Flora i Himalaya

 

 

Rolwaling 2004
Midt i monsuntiden fremstår denne egeskov i Rolwaling-dalen i det centrale Nepal utroligt frodig, og de store stammer er næsten fuldstændig skjult under et dække af epifyter, bl.a. mosser, bregner og begonie-blomster. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I skarp kontrast til frodigheden på billedet ovenfor vokser stenbræk-arten nedenfor, Saxifraga andersonii, på en gold klippe i et barsk højalpint landskab nær Annapurna Base Camp i det centrale Nepal. Som værn mod kulde og fordampning danner den kompakte puder op til 10 cm i tværmål. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rig vegetation nær toppen af passet Kongmaru La (5274 m), Markha-dalen, Ladakh. Der ses grønne puder af nellikeplanten Thylacospermum caespitosum, den gule Biebersteinia odora, en blå ridderspore-art, Delphinium brunonianum, samt en asters (Aster). Bagest ses blade af en rabarber-art (Rheum). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Klippefyldt landskab nær passet Bara Lacha La (ca. 3900 m), Lahaul, Himachal Pradesh, med efterårsfarver hos to arter af pileurt, den røde Koenigia tortuosa og den gule Bistorta affinis. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

På denne side er omtalt et udvalg af Himalayas plantearter. Særligt interesserede henvises til de tilsvarende sider på hjemmesidens engelske del, Plants: Himalayan flora 1, 2 og 3, hvor mange flere arter er beskrevet.

 

Ordet Himalaya kommer af sanskrit hima (‘sne’) og alaya (‘bolig’), således ‘Sneens Bolig’. Himalaya består af en kæde af gigantiske bjerge, der strækker sig fra det nordlige Pakistan mod sydøst til den nordligste spids af Myanmar – en strækning på over 2500 km. I disse bjerge findes klodens største koncentration af meget høje tinder, af hvilke 14 er over 8000 m høje, mens flere hundrede er over 7000 m. (Til sammenligning er det højeste bjerg uden for Centralasien, Aconcagua i Argentina, kun 6962 m højt).

Himalayas grænser er ikke veldefinerede. Mod nordvest glider Karakoram-bjergene (der af nogle autoriteter betragtes som en del af Himalaya, af andre ikke) jævnt over i Hindu Kush- og Pamir-bjergene. Mod nord og nordøst udgør adskillige bjergkæder i Ladakh, Tibet og Kina en fortsættelse af selve Himalaya.

Som et resultat af de store forskelle i højdeforhold og nedbør – foruden forskellige andre faktorer som mikroklima og jordbundens sammensætning – er Himalayas flora og fauna i sandhed divers. I disse bjerge mødes to biogeografiske regioner, den indo-malayiske region, der omfatter størstedelen af det Indiske Subkontinent, Indokina, det sydlige Kina, Taiwan, Filippinerne, samt den vestlige del af Indonesien, mod øst til Borneo og Bali, samt den palæarktiske region, der omfatter Europa, det nordlige Afrika, og det nordlige Asien, mod syd til det nordlige Arabien, Iran, den nordlige del af Himalaya, det nordlige Kina, samt Japan.

I de fleste områder af Himalaya dominerer flora og fauna fra den indo-malayiske region, men i det nordlige Pakistan, Kashmir og Ladakh, samt i de nordligste egne af Nepal, Sikkim, Bhutan, Arunachal Pradesh og Myanmar, i højder over ca. 3500 m, findes et stort islæt af arter fra den palæarktiske region.

Efter at monsunen har passeret Himalaya fra syd, er næsten al vanddampen afgivet, og på den tibetanske højslette falder derfor kun ganske lidt nedbør. Mange steder er den årlige nedbør gennemsnitligt under 100 mm, mest i form af sne om vinteren. Størsteparten af landskabet er derfor tørt og temmelig goldt. Kun langs floderne og omkring de talrige søer findes frodige, grønne arealer.

Himalaya rummer et overvældende antal plantearter. Alene i Nepal forekommer ca. 6500 arter blomsterplanter, og i hele bjergkæden er antallet over 10.000, hvoraf omkring 4000 er endemiske for området. Hertil kommer mange hundrede arter bregner, ulvefødder, mosser og laver.

Det rige og varierede planteliv i en række lokaliteter i Himalaya er beskrevet på siden På blomsterjagt i Himalaya.

Under beskrivelsen har jeg hentet en mængde information i to glimrende bøger, Flowers of the Himalaya (Oxford University Press, 1984), skrevet af Oleg Polunin og Adam Stainton, samt Flora Simlensis. A Handbook of the Flowering Plants of Simla and the Neighbourhood (Thacker, Spink & Co., 1921), skrevet af Sir Henry Collett. Førstnævnte bog er stadig tilgængelig på markedet, men uheldigvis er kun et begrænset antal arter i den illustreret i farve.

Langt størstedelen af informationen om anvendelsen af planter er lånt fra Narayan Manandhars fine værk Plants and People of Nepal (Timber Press, 2002). Min dybtfølte tak til Mr. Manandhar.

Med hensyn til etymologien har jeg anvendt hjemmesiden Wiktionary, samt J. Corneliuson, Växternas namn. Vetenskapliga växtnamns etymologi. Språkligt ursprung och kulturell bakgrund, publiceret af Wahlström & Widstrand, 1997.

Jeg vil også gerne takke min ven Ajai Saxena, som har leveret omkring to dusin billeder, især på den engelske pendent til denne side. Sammen har vi foretaget adskillige botaniske ekskursioner i Himalaya, til tider i selskab med Ajais kone Madhu.

På denne side behandles Tibet (kaldt Xizang af kineserne), Qinghai og Xinjiang som selvstændige områder. Udtrykket ‘det vestlige Kina’ dækker kinesiske territorier umiddelbart øst for Tibet og Qinghai. Udtrykket ‘det sydvestlige Kina’ dækker provinserne Yunnan, Guizhou og Sichuan.

Nederst på siden findes en ordliste med hyppigt anvendte ‘tekniske’ botaniske udtryk.

 

 

Madhu og Ajai Saxena (i midten), samt vores mandskab, parate til at påbegynde en botanisk ekskursion ind i Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh, juni 2007. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Frokosten er serveret, Great Himalayan Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Acanthaceae Akantusfamilien
Denne kæmpestore familie, der omfatter 229 slægter med ca. 4000 arter af urter, buske, slyngplanter og træer, er udbredt næsten overalt i verden. I subtropiske dale i Himalaya er urter af denne familie fremtrædende med omkring 30 slægter.

Som et kuriosum kan nævnes, at ifølge en maskinel oversættelse (‘undersættelse’) på internettet var det danske navn på denne familie en overgang blevet til ‘bjørnens buksefamilie’! Denne mærkværdighed (som nu er blevet fjernet) skyldes et engelsk navn på familien, bear’s breeches family, hvilket imidlertid bygger på en misforståelse. Et middelalderligt navn på den plante, som den svenske botaniker Carl von Linné (1707-78) senere navngav Acanthus mollis, var Acanthus sativus branca ursina (‘den dyrkede (plante med) tornede bjørne-svøbblade’), hvilket sigtede til de krumme svøbblade på blomsterstanden, som for de mennesker, der gav den dette navn, åbenbart lignede bjørnekløer. Med tiden blev branca forvansket til breech (en slags korte bukser, der når ned til knæene), der førte til navnet bear’s breeches.

 

Asystasia
Denne slægt, der omfatter omkring 70 arter, er vidt udbredt i tropiske egne. Den har et enkelt medlem i Himalaya.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk a (‘uden’) og systis (‘overensstemmelse’), hvilket sigter til slægtens symmetriske blomster – et sjældent træk i familien Acanthaceae.

 

Asystasia macrocarpa
En forveddet urt indtil 1,5 m høj, med flotte, hvidlig-lyserøde eller lyst purpurfarvede blomster, indtil 3 cm lange, indvendigt med iøjnefaldende purpurfarvede striber. De elliptiske blade er op til 15 cm lange. Denne art er almindelig blandt krat og på brakmarker i højder op til 2100 m, fra Uttarakhand mod øst til Bhutan. Den blomstrer i marts-april.

Artsnavnet, afledt af proto-indoeuropæisk makros (‘at øge’), samt oldgræsk karpos (‘frugt’), sigter til frugten, en cylinderformet kapsel, som er op til 3,5 cm lang.

 

 

Asystasia macrocarpa, Hille, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Barleria
En slægt med omkring 300 arter, som er udbredt i tropiske egne af Afrika og Asien, med en enkelt art i tropisk Amerika, gul barleria (B. oenotheroides), som man kan se et billede af på siden Hyldest til farven gul. 2 arter forekommer i Himalaya.

Slægten blev navngivet til ære for den franske dominikanermunk og botaniker Jacques Barrelier, i latiniseret form Jacobus Barrelierus (1606-73), som tilbragte adskillige år i Spanien samt 23 år i Rom. Teksten til hans værk Hortus Mundi ou Orbis botanicus blev destrueret under en brand efter hans død, men hans talrige tegninger er bevaret. Den franske botaniker og læge Antoine de Jussieu (1686-1758) offentliggjorde hans tegninger i 1714 under titlen Plantae per Galliam, Hispaniam et aliam observatae.

 

Barleria cristata
Denne mangegrenese forveddede urt kan blive op til 2 m høj, men er normalt under 1 m. Den er vidt udbredt i tropiske og subtropiske egne af Asien, fra Pakistan mod øst til det sydlige Kina og Taiwan, mod syd til Sri Lanka, Java og Ny Guinea. Den synes dog at mangle på de fleste indonesiske øer. I Himalaya er den almindelig i krat og på åbne skråninger i højder mellem 600 og 2600 m.

Bladene er kortstilkede, mørkegrønne på oversiden, lysegrønne på undersiden, elliptiske eller ovale, indtil 10 cm lange og 4 cm brede, langt tilspidsede, håret langs nerverne. Blomsterne sidder i klynger fra bladhjørnerne eller er endestillede, bægeret flige skarpt tilspidsede, krone tragtformet, blå, violet eller lyserød, indtil 6,5 cm lang, med afrundede, udbredte, indtil 2,5 cm lange flige. Blomstringstiden er mellem maj og oktober.

Planten dyrkes mange steder som prydplante. I Tamil Nadu i det sydlige Indien flettes den ofte til kranse, som kvinder bærer i deres hår.

I Nepal smøres en pasta af bladene på bylder og filipenser, og saft af roden indtages mod fordøjelsesbesvær, saft af bladene mod bronchitis. I Thailand anvendes planten som et styrkende, vanddrivende og blodrensende middel.

Artsnavnet er latin og betyder ‘toppet’. Med lidt god velje kan blomsterstanden minde om en hanekam.

 

 

Lahaul-Ladakh 2014
Form af Barleria cristata med blå blomster, fotograferet i Parvati-floddalen nær Manikaran, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Form af Barleria cristata med lyserøde blomster, Garhwal, Uttarakhand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Phlogacanthus
Denne slægt, som kendetegnes af de iøjnefaldende blomsterstande, rummer over 40 arter, der er udbredt i Tropisk Asien. 4 arter er truffet i de lavereliggende dale i Himalaya.

Slægtsnavnet er afledt af græsk floga (‘flamme’), hvilket sigter til disse planters farvestrålende blomster.

 

Phlogacanthus thyrsiformis
Denne stedsegrønne busk, der også kaldes P. thyrsiflorus, bliver op til 2,5 m høj. Den er smuk om vinteren eller tidligt om foråret, når den fremviser talrige tætte, cylinderformede aks, indtil 30 cm lange, med murstensrøde eller orange-røde blomster, indtil 2,5 cm lange. Disse aks sidder lige over tætte klynger af store blade, der kan blive indtil 25 cm lange. Blomstring finder sted dec.-mar.

Arten findes i skove og på åbne skrænter op til 1500 m højde, fra Uttarakhand mod øst til Myanmar.

Blomsterne spises som grønsag, men smagen er ret bitter. Medicinsk anvendes planten mod hoste, forkølelse og astma.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk thyrsos, en stav, omviklet med løv af vedbend og vin med en fyrrekogle øverst, båret af tilhængere af vinguden Dionysos. Blomsterstanden minder lidt om en fyrrekogle.

 

 

Phlogacanthus thyrsiformis, nær Fakot, Uttarakhand. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Strobilanthes
Denne slægt rummer ca. 250 arter, som er udbredt i varmere egne af Asien, samt på Madagascar. I Himalaya findes omkring 25 arter, hvoraf mange ligner hinanden meget og er vanskelige at bestemme.

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk strobilus (‘kegle’) og anthos (‘blomst’), således ’kegleformet blomst’, introduceret i 1826 af den tysk-hollandske botaniker Karl Ludwig von Blume (1796-1862), baseret på blomsterstanden hos en art på Java, Strobilanthes cernua.

 

Strobilanthes atropurpurea
Denne art, op til 60 cm høj, blev tidligere kaldt for Strobilanthes wallichii eller Pteracanthus alatus. Den kan kendes på de temmelig korte, opsvulmede, stærkt krumme blomster, indtil 3 cm lange, som er mørkeblå, lyseblå eller undertiden en kombination af hvidt og blåt, eller hvidt og purpurfarvet. Blomstring finder sted mellem juni og oktober, ofte med intervaller på flere år.

Den er vidt udbredt i Himalaya i skove og krat, fra Pakistan mod øst til Myanmar, mellem 1500 og 3600 m højde. Den er specielt almindelig i nåleskove.

Artsnavnet er afledt af latin ater (‘mørk’) og purpureus (‘purpurfarvet’), hvilket hentyder til blomsternes farve.

Det nu ugyldige navn wallichii refererer til den danske læge og botaniker Nathaniel Wallich (1786-1854), der gjorde karriere som botaniker i Indien. Fra 1808 var han ansat som kirurg i den danske koloni Frederiksnagore (i dag Serampore), nær Calcutta (i dag Kolkata). På grund af danskernes alliance med Napoleon blev mange danske kolonier besat af briterne, der var fjender af Napoleon. Da British East India Company overtog Frederiksnagore, blev Wallich fængslet, men blev løsladt i 1809 på grund af sin lærdhed. Fra 1814 var han ansat som assistrerende kirurg i East India Company.

Wallich var involveret i den tidlige udvikling af den kongelige botaniske have i Calcutta, hvor han var ansat indtil 1846, da han trak sig tilbage. Han foretog talrige ekspeditioner og tilbød også sin assistance til mange planteindsamlere, der tog ophold i Calcutta undervejs til Himalaya. Wallich udarbejdede et katalog over mere end 20.000 planter, og han publicerede to bøger, Tentamen Florae Nepalensis Illustratae og Plantae Asiaticae Rariores.

Sine sidste år tilbragte han i London, hvor han blev vice-præsident i Linnean Society.

 

 

Lahaul-Ladakh 2014
Strobilanthes atropurpurea, Naggar, syd for Manali, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En form af Strobilanthes atropurpurea med hvide og purpurfarvede blomster, Bireth Nallah, Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Strobilanthes attenuata
En stor forveddet urt, indtil 1 m høj, med store, hårede, hjerteformede, langt tilspidsede, savtakkede blade, indtil 12 cm lange og 7,5 cm brede, et iøjnefaldende smalt bæger, som er opdelt i uens, smalle flige, som er indtil 12 mm lange, samt svagt krummede blomster, blå, undertiden med hvidligt svælg, indtil 3,5 cm lange. Blomstringstiden er mellem juni og oktober.

Denne art er udbredt fra Afghanistan mod øst til det centrale Nepal, i højder mellem 2000 og 3500 m, og vokser i skove, krat og græsklædte områder.

Artsnavnet er latin og betyder ‘reduceret’. Det er uklart, hvad der hentydes til. Førhen blev den kaldt for Strobilanthes alatus eller Pteracanthus urticifolius, hvor navnet urticifolius sigter til de nældelignende blade.

 

 

Strobilanthes attenuata, Manali, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Talrige vanddråber fra en nylig regnbyge klynger sig til blomsterne af denne Strobilanthes attenuata, Shyabru, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Strobilanthes nutans
I modsætning til andre medlemmer af denne slægt er de hvide blomster hos S. nutans nikkende, indtil 3 cm lange, og deres basis er dækket af iøjnefaldende hvide eller brunlige, overlappende højblade. Stænglen, som er op til 50 cm høj, er tæthåret, i lighed med blomsterstilkene. Den blomstrer juli-september.

Denne art synes at være begrænset til Nepal, hvor den vokser i krat i mellemhøjder.

Den blev først fundet i 1821 af den danske læge og botaniker Nathaniel Wallich (1786-1854), som studerede flora i Indien og Himalaya først i 1800-tallet (se Strobilanthes atropurpurea ovenfor). Den formelle offentliggørelse af arten måtte vente til tredje bind af Wallichs Plantae Asienticae Rariores fra 1832, hvor den blev beskrevet som en ny art under navnet Goldfussia nutans af den tyske botaniker Christian Nees von Esenbeck (1776-1858), den daværende Acanthaceae-ekspert. (Kilde: Curtis’s Botanical Magazine 2014, 31 (2): 168-179, Royal Botanic Gardens, Kew)

Artsnavnet er latin og betyder ‘nikkende’, hvilket sigter til de nikkende blomster.

 

 

Nepal 2009
Strobilanthes nutans, Kutumsang, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. En art af dværgulvefod (Selaginella) samt umodne bær af Hemiphragma heterophyllum, som tilhører vejbredfamilien (Plantaginaceae), ses også. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Strobilanthes penstemonoides var. dalhousieana
Denne indtil 90 cm høje urt har temmelig lange, slanke blomster, mørkeblå, lyseblå eller hvide og blå, indtil 4 cm lange, samt ovale, langt tilspidsede blade, indtil 15 cm lange, som enten er siddende eller smalner ind til en vinget stilk. Blomstring forekommer juli-oktober.

Den er almindelig i skove og krat i højder mellem 1800 og 2600 m og er udbredt i størsteparten af Himalaya.

Artsnavnet betyder ‘minder om Penstemon‘, hvilket hentyder til blomsternes lighed med blomsterne af den amerikanske slægt Penstemon. Navnet er afledt af oldgræsk penta (‘fem’) og stemon (‘støvbærere’). Varieteten blev navngivet til ære for Lady Dalhousie, hustru til George Ramsay, den 9. Jarl af Dalhousie, som var generalguvernør i Indien i første halvdel af 1800-tallet. Denne dame var en ivrig indsamler af planter.

 

 

Strobilanthes penstemonoides var. dalhousieana, Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Aceraceae (lønnefamilien), se Sapindaceae.

 

 

Adoxaceae (desmerurtfamilien), se Viburnaceae.

 

 

Agavaceae (agavefamilien), se Asparagaceae.

 

 

 

Amaranthaceae Amarantfamilien
Denne vidt udbredte familie rummer omkring 174 slægter med 2100-2500 arter af urter eller buske, sjældent træer eller slyngplanter. Mange af arterne var tidligere var placeret i gåsefodfamilien (Chenopodiaceae), der nu betragtes som en underfamilie, Chenopodioideae, af amarantfamilien. Omkring 17 slægter forekommer i Himalaya.

 

Blitum Jordbærspinat
Denne slægt, som omfatter 12 arter, er udbredt i Europa, Nordafrika, Asien og Australien, samt Nord-, Mellem- og Sydamerika. En enkelt art findes i Himalaya.

Slægtsnavnet er afledt af bliton, det oldgræske navn på purpur-amarant (Amaranthus blitum).

Tidligere blev disse planter regnet for tilhørende slægten gåsefod (Chenopodium), men nylig genetisk forskning har åbenbaret, at de er nærmere beslægtet med spinat (Spinacia). (Kilde: S. Fuentes-Bazan et al. 2012: A novel phylogeny-based generic classification for Chenopodium sensu lato, and a tribal rearrangement af Chenopodioideae (Chenopodiaceae). Willdenowia 42:16-18)

 

Blitum virgatum Aksjordbærspinat
Denne plante, der førhen blev kaldt Chenopodium foliosum, kendes nemt på de stærkt røde, spiselige, kødfulde, jordbærlignende frugter. Blade og blomsterstande er også spiselige, spinat-agtige i smagen.

Den indtil 1 m høje stængel, som kan være hvid, grøn, gullig eller rød, er opret eller opstigende, vidt forgrenet. De kødfulde, trekantede eller ovale, groft-tandede blade er indtil 9 cm lange og 3 cm brede nederst på stænglen og bliver gradvis mindre opad. Blomsterstandene er tætte, grønne aks i bladhjørnerne, blomsterne ganske små. Blomstringstiden er lang, fra maj til aug.

Denne art er vidt udbredt, voksende på brakmarker og åbne skråninger, fra Mellem- og Sydeuropa mod øst gennem Mellemøsten til Centralasien, med østgrænsen i Gansu, mod syd til det nordlige Afrika, Iran og Himalaya, mod øst til det centrale Nepal. I Himalaya forekommer den mellem 1500 og 3800 meters højde. På grund af de smukke frugter dyrkes arten mange andre steder kloden rundt.

Artsnavnet er afledt af latin virga (‘stav’), hvilket formentlig hentyder til denne plantes mange lige stængler.

 

 

Frugtbærende aksjordbærspinat, observeret nær søen Deepak Tal, Lahaul, Himachal Pradesh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Haloxylon
En lille slægt med ca. 11 arter af buske og små træer, udbredt fra Middelhavet mod øst til Centralasien. En enkelt art findes i de tørre tibetanske områder af Himalaya.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk halo (‘salin’) og xylon (‘træ’), hvilket sigter til, at disse planter ofte vokser på saltholdige jorder.

 

Haloxylon griffithii ssp. wakhanicum
Denne lille busk, som kan blive op til 80 cm høj, er udbredt i ørkenområder i højder mellem 3000 og 3600 m, fra Afghanistan mod øst til Pakistan og Ladakh.

Den har hvidlige eller blågrønne grene med lyserøde eller hvidlige blomster i bladhjørnerne. Kronbladene er ovale, indtil 1,5 mm lange. Den vingede frugt er hvid, lyserød eller gullig, op til 8 mm i tværmål. Blomstring finder sted jul.-aug.

Artsnavnet hædrer den britiske læge og botaniker William Griffith (1810-45), der tilbragte størstedelen af sit voksenliv i Indien og Myanmar. Efter et kort ophold i Madras blev han ansat som kirurg i Tenasserim, Myanmar, og gennem de følgende år udforskede han dele af Myanmar, Sikkim og regionen omkring Shimla i det nordvestlige Himalaya. Derefter blev han ansat som kirurg på Malakka-halvøen, hvor han døde, kun 35 år gammel, af en parasit, som angreb hans lever.

Underartsnavnet refererer til Wakhan-korridoren i det østlige Afghanistan. Type-eksemplaret blev formentlig indsamlet dér.

 

 

Haloxylon griffithii ssp. wakhanicum, nær Leh, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Amaryllidaceae Amaryllisfamilien
En familie med omkring 75 slægter og 1600 arter, hovedsagelig udbredt i tropiske og subtropiske egne verden rundt.

 

Allium Løg
En kæmpestor slægt med over 1000 arter, der hovedsagelig findes i tempererede og subtropiske egne af den nordlige halvkugle, med nogle arter i det sydlige Afrika. Kærneområdet for slægten er tempererede områder i Asien. Der er konstateret ikke færre end ca. 70 arter i Himalaya, størstedelen i tørre tibetanske områder.

Blomsterstanden hos disse planter er meget karakteristisk, idet den består af en kompakt, kugleformet skærm for enden af en ugrenet stængel. Den unge blomsterstand er omgivet af en papiragtig hinde, som deler sig, når blomsterne springer ud.

Slægtsnavnet er den klassiske latinske betegnelse for hvidløg (A. sativum), som er detaljeret beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

En overgang var disse planter placeret i familien Alliaceae, der nu betragtes som en underfamilie, Allioideae, af Amaryllidaceae.

 

Allium carolinianum
En stovt plante, som bliver indtil 50 cm høj, med ret brede, blågrønne, buede blade samt en tæt blomsterstand, indtil 3,5 cm i tværmål, med lyserøde til rødlige blomster, indtil 9 mm lange. Blomstringen finder sted juli-aug.

Arten vokser på tørre, stenede skråninger, i højder mellem 3000 og 5100 m, fra Pakistan mod øst til det vestlige Nepal, samt i Centralasien.

Friske blade af denne plante er spiselige, mens tørrede blade anvendes som krydderi. Den har også medicinske egenskaber, idet den anvendes til at uddrive indvoldsorm.

Artsnavnet sigter formodentlig til en af de mange konger ved navn Karl, på latin Carolus.

 

 

Allium carolinianum er ret almindelig i Spiti, Himachal Pradesh, hvor dette billede blev taget. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Allium wallichii
I modsætning til de fleste andre løgarter trives denne plante, der kan blive op til 90 cm høj, i fugtige områder i krat, enge og langs floder. Den er udbredt fra Pakistan mod øst til det sydvestlige Kina, i højder mellem 2300 og 4800 m. Den kendes nemt på den store skærm, indtil 7 cm i tværmål, de røde eller purpurfarvede (sjældent hvide) blomster med lancetformede eller elliptiske, butte, langstilkede kronblade, som er indtil 1 cm lange og 2 mm brede, samt de flade, indtil 2 cm brede blade med tydelig køl. Blomstringstiden er juli-sep.

Bladene er spiselige, og løgene anvendes mod diarré, hoste og forkølelse.

Artsnavnet hædrer den danske læge og botaniker Nathaniel Wallich (1786-1854), som studerede flora i Indien og Himalaya først i 1800-tallet (se Strobilanthes atropurpurea ovenfor).

 

 

Allium wallichii, Thangshyap (3200 m), øvre del af Langtang-dalen, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Allium wallichii med begyndende frugtdannelse, nær Ghora Tabela, øvre del af Langtang-dalen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Apiaceae Skærmplantefamilien
En kæmpestor familie, som er udbredt i næsten hele verden, med omkring 434 slægter og ca. 3700 arter, som alle er urter. Der forekommer ca. 40 vildtvoksende slægter i Himalaya, og adskillige andre dyrkes.

Blomsterstanden i denne familie er unik, hos næsten alle arter arrangeret i skærme for enden af stængel eller grene. Blomsterstanden kan være simpel, kun bestående af et tæt hoved eller en enkelt skærm, normalt med højblade, det såkaldte storsvøb, ved basis, og hver af stilkene, de såkaldte stråler, har en enkelt blomst for enden. Sammensatte skærme er mere almindelige, bestående af en såkaldt storskærm med adskillige stråler, hvorpå der sidder småskærme. Hver af småskærmene har normalt små højblade, småsvøbet, ved basis, samt en række stråler med en blomst for enden. Blomsternes farve er normalt hvid, men gul, lyserød eller purpurfarvet forekommer også ofte, blå og rød sjældent. Blomsterne har 5 kronblade og støvdragere. Bægerblade mangler i reglen. Der er 5, hvis de er til stede.

Familienavnet er afledt af navnet på honningbier, slægten Apis, hvilket hentyder til, at mange medlemmer af familien besøges flittigt af bier og andre nektar-sugende insekter, specielt svævefluer.

 

Bupleurum Hareøre
En stor slægt af urter og buske, omfattende omkring 190 arter, der varierer fra ganske små, få cm høje planter til statelige planter, der kan blive næsten 3 m høje. Småsvøbbladene er store hos nogle arter og tiltrækker måske insekter, som bestøver planten. Næsten alle arter er hjemmehørende i palæarktiske egne på den nordlige halvkugle, med en enkelt art i Nordamerika og én i det sydlige Afrika. Omkring 8 arter forekommer i Himalaya.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk bous (‘okse’) og pleuron (‘ribben’), hvilket hentyder til rodens form. Det danske navn sigter til rundbladet hareøre (B. rotundifolium), hos hvilken nogle af bladene har form som en hares ører.

Roden af adskillige arter er en vigtig ingrediens i den traditionelle kinesiske medicin chai hu, der anvendes mod en mængde lidelser, bl.a. åndedrætsbesvær, svimmelhed, uregelmæssig menstruation, hoste, feber og influenza. Direkte oversat betyder navnet ‘barbarernes optændingspinde’. Formentlig iagttog kineserne nogle ‘barbarer’ anvende tørrede stængler af hareøre som optænding.

 

Bupleurum gracillimum
Denne plante er oftest stængelløs, med mange krybende grene, indtil 35 cm lange. Bladene er aflange, op til 6 cm lange, de øvre kortere. De mange blomsterstande, som er fremme juli-sep., har små, knaldgule blomster, indtil 1,5 mm i tværmål.

Arten vokser i fugtige områder på den tibetanske højslette, bl.a. på enge og langs vandløb, fra Pakistan mod øst til det sydvestlige Kina, i højder mellem 3000 og 4300 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘meget slank’. Det er uklart, hvad der hentydes til.

 

 

Bupleurum gracillimum, Lossar, Spiti, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cortia
En lille slægt med 3-4 arter, som er begrænset til Centralasien, fra Afghanistan mod øst til Bhutan. 2 arter findes i Himalaya.

Slægtsnavnet blev givet til ære for den italienske jesuitterpræst og naturhistoriker Bonaventura Corti (1729-1813), som var den første, der opdagede molekylebevægelser i planteceller.

 

Cortia depressa
En ganske lav plante, op til 10 cm høj, men oftest stængelløs. Storskærmene er udbredt i stjerneform, strålerne af meget uens længde, op til 10 cm, småskærmene op til 1,5 cm i tværmål, med hvide, lyserøde eller mørkerøde blomster, til 2,5 mm i tværmål. Storsvøbets blade er to gange snitdelte, småsvøbets enkelt eller dobbelt snitdelte, af længde med blomsterne. Bladene, som er op til 8 cm lange, er to gange snitdelte og minder en del om persilleblade. Blomstring finder sted juni-aug.

Den er begrænset til enge i tørre områder, fra Pakistan mod øst til Bhutan, i højder mellem 3600 og 4800 m.

I Nepal koges unge planter som grønsag, og frugten anvendes som substitut for spidskommen (Cuminum cyminum). Saft af roden indtages mod feber.

Artsnavnet er latin og betyder ‘presset ned’, hvilket sigter til, at denne art oftest er uden stængel.

 

 

Cortia depressa, Dole, Gokyo-dalen, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Selinum Seline
Denne lille slægt med 8 arter er udbredt i Europa og Asien. 6 arter forekommer i Himalaya, hvoraf adskillige anvendes medicinelt, andre brændes som dhup (røgelse) i templer, og atter andre høstes som kvægfoder.

Slægtsnavnet er en latiniseret form af selinon, det oldgræske navn på selleri (Apium graveolens).

 

Selinum wallichianum
Denne kraftige plante, indtil 1,5 m høj, blev førhen kaldt for S. tenuifolium. Den er almindelig i græsklædte områder og krat i højder mellem 2600 og 4200 m, fra Kashmir mod øst til det sydvestlige Kina. Den har store blade, op til 25 cm lange og 20 cm brede, som er snitdelt 3-5 gange til særdeles fine segmenter. Storskærmene har talrige stråler, op til 30, med aflange storsvøbblade, indtil 10 cm lange, men til tider manglende. Småskærmene er op til 10 cm i tværmål, småsvøbbladene aflange og med hvid margin, indtil 2 cm lange. Blomsterne, som er hvide, op til 2 mm i tværmål, er fremme juli-sep.

I Nepal anvendes frøene som krydderi, og unge planter koges som grønsag. En pasta af roden benyttes mod feber og smerter.

Artsnavnet hædrer den danske læge og botaniker Nathaniel Wallich (1786-1854), som studerede flora i Indien og Himalaya først i 1800-tallet (se Strobilanthes atropurpurea ovenfor).

 

 

Selinum wallichianum, Rohtang La, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Apocynaceae Singrønfamilien
Udbredt i næsten hele verden med 415-425 slægter og ca. 4500 arter af træer, buske og slyngplanter, sjældent urter. Omkring 35 slægter forekommer i Himalaya. Et stort antal slægter udgjorde tidligere svalerodfamilien (Asclepiadaceae), der i dag betragtes som en underfamilie, Asclepiadoideae, af singrønfamilien.

 

Marsdenia
Denne slægt med omkring 150 arter er vidt udbredt, hjemmehørende i tropiske egne af Asien, Afrika, Australien, samt Nord- og Sydamerika. 5 arter forekommer i Himalaya.

Slægten blev navngivet til ære for den irske planteindsamler og sprogforsker William Marsden (1754-1836), hvis arbejder bl.a. omfatter The history of Sumatra: containing an account of the government, laws, customs and manners of the native inhabitants, with a description of the natural productions, and a relation of the ancient political state of that island (‘Sumatras historie, med angivelse af regering, love, skikke og opførsel hos de lokale indbyggere, en beskrivelse af genstande, fremstillet af naturens ressourcer, samt en angivelse af de ældgamle politiske forhold på denne ø’ (1784); endvidere Grammar and Dictionary of the Malay Language (1812), samt Travels of Marco Polo (1818, oversat fra italiensk af Marsden).

 

Marsdenia lucida
Denne stovte slyngplante har elliptiske eller ovale, skinnende blade, op til 12 cm lange, brat afrundet til en ganske kort spids. De tætte, mangeblomstrede blomsterstande sidder i bladhjørnerne, blomsterne røde, lyserøde eller purpurfarvede, indtil 1,2 cm i diameter, stærkt hårede i svælget, med 5 udbredte, hårede flige. Blomstring finder sted aug.-sep.

Den vokser i skove og krat i højder mellem 2100 og 2700 m, fra Himachal Pradesh mod øst til Bhutan.

I Nepal anvendes dens stængler som hegn.

Artsnavnet er latin og betyder ‘skinnende’, hvilket sigter til bladene.

 

 

Marsdenia lucida, Shermatang, Helambu, centrale Nepal. Bemærk myrerne i en af blomsterne. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Marsdenia roylei
En blødhåret, klatrende busk, der nemt kendes på sine stilkede, hjerteformede, spidse, skinnende blade, indtil 15 cm lange, samt de tætte, grenede klynger i bladhjørnerne af diminutive orange eller gule, kødfulde blomster, op til 6 mm i tværmål, hårede i svælget, med 5 udbredte, kødfulde flige. Arten blomstrer maj-juni.

Den vokser i krat i højder mellem 900 og 2400 m, fra Pakistan mod øst til Myanmar.

I Nepal anvendes saft fra stænglen mod fordøjelsesbesvær og mavesår. En silkehvid fiber udvindes af stænglerne til fremstilling af holdbare reb.

Artsnavnet blev givet til ære for den britiske kirurg og naturhistoriker John Forbes Royle (1798-1858), der især kendes for værkerne Illustrations of the Botany and other branches of Natural History of the Himalayan Mountains, samt Flora of Cashmere.

 

 

Marsdenia roylei, Mitlung, Tamur-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Araceae Arumfamilien
En meget stor familie, udbredt næsten overalt i verden, der omfatter 106 slægter med omkring 4000 arter af urter, sjældent forveddede slyngplanter.

Blomsterstanden er meget karakteristisk, idet den har et stort, ofte kraftigt farvet eller mønstret højblad, som danner et hylster, der omgiver en kølle, hvor blomsterne sidder tæt sammen, hanblomster foroven og hunblomster nedenunder. Spidsen af køllen er oftest uden blomster. Hos mange arter lugter blomsterne ilde, og de tiltrækker fluer, som bestøver dem. Frugtstanden er en kolbeagtig klynge af røde bær, som forbliver på køllen, efter at hylsterbladet er visnet.

I Himalaya forekommer ca. 20 slægter.

 

Arisaema Snabelkalla
Omkring 20 arter af denne slægt er truffet i Himalaya. Slægtsnavnet kommer af oldgræsk arisamos (‘iøjnefaldende’, ‘fremtrædende’), hvilket sigter til disse planters spektakulære udseende. Såvel hylsterblad som kølle er ofte forlænget i en tråd, som hos nogle arter er temmelig grotesk, idet den kan være op til 1 m lang. Heraf kommer det danske navn snabelkalla.

Et almindeligt engelsk navn på slægten er Jack-in-the-pulpit. For de mennesker, der gav planterne dette navn, lignede blomsten åbenbart en person i en prædikestol, idet ‘Jack’ er køllen, og ‘prædikestolen’ er hylsterbladet.

Hylsterbladet hos flere af arterne ligner en brilleslange med nakkehuden spredt ud, mens kolben med de røde bær minder lidt om en majskolbe. I forening har det givet anledning til planternes nepalesiske folkenavn, sarpa ko makai, som betyder ’slangemajs’.

 

 

Dele af hylsterbladet hos denne Arisaema tortuosum er blevet fjernet, og man ser blomsterne på køllen, hanlige foroven, hunlige forneden. – Ghat, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nordindien 1982
Om efteråret er Arisaema-arternes røde bær samlet i en kolbe, der minder om en majskolbe. På dette billede fra landsbyen Lata, Uttarakhand, sidder en sommerfugl på kolben. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Arisaema consanguineum
Denne art, som kan blive indtil 1 m høj, kendes nemt på det enlige hjulformede blad med 11-20 aflange eller lancetformede småblade, der ender i forlængede, trådlignende spidser. Hylsterbladet, inkl. røret, er op til 12 cm langt, lysegrønt med tynde lodrette hvide striber, samt en trådlignende spids, op til 15 cm lang. Den grønne kølle er skjult i hylsterbladet. Arten blomstrer maj-juli.

Den er udbredt i skove og krat fra Uttarakhand og det sydlige Tibet mod øst til det nordlige Kina, og derfra mod syd til Taiwan og Indokina. I Himalaya træffes den i højder mellem 1600 og 3000 m.

I Nepal spises bladene som grønsag, og rhizomet anvendes medicinelt mod slagtilfælde og lammelser, samt til uddrivning af slim.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med blod’, hvilket måske sigter til de røde frugter.

 

 

Arisaema consanguineum, Sekathum, Ghunsa-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Arisaema costatum
En lav plante, indtil 20 cm høj. Hylsterbladet, inkl. røret, er indtil 12 cm langt, mørkt purpurfarvet med hvide striber, foruden den forlængede spids, som er op til 4 cm lang. Den trådlignende spids på køllen er ret grotesk, idet den er forlænget i en indtil 1 m lang tråd, som ofte ligger hen ad jorden. Bladene har mange parallelle striber, som er fremhævede på undersiden, og småbladene er indtil 20 cm lange. De to ydre småblade er asymmetriske med bred yderbasis og smal, kileformet inderbasis. Blomstring finder sted maj-juni.

Denne art er begrænset til det centrale og østlige Nepal, hvor den er almindelig i skove og krat i højder fra 1900 til 2800 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med ribber’, hvilket sigter til bladenes iøjnefaldende nerver.

 

 

Dawa Tamang beundrer store eksemplarer af Arisaema costatum, Helambu, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Køllen hos Arisaema costatum er ganske grotesk, idet den er forlænget i en indtil 1 m lang tråd, som ofte ligger hen ad jorden. – Surkhe, Solu, østlige Nepal (øverst), samt Tharke Ghyang, Helambu, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Efterårsblad af Arisaema costatum, Tharke Ghyang. De fremhævede bladnerver på undersiden ses tydeligt i modlyset. I baggrunden vokser en art malurt (Artemisia). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Arisaema erubescens
Denne op til 50 cm høje art art kendes nemt på sine 7-14 hjulformede småblade, samt det brun- og hvidstribede hylsterblad, som, inkl. røret, er indtil 19 cm langt, foruden den forlængede, op- eller nedadbøjede, indtil 3 cm lange spids. Bladstilken er gullig med rødbrune lodrette striber.

Den vokser i skove og krat fra det centrale Nepal mod øst til Myanmar, i højder mellem 1900 og 2600 m. Blomstringstiden er maj-juni.

Artsnavnet er latin og betyder ‘rødmende’, hvilket hentyder til de rødbrune striber på stilke og hylsterblad.

 

 

Arisaema erubescens, Choplong, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nærbillede af Arisaema erubescens, Amjilassa, Ghunsa-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Arisaema flavum
Denne op til 35 cm høje plante har et lille gult hylsterblad, mørkt purpurfarvet i den nedre del indvendigt. Hylsterbladet, inkl. røret, er indtil 6 cm langt, foruden den forlængede spids, som er op til 2 cm. Den gule kolbe er skjult inde i hylsterbladet. Der er normalt to krumme blade med 5-11 småblade, indtil 12 cm lange og 4 cm brede. Blomstring finder sted maj-juli.

Den er udbredt i tørre, ørkenagtige områder, fra Yemen mod øst til Centralasien. I Himalaya findes den fra Pakistan mod øst til Bhutan, i højder mellem 1700 og 4500 m. Lokalt spises de unge blade som grønsag.

Arten blev beskrevet i Yemen under navnet Arum flavum (‘den gule arum’) af den svenske naturhistoriker Pehr Forsskål (1732-63), som deltog i den Kongelige Danske Ekspedition til Arabien (1761-67). Han var en enestående dygtig videnskabsmand, som beskrev hundredevis af nye arter, planter såvel som dyr. Hans korte, men fascinerende liv og levned er beskrevet på siden Folk: Pehr Forsskål – genial svensk videnskabsmand.

 

 

Arisaema flavum, fotograferet i omegnen af søen Tok Tso, nær Lhatze, Tibet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Arisaema griffithii
Denne markante plante, hvis blade bliver op til 60 cm høje, kan kendes på den meget korte blomsterstilk samt det sammenrullede, meget store hylsterblad, som er op til 20 cm langt og med store, øre-lignende lapper, indtil 15 cm i tværmål, som har netmønster i gult og purpurfarvet. Køllen har en piskelignende forlængelse på 20-80 cm. De oftest to blade er trekoblede med brede, rhombeformede småblade, op til 40 cm lange. Blomstring forekommer maj-juni.

Arten vokser i skove fra det centrale Nepal mod øst til Myanmar, i højder mellem 2400 og 3000 m.

Artsnavnet hædrer den britiske læge og botaniker William Griffith (1810-45), der tilbragte størstedelen af sit voksenliv i Indien og Myanmar. Efter et kort ophold i Madras blev han ansat som kirurg i Tenasserim, Myanmar, og gennem de følgende år udforskede han dele af Myanmar, Sikkim og regionen omkring Shimla i det nordvestlige Himalaya. Derefter blev han ansat som kirurg på Malakka-halvøen, hvor han døde, kun 35 år gammel, af en parasit, som angreb hans lever.

 

 

Min ledsager Lars Nørgaard Hansen sidder her ved siden af et stort eksemplar af Arisaema griffithii, Makalu-Barun Nationalpark, østlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Et nyt blad af Arisaema griffithii folder sig ud ved siden af en blomst, Barun-dalen, Makalu-Barun Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Arisaema nepenthoides
Denne store plante, som blomstrer maj-juni, kan blive op til 90 cm høj. Hylsterbladet er rødlig-grønt eller hvidligt, plettet eller stribet med brunt, inkl. røret indtil 18 cm langt. Den tykke kølle er grønlig, og spidsen stikker ud af mundingen på hylsterbladet. De normalt to blade er håndsnitdelte med 5 elliptiske, skinnende småblade, der er op til 12 cm lange. Blad- og blomsterstilk er plettede i purpur og hvidt.

Arten vokser i skove og krat i højder mellem 2000 og 3300 m, fra det centrale Nepal mod øst til det sydvestlige Kina.

Artsnavnet hentyder til plantens lighed med visse kandebærere i slægten Nepenthes. På engelsk kaldes den ofte for cobra plant, hvilket sigter til hylsterbladet, der minder om en brilleslanges udbredte nakkehud.

 

 

Arisaema nepenthoides, Tadapani, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Arisaema tortuosum
Hylsterbladet hos denne indtil 1,5 m høje art er grønt, undertiden purpurfarvet, inkl. røret indtil 19 cm langt, foruden den forlængede spids, som er op til 12 cm lang og ofte peger fremad over køllen. Den kendes nemt på den grønne eller purpurfarvede kølle, der peger 7-12 cm i vejret. Der er normalt to blade med 5-7, ovale eller omvendt lancetformede småblade, op til 19 cm lange. I Pakistan og Kashmir har varieteten curvatum op til 13 småblade. Blomstringstiden er mellem maj og juli.

Arten er vidt udbredt og meget almindelig i skove og krat i højder mellem 1300 og 3000 m, fra Pakistan mod øst til det sydvestlige Kina.

De modne frugter indgår i madlavning, mens umodne frugter og rodknold anvendes som insektdræbende middel. I Pakistan benyttes et ekstrakt af rhizomet mod indvoldsorm i kvæg.

Artsnavnet er latin og betyder ‘drejet’, hvilket formentlig hentyder til køllens form.

 

 

Den forlængede kølle hos Arisaema tortuosum peger opad og kan minde om en gammel mand, der peger med sin stok. – Lukla, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Frugtbærende Arisaema tortuosum, Mane Danda, mellem Chipling og Gul Bhanjyang, Helambu, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Arisaema utile
Denne op til 50 cm høje plante er almindelig i skove og krat fra Himachal Pradesh mod øst til Bhutan, i højder mellem 1800 og 4300 m.

Hylsterbladet er op til 15 cm langt, mørkt purpurfarvet med hvide ribber nær basis, inkl. røret indtil 15 cm langt. Kanten har netmønster med gennemsigtige nerver, og den afrundede spids har et indhak på midten med en lille, tornagtig spids, som er 1-3 cm lang. Spidsen af den purpurfarvede kølle er piskelignende, indtil 22 cm lang. Det enlige blad er trekoblet, og småbladene, som har rød kant, er op til 25 cm lange og 18 cm brede. Blomstring forekommer maj-juli.

Denne art er den oftest anvendte plante til fremstilling af gundruk (se nedenfor), hvilket afspejles af artsnavnet, der betyder ‘nyttig’ på latin.

 

 

Arisaema utile, fotograferet i Annapurna-området, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gundruk
Uden for sommermånederne er det ofte vanskeligt at skaffe friske grønsager i bjergene. En meget anvendt metode til at få næring fra grønne planter, når friske grønsager ikke er tilgængelige, er fremstilling af gundruk, som er gærede blade af visse dyrkede planter, fx kål, sennep og radis, samt af vilde planter som Arisaema utile, ranunkel-arten Ranunculus diffusus, samt nepalesisk skræppe (Rumex nepalensis).

Gundruk kan fremstilles på forskellig vis. En metode er at vaske bladene og derpå lægge dem til tørre i solen en dag. Herefter bankes den sidste saft ud af dem, og de stampes tæt sammen i en lufttæt krukke, hvor de gærer i en uge. Derpå foldes bladene ud og lægges til tørre i solen, hvorefter de kan opbevares et tørt sted til senere brug. En anden metode er at koge bladene en kort tid og derpå stampe dem tæt sammen i en beholder. Kort efter fjerner man saften, og der tilføjes kogende vand. Bladene gærer nu i 4-5 dage, hvorefter de tørres i solen. (Kilde: Manandhar, N.P. 2002. Plants and People of Nepal. Timber Press)

Gundruk kan gemmes i op til et år. De gærede blade har en karakteristisk duft og en kraftig, særegen og dejlig smag – i hvert fald efter min mening.

 

 

Blade af Arisaema utile ligger til tørre på et hustag til senere fremstilling af gundruk, Annapurna-området, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Araliaceae Vedbendfamilien
Denne familie, som er udbredt over det meste af verden, rummer omkring 43 slægter med ca. 1450 arter af træer og buske, sjældent slyngplanter eller urter. De fleste arter findes i tropiske egne. Omkring 13 slægter forekommer i Himalaya.

 

Aralia
En stor slægt med omkring 75 arter af små træer, buske og slyngplanter, hvoraf hovedparten findes i Asien, med nogle få i Nord- og Sydamerika. I Asien forekommer de fra Afghanistan mod øst til Japan, og derfra mod nord til Ussuriland (sydøstlige Sibirien), mod syd til Indonesien og Ny Guinea. Der optræder 3 arter i Himalaya.

