Flora i Himalaya

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Himalayas grænser er ikke veldefinerede. Mod nordvest glider Karakoram-bjergene (der af nogle autoriteter betragtes som en del af Himalaya, af andre ikke) jævnt over i Hindu Kush- og Pamir-bjergene. Mod nord og nordøst udgør adskillige bjergkæder i Ladakh, Tibet og Kina en fortsættelse af selve Himalaya.

Som et resultat af de store forskelle i højdeforhold og nedbør – foruden forskellige andre faktorer som mikroklima og jordbundens sammensætning – er Himalayas flora og fauna i sandhed divers. I disse bjerge mødes to biogeografiske regioner. I de fleste områder dominerer flora og fauna fra den indo-malayiske region, der omfatter bl.a. det indiske subkontinent og Sydøstasien, men i Kashmir, Ladakh og det nordlige Pakistan, samt iøvrigt i højder over ca. 3500 m, findes et stort islæt af arter fra den palæarktiske region, der bl.a. omfatter det centrale og vestlige Asien.

Efter at monsunen har passeret Himalaya fra syd, er næsten al vanddampen afgivet, og på den tibetanske højslette falder derfor kun ganske lidt nedbør. Mange steder er den årlige nedbør gennemsnitligt under 100 mm, mest i form af sne om vinteren. Størsteparten af landskabet er derfor tørt og temmelig goldt. Kun langs floderne og omkring de talrige søer findes frodige, grønne arealer.

Himalaya rummer et overvældende antal plantearter. Alene i Nepal forekommer ca. 6500 arter blomsterplanter, og i hele bjergkæden er antallet over 10.000, hvoraf omkring 4000 er endemiske for området. Hertil kommer mange hundrede arter bregner, ulvefødder, mosser og laver.

Det rige og varierede planteliv i en række lokaliteter i Himalaya er beskrevet på siden På blomsterjagt i Himalaya.

Under beskrivelsen har jeg hentet en mængde information i to glimrende bøger, Flowers of the Himalaya (Oxford University Press, 1984), skrevet af Oleg Polunin og Adam Stainton, samt Flora Simlensis. A Handbook of the Flowering Plants of Simla and the Neighbourhood (Thacker, Spink & Co., 1921), skrevet af Sir Henry Collett. Førstnævnte bog er stadig tilgængelig på markedet, men uheldigvis er kun et begrænset antal arter i den illustreret i farve.

Langt størstedelen af informationen om anvendelsen af planter er lånt fra Narayan Manandhars fine værk Plants and People of Nepal (Timber Press, 2002). Min dybtfølte tak til Mr. Manandhar.

Med hensyn til etymologien har jeg anvendt hjemmesiden Wiktionary, samt J. Corneliuson, Växternas namn. Vetenskapliga växtnamns etymologi. Språkligt ursprung och kulturell bakgrund, publiceret af Wahlström & Widstrand, 1997.

Jeg vil også gerne takke min ven Ajai Saxena, som har leveret omkring to dusin billeder, især på den engelske pendent til denne side. Sammen har vi foretaget adskillige botaniske ekskursioner i Himalaya, til tider i selskab med Ajais kone Madhu.

På denne side behandles Tibet (kaldt Xizang af kineserne), Qinghai og Xinjiang som selvstændige områder. Udtrykket ‘det vestlige Kina’ dækker kinesiske territorier umiddelbart øst for Tibet og Qinghai. Udtrykket ‘det sydvestlige Kina’ dækker provinserne Yunnan, Guizhou og Sichuan.

Nederst på siden findes en ordliste med hyppigt anvendte ‘tekniske’ botaniske udtryk.

 

 

 

 

 

 

 

Som et kuriosum kan nævnes, at ifølge en maskinel oversættelse (‘undersættelse’) på internettet er det danske navn på denne familie blevet til ‘bjørnens buksefamilie’! Denne mærkværdighed kommer af et engelsk navn på familien, bear’s breeches family, hvilket imidlertid bygger på en misforståelse. Et middelalderligt navn på den plante, som den svenske botaniker Carl von Linné (1707-78) senere navngav Acanthus mollis, var Acanthus sativus branca ursina (‘den dyrkede (plante med) tornede bjørne-dækblade’), hvilket sigtede til de krumme dækblade på blomsterstanden, som for de mennesker, der gav den dette navn, åbenbart lignede bjørnekløer. Med tiden blev branca forvansket til breech (en slags korte bukser, der når ned til knæene), der førte til navnet bear’s breeches.

 

 

Artsnavnet, afledt af græsk makros (‘stor’) og karpos (‘frugt’), sigter til frugten, en cylinderformet kapsel, som er op til 3,5 cm lang.

 

 

 

 

 

Slægten blev navngivet til ære for den franske botaniker Jacques Barrelier (1606-73).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Blomsterne spises som grønsag, men smagen er ret bitter. Medicinsk anvendes planten mod hoste, forkølelse og astma.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af græsk strobilus (‘kegle’) og anthos (‘blomst’), således ’kegleformet blomst’, introduceret i 1826 af den tysk-hollandske botaniker Karl Ludwig von Blume (1796-1862), baseret på blomsterstanden hos en art på Java, Strobilanthes cernua.

 

 

 

 

 

 

 

 

Førhen blev denne plante kaldt for Strobilanthes alatus eller Pteracanthus urticifolius, hvor navnet urticifolius sigter til de nældelignende blade.

 

 

 

 

 

 

 

Denne art blev først fundet i 1821 af den danske læge og botaniker Nathaniel Wallich (1786-1854), som studerede flora i Indien og Himalaya først i 1800-tallet. Den formelle offentliggørelse af arten måtte vente til tredje bind af Wallichs Plantae Asienticae Rariores fra 1832, hvor den blev beskrevet som en ny art under navnet Goldfussia nutans af den tyske botaniker Christian Nees von Esenbeck (1776-1858), den daværende Acanthaceae-ekspert. (Kilde: Curtis’s Botanical Magazine 2014, 31 (2): 168-179, Royal Botanic Gardens, Kew)

 

 

 

 

 

Denne varietet blev navngivet til ære for Lady Dalhousie, hustru til George Ramsay, den 9. Jarl af Dalhousie, som var generalguvernør i Indien i første halvdel af 1800-tallet. Denne dame var en ivrig indsamler af planter.

 

 

 

 

 

 

 

 

Tidligere udgjorde disse slægter familien Sambucaceae, hvorpå de blev flyttet til gedebladfamilien (Caprifoliaceae). Nylige DNA-studier har imidlertid åbenbaret, at de hører hjemme i desmerurtfamilien.

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk sambuca, der er navnet på et ældgammelt instrument af asiatisk oprindelse. Den bløde marv blev fjernet fra hyldegrene til fremstilling af blæseinstrumenter. I Europa lavede drenge såkaldte hyldebøsser af de mest lige af grenene ved at bore marven ud. Dernæst skar man en gren af hårdere materiale, der passede præcist ind i den hule hyldegren. Et projektil, fx en prop af hyldemarv, blev presset ind i røret fortil, og en anden prop bagtil. Når man hurtigt jog den hårdere gren ind mod den bageste prop, blev denne presset fremad, og på grund af lufttrykket blev den forreste prop skudt ud med et knald.

I Myter, bd. 9, Møllen, fra 1944, skriver Johannes V. Jensen (1873-1950): ”Med Hyldebøsser gjorde vi os frygtet, vi skar dem saa store og lange, at Ladestokken lod sig stemme mod Skulderen som en Kolbe, saa at de kunne affyres med Sigte som et Gevær.”

