Asien & Europa 1975: Lang rejse hjem

Efter at have oplevet det relativt civiliserede Sydøstasien er denne millionby en overvældende oplevelse, med en fuldstændig fremmedartet kultur og religion. Alt virker komplet kaotisk. I gaderne vælter lastbiler, busser, biler, motor-rickshaws, oksekærrer, motorcykler, scootere, fodgængere og hellige køer rundt mellem hinanden, men på mirakuløs vis lykkes det alligevel for trafikken at bevæge sig, omend i sneglefart. I Calcutta bemærker man også de gammeldags rickshaws – tohjulede, åbne ’vogne’, som trækkes af en mand, der løber – oftest barfodet – mellem to stænger, som han holder fast i.

Fattigdommen er forfærdende i denne by, hvor adskillige millioner mennesker er uden tag over hovedet. I stedet bor de under broer, på jernbaneskråninger eller simpelthen på gaden, hvor folk haster forbi dem, uanfægtet af deres nød. Over byen svæver utallige bengalske gribbe (Gyps bengalensis) og indiske glenter (Milvus migrans ssp. govinda).*

Calcuttas gamle navn var Kolkata eller Kalikata. I 1696 ledede englænderen Job Charnock en gruppe handelsfolk fra British East India Company op langs Hugli-floden. De var blevet jaget på flugt fra deres oprindelige handelsstation af en lokal hersker, og nu opførte de i stedet et handelshus, Fort William, længere oppe ad floden, nær et par landsbyer, hvoraf én bar navnet Kalikata, efter sigende opkaldt efter et gammelt kultsted for den hinduistiske gudinde Kali. Dette navn blev af englænderne forvansket til Calcutta.**

Byens oprindelige navn var Kashi, hvilket betyder ’lys’, og med sin østvendte beliggenhed mod den opgående sol kan den da også kaldes en ’lysets by’. Det nyere navn Varanasi er en kombination af navnet på to floder, Varuna og Assi, som her har deres udløb i Ganges. I den britiske koloniperiode blev Varanasi forvansket til Benares.

Ifølge arkæologiske undersøgelser blev Varanasi grundlagt for omkring 3000 år siden. De fleste af de bygninger, man ser i dag, er dog ikke særlig gamle, da byen blev ødelagt under adskillige invasioner, bl.a. af mogulerne, et muslimsk stammefolk fra Turkmenien, som underlagde sig hele den nordlige del af Indien. Mogulerne regerede i dette område i ca. 300 år. Især under Kejser Aurangzeb (1658-1707), der var fanatisk muslim, ødelagdes mange hinduistiske bygningsværker, i Varanasi bl.a. det Gyldne Tempel, hvor der i stedet blev opført en moské.

Vi strejfer rundt i gyderne i Varanasis gamle bydel, der er så smalle, at biler ikke kan færdes her. Trafikanterne udgøres af fodgængere, vandbøfler, hellige køer samt af og til en motorcykel eller scooter. Høje råb annoncerer, at et begravelsesoptog er på vej ned mod Ganges. Mange gamle eller syge bliver bragt hertil for at dø og derefter blive brændt ved bredden af den hellige flod. Efter afbrændingen strøs asken i floden, hvorved den afdøde har større chance for at opnå moksha – udfrielse fra den uendelige kæde af genfødsler. Moksha og andre hinduistiske fænomener er indgående beskrevet på siden Religion: Hinduisme.

Eberhard vil gerne til Bombay, mens jeg hurtigst muligt vil ud af denne bageovn. Togrejsen til Indiens hovedstad Delhi er en langvarig affære, så for at slippe for en tur i stil med den, som vi foretog mellem Calcutta og Varanasi, hvor vi måtte sove på gulvet, booker jeg en ‘sleeper’, som det hedder. På 2. klasse består den blot af en briks, som man har råderet over om natten. Jeg breder min udtjente sovepose ud på min plads for at tilkendegive, at den er optaget.

Langs toget vandrer sælgere og råber: ”Chai! Chai! Garam chaiii!” (’Té! Té! Varm té!”), medbringende en stor kande, fyldt med dampende varm, sødet mælketé, samt en sæk fyldt med små kopper af ubrændt ler. Meningen er, at når man er færdig med sin té, kaster man blot koppen ud ad vinduet, hvor den knuses og indgår i naturens kredsløb. På denne måde behøver sælgeren ikke komme tilbage for at indsamle kopper.*

Den følgende morgen vågner jeg tidligt, og under opholdet på den næste station forlader jeg toget for at købe morgenmad på perronen: puri, som er små pandekager stegt i olie, hvilket får dem til at poppe op, serveret med tamarindesovs, samt samosa’er, små friturestegte dej-trekanter med kartoffel-curry indeni.

