Skygger

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af det middelalderlige navn på arten, herba Sanctae Barbarae (’Sankt Barbaras urt’). Den hellige Barbara blev betragtet som minearbejderes og artilleristers skytshelgen, og da vinterkarse blev anset for at være en god sårheler, blev den opkaldt efter hende.

Ifølge legenden var Barbara datter af en rig hedensk mand, som levede i det 3. årh. Hendes fader holdt hende indespærret i et tårn for at beskytte hende mod omverdenens fristelser. Hun omvendte sig imidlertid i hemmelighed til den kristne tro og nægtede at gifte sig med den mand, som hendes fader havde udvalgt.

Før han drog ud på en længere rejse, beordrede faderen en badstue opført til hende i nærheden af tårnet, men under hans fravær fik Barbara tre vinduer sat i bygningen, som symbol på Treenigheden, i stedet for de planlagte to. Da faderen vendte tilbage, fortalte hun ham, at hun havde omvendt sig til kristendommen. Han slæbte hende foran provinsens magistrat, men selv om hun blev grusomt torteret, nægtede hun at frasige sig sin tro.

Om natten blev hendes fængsel badet i lys, og hver morgen var hendes sår helet. Fakler, der blev holdt hen til hende for at brændemærke hende, gik ud. Til slut blev hun halshugget, og hendes egen fader udførte henrettelsen. Som straf blev han ramt af et lyn, og hans krop blev fortæret af flammerne.

Barbara blev begravet af en kristen, og hendes grav blev et sted, hvor mirakler hændte. I bogen Reisebeschreibung nach Arabien und andern umliegenden Ländern (Gloyer und Oldshausen, Hamburg, 1837, på dansk Rejsebeskrivelse fra Arabien og andre omkringliggende lande, Forlaget Vandkunsten, 2004, oversat af Hans Christian Fink), skriver den tyske kartograf og matematiker Carsten Niebuhr, at han fik forevist hendes grav i landsbyen Karmelis, nær Mosul, nordlige Irak, i 1766. Nogle nærliggende ruiner skulle efter sigende have været hendes faders palads.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Plantens oprindelsesområde er omdiskuteret, men Mesopotamien, Iran og Grækenland er blevet foreslået som kandidater. Dyrkning af safran-krokus spredtes langsomt til store dele af Eurasien, og senere blev planten bragt til Nordafrika, Nordamerika og Oceanien.

Ordet safran er sandsynligvis afledt af arabisk zafaran, som stammer fra persisk zarparan, der betyder ‘med gyldne strenge’ eller ‘farvet gylden’, hvilket sigter til blomstens gyldne støvbærere eller til det gyldne farvestof udvundet af griflerne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En mængde billeder af megalitiske anlæg er præsenteret på siden Kultur: Megalitter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I tørt vejr er disse lag hårde som sten, men i regnvejr bliver de blødere og begynder at erodere bort. Der blev imidlertid også efterladt større sten af vulkanerne og gletscherne, og under sådanne sten er jorden beskyttet mod regnen. Efterhånden som den omkringliggende jord eroderes bort, dannes der under stenene majestætiske søjler, der ofte rejser sig stejlt op af jorden. Disse strukturer kaldes for jordpyramider.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Faktisk er Ruapehu et navn, som omfatter en række tinder, hvoraf den højeste er Tahurangi (2797 m), mens en markant spids top kaldes Girdlestone (2658 m). Oprindeligt var dette bjerg blevet navngivet Little Matterhorn Peak af Hubert Earle Girdlestone (1879-1918), en newzealandsk opdagelsesrejsende og krigshelt, som blev dræbt i Frankrig i 1918. Hans venner opsatte en mindeplade på bjerget i 1922 og ændrede dets navn til Girdlestone Peak.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Chorten’er og andre buddhistiske fænomener er nærmere beskrevet på siden Religion: Buddhisme.

