Flora i Sierra Nevada

 

 

Skov af mammuttræer (Sequoiadendron giganteum), Sequoia Nationalpark. Denne art er omtalt nedenfor. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Morgenlys på en skov af amerikansk bævreasp (Populus tremuloides) med gult efterårsløv, Conway Summit. Denne art er nærmere præsenteret nedenfor. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fjerskyer over Sierra Nevada, set fra byen Bishop, Inyo County. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nåleskov omkring Hume-søen. Bjerget i baggrunden er Mount Goddard (4134 m), opkaldt efter civilingeniør George Henry Goddard (1817-1906), som opmålte Sierra Nevada i 1850’erne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sierra Nevada (‘sneklædte savtakkede bjerge’ på spansk) er en kæmpemæssig bjergkæde i staterne Californien og Nevada, som, varierende i bredde mellem 75 og 120 km, strækker sig over 600 km, fra Mojave-ørkenen i syd til Cascade-bjergene i nord, nær grænsen mellem Californien og Oregon. Størstedelen af denne bjergkæde ligger i Californien, men Carson Range befinder sig dog for størstedelen i Nevada.

Sierra Nevada er hjemsted for tre nationalparker: Yosemite, Sequoia og Kings Canyon, foruden 20 såkaldte wilderness areas og to nationale monumenter. Blandt fremtrædende elementer i disse bjerge kan nævnes Mount Whitney (4421 m), som er det højeste bjerg i de nedre 48 stater i USA, Lake Tahoe, som er den største alpine sø i Nordamerika, samt Yosemite-dalen, som er en af de mest spektakulære dale på kontinentet, udgravet af gletschere i urgamle granitklipper.

 

 

Med et areal på 496 km2 er Lake Tahoe den største alpine sø i Nordamerika. Dette billede viser Fanette Island i Emerald Bay. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gule laver på en klippevæg, Yosemite Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sierra Nevada er gennemkrydset af vandløb, store som små. Dette billede viser Roaring River, Kings Canyon Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Et antal vandfald findes i Yosemite Nationalpark, deriblandt Vernal Fall (øverst) og Yosemite Fall, her med en regnbue, som er dannet af sollys, reflekteret i vanddampene fra det faldende vand. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Goldt landskab på en bakketop i den sydlige udkant af Sequoia National Forest, nær Lake Isabella. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kings River, Kings Canyon Nationalpark. Langs bredden vokser californisk flodceder (Calocedrus decurrens). Denne art er omtalt nedenfor. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

To markante klippeformationer i Yosemite Nationalpark, El Capitan (t.v.) og Half Dome. De blev formet af gletschere, som skar sig ned i urgamle granitklipper. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Half Dome er navngivet efter sin form. En af dens sider er en lodret klippevæg, mens de tre andre er glatte og afrundede, så den ligner kuplen af en domkirke, skåret midt over.

En Ahwahneechee-legende beretter, at engang for længe siden begyndte to rejsende, Tissiak og hendes mand Tokoyee, at skændes. Han blev så vred, at han begyndte at slå hende, hvilket gjorde hende så rasende, at hun kastede sin kurv med agern efter ham. Som de stod der over for hinanden, blev de til sten på grund af deres slette opførsel. Kurven med agern (Basket Dome) ligger med bunden i vejret ved siden af Tokoyee (North Dome), og klippevæggen af Tissiak (Half Dome) er stribet af hendes tårer.

 

 

Half Dome i aftensol. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Plantesamfund
Den store variation i økosystemer og habitater i Sierra Nevada bevirker, at disse bjerge rummer talrige plantesamfund. De overordnede plantezoner er nævnt nedenfor, med angivelse af indikator-træer, efterfulgt af en præsentation af et antal arter inden for hver af disse zoner, med undtagelse af den alpine, som jeg ikke har besøgt.

1) Græsland, egeskov og chaparral (inklusive Great Basin-tørzonen på de østlige skråninger) ved foden af bjergene i ca. 300-900 m højde. Indikator-arter: gråfyr (Pinus sabiniana) og blå-eg (Quercus douglasii). Chaparral er et samfund af vedplanter, som er tilpasset tørre somre og fugtige vintre, et klima, som er typisk for det sydlige Californien.

2) Nedre montan skov (den tørre sydvestlige del), højde ca. 900-2100 m. Indikator-arter: ponderosa-fyr (Pinus ponderosa) og Jeffreys fyr (P. jeffreyi).

3) Nedre montan skov (den fugtige nordøstlige del), højde ca. 900-2100 m. Indikator-arter: ponderosa-fyr (Pinus ponderosa) og mammuttræ (Sequoiadendron giganteum).

4) Skov af piñon-fyr og ene (østvendte tørre skråninger), højde ca. 1500-2100 m. Indikator-arter: enkeltnålet fyr (Pinus monophylla) og Utah-ene (Juniperus osteosperma).

5) Øvre montan skov, højde ca. 2100-2700 m. Indikator-arter: rød ædelgran (Abies magnifica) og Sierra-klitfyr (Pinus contorta ssp. murrayana).

6) Subalpin zone, højde ca. 2700-2900 m. Indikator-art: hvidbarket fyr (Pinus albicaulis).

7) Alpin zone, over ca. 2900 m. Indikator-arter: pilebuske (Salix spp.).

 

 

Græsland, egeskov og chaparral, ca. 300-900 m

 

Træer

 

Aesculus californica Californisk hestekastanje
Denne art er vidt udbredt i Californien, men findes ikke andre steder. Den vokser langs kysten samt i lavere højder i Sierra Nevada og Cascade Range.

Dens store kastanjer er giftige. Adskillige indfødte folkeslag, bl.a. Pomo, Yokut og Luiseño, plejede at fange fisk ved at strø pulveriserede kastanjer i vandløb, hvorefter de bedøvede fisk flød op til overfladen.

Andre arter af denne slægt er beskrevet andetsteds, europæisk hestekastanje (A. hippocastanum) på siden Planteliv: Gamle og store træer, indisk hestekastanje (A. indica) på siden Hyldest til farven gul.

 

 

Tre billeder af californisk hestekastanje fra Sequoia Nationalpark, visende nøgne grene lige før løvspring (øverst), blade der springer ud (i midten), samt en nedfalden kastanje. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pinus sabiniana Gråfyr
Denne fyrreart, som er en af indikator-arterne i denne zone, er endemisk for Californien, voksende fra havniveau op til omkring 1200 meters højde. Navnet gråfyr hentyder til denne arts grålige nåle, mens et af dens amerikanske navne, digger pine, muligvis stammer fra tidlige nybyggere, som bemærkede, at Paiute-folk gravede omkring disse træer efter deres frø.

 

 

Gråfyr, fotograferet i Pinnacles Nationalpark i det vestlige Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Quercus douglasii Blå-eg
Denne eg er endnu en indikator-art, som ligeledes er endemisk for Californien. Den er almindelig i kystnære bjerge samt ved foden af Sierra Nevada.

Arten er navngivet til ære for den skotske botaniker David Douglas (1799-1834). Hans triste skæbne er beskrevet på siden Natur: Gamle og store træer.

