Invasive arter

 

 

En hind af hvidhalet hjort (Odocoileus virginianus) springer over et hegn i Great Smoky Mountains Nationalpark, Tennessee, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En blomsterstand af dunet brøndsel (Bidens pilosa) besøges af en lille kålsommerfugl (Pieris rapae ssp. crucivora), Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rundbladet celaster (Celastrus orbiculatus) producerer smukke frugter. – Long Island, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

En invasiv art er en plante, en svamp eller et dyr, som ikke er oprindelig i et bestemt område, og som har tendens til at brede sig uhæmmet, hvorved arten skader det lokale miljø og tillige ofte fordriver indfødte arter. De fleste af disse skadelige arter er indført af mennesket, med eller uden overlæg.

Ordet invasiv hæftes til tider på en art, som er hjemmehørende i et område, men hvis antal vokser uhæmmet, så arten gør skade på miljøet. Tre sådanne eksempler er hvidhalet hjort (Odocoileus virginianus) i Nordamerika, samt gyvel (Cytisus scoparius) og ørnebregne (Pteridium aquilinum) i Europa.

På denne side er arterne opdelt i tre kategorier: dyr, planter og svampe. Inden for hver af disse kategorier er arterne opført i alfabetisk rækkefølge efter det latinske familienavn, slægtsnavn og artsnavn.

 

 

 

Dyrearter

 

 

Achatinidae

 

Achatina fulica Afrikansk kæmpesnegl
Denne store landsnegl er blevet invasiv i mange egne af verden. Den har en voldsom appetit og gør derved alvorlig skade på afgrøder og hjemmehørende planter, også gennem at overføre plantesygdomme. Den konkurrerer med indfødte sneglearter, og den spreder muligvis også sygdomme blandt mennesker. (Kilde: Global Invasive Species Database)

 

 

Afrikansk kæmpesnegl, Nanhua Ecological Park, nær Yujing, sydlige Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Ampullariidae Mysteriesnegle

 

Pomacea canaliculata Gylden æblesnegl
Denne snegleart er hjemmehørende i den sydlige del af Sydamerika, men er blevet indført andre steder, enten utilsigtet, eller, som det er tilfældet i Taiwan, med overlæg med henblik på at producere disse snegle som føde, som substitut for indfødte sneglearter. Deres konsistens var imidlertid for blød for de fleste forbrugere, og mange blev løsladt i vandingskanaler og floder fremfor at slå dem ihjel.

Da denne art er yderst tilpasningsdygtig, trivedes den og spredtes snart ukontrollabelt. Unge risplanter er sneglens yndlingsføde, og da arten ikke har naturlige fjender i Taiwan, er den blevet et yderst skadeligt dyr i rismarker. Man ser ofte lyserøde klumper af dens æg på betonvæggene langs kanaler og floder, og ofte også på selve risplanterne. (Kilde: culture.teldap.tw)

Arten betragtes af Global Invasive Species Database som værende blandt de 100 værste skadedyr i verden. Den regnes også blandt de 40 værste skadedyr i Europa.

 

 

Lyserøde æghobe af gylden æblesnegl klynger sig til en betonmur langs en drænkanal, til en død busk, samt til en risplante, alle fotograferet i Taichung, Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Anatidae Andefugle

 

Alopochen aegyptiacus Nilgås
Nilgåsen er meget almindelig i store områder i Afrika syd for Sahara, samt i Nildalen. Den var en hellig fugl i det Gamle Egypten og optrådte ofte i deres kunst. På grund af sin skønhed og tillidsfuldhed blev arten indført til England i 1700-tallet, og senere til andre europæiske lande, USA og New Zealand. Den forvildes nemt og har etableret vilde bestande adskillige steder i Europa, hvor den konkurrerer med indfødte arter af gæs og ænder. I 2009 blev den officielt udnævnt som skadedyr i England. I Danmark og andre lande er den erklæret fredløs og må jages året rundt. Der bliver dog ikke nedlagt særligt mange, og arten breder sig stadig.

Slægtsnavnet er afledt af græsk alopex (‘ræv’) og chen (‘gås’), hvilket sigter til den ræverøde farve omkring øjet, i nakken, samt på ryggen og de inderste svingfjer. Artsnavnet betyder ‘fra Egypten’.

 

 

Nilgæs bliver ofte meget tillidsfulde og dristige. Dette billede er fra en campingplads i Namibia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Branta canadensis Canadagås
Denne gåseart, som stammer fra Nordamerika, er blevet indført til England, Sverige, New Zealand, Argentina og andre steder. Arten er meget dristig og har været i stand til at etablere bestande i byområder, hvor den ingen naturlige fjender har. Mange steder betragtes den som et skadedyr på grund af sin støjende og aggressive adfærd, og endvidere sviner den parker og golfbaner til med sine ekskrementer.

 

 

Canadagæs græsser på en golfbane, Long Island, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Blattidae Kakkerlakker
Mange arter af kakkerlakker er blevet indslæbt af mennesket i takt med dets ekspansion af kloden. Mange steder er de en sand plage i huse, da de æder madvarer, sviner og muligvis spreder sygdomme til mennesket.

Kakkerlakker anvendes i traditionel kinesisk medicin mod en række lidelser, bl.a. underlivsproblemer, hjerneblødning og benbrud samt som et middel mod ældning. Nyere forskning har påvist, at disse dyr indeholder mindst ni forskellige bakteriedræbende stoffer, og et andet stof kan dræbe AIDS-virus.

I det nordlige Kina har kakkerlakker været udnyttet som føde gennem hundreder af år. En creme indeholdende bl.a. kakkerlakindvolde smøres af mange kinesiske kvinder på huden for at holde den ung. I landet findes en blomstrende industri, hvor man holder millioner af kakkerlakker i fangenskab til produktion af medicin og hudcreme.

 

 

Kakkerlakker holder af fugtige steder, så de træffes ofte på badeværelser, som på dette billede fra Luzon, Filippinerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Bovidae Skedehornede

 

Capra hircus Tamged
Som menneskets uadskillelige følgesvend gennem tusinder af år findes tamgeden nu i næsten enhver afkrog af verden, hvor den talrige steder gør umådelig skade på miljøet gennem overgræsning. Geden er ofte den skyldige i den stigende ørkendannelse, som finder sted verden over.

Tamgedens oprindelse og anvendelse er beskrevet på siden Dyreliv: Dyrearter i menneskets tjeneste.

 

 

Stående på bagbenene æder denne ged af en busk i Thar-ørkenen, Rajasthan, nordvestlige Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hemitragus jemlahicus Himalaya-tahr
Denne vildged, som lever i den tempererede zone i Himalaya, er blevet introduceret som jagtobjekt til andre egne af verden, bl.a. New Zealand og Sydafrika. I disse lande er antallet af tahr imidlertid eksploderet, da den ingen naturlige fjender har, og den er dermed blevet en alvorlig trussel mod det lokale miljø gennem overgræsning.

En intens oplevelse med denne art er beskrevet på siden Rejse-episoder – Indien 2008: Bjerggeder og frosne blomster.

 

 

Disse billeder er fra Khumbu-området i det østlige Nepal, hvor Himalaya-tahr er almindelig. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Cervidae Hjorte
Et stort antal hjortearter er beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Hjorte.

 

Odocoileus virginianus Hvidhalet hjort
Denne art er vildtlevende i Nord- og Sydamerika, men er blevet indført til adskillige europæiske lande. I Finland betragtes den nu som en invasiv art, der fordriver lokale hjortearter.

Også i mange egne af Nordamerika har den bredt sig ukontrollabelt og betragtes ofte som invasiv. I sin bog A Sand County Almanac skrev naturforkæmperen Aldo Leopold (1887-1948) allerede i 1949: “Jeg har en mistanke om, at ligesom hjorte lever i evig angst for ulve, lever bjergene i evig angst for hjorte.”

I august 2012 offentliggjorde The Bloomberg View en leder med titlen: ”Skadedyrsangrebet fra hjortene kræver en radikal, åben løsning.”

Et par måneder senere bragte The Wall Street Journal en historie, som hed ”Amerika har mistet kontrollen,” der handlede om de talrige hjortes påvirkning af naturen.

Tidsskriftet The Nature Conservancy noterede: ”Ingen anden indfødt art i det østlige USA har en mere direkte indvirkning på landskabet end den hvidhalede hjort (…) I mange områder har hjortene forårsaget en ændring i artssammensætningen og strukturen i skovene ved at foretrække visse plantearter som føde.”

 

 

Græssende hind af hvidhalet hjort, Cathlamet, Washington State, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Echimyidae

 

Myocastor coypus Sumpbæver
Denne art lever vildt i Sydamerika, men blev indført til Nordamerika og Europa som pelsdyr. Siden da er den utallige gange undsluppet og har mange steder formået at danne vildtlevende bestande. Arten betragtes som et skadedyr, da den konkurrerer med – og somme tider fordriver – indfødte arter. Endvidere underminerer den diger og flodbredder, ødelægger vandingskanaler, gnaver huller i huspaneler etc.

 

 

Fouragerende sumpbæver, Avery Island, Louisiana, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne sumpbæver sidder på sit bo i søen Lac de Grand Lieu, Loire Atlantique, Frankrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Erinaceidae Pindsvin m.fl.

 

Erinaceus europaeus Europæisk pindsvin
Pindsvine-arter dræbes ofte i trafikken, og af denne grund er de mange steder gået stærkt tilbage. Men i New Zealand, hvor det europæiske pindsvin blev indført på et tidligt tidspunkt, betragtes denne art som et skadeligt dyr, da det konkurrerer med kiwier, fem fuglearter af slægten Apteryx, som kun findes i New Zealand. Pindsvinet æder orme og andre hvirvelløse dyr, som er kiwiernes foretrukne føde.