 

Aralia leschenaultii
Denne forveddede slyngplante, eller til tider et lille træ op til 15 m højt, kaldtes førhen for Pentapanax leschenaultii. Den er udbredt fra Uttarakhand mod øst til det sydvestlige Kina, samt i Sydindien. I Himalaya vokser den i skove og på åbne skråninger i højder mellem 1600 og 3700 meters højde.

De sammensatte blade har 3-5 store, tandede småblade, op til 15 cm lange. Blomsterstandene er store og forgrenede, op til 40 cm i tværmål, med mange klynger af skærme, der er indtil 4 cm i tværmål, med hvide blomster, op til 5 mm i diameter. Blomstring finder sted maj-juli.

Artsnavnet blev givet til ære for den franske botaniker og ornitolog Jean-Baptiste Leschenault de la Tour (1773-1826), som var chefbotaniker på Nicolas Baudins ekspedition til Australien 1800-1803.

 

Aralia leschenaultii, Surkhe, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Panax Ginseng
Denne højt priste slægt omfatter 12 arter, hvoraf amerikansk ginseng (P. quinquefolius) er udbredt i det østlige Nordamerika, mens de resterende 11 er begrænset til det østlige Asien, fra den sydøstlige del af Sibirien mod syd gennem Kina og Korea til Himalaya og Vietnam. En enkelt art forekommer i Himalaya. Adskillige af arterne er stærkt truede på grund af overdreven indsamling.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pan (‘alt’) og akos (‘at helbrede’), oprettet af den svenske botaniker Carl von Linné (1707-78) med henblik på anvendelsen af slægten i traditionel kinesisk medicin. Navnet ginseng er en forvrængning af det kinesiske ord 人參 (ren shen), der betyder ‘mand-rod’, hvilket sigter til, at roden minder om en torso med to ben (se foto på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning).

 

Panax pseudoginseng Himalaya-ginseng
Denne urt, som bliver op til 75 cm høj, har 4-6 langstilkede, sammensatte blade, der udgår fra et fælles punkt for enden af stænglen, med 5 bredt lancetformede, takkede småblade, hvoraf de to nederste er mindre end de øvrige tre. Den enlige blomsterstand er en langstilket skærm, der rejser sig fra samme punkt som bladene, med 20-50 grønlig-gule eller hvide blomster, kronbladene indtil 2 mm lange. Blomstring finder sted juni-juli. Den ovale frugt er først rød, siden sort.

Den vokser i skove fra det centrale Nepal mod øst til det sydvestlige Kina, samt i Thailand. I Himalaya træffes den i højder mellem 2100 og 4300 m.

Himalaya-ginseng er meget anvendt i den traditionelle medicin mod et stort antal lidelser, bl.a. næseblod, indre blødninger, slagtilfælde, svimmelhed og tør hals. Naga-folket i det nordøstlige Indien indtager et pulver af den tørrede rod oralt mod hjertelidelser, sukkersyge, kræft, tuberkulose og mavesår, og endvidere som potensfremmende middel. De spiser også bladene som grønsag.

Artsnavnet er latin og betyder ‘den falske ginseng’, hvilket formentlig hentyder til artens inferiøre kvaliteter i forhold til de ‘ægte’ ginseng-arter.

 

 

Himalaya-ginseng med frugter, nedre del af Rolwaling-dalen, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Aristolochiaceae Slangerodfamilien
En familie af urter, buske og lianer med 7-8 slægter og 450-600 arter, som primært findes i tropiske og subtropiske egne. 2 slægter forekommer i Himalaya.

 

Aristolochia Slangerod
Medlemmer af denne store slægt, der omfatter 400-500 arter af buske og urter, sjældent forveddede lianer, er vidt udbredt i tropiske, subtropiske og tempererede egne i den Gamle Verden, inklusive Australien. 6 arter er truffet i Himalaya.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk aristos (‘bedst’) og locheia (‘barnefødsel’), hvilket sigter til en gammel overtro, at disse planter var et effektivt middel mod infektion, forårsaget af fødsel. Det engelske navn birthwort hentyder til, at de blev anvendt til at lette fødsler, og endvidere til at fremkalde abort. Navnene pipevine og Dutchman’s pipe sigter til blomsternes form hos nogle af arterne, der minder om en gammeldags merskumspibe.

 

Aristolochia griffithii
Denne klatrende busk har meget iøjnefaldende, enlige blomster, som er fremme mellem april og juli. De er enten stærkt gule eller purpurfarvet-brunlige med gule pletter, indtil 12 cm lange, med et ca. 8 cm langt rør, samt et bredt, afrundet svælg, op til 10 cm bredt, som er blodrødt, eller gulplettet hos den purpurfarvede form. Blomsterne, som lugter ilde, tiltrækker fluer, som bestøver dem. De store hjerteformede blade er indtil 28 cm lange og 26 cm brede.

Arten vokser i skove fra det centrale Nepal mod øst til det sydvestlige Kina, i højder mellem 1800 og 2900 m.

Artsnavnet hædrer den britiske læge og botaniker William Griffith (1810-45), der tilbragte størstedelen af sit voksenliv i Indien og Myanmar. Efter et kort ophold i Madras blev han ansat som kirurg i Tenasserim, Myanmar, og gennem de følgende år udforskede han dele af Myanmar, Sikkim og regionen omkring Shimla i det nordvestlige Himalaya. Derefter blev han ansat som kirurg på Malakka-halvøen, hvor han døde, kun 35 år gammel, af en parasit, som angreb hans lever.

 

 

Gulblomstret form af Aristolochia griffithii, Gyapla, nedre del af Ghunsa-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Asclepiadaceae (svalerodfamilien), se Apocynaceae.

 

 

Asparagaceae Aspargesfamilien
I dag findes aspargesfamilien i det meste af verden med 114 slægter og omkring 2900 arter. Et stort antal slægter, som tidligere var placeret i diverse andre familier, er fornyligt blevet overført til denne familie.

Tre af disse slægter er Chlorophytum, Maianthemum og Polygonatum, der alle præsenteres nedenfor. Oprindeligt tilhørte disse slægter den kæmpestore liljefamilie (Liliaceae), men Chlorophytum blev siden flyttet til familien Anthericaceae og senere til agavefamilien (Agavaceae), der nu betragtes som en underfamilie, Agavoideae, af aspargesfamilien. De øvrige to slægter tilhørte førhen konvalfamilien (Convallariaceae), men blev sidenhen overført til familien Ruscaceae, der nu betragtes som en underfamilie, Nolinoideae, af aspargesfamilien.

 

Chlorophytum
Denne slægt, der rummer næsten 200 arter, er hjemmehørende i tropiske og subtropiske områder i Afrika, Asien og Australien. 3 arter forekommer i Himalaya.

Slægtsnavnet betyder ‘bleggrøn plante’, afledt af oldgræsk khloros (‘bleggrøn’) og phyton (‘plante’).

 

Chlorophytum nepalense
Bladene af denne plante, alle grundblade, er linjeformede, tilspidsede, op til 60 cm lange og 2 cm brede, og den bladløse stængel er indtil 90 cm lang. Den lange blomsterstand er endestillet, opret eller hængende, med 1-3 blomster ved hvert akselblad. Kronbladene er hvide med gule støvdragere, indtil 1,4 cm lange og 3 mm brede. Blomstring finder sted juli-sep.

Arten er ganske almindelig i skovkanter, samt på klipper og åbne skråninger, i højder mellem 1400 og 3000 m, fra det centrale Nepal mod øst til det sydvestlige Kina.

Lokalt koges unge blade som grønsag, og roden anvendes medicinelt mod podagra.

 

 

Chlorophytum nepalense, Kutumsang, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Maianthemum Majblomst
I dag rummer denne slægt med omkring 40 arter også planter, der tidligere var placeret i slægten Smilacina. De er hjemmehørende i skove i Europa, Asien og Nordamerika. 3 arter træffes i Himalaya. Frugten er et bær.

Slægtsnavnet er afledt af latin Maia (‘maj’) og oldgræsk anthemon (‘blomst’), hvilket sigter til vores hjemlige art M. bifolium, der blomstrer i maj.

 

Maianthemum oleraceum
Stænglen hos denne indtil 80 cm høje plante er zig-zag-formet, dunet eller glat. Der er 4-9 blade, som er spredte, ovale eller bredt lancetformede, randhårede, op til 20 cm lange og 6 cm brede. Blomsterstanden er en top, bestående af mange, op til 15 cm lange klaser med små hvide, undertiden purpurfarvede eller røde, stilkede, enlige blomster, kronblade op til 6 mm lange og 3,5 mm brede. Blomstring finder sted maj-juli. Ved modenhed er bærret rødt, op til 7 mm i diameter.

Arten er udbredt i skove fra det østlige Nepal mod øst til det sydvestlige Kina, i højder mellem 2100 og 4200 m.

Artsnavnet er afledt af latin holus (‘grønsag’) og aceus (‘minder om’).

 

 

Maianthemum oleraceum, Surkhe, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Maianthemum purpureum
En ret almindelig plante i skove i højder mellem 2400 og 4200 m, fra Himachal Pradesh mod øst til Myanmar og det sydvestlige Kina.

Stænglen er opret og ugrenet, til tider dunet, indtil 60 cm høj. De 3-9 spredte, siddende, elliptiske, tilspidsede, randhårede blade er op til 13 cm lange og 6,5 cm brede og sidder i to rækker. Blomsterstanden er en endestillet klase, normalt hængende, men til tider opret. I modsætning til foregående art er grenene i klasen korte. Kronbladene er hvide eller purpurfarvede, elliptiske, indtil 6 mm lange og 3 mm brede. Arten blomstrer maj-sep. Ved modenhed er bærrene røde, op til 7 mm i tværmål.

I Nepal spises unge dele af planten som grønsag.

 

 

Blomsterne hos Maianthemum purpureum er purpurfarvede eller hvide, her fotograferet mellem Riverside og Ghora Tabela, Langtang-dalen, centrale Nepal (øverst), samt nær Nara, Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Polygonatum Konval, Kong Salomons segl
Disse planter, der omfatter omkring 63 arter, er udbredt i tempererede egne på den nordlige halvkugle, med flest arter i Asien. 10 arter findes i Himalaya, bl.a. den for danskere velkendte stor konval (P. multiflorum). De 6 kronblade er vokset sammen til et rør eller en tragt. Frugten er et rødt eller sort bær.

Slægtsnavnet kommer af græsk polys (‘meget’, ‘mange’) samt gonos (‘knæ’), hvilket sigter til rhizomet, som har adskillige led. Navnet Kong Salomons segl er en oversættelse af det middelalderlige navn på disse planter, sigillum Solomonis, hvilket hentyder til indhak i rhizomet, som for de personer, der navngav slægten således, tilsyneladende mindede om kongelige segl.

 

Polygonatum cirrhifolium
Bladene hos denne indtil 1,2 m høje plante er arrangeret i adskillige kranse op ad stænglen, hver krans med 3-6 aflange eller lancetformede, indtil 15 cm lange og 1,5 cm brede, med indrullet kant og en trådlignende, sammenrullet spids. De kortstilkede, hængende blomster sidder i grupper på 2-4 i bladhjørnerne. Kronbladene er hvide, purpurfarvede eller grønlige, indtil 1,2 cm lange. Blomstring forekommer maj-juli. Ved modenhed er bærret rødt eller purpurfarvet, indtil 9 mm i tværmål.

Denne art vokser i skove og krat i højder mellem 1500 og 4600 m, fra Himachal Pradesh mod øst til Myanmar og det sydvestlige Kina.

I Nepal indtages rhizomet som et styrkende middel. Unge planter bliver lavet til pickles og tørres, hvorpå de gemmes til vinteren og koges som grønsag.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk kirrhos (‘orange’ eller ‘brunlig’) samt latin folium (‘blad’). Forbindelsen er svær at få øje på, men type-eksemplaret kan have haft brunlige eller orange blade.

 

 

Polygonatum cirrhifolium, Changdam, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Polygonatum hookeri
Denne art er udbredt i åbne områder og krat i højder mellem 2900 og 5000 m, fra Uttarakhand mod øst til Myanmar og det sydvestlige Kina.

Den adskiller sig fra de fleste andre medlemmer af slægten ved at være stængelløs, eller med en meget kort stængel, indtil 10 cm, som vokser op fra det krybende rhizom. De butte, aflange blade sidder tæt sammen, indtil 9 cm lange og 8 mm brede. De få blomster, der kommer frem i maj-juni, ofte før bladene, sidder i de nedre bladhjørner. De lyserøde til purpurfarvede kronblade danner en tragt, indtil 2,5 cm lang, med udbredte, op til 1 cm lange flige. Ved modenhed er bærret rødt, indtil 8 mm i tværmål.

Artsnavnet hædrer den britiske botaniker Joseph Dalton Hooker (1817-1911), som beskrev talrige nye plantearter i den østlige del af Himalaya (se Rhododendron dalhousiae, Ericaceae).

 

 

Polygonatum hookeri, Kyangjuma, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Asteraceae Kurvblomstfamilien
Denne familie, som er udbredt næsten overalt i verden, er en af de største plantefamilier, der omfatter omkring 1620 slægter med ca. 24.000 arter af urter og buske, sjældent slyngplanter eller træer.

Blomsterstanden består af mange individuelle blomster, der sidder tæt sammen og danner en såkaldt kurv, der minder om en enkelt blomst. Kurven er omgivet af et hylsteragtigt svøb af tætpakkede grønne højblade, ofte fejlagtigt kaldt for bægerblade. De centrale blomster er symmetriske, og kronbladene er vokset sammen til et rør. Disse blomster kaldes for skivekroner. De ydre blomster er asymmetriske, idet der til den ene side sidder en tungeformet lap, der ofte fejlagtigt benævnes kronblad. Disse blomster kaldes for randkroner. Hos nogle arter mangler enten skivekroner eller randkroner. Omkring 112 slægter forekommer i Himalaya.

 

Ajania
Denne slægt omfatter omkring 36 arter, alle begrænset til tempererede områder i Asien. De var førhen inkluderet i slægten Tanacetum (se nedenfor). Der forekommer ca. 5 arter i Himalaya.

Slægtsnavnet refererer til den russiske havneby Ayan, der ligger på kysten af det Okotske Hav.

 

Ajania gracilis
Denne art, som tidligere blev kaldt Tanacetum gracile, er almindelig fra Kazakhstan, Mongoliet og det sydlige Rusland mod syd til Iran, Pakistan og Ladakh, hvor den vokser i stenede områder mellem 2800 og 3600 m højde. Den kan kendes på sine meget små gule kurve, kun 3-4 mm i diameter. Blomstring finder sted juli-sep. De talrige stængler er op til 60 cm høje. Blade og blomster er duftende, og der udvindes æteriske olier af dem.

Artsnavnet er latin og betyder ‘slank’, hvilket sigter til stænglerne.

Nogle autoriteter kalder denne plante for Ajania fruticulosa, men ifølge Flora of China er dette navn reserveret for en art, der vokser længere mod nord i Centralasien.

 

 

Ajania gracilis er meget almindelig i Ladakh, her fotograferet nær Hemis Gompa (øverst), samt nær Saspol, foran en klippeblok med en petroglyf. – Denne type kunstværker er nøjere præsenteret på siden Kultur: Folkekunst verden rundt. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ajania tibetica
Denne plante, som er op til 20 cm høj, ligner A. gracilis, men har større blade og større kurve, der måler indtil 6 mm i diameter. Blomstring forekommer juli-sep. Arten blev førhen kaldt for Tanacetum tibeticum.

Den vokser på stenede skrænter i højder mellem 3900 og 5400 m, fra Kazakhstan og Tibet mod syd til Pakistan, Ladakh og Himachal Pradesh, mod øst til Sichuan-provinsen.

 

 

Ajania tibetica, fotograferet nær Puga-sumpene, Ladakh (øverst), samt på passet Bara Lacha La, Lahaul, Himachal Pradesh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Allardia, se Waldheimia.

 

 

Anaphalis Perlekurv
Der findes omkring 110 arter af denne slægt, som for størstedelens vedkommende er udbredt i tropiske og subtropiske områder i Asien, med nogle få arter i tempererede områder af Asien, Europa og Nordamerika. Omkring 20 arter er truffet i Himalaya.

Medlemmer af denne slægt mangler randkroner, men har meget iøjnefaldende, randkrone-lignende svøbblade omkring kurvene.

Slægtsnavnet er afledt af græsk ana, der i denne forbindelse betyder ‘særdeles’, samt phalos (‘hvid’), hvilket sigter til kurvenes hvide svøbblade. Navnet perlekurv kommer af artsnavnet på den eurasiske A. margaritacea, af græsk margarites (‘perle’), der ligeledes hentyder til de perlehvide svøbblade.

 

Anaphalis nubigena
En lav plante med op til 10 cm høje stængler, men undertiden stængelløs. De spatelformede eller aflange, hvidfiltede blade, der bliver indtil 3 cm lange og 2 cm brede, er tæt samlet i en roset. Kurvene er indtil 1,5 cm i tværmål, med gule skivekroner, omgivet af talrige spidse, hvide svøbblade. Blomstring finder sted juni-sep.

Den vokser i klippefyldte områder og langs floder i højder mellem 3000 og 4500 m, fra Pakistan og Ladakh tværs over den sydlige del af det tibetanske højland til det sydvestlige Kina.

Artsnavnet er afledt af latin nubes (‘sky’) og genus (‘født af’), hvilket sigter til, at planten vokser i store højder.

 

 

Anaphalis nubigena, Honupatta, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Artemisia Malurt, bynke
En kæmpemæssig slægt, der omfatter mellem 200 og 400 arter på verdensplan. Omkring 25 arter findes i Himalaya, størsteparten i tørre tibetanske områder.

Slægten er opkaldt efter Artemis, den græske gudinde for vildnis, vilde dyr, jagt, børnefødsler og jomfrudom, som beskytter de unge piger, samt påfører og helbreder sygdomme hos kvinder. I sin bog Herbarium skriver den romerske filosof og lærde Lucius Apuleius (ca. 124-170 e.Kr.): “Om disse urter, som vi kalder Artemisia, siges det, at Diana opdagede dem og overbragte deres kraft og lægedom til kentauren Kiron, som var den første, der anvendte dem som lægeplanter, og han opkaldte dem efter det græske navn på Diana, Artemis.”

Malurters anvendelse i folkemedicinen er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

Artemisia macrocephala
Denne plante er udbredt på tørre stepper og skråninger og brakmarker, samt i åbne områder, fra det sydlige Rusland og Mongoliet gennem Xinjiang og Tibet til Iran, Afghanistan, Pakistan og Ladakh, i højder mellem 3400 og 5500 m.

Den er op til 50 cm høj, stænglen normalt ugrenet, eller med få korte grene. De grågrønne blade er snitdelte, indtil 4 cm lange og 1,5 cm brede. Denne art kendes nemt på sine ret store, brunlige blomsterkurve, der kan blive op til 1,5 cm i diameter. Den blomstrer juni-sep.

Artsnavnet er afledt af proto-indoeuropæisk makros (‘at øge’), samt oldgræsk kephale (‘hoved’), således ‘med et stort hoved’, hvilket sigter til blomsterkurvene, der er større end hos de fleste andre medlemmer af slægten.

 

 

Artemisia macrocephala, Pang, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Artemisia sieversiana
Denne indtil 1,5 m høje art har en uhyre stor udbredelse, fra Rusland mod syd til Pakistan og Ladakh, og fra Østeuropa mod øst til Japan. Højdemæssigt strækker den sig også over et bredt spektrum, fra havniveau til 4200 m, og den vokser i mange forskellige habitater, bl.a. vejkanter, stepper, ryddepladser og skovkanter.

Den grenede blomsterstand er en klase, som er indtil 30 cm lang, med små gule kurve, indtil 6 mm i diameter. De to eller tre gange snitdelte, grågrønne, bredt ovale blade er indtil 15 cm lange og brede. Blomstring forekommer juni-okt.

I den lokale folkemedicin anvendes æteriske olier fra denne plante som et infektionsdæmpende middel, en pasta af roden smøres på bylder, og et afkog af planten benyttes til at lette ledsmerter.

Artsnavnet hædrer den tyske farmaceut og botaniker Johann Sievers (1762-95), som deltog i en russisk ekspedition til det sydlige Sibiriens bjerge 1790-95. Undervejs indsamlede han et bredt spektrum af planter.

 

 

Artemisia sieversiana, observeret nær Koksar, Lahaul, Himachal Pradesh (øverst), samt nær Leh, Ladakh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Askellia
Denne lille slægt med omkring 11 arter er udbredt fra Mellemøsten tværs over Centralasien til det østlige Sibirien og Nordamerika. Førhen var disse planter placeret i slægten høgeskæg (Crepis). En enkelt art findes i Himalaya.

 

Askellia flexuosa
Denne plante, som førhen blev kaldt Crepis flexuosa, kan blive indtil 30 cm høj, men er ofte ganske lav. De mange grene er næsten bladløse og ender i et væld af små bleggule kurve, indtil 1 cm i diameter. Blomstring finder sted juni-aug.

En vidt udbredt og almindelig art, som vokser i et bredt udsnit af habitater, bl.a. flodsletter, sandede og stenede områder, skrænter og enge, mellem 800 og 5100 meters højde, fra Kazakhstan, det sydlige Rusland og Mongoliet mod syd til Pakistan, Ladakh og Nepal, mod vest til Mellemøsten og mod øst til det vestlige Kina.

 

 

Askellia flexuosa er meget almindelig i Ladakh, på disse billeder fotograferet nær Kiara (øverst), samt nær Puga-sumpene. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Aster Asters
Denne store slægt har givet navn til kurvblomstfamilien. De fleste af disse attraktive planter har blålige eller violette randkroner, mens skiveblomsterne er forskellige afskygninger af gult eller orange. Nogle arter har hvide randkroner. Slægten, som tæller ca. 152 arter, er udbredt over næsten hele verden, med omkring 13 arter i Himalaya.

Førhen var en lang række amerikanske kurvplanter indlemmet i denne slægt. Efter et antal undersøgelser er den Nye Verdens arter imidlertid blevet overført til slægterne Almutaster, Canadanthus, Doellingeria, Eucephalus, Eurybia, Ionactis, Oligoneuron, Oreostemma, Sericocarpus og Symphyotrichum.

 

Aster diplostephioides
Denne plante kan undertiden blive 50 cm høj, men er ofte meget lavere. Den har enlige kurve, som er slægtens største, op til 9 cm i diameter, med talrige (undertiden op til 100) laset udseende, smalle, violette eller blålige randkroner, indtil 2,5 cm lange og 2 mm brede. Skivekronerne er først sorte, siden gule eller orange. Blomsterne er fremme juli-sep. Bladene er små og smalle, indtil 8 cm lange.

Den vokser i fugtige enge i højder mellem 2700 og 4900 m, fra Kashmir mod øst til Bhutan og Yunnan-provinsen.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk diplos (‘dobbelt’) og stephanos (‘krone’), hvilket hentyder til randkronerne, der sidder i to eller tre rækker.

 

 

Aster diplostephioides, øvre del af Rolwaling-dalen, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Aster himalaicus
Denne art har også enlige kurve, men er en meget mindre plante, til 25 cm høj, men ofte kun 10-15 cm, med små kurve, indtil 4,5 cm i diameter, de op til 50 randkroner er lilla, til 1,5 cm lange og 0.7 mm brede, skivekroner gule, brungule eller orange. Blomstring finder sted juli-sep. De nedre blade er spatelformede med en vinget stilk, bladplade op til 4 cm lang og 2,5 cm bred, randhåret, de øvre blade meget mindre og siddende.

Den vokser i åbne, ofte klippefyldte områder i højder mellem 3600 og 4500 m, fra det centrale Nepal mod øst til Myanmar og det sydvestlige Kina.

 

 

Disse billeder blev alle taget nær Kyanjin Gompa, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. Tidligt om morgenen var kurven på det nederste billede dækket af rim, som nu er smeltet i morgensolen. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Aster indamellus
En op til 50 cm høj plante med mange stængler, der ofte er forgrenede foroven. Der er talrige aflange, indtil 5 cm lange og 2 cm brede blade op ad stænglen, margin helrandet eller med få tænder. De 4-7 langstilkede kurve er samlet i en flad skærm, kurve op til 4 cm i diameter, randkroner lyslilla, hvidlige, blå eller lyserøde, indtil 1,6 cm lange og 2 mm brede, skivekroner gule. Blomsterne er fremme aug.-sep.

Denne art vokser på åbne skråninger i højder mellem 1900 og 4200 m, fra Afghanistan mod øst til det centrale Nepal.

Artsnavnet er sammensat af to dele, ind, hvilket er en forkortelse af ‘indisk’, samt amellus, der hentyder til den europæiske Aster amellus, således ‘den indiske (asters), der ligner (Aster) amellus‘.

 

 

Aster indamellus, Kielang, Himachal Pradesh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cirsium Tidsel, bladhoved
En stor slægt med omkring 400 arter, udbredt i tempererede og subarktiske egne af Eurasien, det nordlige og østlige Afrika, samt i Nord- og Mellemamerika, mod syd til Columbia, Zambia, Malacca-halvøen og Filippinerne. 7 arter er truffet i Himalaya.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kirsion, ifølge den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.) navnet på en tidsel-lignende plante, afledt af kirsos (‘opsvulmede årer’), hvilket sigter til dens anvendelse mod opsvulmede årer. Det danske navn bladhoved stammer fra de løvbladlignende svøbblade hos kåltidsel (C. oleraceum).

 

Cirsium wallichii
En af de almindeligste tidsel-arter i åbne områder i Himalaya, en yderst variabel, mangegrenet plante, som kan blive indtil 3 m høj. Dens blade er forsynet med utallige lange torne. Kurvene, som har hvide eller lysviolette kroner, måler op til 4 cm i diameter. Blomstring finder sted mellem maj og aug.

Arten er udbredt fra Afghanistan mod øst til det sydvestlige Kina, i højder mellem 1200 og 3300 m.

I Nepal indtages saft af roden mod feber, og den dryppes også i svulne øjne. En pasta af roden benyttes mod betændelse i maven, saft af planten mod forstoppelse.

Artsnavnet hædrer den danske læge og botaniker Nathaniel Wallich (1786-1854), som studerede flora i Indien og Himalaya først i 1800-tallet (se Strobilanthes atropurpurea ovenfor).

 

 

Cirsium wallichii, Solang Nallah-dalen, nær Manali (øverst), samt nær Kielang, begge i Himachal Pradesh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cousinia
Denne store slægt, der omfatter omkring 600 arter af tornede urter, er begrænset til Asien. 3 arter forekommer i Himalaya.

Slægtsnavnet blev givet til ære for den franske filosof Victor Cousin (1792-1867).

 

Cousinia thomsonii
Denne indtil 45 cm høje plante minder om en tidsel, men bladene, der er op til 13 cm lange og 3,5 cm brede, er snitdelte, og svøbbladene har talrige lange torne. Kurvene er lyserøde, røde eller purpurfarvede, indtil 6 cm i diameter.

Den vokser i tørre, græsklædte og stenede områder mellem 3000 og 4300 meters højde, fra Afghanistan mod øst til det sydvestlige Tibet og det vestlige Nepal. Blomstring finder sted juli-aug.

Artsnavnet hædrer den britiske kirurg og botaniker Thomas Thomson (1817-78), der foretog en del af skrivearbejdet til det første bind af Flora Indica.

 

 

Cousinia thomsonii er meget almindelig i Spiti, Himachal Pradesh, hvor dette billede blev taget. I baggrunden ses en mark med dyrket segl-sneglebælg (Medicago falcata). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cremanthodium
Medlemmer af denne slægt, der omfatter ca. 69 arter, har smukke gule blomster. Disse planter er begrænset til Kina og Himalaya, med 13 arter i Himalaya.

Slægtsnavnet kan være afledt af latin cremanto, af cremo (‘jeg brænder noget til aske’), hvilket hentyder til kurvenes mørke svøbblade hos disse planter; samt dium (‘guddommelig’), hvilket sigter til deres skønhed.

 

Cremanthodium nepalense
Denne plante, op til 30 cm høj, findes i det centrale og østlige Nepal samt i de tilstødende egne af Tibet, hvor den vokser på åbne, græsklædte og stenede skråninger og langs floder, i højder mellem 2800 og 4800 m.

Grundbladene er stilkede, ovale, tandede, indtil 8 cm lange og 5 cm brede, med nedsænkede nerver, spidsen afrundet eller med en kort spids. Stænglen, som er dækket af sorte hår, har meget små blade. Den enlige kurv er nikkende, indtil 3 cm i diameter, randkroner gule, til 1,5 cm lange og 3 mm brede, med tre tænder i spidsen, skivekroner først gule, siden sorte. Den blomstrer juli-aug.

 

 

Nepal 2009-1
Cremanthodium nepalense, fotograferet i Gosainkund-området i det centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cremanthodium reniforme
Denne art ligner C. nepalense, men kendes på de afrundede blade, som kun er 3,5 cm lange, men op til 7 cm brede. Endvidere er svøbbladene dækket af sorte hår. Den enlige kurv er nikkende, indtil 7 cm i diameter, randkroner gule, til 2 cm lange og 8 mm brede, med tre tænder i spidsen, skivekroner mørkegule eller brune. Blomstring finder sted mellem juli og sep.

Den er udbredt fra Uttarakhand mod øst til Yunnan-provinsen i Kina, hvor den vokser i krat og åbne områder i højder mellem 3300 og 4500 m. Den er ret almindelig i Nepal.

 

 

Cremanthodium reniforme, Gosainkund-området, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Dubyaea
Denne slægt rummer omkring 15 arter, som er begrænset til det sydvestlige Kina og Himalaya, med ca. 4 arter i Himalaya.

Slægten er opkaldt efter den schweiziske præst og botaniker Jean Étienne Duby (1798-1885).

 

Dubyaea hispida
Artsnavnet, som kommer af latin hispidus (‘grov’, ‘stivhåret’) sigter til de stive hår på stængel, blade og svøbblade af denne plante, som bliver op til 60 cm høj. De nedre blade har en vinget stilk, selve bladet er indtil 18 cm langt og 6 cm bredt, ofte fliget eller snitdelt ved basis. De øvre blade er mindre og smallere, tandede eller helrandede, med stængelomfattende grund. Blomsterstanden har 2-7 gule, nikkende kurve, indtil 2,5 cm i diameter. Blomstring forekommer juli-okt.

Denne art vokser i skovkanter, krat og enge i højder mellem 2700 og 4500 m, udbredt fra Uttarakhand mod øst til det sydvestlige Kina.

 

 

Dubyaea hispida, Langshisha, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. Planten t.h. med røde frugter er en rabarber-art, Rheum australe (Polygonaceae). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Echinops Tidselkugle
De fleste medlemmer af denne slægt, som omfatter ca. 120 arter, er hjemmehørende i Europa og det nordlige Asien, og nogle få arter kan også træffes på bjergtoppe i Tropisk Afrika. 2 arter forekommer i Himalaya.

Disse planter er karakteriseret ved deres tidselagtige udseende, men kendes nemt på den kuglerunde, tornede blomsterstand, som er årsagen til slægtsnavnet, afledt af græsk ekhinos (‘pindsvin’) og ops (‘hoved’).

 

Echinops cornigerus
Denne indtil 1,5 m høje plante vokser i tørre, stenede områder, fra Afghanistan mod øst til det centrale Nepal, i højder mellem 2400 og 3500 m. Den er meget almindelig i Ladakh. De talrige blade, som er op til 20 cm lange, ligner meget tidselblade. Kronerne er alle ens, indtil 15 mm lange, hvide eller lyseblå, med lange svøbblade, der ender i en skarp spids. Blomstring finder sted juli-sep.

Medicinsk anvendes pulveriserede blade mod gulsot, mens en pasta af bladene smøres på betændte sår. Frøene spises som styrkende middel.

 

 

Echinops cornigerus er meget almindelig i Ladakh, her fotograferet nær Leh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Inula Alant
Denne slægt rummer omkring 100 arter, hvoraf mange er store planter med smukke gule kurve. Slægten er udbredt i Asien, Afrika og Europa. Omkring 13 arter er truffet i Himalaya.

Slægtsnavnet er den klassiske latinske betegnelse for læge-alant (I. helenium), som er hjemmehørende i Sydeuropa samt det vestlige og centrale Asien. Navnet er afledt af oldgræsk inaein (‘rensende’), hvilket sigter til dens medicinske egenskaber. Den er nærmere omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

Inula orientalis
Denne attraktive plante, der også kaldes for I. grandiflora, er udbredt fra det vestlige Asien mod øst til det centrale Nepal, og i Himalaya træffes den i krat i højder mellem 2000 og 3400 m.

Stænglen er op til 45 cm høj, med mange aflange eller lancetformede, tandede blade, indtil 7,5 cm lange, med kirtler og stive hår langs randen. Den enlige guldgule kurv er endestillet og måler op til 6 cm i diameter. De talrige randkroner er gule, smalle, indtil 2 cm lange, tredelte i spidsen. Svøbbladene er stivhårede. Blomstring finder sted juli-sep.

 

 

Inula orientalis, Chame, øvre del af Marsyangdi-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Inula racemosa
Denne statelige, stovte plante, der bliver op til 1,8 m høj, minder om den eurasiske læge-alant (I. helenium). De store gule kurve, indtil 8 cm i diameter, sidder i klaser for enden af stængel og sidegrene. Randkronerne er smalle, indtil 2,5 cm lange. Blomsterne er fremme juli-sep. De nedre blade er meget store, op til 45 cm lange, elliptiske eller lancetformede, og smalner ind til en vinget stilk. De øvre blade er mindre og ustilkede.

Arten vokser i krat, græsklædte arealer og dyrket land i højder mellem 1500 og 3200 m, udbredt fra Afghanistan og Xinjiang mod syd til Himachal Pradesh og det centrale Nepal. Den dyrkes ofte, da dens rod er meget anvendt i den lokale folkemedicin, bl.a. som slimløsnende middel.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med mange klynger’, hvilket sigter til blomsterstandene.

 

 

Inula racemosa, Sissu, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Leontopodium Edelweiss
Denne slægt tæller omkring 58 arter, af hvilke størstedelen er udbredt i Asien, med nogle få arter i Europa. Himalaya, Ladakh og Tibet er hjemsted for mange arter, hvoraf de fleste er meget svære at bestemme, specielt fordi de ofte hybridiserer.

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk leon (‘løve’) og podion (‘lille fod’). Da den skotske botaniker Robert Brown (1773-1858) navngav denne slægt, hentydede han formodentlig til de uldne svøbblade, der kan minde om en løvepote. På tysk betyder edelweiss ’den ædle hvide’.

Almindelig edelweiss (L. alpinum) er beskrevet på siden Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne.

 

 

Denne uidentificerede edelweiss-art blev observeret neden for passet Kongmaru La (5274 m), Markha-dalen, Ladakh. På stenen vokser orange laver. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Endnu en uidentificeret edelweiss, Gokyo-dalen, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Leontopodium ochroleucum
Denne plante har adskillige stængler, som er op til 15 cm høje. Stængelbladene er dækket af et tæt lag af hvide eller grå hår, mens grundbladene er grønne, let dunede eller til tider glatte. De normalt 5-7 brunlige kurve sidder tæt sammen, hver især op til 7 mm i diameter. Kurvenes lådne svøbblade er gullige eller hvidlige og danner en stjerne, op til 2,5 cm i tværmål.

Arten vokser i græsklædte områder og på stenede skrænter mellem 2200 og 5000 meters højde, fra det sydlige Rusland mod syd gennem Xinjiang og Mongoliet til Tibet og Ladakh. Den blomstrer maj-aug.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk okhra (‘bleggul’) og leukos (‘hvid’), hvilket hentyder til kurvenes svøbblade.

 

 

Leontopodium ochroleucum, Pang, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Melanoseris
Genetisk forskning har vist, at et stort antal arter, måske 60-80, som tidligere var placeret i slægterne Chaetoseris, Stenoseris, Cicerbita, Lactuca, Mulgedium og Prenanthes, faktisk hører hjemme i slægten Melanoseris, der førhen ikke var anerkendt, selv om den er en af de tidligst beskrevne slægter i underfamilien Lactucinae. Disse planter er hjemmehørende i Afrika og Asien, med omkring 9 arter i Himalaya.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk melas (‘sort’) og seris, som var det klassiske navn på en cikorie-lignende plante. Oprindeligt blev navnet givet til M. lessertiana, der ofte har meget mørke stængler og tillige sorte frugter, og hvis kurve minder om kurvene hos cikorie (Cichorium intybus).

 

Melanoseris brunoniana
Denne art, som tidligere kaldtes for Prenanthes brunoniana, kan blive op til 2 m høj, men er ofte meget lavere, med grenet eller ugrenet stængel, der undertiden er kirtelhåret foroven. Bladene er variable, langstilkede eller kortstilkede, stilken vinget eller uvinget, bladpladen indtil 20 cm lang, trekantet hjerteformet, tandet eller dybt fliget. De nikkende kurve har kun 3-5 kroner, som er blå, purpurfarvede eller til tider hvide, op til 2 cm lange og 3 mm brede, i talrige åbne klynger for enden af sidegrenene. Den blomstrer juli-okt.

Den er udbredt fra Afghanistan mod øst til det centrale Nepal, voksende i skove og krat og på åbne skråninger i højder mellem 1800 og 3600 m.

Artsnavnet refererer rimeligvis til Sankt Bruno, som var grundlægger af karteuser-munkeordenen i de Franske Alper i det 11. århundrede, eller muligvis til den skotske botaniker Robert Brown (1773-1858).

Det tidligere slægtsnavn Prenanthes er afledt af oldgræsk prenes (‘hængende’) samt anthos (‘blomst’), hvilket sigter til de nikkende kurve.

 

 

Melanoseris brunoniana, Koksar, Lahaul, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Melanoseris macrantha
Denne indtil 1,5 m høje urt, som tidligere blev kaldt for Cicerbita macrantha, har store nedre blade, elliptiske eller lancetformede i omrids, snitdelte, indtil 40 cm lange og 8 cm brede, med tandet margin. De øvre blade er mindre og ikke så dybt delte. Blomsterstanden er en åben klynge af få blå kurve, op til 5 cm i diameter, randkroner indtil 2,5 cm lange. Blomsterne er fremme juli-sep.

Den vokser i skove og krat og på åbne skråninger i højder mellem 3200 og 4300 m, udbredt fra det centrale Nepal mod øst til Bhutan, samt i den sydligste del af Tibet.

Artsnavnet er afledt af proto-indoeuropæisk makros (‘at øge’), samt oldgræsk anthos (‘blomst’), således ‘med store blomster’.

 

 

Melanoseris macrantha, Yangri Peak, Helambu, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Richteria
En slægt af asiatiske planter, der omfatter omkring 10 arter, udbredt fra Uzbekistan, Kazakhstan, Xinjiang og det sydlige Sibirien mod syd til Himalaya, hvor der forekommer en enkelt art.

Slægten blev navngivet til ære for Alexander Vilgelmovich Richter (1804-49), som var direktør for biblioteket på Moskvas universitet.

 

Richteria pyrethroides
Denne op til 25 cm høje plante minder ved første øjekast om okseøje (Leucanthemum), men har få, gråligt uldne stængler med enlige kurve, der måler indtil 3,5 cm i diameter, med mange aflange, butte, hvide eller lyserøde randkroner og gule skivekroner. Svøbbladene har purpurfarvede, papiragtige kanter. Blomstring finder sted juni-aug. Næsten alle bladene er grundblade, stilkede, op til 8 cm lange, med aflangt omrids, to eller tre gange snitdelte, tæt uldhårede. Stænglerne har få, meget små blade.

Arten vokser i tørre, stenede områder i højder mellem 3300 og 4800 m, fra Uzbekistan, Kazakhstan, Xinjiang og det sydlige Sibirien mod syd til det nordlige Pakistan og Ladakh. Den er almindelig i Ladakh.

Artsnavnet hentyder til denne plantes lighed med visse medlemmer af slægten Tanacetum (nedenfor), som førhen var placeret i slægten Pyrethrum.

 

 

Richteria pyrethroides, Honupatta, Ladakh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Saussurea Fjeldskær
En kæmpestor slægt med omkring 415 arter, der hovedsagelig er udbredt i tempererede områder i Asien, med nogle arter i Europa og Nordamerika. Ikke færre end 289 arter, af hvilke 191 er endemiske, findes i kinesiske territorier, hovedparten på den Tibetanske Højslette. Omkring 30 arter er truffet i Himalaya.

Disse planter mangler randkroner. Mange arter er tilpasset de kolde og tørre forhold i store højder, idet de er dækket af et isolerende hårlag.

Slægten blev navngivet til ære for den schweiziske geolog, meteorolog, fysiker og bjergbestiger Horace-Bénédict de Saussure (1740-99), ofte udnævnt til grundlæggeren af bjergbestigning og moderne meteorologi, samt hans søn, kemikeren og botanikeren Nicolas-Théodore de Saussure (1767-1845), som var en af pionererne inden for studiet af fotosyntese.

 

Saussurea elliptica
Normalt er denne art næsten stængelløs, men kan undertiden blive op til 20 cm høj. Den minder meget om den mere almindelige S. gnaphalodes (nedenfor), men kendes nemt på bladene, som er elliptiske, grågrønne, op til 7 cm lange og 3 cm brede. De øvre blade er aflange og omgiver blomsterstanden, der består af 2-10 lilla kurve, til 1,3 cm i diameter. Den blomstrer juli-aug.

Den vokser i stenede og græsklædte områder i højder mellem 2500 og 4600 m, fra Kazakhstan, Kirgisien, Tajikistan og det vestlige Tibet mod syd til Pakistan og Ladakh.

 

 

Saussurea elliptica, observeret nær Honupatta, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Saussurea gnaphalodes
Endnu en ganske lav plante, indtil 10 cm høj, grenet fra grunden. Bladene, hvoraf de fleste er samlet i en tæt roset, er uldhårede, aflange eller spatelformede, op til 2 cm lange og 8 mm brede. Blomsterstanden består af 5-20 brune, lilla eller purpurfarvede kurve, indtil 4 cm i diameter. Blomsterne er fremme juni-aug.

Denne art er meget almindelig i tørre, stenede områder mellem 2700 og 5800 meters højde, fra det østlige Kazakhstan, Kirgisien og Tajikistan mod øst gennem Centralasien til det vestlige Kina, mod syd til Pakistan, Ladakh og det vestlige Nepal.

Artsnavnet sigter til artens lighed med visse medlemmer af slægten Gnaphalium (evighedsblomster).

 

 

Saussurea gnaphalodes, voksende i en kompakt pude af Thylacospermum caespitosum (Caryophyllaceae) neden for passet Kongmaru La, Markha-dalen, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette eksemplar af Saussurea gnaphalodes vokser op gennem et tæt krat af Caragana brevifolia (Fabaceae), Pang, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Saussurea gossypiphora
Denne markante plante, op til 45 cm høj, er en af de Saussurea-arter, som har et tykt isolerende lag af hvide hår, som får den til at ligne en tot bomuld. Kurvene er purpurfarvede, indtil 1 cm i diameter og 2 cm lange, skjult i det tætte hårlag. Blomstring forekommer juli-sep. De talrige blade er grønne eller brunlige, aflange, med få eller mange spidse tænder.

Arten træffes i stenede og golde områder mellem 4200 og 5600 meters højde, fra Kashmir mod øst til Arunachal Pradesh, samt muligvis i Yunnan-provinsen. Den anvendes medicinelt.

Artsnavnet er afledt af slægtsnavnet på bomuld, Gossypium, samt oldgræsk phoros (‘bærer’), hvilket naturligvis sigter til det tætte lag af uldne hår.

 

 

Saussurea gossypiphora, Nathu La, Sikkim. (Foto copyright © by Ajai Saxena)

 

 

Saussurea gossypiphora, fotograferet i ca. 4700 meters højde neden for passet Ganja La, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Senecio Brandbæger
Denne slægt, der omfatter over 1200 arter, er udbredt næsten overalt i verden. I Himalaya forekommer omkring 22 arter. Størsteparten af disse planter er oprette urter, med nogle få klatrende eller krybende arter.

Slægtsnavnet er afledt af latin senex (‘olding’), hvilket hentyder til slægtens hvide frøhår.

 

Senecio cappa
Denne plante kan blive op til 2 m høj, men er ofte langt lavere. Den er meget almindelig i krat og åbne områder mellem 1300 og 3300 meters højde, fra Uttarakhand mod øst til det sydvestlige Kina. Den forveddede stængel har talrige stilkede blade, lancetformede eller elliptiske, op til 22 cm lange og 4 cm brede. De talrige kurve er små, indtil 6 mm lange, med korte randkroner, i tætte endestillede forgrenede klynger. Arten blomstrer sent, fra aug. til nov.

I Nepal fremstilles alkohol af planten. I folkemedicinen anvendes saft fra roden mod feber, og en pasta af bladene smøres på bylder.

Artsnavnet er latin og betyder ‘kappe’. Det er uklart, hvad der hentydes til.

 

 

Senecio cappa, Danakju (2300 m), øvre del af Marsyangdi-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Senecio graciliflorus
Denne store plante, undertiden op til 2 m høj, kan kendes på de store, dybt fligede blade, som er op til 20 cm lange, med 6-8 par uregelmæssigt tandede flige. De talrige kurve er små, indtil 8 mm lange, samlet i flade, endestillede, forgrenede klynger. Hver kurv har kun 3-5 randkroner, som er op til 4 mm lange.

Arten er ret almindelig i skovkanter og krat og langs floder, udbredt fra Kashmir mod øst til det sydvestlige Kina og Malaysia. I Himalaya træffes den mellem 2000 og 4100 meters højde. Blomstring finder sted aug.-okt.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med slanke blomster’.

 

 

Senecio graciliflorus, voksende ved Darjaling i den sydlige del af Langtang Nationalpark, centrale Nepal. Bjerget i baggrunden er Bemthang. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Senecio graciliflorus, Thulo Shyabru, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Senecio scandens
Denne art er et af de få medlemmer af slægten, som ikke er opret, men klatrer hen over andre planter eller hænger ned over skrænter, hvilket afspejles af det latinske artsnavn, der betyder ‘klatrende’.

Den har tynde, zigzag-formede stængler og spydformede, langt tilspidsede blade, op til 12 cm lange og 4,5 cm brede, ofte med flige ved basis, samt endestillede forgrenede klynger af kurve, der hver især er op til 8 mm lange, med randkroner op til 5 mm lange. Blomstring finder sted aug.-dec.

Denne plante har en uhyre stor udbredelse i Asien, fra Uttarakhand gennem Tibet og Qinghai til Japan, mod syd til Sri Lanka, Indokina, Filippinerne og Sulawesi. I Himalaya vokser den i skove og krat, samt ofte i udkanten af landsbyer, i højder mellem 1800 og 4000 m.

 

 

På disse billeder hænger Senecio scandens ned fra skrænter nær Chame (øverst) og Koto, begge i den øvre del af Marsyangdi-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sigesbeckia
Denne slægt, der omfatter omkring 17 arter, er hjemmehørende i de fleste tropiske og subtropiske områder verden rundt, med flest arter i Mellem- og Sydamerika. En enkelt art vokser i varmere dale i Himalaya.

Slægten blev opkaldt efter den tyske botaniker og læge Johann Georg Siegesbeck (se nedenfor).

 

Sigesbeckia orientalis
Denne op til 1 m høje plante kendes nemt på de lange ydre svøbblade, som er tæt besat med klæbrige kirtler. Kurvene er gule, til 5 mm i tværmål, randkroner meget små, til 2 mm lange. Den har en lang blomstringsperiode, fra april til okt. Bladene er ovale eller med trekantet omrids, indtil 12 cm lange og 8 cm brede.