Anvendelsen af hyld i folkemedicinen er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

 

Der findes 8 arter i tempererede områder af Himalaya, hvoraf adskillige fremviser store klynger af stærkt røde bær om efteråret. Bærrene af nogle arter er spiselige.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Træer i den vestlige del af Himalaya blev førhen betragtet som en selvstændig art, V. foetida, men anses nu for at være en form af V. grandiflorum.

Et billede, som viser en blomsterstand dækket af is, vises på siden Natur: Sne og is.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Blomsterstanden hos disse planter er meget karakteristisk, idet den består af en kompakt, kugleformet skærm for enden af en ugrenet stængel. Den unge blomsterstand er omgivet af en papiragtig hinde, som deler sig, når blomsterne springer ud.

 

Friske blade af denne plante er spiselige, mens tørrede blade anvendes som krydderi. Den har også medicinske egenskaber, idet den anvendes til at uddrive indvoldsorm.

 

 

 

 

 

Bladene er spiselige, og løgene anvendes mod diarré, hoste og forkølelse.

Artsnavnet hædrer den danske læge og botaniker Nathaniel Wallich (1786-1854), som studerede flora i Indien og Himalaya først i 1800-tallet.

 

 

 

 

 

 

Tidligere blev disse planter regnet for tilhørende slægten gåsefod (Chenopodium), men nylig genetisk forskning har åbenbaret, at de er nærmere beslægtet med spinat (Spinacia). (Kilde: S. Fuentes-Bazan et al. 2012: A novel phylogeny-based generic classification for Chenopodium sensu lato, og a tribal rearrangement af Chenopodioideae (Chenopodiaceae). Willdenowia 42:16-18)

 

Denne art er vidt udbredt, fra Europa og Nordafrika mod øst gennem Mellemøsten til Centralasien, med østgrænsen i Gansu, Tibet og det centrale Nepal. Den vokser på brakmarker og åbne skråninger, i Himalaya mellem 1500 og 3800 meters højde.

Stænglen, indtil 1 m høj, kan være hvid, grøn, gullig eller rød. Den er opret og vidt forgrenet, og de kødfulde blade er indtil 9 cm lange og 3 cm brede. Blomsterstandene er tætte, grønne aks i bladhjørnerne, blomsterne ganske små. Blomstringstiden er lang, fra maj til aug.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Blomsterstanden i denne familie er unik, hos næsten alle arter arrangeret i skærme for enden af stængel eller grene. Blomsterstanden kan være simpel, kun bestående af et tæt hoved eller en enkelt skærm, normalt med dækblade, det såkaldte storsvøb, ved basis, og hver af stilkene, de såkaldte stråler, har en enkelt blomst for enden. Sammensatte skærme er mere almindelige, bestående af en såkaldt storskærm med adskillige stråler, hvorpå der sidder småskærme. Hver af småskærmene har normalt små dækblade, småsvøbet, ved basis, samt en række stråler med en blomst for enden. Blomsternes farve er normalt hvid, men gul, lyserød eller purpurfarvet forekommer også ofte, blå og rød sjældent. Blomsterne har fem kronblade og støvdragere, og det samme gælder for bægerbladene, som dog normalt mangler.

 

Navnet hareøre sigter til Bupleurum rotundifolium, hvis blade minder om en hares ører. Roden af adskillige arter er en vigtig ingrediens i den traditionelle kinesiske medicin chai hu, der anvendes mod en mængde lidelser, bl.a. åndedrætsbesvær, svimmelhed, uregelmæssig menstruation, hoste, feber og influenza. Direkte oversat betyder navnet ‘barbarernes optændingspinde’. Formodentlig iagttog kineserne nogle ‘barbarer’ anvende tørrede stængler af hareøre som optænding.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet hædrer den danske læge og botaniker Nathaniel Wallich (1786-1854), som studerede flora i Indien og Himalaya først i 1800-tallet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I folkemedicinen anvendes saft fra stænglen mod fordøjelsesbesvær og mavesår.

 

 

 

 

 

 

Hylsterbladet hos flere af arterne ligner en brilleslange med nakkehuden spredt ud, mens kolben med de røde bær minder lidt om en majskolbe. I forening har det givet anledning til planternes nepalesiske folkenavn, sarpa ko makai, som betyder ’slangemajs’.

 

 

 

 

 

 

I Nepal spises bladene som grønsag, og rhizomet anvendes medicinelt mod slagtilfælde og lammelser, samt til uddrivning af slim.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art er udbredt i tørre, ørkenagtige områder, fra Yemen mod øst til Centralasien. I Himalaya findes den fra Pakistan mod øst til Bhutan, i højder mellem 1700 og 4500 m. Lokalt spises de unge blade som grønsag.

Arten blev beskrevet i Yemen under navnet Arum flavum af den svenske naturhistoriker Pehr Forsskål (1732-63), som deltog i den Kongelige Danske Ekspedition til Arabien (1761-67). Han var en enestående dygtig videnskabsmand, som beskrev hundredevis af nye arter, planter såvel som dyr. Hans korte, men fascinerende liv og levned er beskrevet på siden Folk: Pehr Forsskål – genial svensk videnskabsmand.

 

 

 

 

 

Denne art findes i skove fra det centrale Nepal mod øst til Myanmar, i højder mellem 2400 og 3000 m.

 

 

 

 

 

 

 

På engelsk kaldes den ofte for cobra plant, hvilket sigter til hylsterbladet, der minder om en brilleslanges udbredte nakkehud.

 

 

 

 

 

Arten er vidt udbredt og meget almindelig i skove og krat, fra Pakistan mod øst til det sydvestlige Kina. Frugterne anvendes i madlavning, og i Pakistan benyttes et ekstrakt af rhizomet mod indvoldsorm i kvæg.

 

 

 

 

 

Hylsterbladet er op til 15 cm langt, mørkt purpurfarvet med hvide ribber nær basis, inkl. røret indtil 15 cm langt. Kanten har netmønster med gennemsigtige nerver, og den afrundede spids har et indhak på midten med en lille, tornagtig spids, som er 1-3 cm lang. Spidsen af den purpurfarvede kølle er piskelignende, indtil 22 cm lang. Det enlige blad er trekoblet, og småbladene, som har rød kant, er op til 25 cm lange og 18 cm brede. Blomstring maj-juli.

 

 

 

 

 

Gundruk kan fremstilles på forskellig vis. En metode er at vaske bladene og derpå lægge dem til tørre i solen en dag. Herefter bankes den sidste saft ud af dem, og de stampes tæt sammen i en lufttæt krukke, hvor de gærer i en uge. Derpå foldes bladene ud og lægges til tørre i solen, hvorefter de kan opbevares et tørt sted til senere brug. En anden metode er at koge bladene en kort tid og derpå stampe dem tæt sammen i en beholder. Kort efter fjerner man saften, og der tilføjes kogende vand. Bladene gærer nu i 4-5 dage, hvorefter de tørres i solen. (Kilde: Manandhar, N.P. 2002. Plants and People of Nepal. Timber Press)

Gundruk kan gemmes i op til et år. De gærede blade har en karakteristisk duft og en kraftig, særegen og dejlig smag – i hvert fald efter min mening.

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet blev givet til ære for den franske botaniker og ornitolog Jean-Baptiste Leschenault de la Tour (1773-1826), som var chefbotaniker på Nicolas Baudins ekspedition til Australien 1800-1803.

