Anemoner og kobjælder

 

 

Tæppe af hvid anemone (Anemone nemorosa), Storring Præstegårdsskov, Østjylland. På billedet ses også gul anemone (A. ranunculoides) og almindelig bingelurt (Mercurialis perennis). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fransk anemone (Anemone coronaria), Omalos-sletten, Kreta. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Vår-kobjælde (Pulsatilla vernalis), Lilla Frö, Öland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Anemoner er en stor gruppe af planter, som tilhører ranunkelfamilien (Ranunculaceae). I bredeste forstand omfatter disse planter tre slægter, men nogle autoriteter henfører dem alle til slægten Anemone.

Slægten Anemone (egentlige anemoner), som tæller ca. 150 arter, er vidt udbredt på alle kontinenter med undtagelse af Antarktis, med flest arter i nordlige tempererede områder.

Slægten Hepatica (blå anemoner), som omfatter mellem 7 og 13 arter, er udbredt på den nordlige halvkugle.

Slægten Pulsatilla (kobjælder), der rummer omkring 33 arter, findes i Europa, Asien og Nordamerika.

Anemone-blomster har ingen bægerblade – eller måske er det bægerbladene, som er farvede, og kronbladene mangler. Her kalder jeg dem for kronblade. Frugten består af en klynge bittesmå nødder, som hos mange arter er skjult i et uldent hårlag.

Navnet anemone forbindes ofte med det græske ord anemos (’vind’), men forbindelsen er vanskelig at se, og som det fremgår nedenfor, er det sandsynligvis en forkert antagelse.

I bogen History of Syria including Lebanon and Palestine (1951) angiver Philip K. Hitti, at det arabiske navn på fransk anemone (Anemone coronaria) er shaqa’iq an-Nu’man, hvilket kan oversættes som ’Nu’mans sår’ eller ’Nu’mans stykker’. Nu’man hentyder sandsynligvis til den sumeriske gud for føde og planter, Tammuz, hvis fønikiske navn var Nea’man. Det antages almindeligvis, at det arabiske an-Nu’man blev til anemos på græsk, samt at Tammuz blev adopteret af grækerne som Adonis, der døde af sine sår, mens han jagede vildsvin, og derpå blev omskabt til en blodrød blomst, farvet af hans blod. I Nærøsten er fransk anemone oftest af den blodrøde farvevariant.

 

Anemone Egentlige anemoner

 

Anemone apennina Apenniner-anemone
Som dens navn fortæller, er denne art udbredt i Apenniner-bjergene i Italien, og den findes også i den sydligste del af Alperne samt på Balkan, mod syd til det nordlige Grækenland. Den er dog ofte forvildet andre steder i Europa. Blomsterfarven varierer fra en ret mørk blå farve til rent hvid.

Blegblå anemone er en varietet af Apenniner-anemone, var. pallida, som vokser i en del løvskove og lunde i den nordøstlige del af Bornholm. Dens blomster forekommer i alle afskygninger mellem en meget bleg blålig farve og rent hvid.

Den kaldes ofte for ’Bornholms nationalplante’, men dens tilstedeværelse på Bornholm er lidt af et mysterium. Nogle mener, at den er spontan, andre at den er indført. Til de sidste hører den bornholmske biolog Finn Hansen, som skriver: ”I 1532 blev Peder Oxe (…) sendt på en dannelsesrejse sammen med den plantekyndige Kristiern Torkelsen Morsing. Rejsen varede fem år, og de kom bl.a. gennem Italien. (…) I 1553 købte Peder Oxe 30 gårde på Bornholm (…), og da han var meget haveinteresseret, er tanken ganske nær, at det faktisk er ham, der har sørget for at få denne bornholmske nationalplante til øen.” (Hansen 2012)

Det ville nu også være højst besynderligt, hvis blegblå anemone optrådte spontant på Bornholm, da der ikke kendes oprindelige bestande af Apenniner-anemone mellem Bornholm og det sydlige Schweiz.

