Drosler

 

 

I den årle morgen, før daggry, genlød min barndoms villakvarter af den melodiske sang fra et kor af solsorte-hanner. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Solsorten tier. Den har hele Vinteren holdt til i Villahaverne i Nærheden af Rønnebærtræerne, der stod med røde Bær langt ind i de kolde Dage. Den har ført sit sky Gengangerliv bag Plankeværker og under de nøgne sorte Buske, selv sort som Kul og med svovlgult Næb, som en Sjæl der ikke kan finde Fred, altid på Flugt, naar man saa den, altid stum. For den sære metalliske Skræppen, den giver fra sig, naar den flygter, er ikke Solsortens Væsen, det er et Vanvidsskrig, der kun gør den i Sandhed stummere. Solsortens Væsen er Sang.

 

Fra Myter. Ny samling (1910), af forfatteren og digteren Johannes V. Jensen (1873-1950).

 

 

Der, på den grå sten i græsset, sad en kæmpemæssig drossel, næsten kulsort, med mørke pletter på det bleggule bryst. Krak! Den havde fundet en snegl og hamrede den mod stenen. Krak! Krak!

 

Fra romanen Hobbitten (1937), af den engelske sprogforsker og forfatter J.R.R. Tolkien (1892-1973).

 

 

 

Fra barnsben har jeg syntes godt om drosler. Jeg var dybt fascineret af solsorten, som med hovedet på skrå lyttede efter bevægelser under vores græsplæne, for derefter pludselig at jage næbbet ned i jorden og hale en sprællende regnorm frem. Og i sommertiden, i den årle morgen før daggry, genlød villakvarteret af den melodiske sang fra et kor af hanner, fremført fra trætoppe, flagstænger og hustage.

På familieturene i skoven kunne vi nyde den mere staccato-agtige sang af solsortens mindre fætter sangdroslen, som ustandselig skiftede tema og varierede sangen i det uendelige.

Senere, da jeg havde udviklet en dybere interesse for fugle, opdagede jeg, at der forekom andre drosselarter i Danmark. I de jyske granplantager optrådte misteldroslen, der mindede om en stor sangdrossel, men kunne kendes på den hvide undervinge og det hvislende, gærdesmutte-agtige kald.

Om foråret kunne man være heldig at se en lille flok ringdrosler hoppe rundt på en mark, inden de fortsatte trækket nordpå. Og et af de sikre efterårstegn var store flokke af sjaggere og vindrosler, som jog hen over forblæste marker eller gjorde sig til gode med de rigelige mængder af hyben, tjørnebær, hyldebær eller nedfaldne æbler.

Da jeg påbegyndte mine rejser, stiftede jeg bekendtskab med mange andre drosselarter. Familien Turdidae er stadig stor, selv om en mængde mindre arter efter en række DNA-studier er blevet overført til andre familier. Slægten Turdus, som vore nordeuropæiske drosler tilhører, er langt den største med ca. 84 arter, og iøvrigt omfatter familien på nuværende tidspunkt 17 andre slægter med i alt omkring 80 arter.

Ordet drossel er afledt af proto-germansk þrustlō, et urgammelt navn for sangdroslen. På ældre angelsaksisk blev þrustlō til throsla, på tysk Drossel, som vi så adopterede. Svenskerne, derimod, anvender ordet trast for disse fugle, og nordmændene trost. På middelalder-engelsk ændredes þrustlō til throstle, der senere blev til thrush.

Nedenfor er præsenteret en række arter af drosselfamilien, som det er lykkedes mig at fotografere rundt om i verden.

 

 

Turdus Egentlige drosler
Denne slægt omfatter omkring 84 arter og er udbredt over det meste af kloden. Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for drossel.

 

Turdus merula Solsort
Solsorten har navn efter hannens sorte fjerdragt. I 1700-tallet kaldtes den for selsort, på jysk dialekt sjelswot, fra tysk solfswart (’sort i sig selv’, dvs. meget sort) (Brøndegaard 1986). Navnet har altså intet med solen at gøre.