 

 

 

 

 

 

Himalaya-ginseng er meget anvendt i den traditionelle medicin mod et stort antal lidelser, bl.a. næseblod, indre blødninger, slagtilfælde, svimmelhed og tør hals. Naga-folket i det nordøstlige Indien indtager et pulver af den tørrede rod oralt mod hjertelidelser, sukkersyge, kræft, tuberkulose og mavesår, og endvidere som potensfremmende middel. De spiser også bladene som grønsag.

 

 

 

 

 

 

De engelske navne pipevine og Dutchman’s pipe sigter til blomsternes form hos nogle af arterne, der minder om en gammeldags merskumspibe, mens et andet engelsk navn, birthwort, hentyder til den tidligere anvendelse af disse planter til at lette fødsler, og endvidere til at fremkalde abort.

 

Arten vokser i skove fra det centrale Nepal mod øst til det sydvestlige Kina, i højder mellem 1800 og 2900 m.

 

 

 

 

 

 

 

 

Tre af disse slægter er Chlorophytum, Maianthemum og Polygonatum, der alle præsenteres nedenfor. Oprindeligt tilhørte disse slægter den kæmpestore liljefamilie (Liliaceae), men Chlorophytum blev siden flyttet til familien Anthericaceae og senere til agavefamilien (Agavaceae), der nu betragtes som en underfamilie, Agavoideae, af aspargesfamilien. De øvrige to slægter tilhørte førhen konvalfamilien (Convallariaceae), men blev sidenhen overført til familien Ruscaceae, der nu betragtes som en underfamilie, Nolinoideae, af aspargesfamilien.

 

 

Arten er ganske almindelig i skovkanter, samt på klipper og åbne skråninger, i højder mellem 1400 og 3000 m, fra det centrale Nepal mod øst til det sydvestlige Kina. Unge blade koges lokalt som grønsag, og roden anvendes medicinelt mod podagra.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin Maia (‘maj’) og græsk anthemon (‘blomst’), hvilket sigter til vores hjemlige art M. bifolium, der blomstrer i maj.

 

 

 

 

 

 

Unge dele af planten spises lokalt som grønsag.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af græsk polys (‘meget’, ‘mange’) samt gonos (‘knæ’), hvilket sigter til rhizomet, som har adskillige led. Navnet Kong Salomons segl hentyder til nogle indhak i rhizomet, som for de personer, der navngav slægten således, tilsyneladende mindede om kongelige segl.

 

Denne art vokser i skove og krat i højder mellem 1500 og 4600 m, fra Himachal Pradesh mod øst til det sydvestlige Kina. Lokalt anvendes rhizomet medicinelt, og unge blade koges som grønsag.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nogle autoriteter kalder denne plante for Ajania fruticulosa, men ifølge Flora of China er dette navn reserveret for en art, der vokser længere mod nord i Centralasien.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk ana, der i denne forbindelse betyder ‘særdeles’, samt phalos (‘hvid’), hvilket sigter til de hvide blomsterkurve. Navnet perlekurv kommer af artsnavnet på den eurasiske A. margaritacea, af græsk margarites (‘perle’), der ligeledes hentyder til de hvide, perleagtige blomsterkurve.

 

 

 

 

 

 

Slægten er opkaldt efter Artemis, den græske gudinde for vildnis, vilde dyr, jagt, børnefødsler og jomfrudom, som beskytter de unge piger, samt påfører og helbreder sygdomme hos kvinder. I sin bog Herbarium skriver den romerske filosof og lærde Lucius Apuleius (ca. 124-170 e.Kr.): “Om disse urter, som vi kalder Artemisia, siges det, at Diana opdagede dem og overbragte deres kraft og lægedom til kentauren Kiron, som var den første, der anvendte dem som lægeplanter, og han opkaldte dem efter det græske navn på Diana, Artemis.”

Malurters anvendelse i folkemedicinen er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

 

I den lokale folkemedicin anvendes æteriske olier fra denne plante som et infektionsdæmpende middel, en pasta af roden smøres på bylder, og et afkog af planten benyttes til at lette ledsmerter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Førhen var en lang række amerikanske kurvplanter indlemmet i denne slægt. Efter et antal undersøgelser er den Nye Verdens arter imidlertid blevet overført til slægterne Almutaster, Canadanthus, Doellingeria, Eucephalus, Eurybia, Ionactis, Oligoneuron, Oreostemma, Sericocarpus og Symphyotrichum.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet hædrer den danske læge og botaniker Nathaniel Wallich (1786-1854), som studerede flora i Indien og Himalaya først i 1800-tallet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art vokser i skovkanter, krat og enge i højder mellem 2700 og 4500 m, udbredt fra Uttarakhand mod øst til det sydvestlige Kina.

 

 

 

 

 

Disse planter er karakteriseret ved deres tidselagtige udseende, men kendes nemt på den kuglerunde, tornede blomsterstand, som er årsagen til slægtsnavnet, afledt af græsk ekhinos (‘pindsvin’) og ops (‘hoved’).

 

Medicinsk anvendes pulveriserede blade mod gulsot, mens en pasta af bladene smøres på betændte sår. Frøene spises som styrkende middel.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten vokser i krat, græsklædte arealer og dyrket land i højder mellem 1500 og 3200 m og er udbredt fra Afghanistan og Xinjiang mod syd til Himachal Pradesh og det centrale Nepal. Den dyrkes ofte, da dens rod er meget anvendt i den lokale folkemedicin, bl.a. som slimløsnende middel.

Læge-alant er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

Det videnskabelige slægtsnavn kommer af græsk leon (‘løve’) og podion (‘lille fod’). Da den skotske botaniker Robert Brown (1773-1858) navngav denne slægt, hentydede han formodentlig til de uldne svøbblade, der kan minde om en løvepote. På tysk betyder edelweiss ’den ædle hvide’.

Almindelig edelweiss (L. alpinum) er beskrevet på siden Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægten blev navngivet til ære for Alexander Vilgelmovich Richter (1804-49), som var direktør for biblioteket på Moskvas universitet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I Nepal fremstilles alkohol af planten. I folkemedicinen anvendes saft fra roden mod feber, og en pasta af bladene smøres på bylder.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten har en uhyre stor udbredelse i Asien, fra Uttarakhand mod øst til Japan, Taiwan, Sydøstasien og Filippinerne, samt i Sydindien og Sri Lanka. I Himalaya vokser den i skove og krat, samt ofte i udkanten af landsbyer, i højder mellem 1800 og 4000 m.

 

 

 

 

 

 

Traditionelt er denne plante blevet anvendt i folkemedicinen mod gigt, ledsmerter, muskelsmerter, iskias samt slangebid, og den har også været benyttet mod malaria. Den var årsagen til en fejde mellem botanikerne Linné og Siegesbeck, se nedenfor.

 

 

 

 

 

Senere blev han imidlertid en hård kritiker af Linnés Systema plantarum sexuale fra 1737, som delvis var baseret på at gruppere planterne efter antallet af hanlige og hunlige organer i blomsterne. Siegesbeck kaldte denne teori for “modbydeligt umoralsk” og fortsatte: “Hvem skulle have troet, at blåklokker, liljer og løg kunne deltage i en sådan umoral?” Han spurgte hånligt, om Gud ville tillade 20 eller flere mænd (dvs. støvdragerne) at være fælles om én kone (dvs. griflen).

“Hvilken mand,” fortsatte han, “vil nogensinde tro, at den Almægtige Gud skulle have indført en sådan forvirring, eller snarere en sådan skamfuld horen, for videreførelsen af planterne? Hvem vover at instruere unge studenter i et sådant vellystigt system uden at forårsage skandale?”

