Pileurter

 

 

Den flydende form af vand-pileurt (Persicaria amphibia) med en knopsvane (Cygnus olor), Flyndersø, Jylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Klippefyldt landskab nær passet Bara Lacha La (ca. 3900 m), Lahaul, Himachal Pradesh, nordlige Indien, med orangegult efterårsløv hos Bistorta affinis, rødt hos Koenigia tortuosa. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Persicaria perfoliata med frugter, Kathmandu, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Stor bestand af Koenigia mollis, mellem Changdam og Riverside, Langtang-dalen, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pileurter er en stor gruppe af planter i familien Polygonaceae, afledt af græsk poly (‘mange’) og gony (‘knæ’ eller ‘led’), hvilket hentyder til de opsvulmede og tit bøjede bladfæster hos mange af arterne. Hos talrige arter er akselbladene (skæl-agtige eller blad-lignende små lapper ved grunden af bladstilken) sammenvoksede til en skede, der omslutter stænglen, hvilket har givet anledning til navnet skedeknæfamilien. Navnet pileurt hentyder til bladformen hos mange af arterne, der minder om bladene hos visse pilearter (Salix).

Førhen var disse planter alle samlet i slægten Polygonum, men morfologisk og genetisk forskning har medført, at hovedparten er blevet fordelt på adskillige andre slægter, bl.a. Bistorta, Fallopia, Koenigia, Persicaria og Reynoutria, som alle præsenteres nedenfor, foruden Polygonum.

Pileurter er udbredt næsten overalt på kloden.

 

Bistorta
En slægt med omkring 40 arter, hjemmehørende i subarktiske og tempererede regioner på den nordlige halvkugle, mod syd til Mexico, Iran og Indokina.

Slægtsnavnet er afledt af latin bis (‘to gange’) og tortus (‘snoet’), hvilket sigter til roden, som er snoet hos slangeurt (B. officinalis, nedenfor).

 

Bistorta affinis
Bladene hos denne krybende, pudedannende, tæt tueformede plante er mest grundstillede, kortstilkede, indtil 8 cm lange, smalt elliptiske, med prominent midter-nerve, bladkanten tilbagerullet, helrandet eller svagt tandet, akselblade papiragtige, brune, op til 2,5 cm lange. Blomsterstandene er oprette, cylinderformede aks, indtil 7,5 cm lange, med lyserøde eller purpurrøde blomster for enden af en op til 25 cm lang stilk. Artens smukt orangegule efterårsløv fremgår af et billede herunder.

Den er almindelig på åbne skråninger og i klippefyldt terræn i højder mellem 3000 og 4900 m, fra Afghanistan mod øst gennem Tibet til Myanmar.

I Nepal benyttes dens rodstængel til fremstilling af té, og den indtages også mod mavebesvær.

Artsnavnet er latin og betyder ‘beslægtet med’, hvilket formodentlig sigter til en anden plante.

 

 

Disse billeder er fra passet Rohtang La, Himachal Pradesh, nordlige Indien, hvor Bistorta affinis er meget almindelig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bistorta affinis, Rakhundi, Great Himalayan National Park, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Bistorta amplexicaulis
En opret, til tider forgrenet plante, der kan blive indtil 1 m høj. Dens nedre blade er ovale, lang-stilkede, indtil 15 cm lange og 5 cm brede, langt tilspidsede, randen med små tænder. De øvre blade er meget mindre og stængelomfattende. Blomsterstandene er tætte, endestillede aks, op til 15 cm lange og 1,3 cm brede, normalt enlige, men til tider forgrenede. I det vestlige Himalaya er aksene oprette, men fra det centrale Nepal mod øst findes varieteten pendula med hængende aks. Kronbladene er mørkerøde, somme tider lyserøde eller hvide, indtil 6 mm lange.

Den er vidt udbredt, højdemæssigt såvel som geografisk, idet den findes mellem 1500 og 4800 meters højde, fra Afghanistan mod øst til Kina. Den vokser i krat, skovkanter og åbne områder.

I Nepal anvendes rodstænglen til té, og en pasta af planten smøres på sår.

Artsnavnet hentyder til de øvre blade, som er stængelomfattende, afledt af latin amplexus (‘gribe omkring’) samt‎ caulis (‘stængel’).

 

 

Bistorta amplexicaulis, fotograferet på passet Rohtang La, Himachal Pradesh, nordlige Indien. En malurt-art (Artemisia) ses i forgrunden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bistorta amplexicaulis, varieteten pendula med hængende blomsterstande, Dukpu, neden for Ganja La, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bistorta amplexicaulis med aks, som er intermediære mellem opret og hængende, Gopte, nær Gosainkund, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Bistorta macrophylla
Stængel opret, ugrenet, normalt under 10 cm høj, men undertiden til 30 cm. De nedre blade er langstilkede, bredt linjeformede eller aflange, tilspidsede, indtil 12 cm lange og 3 cm brede, men ofte meget smallere, ofte med indrullet bladrand, basis afrundet. De øvre blade er meget mindre, næsten uden stilk. Blomsterstandene er endestillede, ovale eller afrundede, op til 2,5 cm lange og 1,5 cm brede, kronbladene røde, lyserøde eller hvide, indtil 3 mm lange.

Arten er udbredt fra Uttarakhand, nordvestlige Indien, mod øst til Bhutan og derfra mod nord til det centrale Kina. Den vokser i græsland og på åbne skråninger i højder mellem 1700 og 5000 m, hovedsagelig i mere tørre områder.

I Nepal anvendes saft fra roden mod diarré og dysenteri.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk makros (‘lang’) og phyllon (‘blad’), hvilket formentlig sigter til, at bladene er ret lange, sammenlignet med bredden.