 

 

Ihjelkørt europæisk pindsvin, nær Kai Iwi, New Zealand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Felidae Katte

 

Felis silvestris ssp. catus Tamkat
Forvildede tamkatte er en alvorlig trussel mod den vilde fauna i mange egne af verden. For eksempel viser en undersøgelse fra 2013, at tamkatte (mest forvildede) udgør den største menneskeskabte trussel mod vilde dyr i USA, idet de årligt dræber mellem 1,3 og 4 milliarder fugle og mellem 6,3 og 22,3 milliarder pattedyr. (Kilde: S.R. Loss, T. Will & P. Marra 2013. The impact of free-ranging domestic cats on wildlife in the United States. Nature Communications 4:1396)

Tamkattens afstamning er beskrevet på siden Dyreliv: Dyrearter i menneskets tjeneste.

 

 

Denne kat hviler sig på en træstub. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Herpestidae Desmerdyr, manguster

 

Herpestes javanicus Guldmangust
For at kontrollere bestande af rotter og andre gnavere er denne art blevet indført til mange egne af verden, specielt mindre øer. De fleste steder har den imidlertid haft negativ indflydelse på jordrugende fugle, og desuden er den ofte i stand til at udkonkurrere mindre lokale rovdyr. Guldmangusten betragtes som værende blandt verdens hundrede værste invasive arter. (Kilde: International Union for Conservation of Nature, 2000)

 

 

Guldmangusten er hjemmehørende i store dele af Asien. Denne blev observeret i Keoladeo Nationalpark, Rajasthan, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Leporidae Harer og kaniner

 

Oryctolagus cuniculus Vildkanin
Vildkaninen er blevet introduceret i mange lande som jagtobjekt. Den blev først bragt til de Britiske Øer af romerne kort efter deres erobring af øriget i 43 e.Kr., og i dag er arten uhyre almindelig – et estimat fra 2004 siger omkring 40 millioner.

I Australien blev 24 vildkaniner indført til Victoria i 1859. Landets kæmpemæssige landbrugsområder var en ideel habitat for kaninerne, og de milde vintre tillod dem at yngle året rundt, så de spredtes hurtigt over det meste af landet. Australiens pendent til kaninen, bilby (Macrotis lagotis), var ude af stand til at konkurrere med de hurtigt-ynglende kaniner, og den er i dag en truet art.

Andre steder, hvor kaninen er indført, omfatter bl.a. New Zealand, visse øer i Hawaii samt øer ud for Sydafrikas kyst. Der er også mange eksempler på kæledyrs-kaniner, som er undsluppet og har dannet vilde bestande.

I utallige tilfælde har denne art tilført miljøet alvorlige skader, dels gennem overgræsning, dels gennem sit underjordiske system af gange, og dels gennem at udkonkurrere indfødte dyrearter. Den betragtes som invasiv i de fleste lande.

I Danmark forekommer vildkaninen kun naturligt i Sønderjylland, der udgør nordgrænsen for artens oprindelige udbredelse. Den er desuden blevet udsat som jagtobjekt på en række øer, bl.a. Lolland, Bornholm, Fanø og Endelave, hvoraf de to sidstnævnte har meget store bestande. Forekomsterne på Lolland og Bornholm skyldes ulovlige udsætninger i henholdsvis 1974 og 1980.

I 1972 skrev den engelske forfatter Richard Adams (1920-2016) en roman, Watership Down (på dansk Kaninbjerget), der handler om en flok vildkaniners liv i det sydlige England. Skønt kaninerne er blevet antropomorficeret, giver historien et nogenlunde korrekt billede af denne arts levevis.

 

 

Vildkaninen blev indført til de Britiske Øer for næsten 2000 år siden, og i dag er den uhyre almindelig. Disse sidder uden for deres bo i Spey-dalen, Skotland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Her ses en mørk kanin, som æder en gyvel-blomst (Cytisus scoparius) på Hammerknuden, Bornholm. Dens mørke farve skyldes sikkert opblanding med gener fra bortløbne tamme kaniner. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Muridae Ægte mus

 

Rattus norvegicus Brun rotte
Denne arts oprindelige hjemsted er et eller andet sted i Asien, men i takt med, at menneskene bredte sig til hele verden, slæbte de uforvarende rotter med overalt.

Den brune rotte er et alvorligt skadedyr, som konkurrerer med indfødte pattedyrarter, plyndrer fuglereder og konsumerer uhyre mængder af kornprodukter og andre fødevarer. Desuden spreder den adskillige sygdomme til mennesket. I Middelalderen overførte rotternes lopper byldepest, som nogle steder reducerede befolkningen med mellem 50 og 75%. Denne yderst frygtede sygdom blev passende kaldt Den Sorte Død.

 

 

Brun rotte, fanget i en smækfælde, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Mustelidae Mårdyr

 

Neovison vison Amerikansk mink
Denne nordamerikanske art lever nær vand. På grund af sin pragtfulde pels er den blevet indført til store dele af verden som pelsdyr, men er undsluppet utallige steder og er blevet en alvorlig trussel mod den indfødte fauna, da den notorisk plyndrer fuglereder. Den betragtes også som værende årsag til den store tilbagegang af bl.a. europæisk mink (Mustela lutreola), pyrenæisk desman (Galemys pyrenaicus) samt mosegris (Arvicola amphibius).

 

 

Dette billede er fra Island, hvor professionelle ’minkjægere’ reducerer antallet af minke ved at lokalisere så mange minkboer som muligt, hvorefter moderen (om muligt) dræbes, og ungerne fjernes. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Passeridae Spurve

 

Passer domesticus Gråspurv
Gråspurven blev indført til USA adskillige gange mellem 1851 og 1875, og også til New Zealand omkring 1865. I begge lande mente man, at den kunne begrænse mængden af skadevoldende insekter i kornarter.

Sandheden er imidlertid, at gråspurvene kun fanger insekter i yngletiden, hvor ungerne fodres op på dem. Resten af året æder de bl.a. netop de afgrøder, som de blev indført for at beskytte. Så tidligt som omkring 1880 blev spurven selv betragtet som et skadedyr i New Zealand, og i de fleste egne af Nordamerika er den et alvorligt skadedyr på afgrøder. Tillige er den en alvorlig konkurrent til lokale småfuglearter ved foderautomater etc.

 

 

Så tidligt som omkring 1880 blev gråspurven betragtet som et skadedyr i New Zealand, hvor dette billede stammer fra. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hannen af gråspurv er en køn fugl, som har kastanjefarvet nakke og forskellige sarte nuancer af brunt på ryg og vinger. Denne blev observeret ved Muriwai Beach, New Zealand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne mand håndfodrer gråspurve i St. James’ Park, London. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Phalangeridae

 

Trichosurus vulpecula Buskhalet possum
Dette australske pungdyr, på størrelse med en kat, er beskyttet i sit hjemland. I New Zealand derimod, hvor den blev indført som pelsdyr i 1837, er den blevet et af landets værste skadedyr, som påfører skovene umådelig skade gennem at æde løvet.

Possumer ødelægger ikke kun skove, men gør også stor skade i landbrugsområder, hvor de årligt påfører bønderne et estimeret tab på 35 millioner NZ Dollars, og de æder også nyplantede fyrretræer og andre træer. Desuden kan de overføre tuberkulose til kvæget og truer således landets vigtige mejeri-industri.

Denne art findes næsten overalt på de to hovedøer samt på Stewart Island, hvorimod den er blevet udryddet på de fleste småøer siden starten af 1990’erne. Bestanden er vanskelig at vurdere nøjagtigt, men kort efter år 2000 mente man, at den lå et sted mellem 50 og 70 millioner. Bekæmpelsen af disse dyr er kostbar. I 2006 anvendte regeringen omkring 111 millioner $ på at kontrollere bestanden. (Kilde: teara.govt.nz/en/possums)

 

 

Talrige buskhalede possumer dræbes i trafikken, som denne nær Waipoua Forest på Nordøen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Procyonidae Vaskebjørne m.fl.

 

Procyon lotor Vaskebjørn
Denne amerikanske art er blevet forvildet i store områder af Europa og ligeledes i Japan. Den betragtes mange steder som et skadedyr, der plyndrer fuglereder og konkurrerer med indfødte pattedyrarter. I Amerika er den en plage i byområder, da den vælter affaldsspande i søgen efter mad og spreder affaldet over store områder. Ligeledes konsumerer den foder på fuglefoderpladser, hvis ikke foderet hænges op på en passende måde.

 

 

Denne vaskebjørn æder af en hunds madskål om natten, Long Island, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Pycnonotidae Bulbuler
Adskillige bulbul-arter er beskrevet på siderne Dyreliv: Dyreliv i Himalaya, samt Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan.

 

Pycnonotus cafer Rødgumpet bulbul
En meget almindelig ynglefugl i Pakistan, Indien, Nepal, Bangladesh, Sri Lanka og Myanmar, som er blevet indført til mange andre egne af verden og er blevet invasiv i adskillige lande i Stillehavet, bl.a. Fiji, Samoa, Tonga og Hawaii. Den er tillige blevet etableret i dele af det sydlige Arabien, New Zealand, USA og Argentina. Arten betragtes som værende blandt verdens hundrede værste invasive arter. (Kilde: Lowe et al. 2000. 100 of the World’s Worst Invasive Species: A Selection from the Global Invasive Species Database. The Invasive Species Specialist Group)

 

 

Denne rødgumpede bulbul, som sidder i en træagtig vortemælk af arten Euphorbia antiquorum foran ruinen af en pagode i Bagan, Myanmar, viser tydeligt, hvorfor arten har fået dette navn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pycnonotus sinensis Kinesisk bulbul
I dele af det østlige Taiwan er store antal af den kinesiske bulbul i de senere år blevet løsladt under buddhistiske højtider. De er blevet naturaliseret i mange egne, hvor de konkurrerer med – og ofte hybridiserer med – den lokale endemiske Taiwan-bulbul (P. taivanus), som er gået drastisk tilbage i antal og er allerede uddød i Yilan County.

 

 

The light-vented bulbul (Pycnonotus sinensis) is common in towns. – Taichung, Taiwan, January 1, 2009 Kinesisk bulbul (Pycnonotus sinensis) er almindelig i byer. – Taichung, Taiwan, 1. januar 2009
Den kinesiske bulbul er en af de almindeligste fuglearter i Taiwan. Denne sidder på rækværket af en altan i et højhus i byen Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Sciuridae Egern
Et stort antal egernarter er beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Egern.

