolske kirke.

Denne han af rød kardinal hviler på toppen af en tornet saguaro-kaktus (Carnegiea gigantea) i Arizona. – Saguaro og mange andre kaktusarter er beskrevet på siden Planteliv: Kakti. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

Han og hun af rød kardinal besøger en foderautomat, Long Island, New York. Hunnen er ikke så farvestrålende som hannen, men er stadig en køn fugl med rødt næb, top, vingepletter og hale. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

Hver morgen kan man i Myanmar og andre lande, hvor Hinayana-buddhismen dominerer, observere buddhistiske munke på deres daglige runde for at indsamle mad fra befolkningen. Hinayana og andre aspekter af buddhismen er beskrevet på siden Religion: Buddhisme.

Disse rødklædte buddhistiske munke er på deres daglige morgenvandring for at indsamle mad hos folk, Nyaung Shwe, Myanmar. Planten i baggrunden på nederste billede er trillingranke (Bougainvillea), som er beskrevet andetsteds på denne side. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

Sarcoscyphaceae er en familie af bægersvampe, hvoraf mange er kraftigt farvede. Skarlagen-pragtbæger (Sarcoscypha coccinea) er vidt udbredt kloden rundt, mens krølhåret pragtbæger (S. austriaca) findes i Europa og det nordøstlige Nordamerika. De to arter er næsten identiske. Krølhåret kan somme tider kendes på, at hårene langs kanten er snoede, mens de er rette hos den anden art. I Nordeuropa kommer begge arter frem sidst på vinteren eller tidligt om foråret. Skarlagen-pragtbæger vokser hist og her i ret tørre skove og krat, mens krølhåret pragtbæger mest ses i fugtige områder, gerne langs skovbække.

Et andet pragtfuldt medlem af denne familie er Cookeina tricholoma, der nemt kendes på de lange hvide hår. Denne art er vidt udbredt i tropiske områder verden rundt.

Som dens navn antyder, er Natal-græs (Melinis repens) hjemmehørende i Sydafrika, men er blevet indført eller indslæbt til mange andre egne af kloden. Ved modenhed er dens aks dækket af hvide, silkeagtige hår.

Disse billeder er fra Taiwan, hvor Natal-græs er meget almindelig, ofte voksende langs veje eller på ryddepladser, i dette tilfælde på en forladt parkeringsplads i byen Taichung. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

Gasteracantha er en edderkoppeslægt af hjulspinderfamilien (Araneidae), som omfatter mindst 60 arter, udbredt i de fleste varmere områder verden rundt. Disse edderkopper lever kun i få måneder efter klækningen. Hunnen dør efter at have lagt æg, og hannen dør få dage efter at have indgydt sin sæd i hunnen.

Slægtsnavnet er afledt af græsk gaster (‘mave’) og acantha (‘torn’), hvilket sigter til et antal torne, som regel 6, der fra underkroppen rager frem under et skjold, der dækker overkroppen. Tornene og skjoldet skal afskrække fjender fra at æde dyret.

Gasteracantha falcicornis er udbredt i det østlige og sydlige Afrika. Hos denne art er den centrale pig på begge sider forlænget til en hornlignende gevækst, hvilket afspejles af det latinske artsnavn, af falx (‘segl’) og cornu (‘horn’). Hunnen er større og mere farvestrålende end hannen, med et knaldrødt skjold, til tider med gule tværstriber.

Mange andre edderkopper er præsenteret på siden Dyreliv: Spind.

Rosenæble (Syzygium samarangense), også kaldt Java-æble, er et tropisk træ i myrtefamilien (Myrtaceae), som kan nå en højde af 12 m. Artens oprindelsessted er sandsynligvis Malacca-halvøen og Sunda-øerne, men den blev på et tidligt tidspunkt indført til andre asiatiske områder, og i dag dyrkes den vidt og bredt for sine velsmagende frugter.

Ordet pitaya dækker spiselige frugter af adskillige mexikanske kaktusarter, mens pitahaya normalt refererer til de søde og velsmagende frugter af forskellige arter inden for slægten Hylocereus. Nogle af disse arter kaldes på dansk for hundehalekaktus, hvilket hentyder til de lange hængende grene, som er uden torne.

Der dyrkes især tre arter. Hvid hundehalekaktus (H. undatus) har røde frugter med hvidt frugtkød, rød hundehalekaktus (H. costaricensis, også kaldt H. polyrhizus) har røde frugter med rødt frugtkød, og gul hundehalekaktus (H. megalanthus) har gule frugter med hvidt frugtkød.

På kinesisk kaldes Hylocereus-frugterne for 火龙果 (‘rød dragefrugt’). Nogle af arternes engelske navne er ret fantasifulde, bl.a. Jesus-in-the-cradle (‘Jesus i vuggen’).

Mange andre kaktusarter er præsenteret på siden Planteliv: Kakti.

Den største diversitet inden for valmuefamilien (Papaveraceae), der omfatter 42 slægter med i alt omkring 775 arter, findes i tempererede og subtropiske egne på den nordlige halvkugle, og der er meget få arter i troperne. De fleste medlemmer af denne familie er urter, men nogle få er dog buske og mindre træer.

Adskillige slægter i familien har pragtfulde blomster, fx egentlige valmuer (Papaver), hvoraf mange har stærkt røde blomster, samt valmuesøstre (Meconopsis) og hornskulper (Glaucium). En række arter af valmuesøstre er omtalt på siden Hyldest til farven gul.

To plantegrupper, der førhen blev betragtet som selvstændige familier, er nu indlemmet i valmuefamilien, nemlig Fumariaceae, der omfattede bl.a. lærkespore, jordrøg og løjtnantshjerte, samt Pteridophyllaceae, der kun rummede en enkelt slægt med en enkelt art, Pteridophyllum racemosum, som er begrænset til Japan.

Jordrøg er nærmere omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

Som dens navn fortæller, vokser korn-valmue (Papaver rhoeas) oftest i kornmarker. Denne art var førhen meget almindelig, men er aftaget drastisk i de senere år på grund af et mere effektivt landbrug med udbredt brug af kemiske sprøjtemidler.

I sin Flora Danica fra 1648 skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) om denne art: ”Den Sirup, som aff denne Urt blifuer beredt, er den gemeene Mand her i disse Lande icke ubekiendt. Thi den end oc en lang Tid aff mange Medicis [læger] megit er brugt (…) imod Pløriss [betændelse, der ytrer sig som sidesting] oc Side-Bulde, oc det besynderligen, naarsomhelst at Blodet for de slemme Vedskers haftig oc ofvermaade strenge Rørelse oc Bevegelse, som falder én an, oc angriber Siden oc den tynde Hinde, der sidder inden Side-Beenene; Oc til denne fornæfnde Siugdom er det Vand, som aff denne samme Urt blifuer brændt oc destillerit, endocsaa saare vel tienlig.”