 

 

Bistorta macrophylla, Kyangjin Gompa, øvre del af Langtang-dalen, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Bistorta officinalis Slangeurt
Denne statelige plante, af nogle autoriteter kaldt for Polygonum bistorta eller Persicaria bistorta, bliver op til 80 cm høj, undertiden 1 m, med opret, ugrenet, glat stængel. De fleste blade er grundblade med en lang vinget stilk, ovale eller aflange med øret basis, sædvanligvis glatte, op til 20 cm lange, stængelblade få, meget mindre, spredte, siddende, smalt trekantede og langt tilspidsede. Blomsterstanden er et tæt, cylinderformet, endestillet aks, indtil 7 cm langt, med talrige små lyserøde blomster, op til 5 mm lange.

Arten er vidt udbredt i tempererede områder i Mellem- og Sydeuropa, inklusive de Britiske Øer, mod øst til Stillehavet, mod syd til Marokko, Iran og det sydlige Kina. Den mangler i Skandinavien, men er almindeligt dyrket og ses undertiden forvildet, og det samme er tilfældet i Nordamerika. I Sydeuropa træffes den kun i bjergområder. Den er meget almindelig i Alperne, hvor den vokser på enge og græsgange, i skovkanter og langs stier, op til højder omkring 2100 m.

Friske blade er et værdifuldt foder, men smuldrer, hvis de tørres som hø. Roden indeholder en spiselig stivelse, mens bladene tidligere blev benyttet i folkemedicinen til behandling af sår.

I lighed med slægtsnavnet sigter det danske navn til roden, som er snoet. Et ældre engelsk navn på planten er pudding grass (’budding-græs’), som hentyder til, at bladene førhen i det nordlige England blev anvendt omkring påske i en bitter budding, sammen med andre urter, havregryn og æg.

 

 

Slangeurt, Lille Sankt Bernhard-passet, på grænsen mellem Italien og Frankrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Slangeurt, Passo Gardena, Dolomiterne, Italien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Bistorta vacciniifolia
En krybende, tæppedannende plante, som ofte dækker klipper. Stænglen er forveddet og stærkt forgrenet, blade helrandede, ovale eller elliptiske, indtil 2 cm lange og 1 cm brede. Skedehinden er op til 7,5 mm lang, fint tandet, med mange brune nerver. De aksbærende stængler er sidestillede eller i toppen, op til 10 cm lange, aks slanke, cylinderformede, indtil 8 cm lange og 8 mm brede, kronblade lyserøde eller purpurrøde, op til 4,5 mm lange.

Arten er udbredt fra Kashmir mod øst til Bhutan og det sydøstlige Tibet, voksende i højder mellem 3000 og 4500 m. Den er almindelig i fugtige egne af Nepal.

I Nepal anvendes saft af roden mod feber.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med blade som Vaccinium(blåbær).

 

 

Bistorta vacciniifolia, Dukpu, nær Ganja La, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bistorta vacciniifolia, Tungnath, Uttarakhand, nordvestlige Indien. De gule blomster er en stenbræk (Saxifraga). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bistorta vacciniifolia, Gopte, nær Gosainkund, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Bistorta vivipara Topspirende pileurt
En meget variabel plante, stængel opret, slank, ugrenet, normalt under 30 cm høj, men undertiden højere. Grundbladene er langstilkede, læderagtige, i reglen linjeformede, til tider ovalt-lancetformede eller aflange, indtil 15 cm lange og 3 cm brede, tilspidsede eller butte, basis afrundet eller kileformet, margin tilbagerullet. De øvre blade er mindre og uden stilk. Skedehinden er indtil 4 cm lang, nedre del grøn, øvre del brun. Blomsterstanden er et slankt endestillet aks, op til 10 cm langt, kronblade lyserøde eller hvide, indtil 3 mm lange, de nedre blomster ofte erstattet af brune eller purpurfarvede, op til 4 mm lange yngleknopper.

Denne art er vidt udbredt i subarktiske og tempererede egne på den nordlige halvkugle, mod syd til Arizona, Spanien, Kaukasus, Himalaya og det nordlige Indokina.

I Nepal benyttes roden mod feber, frøene mod hoste og infektioner. Frøene ristes eller anvendes i pickles.

Artsnavnet er afledt af latin vivus (‘levende’) og‎ pario (‘jeg bærer’, dvs. afkom), hvilket sigter til yngleknopperne i den nedre del af akset.

 

 

Topspirende pileurt, Honupatta, Ladakh, nordlige Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Topspirende pileurt, Passo Pordoi, Dolomitterne, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På denne plante er yngleknopperne spiret til kimplanter, Höhlensteintal, Tre Cime-området, Dolomitterne, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Fallopia
En slægt med 12 arter, som findes i tempererede egne på den nordlige halvkugle, mod syd til det sydlige USA, det nordlige Afrika, Himalaya og det nordlige Indokina.

Slægtsnavnet ærer sandsynligvis den italienske botaniker og anatom Gabriele Falloppio (1523-62), som var direktør for den botaniske have i Padua.

 

Fallopia convolvulus Snerle-pileurt
Denne klatreplante, som kan blive over 2 m lang, slynger sig med uret rundt om andre planter, hegn m.m. Bladene er stilkede, mere eller mindre hjerteformede, langt tilspidsede, op til 6 cm lange og 3 cm brede. De små blomster er grønlig-hvide eller grønlig-lyserøde og sidder i tætte klynger i toppe.

Arten vokser først og fremmest i åbne områder og dyrket land, og den kan somme tider optræde som et besværligt ukrudt. Den er vidt udbredt i tempererede områder i Eurasien, mod syd til det nordlige Afrika, Himalaya og det nordlige Indokina. I den nordlige del af udbredelsesområdet vokser den ned til havniveau, mens den i de sydlige dele er begrænset til bjerge. I Kina er den observeret op til en højde af 3600 m. Den er blevet naturaliseret i mange lande kloden rundt.