 

 

Græsland med åben skov af blå-eg, Cache Creek Wilderness Area, centrale Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Quercus garryana Garry-eg
Dette træ, også kaldt for Oregon hvid-eg, er vidt udbredt, fra det sydlige British Columbia mod syd til det sydlige Californien, hvor den vokser fra havniveau til ca. 1800 meters højde. I Sierra Nevada findes en lokal buskformet varietet, semota, som bliver indtil 5 m høj.

Arten blev navngivet til ære for Nicholas Garry (1782-1856), som var direktør i Hudson Bay Company 1822-35.

 

 

Aftenlys på garry-eg, Sequoia National Forest, nær Lake Isabella. Agern af denne art er små og afrundede. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Quercus wislizeni
En stedsegrøn eg, som er vidt udbredt i Californien og endvidere forekommer på spredte lokaliteter i det nordlige Baja California. Den er meget almindelig i de nedre dele af Sierra Nevada. Artsnavnet blev givet til ære for Friedrich Adolph Wislizenus (1810-89), en tyskfødt læge, opdagelsesrejsende og botaniker, som først indsamlede denne art.

 

 

Agern af Quercus wislizeni er smalle og tilspidsede. – Sequoia Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Urter

 

Amsinckia Gulurt
Denne slægt omfatter omkring 13 arter i rubladfamilien (Boraginaceae). På amerikansk kaldes disse planter for fiddlenecks (‘violinhoveder’), opkaldt efter blomsterstanden, der er indrullet som et violinhoved. Slægtsnavnet blev givet til ære for den tyske forretningsmand og politiker Wilhelm Amsinck (1752-1831), som støttede den botaniske have i Hamburg finansielt.

 

Amsinckia eastwoodiae Eastwoods gulurt
Denne plante er endemisk i Californien, hvor den vokser i forskellige habitater. I Sierra Nevada er den begrænset til de lavereliggende skråninger på vestsiden. Den har nogle af de største blomster i slægten, op til 2 cm lange og 1,5 cm brede.

Arten blev navngivet til ære for den canadiske botaniker Alice Eastwood (1859-1953), som skabte den botaniske samling på California Academy of Sciences i San Francisco.

 

 

Eastwoods gulurt, Sequoia Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hesperoyucca whipplei Chaparral-yucca
Denne imponerende plante, som tidligere var placeret i slægten Yucca, er hjemmehørende i det sydlige Californien og Baja California. Den vokser hovedsagelig i tørre, stenede områder med krat af malurt, samt i chaparral, op til omkring 2500 meters højde. Dens smalle, grågrønne, stive, savtakkede blade er alle grundstillede, op til 1 m lange, og ender i en skarp spids. Planten har kun en enkelt blomsterstand, som til gengæld rummer hundredevis af hvide eller purpurfarvede, klokkeformede blomster for enden af en kraftig stilk, som vokser meget hurtigt og kan blive indtil 3 m høj.

På amerikansk kaldes denne spektakulære plante for bl.a. Our Lord’s candle (‘Vorherres lysestage’), hvilket hentyder til den kolossale blomsterstand, samt Spanish bayonet (’spansk bajonet’), som selvfølgelig hentyder til de stikkende blade. Artsnavnet blev givet til ære for Amiel Whipple (1818-63), som var ledende landmåler under anlæggelsen af Pacific Railroad.

 

 

Chaparral-yucca, Sequoia Nationalpark. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lupinus Lupiner
En stor slægt i ærteblomstfamilien (Fabaceae), som omfatter over 200 arter, hovedsagelig udbredt i Nord-, Mellem- og Sydamerika, men også en del arter omkring Middelhavet og i Nordafrika. Ifølge Collins English Dictionary stammer slægtsnavnet, og dermed også det folkelige navn, fra latin lupinus (‘ulveagtig’), hvilket hentyder til en gammel overtro, at disse planter grådigt udpinte jordbunden.

 

Lupinus stiversii Harlekin-lupin
Denne kønne plante er endemisk for Californien, hvor den vokser i adskillige adskilte bjergkæder. Artsnavnet blev givet til ære for hærlægen Charles Austin Stivers, som var den første til at indsamle denne art i 1862, nær Yosemite. Harlekin-delen hentyder til blomsternes livlige farver, som sammenlignes med en middelalderlig italiensk komisk figur, Arlecchino (på dansk Harlekin), som er karakteriseret ved sit spraglede kostume.

 

 

Harlekin-lupin, Yosemite Nationalpark. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lupinus subvexus
Denne art, som er udbredt fra Washington mod syd til Californien, blev først beskrevet af den amerikanske botaniker Charles Piper Smith (1877-1955). I Sierra Nevada vokser den kun i lave højder. Det siges, at dens frø er giftige.

Nogle autoriteter betragter den som synonym med den vidt udbredte Lupinus microcarpus.

 

 

Stor bevoksning af Lupinus subvexus, nær byen Jackson, vest for Sierra Nevada. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Triteleia ixioides Gul trillinglilje
På amerikansk kaldes denne art for prettyface (‘kønt ansigt’) og golden star (‘guldstjerne’) – navne, som den har fået på grund af sine smukke gule blomster, der er samlet i en skærm-lignende blomsterstand for enden af den op til 80 cm høje stængel. Den er udbredt fra det sydvestlige Oregon mod syd til det centrale Californien, hvor den vokser i forskellige habitater.

Tidligere tilhørte denne art familien Themidaceae, men er siden blevet overført til Brodiaeoideae, en underfamilie af aspargesfamilien (Asparagaceae). Der kendes mindst 5 underarter, hvoraf scabra, der på amerikansk kaldes for foothill prettyface (‘kønt ansigt ved foden af bjergene’), hovedsagelig er begrænset til sandede jorder i de laveste dele af Cascade Range og Sierra Nevada, op til en højde af ca. 2200 m.

 

 

Gul trillinglilje, underarten scabra, Sequoia Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Great Basin-tørzonen på de østlige skråninger, ca. 300-900 m

 

Træer

 

Cercocarpus betuloides
Dette lille træ i rosenfamilien (Rosaceae), som bliver indtil 9 m højt, kaldes på amerikansk for birch-leaf mountain mahogany (‘birkebladet bjerg-mahogny’). Det er hjemmehørende i Oregon, Californien, Arizona, New Mexico og Baja California. I Sierra-bjergene er det begrænset til chaparral.

Denne plante har markante blade, som er helrandede på den nederste halvdel, takket på den øverste. De minder noget om birkeblade (Betula), hvilket er årsagen til artsnavnet og det amerikanske navn. Blomsterne er små og hvide, mens frugten er lille og nøddeagtig, en såkaldt skalfrugt, hvor den lange, fjeragtige griffel stadig sidder fast. Slægtsnavnet hentyder til denne ‘dusk’, af græsk kerkos (‘hale’) og karpos (‘frugt’), altså ’frugt med hale’. Navnet mahogny hentyder til det hårde, mørke ved hos disse træer, men de er overhovedet ikke beslægtet med ægte mahogny, som tilhører familien Meliaceae.

