Hvor vandet møder himlen

 

 

Bangweulu-sumpene i det nordlige Zambia. Her er der helt fladt, og bangweulu betyder ‘hvor vandet møder himlen’. Båden, der er fremstillet af glasfiber, kaldes for en bananbåd, da dens form minder lidt om en banan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Kaj Halberg: Hvor vandet møder himlen – om miljø og levevilkår for et afrikansk sumpfolk. WWF – Verdensnaturfonden, 1996

 

 

Redaktion: Uffe Gjøl Sørensen
Konsulent: Mogens Lerbech Jensen

 

Tekst © WWF – Verdensnaturfonden & Kaj Halberg, 1996, 2019. Alle rettigheder forbeholdes.
Fotografier © Kaj Halberg, 1996, 2019. Alle rettigheder forbeholdes.

 

 

Dette hæfte, som blev skrevet for skolebørn i 1996, er forlængst udsolgt, men du er meget velkommen til at læse teksten her. Husk dog på, at alle rettigheder tilhører copyright-indehaverne WWF – Verdensnaturfonden og Kaj Halberg, og tekst og billeder må ikke kopieres eller distribueres på nogen måde uden deres tilladelse. I forhold til den oprindelige tekst er der foretaget nogle få rettelser, og mange af billederne på hjemmesiden er ikke de samme som i hæftet.

Andre beretninger fra Bangweulu-sumpene kan læses på denne hjemmeside, se Rejse-episoder – Zambia 1993: På kamerajagt efter træskonæb, samt Børn i fjerne lande – Børn i Zambia: Unga-børnene i sumplandet.

Jeg vil gerne rette en stor tak til rådgivende biolog Uffe Gjøl Sørensen, som forårsagede, at jeg fik den spændende opgave med at skildre Ungaernes levevis, samt til sociolog Peter Gregersen, som velvilligt stillede de fleste af oplysningerne vedrørende deres levevis til min rådighed.

 

Kaj Halberg, 2017

 

 

 

Forord

 

Af Uffe Gjøl Sørensen

 

Denne beretning handler først og fremmest om natur og mennesker i et stort sumpområde i det nordlige Zambia, om befolkningens dagligdag og om problemerne med at bevare dette særprægede områdes naturværdier til gavn for mennesker, dyr og planter.

Vi tager udgang i det synspunkt, at naturværdier ikke tilhører et enkelt land eller folk, og at problemerne skal løses af landene i fællesskab. Derfor præsenteres naturen i Danmark og Zambia – og i landene imellem dem – gennem en landsvale-familie. Landsvalen skal ses som symbol på en mængde trækfugle, som er afhængige af, at naturen bevares så intakt som muligt i en lang række lande mellem to yderpunkter, i dette tilfælde Danmark og Zambia. Derfor drages der mange sammenligninger mellem naturens vilkår i Zambia og Danmark.

Der stilles en række forslag til forbedring af befolkningens levevilkår i sumplandet i Zambia. Men samtidig sættes der spørgsmålstegn ved den fremskredne teknologiske udvikling i Danmark, som i høj grad har gjort naturen fattigere.

 

 

 

Hæftets tekst:

 

Jonas og landsvalerne
Jonas sidder i klasseværelset og kigger drømmende ud ad vinduet. Det er den 25. april, og her til morgen så han de første landsvaler flyve rundt over mosen, da han cyklede til skole. Endelig er de ankommet!

Jonas er 14 år. Han bor på en stor gård. På gårdens jorder findes en lille mose, og der er mange levende hegn. Jonas har altid været interesseret i fugle og ivrigt studeret dem på gården og i mosen.

Hans far havde indtil for et par år siden en stor besætning af køer og leverede mælk til mejeriet. Inde i kostalden lød sommeren igennem landsvalernes kvidren, når de kom til rederne for at fodre ungerne med fluer og andre insekter. Over tyve par svaler ynglede på gården.

 

 

På dette billede jager hannen af et landsvale-par en indtrængende konkurrent bort fra den vindfløj, hvor hans mage sidder. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Landsvalerne i sagn og tro
Svalerne havde altid været en del af Jonas’ barndom. Da hans oldefar levede, havde han fortalt Jonas en mængde sagn og historier om svalerne.

Man mente i gamle dage, at svalerne var lykkebringere og velsignede gårdene og husene, hvor de ynglede. Man sagde også, at lynet ikke ville slå ned, hvor svalen boede. Hvis et hjem ingen svaler havde, ville det blive hjemsøgt af alverdens ulykker. Man måtte under ingen omstændigheder ødelægge en svalerede eller slå svalerne ihjel, mens de ynglede.

Men man troede også, at tørrede svaler kunne anvendes som medicin mod forskellige sygdomme. Derfor blev svalerne forfulgt uden for yngletiden – det måtte man nemlig godt! Det fortaltes også, at hvis en ung mand gerne ville have fat i en ung pige, som ikke interesserede sig for ham, skulle han putte et tørret, knust svalehjerte i hendes ølkrus!

 

Svalernes liv sommeren igennem
Jonas fulgte ivrigt med i svalernes liv. Når en han ankom i slutningen af april, sang den en fin, kvidrende sang for hunnerne. En af dem valgte ham til mage, han gjorde kur til hende, og de parrede sig.

Redebygningen påbegyndtes. Både han og hun samlede små mudderkugler i næbbet og klinede dem fast oppe under loftet i stalden. Mudderet blev blandet med fine strå. Det størknede, og efterhånden dannedes en skålformet rede. Den blev foret, bl.a. med fjer fra duerne på gården og med hår fra køerne i stalden.

I reden lagde hunnen 4-6 hvide æg med rustfarvede pletter. Hun rugede på æggene i cirka to uger, indtil de klækkede. Mens ungerne var små, blev de holdt varme af hunnen, mens hannen bragte insekter til dem og hunnen. Efterhånden som ungerne voksede, begyndte hunnen også at bringe føde til dem. Efter cirka tre uger forlod de reden, men skulle have mad af forældrene en uge mere. Så måtte de klare sig selv, og forældrene gik i gang med at opfostre endnu et kuld.

 

 

Jonas følger svalernes fødesøgning over mosen i sensommeren. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Moderne landbrug betyder færre svaler
Den dag, Jonas har set de første svaler, er han spændt på, om de også er ankommet hjemme på gården. Men han bliver lidt skuffet. Kun en enlig han-svale kredser kvidrende over gårdspladsen. Som dagene går, bliver han mere og mere bekymret. Kun ét svalepar går i gang med at yngle på gården. Kan det hænge sammen med, at der ikke er køer på gården mere?

Faderen havde efterhånden haft svært ved et leve op til alle de krav, som moderne mejeribrug stillede. Hans stald var gammeldags, og mælken var ikke så ren, som mejeriet krævede. Efter mange overvejelser havde han forrige år besluttet at satse på at dyrke raps og byg. Det var der tilskud til fra den Europæiske Union.

Kvægbesætningen blev solgt, og allerede året efter var der kun otte par svaler på gården. Jonas’ biologilærer sagde, at det var, fordi der ikke var så mange fluer som før. Dengang der var kvæg i stalden, fandtes en mødding ved gården, hvori fluerne kunne lægge deres æg. Og i perioder med dårligt vejr kunne svalerne fange fluer i stalden.

Læreren havde også fortalt, at der i det hele taget var blevet færre fugle i agerlandet, efter at det moderne landbrug blev indført i 1960’erne og 70’erne. Der blev sprøjtet mere mod skadelige insekter og også mod ukrudt. Derfor var der mindre føde til fuglene.

Desuden krævede de nye, store maskiner større marker. Derfor blev en mængde små moser og vandhuller afvandet, og læhegnene mellem markerne blev fjernet, så maskinerne kunne komme til. Det betød, at der blev færre steder at yngle for fuglene. Jonas var glad for, at hans far havde haft kvæg, så mosen på deres jord ikke var blevet afvandet.

Men nu er der kun ét par svaler på gården! Jonas ville ønske, at faderen kunne få malkekøer igen, så svalerne kunne vende tilbage. Men det er for sent nu. Det vil blive alt for dyrt at vende tilbage til kvægbruget.

 

Fra Danmark til Zambia
Sommeren går. I august er der stadig to unger i landsvalereden på gården. Jonas følger deres opvækst. Han ser deres første usikre flyvetur rundt i stalden. Senere lærer de at lande på el-ledningerne, hvor forældrene kommer og fodrer dem.

Så kommer den dag, hvor svalerne forlader stalden. De strejfer rundt efter insekter i nabolaget. Om aftenen samles de med mange andre svaler, både landsvaler, bysvaler og digesvaler, nede over mosen, hvor de æder sig tykke i de store sværme af dansemyg og andre insekter. I skumringen sætter de sig til at sove i en stor flok i rørskoven i mosen.

 

 

Inden svalerne påbegynder deres lange rejse mod syd, samles de i større eller mindre flokke. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Svalerne trækker sydpå
Men en dag i september er alle svalerne borte. Der er ikke føde til svalerne om vinteren i Danmark, og derfor trækker de sydpå om efteråret.