Arten har en meget vid udbredelse, idet den forekommer fra Tyrkiet, Kaukasus og Kazakhstan mod syd til det Indiske Subkontinent, og derfra mod øst til Japan, og videre mod nord til Ussuriland (sydøstlige Sibirien), mod syd til Australien og nogle øer i Stillehavet, endvidere i Yemen og det østlige og sydlige Afrika, samt på Madagascar. I Himalaya vokser den i krat og åbne områder op til omkring 2700 meters højde.

Traditionelt er denne plante blevet anvendt i folkemedicinen mod gigt, ledsmerter, muskelsmerter, iskias samt slangebid, og den har også været benyttet mod malaria. Den var årsagen til en fejde mellem botanikerne Linné og Siegesbeck, se nedenfor.

 

 

Sigesbeckia orientalis, Solang Nallah-dalen, nær Manali, Himachal Pradesh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette nærbillede fra Pokhara, Nepal, viser de kirtelhårede svøbblade hos Sigesbeckia orientalis. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Fejden mellem Linné og Siegesbeck
Sigesbeckia orientalis blev opkaldt efter den tyske botaniker og læge Johann Georg Siegesbeck (1686-1755), som var direktør for den botaniske have i Sankt Petersborg. Han var i begyndelsen en god ven af den berømte svenske botaniker Carl von Linné (1707-78).

Senere blev han imidlertid en hård kritiker af Linnés Systema plantarum sexuale fra 1737, som delvis var baseret på at gruppere planterne efter antallet af hanlige og hunlige organer i blomsterne. Siegesbeck kaldte denne teori for “modbydeligt umoralsk” og fortsatte: “Hvem skulle have troet, at blåklokker, liljer og løg kunne deltage i en sådan umoral?” Han spurgte hånligt, om Gud ville tillade 20 eller flere mænd (dvs. støvdragerne) at være fælles om én kone (dvs. griflen).

“Hvilken mand,” fortsatte han, “vil nogensinde tro, at den Almægtige Gud skulle have indført en sådan forvirring, eller snarere en sådan skamfuld horen, for videreførelsen af planterne? Hvem vover at instruere unge studenter i et sådant vellystigt system uden at forårsage skandale?”

Da Linné vendte tilbage til Sverige, fandt han, at han var blevet gjort til grin på grund af Siegesbecks kritik, men hævnede sig ved at navngive en ildelugtende orientalsk plante med klæbrige kirtler Siegesbeckia.

Den svenske botaniker Johan Browallius forsvarede Linnés idéer med succes, men det ændrede ikke Siegesbecks holdning, og striden fortsatte. En pakke med Siegesbeckia-frø fik en ny etiket af Linné med påskriften Cuculus ingratus (‘utaknemmelig gøg’), hvorpå den blev sendt til Siegesbeck, som såede frøene. Da denne indså, at de var Siegesbeckia, standsede han al korrespondance med Linné, og fra den dag var der kold luft mellem de to. (Kilde: L. & L. Taiz, 2017. Flora unveiled: the discovery and denial of sex in plants.)

Mens den gode tyske læges navn var Siegesbeck, er slægtens nuværende gyldige navn Sigesbeckia ifølge Kew Botanical Gardens, London.

 

 

 

Tanacetum Rejnfan, guldknap
Denne slægt, der rummer ca. 100 arter, er udbredt i Europa, Nordafrika, Mellemøsten, Centralasien og det nordlige Nordamerika. Omkring 36 arter, der førhen var placeret i denne slægt, er blevet overført til en ny slægt, Ajania (se ovenfor).

Skivekronerne er gule, mens randkronerne mangler hos de fleste arter. Hvis de er tilstede, er de oftest hvide.

Slægtsnavnet er latin, overtaget fra oldgræsk athanatos (‘udødelig’), hvilket ifølge visse gamle urtebogsforfattere hentyder til de konserverende egenskaber hos (T. vulgare), idet den er giftig for diverse skadedyr og hindrer deres angreb. Navnet rejnfan er en forvrængning af denne art tyske navn, rainfarn, afledt af rain (‘ager’) og farn (‘bregne’), hvilke sigter til, at den ofte vokser i udkanten af marker, samt dens bregnelignende blade.

Et medlem af slægten, matrem (Tanacetum parthenium), der tidligere var meget anvendt i folkemedicinen, er omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

Tanacetum dolichophyllum
Denne op til 30 cm høje art kendes nemt på sine friskgrønne, aromatiske, flere gange snitdelte blade, op til 25 cm lange, der minder en del om gulerodsblade. Blomsterstanden er en tæt, endestillet klynge af adskillige relativt store kurve, der hver især måler op til 1,5 cm i diameter, skivekroner gule, randkroner manglende. De hårede svøbblade er purpurfarvede i kanten. Blomstring finder sted juli-sep.

Arten er udbredt i åbne områder fra Kashmir mod øst til det vestlige Nepal, i højder mellem 3300 og 4400 m.

Lokalt anvendes en pasta af roden mod forstoppelse.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk dolikhos (‘lang’) og phyllon (‘blad’).

 

 

Tanacetum dolichophyllum, Rohtang La, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tanacetum stoliczkae
Ved første øjekast ligner denne art okseøje (Leucanthemum), med hvide, indtil 1,1 cm lange randkroner og gule skivekroner, men den adskiller sig gennem sine snitdelte blade. I denne henseende minder den om Richteria pyrethroides (ovenfor), men dens blade er lysegrønne og kun let hårede, ikke grålige og uldhårede. Den er endemisk i det nordlige Pakistan og Ladakh, hvor den vokser blandt klipper og på sandede flodsletter, i højder mellem 3000 og 4000 m. Den blomstrer i aug.

Artsnavnet blev givet til ære for Ferdinand Stoliczka (1838-74), en tjekkisk palæontolog, geolog og zoolog, som hovedsagelig arbejdede i Indien. Under en ekspedition til Karakoram-bjergene døde han af højdesyge.

 

 

Tanacetum stoliczkae, Ulley, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Waldheimia
Denne slægt af smukke kurvblomster rummer 8 arter, alle begrænset til Centralasien. Slægtsnavnet hædrer den tyske naturhistoriker Gotthelf Fischer von Waldheim (1771-1853), der tilbragte mange år ved universitetet i Moskva, hvorfra han drog på ekspeditioner til forskellige egne af Rusland.

Det diskuteres meget blandt taksonomer, om disse planter bør kaldes Waldheimia eller Allardia, da publikationsåret for sidstnævnte slægt er usikkert. Det lader dog til, at Waldheimia har prioritet (se P.K. Pusalkar & D.K. Singh 2005. Proposal to conserve the name Waldheimia against Allardia (Asteraceae–Anthemideae). Taxon 54 (2): 553-554).

 

Waldheimia glabra
En tuedannende, ganske lav plante med rosetter af grågrønne, hårløse eller let uldhårede blade, som er op til 2 cm lange, med 4-5 flige i spidsen. Kurvene er op til 3,5 cm i diameter, med lyserøde, purpurfarvede eller hvide randkroner, indtil 1,5 cm lange, skivekroner gule, orange eller brunlige. Blomstring finder sted juli-sep.

Denne art vokser på stenede eller grusede skråninger mellem 3500 og 5500 meters højde, fra Kazakhstan og Uzbekistan mod syd gennem Afghanistan og Tibet til Pakistan, og videre mod øst til Bhutan.

Artsnavnet er latin og betyder ‘glat’. Bladene er mindre hårede end hos de andre medlemmer af slægten.

 

 

Waldheimia glabra, nær passet Nathu La, østlige Sikkim. I øverste højre hjørne ses en art af slægten Silene (Caryophyllaceae), nederst adskillige kurve af en art perlekurv (Anaphalis). (Foto copyright © by Ajai Saxena)

 

 

Waldheimia glabra, mellem Na og Tso Rolpa i den øvre del af Rolwaling-dalen, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Waldheimia nivea
Denne ganske lave plante minder om W. glabra, men dens blade er meget små, siddende, indtil 8 mm lange og 2,5 mm brede, med 3 små tænder i spidsen. Kurvene er indtil 1,9 cm i diameter, randkroner lyserøde eller rødlige, til 8 mm lange, skivekroner først gule eller orange, senere ofte sorte. Blomstring finder sted juli-aug.

Den er udbredt i stenede områder i højder mellem 4000 og 5400 m, fra Afghanistan mod øst til det østlige Nepal og de sydligste egne af Tibet.

Artsnavnet er latin og betyder ‘i sne’, hvilket sigter til, at arten vokser i store højder.

 

 

Waldheimia nivea, voksende i passet Bara Lacha La, Lahaul, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Waldheimia stoliczkae
Denne art, som bliver op til 15 cm høj, minder også meget om W. glabra, men dens blade er friskgrønne. Kurvene er indtil 2 cm i diameter, randkroner lyserøde, op til 1,5 cm lange, skivekroner gule eller orange. Den blomstrer juli-aug.

Den vokser på stenede skrænter og i udtørrede flodlejer mellem 3000 og 4500 meters højde, fra Kazakhstan, Uzbekistan, Xinjiang og det vestlige Tibet mod syd til Pakistan og Ladakh.

Artsnavnet blev givet til ære for Ferdinand Stoliczka (se Tanacetum stoliczkae ovenfor).

 

 

Waldheimia stoliczkae, observeret på passet Konze La (4950 m), Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Waldheimia tomentosa
Bladene hos denne lave plante er op til 5 cm lange, to gange snitdelte, og både overside og underside har et tæt spindelvævsagtigt lag af hvidlige hår, hvilket afspejles af artsnavnet, der på latin betyder ‘med et tæt hårlag’. Kurvene er indtil 6 cm i diameter, randkroner hvide, sjældnere blegt lyserøde, indtil 2,5 cm lange, skivekroner gule eller orange, hvoraf de yderste ofte bliver sortbrune med tiden. Blomstring finder sted juli-aug.

Den vokser fortrinsvis i thallus (dødt plantemateriale) i stenede områder og udtørrede flodlejer i højder mellem 3600 og 5200 m, udbredt fra Kazakhstan og Uzbekistan mod syd gennem det vestlige Tibet til Afghanistan, og derfra mod øst til det vestlige Nepal.

Lokalt indtages planten mod feber, og en røgelse ved navn dhup udvindes af den.

 

 

Waldheimia tomentosa, Bara Lacha La, Lahaul, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Balanophoraceae
Denne familie rummer 17 slægter med omkring 44 arter, der overfladisk minder om svampe. Disse planter indeholder ikke klorofyl og er parasitter, der får deres næring fra trærødder. De er udbredt i tropiske og subtropiske områder verden rundt, med nogle få arter i tempererede egne.

 

Balanophora
Denne slægt med omkring 20 arter er udbredt i tropisk Afrika, på Madagascar, samt fra det Indiske Subkontinent mod øst til Japan, og derfra mod syd til Indonesien, Ny Guinea og det nordøstlige Australien, samt nogle øer i Stillehavet.

Nogle af arterne udsender en duft, der tiltrækker fluer som bestøvere, og adskillige arter anvendes i den lokale folkemedicin i visse asiatiske lande.

Slægtsnavnet kommer af blomsterstanden hos visse arter af slægten (bl.a. arten herunder), som er dækket af udposninger, der minder om rurer (familien Balanidae).

 

Balanophora dioica
Stænglerne af denne plante er lyserøde eller purpurfarvede, cylinderformede, indtil 10 cm høje. De skæl-lignende blade, der omfatter stænglen, er indtil 4 cm lange og 2,5 cm brede. Blomsterstanden er oval eller ellipseformet, indtil 3,5 cm lang, blomster hvide, meget små. Den vokser i skove og har en stor højdemæssig udbredelse, mellem 400 og 2600 m, fra det centrale Nepal mod øst til Kina og Taiwan. Den blomstrer aug.-okt.

Artsnavnet er hunkøn af dioicus, som kommer af græsk dis (‘to’) og oikos (‘hus’), altså ’to huse’, hvilket hentyder til, at arten har hanblomster og hunblomster på separate planter.

B. involucrata ligner meget denne art, men dens stængler er røde. Den voser i større højder i Himalaya, mellem 2100 og 3400 m.

 

 

Nepal 2009
Balanophora dioica, nær Bamboo Lodge, nedre del af Langtang-dalen, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Balsaminaceae Balsaminfamilien
Denne kæmpestore familie med over 1000 arter er udbredt i tempererede, subtropiske og tropiske områder, fortrinsvis i Asien og Afrika, med nogle arter i Europa og Nordamerika. Den består af kun to slægter, Impatiens, der rummer alle arter med undtagelse af en enkelt, som er placeret i slægten Hydrocera.

 

Impatiens Springbalsamin
Disse planter er karakteriseret ved deres kødfulde, næsten gennemsigtige stængler, samt den unikke opbygning af deres attraktive blomster, der har 3 eller 5 bægerblade, hvoraf det nederste er stærkt forstørret og danner en tragt eller pose med en spore, mens de øvrige 2 eller 4 er små og grønlige. Der er 5 kronblade, af hvilke det øverste, kaldt fanen, ofte er hjelmformet, mens de 4 sidestillede er sammenvokset parvis, det øverste par benævnt vingerne, det nederste par læben.

Slægtsnavnet, af latin im– (‘uden’) og patiens (‘tålmodighed’), såvel som forstavelsen spring-, sigter til disse planters frøspredning. Under frugtmodningen opbygges en spænding inde i frøbælgen, som, når den er moden, ‘eksploderer’ ved berøring, hvorved frøene spredes i temmelig stor afstand fra moderplanten.

Navnet balsamin skyldes faktisk en fejltolkning. Det blev taget fra det latinske navn på flittiglise (Impatiens balsamina), som blev bragt til Europa i 1500-tallet af portugiserne. Oprindeligt var ordet balsamine et græsk navn på en uidentificeret plante med en æterisk olie, afledt af balsamon (‘balsam’), som på hebraisk betyder ‘krydderi’ eller ‘parfume’.

Balsamin-arter er allestedsnærværende i Himalaya og omfatter mindst 50 arter, hvoraf de fleste blomstrer i monsuntiden. Som om monsunregnen ikke er nok, vokser mange af arterne langs vandløb eller i nærheden af vandfald for at få gavn af det fugtige miljø. Mange af arterne er vanskelige at bestemme.

 

Impatiens bicornuta
Denne indtil 1 m høje plante vokser i krat og langs vandløb i højder mellem 1900 og 3000 m, fra Uttarakhand mod øst til det østlige Nepal og det sydlige Tibet.

Den kan kendes på de lyserøde, op til 3 cm lange blomster, som har en gullig, brunplettet pose med en kort S-formet spore, op til 8 mm lang, samt to meget lange og tynde ‘haler’. Blomstring finder sted juni-sep. Bladene er elliptiske, med afrundede tænder i kanten, op til 20 cm lange og 6,5 cm brede.

I Nepal koges unge planter som grønsag.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med to horn’, hvilket sigter til to meget spidse forlængelser på fanen, der minder om horn.

 

 

Impatiens bicornuta, øvre del af Marsyangdi-dalen, Annapurna, centrale Nepal. For mig minder nogle af blomsterne om den franske kunstner Auguste Rodins skulptur Tænkeren. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Impatiens falcifer
Denne smukke gulblomstrede balsamin, indtil 60 cm høj, kendes nemt på den brunplettede fane, samt de brede seglformede vinger. Blomsterne er op til 2,5 cm lange og er fremme mellem juli og sep. De langstilkede blade er ovale eller aflange, til 5 cm lange og 2 cm brede, med skarpe tænder langs randen.

Arten har en ret begrænset udbredelse, fra det centrale Nepal mod øst til Bhutan, voksende i skove og langs vandløb mellem 2300 og 3600 meters højde. Den er almindelig i Nepal, hvor unge planter ofte koges som grønsag.

Artsnavnet er latin og betyder ‘bærer en segl’, hvilket hentyder til de seglformede vinger.

 

 

Her vokser Impatiens falcifer i et klippefyldt område nær Gopte, Langtang Nationalpark, centrale Nepal, sammen med Bistorta amplexicaulis. Det blågrønne løv på det øverste billede er ene-arten Juniperus recurva. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Impatiens falcifer, Magingoth, Langtang Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Impatiens falcifer, Thangshyap, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. Planten på det nederste billede er dækket af regndråber efter en kraftig monsunbyge. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Impatiens glandulifera Kæmpe-balsamin
Stængel opret, forgrenet, indtil 2 m høj. De stilkede blade er elliptisk-lancetformede eller ovale, spidse, indtil 20 cm lange og 3 cm brede, glatte, med 7-9 par nerver, margin skarpt-tandet, med kirtler på tænderne. Der er også brunlige kirtler i bladhjørnerne, De langstilkede blomsterstande er side- eller endestillede, med åbne klynger på 4-10 lyserøde, magenta, purpurfarvede, blålige eller hvide, langstilkede blomster, indtil 2 cm lange, ofte med brune prikker indvendigt, posen med 2 store flige og en kort, tyk, tilbagebøjet spore, indtil 7 mm lang. Blomstring finder sted juli-sep.

Denne art, der førhen blev kaldt I. roylei, ligner meget I. sulcata (nedenfor), men er generelt lavere, ofte under 1 m høj, og bladene er smallere. Endvidere er dens op til 3 cm lange kapsler tydeligt kølleformede, tykkere i spidsen, ikke med parallelle sider som hos I. sulcata.

Den er udbredt i krat og på græsgange i højder mellem 1800 og 4000 m, fra Pakistan mod øst til Uttarakhand. Den dyrkes vidt og bredt og er blevet naturaliseret i mange europæiske lande, i Nordamerika, New Zealand og andre steder. Den betragtes som invasiv i mange lande, idet den ofte danner store bevoksninger, der fordriver indfødte arter.

Artsnavnet er latin og betyder ‘bærer små kirtler’. Det tidligere artsnavn blev givet til ære for den britiske kirurg og naturhistoriker John Forbes Royle (1798-1858), der især kendes for værkerne Illustrations of the Botany and other branches of Natural History of the Himalayan Mountains, samt Flora of Cashmere.

 

 

Kæmpe-balsamin, Sumda Tsu, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kæmpe-balsamin, Solang Nallah, Himachal Pradesh. Bemærk de kølleformede kapsler. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Impatiens scabrida
En robust plante, indtil 1,2 m høj, med forgrenet stængel og siddende blade med 2 purpurfarvede kirtler ved grunden. Bladpladen er oval eller lancetformet, langt tilspidset, op til 15 cm lang og 4 cm bred, med kirtlede savtakker langs randen. Blomsterne sidder i bladhjørnerne, gyldengule med purpurfarvede pletter eller striber, indtil 4 cm lange, posen smalner brat ind til en slank, krum spore, op til 3 cm lang. Blomstring finder sted maj-sep.

Arten er udbredt fra Kashmir mod øst til Bhutan, i højder mellem 1200 og 3600 m. Den vokser i skove og krat og langs vandløb.

I Nepal fodrer man kvæg med planten, hvis de har feber. Frøene spises rå eller som pickles. En pasta af frøene benyttes til farvning.

Artsnavnet er afledt af latin scaber (‘grov’), hvilket formentlig hentyder til plantens robusthed.

 

 

Impatiens scabrida, Manali, Himachal Pradesh (øverst), samt nær Galeshwor, Kali Gandaki, Annapurna, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Impatiens sulcata
Tidligere var denne store art, der kan blive op til 3 m høj, kendt som I. gigantea. Blomsternes farve varierer meget, fra lyserød og højrød til purpurfarvet. Posen er ofte gullig og brunplettet. Bladene er ovale eller lancetformede, indtil 20 cm lange og 5 cm brede, med butte tænder langs randen, samt med røde eller purpurfarvede kirtler ved grunden. Den blomstrer juli-sep.

Den minder om kæmpe-balsamin (I. glandulifera, ovenfor), men dens blade har butte takker langs randen, og dens kapsler er aflange, til 4 cm lange og 3 mm brede, mens de er tydeligt kølleformede, med bredere spids, hos kæmpe-balsamin.

Den er vidt udbredt og almindelig og vokser i et bredt udsnit af habitater, i skove, krat og landbrugsområder, ofte langs vandløb, mellem 1800 og 4000 meters højde, fra Kashmir mod øst til Bhutan. Den er meget almindelig i Himachal Pradesh og Nepal.

I Nepal spises de modne frugter, og af frøene fremstilles pickles.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med dybe og smalle furer’, oprindeligt fra sulco (‘jeg pløjer’), hvilket formentlig sigter til de nedsænkede bladnerver.

 

 

Stor bevoksning af Impatiens sulcata nær et vandløb, Jispa, Lahaul, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Impatiens sulcata foran et vandfald, nær Manali, Himachal Pradesh. Bemærk de helt lige (ikke kølleformede) kapsler. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Impatiens sulcata, nær landsbyen Sissu, Lahaul. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Begoniaceae Begoniefamilien
Denne familie er udbredt overalt i tropiske og subtropiske områder, med nogle få arter i tempererede bjergegne. Den rummer 2 slægter, hvoraf Hillebrandia kun har et enkelt medlem, der er begrænset til Hawaii, mens den anden slægt, Begonia (nedenfor), er kæmpestor.

 

Begonia
Denne slægt rummer ikke færre end ca. 2100 arter. I Asien findes over 600 arter, af hvilke omkring 18 er truffet i Himalaya. Mange af arterne er vanskelige at bestemme.

Hanlige og hunlige blomster af denne slægt er ret forskellige, idet hannerne har 4 kronblade, hvoraf de to yderste er bredere og mere afrundede end de to inderste. Hunlige blomster har 5 eller flere kronblade af næsten ens størrelse og form.

Slægtsnavnet blev givet til minde om Michel Bégon (1638-1710), der fra 1684 var guvernør af Saint-Domingue, en fransk koloni på den caribiske ø Hispaniola, i dag kaldt for Haiti. Bégon var en passioneret planteindsamler.

 

 

En uidentificeret begonie-art, Rimche, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Begonia picta
Denne plante, der bliver op til 18 cm høj, kendes nemt på de hårede, ovale eller hjerteformede, let asymmetriske, uregelmæssigt dobbelt-tandede, spidse blade, op til 8 cm lange og brede, ofte med purpurfarvede pletter. Blomsterstandene er endestillede, indtil 15 cm lange, dunede, blomster lyserøde, indtil 3 cm i diameter, kronblade op til 9 mm lange og 7 mm brede. Den blomstrer mellem juli og sep.

Arten vokser på fugtige klipper og skrænter, i skyggefulde skovkanter og langs vandløb og er meget almindelig i højder mellem 600 og 2900 m, udbredt fra Pakistan mod øst til det sydøstlige Tibet.

Den anvendes ofte i traditionel medicin. I Nepal benyttes saft af planten mod hovedpine, saft af roden mod betændte øjne og mavesår. Saften blandes også med plantefarver for at gøre dem mere farvefaste. Stængel og bladstængel er spiselige, såfremt de laves til pickles.

Artsnavnet er latin og betyder ‘malet’ eller ‘dekoreret’, hvilket formodentlig sigter til de purpurfarvede pletter på bladene.

 

 

Hanlige blomster af Begonia picta, Chipling, Helambu, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hunlige blomster af Begonia picta, Helambu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Røde frugter og gule efterårsblade af Begonia picta, Danakju, øvre del af Marsyangdi-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Begonia rubella
I modsætning til B. picta er denne indtil 40 cm høje art uden behåring, med trekantede, langt tilspidsede blade, som er helrandede eller tandede. Blomsterne er lyserøde, indtil 2 cm i diameter, i en forgrenet klynge, højblade rødlige. Blomstring finder sted aug.-sep.

Den vokser ligeledes på fugtige klipper og skrænter og i skyggefulde skovkanter, i højder mellem 600 og 1800 m, fra det centrale Nepal mod øst til Sikkim. I Nepal anvendes stængel og bladstængel til fremstilling af pickles.

Artsnavnet er latin og betyder ‘rødlig’, hvilket formentlig sigter til de rødlige højblade.

 

 

På disse billeder hænger Begonia rubella ned over en skrænt langs en sti, Chisapani, Helambu, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Berberidaceae Berberisfamilien
Medlemmer af denne familie, som består af 17 slægter med ca. 650 arter, er fortrinsvis hjemmehørende i den nordlige tempererede zone samt i nogle subtropiske bjerge. 5 slægter findes i Himalaya.

 

Berberis Berberis
Denne store slægt indeholder over 600 arter, hvoraf langt størstedelen findes i nordlige tempererede egne, med nogle få arter på den sydlige halvkugle. Slægten er allestedsnærværende i Himalaya, og hovedparten af de ca. 40 arter er små buske, normalt med tornede stængler og bladrande. De har alle smukke gule blomster, der senere bliver til røde, blå eller blåsorte bær.

Veddet af mange arter anvendes til fremstilling af et gult farvestof, og mange arter anvendes medicinelt. Naga-folket i det nordøstlige Indien binder berberis-torne sammen i en splittet bambusstængel, kaldt azialangba, og benytter dem som tatoveringsnåle.

Førhen var omkring 60 arter placeret i slægten Mahonia, som nu er inkluderet i Berberis. Det tidligere slægtsnavn hædrer den irsk-amerikanske hortonom Bernard McMahon (c. 1775-1816), som forfattede værket The American Gardener’s Calendar: Adapted to the Climates and Seasons of the United States (1806). Han var også blandt de botanikere, som gennemgik de botaniske indsamlinger fra Lewis og Clark-ekspeditionen 1803-06 (hvoraf en smule er omtalt på siden Dyreliv – Pattedyr: Egern).

 

Berberis aristata
De lange buede grene af denne art kan blive op til 3 m lange, tornløs eller med få, op til 1 cm lange torne. Bladene er elliptiske eller aflange, normalt tornløse, indtil 5 cm lange og 2 cm brede. De fleste blade kastes om efteråret, men nogle få, som bliver skarlagenrøde, forbliver på busken hele vinteren. De varmt gule blomster, med indtil 6 mm lange kronblade, sidder i kortstilkede klynger i bladhjørnerne, længere end bladene. Den blomstrer mellem april og juni. De spiselige bær er ovale, op til 8 mm lange, først røde, siden blålige ved modenhed, ofte dækket af et vokslag.

Arten er udbredt i krat og landbrugsområder i højder mellem 1800 og 3500 m, fra Kashmir mod øst til Bhutan. Den findes også i det centrale og sydlige Indien samt i Sri Lanka.

Den er meget benyttet i den lokale folkemedicin mod en lang række lidelser, bl.a. betændte øjne, gulsot, malaria, diarré og hudsygdomme. Naga-folket i det nordøstlige Indien knuser barken, opslemmer den i vand og drikker blandingen som et styrkende og feberdæmpende middel, samt til behandling af gulsot og uterus-problemer.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med stak’ (som de lange, stive hår på byg-aks). Det er uklart, hvad der hentydes til.

 

 

Her vokser Berberis aristata ved siden af et hus i landsbyen Lete, Kali Gandaki, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blomsterstandene af Berberis aristata er mangegrenede. – Thangshyap, øvre del af Langtang-dalen, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nærbillede af en blomsterstand, Lete, Kali Gandaki. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bær af Berberis aristata er først røde, siden blålige. – Sing Gompa, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Berberis asiatica
En stærkt forgrenet, op til 4 m høj stedsegrøn busk med indtil 1,5 cm lange torne på stængel og grene. Den minder en del om B. aristata, med lange lyse grene, men dens blade, som er elliptiske eller ovale i omrids, indtil 7,5 cm lange og 4 cm brede, har 6-8 torne i randen, og den bærer desuden blade året rundt. De gule blomster, med indtil 7 mm lange kronblade, sidder i kort-stilkede klynger i bladhjørnerne, kortere end bladene. Den blomstrer mellem marts og maj. Bærrene er aflange eller ovale, indtil 8 mm lange, purpur-blå ved modenhed.

Denne art er almindelig i krat, åbent land og dyrkede områder, udbredt fra Himachal Pradesh mod øst til det sydvestlige Kina, i højder mellem 1200 og 2500 m.

Frugten er spiselig, rå eller som pickles, men bør nydes i små mængder, da den virker afførende. I Nepal fremstilles alkohol af bærrene. Ved, bark og blade indtages mod forskellige lidelser, bl.a. fordøjelsesbesvær og tandpine. De tornede grene anvendes som hegn.

 

 

Blomstrende Berberis asiatica, Jhinu Danda, Modi Khola-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blomsterstande af Berberis asiatica, Himalpani, Modi Khola-dalen. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Modnende bær af Berberis asiatica, Bheri Kharka, Modi Khola-dalen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Berberis concinna
Denne lille tornede busk, der bliver omkring 1 m høj, danner normalt store krat i åbne områder i store højder, mellem 2700 og 4400 m. Den er udbredt fra det centrale Nepal mod øst til Sikkim og det sydøstlige Tibet.

Grenene er mørkerøde eller purpurfarvede, med lange torne, ofte af samme længde som bladene, der er op til 3 cm lange og 1,4 cm brede, med 2-6 torne langs randen. Nogle blade forbliver grønne vinteren over, andre bliver en meget sart tone af cyklamen. De gule blomster sidder enkeltvis, kronblade ovale, til 6,5 mm lange. Blomstring forekommer juni-juli. Bærret er ovalt eller aflangt, til 1,6 cm langt og 8 mm bredt, mørkerødt ved modenhed.

Artsnavnet er en forkortet form af latin concinnatus (‘harmonisk’).

 

 

Berberis concinna, nær Tharepati, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Vinterløvet af Berberis concinna er ofte en meget sart tone af cyklamen. – Magingoth, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Mørkerød frugt samt grønne og røde vinterblade af Berberis concinna, Magingoth. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Berberis lycium
Denne op til 4 m høje plante, hvis stængeltorne bliver op til 2 cm lange, er almindelig i krat, åbne områder og landbrugsland, fra Pakistan mod øst til det østlige Nepal, i højder mellem 1500 og 3000 m.

Bladene er lancetformede, uden torne, indtil 4 cm lange og 1 cm brede, og ender brat i en ganske lille spids. De bleggule blomster, til 8 mm i diameter, sidder i indtil 5 cm lange klynger i bladhjørnerne. Blomstring finder sted mellem april og juni. De spiselige bær er op til 1 cm lange, først smukt blå, siden blåsorte, med hvidligt vokslag.

I Pakistan anvendes et ekstrakt af rod og stængel som styrkende middel samt som øjensalve.

Artsnavnet sigter formentlig til ligheder mellem denne art og bukketorn (Lycium europaeum).

 

 

Blå bær og tornløse blade hos Berberis lycium, Tirthan-dalen, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Berberis napaulensis Nepalesisk mahonie
Denne stedsegrønne busk, op til 7 m høj, var tidligere placeret i slægten Mahonia. Den er meget almindelig i skove og krat, fra Uttarakhand mod øst til Kina og det nordlige Indokina. I Himalaya vokser den i højder mellem 1200 og 3000 m.

De spektakulære, skinnende blade er elliptiske eller ovale i omrids, indtil 60 cm lange og 19 cm brede, med 5-12 par småblade, indtil 10 cm lange og 5 cm brede, som har op til 20 torne i kanten. Arten er pragtfuld, når den blomstrer mellem oktober og april, hvor den fremviser en mængde klynger, op til 25 cm lange, af stærkt gule blomster med indtil 7 mm lange kronblade. De blå eller blåsorte bær er spiselige, rå eller som pickles.

I Nepal anvendes saft af barken mod betændte øjne, bærrene som vanddrivende middel. Af barken udvindes en gul farve.

 

 

Blomstrende nepalesisk mahonie, Ulleri, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blomstrende nepalesisk mahonie, Helambu, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

De blå bær af nepalesisk mahonie er spiselige, rå eller som pickles. Denne klynge blev fotograferet i Ghunsa-dalen i det østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Unge blade af nepalesisk mahonie er stærkt røde, inden de bliver grønne. – Tharo Kosi, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Betulaceae Birkefamilien
I dag rummer denne familie 6 slægter af løvfældende træer og buske med i alt omkring 167 arter. Førhen var der kun to slægter, Betula (birk) og Alnus (el), i familien, men den tidligere familie Corylaceae (hassel, avnbøg m.fl.) betragtes nu som en underfamilie, Coryloideae, af Betulaceae.

De fleste medlemmer af familien er hjemmehørende i tempererede områder på den nordlige halvkugle, med nogle arter i tropiske bjergegne samt i Andes. Hanlige og hunlige blomster bæres i separate blomsterstande, hanner i hængende rakler, hunner oftest i oprette aks. Frøet er en nød, som hos Betula og Alnus er ganske lille og vinget.

 

Alnus El
Denne slægt, der omfatter omkring 40 arter af buske og træer, er udbredt i hele den nordlige tempererede zone, med nogle få arter i Mellemamerika og Andes. 2 arter forekommer i Himalaya.

Frugten er meget karakteristisk, idet den er forveddet og minder om en lille kogle.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på elletræer. Det forbindes i lighed med det danske navn af nogle forskere med højtysk elo (’grågul’), samt med sanskrit aruna (’rødgul’), og disse navne hentyder til, at veddet hos rødel (A. glutinosa) efter træets fældning antager en stærkt rødbrun farve.

 

Alnus nepalensis Nepalesisk el
Et mellemstort løvfældende træ, indtil 15 m højt, hvis bark er mørkegrøn hos unge individer, senere sølvgrå og ofte dækket af laver. Bladene er elliptiske eller ovale, op til 16 cm lange og 10 cm brede, men ofte meget mindre, med fint savtakket rand og afrundet eller skarp spids. Hanlige rakler er slanke, grønlig-gule, indtil 12 cm lange, mens de hunlige kogler er ovale, brune, op til 1,5 cm lange. Blomstring finder sted sent, mellem okt. og dec.

Denne art vokser i mange biotoper, bl.a. skove, krat, jordskred og dyrket land, samt langs floder. Den er udbredt fra Himachal Pradesh mod øst til det sydvestlige Kina, samt i Bangladesh og det nordlige Indokina, i højder mellem 900 og 3000 m. Den er ofte et af de første træer, som indfinder sig i jordskred, hvor den danner rene bestande, og den plantes ofte i landbrugsområder som værn mod jordskred.

Af veddet fremstilles kasser, møbler og andre lette træarbejder, og det anvendes tillige som brænde. Barken benyttes til garvning og plantefarvning. Saft af barken koges ind, og den geléagtige masse smøres på brandsår.

 

 

Skov af nepalesisk el, Tolka, Modi Khola-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nogle få individer af nepalesisk el har overlevet dette jordskred i en flodseng, Riverside, Langtang-dalen, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Barken hos nepalesisk el bliver grålig med alderen. – Chomrong Khola, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Løvspring hos nepalesisk el, Kuldi Ghar, Modi Khola-dalen, Annapurna, centrale Nepal. Bjerget i baggrunden er Machhapuchhare (‘Fiskehale-bjerget’) (6993 m), med en usædvanlig skydannelse omkring toppen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Løvspring hos nepalesisk el, Langtang Khola, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En overdådig blomstring ses på dette individ, observeret mellem Rolla og Gushaini, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Frugter af nepalesisk el, Melamchi Ghyang, Helambu, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Betula Birk
Denne slægt med 50-60 arter er udbredt i tempererede og subarktiske områder i Europa og Asien, samt Nord- og Sydamerika, med 2-3 arter i Himalaya.

Hanlige og hunlige blomster bæres i separate blomsterstande, hanner i hængende rakler, hunner oftest i oprette aks. Ved modenhed sønderdeles frugten i skæl med 3 lapper samt vingede frø.

Slægtsnavnet er afledt af keltisk betu (’lim’), hvilket sigter til, at kelterne udvandt en limagtig substans af birkesaft. I visse områder med gælisk-talende befolkninger, bl.a. Wales og Bretagne, kaldes birk stadig for bezuenn eller bedwen. De nordiske navne birk, björk og bjørk er af proto-germansk oprindelse berko, hvilket sandsynligvis har rod i sanskrit bhurja, navnet på en birke-art.

Adskillige birkearter er omtalt på siden Efterår.

 

Betula utilis Himalaya-birk
Dette store løvfældende træ kan blive op til 35 m højt, men er ofte lav og kroget i store højder. Den kendes nemt på den rødlige bark, der skaller af i store, tynde flager. Korkporer er talrige på stamme og grene. Grenene er rødbrune, glatte, med dunhårede kviste, som har talrige harpikskirtler. De stilkede blade er ovale eller elliptiske, uregelmæssigt savtakkede, tilspidsede, indtil 10 cm lange og 6 cm brede, uldhårede på undersiden som unge. Hanlige rakler er slanke, rødlige, til 10 cm lange, mens hunlige rakler er op til 5 cm lange og 1,2 cm brede. Blomstring finder sted april-juli. Nødden er oval eller ellipseformet, indtil 3 mm lang, med gennemsigtige, op til 3 mm brede vinger.

Arten er meget almindelig og danner ofte rene bestande i højder mellem 2500 og 4300 m, fra Afghanistan mod øst til det vestlige Kina.

Det latinske artsnavn betyder ‘gavnlig’. Veddet anvendes til bygningskonstruktion og som brænde, barken som tagtække, samt til fremstilling af papir, og den afbrændes som røgelse. Løvet kappes til foder. En pasta af barken smøres på sår og brandsår, og et afkog af den benyttes mod gulsot og ørepine, en pasta af harpiksen mod bylder, samt som svangerskabsforebyggende middel.

B. alnoides ligner denne art, men dens bark er ofte gråbrun, kvistene er mindre hårede, og blomstring finder sted nov.-dec. Den er udbredt fra Himachal Pradesh mod øst til det østlige Kina og det nordlige Indokina. I Himalaya vokser den i højder mellem 1500 og 2700 m.

 

 

Skov af Himalaya-birk, Deboche, Khumbu, østlige Nepal. Et tæt krat af Rhododendron campanulatum/wallichii (Ericaceae) ses i baggrunden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Den rødlige bark hos Himalaya-birk skaller af i store, tynde flager. – Kyangjuma (øverst) samt Deboche, begge i Khumbu, østlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blomstrende Himalaya-birk, Deboche, Khumbu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Efterårsløv af Himalaya-birk er stærkt gult. – Bagah-floden, nær Kielang, Lahaul, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Biebersteiniaceae
Denne familie indeholder kun en enkelt slægt, Biebersteinia, med 4 arter, som hovedsagelig er udbredt i bjergområder fra Grækenland mod øst til det centrale Kina. Førhen var disse planter placeret i storkenæbfamilien (Geraniaceae), men danner i dag en separat familie.

Slægtsnavnet refererer til Baron Friedrich August Marschall von Bieberstein (1768-1826), der tidligt udforskede flora og arkæologi i det sydlige Rusland, bl.a. Kaukasus og regionen nord for Krim. Han fremstillede plantelister fra disse områder.

 

Biebersteinia odora
Som artsnavnet antyder, er denne plante duftende. Stænglen er opret, ugrenet, kirtelhåret, indtil 30 cm høj. Næsten alle blade er grundblade, linjeformede i omrids, indtil 14 cm lange, dybt snitdelte med 12-18 par småblade, hvis uregelmæssigt fligede segmenter er op til 1 cm lange. De stilkede blomster, som er indtil 1,5 cm i diameter, sidder i endestillede, tætte, fåblomstrede klynger, kronblade gule, undertiden med orange midte, indtil 1,2 cm lange. Blomsterstilk og bæger er kirtelhårede. Blomstringstiden er juli-aug.

Arten er begrænset til tørre, stenede og grusede områder i store højder, mellem 4200 og 5600 m, udbredt fra Kazakhstan, det centrale Sibirien og Mongoliet mod syd gennem Tibet til det nordlige Pakistan og Ladakh. Den er ret almindelig i Ladakh.

 

 

Biebersteinia odora, observeret i passet Stakspi La (4970 m), Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Biebersteinia odora, Pang, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Bignoniaceae
Denne familie rummer omkring 116-120 slægter med 650-750 arter af træer, buske og slyngplanter, sjældent urter. Disse planter er fortrinsvis hjemmehørende i tropiske og subtropiske regioner, med nogle arter i tempererede områder. 3 slægter forekommer i Himalaya.

Familienavnet hentyder til den franske abbed og forfatter Jean-Paul Bignon (1662-1743). Hans elev, botanikeren Joseph Pitton de Tournefort (1656-1708), navngav slægten Bignonia efter ham i 1694.

 

Incarvillea
En slægt med ca. 16 arter af urter, som er begrænset til Centralasien, med 4 arter i Himalaya.

Den har navn efter den franske jesuitterpræst Pierre Nicolas Le Chéron d’Incarville (1706-57), missionær i Kina og amatørbotaniker. Han indførte adskillige vigtige plantearter til Europa.

 

Incarvillea diffusa
Denne urt, førhen kaldt for I. arguta, er indtil 1,5 m høj. Den har forveddet stængel og snitdelte, indtil 15 cm lange blade med 5-11 småblade, der hver især er op til 5 cm lange og 2 cm brede. De ret store, smukke, klokke- eller tragtformede blomster, som er lyserøde, røde eller purpurrøde, er indtil 4 cm lange og 2,5 cm brede. Blomstringsperioden er lang, fra marts til aug.

Arten vokser i krat samt i stenede og grusede områder i højder mellem 1400 og 3500 m. Den er udbredt fra Himachal Pradesh mod øst til det centrale Nepal, samt i Tibet og det vestlige Kina.

I Nepal anvendes saft af planten mod tandpine.

 

 

Incarvillea diffusa, Marpha, Kali Gandaki-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Boraginaceae Rubladfamilien
En stor familie, der omfatter omkring 156 slægter med ca. 2500 arter af urter, sjældent buske, slyngplanter og træer. De fleste arter er stivhårede. Disse planter er udbredt i tempererede, subtropiske og tropiske områder, med Middelhavet som kærneområde. Omkring 23 slægter forekommer i Himalaya.

 

Cynoglossum Hundetunge
Denne slægt med omkring 75 arter er udbredt over det meste af verden, primært i Afrika, Asien og Europa. Omkring 10 arter forekommer i Himalaya. De små nødder hos disse planter er normalt dækket af krogede børster.

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk kynos (‘hunde-lignende’) og glossa (‘tunge’), hvilket sigter til de ru blade. Det danske navn er således en direkte oversættelse af dette navn.

 

Cynoglossum furcatum
En opret, grenet eller ugrenet urt, til 80 cm høj. De nedre blade er langstilkede, aflange eller lancetformede, til 20 cm lange og 5 cm brede, tilspidsede, de øvre blade mindre, siddende, alle blade med tiltrykte hår. Blomsterstandene er lange, forgrenede klynger i bladhjørnerne eller for enden af grenene. Blomsterne er tragtformede, himmelblå, sjældent lyseblå eller hvide, til 5 mm lange og 6 mm i diameter, med afrundede kronblade. Den har en lang blomstringsperiode, fra maj til okt.

Denne art er vidt udbredt i Asien, fra Afghanistan mod øst til Japan, og derfra mod syd til Malaysia og Filippinerne. I Himalaya vokser den i enge, på åbne skrænter, samt langs stier, op til en højde af 3000 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘grenet’, hvilket sigter til blomsterstanden.

Nogle autoriteter betragter arten som værende den samme art som C. zeylanicum, der i dag generelt betragtes som værende begrænset til Sydindien og Sri Lanka.

 

 

Cynoglossum furcatum, Koto, øvre del af Marsyangdi-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Cynoglossum furcatum, Tapethok, Tamur-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nærbillede af blomsterstande hos Cynoglossum furcatum, Chamje, nedre del af Marsyangdi-dalen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cynoglossum lanceolatum
Stængel og sidegrene hos denne stovte, oprette plante, der bliver indtil 1,2 m høj, har et tæt dække af hvidlige, indtil 2 mm lange hår. Grundblade og nedre stængelblade er stilkede, lancetformede, op til 15 cm lange og 4 cm brede, øvre blade mindre, siddende eller kortstilkede. De små blegblå eller hvide blomster, op til 2,5 mm lange og brede, sidder langs grenene. Blomstring finder sted april-sep.

Denne art er vidt udbredt, idet den findes i Afrika, samt fra Mellemøsten mod øst til Kina og Taiwan, og derfra mod syd til Sydindien, Sri Lanka, Malaysia og Filippinerne. I Himalaya vokser den i enge, på åbne skrænter, samt langs stier, op til højder omkring 3200 m. Den udnyttes i den lokale folkemedicin.

Artsnavnet er latin og betyder ‘lancetformet’, hvilket hentyder til bladene.

 

 

Dette individ af Cynoglossum lanceolatum er netop begyndt at blomstre, Sairopa, Tirthan-dalen, Himachal Pradesh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cynoglossum microglochin
Denne stovte plante, der bliver indtil 1,2 m høj, blev tidligere kaldt for C. grandiflorum, hvilket sigter til de relativt store, smukke blomster. Stænglen er grenet eller ugrenet, håret, grundblade med op til 20 cm lange stilke, bladpladen oval eller aflang, indtil 20 cm lang og 10 cm bred, tilspidset eller but. Bladene bliver gradvis mindre op langs stænglen, og de øvre blade er siddende. Blomsterne sidder i løse eller tætte klynger i bladhjørnerne eller for enden af grenene. De er først purpurfarvede, men bliver senere mørkeblå eller purpurblå, kronblade ovale, op til 4 mm lange. Blomstring forekommer maj-jun.

Arten vokser i græsklædte områder og på åbne skråninger i højder op til mindst 2500 m. Den er udbredt fra Afghanistan mod øst til Nepal.

Artsnavnet refererer til nødderne, som har adskillige skarpe tynde hår, kaldt for glochider, hvilket er afledt af oldgræsk glokhis (‘spidsen af en pil’).

 

 

Cynoglossum microglochin, Dhela, Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hackelia
Denne slægt med ca. 45 arter findes hovedsagelig i tempererede egne på den nordlige halvkugle. samt i Mellem- og Sydamerika. Omkring 6 arter forekommer i Himalaya.

Slægtsnavnet sigter til præsten og botanikeren Josef Hackel (1783-1869), professor i landbrug ved en skole i Böhmen (i dag Tjekkiet).

 

Hackelia uncinata
Denne kraftige plante, op til 80 cm høj, har adskillige stængler, der er forgrenede foroven, med meget korte hår. Grundbladene er stilkede, indtil 30 cm lange, bladplade elliptisk eller oval, tilspidset, op til 9 cm lang og 5 cm bred, dunhåret, med 5-7 nedsænkede nerver. De øvre blade er mindre, kortstilkede. Blomsterne sidder i små klynger for enden af grenene, himmelblå eller purpurfarvede, op til 1,3 cm i diameter, med en hævet ring af gule skæl i centrum. Blomstring finder sted juni-aug.

Den er meget almindelig i skove, krat og åbne områder i højder mellem 2700 og 4500 m, fra Pakistan mod øst til det sydvestlige Kina.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med kroge’, hvilket hentyder til de krogede stive hår på nødderne.

 

 

Hackelia uncinata, Rohtang La-passet, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hackelia uncinata, Ghumtarao, Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tidligt om morgenen er denne Hackelia uncinata dækket af dugdråber. – Great Himalayan Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lindelofia
En slægt med omkring 10 arter, der er begrænset til Centralasien, fra Kazakhstan og Mongoliet mod syd til Himalaya og det nordlige Kina. Der findes 3 arter i Himalaya.

Slægtsnavnet blev givet til ære for den tyske sagfører og politiker Friedrich Levin Freiherr von Lindelof (1794-1882).

 

Lindelofia anchusoides
Denne op til 50 cm høje art er udbredt fra Tien Shan-bjergene mod syd gennem det vestlige Tibet til Afghanistan, det nordlige Pakistan, Ladakh og Himachal Pradesh, voksende i stenede og grusede områder i højder mellem 2100 og 3600 m.

De nedre blade er langstilkede, linjeformede, op til 20 cm lange og 3 cm brede, med tiltrykte grålige hår, de øvre blade meget mindre. Blomsterne er himmelblå, tragtformede, indtil 1,2 cm lange, med udragende griffel. De er fremme juni-aug.

Artsnavnet sigter til ligheden mellem denne plante og arter af oksetunge (Anchusa).