Førhen var solsorten en sky skovfugl, men i løbet af de sidste hundrede år eller så har den bredt sig til så godt som alle byområder i Europa, hvor den i dag er en af de almindeligste fugle. Som Johannes V. Jensen beskriver den i citatet øverst på siden, var den i begyndelsen af 1900-tallet stadig sky, omend den allerede var indvandret til villahaverne. I dag er den helt anderledes tillidsfuld, og man har eksempler på, at den yngler i garager og redskabsskure, hvor den rugende hun ikke forlader reden, selvom menneskene har deres gøremål klos op ad den.

Solsorten er meget territorial, selv i vintertiden. I min barndoms villahave fodrede vi fugle om vinteren, bl.a. med halvrådne æbler, som solsorterne satte stor pris på. Der var altid en han, som mente, at han havde eneret på æblerne, og han tilbragte en stor del af tiden med at jage andre solsorter bort. Men når han var optaget af at jage en fugl væk, så de andre deres snit til at hugge i sig af æblerne, så de fik sikkert mere ud af dem end den aggressive han.

Arten er udbredt fra Island og den nordlige del af Skandinavien mod syd til Marokko, Egypten og Jordan, og herfra videre mod øst gennem det nordlige Irak og Iran til det østlige Kazakhstan og Kirgisien. I Rusland er den begrænset til den vestligste del. Centralasiatiske fugle, der førhen blev regnet for en underart af solsorten, betragtes nu af de fleste autoriteter som en underart af Turdus maxima.

Solsorten blev indført til Australien i 1857 og til New Zealand i 1862. I dag er den en af de almindeligste fugle i New Zealand.

 

 

Solsorte-han renser fjerdragt på et hustag, Fyn. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hunnen af solsort er brunspættet og har gult næb med brunlig basis. – Hamburg, Tyskland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I dag er solsorten en af de almindeligste fugle i New Zealand. Denne han lytter efter regnorme på en plæne nær Muriwai Beach. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne han af solsort søger føde under visne blade, Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Turdus philomelos Sangdrossel
Som nævnt i indledningen har det ældgamle proto-germanske navn for sangdroslen, þrustlō, givet navn til hele drossel-gruppen. Det videnskabelige artsnavn er afledt af græsk philein (‘at elske’) samt melos (‘melodi’), hvilket sigter til denne arts fantastiske sang.

Sangdroslen er vidt udbredt, idet den yngler fra Nordnorge mod syd til det nordlige Spanien, Italien, det nordlige Grækenland, det nordlige Tyrkiet og det nordlige Iran, og fra Irland mod øst gennem Europa og Sibirien, næsten til Baikal-søen. De nordlige og østlige bestande er trækfugle, som tilbringer vinteren i Sydeuropa, det nordlige og nordøstlige Afrika og Mellemøsten. Den blev indført til New Zealand i 1862, og i dag er den meget almindelig her. Den findes også i et ret begrænset område i den sydøstlige del af Australien.

 

 

Sangdroslen er en fremragende sanger. Denne blev fotograferet nær Waitomo-hulerne, New Zealand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne sangdrossel har fanget regnorme til sine unger, Baca-dalen, nordlige Slovenien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Turdus pilaris Sjagger
Denne store arts navn kommer af dens kald, der lyder som sjag-sjag. Den yngler i krat og åbne skove, fra Nord- og Centraleuropa mod øst gennem taiga-bæltet til det østlige Sibirien, Mongoliet og det nordlige Kina. Bestandene i Skandinavien og Sibirien er trækfugle, som tilbringer vinteren i Sydeuropa, Nordafrika og Mellemøsten.

Sjaggeren er ret ny som dansk ynglefugl, idet den indvandrede i 1960. Siden har den bredt sig til det meste af landet, men er mest almindelig i Nordsjælland og Nordvestjylland, samt på Bornholm. Af ukendte årsager er den gået noget tilbage i de senere år, og i 2011 ynglede kun omkring 500 par. (Kilde: dofbasen.dk/ART/art.php?art=11980)

I milde vintre overvintrer en del sjaggere i Danmark, hvor en stor del af deres føde udgøres af bær og frugter. Den umådeligt kolde december 1981 tilbragte jeg i naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord, nærmere beskrevet på siden Naturreservatet Vorsø. Enkelte sjaggere, som var ikke kommet af sted sydpå, gik en hård tid i møde. Jeg iagttog dem æde bl.a. frosne hyben, som sikkert ikke har givet ret meget mere energi, end fuglene anvendte på at optø dem.