 

 

Blegblå form af blegblå anemone, Kjølleregårdsskoven (‘Troldeskoven’), Stammershalle, Bornholm. I baggrunden ses gul anemone (A. ranunculoides). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hvid form af blegblå anemone, nær Østermarie, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Anemone blanda Balkan-anemone
Denne art ligner Anemone apennina (ovenfor), men har ofte mere mørkeblå blomster. Den er udbredt på Balkan og i Tyrkiet, mod syd til Libanon og Syrien. Artsnavnet betyder ’blød’, men hvad det hentyder til, er usikkert.

 

 

Lys varietet af Balkan-anemone, Emli-dalen, Ala Dağları, Tyrkiet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Anemone coronaria Fransk anemone
Denne pragtfulde plante forekommer i et bredt spektrum af farvevarieteter, bl.a. rød, purpur, blå og hvid. Den er mest almindelig omkring den østlige del af Middelhavet, specielt i Libanon, Syrien, Jordan og Israel. Den er også udbredt fra det sydlige Tyrkiet mod vest gennem Balkan og Italien til det sydlige Frankrig samt Nordafrika, og mod øst til Kaukasus og det vestlige Iran.

Det latinske artsnavn betyder ‘med krone’ eller ‘bekranset’, hvilket naturligvis sigter til de ’royale’ blomster. På hebræisk hedder planten kalanit, afledt af kala, som betyder ‘brud’. Den minder meget om Ranunculus asiaticus, der ligeledes forekommer i adskillige blomsterfarver, men har både kron- og bægerblade.

 

 

Forskellige farvevarieteter af fransk anemone, Omalos-sletten, Kreta. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Anemone demissa
Blomsterne hos denne art, som kan være røde, blå, purpurfarvede eller hvide, er samlet i en tæt skærm for enden af stænglen. Den er udbredt fra det vestlige Nepal mod øst til det sydvestlige Kina, hvor den træffes på åbne skrænter i store højder, mellem 3300 og 4500 m.

 

 

Den hvidblomstrede form af Anemone demissa, Khumbu, østlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Anemone heldreichii
Denne plante er endemisk for de græske øer Kreta og Karpathos. Artsnavnet blev givet til ære for den tyske botaniker Theodor von Heldreich (1822-1902), som fra 1851 havde bopæl i Athen, hvorfra han drog på talrige botaniske ekskursioner i Grækenland og Tyrkiet. Han beskrev 7 nye slægter og over 700 nye arter.

 

 

Anemone heldreichii, mellem Omalos og Prines, Kreta. På billedet vokser den op gennem en særdeles tornet art af vortemælk ved navn Euphorbia acanthothamnos. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Anemone multifida
Sydamerika er hjemsted for 11 anemone-arter, der fortrinsvis findes i Andes-bjergene. Denne art vokser i bjergegne i Chile og Argentina. Ifølge nogle autoriteter er den også udbredt i størsteparten af Nordamerika, men jeg finder det besynderligt, hvis to planter, der vokser så langt fra hinanden, skulle være samme art.

 

 

Anemone multifida, Parque Nacional Huerquehue, Chile. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Frøbærende Anemone multifida, Parque Nacional Conguillio, Chile. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Anemone narcissiflora Narcisblomstret anemone
Denne art findes i adskillige bjergområder i Europa, fra Pyrenæerne, Alperne og Apenninerne mod øst gennem Kaukasus til Centralasien og Sibirien, og derfra mod syd til det nordlige Pakistan og Korea. Udbredelsen fortsætter til det nordvestlige Nordamerika, mod syd til det centrale British Columbia, med isolerede forekomster på Vancouver Island samt i bjergegne i Wyoming og Colorado. Arten vokser i græsklædte områder og lyse skove samt langs veje, fortrinsvis på fugtig grund. I Centralasien og Nordamerika er den fundet op til 4000 meters højde.

Medicinelt er planten blevet udnyttet af folk på Aleuterne til at standse blødninger.

