Menneskets dårskab
Hver morgen, når menneskene tager på arbejde, og om eftermiddagen, når de drager hjem igen, bidrager hundreder af millioner af scootere betydeligt til den umådelige luftforurening kloden rundt, som her i Hanoi, Vietnam. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
“Jeg regner med, at en eller anden kommer og fjerner mit vrag, så jeg efterlader det bare her.” – Det er sikkert, hvad ejerne af bil og scooter tænkte, da de efterlod dem i en vejkant, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Siamkrokodiller (Crocodylus siamensis) i et kommercielt opdrætningscenter, Singapore. Denne art er udryddelsestruet i vild tilstand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Smog, San Diego, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Denne idylliske scene fra Hanoi, Vietnam, viser huse, som spejles i en kanal. Hvad der ikke fremgår af billedet, er at vandet er stærkt forurenet, sort og stinkende. I utallige byer verden rundt ledes kloakvand blot ud i den nærmeste kanal, flod, eller sø – eller direkte ud i havet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Verdens farligste dyr
“Skulle jeg, for jeg ved ikke hvilken gang, skrive om dyret menneskets fuldstændig bevidstløse udskejelser, om verdens farligste dyrs umådelige svinerier?”
Claus Bering (1919-2001), dansk tegner og forfatter, i bogen Grønbenede rørhøns (1974). Han besøgte engang naturreservatet Vorsø i Horsens Fjord, hvor han bl.a. udtalte: “Mennesket er evolutionens største bommert.”
I bogen The Snow Leopard (1978) udtrykker den amerikanske forfatter og naturfredningsmand Peter Matthiessen (1927-2014) det på denne måde: “Som grådige aber har vi overlistet os selv, og vi er nu fulde af gru.”
Mennesket blev beskrevet videnskabeligt i 1758 af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), der valgte sig selv som lektotype (et eksemplar, der senere skal udgøre type-eksemplaret). Han kaldte os Homo sapiens (‘det kloge menneske’, ’det dygtige menneske’).
Men når man ser sig omkring og bemærker, hvordan vi behandler vore omgivelser, kommer man til den konklusion, at vi ikke er ret kloge. Homo perniciosus (‘det destruktive menneske’) ville være et meget mere passende navn. Eller måske: verdens farligste dyr.
We could act very wisely
And treat the planet nicely,
If we only had a brain.
Oversat:
Vi kunne optræde meget klogt
og behandle kloden med omtanke,
hvis bare vi havde en hjerne.
Inspireret af sangen If I Only Had a Brain, tekst af Edgar Yipsel Harburg, født Isidore Hochberg (1896-1981), musik af Harold Arlen, født Hyman Arluck (1905-86), først fremført i filmen The Wizard of Oz (1939), hvor den blev sunget af Fugleskræmslet, spillet af Ray Bolger (1904-87).
Atomkraftværk, Krefeld, Nordrhein-Westfalen, Tyskland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Petrokemisk industriområde, syd for Kaohsiung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Bilkirkegård, København. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Bilkirkegård, Greensburg, Pennsylvania, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
De Forenede Nationer har fejlet
Jeg forstår ikke meningen med rumprojekter. Milliarder af dollars bliver brugt på at sende rumskibe til Månen og Mars, som er golde steder, helt uegnede for mennesker. Imens bliver Jorden, som naturligvis har perfekte levevilkår (ellers ville vi ikke være her), i kolossal grad overudnyttet og negligeret. Hovedproblemet er antallet af mennesker på denne klode.
De Forenede Nationer (FN) blev grundlagt i 1945 med det formål at “opretholde international fred og sikkerhed, fremme venlige relationer mellem nationerne, gennemføre internationalt samarbejde, samt være et center for harmonisering af handlinger nationerne imellem.” (Kilde: un.org)
Altsammen gode intentioner til gavn for menneskene.
FN har imidlertid stort set ignoreret det største problem af alle: befolkningstilvæksten. Omkring 1800 nåede verdens befolkning sin første milliard. Det tog kun ca. 125 år at nå 2 milliarder omkring 1925, og fra da af gik det stærkt: 3 milliarder i 1960, 4 milliarder i 1974, 5 milliarder i 1987, 6 milliarder i 1999, og 7 milliarder i 2011.
I dag er vi næsten 8 milliarder mennesker, der vrimler som myrer i de fleste egne af kloden, som er begyndt at stønne under den massive indflydelse fra disse umådelige menneskemasser: skovfældning, jorderosion, ørkendannelse, masseudryddelse af plante- og dyrearter, samt en kolossal forurening af jord, vand og luft, som forstærker de seneste års klimaændringer.
Ved stort set at ignorere befolkningstilvæksten har FN fejlet totalt.
“(…) vrimler som myrer.” – Hinduistiske pilgrimme bader i den hellige Gandak-flod, en biflod til Moder Ganges, nær byen Sonpur, Bihar, Nordindien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
“(…) vrimler som myrer.” – Kinesiske turister i Yeliou Geopark, nordlige Taiwan. Man har ikke just området for sig selv! (Foto copyright © by Kaj Halberg)
“(…) vrimler som myrer.” – Tilskuere ved en teaterforestilling, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Om kernevåben
Klitter med vindskabte riller og en busk ved navn akaro (Calotropis procera), Thar-ørkenen, Rajasthan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
“Om eftermiddagen løjede vinden af over Pokhran. Kl. 15.45 detoneredes de tre bomber. Omkring 2-300 m nede i jorden udvikledes en varme på omkring en million grader – lige så varmt som temperaturen på Solen. Øjeblikkeligt forvandledes et underjordisk mini-bjerg, en klippeblok på omkring 1000 tons, til støv. (…) Chokbølger fra sprængningen begyndte at løfte en jordmængde på størrelse med en fodboldbane adskillige meter opad. Da han så det, sagde en af videnskabsmændene: ’Nu tror jeg på historien om Lord Krishna, som løftede et bjerg.”
Ray Chengappa, ‘The Bomb Makers’, India Today, 22. juni 1998, efter Indiens første atombombesprængning i Thar-ørkenen, Rajasthan.
“Dette vil figurere i vores historiebøger, selvfølgelig under forudsætning af, at vi har historiebøger at beskrive det i. Selvfølgelig under forudsætning af, at vi har en fremtid. Der er intet nyt eller originalt at sige om atomvåben.
(…)
Endnu en gang er vi [inderne] sørgeligt bagud – ikke kun videnskabeligt og teknologisk (ignorér de hule påstande om det modsatte), men hvad der er mere relevant, med hensyn til vores evne til at fatte atomvåbens sande natur. Vores forståelse af Rædslernes Departement er håbløst forældet. Her diskuterer alle vi i Indien og Pakistan de finere nuancer af indenrigs- og udenrigspolitik, mens vi for hele verden opfører os, som om vore regeringer netop har udtænkt en nyere og større bombe, en slags kæmpemæssig håndgranat, med hvilken vi vil udslette fjenden (hinanden) og beskytte os mod alt ondt.
(…)
Hvis der bliver atomkrig, vil vore fjender ikke være Kina eller Amerika eller os selv indbyrdes. Vores fjende bliver selve Jorden. Selve elementerne – himlen, luften, jorden, vinden og vandet – alle vil de vende sig mod os. Deres vrede vil være frygtelig.
(…)
‘Dette er ikke kun atomprøvesprængninger, dette er en test omkring nationalisme’, er vi blevet fortalt gentagne gange. Det er blevet banket ind i vore hoveder gang på gang. Bomben er Indien, Indien er bomben. Ikke kun Indien, men det hinduistiske Indien. Derfor, vær hermed advaret, er enhver kritik ikke kun anti-national, men anti-hinduistisk. (I Pakistan er bomben naturligvis muhammedansk, men ellers gælder politisk de samme love). Dette er en af de uventede frynsegoder ved at have en atombombe. Regeringen kan ikke bare anvende den til at true fjenden, men kan også benytte den til at erklære krig mod dens eget folk. Mod os.”
Arundhati Roy (født 1961), indisk forfatter og naturforkæmper, i bogen The Algebra of Infinite Justice, revideret udgave, 2002.
Måske undrer du dig over, hvorfor den indiske regering valgte den vidunderlige Thar-ørken til udførelse af det vanvid, som er beskrevet ovenfor. Selvfølgelig af samme grund, som amerikanerne valgte ørkenen i New Mexico til deres atomprøvesprængninger i 1945: Skulle noget gå galt, ville ofrene blive personer, som de sofistikerede byboere i Delhi og Washington betragter som uvidende, landlige tåber uden værdi for nationen.
Du kan overbevise dig om Thar-ørkenens herligheder ved at læse siderne Rejse-episoder – Indien 1986: “Sir, ønsker De at se denne påfugl?” samt Indien 2003: Kamelsafari i Thar-ørkenen.
Flere scenerier fra den storslåede Thar-ørken: Udsmykket hus i landsbyen Khorma (øverst), kamelryttere (i midten), samt ’tandbørstetræ’ (Salvadora oleoides). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Luftforurening
Nutildags er luftforureningen i mange storbyer forfærdende. Når man flyver til en af disse byer, er den ofte skjult i en sky – ikke en normal sky af fugtighed, men en sky af forurenet luft af en sygelig gullig-grå farve, kaldt smog – en kombination af de engelske ord smoke (’røg’) og fog (’tåge’).
Når man dykker ned i en sådan sky, ser man den faktisk ikke, som blev den opløst ved et trylleslag. Mange mennesker lever hele deres liv i dette tæppe af skadelig luft, og det er et under, at de ikke alle får lungeproblemer (skønt antallet stiger støt).
En betydelig del af denne forurening kommer fra et utal af scootere og motorcykler, hvoraf mange er forsynet med to-takts-motorer, som forurener betydeligt mere end fire-takts-motorer, fordi blandingen af benzin og luft i dem bliver forurenet af motorens smøreolie. Forbrændings-kammeret trækker denne forurenede blanding ind, når udstødningsgasserne presses ud i udstødningsrøret, og en del af benzinen og olien følger med udstødningen ud.
