Flora i Himalaya

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Himalayas grænser er ikke veldefinerede. Mod nordvest glider Karakoram-bjergene (der af nogle autoriteter betragtes som en del af Himalaya, af andre ikke) jævnt over i Hindu Kush- og Pamir-bjergene. Mod nord og nordøst udgør adskillige bjergkæder i Ladakh, Tibet og Kina en fortsættelse af selve Himalaya.

Som et resultat af de store forskelle i højdeforhold og nedbør – foruden forskellige andre faktorer som mikroklima og jordbundens sammensætning – er Himalayas flora og fauna i sandhed divers. I disse bjerge mødes to biogeografiske regioner, den indo-malayiske region, der omfatter størstedelen af det Indiske Subkontinent, Indokina, det sydlige Kina, Taiwan, Filippinerne, samt den vestlige del af Indonesien, mod øst til Borneo og Bali, samt den palæarktiske region, der omfatter Europa, det nordlige Afrika, og det nordlige Asien, mod syd til det nordlige Arabien, Iran, den nordlige del af Himalaya, det nordlige Kina, samt Japan.

I de fleste områder af Himalaya dominerer flora og fauna fra den indo-malayiske region, men i det nordlige Pakistan, Kashmir og Ladakh, samt i de nordligste egne af Nepal, Sikkim, Bhutan, Arunachal Pradesh og Myanmar, i højder over ca. 3500 m, findes et stort islæt af arter fra den palæarktiske region.

Efter at monsunen har passeret Himalaya fra syd, er næsten al vanddampen afgivet, og på den tibetanske højslette falder derfor kun ganske lidt nedbør. Mange steder er den årlige nedbør gennemsnitligt under 100 mm, mest i form af sne om vinteren. Størsteparten af landskabet er derfor tørt og temmelig goldt. Kun langs floderne og omkring de talrige søer findes frodige, grønne arealer.

Himalaya rummer et overvældende antal plantearter. Alene i Nepal forekommer ca. 6500 arter blomsterplanter, og i hele bjergkæden er antallet over 10.000, hvoraf omkring 4000 er endemiske for området. Hertil kommer mange hundrede arter bregner, ulvefødder, mosser og laver.

Det rige og varierede planteliv i en række lokaliteter i Himalaya er beskrevet på siden På blomsterjagt i Himalaya.

Under beskrivelsen har jeg hentet en mængde information i to glimrende bøger, Flowers of the Himalaya (Oxford University Press, 1984), skrevet af Oleg Polunin og Adam Stainton, samt Flora Simlensis. A Handbook of the Flowering Plants of Simla and the Neighbourhood (Thacker, Spink & Co., 1921), skrevet af Sir Henry Collett. Førstnævnte bog er stadig tilgængelig på markedet, men uheldigvis er kun et begrænset antal arter i den illustreret i farve.

Langt størstedelen af informationen om anvendelsen af planter er lånt fra Narayan Manandhars fine værk Plants and People of Nepal (Timber Press, 2002). Min dybtfølte tak til Mr. Manandhar.

Med hensyn til etymologien har jeg anvendt hjemmesiden Wiktionary, samt J. Corneliuson, Växternas namn. Vetenskapliga växtnamns etymologi. Språkligt ursprung och kulturell bakgrund, publiceret af Wahlström & Widstrand, 1997.

Jeg vil også gerne takke min ven Ajai Saxena, som har leveret omkring to dusin billeder, især på den engelske pendent til denne side. Sammen har vi foretaget adskillige botaniske ekskursioner i Himalaya, til tider i selskab med Ajais kone Madhu.

På denne side behandles Tibet (kaldt Xizang af kineserne), Qinghai og Xinjiang som selvstændige områder. Udtrykket ‘det vestlige Kina’ dækker kinesiske territorier umiddelbart øst for Tibet og Qinghai. Udtrykket ‘det sydvestlige Kina’ dækker provinserne Yunnan, Guizhou og Sichuan.

Nederst på siden findes en ordliste med hyppigt anvendte ‘tekniske’ botaniske udtryk.

 

 

 

 

 

 

 

Som et kuriosum kan nævnes, at ifølge en maskinel oversættelse (‘undersættelse’) på internettet var det danske navn på denne familie en overgang blevet til ‘bjørnens buksefamilie’! Denne mærkværdighed (som nu er blevet fjernet) skyldes et engelsk navn på familien, bear’s breeches family, hvilket imidlertid bygger på en misforståelse. Et middelalderligt navn på den plante, som den svenske botaniker Carl von Linné (1707-78) senere navngav Acanthus mollis, var Acanthus sativus branca ursina (‘den dyrkede (plante med) tornede bjørne-svøbblade’), hvilket sigtede til de krumme svøbblade på blomsterstanden, som for de mennesker, der gav den dette navn, åbenbart lignede bjørnekløer. Med tiden blev branca forvansket til breech (en slags korte bukser, der når ned til knæene), der førte til navnet bear’s breeches.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk a (‘uden’) og systis (‘overensstemmelse’), hvilket sigter til slægtens symmetriske blomster – et sjældent træk i familien Acanthaceae.

 

Artsnavnet, afledt af oldgræsk makros (‘lang’ eller ‘stor’) og karpos (‘frugt’), sigter til frugten, en cylinderformet kapsel, som er op til 3,5 cm lang.

 

 

 

 

 

Slægten blev navngivet til ære for den franske dominikanermunk og botaniker Jacques Barrelier, i latiniseret form Jacobus Barrelierus (1606-73), som tilbragte adskillige år i Spanien samt 23 år i Rom. Teksten til hans værk Hortus Mundi ou Orbis botanicus blev destrueret under en brand efter hans død, men hans talrige tegninger er bevaret. Den franske botaniker og læge Antoine de Jussieu (1686-1758) offentliggjorde hans tegninger i 1714 under titlen Plantae per Galliam, Hispaniam et aliam observatae.

 

Bladene er kortstilkede, mørkegrønne på oversiden, lysegrønne på undersiden, elliptiske eller ovale, indtil 10 cm lange og 4 cm brede, langt tilspidsede, håret langs nerverne. Blomsterne sidder i klynger fra bladhjørnerne eller er endestillede, bægeret flige skarpt tilspidsede, krone tragtformet, blå, violet eller lyserød, indtil 6,5 cm lang, med afrundede, udbredte, indtil 2,5 cm lange flige. Blomstringstiden er mellem maj og oktober.

Planten dyrkes mange steder som prydplante. I Tamil Nadu i det sydlige Indien flettes den ofte til kranse, som kvinder bærer i deres hår.

I Nepal smøres en pasta af bladene på bylder og filipenser, og saft af roden indtages mod fordøjelsesbesvær, saft af bladene mod bronchitis. I Thailand anvendes planten som et styrkende, vanddrivende og blodrensende middel.

Artsnavnet er latin og betyder ‘toppet’. Med lidt god velje kan blomsterstanden minde om en hanekam.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk floga (‘flamme’), hvilket sigter til disse planters farvestrålende blomster.

 

Arten findes i skove og på åbne skrænter op til 1500 m højde, fra Uttarakhand mod øst til Myanmar.

Blomsterne spises som grønsag, men smagen er ret bitter. Medicinsk anvendes planten mod hoste, forkølelse og astma.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk thyrsos, en stav, omviklet med løv af vedbend og vin med en fyrrekogle øverst, båret af tilhængere af vinguden Dionysos. Blomsterstanden minder lidt om en fyrrekogle.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk strobilus (‘kegle’) og anthos (‘blomst’), således ’kegleformet blomst’, introduceret i 1826 af den tysk-hollandske botaniker Karl Ludwig von Blume (1796-1862), baseret på blomsterstanden hos en art på Java, Strobilanthes cernua.

 

Den er vidt udbredt i Himalaya i skove og krat, fra Pakistan mod øst til Myanmar, mellem 1500 og 3600 m højde. Den er specielt almindelig i nåleskove.

Artsnavnet er afledt af latin ater (‘mørk’) og purpureus (‘purpurfarvet’), hvilket hentyder til blomsternes farve. Det nu ugyldige artsnavn wallichii refererer til den danske læge og botaniker Nathaniel Wallich (se nedenfor).

 

 

 

 

 

 

 

Wallich var involveret i den tidlige udvikling af den kongelige botaniske have i Calcutta, hvor han var ansat indtil 1846, da han trak sig tilbage. Han foretog talrige ekspeditioner og tilbød også sin assistance til mange planteindsamlere, der tog ophold i Calcutta undervejs til Himalaya. Wallich udarbejdede et katalog over mere end 20.000 planter, og han publicerede to bøger, Tentamen Florae Nepalensis Illustratae og Plantae Asiaticae Rariores.

Sine sidste år tilbragte han i London, hvor han blev vice-præsident i Linnean Society.

 

 

 

 

 

Denne art er udbredt fra Afghanistan mod øst til det centrale Nepal, i højder mellem 2000 og 3500 m, og vokser i skove, krat og græsklædte områder.

Artsnavnet er latin og betyder ‘reduceret’. Det er uklart, hvad der hentydes til. Førhen blev den kaldt for Strobilanthes alatus eller Pteracanthus urticifolius, hvor navnet urticifolius sigter til de nældelignende blade.

 

 

 

 

 

 

 

Denne art synes at være begrænset til Nepal, hvor den vokser i krat i mellemhøjder.

Den blev først fundet i 1821 af den danske læge og botaniker Nathaniel Wallich (1786-1854), som studerede flora i Indien og Himalaya først i 1800-tallet (se Strobilanthes atropurpurea ovenfor). Den formelle offentliggørelse af arten måtte vente til tredje bind af Wallichs Plantae Asienticae Rariores fra 1832, hvor den blev beskrevet som en ny art under navnet Goldfussia nutans af den tyske botaniker Christian Nees von Esenbeck (1776-1858), den daværende Acanthaceae-ekspert. (Kilde: Curtis’s Botanical Magazine 2014, 31 (2): 168-179, Royal Botanic Gardens, Kew)

Artsnavnet er latin og betyder ‘nikkende’, hvilket sigter til de nikkende blomster.

 

 

 

 

 

Den er almindelig i skove og krat i højder mellem 1800 og 2600 m og er udbredt i størsteparten af Himalaya.

Artsnavnet betyder ‘minder om Penstemon‘, hvilket hentyder til blomsternes lighed med blomsterne af den amerikanske slægt Penstemon. Navnet er afledt af oldgræsk penta (‘fem’) og stemon (‘støvbærere’). Varieteten blev navngivet til ære for Lady Dalhousie, hustru til George Ramsay, den 9. Jarl af Dalhousie, som var generalguvernør i Indien i første halvdel af 1800-tallet. Denne dame var en ivrig indsamler af planter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af bliton, det oldgræske navn på purpur-amarant (Amaranthus blitum).

Tidligere blev disse planter regnet for tilhørende slægten gåsefod (Chenopodium), men nylig genetisk forskning har åbenbaret, at de er nærmere beslægtet med spinat (Spinacia). (Kilde: S. Fuentes-Bazan et al. 2012: A novel phylogeny-based generic classification for Chenopodium sensu lato, and a tribal rearrangement af Chenopodioideae (Chenopodiaceae). Willdenowia 42:16-18)

 

Den indtil 1 m høje stængel, som kan være hvid, grøn, gullig eller rød, er opret eller opstigende, vidt forgrenet. De kødfulde, trekantede eller ovale, groft-tandede blade er indtil 9 cm lange og 3 cm brede nederst på stænglen og bliver gradvis mindre opad. Blomsterstandene er tætte, grønne aks i bladhjørnerne, blomsterne ganske små. Blomstringstiden er lang, fra maj til aug.

Denne art er vidt udbredt, voksende på brakmarker og åbne skråninger, fra Mellem- og Sydeuropa mod øst gennem Mellemøsten til Centralasien, med østgrænsen i Gansu, mod syd til det nordlige Afrika, Iran og Himalaya, mod øst til det centrale Nepal. I Himalaya forekommer den mellem 1500 og 3800 meters højde. På grund af de smukke frugter dyrkes arten mange andre steder kloden rundt.

Artsnavnet er afledt af latin virga (‘stav’), hvilket formentlig hentyder til denne plantes mange lige stængler.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk halo (‘salin’) og xylon (‘træ’), hvilket sigter til, at disse planter ofte vokser på saltholdige jorder.

 

Den har hvidlige eller blågrønne grene med lyserøde eller hvidlige blomster i bladhjørnerne. Kronbladene er ovale, indtil 1,5 mm lange. Den vingede frugt er hvid, lyserød eller gullig, op til 8 mm i tværmål. Blomstring finder sted jul.-aug.

Artsnavnet hædrer den britiske læge og botaniker William Griffith (1810-45), der tilbragte størstedelen af sit voksenliv i Indien og Myanmar. Efter et kort ophold i Madras blev han ansat som kirurg i Tenasserim, Myanmar, og gennem de følgende år udforskede han dele af Myanmar, Sikkim og regionen omkring Shimla i det nordvestlige Himalaya. Derefter blev han ansat som kirurg på Malakka-halvøen, hvor han døde, kun 35 år gammel, af en parasit, som angreb hans lever.

Underartsnavnet refererer til Wakhan-korridoren i det østlige Afghanistan. Type-eksemplaret blev formentlig indsamlet dér.

 

 

 

 

 

 

Blomsterstanden hos disse planter er meget karakteristisk, idet den består af en kompakt, kugleformet skærm for enden af en ugrenet stængel. Den unge blomsterstand er omgivet af en papiragtig hinde, som deler sig, når blomsterne springer ud.

Slægtsnavnet er den klassiske latinske betegnelse for hvidløg (A. sativum), som er detaljeret beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

En overgang var disse planter placeret i familien Alliaceae, der nu betragtes som en underfamilie, Allioideae, af Amaryllidaceae.

 

Arten vokser på tørre, stenede skråninger, i højder mellem 3000 og 5100 m, fra Pakistan mod øst til det vestlige Nepal, samt i Centralasien.

Friske blade af denne plante er spiselige, mens tørrede blade anvendes som krydderi. Den har også medicinske egenskaber, idet den anvendes til at uddrive indvoldsorm.

Artsnavnet sigter formodentlig til en af de mange konger ved navn Karl, på latin Carolus.

 

 

 

 

 

Bladene er spiselige, og løgene anvendes mod diarré, hoste og forkølelse.

Artsnavnet hædrer den danske læge og botaniker Nathaniel Wallich (1786-1854), som studerede flora i Indien og Himalaya først i 1800-tallet (se Strobilanthes atropurpurea ovenfor).

 

 

 

 

 

 

 

Blomsterstanden i denne familie er unik, hos næsten alle arter arrangeret i skærme for enden af stængel eller grene. Blomsterstanden kan være simpel, kun bestående af et tæt hoved eller en enkelt skærm, normalt med højblade, det såkaldte storsvøb, ved basis, og hver af stilkene, de såkaldte stråler, har en enkelt blomst for enden. Sammensatte skærme er mere almindelige, bestående af en såkaldt storskærm med adskillige stråler, hvorpå der sidder småskærme. Hver af småskærmene har normalt små højblade, småsvøbet, ved basis, samt en række stråler med en blomst for enden. Blomsternes farve er normalt hvid, men gul, lyserød eller purpurfarvet forekommer også ofte, blå og rød sjældent. Blomsterne har 5 kronblade og støvdragere. Bægerblade mangler i reglen. Der er 5, hvis de er til stede.

Familienavnet er afledt af navnet på honningbier, slægten Apis, hvilket hentyder til, at mange medlemmer af familien besøges flittigt af bier og andre nektar-sugende insekter, specielt svævefluer.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk bous (‘okse’) og pleuron (‘ribben’), hvilket hentyder til rodens form. Det danske navn sigter til rundbladet hareøre (B. rotundifolium), hos hvilken nogle af bladene har form som en hares ører.

Roden af adskillige arter er en vigtig ingrediens i den traditionelle kinesiske medicin chai hu, der anvendes mod en mængde lidelser, bl.a. åndedrætsbesvær, svimmelhed, uregelmæssig menstruation, hoste, feber og influenza. Direkte oversat betyder navnet ‘barbarernes optændingspinde’. Formentlig iagttog kineserne nogle ‘barbarer’ anvende tørrede stængler af hareøre som optænding.

 

Arten vokser i fugtige områder på den tibetanske højslette, bl.a. på enge og langs vandløb, fra Pakistan mod øst til det sydvestlige Kina, i højder mellem 3000 og 4300 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘meget slank’. Det er uklart, hvad der hentydes til.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet blev givet til ære for den italienske jesuitterpræst og naturhistoriker Bonaventura Corti (1729-1813), som var den første, der opdagede molekylebevægelser i planteceller.

 

Den er begrænset til enge i tørre områder, fra Pakistan mod øst til Bhutan, i højder mellem 3600 og 4800 m.

I Nepal koges unge planter som grønsag, og frugten anvendes som substitut for spidskommen (Cuminum cyminum). Saft af roden indtages mod feber.

Artsnavnet er latin og betyder ‘presset ned’, hvilket sigter til, at denne art oftest er uden stængel.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en latiniseret form af selinon, det oldgræske navn på selleri (Apium graveolens).

 

I Nepal anvendes frøene som krydderi, og unge planter koges som grønsag. En pasta af roden benyttes mod feber og smerter.

Artsnavnet hædrer den danske læge og botaniker Nathaniel Wallich (1786-1854), som studerede flora i Indien og Himalaya først i 1800-tallet (se Strobilanthes atropurpurea ovenfor).

 

 

 

 

 

 

Slægten blev navngivet til ære for den irske planteindsamler og sprogforsker William Marsden (1754-1836), hvis arbejder bl.a. omfatter The history of Sumatra: containing an account of the government, laws, customs and manners of the native inhabitants, with a description of the natural productions, and a relation of the ancient political state of that island (‘Sumatras historie, med angivelse af regering, love, skikke og opførsel hos de lokale indbyggere, en beskrivelse af genstande, fremstillet af naturens ressourcer, samt en angivelse af de ældgamle politiske forhold på denne ø’ (1784); endvidere Grammar and Dictionary of the Malay Language (1812), samt Travels of Marco Polo (1818, oversat fra italiensk af Marsden).

 

Den vokser i skove og krat i højder mellem 2100 og 2700 m, fra Himachal Pradesh mod øst til Bhutan.

I Nepal anvendes dens stængler som hegn.

Artsnavnet er latin og betyder ‘skinnende’, hvilket sigter til bladene.

 

 

 

 

 

Den vokser i krat i højder mellem 900 og 2400 m, fra Pakistan mod øst til Myanmar.

I Nepal anvendes saft fra stænglen mod fordøjelsesbesvær og mavesår. En silkehvid fiber udvindes af stænglerne til fremstilling af holdbare reb.

Artsnavnet blev givet til ære for den britiske kirurg og naturhistoriker John Forbes Royle (1798-1858), der især kendes for værkerne Illustrations of the Botany and other branches of Natural History of the Himalayan Mountains, samt Flora of Cashmere.

 

 

 

 

 

Blomsterstanden er meget karakteristisk, idet den har et stort, ofte kraftigt farvet eller mønstret højblad, som danner et hylster, der omgiver en kølle, hvor blomsterne sidder tæt sammen, hanblomster foroven og hunblomster nedenunder. Spidsen af køllen er oftest uden blomster. Hos mange arter lugter blomsterne ilde, og de tiltrækker fluer, som bestøver dem. Frugtstanden er en kolbeagtig klynge af røde bær, som forbliver på køllen, efter at hylsterbladet er visnet.

I Himalaya forekommer ca. 20 slægter.

 

Et almindeligt engelsk navn på slægten er Jack-in-the-pulpit. For de mennesker, der gav planterne dette navn, lignede blomsten åbenbart en person i en prædikestol, idet ‘Jack’ er køllen, og ‘prædikestolen’ er hylsterbladet.

Hylsterbladet hos flere af arterne ligner en brilleslange med nakkehuden spredt ud, mens kolben med de røde bær minder lidt om en majskolbe. I forening har det givet anledning til planternes nepalesiske folkenavn, sarpa ko makai, som betyder ’slangemajs’.

 

 

 

 

 

 

 

Den er udbredt i skove og krat fra Uttarakhand og det sydlige Tibet mod øst til det nordlige Kina, og derfra mod syd til Taiwan og Indokina. I Himalaya træffes den i højder mellem 1600 og 3000 m.

I Nepal spises bladene som grønsag, og rhizomet anvendes medicinelt mod slagtilfælde og lammelser, samt til uddrivning af slim.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med blod’, hvilket måske sigter til de røde frugter.

 

 

 

 

 

Denne art er begrænset til det centrale og østlige Nepal, hvor den er almindelig i skove og krat i højder fra 1900 til 2800 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med ribber’, hvilket sigter til bladenes iøjnefaldende nerver.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den vokser i skove og krat fra det centrale Nepal mod øst til Myanmar, i højder mellem 1900 og 2600 m. Blomstringstiden er maj-juni.

Artsnavnet er latin og betyder ‘rødmende’, hvilket hentyder til de rødbrune striber på stilke og hylsterblad.

 

 

 

 

 

 

 

Den er udbredt i tørre, ørkenagtige områder, fra Yemen mod øst til Centralasien. I Himalaya findes den fra Pakistan mod øst til Bhutan, i højder mellem 1700 og 4500 m. Lokalt spises de unge blade som grønsag.

Arten blev beskrevet i Yemen under navnet Arum flavum (‘den gule arum’) af den svenske naturhistoriker Pehr Forsskål (1732-63), som deltog i den Kongelige Danske Ekspedition til Arabien (1761-67). Han var en enestående dygtig videnskabsmand, som beskrev hundredevis af nye arter, planter såvel som dyr. Hans korte, men fascinerende liv og levned er beskrevet på siden Folk: Pehr Forsskål – genial svensk videnskabsmand.

 

 

 

 

 

Arten vokser i skove fra det centrale Nepal mod øst til Myanmar, i højder mellem 2400 og 3000 m.

Artsnavnet hædrer den britiske læge og botaniker William Griffith (1810-45), der tilbragte størstedelen af sit voksenliv i Indien og Myanmar. Efter et kort ophold i Madras blev han ansat som kirurg i Tenasserim, Myanmar, og gennem de følgende år udforskede han dele af Myanmar, Sikkim og regionen omkring Shimla i det nordvestlige Himalaya. Derefter blev han ansat som kirurg på Malakka-halvøen, hvor han døde, kun 35 år gammel, af en parasit, som angreb hans lever.

 

 

 

 

 

 

 

Arten vokser i skove og krat i højder mellem 2000 og 3300 m, fra det centrale Nepal mod øst til det sydvestlige Kina.

Artsnavnet hentyder til plantens lighed med visse kandebærere i slægten Nepenthes. På engelsk kaldes den ofte for cobra plant, hvilket sigter til hylsterbladet, der minder om en brilleslanges udbredte nakkehud.