 

 

Frugtbærende Cercocarpus betuloides, nær Junction View, Sequoia National Forest. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Yucca brevifolia Joshua-træ
Denne store yucca-art er karakteriseret ved sine mange sidegrene. Den er en typisk plante i Mojave-ørkenen, som i Sierra-bjergene er begrænset til de tørre sydøstvendte skråninger. Den blev navngivet af californiske mormoner, som var undervejs for at slå sig ned hos deres åndsfrænder i Utah. Træets opstrakte ’arme’ mindede dem om Biblens Joshua, der ledte Israels børn til Kanaans land.

 

 

Typiske landskaber på de tørre østvendte skråninger af Sequoia National Forest, med Joshua-træer samt den gule Chrysothamnus viscidiflorus (se nedenfor). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Buske

 

Chrysothamnus
Denne slægt, som omfatter 9 arter i kurvblomstfamilien (Asteraceae), kaldes på amerikansk for rabbitbrush (’kanin-busk’). Disse planter er udbredt i den vestlige del af Canada og USA, mod øst til South Dakota og Nebraska. Slægtsnavnet kommer af græsk chrysos (‘gylden’) og thamnos (‘busk’), hvilket hentyder til disse planters gyldne blomster.

 

Chrysothamnus viscidiflorus
Af de 9 medlemmer har denne art den største udbredelse, fra British Columbia og Montana mod syd til Californien og New Mexico. Den er en typisk pionérplante, som hurtigt koloniserer forstyrrede habitater, såsom afbrændte områder, jordskred og arealer, der fornylig har været oversvømmet.

Artsnavnet kommer af latin viscum (en fuglelim fremstillet af misteltén), samt floro (‘blomst’), altså ’klæbrig-blomstret’.

Denne art blev udnyttet medicinelt af flere indfødte stammer, blandt Paiute-folket til behandling af forkølelse og hoste, hos Hopierne mod hudproblemer. Gosiute og Paiute producerede tyggegummi fra rodens latex, mens Hopi og Navajo fremstillede orange og gule farvestoffer af blomsterne.

 

 

Chrysothamnus viscidiflorus, observeret nær Junction View, Sequoia National Forest. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Urter

 

Datura innoxia Dunet pigæble
En buskagtig urt af natskyggefamilien (Solanaceae), som bliver indtil 1,5 m høj. Den er navngivet efter det korte grålige hårlag på stængel og blade. Hvis den knuses, udsender planten en ubehagelig lugt af harsk jordnøddesmør. De spektakulære trumpetformede hvide blomster, som er meget store, op til næsten 20 cm lange, bliver senere til ægformede, tornede frugter, omkring 5 cm lange. Piggene sidder ofte fast i dyrepelse og spredes på denne måde over ret store afstande.

Da den skotske botaniker Philip Miller (1691-1771) beskrev denne art i 1768, stavede han det latinske ord innoxia (‘uoffensiv’) forkert, da han kaldte den for Datura inoxia. Et andet navn, D. meteloides, blev tidligere fejlagtigt anvendt for arten. Slægtsnavnet er Hindi-navnet på pigæble, normalt stavet dhatura.

Dunet pigæble er hjemmehørende i det sydvestlige USA, mod syd til store dele af Sydamerika, og den er blevet indført som prydplante – eller indslæbt – til mange andre egne kloden rundt. Den indeholder de meget giftige alkaloider atropin, scopolamin og hyoscyamin. Længe før spaniernes ankomst anvendte aztekerne planten til mange terapeutiske formål, bl.a. som omslag på sår. Aztekerne advarede mod at indtage den, da den kunne forårsage galskab. Ikke desto mindre blev den af adskillige indfødte folkeslag anvendt som hallocinogen.

Virkningen af scopolamin og hyoscyamin er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning (under Hyoscyamus niger), og på samme side kan man læse en morsom anekdote fra 1676, som beskriver den narkotiske rus hos nogle britiske soldater, der konsumerede almindelig pigæble (Datura stramonium).

 

 

Dunet pigæble, Kern Valley, østlige Californien. Den gule busk i baggrunden er Chrysothamnus viscidiflorus (se ovenfor). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Spiralformet blomsterknop hos dunet pigæble, Sequoia National Forest. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Diplacus bigelovii Bigelows abeblomst
Denne art, tidligere kendt som Mimulus bigelovii, vokser i ørkener og andre tørre områder i det sydvestlige USA. Denne art er meget variabel i størrelse og form, og dens højde kan variere mellem 2 og 25 cm. Blomsterfarven er overvejende magentarød med gult svælg.

Planten er én blandt mange, som blev opkaldt efter kirurg og botaniker John Milton Bigelow (1804-78), der indsamlede mange nye plantearter på ekspeditioner til det sydvestlige USA og det nordlige Mexico.

 

 

Bigelows abeblomst, fotograferet i Joshua Tree Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Eriogonum
Denne kæmpestore slægt af pileurtfamilien (Polygonaceae), som på amerikansk kaldes for wild buckwheat (‘vild boghvede’), omfatter måske 250 arter, der udelukkende forekommer i Nordamerika og Mexico.

 

Eriogonum fasciculatum Californisk boghvede
Denne plante er udbredt fra det centrale Californien mod syd til Baja California. Den vokser i forskellige habitater, deriblandt chaparral, græsland, malurt-krat samt blandskov af piñon-fyr og ene.

Førhen blev den meget anvendt af forskellige folkeslag som traditionel medicin til behandling af en lang række lidelser, bl.a. forkølelse, hovedpine, diarré og sår. Den blev også spist rå eller i grød og bagværk, og der blev brygget té på blade, stængel og rod. I dag er arten en vigtig honningplante.

 

 

Frøbærende californisk boghvede i aftenlys, Lake Isabella, Sequoia National Forest. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Nedre montan skov (tør sydvestlig del), ca. 900-2100 m

 

Træer

 

Calocedrus decurrens Cederthuja
Dette store nåletræ, førhen kendt som Libocedrus decurrens, kan blive indtil 57 m højt og have en stammediameter på op til 3 m. Før nybyggerne påbegyndte træfældning i stor stil, blev der rapporteret om træer med en højde på indtil 69 m og en stammediameter på 4 m.

Arten vokser meget langsomt, men kan nå en alder på over 500 år. Indfødte folkeslag anvendte den til mange formal. Af barken blev fremstillet temporære koniske hytter og også mere permanente boliger, og man lavede ild ved at gnide barken. Af tynde grene blev fremstillet buer og kurve. Arten blev også udnyttet medicinsk mod mavebesvær.

 

 

Barken af cederthuja er tyk, på gamle træer op til 15 cm. Den er dybt furet og skaller af i lange strimler. På stammen af dette ældre eksemplar i Yosemite Nationalpark vokser gule laver. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kogler af cederthuja med Liberty Cap i baggrunden, Yosemite Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Udtørret stamme af cederthuja med borehuller efter insektlarver, samt nedfaldne nåle af ponderosa-fyr (se ovenfor), Kings Canyon Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pinus lambertiana Sukkerfyr
Et typisk træ for denne zone, det højeste af alle fyrretræer, ofte over 60 m, og rekorden er på ikke mindre end 83 m. Dets stammediameter er ofte 2,5 m, på nogle eksemplarer endog 3,5 m. Arten har også den længste kogle blandt nåletræerne, ofte op til 50 cm, nogle endog indtil 65 cm.