Både det latinske artsnavn og det populære navn hentyder til, at blomsterne minder en smule om pinseliljens (Narcissus poeticus). Navnet Narcissus forbindes ofte med den græske myte om ynglingen Narkissos, der var kendt for sin skønhed. Imidlertid beundrede han sit eget spejlbillede i en dam så intenst, at han faldt i vandet og druknede. Pinseliljen spirede frem, hvor han døde. Men ifølge den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) er planten ikke opkaldt efter ynglingen, men på grund af dens kraftige duft, af græsk narkao (‘jeg lammes’).

Andre billeder af narcisblomstret anemone kan ses på siden Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne.

 

 

Narcisblomstret anemone med regndråber, Rossfeld, nær Berchtesgaden, Tyskland. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Anemone nemorosa Hvid anemone
Om foråret dækkes skovbunden i utallige danske skove af pragtfulde tæpper af hvide anemoner – et tegn på, at foråret for alvor er kommet. Udbredelsen af denne art er begrænset til Europa, hvor den findes fra Irland mod øst til det vestlige Rusland, samt fra det nordlige Skandinavien mod syd til Italien og Balkan.

Hvid anemone blev førhen tiltroet overnaturlige kræfter. Hvis man om foråret plukkede de første tre anemoner, man så, og spiste dem uden at tale, undgik man kolden, dvs. koldfeber (det gamle ord for malaria).

Det fortælles, at den engelske forfatter J.R.R. Tolkien, i sin berømte roman Ringenes Herre, blev inspireret af den hvide anemone til at skabe simbelmynë, en hvid blomst, som voksede på kongerne af Rohans gravhøje. Det har jeg svært ved at tro på, da Tolkien skriver: “…den blomstrer på alle årstider,” hvilket ikke just er tilfældet med hvid anemone.

 

 

Hvid anemone, voksende blandt klipper i Svartingedalen, syd for Rutsker, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tæppe af hvid anemone, Hørret Skov, Østjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tæppe af hvid anemone, Storring Præstegårdsskov, Østjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Undertiden ses en form af hvid anemone med rødlige eller svagt violette kronblade, her nær Bastemose, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Anemone obtusiloba
En meget almindelig art i Himalaya, specielt på græsgange, og den træffes i højder mellem 2100 og 4300 m, fra Afghanistan mod øst til det sydvestlige Kina. Den forekommer i tre farvevarieteter, blå, hvid og gul, hvoraf den gule kun vokser i Kashmir.

I Nepal anvendes saft af roden mod øjenbetændelse.

 

 

Dette billede, som viser både den blå og den hvide form af Anemone obtusiloba, blev taget på højderyggen Propang Danda, Langtang Nationalpark, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blå form af Anemone obtusiloba, observeret på græsgangen Darjaling Kharka, Langtang Nationalpark, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På billedet nedenfor placerer hinduer en offergave af blomster, bestående af blå og hvide Anemone obtusiloba, gule Geum elatum, samt gule Primula stuartii, på en stenvarde – en helligdom viet til en lokal hinduistisk gudinde, beliggende på toppen af bjerget Rakhundi (3622 m), Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh, Indien. Denne gudinde er sandsynligvis en form af Devi, guden Shivas shakti (kvindelige aspekt), idet treforken er et symbol på Shiva.

Sådanne offergaver er nærmere omtalt på siden Religion: Animisme, mens Primula stuartii er beskrevet på siden Planteliv: Kodrivere, og Geum elatum på siden Planteliv: Flora i Himalaya.

 

 

(Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Anemone pavonina
Denne art ligner meget Anemone coronaria (ovenfor), men har flere og smallere kronblade. Den er udbredt i Sydeuropa, fra det sydøstlige Frankrig mod øst til Tyrkiet.

 

 

Anemone pavonina, Volvi-søen, Grækenland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Anemone ranunculoides Gul anemone
Denne art kendes nemt på sine gule blomster. Den er udbredt i Europa, mod øst til det nordlige Tyrkiet og Kaukasus. I Danmark findes den især i Østjylland og på Øerne, og på den Skandinaviske Halvø har den en sydlig udbredelse.

