Buddhisme

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mandens navn var Siddharta Gautama. Traditionelt siges det, at han blev født ca. 566 f.Kr., men nyere forskning antyder, at det snarere var omkring 490 f.Kr. Han blev født ind i en royal familie, idet hans fader var raja (fyrste) af slægten Sakya og regerede i området omkring den nutidige by Lumbini i det sydlige Nepal.

En legende fortæller, at den nat, Siddharta blev undfanget, drømte hans moder, Dronning Maya, at en elefant havde placeret en lotusblomst i hendes livmoder.

 

 

 

 

 

Hans oplevelser fik ham til at spekulere over grunden til menneskets lidelser. Han følte, at hans liv som rigmandssøn var indholdsløst, og han forlod paladset for at opsøge brahminer og kloge mænd, som havde tilbragt lang tid i meditation. Ingen af dem kunne imidlertid give ham et tilfredsstillende svar. Han besluttede derfor at forlade sin familie for at leve asketisk og forsøge selv at finde et svar, bl.a. gennem meditation. I fem år rejste han fra landsby til landsby, men hans søgen hjalp ham ikke.

Uden for Gaya satte han sig i skyggen af et stort pipal-træ, fast besluttet på ikke at flytte sig, før han havde fundet et tilfredsstillende svar på sine spørgsmål. I 49 dage sad han under træet i dyb meditation. Så rejste han sig, overbevist om, at han havde fundet svaret og var i stand til at erkende livets sammenhæng.

 

 

 

 

 

Livet er ulykkeligt på grund af en mængde lidelser, der opstår som følge af behov, ønsker og lyster, og tiltrækningen af materielle goder er kun en illusion af sanserne. At være ulykkelig skyldes i sidste ende egoisme, som kan undgås ved at følge fem leveregler: ikke dræbe, ikke handle umoralsk, ikke lyve, ikke stjæle og ikke indtage rusmidler.

Fra denne dag vandrede Siddharta rundt og holdt forelæsninger for folk om sin nye filosofi, og efterhånden fulgtes han af en voksende skare af tilhængere, som var fascineret af de nye tanker. Disse tilhængere kaldte ham Buddha (‘Den Oplyste’).

Buddha pointerede, at han ikke fik sine tanker fra en gud, men at han var et ganske almindeligt menneske, der blot havde udviklet nogle metoder til at undgå lidelse. Han videregav kun sine tanker mundtligt og afpassede sine taler efter tilhørerne. Han prøvede ikke på at overtale folk til at forlade hinduismen og fornægtede ikke gudernes eksistens, men forklarede, at det endelige mål i buddhismen er at erkende, at jeg’et er en illusion og indse, at det er kilden til al lidelse.

Opnår man denne indsigt, har man brudt den uendelige cyklus af genfødsler. Denne fuldstændige oplysthed kaldes nirvana (bedst oversat som ’fravær af begær’) – en tilstand af perfekt harmoni, hvor jeg’et er elimineret, og hvor enhver form for begær dermed er ophørt og således ikke længere kan forstyrre den oplystes indsigt. Dette er i princippet, hvad buddhismens dharma (lære) går ud på.

 

 

 

 

 

Med tiden blev Bodhi-træet valfartssted for buddhister, og der opstod en by ved navn Bodhgaya, hvor talrige templer blev opført.

Lotus (Nelumbo nucifera) er en plante, der ofte vokser i mudret vand, men producerer en vidunderlig blomst, frisk og ren, oven for vandet. Buddha sammenlignes ofte med en lotusblomst, hvilket sigter til hans renhed i en forurenet menneskeverden. Da nøkkeroser (Nymphaea) vokser lignende steder og frembringer blomster, der overfladisk minder om lotusblomster, er disse planter også hellige for buddhister. Botanisk er de to planter imidlertid ikke nært beslægtede.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I hans regeringstid fik Gandhara-kunst og -arkitektur en opblomstringstid, og som noget nyt begyndte man bl.a. at bygge templer med søjlegange. Mauryas efterfølgere erobrede de omkringliggende fyrstedømmer, og riget nåede sit højdepunkt under Kejser Ashoka (272-238 f.Kr.), omfattende Indus- og Ganges-dalene samt dele af det mellemste Indien.

Ashoka førte voldsomme krige for at udvide riget. I 263 f.Kr. vandt han et slag over en Kalinga-konge nær byen Bhubaneswar i den nuværende indiske delstat Odisha (Orissa). Efter legenden blev Daya-floden farvet rød af de faldne soldaters blod, og det fortælles, at Ashoka blev så chokeret over dette blodbad, at det fik ham til at standse yderligere felttog.

Han konverterede til buddhismen, som blev gjort til statsreligion i hans rige, og han lod opføre talrige buddha-statuer og stupa’er. Disse bygninger var oprindeligt gravsteder for herskere, helte eller hellige mænd. Efter legenden ønskede Buddha, at hans aske skulle placeres i en stupa.

Ashoka lod også citater fra Buddhas lære indhugge i klipper, så vejfarende kunne lære af dem, og missionærer blev sendt ud til nabolandene, fx Sri Lanka, Tibet, Kina og Myanmar.

For at markere Ashokas omvendelse til buddhismen bekostede japanerne i 1969-72 opførelsen af en fredspagode, Shanti Stupa, på en høj nær Daya-floden, hvor kejserens sidste slag fandt sted.