 

 

I den ekstremt kolde december 1981 æder denne sjagger frosne hyben af hunderose (Rosa canina), naturreservatet Vorsø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rede af sjagger i en dværgbirk (Betula nana), som kryber hen over en klippe, Marsfjällen, Lapland, Sverige. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Turdus iliacus Vindrossel
Navnet på denne lille drossel skyldes dens vinrøde flanker og undervinge. Den yngler i Nordeuropa og det nordlige Asien i lysåbne skove og på fjeldet i krat af birk og pil, fra Island og den nordlige del af Skotland mod øst gennem hele Skandinavien, Finland og Rusland til det østlige Sibirien. Den findes også i de baltiske stater, det østlige Polen, Hviderusland og det nordlige Ukraine, og i Centralasien yngler den så langt mod syd som den nordlige del af Kazakhstan og Mongoliet. Siden 1990 har der også været en lille bestand i Sydgrønland.

Som ynglefugl i Danmark har vindroslen optrådt sporadisk siden 1967, men frem til 2012 kendes kun 12 sikre ynglefund, som blev gjort spredt rundt i landet, i birke- og ellesumpe, pilekrat og granskov (Nyegaard et al. 2014).

I Island og på Færøerne, hvor vindroslen ikke har konkurrence fra solsort og sangdrossel, ormer den på plæner i lighed med disse to arter.

Arten er en trækfugl, som overvintrer i Vesteuropa samt omkring Middelhavet, Sortehavet og det Kaspiske Hav. Nogle fugle i den sydvestlige del af Norge samt i Skotland er standfugle.

 

 

Flok af vindrosler en efterårsdag, Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rede med unger af vindrossel, placeret under en traktors motorhjelm, Aðaldal, Island. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Turdus torquatus Ringdrossel
Ringdroslen ligner en solsort, men er lidt mindre og mere slank, og den kan straks kendes på det iøjnefaldende hvide, seglformede brystbånd, som har givet arten dens danske navn. Dens vinge er også mere grå. Han og hun ligner hinanden, men hunnen er dog mere grålig og har et skællet mønster på undersiden.

Tre underarter af denne fugl er vidt udbredt i Europa og det vestlige Asien. Den yngler i hele Norge, den vestligste del af Sverige, den nordligste spids af Finland, på Kola-halvøen, samt i Timan-bjergene nær Arkhangelsk, og endvidere i Skotland, det nordlige England, Wales og Irland, i Pyrenæerne og Alperne, i bjerge i Østeuropa og på Balkan, i det sydlige og østlige Tyrkiet, i Kaukasus, samt i det nordlige Iran. I størsteparten af dens udbredelsesområde er den begrænset til bjerge, hvor den yngler i kløfter, klippefyldte områder eller blandt nedfalden ur. I Skandinavien og på de Britiske Øer træffes den dog ned til havniveau.

Der foreligger et enkelt dansk ynglefund fra 1935, hvor et par ynglede i kløften ved Jons Kapel på Bornholm. Denne lokalitet minder jo også på mange måder om de skandinaviske fjelde.

Arten er trækfugl, som tilbringer vinteren i det sydlige Spanien og Nordafrika, på Balkan, i det sydlige Tyrkiet, samt i det vestlige Iran.

 

 

Hun af ringdrossel (underarten alpestris) søger føde på en bjergeng, Dolomiterne, Norditalien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Turdus migratorius Vandredosssel
Som ynglefugl har vandredroslen en uhyre stor udbredelse, idet den forekommer fra de nordlige dele af Alaska og Canada mod syd gennem hele USA (med undtagelse af Florida) til det nordvestlige Mexico og Baja California. De nordlige bestande er trækfugle, og arten overvintrer fra de sydligste egne af Alaska og Canada mod syd til det sydlige Mexico og Guatemala. Denne art, som er en af de almindeligste nordamerikanske landfugle, er valgt som statsfugl i Connecticut, Michigan og Wisconsin.

