Flora i Himalaya

 

 

Rolwaling 2004
Midt i monsuntiden fremstår denne egeskov i Rolwaling-dalen i det centrale Nepal utroligt frodig, og de store stammer er næsten fuldstændig skjult under et dække af epifyter, bl.a. mosser, bregner og begonie-blomster. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I skarp kontrast til frodigheden på billedet ovenfor vokser stenbræk-arten nedenfor, Saxifraga andersonii, på en gold klippe i et barsk højalpint landskab nær Annapurna Base Camp i det centrale Nepal. Som værn mod kulde og fordampning danner den kompakte puder op til 10 cm i tværmål. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rig vegetation nær toppen af passet Kongmaru La (5274 m), Markha-dalen, Ladakh. Der ses grønne puder af nellikeplanten Thylacospermum caespitosum, den gule Biebersteinia odora, en blå ridderspore-art, Delphinium brunonianum, samt en asters (Aster). Bagest ses blade af en rabarber-art (Rheum). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Klippefyldt landskab nær passet Bara Lacha La (ca. 3900 m), Lahaul, Himachal Pradesh, med røde og gule efterårsfarver hos to arter af pileurt, Bistorta affinis (rød) og Koenigia tortuosa (gul). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

På denne side er beskrevet et mindre udvalg af Himalayas plantearter. Særligt interesserede henvises til den tilsvarende side på hjemmesidens engelske del, Plants: Himalayan flora, hvor hundredevis af arter er detaljeret beskrevet.

 

 

 

Ordet Himalaya kommer af sanskrit hima (‘sne’) og alaya (‘bolig’), således ‘Sneens Bolig’. Himalaya består af en kæde af gigantiske bjerge, der strækker sig fra det nordlige Pakistan mod sydøst til den nordligste spids af Myanmar – en strækning på over 2500 km. I disse bjerge findes klodens største koncentration af meget høje tinder, af hvilke 14 er over 8000 m høje, mens flere hundrede er over 7000 m. (Til sammenligning er det højeste bjerg uden for Centralasien, Aconcagua i Argentina, kun 6962 m højt).

Himalayas grænser er ikke veldefinerede. Mod nordvest glider Karakoram-bjergene (der af nogle autoriteter betragtes som en del af Himalaya, af andre ikke) jævnt over i Hindu Kush- og Pamir-bjergene. Mod nord og nordøst udgør adskillige bjergkæder i Ladakh, Tibet og Kina en fortsættelse af selve Himalaya.

Som et resultat af de store forskelle i højdeforhold og nedbør – foruden forskellige andre faktorer som mikroklima og jordbundens sammensætning – er Himalayas flora og fauna i sandhed divers. I disse bjerge mødes to biogeografiske regioner. I de fleste områder dominerer flora og fauna fra den indo-malayiske region, der omfatter bl.a. det indiske subkontinent og Sydøstasien, men i Kashmir, Ladakh og det nordlige Pakistan, samt iøvrigt i højder over ca. 3500 m, findes et stort islæt af arter fra den palæarktiske region, der bl.a. omfatter det centrale og vestlige Asien.

Efter at monsunen har passeret Himalaya fra syd, er næsten al vanddampen afgivet, og på den tibetanske højslette falder derfor kun ganske lidt nedbør. Mange steder er den årlige nedbør gennemsnitligt under 100 mm, mest i form af sne om vinteren. Størsteparten af landskabet er derfor tørt og temmelig goldt. Kun langs floderne og omkring de talrige søer findes frodige, grønne arealer.

Himalaya rummer et overvældende antal plantearter. Alene i Nepal forekommer ca. 6500 arter blomsterplanter, og i hele bjergkæden er antallet over 10.000. Hertil kommer mange hundrede arter bregner, ulvefødder, mosser og laver.

Det rige og varierede planteliv i en række lokaliteter i Himalaya er beskrevet på siden På blomsterjagt i Himalaya.

Under beskrivelsen har jeg hentet en mængde information i to glimrende bøger, Flowers of the Himalaya (Oxford University Press, 1984), skrevet af Oleg Polunin og Adam Stainton, samt Flora Simlensis. A Handbook of the Flowering Plants of Simla and the Neighbourhood (Thacker, Spink & Co., 1921), skrevet af Sir Henry Collett. Førstnævnte bog er stadig tilgængelig på markedet, men uheldigvis er kun et begrænset antal arter i den illustreret i farve.

Langt størstedelen af informationen om anvendelsen af planter er lånt fra Narayan Manandhars fine værk Plants and People of Nepal (Timber Press, 2002). Min dybtfølte tak til Mr. Manandhar.

Jeg vil også gerne takke min ven Ajai Saxena, som har leveret omkring to dusin billeder, især på den engelske pendent til denne side. Sammen har vi foretaget adskillige botaniske ekskursioner i Himalaya, til tider i selskab med Ajais kone Madhu.

På denne side behandles Tibet (kaldt Xizang af kineserne), Qinghai og Xinjiang som selvstændige områder. Udtrykket ‘det vestlige Kina’ dækker kinesiske territorier umiddelbart øst for Tibet og Qinghai. Udtrykket ‘det sydvestlige Kina’ dækker provinserne Yunnan, Guizhou og Sichuan.

Nederst på siden findes en ordliste med hyppigt anvendte ‘tekniske’ botaniske udtryk.

 

 

Frokosten indtages sammen med Madhu og Ajai Saxena, Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh, juni 2007. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Acanthaceae Akantusfamilien
Denne kæmpestore familie, der omfatter 229 slægter med ca. 4000 arter af urter, buske, slyngplanter og træer, er udbredt næsten overalt i verden. I subtropiske dale i Himalaya er urter af denne familie fremtrædende med omkring 30 slægter.

Som et kuriosum kan nævnes, at ifølge en maskinel oversættelse (‘undersættelse’) på internettet er det danske navn på denne familie blevet til ‘bjørnens buksefamilie’! Denne mærkværdighed kommer af et engelsk navn på familien, bear’s breeches family, hvilket imidlertid bygger på en misforståelse. Et middelalderligt navn på den plante, som den svenske botaniker Carl von Linné (1707-78) senere navngav Acanthus mollis, var Acanthus sativus branca ursina (‘den dyrkede (plante med) tornede bjørne-dækblade’), hvilket sigtede til de krumme dækblade på blomsterstanden, som for de mennesker, der gav den dette navn, åbenbart lignede bjørnekløer. Med tiden blev branca forvansket til breech (en slags korte bukser, der når ned til knæene), der førte til navnet bear’s breeches.

 

Asystasia
Denne slægt, der omfatter omkring 70 arter, er vidt udbredt i tropiske egne. Den har et enkelt medlem i Himalaya.

 

Asystasia macrocarpa
En forveddet urt indtil 1,5 m høj, med flotte, hvidlig-lyserøde eller lyst purpurfarvede blomster, indtil 3 cm lange, indvendigt med iøjnefaldende purpurfarvede striber. De elliptiske blade er op til 15 cm lange. Denne art er almindelig blandt krat og på brakmarker i højder op til 2100 m, fra Uttarakhand mod øst til Bhutan. Den blomstrer i marts-april.

Artsnavnet, afledt af græsk makros (‘stor’) og karpos (‘frugt’), sigter til frugten, en cylinderformet kapsel, som er op til 3,5 cm lang.

 

 

Asystasia macrocarpa, Hille, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Barleria
En slægt med omkring 300 arter, som er udbredt i tropiske egne af Afrika og Asien, med en enkelt art i tropisk Amerika, gul barleria (B. oenotheroides), som man kan se et billede af på siden Hyldest til farven gul. 2 arter forekommer i Himalaya.

Slægten blev navngivet til ære for den franske botaniker Jacques Barrelier (1606-73).

 

Barleria cristata
Denne forveddede urt, der bliver indtil 1,2 m høj, er vidt udbredt i tropiske og subtropiske egne af Asien. I Himalaya er den almindelig i krat og på åbne skråninger op til 2000 m højde, fra Pakistan mod øst til Myanmar. De blå eller lyserøde blomster, indtil 4 cm lange, kan ses mellem juli og oktober.

 

 

Lahaul-Ladakh 2014
Form af Barleria cristata med blå blomster, fotograferet i Parvati-floddalen nær Manikaran, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Form af Barleria cristata med lyserøde blomster, Garhwal, Uttarakhand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Phlogacanthus
Denne slægt, som kendetegnes af de iøjnefaldende blomsterstande, rummer over 40 arter, der er udbredt i Tropisk Asien. 4 arter er truffet i de lavereliggende dale i Himalaya. Slægtsnavnet er afledt af græsk floga (‘flamme’), hvilket sigter til disse planters farvestrålende blomster.

 

Phlogacanthus thyrsiformis
Denne stedsegrønne busk, der også kaldes P. thyrsiflorus, bliver op til 2,5 m høj. Den er smuk om vinteren eller tidligt om foråret, når den fremviser talrige tætte, cylinderformede aks, indtil 30 cm lange, med murstensrøde eller orange-røde blomster, indtil 2,5 cm lange. Disse aks sidder lige over tætte klynger af store blade, der kan blive indtil 25 cm lange. Arten findes i skove og på åbne skrænter op til 1500 m højde, fra Uttarakhand mod øst til Myanmar.

Blomsterne spises som grønsag, men smagen er ret bitter. Medicinsk anvendes planten mod hoste, forkølelse og astma.

 

 

Phlogacanthus thyrsiformis, nær Fakot, Uttarakhand. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Strobilanthes
Denne slægt rummer ca. 250 arter, som er udbredt i varmere egne af Asien, samt på Madagascar. I Himalaya findes omkring 25 arter, hvoraf mange ligner hinanden meget og er vanskelige at bestemme.

Slægtsnavnet kommer af græsk strobilus (‘kegle’) og anthos (‘blomst’), således ’kegleformet blomst’, introduceret i 1826 af den tysk-hollandske botaniker Karl Ludwig von Blume (1796-1862), baseret på blomsterstanden hos en art på Java, Strobilanthes cernua.

 

Strobilanthes atropurpurea
Denne art, til 60 cm høj, blev tidligere kaldt Strobilanthes wallichii eller Pteracanthus alatus. Den kan kendes på de temmelig korte, opsvulmede, stærkt krumme blomster, indtil 3 cm lange, som er mørkeblå, lyseblå eller undertiden en kombination af hvidt og blåt, eller hvidt og purpurfarvet. Den er vidt udbredt i Himalaya i skove og krat, fra Pakistan mod øst til Myanmar, mellem 1500 og 3600 m højde. Den er specielt almindelig i nåleskove. Blomstring finder sted med intervaller på ofte flere år, mellem juni og oktober.

 

 

Lahaul-Ladakh 2014
Strobilanthes atropurpurea, Naggar, syd for Manali, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En form af Strobilanthes atropurpurea med hvide og purpurfarvede blomster, Bireth Nallah, Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Strobilanthes attenuata
En stor forveddet urt, indtil 1 m høj, med store, hårede, hjerteformede, langt tilspidsede, savtakkede blade, indtil 12 cm lange og 7,5 cm brede, et iøjnefaldende smalt bæger, som er opdelt i uens, smalle flige, som er indtil 12 mm lange, samt svagt krummede blomster, blå, undertiden med hvidligt svælg, indtil 3,5 cm lange. Arten er udbredt fra Afghanistan mod øst til det centrale Nepal, i højder mellem 2000 og 3500 m, og vokser i skove, krat og græsklædte områder. Blomstring finder sted mellem juni og oktober.

Førhen blev denne plante kaldt for Strobilanthes alatus eller Pteracanthus urticifolius, hvor navnet urticifolius sigter til de nældelignende blade.

 

 

Strobilanthes attenuata, Manali, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Talrige vanddråber fra en nylig regnbyge klynger sig til blomsterne af denne Strobilanthes attenuata, Shyabru, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Strobilanthes nutans
I modsætning til andre medlemmer af denne slægt er de hvide blomster hos S. nutans nikkende, indtil 3 cm lange, og deres basis er dækket af iøjnefaldende hvide eller brunlige, overlappende dækblade. Stænglen, som er op til 50 cm høj, er tæthåret, i lighed med blomsterstilkene. Den vokser i krat, er udbredt i Nepal i mellemhøjder, og blomstrer juli-september.

Denne art blev først fundet i 1821 af den danske læge og botaniker Nathaniel Wallich (1786-1854), som studerede flora i Indien og Himalaya først i 1800-tallet. Den formelle offentliggørelse af arten måtte vente til tredje bind af Wallichs Plantae Asienticae Rariores fra 1832, hvor den blev beskrevet som en ny art under navnet Goldfussia nutans af den tyske botaniker Christian Nees von Esenbeck (1776-1858), den daværende Acanthaceae-ekspert. (Kilde: Curtis’s Botanical Magazine 2014, 31 (2): 168-179, Royal Botanic Gardens, Kew)

 

 

Nepal 2009
Strobilanthes nutans, Kutumsang, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. En art af dværgulvefod (Selaginella) samt umodne bær af Hemiphragma heterophyllum, som tilhører vejbredfamilien (Plantaginaceae), ses også. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Strobilanthes penstemonoides var. dalhousieana
Denne indtil 90 cm høje urt har temmelig lange, slanke blomster, mørkeblå, lyseblå eller hvide og blå, indtil 4 cm lange, samt ovale, langt tilspidsede blade, indtil 15 cm lange, som enten er siddende eller smalner ind til en vinget stilk. Den er almindelig i skove og krat i højder mellem 1800 og 2600 m og er udbredt i størsteparten af Himalaya. Blomstring juli-oktober.

Denne varietet blev navngivet til ære for Lady Dalhousie, hustru til George Ramsay, den 9. Jarl af Dalhousie, som var generalguvernør i Indien i første halvdel af 1800-tallet. Denne dame var en ivrig indsamler af planter.

 

 

Strobilanthes penstemonoides var. dalhousieana, Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Aceraceae, se Sapindaceae.

 

 

 

Adoxaceae Desmerurtfamilien
Denne familie, som er udbredt i næsten hele verden, har 5 slægter med omkring 200 arter af træer og buske, sjældent urter. 2 slægter findes i Himalaya, Sambucus og Viburnum.

Tidligere udgjorde disse slægter familien Sambucaceae, hvorpå de blev flyttet til gedebladfamilien (Caprifoliaceae). Nylige DNA-studier har imidlertid åbenbaret, at de hører hjemme i desmerurtfamilien.

 

Sambucus Hyld
Antallet af arter i denne slægt diskuteres til stadighed, og der kan være et hvilketsomhelst antal mellem 25 og 50. Disse træer, buske og forveddede urter er udbredt i tempererede og subtropiske egne, flest på den nordlige halvkugle, med nogle medlemmer i dele af Australasien og Sydamerika. 4 arter forekommer i Himalaya.

Slægtsnavnet er afledt af græsk sambuca, der er navnet på et ældgammelt instrument af asiatisk oprindelse. Den bløde marv blev fjernet fra hyldegrene til fremstilling af blæseinstrumenter. I Europa lavede drenge såkaldte hyldebøsser af de mest lige af grenene ved at bore marven ud. Dernæst skar man en gren af hårdere materiale, der passede præcist ind i den hule hyldegren. Et projektil, fx en prop af hyldemarv, blev presset ind i røret fortil, og en anden prop bagtil. Når man hurtigt jog den hårdere gren ind mod den bageste prop, blev denne presset fremad, og på grund af lufttrykket blev den forreste prop skudt ud med et knald.

I Myter, bd. 9, Møllen, fra 1944, skriver Johannes V. Jensen (1873-1950): ”Med Hyldebøsser gjorde vi os frygtet, vi skar dem saa store og lange, at Ladestokken lod sig stemme mod Skulderen som en Kolbe, saa at de kunne affyres med Sigte som et Gevær.”

Anvendelsen af hyld i folkemedicinen er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

Sambucus adnata
Denne kraftige urt, indtil 2 m høj, danner normalt store bevoksninger i åbne områder. Blomstring finder sted mellem maj og september. Blomsterstanden er en flad skærm, indtil 25 cm i tværmål, med talløse små hvide blomster, indtil 4 mm i tværmål. De røde bær er spiselige. Denne art findes i højder mellem 1500 og 3700 m, fra det vestlige Nepal mod øst til det sydvestlige Kina.

 

 

Blomstrende Sambucus adnata, Benkar, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Viburnum Kvalkved
Denne kæmpestore slægt, der omfatter 150-175 arter af buske eller små træer, er hjemmehørende i tempererede områder på den nordlige halvkugle, med nogle få arter i bjergegne i det nordlige Afrika, Sydøstasien og Sydamerika.

Der findes 8 arter i tempererede områder af Himalaya, hvoraf adskillige fremviser store klynger af stærkt røde bær om efteråret. Bærrene af nogle arter er spiselige.

 

Viburnum cotinifolium
Denne busk, der kan blive til 3 m høj, kan kendes på sine tykke, ovale eller afrundede blade, der bliver indtil 12 cm lange, med nedsænkede nerver på oversiden, hvilket giver bladet et rynket udseende. Bladene er tillige uldhårede på undersiden. Blomsterstandene er temmelig små, indtil 10 cm i tværmål, blomsterne, som er hvide eller lyserøde, indtil 8 mm i tværmål, er fremme april-maj. Frugterne er først røde, siden sorte. Arten er udbredt fra Afghanistan mod øst til Bhutan, voksende i skove og krat i højder mellem 1800 og 3600 m.

 

 

Blomstrende Viburnum cotinifolium, Bratang, Marsyangdi-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bærbærende Viburnum cotinifolium, Ghyaru, Marsyangdi-dalen, (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Viburnum erubescens
Denne busk, til 3 m høj, er den almindeligste blandt kvalkved-arterne i Himalaya. De tætte blomsterstande har hvide, cremefarvede eller lyserøde blomster, indtil 5 mm lange. Arten er udbredt i åbne skove fra Uttarakhand mod øst til det sydvestlige Kina, i højder mellem 1500 og 3000 m. Den blomstrer april-maj.

 

 

Nepal 2013
Denne blomstrende gren af Viburnum erubescens, som er fyldt med regndråber, blev fotograferet nær Chitre, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Frugterne af Viburnum erubescens er ellipseformede, røde, indtil 8 mm lange. Dette billede viser umodne frugter med regndråber, Nuntala, Solu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Viburnum grandiflorum Storblomstret kvalkved
Denne art, indtil 4 m høj, er blandt de få træer og buske i de højere egne af Himalaya, som blomstrer om vinteren og tidligt om foråret. Blomsterne er meget iøjnefaldende, lyserøde eller hvide, indtil 1,3 cm lange. Den er ret almindelig i tempererede skove i det vestlige Himalaya, og udbredelsen er iøvrigt fra Pakistan mod øst til det sydøstlige Tibet, i højder mellem 2700 og 3700 m.

Træer i den vestlige del af Himalaya blev førhen betragtet som en selvstændig art, V. foetida, men anses nu for at være en form af V. grandiflorum.

Et billede, som viser en blomsterstand dækket af is, vises på siden Natur: Sne og is.

 

 

Viburnum grandiflorum, Dodi Tal, Asi Ganga-dalen, Uttarakhand. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Viburnum mullaha
Denne plante, der førhen blev kaldt V. stellulatum, er ganske almindelig i skovbryn og åbne områder mellem 1500 og 4000 meters højde, fra Pakistan mod øst til det sydøstlige Tibet, og den findes også i Sydøstasien. Bladene er langt tilspidsede, indtil 15 cm lange. Blomsterstanden er halvkugleformet, indtil 13 cm i tværmål, med hvide blomster, til 4 mm i tværmål, som er fremme juni-august. De skarlagenfarvede, skinnende bær, som er op til 8 mm lange, er spiselige.

 

 

Blomstrende Viburnum mullaha, Pati Bhanjyang, Helambu, central Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Umodne bær af Viburnum mullaha, Øvre Marsyangdi-dal, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette eksemplar af Viburnum mullaha stiller store klynger af knaldrøde bær til skue, Øvre Marsyangdi-dal, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Agavaceae (agavefamilien), se Asparagaceae.

 

 

 

Alliaceae Løgfamilien
Denne familie er udbredt i næsten hele verden og omfatter 13 slægter med ca. 800 arter af urter. En enkelt slægt findes i området.

 

Allium Løg
En kæmpestor slægt med omkring 660 urter, der fortrinsvis findes på den nordlige halvkugle, med nogle arter i Afrika samt Mellem- og Sydamerika. Der er konstateret ikke færre end ca. 70 arter i Himalaya, størstedelen i tørre tibetanske områder.

Blomsterstanden hos disse planter er meget karakteristisk, idet den består af en kompakt, kugleformet skærm for enden af en ugrenet stængel. Den unge blomsterstand er omgivet af en papiragtig hinde, som deler sig, når blomsterne springer ud.

 

Allium carolinianum
En stovt plante, som bliver indtil 50 cm høj, med ret brede, blågrønne, buede blade samt en tæt blomsterstand, indtil 3,5 cm i tværmål, med lyserøde til rødlige blomster, indtil 9 mm lange. Blomstringen finder sted juli-aug. Arten vokser på tørre, stenede skråninger, i højder mellem 3000 og 5100 m, fra Pakistan mod øst til det vestlige Nepal, samt i Centralasien.

Friske blade af denne plante er spiselige, mens tørrede blade anvendes som krydderi. Den har også medicinske egenskaber, idet den anvendes til at uddrive indvoldsorm.

 

 

Allium carolinianum er ret almindelig i Spiti, Himachal Pradesh, hvor dette billede blev taget. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Allium wallichii
I modsætning til de fleste andre løgarter trives denne plante, der kan blive op til 90 cm høj, i fugtige områder i krat, enge og langs floder. Den er udbredt fra Pakistan mod øst til det sydvestlige Kina, i højder mellem 2300 og 4800 m. Den kendes nemt på den store skærm, indtil 7 cm i tværmål, de røde eller purpurfarvede (sjældent hvide) blomster med lancetformede eller elliptiske, butte, langstilkede kronblade, som er indtil 1 cm lange og 2 mm brede, samt de flade, indtil 2 cm brede blade med tydelig køl. Blomstring juli-sep.

Bladene er spiselige, og løgene anvendes mod diarré, hoste og forkølelse.

Artsnavnet hædrer den danske læge og botaniker Nathaniel Wallich (1786-1854), som studerede flora i Indien og Himalaya først i 1800-tallet.

 

 

Allium wallichii, nær Ghora Tabela, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Amaranthaceae Amarantfamilien
Denne vidt udbredte familie rummer omkring 174 slægter med 2100-2500 arter af urter eller buske, sjældent træer eller slyngplanter. Mange af arterne var tidligere placeret i gåsefodfamilien (Chenopodiaceae), som nu er blevet overført til amarantfamilien. Omkring 17 slægter forekommer i Himalaya.

 

Blitum Jordbærspinat
Denne slægt omfatter 12 arter, som er udbredt i Europa, Nordafrika, Asien og Australien, samt Nord-, Mellem- og Sydamerika. En enkelt art findes i Himalaya.

Tidligere blev disse planter regnet for tilhørende slægten gåsefod (Chenopodium), men nylig genetisk forskning har åbenbaret, at de er nærmere beslægtet med spinat (Spinacia). (Kilde: S. Fuentes-Bazan et al. 2012: A novel phylogeny-based generic classification for Chenopodium sensu lato, og a tribal rearrangement af Chenopodioideae (Chenopodiaceae). Willdenowia 42:16-18)

 

Blitum virgatum Aksjordbærspinat
Denne plante, der førhen blev kaldt Chenopodium foliosum, kendes nemt på de stærkt røde, spiselige, kødfulde, jordbærlignende frugter. Blade og blomsterstande er også spiselige, spinat-agtige i smagen.

Denne art er vidt udbredt, fra Europa og Nordafrika mod øst gennem Mellemøsten til Centralasien, med østgrænsen i Gansu, Tibet og det centrale Nepal. Den vokser på brakmarker og åbne skråninger, i Himalaya mellem 1500 og 3800 meters højde.

Stænglen, indtil 1 m høj, kan være hvid, grøn, gullig eller rød. Den er opret og vidt forgrenet, og de kødfulde blade er indtil 9 cm lange og 3 cm brede. Blomsterstandene er tætte, grønne aks i bladhjørnerne, blomsterne ganske små. Blomstringstiden er lang, fra maj til aug.

 

 

Frugtbærende Blitum virgatum, fundet nær søen Deepak Tal, Lahaul, Himachal Pradesh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Haloxylon
En lille slægt på ca. 11 arter af buske og små træer, udbredt fra Middelhavet mod øst til Centralasien. En enkelt art findes i de tørre tibetanske områder af Himalaya.

 

Haloxylon griffithii ssp. wakhanicum
Denne lille busk, som bliver indtil 80 cm høj, er udbredt i ørkenområder fra Afghanistan mod øst til Pakistan og Ladakh, i højder mellem 3000 og 3600 m. Den har hvidlige eller blågrønne grene med lyserøde eller hvidlige blomster i bladhjørnerne, blomstring juli-aug. Kronbladene er ovale, indtil 1,5 mm lange. Den vingede frugt er hvid, lyserød eller gullig, op til 8 mm i tværmål.

 

 

Haloxylon griffithii ssp. wakhanicum, nær Leh, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Apiaceae Skærmplantefamilien
En kæmpestor familie, som er udbredt i næsten hele verden, med omkring 434 slægter og ca. 3700 arter, som alle er urter. Der forekommer ca. 40 vildtvoksende slægter i Himalaya, og adskillige andre dyrkes.

Blomsterstanden i denne familie er unik, hos næsten alle arter arrangeret i skærme for enden af stængel eller grene. Blomsterstanden kan være simpel, kun bestående af et tæt hoved eller en enkelt skærm, normalt med dækblade, det såkaldte storsvøb, ved basis, og hver af stilkene, de såkaldte stråler, har en enkelt blomst for enden. Sammensatte skærme er mere almindelige, bestående af en såkaldt storskærm med adskillige stråler, hvorpå der sidder småskærme. Hver af småskærmene har normalt små dækblade, småsvøbet, ved basis, samt en række stråler med en blomst for enden. Blomsternes farve er normalt hvid, men gul, lyserød eller purpurfarvet forekommer også ofte, blå og rød sjældent. Blomsterne har fem kronblade og støvdragere, og det samme gælder for bægerbladene, som dog normalt mangler.

 

Bupleurum Hareøre
En stor slægt af urter og buske, omfattende omkring 190 arter, der varierer fra ganske små, få cm høje planter til statelige planter, der kan blive næsten 3 m høje. Småsvøbbladene er store hos nogle arter og tiltrækker måske insekter, som bestøver planten. Næsten alle arter er hjemmehørende i palæarktiske egne på den nordlige halvkugle, med en enkelt art i Nordamerika og én i det sydlige Afrika. Omkring 8 arter forekommer i Himalaya.

Navnet hareøre sigter til Bupleurum rotundifolium, hvis blade minder om en hares ører. Roden af adskillige arter er en vigtig ingrediens i den traditionelle kinesiske medicin chai hu, der anvendes mod en mængde lidelser, bl.a. åndedrætsbesvær, svimmelhed, uregelmæssig menstruation, hoste, feber og influenza. Direkte oversat betyder navnet ‘barbarernes optændingspinde’. Formodentlig iagttog kineserne nogle ‘barbarer’ anvende tørrede stængler af hareøre som optænding.

 

Bupleurum gracillimum
Denne plante er oftest stængelløs, med mange krybende grene, indtil 35 cm lange. Bladene er aflange, op til 6 cm lange, de øvre kortere, og blomsterstandene er knaldgule, de små blomster, indtil 1,5 mm i tværmål, fremme juli-sep. Arten findes i fugtige områder på den tibetanske højslette, bl.a. på enge og langs vandløb, fra Pakistan mod øst til det sydvestlige Kina, i højder mellem 3000 og 4300 m.

 

 

Bupleurum gracillimum, Lossar, Spiti, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Cortia
En lille slægt på 3-4 arter, som er begrænset til Centralasien, fra Afghanistan mod øst til Bhutan. 2 arter findes i Himalaya.

 

Cortia depressa
En ganske lav plante, til 10 cm høj, men oftest stængelløs. Storskærmene er udbredt i stjerneform, strålerne af meget uens længde, op til 10 cm, småskærmene op til 1,5 cm i tværmål, med hvide, lyserøde eller mørkerøde blomster, til 2,5 mm i tværmål. Storsvøbets dækblade er to gange snitdelte, småsvøbets enkelt eller dobbelt snitdelte, af længde med blomsterne. Bladene, som er op til 8 cm lange, er to gange snitdelte og minder en del om persilleblade. Denne plante er begrænset til enge i tørre områder, fra Pakistan mod øst til Bhutan, i højder mellem 3600 og 4800 m. Blomstring finder sted juni-aug.

 

 

Cortia depressa, Dole, Gokyo-dalen, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Selinum Seline
Denne lille slægt med 8 arter er udbredt i Europa og Asien. 6 arter forekommer i Himalaya, hvoraf adskillige anvendes medicinelt, andre brændes som dhup (røgelse) i templer, og atter andre høstes som kvægfoder.

 

Selinum wallichianum
Denne kraftige plante, indtil 1,5 m høj, blev førhen kaldt S. tenuifolium. Den er almindelig i græsklædte områder og krat i højder mellem 2600 og 4200 m, fra Kashmir mod øst til det sydvestlige Kina. Den har store blade, op til 25 cm lange og 20 cm brede, som er snitdelt 3-5 gange til særdeles fine segmenter. Storskærmene har talrige stråler, op til 30, med aflange storsvøbblade, indtil 10 cm lange, men til tider manglende. Småskærmene er op til 10 cm i tværmål, småsvøbbladene aflange og med hvid margin, indtil 2 cm lange. Blomsterne, som er hvide, op til 2 mm i tværmål, er fremme juli-sep.

Artsnavnet hædrer den danske læge og botaniker Nathaniel Wallich (1786-1854), som studerede flora i Indien og Himalaya først i 1800-tallet.

 

 

Selinum wallichianum, Rohtang La, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Apocynaceae Singrønfamilien
Udbredt i næsten hele verden med 415-425 slægter og ca. 4500 arter af træer, buske og slyngplanter, sjældent urter. Omkring 35 slægter forekommer i Himalaya. Et stort antal slægter udgjorde tidligere svalerodfamilien (Asclepiadaceae), der i dag betragtes som en underfamilie, Asclepiadoideae, af singrønfamilien.

 

Marsdenia
Denne slægt med omkring 150 arter er vidt udbredt, hjemmehørende i tropiske egne af Asien, Afrika, Australien, samt Nord- og Sydamerika. Den blev navngivet til ære for den irske planteindsamler og sprogforsker William Marsden (1754-1836). 5 arter forekommer i Himalaya.

 

Marsdenia lucida
Denne stovte slyngplante har elliptiske eller ovale, skinnende blade, op til 12 cm lange, brat afrundet til en ganske kort spids. De tætte, mangeblomstrede blomsterstande sidder i bladhjørnerne, blomsterne røde, purpurrøde eller lyserøde, indtil 3,5 mm lange, blomstring aug.-sep. Den findes i skove og krat fra Himachal Pradesh mod øst til Bhutan, i højder mellem 2100 og 2700 m.

 

 

Marsdenia lucida, Shermatang, Helambu, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Marsdenia roylei
En blødhåret klatrende busk, der nemt kendes på sine hjerteformede, skinnende blade, samt de tætte klynger af diminutive, orange, kødfulde blomster, til 6 mm i tværmål, i bladhjørnerne, blomstring maj-juni. Denne art vokser i krat i højder mellem 900 og 2400 m, fra Pakistan mod øst til Myanmar.

I folkemedicinen anvendes saft fra stænglen mod fordøjelsesbesvær og mavesår.

 

 

Marsdenia roylei, Mitlung, Tamur-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Araceae Arumfamilien
En meget stor familie, udbredt næsten overalt i verden, der omfatter 106 slægter med omkring 4000 arter af urter, sjældent forveddede slyngplanter. Blomsterstanden er meget karakteristisk, idet den har et stort, ofte kraftigt farvet eller mønstret højblad, som danner et hylster, der omgiver en kølle, hvor blomsterne sidder tæt sammen, hanblomster foroven og hunblomster nedenunder. Spidsen af køllen er oftest uden blomster. Hos mange arter lugter blomsterne ilde, og de tiltrækker fluer, som bestøver dem. Frugtstanden er en kolbeagtig klynge af røde bær, som forbliver på køllen, efter at hylsterbladet er visnet. Omkring 20 slægter findes i Himalaya.

 

Arisaema Snabelkalla
Omkring 20 arter af denne slægt er truffet i Himalaya. Slægtsnavnet kommer af græsk arisamos (‘iøjnefaldende’, ‘fremtrædende’), hvilket naturligvis sigter til disse planters spektakulære udseende. Såvel hylsterblad som kølle er ofte forlænget i en tråd, som hos nogle arter er temmelig grotesk, idet den kan være op til 1 m lang. Heraf kommer det danske navn snabelkalla. Et almindeligt engelsk navn på slægten er Jack-in-the-pulpit. For de mennesker, der gav planterne dette navn, lignede blomsten åbenbart en person i en prædikestol, idet ‘Jack’ er køllen, og ‘prædikestolen’ er hylsterbladet.

Hylsterbladet hos flere af arterne ligner en brilleslange med nakkehuden spredt ud, mens kolben med de røde bær minder lidt om en majskolbe. I forening har det givet anledning til planternes nepalesiske folkenavn, sarpa ko makai, som betyder ’slangemajs’.

 

 

Dele af hylsterbladet hos denne Arisaema tortuosum er blevet fjernet, og man ser blomsterne på køllen, hanner foroven, hunner forneden. – Ghat, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nordindien 1982
Om efteråret er Arisaema-arternes røde bær samlet i en kolbe, der minder om en majskolbe. På dette billede fra landsbyen Lata, Uttarakhand, sidder en sommerfugl på kolben. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Arisaema consanguineum
Denne art, som kan blive indtil 1 m høj, kendes nemt på det enlige hjulformede blad med 11-20 aflange eller lancetformede småblade, der ender i forlængede, trådlignende spidser. Hylsterbladet, inkl. røret, er op til 12 cm langt, lysegrønt med tynde lodrette hvide striber, samt en trådlignende spids, op til 15 cm lang. Den grønne kølle er skjult i hylsterbladet. Denne plante er udbredt i skove og krat fra Uttarakhand mod øst til Sydøstasien og Kina. I Himalaya træffes den i højder mellem 1600 og 3000 m. Den blomstrer maj-juli.

I Nepal spises bladene som grønsag, og rhizomet anvendes medicinelt mod slagtilfælde og lammelser, samt til uddrivning af slim.

 

 

Arisaema consanguineum, Sekathum, Ghunsa-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Arisaema costatum
En lav plante, indtil 20 cm høj. Hylsterbladet, inkl. røret, er indtil 12 cm langt, mørkt purpurfarvet med hvide striber, foruden den forlængede spids, som er op til 4 cm lang. Den trådlignende spids på køllen er ret grotesk, idet den er forlænget i en indtil 1 m lang tråd, som ofte ligger hen ad jorden. Bladene har mange parallelle striber, som er fremhævede på undersiden, og småbladene er indtil 20 cm lange. De to ydre småblade er asymmetriske med bred yderbasis og smal, kileformet inderbasis. Denne art er begrænset til det centrale og østlige Nepal, hvor den er almindelig i skove og krat i højder fra 1900 til 2800 m. Blomstring finder sted maj-juni.

 

 

Køllen hos Arisaema costatum er ganske grotesk, idet den er forlænget i en indtil 1 m lang tråd, som ofte ligger hen ad jorden. – Surkhe, Solu, østlige Nepal (øverst), samt Tharke Ghyang, Helambu, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Efterårsblad af Arisaema costatum, Tharke Ghyang, Helambu. De fremhævede bladnerver på undersiden ses tydeligt i modlyset. I baggrunden vokser en art malurt (Artemisia). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Arisaema erubescens
Denne op til 50 cm høje art art kendes nemt på sine 7-14 hjulformede småblade, samt det brun- og hvidstribede hylsterblad, som, inkl. røret, er indtil 19 cm langt, foruden den forlængede, op- eller nedadbøjede, indtil 3 cm lange spids. Bladstilken er gullig med rødbrune lodrette striber. Denne plante vokser i skove og krat fra det centrale Nepal mod øst til Myanmar, i højder mellem 1900 og 2600 m. Blomstring maj-juni.

 

 

Arisaema erubescens, Choplong, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nærbillede af Arisaema erubescens, Amjilassa, Ghunsa-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Arisaema flavum
Denne op til 35 cm høje plante har et lille gult hylsterblad, mørkt purpurfarvet i den nedre del indvendigt. Hylsterbladet, inkl. røret, er indtil 6 cm langt, foruden den forlængede spids, som er op til 2 cm. Den gule kolbe er skjult inde i hylsterbladet. Der er normalt to krumme blade med 5-11 småblade, indtil 12 cm lange og 4 cm brede. Blomstring finder sted maj-juli.

Denne art er udbredt i tørre, ørkenagtige områder, fra Yemen mod øst til Centralasien. I Himalaya findes den fra Pakistan mod øst til Bhutan, i højder mellem 1700 og 4500 m. Lokalt spises de unge blade som grønsag.

Arten blev beskrevet i Yemen under navnet Arum flavum af den svenske naturhistoriker Pehr Forsskål (1732-63), som deltog i den Kongelige Danske Ekspedition til Arabien (1761-67). Han var en enestående dygtig videnskabsmand, som beskrev hundredevis af nye arter, planter såvel som dyr. Hans korte, men fascinerende liv og levned er beskrevet på siden Folk: Pehr Forsskål – genial svensk videnskabsmand.

 

 

Arisaema flavum, fotograferet i omegnen af søen Tok Tso, nær Lhatze, Tibet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Arisaema griffithii
Denne markante plante, hvis blade bliver op til 60 cm høje, kan kendes på den meget korte blomsterstilk samt det sammenrullede, meget store hylsterblad, som er op til 20 cm langt og med store, øre-lignende lapper, indtil 15 cm i tværmål, som har netmønster i gult og purpurfarvet. Køllen har en piskelignende forlængelse på 20-80 cm. De oftest to blade er trekoblede med brede, rhombeformede småblade, op til 40 cm lange. Blomstring maj-juni.