 

 

Lindelofia anchusoides, Lossar, Spiti, Himachal Pradesh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lindelofia stylosa
Stænglen, der bliver op til 1 m høj, er normalt grenet foroven, dunhåret, de nedre stængelblade stilkede, de øvre siddende, smalle, lancetformede. De purpurfarvede eller purpurrøde, indtil 1,2 cm lange blomster er rørformede, med udragende griffel, båret i løse, nikkende, indtil 7 cm lange klynger, men forlænget til omkring 20 cm i frugt. Blomstring finder sted juni-aug.

Denne plante er hjemmehørende i tørre, græsklædte områder og på åbne skråninger, fra Kazakhstan, Kirgisien og Mongoliet mod syd gennem Xinjiang, Gansu og Tibet til Afghanistan, Pakistan og Ladakh, i højder mellem 1200 og 4700 m. I Ladakh indsamles den som foder.

Artsnavnet sigter til den udragende griffel, på latin stylus.

 

 

Lindelofia stylosa, Lossar, Spiti, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Brassicaceae Korsblomstfamilien
En stor familie af urter og nogle buske, med omkring 330 slægter og ca. 3500 arter, udbredt på alle kontinenter med undtagelse af Antarktis, hovedsagelig i tempererede områder. Den største diversitet findes omkring Middelhavet, samt i Mellemøsten, Centralasien og det vestlige Nordamerika. Omkring 50 slægter forekommer i Himalaya.

Familienavnet kommer af Brassica (kål). Kronbladene er altid 4 i antal og sidder korsvis, hvilket har givet anledning til det danske navn, samt til det tidligere familienavn Cruciferae (‘bærer kors’). Frugten, der kaldes for en skulpe, er bælglignende og splittes ved modenhed på langs i to dele.

En meget vanskelig familie, hvor modne frugter ofte er nødvendige for bestemmelsen.

 

Cardamine Springklap
Denne store slægt med omkring 200 arter af urter findes i et bredt udsnit af habitater i de fleste egne af kloden. Omkring 13 arter findes i Himalaya.

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk kardamon, som var navnet på en slags karse.

 

Cardamine macrophylla
En robust pante, der kan blive omkring 1 m høj, men ofte er langt lavere, stængel opret, til tider forgrenet foroven, blade snitdelte med 2-6 par småblade, de nedre indtil 40 cm lange, de øvre meget mindre, lancetformede eller elliptiske i omrids, med skarpe eller afrundede tænder langs randen. Det endestillede småblad er indtil 15 cm langt og 4 cm bredt, de sidestillede op til 8 cm lange og 3 cm brede. Småbladene bliver gradvis mindre op ad stænglen. Blomsterstanden er en tæt endestillet klynge, som forlænges under frugtdannelsen, blomster op til 1,5 cm i diameter, lilla, lyserøde eller hvide, kronblade indtil 1,5 cm lange. Blomstring finder sted mellem maj og okt.

Denne art er vidt udbredt i fugtige krat og skove, langs vandløb og blandt fugtige klipper, fra Kazakhstan, det sydlige Sibirien og Mongoliet mod øst til Japan og mod syd til Himalaya, hvor den vokser mellem 2100 og 4200 meters højde.

Artsnavnet er afledt af proto-indoeuropæisk makros (‘at øge’), samt oldgræsk phyllon (‘blad’), således ‘med store blade’.

 

 

Cardamine macrophylla, Ghumtarao, Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cardamine violacea
Denne kraftige plante, som ofte bliver op til 1 m høj, er efter min mening den smukkeste springklap-art i Himalaya. Mellem april og juni fremviser den skønne mørkviolette blomster, indtil 1,5 cm i tværmål, kronblade indtil 1,5 cm lange, samlet i en tæt, endestillet, aks-lignende klynge. Stængelbladene er omfattende, lancetformede, indtil 20 cm lange og 3,5 cm brede.

Den vokser i fugtige krat og skove, enge og langs vandløb i højder mellem 1800 og 4000 m, fra det vestlige Nepal mod øst til det sydvestlige Kina. I Nepal tilberedes unge planter som grønsag.

Artsnavnet er latin og betyder ‘af violet farve’, hvilket hentyder til blomsterne.

 

 

Cardamine violacea, fotograferet nær Deorali, Annapurna, centrale Nepal, i en højde af ca. 3200 m. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Christolea
En lille slægt med kun 2 arter i Centralasien, fra Afghanistan mod øst til det østlige Tibet og Nepal. En enkelt art forekommer i Himalaya.

Slægtsnavnet hædrer den franske naturhistoriker, geolog, arkæolog og palæontolog Marie Gabriel Jules de Christol (1802-61).

 

Christolea crassifolia
En lav, mangegrenet, forveddet urt, som bliver indtil 40 cm høj, stængelblade kødfulde, meget variable i form og behåring, ovale, aflange, elliptiske, spatel- eller rhombeformede, tandede, indtil 5 cm lange og 2,5 cm brede, med kileformet basis. Blomsterstande endestillede, hver med 10-25 små, hvide eller svagt lilla blomster med purpurfarvet basis, indtil 7 mm i diameter, kronblade op til 6,5 mm lange og 3 mm brede. Blomstring finder sted juni-sep. Frugten er bredt linjeformet eller aflang, lige, fladtrykt, indtil 3 cm lang og 4 mm bred, sammentrykt mellem frøene.

Denne plante, som førhen blev kaldt for Ermania pamirica, er udbredt fra Tajikistan, Xinjiang og Qinghai mod syd gennem det tibetanske højland til Pakistan, Ladakh og det centrale Nepal, i græsklædte områder og på klippefyldte skråninger i højder mellem 3500 og 4700 m. I Ladakh spises unge skud som en grønsag.

Artsnavnet er afledt af latin crassus (‘tyk’) og folium (‘blad’), med hentydning til de kødfulde blade.

 

 

Christolea crassifolia, voksende i en udtørret flodseng nær Puga-sumpene, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Christolea crassifolia, Kiara, Ladakh. Bemærk skulperne, der er sammentrykte mellem frøene. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Crucihimalaya
En slægt med ca. 13 arter, udbredt fra Mellemøsten mod øst til Himalaya, Centralasien, det sydlige Sibirien og Mongoliet. Disse planter var tidligere placeret i slægten Arabidopsis (fjeldkarse).

Slægtsnavnet kan oversættes som ‘et medlem af Cruciferae i Himalaya’.

 

Crucihimalaya himalaica
Denne plante, som førhen blev benævnt Arabidopsis himalaica, bliver indtil 60 cm høj, men er oftest langt lavere. Stænglen er opret, grenet eller ugrenet, tæt behåret. Bladene varierer i form, mest spatelformede eller aflange, tandede, op til 4 cm lange og 1,4 cm brede, øvre blade mindre. Små blomsterstande sidder i bladhjørnerne, mens en større er endestillet. Kronblade lilla eller lyserøde, sjældent hvide, ovale eller spatelformede, indtil 5 mm lange og 2 mm brede, bægerblade ofte lyserøde eller brunlige, tilspidsede. Blomstring finder sted maj-sep.

Den er almindelig på græsgange og flodsletter, samt i klippefyldte områder, i højder mellem 2400 og 4300 m, udbredt fra Afghanistan mod øst til det sydvestlige Kina. I Tibet anvendes blomster og blade til behandling af forgiftning, forårsaget af fordærvet kød.

 

 

Crucihimalaya himalaica, Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Erysimum Hjørneklap
En stor slægt med omkring 270 arter, udbredt på den nordlige halvkugle, primært i Eurasien, med nogle arter i Nordafrika, Atlanterhavsøerne, samt Nord- og Mellemamerika. Der findes mindst 6 arter i Himalaya, men der hersker stor uenighed omkring antal og identitet.

Slægtsnavnet er en latiniseret form af erysimon, det klassiske græske navn på en vejsennep-art, Sisymbrium polyceratium. Nogle autoriteter foreslår, at ordet stammer fra erymai (‘at beskytte’ eller ‘at frelse’), hvilket formentlig sigter til anvendelsen af vejsennep-arter mod betændelse i struben.

 

Erysimum benthamii
Denne plante er ret almindelig i krat og åbne græsklædte områder, samt på brakmarker og langs stier, i højder mellem 1600 og 4100 m, fra Himachal Pradesh mod øst til det sydvestlige Kina.

Den oprette, grenede eller ugrenede stængel bliver undertiden op til 1 m høj, men er oftest langt lavere. Bladene er linje- eller lancetformede, indtil 10 cm lange og 1,4 cm brede, tandede, tilspidsede, øvre blade mindre. Den har smukke, orange eller gule blomster med kronblade op til 1,5 cm lange og 3,5 mm brede. Blomsterne er fremme maj-juli.

I Nepal koges yngre dele af planten som grønsag.

Artsnavnet blev givet til ære for den engelske botaniker George Bentham (1800-84), der kendes bedst for sin klassificering af planter i samarbejde med den britiske botaniker Joseph Dalton Hooker (1817-1911) (se Rhododendron dalhousiae, Ericaceae). Deres værk, som blev offentliggjort 1862-83 under titlen Genera Plantarum, var grundlag for den moderne plantetaksonomi. Bentham blev præsident for Linnaean Society i 1861, samt medlem af Royal Society i 1862.

 

 

Erysimum benthamii, Shakti, Sainj-dalen, Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I større højder er Erysimum benthamii undertiden ganske lav. Denne blev observeret nær Kyangjin Gompa i den øvre del af Langtang-dalen, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne bille har travlt med at æde kronblade af Erysimum benthamii, Tirthan-dalen, Great Himalayan Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lepidium Karse
En stor slægt med omkring 260 arter af urter, sjældent buske eller slyngplanter, som er udbredt kloden rundt, med undtagelse af polarområderne og visse tropiske egne. Mindst 6 arter forekommer i Himalaya.

Slægtsnavnet er det klassiske græske navn på strand-karse (nedenfor).

 

Lepidium latifolium Strand-karse
Denne kraftige plante er vidt udbredt, idet den findes i størsteparten af Europa, Nordafrika, Mellemøsten, samt det nordlige og centrale Asien. I Nordamerika er den blevet forvildet og betragtes som invasiv i adskillige stater. I Centralasien vokser den i et bredt udsnit af habitater, bl.a. på stenede skrænter, saltflader og brakmarker, samt langs stier, i højder mellem 2500 og 4300 m. I andre egne af dens udbredelsesområde, bl.a. Danmark, vokser den ofte langs kyster.

Stænglen, der er indtil 1,5 m høj, er ofte forveddet forneden, mangegrenet, blade blågrønne, elliptiske eller aflange, op til 15 cm lange og 5 cm brede, med tandet rand. De talrige blomsterstande for enden af stængel og grene har hver 25-50 ganske små hvide blomster, indtil 3 mm i diameter, kronblade op til 2,5 mm lange og 1,3 mm brede. Blomstringsperioden er fra maj til aug.

I Ladakh tilberedes unge planter som spinat, men for at fjerne bitterstoffer og den pebrede smag koges de først, hvorefter de står i blød i vand i to dage. I de kinesiske provinser Gansu og Shaanxi anvendes frøene medicinelt.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med brede blade’.

 

 

Strand-karse, fotograferet nær Sumda Tsu, Ladakh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Nasturtium Brøndkarse
En lille slægt med 5 arter, udbredt i Eurasien, Nordafrika og Nordamerika. En enkelt art forekommer i Himalaya.

Slægtsnavnet er en klassisk latinsk betegnelse for karse.

 

Nasturtium officinale Almindelig brøndkarse
Denne plante, der af nogle autotiteter kaldes Rorippa nasturtium-aquaticum, vokser i lavt, rindende vand, hvor dens stængler kan blive op til 2 m lange. Bladene er skinnende grønne, snitdelte, nedre blade stilkede, med 3-5 småblade, hvoraf det endestillede er større, undertiden op til 4 cm langt, øvre blade siddende, ørede ved grunden, med 5-9 mindre småblade. Blomsterne, som er hvide eller lyserøde, med kronblade til 5 mm lange og 2,5 mm brede, er fremme mellem april og okt.

Det oprindelige udbredelsesområde for denne art er omdiskuteret, men er sandsynligvis Europa og det vestlige Asien. Gennem hundreder af år har den været dyrket som grønsag og er blevet forvildet i talløse områder næsten kloden rundt. I Nordamerika, for eksempel, blev den på et meget tidligt tidspunkt spist af lokale folkeslag.

I Himalaya er den almindelig i højder mellem 1500 og 4000 m, fra Pakistan mod øst til Myanmar. Lokalt er den meget anvendt medicinelt mod feber, hoste og urinvejsproblemer, samt som vanddrivende middel. Forskning antyder, at den måske er i stand til at bremse kræft.

Oprindeligt var ordet officinale afledt af officina (‘værksted’ eller ‘kontor’), samt endelsen alis, som i forbindelse med et navneord dannede et tillægsord, således ‘fremstillet på et værksted’. Dog har ordet i botanisk sammenhæng en langt snævrere betydning, idet det sigter til plantearter, der blev solgt på apoteker på grund af deres medicinske egenskaber.

 

 

Her vokser almindelig brøndkarse i et lille vandløb, Kimrong Khola, Modi Khola-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Almindelig brøndkarse, Thulo Shyabru, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne kvinde fra landsbyen Chitre, Annapurna, har indsamlet vilde fødeplanter i skoven: almindelig brøndkarse og unge bregner. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pycnoplinthopsis bhutanica
Denne art, som er det eneste medlem af slægten, er begrænset til Himalaya, udbredt fra det centrale Nepal mod øst til Bhutan. Den vokser altid på fugtige klipper eller i mospuder langs vandløb i store højder, mellem 3000 og 4500 m.

Bladene er tæt samlet i en tyk roset, indtil 15 cm bred. De er spatelformede, op til 4,5 cm lange og 1,6 cm brede, har op til 12 butte tænder langs randen på den øvre halvdel. De smukke hvide blomster, som måler op til 1,5 cm i diameter, sidder midt i rosetten. Kronbladene er indtil 1,3 cm lange og 8 mm brede. Blomstring forekommer maj-juli. Frugten er tynd og aflang, indtil 1,5 cm lang og 3 mm bred, ofte med krummet spids.

Med sin lave vækst, den kraftige bladroset samt blomsterne samlet i en roset i midten af bladene, minder den en del om en kodriver (Primula), men kendes straks på, at der kun er 4 kronblade i hver blomst.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pyknos (‘kompakt’ eller ‘tyk’), plinthos (‘sokkel’), samt opsis (‘fremtoning’). En fri oversættelse kunne således lyde ‘den kompakte, der ser ud, som om den står på en sokkel’. Har du et bedre forslag?

 

 

Pycnoplinthopsis bhutanica, voksende på en våd klippe nær et vandløb i den øvre del af Modi Khola-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Campanulaceae Klokkeblomstfamilien
Denne kosmopolitiske familie, som forekommer på alle kontinenter med undtagelse af Antarktis, omfatter omkring 94 slægter og over 2300 arter. Disse planter vokser i næsten alle slags habitater, bl.a. ørkener, regnskov, søer, kystklipper, samt højalpine og arktiske områder.

Familien omfatter lobelier og deres slægtninge, som tidligere var placeret i en særskilt familie, Lobeliaceae, der nu betragtes som en underfamilie, Lobelioideae, af Campanulaceae.

Omkring 10 slægter findes i Himalaya.

 

Campanula Klokkeblomst
Denne slægt rummer over 500 arter, der er udbredt i tempererede og subtropiske egne på den nordlige halvkugle, med størst diversitet omkring Middelhavet og i Mellemøsten. Omkring 11 arter forekommer i Himalaya.

Slægtsnavnet er latin og betyder ’lille klokke’, hvilket sigter til de klokkeformede blomster hos denne slægt.

Adskillige arter er beskrevet på siderne Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne, samt Flora i Tyrkiet.

 

Campanula argyrotricha
En tuedannende, mangegrenet plante, der undertiden bliver op til 60 cm høj, men oftest er langt lavere. Den identificeres nemt på de små, elliptiske, tandede, tæt silkehårede blade, der kan måle op til 2,5 cm i længden, men ofte er meget mindre. Blomsterne er lilla eller purpurfarvede, indtil 1,5 cm lange. Blomstring finder sted aug.-okt.

Arten vokser på tørre klippevægge, stengærder og skrænter, samt i dyrkede områder. Den er udbredt fra Pakistan mod øst til Bhutan, voksende i højder mellem 3000 og 4700 m.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk argyros (‘sølv’) og thrix (‘hår’), hvilket hentyder til bladenes tætte hårlag.

 

 

Campanula argyrotricha, voksende på en klippevæg oven for Shilt, Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Campanula latifolia Bredbladet klokke
Denne flotte plante kan blive indtil 2 m høj, men er ofte langt lavere. Bladene er oftest ustilkede, tandede, hårede, de nedre ovale med afrundet basis, op til 12 cm lange og 6 cm brede, de øvre mindre, lancetformede. De store, nikkende, klokkeformede, blå eller purpur-blå blomster, som er indtil 5 cm lange, sidder i bladhjørnerne. De er fremme mellem juni og aug.

Arten er vidt udbredt i skove og krat, fra Europa og det vestlige Asien mod øst til det centrale Nepal. I Himalaya vokser den i højder mellem 2100 og 3600 m. I Danmark er den ret almindelig på federe jorder.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med brede blade’.

 

 

Bredbladet klokke, Tirthan-dalen, Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Campanula pallida
En mangegrenet plante, indtil 60 cm høj, men ofte langt lavere, med håret stængel og grene, nedre blade stilkede, øvre uden stilk, smalt elliptiske eller aflange, til 4 cm lange og 1,5 cm brede, med bløde hår og tandet rand. Blomsterne, som er fremme mellem maj og sep., er klokkeformede, let hårede, blå, blegblå eller purpur-blå, indtil 1,5 cm lange, kronen med 5 dybe flige. Bægerbladene er lancetformede eller smalt trekantede, hårede, tandede, op til 8 mm lange.

Denne art vokser i åbne skove og dyrkede områder, samt på græsklædte skråninger og stengærder, fra Afghanistan mod øst til det sydvestlige Kina og nordlige Thailand. I Nepal anvendes saft af roden mod dysenteri og diarré.

Artsnavnet er latin og betyder ‘bleg’. Formentlig havde type-eksemplaret blegblå blomster.

 

 

Campanula pallida, Sing Gompa, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Campanula pallida, Solang Nallah, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Codonopsis
Denne slægt omfatter omkring 50 arter, alle begrænset til det østlige og sydlige Asien. Kina er hjemsted for ikke færre end ca. 40 af arterne, og i Himalaya findes 14 arter.

Slægtsnavnet betyder ‘minder om Codon‘, hvilket hentyder til disse planters lighed med blomsterne i slægten Codon, som tilhører rubladfamilien (Boraginaceae). På engelsk kaldes de for bonnet bellflowers (‘kyse-klokkeblomster’), hvilket sigter til de attraktive, bredt klokkeformede blomster, der kan minde om en gammeldags kyse.

 

Codonopsis clematidea
De bredt klokkeformede blomster hos denne statelige, stærkt duftende plante, der undertiden kan blive 1 m høj, er indtil 2,5 cm lange, lyseblå eller hvidlige med purpurfarvede striber og et smukt mønster i sort, orange og purpur i svælget. Blomstring finder sted juli-sep. Bladene er ovale, aflange eller lancetformede, hårede, op til 5 cm lange og 3 cm brede.

Den vokser i åbne skove, samt langs floder, marker og overrislingskanaler, mellem 1700 og 4200 meters højde. Den er udbredt fra Kazakhstan, Kirgisien, Tajikistan og Xinjiang mod syd gennem det vestlige Tibet til det nordlige Pakistan, Ladakh og Himachal Pradesh.

Denne plante er meget anvendt i den traditionelle medicin mod en lang række lidelser, deriblandt betændelse, urinsyregigt og anden gigt, rheumatisme, lammelser og spedalskhed. Roden benyttes mod mavepine, fordøjelsesbesvær, træthed, diarré, opkastninger og hoste.

Artsnavnet betyder ‘minder om Clematis‘ (skovranke), en slægt i ranunkelfamilien (Ranunculaceae, se nedenfor).

 

 

Codonopsis clematidea, voksende i udkanten af en mark, Spiti, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nærbillede af en pragtfuld blomst af Codonopsis clematidea, som vokser op gennem et krat af ærtebusken Caragana brevispina, Honupatta, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Codonopsis thalictrifolia
Stænglen er opret eller opstigende, indtil 40 cm høj, blade mest grundblade, afrundede eller hjerteformede, hårede, sjældent længere end 1 cm lange og brede. De få stængelblade er endnu mindre. Blomster enlige, tragtformede, blegblå, undertiden med purpurfarvede striber ved basis, op til 4,8 cm lange og 3 cm brede. Tragten er meget smal ved basis og vides bragt ud, hvorved den minder om en trompet. Blomstringstiden er juli-sep.

Denne plante vokser i krat og græsklædte områder i store højder, mellem 3600 og 5300 m, fra det centrale Nepal mod øst til det sydøstlige Tibet.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med blade som Thalictrum‘, hvilket sigter til de små blade, der minder om bladene hos frøstjerne-arter (se Ranunculaceae nedenfor).

 

 

Codonopsis thalictrifolia, Dukpu, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cyananthus
Denne slægt, som omfatter ca. 20 arter, er begrænset til den sydlige del af Centralasien, samt Himalaya. 9 arter er truffet i Himalaya.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kyanos (‘blå’) og anthos (‘blomst’).

 

Cyananthus incanus
En ganske lav plante, undertiden op til 10 cm høj, med rødlige, hårede, krybende stængler, hver med en enlig blå eller purpurblå, tragtformet, indtil 1,5 cm lang blomst med hvide hår i svælget, kronen med udbredte, op til 1 cm lange og 3 mm brede flige. Bægeret har trekantede flige, omtrent halvt så lange som tragten, hårede eller undertiden hårløse. Bladene er oftest elliptiske, op til 1 cm lange og 4 mm brede, tæt hvidhårede på begge overflader, margin helrandet eller med små flige. Blomstring finder sted jul.-sep.

Denne art vokser i græsklædte områder og blandt klipper i højder mellem 2100 og 5300 m, udbredt fra det vestlige Nepal mod øst til det vestlige Kina.

Artsnavnet er latin og betyder ‘ret grå’ eller ‘grov’. Det er uklart, hvad der hentydes til.

 

 

Cyananthus incanus, Kyanjin Gompa, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nærbillede af Cyananthus incanus-blomster, som viser det hårede svælg, Kyanjin Gompa. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cyananthus lobatus
Denne art, der bliver op til 35 cm høj, kendes nemt fra andre medlemmer af slægten på de større, spatel- eller kileformede, fligede blade, indtil 3,5 cm lange og 1,8 cm brede, samt de større, blå eller purpurblå blomster, med en tragt op til 5,5 cm lang og med store, rhombeformede udbredte flige, der kan være indtil 2,7 cm lange. Bægeret er dækket af korte brunlige hår. Blomstring forekommer juli-sep.

Den vokser i græsklædte områder og krat i højder mellem 2800 og 4500 m, og er udbredt fra Himachal Pradesh mod øst til det sydvestlige Kina. I Nepal anvendes saft af roden mod mavesår.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk lobos (‘flig’). Det sigter enten til de fligede blade eller de store flige på blomsterne – eller til begge dele.

 

 

Cyananthus lobatus, Cholang Pati, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Capparaceae Kapersfamilien
Ifølge den nyeste revison rummer denne familie 15 slægter med omkring 430 arter af buske, træer og slyngplanter, udbredt verden rundt i subtropiske og tropiske regioner, med nogle få arter i tempererede egne. 2 slægter forekommer i Himalaya.

Et stort antal planter, som tidligere var placeret i denne familie, er blevet overført til andre familier.

 

Capparis Kapers
Familiens største slægt med ca. 140 arter af buske eller slyngplanter, hovedsagelig udbredt i subtropiske og tropiske områder i Afrika, Eurasien, Australasien og Stillehavet, med nogle få arter i tempererede egne. 4 arter er truffet i Himalaya.

Slægtsnavnet stammer fra Persien, hvor kapers blev kaldt for kabar.

 

Capparis spinosa Almindelig kapers
Denne klatrende eller krybende busk er forsynet med fæle torne på stænglerne, der kan blive over 2 m lange. De spektakulære blomster er hvide eller lyserøde, op til 8 cm i diameter, med lange hvide eller purpurfarvede støvdragere, samt en tilsvarende lang griffel. Blomstring finder sted mellem maj og sep. De kødfulde ellipseformede frugter er indtil 5 cm lange, med rødt frugtkød og brunlige frø.

Den er udbredt fra Sydeuropa og Nordafrika gennem Mellemøsten til Himalaya og Centralasien. I Himalaya er den begrænset til tørre, stenede områder, fra Pakistan mod øst til det østlige Nepal, i højder mellem 2000 og 3500 m. Den er meget almindelig i Ladakh.

Lokalt indsamles dens løv til foder, mens blomsterknopper og frugter laves til pickles eller tilberedes som grønsag. En pasta fremstillet af roden smøres på rheumatiske lemmer, og saft fra roden kan uddrive indvoldsorm.

Artsnavnet er latin og betyder ‘tornet’.

 

 

Kapers, fotograferet foran Tsemo Gompa, et buddhistisk kloster i Leh, Ladakh. – Gompa’er og andre aspekter af buddhismen er forklaret på siden Religion: Buddhisme. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nærbillede af blomsten, Leh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Frugter af kapers, Khalsi, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Caprifoliaceae Gedebladfamilien
Genetisk forskning har medført, at adskillige familier, deriblandt Dipsacaceae og Valerianaceae, er blevet reduceret til underfamilier i gedebladfamilien. I dag omfatter denne familie omkring 33 slægter og 860 arter, udbredt næsten overalt i verden. Omkring 11 slægter forekommer i Himalaya.

Familienavnet er afledt af Caprifolium, af proto-indoeuropæisk kapros (‘gedebuk’) samt latin folium (‘blad’), et ældre synonym for gedeblad-slægten (Lonicera).

 

Dipsacus Kartebolle
Denne slægt omfatter omkring 20 arter, som er udbredt i Asien, Europa og Nordafrika, med 3 arter i Himalaya. Tidligere tilhørte disse planter kartebollefamilien (Dipsacaceae), men genetiske undersøgelser har reduceret denne familie til en underfamilie, Dipsacoideae, i gedebladfamilien.

Slægtsnavnet er en latiniseret form af dipsakos, det klassiske græske navn på gærde-kartebolle (Dipsacus fullonum). Det danske navn sigter til, at denne arts tørrede frøstand med de stive højblade i gamle dage blev anvendt til at karte uld.

 

Dipsacus inermis
En kraftig plante, undertiden op til 2 m høj, men ofte meget lavere. Den kendes nemt på de enlige cirkulære blomsterstande for enden af en lang bladløs stængel, der er glat eller med få stive hår. Bladene er elliptiske, helrandede eller håndfligede, op til 30 cm lange, men ofte meget kortere. Blomsterstandene er op til 3,5 cm i diameter, med 6-8 udbredte, aflange eller ovale, grønne svøbblade, blomster tætsiddende, krone rørformet, indtil 1,5 cm lang, kronblade 4, hvide, cremefarvede eller gullige. Blomstring finder sted mellem juni og sep.

Denne art er udbredt fra Afghanistan mod øst til det sydvestlige Kina, i højder mellem 1400 og 4100 m. Den vokser på åbne skråninger, samt i krat og landbrugsland. Løvet anvendes lokalt som foder.

Artsnavnet er latin og betyder ‘uden våben’ eller ‘forsvarsløs’. I modsætning til de fleste andre medlemmer af slægten har denne art kun få torne på stænglen.

 

 

Dipsacus inermis, Solang Nallah, Himachal Pradesh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lonicera Gedeblad
Denne slægt med omkring 180 arter af buske eller slyngplanter er hjemmehørende på den nordlige halvkugle. Omkring 25 arter forekommer i Himalaya. Frugten er et bær. Mange gedeblad-arter dufter skønt, og en del dyrkes af denne grund som prydplanter i haver. En af de dyrkede arter er japansk gedeblad (Lonicera japonica), der ofte forvildes og er blevet en pest mange steder. Den er beskrevet på siden Natur: Invasive arter.

Slægtsnavnet blev givet til ære for den tyske botaniker Adam Lonitzer, også kaldt for Adam Lonicer eller Adamus Lonicerus (1528-86), der især er kendt for i 1557 at have publiceret en revideret udgave af urtebogen Kreutterbuch von allem Erdtgewächs, offentliggjort i 1533 af den tyske læge Eucharius Rösslin den Yngre (død 1554).

 

Lonicera quinquelocularis
En stor håret busk, op til 6 m høj, med iøjnefaldende purpurfarvede unge grene, som senere bliver grå. Bladene er ovale, indtil 6,5 cm lange og 4 cm brede. Blomsterne, som er indtil 1,3 cm i tværmål, sidder parvis i bladhjørnerne af ældre blade. De er først cremefarvede og bliver siden gule. Blomstring finder sted mellem april og juli. Bærrene er distinkte, ovale, op til 6 mm lange, hvide, gennemsigtige.

Denne art er almindelig i krat og skove mellem 1800 og 3000 meters højde, fra Afghanistan mod øst til Bhutan.

Artsnavnet er afledt af latin quinque (‘fem’) og‎ loculus (‘et lille sted’), således ‘med 5 små rum’. Det er ukart, hvad der hentydes til.

 

 

Lonicera quinquelocularis, fotograferet nær landsbyen Shyabru, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lonicera rupicola
Denne busk kan blive omkring 2,5 m høj, men er ofte meget lavere. Den grå bark revner ofte eller skaller af i flager. De små, aflange, svagt behårede blade, der ofte kun er 1 cm lange og 5 mm brede, sidder i kranse eller er modsatte parvis. De lyserøde eller svagt purpurfarvede, tragtformede blomster sidder i grupper på op til 6 ved grunden af sidegrenene. De er indtil 1 cm lange, med 5 udbredte, op til 4 mm lange flige. Arten blomstrer mellem maj og aug. Bærret er rødt, ellipseformet, op til 8 mm langt.

Den vokser i krat, græsklædte områder og skovkanter, samt på grusede skrænter, i højder mellem 2000 og 5000 m, fra Uttarakhand mod øst til det vestlige Kina.

Artsnavnet er afledt af latin rupes (‘klippe’) og cola (‘beboer’), således ‘vokser blandt klipper’.

 

 

Lonicera rupicola, Kambachen, øvre del af Ghunsa-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lonicera spinosa
En lille busk, op til 60 cm høj, hvis grene ofte er bladløse og ender i en torn. De små, aflange, glatte blade, der måler op til 1,5 cm i længden og 4 mm i bredden, sidder i kranse eller er modsatte parvis, med indrullet margin. De svagt purpurfarvede eller lyserøde, tragtformede blomster, som bliver hvide med alderen, sidder i grupper på op til 6 ved grunden af sidegrenene. De er indtil 1 cm lange, med 5 udbredte flige, som er op til 4 mm lange. Blomstring forekommer juni-juli. Bærret er blegviolet eller hvidt, ellipseformet, op til 5 mm langt.

Denne art vokser på grusede skråninger og i krat, ofte sammen med arter af ærtebusk (Caragana, Fabaceae), i højder mellem 1700 og 4600 m. Den er udbredt fra Kazakhstan og Kirgisien mod øst til det vestlige Xinjiang og Tibet, mod syd til Afghanistan og Ladakh. Den er meget almindelig i Ladakh.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med mange torne’.

 

 

Lonicera spinosa, fotograferet nær landsbyen Honupatta, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Morina
Denne lille slægt med omkring 10 arter er udbredt fra Balkan mod øst til Centralasien og Himalaya, med 4 arter i Himalaya. Bladene af adskillige arter er forsynet med torne som værn mod græssende dyr.

Disse planter var førhen inkluderet i kartebollefamilien (Dipsacaceae), men blev senere overført til en særskilt familie, Morinaceae. Nyere genetisk forskning har imidlertid reduceret disse to familier til en underfamilie, Dipsacoideae, i gedebladfamilien.

Slægten blev navngivet til ære for den franske læge, botaniker og meteorolog Louis Morin de Saint-Victor (1635-1715).

 

Morina longifolia
De talrige blade hos denne markante og flotte plante, der undertiden bliver op til 1 m høj, er aflange eller svagt lancetformede, hårløse, indtil 40 cm lange og 4 cm brede, fligede langs randen, hver flig med 4-5 torne. De lyserøde, purpurfarvede eller røde blomster sidder i kranse op ad stænglen, hver krans omgivet af 2 brede, normalt tornede støtteblade. Blomsterne er langt rørformede, røret op til 3 cm langt, med tvelæbede flige, der er indtil 8 mm i tværmål. De er fremme mellem juni og sep.

Den vokser i krat og græsklædte områder i højder mellem 3000 og 4300 m, fra Kashmir mod øst til Bhutan. Den anvendes lokalt som røgelse.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med lange blade’.

 

 

Moringa longifolia, observeret mellem Thangu og Lachen, vestlige Sikkim. (Foto copyright © by Ajai Saxena)

 

 

Morina longifolia, Sing Gompa, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I 2007, da disse billeder blev taget, var Morina longifolia meget almindelig på forladte marker i Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. Siden da er disse marker formodentlig blevet invaderet af skov. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Morina longifolia, mellem Mundo og Kyangjin Gompa, øvre del af Langtang-dalen, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Morina nepalensis
En lav plante, kun op til 15 cm høj, med smalle, remformede, helrandede blade, indtil 15 cm lange, hvis rand normalt er forsynet med lange stive hår. De kønne blomster er lyserøde eller svagt purpurfarvede, i en tæt endestillet klynge. Kronrøret er krumt, indtil 1,5 cm langt, med udbredte flige, der er op til 3 mm lange. Blomstring finder sted juni-aug.

Denne art vokser i åbne græsklædte områder i højder mellem 3000 og 4400 m, fra det vestlige Nepal mod øst til Myanmar.

 

 

Morina nepalensis, observeret nær Dole, Gokyo-dalen, Khumbu, østlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Morina polyphylla
Roden af denne tæt tornede, grenede plante er ildelugtende. De langstilkede blade er linjeformede, snitdelte, indtil 40 cm lange og 4 cm brede, med talrige torne langs randen. Blomsterstanden er en tæt endetillet klynge, op til 10 cm lang, som består af mange kranse, hver krans med 3-6 store grønlig-hvide støtteblade, der danner en bægerformet ring, som næsten skjuler de små røde eller hvidlige blomster, hvis kronrør er op til 5 mm langt. Hver af disse ringe ligner i sig selv en grønlig blomst. Blomstringstiden er maj-aug.

Arten er udbredt i græsklædte, åbne områder i højder mellem 3600 og 4700 m, fra Uttarakhand mod øst til Bhutan. I Nepal anvendtes planten tidligere medicinelt.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk polys (‘mange’) og phyllon (‘blad’), således ‘med mange blade’.

 

 

Morina polyphylla, Kyangjin Gompa, øvre del af Langtang-dalen, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Morina polyphylla, Machhapuchhare Base Camp, Modi Khola-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Scabiosa Skabiose
En slægt med omkring 100 arter, udbredt i Europa, Afrika og Asien, med størst diversitet omkring Middelhavet. En enkelt art forekommer i Himalaya.

Disse planter var førhen inkluderet i kartebollefamilien (Dipsacaceae), men efter genetisk forskning er denne familie blevet reduceret til en underfamilie, Dipsacoideae, i gedebladfamilien.

Slægtsnavnet, såvel som det danske navn, hidrører fra deres tidligere anvendelse til behandling af skab.

 

Scabiosa speciosa
Denne stovte plante, der bliver indtil 60 cm høj, har smukke blålig-violette kurv-lignende blomsterstande, indtil 5 cm i tværmål. De udbredte randkroner er meget større og længere end skivekronerne. Blomstring finder sted mellem juli og sep. Bladene er helrandede eller tandede, til 7 cm lange, undertiden med flige ved basis.

Den er ret almindelig i åbne græsklædte områder i højder mellem 2700 og 4300 m, udbredt fra Afghanistan mod øst til Uttarakhand.

Artsnavnet er latin og betyder ‘køn’ eller ‘pragtfuld’.

 

 

Scabiosa speciosa, Koksar, Lahaul, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Caryophyllaceae Nellikefamilien
En stor familie med 75-80 slægter og omkring 2000 arter. Disse planter er vidt udbredte, men forekommer hovedsagelig i tempererede og køligere subtropiske områder på den nordlige halvkugle, med flest arter omkring Middelhavet og herfra mod øst til Tibet og Himalaya. Nogle arter findes også i Afrika syd for Sahara, i Nord- og Sydamerika, samt i det australske område.

Denne families videnskabelige navn, såvel som det danske navn, hentyder til havenelliken (Dianthus caryophyllus), som dufter af kryddernelliker. I Oldtidens Grækenland var navnet på kryddernelliketræet karyophyllon, afledt af karyon (‘nød’) og phyllon (‘blad’), hvilket blev adopteret af tidlige botanikere i formen Caryophyllus aromatica (i dag Syzygium aromaticum). Familienavnet blev forbundet med havenelliken af den franske botaniker Antoine Laurent de Jussieu (1748-1836), som var den første til at offentliggøre en naturlig klassificering af blomsterplanter.

 

Acanthophyllum
Denne slægt, som omfatter ca. 75 arter, er udbredt i Mellemøsten og Centralasien. Som følge af genetisk forskning er nogle arter, som tidligere var placeret i slægten Gypsophila, blevet overført til denne slægt. 6 arter forekommer i Himalaya, hvoraf de 5 er begrænset til det nordlige Pakistan.

Slægtsnavnet hentyder formodentlig til et medlem af slægten med blade, der minder om blade af Acanthus-arterne.

 

Acanthophyllum cerastioides
Førhen kaldtes denne plante for Gypsophila cerastioides, men som følge af genetisk forskning er den blevet overført til denne slægt. Den kan blive op til 30 cm høj, men er oftest ganske lav, med op til 20 cm lange, udbredte stængler, samt elliptiske eller spatelformede, randhårede blade, som er indtil 1,5 cm lange og 1,2 cm brede. Blomsterstanden er en tæt endestillet klynge af hvide eller lyst lillafarvede blomster med purpurfarvede striber, indtil 1,3 cm i diameter, ofte med et indhak i spidsen af kronbladet. Den blomstrer maj-juli.

Den er udbredt i åbne græsklædte områder, blandt klipper, samt langs floder og stier, i højder mellem 2100 og 4700 m, fra Pakistan mod øst til Bhutan.

Artsnavnet sigter til, at denne plante minder en del om arter af hønsetarm (Cerastium), men den adskiller sig gennem de purpur-stribede blomster, samt lange hår i randen af de ellers sparsomt behårede blade.

 

 

Acanthophyllum cerastioides, Dole, Gokyo-dalen, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Acanthophyllum cerastioides, Dhela, Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. Der ses også blade af en storkenæb-art (Geranium, Geraniaceae). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Arenaria Sandvåner
En stor slægt med over 300 arter, udbredt i nordlige tempererede, subarktiske og arktiske regioner. Omkring 25 arter findes i Himalaya, og ikke færre end 102 i Kina, hovedsagelig i tørre områder. Kapslen af disse planter har 6 tænder.

Slægtsnavnet er afledt af latin harena (‘sand’), tidligere hasena, muligvis fra etruskisk. I lighed med det danske navn hentyder det til, at mange af arterne vokser i sandede områder.

 

Arenaria bryophylla
Som værn mod højt beliggende områders stærke kulde, vinde og fordampning danner denne art lave, hårde puder af tætpakkede, aflange, skinnende blade, op til 9 mm lange og 1 mm brede. De hvide, enlige blomster, indtil 8 mm i diameter, har aflange eller lancetformede kronblade. De er fremme juni-aug.

Den vokser i tørre områder, blandt klipper og langs grusede flodbredder, fra Kashmir mod øst til Sikkim, samt på den tibetanske højslette mod nord til Qinghai. Den er normalt udbredt i højder mellem 4200 og 5200 m, men i 1921 blev den fundet af A. Wollaston i en højde af 6180 m på Sagarmatha (Mt. Everest) – højderekorden blandt alle blomsterplanter.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk bryon (‘mos’) og phyllon (‘blad’), hvilket sigter til de små moslignende blade.

 

 

Arenaria bryophylla, observeret nær Tahungtse, Markha-dalen, Ladakh. Den blågrønne plante er et medlem af ærteblomstfamilien (Fabaceae). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Arenaria densissima
Denne art danner også kompakte puder af tætpakkede, skinnende blade, op til 1 cm lange og 1 mm brede. De meget små, hvide, enlige blomster har ovale kronblade, indtil 5 mm lange og 2 mm brede. Blomstring finder sted maj-aug.

Den vokser på klipper og grusflader i højder mellem 3600 og 5500 m, udbredt fra det vestlige Nepal mod øst til Bhutan, og derfra mod nord gennem det østlige Tibet og det vestlige Sichuan til det sydøstlige Qinghai.

Artsnavnet er latin og betyder ‘meget tæt’, hvilket hentyder til de særdeles tætpakkede blade.

 

 

Arenaria densissima, Gokyo-dalen, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Arenaria polytrichoides
I lighed med de to foregående arter danner denne plante kompakte puder, der til tider måler 1 m eller mere i diameter. Bladene, som er bredt lancetformede, med tyk rand, er op til 1 cm lange og 1 mm brede og ender i en skarp spids. Kronbladene er hvide, bredt ovale, indtil 3 mm lange. Blomstring finder sted mellem juni og aug.

Arten vokser i tilsvarende områder i højder mellem 4300 og 5500 m, fra Kashmir mod øst til det sydøstlige Tibet, og derfra mod nord til det vestlige Sichuan og Qinghai.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk polys (‘mange’) og thrix (‘hår’), samt latin oides (‘minder om’), således ‘ser ud som om den har mange hår’, hvilket sigter til de tætpakkede blades skarpe spids.

 

 

Arenaria polytrichoides, Gokyo-dalen, Khumbu, østlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gypsophila, se Acanthophyllum.

 

 

Silene Limurt
Denne store slægt, som omfatter omkring 600 arter, forekommer hovedsagelig i tempererede områder på den nordlige halvkugle, og endvidere i Afrika og Sydamerika. Ikke færre end ca. 50 arter er konstateret i Himalaya.

Ifølge Dr. Magnus ‘Lärksporre’ Lidén, Uppsala Universitet, er identiteten af Himalaya-arterne i denne slægt langtfra opklaret, og de nuværende angivelser for en del arter er behæftet med stor usikkerhed.

Slægtsnavnet sigter til den græske skovgud Silenus, en satyr med hesteører og -hale, som var beskytter af vinguden Dionysos. Silenus er ofte afbildet beruset, indsmurt i klæbrigt skum fra vinen. Hans navn er afledt af græsk sialon (‘spyt’). Forbindelsen til planterne er, at hunlige planter hos nogle arter, bl.a. dag-pragtstjerne (S. dioica), udskiller en skummende væske, som er med til at fastholde pollen fra besøgende insekter.

Det danske navn hentyder til, at stænglen hos mange arter er fyldt med klæbrige kirtelhår, hvor små insekter ofte hænger uhjælpeligt fast.

 

Silene kumaonensis
Stænglen er opret, indtil 80 cm høj, grenet eller ugrenet, bladene lancetformede eller aflange, op til 3,5 cm lange og 2 cm brede, sædvanligvis spidse. Blomsterstandene er oftest forgrenede, med 1-4 blomster, der er nikkende som unge, senere oprette, indtil 2,3 cm lange. Det let opsvulmede bæger er kileformet, ribber brune med stive hår, kronbladene længere end bægeret, udbredte, lyserøde. Blomstringstiden er juli-sep.

Denne plante findes i skovkanter og krat i højder mellem 2500 og 4500 m, fra Uttarakhand mod øst til det centrale Nepal.

Artsnavnet sigter til Kumaon, et distrikt i Uttarakhand.

 

 

Silene kumaonensis, observeret i den øvre del af Langtang-dalen, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Silene moorcroftiana
Stænglen er indtil 30 cm høj, kirtelhåret, bladene er aflange eller smalt lancetformede, op til 2,5 cm lange og 5 mm brede. De ret store blomster er hvide eller let lyserøde, op til 2 cm i tværmål, med dybt fligede kronblade, som har skæl i svælget. Bægeret er kun ganske let opsvulmet. Blomstring finder sted mellem juni og aug.

Arten er almindelig i stenede områder mellem 2700 og 5000 meters højde, fra Afghanistan mod øst gennem Pakistan, Ladakh, det sydvestlige Tibet og Himachal Pradesh til det centrale Nepal.

Den udnyttes medicinelt mod blodmangel, samt til at lette trykket i blokerede ører og næse.

Artsnavnet blev givet til ære for den britiske veterinærkirurg og botaniker William Moorcroft (1765-1825), der udforskede adskillige områder i Himalaya og Centralasien. Han var den første europæer, som foretog botaniske indsamlinger i det vestlige Tibet og Kashmir.

 

 

Silene moorcroftiana, Honupatta, Ladakh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Silene thomsonii
Denne indtil 20 cm høje art har stærkt opsvulmet bæger, som er ovalt eller næsten kugleformet, indtil 1,5 cm langt, med ribber beklædt med lilla hår, kronblade en smule længere end bægeret, lillafarvede.

Den er begrænset til det centrale Nepal samt tilstødende områder af Tibet, i højder mellem 2300 og 4700 m, hvor den vokser i et bredt udsnit af habitater, bl.a. klippefyldte områder, sandede skrænter og åbent græsland. Blomstring forekommer juli-aug.

Bestemmelse af denne art og oplysningerne om den er venligst stillet til rådighed af Dr. Magnus ‘Lärksporre’ Lidén, Uppsala Universitet.

Artsnavnet hædrer den britiske kirurg og botaniker Thomas Thomson (1817-78), der foretog en del af skrivearbejdet til det første bind af Flora Indica.

 

 

Silene thomsonii, fotograferet i Rolwaling-dalen, centrale Nepal, sammen med den blå Microula sikkimensis (Boraginaceae). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Silene thomsonii, Ghora Tabela, øvre del af Langtang-dalen, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Thylacospermum caespitosum
I lighed med adskillige Arenaria-arter (ovenfor) danner denne markante art store, hårde puder op til 1 m i diameter. Dens stængler er meget korte, og bladene er bittesmå, trekantede, indtil 5 mm lange, med en skarp spids. De små hvide blomster, som er enlige, op til 2,5 mm i diameter, er fremme juni-juli.

Denne hårdføre plante, som er det eneste medlem af slægten, vokser i stenede og grusede områder i store højder, mellem 4800 og 6000 m, fra det nordlige Pakistan mod øst til det nordlige Sikkim, og derfra videre mod nord til Qinghai og Gansu. I Ladakh, hvor den er en vigtig brændselskilde, trues den af overdreven indsamling.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk thylakos (‘sæk’ eller ‘pose’) og sperma (‘frø’), således ‘med frø der ligner en pose’. (Navnet hentyder dog til frugtkapslen, se nederste billede herunder).

Artsnavnet er latin, afledt af caespes (‘tørv’) samt osus (‘fyldt med’), således ‘minder meget om tørv”.

 

 

Højalpin ørken med puder af Thylacospermum caespitosum neden for passet Kongmaru La, Markha-dalen, Ladakh. Planterne med gule blomster er Dasiphora dryadanthoides (Rosaceae). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På dette billede, ligeledes taget neden for Kongmaru La, har en spøgefugl ved hjælp af småsten lavet ‘ansigter’ i puder af Thylacospermum caespitosum. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne efterårs-pude af Thylacospermum caespitosum blev observeret på passet Taglang La (5328 m), Lahaul. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Thylacospermum caespitosum med frugtkapsler, Taglang La. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Convolvulaceae Snerlefamilien
Denne familie, som omfatter omkring 58 slægter med næsten 2000 arter, er vidt udbredt i tropiske, subtropiske og varmere tempererede egne af kloden. De fleste er urteagtige slyngplanter, mens nogle er oprette urter, buske eller træer. Blomsterne hos næsten alle arter er tragtformede med fem sammenvoksede kronblade, og de er ofte store og smukke. Stænglen hos langt de fleste arter slynger sig omkring andre planter eller andet, hvilket er årsagen til det videnskabelige familienavn, af latin convolvere (‘at slynge sig’). Det danske navn snerle kommer af snare, hvilket også hentyder til de slyngende og snærende stængler.