Vandredroslen betragtes som et symbol på forårets komme. Digtet The First Robin af den canadiske digter William Henry Drummond (1854-1907) er baseret på en overtro i Quebec, som hævdede, at den person, der så forårets første vandredrossel, ville få held.

Fuglen blev navngivet robin af tidlige nybyggere, da dens orangerøde bryst mindede dem om den europæiske rødhals (Erithacus rubecula), der hedder robin på engelsk.

 

 

Han af vandredrossel i morgenlys, Shenandoah Nationalpark, østlige USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne han samler føde til ungerne, Mount Rainier, Washington State. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Han af vandredrossel bader i en dam nær Lake Schoen, Vancouver Island, Canada. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Turdus pelios Afrikansk drossel
Omkring ni underarter af afrikansk drossel er udbredt i Afrika syd for Sahara, fra Senegal mod øst til Sydsudan og Ethiopien, og mod syd til det nordlige Angola og det nordlige Zambia.

Førhen var syv af disse underarter henført under olivendroslen (Turdus olivaceus), som blev beskrevet i 1760 af den franske naturhistoriker Mathurin Jacques Brisson (1723-1806) i hans værk Ornithologie, ou, Méthode contenant la division des oiseaux en ordres, sections, genres, especes & leurs variétés, baseret på et skind, som var indsamlet ved Kap Det Gode Håb i Sydafrika. Han gav fuglen et fransk navn, Le merle olive du Cap de Bonne Espérance, samt et latinsk navn, Merula Olivacea Capitis Bonae Spei.

I 1766, da den kendte svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) opdaterede sit Systema Naturæ til den 12. udgave, tilføjede han 240 arter, som tidligere var beskrevet af Brisson, heriblandt olivendrossel, som han døbte Turdus olivaceus, idet han citerede Brissons arbejde (Allen 1910).

Der hersker stadig nogen uoverensstemmelse blandt biologer angående slægtskabet mellem disse to arter, og nogle autoriteter hævder, at nogle af underarterne af afrikansk drossel bør flyttes tilbage til olivendroslen. Som det ser ud i dag, er sidstnævnte art begrænset til det sydlige Afrika.

 

 

Afrikansk drossel (underarten centralis) i morgensol, Aberdare Nationalpark, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Turdus libonyana Kurrichanedrossel
Kurrichanedrossel er udbredt fra Angola, det nordøstlige Namibia og det sydøstlige Zaire til Afrikas østkyst, samt fra det sydøstlige Burundi og det nordlige Tanzania mod syd til det sydøstlige Sydafrika. Den ligner afrikansk drossel, men har hvidlig strube med en sort skægstribe på hver side.

Denne art fik sit latinske artsnavn ved en fejltagelse. Det er afledt af lebonyana, som er Tswana-navnet på den rødnæbbede bøffelvæver (Bubalornis niger). Forstavelsen Kurrichane er en forvrængning af navnet Kaditshwene, en lokalitet i Sydafrika, hvor typeeksemplaret blev indsamlet. Dette navn menes afledt af et Tswana-udtryk: “Ga se ka ditshwene!”, som betyder “Hvilket umådeligt antal bavianer!” (Boeyens 2000).

 

 

Kurrichanedrossel, Chimanimani Nationalpark, østlige Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Turdus chrysolaus Kurillerdrossel
Kurillerdroslen er endemisk i Fjernøsten, idet den yngler fra øerne Sakhalin og Kurillerne mod syd til det centrale Honshu, Japan, mens vinteren tilbringes i det sydlige Japan, Taiwan og Filippinerne. Denne art er overvejende varmt brun med rødligt bryst, mens bugen er hvid på den midterste del. Hannen har sortbrunt hoved og strube, mens hunnen har hvidlig strube med sorte lodrette striber.