Buddhismen beholdt sin indflydelse i Indien indtil omkring 800 e.Kr., hvorefter hinduismen atter fik overtaget, takket være en kraftig missionsvirksomhed, der blev iværksat af brahminerne, som sikkert følte, at deres magt var ved at smuldre.

I dag er buddhismen af begrænset betydning i Indien, men er stadig den vigtigste religion i Sri Lanka, Indokina, Tibet, Mongoliet, Kina, Taiwan og Japan.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Disse dhyani-buddhaer opstod efter legenden fra det stærke lys, som en 1000-bladet lotusblomst i Kathmandu-dalen udsendte. Dette lys havde fem stråler med hver sin farve, én til hver dhyani-buddha.

Fire af disse mediterende buddha’er ses ofte som en skulptur, en såkaldt chaitya, hvor de er afbildet ryg mod ryg, med ansigterne vendt mod de fire verdenshjørner – altid det samme for hver af de fire buddha’er. De kan tillige identificeres ud fra bl.a. deres farve, redskab, kvindelige modstykke, samt håndstilling.

Akshobhya, hvis ansigt vender mod øst, har højre hånds håndflade og tommelfinger drejet indad. Han berører jorden for at få denne som vidne på, at han modstår de fristelser, som den onde gudinde Mara pålægger ham for at forstyrre hans meditation. Han er symbol på højeste sandhed.

Ratnasambhava, som kigger mod syd, vender højre håndflade fremad – et symbol på, at al viden er ligestillet.

Mod vest sidder Amitabha med hænderne foldet i skødet og håndfladerne opad. Han symboliserer evnen til at skelne viden.

Amoghasiddhi, som vender mod nord, strækker fingrene på højre hånd fremad i en velsignende gestus. Han er symbolet på den fuldendte klogskab.

Den femte dhyani-buddha, Vairocana, afbildes sjældent på chaitya’er, da han er den centrale figur og således ikke har et bestemt verdenshjørne. På billeder er han afbildet over de fire andre. Han underviser, siddende med hænderne krydset på brystet – symbolet på den absolutte viden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det er dog kun få beskåret at nå dette mål. De fleste er dømte til gang på gang at genfødes, og i hvilken form det sker afhænger af, hvor gode eller onde éns gerninger i livet har været. Da man nemt kan blive genfødt som et dyr, er det kun naturligt, at buddhister regner det for en stor synd at slå ihjel.

Med tiden er der opstået stor variation inden for tolkningen af Buddhas lære. Theravada er den oprindelige lære, som opfordrer den enkelte til at meditere og derigennem søge vejen til nirvana. Denne form findes især i Indokina og Sri Lanka.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det var helt uundgåeligt, at den nye religion, som blev kaldt Mahayana–buddhisme eller lamaisme, kom til at indeholde mange elementer fra bon. I dag dominerer denne gren i Tibet, Mongoliet, Nepal, Ladakh, Sikkim og Bhutan.

Mahayana-buddhismen lægger stor vægt på begrebet bodhisatva. En bodhisatva er en buddhist, som står på tærskelen til at opnå nirvana, men som i stedet vælger at bruge sin viden til at hjælpe andre mennesker mod det samme mål. Denne gren lægger således vægt på fællesskab, en kollektiv form, hvor man hjælper hinanden, fremfor at den enkelte hjælper sig selv.

De øverste munke, som kaldes lamaer, anvender det meste af deres tid på at hjælpe andre til at opnå en bedre og mere målrettet form for meditation. Dette finder især sted i klostre, og i tidens løb blev der opført tusindvis af dem i Tibet og Mongoliet. Det blev skik, at hver familie havde et eller flere mandlige medlemmer optaget som munk, men det foregik helt uden tvang. Enhver munk kunne nårsomhelst vælge at forlade klosteret og vende tilbage til sit liv som bonde eller nomade.

Gennem tiderne opstod forskellige sekter af lamaismen, ofte med ret subtile forskelle. Den bedst kendte er Gelug-pa (‘gulhattene’), som er opkaldt efter deres gule hovedbeklædning. Deres overhoved kaldes Dalai Lama (‘Ocean af Visdom’ på mongolsk), som er reinkarnationen af den 11-hovedede Chenresig (‘Nådens Buddha’) – en af Buddhas inkarnationer. Dalai Lama er samtidig den verdslige leder for alle tibetanerne.

Den nuværende 14. Dalai Lama blev født i 1935 i Kham i det østlige Tibet, og som dreng hed han Lhamo Døndrup. I 1939 blev han ført til hovedstaden Lhasa, hvor han fik bolig i Potala (‘slottet med de 1000 værelser’). Han blev herefter kaldt Tenzing Gyatso, idet gyatso er det tibetanske ord for Dalai Lama.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Rundt om dette kloster er anlagt en kora – en pilgrimsrute, som er flere kilometer lang og som pilgrimmene vandrer ad, inden de besøger klosteret. Nogle pilgrimme laver bedefald hele vejen rundt langs kora’en, dvs. de lægger sig ned og strækker armene så langt frem, som de kan nå. Her placerer de deres bedekrans og går frem til den, lægger sig ned osv. Denne proces gentages utallige gange.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Buddhistiske pilgrimme er af den overbevisning, at de gennem at uddele mønter til fattige under deres pilgrimsfærd vil forbedre deres karma (summen af deres gode og onde gerninger) og dermed have en større chance for at nå et højere stade i deres næste liv. Dette udnyttes naturligvis af tiggere, især fra Indien, som i store skarer valfarter til buddhistiske templer under højtider.