Forfrisket kan jeg nu iagttage livet på den flade, uendelige, støvede Ganges-slette. De fleste af landsbyerne har lerklinede og stråtækte huse, ofte omgivet af skyggefulde mango- eller figentræer, hvorunder mændene om aftenen samles efter dagens arbejde til en snak og en bidi – Indiens ’fattigmandscigaret’, fremstillet af bladene fra et træ, Diospyros melanoxylon. Oksekærrer snegler sig hen ad de ujævne markveje, og bladene i de høje bambuslunde rasler i morgenbrisen. En flok bengalske gribbe skændes med hunde om resterne af en død okse. På baneskråningerne sidder mange mennesker, som ugenert besørger deres morgentoilette.

Af og til passerer vi en stinkende industriby, hvor fabriksskorstene pulser enorme mængder sort røg ud over det i forvejen disede landskab. Masser af gribbe og glenter svæver over markerne, mens pragtfuldt farvede blåkronede ellekrager (Coracias benghalensis) letter fra buskadserne. I småpytter langs jernbanen fouragerer fugle som stylteløbere (Himantopus himantopus), rishejrer (Ardeola grayii) og gulnæbbede hejrer (Mesophoyx intermedia).

Delhi har været hovedstad mindst otte gange gennem tiderne, bl.a. i de muslimske perioder under Delhi-sultanatet og mogulerne, og senere i den britiske kolonitid, hvor hovedstaden blev flyttet hertil fra Calcutta. Nu er Delhi hovedstad i forbundsrepublikken Indien.

Byen rummer et utal af prægtige bygningsværker, men jeg koncentrerer mig om to i Old Delhi. Her ligger et enormt fort, Lal Qila (’Det Røde Fort’), opført i rød sandsten. Det blev påbegyndt under mogul-kejseren Shah Jahan og stod færdigt i 1648. Fortets porte er meget høje, fordi mogulherskerne ville kunne ride ud gennem dem på pragtfuldt udstyrede elefanter for at demonstrere deres magt. Divan-i-Am er en smuk bygning, opført i marmor, hvor mogulen, siddende på sin berømte påfugletrone, modtog sine undersåtter i audiens. Desværre er bygningen blevet plyndret adskillige gange og meget af det oprindelige inventar stjålet, bl.a. påfugletronen, loftet, der bestod af sølv, samt de fleste af de farvestrålende indlagte halvædelstene. På den nordlige og sydlige væg findes en berømt indskrift på persisk af digteren Amir Khusrau (1253-1325), som siger: ”Hvis der findes et paradis på Jord, er det dette, er det dette, er det dette.”

Ikke langt fra fortet ligger Jama Mashid (’Fredagsmoskéen’), som er Indiens største moské, ligeledes påbegyndt under Shah Jahan og færdigbygget i 1658. Under fredagsbønnen benyttes den 99 m brede plads, der kan rumme 25.000 mennesker. Centralt findes et lille vandbassin, hvor man vasker ansigt, hænder og fødder før bønnen. Moskéen har to minareter, som begge er 39 m høje. Efter legenden rummer en lille bygning i det nordøstlige hjørne et fodspor, sat af selveste Profeten Muhammed.

Vi passerer det berømte Khyber-pas i Spin Ghar-bjergene. Dette pas var vejen, som næsten alle hærledere førhen benyttede, når de invaderede det indiske subkontinent, bl.a. perserkongerne Dareius den Store (550-486 f.Kr.) og Mahmud af Ghazni, født Yamin-ud-Dawla Abul-Qasim Mahmud ibn Sebüktegin (971-1030), afghaneren Muhammad Ghori, født Shihab ad-Din (1149-1206), mongoler som Genghis Khan (ca. 1162-1227) og Duwa (død 1307), samt Babur (’Tigeren’), født Zahir ud-Din Muhammad (1483-1530), en Timuride-prins af centralasiatisk-tyrkisk oprindelse, som senere blev den første mogulkejser i Indien.  I Kabul blæser en mild forårsvind, på trods af at bjergene omkring byen stadig er snedækkede her midt i april. Jeg spadserer gennem byens gader, hvor jeg bemærker nye måder at klæde sig på. Mændene er alle iført europæiske jakker samt lange, løse bukser, som gør det mere behageligt at sidde på hug. De fleste bærer en turban, der oftest består af et langt hvidt klæde, som vikles adskillige gange omkring hovedet. Andre er iført en lille muhammedansk kalot, ofte rigt broderet. Mange af kvinderne er fuldstændig skjult under en burka, et kæmpemæssigt klædestykke, som dækker hoved og krop, med en visir-lignende åbning foran ansigtet, hvilket gør det muligt for kvinden at finde vej. Den Hellige Koran, Surah 33, vers 59, siger: “Åh, Profet! Sig til dine hustruer og døtre og andre troende kvinder, at de skal dække deres krop med deres ydre klæder, således at de undgår at blive genkendt, hvilket kan være til gene for dem. Og Gud er evigt tilgivende og blid.”