 

Neosciurus carolinensis Østligt gråegern
Denne art er det mest udbredte egern i Nordamerika. Den er også blevet indført med succes til Sydafrika, England og andre steder, og i England regnes den som et skadedyr, idet den udkonkurrerer det europæiske røde egern (Sciurus vulgaris), som nu er meget sjældent syd for Skotland.

 

 

Østligt gråegern, Kew Botaniske Have, London. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Sturnidae Stære

 

Acridotheres javanicus Java-hyrdestær
Denne art er kun hjemmehørende på de indonesiske øer Java og Bali, men er blevet indført som burfugl til talrige andre lande. Mange steder er fugle undsluppet og har dannet vilde bestande, heriblandt Taiwan, Japan, Sydøstasien og Puerto Rico.

I dag er Java-hyrdestær meget almindelig i Singapore og Taiwan, hvor den udkonkurrerer visse lokale fuglearter, i Taiwan specielt den hjemmehørende tophyrdestær (A. cristatellus), der er i tilbagegang.

Adskillige billeder af Java-hyrdestær og tophyrdestær kan ses på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan.

 

 

Taiwan 2018c
Denne Java-hyrdestær æder nektar i en blomst af indisk kapok (Bombax ceiba), Tunghai Universitetspark, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Taiwan 2018a
Java-hyrdestær foran et vandtårn, Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sturnus vulgaris Stær
I artiklen European Starlings: A Review of an Invasive Species with Far-Reaching Impacts, offentliggjort i Managing Vertebrate Invasive Species: Proceedings of an International Symposium, National Wildlife Research Center, Fort Collins, Colorado, 2007, skriver George M. Linz m.fl. følgende:

“Indførelsen af den europæiske stær (Sturnus vulgaris) i New York City i 1890 og 1891 har resulteret i artens permanente etablering i Nordamerika. Denne succesfulde kolonisering (som også har fundet sted på andre kontinenter) har medført, at stæren er kommet på listen over verdens 100 værste invasive arter. Pimentel et al. (2000) estimerede, at stærenes skade på landbrugsprodukter i USA beløber sig til ca. 800 millioner $ pr. år, baseret på 5$/ha i prøveområder. Stærene spreder muligvis også infektionssygdomme blandt husdyr og mennesker, som årligt koster samfundet næsten 800 mio. $. Desuden har stærene sandsynligvis forårsaget en nedgang i antallet af indfødte hulrugende fugle ved at overtage deres redehuller.”

I modsætning til situationen i USA er stæren i tilbagegang i store områder af Europa, fortrinsvis på grund af forfølgelse i vinterkvartererne, hvor den gør nogen skade på frugttræer og andre afgrøder. Ligeledes er arten i stigende grad begyndt at tilbringe natten i byer, hvor den er uønsket på grund af tilsvining fra dens ekskrementer.

 

 

En stær kigger ud fra et redehul, som den har stjålet fra en zebraspætte (Melanerpes carolinus) (nederste billede), Long Island, USA. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Syngende stær, Rønde, Østjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Threskiornitidae Ibiser og skestorke

 

Threskiornis aethiopicus Hellig ibis
I Oldtidens Egypten blev denne art æret som et symbol på visdommens gud, Thoth, der ofte ses afbildet med ibishoved. I dag er hellig ibis en almindelig og populær art i zoologiske haver verden over. Den undslipper ofte, og vildtlevende bestande er blevet etableret i bl.a. Frankrig, Italien, Spanien, De Canariske Øer, Florida samt Taiwan. Disse bestande er en stor trussel mod mange andre kolonirugende fugle. Ibiser er kødspisere, som på kort tid kan lægge fx ternekolonier øde ved at æde æg og unger, og de konkurrerer ligeledes om redepladser med andre arter, fx kohejre (Bubulcus ibis) og silkehejre (Egretta garzetta).

I et nummer af det svenske fugleblad Vår Fågelvärld foreslås det vittigt, at man omdøber arten til ’skinhellig ibis’.

 

 

Hellig ibis er meget almindelig i Østafrika. Dette billede er fra Ngorongoro-krateret i Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hellig ibis er blevet indført til Taiwan, hvor den er undsluppet og konkurrerer med lokale vandfugle. Disse blev fotograferet i Aogu Wetlands. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Plantearter

 

 

Aizoaceae Middagsblomstfamilien
Adskillige arter af denne familie, hvoraf hovedparten er hjemmehørende i det sydlige Afrika, har etableret sig på talrige kyster rundt om i verden, hvor de ofte dækker kæmpeområder og derved fordriver indfødte plantearter.

 

Carpobrotis edulis Gul middagsblomst
Malephora crocea Rød isplante
To sådanne arter er gul middagsblomst og rød isplante, der begge er blevet indført som prydplanter mange steder i verden. Gul middagsblomst betragtes som invasiv i talrige områder, specielt omkring Middelhavet, langs USA’s vestkyst, samt i Australien. Rød isplante er blevet plantet i stor stil langs californiske veje i tørre områder, hvor brande nemt opstår, da der ikke så let går ild i dens kødfulde blade. Den undslap imidlertid snart og spredte sig til mange strande i Californien og Baja California, hvor den er blevet invasiv og dækker store områder.

 

 

Gul middagsblomst, Mac Kerricher State Park, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rød isplante, Border State Park, syd for San Diego, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Alliaceae Løgfamilien

 

Allium triquetrum Trekantet løg
Denne plante, som er opkaldt efter den trekantede blomsterstængel, er hjemmehørende i kystnære områder i Nordafrika og det sydvestlige Europa, fra den Iberiske Halvø og det sydlige Frankrig, mod øst til Korsika, Sardinien og Sicilien, samt Madeira og de Kanariske Øer, hvor den vokser i græsklædte arealer, på flodbredder og i vejkanter.

Arten er blevet indført til en række andre lande, deriblandt England, Irland, Tyrkiet, New Zealand og Australien, og den betragtes som invasiv i adskillige lande.

 

 

Trekantet løg er meget almindelig langs veje i New Zealand, hvor disse billeder stammer fra. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Allium ursinum Ramsløg
Ramsløg er næppe oprindelig i Norden, men menes indført af munke i Middelalderen som en næringsrig krydderurt. I dag er den meget almindelig i skove og krat i Danmark og det sydlige Sverige. Mange steder optræder den invasivt og fordriver andre planter. Allerede den berømte svenske botaniker Carl von Linné (1707-78) bemærkede dette på sin rejse til Öland og Gotland i 1741, hvor han skriver: ”Bönderne berättede om denna att där hon växer, fördriver hon andra örter och ogräs, varpå vi ock hade ögonskenliga prov: ty under de buskar, där ramset växte, stod ingen annor ört.” (Kilde: C. Linnæus 1745. Carl Linnæi Öländska och Gotländska Resa förrättad År 1741. Ny udg. af Wahlström & Widstrand 1975)

Et folkeligt navn på ramsløg er bjørne-hvidløg. Ifølge bogen Chrut und Uchrut (’Urter og ukrudt’), skrevet i 1911 af den schweiziske præst og urtelæge Johann Künzle (1857-1945), fik den dette navn for hundreder af år siden af folk, som bemærkede, at bjørne, som var svage og udhungrede efter en lang vintersøvn, ville fylde vommen med ramsløg-blade og herved genvinde deres styrke. Dette afspejles i artsnavnet, der kommer af latin ursus (‘bjørn’), givet i 1758 af Linné.

 

 

Ramsløg er uhyre almindelig på Bornholm, hvor den er blevet den dominerende art i adskillige småskove. Dette billede er fra Døndalen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Amaranthaceae Salturtfamilien

 

Alternanthera
Medlemmer af denne slægt kendes typisk på deres hvidlige, papiragtige blomster. Antallet af arter varierer kolossalt, mellem 80 og 200, alt efter hvilken kilde man benytter. Disse planter er hovedsagelig hjemmehørende i tempererede egne af Sydamerika, med nogle arter i Asien, Afrika og Australien. Mange arter er blevet indslæbt til andre egne, hvor adskillige af dem betragtes som særdeles besværligt ukrudt.

 

Alternanthera philoxeroides Alligatorurt
Alternanthera sessilis Sessile joyweed
Disse to sydamerikanske arter er de værste invasive arter i slægten, som er blevet spredt til over 30 lande. Begge er pionérplanter, som vokser i et bredt udsnit af habitater, bl.a. moser, flodbredder, fugtige skove og åbne områder, især tomter og ruderater. Mange steder er de blevet et stort problem i vandløb, hvor de med deres frodige vækst blokerer for gennemstrømningen. De optræder også som markukrudt og er stemplet som invasive planter i en række lande, deriblandt USA, New Zealand, Kina, Indien og Sydafrika.

 

 

Alternanthera sessilis er meget almindelig i Taiwan. Disse billeder viser en kæmpemæssig bevoksning ved bredden af Agongdian-floden i den sydvestlige del af øen. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Alternanthera sessilis vokser også i byer. Dette eksemplar er spiret i en revne i et fortov i Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Alligatorurt, observeret i en plæne i en bypark i Taichung. Denne art kan kendes på sine stilkede blomsterstande, mens de hos Alternanthera sessilis er ustilkede. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
 
 
 
Apiaceae Skærmplantefamilien

 

Heracleum mantegazzianum Kæmpebjørneklo
Denne plante, som undertiden kaldes for H. pubescens, stammer fra Kaukasus-bjergene og Centralasien. I 1800-tallet blev den indført som prydplante til Europa, og senere til USA og Canada. Den er nu blevet naturaliseret utallige steder, mest i vådområder, hvor den på grund af sin kraftige vækst udkonkurrerer indfødte arter. Ydermere er dens saft giftig for den menneskelige hud, og ved berøring kan den fremkalde blæner og infektioner. I mange lande kontrolleres arten ved hjælp af herbicider – det eneste kendte effektive middel til at begrænse den.