Denne art er vildtvoksende fra Oregon mod syd gennem Californien til Baja California. Den skotske botaniker David Douglas (1799-1834) navngav den lambertiana til ære for den engelske botaniker Aylmer Bourke Lambert (1761-1842). Det populære navn hentyder til dens søde harpiks, der blev anvendt af indfødte folk som sødemiddel. Den berømte skotsk-amerikanske forfatter og naturforkæmper John Muir (1838-1914) foretrak denne saft fremfor saften fra sukkerløn (Acer saccharum).

David Douglas’ triste skæbne er beskrevet på siden Natur: Gamle og store træer.

 

 

Sukkerfyr er det højeste af alle fyrretræer, ofte over 60 m. Dette himmelstræbende eksemplar blev fotograferet i Mariposa Grove, Yosemite Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Grenene af en sukkerfyr står som silhouet mod lyst løv, Mariposa Grove. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Et Douglas-egern (Tamiasciurus douglasii) i Yosemite Nationalpark er i færd med at æde af en kogle af sukkerfyr, som er større end den selv. Denne art og mange andre egernarter er omtalt på siden Dyreliv – Pattedyr: Egern. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pinus ponderosa Ponderosa-fyr
Dette træ, som er indikator-art for denne zone, opnår mægtige dimensioner – højderekorden er målt til 81 m. På gamle træer sprækker den gule eller orange-røde bark i karakteristiske brede felter, afgrænset af sorte fordybninger.

Arten er hjemmehørende i et kæmpestort område i det vestlige USA og Canada, fra British Columbia mod syd til det sydlige Californien, og mod øst til South Dakota og New Mexico. Den blev først indsamlet i 1826 af David Douglas (se foregående art), som navngav den Pinus ponderosa, af latin ponderosa (‘tung’), hvilket hentyder til det tunge ved.

 

 

Ponderosa-fyr bliver meget høj – den målte rekord er på 81 m. Disse træer blev observeret i Sequoia Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ponderosa-fyr i morgenlys, nær Junction View, Sequoia National Forest. Planterne med gule blomster foran det visne græs er tornet salat (Lactuca serriola), som er indslæbt fra Europa. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Quercus kelloggii Californisk sorteg
Dette træ er hovedsagelig udbredt i det nordlige Californien og det vestlige Oregon, hvor det vokser ved foden af bjergene og en smule op ad dem. Dets forekomst i det sydlige Californien og Baja California er mere pletvis, men det er almindeligt i Sierra Nevada. De fleste træer af denne art lever 100-200 år, men eksemplarer på næsten 500 år er kendt.

Californisk sorteg er tilpasset områder med hyppige brande, beskyttet mod mindre brande af sin tykke bark. Den dræbes af større brande, men skyder villigt fra roden. Dens agern spirer hovedsagelig, når en brand har ryddet et område for bladdække. Dette var kendt af adskillige indfødte folkeslag, som bevidst antændte områder for at forny bevoksninger af denne art, hvis agern var en vigtig fødekilde.

 

 

Efterårsløv hos californisk sorteg, Kings Canyon Nationalpark. Blade af denne art er 10-20 cm lange og dybt kløvede. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ædegange fra larver af minérmøl danner mønstre i et blad af californisk sorteg, Junction View, Sequoia National Forest. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Agern af californisk sorteg er relativt store, omkring 3 cm lange og 1,5 cm brede. – Junction View, Sequoia National Forest. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Urter

 

Anaphalis margaritacea Almindelig perlekurv
En rank plante af kurvblomstfamilien (Asteraceae), som bliver op til 1,2 m høj. Den er vidt udbredt i Nordamerika, fra det nordvestlige Mexico til Alaska, samt i det nordlige Asien, mod syd til Kina og Himalaya og mod vest til Østeuropa.

Det videnskabelige navn er afledt af græsk ana (‘på’, ‘op’, ‘over’, ‘særdeles’), phalos (‘hvid’), samt margarites (‘perle’), således ’særdeles hvid perle’, hvilket hentyder til de hvide, perlelignende blomsterkurve.

 

 

På dette billede fra Kings Canyon Nationalpark har almindelig perlekurv invaderet en brændt ege- og fyrreskov. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Almindelig perlekurv, nær Junction View, Sequoia National Forest. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Claytonia Vinterportulak
En slægt med 27 arter, som førhen var placeret i portulakfamilien (Portulacaceae), men nu er blevet overført til vinterportulakfamilien (Montiaceae). Disse planter er hovedsagelig udbredt i bjergområder i det nordlige og centrale Asien, samt i Nord- og Mellemamerika. Slægten blev opkaldt til minde om botanikeren John Clayton (ca. 1694-1773) fra Virginia.

 

Claytonia perfoliata Almindelig vinterportulak
Denne plante, førhen kaldt for Montia perfoliata, er oftest ganske lav, men bliver undertiden op til 40 cm høj. Et af artens karakteristika er dens afrundede, kødfulde blade, der ofte omslutter stænglen.

Arten er almindelig i Sierra Nevada. Den forekommer fra det sydlige Alaska mod syd gennem den vestlige del af USA og Mexico til Mellemamerika. I Europa blev den dyrket som grønsag så tidligt som i 1500-tallet, og i dag er den forvildet mange steder. Et af artens amerikanske navne er miner’s lettuce (‘guldgraverens salat’), som stammer fra guldgravertiden i Californien omkring 1849, hvor guldgraverne spiste denne plante som salat, formentlig for at undgå at få skørbug.

 

 

Almindelig vinterportulak, Yosemite Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nærbillede af almindelig vinterportulak, Sequoia Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Epilobium canum Californisk fuchsia
Denne buskagtige urt, som tilhører natlysfamilien (Onagraceae), bliver indtil 60 cm høj. Den er hjemmehørende fra Oregon, Idaho og Wyoming mod syd til det nordlige Mexico. Den vokser på tørre skrænter samt i chaparral.

Tidligere blev den kaldt for Zauschneria californica, navngivet til ære for læge og botaniker Johann Zauschner (1737-99) i Prag. Genetisk forskning har dog afsløret, at den faktisk er en dueurt (Epilobium). Navnet californisk fuchsia hentyder til de skarlagenrøde blomster, der ligner fuchsia-blomster. Kolibrier tiltrækkes i stor stil af disse blomster, hvilket har givet årsag til to af artens amerikanske navne, hummingbird flower og hummingbird trumpet.

 

 

Californisk fuchsia, Yosemite Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Erysimum Hjørneklap
En slægt med omkring 180 arter, som tilhører korsblomstfamilien (Brassicaceae). Disse planter er hjemmehørende i Europa, størsteparten af Asien, samt Nordamerika, mod syd til Costa Rica.

Slægtsnavnet, som kommer af græsk erysthai (’helbrede’), var i Oldtiden navnet på en ukendt lægeplante. Det ejendommelige navn hjørneklap hentyder til skulpernes kantede form.

 

Erysimum capitatum Vestlig hjørneklap
Denne plante, også kendt som Douglas’s hjørneklap, har attraktive blomster, hvis farve varierer fra gylden til gul, rød, hvid eller purpurfarvet. Denne art findes i det vestlige Nordamerika, fra Alaska mod syd til det nordvestlige Mexico. I gamle dage blev den anvendt medicinelt af stammefolk til behandling af forskellige lidelser, bl.a. mavepine og muskelsmerter.