Gærde-valmue (Papaver dubium), som er mere blegrød end korn-valmue, er vidt udbredt i tempererede egne af Europa og Asien, hvor den ofte findes i stort antal på nyopgivne marker og langs nyanlagte veje.

Kølle-valmue (Papaver argemone) er hjemmehørende i tempererede egne af Europa og Asien, mod øst til Ukraine og Kaukasus-bjergene, samt i Nordafrika. I lighed med korn-valmue har denne art sorte pletter ved grunden af kronbladene, men den er en meget mere spinkel plante, hvis stængel og frugt er stivhårede.

Corymbia er en slægt af træer, som omfatter omkring 90 arter, nært beslægtet med Eucalyptus. De er hjemmehørende i Australien og Ny Guinea.

Corymbia ficifolia, tidligere kaldt for Eucalyptus ficifolia, er endemisk i et ret begrænset område i det sydvestlige Australien, men på grund af de pragtfulde blomster er den en af de mest almindeligt dyrkede ‘eukalypus’-arter. Den bliver op til omkring 12 m høj, og mellem december og maj fremviser den et væld af skarlagenrøde, lyserøde eller orange blomster.

Artsnavnet er afledt af latin ficus (‘figentræ’) og folium (‘blad’), hvilket sigter til ligheden mellem dens blade og bladene hos nogle figen-arter.

Terminalia orbicularis er et lille træ af familien Combretaceae, op til 8 m højt, som har en ret begrænset udbredelse i Østafrika, fra Ethiopien mod syd til Kenya. Arten er let genkendelig på sine vinrøde frugter, som er omgivet af en bred membran hele vejen rundt.

Skæbnetræ (Clerodendrum) er en stor slægt i læbeblomstfamilien (Lamiaceae), der omfatter omkring 150 arter, hjemmehørende i Afrika og Asien.

Javanesisk skæbnetræ (C. paniculatum) er en kraftig urt, som kan blive indtil 2 m høj. Den kaldes også pagodeblomst, et navn, der hentyder til den spektakulære pyramideformede blomsterstand med talrige røde eller skarlagenrøde blomster.

Denne plante er vildtvoksende i tropiske og subtropiske områder af Asien, fra Indien mod øst til det sydlige Kina og Taiwan, og videre mod syd gennem Sydøstasien til Indonesien, Filippinerne og Ny Guinea. Arten dyrkes vidt og bredt og forvildes ofte, så det kan være vanskeligt at afgøre, om en bestand er oprindelig eller ej.

En nær slægtning, C. infortunatum, er beskrevet på siden Planteliv: Flora i Himalaya.

Den svenske botaniker Carl von Linné (1707-78) fandt en klatrende liljeart så pragtfuld, at han navngav den Gloriosa superba. Denne fantastiske plante, som er udbredt i store områder af Tropisk Afrika og Asien, var førhen placeret i liljefamilien (Liliaceae), men er nu blevet flyttet til tidløsfamilien (Colchicaceae). Den er særdeles giftig og har været anvendt til at begå mord og selvmord, samt til at slå dyr ihjel.

Den røde ara (Ara macao), der kan blive op til 80 cm lang, inklusive den lange hale, er en pragtfuld papegøjeart, som lever i skovområder i Latinamerika, fra det sydlige Mexico mod syd til Peru og Brasilien.

Rødløn (Acer rubrum) er et af de mest talrige og udbredte løvtræer i det østlige og centrale Nordamerika, idet arten findes fra Newfoundland mod syd til Florida, og mod vest til Manitoba, Minnesota og det østlige Texas. Den er meget tilpasningsdygtig og vokser i mange forskellige jordtyper, lige fra sumpe til tørre områder, samt fra havniveau op til omkring 900 meters højde.

Rødløn er berømt for sine prægtige røde efterårsfarver, som vises på adskillige billeder på siden Efterår.

Blomsterne hos rødløn er også højrøde, som det fremgår af dette billede, hvor en kvist er faldet ned på et blad af tudseblomst (Symplocarpus foetidus), Pohatcong Creek, Washington, New Jersey, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

Rød dråbeastrild (Hypargos niveoguttatus) er en almindelig fugl, udbredt fra Kenya og Zaire mod syd til det nordøstlige Sydafrika. Hannen har stærkt rødt hoved og øvre bryst samt sort underside med talrige hvide pletter. Hunnen er blegere farvet, med gråt hoved og orange eller lyserødt øvre bryst.

På engelsk er et af artens navne Peters’s twinspot. Den blev beskrevet i 1868 af den tyske naturhistoriker og opdagelsesrejsende Wilhelm Karl Hartwig Peters (1815-83), som rejste vidt og bredt i det sydlige Afrika 1842-48. Han vendte tilbage til Berlin med en kolossalt stor samling af naturhistoriske effekter, som han derpå beskrev i Naturwissenschaftliche Reise nach Mossambique… in den Jahren 1842 bis 1848, ausgeführt (1852-1882). Heri findes optegnelser over pattedyr, fugle, krybdyr, padder, fisk, insekter og planter.

Det latinske artsnavn er afledt af niveus (‘snehvid’) og gutta (‘dråbe’), hvilket selvfølgelig sigter til den plettede underside.

Sloanea ampla er et tropisk træ af familien Elaeocarpaceae, som bliver op til 30 m højt. Denne art er udbredt i bjergskove fra Mexico mod øst til det vestlige Panama. På spansk kaldes arten for peine de mico (’abekam’), hvilket hentyder til dens piggede frugter.

Førhen blev de sorte bulbuler på det asiatiske fastland anset for at være underarter af Madagascar-bulbul (Hypsipetes madagascariensis), men de fleste autoriteter anerkender nu to særskilte asiatiske arter, asiatisk sort bulbul (H. leucocephalus), som er vidt udbredt, idet den findes fra det nordøstlige Afghanistan gennem Himalaya til Indokina, Kina og Taiwan, samt sydindisk sort bulbul (H. ganeesa), der er begrænset til bjergegne i Sydindien og Sri Lanka.

Asiatisk sort bulbul er overvejende sort eller skiferfarvet, næb og gab er knaldrøde, og fødderne er orange. Til tider ses hvidhovedede former. Det videnskabelige artsnavn leucocephalus kommer af græsk leukos (’hvid’) og kephalos (’hoved’), så arten må være beskrevet ud fra et hvidhovedet eksemplar.