Denne art findes i skove fra det centrale Nepal mod øst til Myanmar, i højder mellem 2400 og 3000 m.

 

 

Min ledsager Lars Nørgaard Hansen sidder her ved siden af et stort eksemplar af Arisaema griffithii, Makalu-Barun Nationalpark, østlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Et nyt blad af Arisaema griffithii folder sig ud ved siden af en blomst, Barun-dalen, Makalu-Barun Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Arisaema nepenthoides
Denne store plante, som blomstrer maj-juni, kan blive op til 90 cm høj. Hylsterbladet er rødlig-grønt eller hvidligt, plettet eller stribet med brunt, inkl. røret indtil 18 cm langt. Den tykke kølle er grønlig, og spidsen stikker ud af mundingen på hylsterbladet. De normalt to blade er håndsnitdelte med 5 elliptiske, skinnende småblade, der er op til 12 cm lange. Blad- og blomsterstilk er plettede i purpur og hvidt. Arten vokser i skove og krat i højder mellem 2000 og 3300 m, fra det centrale Nepal mod øst til det sydvestlige Kina.

På engelsk kaldes den ofte for cobra plant, hvilket sigter til hylsterbladet, der minder om en brilleslanges udbredte nakkehud.

 

 

Arisaema nepenthoides, Tadapani, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Arisaema tortuosum
Denne indtil 1,5 m høje art kendes nemt på den purpurfarvede, fløjlsagtige kølle, der peger 7-12 cm i vejret. Hylsterbladet er grønt (til tider purpurfarvet), inkl. røret indtil 19 cm langt, foruden den forlængede spids, som er op til 12 cm lang og ofte peger fremad over køllen. Der er normalt to blade med 5-7 småblade, somme tider flere. Blomstring finder sted maj-juli.

Arten er vidt udbredt og meget almindelig i skove og krat, fra Pakistan mod øst til det sydvestlige Kina. Frugterne anvendes i madlavning, og i Pakistan benyttes et ekstrakt af rhizomet mod indvoldsorm i kvæg.

 

 

Den forlængede purpurfarvede kølle hos Arisaema tortuosum peger opad og kan minde om en gammel mand, der peger med sin stok. – Lukla, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Arisaema utile
Denne op til 50 cm høje art er den oftest anvendte plante til fremstilling af gundruk (se nedenfor). Den er almindelig i skove og krat fra Himachal Pradesh mod øst til Bhutan, i højder mellem 1800 og 4300 m.

Hylsterbladet er op til 15 cm langt, mørkt purpurfarvet med hvide ribber nær basis, inkl. røret indtil 15 cm langt. Kanten har netmønster med gennemsigtige nerver, og den afrundede spids har et indhak på midten med en lille, tornagtig spids, som er 1-3 cm lang. Spidsen af den purpurfarvede kølle er piskelignende, indtil 22 cm lang. Det enlige blad er trekoblet, og småbladene, som har rød kant, er op til 25 cm lange og 18 cm brede. Blomstring maj-juli.

 

 

Arisaema utile, fotograferet i Annapurna-området, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gundruk
Uden for sommermånederne er det ofte vanskeligt at skaffe friske grønsager i bjergene. En meget anvendt metode til at få næring fra grønne planter, når friske grønsager ikke er tilgængelige, er fremstilling af gundruk, som er gærede blade af visse dyrkede planter, fx kål, sennep og radis, samt af vilde planter som Arisaema utile, ranunkel-arten Ranunculus diffusus, samt nepalesisk skræppe (Rumex nepalensis).

Gundruk kan fremstilles på forskellig vis. En metode er at vaske bladene og derpå lægge dem til tørre i solen en dag. Herefter bankes den sidste saft ud af dem, og de stampes tæt sammen i en lufttæt krukke, hvor de gærer i en uge. Derpå foldes bladene ud og lægges til tørre i solen, hvorefter de kan opbevares et tørt sted til senere brug. En anden metode er at koge bladene en kort tid og derpå stampe dem tæt sammen i en beholder. Kort efter fjerner man saften, og der tilføjes kogende vand. Bladene gærer nu i 4-5 dage, hvorefter de tørres i solen. (Kilde: Manandhar, N.P. 2002. Plants and People of Nepal. Timber Press)

Gundruk kan gemmes i op til et år. De gærede blade har en karakteristisk duft og en kraftig, særegen og dejlig smag – i hvert fald efter min mening.

 

 

Blade af Arisaema utile ligger til tørre på et hustag til senere fremstilling af gundruk, Annapurna-området, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Araliaceae Vedbendfamilien
Denne familie, som er udbredt over det meste af verden, rummer omkring 43 slægter med ca. 1450 arter af træer og buske, sjældent slyngplanter eller urter. De fleste arter findes i tropiske egne. Omkring 13 slægter forekommer i Himalaya.

 

Aralia
Denne slægt udgør omkring 40 arter af små træer, buske og slyngplanter, hvoraf hovedparten findes i Sydøstasien og Kina, med nogle få i Nord- og Sydamerika. Der forekommer 3 arter i Himalaya.

 

Aralia leschenaultii
Denne forveddede slyngplante, eller til tider et lille træ op til 15 m højt, kaldtes førhen for Pentapanax leschenaultii. Arten er udbredt fra Uttarakhand mod øst til det sydvestlige Kina, samt i Sydindien. I Himalaya vokser den i skove og på åbne skråninger i højder mellem 1600 og 3700 m højde. De sammensatte blade har 3-5 store, tandede småblade, op til 15 cm lange. Blomsterstandene er store og forgrenede, op til 40 cm i tværmål, med mange klynger af skærme, der er indtil 4 cm i tværmål, med hvide blomster, op til 5 mm i diameter. Blomstring maj-juli.

Artsnavnet blev givet til ære for den franske botaniker og ornitolog Jean-Baptiste Leschenault de la Tour (1773-1826), som var chefbotaniker på Nicolas Baudins ekspedition til Australien 1800-1803.

 

 

Aralia leschenaultii, Surkhe, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Panax Ginseng
Denne højt priste slægt omfatter 12 arter, hvoraf amerikansk ginseng (P. quinquefolius) er udbredt i det østlige Nordamerika, mens de resterende 11 er begrænset til det østlige Asien, fra den sydøstlige del af Sibirien mod syd gennem Kina og Korea til Himalaya og Vietnam. En enkelt art forekommer i Himalaya. Adskillige af arterne er stærkt truede på grund af overdreven indsamling.

 

Panax pseudoginseng Himalaya-ginseng
Denne urt, som bliver op til 75 cm høj, har 4-6 langstilkede, sammensatte blade, der udgår fra et fælles punkt for enden af stænglen, med 5 bredt lancetformede, takkede småblade, hvoraf de to nederste er mindre end de øvrige tre. Den enlige blomsterstand er en langstilket skærm, der rejser sig fra samme punkt som bladene, med 20-50 grønlig-gule eller hvide blomster, kronbladene indtil 2 mm lange. Blomstring finder sted juni-juli. Den ovale frugt er først rød, siden sort. Denne plante vokser i skove fra det centrale Nepal mod øst til det sydvestlige Kina, samt i Thailand. I Himalaya træffes den i højder mellem 2100 og 4300 m.

Himalaya-ginseng er meget anvendt i den traditionelle medicin mod et stort antal lidelser, bl.a. næseblod, indre blødninger, slagtilfælde, svimmelhed og tør hals. Naga-folket i det nordøstlige Indien indtager et pulver af den tørrede rod oralt mod hjertelidelser, sukkersyge, kræft, tuberkulose og mavesår, og endvidere som potensfremmende middel. De spiser også bladene som grønsag.

 

 

Panax pseudoginseng med frugter, nedre del af Rolwaling-dalen, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Aristolochiaceae Slangerodfamilien
En familie af urter, buske og lianer med 7-8 slægter og 450-600 arter, som primært findes i tropiske og subtropiske egne. 2 slægter forekommer i Himalaya.

 

Aristolochia Slangerod
Medlemmer af denne store slægt, der omfatter 400-500 arter af buske og urter, sjældent forveddede lianer, er vidt udbredt i tropiske, subtropiske og tempererede egne i den Gamle Verden, inklusive Australien. 6 arter er truffet i Himalaya.

De engelske navne pipevine og Dutchman’s pipe sigter til blomsternes form hos nogle af arterne, der minder om en gammeldags merskumspibe, mens et andet engelsk navn, birthwort, hentyder til den tidligere anvendelse af disse planter til at lette fødsler, og endvidere til at fremkalde abort.

 

Aristolochia griffithii
Denne klatrende busk har meget iøjnefaldende, enlige blomster, som er fremme mellem april og juli. De er enten stærkt gule eller purpurfarvet-brunlige med gule pletter, indtil 12 cm lange, med et ca. 8 cm langt rør, samt en bred afrundet mund, op til 10 cm bred, som er blodrød eller gulplettet hos den purpurfarvede form. Blomsterne, som lugter ilde, tiltrækker fluer, som bestøver dem. De store hjerteformede blade er indtil 28 cm lange og 26 cm brede.

Arten vokser i skove fra det centrale Nepal mod øst til det sydvestlige Kina, i højder mellem 1800 og 2900 m.

 

 

Gulblomstret form af Aristolochia griffithii, Gyapla, Nedre Ghunsa-dal, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Asclepiadaceae (svalerodfamilien), se Apocynaceae.

 

 

 

Asparagaceae Aspargesfamilien
I dag findes aspargesfamilien i det meste af verden med 114 slægter og omkring 2900 arter. Et stort antal slægter, som tidligere var placeret i diverse andre familier, er fornyligt blevet overført til denne familie.

Tre af disse slægter er Chlorophytum, Maianthemum og Polygonatum, der alle præsenteres nedenfor. Oprindeligt tilhørte disse slægter den kæmpestore liljefamilie (Liliaceae), men Chlorophytum blev siden flyttet til familien Anthericaceae og senere til agavefamilien (Agavaceae), der nu betragtes som en underfamilie, Agavoideae, af aspargesfamilien. De øvrige to slægter tilhørte førhen konvalfamilien (Convallariaceae), men blev sidenhen overført til familien Ruscaceae, der nu betragtes som en underfamilie, Nolinoideae, af aspargesfamilien.

 

Chlorophytum 
Denne slægt, der rummer næsten 200 arter, er hjemmehørende i tropiske og subtropiske områder i Afrika, Asien og Australien. 3 arter forekommer i Himalaya.

 

Chlorophytum nepalense
Bladene af denne plante er alle basale, aflange, tilspidsede, op til 60 cm lange og 2 cm brede, og den bladløse stængel er indtil 90 cm lang. Den lange blomsterstand er endestillet, opret eller hængende, med 1-3 blomster i hvert hjørne af dækbladene. Kronbladene er hvide med gule støvdragere, indtil 1,4 cm lange og 3 mm brede. Blomstring juli-sep.

Arten er ganske almindelig i skovkanter, samt på klipper og åbne skråninger, i højder mellem 1400 og 3000 m, fra det centrale Nepal mod øst til det sydvestlige Kina. Unge blade koges lokalt som grønsag, og roden anvendes medicinelt mod podagra.

 

 

Chlorophytum nepalense, Kutumsang, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Maianthemum Majblomst
I dag rummer denne slægt på omkring 40 arter også planter, der tidligere var placeret i slægten Smilacina. De er hjemmehørende i skove i Europa, Asien og Nordamerika. 3 arter træffes i Himalaya. Frugten er et bær.

Slægtsnavnet er afledt af latin Maia (‘maj’) og græsk anthemon (‘blomst’), hvilket sigter til vores hjemlige art M. bifolium, der blomstrer i maj.

 

Maianthemum oleraceum
Stænglen hos denne indtil 80 cm høje plante er zig-zag-formet, dunet eller hårløs. Der er 4-9 blade, som er spredte, ovale eller bredt lancetformede, randhårede, op til 20 cm lange og 6 cm brede. Blomsterstanden er en top, bestående af mange klaser, op til 15 cm lange, med små hvide eller til tider purpurfarvede, stilkede, enlige blomster, kronbladene op til 6 mm lange og 3,5 mm brede. Arten er udbredt i skove fra det østlige Nepal mod øst til det sydvestlige Kina, i højder mellem 2100 og 4200 m. Blomstring finder sted maj-juli.

 

 

Maianthemum oleraceum, Surkhe, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Maianthemum purpureum
En ret almindelig plante i skove i højder mellem 2400 og 4200 m, fra Himachal Pradesh mod øst til det sydvestlige Kina. Stænglen er opret og ugrenet, til tider dunet, indtil 60 cm høj. De 3-9 spredte, siddende, elliptiske, tilspidsede, randhårede blade sidder i to rækker. De er op til 13 cm lange og 6,5 cm brede. Blomsterstanden er en endestillet klase, normalt hængende, men til tider opret. Kronbladene er hvide eller purpurfarvede, elliptiske, indtil 6 mm lange og 3 mm brede. Blomstring apr.-juli. Ved modenhed er bærrene røde, op til 7 mm i tværmål.

Unge dele af planten spises lokalt som grønsag.

 

 

Maianthemum purpureum, Nara, Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Polygonatum Konval, Kong Salomons segl
Disse planter, der omfatter omkring 63 arter, er udbredt i tempererede egne på den nordlige halvkugle, med flest arter i Asien. 10 arter findes i Himalaya, bl.a. den for danskere velkendte stor konval (P. multiflorum). De 6 kronblade er vokset sammen til et rør eller en tragt. Frugten er et rødt eller sort bær.

Slægtsnavnet kommer af græsk polys (‘meget’, ‘mange’) samt gonos (‘knæ’), hvilket sigter til rhizomet, som har adskillige led. Navnet Kong Salomons segl hentyder til nogle indhak i rhizomet, som for de personer, der navngav slægten således, tilsyneladende mindede om kongelige segl.

 

Polygonatum cirrhifolium
Bladene hos denne indtil 1,2 m høje plante er arrangeret i adskillige kranse op ad stænglen, hver krans med 3-6 aflange eller lancetformede, indtil 15 cm lange og 1,5 cm brede, med indrullet kant og en trådlignende, sammenrullet spids. De kortstilkede, hængende blomster sidder i grupper på 2-4 i bladhjørnerne. Kronbladene er hvide, purpurfarvede eller grønlige, indtil 1,2 cm lange. Blomstring maj-juli. Ved modenhed er bærret rødt eller purpurfarvet, indtil 9 mm i tværmål.

Denne art vokser i skove og krat i højder mellem 1500 og 4600 m, fra Himachal Pradesh mod øst til det sydvestlige Kina. Lokalt anvendes rhizomet medicinelt, og unge blade koges som grønsag.

 

 

Polygonatum cirrhifolium, Changdam, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Polygonatum hookeri
Denne art er udbredt i åbne områder og krat i højder mellem 2900 og 5000 m, fra Uttarakhand mod øst til det sydvestlige Kina. Den adskiller sig fra de fleste andre medlemmer af slægten ved at være stængelløs, eller med en meget kort stængel, indtil 10 cm, som vokser op fra det krybende rhizom. De butte, aflange blade sidder tæt sammen, indtil 9 cm lange og 8 mm brede. De få blomster, der kommer frem i maj-juni, ofte før bladene, sidder i de nedre bladhjørner. De lyserøde til purpurfarvede kronblade danner en tragt, indtil 2,5 cm lang. Ved modenhed er bærret rødt, indtil 8 mm i tværmål.

 

 

Polygonatum hookeri, Kyangjuma, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Asteraceae Kurvblomstfamilien
Denne er en af de største plantefamilier, omfattende omkring 1620 slægter med ca. 24.000 arter af urter og buske, sjældent slyngplanter eller træer, udbredt næsten overalt i verden. Blomsterstanden består af mange individuelle blomster, der sidder tæt sammen og danner en såkaldt kurv, der minder om en enkelt blomst. De centrale blomster er symmetriske, og kronbladene er vokset sammen til et rør. Disse blomster kaldes for skivekroner. De ydre blomster er asymmetriske, idet der til den ene side sidder en tungeformet lap, der ofte fejlagtigt kaldes for et kronblad. Disse blomster kaldes for randkroner. Hos nogle arter mangler enten skivekroner eller randkroner. Omkring 112 slægter forekommer i Himalaya.

 

Ajania
Denne slægt omfatter omkring 36 arter, alle begrænset til tempererede områder i Asien. Disse planter, som førhen var inkluderet i slægten Tanacetum (se nedenfor), er opkaldt efter den russiske havneby Ayan, der ligger på kysten af det Okotske Hav. Der forekommer ca. 5 arter i Himalaya.

 

Ajania gracilis
Denne art, som tidligere blev kaldt Tanacetum gracile, er almindelig fra Kazakhstan, Mongoliet og det sydlige Rusland mod syd til Iran, Pakistan og Ladakh, hvor den vokser i stenede områder mellem 2800 og 3600 m højde. Den kan kendes på sine meget små gule kurve, kun 3-4 mm i diameter. Blomstring finder sted juli-sep. De talrige stængler er op til 60 cm høje. Blade og blomster er duftende, og der udvindes æteriske olier af dem.

Nogle autoriteter kalder denne plante for Ajania fruticulosa, men ifølge Flora of China er dette navn reserveret for en art, der vokser længere mod nord i Centralasien.

 

 

Ajania gracilis er meget almindelig i Ladakh, her fotograferet nær Hemis Gompa (øverst), samt nær Saspol, foran en klippeblok med en petroglyf. – Denne type kunstværker er nøjere præsenteret på siden Kultur: Folkekunst verden rundt. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ajania tibetica
Denne plante, som er op til 20 cm høj, ligner A. gracilis, men har større blade og større kurve, der måler indtil 6 mm i diameter. Blomstring juli-sep. Den vokser på stenede skrænter mellem 3900 og 5400 m, fra Kazakhstan og Tibet mod syd til Pakistan, Ladakh og Himachal Pradesh, og mod øst til Sichuan-provinsen. Arten blev førhen kaldt for Tanacetum tibeticum.

 

 

Ajania tibetica, fotograferet nær Puga-sumpene, Ladakh (øverst), samt på passet Bara Lacha La, Lahaul, Himachal Pradesh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Allardia, se Waldheimia.

 

 

 

Anaphalis Perlekurv
Der findes omkring 110 arter af denne slægt, som for størstedelens vedkommende er udbredt i tropiske og subtropiske områder i Asien, med nogle få arter i tempererede områder af Asien, Europa og Nordamerika. Omkring 20 arter er truffet i Himalaya.

Slægtsnavnet er afledt af græsk ana, der i denne forbindelse betyder ‘særdeles’, samt phalos (‘hvid’), hvilket sigter til de hvide blomsterkurve. Navnet perlekurv kommer af artsnavnet på den eurasiske A. margaritacea, af græsk margarites (‘perle’), der ligeledes hentyder til de hvide, perleagtige blomsterkurve.

 

Anaphalis nubigena
Denne plante er ofte stængelløs, undertiden med op til 10 cm høje stængler. Den vokser i klippefyldte områder og langs floder i højder mellem 3000 og 4500 m, fra Pakistan og Ladakh tværs over den sydlige del af det tibetanske højland til det sydvestlige Kina. De spatelformede eller aflange, hvidfiltede blade, der bliver indtil 3 cm lange og 2 cm brede, er tæt samlet i en roset. Kurvene er indtil 1,5 cm i tværmål, med gule skivekroner, omgivet af talrige spidse, hvide dækblade. Blomstring finder sted juni-sep.

 

 

Anaphalis nubigena, Honupatta, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Artemisia Malurt, bynke
En kæmpemæssig slægt, der omfatter mellem 200 og 400 arter på verdensplan. Omkring 25 arter findes i Himalaya, størsteparten i tørre tibetanske områder.

Slægten er opkaldt efter Artemis, den græske gudinde for vildnis, vilde dyr, jagt, børnefødsler og jomfrudom, som beskytter de unge piger, samt påfører og helbreder sygdomme hos kvinder. I sin bog Herbarium skriver den romerske filosof og lærde Lucius Apuleius (ca. 124-170 e.Kr.): “Om disse urter, som vi kalder Artemisia, siges det, at Diana opdagede dem og overbragte deres kraft og lægedom til kentauren Kiron, som var den første, der anvendte dem som lægeplanter, og han opkaldte dem efter det græske navn på Diana, Artemis.”

Malurters anvendelse i folkemedicinen er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

Artemisia macrocephala Storblomstret malurt
Denne plante er udbredt på tørre stepper og skråninger og brakmarker, samt i åbne områder, fra det sydlige Rusland og Mongoliet gennem Xinjiang og Tibet til Iran, Afghanistan, Pakistan og Ladakh, i højder mellem 3400 og 5500 m. Den er op til 50 cm høj, stænglen normalt ugrenet, eller med få korte grene. De grågrønne blade er snitdelte, indtil 4 cm lange og 1,5 cm brede. Denne art kendes nemt på sine ret store, brunlige blomsterkurve, der kan blive op til 1,5 cm i diameter. Den blomstrer juni-sep.

 

 

Artemisia macrocephala, Pang, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Artemisia sieversiana
Denne indtil 1,5 m høje art har en uhyre stor udbredelse, fra Rusland mod syd til Pakistan og Ladakh, og fra Østeuropa mod øst til Japan. Højdemæssigt strækker den sig også over et bredt spektrum, fra havniveau til 4200 m, og den vokser i mange forskellige habitater, bl.a. vejkanter, stepper, ryddepladser og skovkanter. Den grenede blomsterstand er en klase, som er indtil 30 cm lang, med små gule kurve, indtil 6 mm i diameter. De to eller tre gange snitdelte, grågrønne, bredt ovale blade er indtil 15 cm lange og brede. Blomstring juni-okt.

I den lokale folkemedicin anvendes æteriske olier fra denne plante som et infektionsdæmpende middel, en pasta af roden smøres på bylder, og et afkog af planten benyttes til at lette ledsmerter.

 

 

Artemisia sieversiana, observeret nær Koksar, Lahaul, Himachal Pradesh (øverst), samt nær Leh, Ladakh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Askellia
Denne lille slægt på omkring 11 arter er udbredt fra Mellemøsten tværs over Centralasien til det østlige Sibirien og Nordamerika. Førhen var disse planter placeret i slægten høgeskæg (Crepis). En enkelt art findes i Himalaya.

 

Askellia flexuosa
Denne plante, som førhen blev kaldt Crepis flexuosa, kan blive indtil 30 cm høj, men er ofte ganske lav. De mange grene er næsten bladløse og ender i et væld af små bleggule kurve, indtil 1 cm i diameter. Blomstring finder sted juni-aug. Denne vidt udbredte og almindelige art vokser i et bredt udsnit af habitater, bl.a. flodsletter, sandede og stenede områder, skrænter og enge, mellem 800 og 5100 meters højde, fra Kazakhstan, det sydlige Rusland og Mongoliet mod syd til Pakistan, Ladakh og Nepal, mod vest til Mellemøsten og mod øst til det vestlige Kina.

 

 

Askellia flexuosa er meget almindelig i Ladakh, på disse billeder fotograferet nær Kiara (øverst), samt nær Puga-sumpene. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Aster Asters
Denne store slægt har givet navn til kurvblomstfamilien. De fleste af disse attraktive planter har blålige eller violette randkroner, mens skiveblomsterne er forskellige afskygninger af gult eller orange. Nogle arter har hvide randkroner. Slægten, som tæller ca. 152 arter, er udbredt over næsten hele verden, med omkring 13 arter i Himalaya.

Førhen var en lang række amerikanske kurvplanter indlemmet i denne slægt. Efter et antal undersøgelser er den Nye Verdens arter imidlertid blevet overført til slægterne Almutaster, Canadanthus, Doellingeria, Eucephalus, Eurybia, Ionactis, Oligoneuron, Oreostemma, Sericocarpus og Symphyotrichum.

 

Aster diplostephioides
Denne plante, der undertiden kan blive 50 cm høj, men ofte er meget lavere, har enlige kurve, som er slægtens største, op til 9 cm i diameter, med talrige (undertiden op til 100) laset udseende, smalle, violette eller blålige randkroner, indtil 2,5 cm lange og 2 mm brede. Skivekronerne er først sorte, siden gule eller orange. Blomsterne er fremme juli-sep. Bladene er små og smalle, indtil 8 cm lange. Arten vokser i fugtige enge i højder mellem 2700 og 4900 m, fra Kashmir mod øst til det sydvestlige Kina.

 

 

Aster diplostephioides, Øvre Rolwaling-dal, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Aster himalaicus
Denne art har også enlige kurve, men er en meget mindre plante, ofte kun 10-15 cm høj, og med små kurve, indtil 3,5 cm i diameter, randkroner lilla, til 1,5 cm lange, skivekroner gule eller orange. Den vokser i åbne, ofte klippefyldte områder i højder mellem 3600 og 4500 m, fra det centrale Nepal mod øst til det sydvestlige Kina. Blomstring finder sted juli-sep.

 

 

Disse billeder blev alle taget nær Kyanjin Gompa, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. Tidligt om morgenen var kurven på det nederste billede dækket af rim, som nu er smeltet i morgensolen. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Aster indamellus
En op til 50 cm høj plante med mange, indtil 5 cm lange blade op ad stænglen, samt 4-7 kurve samlet i en flad skærm, hver kurv op til 4 cm i diameter, randkroner lyslilla, indtil 1,3 cm lange, skivekroner gule. Blomsterne er fremme aug.-sep. Arten vokser på åbne skråninger i højder mellem 2100 og 4000 m, fra Kashmir mod øst til det centrale Nepal.

 

 

Aster indamellus, Kielang, Himachal Pradesh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Cirsium Tidsel
En stor slægt af tornede urter med omkring 250-300 arter, udbredt tværs over Europa og Asien, samt i Nordafrika, Nordamerika og Mellemamerika. 7 arter er truffet i Himalaya.

 

Cirsium wallichii
En af de almindeligste tidsel-arter i åbne områder i Himalaya, en yderst variabel, mange-grenet plante, som kan blive indtil 3 m høj. Dens blade er forsynet med utallige lange torne. Kurvene, som har hvide eller lysviolette kroner, måler op til 4 cm i diameter. Blomstring finder sted mellem maj og aug. Arten er udbredt fra Afghanistan mod øst til det sydvestlige Kina, i højder mellem 1200 og 3300 m.

Artsnavnet hædrer den danske læge og botaniker Nathaniel Wallich (1786-1854), som studerede flora i Indien og Himalaya først i 1800-tallet.

 

 

Cirsium wallichii, Solang Nallah-dalen, nær Manali (øverst), samt nær Kielang, begge i Himachal Pradesh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Cousinia
Denne store slægt, der omfatter omkring 600 arter af tornede urter, er begrænset til Asien. 3 arter forekommer i Himalaya.

 

Cousinia thomsonii
Denne indtil 45 cm høje plante minder om en tidsel, men bladene, der er op til 13 cm lange og 3,5 cm brede, er snitdelte, og svøbbladene har talrige lange torne. Kurvene er lyserøde, røde eller purpurfarvede, til 6 cm i diameter. Arten vokser i tørre, græsklædte og stenede områder mellem 3000 og 4300 meters højde, fra Afghanistan mod øst til det sydvestlige Tibet og det vestlige Nepal. Blomstring juli-aug.

 

 

Cousinia thomsonii er meget almindelig i Spiti, Himachal Pradesh, hvor dette billede blev taget. I baggrunden ses en mark med dyrket segl-sneglebælg (Medicago falcata). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Cremanthodium
Medlemmer af denne slægt, der omfatter ca. 69 arter, har smukke gule blomster. Disse planter er begrænset til Kina og Himalaya, med 13 arter i Himalaya.

 

Cremanthodium nepalense
Denne plante, op til 30 cm høj, findes i det centrale og østlige Nepal samt i de tilstødende egne af Tibet, hvor den vokser på åbne, græsklædte og stenede skråninger og langs floder, i højder mellem 2800 og 4800 m. Grundbladene er stilkede, ovale, tandede, indtil 8 cm lange og 5 cm brede, med nedsænkede nerver, spidsen afrundet eller med en kort spids. Stænglen, som er dækket af sorte hår, har meget små blade. Den enlige kurv er nikkende, indtil 3 cm i diameter, randkroner gule, til 1,5 cm lange og 3 mm brede, med tre tænder i spidsen, skivekroner først gule, siden sorte. Blomstring juli-aug.

 

 

Nepal 2009-1
Cremanthodium nepalense, fotograferet i Gosainkund-området i det centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cremanthodium reniforme
Denne art ligner C. nepalense, men kendes på de runde blade, som kun er 3,5 cm lange, men op til 7 cm brede. Endvidere er svøbbladene dækket af sorte hår. Den enlige kurv er nikkende, indtil 7 cm i diameter, randkroner gule, til 2 cm lange og 8 mm brede, med tre tænder i spidsen, skivekroner mørkegule eller brune. Blomstring finder sted mellem juli og sep. Arten er udbredt fra Uttarakhand mod øst til Yunnan-provinsen i Kina, hvor den vokser i krat og åbne områder i højder mellem 3300 og 4500 m. Den er ret almindelig i Nepal.

 

 

Cremanthodium reniforme, Gosainkund-området, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Dubyaea
Denne slægt rummer omkring 15 arter, som er begrænset til det sydvestlige Kina og Himalaya, med ca. 4 arter i Himalaya.

 

Dubyaea hispida
Artsnavnet, som kommer af latin hispidus (‘grov’, ‘stivhåret’) sigter til de stive hår på stængel, blade og svøbblade af denne plante, som bliver op til 60 cm høj. De nedre blade har en vinget stilk, selve bladet er indtil 18 cm langt og 6 cm bredt, ofte fliget eller snitdelt ved basis. De øvre blade er mindre og smallere, tandede eller helrandede, med stængelomfattende grund. Blomsterstanden har 2-7 gule, nikkende kurve, indtil 2,5 cm i diameter. Blomstring juli-okt.

Denne art vokser i skovkanter, krat og enge i højder mellem 2700 og 4500 m, udbredt fra Uttarakhand mod øst til det sydvestlige Kina.

 

 

Dubyaea hispida, Langshisha, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. Planten t.h. med røde frugter er en rabarber-art, Rheum australe (Polygonaceae). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Echinops Tidselkugle
De fleste medlemmer af denne slægt, som omfatter ca. 120 arter, er hjemmehørende i Europa og det nordlige Asien, og nogle få arter kan også træffes på bjergtoppe i Tropisk Afrika. 2 arter forekommer i Himalaya.

Disse planter er karakteriseret ved deres tidselagtige udseende, men kendes nemt på den kuglerunde, tornede blomsterstand, som er årsagen til slægtsnavnet, afledt af græsk ekhinos (‘pindsvin’) og ops (‘hoved’).

 

Echinops cornigerus
Denne indtil 1,5 m høje plante vokser i tørre, stenede områder, fra Afghanistan mod øst til det centrale Nepal, i højder mellem 2400 og 3500 m. Den er meget almindelig i Ladakh. De talrige blade, som er op til 20 cm lange, ligner meget tidselblade. Kronerne er alle ens, indtil 15 mm lange, hvide eller lyseblå, med lange svøbblade, der ender i en skarp spids. Blomstring finder sted juli-sep.

Medicinsk anvendes pulveriserede blade mod gulsot, mens en pasta af bladene smøres på betændte sår. Frøene spises som styrkende middel.

 

 

Echinops cornigerus er meget almindelig i Ladakh, her fotograferet nær Leh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Inula Alant
Denne slægt rummer omkring 100 arter, hvoraf mange er store planter med smukke gule kurve. Slægten er udbredt i Asien, Afrika og Europa. Omkring 13 arter er truffet i Himalaya.

 

Inula orientalis
Denne attraktive plante, der også kaldes I. grandiflora, er op til 45 cm høj. Den er udbredt fra det vestlige Asien mod øst til det centrale Nepal, og i Himalaya træffes den i krat i højder mellem 2000 og 3400 m. Bladene er aflange eller lancetformede, op til 7,5 cm lange, med tandede kirtler og stive hår i kanten. De enlige guldgule kurve for enden af den bladrige stængel måler op til 6 cm i diameter. De talrige randkroner er gule, smalle, indtil 2 cm lange, tredelte i spidsen. Svøbbladene er stivhårede. Blomstring juli-sep.

 

 

Inula orientalis, Chame, Øvre Marsyangdi-dal, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Inula racemosa
Denne statelige, stovte plante, der bliver op til 1,8 m høj, minder om den eurasiske læge-alant (I. helenium). De store gule kurve, indtil 8 cm i diameter, sidder i en forgrenet klynge for enden af stængel og sidegrene. Randkronerne er smalle, indtil 2,5 cm lange. Blomsterne er fremme juli-sep. De nedre blade er meget store, op til 45 cm lange, elliptiske eller lancetformede, og smalner ind til en vinget stilk. De øvre blade er mindre og ustilkede.

Arten vokser i krat, græsklædte arealer og dyrket land i højder mellem 1500 og 3200 m og er udbredt fra Afghanistan og Xinjiang mod syd til Himachal Pradesh og det centrale Nepal. Den dyrkes ofte, da dens rod er meget anvendt i den lokale folkemedicin, bl.a. som slimløsnende middel.

Læge-alant er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

Inula racemosa, Sissu, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Leontopodium Edelweiss
Denne slægt tæller omkring 58 arter, af hvilke størstedelen er udbredt i Asien, med nogle få arter i Europa. Himalaya, Ladakh og Tibet er hjemsted for mange arter, hvoraf de fleste er meget svære at bestemme, specielt fordi de ofte hybridiserer.

Det videnskabelige slægtsnavn kommer af græsk leon (‘løve’) og podion (‘lille fod’). Da den skotske botaniker Robert Brown (1773-1858) navngav denne slægt, hentydede han formodentlig til de uldne svøbblade, der kan minde om en løvepote. På tysk betyder edelweiss ’den ædle hvide’.

Almindelig edelweiss (L. alpinum) er beskrevet på siden Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne.

 

Leontopodium ochroleucum
Denne plante har adskillige stængler, som er op til 15 cm høje. Stængelbladene er dækket af et tæt lag af hvide eller grå hår, mens grundbladene er grønne, let dunede eller til tider glatte. De normalt 5-7 brunlige kurve sidder tæt sammen, hver især op til 7 mm i diameter. Arten vokser i græsklædte områder og på stenede skrænter mellem 2200 og 5000 meters højde, fra det sydlige Rusland mod syd gennem Xinjiang og Mongoliet til Tibet og Ladakh. Den blomstrer maj-aug.

 

 

Leontopodium ochroleucum, Pang, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Denne uidentificerede edelweiss-art blev observeret neden for passet Kongmaru La (5274 m), Markha-dalen, Ladakh. På stenen vokser orange laver. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Endnu en uidentificeret edelweiss, Gokyo-dalen, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Melanoseris
Genetisk forskning har vist, at et stort antal arter, måske 60-80, som tidligere var placeret i slægterne Chaetoseris, Stenoseris, Cicerbita, Lactuca, Mulgedium og Prenanthes, faktisk hører hjemme i slægten Melanoseris, der førhen ikke var anerkendt, selv om den er en af de tidligst beskrevne slægter i underfamilien Lactucinae. Disse planter er hjemmehørende i Afrika og Asien, med omkring 9 arter i Himalaya.

 

Melanoseris brunoniana
Denne art, som tidligere hed Prenanthes brunoniana, kan blive op til 2 m høj, men er ofte meget lavere, med grenet eller ugrenet stængel, der til tider er kirtelhåret foroven. Bladene er variable, langstilkede eller kortstilkede, stilken vinget eller uvinget, bladpladen indtil 20 cm lang, trekantet hjerteformet, tandet eller dybt fliget. De nikkende kurve har kun 3-5 kroner, som er blå, purpurfarvede eller til tider hvide, op til 2 cm lange og 3 mm brede, i talrige åbne klynger for enden af sidegrenene. Blomstring juli-okt. Arten er udbredt fra Afghanistan mod øst til det centrale Nepal, i højder mellem 1800 og 3600 m. Den vokser i skove og krat og på åbne skråninger.

 

 

Melanoseris brunoniana, Koksar, Lahaul, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Melanoseris macrantha
Denne indtil 1,5 m høje urt, som tidligere blev kaldt Cicerbita macrantha, har store nedre blade, elliptiske eller lancetformede i omrids, snitdelte, indtil 40 cm lange og 8 cm brede, med tandet margin. De øvre blade er mindre og mere helrandede. Blomsterstanden er en åben klynge af få blå kurve, op til 5 cm i diameter, randkroner indtil 2,5 cm lange. Blomsterne er fremme juli-sep. Denne art vokser i skove og krat og på åbne skråninger i højder mellem 3200 og 4300 m, udbredt fra det centrale Nepal mod øst til Bhutan, samt i den sydligste del af Tibet.

 

 

Melanoseris macrantha, Yangri Peak, Helambu, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Ricteria pyrethroides
Denne op til 25 cm høje plante minder ved første øjekast om okseøje (Leucanthemum), men har få, gråligt uldne stængler med enlige kurve, der måler indtil 3,5 cm i diameter, med mange aflange, butte, hvide eller lyserøde randkroner og gule skivekroner. Svøbbladene har purpurfarvede, papiragtige kanter. Blomstring juni-aug. Næsten alle bladene er grundblade, stilkede, op til 8 cm lange, med aflangt omrids, to eller tre gange snitdelte, tæt uldhårede. Stænglerne har få, meget små blade. Arten er begrænset til tørre, stenede områder i det nordlige Pakistan og Ladakh, hvor den vokser i højder mellem 3300 og 4800 m. Den er almindelig i Ladakh.

 

 

Ricteria pyrethroides, Honupatta, Ladakh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Saussurea Fjeldskær
En kæmpestor slægt med omkring 415 arter, der hovedsagelig er udbredt i tempererede områder i Asien, med nogle arter i Europa og Nordamerika. Ikke færre end 289 arter, af hvilke 191 er endemiske, findes i kinesiske territorier, hovedparten på den Tibetanske Højslette. Omkring 31 arter er truffet i Himalaya. Medlemmer af denne slægt mangler randkroner. Mange arter er tilpasset de kolde og tørre forhold i store højder, idet de er dækket af et isolerende hårlag.