Da Linné vendte tilbage til Sverige, fandt han, at han var blevet gjort til grin på grund af Siegesbecks kritik, men hævnede sig ved at navngive en ildelugtende orientalsk plante med klæbrige kirtler Siegesbeckia.

Den svenske botaniker Johan Browallius forsvarede Linnés idéer med succes, men det ændrede ikke Siegesbecks holdning, og striden fortsatte. En pakke med Siegesbeckia-frø fik en ny etiket af Linné med påskriften Cuculus ingratus (‘utaknemmelig gøg’), hvorpå den blev sendt til Siegesbeck, som såede frøene. Da denne indså, at de var Siegesbeckia, standsede han al korrespondance med Linné, og fra den dag var der kold luft mellem de to. (Kilde: L. & L. Taiz, 2017. Flora unveiled: the discovery and denial of sex in plants.)

Mens den gode tyske læges navn var Siegesbeck, er slægtens nuværende gyldige navn Sigesbeckia ifølge Kew Botanical Gardens, London.

 

 

 

Et medlem af slægten, matrem (Tanacetum parthenium), der tidligere var meget anvendt i folkemedicinen, er omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet blev givet til ære for Ferdinand Stoliczka (1838-74), en tjekkisk palæontolog, geolog og zoolog, som hovedsagelig arbejdede i Indien. Under en ekspedition til Karakoram-bjergene døde han af højdesyge.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet blev givet til ære for Ferdinand Stoliczka (se Tanacetum stoliczkae ovenfor).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den anvendes ofte i traditionel medicin. Saft af planten benyttes mod hovedpine, mens saft af roden anvendes mod betændte øjne og mavesår. Saften blandes også med plantefarver for at gøre dem mere farvefaste. I Nepal anvendes stængel og bladstængel til fremstilling af pickles.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art er vidt udbredt, idet den findes i Afrika, samt fra Mellemøsten mod øst til Kina og Taiwan, og derfra mod syd til Sydindien, Sri Lanka, Malaysia og Filippinerne. I Himalaya vokser den i enge, på åbne skrænter, samt langs stier, op til en højde af 3200 m. Den udnyttes i den lokale folkemedicin.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet blev givet til ære for den tyske sagfører og politiker Friedrich Levin Freiherr von Lindelof (1794-1882).

 

Denne plante er hjemmehørende i tørre, græsklædte områder og på åbne skrænter, fra Kazakhstan, Kirgisien og Mongoliet mod syd gennem Xinjiang, Gansu og Tibet til Afghanistan, Pakistan og Ladakh, i højder mellem 1200 og 4700 m.

 

 

 

 

Denne art er vidt udbredt i fugtige krat og skove, langs vandløb og blandt fugtige klipper, fra Kazakhstan, det sydlige Sibirien og Mongoliet mod øst til Japan og mod syd til Himalaya, hvor den vokser mellem 2100 og 4200 meters højde.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne plante, som førhen blev kaldt for Ermania pamirica, er udbredt fra Tajikistan, Xinjiang og Qinghai mod syd til Pakistan, Ladakh og det centrale Nepal, i græsklædte områder og på klippefyldte skråninger i højder mellem 3500 og 4700 m. I Ladakh spises unge skud som en grønsag.

 

 

 

 

 

 

Denne art er almindelig på græsgange og flodsletter, samt i klippefyldte områder, i højder mellem 2400 og 4300 m, udbredt fra Afghanistan mod øst til det sydvestlige Kina. I Tibet anvendes blomster og blade til behandling af forgiftning, forårsaget af fordærvet kød.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Stænglen, der er indtil 1,5 m høj, er ofte forveddet forneden, mangegrenet. Bladene er blågrønne, elliptiske eller aflange, til 15 cm lange og 5 cm brede, med tandet rand. De hvide blomster er tæt samlet i talrige blomsterstande for enden af stængel og grene, hver med 25-50 ganske små blomster, til 3 mm i diameter, kronblade op til 2,5 mm lange og 1,3 mm brede. Blomstringsperioden er fra maj til aug.

I Ladakh tilberedes unge planter som spinat, men for at fjerne bitterstoffer og den pebrede smag koges de først, hvorefter de står i blød i vand i to dage. I de kinesiske provinser Gansu og Shaanxi anvendes frøene medicinelt.

 

 

 

 

 

Denne art er meget almindelig og forekommer fra Europa og Nordafrika mod øst til Sibirien, Centralasien, Kina og Taiwan. I Himalaya findes den fra Pakistan mod øst til Bhutan, i højder mellem 1500 og 4000 m. Det oprindelige udbredelsesområde for denne art diskuteres, men er sandsynligvis Europa og det vestlige Asien. Den dyrkes vidt og bredt som grønsag og er naturaliseret utallige steder. Den benyttes også meget medicinelt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne plante er meget anvendt i den traditionelle medicin mod en lang række lidelser, deriblandt betændelse, urinsyregigt og anden gigt, rheumatisme, lammelser og spedalskhed. Roden benyttes mod mavepine, fordøjelsesbesvær, træthed, diarré, opkastninger og hoste.

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet betyder ‘med blade som Thalictrum‘, hvilket sigter til de små blade, der minder om bladene hos frøstjerne-arter (Ranunculaceae).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Lokalt indsamles dens løv til foder, mens blomsterknopper og frugter laves til pickles eller tilberedes som grønsag. En pasta fremstillet af roden smøres på rheumatiske lemmer, og saft fra roden kan uddrive indvoldsorm.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art er udbredt fra Afghanistan mod øst til det sydvestlige Kina, i højder mellem 1400 og 4100 m. Den vokser på åbne skråninger, samt i krat og landbrugsland.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne plante vokser i krat, græsklædte områder og skovkanter, samt på grusede skrænter, i højder mellem 2000 og 5000 m, fra Uttarakhand mod øst til det vestlige Kina.

 

 

 

 

 

Denne art vokser på grusede skråninger og i krat, ofte sammen med arter af ærtebusk (Caragana, Fabaceae), i højder mellem 1700 og 4600 m. Den er udbredt fra Kazakhstan og Kirgisien mod øst til det vestlige Xinjiang og Tibet, mod syd til Afghanistan og Ladakh. Den er meget almindelig i Ladakh.

 

 

 

 

 

Slægten blev navngivet til ære for den franske læge, botaniker og meteorolog Louis Morin de Saint-Victor (1635-1715).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art er udbredt i græsklædte, åbne områder i højder mellem 3600 og 4700 m, fra Uttarakhand mod øst til Bhutan.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art minder en del om arter af hønsetarm (Cerastium), men kan kendes på de purpur-stribede blomster samt lange hår i randen af de ellers sparsomt behårede blade. Den er udbredt i åbne græsklædte områder, blandt klipper, samt langs floder og stier, i højder mellem 2100 og 4700 m, fra Pakistan mod øst til Bhutan.

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten vokser i tørre områder, blandt klipper og langs grusede flodbredder, fra Kashmir mod øst til Sikkim, samt på den tibetanske højslette mod nord til Qinghai. Den er normalt udbredt i højder mellem 4200 og 5200 m, men i 1921 blev den fundet af A. Wollaston i en højde af 6180 m på Sagarmatha (Mt. Everest) – højderekorden blandt alle blomsterplanter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ifølge Dr. Magnus ‘Lärksporre’ Lidén, Uppsala Universitet, er identiteten af Himalaya-arterne i denne slægt langtfra opklaret, og de nuværende angivelser for en del arter er behæftet med stor usikkerhed.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bestemmelse af denne art og oplysningerne om den er venligst stillet til rådighed af Dr. Magnus ‘Lärksporre’ Lidén, Uppsala Universitet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mange andre medlemmer af denne familie præsenteres på siden Planteliv: Snerler.