Omkring 8 slægter forekommer i Himalaya.

Mange andre medlemmer af denne familie præsenteres på siden Planteliv: Snerler.

 

Cuscuta Silke
Førhen udgjorde denne slægt, der omfatter mellem 100 og 170 arter, en særskilt familie, Cuscutaceae, men er siden blevet overført til snerlefamilien – den eneste slægt af snylteplanter i denne familie. Disse planter er udbredt over det meste af kloden, med størst diversitet i Nord- og Sydamerika, og en del arter i Asien og Europa. I varme områder er disse planter flerårige og vokser mere eller mindre kontinuerligt, mens de i kølige egne er enårige.

De tynde stængler, som oftest er gule eller rødlige, snoer sig omkring andre planter og indhyller dem ofte totalt. Et silkefrø starter sit liv som de fleste andre planters frø gennem at sende rødder ned i jorden, hvorfra der vokser stængler op, hvis blade er reduceret til skælagtige gevækster. Når en silkestængel kommer i kontakt med en passende plante, snoer den sig omkring den og sender sugeorganer, kaldt haustorier, ind i den, gennem hvilke den optager vand og næringsstoffer. Derpå dør silkeplantens rod.

Slægtsnavnet er afledt af arabisk kušūṯ, hvilket formentlig stammer fra aramæisk kašā (‘dynget op’), med henblik på de ofte sammenfiltrede stængler.

Slægten er udførligt omtalt på siden Planteliv: Snylteplanter.

 

Cuscuta europaea Nælde-silke
Som dens navn fortæller, snylter denne art især på stor nælde (Urtica dioica), men kan også vokse på planter af mange andre familier. Stænglerne er røde, orange eller gullige, omkring 1 mm tykke. De små, kortstilkede, krukkeformede blomster, op til 3 mm lange, sidder i tætte klynger, op til 1,5 cm i diameter, op langs stænglen, bæger bægerformet med 4-5 butte, omkring 1,5 mm lange bægerblade, krone lyserød eller hvidlig med 4-5 trekantede eller ovale, indtil 3 mm lange flige, som ofte er tilbagebøjede. Blomstring finder sted juni-aug.

Den er vidt udbredt i tempererede egne af Europa og Asien, mod øst til det sydøstlige Sibirien og Japan, mod syd til Marokko, Iran, Himalaya og Kina, og træffes undertiden i Nord- og Sydamerika. Den er almindelig i Centralasien, og i Himalaya findes den fra Pakistan mod øst til det centrale Nepal, i højder mellem 2700 og 4000 m.

 

 

Cuscuta europaea, Spiti, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Dinetus
Medlemmerne af denne slægt, i alt 8 arter, var førhen indlemmet i slægten Porana. Disse asiatiske planter er udbredt fra Pakistan mod øst gennem Indien og Nepal til Kina, og derfra mod syd gennem Indokina til Indonesien og Filippinerne. 3 arter forekommer i Himalaya. Frugten er en kapsel.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk dinetos (‘slynget omkring’), hvilket sigter til, at disse planter er slyngplanter.

 

Dinetus grandiflorus
Denne plante, som førhen blev kaldt for Porana grandiflora, er begrænset til Himalaya, udbredt fra Nepal mod øst til Arunachal Pradesh og den sydøstligste del af Tibet, voksende i højder mellem 1900 og 2500 m.

En slank slyngplante, blade langstilkede, ovale med hjerteformet basis, langt tilspidsede, bladplade op til 12,5 cm lang og 9 cm bred, unge blade sølvhårede på undersiden. De hængende blomsterstande udgår fra bladhjørnerne, blomster tragtformede, adskillige i klynger, bægerblade brune, linjeformede, aflange eller trekantede, indtil 6 mm lange, meget større, op til 4 cm lange ved frugtsætning, krone op til 3 cm lang og 4,5 cm i diameter, lyserøde eller rosenfarvede med hvidt øje, kronrør cylinderformet, smalt. Blomstring finder sted juni-okt.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med store blomster’, dvs. store i forhold til andre medlemmer af denne slægt.

 

 

Nepal 2009
Dinetus grandiflorusChipling, Helambu, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Dinetus racemosus
Denne plante, førhen benævnt Porana racemosa, har pragtfulde, vidt forgrenede klynger af små hvide blomster, der “minder om strålende snepletter i junglen,” som Oleg Polunin og Adam Stainton i bogen Flowers of the Himalaya (Oxford University Press, 1984) citerer fra en ukendt kilde.

Dens lange stængler snoer sig omkring træer og buske, de langstilkede blade er ovale, op til 16 cm lange og 9 cm brede, basis dybt hjerteformet. Blomsterstandene, som udgår fra bladhjørnerne, er lange og slanke klynger, op til 45 cm lange, højblade hjerteformede, stængelomfattende, bægerblade aflange eller lancetformede, først meget små, senere forstørret til omkring 1,5 cm under frugtsætningen, hvor det brune eller purpurfarvede bæger bliver tilbagebøjet. Kronen er tragtformet, hvid med gult svælg, indtil 1,3 cm lang og i tværmål. Blomstringstiden er juli-okt.

Den har omtrent samme udbredelse som slægten og kan træffes fra lavlandet op til højder omkring 2400 m.

Planten anvendes i den lokale folkemedicin.

Artsnavnet er afledt af latin racemus (‘klynge’) og osus (‘fyldt med’), hvilket sigter til de overdådige blomsterstande. I botanisk sammenhæng betyder navnet, at plantens blomsterstande er klaser.

 

 

Dinetus racemosus, Sarangkot, Pokhara, centrale Nepal. På det nederste billede slynger den sig omkring en stængel af aibika (Abelmoschus manihot). Denne art er beskrevet på siden Planteliv: Katost, hibiskus m.m. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ipomoea Tragtsnerle, pragtsnerle
Denne store slægt med over 500 arter er vidt udbredt i tropiske, subtropiske og varmere tempererede egne, specielt i Nord- og Sydamerika. Hovedparten er slyngplanter med store, tragtformede, smukke blomster, der har givet anledning til de danske navne. Omkring 16 arter er truffet i Himalaya, de fleste forvildede fra dyrkning.

Slægtsnavnet, som skyldes den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), kommer af oldgræsk ip (’orm’) og hómoia (’ligner’), hvilket hentyder til stænglens orme-agtige bevægelser, når den slynger sig omkring andre planter, hegn og meget andet.

I sin herlige bog All about Weeds skriver den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964): “Disse slyngplanter snoer sig rundt om voksende stængler af majs, soyabønner og bomuldsplanter, ja selv omkring andre ukrudtsplanter, som burde være i stand til at klare sig mod sådanne små og svage planter, som snerlerne synes at være. Men de er ikke svage. Som slanger kravler disse tynde slyngplanter op over de planter, de har valgt som espalier. Snart vil snerlernes store blade overskygge bladene hos espalier-planterne, og kort tid efter smiler deres pragtfulde blomster til hele verden, som en stor kvinde, der spærrer for udsynet hos en lille dreng i biografen.”

 

Ipomoea nil Blå tragtsnerle
Denne plante, som også kaldes for vedbendbladet eller japansk tragtsnerle, menes at være hjemmehørende i Mexico eller Mellemamerika, men er blevet indført eller indslæbt til talrige andre varmere lande. I Himalaya er den udbredt fra Pakistan mod øst til Myanmar, i højder op til omkring 1800 m. Den træffes i et bredt spektrum af habitater, bl.a. skove, krat og landbrugsland.

De op til 5 m lange stængler er slyngende eller krybende langs jordoverfladen. Bladene er yderst variable, bredt ovale eller til tider næsten cirkelrunde, indtil omkring 15 cm lange og brede, men ofte langt mindre, tilspidsede, med hjerteformet basis, normalt med 3 lapper i kanten, men somme tider 5 eller slet ingen. De blegblå eller himmelblå blomster sidder enkeltvis eller få sammen i bladhjørnerne, op til 6 cm i tværmål, tragten hvid, indtil 6 cm lang. Arten blomstrer mellem juni og sep.

Den kan kendes fra lignende medlemmer af slægten på de langt tilspidsede bægerblade, som er stærkt hårede ved basis (ses tydeligt på nærbilledet nedenfor).

Artsnavnet er afledt af Sanskrit nila (‘mørkeblå’ eller ‘sort’), hvilket formentlig hentyder til de sorte frø hos denne art, der udnyttes medicinelt.

 

 

Denne Ipomoea nil i den nedre del af Marsyangdi-dalen, centrale Nepal, omslynger en bynke (Artemisia). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Porana, se Dinetus.

 

 

Crassulaceae Stenurtfamilien
Denne familie, som rummer ca. 35 slægter med omkring 1400 arter, findes verden rundt, med den største koncentration på den nordlige halvkugle samt i det sydlige Afrika. Familien er karakteriseret ved planter med kødfulde blade – en tilpasning til at vokse i tørre områder med sparsomt vand. Omkring 9 slægter forekommer i Himalaya.

 

Hylotelephium
Denne slægt omfatter omkring 33 arter, udbredt i Asien, Europa og Nordamerika. De var tidligere placeret i slægten Sedum (nedenfor), men adskiller sig ved deres blade, som er flade, brede og kødfulde, modsat Sedum-arterne, som har smalle, cylindriske blade. En enkelt art forekommer i Himalaya.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk hyle (‘lund’), tele (‘langt borte’), samt phileo (‘at elske’), således ‘den fjerne elsker i lunden’. Man mente, at medlemmer af denne slægt var i stand til at røbe, om ens følelser var gengældt.

 

Hylotelephium ewersii Høst-stenurt
Høst-stenurt, der førhen var kendt som Sedum ewersii, er en mangegrenet urt, hvis stængel er indtil 75 cm høj og grenet fra grunden. De blågrønne blade er ovale eller afrundede, indtil 3,5 cm lange og med helrandet eller let tandet margin. Blomsterne, som sidder i tætte, skærmagtige, endestillede klynger, er lyserøde eller purpurrøde med spidse, op til 6 mm lange kronblade. Blomstring finder sted juli-sep.

Denne art vokser blandt klipper, i krat og på åbne skrænter, i højder mellem 1800 og 4500 m. Den er udbredt fra Kazakhstan og det sydlige Rusland mod øst til Mongoliet, mod syd til Pakistan, Ladakh og Himachal Pradesh. Lokalt anvendes den til behandling af sår og hudinfektioner.

Artsnavnet blev givet til minde om den tyske historiker Johann Philipp Gustav von Ewers (1779-1830).

 

 

Høst-stenurt, Koksar, Rohtang La, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Høst-stenurt, Bagah-floden, nær Kielang, Lahaul, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rhodiola Rosenrod
En slægt med omkring 90 arter på den nordlige halvkugle, hvoraf de fleste vokser i bjergegne, andre i arktiske områder. Der er konstateret ca. 20 arter i Himalaya.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk rhodon (‘rose’) samt latin iola, en endelse, der udtrykker noget småt, således ‘lille rose’, hvilket sigter til rodens duft.

Førhen var disse planter placeret i stenurt-slægten (Sedum, nedenfor), men de adskiller sig fra medlemmer af denne slægt ved at have en tyk rodstok og kun 4 kronblade, mens stenurter har 5 kronblade og en tynd eller slet ingen rodstok.

 

 

En uidentificeret rosenrod, fotograferet i den øvre del af Langtang-dalen, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rhodiola tibetica
Denne plante vokser i tørre, stenede områder i det sydvestlige Tibet, Afghanistan, Pakistan og Ladakh, mellem 3000 og 5400 meters højde.

Stænglerne er oprette, indtil 30 cm høje, bladene aflange eller smalt ovale, op til 9 mm lange og 4 mm brede, spidse, helrandede eller tandede. Blomsterne er mørkerøde eller purpurfarvede og sidder i tætte endestillede klynger, indtil 2,5 cm i diameter, kronblade aflange eller elliptiske, indtil 4 mm lange og 1,5 mm brede. Blomstringtiden er juni-aug.

 

 

Rhodiola tibetica, Honupatta, Ladakh. I baggrunden på det øverste billede ses en norel-art, Minuartia kashmirica (Caryophyllaceae). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sedum Stenurt
Denne slægt, som omfatter ca. 470 arter, er hovedsagelig udbredt på den nordlige halvkugle, men findes tillige i det sydlige Afrika og i Sydamerika. De fleste arter er krybende planter, som vokser i tørre områder, fx i sand eller grus, eller på klipper. Der er observeret ca. 15 arter i Himalaya.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på en gruppe beslægtede planter, husløgene (Sempervivum). Et antal arter i denne slægt er omtalt på siden Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne.

 

 

En uidentificeret stenurt, Timang, Marsyangdi-dalen, Annapurna, centrale Nepal. Der ses også blade af Himalaya-jordbær (Fragaria nubicola). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sedum multicaule
Stængler mange, oprette, grenede fra grunden, indtil 15 cm lange. Bladene er aflange eller lancetformede, kødfulde, spidse, op til 2,5 cm lange og 2 mm brede. De åbne blomsterstande er endestillede, vidt forgrenede, blomster gule, siddende eller meget kortstilkede, omgivet af støtteblade, kronblade til 6 mm lange, spidse. Blomstring finder sted mellem juli og sep.

Denne art er udbredt i græsklædte områder og blandt klipper, fra Kashmir mod øst til det vestlige Kina, i højder mellem 1300 og 3500 m. Den er almindelig i Nepal.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med mange stængler’.

 

 

Sedum multicaule, Solang Nallah, Manali, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sedum oreades
De fleste stenurt-arter har stjerneformet udbredte blomster, men denne art kan kendes på sine udpræget klokkeformede blomster. Stængler adskillige, oprette, til tider grenede fra grunden, glatte, op til 12 cm lange. Bladene er linje- eller lancetformede, eller aflange, kødfulde, spidse, indtil 9 mm lange, pakket tæt sammen mod toppen, under blomsten. Kronbladene er gule, ovale eller bredt lancetformede, til 12 mm lange og 3,5 mm brede. Blomsterne er fremme juni-sep.

Denne plante findes i græsklædte områder og blandt klipper i højder mellem 3000 og 5200 m, fra Pakistan mod øst til det sydvestlige Kina.

Artsnavnet sigter til en bjergnymfe i den græske mytologi, afledt af oros (‘bjerg’).

 

 

Sedum oreades, fotograferet neden for passet Rohtang La, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cupressaceae Cypresfamilien
En familie af nåletræer med 19 slægter og omkring 125 arter, udbredt næsten overalt i verden. Koglerne har skæl, som sidder parvis i en vinkel på 90 grader i forhold til parret ved siden af. 2 slægter er hjemmehørende i Himalaya, andre er indført som prydtræer.

 

Cupressus Cypres
Omkring 15 arter af disse storslåede træer er udbredt fra Middelhavet mod øst gennem Mellemøsten og Himalaya til det sydlige Kina og det nordlige Indokina. 2 arter er vildtvoksende i Himalaya, hvoraf C. casmeriana kun findes i Bhutan.

Førhen var et antal nordamerikanske træer placeret i denne slægt, men er siden blevet overført til slægten Hesperocyparis.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kyparissos, det klassiske navn på almindelig cypres (C. sempervirens).

 

Cupressus torulosa
Dette pragtfulde træ kan blive indtil 45 m højt, med en stammediameter på op til 3,5 m. Grenene er udbredte med hængende kviste, blade skælagtige, trekantede, op til 1,8 mm lange, hvide langs randen, tæt overlappende. Barken skaller ofte af i strimler. Unge kogler er blålige, kugleformede, indtil 2 cm lange og 1,8 cm brede, ældre grå. Når de tørrer ud, adskilles skællene. Blomstring finder sted i feb.

Arten er udbredt fra Kashmir mod øst til det sydøstlige Tibet, mest på kalkrige jorder i tørre områder, i højder mellem 1800 og 3300 m. Dens løv brændes som røgelse i hinduistiske og buddhistiske helligdomme.

Artsnavnet er afledt af latin torulus, diminutiv af torus (‘opsvulmning’), hvilket kan hentyde til den furede bark.

 

 

To prægtige eksemplarer af Cupressus torulosa, observeret i den øvre del af Kali Gandaki-dalen, Mustang, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Grene af Cupressus torulosa med unge og modne kogler, øvre del af Kali Gandaki-dalen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Juniperus Ene
Denne slægt, som omfatter ca. 60 arter, er udbredt næsten overalt på den nordlige halvkugle. Omkring 5 arter findes i Himalaya. Koglen er bærlignende med et ydre kødfuldt, læderagtigt lag.

Der er forskellige teorier vedrørende slægtsnavnets oprindelse. Nogle forskere mener, at dette ord stammer fra iungere (’sammenbinde’ eller ’flette’), hvilket sigter til grenenes anvendelse som fletværk, mens andre siger, at det kommer af juvenis (’ung’) og parere (’at producere’), hvilket hentyder til, at enen hele tiden forynges gennem nye skud. Ordene gin og genever, som har smag af enebær-frugter, stammer også fra Juniperus.

 

 

Her står Dawa Tamang ved siden af en gammel ene i den øvre del af Ghunsa-dalen, østlige Nepal, muligvis J. recurva (se nedenfor). Krattet i baggrunden er Rhododendron campanulatum. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

I Centralasien afbrændes løv af ene-arter ofte som røgelse i buddhistiske helligdomme. På billedet nedenfor, taget i landsbyen Kagbeni i den øvre del af Kali Gandaki-dalen, Mustang, centrale Nepal, er ene-grene bragt som offergave til en helligdom sammen med tibetanske bedeflag og et kranium af halvfår (Pseudois nayaur). Sidstnævnte udgør en rest af den urgamle animistiske bon-religion, som herskede i Centralasien inden buddhismens indtog. I denne religion udgjorde oksen et vigtigt element, og kranier af okser, yakokser, geder og får blev ofte bragt som offergaver. Mere om dette emne findes på siden Religion: Animisme.

 

 

(Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Juniperus communis Almindelig ene
Vores hjemlige ene er det nåletræ i verden, som har den største udbredelse, idet den findes næsten overalt i subarktiske og tempererede områder på den nordlige halvkugle, mod syd til Nordafrika, det nordlige Iran, Himalaya, Japan og Arizona. I Himalaya er den udbredt i tørre områder fra Pakistan mod øst til det centrale Nepal, i højder mellem 1800 og 3600 m.

Denne art bliver undertiden et mindre træ, men er oftest ganske lav. Den kan straks kendes på de sylespidse nåle, der bliver indtil 1,3 cm lange. Koglen, som måler op til 8 mm i diameter, er sortblå ved modenhed, ofte med et voksagtigt overtræk. Blomstring forekommer apr.-maj.

Den er meget anvendt i den traditionelle medicin og spiller tillige en stor rolle i folketroen, beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

Artsnavnet er latin og betyder ‘almindelig’.

 

 

Almindelig ene med umodne kogler, Braga, øvre del af Marsyangdi-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Juniperus indica
I større højder er denne art ofte en busk, mens den i lavere højder kan vokse til et 20 m højt træ. Den har to slags blade: på yngre individer, samt til tider på lavere grene af ældre træer, er bladene sylformede, op til 6 mm lange, mens de på ældre grene er skælagtige, indtil 1,5 mm lange, tæt overlappende i fire rækker, hvilket giver grenene et glat udseende. Den unge kogle er brun, men bliver skinnende blå eller sort ved modenhed, indtil 1,3 cm i tværmål. Arten blomstrer i maj.

Den vokser i tørre områder i højder mellem 2100 og 5200 m, fra Pakistan mod øst til det sydvestlige Kina. Dens løv brændes som røgelse i hinduistiske og buddhistiske helligdomme, og frugterne anvendes i traditionel medicin mod feber og hovedpine.

 

 

Dette gamle, forkrøblede individ af Juniperus indica vokser i ca. 3600 meters højde i den øvre del af Marsyangdi-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Busk af Juniperus indica med umodne kogler, Bibre, Khumbu, østlige Nepal. Bjerget i baggrunden er Taboche (6367 m). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Modne kogler af Juniperus indica, Bratang, øvre del af Marsyangdi-dalen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Juniperus recurva
Denne art kan blive indtil 20 m høj, men er blot en stor busk i større højder. Barken er gråbrun og skaller af i tynde strimler. På engelsk kaldes den for drooping juniper (‘hængende ene’) på grund af de nedadbøjede ydre grene. Bladene er sylformede, indtil 8 mm lange, siddende i 3 rækker og er mere eller mindre tiltrykte, løst overlappende. Den umodne kogle er brun og bliver senere sort, skinnende, oval, til 1,3 cm lang. Blomstringstiden er juni-juli.

Den er hjemmehørende i skove og åbne områder i højder mellem 2500 og 4600 m, fra det nordlige Pakistan mod øst gennem Himalaya og Tibet til Yunnan-provinsen i det sydvestlige Kina.

Ved og nåle afbrændes som røgelse i buddhistiske helligdomme.

Artsnavnet er latin og betyder ’tilbagebøjet’, her i betydningen ‘nedadbøjet’, hvilket sigter til de ydre grene.

 

 

En lund af kæmpestore Juniperus recurva nær Pangboche-klostret, Khumbu, østlige Nepal. Disse storslåede træer er hellige for de stedlige tibetanske buddhister – en rest af den animistiske bon-religion (se ovenfor under slægtsnavn), hvor man tilbad markante træer, sten m.m. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tidligt om morgenen er løvet af denne Juniperus recurva, samt Rhododendron campanulatum (Ericaceae), dækket af rim, Magingoth, Helambu, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Juniperus recurva med umodne kogler, Tengboche, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Dioscoreaceae Jamsfamilien
Denne familie, der rummer omkring 9 slægter og 715 arter af urteagtige eller forveddede slyngplanter, samt nogle få oprette urter, forekommer over det meste af verden i tropiske, subtropiske og tempererede regioner, med et kærneområde i tropiske egne af Amerika. 2 slægter forekommer i Himalaya.

 

Dioscorea Jams
En kæmpestor slægt af slyngplanter, der omfatter omkring 630 arter. Disse planter er udbredt i klodens varmere egne, langt de fleste i troperne og subtroperne, med kun nogle få arter i tempererede områder. 13 arter er konstateret i Himalaya.

Disse planter danner underjordiske rodknolde, og nogle arter har tillige yngleknopper i bladhjørnerne. Disse knopper falder til jorden, når de er modne, og kan eventuelt spire til nye planter. Rodknoldene af nogle arter er af stor økonomisk betydning, da de spises i visse egne. Af andre arter udvindes ingrediencer til traditionel og moderne medicin.

Slægten er opkaldt efter den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.), forfatter til De Materia Medica (fem bind om urtemedicin). Det danske navn kan spores tilbage til sidst i 1500-tallet, enten fra portugisisk inhame eller fra spansk iñame, sandsynligvis af vestafrikansk oprindelse.

 

Dioscorea deltoidea
Den furede stængel hos denne art, der bliver op til 3 m lang, slynger sig med uret. Bladene er spredte, langstilkede, meget variable, grønne, grågrønne eller blågrønne, trekantede, hjerteformede eller ovale, indtil 12 cm lange og 5,5 cm brede, normalt med 3 flige, hvoraf den midterste er meget længere og langt tilspidset. Blomsterstandene er op til 16 cm lange aks. Kapslen er brun ved modenhed, indtil 2,2 cm lang, med 3 op til 1,4 cm brede vinger. Arten blomstrer maj-aug.

Den er vidt udbredt i bjergområder, fra Afghanistan mod øst til det sydvestlige Kina, samt i Bangladesh og det nordlige Indokina. I Himalaya træffes den i højder mellem 2000 og 3100 m.

Den friske rod knuses og strøes i vandløb for at bedøve fisk, som derpå flyder op til overfladen. Den blandes også med vand til tøjvask, og denne sæbe anvendes til kropsvask for at slå lus ihjel. Rodknolden er spiselig efter kogning. I Nepal benyttes saft fra rodknolden mod forstoppelse samt til at uddrive rundorme. Yngleknopperne på den øverste del af stænglen koges, og væsken drikkes mod luft i tarmene, og saft fra disse yngleknopper anvendes mod dysenteri. Andre steder benyttes rodknolden mod forskellige sygdomme, bl.a. astma og gigt, og endvidere som svangerskabsforebyggende middel.

Arten er truet af overdreven indsamling.

Artsnavnet er afledt af delta, det fjerde bogstav i det græske alfabet, skrevet som en trekant. Hos denne plante hentyder det til bladformen.

 

 

Frøstande hos et individ af Dioscorea deltoidea, der slynger sig op ad et figentræ (Ficus), Manali, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dipsacaceae (kartebollefamilien), se Caprifoliaceae.

 

 

Droseraceae Soldugfamilien
Denne familie omfatter 4 slægter med omkring 200 arter af kødædende urter, udbredt over størsteparten af kloden. En enkelt slægt findes i Himalaya.

En mængde kødædende planter er omtalt på siden Planteliv: Kødædende planter.

 

Drosera Soldug
Planter i denne slægt vokser i næringsfattige områder, hvor de opnår størstedelen af deres næringsstoffer gennem at fange smådyr ved hjælp af klæbrige kirtelhår på bladene. Når et dyr sidder fast i den klæbrige væske, der udskilles af disse hår, folder bladet sig sammen omkring det uheldige offer og opløser dets kropsvæsker, så planten kan udvinde næring af dem.

Der kendes omkring 180-190 arter, og slægten er vidt udbredt på alle kontinenter, med undtagelse af Antarktis.

Slægtsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk droseros (‘med dug’), hvilket i lighed med det danske navn sigter til, at kirteldråberne minder om dugdråber, når solen skinner på dem. Førhen tillagde man dugdråber mirakuløse egenskaber, og solduggens kirteldråber blev solgt som ‘Jomfru Marias tårer’. Ifølge folkemedicinen skulle de virke mod hudsygdomme som vorter, ringorm og ligtorne, foruden mange andre skavanker.

 

Drosera peltata
Stængel opret, grenet, undertiden indtil 50 cm høj, men i reglen lavere. De kortstilkede, gullig-grønne, afrundede grundblade danner en roset. De mangler undertiden. Stængelblade langstilkede, gullig-grønne, seglformede, indtil 3 cm lange og 5 mm brede, med mange klæbrige kirteldråber på oversiden. Blomsterstandene er få- eller mangeblomstrede klynger, op til 6 cm lange, blomster stilkede, kronblade normalt 5, hvide (sjældent lyserøde eller røde), kileformede, op til 6 mm lange og 3 mm brede. Blomstringstiden er mellem juni og sep.

Denne art er udbredt i bjergegne fra Uttarakhand mod øst til Taiwan, og derfra mod syd gennem Indokina og Indonesien til Australien og New Zealand.

I Himalaya vokser den i højder mellem 1500 og 3700 m.

I Nepal smøres en pasta af bladene på blæner.

Artsnavnet er afledt af latin pelta (‘et lille seglformet skjold’), hvilket sigter til bladformen.

 

 

Bladene hos denne Drosera peltata, som blev observeret i Langtang Nationalpark, centrale Nepal, er tunge af regndråber. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Elaeagnaceae Sølvbladfamilien
Denne lille familie med 3 slægter og omkring 90 arter af buske og små træer, ofte tornede, er vidt udbredt på den nordlige halvkugle, samt i Indonesien og det nordøstlige Australien. De fleste arter vokser i tørre eller saline habitater. 2 slægter findes i Himalaya.

 

Hippophae Havtorn
En lille slægt med 7 tornede buske eller små træer, udbredt i næsten hele Europa, og derfra gennem Mellemøsten og Centralasien til det sydlig-centrale Sibirien, Mongoliet og Kina, mod syd til Iran, Himalaya og det nordlige Indokina. 3 arter forekommer i Himalaya.

Hanlige og hunlige blomster er på separate planter, siddende på det foregående års skud, hanlige i små rakler, der kommer frem før løvspring, hunlige i små klynger, der kommer frem samtidig med bladene. Frugten er et bær, som er rigt på vitaminerne C, A, B, E og K, samt carotenider. Nyere forskning antyder, at frugterne besidder stoffer, som forsinker ældning og modvirker hukommelsestab.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk hippo (‘hest’) og phaos (‘lys’ eller ‘skinnende’). Man fodrede tidligere heste med blade og unge grene, hvilket skulle få deres pels til at skinne.

 

Hippophae rhamnoides Almindelig havtorn
Hjemmehørende fra Irland og det sydlige Skandinavien mod syd til Middelhavet og mod øst gennem Rusland til Centralasien. Underarten turkestanica vokser i tørre flodlejer og på skråninger langs vandløb, fra Kazakhstan mod øst til Mongoliet, og derfra mod syd gennem Tibet til Pakistan og Ladakh.

Den bliver indtil 5 m høj, sjældent 10 m. Ældre skud er dækket af et sølvskinnende, voksagtigt lag. De smalle blade er grønne på oversiden, gråskællede på undersiden (somme tider også på oversiden), op til 6 cm lange og 7 mm brede. Blomstring finder sted april-maj. De spiselige, gule, orange eller røde bær, indtil 9 mm lange og 6 mm brede, sidder tæt langs grenene.

Der fremstilles en drik af bærrene, og de laves også til pickles. I Ladakh indsamles grenene til brænde, samt til fremstilling af ulvesikre hegn.

Artsnavnet er latin og betyder ‘ligner Rhamnus‘ (vrietorn). Det er uklart, hvad der hentydes til.

 

 

Underarten turkestanica af havtorn er almindelig i Ladakh, her fotograferet nær Mangyu (øverst) og Ulley Topko. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ephedraceae Ledrisfamilien
Denne familie af nøgenfrøede er hjemmehørende i tempererede og subtropiske områder på den nordlige halvkugle, samt i den vestlige del af Sydamerika. Den rummer kun en enkelt slægt, ledris (Ephedra), der omfatter omkring 65 arter af buske, sjældnere slyngplanter.

Disse planters stængler er tydeligt leddelte (heraf deres navn) og forekommer i forskellige farver, bl.a. grøn, blågrøn, gullig eller grønlig-hvid, og bladene er oftest reduceret til brune skæl omkring leddene. Hanlige og hunlige blomster er på forskellige planter. Den hunlige kogle har nøgent frøanlæg med et eller to frø, omgivet af opsvulmede, kødfulde, bærlignende røde eller orange højblade. Omkring 9 arter er konstateret i Himalaya.

Talrige arter vokser på den tibetanske højslette, ofte græsset helt ned af geder, som gerne æder stænglerne, mens de er friske. Grønne stængler indsamles også til foder, og tørre planter anvendes som brændsel.

Udgravninger i Karakum-ørkenen i Turkmenistan antyder, at ledris indgik som en del af den zoroastriske rituelle drik haoma, som er identisk med den vediske drik soma. Indtagelse af haoma ‘giver indsigt’ og ’gør klog’.

 

Ephedra intermedia Persisk ledris, tibetansk ledris
Stængel mangegrenet, indtil 1 m høj, opret eller udbredt, grene gullige eller blågrønne, blade meget små, brunlige, i kranse med 3. Arten blomstrer maj-juni. De hanlige kogler sidder i kranse tæt sammen ved bladfæsterne, indtil 8 mm lange, de hunlige er ellipseformede, højblade røde eller orangerøde.

Denne art er udbredt fra Mellemøsten, Turkmenistan og Kazakhstan mod øst til det sydlige Sibirien og det nordlige Kina, mod syd gennem det tibetanske højland til Afghanistan, Pakistan og Ladakh. I Himalaya vokser den op til højder omkring 4600 m.

I traditionel kinesisk medicin kaldes denne art, samt E. sinica og E. equisetina, for 麻黄 (ma huang), som betyder ’gul hamp’. Bladene af disse arter benyttes til behandling af en lang række lidelser, bl.a. feber, hjerte-kar-sygdomme, dårlige nerver, lungeproblemer samt diarré. De er også virksomme mod visse typer af virus. Roden anvendes til at dæmpe svedeture, fremkaldt af svækkelse af kroppen. I Tibet benyttes arten mod leverlidelser.

Den medicinske anvendelse af en nær slægtning, E. gerardiana, er omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

Persisk ledris med frugter, Gayk, Ladakh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ericaceae Lyngfamilien
En meget stor familie med omkring 125 slægter og ca. 4000 arter af træer, buske, slyngplanter og urter, vidt udbredte i subarktiske og tempererede områder, og også i store højder i tropiske regioner. Kronen har 4 eller 5 sammenvoksede kronblade, som danner en tragt-, flaske- eller klokkeformet blomst, normalt med korte flige. Omkring 12 slægter forekommer i Himalaya.

 

Agapetes
Denne slægt, som omfatter omkring 115 arter af stedsegrønne epifytiske buske og nogle få træer, er udbredt fra det østlige Nepal og det sydøstlige Tibet mod øst til det østlige Kina, mod syd til Bangladesh, Indokina og Malakka-halvøen. Der er 5 arter i Himalaya, alle små epifytiske buske.

Slægtsnavnet er oldgræsk og betyder ‘henrivende’, hvilket utvivlsomt hentyder til de smukke blomster.

Planter fra Ny Guinea og den sydvestlige del af Stillehavet, som tidligere var placeret i denne slægt, er blevet overført til slægten Paphia.

 

Agapetes serpens
Blomsterne hos denne lille epifyt, der kan blive op til 60 cm lang, minder om små lanterner, hvilket har givet anledning til det engelske navn Himalayan lantern. De kortstilkede, læderagtige blade, som sidder tæt sammen, er mørkegrønne på oversiden og lysegrønne på undersiden, smalt ovale eller aflange, skarpt tilspidsede, indtil 2 cm lange og 8 mm brede, margin let nedadbøjet, tandet mod spidsen. De hængende blomster sidder i bladhjørnerne, enlige eller 2-3 sammen, de stærkt grønne bægerblade danner en op til 4 mm lang skål med 5 spidse flige, indtil 4 mm lange. Kronen er rørformet, 5-kantet, håret langs kølene, indtil 2,8 cm lang, rød, orange eller hvid med lyserødt skær, med purpurrøde zig-zag-striber samt trekantede, tilbagebøjede flige, op til 3 mm lange. Blomstringstiden er lang, fra feb. til juni. Bærret er topformet, 5-vinget, omkring 6 mm i diameter. Modne frugter er spiselige.

Denne art forekommer fra det østlige Nepal mod øst til Bhutan og det sydøstlige Tibet, voksende i skove i højder mellem 1200 og 2700 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘krybende’, hvilket sigter til artens epifytiske levevis.

 

 

Nepal 2013
Agapetes serpens, fotograferet i den nedre del af Ghunsa-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cassiope Kantlyng
Kantlyng omfatter omkring 17 arter af dværgbuske, udbredt fra nordlige tempererede skove mod syd til Himalaya, Kina, Japan og det vestlige USA. Der findes 2 arter i store højder i Himalaya.

Slægtsnavnet blev givet med hentydning til disse planters skønhed. I den græske mytologi var Kassiopeia gift med Kong Kefeus, der regerede i kongedømmet Etiopien. Hun var arrogant og forfængelig og påstod, at hun og datteren Andromeda var smukkere end alle nereiderne, havnymfer, som var døtre af havguden Nereus. Dette fremkaldte vrede hos Poseidon, som regerede over havet, og han beordrede havuhyret Ketus at ødelægge Etiopien. I et forsøg på at frelse deres kongedømme kontaktede Kefeus og Kassiopeia et orakel, som sagde, at den eneste måde at berolige Poseidon på var at ofre datteren Andromeda. Hun blev lænket til en klippe ved havet og overladt til sin skæbne, men blev frelst af helten Perseus, som forandrede Ketus til en klippe. I stedet placerede Poseidon Kassiopeia i himlen, lænket til en trone i samme stilling, som Andromeda havde haft ved havet.

 

Cassiope fastigiata
Denne smukke dværgbusk bliver op til 20 cm høj, som ung med krybende grene, der senere bliver oprette og parallelle. De læderagtige blade er tiltrykte, tæt overlappende ovalt trekantede, indtil 6 mm lange og 2 mm brede, med sølvhvid håret rand. De bredt klokkeformede, nikkende blomster, som sidder i bladhjørnerne, er op til 9 mm lange, krone snehvid, rødlig i svælget, med udbredte, op til 4 mm lange flige. Bægeret er iøjnefaldende, rødbrunt eller purpurfarvet, med indtil 5 mm lange flige. Blomstring finder sted mellem maj og aug.

Den er udbredt fra Pakistan mod øst til Bhutan og det sydlige Tibet, voksende blandt klipper og i åbne områder i højder mellem 2800 og 5000 m.

Artsnavnet er latin og betyder egentlig ’tilspidset’, men i botaniske sammenhæng betyder det ‘med oprette og parallelle grene’.

 

 

Cassiope fastigiata, fotograferet i Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh (øverst), samt i Gokyo-dalen, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gaultheria Bjergté
En vidt udbredt slægt af buske og dværgbuske, som rummer ca. 135 arter, hjemmehørende i det østlige og sydlige Asien, det sydøstlige Australien og New Zealand, samt i Nord- og Sydamerika. 7 arter forekommer i Himalaya.

I 1748 navngav den svenske naturhistoriker Pehr Kalm (1716-79), som var elev af den berømte Carl von Linné (1707-78), denne slægt til ære for den franske læge og naturhistoriker Jean-François Gaulthier (1708-56) fra Quebec, som havde udarbejdet en liste over medicinplanter. Han døde ung af tyfus.

 

Gaultheria fragrantissima
En stedsegrøn busk, normalt under 2 m høj, undertiden op til 4 m. Bladene er meget variable, elliptiske, aflange, ovale eller lancetformede, 5-17 cm lange og 2-6,5 cm brede, læderagtige, med små stive hår på undersiden og 4-7 par nerver, spidse, margin med stive hår. Bladstilkene er røde som unge. I april-maj har arten i bladhjørnerne tætte, op til 9 cm lange klynger af smukke hvide blomster, som udsender en dejlig duft. Kronen er hvid, kugle- eller urneformet, indtil 5 mm lang og 3 mm bred, med meget korte flige. Blomstring forekommer april-maj. Det vedvarende, purpurblå, kødfulde bæger er vokset sammen med kapslen og danner en bærlignende frugt, op til 6 mm i diameter. Frugterne ædes ofte af fugle, når de er modne.

Denne plante er udbredt fra Uttarakhand mod øst til Myanmar og Yunnan-provinsen, mod syd til Sri Lanka og det vestlige Indonesien. I Himalaya vokser den i skove og krat i højder mellem 1500 og 3200 m. Den er meget almindelig i Nepal.

I Nepal spises modne bær rå, og de destilleres også til alkohol. Saften af umodne frugter benyttes mod mavepine, og saften af bladene tages mod hoste samt til at uddrive indvoldsorm. Olie ekstraheret fra bladene smøres på skab og anvendes også mod rheumatisme.

Artsnavnet er latin og betyder ‘særdeles duftende’.

 

 

Gaultheria fragrantissima, voksende neden for passet Burlung Bhanjyang, Shivapuri-Nagarjun Nationalpark (øverst), nær Brabal, Langtang Nationalpark (i midten), samt nær Gul Bhanjyang, Helambu, alle i det centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gaultheria fragrantissima med modnende frugter, Chipling, Helambu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gaultheria fragrantissima med frugter, Gul Bhanjyang, Helambu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Unge blade har stærkt røde stængler, Burlung Bhanjyang. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gaultheria trichophylla
Sent på sommeren kendes denne mangegrenede, krybende dværgbusk nemt på sine stærkt blå, næsten selvlysende bær, som er spiselige. De elliptiske, læderagtige, spidse blade er meget små, op til 1 cm lange og 5 mm brede, med stivhåret rand. Blomsterne er enlige i bladhjørnerne, krone klokkeformet, hvid, op til 6 mm lang og bred, med 5 oprette, indtil 3 mm lange flige. Blomstring finder sted maj-juli. Det vedvarende, himmelblå, kødfulde bæger er vokset sammen med kapslen og danner en bærlignende frugt, op til 1 cm i diameter.

Arten er meget almindelig i skove i højder mellem 2700 og 4700 m, krybende hen over klipper og skrænter. Dens udbredelse er fra Pakistan mod øst til det sydvestlige Kina.

I 1839 skrev den britiske kirurg og naturhistoriker John Forbes Royle (1798-1858) følgende om denne art: “Denne plante er hjemmehørende i kolde, højliggende områder, såsom Jumnotri, toppen af Choor, samt bjergene omkring Kashmir, og i ighed med mange planter i sådanne omgivelser er den udstyret med stive hår på de yngre øvre grene, sandsynligvis som beskyttelse mod streng kulde. Bægeret, som er sammenvokset med den nedre del af kapslen, bliver kødfuldt og danner en spiselig frugt i september måned.” (Kilde: J.F. Royle, 1839. Illustrations of the Botany and Other Branches of the Natural History of the Himalayan Mountains, and of the Flora of Cashmere. Allen and Company, London)

Artsnavnet er afledt af oldgræsk thrix (‘hår’) og phyllon (‘blad’), hvilket sigter til de stive hår langs bladranden.

 

 

Nepal 2009-1
Frugter af Gaultheria trichophylla, Gopte, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pieris
Denne lille slægt med 7 arter buske eller små træer er hjemmehørende i Centralasien, Fjernøsten, det østlige Nordamerika, samt på Cuba. En enkelt art forekommer i Himalaya.

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk Pieria, som var musernes hjemsted. Det hentyder sikkert til disse planters smukke blomster.

 

Pieris formosa
Normalt en busk mellem 1 og 5 m høj, men kan undertiden blive op til 10 m. Bladene er mørkegrønne, læderagtige, skinnende, ofte rødlige som unge, bladplade lancetformet, elliptisk eller aflang, 5-15 cm lang og op til 2 cm bred, margin iøjnefaldende tandet fra basis til spids. Blomsterstandene er store, akslignende, endestillede klynger, krone hvid, klokkeformet, op til 8 mm lang, indsnævret mod spidsen, med 5 små flige. Den blomstrer mellem marts og juni.

Arten er udbredt fra det centrale Nepal mod øst til Kina og det nordlige Vietnam. I Himalaya vokser den mellem 1500 og 3000 meters højde. Den er meget giftig og undgås derfor af græssende dyr. Af denne grund er den ofte meget almindelig i eroderede områder og på brakmarker. I Nepal smøres saft af bladene på skab.

Artsnavnet er latin og betyder ‘smuk’. Et passende navn!

 

 

Pieris formosa sætter et væld af duftende blomster i april-maj, og de unge blade er en køn rødlig farve. – Chipling, Helambu, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rhododendron
På græsk betyder rhododendron ‘rosentræ’, og på afstand kan blomsterklyngerne hos visse af arterne minde om roser. Disse træer og buske er imidlertid overhovedet ikke beslægtet med roser, men tilhører lyngfamilien.

En meget stor slægt, som omfatter ca. 1025 arter på verdensplan, flest i Kina, Himalaya, Malaysia, Borneo og Ny Guinea. Kina er slægtens absolutte kærneområde med ikke færre end ca. 571 arter, hvoraf de 409 er endemiske. I Himalaya findes over 100 arter, og i det ganske lille land Bhutan vokser over 60. Jo længere vestpå man bevæger sig i Himalaya, desto færre arter findes der. Det østlige Nepal kan opvise 30 arter, det vestlige Nepal 7 og Kashmir bare 4.

Arterne i Himalaya er dværgbuske, buske eller mindre træer, som blomstrer mellem marts og juli, med hovedsæson i april-maj. Hos hovedparten af arterne er blomsterne forskellige nuancer af rødt, gult eller hvidt, mens violet og grønligt er sjældnere.

I Himalaya optræder rhododendron i næsten alle plantezoner, lige fra subtropisk til alpin, men de fleste arter træffes i 2-4000 meters højde. Den største er Rhododendron arboreum, der kan blive op til 15 m høj. I den anden ende af spektret findes dværgbuske som R. nivale, R. lepidotum, R. anthopogon og R. pumilum, hvoraf sidstnævnte kun er 10-15 cm høj. Andre arter er epifyter, fx de storblomstrede R. dalhousiae og R. lindleyi.

Billeder af rhododendron-arter fra andre egne af verden kan ses på siden Planteliv: Rhododendron.

 

Rhododendron anthopogon
Denne lille duftende busk, op til 1 m høj, danner ofte tætte krat på åbne skråninger og kan dække store områder. Unge grene er dækket af brune skæl. De elliptiske eller ovale blade er op til 4 cm lange og 2,5 cm brede, basis afrundet, spids afrundet eller tilspidset, overside mørkegrøn, sparsomt skællet, underside dækket af overlappende, mørkt rødbrune eller mørkt gulbrune skæl, eller ofte begge farver. Bægerets flige er op til 6 mm lange, tæt hårede langs randen, krone tragtformet, indtil 1,2 cm lang og 2 cm i diameter, hvidlig, gullig eller lyserød, stærkt håret i svælget, med 5 store, frynsede, næsten gennemsigtige flige. Blomstring forekommer april-juli.

Den vokser i højder mellem 3000 og 5100 m, fra Pakistan mod søt til Bhutan og det sydøstlige Tibet.

I Nepal, hvor den kaldes for sun pathi, anvendes tørrede blomster som té, og bladene afbrændes som dhup (røgelse) i templer og på husaltre. Dampene fra kogte blade inhaleres for at lindre hoste og forkølelse.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk anthos (‘blomst’) og pogon (‘skæg’), hvilket formentlig hentyder til blomstens hårede svælg.

 

 

Rhododendron anthopogon, Gokyo-dalen, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne mand fra Gosainkund-området i det centrale Nepal viser et fad, fyldt med tørrede blomster af sun pathi. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rhododendron arboreum
Denne art er en af de største i slægten, idet den kan blive op til 15 m høj. Barken er brun eller rødlig, blade aflange eller lancetformede, indtil 20 cm lange og 4,5 cm brede, glinsende grønne, underside dækket af et hvidligt, brunligt, kanelfarvet eller rustfarvet hårlag, nerver nedsænkede på oversiden. Blomsterne er knaldrøde, lyserøde eller hvide, siddende i klynger på 10-20, krone klokkeformet, op til 5 cm lang og i diameter, med 5 op til 1,7 cm lange flige.

Den er meget almindelig i Himalaya, og når den blomstrer i marts-april, farves skovene stedvis røde eller lyserøde af millioner af blomster. Intensiteten af blomsternes røde farve aftager med stigende højde, og nær artens øvre grænse, omkring 3800 meters højde, ses til tider helt hvide blomster.

Den er Nepals nationalplante, kaldt for lali guras (‘rød rhododendron’), og dens blomster bringes som offergave til hinduistiske og buddhistiske templer. Kronbladene er spiselige og anvendes mod hoste og ru hals, og de laves også til pickles. Saft af barken benyttes mod diarré, dysenteri og hoste, en pasta af bladene mod hovedpine, saft af blomsterne mod dysenteri og menstruationsproblemer. Saft af bladene sprøjtes på senge mod utøj, og unge blade spredes i vandløb til at bedøve fisk. Veddet anvendes som brænde og til fremstilling af møbler, gærder og trækul. Tørrede blade anvendes som kompost.

I videste forstand har arten en meget stor udbredelse i Asien, fra Pakistan mod øst til bjergområder i det nordlige Thailand og Vietnam, med isolerede forekomster i Sydindiens og Sri Lankas bjerge. Underarter i Sydindien, ssp. nilagiricum, kaldt for Nilgiri-rhododendron, samt i Sri Lanka, ssp. zeylanicum, betragtes af nogle autoriteter som selvstændige arter.