 

 

Kurillerdroslen er en almindelig træk- og vintergæst i Taiwan. Denne han æder frø af et kinesisk talgtræ (Triadica sebifera) i en park i byen Taichung. – En række billeder af dette træs pragtfulde vinterløv kan ses på siden Efterår. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hun af Kurillerdrossel æder frugter af en art af kakiblomme, Diospyros maritima, Taitung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Turdus niveiceps Taiwan-drossel
Tidligere blev denne art betragtet som en underart af den vidt udbredte ødrossel (T. poliocephalus), men regnes nu almindeligvis som en selvstændig art, der kun findes i Taiwan. Den lever hovedsagelig i skove i mellemhøjder, men ses af og til i lavlandet. Den voksne han er en smuk fugl med sort overside og brystbånd, rødlig bug og helt hvidt hoved, mens hunnen har brun overside og isse, gullighvid øjenstribe, rødlig underside og hvidlig strube.

 

 

Denne han af Taiwan-drossel æder bær af træarten Idesia polycarpa, Dasyueshan National Forest. En han af lille rødbuget niltava (Niltava vivida) ses i baggrunden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En ung han af Taiwan-drossel søger føde blandt visne blade, Longluan-søen, Kenting Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Turdus pallidus Amurdrossel
Som dens latinske artsnavn (af latin paleo, der betyder ‘bleg’) antyder, har denne art en temmelig bleg fjerdragt, brun overside, hvidlig rødligspættet underside, samt gråt hoved med en tynd gul øjenring. Denne art, som er tilknyttet skov, yngler i Ussuriland i det sydøstlige Sibirien, i det nordøstlige Kina og i Korea, mens vinteren tilbringes i Korea, det sydlige Japan, det sydøstlige Kina, samt i Taiwan.

 

 

Amurdrossel, Taroko-kløften, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Turdus simillimus Sydindisk solsort
Fire underarter af denne fugl er udbredt i bjergområder i den sydlige halvdel af den indiske halvø samt i Sri Lanka. Førhen blev de betragtet som underarter af den almindelige solsort, men de er noget mindre, kun omkring 20 cm versus ca. 25 cm, den nøgne hud omkring øjnene er bredere, og ægfarve og stemme afviger også fra den almindelige solsort. Det er blevet konkluderet, at ligheden mellem disse to arter er et eksempel på konvergent udvikling.

 

 

Denne han af sydindisk solsort (underarten simillimus) søger føde blandt affald, som turister har efterladt på toppen af bjerget Dodabetta, Nilgiri-bjergene, Tamil Nadu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Zoothera
Tidligere var omkring 46 arter placeret i denne slægt, men to amerikanske fugle blev på et tidligt tidspunkt overført til andre slægter, Mexicodrossel til Ridgwayia og flammedrossel til Ixoreus. Efter en række genetiske studier blev ca. 22 andre arter i 2008 overført til slægten Geokichla (nedenfor).

Slægtsnavnet er afledt af græsk zoon (‘dyr’) og theras (‘jæger’), hvilket sigter til, at disse drosler ofte afsøger skovbunden for invertebrater.

 

Zoothera aurea Gulddrossel
Tidligere anså man gulddroslen, under det daværende navn Zoothera dauma, for at være udbredt i størstedelen af Sibirien, på det indiske subkontinent, i Fjernøsten, samt fra Sydøstasien mod syd til Australien. Fornylig er den imidlertid blevet opdelt i omkring 8 selvstændige arter, og ifølge Handbook of the Birds of the World (Lynx Edicions) kaldes nu kun de sibiriske og østasiatiske bestande for gulddrossel, under navnet Z. aurea.

Artsnavnet kommer af latin aureus (‘gylden’). Formodentlig sigter dette navn, såvel som det danske navn, til fuglens ryg og vinger, som dog er mere brunlige end gyldne. På engelsk kaldes arten for White’s thrush, opkaldt til ære for den engelske naturhistoriker Gilbert White (1720-93), som er bedst kendt for sit værk Natural History and Antiquities of Selborne, der første gang blev offentliggjort i 1789.