De fleste danske landsvaler overvintrer i det sydligste Afrika, fra Zambia sydpå til Sydafrika. Det er en flyvetur i lige linie på cirka 10.000 km. I virkeligheden tilbagelægger svalerne en langt større afstand, fordi de bruger en mængde tid undervejs til at søge føde. Måske flyver de reelt 20-30.000 km, inden de når vinterkvarteret.

Man har fundet ud af, hvor svalerne overvintrer, ved at ringmærke mange af ungerne. På ringen står en adresse (Zoological Museum, Copenhagen, Denmark) og et løbenummer. Når svalen dør, finder nogen måske fuglen. Han eller hun sender ringen til adressen med en beskrivelse af, hvor og hvornår fuglen er fundet. Når man har modtaget mange af den slags genmeldinger, får man efterhånden overblik over, hvor fuglene trækker hen.

Det er stadig noget af en gåde, hvordan fuglene finder vej. Mange af dem orienterer sig ved hjælp af magnetismen, der findes i Jorden. Denne evne er fra fødslen kodet ind i fuglenes hjerne. Når de har prøvet turen, kan de senere bruge kendemærker i landskabet. Fugle, der trækker om natten, orienterer sig ved hjælp af stjernebillederne.

 

 

Ved at ringmærke mange af ungerne har man fundet ud af, hvor svalerne overvintrer. Her ringmærker Peder Thellesen en unge af landsvale på sin gård nær Bramminge. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Over Alperne og Middelhavet
Landsvalerne fra Jonas’ gård tilbagelægger i gennemsnit et par hundrede km om dagen på vej mod syd. Efter nogle dage når de Alperne. Hvis det sner kraftigt, mens svalerne trækker over bjergene, kan mange tusinde af dem dø af kulde og udmattelse. Det var sidst sket i 1974. Året efter ynglede der langt færre landsvaler i Danmark. Der er mange andre farer under trækket, og tre fjerdedele af alle svaleunger dør i deres første leveår.

Jonas’ svaler kommer i god behold over Alperne og fortsætter ned gennem Italien. De flyver over olivenlunde og appelsinplantager, over landsbyer med hvidkalkede huse og lave bjerge med buske og pinjetræer.

I de katolske lande fortæller et sagn, at landsvalen fjernede torne fra panden af Jesus, da han blev korsfæstet. Derved blev dens strube farvet rød af blodet fra Jesus. Af denne grund betragtede katolikkerne før i tiden landsvalen som hellig og måtte ikke forfølge den.

Folk omkring Middelhavet spiser en masse småfugle. De fanger dem i net og ved at smøre lim på grene og kviste, så fuglene hænger fast. De ville også fange landsvalerne, hvis ikke de fløj rundt i åbent land. Men mange svaler bliver skudt, især på øen Malta.

Svalerne når omsider frem til Middelhavet. De tøver længe, inden de vover sig ud over det store hav. Pludselig dukker en stor rovfugl op, en eleonorafalk. En af svaleungerne bliver grebet af de kraftige kløer og ført bort til falkens rede, hvor ungerne venter på at få mad. Eleonorafalken yngler sent på året og fodrer sine unger op med trækfugle, som passerer Middelhavet.

 

 

Svalernes færd over Sahara-ørkenen er farlig, for de kan kun søge føde i de grønne oaser, der dukker op med mellemrum. Her ses oasebyen Ain Salah i Algeriet, som en stor klit truer med at begrave. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Over Sahara til Østafrika
De overlevende svaler når udmattede frem til Afrikas kyst i Tunesien. De tilbringer nogle dage med at søge føde blandt daddelpalmerne, hvor hvidklædte mennesker trækker rundt med æsler og dromedarer. Svalerne bliver skræmte i den tidlige morgen, når den muhammedanske befolkning kaldes til bøn fra de høje tårne, minareterne, via store højttalere.

Nu starter en farlig færd over Sahara-ørkenen. Undervejs kan svalerne kun søge føde i oaserne, der dukker op med mellemrum. Her findes vand, og folk dyrker korn og grønsager under daddelpalmerne.

Efter mange dage bliver ørkenen omsider mere frodig, med spredte akacie-træer og græs. Dette område syd for Sahara kaldes sahel. Her findes flere store søer, hvor svalerne kan søge føde. De passerer bjergene i Uganda, hvor Nilen brusende danner sig vej mod nord. De ankommer til Victoria-søen, hvor de kan mæske sig i mægtige sværme af dansemyg og andre insekter.

På savannen syd for søen, i Tanzania, græsser en mængde dyr. Der er antiloper, zebraer, giraffer, elefanter og mange andre. De store dyr skræmmer mange insekter op, og det nyder svalerne godt af. Savannen afløses mod syd af vidtstrakte skove, kaldet miombo. Her er der ikke megen føde til svalerne, så de skynder sig over dem sydpå.

Svalefamilien fra Jonas’ gård har nu været undervejs i to måneder. Endelig tynder det ud i træerne, og fuglene kommer ud over en mægtig flodslette i det nordlige Zambia. Set højt oppefra ligner det en stor græsmark, men tættere på kan man skelne floder, småsøer og enkelte øer med træbevoksninger og landsbyer. Her er fuldstændig fladt, så langt øjet rækker. Det er et af de få områder i det sydlige Afrika, hvor vandet strækker sig ud til horisonten, og hvor der ikke er bjerge bagved. Derfor kaldes det store sumpland Bangweulu, som på det lokale sprog betyder: ‘Hvor vandet møder himlen’.

Det vrimler med insekter, og her vil svalerne tilbringe den nordiske vinter. Man skulle tro, at der var ikke var plads til dem i sumplandet. Hvorfor er der ikke ‘optaget’ af lokale fugle i forvejen? Det skyldes, at i troperne er der en tørtid og en regntid. I tørtiden er der så lidt føde, at det begrænser antallet af fuglene. Trækfuglene ankommer i regntiden, hvor der er føde nok, så de konkurrerer ikke med de lokale fugle.

 

 

Svalerne ankommer til Bangweulu-sumpene, hvor der findes store rørskove med høje græsser, kogleaks og papyrus, og på søernes overflade ses nøkkeroser og andre planter med flydeblade. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sumplandet Bangweulu
Det er november, og amainsa, regntiden, begynder snart. Ad en af de mange små flodarme i sumpen kommer en lille, sort kano glidende. I kanoen befinder sig en pige på 15 år og en dreng på 14 år. De hedder Judy og Abel og tilhører Unga-folket. De er på vej tilbage til landsbyen cirka tre timers stagning fra fiskelejren, hvor de har tilbragt et par måneder i selskab med familien for at fange så mange fisk som muligt.

Børnene lægger mærke til, at en masse landsvaler flyver rundt over de store papyrus-planter, som vokser langs floden. “Nu er svalerne kommet”, siger Judy. “Så er det snart regntid”. Som alle Ungaer frygter hun regntiden, hvor der er masser af myg, sygdom og knaphed på mad.

Men for svalerne er der langtfra knaphed på føde. Her i begyndelsen af regntiden sværmer en mængde termitter i det flade græsland omkring sumpene. Når termitterne skal til at anlægge nye samfund, får en del af dem vinger, både hunner og hanner. Langt de fleste af dem bliver ædt af firben, pattedyr og fugle, inden de når at anlægge nye samfund. Ristede termitter er en stor delikatesse for menneskene i Zambia.

Efter at have strejfet rundt i omegnen af sumpene hele dagen samles svalerne om aftenen i sumpene i store flokke for at overnatte i rørene eller papyrusen.

 

 

Abel og Judy er på vej tilbage til deres landsby. Abel stager kanoen ad flodarme gennem store rørskove af papyrus. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Foran Abel og Judy’s kano letter mange ænder af forskellige arter. Her er det nonneænder med den karakteristiske hvide kind. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Domineret af vand
Bangweulu er et kæmpestort område, lidt mindre end Sjælland. Vandstanden er ganske lav, oftest under 2-3 meter. Den veksler 1-2 meter med årstiderne. Højest er den først nogle måneder efter regntiden. Det skyldes, at tilstrømningen af vand sker langsomt fra floderne, der danner sumpene.

Strømmen aflejrer sand og mudder, og de mange flodarme skifter tit løb. Der er ingen veje i sumpene, og næsten al færdsel sker i kanoer. De er fladbundede og egner sig godt til at færdes i sumplandet; men de kan nemt tippe rundt. Der er kun ganske få motorbåde, og de må ikke stikke ret dybt.

Flodarmene er omkranset af et virvar af høje sumpplanter, mest papyrus, tagrør og kogleaks. Floderne løber ofte ud i fladvandede søer, hvor der vokser en mænge åkander og andre flydeplanter.

Hovedstrømmen gennem sumpene hedder Chambeshi-floden. Den løber mod vest og danner den store Bangweulu-sø. Afløbet fra søen hedder Luapula-floden, og den modtager også en mængde vand direkte fra sumpene. Luapula er en af bifloderne til den store Congo-flod, som løber ud i Atlanterhavet. Flodernes samlede længde fra Chambeshi-flodens udspring til Congo-flodens udløb er ca. 4600 km.