Artsnavnet betyder ’ranunkel-agtig’, hvilket sigter til blomsternes farve. Under gunstige vilkår kan gul anemone danne tæpper ligesom hvid anemone (A. nemorosa). Krydsninger mellem de to arter forekommer undertiden. De kaldes for Anemone x lipsiensis og kendes på de bleggule blomster.

 

 

Tæppe af gul anemone, samt enkelte hvide anemoner, Elling Skov, nord for Horsens. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gul anemone, Kjølleregårdsskoven (‘Troldeskoven’), Stammershalle, Bornholm. Der ses tillige hvid anemone, den hvide form af hulrodet lærkespore (Corydalis cava), samt blade af vorterod (Ranunculus ficaria). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gul anemone, Møns Klinteskov. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Anemone rivularis
Denne er den almindeligste blandt de 17 arter af slægten, som træffes i Himalaya. Den er udbredt fra det nordlige Pakistan mod øst gennem Tibet til Kina, og den findes også i Sri Lanka og på Sumatra. I Himalaya vokser den på enge, græsgange og brakmarker mellem 2100 og 4000 meters højde. Nogle autoriteter placerer denne art i slægten Eriocapitella.

I Nepal ristes frøene og laves til pickles. Medicinsk anvendes saft af planten mod hoste og feber, et afkog af roden smøres på sår, og saft fra bladene blandes med vand og suges op i næsen for at lette bihulebetændelse.

 

 

Anemone rivularis, Sanasa, Khumbu, Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En grønbroget kålsommerfugl (Pontia daplidice), tilhørende underarten moorei, suger nektar i en blomst af Anemone rivularis, Sainj-dalen, Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Anemone sibirica Sibirisk anemone
En lille håret plante, som vokser på stepper og i tundra i det østlige Sibirien, Mongoliet, Alaska og det nordvestlige Canada. Nogle autoriteter betragter den som en underart af Anemone narcissiflora, af nogle benævnt ssp. crinita, af andre ssp. sibirica. I nogle artikler er den anført som Anemonastrum sibiricum.

 

 

Sibirisk anemone, Zolotoi Khrebet (‘De Gyldne Bjerge’), Chukotka, østlige Sibirien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Anemone sylvestris Sommer-anemone
Denne plante hjemmehørende i det centrale og østlige Europa og videre mod øst gennem Sibirien, samt i Kaukasus og Centralasien. I Norden er den vildtvoksende på Öland og Gotland, men i Danmark findes den kun forvildet enkelte steder. Den vokser især i halvskygge på skovstepper med kalk i undergrunden.

 

 

Sommer-anemone, Hanila, Estland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nærbillede af sommer-anemone, løveng ved Södra Greda, Öland, Sverige. Bemærk edderkoppen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Anemone tetrasepala
En statelig plante, som kan blive indtil 75 cm høj. Den vokser på klippefyldte skrænter mellem 2100 og 3600 meters højde, fra Afghanistan mod øst til Uttarakhand og den sydvestlige del af Tibet.

 

 

Anemone tetrasepala er meget almindelig i Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh, hvor disse billeder blev taget. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Anemone thomsonii
Denne art vokser kun i bjergområder i Østafrika, deriblandt Kilimanjaro og Mount Hanang i Tanzania, samt Mount Kenya og Aberdare-bjergene i Kenya. Den blev beskrevet i 1885, baseret på et eksemplar indsamlet af den skotske geolog Joseph Thomson (1858-95) – en fremragende opdagelsesrejsende, som aldrig forårsagede, at nogen indfødt blev dræbt, og aldrig mistede nogen af sine folk på grund af konfrontationer. Hans motto var: “Den, som vandrer blidt, vandrer sikkert; den, som vandrer sikkert, vandrer langt.“

Foruden denne plante er Thomsons gazelle (Eudorcas thomsonii), samt Thomson’s Falls, et vandfald nær Nyahururu, opkaldt efter ham.