 

 

Vestlig hjørneklap, Sequoia Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Nedre montan skov (fugtig nordøstlig del), ca. 900-2100 m

 

Træer

 

Abies concolor Langnålet ædelgran
Dette nåletræ er hjemmehørende i bjergområder i det vestlige Nordamerika, hvor det vokser i højder mellem 900 og 3400 m. To underarter er blevet beskrevet, hvoraf nominatracen concolor er udbredt fra Wyoming mod vest til det østlige Nevada, og mod syd til Arizona og New Mexico, samt det allernordligste Mexico, mens underarten lowiana findes fra det sydlige Oregon gennem Californien til det nordlige Baja California.

Arten kan leve i op mod 300 år. De største eksemplarer er fundet i de centrale dele af Sierra Nevada, hvoraf den største var 75 m høj og med en stammediameter i brysthøjde på 4,6 m.

Andre billeder af langnålet ædelgran findes nedenfor (se ulvelav).

 

 

Delvis brændt blandskov af langnålet ædelgran og ponderosa-fyr (se ovenfor), Mariposa Grove, Yosemite Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Acer macrophyllum Storbladet løn
Som dets navn fortæller, har dette træ, som også kaldes for Oregon-løn, store blade – faktisk de største inden for lønne-slægten. De måler ofte over 30 cm på tværs og har fem dybt indskårne flige. Denne art bliver normalt 15-20 m høj, men eksemplarer på op til 48 m er kendt. Den er hjemmehørende langs Stillehavskysten, fra den sydligste del af Alaska til det sydlige Californien. Inde i land vokser den i Sierra Nevada, samt i det centrale Idaho.

Billeder af denne arts gule efterårsløv kan ses på siden Efterår.

 

 

Frugter af storbladet løn, Yosemite Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Alnus rhombifolia Hvid-el
Et indtil 25 m højt, løvfældende træ, som vokser på fugtige steder i højder op til omkring 2400 m. Det er udbredt fra det sydlige Washington og Idaho mod syd gennem Oregon til det sydlige Californien.

 

 

Denne stamme af en hvid-el er dækket af grå og orange laver, Kings Canyon Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cornus nuttallii Stillehavskornél
Dette træ, som bliver indtil 25 m højt, har meget karakteristiske blomsterstande. De små grønlig-hvide blomster er samlet i et tæt hoved, omgivet af store hvide højblade. Frugten er et stort lyserødt ‘bær’, indtil 3 cm i tværmål, som indeholder 50-100 frø. Frugten er spiselig, men uden megen smag.

Denne art vokser langs Stillehavskysten, fra det sydlige British Columbia mod syd til det sydlige Californien, og inde i land findes den i Sierra Nevada samt i det centrale Idaho. I 1956 blev den udnævnt til officiel provinsplante i British Columbia.

I bogen My First Summer in the Sierra, fra 1911, skriver den skotsk-amerikanske forfatter og naturfredningsmand John Muir (1838-1914) om Stillehavskornél: “Nuttall’s kornél er et flot skue, når den blomstrer. Da er hele træet snehvidt. Dets højblade er 15-20 cm brede. Langs vandløb bliver den et mellemstort træ, op til 9 m højt, med en bred krone, når den ikke trænges af artsfæller. De prangende højblade tiltrækker en mængde natsværmere, sommerfugle og andet vinget folkefærd til deres egen og, formoder jeg, træets fordel.”

Artsnavnet blev givet til ære for Thomas Nuttall (1786-1859), en engelsk trykker, der rejste til USA i 1808. Kort efter ankomsten mødte han botanikeren Benjamin Barton (1766-1815), der fremkaldte en stærk interesse for naturen i ham. Gennem de følgende år, indtil 1841, foretog Nuttall adskillige ekspeditioner i Amerika, og talrige planter og dyr er opkaldt efter ham.

 

 

Stillehavskornél kendes nemt på de store hvide højblade. – Yosemite Nationalpark. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Quercus chrysolepis
Denne stedsegrønne eg er almindelig fra det sydvestlige Oregon mod syd gennem Californien til det nordlige Baja California, med spredte populationer i Nevada, Arizona, og New Mexico, samt Chihuahua, Mexico. Den er den videst udbredte egeart i Californien.

De læderagtige blade er helrandede eller tandede, friskgrønne og skinnende på oversiden. Undersiden på unge blade er dækket af gullige dun, mens den på ældre blade er grålig og næsten hårløs. Dens agern varierer meget, men er oftest ovale med en lav, turbanagtig, skællet skål, som er dækket af et tæt gulligt hårlag, hvilket er årsagen til det latinske artsnavn, af græsk krysos (‘guld’) og lepis (‘skæl’). Efter udvaskning af garvestofferne var disse agern en vigtig fødekilde for mange indfødte folkeslag. De har også været anvendt som kaffeerstatning.

 

 

Agern af Quercus chrysolepis, Yosemite Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sequoiadendron giganteum Mammuttræ

 

En bevoksning af mammuttræer bør bevares med lige så stor omhu som en stor og smuk katedral.”

 

Theodore Roosevelt (1858-1919), amerikansk præsident 1901-09.

 

I vild tilstand vokser mammuttræet kun i Sierra Nevada-bjergene. Gamle eksemplarer af disse gigantiske træer er verdens tungeste levende skabninger, idet de største har en anslået vægt på 2100 tons. Denne fantastiske art er nærmere beskrevet på siden Planteliv: Gamle og store træer.

 

 

Det største kendte mammuttræ, kaldt General Sherman, vokser i Sequoia Nationalpark. Det er ca. 2300 år gammelt, 84 m højt, med en diameter ved jordoverfladen på 11 m, en masse på ca. 1500 m3, samt en anslået vægt på 2100 tons. Bemærk de brændte partier nederst på stammen. På grund af deres tykke, svampede bark kan disse træer modstå skovbrande. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En majestætisk samling af mammuttræer, Sequoia Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Mennesker syner som dværge ved siden af de kæmpemæssige mammuttræer. – Mariposa Grove, Yosemite Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rødderne på dette væltede mammuttræ i Mariposa Grove, Yosemite Nationalpark, er dækket af gule laver og grønne mosser. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Umbellularia californica Californisk laurbær
Dette stedsegrønne træ vokser især langs Stillehavskysten, fra det sydvestlige Oregon gennem Californien til den mexikanske grænse. Det er ret almindeligt ved foden af Sierra Nevada-bjergenes vestside.

Det kan blive op til 30 m højt, med duftende, lancetformede blade, der kan blive indtil 10 cm lange. De gule eller gulgrønne blomster er samlet i små skærme, hvilket har givet slægten dens navn, som betyder ’lille skærm’. Frugten er et ovalt bær, indtil 2,5 cm langt, som først er grønt, siden purpurfarvet.

Bladene har været anvendt som substitut for bladene af ægte laurbær (Laurus nobilis) i madlavning. De blev anvendt af forskellige indfødte folk til behandling af en række lidelser, bl.a. hovedpine, tandpine, ørepine, mavepine, forkølelse, ru hals, samt slim i lungerne. Et omslag af bladene blev benyttet mod rheumatisme og nervesmerter.

