Alger

 

 

Orange alger vokser på en mur, Alishan National Forest, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne lille pige leger med grønalgen søsalat (Ulva lactuca), som hun har placeret på sit hoved, Langeland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Brunalgen Pelvetia canaliculata, voksende på en stenet kyst, Loch Hourn, Skotland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Alger er betegnelsen på en stor og divers gruppe af organismer, hvoraf hovedparten er vandlevende og autotropiske, dvs. de producerer organisk materiale ved hjælp af fotosyntese eller gennem uorganisk kemisk reaktion. Mange former mangler de fleste af de celle- og vævsstrukturer, som er karakteristiske for typiske landplanter.

Alger rangerer fra encellede mikroalger, såsom Chlorella, Prototheca og Ochrophyta (diatoméer), til flercellede former, heriblandt de store brunalger, hvoraf den største, kæmpetang (nedenfor), kan blive op til 50 m lang. De mest komplekse ferskvandsformer er Charophyta, en underafdeling af grønalger, der omfatter bl.a. Spirogyra og Charales (kransnålalger).

Nogle typer alger danner symbiotisk samliv med andre organismer, hvor algen forsyner værten med organisk stof, mens værten til gengæld beskytter algen. Nogle eksempler på værter er laver, koraller og havsvampe.

 

Cyanobakterier (Cyanophyceae)
Disse organismer, populært kaldt for blågrønalger, lever mest i ferskvand og danner energi gennem fotosyntese. Deres navn stammer fra deres farve, afledt af græsk kyanos (‘blå’). Nutidens botanikere betragter ikke disse organismer som alger, men jeg inkluderer dem alligevel her på grund af deres folkelige navn.

Større forekomster af disse ‘alger’, kaldt alge-opblomstring eller vandblomst, finder ofte sted i sensommeren. De forekommer til tider i sådanne mængder, at overfladen på damme og mindre søer antager en karakteristisk blålig-grøn farve. Dette er ofte tegn på forurening med fosfater og anden gødning af et sådant omfang, at det kan udgøre en sundhedsrisiko.

 

 

Denne hun af gråand (Anas platyrhynchos) svømmer rundt i en ‘suppe’ af blågrønalger, Skanderborg Sø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blågrønalger i Århus Å, mellem Århus og Brabrand Sø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blågrønalger og grønalger i alkalisøen Lake Bogoria, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Grønalger (Chlorophyta og Streptophyta)
Denne kæmpestore og forskelligartede gruppe af alger rummer mellem 9000 og 12.000 arter. Begge videnskabelige navne er afledt af græsk, chloros (‘grøn’), phyton (‘plante’) og strepto (‘snoet’), hvoraf sidstnævnte hentyder til morfologien af de hanlige sporer hos nogle af medlemmerne.

 

 

Grønalger (Chaetomorpha), skyllet i land på klipper, som er dækket af tangarten Pelvetia canaliculata, Loch Hourn, Skotland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Mønstre i grønalger, som vokser i et forurenet vandløb, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Grønalger på drivhus, Refsvindinge, Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Grønalger vokser på eroderede kystklipper, Montaña de Oro State Park, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Stakit med grønalger og vedbend (Hedera helix), Æbleskov, syd for Nyborg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Grønalger vokser på barken af en død ahorn (Acer pseudoplatanus), naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. Ahorn er beskrevet på siden Planteliv: Gamle og store træer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Grøn frø (Pelophylax esculentus) i en tæt bevoksning af grønalger og vandranunkler (Ranunculus), Amager. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hieronyma alchorneoides, som tilhører familien Phyllanthaceae, er et stort skovtræ, som kan blive op til 50 m højt. Det forekommer fra Mexico mod syd gennem Mellemamerika til Brasilien, Bolivia og Peru, samt i Caribien.

 

 

Grønalger på en overjordisk rod af Hieronyma alchorneoides, Reserva Nacional Hacienda Baru, Costa Rica. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Grønalger på skilte, Æbleskov, østlige Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Grønalger i en dam, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Grønalger vokser på håret læderporesvamp (Trametes hirsuta), Æbleskov, syd for Nyborg. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne indtørrede øregople, også kaldt vandmand, af arten Aurelia aurita, hænger fast på en opskyllet planke, som er bevokset med grønalger, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. Goplen kan minde om et trist rumvæsen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I den hinduistiske legende Piskningen af Mælkehavet, fra Bhagavata-Purana, berettes det, at guderne var blevet svage, og asura’erne (dæmonerne) havde overtaget deres magt.