Motoriserede køretøjer i denne by består mest af busser og lastbiler, mens privatbiler er påfaldende få. Æsler udgør en betragtelig del af gadebilledet, og adskillige mænd er travlt optaget af at læsse forskellige varer på dyrene, bl.a. æbler og hvidløg. Mange steder sælges bittesmå bure, der indeholder sangfugle, bl.a. kalanderlærker (Melanocorypha calandra), toplærker (Galerida cristata), stillitser (Carduelis carduelis) og rødpandede irisker (Serinus pusillus). Sangfugle er populære kæledyr i mange muslimske samfund.

Ørkenbyen Kandahar har et indbyggertal på omkring 100.000, men breder sig over et kæmpemæssigt areal, idet der ikke findes huse med over to etager. Byens basar er et broget og livligt skue, hvor der bl.a. sælges grønsager. For at gøre dem mere indbydende skylles de inden salget i vand, som løber langs rendestenen. Dette vand er imidlertid utrolig beskidt, og jeg mister straks enhver lyst til rå salater! Kødvarer og søde sager er stillet til skue, hvilket tiltrækker tusindvis af fluer, der sværmer omkring varerne. Jeg bemærker adskillige blinde tiggere, som sikkert lider af trachoma (ægyptisk øjensyge), der overføres af fluer.

Nogle få af indbyggerne adskiller sig gennem deres centralasiatiske ansigtstræk. De er Hazara’er, som delvis nedstammer fra mongoler eller tyrkere, der indvandrede til Afghanistan omkring 1200-tallet. Selv i dag adskiller deres sprog og dele af deres kultur sig fra andre afghanske folkeslags. De fleste Hazara’er er shi’itiske muslimer, i modsætning til andre afghanske stammer, der overvejende er sunni-muslimer (se næste afsnit).

I 681 drog Husain og nogle af hans tilhængere til Irak for at kæmpe mod kaliffen af Damaskus, som hævdede, at han var den rette arvtager efter Muhammed, udpeget af et råd af ældre. Shi’iterne anerkendte ikke dette valg, idet de hævdede, at kun Gud kunne udpege Muhammeds efterfølgere. Ved Karbala kom det til et slag, hvorunder Husain og hans krigere blev dræbt, og herefter lå den reelle magt hos kalifferne i Damaskus, siden i Bagdad.

Rettroende shi’iter mindes Husains død med inderlig passion. I bogen Reisebeschreibung nach Arabien und andern umliegenden Ländern (Gloyer und Oldshausen, Hamburg, 1837, på dansk Rejsebeskrivelse fra Arabien og andre omkringliggende lande, Forlaget Vandkunsten, 2004, oversat af Hans Christian Fink), giver den tyske kartograf og matematiker Carsten Niebuhr en malende beskrivelse af en gruppe pilgrimme, som aflagde besøg ved martyrens grav i Karbala, i nutidens Irak: “Jeg så (…) her til min store forundring, med hvilken andagt de overtroiske folk allerede kyssede forgårdens dør, og bagefter kyssede de også moskeens dør. I templet siges de ikke blot ivrigt at kysse gulvet, man forsikrede mig også, at nogle af bedrøvelse over Hösseins død slår hovedet mod væggen og jerngitrene. Nogle skal være gerådet i så andægtigt et raseri, at de har myrdet sig selv ved deres store imams grav i den formening, at også de vil blive anset for martyrer og være sikre på at komme i himlen, fordi de har ofret deres liv for Hösseins skyld. Jeg må tilstå, at jeg ikke har hørt noget mere klagende end shiitternes andagt i denne moske. Folk skreg og hylede, som havde Hössein været deres fader og først var blevet myrdet i dag; og dette var ikke forstilt som hos grædekonerne, der for penge begræder en død, men så oprigtigt ment, at øjnene på dem, der kom ud af moskeen igen, var helt ophovnede af gråd.”