 

 

Blomstrende californisk laurbær, Sequoia Nationalpark. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Californisk laurbær med umodne frugter, Kings Canyon Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Buske

 

Arctostaphylos Manzanita
En gruppe stedsegrønne buske og mindre træer i lyngfamilien (Ericaceae), som forekommer fra det sydlige British Columbia mod syd til Texas og Mexico. De er karakteriseret ved deres glatte, orange eller rødlige bark samt de stive, snoede grene. Ordet manzanita er spansk, diminutiv af manzana (‘æble’), hvilket hentyder til frugterne. Adskillige arter findes i Sierra Nevada. De er ofte vanskelige at bestemme.

Hede-melbærris (A. uva-ursi), samt en formodet hybrid mellem denne art og håret manzanita (A. columbiana), som ofte benævnes A. x media, er præsenteret på siden Efterår.

 

Arctostaphylos viscida
På amerikansk kaldes denne busk, der bliver indtil 5 m høj, for whiteleaf manzanita (‘hvidbladet manzanita’). De ovale, spidse blade er dog ikke hvide, men grønlige med hvidligt skær eller bleggrønne. Arten er vidt udbredt i Californien og Oregon. Den er ret almindelig i den lavere del af Sierra-bjergene. Artsnavnet kommer af latin viscidus (‘klæbrig’), hvilket sigter til de kirtelfyldte blade og frugter.

Førhen fremstillede Miwok-folket i det nordlige Californien cider af frugterne.

 

 

Den rødlige stamme af Arctostaphylos viscida, Yosemite Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Arctostaphylos viscida producerer ofte en overflod af hvidlige eller lyserøde blomster. – Sequoia Nationalpark. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Her dækker en mængde nedfaldne blomster af Arctostaphylos viscida jorden som et tæppe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sambucus Hyld
En slægt med omkring 27 arter af mindre træer, buske og store urter, som for størstedelens vedkommende er udbredt i tempererede og subtropiske områder på den nordlige halvkugle, mens de på den sydlige halvkugle er begrænset til Australien og Sydamerika.

Førhen blev disse planter klassificeret som tilhørende hyldefamilien (Sambucaceae), men blev så overført til gedebladfamilien (Caprifoliaceae). Nylige DNA-analyser har imidlertid åbenbaret, at de hører hjemme i desmerurtfamilien (Adoxaceae).

Slægtsnavnet kommer af græsk sambuca, der er navnet på et ældgammelt musikinstrument af asiatisk oprindelse. Formentlig blev der anvendt hyldetræ til fremstilling af dette instrument. Navnet hyld stammer fra angelsaksisk eldrun, der senere blev forvansket til hyldor. Andre kilder mener, at navnet kommer af det gamle ord hylle (skjule), hvilket hentyder til de overnaturlige væsener, der efter sigende skjulte sig i busken.

 

Sambucus cerulea Blå hyld
Denne løvfældende busk, der kan blive indtil 9 m høj, blev førhen ofte kaldt for mexikansk hyld (S. mexicana). Om foråret fremviser den en overdådighed af smørgule blomster, efterfulgt af purpur-blå bær om efteråret.

Den vokser op til højder omkring 3000 m i et bredt udsnit af habitater, som bl.a. omfatter floddale, skove og åbne skrænter med adgang til vand. Den har en meget stor udbredelse, fra British Columbia mod syd gennem en stor del af det vestlige USA til det nordvestlige Mexico, samt med spredte forekomster i Oklahoma og Texas.

Mange indfødte folk benyttede bærrene af denne plante som føde, og talrige former for urtemedicin blev produceret af ved, bark, blade, blomster og rødder. Veddet blev også anvendt til fremstilling af piber samt musikinstrumenter som fløjter. Af bærrene blev udvundet et stof til farvning.

Nogle autoriteter betragter denne art som en underart af den vidt udbredte almindelig hyld (Sambucus nigra), som er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

Blå hyld, Yosemite Nationalpark. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Urter

 

Castilleja
Denne slægt omfatter omkring 200 arter, hvoraf de fleste har pragtfulde røde blomster og højblade, mens de hos nogle få arter er orange, gule eller violette. Langt størsteparten er hjemmehørende i de vestlige egne af Nord- og Sydamerika, fra Alaska mod syd til Andes-bjergene. En enkelt art, Castilleja pallida, er dog udbredt tværs over Sibirien, mod syd til Altai-bjergene og mod vest til Kola-halvøen.

Disse planter, som tilhører gyvelkvælerfamilien (Orobanchaceae), er parasitter, som optager størstedelen af deres næring gennem rødderne af andre planter. Castilleja-blomster er spiselige og blev førhen konsumeret af adskillige indfødte stammefolk. De har imidlertid en tendens til at optage og ophobe selen i deres væv, så rod og grønne dele kan være meget giftige.

 

 

Disse billeder viser to uidentificerede Castilleja-arter, begge fra Yosemite Nationalpark. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Diplacus aurantiacus Klæbrig abeblomst
Denne buskagtige urt, også kaldt for orange abeblomst, og tidligere navngivet Mimulus aurantiacus, bliver op til 1,2 m høj. Den har navn efter sine smalle klæbrige blade, der bliver indtil 7 cm lange. Blomsterfarven varierer mellem gul, orange eller rød.

En attraktiv plante, som er hjemmehørende i det sydvestlige Oregon, mod syd gennem størstedelen af Californien til den allernordligste del af Baja California. Førhen anvendte medlemmer af Miwok- og Pomo-stammerne arten medicinelt til behandling af sår, brandsår, diarré og øjenproblemer.

 

 

Gulblomstret form af klæbrig abeblomst, Sequoia Nationalpark. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Orangeblomstret form af klæbrig abeblomst, fotograferet nær San Diego. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Equisetum hyemale Skavgræs
Denne padderok-art har en kolossalt stor udbredelse, idet den findes i Nordamerika, Europa og det nordlige Asien, mod syd til Tibet, Korea og Japan. Den er også blevet indført til andre lande, bl.a. Sydafrika og Australien, hvor den betragtes som invasiv.

Den vokser i vådområder i skove, ofte på skrænter langs vandløb. I Japan dyrkes den ofte i damme i prydhaver. Visse indfødte amerikanske folkeslag benyttede et afkog af planten mod kønssygdomme samt som vanddrivende middel.

Navnet skavgræs, af middelalder-dansk skave (’skrabe’), samt artens engelske navn scouring rush, af scour (’skure’), skyldes dens tidligere anvendelse som slibemiddel og sandpapir på grund af det høje indhold af kisel. Slægtsnavnet kommer af latin equus (’hest’) samt seta, der har adskillige betydninger, bl.a. ’ru’, ’børste’ eller ’hår’. Seta kan hentyde til den kiselholdige stængel, men sat sammen med equus betyder det ’hestehår’. Et bundt tørrende padderok-stængler kan da også med lidt god vilje minde om en hestehale. Navnet padderok skyldes, at vårskuddene af ager-padderok (Equisetum arvense) blev sammenlignet med hovedet på en spinderok, samt at de fleste arter vokser i fugtige områder, hvor padder holder til.