 

 

 

 

 

 

 

I Amerika kaldes denne art for Creeping Jenny (’Krybende Jenny’) og mange andre navne, som sigter til dens invasive natur. I sin herlige bog All about Weeds skriver den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964): “Krybende Jenny er en af de værste ukrudtsarter. Dette navn er en glimrende betegnelse for den – en lille hviskende tøjte, som kryber ind og ødelægger alting. Dette ukrudt behøver ikke andre navne, men den har mange, bl.a. hedge bells (’hæk-klokke’), corn-lily (’kornlilje’), bellbine (’klokkeranke’), sheep-bine (’fåreranke’), corn-bind (’kornranke’), bear-bind (’bjørneranke’) og green vine (’grøn slyngplante’).”

Mange andre medlemmer af snerlefamilien er omtalt på siden Planteliv: Snerler.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk artos (‘brød’) og karpos (‘frugt’), et navn, som blev givet af den skotsk-tyske botaniker Johann Reinhold Forster (1729-98) og dennes søn Johann Georg Forster (1754-94), der begge deltog som botanikere på James Cook’s (1728-79) 2. rejse, som fandt sted 1772-75.

Nogle arter dyrkes vidt og bredt, specielt almindelig brødfrugt (Artocarpus altilis) og jackfrugt (A. heterophyllus). Sidstnævnte er nærmere beskrevet på siderne Rejse-episoder – Sri Lanka 1976: Blandt spritbryggere, samt Natur: Mønstre i naturen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hvorfor strandarve (Honckenya peploides), som tilhører nellikefamilien (Caryophyllaceae), har fået betegnelsen arve, er uvist. Den optræder ihvertfald aldrig som ukrudt, idet den kun vokser på sandstrande og i de ydre klitter. Den mangegrenede stængel er dækket af sand, og alt hvad man ser af planten, er de kødfulde, lysegrønne, spidse blade og de grønlig-hvide blomster med 5 afrundede kronblade og 10 støvbærere. Planten dækker ofte ret store områder.

Den blev opkaldt efter den tyske botaniker Gerhard August Honckeny (1724-1805), der er bedst kendt for værket Synopsis Plantarum Germaniæ.

 

 

 

 

 

Frugten af Sodomas æble blev først beskrevet af den romerske historiker Titus Flavius Josephus, født Yosef ben Matityahu (ca. 37-100 e.Kr.), som fandt den voksende nær byen Sodoma: “hvis frugter har en farve, som var de spiselige, men hvis man plukker dem med sine hænder, opløses de i røg og aske.” (W. Whiston, 1737. The War of the Jews, Book IV, Chapter 8, Sec. 4). Titus hentyder til, at frugten ved modenhed nemt falder fra hinanden, hvorved de dunede frø spredes for alle vinde.

Byen Jaisalmer ligger i hjertet af denne ørken, nær den pakistanske grænse. Den blev grundlagt i 1155 under rajput-kongen Roa Rawal Jaisal, som lod opføre et kæmpemæssigt gult sandstensfort, Sonar Qila – et monument fra en tid, hvor der herskede ufred i ørkenen. Fortet var oprindelig omgivet af en 4,5 km lang mur, men i dag strækker byen sig langt uden for resterne af denne mur.

Dette område er nærmere beskrevet på siderne Rejse-episoder – Indien 1986: “Sir, ønsker De at se denne påfugl?” samt Indien 2003: Kamelsafari i Thar-ørkenen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I nogle områder koges bladene og spises som grønsag. Et omslag af planten anvendes til behandling af hovedpine, et afkog af bladene mod mavepine.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med 3 flige’, hvilket sigter til, at bladene ofte, men langtfra altid har 3 flige.

Arten er grundigt beskrevet på siden Planteliv: Snerler.

 

 

 

 

 

Dyrets videnskabelige navn Antidorcas marsupialis er afledt af oldgræsk anti (‘modsat’) og dorkas (‘gazelle’), hvilket sigter til, at denne art ikke er en ægte gazelle, samt af latin marsupium (‘lomme’), hvilket hentyder til hudflappen på ryggen. En anden forskel fra gazellerne er, at dens horn enten er lige eller med svagt fremadbøjet spids, mens de hos gazellerne normalt bøjer bagud i en bue.