 

 

Anemone thomsonii, Aberdare Nationalpark, Kenya. Kronbladenes underside er ofte purpurfarvet. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Anemone trifolia Trebladet anemone
Denne art minder om hvid anemone (A. nemorosa), men kendes nemt på bladene, som har tre bredt ovale, takkede småblade. Det menes, at den er den ældste inden for gruppen, og at den førhen havde en langt større udbredelse i Europa end i dag, hvor den findes i fire adskilte områder: det nordlige Portugal og Spanien, de østlige og sydlige Alper og Apenninerne, Karpaterne, og endelig Finland.

I Finland blev den først konstateret så sent som i 1929, og nogle autoriteter mener, at den sandsynligvis blev indført til landet og udplantet af haveinteresserede. (Kilde: luontoportti.com/suomi/en/kukkakasvit/three-leaved-anemone)

Andre billeder af denne art kan ses på siden Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne.

 

 

Trebladet anemone i regnvejr, neden for Passo Falzarego, Dolomitterne, Italien. På billedet ses tillige vårlyng (Erica carnea). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Anemone vitifolia
Det latinske artsnavn, som betyder ’med blade som vin’, sigter til, at de øvre stængelblade hos denne art minder om blade af vinplanten (Vitis vinifera). Den er udbredt fra Afghanistan mod øst gennem Himalaya og det sydlige Tibet til Kina og Taiwan, hvor den vokser i åbne skove og græsklædte arealer samt langs floder. Nogle autoriteter placerer den i slægten Eriocapitella.

I Himalaya anvendes denne plante mod forskellige lidelser, bl.a. tandpine, hovedpine og dysenteri. De giftige blade strøes i floder for at bedøve fisk, og pulveriserede blade gnides i hovedbunden for at dræbe lus. De uldne frøhår blev førhen anvendt til optænding.

 

 

Anemone vitifolia, Mingtsih, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Anemone vitifolia med frøstande, Bagarchap, Annapurna, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Hepatica Blå anemoner
Disse planter, som er hjemmehørende i Europa, Asien og det østlige Nordamerika, har forårsaget megen forvirring blandt taksonomer, hvad angår antallet af arter, der varierer mellem 7 og 13, alt efter hvilken kilde man benytter. Nogle autoriteter henfører dem til slægten Anemone.

Slægten omfatter følgende arter, underarter og/eller varieteter:

H. nobilis var. nobilis (europæisk blå anemone), udbredt fra Skandinavien og de baltiske lande mod syd til Italien og Balkan.

H. pyrenaica = H. nobilis var. pyrenaica (pyrenæisk blå anemone), som findes i Pyrenæerne og det nordlige Spanien.

H. transsilvanica (rumænsk blå anemone), som er begrænset til bjerge i Rumænien.

H. falconeri, udbredt i bjergskove i Centralasien.

H. asiatica = H. nobilis var. asiatica, udbredt i det centrale og østlige Kina, Korea og det sydøstlige Sibirien.

H. henryi, der findes i det centrale og vestlige Kina.

H. yamatutai, som er begrænset til bjerget Emei Shan, Sichuan-provinsen, Kina.

H. insularis, der vokser i det sydlige Korea.

H. maxima, som er endemisk på øen Ulleung-do, Korea.

H. japonica = H. nobilis var. japonica, der vokser i Japan.

H. pubescens = H. nobilis var. pubescens, som er begrænset til det centrale Honshu, Japan.

H. americana = H. nobilis var. obtusa (round-lobed hepatica), der er udbredt i det østlige Nordamerika.

H. acutiloba = H. nobilis var. acuta (sharp-lobed hepatica), der ligeledes findes i det østlige Nordamerika.

Slægtsnavnet er afledt af det græske ord hepar (‘lever’), et navn, som skyldes de tredelte blades form, hvis omrids minder om den menneskelige levers. Tilhængere af Signaturlæren hævdede derfor, at de kunne anvendes medicinelt mod leverlidelser. Dette har dog vist sig ikke at være tilfældet, men i tidens løb er planten blevet anvendt til behandling af sår, samt som sammensnerpende og vanddrivende middel.

