Skygger

 

 

I Mordors land, hvor skygger ruge.” – Eroderede klipper i morgenlys, Badlands Nationalpark, South Dakota, USA (øverst), samt aftenlys på golde klipper, nær Pang, Ladakh, nordlige Indien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tre har elvernes konge i dybeste skove.
Syv har dværgenes herrer i sale af sten.
Ni har mennesket dødeligt, dømt til at sove.
Én har den natsorte fyrste for ondskab og mén
i Mordors land, hvor skygger ruge.
Én Ring er over dem alle. Én Ring kan finde dem alle.
Én Ring kan bringe dem og i mørket lænke dem
i Mordors land, hvor skygger ruge.

 

Fra romanen Ringenes herre (1954-55), skrevet af den britiske sprogforsker og forfatter J.R.R. Tolkien (1892-1973), på dansk ved Ida Nyrop Ludvigsen (1927-73). Citatet rummer inskriptionen på ringen over alle ringe – dén ring, som det er hobbitten Frodos opgave at destruere ved at kaste den i Orodruins ild i Mordor, for derved at frelse verden fra Saurons ondskab.

 

 

 

 

Ungt par spadserer hånd-i-hånd, Xiluo, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Disse drenge passerer gennem røg fra madlavning, som siver ud af huse i landsbyen Chame, Annapurna, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Almindelig vinterkarse (Barbarea vulgaris) er meget almindelig de fleste steder i Danmark, specielt på ryddepladser og langs veje og jernbaner. Men den er faktisk en relativt ny borger i vores natur, idet den blev indslæbt til landet engang i 1700-tallet fra dens oprindelige voksesteder i det sydlige Europa, Nordafrika og Mellemøsten. Den er også blevet forvildet mange andre steder kloden rundt, bl.a. Island, Nordamerika og Australien.

Slægtsnavnet kommer af det middelalderlige navn på arten, herba Sanctae Barbarae (’Sankt Barbaras urt’). Den hellige Barbara blev betragtet som minearbejderes og artilleristers skytshelgen, og da vinterkarse blev anset for at være en god sårheler, blev den opkaldt efter hende.

Ifølge legenden var Barbara datter af en rig hedensk mand, som levede i det 3. årh. Hendes fader holdt hende indespærret i et tårn for at beskytte hende mod omverdenens fristelser. Hun omvendte sig imidlertid i hemmelighed til den kristne tro og nægtede at gifte sig med den mand, som hendes fader havde udvalgt.

Før han drog ud på en længere rejse, beordrede faderen en badstue opført til hende i nærheden af tårnet, men under hans fravær fik Barbara tre vinduer sat i bygningen, som symbol på Treenigheden, i stedet for de planlagte to. Da faderen vendte tilbage, fortalte hun ham, at hun havde omvendt sig til kristendommen. Han slæbte hende foran provinsens magistrat, men selv om hun blev grusomt torteret, nægtede hun at frasige sig sin tro.

Om natten blev hendes fængsel badet i lys, og hver morgen var hendes sår helet. Fakler, der blev holdt hen til hende for at brændemærke hende, gik ud. Til slut blev hun halshugget, og hendes egen fader udførte henrettelsen. Som straf blev han ramt af et lyn, og hans krop blev fortæret af flammerne.

Barbara blev begravet af en kristen, og hendes grav blev et sted, hvor mirakler hændte. I bogen Reisebeschreibung nach Arabien und andern umliegenden Ländern (Gloyer und Oldshausen, Hamburg, 1837, på dansk Rejsebeskrivelse fra Arabien og andre omkringliggende lande, Forlaget Vandkunsten, 2004, oversat af Hans Christian Fink), skriver den tyske kartograf og matematiker Carsten Niebuhr, at han fik forevist hendes grav i landsbyen Karmelis, nær Mosul, nordlige Irak, i 1766. Nogle nærliggende ruiner skulle efter sigende have været hendes faders palads.

 

 

Almindelig vinterkarse kaster skygge på en mur, Ölands nordlige odde. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Lys og skygge på terrassemarker langs Kimrong Khola-dalen, Annapurna, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Tørring af håndlavede hvedenudler, Lugang, Taiwan. Andre billeder af denne proces kan ses på siden Planteliv: Græsser. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Safran er et krydderi, som fremstilles af de karmoisinrøde grifler i blomsten af safran-krokus (Crocus sativus). De indeholder et pigment, crocin, som føjer en gyldengul farve til tekstiler og madretter, specielt risretter. Dette farvestof har været udvundet gennem tusinder af år. Det er et stort arbejde at plukke griflerne af blomsterne, og med en pris, der overstiger 35.000 kr. pr. kg, er safran verdens dyreste krydderi.

Plantens oprindelsesområde er omdiskuteret, men Mesopotamien, Iran og Grækenland er blevet foreslået som kandidater. Dyrkning af safran-krokus spredtes langsomt til store dele af Eurasien, og senere blev planten bragt til Nordafrika, Nordamerika og Oceanien.

Ordet safran er sandsynligvis afledt af arabisk zafaran, som stammer fra persisk zarparan, der betyder ‘med gyldne strenge’ eller ‘farvet gylden’, hvilket sigter til blomstens gyldne støvbærere eller til det gyldne farvestof udvundet af griflerne.

 

 

Safran-krokus og dens skygge, Pampur, Kashmir, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Hovedparten af indbyggerne i Kathmandu-dalen i Nepal er Newarer, et folk af blandet kaukasisk og mongolsk herkomst. Dette billede viser en gyde i Newar-landsbyen Bungamati. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Det interessante taiwanesiske marionetdukketeater er beskrevet på siden Kultur: Folkekunst i Taiwan.

 

 

Gullig aftensol kaster skyggerne fra to taiwanesiske marionetdukker og et træ på en væg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Tåge letter over Michaelson-søen, Mount Kenya. En halo ses omkring min skygge. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ales Stenar er et ca. 80 m langt og 20 m bredt monument fra Bronzealderen nær Kåseberga, Skåne, som omfatter ca. 60 kæmpesten, opsat i skibsform.

En mængde billeder af megalitiske anlæg er præsenteret på siden Kultur: Megalitter.