Mere om bjørneklo kan læses på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

Hvor den lades i fred, bliver kæmpebjørneklo kolossalt stor. Bemærk personen i midten af denne bevoksning ved Østerild Fjord, Thy. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Spredning af kæmpe-bjørneklo kan kontrolleres ved hjælp af herbicider, som på dette billede fra omegnen af Århus. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Apocynaceae Singrønfamilien

 

Vinca minor Liden singrøn
Denne krybende plante er sandsynligvis hjemmehørende i det centrale og sydlige Europa, fra Portugal og Frankrig mod øst til Kaukasus, og mod nord til Holland og Baltikum. Det er dog vanskeligt at angive dens oprindelige udbredelsesområde, da den tidligt blev indført som prydplante til store områder af Europa. Den blev først introduceret til Nordamerika i 1700-tallet og har siden spredt sig til mange naturområder i det østlige og nordvestlige USA, hvor den ofte fordriver naturligt forekommende arter. Den optræder også invasivt i nogle nordeuropæiske områder.

 

 

På dette billede dækker liden singrøn hele skovbunden i en lille lund, Oyster Bay Cove, Long Island, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Stor bestand af forvildet liden singrøn, Dyrehaveskoven, Nyborg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Araceae Arumfamilien

 

Zantedeschia aethiopica Hvid calla
Denne spektakulære plante er vildtvoksende i den sydlige del af Afrika, men er meget udbredt som prydplante i varmere egne af verden. Den forvildes ofte og er blevet naturaliseret en række steder, bl.a. på Madeira, langs kysten af Californien, i adskillige afrikanske lande, samt i New Zealand og Australien, hvor den er klassificeret som en skadelig art.

 

 

Hvid calla forvildes ofte i New Zealand, hvor disse billeder blev taget, i en grøft nær Mokau-floden (øverst), på en strand nær Omata (i midten), samt ved Whanganui-floden. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Asteraceae Kurvblomstfamilien

 

Ageratum conyzoides Almindelig blåkvast
Ageratum houstonianum Mexikansk blåkvast
Disse planter er begge hjemmehørende i Central- og Sydamerika, men er blevet indslæbt næsten overalt i tropiske og subtropiske egne. De er blevet forvildet talrige steder og betragtes ofte som invasive, bl.a. i Kina, Japan, Australien, New Zealand og USA, samt adskillige lande i Afrika og Sydøstasien.

Arternes medicinske anvendelse er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

Almindelig blåkvast, Marsyangdi-dalen, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Mexikansk blåkvast er meget almindelig i Taiwan, hvor dette billede blev taget. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Bidens pilosa Dunet brøndsel
Dette pantropiske og -subtropiske ukrudt, som er af ukendt oprindelse, er blevet forvildet mange steder og fordriver ofte indfødte arter. Bare en enkelt plante kan producere over 30.000 frø, som er forsynet med kroge, der nemt spreder frøene ved at hænge fast i dyrepelse, sokker, bukser og meget andet.

Et af artens engelske folkenavne er blackjack. På en sydafrikansk hjemmeside, farmersweekly.co.za/animals/horses/beware-those-blackjacks, kan man læse følgende: “Blackjack er ikke kun til irritation for heste, men kan også skade dem. (…) Der er nok kun få af os, som ikke har brugt lang tid på at pille frøene af vores tøj efter at have vandret gennem velden for at indfange heste tidligt på vinteren. Frø af blackjack, som sætter sig fast i hestens pandelok, kan være til stor irritation, og hvis man prøver på at fjerne dem, kaster hesten hovedet fra side til side. Krogene på frøene kan skade øjnene, så man bør klippe pandelokken kort. Frøene kan også hægte sig fast i de lange hår bag på koderne, hvilket kan forårsage kronisk irritation og lammelse.”

Det rapporteres, at arten er ukrudt i 31 afgrøder i flere end 40 lande, hvoraf Latinamerika og Østafrika er værst inficeret. (Kilde: cabi.org/isc/datasheet/9148)

Dunet brøndsel er dog ikke kun et besværligt ukrudt, men har tillige medicinske egenskaber. I traditionel kinesisk medicin har den været anvendt mod et stort antal lidelser, heriblandt influenza, forkølelse, feber, ru hals, blindtarmsbetændelse, leverbetændelse, malaria og hæmorrider. På grund af bladenes store indhold af fibre er den gavnlig for hjerte-kar-systemet, og den har også været benyttet med succes i behandlingen af sukkersyge.

 

 

Disse billeder er fra Taiwan, hvor dunet brøndsel optræder yderst invasivt og dækker kæmpestore områder. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Her ses en frøstand af dunet brøndsel med de armerede frø, der nemt spredes ved at hægte sig fast i dyrepelse, sokker, bukser og meget andet. – Pokhara, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Carduus nutans Nikkende tidsel
Denne art er hjemmehørende i dele af Eurasien og Nordafrika, hvor den vokser på stepper og andre åbne områder, og den spredes nemt langs veje og til brakmarker og ryddepladser. Den blev tidligt indslæbt til mange andre egne af kloden, bl.a. Nordamerika, hvortil den ankom i begyndelsen af 1800-tallet og hurtigt blev et besværligt ukrudt i landbrugsområder. Arten er blevet erklæret et uønsket ukrudt i USA, Canada, Australien, New Zealand og Sydafrika.

 

 

Nikkende tidsel, Devil’s Tower Nationalpark, Wyoming, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cirsium arvense Agertidsel
Denne plante er et yderst besværligt ukrudt i de fleste kølige egne af kloden. Allerede i 1863 udsatte Videnskabernes Selskab en prisopgave for at belyse artens forhold her i landet med henblik på at bekæmpe den. Resultatet viste, at en stor tidsel kan producere omkring 80 kurve på en sæson, og da hver kurv i gennemsnit indeholder 120 blomster, bliver resultatet omkring 10.000 frø fra blot én plante!

Artens succes skyldes dog ikke bare de mange frø. Dens torne afskrækker de fleste planteædere fra at æde den, men det smarteste er dog dens rodsystem. Den underjordiske stængel, som ligger i 20-40 cm dybde, vokser livligt til alle sider, og blot en lille stump kan producere en stor koloni af planter ved at sende stængler op med regelmæssige mellemrum. Nogle skud vokser nedad til et par meters dybde, hvor der altid er fugtigt. Dermed har planten en sikker vandforsyning, uanset hvor tørt det måtte blive. Den store dybde betyder også, at selv en dybtgående plov må give op.

Hvis agertidsel skal bekæmpes i en have, er den bedste taktik at udmatte den ved at fjerne de grønne skud, så snart de viser sig, og derpå være vedholdende. Som salmedigteren Thomas Kingo (1634-1703) udtalte: “Ond Krud forgaar ey aff sig self.” Og et ordsprog af Peder Syv (1631-1707) siger: “Onde Urter voxe snarest og forgaa seenest.” (Kilde: H. Knudsen 2014. Fortællingen om Flora Danica. Lindhardt & Ringhof)

I sin herlige bog All about Weeds skriver den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964): “(…) den er måske den værste af alle ukrudtsarter i hele USA. (…) Dens frø gør gavn som føde for stillitser og spurve, men selv denne gode egenskab ødelægges af det faktum, at fuglene, mens de æder frø, spreder andre vingede frø, og hvor disse frø daler ned, begynder besværlighederne. Planten er erklæret uønsket i alle de nordlige stater; 37 stater har alle kampagner kørende mod denne slyngel, men det har kun påvirket den i meget ringe grad.”

 

 

Brakmark nær Skanderborg, fyldt med agertidsler. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sjælland_2017_065
Et enkelt individ af agertidsel kan sprede op til 10.000 frø på én sæson. – Hornsherred. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Erigeron canadensis Canadisk bakkestjerne
Denne plante, som mange kilder kalder Conyza canadensis på latin, er vildtvoksende i Nordamerika og dele af Mellemamerika, men er blevet indslæbt til store dele af verden, hvor den mange steder er blevet et yderst besværligt ukrudt, specielt i Europa og Australien, men også i Nordamerika, hvor den jo er hjemmehørende. Den foretrækker uforstyrrede jorder og er specielt et problem i nyanlagte plantager, hvor den modstår sprøjtemidler og kan blive op til 3 m høj. Den berøver således de nyplantede træer lys og næring.

Et af artens amerikanske navne er horsetail fleabane (’hestehale-loppedræber’). Planten indeholder en olie med en terpentinagtig lugt, som efter sigende skulle jage lopper bort. Et andet populært navn er bloodstanch (’blodstandsende’), et navn den har fået af urtelæger, som hævder, at et ekstrakt af blade og blomster virker dæmpende på blødninger i lunger og spiserør.

Canadisk bakkestjerne vokser også i byer, hvilket er nærmere beskrevet på siden Planteliv: Byens planteliv.

 

 

Denne canadiske bakkestjerne, som blev observeret på en gravplads i byen Taichung, Taiwan, er næsten 2 m høj. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette billede er fra Midtjylland, hvor canadisk bakkestjerne er et meget besværligt ukrudt i unge granplantager. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Canadisk bakkestjerne med frøstande, Tunghai Universitetspark, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Galinsoga quadriradiata Kirtel-kortstråle
Sandsynligvis hjemmehørende i Mexico, men er blevet naturaliseret utallige steder verden rundt. Den betragtes ofte som et besværligt ukrudt i køkkenhaver, men dyrkes som grønsag og salatplante i Mexico og Kina.

Slægten blev navngivet til ære for Ignacio Mariano Martinez de Galinsoga (1756-97), som var direktør for den botaniske have i Madrid, og endvidere livlæge for den spanske dronning Maria Luisa de Parma. I England blev slægtsnavnet forvrænget til gallant soldiers.

Håret kortstråle (G. parviflora) ligner meget kirtel-kortstråle, men er meget mindre håret, så hvorfor den har fået navnet håret er lidt af et mysterium. Den er ligeledes invasiv mange steder.