Denne sorte bulbul æder pollen af en blomst i et afrikansk tulipantræ (Spathodea campanulata), ligeledes i Tunghai Universitetspark. Dette pragtfulde træ er omtalt andetsteds på denne side. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

Himalaya-underarten af asiatisk sort bulbul, psaroides, adskiller sig fra andre racer gennem sin lysegrå fjerdragt, samt en grå plet på kinden. Denne fugl blev fotograferet i Kabeli-dalen i det østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

Rødgumpet bulbul (Pycnonotus cafer) er en meget almindelig ynglefugl i Pakistan, Indien, Nepal, Bangladesh, Sri Lanka og Myanmar. Den er blevet indført til mange andre egne af verden og er blevet invasiv i adskillige lande i Stillehavet, bl.a. Fiji, Samoa, Tonga og Hawaii. Den er tillige blevet etableret i dele af det sydlige Arabien, New Zealand, USA og Argentina. Arten betragtes som værende blandt verdens hundrede værste invasive arter. (Kilde: Lowe m.fl. 2000: 100 of the World’s Worst Invasive Species: A Selection from the Global Invasive Species Database. The Invasive Species Specialist Group)

Denne rødgumpede bulbul, som sidder i en træagtig vortemælk af arten Euphorbia antiquorum foran ruinen af en pagode i Bagan, Myanmar, viser tydeligt, hvorfor arten har fået dette navn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

Håret solhat (Rudbeckia hirta) er en kurvblomst, som er hjemmehørende i det østlige og centrale Nordamerika, men har bredt sig mod vest og er i dag vildtvoksende i alle 10 canadiske provinser og i alle 48 nedre stater i USA. Arten er statsblomst i Maryland. Den er meget almindeligt dyrket mange andre steder og findes i et stort antal farvevarieteter.

Slægtsnavnet blev givet af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) til ære for Olof Rudbeck (1630-1702), også kendt under det latiniserede navn Olaus Rudbeckius, som var professor i medicin, og i perioder rector magnificus, på Uppsala Universitet.

Kinesisk pistachietræ (Pistacia chinensis) er et lille træ i sumakfamilien (Anacardiaceae), som er hjemmehørende i det centrale og vestlige Kina. På grund af dets hårdførhed, samt det attraktive efterårsløv, dyrkes det mange steder i subtropiske og tempererede områder rundt om i verden. I varmere lande kaster det bladene midt om vinteren. Et billede af dette vinterløv kan ses på siden Efterår.

Kinesisk pistachietræ plantes ofte i parker og langs gader i taiwanesiske byer. Her ses en blomsterstand, fotograferet i Tunghai Universitetspark, Taichung. De grønlige ’spyd’ er blade, som endnu ikke er foldet ud. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

I gamle dage blev den traditionelle vietnamesiske dragt, kaldt ao dai (‘lang skjorte’), båret af begge køn, i dag dog kun af kvinder. Den består af en stramtsiddende silke-tunika, båret over bukser.

Stenbrækfamilien (Saxifragaceae), som omfatter omkring 80 slægter med ca. 1200 arter, er udbredt over hele verden. Langt den største slægt er stenbræk (Saxifraga) med omkring 450 arter, udbredt i Asien, Europa og Nordamerika, samt i Andesbjergene i Sydamerika. De fleste vokser i alpine områder. Adskillige arter er omtalt på siderne Planteliv: Flora i Alperne, samt Flora i Himalaya.

Direkte oversat betyder slægtsnavnet ‘sten-bryder’, af latin saxum (‘sten’) og frangere (‘bryde’ eller ’brække’). Man kunne forledes til at tro, at navnet hentyder til mange af arternes voksested i klippesprækker, men det sigter snarere til en ældre medicinsk brug af nogle stenbræk-arter mod nyresten og lignende.

Saxifraga brunonis er en meget karakteristisk art, let kendelig på de talrige røde udløbere. Denne er vidt udbredt i Himalaya, fra Kashmir mod øst til det sydvestlige Kina, hvor den forekommer mellem 2400 og 5600 meters højde.

I Himalaya findes ikke færre end ca. 45 arter af slægten Rubus, der officielt hedder klynger, men i daglig tale kaldes for hindbær eller brombær. Frugten er meget karakteristisk, idet den består af opsvulmede, saftige blærer, der sidder tæt sammen omkring den kegleformede blomsterbund, med små, hårde stenfrugter mellem blærerne.

De fleste arter i Himalaya er buskagtige med lange, tornede stængler, som ofte klatrer hen over andre planter. Nogle få er dog krybende dværgbuske uden torne. Til sidstnævnte gruppe hører nepalesisk hindbær (Rubus nepalensis), som er meget almindelig i højder mellem 2100 and 3200 m, fra Uttarakhand mod øst til Sikkim. Dens stængler kryber hen langs jorden i åbne skove og langs stier, og i både vækstform og udseende minder den en hel del om den cirkumpolare multebær (R. chamaemorus), men dens velsmagende bær er stærkt røde og let syrlige.

Nepalesisk hindbær, fotograferet nær landsbyen Gul Bhanjyang, Helambu, centrale Nepal, sammen med en dværgulvefod (Selaginella), samt en blå blomst, Cyanotis vaga, der tilhører familien Commelinaceae. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

Mohave-pindsvinekaktus (Echinocereus triglochidatus) er udbredt i Mohave og Great Basin-ørkenerne i det vestlige USA. Denne og mange andre kaktusarter er nærmere beskrevet på siden Planteliv: Kakti.

De dybrøde blomster hos Mohave-pindsvinekaktus synes næsten for sarte til at trives i det barske miljø i Mohave-ørkenen, her fotograferet i Joshua Tree Nationalpark, Californien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

Alpekragen (Pyrrhocorax pyrrhocorax) og alpealliken (P. graculus) er knaldsorte medlemmer af kragefamilien (Corvidae), som nemt kendes på deres farvestrålende næb og fødder, samt på deres kald, der indeholder lidet krageagtige lyde, noget i retning af piuuu eller pif. Alpekragen er lidt større end alpealliken og har længere, rødt næb. Den er udbredt i Spanien, Irland, Wales, Frankrig, Alperne, Italien, Marokko, Balkan-landene, Mellemøsten, samt store dele af Centralasien, med en isoleret besyand i Ethiopiens højland.

Begge arter er nærmere omtalt på siden Dyreliv: Dyreliv i Himalaya.