Frøene er spiselige. Der er fundet rester af dem i køkkenmøddinger fra Bronzealderen, hvilket indikerer, at arten var fødeemne dengang.

Artsnavnet sigter til plantens klatrende natur samt formen på bladene, der begge minder om snerler af slægten Convolvulus (se siden Planteliv: Snerler på denne hjemmeside).

 

 

Snerle-pileurt, voksende på en nobilisgran (Abies procera), Østskov, Hornsherred, Nordsjælland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På disse billeder slynger snerle-pileurt sig op ad et hegn, Ry. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Snerle-pileurt omslynger et græsstrå, Laven, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Koenigia
Denne slægt, der omfatter omking 35 arter, er vidt udbredt på den nordlige halvkugle, med et kærneområde i Centralasien. Mange medlemmer var førhen placeret i slægten Aconogonum.

I Nepal tygges de unge, let syrlige stængler af nogle medlemmer af slægten rå.

Slægtsnavnet blev givet til minde om den baltisk-tyske læge og botaniker Johann Gerhard König (1728-85), som var elev af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) i 1757. Under et ophold i Danmark 1759-67 undersøgte han floraen i Island. Senere tjente han under den Danske Trankebar Mission i det sydlige Indien, senere under Nawabben af Arcot, og endnu senere i det engelske East India Company. Han indsamlede mange planter i regionen.

 

Koenigia alpina Alpe-pileurt
Denne plante, tidligere kaldt for Aconogonum alpinum eller Polygonum angustifolium, har opret, lyserød eller hvid stængel, som er indtil 2 m høj, furet, glat eller fint håret, grenet foroven. Bladene er kortstilkede, lancetformede, indtil 13 cm lange og 3,5 cm brede, dunhårede på undersiden, basis kileformet, margin helrandet. Skedehinden er brun, indtil 2,5 cm lang. Sheath brown, to 2.5 cm long. De indtil 30 cm lange blomsterstande er endestillede, stærkt forgrenede, pyramideformede klynger af utallige små blomster, kronblade cremefarvede, gullige eller svagt lyserøde, elliptiske, op til 3 mm lange.

Arten vokser i krat, på åbne skrænter og langs vandløb og er udbredt fra Mellemeuropa mod øst gennem Mellemøsten og Centralasien til Stillehavet, mod syd til Iran, Himalaya, og det nordlige Indokina.

Stænglerne er spiselige efter kogning.

 

 

Alpe-pileurt, voksende ved et vandløb nær byen Kielang, Himachal Pradesh, nordlige Indien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Alpe-pileurt, Koksar, Lahaul, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Koenigia campanulata
Denne plante, der tidligere blev kaldt for Aconogonum campanulatum, adskiller sig fra andre medlemmer af slægten gennem sine klokkeformede blomster, samt bladnerverne, som er stærkt nedsænkede på bladets overside. Stænglen er opret, indtil 1,2 m høj, blade læderagtige, lancetformede eller elliptiske, langt tilspidsede, indtil 16 cm lange og 5 cm brede, med lyserøde eller brunlige hår på undersiden, nerver på oversiden dybt nedsænkede. Skedehinden er kort, normalt mindre end 1 cm, stivhåret. Blomsterstandene, som er endestillede eller fra bladhjørnerne, er ret små og kompakte, oprette eller nikkende klynger af klokkeformede blomster, kronblade lyserøde eller hvide, op til 5 mm lange.

Arten er udbredt fra Uttarakhand, nordvestlige Indien, mod øst til det nordlige Myanmar og det sydvestlige Kina. Den vokser i lyse skove og krat samt langs vandløb.

I Nepal koges unge planter som grønsag.

Artsnavnet hentyder til de klokkeformede blomster, afledt af latin campanula (’lille klokke’).

 

 

Koenigia campanulata, Ghangyul (2500 m), Helambu, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Koenigia islandica Dværgsyre
Som dens navn antyder, er denne plante ganske lille, indtil 10 cm høj, tuedannende, stængel rødlig, slank, glat, stærkt forgrenet, rodslående fra bladhjørnerne. Bladene er spredte, kortstilkede, ellipseformede eller afrundede, indtil 5 mm lange og brede, helrandede, glatte. Skedehinden er brun, indtil 2 mm lang, gennemsigtig. De tætte klynger af blomster, op til 15 sammen, sidder i bladhjørnerne, kronblade hvide, cremefarvede eller grønlige, op til 1 mm lange.

Denne art er vidt udbredt i subarktiske egne og findes tillige i nogle tempererede områder, mod syd til Arizona, de Britiske Øer, Pakistan, Ladakh, samt det vestlige Kina. Den vokser langs vandløb og i fugtige græsklædte områder.

Artsnavnet hentyder til Island, hvor König (se under slægtsnavnet ovenfor) først indsamlede planten i 1765.

 

 

Dværgsyre, Ulley, Ladakh, nordlige Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Koenigia mollis
Denne plante, tidligere kaldt for Aconogonum molle, vokser ofte i tætte bestande i åben skov og krat, samt langs vandløb. De trinde stængler er oprette, stærkt forgrenede, indtil 2,5 m høje, forvedde omkring basis, stængel og grene dunhårede. De kortstilkede blade er elliptiske eller lancetformede, op til 20 cm lange og 7 cm brede, silkehårede på undersiden, dunhårede på oversiden, og nerverne er ikke forsænkede. Skedehinden er mørkebrun, 3-7 cm lang. Blomsterstandene er endestillede, stærkt forgrenede, hårede, op til 40 cm lange, blomster indtil 5 cm i tværmål, cremefarvede eller hvide. Frugten er sort og rund, op til 3 mm i diameter.