 

Saussurea elliptica
Normalt er denne art næsten stængelløs, men kan undertiden blive op til 20 cm høj. Den minder meget om den mere almindelige S. gnaphalodes (nedenfor), men kendes nemt på bladene, som er elliptiske, grågrønne, op til 7 cm lange og 3 cm brede. De øvre blade er aflange og omgiver blomsterstanden, der består af 2-10 lilla kurve, til 1,3 cm i diameter. Arten vokser i stenede og græsklædte områder i højder mellem 2500 og 4600 m, fra Kazakhstan, Kirgisien, Tadjikistan og det vestlige Tibet mod syd til Pakistan og Ladakh. Den blomstrer juli-aug.

 

 

Saussurea elliptica, observeret nær Honupatta, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Saussurea gnaphalodes
Endnu en krybende plante, indtil 10 cm høj, grenet fra grunden. Bladene, hvoraf de fleste er samlet i en tæt roset, er uldhårede, aflange eller spatelformede, op til 2 cm lange og 8 mm brede. Blomsterstanden består af 5-20 brune, lilla eller purpurfarvede kurve, indtil 4 cm i diameter. Blomsterne er fremme juni-aug. Denne art er meget almindelig i tørre, stenede områder mellem 2700 og 5800 meters højde, fra det østlige Kazakhstan, Kirgisien og Tadjikistan mod øst gennem Centralasien til det vestlige Kina, mod syd til Pakistan, Ladakh og det vestlige Nepal.

 

 

Saussurea gnaphalodes, voksende i en kompakt pude af Thylacospermum caespitosum (Caryophyllaceae) neden for passet Kongmaru La, Markha-dalen, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette eksemplar af Saussurea gnaphalodes vokser op gennem et tæt krat af Caragana brevifolia (Fabaceae), Pang, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Saussurea gossypiphora
Denne markante plante, op til 45 cm høj, er en af de Saussurea-arter, som har et tykt isolerende lag af hvide hår, som får den til at ligne en tot bomuld. Kurvene er purpurfarvede, til 1 cm i diameter og 2 cm lange, skjult i det tætte hårlag. Blomstring juli-sep. De talrige blade er grønne eller brunlige, aflange, med få eller mange spidse takker. Arten træffes i stenede og golde områder mellem 4200 og 5600 meters højde, fra Kashmir mod øst til Arunachal Pradesh, samt muligvis i Yunnan-provinsen. Den anvendes medicinelt.

 

 

Saussurea gossypiphora, Nathu La, Sikkim. (Foto copyright © by Ajai Saxena)

 

 

Saussurea gossypiphora, fotograferet i ca. 4700 meters højde neden for passet Ganja La, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Senecio Brandbæger
Denne slægt, der omfatter over 1200 arter, er udbredt næsten overalt i verden. I Himalaya forekommer omkring 22 arter. Størsteparten af disse planter er oprette urter, med nogle få klatrende eller krybende arter.

 

Senecio cappa
Denne plante kan blive op til 2 m høj, men er ofte langt lavere. Den er meget almindelig i krat og åbne områder mellem 1300 og 3300 meters højde, fra Uttarakhand mod øst til det sydvestlige Kina. Den forveddede stængel har talrige stilkede blade, lancetformede eller elliptiske, op til 22 cm lange og 4 cm brede. De talrige kurve er små, indtil 6 mm lange, med korte randkroner, i tætte endestillede forgrenede klynger. Arten blomstrer sent, fra aug. til nov.

I Nepal fremstilles alkohol af planten. I folkemedicinen anvendes saft fra roden mod feber, og en pasta af bladene smøres på bylder.

 

 

Senecio cappa, fotograferet i den øvre Marsyangdi-dal, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Senecio graciliflorus
Denne store plante, undertiden op til 2 m høj, kan kendes på de store, dybt fligede blade, som er op til 20 cm lange, med 6-8 par uregelmæssigt tandede flige. De talrige kurve er små, indtil 8 mm lange, samlet i flade, endestillede, forgrenede klynger. Hver kurv har kun 3-5 randkroner, som er op til 4 mm lange. Arten er ret almindelig i skovkanter og krat og langs floder, udbredt fra Kashmir mod øst til det sydvestlige Kina og Malaysia. I Himalaya træffes den mellem 2000 og 4100 meters højde. Blomstring finder sted aug.-okt.

 

 

Senecio graciliflorus, voksende ved Darjaling i den sydlige del af Langtang Nationalpark, centrale Nepal. Bjerget i baggrunden er Bemthang. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Senecio scandens
Denne art er et af de få medlemmer af slægten, som ikke er opret, men klatrer hen over andre planter eller hænger ned over skrænter. Den har tynde, zigzag-formede stængler og spydformede, langt tilspidsede blade, op til 12 cm lange og 4,5 cm brede, ofte med flige ved basis, samt endestillede forgrenede klynger af kurve, der hver især er op til 8 mm lange, med randkroner op til 5 mm lange. Blomstring aug.-dec.

Arten har en uhyre stor udbredelse i Asien, fra Uttarakhand mod øst til Japan, Taiwan, Sydøstasien og Filippinerne, samt i Sydindien og Sri Lanka. I Himalaya vokser den i skove og krat, samt ofte i udkanten af landsbyer, i højder mellem 1800 og 4000 m.

 

 

På disse billeder hænger Senecio scandens ned fra skrænter nær Chame (øverst) og Koto, begge i den øvre Marsyangdi-dal, Annapurna, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Sigesbeckia
Denne slægt, der omfatter omkring 17 arter, er hjemmehørende i de fleste tropiske og subtropiske områder verden rundt, med flest arter i Mellem- og Sydamerika. En enkelt art vokser i varmere dale i Himalaya.

 

Sigesbeckia orientalis
Denne op til 1 m høje plante kendes nemt på de lange ydre svøbblade, som er tæt besat med klæbrige kirtler. Kurvene er gule, til 5 mm i tværmål, randkroner meget små, til 2 mm lange. Den har en lang blomstringsperiode, fra april til okt. Bladene er ovale eller med trekantet omrids, indtil 12 cm lange og 8 cm brede. Arten har en meget vid udbredelse, idet den findes i Afrika, på det indiske subkontinent, i Fjernøsten, Sydøstasien og Australien, samt på øer i Stillehavet. I Himalaya vokser den i krat og åbne områder op til omkring 2700 meters højde.

Traditionelt er denne plante blevet anvendt i folkemedicinen mod gigt, ledsmerter, muskelsmerter, iskias samt slangebid, og den har også været benyttet mod malaria. Den var årsagen til en fejde mellem botanikerne Linné og Siegesbeck, se nedenfor.

 

 

Sigesbeckia orientalis, Solang Nallah-dalen, nær Manali, Himachal Pradesh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Fejden mellem Linné og Siegesbeck
Sigesbeckia orientalis blev opkaldt efter den tyske botaniker og læge Johann Georg Siegesbeck (1686-1755), som var direktør for den botaniske have i Sankt Petersborg. Han var i begyndelsen en god ven af den berømte svenske botaniker Carl von Linné (1707-78).

Senere blev han imidlertid en hård kritiker af Linnés Systema plantarum sexuale fra 1737, som delvis var baseret på at gruppere planterne efter antallet af hanlige og hunlige organer i blomsterne. Siegesbeck kaldte denne teori for “modbydeligt umoralsk” og fortsatte: “Hvem skulle have troet, at blåklokker, liljer og løg kunne deltage i en sådan umoral?” Han spurgte hånligt, om Gud ville tillade 20 eller flere mænd (dvs. støvdragerne) at være fælles om én kone (dvs. griflen).

“Hvilken mand,” fortsatte han, “vil nogensinde tro, at den Almægtige Gud skulle have indført en sådan forvirring, eller snarere en sådan skamfuld horen, for videreførelsen af planterne? Hvem vover at instruere unge studenter i et sådant vellystigt system uden at forårsage skandale?”

Da Linné vendte tilbage til Sverige, fandt han, at han var blevet gjort til grin på grund af Siegesbecks kritik, men hævnede sig ved at navngive en ildelugtende orientalsk plante med klæbrige kirtler Siegesbeckia.

Den svenske botaniker Johan Browallius forsvarede Linnés idéer med succes, men det ændrede ikke Siegesbecks holdning, og striden fortsatte. En pakke med Siegesbeckia-frø fik en ny etiket af Linné med påskriften Cuculus ingratus (‘utaknemmelig gøg’), hvorpå den blev sendt til Siegesbeck, som såede frøene. Da denne indså, at de var Siegesbeckia, standsede han al korrespondance med Linné, og fra den dag var der kold luft mellem de to. (Kilde: L. & L. Taiz, 2017. Flora unveiled: the discovery and denial of sex in plants.)

Mens den gode tyske læges navn var Siegesbeck, er slægtens nuværende gyldige navn Sigesbeckia ifølge Kew Botanical Gardens, London.

 

 

 

 

Tanacetum Rejnfan
Denne slægt, der rummer ca. 100 arter, er udbredt i Europa, Nordafrika, Mellemøsten og Centralasien. Skivekronerne er gule, mens randkronerne mangler hos de fleste arter. Omkring 36 arter, der førhen var placeret i denne slægt, er blevet overført til en ny slægt, Ajania (se ovenfor).

Et medlem af slægten, matrem (Tanacetum parthenium), der tidligere var meget anvendt i folkemedicinen, er omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

Tanacetum dolichophyllum
Denne op til 30 cm høje art kendes nemt på sine friskgrønne, aromatiske, flere gange snitdelte blade, op til 25 cm lange, der minder en del om gulerodsblade. Blomsterstanden er en tæt, endestillet klynge af adskillige relativt store kurve, der hver især måler op til 1,5 cm i diameter, skivekroner gule, randkroner manglende. De hårede svøbblade er purpurfarvede i kanten. Arten er udbredt i åbne områder fra Kashmir mod øst til det vestlige Nepal, i højder mellem 3300 og 4400 m. Blomstring finder sted juli-sep.

 

 

Tanacetum dolichophyllum, Rohtang La, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tanacetum stoliczkae 
Ved første øjekast ligner denne art okseøje (Leucanthemum), med hvide, indtil 1,1 cm lange randkroner og gule skivekroner, men den adskiller sig gennem sine snitdelte blade. I denne henseende minder den om Pyrethrum pyrethroides (ovenfor), men dens blade er lysegrønne og kun let hårede, ikke grålige og uldhårede. Den er endemisk i det nordlige Pakistan og Ladakh, hvor den vokser blandt klipper og på sandede flodsletter, i højder mellem 3000 og 4000 m. Den blomstrer i aug.

Artsnavnet blev givet til ære for Ferdinand Stoliczka (1838-74), en tjekkisk palæontolog, geolog og zoolog, som hovedsagelig arbejdede i Indien. Under en ekspedition til Karakoram-bjergene døde han af højdesyge.

 

 

Tanacetum stoliczkae, Ulley, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Waldheimia
Denne slægt af smukke kurvblomster rummer 8 arter, alle begrænset til Centralasien. Det diskuteres meget blandt taksonomer, om disse planter bør kaldes Waldheimia eller Allardia, da publikationsåret for sidstnævnte slægt er usikkert. Det lader dog til, at Waldheimia har prioritet (se P.K. Pusalkar & D.K. Singh 2005. Proposal to conserve the name Waldheimia against Allardia (Asteraceae–Anthemideae). Taxon 54 (2): 553-554).

 

Waldheimia glabra
En tuedannende, ganske lav plante med rosetter af grågrønne, hårløse eller let uldhårede blade, som er op til 2 cm lange, med 4-5 flige i spidsen. Kurvene er op til 3,5 cm i diameter, med lyserøde, purpurfarvede eller hvide randkroner, indtil 1,5 cm lange, skivekroner gule, orange eller brunlige. Blomstring juli-sep. Denne art vokser på stenede eller grusede skråninger mellem 3500 og 5500 meters højde, fra Kazakhstan og Uzbekistan mod syd gennem Afghanistan og Tibet til Pakistan, og videre mod øst til Bhutan.

 

 

Waldheimia glabra, nær passet Nathu La, østlige Sikkim. I øverste højre hjørne ses en art af slægten Silene (Caryophyllaceae), nederst adskillige kurve af en art perlekurv (Anaphalis). (Foto copyright © by Ajai Saxena)

 

 

 

Waldheimia nivea
Kurvene hos denne ganske lave plante er indtil 1,9 cm i diameter, randkroner lyserøde eller rødlige, til 8 mm lange, skivekroner gule eller orange. Arten minder om W. glabra, men dens blade er meget små, siddende, indtil 8 mm lange og 2,5 mm brede, med 3 små tænder i spidsen. Den er udbredt i stenede områder, fra Afghanistan mod øst til det østlige Nepal og de sydligste egne af Tibet, i højder mellem 4000 og 5400 m. Blomstring finder sted juli-aug.

 

 

Waldheimia nivea, fotograferet på passet Bara Lacha La, Lahaul, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Waldheimia stoliczkae
Denne art, som bliver op til 15 cm høj, minder også meget om W. glabra, men dens blade er friskgrønne. Kurvene er til 2 cm i diameter, randkroner lyserøde, til 1,5 cm lange, skivekroner gule eller orange. Den vokser på stenede skrænter og i udtørrede flodlejer mellem 3000 og 4500 meters højde, fra Kazakhstan, Uzbekistan, Xinjiang og det vestlige Tibet mod syd til Pakistan og Ladakh. Blomstring juli-aug.

Artsnavnet blev givet til ære for Ferdinand Stoliczka (se Tanacetum stoliczkae ovenfor).

 

 

Waldheimia stoliczkae, observeret på passet Konze La (4950 m), Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Waldheimia tomentosa
Bladene hos denne lave plante er op til 5 cm lange, to gange snitdelte, og både overside og underside har et tæt spindelvævsagtigt lag af hvidlige hår. Kurvene er indtil 6 cm i diameter, randkroner hvide, sjældnere blegt lyserøde, til 2,5 cm lange, skivekroner gule eller orange, hvoraf de yderste ofte bliver sortbrune med tiden. Denne art vokser fortrinsvis i thallus (dødt plantemateriale) i stenede områder og udtørrede flodlejer. Den har nogenlunde samme udbredelse som W. glabra (ovenfor). Blomstring juli-aug.

 

 

Waldheimia tomentosa, Bara Lacha La, Lahaul, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Balanophoraceae
Denne familie rummer 17 slægter med omkring 44 arter, der overfladisk minder om svampe. Disse planter indeholder ikke klorofyl og er parasitter, der får deres næring fra trærødder. De er udbredt i tropiske og subtropiske områder verden rundt, med nogle få arter i tempererede egne.

 

Balanophora
Denne slægt på omkring 20 arter er udbredt i tropisk Afrika, på Madagascar, på det indiske subkontinent, i Sydøstasien og Indonesien, samt på nogle øer i Stillehavet. Nogle arter udsender en duft, der tiltrækker fluer som bestøvere.

Adskillige arter anvendes i den lokale folkemedicin i visse asiatiske lande.

Slægtsnavnet kommer af blomsterstanden hos visse arter af slægten, som er dækket af udposninger, der minder om rurer (familien Balanidae), bl.a. arten herunder.

 

Balanophora dioica
Stænglerne af denne plante er lyserøde eller purpurfarvede, cylinderformede, indtil 10 cm høje. De skæl-lignende blade, der omfatter stænglen, er indtil 4 cm lange og 2,5 cm brede. Blomsterstanden er oval eller ellipseformet, indtil 3,5 cm lang, blomster hvide, meget små. Denne art vokser i skove og har en stor højdemæssig udbredelse, mellem 400 og 2600 m, fra det centrale Nepal mod øst til Kina og Taiwan. Den blomstrer aug.-okt.

 

 

Nepal 2009
Balanophora dioica, nær Bamboo Lodge, Nedre Langtang-dal, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Balsaminaceae Balsaminfamilien
Denne kæmpestore familie med over 1000 arter er udbredt i tempererede, subtropiske og tropiske områder, fortrinsvis i Asien og Afrika, med nogle arter i Europa og Nordamerika. Den består af kun to slægter, Impatiens, der rummer alle arter med undtagelse af en enkelt, som er placeret i slægten Hydrocera.

Disse planter er karakteriseret ved deres kødfulde, næsten gennemsigtige stængler, samt den unikke opbygning af deres attraktive blomster, der har 3 eller 5 bægerblade, hvoraf det nederste er stærkt forstørret og danner en pose med en spore, mens de øvrige 2 eller 4 er små og grønlige. Der er 5 kronblade, af hvilke det øverste ofte er hjelm-agtigt, mens de 4 sidestillede er sammenvokset parvis. Det øverste par kaldes vingerne, det nederste par læben.

 

Impatiens Balsamin, springbalsamin
Slægtsnavnet, af latin im- (‘uden’) og patiens (‘tålmodighed’), såvel som folkenavnet springbalsamin, sigter til disse planters frøspredning. Under frugtmodningen opbygges en spænding inde i frøbælgen, som, når den er moden, ‘eksploderer’ ved berøring, hvorved frøene spredes i temmelig stor afstand fra moderplanten.

Balsamin-arter er allestedsnærværende i Himalaya og omfatter mindst 50 arter, hvoraf de fleste blomstrer i monsuntiden. Som om monsunregnen ikke er nok, vokser mange af arterne langs vandløb eller i nærheden af vandfald for at få gavn af det fugtige miljø. Mange af arterne er vanskelige at bestemme.

 

Impatiens bicornuta
Denne indtil 1 m høje plante vokser i krat og langs vandløb i højder mellem 1900 og 3000 m, fra Uttarakhand mod øst til det østlige Nepal og det sydlige Tibet. Den kan kendes på de lyserøde blomster, op til 3 cm lange, med en gullig, brunplettet pose, som har en kort S-formet spore, op til 8 mm lang, samt to meget lange og tynde ‘haler’ på læben. Blomstring finder sted juni-sep. Bladene er elliptiske, med afrundede tænder i kanten, til 20 cm lange og 6,5 cm brede. Lokalt spises unge dele af denne art som grønsag.

 

 

Impatiens bicornuta, Øvre Marsyangdi-dal, Annapurna, centrale Nepal. For mig minder nogle af blomsterne om den franske kunstner Auguste Rodins skulptur Tænkeren. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Impatiens falcifer
Denne smukke gulblomstrede balsamin, indtil 60 cm høj, kendes nemt på det øverste brunplettede kronblad samt de brede seglformede vinger. Blomsterne er op til 2,5 cm lange og er fremme mellem juli og sep. De langstilkede blade er ovale eller aflange, til 5 cm lange og 2 cm brede, med skarpe tænder langs randen. Denne plante har en ret begrænset udbredelse, fra det centrale Nepal mod øst til Bhutan, hvor den vokser i skove og langs vandløb mellem 2300 og 3600 meters højde. Den er almindelig i Nepal.

 

 

Impatiens falcifer, Thangshyap, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. Planten på det nederste billede er dækket af regndråber efter en kraftig monsunbyge. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Impatiens glandulifera Kæmpe-balsamin
Denne art, der førhen blev kaldt I. roylei, ligner meget I. sulcata (nedenfor), men er generelt lavere, 1-2 m høj, og bladene er smallere, til 20 cm lange og 3 cm brede, med skarpe, kirtel-bærende takker. Endvidere er dens op til 3 cm lange kapsler tydeligt kølleformede, tykkere i spidsen, ikke med parallelle sider som hos I. sulcata. Arten er udbredt i krat og på græsgange, fra Pakistan mod øst til Uttarakhand, i højder mellem 1800 og 4000 m. Blomstring finder sted juli-sep.

Denne plante dyrkes vidt og bredt og er blevet naturaliseret i mange europæiske lande, i Nordamerika, New Zealand og andre steder. Den betragtes som invasiv i mange lande, idet den ofte danner store bevoksninger, der fordriver indfødte arter.

 

 

Kæmpe-balsamin, Solang Nallah, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Impatiens scabrida
En robust plante, indtil 1,2 m høj, med forgrenet stængel og siddende blade med 2 purpurfarvede kirtler ved grunden. Bladpladen er oval eller lancetformet, langt tilspidset, op til 15 cm lang og 4 cm bred, med kirtlede savtakker langs randen. Blomsterne sidder i bladhjørnerne, gyldengule med purpurfarvede pletter eller striber, indtil 4 cm lange, posen afsmalner brat til en slank, krum spore, op til 3 cm lang. Blomstring maj-sep. Arten er udbredt fra Kashmir mod øst til Bhutan, i højder mellem 1200 og 3600 m. Den vokser i skove og krat og langs vandløb.

 

 

Impatiens scabrida, Manali, Himachal Pradesh (øverst), samt nær Galeshwor, Kali Gandaki, Annapurna, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Impatiens sulcata
Tidligere var denne store art, der kan blive op til 3 m høj, kendt som I. gigantea. Blomsternes farve varierer meget, fra lyserød og højrød til purpurfarvet. Posen er ofte gullig og brunplettet. Bladene er ovale eller lancetformede, indtil 20 cm lange og 5 cm brede, med butte tænder langs randen, samt med røde eller purpurfarvede kirtler ved grunden. Den blomstrer juli-sep.

Denne plante er vidt udbredt og almindelig og vokser i et bredt udsnit af habitater, ofte langs vandløb i skove, krat og landbrugsområder, mellem 1800 og 4000 meters højde, fra Kashmir mod øst til Bhutan. Den er meget almindelig i Himachal Pradesh, hvor billederne nedenfor blev taget. Den minder om kæmpe-balsamin (ovenfor), men dens blade har butte takker i kanten, og dens kapsler er aflange, til 4 cm lange og 3 mm brede, mens de er tydeligt kølleformede, med bredere spids, hos kæmpe-balsamin.

 

 

Stor bevoksning af Impatiens sulcata nær et vandløb, Jispa, Lahaul. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Impatiens sulcata foran et vandfald, nær Manali. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Impatiens sulcata, nær landsbyen Sissu, Lahaul. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Begoniaceae Begoniefamilien
Denne familie rummer 2 slægter, hvoraf Hillebrandia kun har et enkelt medlem, der er begrænset til Hawaii, mens den anden slægt, Begonia, har ikke færre end ca. 1825 arter, udbredt overalt i tropiske og subtropiske områder, med nogle få arter i tempererede bjergegne.

 

Begonia
I Asien findes over 600 begonie-arter, af hvilke omkring 18 er truffet i Himalaya. Mange af arterne er vanskelige at bestemme.

Hanlige og hunlige blomster af denne slægt er ret forskellige, idet hannerne har 4 kronblade, hvoraf de to yderste er bredere og mere afrundede end de to inderste. Hunlige blomster har 5 eller flere kronblade af næsten ens størrelse og form.

 

Begonia picta
Denne plante, der bliver op til 18 cm høj, kendes nemt på de hårede, uregelmæssigt dobbelt-tandede blade, som ofte har purpurfarvede pletter. De lyserøde blomster, indtil 3 cm i diameter, er fremme mellem juli og sep. Arten vokser på fugtige klipper og skrænter og i skyggefulde skovkanter og er meget almindelig i højder mellem 600 og 2900 m, udbredt fra Pakistan mod øst til det sydøstlige Tibet.

Den anvendes ofte i traditionel medicin. Saft af planten benyttes mod hovedpine, mens saft af roden anvendes mod betændte øjne og mavesår. Saften blandes også med plantefarver for at gøre dem mere farvefaste. I Nepal anvendes stængel og bladstængel til fremstilling af pickles.

 

 

Hanlige blomster af Begonia picta, Chipling, Helambu, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hunlige blomster af Begonia picta, Helambu, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Røde frugter og gule efterårsblade af Begonia picta, Danakju, Øvre Marsyangdi-dal, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Begonia rubella
I modsætning til B. picta er denne indtil 40 cm høje art uden behåring, med trekantede, langt tilspidsede blade, som er helrandede eller tandede. Blomsterne er lyserøde, indtil 2 cm i diameter, i en forgrenet klynge. Blomstring finder sted aug.-sep. Den vokser ligeledes på fugtige klipper og skrænter og i skyggefulde skovkanter, i højder mellem 600 og 1800 m, fra det centrale Nepal mod øst til Sikkim. I Nepal anvendes stængel og bladstængel til fremstilling af pickles.

 

 

På disse billeder hænger Begonia rubella ned over en skrænt langs en sti, Chisapani, Helambu, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

En uidentificeret begonie-art, Rimche, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Berberidaceae Berberisfamilien
Medlemmer af denne familie, som består af 17 slægter med ca. 650 arter, er fortrinsvis hjemmehørende i den nordlige tempererede zone samt i nogle subtropiske bjerge. 5 slægter findes i Himalaya.

 

Berberis Berberis
Denne store slægt indeholder omkring 500 arter, hvoraf langt størstedelen findes i nordlige tempererede egne, med nogle få arter på den sydlige halvkugle. Slægten er allestedsnærværende i Himalaya, og hovedparten af de ca. 38 arter er små buske, normalt med tornede stængler og bladrande. De har alle smukke gule blomster, der senere bliver til røde, blå eller blåsorte bær. Veddet af mange arter anvendes til fremstilling af et gult farvestof, og mange arter anvendes medicinelt. Naga-folket i det nordøstlige Indien binder berberis-torne sammen i en splittet bambusstængel, kaldt azialangba, og benytter dem som tatoveringsnåle.

 

Berberis aristata
Denne indtil 3 m høje busk har lange buede grene, uden eller med få, op til 1 cm lange torne. Bladene er elliptiske eller aflange, normalt tornløse, til 5 cm lange og 2 cm brede. De fleste blade kastes om efteråret, men nogle få, som bliver skarlagenrøde, forbliver på busken hele vinteren. De varmt gule blomster, med indtil 6 mm lange kronblade, sidder i kortstilkede klynger i bladhjørnerne, længere end bladene. Den blomstrer mellem april og juni. De spiselige bær er ovale, til 8 mm lange, først røde, siden blålige ved modenhed, ofte dækket af et vokslag. Arten er udbredt fra Kashmir mod øst til Bhutan, i krat og landbrugsområder i højder mellem 1800 og 3500 m. Den findes også i det centrale og sydlige Indien samt i Sri Lanka.

Denne plante er meget benyttet i den lokale folkemedicin mod en lang række lidelser, bl.a. betændte øjne, gulsot, malaria, diarré og hudsygdomme. Naga-folket i det nordøstlige Indien knuser barken, opslemmer den i vand og drikker blandingen som et styrkende og feberdæmpende middel, samt til behandling af gulsot og uterus-problemer.

 

 

Her vokser Berberis aristata ved siden af et hus i landsbyen Lete, Kali Gandaki, Annapurna, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bær af Berberis aristata er først røde, siden blålige. – Sing Gompa, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Berberis asiatica
En stærkt forgrenet, op til 4 m høj stedsegrøn busk med indtil 1,5 cm lange torne på stængel og grene. Den minder en del om B. aristata, med lange lyse grene, men dens blade, som er elliptiske eller ovale i omrids, indtil 7,5 cm lange og 4 cm brede, har 6-8 torne i randen, og den bærer desuden blade året rundt. De gule blomster, med indtil 7 mm lange kronblade, sidder i kort-stilkede klynger i bladhjørnerne, kortere end bladene. Den blomstrer mellem marts og maj. De spiselige bær er aflange eller ovale, til 8 mm lange, purpur-blå ved modenhed.

Denne art er almindelig i krat, åbent land og dyrkede områder, udbredt fra Himachal Pradesh mod øst til det sydvestlige Kina, i højder mellem 1200 og 2500 m. Den er også meget anvendt i den lokale folkemedicin.

 

 

Blomstrende Berberis asiatica, Jhinu Danda, Modi Khola-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blomsterstande af Berberis asiatica, Himalpani, Modi Khola-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Modnende bær af Berberis asiatica, Bheri Kharka, Modi Khola-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Berberis concinna
Denne lille tornede busk, der bliver omkring 1 m høj, danner normalt store krat i åbne områder i store højder, mellem 2700 og 4400 m. Den er udbredt fra det centrale Nepal mod øst til Sikkim og det sydøstlige Tibet. Grenene er mørkerøde eller purpurfarvede, med lange torne, ofte af samme længde som bladene, der er op til 3 cm lange og 1,4 cm brede, med 2-6 torne langs randen. Nogle blade forbliver grønne vinteren over, andre bliver en meget sart tone af cyklamen. De gule blomster sidder enkeltvis, kronblade ovale, til 6,5 mm lange. Blomstring juni-juli. Bærret er ovalt eller aflangt, til 1,6 cm langt og 8 mm bredt, mørkerødt ved modenhed.

 

 

Vinterløvet af Berberis concinna er ofte en meget sart tone af cyklamen. – Magingoth, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Mørkerød frugt samt grønne og røde vinterblade af Berberis concinna, Magingoth. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Berberis lycium
Denne op til 4 m høje plante, hvis stængeltorne bliver op til 2 cm lange, er almindelig i krat, åbne områder og landbrugsland, fra Pakistan mod øst til det østlige Nepal, i højder mellem 1500 og 3000 m. Bladene er lancetformede, uden torne, indtil 4 cm lange og 1 cm brede, og ender brat i en ganske lille spids. De bleggule blomster, til 8 mm i diameter, sidder i indtil 5 cm lange klynger i bladhjørnerne. Blomstringen finder sted mellem april og juni. De spiselige bær er op til 1 cm lange, først smukt blå, siden blåsorte, med hvidligt vokslag. I Pakistan anvendes et ekstrakt af rod og stængel som styrkende middel samt som øjensalve.

 

 

Blå bær og tornløse blade hos Berberis lycium, Tirthan-dalen, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Mahonia Mahonie
En slægt af stedsegrønne buske og små træer, i alt omkring 60 arter, som fortrinsvis er udbredt i Fjernøsten og Sydøstasien, med nogle arter i det vestlige Nordamerika, Mellemamerika og det vestlige Sydamerika. 3 arter er truffet i Himalaya.

 

Mahonia napaulensis Nepalesisk mahonie
Denne stedsegrønne busk, eller undertiden et lille træ, som bliver op til 7 m højt, er meget almindelig i skove og krat fra det vestlige Nepal mod øst til det sydvestlige Kina, i højder mellem 1200 og 3000 m. De spektakulære, skinnende blade er elliptiske eller ovale i omrids, indtil 60 cm lange og 19 cm brede, med 5-12 par småblade, indtil 10 cm lange og 5 cm brede, som har op til 20 torne i kanten. Arten er pragtfuld, når den blomstrer efterår og vinter, idet den fremviser en mængde klynger, op til 25 cm lange, af stærkt gule blomster med indtil 7 mm lange kronblade. De blå eller blåsorte bær er spiselige, rå eller som pickles, og bark og frugter anvendes medicinelt.

 

 

Blomstrende Mahonia napaulensis, Helambu, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

De blå bær af Mahonia napaulensis er spiselige, rå eller som pickles. Denne klynge blev fotograferet i Ghunsa-dalen i det østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Unge blade af Mahonia napaulensis er stærkt røde, inden de bliver grønne. – Tharo Kosi, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Betulaceae Birkefamilien
I dag rummer denne familie 6 slægter af løvfældende træer og buske med i alt omkring 167 arter. Førhen var der kun to slægter, Betula (birk) og Alnus (el), i familien, men den tidligere familie Corylaceae (hassel, avnbøg m.fl.) betragtes nu som en underfamilie, Coryloideae, af Betulaceae. De fleste medlemmer af familien er hjemmehørende i tempererede områder på den nordlige halvkugle, med nogle arter i tropiske bjergegne samt i Andes. Hanlige og hunlige blomster bæres i separate blomsterstande, hanner i hængende rakler, hunner oftest i oprette aks. Frøet er en nød, som hos Betula og Alnus er ganske lille og vinget.

 

Alnus El
Denne slægt, der omfatter omkring 40 arter af buske og træer, er udbredt i hele den nordlige tempererede zone, med nogle få arter i Mellemamerika og Andes. Frugten er meget karakteristisk, idet den er forveddet og minder om en lille kogle. 2 arter forekommer i Himalaya.

 

Alnus nepalensis Nepalesisk el
Et mellemstort løvfældende træ, indtil 15 m højt, hvis bark er mørkegrøn hos unge individer, senere sølvgrå og ofte dækket af laver. Bladene er elliptiske eller ovale, til 16 cm lange og 10 cm brede, men ofte meget mindre, med fint savtakket rand og afrundet eller skarp spids. Hanlige rakler er slanke, grønlig-gule, til 12 cm lange, mens de hunlige kogler er ovale, brune, til 1,5 cm lange. Blomstring finder sted sent, mellem okt. og dec. 

Denne art vokser i mange biotoper, bl.a. skove, krat, jordskred og dyrket land, samt langs floder. Den er udbredt fra Himachal Pradesh mod øst til det sydvestlige Kina og det nordlige Sydøstasien, i højder mellem 900 og 3000 m. Den er ofte et af de første træer, som indfinder sig i jordskred, hvor den danner rene bestande, og den plantes ofte i landbrugsområder som værn mod jordskred.

Af veddet fremstilles kasser, møbler og andre lette træarbejder, og det anvendes tillige som brænde. Barken benyttes til garvning og plantefarvning. Saft af barken koges ind, og den geléagtige masse smøres på brandsår.

Et imponerende, ældgammelt eksemplar af en slægtning, rødel (Alnus glutinosa), vises på siden Planteliv: Gamle og store træer.

 

 

Skov af Alnus nepalensis, Tolka, Modi Khola-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nogle få individer af Alnus nepalensis har overlevet dette jordskred i en flodseng, Riverside, Langtang-dalen, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Barken hos Alnus nepalensis bliver grålig med alderen. – Chomrong Khola, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Løvspring hos Alnus nepalensis, Kuldi Ghar, Modi Khola-dalen, Annapurna, centrale Nepal. Bjerget i baggrunden er Machhapuchhare (‘Fiskehale-bjerget’) (6993 m), med en usædvanlig skydannelse omkring toppen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Løvspring hos Alnus nepalensis, Langtang Khola, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En overdådig blomstring ses på dette individ af Alnus nepalensis, mellem Rolla og Gushaini, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Frugter af Alnus nepalensis, Melamchi Ghyang, Helambu, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Betula Birk
Denne slægt med 50-60 arter er udbredt i tempererede og subarktiske områder i Europa og Asien, samt Nord- og Sydamerika, med 2-3 arter i Himalaya. Frugten adskiller sig fra Alnus ved ikke at være forveddet, og ved modenhed sønderdeles den i skæl med 3 lapper samt vingede frø.

Slægtsnavnet Betula er afledt af keltisk betu (’lim’), hvilket sigter til, at kelterne udvandt en limagtig substans af birkesaft. I visse områder med gælisk-talende befolkninger, bl.a. Wales og Bretagne, kaldes birk stadig for bezuenn eller bedwen.

Adskillige birkearter præsenteres på siden Efterår.

 

Betula utilis Himalaya-birk
Dette store træ, som bliver indtil 35 m højt, kendes nemt på den rødlige bark, der skaller af i store, tynde flager. Bladene er ovale eller elliptiske, uregelmæssigt tandede, til 9 cm lange og 6 cm brede, uldhårede på undersiden. Hanlige rakler er slanke, rødlige, til 10 cm lange, mens hunlige rakler er op til 5 cm lange og 1,2 cm brede. Blomstring finder sted april-juli.

Arten er meget almindelig og danner ofte rene bestande i højder mellem 2500 og 4300 m, fra Afghanistan mod øst til det vestlige Kina. Veddet anvendes til bygningskonstruktion og som brænde, barken brændes som røgelse og anvendes tillige i folkemedicinen, som tagtække, samt til fremstilling af papir. Løvet kappes til foder.

 

 

Skov af Betula utilis, Deboche, Khumbu, østlige Nepal. Et tæt krat af Rhododendron campanulatum/wallichii (Ericaceae) ses i baggrunden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Den rødlige bark hos Betula utilis skaller af i store, tynde flager. – Kyangjuma (øverst) samt Deboche, begge i Khumbu, østlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blomstrende Betula utilis, Deboche, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Efterårsløv hos Betula utilis, Bagah-floden, nær Kielang, Lahaul, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Biebersteiniaceae
Denne familie indeholder kun en enkelt slægt, Biebersteinia, med fire arter, som hovedsagelig er udbredt i bjergområder fra Grækenland mod øst til det centrale Kina. Førhen var disse planter placeret i storkenæbfamilien (Geraniaceae), men danner i dag en separat familie.

 

Biebersteinia odora
Som artsnavnet antyder, er denne op til 30 cm høje plante duftende. Næsten alle blade er grundblade, aflange i omrids, til 14 cm lange, dybt snitdelte, med indtil 1 cm lange afsnit. Blomsterne, som er gule, op til 1,5 cm i diameter, med indtil 1,2 cm lange kronblade, er fremme juli-aug. Arten er begrænset til tørre, stenede og grusede områder i store højder, mellem 4200 og 5600 m, udbredt fra Kazakhstan, det centrale Rusland og Mongoliet mod syd til det nordlige Pakistan, Ladakh og det sydlige Tibet. Den er ret almindelig i Ladakh.

 

 

Biebersteinia odora, truffet på passet Stakspi La (4970 m), Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Biebersteinia odora, Pang, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Bignoniaceae
Denne familie rummer omkring 116-120 slægter med 650-750 arter af træer, buske og slyngplanter, sjældent urter. Disse planter er fortrinsvis hjemmehørende i tropiske og subtropiske regioner, med nogle arter i tempererede områder. 3 slægter forekommer i Himalaya.

 

Incarvillea
En slægt med ca. 16 arter af urter, som er begrænset til Centralasien, med 4 arter i Himalaya.

 

Incarvillea diffusa
Denne urt, førhen kaldt I. arguta, er indtil 1,5 m høj, har forveddet stængel og ret store, smukke, klokke- eller tragtformede blomster, som er lyserøde, røde eller purpuragtigt røde, indtil 4 cm lange og 2,5 cm brede. Blomstringsperioden er lang, fra marts til aug. De snitdelte blade er indtil 15 cm lange, med 5-11 småblade, der hver især er op til 5 cm lange og 2 cm brede. Arten vokser i krat samt i stenede og grusede områder, i højder mellem 1400 og 3500 m. Den er udbredt fra Himachal Pradesh mod øst til det centrale Nepal, samt i Tibet og det vestlige Kina.