Andre slyngler er lastbiler, som ofte kører på diesel af meget lav kvalitet og udsender skyer af sort røg.
Så tidligt som i 1977, da dette billede blev taget, var Ankara, Tyrkiet, næsten skjult i et tæppe af forurenet luft. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Smog slører omridset af skyskrabere i byen Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
En betydelig del af luftforureningen kommer fra et utal af scootere og motorcykler. – På dette billede drager folk på arbejde tidligt om morgenen, Hanoi, Vietnam. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Voldtægt af skove
“… en stor del af United States Forest Service land karakteriseres som ‘multiple-use’, hvilket, med en liberal tolkning, tillader et større antal støjende aktiviteter – minedrift samt olie- og gasudvinding; skisportssteder (i alt 137); opførelse af lejlighedskomplekser; kørsel med snescootere og andre terrængående køretøjer; samt masser, jeg gentager, masser af træfældning – som alle synes uforenelige med skovens dybe, stille ro.”
William Bryson (født 1951), amerikansk forfatter, i bogen A Walk in the Woods, 1998
Totalryddet skov af hundredårige bøge (Fagus sylvatica), Fyn. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Fældet granplantage, Store Hjøllund Plantage, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Transport af tømmer, Sabah, Borneo. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Transport af fældede nåletræer, Vernon Lake, Vancouver Island, Canada. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Tømmer til produktion af flis, Schweighofer Fiber, Hallein, nær Salzburg, Østrig. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Om nedslagtning af dyrearter
Antallet af dyrearter, som er blevet udryddet af mennesket, er forfærdende. I dag, hvor skove rundt om i verden fældes med alarmerende hast, vil et kæmpemæssigt antal – sandsynligvis millioner – af plante- og dyrearter forsvinde fra kloden i den nærmeste fremtid.
Næsehorn, elefanter og de store katte bliver måske de næste større dyr, som uddør på grund af menneskets tankeløshed og grådighed.
“For mig er udryddelsen af en dyreart en kriminel handling på lige fod med ødelæggelsen af alt andet, som vi ikke kan genskabe eller erstatte, såsom et maleri af Rembrandt eller Akropolis.”
Gerald Durrell (1925-1995), engelsk forfatter og naturfredningsmand, i bogen A Zoo in my Luggage, 1960
“I Østafrika, der førhen var kærneområdet for arten [det sorte eller spidssnudede næsehorn], er ni ud af ti af disse klodsede, sårbare og indtagende skabninger blevet udryddet. Størsteparten af drabene blev begået af krybskytter, som udførte deres beskidte handling for at opfylde behovet for horn af næsehorn i Asien og Mellemøsten.
I midten af 1940’erne skød en enkelt jæger lige under 1000 næsehorn i et område på 200 km2 i det østlige Kenya for at bane vej for beboelse. I 1980 rummede et område, der var omkring hundrede gange så stort, den tilstødende Tsavo Nationalpark, kun omkring 150 overlevende næsehorn. Et dyr, som har levet på kloden i omkring 60 millioner år, er nu blevet reduceret til nogle få tusinde, som med nød og næppe overlever i små områder med krat og jungle, der er fredet for at beskytte dem. Og selv dér bliver de nådesløst jaget eller fanget i snarer og derpå dræbt.”
Elspeth Huxley (1907-97), engelsk forfatter, journalist og naturfredningskvinde i indledningen til bogen Run, Rhino, Run, offentliggjort i 1982 og skrevet af den engelske geograf og naturfredningsmand Esmond Bradley Martin (1941-2018) og hans kone Chryssee Bradley Martin. Esmond blev myrdet i sit hjem i Kenya, mens han var i færd med at skrive en rapport om illegal elfenbenssmugling i Myanmar. Mordet var formodentlig bestilt af en illegal organisation, som følte sig truet af denne rapport.
“Næsehorn tilhører alle mennesker.”
Titlen på en bog af den tyske zoolog og naturforkæmper Bernhard Grzimek (1909-87), Schønbergske Forlag, 1963.
Kineserne og andre folkeslag i Fjernøsten synes imidlertid at mene, at næsehornene tilhører dem alene. Som det ses af citatet ovenfor, eksisterer der i dag kun en ganske lille brøkdel af det tidligere antal af verdens næsehorn-arter. Tusinder er blevet dræbt for at imødekomme den umættelige efterspørgsel i Fjernøsten efter dyrene, som anvendes i folkemedicinen.
Dele af næsehorn har været anvendt som ingredienser i traditionel asiatisk medicin gennem mindst 2000 år. Så godt som alle dele af dyret benyttes: hornet som feber- og krampestillende middel; skindet mod hudsygdomme; penis som potensfremmende middel; knoglerne mod knoglelidelser; blodet som et “styrkende middel for kvinder med menstruationsproblemer.”
Blandt kinesere tiltror man det pulveriserede horn potensfremmende egenskaber. Kemiske analyser har imidlertid ikke kunnet påvise aktive ingredienser, som skulle antyde, at hornet er effektivt i den henseende.
Faktisk benægter de fleste vestlige medicinske eksperter, at næsehornshorn skulle indeholde nogensomhelst helbredende egenskaber, og det er velkendt, at aspirin producerer mange af de samme resultater som næsehornsprodukter hos patienter.
Horn af de asiatiske næsehornsarter værdsættes højere end horn af de afrikanske arter, hvilket skyldes, at forbrugerne er overbeviste om, at de asiatiske horns mindre størrelse er ensbetydende med, at de er mere koncentrerede og dermed mere virkningsfulde.
Hornene anvendtes tidligere også til udsmykning af dolkskæfter i Yemen – en praksis, som muligvis stadig finder sted.
Alle fem arter af næsehorn er udryddelsestruede på grund af vidt udbredt krybskytteri, samt indskrænkning af levesteder.
Spidssnudede næsehorn (Diceros bicornis) hilser hinanden, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Denne tyr af spidssnudet næsehorn snuser til en tot græs, hvor en hun har urineret, hvorefter den krænger læberne tilbage i en positur, kaldt flehmen. Den indsnusede luft passerer forbi et specielt sanseorgan, der kan afsløre, om hunnen er i brunst. – Ngorongoro-krateret. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Bredmulet næsehorn (Ceratotherium simum), Krüger Nationalpark, Sydafrika. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Indisk pansernæsehorn (Rhinoceros unicornis), Kaziranga Nationalpark, Assam, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
“Japan og Hong Kong snitter langsomt, men sikkert, de sidste elefanter bort, idet de forandrer deres stødtænder (som er så langt mere elegante på elefanterne) til kunstfærdige udskæringer. På stort set samme vis bliver de smukke skind af leopard, jaguar, sneleopard, træleopard osv. anvendt til at udsmykke uelegante kroppe af tankeløse og for størstedelens vedkommende grimme kvinder. Jeg gad vide, hvor mange der ville købe disse pelse, hvis de vidste, at de på deres krop bar skindet af et dyr, som efter tilfangetagelsen blev aflivet ved hjælp af en middelalderlig og smertevoldende metode, nemlig ved at få jaget en rødglødende jernstang op i anus, så skindet ikke ville tage skade.”
Gerald Durrell (ovenfor), i bogen The Aye-Aye and I: A Rescue Mission in Madagascar, 1993
Afrikanske elefanter (Loxodonta africana) drikker af et vandhul i Etosha Nationalpark, Namibia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Denne hun af leopard (Panthera pardus) er på vej op i et træ, hvor dens unge ligger og æder af en impala (Aepyceros melampus), Tarangire Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Nedslagtning af tigeren
“Det totale antal tigre, jeg har skudt, er 1150.”
Maharajaen af Surguja, i et brev til den tysk-amerikanske biolog og naturfredningsmand George B. Schaller, citeret i bogen Stones of Silence: Journeys in the Himalaya, 1980
“(I Indien) blev der, ifølge historikeren Mahesh Rangarajan, ’slagtet over 80.000 tigre i løbet af 50 år, fra 1875 til 1925. Det er muligt, at dette antal kun var en brøkdel af det, som faktisk blev skudt’. – Ikke alle nedlagte tigre var trofæer. I nogle områder blev kattene betragtet som skadedyr og blev systematisk udryddet med dusører udlovet af regeringen.”
Sharon Guynup (født 1958), amerikansk forfatter, i blog.nationalgeographic.org/2014/03/10/a-concise-history-of-tiger-hunting-in-india
Bestanden af tigre i Indien er dalet til et sted mellem 2000 og 3000, og mindst 100 bliver årligt skudt af krybskytter for at forsyne det kinesiske marked med tigerdele, som udnyttes i den traditionelle medicin: kløerne som sovemiddel; tænderne mod feber; fedtet mod spedalskhed og rheumatisme; næsehuden mod sår; knoglerne mod rheumatisme og anden gigt, dysenteri, hovedpine samt stivhed eller lammelse af den nederste del af ryggen og benene; øjeæblerne mod epilepsi og malaria; halen mod hudsygdomme; galden mod meningitis hos børn; knurhårene mod tandpine; hjernen mod dovenskab og filipenser; penis i elskovsdrikke samt som potensfremmende middel; afføringen mod bylder og hæmorrider samt alkoholisme.
Ifølge organisationen TRAFFIC, som overvåger international handel med planter og dyr, blev mindst 1590 tigre, der var nedlagt med henblik på at indgå i den illegale handel, konfiskeret af myndighederne mellem januar 2000 og april 2014. (Kilde: WWF – Worldwide Fund for Nature, 2016)
Denne huntiger snerrer ad elefanten, som jeg sidder på, Kanha Nationalpark, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Ung gylden kat i gyldent græs, Ranthambhor Nationalpark, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Nedslagtning af bisonoksen
“Sioux-stammerne (…) nedlagde bisonokser, hvorpå de tørrede og pulveriserede kødet og blandede det op med fedt fra knoglemarv samt vilde bær, hvorefter det blev svøbt ind i sække, fremstillet af bisonhuder. Denne pemmican kunne holde sig uendeligt og var ti gange så næringsrig som frisk kød. Garvede bisonhuder forsynede indianerne med telte og sengetøj, mokkasiner, benbeskyttere, skjolde, både, spande, ja selv gryder til at koge maden i. Af horn og knogler blev fremstillet søm, bor, knive, skrabere, økser og skeer, og af ribben og kæbeben slæder til børnene. Fra klovene kunne udvindes lim, og gødningen anvendtes som brændsel. Når en Sioux var færdig med en bison, havde han brugt alt fra den, selv dens ånd, thi det var den skæggede bison (…) som udgjorde selve hjertet i prærieindianernes ritualer og religion.”