 

 

 

 

 

Arten er vidt udbredt og meget almindelig i skove og krat i højder mellem 1300 og 3000 m, fra Pakistan mod øst til det sydvestlige Kina.

De modne frugter indgår i madlavning, mens umodne frugter og rodknold anvendes som insektdræbende middel. I Pakistan benyttes et ekstrakt af rhizomet mod indvoldsorm i kvæg.

Artsnavnet er latin og betyder ‘drejet’, hvilket formentlig hentyder til køllens form.

 

 

 

 

 

 

 

Hylsterbladet er op til 15 cm langt, mørkt purpurfarvet med hvide ribber nær basis, inkl. røret indtil 15 cm langt. Kanten har netmønster med gennemsigtige nerver, og den afrundede spids har et indhak på midten med en lille, tornagtig spids, som er 1-3 cm lang. Spidsen af den purpurfarvede kølle er piskelignende, indtil 22 cm lang. Det enlige blad er trekoblet, og småbladene, som har rød kant, er op til 25 cm lange og 18 cm brede. Blomstring forekommer maj-juli.

Denne art er den oftest anvendte plante til fremstilling af gundruk (se nedenfor), hvilket afspejles af artsnavnet, der betyder ‘nyttig’ på latin.

 

 

 

 

 

Gundruk kan fremstilles på forskellig vis. En metode er at vaske bladene og derpå lægge dem til tørre i solen en dag. Herefter bankes den sidste saft ud af dem, og de stampes tæt sammen i en lufttæt krukke, hvor de gærer i en uge. Derpå foldes bladene ud og lægges til tørre i solen, hvorefter de kan opbevares et tørt sted til senere brug. En anden metode er at koge bladene en kort tid og derpå stampe dem tæt sammen i en beholder. Kort efter fjerner man saften, og der tilføjes kogende vand. Bladene gærer nu i 4-5 dage, hvorefter de tørres i solen. (Kilde: Manandhar, N.P. 2002. Plants and People of Nepal. Timber Press)

Gundruk kan gemmes i op til et år. De gærede blade har en karakteristisk duft og en kraftig, særegen og dejlig smag – i hvert fald efter min mening.

 

 

 

 

 

 

 

De sammensatte blade har 3-5 store, tandede småblade, op til 15 cm lange. Blomsterstandene er store og forgrenede, op til 40 cm i tværmål, med mange klynger af skærme, der er indtil 4 cm i tværmål, med hvide blomster, op til 5 mm i diameter. Blomstring finder sted maj-juli.

Artsnavnet blev givet til ære for den franske botaniker og ornitolog Jean-Baptiste Leschenault de la Tour (1773-1826), som var chefbotaniker på Nicolas Baudins ekspedition til Australien 1800-1803.

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pan (‘alt’) og akos (‘at helbrede’), oprettet af den svenske botaniker Carl von Linné (1707-78) med henblik på anvendelsen af slægten i traditionel kinesisk medicin. Navnet ginseng er en forvrængning af det kinesiske ord 人參 (ren shen), der betyder ‘mand-rod’, hvilket sigter til, at roden minder om en torso med to ben (se foto på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning).

 

Den vokser i skove fra det centrale Nepal mod øst til det sydvestlige Kina, samt i Thailand. I Himalaya træffes den i højder mellem 2100 og 4300 m.

Himalaya-ginseng er meget anvendt i den traditionelle medicin mod et stort antal lidelser, bl.a. næseblod, indre blødninger, slagtilfælde, svimmelhed og tør hals. Naga-folket i det nordøstlige Indien indtager et pulver af den tørrede rod oralt mod hjertelidelser, sukkersyge, kræft, tuberkulose og mavesår, og endvidere som potensfremmende middel. De spiser også bladene som grønsag.

Artsnavnet er latin og betyder ‘den falske ginseng’, hvilket formentlig hentyder til artens inferiøre kvaliteter i forhold til de ‘ægte’ ginseng-arter.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk aristos (‘bedst’) og locheia (‘barnefødsel’), hvilket sigter til en gammel overtro, at disse planter var et effektivt middel mod infektion, forårsaget af fødsel. Det engelske navn birthwort hentyder til, at de blev anvendt til at lette fødsler, og endvidere til at fremkalde abort. Navnene pipevine og Dutchman’s pipe sigter til blomsternes form hos nogle af arterne, der minder om en gammeldags merskumspibe.

 

Arten vokser i skove fra det centrale Nepal mod øst til det sydvestlige Kina, i højder mellem 1800 og 2900 m.

Artsnavnet hædrer den britiske læge og botaniker William Griffith (1810-45), der tilbragte størstedelen af sit voksenliv i Indien og Myanmar. Efter et kort ophold i Madras blev han ansat som kirurg i Tenasserim, Myanmar, og gennem de følgende år udforskede han dele af Myanmar, Sikkim og regionen omkring Shimla i det nordvestlige Himalaya. Derefter blev han ansat som kirurg på Malakka-halvøen, hvor han døde, kun 35 år gammel, af en parasit, som angreb hans lever.

 

 

 

 

 

 

Tre af disse slægter er Chlorophytum, Maianthemum og Polygonatum, der alle præsenteres nedenfor. Oprindeligt tilhørte disse slægter den kæmpestore liljefamilie (Liliaceae), men Chlorophytum blev siden flyttet til familien Anthericaceae og senere til agavefamilien (Agavaceae), der nu betragtes som en underfamilie, Agavoideae, af aspargesfamilien. De øvrige to slægter tilhørte førhen konvalfamilien (Convallariaceae), men blev sidenhen overført til familien Ruscaceae, der nu betragtes som en underfamilie, Nolinoideae, af aspargesfamilien.

 

Slægtsnavnet betyder ‘bleggrøn plante’, afledt af oldgræsk khloros (‘bleggrøn’) og phyton (‘plante’).

 

Arten er ganske almindelig i skovkanter, samt på klipper og åbne skråninger, i højder mellem 1400 og 3000 m, fra det centrale Nepal mod øst til det sydvestlige Kina.

Lokalt koges unge blade som grønsag, og roden anvendes medicinelt mod podagra.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin Maia (‘maj’) og oldgræsk anthemon (‘blomst’), hvilket sigter til vores hjemlige art M. bifolium, der blomstrer i maj.

 

Arten er udbredt i skove fra det østlige Nepal mod øst til det sydvestlige Kina, i højder mellem 2100 og 4200 m.

Artsnavnet er afledt af latin holus (‘grønsag’) og aceus (‘minder om’).

 

 

 

 

 

Stænglen er opret og ugrenet, til tider dunet, indtil 60 cm høj. De 3-9 spredte, siddende, elliptiske, tilspidsede, randhårede blade er op til 13 cm lange og 6,5 cm brede og sidder i to rækker. Blomsterstanden er en endestillet klase, normalt hængende, men til tider opret. I modsætning til foregående art er grenene i klasen korte. Kronbladene er hvide eller purpurfarvede, elliptiske, indtil 6 mm lange og 3 mm brede. Arten blomstrer maj-sep. Ved modenhed er bærrene røde, op til 7 mm i tværmål.

I Nepal spises unge dele af planten som grønsag.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk polys (‘mange’) samt gonos (‘knæ’), hvilket sigter til rhizomet, som har adskillige led. Navnet Kong Salomons segl er en oversættelse af det middelalderlige navn på disse planter, sigillum Solomonis, hvilket hentyder til indhak i rhizomet, som for de personer, der navngav slægten således, tilsyneladende mindede om kongelige segl.

 

Denne art vokser i skove og krat i højder mellem 1500 og 4600 m, fra Himachal Pradesh mod øst til Myanmar og det sydvestlige Kina.

I Nepal indtages rhizomet som et styrkende middel. Unge planter bliver lavet til pickles og tørres, hvorpå de gemmes til vinteren og koges som grønsag.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk kirrhos (‘orange’ eller ‘brunlig’) samt latin folium (‘blad’). Forbindelsen er svær at få øje på, men type-eksemplaret kan have haft brunlige eller orange blade.

 

 

 

 

 

Den adskiller sig fra de fleste andre medlemmer af slægten ved at være stængelløs, eller med en meget kort stængel, indtil 10 cm, som vokser op fra det krybende rhizom. De butte, aflange blade sidder tæt sammen, indtil 9 cm lange og 8 mm brede. De få blomster, der kommer frem i maj-juni, ofte før bladene, sidder i de nedre bladhjørner. De lyserøde til purpurfarvede kronblade danner en tragt, indtil 2,5 cm lang, med udbredte, op til 1 cm lange flige. Ved modenhed er bærret rødt, indtil 8 mm i tværmål.

Artsnavnet hædrer den britiske botaniker Joseph Dalton Hooker (se nedenfor).

 

 

 

 

 

Samme år blev han udnævnt som assisterende kirurg ombord på HMS Erebus, som sammen med HMS Terror sejlede af sted på en 4 år lang ekspedition til Antarktis, Tasmanien og New Zealand. Han havde rigeligt med fritid til at studere planter, og hans samlinger fra rejsen blev senere offentliggjort i Flora Antarctica (1844-47), Flora Novae-Zelandiae (1851-53), samt Flora Tasmaniae (1853-59).

I 1846 fik han job som botaniker i Geological Survey of Great Britain, hvor han arbejdede med palæo-botanik og bl.a. søgte efter fossile planter i kullagene i Wales.

Fra 1847 tilbragte han 4 år i Indien, hvor han hovedsageligt indsamlede planter for Kew Gardens. På denne rejse beskrev han en mængde planter, som var nye for videnskaben, deriblandt ikke færre end 22 rhododendron-arter fra Sikkim og andre områder i det østlige Himalaya. I Sikkim blev han og hans ledsager, den britiske læge Archibald Campbell (1805-74), som var ansat i Bengal Medical Service, taget til fange af den lokale hersker Tsugphud Namgyal. Denne episode førte til briternes annektering af lavlandet i Sikkim.

Publikationer fra opholdet i Indien omfatter bl.a. The Rhododendrons of Sikkim-Himalaya (1849-51), serien Flora Indica (fra 1855), skrevet sammen med Thomas Thomson (1817-78), en medstuderende fra Glasgow Universitet, samt The Flora of British India, publiceret i 7 bind (1872-97).

Hooker foretog også andre rejser, til Palæstina 1860, til Marokko 1871, samt til det vestlige USA 1877.

I 1855 blev han udnævnt til assisterende direktør for Kew Gardens, og i 1865 efterfuglte han faderen som direktør – en post, som han holdt i 20 år. Han var en nær ven af den berømte Charles Darwin (1809-82).

 

 

 

 

 

 

 

Blomsterstanden består af mange individuelle blomster, der sidder tæt sammen og danner en såkaldt kurv, der minder om en enkelt blomst. Kurven er omgivet af et hylsteragtigt svøb af tætpakkede grønne højblade, ofte fejlagtigt kaldt for bægerblade. De centrale blomster er symmetriske, og kronbladene er vokset sammen til et rør. Disse blomster kaldes for skivekroner. De ydre blomster er asymmetriske, idet der til den ene side sidder en tungeformet lap, der ofte fejlagtigt benævnes kronblad. Disse blomster kaldes for randkroner. Hos nogle arter mangler enten skivekroner eller randkroner. Omkring 112 slægter forekommer i Himalaya.

 

Slægtsnavnet refererer til den russiske havneby Ayan, der ligger på kysten af det Okotske Hav.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘slank’, hvilket sigter til stænglerne.

Nogle autoriteter kalder denne plante for Ajania fruticulosa, men ifølge Flora of China er dette navn reserveret for en art, der vokser længere mod nord i Centralasien.

 

 

 

 

 

Den vokser på stenede skrænter i højder mellem 3900 og 5400 m, fra Kazakhstan og Tibet mod syd til Pakistan, Ladakh og Himachal Pradesh, mod øst til Sichuan-provinsen.

 

 

 

 

 

 

Medlemmer af denne slægt mangler randkroner, men har meget iøjnefaldende, randkrone-lignende svøbblade omkring kurvene.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk ana, der i denne forbindelse sikkert betyder ‘særdeles’, samt phalos (‘hvid’), hvilket sigter til kurvenes hvide svøbblade. Det danske navn kommer af det latinske artsnavn på almindelig perlekurv (A. margaritacea), afledt af oldgræsk margarites (‘perle’), der ligeledes hentyder til de perlehvide svøbblade.

 

Den vokser i klippefyldte områder og langs floder i højder mellem 3000 og 4500 m, fra Pakistan og Ladakh tværs over den sydlige del af det tibetanske højland til det sydvestlige Kina.

Artsnavnet er afledt af latin nubes (‘sky’) og genus (‘født af’), hvilket sigter til, at planten vokser i store højder.

 

 

 

 

 

Slægten er opkaldt efter Artemis, den græske gudinde for vildnis, vilde dyr, jagt, børnefødsler og jomfrudom, som beskytter de unge piger, samt påfører og helbreder sygdomme hos kvinder. I sin bog Herbarium skriver den romerske filosof og lærde Lucius Apuleius (ca. 124-170 e.Kr.): “Om disse urter, som vi kalder Artemisia, siges det, at Diana opdagede dem og overbragte deres kraft og lægedom til kentauren Kiron, som var den første, der anvendte dem som lægeplanter, og han opkaldte dem efter det græske navn på Diana, Artemis.”

Malurters anvendelse i folkemedicinen er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

Den er op til 50 cm høj, stænglen normalt ugrenet, eller med få korte grene. De grågrønne blade er snitdelte, indtil 4 cm lange og 1,5 cm brede. Denne art kendes nemt på sine ret store, brunlige blomsterkurve, der kan blive op til 1,5 cm i diameter. Den blomstrer juni-sep.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk makros (‘lang’ eller ‘stor’) og kephale (‘hoved’), således ‘med et stort hoved’, hvilket sigter til blomsterkurvene, der er større end hos de fleste andre medlemmer af slægten.

 

 

 

 

 

Den grenede blomsterstand er en klase, som er indtil 30 cm lang, med små gule kurve, indtil 6 mm i diameter. De to eller tre gange snitdelte, grågrønne, bredt ovale blade er indtil 15 cm lange og brede. Blomstring forekommer juni-okt.

I den lokale folkemedicin anvendes æteriske olier fra denne plante som et infektionsdæmpende middel, en pasta af roden smøres på bylder, og et afkog af planten benyttes til at lette ledsmerter.

Artsnavnet hædrer den tyske farmaceut og botaniker Johann Sievers (1762-95), som deltog i en russisk ekspedition til det sydlige Sibiriens bjerge 1790-95. Undervejs indsamlede han et bredt spektrum af planter.

 

 

 

 

 

 

En vidt udbredt og almindelig art, som vokser i et bredt udsnit af habitater, bl.a. flodsletter, sandede og stenede områder, skrænter og enge, mellem 800 og 5100 meters højde, fra Kazakhstan, det sydlige Rusland og Mongoliet mod syd til Pakistan, Ladakh og Nepal, mod vest til Mellemøsten og mod øst til det vestlige Kina.

 

 

 

 

 

Førhen var en lang række amerikanske kurvplanter indlemmet i denne slægt. Efter et antal undersøgelser er den Nye Verdens arter imidlertid blevet overført til slægterne Almutaster, Canadanthus, Doellingeria, Eucephalus, Eurybia, Ionactis, Oligoneuron, Oreostemma, Sericocarpus og Symphyotrichum.

 

Den vokser i fugtige enge i højder mellem 2700 og 4900 m, fra Kashmir mod øst til Bhutan og Yunnan-provinsen.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk diplos (‘dobbelt’) og stephanos (‘krone’), hvilket hentyder til randkronerne, der sidder i to eller tre rækker.

 

 

 

 

 

Den vokser i åbne, ofte klippefyldte områder i højder mellem 3600 og 4500 m, fra det centrale Nepal mod øst til Myanmar og det sydvestlige Kina.

 

 

 

 

 

Denne art vokser på åbne skråninger i højder mellem 1900 og 4200 m, fra Afghanistan mod øst til det centrale Nepal.

Artsnavnet er sammensat af to dele, ind, hvilket er en forkortelse af ‘indisk’, samt amellus, der hentyder til den europæiske Aster amellus, således ‘den indiske (asters), der ligner (Aster) amellus‘.

 

 

 

 

 

Disse planter blev allerede betragtet som værende forskellige fra medlemmer af den nuværende slægt Carduus (ovenfor) af den schweiziske botaniker Gaspard Bauhin (se nedenfor). Han lagde sikkert mærke til, at deres fnok (frøhår) danner en ‘paraply’, i modsætning til medlemmer af Carduus, som har simple, udelte frøhår.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kirsion, ifølge den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.) navnet på en tidsel-lignende plante, afledt af kirsos (‘opsvulmede årer’), hvilket sigter til dens anvendelse mod opsvulmede årer. Det danske navn bladhoved stammer fra de løvbladlignende svøbblade hos kåltidsel (C. oleraceum).

 

I storværket Pinax theatri botanici (‘Illustreret register over planter’), fra 1623, beskrev denne fremragende videnskabsmand omkring 6000 plantearter i en form, der tåler sammenligning med den binominære nomenklatur, som den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) introducerede i 1753.

Hovedparten af informationen ovenfor er hentet fra hjemmesiden en.wikipedia.org/wiki/Gaspard_Bauhin.

 

 

 

 

 

Arten er udbredt fra Afghanistan mod øst til det sydvestlige Kina, i højder mellem 1200 og 3300 m.

I Nepal indtages saft af roden mod feber, og den dryppes også i svulne øjne. En pasta af roden benyttes mod betændelse i maven, saft af planten mod forstoppelse.

Artsnavnet hædrer den danske læge og botaniker Nathaniel Wallich (1786-1854), som studerede flora i Indien og Himalaya først i 1800-tallet (se Strobilanthes atropurpurea ovenfor).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet blev givet til ære for den franske filosof Victor Cousin (1792-1867).

 

Den vokser i tørre, græsklædte og stenede områder mellem 3000 og 4300 meters højde, fra Afghanistan mod øst til det sydvestlige Tibet og det vestlige Nepal. Blomstring finder sted juli-aug.

Artsnavnet hædrer den britiske kirurg og botaniker Thomas Thomson (1817-78), der foretog en del af skrivearbejdet til det første bind af Flora Indica.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kan være afledt af latin cremanto, af cremo (‘jeg brænder noget til aske’), hvilket hentyder til kurvenes mørke svøbblade hos disse planter; samt dium (‘guddommelig’), hvilket sigter til deres skønhed.

 

Grundbladene er stilkede, ovale, tandede, indtil 8 cm lange og 5 cm brede, med nedsænkede nerver, spidsen afrundet eller med en kort spids. Stænglen, som er dækket af sorte hår, har meget små blade. Den enlige kurv er nikkende, indtil 3 cm i diameter, randkroner gule, til 1,5 cm lange og 3 mm brede, med tre tænder i spidsen, skivekroner først gule, siden sorte. Den blomstrer juli-aug.

 

 

 

 

 

Den er udbredt fra Uttarakhand mod øst til Yunnan-provinsen i Kina, hvor den vokser i krat og åbne områder i højder mellem 3300 og 4500 m. Den er ret almindelig i Nepal.

 

 

 

 

 

Slægten er opkaldt efter den schweiziske præst og botaniker Jean Étienne Duby (1798-1885), som specialiserede sig i kryptogamer, rødalger af slægten Ceramium, samt i Primulaceae (se nedenfor). Han bidrog endvidere til et værk af den schweiziske botaniker Augustin Pyramus de Candolle (1778-1841): Botanicon gallicum; seu Synopsis plantarum in Flora gallica descriptarum (1828-1830). I 1860-61 var Duby præsident i Société de physique et d’histoire naturelle de Genève (‘Selskabet for fysik og naturhistorie i Genève’).

 

Denne art vokser i skovkanter, krat og enge i højder mellem 2700 og 4500 m, udbredt fra Uttarakhand mod øst til det sydvestlige Kina.

 

 

 

 

 

Disse planter er karakteriseret ved deres tidselagtige udseende, men kendes nemt på den kuglerunde, tornede blomsterstand, som er årsagen til slægtsnavnet, afledt af oldgræsk ekhinos (‘pindsvin’) og ops (‘hoved’).

 

Medicinsk anvendes pulveriserede blade mod gulsot, mens en pasta af bladene smøres på betændte sår. Frøene spises som styrkende middel.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er den klassiske latinske betegnelse for læge-alant (I. helenium), som er hjemmehørende i Sydeuropa samt det vestlige og centrale Asien. Navnet er afledt af oldgræsk inaein (‘rensende’), hvilket sigter til dens medicinske egenskaber. Den er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

Adskillige arter, som førhen var placeret i denne slægt, er blevet overført til slægten Pentanema.

 

Stænglen er op til 45 cm høj, med mange aflange eller lancetformede, tandede blade, indtil 7,5 cm lange, med kirtler og stive hår langs randen. Den enlige guldgule kurv er endestillet og måler op til 6 cm i diameter. De talrige randkroner er gule, smalle, indtil 2 cm lange, tredelte i spidsen. Svøbbladene er stivhårede. Blomstring finder sted juli-sep.

 

 

 

 

 

Arten vokser i krat, græsklædte arealer og dyrket land i højder mellem 1500 og 3200 m, udbredt fra Afghanistan og Xinjiang mod syd til Himachal Pradesh og det centrale Nepal. Den dyrkes ofte, da dens rod er meget anvendt i den lokale folkemedicin, bl.a. som slimløsnende middel.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med mange klynger’, hvilket sigter til blomsterstandene.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk leon (‘løve’) og podion (‘lille fod’). Da den skotske botaniker Robert Brown (se nedenfor) navngav almindelig edelweiss (L. nivale, beskrevet på siden Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne), hentydede han formodentlig til de uldne svøbblade, der kan minde om en løvepote. På tysk betyder edelweiss ’den ædle hvide’.

 

 

I 1800 var Brown en af de mest fremtrædende botanikere i Irland, og han korresponderede med mange etablerede botanikere. I 1801 blev han medlem af en ekspedition til Madeira, Sydafrika og Australien, ombord på Investigator, hvis kaptajn var den britiske navigatør og kartograf Matthew Flinders (1774-1814). Gennem tre og et halvt år studerede Brown Australiens planteliv og indsamlede omkring 3400 arter, hvoraf ca. 2000 ikke var beskrevet før.

I 1810 publicerede han resultaterne fra ekspeditionen i værket Prodromus Florae Novae Hollandiae et Insulae Van Diemen (‘Foreløbig flora fra Ny Holland [i dag Australien] og van Diemens Ø’ [i dag Tasmanien]), som var den første systematiske oversigt over Australiens flora.