 

 

Incarvillea diffusa, Marpha, Kali Gandaki-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Boraginaceae Rubladfamilien
En stor familie, der omfatter omkring 156 slægter med ca. 2500 arter af urter, sjældent buske, slyngplanter og træer. De fleste arter er stivhårede. Disse planter er udbredt i tempererede, subtropiske og tropiske områder, med Middelhavet som kærneområde. Omkring 23 slægter forekommer i Himalaya.

 

Cynoglossum Hundetunge
Denne slægt med omkring 85 arter er udbredt over det meste af verden, primært i Afrika, Asien og Europa. Omkring 10 arter forekommer i Himalaya.

Slægtsnavnet kommer af græsk kynos (‘hunde-lignende’) og glossa (‘tunge’), hvilket sigter til de ru blade. Det danske navn er således en direkte oversættelse af det latinske slægtsnavn. De små nødder hos disse planter er normalt dækket af krogede børster.

 

Cynoglossum furcatum
En opret, grenet eller ugrenet urt, til 80 cm høj. De nedre blade er langstilkede, aflange eller lancetformede, til 20 cm lange og 5 cm brede, tilspidsede, de øvre blade mindre, siddende, alle blade med tiltrykte hår. Blomsterstandene er lange, forgrenede klynger i bladhjørnerne eller for enden af grenene. Blomsterne er tragtformede, himmelblå, sjældent lyseblå eller hvide, til 5 mm lange og 6 mm i diameter, med afrundede kronblade. Den har en lang blomstringsperiode, fra maj til okt.

Denne art er vidt udbredt i Asien, fra Afghanistan mod øst til Japan, og derfra mod syd til Malaysia og Filippinerne. I Himalaya vokser den i enge, på åbne skrænter, samt langs stier, op til en højde af 3000 m. Den blev førhen regnet som værende den samme art som Cynoglossum zeylanicum, der i dag generelt betragtes som værende begrænset til Sydindien og Sri Lanka.

 

 

Cynoglossum furcatum, Koto, Øvre Marsyangdi-dal, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Cynoglossum furcatum, Tapethok, Tamur-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nærbillede af blomsterstande hos Cynoglossum furcatum, Chamje, Nedre Marsyangdi-dal, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cynoglossum lanceolatum
Stængel og sidegrene hos denne stovte, oprette plante, der bliver indtil 1,2 m høj, har et tæt dække af hvidlige, indtil 2 mm lange hår. Grundblade og nedre stængelblade er stilkede, lancetformede, til 15 cm lange og 4 cm brede, øvre blade mindre, siddende eller kortstilkede. De små blegblå eller hvide blomster, op til 2,5 mm lange og brede, sidder langs grenene. Blomstring finder sted april-sep.

Denne art er vidt udbredt, idet den findes i Afrika, samt fra Mellemøsten mod øst til Kina og Taiwan, og derfra mod syd til Sydindien, Sri Lanka, Malaysia og Filippinerne. I Himalaya vokser den i enge, på åbne skrænter, samt langs stier, op til en højde af 3200 m. Den udnyttes i den lokale folkemedicin.

 

 

Dette individ af Cynoglossum lanceolatum er netop begyndt at blomstre, Sairopa, Tirthan-dalen, Himachal Pradesh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cynoglossum microglochin
Denne stovte plante, der bliver indtil 1,2 m høj, blev tidligere kaldt C. grandiflorum, hvilket sigter til de relativt store, smukke blomster. Stænglen er grenet eller ugrenet, håret. Grundbladene er langstilkede, stilkene op til 20 cm lange, bladpladen oval eller aflang, til 20 cm lang og 10 cm bred, tilspidset eller but. Bladene bliver gradvis mindre op langs stænglen, og de øvre blade er siddende. Blomsterne sidder i løse eller tætte klynger i bladhjørnerne eller for enden af grenene. Blomsterne er først purpurfarvede, men bliver senere mørkeblå eller purpurblå, kronbladene er ovale, til 4 mm lange. Blomstring maj-jun. Arten vokser i græsklædte områder og på åbne skråninger, i højder op til i hvert fald 2500 m. Den er udbredt fra Afghanistan mod øst til Nepal.

 

 

Cynoglossum microglochin, Dhela, Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Hackelia
Denne slægt med ca. 45 arter findes hovedsagelig i tempererede egne på den nordlige halvkugle. samt i Mellem- og Sydamerika. Omkring 6 arter forekommer i Himalaya.

 

Hackelia uncinata
Denne kraftige plante, op til 80 cm høj, har adskillige stængler, der er forgrenede foroven, med meget korte hår. Grundbladene er stilkede, til 30 cm lange, bladpladen elliptisk eller oval, tilspidset, til 9 cm lang og 5 cm bred, dunhåret, med 5-7 nedsænkede nerver. De øvre blade er mindre, kortstilkede. Blomsterne sidder i små klynger for enden af grenene, himmelblå eller purpurfarvede, til 1,3 cm i diameter, med en hævet ring af gule skæl i centrum. Blomstring juni-aug. Denne art er meget almindelig i skove, krat og åbne områder i højder mellem 2700 og 4500 m, fra Pakistan mod øst til det sydvestlige Kina.

 

 

Tidligt om morgenen er denne Hackelia uncinata dækket af dugdråber. – Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Lindelofia
En slægt med omkring 10 arter, der er begrænset til Centralasien, fra Kazakhstan og Mongoliet mod syd til Himalaya og det nordlige Kina. Der findes 3 arter i Himalaya.

Slægtsnavnet blev givet til ære for den tyske sagfører og politiker Friedrich Levin Freiherr von Lindelof (1794-1882).

 

Lindelofia anchusoides
Denne op til 50 cm høje art, der førhen blev kaldt Cynoglossum anchusoides, er udbredt fra Tien Shan-bjergene mod syd gennem det vestlige Tibet til Afghanistan, det nordlige Pakistan, Ladakh og Himachal Pradesh, hvor den vokser i stenede og grusede områder i højder mellem 2100 og 3600 m. De nedre blade er langstilkede, til 20 cm lange og 3 cm brede, med tiltrykte grålige hår. De øvre blade er meget mindre. Blomsterne er himmelblå, tragtformede, til 1,2 cm lange, med udragende griffel. De er fremme juni-aug.

 

 

Lindelofia anchusoides, Lossar, Spiti, Himachal Pradesh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lindelofia stylosa
Stænglen, der bliver op til 1 m høj, er normalt grenet foroven, dunhåret, de nedre stængelblade stilkede, de øvre siddende, smalle, lancetformede. De purpurfarvede eller purpurrøde, indtil 1,2 cm lange blomster er rørformede, med udragende griffel, båret i løse, nikkende klynger, til 7 cm lange, men forlænget til omkring 20 cm i frugt. Blomstring finder sted juni-aug.

Denne plante, der førhen hed Cynoglossum stylosum, er hjemmehørende i tørre, græsklædte områder og på åbne skrænter, fra Kazakhstan, Kirgisien og Mongoliet mod syd gennem Xinjiang, Gansu og Tibet til Afghanistan, Pakistan og Ladakh, i højder mellem 1200 og 4700 m.

 

 

Lindelofia stylosa, Lossar, Spiti, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Brassicaceae Korsblomstfamilien
En stor familie af urter og nogle buske, med omkring 330 slægter og ca. 3500 arter, udbredt på alle kontinenter med undtagelse af Antarktis, hovedsagelig i tempererede områder. Den største diversitet findes omkring Middelhavet, samt i Mellemøsten, Centralasien og det vestlige Nordamerika.

 

Cardamine Springklap
Denne store slægt med omkring 200 arter af urter findes i et bredt udsnit af habitater i de fleste egne af kloden. Omkring 13 arter forekommer i Himalaya. Slægtsnavnet kommer af græsk kardamon, et ældgammelt navn på en slags karse.

 

Cardamine macrophylla
En robust pante, der kan blive omkring 1 m høj, men ofte er langt lavere. Stænglen er opret til tider forgrenet foroven, bladene er snitdelte med 2-6 par småblade, de nedre indtil 40 cm lange, de øvre meget mindre, lancetformede eller elliptiske i omrids, marginen med skarpe eller afrundede tænder. Det yderste småblad er indtil 15 cm langt og 4 cm bredt, mens sidesmåbladene er op til 8 cm lange og 3 cm brede. Småbladene bliver gradvis mindre op ad stænglen. Blomsterstanden er en tæt endestillet klynge, som forlænges under frugtdannelsen. Blomsterne er lilla, lyserøde eller hvide, kronbladene indtil 1,5 cm lange. Blomstring finder sted mellem maj og okt.

Denne art er vidt udbredt i fugtige krat og skove, langs vandløb og blandt fugtige klipper, fra Kazakhstan, det sydlige Sibirien og Mongoliet mod øst til Japan og mod syd til Himalaya, hvor den vokser mellem 2100 og 4200 meters højde.

 

 

Cardamine macrophylla, Ghumtarao, Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cardamine violacea
Denne kraftige plante, som ofte bliver op til 1 m høj, er efter min mening den smukkeste springklap-art i Himalaya, mellem april og juni med skønne mørkviolette blomster, indtil 1,5 cm i tværmål, kronblade til 1,5 cm lange, samlet i en tæt, endestillet, aks-lignende klynge. Stængelbladene er omfattende, lancetformede, indtil 20 cm lange og 3,5 cm brede. Den vokser i fugtige krat og skove, enge og langs vandløb i højder mellem 1800 og 4000 m, fra det vestlige Nepal mod øst til det sydvestlige Kina. I Nepal tilberedes unge planter som grønsag.

 

 

Cardamine violacea, fotograferet nær Deorali, Annapurna, centrale Nepal, i en højde af ca. 3200 m. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Christolea
En lille slægt med kun 2 arter i Centralasien, fra Afghanistan mod øst til det østlige Tibet og Nepal. En enkelt art forekommer i Himalaya.

 

Christolea crassifolia
En lav, mangegrenet, forveddet urt, som bliver indtil 40 cm høj, med kødfulde blade, som er meget variable i form og behåring, tandede, indtil 5 cm lange og 2,5 cm brede, samt endestillede blomsterstande, hver med 10-25 små, hvide eller svagt lilla blomster med purpurfarvet basis, indtil 7 mm i diameter, kronblade op til 6,5 mm lange og 3 mm brede. Blomstring finder sted juni-sep.

Denne plante, som førhen blev kaldt for Ermania pamirica, er udbredt fra Tajikistan, Xinjiang og Qinghai mod syd til Pakistan, Ladakh og det centrale Nepal, i græsklædte områder og på klippefyldte skråninger i højder mellem 3500 og 4700 m. I Ladakh spises unge skud som en grønsag.

 

 

Christolea crassifolia, voksende i en udtørret flodseng nær Puga-sumpene, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Crucihimalaya
En lille slægt med 9 arter, udbredt fra Mellemøsten mod øst til Himalaya, Centralasien, det sydlige Sibirien og Mongoliet. Disse planter var tidligere placeret i slægten Arabidopsis (fjeldkarse).

 

Crucihimalaya himalaica
Denne plante, som førhen hed Arabidopsis himalaica, bliver indtil 60 cm høj, men er oftest langt lavere. Stænglen er opret, grenet eller ugrenet, tæt behåret. Bladene varierer i form, mest spatelformede eller aflange, tandede, op til 4 cm lange og 1,4 cm brede, øvre blade mindre. Små blomsterstande sidder i bladhjørnerne, mens en større er endestillet. Blomsterne er lilla eller lyserøde, sjældent hvide, til 3 mm i diameter, kronblade op til 5 mm lange og 2 mm brede. Bægerbladene er ofte lyserøde eller brunlige, tilspidsede. Blomstring maj-sep.

Denne art er almindelig på græsgange og flodsletter, samt i klippefyldte områder, i højder mellem 2400 og 4300 m, udbredt fra Afghanistan mod øst til det sydvestlige Kina. I Tibet anvendes blomster og blade til behandling af forgiftning, forårsaget af fordærvet kød.

 

 

Crucihimalaya himalaica, Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Erysimum Hjørneklap
Omkring 150 arter af denne slægt er udbredt på den nordlige halvkugle, primært i Asien og Europa, med nogle arter i Nordafrika, Atlanterhavsøerne, samt Nord- og Mellemamerika. Der findes mindst 6 arter i Himalaya, men der hersker stor uenighed omkring antal og identitet.

 

Erysimum benthamii
Denne plante er ret almindelig i krat og åbne græsklædte områder, samt på brakmarker og langs stier, i højder mellem 1600 og 4100 m, fra Himachal Pradesh mod øst til det sydvestlige Kina. Den oprette, grenede eller ugrenede stængel bliver undertiden op til 1 m høj, men er oftest langt lavere. Bladene er linje- eller lancetformede, indtil 10 cm lange og 1,4 cm brede, tandede, tilspidsede, øvre blade mindre. Den har smukke, orange eller gule blomster med kronblade op til 1,5 cm lange og 3,5 mm brede. Blomsterne er fremme maj-juli.

 

 

Erysimum benthamii, Shakti, Sainj-dalen, Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne bille har travlt med at æde kronblade af Erysimum benthamii, Tirthan-dalen, Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Lepidium Karse
En stor slægt med omkring 180 arter af urter, sjældent buske eller slyngplanter, som er udbredt på alle kontinenter, med undtagelse af Antarktis. Mindst 6 arter forekommer i Himalaya.

 

Lepidium latifolium Strand-karse
Denne kraftige plante er vidt udbredt, idet den findes i størsteparten af Europa, Nordafrika, Mellemøsten, samt det nordlige og centrale Asien. I Nordamerika er den blevet forvildet og betragtes som invasiv i adskillige stater. I Centralasien vokser den i et bredt udsnit af habitater, bl.a. på stenede skrænter, saltflader og brakmarker, samt langs stier, i højder mellem 2500 og 4300 m. I andre egne af dens udbredelsesområde, bl.a. Danmark, vokser den ofte langs kyster.

Stænglen, der er indtil 1,5 m høj, er ofte forveddet forneden, mangegrenet. Bladene er blågrønne, elliptiske eller aflange, til 15 cm lange og 5 cm brede, med tandet rand. De hvide blomster er tæt samlet i talrige blomsterstande for enden af stængel og grene, hver med 25-50 ganske små blomster, til 3 mm i diameter, kronblade op til 2,5 mm lange og 1,3 mm brede. Blomstringsperioden er fra maj til aug.

I Ladakh tilberedes unge planter som spinat, men for at fjerne bitterstoffer og den pebrede smag koges de først, hvorefter de står i blød i vand i to dage. I de kinesiske provinser Gansu og Shaanxi anvendes frøene medicinelt.

 

 

Lepidium latifolium, fotograferet nær Sumda Tsu, Ladakh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Nasturtium Brøndkarse
En lille slægt med 5 arter, udbredt i Eurasien, Nordafrika og Nordamerika. En enkelt art forekommer i Himalaya.

 

Nasturtium officinale Almindelig brøndkarse
Denne plante, der af nogle autotiteter kaldes Rorippa nasturtium-aquaticum, vokser i lavt, rindende vand, hvor dens stængler kan blive op til 2 m lange. Bladene er skinnende grønne, snitdelte, nedre blade stilkede, med 3-5 småblade, hvoraf det endestillede er større, somme tider op til 4 cm langt, øvre blade siddende, ørede ved grunden, med 5-9 mindre småblade. Blomsterne, som er hvide eller lyserøde, med kronblade til 5 mm lange og 2,5 mm brede, er fremme mellem april og sep.

Denne art er meget almindelig og forekommer fra Europa og Nordafrika mod øst til Sibirien, Centralasien, Kina og Taiwan. I Himalaya findes den fra Pakistan mod øst til Bhutan, i højder mellem 1500 og 4000 m. Det oprindelige udbredelsesområde for denne art diskuteres, men er sandsynligvis Europa og det vestlige Asien. Den dyrkes vidt og bredt som grønsag og er naturaliseret utallige steder. Den benyttes også meget medicinelt.

 

 

Her vokser Nasturtium officinale i et lille vandløb, Kimrong Khola, Modi Khola-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nasturtium officinale, Thulo Shyabru, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne kvinde fra landsbyen Chitre, Annapurna, centrale Nepal, har indsamlet vilde fødeplanter i skoven: Nasturtium officinale og unge bregner. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Pycnoplinthopsis bhutanica
Denne art, som er den eneste i slægten, er begrænset til Centralasien, fra det centrale Nepal mod øst til Bhutan. Med sin lave vækst og kraftige bladroset minder den en del om en kodriver (Primula), men kendes straks på, at der kun er 4 kronblade i hver blomst. Den vokser altid på fugtige klipper eller i mospuder langs vandløb i store højder, mellem 3000 og 4500 m. De spatelformede blade, der måler op til 4,5 cm i længden og 1,6 cm i bredden, har runde eller spidse takker i kanten på den yderste halvdel. Bladene er tæt samlede i en tyk roset, der er indtil 15 cm bred. De smukke hvide blomster, som måler op til 1,5 cm i diameter, sidder midt i rosetten. Kronbladene er indtil 1,3 cm lange og 8 mm brede. Blomstring maj-juli.

 

 

Pycnoplinthopsis bhutanica, voksende på en våd klippe nær et vandløb i den øvre Modi Khola-dal, Annapurna, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Campanulaceae Klokkeblomstfamilien
En kosmopolitisk familie med omkring 86 slægter og over 2300 arter. Omkring 10 slægter forekommer i Himalaya. Familienavnet sigter til de klokkeformede blomster hos slægten Campanula, af latin campanula (’lille klokke’).

 

Campanula Klokkeblomst
Denne slægt rummer over 500 arter, der er udbredt i tempererede og subtropiske egne på den nordlige halvkugle, med størst diversitet omkring Middelhavet og i Mellemøsten. Omkring 11 arter forekommer i Himalaya. Adskillige europæiske arter er beskrevet på siderne Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne, samt Hyldest til farven blå.

 

Campanula argyrotricha
En tuedannende, mangegrenet plante, der undertiden bliver op til 60 cm høj, men oftest er langt lavere. Den identificeres nemt på de små, elliptiske, tandede, tæt silkehårede blade, der kan måle op til 2,5 cm i længden, men ofte er meget mindre. Blomsterne er lilla eller purpurfarvede, til 1,5 cm lange. Blomstring finder sted aug.-okt. Arten vokser på tørre klippevægge, stengærder og skrænter, samt i dyrkede områder, i højder mellem 3000 og 4700 m. Den er udbredt fra Pakistan mod øst til Bhutan.

 

 

Campanula argyrotricha, voksende på en klippevæg oven for Shilt, Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Campanula latifolia Bredbladet klokke
Denne flotte plante kan blive indtil 2 m høj, men er ofte langt lavere. Bladene er oftest ustilkede, tandede, hårede, de nedre ovale med afrundet basis, til 12 cm lange og 6 cm brede, de øvre mindre, lancetformede. De store, nikkende, klokkeformede, blå eller purpur-blå blomster, som er indtil 5 cm lange, sidder i bladhjørnerne. De er fremme mellem juni og aug. Arten er vidt udbredt i skove og krat, fra Europa og det vestlige Asien mod øst til det centrale Nepal. I Himalaya vokser den i højder mellem 2100 og 3600 m. I Danmark er den ret almindelig på federe jorder.

 

 

Campanula latifolia, Tirthan-dalen, Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Campanula pallida
En mangegrenet plante, til 60 cm høj, men ofte langt lavere, med håret stængel og grene, nedre blade stilkede, øvre uden stilk, smalt elliptiske eller aflange, med bløde hår og tandet rand, til 4 cm lange og 1,5 cm brede. Blomsterne, som ses mellem maj og sep., er klokkeformede, let hårede, blå eller purpur-blå, indtil 1,5 cm lange, kronen delt til under halvdelen af længden. Bægerbladene er lancetformede eller smalt trekantede, hårede, tandede, til 8 mm lange. Denne art vokser i åbne skove og dyrkede områder, samt på græsklædte skråninger og stengærder. Den er udbredt fra Afghanistan mod øst til det sydvestlige Kina og nordlige Thailand.

 

 

Campanula pallida, Solang Nallah, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Codonopsis
Denne slægt omfatter 42 arter, alle begrænset til det østlige og sydlige Asien. Kina er hjemsted for ikke færre end 40 af arterne, og i Himalaya findes 14 arter. På engelsk hedder disse planter bonnet bellflowers (‘kyse-klokkeblomster’), hvilket sigter til de attraktive, bredt klokkeformede blomster, der kan minde om en gammeldags kyse.

 

Codonopsis clematidea
De bredt klokkeformede blomster hos denne statelige, stærkt-duftende plante, der undertiden kan blive 1 m høj, er indtil 2,5 cm lange, lyseblå eller hvidlige med purpurfarvede striber og et smukt mønster i sort, orange og purpur i svælget. Blomstring finder sted juli-sep. Bladene er ovale, aflange eller lancetformede, hårede, til 5 cm lange og 3 cm brede. Arten vokser i åbne skove, samt langs floder, marker og overrislingskanaler, mellem 1700 og 4200 meters højde. Den er udbredt fra Kazakhstan, Kirgisien, Tajikistan og Xinjiang mod syd gennem det vestlige Tibet til det nordlige Pakistan, Ladakh og Himachal Pradesh.

Denne plante er meget anvendt i den traditionelle medicin mod en lang række lidelser, deriblandt betændelse, urinsyregigt og anden gigt, rheumatisme, lammelser og spedalskhed. Roden benyttes mod mavepine, fordøjelsesbesvær, træthed, diarré, opkastninger og hoste.

 

 

Codonopsis clematidea, voksende i udkanten af en mark, Spiti, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nærbillede af en pragtfuld blomst af Codonopsis clematidea, som vokser op gennem et krat af ærtebusken Caragana brevispina, Honupatta, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Codonopsis thalictrifolia
Stænglen er opret eller opstigende, til 40 cm høj, blade små, afrundede eller hjerteformede, hårede, sjældent længere end 1 cm lange og brede. Blomsterne, som er lyseblå, til 4,8 cm lange og 3 cm brede, er fremme juli-sep. Denne plante vokser i krat og græsklædte områder i store højder, mellem 3600 og 5300 m, fra det centrale Nepal mod øst til det sydøstlige Tibet.

Artsnavnet betyder ‘med blade som Thalictrum‘, hvilket sigter til de små blade, der minder om bladene hos frøstjerne-arter (Ranunculaceae).

 

 

Codonopsis thalictrifolia, Dukpu, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Cyananthus
Denne slægt, som omfatter 18 arter, er begrænset til Himalaya samt Yunnan-provinsen i Kina. 9 arter er truffet i Himalaya. Slægtsnavnet er afledt af græsk kyanos (‘blå’) og anthos (‘blomst’).

 

Cyananthus incanus
En ganske lav plante, undertiden op til 10 cm høj, med rødlige, hårede, krybende stængler, hver med en enlig blå eller purpurblå, tragtformet blomst med hvide hår i svælget, tragten indtil 1,5 cm lang, med udbredte flige, som er op til 1 cm lange og 3 mm brede. Blomstring jul.-sep. Bægeret har trekantede flige, omtrent halvt så lange som tragten, hårede eller undertiden uden hår. Bladene er oftest elliptiske, helrandede eller med små lapper, til 1 cm lange og 4 mm brede, tæt hvidhårede på begge overflader. Denne art vokser i græsklædte områder og blandt klipper, i højder mellem 2100 og 5300 m. Den er udbredt fra det vestlige Nepal mod øst til det vestlige Kina.

 

 

Cyananthus incanus, Kyanjin Gompa, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cyananthus lobatus
Denne art, der bliver op til 35 cm høj, kendes nemt fra andre medlemmer af slægten på de større, spatel- eller kileformede, fligede blade, indtil 3,5 cm lange og 1,8 cm brede, samt de større, blå eller purpurblå blomster, med en tragt op til 5,5 cm lang og med store, rhombeformede udbredte flige, der kan være indtil 2,7 cm lange. Blomstring juli-sep. Bægeret er dækket af korte brunlige hår. Arten vokser i græsklædte områder og krat i højder mellem 2800 og 4500 m, og er udbredt fra Himachal Pradesh mod øst til det sydvestlige Kina.

 

 

Cyananthus lobatus, Cholang Pati, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Capparaceae Kapersfamilien
Denne familie, som er hjemmehørende i troperne og subtroperne, rummer omkring 33 slægter med ca. 700 arter. 4 slægter forekommer i Himalaya.

 

Capparis Kapers
Langt den største slægt i denne familie, med omkring 450 arter af buske og slyngplanter, hvoraf 4 er truffet i Himalaya. Frugten er et bær.

 

Capparis spinosa Almindelig kapers
Denne klatrende eller krybende busk er forsynet med fæle torne på stænglerne, der kan blive over 2 m lange. De spektakulære blomster er hvide eller lyserøde, til 8 cm i diameter, med lange hvide eller purpurfarvede stævdragere, samt en tilsvarende lang griffel. Blomstring finder sted mellem maj og sep. De kødfulde ellipseformede frugter er indtil 5 cm lange, med rødt frugtkød og brunlige frø. Denne art er udbredt fra Sydeuropa og Nordafrika gennem Mellemøsten til Himalaya og Centralasien. I Himalaya er den begrænset til tørre, stenede områder, udbredt fra Pakistan mod øst til det østlige Nepal, i højder mellem 2000 og 3500 m. Den er meget almindelig i Ladakh.

Lokalt indsamles dens løv til foder, mens blomsterknopper og frugter laves til pickles eller tilberedes som grønsag. En pasta fremstillet af roden smøres på rheumatiske lemmer, og saft fra roden kan uddrive indvoldsorm.

 

 

Capparis spinosa, fotograferet foran Tsemo Gompa, et buddhistisk kloster i Leh. – Gompa’er omtales nærmere på siden Religion: Buddhisme. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Frugter af Capparis spinosa, Khalsi, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Caprifoliaceae Gedebladfamilien
Nylig genetisk forskning har medført, at adskillige familier, deriblandt Dipsacaceae og Valerianaceae, nu er blevet reduceret til underfamilier i gedebladfamilien. I dag omfatter denne familie 42 slægter med omkring 860 arter, udbredt næsten overalt i verden. Omkring 11 slægter forekommer i Himalaya. Familienavnet er afledt af Caprifolium, af proto-indoeuropæisk kapros (‘gedebuk’) samt latin folium (‘blad’), et ældre synonym for gedeblad-slægten (Lonicera).

 

Dipsacus Kartebolle
Denne slægt omfatter omkring 20 arter, som er udbredt i Asien, Europa og Nordafrika, med 3 arter i Himalaya. Tidligere tilhørte disse planter kartebollefamilien (Dipsacaceae), men nylig genetiske undersøgelser har reduceret denne familie til en underfamilie, Dipsacoideae, i gedebladfamilien.

 

Dipsacus inermis
En kraftig plante, undertiden op til 2 m høj, men ofte meget lavere. Den kendes nemt på de enlige cirkulære kurve for enden af en lang bladløs stængel, der er glat eller med få stive hår. Bladene er elliptiske, helrandede eller håndfligede, op til 30 cm lange, men ofte meget kortere. Kurvene er hvide, cremefarvede eller gullige, til 3,5 cm i diameter, med 6-8 udbredte, aflange eller ovale, grønne dækblade. De rørformede blomster, indtil 1,5 cm lange og med 4 kronblade, sidder tæt sammen. De er fremme mellem juni og sep.

Denne art er udbredt fra Afghanistan mod øst til det sydvestlige Kina, i højder mellem 1400 og 4100 m. Den vokser på åbne skråninger, samt i krat og landbrugsland.

 

 

Dipsacus inermis, Solang Nallah, Himachal Pradesh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Lonicera Gedeblad
Denne slægt med omkring 180 arter af buske eller slyngplanter er hjemmehørende på den nordlige halvkugle. Omkring 25 arter forekommer i Himalaya. Frugten er et bær. Slægtsnavnet blev givet til ære for den tyske botaniker Adam Lonicer (1528-86). Mange gedeblad-arter dufter skønt, og en del dyrkes af denne grund som prydplanter i haver. En af de dyrkede arter er japansk gedeblad (Lonicera japonica), der ofte forvildes og er blevet en pest mange steder. Den er beskrevet på siden Natur: Invasive arter.

 

Lonicera quinquelocularis
En stor håret busk, indtil 6 m høj, med iøjnefaldende purpurfarvede unge grene, som senere bliver grå. Bladene er ovale, til 6,5 cm lange og 4 cm brede. Blomsterne, som er indtil 1,3 cm i tværmål, sidder parvis i bladhjørnerne hos ældre blade. De er først cremefarvede og bliver siden gule. Blomstring finder sted mellem april og juli. Bærrene er distinkte, ovale, op til 6 mm lange, hvide, gennemsigtige. Denne art er almindelig i krat og skove mellem 1800 og 3000 meters højde, fra Afghanistan mod øst til Bhutan.

 

 

Lonicera quinquelocularis, fotograferet nær landsbyen Shyabru, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lonicera rupicola
Denne busk kan blive omkring 2,5 m høj, men er ofte meget lavere. Den grå bark revner ofte eller skaller af i flager. De små, aflange, svagt behårede blade, der ofte kun er 1 cm lange og 5 mm brede, sidder i kranse eller er modsatte parvis. De lyserøde eller svagt purpurfarvede, tragtformede blomster sidder i grupper på op til 6 ved grunden af sidegrenene. De er indtil 1 cm lange, med 5 udbredte flige, som er op til 4 mm lange. Arten blomstrer mellem maj og aug. Bærret er rødt, ellipseformet, op til 8 mm langt.

Denne plante vokser i krat, græsklædte områder og skovkanter, samt på grusede skrænter, i højder mellem 2000 og 5000 m, fra Uttarakhand mod øst til det vestlige Kina.

 

 

Lonicera rupicola, Kambachen, øvre Ghunsa-dal, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lonicera spinosa
En lille busk, op til 60 cm høj, hvis grene ofte er bladløse og ender i en torn. De små, aflange, glatte blade, der måler op til 1,5 cm i længden og 4 mm i bredden, sidder i kranse eller er modsatte parvis, med indrullet margin. De svagt purpurfarvede eller lyserøde, tragtformede blomster, som bliver hvide med alderen, sidder i grupper på op til 6 ved grunden af sidegrenene. De er indtil 1 cm lange, med 5 udbredte flige, som er op til 4 mm lange. Blomstring juni-juli. Bærret er blegviolet eller hvidt, ellipseformet, op til 5 mm langt.

Denne art vokser på grusede skråninger og i krat, ofte sammen med arter af ærtebusk (Caragana, Fabaceae), i højder mellem 1700 og 4600 m. Den er udbredt fra Kazakhstan og Kirgisien mod øst til det vestlige Xinjiang og Tibet, mod syd til Afghanistan og Ladakh. Den er meget almindelig i Ladakh.

 

 

Lonicera spinosa, fotograferet nær landsbyen Honupatta, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Morina
Denne lille slægt med omkring 10 arter er udbredt fra Balkan mod øst til Centralasien og Himalaya, med 4 arter i Himalaya. Bladene af adskillige arter er forsynet med torne som værn mod græssende dyr. Disse planter var førhen inkluderet i kartebollefamilien (Dipsacaceae), men blev senere overført til en særskilt familie, Morinaceae. Nyere genetisk forskning har imidlertid reduceret disse to familier til en underfamilie, Dipsacoideae, i gedebladfamilien.

Slægten blev navngivet til ære for den franske læge, botaniker og meteorolog Louis Morin de Saint-Victor (1635-1715).

 

Morina longifolia
De talrige blade hos denne markante og flotte plante, der undertiden bliver op til 1 m høj, er aflange eller svagt lancetformede, hårløse, indtil 40 cm lange og 4 cm brede, fliget i kanten og hver flig med 4-5 torne. De lyserøde, purpurfarvede eller røde blomster sidder i kranse op ad stænglen, hver krans omgivet af 2 brede, normalt tornede dækblade. Blomsterne er langt rørformede, røret til 3 cm langt, med tvelæbede flige, der er indtil 8 mm i tværmål. De er fremme mellem juni og sep. Denne art vokser i krat og græsklædte områder i højder mellem 3000 og 4300 m, fra Kashmir mod øst til Bhutan.

 

 

Moringa longifolia, observeret mellem Thangu og Lachen, vestlige Sikkim. (Foto copyright © by Ajai Saxena)

 

 

Morina longifolia, Sing Gompa, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Morina longifolia er meget almindelig på forladte marker i Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh, hvor dette billede stammer fra. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Morina nepalensis
En lav plante, kun op til 15 cm høj, med smalle, remformede, helrandede blade, indtil 15 cm lange, hvis rand normalt er forsynet med lange stive hår. De kønne blomster er lyserøde eller svagt purpurfarvede, i en tæt endestillet klynge. Kronrøret er krumt, indtil 1,5 cm langt, med udbredte flige, der er op til 3 mm lange. Blomstring juni-aug. Denne art vokser i åbne græsklædte områder i højder mellem 3000 og 4400 m, fra det vestlige Nepal mod øst til Myanmar.

 

 

Morina nepalensis, observeret nær Dole, Gokyo-dalen, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Morina polyphylla
Roden af denne tæt tornede, grenede plante er ildelugtende. De langstilkede blade er aflange, snitdelte, indtil 40 cm lange og 4 cm brede, med talrige torne langs randen. Blomsterstanden er en tæt endetillet klynge, til 10 cm lang, som består af mange kranse, hver krans med 3-6 store grønlig-hvide dækblade, der danner en bægerformet ring, som næsten skjuler de små røde eller hvidlige blomster, hvis kronrør er op til 5 mm langt. Blomsterne er fremme maj-aug. Hver af disse ringe ligner i sig selv en grønlig blomst.

Denne art er udbredt i græsklædte, åbne områder i højder mellem 3600 og 4700 m, fra Uttarakhand mod øst til Bhutan.

 

 

Morina polyphylla, Øvre Langtang-dal, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Scabiosa Skabiose
En slægt med omkring 100 arter, udbredt i Europa, Afrika og Asien, med størst diversitet omkring Middelhavet. En enkelt art forekommer i Himalaya. Disse planters slægtsnavn, såvel som det danske navn, hidrører fra deres tidligere anvendelse til behandling af skab. De var førhen inkluderet i kartebollefamilien (Dipsacaceae), men efter nylig genetisk forskning er denne familie blevet reduceret til en underfamilie, Dipsacoideae, i gedebladfamilien.

 

Scabiosa speciosa
Denne stovte plante, der bliver indtil 60 cm høj, har smukke blålig-violette kurve, indtil 5 cm i tværmål. De udbredte randkroner er meget større og længere end skivekronerne. Blomstring finder sted mellem juli og sep. Bladene er helrandede eller tandede, til 7 cm lange, undertiden med flige ved basis. Denne art er ret almindelig i åbne græsklædte områder i højder mellem 2700 og 4300 m, udbredt fra Afghanistan mod øst til Uttarakhand.

 

 

Scabiosa speciosa, Koksar, Lahaul, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Caryophyllaceae Nellikefamilien
En stor familie med 75-80 slægter og omkring 2000 arter. Disse planter er vidt udbredte, men forekommer hovedsagelig i tempererede og køligere subtropiske områder på den nordlige halvkugle, med flest arter omkring Middelhavet og herfra mod øst til Tibet og Himalaya. Nogle arter findes også i Afrika syd for Sahara, i Nord- og Sydamerika, samt i det australske område.

 

Acanthophyllum
Denne slægt, som omfatter ca. 75 arter, er udbredt i Mellemøsten og Centralasien. Som følge af genetisk forskning er nogle arter, som tidligere var placeret i slægten Gypsophila, blevet overført til denne slægt. 6 arter forekommer i Himalaya, hvoraf de 5 er begrænset til det nordlige Pakistan.

 

Acanthophyllum cerastioides
Førhen kaldtes denne plante for Gypsophila cerastioides, men som følge af genetisk forskning er den blevet overført til slægten Acanthophyllum. Den kan blive op til 30 cm høj, men er oftest ganske lav, med udbredte stængler, op til 20 cm lange, samt elliptiske eller spatelformede, randhårede blade, som er indtil 1,5 cm lange og 1,2 cm brede. Blomsterstanden er en tæt endestillet klynge af hvide eller lyst lillafarvede blomster med purpurfarvede striber, indtil 1,3 cm i diameter, ofte med et indhak i spidsen af kronbladet. Den blomstrer maj-juli.

Denne art minder en del om arter af hønsetarm (Cerastium), men kan kendes på de purpur-stribede blomster samt lange hår i randen af de ellers sparsomt behårede blade. Den er udbredt i åbne græsklædte områder, blandt klipper, samt langs floder og stier, i højder mellem 2100 og 4700 m, fra Pakistan mod øst til Bhutan.

 

 

Acanthophyllum cerastioides, Dole, Gokyo-dalen, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Acanthophyllum cerastioides, Dhela, Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. Der ses også blade af en storkenæb-art (Geranium, Geraniaceae). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Arenaria Sandvåner
En stor slægt med over 300 arter, udbredt i nordlige tempererede, subarktiske og arktiske regioner. Omkring 25 arter findes i Himalaya, og ikke færre end 102 i Kina, hovedsagelig i tørre områder.

 

Arenaria bryophylla
Som værn mod højt beliggende områders stærke kulde, vinde og fordampning danner denne art lave, hårde puder af tætpakkede, aflange, skinnende blade, op til 9 mm lange og 1 mm brede. De hvide, enlige blomster, op til 8 mm i diameter, med aflange eller lancetformede kronblade, er fremme juni-aug.

Arten vokser i tørre områder, blandt klipper og langs grusede flodbredder, fra Kashmir mod øst til Sikkim, samt på den tibetanske højslette mod nord til Qinghai. Den er normalt udbredt i højder mellem 4200 og 5200 m, men i 1921 blev den fundet af A. Wollaston i en højde af 6180 m på Sagarmatha (Mt. Everest) – højderekorden blandt alle blomsterplanter.

 

 

Arenaria bryophylla, observeret nær Tahungtse, Markha-dalen, Ladakh. Den blågrønne plante er et medlem af ærteblomstfamilien (Fabaceae). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Arenaria densissima
Denne art danner også kompakte puder af tætpakkede, skinnende blade, op til 1 cm lange og 1 mm brede. De meget små, hvide, enlige blomster har ovale kronblade, indtil 5 mm lange og 2 mm brede. Blomstring maj-aug. Den vokser på klipper og grusflader og er udbredt fra det vestlige Nepal mod øst til Bhutan, og derfra mod nord gennem det østlige Tibet og det vestlige Sichuan til det sydøstlige Qinghai, i højder mellem 3600 og 5500 m.