I Danmark er blå anemone udbredt på kalkrige eller lerede jorder, fortrinsvis i Østjylland og på Øerne, og den er vidt udbredt på den Skandinaviske Halvø.

Den er en af de allertidligste blomster om foråret, hvor dens blå stjerner lyser op mellem det visne løv. Blomsterknopperne har ligget i dvale siden efteråret, og bladene kommer først frem efter blomstringen. Det har givet anledning til folkenavnene Sønnen-før-faderen og Faderen-efter-sønnen.

Det menes, at de to amerikanske arter, der stort set har samme udbredelsesområde, opstod under istiden, hvor bestande af blå anemone blev adskilt fra hinanden af den fremtrængende iskappe. Efter isens afsmeltning kunne begge bestande brede sig, men var nu så forskellige, at de ikke krydses.

 

 

Europæisk blå anemone (H. nobilis var. nobilis), Hestehaveskoven, nær Rønde, Østjylland. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rødlig form af europæisk blå anemone, Garphyttan Nationalpark, Sverige. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Amerikansk blå anemone (H. americana), Clement Farm Conservation Area, Massachusetts, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Pulsatilla Kobjælder
Disse planter, der omfatter omkring 33 arter, adskiller sig fra de egentlige anemoner gennem deres normalt større og enlige blomster, samt gennem frøstanden, hvor der fra hver griffel vokser et langt, fjeragtigt hår ud, som hjælper til med at sprede frøet med vinden. En del autoriteter henfører dem til slægten Anemone.

Slægtsnavnet kommer af latin pulsare (’at slå’), hvilket sigter til, at vinden bevæger blomsterne frem og tilbage. Det danske navn hentyder til de hængende blomster hos nogle arter, der kan minde om de bjælder, som i Alperne og andre steder hænges om halsen på køer.

Kobjælder er giftige. Førhen mente man i Alperne, at hvis man bragte dem ind i huset i den periode, hvor gæssene rugede, ville gæslingerne være ude af stand til at bryde ud af æggene. I Brandenburg, hvor kobjælder blev kaldt Hexenbart (‘hekseskæg’), troede man, at de spirede frem, hvor en jæger havde skudt en flyvende heks ned.

I Middelalderens medicin mentes det, at kobjælder var virksomme mod pest og alle former for gift, bl.a. stik af giftigt kryb. De blev også anvendt mod diverse sygdomme, deriblandt feber, ‘syge’ øjne og forstoppelse.

I Nordamerika benyttede indfødte folkeslag bladene af Pulsatilla patens mod forskellige lidelser, deriblandt rheumatisme, nervegigt og hovedpine, samt som grødomslag. Et afkog af roden blev anvendt til behandling af lungeproblemer.

Kobjælde-arter er fredet i Danmark, Sverige og mange andre lande.

 

 

Hos kobjælder forlænges griflerne til lange, fjeragtige hår. Her ses frøstande af opret kobjælde (Pulsatilla vulgaris) med regndråber, Borgholm, Öland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pulsatilla alpina Alpekobjælde
I bredeste forstand er denne art vidt udbredt, fra Pyrenæerne over Alperne til Karpaterne, mod nord til Harzen og mod syd til de Dinariske Alper og Korsika.

Den forekommer i to underarter, hvid alpekobjælde, ssp. alpina, der vokser på kalkrige jorder, og gul alpekobjælde, ssp. apiifolia, der findes på sur jordbund.

 

 

Hvid alpekobjælde i tåge, Rossfeld, nær Berchtesgaden, Tyskland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hvid alpekobjælde, Hochtor, Grossglockner, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gul alpekobjælde, Sustenpass, Berner Oberland, Schweiz. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pulsatilla occidentalis Vestlig kobjælde
Denne art, som også kaldes for hvid kobjælde, er udbredt i det vestlige Nordamerika, fra det sydlige British Columbia og Alberta mod syd til det nordlige Californien. Dens habitat varierer fra fugtige enge til grusdominerede skråninger, i højder mellem 500 og 3700 m.