 

 

Kirtel-kortstråle som ukrudt i en køkkenhave, Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Solidago gigantea Sildig gyldenris
En amerikansk plante, som blev indført til Europa som prydplante midt i 1700-tallet. De første forvildede bestande blev observeret omkring hundrede år senere, men den blev ikke betragtet som invasiv før 1950’erne. Siden har den bredt sig uhæmmet over store områder, hvor den fordriver den naturlige vegetation. I dag betragtes den som invasiv i alle europæiske lande.

Slægtsnavnet kommer af latin solido, hvilket betyder ‘at sætte sammen’ eller ‘gøre hel’. Førhen mente man, at adskillige arter af gyldenris var i stand til at hele sår.

 

 

En stor bestand af sildig gyldenris, Roskilde Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Balsaminaceae

 

Impatiens glandulifera Kæmpe-balsamin
Denne store plante, der kan blive op til 2 m høj, er hjemmehørende i Himalaya, hvor den er udbredt fra Pakistan mod øst til den indiske delstat Uttarakhand, voksende i højder mellem 1800 og 4000 m.

Arten dyrkes vidt og bredt og er blevet naturaliseret i mange europæiske lande, samt i Nordamerika, New Zealand og andre steder. Den betragtes som et invasivt ukrudt i mange lande, idet den ofte danner store bestande, der fordriver indfødte arter.

 

 

Kæmpe-balsamin med regndråber, Laven, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Impatiens parviflora Småblomstret balsamin
Denne plantes oprindelige udbredelsesområde er sandsynligvis Centralasien, men den er blevet forvildet mange andre steder. Den betragtes som et uønsket art i mange lande, da den ofte fortrænger de oprindelige planter i fugtige og skyggefulde skove.

Bladene er spiselige efter kogning, mens frøene kan spises rå eller tilberedt. Medicinsk har arten været anvendt til behandling af vorter, ringorm og forbrændinger af nælder, samt mod kløe i hovedbunden.

 

 

Småblomstret balsamin dækker store arealer i Æbleskov syd for Nyborg. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Brassicaceae Korsblomstfamilien

 

Alliaria petiolata Løgkarse
Denne art stammer fra Eurasien og Nordafrika, men blev indført til Nordamerika som krydderurt omkring 1860. Siden har den spredt sig til de fleste amerikanske stater, og også til Canada. Dens naturlige fjender i Den Gamle Verden, såsom svampe og insekter, er ikke til stede i Nordamerika, og artens frøproduktion er derfor meget større end normalt.

Løgkarse har invaderet utallige skove, hvor den er i stand til at dominere bundfloret, hvorved den udkonkurrerer mange lokale plantearter. Den er opført som et uønsket ukrudt i mindst ni amerikanske stater. Også i Danmark har arten ekspanderet i de sidste 50 år.

 

 

Løgkarse, Gudenåen ved Klostermølle, nær Gl. Rye, Midtjylland. Planten med røde blomster er dag-pragtstjerne (Silene dioica). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Brassica nigra Sortehavskål
Denne plante stammer sandsynligvis fra Sydeuropa samt muligvis også Mellemøsten og det indiske subkontinent, hvor den har været dyrket gennem tusinder af år på grund af frøene, der anvendes til fremstilling af sennep.

Arten blev tidligt indført til mange andre egne af kloden og er blevet naturaliseret i utallige lande. I USA er den klassificeret som invasiv i Californien, på Hawaii og i nogle af staterne omkring de store søer, samt endvidere i New Zealand og på nogle øer ud for Chiles kyst.

 

 

Sortehavskål, voksede på en sandstrand i Montaña de Oro State Park, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Caprifoliaceae Gedebladfamilien

 

Lonicera japonica Japansk gedeblad
Denne klatreplante, som er hjemmehørende i det østlige Asien, bl.a. Kina, Taiwan, Japan og Korea, er blevet indført til mange lande som en populær prydplante, men er forvildet mange steder, bl.a. i USA, Mexico, Brasilien, Argentina, Australien og New Zealand, såvel som på forskellige øer i Stillehavet og Vestindien.

På grund af sin frodige vækst og produktion af utallige frø er den uhyre vanskelig at bekæmpe. I mange amerikanske stater er den klassificeret som et besværligt ukrudt, og i New Hampshire er den bandlyst. I New Zealand har det nationale organ for skadelige planter erklæret japansk gedeblad for ”en uønsket organisme”.

 

 

Japansk gedeblad, Great Smoky Mountains Nationalpark, Tennessee, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Celastraceae Benvedfamilien

 

Celastrus orbiculatus Rundbladet celaster
Denne klatreplante er hjemmehørende i det østlige Asien, men blev indført fra Kina til Nordamerika omkring 1860 som prydplante. Sidenhen er den blevet forvildet og er en plage i den østlige del af kontinentet, hvor den har haft indflydelse på økologien i mindst 33 delstater. Fugle og andre dyr holder af frugterne og bidrager således til spredningen af arten.

Den ligner meget amerikansk celaster (C. scandens), som den gerne hybridiserer med, og på langt sigt kan den true genpuljen af denne lokale art.

 

 

USA 2012a
Blomstrende rundbladet celaster, Massachusetts, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På dette billede omslynger rundbladet celaster to nåletræer nær Lenox, Massachusetts. I baggrunden efterårsskov med bl.a. sukkerløn (Acer saccharum). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Commelinaceae 

 

Tradescantia zebrina Zebrablad
Denne art, som er hjemmehørende i Mexico, Centralamerika og Colombia, blev opkaldt efter John Tradescant, som i 1600-tallet var kongelig britisk gartner. Den er en populær haveplante, som imidlertid har en tendens til at brede sig, mest i sekundær skov, men også i oprindelig skov, fx i Sankt Lucia, Vestindien, samt i Hawaii. Stængler, som er brækket af, slår nemt rod, og efter nogle år kan arten danne sande tæpper i skovbunden.

I dag betragtes arten som invasiv i mange områder, heriblandt Sydafrika, Brasilien, Galapagos-øerne, Sankt Lucia, Hawaii og Taiwan. I Sydafrika er al handel med frø og stiklinger af arten ikke tilladt.

 

 

I Malabang National Forest, Taiwan, hvor dette billede stammer fra, dækker zebrablad store områder. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Convolvulaceae Snerlefamilien
Et stort antal medlemmer af denne familie er omtalt på siden Planteliv: Snerler.

 

Convolvulus arvensis Agersnerle
Denne art snoer sig omkring andre planter i kampen om lys og næring. Den er hjemmehørende i Eurasien, men blev tidligt indslæbt til Nordamerika, sandsynligvis omkring 1740. Her betragtes den i dag som en af de værste ukrudtsarter, som invaderer agerland og dermed reducerer udbyttet med 20-80%. Alene i 1998 blev det anslået, at tabet i høstudbyttet i USA på grund af agersnerle oversteg 377 mio. Dollars.

I Amerika kaldes planten for Creeping Jenny (’Krybende Jenny’) og mange andre navne, som sigter til dens invasive natur. I sin herlige bog All about Weeds skriver den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964): “Krybende Jenny er en af de værste ukrudtsarter. Dette navn er en glimrende betegnelse for den – en lille hviskende tøjte, som kryber ind og ødelægger alting. Dette ukrudt behøver ikke andre navne, men den har mange, bl.a. hedge bells [’hæk-klokke’], corn-lily [’kornlilje’], bellbine [’klokkeranke’], sheep-bine [’fåreranke’], corn-bind [’kornranke’], bear-bind [’bjørneranke’] og green vine [’grøn slyngplante’].”

 

 

Agersnerle på en strand, Sose Odde, Bornholm. Strandbredder er et oprindeligt voksested for denne art. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ipomoea cairica 
Denne tragtsnerle-art menes at være oprindelig i tropiske egne af Afrika, men er i dag vidt udbredt i tropiske og subtropiske områder verden rundt. Den vokser særdeles hurtigt og kan fuldstændigt omslynge træer og buske, men er også i stand til at krybe langs jordoverfladen. Den betragtes som invasiv i mange områder, bl.a. det østlige Australien, det sydlige Kina, samt Taiwan.

 

 

Taiwan 2018
Taiwan 2012
Disse billeder er fra Taiwan, hvor Ipomoea cairica er yderst almindelig. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Dennstaedtiaceae Ørnebregnefamilien

 

Pteridium aquilinum Ørnebregne
Ørnebregnen findes i de fleste tempererede og subtropiske områder af verden. Arealer, som har været udnyttet til dyrkning og græsning og derpå forladt, invaderes nemt af arten, som kan dække kæmpestore områder og hindre indvandring af andre plantearter.

 

 

Skoven på denne bjergtop nord for Songea, Tanzania, er blevet fældet, og lysningen er fuldstændig overtaget af ørnebregner. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Selv om de er visnet, skjuler disse ørnebregner næsten unge graner i en plantage nær Ry, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Elaeagnaceae Sølvbladfamilien

 

Elaeagnus umbellata Japansk sølvblad
Denne plante stammer fra det østlige Asien, hvor den træffes fra Himalaya mod øst til Japan. Den blev indført til USA så tidligt som omkring 1830 og i 1950’erne blev den anbefalet vidt og bredt som en glimrende art til at kontrollere jorderosion i forstyrrede områder, og samtidig kunne den fungere som foderplante for vilde dyr.

Den begyndte imidlertid snart at optræde invasivt, og dens tætte skyggedannelse fordrev solelskende lokale arter. En enkelt busk kan producere ca. 200.000 frø om året, og dens kvælstof-bindende rodknolde bevirker, at den kan vokse i de mest udpinte jorder. Forsøg på at fjerne buske ved hjælp af fældning eller afbrænding er forgæves, da arten nemt skyder fra rødderne igen. Fugle æder gerne frøene og bidrager således til spredning af arten.

Af Alberta Weed Control Act (2010) karakteriseres japansk sølvblad som et “forbudt og skadeligt ukrudt”.

 

 

Japansk sølvblad, New Jersey, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Ericaceae Lyngfamilien

 

Rhododendron ponticum Pontisk rhododendron
Under sin rejse til Mellemøsten 1700-02 fandt den franske læge og botaniker Joseph Pitton de Tournefort (1656-1708) en rhododendron-art, som voksede på Sortehavskysten i Pontus, et område, der i dag udgør dele af det nordøstlige Tyrkiet og Georgien. Af denne grund navngav den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) denne plante Rhododendron ponticum (’pontisk rhododendron’).