William Least Heat-Moon, også kaldt William Lewis Trogdon (født 1939), amerikansk forfatter, i sin bog Blue Highways – A Journey into America, 1982
“For tredive år siden fandtes der millioner af disse store klodsede dyr på det amerikanske kontinent. Utallige hjorde strejfede rundt, relativt uforstyrrede og uharmede (…) Gennem de sidste tyve år eller mere er mange tusinde hvert år blevet slagtet af hvide jægere og turister, kun for hudernes skyld eller blot som en tankeløs sport, hvorefter de kæmpestore kroppe blev efterladt som rådnende og stinkende kadavere, deres afblegede skeletter strøet ud over ørkener og øde sletter.”
In the Prime of the Buffalo, Overland Monthly and Out West Magazine, 14 (83), p. 515, 1889
”Intet syn er mere almindeligt på prærien end blegnede bisonkranier, og deres umådelige antal vidner om, hvor talrige dyrene var for ikke så længe siden. På de dele af prærien, hvor de sidst blev nedslagtet, vrimler det med kadavere, som er tørret ud i den rene, klare luft, samt med smuldrende skeletter. (…) En ranchejer, som på samme tid havde foretaget en rejse på over 1000 miles tværs over det nordlige Montana, langs Milk River, fortalte mig, for at bruge hans egne ord, at på hele strækningen var han aldrig ude af syne af en død bison og aldrig inden for syne af en levende.”
Theodore Roosevelt (1858-1919), amerikansk præsident 1901-09, skrevet i 1880’erne, citeret i P.R. Cutright, Theodore Roosevelt the Naturalist, 1956
Amerikansk bison (Bos bison), Badlands Nationalpark, South Dakota, USA. Nederste billede viser en tyr, som gnubber sig på en hegnspæl. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Store stabler af bisonhuder, Dodge City, Kansas, 1874. (Foto: Offentlig ejendom)
Nedslagtning af bjørne
Bjørnepotesuppe regnes for en stor delikatesse af mange asiatiske folkeslag, bl.a. i Kina, Vietnam og Cambodia, idet den efter sigende skulle overføre bjørnens kraft og virilitet til personen. En skål bjørnepotesuppe koster ofte op mod 1000 US$. Bjørnekød regnes også for en delikatesse i disse samfund.
Galdeblærer af bjørne er meget benyttede i traditionel kinesisk medicin til behandling af hudproblemer samt alvorlige tilfælde af røde og opsvulmede øjne, og tillige for at klare synet, fjerne giftstoffer og parasitter fra kroppen, dæmpe kramper, forøge udskillelsen af galde, øge optagelsen af D-vitamin og kalcium, samt dæmpe feber, hævninger og smerter.
Mange steder er bjørnene forsvundet eller blevet yderst sjældne på grund af ulovlig jagt, bl.a. i Europa, Sydøstasien, Korea, Kina og Taiwan. Mange bjørne holdes i fangenskab for at forsyne de forskellige markeder. I Sydkorea, fx, lever der kun omkring 10 kravebjørne (Ursus thibetanus) i vild tilstand, mens ca. 1600 holdes i fangenskab, oftest under frygtelige forhold. Disse fangenskabsbjørne aflives ofte på de mest grusomme og rædselsfulde måder, og at denne praksis er ulovlig, synes ikke at anfægte forbrugerne.
Tidligere var kravebjørnen totemdyr for adskillige indfødte folkeslag i Taiwan, og det var et tegn på manddom at dræbe en bjørn. I dag er arten yderst sjælden på øen. Den er totalfredet, men synes kun at øge meget langsomt i antal, formodentlig på grund af nedsat modstandskraft mod sygdomme på grund af indavl.
Efterhånden som antallet af bjørne i andre egne dalede, henledtes krybskytternes opmærksomhed i 1990’erne på det vestlige Nordamerika, som huser masser af brune bjørne (Ursus arctos) og amerikanske sortbjørne (U. americanus). Siden da er talrige bjørne blevet ulovligt indsamlet i dette område til at forsyne asiatiske samfund i amerikanske storbyer, hvor de ender som bjørnepotesuppe eller traditionel medicin.
Fem af verdens otte bjørnearter er i dag udryddelsestruede.
Plakat i Lhasa, Tibet, som reklamerer for traditionel kinesisk medicin: bjørne-galdeblærer og hjortegevirer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Kravebjørn, fotograferet i den zoologiske have i Chengdu, Sichuan-provinsen, Kina. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Hun af amerikansk sortbjørn med en unge, Sequoia Nationalpark, Sierra Nevada, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Denne unge malajbjørn (Helarctos malayanus) blev konfiskeret fra krybskytter og holdes nu i fangenskab, indtil den er gammel nok til at blive sluppet ud i naturen. – Sepilok Orangutan Rehabilitation Centre, Sabah, Borneo. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Nedslagtning af havodderen
“Havodderen er blid og relativt tillidsfuld; dens mistænksomhed over for mennesker kom sent.
(…)
USA fortsatte med destruktionen af havodderne, og Alaska Company indsamlede 47.482 skind mellem 1881 og 1890. Men i 1900 blev der kun indsamlet 127 skind, og 10 år senere var det samlede udbytte blandt en flåde på 16 skonnerter mindre end to skind pr. skib. Som et resultat heraf gjorde skindhandlerne ingen indsigelser, da en international traktat det følgende år totalfredede alle oddere nord for den 30. breddegrad, dvs. Baja California og det sydlige Japan – et tiltag, som beskyttede den i hele dens udbredelsesområde. Handel med havodderskind blev forbudt i USA og Alaska, og det sidste skind, som blev handlet på lovlig vis, gik for ikke mindre end næsten 2000 Dollars i London samme år.
I mellemtiden var havodderen forsvundet fuldstændigt fra USA, og det mentes, at den ikke ville overleve nogetsteds. Men i 1933 blev nogle få individer observeret ud for den californiske kyst.
Peter Matthiessen (1927-2014), amerikansk forfatter og naturfredningsmand, i bogen Wildlife in America, 1959, revideret udgave 1987
Inden handelen med havodderskind påbegyndtes i 1740’erne, var bestanden sandsynligvis et sted mellem 150.000 og 300.000 i den nordlige del af Stillehavet, fra det nordlige Japan langs de russiske og amerikanske kyster til halvøen Baja California i Mexico. Skindhandelen decimerede denne bestand til mellem 1000 og 2000 individer.
Efter dens fredning er havodderen vendt tilbage på dramatisk vis, og i dag er bestanden måske i størrelsesordenen 110.000 individer, hvoraf den mest stabile bestand på omkring 27.000 findes i Rusland, især på øgruppen Kurillerne.
Havodder (Enhydra lutris), hun med unge, Point Lobos, Californien. Hunnen ligger på ryggen og æder af en abalone (Haliotis). Et øjeblik efter at dette billede blev taget, snuppede ungen abalonen fra moderens mave. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Nedslagtning af krokodiller
Skønt de fleste mennesker betragter krokodiller som forfærdelige og primitive væsener, er sandheden, at de faktisk er intelligente, sociale dyr med følelser, som endog kan lide at lege med hinanden, og hunnerne har stærke bånd til deres afkom.
Krokodiller er blevet jaget nådesløst på grund af deres ry som menneskeædere, samt for at levere skind til læderindustrien, hvor de anvendes til luksusvarer som håndtasker, sko, bælter, tegnebøger og polstring til møbler.
Den nuværende handel omfatter over 1,5 mio. skind pr. år, eksporteret lovligt fra omkring 30 lande. Dyrene holdes under grusomme forhold i små bure eller betondamme, med meget lille plads til hvert individ. En krokodille, som er opdrættet i en farm, bliver slået ihjel, når den er kun 2-3 år gammel, mens fritlevende individer undertiden lever op mod 30 år.
Af verdens 18 arter er de 6 opført på IUCNs liste som udryddelsestruede.
Enhver industri, som fordrer fangenskab og nedslagtning af dyr kan aldrig betragtes som værende etisk.
Disse falske gavialer (Tomistoma schlegelii) og Siamkrokodiller (Crocodylus siamensis) lever under kummerlige forhold i et kommercielt opdrætningscenter, Singapore. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Nedslagtning af søelefanter
”Søelefanten, der har navn efter hannens bizarre snabel-lignende næse, fandtes førhen så langt mod nord som Point Reyes [i Californien]. Den gav omkring tre tønder olie per kadaver, og dens tunge blev anset for at være en lækkerbisken. Den var nem at nedlægge, måske fordi, som Fanning udtrykte det: ‘Selv den største larm vil ikke vække disse dyr, når de sover’. Under alle omstændigheder blev dens olie betragtet som værende bedre end olien fra kaskelotten, som dengang var ved at forsvinde, og som følge heraf faldt den tid, hvor søelefanten var bedst kendt, mellem 1855 og 1870 – det år, hvor den formodedes at være forsvundet fra den nordlige halvkugle. I 1892 blev ni dyr opdaget på Guadalupe, hvoraf de syv desværre blev indsamlet af begejstrede videnskabsmænd. Imidlertid overlevede nogle få tilsyneladende på havet, for da arten blev beskyttet, kom bestanden atter på fode.