Klimaet er tropisk, og året er inddelt i tre perioder. Regntiden, amainsa, ligger mellem november og april. Der falder årligt cirka 140 cm regn. Det er mere end dobbelt så meget som i Danmark. Efter regntiden kommer den kolde tørtid, umupepo, der ligger mellem maj og august. Dagtemperaturen i juli er cirka 15 grader, og det er ofte meget koldt om natten. Den varme tørtid, ulusuba, falder i september-oktober. På denne tid er der op til 35 graders varme.

I sumpene findes kun få øer. De fleste af dem består af sand, som er blevet aflejret af floderne. Sandet er ikke særlig frugtbart, men i kanten af øerne aflejres nogle steder frugtbart mudder. Andre øer, kaldet chulu, er opstået omkring termittuer. Oprindelig var området mere tørt, og dengang levede der en mængde termitter. På termittuerne indvandrede træer, og nogle af tuerne voksede efterhånden sammen, så der blev dannet småskove, kaldet mushitu. Da området senere blev oversvømmet, ragede tuerne op over vandet. Næsten hele den oprindelige mushitu-skov er nu fældet, men på nogle øer er der til gengæld plantet træer, som ikke hører hjemme dér, bl.a. eukalyptus fra Australien.

 

 

Slanke sorte kanoer er Ungaernes vigtigste transportmiddel. De fremstilles af udhulede træstammer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rigt dyreliv i sumplandet
Pludselig dukker en odder op foran Abel og Judy’s kano. Den har en fisk i munden. Fra kanten af papyrusskoven letter en hejre. Der findes mange andre dyr i sumpene. Først og fremmest er der umådelige mængder insekter. Fisk og frøer lever af insekterne og deres larver. Andre dyr igen lever af fiskene og frøerne, bl.a. oddere, hejrer, storke og den mærkelige træskonæb.

Træskonæbbet er en sjælden fugl, som kun forekommer i sumpe i tropisk Afrika. Her lever den dybt inde i de store papyrusskove, hvor den bygger rede og fanger fisk i de små vandhuller, som ligger spredt herinde. Den har et stort, bådformet næb med en spids, og det ligner rigtignok en gammeldags træsko. Araberne kalder fuglen Abu Markub, som betyder ’skoens fader’. Næbbet er så stort, at det kan knuse en sumpskildpaddes skjold.

Krokodiller findes nogle steder i sumpene. De lever også mest af fisk, men de største på fem-seks meters længde tager også større dyr som antiloper. De allerstørste kan finde på at æde mennesker og er frygtede af sumpenes folk.

Et andet krybdyr er varanen. Den æder fisk og frøer, men tager også gerne fugleæg og -unger. Varanerne er en slags store firben, som kan blive over halvanden meter lange.

Sumpene huser også en mængde planteædende dyr. Det største er flodhesten. Den er ikke særlig almindelig. Mere talrig er en antilope, som hedder sitatunga. Den har meget lange klove, som kan spiles ud. Derfor kan den færdes i meget sumpet terræn og kan faktisk løbe, hvor et menneske ville synke i. Andre planteædere er sumpskildpadder og forskellige slags gæs og ænder.

Krager og glenter holder oftest til omkring menneskenes boliger. De lever af affald, og hvad de nu kan komme til at stjæle af fisk, som ligger til tørre.

Uden for sumplandet findes store græssletter, hvor der lever en antilope-art, som kaldes sort vandbuk. Den er endemisk for dette område, d.v.s. at den ikke findes andre steder. I tørtiden blotlægges store arealer i randen af sumpene, og de vokser hurtigt til med græs. Så søger vandbukkene i stort tal herud for at græsse.

 

 

Kun de gamle hanner af den sorte vandbuk er sorte, hunnerne og de unge hanner er brune. Før i tiden fandtes der flere hundrede tusinde af dem omkring Bangweulu-sumpene, men da skydevåben blev mere udbredt efter første verdenskrig, blev der skudt alt for mange. I dag er der kun ca. 30.000, og der er oprettet vildtreservater til dem. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sitatunga er en antilope, som har meget lange klove, der kan spiles ud. Derfor kan den færdes i meget sumpet terræn og kan faktisk løbe, hvor et menneske ville synke i. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Krokodiller findes nogle steder i sumplandet. De lever mest af fisk, men de største på 5-6 meters længde tager også større dyr som antiloper. De allerstørste kan finde på at æde mennesker og er frygtede Ungaerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

At bo i et sumpland
Unga-folket hører til en stor gruppe afrikanske folkeslag, som kaldes Ba-Ntu. Ba betyder ‘flere’, og Ntu betyder ‘menneske’, altså ‘mennesker’. Ba-Ntu-folkene stammer oprindelig fra Nigeria i Vestafrika. De begyndte at udvandre mod øst og syd for mange hundrede år siden og nåede efterhånden også til det sydlige Afrika.

Langt de fleste folk i Afrika syd for Sahara er i dag Ba-Ntu. Men sådan har det ikke altid været. Da Ungaerne ankom til Bangweulu i 1700-tallet, boede der allerede et folk, som de kaldte Ba-Twa. De var måske beslægtet med pygmæer fra regnskovs-området i det centrale Afrika. Eller måske med San-folket, også kaldet ‘buskmænd’, der oprindelig beboede hele det sydlige Afrika.

I Bangweulu fandt Ungaerne en rigdom på fisk og vildt, så de besluttede at slå sig ned her. De mødte kun lidt modstand fra Ba-Twa, og efterhånden begyndte de at gifte sig med kvinderne. I dag er der kun ganske få Ba-Twa tilbage, og de hævder alle at være Ba-Unga.

Ungaerne bor i landsbyer på nogle af øerne i sumplandet. De fleste huse består af flettede grene, klinet med ler. Andre bygges af soltørrede mursten. De kalkes oftest gulbrune. De fleste har tag af græs, enkelte har bølgeblikstag.

Husene er ganske små, ofte kun 25-30 kvadratmeter. Her bor i gennemsnit 5 mennesker. Der findes et køkken med et ildsted af sten, samt nogle måtter til at sove på. Der er ingen elektricitet i sumpene, og kun få Ungaer har råd til at købe petroleumslamper. De må klare sig med lyset fra ildstedet, samt lommelygter.

 

 

Husene i sumplandet er ganske små, ofte kun 25-30 kvadratmeter. De kalkes tit gulbrune og tækkes med græs. Kvinderne her lægger fisk til tørre i solen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Husene fremstilles oftest ved at bygge et skelet af grene, som lerklines. Taget er som regel af græs. Husbyggeri og tagtækning er mandsarbejde. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Afstamning gennem kvinderne
Ungaerne synes, at deres afstamning er vigtigere på moderens side end på faderens. Før i tiden flyttede en mand altid til sin kones landsby, når han blev gift, så konen kunne blive hos sin slægt. Et sådant samfund, hvor afstamningen gennem kvinderne tillægges størst betydning, kaldes et matrilineært samfund.

Men i det daglige liv har kvinderne ikke det store ord at skulle have sagt. Mændene bestemmer det meste. Det er også tit sådan, at en mand har flere koner, somme tider på forskellige øer. En kvinde har aldrig mere end én mand. Sådan et system at gifte sig efter kaldes polygyni eller flerkoneri.

I sumplandet bliver man tidligt gift, pigerne allerede som 15-16 årige, drengene noget senere, i 18-19 års-alderen. Tidligere blev de gift endnu yngre. Det var ikke ualmindeligt at se mødre på 14 år. Giftermålet er en meget enkel sag. Drengen flytter blot hen til pigens familie – eller somme tider omvendt. Børnene bliver ikke omskåret, som det er almindeligt i Østafrika.

Familierne er ikke kernefamilier som i Danmark, hvor far, mor og børn bor sammen. Hos Ungaerne har man oftest udvidede familier, hvor det fx kan være to søstre og deres mænd og børn, der bor under samme tag sammen med konernes forældre.

En kvinde, der har mistet sin mand, flytter som regel ind hos mandens broder. Hun bliver simpelthen hans anden (eller måske tredie) kone. Men den nye mands slægtninge er ofte gode til at plyndre hende for ejendelene fra det forrige ægteskab.

Hvis hun ingen nære slægtninge har – eller hun vælger at bo alene – er hun ofte rigtig ilde stedt. Så må hun leve af at sælge lidt afgrøder, eller måske fremstiller hun måtter og sælger dem. Eller hun kan brygge lokal sprut! Det kræver kun en tønde, vand, gær og sukker, samt brændsel.

Sprutten er som regel nem at sælge, da Ungaerne er glade for at feste. Ved festerne danser man til trommer eller til musik fra en transistor-radio. Ud over trommer findes ingen musikinstrumenter.

 

 

Unga-børnene lærer at stage en kano, fra de er ganske små. Denne dreng er på vej tilbage til sit hjem i en såkaldt fiskelejr, hvor Ungaerne tilbringer nogle måneder. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Arbejdsdeling
Landsbyen ledes i det daglige af en høvding, tit i samråd med en gammel, klog mand, der kaldes landsby-ældsten. Høvdingen er overhoved for flere landsbyer i et område. Når en høvding dør, går embedet som regel i arv til en af hans dattersønner. Folket vælger dén, de synes bedst om.