Arten er udbredt fra Uttarakhand, nordvestlige Indien, mod øst til det sydlige Kina, og derfra mod syd gennem Indokina til Indonesien.

I Nepal koges unge dele af planten som grønsag, og der fremstilles også pickles af dem.

Artsnavnet er latin og betyder ‘blød’, hvilket sigter til de dunhårede stængler og blade.

 

 

Koenigia mollis, Shermatang (2500 m), Helambu, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Koenigia mollis, alle fotograferet i den nedre del af Langtang-dalen, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Koenigia polystachya
Denne art ligner meget K. campanulata (ovenfor), men stængel og grene er normalt meget mørke, nerverne på oversiden af bladene er mindre dybt forsænkede, og blomsterne er udbredte, ikke klokkeformede. Stængel indtil 1,8 m høj, stærkt forgrenet, kantet, ofte håret foroven. Bladene er bedt lancetformede, tilspidsede, op til 17 cm lange og 7 cm brede, dunhårede på undersiden, margin bølget. Skedehinden er mørkebrun, dunhåret, indtil 4 cm lang. Blomsterstandene er endestillede, stærkt forgrenede, udbredte toppe, op til 45 cm lange, med lyserøde eller hvidlige blomster, indtil 6 mm i diameter.

Den vokser i skove og åbne områder, samt langs vandløb, fra Afghanistan mod øst til det nordlige Myanmar og det sydvestlige Kina og forekommer i højder mellem 2000 og 4500 m.

I Nepal koges unge dele af planten som grønsag.

Denne art blev førhen kaldt for Persicaria polystachya, Persicaria wallichii, eller Polygonum wallichii.

 

 

Koenigia polystachya, Kielang, Lahaul, Himachal Pradesh, nordlige Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Koenigia polystachya i passet Rohtang La, Himachal Pradesh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Koenigia polystachya, Gopte, nær Gosainkund, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Koenigia tortuosa
Denne plante, tidligere kaldt for Aconogonum tortuosum, har opret, stærkt forgrenet stængel, indtil 50 cm høj, rødbrun, glat og skinnende. De stilkløse, spidse blade er ovale eller elliptiske, indtil 4 cm lange og 3 cm brede, lysegrønne, læderagtige, glatte, med afrundet basis og helrandet, bølget kant. Skedehinden er brun, indtil 2 cm lang, tæt dunhåret. De cylinderformede blomsterstande er endestillede tætte klynger, indtil 5 cm lange, blomster hvide eller cremefarvede, klokkeformede, kronblade indtil 3,5 mm lange. Løvet bliver knaldrødt om efteråret og kan farve hele bjergskråninger røde.

Arten er udbredt i tørre og stenede egne, fra Afghanistan mod øst gennem det nordlige Pakistan, Ladakh og Tibet til det nordlige Nepal og det nordlige Arunachal Pradesh. Den vokser i højder mellem 3300 og 5600 m.

I den lokale folkemedicin anvendes den mod dysenteri.

Artsnavnet er afledt af latin tortus (‘snoet’) og osus (‘mange’, ‘meget’), hvilket hentyder til de stærkt krusede blade.

 

 

Koenigia tortuosa, Polo Kongga La (4600 m), Ladakh, nordlige Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Koenigia tortuosa, Ulley, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Stenet landskab omkring passet Bara Lacha La (3900 m), Lahaul, Himachal Pradesh, nordlige Indien, med knaldrødt efterårsløv hos Koenigia tortuosa og gult løv hos Bistorta affinis (omtalt ovenfor). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Persicaria
En meget stor slægt med ca. 130 arter, udbredt næsten overalt på kloden. De var tidligere placeret i slægten Polygonum.

Slægtsnavnet er afledt af latin persica (‘fersken-lignende’), hvilket sigter til, at bladene hos nogle medlemmer ligner ferskenblade.

 

Persicaria amphibia Vand-pileurt
Denne urt er meget variabel og forekommer i to vidt forskellige former, én med flydeblade og en op til 3 m lang stængel, som vokser i damme og andet roligt vand, samt en landform, der kan blive op til 60 cm høj og vokser i enge og sumpe. De langstilkede blade er lancetformede, aflange eller elliptiske, op til 14 cm lange og 4 cm brede, glatte, margin helrandet, uden hår hos vandformen, hårede hos landformen. Skedehinden er op til 2 cm lang, hindeagtig, med korte hår foroven. Blomsterstandene er aks, endestillede eller fra bladhjørnerne, op til 4 cm lange, lyserøde eller hvide.

Arten er hjemmehørende i subarktiske og tempererede regioner på den nordlige halvkugle, mod syd til Mellemamerika, Arabien og Kina, og den forekommer tillige i Ethiopien, Kenya og Sydafrika.

Artsnavnet er afledt af græsk amfi (‘begge sider’) og bios (‘liv’), altså ‘lever på begge sider’, hvilket hentyder til, at planten lever både i vand og på land.

 

 

Den flydende form af vand-pileurt, Naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Den flydende form af vand-pileurt, samt liden andemad (Lemna minor), Filsø, Vestjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Den flydende form af vand-pileurt, Romsø, Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Stor bevoksning af landformen af vand-pileurt, Naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Landformen af vand-pileurt, Lillemølle, syd for Nyborg, Fyn (øverst), samt Strands, Mols. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Persicaria capitata
En lav plante med oprette eller opstigende, forgrenede stængler, indtil 25 cm lange, svagt hårede eller glatte, rodslående fra bladhjørnerne. Bladene er ovale eller elliptiske, op til 3,8 cm lange og 2,5 cm brede, spidse, kirtelhårede på begge sider, ofte med en mørk V-formet plet på oversiden, basis kileformet, margin stivhåret. Skedehinden er op til 1,2 cm lang, brun, kirtelhåret. Blomsterstandene er lyserøde, kuglerunde hoveder, indtil 1,3 cm i tværmål, blomster indtil 2 mm lange.