 

 

Arenaria densissima, Gokyo-dalen, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Arenaria polytrichoides
I lighed med de to foregående arter danner denne plante kompakte puder, der til tider måler 1 m eller mere i diameter. Bladene, som er bredt lancetformede, med tyk rand, op til 1 cm lange og 1 mm brede, ender i en skarp spids. Kronbladene er hvide, bredt ovale, indtil 3 mm lange. Blomstring finder sted mellem juni og aug. Arten vokser i tilsvarende områder i højder mellem 4300 og 5500 m, fra Kashmir mod øst til det sydøstlige Tibet, og derfra mod nord til det vestlige Sichuan og Qinghai.

 

 

Arenaria polytrichoides, Gokyo-dalen, Khumbu, østlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gypsophila, se Acanthophyllum.

 

 

 

Silene Limurt, tjærenellike
Denne store slægt, som omfatter omkring 600 arter, forekommer hovedsagelig i tempererede områder på den nordlige halvkugle, og endvidere i Afrika og Sydamerika. Ikke færre end ca. 50 arter er konstateret i Himalaya.

Ifølge Dr. Magnus Lärksporre Lidén, Uppsala Universitet, er identiteten af Himalaya-arterne i denne slægt langtfra opklaret, og de nuværende angivelser for en del arter er behæftet med stor usikkerhed.

 

Silene kumaonensis
Stænglen er opret, til 80 cm høj, grenet eller ugrenet, bladene lancetformede eller aflange, til 3,5 cm lange og 2 cm brede, sædvanligvis spidse. Blomsterstandene er oftest forgrenede, med 1-4 blomster, der er nikkende som unge, senere oprette, indtil 2,3 cm lange. Det let opsvulmede bæger er kileformet, ribber brune med stive hår, kronbladene længere end bægeret, udbredte, lyserøde. Denne plante findes i skovkanter og krat i højder mellem 2500 og 4500 m, fra Uttarakhand mod øst til det centrale Nepal. Blomstring juli-sep.

 

 

Silene kumaonensis, Øvre Langtang-dal, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Silene moorcroftiana
I modsætning til de foregående arter er bægeret hos denne plante kun ganske let opsvulmet. Stænglen er indtil 30 cm høj, kirtelhåret, bladene er aflange eller en smule lancetformede, op til 2,5 cm lange og 5 mm brede. De ret store blomster er hvide eller let lyserøde, til 2 cm i tværmål, med dybt fligede kronblade, som har skæl i svælget. De er fremme mellem juni og aug. Arten er almindelig i stenede områder mellem 2700 og 5000 meters højde, fra Afghanistan mod øst gennem Pakistan, Ladakh, det sydvestlige Tibet og Himachal Pradesh til det centrale Nepal. Den udnyttes medicinelt mod blodmangel, samt til at lette trykket i blokerede ører og næse.

 

 

Silene moorcroftiana, Honupatta, Ladakh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Silene thomsonii
Denne indtil 20 cm høje art har også stærkt opsvulmet bæger, som er ovalt eller næsten kugleformet, indtil 1,5 cm langt, med ribber beklædt med lilla hår, kronblade en smule længere end bægeret, lillafarvede. Den er begrænset til det centrale Nepal samt tilstødende områder af Tibet, i højder mellem 2300 og 4700 m, hvor den vokser i et bredt udsnit af habitater, bl.a. klippefyldte områder, sandede skrænter og åbent græsland. Blomstring juli-aug.

Bestemmelse af denne art og oplysningerne om den er venligst stillet til rådighed af Dr. Magnus Lärksporre Lidén, Uppsala Universitet.

 

 

Silene thomsonii, fotograferet i Rolwaling-dalen, centrale Nepal, sammen med den blå Microula sikkimensis (Boraginaceae). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Silene thomsonii, Ghora Tabela, Øvre Langtang-dal, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Thylacospermum caespitosum
Denne slægt har kun et enkelt medlem, som er begrænset til Centralasien. I lighed med adskillige Arenaria-arter (ovenfor) danner denne markante art store, hårde puder op til 1 m i diameter. Dens stængler er meget korte, og bladene er bittesmå, trekantede, indtil 5 mm lange, med en skarp spids. De små hvide blomster, som er enlige, op til 2,5 mm i diameter, er fremme juni-juli. Denne hårdføre plante vokser i stenede og grusede områder i store højder, mellem 4800 og 6000 m, fra det nordlige Pakistan mod øst til det nordlige Sikkim, og derfra videre mod nord til Qinghai og Gansu. I Ladakh, hvor den er en vigtig brændselskilde, trues den af overdreven indsamling.

 

 

Højalpin ørken med puder af Thylacospermum caespitosum neden for passet Kongmaru La, Markha-dalen, Ladakh. Planterne med gule blomster er den tibetanske varietet af busk-potentil (Potentilla fruticosa var. pumila, Rosaceae). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På dette billede, ligeledes taget neden for Kongmaru La, har en spøgefugl ved hjælp af småsten lavet ‘ansigter’ i puder af Thylacospermum caespitosum. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne efterårs-pude af Thylacospermum caespitosum blev observeret på passet Taglang La (5328 m), Lahaul. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Thylacospermum caespitosum med frugtkapsler, Taglang La. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Convolvulaceae Snerlefamilien
Denne familie, som omfatter omkring 58 slægter med næsten 2000 arter, er vidt udbredt i tropiske, subtropiske og varmere tempererede egne af kloden. De fleste er urteagtige slyngplanter, mens nogle er oprette urter, buske eller træer. Blomsterne hos næsten alle arter er tragtformede med fem sammenvoksede kronblade, og de er ofte store og smukke. Stænglen hos langt de fleste arter slynger sig omkring andre planter eller andet, hvilket er årsagen til det videnskabelige familienavn, af latin convolvere (‘at slynge sig’). Det danske navn snerle kommer af snare, hvilket også hentyder til de slyngende og snærende stængler.

Mange andre medlemmer af denne familie præsenteres på siden Planteliv: Snerler.

 

Cuscuta Silke
Førhen udgjorde denne slægt, der omfatter mellem 100 og 170 arter, en særskilt familie, Cuscutaceae, men er siden blevet overført til snerlefamilien – den eneste slægt af snylteplanter i denne familie. Disse planter er udbredt over det meste af kloden, med størst diversitet i Nord- og Sydamerika, og en del arter i Asien og Europa. I varme områder er disse planter flerårige og vokser mere eller mindre kontinuerligt, mens de i kølige egne er enårige.

De tynde stængler, som oftest er gule eller rødlige, snoer sig omkring andre planter og indhyller dem ofte totalt. Et silkefrø starter sit liv som de fleste andre planters frø gennem at sende rødder ned i jorden, hvorfra der vokser stængler op, hvis blade er reduceret til skælagtige gevækster. Når en silkestængel kommer i kontakt med en passende plante, snoer den sig omkring den og sender sugeorganer, kaldt haustorier, ind i den, gennem hvilke den optager vand og næringsstoffer. Derpå dør silkeplantens rod.

Slægten er udførligt omtalt på siden Planteliv: Snylteplanter.

 

Cuscuta europaea Nælde-silke
Som dens navn fortæller, snylter denne art især på stor nælde (Urtica dioica), selv om den kan vokse på planter af mange andre familier. Stænglerne er rødlige eller gule. De små, lyserøde eller hvidlige, krukkeformede blomster, som er op til 3 mm lange og har 4-5 flige, sidder i tætte klynger op ad stænglerne. Arten er vidt udbredt i tempererede egne af Europa og Asien, mod øst til Japan, samt i Nordafrika og fåtalligt i Nord- og Sydamerika. Den er almindelig i Centralasien, og i Himalaya findes den fra Pakistan mod øst til det centrale Nepal, i højder mellem 2700 og 4000 m. Blomstring finder sted juni-aug.

 

 

Cuscuta europaea, Spiti, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Dinetus
Medlemmer af denne slægt af urteagtige slyngplanter, i alt 8 arter, var tidligere placeret i slægten Porana. Disse planter er asiatiske, udbredt fra Pakistan mod øst til Kina, og derfra mod syd gennem Sydøstasien til Indonesien og Filippinerne. 3 arter forekommer i Himalaya.

 

Dinetus grandiflorus
Denne art, som førhen blev kaldt Porana grandiflora, kendes nemt på de dybt hjerteformede, langt tilspidsede blade, der kan blive op til 15 cm lange og 10 cm brede, samt på de ret store, lyslilla eller rødligt purpurfarvede blomster med hvidt øje, indtil 4,5 cm i tværmål og med en op til 3 cm lang tragt. Blomstring finder sted juni-okt. Arten er udbredt i skove og krat fra det centrale Nepal mod øst til Bhutan og den sydøstligste del af Tibet, i højder mellem 1500 og 2600 m.

 

 

Nepal 2009
Dinetus grandiflorusChipling, Helambu, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Dinetus racemosus
Denne plante, førhen benævnt Porana racemosa, har pragtfulde, vidt forgrenede klynger af små hvide blomster i bladhjørnerne, hver op til 1,3 cm lange og 1,2 cm i tværmål. Disse blomster “minder om strålende snepletter i junglen,” som Oleg Polunin og Adam Stainton udtrykker sig i bogen Flowers of the Himalaya (Oxford University Press, 1984). Bladene er bredt ovale, tilspidsede, med dybt hjerteformet basis, indtil 16 cm lange og 9 cm brede.

Arten er udbredt fra Pakistan mod øst til det centrale Kina, og derfra mod syd gennem Sydøstasien til Indonesien og Filippinerne. I Himalaya vokser den i skove og krat op til ca. 2400 meters højde. Blomstring juli-okt. Planten anvendes i den lokale folkemedicin.

 

 

Dinetus racemosus, Sarangkot, Pokhara, centrale Nepal. På det nederste billede slynger den sig omkring en stængel af aibika (Abelmoschus manihot). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Ipomoea Tragtsnerle, pragtsnerle
Denne store slægt med over 500 arter er vidt udbredt i tropiske, subtropiske og varmere tempererede egne, specielt i Nord- og Sydamerika. Hovedparten er slyngplanter med store, tragtformede, smukke blomster, af hvilken grund de kaldes for tragtsnerler eller pragtsnerler. Det latinske slægtsnavn, som skyldes den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), kommer af græsk ip (’orm’) og hómoia (’ligner’), hvilket hentyder til stænglens orme-agtige bevægelser, når den slynger sig omkring andre planter, hegn og meget andet. Omkring 16 arter er truffet i Himalaya.

 

Ipomoea nil Blå tragtsnerle
Denne plante menes at være hjemmehørende i Mexico eller Mellemamerika, men er blevet indført eller indslæbt til talrige andre varmere lande. I Himalaya er den udbredt fra Pakistan mod øst til Myanmar, i højder op til omkring 1800 m. Den træffes i et bredt spektrum af habitater, bl.a. skove, krat og landbrugsland. Bladene er yderst variable, bredt ovale eller til tider næsten cirkelrunde, indtil omkring 15 cm lange og brede, men ofte langt mindre, tilspidsede, med hjerteformet basis, normalt med 3 lapper i kanten, men somme tider 5 eller slet ingen. De blegblå eller himmelblå blomster sidder enkeltvis eller få sammen i bladhjørnerne, op til 6 cm i tværmål, tragten hvid, indtil 6 cm lang. Arten kan kendes fra lignende medlemmer af slægten på de langt tilspidsede bægerblade, som er stærkt hårede ved basis.

Frøene udnyttes medicinelt.

 

 

Denne Ipomoea nil i den nedre del af Marsyangdi-dalen, centrale Nepal, omslynger en bynke (Artemisia). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Porana, se Dinetus.

 

 

 

Crassulaceae Stenurtfamilien
Denne familie, som rummer ca. 35 slægter med omkring 1400 arter, findes verden rundt, med den største koncentration på den nordlige halvkugle samt i det sydlige Afrika. Familien er karakteriseret ved planter med kødfulde blade – en tilpasning til at vokse i tørre områder med sparsomt vand. Omkring 9 slægter forekommer i Himalaya.

 

Hylotelephium
Denne slægt omfatter omkring 33 arter, udbredt i Asien, Europa og Nordamerika. De var tidligere placeret i slægten Sedum (nedenfor), men adskiller sig ved deres blade, som er flade, brede og kødfulde, modsat Sedum-arterne, som har smalle, cylindriske blade. En enkelt art forekommer i Himalaya.

 

Hylotelephium ewersii Høst-stenurt
Høst-stenurt, der førhen var kendt som Sedum ewersii, er en mangegrenet urt, hvis stængel er indtil 75 cm høj og grenet fra grunden. De blågrønne blade er ovale eller afrundede, indtil 3,5 cm lange og med helrandet eller let tandet margin. Blomsterne, som sidder i tætte, skærmagtige, endestillede klynger, er lyserøde eller purpurrøde med spidse kronblade, der er op til 6 mm lange.

Denne art vokser blandt klipper, i krat og på åbne skrænter, i højder mellem 1800 og 4500 m. Den er udbredt fra Kazakhstan og det sydlige Rusland mod øst til Mongoliet, mod syd til Pakistan, Ladakh og Himachal Pradesh. Lokalt anvendes den til behandling af sår og hudinfektioner. Blomstring juli-sep.

 

 

Hylotelephium ewersii, Koksar, Rohtang La, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hylotelephium ewersii, Bagah-floden, nær Kielang, Lahaul, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Rhodiola Rosenrod
Rosenrod-slægten omfatter omkring 90 arter, hvoraf de fleste vokser i bjergegne, andre i arktiske områder, på den nordlige halvkugle. Førhen var disse planter placeret i stenurt-slægten (Sedum, nedenfor), men de adskiller sig fra medlemmer af denne slægt ved at have en tyk rodstok og kun 4 kronblade, mens stenurter har 5 kronblade og en tynd eller slet ingen rodstok. Der er konstateret ca. 20 arter i Himalaya.

 

Rhodiola tibetica Tibetansk rosenrod 
Denne plante vokser i tørre, stenede områder i det sydvestlige Tibet, Afghanistan, Pakistan og Ladakh, mellem 3000 og 5400 meters højde. Stænglerne er oprette, indtil 30 cm høje, bladene aflange eller smalt ovale, til 9 mm lange og 4 mm brede, spidse, med helrandet eller tandet kant. Blomsterne er mørkerøde eller purpurfarvede og sidder i tætte endestillede klynger, indtil 2,5 cm i diameter, kronbladene op til 4 mm lange. De er fremme juli-aug.

 

 

Rhodiola tibetica, Honupatta, Ladakh. I baggrunden på det øverste billede ses en norel-art, Minuartia kashmirica (Caryophyllaceae). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

En uidentificeret rosenrod, fotograferet i den øvre del af Langtang-dalen, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Sedum Stenurt
Denne slægt, som omfatter ca. 470 arter, er hovedsagelig udbredt på den nordlige halvkugle, men findes tillige i det sydlige Afrika og i Sydamerika. De fleste arter er krybende planter, som vokser i tørre områder, fx i sand eller grus, eller på klipper. Der er observeret ca. 15 arter i Himalaya.

 

Sedum multicaule
Stænglerne grenede fra grunden, indtil 15 cm lange. Bladene er aflange eller lancetformede, kødfulde, spidse, til 2,5 cm lange og 2 mm brede. Den åbne blomsterstand er vidt forgrenet, blomsterne gule, siddende, omgivet af dækblade, kronblade til 6 mm lange, spidse. Denne art er udbredt i græsklædte områder og blandt klipper, fra Kashmir mod øst til det vestlige Kina, i højder mellem 1300 og 3500 m. Blomstring finder sted mellem juli og sep.

 

 

Sedum multicaule, Solang Nallah, Manali, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sedum oreades
De fleste stenurt-arter har stjerneformet udbredte blomster, men denne art kan kendes på sine udpræget klokkeformede blomster. Stænglen er opret, til tider grenet fra grunden, til 12 cm lange. Bladene er smalt lancetformede, kødfulde, spidse, under blomsten siddende tæt sammen, til 9 mm lange. Kronbladene er gule, ovale eller bredt lancetformede, til 12 mm lange og 3,5 mm brede. Blomsterne er fremme juli-aug. Denne plante findes i græsklædte områder og blandt klipper i højder mellem 3000 og 5200 m, fra Pakistan mod øst til det sydvestlige Kina.

 

 

Sedum oreades, fotograferet neden for passet Rohtang La, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

En uidentificeret stenurt, Timang, Marsyangdi-dalen, Annapurna, centrale Nepal. Der ses også blade af Himalaya-jordbær (Fragaria nubicola). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Cupressaceae Cypresfamilien
En familie af nåletræer med 19 slægter og omkring 125 arter, udbredt næsten overalt i verden. Koglerne har skæl, som sidder parvis i en vinkel på 90 grader i forhold til parret ved siden af. 2 slægter er hjemmehørende i Himalaya, andre er indført som prydtræer.

 

Cupressus Cypres
Omkring 17 arter af disse storslåede træer er udbredt i Asien, Sydeuropa, Nordafrika, samt det sydvestlige Nordamerika. 2 arter er vildtvoksende i Himalaya, hvoraf C. casmeriana kun findes i Bhutan. 

 

Cupressus torulosa Himalaya-cypres
Dette pragtfulde træ kan blive indtil 45 m højt, med en stammediameter på op til 3,5 m. Grenene er udbredte med hængende kviste, bladene er skælagtige, trekantede, til 1,8 mm lange, med hvide kanter, tæt overlappende. Barken skaller ofte af i strimler. Unge kogler er blålige, kugleformede, til 2 cm lange og 1,8 cm brede. Når de ældre, grå kogler tørrer ud, adskilles skællene.

Arten er udbredt fra Kashmir mod øst til det sydøstlige Tibet, mest på kalkrige jorder i tørre områder, i højder mellem 1800 og 3300 m. Dens løv brændes som røgelse i hinduistiske og buddhistiske helligdomme. Blomstring finder sted i feb.

 

 

Disse to prægtige eksemplarer af Cupressus torulosa blev fotograferet i den øvre Kali Gandaki-dal, Mustang, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Grene af Cupressus torulosa med unge og modne kogler, Øvre Kali Gandaki-dal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Juniperus Ene
Denne slægt, som omfatter ca. 60 arter, er udbredt næsten overalt på den nordlige halvkugle. Omkring 5 arter findes i Himalaya. Koglen er bærlignende med et ydre kødfuldt, læderagtigt lag.

Løv af ene-arter brændes ofte som røgelse i buddhistiske helligdomme. På billedet nedenfor, taget i landsbyen Kagbeni i den øvre Kali Gandaki-dal, Mustang, centrale Nepal, er ene-grene bragt som offergave til en helligdom sammen med tibetanske bedeflag og et kranium af halvfår (Pseudois nayaur).  Sidstnævnte udgør en rest af den urgamle animistiske bon-religion, som herskede i Centralasien inden buddhismens indtog. I denne religion udgjorde oksen et vigtigt element, og kranier af okser, yakokser, geder og får blev ofte bragt som offergaver. Mere om dette emne findes på siden Religion: Animisme.

 

 

(Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Juniperus communis Almindelig ene
Vores hjemlige ene er det nåletræ i verden, som har den største udbredelse, idet den findes næsten overalt i subarktiske og tempererede områder på den nordlige halvkugle, mod syd til Nordafrika, det nordlige Iran, Himalaya, Japan og Arizona. I Himalaya er den udbredt i tørre områder fra Pakistan mod øst til det centrale Nepal, i højder mellem 1800 og 3600 m. Den bliver undertiden et mindre træ, men er oftest ganske lav. Den kan straks kendes på de sylespidse nåle, der bliver indtil 1,3 cm lange. Koglen, som måler op til 8 mm i diameter, er sortblå ved modenhed, ofte med et voksagtigt overtræk.

Arten er meget anvendt i den traditionelle medicin og spiller tillige en stor rolle i folketroen, beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

Juniperus communis med umodne kogler, Braga, øvre del af Marsyangdi-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Juniperus indica Indisk ene
I større højder er denne art ofte en busk, mens den i lavere højder kan vokse til et 20 m højt træ. Den har to slags blade: på yngre individer, samt til tider på lavere grene af ældre træer, er bladene sylformede, op til 6 mm lange, mens de på ældre grene er skælagtige, til 1,5 mm lange, tæt overlappende i fire rækker, hvilket giver grenene et glat udseende. Den unge kogle er brun, men bliver skinnende blå eller sort ved modenhed, indtil 1,3 cm i tværmål.

Arten vokser i tørre områder i højder mellem 2100 og 5200 m, fra Pakistan mod øst til det sydvestlige Kina. Dens løv brændes som røgelse i hinduistiske og buddhistiske helligdomme, og frugterne anvendes i traditionel medicin mod feber og hovedpine.

 

 

Dette gamle, forkrøblede individ af Juniperus indica vokser i ca. 3600 meters højde i den øvre Marsyangdi-dal, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Busk af Juniperus indica med umodne kogler, Bibre, Khumbu, østlige Nepal. Bjerget i baggrunden er Taboche (6367 m). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Modne kogler af Juniperus indica, Bratang, Øvre Marsyangdi-dal, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Juniperus recurva
Denne art kan blive indtil 20 m høj, men er blot en stor busk i større højder. På engelsk kaldes den for drooping juniper (‘hænge-ene’) på grund af de nedadbøjede ydre grene. Bladene er sylformede, indtil 8 mm lange, siddende i 3 rækker og mere eller mindre tiltrykte, løst overlappende. Den umodne kogle er brun og bliver senere sort, skinnende, oval, til 1,3 cm lang. Arten er hjemmehørende i skove og åbne områder i den sydlige del af Centralasien, fra det nordlige Pakistan mod øst gennem Himalaya og Tibet til Yunnan-provinsen i det sydvestlige Kina, i højder mellem 2500 og 4600 m.

Det øverste billede herunder viser en lund af kæmpestore Juniperus recurva nær Pangboche-klostret, Khumbu, østlige Nepal. Disse storslåede træer er hellige for de stedlige tibetanske buddhister – en rest af den animistiske bon-religion, hvor man tilbad markante træer, sten m.m. Denne tro dominerede i Centralasien inden buddhismens indtog. Mere om dette emne findes på siden Religion: Animisme.

 

 

(Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Juniperus recurva med umodne kogler, Tengboche, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Dioscoreaceae Jamsfamilien

 

Dioscorea Jams
En kæmpestor slægt af slyngplanter, der omfatter omkring 613 arter. Disse planter er udbredt i klodens varmere egne, langt de fleste i troperne og subtroperne, med kun nogle få arter i tempererede områder. Slægten er opkaldt efter den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.), forfatter til De Materia Medica (fem bind om urtemedicin).

 

Dioscorea deltoidea Nepalesisk jams
Denne plante er vidt udbredt i bjergområder fra Afghanistan mod øst til det sydvestlige Kina og videre sydpå til Sydøstasien. Den friske rod anvendes som fiskegift. Den knuses og blandes med vand til tøjvask, og denne sæbe bruges også til kropsvask for at slå lus ihjel. Rodknolden er spiselig efter kogning. I Nepal er denne art meget benyttet i folkemedicinen. Saft fra rodknolden anvendes mod forstoppelse samt til at uddrive rundorme. Yngleknopperne på den øverste del af stænglen koges, og væsken drikkes mod luft i tarmene, og saft fra disse yngleknopper anvendes mod dysenteri. Andre steder benyttes rodknolden mod forskellige sygdomme, bl.a. astma og gigt, og endvidere som svangerskabsforebyggende middel.

 

 

Frøstande hos et individ af Dioscorea deltoidea, der slynger sig op ad et figentræ (Ficus), Manali, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Droseraceae Soldugfamilien
Soldug-arter opnår størstedelen af deres næring gennem at fange smådyr ved hjælp af klæbrige kirtelhår på bladene. Når et dyr sidder fast i den klæbrige væske, der udskilles af disse hår, folder bladet sig omkring det uheldige offer, hvorefter enzymer opløser dyrets kropsvæsker, så planten kan udvinde kvælstof og andre næringsstoffer af dem.

Mange andre kødædende planter er omtalt på siden Planteliv: Kødædende planter.

 

Drosera peltata Seglbladet soldug
Denne art er udbredt i bjergegne fra det vestlige Himalaya gennem Sydøstasien og Indonesien til Australien. Den har navn efter bladene, der ofte har form som en gammeldags høstsegl.

 

 

Bladene hos denne Drosera peltata, som blev observeret i Langtang Nationalpark, centrale Nepal, er tunge af regndråber. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Elaeagnaceae Sølvbladfamilien

 

Hippophae Havtorn
En lille slægt på 7 tornede buske, som er udbredt fra Vesteuropa til Fjernøsten.

 

Hippophae rhamnoides Almindelig havtorn
Hjemmehørende fra Irland og det sydlige Skandinavien mod syd til Middelhavet og mod øst gennem Rusland til Xinjiang og Mongoliet, og derfra mod syd til Pakistan og Ladakh. Dens gule, orange eller røde bær sidder tæt langs grenene. De er spiselige og meget rige på vitaminerne C, A, B, E og K, samt carotenider. Nyere forskning antyder, at de besidder stoffer, som forsinker ældning og modvirker hukommelsestab.

Underarten turkestanica, ofte kaldt asiatisk havtorn, vokser i tørre flodlejer og på skråninger langs vandløb, fra Kazakhstan mod øst til Mongoliet og mod syd til Pakistan og Ladakh. Den bliver indtil 5 m høj, sjældent 10 m, med op til 6 cm lange, smalle blade, som er grønne på oversiden og gråskællede på undersiden.

 

 

Hippophae rhamnoides, underarten turkestanica, er almindelig i Ladakh, her fotograferet nær Mangyu (øverst) og Ulley Topko. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Ephedraceae Ledrisfamilien
Denne familie af nøgenfrøede er hjemmehørende i tempererede og subtropiske områder på den nordlige halvkugle, samt i den vestlige del af Sydamerika. Den rummer kun en enkelt slægt, ledris (Ephedra), der omfatter omkring 65 arter af buske, sjældnere slyngplanter. Disse planters stængler er tydeligt leddelte (heraf deres navn) og forekommer i forskellige farver, bl.a. grøn, blågrøn, gullig eller grønlig-hvid, og bladene er oftest reduceret til brune skæl omkring leddene. Han- og hunblomster er på forskellige planter. Den hunlige kogle har nøgent frøanlæg med et eller to frø, omgivet af opsvulmede, kødfulde, bærlignende røde eller orange højblade. Talrige arter vokser på den tibetanske højslette, ofte græsset helt ned af geder, som gerne æder stænglerne, mens de er friske. Grønne stængler indsamles også til foder, og tørre planter anvendes som brændsel.

Udgravninger i Karakum-ørkenen i Turkmenistan antyder, at ledris indgik som en del af den zoroastriske rituelle drik haoma, som er identisk med den vediske drik soma. Indtagelse af haoma ‘giver indsigt’ og ’gør klog’.

 

Ephedra intermedia Persisk ledris
Denne art, også kaldt tibetansk ledris, er udbredt i Mellemøsten og Centralasien. Dens tætte grene, som er gullige eller blågrønne, bliver op til 1 m høje. Koglernes højblade er orangerøde.

I traditionel kinesisk medicin kaldes denne art, samt E. sinica og E. equisetina, for 麻黄 (ma huang), som betyder ’gul hamp’. Bladene af disse arter benyttes til behandling af en lang række lidelser, bl.a. feber, hjerte-kar-sygdomme, dårlige nerver, lungeproblemer samt diarré. De er også virksomme mod visse typer af virus. Roden anvendes til at dæmpe svedeture, fremkaldt af svækkelse af kroppen. I Tibet benyttes persisk ledris mod leverlidelser.

Den medicinske anvendelse af en nær slægtning, E. gerardiana, er omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

Ephedra intermedia med frugter, Gayk, Ladakh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Ericaceae Lyngfamilien

 

Agapetes
Denne slægt har 5 medlemmer i Himalaya, alle små epifytiske buske.

 

Agapetes serpens
Blomsterne hos denne art, der er den almindeligste i slægten i Himalaya, optræder i to farver, rød og hvid. Den forekommer i de østlige egne af Himalaya, fra det østlige Nepal mod øst til det sydøstlige Tibet, hvor den vokser i skove i højder mellem 1500 og 2700 m.

 

 

Nepal 2013
Agapetes serpens, fotograferet i den nedre del af Ghunsa-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Cassiope Kantlyng
To arter af kantlyng vokser i store højder i Himalaya.

 

Cassiope fastigiata
Denne smukke plante er udbredt fra Pakistan mod øst til Bhutan og det sydlige Tibet, hvor den vokser blandt klipper og i åbne områder i højder mellem 2800 og 5000 m.

 

 

Cassiope fastigiata, fotograferet i Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh (øverst), samt i Gokyo-dalen, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 
 
Gaultheria Bjergté
En vidt udbredt slægt af buske og dværgbuske, som rummer ca. 135 arter, hjemmehørende i Asien og Australien, samt i Nord- og Sydamerika. Syv arter forekommer i Himalaya.

I 1748 navngav den svenske naturhistoriker Pehr Kalm (1716-1779), som var elev af den berømte Carl von Linné (1707-1778), denne slægt til ære for den franske læge og naturhistoriker Jean-François Gaulthier (1708-1756) fra Quebec.

 

Gaultheria fragrantissima Duftende bjergté
I april-maj fremviser denne art store klynger af smukke hvide blomster, som udsender en dejlig duft. Den er en meget almindelig stedsegrøn busk, som vokser i skove og krat mellem 2700 og 4700 meters højde, fra Pakistan mod øst til det sydvestlige Kina. Den er meget anvendt i den lokale folkemedicin, hvor saften af umodne frugter benyttes mod mavepine, og saften af bladene tages mod hoste samt til at uddrive indvoldsorm. Olie ekstraheret fra bladene smøres på skab og anvendes også mod rheumatisme. De modne bær spises rå og destilleres også til alkohol.

 

 

Gaultheria fragrantissima, voksende neden for passet Burlung Bhanjyang, Shivapuri-Nagarjun Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gaultheria trichophylla
Om efteråret kendes denne dværgbusk nemt på sine stærkt blå, næsten selvlysende bær, som er spiselige. Den er meget almindelig i skove i højder mellem 2700 og 4700 m, krybende hen over klipper og skrænter. Dens udbredelse er fra Pakistan mod øst til det sydvestlige Kina.

 

 

Nepal 2009-1
Frugter af Gaultheria trichophylla, Gopte, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Pieris
Denne slægt af smukke buske er hjemmehørende i Centralasien, Fjernøsten, det østlige Nordamerika, samt på Cuba. Slægtsnavnet kommer af græsk Pieria, som var musernes hjemsted.

 

Pieris formosa
Meget almindelig i eroderede områder i Himalaya mellem 1500 og 3000 meters højde, fra det centrale Nepal mod øst til Kina og det nordlige Vietnam. Arten er meget giftig og undgås derfor af græssende dyr.

 

 

Pieris formosa sætter et væld af duftende blomster i april-maj, og de unge blade er en køn rødlig farve. – Chipling, Helambu, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Rhododendron
På græsk betyder rhododendron ‘rosentræ’, og på afstand kan blomsterklyngerne hos visse af arterne minde om roser. Disse træer og buske er imidlertid overhovedet ikke beslægtet med roser, men tilhører lyngfamilien.

En meget stor slægt, som omfatter ca. 1025 arter på verdensplan, flest i Kina, Himalaya, Malaysia, Borneo og Ny Guinea. Kina er slægtens absolutte kærneområde med ikke færre end ca. 571 arter, hvoraf de 409 er endemiske. I Himalaya findes over 100 arter, og i det ganske lille land Bhutan vokser over 60. Jo længere vestpå man bevæger sig i Himalaya, desto færre arter findes der. Det østlige Nepal kan opvise 30 arter, det vestlige Nepal 7 og Kashmir bare 4.

Arterne i Himalaya er dværgbuske, buske eller mindre træer, som blomstrer mellem marts og juli, med hovedsæson i april-maj. Hos hovedparten af arterne er blomsterne forskellige nuancer af rødt, gult eller hvidt, mens violet og grønligt er sjældnere.

I Himalaya optræder rhododendron i næsten alle plantezoner, lige fra subtropisk til alpin, men de fleste arter træffes i 2-4000 meters højde. Den største er Rhododendron arboreum, der kan blive op til 15 m høj. I den anden ende af spektret findes dværgbuske som R. nivale, R. lepidotum, R. anthopogon og R. pumilum, hvoraf sidstnævnte kun er 10-15 cm høj. Andre arter er epifyter, fx de storblomstrede R. dalhousiae og R. lindleyi.

Billeder af rhododendron-arter fra andre egne af verden kan ses på siden Planteliv: Rhododendron.

 

Rhododendron anthopogon
Tætte krat af denne dværgbusk, på nepalesisk kaldt sun pathi, dækker store områder i Himalaya mellem 3000 og 5100 meters højde. De tørrede blomster anvendes som té, og grenene brændes som røgelse i templer og på husaltre.

 

 

Rhododendron anthopogon, Gokyo-dalen, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne mand fra Gosainkund-området i det centrale Nepal viser et fad, fyldt med tørrede blomster af sun pathi. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rhododendron arboreum
Denne art er en af de største i slægten, idet den kan blive op til 15 m høj. Den er meget almindelig i Himalaya, og når den blomstrer i marts-april, farves skovene stedvis røde eller lyserøde af millioner af blomster. Intensiteten af blomsternes røde farve aftager med stigende højde, og nær artens øvre grænse, omkring 3800 meters højde, ses til tider helt hvide blomster. Denne art er Nepals nationalplante, kaldt lali guras (’rød rhododendron’).

 

 

Når Rhododendron arboreum blomstrer i marts-april, farves skovene stedvis røde eller lyserøde af dens millioner af blomster. Et af disse områder er Annapurna, centrale Nepal, hvor disse billeder blev taget. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse billeder fra Nepal viser tre farvenuancer hos blomster af Rhododendron arboreum. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blomsterne hos Rhododendron arboreum producerer en overdådighed af pollen og besøges flittigt af forskellige fuglearter. På dette billede ses en stribet skadedrossel (Grammatoptila striata). – Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rhododendron barbatum
På afstand minder denne art om R. arboreum, men på nærmere hold afsløres, at den har distinkte kirtelhår på bladstilke og unge kviste. Stammen er lyserød, og barken skaller af i tynde, kanelfarvede strimler. Denne art er vidt udbredt i Himalaya, fra Uttarakhand mod øst til Bhutan.

 

 

Rhododendron barbatum danner ofte rene bestande i højder mellem 2400 og 3600 meter, som på disse billeder fra Kutumsang, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rhododendron barbatum har distinkte hår på bladstilke og kviste, hvilket ses på dette billede fra Ghorepani, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rhododendron campanulatum
Som dens latinske artsnavn, af campanula (‘lille klokke’), antyder, har denne attraktive busk klokkeformede blomster. Den er meget almindelig i Himalaya, hvor den danner tætte krat mellem 2800 og 4000 meters højde. Den kendes bl.a. på det rustfarvede hårlag på undersiden af bladene.

 

 

Blomster af Rhododendron campanulatum med regndråber, Ghunsa-dalen, østlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rhododendron campylocarpum
En meget almindelig plante i højder mellem 3000 og 4000 m, fra det østlige Nepal mod øst til det sydvestlige Kina. Stedvis farver den hele skovpartier lysegule med sine smukke blomsterstande.

 

 

Rhododendron campylocarpum meget almindelig i Khumbu-området i det østlige Nepal, hvor disse billeder stammer fra. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rhododendron ciliatum
De hvide eller svagt lyserøde blomster hos denne busk har fem overlappende flige med et lille indhak. Arten har en meget begrænset udbredelse, fra det østlige Nepal til Bhutan. Den vokser ofte på klipper, i højder mellem 2700 og 3900 m.

 

 

Rhododendron ciliatum, Barun-dalen, østlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rhododendron cinnabarinum
Denne art kan identificeres på sine aflange, rørformede, voksagtige, ofte hængende blomster, der oftest er mørkerøde. Lysere former forekommer dog af og til. Den vokser i højder mellem 3200 og 4000 m, fra det østlige Nepal mod øst til det sydvestlige Kina.

 

 

Rhododendron cinnabarinum er almindelig i Ghunsa-dalen, østlige Nepal, hvor disse billeder blev taget. Nederst ses en form med lysere blomster. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rhododendron dalhousiae
Joseph Dalton Hooker (1817-1911) var en britisk botaniker, som i perioden 1848-50 beskrev ikke færre end 22 nye rhododendron-arter fra Sikkim og andre områder i det østlige Himalaya, heriblandt denne pragtfulde art, som blev navngivet til ære for Lady Dalhousie, hustru til George Ramsay, den 9. Jarl af Dalhousie, som var generalguvernør i Indien i første halvdel af 1800-tallet. Denne dame var en ivrig indsamler af planter.

I april-maj fremviser denne epifytiske art en overdådighed af citronfarvede blomster, der efterhånden bliver snehvide.

 

 

Rhododendron dalhousiae med gullige blomster, nær Tashigaon, Arun-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rhododendron dalhousiae med snehvide blomster, Ghunsa-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rhododendron fulgens
Denne art har en ret begrænset udbredelse, fra det østlige Nepal til det sydøstlige Tibet, hvor den vokser i store højder.

 

 

Mange rhododendron-arter er yderst hårdføre. Tidligt om morgenen er disse blomster af Rhododendron fulgens dækket af rimfrost. – Barun-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rhododendron hodgsonii
Denne store busk, der kan blive indtil 7 m høj, kendes nemt på den tætte blomsterstand og de store blade. Blomsterfarven varierer fra hvidlig til en dyb tone af lyserød. Arten har en ret begrænset udbredelse, fra det østlige Nepal mod øst til det sydøstlige Tibet.