Springbukken lever i tørre områder i det sydvestlige Afrika, fra den sydligste del af Angola mod syd gennem Namibia og det vestlige Botswana til det vestlige Sydafrika. Den er Sydafrikas nationaldyr.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En mængde billeder af broer kan studeres på siden Kultur: Broer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Udaipur blev grundlagt i 1559 under Maharana Udai Singh d. 2., som var hersker i byen Chittorgarh længere mod nord. Chittorgarh ligger i et fladt område og var som følge heraf sårbar over for angreb fra maharana’ens fjender, først og fremmest muslimer, som havde taget magten i det nordvestlige Indien.

Efter artilleri-krigens opfindelse i 1500-tallet besluttede Udai Singh at flytte sin hovedstad til et mere sikkert sted, og han valgte Ayad. Ayad var imidlertid plaget af jævnlige oversvømmelser, så Udai Singh besluttede at anlægge den nye by langs en bakkekam øst for Pichola-søen. Som beskyttelse mod angreb fra fjender lod han en 6 km lang mur, som havde syv indgangsporte, opføre omkring byen.

De stridbare rajputter er nærmere omtalt på siden Rejse-episoder – Indien 1986: ”Hans navn er Muhammed!”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ifølge Kew Gardens er denne art opdelt i to underarter, elegans, som er hjemmehørende på Fiji-øerne, samt formosana, der er endemisk i Taiwan. Det synes underligt, at den skulle forekomme i disse to vidt adskilte områder, men ingen andre steder, så måske er der tale om to arter. Eller blev planten bragt til Fiji-øerne af mennesker?

Slægtsnavnet hædrer den tyske naturhistoriker Joseph Gottlieb Kölreuter (1733-1806), som var professor i naturhistorie i Karlsruhe.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Alle dele af denne plante er spiselige, i særdeleshed rodstængel og frø. Rodstængel, blade og frø anvendes også i stor stil i indisk og kinesisk traditionel medicin til behandling af talrige lidelser.

Arten er hellig for hinduer, buddhister, sikher og jainister, som kalder den for padma. Dens store betydning i hinduismen og buddhismen er omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning, mens de forskellige indiske religioner er beskrevet på siden Religion.

 

 

 

 

 

En række egern-arter er omtalt på siden Dyreliv – Pattedyr: Egern.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De kæmpemæssige blade af denne plante anvendes ofte som paraply. Rodstænglen er spiselig efter lang tids kogning, men dens saft irriterer slimhinderne, da den indeholder nålespidse kalciumoxalat-krystaller.

I Hawaii kaldes planten for ’ape, og et lokalt ordsprog siger: Ai no i kaʻape he maneʻo no ka nuku. (’Den, der spiser ’ape, får kløe i munden’). Ordsproget anvendes også i overført betydning, såsom ’der er konsekvenser ved at deltage i noget ondt’. (Kilde: M.K. Pukui 1986. ‘Ōlelo No’eau, Hawaiian Proverbs and Sayings. Bishop Museum Press, Honolulu)

 

 

 

 

 

I Vietnam anvendes et udtræk af arten mod forkølelse.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den beskytter sig mod udtørring og ekstrem varme ved at være pakket ind i et isolerende lag harpiks. Dette lag lugter grimt – mexikanerne kalder planten for hediondilla (’den lille stinker’). Den smager også forfærdeligt, idet den indeholder en mængde forskellige kemiske stoffer, bl.a. flavin, lignin og saponin. Arten er således også godt beskyttet mod at blive ædt.

Creosote er yderst sejlivet. Efter atomprøvesprængninger i Nevadas ørken i 1962 var alt levende i området naturligvis blæst til atomer. Men 10 år senere havde 20 af de oprindelige 21 creosote-buske sat nye skud!