Den er udbredt fra Pakistan mod øst til Taiwan, mod syd til Sri Lanka og det nordlige Malaysia. Den vokser i forskellige habitater, bl.a. på klipper, stendiger og åbne skråninger, samt langs stier, i højder mellem 600 og 3500 m.

I Nepal smøres en pasta af planten på bylder og sår, og saften indtages mod mavebesvær. Planten indsamles til foder.

Artsnavnet er latin og betyder ‘danner et hoved’, hvilket hentyder til den kugleformede blomsterstand.

 

 

Persicaria capitata, Sundarijal, Kathmandu-dalen, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Persicaria capitata, Timbu, Helambu, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På dette billede fra Helambu i det centrale Nepal vokser Persicaria capitata i en sprække i et stendige. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Persicaria chinensis Kinesisk pileurt
En meget variabel plante, stængel opret, mangegrenet, indtil 1 m høj, forveddet ved grunden. Bladene er kortstilkede, ovale, elliptiske eller lancetformede, spidse, op til 16 cm lange og 8 cm brede, normalt glatte, basis lige afskåret eller bredt hjerteformet, margin helrandet. Skedehinden er ofte gennemsigtig, glat, indtil 2,5 cm lang, med mange nerver. De endestillede eller sidestillede blomsterstande, som er samlet i hoveder indtil 5 mm i tværmål, danner hvad der ligner en åben top. Blomsterstilken er tæt kirtelhåret, blomster hvide eller lyserøde. Frugten er sort, noget bærlignende, indtil 4 mm i diameter.

Denne art vokser i skove og krat samt på skråninger, fra havniveau op til højder omkring 3000 m. Den er udbredt fra Pakistan mod øst til Korea og Japan, mod syd til Sri Lanka, Indonesien og Filippinerne.

 

 

Kinesisk pileurt, Basianshan National Forest, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kinesisk pileurt, Dasyueshan National Forest, centrale Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Frugtstande af kinesisk pileurt, Hohuan Shan (øverst), samt Wuling National Forest, begge Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blade af kinesisk pileurt, Mingtsih, centrale Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Persicaria glabra
Denne urt er glat på alle dele, hvilket er afspejlet af det latinske artsnavn, som betyder ‘glat’. Stænglen er opret, indtil 1 m høj, sjældent forgrenet. Blade lancetformede, langt tilspidsede, op til 18 cm lange og 3 cm brede, margin helrandet. Skedehinden er indtil 3 cm lang, ofte gennemsigtig, med talrige nerver. Blomsterstandene er endestillede, mellem 4 og 12 cm lange, normalt adskillige aks sammen, som danner hvad der ligner en åben top. Blomsterne er hvide eller lyserøde.

Arten træffes på fugtige steder, bl.a. langs vandløb og i sumpede områder. Den er særdeles vidt udbredt i varmere egne, idet den forekommer i det sydøstlige USA, Mexico, Mellemamerika samt store områder i Sydamerika, i Sudan og Ethiopien, på den Arabiske Halvø, samt fra Pakistan mod øst til Taiwan, mod syd til Sri Lanka, Indokina og Filippinerne.

 

 

Persicaria glabra, voksende i en drænkanal, Taichung, Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Persicaria hydropiper Bidende pileurt
Stængel opret, mangegrenet, glat, op til 70 cm høj, blade kortstilkede, lancet- eller elliptisk-lancetformede, glatte, tilspidsede, indtil 8 cm lange og 2,5 cm brede, margin håret. Skedehinden er indtil 1,5 cm lang, gennemsigtig, sparsomt håret, spidsen med korte hår. Blomsterstandene er ende- eller sidestillede, slanke, hængende aks, op til 8 cm lange, kronblade grønlige, hvide eller lyserøde, op til 3,5 mm lange.

Denne art er vidt udbredt, idet den forekommer fra hele Europa mod øst gennem Centralasien til Stillehavet, mod syd til Nordafrika, Iran, Sri Lanka, Indonesien og Australien. Den vokser i våde enge og langs damme og vandløb.

I Nepal koges planten, og det filterede vand indtages for at fordrive indvoldsorm. Planten strøes også i vandløb for at bedøve fisk.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk hydor (‘vand’) og peperi (‘peber’), oprindeligt fra Sanskrit pippali. Det hentyder til bladene, som har en stærk, peberagtig smag, hvilket også er årsagen til det danske navn. I den herlige bog All about Weeds skriver den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964): “Der er mange arter (…) som ligner denne urt en del, men de fleste af dem mangler den bidende smag, og ingen af dem indeholder hydropipers ild.”

 

 

Bidende pileurt, Parvati River Valley, nær Manikaran, Himachal Pradesh, nordlige Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bidende pileurt, Broskov, Tappernøje, Sydsjælland. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Persicaria lapathifolia Bleg pileurt, knudet pileurt
Denne plante er vidt udbredt og forekommer i de fleste subarktiske, tempererede og subtropiske egne af kloden, med undtagelse af Sydamerika og den sydlige halvdel af Afrika. Den er dog blevet naturaliseret mange steder på disse to kontinenter. Den vokser i åbne områder og foretrækker fugtig jordbund.

Arten er enårig, stængel indtil omkring 90 cm høj, grøn eller rødlig, glat eller dunhåret, opsvulmet ved bladfæsterne. Bladene er næsten siddende, lancetformede eller smalt elliptiske, randhårede, op til 15 cm lange og 3 cm brede. Oversiden har ofte en mørk plet i midten. Skedehinden er brunlig eller gennemsigtig, indtil 3 cm lang, somme tider med nogle få hår langs randen foroven. Blomsterstandene er ende- eller sidestillede, tætte aks, oprette eller nikkende, indtil 8 cm lange, ofte adskillige aks tæt sammen, så de danner, hvad der minder om en åben top. Kronbladene er lyserøde eller hvide, indtil 3 mm lange.