Vilde tulipaner, slægten Tulipa, omfatter omkring 75 arter, udbredt fra Sydeuropa mod øst til Centralasien, hvor den vokser naturligt i tempererede områder på stepper og i bjerge. Bladene spirer frem fra det underjordiske løg tidligt om foråret, og de pragtfulde blomster springer ud senere på foråret. Om sommeren visner blade og blomster.

Det formodes, at perserne erhvervede tulipanløg fra det nærliggende Turkestan for omkring 2000 år siden. Dyrkningen af tulipaner spredtes langsomt mod vest, og det vides, at de blev dyrket i Konstantinopel så tidlige som i 1055, og i Wien fra 1554.

Navnet tulipan er afledt af oldpersisk tauleban (‘turban’), hvilket sigter til blomsterformen hos de fleste arter.

Rød Kreta-tulipan (Tulipa doerfleri) er begrænset til Kreta, hvor den er ret almindelig.

Californisk jordbærtræ (Arbutus menziesii) findes langs Nordamerikas vestkyst, fra British Columbia mod syd til Californien. Artsnavnet blev givet til ære for den skotske naturhistoriker Archibald Menzies (1754-1842), der deltog som læge og botaniker på en ekspedition verden rundt ombord på HMS Discovery, under ledelse af Kaptajn George Vancouver (1757-98). På denne tur indsamlede Menzies mange plantearter, deriblandt californisk jordbærtræ.

Højbladene hos rød ingefær (Alpinia purpurata) er knaldrøde, mens blomsterne er hvide. Denne art er hjemmehørende i Indonesien, Ny Guinea og Polynesien, men er blevet indført som prydplante til de fleste varme lande i verden.

I Bryce Canyon Nationalpark i den sydlige del af Utah, USA, er opstået et enestående landskab af spir, tårne og fantastisk formede figurer i brilliante røde og gule farver. De lokale Paiute-indianere kaldte figurerne ‘Det Legendariske Folk’, og ifølge deres mytologi var det Coyote (prærieulve-troldmanden), der havde omskabt dem til sten. (Mere om Coyote findes på siden Dyreliv – Pattedyr: Hundefamilien).

Den første hvide nybygger her var Ebenezer Bryce, som området er opkaldt efter. Han græssede sine køer på plateauet oven for kløften og havde et ganske anderledes pragmatisk syn på det storslåede landskab: “Et helvedes sted at finde en vildfaren ko.”

Figurerne er opstået ved, at vandløb og regnvand eroderede det bløde sediment langs kanten af en forkastning. Herved opstod mange småkløfter, hvor vandet kan vaske sedimentet hurtigere ud. Tilbage står ‘finner’ af hårdere materiale, fyldt med huller og sprækker. Da parken befinder sig i stor højde (ca. 2300 m), er klimaet strengt. I hullerne og sprækkerne samles regnvand, som fryser og dermed kan sprænge mere sediment bort. Tilbage står kun det hårdeste materiale, ofte i de særeste former. Sådanne figurer kaldes på amerikansk for hoodoo’er.

Hare-kløver (Trifolium arvense) er hjemmehørende i hele Europa, mod øst til det centrale Sibirien, mod syd til Iran, samt i det nordlige og nordøstlige Afrika. Den er også blevet naturaliseret i mange andre egne af verden.

Slægten Rhododendron er meget stor, idet den omfatter ca. 1025 arter på verdensplan. På græsk betyder rhododendron ‘rosentræ’. For Oldtidens grækere mindede blomsterklaserne hos visse af arterne åbenbart om roser, men de er ikke engang fjernt beslægtede, idet rhododendron-arter tilhører lyngfamilien (Ericaceae).

Nedenfor vises billeder af en række arter med højrøde blomster. Mange andre arter af disse smukke planter er præsenteret på siden Planteliv: Rhododendron.

Rhododendron arboreum er den største blandt omkring 100 rhododendron-arter i Himalaya, idet det kan blive op til 15 m høj. Denne art er meget almindelig i Himalaya, og når den blomstrer i marts-april, farves skovene stedvis røde eller lyserøde af millioner af blomster. Intensiteten af blomsternes røde farve aftager med stigende højde, og nær artens øvre grænse ses til tider helt hvide blomster. Denne art er Nepals nationalplante, kaldt lali guras (’rød rhododendron’).

På afstand minder Rhododendron barbatum om R. arboreum, men på nærmere hold afsløres dens distinkte kirtelhår på bladstilkene. Stammen er lyserød, og barken skaller af i tynde, kanelfarvede strimler. Denne art er vidt udbredt i Himalaya, fra det nordvestlige Indien mod øst til Bhutan. Den danner ofte rene bestande i højder mellem 2400 og 3600 m.

Flamme-azalea (Rhododendron calendulaceum) er hjemmehørende i Appalachian Mountains i det østlige USA, fra Pennsylvania og Ohio mod syd til Georgia og Alabama. På grund af dens smukke blomster dyrkes den dog mange andre steder.

Rhododendron thomsonii er en mindre busk, som vokser i åbne områder, især nær vandløb. Denne art kendes nemt på det røde bæger og de voksagtige blomster. Den er udbredt fra det østlige Nepal mod øst til det sydøstlige Tibet.

Rhododendron delavayi er en pragtfuld art, som er udbredt i det sydvestlige Kina, det sydøstlige Tibet, Bhutan, Arunachal Pradesh, samt bjergområder i den nordlige del af Myanmar, Thailand og Vietnam.

De fleste af Taiwans 30 rhododendron-arter har hvidlige, lyserøde eller violette blomster, men hos Rhododendron oldhamii er de varmt røde. Denne art findes næsten ned til havniveau, mens størsteparten af de øvrige arter vokser i ret store højder i bjergene i øens centrale del.

Dette blad af en pileurt-art (Polygonum), som blev observeret i Dasyueshan National Forest i det centrale Taiwan, er angrebet af en svamp, som har dannet farverige pletter. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

Ourisia ruelloides, også kaldt O. poeppigii, tilhører vejbredfamilien (Plantaginaceae). Den er hjemmehørende i Andesbjergene i Chile og Argentina, hvor den findes op til omkring 1600 meters højde. På spansk hedder denne farvestrålende plante passende La flor de las cascadas (‘vandfaldenes blomst’), da den vokser langs vandløb med stærk strøm.

Rød admiral (Vanessa atalanta) er udbredt over et kolossalt stort område, idet den findes i Eurasien, Nordafrika, Nord- og Mellemamerika, de Caribiske Øer, Hawaii samt New Zealand. I de senere år er dens yngleområde blevet udvidet mod nord i Europa. Førhen var den blot en almindelig sensommergæst i Danmark og det sydlige Sverige, som kom trækkende sydfra. Men i dag yngler den her, idet den er blevet i stand til at overvintre.