Peter Matthiessen (1927-2014), amerikansk forfatter og naturfredningsmand, i bogen Wildlife in America, 1959, revideret udgave 1987
Siden begyndelsen af 1900-tallet har den nordlige søelefant (Mirounga angustirostris) været beskyttet i både Mexico og USA. Som et resultat heraf er bestanden kommet på fode og tæller i dag over 200.000 individer. Dens nuværende yngleudbredelse strækker sig langs Stillehavskysten, fra Baja California i hvert fald så langt mod nord som til British Columbia.
En lille del af en stor forsamling af nordlige søelefanter på fældeplads, Año Nuevo State Park, Californien. En han sparker sand over sig for at afhjælpe kløen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Søelefanter har fået deres navn på grund af deres enorme størrelse, samt hannens lange, oppustelige næse, med hvilken han frembringer høje brøl, specielt i yngletiden. – Denne han af nordlig søelefant gør kur til en hun, San Simeon, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Nedslagtning af fugle
“(…) ænder og gæs blev færre og færre i Sumplandet år for år. I 1951 så jeg ved solnedgang andetræk komme flyvende ind for at søge føde på de afhøstede rismarker ved Saigal – træk så store, at de mindede mig om græshoppesværme. Da jeg i 1958 forlod Sumplandet, var det umuligt at opleve syn af træk af blot tilnærmelsesvis samme størrelse. På dette tidspunkt importeredes hvert år rundt regnet en million patroner til Irak, og de fleste af køberne regnede med at få mindst én fugl pr. skud. Svære indhug i fuglebestanden gjordes også af professionelle fuglefængere, som brugte net, og som kunne fange hundrede eller endnu flere ad gangen.”
Den engelske forfatter Wilfred Thesiger (1910-2003) i bogen Araberfolket i sumpene (1964), på dansk ved Christian Dahlerup Koch, om antallet af fugle i sumplandet i det sydlige Irak.
Da jeg besøgte dette sumpland i 1973 (se Rejse-episoder: Irak), så vi sjældent andeflokke på over 100 individer, og kun blishøne var talrig.
Under den Første Gulfkrig (1990-91) støttede det lokale folk, Madanerne, den amerikanske invasionsstyrke, da de som Shiitter altid har haft et modsætningsforhold til Sunni-regeringen i Bagdad og – med rette – følte sig forfulgt af den. Som en hævnaktion lod Saddam Hussein efter krigen sumplandet dræne, og dermed sattes en stopper for en levevis, der havde fundet sted gennem tusinder af år. I dag er sumpene delvis genskabt, og fuglene er begyndt at vende tilbage, men kun en brøkdel af tidligere antal – og jagten er stadig en trussel.
Desværre er eksemplet ovenfor ikke enestående. Overalt i verden er fugle i rivende tilbagegang på grund af overdreven jagt, afvandinger, fældning af skov for at skabe mere landbrugsland, oprettelse af rejefarme, rismarker og saltbassiner i lavvandede kystområder, osv.
Opsplitningen i Sunni- og Shia-muslimer er beskrevet på siden Religion: Islam.
Hvide pelikaner i sumplandet i det sydlige Irak, 1973. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Et yndigt, ødelagt land
”Kun få områder i verden er blevet mere mishandlet af mennesket end de varme, solbeskinnede egne omkring Middelhavet. Med økse, husdyr og ild har man ødelagt skove og jordbund. I dag er området, skønt det stadig er smukt, kun en skygge af sig selv, og kun hist og her får man et vemodigt glimt af dets engang så rige plante- og dyreliv.”
François Bourlière (1913-93), fransk læge og naturhistoriker, i Time-Life-bogen Europa/Asien – Natur og dyreliv, 1965
Næst efter rydningen af skovene er tamgeder hovedskurken i de golde landskabers opståen omkring Middelhavet, idet de stort set æder alle planter og gnaver dem ned i jordhøjde, hvorved de baner vej for øget jorderosion.
Geder er en af hovedårsagerne til de golde landskabers opståen omkring Middelhavet. – Kreta, Grækenland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Børn vogter får og geder i goldt og stenet område vest for Maktar, Tunesien. Mørke regnskyer tårner sig op i det fjerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Golde bjerge, El Torcal de Antequera, Andalusien, Spanien. Buskene med gule blomster er et gyvelagtigt medlem af ærteblomstfamilien (Fabaceae). (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Nogle få spredte Libanon-cedere (Cedrus libani) er alt, hvad der er tilbage af førhen vidtstrakte cederskove i Toros Dağlari-bjergene, sydlige Tyrkiet. Allerede i Oldtiden blev denne art fældet i stor stil til bygninger: Kong Salomon beordrede Jerusalems tempel at blive opført af cedertræ. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Et glimt af tidligere tiders herligheder: Floddal med popler, oliventræer og korkege (Quercus suber), Jubrique, Andalusien, Spanien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Byer og motorveje vokser ud af kontrol
“Vi udvider og forskønner samlingspunkter for hastigt voksende befolkninger uden at give vore medskabningers levesteder, jorden og grundvandet tilsvarende opmærksomhed.”
Robert Cushman Murphy (1887-1973), amerikansk ornitolog og naturfredningsmand, i bogen Fish-shape Paumanok – Nature and Man on Long Island, 1964
“År efter år bliver vore landskabelige skatte plyndret af det, som vi kalder vores ekspanderende civilisation. Hvis vi ikke passer på, vil vi efterlade vore børn en arv af superdyre veje, som ikke leder noget sted hen, undtaget til andre overbefolkede områder som dem de kom fra.”
Omar Nelson Bradley (1893-1981), amerikansk general og naturfredningsmand, citeret i bogen Fish-shape Paumanok – Nature and Man on Long Island, 1964
Udsigt mod syd fra Empire State Building, Manhattan, New York City. I baggrunden skimtes de to tårne i World Trade Center, som blev destrueret under et terrorangreb i september 2001. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Trafikprop på motorvej, nær Kassel, Tyskland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Om biologernes minimale legater
“Det har altid forbløffet mig, at disse mennesker, som prøver at lære og forstå verden omkring os, før den bliver bulldozet ud af sin eksistens, må arbejde for usle lønninger eller minimale og ustabile legater, mens de udfører et af klodens vigtigste arbejder. For det er kun gennem at lære, hvordan planeten fungerer, at vi kan se, hvad vi gør forkert, og dermed have en chance for at frelse den og os selv med.”
Gerald Durrell (1925-95), engelsk forfatter og naturfredningsmand, i bogen The Aye-Aye and I: A Rescue Mission in Madagascar, 1993
Videnskabsmænd, som ringmærker skovfugle, i deres primitive feltlejr, Bwamba Nationalpark, Uganda. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Biologen Ib Krag Petersen har taget en ravneunge (Corvus corax) ud af reden for at ringmærke den, Ringelmoseskov, Rønde, Østjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Hvorfor bestige Mount Everest?
“(…) jeg indså for første gang, at visse mennesker ikke rejser på samme måde, som de fleste af os gør; ikke blot vælger de nogle gange mærkværdige transportmidler, de foretager farlige og usædvanlige rejser af uforståelige årsager.”
Den amerikanske forfatter Evan Shelby Connell (1924-2013), i essaysamlingen A Long Desire (1979).
”Senere – efter at seks døde kroppe var blevet fundet, efter at en eftersøgning på yderligere to var blevet indstillet, efter at kirurger havde amputeret den koldbrandsangrebne højre hånd på Beck Weathers, en af mine holdkammerater – spurgte folk, hvorfor klatrerne oppe på den øverste del af bjerget ikke havde reageret på tegnene til, at vejret var ved at slå om? Hvorfor blev erfarne Himalaya-guider ved med at bevæge sig opad, hvorfor førte de en flok uerfarne amatører, som hver især havde betalt op til 65.000 dollars for at blive hjulpet sikkert op på Everest, ind i en åbenlys dødsfælde?”
Jon Krakauer (født 1954), amerikansk skribent, om den katastrofale ulykke på Mount Everest 10. maj 1996, der kostede 12 mennesker livet, i bogen Into Thin Air, 1997 (på dansk Op i det blå, oversat af Jesper Klint Kistorp).
Jeg har et par supplerende spørgsmål: Hvorfor er folk villige til at gennemgå ufattelige lidelser for at stå på toppen af dette bjerg? Hvad er det, der driver dem? Hvad er det, de skal bevise?
Misforstå mig endelig ikke. Jeg er absolut blandt dem, der finder bjerge fantastiske, og jeg er villig til at gennemgå strabadser for at komme relativt tæt på dem. Men jeg hører også til dem, der kan nyde et bjerg på afstand uden absolut at skulle ’besejre’ det, som bjergbestigerne så fjollet udtrykker det.
Rhododendron campylocarpum nær det buddhistiske kloster Tengboche, Khumbu, Nepal. Bjergene i baggrunden er fra venstre Nuptse (7879 m), Everest (8850 m) – toppen kan lige skimtes – samt Lhotse (8511 m). (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Nærbillede af Mount Everest, i midten, set fra en lille bjergtop ved navn Kala Pattar (5545 m). Bjerget til højre er Nuptse. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Affald alle vegne
For mig er henkastning af affald et klart tegn på åndeligt forfald, men desværre et fænomen man i stigende grad bemærker næsten overalt på kloden.
I mange fattige lande bringer man blot affaldet uden for bygrænsen, hvor det læsses af på ryddepladser, i floder eller ned ad den nærmeste skrænt.
Henkastning af affald uden for lossepladser er imidlertid ikke et fænomen, som er begrænset til fattige lande. I de såkaldte ‘udviklede’ lande er der i de senere år set en stedse stigende ligegyldighed over for affald, der ligger og flyder allevegne, efterladt af halv- eller kvarthjerner.