Samme år blev han udnævnt til bibliotekar for den berømte botaniker Joseph Banks (1743-1820), og da Banks døde i 1820, arvede Brown hans bibliotek og herbarium, som blev overført til British Museum i 1827.

I 1830 var Brown blandt stifterne af Royal Geographical Society, og han fungerede som præsident for Linnean Society 1849-53.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten vokser i græsklædte områder og på stenede skrænter mellem 2200 og 5000 meters højde, fra det sydlige Rusland mod syd gennem Xinjiang og Mongoliet til Tibet og Ladakh. Den blomstrer maj-aug.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk okhra (‘bleggul’) og leukos (‘hvid’), hvilket hentyder til kurvenes svøbblade.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk melas (‘sort’) og seris, som var det klassiske navn på en cikorie-lignende plante. Oprindeligt blev navnet givet til M. lessertiana, der ofte har meget mørke stængler og tillige sorte frugter, og hvis kurve minder om kurvene hos cikorie (Cichorium intybus).

 

Den er udbredt fra Afghanistan mod øst til det centrale Nepal, voksende i skove og krat og på åbne skråninger i højder mellem 1800 og 3600 m.

Artsnavnet refererer rimeligvis til Sankt Bruno, som var grundlægger af karteuser-munkeordenen i de Franske Alper i det 11. århundrede, eller muligvis til den skotske botaniker Robert Brown (se Leontopodium ovenfor).

Det tidligere slægtsnavn Prenanthes er afledt af oldgræsk prenes (‘hængende’) samt anthos (‘blomst’), hvilket sigter til de nikkende kurve.

 

 

 

 

 

Den vokser i skove og krat og på åbne skråninger i højder mellem 3200 og 4300 m, udbredt fra det centrale Nepal mod øst til Bhutan, samt i den sydligste del af Tibet.

Artsnavnet er afledt af proto-indoeuropæisk makros (‘at øge’), samt oldgræsk anthos (‘blomst’), således ‘med store blomster’.

 

 

 

 

 

Slægten blev navngivet til ære for Alexander Vilgelmovich Richter (1804-49), som var direktør for biblioteket på Moskvas universitet.

 

Arten vokser i tørre, stenede områder i højder mellem 3300 og 4800 m, fra Uzbekistan, Kazakhstan, Xinjiang og det sydlige Sibirien mod syd til det nordlige Pakistan og Ladakh. Den er almindelig i Ladakh.

Artsnavnet hentyder til denne plantes lighed med visse medlemmer af slægten Tanacetum (nedenfor), som førhen var placeret i slægten Pyrethrum.

 

 

 

 

 

Disse planter mangler randkroner. Mange arter er tilpasset de kolde og tørre forhold i store højder, idet de er dækket af et isolerende hårlag.

Slægten blev navngivet til ære for den schweiziske geolog, meteorolog, fysiker og bjergbestiger Horace-Bénédict de Saussure (1740-99), ofte udnævnt til grundlæggeren af bjergbestigning og moderne meteorologi, samt hans søn, kemikeren og botanikeren Nicolas-Théodore de Saussure (1767-1845), som var en af pionererne inden for studiet af fotosyntese.

 

Den vokser i stenede og græsklædte områder i højder mellem 2500 og 4600 m, fra Kazakhstan, Kirgisien, Tajikistan og det vestlige Tibet mod syd til Pakistan og Ladakh.

 

 

 

 

 

Denne art er meget almindelig i tørre, stenede områder mellem 2700 og 5800 meters højde, fra det østlige Kazakhstan, Kirgisien og Tajikistan mod øst gennem Centralasien til det vestlige Kina, mod syd til Pakistan, Ladakh og det vestlige Nepal.

Artsnavnet sigter til artens lighed med visse medlemmer af slægten Gnaphalium (evighedsblomster).

 

 

 

 

 

 

 

Arten træffes i stenede og golde områder mellem 4200 og 5600 meters højde, fra Kashmir mod øst til Arunachal Pradesh, samt muligvis i Yunnan-provinsen. Den anvendes medicinelt.

Artsnavnet er afledt af slægtsnavnet på bomuld, Gossypium, samt oldgræsk phoros (‘bærer’), hvilket naturligvis sigter til det tætte lag af uldne hår.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin senex (‘olding’), hvilket hentyder til slægtens hvide frøhår.

 

 

 

 

 

Arten er ret almindelig i skovkanter og krat og langs floder, udbredt fra Kashmir mod øst til det sydvestlige Kina og Malaysia. I Himalaya træffes den mellem 2000 og 4100 meters højde. Blomstring finder sted aug.-okt.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med slanke blomster’.

 

 

 

 

 

 

 

Den har tynde, zigzag-formede stængler og spydformede, langt tilspidsede blade, op til 12 cm lange og 4,5 cm brede, ofte med flige ved basis, samt endestillede forgrenede klynger af kurve, der hver især er op til 8 mm lange, med randkroner op til 5 mm lange. Blomstring finder sted aug.-dec.

Denne plante har en uhyre stor udbredelse i Asien, fra Uttarakhand gennem Tibet og Qinghai til Japan, mod syd til Sri Lanka, Indokina, Filippinerne og Sulawesi. I Himalaya vokser den i skove og krat, samt ofte i udkanten af landsbyer, i højder mellem 1800 og 4000 m.

 

 

 

 

 

Slægten blev opkaldt efter den tyske botaniker og læge Johann Georg Siegesbeck (se nedenfor).

 

Arten har en meget vid udbredelse, idet den forekommer fra Tyrkiet, Kaukasus og Kazakhstan mod syd til det Indiske Subkontinent, og derfra mod øst til Japan, og videre mod nord til Ussuriland (sydøstlige Sibirien), mod syd til Australien og nogle øer i Stillehavet, endvidere i Yemen og det østlige og sydlige Afrika, samt på Madagascar. I Himalaya vokser den i krat og åbne områder op til omkring 2700 meters højde.

Traditionelt er denne plante blevet anvendt i folkemedicinen mod gigt, ledsmerter, muskelsmerter, iskias samt slangebid, og den har også været benyttet mod malaria. Den var årsagen til en fejde mellem botanikerne Linné og Siegesbeck, se nedenfor.

 

 

 

 

 

 

 

Senere blev han imidlertid en hård kritiker af Linnés Systema plantarum sexuale fra 1737, som delvis var baseret på at gruppere planterne efter antallet af hanlige og hunlige organer i blomsterne. Siegesbeck kaldte denne teori for “modbydeligt umoralsk” og fortsatte: “Hvem skulle have troet, at blåklokker, liljer og løg kunne deltage i en sådan umoral?” Han spurgte hånligt, om Gud ville tillade 20 eller flere mænd (dvs. støvdragerne) at være fælles om én kone (dvs. griflen).

“Hvilken mand,” fortsatte han, “vil nogensinde tro, at den Almægtige Gud skulle have indført en sådan forvirring, eller snarere en sådan skamfuld horen, for videreførelsen af planterne? Hvem vover at instruere unge studenter i et sådant vellystigt system uden at forårsage skandale?”

Da Linné vendte tilbage til Sverige, fandt han, at han var blevet gjort til grin på grund af Siegesbecks kritik, men hævnede sig ved at navngive en ildelugtende orientalsk plante med klæbrige kirtler Siegesbeckia.

Den svenske botaniker Johan Browallius forsvarede Linnés idéer med succes, men det ændrede ikke Siegesbecks holdning, og striden fortsatte. En pakke med Siegesbeckia-frø fik en ny etiket af Linné med påskriften Cuculus ingratus (‘utaknemmelig gøg’), hvorpå den blev sendt til Siegesbeck, som såede frøene. Da denne indså, at de var Siegesbeckia, standsede han al korrespondance med Linné, og fra den dag var der kold luft mellem de to. (Kilde: L. & L. Taiz, 2017. Flora unveiled: the discovery and denial of sex in plants.)

Mens den gode tyske læges navn var Siegesbeck, er slægtens nuværende gyldige navn Sigesbeckia ifølge Kew Botanical Gardens, London.

 

 

 

 

I Nepal fremstilles alkohol af planten. I folkemedicinen anvendes saft fra roden mod feber, og en pasta af bladene smøres på bylder.

Artsnavnet er latin og betyder ‘kappe’. Det er uklart, hvad der hentydes til.

 

 

 

 

 

Skivekronerne er gule, mens randkronerne mangler hos de fleste arter. Hvis de er tilstede, er de oftest hvide.

Slægtsnavnet er latin, overtaget fra oldgræsk athanatos (‘udødelig’), hvilket ifølge visse gamle urtebogsforfattere hentyder til de konserverende egenskaber hos rejnfan (T. vulgare), idet den er giftig for diverse skadedyr og hindrer deres angreb. Navnet rejnfan er en forvrængning af denne art tyske navn, rainfarn, afledt af rain (‘ager’) og farn (‘bregne’), hvilke sigter til, at den ofte vokser i udkanten af marker, samt dens bregnelignende blade. Billeder af denne art er bragt på siden Hyldest til farven gul.

Et medlem af slægten, matrem (Tanacetum parthenium), der tidligere var meget anvendt i folkemedicinen, er omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

Arten er udbredt i åbne områder fra Kashmir mod øst til det vestlige Nepal, i højder mellem 3300 og 4400 m.

Lokalt anvendes en pasta af roden mod forstoppelse.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk dolikhos (‘lang’) og phyllon (‘blad’).

 

 

 

 

 

Artsnavnet blev givet til ære for Ferdinand Stoliczka (1838-74), en tjekkisk palæontolog, geolog og zoolog, som hovedsagelig arbejdede i Indien. Under en ekspedition til Karakoram-bjergene døde han af højdesyge.

 

 

 

 

 

Det diskuteres meget blandt taksonomer, om disse planter bør kaldes Waldheimia eller Allardia, da publikationsåret for sidstnævnte slægt er usikkert. Det lader dog til, at Waldheimia har prioritet (se P.K. Pusalkar & D.K. Singh 2005. Proposal to conserve the name Waldheimia against Allardia (Asteraceae–Anthemideae). Taxon 54 (2): 553-554).

 

Denne art vokser på stenede eller grusede skråninger mellem 3500 og 5500 meters højde, fra Kazakhstan og Uzbekistan mod syd gennem Afghanistan og Tibet til Pakistan, og videre mod øst til Bhutan.

Artsnavnet er latin og betyder ‘glat’. Bladene er mindre hårede end hos de andre medlemmer af slægten.

 

 

 

 

 

 

 

Den er udbredt i stenede områder i højder mellem 4000 og 5400 m, fra Afghanistan mod øst til det østlige Nepal og de sydligste egne af Tibet.

Artsnavnet er latin og betyder ‘i sne’, hvilket sigter til, at arten vokser i store højder.

 

 

 

 

 

Den vokser på stenede skrænter og i udtørrede flodlejer mellem 3000 og 4500 meters højde, fra Kazakhstan, Uzbekistan, Xinjiang og det vestlige Tibet mod syd til Pakistan og Ladakh.

Artsnavnet blev givet til ære for Ferdinand Stoliczka (se Tanacetum stoliczkae ovenfor).

 

 

 

 

 

Den vokser fortrinsvis i thallus (dødt plantemateriale) i stenede områder og udtørrede flodlejer i højder mellem 3600 og 5200 m, udbredt fra Kazakhstan og Uzbekistan mod syd gennem det vestlige Tibet til Afghanistan, og derfra mod øst til det vestlige Nepal.

Lokalt indtages planten mod feber, og en røgelse ved navn dhup udvindes af den.

 

 

 

 

 

 

Nogle af arterne udsender en duft, der tiltrækker fluer som bestøvere, og adskillige arter anvendes i den lokale folkemedicin i visse asiatiske lande.

Slægtsnavnet kommer af blomsterstanden hos visse arter af slægten (bl.a. arten herunder), som er dækket af udposninger, der minder om rurer (familien Balanidae).

 

Artsnavnet er hunkøn af dioicus, som kommer af oldgræsk dis (‘to’) og oikos (‘hus’), altså ’to huse’, hvilket hentyder til, at arten har hanblomster og hunblomster på separate planter.

B. involucrata ligner meget denne art, men dens stængler er røde. Den voser i større højder i Himalaya, mellem 2100 og 3400 m.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet, af latin im– (‘uden’) og patiens (‘tålmodighed’), såvel som forstavelsen spring-, sigter til disse planters frøspredning. Under frugtmodningen opbygges en spænding inde i frøbælgen, som, når den er moden, ‘eksploderer’ ved berøring, hvorved frøene spredes i temmelig stor afstand fra moderplanten.

Navnet balsamin skyldes faktisk en fejltolkning. Det blev taget fra det latinske navn på flittiglise (Impatiens balsamina), som blev bragt til Europa i 1500-tallet af portugiserne. Oprindeligt var ordet balsamine et græsk navn på en uidentificeret plante med en æterisk olie, afledt af balsamon (‘balsam’), som på hebraisk betyder ‘krydderi’ eller ‘parfume’.

Balsamin-arter er allestedsnærværende i Himalaya og omfatter mindst 50 arter, hvoraf de fleste blomstrer i monsuntiden. Som om monsunregnen ikke er nok, vokser mange af arterne langs vandløb eller i nærheden af vandfald for at få gavn af det fugtige miljø. Mange af arterne er vanskelige at bestemme.

 

Den kan kendes på de lyserøde, op til 3 cm lange blomster, som har en gullig, brunplettet pose med en kort S-formet spore, op til 8 mm lang, samt to meget lange og tynde ‘haler’. Blomstring finder sted juni-sep. Bladene er elliptiske, med afrundede tænder i kanten, op til 20 cm lange og 6,5 cm brede.

I Nepal koges unge planter som grønsag.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med to horn’, hvilket sigter til to meget spidse forlængelser på fanen, der minder om horn.

 

 

 

 

 

Arten har en ret begrænset udbredelse, fra det centrale Nepal mod øst til Bhutan, voksende i skove og langs vandløb mellem 2300 og 3600 meters højde. Den er almindelig i Nepal, hvor unge planter ofte koges som grønsag.

Artsnavnet er latin og betyder ‘bærer en segl’, hvilket hentyder til de seglformede vinger.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art, der førhen blev kaldt I. roylei, ligner meget I. sulcata (nedenfor), men er generelt lavere, ofte under 1 m høj, og bladene er smallere. Endvidere er dens op til 3 cm lange kapsler tydeligt kølleformede, tykkere i spidsen, ikke med parallelle sider som hos I. sulcata.

Den er udbredt i krat og på græsgange i højder mellem 1800 og 4000 m, fra Pakistan mod øst til Uttarakhand. Den dyrkes vidt og bredt og er blevet naturaliseret i mange europæiske lande, i Nordamerika, New Zealand og andre steder. Den betragtes som invasiv i mange lande, idet den ofte danner store bevoksninger, der fordriver indfødte arter.

Artsnavnet er latin og betyder ‘bærer små kirtler’. Det tidligere artsnavn blev givet til ære for den britiske kirurg og naturhistoriker John Forbes Royle (1798-1858), der især kendes for værkerne Illustrations of the Botany and other branches of Natural History of the Himalayan Mountains, samt Flora of Cashmere.

 

 

 

 

 

 

 

Arten er udbredt fra Kashmir mod øst til Bhutan, i højder mellem 1200 og 3600 m. Den vokser i skove og krat og langs vandløb.

I Nepal fodrer man kvæg med planten, hvis de har feber. Frøene spises rå eller som pickles. En pasta af frøene benyttes til farvning.

Artsnavnet er afledt af latin scaber (‘grov’), hvilket formentlig hentyder til plantens robusthed.

 

 

 

 

 

Den minder om kæmpe-balsamin (I. glandulifera, ovenfor), men dens blade har butte takker langs randen, og dens kapsler er aflange, til 4 cm lange og 3 mm brede, mens de er tydeligt kølleformede, med bredere spids, hos kæmpe-balsamin.

Den er vidt udbredt og almindelig og vokser i et bredt udsnit af habitater, i skove, krat og landbrugsområder, ofte langs vandløb, mellem 1800 og 4000 meters højde, fra Kashmir mod øst til Bhutan. Den er meget almindelig i Himachal Pradesh og Nepal.

I Nepal spises de modne frugter, og af frøene fremstilles pickles.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med dybe og smalle furer’, oprindeligt fra sulco (‘jeg pløjer’), hvilket formentlig sigter til de nedsænkede bladnerver.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hanlige og hunlige blomster af denne slægt er ret forskellige, idet hannerne har 4 kronblade, hvoraf de to yderste er bredere og mere afrundede end de to inderste. Hunlige blomster har 5 eller flere kronblade af næsten ens størrelse og form.

Slægtsnavnet blev givet til minde om Michel Bégon (1638-1710), der fra 1684 var guvernør af Saint-Domingue, en fransk koloni på den caribiske ø Hispaniola, i dag kaldt for Haiti. Bégon var en passioneret planteindsamler.

 

 

 

 

 

Arten vokser på fugtige klipper og skrænter, i skyggefulde skovkanter og langs vandløb og er meget almindelig i højder mellem 600 og 2900 m, udbredt fra Pakistan mod øst til det sydøstlige Tibet.

Den anvendes ofte i traditionel medicin. I Nepal benyttes saft af planten mod hovedpine, saft af roden mod betændte øjne og mavesår. Saften blandes også med plantefarver for at gøre dem mere farvefaste. Stængel og bladstængel er spiselige, såfremt de laves til pickles.

Artsnavnet er latin og betyder ‘malet’ eller ‘dekoreret’, hvilket formodentlig sigter til de purpurfarvede pletter på bladene.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den vokser ligeledes på fugtige klipper og skrænter og i skyggefulde skovkanter, i højder mellem 600 og 1800 m, fra det centrale Nepal mod øst til Sikkim. I Nepal anvendes stængel og bladstængel til fremstilling af pickles.

Artsnavnet er latin og betyder ‘rødlig’, hvilket formentlig sigter til de rødlige højblade.

 

 

 

 

 

 

Veddet af mange arter anvendes til fremstilling af et gult farvestof, og mange arter anvendes medicinelt. Naga-folket i det nordøstlige Indien binder berberis-torne sammen i en splittet bambusstængel, kaldt azialangba, og benytter dem som tatoveringsnåle.

Førhen var omkring 60 arter placeret i slægten Mahonia, som nu er inkluderet i Berberis. Det tidligere slægtsnavn hædrer den irsk-amerikanske hortonom Bernard McMahon (c. 1775-1816), som forfattede værket The American Gardener’s Calendar: Adapted to the Climates and Seasons of the United States (1806). Han var også blandt de botanikere, som gennemgik de botaniske indsamlinger fra Lewis og Clark-ekspeditionen 1803-06 (hvoraf en smule er omtalt på siden Dyreliv – Pattedyr: Egern).

 

Arten er udbredt i krat og landbrugsområder i højder mellem 1800 og 3500 m, fra Kashmir mod øst til Bhutan. Den findes også i det centrale og sydlige Indien samt i Sri Lanka.

Den er meget benyttet i den lokale folkemedicin mod en lang række lidelser, bl.a. betændte øjne, gulsot, malaria, diarré og hudsygdomme. Naga-folket i det nordøstlige Indien knuser barken, opslemmer den i vand og drikker blandingen som et styrkende og feberdæmpende middel, samt til behandling af gulsot og uterus-problemer.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med stak’ (som de lange, stive hår på byg-aks). Det er uklart, hvad der hentydes til.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art er almindelig i krat, åbent land og dyrkede områder, udbredt fra Himachal Pradesh mod øst til det sydvestlige Kina, i højder mellem 1200 og 2500 m.

Frugten er spiselig, rå eller som pickles, men bør nydes i små mængder, da den virker afførende. I Nepal fremstilles alkohol af bærrene. Ved, bark og blade indtages mod forskellige lidelser, bl.a. fordøjelsesbesvær og tandpine. De tornede grene anvendes som hegn.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Grenene er mørkerøde eller purpurfarvede, med lange torne, ofte af samme længde som bladene, der er op til 3 cm lange og 1,4 cm brede, med 2-6 torne langs randen. Nogle blade forbliver grønne vinteren over, andre bliver en meget sart tone af cyklamen. De gule blomster sidder enkeltvis, kronblade ovale, til 6,5 mm lange. Blomstring forekommer juni-juli. Bærret er ovalt eller aflangt, til 1,6 cm langt og 8 mm bredt, mørkerødt ved modenhed.

Artsnavnet er en forkortet form af latin concinnatus (‘harmonisk’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bladene er lancetformede, uden torne, indtil 4 cm lange og 1 cm brede, og ender brat i en ganske lille spids. De bleggule blomster, til 8 mm i diameter, sidder i indtil 5 cm lange klynger i bladhjørnerne. Blomstring finder sted mellem april og juni. De spiselige bær er op til 1 cm lange, først smukt blå, siden blåsorte, med hvidligt vokslag.

I Pakistan anvendes et ekstrakt af rod og stængel som styrkende middel samt som øjensalve.

Artsnavnet sigter formentlig til ligheder mellem denne art og bukketorn (Lycium europaeum).

 

 

 

 

 

De spektakulære, skinnende blade er elliptiske eller ovale i omrids, indtil 60 cm lange og 19 cm brede, med 5-12 par småblade, indtil 10 cm lange og 5 cm brede, som har op til 20 torne i kanten. Arten er pragtfuld, når den blomstrer mellem oktober og april, hvor den fremviser en mængde klynger, op til 25 cm lange, af stærkt gule blomster med indtil 7 mm lange kronblade. De blå eller blåsorte bær er spiselige, rå eller som pickles.

I Nepal anvendes saft af barken mod betændte øjne, bærrene som vanddrivende middel. Af barken udvindes en gul farve.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De fleste medlemmer af familien er hjemmehørende i tempererede områder på den nordlige halvkugle, med nogle arter i tropiske bjergegne samt i Andes. Hanlige og hunlige blomster bæres i separate blomsterstande, hanner i hængende rakler, hunner oftest i oprette aks. Frøet er en nød, som hos Betula og Alnus er ganske lille og vinget.

 

Frugten er meget karakteristisk, idet den er forveddet og minder om en lille kogle.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på elletræer. Det forbindes i lighed med det danske navn af nogle forskere med højtysk elo (’grågul’), samt med sanskrit aruna (’rødgul’), og disse navne hentyder til, at veddet hos rødel (A. glutinosa) efter træets fældning antager en stærkt rødbrun farve.

 

Denne art vokser i mange biotoper, bl.a. skove, krat, jordskred og dyrket land, samt langs floder. Den er udbredt fra Himachal Pradesh mod øst til det sydvestlige Kina, samt i Bangladesh og det nordlige Indokina, i højder mellem 900 og 3000 m. Den er ofte et af de første træer, som indfinder sig i jordskred, hvor den danner rene bestande, og den plantes ofte i landbrugsområder som værn mod jordskred.