 

 

Her står min guide Saila Tamang under en frodig bevoksning af Rhododendron hodgsonii i Barun-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blomsterfarven hos Rhododendron hodgsonii varierer fra hvidlig til en dyb tone af lyserød. Disse billeder er fra Ghunsa-dalen i det østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rhododendron lepidotum
Blomsterne hos denne dværgbusk optræder i tre farvevarianter, rød, hvid og (sjældent) gullig. Den er en af de videst udbredte rhododendron-arter i Himalaya, idet den forekommer fra Pakistan mod øst til det sydvestlige Kina. Højdemæssigt har den et meget bredt spektrum, idet den findes mellem 2400 og 4500 meters højde.

 

 

Form af Rhododendron lepidotum med rødviolette blomster, Ghumtarao, Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Form af Rhododendron lepidotum med hvide blomster, Gunsa-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rhododendron nivale
Den alpine zone over trægrænsen i Himalaya rummer adskillige arter af dværgagtige rhododendron-arter, bl.a. R. nivale, der er udbredt fra det vestlige Nepal mod øst til det sydvestlige Kina, i højder mellem 4500 og 5500 m. Den minder en del om R. setosum (nedenfor), men bladranden hos denne har normalt stive hår, og dens tragtformede krone er rød-violet (sjældent lyserød), mens blomsterne hos R. nivale er mindre og mørkere violet, og bladranden er uden hår. R. nivale vokser normalt i mere tørre områder end R. setosum.

 

 

Rhododendron nivale, fotograferet i Khumbu-regionen i det østlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rhododendron pumilum
Denne plante bliver sjældent over 10 cm høj, hvilket afspejles af dens latinske artsnavn, afledt af pumilio (‘dværg’). Dens foretrukne habitat er klipper og åbne skrænter. Den er udbredt fra det østlige Nepal mod øst til det sydvestlige Kina, i højder mellem 3600 og 4300 m.

 

 

Rhododendron pumilum, Barun-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rhododendron setosum
De tragtformede blomster hos denne dværgbusk er normalt rød-violette, men en form med lyserøde blomster ses af og til. Arten minder en del om R. nivale (ovenfor), men dens bladrand har normalt lange hår, mens R. nivale har hårløse blade, og blomsterne hos denne er mindre og mere mørkviolette. R. setosum vokser på alpine skråninger i lidt lavere højder end R. nivale, mellem 3600 og 4800 m. Den er udbredt fra det vestlige Nepal mod øst til det sydvestlige Kina.

 

 

Rhododendron setosum, fotograferet i Khumbu-området, østlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rhododendron thomsonii
Denne art, som bliver indtil 5 m høj, kendes nemt på de bredt klokkeformede, voksagtige, kødfulde blomster samt det ret lille røde bæger. Den foretrækker fugtige områder og ses især nær vandløb. Den er udbredt fra det østlige Nepal mod øst til det sydøstlige Tibet, i højder mellem 3000 og 3800 m.

 

 

Dette billede er fra Ghunsa-dalen i det østlige Nepal, hvor Rhododendron thomsonii er almindelig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rhododendron wallichii
Førhen blev denne art betragtet som en underart af R. campanulatum, men generelt er dens blomster lysere, og undersiden af bladene er uden hår. Artsnavnet blev givet til ære for den danske læge og botaniker Nathaniel Wallich (1786-1854), som studerede flora i Indien og Himalaya i begyndelsen af 1800-tallet.

 

 

Rhododendron wallichii er meget almindelig i Khumbu-området i det østlige Nepal, hvor dette billede er taget. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rhododendron wightii
Denne busk, som bliver indtil 4 m høj, danner krat mange steder i det østlige Himalaya, hvor den er udbredt fra det østlige Nepal mod øst til det sydøstlige Tibet, i højder mellem 3300 og 4300 m. Dens klokkeformede blomster er hvide eller svagt gullige med røde pletter i svælget, og bladene er store, op til 20 cm lange, med et rustfarvet filtlag på undersiden.

 

 

Rhododendron wightii, fotograferet foran en sort klippevæg ved navn Neh, Barun-dalen, østlige Nepal(Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Fabaceae Ærteblomstfamilien
Blomsterne i denne familie har en unik opbygning. Af de fem kronblade er det midterste, kaldt fanen, større end de øvrige og sidder bagest i blomsten. Under blomstringen danner fanen et beskyttende tag over støvvejen og støvdragerne. De to sidestillede kronblade er lige store og kaldes vingerne, mens de to nederste har hver sin stilk, men er vokset sammen i spidsen. Tilsammen kaldes de for båden eller kølen, og de omslutter støvdragere og støvvej.

 

Astragalus Astragel
Denne kæmpestore slægt, der omfatter over 3000 arter af urter og dværgbuske, er hjemmehørende i tempererede områder på den nordlige halvkugle. Omkring 100 arter findes i Himalaya.

 

Astragalus candolleanus
Denne art kan ofte kendes på sit rødlige bæger, som er tæt silkehåret. Den er udbredt fra det nordlige Pakistan mod øst til det centrale Nepal, i højder mellem 2700 og 4500 m.

 

 

Astragalus candolleanus, fotograferet i den øvre del af Langtang-dalen, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Astragalus nivalis
En krybende urt med violette eller lyserøde blomster, nemt genkendelig på det lyserøde, oppustede bæger. Denne art vokser i tørre områder, fra Ka­zakhstan, Kirgisien, Tadjikistan og Afghanistan mod øst gennem Pakistan, Ladakh, Himachal Pradesh og Tibet til Gansu, op til en højde af 4600 m.

 

 

Dette billede viser det karakteristiske lyserøde, oppustede bæger hos Astragalus nivalis, her fotograferet nær Pang, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Astragalus oplites
En særdeles tornet dværgbusk, som ofte danner kompakte puder, der kan måle op til 1 m i diameter. De gullige torne, som er 3-4 cm lange, er resterne af gamle bladstængler. Bladene er snitdelte, op til 18 cm lange og med 20-40 småblade. Arten er udbredt fra Kashmir mod øst til det centrale Nepal, samt i Tibet, i højder mellem 3000 og 4500 m.

 

 

I dette landskab nær Jharkot, Jhong River Valley, Mustang, central Nepal, er stikkende buske af Astragalus oplites stort set de eneste planter, som græssende geder har efterladt. Den røde bygning på bjergkammen i baggrunden er en gompa, et lamaistisk kloster. Disse bygninger er nærmere omtalt på siden Religion: Buddhisme. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Caragana Ærtebusk 
Denne slægt omfatter mellem 80 og 100 arter af buske, der bliver mellem 1 og 6 m høje. De er udbredt i Østeuropa og de fleste tempererede områder i Asien.

 

Caragana gerardiana
En stærkt forgrenet, mangetornet busk, som bliver op til 1,2 m høj. I lighed med nogle Astragalus-arter danner de gamle bladstængler stive torne, som er op til 4 cm lange. Denne art vokser på tørre stepper og i halvørken i højder mellem 2600 og 4200 m, fra det nordlige Pakistan mod øst til det centrale Nepal. Den indsamles ofte til brændsel. Artsnavnet blev givet til ære for den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612).

 

 

Caragana gerardiana, observeret i den øvre del af Marsyangdi-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Erythrina Koraltræ
Navnet koraltræ skyldes de vidunderlige koralrøde blomster hos mange medlemmer af denne slægt.

 

Erythrina stricta
I marts-april fremviser denne art, som er meget almindelig i lavere højder i Himalaya, et væld af blomster, hvori en mængde forskellige fuglearter søger føde, deriblandt asiatisk sort bulbul (Hypsipetes leucocephalus), rødøret bulbul (Pycnonotus jocosus) og halsbåndsparakit (Psittacula krameri).

 

 

I marts-april fremviser Erythrina stricta et væld af blomster, her nær landsbyen Tatopani i den nedre del af Kali Gandaki-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Indigofera
En slægt med 16 medlemmer i Himalaya. Førhen blev indigo, et pulver, som farver blåt, udvundet af arten Indigofera tinctoria, men i dag fremstilles farven syntetisk. Arterne i Himalaya kan ikke anvendes til udvinding af dette farvestof.

 

Indigofera heterantha
Denne art er er vidt udbredt, fra Afghanistan mod øst til Bhutan og det sydlige Tibet, samt i Sri Lanka og dele af Østafrika.

 

 

Himachal Pradesh 2007
Indigofera heterantha er et fremtrædende element i Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh, hvor dette billede stammer fra. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Lotus Kællingetand
En kæmpestor slægt, som omfatter mindst 130 arter, hvoraf kun en enkelt findes i Himalaya. Det danske navn skyldes enten de meget spidse, rødbrune blomsterknopper, eller alternativt blomstens to nederste kronblade, den såkaldte båd, som ender i en spids, der kan ligne en hjørnetand. Men hvorfor det absolut skal være en kællings tand, står hen i det uvisse.

På engelsk kaldes Lotus-arterne for bird’s-foot trefoil, hvor trefoil hentyder til de tre-koblede blade, mens bird’s-foot hentyder til bælgene, der ofte sidder tre sammen og spredes ud fra et fælles punkt, ikke ulig en fuglefod.

Andre arter af kællingetand er præsenteret på siden Hyldest til farven gul.

 

Lotus corniculatus Almindelig kællingetand
Vidt udbredt i tempererede egne af Eurasien, hvor den vokser i tørre områder med lav vegetation. I Himalaya findes den op til 4000 meters højde, fra Pakistan mod øst til det centrale Nepal.

 

 

Blomsterne hos Lotus corniculatus er normalt gule, men røde eller orange blomster ses undertiden, som på dette eksemplar fra Lahaul, Himachal Pradesh, fotograferet efter en regnbyge. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Oxytropis Spidsbælg
Denne slægt omfatter omkring 300 arter, som er hjemmehørende i Eurasien og Nordamerika. Disse planter ligner meget Astragalus (ovenfor), men spidsen af kølen er forsynet med et næb. Mange af arterne er meget giftige for husdyr. Adskillige arter er almindelige på den tibetanske højslette.

 

Oxytropis microphylla 
Denne plante er meget almindelig i Ladakh.

 

 

Oxytropis microphylla, Ladakh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Parochetus communis
Denne art er den eneste i slægten Parochetus. Den kendes nemt på de ofte stærkt blå blomster. Den er almindelig i åbne områder mellem 900 og 4300 meters højde. Den er vidt udbredt, idet den findes på det indiske subkontinent, i Sydøstasien, samt i Afrika. I Nepal anvendes planten som foder, og den benyttes også i folkemedicinen, idet saft af bladene smøres på sår og bylder.

 

 

Parochetus communis, Kimrong Khola, Modi Khola-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Thermopsis Falsk lupin
Denne slægt omfatter ca. 25 arter, som er hjemmehørende i Centralasien, Fjernøsten og Nordamerika. Slægtsnavnet kommer af græsk therme (’varme’) og opsis (’ligne’ eller ’se ud til’), altså ’den, som ser ud til at være brændt’, hvilket hentyder til arten Thermopsis barbata, som har mørkt purpurfarvede blomster.

 

Thermopsis barbata
Denne stærkt hårede plante kendes nemt på sine mørkt purpurfarvede blomster. Den er meget almindelig på forstyrret jord, såsom brakmarker og hårdt græssede skrænter, mellem 3000 og 4500 meters højde. Artsnavnet kommer af latin barbatus (’skægget’), hvilket naturligvis hentyder til den kraftige behåring.

 

 

Thermopsis barbata, fotograferet på en brakmark nær landsbyen Namche, Khumbu, østlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Thermopsis inflata 
Denne gulblomstrede art kendes nemt på sine bredt ovale, opsvulmede, hviddunede bælge, der er indtil 5 cm lange og 3 cm brede og ofte peger nedad i en bue. Den vokser i stenede områder mellem 4000 og 5000 meters højde, fra det sydlige Xinjiang mod syd til Pakistan, Ladakh, Nepal og Bhutan.

 

 

Dette billede fra Honupatta, Ladakh, viser de karakteristiske opsvulmede frøbælge hos Thermopsis inflata. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Gentianaceae Ensianfamilien
Denne familie, som er udbredt over det meste af verden, omfatter ca. 87 slægter med omkring 1650 arter, hvoraf størsteparten er urter. Hos de ca. 18 slægter, der forekommer i Himalaya, er blomsterne hos de fleste af arterne forskellige afskygninger af blåt.

Det danske navn ensian er en fordrejning af det latinske slægtsnavn Gentiana, opkaldt efter Kong Gentius, som regerede i Oldtidens Illyrien 181-168 f.Kr., og som efter sigende var den første, der opdagede de medicinske egenskaber hos gul ensian (Gentiana lutea). Denne plante er omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

Gentiana Ensian
Denne slægt omfatter ca. 360 arter. Førhen rummede den ca. 635 arter, men visse autoriteter, bl.a. Angiosperm Phylogeny Group System (APG IV), har splittet ca. 23 arter ud til slægten frynse-ensian (Gentianopsis), som har randhårede kronblade, samt ca. 250 arter til slægten Gentianella, som i modsætning til Gentiana ikke har skæl eller lapper mellem kronbladfligene, mens nogle arter har hårduske eller lapper i svælget. Repræsentanter for disse to slægter ses nedenfor.

Ensian-arter er udbredt i det meste af verden, i Europa, det nordvestlige Afrika, Asien, Nord- og Sydamerika, det østlige Australien, samt New Zealand. Blomsterne hos størsteparten af arterne er forskellige afskygninger af blåt, mens andre er purpurfarvede, violette, gule, hvide eller (sjældent) røde. De fire eller fem kronblade er oftest sammenvoksede og danner en trompet-, tragt- eller klokkeformet blomst.

 

Gentiana depressa
Denne art ligner G. ornata (nedenfor), men de små lapper, der sidder mellem kronbladenes egentlige flige, er hvidlige, og den nederste del af kronen er grønlig-hvid med sorte prikker.

 

 

Nepal 2009
Gentiana depressa, fotograferet i den øvre del af Langtang-dalen, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gentiana leucomelaena
Denne ganske lille plante, som bliver indtil 10 cm høj, har hvide eller lyseblå, klokkeformede blomster, der bliver indtil 1,3 cm i diameter og har gult svælg, omgivet af talrige mørkeblå prikker. Den vokser i græsklædte områder, mellem krat og langs vandløb, i højder mellem 1900 og 5000 m, fra Kazakhstan, Xinjiang, det sydlige Rusland og Mongoliet mod syd til Pakistan, Ladakh, Nepal og Sikkim.

 

 

Gentiana leucomelaena er almindelig i Ladakh, her truffet ved saltsøen Tso Kar. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gentiana ornata
Som dens artsnavn antyder, er denne art en smuk plante. Den er meget almindelig i store højder mellem 3400 og 5500 m, fra det centrale Nepal mod øst til det sydøstlige Tibet. Den blomstrer om efteråret og føjer et dejligt blåt skær til det ellers ret brune landskab på denne tid af året. Den minder om G. depressa (ovenfor), men kronen er blå, den nederste del hvid med sorte prikker.

 

 

Gentiana ornata, fotograferet i ca. 4200 meters højde, Ngegang Kharka, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gentiana pedicellata
Næsten alle ensian-arter i Himalaya blomstrer sent på sommeren eller om efteråret, men nogle få blomstrer om foråret, bl.a. denne lille, ofte måttedannende plante, som er meget almindelig på græsgange og i skovlysninger fra 750 til 3800 meters højde. Den er udbredt i hele bjergkæden, samt tillige i Kina, Sydindien og Sri Lanka.

 

 

Gentiana pedicellata, Khanjim, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Gentianella
Arter af denne slægt kan kendes fra medlemmer af slægten Gentiana på blomsterne, som ofte har lapper eller hårduske i svælget, samt ingen skæl eller lapper mellem kronbladfligene.

 

Gentianella moorcroftiana
Denne art er udbredt i det vestlige Himalaya, fra Pakistan mod øst til det centrale Nepal. Den er meget almindelig i Ladakh og Lahaul.

 

 

Gentianella moorcroftiana, fotograferet i ca. 3800 meters højde nær søen Deepak Tal, Lahaul, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Gentianopsis Frynse-ensian
Medlemmer af denne slægt har navn efter kronbladene, som i randen har flige eller frynser.

 

Gentianopsis paludosa
En indtil 40 cm høj art, som har en enkelt blå eller gullig blomst for enden af hver stængel. De fleste af dens blade er grundblade, men der kan være 1-4 bladpar op ad stænglen. Den vokser i græsklædte områder mellem 1100 og 4900 meters højde, fra det nordlige Tibet og Indre Mongoliet mod syd gennem Tibet og det vestlige Kina til Ladakh, Nepal, Sikkim, Bhutan og Yunnan. En pasta af roden smøres på sår, og også på panden for at lindre hovedpine. Andre dele af planten anvendes mod lever- og galdeproblemer, samt feber.

 

 

Gentianopsis paludosa, Honupatta, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Halenia Sporeensian
Denne slægt rummer omkring 100 arter, hovedsagelig udbredt i Nordamerika, med nogle få arter i Asien og Europa.

 

Halenia elliptica
Denne plante kendes nemt på de fire sporer, der vender bagud. Den er udbredt i det centrale og vestlige Asien, mod øst til Kina og Myanmar, og er ganske almindelig i Himalaya på enge og i skovkanter mellem 1800 og 4500 meters højde.

 

 

Sporeensian, observeret neden for Rohtang-passet, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Swertia Svertie
En stor slægt, der omfatter ca. 150 arter på verdensplan. Mange af arterne har små, men meget dekorative blomster, ofte med smukke, komplicerede mønstre. Omkring 28 arter er truffet i Himalaya, for størstedelens vedkommende voksende i fugtige områder.

 

Swertia angustifolia Smalbladet svertie
Kendes nemt på de lange, smalle blade, samt på at den kun har fire kronblade, som er hvide med purpurfarvede prikker og en stor grøn plet nær basis. Den vokser i subtropiske dale og op til en højde af omkring 3300 m, fra Pakistan mod øst til Kina og det nordlige Vietnam.

 

 

Swertia angustifolia, nedre del af Marsyangdi-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Swertia ciliata
Blomsterne hos denne art er meget spektakulære, med fem ovale blålige kronblade, som brat smalner ind til en lang spids, med et purpurfarvet bånd nær basis, samt tætsiddende purpurfarvede støvdragere. Den er udbredt fra Afghanistan mod øst til Myanmar og vokser i krat og på åbne skrænter i højder mellem 2500 og 3700 m.

 

 

Swertia ciliata, fotograferet i Solang Nallah-dalen, nær Manali, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Swertia cordata Hjertebladet svertie
Som dens latinske artsnavn fortæller, er bladene hos denne art hjerteformede. Den er vidt udbredt, fra Pakistan mod øst til det sydvestlige Kina, hvor den vokser på græsklædte skrænter i højder mellem 1700 og 4000 m.

 

 

Swertia cordata, fundet nær landsbyen Bratang i den øvre Marsyangdi-dal, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Swertia paniculata
Denne art har pragtfulde purpur-hvide blomster med et smalt purpurfarvet bånd samt to grønne pletter på hvert af de fem kronblade. Den vokser i skove og på åbne skråninger mellem 2800 og 3300 meters højde, fra Pakistan mod øst til det sydvestlige Kina.

 

 

Swertia paniculata, fotograferet nær landbyen Danakju i den øvre Marsyangdi-dal, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Geraniaceae Storkenæbfamilien
Denne familie med 7-10 slægter og 800-900 arter af urter, sjældnere buske, er udbredt kloden rundt.

 

Geranium Storkenæb
I Himalaya findes omkring 18 arter af disse planter. Når de er afblomstret, danner griflen et langt, lige eller buet næb, som adskilles i 5 elastiske, fjederlignende spiraler, hver indeholdende et frø, som slynges bort, hvis noget berører griflen.

 

Geranium himalayense Himalaya-storkenæb
Denne art ligner meget den eurasiske eng-storkenæb (nedenfor), men er som regel større, med op til 3 cm lange kronblade, mod ca. 2 cm hos eng-storkenæb. Himalaya-storkenæb vokser i højder mellem 2100 og 4400 m, fra Afghanistan østpå til det centrale Nepal.

 

 

Nepal 2009
Dette billede viser undersiden af en blomst hos Geranium himalayense, voksende nær Cholang Pati, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. Blomsten er fyldt med regndråber fra en nylig byge, fotograferet under monsunregnens kulmination. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Geranium pratense Eng-storkenæb
En smuk plante med purpur-blålige, eller til tider røde, blå eller hvide blomster i tætte klynger. Den har en meget stor udbredelse, fra Europa mod øst gennem Rusland til Mongoliet, og derfra mod syd til Afghanistan, Ladakh og Nepal. I Centralasien vokser den i mere tørre egne end Himalaya-storkenæb (ovenfor), ofte langs vandingskanaler, i højder mellem 1400 og 4500 m. Et udtræk af bladene anvendes lokalt mod feber, lungebetændelse, opsvulmede lemmer, dysenteri og diarré.

 

 

På dette billede vokser Geranium pratense langs et stengærde nær Lossar, Spiti, Himachal Pradesh. Den gule blomst er en gedeskæg-art, Tragopogon gracilis, af kurvblomstfamilien (Asteraceae). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Gesneriaceae Gloxiniefamilien
I Himalaya blomstrer de fleste arter af denne familie, som rummer 11 slægter, i monsuntiden. Fem arter, tilhørende 5 forskellige slægter, præsenteres nedenfor.

 

Aeschynanthus
En slægt med omkring 140 arter, som er udbredt i varmere egne af Asien samt på visse øer i Stillehavet. Disse planter er epifyter, som vokser på træer eller klipper, og mange arter har pragtfulde blomster.

 

Aeschynanthus parviflorus
Denne art, førhen kaldt for A. sikkimensis, har lange hængende grene og tykke, læderagtige blade. Den er udbredt fra det østlige Nepal mod øst til Bhutan, i højder mellem 1200 og 2100 m.

 

 

Aeschynanthus parviflorus, voksende på en klippe nær Chiruwa, Tamur-dalen, østlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Didymocarpus oblongus
Denne plante vokser på skyggefulde klipper mellem 1000 og 3000 meters højde, fra Himachal Pradesh mod øst til Arunachal Pradesh. Den kendes bl.a. på de rynkede blade og de små, indtil 1 cm lange blomster.

 

 

Didymocarpus oblongus, truffet i Solu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Henckelia urticifolia
Denne smukke plante, førhen kendt som Chirita urticifolia, vokser i fugtige skove og krat op til en højde af omkring 2400 m, fra det vestlige Nepal mod øst til det sydvestlige Kina.

 

 

Henckelia urticifolia, observeret neden for passet Burlung Bhanjyang, Shivapuri-Nagarjun Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Platystemma violoides
Denne art vokser ligeledes på skyggefulde klippevægge i højder mellem 1500 og 3000 m, fra Himachal Pradesh mod øst til Bhutan. Den kendes nemt på det enlige, bredt ovale blad, hvorfra en tynd stilk rejser sig, med en enkelt eller nogle få blåviolette blomster.

 

 

Platystemma violoides, voksende på en fugtig skrænt, Annapurna, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Rhynchoglossum obliquum
Denne art har en meget stor udbredelse, idet den findes fra Uttarakhand mod øst til det sydvestlige Kina, og mod syd til bjergområder i Sydindien og Sydøstasien. Den adskiller sig fra de fleste medlemmer af denne familie gennem at blomstre om efteråret. Den kendes nemt på de asymmetriske blade og de lange aks-lignende blomsterstande med små blå blomster.

 

 

Rhynchoglossum obliquum, fotograferet i den nedre del af Marsyangdi-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Grossulariaceae Ribsfamilien
Den eneste slægt i denne familie er Ribes, som bl.a. omfatter ribs, solbær og stikkelsbær. De fleste autoriteter betragter den som en særskilt familie, mens andre inkluderer den i stenbrækfamilien (Saxifragaceae). Slægten rummer omkring 150 arter, der er hjemmehørende i tempererede egne på den nordlige halvkugle. 11 arter forekommer i Himalaya.

 

Ribes alpestre Asiatisk stikkelsbær
Denne busk kendes nemt på sine kraftige torne og rødlige, hårede bær. Den vokser i skove og krat i ret tørre områder fra Pakistan mod øst til Bhutan, og tillige i Centralasien og Kina, i højder mellem 1000 og 3900 m.

 

 

Ribes alpestre er udstyret med kraftige torne på grenene. Denne blev fotograferet nær Kielang, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ribes orientale
En mangegrenet busk, indtil 2 m høj, med kirtelhårede klæbrige kviste. Blomsterstandene, som er enten hanlige eller hunlige, er oprette eller opstigende, de hanlige indtil 5 cm lange med 15-30 blomster, de hunlige indtil 3 cm lange med 5-15 blomster. De kuglerunde bær er først orange og bliver siden koralrøde, indtil 9 mm i diameter, dunede og kirtelhårede.

Denne art vokser i skove, krat og åbne områder og er vidt udbredt, både geografisk og højdemæssigt, fra Balkan og Mellemøsten mod øst til det sydvestlige Kina, og fra Rusland mod syd til Himalaya, i højder mellem 2100 og 4900 m.

 

 

Ribes orientale med bær, Honupatta, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Hydrangeaceae Hortensiefamilien

 

Deutzia Stjernetop
En slægt af buske med smukke, duftende blomster. 3 arter forekommer i Himalaya, hvor de vokser i skovbryn og lysåbne områder mellem 1100 og 3500 meters højde.

 

Deutzia bhutanensis
Mens de to Deutzia-arter nedenfor har hvide blomster, er de svagt purpurfarvede hos denne busk, der bliver op til 2 m høj. Bladene er ret små, til 4 cm lange. Arten har en ret begrænset udbredelse, idet den findes fra det centrale Nepal mod øst til Bhutan, i højder mellem 2100 og 2700 m.

 

 

Deutzia bhutanensis, Phakding, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Deutzia hookeriana
Denne art har de største blade af de tre Deutzia-arter i Himalaya, indtil 12 cm lange. Den vokser i skovbryn og krat i højder mellem 2000 og 3500 m, fra Nepal mod øst til det sydvestlige Kina.

 

 

Dette pragtfulde eksemplar af Deutzia hookeriana blev observeret i den nedre del af Kali Gandaki-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Deutzia staminea
Denne plante, som vokser i krat og på åbne skråninger, er vidt udbredt, fra Pakistan mod øst til det sydvestlige Kina, i højder mellem 1700 og 3000 m. Den er mest almindelig i den vestlige del af Himalaya. I Nepal anvendes saft fra roden mod feber, og Tamang-folk bringer blomsterne som offergaver i templer.

 

 

Deutzia staminea, fotograferet i den nedre del af Asi Ganga-dalen, Uttarakhand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Hypoxidaceae

 

Hypoxis
Denne lille slægt er vidt udbredt, idet den findes i Afrika, Nord- og Sydamerika, Asien og Australien, med den største koncentration i det sydlige Afrika. Visse arter er vigtige ingredienser i traditionel afrikansk medicin. Det engelske navn star-grass hentyder til de stjerneformede blomster og græslignende blade hos medlemmer af slægten.

 

Hypoxis aurea
Denne art er den eneste i slægten i Himalaya – en ganske lille plante, der vokser i åbent græsland mellem 1500 og 2900 meters højde i hele bjergkæden. Den har en meget vid udbredelse i Tropisk Asien og findes også i Ny Guinea.

 

 

Hypoxis aurea, Tamur-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Iridaceae Irisfamilien

 

Iris
En pragtfuld planteslægt, som omfatter 250-300 arter på verdensplan og ca. 13 arter i Himalaya. Disse planter er opkaldt efter Iris, den græske gudinde for regnbuen, sandsynligvis på grund af de farvestrålende blomster hos mange af arterne. Da de er giftige, undgås de af græssende dyr og danner ofte store bevoksninger på højalpine enge og græsgange.

 

Iris kemaonensis
Den almindeligste iris-art i Himalaya, der ofte danner store bevoksninger på græsgange og forladte marker. Den vokser i højder mellem 2500 og 4300 m, fra Pakistan mod øst til det sydøstlige Tibet. Dens blade og rod anvendes i folkemedicinen, og undertiden høstes bladene som foder. Formodentlig forsvinder dens giftighed ved tørring.

 

 

Iris kemaonensis er meget almindelig på græsgange, her i den øvre del af Langtang-dalen, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nærbillede af Iris kemaonensis med dugdråber, fotograferet tidligt om morgenen, ligeledes i Langtang-dalen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Iris milesii
Denne plante er begrænset til den vestlige del af Himalaya, hvor den vokser mellem 1600 og 2700 meters højde, fra Kashmir mod øst til Uttarakhand. Dens foretrukne habitat er lyse nåleskove. Den kendes nemt på sine lange, krumsabelformede blade.

 

 

Iris milesii, Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Lamiaceae Læbeblomstfamilien

 

Clerodendrum Skæbnetræ 
I Himalaya findes syv arter af disse urter og buske, hvoraf de fleste vokser ved foden af bjergene samt i lavereliggende, subtropiske dale. Det danske navn er en oversættelse af det videnskabelige slægtsnavn, der kommer af græsk kleros (’tilfælde’, ‘held’) samt dendron (‘træ’). Slægten blev navngivet således af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), angiveligt fordi der ofte var modstridende oplysninger angående brugbarheden af disse planter i den traditionelle medicin, og måske også fordi nogle af arterne blev anvendt til religiøse formål i Asien.

 

Clerodendrum infortunatum
Denne art er vidt udbredt, idet den findes på hele det indiske subkontinent samt i Sydøstasien. Den er en meget vigtig plante i traditionel ayurvedisk medicin, hvor dens rod og bark anvendes mod åndedrætsproblemer, såsom hoste og astma, samt mod feber. Roden benyttes også som afføringsmiddel samt til at slå fluelarver i sår ihjel, mens saft af planten smøres på slangebid og skorpionstik. I Nepal koges og spises bladene.

Artsnavnet infortunatum (’uheldig’ på latin) blev hæftet på denne plante af Linné, efter sigende fordi han fandt bladene temmelig grimme.

 

 

Clerodendrum infortunatum, fotograferet i Chitwan Nationalpark i det sydlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Elsholtzia Kryddermynte
Denne slægt, der omfatter ca. 40 arter, er udbredt i Europa, Asien og Nordamerika. Slægtsnavnet blev givet til ære for den preussiske botaniker og læge Johann Sigismund Elsholtz (1623-88), som var pioner inden for områderne hygiejne og sund ernæring.

 

Elsholtzia eriostachya 
Denne variable plante, mellem 10 og 35 cm høj, har purpurrøde stængler, gulgrønne blade og endestillede cylinderformede aks, der bliver op til 6 cm lange og 1 cm brede, indeholdende talrige bittesmå, stærkt gule blomster. Den vokser på skråninger og flodsletter fra Pakistan og Tibet mod øst til provinserne Gansu, Sichuan og Yunnan, i højder mellem 3500 og 4600 m. Den er ret almindelig i Ladakh.

 

 

Elsholtzia eriostachya, fundet på passet Polo Kongga La (4600 m), Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Nepeta Katteurt
En slægt på omkring 250 arter, udbredt i tempererede og subtropiske egne af Asien, Nordafrika og Europa, med størst diversitet omkring Middelhavet, i Mellemøsten samt i Centralasien. Der vokser mange arter på den tibetanske højslette, hvor de udgør et markant element.

 

Nepeta floccosa
En ganske almindelig plante, især hvor bjergsiderne er blevet eroderet til grusflader. Den kendes nemt på sine blade, som er dækket af hvide uldhår og udsender en citronagtig duft. Blomsterstandene sidder i kompakte nøgler spredt op ad stænglen. Arten er udbredt fra Xinjiang mod syd gennem Tibet til Pakistan, Ladakh og Uttarakhand, i højder mellem 2100 og 3800 m. Førhen blev den anvendt medicinelt mod benbrud, muskelsmerter, hudinfektioner og lymfeproblemer. Bladene kan benyttes som krydderi.

 

 

Nepeta floccosa, fotograferet nær Chomuthang (øverst) samt i omegnen af Leh, begge i Ladakh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Nepeta laevigata 
En kraftig plante, som kan blive op til 80 cm høj, med endestillede cylinderformede blomsterstande, der kan være op til 10 cm lange, til tider med purpurrøde bægerblade. De hvidlig-blå blomster er meget længere end bægeret, indtil 12 mm lange. Denne art vokser i græsklædte områder, krat og skovkanter i højder mellem 2300 og 4100 m, fra Afghanistan mod øst gennem det sydlige Tibet og det nordlige Himalaya til provinserne Sichuan og Yunnan i Kina. I den lokale folkemedicin anvendes den mod svedeture.

 

 

Nepeta laevigata, Kielang, Lahaul, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Nepeta podostachys
Denne plante har mange opstigende stængler, indtil 30 cm lange, med endestillede aks af små hvide blomster, omkring 8 mm lange. Den er udbredt fra Afghanistan gennem Ladakh til Himachal Pradesh, i højder mellem 2700 og 4300 m.

 

 

Nepeta podostachys er ret almindelig i Spiti, Himachal Pradesh, hvor dette billede blev taget. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Perovskia
En slægt på 10 arter, som er udbredt i Centralasien og Mellemøsten. Slægtsnavnet blev givet til ære for en russisk general, Greve Vasily Alekseevich Perovskij (1794-1857).

 

Perovskia abrotanoides
Denne plante minder en del om lavendel (Lavandula angustifolia). Den er udbredt fra det østlige Iran og Turkmenistan mod øst til Tibet, Pakistan og Ladakh. Den har været anvendt i folkemedicinen som et kølende middel.

 

 

Perovskia abrotanoides er meget almindelig i Ladakh og tilfører ofte det golde ørkenlandskab et skær af blåt, på disse billeder nær Ulley (øverst) og Basgo. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Phlomoides Løvehale
Denne slægt omfatter over 100 arter, som er udbredt fra Sydeuropa mod øst gennem Mellemøsten til Centralasien og Kina. 8 arter forekommer i Himalaya. Førhen var mange af arterne placeret i slægten Phlomis. Blomsterstandene hos disse planter er meget karakteristiske, idet blomsterne er arrangeret i tætte kranse op ad den kantede stængel.

Slægtsnavnet er afledt af græsk floga (‘flamme’), hvilket sandsynligvis hentyder til den tidligere anvendelse af de hårede blade som væger. Et af slægtens engelske navne er lampwick plant (‘lampevægeplante’). Hvad det danske navn løvehale hentyder til, er usikkert.

 

Phlomoides bracteosa
Den almindeligste art i Himalaya, en håret plante med lysviolette blomster, som kan blive op til 80 cm høj. Den vokser i åbne områder mellem 1200 og 4100 meters højde, fra Afghanistan mod øst til det sydvestlige Kina.

 

 

Phlomoides bracteosa, fotograferet neden for Rohtang-passet, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Phlomoides rotata
Som beskyttelse mod den tibetanske højslettes ofte stærke vinde trykker bladene af denne art sig tæt ned mod jordoverfladen. En ulempe ved denne tilpasning er, at hvis planten vokser på sandet jord, blæser vinden sand op på bladene og formindsker herved deres evne til at optage solenergi gennem fotosyntese.

Denne art, som tidligere blev kaldt for Lamiophlomis rotata, vokser på stenede enge og langs vandløb op til 4900 meters højde, fra Tibet mod øst til de kinesiske provinser Gansu, Qinghai, Sichuan og Yunnan, og mod syd til Bhutan, Sikkim og Nepal. Den anvendes i traditionel medicin mod traumatiske problemer.

 

 

Phlomoides rotata, fotograferet i en tør dal neden for bjerget Imja Tse (Island Peak) (6189 m), Sagarmatha Nationalpark, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Pseudocaryopteris bicolor
Denne smukke busk, tidligere kaldt for Caryopteris bicolor, bliver indtil 3 m høj og har store klynger af blålige, duftende blomster for enden af grenene. De udvikles til runde frugter, der ved modenhed er mørkeblå. Denne art vokser i åbne skove og krat og har en vid udbredelse både højdemæssigt og geografisk, fra Pakistan mod øst til det sydvestlige Kina og Thailand i højder mellem mellem 400 og 2100 m.

 

 

Nepal 2008
Pseudocaryopteris bicolor er meget almindelig i Annapurna-området i det centrale Nepal, hvor dette billede blev taget. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Salvia Salvie
Mange arter i denne kæmpestore slægt på omkring 1000 arter dyrkes som prydplanter. Disse attraktive planter forekommer på alle kontinenter med undtagelse af Australien og Antarktis. I Himalaya træffes 11 arter, af hvilke nogle har blå, andre gule blomster. Slægtsnavnet er afledt af latin salvere (‘at helbrede’), hvilket henfører til de helende egenskaber hos læge-salvie (S. officinalis).

 

Salvia lanata
Denne smukke plante har lyseblå blomster, arrangeret i kranse op ad stænglen. Den vokser i åbne områder mellem 1500 og 3000 meters højde i det vestlige Himalaya, fra Pakistan mod øst til det vestlige Nepal. Lokalt tilberedes arten som grønsag, og den anvendes også i salater. Artsnavnet, som er afledt af latin lana (‘uld) og –atus (en endelse), sigter til de uldne blade.

 

 

Salvia lanata, Asi Ganga-dalen, Uttarakhand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Salvia nubicola
På grund af sine klæbrige kirtelhår blev denne art førhen kaldt S. glutinosa, afledt af latin gluten (‘lim’). Den kendes nemt på sin spydformede bladbasis samt de gule blomster. Arten er vidt udbredt, fra Pakistan mod øst til Bhutan, samt i det centrale og sydvestlige Asien og i Sydeuropa. I Himalaya vokser den i åbne områder mellem 2100 og 4300 meters højde. Lokalt rister man frøene og fremstiller pickles af dem. Medicinsk anvendes saft af roden mod feber.

 

 

Salvia nubicola, observeret nær landsbyen Chame i den øvre Marsyangdi-dal, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Stachys Galtetand
Med over 300 arter er galtetand en af de største slægter i læbeblomstfamilien. Disse planter er udbredt i Europa, Asien, Afrika, samt Nord- og Sydamerika. Slægtsnavnet kommer af græsk stachys (‘et kornaks’), hvilket hentyder til blomsterstanden, der ofte er et aks.

