Hund

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne tæmning fandt sted flere steder samtidigt, sandsynligvis i Vesteuropa, Centralasien og Østasien. Ny genetisk forskning peger på, at en tidlig ulvepopulation opsplittedes i en østlig og en vestlig form, som, før de uddøde, begge blev tæmmet uafhængigt af hinanden til to distinkte bestande af tamhunde, for mellem 14.000 og 6400 år siden. Den vesteurasiske hundebestand blev delvis erstattet af østasiatiske hunde, som menneskene indførte for mindst 6400 år siden. (En liste over kilder findes på siden en.wikipedia.org/wiki/Origin_of_the_domestic_dog).

To hunderacer, som er efterkommere af den oprindelige tæmmede ulv, er så forskellige fra andre hunde, at de har fået status af underart: den australske dingo (C. l. dingo) og den afrikanske basenji (C. l. basenji). De adskiller sig fra andre hunde ved ikke at kunne gø, og de kommer kun i brunst én gang om året, modsat to eller flere gange hos andre hunderacer. De mangler også begge en karakteristisk kropslugt.

DNA-forskning påviser, at dingoen nedstammer fra østasiatiske tamhunde. Den blev indført til Australien for omkring 4000 år siden af søfarende folk, og i dag findes forvildede bestande i de fleste egne af kontinentet, idet arten dog holdes ude fra den sydøstlige del af landet ved hjælp af et såkaldt ‘dingo-hegn’. I dag er dingoen det største landrovdyr i Australien, idet den hjemmehørende thylacin, også kaldt tasmansk ulv (Thylacinus cynocephalus), blev udryddet af landmænd i 1900-tallet. Dingoen udgør en trussel mod kvæg og får, men samtidig gavner den bønderne ved hovedsageligt af nedlægge kaniner, kænguruer og rotter, som alle er alvorlige skadedyr i det australske landbrug.

Basenji-hunden siges at være opstået i Congo-regnskovsbassinet i Vestafrika. Hunde, som ligner nutidige basenji-hunde, er afbildet i egyptiske grave, siddende med rejste ører og krølle på halen, ligesom de gør den dag i dag. Hunde af denne type blev anvendt i Egypten til at jage småvildt (Dollman 1937).

Gennem sin lange forbindelse med mennesker har hunden på enestående vis tilpasset sig menneskets levemåde, og den er i stand til at trives på stivelsesrig kost, som ikke ville være tilstrækkelig for vilde medlemmer af hundefamilien. Der findes mindst 200 hunderacer, som varierer kolossalt i størrelse, form og farve, fra den 135 kilo tunge engelske mastiff til chihuahua’en, der blot vejer 1-2 kilo. Hunde anvendes til utallige formål, lige fra selskabshunde og beskyttende hunde til jagthunde, hyrdehunde, slædehunde, væddeløbshunde, redningshunde, politi- og toldhunde samt hunde, der hjælper handicappede mennesker, for blot at nævne nogle få. Det er ikke så sært, at hunden har fået tilnavnet ’menneskets bedste ven’.

Andre billeder af tamhunden, samt andre medlemmer af hundefamilien, kan ses på siden Dyreliv – Pattedyr: Hundefamilien.

 

 

 

 

 

Hundens legendariske lugtesans inspirerede den engelske forfatter Hugh Lofting (1886-1947), da han skrev den herlige børnebog Doktor Dolittles eventyr (1920). Heri beskrives det, hvordan hunden Jip forsøger at opspore en lille drengs onkel, som er bortført af sørøvere, der har stjålet hans skib og sat ham i land på en klippeø. Jip snuser til nordenvinden og siger:

“Tjære, spanske løg, petroleum, våde regnfrakker, knuste laubærblade, brændt gummi, gardiner der er hængt til tørre, og ræve – hundredevis af ræve og unger, og …”

“Kan du virkelig lugte alt det gennem vinden?” spurgte doktoren.

“Ja, naturligvis kan jeg det!” sagde Jip. “Og det er altsammen noget, som det er let at lugte sig til – de stærke lugte. Selv en køter, om den var aldrig så forkølet, ville kunne lugte det. Vent nu lidt, så skal jeg nævne dig nogle lugte, som det er svært at skelne, og som vinden bringer med sig.”

Nu lukkede hunden øjnene fast i, stak snuden lige i vejret og snøftede energisk med halvåben mund.

(…)

“Mursten,” hviskede den ganske svagt, “gamle, gule mursten i en havemur, der er ved at smuldre af ælde; det sagte pust fra ungt kvæg, der står midt i en bjergstrøm; blytaget på et dueslag – eller måske på et kornloft – som middagssolen skinner på; sorte kidskindshandsker, der ligger i en skrivebordsskuffe af valnøddetræ; en støvet vej, hvor der står et vandingstrug til heste i skyggen af ahorntræer*; små paddehatte, der bryder frem gennem rådnende blade**, og – og –“

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Under en forskningsrejse til Chukotka-halvøen i det nordøstlige Sibirien besøgte mine ledsagere og jeg et fyrtårn på spidsen af Kosa Ruskaya Koshka (‘Den Russiske Kats Sandodde’). En af hundene, som tilhørte mandskabet var en engelsk springer spaniel. Vores tur til dette område er beskrevet på siden Rejse-episoder – Sibirien 2011: Med bæltekøretøj gennem Chukotka.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Billederne herunder viser en Labrador-retriever, som ledsager sin herre på en pilgrimsfærd under en taiwanesisk daoistisk højtid, hvor man fejrer modergudinden Mazu. Pilgrimmene vandrer ofte i dagevis fra tempel til tempel, men både mand og hund er veludstyret til færden.

Andre daoistiske højtider, samt Daoismens opståen, er skildret på siden Religion: Daoismen i Taiwan.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Adskillige typer af pudelhunde er opstået gennem tiderne, deriblandt forskellige farveformer, samt dværgformer, der tidligere var meget anvendt i cirkusforestillinger. Pudler er almindelige i hundeshows, hvor ansigt og bagkrop ofte er tætklippet, med hårduske på haser og halespids.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den pragtfulde blomstring hos dette træ vises gennem en række billeder på siden Planteliv: Når mu-olietræet blomstrer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Da jeg knælede ned og forsøgte at kalde hunden til mig, blev den fuldkommen henrykt og kom krybende hen langs jorden med halen mellem benene. Den nød åbenlyst at blive kløet på hovedet, men da min ledsager kom til, blev den straks bange og sprang så langt bort, som lænken tillod.