Der findes omkring 110 arter af Fuchsia-buske, hvoraf langt størstedelen er udbredt i Sydamerika, nogle få i Mellemamerika og Mexico, samt nogle på Stillehavsøerne, så langt mod vest som New Zealand. Blomsterne hos de fleste arter er forskellige nuancer af rødt, orange eller purpurfarvet, mens nogle har hvide eller gullige blomster. Hos mange arter er bægerbladene røde og kronbladene purpurfarvede – farver, som tiltrækker de kolibrier, der bestøver blomsterne.

Den første Fuchsia-art blev beskrevet fra øen Hispaniola af den franske munk og botaniker Charles Plumier (1646-1704) på hans tredje ekspedition til de Store Antiller 1696-97. Han opkaldte den nye slægt efter den tyske botaniker Leonhard Fuchs (1501-66), der skrev en bog om helbredende urter, offentliggjort på latin i 1542. (Kilde: en.wikipedia.org/wiki/Fuchsia)

Hyld (Sambucus) er en slægt på omkring 27 arter af mindre træer, buske og store urter, som for størstedelens vedkommende er udbredt i tempererede og subtropiske områder på den nordlige halvkugle, mens de på den sydlige halvkugle er begrænset til Australien og Sydamerika.

Førhen blev disse planter klassificeret som tilhørende hyldefamilien (Sambucaceae), men blev så overført til gedebladfamilien (Caprifoliaceae). Nylige DNA-analyser har imidlertid åbenbaret, at de hører hjemme i desmerurtfamilien (Adoxaceae).

Slægtsnavnet kommer af græsk sambuca, der er navnet på et ældgammelt blæseinstrument af asiatisk oprindelse, som blev fremstillet ved at bore marven ud af hyldegrene. Navnet hyld stammer fra angelsaksisk eldrun, der senere blev forvansket til hyldor. Andre kilder mener, at navnet kommer af det gamle ord hylle (skjule), hvilket hentyder til de overnaturlige væsener, der efter sigende skjulte sig i busken.

Druehyld (Sambucus racemosa) kendes nemt på sine højrøde bær. Denne art er vidt udbredt, idet den findes i Europa, tempererede egne af Asien, samt tværs over det nordlige Nordamerika. Den vokser i mange forskellige biotoper, bl.a. i lyse skove, langs vandløb og i andre åbne områder, gerne hvor der er fugtigt.

Andre arter af hyld omfatter almindelig hyld (Sambucus nigra), som er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning, blå hyld (S. cerulea), omtalt på siden Planteliv: Flora i Sierra Nevada, samt kinesisk hyld (S. javanica), præsenteret på siden Hyldest til farven orange.

Flaskerensertræer (Callistemon) er en slægt af buske eller små træer med ca. 50 arter, som tilhører myrtefamilien (Myrtaceae). Disse planter har navn efter den cylinderformede blomsterstand, hvor blomsterne er arrangeret på en sådan måde, at de minder om en gammeldags flaskerenser. Alle arterne er endemiske i Australien, men adskillige arter dyrkes mange andre steder.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kallos (‘smuk’), samt latin stamen (‘støvbærer’), hvilket naturligvis sigter til disse planters smukke blomster.

Fælles for mange områder på Colorado-plateauet i det sydvestlige USA er deres flammende farver i rødt, gult, orange og violet, blandet med mere dæmpede farver i brunt og sort. De brilliante røde farver skyldes især forskellige jernforbindelser, som kommer i forbindelse med luftens ilt. Nogle steder er hele ørkenlandskaber farvet røde, fx i Painted Desert (‘Den Malede Ørken’) i Arizona. Mørkegrå og sorte farver kommer mest fra organisk materiale.

Den smukke røde passionsblomst (Passiflora vitifolia) er udbredt i Mellemamerika og det nordvestlige Sydamerika, fra Nicaragua mod syd til Peru. Den dyrkes også i Caribien på grund af sin duftende frugt. Blomsternes røde farve bevirker, at de ofte bestøves af kolibrier. Artsnavnet hentyder til bladene, der minder om vinblade.

Baggrunden bag navnet passionsblomst er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

Familien Arionidae, som tilhører gruppen skalløse lungesnegle, er karakteriseret ved at have åndehullet placeret i forreste del kroppen, samt en afrundet ryg uden køl.

Den røde skovsnegl (Arion rufus) er et af de største medlemmer af familien, idet den kan blive op til 20 cm lang. Den er vidt udbredt i Vesteuropa, mens den i Skandinavien og den nordlige del af de Britiske Øer erstattes af en nær slægtning, den sorte skovsnegl (Arion ater). Den røde art blev imidlertid indført af munke til Skandinavien i løbet af Middelalderen, og i dag har den mange steder udkonkurreret sin sorte slægtning. Den har også udvidet sit udbredelsesområde til dele af Østeuropa.

Det står ikke klart, hvorvidt en rødlig art, som fornylig er dukket op i Tyrkiet på begge sider af Bosporus-strædet, er A. rufus eller A. ater.

Kinesisk sumak (Rhus chinensis), som tilhører sumakfamilien (Anacardiaceae), er vildtvoksende fra det indiske subkontinent mod øst til Korea, Japan, Kina og Taiwan, og derfra mod syd gennem Sydøstasien til Indonesien. Denne art er en løvfældende busk eller et lille træ, der undertiden bliver op til 12 m højt og nemt danner krat, da den spredes via udløbere. Den vokser fra lavlandet op til omkring 2800 meters højde.

Der udvindes garvestoffer fra galler af denne art, populært kaldt kinesiske galler. Disse galler er også meget anvendt inden for traditionel kinesisk medicin mod en række lidelser, bl.a. hoste, diarré, dysenteri og indvortes blødninger. Fugten er spiselig efter kogning og har en let syrlig smag.

Slægten Castilleja, der omfatter omkring 200 arter, er parasitiske planter, som tilhører gyvelkvælerfamilien (Orobanchaceae). De fleste arter har pragtfulde røde blomster og højblade, hvilket er baggrunden for de populære amerikanske navne Indian paintbrush (‘indiansk malerpensel’) og prairie-fire (‘prærie-ild’). Nogle få arter har orange, gule eller violette højblade.

Slægten er hjemmehørende i de vestlige egne af Nord- og Sydamerika, fra Alaska mod syd til Andes-bjergene. En enkelt art, C. pallida, findes tværs over Sibirien, mod vest til Kola-halvøen og mod syd til Altai-bjergene.