Nominatracen er hjemmehørende i Kaukasus, Tyrkiet, Libanon og Bulgarien, mens små bestande af underarten baeticum er udbredt i det sydvestlige Spanien og Portugal.

I 1763 blev pontisk rhododendron indført til de Britiske Øer som prydplante, og den blev også anvendt som vildtplantning. Den blev hurtigt naturaliseret, idet den spredtes vegetativt ved hjælp af sine rodslående grene. I dag er den en yderst skadelig plante i England, Wales og Irland, da den har koloniseret talrige bjergskråninger, heder og skyggefulde skove, hvor den ofte udkonkurrerer lokale plantearter.

En mængde billeder af andre rhododendron-arter kan ses på siden Planteliv: Rhododendron.

 

 

Pontisk rhododendron, fotograferet nær byen Espiye på den tyrkiske Sortehavskyst. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Fabaceae Ærteblomstfamilien

 

Abrus precatorius Paternosterbønne
En busk med farvestrålende sorte og røde frø, hvis farvefordeling har givet anledning til det folkelige navn krebseøje. Denne art er sandsynligvis hjemmehørende i Indien, men blev på et tidligt tidspunkt indført til mange andre lande, og i dag har den en pantropisk og -subtropisk udbredelse. I mange områder, bl.a. Belize, Vestindien, USA, Hawaii og Polynesien, betragtes den som invasiv.

En forklaring på navnet paternosterbønne er givet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

Paternosterbønne, Dehra Dun, Uttarakhand, Nordindien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cytisus scoparius Gyvel
De fleste af de gyvel, man i dag ser i Nordeuropa og dele af Nordamerika, stammer fra prydplanter, som er indført fra Sydeuropa. Disse former er forvildet mange steder og optræder ofte invasivt, hvorved de truer den naturlige vegetation. Genetisk forurener de også den oprindelige lave og krybende varietet af gyvel, som i dag er meget sjælden i Danmark og kun ses i visse vestjyske hede- og klitområder.

Gyvel er nøjere beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

På dette billede fra Sønder Vosborg Hede, Vestjylland, vokser gyvel sammen med en anden invasiv art, mangebladet lupin (Lupinus polyphyllus), som stammer fra Amerika. Denne art er omtalt andetsteds på denne side. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Her har en stor bestand af gyvel etableret sig på en hede på Hammerknuden, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I dag findes den oprindelige lave og krybende varietet af gyvel kun i visse vestjyske hede- og klitområder. På dette billede vokser den i en indsande på Sdr. Vosborg Hede. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Leucaena leucocephala Hvidt blytræ
Denne art, som også kaldes for hvid popinac, tilhører Caesalpinoideae, en underfamilie af ærteblomstfamilien. Den er hjemmehørende i det sydlige Mexico og dele af Mellemamerika, men er blevet naturaliseret næsten overalt i troperne samt i dele af subtroperne.

Hvidt blytræ er en særdeles livskraftig art, som danner tætte bevoksninger, der ofte fortrænger den oprindelige vegetation. Den betragtes som invasiv i talrige lande, fx Taiwan, Hong Kong, adskillige øer i Stillehavet, det nordlige Australien, det sydlige USA, Puerto Rico, samt dele af Europa og Sydamerika. Arten betragtes af Invasive Species Specialist Group (IUCN) som værende blandt verdens hundrede værste invasive arter.

 

 

Taiwan 2018
Hvidt blytræ er uhyre almindelig i Taiwan, hvor den har overtaget store områder af braklagt land og ryddepladser. Dette billede, som viser artens rødlige frøbælge, er fra Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En bi samler pollen i en blomsterstand af hvidt blytræ, Cigu Wetlands, Tainan, sydvestlige Taiwan. En edderkop sidder på lur lige t.h. for blomsterstanden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lupinus polyphyllus Mangebladet lupin
Denne store slægt, som omfatter over 200 arter, er hovedsagelig udbredt i Nord-, Mellem- og Sydamerika, men der findes også en del arter omkring Middelhavet og i Nordafrika.

Mangebladet lupin, som stammer fra det vestlige Nordamerika, er en smuk haveplante, der nemt forvildes og danner store bevoksninger. Den betragtes som invasiv i mange lande, fx New Zealand, Finland, Norge, Schweiz, Tjekkiet og Lithauen.

Ifølge Collins English Dictionary stammer slægts- og folkenavn fra latin lupinus (‘ulveagtig’), hvilket hentyder til en gammel overtro, der gik ud på, at disse planter grådigt udpinte jordbunden.

 

 

Alperne 2016
Aftenstemning i en skov nær Sankt Peter am Kammersberg, Østrig. Mangebladet lupin har fuldstændigt overtaget en stor lysning. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Endnu en stor bevoksning af mangebladet lupin fotograferes af Henrik Olsen, Hesselholm, Stavns Fjord, Samsø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pueraria montana ssp. lobata Kudzu
Denne slyngplante, som stammer fra det østlige Asien, blev indført til USA i 1876 som et middel til at kontrollere jorderosion, og i 1930’erne og 40’erne blev den dyrket i et område, der dækkede over 4000 km2. Den begyndte imidlertid snart at sprede sig uden for de dyrkede områder, specielt langs veje, og i dag findes den i de fleste østlige og sydlige stater, og er også truffet i det sydøstlige Canada. Med sin frodige vækst omklamrer den ofte den naturlige vegetation og kan med tiden kvæle den.

I dag betragtes kudzu som en yderst skadelig plante i bl.a. USA og New Zealand, og i New Zealand er den blevet erklæret for ”en uønsket organisme”.

Kudzu er meget anvendt i traditionel kinesisk medicin, hvilket er omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

Taiwan 2012
Disse billeder af kudzu er fra Taiwan, hvor arten er hjemmehørende. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ulex europaeus Tornblad
På grund af de smukke blomster blev denne europæiske plante tidligt indført til mange andre egne af kloden, heriblandt Nord- og Sydamerika, Sydafrika, Australien og New Zealand. Den spredes nemt og betragtes som en invasiv art i mange lande, især det vestlige USA, New Zealand, Sri Lanka og Chile.

Dens spredning kan i nogen grad hæmmes af tornblad-miden (Tetranychus lintearius) og tornblad-snudebillen (Exapion ulicis).

 

 

I Californien er tornblad en yderst invasiv plante, her fotograferet ved Tomales-bugten (øverst), samt i Jughandle State Park. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Store bevoksninger af tornblad har overtaget disse skrænter nær Kai Iwi, New Zealand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Meliaceae Mahognifamilien

 

Melia azedarach Paternostertræ
Dette træ, også kaldt kinabær eller persisk syrén, er sandsynligvis hjemmehørende i Iran og på det indiske subkontinent, men på grund af de smukke blomster og frugter er arten blevet plantet i mange andre egne af kloden. Den spredes nemt og er blevet invasiv i fx Nordamerika, Østafrika, nogle af Stillehavsøerne, New Zealand, samt Australien.

Artens mærkelige navn er forklaret på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

I Taiwan, hvor disse billeder er taget, plantes paternostertræ i stor stil som prydtræ. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Moraceae Morbærfamilien

 

Broussonetia papyrifera Papirmorbær
Dette lille træ stammer fra det østlige og sydlige Asien og er muligvis også hjemmehørende på visse øer i Stillehavet. Det trives i et bredt spektrum af habitater og klimaer og vokser gerne i forstyrrede områder. Arten er tvebo, og hvor han- og hunplanter vokser sammen og producerer frø, spredes den hurtigt. Fugle og andre dyr æder gerne frugterne og bidrager således til spredning af planten. Den kan også danne tætte, vidtstrakte bevoksninger ved hjælp af rodskud.

Som dens navn fortæller, blev fibrene af papirmorbær førhen anvendt til produktion af papir, og på visse øer i Stillehavet anvendes barken stadig til fremstilling af klæde. Af veddet fabrikeres møbler og redskaber, og roden udnyttes til fremstilling af reb. Den orange frugt er kødfuld og spiselig, og bladene kan også konsumeres efter kogning. Frugt, blade og bark blev tidligere anvendt inden for folkemedicinen.

I USA blev papirmorbær indført som et hurtigtvoksende skyggegivende træ, men på grund af dens hastige vækst begyndte den snart at fordrive indfødte arter, og i dag betragtes den som invasiv i de sydøstlige stater. I Pakistan anses den for at være en af de værste ukrudtsarter, og den er en yderst fremtrædende invasiv plante på den argentinske pampas. Den optræder også som en af de mest dominerende invasive arter i skove i Ghana og Uganda.

 

 

En tæt bevoksning af papirmorbær dækker en brakmark i omegnen af Hanoi, Vietnam. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Papirmorbær er meget almindelig i Taiwan, selv i byer, hvor den dukker op i sprækker allevegne. På dette billede vokser den langs et fortov i Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bladformen hos papirmorbær varierer fra næsten helrandet til dybt indskåret. – Taichung, Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hanlig rakle af papirmorbær med rigelige mængder af pollen, som er faldet ned på et blad, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Den orange frugt er kødfuld og spiselig, og bladene kan også konsumeres efter kogning. – Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Oxalidaceae Surkløverfamilien

 

Oxalis pes-caprae Afrikansk surkløver
Denne kønne art stammer fra Sydafrika, men er blevet indslæbt til mange egne af verden. Den betragtes som invasiv i bl.a. Nordamerika, Israel og Australien, samt i visse europæiske lande.

 

 

På disse billeder har afrikansk surkløver fordrevet den naturlige vegetation på denne strandeng nær Cape San Martin, Californien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Poaceae Græsfamilien

 

Arundo donax Kæmperør
Denne sydeuropæiske græsart er blevet plantet mange steder i det vestlige USA for at dæmpe jorderosion, samt som biomasse-plante. Den opfører sig invasivt talrige steder, især langs vandløb, hvor den ofte fordriver den naturlige vegetation.