 

 

I Taiwan er gulddroslen en ret almindelig standfugl i bjergskove. Denne æder bær af træarten Idesia polycarpa, Dasyueshan National Forest. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Geokichla
I 2008 blev 22 arter, der traditionelt havde været placeret i slægten Zoothera (ovenfor), overført til Geokichla. Denne slægt blev oprettet i 1836 af den tyske naturhistoriker Salomon Müller (1804-64), som udforskede dele af Hollandsk Ostindien (i dag Indonesien) mellem 1826 og 1835.

Navnet kommer af græsk geo (‘jord’) og kikhle (‘drossel’), hvilket sigter til disse fugles fødesøgning, der næsten udelukkende finder sted på jorden.

 

Geokichla citrina Orange jorddrossel
Opdelt i 11 underarter yngler denne smukke fugl langs hele Himalaya-bjergkæden, i det østlige og sydlige Indien, på Andamanerne og Nicobarerne, i Indokina og det sydlige og østlige Kina, på nordspidsen af Borneo, samt på Java og Bali. Arten er standfugl i størsteparten af dette store område, men nogle nordlige bestande er trækfugle, som overvintrer i det nordøstlige og sydlige Indien, på Sri Lanka og Sumatra, samt i den sydlige del af Kina.

Underarten cyanota, som findes i det sydlige Indien, er meget markant, idet den har hvidt ansigt med to lodrette sorte striber under og bag øjet. Det har været foreslået, at den udgør en særskilt art, men der forekommer mellemformer, hvor dens udbredelse overlapper med nominatracens.

 

 

Dette billede viser den markante underart cyanota af orange jorddrossel, fotograferet i Mahaveer Wildlife Sanctuary, Goa, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Orange jorddrossel af underarten rubecula til salg på et fuglemarked i byen Kintamani, Bali, Indonesien. Lovlig og ulovlig handel med fugle finder sted i stort omfang mange steder i Asien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Geokichla guttata Plettet jorddrossel
Denne art, førhen kaldt for Zoothera guttata, er meget fåtallig og har en yderst fragmenteret udbredelse, idet den er begrænset til nogle få skovområder i Sydsudan, Zaire, Kenya, Tanzania, Malawi, Sydafrika, samt muligvis Mozambique. Den er udryddelsestruet på grund af tab af levesteder.

Den tilbringer megen tid i skovbunden med at søge efter små invertebrater blandt nedfaldne blade, hvor dens ellers iøjnefaldende mønster får den til at falde godt sammen med omgivelserne.

 

 

Denne plettede jorddrossel er blevet fanget i et spejlnet for at blive ringmærket, Rondo Forest, sydlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Psophocichla
Denne lille slægt omfatter en enkelt eller to arter, afhængigt af kilde. Her følger jeg Handbook of the Birds of the World (Lynx Edicions), som anerkender to arter.

Slægtsnavnet kommer af græsk psóphos (‘støj’) og kikhle (‘drossel’), hvilket sigter til disse fugles kraftige, klikkende kald.

 

Psophocichla litsitsirupa Opret jorddrossel
En meget iøjnefaldende fugl, der nemt kan kendes på sin oprette holdning, det stribede bryst, samt to lodrette sorte striber under og bag øjet, i lighed med underarten cyanota af orange jorddrossel (ovenfor).

Denne art lever i græsland og åbne skove, fra det nordlige Angola mod øst til det vestlige Tanzania, Malawi og det nordvestlige Mozambique, og mod syd til Namibia og den nordøstlige del af Sydafrika.

Artsnavnet litsitsirupa er et Tswana-ord, som imiterer fuglens kald.

 

 

Opret jorddrossel, Daan Viljoen Nationalpark, Namibia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Psophocichla simensis Ethiopisk jorddrossel
Denne fugl, som er begrænset til bjergområder i Ethiopien og Eritrea, blev tidligere betragtet som en underart af opret jorddrossel, men har meget svagere sorte striber i ansigtet, pletterne på undersiden er færre og mere runde, og ryggen er mere brun. Desuden er den geografisk isoleret.