 

De tynde stængler, som oftest er gule eller rødlige, snoer sig omkring andre planter og indhyller dem ofte totalt. Et silkefrø starter sit liv som de fleste andre planters frø gennem at sende rødder ned i jorden, hvorfra der vokser stængler op, hvis blade er reduceret til skælagtige gevækster. Når en silkestængel kommer i kontakt med en passende plante, snoer den sig omkring den og sender sugeorganer, kaldt haustorier, ind i den, gennem hvilke den optager vand og næringsstoffer. Derpå dør silkeplantens rod.

Slægten er udførligt omtalt på siden Planteliv: Snylteplanter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er udbredt fra Pakistan mod øst til det centrale Kina, og derfra mod syd gennem Sydøstasien til Indonesien og Filippinerne. I Himalaya vokser den i skove og krat op til ca. 2400 meters højde. Blomstring juli-okt. Planten anvendes i den lokale folkemedicin.

 

 

 

 

 

 

Frøene udnyttes medicinelt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art vokser blandt klipper, i krat og på åbne skrænter, i højder mellem 1800 og 4500 m. Den er udbredt fra Kazakhstan og det sydlige Rusland mod øst til Mongoliet, mod syd til Pakistan, Ladakh og Himachal Pradesh. Lokalt anvendes den til behandling af sår og hudinfektioner. Blomstring juli-sep.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Førhen var et antal nordamerikanske træer placeret i denne slægt, men er siden blevet overført til slægten Hesperocyparis.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kyparissos, det klassiske navn på almindelig cypres (C. sempervirens).

 

Arten er udbredt fra Kashmir mod øst til det sydøstlige Tibet, mest på kalkrige jorder i tørre områder, i højder mellem 1800 og 3300 m. Dens løv brændes som røgelse i hinduistiske og buddhistiske helligdomme. Blomstring finder sted i feb.

 

 

 

 

 

 

 

Løv af ene-arter brændes ofte som røgelse i buddhistiske helligdomme. På billedet nedenfor, taget i landsbyen Kagbeni i den øvre Kali Gandaki-dal, Mustang, centrale Nepal, er ene-grene bragt som offergave til en helligdom sammen med tibetanske bedeflag og et kranium af halvfår (Pseudois nayaur). Sidstnævnte udgør en rest af den urgamle animistiske bon-religion, som herskede i Centralasien inden buddhismens indtog. I denne religion udgjorde oksen et vigtigt element, og kranier af okser, yakokser, geder og får blev ofte bragt som offergaver. Mere om dette emne findes på siden Religion: Animisme.

 

 

 

 

 

Arten er meget anvendt i den traditionelle medicin og spiller tillige en stor rolle i folketroen, beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

Arten vokser i tørre områder i højder mellem 2100 og 5200 m, fra Pakistan mod øst til det sydvestlige Kina. Dens løv brændes som røgelse i hinduistiske og buddhistiske helligdomme, og frugterne anvendes i traditionel medicin mod feber og hovedpine.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mange andre kødædende planter er omtalt på siden Planteliv: Kødædende planter.

 

 

 

 

 

 

 

 

Underarten turkestanica, ofte kaldt asiatisk havtorn, vokser i tørre flodlejer og på skråninger langs vandløb, fra Kazakhstan mod øst til Mongoliet og mod syd til Pakistan og Ladakh. Den bliver indtil 5 m høj, sjældent 10 m, med op til 6 cm lange, smalle blade, som er grønne på oversiden og gråskællede på undersiden.

 

 

 

 

 

Udgravninger i Karakum-ørkenen i Turkmenistan antyder, at ledris indgik som en del af den zoroastriske rituelle drik haoma, som er identisk med den vediske drik soma. Indtagelse af haoma ‘giver indsigt’ og ’gør klog’.

 

I traditionel kinesisk medicin kaldes denne art, samt E. sinica og E. equisetina, for 麻黄 (ma huang), som betyder ’gul hamp’. Bladene af disse arter benyttes til behandling af en lang række lidelser, bl.a. feber, hjerte-kar-sygdomme, dårlige nerver, lungeproblemer samt diarré. De er også virksomme mod visse typer af virus. Roden anvendes til at dæmpe svedeture, fremkaldt af svækkelse af kroppen. I Tibet benyttes persisk ledris mod leverlidelser.

Den medicinske anvendelse af en nær slægtning, E. gerardiana, er omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I 1748 navngav den svenske naturhistoriker Pehr Kalm (1716-1779), som var elev af den berømte Carl von Linné (1707-1778), denne slægt til ære for den franske læge og naturhistoriker Jean-François Gaulthier (1708-1756) fra Quebec.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En meget stor slægt, som omfatter ca. 1025 arter på verdensplan, flest i Kina, Himalaya, Malaysia, Borneo og Ny Guinea. Kina er slægtens absolutte kærneområde med ikke færre end ca. 571 arter, hvoraf de 409 er endemiske. I Himalaya findes over 100 arter, og i det ganske lille land Bhutan vokser over 60. Jo længere vestpå man bevæger sig i Himalaya, desto færre arter findes der. Det østlige Nepal kan opvise 30 arter, det vestlige Nepal 7 og Kashmir bare 4.

Arterne i Himalaya er dværgbuske, buske eller mindre træer, som blomstrer mellem marts og juli, med hovedsæson i april-maj. Hos hovedparten af arterne er blomsterne forskellige nuancer af rødt, gult eller hvidt, mens violet og grønligt er sjældnere.

I Himalaya optræder rhododendron i næsten alle plantezoner, lige fra subtropisk til alpin, men de fleste arter træffes i 2-4000 meters højde. Den største er Rhododendron arboreum, der kan blive op til 15 m høj. I den anden ende af spektret findes dværgbuske som R. nivale, R. lepidotum, R. anthopogon og R. pumilum, hvoraf sidstnævnte kun er 10-15 cm høj. Andre arter er epifyter, fx de storblomstrede R. dalhousiae og R. lindleyi.

Billeder af rhododendron-arter fra andre egne af verden kan ses på siden Planteliv: Rhododendron.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I april-maj fremviser denne epifytiske art en overdådighed af citronfarvede blomster, der efterhånden bliver snehvide.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Førhen blev indigo, et pulver, som farver blåt, udvundet af arten I. tinctoria, men i dag fremstilles farven syntetisk. Arterne i Himalaya kan ikke anvendes til udvinding af dette farvestof.

 

 

 

 

 

 

På engelsk kaldes Lotus-arterne for bird’s-foot trefoil, hvor trefoil hentyder til de tre-koblede blade, mens bird’s-foot hentyder til bælgene, der ofte sidder tre sammen og spredes ud fra et fælles punkt, ikke ulig en fuglefod.