Guderne appellerede til den høje gud Vishnu om hjælp, og han foreslog, at de skulle prøve at genvinde deres magt ved at drikke den mirakuløse amrita, det evige livs nektar, som de kunne få fat i ved at piske det kosmiske mælkeocean og derved bringe krukken med amrita op til overfladen.

Han rådede dog guderne til at behandle asura’erne diplomatisk ved at foreslå dem, at de sammen skulle piske oceanet. Når krukken med amrita kom til overfladen, ville Vishnu sørge for, at guderne fik fat i den.

Asura‘erne indvilligede i at deltage i piskningen. For at kunne udføre denne formidable handling, rev guderne og asura’erne bjerget Mandara op med rode, placerede det med spidsen nedad i oceanet, og snoede derpå den gigantiske, mange-hovedede naga (slange) Vasuki rundt om bjerget. Ved at trække skiftevis i slangens hoved og hale ville bjerget agere som et kæmpemæssigt piskeris og således bringe krukken med amrita op til overfladen.

Bjergets spids begyndte imidlertid at bore sig ned i havbunden, så Vishnu antog skikkelse af en kæmpe ved navn Kurma, halvt mand, halvt havskildpadde, hvorpå han dykkede ned til havbunden, hvor han placerede Mandara på sin ryg, hvilket gjorde piskningen mere effektiv.

Til slut lykkedes det at få krukken med amrita op til overfladen, hvorefter et mægtigt slag begyndte mellem guderne og asura’erne for at få tag i den. Det lykkedes asura’erne at gribe den og løbe af med den.

Igen appellerede guderne til Vishnu, som antog skikkelse af en ny avatar, Mohini, en smuk gudinde, som forførte asura’erne og fik fat i krukken med amrita, hvorved han forhindrede ondskaben i for evigt at overtage verden, og det gode vandt.

 

 

På grund af Kurmas rolle i legenden Piskningen af Mælkehavet er skildpadden et helligt dyr for hinduer. Denne algebevoksede skulptur blev set i et tempel i byen Ubud, Bali, Indonesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Kransnålalger (Charophyceae)
Kransnålalger er en gruppe af grønalger med over 400 arter verden rundt, hvoraf langt de fleste vokser i ferskvand, enkelte i brakvand. De er stærkt forgrenede, op til 1,2 m lange og producerer energi gennem fotosyntese.

I Danmark findes 5 slægter med 25 arter, der kan danne store bevoksninger i rene søer og damme, men skygges bort af planteplankton i tilfælde af øget eutrofiering. Navnet kransnålalge skyldes de kransstillede sideskud.

 

 

En ung Jens Gregersen med kransnålalger, Tåstrup Sø, Østjylland, august 1971. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rødalger (Rhodophyta)
En af de ældste algegrupper, der omfatter over 7000 arter, hvoraf langt de fleste er marine alger, bl.a. mange markante tangarter. Rødalger forekommer derimod sjældent i ferskvand.

Det videnskabelige navn er afledt af græsk rhodon (‘rose’) og phyton (‘plante’), altså ‘rosenfarvede planter’.

 

 

‘Suppe’ af trådformede rødalger, Kap Det Gode Håb, Sydafrika. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rødalger i havvandet langs kysten, Ottenby, Öland, Sverige. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rødalger lever på overfladen af sne, Sognefjellet, Norge. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Brunalger (Phaeophyceae)
En meget stor gruppe af store alger, omfattende mellem 1500 og 2000 arter, deriblandt mange arter i køligt vand på den nordlige halvkugle. I daglig tale kaldes brunalger ofte for tang. Nogle medlemmer af gruppen spises af mennesker, især i Fjernøsten.