 

 

Morgensol på Ales Stenar. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rankefødder (Cirripedia), som omfatter rurer og langhalse, er krebsdyr, som udgør 11 ordener med over 1000 arter. De findes i alle have kloden rundt.

 

 

Ilanddrevet drivtømmer, overbevokset med langhalse, samt en art af søsalat, Ulva compressa, Laomei, Fugueijiao, nordlige Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Tidligt om morgenen kaster denne cyklist i Hanoi, Vietnam, en lang skygge. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Smilax er en slægt med omkring 260 arter af forveddede slyngplanter, som er udbredt over hele kloden, med undtagelse af polarområderne og store dele af Europa. Smilax china findes fra Kina, Korea og Japan mod syd til Indokina, Malacca-halvøen og Filippinerne, voksende i skyggefulde skove og krat, ofte langs vandløb, fra lavlandet op til omkring 2000 meters højde.

 

 

Smilax china, Basianshan National Forest, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

I mange områder kloden rundt dannes kegleformede søjler i vulkanske aflejringer eller i moræneler og -grus, som blev aflejret under den sidste istid.

I tørt vejr er disse lag hårde som sten, men i regnvejr bliver de blødere og begynder at erodere bort. Der blev imidlertid også efterladt større sten af vulkanerne og gletscherne, og under sådanne sten er jorden beskyttet mod regnen. Efterhånden som den omkringliggende jord eroderes bort, dannes der under stenene majestætiske søjler, der ofte rejser sig stejlt op af jorden. Disse strukturer kaldes for jordpyramider.

 

 

Jordpyramider og skygger, Niki La, Ladakh, nordlige Indien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Aftensolen oplyser jordpyramider i Markha-dalen, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I aftenlyset kaster Judy og jeg lange skygger, mens jeg fotograferer de fantastiske jordpyramider omkring, Zelve, Göreme, centrale Tyrkiet. Andre billeder af disse jordpyramider kan studeres på siden Natur: Klipper og kampesten. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Papir-morbær (Broussonetia papyrifera) er beskrevet på siderne Planteliv: Byens planteliv, samt Natur: Invasive arter.

 

 

Dette individ af papir-morbær er spiret i et lille hul i en betonmur langs en drænkanal, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tongariro Nationalpark ligger i den sydlige del af New Zealands nordlige ø, centreret omkring tre aktive vulkaner, Ruapehu (2797 m), Ngauruhoe (2291 m) og Tongariro (1978 m). Denne park, som dækker 786 km2, blev etableret så tidligt som i 1887 og er således blandt verdens ældste nationalparker. Størstedelen af året er de højereliggende dele af parken dækket af store snemasser.

Faktisk er Ruapehu et navn, som omfatter en række tinder, hvoraf den højeste er Tahurangi (2797 m), mens en markant spids top kaldes Girdlestone (2658 m). Oprindeligt var dette bjerg blevet navngivet Little Matterhorn Peak af Hubert Earle Girdlestone (1879-1918), en newzealandsk opdagelsesrejsende og krigshelt, som blev dræbt i Frankrig i 1918. Hans venner opsatte en mindeplade på bjerget i 1922 og ændrede dets navn til Girdlestone Peak.

 

 

Skygger på sne, Ruapehu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Vortebirken (Betula pendula) er beskrevet på siden Planteliv: Gamle og store træer.

 

 

Den hvide bark på de vortebirke, som vokser på skrænterne neden for vulkanen Etna, Sicilien, er så slående, at disse træer ofte benævnes som en særskilt form, B. pendula ‘aetnensis’. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gederams (Chamerion angustifolium) er en plante, der gerne koloniserer forstyrrede områder, især skovrydninger og forladte marker. Et glimrende eksempel på dens evne til fuldstændigt at overtage nyforladte marker kan studeres på siden Naturreservatet Vorsø: Vildnis i vækst.

 

 

Stænglen på denne gederams er dækket af rim, som bøjer den ned til jorden, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

En chorten er den tibetanske udgave af den buddhistiske stupa, hvis forskellige dele symboliserer elementerne. Basis repræsenterer jord, kuplen vand, ringene eller firkanterne oven på kuplen ild, halvmånen luft, mens det øverste punkt, der til tider afbildes som en lille sol, repræsenterer rummet.

Chorten’er og andre buddhistiske fænomener er nærmere beskrevet på siden Religion: Buddhisme.

 

 

I den tidlige morgen står denne chorten i stærk kontrast til de golde bjerge omkring saltsøen Tso Kar, Ladakh, nordlige Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Forfaldne chorten’er, Leh, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Agersnerle (Convolvulus arvensis) er hjemmehørende i Eurasien. Den er en plante, som snoer sig omkring andre planter i kampen om lys og næring.

I Amerika kaldes denne art for Creeping Jenny (’Krybende Jenny’) og mange andre navne, som sigter til dens invasive natur. I sin herlige bog All about Weeds skriver den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964): “Krybende Jenny er en af de værste ukrudtsarter. Dette navn er en glimrende betegnelse for den – en lille hviskende tøjte, som kryber ind og ødelægger alting. Dette ukrudt behøver ikke andre navne, men den har mange, bl.a. hedge bells (’hæk-klokke’), corn-lily (’kornlilje’), bellbine (’klokkeranke’), sheep-bine (’fåreranke’), corn-bind (’kornranke’), bear-bind (’bjørneranke’) og green vine (’grøn slyngplante’).”

Mange andre medlemmer af snerlefamilien er omtalt på siden Planteliv: Snerler.

 

 

På dette billede fra Stevns kastes skyggen fra blade af agersnerle på et blad af tallerkenblomst (Tropaeolum majus), hvorved de minder om to par af Disneys Aristocats. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

I Namib-ørkenen i det vestlige Namibia er området omkring Sossusvlei dækket af en mængde rødlige klitter, hvoraf de højeste er omkring 275 m. Disse klitter og andre naturfænomener i Namibia er beskrevet på siden Lande og steder: Namibia – et ørkenland.