Unge blade er spiselige som rå, og i nogle områder koges planten som grønsag. Medicinelt anvendes den som snerpende middel, samt mod infektioner, mavebesvær og feber. Planten rummer en blød, hvid, sæbeagtig masse, der anvendes til bad og tøjvask.

Artsnavnet er afledt af latin lapathi, et gammelt navn på skræppe og syre (der dog tilhører den nært beslægtede slægt Rumex), samt folius (‘blad’).

Denne art ligner den følgende overmåde meget, og at adskille dem er langtfra nemt. En detaljeret bestemmelsesnøgle findes i denne artikel: M. Wilcox, 2021. Recording Persicaria maculosa and P. lapathifolia (Polygonaceae). British & Irish Botany 3(3): 349-361, internet-version Wilcox+Final.pdf.

 

 

Denne plante har grønlig-hvide blomsterstande – en karakter, der adskiller bleg pileurt fra fersken-pileurt. – Skårup, Djursland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Planterne på disse billeder er tøvende blevet bestemt til bleg pileurt, Æbleskov, østlige Fyn (øverst), samt Skårup, Djursland. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Persicaria maculosa Fersken-pileurt
Som nævnt ovenfor ligner denne art særdeles meget bleg pileurt, og de vokser ofte i de samme habitater. Blomsterstandene hos fersken-pileurt er normalt mere rødlige, og toppen af skedehinden har i reglen mange lange hår langs randen. Disse karakterer er dog ikke nok til at bestemme arten med sikkerhed.

Den er hjemmehørende i tempererede og subtropiske egne af Eurasien og det nordlige Afrika, men er blevet naturaliseret i talrige lande kloden rundt.

Artsnavnet er latin og betyder ‘plettet’, hvilket hentyder til talrige kirtler på undersiden af bladene – de er dog ofte utydelige og svære at se. Det danske navn sigter til, at bladene minder om ferskenblade.

 

 

Disse planter er sandsynligvis fersken-pileurt, da de viser begge karakterer nævnt ovenfor. – Syd for Nyborg, Fyn (øverst), samt Skårup, Djursland. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Persicaria orientalis
En robust plante, stængel opret, indtil 2 m høj, mangegrenet foroven, tæt dunhåret. De lang- eller kortstilkede blade er ovale, elliptiske eller bredt lancetformede, tilspidsede, indtil 20 cm lange og 12 cm brede, begge overflader og margin dunhårede, basis afrundet. Skedehinden er op til 2 cm lang, gennemsigtig, håret, normalt med et grønt, bladlignende, stængelomfattende øre. Blomsterstandene er ende- eller sidestillede aks, ofte hængende, indtil 7 cm lange, normalt adskillige aks tæt sammen, så de danner, hvad der minder om en åben top. Kronbladene er lyserøde eller hvide, indtil 4 mm lange.

Arten vokser i mange habitater, bl.a. langs vandløb og veje, samt på ryddepladser. Det latinske artsnavn betyder ‘østlig’, og planten er hjemmehørende fra det indiske subkontinent mod øst til Taiwan, og derfra mod nord til Ussuriland (sydøstlige Sibirien), mod syd til Filippinerne, Indonesien, Ny Guinea og det østlige Australien. Den dyrkes dog vidt og bredt og er blevet naturaliseret i talrige lande kloden rundt.

Medicinelt har den mange anvendelser, bl.a. mod rheumatisme, fordøjelsesbevær, vandladningsproblemer, infektion og diarré. Den øger også blodcirkulationen.

 

 

Persicaria orientalis er talrig langs Suei Wei-floden, Taichung, Taiwan, hvor disse billeder blev taget. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Persicaria perfoliata
Stængel krybende over andre planter, rødlig, kantet, indtil 2 m lang, forgrenet, med tilbagepegende torne. Bladstilken, op til 8 cm lang, er også tornet, blade trekantede, spidse, indtil 6 cm lange og 8 cm brede, tornede langs nerverne på undersiden, glatte på oversiden, basis svagt hjerteformet. Den rørformede skedehinde har et bladlignende, stængelomfattende, afrundet øre i spidsen, indtil 3 cm i tværmål. Blomsterstandene er ende- eller sidestillede aks, indtil 3 cm lange, kronblade lyserøde eller hvide, indtil 3 mm lange. Den iøjnefaldende frugt er blå, metalskinnende, kødfuld, bærlignende.

Denne plante vokser i krat og åbne områder, bl.a. langs stier og veje. Den er vidt udbredt, fra Tyrkiet og Kaukasus mod øst til Ussuriland (sydøstlige Sibirien), Kina, Korea, Japan, Taiwan, det indiske subkontinent, Indokina, Indonesien, Ny Guinea og Filippinerne. Den er også blevet indslæbt til andre lande og er blevet naturaliseret mange steder. I Nordamerika og Europa betragtes den som invasiv.

De modne frugter er spiselige. I Nepal koges unge dele som grønsag, og saft af bladene indtages mod rygsmerter. Den benyttes også mod forskellige lidelser inden for traditionel kinesisk medicin. Løvet er glimrende foder, og af stænglerne kan fremstilles reb.

Artsnavnet er et botanisk udtryk, som benyttes, når stænglen tilsyneladende fører gennem et blad, af latin per (‘gennem’) og foliatus (‘bladagtig’), hvilket i dette tilfælde hentyder til de bladlignende ører ved bladfæsterne. Engelske navne omfatter bl.a. mile-a-minute vine (‘en-mile-i-minuttet-slyngplanten’), devil’s tail (‘Djævelens hale’), samt climbing tearthumb (‘den klatrende, som river hul i tommelfingeren’). Det første sigter til plantens hurtige vækst, de to sidste til plantens skarpe torne.