Af veddet fremstilles kasser, møbler og andre lette træarbejder, og det anvendes tillige som brænde. Barken benyttes til garvning og plantefarvning. Saft af barken koges ind, og den geléagtige masse smøres på brandsår.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hanlige og hunlige blomster bæres i separate blomsterstande, hanner i hængende rakler, hunner oftest i oprette aks. Ved modenhed sønderdeles frugten i skæl med 3 lapper samt vingede frø.

Slægtsnavnet er afledt af keltisk betu (’lim’), hvilket sigter til, at kelterne udvandt en limagtig substans af birkesaft. I visse områder med gælisk-talende befolkninger, bl.a. Wales og Bretagne, kaldes birk stadig for bezuenn eller bedwen. De nordiske navne birk, björk og bjørk er af proto-germansk oprindelse berko, hvilket sandsynligvis har rod i sanskrit bhurja, navnet på en birke-art.

Adskillige birkearter er omtalt på siden Efterår.

 

Arten er meget almindelig og danner ofte rene bestande i højder mellem 2500 og 4300 m, fra Afghanistan mod øst til det vestlige Kina.

Det latinske artsnavn betyder ‘gavnlig’. Veddet anvendes til bygningskonstruktion og som brænde, barken som tagtække, samt til fremstilling af papir, og den afbrændes som røgelse. Løvet kappes til foder. En pasta af barken smøres på sår og brandsår, og et afkog af den benyttes mod gulsot og ørepine, en pasta af harpiksen mod bylder, samt som svangerskabsforebyggende middel.

B. alnoides ligner denne art, men dens bark er ofte gråbrun, kvistene er mindre hårede, og blomstring finder sted nov.-dec. Den er udbredt fra Himachal Pradesh mod øst til det østlige Kina og det nordlige Indokina. I Himalaya vokser den i højder mellem 1500 og 2700 m.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet refererer til den tyske baron Friedrich August Marschall von Bieberstein (1768-1826), der tidligt udforskede flora og arkæologi i det sydlige Rusland, bl.a. Kaukasus og regionen nord for Krim. Han fremstillede plantelister fra disse områder.

 

Arten er begrænset til tørre, stenede og grusede områder i store højder, mellem 4200 og 5600 m, udbredt fra Kazakhstan, det centrale Sibirien og Mongoliet mod syd gennem Tibet til det nordlige Pakistan og Ladakh. Den er ret almindelig i Ladakh.

 

 

 

 

 

 

 

Familienavnet hentyder til den franske abbed og forfatter Jean-Paul Bignon (1662-1743). Hans elev, botanikeren Joseph Pitton de Tournefort (1656-1708), navngav slægten Bignonia efter ham i 1694.

 

Den har navn efter den franske jesuitterpræst Pierre Nicolas Le Chéron d’Incarville (1706-57), missionær i Kina og amatørbotaniker. Han indførte adskillige vigtige plantearter til Europa.

 

Arten vokser i krat samt i stenede og grusede områder i højder mellem 1400 og 3500 m. Den er udbredt fra Himachal Pradesh mod øst til det centrale Nepal, samt i Tibet og det vestlige Kina.

I Nepal anvendes saft af planten mod tandpine.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk kynos (‘hunde-lignende’) og glossa (‘tunge’), hvilket sigter til de ru blade. Det danske navn er således en direkte oversættelse af dette navn.

 

Denne art er vidt udbredt i Asien, fra Afghanistan mod øst til Japan, og derfra mod syd til Malaysia og Filippinerne. I Himalaya vokser den i enge, på åbne skrænter, samt langs stier, op til en højde af 3000 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘grenet’, hvilket sigter til blomsterstanden.

Nogle autoriteter betragter arten som værende den samme art som C. zeylanicum, der i dag generelt betragtes som værende begrænset til Sydindien og Sri Lanka.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art er vidt udbredt, idet den findes i Afrika, samt fra Mellemøsten mod øst til Kina og Taiwan, og derfra mod syd til Sydindien, Sri Lanka, Malaysia og Filippinerne. I Himalaya vokser den i enge, på åbne skrænter, samt langs stier, op til højder omkring 3200 m. Den udnyttes i den lokale folkemedicin.

Artsnavnet er latin og betyder ‘lancetformet’, hvilket hentyder til bladene.

 

 

 

 

 

Arten vokser i græsklædte områder og på åbne skråninger i højder op til mindst 2500 m. Den er udbredt fra Afghanistan mod øst til Nepal.

Artsnavnet refererer til nødderne, som har adskillige skarpe tynde hår, kaldt for glochider, hvilket er afledt af oldgræsk glokhis (‘spidsen af en pil’).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet sigter til præsten og botanikeren Josef Hackel (1783-1869), professor i landbrug ved en skole i Böhmen (i dag Tjekkiet).

 

Den er meget almindelig i skove, krat og åbne områder i højder mellem 2700 og 4500 m, fra Pakistan mod øst til det sydvestlige Kina.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med kroge’, hvilket hentyder til de krogede stive hår på nødderne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet blev givet til ære for den tyske sagfører og politiker Friedrich Levin Freiherr von Lindelof (1794-1882).

 

De nedre blade er langstilkede, linjeformede, op til 20 cm lange og 3 cm brede, med tiltrykte grålige hår, de øvre blade meget mindre. Blomsterne er himmelblå, tragtformede, indtil 1,2 cm lange, med udragende griffel. De er fremme juni-aug.

Artsnavnet sigter til ligheden mellem denne plante og arter af oksetunge (Anchusa).

 

 

 

 

 

Denne plante er hjemmehørende i tørre, græsklædte områder og på åbne skråninger, fra Kazakhstan, Kirgisien og Mongoliet mod syd gennem Xinjiang, Gansu og Tibet til Afghanistan, Pakistan og Ladakh, i højder mellem 1200 og 4700 m. I Ladakh indsamles den som foder.

Artsnavnet sigter til den udragende griffel, på latin stylus.

 

 

 

 

 

Familienavnet kommer af Brassica (kål). Kronbladene er altid 4 i antal og sidder korsvis, hvilket har givet anledning til det danske navn, samt til det tidligere familienavn Cruciferae (‘bærer kors’). Frugten, der kaldes for en skulpe, er bælglignende og splittes ved modenhed på langs i to dele.

En meget vanskelig familie, hvor modne frugter ofte er nødvendige for bestemmelsen.

 

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk kardamon, som var navnet på en slags karse.

 

Denne art er vidt udbredt i fugtige krat og skove, langs vandløb og blandt fugtige klipper, fra Kazakhstan, det sydlige Sibirien og Mongoliet mod øst til Japan og mod syd til Himalaya, hvor den vokser mellem 2100 og 4200 meters højde.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk makros (‘lang’ eller ‘stor’) og phyllon (‘blad’), således ‘med store blade’.

 

 

 

 

 

Den vokser i fugtige krat og skove, enge og langs vandløb i højder mellem 1800 og 4000 m, fra det vestlige Nepal mod øst til det sydvestlige Kina. I Nepal tilberedes unge planter som grønsag.

Artsnavnet er latin og betyder ‘af violet farve’, hvilket hentyder til blomsterne.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet hædrer den franske naturhistoriker, geolog, arkæolog og palæontolog Marie Gabriel Jules de Christol (1802-61).

 

Denne plante, som førhen blev kaldt for Ermania pamirica, er udbredt fra Tajikistan, Xinjiang og Qinghai mod syd gennem det tibetanske højland til Pakistan, Ladakh og det centrale Nepal, i græsklædte områder og på klippefyldte skråninger i højder mellem 3500 og 4700 m. I Ladakh spises unge skud som en grønsag.

Artsnavnet er afledt af latin crassus (‘tyk’) og folium (‘blad’), med hentydning til de kødfulde blade.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kan oversættes som ‘et medlem af Cruciferae i Himalaya’.

 

Den er almindelig på græsgange og flodsletter, samt i klippefyldte områder, i højder mellem 2400 og 4300 m, udbredt fra Afghanistan mod øst til det sydvestlige Kina. I Tibet anvendes blomster og blade til behandling af forgiftning, forårsaget af fordærvet kød.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en latiniseret form af erysimon, det klassiske græske navn på en vejsennep-art, Sisymbrium polyceratium. Nogle autoriteter foreslår, at ordet stammer fra erymai (‘at beskytte’ eller ‘at frelse’), hvilket formentlig sigter til anvendelsen af vejsennep-arter mod betændelse i struben.

 

Den oprette, grenede eller ugrenede stængel bliver undertiden op til 1 m høj, men er oftest langt lavere. Bladene er linje- eller lancetformede, indtil 10 cm lange og 1,4 cm brede, tandede, tilspidsede, øvre blade mindre. Den har smukke, orange eller gule blomster med kronblade op til 1,5 cm lange og 3,5 mm brede. Blomsterne er fremme maj-juli.

I Nepal koges yngre dele af planten som grønsag.

Artsnavnet blev givet til ære for den engelske botaniker George Bentham (1800-84), der kendes bedst for sin klassificering af planter i samarbejde med den britiske botaniker Joseph Dalton Hooker (se Polygonatum hookeri ovenfor). Deres værk, som blev offentliggjort 1862-83 under titlen Genera Plantarum, var grundlag for den moderne plantetaksonomi. Bentham blev præsident for Linnaean Society i 1861, samt medlem af Royal Society i 1862.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske græske navn på strand-karse (nedenfor).

 

Stænglen, der er indtil 1,5 m høj, er ofte forveddet forneden, mangegrenet, blade blågrønne, elliptiske eller aflange, op til 15 cm lange og 5 cm brede, med tandet rand. De talrige blomsterstande for enden af stængel og grene har hver 25-50 ganske små hvide blomster, indtil 3 mm i diameter, kronblade op til 2,5 mm lange og 1,3 mm brede. Blomstringsperioden er fra maj til aug.

I Ladakh tilberedes unge planter som spinat, men for at fjerne bitterstoffer og den pebrede smag koges de først, hvorefter de står i blød i vand i to dage. I de kinesiske provinser Gansu og Shaanxi anvendes frøene medicinelt.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med brede blade’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en klassisk latinsk betegnelse for karse.

 

Det oprindelige udbredelsesområde for denne art er omdiskuteret, men er sandsynligvis Europa og det vestlige Asien. Gennem hundreder af år har den været dyrket som grønsag og er blevet forvildet i talløse områder næsten kloden rundt. I Nordamerika, for eksempel, blev den på et meget tidligt tidspunkt spist af lokale folkeslag.

I Himalaya er den almindelig i højder mellem 1500 og 4000 m, fra Pakistan mod øst til Myanmar. Lokalt er den meget anvendt medicinelt mod feber, hoste og urinvejsproblemer, samt som vanddrivende middel. Forskning antyder, at den måske er i stand til at bremse kræft.

Oprindeligt var ordet officinale afledt af officina (‘værksted’ eller ‘kontor’), samt endelsen alis, som i forbindelse med et navneord dannede et tillægsord, således ‘fremstillet på et værksted’. Dog har ordet i botanisk sammenhæng en langt snævrere betydning, idet det sigter til plantearter, der blev solgt på apoteker på grund af deres medicinske egenskaber.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bladene er tæt samlet i en tyk roset, indtil 15 cm bred. De er spatelformede, op til 4,5 cm lange og 1,6 cm brede, har op til 12 butte tænder langs randen på den øvre halvdel. De smukke hvide blomster, som måler op til 1,5 cm i diameter, sidder midt i rosetten. Kronbladene er indtil 1,3 cm lange og 8 mm brede. Blomstring forekommer maj-juli. Frugten er tynd og aflang, indtil 1,5 cm lang og 3 mm bred, ofte med krummet spids.

Med sin lave vækst, den kraftige bladroset samt blomsterne samlet i en roset i midten af bladene, minder den en del om en kodriver (Primula), men kendes straks på, at der kun er 4 kronblade i hver blomst.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pyknos (‘kompakt’ eller ‘tyk’), plinthos (‘sokkel’), samt opsis (‘fremtoning’). En fri oversættelse kunne således lyde ‘den kompakte, der ser ud, som om den står på en sokkel’. Har du et bedre forslag?

 

 

 

 

 

Familien omfatter lobelier og deres slægtninge, som tidligere var placeret i en særskilt familie, Lobeliaceae, der nu betragtes som en underfamilie, Lobelioideae, af Campanulaceae.

Omkring 10 slægter findes i Himalaya.

 

Slægtsnavnet er latin og betyder ’lille klokke’, hvilket sigter til de klokkeformede blomster hos denne slægt.

Adskillige arter er beskrevet på siderne Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne, samt Flora i Tyrkiet.

 

Arten vokser på tørre klippevægge, stengærder og skrænter, samt i dyrkede områder. Den er udbredt fra Pakistan mod øst til Bhutan, voksende i højder mellem 3000 og 4700 m.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk argyros (‘sølv’) og thrix (‘hår’), hvilket hentyder til bladenes tætte hårlag.

 

 

 

 

 

Arten er vidt udbredt i skove og krat, fra Europa og det vestlige Asien mod øst til det centrale Nepal. I Himalaya vokser den i højder mellem 2100 og 3600 m. I Danmark er den ret almindelig på federe jorder.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med brede blade’.

 

 

 

 

 

Denne art vokser i åbne skove og dyrkede områder, samt på græsklædte skråninger og stengærder, fra Afghanistan mod øst til det sydvestlige Kina og nordlige Thailand. I Nepal anvendes saft af roden mod dysenteri og diarré.

Artsnavnet er latin og betyder ‘bleg’. Formentlig havde type-eksemplaret blegblå blomster.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet betyder ‘minder om Codon‘, hvilket hentyder til disse planters lighed med blomsterne i slægten Codon, som tilhører rubladfamilien (Boraginaceae). På engelsk kaldes de for bonnet bellflowers (‘kyse-klokkeblomster’), hvilket sigter til de attraktive, bredt klokkeformede blomster, der kan minde om en gammeldags kyse.

 

Den vokser i åbne skove, samt langs floder, marker og overrislingskanaler, mellem 1700 og 4200 meters højde. Den er udbredt fra Kazakhstan, Kirgisien, Tajikistan og Xinjiang mod syd gennem det vestlige Tibet til det nordlige Pakistan, Ladakh og Himachal Pradesh.

Denne plante er meget anvendt i den traditionelle medicin mod en lang række lidelser, deriblandt betændelse, urinsyregigt og anden gigt, rheumatisme, lammelser og spedalskhed. Roden benyttes mod mavepine, fordøjelsesbesvær, træthed, diarré, opkastninger og hoste.

Artsnavnet betyder ‘minder om Clematis‘ (skovranke), en slægt i ranunkelfamilien (Ranunculaceae, se nedenfor).

 

 

 

 

 

 

 

Denne plante vokser i krat og græsklædte områder i store højder, mellem 3600 og 5300 m, fra det centrale Nepal mod øst til det sydøstlige Tibet.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med blade som Thalictrum‘, hvilket sigter til de små blade, der minder om bladene hos frøstjerne-arter (se Ranunculaceae nedenfor).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kyanos (‘blå’) og anthos (‘blomst’).

 

Denne art vokser i græsklædte områder og blandt klipper i højder mellem 2100 og 5300 m, udbredt fra det vestlige Nepal mod øst til det vestlige Kina.

Artsnavnet er latin og betyder ‘ret grå’ eller ‘grov’. Det er uklart, hvad der hentydes til.

 

 

 

 

 

 

 

Den vokser i græsklædte områder og krat i højder mellem 2800 og 4500 m, og er udbredt fra Himachal Pradesh mod øst til det sydvestlige Kina. I Nepal anvendes saft af roden mod mavesår.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk lobos (‘flig’). Det sigter enten til de fligede blade eller de store flige på blomsterne – eller til begge dele.

 

 

 

 

 

Et stort antal planter, som tidligere var placeret i denne familie, er blevet overført til andre familier.

 

Slægtsnavnet stammer fra Persien, hvor kapers blev kaldt for kabar.

 

Den er udbredt fra Sydeuropa og Nordafrika gennem Mellemøsten til Himalaya og Centralasien. I Himalaya er den begrænset til tørre, stenede områder, fra Pakistan mod øst til det østlige Nepal, i højder mellem 2000 og 3500 m. Den er meget almindelig i Ladakh.

Lokalt indsamles dens løv til foder, mens blomsterknopper og frugter laves til pickles eller tilberedes som grønsag. En pasta fremstillet af roden smøres på rheumatiske lemmer, og saft fra roden kan uddrive indvoldsorm.

Artsnavnet er latin og betyder ‘tornet’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Familienavnet er afledt af Caprifolium, af proto-indoeuropæisk kapros (‘gedebuk’) samt latin folium (‘blad’), et ældre synonym for gedeblad-slægten (Lonicera).

 

Slægtsnavnet er en latiniseret form af dipsakos, det klassiske græske navn på gærde-kartebolle (Dipsacus fullonum). Det danske navn sigter til, at denne arts tørrede frøstand med de stive højblade i gamle dage blev anvendt til at karte uld.

 

Denne art er udbredt fra Afghanistan mod øst til det sydvestlige Kina, i højder mellem 1400 og 4100 m. Den vokser på åbne skråninger, samt i krat og landbrugsland. Løvet anvendes lokalt som foder.

Artsnavnet er latin og betyder ‘uden våben’ eller ‘forsvarsløs’. I modsætning til de fleste andre medlemmer af slægten har denne art kun få torne på stænglen.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet blev givet til ære for den tyske botaniker Adam Lonitzer, også kaldt for Adam Lonicer eller Adamus Lonicerus (1528-86), der især er kendt for i 1557 at have publiceret en revideret udgave af urtebogen Kreutterbuch von allem Erdtgewächs, offentliggjort i 1533 af den tyske læge Eucharius Rösslin den Yngre (død 1554).

 

Denne art er almindelig i krat og skove mellem 1800 og 3000 meters højde, fra Afghanistan mod øst til Bhutan.

Artsnavnet er afledt af latin quinque (‘fem’) og‎ loculus (‘et lille sted’), således ‘med 5 små rum’. Det er ukart, hvad der hentydes til.

 

 

 

 

 

Den vokser i krat, græsklædte områder og skovkanter, samt på grusede skrænter, i højder mellem 2000 og 5000 m, fra Uttarakhand mod øst til det vestlige Kina.

Artsnavnet er afledt af latin rupes (‘klippe’) og cola (‘beboer’), således ‘vokser blandt klipper’.

 

 

 

 

 

Denne art vokser på grusede skråninger og i krat, ofte sammen med arter af ærtebusk (Caragana, Fabaceae), i højder mellem 1700 og 4600 m. Den er udbredt fra Kazakhstan og Kirgisien mod øst til det vestlige Xinjiang og Tibet, mod syd til Afghanistan og Ladakh. Den er meget almindelig i Ladakh.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med mange torne’.

 

 

 

 

 

Disse planter var førhen inkluderet i kartebollefamilien (Dipsacaceae), men blev senere overført til en særskilt familie, Morinaceae. Nyere genetisk forskning har imidlertid reduceret disse to familier til en underfamilie, Dipsacoideae, i gedebladfamilien.

Slægten blev navngivet til ære for den franske læge, botaniker og meteorolog Louis Morin de Saint-Victor (1635-1715).

 

Den vokser i krat og græsklædte områder i højder mellem 3000 og 4300 m, fra Kashmir mod øst til Bhutan. Den anvendes lokalt som røgelse.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med lange blade’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art vokser i åbne græsklædte områder i højder mellem 3000 og 4400 m, fra det vestlige Nepal mod øst til Myanmar.

 

 

 

 

 

Arten er udbredt i græsklædte, åbne områder i højder mellem 3600 og 4700 m, fra Uttarakhand mod øst til Bhutan. I Nepal anvendtes planten tidligere medicinelt.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk polys (‘mange’) og phyllon (‘blad’), således ‘med mange blade’.

 

 

 

 

 

 

 

Disse planter var førhen inkluderet i kartebollefamilien (Dipsacaceae), men efter genetisk forskning er denne familie blevet reduceret til en underfamilie, Dipsacoideae, i gedebladfamilien.

Slægtsnavnet, såvel som det danske navn, hidrører fra deres tidligere anvendelse til behandling af skab.

 

Den er ret almindelig i åbne græsklædte områder i højder mellem 2700 og 4300 m, udbredt fra Afghanistan mod øst til Uttarakhand.

Artsnavnet er latin og betyder ‘køn’ eller ‘pragtfuld’.

 

 

 

 

 

Denne families videnskabelige navn, såvel som det danske navn, hentyder til havenelliken (Dianthus caryophyllus), som dufter af kryddernelliker. I Oldtidens Grækenland var navnet på kryddernelliketræet karyophyllon, afledt af karyon (‘nød’) og phyllon (‘blad’), hvilket blev adopteret af tidlige botanikere i formen Caryophyllus aromatica (i dag Syzygium aromaticum). Familienavnet blev forbundet med havenelliken af den franske botaniker Antoine Laurent de Jussieu (1748-1836), som var den første til at offentliggøre en naturlig klassificering af blomsterplanter.

 

Slægtsnavnet hentyder formodentlig til et medlem af slægten med blade, der minder om blade af Acanthus-arterne.

 

Den er udbredt i åbne græsklædte områder, blandt klipper, samt langs floder og stier, i højder mellem 2100 og 4700 m, fra Pakistan mod øst til Bhutan.

Artsnavnet sigter til, at denne plante minder en del om arter af hønsetarm (Cerastium), men den adskiller sig gennem de purpur-stribede blomster, samt lange hår i randen af de ellers sparsomt behårede blade.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin harena (‘sand’), tidligere hasena, muligvis fra etruskisk. I lighed med det danske navn hentyder det til, at mange af arterne vokser i sandede områder.

 

Den vokser i tørre områder, blandt klipper og langs grusede flodbredder, fra Kashmir mod øst til Sikkim, samt på den tibetanske højslette mod nord til Qinghai. Den er normalt udbredt i højder mellem 4200 og 5200 m, men i 1921 blev den fundet af A. Wollaston i en højde af 6180 m på Sagarmatha (Mt. Everest) – højderekorden blandt alle blomsterplanter.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk bryon (‘mos’) og phyllon (‘blad’), hvilket sigter til de små moslignende blade.

 

 

 

 

 

Den vokser på klipper og grusflader i højder mellem 3600 og 5500 m, udbredt fra det vestlige Nepal mod øst til Bhutan, og derfra mod nord gennem det østlige Tibet og det vestlige Sichuan til det sydøstlige Qinghai.

Artsnavnet er latin og betyder ‘meget tæt’, hvilket hentyder til de særdeles tætpakkede blade.