Andre arter af kællingetand er præsenteret på siden Hyldest til farven gul.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af græsk therme (’varme’) og opsis (’ligne’ eller ’se ud til’), altså ’den, som ser ud til at være brændt’, hvilket hentyder til blomsterne hos T. barbata (nedenfor).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det danske navn ensian er en fordrejning af det latinske slægtsnavn Gentiana, opkaldt efter Kong Gentius, som regerede i Oldtidens Illyrien 181-168 f.Kr., og som efter sigende var den første, der opdagede de medicinske egenskaber hos gul ensian (Gentiana lutea). Denne plante er omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

Ensian-arter er udbredt i det meste af verden, i Europa, det nordvestlige Afrika, Asien, Nord- og Sydamerika, det østlige Australien, samt New Zealand. Blomsterne hos størsteparten af arterne er forskellige afskygninger af blåt, mens andre er purpurfarvede, violette, gule, hvide eller (sjældent) røde. De fire eller fem kronblade er oftest sammenvoksede og danner en trompet-, tragt- eller klokkeformet blomst.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Disse planter kan kendes fra medlemmer af slægten Gentiana på blomsterne, som ofte har lapper eller hårduske i svælget, samt ingen skæl eller lapper mellem kronbladfligene.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Når disse planter er afblomstret, danner griflen et langt, lige eller buet næb, som adskilles i 5 elastiske, fjederlignende spiraler, hver indeholdende et frø, som slynges bort, hvis noget berører griflen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet hædrer den tyske administrator og greve Leo Henckel von Donnersmark (1785-1861), som var en dygtig botaniker.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art vokser i skove, krat og åbne områder og er vidt udbredt, både geografisk og højdemæssigt, fra Balkan og Mellemøsten mod øst til det sydvestlige Kina, og fra Rusland mod syd til Himalaya, i højder mellem 2100 og 4900 m.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Visse arter er vigtige ingredienser i traditionel afrikansk medicin. Det engelske navn star-grass hentyder til de stjerneformede blomster og græslignende blade hos medlemmer af slægten.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet infortunatum (’uheldig’ på latin) blev hæftet på denne plante af Linné, efter sigende fordi han fandt bladene temmelig grimme.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk floga (‘flamme’), hvilket sandsynligvis hentyder til den tidligere anvendelse af de hårede blade som væger. Et af slægtens engelske navne er lampwick plant (‘lampevægeplante’). Hvad det danske navn løvehale hentyder til, er usikkert.

 

 

 

 

 

 

Denne art, som tidligere blev kaldt for Lamiophlomis rotata, vokser på stenede enge og langs vandløb op til 4900 meters højde, fra Tibet mod øst til de kinesiske provinser Gansu, Qinghai, Sichuan og Yunnan, og mod syd til Bhutan, Sikkim og Nepal. Den anvendes i traditionel medicin mod traumatiske problemer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af græsk stachys (‘et kornaks’), hvilket hentyder til blomsterstanden, der ofte er et aks.

Bægeret, der omslutter blomsterne hos galtetand-arter, er rør- eller klokkeformet og har fem spidse tænder. Man kunne fristes til at tro, at det var disse tænder, der var årsagen til disse planters danske navn, men det er ikke tilfældet. Mens blomsterne er unge, har støvdragerne parallelle støvtråde, men efterhånden som blomsterne ældes, bliver støvtrådene snoede og bøjes udefter, så de ydre støvknapper stikker ud over overlæbens rand – ikke ulig hugtænderne hos en orne. Den oldnordiske betegnelse på en orne er galt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin fritillus (‘terningebæger’), hvilket sigter til blomstens form. Det danske navn hentyder til mønstret på blomster af F. meleagris.

 

 

 

 

Efter genetiske undersøgelser er Lloydia-arterne nu blevet overført til guldstjernerne (Gagea), som omfatter over 200 arter. I dag findes ca. 42 arter i Himalaya, langt hovedparten i det nordlige Pakistan.

Denne slægt blev navngivet til ære for den engelske botaniker Sir Thomas Gage, den 7. baronet af Hengrave (1781-1820).

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for lilje.

 

 

 

 

Slægtsnavnet hædrer den engelske sagfører John Alexander Woodford, der levede omkring 1790’erne. Han oprettede et stort drivhus i Vauxhall.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I de senere år har medlemmer af denne slægt været placeret i tre forskellige familier. Oprindeligt tilhørte de den kæmpestore liljefamilie (Liliaceae), som siden er blevet opsplittet i talrige familier. Senere blev de overført til firbladfamilien (Melanthiaceae), men er fornyligt blevet placeret i familien Nartheciaceae.

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art vokser i tørre sandede områder og på saltflader, fra Sydeuropa, Nordafrika og Mellemøsten mod øst til Tibet, og derfra mod syd til Pakistan og Ladakh. I 1928 blev den indført til USA, da en bonde i New Mexico ønskede at producere et farvestof af dens frø, ‘Turkish red’, som i Mellemøsten anvendes til farvning af tekstiler, bl.a. tæpper. Den forvildedes imidlertid hurtigt og er siden blevet invasiv i mange områder i det vestlige USA.

Peganum-frø anvendes medicinelt mod feber, mavebesvær, øjenproblemer, mæslinger, astma, Parkinsons sygdom, rheumatisme og menstruelle problemer, som disinfektionsmiddel, som et narkotikum ved navn harmal, samt som røgelse, specielt med det formål at bortdrive ’onde øjne’. Brændende blade kan holde insekter på afstand.

 

 

 

 

 

 

Disse planter var en overgang placeret i slægten Epilobium og senere i Chamerion, men er nu blevet flyttet tilbage til Chamaenerion.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Disse planter er opkaldt efter blomstens form, der minder om en lille sko. Insekter lokkes ned i denne ’sko’, og under deres anstrengelser for at slippe ud igen bestøver de ofte blomsten.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af latin pediculus (‘lus’). Ifølge gammel overtro kunne troldurterne overføre lus til mennesker og kvæg, men ifølge en anden overtro var de i stand til det stik modsatte, nemlig at befri mennesker og kvæg for lus! Navnet luseurt hentyder til, at man benyttede et afkog af disse planter til at fordrive lus med. På engelsk hedder slægten lousewort, hvilket også betyder ’luseurt’. Navnet troldurt sigter måske til, at disse planter snylter på græsser og derved nedsætter mængden af hø i engene. Endvidere skulle de gøre høet bittert. Græssende dyr æder normalt ikke troldurter, da de indeholder giftige glykosider.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af græsk korydos, det gamle græske navn for toplærken (Galerida cristata), måske af korys (‘hjelm’), der hentyder til denne fugls top. Det øvre kronblad hos Corydalis-arter danner en hjelm-lignende hætte og har en spore, mens det nedre kronblad danner en bådformet læbe med køl. De to sidekronblade er smalle.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af græsk mekon (’måne’) og opsis (’ligner’), hvilket hentyder til de gule, runde kronblade hos skovvalmuen, som den franske botaniker Louis Viguier (1790-1867) skilte ud fra slægten Papaver i 1814 og omdøbte til Meconopsis cambrica, især på grund af griflens struktur. En fylogenetisk undersøgelse fra 2011 fastslår dog, at skovvalmuen tilhører slægten Papaver. Et billede af denne art kan ses på siden Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne.

Nogle arter dyrkes som prydplanter i Vesten.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det japanske navn på Tsuga sieboldii, mens det danske navn sigter til duften af det knuste løv, der minder om lugten af bladene hos skarntyde (Conium maculatum). Løvet hos skarntydegran er dog ikke giftigt.

 

Denne art er meget almindelig i Himalaya, hvor den vokser i højder mellem 2000 og 3600 m, fra Uttarakhand mod øst til det nordlige Myanmar, sydøstlige Tibet og sydvestlige Kina, med en isoleret forekomst i det nordlige Vietnam.

Dens tømmer anvendes til husbyggeri, møbler og gangbroer, mens dens nåle brændes som røgelse i hinduistiske og buddhistiske helligdomme.

Artsnavnet er latin og betyder ‘busket’ eller ‘bevokset med torne’. Forbindelsen er svær at se i begge tilfælde.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af græsk hippos (‘hest’) og oura (‘hale’).