 

 

Uidentificeret brunalge, Hermanus, Sydafrika. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Steffen Madsen med en stor brunalge, som er skyllet i land nær Algeciras, Spanien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Opskyllede brunalger har antaget en rødlig farve, Kapelludden, Öland, Sverige. Ruinen i baggrunden er Sankta Birgittas Kapel. Historien bag dette kapel er beskrevet på siden Religion: Kristendom. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse rugende hunner af ederfugl (Somateria mollissima) er godt camoufleret i opskyllet tang, Mågeøerne, Fyn. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse afrikanske strandskader (Haematopus moquini) falder godt sammen med mørk tang, som vokser på strandsten, Muizenberg, nær Cape Town, Sydafrika. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hvor skarven (Phalacrocorax carbo ssp. sinensis) yngler på jorden, bygger den ofte høje reder af opskyllet tang, der, når den er stivnet, udgør et stabilt fundament for reden. – Mågeøerne, Fyn (øverst), samt Svanegrund, nær Endelave. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Skarverne slæber ofte grønne planter til deres rede. – Svanegrund. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Unger af skarv i en tangrede, Mågeøerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rede af sølvmåge (Larus argentatus) med to unger og et æg, Svanegrund. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kæmpetang (Macrocystis pyrifera)
Denne art er den største af alle alger, som kan blive op til 50 m lang og er i stand til at vokse op til 60 cm om dagen. Den danner tætte bevoksninger langs Stillehavskysten fra det sydøstlige Alaska mod syd til Baja California, og den findes tillige langs kysterne af det sydlige Sydamerika, Sydafrika, Australien og New Zealand.

 

 

Denne kæmpetang, som er adskillige etager høj, blev fotograferet i Monterey Akvarium, Californien. Andre billeder fra dette fantastiske akvarium kan ses på siderne Hyldest til farven blå, samt Hyldest til farven rød. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette eksemplar af kæmpetang blev skyllet op på Melkbosstrand, nær Cape Town, Sydafrika, og er nu delvis dækket af sand. I baggrunden ses Taffelbjerget. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blæretang (Fucus vesiculosus)
Denne art findes langs Atlanterhavets kyster i Europa, mod øst til det nordlige Rusland samt Østersøen, endvidere i Marokko, omkring de Kanariske Øer, Madeira og Azorerne, samt fra Grønland og det østlige Canada mod syd til North Carolina.

De grenede stængler, som kan blive op til 90 cm lange og 2,5 cm brede, er fastgjort til sten eller klipper. Langs begge sider af den markante midterrib findes et antal næsten kugleformede luftblærer, som har givet navn til arten.

Siden 1811 har blæretang været en kilde til jod, som anvendes til bekæmpelse af struma, en opsvulmning af skjoldbruskkirtlen, der skyldes jodmangel.

 

 

Blæretang, Loch Hourn, Skotland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Buletang (Ascophyllum nodosum)
Bladene hos denne art, den eneste i slægten Ascophyllum, bliver op til 2 m lange. De er olivengrønne eller olivenbrune, uden midterrib, og har ægformede luftblærer (‘buler’) med regelmæssige mellemrum.

Arten er begrænset til den nordlige del af Atlanterhavet, fra Svalbard mod syd til Portugal, samt langs Østgrønland og mod syd til de nordøstlige kyster af Nordamerika.

 

 

Buletang, Loch Hourn, Skotland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Pelvetia canaliculata
Denne plante, det eneste medlem af slægten Pelvetia, vokser i tætte, grenede klynger, op til 15 cm lange. Bladene har en kanal på den ene side, en metode til at undgå udtørring ved lavvande. Arten er almindelig langs Europas Atlanterhavskyster, fra Island og Norge mod syd til Spanien og Portugal.

I Irland, hvor denne art kaldes for dúlamán, blev den førhen indsamlet som føde i hungerperioder. En lokal folkesang, Dúlamán, beskriver forholdet mellem to mennesker, der har indsamling af tangen som profession.

 

 

Klippekyst, dækket af Pelvetia canaliculata, Dervaig, Isle of Mull, Indre Hebrider, Skotland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Pelvetia canaliculata, Loch Hourn, Skotland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nereocystis luetkeana
Denne plante danner tætte bestande og udgør en vigtig del af tangskovene langs den amerikanske Stillehavskyst, fra Aleuterne mod syd til det sydlige Californien. Den sidder hæftet fast til sten og klipper og har en rørformet stængel op til 36 m lang, som ender i en tæt klynge af blade, der kan være op til 10 m lange og 15 cm brede.

Slægtsnavnet er afledt af græsk Nereis (oprindelig en havgud, men på latin ændret mening til ‘havfrue’), samt cystis (‘blære’), således ‘havfrue-blære’. Artsnavnet blev givet til ære for den tysk-russiske navigatør, geograf og arktiske opdagelsesrejsende Friedrich Benjamin Graf von Lütke (1797-1882), på russisk kaldt for Fyodor Petrovich Litke.