 

 

Ethiopisk jorddrossel ormer på en plæne, Lalibela, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Grandala
Denne slægt omfatter kun en enkelt art, beskrevet i Nepal i 1843 af den engelske naturhistoriker og etnolog Brian Houghton Hodgson (1801-94), som i Himalaya fandt adskillige arter af fugle og pattedyr, der var nye for videnskaben.

Systematisk har denne art ført en omtumlet tilværelse. Oprindeligt var den placeret i drosselfamilien, men efter genetiske studier blev den overført til fluesnapperfamilien (Muscicapidae). Fornylig er den imidlertid blevet flyttet tilbage til drosselfamilien!

 

Grandala coelicolor Grandala
Hannen er en pragtfuld fugl, hvis fjerdragt har en næsten iridiserende blå farve, mens hunnen er grålig med svage hvide striber på brystet, i hovedet og i nakken, og vingerne har et brunligt skær.

Arten er udbredt fra Kashmir langs hele Himalaya-bjergkæden og herfra videre mod nord gennem den østlige del af Tibet til den vestlige del af Kina, fra det nordlige Yunnan mod nord til det østlige Qinghai. Den yngler i alpine områder mellem 4000 og 5500 meters højde, mens vinteren tilbringes i lidt lavere højder.

 

 

Fra en sten i en bjergbæk i Gokyo-dalen, Khumbu, østlige Nepal, lettede denne han af grandala og fløj rundt på fluesnapper-manér for at snappe et insekt, inden den atter landede på sin udkigspost. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Neocossyphus Fluedrosler
Denne slægt rummer to arter af mellemstore insektædende drosler, som lever i skove syd for Sahara.

 

Neocossyphus rufus Rødhalet fluedrossel
Denne art er udbredt i to geografisk adskilte områder, fra det sydlige Cameroun og Gabon mod øst gennem det nordlige Zaire til det vestlige Uganda, samt i kystskove i Kenya og Tanzania, også på Zanzibar.

 

 

Denne rødhalede fluedrossel er blevet fanget i et spejlnet for at blive ringmærket, Rondo Forest, sydlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sialia
Denne slægt er en af de få rent amerikanske slægter i drosselfamilien. Den rummer tre arter, som er udbredt fra det sydlige Canada mod syd til Nicaragua. Deres fjerdragt er overvejende blå, hvilket har givet anledning til gruppens amerikanske navn, bluebirds. To af arterne har også rødt i fjerdragten på undersiden.

 

Sialia mexicana Vestlig sialia
Oprindeligt var denne fugl begrænset til åbne løvskove i græsklædte områder, men mange af dens levesteder forsvandt på grund af opdyrkning og skovhugst. Den er dog stadig ret almindelig, idet den har været i stand til at tilpasse sig andre biotoper, bl.a. nåleskove, landbrugsland og ørkener.

Arten er udbredt i to geografisk adskilte områder, fra British Columbia, Washington og Montana mod syd gennem Oregon, Californien og det vestlige Nevada til den nordlige del af Baja California, og fra Utah og Colorado mod syd til de mexikanske stater Oaxaca og Veracruz. De nordlige bestande er trækfugle, som overvintrer i den sydvestlige del af USA og den nordvestlige del af Mexico.

 

 

Han af vestlig sialia, Grand Canyon Nationalpark, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Referencer
Allen, J.A. 1910. Collation of Brisson’s genera of birds with those of Linnaeus. Bulletin of the American Museum of Natural History, 28: 317-335.
Boeyens, J. 2000. In Search of Kaditshwene. The South African Archaeological Bulletin, 55 (171): 3-17.
Brøndegaard, V.J. 1986. Folk og Fauna. Dansk etnozoologi, bd. 2., Rosenkilde og Bagger.
Nyegaard, T., H. Meltofte, J. Tofft & M.B. Grell 2014. Truede og sjældne ynglefugle i Danmark 1998-2012. Dansk Orn. Foren. Tidskr. 108: 1-144.

 

 

 

(Oprettet oktober 2019)

 

(Senest opdateret februar 2022)