Myndighederne i Nepals nationalparker udviser en katastrofal mangel på forståelse for naturfredningens formål. Omkring beboelse og hoteller i parkerne hober affaldet sig op, som her uden for hotellerne nær Kyangjin Gompa, Langtang Nationalpark, 2022. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
På dette billede fra Kintamani, Bali, Indonesien, ’pryder’ en mængde affald en skrænt i udkanten af byen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
“Nå, en eller anden kommer nok og rydder op efter mig!” – Det er sikkert, hvad bilisten tænkte, da han tømte sit askebæger i en vejkant, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Uden for Hamburg Banegård ligger en mængde affald og flyder på fortovet omkring denne affaldskurv. For nogle mennesker er det tilsyneladende en uoverkommelig opgave at kaste affaldet i kurven. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
I Sovjetunionens velmagtsdage var byen Anadyr i Chukotka-provinsen i det østligste Sibirien en driftig by, befolket af mange tusinde mennesker. Nær byen fandtes et kæmpemæssigt raketanlæg, hvor der var opstillet adskillige missiler, udstyret med atomvåben, som pegede mod forskellige mål i USA. Efter Sovjetunionens fald dækkede man hele molevitten til med jord, og Anadyrs betydning svandt ind til ingenting.
I dag bærer dette område præg af lige dele forfald og ligegyldighed. Murbrokker, wirer, jernrør, olietønder, udrangerede lastbiler, skurvogne og en masse andet skrammel flyder allevegne, og ingen tager initiativ til at rydde op. Under sovjetstyret gjorde man jo bare, hvad man fik besked på, hvilket ikke just er fremmende for det personlige initiativ. I dag, hvor man ikke bliver beordret til nogetsomhelst, er der åbenbart ingen, der har mod på eller lyst til at forskønne området.
Vore oplevelser i Chukotka er beskrevet på siden Rejse-episoder – Sibirien 2011: Med bæltekøretøj gennem Chukotka.
Affaldsdynge foran en forladt fabriksbygning i Anadyr – en af disse uskønne betonkolosser, som sovjetstyret yndede at bygge. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
I disse år praler mange indere af deres lands fantastiske økonomiske fremgang. Men når det kommer til forureningsbekæmpelse og fjernelse af affald, halter Indien håbløst bagefter. En række billeder nedenfor viser denne tilstand.
Denne lille buddhistiske helligdom nær Keylong, Lahaul, Himachal Pradesh, er blevet skamferet af talrige vognlæs affald. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Denne drænkanal i Bhubaneswar, Odisha (Orissa), fungerer tillige som affaldsplads. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Affald, kastet i en flod, Manali, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
I Ladakh i det nordlige Indien er pashøjder, vejsving og andre markante steder langs vejene ofte markeret af talrige buddhistiske bedeflag. Men nær passet Niki La har rejsende fået den underlige idé at markere et vejsving med tomme plasticflasker. De synes måske selv, at flaskerne pynter, men under de heftige vinterstorme, der hjemsøger dette område, blæses flaskerne vidt omkring og forurener landskabet.
(Foto copyright © by Kaj Halberg)
De ovennævnte tilfælde er dog for intet at regne sammenlignet med tilstanden i mange storbyer. Et prisbelønnet foto fra World Press Photo 2019 viser en dreng, som sover på en madras, der ’svømmer’ rundt i et morads af andet affald i Pasig-floden i Manila, Filippinerne. Den ledsagende tekst til billedet lyder således: ”Pasig-floden blev erklæret for biologisk død i 1990’erne, hvilket skyldtes en kombination af industriel forurening og affald, som blev dumpet i floden af omkringliggende samfund uden tilstrækkeligt udbyggede sanitære forhold. En rapport fra 2017 af Nature Communications beskriver Pasig-floden som værende blandt de 20 mest forurenede floder i verden, med op mod 63.700 tons plastic, som årligt flyder ud i havet. Der har været gjort bestræbelser på at oprense Pasig-floden, som blev belønnet med en international pris i 2018, men i dele af floden ligger affaldet stadig så tæt, at det er muligt at gå oven på det.”
En anden forfærdende situation ses i Kathmandu, hovedstaden i Nepal, hvor den herskende overklasse viser en rystende ligegyldighed, når det gælder overgreb på naturen. Renovationen i byen fungerer slet ikke, og affaldet efterlades blot i gaderne eller kastes ned i floderne, hvor monsunregnen (når den endelig kommer) skyller det videre ned til inderne på Ganges-sletten. I mellemtiden hober affaldet sig op i flodlejerne.
Ofte er det NGO’er eller lokale initiativer, som må tage affære i tilfælde af disse overgreb på naturen, idet lokale politikere og embedsmænd oftest har alt for travlt med at fylde egne lommer til at tage sig af den slags ting. Pengene, som de rager til sig gennem korruption og bestikkelse, anvendes til at erhverve dyre ejendomme og luksusbiler som Porsche, Lexus eller Mercedes, så de kan køre rundt i byen og føle sig højt hævet over pøbelen – dén pøbel, hvoraf mange stemte på dem, og som de jo blev valgt til at tjene.
Disse fattige børn roder efter ting, som de kan sælge, i en kæmpemæssig affaldsdynge langs Vishnumati-floden, Kathmandu. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Børnene ledsages af kvæg, svin og huskrager (Corvus splendens), der leder efter spiseligt i affaldet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Billederne herover blev taget i 1994. Som det fremgår af billedet herunder, der viser Vishnumati-floden i 2022, havde tingenes tilstand ikke bedret sig stort i den mellemliggende periode.
(Foto copyright © by Kaj Halberg)
Naturligvis opfatter dyr ikke affald som noget uæstetisk, og mange steder ses forskellige arter søge efter spiseligt i affaldsdynger eller i forurenede floder. I indiske byer foretages en del af renovationen ofte af husdyr, der strejfer frit omkring i gaderne, bl.a. køer og geder.
Denne pukkelokse æder affald fra en trillebør, Udaipur, Rajasthan. – Denne okse er nærmere beskrevet på siden Dyreliv: Dyrearter i menneskets tjeneste. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
I byen Ooty, Tamil Nadu, søger en ged efter føde i en affaldskontainer. Hvad der ligner pjusket hår, som stikker op af tønden t.h., er faktisk pjusket hår. En gal mand har søgt tilflugt i tønden og sover nu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Disse rhesusaber (Macaca mulatta) roder efter spiseligt blandt malla-kranse og andet affald, der er blevet bragt som offergaver af hindu-pilgrimme til den hellige Ganges-flod i byen Varanasi, Indien, og siden er blevet fjernet fra selve floden, men blot efterladt på bredden. – Rhesusaben er beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Aber, mens Ganges-floden er præsenteret på siden Religion: Hinduisme. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
En han af sydindisk solsort (Turdus simillimus) søger føde i en affaldsdynge på Dodabetta, det højeste punkt (2637 m) i Nilgiri-bjergene, Tamil Nadu, Sydindien. Dette bjerg er et yndet udflugtsmål for inderne, hvilket klart fremgår af de kolossale mængder affald, som er blevet efterladt her. – Sydindisk solsort og andre drosler er omtalt på siden Dyreliv – Fugle: Drosler. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
I Taiwan, som jo ellers skulle forestille at være et moderne land, er affald i floder og drænkanaler kun et alt for almindeligt syn. Ubehandlet spildevand, som stinker rædselsfuldt, flyder også ofte ned gennem kanalerne.
Paradoksalt nok er disse kanaler gode steder at observere fugle, hvoraf nogle kommer for at drikke, mens andre søger føde blandt snavset. De synes at være fuldstændig ligeglade med stanken. Blandt fugle, som jeg har observeret i disse kanaler, kan nævnes silkehejre (Egretta garzetta), nathejre (Nycticorax nycticorax), Java-hyrdestær (Acridotheres javanicus), mudderklire (Actitis hypoleucos), isfugl (Alcedo atthis), sort bulbul (Hypsipetes leucocephalus) og bjergvipstjert (Motacilla cinerea). – Billeder af alle disse arter vises på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan.
Silkehejrer søger føde i en drænkanal, Taichung, Taiwan. – Hvad er hejrer, og hvad er affald? (Foto copyright © by Kaj Halberg)
I de senere år er man blevet klar over, at plastic er en af de værste forureningskilder i havene, ikke mindst i form af det såkaldte mikroplast, som ædes af smådyr og derpå koncentreres opefter i fødekæden. Flydende plasticposer ædes i stor stil af bl.a. hajer og havskildpadder, og efterhånden som de ufordøjelige poser hober sig op i dyrets tarme, går det en pinefuld sultedød i møde.
Aftenstemning på en populær udflugtsstrand, Kochi, Kerala, Sydindien. Stranden er fyldt med bortkastede plasticposer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Handel med vilde dyr og kæledyr
Denne industri behandler dyr som pure penge-skabende genstande, der masseproduceres og handles med henblik på profit. Mange af dyrene nægtes selskab, motion og endog den mest overfladiske behandling af dyrlæger i denne grusomme, pengehungrende industri.
Værst af alt, kæledyrsindustrien opfordrer folk til at betragte dyr som impulskøb på linje med modegenstande, der ofte købes tankeløst og blot kasseres, når nyhedens interesse er forsvundet – i stedet for at betragte dyrene som tænkende og følende væsener, der fortjener kærlighed og respekt.
Hvert år falder folk for fristelsen til at erhverve ‘eksotiske’ dyr som pindsvin, arapapegøjer, firben, slanger, skildpadder, frøer og aber, ja selv tigre og bjørne, fra butikker, auktioner eller internet for at holde dem som ‘kæledyr’. Men i mange tilfælde fører livet i fangenskab til smerte og død for disse dyr, der nemt kan lide under forkert ernæring, unaturlige og ukomfortabele omgivelser, ensomhed, samt en overvældende stress som følge af at være indespærret.
Handelen med eksotiske dyr medfører også døden for dyr, som vi aldrig ser. For hvert dyr, som klarer at overleve til butikken eller auktionen, dør talløse andre undervejs.
Ovenstående tekst er en smule omarbejdet efter en artikel på hjemmesiden peta.org/issues/animal-companion-issues/pet-trade.
Handel med fugle, lovlig såvel som ulovlig, finder sted i stort omfang mange steder i Asien. Fuglemarkeder findes i utallige byer, hvor millioner af fugle holdes under grusomme forhold i bittesmå bure. De handlende er fuldstændig ligegyldige over for dyrenes lidelser. Nogle af fuglene sælges som kæledyr, men en stor del ender deres dage som menneskeføde.