 

 

 

 

 

Arten vokser i tilsvarende områder i højder mellem 4300 og 5500 m, fra Kashmir mod øst til det sydøstlige Tibet, og derfra mod nord til det vestlige Sichuan og Qinghai.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk polys (‘mange’) og thrix (‘hår’), samt latin oides (‘minder om’), således ‘ser ud som om den har mange hår’, hvilket sigter til de tætpakkede blades skarpe spids.

 

 

 

 

 

 

Ifølge Dr. Magnus ‘Lärksporre’ Lidén, Uppsala Universitet, er identiteten af Himalaya-arterne i denne slægt langtfra opklaret, og de nuværende angivelser for en del arter er behæftet med stor usikkerhed.

Slægtsnavnet sigter til den græske skovgud Silenus, en satyr med hesteører og -hale, som var beskytter af vinguden Dionysos. Silenus er ofte afbildet beruset, indsmurt i klæbrigt skum fra vinen. Hans navn er afledt af oldgræsk sialon (‘spyt’). Forbindelsen til planterne er, at hunlige planter hos nogle arter, bl.a. dag-pragtstjerne (S. dioica), udskiller en skummende væske, som er med til at fastholde pollen fra besøgende insekter.

Det danske navn hentyder til, at stænglen hos mange arter er fyldt med klæbrige kirtelhår, hvor små insekter ofte hænger uhjælpeligt fast.

 

Denne plante findes i skovkanter og krat i højder mellem 2500 og 4500 m, fra Uttarakhand mod øst til det centrale Nepal.

Artsnavnet sigter til Kumaon, et distrikt i Uttarakhand.

 

 

 

 

 

Arten er almindelig i stenede områder mellem 2700 og 5000 meters højde, fra Afghanistan mod øst gennem Pakistan, Ladakh, det sydvestlige Tibet og Himachal Pradesh til det centrale Nepal.

Den udnyttes medicinelt mod blodmangel, samt til at lette trykket i blokerede ører og næse.

Artsnavnet blev givet til ære for den britiske veterinærkirurg og botaniker William Moorcroft (1765-1825), der udforskede adskillige områder i Himalaya og Centralasien. Han var den første europæer, som foretog botaniske indsamlinger i det vestlige Tibet og Kashmir.

 

 

 

 

 

Den er begrænset til det centrale Nepal samt tilstødende områder af Tibet, i højder mellem 2300 og 4700 m, hvor den vokser i et bredt udsnit af habitater, bl.a. klippefyldte områder, sandede skrænter og åbent græsland. Blomstring forekommer juli-aug.

Bestemmelse af denne art og oplysningerne om den er venligst stillet til rådighed af Dr. Magnus ‘Lärksporre’ Lidén, Uppsala Universitet.

Artsnavnet hædrer den britiske kirurg og botaniker Thomas Thomson (1817-78), der foretog en del af skrivearbejdet til det første bind af Flora Indica.

 

 

 

 

 

 

 

Denne hårdføre plante, som er det eneste medlem af slægten, vokser i stenede og grusede områder i store højder, mellem 4800 og 6000 m, fra det nordlige Pakistan mod øst til det nordlige Sikkim, og derfra videre mod nord til Qinghai og Gansu. I Ladakh, hvor den er en vigtig brændselskilde, trues den af overdreven indsamling.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk thylakos (‘sæk’ eller ‘pose’) og sperma (‘frø’), således ‘med frø der ligner en pose’. (Navnet hentyder dog til frugtkapslen, se nederste billede herunder).

Artsnavnet er latin, afledt af caespes (‘tørv’) samt osus (‘fyldt med’), således ‘minder meget om tørv”.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Omkring 8 slægter forekommer i Himalaya.

Mange andre medlemmer af denne familie præsenteres på siden Planteliv: Snerler.

 

De tynde stængler, som oftest er gule eller rødlige, snoer sig omkring andre planter og indhyller dem ofte totalt. Et silkefrø starter sit liv som de fleste andre planters frø gennem at sende rødder ned i jorden, hvorfra der vokser stængler op, hvis blade er reduceret til skælagtige gevækster. Når en silkestængel kommer i kontakt med en passende plante, snoer den sig omkring den og sender sugeorganer, kaldt haustorier, ind i den, gennem hvilke den optager vand og næringsstoffer. Derpå dør silkeplantens rod.

Slægtsnavnet er afledt af arabisk kušūṯ, hvilket formentlig stammer fra aramæisk kašā (‘dynget op’), med henblik på de ofte sammenfiltrede stængler.

Slægten er udførligt omtalt på siden Planteliv: Snylteplanter.

 

Den er vidt udbredt i tempererede egne af Europa og Asien, mod øst til det sydøstlige Sibirien og Japan, mod syd til Marokko, Iran, Himalaya og Kina, og træffes undertiden i Nord- og Sydamerika. Den er almindelig i Centralasien, og i Himalaya findes den fra Pakistan mod øst til det centrale Nepal, i højder mellem 2700 og 4000 m.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk dinetos (‘slynget omkring’), hvilket sigter til, at disse planter er slyngplanter.

 

En slank slyngplante, blade langstilkede, ovale med hjerteformet basis, langt tilspidsede, bladplade op til 12,5 cm lang og 9 cm bred, unge blade sølvhårede på undersiden. De hængende blomsterstande udgår fra bladhjørnerne, blomster tragtformede, adskillige i klynger, bægerblade brune, linjeformede, aflange eller trekantede, indtil 6 mm lange, meget større, op til 4 cm lange ved frugtsætning, krone op til 3 cm lang og 4,5 cm i diameter, lyserøde eller rosenfarvede med hvidt øje, kronrør cylinderformet, smalt. Blomstring finder sted juni-okt.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med store blomster’, dvs. store i forhold til andre medlemmer af denne slægt.

 

 

 

 

 

Dens lange stængler snoer sig omkring træer og buske, de langstilkede blade er ovale, op til 16 cm lange og 9 cm brede, basis dybt hjerteformet. Blomsterstandene, som udgår fra bladhjørnerne, er lange og slanke klynger, op til 45 cm lange, højblade hjerteformede, stængelomfattende, bægerblade aflange eller lancetformede, først meget små, senere forstørret til omkring 1,5 cm under frugtsætningen, hvor det brune eller purpurfarvede bæger bliver tilbagebøjet. Kronen er tragtformet, hvid med gult svælg, indtil 1,3 cm lang og i tværmål. Blomstringstiden er juli-okt.

Den har omtrent samme udbredelse som slægten og kan træffes fra lavlandet op til højder omkring 2400 m.

Planten anvendes i den lokale folkemedicin.

Artsnavnet er afledt af latin racemus (‘klynge’) og osus (‘fyldt med’), hvilket sigter til de overdådige blomsterstande. I botanisk sammenhæng betyder navnet, at plantens blomsterstande er klaser.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet, som skyldes den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), kommer af oldgræsk ip (’orm’) og hómoia (’ligner’), hvilket hentyder til stænglens orme-agtige bevægelser, når den slynger sig omkring andre planter, hegn og meget andet.

I sin herlige bog All about Weeds skriver den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964): “Disse slyngplanter snoer sig rundt om voksende stængler af majs, soyabønner og bomuldsplanter, ja selv omkring andre ukrudtsplanter, som burde være i stand til at klare sig mod sådanne små og svage planter, som snerlerne synes at være. Men de er ikke svage. Som slanger kravler disse tynde slyngplanter op over de planter, de har valgt som espalier. Snart vil snerlernes store blade overskygge bladene hos espalier-planterne, og kort tid efter smiler deres pragtfulde blomster til hele verden, som en stor kvinde, der spærrer for udsynet hos en lille dreng i biografen.”

 

De op til 5 m lange stængler er slyngende eller krybende langs jordoverfladen. Bladene er yderst variable, bredt ovale eller til tider næsten cirkelrunde, indtil omkring 15 cm lange og brede, men ofte langt mindre, tilspidsede, med hjerteformet basis, normalt med 3 lapper i kanten, men somme tider 5 eller slet ingen. De blegblå eller himmelblå blomster sidder enkeltvis eller få sammen i bladhjørnerne, op til 6 cm i tværmål, tragten hvid, indtil 6 cm lang. Arten blomstrer mellem juni og sep.

Den kan kendes fra lignende medlemmer af slægten på de langt tilspidsede bægerblade, som er stærkt hårede ved basis (ses tydeligt på nærbilledet nedenfor).

Artsnavnet er afledt af Sanskrit nila (‘mørkeblå’ eller ‘sort’), hvilket formentlig hentyder til de sorte frø hos denne art, der udnyttes medicinelt.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk hyle (‘lund’), tele (‘langt borte’), samt phileo (‘at elske’), således ‘den fjerne elsker i lunden’. Man mente, at medlemmer af denne slægt var i stand til at røbe, om ens følelser var gengældt.

 

Denne art vokser blandt klipper, i krat og på åbne skrænter, i højder mellem 1800 og 4500 m. Den er udbredt fra Kazakhstan og det sydlige Rusland mod øst til Mongoliet, mod syd til Pakistan, Ladakh og Himachal Pradesh. Lokalt anvendes den til behandling af sår og hudinfektioner.

Artsnavnet blev givet til minde om den tyske historiker Johann Philipp Gustav von Ewers (1779-1830).

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk rhodon (‘rose’) samt latin iola, en endelse, der udtrykker noget småt, således ‘lille rose’, hvilket sigter til rodens duft.

Førhen var disse planter placeret i stenurt-slægten (Sedum, nedenfor), men de adskiller sig fra medlemmer af denne slægt ved at have en tyk rodstok og kun 4 kronblade, mens stenurter har 5 kronblade og en tynd eller slet ingen rodstok.

 

 

 

 

 

Stænglerne er oprette, indtil 30 cm høje, bladene aflange eller smalt ovale, op til 9 mm lange og 4 mm brede, spidse, helrandede eller tandede. Blomsterne er mørkerøde eller purpurfarvede og sidder i tætte endestillede klynger, indtil 2,5 cm i diameter, kronblade aflange eller elliptiske, indtil 4 mm lange og 1,5 mm brede. Blomstringtiden er juni-aug.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på en gruppe beslægtede planter, husløgene (Sempervivum). Et antal arter i denne slægt er omtalt på siden Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne.

 

 

 

 

 

Denne art er udbredt i græsklædte områder og blandt klipper, fra Kashmir mod øst til det vestlige Kina, i højder mellem 1300 og 3500 m. Den er almindelig i Nepal.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med mange stængler’.

 

 

 

 

 

Denne plante findes i græsklædte områder og blandt klipper i højder mellem 3000 og 5200 m, fra Pakistan mod øst til det sydvestlige Kina.

Artsnavnet sigter til en bjergnymfe i den græske mytologi, afledt af oros (‘bjerg’).

 

 

 

 

 

 

Førhen var et antal nordamerikanske træer placeret i denne slægt, men er siden blevet overført til slægten Hesperocyparis.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kyparissos, det klassiske navn på almindelig cypres (C. sempervirens).

 

Arten er udbredt fra Kashmir mod øst til det sydøstlige Tibet, mest på kalkrige jorder i tørre områder, i højder mellem 1800 og 3300 m. Dens løv brændes som røgelse i hinduistiske og buddhistiske helligdomme.

Artsnavnet er afledt af latin torulus, diminutiv af torus (‘opsvulmning’), hvilket kan hentyde til den furede bark.

 

 

 

 

 

 

 

Der er forskellige teorier vedrørende slægtsnavnets oprindelse. Nogle forskere mener, at dette ord stammer fra iungere (’sammenbinde’ eller ’flette’), hvilket sigter til grenenes anvendelse som fletværk, mens andre siger, at det kommer af juvenis (’ung’) og parere (’at producere’), hvilket hentyder til, at enen hele tiden forynges gennem nye skud. Ordene gin og genever, som har smag af enebær-frugter, stammer også fra Juniperus.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art bliver undertiden et mindre træ, men er oftest ganske lav. Den kan straks kendes på de sylespidse nåle, der bliver indtil 1,3 cm lange. Koglen, som måler op til 8 mm i diameter, er sortblå ved modenhed, ofte med et voksagtigt overtræk. Blomstring forekommer apr.-maj.

Den er meget anvendt i den traditionelle medicin og spiller tillige en stor rolle i folketroen, beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

Artsnavnet er latin og betyder ‘almindelig’.

 

 

 

 

 

Den vokser i tørre områder i højder mellem 2100 og 5200 m, fra Pakistan mod øst til det sydvestlige Kina. Dens løv brændes som røgelse i hinduistiske og buddhistiske helligdomme, og frugterne anvendes i traditionel medicin mod feber og hovedpine.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er hjemmehørende i skove og åbne områder i højder mellem 2500 og 4600 m, fra det nordlige Pakistan mod øst gennem Himalaya og Tibet til Yunnan-provinsen i det sydvestlige Kina.

Ved og nåle afbrændes som røgelse i buddhistiske helligdomme.

Artsnavnet er latin og betyder ’tilbagebøjet’, her i betydningen ‘nedadbøjet’, hvilket sigter til de ydre grene.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Disse planter danner underjordiske rodknolde, og nogle arter har tillige yngleknopper i bladhjørnerne. Disse knopper falder til jorden, når de er modne, og kan eventuelt spire til nye planter. Rodknoldene af nogle arter er af stor økonomisk betydning, da de spises i visse egne. Af andre arter udvindes ingrediencer til traditionel og moderne medicin.

Slægten er opkaldt efter den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.), forfatter til De Materia Medica (fem bind om urtemedicin). Det danske navn kan spores tilbage til sidst i 1500-tallet, enten fra portugisisk inhame eller fra spansk iñame, sandsynligvis af vestafrikansk oprindelse.

 

Den er vidt udbredt i bjergområder, fra Afghanistan mod øst til det sydvestlige Kina, samt i Bangladesh og det nordlige Indokina. I Himalaya træffes den i højder mellem 2000 og 3100 m.

Den friske rod knuses og strøes i vandløb for at bedøve fisk, som derpå flyder op til overfladen. Den blandes også med vand til tøjvask, og denne sæbe anvendes til kropsvask for at slå lus ihjel. Rodknolden er spiselig efter kogning. I Nepal benyttes saft fra rodknolden mod forstoppelse samt til at uddrive rundorme. Yngleknopperne på den øverste del af stænglen koges, og væsken drikkes mod luft i tarmene, og saft fra disse yngleknopper anvendes mod dysenteri. Andre steder benyttes rodknolden mod forskellige sygdomme, bl.a. astma og gigt, og endvidere som svangerskabsforebyggende middel.

Arten er truet af overdreven indsamling.

Artsnavnet er afledt af delta, det fjerde bogstav i det græske alfabet, skrevet som en trekant. Hos denne plante hentyder det til bladformen.

 

 

 

 

 

 

Mange andre kødædende planter er omtalt på siden Planteliv: Kødædende planter.

 

Disse planter vokser i næringsfattige områder, hvor de opnår størstedelen af deres næringsstoffer gennem at fange smådyr ved hjælp af klæbrige kirtelhår på bladene. Når et dyr sidder fast i disse hår, folder bladet sig omkring det uheldige offer, hvorefter enzymer opløser dyrets kropsvæsker, så planten kan udvinde kvælstof og andre næringsstoffer af dem.

De kaldes soldug, fordi kirteldråberne minder om dugdråber, når solen skinner på dem. Førhen tillagde man dugdråber mirakuløse egenskaber, og solduggens kirteldråber blev solgt som Jomfru Marias tårer. Ifølge folkemedicinen skulle de virke mod hudsygdomme som vorter, ringorm og ligtorne, foruden mange andre skavanker.

Slægtsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk droseros (‘dækket af dug’), afledt af drosos (‘dug’), hvilket sigter til kirtelhårene på bladene.

 

Denne art er udbredt i bjergegne fra Uttarakhand mod øst til Taiwan, og derfra mod syd gennem Indokina og Indonesien til Australien og New Zealand.

I Himalaya vokser den i højder mellem 1500 og 3700 m.

I Nepal smøres en pasta af bladene på blæner.

Artsnavnet er afledt af latin pelta (‘et lille seglformet skjold’), hvilket sigter til bladformen.

 

 

 

 

 

 

Hanlige og hunlige blomster er på separate planter, siddende på det foregående års skud, hanlige i små rakler, der kommer frem før løvspring, hunlige i små klynger, der kommer frem samtidig med bladene. Frugten er et bær, som er rigt på vitaminerne C, A, B, E og K, samt carotenider. Nyere forskning antyder, at frugterne besidder stoffer, som forsinker ældning og modvirker hukommelsestab.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk hippo (‘hest’) og phaos (‘lys’ eller ‘skinnende’). Man fodrede tidligere heste med blade og unge grene, hvilket skulle få deres pels til at skinne.

 

Den bliver indtil 5 m høj, sjældent 10 m. Ældre skud er dækket af et sølvskinnende, voksagtigt lag. De smalle blade er grønne på oversiden, gråskællede på undersiden (somme tider også på oversiden), op til 6 cm lange og 7 mm brede. Blomstring finder sted april-maj. De spiselige, gule, orange eller røde bær, indtil 9 mm lange og 6 mm brede, sidder tæt langs grenene.

Der fremstilles en drik af bærrene, og de laves også til pickles. I Ladakh indsamles grenene til brænde, samt til fremstilling af ulvesikre hegn.

Artsnavnet er latin og betyder ‘ligner Rhamnus‘ (vrietorn). Det er uklart, hvad der hentydes til.

 

 

 

 

 

Disse planters stængler er tydeligt leddelte (heraf deres navn) og forekommer i forskellige farver, bl.a. grøn, blågrøn, gullig eller grønlig-hvid, og bladene er oftest reduceret til brune skæl omkring leddene. Hanlige og hunlige blomster er på forskellige planter. Den hunlige kogle har nøgent frøanlæg med et eller to frø, omgivet af opsvulmede, kødfulde, bærlignende røde eller orange højblade. Omkring 9 arter er konstateret i Himalaya.

Talrige arter vokser på den tibetanske højslette, ofte græsset helt ned af geder, som gerne æder stænglerne, mens de er friske. Grønne stængler indsamles også til foder, og tørre planter anvendes som brændsel.

Udgravninger i Karakum-ørkenen i Turkmenistan antyder, at ledris indgik som en del af den zoroastriske rituelle drik haoma, som er identisk med den vediske drik soma. Indtagelse af haoma ‘giver indsigt’ og ’gør klog’.

 

Denne art er udbredt fra Mellemøsten, Turkmenistan og Kazakhstan mod øst til det sydlige Sibirien og det nordlige Kina, mod syd gennem det tibetanske højland til Afghanistan, Pakistan og Ladakh. I Himalaya vokser den op til højder omkring 4600 m.

I traditionel kinesisk medicin kaldes denne art, samt E. sinica og E. equisetina, for 麻黄 (ma huang), som betyder ’gul hamp’. Bladene af disse arter benyttes til behandling af en lang række lidelser, bl.a. feber, hjerte-kar-sygdomme, dårlige nerver, lungeproblemer samt diarré. De er også virksomme mod visse typer af virus. Roden anvendes til at dæmpe svedeture, fremkaldt af svækkelse af kroppen. I Tibet benyttes arten mod leverlidelser.

Den medicinske anvendelse af en nær slægtning, E. gerardiana, er omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er oldgræsk og betyder ‘henrivende’, hvilket utvivlsomt hentyder til de smukke blomster.

Planter fra Ny Guinea og den sydvestlige del af Stillehavet, som tidligere var placeret i denne slægt, er blevet overført til slægten Paphia.

 

Denne art forekommer fra det østlige Nepal mod øst til Bhutan og det sydøstlige Tibet, voksende i skove i højder mellem 1200 og 2700 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘krybende’, hvilket sigter til artens epifytiske levevis.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet blev givet med hentydning til disse planters skønhed. I den græske mytologi var Kassiopeia gift med Kong Kefeus, der regerede i kongedømmet Etiopien. Hun var arrogant og forfængelig og påstod, at hun og datteren Andromeda var smukkere end alle nereiderne, havnymfer, som var døtre af havguden Nereus. Dette fremkaldte vrede hos Poseidon, som regerede over havet, og han beordrede havuhyret Ketus at ødelægge Etiopien. I et forsøg på at frelse deres kongedømme kontaktede Kefeus og Kassiopeia et orakel, som sagde, at den eneste måde at berolige Poseidon på var at ofre datteren Andromeda. Hun blev lænket til en klippe ved havet og overladt til sin skæbne, men blev frelst af helten Perseus, som forandrede Ketus til en klippe. I stedet placerede Poseidon Kassiopeia i himlen, lænket til en trone i samme stilling, som Andromeda havde haft ved havet.

 

Den er udbredt fra Pakistan mod øst til Bhutan og det sydlige Tibet, voksende blandt klipper og i åbne områder i højder mellem 2800 og 5000 m.

Artsnavnet er latin og betyder egentlig ’tilspidset’, men i botaniske sammenhæng betyder det ‘med oprette og parallelle grene’.

 

 

 

 

 

I 1748 navngav den svenske naturhistoriker Pehr Kalm (1716-79), som var elev af den berømte Carl von Linné (1707-78), denne slægt til ære for den franske læge og naturhistoriker Jean-François Gaulthier (1708-56) fra Quebec, som havde udarbejdet en liste over medicinplanter. Han døde ung af tyfus.

 

Denne plante er udbredt fra Uttarakhand mod øst til Myanmar og Yunnan-provinsen, mod syd til Sri Lanka og det vestlige Indonesien. I Himalaya vokser den i skove og krat i højder mellem 1500 og 3200 m. Den er meget almindelig i Nepal.

I Nepal spises modne bær rå, og de destilleres også til alkohol. Saften af umodne frugter benyttes mod mavepine, og saften af bladene tages mod hoste samt til at uddrive indvoldsorm. Olie ekstraheret fra bladene smøres på skab og anvendes også mod rheumatisme.

Artsnavnet er latin og betyder ‘særdeles duftende’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er meget almindelig i skove i højder mellem 2700 og 4700 m, krybende hen over klipper og skrænter. Dens udbredelse er fra Pakistan mod øst til det sydvestlige Kina.

I 1839 skrev den britiske kirurg og naturhistoriker John Forbes Royle (1798-1858) følgende om denne art: “Denne plante er hjemmehørende i kolde, højliggende områder, såsom Jumnotri, toppen af Choor, samt bjergene omkring Kashmir, og i ighed med mange planter i sådanne omgivelser er den udstyret med stive hår på de yngre øvre grene, sandsynligvis som beskyttelse mod streng kulde. Bægeret, som er sammenvokset med den nedre del af kapslen, bliver kødfuldt og danner en spiselig frugt i september måned.” (Kilde: J.F. Royle, 1839. Illustrations of the Botany and Other Branches of the Natural History of the Himalayan Mountains, and of the Flora of Cashmere. Allen and Company, London)

Artsnavnet er afledt af oldgræsk thrix (‘hår’) og phyllon (‘blad’), hvilket sigter til de stive hår langs bladranden.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk Pieria, som var musernes hjemsted. Det hentyder sikkert til disse planters smukke blomster.