Disse planter opnår en del af deres næring gennem at snylte på rødderne af andre planter. Castilleja-blomster er spiselige og blev førhen konsumeret af adskillige indfødte stammefolk. De har imidlertid en tendens til at optage og ophobe selen i deres væv, så rod og grønne dele kan være meget giftige.

Nedenfor præsenteres 3 arter med stærkt røde højblade, og andre er omtalt på siden Planteliv: Snylteplanter.

Ørken-castilleja (Castilleja chromosa, også kaldt C. angustifolia) er ret almindelig i golde egne, udbredt fra Stillehavsstaterne mod øst til Wyoming og Colorado, og fra det nordlige Idaho mod syd til den mexikanske grænse.

Kyst-castilleja (Castilleja affinis) er hjemmehørende i Stillehavsstaterne, fra Washington mod syd til Baja California, hvor den vokser på bjergskråninger langs kysten og et stykke ind i land.

Stænglen er opret, indtil 60 cm høj, blade variable, til 8 cm lange, højblade knaldrøde eller gullige, blomster grønne eller purpurfarvede, kantet med rødt eller gult.

Lådden castilleja (Castilleja lanata) er en høj plante, op til 90 cm, blade lysegrå eller gråligbrune, stående ud i en ret vinkel fra stænglen, og ofte med opadbøjet rand. De gulgrønne blomster er tragtformede, op til 4 cm lange, indsnævret mod spidsen.

Denne vidt udbredte art, der findes fra Californien mod øst gennem Arizona og New Mexico til Texas, vokser i klippefyldte områder og krat.

Artsnavnet er afledt af latin lana (‘uld’), hvilket sigter til de korte, lådne hår, som dækker stængel og blade.

Skræpper og syre (Rumex) er en stor slægt i pileurtfamilien (Polygonaceae), der omfatter omkring 200 arter. Disse planter er hjemmehørende i stort set hele verden, og hvor de ikke forekommer naturligt, er de ofte forvildede. Nogle arter optræder invasivt, andre dyrkes på grund af de spiselige blade.

Skræppe er en gammel betegnelse for planter med store blade, mens navnet syre sigter disse arters syrlige blade, som er fyldt med c-vitamin. Frugten er oftest en trekantet nød, tit vinget, siddende i tætte klynger, ofte af en iøjnefaldende kastanjebrun farve ved modenhed.

Et engelsk husråd, ifald man er blevet brændt af en nælde, er at smøre saften af et skræppeblad på det pågældende sted, hvilket øjeblikkeligt vil lette smerten. Et gammelt rim siger:

Nettle in, dock out.

Dock rub nettle out!

Oversat:

Nælde ind, skræppe ud.

Skræppe fjerner nælde!

Vand-skræppe (R. hydrolapathum), som kan blive op til 2 m høj, er den største blandt skræpperne. Den vokser i vådområder overalt i Europa, mod øst til det sydvestlige Sibirien og Kaukasus.

Usambara-skræppe (R. usambarensis) er udbredt i tropiske egne af det østlige Afrika, fra Sudan mod syd til Zambia. Den vokser i åbne skove, græsland og på klippefyldte steder i højder mellem 900 og 2400 m.

En kæmpesæk med æbler, pyntet med røde plastic-blomster, bringes på æselryg til et marked i Kabul, Afghanistan. Tamæslet er nærmere præsenteret på siden Dyreliv: Dyrearter i menneskets tjeneste. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

Columnea er en slægt med omkring 200 arter af epifytiske urter og buske i familien Gesneriaceae, hjemmehørende i tropiske områder i Amerika og Caribien. Arterne er karakteriseret ved deres ofte store og stærkt farvede, tragtformede eller uregelmæssige blomster. Slægtsnavnet blev givet af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) til ære for den italienske naturhistoriker Fabio Colonna (1567-1640), på latin skrevet Fabius Columnus.

Columnea consanguinea er en buskagtig urt, som bliver op til 1 m høj. Artsnavnet betyder ‘med blod’, hvilket hentyder til de røde pletter på bladenes underside. Denne art har en ret begrænset udbredelse, idet den kun findes i Costa Rica og Panama.

Holi er en hinduistisk forårsfest for hinduguden Krishna, hvor man fejrer det godes sejr over det onde – en løssluppen folkefest, hvor man, uanset kaste, overdænger hinanden med rødt, gult, violet eller grønt pulver, eller med vand, som man har opløst dette pulver i. Af denne grund kaldes Holi i folkemunde for Farvernes Fest.

Mine egne ’farverige’ oplevelser under Holi er beskrevet på siden Rejse-episoder – Indien 1991: Til hindu-højtider i Rajasthan.

Penstemon er en stor slægt på omkring 250 arter i vejbredfamilien (Plantaginaceae). Disse planter er udbredt på hele det nordamerikanske kontinent, fra Alaska og Canada mod syd til Guatemala. En asiatisk art, som tidligere blev kaldt Penstemon frutescens, er nu blevet overført til er særskilt slægt, Pennellianthus. Den findes i det allerøstligste Sibirien, mod syd til øen Sakhalin.

Kærneområdet for Penstemon-arter er den sydvestlige del af USA, specielt staterne Utah, Colorado, Arizona, New Mexico, Nevada og Wyoming. En af arterne her er den pragtfulde Utah-penstemon (Penstemon utahensis), som vokser i kratland og ørken, fra det østlige Californien mod øst til Utah, Colorado og Arizona.

Smukt arrangerede rosenblade og margeritter (Chrysanthemum), samt små olielamper af ler, sælges på et marked i byen Haridwar, Uttarakhand, Indien. De købes af hinduistiske pilgrimme, der anvender dem som offergaver i templer ved bredden af den hellige Ganges-flod. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

Sydbøge (Nothofagus) blev tidligere betragtet som medlemmer af bøgefamilien (Fagaceae), men genetisk forskning har vist, at de adskiller sig tilstrækkeligt til at danne en særskilt familie, Nothofagaceae.

Disse træer og buske, som udgør omkring 43 arter, er begrænset til den sydlige halvkugle, i Chile, Argentina, Australien, New Zealand, Ny Guinea og Ny Caledonien. Adskillige arter optræder som dominanter i tempererede skove.

Arten Nothofagus menziesii, på engelsk kaldt silver beech (’sølvbøg’), er vidt udbredt i New Zealand, hvor den er endemisk. Det engelske navn sigter formentlig til barken, som ofte er hvidlig, specielt på yngre træer. Dette træ kan antage kolossale dimensioner, idet det kan blive op til 30 m højt og med en stammediameter op til 2 m.