 

 

På dette billede vokser kæmperør på en klint i Julia Pfeiffer Burns State Park, Big Sur, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Avena fatua Flyvehavre
Flyvehavre menes at stamme fra Centralasien, og den har været tæt tilknyttet dyrkningen af kornarter siden den Ældre Jernalder.

 

Jeg er Havren. Jeg har Bjælder paa,
mer end tyve, tror jeg, paa hvert Straa.
Bonden kalder dem for mine Fold.
Gud velsigne ham, den Bondeknold!

 

Nu er det jo naturligvis den dyrkede havre (A. sativa), som Jeppe Aakjær (1866-1930) beskriver i sit digt fra 1916, men de to arter minder så stærkt om hinanden, at digtet også kan beskrive flyvehavren. Den kendes iøvrigt fra den dyrkede art på sine meget lange stakke (de stive hår på småaksene), samt sin generelt højere vækstform.

Faktisk er kerner af flyvehavre også spiselige, men planten har den for dyrkning uheldige egenskab, at ved modenhed kastes kernerne straks, modsat den dyrkede havre.

”Forestiller man sig, at man ville høste flyvehavre, ville man kun høste halm og ingen havre,” som formidlingsinspektør på Naturhistorisk Museum i Aarhus, Lars Bøgh, udtrykker det. (Kilde: dr.dk/nyheder/viden/naturvidenskab/denne-plante-faar-aldrig-opholdstilladelse)

Flyvehavre var førhen så talrig, at den visse steder kunne nedsætte udbyttet i kornmarker med op mod 40%. I Danmark blev der i 1956 gennemført en lov, som bl.a. sagde, at: ”alle dyrkede og udyrkede arealer ved ejerens eller brugerens foranstaltning skal holdes fri for flyvehavreplanter.” Inden de kemiske sprøjtemidlers indførelse skete denne fjernelse manuelt, hvilket var et meget tidskrævende arbejde. Det var dog en stor fordel, at flyvehavren ofte er højere end kornplanterne, den vokser iblandt, så den var ret nem at finde i markerne.

I dag er flyvehavre stadig et yderst besværligt ukrudt i mange lande, og på grund af sin enestående tilpasningsevne er den også blevet naturaliseret mange steder. Arten betragtes som en af verdens værste ukrudtsarter i landbruget. (Kilder: D.P. Jones (red.) 1976. Wild oats in world agriculture. An interpretative review of world literature. Agricultural Research Council. London; samt L.G. Holm m.fl. 1977. The World’s Worst Weeds. Distribution and Biology. University Press of Hawaii)

 

 

Flyvehavre, forvildet i Crystal Cove State Park, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cortaderia selloana Pampasgræs
Denne store græsart, der kan blive op til 3 m høj, er hjemmehørende i den sydlige del af Sydamerika, opkaldt efter Pampas-regionen. Den er blevet indført til mange andre områder som prydplante, og også som husdyrfoder, deriblandt Sydeuropa, USA, Kina, Australien og New Zealand. I tørret tilstand anvendes frøstandene i blomsterdekorationer, og i Kina blev de stærke stængler tidligere benyttet til fremstilling af drager.

Pampasgræs er meget tilpasningsdygtig, og en enkelt plante kan i sin levetid producere over en million frø. Som et resultat heraf er den blevet invasiv mange steder, bl.a. i New Zealand, Florida, Californien, Hawaii, Sydafrika og Spanien.

 

 

Pampasgræs er yderst invasiv i New Zealand. Disse billeder blev taget på Karikari-halvøen (øverst) og nær Trouson Kauri Park. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Eleusine indica Indisk fingerhirse
Dette græs er en nær slægtning af den dyrkede fingerhirse (E. coracana), og som denne har den spiselige kærner, men på grund af deres minimale størrelse er de ikke umagen værd. I stedet er indisk fingerhirse blevet et yderst besværligt ukrudt på dyrkede marker, og også i plæner og på golfbaner. En enkelt plante kan producere over 50.000 frø, som nemt spredt med vind og vand, i dyrepelse eller med maskineri.

Denne art, som muligvis er hjemmehørende i varmere områder af Afrika og Asien, betragtes som et “alvorligt ukrudt” i mindst 42 lande. Foruden at optræde som ukrudt i dyrkede områder invaderer den også skovkanter, græsklædte områder, moser, flodbredder og vejkanter. I dag er den opført som invasiv i adskillige lande i Europa, Asien, Mellem- og Sydamerika og Caribien, samt på mange øer i Stillehavet. (Kilder: cabi.org/isc/datasheet/20675; L.G. Holm et al., 1977. The World’s Worst Weeds. Distribution and Biology. University Press of Hawaii)

 

 

En stor bevoksning af indisk fingerhirse, Tunghai Universitetspark, Taichung, Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Elytrigia repens Almindelig kvik
Denne art, som til tider kaldes for Elymus repens, er hjemmehørende i Eurasien og det nordvestlige Afrika. Den er et yderst besværligt ukrudt i marker og haver, da blot en lille stump af den underjordiske stængel kan producere en stor koloni af planter ved at sende stængler op med regelmæssige mellemrum. Arten er også er blevet indslæbt til Nordamerika, hvor den betragtes som invasiv.

Den medicinske anvendelse af kvik er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

Almindelig kvik i aftensol, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. Arten vokser her på et af dens oprindelige voksesteder: en sandstrand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Panicum repens 
Dette høje græs er en vild hirse-art, hvis oprindelsessted er ukendt. Denne art er blevet indført til mange egne af verden og er nogle steder blevet til et besværligt ukrudt. J. Byrd og V. Maddox, Department of Plant and Soil Sciences, Mississippi State University, skriver, at den “betragtes som en af verdens værste ukrudtsarter. (…) I fuldt udvokset tilstand måler dette græs op til 1 m og danner tætte bestande, som udkonkurrerer lokale arter og medfører tab af diversitet og forstyrrer den overordnede økologiske balance.”

 

 

Panicum repens er yderst almindelig i Taiwan, på disse billeder fotograferet i Huoyan-bjergene (’99 Peaks’), Pinglin (øverst), samt på en gravplads i Taichung. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Spartina anglica Engelsk vadegræs
Engelsk vadegræs er en europæisk planteart, opstået som en krydsning mellem den vesteuropæiske Spartina maritima og S. alterniflora fra det østlige Nordamerika. Den blev spontant fertil og bredte sig hurtigt på utallige vadeflader, hvor den i dag betragtes som en alvorlig trussel, da den fordriver den naturlige vegetation.

Et eksempel på artens spredning er beskrevet på siden Naturreservatet Vorsø: Vegetation på Langøerne.

 

 

Engelsk vadegræs har invaderet vaden nær Hønen, sydlige Fanø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På dette billede har vadegræs næsten erobret en lille vig i naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. Den lysegrå plante er strand-malurt (Artemisia maritima), som man kan læse om på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blomstrende aks af vadegræs, Vorsø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Polygonaceae Skedeknæfamilien

 

Reynoutria japonica Japansk kæmpepileurt
Denne plante, der også kaldes for Fallopia japonica og Polygonum cuspidatum, er hjemmehørende i Fjernøsten, hvor den er udbredt i Japan, Korea, Kina og Taiwan. Denne art blev indført til Europa og Nordamerika i 1800-tallet og blev hurtigt en populær haveplante på grund af sit bambus-lignende udseende, sin frodige vækst og sine smukke blomsterstande. Den blev imidlertid snart et besværligt ukrudt, som spredte sig ukontrollabelt, og dens kraftige rodsystem er i stand til at ”beskadige betonfundamenter, bygninger, floddiger, veje, fortove, støttemure, samt steder af arkitektonisk interesse.” (Kilde: gardenroots.co.uk)

Japansk kæmpepileurt er af World Conservation Union karakteriseret som en af verdens værste invasive arter.

 

 

Japansk kæmpepileurt, voksende på bjerget Hohuan Shan, centrale Taiwan, hvor arten er hjemmehørende. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blade af japansk kæmpepileurt, Æbleskov syd for Nyborg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Efterårsløv og frøstande, Brabrand Sø, Østjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Pontederiaceae

 

Eichhornia crassipes Vandhyacint
Vandhyacinten har smukke blomster, og af denne grund er den blevet indført som prydplante til mange tropiske og subtropiske lande fra sit oprindelsesområde i Sydamerika. De fleste steder er den imidlertid undsluppet og har invaderet utallige vandløb og søer. Med sin massive vegetative vækst blokerer den for vandstrømmen og udgør derfor en alvorlig trussel mod de økologiske forhold i vådområder.

 

 

Nepal 2009-2
Vandhyacinten har smukke blomster, og af denne grund er den blevet indført som prydplante til mange tropiske og subtropiske lande. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På dette billede dækker vandhyacinter hele overfladen af en sø nær Rajnagar, Odisha (Orissa), Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

The pretty water hyacinth (Eichhornia crassipes) has invaded most tropical freshwater bodies outside its native South America, being a serious threat to the natural ecology, as it clogs water channels and lakes. In this picture, people are removing water hyacinth from a waterhole in Keoladeo National Park, Rajasthan, India, April 4, 1979 Den smukke vandhyacint (Eichhornia crassipes) har invaderet de fleste tropiske ferskvandsarealer uden for sit oprindelsesområde i Sydamerika. Arten er en alvorlig trussel mod de økologiske forhold, da den blokerer for vandstrømmen i vandløb og søer. På dette billede fjerner folk vandhyacinter fra et vandhul i Keoladeo Nationalpark, Rajasthan, Indien, 4. april 1979
Disse mennesker fjerner vandhyacinter fra et vandhul i Keoladeo Nationalpark, Rajasthan, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Ranunculaceae Ranunkelfamilien

 

Clematis vitalba Almindelig skovranke
En yderst frodig slyngplante, der undertiden når en længde af 20 m eller mere, med forveddede stængler, der kan blive op til 6 cm tykke. Bladene er snitdelte med 5 (sjældnere 3) vidt adskilte, tynde, sparsomt hårede småblade, helrandede eller tandede. Blomsterne er samlet i skærmlignende klynger, cremefarvede, op til 3 cm i diameter.