 

Arten er udbredt fra det centrale Nepal mod øst til Kina og det nordlige Vietnam. I Himalaya vokser den mellem 1500 og 3000 meters højde. Den er meget giftig og undgås derfor af græssende dyr. Af denne grund er den ofte meget almindelig i eroderede områder og på brakmarker. I Nepal smøres saft af bladene på skab.

Artsnavnet er latin og betyder ‘smuk’. Et passende navn!

 

 

 

 

 

Arterne i Himalaya er dværgbuske, buske eller mindre træer, som blomstrer mellem marts og juli, med hovedsæson i april-maj. Hos hovedparten af arterne er blomsterne forskellige nuancer af rødt, gult eller hvidt, mens violet og grønligt er sjældnere.

I Himalaya optræder rhododendron i næsten alle plantezoner, lige fra subtropisk til alpin, men de fleste arter træffes i 2-4000 meters højde. Den største er Rhododendron arboreum, der kan blive op til 15 m høj. I den anden ende af spektret findes dværgbuske som R. nivale, R. lepidotum, R. anthopogon og R. pumilum, hvoraf sidstnævnte kun er 10-15 cm høj. Andre arter er epifyter, fx de storblomstrede R. dalhousiae og R. lindleyi.

På oldgræsk betyder rhododendron ‘rosentræ’. Indtil 1600-tallet blev dette navn anvendt for nerie (Nerium oleander), som er beskrevet på siden Planteliv: Flora i Tyrkiet. I 1753 blev navnet overført til rhododendron-arter af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78).

En lang række arter fra mange egne af verden er præsenteret på siden Planteliv: Rhododendron.

 

Den vokser i højder mellem 3000 og 5100 m, fra Pakistan mod søt til Bhutan og det sydøstlige Tibet.

I Nepal, hvor den kaldes for sun pathi, anvendes tørrede blomster som té, og bladene afbrændes som dhup (røgelse) i templer og på husaltre. Dampene fra kogte blade inhaleres for at lindre hoste og forkølelse.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk anthos (‘blomst’) og pogon (‘skæg’), hvilket formentlig hentyder til blomstens hårede svælg.

 

 

 

 

 

 

 

Den er meget almindelig i Himalaya, og når den blomstrer i marts-april, farves skovene stedvis røde eller lyserøde af millioner af blomster. Intensiteten af blomsternes røde farve aftager med stigende højde, og nær artens øvre grænse, omkring 3800 meters højde, ses til tider helt hvide blomster.

Den er Nepals nationalplante, kaldt for lali guras (‘rød rhododendron’), og dens blomster bringes som offergave til hinduistiske og buddhistiske templer. Kronbladene er spiselige og anvendes mod hoste og ru hals, og de laves også til pickles. Saft af barken benyttes mod diarré, dysenteri og hoste, en pasta af bladene mod hovedpine, saft af blomsterne mod dysenteri og menstruationsproblemer. Saft af bladene sprøjtes på senge mod utøj, og unge blade spredes i vandløb til at bedøve fisk. Veddet anvendes som brænde og til fremstilling af møbler, gærder og trækul. Tørrede blade anvendes som kompost.

I videste forstand har arten en meget stor udbredelse i Asien, fra Pakistan mod øst til bjergområder i det nordlige Thailand og Vietnam, med isolerede forekomster i Sydindiens og Sri Lankas bjerge. Underarter i Sydindien, ssp. nilagiricum, kaldt for Nilgiri-rhododendron, samt i Sri Lanka, ssp. zeylanicum, betragtes af nogle autoriteter som selvstændige arter.

Artsnavnet er latin og betyder ‘trælignende’, hvilket sigter til artens størrelse.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er meget almindelig i Himalaya, hvor den ofte danner rene bestande i højder mellem 2400 og 3600 m, fra Uttarakhand mod øst til Bhutan og det sydøstlige Tibet.

Artsnavnet er latin og betyder ‘skægget’, hvilket sigter til børsterne på kviste og bladstilke.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er meget almindelig i Himalaya, hvor den ofte danner tætte krat mellem 2800 og 4300 meters højde, fra Pakistan mod øst til Bhutan og det sydøstlige Tibet.

I Nepal benyttes dens ved som brænde, og saft af bladene anvendes mod rheumatisme og syfilis.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bladene er mørkegrønne, skinnende på oversiden, bleggrønne på undersiden, afrundede eller elliptiske, op til 8,5 cm lange og 4 cm brede, margin let tilbagebøjet, spids afrundet. De klokkeformede bleggule blomster sidder i endestillede skærme, op til 7 sammen, krone indtil 4 cm lang og i tværmål, med 5 op til 2 cm lange flige. Arten blomster maj-juni.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk kampylos (‘buet’) samt karpos (‘frugt’), hvilket sigter til de buede kapsler hos denne plante.

 

 

 

 

 

Denne plante har en ret begrænset udbredelse, fra det østlige Nepal mod øst til Bhutan og det sydøstlige Tibet, voksende i højder mellem 2700 og 3900 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘håret’, hvilket sigter til de stive hår langs bladrand og på blomsterstilk.

 

 

 

 

 

Den vokser i højder mellem 3000 og 4000 m, fra det østlige Nepal mod øst til Myanmar og Yunnan-provinsen.

I Nepal indsamles dens ved til brænde.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk kinnabaris, hvilket angiver en stærkt rød farve med et skær af orange. Navnet hentyder naturligvis til blomsternes farve.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er udbredt fra det centrale Nepal mod øst til Arunachal Pradesh og det sydøstlige Tibet, og den findes også i Bangladesh. I Himalaya træffes den i højder mellem 2000 og 2500 m.

Denne pragtfulde plante dyrkes andre steder som prydplante og er truet af overdreven indsamling. I Nepal smøres saft fra dens unge blade på sår på kvæg.

Den blev navngivet af den britiske botaniker Joseph Dalton Hooker (se Polygonatum hookeri ovenfor) til ære for Lady Dalhousie, hustru til George Ramsay, den 9. jarl af Dalhousie, som var generalguvernør i Indien i første halvdel af 1800-tallet. Lady Dalhousie var en ivrig indsamler af planter.

Rhododendron lindleyi minder om denne art, men dens bæger har bløde hvide hår langs randen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I Nepal anvendes veddet som brænde.

Artsnavnet er latin og betyder ‘skinnende’, hvilket formentlig hentyder til bladene.

 

 

 

 

 

De læderagtige, tykstilkede blade er aflange, elliptiske eller omvendt lancetformede, op til 30 cm lange og 12 cm brede, mørkegrønne på oversiden, uldhårede på undersiden, spids og basis afrundet. Blomsterstandene er meget tætte, fladtoppede klynger med 15-20 blomster, krone tragt- eller klokkeformet, højrød, purpurfarvet, lyserød eller hvidlig, op til 4 cm lang og 5 cm i diameter, med 7-8 små flige og mørkere pletter nær basis af svælget. Den blomstrer april-juni.

I Nepal anvendes veddet som brænde.

Arten blev navngivet af Joseph Dalton Hooker (se Polygonatum hookeri ovenfor) til ære for hans ven, den britiske naturhistoriker og etnolog Brian Houghton Hodgson (1801-94), som beskrev talrige plante- og dyrearter i Himalaya.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er en af de videst udbredte rhododendron-arter i Himalaya, idet den forekommer fra Pakistan mod øst til det sydvestlige Kina. Højdemæssigt har den et meget bredt spektrum, idet den findes mellem 2000 og 4700 m.

I Nepal afbrændes bladene som dhup (røgelse) i templer. Té brygget på bladene indtages som blodrensende middel. Stødte blade strøes på senge mod utøj.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk lepís (‘skæl’), hvilket sigter til, at bladene er stærkt skællede på begge sider.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En lav, kompakt, mangegrenet dværgbusk, krybende eller til tider op til 90 cm høj, blade indtil 1,5 cm lange og 6 mm brede, elliptiske, ovale eller afrundede, spids but, basis bredt trekantet, skællet på begge sider, underside gullig eller brunlig. Blomsterne er enlige eller op til 3 sammen, bæger ganske lille eller manglende, krone variabel i farve, purpur, magenta, lilla eller lyserød, bredt tragtformet, indtil 1,3 cm i tværmål, kronrør op til 6 mm langt. Den blomstrer juni-aug.

Den minder en del om R. setosum (nedenfor), men bladranden hos denne har normalt stive hår, og dens blomster er større.

Artsnavnet er afledt af latin nix (‘sne’) samt endelsen alis, således ‘findes i sne’, hvilket sigter til, at denne plante vokser i meget store højder.

 

 

 

 

 

Arten er udbredt fra det østlige Nepal mod øst til Myanmar og det sydvestlige Kina, i højder mellem 3300 og 4300 m. Dens foretrukne habitater er klipper og åbne skrænter.

 

 

 

 

 

Den vokser på alpine skråninger i højder mellem 3600 og 4800 m, fra det centrale Nepal mod øst til Bhutan og et enkelt sted i det sydlige Tibet.

I Nepal anvendes tørrede blade som té.

Artsnavnet er afledt af latin saeta (‘stift hår’), hvilket sigter til de stive hår langs bladranden.

Denne art minder en del om R. nivale (ovenfor), men dens bladrand har normalt lange hår, og blomsterne er større og mere rødviolette.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den foretrækker fugtige områder og ses især nær vandløb i højder mellem 2900 og 4000 m, fra det østlige Nepal mod øst til Bhutan og det sydøstlige Tibet.

Artsnavnet blev givet af Joseph Dalton Hooker (se Polygonatum hookeri ovenfor) til ære for hans ven, den britiske kirurg og botaniker Thomas Thomson (1817-78), som var bidragsyder til det første bind af Flora Indica.

 

 

 

 

 

Arten vokser i skove og krat i højder mellem 2400 og 3700 m, fra det østlige Nepal mod øst Bhutan og Yunnan-provinsen.

I Nepal anvendes veddet som brænde.

 

 

 

 

 

Den er udbredt fra det østlige Nepal mod øst til Bhutan og det sydøstlige Tibet, voksende i skove og krat, samt på åbne skråninger, i højder mellem 3000 og 4300 m.

Artsnavnet blev givet til ære for den danske læge og botaniker Nathaniel Wallich (1786-1854), som studerede flora i Indien og Himalaya i begyndelsen af 1800-tallet (se Strobilanthes atropurpurea ovenfor).

Nogle autoriteter, bl.a. Kew Gardens, betragter stadig denne plante som værende identisk med R. campanulatum.

 

 

 

 

 

De læderagtige blade er store, aflange eller elliptiske, spidse, op til 20 cm lange og 7 cm brede, med et rustfarvet filtlag på undersiden. De klokkeformede blomster sidder i åbne skærme med 10-20 blomster, krone indtil 4,5 cm lang og 5 cm i diameter, bleggul med knaldrøde pletter indvendigt nær svælget. Blomstringstiden er maj-juni.

I Nepal anvendes veddet som brænde.

Artsnavnet blev givet til ære for den skotske kirurg og botaniker Robert Wight (1796-1872), der tilbragte størstedelen af sit liv i det sydlige Indien, hvor han var den ledende botaniske taksonom og beskrev 110 nye slægter og 1267 nye arter. I Madras publicerede han en række illustrerede værker, bl.a. Icones Plantarum Indiae Orientalis (1838-53) i 6 bind, samt Illustrations of Indian Botany (1838-50) og Spicilegium Neilgherrense (1845-51).

 

 

 

 

 

Bladene er snitdelte hos de fleste arter, men nogle er trekoblede eller håndformede. Frugten er en bælg, der sædvanligvis er meget længere end bred. Den åbnes ved modenhed langs to sømme.

Ifølge den nyeste revision omfatter denne familie i dag 6 underfamilier, hvoraf kun en enkelt, Faboideae (Papilionoideae), omtales nedenfor. Medlemmer af to andre underfamilier, Caesalpinioideae (som inkluderer den tidligere underfamilie Mimosoideae), samt Cercidoideae, er beskrevet på hjemmesidens engelske del, se Plants: Himalayan flora 2.

Blomsterne i underfamilien Faboideae har en unik opbygning. Af de 5 kronblade er det midterste, kaldt fanen, større end de øvrige og sidder bagest i blomsten. Under blomstringen danner fanen et beskyttende tag over støvvejen og støvdragerne. De to sidestillede kronblade er lige store og kaldes vingerne, mens de to nederste har hver sin stilk, men er vokset sammen i spidsen. Tilsammen kaldes de for båden eller kølen, og de omslutter støvdragere og støvvej.

 

Disse planter er meget variable, fra blødhårede urter til stikkende dværgbuske. Bladene hos langt størstedelen er snitdelte med talrige småblade. Bægeret er rørformet med 5 korte tænder eller flige, ofte af uens længde. De ligner meget medlemmer af slægten spidsbælg (Oxytropis, se nedenfor), men spidsen af blomstens køl er but, i modsætning til kølen hos spidsbælg, som er forsynet med et næb. Bælgen er ofte delt på langs i to kamre.

I Oldtidens Grækenland dækkede ordet astragalos en af knoglerne i ankelleddet, som man kaldte kugleknoglen. Der blev fremstillet terninger af disse knogler fra visse dyrearter. Astragalos var også navnet på sort fladbælg (Lathyrus niger). En mulig forklaring er, at for grækerne lignede frøene af denne plante terningerne fremstillet af kugleknogler.

 

Denne art er udbredt i tørre, åbne dale i højder mellem 2700 og 4500 m, fra det nordlige Pakistan mod øst til det centrale Nepal. Den er ret almindelig i Chamba, Himachal Pradesh, samt i den øvre del af Langtang-dalen, centrale Nepal.

Artsnavnet hædrer den schweiziske botaniker Augustin Pyrame de Candolle (1778-1841), som skabte en ny naturlig klassification af planter.

 

 

 

 

 

Arten vokser i tørre ørkener eller halvørkener i op til 4600 meters højde, fra Kazakhstan, Kirgisien, Tajikistan og Afghanistan mod øst gennem Ladakh, Himachal Pradesh og Tibet til Gansu.

Artsnavnet er afledt af latin nix (‘sne’), samt endelsen alis, således ‘forekommer i sne’, hvilket sigter til de store højder, som planten vokser i.

 

 

 

 

 

Den er udbredt fra Xinjiang mod syd gennem det vestlige Tibet til Kashmir, og derfra mod øst til det centrale Nepal, voksende på tørre, stenede steder i højder mellem 3000 og 4500 m.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk hoplites (‘en stærkt bevæbnet fodsoldat’), oprindeligt fra hoplon (‘våben’), hvilket naturligvis sigter til de talrige torne.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det mongolske navn på C. arborescens.

 

Denne art vokser på tørre stepper og i halvørken i højder mellem 2600 og 4200 m, fra Afghanistan mod øst til det centrale Nepal, og derfra mod nord gennem det vestlige Tibet til Qinghai. Den indsamles ofte til brændsel.

Artsnavnet blev givet til ære for den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612), der offentliggjorde et stort værk om urtemedicin med titlen Herball or Generall Historie of Plantes.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk erythros (‘rød’), hvilket i lighed med det danske navn hentyder til de pragtfulde koralrøde blomster hos mange af arterne. De besøges af en mængde forskellige fuglearter, i Himalaya bl.a. asiatisk sort bulbul (Hypsipetes leucocephalus), rødøret bulbul (Pycnonotus jocosus) og karminsolfugl (Aethopyga siparaja), der æder nektar, samt halsbåndsparakit (Psittacula krameri), der undertiden æder hele blomsten.

 

Arten er udbredt fra det Indiske Subkontinent gennem Indokina til det sydvestlige Kina. Den er meget almindelig i skove og åbne områder i lavere højder i Himalaya, op til omkring 1600 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘tæt sammenpresset’. Det er uklart, hvad der hentydes til.

 

 

 

 

 

Førhen blev indigo, et pulver, som farver blåt, udvundet af lavlandsarten I. tinctoria, men i dag fremstilles farven syntetisk. Arterne i Himalaya kan ikke anvendes til udvinding af dette farvestof.

Slægtsnavnet er sammensat af indicum, den klassiske latinske betegnelse på dette farvestof, hvilket sigter til, at det blev fremstillet i Indien, samt fero (‘jeg bærer’).

 

Denne art er er vidt udbredt, fra Afghanistan mod øst til Bhutan og det sydlige Tibet, samt i Sri Lanka og dele af Østafrika. I Himalaya vokser den i skove, krat og åbne stedr, i højder mellem 1500 og 3100 m. Den danner ofte store krat i den vestlige del af bjergkæden.

I Nepal fremstilles pickles af blomsterne, og løvet anvendes som foder.

Artsnavnet er en botanisk betegnelse for planter med forskellige typer støvbærere i den samme blomst, afledt af oldgræsk hetera (‘forskellig’) og anthos (‘blomst’, i denne forbindelse ‘støvbærer’).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er af semitisk oprindelse, på oldgræsk lotos, hvilket var betegnelsen på en art kløver eller kællingetand, af Homer beskrevet som foder til heste. Det danske navn skyldes enten de meget spidse, rødbrune blomsterknopper, eller alternativt til kølen, som ender i en spids, der kan ligne en hjørnetand. Men hvorfor det absolut skal være en kællings tand, står hen i det uvisse.

På engelsk kaldes disse planter for bird’s-foot trefoil, hvor trefoil hentyder til de tilsyneladende trekoblede blade (se nedenfor), mens bird’s-foot hentyder til bælgene, der ofte sidder tre sammen og spredes ud fra et fælles punkt, ikke ulig en fuglefod.

Andre arter af kællingetand er præsenteret på siden Hyldest til farven gul.

 

Denne art er udbredt fra størsteparten af Europa mod øst til det centrale Sibirien, mod syd til det nordlige og østlige Afrika, Arabien og Himalaya, voksende i tørre områder med lav vegetation. I Himalaya findes den i højder mellem 1500 og 4000 m, fra Pakistan mod øst til det centrale Nepal. Den er meget anvendt som foder.

Artsnavnet er afledt af latin corniculum, et diminutiv af cornu (‘horn’), samt endelsen atus (‘besidder’), således ‘med små horn’, hvilket sigter til bælgene.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk oxys (‘skarp’) og tropis (‘køl’), hvilket sigter til, at kølen er forsynet med et næb, i modsætning til kølen hos astragel-arter Astragalus (ovenfor), hvis køl er but.

Det amerikanske navn på disse planter er locoweed, afledt af spansk loco (‘gal’). Dette mærkelige navn kommer af, at nogle tidlige nybyggere bemærkede, at kvæg og heste, som havde ædt disse planter, ravede rundt, som om de var gale.

 

Denne art forekommer fra Kirgisien mod øst til Indre Mongoliet, og derfra mod syd over det tibetanske højland til Pakistan, Ladakh og det centrale Nepal, voksende i højder mellem 2700 og 5200 m. Den er meget almindelig i Ladakh.

Artsnavnet er oldgræsk og betyder ‘med små blade’.

 

 

 

 

 

Dens udbredelse er fra det Indiske Subkontinent mod øst til det sydvestlige Kina, samt i Indokina og på Java. I Himalaya er den ret almindelig i åbne områder mellem 900 og 4300 meters højde, fra Himachal Pradesh mod øst til Myanmar.

I Nepal anvendes planten som foder, og saft af bladene smøres på sår og bylder.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk para (‘nær’) og okhetos (‘vandløb’), hvilket sigter til artens foretrukne habitat. Artsnavnet betyder ‘almindelig’ på latin.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk therme (’varme’) og opsis (’ligner’ eller ’ser ud til’), altså ’den, som ser ud til at være brændt’, hvilket hentyder til de meget mørke blomster af T. barbata (nedenfor).

 

Arten er meget almindelig på forstyrret jord, såsom brakmarker og hårdt græssede skrænter, mellem 2700 og 4600 meters højde, fra Xinjiang og Qinghai mod syd over det tibetanske højland til Pakistan, og derfra mod øst til Bhutan og det sydvestlige Kina.

Artsnavnet er latin og betyder ’skægget’, hvilket hentyder til den kraftige behåring af stængel og blade.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den vokser i stenede områder mellem 4000 og 5000 meters højde, fra det sydlige Xinjiang mod syd gennem Tibet til Pakistan, Ladakh og Himachal Pradesh, samt i det nordlige Bhutan.

Artsnavnet er latin og betyder ‘opsvulmet’, hvilket naturligvis hentyder til bælgene.

 

 

 

 

 

Det danske navn er en forvrængning af det latinske slægtsnavn Gentiana (nedenfor), opkaldt efter Kong Gentius, som regerede i Oldtidens Illyrien 181-168 f.Kr., og som efter sigende var den første, der opdagede de medicinske egenskaber hos gul ensian (G. lutea). Denne plante er omtalt på siden Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne.

 

Blomsterne hos størsteparten af arterne er forskellige afskygninger af blåt, mens andre er purpurfarvede, violette, gule, hvide eller (sjældent) røde. De 4-5 kronblade er oftest sammenvoksede og danner en trompet-, tragt- eller klokkeformet blomst. Mellem kronbladfligene sidder små, brede flige, nedenfor kaldt for lapper.

Slægtsnavnets oprindelse er forklaret ovenfor under familienavn.

 

Denne art vokser åbne steder i højder mellem 3000 og 4500 m, fra det centrale Nepal mod øst til Sikkim og det sydøstlige Tibet.

Artsnavnet sigter formentlig til de tæt sammenpressede blade under blomsten.

 

 

 

 

 

Den vokser i græsklædte områder, mellem krat og langs vandløb i højder mellem 1900 og 5000 m, fra Kazakhstan, Xinjiang, det sydlige Rusland og Mongoliet mod syd til Pakistan, Ladakh, Nepal og Sikkim. Den er almindelig i Ladakh.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk leukos (‘hvid’) og melaina (‘sort’), hvilket formentlig sigter til de mørkprikkede kronblade. Prikkerne er dog ikke sorte, men mørkeblå.

 

 

 

 

 

Som dens artsnavn antyder, er den en smuk plante, der om efteråret, mellem aug. og nov., føjer et dejligt blåt skær til det ellers ret brune landskab på denne tid af året. Den er meget almindelig i store højder mellem 3400 og 5500 m, fra det centrale Nepal mod øst til Arunachal Pradesh og det sydøstlige Tibet.

 

 

 

 

 

 

 

Arten er meget almindelig på græsgange og i skovlysninger fra 750 til 3800 meters højde, udbredt i hele Himalaya, samt tillige i det sydvestlige Kina, Sydindien og Sri Lanka.

I Nepal koges unge dele som grønsag, og saft af planten indtages for at fordrive indvoldsorm.