I 818 blev den 8. imam, Ali ibn Musa al-Ridha (765-818), i Iran kendt som Imam Reza, myrdet på ordre af abbaside-kaliffen al-Ma’mun. Stedet, hvor han blev begravet, kaldtes for Mashhad al-Ridha (‘al-Ridhas Martyrium’), og sidst i 800-tallet blev en kuppel rejst over hans grav. Siden opførtes talrige andre bygninger på stedet, der i dag udgør Islams største tempelkompleks.

Da jeg besøger dette mausoleum, er hele grunden uden for ét stort byggerod. Ved indgangen erfarer jeg, at ikke-muslimer er forment adgang til komplekset, men jeg er dog velkommen til at vandre rundt om det. Undervejs kan jeg beundre de vidunderlige kakler med muslimske indskrifter i smuk kalligrafi, der beklæder den ydre mur.

Den følgende morgen kommer jeg med en anden bus med kurs mod Tabriz og den tyrkiske grænse. Området omkring Tabriz er dejlig grønt med popler, hvori råger (Corvus frugilegus) er i færd med at bygge reder, samt hvedemarker, hvor hvide storke (Ciconia ciconia) spankulerer omkring. Endnu en bus bringer mig langs den kæmpemæssige sø Van i det sydøstlige Tyrkiet, et område, der kaldes Kurdistan. Denne region er beboet af kurdere, et folk med en krank skæbne (se Rejse-episoder: Iran & Tyrkiet 1973 – Kurdistan! Bum-bum-zip!). Fuglelivet langs vejen er rigt og rummer arter som lille tårnfalk (Falco naumanni), rustand (Tadorna ferruginea), ellekrage (Coracias garrulus) og rødhovedet tornskade (Lanius senator). Langs vejen flintrer små anatolske jordegern (Spermophilus xanthoprymnus) omkring, og i tilfælde af fare forsvinder de lynhurtigt ned i deres huller.

Førhen æredes fuglen i Birecik af de lokale muhammedanere, idet man hævdede, at den under sit træk sydpå ledte pilgrimme, som var på hajj, på den rette vej mod Mekka. Hvert år fejrede man fuglenes tilbagekomst til byen med en fest. Tilbagegangen fortsatte imidlertid, og i 1972 var der kun 26 ynglepar tilbage i Birecik.

På dette tidspunkt påbegyndte en kendt tyrkisk fuglemaler, Salih Acar, hans kone Belkis, samt Udo Hirsch, en ung tysk etnolog og naturfotograf, deres bestræbelser på at bevare arten, bl.a. gennem at opsætte kunstige redehylder på klippevæggen oven for byen.*

Udo Hirsch udtalte: “Førhen byggede ibiserne gode, dybe reder. Artens æg er kuglerunde, ikke ovale, og de triller nemt. I dag er ibisernes reder kun afskygninger af deres gamle jeg, bestående af pinde, plasticposer og græs, og et enkelt kraftigt spark fra en forskrækket voksen fugl kan nemt få et æg til at trille ud af reden og ned fra hylden. Det samme gælder for ungerne. Når de skændes om føden, bliver den yngste ofte smidt ud af reden og falder 12 m ned på jorden.”

Den første beskrivelse og illustration af en eremitibis findes i Historiæ animalium, Liber III, offentliggjort i 1555 af den schweiziske læge og naturhistoriker Conrad Gessner (1516-65). Han kaldte den Corvus sylvatico (‘skovkrage’), hvilket på datidens tysk blev til waldrapp – et navn, som er bevaret frem til i dag.

Slægtsnavnet kommer af græsk gerón (’gammel mand’), en hentydning til det fjerløse hoved hos eremitibis, mens artsnavnet kommer af græsk eremía (’ørken’), hvilket sigter til artens vigtigste levested. Det danske navn er en meget uheldig overførsel af slægtsnavnet, idet man nemt kan forledes til at tro, at det hentyder til en eremit (eneboer). Fuglen burde hedde ørkenibis, da det jo er tåbeligt at anvende navnet ’eneboer-ibis’ for en kolonirugende fugl!

Den vilde bestand i Marokko menes at være på omkring 500 fugle, og det totale antal fangenskabsfugle er omkring 1000. I Spanien blev arten genindført i 2003, og i dag findes en voksende bestand af vilde fugle her. I 2005 besøgte jeg Extremadura-området i det vestlige Spanien, hvor jeg observerede en eremitibis. Jeg troede knapt mine egne øjne, da jeg ikke kendte til genudsætningsprojektet, og der var trods alt meget langt til ynglekolonierne i det sydlige Marokko!