Dette billede blev taget på et marked i Yogyakarta, Java, Indonesien, hvor sangfugle og andre fugle, foruden aber, kaniner, egern, hunde og mange andre dyr var til salg. De fleste af dyrene (med undtagelse af sangfuglene) solgtes som menneskeføde, inkl. hundene. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Gylden sultanspætte (Dinopium javanense) til salg, Yogyakarta. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Denne Java-langur (Trachypithecus auratus) var også til salg på markedet i Yogyakarta. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Denne orange jorddrossel (Geocichla citrina ssp. rubecula) var til salg på et fuglemarked i byen Kintamani, Bali, Indonesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Fugle til salg på et marked i Old Delhi, Indien: Halsbåndsparakitter (Psittacula krameri, nederste bur), samt undulater (Melopsittacus undulatus) og hvide pragtfinker. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Kinaparakit (Psittacula derbiana) er en sjælden papegøje, som er begrænset til et ret lille område med fugtig skov i de indiske delstater Arunachal Pradesh og Assam, samt tilstødende egne af Tibet, Sichuan og Yunnan i Kina. Denne art er truet af illegal fangst til kæledyrsindustrien, samt ødelæggelse af dens levesteder, da mange af de gamle træer med egnede redehuller fældes af tømmerindustrien.
Han af Kinaparakit i fangenskab, Chengdu, Sichuan-provinsen, Kina. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
De fugle, som ikke ender på middagsbordet, tilbringer ofte resten af deres liv i små bure, hvor de skal underholde eller adsprede deres ejer. I Kina er en populær fritidsbeskæftigelse at afholde konkurrencer, hvor deres burfugle kappes om at synge.
Rødøret bulbul (Pycnonotus jocosus) i et meget lille bur, Hanoi, Vietnam. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Sangfugle-konkurrence, Chengdu, Sichuan-provinsen, Kina. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Denne sangskadedrossel (Garrulax canorus) deltager i en sangkonkurrence, Chengdu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Produkter fremstillet af dele af vilde dyr forhandles også i stor stil, i utallige tilfælde ulovligt. Knogler og skind af tiger, løve, sneleopard og andre kattedyr, horn af næsehorn, elfenben og talløse andre dele af vilde dyr ender på det umættelige marked for traditionel medicin og andet i Fjernøsten, hvilket har medført, at adskillige arter er på udryddelsens rand.
Disse plakater i Lhasa, Tibet, reklamerer for salg af af knogler af sneleopard (Panthera uncia), kirtler af moskushjort (Moschus), hjortegevirer, samt bjørne-galdeblærer. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Biologen Ib Krag Petersen viser skind af lille tigerkat (Leopardus geoffroyi), som blev konfiskeret i Kastrup Lufthavn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Lakerede suppeskildpadder (Chelonia mydas) og strandskaller til salg, Yogyakarta, Java, Indonesien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Salg af hjortegevirer i bast, Kowloon, Hong Kong. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Strandskaller er meget populære souvenirs i mange egne af verden, og talrige arter er stærkt truede af overdreven indsamling. Disse billeder er fra byen Haridwar, Uttarakhand, Indien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Raslende skeletter
Med regelmæssige mellemrum er der modeopvisning i fjernsynet. En række uhyggeligt tynde kvinder defilerer i skabagtig gangart ned ad et podium, langs hvilket adskillige kvinder og kvindagtige mænd begejstret klapper i deres små hænder over de fantastiske gevandter, som ingen blot nogenlunde normal kvinde ville drømme om at iføre sig.
Én ting er, at tøjet er mærkværdigt. Hvis man tillader sig at kommentere det, får man blot at vide, at det er mode, og det har man ingen forstand på. Lad gå med det. Men hvorfor skal kvinderne, der fremviser disse klude, være så tynde?
De danner jo ofte forbillede for unge, usikre piger, hvis største rædsel er at være anderledes end veninderne. For at komme til at ligne deres forbilleder, sulter mange af dem sig, og en lille procentdel ender med at lide af anoreksi (også kaldt nervøs spisevægring), hvilket er en livsfarlig sygdom.
Kan vi ikke i sundhedens navn bede om at få modeller, som ligner almindelige sunde kvinder i stedet for raslende skeletter?
Kan vi ikke i sundhedens navn få modeller, som ligner almindelige sunde kvinder, som disse Bena Kabende-kvinder fra Zambia eller disse servitricer i en bar i Østrig? (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Mao Zedongs dårskab
“Politisk magt vokser ud af mundingen på et gevær.”
Mao Zedong (1893-1976), leder af Kinas Kommunistiske Parti, under et møde d. 7. august 1927, og siden gentaget adskillige gange.
“(…) en kolossal indsats medførte kun en beskeden, eller slet ingen, forøgelse af produktionen. (…) Kort sagt, det Store Spring Fremad var en meget dyrekøbt katastrofe.”
Dwight Perkins (født 1934), amerikansk økonom og sinolog, i The Cambridge History of China, bd. 15, kapitel 6, 1991
Kulturrevolutionen var “ansvarlig for det alvorligste tilbageskridt og de største tab, som overgik partiet, landet og befolkningen siden oprettelsen af Folkerepublikken.”
Kinas Kommunistiske Parti, i Resolution om visse spørgsmål i vort partis historie siden oprettelsen af Folkerepublikken Kina, 1981
I 1949, da de kinesiske kommunist-styrker havde fordrevet Guo-min-dangs hær, ledet af Chiang Kai-shek (1887-1975), overtog Mao Zedong ledelsen og deklarerede oprettelsen af Folkerepublikken Kina. I 1958 iværksatte han det såkaldte Store Spring Fremad, hvis formål var at ændre Kina fra et landbrugsland til en industrialiseret nation, baseret på socialisme. Denne bevægelse viste sig at være en katastrofe. Vurderingerne varierer noget, men mellem 1958 og 1962 døde et sted mellem 30 og 45 millioner mennesker som et resultat af eksperimentet, hovedsagelig af sult på grund af svigtende afgrøder.
I 1966 iværksatte Mao en anden bevægelse ved navn Den Store Proletariske Kulturelle Revolution, oftest blot kaldt Kulturrevolutionen, idet han hævdede, at burgøjsiske elementer havde infiltreret samfundet, og også partiet, med det formål at genindføre kapitalismen. Gennem ødelæggelse af de såkaldte Fire Gamle, dvs. gammel kultur og gamle skikke, sædvaner og ideer, kunne denne bevægelse bevare den kinesiske kommunisme og genetablere Maos Tanker i partiet.
For et eliminere sine rivaler i partiet insisterede Mao på, at revisionister skulle fjernes gennem voldelig klassekamp. Utallige korps af såkaldte rødgardister blev oprettet rundt om i hele landet, hvorefter millioner af mennesker gennemgik en lang række forfølgelser og lidelser, deriblandt offentlig ydmygelse, fængsling uden dom, tortur, tvangsarbejde, konfiskation af ejendom og ofte henrettelse.
Landets minoriteter led kolossale tab, specielt blandt religiøse udøvere. I Indre Mongoliet blev 790.000 personer forfulgt, 22.900 blev pryglet til døde, og 120.000 blev lemlæstet. I Sinkiang måtte islamiske præster vandre i optog, mens de var oversprøjtet med maling. I Tibet blev tusinder af buddhistiske munke dræbt, og hundreder af børn fra tibetanske adelsfamilier blev bortført fra deres hjem og hjernevasket til at betragte deres forældre som kontrarevolutionære forræddere.
Ødelæggelsen af kulturskatte rundt om i landet var forfærdende. I Tibet, for eksempel, blev alle 6000 buddhistiske klostre, med undtagelse af syv, mere eller mindre ødelagt, ofte af lokale tibetanske rødgardister. I Sinkiang blev mange moskéer beskadiget, og i områder i det nordøstlige Kina med koreanske minoritetsgrupper blev sprogskoler ødelagt.
En liste over kilder kan beses på følgende hjemmeside: en.wikipedia.org/wiki/Cultural_Revolution
Opførelse af balletten Den røde kvindelige militærenhed, et af de model-dramaer, som blev promoveret under Kulturrevolutionen. (Foto Byron Schumaker, offentlig ejendom)
Her ses den 10. Panchen Lama, den næsthøjeste figur inden for lamaismen næst efter Dalai Lama, under en såkaldt thamzing (’kampmøde’), 1964. En thamzing var en form for offentlig ydmygelse og tortur af de personer, som blev erklæret for at være klassefjender af kommunistpartiet, specielt under Kulturrevolutionen. (Foto: Offentlig ejendom)
Samdup-tse Dzong, fortet i Shigatse, Tibet, var førhen sæde for lokalregeringen. Det blev næsten totalt ødelagt under Kulturrevolutionen af lokale rødgardister. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Dette billede af en mediterende munk, malet på en klippe på pilgrimsruten, eller kora, rundt om Lhasa, Tibet, fik ansigtet raderet bort under Kulturrevolutionen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Om kemiske sprøjtemidler
“Hvordan kunne intelligente væsener forsøge at kontrollere nogle få uønskede arter ved at anvende en metode, som forurenede deres omgivelser totalt og tilmed udgjorde en trussel i form af sygdom og endog død for deres egen art?”
Rachel Carson (1907-1964), amerikansk marinbiolog og naturfredningskvinde, i bogen Det tavse forår, 1962, om de nys udviklede kemiske pesticider.
Det lader ikke til, at bønderne er blevet klogere siden 1960’erne. Årligt pumpes stadig millioner af tons pesticider (for ikke at tale om kunstgødning) ud i miljøet. Konsekvenserne er velkendte, men det synes, som om regeringerne er uvillige til at gøre noget drastisk ved sagen, formodentlig af frygt for ikke at blive genvalgt ved det næste valg.