Indisk kapoktræ (Bombax ceiba), der tidligere kaldtes for Salmalia malabarica, er et stort træ, som førhen var placeret i familien Bombacaceae, der nu betragtes som en underfamilie i katostfamilien (Malvaceae). Denne art er hjemmehørende i tropiske egne af Asien, fra Indien mod øst til det sydlige Kina, og derfra mod syd til det nordlige Australien, men dyrkes mange andre steder, fortrinsvis på grund af dens smukke blomster.

Dens mange anvendelser er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

Blomsterne af oprindelige former af indisk kapok er knaldrøde. En samling billeder, der viser en dyrket varietet med orange blomster, vises på siden Hyldest til farver: Hyldest til farven orange. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

Tillandsia er en kæmpemæssig slægt af stedsegrønne planter i ananasfamilien (Bromeliaceae), som omfatter omkring 650 arter. De er hjemmehørende i det sydøstlige USA, Caribien, Mexico, Mellemamerika, samt Sydamerika, mod syd til det centrale Argentina. På amerikansk kaldes de ofte for air plants (‘luftplanter’) på grund af deres tendens til at klynge sig til grene, elledninger og andre ’luftige’ genstande. Deres blade er dækket af specialiserede celler, kaldt trichomer, som er i stand til hurtigt at opsuge nedbør.

Rød salvie (Salvia coccinea), som stammer fra Mellemamerika, dyrkes vidt og bredt på grund af sine smukke blomster og træffes ofte forvildet.

Den rødplettede agame (Paralaudakia himalayana) kendes nemt på en stor rød plet på begge sider af halset. Den er meget almindelig i Ladakh i det nordlige Indien og er iøvrigt vidt udbredt i Asien, fra Turkmenistan og det østlige Uzbekistan mod øst til Xinjiang og derfra mod syd til det østlige Afghanistan, det nordlige Pakistan, Kashmir og Nepal.

Storkenæb (Geranium) er en stor slægt med omkring 380 arter af urter, hovedsagelig udbredt i tempererede egne, i subtropiske og tropiske områder begrænset til bjerge.

Akselbladene (små blade ved bladfæsterne) er ofte markante på disse planter. Efter afblomstring danner griflen et langt, lige eller buet næb, som adskilles i 5 elastiske, fjederlignende spiraler, hver indeholdende et frø, som slynges bort, hvis noget berører griflen.

Slægtsnavnet er afledt af græsk geranos (‘trane’), hvilket sigter til frugtens form, der minder om en tranes næb (eller et storkenæb!).

Skinnende storkenæb (G. lucidum) er hjemmehørende i Europa, det nordlige Afrika, Arabien, samt fra Mellemøsten mod øst til Himalaya. Den blev indført til Nordamerika som prydplante og er blevet forvildet mange steder, især langs Stillehavskysten, hvor den betragtes som invasiv. Det danske navn sigter til de skinnende blade.

Unge bregneblade er ofte røde, men bliver senere grønne. Her ses to eksempler.

Næsten alle tranearter har nøgne røde partier på hovedet eller i ansigtet, i enkelte tilfælde også på halsen. Kun jomfrutrane (Grus virgo) og paradistrane (G. paradisea) har helt fjerklædte hoveder.

Vores hjemlige trane (Grus grus), også kaldt eurasisk trane, er den traneart i verden, som har den største udbredelse, fra England mod øst gennem taigaområdet i Sibirien til det nordlige Mongoliet og Kina, med små isolerede ynglebestande i Sydeuropa, Tyrkiet, Kaukasus og Tibet. Underarten archibaldi fra Tyrkiet og Kaukasus blev beskrevet videnskabeligt så sent som i 2008. Tidligere blev de østasiatiske bestande betragtet som en særlig underart, lilfordi, men i dag regner de fleste autoriteter disse fugle som tilhørende nominatracen.

Med en verdensbestand på nær 700.000 er den eurasiske trane den næstalmindeligste traneart efter prærietranen (Grus canadensis). Den er i stærk fremgang i Vesteuropa, fx er der i dag 15-20.000 par i Sverige og ca. 8000 par i Tyskland. Den samlede europæiske bestand blev i 1998 vurderet til omkring 45.000 par, men er siden kraftigt øget. I Danmark ynglede der op gennem 1970’erne og 80’erne fortsat kun 3-4 par, men siden 1990’erne har den været i forrygende fremgang, og i 2018 ynglede op mod 500 par.

Alle 15 tranearter er beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Traner – fascinerende og sårbare, og mine oplevelser med sorthalset trane er omtalt på siden Rejse-episoder – Kina 2009: Blandt sorthalsede traner.

I Indien forbindes sarustranen (Grus antigone) med den hinduistiske gudinde Baglamukhi, som har tranehoved. Denne gudinde er mester i sort magi og allehånde former for aflivning ved hjælp af gift.

Med en højde på indtil 176 cm er sarustranen den højeste trane, ja faktisk den højeste flyvende fugl i verden. Den er opdelt i tre underarter: antigone på sletterne i Nordindien og det sydvestlige Nepal, sharpii i Myanmar, Laos, Cambodia og Vietnam, samt gilli i det nordlige Australien. Arten er uddød i Thailand, Malaysia og Filippinerne. I Sydøstasien er den truet af afvandinger, dæmningsanlæg, overgræsning, krybskytteri og ægindsamling, og i Australien er afvandinger og kvæggræsning trusler.

Selv om inderne har ladet de store fugle i fred af religiøse grunde, har arten i de senere år været i rivende tilbagegang på grund af afvandinger, opdyrkning, byudvikling, industriforurening og øget brug af pesticider.

I dag regner man med en verdensbestand på 15-20.000, heraf 8-9000 i Nordindien.

Oprindelsesstedet for Capsicum-arterne, der er kendt under et antal forskellige navne, bl.a. grøn peber, rød peber, chili, cayennepeber, jalapeño, tabasco og piri-piri, er Mellemamerika og det nordlige Sydamerika, men i dag dyrkes talrige varieteter næsten overalt på kloden.

Disse planter har været anvendt som føde i Mellemamerika så langt tilbage som 7500 f.Kr. Grønne og røde frugter spises rå, stegte eller som pickles og tillige som grønsag i retter. Tørrede og pulveriserede frugter udgør populære krydderier som chili og paprika. Bladene er spiselige og benyttes meget i forskellige asiatiske køkkener.

Navnet chili var aztekernes oprindelige navn på planten, mens tabasco er opkaldt efter den mexikanske stat Tabasco. På spansk betyder jalapeño ‘fra Jalapa’, også benævnt Xalapa, hovedstaden i staten Veracruz, Mexico. Navnet cayennepeber stammer fra Cayenne, også kaldt Fransk Guiana, hvorfra denne type først blev eksporteret til Europa. Piri-piri, også stavet pili-pili, betyder ‘peber’ på Swahili.