Høvdingen lønnes af staten. Han skal fordele jorden, der dyrkes, og fordele retten til at fiske i forskellige områder. Hans afgørelser respekteres som regel. Beboerne giver tit høvdingen gaver eller penge for retten til at benytte jorden og fiskevandene.

Høvdingen og landsby-ældsten kontaktes af folk, der har problemer, de gerne vil have løst. Det kan være et skænderi mellem to fiskere om, hvem der kom først til et godt fiskevand. Eller en kone kan klage over, at manden tager de penge, hun har tjent, og drikker dem op.

Der er en tydelig arbejdsdeling mellem mand og kvinde. Manden fisker en del af året og står ellers for husbyggeri og fremstilling af kanoer. Kvinden dyrker markerne, men manden hjælper til med det hårde arbejde det er at gøre jorden klar til afgrøderne. Man arbejder oftest flere sammen, og snakken går. Ungaerne kender ikke til at være ensomme. Børnene tager del i arbejdet, fra de er små. De lærer ved at kopiere de øvrige familiemedlemmer.

I landsbyerne bor der ofte enkelte håndværkere, fx tømrere. I de større landsbyer findes også en skole, og lærerne bor på øen. Butikker findes enkelte steder. Et par øer i sumpen har en primitiv klinik. Hvis en beboer bliver alvorligt syg, skal vedkommende sejles ind til den nærmeste by, Samfya, adskillige dages rejse i kano.

 

Klædedragt
Hos Ungaerne har mændene helt overtaget den europæiske klædedragt med bukser, skjorte, jakke, strømper og sko. Kvinderne har adopteret den europæiske kjole, men derudover bærer de som regel et spraglet stykke stof, cirka en meter bredt og to meter langt. Det kaldes chitenge. Det slår kvinderne omkring kroppen, eller de bruger det til at bære et spædbarn i på ryggen. Et lille Unga-barn tilbringer hele dagen trygt på mors ryg, ligegyldigt hvad hun laver. Eller også på søsters eller bedstemors ryg.

Ungaerne er som regel meget fattige. De køber derfor oftest brugt tøj fra Europa på markedet inde i byen. Det kaldes salaula. De slider ofte deres tøj helt op, så det ender som de rene pjalter. Men de fleste har i hvert fald ét sæt pænt tøj, så de kan se ordentlige ud ved festlige lejligheder.

 

 

Zambia 1993
Kvinderne svøber et klæde, kaldt chitenge, om livet. Det mindste barn bæres altid på ryggen eller hoften i chitenge-klædet, hvor det sidder trygt og godt. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ungaernes religion
Før i tiden dyrkede Ungaerne naturreligion, kaldet animisme. De mente, at alt levende var besat af ånder. Disse ånder kunne forlade det væsen, de besad. De kunne flyve rundt og gavne eller skade andre væsener. Man skulle vogte sig mod at blive besat af en ‘ond’ ånd. Det kunne man gøre ved at give offergaver, fx mad eller et slagtet dyr, til ånden.

For 50-75 år siden blev Ungaerne omvendt til kristendommen. Der er flere forskellige trosretninger, som arbejder side om side i sumpene med at udbrede deres tro. Folk i en menighed bygger selv kirken og lønner selv præsten.

Næsten alle Ungaer går i kirke om søndagen. Alle har deres fineste tøj på, og der synges og danses meget under gudstjenesten. Det er langt mere festligt end en dansk gudstjeneste.

Selvom Ungaerne nu er kristne, tror de stadigvæk på forfædrenes ånder og på hekse. Hvis en person pludselig bliver syg eller dør, eller hvis landsbyen forfølges af uheld, tror Ungaerne, at en heks eller en ond ånd står bag. Både mænd og kvinder kan blive udpeget som heks, og det er meget alvorligt.

Skyldes dødsfaldet ikke en heks, kan en såkaldt menneske-krokodille stå bag. Det er et farligt dobbeltvæsen, der lever som krokodille og menneske samtidig. Mange dødsfald skyldes disse menneske-krokodiller, siger Ungaerne. Når en person dør, samtidig med at en krokodille bliver slået ihjel, er Ungaerne overbeviste om, at vedkommende er menneske-krokodille.

Hvis man har mistanke til, at en person er heks eller menneske-krokodille, bliver vedkommende drevet bort fra landsbyen eller i værste fald slået ihjel.

Enkelte ting skal man vogte sig mod at gøre. Det kaldes tabuer. Nogle former for mad må gravide kvinder ikke spise. Og hvis en mand sover sammen med en anden kvinde, mens hans kone er gravid, er det hans skyld, hvis barnet dør. I afgrøderne eller på værdifulde ting, fx en kano, sættes ofte en amulet, som indeholder trolddom. Ingen vil nu vove at stjæle afgrøden eller genstanden, da en ond ånd ellers vil tage bolig i tyven.

Tidligere fandtes åndemanere, en slags medicinmænd, som kunne påkalde gode ånder, fx til at give godt fiskeri. Hvis en person var syg, kunne de ved hjælp af offergaver påkalde den onde ånd, som havde taget bolig i personen, og bede den forlade vedkommende.

Et dødsfald er en meget vigtig begivenhed, som der ofres mange penge på. Hele familien kommer fra nær og fjern. Man skal have sin del af arven fra den døde. Enken eller enkemanden kan godt gifte sig igen, men forinden skal hun eller han gennemgå et renselses-ritual. Vedkommende skal sove sammen med en af den dødes slægtninge og er derefter ‘frigjort’ fra den døde ægtefælle.

 

 

Ungaerne er kristne. De kaldes til gudstjeneste om søndagen vha. trommer, eller som her ved at en dreng slår på en gammel hjulfælg med et stykke jern. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hvad man spiser i sumplandet
Ba-Twa-folket, som boede i sumplandet, inden Ungaerne kom, var jægere og samlere. De levede af naturens produkter: fisk, vilde dyr som fugle og antiloper, jordstængler fra åkander (masanga), papyrus-rødder (luko) og en mængde andre vilde planter.

Ungaerne bragte kassava med sig. Denne plante kaldes også maniok og har en spiselig rodknold. Den blev i 1500-tallet ført til Afrika fra Amerika af portugiserne, som hentede slaver til deres koloni i Brasilien. Kassava blev hurtigt populær som føde blandt Ba-Ntu-folkene, og de tog den med sig på deres spredning ned gennem Afrika.

Kassava er en nøjsom plante, som også kan vokse på de ufrugtbare øer i Bangweulu-sumpene. I dag lever Ungaerne først og fremmest af kassava-grød og fisk. De dyrker også lidt andre planter: sødkartofler (batater), bønner, majs, ris og græskar.

Af husdyr holder Ungaerne foruden hunde lidt høns og ænder. Tidligere havde de også geder og kvæg. Men da vandstanden på et tidspunkt steg i sumpene, skulle al jord anvendes til at dyrke afgrøder. Der var derfor ikke plads til, at dyrene kunne græsse.

Før i tiden fandtes flere hundrede tusinde sorte vandbukke, og høvdingene sørgede for, at der blev drevet en årlig jagt på dem. Det gav et værdifuldt tilskud til kosten for Ungaerne. Men da skydevåben blev mere udbredt efter første verdenskrig, blev der skudt så mange, at der efterhånden ikke var nok til de årlige jagter.

I dag er der kun ca. 30.000 vandbukke, og der er oprettet vildtreservater i sumplandet til dem. For at få lov til at skyde en vandbuk eller sitatunga-antilope, skal man betale en afgift til staten. Det synes Ungaerne og folkene på fastlandet er urimeligt, fordi de altid har jaget dem. Derfor skyder de dem ulovligt.

 

 

Disse kvinder vandrer langs en kassava-mark, hvor planterne vokser på tuer. Til højre ses en brakmark. Kvinderne bærer eukalyptus-grene til deres landsby, der skimtes i horisonten, 4-5 km borte. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hverdag i landsbyen
I sumpene er højsæsonen for fiskeri mellem august og november. Så er Judy og Abel og de fleste andre Ungaer borte fra landsbyen, ude i sumpene for at fiske. Den øvrige del af året er de fleste Ungaer hjemme i landsbyen. Nogle af mændene tager ofte på fiskeri i dagtimerne, dog ikke så meget mellem december og februar, hvor fiskene er fredet.

 

 

Fodbold er et populært spil blandt Unga-drengene. (Foto copyright © by Kaj Halberg

 

 

 

Hårdt arbejde at dyrke kassava
I regntiden planter Judy og Abels mor og de andre kvinder kassava og en smule sødkartofler, majs, græskar, bønner og ris. Da vandet står højt, er Ungaerne nødt til at lave tuer på markerne, hvor planterne skal vokse. Ellers kommer de til at stå med rødderne i vand og vil rådne op.

Det er et hårdt arbejde at gøre disse tuer klar, og faderen hjælper moderen med det. Det eneste redskab, Ungaerne benytter, er en hakke. Klargøringen sker tit allerede inden fiskesæsonen. Efter høsten er tuerne vokset til med græs og andre vilde planter. Denne græstørv skal vendes, inden man planter.