Mit næste mål er den lille by Çeşme på den tyrkiske Middelhavskyst, nær Izmir. Under mit ophold i Sri Lanka traf jeg to danskere, Pia Rasmussen og Fritz Hansen, som jeg boede hos en tid. De planlagde at tilbringe foråret på den græske ø Khios, og vi blev enige om at mødes dér i maj.*

Da jeg ankommer til Çeşme, erfarer jeg imidlertid, at færgen til Khios er aflyst på ubestemt tid på grund af spændinger mellem den tyrkiske og den græske regering. Altså må jeg rejse mod nord langs kysten til byen Çanakkale, hvorfra jeg tager med en færge over Dardaneller-strædet.

Mens jeg trasker ind mod centrum af Ivanic Grad, standser en bilist og tager mig med. Han tilbyder, at jeg kan overnatte i hans nye hus, som ikke er helt færdigbygget. Han har allerede fået rigeligt af de våde varer, men gør alligevel holdt ved en restaurant, hvor vi træffer nogle af hans bekendte, der byder på genstande, så efterhånden er jeg heller ikke helt appelsinfri. Undervejs mod huset er mandens reaktionshastighed nu så nedsat, at han glemmer at dreje i et sving, så bilen ender på siden nede i grøften. Det lader han sig ikke slå ud af, men kontakter nogle mennesker, der kan trække hans bil op. Den har ikke taget skade, og manden bringer mig til sit hus, hvorefter han byder mig godnat.

Den følgende morgen får jeg et lift til Zagreb, men bliver desværre sat af et sted med en lang bilkø. Jeg trasker af sted i vejkanten, men så er jeg heldig igen. En bil holder ind til siden, og føreren spørger, om jeg vil køre med til Tyskland! Han er en ung tyrker, som skal skynde sig tilbage til Tyskland, hvor han arbejder. Hans far, som ikke tog med ham på ferie i Tyrkiet, er blevet syg. I forvejen har han to andre blaffere med, hvoraf jeg før har mødt den ene i Pakistan. Ved at bidrage med lidt penge til benzin får jeg et lift gennem resten af Jugoslavien og det meste af Østrig.

Undervejs observerer jeg blomstrende plantearter som julerose (Helleborus niger), ægte alpeklokke (Soldanella alpina), vår-ensian (Gentiana verna) og fjeld-vibefedt (Pinguicula alpina). Julerose er blandt de tidligst blomstrende planter i Alperne, idet den – som navnet julerose antyder – kan blomstre i milde vintre. Iøvrigt har arten intet med roser at gøre, idet den tilhører ranunkelfamilien (Ranunculaceae). Alpeklokkernes slægtsnavn Soldanella er en diminutivform af det italienske ord soldo (‘mønt’), således ‘små mønter’, hvilket hentyder til bladenes form hos de fleste af de 15 arter i denne slægt.

De nævnte arter og mange andre planter er beskrevet på siden Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne.

Fuglelivet i denne egn er sparsomt på denne tid af året, men jeg observerer dog arter som ringdrossel (Turdus torquatus), bjergpiber (Anthus spinoletta) og alpejernspurv (Prunella collaris).

Da jeg når frem til sæterhytterne på Rinnberg Alm, ligger der stadig sne de fleste steder. Døren til et brændeskur er ikke aflåst, så jeg beslutter at overnatte i det. Fra en bjergkam er der en fin udsigt, og jeg glæder mig til at nyde morgensolen fra dette dejlige sted. Men ak, næste morgen, da jeg vågner, er bjergene skjult i skyer, og der blæser en kold vind, så jeg skynder mig at pakke og vandrer derpå tilbage til Russbach.

Hans navn er Dieter, og han og hans kone er klunsere, hvilket vil sige, at de henter ting og sager, fx fra dødsbo, som ingen andre vil have, hvorefter de sælger det mest brugbare på loppemarkeder i Frankfurt. De bor på en lille landejendom i landsbyen Wittelsberg, og Dieter inviterer mig venligt til at bo hos dem et par dage. Her træffer jeg hans kone Judith, som ligeledes er meget venlig. Deres hjem er en helt utrolig samling af genstande, som de fleste mennesker ville kalde for gammelt ragelse. Men der hersker en hyggelig og glad stemning, så jeg tilbringer et par dejlige dage hos familien, inden jeg begiver mig ud på vejene igen. Den 14. maj er jeg atter hjemme i Danmark, 39 dage efter at jeg forlod Kuala Lumpur.