Denne pionerplante vokser i lyse skove, krat og braklagte arealer, specielt på kvælstofrig jordbund. Den er udbredt i Mellem- og Sydeuropa, Nordafrika og Mellemøsten, mod øst til Afghanistan. Iøvrigt dyrkes den mange andre steder og forvildes ofte. I New Zealand er den blevet erklæret for en uønsket organisme. I Alperne og Pyrenæerne træffes den op til højder omkring 1300 m.

Den indeholder det giftige stof protoanemonin, som kan forårsage rødmen og kløe i huden. Førhen smurte tiggere bladsaften på deres hud for at fremkalde blæner, der måske kunne vække medlidenhed hos folk. I Toscana anvendte man tidligere spæde skud i en særlig form for omelet, kaldt vitalbini, hvilket måske ikke var så klogt på grund af artens giftighed.

Man flettede kurve af de seje stængler, og børn i Alperne røg i gamle dage tørrede stængler som cigaretter.

Artsnavnet er det italienske navn på planten. I England blev den navngivet traveller’s joy (‘den rejsendes glæde’), da dens utallige duskede frøstande lyste op i de mørke måneder op mod juletid. Navnet old man’s beard hentydede også til frøhårene. Et gammelt tysk folkenavn var Teufelzwirn (‘djævlens garn’), hvilket sigtede til dens giftighed.

 

 

På dette billede fra det østlige Fyn dækker almindelig skovranke fuldstændig et skovbryn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Traveller's Joy, Clematis vitalba, climbing on Noble Fir, Abies procera, Langeland, Funen, Denmark. Almindelig Skovranke, Clematis vitalba, klatrende på Nobilisgran, Abies procera, Langeland
Her klatrer den hen over unge nobilisgraner (Abies procera) i en plantage på Langeland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ranunculus acris Bidende ranunkel
Denne art, som er hjemmehørende i tempererede dele af Europa og Asien, samt i Grønland og Alaska, er blevet indslæbt til mange andre egne af verden, og i Nordamerika (uden for Alaska) betragtes den som invasiv.

Den minder meget om lav ranunkel (R. repens), men er som regel højere, og bladfligene er ustilkede, mens de er tydeligt stilkede hos lav ranunkel.

Artsnavnet kommer af latin acer (’skarp’), hvilket – i lighed med det danske navn – hentyder til artens skarpe smag. Alle ranunkel-arter er giftige, hvorfor græssende dyr undgår dem, hvilket ses af billedet herunder.

Lav ranunkel og andre ranunkel-arter er nærmere beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

Denne hest græsser på en mark, fyldt med bidende ranunkler, i staten Maryland, USA. Der ses også hvidkløver (Trifolium repens). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ranunculus ficaria Vorterod
Førhen var denne art placeret i sin egen slægt, Ficaria, under navnet F. verna, dels på grund af de runde blade, dels fordi den adskiller sig fra andre ranunkel-arter ved at formere sig gennem yngleknopper i bladhjørnerne, mens frøsætningen er meget svag. Nogle steder findes dog en fertil underart, ssp. fertilis, som ikke danner yngleknopper, men sætter frugt. I Danmark er denne underart begrænset til de vestlige egne af Limfjorden.

Navnet vorterod skyldes plantens små rodknolde, der godt kan minde om vorter.

Arten er hjemmehørende i Europa og Lilleasien, men er blevet indført eller indslæbt til mange egne i USA og Canada, hvor den betragtes som en invasiv art, der har fordrevet indfødte planter i store skovområder.

 

 

Stor bevoksning af vorterod i reservatet Shu Swamp, Long Island, USA. I forgrunden ses store blade af tudseblomst (Symplocarpus foetidus), som er nærmere omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Rosaceae Rosenfamilien

 

Prunus serotina Glansbladet hæg
Dette lille træ, som er hjemmehørende i Nordamerika, er blevet plantet vidt og bredt i Europa, og tillige i Sydafrika. Arten etablerer sig gerne i skygge og har således nemt ved at sprede sig. Mange steder i Europa optræder den invasivt, og specielt i truede naturtyper som heder og overdrev udgør den en trussel mod oprindelige plantearter. Blade og bark er giftige, og i Sydafrika betragtes glansbladet hæg som en af de førende årsager til kvægsygdomme.

 

 

Glansbladet hæg, Cape May, New Jersey, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rosa multiflora Mangeblomstret rose
Denne art stammer fra det østlige Kina, Taiwan, Korea og Japan, men er blevet indført som prydplante til fx USA, Canada, Sydafrika samt de fleste europæiske lande. Arten anvendes også som grundstamme for andre dyrkede rosenarter, og i USA er den blevet plantet for at imødegå jorderosion.

Den forvildes imidlertid nemt og danner store krat langs veje, på forladte marker, græsgange og prærier samt i åbne skove. Talrige steder er den blevet et alvorligt problem, da den breder sig uhæmmet og fordriver indfødte arter. I dag betragtes den som invasiv i mange lande.

 

 

Forvildet mangeblomstret rose, Sose Odde, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Taiwan 2018c
I Taiwan, hvor dette billede er taget, findes en hjemmehørende varietet af mangeblomstret rose, var. formosana. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rosa rugosa Rynket rose
Denne busk, også kaldt for hybenrose eller japansk rose, er hjemmehørende i det sydøstlige Sibirien, det nordøstlige Kina, samt Korea og Japan. Denne smukke plante blev først indført som prydplante til Nordeuropa i 1796 og til det østlige Nordamerika i 1845. Den begyndte at sprede sig til kystområder i Europa omkring midten af 1800-tallet og i Nordamerika i 1899.

I dag er den talrig på de fleste strande i Nordeuropa og det østlige Nordamerika, hvor den betragtes som en alvorlig plage, der fortrænger den oprindelige vegetation.

 

 

The invasive rugose rose (Rosa rugosa) is a serious pest along many European and North American beaches, displacing natural vegetation. – Bornholm, Denmark, June 14, 2008 Den invasive rynket rose (Rosa rugosa) er en alvorlig trussel langs mange europæiske og nordamerikanske strande, hvor den fortrænger den naturlige vegetation. – Melsted, Bornholm, 14. juni 2008
Bornholm 2008
Også i Danmark er rynket rose et stort problem på mange strande, her ved Melsted, Bornholm. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rubus fruticosus Brombær
Brombær, ofte kaldt for R. plicatus, er hjemmehørende i Europa, hvor den er almindelig de fleste steder. Den er også blevet indført til mange andre egne og optræder invasivt i nogle lande, hvor den kan true hele økosystemer, idet den danner tætte krat, som er i stand til at fordrive den oprindelige vegetation. Arten betragtes som et skadeligt ukrudt i bl.a. Australien, New Zealand og USA.

 

 

Blomstrende brombær, Møn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Sapindaceae Sæbetræfamilien

 

Acer pseudoplatanus Ahorn
Ahorn er hjemmehørende i Centraleuropa. Den blev indført til De Britiske Øer omkring 1500 og er nu meget almindelig dér, og den er desuden blevet naturaliseret i andre europæiske lande samt i Australien, New Zealand og Nordamerika.

Mange steder betragtes den som en invasiv art, der uhyre nemt spredes ved hjælp af sine vingede frø, der produceres i titusindevis på blot et enkelt middelstort træ.

I Danmark er arten muligvis hjemmehørende – i hvert fald fandtes den så tidligt som i 1600-tallet. Også her betragtes ahorn ofte som invasiv, da den nemt kan overtage hovedrollen i yngre skove. At bekæmpe den er dog en fuldstændig uoverkommelig opgave på grund af dens utallige frø.

Et eksempel på denne spredningsevne ses i naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord, hvor de forhenværende marker blev opgivet i to omgange, i 1928 og i 1978. I begge tilfælde blev tusinder af ahorn-frø vindspredt fra nogle få træer i plantager i udkanten af markerne. Udviklingen i disse skove er beskrevet i detaljer på siden Naturreservatet Vorsø: Vildnis i vækst.

 

 

Denne 25-årige ungskov af ahorn er skudt op på en forladt mark på Vorsø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På dette billede har en ahorn slået rod i en revne i Nexø-sandsten, Gadeby Stenbrud, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cardiospermum halicacabum Hjertefrø
Hjertefrø er en klatrende urt, som ofte dækker store områder. Den kendes nemt på de ballon-agtige frugter. Arten er vidt udbredt i tropisk og subtropisk Afrika og Asien, men er blevet naturaliseret i adskillige andre lande. I New Zealand, hvor arten betragtes som skadelig, er forhandling af dens frø forbudt.

Det danske navn, såvel som det latinske slægtsnavn, afledt af græsk kardia (‘hjerte’) og sperma (‘frø’), hentyder til frøene, som er sorte med en hvid hjerteformet plet. Artens anvendelse i folkemedicinen er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

Hjertefrø klatrer op ad stængler af almindelig svinemælk (Sonchus oleraceus), Central Taiwan Science Park, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Her vokser hjertefrø i et udtørret vandløb i Taichung. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Svampe

 

 

Ophiostomataceae

 

Ophiostoma novo-ulmi
Siden 1975 er langt størsteparten af større elme (Ulmus) i Europa og Nordamerika blevet dræbt af elmesyge, som forårsages af denne sæksporesvamp, der tidligere blev kaldt for Ceratocystis novo-ulmi.

Elmesygen spredes af elmebarkbiller af slægterne Scolytus og Hylurgopinus. Det antages, at sygdommen opstod i Asien, men blev indslæbt til Europa og Nordamerika, hvor de fleste indfødte elmearter ikke havde resistens mod sygdommen.

Elmesygen er beskrevet i detaljer på siden Naturreservatet Vorsø: Elmesyge på Vorsø.

 

 

Disse nøgne skov-elme (Ulmus glabra) blev fotograferet i naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord, hvor alle større elme er døde af elmesyge. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

(Oprettet april 2016)

 

(Senest opdateret marts 2022)