Græstørven gør det nemlig ud for gødning. Ungaerne har ingen husdyr, hvis gødning kunne anvendes, og de har ikke råd til at købe kunstgødning. Da jorden i forvejen er meget ufrugtbar på de fleste øer, er udbyttet ringe.

Nogle familier har marker, som ligger fjernt fra landsbyen. Alligevel beholder de dem, fordi markerne ligger på de mere frugtbare termittue-øer, så udbyttet bliver stort. Hvis en familie undlader at dyrke sådan en fjern ø i flere år, kan høvdingen give en anden familie ret til at dyrke den. Nogle af disse marker er forladt, fordi afgrøderne i perioder blev ædt af elefanter eller bøfler, som af og til vandrer ind i området.

Kassava er Ungaernes grundkost, ligesom kartoflen er det i Danmark. Den er praktisk at dyrke i sumpene, fordi den kan vokse i den sandede jord og ikke behøver megen gødning. Til gengæld skal jorden ligge brak i to-tre år mellem hver afgrøde. Rødderne skal graves op allerede efter én vækstsæson, fordi de ellers vil rådne i regntiden. Planterne får derfor ikke tid til at vokse sig så store, at man kan tage stiklinger af dem til at plante næste sæson. Disse stiklinger må købes på fastlandet.

Man har prøvet at få Ungaerne til at dyrke ris, fordi den er mere næringsrig end kassava. Men desværre falder klargøringen af rismarkerne sammen med fiskesæsonen, så hvis man vil dyrke ris, må konen blive hjemme fra fiskelejren. Det er der ikke mange, der er interesserede i, så ris dyrkes der ikke meget af.

Rismarkerne er også meget besværlige, fordi de skal luges mere end kassava-markerne. Desuden skal risen forsvares mod fugle, mus og flodheste, som gerne vil æde den. Disse dyr er ikke interesserede i kassavaen. Men den er til gengæld plaget af et skadedyr, kaldet kassava-skjoldlusen. Den suger saft af bladene, som visner, hvorpå planten dør. Lusene kan bekæmpes med en rovhveps, som er indført fra Sydamerika. Nogle gange kastes hvepsene ud fra fly over kassava-markerne. Det ser ud til at have hjulpet, for der har ikke været store angreb af skjoldlusene siden 1989.

 

 

Kassava er praktisk at dyrke i sumpene, fordi den kan vokse i den sandede jord og ikke behøver megen gødning. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Før kassava-knoldene koges, stødes de til mel. Større piger hjælper også til med dette hårde arbejde. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kassava- eller majsgrød kaldes nshima. Hertil serveres som regel fisk, sjældent kød og somme tider lidt grønsager, fx blade fra vilde planter eller fra kassava. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lang arbejdsdag for kvinder og piger
Moderen har en lang arbejdsdag i denne tid. Ved daggry, det er ved seks-tiden, går hun i marken efter at have givet de mindre børn mad. Hun har det mindste barn på ryggen i chitenge-klædet.

Judy skal med i marken for at hjælpe til med at plante og luge. Solen bliver hurtigt varm her i troperne, og det er hårdt arbejde. Judy og moderen snakker med de andre kvinder i marken, pjatter og griner. Så går arbejdet ligesom lidt lettere.

Ved 11-12 tiden vender de hjem til landsbyen for at spise frokost. Maden bliver lavet over bål. Ungaerne spiser nshima (udtales ‘ensjima’) til ethvert måltid. Det laves af mel fra kassava eller majs og minder om stiv havregrød. Det spiser man næsten overalt i Afrika syd for Sahara.

Til nshimaen spiser Ungaerne som regel fisk og en lille smule grønt, fx blade fra kassava eller fra vilde planter. Det kan også være, at faderen har haft held til at fange en vild gås eller and, eller har samlet deres æg i rørskoven. Somme tider kan man købe et stykke antilopekød fra en mand, der passerer landsbyen i kano. Antilopen er næsten altid ulovligt skudt, men det er der ingen, der tager højtideligt.

Ris, majs, bønner, sødkartofler og græskar dyrkes der ikke meget af i sumpene og ses derfor sjældent i måltiderne. I det hele taget spiser Ungaerne alt for få grønsager.

 

Besværligt at lave kassava-grød
Efter frokosten skal Judy hjælpe moderen med at tilberede kassava-mel. Det er en meget lang proces, som tager 7-10 dage i alt. Rødderne graves op, bæres hjem til landsbyen, skrælles og skæres i småstykker. De lægges til tørre i solen, og derpå opblødes de i vand cirka et døgn. Det gør man for at trække nogle bitre stoffer, kaldet cyanider, ud af kassavaen. De er giftige for mennesker, og man kan blive meget syg af at spise dem.

Den våde kassava bliver lagt i kurve for at gære i et par dage. Den gærede kassava blandes med kassava, som allerede er stødt til mel med en tung stok i et stort trækar. Blandingen stødes igen og gærer endnu en dag. Så stødes den igen og skal nu tørre i solen. Til slut stødes blandingen til mel. Den er nu klar til at koges til grød.

Kvinderne sidder sammen i grupper og støder kassava, mens snakken går. I regntiden kan det være et problem at få kassavaen tørret, og en del af den rådner. Somme tider står vandet også så højt i markerne, at rodknoldene rådner allerede nede i jorden. Så bliver der sult i landsbyen, hvis ikke man har sparet lidt penge op, som man kan købe mel for.

Judy og hendes søskende og moderen får et bad i middagsheden nede ved søbredden. De har taget et par store, flade kurve med. Efter badet jager de mindre søskende stimer af småfisk hen mod Judy og moderen, som går rundt i det lave vand med hver sin kurv og skovler nogle af fiskene op.

Efter hjemkomsten sætter de sig til at lave måtter. De fremstilles ved at binde flækkede stængler fra de stive græsser i sumpene sammen med fibre. Sådanne måtter bruges til mange ting. Man tørrer kassava og fisk på dem. De bruges som gulvtæpper i husene. Måske hænges de for vinduer og døre i middagsstunden for at holde varmen ude. Endelig kan måtterne sælges til forbipasserende handelsfolk eller på markedet inde i byen. Disse penge er kvindens ejendom, selv om manden somme tider tager dem.

Omkring solnedgang, ved 18-tiden, skal der laves aftensmad. Man får det samme som til frokost, nshima med tilbehør. Efter måltidet gør Judy rent i huset, mens moderen får de små i seng. Judy og hendes mor er også så trætte, at det snart er sengetid for dem.

 

 

Måtter fremstilles ved at binde flækkede stængler af stive græsser sammen med fibre. Det er kvindearbejde. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Mindre arbejde i regntiden
Mændene har ikke så meget at lave i regntiden. Nogle går på fiskeri. Andre skal måske lægge nyt græstag på huset eller reparere huller i det gamle tag. Nogle udbedrer fiskegarnene, inden sæsonen starter. Tidligere flettede man garn af plantefibre eller af de tynde metalstrenge fra gamle bildæk. Nu om dage bruges garn af nylon, som holder langt bedre.

Endelig har kanoen måske fået nogle skrammer, der skal repareres. Den er hugget ud i ét stykke træ. Kanoerne fremstilles altid inde på fastlandet, da der ikke er store træer tilbage i sumplandet. Det tager mange dage, og ofte foretrækker Unga-manden at købe kanoen af en professionel bådebygger.

Men mange mænd laver ikke så meget, og en masse tid går med at snakke og drikke sprut. Nogle kvinder får en god biindtægt ved at fremstille og sælge sprutten. Der er især god afsætning på den om søndagen efter kirkegangen, eller ved begravelser og bryllupper.

Abel og hans far er på vej i kano ind til fastlandet med en last tørrede fisk, som de vil bytte for brænde. Turen frem og tilbage varer tre-fire dage. Måske møder de en handelsmand eller -kvinde i en kano, som vil aftage nogle af fiskene. Til gengæld ønsker Abels far majsmel, salt, sæbe, salaula-tøj og batterier til transistor-radioen og lommelygten.

Disse handelsfolk sejler varer, især mel, fra fastlandet ud i sumpene og bytter dem for fisk. Fiskene sælger de på markederne i Samfya eller i de såkaldte kobbermine-byer. Måske bytter de for nye varer og sørger for at få lidt overskud. Så kan de starte forfra. Handelsfolkene benytter ofte større kanoer af glasfiber, kaldt ‘bananbåde’, fordi de i facon minder lidt om en banan.

 

 

Handelsfolk sejler ud i sumpene med dagligvarer, fx brænde, majsmel, salt, sæbe, salaula-tøj og batterier. Varerne bytter de for fisk, somme tider hos folk, der sejler den modsatte vej med båden fuld af fisk. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Da kobberpriserne var gode
I 1920’erne startede en stor produktion af kobber i det centrale Zambia. Det blev eksporteret til Vesten og gav styrtende med penge til landet. Store byer voksede op omkring kobberminerne. Der blev bygget veje, skoler og hospitaler.

Ungaerne fik nu gode muligheder for at sælge deres fisk til befolkningen i kobbermine-byerne. Faktisk blev over halvdelen af de fisk, de fangede, afsat her. De tjente gode penge og kunne købe, hvad de havde brug for.