Artsnavnet er latin og betyder ‘trælignende’, hvilket sigter til artens størrelse.

 

 

Når Rhododendron arboreum blomstrer i marts-april, farves skovene stedvis røde eller lyserøde af dens millioner af blomster. Et af disse områder er Annapurna, centrale Nepal, hvor disse billeder blev taget. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse billeder fra Nepal viser tre farvenuancer hos blomster af Rhododendron arboreum. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blomsterne hos Rhododendron arboreum producerer en overdådighed af pollen og besøges flittigt af forskellige fuglearter. På dette billede ses en stribet skadedrossel (Grammatoptila striata). – Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rhododendron barbatum
Denne art, der bliver op til 6 m høj, minder på afstand meget om R. arboreum (ovenfor), men på nærmere hold afsløres, at den har distinkte kirtelhår på bladstilke og unge kviste. Stammen er lyserød, og barken skaller af i tynde, kanelfarvede eller grålige strimler. De skarlagenrøde blomster sidder i tætte skærme, op til 13 cm i tværmål, og de klokkeformede blomster er op til 3,6 cm lange, med 5 sort-røde nektaransamlinger ved basis. Blomstring finder sted april-juni.

Den er meget almindelig i Himalaya, hvor den ofte danner rene bestande i højder mellem 2400 og 3600 m, fra Uttarakhand mod øst til Bhutan og det sydøstlige Tibet.

Artsnavnet er latin og betyder ‘skægget’, hvilket sigter til børsterne på kviste og bladstilke.

 

 

Rhododendron barbatum danner ofte rene bestande i højder mellem 2400 og 3600 meter, som på disse billeder fra Kutumsang, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rhododendron barbatum, Ghorepani, Annapurna, centrale Nepal. Bemærk den bleggrønne bladunderside uden filthår. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette billede fra Helambu, centrale Nepal, viser artens distinkte hår på bladstilkene. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Barken hos Rhododendron barbatum skaller af i tynde, kanelfarvede strimler. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rhododendron campanulatum
Denne attraktive plantes latinske artsnavn er afledt af latin campanula (’lille klokke’), hvilket sigter til dens klokkeformede blomster. Den bliver op til 6 m høj, blade læderagtige, bredt elliptiske eller ovale, indtil 15 cm lange og 6 cm brede, med afrundet spids og et rustfarvet hårlag på undersiden. Blomsterne sidder i klynger på op til 12, krone rosenfarvet, violet eller purpurfarvet, sjældent hvid, op til 4 cm lang, med 5 afrundede flige. Blomstring finder sted april-juli.

Den er meget almindelig i Himalaya, hvor den ofte danner tætte krat mellem 2800 og 4300 meters højde, fra Pakistan mod øst til Bhutan og det sydøstlige Tibet.

I Nepal benyttes dens ved som brænde, og saft af bladene anvendes mod rheumatisme og syfilis.

 

 

Rhododendron campanulatum, Kyanjin Gompa, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. Bjerget i baggrunden er Langtang II (7227 m). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blomster af Rhododendron campanulatum med regndråber, Ghunsa-dalen, østlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rhododendron campanulatum kendes bl.a. på det ægformede blad, som har et rustfarvet hårlag på undersiden. – Ghunsa-dalen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rhododendron campylocarpum
Denne op til 3 m høje busk er meget almindelig i højder mellem 3000 og 4000 m, fra det østlige Nepal mod øst til det sydvestlige Kina. Stedvis farver den hele skovpartier lysegule med sine smukke blomsterstande.

Bladene er mørkegrønne, skinnende på oversiden, bleggrønne på undersiden, afrundede eller elliptiske, op til 8,5 cm lange og 4 cm brede, margin let tilbagebøjet, spids afrundet. De klokkeformede bleggule blomster sidder i endestillede skærme, op til 7 sammen, krone indtil 4 cm lang og i tværmål, med 5 op til 2 cm lange flige. Arten blomster maj-juni.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk kampylos (‘buet’) samt karpos (‘frugt’), hvilket sigter til de buede kapsler hos denne plante.

 

 

Rhododendron campylocarpum meget almindelig i Khumbu-området i det østlige Nepal, hvor disse billeder stammer fra. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rhododendron ciliatum
En lille busk op til 2 m høj, som ofte vokser på klipper. Bladene er læderagtige, elliptiske eller aflange, op til 9 cm lange og 3,7 cm brede, stærkt hårede langs randen og midterribben, skællet på undersiden. Blomsterne sidder i små endestillede klynger, 2-4 sammen, krone tragtformet, op til 5 cm lang, hvid eller svagt lyserød med 5 overlappende flige, som har et lille indhak, blomsterstilk håret. Blomstringstiden er maj-juni.

Denne plante har en ret begrænset udbredelse, fra det østlige Nepal mod øst til Bhutan og det sydøstlige Tibet, voksende i højder mellem 2700 og 3900 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘håret’, hvilket sigter til de stive hår langs bladrand og på blomsterstilk.

 

 

Rhododendron ciliatum, Barun-dalen, østlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rhododendron cinnabarinum
Denne op til 4 m høje busk kan kendes på sine aflange, rørformede, voksagtige, ofte hængende, indtil 5 cm lange blomster, der oftest er mørkerøde, men undertiden lyserøde, gule eller purpurfarvede, kronen med 5 næsten oprette, indtil 1,7 cm lange flige. De læderagtige blade er elliptiske, aflange eller ovale, op til 10 cm lange og 5 cm brede, blågrønne og skællede på undersiden. Arten blomstrer maj-juni.

Den vokser i højder mellem 3000 og 4000 m, fra det østlige Nepal mod øst til Myanmar og Yunnan-provinsen.

I Nepal indsamles dens ved til brænde.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk kinnabaris, hvilket angiver en stærkt rød farve med et skær af orange. Navnet hentyder naturligvis til blomsternes farve.

 

 

Rhododendron cinnabarinum er almindelig i den øvre del af Ghunsa-dalen, østlige Nepal, hvor dette billede blev taget. Grenene er behængt med skæglaver (Usnea). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Den mest almindelige farve hos blomsterne af Rhododendron cinnabarinum er mørkerød. – Ghunsa-dalen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Undertiden kan observeres blegere blomster med purpuragtigt skær. – Ghunsa-dalen. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rhododendron dalhousiae
I april-juni fremviser denne epifytiske, indtil 2 m lange art en overdådighed af store, duftende, gule eller citronfarvede blomster, der efterhånden bliver snehvide. Kronen er op til 10 cm lang og i tværmål, med 5 store tilbagebøjede flige. Unge skud er forsynet med hårede skæl. Bladene er aflange eller omvendt lancetformede, indtil 15 cm lange og 5 cm brede, med indsænkede nerver på oversiden, underside blågrøn og skællet.

Den er udbredt fra det centrale Nepal mod øst til Arunachal Pradesh og det sydøstlige Tibet, og den findes også i Bangladesh. I Himalaya træffes den i højder mellem 2000 og 2500 m.

Denne pragtfulde plante dyrkes andre steder som prydplante og er truet af overdreven indsamling. I Nepal smøres saft fra dens unge blade på sår på kvæg.

Den blev navngivet af den britiske botaniker Joseph Dalton Hooker (se nedenfor) til ære for Lady Dalhousie, hustru til George Ramsay, den 9. jarl af Dalhousie, som var generalguvernør i Indien i første halvdel af 1800-tallet. Lady Dalhousie var en ivrig indsamler af planter.

Rhododendron lindleyi minder om denne art, men dens bæger har bløde hvide hår langs randen.

 

 

Rhododendron dalhousiae, nær Tashigaon, Arun-dalen, østlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På dette eksemplar af Rhododendron dalhousiae er blomsternes farve skiftet til snehvid, Gyapla, Ghunsa-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Joseph Dalton Hooker
Joseph Dalton Hooker (1817-1911) var en britisk botaniker, en af pionererne inden for geografisk botanik. Han deltog i adskillige botaniske ekspeditioner, til Antarktis 1839-43, til Himalaya og Indien 1847-51, til Palæstina 1860, til Marokko 1871, samt til det vestlige USA 1877.

I 1865 blev han udnævnt til direktør for den Kongelige Botaniske Have i Kew – en post, som han holdt i 20 år. Han var en nær ven af den berømte Charles Darwin (1809-82).

Under sit ophold i Asien beskrev han ikke færre end 22 nye rhododendron-arter fra Sikkim og andre områder i det østlige Himalaya.

 

 

Joseph Dalton Hooker var en af de mest fremtrædende botanikere i 1800-tallet. (Foto: Offentligt domæne)

 

 

 

Rhododendron fulgens
Denne busk, som bliver op til 4 m høj, har en ret begrænset udbredelse, fra det østlige Nepal mod øst til Bhutan og det sydøstlige Tibet, voksende i højder mellem 3300 og 4500 m. Bladene er læderagtige, aflange eller bredt ovale, indtil 11 cm lange og 7 cm brede, basis afrundet eller hjerteformet, spids afrundet, skinnende grønne på oversiden, dækket af rødbrune hår på undersiden. De blodrøde blomster er klokke- eller tragtformede, indtil 4 cm lange og i tværmål, med 5 mørke nektarkirtler i svælget. Støvknapperne er chokoladebrune. Blomstringstiden er april-juni.

I Nepal anvendes veddet som brænde.

Artsnavnet er latin og betyder ‘skinnende’, hvilket formentlig hentyder til bladene.

 

 

Mange rhododendron-arter er yderst hårdføre. Tidligt om morgenen er disse blomster af Rhododendron fulgens i Barun-dalen, østlige Nepal, dækket af rimfrost. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rhododendron hodgsonii
Denne store busk, der kan blive indtil 7 m høj, kendes nemt på den tætte, fladtoppede blomsterstand og de store blade. Den har en ret begrænset udbredelse, fra det østlige Nepal mod øst til Arunachal Pradesh og det sydøstlige Tibet, ofte dannende rene bevoksninger i højder mellem 3000 og 4000 m.

De læderagtige, tykstilkede blade er aflange, elliptiske eller omvendt lancetformede, op til 30 cm lange og 12 cm brede, mørkegrønne på oversiden, uldhårede på undersiden, spids og basis afrundet. Blomsterstandene er meget tætte, fladtoppede klynger med 15-20 blomster, krone tragt- eller klokkeformet, højrød, purpurfarvet, lyserød eller hvidlig, op til 4 cm lang og 5 cm i diameter, med 7-8 små flige og mørkere pletter nær basis af svælget. Den blomstrer april-juni.

I Nepal anvendes veddet som brænde.

Arten blev navngivet af Joseph Dalton Hooker (se R. dalhousiae ovenfor) til ære for hans ven, den britiske naturhistoriker og etnolog Brian Houghton Hodgson (1801-94), som beskrev talrige plante- og dyrearter i Himalaya.

 

 

Tæt skov af Rhododendron hodgsonii, nedre del af Barun-dalen, Makalu-Barun Nationalpark, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blomsterfarven hos Rhododendron hodgsonii varierer fra hvidlig til en dyb tone af lyserød. Her står min guide Saila Tamang under en frodig bevoksning i Barun-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rhododendron hodgsonii, Barun-dalen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rhododendron hodgsonii, Ghunsa-dalen, østlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rhododendron lepidotum
De langstilkede blomster hos denne dværgbusk, der bliver op til 1,5 m høj, varierer meget i farve, fra rødlig eller purpurfarvet til lyserød og hvid. En form med gullige blomster er sjælden. De udgår fra bladhjørnerne, er bredt klokkeformede, indtil 1,7 cm lange og 2,5 cm i tværmål, ofte endestillede, enlige eller op til 4 sammen. Bladformen varierer også meget og kan være aflang, elliptisk, oval eller lancetformet, op til 3,8 cm lang og 1,8 cm bred, skællet på begge flader, spids eller but for enden, undertiden med en kort torn. Blomstringstiden er lang, fra maj til august.

Den er en af de videst udbredte rhododendron-arter i Himalaya, idet den forekommer fra Pakistan mod øst til det sydvestlige Kina. Højdemæssigt har den et meget bredt spektrum, idet den findes mellem 2000 og 4700 m.

I Nepal afbrændes bladene som dhup (røgelse) i templer. Té brygget på bladene indtages som blodrensende middel. Stødte blade strøes på senge mod utøj.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk lepís (‘skæl’), hvilket sigter til, at bladene er stærkt skællede på begge sider.

 

 

Krat af den rødblomstrede form af Rhododendron lepidotum, Mundo, øvre del af Langtang-dalen, centrale Nepal (øverst), samt Ghumtarao, Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rødblomstret form, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. Bemærk myren i blomstren. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Den hvidblomstrede form, Ghunsa-dalen, østlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Den sjældne gullige form, observeret i Gokyo-dalen, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rhododendron nivale
Den alpine zone over trægrænsen i Himalaya rummer adskillige arter af dværgagtige rhododendron-arter, bl.a. denne plante, som er udbredt fra det vestlige Nepal mod øst til det sydvestlige Kina, i højder mellem 4500 og 5600 m, fortrinsvis i ret tørre områder.

En lav, kompakt, mangegrenet dværgbusk, krybende eller til tider op til 90 cm høj, blade indtil 1,5 cm lange og 6 mm brede, elliptiske, ovale eller afrundede, spids but, basis bredt trekantet, skællet på begge sider, underside gullig eller brunlig. Blomsterne er enlige eller op til 3 sammen, bæger ganske lille eller manglende, krone variabel i farve, purpur, magenta, lilla eller lyserød, bredt tragtformet, indtil 1,3 cm i tværmål, kronrør op til 6 mm langt. Den blomstrer juni-aug.

Den minder en del om R. setosum (nedenfor), men bladranden hos denne har normalt stive hår, og dens blomster er større.

Artsnavnet er afledt af latin nix (‘sne’) samt endelsen alis, således ‘findes i sne’, hvilket sigter til, at denne plante vokser i meget store højder.

 

 

Rhododendron nivale, fotograferet i Khumbu-regionen i det østlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rhododendron pumilum
Denne plante bliver sjældent over 10 cm høj, hvilket afspejles af dens latinske artsnavn, afledt af pumilio (‘dværg’). De læderagtige blade er ovale eller elliptiske, skællede på undersiden, indtil 2 cm lange og 1,2 cm brede, basis afrundet, spids afrundet eller tilspidset, often med en kort torn. Blomster lyserøde, tragt- eller klokkeformede, nikkende, enlige eller op til 3 sammen, krone indtil 2 cm lang, dunet på ydersiden. Blomstring forekommer mellem april og juli.

Arten er udbredt fra det østlige Nepal mod øst til Myanmar og det sydvestlige Kina, i højder mellem 3300 og 4300 m. Dens foretrukne habitater er klipper og åbne skrænter.

 

 

Rhododendron pumilum, Barun-dalen, østlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rhododendron setosum
En dværgbusk, som bliver op til 50 cm høj, grene stivhårede, blade elliptiske, aflange eller ovale, til 1,5 cm lange og 8 mm brede, spids og basis afrundet, overside mørkegrøn med gyldne skæl, normalt med stive hår langs randen, undertiden tilbagebøjet, underside bleggrøn, kraftigt skællet. Blomsterne er enlige eller op til 4 sammen, bæger dybt kløvet med afrundede, op til 8 mm lange, skællede flige, krone bredt tragtformet, blegviolet, lyserød med purpurfarvet skær, undertiden blegt lyserød, indtil 1,8 cm i tværmål, kronrør op til 8 mm langt, støvbærere 10, lange og udbredte. Blomstring finder sted mellem april og juli.

Den vokser på alpine skråninger i højder mellem 3600 og 4800 m, fra det centrale Nepal mod øst til Bhutan og et enkelt sted i det sydlige Tibet.

I Nepal anvendes tørrede blade som té.

Artsnavnet er afledt af latin saeta (‘stift hår’), hvilket sigter til de stive hår langs bladranden.

Denne art minder en del om R. nivale (ovenfor), men dens bladrand har normalt lange hår, og blomsterne er større og mere rødviolette.

 

 

Rhododendron setosum, Machhermo, Gokyo-dalen, Khumbu, østlige Nepal. I baggrunden ses tibetanske bedeflag. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne blev fotograferet foran et bjerg ved navn Taboche (6367 m), Khumbu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette billede viser formen med lyserøde blomster ved siden af normalt farvede blomster, Khumbu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nærbillede af blomsterne og de skællede blade, Khumbu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rhododendron thomsonii
Denne busk, som bliver indtil 5 m høj, kendes nemt på de bredt klokkeformede, voksagtige, kødfulde, blodrøde, op til 6 cm lange blomster, samt på det mere blegrøde, kødfulde, tiltrykte bæger. De stilkede blade er ovale eller næsten cirkelrunde, friskgrønne på oversiden, blågrønne på undersiden, indtil 7 cm lange og 6 cm brede. Blomsterne sidder i tætte, endestillede, fladtoppede skærme med 4-8 blomster, kronen med 5 store, afrundede flige med indhak for enden. Arten blomstrer maj-juni.

Den foretrækker fugtige områder og ses især nær vandløb i højder mellem 2900 og 4000 m, fra det østlige Nepal mod øst til Bhutan og det sydøstlige Tibet.

Artsnavnet blev givet af Joseph Dalton Hooker (se R. dalhousiae ovenfor) til ære for hans ven, den britiske kirurg og botaniker Thomas Thomson (1817-78), som var bidragsyder til det første bind af Flora Indica.

 

 

Disse billeder er fra Ghunsa-dalen i det østlige Nepal, hvor Rhododendron thomsonii er almindelig. Planten med lyserøde blomster er Rhododendron campanulatum, og træet med nyudsprungne blade er lærke-arten Larix griffithii. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rhododendron triflorum
En stedsegrøn eller undertiden løvfældende, op til 4 m høj busk, hvis bark skaller af i tynde, kanelfarvede strimler. Unge grene er skællede. Bladene er variable, ovale, aflange eller lancetformede, spidse, indtil 8 cm lange og 2,5 cm brede, basis afrundet eller hjerteformet, glatte og skinnende på oversiden, med skæl og kirtler på undersiden. De endestillede blomsterstande sidder mellem de nye skud og har 3 blomster, som antydet af artsnavnet. Den klokkeformede krone er op til 3,5 cm lang og 5 cm i tværmål, bleggul med grønligt skær, med grønne eller brune pletter indvendigt. Blomstring finder sted april-maj.

Arten vokser i skove og krat i højder mellem 2400 og 3700 m, fra det østlige Nepal mod øst Bhutan og Yunnan-provinsen.

I Nepal anvendes veddet som brænde.

 

 

Rhododendron triflorum, Ghunsa-dalen, østlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rhododendron wallichii
Denne op til 4 m høje busk minder meget om R. campanulatum (ovenfor) og blev tidligere betragtet som en underart af denne. Undersiden af bladene er dog uden hårlag, og dens klokkeformede blomster er normalt helt hvide, undertiden med lyserødt eller violet skær. Den blomstrer maj-juni.

Den er udbredt fra det østlige Nepal mod øst til Bhutan og det sydøstlige Tibet, voksende i skove og krat, samt på åbne skråninger, i højder mellem 3000 og 4300 m.

Artsnavnet blev givet til ære for den danske læge og botaniker Nathaniel Wallich (1786-1854), som studerede flora i Indien og Himalaya i begyndelsen af 1800-tallet (se Strobilanthes atropurpurea ovenfor).

Nogle autoriteter, bl.a. Kew Gardens, betragter stadig denne plante som værende identisk med R. campanulatum.

 

 

Rhododendron wallichii er meget almindelig i Khumbu-området i det østlige Nepal, hvor disse billeder blev taget. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rhododendron wightii
Denne busk, som bliver indtil 4 m høj, danner krat mange steder i det østlige Himalaya, hvor den er udbredt fra det østlige Nepal mod øst til det sydøstlige Tibet, i højder mellem 3300 og 4300 m.

De læderagtige blade er store, aflange eller elliptiske, spidse, op til 20 cm lange og 7 cm brede, med et rustfarvet filtlag på undersiden. De klokkeformede blomster sidder i åbne skærme med 10-20 blomster, krone indtil 4,5 cm lang og 5 cm i diameter, bleggul med knaldrøde pletter indvendigt nær svælget. Blomstringstiden er maj-juni.

I Nepal anvendes veddet som brænde.

Artsnavnet blev givet til ære for den skotske kirurg og botaniker Robert Wight (1796-1872), der tilbragte størstedelen af sit liv i det sydlige Indien, hvor han var den ledende botaniske taksonom og beskrev 110 nye slægter og 1267 nye arter. I Madras publicerede han en række illustrerede værker, bl.a. Icones Plantarum Indiae Orientalis (1838-53) i 6 bind, samt Illustrations of Indian Botany (1838-50) og Spicilegium Neilgherrense (1845-51).

 

 

Rhododendron wightii, Barun-dalen, østlige Nepal. På det øverste billede er den fotograferet foran en sort klippevæg ved navn Neh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Fabaceae Ærteblomstfamilien
Denne familie af urter, slyngplanter, buske og træer er udbredt næsten overalt i verden. Med omkring 750 slægter og 19.000 arter udgør den den tredjestørste plantefamilie, kun Orchidaceae og Asteraceae er større.

Bladene er snitdelte hos de fleste arter, men nogle er trekoblede eller håndformede. Frugten er en bælg, der sædvanligvis er meget længere end bred. Den åbnes ved modenhed langs to sømme.

Ifølge den nyeste revision omfatter denne familie i dag 6 underfamilier, hvoraf kun en enkelt, Faboideae (Papilionoideae), omtales nedenfor. Medlemmer af to andre underfamilier, Caesalpinioideae (som inkluderer den tidligere underfamilie Mimosoideae), samt Cercidoideae, er beskrevet på hjemmesidens engelske del, se Plants: Himalayan flora 2.

Blomsterne i underfamilien Faboideae har en unik opbygning. Af de 5 kronblade er det midterste, kaldt fanen, større end de øvrige og sidder bagest i blomsten. Under blomstringen danner fanen et beskyttende tag over støvvejen og støvdragerne. De to sidestillede kronblade er lige store og kaldes vingerne, mens de to nederste har hver sin stilk, men er vokset sammen i spidsen. Tilsammen kaldes de for båden eller kølen, og de omslutter støvdragere og støvvej.

 

Astragalus Astragel
Denne kæmpestore slægt, der omfatter over 3000 arter af urter og dværgbuske, er hjemmehørende i tempererede områder på den nordlige halvkugle. Omkring 100 arter findes i Himalaya.

Disse planter er meget variable, fra blødhårede urter til stikkende dværgbuske. Bladene hos langt størstedelen er snitdelte med talrige småblade. Bægeret er rørformet med 5 korte tænder eller flige, ofte af uens længde. De ligner meget medlemmer af slægten spidsbælg (Oxytropis, se nedenfor), men spidsen af blomstens køl er but, i modsætning til kølen hos spidsbælg, som er forsynet med et næb. Bælgen er ofte delt på langs i to kamre.

I Oldtidens Grækenland dækkede ordet astragalos en af knoglerne i ankelleddet, som man kaldte kugleknoglen. Der blev fremstillet terninger af disse knogler fra visse dyrearter. Astragalos var også navnet på sort fladbælg (Lathyrus niger). En mulig forklaring er, at for grækerne lignede frøene af denne plante terningerne fremstillet af kugleknogler.

 

Astragalus candolleanus
En tornet dværgbusk, som danner kompakte puder, undertiden op til 50 cm høj, men oftest langt lavere. Grenene er dunhårede, med talrige gullige, stråfarvede eller brunlige indtil 10 cm lange torne, som er resterne af gamle bladstilke. De snitdelte blade er op til 12,5 cm lange, med 17-25 aflange eller ovale småblade, dunhårede eller glatte, indtil 1,3 cm lange. De gule blomster sidder i tætte, næsten stilkløse klynger, bæger rødligt eller grønt, tæt silkehåret, op til 1,3 cm langt, med indtil 6 mm lange tænder. Fanen er glat, op til 2,5 cm lang, vinger indtil 2,3 cm lange, køl meget kort. Den op til 2,6 cm lange bælg er dunhåret. Blomstringstiden er lang, fra maj til aug.

Denne art er udbredt i tørre, åbne dale i højder mellem 2700 og 4500 m, fra det nordlige Pakistan mod øst til det centrale Nepal. Den er ret almindelig i Chamba, Himachal Pradesh, samt i den øvre del af Langtang-dalen, centrale Nepal.

Artsnavnet hædrer den schweiziske botaniker Augustin Pyrame de Candolle (1778-1841), som skabte en ny naturlig klassification af planter.

 

 

Astragalus candolleanus, Kyanjin Gompa, øvre del af Langtang-dalen, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Astragalus nivalis
Denne krybende urt, undertiden op til 25 cm høj, kendes nemt under frugtsætning på det stærkt opsvulmede lyserøde bæger. Stængler grønne eller rødlige, med et sparsomt dække af tiltrykte hvide hår. De snitdelte blade er op til 4 cm lange, med 9-19 ovale eller elliptiske, afrundede småblade, indtil 8 mm lange og 4 mm brede, begge overflader tæt dækket af tiltrykte hvide hår. Blomsterstandene er tætte endestillede klynger med op til 20 blomster, lyserøde eller violette med hvidlig basis, op til 2 cm lange. Efter blomstringen bliver det op til 1,3 cm lange bæger stærkt opsvulmet og minder om en lille ballon. Den op til 9 mm lange og 3,5 mm brede bælg er indesluttet i bægeret. Den er dækket af hvide og sorte hår. Blomstring finder sted juni-aug.

Arten vokser i tørre ørkener eller halvørkener i op til 4600 meters højde, fra Kazakhstan, Kirgisien, Tajikistan og Afghanistan mod øst gennem Ladakh, Himachal Pradesh og Tibet til Gansu.

Artsnavnet er afledt af latin nix (‘sne’), samt endelsen alis, således ‘forekommer i sne’, hvilket sigter til de store højder, som planten vokser i.

 

 

Disse billeder viser det karakteristiske oppustede lyserøde bæger hos Astragalus nivalis, observeret nær Lossar, Spiti, Himachal Pradesh (øverst), samt nær Pang, Ladakh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Astragalus oplites
Denne særdeles tornede dværgbusk minder om A. candolleanus (ovenfor), men danner kompakte puder, der kan måle op til 1 m i diameter, med grene I stjerneform fra midten. De gullige torne, som er op til 4 cm lange, er resterne af gamle bladstængler. Bladene er snitdelte, indtil 18 cm lange og med 21-41 ovale småblade, indtil 1 cm lange og 2,5 mm brede, butte eller med et lille indhak for enden. Det op til 1,5 cm lange bæger er dækket af sorte og hvide hår, tænder indtil 5 mm lange. De gule blomster sidder i klynger på 2-5, fane glat, op til 2,8 cm lang, vinger indtil 2,3 cm, køl til 2,1 cm. Bælgen er håret, op til 2 cm lang og 4 mm bred, med et lige, op til 5 mm langt næb. Arten blomstrer mellem juni og sep.

Den er udbredt fra Xinjiang mod syd gennem det vestlige Tibet til Kashmir, og derfra mod øst til det centrale Nepal, voksende på tørre, stenede steder i højder mellem 3000 og 4500 m.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk hoplites (‘en stærkt bevæbnet fodsoldat’), oprindeligt fra hoplon (‘våben’), hvilket naturligvis sigter til de talrige torne.

 

 

Astragalus oplites, Jhong-dalen, Mustang, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I dette landskab nær Jharkot i Jhong-dalen er stikkende buske af Astragalus oplites stort set de eneste planter, som græssende geder har efterladt. Den røde bygning på bjergkammen i baggrunden er en gompa, et lamaistisk kloster. Disse bygninger er nærmere omtalt på siden Religion: Buddhisme. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Caragana Ærtebusk
Denne slægt omfatter mellem 80 og 100 arter af buske, der bliver mellem 1 og 6 m høje. De er udbredt i Østeuropa og de fleste tempererede områder i Asien. Bladene er normalt snitdelte, men er mere eller mindre hånddelte hos nogle arter. Bægeret er meget kortere end kronbladene, med 5 ens flige. Bælgen er opsvulmet, ikke sammentrykt mellem frøene. Der forekommer omkring 7 arter i Himalaya.

Slægtsnavnet er det mongolske navn på C. arborescens.

 

Caragana gerardiana
En kompakt, forgrenet, stærkt tornet busk, som bliver op til 1,2 m høj. I lighed med nogle Astragalus-arter danner de gamle bladstængler stive torne, som er op til 4 cm lange, blade snitdelte, dunhårede, med 8-10 par omvendt lancetformede, tæt silkehårede, op til 7,5 mm lange småblade. De vedvarende akselblade omslutter stænglen. Bægeret er tæthåret, med trekantede tænder, blomster gule, meget kortstilkede, indtil 2,5 cm lange, enlige eller undertiden 2 sammen, siddende op langs stænglen. Bælgen er grå, tæt silkehåret, indtil 2,5 cm lang. Blomstring finder sted maj-juli.

Denne art vokser på tørre stepper og i halvørken i højder mellem 2600 og 4200 m, fra Afghanistan mod øst til det centrale Nepal, og derfra mod nord gennem det vestlige Tibet til Qinghai. Den indsamles ofte til brændsel.

Artsnavnet blev givet til ære for den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612), der offentliggjorde et stort værk om urtemedicin med titlen Herball or Generall Historie of Plantes.

 

 

Caragana gerardiana, observeret i den øvre del af Marsyangdi-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Erythrina Koraltræ
En stor slægt med over 100 arter af løvfældende træer, udbredt i troperne og subtroperne, med 3 arter i Himalaya. Bladene er trekoblede, blomster røde eller skarlagenrøde, fane meget længere end vinger og køl.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk erythros (‘rød’), hvilket i lighed med det danske navn hentyder til de pragtfulde koralrøde blomster hos mange af arterne. De besøges af en mængde forskellige fuglearter, i Himalaya bl.a. asiatisk sort bulbul (Hypsipetes leucocephalus), rødøret bulbul (Pycnonotus jocosus) og karminsolfugl (Aethopyga siparaja), der æder nektar, samt halsbåndsparakit (Psittacula krameri), der undertiden æder hele blomsten.

 

Erythrina stricta
Dette træ, som kan blive op til 12 m højt, har talrige skarpe hvidlige torne på stamme og grene. Det blomstrer i marts-april inden løvspring, de skarlagenrøde blomster siddende i ensidige, akslignende, op til 13 cm lange klynger for enden af grenene. Fanen er op til 5 cm lang, dobbelt så lang som kølen. Småbladene er meget store, bredere end de er lange, indtil 19 cm lange og 25 cm brede. Bælgen er lancetformet, glat, op til 12 cm lang og 1,5 cm bred.

Arten er udbredt fra det Indiske Subkontinent gennem Indokina til det sydvestlige Kina. Den er meget almindelig i skove og åbne områder i lavere højder i Himalaya, op til omkring 1600 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘tæt sammenpresset’. Det er uklart, hvad der hentydes til.

 

 

I marts-april fremviser Erythrina stricta et væld af blomster, her nær landsbyen Tatopani i den nedre del af Kali Gandaki-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Indigofera Indigoplanter
Denne store slægt med omkring 750 arter af buske, sjældent urter, findes i størsteparten af klodens tropiske og subtropiske egne. Omkring 16 arter forekommer i Himalaya. Bladene er snitdelte, bælgen smalt aflang, med mange frø.

Førhen blev indigo, et pulver, som farver blåt, udvundet af lavlandsarten I. tinctoria, men i dag fremstilles farven syntetisk. Arterne i Himalaya kan ikke anvendes til udvinding af dette farvestof.

Slægtsnavnet er sammensat af indicum, den klassiske latinske betegnelse på dette farvestof, hvilket sigter til, at det blev fremstillet i Indien, samt fero (‘jeg bærer’).

 

Indigofera heterantha
En opret busk, indtil 2,5 m høj, stængler og grene med korte hvidlige hår. Akselblade vedvarende, linjeformede, op til 3 mm lange, med tiltrykte brunlige hår. Blade stilkede, meget variable, indtil 7 cm lange, stilk med korte hår, småblade 11-31, modsatte, elliptiske, ovale eller omvendt lancetformede,, tykke, med tiltrykte hvide hår på begge overflader, indtil 2,5 cm lange og 1,5 cm brede, butte, med en kort torn for enden. Blomsterne sidder i oprette, indtil 8 cm lange, kortstilkede klynger, bæger klokkeformet, dunhåret, indtil 4 mm langt, inklusive de trekantede tænder, som er op til 2,5 mm lange. Krone lyserød, rødlig eller purpurfarvet, indtil 1.3 cm lang, håret på ydersiden. Den linjeformede brune bælg, op til 2,5 cm lang, er sparsomt håret. Blomstring forekommer i maj-juli.

Denne art er er vidt udbredt, fra Afghanistan mod øst til Bhutan og det sydlige Tibet, samt i Sri Lanka og dele af Østafrika. I Himalaya vokser den i skove, krat og åbne stedr, i højder mellem 1500 og 3100 m. Den danner ofte store krat i den vestlige del af bjergkæden.

I Nepal fremstilles pickles af blomsterne, og løvet anvendes som foder.

Artsnavnet er en botanisk betegnelse for planter med forskellige typer støvbærere i den samme blomst, afledt af oldgræsk hetera (‘forskellig’) og anthos (‘blomst’, i denne forbindelse ‘støvbærer’).

 

 

Indigofera heterantha er et fremtrædende element i Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh, hvor disse billeder stammer fra. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lotus Kællingetand
En kæmpestor slægt, som omfatter mindst 130 arter, udbredt i tempererede og subtropiske egne af Eurasien, Afrika og Australien, samt på nogle øer i den vestlige del af Stillehavet. Nogle arter blevet forvildet andre steder, bl.a. Amerika og New Zealand. Kun en enkelt art findes i Himalaya.

Slægtsnavnet er af semitisk oprindelse, på oldgræsk lotos, hvilket var betegnelsen på en art kløver eller kællingetand, af Homer beskrevet som foder til heste. Det danske navn skyldes enten de meget spidse, rødbrune blomsterknopper, eller alternativt til kølen, som ender i en spids, der kan ligne en hjørnetand. Men hvorfor det absolut skal være en kællings tand, står hen i det uvisse.

På engelsk kaldes disse planter for bird’s-foot trefoil, hvor trefoil hentyder til de tilsyneladende trekoblede blade (se nedenfor), mens bird’s-foot hentyder til bælgene, der ofte sidder tre sammen og spredes ud fra et fælles punkt, ikke ulig en fuglefod.

Andre arter af kællingetand er præsenteret på siden Hyldest til farven gul.

 

Lotus corniculatus Almindelig kællingetand
Meget variabel, med krybende eller opstigende, glatte eller hårede, op til 80 cm lange stængler. Bladene ser ud, som om de er trekoblede, men i virkeligheden er der 5 småblade, hvoraf de 2 nederste er vidt adskilte fra de 3 endestillede. Småbladene er ovale eller linje-lancetformede, butte eller spidse, op til 2 cm lange og 1 cm brede. Blomsterstandene er meget langstilkede skærme med 3-7 blomster, som sidder i bladhjørnerne, stilk op til 12 cm lang. Kronen er guldgul, men bliver ofte orange eller rød med tiden, op til 1,8 cm lang, bæger indtil 6 mm langt, ofte med uens tænder. Den cylinderformede bælg er op til 3 cm lang og 4 mm bred. Blomstringstiden er lang, fra april til sep.

Denne art er vidt udbredt i tempererede egne af Eurasien, hvor den vokser i tørre områder med lav vegetation. I Himalaya findes den i højder mellem 1500 og 4000 m, fra Pakistan mod øst til det centrale Nepal. Den er meget anvendt som foder.

Artsnavnet er afledt af latin corniculum, et diminutiv af cornu (‘horn’), samt endelsen atus (‘besidder’), således ‘med små horn’, hvilket sigter til bælgene.

 

 

Lotus corniculatus, Kielang, Lahaul, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blomsterne hos Lotus corniculatus er først guldgule, men mange skifter farve til rød eller orange, efterhånden som de ældes. Disse blev fotograferet efter en regnbyge, nær Sissu, Lahaul. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Oxytropis Spidsbælg
Denne slægt omfatter omkring 300 arter, som er hjemmehørende i Eurasien, Nordafrika og Nordamerika. Omkring 18 arter findes i Himalaya. Adskillige arter er almindelige på den tibetanske højslette.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk oxys (‘skarp’) og tropis (‘køl’), hvilket sigter til, at kølen er forsynet med et næb, i modsætning til kølen hos astragel-arter Astragalus (ovenfor), hvis køl er but.

Det amerikanske navn på disse planter er locoweed, afledt af spansk loco (‘gal’). Dette mærkelige navn kommer af, at nogle tidlige nybyggere bemærkede, at kvæg og heste, som havde ædt disse planter, ravede rundt, som om de var gale.

 

Oxytropis microphylla
En krybende plante, hvor alle blade og blomsterstilke er udbredt i stjerneform fra rodstokken, nogle opstigende til en højde af ca. 15 cm. Blade meget variable i længden, fra 4 til 18 cm, småblade i talrige kranse, ovale eller elliptiske, indtil 8 mm lange og 4 mm brede, hårede. Blomsterne er i kompakte eller ret løse klynger, op til 5 cm lange, for enden af lange, tæt silkehårede stilke, bæger cylinderformet, op til 1 cm langt, dækket af sorte og hvide hår, med op til 2,7 mm lange flige, krone oftest rødlig-violet, men kan også være lyserød, blålig-purpurfarvet, gul eller hvid, fane op til 2 cm lang, but, vinger og køl en smule kortere, kølen med et indtil 1,6 mm langt næb. Den stilkløse, seglformede eller aflange bælg er indtil 3 cm lang og 7 mm bred, dækket af hvide og sorte hår. Blomstringstiden er lang, fra maj til sep.

Denne art forekommer fra Kirgisien mod øst til Indre Mongoliet, og derfra mod syd over det tibetanske højland til Pakistan, Ladakh og det centrale Nepal, voksende i højder mellem 2700 og 5200 m. Den er meget almindelig i Ladakh.

Artsnavnet er oldgræsk og betyder ‘med små blade’.

 

 

Oxytropis microphylla, Tso Kar (øverst), samt Tahungtse, Markha-dalen, begge i Ladakh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Parochetus communis
Denne art, som er den eneste i slægten, har slanke, krybende stængler, som slår rod fra bladhjørnerne. Bladene er trekoblede og langstilkede, med omvendt hjerteformede småblade, op til 2,8 cm i tværmål, med indhak i spidsen. De langstilkede blomster er enlige eller parvis, bæger klokkeformet, brunhåret, med 5 flige, krone stærkt blå eller blåviolet, op til 2,5 cm lang, med opret, stilket fane, som er hvidstribet nær svælget. Bælgen er lige, glat, indtil 2,5 cm lang. Den har en meget lang blomstringsperiode, fra marts til nov.

Dens udbredelse er fra det Indiske Subkontinent mod øst til det sydvestlige Kina, samt i Indokina og på Java. I Himalaya er den ret almindelig i åbne områder mellem 900 og 4300 meters højde, fra Himachal Pradesh mod øst til Myanmar.

I Nepal anvendes planten som foder, og saft af bladene smøres på sår og bylder.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk para (‘nær’) og okhetos (‘vandløb’), hvilket sigter til artens foretrukne habitat. Artsnavnet betyder ‘almindelig’ på latin.

 

 

Parochetus communis, Sinuwa (øverst), samt Kimrong Khola, begge i den øvre del af Modi Khola-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Thermopsis Falsk lupin
Denne slægt, som omfatter ca. 30 urter, er hjemmehørende i tempererede egne af Centralasien og Fjernøsten, samt i Nordamerika. 3 arter forekommer i Himalaya. Bladene er trekoblede.

Slægtsnavnet kommer af græsk therme (’varme’) og opsis (’ligne’ eller ’se ud til’), altså ’den, som ser ud til at være brændt’, hvilket hentyder til de meget mørke blomster af T. barbata (nedenfor).

 

Thermopsis barbata
Denne op til 45 cm høje plante kendes nemt på sine mørkt purpurfarvede blomster samt de trekoblede, langstilkede blade, som har et meget tæt dække af hvide eller rustfarvede hår. De elliptiske akselblade ligner stængelbladene, som har elliptiske eller lancetformede, helrandede småblade, op til 3,5 cm lange og 1,5 cm brede. Blomsterne sidder i endestillede klaser, bæger op til 1,7 cm langt, tæthåret, med indtil 1 cm lange flige, krone mørkt purpurfarvet, indtil 3 cm lang, fane bredt oval, ofte med gul midte, hvorfra gullige striber spredes i stjerneform. Den aflange eller ellipseformede bælg, op til 4,5 cm lang og 1,8 cm bred, er brun ved modenhed. Blomstringstiden er maj-juli.

Arten er meget almindelig på forstyrret jord, såsom brakmarker og hårdt græssede skrænter, mellem 2700 og 4600 meters højde, fra Xinjiang og Qinghai mod syd over det tibetanske højland til Pakistan, og derfra mod øst til Bhutan og det sydvestlige Kina.

Artsnavnet er latin og betyder ’skægget’, hvilket hentyder til den kraftige behåring af stængel og blade.

 

 

Thermopsis barbata, fotograferet på en brakmark nær landsbyen Namche, Khumbu, østlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nærbillede af blomsterne, Sanasa, Khumbu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gulblomstret form, Kyangjuma, Khumbu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Thermopsis inflata
Denne gulblomstrede art kendes nemt under frøsætning på sine bredt ovale, opsvulmede, lysebrune, hviddunede bælge, som er op til 5 cm lange og 3 cm brede og ofte peger nedad i en bue. Den er en ret lille plante, op til 20 cm høj, stængel opret, grenet, hvid eller gul, håret, blade siddende eller meget kortstilkede, småblade ovale, indtil 2,7 cm lange og 1,6 cm brede. Blomsterstanden er en løs klase, op til 10 cm lang, bæger indtil 1,7 cm langt, håret, med op til 7 mm lange tænder, krone gul, indtil 2,5 cm lang. Arten blomster juni-juli.

Den vokser i stenede områder mellem 4000 og 5000 meters højde, fra det sydlige Xinjiang mod syd gennem Tibet til Pakistan, Ladakh og Himachal Pradesh, samt i det nordlige Bhutan.

Artsnavnet er latin og betyder ‘opsvulmet’, hvilket naturligvis hentyder til bælgene.

 

 

Dette billede fra Honupatta, Ladakh, viser de karakteristiske opsvulmede frøbælge hos Thermopsis inflata. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gentianaceae Ensianfamilien
Denne familie, som er udbredt over det meste af verden, omfatter ca. 87 slægter med omkring 1650 arter, hvoraf størsteparten er urter, med få buske, klatrende planter og træer. Der forekommer ca. 18 slægter i Himalaya.

Det danske navn er en forvrængning af det latinske slægtsnavn Gentiana (nedenfor), opkaldt efter Kong Gentius, som regerede i Oldtidens Illyrien 181-168 f.Kr., og som efter sigende var den første, der opdagede de medicinske egenskaber hos gul ensian (G. lutea). Denne plante er omtalt på siden Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne.

 

Gentiana Ensian
Denne slægt, som omfatter ca. 360 urter, er udbredt i det meste af verden, i Europa, det nordvestlige Afrika, Asien, Nord- og Sydamerika, det østlige Australien, samt New Zealand. Førhen rummede den ca. 650 arter, men visse autoriteter, bl.a. Angiosperm Phylogeny Group System (APG IV), har overført ca. 250 arter til slægten Gentianella, ca. 23 arter til slægten Gentianopsis, samt ca. 15 arter til slægten Comastoma.

Blomsterne hos størsteparten af arterne er forskellige afskygninger af blåt, mens andre er purpurfarvede, violette, gule, hvide eller (sjældent) røde. De 4-5 kronblade er oftest sammenvoksede og danner en trompet-, tragt- eller klokkeformet blomst. Mellem kronbladfligene sidder små, brede flige, nedenfor kaldt for lapper.

Slægtsnavnets oprindelse er forklaret ovenfor under familienavn.

 

Gentiana depressa
En lav, tuedannende plante, indtil 6 cm høj, med udbredte, indtil 15 cm lange stængler, stængelblade kortstilkede, bredt aflange til ovale, op til 1,5 cm lange og 9 mm brede, butte, tæt sammenpressede under de enlige blomster. Kronrøret er klokkeformet, op til 3 cm langt, grønlig-hvidt eller gulligt med længdegående purpurfarvede striber på ydersiden, samt talrige mørkegrønne eller purpurfarvede prikker på indersiden, flige himmelblå, spidse eller afrundede, indtil 7 mm lange, lapper blegblå eller purpurfarvede, en smule mindre. Blomstring finder sted mellem aug. og nov.

Denne art vokser åbne steder i højder mellem 3000 og 4500 m, fra det centrale Nepal mod øst til Sikkim og det sydøstlige Tibet.

Artsnavnet sigter formentlig til de tæt sammenpressede blade under blomsten.

 

 

Nepal 2009
Gentiana depressa, fotograferet i den øvre del af Langtang-dalen (øverst), samt nær Bratang (2800 m) i den øvre del af Marsyangdi-dalen, Annapurna, begge i det centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gentiana leucomelaena
Denne lille plante, som bliver indtil 10 cm høj, danner ofte måtter. Den er grenet fra grunden, stængler krybende eller opstigende. Bladene er ovale eller elliptiske, op til 8 mm lange og 3 mm brede. De klokkeformede blomster, indtil 1,3 cm i diameter, er blå i knop, hvide eller blegblå som udfoldede, med talrige mørkeblå prikker nær basis og i svælget, der undertiden er gult. Fligene er ovale, indtil 3 mm lange, lapper lidt mindre, ofte med adskillige tænder. Blomstringsperioden er lang, fra maj til okt.

Den vokser i græsklædte områder, mellem krat og langs vandløb i højder mellem 1900 og 5000 m, fra Kazakhstan, Xinjiang, det sydlige Rusland og Mongoliet mod syd til Pakistan, Ladakh, Nepal og Sikkim. Den er almindelig i Ladakh.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk leukos (‘hvid’) og melaina (‘sort’), hvilket formentlig sigter til de mørkprikkede kronblade. Prikkerne er dog ikke sorte, men mørkeblå.

 

 

Gentiana leucomelaena, Tso Kar, Ladakh (øverst), samt nær Lossar, Spiti, Himachal Pradesh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gentiana ornata
Stængel opstigende, indtil 7 cm høj. Grundbladene danner en roset, bladplade linjeformet, op til 3,5 cm lang og 4 mm bred, stængelblade elliptiske eller ovale, op til 1,5 cm lange og 2,5 mm brede, de øvre linjeformede, de øverste omsluttende bægeret. Blomsterne er enlige, endestillede, stilkløse, indtil 4 cm lange, himmelblå eller blegblå, de nedre to tredjedele af kronrøret hvid eller bleggul med 3 mørkt purpurfarvede, længdegående striber på ydersiden, med purpurfarvede prikker imellem, samt talrige purpurfarvede prikker på indersiden, flige bredt trekantede, spidse eller butte, indtil 3,5 mm lange, lapper en smule mindre, ofte takkede i spidsen.

Som dens artsnavn antyder, er den en smuk plante, der om efteråret, mellem aug. og nov., føjer et dejligt blåt skær til det ellers ret brune landskab på denne tid af året. Den er meget almindelig i store højder mellem 3400 og 5500 m, fra det centrale Nepal mod øst til Arunachal Pradesh og det sydøstlige Tibet.