Bonde sprøjter kemikalier på en mark med spidskommen (Cuminum cyminum), Zainabad, Gujarat, Indien. Jeg blev fortalt, at mange afgrøder i dette område skulle sprøjtes både fem og seks gange i løbet af vækstperioden for at yde et rimeligt udbytte. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Jægere?
Det lader til, at en ret stor gruppe jægere (en benævnelse, som disse mennesker næppe fortjener) har en stærk aversion mod vejskilte. Hvad grunden end måtte være, nyder de at skyde huller i skiltene, somme tider i en grad, der gør det vanskeligt at tyde dem. Man kan undre sig over, at sådanne væsener får tildelt jagttegn.
Billederne nedenfor blev taget i 2019 på den græske ø Kreta. I et temmelig stort område i den vestlige del af øen var hvert eneste skilt blevet skudt på. Kan man konkludere, at kretiske jægere er mere primitive end den øvrige del af slægten?
(Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Biologernes uvidenhed i Smokies
“Her i Smokies (…) besluttede National Park Service i 1957 at ‘rense’ Abrams Creek (…) for fisk for at udsætte regnbueørred, skønt denne art aldrig havde levet naturligt i Abrams Creek. I forbindelse hermed hældte biologer adskillige tromler af en gift ved navn rotenone ud i 15 miles af creek’en. I løbet af få timer flød i titusindvis af døde fisk som efterårsblade på vandoverfladen. Blandt de 31 arter af Abrams Creek-fisk, som blev fjernet, var én ved navn smoky madtom, som videnskabsfolk aldrig havde set før. Således lykkedes det på vidunderligt usædvanlig vis Park Service-biologerne at opdage og udrydde en ny fiskeart samtidigt.”
William Bryson (født 1951), amerikansk forfatter, i bogen A Walk in the Woods, 1998
Vandløb i Great Smoky Mountains Nationalpark, Appalachian Mountains, østlige USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Stilhedens stene
“Gennem de næste årmillioner vil bjergene stadig strække deres spir op over de ensomme vidder, men når den sidste sneleopard har jaget blandt klipperne, og den sidste markhor har stået på et klippefremspring, mens hans manke blafrede i vinden, vil endnu en livsgnist være forsvundet, og bjergene vil forvandles til stilhedens stene.”
George B. Schaller (født 1933), tysk-amerikansk biolog og naturfredningsmand, i bogen Stones of Silence: Journeys in the Himalaya, 1980
Morgensol og skygger på eroderede bjerge, Shila River Valley, nær Honupatta, Ladakh, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Aftenskygger på eroderede klipper, Lamayuru, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
En kæmpestor blandet flok af får og geder på en overgræsset skråning nær passet Bara Lacha La, Lahaul, Himachal Pradesh, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Mobiltelefon-mani
Mobiltelefoner har overtaget verden. Alle vegne, i by og på land, ser man mennesker, gamle og unge, fattige og rige, med næsen eller øret i nærkontakt med deres mobiltelefon. Hvis de ikke snakker, sender de sms’er eller kigger på emails, internet eller billeder, sidstnævnte mest af dem selv, taget alle mulige og umulige steder. Disse billeder sender de til alle deres venner, som imidlertid er mere interesserede i at sende billeder af dem selv, fremfor at kigge på andre folks billeder af dem selv.
Mobiltelefoner er praktiske, hvis man gerne vil give en kort besked, eller hvis man er i knibe. Men al denne unyttige anvendelse beskrevet ovenfor er rendyrket mani. En stor del af mange menneskers kontakt med andre mennesker er gennem at ’chatte’, dvs. man sender en sms til andre, mest noget intetsigende sludder om, hvad man har lavet, laver i øjeblikket eller agter at gøre i nær fremtid.
Hvilket minder mig om historien om en englænder, som følte, at han ikke havde megen kontakt med sin teenage-søn, så han foreslog ham, at de tog en snak (chat på engelsk). “Allright,” sagde sønnen og halede sin mobiltelefon frem for at begynde at chatte.
Nedenfor ses en samling billeder, som gengiver brugere af mobiltelefoner i alle aldre fra rundt omkring i verden.
“Se lige dette her!” – Hanoi, Vietnam. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
“Hvordan løser jeg mon dette problem?” – Istanbul, Tyrkiet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Hanoi, Vietnam. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Inde i Sultan Ahmed Camii (’Sultan Ahmed-moskéen’), populært kaldt ’Den Blå Moské’, Istanbul, Tyrkiet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Mens han venter på sit fly, Hanoi Lufthavn, Vietnam. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Selvportræt (en ’selfie’) ved hjælp af en mobiltelefon på en stang, Hanoi, Vietnam. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Denne yderst selvbevidste unge dame tager også en selfie, Aya Sofia (Hagia Sophia), Istanbul, Tyrkiet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Selfie i tåge, Hohuan Shan, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Endnu en selfie, Yeliou Geopark, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Om ’skadelige’ dyr i Danmark
“Dyrene have Krav paa Fred for deres egen Skyld. Hver Art bør have Lov til at leve Livet paa sin Vis, den er til med lige saa god Ret som enhver anden.”
Oluf Winge (1855-89), dansk forfatter og naturfredningsmand, i bogen Jægernes skadelige Dyr, 1886
Brødrene Oluf og Herluf Winge (1857-1923) levede i en tid, hvor forståelsen for naturen var yderst ringe, og hvor rovfugle, rovdyr og andre ’skadelige’ væsener blev forfulgt med alle til rådighed stående midler. Denne voldsomme forfølgelse bundede i forestillinger om, at de ’nyttige’ dyr (dvs. spiselige for mennesker) ville tiltage i antal, hvis man fjernede deres naturlige prædatorer. Oluf Winge argumenterede i sin bog for at standse disse forfølgelser og fremsatte synspunkter, som selv i dag – 135 år senere – er progressive.
Herluf Winge omsatte disse synspunkter i praksis, idet han i 1919 testamenterede sin formue til et legat under Københavns Universitet og pointerede, at pengene skulle anvendes til køb af ”(…) et Fristed eller Flere til Fredning af Planter og Dyr, ogsaa de saakaldt skadelige Dyr.”
Ni år senere købtes den lille ø Vorsø med omliggende småøer i Horsens Fjord. Fristedet var en realitet. Herluf Winge og Vorsø er grundigt beskrevet på siden Naturreservatet Vorsø.
Fristeder for naturen var sjældne i Danmark dengang. Kun nogle småøer, nogle klippepartier på Bornholm samt en del af de store hede- og mosestrækninger i Thy og Vendsyssel lå hen uden større menneskelige indgreb. Naturskov var kun levnet som små enklaver i Draved Skov i Sønderjylland og enkelte andre steder. Afvandingsfeberen rasede helt op i 1960’erne. Skjernåens delta blev afvandet, utallige søer og moser drænet.
En af de stærkest forfulgte dyrearter var storskarven (Phalacrocorax carbo), som i 1800-tallet blev efterstræbt overalt i Europa, dels fordi den var en konkurrent til fiskerne, dels fordi dens gødning ødelagde de træer, hvori den ynglede.
I et brev til lærer Teodor Bang skrev Herluf Winge d. 5. maj 1904: ”De har maaske set, at Dansk Fiskeriforening betaler en Krone [temmelig mange penge dengang] for hver dræbt Skarv. Det er nok Prof. Feddersen, hvem man kan takke for det djævelske Paafund. Det er min Trøst, at det i Virkeligheden ikke har stort at sige, fordi her ingen Skarver er mere undtagen nogle faa Vintergjæster. Hvor meget Fiskerne kjende til deres foregivne slemme Fjender, fremgaar af følgende: i den første Præmierings-Tid indsendtes af Fejltagelse til Zoologisk Museum i Stedet for til Fiskeriforeningen, nogle afskaaarne ’Skarve’-Fødder; de vare af Lommer.”
Billederne nedenfor er fra Vorsø, hvortil skarven genindvandrede i 1940’erne efter at være blevet udryddet på øen i 1800-tallet – hvilket forøvrigt også skete i næsten hele den øvrige del af landet.
(Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Amerikanske nybyggeres umådelige griskhed
I 1803 beordrede den amerikanske præsident Thomas Jefferson (1743-1826) to kaptajner i den amerikanske hær, Meriwether Lewis (1774-1809) og William Clark (1770-1838), at lede en ekspedition fra Mississippi-floden til Stillehavet, tværs over den vestlige del af det nordamerikanske kontinent. Hovedformålene med denne ekspedition var at beskrive dette vældige område, som dengang var ukendt for den hvide mand, samt at finde en nem vej til Stillehavskysten, hvilket ville gøre det lettere at åbne området for handel og bosættelse.
Den egentlige bevæggrund bag denne ekspedition var simpel grådighed. I bogen Undaunted Courage: Meriwether Lewis, Thomas Jefferson, and the Opening of the American West skriver den amerikanske forfatter Stephen Ambrose (1936-2002): “Virginia-folkenes begær efter land og den deraf følgende rasende spekulation kan man kun undre sig over. Før revolutionen ejede George Washington titusinder af acres i Tidewater og Piedmont samt over 63.000 acres på vestsiden af Appalachians. Han ville have mere. Jefferson arvede over 5000 acres i Piedmont fra sin far. Han ville have mere. Gennem sit ægteskab erhvervede han endnu 11.000 acres. Og skønt han ejede megen jord, blev han ikke betragtet som en stor godsejer efter virginiansk målestok.”
Da nybyggerne strømmede vestpå, var det starten på et storstilet tyveri af land, hvor indfødte folkeslag havde levet gennem tusinder af år. For mange af disse folk var begrebet ejendomsret uforståeligt. De tilhørte landet – ikke omvendt. Af denne grund var det ofte en simpel sag at narre høvdinge til at underskrive traktater, som overførte deres land til de hvide. De indfødte troede, at de fortsat kunne leve på deres jord, nu blot sammen med de hvide. De skulle bare have vidst.