Verdens ældste organisme menes at være en klon af creosote i Mohave-ørkenen, hvis alder vurderes til ca. 9400 år.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er et almindeligt ukrudt i sukkerrørs- og rismarker, hvilket er et alvorligt problem, da den er værtsplante for mange skadedyr på ris, bl.a. hvidryggede tæger (Sogatella furcifera og Sogatodes pusanus), ristægen (Leptocorisa oratorius), larver af natsværmeren Mythimna separata, samt kornthrips (Haplothrips ganglbaurei og Chirothrips mexicanus).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Andre billeder af skovspurve kan ses på siderne Dyreliv: Byens dyreliv, samt Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art blev først indsamlet af Thomas Nuttall (1786-1859) nær Platte-floden, Nebraska. Han var en engelsk trykker, der rejste til USA i 1808. Kort efter ankomsten mødte han botanikeren Benjamin Barton (1766-1815), der fremkaldte en stærk interesse for naturen i ham. Gennem de følgende år, indtil 1841, foretog Nuttall adskillige ekspeditioner i Amerika, og talrige planter og dyr er opkaldt efter ham.

 

 

 

 

 

Dette græs blev indført til det vestlige Nordamerika midt i 1800-tallet for at stabilisere vandreklitter. Den spredtes imidlertid snart ukontrollabelt, og i dag er arten en af de værste invasive planter langs Californiens kyst, hvorfra den har bredt sig mod nord til British Columbia.

 

 

 

 

 

Den største sten blev opsat på ordre af Kong Harald Blåtand til minde om hans forældre, Kong Gorm og Dronning Thyra. På stenens ene side ses Kristus – Nordens ældste Kristus-billede. På den anden side er et dyr omslynget af en slange. Teksten lyder: ”Harald konge lod gøre disse kumler efter Gorm sin fader og efter Thyra sin moder – den Harald som vandt sig Danmark al og Norge og gjorde danerne kristne.”

Den mindre sten, som blev opsat på ordre af Kong Gorm, har følgende tekst: ”Gorm konge gjorde disse kumler efter Thyre, sin hustru, Danmarks bod.” – Ordet bod tolkes gerne som ‘pryd’.

I dag er stenene bag armeret plastic, hvilket desværre var en nødvendighed, dels fordi de havde været genstand for vandalisme, dels fordi de var begyndt at vise tegn på erosion fra syreholdig regn.

 

 

 

 

 

Det er en stor fugl, indtil 68 cm lang og med en vægt op mod 1,4 kg. Den er opdelt i to underarter. Den nordlige nominatrace har lysere vinger og mørkere øjenfarve end den sydlige race wymani.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Da europæerne udvandrede til Amerika, blev arten uforvarende slæbt med. Dens klæbrige frø satte sig ofte fast på nybyggernes vognhjul, hvorved den blev spredt overalt, hvor indvandrerne færdedes. Dette blev bemærket af de indfødte folk, som kaldte den for ’den hvide mands fodspor’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bladskærermyrer (Atta) er beskrevet på siden Dyreliv – Hvirvelløse dyr: Hvirvelløse dyr i Costa Rica og Guatemala.

 

 

 

 

 

Arten er blevet naturaliseret mange steder, idet den uhyre nemt spredes ved hjælp af sine vingede frø, som produceres i titusindevis på blot et enkelt middelstort træ. I flere lande, bl.a. Danmark, betragtes den ofte som invasiv, da den nemt kan overtage hovedrollen i yngre skove. At bekæmpe den er dog en fuldstændig uoverkommelig opgave på grund af dens utallige frø.

Et eksempel på ahorns spredningsevne ses i naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord, hvor de forhenværende marker blev opgivet i to omgange, i 1928 og i 1978. I begge tilfælde blev tusinder af ahorn-frø vindspredt til en mark fra nogle få træer i en plantage nær marken, og på disse to marker dominerer arten totalt i dag. Udviklingen i disse skove er beskrevet i detaljer på siden Naturreservatet Vorsø: Vildnis i vækst.

 

 

 

 

 

 

 

Den lever i åbent land, hvor den ofte sidder på udkigsposter, såsom elledninger eller nøgne grene, hvorfra den holder udkig efter flyvende insekter, som den fanger i luften. Som dens navn antyder, er fjerdragten knaldsort, i modsætning til adskillige andre drongo-arter kun ganske lidt metalskinnende.

Det videnskabelige artsnavn er afledt af oldgræsk macros (‘lang’) og kerkos (‘hale’).