 

 

Persicaria perfoliata med frugter, Jagat, nedre del af Marsyangdi-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Persicaria perfoliata med frugter, Kathmandu, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Persicaria pubescens
Stængel opret, ofte rødlig, indtil 90 cm høj, grenet foroven, blade kortstilkede, lancetformede, indtil 10 cm lange og 2,5 cm brede, randhårede. Skedehinden er op til 1,5 cm lang, gennemsigtig, håret. heath tubular, to 1.5 cm long, membranous, hairy. Blomsterstandene er ende- eller sidestillede aks, slanke, ret åbne, hængende, indtil 15 cm lange, med mellemrum forneden. Kronblade røde, lyserøde eller grønne, indtil 4 mm lange.

Den vokser i krat og åbne områder samt langs marker og vandløb, og er udbredt fra det indiske subkontinent mod øst til Kina, Korea, Japan og Taiwan, og derfra mod syd til Indonesien.

I Nepal strøes planten i vandløb for at bedøve fisk.

Artsnavnet er latin og betyder ‘dunhåret’ – ikke et særlig godt navn til denne plante!

Den minder om bidende pileurt (P. hydropiper, ovenfor), men kan kendes på, at stængel og blomsterstand ofte er røde.

 

 

Persicaria pubescens, Chisapani, Helambu, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Persicaria runcinata
Denne art har adskillige stængler, som er opstigende eller krybende, indtil 60 cm lange, glatte eller sparsomt hårede, men bladfæsterne har ofte stive hår. Den korte bladstilk har en smal vinge, basis øreformet, bladpladen er snitdelt, indtil 8 cm lang og 4 cm bred, endefligen trekantet, spids, de 1-3 par sideflige mindre end endefligen, margin med korte hår. Skedehinden er stærkt håret, indtil 1 cm lang. Blomsterstanden er et kompakt hoved, op til 1,5 cm i diameter, blomsterstilk kirtelhåret, kronblade lyserøde eller hvide, indtil 3,5 mm lange.

Den vokser i græsland og krat samt på åbne skråninger, fra Uttarakhand, nordvestlige Indien, mod øst til det østlige Kina og Taiwan, og derfra mod syd til Java og Filippinerne.

I Nepal koges unge dele som grønsag.

Den botaniske betydning af artsnavnet er ‘peger bagud fra spidsen’, hvilket sigter til bladfligene.

 

 

Krybende stængler af Persicaria runcinata, Kutumsang, Helambu, centrale Nepal. Bemærk de snitdelte blade. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Persicaria senticosa
Stængel krybende eller klatrende, indtil 1 m lang, mangegrenet, kantet, med bagudpegende torne langs kanterne. Bladstilken, som er op til 7 cm lang, er også tornet, blade trekantede, spidse, indtil 8 cm lange og 7 cm brede, tornede langs nerverne på undersiden, glatte på oversiden, basis spyd- eller hjerteformet, med to trekantede flige, begge overflader hårede, margin med bagudpegende torne. Skedehinden er indtil 1 cm lang, gennemsigtig, i spidsen med et grønt, bladlignende, stængelomfattende øre, som er stærkt håret. Blomsterstandene er ende- eller sidestillede hoveder med 2-3 blomster, blomsterstilke tornede og kirtelhårede, indtil 5 cm lange, kronblade lyserøde eller hvide, indtil 4 mm lange.

Denne plante vokser i skove og krat samt på åbne skråninger og forekommer op til højder omkring 1500 m. Den er udbrest fra Ussuriland (sydøstlige Sibirien) mod syd gennem det østlige Kina, Korea, Japan og Taiwan til det nordlige Vietnam.

Unge dele af planten kan koges som grønsag.

Artsnavnet er afledt af latin sentis (‘torn’) og osus (‘fyldt med’) – et meget beskrivende navn!

 

 

Ungt skud af Persicaria senticosa, Lugu, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Polygonum
Ifølge de seneste revideringer rummer denne slægt nu omkring 160 arter, udbredt overalt på kloden, med undtagelse af Antarktis samt visse regnskovsområder. Mange af arterne ligner hinanden overmåde meget og er vanskelige at bestemme.

Slægtsnavnet er forklaret øverst på denne side.

 

Polygonum arenastrum
Denne art er udbredt i tempererede egne af Eurasien og Nordafrika. Den blev førhen betragtet som en underart, calcatum, af vej-pileurt (nedenfor). De to arter ligner hinanden særdeles meget. Planten på billedet herunder blev bestemt af den kendte botaniker Bernt Løjtnant (1946-2020).

Artsnavnet er afledt af latin arena (‘sand’), således ‘af sand’, dvs. ‘vokser i sand’.

 

 

Polygonum arenastrum, observeret på den lille ø Svanegrund, nær Endelave. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Polygonum aviculare Vej-pileurt
Denne krybende eller opstigende plante er meget almindelig på sandstrande, marker og ruderater, samt i byer. Den tåler fasttrampet jord og kan endog vokse midt på stier, og den invaderer ofte misligholdte plæner. Den er vidt udbredt i tempererede egne på den nordlige halvkugle, sandsynligvis oprindeligt vildtvoksende i både Eurasien og Nordamerika, og den er også blevet naturaliseret adskillige steder i tempererede områder på den sydlige halvkugle.

Vej-pileurt er meget variabel, og i videste sans rummer den et antal arter eller underarter, bl.a. arenastrum (ovenfor). Den er grenet fra grunden, stængler oftest krybende, men til tider opstigende, indtil 70 cm lange/høje, undertiden mere. De talrige blade er kortstilkede, linjeformede, lancetformede eller elliptiske, helrandede, tilspidsede eller butte, på hovedstænglerne indtil 4 cm lange og 1,2 cm brede, mindre på sidegrenene. De små blomster, til 4 mm i tværmål, er enlige eller i små klynger i bladfæsterne, kronblade hvide eller lyserøde, ofte med grønlig basis.