 

 

Opskyllede individer af Nereocystis luetkeana danner mønstre på en stenet strand, Salt Point State Park, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gulalger (Xanthophyceae)
De fleste af disse alger er gullige, men kan også være skrigende orange. De lever oftest i ferskvand, men nogle findes i havet, andre på land, hvor de ofte klynger sig til diverse objekter, mest i fugtige omgivelser. De varierer fra encellede flagellater til simple kolonier og trådagtige former. Deres nærmeste slægtninge synes at være brunalgerne.

 

Baishuei-terrasserne i Yunnan-provinsen, sydvestlige Kina, er et område med snehvid kalcium-bikarbonat, aflejret af vand, som siver ned over en skrænt, hvorved der gennem årtusinder er blevet dannet terrasser. Dette område er helligt for den stedlige Nakhi-befolkning, som er beskrevet på siden Folk: Kinesiske minoriteter.

 

 

Denne dam på Baishuei-terrasserne er fyldt med gule alger. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I den fugtmættede og mineralrige luft omkring Wai-O-Tapu Thermal Area, New Zealand, er talrige træer og grene dækket af orangegule algebelægninger. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Orange og grønne alger danner omridset af en søvnig dinosaur på denne våde klippe i en park i Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Det naturlige udbredelsesområde af Monterey-fyr (Pinus radiata) er begrænset til nogle få lokaliteter i Santa Cruz og San Luis Obispo Counties i det centrale Californien, samt to øer, Guadalupe og Cedros, der ligger ud for vestkysten af det nordlige Baja California, Mexico. I disse områder trues den alvorligt af en indslæbt svampeart, Fusarium circinatum.

Mange andre steder er arten blevet plantet i vid udstrækning, især i Australien, New Zealand, Spanien, Argentina, Chile, Uruguay, Kenya og Sydafrika, samt på øen Tristan da Cunha.

 

 

Stammen af denne Monterey-fyr (Pinus radiata) i Wai-O-Tapu Thermal Area er delvis dækket af orangegule alger. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I den fugtige luft i Mangapohue-kløften, New Zealand, har disse gulalger kunnet få fæste på trådvævet af et hegn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hestekastanjer, slægten Aesculus, er hjemmehørende i tempererede egne af den nordlige halvkugle, med én art i Europa, som i sin tid kun var vildtvoksende på Balkan, ca. 10 arter i Asien, samt 7 arter i Nordamerika. Europæisk hestekastanje (A. hippocastanum) er præsenteret på siden Planteliv: Gamle og store træer, mens en amerikansk art, californisk hestekastanje (A. californica), er omtalt på siden Planteliv: Flora i Sierra Nevada.

Indisk hestekastanje (A. indica), også kaldt Himalaya-hestekastanje, er almindelig i den vestlige del af Himalaya i højder mellem 900 og 3000 m, fra Kashmir mod øst til det vestlige Nepal. I dele af det nordlige Indien anvendes dens løv som kvægfoder, og frøene tørres og males til et bittert mel, kaldt tattawakher. Bitterstoffet fjernes ved at skylle melet gentagne gange, hvorefter det ofte blandes med hvedemel til fremstilling af chapati’er, og også halwa (søde kager). I hungerperioder fremstilles en slags grød, kaldt dalia, af melet. Arten anvendes også inden for folkemedicinen mod forskellige lidelser, deriblandt hudproblemer, rheumatisme og hovedpine. (Kilde: N.P. Manandhar 2002. Plants and People of Nepal. Timber Press)

 

 

Stammen af denne indiske hestekastanje i Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh, er delvis dækket af en gul alge. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette Khmer-relief, som gengiver en hinduistisk gudinde eller en adelsdame, er delvis dækket af en orange alge. – Bayon, Angkor Thom, Cambodia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dammen på billedet herunder, beliggende i en klitsø på Fanø, er fyldt med en gullig alge. Flydebladet i forgrunden er af hvid nøkkerose (Nymphaea alba), hvis blade normalt er forskellige afskygninger af grønt, men dette blad er af en eller anden grund blevet gullig-orange. Denne prægtige plante er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning, hvor der også findes billeder af adskillige andre nøkkerose-arter. De grønne stængler i forgrunden er almindelig sumpstrå (Eleocharis palustris).

 

 

(Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne husmur i Alishan National Forest, Taiwan, har fået patina af en orange algeart, som vokser på den. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

(Oprettet september 2021)

 

(Senest revideret februar 2022)