Andre padderok-arter er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

Dette billede fra Kings Canyon Nationalpark viser den amerikanske underart af skavgræs, affine, som ofte er gul oven for hver skede. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Kumlienia hystricula
En lille plante af ranunkelfamilien (Ranunculaceae), som førhen blev regnet som en ranunkel under navnet Ranunculus hystriculus. På amerikansk kaldes den for waterfall false buttercup (‘falsk ranunkel, der vokser under vandfald’). Som dette navn fortæller, findes den på fugtige steder, bl.a. enge og langs vandløb. Arten er endemisk for Sierra Nevada, hvor den er begrænset til nåleskov.

 

 

Kumlienia hystricula, Yosemite Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Letharia Ulvelav
Ulvelav, som tilhører skæglaverne (Parmeliaceae), er vidt udbredt i Nordamerika, Sibirien og Europa. To arter, almindelig ulvelav (L. vulpina) og brunøjet ulvelav (L. columbiana), forekommer i Sierra Nevada.

Førhen anvendte indfødte folkeslag i Californien disse planter til forskellige formål. Af deres løv blev fremstillet pilegift. Klamath-folket dyppede pigge af træpindsvin i et afkog af planten, hvilket farvede dem gule. Piggene blev derpå flettet ind i kurve for at danne mønstre. Okanagan-Colville-folket benyttede disse laver medicinelt, indvortes mod mavebesvær og udvortes til behandling af sår.

I gamle dage blev almindelig ulvelav anvendt af nordmændene til at slå ulve og ræve ihjel. Denne plantes giftige løv blev blandet med knust glas og stoppet ind i et kadaver på den frosne jord. (Artsnavnet vulpina hentyder til ræve, på latin Vulpes).

 

 

En uidentificeret art af ulvelav vokser på stammer af langnålet ædelgran (se ovenfor), Sequoia Nationalpark. På en af stammerne danner den koncentriske ringe. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nærbillede af ulvelav, voksende på stammen af en tamarackfyr (se nedenfor), Yosemite Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Madia 
En slægt med 11 arter af aromatiske og smukke urter i kurvblomstfamilien (Asteraceae), som er udbredt i det vestlige Nordamerika samt i det sydvestlige Sydamerika. Slægtsnavnet er afledt af madi, det chilenske navn på arten M. sativa. Disse planters blade dufter af æteriske olier, hvilket er baggrunden for et af deres amerikanske navne, tarweed (’tjæreplante’).

 

Madia elegans
Denne plante, hvis udbredelse strækker sig fra Washington mod syd til det centrale Californien og Nevada, er opdelt i en række underarter, hvis blomsterfarve varierer fra helt citrongul til citrongul med hvidligt eller kastanjefarvet centrum. Randkronerne krøller sammen op ad dagen og åbner sig igen hen på eftermiddagen, hvorefter de forbliver åbne hele natten til op ad formiddagen. Adskillige indfødte folk spiste de små nøddeagtige frugter eller stødte dem til mel til bagværk.

 

 

Madia elegans, underarten vernalis, Sequoia Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Primula Gudeblomster
Disse planter tilhører en gruppe kodrivere, som førhen var placeret i slægten Dodecatheon, der blev oprettet af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), efter sigende fordi blomsterstanden hos disse arter ofte rummer 12 blomster. Navnet er sammensat af de græske ord dodeka (’tolv’) og theos (’gud’), altså ‘tolv guder’. Når man i Oldtidens Grækenland gav en plante dette navn, skyldtes det, at man mente, den havde fået sine helbredende egenskaber fra de tolv fornemste græske guder og gudinder. Heraf kommer det danske navn gudeblomst.

Gruppen tæller 17 arter, som er vidt udbredt i Nordamerika, fra det nordvestlige Mexico gennem det vestlige USA og Canada til Alaska, en enkelt af arterne tillige i det nordøstlige Sibirien. Blomsterne bestøves af bier, som klynger sig til kronbladene, mens de svirrer med vingerne, hvorved pollen løsnes fra støvdragerne.

På amerikansk kaldes disse planter populært for shooting star, hvilket hentyder til blomsternes form, hvor de gule støvdragere og kronbladene, der peger bagud, er samlet i en spids. Det sammenlignes med et stjerneskud, hvor de bagudrettede kronblade udgør ’halen’.

 

Primula jeffreyi Jeffreys gudeblomst
Denne art, også kendt som Sierra-gudeblomst, er udbredt fra Alaska og Montana mod syd til Californien. Den vokser på bjergenge og langs vandløb.

Nlaka’pamux-folket fremstillede amuletter, bl.a. kærlighedsamuletter, af blomsterne.

Arten blev navngivet til ære for den skotske botaniker John Jeffrey (1826-54), som gennem fire år udforskede Washington, Oregon og Californien, mens han indsamlede planter, som han sendte hjem til Skotland. Han forsvandt i 1854, mens han var på vej fra San Diego over Colorado-ørkenen, og han blev aldrig set siden.

 

 

Jeffreys gudeblomst, Yosemite Nationalpark. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Skov af piñon-fyr og ene (østvendte tørre skråninger), c. 1500-2100 m

 

Træer

 

Juniperus osteosperma Utah-ene
Dette lille træ er som regel meget kroget og kun 3-6 m højt. Det vokser i meget tørre områder i ørkener og på bjergskråninger i moderate højder, fra det sydlige Montana og Idaho mod syd til det vestlige New Mexico, og vestpå til den allerøstligste del af Californien. I Sierra Nevada er den begrænset til de østlige skråninger samt White Mountains.

 

 

Død Utah-ene, Monument Valley, Arizona. I baggrunden ses den ene af to klippeformationer ved navn The Mittens (‘Vanterne’). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En usædvanligt rank Utah-ene, Canyonlands Nationalpark, Utah. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pinus monophylla Enkeltnålet fyr
Som både dens danske navn og det latinske artsnavn fortæller, sidder nålene hos denne fyrreart ikke i knipper, men enkeltvis – den eneste fyrreart i verden med dette arrangement.

Den er én blandt adskillige fyrrearter i den såkaldte piñon-gruppe, som er hjemmehørende i det vestlige USA og det nordvestlige Mexico, fra den sydligste del af Idaho, Utah og det sydvestlige New Mexico mod vest til det østlige og sydlige Californien samt Baja California.

Enkeltnålet fyr bliver indtil 20 m høj og vokser normalt i højder mellem 1200 og 2300 m. Den er meget almindelig og danner mange steder åbne skove, ofte sammen med ene-arter. Dens spiselige frø var en vigtig fødekilde for indfødte stammefolk, og de bliver stadig høstet i stor stil.

 

 

Blegt morgenlys på en åben skov af enkeltnålet fyr, Inyo National Forest, White Mountains. I baggrunden Sierra Nevada-bjergene. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kogler og løv af enkeltnålet fyr, Joshua Tree Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Øvre montan skov, ca. 2100-2700 m

 

Træer

 

Pinus contorta Klitfyr
En af indikator-arterne i denne zone er tamarack-fyr, som er en underart, murrayana, af den vidt udbredte klitfyr. Denne art, opdelt i 4 underarter, er meget almindelig i det vestlige Nordamerika, fra havniveau til subalpine områder i bjergene.