 

 

Sent eftermiddagslys på klitterne ved Sossusvlei, Namib-ørkenen. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Slægten Artocarpus, populært kaldt brødfrugt, omfatter omkring 60 arter af træer og buske, som tilhører morbærfamilien (Moraceae). De fleste af arterne er hjemmehørende i Sydøstasien, nogle få på øer i Stillehavet. De talrige blomster udvikles til et såkaldt synkarpium, dvs. en frugt med talrige delfrugter, der sidder meget tæt sammen. Hos mange arter bliver frugten meget stor.

Slægtsnavnet er afledt af græsk artos (‘brød’) og karpos (‘frugt’), et navn, som blev givet af den skotsk-tyske botaniker Johann Reinhold Forster (1729-98) og dennes søn Johann Georg Forster (1754-94), der begge deltog som botanikere på James Cook’s (1728-79) 2. rejse, som fandt sted 1772-75.

Nogle arter dyrkes vidt og bredt, specielt almindelig brødfrugt (Artocarpus altilis) og jackfrugt (A. heterophyllus). Sidstnævnte er nærmere beskrevet på siderne Rejse-episoder – Sri Lanka 1976: Blandt spritbryggere, samt Natur: Mønstre i naturen.

 

 

Skyggen fra et blad af almindeligt brødfrugttræ kastes på et andet blad, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Gadefejer, Karapinar, øst for Konya, Tyrkiet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Vortemælk-arten Euphorbia hirta er et krybende, pantropisk ukrudt, som er hjemmehørende i Tropisk Amerika, men er blevet indslæbt, eller indført som medicinsk urt, til de fleste varmere egne af kloden. Den vokser ofte langs veje, samt på brakmarker og forladte tomter. Den kaldes undertiden for astmaplante, hvilket sigter til dens anvendelse i den traditionelle urtemedicin. Den har også været benyttet mod underlivssygdomme hos kvinder, hoste, bronchitis, børneorm, dysenteri, gulsot, filipenser, gonorré, fordøjelsesbesvær og svulster.

 

 

Her har Euphorbia hirta slået rod i en revne på en forladt parkeringsplads, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Låge og sen eftermiddagsskygge, Eriksberg Stränder Naturreservat, Blekinge, Sverige. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Betelpalmen (Areca catechu) er beskrevet på siden Natur: Mønstre i naturen.

 

 

Bladene af betelpalmer kaster skygger på en husmur, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Arve er et gammelt dansk ord, som i sin tid dækkede over forskellige mindre ukrudtsplanter, måske afledt af det latinske arvus (‘dyrket’).

Hvorfor strandarve (Honckenya peploides), som tilhører nellikefamilien (Caryophyllaceae), har fået betegnelsen arve, er uvist. Den optræder ihvertfald aldrig som ukrudt, idet den kun vokser på sandstrande og i de ydre klitter. Den mangegrenede stængel er dækket af sand, og alt hvad man ser af planten, er de kødfulde, lysegrønne, spidse blade og de grønlig-hvide blomster med 5 afrundede kronblade og 10 støvbærere. Planten dækker ofte ret store områder.

Den blev opkaldt efter den tyske botaniker Gerhard August Honckeny (1724-1805), der er bedst kendt for værket Synopsis Plantarum Germaniæ.

 

 

Strandarve og dens skygge, Hønen, Fanø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Den store Thar-ørken strækker sig tværs over delstaten Rajasthan i det nordvestlige Indien og videre mod vest ind i Pakistan. Størsteparten af denne ørken består af vidtstrakte sand- og grusflader, bevokset med forskellige buske og træer, bl.a. en kaktus-agtig vortemælk ved navn thor (Euphorbia caduca), Sodomas æble (Calotropis procera), lokalt kaldt akaro, samt et træ ved navn dzal (Salvadora procera).

Frugten af Sodomas æble blev først beskrevet af den romerske historiker Titus Flavius Josephus, født Yosef ben Matityahu (ca. 37-100 e.Kr.), som fandt den voksende nær byen Sodoma: “hvis frugter har en farve, som var de spiselige, men hvis man plukker dem med sine hænder, opløses de i røg og aske.” (W. Whiston, 1737. The War of the Jews, Book IV, Chapter 8, Sec. 4). Titus hentyder til, at frugten ved modenhed nemt falder fra hinanden, hvorved de dunede frø spredes for alle vinde.

Byen Jaisalmer ligger i hjertet af denne ørken, nær den pakistanske grænse. Den blev grundlagt i 1155 under rajput-kongen Roa Rawal Jaisal, som lod opføre et kæmpemæssigt gult sandstensfort, Sonar Qila – et monument fra en tid, hvor der herskede ufred i ørkenen. Fortet var oprindelig omgivet af en 4,5 km lang mur, men i dag strækker byen sig langt uden for resterne af denne mur.

Dette område er nærmere beskrevet på siderne Rejse-episoder – Indien 1986: “Sir, ønsker De at se denne påfugl?” samt Indien 2003: Kamelsafari i Thar-ørkenen.

 

 

Her og der domineres landskabet i Thar-ørkenen af op til 50 m høje, gyldne klitter. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En lille plante kaster lange skygger på en klit i Thar-ørkenen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Der er højt ned fra en dromedar, så fald ikke af! – Dette billede blev taget under en kamelsafari i Thar-ørkenen. Mere om kameler kan læses på siden Dyreliv: Dyrearter i menneskets tjeneste. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tidligt om morgenen malker disse kvinder i Jaisalmer deres pukkelokser. Kalvene venter på at få deres andel. – Pukkeloksen er beskrevet på siden Dyreliv: Dyrearter i menneskets tjeneste. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fodgængere kaster lange eftermiddagsskygger, Jaisalmer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tridax procumbens er en lille plante af kurvblomstfamilien (Asteraceae), som er hjemmehørende i tropiske egne af Amerika, men er blevet naturaliseret i de fleste varmere områder kloden rundt.

 

 

Tridax procumbens er yderst almindelig i Taiwan, også i byer, hvor den spirer i sprækker allevegne og danner ofte store bevoksninger på tomter. Denne vokser langs en husmur i byen Lugang. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Kauri-træet (Agathis australis) er endemisk for nordøen i New Zealand. Dette majestætiske træ blev næsten udryddet på grund af menneskets umættelige grådighed, og de sidste sørgelige rester af tidligere kæmpestore bevoksninger er i dag strengt fredet. Arten er nærmere omtalt på siden Planteliv: Gamle og store træer.