 

 

Gentiana ornata, fotograferet i ca. 4200 meters højde, Ngegang Kharka, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gentiana ornata, Gosainkund, Langtang Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gentiana pedicellata
Næsten alle ensian-arter i Himalaya blomstrer sent på sommeren eller om efteråret, men nogle få blomstrer om foråret, bl.a. denne lille, ofte måttedannende plante med op til 10 cm lange, krybende eller opstigende stængler, der er grenede foroven. De linje- eller lancetformede eller smalt elliptiske blade er op til 2 cm lange og 6 mm brede. Blomsterne er op til 8 mm lange, blegt gulgrønne på ydersiden, blå eller purpurblå på indersiden, flige trekantede, spidse med en lille torn for enden, lapper en smule kortere og mere afrundede. Blomstringstiden er meget lang, fra januar til juli.

Arten er meget almindelig på græsgange og i skovlysninger fra 750 til 3800 meters højde, udbredt i hele Himalaya, samt tillige i det sydvestlige Kina, Sydindien og Sri Lanka.

I Nepal koges unge dele som grønsag, og saft af planten indtages for at fordrive indvoldsorm.

Artsnavnet er afledt af latin pedis, genitiv af pes (‘fod’), i botanisk sammenhæng sigtende til blomsterstilken, samt endelsen atus (‘besidder’), således ‘med blomsterstilke’, formentlig i betydningen ‘lange blomsterstilke’.

 

 

Gentiana pedicellata, Shyabru (øverst), samt Khanjim, begge i Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gentianella Ensian
Denne slægt rummer omkring 250 arter, udbredt i Eurasien, Nordafrika, Australien, New Zealand, samt Nord- og Sydamerika. Der forekommer ca. 4 arter i Himalaya.

Disse planter var tidligere placeret i slægten Gentiana, men adskiller sig gennem blomsterne, som ofte har lapper eller hårduske i svælget, men ingen skæl eller lapper mellem kronbladfligene.

Slægtsnavnet er en kombination af slægtsnavnet Gentiana, samt endelsen ella, der udtrykker noget småt, således ‘lille ensian’.

 

Gentianella moorcroftiana
Stængel opret, grenet fra grunden, indtil 20 cm høj,blade siddende, op til 3 cm lange og 5 mm brede, butte eller let afrundede. Blomsterne er endestillede eller sidder i bladhjørnerne, enlige eller få sammen, bægerblade linjeformede, spidse, op til 1,5 cm lange, krone tragtformet, indtil 1,5 cm lang, mørkeblå eller lyseblå med mørkere blå striber nær basis, svælg gulligt, flige aflange, indtil 3,5 mm lange, afrundede. Arten blomstrer mellem aug. og okt.

Den er udbredt i det vestlige Himalaya, fra Pakistan mod øst til det centrale Nepal, voksende i højder mellem 2700 og 4800 m. Den er meget almindelig i Ladakh og Lahaul.

I Nepal smøres saft af planten på panden for at dæmpe feber, og den benyttes også mod galde- og leverlidelser.

Artsnavnet blev givet til ære for den britiske veterinærkirurg og botaniker William Moorcroft (1765-1825), der udforskede adskillige områder i Himalaya og Centralasien. Han var den første europæer, som foretog botaniske indsamlinger i det vestlige Tibet og Kashmir.

 

 

Gentianella moorcroftiana, nær Darchu, Lahaul, Himachal Pradesh. Der ses også en øjentrøst-art (Euphrasia). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gentianella moorcroftiana, fotograferet i ca. 3800 meters højde nær søen Deepak Tal, Lahaul, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gentianella moorcroftiana, Sumda, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gentianopsis Frynse-ensian
Denne slægt omfatter omkring 24 arter, der forekommer i Eurasien og Nordamerika, med 2 arter i Himalaya. Disse planter var tidligere placeret i slægten Gentiana, men adskiller sig gennem kronbladene, som i randen har frynsede flige.

Slægtsnavnet er sammensat af slægtsnavnet Gentiana, samt oldgræsk opsis (’ligner’).

 

Gentianopsis paludosa
En slank plante, stængel opret, indtil 40 cm høj plante. De fleste blade er spatelformede grundblade, op til 3 cm lange og 9 mm brede, stængelblade 1-4 par, siddende, lancetformede eller aflange, indtil 5,5 cm lange og 1,4 cm brede, spidse, basis afrundet. Blomster enlige, endestillede, bæger tragtformet, indtil 3,5 cm langt, med variable, spidse flige, de ydre smalt trekantede, indtil 1,2 cm lange, de indre ovale, til 1 cm lange, margin hindeagtig, midternerven med køl. Kronen er bredt rørformet, indtil 6,5 cm lang, himmelblå eller lyseblå med bleggul basis, hele kronen undertiden gullighvid eller gul, flige bredt aflange, indtil 1,7 cm lange, afrundede, men brat indsnævret til en skarp spids, margin svagt frynset ved basis. Blomstring finder sted juli-sep.

Dene art vokser i græsklædte områder mellem 1100 og 4900 meters højde, fra det nordlige Tibet og Indre Mongoliet mod syd gennem Tibet og det vestlige Kina til Ladakh, Nepal, Sikkim, Bhutan og Yunnan-provinsen. I Himalaya træffes den i højder mellem 3000 og 4900 m. Den er almindelig i Ladakh.

En pasta af roden smøres på sår, og også på panden for at lindre hovedpine. Andre dele af planten anvendes mod lever- og galdeproblemer, samt feber.

Artsnavnet er afledt af latin palus (‘sump’ eller ‘mose’) samt osus (‘fyldt med’), således ‘holder af sumpe’.

 

 

Gentianopsis paludosa, Honupatta, Ladakh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Halenia Spore-ensian
Denne slægt rummer omkring 100 arter, hovedsagelig udbredt i Nordamerika, med nogle få arter i Asien og Europa. En enkelt art findes i Himalaya.

Slægtsnavnet hædrer den svenske læge Jonas Petri Halenius (1727-1810), som var elev af den berømte Carl von Linné (1707-78).

 

Halenia elliptica
Denne plante kendes nemt på blomsterne, som har 4 bagudvendte, op til 1 cm lange sporer. Stænglen er opret, firkantet, somme tider vinget, glat, grenet eller ugrenet, undertiden op til 90 cm høj, men i reglen meget lavere. Grundblade kortstilkede, spatelformede eller elliptiske, op til 3 cm lange og 1,5 cm brede, stængelblade modsatte, meget variable, aflange, lancetformede, elliptiske eller ovale, indtil 7 cm lange og 3,5 cm brede, afrundede eller spidse. Blomsterne er endestillede eller fra bladhjørnerne, få sammen, krone klokkeformet, varierer fra blegblå til purpurfarvet, op til 2,5 cm lange og 8 mm i tværmål, flige elliptiske eller ovale. Arten blomstrer juli-okt.

Den er vidt udbredt, fra det centrale og vestlige Asien mod øst til Kina og Myanmar. Den er ganske almindelig i Himalaya på enge og i skovkanter mellem 1800 og 4500 meters højde. I Nepal indtages saft af planten mod feber.

Artsnavnet kan sigte til bladformen eller til kronbladenes flige.

 

 

Halenia elliptica, observeret neden for Rohtang-passet, Himachal Pradesh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Halenia elliptica, Solang Nallah, nær Manali, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Swertia Svertie
En stor slægt med ca. 150 arter, udbredt næsten overalt i verden, med flest arter i Asien og Afrika, få i Nordamerika og Europa. De fleste af arterne har små, men meget dekorative blomster med et meget kort kronrør og i reglen 5 flige, ofte med smukke, komplicerede mønstre og stærkt farvede nektarier. Omkring 28 arter er truffet i Himalaya, for størstedelens vedkommende voksende i fugtige områder.

Slægtsnavnet hædrer den hollandske maler og hortonom Emanuel Sweert (1552-1612). I 1612 offentliggjorde han værket Florilegium Amplissimum et Selectissimum, hvori omkring 560 løg og blomster er gengivet.

 

Swertia angustifolia
Denne plante kendes nemt på de lange, smalle blade, samt på at den kun har 4 kronbladsflige, som er hvide, blegblå eller bleggule med purpurfarvede prikker og et stort grønt nektarie nær basis. Stænglen er opret, indtil 80 cm høj, men normalt meget lavere, grenet, firkantet, smalt vinget, blade siddende, lancetformede eller smalt elliptiske, indtil 6 cm lange og 1,2 cm brede, med 1-3 nerver. Blomsterstandene er udbredte, grenede, mangeblomstrede klynger, blomster op til 9 mm i diameter, kronrør 1-2 mm, flige indtil 6,5 mm lange, spidse. Blomstring finder sted juli-okt.

Den vokser fra subtropiske dale op til højder omkring 3300 m, fra Pakistan mod øst til Kina og det nordlige Vietnam. Den er meget almindelig i Himalaya. I Nepal indtages saft af roden mod feber.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med smalle blade’.

 

 

Swertia angustifolia, Ngadi, nedre del af Marsyangdi-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Swertia ciliata
Blomsterne hos denne art er meget spektakulære, med 5 ovale, blålighvide eller purpurfarvede kronbladsflige, som brat smalner ind til en lang spids, med et purpurfarvet bånd nær basis, som omgiver de grønne nektarier, samt tætsiddende støvbærere, som er purpurfarvede nær basis og gullige på den øvre halvdel. Den firkantede, grenede stængel er opret, indtil 50 cm høj, blade siddende eller kortstilkede, lancetformede eller smalt ovale, indtil 4,5 cm lange og 2 cm brede, butte, med 3-5 nerver, margin let bølget. Blomsterstandene er udbredte, grenede, mangeblomstrede klynger, blomster stilkede, indtil 1,2 cm i tværmål. Blomstringstiden er juni-sep.

Den er udbredt fra Afghanistan mod øst til Sikkim, voksende i krat og på åbne skrænter i højder mellem 2500 og 3700 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘håret’. Det er uklart, hvad der hentydes til.

 

 

Swertia ciliata, Solang Nallah-dalen, nær Manali, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Swertia cordata
Denne art er vidt udbredt, fra Pakistan mod øst til Myanmar og Yunnan-provinsen, voksende i græsklædte og åbne områder i højder mellem 1700 og 4000 m.

Stængel opret, indtil 50 cm høj, grenet, firkantet, smalt vinget. Grundbladene visner hurtigt, stængelblade siddende, bredt hjerteformede, spidse, op til 2,3 cm lange og 1,2 cm brede, med 3-5 nerver. Blomsterstandene er tætte, mangeblomstrede klynger, indtil 40 cm lange, krone gullighvid, indtil 1,5 cm i diameter, med 5 smalt elliptiske, spidse flige, op til 1 cm lange, med mange purpurfarvede markeringer langs randen og gule nektarier nær basis. Den blomstrer sent, i sep.-okt.

Artsnavnet er latin og betyder ‘hjerteformet’, hvilket hentyder til bladene.

 

 

Swertia cordata, observeret nær landsbyen Bratang i den øvre del af Marsyangdi-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Swertia cordata, Solang Nallah, nær Manali, Himachal Pradesh. Det er åbenlyst, at myrer holder af nektaren. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Swertia paniculata
Stængel slank, opret, grenet, indtil 1,2 m høj. Grundbladene visner tidligt, stængelblade næsten siddende, smalt lancetformede, op til 5 cm lange og 1,4 cm brede, randen med mange små hår. Blomsterne sidder i mangeblomstrede, udbredte klynger, blomsterstilk opret, indtil 1,5 cm lang, kronrør meget kort, indtil 1,5 mm langt, med 5 pragtfulde, udbredte, bredt ovale, spidse flige, indtil 8 mm lange, som kan være hvide, gullighvide eller hvide med purpurfarvet skær, med 2 stærkt grønne pletter og et smalt purpurfarvet bånd oven for hvert nektarie.

Den vokser i skove og på åbne skråninger mellem 2800 og 3300 meters højde, fra Pakistan mod øst til Myanmar og Yunnan-provinsen. Dele af planten anvendes til behandling af malaria og andre typer feber, og et afkog drikkes som styrkende middel.

Artsnavnet hentyder til blomsterstandene, som er klaser (på engelsk panicles, afledt af latin).

 

 

Swertia paniculata, nær landbyen Danakju i den øvre del af Marsyangdi-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Geraniaceae Storkenæbfamilien
Denne familie med 5-7 slægter og 800-830 arter af urter, sjældnere buske, er vidt udbredt i tempererede regioner kloden rundt, i subtropiske og tropiske områder begrænset til bjerge. 2 slægter forekommer i Himalaya.

 

Geranium Storkenæb
En stor slægt med omkring 380 urter, hovedsagelig udbredt i tempererede områder, mens de i subtroperne og troperne er begrænset til bjerge. I Himalaya findes omkring 18 arter.

Akselbladene er ofte markante på disse planter. Efter blomstring danner griflen et langt, lige eller buet næb, som adskilles i 5 elastiske, fjederlignende spiraler, hver indeholdende et frø, som slynges bort, hvis noget berører griflen.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk geranos (‘trane’), hvilket sigter til frugtens form, der minder om en tranes næb (eller et storkenæb!).

 

Geranium himalayense
Denne plante, også kaldt for G. grandiflorum, er udbredt fra Afghanistan østpå til det centrale Nepal, voksende i højder mellem 2100 og 4400 m.

Stænglen er opstigende, undertiden opret, dunhåret, indtil 30 cm høj. De modsatte blade er op til 5 cm lange, de nedre med en indtil 23 cm lang stilk, mens de øvre blade er mindre og siddende. Akselbladene er markante, lancetformede, op til 9 mm lange. Stængelblade indtil 5 cm i diameter, dybt snitdelte i 5 rhombeformede flige, som igen er snitdelte. Blomsterne er enlige eller parvis, 4-5 cm i tværmål, kronblade normalt mørkeblå, undertiden purpurblå eller hvide, indtil 3 cm lange, afrundede, blomsterstilk op til 14 cm lang, kirtelhåret, støvfang lyserødt eller purpurfarvet. Blomstringstiden er lang, fra maj til aug. Modne frugter er op til 4,7 cm lange, tilbagebøjede som unge.

Denne art ligner meget eng-storkenæb (nedenfor), men er som regel større, med op til 3 cm lange kronblade, mod ca. 2 cm hos eng-storkenæb. Dens frugter er også større, op til 5 cm lange, mod ca. 3,5 cm hos eng-storkenæb. Bladene har 5, til tider overlappende segmenter, mod 5-7 hos eng-storkenæb, og bladstilkene er relativt kortere.

 

 

Nepal 2009
Dette billede viser undersiden af en blomst hos Geranium himalayense, voksende nær Cholang Pati, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. Blomsten er fyldt med regndråber fra en nylig byge, fotograferet under monsunregnens kulmination. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Geranium pratense Eng-storkenæb
En smuk plante med blå eller purpurblå, til tider røde eller hvide blomster i tætte klynger. Den ligner meget G. himalayense (ovenfor), men stænglen er opret, blomsterne er mindre og sidder i tætte klynger, kronbladene er kortere, indtil 2 cm lange, og den modne frugt er kortere, op til 3,5 cm lang. Blomstring finder sted juni-aug.

Denne art har en meget stor udbredelse, fra Europa mod øst gennem Sibirien til Mongoliet, og derfra mod syd til Afghanistan, Ladakh og det nordlig-centrale Nepal. I Centralasien vokser den i mere tørre egne end G. himalayense, ofte langs vandingskanaler, i højder mellem 1400 og 4500 m. Den er almindelig i Himachal Pradesh.

I Nepal anvendes et udtræk af bladene mod feber, lungebetændelse, opsvulmede lemmer, dysenteri og diarré.

Artsnavnet er latin og betyder ‘findes i enge’.

 

 

Her vokser eng-storkenæb langs et stengærde nær Lossar, Spiti, Himachal Pradesh. Den gule blomst er en gedeskæg-art, Tragopogon gracilis, af kurvblomstfamilien (Asteraceae). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gesneriaceae Gloxiniefamilien
Denne familie med omkring 150 slægter og 3200 arter af urter, buske og slyngplanter, sjældent træer, er udbredt over størstedelen af kloden. Der er konstateret 11 slægter i Himalaya. De fleste arter blomstrer i monsuntiden.

Familienavnet hædrer den schweiziske læge, naturhistoriker og filolog Conrad Gessner (1516-65).

 

Aeschynanthus
Disse planter er epifyter, som vokser på træer eller klipper, og mange arter har pragtfulde blomster. Slægten, som rummer ca. 150 arter, er udbredt i varmere egne af Asien, fra Indien og det sydlige Kina mod syd til Indonesien og Ny Guinea, samt på visse øer i Stillehavet. Omkring 12 arter forekommer i Himalaya, udelukkende i den våde østlige del.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk aischyne (‘skam’) og anthos (‘blomst’), hvilket muligvis sigter til den normalt røde krone.

 

Aeschynanthus parviflorus
Denne op til 2 m lange art, som førhen blev kaldt for A. sikkimensis, har lange hængende grene og modsatte, tykke, læderagtige, lancetformede, langt tilspidsede, helrandede blade, indtil 12 cm lange. Blomsterne sidder i tætte klynger for enden af grenene, krone rørformet, krum, indtil 3 cm lang, karminfarvet med korte, sorte, længdegående striber nær spidsen. Griffel og støvbærere rager ud af blomsten, griffel hvid med purpurrødt støvfang, støvtråde og støvknapper normalt purpurrøde, støvtråde undertiden hvide. Blomstring forekommer maj-juni. Kapslen er linjeformet, indtil 50 cm lang, frø med meget lange hår.

Den har en ret begrænset udbredelse, fra det østlige Nepal mod øst til Bhutan, voksende i skove og på klipper i højder mellem 1200 og 2100 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med små blomster’.

 

 

Aeschynanthus parviflorus, voksende på en klippe nær Chiruwa, Tamur-dalen, østlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Chirita, se Henckelia.

 

 

Didymocarpus
En slægt med omkring 100 arter, udbredt fra Indien mod øst til det sydlige Kina, og derfra mod syd gennem Indokina og Malaysia til det nordlige Sumatra. Der findes ca. 12 arter i Himalaya.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk didymos (‘tvilling’) og karpos (‘frugt’), hvilket sigter til kapslens to klapper.

Nogle af slægtens medlemmer er kendt for deres medicinske egenskaber, specielt deres evne til at kurere nyrelidelser.

 

Didymocarpus oblongus
Denne plante kan kendes på den endestillede, grenede klynge af få til adskillige blomster, hvis krone er purpur-lyserød, kronrør op til 1 cm langt med 4-5 udbredte, afrundede flige, 3 større, de øverste 1-2 mindre, samt på det indtil 5 mm lange, klokkeformede, glatte bæger, hvidt med lyserødt skær, med afrundede flige. Bladene er også markante, stærkt rynkede, aflange eller elliptiske, indtil 10 cm lange og 5 cm brede, med 7-10 par nerver, margin uregelmæssigt tandet. De sidder enten spredt op langs den hårede stængel eller er sammentrængte for enden af den. Blomstring finder sted juni-juli.

Den vokser på skyggefulde klipper mellem 1000 og 3000 meters højde, fra Himachal Pradesh mod øst til Arunachal Pradesh.

Artsnavnet er latin og betyder ‘omvendt aflang’, hvilket sigter til bladene, der oftest er bredest over midten.

 

 

Didymocarpus oblongus, Solu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Henckelia
En slægt, som omfatter omkring 80 arter, hvoraf mange tidligere var placeret i slægterne Chirita (nedlagt) og Didymocarpus. Disse planter er udbredt fra det Indiske Subkontinent mod øst til Taiwan, og derfra mod syd til Malakka-halvøen og Borneo. Der forekommer ca. 15 arter i Himalaya.

Slægtsnavnet hædrer den tyske administrator og greve Leo Henckel von Donnersmark (1785-1861), som var en dygtig botaniker.

 

Henckelia urticifolia
Denne smukke plante, førhen kendt som Chirita urticifolia, vokser i fugtige skove og krat i højder mellem 1000 og 2400 m, udbredt fra det vestlige Nepal mod øst Myanmar og Yunnan-provinsen. I Nepal indsamles den til foder.

Stænglen er opret, ugrenet, indtil 80 cm høj, men oftest langt lavere, sparsomt dunhåret. De vidt adskilte, stilkede blade er elliptiske, sjældent ovale, op til 15 cm lange og 8 cm brede, spidse, med 5-10 par markante nerver, margin tandet. Blomsterne er enlige eller parvis, stilkede, bæger op til 3,5 cm langt, stivhåret, med 5 lancetformede, op til 2 cm lange flige, krone tragtformet, indtil 6 cm lang, lyserød eller purpurrød med gule markeringer i svælget og 5 flige, hvoraf den øverste er meget bred og op til 1,5 cm lang, de to nederste indtil 2,2 cm lange. Arten blomstrer juli-sep. Kapslen er stor, op til 15 cm lang.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med blade som Urtica’ (nælder).

 

 

Henckelia urticifolia, observeret neden for passet Burlung Bhanjyang, Shivapuri-Nagarjun Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Platystemma violoides
Denne art, slægtens eneste medlem, vokser på skyggefulde klippevægge i højder mellem 1500 og 3400 m, fra Himachal Pradesh mod øst til Bhutan og det sydøstlige Tibet.

Den kendes nemt på det enlige, bredt ovale, tandede blad, indtil 8 cm i diameter, som omgiver den slanke, indtil 15 cm lange blomsterstilk med en enkelt eller nogle få endestillede, tragtformede, blåviolette eller purpurrøde blomster, som i svælget har grønne og hvide pletter, støvknapper guldgule, griffel hvid, krum, udragende. Kronen er udpræget 2-læbet, den nedre udbredt med 3 ovale flige, op til 5,5 mm lange og 3,5 mm brede, den øvre med 2 mindre, ovale flige, indtil 2,5 mm lange og 3 mm brede. Blomstring finder sted juli-sep.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk platys (‘flad’) og stemma (‘krone’ eller blomsterkrans’), hvilket sigter til kronen, hvis 3 nedre flige er udbredte og flade. Artsnavnet er latin og betyder ‘viol-agtig’, hvilket sigter til blomsterne, der i nogen grad minder om violer (Viola).

 

 

Platystemma violoides, voksende på en fugtig skrænt, Annapurna, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rhynchoglossum
Efter at medlemmer af den tidligere slægt Klugia er blevet overført til denne slægt, rummer den omkring 13 arter, udbredt fra Indien og det sydlige Kina mod syd til Ny Guinea og nogle øer i Stillehavet, samt ca. 3 arter i tropiske egne af Amerika. En enkelt art forekommer i Himalaya.

Et typisk karaktertræk hos disse planter er de asymmetriske, langt tilspidsede blade.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk rhynchos (‘næb’) og glossa (‘tunge’), hvoraf den sidste del hentyder til den brede, tungelignende nedre læbe i blomsten, mens den første del måske sigter til det smalle kronrør eller til de spidse kronblade.

 

Rhynchoglossum obliquum
Stænglen bliver op til 1 m høj, men er normalt meget lavere, glat eller en smule dunhåret. De kortstilkede, langt tilspidsede blade, op til 12 cm lange og 6 cm brede, har meget uens halvdele, den ene side smalt elliptisk, den anden bredt oval, margin helrandet, undertiden bølget. De små blomster sidder i akslignende, mangeblomstrede klynger, undertiden op til 25 cm lange, men normalt kortere, bæger blågrønt, indtil 8 mm langt, med 5, op til 3 mm lange flige, krone cylinderformet, indsnævret i svælget, blegblå, mørkeblå eller purpurfarvet, indtil 1,1 cm lang, 2-læbet, den øvre med 2 oprette, indtil 2,5 mm lange flige, den nedre helrandet eller med 3 udbredte, op til 5 mm lange flige, hvoraf de to ydre er krumme.

Denne art adskiller sig fra de fleste andre medlemmer af familien ved at blomstre om efteråret, fra juli til november. Den har en meget stor udbredelse, idet den findes fra Uttarakhand, det sydlige Tibet og Bangladesh mod øst til det sydlige Kina og Taiwan, mod syd til bjergområder i det sydlige Indien, Sri Lanka, Indokina, Filippinerne, Indonesien og Ny Guinea. I Himalaya vokser den på skyggefulde steder i højder mellem 600 og 2800 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘skæv’, hvilket hentyder til de asymmetriske blade.

 

 

Rhynchoglossum obliquum, nær Ngadi i den nedre del af Marsyangdi-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Grossulariaceae Ribsfamilien
Den eneste slægt i denne familie er Ribes, som bl.a. omfatter ribs, solbær og stikkelsbær. Slægten rummer omkring 160 arter af buske, hjemmehørende i kølige og tempererede egne på den nordlige halvkugle, med nogle arter i Andesbjergene. 11 arter forekommer i Himalaya. Nogle autoriteter placerer disse planter i stenbrækfamilien (Saxifragaceae).

Frugten er yderst markant, oftest kugleformet, blød, saftig, hos nogle arter stærkt farvet eller håret.

Familienavnet stammer fra et ældre latinsk navn på disse bær, grossulus, som sat sammen med endelsen aria betød ‘minder om en lille umoden figen’. Slægtsnavnet var et nyere latinsk navn, afledt af det arabiske navn på disse planter, ribas, der tillige kunne betyde ‘rabarber’.

 

Ribes alpestre
Denne mangegrenede busk, indtil 3 m høj, kendes nemt på de 1-3 kraftige, op til 3 cm lange torne i hvert bladhjørne, samt på de rødlige eller purpurfarvede, kuglerunde eller ellipsoide bær, indtil 1,5 cm i diameter, med talrige lange kirtelhår.

Grenene kan være glatte eller med kirtelhår. De langstilkedeblade har afrundet omrids, op til 3 cm lange og 4 cm brede, dunhårede, specielt langs nerverne, med 3-5 flige, basis hjerteformet, margin med butte eller skarpe tænder. Blomsterne sidder i bladhjørnerne, enlige eller 2-3 sammen, op til 1 cm lange, bæger klokkeformet, grønligt eller rødbrunt, dun- og kirtelhåret, eller undertiden glat, flige op til 7 mm lange, kronblade hvide, grønlige eller lyserøde, elleiptiske eller aflange, indtil 3,5 mm lange. Blomstring finder sted april-juni, og bærrene modnes juni-sep.

Den vokser i skove og krat i ret tørre områder, fra Afghanistan mod øst til Bhutan, og tillige i Centralasien og det vestlige Kina. I Himalaya findes den i højder mellem 1000 og 3900 m. Frugten er spiselig, og der fremstilles også marmelade, saucer og vin af dem.

 

 

Ribes alpestre er udstyret med kraftige torne på grenene. Denne blev fotograferet nær Kielang, Himachal Pradesh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ribes orientale
En mangegrenet busk, indtil 2 m høj, uden torne, med kirtelhårede, klæbrige kviste. Bladstilk op til 3 cm lang, bladplade med stive kirtelhår, afrundet eller nyreformet, op til 3 cm lang og 5,5 cm bred, med 3-5 svage flige, margin med butte tænder. Blomsterstandene, som er enten hanlige eller hunlige, er oprette eller opstigende klaser, de hanlige indtil 5 cm lange med 15-30 blomster, de hunlige indtil 3 cm lange med 5-15 blomster. Bægerrøret er meget kort, indtil 2 mm langt, purpurfarvet eller brunligt, håret, kronblade grønlige, gullige eller purpurrøde, spatelformede, op til 3 mm lange. De kuglerunde bær er først orange og bliver siden koralrøde, indtil 9 mm i diameter, dunede og kirtelhårede. Blomstring finder sted april-juni, og bærrene modnes juli-sep.

Denne art vokser i skove, krat og åbne områder i ret tørre egne, udbredt fra Balkan og Mellemøsten mod øst til det sydvestlige Kina, samt fra Sibirien mod syd til Himalaya, hvor den forekommer i højder mellem 2100 og 4900 m. Den er almindelig i Ladakh.

 

 

Ribes orientale med bær, Honupatta, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Orange efterårsblade af Ribes orientale, Manang (3500 m), øvre del af Marsyangdi-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hydrangeaceae Hortensiefamilien
I videste forstand, som angivet af Angiosperm Phylogeny Group, omfatter denne familie 17 slægter med 225-240 arter af buske og små træer, sjældent slyngplanter og urter. Nogle botanikere splitter familien i to, med 7 slægter placeret i en særskilt familie, Philadelphaceae.

Disse planter forekommer i Sydøsteuropa, Asien og Amerika, samt på nogle øer i Stillehavet. I Himalaya findes 4 slægter.

Familienavnet er afledt af oldgræsk hydria, af hydor (‘vand’), i Oldtidens Grækenland en beholder, der blev anvendt til at opsamle, bære og hælde vand. Navnet hentyder til den skålformede kapsel hos nogle arter i slægten Hydrangea.

 

Deutzia Stjernetop
En slægt med omkring 60 arter af buske med smukke, duftende blomster. De findes især i varmere tempererede egne på den nordlige halvkugle, med ikke færre end 41 arter endemiske i Kina. 5 arter forekommer i Himalaya. Adskillige arter dyrkes som prydbuske.

Slægtsnavnet blev givet af den svenske naturhistoriker og læge Carl Peter Thunberg (1743-1828) til ære for den hollandske jurist og bankmand Johann van der Deutz (1743-84), en ivrig botaniker, som financierede Thunbergs rejse til Sydafrika, Java og Japan.

 

Deutzia bhutanensis
En lille busk, der bliver op til 2 m høj. De bredt lancetformede blade er op til 4 cm lange, grønne på begge overflader, med spredte stjernehår. De duftende blomster, som er lyserøde med purpur skær, sidder i klynger i bladhjørnerne og kommer ofte frem før løvspring, eller samtidig med de nye blade. Kronblade 5, elliptiske, indtil 1,2 cm lange. Arten blomstrer mellem april og juni.

Den har en ret begrænset udbredelse, fra det centrale Nepal mod øst til Bhutan, voksende i krat og på åbne steder i højder mellem 2100 og 2700 m.

 

 

Deutzia bhutanensis, Tharo Kosi, Khumbu, østlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Deutzia hookeriana
Denne lille busk, op til 2 m høj, blev tidligere benævnt D. compacta. Grenene er rødbrune, bladene stilkede, lancetformede, elliptiske eller ovale, langt tilspidsede, indtil 12 cm lange og 4 cm brede, med stjernehår på begge overflader, margin tandet. De duftende blomster, indtil 1,8 cm i diameter, sidder i tætte klynger, enten endestillede eller fra bladhjørnerne, op til 12 cm i tværmål, med 20-80 blomster. Bægerrøret er op til 2 mm langt, med butte flige indtil 2 mm lange, kronblade hvide, elliptiske eller ovale, indtil 7 mm lange. Blomstring finder sted mellem maj og aug.

Arten vokser i skovbryn og krat i højder mellem 2000 og 3500 m, fra det centrale Nepal mod øst til Myanmar og Yunnan-provinsen.

Artsnavnet hædrer den britiske botaniker Joseph Dalton Hooker (1817-1911), som beskrev talrige nye plantearter i det østlige Himalaya (se Rhododendron dalhousiae, Ericaceae).

 

 

Dette pragtfulde eksemplar af Deutzia hookeriana blev observeret i den nedre del af Kali Gandaki-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Deutzia hookeriana, mellem Riverside og Ghora Tabela, Langtang-dalen, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Deutzia staminea
En op til 3 m høj busk med mørkegrå bark, der ofte skaller af i tynde strimler. Den minder meget om D. hookeriana, men bladene er mindre, indtil 7 cm lange og 3,8 cm brede, ovale-lancetformede, butte, med grå stjernehår på undersiden, margin fint tandet. Blomsterstandene, op til 4 cm i tværmål og med 9-25 blomster sidder på op til 5 cm lange kviste i bladhjørnerne, kvistene med 2-8 blade. Blomsterne er hvide, indtil 1,2 cm i diameter, duftende, bægerrør kort, dækket af gråliggule stjernehår, flige spidse, kronblade aflange eller elliptiske, indtil 1,2 cm lange og 4 mm brede. Blomstring sker mellem marts og juni. Bægerets flige er vedvarende, fastgjort til den afrundede kapsel, som er op til 4 mm i diameter.

Denne art, som vokser i krat og på åbne skråninger i højder mellem 1700 og 3000 m, er vidt udbredt, fra Pakistan mod øst til Bhutan og det sydvestlige Kina. Den er mest almindelig i den vestlige del af Himalaya.

I Nepal anvendes saft af roden mod feber, og Tamang-folk bringer blomsterne som offergaver i templer.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med mange støvbærere’.

 

 

Deutzia staminea, nær Sangam Chatti i den nedre del af Asi Ganga-dalen, Uttarakhand. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hypoxidaceae
Denne familie, som rummer omkring 9 slægter og 150-200 arter af urter, er udbredt i varmere egne af Asien, Australien, Afrika og Amerika. Der findes 2 slægter i Himalaya.

 

Hypoxis
Denne slægt med omkring 100 arter er vidt udbredt, idet den findes i Afrika, Nord- og Sydamerika, Asien og Australien, med den største koncentration i det sydlige Afrika. En enkelt art forekommer i Himalaya.

Slægtsnavnet blev oprettet i 1759 af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), taget fra et navn etableret i 1611 af den franske læge og botaniker Paul Reneaulme (c. 1560-1624) for en overfladisk lignende art af slægten Gagea, afledt af oldgræsk hypo (‘mindre end’) og oxys (‘skarp’), således ‘en smule skarp’, hvilket sigter til smagen af bladene hos den art.

Disse planters engelske navn star-grass hentyder til de stjerneformede blomster og græslignende blade hos nogle medlemmer af slægten.

En afrikansk art, H. hemerocallidea, er en vigtig ingrediens i traditionel medicin.

 

Hypoxis aurea
Næsten alle dele af denne lille plante er dækket af gullige, hvidlige eller brunlige hår. Den har 4-12 linjeformede, græslignende, spidse blade, der kan blive op til 30 cm lange og 6 mm brede, med 3 tydelige nerver. Den slanke blomsterstilk, op til 10 cm høj, har 1-2 blomster, indtil 2 cm i diameter, kronblade lancetformede eller aflange, gule på oversiden, grønne på undersiden, indtil 8 mm lange, udbredt i stjerneform. Blomstringstiden er maj-aug.

Arten forekommer i hele Himalaya, hvor den vokser i åbent græsland i højder mellem 1500 og 2900 m. Den har en meget vid udbredelse, fra Pakistan mod øst til Korea og Japan, og derfra mod syd til Filippinerne, Indonesien og Ny Guinea.

Artsnavnet er latin og betyder ‘gylden’, hvilket hentyder til blomsternes farve.

 

 

Hypoxis aurea, Tamur-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Iridaceae Irisfamilien
Denne familie med omkring 69 slægter og 2250 arter af urter findes over størstedelen af kloden. Den omfatter en række dyrkede slægter, såsom Iris, Freesia, Gladiolus og Crocus. 4 slægter forekommer i Himalaya.

 

Iris Iris
En stor slægt af pragtfulde planter med over 300 arter, udbredt i subarktiske, tempererede og subtropiske områder på den nordlige halvkugle. Omkring 13 hjemmehørende arter vokser i Himalaya, og adskillige andre dyrkes.

Strukturen hos disse planter er unik. Blomsterne, som vokser ud fra basis af 2-3 højblade, har 6, ofte stærkt farvede kronblade, opdelt i 3 ydre og udbredte, samt 3 indre, normalt oprette, der er vokset sammen til et rør. De ydre kan have en kam eller en hårdusk i midten. Frugten er en stor kapsel, som ved modenhed splittes op på langs.

Iris-arter er giftige og undgås af græssende dyr. Af denne grund danner de ofte store bevoksninger på højalpine enge og græsgange.

De er opkaldt efter Iris, den græske gudinde for regnbuen, sandsynligvis på grund af de farvestrålende blomster hos mange af arterne.

 

Iris kemaonensis
Den almindeligste iris-art i Himalaya, der ofte danner store bevoksninger på græsgange og forladte marker. Stængel meget kort eller manglende, blade linjeformede, op til 45 cm lange og 1 cm brede, højblade 2-3, bredt lancetformede, indtil 6 cm lange, med en enkelt blomst, op til 6 cm i tværmål, der ofte kommer frem samtidig med bladene, krone lilla, purpurfarvet eller himmelblå med mørkt purpurfarvede og hvide pletter, kronrør trompetformet, op til 7,5 cm langt, indre blosterblade omvendt lancetformede eller elliptiske, oprette eller tilbagebøjede, indtil 4 cm lange og 1 cm brede, de ydre blosterblade ovale eller spatelformede, op til 5 cm lange og 2,5 cm brede, hvide nær svælget, med en tæt, gul eller orange hårdusk. Arten blomstrer mellem april og juli. Kapslen er mere eller mindre kugleformet, op til 2,5 cm lang og 1,8 cm bred, smalnende ind til et langt eller kort næb.

Den vokser i højder mellem 2500 og 4300 m, fra Pakistan mod øst til Arunachal Pradesh og det sydøstlige Tibet. Den er meget almindelig i nepal, hvor dens blade og rod anvendes i folkemedicinen. Undertiden høstes bladene som foder. Formodentlig forsvinder deres giftighed ved tørring.

Artsnavnet skyldes den danske læge og botaniker Nathaniel Wallich (1786-1854), som studerede flora i Indien og Himalaya i begyndelsen af 1800-tallet (se Strobilanthes atropurpurea ovenfor). Dengang var distriktet Kumaon, beliggende i det nuværende Uttarakhand, et kongedømme under navnet Kemaon eller Kamaon. Type-eksemplaret blev formentlig indsamlet dér.

 

 

Iris kemaonensis er meget almindelig på græsgange, her nær landsbyen Langtang i den øvre del af Langtang-dalen, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Her vokser Iris kemaonensis på en mark nær Namche Bazaar, Khumbu, østlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tidligt om morgenen er denne Iris kemaonensis dækket af dugdråber, fotograferet i den øvre del af Langtang-dalen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Iris milesii
Også denne art danner ofte store bevoksninger. Den har 3 stængler, op til 1 m høje, grenede, den længste med blomster og kortere blade, de øvrige to kun med blade, men bærende blomster det følgende år. Blade mange, bleggrønne, let krumsabelformede, indtil 60 cm lange og 8 cm brede. Højblade butte, op til 2,5 cm lange, med talrige store blomster, indtil 10 cm i tværmål. De indre blosterblade er ovale, purpurblå med mørkt purpurfarvede striber nær basis, ydre blosterblade ovale, indtil 8 cm lange, purpurrøde, med hvide og mørkt purpurfarvede striber nær svælget og med en hvidlig eller gul, smal kam. Blomstring finder sted maj-juli. Kapslen er ovalt cylinderformet, op til 3,3 cm lang.

Den er begrænset til den vestlige del af Himalaya, hvor den vokser mellem 1600 og 2700 meters højde, fra Kashmir mod øst til Uttarakhand. Dens foretrukne habitat er lyse nåleskove. Planter fra de kinesiske provinser Sichuan og Yunnan betragtes undertiden som tilhørende denne art, men er sikkert en ubeskrevet art, da en sådan disjunkt udbredelse er tvivlsom. (Kilde: Flora of China)

Artsnavnet blev givet til ære for englænderen Frank Miles, som først dyrkede denne art omkring 1880 fra frø, indsamlet af hans fætter i Kullu-distriktet, Himachal Pradesh. (Kilde: W. Dykes 2009. Handbook of Garden Irises)

 

 

Iris milesii, Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lamiaceae Læbeblomstfamilien
En meget stor familie med omkring 240 slægter og over 7000 arter af urter, sjældnere træer, buske eller slyngplanter. Disse planter er udbredt stort set kloden rundt. Omkring 50 slægter forekommer i Himalaya.

De uregelmæssige blomster har normalt en kort øvre læbe samt en længere og større nedre læbe. Denne opbygning har givet anledning til familiens danske navn, samt til et tidligere videnskabeligt navn på familien, Labiatae, afledt af latin labiatus (‘forsynet med læber’).

 

Caryopteris, se Pseudocaryopteris.

 

 

Clerodendrum Skæbnetræ
En meget stor slægt med omkring 400 arter af buske eller små træer, sjældnere urter, med hovedparten i tropiske og subtropiske egne af Afrika og det sydlige Asien, med nogle få arter i tropisk Amerika, det nordlige Australien, samt i tempererede områder i Fjernøsten. I Himalaya findes 7 arter, hvoraf de fleste vokser ved foden af bjergene samt i lavereliggende, subtropiske dale.

Slægtsnavnet er forklaret på forskellig vis. Det kommer af oldgræsk kleros, der normalt oversættes til ‘præst’, hvilket skulle sigte til, at nogle af arterne blev anvendt til religiøse formål i Asien. Ordet kan dog også betyde ’tilfælde’ eller ‘held’, hvilket hentyder til, at der ofte var modstridende oplysninger angående brugbarheden af disse planter i den traditionelle medicin. Den anden part af navnet er afledt af oldgræsk dendron (‘træ’). Det danske navn er således en oversættelse af den sidste mulighed.

 

Clerodendrum infortunatum
En busk, som undertiden bliver op til 4 m høj, men oftest er 1-2 m, stængel opret, med store korkporer, blade modsatte, bredt elliptiske eller ovale, spidse, sparsomt hårede på begge overflader, indtil 25 cm lange og 20 cm brede, med tandet rand. Blomsterstandene er store endestillede klynger, blomster duftende, hvide med purpurfarvet eller lyserødt svælg, kronrør op til 1,6 cm langt, med bredt elliptiske, op til 1,5 cm lange flige, støvbærere udragende, indtil 5 cm lange. Blomstringstiden er marts-april. Frugten er en kugleformet, bærlignende stenfrugt, blåsort eller sort ved modenhed, op til 1 cm i diameter, omsluttet af det røde, forstørrede bæger.

Denne art, af nogle autoriteter kaldt for C. viscosum, er vidt udbredt, fra det Indiske Subkontinent mod øst gennem Indokina til det sydlige Kina, samt på Filippinerne. I Himalaya vokser den i krat og åbne områder op til højder omkring 1500 m.

Den er en meget vigtig plante i traditionel ayurvedisk medicin, hvor dens rod og bark anvendes mod åndedrætsproblemer, såsom hoste og astma, samt mod feber. Roden benyttes også som afføringsmiddel samt til at slå fluelarver i sår ihjel. En pasta af rod og blade anvendes mod hudproblemer, saft af bladene mod diarré, leverlidelser, sår, feber, mavesår og hævelser, samt til at uddrive indvoldsorm og befri kvæg for lus. I Indien smøres saft af planten på slangebid og skorpionstik. I den traditionelle thai-medicin benyttes rod og blade som vanddrivende middel, samt til behandling af indvortes betændelse og nyreproblemer. I Nepal dryppes saften i betændte øjne på kvæg.

I Nepal koges og spises bladene.

Artsnavnet er latin og betyder ’uheldig’. Det blev hæftet på denne plante af den svenske botaniker Carl von Linné (1707-78) , efter sigende fordi han fandt bladene temmelig grimme.

 

 

Clerodendrum infortunatum, Khandbari, Arun-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nærbillede af blomsterne, Chitwan Nationalpark, sydlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Elsholtzia Kryddermynte
Denne slægt, der omfatter ca. 40 arter, er udbredt fra det sydlig-centrale Sibirien mod øst til Kamchatka, mod syd til Afghanistan, Indien og Indonesien. Adskillige arter er blevet naturaliseret i Europa og Nordamerika. Omkring 10 arter forekommer i Himalaya.

I Himalaya anvendes flere arter mod forskellige lidelser, bl.a. hoste, forkølelse, sår og skab.

Slægtsnavnet blev givet til ære for den preussiske botaniker og læge Johann Sigismund Elsholtz (1623-88), som var pioner inden for områderne hygiejne og sund ernæring. Navnet skyldes den tyske botaniker og farmaceut Carl Ludwig Willdenow (1765-1812), som var pioner inden for den geografiske udbredelse af planter.

 

Elsholtzia eriostachya
Denne variable plante, mellem 10 og 35 cm høj, har purpurrøde eller brune stængler, blade stilkede, ovale eller aflange, gulliggrønne, indtil 4 cm lange og 1,5 cm brede, butte, margin med små tænder. Blomsterstandene er endestillede, tætte, cylinderformede, mangeblomstrede aks, op til 6 cm lange og 1 cm brede, med talrige bittesmå, stærkt gule blomster, indtil 2 mm i diameter. Blomstringsperioden er mellem juli og sep.

Den vokser på skråninger og flodsletter fra Pakistan og Tibet mod øst til provinserne Gansu, Sichuan og Yunnan, i højder mellem 3500 og 4600 m. Den er ret almindelig i Ladakh.

Localt spises bladene som salat, og frøene tygges mod hoste og forkølelse.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk og betyder ‘med uldne aks’, hvilket er sært, da de ikke er specielt hårede.

 

 

Elsholtzia eriostachya, Ngegang Kharka (4200 m), Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Elsholtzia eriostachya, observeret på passet Polo Kongga La (4600 m), Ladakh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Nepeta Katteurt
En stor slægt med omkring 250 arter, udbredt i tempererede og subtropiske egne af Asien, Nordafrika og Europa, med størst diversitet omkring Middelhavet, i Mellemøsten samt i Centralasien. Der vokser mange arter på den tibetanske højslette, hvor de udgør et markant element. Omkring 31 arter er konstateret i Himalaya.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på disse planter, måske oprindeligt afledt af etruskisk nepete, hvilket sigter til en daværende by ved navn Nepi.

Det danske navn hentyder til, at katte mærkeligt nok elsker at æde bladene af almindelig katteurt (N. cataria). De tiltrækkes af den stærke duft, som udsendes fra knuste eller skadede blade. I gamle dage bemærkede folk, som dyrkede denne plante kommercielt, at hvis man plantede den, var berøringen af bladene nok til at tiltrække kattene, men hvis man såede den og lod den i fred, ville den ikke udsende duften, og kattene ville ikke opdage den. Et gammelt engelsk rim siger:

 

If you set it, the cats will get it.
If you sow it, the cats won’t know it.”

 

Oversat:
Hvis du planter den, vil kattene få den.
Hvis du sår den, vil kattene ikke bemærke den.”

 

 

Nepeta floccosa
Denne art kendes nemt på bladene, som er dækket af hvide uldhår og udsender en citronagtig duft. Stængler talrige, oprette eller opstigende, bleggrønne, op til 35 cm lange, dækket af hvidlige hår. Blade hjerteformede eller trekantede, kødfulde, uldhårede, indtil 3 cm lange og brede, margin med butte tænder. Blomsterstandene er tætte kranse med mellemrum op langs stænglen, hver med 6-8 blomster, krone blå, op til 1,3 cm lang, kronrør slankt, tilbagebøjet, flige på den øvre læbe meget små, indtil 1,5 mm lange, midterste flig på den nedre læbe op til 4 mm lang. Blomstring finder sted juni-sep.

Arten er udbredt fra Xinjiang mod syd gennem Tibet til Pakistan, Ladakh og Uttarakhand, i højder mellem 2100 og 4400 m. I Ladakh er den ganske almindelig, især hvor bjergsiderne er blevet eroderet til grusflader.

Førhen blev den anvendt medicinelt mod benbrud, muskelsmerter, hudinfektioner og lymfeproblemer. Bladene kan benyttes som krydderi.

Artsnavnet er afledt af latin floccus (‘en dusk’ eller ‘en uldtot’) samt endelsen osus (‘fyldt med’), hvilket formentlig sigter til de uldhårede blade.

 

 

Nepeta floccosa, nær Chomuthang (øverst), samt i omegnen af Leh, begge i Ladakh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Nepeta laevigata
En kraftig plante, som kan blive op til 80 cm høj, med endestillede cylinderformede blomsterstande, indtil 10 cm lange, ofte med purpurfarvede bægerblade og støtteblade, bæger stivhåret. De hvidlige blomster med purpurblå nedre læbe er meget længere end bægeret, indtil 1,2 cm lange.

Denne art vokser i græsklædte områder, krat og skovkanter i højder mellem 2300 og 4500 m, fra Afghanistan mod øst gennem det sydlige Tibet og det nordlige Himalaya til provinserne Sichuan og Yunnan. I den lokale folkemedicin anvendes den til at dæmpe svedeture.