Tamarack-fyr er almindelig i bjergegne, fra Washington mod syd til den nordlige del af Baja California, og derfra mod øst til det sydlige Nevada. Nominatracen contorta er kystnær, idet den findes langs Stillehavskysten mellem den sydlige del af Alaska og den nordvestlige del af Californien. En anden kystnær underart er bolanderi, som er endemisk for Mendocino County i det nordvestlige Californien. Denne race trues af byudvikling. Endelig findes underarten latifolia i Rocky Mountains, fra Yukon og Saskatchewan mod syd til Colorado.

Artsnavnet kommer af latin con (‘med’) og torqueo (‘snoet’ eller ‘forvredet’), hvilket hentyder til de lave, forvredne træer af denne art, som ofte ses langs Stillehavskysten. Det danske navn klitfyr skyldes, at denne art førhen ofte blev plantet i klitterne i Vestjylland.

 

 

Et af klitfyrs amerikanske navne er twisted pine (‘snoet fyr’) – et passende navn for dette eksemplar af tamarack-fyr i Yosemite Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kogler og nåle af tamarack-fyr, Yosemite Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Populus tremuloides Amerikansk bævreasp
Amerikansk bævreasp er også almindelig i denne zone. Denne art er det videst udbredt træ i Nordamerika, idet den findes fra Alaska mod syd gennem det vestlige Canada og USA til det centrale Mexico, samt i et bredt bælte tværs over Canada og det nordlige USA til Newfoundland, mod syd til Pennsylvania.

Om efteråret føjer dens gule løv pragtfulde partier til talrige områder i det vestlige Nordamerika.

 

 

Pragtfulde gule farver hos amerikansk bævreasp på en bjergskråning nær Conway Summit. De to nederste billeder viser denne ikoniske arts snehvide stamme. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Buske

 

Chrysolepis sempervirens
Bladene hos denne lille stedsegrønne busk, som bliver indtil 2 m høj, er på underside dækket af et tæt lag gullige skæl, hvilket er årsagen til slægtsnavnet, af græsk krysos (‘guld’) og lepis (‘skæl’). Frugten, som er fyldt med pigge, indeholder tre spiselige nødder, som var en udbredt fødekilde for oprindelige folkeslag, rå eller ristede.

Den vokser i store højder, mellem 1000 og 3000 m, fra det sydlige Oregon mod syd til det sydlige Californien og derfra mod øst til Sierra Nevada.

På amerikansk kaldes medlemmer af slægten for chinquapin, hvilket også dækker kastanjearter af slægterne Castanopsis og Castanea. Dette ord er en forvrængning af et algonquiansk ord, chechinquamin eller chincomen, som muligvis er afledt af xinkw (’herlig’) samt mini (‘frugt’).

 

 

Frugtbærende Chrysolepis sempervirens, Yosemite Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Urter

 

Helenium Solbrud
En slægt med omkring 39 arter af kurvblomstfamilien (Asteraceae). Det amerikanske navn på disse planter, sneezeweed, opstod, da man bemærkede, at indfødte folk fremstillede snus af de tørrede blade af nogle arter, som blev inhaleret for at kunne nyse, hvilket fordrev onde ånder fra kroppen.

Oprindeligt var Helenium navnet på læge-alant (Inula helenium), som efter sagnet blev plantet på øen Pharos af Helena af Troja.

 

Helenium bigelovii Bigelows solbrud
Denne plante, som er udbredt i Californien og Oregon, vokser i vådområder, såsom enge og langs vandløb, i relativt store højder, mellem 1000 og 3000 m. Kultivarer af arten dyrkes mange steder som prydplanter.

Artsnavnet blev givet til ære for kirurg og botaniker John Milton Bigelow (1804-78), som indsamlede mange nye plantearter på ekspeditioner til det sydvestlige USA og det nordlige Mexico.

 

 

Bigelows solbrud, Kings Canyon Nationalpark. På det nederste billede samler en gulpandet humlebi (Bombus vosnesenkii) pollen i blomsterne. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sarcodes sanguinea
En parasitisk plante af lyngfamilien (Ericaceae), som får sin næring fra underjordiske svampe, der lever i symbiose med trærødder. Den er udbredt fra Cascade-bjergene i Oregon mod syd gennem bjergegne i Californien, deriblandt Sierra Nevada, til den nordlige del af Baja California, Mexico.

Den amerikanske botaniker, kemiker og læge John Torrey (1796-1873) fandt denne plantes farve så slående, at han kaldte den for Sarcodes sanguinea, af græsk sarkos (‘kød’) og latin sanguis (‘blod’), altså ’den blodrøde kødfulde’. På amerikansk kaldes den for snow plant, hvilket hentyder til dens tidlige blomstring, som ofte finder sted, mens sne stadig dækker jorden.

 

 

Sarcodes sanguinea, fotograferet i Siskiyou-bjergene, Oregon. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Subalpin zone, ca. 2700-2900 m

 

Træer

 

Pinus albicaulis Hvidbarket fyr
Denne fyrreart er indikatorplante for den subalpine zone i Sierra Nevada. Den er udbredt i bjergområder fra British Columbia mod syd gennem Washington, Idaho, Montana og Wyoming, samt med pletvis forekomst i Oregon, Nevada og Californien. Under favorable vilkår kan den blive næsten 30 m høj, men på vindeksponerede steder er den ofte kroget og dværgagtig.

 

 

En gammel, kroget hvidbarket fyr på kraterranden i Crater Lake Nationalpark, Oregon. Der vokser gule laver på de eksponerede rødder. Crater Lake opstod i caldera’en efter en urgammel sammensunken vulkan, Mount Mazama. I baggrunden på billedet ses øen Wizard Island (’Troldmandens ø’). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pinus longaeva Børstekoglefyr
En dag sidst i april 1992 befandt jeg mig på en bjergtop i Inyo National Forest, White Mountains – en østlig udløber af Sierra Nevada. Foran mig stod de mærkeligste træer, jeg nogensinde har set. På afstand virkede de fuldstændig døde, med forvredne, nøgne, strittende grene, der fra en gullighvid stamme strakte sig mod den blå himmel. Og dog – på nærmere hold så jeg en smal stribe bark på den side af stammen, som vendte bort fra den fremherskende vindretning. Denne barkstrimmel førte op til én eller to grene, som var tæt besat med grønne nåle, og i spidsen af grenene hang små kogler med børsteagtige vedhæng på skællene.

Disse mærkværdige træer findes kun i det østlige Californien, samt i Nevada og Utah. Bortset fra fra visse kloner, fx en creosote (Larrea tridentata) i Mohave-ørkenen, hvis alder vurderes til ca. 9400 år, er disse fyrre de ældste levende organismer på kloden, idet nogle af dem er omkring 5000 år gamle.

Flere billeder af disse bemærkelsesværdige træer kan ses på siden Planteliv: Gamle og store træer.

 

 

Ældgamle børstekoglefyrre, Inyo National Forest, White Mountains. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

(Oprettet december 2018)

 

(Sidst opdateret oktober 2022)