Forskellige indfødte folkeslag anvendte førhen et afkog af planten til behandling af fordøjelsesbesvær.

 

 

Vestlig kobjælde, Olympic Nationalpark, Washington, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pulsatilla patens Østlig kobjælde
Denne art, der vokser i enge og fyrreskove, på prærier samt i klippefyldte områder, er udbredt fra Finland mod øst gennem Sibirien til det nordlige Kina, samt i den vestlige og centrale del af Nordamerika, mod syd til det nordvestlige Mexico.

Den forekommer i to varieteter, var. patens, der findes i Europa og det vestlige Sibirien, samt var. multifida, som er udbredt i det østlige Sibirien og Nordamerika. Førstnævnte er stærkt truet i Finland på grund af overdreven indsamling i gamle dage, mens sidstnævnte er i tilbagegang i Amerika på grund af øget opdyrkning af prærieområder.

 

 

Østlig kobjælde, var. multifida, Zolotoi Khrebet (‘De Gyldne Bjerge’), Chukotka, østlige Sibirien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pulsatilla pratensis Nikkende kobjælde
Denne steppeplante vokser i græsklædte områder fra det sydlige Skandinavien mod syd til Slovenien og Bulgarien og mod øst til Ukraine. I Danmark findes den hist og her på Sjælland og i det nordlige Jylland. På Öland er den almindelig.

I den nordlige del af dens udbredelsesområde vokser den ned til havniveau, mens den længere mod syd kan træffes op til 2100 meters højde. Den er truet mange steder og er fredet i bl.a. Tjekkiet, Slovakiet, Polen, Rumænien, Serbien og Rusland.

 

 

Nikkende kobjælde, Åby Sandbackar, Öland, Sverige. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nikkende kobjælde, Södra Greda, Öland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Talrige frøstande hos nikkende kobjælde lyser op i modlyset, Öland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pulsatilla vernalis Vår-kobjælde
Vidt udbredt på sure jorder, fra det sydlige Skandinavien og Finland mod syd til det nordlige Spanien, Alperne, Karpaterne, samt bjergområder på Balkan. Den er meget sjælden hos os, idet den kun vokser tre steder i Jylland, bl.a. på Vind Hede øst for Ulfborg og på Randbøl Hede vest for Vejle. I Norge og Sverige har den en meget pletvis og spredt forekomst, både i lavlandet og fjeldet. I Jotunheimen er den fundet op til 1840 meters højde, mens den i de sydeuropæiske bjerge vokser op til omkring 3600 m.

Denne art er valgt til landskabsplante i Oppland i Norge, Härjedalen i Sverige, samt Syd-Karelen i Finland. Både det latinske artsnavn og det danske navn hentyder til artens tidlige blomstring, der undertiden finder sted allerede sidst i marts.

 

 

Vår-kobjælde, Lilla Frö, Öland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pulsatilla vulgaris Opret kobjælde
Denne art, som nogle autoriteter kalder for Anemone pulsatilla, vokser i græsklædte områder og lyse skove, kun på kalrige jorder. Den er udbredt fra England mod øst til det vestlige Rusland og Krim, samt fra det centrale Sverige mod syd til Alperne og Slovenien. I Danmark findes den hist og her i Jylland, men er ellers sjælden.

 

 

På den svenske ø Öland er opret kobjælde meget almindelig, her fotograferet nær Beijershamn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Anvendte kilder
Christiansen, M.S. 1970. Danmarks vilde planter – med et udvalg af vore nordiske nabolandes flora, bd. 1. Politikens Forlag
Hansen, F. 2012. På 367 ture i Bornholms natur. NaturBornholm & Bornholms Regionskommune
Manandhar, N.P. 2002. Plants and People of Nepal. Timber Press
Polunin, O. & A. Stainton 1984. Flowers of the Himalaya. Oxford University Press
Wikipedia, forskellige sider

 

 

 

(Oprettet juni 2019)

 

(Senest opdateret februar 2022)