Bægeret, der omslutter blomsterne hos galtetand-arter, er rør- eller klokkeformet og har fem spidse tænder. Man kunne fristes til at tro, at det var disse tænder, der var årsagen til disse planters danske navn, men det er ikke tilfældet. Mens blomsterne er unge, har støvdragerne parallelle støvtråde, men efterhånden som blomsterne ældes, bliver støvtrådene snoede og bøjes udefter, så de ydre støvknapper stikker ud over overlæbens rand – ikke ulig hugtænderne hos en orne. Den oldnordiske betegnelse på en orne er galt.

 

Stachys tibetica Tibetansk galtetand
Denne plante har en temmelig forveddet, mangegrenet stængel og danner ofte tætte grupper af bevoksninger. Stænglen er op til 50 cm høj og let håret. Den vokser i klippefyldte områder mellem 2100 og 4500 meters højde, i det vestlige Tibet, Pakistan og Ladakh.

 

 

Stachys tibetica er almindelig i Ladakh, her fotograferet nær Honupatta. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Liliaceae Liljefamilien
Oprindeligt omfattede denne familie flere hundrede slægter, men efter omfattende genetiske studier er den blevet opsplittet i talrige familier. 10 slægter, som er bibeholdt i liljefamilien, findes i Himalaya.

 

Cardiocrinum giganteum Himalaya-lilje
Denne spektakulære plante, der kan blive indtil 3 m høj, er ret almindelig i skove og krat mellem 1200 og 3600 meters højde, fra Kashmir mod øst til det sydvestlige Kina. En salve fremstillet af dens rod anvendes i folkemedicinen til at behandle knogler, der er gået af led. Børn fremstiller fløjter af den hule stængel.

 

 

Cardiocrinum giganteum, fotograferet i Modi Khola-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Fritillaria cirrhosa
Denne smukke plante er den almindeligste af de to arter vibeæg, som findes i Himalaya. Den vokser i alpine græsklædte arealer fra det vestlige Nepal mod øst til det sydvestlige Kina. I den nepalesiske folkemedicin benyttes dens løg mod hoste, astma og blødninger.

 

 

Fritillaria cirrhosa er ganske almindelig i Annapurna Sanctuary, centrale Nepal, hvor dette billede stammer fra. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Gagea Stribelilje, guldstjerne
Førhen udgjorde 11-12 arter af stribeliljer en særskilt slægt, Lloydia, opkaldt efter den walisiske naturhistoriker, sprogforsker, geograf og oldtidskyndige Edward Lhuyd (1660-1709), som opdagede almindelig stribelilje (Lloydia serotina) på bjerget Mount Snowdon i det nordlige Wales – artens eneste forekomst i Europa ud over de mellemeuropæiske bjerge og en relikt fra den sidste istid.

Efter genetiske undersøgelser er Lloydia-arterne nu blevet overført til guldstjernerne (Gagea), som omfatter over 200 arter. Denne slægt blev navngivet til ære for den engelske botaniker Sir Thomas Gage, den 7. baronet af Hengrave (1781-1820).

 

Gagea longiscapa
Den almindeligste art i Himalaya minder meget om europæisk stribelilje, men har større brune pletter i svælget. Den vokser i alpine græsområder mellem 3600 og 5000 meters højde, fra Kashmir mod øst til Bhutan.

 

 

Gagea longiscapa, fotograferet i Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh, hvor denne art er ret almindelig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Lilium nanum
Denne lille art var førhen placeret i slægten Nomocharis. Den er ret almindelig på græsklædte skråninger mellem 3300 og 4600 meters højde, fra Himachal Pradesh mod øst til det sydvestlige Kina.

 

 

Lilium nanum, Great Himalayan National Park, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lilium nepalense Nepalesisk lilje
Denne pragtfulde plante træffes ofte på stejle skrænter i højder mellem 2300 og 3400 m, fra Uttarakhand mod øst til det sydvestlige Kina. Den blomstrer i juni-juli.

 

 

Lilium nepalense, Ringmo, Solu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Lythraceae Kattehalefamilien

 

Woodfordia fruticosa
En busk med smukke orange blomster, som er udbredt i Himalaya fra Pakistan til Myanmar, samt tillige i de fleste varme egne af Asien, Australien, Afrika og Madagascar. I Himalaya vokser den almindeligt i subtropiske dale op til 1800 meters højde. Den har en vid anvendelse hos lokalbefolkningen, idet dens grene benyttes som brændsel, af blade og kviste fremstilles et gult farvestof og af kronbladene et rødt. Bark, blomster, blade og frugter anvendes til behandling af forskellige lidelser. Bladene blandes med tobak og ryges. Børn suger ofte den søde nektar ud af blomsterne.

 

 

Nepal 1991
Woodfordia fruticosa, Birethanti, Annapurna, central Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Magnoliaceae Magnoliefamilien

 

Magnolia campbellii
Denne er sikkert den almindeligste blandt de 8 magnolie-arter, som træffes i Himalaya. Den er udbredt i den nedre tempererede zone i den østlige del af bjergkæden, fra det centrale Nepal mod øst til det sydvestlige Kina. Når den blomstrer i april-maj, er den et pragtfuldt skue med et væld af skønne hvide blomster.

 

 

Dette eksemplar af Magnolia campbellii er et pragtfuldt skue med et væld af skønne hvide blomster. Den blev observeret nær landbyen Bharku, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. Klipperne i baggrunden er skifer, som er løsnet i flager. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blomster af Magnolia campbellii på lidt tættere hold, Lukla, Solu-Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Mazaceae
Tidligere regnedes slægterne Lancea og Mazus som hørende til maskeblomstfamilien (Scrophulariaceae), men blev senere overført til familien Phrymaceae. Genetiske studier har medført, at de siden 2011 danner en særskilt familie, Mazaceae.

 

Lancea tibetica 
Denne art er vidt udbredt i Centralasien, hvor den vokser i græsklædte områder og på brakmarker mellem 3000 og 4800 meters højde.

 

 

Lancea tibetica, voksende i Imja Tse-dalen, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Melastomataceae

 

Osbeckia
En slægt af buske med smukke blomster, der omfatter ca. 50 arter, udbredt i tropiske egne af Vestafrika, samt i tropiske og subtropiske områder af Asien. 7 arter er truffet i Himalaya.

 

Osbeckia nepalensis
Denne plante er almindelig i krat, på brakmarker og langs stier, fra det centrale Nepal mod øst til det sydvestlige Kina, samt i Sydøstasien. I Himalaya vokser den i højder mellem 600 og 2300 m. I modsætning til O. stellata (nedenfor) er dens bæger ikke dækket af et tæt hårlag.

 

 

Osbeckia nepalensis, fotograferet nær Pokhara, centrale Nepal. En bille kravler rundt i en af blomsterne. Disse insekter ses ofte æde støvdragerne hos Osbeckia-arter. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Osbeckia stellata
Denne er så langt den mest almindelige Osbeckia-art i Himalaya, og den dækker ofte ret store områder i åbent land. Den forekommer i højder mellem 1200 og 2400 m, fra Uttarakhand mod øst til Myanmar. Den kendes nemt på bægeret, som er dækket af et tæt lag af stjerneformede hår, heraf dens artsnavn, afledt af latin stella (‘stjerne’).

 

 

Osbeckia stellata, observeret nær Kakani, Helambu, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Nartheciaceae

 

Aletris
I de senere år har medlemmer af denne slægt været placeret i tre forskellige familier. Oprindeligt tilhørte de den kæmpestore liljefamilie (Liliaceae), som siden er blevet opsplittet i talrige familier. Senere blev de overført til firbladfamilien (Melanthiaceae), men er fornyligt blevet placeret i familien Nartheciaceae.

 

Aletris pauciflora
Denne fine lille plante er vidt udbredt i Himalaya i højder mellem 2500 og 4900 m, fra Kashmir mod øst til det sydvestlige Kina. Dens rodstængel anvendes i folkemedicinen til behandling af hoste og forkølelse.

 

 

Aletris pauciflora, Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Nitrariaceae

 

Peganum harmala
Tidligere var denne plante, der også er kendt under lokale navne som harmelaspand og esfand, placeret i pokkenholtfamilien (Zygophyllaceae), men blev siden overført til en særskilt familie, Peganaceae. Fornylig har genetiske undersøgelser medført, at den er blevet flyttet til familien Nitrariaceae.

Denne art vokser i tørre sandede områder og på saltflader, fra Sydeuropa, Nordafrika og Mellemøsten mod øst til Tibet, og derfra mod syd til Pakistan og Ladakh. I 1928 blev den indført til USA, da en bonde i New Mexico ønskede at producere et farvestof af dens frø, ‘Turkish red’, som i Mellemøsten anvendes til farvning af tekstiler, bl.a. tæpper. Den forvildedes imidlertid hurtigt og er siden blevet invasiv i mange områder i det vestlige USA.

Peganum-frø anvendes medicinelt mod feber, mavebesvær, øjenproblemer, mæslinger, astma, Parkinsons sygdom, rheumatisme og menstruelle problemer, som disinfektionsmiddel, som et narkotikum ved navn harmal, samt som røgelse, specielt med det formål at bortdrive ’onde øjne’. Brændende blade kan holde insekter på afstand.

 

 

Peganum harmala, fotograferet ved Leh (øverst) samt nær klostret Thikse Gompa, begge i Ladakh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Onagraceae Natlysfamilien

 

Chamaenerion Gederams
En lille slægt på 8 arter, som findes i arktiske områder og bjergegne på den nordlige halvkugle, vidt udbredt i Europa, Nordafrika, Asien og Nordamerika. Disse planter var en overgang placeret i slægten Epilobium og senere i Chamerion, men er nu blevet flyttet tilbage til Chamaenerion.

 

Chamaenerion latifolium Storblomstret gederams
Denne art, som bliver indtil 70 cm høj, danner store bevoksninger. De pragtfulde blomster er lyserøde eller rosenfarvede, indtil 2,5 cm i diameter, med smalle purpurrøde bægerblade. Denne art vokser hovedsagelig i grusede områder langs vandløb, i Centralasien i højder mellem 1600 og 5200 m. Den har en meget stor udbredelse, idet den findes i alle arktiske og tempererede områder i Asien, mod syd til Nepal og Pakistan, samt i Europa og Nordamerika, herunder Grønland.

 

 

Chamaenerion latifolium, fotograferet på passet Rohtang La, Himachal Pradesh (øverst) samt på passet Polo Kongga La, Ladakh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Orchidaceae Gøgeurtfamilien
Med ca. 880 slægter og mere end 22.000 arter udgør orkidéer en af verdens største plantefamilier. Der findes omkring 150 slægter i Himalaya, hvoraf langt størsteparten er udbredt fra Sikkim og østpå. De fleste er epifyter, hvilket vil sige, at de vokser på træer uden at harme dem. Nedenfor præsenteres et udvalg af såvel epifytiske som jordlevende arter.

 

Calanthe
12 arter af disse kønne jordlevende orkidéer findes i Himalaya.

 

Calanthe tricarinata
En af de mest almindelige orkidéer i egeskove i Himalaya mellem 1500 og 3200 meters højde, fra Pakistan mod øst til Thailand og Kina.

 

 

Calanthe tricarinata, Great Himalayan National Park, Himachal Pradesh. (Photo copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Coelogyne
Epifytiske orkidéer i denne slægt, der omfatter 12 arter, er meget almindelige i subtropiske og nedre tempererede egne i Himalaya, hovedsagelig blomstrende mellem marts og maj. De fleste af arterne har hvide blomster med gule pletter på midtfligen.

 

Coelogyne cristata
En meget almindelig epifyt, som vokser på træer og klipper i højder mellem 1000 og 2000 m. Den er udbredt fra Uttarakhand mod øst til Sikkim. Artsnavnet, som betyder ‘toppet’, hentyder til to hævede kamme på blomstens midterflig, der i nogen grad minder om toppe.

 

 

Coelogyne cristata, fotograferet i den nedre tempererede zone langs floden Modi Khola, Annapurna, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Coelogyne nitida
Denne art, som af nogle autoriteter kaldes for C. ochracea, er en meget almindelig epifyt på træer i højder mellem 1500 og 2500 m. Den er udbredt fra Uttarakhand mod øst til Myanmar.

 

 

Coelogyne nitida, fotograferet i den nedre tempererede zone langs floden Modi Khola, Annapurna, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Cypripedium Fruesko
Disse jordlevende orkidéer er opkaldt efter blomstens form, der minder om en lille sko. Insekter lokkes ned i denne ’sko’, og under deres anstrengelser for at slippe ud igen bestøver de ofte blomsten. Fire eller fem arter træffes i Himalaya.

 

Cypripedium cordigerum
Denne hvidblomstrede art er ret almindelig i skove og krat mellem 2100 og 4000 meters højde, fra Pakistan mod øst til Bhutan.

 

 

Cypripedium cordigerum, Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cypripedium himalaicum
Denne plante med pragtfulde røde eller rødviolette blomster er ret almindelig i åbne områder i højder mellem 3000 og 4300 m, fra Uttarakhand østpå til det sydøstlige Tibet.

 

 

Cypripedium himalaicum, Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Dendrobium
Omkring 26 arter af disse epifytiske orkidéer er udbredt i subtropiske og nedre tempererede egne i Himalaya, hovedsagelig blomstrende mellem marts og maj.

 

Dendrobium amoenum
Denne art er almindelig i skove i højder mellem 1000 og 2000 m, fra Uttarakhand mod øst til Myanmar.

 

 

Dendrobium amoenum, fotograferet i den nedre tempererede zone langs floden Modi Khola, Annapurna, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Pleione
Omkring 26 arter af disse smukke epifyter er udbredt fra Nepal mod øst til Kina, og derfra mod syd til de nordlige egne af Indokina. I Himalaya findes fire arter, der oftest vokser på mosklædte træstammer, tit også selv om de er styrtet om.

 

Pleione hookeriana
Denne art er meget almindelig på ege- og nåletræer mellem 2000 og 3700 meters højde, fra det centrale Nepal mod øst til det sydøstlige Tibet.

 

 

Pleione hookeriana, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Satyrium nepalense
Denne plante har en meget stor højdemæssig spredning i Himalaya, idet den vokser i græsklædte arealer og skovkanter mellem 600 og 4600 meters højde. Den er udbredt fra Pakistan mod øst til det sydvestlige Kina.

 

 

På dette billede vokser adskillige Satyrium nepalense i en frodig eng blandt talrige eksemplarer af en art af perlekurv (Anaphalis), nær Magingoth, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Spathoglottis ixioides
Denne smukke plante vokser fortrinsvis på mosklædte klipper og fugtige skovskrænter mellem 2000 og 3500 meters højde. Den er udbredt fra det centrale Nepal mod øst til Arunachal Pradesh.

 

 

Spathoglottis ixioides, fotograferet i Rolwaling-dalen i det centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Spiranthes sinensis Kinesisk skrueaks
Denne plante kendes nemt på de røde blomster, der vokser i en spiral op ad stænglen. Den har et kolossalt stort udbredelsesområde, fra det nordlige og centrale Asien gennem Sydøstasien og Indonesien til Australien og New Zealand. I Himalaya er den ret almindelig op til omkring 4500 meters højde.

 

 

Spiranthes sinensis, fotograferet neden for passet Rohtang La, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Orobanchaceae Gyvelkvælerfamilien
Denne kæmpestore familie af snylteplanter omfatter omkring 90 slægter med over 2000 arter. Familienavnet er afledt af græsk orobos (‘bønne’) og ankhein (‘at kvæle’), hvilket hentyder til arten bønne-gyvelkvæler (Orobanche crenata), som er en almindelig parasit på hestebønne (Vicia faba).

 

Aeginetia
En lille slægt med ca. 3 arter, som er udbredt i åbne områder fra det indiske subkontinent mod øst til Japan og Korea, og derfra mod syd gennem Sydøstasien til Indonesien og Ny Guinea. En enkelt art findes i Himalaya.

 

Aeginetia indica Indisk gyvelkvæler
Denne plante snylter på rødderne af forskellige græsser, deriblandt bambus, ris, majs og sukkerrør. Denne art er vidt udbredt, fra Uttarakhand mod øst til Kina og Japan, samt i Tropisk Asien. I Himalaya anvendes rod og blomster i den lokale folkemedicin til behandling af infektioner og hudproblemer.

 

 

Aeginetia indica, Tamba Kosi-dalen, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Pedicularis Troldurt
Antallet af arter i denne slægt varierer kolossalt, mellem 350 og 600, alt efter hvilken kilde man benytter. Disse planter er udbredt på næsten hele den nordlige halvkugle, fra de arktiske kyster mod syd til Columbia, det nordvestlige Afrika, Iran, Himalaya, samt det sydlige Kina. Den største diversitet finder man i Kina med 352 arter, hvoraf de 271 er endemiske.

Slægtsnavnet kommer af latin pediculus (‘lus’). Ifølge gammel overtro kunne troldurterne overføre lus til mennesker og kvæg, men ifølge en anden overtro var de i stand til det stik modsatte, nemlig at befri mennesker og kvæg for lus! Navnet luseurt hentyder til, at man benyttede et afkog af disse planter til at fordrive lus med. På engelsk hedder slægten lousewort, hvilket også betyder ’luseurt’. Navnet troldurt sigter måske til, at disse planter snylter på græsser og derved nedsætter mængden af hø i engene. Endvidere skulle de gøre høet bittert. Græssende dyr æder normalt ikke troldurter, da de indeholder giftige glykosider.

 

Pedicularis bicornuta
Denne art er tilknyttet mere tørre områder end langblomstret troldurt (nedenfor). Den er almindelig i højder mellem 2700 og 4400 m, fra Afghanistan mod øst til Uttarakhand i det nordvestlige Indien. Dens blomster anvendes i den tibetanske folkemedicin mod udflåd fra skede og penis. (Kilde: T.J. Tsarong, 1994. Tibetan Medicinal Plants. Tibetan Medical Publications, Indien)

 

 

Pedicularis bicornuta er talrig i Spiti, Himachal Pradesh, her fotograferet nær landsbyen Lossar sammen med en blå vikke-art (Vicia). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pedicularis longiflora ssp. tubiformis Langblomstret troldurt 
Denne plante er allestedsnærværende i fugtige enge og langs søbredder på den tibetanske højslette, fra det nordlige Pakistan mod øst til det sydvestlige Kina, i højder mellem 2700 og 5300 m. Nogle autoriteter betragter den som en selvstændig art, P. tubiformis.

 

 

En højalpin eng med tusinder af Pedicularis longiflora ssp. tubiformis, nær landsbyen Honupatta, Ladakh. På den tørre skråning i baggrunden vokser asiatisk havtorn (Hippophae rhamnoides) og Rosa webbiana, begge præsenteret andetsteds på denne side. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Paeoniaceae Pæonfamilien
Tidligere var pæoner (Paeonia) placeret i ranunkelfamilien (Ranunculaceae), men danner nu en særskilt familie. Antallet af arter af disse pragtfulde planter er omdiskuteret, med angivelser varierende mellem 25 og 40, afhængigt af autoritet. Slægten er hjemmehørende i tempererede egne af Europa og Asien, samt det vestlige Nordamerika. Pæoner er populære blandt haveejere på grund af deres skønne blomster.

 

Paeonia emodi
Denne hvidblomstrede art er den eneste repræsentant for slægten i Himalaya. Den vokser i den lavere tempererede zone, fra Afghanistan mod øst til det vestlige Nepal og den sydvestligste del af Tibet.

 

 

Uttarakhand 2008
Paeonia emodi, fotograferet nær landsbyen Sangam Chatti i den nedre del af Asi Ganga-dalen, Uttarakhand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Papaveraceae Valmuefamilien
Mange medlemmer af denne familie præsenteres på siderne Hyldest til farven rød, samt Hyldest til farven gul.

 

Corydalis Lærkespore
Med omkring 470 arter udgør lærkespore en kæmpestor slægt, som er hjemmehørende i tempererede områder på den nordlige halvkugle, dog med 3 arter i subtropisk Sydøstasien og en enkelt art i bjergområder i Østafrika. Disse planters absolutte kærneområde er Kina, som rummer ca. 357 arter, heraf 262 endemiske.

Slægtsnavnet kommer af græsk korydos, det gamle græske navn for toplærken (Galerida cristata), måske af korys (‘hjelm’), der hentyder til denne fugls top. Det øvre kronblad hos Corydalis-arter danner en hjelm-lignende hætte og har en spore, mens det nedre kronblad danner en bådformet læbe med køl. De to sidekronblade er smalle.

 

Corydalis flabellata
En mangegrenet plante, som bliver indtil 90 cm høj, med talrige kødfulde, blågrønne blade og endestillede blomsterklynger, indtil 20 cm lange, hver med 10-30 gule blomster. Denne art vokser i stenede områder mellem 2700 og 4500 meters højde, fra det sydvestlige Tibet mod syd til Pakistan, Ladakh og Nepal. Den er meget almindelig i Ladakh.

 

 

Corydalis flabellata, Phanjila, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Meconopsis Valmuesøster
Disse pragtfulde valmuer, der omfatter omkring 43 arter, er næsten alle hjemmehørende i Kina og Himalaya. Der forekommer ca. 17 arter af disse hårede skønheder i Himalaya, mange af dem meget almindelige.

Slægtsnavnet kommer af græsk mekon (’måne’) og opsis (’ligner’), hvilket hentyder til de gule, runde kronblade hos skovvalmuen, som den franske botaniker Louis Viguier (1790-1867) skilte ud fra slægten Papaver i 1814 og omdøbte til Meconopsis cambrica, især på grund af griflens struktur. En fylogenetisk undersøgelse fra 2011 fastslår dog, at skovvalmuen er nærmere beslægtet med Papaver-arter end med Meconopsis.

Nogle arter dyrkes som prydplanter i Vesten.

 

Meconopsis aculeata
Adskillige lyseblå valmuesøster-arter er udbredt i Centralasien, fra Kashmir i vest til Kina i øst, bl.a. denne, som er udbredt i det vestlige Himalaya, fra Pakistan mod øst til Uttarakhand, hvor den vokser i klippefyldte områder mellem 3000 og 4000 meters højde.

 

 

Meconopsis aculeata, fotograferet i Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Meconopsis dhwojii 
Der finder megen hybridisering sted blandt valmuesøstre. Det står ikke klart, hvorvidt bl.a. Meconopsis dhwojii skal betragtes som en hybrid eller som en selvstændig art.

 

 

Meconopsis dhwojii, fotograferet nær Kyanjin Gompa, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Meconopsis paniculata
Denne vidunderlige plante, der kan blive næsten 2 m høj, er udbredt fra Uttarakhand mod øst til det sydøstlige Tibet. Den er meget almindelig på næringsrige jorder, fx græsgange for kvæg.

 

 

På dette billede står min guide Ganga Thapa i en meget artsrig urteli i Rolwaling-dalen i det centrale Nepal, med vegetation af Meconopsis paniculata (forrest), skærmplanten Pleurospermum benthamii (den høje plante med hvide blomster), en rød troldurt, Pedicularis megalantha, samt bregner. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Meconopsis simplicifolia
Endnu en art med lyseblå blomster, som vokser i krat og åbne, græsklædte arealer mellem 3,300 og 5,300 meters højde, fra Nepal mod øst til det sydøstlige Tibet. Den kendes nemt på sine oftest udelte blade.

 

 

Meconopsis simplicifolia, Dole, Gokyo-dalen, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Pinaceae Granfamilien
Af denne store familie præsenteres nedenfor slægterne Larix (lærk) og Tsuga (skarntydegran). På siden Planteliv: Planter i folketro og digtning er medlemmer af fyrreslægten Pinus omtalt, mens Himalaya-ceder (Cedrus deodara) er præsenteret på siden Planteliv: Gamle og store træer.

 

Larix Lærk
Slægten lærk, som omfatter 10-12 arter, er blandt de få nåletræer, der kaster nålene om vinteren. De er ofte store træer, og nogle arter kan blive indtil 45 m høje. De er hjemmehørende i tempererede områder på den nordlige halvkugle, og de sydligste bestande er begrænset til bjergegne.

 

Larix griffithii
Af de to arter, som forekommer i Himalaya, er denne den almindeligste, udbredt fra det østlige Nepal mod øst til det sydøstlige Tibet. Den anden art er nepalesisk lærk (L. himalaica), som er begrænset til et lille område i det nordlige centrale Nepal samt det nærliggende sydlige Tibet. De er begge kønne træer, der bliver op til 20 m høje, og deres grene er dækket af lysegrønne nåle, der bliver gule om efteråret, hvorefter de falder til jorden. Veddet af Larix griffithii anvendes til husbyggeri, møbler og brænde, mens der udvindes garvesyre af barken.

 

 

Larix griffithii er meget almindelig i Ghunsa-dalen i det østlige Nepal, hvor disse billeder blev taget. Øverst ses løvspring, nederst umodne kogler. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tsuga dumosa Himalaya-skarntydegran
Dette indtil 40 m høje nåletræ er meget almindeligt i Himalaya, hvor det vokser i højder mellem 2000 og 3600 m, fra Uttarakhand mod øst til det sydvestlige Kina, med en isoleret forekomst i det nordlige Vietnam. Artens tømmer anvendes til husbyggeri, møbler og gangbroer, mens dens nåle brændes som røgelse i hinduistiske og buddhistiske helligdomme.

 

 

Pragtfuld skov af Tsuga dumosa, Changdam, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Plantaginaceae Vejbredfamilien

 

Hippuris vulgaris Hestehale
Denne bemærkelsesværdige plante, som også kaldes for vandspir, vokser på lavt vand i søer og damme. Den er udbredt i det nordlige Eurasien, mod syd til Himalaya, det nordlige Kina og Japan, samt i Grønland og det nordlige og vestlige Nordamerika, mod syd til Californien, New Mexico, Illinois og New York State. Hestehale anvendes i urtemedicinen til behandling af sår og mavesår, samt udvendige og indvendige blødninger.

Slægtsnavnet kommer af græsk hippos (‘hest’) og oura (‘hale’). Førhen var Hippuris den eneste slægt i familien Hippuridaceae, men er nu blevet overført til vejbredfamilien.

 

 

Hippuris vulgaris, voksende i et vandhul neden for Shey Palace, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Picrorhiza kurroa
En mærkelig plante med ca. 3 cm lange støvdragere, der rager langt ud af de små blomster. Den har en begrænset geografisk udbredelse, fra Pakistan mod øst til Uttarakhand, hvor den vokser mellem 3300 og 4300 meters højde. Denne arts rodstængel anvendes i folkemedicinen mod dysenteri, og den er stærkt truet af overdreven indsamling.

 

 

Picrorhiza kurroa, observeret i Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Wulfeniopsis amherstiana
Denne lille plante, som førhen var placeret i slægten Wulfenia, har blålige blomster i et langt ensidigt aks. Den vokser på skyggefulde klipper mellem 1500 og 3000 meters højde, fra Afghanistan mod øst til det centrale Nepal. Saften af dens rod benyttes mod mavepine.

 

 

Wulfeniopsis amherstiana, Solang Nallah-dalen, nær Manali, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Plumbaginaceae Hindebægerfamilien

 

Acantholimon lycopodioides
Som beskyttelse mod den tibetanske højslettes stærke kulde, vinde og fordampning danner denne art kompakte puder, op til 1 m i tværmål. Den trues visse steder af overdreven indsamling til brændsel. Aske fra brændte planter indtages med mælk mod hjertebesvær.

 

 

Acantholimon lycopodioides er stadig ret almindelig i Ladakh, her fundet nær Honupatta. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Polygonaceae Skedeknæfamilien, pileurtfamilien
Denne familie har været genstand for mange ændringer i tidens løb, men i dag anerkendes generelt omkring 55 slægter med ca. 1200 arter af urter, buske, slyngplanter og træer. Familien er udbredt næsten overalt på kloden.

Det latinske navn er afledt af græsk poly (‘mange’) og gony (‘knæ’ eller ‘led’), hvilket hentyder til de opsvulmede bladfæster hos mange arter. Hos talrige arter er akselbladene sammenvoksede til en skede, der omslutter stænglen – heraf det danske familienavn. Det alternative familienavn hentyder til bladformen hos mange af arterne, der minder om pileblade (Salix).

 

Bistorta
En slægt med omkring 40 arter, hjemmehørende i subarktiske og tempererede regioner på den nordlige halvkugle, mod syd til Mexico, Iran og Indokina.

Slægtsnavnet er afledt af latin bis (‘to gange’) og tortus (‘snoet’), hvilket sigter til roden, som er snoet hos slangeurt (B. officinalis).

 

Bistorta affinis
Denne art er en krybende, pudedannende, tæt tueformet plante med oprette, cylinderformede, indtil 7,5 cm lange blomsterstande med lyserøde eller purpurrøde blomster for enden af op til 25 cm lange stilke. Den er almindelig på åbne skråninger og klippefyldt terræn, fra Afghanistan mod øst gennem Tibet til Myanmar. Dens rodstængel benyttes til fremstilling af té, og den indtages også mod mavebesvær.

Artens flammende efterårsløv fremgår af et billede øverst på denne side.

 

 

Dette billede er fra passet Rohtang La, Himachal Pradesh, hvor Bistorta affinis er meget almindelig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Bistorta amplexicaulis
En opret, til tider grenet plante, der kan blive indtil 1 m høj. Dens nedre blade er store, indtil 10 cm lange og 5 cm brede, ovale og langt tilspidsede, og den har talrige slanke, lyserøde eller mørkerøde blomsteraks for enden af lange stilke. Højdemæssigt såvel som geografisk er den vidt udbredt, idet den findes mellem 1500 og 4800 meters højde fra Afghanistan mod øst til Kina. Dens rodstængel anvendes til té, og en pasta af planten smøres på sår.

 

 

Bistorta amplexicaulis, fotograferet på passet Rohtang La, Himachal Pradesh. En malurt-art (Artemisia) ses i forgrunden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Koenigia
Ifølge den seneste revision indeholder denne slægt 35 arter.

 

Koenigia alpina Alpe-pileurt
Denne oprette plante, der kan blive 2 m høj, har talrige klynger af grenede, indtil 30 cm lange blomsterstande med utallige små blomster. Den vokser i krat, på åbne skrænter og langs vandløb og er udbredt fra Mellemeuropa mod øst til Centralasien og den vestlige del af Himalaya, mod øst til Himachal Pradesh. Dens stængler er spiselige efter kogning. Førhen blev arten ofte kaldt Aconogonum alpinum.

 

 

Koenigia alpina, voksende ved et vandløb nær byen Kielang, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Koenigia tortuosa
Denne plante vokser på tørre skråninger i Centralasien og Mellemøsten, op til en højde af 5600 m. Artsnavnet er fra latin tortus (‘snoet’) og osus (‘mange’), hvilket hentyder til de stærkt krusede blade. Den anvendes i lokal folkemedicin mod dysenteri.

Tidligere blev denne art kaldt for Aconogonum tortuosum. Dens gule efterårsløv fremgår af et billede øverst på siden.

 

 

Koenigia tortuosa er almindelig i Ladakh, her fotograferet nær Ulley. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Persicaria
Ifølge den seneste revision indeholder denne slægt ca. 130 arter.

 

Persicaria capitata
Denne art har en fantastisk højdemæssig såvel som geografisk udbredelse, idet den findes mellem 600 og 3500 meters højde, fra det indiske subkontinent mod øst til Fjernøsten og Sydøstasien. Den er en lav, tueformet urt, som vokser i åbne områder samt på klipper og stendiger, har adskillige krybende stængler, der bliver indtil 25 cm lange. Dens blade er ovale eller elliptiske, ofte med en mørk plet på oversiden, og dens blomsterstande er lyserøde, kuglerunde hoveder, indtil 1,3 cm i tværmål.

 

 

På dette billede fra Helambu i det centrale Nepal vokser Persicaria capitata i en sprække i et stendige. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Rheum Rabarber
Adskillige vilde rabarber-arter er hjemmehørende på det tibetanske plateau.

 

Rheum moorcroftianum
Bladene hos denne kraftige plante er op til 30 cm lange og brede og vokser op direkte fra rodstokken, i lighed med de talrige, op til 60 cm lange aks af grønne blomster, der senere forvandles til rødbrune frugter. Den vokser på skrænter og langs flodbredder op til 5300 meters højde, fra Tadjikistan og Afghanistan mod øst gennem det sydvestlige Tibet til det centrale Nepal. Tørrede blade anvendes mod bihulebetændelse.

 

 

De grønlige blomster hos Rheum moorcroftianum forvandles senere til rødbrune frugter. – Pang, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rheum webbianum
De gullige blomster hos denne art bæres i tætte klynger for enden af bladbærende stængler, der kan være mellem 30 cm og 2 m høje. De rundagtige grundblade, som er meget store, op til 60 cm i diameter, er bredest på tværs. Denne spektakulære plante vokser på tørre skråninger i det sydvestlige Tibet, Pakistan, Ladakh, Lahaul og det vestlige Nepal, op til 4500 meters højde. Stænglen er spiselig efter tilberedning, mens roden anvendes mod mavebesvær og tarmproblemer. Rod, stængel og blade indtages som afføringsmiddel, ligesom en pasta af dem smøres på bylder og sår. Roden kan anvendes til plantefarvning.

 

 

I juli blomstrer Rheum webbianum overdådigt på de golde skrænter neden for passet Konze La (4905 m), Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Primulaceae Kodriverfamilien

 

Androsace Fjeldarve
Disse planter er nært beslægtede med kodrivere (nedenfor), men kan kendes fra disse på deres meget korte kronrør (et rør dannet af kronbladene). Denne slægt rummer omkring 100 arter, som er udbredt i køligere egne på den nordlige halvkugle, og ikke færre end 73 af disse forekommer i Kina. De er også allestedsnærværende i Himalaya, med ca. 23 arter, hvoraf de fleste vokser i større højder.

 

 

Mange fjeldarve-arter er pudedannende, som denne Androsace muscoidea, fotograferet i Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Primula Kodriver
Disse planter findes i størstedelen af verden. De opstod sandsynligvis i Himalaya, hvor der forekommer et mylder af arter, omkring 72 i alt, fra 5 cm høje dværge til robuste planter, der næsten er 1 m høje.

Det latinske slægtsnavn er diminutiv af prima (’den første’), hvilket hentyder til mange kodriver-arters tidlige blomstring. Det danske navn kodriver er afledt af dialektordet kodrevler, som betyder ’kopatter’, hvilket hentyder til de hængende blomster hos hulkravet kodriver (Primula veris). Denne art er nærmere præsenteret på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning. Andre arter kan studeres på siden Planteliv: Kodrivere.

 

Primula atrodentata
Denne diminutive art med blåviolette blomster ligner en lille udgave af P. denticulata (nedenfor). Den vokser i åbne områder i højder mellem 3500 og 4900 m, fra Uttarakhand mod øst til det sydøstlige Tibet. Den blomstrer i maj-juni.

 

 

Primula atrodentata, fotograferet i Khumbu-området i det østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Primula denticulata
Denne plante, som er den mest almindelige kodriver-art i Himalaya, vokser i åbne skove og græsklædte arealer i højder mellem 1500 og 4500 m, fra Afghanistan mod øst til Myanmar. Generelt bliver blomsterstandene hos denne særdeles variable art kraftigere og tættere med stigende højde.

 

 

Primula denticulata er meget talrig omkring Annapurna Base Camp, centrale Nepal, hvor dette billede blev taget. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Primula denticulata, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Primula edgeworthii
En talrig art i skove i det vestlige Himalaya, fra Himachal Pradesh mod øst til det centrale Nepal, voksende i højder mellem 2100 og 4100 m. Dens blålig-violette blomster spirer direkte fra rodstokken. Blomstringstiden er april-maj.

 

 

Primula edgeworthii, Annapurna-området, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Primula floribunda
Blomsterstandene hos nogle kodriver-arter adskiller sig fra de fleste andre arters ved, at blomsterne er arrangeret i adskillige skærme op ad stænglen. Et eksempel er denne art med kønne, guldgule blomster, som vokser på fugtige klippevægge, fra Afghanistan mod øst til det vestlige Nepal, i højder mellem 800 og 2000 m. Den har en lang blomstringstid, fra marts til juli.

 

 

Primula floribunda, voksende på en fugtig klippevæg, Uttarakhand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Primula geraniifolia
Som dens artsnavn fortæller, minder bladene hos denne op til 30 cm høje art om bladene hos visse arter af storkenæb (Geranium). Den vokser hovedsagelig på fugtige skrænter i skove i højder mellem 2700 og 4600 m, fra det centrale Nepal mod øst til det sydvestlige Kina. Den blomstrer maj-juli.

 

 

Primula geraniifolia, fotograferet nær Gorjegaon, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Primula glomerata
Denne art kendes nemt på de lysende blå blomster, der er samlet i et meget tæt hoved. Den er udbredt mellem det vestlige Nepal og det sydøstlige Tibet, i højder mellem 3000 og 5000 m. Den er blandt de få kodriver-arter, som blomstrer om efteråret, mellem aug. og nov.

 

 

Primula glomerata, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. Der ses også blade af en art potentil, Potentilla peduncularis, samt en diminutiv rhododendron-art. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Primula irregularis
Denne kønne plante vokser på skovklædte skrænter mellem 2700 og 3500 meters højde, fra det vestlige Nepal mod øst til Sikkim. Den kan kendes på de lyserøde blomster med gult øje, omgivet af en hvid rand. Den blomstrer i april-maj.

 

 

Sne, der faldt den foregående aften, dækker delvis disse blomster af Primula irregularis, Tharepati, Helambu, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Primula macrophylla
Denne høje og ranke art er udbredt fra Afghanistan mod øst til det sydøstlige Tibet. Den danner ofte store bestande på enge mellem 3300 og 4800 meters højde. Bladene er helrandede og lancetformede, melede på undersiden og indtil 30 cm lange, mens blomsterne er lilla eller purpurfarvede. Blomstring finder sted juni-aug.

 

 

Primula macrophylla er meget almindelig i Khumbu-området i det østlige Nepal, hvor dette billede er taget. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Primula primulina
Denne diminutive plante kendes nemt på de lilla eller purpurfarvede blomster, der har en tot hvide hår i svælget. Den vokser i åbne områder i store højder, mellem 3600 og 5000 m, fra Uttarakhand mod øst til det sydøstlige Tibet. Den blomstrer juni-aug.