 

 

Denne skygge fra en Astelia-art, som kastes på stammen af et kauri-træ i Trouson Kauri Park, minder om en gigantisk skolopender. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Skyggen fra en takket bjergkæde kastes på skyer, Khumbu, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Morgentrafik, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ipomoea triloba er en slyngplante af snerlefamilien (Convolvulaceae), som er hjemmehørende fra Mexico og Caribien mod syd til det nordlige Sydamerika, men er i dag vidt udbredt i varmere egne kloden rundt, hvor den ofte bliver et besværligt ukrudt. Den findes i græsland og krat, på tomter og langs veje, og undertiden på sandstrande, fra havniveau op til højder omkring 750 m.

I nogle områder koges bladene og spises som grønsag. Et omslag af planten anvendes til behandling af hovedpine, et afkog af bladene mod mavepine.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med 3 flige’, hvilket sigter til, at bladene ofte, men langtfra altid har 3 flige.

Arten er grundigt beskrevet på siden Planteliv: Snerler.

 

 

Ipomoea triloba, Ubud, Bali, Indonesien. Skyggen fra et delvis ædt blad kastes på et andet blad. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Da Boerne (hollandske emigranter) ankom til Sydafrika i 1700-tallet, bemærkede de en antilope-art, der ofte sprang omkring, tilsyneladende af lutter livsglæde, hvorfor de kaldte den for springbok. På engelsk kaldes denne adfærd for pronking, hvor et dyr med buet ryg og på stive ben springer i vejret adskillige gange, somme tider op til en højde af 2 m, mens de rejser en hvid, lomme-lignende hudflap, der strækker sig fra halen op langs rygraden.

Dyrets videnskabelige navn Antidorcas marsupialis er afledt af oldgræsk anti (‘modsat’) og dorkas (‘gazelle’), hvilket sigter til, at denne art ikke er en ægte gazelle, samt af latin marsupium (‘lomme’), hvilket hentyder til hudflappen på ryggen. En anden forskel fra gazellerne er, at dens horn enten er lige eller med svagt fremadbøjet spids, mens de hos gazellerne normalt bøjer bagud i en bue.

Springbukken lever i tørre områder i det sydvestlige Afrika, fra den sydligste del af Angola mod syd gennem Namibia og det vestlige Botswana til det vestlige Sydafrika. Den er Sydafrikas nationaldyr.

 

 

I den intense middagshede i Kalahari Gemsbok Nationalpark, Sydafrika, har disse springbukke søgt ind i skyggen fra et træ. Undersøgelser har vist, at temperaturen omkring middagstid på skyggefulde steder i denne ørken kan være op til 30 grader lavere end i solen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

En brandhane og dens skygge, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Denne isskulptur er dannet omkring en sten på lavt vand i Horsens Fjord. Flere billeder af sådanne skulpturer er præsenteret på siden Natur: Sne og is. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Den tætte forbindelse mellem hunden og mennesket er beskrevet på siden Dyreliv: Dyrearter i menneskets tjeneste.

 

 

Hen under aften lufter denne kvinde sin hund på en sandstrand nær byen Mendocino, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En Samojedespids betragter sin egen skygge, Horsens. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Bakket græsland nær Ljosavatn, nordlige Island. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Skyggen fra dette tørrede stykke ingefær, der holdes op foran en lampeskærm, minder om en drage. – Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Victoria Falls Bridge fører over Zambezi-flodens kløft nær Victoria Falls. Denne flod udgør grænsen mellem Zimbabwe og Zambia.

En mængde billeder af broer kan studeres på siden Kultur: Broer.

 

 

På dette billede kastes skyggen fra Victoria Falls Bridge på klipper langs kløften. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Del af en vinge på en gammel vindmølle af hollandsk type, Langeland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Den atlantiske dolkhale (Limulus polyphemus) er vidt udbredt i den østlige del af Nordamerika, fra det sydlige Canada mod syd til den sydlige del af Mexico. Disse mærkværdige dyr er indgående beskrevet på siden Dyreliv – Hvirvelløse dyr: Dolkhaler – levende forsteninger i knibe.

 

 

Død atlantisk dolkhale, Reeds Beach, Cape May, New Jersey, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Skyggefuld gade i byen Lugang, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Udaipur er en dejlig by i den sydlige del af Rajasthan, Indien, beliggende ved bredden af den smukke Pichola-sø. Så tidligt som i 900-tallet grundlagde hinduistiske Mewar-rajputter på dette sted en by ved navn Ayad, som sidenhen blev et travlt knudepunkt for handel.

Udaipur blev grundlagt i 1559 under Maharana Udai Singh d. 2., som var hersker i byen Chittorgarh længere mod nord. Chittorgarh ligger i et fladt område og var som følge heraf sårbar over for angreb fra maharana’ens fjender, først og fremmest muslimer, som havde taget magten i det nordvestlige Indien.

Efter artilleri-krigens opfindelse i 1500-tallet besluttede Udai Singh at flytte sin hovedstad til et mere sikkert sted, og han valgte Ayad. Ayad var imidlertid plaget af jævnlige oversvømmelser, så Udai Singh besluttede at anlægge den nye by langs en bakkekam øst for Pichola-søen. Som beskyttelse mod angreb fra fjender lod han en 6 km lang mur, som havde syv indgangsporte, opføre omkring byen.

De stridbare rajputter er nærmere omtalt på siden Rejse-episoder – Indien 1986: ”Hans navn er Muhammed!”

 

 

Denne kvinde bringer en kurv med vasketøj til Pichola-søen, Udaipur. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Indgangsport ved bredden af søen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Bevoksede klitter på øen Langli i Vadehavet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

En samling billeder, som illustrerer bananer og bananblade, findes på siden Planteliv: Bananer.

 

 

Skyggen på dette visnende bananblad, observeret på øen Lombok, Indonesien, minder om et gabende væsen, iført en høj hat. Eller måske Mrs. Simpson fra den kendte TV-serie The Simpsons? (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Som dens navn antyder, er Taiwan-bananplanten (Musa formosana) endemisk i Taiwan. Denne art, som bliver indtil 6 m høj, vokser i skove, fra nær havoverfladen til omkring 1000 meters højde.