Artsnavnet er afledt af latin pedis, genitiv af pes (‘fod’), i botanisk sammenhæng sigtende til blomsterstilken, samt endelsen atus (‘besidder’), således ‘med blomsterstilke’, formentlig i betydningen ‘lange blomsterstilke’.

 

 

 

 

 

Disse planter var tidligere placeret i slægten Gentiana, men adskiller sig gennem blomsterne, som ofte har lapper eller hårduske i svælget, men ingen skæl eller lapper mellem kronbladfligene.

Slægtsnavnet er en kombination af slægtsnavnet Gentiana, samt endelsen ella, der udtrykker noget småt, således ‘lille ensian’.

 

Den er udbredt i det vestlige Himalaya, fra Pakistan mod øst til det centrale Nepal, voksende i højder mellem 2700 og 4800 m. Den er meget almindelig i Ladakh og Lahaul.

I Nepal smøres saft af planten på panden for at dæmpe feber, og den benyttes også mod galde- og leverlidelser.

Artsnavnet blev givet til ære for den britiske veterinærkirurg og botaniker William Moorcroft (1765-1825), der udforskede adskillige områder i Himalaya og Centralasien. Han var den første europæer, som foretog botaniske indsamlinger i det vestlige Tibet og Kashmir.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er sammensat af slægtsnavnet Gentiana, samt oldgræsk opsis (’ligner’).

 

Dene art vokser i græsklædte områder mellem 1100 og 4900 meters højde, fra det nordlige Tibet og Indre Mongoliet mod syd gennem Tibet og det vestlige Kina til Ladakh, Nepal, Sikkim, Bhutan og Yunnan-provinsen. I Himalaya træffes den i højder mellem 3000 og 4900 m. Den er almindelig i Ladakh.

En pasta af roden smøres på sår, og også på panden for at lindre hovedpine. Andre dele af planten anvendes mod lever- og galdeproblemer, samt feber.

Artsnavnet er afledt af latin palus (‘sump’ eller ‘mose’) samt osus (‘fyldt med’), således ‘holder af sumpe’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet hædrer den svenske læge og botaniker Jonas Petri Halenius (1727-1810), som var elev af den berømte Carl von Linné (1707-78). I 1750 offentliggjorde han artiklen Plantæ rariores Camschatcenses (‘Sjældne planter i Kamchatka’).

 

Den er vidt udbredt, fra det centrale og vestlige Asien mod øst til Kina og Myanmar. Den er ganske almindelig i Himalaya på enge og i skovkanter mellem 1800 og 4500 meters højde. I Nepal indtages saft af planten mod feber.

Artsnavnet kan sigte til bladformen eller til kronbladenes flige.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet blev oprettet i 1737 af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) til ære for den hollandske maler og hortonom Emanuel Sweerts, eller Swert (1552-1612), som i 1612 offentliggjorde værket Florilegium Amplissimum et Selectissimum, hvori omkring 560 løg og blomster er gengivet.

 

Den vokser fra subtropiske dale op til højder omkring 3300 m, fra Pakistan mod øst til Kina og det nordlige Vietnam. Den er meget almindelig i Himalaya. I Nepal indtages saft af roden mod feber.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med smalle blade’.

 

 

 

 

 

Den er udbredt fra Afghanistan mod øst til Sikkim, voksende i krat og på åbne skrænter i højder mellem 2500 og 3700 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘håret’. Det er uklart, hvad der hentydes til.

 

 

 

 

 

Stængel opret, indtil 50 cm høj, grenet, firkantet, smalt vinget. Grundbladene visner hurtigt, stængelblade siddende, bredt hjerteformede, spidse, op til 2,3 cm lange og 1,2 cm brede, med 3-5 nerver. Blomsterstandene er tætte, mangeblomstrede klynger, indtil 40 cm lange, krone gullighvid, indtil 1,5 cm i diameter, med 5 smalt elliptiske, spidse flige, op til 1 cm lange, med mange purpurfarvede markeringer langs randen og gule nektarier nær basis. Den blomstrer sent, i sep.-okt.

Artsnavnet er latin og betyder ‘hjerteformet’, hvilket hentyder til bladene.

 

 

 

 

 

 

 

Den vokser i skove og på åbne skråninger mellem 2800 og 3300 meters højde, fra Pakistan mod øst til Myanmar og Yunnan-provinsen. Dele af planten anvendes til behandling af malaria og andre typer feber, og et afkog drikkes som styrkende middel.

Artsnavnet hentyder til blomsterstandene, som er klaser (på engelsk panicles, afledt af latin).

 

 

 

 

 

 

Akselbladene er ofte markante på disse planter. Efter blomstring danner griflen et langt, lige eller buet næb, som adskilles i 5 elastiske, fjederlignende spiraler, hver indeholdende et frø, som slynges bort, hvis noget berører griflen.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk geranos (‘trane’), hvilket sigter til frugtens form, der minder om en tranes næb (eller et storkenæb!).

Om navnet storkenæb skriver den tyske læge og botaniker Leonhart Fuchs (se nedenfor) i 1542 i urtebogen De Historia Stirpium Commentarii Insignes (‘Særlige Kommentarer til Planternes Historie’): “Storckenschnäbel seind von den Griechen unnd Lateinischen genemt worden Gerania, darumb das sie am obersten teyl des stengels bringen ein köpfflin mit langen schnäbelin, nit anderst dann die Krench oder Storcken. Unnd daher kompt es, das zu unsern zeiten würdt Rostrum ciconiae geheyssen, das ist Storckenschnabel.” (‘Storkenæb bliver af grækerne og latinerne kaldt for Gerania, fordi de øverst på stænglen bringer et lille hoved med lange næb, ikke anderledes end næbbet hos traner eller storke. Og deraf kommer det, at de i vor tid bliver kaldt for Rostrum ciconiae, dvs. storkenæb.’)

 

 

I 2 år praktiserede han som læge i München, hvorefter han blev tilbudt stillingen som øverste læge på universitetet i Ingolstadt. Dette universitet var stengt romersk-katolsk, hvilket skabte problemer for Fuchs, der var lutheraner. Derfor akcepterede han i 1528 stillingen som personlig læge for Georg den Fromme (1484-1543), markgreve af Brandenburg-Ansbach, som også var protestant.

I 1533 blev Fuchs kaldt til Tübingen af Ulrich (1487-1550), hertug af Württemberg, for at bidrage til at omdanne universitetet i Tübingen i humanismens ånd. Her tilbragte han resten af sit liv som medicinsk professor, og han oprettede tillige den første tyske have med medicinske urter.

Han offentliggjorde et stort antal bøger om medicinske emner, samt to større botaniske værker. De historia stirpium commentarii insignes (‘Særlige Kommentarer til Planternes Historie’) blev publiceret i Basel i 1542. Dette værk omhandler omkring 500 medicinske planter, hvoraf over 100 ikke var blevet beskrevet før. De ledsagende tegninger er vellignende og detaljerede. I 1543 blev dette værk oversat til tysk med titlen New Kreüterbuch.

Den anden bog er Codex Fuchs (Codex Vindobonensis Palatinus), publiceret i 9 bind i Tübingen 1536-66. Dette værk indeholder 1529 farvetavler med illustrationer af medicinske urter.

Hovedparten af informationen ovenfor er hentet fra hjemmesiden en.wikipedia.org/wiki/Leonhart_Fuchs.

 

 

 

 

 

Stænglen er opstigende, undertiden opret, dunhåret, indtil 30 cm høj. De modsatte blade er op til 5 cm lange, de nedre med en indtil 23 cm lang stilk, mens de øvre blade er mindre og siddende. Akselbladene er markante, lancetformede, op til 9 mm lange. Stængelblade indtil 5 cm i diameter, dybt snitdelte i 5 rhombeformede flige, som igen er snitdelte. Blomsterne er enlige eller parvis, 4-5 cm i tværmål, kronblade normalt mørkeblå, undertiden purpurblå eller hvide, indtil 3 cm lange, afrundede, blomsterstilk op til 14 cm lang, kirtelhåret, støvfang lyserødt eller purpurfarvet. Blomstringstiden er lang, fra maj til aug. Modne frugter er op til 4,7 cm lange, tilbagebøjede som unge.

Denne art ligner meget eng-storkenæb (nedenfor), men er som regel større, med op til 3 cm lange kronblade, mod ca. 2 cm hos eng-storkenæb. Dens frugter er også større, op til 5 cm lange, mod ca. 3,5 cm hos eng-storkenæb. Bladene har 5, til tider overlappende segmenter, mod 5-7 hos eng-storkenæb, og bladstilkene er relativt kortere.

 

 

 

 

 

Denne art har en meget stor udbredelse, fra Europa mod øst gennem Sibirien til Mongoliet, og derfra mod syd til Afghanistan, Ladakh og det nordlig-centrale Nepal. I Centralasien vokser den i mere tørre egne end G. himalayense, ofte langs vandingskanaler, i højder mellem 1400 og 4500 m. Den er almindelig i Himachal Pradesh.

I Nepal anvendes et udtræk af bladene mod feber, lungebetændelse, opsvulmede lemmer, dysenteri og diarré.

Artsnavnet er latin og betyder ‘findes i enge’.

 

 

 

 

 

Familienavnet hædrer den schweiziske læge, naturhistoriker og filolog Conrad Gessner (1516-65).

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk aischyne (‘skam’) og anthos (‘blomst’). Det kan muligvis sigte til kronbladene, der normalt er knaldrøde, som det røde ansigt hos en person, der skammer sig. Eller har du et andet forslag?

 

Den har en ret begrænset udbredelse, fra det østlige Nepal mod øst til Bhutan, voksende i skove og på klipper i højder mellem 1200 og 2100 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med små blomster’.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk didymos (‘tvilling’) og karpos (‘frugt’), hvilket sigter til kapslens to klapper.

Nogle af slægtens medlemmer er kendt for deres medicinske egenskaber, specielt deres evne til at kurere nyrelidelser.

 

Den vokser på skyggefulde klipper mellem 1000 og 3000 meters højde, fra Himachal Pradesh mod øst til Arunachal Pradesh.

Artsnavnet er latin og betyder ‘omvendt aflang’, hvilket sigter til bladene, der oftest er bredest over midten.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet hædrer den tyske administrator og greve Leo Henckel von Donnersmark (1785-1861), som var en dygtig botaniker.

 

Stænglen er opret, ugrenet, indtil 80 cm høj, men oftest langt lavere, sparsomt dunhåret. De vidt adskilte, stilkede blade er elliptiske, sjældent ovale, op til 15 cm lange og 8 cm brede, spidse, med 5-10 par markante nerver, margin tandet. Blomsterne er enlige eller parvis, stilkede, bæger op til 3,5 cm langt, stivhåret, med 5 lancetformede, op til 2 cm lange flige, krone tragtformet, indtil 6 cm lang, lyserød eller purpurrød med gule markeringer i svælget og 5 flige, hvoraf den øverste er meget bred og op til 1,5 cm lang, de to nederste indtil 2,2 cm lange. Arten blomstrer juli-sep. Kapslen er stor, op til 15 cm lang.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med blade som Urtica’ (nælder).

 

 

 

 

 

Den kendes nemt på det enlige, bredt ovale, tandede blad, indtil 8 cm i diameter, som omgiver den slanke, indtil 15 cm lange blomsterstilk med en enkelt eller nogle få endestillede, tragtformede, blåviolette eller purpurrøde blomster, som i svælget har grønne og hvide pletter, støvknapper guldgule, griffel hvid, krum, udragende. Kronen er udpræget 2-læbet, den nedre udbredt med 3 ovale flige, op til 5,5 mm lange og 3,5 mm brede, den øvre med 2 mindre, ovale flige, indtil 2,5 mm lange og 3 mm brede. Blomstring finder sted juli-sep.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk platys (‘flad’) og stemma (‘krone’ eller blomsterkrans’), hvilket sigter til kronen, hvis 3 nedre flige er udbredte og flade. Artsnavnet er latin og betyder ‘viol-agtig’, hvilket sigter til blomsterne, der i nogen grad minder om violer (Viola).

 

 

 

 

 

Et typisk karaktertræk hos disse planter er de asymmetriske, langt tilspidsede blade.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk rhynchos (‘næb’) og glossa (‘tunge’), hvoraf den sidste del hentyder til den brede, tungelignende nedre læbe i blomsten, mens den første del måske sigter til det smalle kronrør eller til de spidse kronblade.

 

Denne art adskiller sig fra de fleste andre medlemmer af familien ved at blomstre om efteråret, fra juli til november. Den har en meget stor udbredelse, idet den findes fra Uttarakhand, det sydlige Tibet og Bangladesh mod øst til det sydlige Kina og Taiwan, mod syd til bjergområder i det sydlige Indien, Sri Lanka, Indokina, Filippinerne, Indonesien og Ny Guinea. I Himalaya vokser den på skyggefulde steder i højder mellem 600 og 2800 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘skæv’, hvilket hentyder til de asymmetriske blade.

 

 

 

 

 

Frugten er yderst markant, oftest kugleformet, blød, saftig, hos nogle arter stærkt farvet eller håret.

Familienavnet stammer fra et ældre latinsk navn på disse bær, grossulus, som sat sammen med endelsen aria betyder ‘minder om en lille umoden figen’. Slægtsnavnet er et nyere latinsk navn, afledt af det arabiske navn på disse planter, ribas, der tillige kunne betyde ‘rabarber’.

 

Grenene kan være glatte eller med kirtelhår. De langstilkedeblade har afrundet omrids, op til 3 cm lange og 4 cm brede, dunhårede, specielt langs nerverne, med 3-5 flige, basis hjerteformet, margin med butte eller skarpe tænder. Blomsterne sidder i bladhjørnerne, enlige eller 2-3 sammen, op til 1 cm lange, bæger klokkeformet, grønligt eller rødbrunt, dun- og kirtelhåret, eller undertiden glat, flige op til 7 mm lange, kronblade hvide, grønlige eller lyserøde, elleiptiske eller aflange, indtil 3,5 mm lange. Blomstring finder sted april-juni, og bærrene modnes juni-sep.

Den vokser i skove og krat i ret tørre områder, fra Afghanistan mod øst til Bhutan, og tillige i Centralasien og det vestlige Kina. I Himalaya findes den i højder mellem 1000 og 3900 m. Frugten er spiselig, og der fremstilles også marmelade, saucer og vin af dem.

 

 

 

 

 

Denne art vokser i skove, krat og åbne områder i ret tørre egne, udbredt fra Balkan og Mellemøsten mod øst til det sydvestlige Kina, samt fra Sibirien mod syd til Himalaya, hvor den forekommer i højder mellem 2100 og 4900 m. Den er almindelig i Ladakh.

 

 

 

 

 

 

 

Disse planter forekommer i Sydøsteuropa, Asien og Amerika, samt på nogle øer i Stillehavet. I Himalaya findes 4 slægter.

Familienavnet er afledt af oldgræsk hydria, af hydor (‘vand’), i Oldtidens Grækenland en beholder, der blev anvendt til at opsamle, bære og hælde vand. Navnet hentyder til den skålformede kapsel hos nogle arter i slægten Hydrangea.

 

Slægtsnavnet blev givet af den svenske naturhistoriker og læge Carl Peter Thunberg (1743-1828) til ære for den hollandske jurist og bankmand Johann van der Deutz (1743-84), en ivrig botaniker, som financierede Thunbergs rejse til Sydafrika, Java og Japan.

 

Den har en ret begrænset udbredelse, fra det centrale Nepal mod øst til Bhutan, voksende i krat og på åbne steder i højder mellem 2100 og 2700 m.

 

 

 

 

 

Arten vokser i skovbryn og krat i højder mellem 2000 og 3500 m, fra det centrale Nepal mod øst til Myanmar og Yunnan-provinsen.

Artsnavnet hædrer den britiske botaniker Joseph Dalton Hooker (se Polygonatum hookeri ovenfor).

 

 

 

 

 

 

 

Denne art, som vokser i krat og på åbne skråninger i højder mellem 1700 og 3000 m, er vidt udbredt, fra Pakistan mod øst til Bhutan og det sydvestlige Kina. Den er mest almindelig i den vestlige del af Himalaya.

I Nepal anvendes saft af roden mod feber, og Tamang-folk bringer blomsterne som offergaver i templer.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med mange støvbærere’.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet blev oprettet i 1759 af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), taget fra et navn etableret i 1611 af den franske læge og botaniker Paul Reneaulme (c. 1560-1624) for en overfladisk lignende art af slægten Gagea, afledt af oldgræsk hypo (‘mindre end’) og oxys (‘skarp’), således ‘en smule skarp’, hvilket sigter til smagen af bladene hos den art.

Disse planters engelske navn star-grass hentyder til de stjerneformede blomster og græslignende blade hos nogle medlemmer af slægten.

En afrikansk art, H. hemerocallidea, er en vigtig ingrediens i traditionel medicin.

 

Arten forekommer i hele Himalaya, hvor den vokser i åbent græsland i højder mellem 1500 og 2900 m. Den har en meget vid udbredelse, fra Pakistan mod øst til Korea og Japan, og derfra mod syd til Filippinerne, Indonesien og Ny Guinea.

Artsnavnet er latin og betyder ‘gylden’, hvilket hentyder til blomsternes farve.

 

 

 

 

 

 

Strukturen hos disse planter er unik. Blomsterne, som vokser ud fra basis af 2-3 højblade, har 6, ofte stærkt farvede kronblade, opdelt i 3 ydre og udbredte, samt 3 indre, normalt oprette, der er vokset sammen til et rør. De ydre kan have en kam eller en hårdusk i midten. Frugten er en stor kapsel, som ved modenhed splittes op på langs.

Iris-arter er giftige og undgås af græssende dyr. Af denne grund danner de ofte store bevoksninger på højalpine enge og græsgange.

De er opkaldt efter Iris, den græske gudinde for regnbuen, sandsynligvis på grund af de farvestrålende blomster hos mange af arterne.

 

Den vokser i højder mellem 2500 og 4300 m, fra Pakistan mod øst til Arunachal Pradesh og det sydøstlige Tibet. Den er meget almindelig i nepal, hvor dens blade og rod anvendes i folkemedicinen. Undertiden høstes bladene som foder. Formodentlig forsvinder deres giftighed ved tørring.

Artsnavnet skyldes den danske læge og botaniker Nathaniel Wallich (1786-1854), som studerede flora i Indien og Himalaya i begyndelsen af 1800-tallet (se Strobilanthes atropurpurea ovenfor). Dengang var distriktet Kumaon, beliggende i det nuværende Uttarakhand, et kongedømme under navnet Kemaon eller Kamaon. Type-eksemplaret blev formentlig indsamlet dér.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er begrænset til den vestlige del af Himalaya, hvor den vokser mellem 1600 og 2700 meters højde, fra Kashmir mod øst til Uttarakhand. Dens foretrukne habitat er lyse nåleskove. Planter fra de kinesiske provinser Sichuan og Yunnan betragtes undertiden som tilhørende denne art, men er sikkert en ubeskrevet art, da en sådan disjunkt udbredelse er tvivlsom. (Kilde: Flora of China)

Artsnavnet blev givet til ære for englænderen Frank Miles, som først dyrkede denne art omkring 1880 fra frø, indsamlet af hans fætter i Kullu-distriktet, Himachal Pradesh. (Kilde: W. Dykes 2009. Handbook of Garden Irises)

 

 

 

 

 

De uregelmæssige blomster har normalt en kort øvre læbe samt en længere og større nedre læbe. Denne opbygning har givet anledning til familiens danske navn, samt til et tidligere videnskabeligt navn på familien, Labiatae, afledt af latin labiatus (‘forsynet med læber’).

 

 

 

Slægtsnavnet er forklaret på forskellig vis. Det kommer af oldgræsk kleros, der normalt oversættes til ‘præst’, hvilket skulle sigte til, at nogle af arterne blev anvendt til religiøse formål i Asien. Ordet kan dog også betyde ’tilfælde’ eller ‘held’, hvilket hentyder til, at der ofte var modstridende oplysninger angående brugbarheden af disse planter i den traditionelle medicin. Den anden part af navnet er afledt af oldgræsk dendron (‘træ’). Det danske navn er således en oversættelse af den sidste mulighed.

 

Denne art, af nogle autoriteter kaldt for C. viscosum, er vidt udbredt, fra det Indiske Subkontinent mod øst gennem Indokina til det sydlige Kina, samt på Filippinerne. I Himalaya vokser den i krat og åbne områder op til højder omkring 1500 m.

Den er en meget vigtig plante i traditionel ayurvedisk medicin, hvor dens rod og bark anvendes mod åndedrætsproblemer, såsom hoste og astma, samt mod feber. Roden benyttes også som afføringsmiddel samt til at slå fluelarver i sår ihjel. En pasta af rod og blade anvendes mod hudproblemer, saft af bladene mod diarré, leverlidelser, sår, feber, mavesår og hævelser, samt til at uddrive indvoldsorm og befri kvæg for lus. I Indien smøres saft af planten på slangebid og skorpionstik. I den traditionelle thai-medicin benyttes rod og blade som vanddrivende middel, samt til behandling af indvortes betændelse og nyreproblemer. I Nepal dryppes saften i betændte øjne på kvæg.

I Nepal koges og spises bladene.

Artsnavnet er latin og betyder ’uheldig’. Det blev hæftet på denne plante af den svenske botaniker Carl von Linné (1707-78) , efter sigende fordi han fandt bladene temmelig grimme.

 

 

 

 

 

 

 

I Himalaya anvendes flere arter mod forskellige lidelser, bl.a. hoste, forkølelse, sår og skab.

Slægtsnavnet blev givet til ære for den preussiske botaniker og læge Johann Sigismund Elsholtz (1623-88), som var pioner inden for områderne hygiejne og sund ernæring. Navnet skyldes den tyske botaniker og farmaceut Carl Ludwig Willdenow (1765-1812), som var pioner inden for den geografiske udbredelse af planter.

 

Den vokser på skråninger og flodsletter fra Pakistan og Tibet mod øst til provinserne Gansu, Sichuan og Yunnan, i højder mellem 3500 og 4600 m. Den er ret almindelig i Ladakh.

Localt spises bladene som salat, og frøene tygges mod hoste og forkølelse.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk og betyder ‘med uldne aks’, hvilket er sært, da de ikke er specielt hårede.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på disse planter, måske oprindeligt afledt af etruskisk nepete, hvilket sigter til en daværende by ved navn Nepi.