Men omkring 1975 faldt priserne på verdensmarkedet på kobber kraftigt. Der blev heller ikke produceret så meget kobber som tidligere. Zambias eksportindkomst faldt med over 85%, og gælden til udlandet voksede stærkt. Derfor steg priserne på mange varer, og pengene blev mindre værd måned for måned. Det blev folk naturligvis utilfredse med, og det begyndte at kunne betale sig at bytte varer i stedet for at købe og sælge.

 

 

På fastlandet findes folk, som lever af at hugge brænde i skovene omkring sumplandet. Derpå transporterer de brændet ned til kanten af sumpene, hvor de bytter det for fisk. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Børnenes hverdag og skolegang
De mindre Unga-børn leger, men har meget lidt legetøj. De bygger små huse af pinde og græs, eller de tænder bål og koger et lille måltid mad. Nogle drenge skyder mindre fugle med slangebøsser. Bolde fremstilles af hårdt sammenbundet græs eller plastic. Fodbold er et meget populært spil blandt drengene, og alle øer har en fodboldbane. Der er som regel altid et hold parat til at stille op mod et hold fra en af de andre øer.

Allerede som små får børnene pligter i dagligdagen. De lidt større piger har tit en mindre bror eller søster på ryggen under legen. De større børn tager mere og mere del i arbejdet, og det går tit ud over skolegangen. Skolen er lukket en måned i fiskesæsonen, men ofte er børnene ude i fiskelejren to måneder eller mere.

Hjemme i landsbyen passer drengene skolegangen – hvis de da ikke er med faderen på fiskeri. Men pigerne forsømmer ofte skolen. De skal hjælpe til med hus- og markarbejde.

Ungaerne mener ikke, at skolegang er så vigtig. Bare man kan læse, skrive og regne, må det være nok. Man skal jo alligevel bare være fisker eller husmor. Især er det unødvendigt, at pigerne går i skole, for de skal jo alligevel giftes i en tidlig alder. Derfor er forsømmelsen i skolen meget stor.

Man skal betale skolepenge, bøger og redskaber, så det er dyrt at gå i skole. Også vedligeholdelsen af skolen skal Ungaerne være med til at betale. Det vil de ikke, så bygningerne er i en elendig tilstand. Somme tider er endog en væg faldet ud! Oftest er der ikke borde og stole nok til eleverne.

Ungaerne har ikke råd til at købe bøger til børnene. Derfor foregår undervisningen ved, at læreren siger noget, som eleverne så gentager i kor. Eller han skriver på tavlen, og børnene skriver det af. På den måde lærer de nok ikke at tænke særlig selvstændigt.

Skolerne i sumplandet har kun til og med 7. klasse. Videre uddannelse kræver, at børnene flytter til Samfya eller en anden by. De får et værelse på skolen, men forældrene skal betale for undervisnings-materialer og mad. Det er der ikke ret mange Ungaer, der har råd til, så kun ganske få af børnene får en højere uddannelse.

 

 

 

Skolerne i sumplandet er i en elendig tilstand. På dette billede er den ene endevæg i skolebygningen faldet ud! (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Eleverne i danske skoler undervises efter moderne principper og har en mængde hjælpemidler, fx computere. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Livet i fiskelejren
Mellem august og november er vandstanden faldet, og fiskene koncentreres, hvor der er vand tilbage. Årets fiskeyngel er også ved at have vokset sig stor. Nu er det tid for fiskeri, og i denne periode flytter de fleste familier i fiskelejr. Ofte bliver bedsteforældrene dog hjemme i landsbyen og passer nogle af de mindre børn, som vil være til for stort besvær i fiskelejren.

Judy og Abels far tog af sted allerede i august. Da var vandet faldet nok til, at han kunne bygge en hytte på et højtliggende sted ved en af søerne inde i sumpene, cirka tre timers stagning fra landsbyen. Abel ville gerne have været med faderen, men fik besked på at passe sin skolegang.

Hytten ser ret primitiv ud, bygget af grene og græs. Men den er behagelig at opholde sig i, fordi den giver skygge og lader vinden passere igennem. I den ene ende af hytten findes et lille køkken. I den anden ende sover man, ofte med gamle sække som myggenet, da myggene kan være slemme om natten.

 

 

Hytterne i fiskelejren ser ret primitive ud, bygget af grene og græs. Men de er behagelige at opholde sig i, da de lader vinden passere igennem. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Nye naboer
I september ankommer Judy og Abel og deres mor og søskende med hunde og ænder, husgeråd, kassava- og majsmel, tøj, sæbe og hvad de ellers skal bruge til to måneders ophold i sumpene.

De bor ikke alene i lejren. Nogle af deres venner fra landsbyen har slået sig ned samme sted. Der er også ankommet tre mænd inde fra fastlandet. Deres familier er blevet hjemme for at passe landbruget, så de tre mænd bor sammen i en hytte.

Det er almindeligt, at folk fra fastlandet kommer ud i sumpene for at fiske. Det giver et værdifuldt tilskud til indkomsten. Landbrugerne i Zambia har i de senere år haft svært ved at få deres penge, når staten opkøbte deres afgrøder. Når pengene så endelig ankom, havde inflationen ædt en stor del af fortjenesten. Det giver meget nemmere og hurtigere penge at sælge fisk fra sumpene. Disse folk udefra betaler en afgift til den lokale Unga-høvding for retten til at fiske.

Det er hyggeligt for Ungaerne at bo sammen med andre mennesker end naboerne hjemme i landsbyen. Man kan høre nyheder og sladder, og til gengæld føler folkene fra fastlandet sig ikke så ensomme.

 

 

Børnene kan bade nær fiskelejren, men kun hvis der ikke er krokodiller i området. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

På fiskeri
Arbejdsdagen starter tidligt i fiskelejren. Det bliver lyst ved halv seks-tiden. Abel og de andre større drenge tager med mændene ud for at tømme de garn, de har sat aftenen før. Garnene er cirka 50 meter lange, og hver familie skal have omkring ti garn for at klare sig. Garnet holdes oppe af små flydere, og det tynges ned til fuld bredde ved at hænge småsten i den nederste kant.

Når en fisk er taget ud af garnet, får den et slag i hovedet med en kølle, for at den ikke skal springe ud af den lave kano.

Efter et par timer vender mændene og drengene tilbage med fangsten. De hjælper kvinderne med at rense fisken og lægge den til tørre på måtter. Garnene bredes også ud for at tørre. Ved 11-tiden spises frokost, nshima og fisk, måske også lidt blade fra vilde planter. Så ryger kvinderne nogle af de fangne fisk, mens mændene reparerer de garn, som er beskadiget under fangsten.

Ved 14-tiden tager mændene og drengene igen af sted for at sætte garnene op. Denne gang venter de ikke på, at fiskene skal gå i garnene af sig selv. De banker på vandoverfladen med stænger, der er flade i den ene ende. På den måde skræmmer de fiskene ind i garnene. Denne metode er faktisk ulovlig, men ikke desto mindre meget almindelig.

Der er mange andre måder at fiske på i sumplandet. Man kan sætte garnene op om aftenen og vente tålmodigt ved dem i cirka fire timer, hvorefter de tømmes. Omkring midnat sættes de op igen, hvorefter de står natten over. Mange bruger trækgarn. De spændes ud mellem bredderne og trækkes gennem flodarmene. Det er også en ulovlig metode, men den bruges almindeligt.

Man kan lave en lille opstemning langs en flodarm og sætte en ruse for åbningen. Nogle fisker med spyd, også om natten, hvor de sætter en lampe eller en fakkel lavet af flækkede træstykker op i stævnen af kanoen for at lokke fiskene til. Andre anvender liner, som hænges tværs over en flodarm. Fra linen hænger adskillige kroge ned i vandet med madding på. Denne metode er beregnet til at fange store fisk. Endelig kan man fange maller, som ligger begravet langt nede i mudderet i tørtiden. Når man stamper på det størknede mudder, giver fisken en karakteristisk brummende lyd fra sig. Den graves op ved hjælp af en hakke.

Folkene på fastlandet bygger lange jordvolde, kaldet weirs, i kanten af sumplandet. I voldene findes åbninger med mellemrum. Når vandet i tørtiden begynder at falde, blokerer man åbningerne i voldene. Nu er det en smal sag at fange de mange fisk, som ikke kan slippe bort.

Ungaerne er meget vrede på disse folk, fordi de fanger fiskene, der er søgt op på lavt vand for at lægge æg. De nyklækkede fisk fanges også, ja alt tages med. Ungaerne påstår, at mange fisk er gået tilbage i de senere år, og de giver disse weirs skylden. Metoden er da også forbudt, men der er ikke nogen kontrol, så forbuddet overtrædes i stor stil.

Men der dog stadig masser af fisk i sumpene. Ikke færre end 67 arter er konstateret.

De fleste mænd fisker i sumpene i grupper, der indgår en aftale om at samarbejde. Man kan sætte mange garn sammen til et stort trækgarn eller en stor ruse. Man deler fiskene bagefter, alt efter hvor mange garn, de forskellige havde med. Sådanne grupper kan tælle op til tyve personer.