 

 

Skyggerne fra bregner skaber mønstre på blade af Taiwan-bananplante, Malabang National Forest. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Golde og vegetationsløse bjerge og klipper er en almindelig landskabstype i de tørre landskaber Ladakh, Lahaul og Spiti i det nordlige Indien, hvor nedbør er sparsom.

 

 

Morgensol på takkede bjerge i Shila-floddalen, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Golde skrænter nær Leh, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Aftenlys på golde bjerge, Spiti. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Golde skrænter langs Markha-dalen, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gyldent flammetræ (Koelreuteria elegans) er et mindre træ, der bliver op til 17 m højt. Det har fået navn efter sine pragtfulde gyldne blomsterstande. Et af artens engelske navne er golden-rain tree, og på afstand kan blomsterstandene da også minde om ‘gylden regn’ (se billeder på siden Hyldest til farven gul).

Ifølge Kew Gardens er denne art opdelt i to underarter, elegans, som er hjemmehørende på Fiji-øerne, samt formosana, der er endemisk i Taiwan. Det synes underligt, at den skulle forekomme i disse to vidt adskilte områder, men ingen andre steder, så måske er der tale om to arter. Eller blev planten bragt til Fiji-øerne af mennesker?

Slægtsnavnet hædrer den tyske naturhistoriker Joseph Gottlieb Kölreuter (1733-1806), som var professor i naturhistorie i Karlsruhe.

 

 

Skyggen fra frugter og blade af gyldent flammetræ kastes på en metalvæg, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Småblade af en bregne, El Yunque, Puerto Rico. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Grønne bakker nær Los Alamos, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Rusten kæde på en husmur, Lyø, Sydfynske Øhav. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tempeltræet (Plumeria rubra), også kaldt frangipani, er oprindeligt vildtvoksende i Mexico, Mellemamerika og det nordligste Sydamerika. På grund af de smukke og duftende blomster dyrkes denne art som prydplante i næsten alle tropiske og subtropiske lande. I Asien plantes den ofte nær templer, hvilket er årsagen til dens danske navn.

 

 

Skyggen fra et tempeltræ kastes på en mur omkring Kongfutse-templet i byen Tainan, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Humayun, hvis virkelige navn var Nasir-ud-Din Muhammad, var den anden kejser i Mogul-riget, som omfattede, hvad der i dag er det nordvestlige Indien, Pakistan og Afghanistan. Han regerede i to perioder, 1531-40 og 1555-56. Han døde i 1556, da han snublede på trappen op til sit bibliotek og slog hovedet imod de grove stentrin.

 

 

Skyggen fra et udskåret sandstens-‘vindue’ skaber mønstre på en væg i Humayuns Gravsted, Delhi, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Bøgeskov med skygger, Gudenåen nær Alling, Midtjylland. Bøgen (Fagus sylvatica) er beskrevet på siden Planteliv: Gamle og store træer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Skyggerne fra grene og vinduer kastes på en væg, Long Island, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Blød hejre (Bromus hordeaceus) er en græsart, som oprindeligt var vildtvoksende i Europa og det nordlige Asien, men er blevet indslæbt til mange andre egne af verden, bl.a. Nordamerika.

 

 

Frøstande af blød hejre kaster lange skygger på et fiskeskur ved Roskilde Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Skyggen fra blade, som kastes på et fluenet, minder om en Mumitrold – de kendte figurer, som blev skabt af den svenske forfatter Tove Marika Jansson (1914-2001). – Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Skygger fra et metalhegn kastes på Hippodrome-pladsens brosten, Istanbul, Tyrkiet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Indisk lotus (Nelumbo nucifera), også kaldt hellig lotus, er udbredt fra Iran gennem det indiske subkontinent mod øst til det sydlige Kina, Taiwan og Japan, og derfra mod syd gennem Sydøstasien, Malaysia og Indonesien til Ny Guinea og det nordlige Australien.

Alle dele af denne plante er spiselige, i særdeleshed rodstængel og frø. Rodstængel, blade og frø anvendes også i stor stil i indisk og kinesisk traditionel medicin til behandling af talrige lidelser.

Arten er hellig for hinduer, buddhister, sikher og jainister, som kalder den for padma. Dens store betydning i hinduismen og buddhismen er omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning, mens de forskellige indiske religioner er beskrevet på siden Religion.

 

 

Blade af indisk lotus, Yangshuo, Guangxi-provinsen, sydlige Kina. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Det videnskabelige familienavn på egern, Sciuridae, er afledt af Sciurus, det navn, som den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) i 1758 gav det europæiske røde egern (S. vulgaris). Ordet er en latiniseret form af oldgræsk skiouros, sammensat af skia (’skygge’) og oura (’hale’), altså ‘halen der giver skygge’, hvilket hentyder til, at mange egern-arter ofte holder den buskede hale i en bue op over ryggen.

En række egern-arter er omtalt på siden Dyreliv – Pattedyr: Egern.

 

 

I den intense middagshede i Kalahari Gemsbok Nationalpark, Sydafrika, benytter dette Kap-jordegern (Xerus inauris) sin hale til at skabe skygge for kroppen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Skyggerne fra bambusblade, samt fra bladene af et træ, kastes på bagsiden af et skilt nær det daoistiske tempel Tzi Gong Da Foa, Linnei, Taiwan. Skyggerne fra træets blade minder om en kat, der slikker sin pote. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tæmningen af forskellige vilde okser er beskrevet på siden Dyreliv: Dyrearter i menneskets tjeneste.

 

 

Morgenlys, græssende kvæg og egetræer, nær Los Alamos, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne oksekærre i det sydlige Pakistan kaster en lang eftermiddagsskygge. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Græssende kvæg i aftenlys, Waitomo, New Zealand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En kærre, trukket af pukkelokser, kaster lange morgenskygger under det årlige november-marked i byen Sonpur, Bihar, nordlige Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Skyggen fra et blad af stokrose (Alcea rosea) minder om en grinende heks med en stor vorte under næsen, Fyn. Adskillige billeder af denne art findes på siden Planteliv: Katost, hibiskus m.m. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Alocasia macrorrhizos er en vild taro-art, som kan blive op til 5 m høj. Denne gigantiske urt er hjemmehørende fra Malaysia mod syd gennem Indonesien til det nordlige Australien, men er blevet indført til mange andre tropiske og subtropiske områder som prydplante, fødeemne og husdyrfoder. Den betragtes som invasiv i Cuba og New Zealand, samt på adskillige Stillehavsøer.