Den medicinske anvendelse af Capsicum-arter er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

Disse Mewar-folk har lagt tusinder af chilifrugter til tørre i sandet i Thar-ørkenen, Rajasthan, nordvestlige Indien, hvorved der føjes en pragtfuld karmoisinrød farve til de uanselige omgivelser. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

Guizhou-provinsen i Kina er berømt for sine mange chili-varieteter samt for en mængde forskellige anvendelser af dem. Dette billede viser forskellige varieteter til salg i byen Qing Yen (‘Grøn Klippe’), nær Guiyang. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

Lakrød bægerlav (Cladonia floerkeana), som tilhører familien Cladoniaceae, er vidt udbredt på den nordlige halvkugle. Nogle af artens engelske navne er ret fantasifulde og omfatter bl.a. gritty British soldiers (’snavsede britiske soldater’), Bengal matches (’bengalske tændstikker’) og Devil’s matchsticks (’Djævelens tændstikker’). Disse navne hentyder alle til de røde frugtlegemer. I gamle dage var engelske soldaters uniform knaldrød. Navnet Bengal matches hentyder til, at disse tændstikker mest blev fremstillet i Indien. De var større end almindelige tændstikker og brændte med en stor og kraftigt farvet flamme, derfor navnet Devil’s matchsticks.

Liljekonval (Convallaria majalis) er en køn skovplante med en nikkende klynge af klokkeformede, sødt duftende hvide blomster, der kommer frem sent om foråret og bliver til højrøde bær i løbet af efteråret. Hele planten er meget giftig. Den var førhen placeret i liljefamilien (Liliaceae), senere i en særskilt familie, Convallariaceae, men blev så overført til familien Ruscaceae, der i dag betragtes som en underfamilie, Nolinoideae, af aspargesfamilien (Asparagaceae).

Arten er hjemmehørende i tempererede egne af Eurasien, fra England og Spanien mod øst til det centrale Sibirien. Førhen blev bestande i Fjernøsten og det østlige USA betragtet som tilhørende denne art, men de bliver nu generelt regnet som selvstændige arter, C. keiskei i Kina og Japan, samt C. pseudomajalis i det østlige USA.

Ifølge den antikke græske mytologi lod Apollon liljekonvaller spire frem i skovene for at beskytte hans ni musers sarte fødder. Et gammelt engelsk navn på arten er glovewort (‘handskeurt’), da en salve mod ømme hænder blev fremstillet af den. Andre ældre navne omfatter bl.a. majlilje og nyseblomst.

I Flora Danica fra 1648 skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80): “Dersom at mand vil, kand mand nocksom tage disse Lilie-Convals-blomster, tørre oc støde dennem til Pulver og komme udi Nat-Huer eller andet saadant, som mand med velluctendis Pulver vil hafue stoppet. Dette samme Pulver er ocsaa got til at komme en til at nyse med, enten for sig selfuer eller med andet beblandet, oc opdraget i Næsen, thi derved uddrifvis ocsaa den slemme Uhumskhed, som er i Hiernen, oc det igiennem Næseborene.”

Riden (Rissa tridactyla) er en lille mågeart med en vid udbredelse i arktiske havområder, hvor den yngler i kolonier på stejle klippesider eller klinter. Her bygger hvert par en rede af planter og tang på en smal hylde. Som ynglefugl er den udbredt mod syd til Kurillerne, det sydlige Alaska, Newfoundland, de Britiske Øer og Frankrig, med spredte kolonier i Portugal og Spanien. Om vinteren spredes den over et kæmpemæssigt område i subarktiske og tempererede have.

Slægtsnavnet er afledt af det islandske navn på arten, rita, hvoraf også det danske navn kommer. Det latinske artsnavn er afledt af græsk tridaktylos (‘tretået’), hvilket sigter til, at denne art mangler den lille, bagudrettede fjerde tå, som de fleste andre mågearter besidder. Et ældre dansk navn på arten var tretået måge.

I England kaldes riden for kittiwake, navngivet efter dens skrig, mens den i Nordamerika er kendt som black-legged kittiwake for at skelne den fra dens nære slægtning red-legged kittiwake (Rissa brevirostris), som yngler på småøer i den allernordligste del af Stillehavet.

Det naturlige udbredelsesområde af Monterey-fyr (Pinus radiata) er begrænset til nogle få lokaliteter i Santa Cruz og San Luis Obispo Counties i det centrale Californien, samt to øer, Guadalupe og Cedros, der ligger ud for vestkysten af det nordlige Baja California, Mexico. I disse områder trues den alvorligt af en indslæbt svampeart, Fusarium circinatum.

Mange andre steder er arten blevet plantet i vid udstrækning, især i Australien, New Zealand, Spanien, Argentina, Chile, Uruguay, Kenya og Sydafrika, samt på øen Tristan da Cunha.

Almindelig rundbælg (Anthyllis vulneraria) er en meget variabel plante med talrige underarter og intermediære former. Alene i Europa forekommer mindst 24 underarter, hvoraf nogle måske er selvstændige arter. Den er udbredt i hele Europa, mod øst til Ural-bjergene, mod syd til det nordlige Afrika og Iran, med en isoleret forekomst i det ethiopiske højland. Den vokser i tørre græsklædte områder og i klitter, langs veje og diger, samt i andre forstyrrede områder, helst på kalkholdig jord, fra lavlandet op til omkring 3000 meters højde.

Blomsterstanden er et kompakt hoved med talrige blomster, indtil 1,9 cm lange, gyldengule hos de fleste underarter, undertiden hvidlige, orange eller røde. Bægeret er meget karakteristisk, med et tæt dække af hvide hår.

Slægtsnavnet er afledt af græsk anthyllio, diminutiv af anthos (‘blomst’). Oprindeligt blev planten navngivet Vulneraria rustica af den schweiziske læge og naturhistoriker Konrad Gessner (1516-65), afledt af latin vulnus (‘sår’) og rusticus (‘landlig’), hvilket sigter til artens anvendelse til behandling af sår, samt til et af dens voksesteder. Den blev også benyttet mod hoste.

Billeder, som viser den normale form med gule blomster, kan ses på siderne Hyldest til farven gul, samt Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne.

(Oprettet juni 2016)

(Senest opdateret februar 2024)

Kaj Halberg - Skribent & fotograf

Rejser ‐ Landskaber ‐ Dyr og planter ‐ Mennesker

Hyldest til farven rød