Ikke alle ejer garn. De må derfor henvende sig til en gruppe og spørge, om de må deltage i fiskeriet mod at få en vis del af fangsten.

Ved seks-tiden om aftenen er mændene og drengene tilbage i lejren. Man får aftensmad, igen nshima og fisk, og bagefter slapper man af. Der snakkes og ryges, og hvis nogen har lokal sprut, giver han en omgang. Ved otte-tiden er det mørkt, og man går i seng.

 

 

Abel og de andre drenge hjælper mændene med at fiske. Garnene sættes oftest om aftenen og tømmes næste morgen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Mange af fiskene tørres på måtter, som er lagt op på stativer af grene. Nogle af fiskene ryges over et bål. På bålet lægges våde plantedele, så der opstår en kraftig røg, som konserverer fiskene. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Zambia 1993
Judy og Abels far sidder ved søbredden i fiskelejren og reparerer et af sine garn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Kvindernes og pigernes pligter i lejren
Mens Abel og faderen er på morgenfiskeri sammen med de andre mænd og drenge, har Judy og hendes mor travlt hjemme i lejren. De mindre søskende skal vaskes og have lidt morgenmad, den mindste får bryst, mens Judy gør rent i hytten.

Så skal fiskene, som blev fanget om aftenen, renses. Indvoldene tages ud. Bagefter lægges fiskene til tørre på måtter, som er lagt op på stativer af grene. Nogle af fiskene ryges. Det foregår inde i en hytte, hvor der tændes bål. På bålet lægges våde plantedele, så der opstår en kraftig røg.

Det er et stort problem i sumpene at skaffe brænde. Papyrus og tørt græs kan anvendes, men træ er langt bedre. Da alle træerne i mushitu-skovene efterhånden er fældet, skal brændet skaffes fra fastlandet. Derfor ses en jævn strøm af kanoer på vej til og fra fastlandet for at bytte fisk med brænde. På fastlandet er der folk, som lever af at hugge brænde, køre det ned til bredden af sumpene og bytte det for fisk. Fiskene afsætter de lokalt eller i kobbermine-byerne.

Judy hænger nogle gamle, hullede fiskegarn over tørrestativerne for at beskytte fiskene mod glenter og krager. De holder til omkring lejren og snupper fiskene, hvis de kan se deres snit til det. Somme tider fanger man et par krager i snarer og hænger de døde fugle op ved tørrestativet som en advarsel til de andre krager.

Så tager moderen og børnene et bad. Det er nemt her i lejren, hvor der er rindende vand lige uden for døren. Det er Judys arbejde at hente vand op til hytten i et par spande. Hun skal også sørge for at varme vand til faderens og Abels aftenbad.

Op ad formiddagen skal der laves mad. Efter frokosten skal der vaskes op og gøres rent. Fiskefangsten renses, og fiskene tørres eller ryges. Om eftermiddagen er der tid til at slappe lidt af. Snakken går i selskab med naboerne. Der er hyggeligt i fiskelejren.

Imens leger børnene og svømmer i vandet. De behøver ikke at frygte krokodiller eller andre farlige dyr. Krokodillerne lever kun på dybere vand, og hvor de findes, laver Ungaerne ikke fiskelejre. Skolegang er der ikke tale om i fiskesæsonen. Kun de børn, der bor i lejre nær skolen, ror dagligt i kano dertil.

Mellem december og februar er fiskene fredet, og familien bryder op fra lejren. De tørrede og røgede fisk pakkes sammen, husgeråd ligeså, og familien tager hjem til landsbyen.

 

 

Zambia 1993
Judy vasker op ved søbredden. Hun gnider gryden ren med aske fra ildstedet, og bagefter bærer hun vand i baljen tilbage til hytten. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Judys mindre søskende jager stimer af småfisk hen mod Judy og moderen, som går rundt i det lave vand med hver sin kurv, som de skovler nogle af fiskene op med. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Problemer ved at bo i sumplandet
Før i tiden levede folk i sumplandet af fisk, fugle, antiloper og vilde planter. De byttede også kød for majsmel hos de omkringboende stammer. Nu er kosten langt mere ensidig. Ungaerne lever af kassava-grød, somme tider majsgrød og i perioder fisk, en sjælden gang kød. Kassava er fattigt på protein og vitaminer. Grønsager er der ikke mange af.

 

Sygdomme og dårlig hygiejne
Den ensidige kost giver mindre modstandsdygtighed mod sygdomme. Samtidig er Ungaernes hygiejne temmelig dårlig. Floden benyttes ofte som toilet, og her henter man sit drikkevand. Bakterier spredes med vandet, og diarré er meget almindeligt. Indvoldsorm er også meget udbredt, og kolera optræder med mellemrum. Mange småbørn dør af sygdom og underernæring. I den kolde tid, i juni-juli, florerer bronkitis og lungebetændelse.

En meget almindelig sygdom er malaria. Det er en parasit, som bliver overført gennem myggestik. Den ødelægger de røde blodlegemer, og et kraftigt angreb af malaria kan man nemt dø af. En anden parasit er bilharzia, som lever i ferskvands-snegle. Når sneglen dør, forlader parasitten den, kommer ud i vandet og borer sig ind i benene på folk. Den finder vej til tarmene, leveren og blæren, og der kommer blod i urin og afføring. Man bliver meget afkræftet. Omkring en tredjedel af Unga-børnene er angrebet af sygdommen.

Det ville være godt at grave brønde til drikkevand, og at bygge latriner (primitive toiletter) et godt stykke fra brøndene. Så ville der ikke spredes så mange sygdomme. Men den sandede jord på øerne gør det vanskeligt at lave brøndene og latrinerne holdbare. De skrider ofte sammen i regntiden.

Men bortset fra spredning af bakterier på grund af de manglende latriner er forureningen i sumplandet minimal. Affald er der næsten intet af, da tingene bruges igen og igen. Madresterne ædes af høns eller hunde.

 

Befolkningstilvækst
Selvom mange børn dør af sygdomme i sumplandet, og selvom en del yngre Ungaer udvandrer, vokser befolkningen alligevel. Mange sygdomme kan nu kureres med kemisk medicin, og hygiejnen er trods alt forbedret. Ungaerne vil gerne have mange børn. Det er der tradition for, og det er noget, Gud har bestemt, siger de.

Der skal også være nogen til at tage sig af én, når man bliver gammel. Folkepension findes ikke i Zambia, så de gamle overlades til børnene. Da dødeligheden blandt børnene er stor, er det nødvendigt at få mange børn for at være sikker på, at nogle af dem overlever. Børn er også en hjælp i dagligdagen.

 

Mangel på ressourcer
Sammenlignet med danskerne har ungaerne et meget lille forbrug af natur-ressourcer. Hvis man spørger dem, om deres ressourcer er ved at være udtømt, siger de, at det er utænkeligt, fordi de er gaver fra Gud.

Men trods alt kan de godt se, at der er ved at være mangel på mange ting. Der er næsten ingen træer tilbage i sumpene, fordi de er fældet til brænde og kanoer. Ungaerne ville gerne anvende petroleums- eller gasovne, men de er dyre at anskaffe, og brændstoffet er også dyrt. Derfor må de importere brænde fra fastlandet.

Brændet betales med fisk. Derfor må Ungaerne fange flere fisk, end det egentlig er nødvendigt for at have til de daglige fornødenheder. Det går ud over fiskebestanden. Den er i forvejen hårdt belastet. Folkene på fastlandet fanger for meget fiskeyngel i deres weirs, og mange af dem kommer ud i sumpene for at fiske, fordi landbruget går dårligt. De naturlige fiskespisere som fugle, krokodiller og oddere konkurrerer jo også med menneskene.

For at fange flere fisk er Ungaerne gået over til at benytte garn med mindre maskestørrelser (helt ned til 3 cm), foruden at de fisker i længere tid. Det gør bare problemet endnu større. Så vokser endnu færre fisk sig store nok til at yngle, og derved bliver der mindre fiskeyngel. Nogle af de populære spisefisk er blevet sjældnere i de senere år.

Regeringen har for at holde fiskebestanden oppe indført forbud mod fiskeri fra december til februar, og desuden er visse fiskemetoder blevet forbudt. Det hjælper bare ikke, fordi forbuddene bliver overtrådt. Der er heller ikke ret stor kontrol med fiskeriet i de afsides sumpe.

En masse brænde går til at ryge fiskene med. Ungaerne kunne salte fiskene i stedet for, men røget fisk er populær blandt stammerne på fastlandet, og det er svært at lave om på.

Man har plantet træer på nogle af øerne, mest den hurtigtvoksende eukalyptus. Men det er slet ikke nok til at dække behovet.

 

 

Eukalyptus-træet fra Australien vokser hurtigt, selv i øernes sandede jord. Men der plantes ikke nok til at dække behovet for brænde og til husbyggeri. Bag landsbyen ses en sort regnsky. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hvordan kan Ungaernes levevilkår forbedres?
Hvis Ungaerne skal lave om på deres liv, kræver det flere penge. Men det ville betyde, at de skulle fiske endnu mere. Det er der som sagt ikke fisk nok til. De fleste har kun lige til de daglige fornødenheder, foruden tøj, fiskegarn, kanoer o.s.v. Ovenikøbet er priserne steget på mange af disse varer, men priserne på fisk er ikke fulgt tilsvarende med.