De kæmpemæssige blade af denne plante anvendes ofte som paraply. Rodstænglen er spiselig efter lang tids kogning, men dens saft irriterer slimhinderne, da den indeholder nålespidse kalciumoxalat-krystaller.

I Hawaii kaldes planten for ’ape, og et lokalt ordsprog siger: Ai no i kaʻape he maneʻo no ka nuku. (’Den, der spiser ’ape, får kløe i munden’). Ordsproget anvendes også i overført betydning, såsom ’der er konsekvenser ved at deltage i noget ondt’. (Kilde: M.K. Pukui 1986. ‘Ōlelo No’eau, Hawaiian Proverbs and Sayings. Bishop Museum Press, Honolulu)

 

 

Skyggerne fra bregner skaber mønstre på et blad af Alocasia macrorrhizos, Shei-pa Nationalpark, Taiwan. Denne art er allestedsnærværende i Taiwans lavland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

En nær slægtning, Alocasia odora (‘duftende taro’), er hjemmehørende fra det nordøstlige Indien mod øst til Japan og derfra mod syd til Borneo. Denne art indeholder ligeledes nåleskarpe kalciumoxalat-krystaller i dens celler. Den er uspiselig som rå, og i Japan er der rapporteret adskillige tilfælde af forgiftning efter indtagelse af den.

I Vietnam anvendes et udtræk af arten mod forkølelse.

 

 

En slyngplante og et bregneblad kaster skygge på blade af Alocasia odora, Jiali Shan, Lion’s Head Mountain (øverst), samt Malabang National Forest, begge i Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Brillepingvinen (Spheniscus demersus) yngler kun på kyststrækninger i Sydafrika og Namibia. Den er gået drastisk tilbage siden omkring 1800, hvor bestanden blev vurderet til omkring 4 millioner. I dag er der måske så få som 20.000 ynglepar – et resultat af overfiskeri såvel som klimaændringer.

 

 

Disse brillepingviner vender tilbage fra havet til deres ynglekoloni nær Boulders, Simonstown, Cape Town, Sydafrika. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Skygger fra kakifrugter (Diospyros kaki), som ligger til tørre på stativer, Xinpu, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Redekasse på en mur, Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Creosote (Larrea tridentata) er en busk, som kan vokse i de mest ekstreme ørkentyper, og den er udbredt over flere hundrede tusinde kvadratkilometer i Mohave-, Sonora- og Chihuahua-ørkenerne i det sydvestlige USA og Mexico.

Den beskytter sig mod udtørring og ekstrem varme ved at være pakket ind i et isolerende lag harpiks. Dette lag lugter grimt – mexikanerne kalder planten for hediondilla (’den lille stinker’). Den smager også forfærdeligt, idet den indeholder en mængde forskellige kemiske stoffer, bl.a. flavin, lignin og saponin. Arten er således også godt beskyttet mod at blive ædt.

Creosote er yderst sejlivet. Efter atomprøvesprængninger i Nevadas ørken i 1962 var alt levende i området naturligvis blæst til atomer. Men 10 år senere havde 20 af de oprindelige 21 creosote-buske sat nye skud!

Verdens ældste organisme menes at være en klon af creosote i Mohave-ørkenen, hvis alder vurderes til ca. 9400 år.

 

 

På dette billede vokser creosote-buske i det rene sand på en klit i Mesquite Dunes, Death Valley Nationalpark, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Skygge inde i krateret af Hverfell, nær Mývatn i det nordlige Island – et af verdens største eksplosionskratere med en diameter på omkring 1000 m og ca. 140 m dybt. Dets alder er anslået til omkring 3000 år. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Førhen var slægten Heliconia, der omfatter omkring 200 arter, placeret i bananfamilien (Musaceae), men danner i dag en særskilt familie, Heliconiaceae. Disse planter findes hovedsagelig i Mellem- og Sydamerika, med nogle få arter på visse Stillehavsøer samt i Indonesien.

 

 

Denne skygge på et blad af Heliconia latispatha, observeret på halvøen Peninsula de Osa, Costa Rica, minder om en snegl. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Aftenskyer bevæger sig ind over Annapurna-bjergene nær Muktinath, Mustang, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Oprindelsen af græsarten Chloris barbata – på engelsk kaldt bl.a. peacock-plume grass (’påfuglefjertop-græs’) – er usikker. Nogle autoriteter hævder, at den er hjemmehørende i Tropisk Amerika, mens andre mener, at den stammer fra tropiske egne af Afrika. Hvad dens oprindelsessted end måtte være, er den blevet indslæbt til de fleste varmere egne af verden, hvor den i adskillige lande betragtes som invasiv, bl.a. Australien, Korea, Thailand, Cambodia og Indien.

Arten er et almindeligt ukrudt i sukkerrørs- og rismarker, hvilket er et alvorligt problem, da den er værtsplante for mange skadedyr på ris, bl.a. hvidryggede tæger (Sogatella furcifera og Sogatodes pusanus), ristægen (Leptocorisa oratorius), larver af natsværmeren Mythimna separata, samt kornthrips (Haplothrips ganglbaurei og Chirothrips mexicanus).

 

 

Chloris barbata er uhyre almindelig overalt i taiwanesiske byer. På dette billede kaster den skygge på en husmur i Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Denne klit i Valle de la Luna Nationalpark, Chile, består af mørkt vulkansk sand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Det menes, at kruset skræppe (Rumex crispus) oprindeligt var vildtvoksende i Europa, men i dag forekommer den i næsten alle egne af kloden. I Danmark voksede planten førhen langs strandene, men med landbrugets opståen spredtes den hurtigt til agerlandet, hvor den mange steder er et besværligt ukrudt. En enkelt plante kan producere over 5000 frø, som bevarer spireevnen længe og kan tåle at passere gennem køernes tarmsystem, hvorefter de spredtes med staldgødningen.