Arten ædes gerne af kvæg og høns, og småfugle sætter stor pris på frøene. Dette blev bemærket af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), da han navngav den aviculare, afledt af latin avicula (‘lille fugl’).

I folkemedicinen er saften blevet anvendt til at stoppe næseblod og andre blødninger. Té fremstillet af planten blev benyttet mod diarré, hoste, bronchitis samt blødende hæmorrider.

I skuespillet En skærsommernatsdrøm kalder William Shakespeare (1564-1616) denne plante for “the hindering knotgrass” (‘den hindrende vej-pileurt’). Dengang var det en udbredt opfattelse, at dens saft kunne virke hæmmende på børns og husdyrs vækst.

 

 

Denne vej-pileurt er spiret blandt mursten, udlagt som fliser, Laven, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Vej-pileurt, opstigende form, Roskilde Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Polygonum plebeium
En meget variabel, tæppedannende plante, stængler krybende eller opstigende, indtil 40 cm lange, stærkt forgrenede fra grunden, mellemrummene mellem bladfæsterne normalt kortere end bladene, som er meget kortstilkede, linjeformede, omvendt lancetformede eller elliptiske, indtil 1,5 cm lange og 4 mm brede, med iøjnefaldende midternerve, basis kileformet, margin helrandet, spids but eller tilspidset. Skedehinden er gennemsigtig, indtil 3 mm lang, med talrige smalle flige for enden. Blomsterne, som er uden stilk, sidder 3-6 sammen i bladhjørnerne, delvis skjulte af papiragtige, frynsede skedehinder, kronblade hvide, lyserøde eller grønlige, smalt elliptiske, op til 3 mm lange, med tydelige nerver på undersiden.

Denne art er udbredt i det sydlige og østlige Asien, Indokina, Filippinerne, Australien og størsteparten af Afrika, samt på Madagascar. Den vokser i tørre rismarker og fugtigt græsland, samt langs stier.

I Nepal koges planten, og saften indtages mod dysenteri, saft af roden mod mavebesvær. Unge dele koges som grønsag.

 

 

Polygonum plebeium nær søen Deepak Tal (ca. 3800 m), Lahaul, Himachal Pradesh, nordlige Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Reynoutria Kæmpepileurt
En lille slægt med 4 arter, som er hjemmehørende i Fjernøsten, fra Ussuriland og Sakhalin, i det sydøstlige Sibirien, mod syd til Kina og Taiwan.

Slægtsnavnet hædrer Charles de Saint Omer (1533-1569), greve af Reynoutre. Den hollandske botaniker Matthias van Lobel (1538-1616) skriver “dat dezelve aan de Kruidkunde zeer veel dienft gedaan heeft.” (‘at den selvsamme har ydet stor fortjeneste inden for urtekundskab’).

 

Reynoutria japonica Japansk kæmpepileurt
Førhen blev denne art kaldt for Fallopia japonica eller Polygonum cuspidatum. Den er hjemmehørende i Fjernøsten, hvor den er udbredt i Ussuriland (sydøstlige Sibirien), Korea, Japan, Kina og Taiwan.

Denne store plante kan blive op til 4 m høj, men under karrige vilkår er den ofte meget mindre (se øverste foto herunder). Den har hule stængler med markante bladfæster, hvorved den minder om bambus. Bladene er bredt ovale, indtil 14 cm lange og 9 cm brede, oftest med lige afskåret grund og helrandet margin. De små blomster, som er hvide eller cremefarvede, sidder i indtil 15 cm lange toppe. De spatelformede frugter, som har et indhak i spidsen, er lyserøde, hvide eller cremefarvede.

Japansk kæmpepileurt blev indført til Europa og Nordamerika i 1800-tallet og blev hurtigt en populær haveplante på grund af sit bambus-lignende udseende, sin frodige vækst og de smukke blomsterstande. Den blev imidlertid snart et besværligt ukrudt, som spredte sig ukontrollabelt, og dens kraftige rodsystem er i stand til at ”beskadige betonfundamenter, bygninger, floddiger, veje, fortove, støttemure, samt steder af arkitektonisk interesse.” (Kilde: gardenroots.co.uk)

Arten er af World Conservation Union karakteriseret som en af verdens værste invasive arter.

 

 

Japansk kæmpepileurt, voksende på bjerget Hohuan Shan, centrale Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Efterårsblade og frøstande af japansk kæmpepileurt, Tørring, nær Ry. Bemærk den lige afskårne bladbasis og den helrandede kant. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Frugter af japansk kæmpepileurt kan være lyserøde, som på dette billede fra Hohuan Shan, Taiwan (øverst), eller hvidlige, som på dette foto fra Wuling National Forest, Taiwan (nederst). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Reynoutria sachalinensis Sakhalin-kæmpepileurt
Denne plante er begrænset til Sakhalin og de sydlige Kuriller i det sydøstlige Sibirien, samt øerne Hokkaido og Honshu i Japan.

Den ligner meget foregående art, men har større blade, op til 40 cm lange og 28 cm brede, med næsten hjerteformet grund og bølget rand. Unge skud er spiselige.

Denne art blev ligeledes indført til Europa, og under en tørkeperiode i 1890’erne blev den meget anvendt som kvægfoder, da den kun var lidt påvirket af tørken. Den blev derefter dyrket eksperimentelt, men viste sig at være mindre nyttig end forventet. I lighed med F. japonica er den blevet invasiv mange steder.

 

 

Dyrket Sakhalin-kæmpepileurt, Jylland. Bemærk den afrundede, næsten hjerteformede bladbasis og den bølgede bladrand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

(Oprettet maj 2023)