 

 

Nepeta laevigata, Kielang, Lahaul, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Nepeta podostachys
Denne plante har mange opstigende stængler, indtil 30 cm lange, blade få, kortstilkede, aflange eller elliptiske, op til 3 cm lange, margin tandet. Den har endestillede aks, normalt langt fra de øverste blade, blomster små, hvide, indtil ca. 8 mm lange. De er fremme mellem juli og sep.

Arten er begrænset til tørre, stenede områder, udbredt fra Afghanistan mod øst gennem Kashmir og Ladakh til Himachal Pradesh, i højder mellem 2700 og 4300 m.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk pous (‘fod’) og stakhys (‘aks’). Blomsterstanden er et endestillet aks, så det er svært at se, hvad udtrykket ‘fod’ refererer til.

 

 

Nepeta podostachys er ret almindelig i Spiti, Himachal Pradesh, hvor disse billeder blev taget. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Perovskia
Denne slægt, som rummer ca. 10 arter af delvis forveddede urter, er udbredt i Centralasien og Mellemøsten, med 2 arter i Himalaya.

Slægtsnavnet blev givet til ære for en russisk general, Greve Vasily Alekseevich Perovskij (1794-1857).

 

Perovskia abrotanoides
Denne plante minder en del om lavendel (Lavandula angustifolia). Blomsterstandene er åbne klaser med talrige små, blegblå eller lavendelblå blomster, op til 1 cm lange, kronrør slankt, længere end det mørkt purpurfarvede, meget hårede bæger, øvre læbe med 4 flige, ned læbe helrandet. Stænglen er op til 1,2 m høj, mangegrenet, hvid, grøn eller purpurfarvet, dunhåret, blde linjeformede, indtil 7 cm lange og 2,5 cm brede, randen med vidt adskilte flige. Blomstring finder sted juni-sep.

Den vokser på stenede steder, udbredt fra det østlige Iran og Turkmenistan mod øst til Tibet, Pakistan og Ladakh. Den er meget almindelig i Ladakh, hvor den vokser i højder mellem 2700 og 3600 m.

Hele planten har en stærk duft. Den blev førhen anvendt i folkemedicinen som et kølende middel.

Artsnavnet hentyder til en aromatisk art af malurt, Artemisia abrotanum, hvis artsnavn er er afledt af abrotonon, det klassiske græske ord for malurter, samt af latin oides (‘minder om’). Det er uklart, hvad der hentydes til.

 

 

Perovskia abrotanoides er meget almindelig i Ladakh og tilfører ofte det golde ørkenlandskab et skær af blåt, på disse billeder nær Ulley (øverst) og Basgo. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Phlomoides Løvehale
Medlemmerne af denne slægt, som omfatter omkring 150 arter, var førhen placeret i slægten Phlomis. De er hjemmehørende fra Sydeuropa mod øst gennem Mellemøsten til Centralasien og Kina. Omkring 8 arter forekommer i Himalaya.

Blomsterstandene hos disse planter er meget karakteristiske, arrangeret i tætte kranse op ad den kantede stængel.

Slægtsnavnet er afledt af græsk floga (‘flamme’), hvilket sandsynligvis hentyder til den tidligere anvendelse af de hårede blade som væger. Et af slægtens engelske navne er lampwick plant (‘lampevægeplante’). Hvad det danske navn løvehale hentyder til, er usikkert.

 

Phlomoides bracteosa
En opret, håret plante, indtil 80 cm høj. De stilkede, hårede, hjerteformede, mordsatte blade, siddende korsvis op ad stænglen, er op til 10 cm lange, med tandet rand. Blomsterstandene er store, tætte kranse op ad stænglen, op til 4 cm i tværmål, understøttet af blade, krone lyserød med purpur skær, indtil 2 cm lang, kortere end det purpurfarvede, tæthårede bæger. Den øvre læbe danner en hætte, den nedre mindre, med 3 flige. Blomstringsperioden er juni-aug.

Denne art, den almindeligste af slægten i Himalaya, vokser i åbne områder mellem 1200 og 4100 meters højde, fra Afghanistan mod øst til det sydvestlige Kina.

 

 

Phlomoides bracteosa, fotograferet neden for Rohtang-passet, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Phlomoides bracteosa, Bireth Nallah, Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Phlomoides rotata
Som beskyttelse mod den tibetanske højslettes ofte stærke vinde trykker bladene af denne art sig tæt ned mod jordoverfladen. En ulempe ved denne tilpasning er, at hvis planten vokser på sandet jord, blæser vinden sand op på bladene (se billederne), og herved formindskes deres evne til at optage solenergi gennem fotosyntese.

Den har 4-6 afrundede, rhombeformede eller nyreformede, rynkede, hårede blade, op til 13 cm i diameter, med dybt nedsænkede nerver, margin med butte tænder. Blomsterstanden er en tæt klynge i centrum af bladene, op til 7 cm lang, normalt uden stængel, men undertiden med en stængel på op til 15 cm. Kronen er purpurblå, purpurrød eller lyserød, indtil 1,5 cm lang, med lange hvide hår langs randen af den øvre læbe, og også nogle få på den nedre. Det hårede bæger, op til 8 mm langt, har skarpe tænder. Arten blomstrer juni-aug.

Denne art, som tidligere blev kaldt for Lamiophlomis rotata, vokser på stenede enge og langs vandløb i højder mellem 2700 og 5200 m, fra Tibet mod øst til Gansu, Qinghai, Sichuan og Yunnan, mod syd til Nepal, Sikkim og Bhutan. Den anvendes i traditionel medicin mod traumatiske problemer.

Artsnavnet er latin og betyder ‘bevæger sig i en cirkel rundt om en central akse’, hvilket naturligvis sigter til bladenes form omkring blomsterstanden.

 

 

Phlomoides rotata, fotograferet i en tør dal neden for bjerget Imja Tse (Island Peak) (6189 m), Sagarmatha Nationalpark, østlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pseudocaryopteris
De 3 arter i denne slægt blev overført fra slægten Caryopteris i 1999. De er hjemmehørende i Himalaya, Thailand, Myanmar og Kina.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk karyon (‘nød’) og pteron (‘vinge’), hvilket sigter til de vingede frø, samt pseudes (‘falsk’), hvilket hentyder til, at disse planter er blevet fjernet fra slægten Caryopteris.

 

Pseudocaryopteris bicolor
Denne busk har en vid udbredelse, både højdemæssigt og geografisk, voksende i åbne skove og krat i højder mellem mellem 400 og 2100 m, fra Pakistan mod øst til det sydvestlige Kina og Thailand. Den er almindelig i det centrale Nepal.

En smuk plante, som bliver indtil 3 m høj og har store klynger af blomster for enden af de udbredte, firkantede grene. Bladene er elliptiske, spidse, helrandede eller tandede, op til 15 cm lange og 4 cm brede. De duftende blomster sidder i tætte klynger, endestillede eller i bladhjørnerne, krone hovedsagelig blålige med purpur skær, den øvre læbe normalt lysere, undertiden hvidlig, kronrør op til 8 mm langt, håret og kirtelhåret, flige indtil 8 mm lange, støvbærere og griffel rager langt ud af blomsten. Bægeret er tæthåret. Arten blomstrer tidligt, mellem februar og maj. Frugten er en kapsel, mere eller mindre kugleformet, op til 4 mm i diameter, håret, mørkeblå ved modenhed.

Planten høstes som foder.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med to farver’, hvilket formodentlig hentyder til kronen.

 

 

Pseudocaryopteris bicolor, nær Kimrong Khola, Modi Khola-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nepal 2008
Pseudocaryopteris bicolor, Birethanti, Annapurna. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Salvia Salvie
Denne kæmpestore slægt med omkring 1000 arter forekommer på alle kontinenter med undtagelse af Antarktis. Der findes ca. 11 arter i Himalaya, de fleste med blå blomster, nogle med gule. Mange arter af disse attraktive planter dyrkes som prydplanter.

Slægtsnavnet er afledt af latin salvere (‘at helbrede’), hvilket hentyder til de helende egenskaber hos læge-salvie (S. officinalis).

 

Salvia lanata
En smuk plante med opret, indtil 30 cm lang stængel, kirtelhåret foroven, de fleste af bladene er grundblade, aflange, helrandede eller svagt tandet, op til 10 cm lange og 2,5 cm brede, tæt uldhårede på undersiden og ofte også på oversiden. De lyseblå eller violette blomster er arrangeret i kranse op ad stænglen, krone indtil 2,5 cm lang, kronrør til 1 cm, bæger klokkeformet, op til 1 cm langt, kirtelhåret, med 5 spidse tænder. Arten blomster mellem marts og juli.

Den vokser i åbne områder mellem 1500 og 3000 meters højde i det vestlige Himalaya, fra Pakistan mod øst til det vestlige Nepal.

Lokalt tilberedes den som grønsag og anvendes også i salater.

Artsnavnet, som er afledt af latin lana (‘uld’) samt endelsen atus, sigter til de uldne blade.

 

 

Salvia lanata, nedre del af Asi Ganga-dalen, Uttarakhand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Salvia nubicola
En stovt, aromatisk plante, kirtelhåret på alle dele, stængel op til 1,2 m høj, blade stilkede, ovale eller aflange, tandede, op til 18 cm lange. Blomsterstandene sidder i vidt adskilte klynger med op til 6 blomster i hver, krone op til 4 cm lang, nedre læbe gul med brune markeringer, øvre purpurbrun, med stærkt nedadbøjet rand. Bægeret er op til 1,2 cm langt, dunhåret, med 2 læber. Blomstring forekommer mellem juni og okt.

Denne art er udbredt fra det østlige Afghanistan mod øst til Bhutan, voksende i åbne, ret tørre områder mellem 2100 og 4300 meters højde. Den blev tidligere betragtet som en underart af S. glutinosa, der er udbredt i det vestlige Asien og Sydeuropa.

I Nepal rister man frøene og fremstiller pickles af dem. Medicinsk anvendes saft af roden mod feber.

Artsnavnet er afledt af latin nubes (‘sky’) og colo (‘bebo’), hvilket sigter til, at planten vokser i store højder.

 

Salvia nubicola, Ekle Bhatti, øvre del af Kali Gandaki-dalen, Mustang, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Salvia nubicola, nær landsbyen Chame i den øvre del af Marsyangdi-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Stachys Galtetand
Med over 360 arter er galtetand en af de største slægter i læbeblomstfamilien. Disse planter er udbredt over næsten hele kloden, med undtagelse af polar-regionerne og Australien, samt regnskovområder. Omkring 7 arter findes i Himalaya.

Slægtsnavnet er det oldgræske navn på filtet galtetand (S. germanica).

Det danske navn kræver en længere forklaring. Bægeret, der omslutter blomsterne hos galtetand-arter, er rør- eller klokkeformet og har fem spidse tænder. Man kunne fristes til at tro, at det var disse tænder, der var årsagen til navnet, men det er ikke tilfældet. Mens blomsterne er unge, har støvdragerne parallelle støvtråde, men efterhånden som blomsterne ældes, bliver støvtrådene snoede og bøjes udefter, så de ydre støvknapper stikker ud over overlæbens rand – ikke ulig hugtænderne hos en orne. Den oldnordiske betegnelse på en orne er galt.

 

Stachys tibetica
Denne plante har en temmelig forveddet, mangegrenet stængel og danner ofte tætte bevoksninger. Stænglen er slank, firkantet, let håret, op til 60 cm høj, blade kortstilkede eller siddende, lancetformede eller elliptiske, indtil 2,5 cm lange og 1 cm brede, spidse, margi helrandet eller fliget. Blomsterstandene, hver med 2-6 blomster, sidder i vidt adskilte kranse op ad stænglen, krone lyserød eller hvidlig med purpurfarvet skær, op til 2,5 cm lang, kronrør slankt, lige eller svagt krummet, indtil 1 cm langt, den øvre læbe er stor og danner en hætte over de udragende støvbærere, nedre læbe med 3 flige, hvoraf den midterste er størst. Blomstring finder sted juni-sep.

Arten vokser i klippefyldte områder mellem 2100 og 4500 meters højde, fra det vestlige Tibet mod syd til Pakistan og Ladakh. Den er almindelig i Ladakh.

 

 

Stachys tibetica, nær Honupatta, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Liliaceae Liljefamilien
Oprindeligt rummede denne familie flere hundrede slægter, men efter en række genetiske studier er størsteparten af disse blevet overført til andre familier. I dag omfatter familien omkring 16 slægter med ca. 635 urter, vidt udbredt på den nordlige halvkugle, hovedsagelig i tempererede områder. 10 slægter findes i Himalaya.

 

Cardiocrinum
En lille slægt med 3 store urter, udbredt fra Himalaya mod øst til det nordlige Myanmar, Kina og Japan. En enkelt art forekommer i Himalaya.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kardia (‘hjerte’), samt Crinum, en slægt af spektakulære planter, som tidligere var placeret i liljefamilien, men siden er blevet overført til Amaryllidaceae. Navnet kan således oversættes som ‘den Crinum-lignende (plante) med hjerteformede (blade)’.

 

Cardiocrinum giganteum
En kæmpemæssig, op til 4 m høj urt, stængel op til 5 cm i diameter, nedre blade med en indtil 20 cm lang stilk, bladplade hjerteformet eller bredt oval, skinnende, op til 28 cm lang og 25 cm bred, blade gradvis mindre op ad stænglen, de øvre ofte små. De store blomster, indtil 18 cm lange, sidder tæt sammen i en endestillet klase, op til 16 sammen, krone tragtformet, nikkende, hvid med grønligt skær, særdeles duftende. Blomstringstiden er juni-juli. Frugten er en kugleformet kapsel, indtil 7,5 cm i diameter.

Denne spektakulære plante er ret almindelig i skove og krat mellem 1200 og 3600 meters højde, fra Kashmir mod øst til Myanmar, det sydøstlige Tibet og det sydvestlige Kina.

I Nepal smøres en pasta af roden på knogler, der er gået af led. Børn fremstiller fløjter af den hule stængel.

 

 

Cardiocrinum giganteum, Modi Khola-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Fritillaria Vibeæg
En stor slægt med omkring 130 arter, hjemmehørende i tempererede områder på den nordlige halvkugle, med flest arter i Centralasien og omkring Middelhavet. Der findes 2 arter i Himalaya, foruden kejserkrone (F. imperialis), som dyrkes.

Slægtsnavnet er afledt af latin fritillus (‘terningebæger’), hvilket sigter til blomstens form. Det danske navn hentyder til mønstret på blomster af F. meleagris.

 

Fritillaria cirrhosa
Stængel op til 60 cm høj, de linjeformede blade sidder normalt i kranse op ad stænglen, men er undertiden spredte, op til 12 cm lange og 1,5 cm brede, spidsen af de øvre blade ofte nedadbøjet. De klokkeformede, nikkende blomster er enlige eller op til 3 sammen, gule eller gullig-grønne, med purpurfarvede pletter eller skakbrætmønster, undertiden helt purpur- eller kastanjefarvede, kronblade aflange eller smalt elliptiske, butte. Blomstringsperioden er maj-juli.

Denne smukke plante er den almindeligste af de to arter vibeæg, som findes i Himalaya. Den vokser i alpine græsklædte arealer i højder mellem 3000 og 4600 m, fra det vestlige Nepal mod øst til det sydvestlige Kina.

I Nepal koges eller ristes roden. Løget anvendes i folkemedicinen mod hoste og astma, og en pasta af det smøres på blødende sår og filipenser.

Artsnavnet er afledt af latin cirrus (‘en krølle’), hvilket sigter til spidsen af de øverste blade, der ofte er nedadbøjet.

 

 

Fritillaria cirrhosa er ganske almindelig i Annapurna Sanctuary, centrale Nepal, hvor dette billede stammer fra. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fritillaria cirrhosa, Luza, Gokyo-dalen, Khumbu, østlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gagea Stribelilje, guldstjerne
Førhen udgjorde 11-12 arter af stribeliljer en særskilt slægt, Lloydia, opkaldt efter den walisiske naturhistoriker, sprogforsker, geograf og oldtidskyndige Edward Lhuyd (1660-1709), som opdagede almindelig stribelilje (Lloydia serotina) på Mount Snowdon i det nordlige Wales – en relikt fra den sidste istid og artens eneste forekomst i Europa ud over de mellemeuropæiske bjerge. Billeder af denne art findes på siden Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne.

Efter genetiske undersøgelser er Lloydia-arterne blevet overført til guldstjernerne (Gagea), som omfatter over 200 arter, vidt udbredt i Eurasien, med nogle få arter i Nordafrika og Nordamerika. Der er ca. 42 arter i Himalaya, langt hovedparten i det nordlige Pakistan.

Slægten blev navngivet til ære for den engelske botaniker Sir Thomas Gage, den 7. baronet af Hengrave (1781-1820).

 

Gagea longiscapa
Denne art, tidlige benævnt Lloydia longiscapa, vokser i alpine græsområder mellem 3600 og 5000 meters højde, fra Kashmir mod øst til Bhutan.

De fleste blade er grundblade, trådlignende, indtil 15 cm lange, stænglen normalt med 2 meget mindre blade. Den blomstrende stængel er op til 15 cm høj, blomster enlige eller få sammen, kronblade elliptiske, op til 1,7 cm lange, med mange purpurfarvede striber nær basis, samt orange eller brunligt svælg. Støvtrådene er hårede forneden. Arten blomstrer juni-juli.

Artsnavnet er afledt af latin longus (‘lang’) samt oldgræsk skapos (‘stav’), hvilket i botanisk sammenhæng sigter til en bladløs stilk, der vokser direkte ud fra roden.

 

 

Gagea longiscapa, Humkhani, Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nærbillede af blomsterne, Dole, Gokyo-dalen, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lilium Lilje
Denne slægt, der rummer omkring 110 arter, er udbredt i størsteparten af den nordlige halvkugle. 7 arter findes i Himalaya.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for lilje.

 

Lilium nanum
Denne lille plante, der til tider benævnes Nomocharis nana, er ret almindelig på græsklædte skråninger mellem 3300 og 4600 meters højde, fra Himachal Pradesh mod øst til Myanmar og det sydvestlige Kina.

Stænglen er op til 30 cm høj, de talrige blade er linjeformede, indtil 11 cm lange og 8 mm brede, og rager ofte længere op end den enlige blomst, som er klokkeformet, nikkende, blegt purpurfarvet, blegblå, purpurrød, gul eller undertiden hvid, i reglen med mørkt purpurfarvede prikker, kronblade elliptiske, op til 3 cm lange. Den blomstrer juni-juli.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk nanos (‘dværg’).

 

 

Lilium nanum, Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Lilium nanum, Dole, Gokyo-dalen, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lilium nepalense
En pragtfuld plante med en op til 1,2 m lang stængel, blade talrige, bredt lancetformede, indtil 10 cm lange og 3 cm brede, med 5 nerver. De meget store duftende blomster er trompetformede, nikkende, op til 15 cm lange, gule med grønligt skær og store purpurfarvede pletter på indersiden, undertiden svagt purpurfarvet på ydersiden. De er normalt enlige, men til tider op til 5 sammen i en klase, kronblade udbredte og tilbagebøjede, støvbærere udragende, støvknapper rødlige eller mørkt purpurfarvede. Blomstring finder sted juni-juli.

Den træffes ofte på stejle skrænter i højder mellem 2100 og 3500 m, fra Uttarakhand mod øst til Myanmar, det sydøstlige Tibet og Yunnan-provinsen.

I Nepal spises løgene efter kogning, og de indtages også som et styrkende middel.

 

 

Lilium nepalense, Ringmo, Solu, østlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lythraceae Kattehalefamilien
Denne familie, som rummer omkring 31 slægter og 650 arter af urter, sjældent buske eller træer, er vidt udbredt i subtropiske og tropiske områder, mindre almindeligt i tempererede egne. Den omfatter i dag de tidligere familier Punicaceae, Sonneratiaceae og Trapaceae. 7 slægter forekommer i Himalaya.

 

Woodfordia
En lille slægt med kun 2 arter af buske, der findes i det sydlige og østlige Asien, Sydarabien og Afrika, samt på Madagascar.

Slægtsnavnet hædrer den engelske sagfører John Alexander Woodford, der levede omkring 1790’erne. Han oprettede et stort drivhus i Vauxhall.

 

Woodfordia fruticosa
En lille busk, undertiden op til 5 m høj, men oftest meget lavere, grene hængende, glatte, kviste dunhårede. De modsatte blade, til tider i kranse med 3, er ovale eller lancetformede, læderagtige, spidse, indtil 14 cm lange og 4 cm brede, med orange eller sorte kirtler på undersiden. Blomsterstandene er korte klynger i bladhjørnerne, hver med op til 15 blomster, bæger rørformet, knaldrødt eller orange med grøn basis, op til 1,5 cm langt, med 6 trekantede, indtil 3 mm lange flige, de 6 murstensrøde kronblade er linje- eller lancetformede, indtil 5 mm lange, knapt ragende ud af bægeret. Blomstring finder sted feb.-maj.

Denne art er vidt udbredt, idet den forekommer i det østlige Afrika, på Madagascar, samt i det sydlige og østlige Asien, fra Pakistan mod øst til det sydlige Kina, og derfra mod syd til Indonesien. I Himalaya er den almindelig i krat og på åbne skrænter i subtropiske dale, op til omkring 2000 meters højde.

Den har en vid anvendelse i Nepal, hvor dens grene benyttes som brændsel, af blade og kviste fremstilles et gult farvestof og af kronbladene et rødt. Barken tygges for at hele blæner på tungen. Saft af barken anvendes mod mavebesvær, forstrækninger og opsvulmninger, kogte blomster mod feber, samt til at dæmpe menstruelle smerter. Bladene blandes med tobak og ryges. Blomsterne er spiselige, og børn suger ofte den søde nektar ud af dem.

Artsnavnet er latin og betyder ‘buskagtig’.

 

 

Woodfordia fruticosa, Ilam, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blomstrende Woodfordia fruticosa med nye blade, fotograferet foran en sø, Uttarkashi, Uttarakhand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nærbillede af blomsterne, Birethanti, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Magnoliaceae Magnoliefamilien
Disse træer er udbredt i det sydlige Asien, Fjernøsten,, Indonesien, Ny Guinea, samt Amerika. Antallet af slægter er omdiskuteret. Nogle autoriteter accepterer op til 17, mens andre, bl.a. Kew Gardens, kun anerkender 2. En enkelt slægt forekommer i Himalaya.

 

Magnolia Magnolie
Antallet af arter i denne slægt er genstand for stor uenighed. Nogle autoriteter, bl.a. Kew Gardens, anerkender omkring 340 arter, andre kun ca. 130. Der forekommer 8 vilde arter i Himalaya, mens andre dyrkes.

Slægtsnavnet hædrer den franske botaniker Pierre Magnol (1638-1715), som var professor i botanik og direktør for den botaniske have i Montpellier.

 

Magnolia campbellii
Når dette træ blomstrer mellem marts og maj, er det et pragtfuldt skue med et væld af skønne blomster. Det bliver op til 45 m højt, med grå bark, blade elliptiske eller ovale, indtil 30 cm lange og 15 cm brede, spidse, unge blade med rustfarvede hår på undersiden. Blomsterne, som kommer frem før løvspring, er hvide, cremefarvede eller svagt lyserøde, op til 25 cm i tværmål, med 12-15 kronblade. Frugten er et cylinderformet aks, op til 20 cm langt.

Som vildtvoksende er arten udbredt i højder mellem 2200 og 3000 m, fra det centrale Nepal mod øst til Myanmar, det sydøstlige Tibet og det sydvestlige Kina. Den er almindelig i det østlige Nepal og Sikkim. Den dyrkes mange steder som prydtræ, og veddet anvendes til husbyggeri.

Artsnavnet hædrer den britiske læge Archibald Campbell (1805-74), som var ansat i Bengal Medical Service og var den første forstander for sanatoriet i Darjiling. Han var meget interesseret i etnologi og botanik og korresponderede med adskillige britiske naturhistorikere, bl.a. Joseph Dalton Hooker (se Rhododendron dalhousiae, Ericaceae) and Brian Houghton Hodgson (1801-1894), who described numerous new species of birds and mammals in the Himalaya. Hooker and Campbell travelled together around Sikkim, where they were held prisoners by Tsugphud Namgyal, the local ruler. This incident led to the British annexation of the Sikkim lowlands.

 

 

Dette eksemplar af Magnolia campbellii er et pragtfuldt skue med et væld af skønne hvide blomster. Det blev observeret nær landbyen Bharku, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. Klipperne i baggrunden er skifer, som er løsnet i flager. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blomster af Magnolia campbellii, Lukla, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Mazaceae
En lille familie med 3 slægter og omkring 40 arter af urter, udbredt fra Østeuropa gennem Asien til Australien. 2 slægter forekommer i Himalaya. Medlemmerne af familien var førhen placeret i Scrophulariaceae, senere i Phrymaceae.

 

Lancea
En lille slægt med kun 2 arter, som er begrænset til Centralasien, med en enkelt art i Himalaya.

Slægtsnavnet er latin og betyder ‘lanse’ eller ‘lancet’. Da hverken blade eller kronblade hos denne art er lancetformede, er det uklart, hvad der hentydes til.

 

Lancea tibetica
En lav, oftest stængelløs urt, normalt under 10 cm høj. Bladene er samlet i en tæt roset, op til 10 sammen, bladplade oval, aflang eller spatelformet, indtil 7 cm lang, but eller med en svag spids, basis smalnende ind, margin helrandet eller sparsomt tandet. Blomsterne sidder i en klynge i midten af planten, op til 5 sammen, krone mørkeblå, purpurfarvet eller rødlig, op til 2,5 cm lang, 2-læbet, øvre læbe med 2 flige, nedre læbe bredere, med 3 flige, svælg håret, med purpurfarvede prikker, undertiden gullig indvendigt. Blomstring forekommer mellem maj og aug.

Denne art er udbredt fra Mongoliet mod syd gennem Tibet og det vestlige Kina til det nordlige Pakistan, Ladakh og de nordligste egne af Nepal, voksende i græsklædte områder, på brakmarker og langs vandløb, i højder mellem 2000 og 4800 m.

Et udtræk af planten indtages lokalt som styrkende middel.

 

 

Lancea tibetica, Imja Tse-dalen, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Lancea tibetica, Dingboche, Khumbu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Melastomataceae
Denne store familie med ca. 175 slægter og over 5000 arter af urter, buske, slyngplanter og små træer findes verden rundt i varmere egne, hovedparten i Mellem- og Sydamerika. Omkring 6 slægter forekommer i Himalaya.

 

Osbeckia
En slægt af buske med smukke blomster, der omfatter ca. 45 arter, hovedsagelig udbredt i tropiske og subtropiske områder i Asien, fra Indien mod øst til Japan, og derfra mod syd til Australien, endvidere i tropiske egne af Vestafrika, samt på Madagascar. Omkring 7 arter er truffet i Himalaya.

Medlemmer af slægten har 8-10 gule støvbærere, alle ens (i modsætning til de nært beslægtede arter i slægten Melastoma, som har uens støvbærere). Frugten er en kapsel, der åbnes gennem porer i spidsen.

Slægtsnavnet hædrer den svenske naturhistoriker og opdagelsesrejsende Pehr Osbeck (1723-1805), som var elev af den berømte Carl von Linné (1707-1778). I 1750-52 rejste han ombord på Prins Carl til Asien, hvor han bl.a. tilbragte fire måneder med at studere flora, fauna og kultur i Canton-regionen i det sydlige Kina. Efter hjemkomsten skænkede han over 600 plantearter til Linnés Species Plantarum, der blev publiceret i 1753. I 1757 offentliggjorde han et værk om sit arbejde i Kina med titlen Dagbok öfwer en ostindisk Resa åren 1750, 1751, 1752. Med anmärkningar uti naturkunnigheten, främmande folkslags språk, seder, hushållning, m.m.

 

Osbeckia nepalensis
En opret busk, op til 2 m høj, grenet, med kantede stængler, blade lancetformede eller smalt elliptiske, spidse, let hårede, tæthårede langs nerverne på undersiden, indtil 13 cm lange og 4 cm brede, med 3-5 prominente parallelle nerver, margin helrandet, håret. Blomsterstandene er endestillede klynger, op til 10 cm lange, blomster indtil 5 cm i diameter, bægerrøret dækket af skæl, med 5 ovale, spidse flige, margin flosset, kronblade 5, lyserøde eller hvide (sjældent purpurfarvede), ovale, indtil 2,5 cm lange, margin håret. Støvknapperne er store, knaldgule, støvtråd hvidlig, griffel rødlig. I modsætning til O. stellata (nedenfor) er dens bæger ikke dækket af et tæt hårlag. Blomstring finder sted det meste af året, hovedsagelig fra juli til nov.

Denne plante er almindelig i krat, på brakmarker og langs stier, fra det centrale Nepal, det sydlige Tibet og Bangladesh mod øst til det østlige Kina, og derfra mod syd til Malakka-halvøen. I Himalaya vokser den i højder mellem 600 og 2300 m.

I Nepal anvendes saft af planten mod fordøjelsesbesvær og tyfus, og saft af bladene smøres på sår. Frugten er spiselig.

 

 

Osbeckia nepalensis, Sarangkot (1400 m), nær Pokhara, centrale Nepal. En bille kravler rundt i en af blomsterne. Disse insekter ses ofte æde støvdragerne hos Osbeckia-arter. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Osbeckia stellata
En stærkt forgrenet busk, op til 2,5 m høj, opret eller med hængende, 4-6-kantede stængler, håret, blade modsatte eller i kranse med 3, aflange, lancetformede eller elliptiske, hårede, langt tilspidsede, indtil 13 cm lange og 5 cm brede, med 5 prominente parallelle nerver, margin helrandet. Blomsterstande i endestillede, op til 22 cm lange klynger, blomster indtil 7 cm i diameter, bægerrøret dækket af stive, nedliggende, stjerneformede hår, med 4 oprette flige, kronblade 4, purpurfarvede med lyserødt skær, ovale, højresnoede i knop, op til 2 cm lange, margin håret. Den blomstrer juli-okt.

Denne er så langt den mest almindelige Osbeckia-art i Himalaya, og den dækker ofte ret store områder i åbent land, i højder mellem 1200 og 2400 m. Den er udbredt fra Uttarakhand mod øst til det nordlige Indokina og det sydvestlige Kina. Den kendes nemt på bægeret, som er dækket af et tæt lag af stjerneformede hår, heraf dens artsnavn, afledt af latin stella (‘stjerne’).

I Nepal anvendes saft af roden til behandling af diarré og dysenteri, og saft af planten smøres på skab. Frugten er spiselig.

 

 

Osbeckia stellata, observeret nær Kakani, Helambu, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Osbeckia stellata, Pati Bhanjyang, Helambu. På det nederste billede har en bille travlt med at æde af støvbærerne. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Nartheciaceae
En lille familie med 5 slægter og ca. 36 arter af urter, udbredt i Eurasien, Nordamerika og den nordlige del af Sydamerika. En enkelt slægt findes i Himalaya.

 

Aletris
Denne slægt med ca. 24 arter er udbredt i Centralasien og Fjernøsten, mod syd til Sumatra og Borneo, samt i det østlige Nordamerika. Der findes 4 arter i Himalaya.

Slægtsnavnet er det oldgræske udtryk for en kvindelig slave, som maler korn. Navnet sigter til den melede tekstur på bæger og kronblade hos nogle af arterne.

I de senere år har medlemmer af denne slægt været placeret i 4 forskellige familier. Oprindeligt tilhørte de Liliaceae, men blev så overført til Haemodoraceae, derpå Melanthiaceae, og sidst til Nartheciaceae.

 

Aletris pauciflora
Denne fine lille plante har 5-12 blade, alle grundblade, linje-lancetformede, græslignende, op til 25 cm lange og 1 cm brede, med 5-7 nerver. Den blomstrende stængel er op til 20 cm høj, undertiden til 40 cm, bladløs, tæt dunhåret foroven. Blomsterstanden er en åben klase eller aks, indtil 10 cm lang, hver blomst med et linjeformet grønt støtteblad, som er længere end blomsten. Bægerbladene er dækket af hvide uldhår, kronblade hvide eller lyserøde, undertiden gule, orange eller røde, op til 6 mm lange, sammenvoksede ved basis, med 5-6 udbredte flige. Blomstring finder sted juni-aug.

Den er udbredt fra Pakistan mod øst til det sydøstlige Tibet og det sydvestlige Kina, voksende i græsklædte områder og på åbne skråninger i højder mellem 1500 og 4900 m.

I Nepal, anvendes dens rodstængel anvendes til behandling af hoste og forkølelse.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med få blomster’.

 

 

Aletris pauciflora, nær Magingoth, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Aletris pauciflora, Dole, Gokyo-dalen, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Aletris pauciflora, Humkhani, Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. T.v. ses et blad af Potentilla argyrophylla (Rosaceae). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Nitrariaceae
Denne lille familie med 4 slægter og ca. 16 arter af ofte tornede buske og forveddede urter vokser i saline eller sandede områder, fra Sydeuropa og det nordlige Afrika mod øst til Fjernøsten, samt i Australien, Texas og Mexico. En enkelt slægt forekommer i Himalaya.

 

Peganum
En slægt med 4 arter, udbredt fra Sydeuropa og Nordafrika mod øst til Fjernøsten, samt endvidere i Texas og Mexico. En enkelt art træffes i Himalaya.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk peganon, som var navnet på en rude-art (Ruta), hvilket sigter til disse planters rude-lignende blade.

 

Peganum harmala
En urt med forveddet basis, stænglen op til 90 cm høj, opret eller krybende, mangegrenet, glat, blade spredte, siddende, kødfulde, til 8 cm lange, dybt delte til linje-lancetformede, spidse flige, op til 5 cm lange og 5 mm brede. Blomsterne er enlige, indtil 2,5 cm i diameter, siddende modsat de endestillede blade. Der er 5 linjeformede bægerblade, op til 2 cm lange, siddende skiftevis i forhold til de hvide, grønlig-hvide eller gullige kronblade. Den blomstrer mellem april og okt.

Denne art vokser i tørre sandede områder og på saltflader, fra Sydeuropa mod øst til Mongoliet og det nordlige Kina, mod syd til Nordafrika, Arabien og Ladakh. I Ladakh forekommer den op til omkring 3600 meters højde.

I 1928 blev den indført til USA, da en bonde i New Mexico ønskede at producere et farvestof af dens frø, ‘Turkish red’, som i Mellemøsten anvendes til farvning af tekstiler, bl.a. tæpper. Den forvildedes imidlertid hurtigt og er siden blevet invasiv i mange områder i det vestlige USA.

I Tibet anvendes dens frø medicinelt mod feber, mavebesvær, øjenproblemer, mæslinger, astma, Parkinsons sygdom, rheumatisme og menstruelle problemer, som disinfektionsmiddel, som et narkotikum ved navn harmal, samt som røgelse, specielt med det formål at bortdrive ’onde øjne’. Brændende blade kan holde insekter på afstand. Der udvindes også et farvestof af planten.

Artsnavnet hentyder til et narkotikum, harmal, der udvindes af planten.

 

 

Peganum harmala, fotograferet ved Leh (øverst) samt nær klostret Thikse Gompa, begge i Ladakh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Onagraceae Natlysfamilien
En familie med 22-24 slægter og omkring 650 arter af urter og buske, sjældent træer, som har repræsentanter i de fleste egne af kloden. 5 slægter forekommer i Himalaya.

Familiens navn er afledt af Onagra, det oprindelige navn på natlys-slægten (i dag kaldt for Oenothera). Ordet Onagra blev først benyttet botanisk i 1587. Det betyder ‘(føde) for onager’, et asiatisk vildæsel (Equus hemionus). Det er højst besynderligt, at dette navn senere blev hæftet på natlys-slægten, som oprindeligt var rent amerikanske planter.

 

Chamaenerion Gederams
En lille slægt med 8 arter, som findes i arktiske områder og bjergegne på den nordlige halvkugle, vidt udbredt i Europa, Nordafrika, Asien og Nordamerika. Der findes 4 arter i Himalaya.

Frugten er en lang kapsel, der ved modenhed splittes på langs, og frøene er udstyret med lange hår, en tilpasning til vindspredning.

Der hersker stor uenighed omkring denne slægts systematik. Navnet Chamaenerion går måske så langt tilbage som 1561. Det er afledt af græsk khamai (‘nær jorden’) og nerion, Oldtidens græske navn på oleander (Nerium oleander), hvilket sigter til de oleander-lignende blade hos smalbladet gederams (nedenfor). I 1753 placerede den svenske botaniker Carl von Linné (1707-78) disse planter i dueurt-slægten (Epilobium). Mange botanikere anerkendte imidlertid ikke denne beslutning og fortsatte med at benytte Chamaenerion.

I 1818 foreslog den franske naturhistoriker Constantine Samuel Rafinesque-Schmaltz (1783-1840) navnet Chamerion, enten som slægtsnavn eller som underslægt. Rafinesque havde sine egne sære regler med hensyn til botanisk nomenklatur og anså det for passende at forkorte eksisterende slægtsnavne. Hans nye navn blev imidlertid ikke officielt anerkendt, før det blev offentliggjort i 1972 af den tjekkiske botaniker Josef Ludwig Holub (1930-99), som oprettede en ny typeart, Epilobium amenum. I dag er denne art imidlertid inkluderet i C. angustifolium, så Chamaenerion har fortrinsret fremfor Chamerion. Nogle autoriteter placerer stadig disse planter i Epilobium. (Kilde: A.N. Sennikov 2011. Chamerion or Chamaenerion (Onagraceae)? The old story in new words, Taxon 60 (5): 1485-1488)

 

Chamaenerion latifolium Storblomstret gederams
Denne art, som bliver indtil 70 cm høj, danner store bevoksninger. De elliptiske eller ovale, blågrønne, spidse blade er op til 8 cm lange og 2,5 cm brede, med få tænder langs randen. Der er mange blade i blomsterstandene, bægerblade 4, mørkt purpurfarvede, op til 3,5 cm lange og 1,8 cm brede, kronblade lyserøde eller rosenfarvede, sjældent hvide, indtil 3,2 cm lange og 2,3 cm brede. Arten blomstrer juni-aug.

Den har en meget stor udbredelse, idet den findes i de fleste subarktiske og tempererede områder på den nordlige halvkugle. I Himalaya træffes den fra Pakistan mod øst til Bhutan, hovedsagelig voksende i grusede områder langs vandløb i højder mellem 3600 og 5200 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘bredbladet’.

 

 

Storblomstret gederams, fotograferet på passet Rohtang La, Himachal Pradesh (øverst) samt på passet Polo Kongga La, Ladakh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Orchidaceae Gøgeurtfamilien
Med ca. 880 slægter og mere end 22.000 arter udgør orkidéer en af verdens største plantefamilier.

Orkidéer opdeles i jordlevende og epifytiske arter. Sidstnævnte vokser på levende træer, i nogle tilfælde på klipper og faldne træer. De udvikler luftrødder, som opfanger næringsstoffer og fugtighed fra luften, og mange har pseudobulber, opsvulmede, fibrøse, løglignende gevækster, hvori der opbevares vand og næringsstoffer.

Blomsternes opbygning hos medlemmer af denne familie er unik. Der er 3 bægerblade, som ofte har samme farve og form som 2 af kronbladene. Det tredje kronblad danner en nedre læbe, der oftest er yderst forskellig fra de øvrige kronblade i form og størrelse, og til tider også i farve, ofte forsynet med en spore. Støvdragere og frugtknude er sammenvoksede til den såkaldte søjle, og støvknapper og støvfang er adskilt af en næb-lignende struktur. I støvknappen produceres såkaldte pollinier, små ‘poser’, som indeholder pollen. Ved hjælp af et klæbrigt sekret overføres disse pollinier til insekter, og ved insektets besøg i den næste blomst fastgøres pollinierne til støvfanget. Andre arter er selvbestøvende. Frugten er en kapsel, der indeholder utallige bittesmå frø, som spredes med vinden.

De fleste af disse planter lever i symbiose med myceliet af underjordiske svampe, der vokser på planternes jordstængel eller rødder. Orkidéens frø er fuldstændig afhængige af myceliet, når de skal spire, da de praktisk talt ikke indeholder energi til spiringen, men tager det nødvendige kulstof dertil fra svampen. Nogle orkidé-arter er afhængige af svampens mycelium hele deres liv, men samlivet er symbiotisk, idet orkidéen forsyner svampen med livsnødvendige salte og vand. Nogle arter mangler dog grønkorn og er parasitter på svampen.

Familienavnet er afledt af græsk orkhis (‘testikel’), hvilket sigter til de underjordiske knolde hos medlemmer af slægten Orchis, der minder om testikler.

Hybrider er almindelige i denne familie og gør ofte bestemmelsen vanskelig.

Omkring 150 slægter er konstateret i Himalaya, langt de fleste fra Sikkim og videre mod øst. Hovedparten er epifyter.

 

Calanthe
Denne slægt af kønne jordlevende orkidéer omfatter i alt omkring 150 arter, udbredt i tropiske og subtropiske egne af Asien, Australien, Ny Guinea, tropiske egne af Afrika og det nordlige Sydamerika, samt endvidere på nogle øer i Stillehavet. Omkring 12 arter findes i Himalaya.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kallos (‘smuk’) og anthos (‘blomst’).

 

Calanthe tricarinata
Denne art er det mest almindelige medlem af slægten i Himalaya, hovedsagelig voksende i egeskove mellem 1500 og 3200 meters højde. Den er udbredt fra Pakistan mod øst til det nordlige Indokina, Kina, Taiwan og Japan.

Stænglen er op til 60 cm høj, pseudobulber kugleformede, indtil 2 cm i diameter, bladene er grundblade, 2-4, elliptiske, ovale eller lancetformede, spidse, op til 35 cm lange og 11 cm brede. Blomsterstanden er op til 20 cm lang med vidt adskilte blomster op langs stænglen, 2-3 cm i tværmål, bægerblade og de 2 øverste kronblade aflange eller lancetformede, indtil 1,8 cm lange og 8 mm brede, gule eller grønne, læbe brun eller rødlig, med 3 flige, hvoraf de to ydre er små og korte, den midterste op til 1 cm lang og 1,5 cm bred, basis hvid eller gul med brune eller rødlige pletter, den ydre del brun eller purpurrød med 3 kødfulde, ofte gule kamme, margin stærkt bølget. Der er ingen spore. Arten blomstrer april-juli.

Artsnavnet er afledt af latin tri (‘tre’) og carina (‘køl’), hvilket sigter til de 3 kamme på læben.

 

 

Calanthe tricarinata, Ghasa, Kali Gandaki-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Calanthe tricarinata, Humkhani, Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nærbillede af en blomst med grønne bægerblade og øverste kronblade, Brabal, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Coelogyne
En meget stor slægt af epifytiske orkidéer med over 200 arter, der forekommer i tropiske og subtropiske områder af Asien, fra Indien og Kina mod syd til Indonesien og Ny Guinea. Pseudobulberne er iøjnefaldende. I Himalaya findes ca. 12 arter, hovedsagelig i subtropiske og nedre tempererede regioner, de fleste blomstrer mellem marts og maj. Hovedparten af arterne har hvide blomster med gule pletter på læbens midterflig.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk koilos (‘hul’) og gyne (‘kvinde’), hvilket sigter til det hule frugtanlæg.

 

Coelogyne cristata
Denne art er udbredt fra Uttarakhand mod øst til Myanmar og det sydøstlige Tibet, voksende på klipper og til tider træer i højder mellem 1000 og 2300 m.

Pseudobulberne er 5-8 cm lange, gullige, ovale, glatte, blade siddende, lancetformede, spidse, indtil 30 cm lange og 3 cm brede. De hvide duftende blomster er op til 10 cm i tværmål, 3-10 sammen i hængende, op til 30 cm lange klynger, bægerblade og de 2 øverste kronblade butte, indtil 4 cm lange og 1,5 cm brede, margin bølget, den midterste flig på læben har 3-5 gule, hårede kamme, som strækker sig ind til basis. Arten blomstrer tidligt, fra februar til april.

Den dyrkes nogle steder som prydplante. I Nepal smøres saft af pseudobulberne på bylder.

Artsnavnet er latin og betyder ‘toppet’, hvilket hentyder til de hævede kamme på læbens midterflig.

 

 

Coelogyne cristata, fotograferet i den nedre tempererede zone langs floden Modi Khola, Annapurna, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Pseudobulber af Coelogyne cristata, Melamchi Ghyang, Helambu, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Coelogyne nitida
Denne art, tidligere kaldt for C. ochracea, er udbredt fra Uttarakhand mod øst til det nordlige Indokina og Yunnan-provinsen, voksende i højder mellem 1300 og 3100 m. Den er meget iøjnefaldende på træer i Modi Khola-dalen, Annapurna, centrale Nepal.

Pseudobulberne er 7-10 cm lange, gullige, cylinderformede, med tiden furede, blade 2-3, siddende, elliptiske eller omvendt lancetformede, indtil 25 cm lange og 3 cm brede. Blomsterne er hvide, omkring 4 cm i tværmål, 6-8 i oprette, indtil 20 cm høje klynger, bægerblade og de 2 øverste kronblade indtil 2 cm lange og 5 mm brede, spidse, margin ikke bølget, læbens midterflig med 2 store gule pletter og 2 gule, uhårede kamme, som strækker sig næsten til basis. Blomstring finder sted marts-juni.

Arten dyrkes som prydplante. I Nepal anvendes saft af pseudobulberne mod mavepine.

Artsnavnet er afledt af latin niteo (‘at skinne’) samt endelsen idus, således ‘skinnende’. Ordet har dog mange andre betydninger, bl.a. ‘køn’ og ‘smuk’.

 

 

Coelogyne nitida, fotograferet i den nedre tempererede zone langs floden Modi Khola, Annapurna, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cypripedium Fruesko
En slægt med omkring 58 jordlevende orkidéer, vidt udbredt på den nordlige halvkugle. 4-5 arter er konstateret i Himalaya.

Læben hos disse planter er stor og minder om en lille sko, heraf det danske navn. Blomsten bestøves af insekter, som lokkes ned i ’skoen’ gennem blomstens duft. Insektet kommer ind gennem en smal åbning på læbens overside, men kan ikke slippe ud igen den samme vej, da siderne af åbningen er meget glatte. Der er imidlertid 2 små åbninger ved basis af læben, og når insektet undslipper denne vej, passerer det tæt forbi griften, hvor pollen fra insektets besøg i en anden blomst skrabes af, hvorefter insektet passerer forbi støvbærerne, hvor pollen afsættes på dets ryg og bringes til den næste blomst.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk Κypris, et andet navn for gudinden Afrodite, samt pedilon (‘sandal’), hvilket naturligvis sigter til blomstens form.

 

Cypripedium cordigerum
Denne art danner ofte ret store bevoksninger, stængel op til 60 cm høj, blade 3-6, siddende, lancetformede eller ovale, spidse, indtil 15 cm lange og 10 cm brede. De normalt enlige blomster sidder ved basis af et stort, stængelbladlignende støtteblad, undertiden op til 3 sammen, bægerblade hvide, gule eller grønne, ovalt lancetformede, langt tilspidsede, de to øvre , alle op til 5 cm lange, læbe poseformet, indtil 3 cm lang, hvid eller gullig, med nogle få purpurfarvede pletter ved basis. Arten blomstrer maj-sep.

Den er udbredt fra Pakistan mod øst til Bhutan og det sydøstlige Tibet, voksende i skove og krat mellem 2100 og 4000 meters højde.

Dyrkes som prydplante og er truet af overdreven indsamling. I Nepal koges unge blade som grønsag.

Artsnavnet er latin og betyder ‘bærer et hjerte’. Det er uklart, hvad der hentydes til.

 

 

Cypripedium cordigerum, Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cypripedium him