Senere udtalte den kendte Hunkpapa Lakota-shaman Tatanka Iyothake (’Siddende Tyr’) (1831-1890): ”De hvide mænd vil pløje jorden op, og kærligheden til ejendomsretten er en sygdom hos dem. Disse mennesker har lavet mange regler, som de rige gerne må bryde, men de fattige ikke. (…) De påstår, at Moder Jord tilhører dem, og de opfører hegn for at holde deres naboer ude; de forurener hende med deres bygninger og deres affald.”
Som det senere viste sig, var det ikke nok for de hvide at erhverve jord på ‘lovlig’ vis gennem traktater, og hver eneste traktat blev brudt af dem, ofte med assistance fra regeringstropper. I en bog fra 1993, Indianske skyggebilleder. Nordamerikanske indianere i det 19. århundrede, skrevet af den danske forfatter Vagn Lundbye (1933-2016), findes en beskrivelse af mange af disse overgreb.
Mange forfærdelige tvangsforflytninger af indfødte folk blev gennemført. Den bedst kendte fandt sted i 1838, hvor omkring 16.000 Cherokee-folk blev tvunget til at forlade deres hjemlande i det sydøstlige USA og vandre til det nuværende Oklahoma. Under denne forflytning vurderes det, at omkring 4000 Cherokee-folk døde. De forskellige benyttede vandringsruter blev med et fællesnavn kaldt for ’Tårernes Sti’, på Cherokee-sprog Nunna daul Isunyi (‘Stien hvor vi græd’).
“De hvide mænd vil pløje jorden op.” – Tomater dyrkes under plastic på en kæmpestor kunstvandet mark, Florida. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
“De påstår, at Moder Jord tilhører dem, og de opfører hegn for at holde deres naboer ude.” – Indgangsporten til en ranch, Redford, Texas. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
I mange tilfælde var den jord, som blev tildelt stammefolkene, ikke tilstrækkelig, og de var ofte af omstændighederne tvunget til at forlade ‘reservaterne’ for at overleve. Under et besøg i Lava Beds National Monument i Californien i 1992 stiftede jeg bekendtskab med et sådant tilfælde:
Modoc-folket levede som samlere og jægere i det område, som i dag udgør det nordøstlige Californien og det sydlige Oregon. Mellem 1846 og 1873 strømmede tusinder af europæiske nybyggere ind i deres land, og i 1864 blev de tvunget til at underskrive en traktat, som overdrog størsteparten af deres land til de hvide, idet kun det såkaldte Klamath-reservat blev levnet til både Modoc- og Klamath-stammerne.
Reservatet var imidlertid ikke stort nok til at brødføde begge stammer, og i 1870 overtalte Modoc-høvdingen Kintpuash (født ca. 1837), af de hvide kaldt ‘Kaptajn Jack’, nogle af sine stammefæller til at forlade reservatet og vende tilbage til deres hjemland, hvor de opførte en landsby nær Lost River. Denne gruppe af Modoc-stammen havde ikke været tilstrækkeligt repræsenteret under traktat-forhandlingerne, og de ønskede desuden at slippe bort fra Klamath-folkene i reservatet, som var på nakken af dem.
Da de blev drevet bort fra deres nye landsby, søgte Kintpuash og hans gruppe tilflugt i et område med ældgamle lavamarker, da de ikke ønskede at vende tilbage til reservatet. Gennem fem måneder i 1872-73, i hvad der senere blev kaldt Modoc-krigen, holdt 53 krigere og deres familier stand imod en amerikansk styrke, som var ti gange så stor.
Under et møde i april 1873, hvor man diskuterede fredsbetingelser, dræbte Kintpuash og hans mænd General Edward Canby og præsten Eleazer Smith og sårede to andre soldater. Modoc-folkene mente fejlagtigt, at hvis de dræbte medlemmerne af fredskommissionen, ville soldaterne lade dem være i fred.
Da de følte sig tvunget til at foretage så drastisk et skridt som at dræbe amerikanske soldater, begik de den størst mulige forbrydelse i dette umådeligt nationalistiske land. Flere styrker blev sat ind, og Modoc-folkene blev tvunget til at overgive sig. Kintpuash og nogle af hans mænd blev dømt for krigsforbrydelser og hængt ved Fort Klamath. Havde de vidst det, havde de nok foretrukket døden på slagmarken.
Under mit besøg i Lava Beds National Monument syntes den svage vind at hviske til mig: ”Her i dette golde landskab holdt Kintpuash og hans folk stand mod en meget større amerikansk styrke gennem fem lange måneder. Her gennemgik de umådelige lidelser, fordi de modsatte sig, at nogen stjal deres land.”
Mine triste tanker blev understreget af en sørgedues (Zenaida macroura) sørgmodige aftenkurren.
Modoc-høvdingen Kintpuash, fotograferet i 1864. (Foto: Offentlig ejendom)
”Her i dette golde landskab holdt Kintpuash og hans folk stand”. – I Lava Beds National Monument blev denne ‘skorsten’ i sin tid skabt af eksploderende gasser i en lavastrøm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Overdreven nationalisme
På billedet nedenfor ses en klippevæg i en kløft nær Sougia, Kreta, på hvilken en besøgende har malet det græske flag. En anden gæst har skrevet på flaget: ”No borders. No nations.” (’Ingen grænser. Ingen nationer.’)
Det kan jeg kun samtykke i. Lande og grænser eksisterer jo i virkeligheden kun i folks hoveder, og overdreven nationalisme har været årsag til utallige krige og borgerkrige kloden rundt, ofte fremprovokeret af magthungrende politikere, som har ophidset masserne til at betragte andre folkeslag og racer som fjender af det bestående samfund. Mange politikere har under disse krige benyttet sig af lejligheden til at komme anderledes tænkende til livs, fx intellektuelle og studenter, eller ledere af andre politiske partier.
(Foto copyright © by Kaj Halberg)
“Jeg ser ingen grænser. Gør du?” – Tekst på en indkøbspose. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Overgreb på jorden
“Vi forgriber os på jorden, fordi vi betragter den som noget, der tilhører os. Når vi ser den som noget, vi tilhører, vil vi begynde at benytte den med kærlighed og respekt.”
Aldo Leopold (1887-1948), amerikansk forfatter og naturfredningsmand, i bogen A Sand County Almanac, 1949
Efter at det moderne, mekaniserede og kemiske landbrug blev indført, er landskabet i store dele af verden blevet fuldstændig forandret, og menneskene har mistet respekten for, og den nære kontakt med, jorden. – Mejetærsker, Jylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Mark med sojabønner, New York State. – Den øgede efterspørgsel efter sojabønner, dels som menneskeføde, dels som svinefoder, har forårsaget, at enorme arealer af regnskov i Brasilien bliver fældet til dyrkning af sojabønner. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Twitchere
Jeg kan godt lide at se på fugle. De er livlige og ofte farvestrålende, og de forskønner naturoplevelsen gennem deres sang eller kald. Jeg holder af den afslappede form for fuglekiggeri, hvor man nyder, hvad man tilfældigvis støder på under sine vandringer i naturen.
Ikke alle fuglekiggere deler denne holdning. En stadig voksende gruppe kaldes med et engelsk ord for twitchers. Dette begreb anvendes om ornitologer, der er villige til at rejse langt for at se en sjælden fugl, som så afkrydses på deres liste over lifers, dvs. fugle de aldrig har set før. Ordet twitcher opstod i 1950’erne som et resultat af den nervøse opførsel hos en engelsk fuglekigger, Howard Medhurst – han formelig rystede, når han så en ny fugleart.
Disse twitchere – i gamle dage med et godt dansk ord kaldt artsjægere – bruger det meste af deres fritid på at opsøge sjældne fugle – helst nogle, man ikke har set før. Iagttagelse af en sjælden fugl lægges ud på internettet eller spredes gennem kaldesystemer på mobiltelefoner, så andre twitchere kan skynde sig til stedet for at se den pågældende art.
Nu findes der imidlertid mange fuglearter, fx vandhøns og mange arter af spurvefugle, som har en tendens til at gemme sig i tæt vegetation. De kaldes skulkers (af engelsk: to skulk – ’at holde sig ude af syne’). Det kan tage sin tid at få disse arter at se, så for ikke at spilde for meget af deres kostbare tid lokker twitcherne dem frem ved at afspille deres sang eller kald på deres mobiltelefon. Det kaldes play-back eller play-in. Den pågældende fugl kommer nærmere for at jage ’konkurrenten’ bort, og twitcherne jubler over, at de har fået den at se. At de på denne måde stresser fuglene, er dem ligegyldigt.
Så snart en twitcher har krydset en ny art af på sin liste, mister den en stor del af sin tiltrækningskraft, uanset hvor smuk eller interessant den måtte være. I stedet fokuserer twitcheren nu sin energi på at finde andre arter, han ikke har set før.
Jeg hørte engang en twitcher sige: ”Nu har jeg set alle arterne i Europas fugle*, så nu kan jeg godt smide bogen væk!” – Når man er nået dertil, er fuglekiggeriet blevet til gold samlermani. Denne mani udvikles hos nogle twitchere til konkurrencer om, hvem der kan se flest fuglearter på sin grund (’matrikel-arter’), i sin landsdel eller sit land, på et kontinent eller i hele verden.
Englænderen William Oddie – der selv er lidt af en twitcher – skrev i 1980 en meget humoristisk bog om twitchere med titlen Bill Oddie’s Little Black Bird Book. Læs den og få dig en hjertelig latter!
*Roger Tory Peterson, Guy R. Mountfort og P.A.D. Hollom: Europas fugle. Gads Forlag
Twitchere iagttager en citronvipstjert (Motacilla citreola), en sjælden gæst i Europa, Ottenby Lund, Öland, Sverige. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Disse skilte på vejen op mod Dasyueshan National Forest i det centrale Taiwan henstiller til fuglekiggere om ikke at fodre vilde fugle eller at få ‘skulkers’ frem ved at benytte ‘play-back’. Begge henstillinger ignoreres i stor stil af twitchere. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
(Oprettet marts 2019)
(Senest opdateret april 2024)