 

Arten anvendes i urtemedicinen til behandling af sår og mavesår, samt udvendige og indvendige blødninger.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det latinske navn er afledt af græsk poly (‘mange’) og gony (‘knæ’ eller ‘led’), hvilket hentyder til de opsvulmede bladfæster hos mange arter. Hos talrige arter er akselbladene sammenvoksede til en skede, der omslutter stænglen – heraf det danske familienavn. Det alternative familienavn hentyder til bladformen hos mange af arterne, der minder om pileblade (Salix).

 

Slægtsnavnet er afledt af latin bis (‘to gange’) og tortus (‘snoet’), hvilket sigter til roden, som er snoet hos slangeurt (B. officinalis).

 

Bladene hos denne krybende, pudedannende, tæt tueformede plante er mest grundstillede, kortstilkede, indtil 8 cm lange, smalt elliptiske, med prominent midter-nerve, bladkanten tilbagerullet, helrandet eller svagt tandet, akselblade papiragtige, brune, op til 2,5 cm lange. Blomsterstandene er oprette, cylinderformede aks, indtil 7,5 cm lange, med lyserøde eller purpurrøde blomster for enden af en op til 25 cm lang stilk. Artens smukt orangegule efterårsløv fremgår af et billede øverst på siden.

Den er almindelig på åbne skråninger og i klippefyldt terræn i højder mellem 3000 og 4900 m, fra Afghanistan mod øst gennem Tibet til Myanmar.

I Nepal benyttes dens rodstængel til fremstilling af té, og den indtages også mod mavebesvær.

Artsnavnet er latin og betyder ‘beslægtet med’, hvilket formodentlig sigter til en anden plante.

 

 

 

 

 

 

 

Den er vidt udbredt, højdemæssigt såvel som geografisk, idet den findes mellem 1500 og 4800 meters højde, fra Afghanistan mod øst til Kina. Den vokser i krat, skovkanter og åbne områder.

I Nepal anvendes rodstænglen til té, og en pasta af planten smøres på sår.

Artsnavnet hentyder til de øvre blade, som er stængelomfattende, afledt af latin amplexus (‘gribe omkring’) samt‎ caulis (‘stængel’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten vokser i krat, på åbne skrænter og langs vandløb og er udbredt fra Mellemeuropa mod øst gennem Mellemøsten og Centralasien til Stillehavet, mod syd til Iran, Himalaya, og det nordlige Indokina.

Stænglerne er spiselige efter kogning.

 

 

 

 

 

 

 

Arten er udbredt i tørre og stenede egne, fra Afghanistan mod øst gennem det nordlige Pakistan, Ladakh og Tibet til det nordlige Nepal og det nordlige Arunachal Pradesh. Den vokser i højder mellem 3300 og 5600 m.

I den lokale folkemedicin anvendes den mod dysenteri.

Artsnavnet er afledt af latin tortus (‘snoet’) og osus (‘mange’, ‘meget’), hvilket hentyder til de stærkt krusede blade.

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er udbredt fra Pakistan mod øst til Taiwan, mod syd til Sri Lanka og det nordlige Malaysia. Den vokser i forskellige habitater, bl.a. på klipper, stendiger og åbne skråninger, samt langs stier, i højder mellem 600 og 3500 m.

I Nepal smøres en pasta af planten på bylder og sår, og saften indtages mod mavebesvær. Planten indsamles til foder.

Artsnavnet er latin og betyder ‘danner et hoved’, hvilket hentyder til den kugleformede blomsterstand.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det latinske slægtsnavn er diminutiv af prima (’den første’), hvilket hentyder til mange kodriver-arters tidlige blomstring. Det danske navn kodriver er afledt af dialektordet kodrevler, som betyder ’kopatter’, hvilket hentyder til de hængende blomster hos hulkravet kodriver (Primula veris). Denne art er nærmere præsenteret på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning. Andre arter kan studeres på siden Planteliv: Kodrivere.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægten rummer omkring 125 arter og er vidt udbredt i tempererede og subtropiske egne på den nordlige halvkugle, mod syd til Guatemala, Nordafrika, Himalaya, samt det sydlige Kina. I Himalaya findes 4 arter, alle begrænset til den vestlige halvdel af bjergkæden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Disse planter har karakteristiske uregelmæssige blomster med 5 farvede bægerblade, hvoraf det øverste har en stor, bagudrettet spore, samt fire indre kronblade, hvoraf de to øverste har nektar-producerende sporer, der er indesluttet i den større spore.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Planter, der tidligere var kendt som D. fruticosa var. pumila, eller Potentilla fruticosa var. pumila, betragtes nu som tilhørende denne art.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De fleste arter har gule blomster, mens andre har røde, orange eller hvide. Et billede, som gengiver en pragtfuld orange art, kan ses på siden Rejse-episoder – Chile 2011: Den hvide skov.

Ved modenhed har frugterne af nogle arter en krog i spidsen, hvilket er en tilpasning til frøspredning. Hos andre arter vokser en dusk af silkehår ud fra griflerne, hvilket har givet anledning til et tysk folkenavn på disse planter, Petersbart (‘Peters skæg’), hvilket sandsynligvis sigter til Sankt Peter.

 

 

 

 

 

 

Langt størsteparten af arterne har gule blomster, men hos nogle er de dog orange, røde, lyserøde eller hvide. Frugterne er små, hårde nødder, der sidder tæt sammen i et hoved.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Frugten er meget karakteristisk, idet den består af opsvulmede, saftige blærer, der sidder tæt sammen omkring den kegleformede blomsterbund, med små, hårde stenfrugter mellem blærerne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er udbredt fra Pakistan mod øst til det sydøstlige Tibet i højder mellem 1200 og 2700 m.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De brede, oftest hjerteformede blade har en lang, slank stilk, som er fladtrykt, hvorved bladet rasler i vinden. Blomsterstandene sidder i hængende rakler, med talrige små blomster siddende tæt sammen omkring en lodret akse, hver enkelt blomst omgivet af papiragtige dækblade. Blomsterne er vindbestøvet, og de dunede frø spredes med vinden.

Adskillige arter får knaldgult efterårsløv. Nogle eksempler er vist på siden Hyldest til farven gul.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for popler. Navnet asp er protogermansk og betyder ‘at ryste’, hvilket sigter til de bævrende blade hos bævreasp (P. tremula).

 

Denne art vokser i skove, langs floder og i åbne områder mellem 1500 og 3600 meters højde, fra Pakistan mod øst gennem den nordlige del af Himalaya og det sydlige Tibet til det nordlige Myanmar og Yunnan-provinsen i Kina.

Den er almindeligt dyrket i tibetanske områder, hvor veddet anvendes som tømmer, grenene til at bygge tage, og løvet indsamles til foder. I Nepal smøres en pasta af barken på hævede muskler.

Artsnavnet er latin og betyder ‘håret’. Det kan hentyde til bladstilken, undersiden af bladene, dækbladene eller frøene.

 

 

 

 

 

 

 

 

Disse planter, der omfatter omkring 130 arter af løvfældende træer eller store buske, er vidt udbredt på den nordlige halvkugle, med flest arter i Asien, mens andre forekommer i Europa og Nordafrika, samt Nord- og Mellemamerika. Kun en enkelt art findes på den sydlige halvkugle. I Himalaya er konstateret omkring 14 arter.

Bladene er hånddelte hos de fleste arter, og løvet antager ofte strålende røde eller gule farver om efteråret. Et antal billeder af dette løv kan ses på siden Efterår.