 

Primula primulina, Gokyo-dalen, Khumbu, østlige Nepal. Primula atrodentata ses t.v. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Primula rotundifolia Rundbladet kodriver
En ganske lille plante med purpur-lyserøde blomster, som vokser på klipper mellem 3500 og 5000 meters højde. Den har en ret begrænset udbredelse, fra Nepal til det sydøstlige Tibet. Blomstring juni-juli.

 

 

Primula rotundifolia, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Primula sessilis
Denne art kan kendes på, at den har takkede, stærkt rynkede blade, samt ovale kronblade, som ender i en enkelt, brat tilspidset tand. Den er ret almindelig i skove mellem 2100 og 3700 meters højde, fra Kashmir mod øst til det vestlige Nepal. Som det ses af billederne herunder, blomstrer den tidligt, i april-maj.

 

 

Primula sessilis i sne, Dodi Tal, Asi Ganga-dalen, Uttarakhand. På det nederste billede hænger en frossen vanddråbe ned fra en blomst. Sne, der faldt på planten den foregående aften, smeltede delvis, men frøs igen om natten. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Primula sikkimensis Sikkim-kodriver 
Denne statelige plante, der undertiden bliver næsten 1 m høj, vokser i våde enge i højder mellem 2900 og 4800 m, fra det vestlige Nepal mod øst til det sydvestlige Kina. Den blomstrer maj-juli.

 

 

Primula sikkimensis, fotograferet i Khumbu-området i det østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Primula strumosa
Denne art har normalt svovlgule blomster, men den hybridiserer gerne med den violette P. calderiana, hvilket kan resultere i gule, hvide, blå og violette blomster i én og samme bestand. Førhen blev de regnet for samme art. P. strumosa findes i krat og åbne områder i det østlige Himalaya, fra Nepal mod øst til Kina, og den vokser i højder mellem 3500 og 4300 m. Blomstring finder sted juni-juli.

 

 

Disse billeder er fra Ghunsa-dalen i det østlige Nepal, hvor Primula strumosa er meget almindelig. På det nederste billede er en blomsterstand blevet bøjet ned mod jorden af snefald. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Primula stuartii
Denne statelige plante, til 40 cm høj, er udbredt fra Himachal Pradesh mod øst til Sikkim, mellem 3600 og 4500 meters højde. Den er specielt almindelig i det vestlige Himalaya, og især på græsgange for kvæg. Den blomstrer juni-juli.

 

 

Primula stuartii er meget almindelig i Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh, hvor disse billeder stammer fra. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Primula wollastonii
Med sine åbne, klokkeformede blomster adskiller denne plante sig tydeligt fra de fleste andre arter i slægten. Den har en ret begrænset udbredelse i det centrale og østlige Nepal samt det sydlige Tibet, hvor den vokser mellem 3600 og 4900 meters højde. Blomstring finder sted juni-juli.

 

 

Primula wollastonii, Gokyo-dalen, Khumbu, østlige Nepal. På nederste billede ses også Primula atrodentata. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Ranunculaceae Ranunkelfamilien

 

Anemone
I alt 17 arter af denne slægt er truffet i Himalaya, langt størstedelen med hvide blomster, enkelte dog med røde, blå eller gule.

 

Anemone obtusiloba
Denne art forekommer i tre farvevarianter, blå, hvid og gul, hvoraf den gule dog kun er udbredt i Kashmir. Den træffes i åbne skove og græsklædte arealer i højder mellem 2100 og 4300 m, fra Pakistan mod øst til det sydvestlige Kina. Den er meget almindelig i Nepal, hvor saft af dens rod anvendes mod øjenbetændelse. Den har en lang blomstringstid, fra maj til sep.

 

 

Blå form af Anemone obtusiloba, fotograferet i Helambu, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Anemone tetrasepala
Denne statelige plante, der kan blive op til 75 cm høj, vokser på klippefyldte skrænter og i åbne nåleskove mellem 2100 og 3600 meters højde, fra Afghanistan mod øst til Himachal Pradesh og den sydvestligste del af Tibet. Blomstring juni-aug.

 

 

Anemone tetrasepala er meget almindelig i Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh, hvor dette billede blev taget. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Aquilegia Akeleje
Denne slægt, der omfatter mellem 60 og 70 arter, er karakteriseret ved blomstens mærkelige form, hvor de indre kronblade har fem sporer, der alle peger bagud. Disse sporer er ofte krumme, hvilket har givet anledning til slægtsnavnet, der kommer af latin aquila (‘ørn’), hvor sporerne sammenlignes med ørnekløer. Navnet akeleje er en fordanskning af det latinske navn. På engelsk kaldes disse planter for columbine, af latin columba (‘due’), hvilket sigter til blomstens påståede lighed med fem duer, der klumper sig sammen.

I Himalaya findes fire arter, alle begrænset til den vestlige halvdel af bjergkæden.

 

Aquilegia fragrans
Denne art, der kan blive op til 80 cm høj, er ret almindelig, udbredt fra Pakistan mod øst til Uttarakhand, hvor den vokser i skove, krat og græsklædte områder i højder mellem 2400 og 3600 m. Artsnavnet sigter til de hvide eller cremefarvede, duftende blomster, som er fremme juni-aug.

 

 

Aquilegia fragrans har hvide eller cremefarvede blomster. Denne blev fotograferet i Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Aquilegia moorcroftiana
Denne art, som bliver op til 40 cm høj, er udbredt fra det nordlige Asien mod syd gennem Centralasien til Pakistan, Ladakh og det vestlige Nepal. Den vokser i krat, ofte langs vandløb, i højder mellem 2700 og 4200 m. Blomsternes farve varierer fra blå til blålighvide eller purpurfarvede. De er fremme juni-juli.

 

 

Aquilegia moorcroftiana, Chiling, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Aquilegia pubiflora
Blomsterne hos denne indtil 40 cm høje plante er forskellige afskygninger af purpur. Den er ret almindelig i skove, krat og græsland fra Pakistan mod øst til det vestlige Nepal, i højder mellem 2400 og 3300 m. Den blomstrer juni-aug.

 

 

Aquilegia pubiflora, Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Clematis Skovranke
Denne vidt udbredte slægt af klatreplanter omfatter omkring 300 arter. Ikke færre end 147 arter findes i Kina, af hvilke 93 er endemiske.

 

Clematis tibetana Tibetansk skovranke
En almindelig art i tørre tibetanske områder, udbredt i det sydvestlige Sichuan, Tibet, Pakistan, Ladakh, Lahaul og Uttarakhand, i højder mellem 1700 og 4800 m. Den vokser ofte på buske langs stier eller er draperet hen over stengærder omkring marker. Den har smukke guldgule blomster med brune pletter, med en indtil 1,5 cm lang og tæt silkehåret griffel. Den er yderst almindelig i Ladakh.

 

 

Clematis tibetana er almindelig i Ladakh, her voksende på stengærder omkring marker nær Chomuthang (øverst) og Honupatta. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Delphinium Ridderspore
Disse planter har karakteristiske uregelmæssige blomster med 5 farvede bægerblade, hvoraf det øverste har en stor, bagudrettet spore, samt fire indre kronblade, hvoraf de to øverste har nektar-producerende sporer, der er indesluttet i den større spore. I Himalaya findes ca. 24 arter, hvoraf nogle er meget vanskelige at skelne fra hinanden.

 

Delphinium brunonianum
Denne lave plante, der undertiden når en højde af 30 cm, har snitdelte blade og endestillede blomsterstande med 3-6 blå eller purpurblå blomster. Den vokser i stenede områder i højder mellem 4300 og 5500 m, fra Pakistan mod øst til det sydøstlige Tibet. Den er ret almindelig i Lahaul og Ladakh. Blomstring finder sted juli-sep.

 

 

Delphinium brunonianum, Taglang La, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Delphinium denudatum
En stor plante, der kan blive op til 90 cm høj, med temmelig små lyseblå blomster, op til 2,5 cm i tværmål. De er fremme juni-aug. Arten vokser i åbne skove og græsklædte arealer mellem 1500 og 2700 meters højde, fra Pakistan mod øst til det centrale Nepal.

 

 

Delphinium denudatum, Sainj-dalen, Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Delphinium glaciale
Denne op til 30 cm høje plante har blegblå, hårede blomster, der er fremme juli-sep. Den vokser på åbne, ofte grusede skrænter i højder mellem 3300 og 6000 m, fra det centrale Nepal mod øst til Bhutan og det sydlige Tibet.

 

 

Delphinium glaciale, fotograferet i en højde af ca. 4000 m, Langshisha, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Delphinium kamaonense
Denne art har en glat, indtil 45 cm høj stængel, og dens blomsterstande har få, op til 4 cm store, dybblå blomster, som ses mellem juni og aug. Den er almindelig i græsklædte områder mellem 3000 og 4300 meters højde, fra Uttarakhand mod øst til det sydvestlige Kina. I Nepal anvendes et afkog af planten mod skab.

 

 

Delphinium kamaonense, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Thalictrum Frøstjerne
Denne slægt er udbredt over størsteparten af den nordlige halvkugle, samt tillige i det sydlige Afrika og Sydamerika, med flest arter i tempererede områder. Der er stor uenighed om antallet af arter, og angivelser varierer fra 120 til 200 arter, hvoraf omkring 20 er udbredt i Himalaya.

 

Thalictrum cultratum
Denne plante, som til tider kan blive 1,2 m høj, har adskillige grenede blomsterstande med talrige små grønlig-hvide blomster, hvis støvdragere er purpurfarvede forneden og gule i spidsen. Den er meget almindelig i krat og græsklædte arealer samt på åbne skråninger, mellem 1700 og 4200 meters højde, fra Pakistan mod øst til det sydvestlige Kina. Blomsterne er fremme juni-aug.

 

 

Thalictrum cultratum, Solang Nallah-dalen, nær Manali, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Rosaceae Rosenfamilien

 

Comarum salesovianum
Denne forveddede urt, som er vidt udbredt i Centralasien, er en af de ret få potentil-arter i dette område med hvide blomster. Den er nært beslægtet med den cirkumboreale kragefod (C. palustre), men i modsætning til denne vokser C. salesovianum i tørre områder.

 

 

Comarum salesovianum, Spiti, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Geum Nellikerod
Denne slægt, som rummer omkring 50 arter, er vidt udbredt i Eurasien, Afrika, New Zealand, samt Nord- og Sydamerika. De fleste arter har gule blomster, mens andre har røde, orange eller hvide. Et billede, som gengiver en pragtfuld orange art, kan ses på siden Rejse-episoder – Chile 2011: Den hvide skov.

Ved modenhed vokser en dusk af silkehår ud fra griflerne, hvilket har givet anledning til et tysk folkenavn på disse planter, Petersbart (‘Peters skæg’), hvilket sandsynligvis sigter til Sankt Peter.

 

Geum elatum
En storblomstret art, der kan blive indtil 50 cm høj. Den er meget almindelig i alpine enge i højder mellem 2700 og 4400 m, udbredt fra Pakistan mod øst til Sikkim og den sydligste del af Tibet. I Nepal anvendes en pasta af bladene til at smøre på sår.

 

 

Geum elatum, Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. Der ses også blade af Potentilla argyrophylla (se ovenfor). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Potentilla Potentil
Denne slægt har ca. 40 medlemmer i Himalaya, de fleste af dem små og lave planter. Mange af arterne er vidt udbredte og almindelige. Langt størsteparten har gule blomster, men hos nogle er de dog orange, røde, lyserøde eller hvide. Frugterne er små, hårde nødder, der sidder tæt sammen i et hoved.

 

Potentilla argyrophylla
Blomsterne hos denne flotte art optræder i et bredt farvespektrum, fra gul over orange til rød (var. atrosanguinea), samt purpurfarvet. Den kendes fra de øvrige potentil-arter på sine jordbær-lignende blade, der oftest er tæt silkehårede, men hos nogle former glatte og mørkegrønne, med lysere underside. Arten er udbredt fra Afghanistan mod øst til Sikkim, i højder mellem 2400 og 4500 m.

 

 

Den gule form af Potentilla argyrophylla er den hyppigste. – Kyangjin, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Den røde varietet atrosanguinea, Annapurna Sanctuary, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Potentilla bifurca 
Denne ganske lave plante vokser på stenede eller græsklædte skrænter og i udkanten af marker, fra det centrale Europa mod øst til Centralasien, hvor den træffes i højder mellem 3500 og 5200 m. Den kan kendes på sine snitdelte blade med brede, ægformede afsnit.

 

 

Potentilla bifurca, fotograferet nær Honupatta, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Potentilla fruticosa Buskpotentil
Buskpotentil, der kan blive op til 1,2 m høj, er en yderst variabel plante, som er meget almindelig i højereliggende egne af Himalaya samt på den tibetanske højslette, hvor den vokser i højder mellem 2400 og 6000 m. Iøvrigt er den udbredt på hele den nordlige halvkugle. Lokalt anvendes saft af dens rod mod fordøjelsesbesvær, der fremstilles té af bladene, og tørrede blade og kviste brændes som røgelse.

 

 

Dette billede viser Potentilla fruticosa var. pumila, observeret nær Honupatta, Ladakh. Denne varietet er krybende, og dens blomster er relativt små. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Potentilla peduncularis 
Denne plante er almindelig på højtliggende græsgange, i højder mellem 3000 og 4500 m. Den er udbredt fra det vestlige Nepal mod øst til det sydvestlige Kina.

 

 

Nødderne hos Potentilla peduncularis er mørkebrune eller næsten sorte, og frugten kan på afstand minde om et brombær. – Dukpu, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Rosa Rose

 

Rosa sericea
Denne rose er vidt udbredt i Himalaya og trives også i tibetanske områder med moderat regnfald. Den træffes i højder mellem 2100 og 4600 m. Den er en rank busk op til 2 m høj, enten tornløs eller med torne siddende parvis under bladene. De cremefarvede blomster, som har 4 kronblade, er op til 6 cm i diameter. De spiselige hyben er kuglerunde eller pæreformede, stærkt røde, op til 1,5 cm i diameter. Denne art dyrkes ofte i hække eller som prydplante. En pasta af kronbladene anvendes mod hovedpine og leverproblemer, og løvet kappes af til foder.

 

 

Rosa sericea er talrig i Jhong-floddalen, Mustang, centrale Nepal, hvor dette billede blev taget. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hyben af Rosa sericea er kuglerunde eller pæreformede. Dette billede er fra den øvre del af Marsyangdi-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rosa webbiana
Denne smukke art, som vokser i mere tørre områder end Rosa sericea, er meget almindelig i det tibetanske højland op til 4500 meters højde. Den bliver op til 2,5 m høj og har spredte, lige, stovte gullige torne, som ligeledes sidder parvis under bladene. Blomsterne er røde eller lyserøde, med 5 kronblade, mens dens røde hyben er ovale eller flaskeformede.

 

 

Rosa webbiana, Sumdah Chu, Ladakh (øverst), samt Spiti, Himachal Pradesh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hyben af Rosa webbiana er ovale eller flaskeformede, op til 3,5 cm lange og med vedvarende, udbredte bægerflige. Disse billeder er fra Hemis Gompa, Ladakh (øverst), samt nær Kielang, Lahaul. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Rubus Klynger, brombær
I Himalaya findes ikke færre end ca. 45 arter af slægten Rubus, der officielt hedder klynger, men i daglig tale kaldes for hindbær eller brombær. De fleste arter i Himalaya er buskagtige, med lange, tornede stængler, som ofte klatrer hen over andre planter. Nogle få er dog krybende dværgbuske uden torne. Frugten er meget karakteristisk, idet den består af opsvulmede, saftige blærer, der sidder tæt sammen omkring den kegleformede blomsterbund, med små, hårde stenfrugter mellem blærerne.

 

Rubus ellipticus
Denne art har lækre orange frugter, som smager sødt og let syrligt på én gang. Den er meget almindelig i åbne, let eroderede områder i den subtropiske og nedre tempererede zone op til en højde af 2600 m, fra Pakistan mod øst til Myanmar, samt i Fjernøsten og Sydøstasien. Den plantes mange steder for at modvirke jorderosion. I den traditionelle folkemedicin benyttes den mod forskellige lidelser, heriblandt feber, diarré, tarmluft, samt dysenteri. Bladene anvendes som foder, og der fremstilles marmelade af bærrene.

 

 

De orange frugter af Rubus ellipticus smager sødt og let syrligt på én gang. – Pati Bhanjyang, Helambu, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Stænglerne af Rubus ellipticus er dækket af lange, stive, rødlige hår. – Chomrong Khola, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rubus hoffmeisterianus 
Denne art har lange stængler, der kryber hen over andre planter. Dens rød-orange bær er spiselige, med en let syrlig smag. Den er ret almindelig i krat og langs stier i højder mellem 1500 og 2400 m, udbredt fra Afghanistan mod øst til det centrale Nepal.

 

 

Rubus hoffmeisterianus, Pati Bhanjyang, Helambu, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rubus nepalensis 
En meget almindelig dværgbusk i højder mellem 2100 and 3200 m, fra Uttarakhand mod øst til Sikkim. Dens stængler kryber hen langs jorden i åbne skove og langs stier, og i både vækstform og udseende minder den en hel del om den cirkumpolare multebær (R. chamaemorus), men dens bær er stærkt røde, og selv om de er let syrlige, er de meget velsmagende.

 

 

På dette billede er Rubus nepalensis fotograferet sammen med en dværgulvefod (Selaginella), samt en blå blomst, Cyanotis vaga, der tilhører familien Commelinaceae. – Gul Bhanjyang, Helambu, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Rubiaceae Krapfamilien

 

Rubia manjith Indisk krap
Denne slyngplante klatrer hen over andre planter ved hjælp af kroge på bladenes underside. Stænglerne er grønne eller gullige, og de små blomster er mørkt purpurfarvede, gullige eller orange. Et rødt farvestof, manjith, udvindes af roden, som også anvendes i traditionel medicin som et sammensnerpende middel. En pasta af stænglen smøres på skorpionsstik.

Arten er udbredt fra Pakistan mod øst til det sydøstlige Tibet i højder mellem 1200 og 2700 m.

 

 

Everest 2010a
Rubia manjith, Surkhe, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Lahaul-Ladakh 2014
Nærbillede af blomsterne hos Rubia manjith, Manali, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ruscaceae, se Asparagaceae.

 

 

 

Salicaceae Pilefamilien

 

Populus Poppel
Popler udgør en slægt på et sted mellem 25 og 35 arter, hvoraf nogle bliver majestætiske træer, op til 50 m høje og med en stammediameter på op til 2,5 m. Popler er er hjemmehørende på størstedelen af den nordlige halvkugle, fra subarktiske områder mod syd til Mexico, Nordafrika, Iran, Himalaya og Kina. De er løvfældende, og adskillige arter viser knaldgult efterårsløv. Nogle eksempler på dette løv kan ses på siden Hyldest til farven gul.

 

Populus ciliata Himalaya-poppel
Et stort træ, op til 20 m højt og med tyk, furet bark på ældre individer. Bladene er ovale eller hjerteformede, langt tilspidsede, fint savtakkede, indtil 25 cm lange og 15 cm brede. Bladstilken er meget lang, indtil 13 cm.

Denne art vokser i skove, langs floder samt i åbne områder mellem 1500 og 3600 meters højde, fra Pakistan mod øst gennem det sydlige Tibet til Yunnan-provinsen i Kina. Den dyrkes vidt og bredt i tibetanske områder. Veddet anvendes som tømmer, grenene til at bygge tage, og løvet indsamles som foder. En pasta af barken smøres på hævede muskler.

 

 

Muktinath-templet, som er viet hindu-guden Vishnu, ligger i en lund af gamle Populus ciliata i Jhong-dalen, Mustang, centrale Nepal. – Dette vigtige tempel er nøjere beskrevet på siden Religion: Hinduisme. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Efterårsløv hos Populus ciliata, nær klostret Hemis Gompa, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Sapindaceae Sæbetræfamilien

 

Acer Løn
Tidligere udgjorde arter af løn og ahorn en særskilt familie, Aceraceae, men efter genetiske studier er de blevet overført til sæbetræfamilien.

 

Acer cappadocicum Cappadokisk løn
Denne art har en kolossalt stor udbredelse, idet den findes fra Tyrkiet mod øst til Centralasien og Kina, med en isoleret forekomst i Syditalien. I Himalaya vokser den mellem 2100 og 3000 meters højde.

 

 

Unge blade af Acer cappadocicum er smukt røde, før de bliver grønne. Dette billede er fra Tirthan-dalen i Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Saxifragaceae Stenbrækfamilien
Medlemmer af denne familie, der omfatter omkring 80 slægter med ca. 1200 arter, findes over hele verden.

 

Bergenia Kæmpestenbræk
Denne slægt på 10 arter forekommer i Centralasien, med 3 arter i Himalaya. Slægtsnavnet blev givet til ære for den tyske læge og botaniker Karl August von Bergen (1704-59).

 

Bergenia ciliata Håret kæmpestenbræk
Denne er den almindeligste af de 3 arter kæmpestenbræk i Himalaya. Den vokser ofte på klippevægge, fra Afghanistan mod øst til det sydøstlige Tibet. På grund af de kønne blomster dyrkes den i vid udstrækning i Vesten, og her betragtes den generelt som et betændelses- og sukkersygedæmpende middel, og den er muligvis også et effektivt middel mod kræft. I Nepal anvendes saft fra planten mod urinvejsproblemer, og et ekstrakt af rodstænglen benyttes mod feber, hoste, forkølelse, astma, hæmorrider, urinvejsproblemer, diarré samt rygsmerter, og det smøres også på bylder. Folk af Gurung-stammen drikker et afkog af rodstænglen mod urinsyregigt samt for at fremme fordøjelsen.

 

 

Bergenia ciliata, voksende på en klippevæg nær Chomrong i den øvre Modi Khola-dal, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På grund af sin frodige vækst og de kønne blomster dyrkes Bergenia ciliata i vid udstrækning som prydplante i Vesten. Disse blomster blev fotograferet nær Dharkot, Uttarakhand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Saxifraga Stenbræk
Langt den største slægt i stenbrækfamilien med omkring 450 arter, som er udbredt i Asien, Europa og Nordamerika, samt i Andesbjergene i Sydamerika. De fleste arter vokser i alpine områder. I Himalaya er truffet ikke færre end ca. 86 arter. Foruden de tre arter nedenfor er S. andersonii præsenteret øverst på denne side, og andre arter er behandlet på siden Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne.

Direkte oversat betyder slægtsnavnet ‘sten-bryder’, af latin saxum (‘sten’) og frangere (‘bryde’ eller ’brække’). Man kunne forledes til at tro, at navnet hentyder til mange af arternes voksested i klippesprækker, men det sigter snarere til en ældre medicinsk brug af nogle stenbræk-arter mod nyresten og lignende.

 

Saxifraga brunonis 
En meget karakteristisk art, let kendelig på de talrige røde udløbere. Den er vidt udbredt i Himalaya, idet den findes fra Kashmir mod øst til det sydvestlige Kina, mellem 2400 og 5600 meters højde.

 

 

Saxifraga brunonis, fotograferet efter en kraftig monsunbyge i den øvre del af Rolwaling-dalen, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Saxifraga mucronulata
Denne lille plante, også kendt under navnet S. flagellaris, har tæt kirtelhårede, 2-4 cm høje stængler og kraftigt gule blomster i toppen. Den kan kendes på de tynde røde udløbere, som vokser ud fra hjørnerne af grundbladene. Den vokser i stenede enge og blandt klippeblokke i højder mellem 2800 og 5400 m, fra Pakistan og Tibet mod øst til Sikkim og det sydvestlige Kina.

 

 

Saxifraga mucronulata, observeret på passet Bara Lacha La, Lahaul, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Saxifraga strigosa 
Denne stivhårede og kirtelhårede plante, som bliver omkring 30 cm høj, spredes nemt ved hjælp af yngleknopper i bladhjørnerne. Den er ganske almindelig i Nepal, hvor den vokser i skove og krat samt på mosklædte klipper i højder mellem 1800 og 4300 m, almindeligst i lavere højder. Dens geografiske udbredelse strækker sig fra Uttarakhand mod øst til det sydvestlige Kina.

 

 

Saxifraga strigosa, Kutumsang, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Scrophulariaceae Maskeblomstfamilien

 

Oreosolen wattii 
I lighed med Phlomoides rotata (Lamiaceae, ovenfor) trykker bladene af denne art sig ned mod jorden som beskyttelse mod de ofte stærke vinde, der hersker på den tibetanske højslette. Denne plante vokser i alpine græsområder og på tørre skråninger i det sydlige Tibet samt i de nordligste egne af Nepal, Sikkim og Bhutan, op til en højde af 5100 m.

 

 

Oreosolen wattii, fotograferet i en tør dal neden for bjerget Imja Tse (Island Peak), Sagarmatha Nationalpark, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Solanaceae Natskyggefamilien

 

Hyoscyamus niger Bulmeurt 
Denne art er hjemmehørende i Middelhavsområdet, Mellemøsten samt de vestlige dele af Centralasien, men er blevet naturaliseret i næsten hele Europa samt i dele af Nord- og Sydamerika. I Centralasien vokser den i åbne områder og på brakmarker mellem 2000 og 3600 meters højde, mod øst til Kina.

Alle dele af planten er meget giftige, idet de indeholder alkaloiderne hyoscyamin og scopolamin. Et gammelt dansk ordsprog fra 1682 siger: ”Bolskab [utugt] er som bulmefrø, jo mere man æder deraf, desto galere bli’r man.”

Førhen havde arten stor anvendelse i folkemedicinen til fremstilling af såvel smertestillende midler som trylle- og elskovsdrikke. Af roden fremstillede man halskæder, der blev båret af børnene som talismaner for at forhindre epilepsi samt for at lette smerter ved tandfrembrud. Fra gammel tid brugtes det i Danmark at indånde dampe fra opvarmede bulmeurt-frø som middel mod tandpine, kaldt ’orm i tænderne’. Dampene har givetvis lindret smerterne, men virkningen har nok i lige så høj grad været af psykologisk art, for efter kuren kunde patienten selv se de dræbte ’orme’ ligge mellem bulmeurt-frøene i den skål, hvori de havde været opvarmet. Forklaringen er, at opvarmningen sprængte frøenes skal, og den hvide krumme kim kom til syne – ikke ulig en maddike.

I den græske mytologi blev de døde i Hades kronet med bulmeurt, mens de uden håb vandrede langs bredden af floden Styx.

Slægtsnavnet er afledt af de græske ord hys (‘svin’) og kyamos (’bønne’), altså ’svinebønne’. Det fortaltes, at svin uden risiko kunne æde planten. Det danske navn bulmeurt er rimeligvis afledt af det gamle ord bolma (’svimle’ eller ’hvirvle’), en hentydning til artens giftighed, i lighed med galurt, galbær og hønsebane. (Bane er et gammelt ord for ’død’).

Arten er nærmere præsenteret på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

Frøstande af Hyoscyamus niger, Kielang, Lahaul, Himachal Pradesh. De danske folkenavne fandens nosser og fandens punge hentyder til frøkapslens form. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Physochlaina
En slægt på omkring 11 arter, hvoraf de fleste er begrænset til Centralasien, med en enkelt art i Mellemøsten og en art i Mongoliet og Sibirien.

 

Physochlaina praealta 
Denne plante vokser i stenede områder i det sydvestlige Tibet, Pakistan og Ladakh, i højder mellem 2400 og 4600 m. Den anvendes i den lokale folkemedicin, frøene til at uddrive indvoldsorm og bladene mod mavesår og øjensygdomme.

 

 

Frugtstande af Physochlaina praealta, Ulley, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Theaceae Téfamilien

 

Schima wallichii
På nepalesisk kaldes dette træ for chilaune (’at klø’), hvilket skyldes, at ældre individer har hår under barken, som irriterer huden. Den giftige bark kan anvendes til fiskeri. Den sønderdeles og strøes i vandet, hvorefter de bedøvede fisk flyder op til overfladen. Denne art vokser op til en højde af 2100 m, fra det centrale Nepal til det sydvestlige Kina og derfra mod syd til Sydøstasien.

Artsnavnet blev givet til ære for den danske læge og botaniker Nathaniel Wallich (1786-1854), som studerede flora i Indien og Himalaya i begyndelsen af 1800-tallet.

 

 

Nepal 2002
Schima wallichii, Helambu, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Thymelaeaceae Dafnefamilien

 

Stellera chamaejasme
Denne smukke plante er begrænset til tørre områder i Centralasien, det sydlige Sibirien og det nordlige Kina. Slægtsnavnet blev givet til ære for den tyske naturhistoriker og opdagelsesrejsende Georg Wilhelm Steller (1709-46), født Stöhler, som deltog i den russiske Store Nordlige Ekspedition (1733-43), også kaldt 2. Kamchatka-ekspedition, som blev ledet af den danske opdagelsesrejsende Vitus Jonassen Bering (1681-1741). Steller betragtes som en af pionererne i udforskningen af Alaskas natur.

Artsnavnet kommer af græsk chamai (‘nær jorden’) og jasme (‘jasmin’), hvilket sigter til denne arts lave vækstform og jasmin-lignende blomster.

Af roden fremstilles papir og reb. I Nepal smøres rodsaften på smertefulde led, og et afkog af barken på forstuvninger. I traditionel kinesisk medicin anvendes roden til behandling af svulster, til at slå indvoldsparasitter ihjel, samt til at fjerne ophobet slim og vand i kroppen. Arten anvendes også traditionelt mod astma og hudproblemer.

 

 

Stellera chamaejasme, voksende nær det hinduistiske tempel i Muktinath, Mustang, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Violaceae Violfamilien

 

Viola Viol
En kæmpestor slægt med måske 600 arter, som er udbredt i de fleste egne af verden, med den største koncentration i den nordlige tempererede zone.

De fleste violer har blå eller hvide blomster, men hos nogle arter er de stærkt gule, fx hos Viola wallichiana, som er ret almindelig i fugtige skove i Himalaya, fra den centrale del af Nepal mod øst til Bhutan og det sydøstlige Tibet. Artsnavnet blev givet til ære for den danske læge og botaniker Nathaniel Wallich (1786-1854), som studerede flora i Indien og Himalaya i begyndelsen af 1800-tallet.

Billeder af andre gulblomstrede violer kan ses på siden Hyldest til farven gul.

 

 

Everest 2010
Viola wallichiana, Surkhe, Khumbu, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Zingiberaceae Ingefærfamilien
Denne kæmpestore familie af urter, der omfatter 46-52 slægter og 11-1300 arter, er udbredt overalt i troperne og subtroperne. Et karakteristisk træk ved familien er, at de nederste svøbblade overlapper og danner en såkaldt falsk stængel. Foruden dyrkede arter som ingefær, gurkemeje og kardemomme træffes medlemmer af omkring 9 slægter af denne familie i Himalaya, hvoraf tre præsenteres nedenfor.

 

Cautleya spicata
Den falske stængel hos denne plante bliver op mod 60 cm lang, og dens kønne gule blomster er samlet i et endestillet, op til 23 cm langt aks. Den er almindelig i højder mellem 1000 og 2800 m, fra Himachal Pradesh mod øst til det sydvestlige Kina. Den vokser i skove, ofte på klipper og somme tider som epifyt. Lokalt anvendes den falske stængel som grønsag, og saft fra rodstænglen benyttes mod mavepine.

 

 

Cautleya spicata, Goyum, Solu, østlige Nepal. I baggrunden ses et andet medlem af ingefærfamilien, Roscoea alpina (se nedenfor). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Roscoea
7 purpurfarvede eller lilla arter af denne slægt forekommer i Himalaya, hvoraf størsteparten vokser i åbne, fugtige områder.

 

Roscoea alpina
Denne art danner ofte tætte bevoksninger i store højder, mellem 2400 og 4000 m, fra Pakistan mod øst til Myanmar. Den er meget almindelig i Nepal.

 

 

Roscoea alpina, Surkhe, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Roscoea capitata
Udbredelsen af denne art er begrænset til det centrale Nepal og tilgrænsende egne af det sydlige Tibet, mellem 1200 og 2600 meters højde. Den er ret almindelig i Nepal.

 

 

Roscoea capitata, Kendja, Solu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Zingiber chrysanthum
Denne plante er én blandt mange arter i ingefærfamilien, som har frugter i jordhøjde. Dens knaldrøde frugter omslutter de snehvide frø, som har en uregelmæssig sort tegning, der til tider minder om en flue. Den vokser op til en højde af ca. 2000 m, fra Uttarakhand mod øst til Sikkim.

 

 

Zingiber chrysanthum, fotograferet nær landsbyen Chamje i den nedre del af Marsyangdi-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Zygophyllaceae Pokkenholtfamilien
Denne familie af træer, buske og urter rummer 22 slægter med omkring 285 arter, hvoraf de fleste vokser i tørre biotoper.

 

Tribulus terrestris Malteserkors 
Denne art har en meget stor udbredelse, fra Sydeuropa og det nordlige Afrika mod øst gennem størstedelen af Asien til det nordlige Australien. Den er meget almindelig i Ladakh. Dens frugter er udstyret med 2-4 spidse torne, der er så stærke, at de er i stand til at punktere et cykeldæk, hvilket har givet arten et af dens engelske folkenavne, puncture vine. Frugten er således indrettet, at mindst én torn altid peger opad, hvorved den kan sætte sig fast i foden på et forbipasserende dyr og derved blive spredt, eller hvis et dyr lægger sig på jorden, hvor disse frugter ligger, sætter de sig fast i pelsen. Mange husdyr har fået fodskader på grund af frugterne.

Artsnavnet kommer af græsk tribolos, hvilket betyder caltrop på engelsk (på dansk noget klodset oversat til ’partisansøm’), en lille metalgenstand, som er udstyret med adskillige spidser (’søm’), hvoraf nogle altid peger opad. I sin tid spredte man disse våben på veje og stier, hvorved man forhindrede trafik af fjendtlige soldater, ryttere samt hestetrukne køretøjer.

Arten har givetvis også fået navnet malteserkors på grund af disse torne. Malteserkorset, også kaldt johanniterkorset, er et ligearmet kors, hvis arme ender i to spidser. Et andet dansk navn er rumpetorn, der måske sigter til, at det er uklogt at sætte sig på disse torne.

 

 

Tribulus terrestris, fotograferet nær Ulley, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Bregner
Bregner er allestedsnærværende i Himalaya, med hundredevis af arter, der vokser fra de varmeste dale til alpine områder.

 

Gleicheniaceae

 

Diplopterygium giganteum
Ryddede områder i Himalaya, som ligger brak, invaderes ofte af tætte bevoksninger af denne store bregne, der førhen blev kaldt Gleichenia gigantea. Denne art er udbredt fra Nepal mod øst til Kina og Sydøstasien.

 

 

Nepal 1994-95
Stor bevoksning af Diplopterygium giganteum, Gorjegaon, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Unge skud – på amerikansk kaldt ‘fiddleheads’ (’violinhoveder’) – af Diplopterygium giganteum, Bheri Kharka, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Polypodiaceae Engelsødfamilien

 

Drynaria propinqua 
Denne epifytiske bregne er vidt udbredt fra Himalaya mod øst til Kina og videre sydpå til Sydøstasien. Den er meget benyttet i den nepalesiske folkemedicin, hvor en pasta fremstilles af dens rodstængel og benyttes mod rygsmerter, hovedpine, forstuvninger, samt knogler, der er gået af led. I traditionel kinesisk medicin har arten været benyttet mod fx døvhed, tandpine, diarré, ufrivillig vandladning, benbrud og hårtab.

 

 

Nepal 1994-95
Visnende blade af Drynaria propinqua oplyses af solen, Marsyangdi-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Annapurna 2007
Lys og skygge på bregner, der står på række og geled. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Annapurna 2007
De yngste dele af dette bregneblad, som hænger ned fra en klippe i den nedre del af Kali Gandaki-dalen, Annapurna, centrale Nepal, er røde, men bliver senere grønne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Laver

 

Parmeliaceae

 

Usnea Skæglaver
De fleste medlemmer af denne store slægt på omkring 600 arter er grågrønne, og de vokser overvejende på træer. De er allestedsnærværende i mere fugtige egne af Himalaya, hvor de ofte hænger ned fra træernes kviste og grene og blafrer i vinden.

I bogen Flora Danica, fra 1648, giver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) denne fascinerende beskrivelse af skæglav: ”Men frem for alle andre Slags Mus [lav], som udi Skofue paa Træer, Klipper oc anden Steds voxer, er det det allerberømmeligste, som kaldis Usnea, sev Muscus cranii humani, det er: ’Det Mus, som voxer paa Menniskens Hierneskale’, huilcket, endog det sielden findis, saa findis det dog undertiden paa deris Hofveder, som ere steylede [lagt på hjul og stejle], halshugne, oc Hofvedet festet paa en Stage, oc andre saadanne Misdederis, som saaledis blifue aflifuede oc tagne aff Dage.”

 

 

Everest 2010
Skæglaver hænger ofte ned fra træernes grene, som på denne Himalaya-birk (Betula utilis), fotograferet nær Pungi Tenga, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nepal 1994-95
Skæglav blafrer i vinden, Ghunsa-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Ordliste

 

Bladform

aflang  med parallelle sider

elliptisk  bredt blad med afrundede sider, spids skarp

lancetformet  blad, som smalner ind til en skarp spids

nåleformet  som på nåletræer

oval  bredt blad med afrundede sider, spids but

pilformet  spidst blad med to spidser ved grunden, omfattende stænglen eller grenen

spatelformet  blad aflangt, men en smule bredere mod spidsen

spydformet  smalt trekantet, tilspidset

ægformet  bredest forneden, tilspidset

 

Blomsten

Bægerblade er dækblade, som regel grønne, der omgiver blomsten. De er nogle gange sammenvokset til et bæger. Bægerblade mangler i nogle typer af blomster.

De hanlige organer i en blomst kaldes for støvdragere, opdelt i en ofte lang støvtråd med en støvknap i spidsen.

De hunlige organer kaldes for støvvejen, som har et støvfang i spidsen af en ofte lang griffel, der udgår fra frugtknuden.

 

Blomsterstande

aks  aflang blomsterstand med siddende blomster

klase  aflang blomsterstand med stilkede blomster

skærm  forklaret under Apiaceae

kurv  forklaret under Asteraceae

 

 

 

(Oprettet september 2018)

 

(Senest revideret marts 2022)