 

 

Kruset skræppe kaster skygge på en husmur, Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Skovspurven (Passer montanus) har en kolossalt stor udbredelse, fra Vesteuropa tværs over Centralasien til Japan og derfra mod syd gennem Sydøstasien til Indonesien og Filippinerne. Artsnavnet er latin og betyder ’tilknyttet bjerge’, af mons (‘bjerg’). Et underligt navn for denne art, som er meget almindelig i lavlandet.

Andre billeder af skovspurve kan ses på siderne Dyreliv: Byens dyreliv, samt Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan.

 

 

En skovspurv og dens skygge, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Skyggen fra et metalhegn kastes på en gravsten, Holtug Kirke, Sjælland. Planten i forgrunden er en dværgmispel (Cotoneaster). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Det naturlige udbredelsesområde for snehvid sand-verbena (Abronia fragrans) er de amerikanske præriestater, fra Montana og North Dakota mod syd til Arizona og Texas, samt Chihuahua i det nordlige Mexico. Trods navnet er denne plante ikke beslægtet med jernurt (Verbena officinalis), men tilhører familien Nyctaginaceae.

Denne art blev først indsamlet af Thomas Nuttall (1786-1859) nær Platte-floden, Nebraska. Han var en engelsk trykker, der rejste til USA i 1808. Kort efter ankomsten mødte han botanikeren Benjamin Barton (1766-1815), der fremkaldte en stærk interesse for naturen i ham. Gennem de følgende år, indtil 1841, foretog Nuttall adskillige ekspeditioner i Amerika, og talrige planter og dyr er opkaldt efter ham.

 

 

Snehvid sand-verbena i aftenlys, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sandhjælme (Calamagrostis arenaria, tidligere kaldt for Ammophila arenaria) er hjemmehørende i klitter langs Europas og Nordafrikas kyster. Den er en yderst frodig art, hvis rodstængel kan vokse op til en halv meter i løbet af seks måneder, og en enkelt klon kan producere over hundrede nye skud om året.

Dette græs blev indført til det vestlige Nordamerika midt i 1800-tallet for at stabilisere vandreklitter. Den spredtes imidlertid snart ukontrollabelt, og i dag er arten en af de værste invasive planter langs Californiens kyst, hvorfra den har bredt sig mod nord til British Columbia.

Arten er nærmere beskrevet på siden Planteliv: Græsser.

 

 

Sandhjælme på en klit ved Dueodde, Bornholm. På det øverste billede ses musespor. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Spirende sandhjælme, Grønningen, Fanø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

De berømte Jelling-stene foran Jelling Kirke, Midtjylland, er runestene fra ca. 965 e.Kr.

Den største sten blev opsat på ordre af Kong Harald Blåtand til minde om hans forældre, Kong Gorm og Dronning Thyra. På stenens ene side ses Kristus – Nordens ældste Kristus-billede. På den anden side er et dyr omslynget af en slange. Teksten lyder: ”Harald konge lod gøre disse kumler efter Gorm sin fader og efter Thyra sin moder – den Harald som vandt sig Danmark al og Norge og gjorde danerne kristne.”

Den mindre sten, som blev opsat på ordre af Kong Gorm, har følgende tekst: ”Gorm konge gjorde disse kumler efter Thyre, sin hustru, Danmarks bod.” – Ordet bod tolkes gerne som ‘pryd’.

I dag er stenene bag armeret plastic, hvilket desværre var en nødvendighed, dels fordi de havde været genstand for vandalisme, dels fordi de var begyndt at vise tegn på erosion fra syreholdig regn.

 

 

Gravkors kaster lange skygger foran Jelling Kirke. Jelling-stenene ses i baggrunden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Den amerikanske svartbag (Larus occidentalis) er en almindelig ynglefugl langs Stillehavskysten, fra Washington mod syd til det centrale Baja California, Mexico. Uden for yngletiden strejfer den til British Columbia og den sydlige del af Baja California. Den største koloni er på Farallon-øerne vest for San Francisco. I hele San Francisco Bay-området er bestanden anslået til omkring 30.000 individer.

Det er en stor fugl, indtil 68 cm lang og med en vægt op mod 1,4 kg. Den er opdelt i to underarter. Den nordlige nominatrace har lysere vinger og mørkere øjenfarve end den sydlige race wymani.

 

 

Disse amerikanske svartbage hviler på en strand i Jughandle State Park, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Tidlig morgen på en markedsplads, Ubud, Bali, Indonesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Glat vejbred (Plantago major) er hjemmehørende i Europa og tempererede egne af Asien, men er blevet indslæbt til mange af verdens lande, hvor den er blevet naturaliseret utallige steder.

Da europæerne udvandrede til Amerika, blev arten uforvarende slæbt med. Dens klæbrige frø satte sig ofte fast på nybyggernes vognhjul, hvorved den blev spredt overalt, hvor indvandrerne færdedes. Dette blev bemærket af de indfødte folk, som kaldte den for ’den hvide mands fodspor’.

 

 

Frøstande af glat vejbred kaster skygger i sne, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Et stykke drivtømmer kaster en lang aftenskygge på en sandstrand på Dueodde, Bornholm. Skyggen minder om et langbenet dyr med en lang, tynd hale. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Den urgamle relation mellem hesten og mennesket er beskrevet på siden Dyreliv: Dyrearter i menneskets tjeneste.

 

 

Tidligt om morgenen trækker denne mand sin hest til det årlige november-marked i byen Sonpur, Bihar, nordlige Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Heste græsser i en højlandseng, Puga-sumpene, Ladakh, nordvestlige Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Parasolblad (Macaranga tanarius) er et mindre træ af vortemælkfamilien (Euphorbiaceae), som er hjemmehørende i det østlige Kina, Taiwan, Sydøstasien, Indonesien, Filippinerne, Ny Guinea, samt det østlige Australien.

 

 

Denne skygge på et blad af parasolblad minder om en skævøjet kat. Billedet er fra Taiwan, hvor denne art er meget almindelig i lavlandet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Tidlig morgen på en gade i landsbyen på Lyø, Sydfynske Øhav. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Opførelsen af Great Zimbabwe, som var hovedstad i Kongedømmet Zimbabwe, fandt sted mellem det 11. og det 15. århundrede e.Kr. Denne stenby, som dækker et areal på 7,2 km2, menes at have været residens for en lokal konge, og da den var på sit højeste, kunne den rumme omkring 18.000 indbyggere.