Frugten består af 2 forbundne, enkelt-frøede dele, hver med en lang vinge. Ved modenhed virker disse vinger som en propel, og vinden transporterer ofte frugten en betragtelig afstand fra træet. En beskrivelse af effektiviteten ved denne form for spredning findes på siden Naturreservatet Vorsø: Vildnis i vækst.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for lønnetræer. Det danske navn er afledt af det oldnordiske navn på disse træer, hlynr.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Direkte oversat betyder slægtsnavnet ‘sten-bryder’, af latin saxum (‘sten’) og frangere (‘bryde’ eller ’brække’). Man kunne forledes til at tro, at navnet hentyder til mange af arternes voksested i klippesprækker, men det sigter snarere til en ældre medicinsk brug af nogle stenbræk-arter mod nyresten og lignende.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Alle dele af planten er meget giftige, idet de indeholder alkaloiderne hyoscyamin og scopolamin. Et gammelt dansk ordsprog fra 1682 siger: ”Bolskab [utugt] er som bulmefrø, jo mere man æder deraf, desto galere bli’r man.”

Førhen havde arten stor anvendelse i folkemedicinen til fremstilling af såvel smertestillende midler som trylle- og elskovsdrikke. Af roden fremstillede man halskæder, der blev båret af børnene som talismaner for at forhindre epilepsi samt for at lette smerter ved tandfrembrud. Fra gammel tid brugtes det i Danmark at indånde dampe fra opvarmede bulmeurt-frø som middel mod tandpine, kaldt ’orm i tænderne’. Dampene har givetvis lindret smerterne, men virkningen har nok i lige så høj grad været af psykologisk art, for efter kuren kunde patienten selv se de dræbte ’orme’ ligge mellem bulmeurt-frøene i den skål, hvori de havde været opvarmet. Forklaringen er, at opvarmningen sprængte frøenes skal, og den hvide krumme kim kom til syne – ikke ulig en maddike.

I den græske mytologi blev de døde i Hades kronet med bulmeurt, mens de uden håb vandrede langs bredden af floden Styx.

Slægtsnavnet er afledt af de græske ord hys (‘svin’) og kyamos (’bønne’), altså ’svinebønne’. Det fortaltes, at svin uden risiko kunne æde planten. Det danske navn bulmeurt er rimeligvis afledt af det gamle ord bolma (’svimle’ eller ’hvirvle’), en hentydning til artens giftighed, i lighed med galurt, galbær og hønsebane. (Bane er et gammelt ord for ’død’).

Mere om arten kan læses på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På nepalesisk kaldes arten for chilaune (’at klø’), hvilket skyldes, at ældre individer har hår under barken, som irriterer huden. Den giftige bark kan anvendes til fiskeri. Den sønderdeles og strøes i vandet, hvorefter de bedøvede fisk flyder op til overfladen.

Artsnavnet blev givet til ære for den danske læge og botaniker Nathaniel Wallich (1786-1854), som studerede flora i Indien og Himalaya i begyndelsen af 1800-tallet.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet blev givet til ære for den tyske naturhistoriker og opdagelsesrejsende Georg Wilhelm Steller (1709-46), født Stöhler, som deltog i den russiske Store Nordlige Ekspedition (1733-43), også kaldt 2. Kamchatka-ekspedition, som blev ledet af den danske opdagelsesrejsende Vitus Jonassen Bering (1681-1741). Steller betragtes som en af pionererne i udforskningen af Alaskas natur.

Artsnavnet kommer af græsk chamai (‘nær jorden’) og jasme (‘jasmin’), hvilket sigter til denne arts lave vækstform og jasmin-lignende blomster.

Af roden fremstilles papir og reb. I Nepal smøres rodsaften på smertefulde led, og et afkog af barken på forstuvninger. I traditionel kinesisk medicin anvendes roden til behandling af svulster, til at slå indvoldsparasitter ihjel, samt til at fjerne ophobet slim og vand i kroppen. Arten anvendes også traditionelt mod astma og hudproblemer.

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet blev givet til ære for den danske læge og botaniker Nathaniel Wallich (1786-1854), som studerede flora i Indien og Himalaya i begyndelsen af 1800-tallet.

Billeder af andre gulblomstrede violer kan ses på siden Hyldest til farven gul.

 

 

 

 

 

Et karakteristisk træk ved familien er, at de nederste svøbblade overlapper og danner en såkaldt falsk stængel.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk tribolos, hvilket betyder caltrop på engelsk (på dansk noget klodset oversat til ’partisansøm’), en lille metalgenstand, som er udstyret med adskillige spidser (’søm’), hvoraf nogle altid peger opad. I sin tid spredte man disse våben på veje og stier, hvorved man forhindrede trafik af fjendtlige soldater, ryttere samt hestetrukne køretøjer.

Frugten er udstyret med 2-4 spidse torne og minder derved om en sådan caltrop, idet mindst én torn altid peger opad. Herved kan den sætte sig fast i foden på et forbipasserende dyr, eller hvis dyret lægger sig på jorden, hvor disse frugter ligger, sætter de sig fast i pelsen. På denne måde kan frøene blive spredt vidt omkring. Mange husdyr har fået fodskader på grund af frugterne.

 

Dens frugter er udstyret med 4 spidse torne, 2 lange og 2 korte, der er så stærke, at de er i stand til at punktere et cykeldæk, hvilket har givet arten et af dens engelske folkenavne, puncture vine.

Det danske navn malteserkors skyldes også disse torne. Malteserkorset, også kaldt johanniterkorset, er et ligearmet kors, hvis arme ender i to spidser. Et andet dansk navn er rumpetorn, der måske sigter til, at det er uklogt at sætte sig på disse torne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk dryas, hvilket betyder sådan noget som ‘med blade som et egetræ’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I bogen Flora Danica, fra 1648, giver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) denne fascinerende beskrivelse af skæglav: ”Men frem for alle andre Slags Mus [lav], som udi Skofue paa Træer, Klipper oc anden Steds voxer, er det det allerberømmeligste, som kaldis Usnea, sev Muscus cranii humani, det er: ’Det Mus, som voxer paa Menniskens Hierneskale’, huilcket, endog det sielden findis, saa findis det dog undertiden paa deris Hofveder, som ere steylede [lagt på hjul og stejle], halshugne, oc Hofvedet festet paa en Stage, oc andre saadanne Misdederis, som saaledis blifue aflifuede oc tagne aff Dage.”

 

 

 

 

 

 

 

 

aflang  med parallelle sider

elliptisk  bredt blad med afrundede sider, spids skarp

lancetformet  blad, som smalner ind til en skarp spids

nåleformet  som på nåletræer

oval  bredt blad med afrundede sider, spids but

pilformet  spidst blad med to spidser ved grunden, omfattende stænglen eller grenen

spatelformet  blad aflangt, men en smule bredere mod spidsen

spydformet  smalt trekantet, tilspidset

ægformet  bredest forneden, tilspidset

 

Bægerblade er dækblade, som regel grønne, der omgiver blomsten. De er nogle gange sammenvokset til et bæger. Bægerblade mangler i nogle typer af blomster.

De hanlige organer i en blomst kaldes for støvdragere, opdelt i en ofte lang støvtråd med en støvknap i spidsen.

De hunlige organer kaldes for støvvejen, som har et støvfang i spidsen af en ofte lang griffel, der udgår fra frugtknuden.

 

aks  aflang blomsterstand med siddende blomster

klase  aflang blomsterstand med stilkede blomster

skærm  forklaret under Apiaceae

kurv  forklaret under Asteraceae