Landbruget i sumpene er heller ikke nemt at udvide. Næsten al brugbar jord er allerede dyrket, eller også ligger den så langt fra landsbyerne, at afgrøderne bliver ædt af flodheste, elefanter eller bøfler. Dertil kommer, at jorden er udpint, fordi den ikke bliver gødet nok.

Udbyttet af kassava er kun nok til at dække Ungaernes behov cirka tre fjerdedele af året. Resten af tiden må de købe mel af handelsmænd fra fastlandet eller bytte med fisk. Hvis høsten et år slår fejl, måske på grund af ekstra høj vandstand, så kassava-rødderne rådner, bliver der sult blandt Ungaerne.

Man kunne dyrke andre afgrøder end kassava, men Ungaerne er ikke meget for at undvære deres elskede nshima. Majs er et alternativ, men vokser ikke særlig godt i sumplandet. Ris er arbejdskrævende midt i fiskesæsonen. Bønner og græskar bliver mere og mere udbredte afgrøder, ofte i tilknytning til træer fra ærteblomst-familien. Disse træers rødder gøder jorden ved at frigøre kvælstof ved hjælp af bakterier.

Som sagt spiste Ungaerne før i tiden mange vilde fugle og dyr, især sorte vandbukke. Men ikke nu om dage, fordi krybskytter fra nær og fjern tynder ud i bestanden.

På grund af alle disse omstændigheder kan det visse år være svært for Ungaerne at overleve, og selv i gode år forbedres deres levestandard kun uhyre langsomt.

 

 

Zambia 1993
Der er oprettet flere kvindegrupper i sumplandet, hvor der undervises i kvinders rettigheder, i sund kost, hygiejne og pleje af spædbørn, samt i at strikke, sy og bage. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Fra Zambia til Danmark
Landsvalerne fra Jonas’ gård har holdt til i Bangweulu-sumpene i de 4-5 måneder, regntiden varer. Det har været et godt sted at være. Der var masser af insekter at æde, og i de udstrakte rørskove kunne svalerne overnatte i fred og ro.

Men i marts er det tid at bryde op. Snart kommer umupepo, tørtiden, med lavere vandstand og færre insekter. Svalerne bliver mere og mere rastløse, og en dag er de væk, på vej mod nord. Turen nordpå går betydeligt hurtigere, end da de i efteråret fløj sydpå. De har levet så godt, at de har oplagret fedtreserver til at tære på undervejs.

Derfor raster de ikke mange steder under trækket, og allerede i slutningen af april ankommer de kvidrende til gården, hvor Jonas tager imod dem. Nu skal de i gang med at bygge rede, lægge æg og få unger.

Cirklen er sluttet.

“Hvordan mon fremtiden vil blive for svalerne?” tænker Jonas. “Vil de blive ved med at vende tilbage til gården? Hvordan mon de har det i vinterkvarteret? Sker der mon også forandringer dér, som går ud over svalerne, ligesom da kvæget blev fjernet fra min fars gård?” Spørgsmålene svirrer rundt i hovedet på ham.

Ja, det kan kun tiden vise. Svalerne hører hjemme både i Zambia og i Danmark, og også i de mellemliggende lande, der passeres på trækket. De er afhængige af gode levevilkår i alle landene. Der skal være insekter at leve af. Der skal være overnatningspladser med fred og ro. Og der skal være egnede ynglesteder, hvor de kan opfostre nye generationer.

 

 

Unge landsvaler og bysvaler forsamlet på en vindfløj, Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Naturens vilkår i et i-land og i et u-land
Danmark er et højt udviklet teknologi-samfund med en rig befolkning. Zambia er et udviklingsland med en fattig befolkning. En fattig befolkning påvirker ikke sine omgivelser nær så meget som en rig befolkning.

I Danmark har mennesket forandret landskabet fuldstændigt. De fleste store dyr, fx bjørn, los og ulv, blev udryddet for flere hundrede år siden. Efter at det moderne, mekaniserede landbrug blev indført, er utallige moser og vandhuller afvandet, de fleste enge drænet og vandløbene rettet ud til lige kanaler.

Markerne overgødes og sprøjtes mod ukrudtsplanter og skadedyr. Gødningsrester og kemikalier skyller ud i vandløbene eller siver ned til grundvandet. Det giver en forurening, som på kort sigt ødelægger livet i vandløb og fjorde og på langt sigt måske ødelægger grundvandet.

Vores højt udviklede industri giver problemer med ophobning af giftige tungmetaller og kemikalier. Skovbruget er mekaniseret, og skovene består næsten udelukkende af plantede træer. Byer, industriområder og veje dækker efterhånden store arealer i landskabet.

I Danmark dominerer menneskene naturen totalt. De vilde planter og dyr må indordne sig eller dø.

I Zambia er landbruget kun lidt mekaniseret. Kunstgødning og sprøjtning anvendes kun i lille målestok. Moser og vandhuller er skånet, og vandløbene er ikke rettet ud. Der findes ikke megen industri. Forurening findes næsten kun i kobbermine-området og de større byer. Vejnettet er ikke særlig udbygget.

Zambianernes påvirkning af naturen har været ret begrænset. En del skov er fældet og brændt af for at skaffe plads til den voksende befolkning. Men der findes stadig et varieret plante- og dyreliv, som menneskene kan udnytte bæredygtigt. Turister betaler for at se vilde dyr. Andre dyr kan skydes og kødet sælges. Men der kan nemt skydes for mange, så bestanden går tilbage. Det er sket med fx elefanten og den sorte vandbuk. Krybskytter har næsten udryddet næsehornet, fordi hornene eksporteres til Asien, hvor de anvendes til medicin af kineserne.

 

 

Landskabet i Danmark er fuldstændig forandret, efter at det moderne mekaniserede landbrug blev indført efter 2. Verdenskrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I modsætning til landbruget i Danmark påvirker fisker-befolkningen i Bangweulu-sumpene kun i ringe grad deres omgivelser. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Forbedringer for Ungaerne
Folk i Zambia vil gerne forbedre deres levevilkår. Det gælder også Ungaerne. De ønsker ikke at forlade deres sump, fordi de holder af at leve der. Men de vil gerne have øgede transport-muligheder. Det vil dog blive meget dyrt, fordi større motorbåde kræver større kanaler. Kanalerne sander hele tiden til, og der skal være gravemaskiner til at rense dem op.

Ungaerne vil også gerne have flere butikker, sundheds-klinikker, brønde med rent vand o.s.v. Men disse er dyre at anlægge og holde vedlige. Regeringen har næsten ingen penge efter kobberprisernes fald. De penge, der trods alt bruges på forbedringer af folks levestandard, gives ikke til marginal-områder som sumplandet.

Unga-kvinderne er mere ivrige efter at forandre deres levevis, end mændene er. Kvinderne skal passe både hus, børn og dyrkning og arbejder hårdere end mændene.

I de seneste år er der oprettet kvindegrupper i sumplandet. De undervises i kvinders rettigheder i Zambia, i at strikke, sy og bage, i sund kost, hygiejne og pleje af spædbørn. De er begyndt at dyrke flere sunde afgrøder som bønner, græskar, ris og frugt. Og man forsøger at overtale dem til at bruge en lille håndkværn til at støde kassava eller en lille hånddrevet tærskemaskine til ris.

Ungaerne vil også gerne plante mange flere træer på øerne, så de ikke er så afhængige af at skaffe brænde og kanoer fra fastlandet.

Man prøver at hjælpe Ungaerne med at pleje deres natur-ressourcer. Fisk og vildt kan man ikke bare fiske og skyde løs af ubegrænset. Der bør ikke anvendes garn med for små masker. Folkene på fastlandet bør ikke fange de små fisk i deres weirs, fordi det går ud over fiskebestanden.

Høvdingene og den øvrige befolkning vil gerne stoppe krybskytterne, der skyder de sorte vandbukke og sitatunga-antiloperne, men det er svært, fordi de fleste dyr skydes af folk udefra. Der kunne i dag sagtens leve omkring 180.000 vandbukke i sumplandet. Hvis det var tilfældet, kunne Ungaerne af regeringen få lov til at skyde en del til eget behov. Man kunne også lade trofæ-jægere skyde nogle af dem mod at betale en afgift. Tre fjerdedele af disse penge skal gå til lokalsamfundet.

Det er vigtigt, at den hjælp, som Ungaerne får, bliver hjælp til selv-hjælp. De skal selv komme med løsninger på problemerne og være med til at gennemføre forandringer. Vi har set, at forbud fra regeringens side ikke bliver respekteret. Men hvis forbuddene kommer fra Ungaerne selv, er der langt større chancer for, at de vil blive overholdt.

Så vil Bangweulu-sumpene i fremtiden stadig være et godt sted at leve – for Ungaer, for sorte vandbukke og for landsvaler.

 

 

 

(Oprettet januar 2016)

 

(Senest revideret maj 2020)