 

 

Udkigstårn i Det Store Indelukke, Great Zimbabwe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Tidligt om morgenen siver røg fra madlavning ud fra huse i landsbyen Namche Bazaar, Khumbu, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Bladskærermyrer (Atta) er beskrevet på siden Dyreliv – Hvirvelløse dyr: Hvirvelløse dyr i Costa Rica og Guatemala.

 

 

Bladskærermyrer skærer stumper af et Heliconia-blad, Peninsula de Osa, Costa Rica. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ahorn (Acer pseudoplatanus) er hjemmehørende i Centraleuropa, men blev på et tidligt tidspunkt indført til andre europæiske lande samt Australien, New Zealand og Nordamerika. I Danmark er arten muligvis hjemmehørende – i hvert fald fandtes den så tidligt som i 1600-tallet.

Arten er blevet naturaliseret mange steder, idet den uhyre nemt spredes ved hjælp af sine vingede frø, som produceres i titusindevis på blot et enkelt middelstort træ. I flere lande, bl.a. Danmark, betragtes den ofte som invasiv, da den nemt kan overtage hovedrollen i yngre skove. At bekæmpe den er dog en fuldstændig uoverkommelig opgave på grund af dens utallige frø.

Et eksempel på ahorns spredningsevne ses i naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord, hvor de forhenværende marker blev opgivet i to omgange, i 1928 og i 1978. I begge tilfælde blev tusinder af ahorn-frø vindspredt til en mark fra nogle få træer i en plantage nær marken, og på disse to marker dominerer arten totalt i dag. Udviklingen i disse skove er beskrevet i detaljer på siden Naturreservatet Vorsø: Vildnis i vækst.

 

 

Skyggen af en stor ahorn kastes på en græsmark. I baggrunden bøge (Fagus sylvatica) med efterårsløv, Æbleskov syd for Nyborg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En gammel ahorn kaster skygge på et tidligere vandtårn nær Nyborg Slot. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sort drongo (Dicrurus macrocercus) er en almindelig standfugl i tropiske og nogle subtropiske områder af Asien, fra det sydlige Iran gennem det Indiske Subkontinent til det sydlige Kina og Taiwan, og derfra mod syd til Indonesien. Den er også blevet indført til adskillige Stillehavsøer, hvor den udgør en trussel mod indfødte fuglearter.

Den lever i åbent land, hvor den ofte sidder på udkigsposter, såsom elledninger eller nøgne grene, hvorfra den holder udkig efter flyvende insekter, som den fanger i luften. Som dens navn antyder, er fjerdragten knaldsort, i modsætning til adskillige andre drongo-arter kun ganske lidt metalskinnende.

Det videnskabelige artsnavn er afledt af oldgræsk macros (‘lang’) og kerkos (‘hale’).

 

 

Sort drongo og dens skygge, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Litchi (Litchi chinensis) er et tropisk træ, som oprindeligt stammer fra det sydøstlige Kina, hvor det har været dyrket så tidligt som i 1000-tallet. På grund af frugtens sødlige yderlag dyrkes det imidlertid mange andre steder, bl.a. Sydøstasien, Taiwan, Indien og Sydafrika. Arten er det eneste medlem af slægten Litchi, som tilhører sæbetræfamilien (Sapindaceae).

 

 

Unge blade af litchi er ofte orange, her fotograferet i det vestlige Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Lang morgenskygge af en ene-art (Juniperus), Deboche, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Skyggen fra et nåletræ kastes på gavlen af en lade, Portland, Maine, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Skyggerne fra et modelsejlskib og en vindues-sprosse kastes på et gardin, Møn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

En skulptur af en galende hane kaster skygge på en mur, Rochefort en Terre, Bretagne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tusindfryd (Bellis perennis), i folkemunde kaldt for bellis, er vildtvoksende i størsteparten af Europa, og den er også blevet forvildet i mange andre tempererede områder, bl.a. Nord- og Sydamerika, Australien og New Zealand.

På engelsk kaldes den for daisy, hvilket sandsynligvis er en forvrængning af day’s eye (’dagens øje’). Det sigter til, at dens blomsterkurve lukker sig sammen om natten og åbner sig igen om morgenen. Daisy anvendes som kælenavn for piger ved navn Margaret, efter det franske navn marguerite, der benyttes for hvid okseøje (Leucanthemum vulgare), på engelsk oxeye daisy, der har lignende, men større blomsterkurve. Da Dronning Margrethe studerede i England, blev hun også kaldt for Daisy.

 

 

Træer kaster skygger på en stor bestand af tusindfryd, iblandet enkelte mælkebøtter (Taraxacum officinale), Ols Kirke, Bornholm. Mælkebøtten er nærmere omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Skygger på en vej, Lyø, Sydfynske Øhav. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Kristus på korset foran katedralen, Quimper, Bretagne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tidselsommerfuglen (Vanessa cardui) er en af de videst udbredte sommerfuglearter, idet den findes på alle kontinenter med undtagelse af Sydamerika og Antarktis. Nære slægtninge, som tidligere blev betragtet som underarter af V. cardui, er australsk tidselsommerfugl (V. kershawi), amerikansk tidselsommerfugl (V. virginiensis) og vestkyst-tidselsommerfugl (V. annabella).

Tidselsommerfuglen er berømt for sit forårstræk, specielt fra Rødehavs-området til Tyrkiet i marts-april, samt fra Nordafrika og Middelhavsområdet til Nordeuropa i maj-juni. Forskning antyder, at nogle bestande af også har efterårstræk, idet de foretager en tur-retur-rejse på omkring 14.500 km fra Tropisk Afrika til polarcirklen og tilbage igen i adskillige trin, der omfatter op til 6 på hinanden følgende generationer. (Kilde: birdguides.com/news/secrets-of-painted-lady-migration-unveiled)

 

 

Tidselsommerfugl og dens skygge, østlige Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Konditorskilt og blomsterkasse kaster skygger på en væg, Rochefort en Terre, Bretagne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

(Oprettet oktober 2017)

 

(Senest opdateret august 2024)