Det danske navn hentyder til, at katte mærkeligt nok elsker at æde bladene af almindelig katteurt (N. cataria). De tiltrækkes af den stærke duft, som udsendes fra knuste eller skadede blade. I gamle dage bemærkede folk, som dyrkede denne plante kommercielt, at hvis man plantede den, var berøringen af bladene nok til at tiltrække kattene, men hvis man såede den og lod den i fred, ville den ikke udsende duften, og kattene ville ikke opdage den. Et gammelt engelsk rim siger:

 

 

 

 

Arten er udbredt fra Xinjiang mod syd gennem Tibet til Pakistan, Ladakh og Uttarakhand, i højder mellem 2100 og 4400 m. I Ladakh er den ganske almindelig, især hvor bjergsiderne er blevet eroderet til grusflader.

Førhen blev den anvendt medicinelt mod benbrud, muskelsmerter, hudinfektioner og lymfeproblemer. Bladene kan benyttes som krydderi.

Artsnavnet er afledt af latin floccus (‘en dusk’ eller ‘en uldtot’) samt endelsen osus (‘fyldt med’), hvilket formentlig sigter til de uldhårede blade.

 

 

 

 

 

Denne art vokser i græsklædte områder, krat og skovkanter i højder mellem 2300 og 4500 m, fra Afghanistan mod øst gennem det sydlige Tibet og det nordlige Himalaya til provinserne Sichuan og Yunnan. I den lokale folkemedicin anvendes den til at dæmpe svedeture.

 

 

 

 

 

Arten er begrænset til tørre, stenede områder, udbredt fra Afghanistan mod øst gennem Kashmir og Ladakh til Himachal Pradesh, i højder mellem 2700 og 4300 m.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk pous (‘fod’) og stakhys (‘aks’). Blomsterstanden er et endestillet aks, så det er svært at se, hvad udtrykket ‘fod’ refererer til.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet blev givet til ære for den russiske general Vasily Alekseevich Perovskij (se nedenfor).

 

Den vokser på stenede steder, udbredt fra det østlige Iran og Turkmenistan mod øst til Tibet, Pakistan og Ladakh. Den er meget almindelig i Ladakh, hvor den vokser i højder mellem 2700 og 3600 m.

Hele planten har en stærk duft. Den blev førhen anvendt i folkemedicinen som et kølende middel.

Artsnavnet hentyder til en aromatisk art af malurt, Artemisia abrotanum, hvis artsnavn er er afledt af abrotonon, det klassiske græske ord for malurter, samt af latin oides (‘minder om’). Det er uklart, hvad der hentydes til.

 

 

 

 

 

Under den Russisk-Tyrkiske Krig 1828-29 blev Perovsky alvorligt såret. I november 1839 ledede han en invasion af khanatet Khiva, delvis for at befri russike slaver, som var blevet taget til fange og solgt under plyndringstogter, foretaget af Turkomaner, delvis for at udvide det russiske imperium i Centralasien. Styrken bestod af 5200 fodfolk og 10.000 kameler, men de kom ud for en af de værste vintre i mands minde og måtte vende om i februar 1840. Over 1000 soldater døde, de fleste af kulde og sygdom.

I 1850’erne var hans styrker succesfulde i kampagner mod khanaterne Khiva og Kokand, og i 1853 indtog hans styrker Kokand-fortet Ak-Mechet, som til hans ære blev omdøbt til Fort Perovsky. For sine fortjenester blev han hædret med titlen greve i 1855.

 

 

 

 

 

Blomsterstandene hos disse planter er meget karakteristiske, arrangeret i tætte kranse op ad den kantede stængel.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk floga (‘flamme’), hvilket sandsynligvis hentyder til den tidligere anvendelse af de hårede blade som væger. Et af slægtens engelske navne er lampwick plant (‘lampevægeplante’). Hvad det danske navn løvehale hentyder til, er usikkert.

 

Denne art, den almindeligste af slægten i Himalaya, vokser i åbne områder mellem 1200 og 4100 meters højde, fra Afghanistan mod øst til det sydvestlige Kina.

 

 

 

 

 

 

 

Den har 4-6 afrundede, rhombeformede eller nyreformede, rynkede, hårede blade, op til 13 cm i diameter, med dybt nedsænkede nerver, margin med butte tænder. Blomsterstanden er en tæt klynge i centrum af bladene, op til 7 cm lang, normalt uden stængel, men undertiden med en stængel på op til 15 cm. Kronen er purpurblå, purpurrød eller lyserød, indtil 1,5 cm lang, med lange hvide hår langs randen af den øvre læbe, og også nogle få på den nedre. Det hårede bæger, op til 8 mm langt, har skarpe tænder. Arten blomstrer juni-aug.

Denne art, som tidligere blev kaldt for Lamiophlomis rotata, vokser på stenede enge og langs vandløb i højder mellem 2700 og 5200 m, fra Tibet mod øst til Gansu, Qinghai, Sichuan og Yunnan, mod syd til Nepal, Sikkim og Bhutan. Den anvendes i traditionel medicin mod traumatiske problemer.

Artsnavnet er latin og betyder ‘bevæger sig i en cirkel rundt om en central akse’, hvilket naturligvis sigter til bladenes form omkring blomsterstanden.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk karyon (‘nød’) og pteron (‘vinge’), hvilket sigter til de vingede frø, samt pseudes (‘falsk’), hvilket hentyder til, at disse planter er blevet fjernet fra slægten Caryopteris.

 

En smuk plante, som bliver indtil 3 m høj og har store klynger af blomster for enden af de udbredte, firkantede grene. Bladene er elliptiske, spidse, helrandede eller tandede, op til 15 cm lange og 4 cm brede. De duftende blomster sidder i tætte klynger, endestillede eller i bladhjørnerne, krone hovedsagelig blålige med purpur skær, den øvre læbe normalt lysere, undertiden hvidlig, kronrør op til 8 mm langt, håret og kirtelhåret, flige indtil 8 mm lange, støvbærere og griffel rager langt ud af blomsten. Bægeret er tæthåret. Arten blomstrer tidligt, mellem februar og maj. Frugten er en kapsel, mere eller mindre kugleformet, op til 4 mm i diameter, håret, mørkeblå ved modenhed.

Planten høstes som foder.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med to farver’, hvilket formodentlig hentyder til kronen.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin salvere (‘at helbrede’), hvilket hentyder til de helende egenskaber hos læge-salvie (S. officinalis).

 

Den vokser i åbne områder mellem 1500 og 3000 meters højde i det vestlige Himalaya, fra Pakistan mod øst til det vestlige Nepal.

Lokalt tilberedes den som grønsag og anvendes også i salater.

Artsnavnet, som er afledt af latin lana (‘uld’) samt endelsen atus, sigter til de uldne blade.

 

 

 

 

 

Denne art er udbredt fra det østlige Afghanistan mod øst til Bhutan, voksende i åbne, ret tørre områder mellem 2100 og 4300 meters højde. Den blev tidligere betragtet som en underart af S. glutinosa, der er udbredt i det vestlige Asien og Sydeuropa.

I Nepal rister man frøene og fremstiller pickles af dem. Medicinsk anvendes saft af roden mod feber.

Artsnavnet er afledt af latin nubes (‘sky’) og colo (‘bebo’), hvilket sigter til, at planten vokser i store højder.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det oldgræske navn på filtet galtetand (S. germanica).

Det danske navn kræver en længere forklaring. Bægeret, der omslutter blomsterne hos galtetand-arter, er rør- eller klokkeformet og har fem spidse tænder. Man kunne fristes til at tro, at det var disse tænder, der var årsagen til navnet, men det er ikke tilfældet. Mens blomsterne er unge, har støvdragerne parallelle støvtråde, men efterhånden som blomsterne ældes, bliver støvtrådene snoede og bøjes udefter, så de ydre støvknapper stikker ud over overlæbens rand – ikke ulig hugtænderne hos en orne. Den oldnordiske betegnelse på en orne er galt.

 

Arten vokser i klippefyldte områder mellem 2100 og 4500 meters højde, fra det vestlige Tibet mod syd til Pakistan og Ladakh. Den er almindelig i Ladakh.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er sammensat af oldgræsk kardia (‘hjerte’), samt slægtsnavnet Crinum, en gruppe af spektakulære planter, som tidligere var placeret i liljefamilien, men siden er blevet overført til Amaryllidaceae. Navnet kan således oversættes som ‘den Crinum-lignende (plante) med hjerteformede (blade)’.

 

Denne spektakulære plante er ret almindelig i skove og krat mellem 1200 og 3600 meters højde, fra Kashmir mod øst til Myanmar, det sydøstlige Tibet og det sydvestlige Kina.

I Nepal smøres en pasta af roden på knogler, der er gået af led. Børn fremstiller fløjter af den hule stængel.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin fritillus (‘terningebæger’), hvilket sigter til blomstens form. Det danske navn hentyder til mønstret på blomster af F. meleagris.

 

Denne smukke plante er den almindeligste af de to arter vibeæg, som findes i Himalaya. Den vokser i alpine græsklædte arealer i højder mellem 3000 og 4600 m, fra det vestlige Nepal mod øst til det sydvestlige Kina.

I Nepal koges eller ristes roden. Løget anvendes i folkemedicinen mod hoste og astma, og en pasta af det smøres på blødende sår og filipenser.

Artsnavnet er afledt af latin cirrus (‘en krølle’), hvilket sigter til spidsen af de øverste blade, der ofte er nedadbøjet.

 

 

 

 

 

 

 

Efter genetiske undersøgelser er Lloydia-arterne blevet overført til guldstjernerne (Gagea), som omfatter over 200 arter, vidt udbredt i Eurasien, med nogle få arter i Nordafrika og Nordamerika. Der er ca. 42 arter i Himalaya, langt hovedparten i det nordlige Pakistan.

Slægten blev navngivet til ære for den engelske botaniker Sir Thomas Gage, den 7. baronet af Hengrave (1781-1820).

 

De fleste blade er grundblade, trådlignende, indtil 15 cm lange, stænglen normalt med 2 meget mindre blade. Den blomstrende stængel er op til 15 cm høj, blomster enlige eller få sammen, kronblade elliptiske, op til 1,7 cm lange, med mange purpurfarvede striber nær basis, samt orange eller brunligt svælg. Støvtrådene er hårede forneden. Arten blomstrer juni-juli.

Artsnavnet er afledt af latin longus (‘lang’) samt oldgræsk skapos (‘stav’), hvilket i botanisk sammenhæng sigter til en bladløs stilk, der vokser direkte ud fra roden.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for lilje.

 

Stænglen er op til 30 cm høj, de talrige blade er linjeformede, indtil 11 cm lange og 8 mm brede, og rager ofte længere op end den enlige blomst, som er klokkeformet, nikkende, blegt purpurfarvet, blegblå, purpurrød, gul eller undertiden hvid, i reglen med mørkt purpurfarvede prikker, kronblade elliptiske, op til 3 cm lange. Den blomstrer juni-juli.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk nanos (‘dværg’).

 

 

 

 

 

 

 

Den træffes ofte på stejle skrænter i højder mellem 2100 og 3500 m, fra Uttarakhand mod øst til Myanmar, det sydøstlige Tibet og Yunnan-provinsen.

I Nepal spises løgene efter kogning, og de indtages også som et styrkende middel.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet hædrer den engelske sagfører Emperor John Alexander Woodford (1764-1817), som indsamlede naturhistoriske emner og handlede med kunst med fugle som motiver. Han havde et stort, værdifuldt bibliotek og oprettede tillige et stort drivhus i Vauxhall. Emperor (‘kejser’) var ikke en titel, men en del af hans navn, som stammede fra hans mor Mary Emperors efternavn.

 

Denne art er vidt udbredt, idet den forekommer i det østlige Afrika, på Madagascar, samt i det sydlige og østlige Asien, fra Pakistan mod øst til det sydlige Kina, og derfra mod syd til Indonesien. I Himalaya er den almindelig i krat og på åbne skrænter i subtropiske dale, op til omkring 2000 meters højde.

Den har en vid anvendelse i Nepal, hvor dens grene benyttes som brændsel, af blade og kviste fremstilles et gult farvestof og af kronbladene et rødt. Barken tygges for at hele blæner på tungen. Saft af barken anvendes mod mavebesvær, forstrækninger og opsvulmninger, kogte blomster mod feber, samt til at dæmpe menstruelle smerter. Bladene blandes med tobak og ryges. Blomsterne er spiselige, og børn suger ofte den søde nektar ud af dem.

Artsnavnet er latin og betyder ‘buskagtig’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet hædrer den franske botaniker Pierre Magnol (1638-1715), som var professor i botanik og direktør for den botaniske have i Montpellier.

 

Som vildtvoksende er arten udbredt i højder mellem 2200 og 3000 m, fra det centrale Nepal mod øst til Myanmar, det sydøstlige Tibet og det sydvestlige Kina. Den er almindelig i det østlige Nepal og Sikkim. Den dyrkes mange steder som prydtræ, og veddet anvendes til husbyggeri.

Artsnavnet hædrer den britiske læge Archibald Campbell (1805-74), som var ansat i Bengal Medical Service og var den første forstander for sanatoriet i Darjiling. Han var meget interesseret i etnologi og botanik og korresponderede med adskillige britiske naturhistorikere, bl.a. Joseph Dalton Hooker (se Polygonatum hookeri ovenfor) og Brian Houghton Hodgson (1801-1894), som beskrev talrige nye arter af fugle og pattedyr i Himalaya.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er latin og betyder ‘spyd’, hvilket sigter til bladformen, der minder om en spydspids.

 

Denne art er udbredt fra Mongoliet mod syd gennem Tibet og det vestlige Kina til det nordlige Pakistan, Ladakh og de nordligste egne af Nepal, voksende i græsklædte områder, på brakmarker og langs vandløb, i højder mellem 2000 og 4800 m.

Et udtræk af planten indtages lokalt som styrkende middel.

 

 

 

 

 

 

 

 

Medlemmer af slægten har 8-10 gule støvbærere, alle ens (i modsætning til de nært beslægtede arter i slægten Melastoma, som har uens støvbærere). Frugten er en kapsel, der åbnes gennem porer i spidsen.

Slægtsnavnet hædrer den svenske naturhistoriker og opdagelsesrejsende Pehr Osbeck (1723-1805), som var elev af den berømte Carl von Linné (1707-1778). I 1750-52 rejste han ombord på Prins Carl til Asien, hvor han bl.a. tilbragte fire måneder med at studere flora, fauna og kultur i Canton-regionen i det sydlige Kina. Efter hjemkomsten skænkede han over 600 plantearter til Linnés Species Plantarum, der blev publiceret i 1753. I 1757 offentliggjorde han et værk om sit arbejde i Kina med titlen Dagbok öfwer en ostindisk Resa åren 1750, 1751, 1752. Med anmärkningar uti naturkunnigheten, främmande folkslags språk, seder, hushållning, m.m.

 

Denne plante er almindelig i krat, på brakmarker og langs stier, fra det centrale Nepal, det sydlige Tibet og Bangladesh mod øst til det østlige Kina, og derfra mod syd til Malakka-halvøen. I Himalaya vokser den i højder mellem 600 og 2300 m.

I Nepal anvendes saft af planten mod fordøjelsesbesvær og tyfus, og saft af bladene smøres på sår. Frugten er spiselig.

 

 

 

 

 

Blomsterstandene er endestillede, op til 22 cm lange klynger, blomster indtil 7 cm i diameter, bægerrøret dækket af stive, stjerneformede hår, med 4 oprette, hårede flige, kronblade 4, purpurfarvede med lyserødt skær, ovale, højresnoede i knop, op til 2 cm lange. Blomstring finder sted juli-okt.

Denne er så langt den mest almindelige Osbeckia-art i Himalaya, og den dækker ofte ret store områder i åbent land, i højder mellem 1200 og 2400 m. Den er udbredt fra Uttarakhand mod øst til det nordlige Indokina og det sydvestlige Kina.

I Nepal anvendes saft af roden til behandling af diarré og dysenteri, og saft af planten smøres på skab. Frugten er spiselig.

Artsnavnet er afledt af latin stella (‘stjerne’), hvilket hentyder til de stjerneformede hår på bægeret.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det oldgræske udtryk for en kvindelig slave, som maler korn. Navnet sigter til den melede tekstur på bæger og kronblade hos nogle af arterne.

I de senere år har medlemmer af denne slægt været placeret i 4 forskellige familier. Oprindeligt tilhørte de Liliaceae, men blev så overført til Haemodoraceae, derpå Melanthiaceae, og sidst til Nartheciaceae.

 

Den er udbredt fra Pakistan mod øst til det sydøstlige Tibet og det sydvestlige Kina, voksende i græsklædte områder og på åbne skråninger i højder mellem 1500 og 4900 m.

I Nepal, anvendes dens rodstængel anvendes til behandling af hoste og forkølelse.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med få blomster’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk peganon, som var navnet på en rude-art (Ruta), hvilket sigter til disse planters rude-lignende blade.

 

Denne art vokser i tørre sandede områder og på saltflader, fra Sydeuropa mod øst til Mongoliet og det nordlige Kina, mod syd til Nordafrika, Arabien og Ladakh. I Ladakh forekommer den op til omkring 3600 meters højde.

I 1928 blev den indført til USA, da en bonde i New Mexico ønskede at producere et farvestof af dens frø, ‘Turkish red’, som i Mellemøsten anvendes til farvning af tekstiler, bl.a. tæpper. Den forvildedes imidlertid hurtigt og er siden blevet invasiv i mange områder i det vestlige USA.

I Tibet anvendes dens frø medicinelt mod feber, mavebesvær, øjenproblemer, mæslinger, astma, Parkinsons sygdom, rheumatisme og menstruelle problemer, som disinfektionsmiddel, som et narkotikum ved navn harmal, samt som røgelse, specielt med det formål at bortdrive ’onde øjne’. Brændende blade kan holde insekter på afstand. Der udvindes også et farvestof af planten.

Artsnavnet hentyder til et narkotikum, harmal, der udvindes af planten.

 

 

 

 

 

Familiens navn er afledt af Onagra, det oprindelige navn på natlys-slægten (i dag kaldt for Oenothera). Ordet Onagra blev først benyttet botanisk i 1587. Det betyder ‘(føde) for onager’, et asiatisk vildæsel (Equus hemionus). Det er højst besynderligt, at dette navn senere blev hæftet på natlys-slægten, som oprindeligt var rent amerikanske planter.

 

Frugten er en lang kapsel, der ved modenhed splittes på langs, og frøene er udstyret med lange hår, en tilpasning til vindspredning.

Der hersker stor uenighed omkring denne slægts systematik. Navnet Chamaenerion går måske så langt tilbage som 1561. Det er afledt af oldgræsk khamai (‘nær jorden’) og nerion, Oldtidens græske navn på oleander (Nerium oleander), hvilket sigter til de oleander-lignende blade hos smalbladet gederams (nedenfor). I 1753 placerede den svenske botaniker Carl von Linné (1707-78) disse planter i dueurt-slægten (Epilobium). Mange botanikere anerkendte imidlertid ikke denne beslutning og fortsatte med at benytte Chamaenerion.

I 1818 foreslog den franske naturhistoriker Constantine Samuel Rafinesque-Schmaltz (1783-1840) navnet Chamerion, enten som slægtsnavn eller som underslægt. Rafinesque havde sine egne sære regler med hensyn til botanisk nomenklatur og anså det for passende at forkorte eksisterende slægtsnavne. Hans nye navn blev imidlertid ikke officielt anerkendt, før det blev offentliggjort i 1972 af den tjekkiske botaniker Josef Ludwig Holub (1930-99), som oprettede en ny typeart, Epilobium amenum. I dag er denne art imidlertid inkluderet i C. angustifolium, så Chamaenerion har fortrinsret fremfor Chamerion. Nogle autoriteter placerer stadig disse planter i Epilobium. (Kilde: A.N. Sennikov 2011. Chamerion or Chamaenerion (Onagraceae)? The old story in new words, Taxon 60 (5): 1485-1488)

 

Den har en meget stor udbredelse, idet den findes i de fleste subarktiske og tempererede områder på den nordlige halvkugle. I Himalaya træffes den fra Pakistan mod øst til Bhutan, hovedsagelig voksende i grusede områder langs vandløb i højder mellem 3600 og 5200 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘bredbladet’.

 

 

 

 

 

Orkidéer opdeles i jordlevende og epifytiske arter. Sidstnævnte vokser på levende træer, i nogle tilfælde på klipper og faldne træer. De udvikler luftrødder, som opfanger næringsstoffer og fugtighed fra luften, og mange har pseudobulber, opsvulmede, fibrøse, løglignende gevækster, hvori der opbevares vand og næringsstoffer.

Blomsternes opbygning hos medlemmer af denne familie er unik. Der er 3 bægerblade, som ofte har samme farve og form som 2 af kronbladene. Det tredje kronblad danner en nedre læbe, der oftest er yderst forskellig fra de øvrige kronblade i form og størrelse, og til tider også i farve, ofte forsynet med en spore. Støvdragere og frugtknude er sammenvoksede til den såkaldte søjle, og støvknapper og støvfang er adskilt af en næb-lignende struktur. I støvknappen produceres såkaldte pollinier, små ‘poser’, som indeholder pollen. Ved hjælp af et klæbrigt sekret overføres disse pollinier til insekter, og ved insektets besøg i den næste blomst fastgøres pollinierne til støvfanget. Andre arter er selvbestøvende. Frugten er en kapsel, der indeholder utallige bittesmå frø, som spredes med vinden.

De fleste af disse planter lever i symbiose med myceliet af underjordiske svampe, der vokser på planternes jordstængel eller rødder. Orkidéens frø er fuldstændig afhængige af myceliet, når de skal spire, da de praktisk talt ikke indeholder energi til spiringen, men tager det nødvendige kulstof dertil fra svampen. Nogle orkidé-arter er afhængige af svampens mycelium hele deres liv, men samlivet er symbiotisk, idet orkidéen forsyner svampen med livsnødvendige salte og vand. Nogle arter mangler dog grønkorn og er parasitter på svampen.

Familienavnet er afledt af græsk orkhis (‘testikel’), hvilket sigter til de underjordiske knolde hos medlemmer af slægten Orchis, der minder om testikler.

Hybrider er almindelige i denne familie og gør ofte bestemmelsen vanskelig.

Omkring 150 slægter er konstateret i Himalaya, langt de fleste fra Sikkim og videre mod øst. Hovedparten er epifyter.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kallos (‘smuk’) og anthos (‘blomst’).

 

Stænglen er op til 60 cm høj, pseudobulber kugleformede, indtil 2 cm i diameter, bladene er grundblade, 2-4, elliptiske, ovale eller lancetformede, spidse, op til 35 cm lange og 11 cm brede. Blomsterstanden er op til 20 cm lang med vidt adskilte blomster op langs stænglen, 2-3 cm i tværmål, bægerblade og de 2 øverste kronblade aflange eller lancetformede, indtil 1,8 cm lange og 8 mm brede, gule eller grønne, læbe brun eller rødlig, med 3 flige, hvoraf de to ydre er små og korte, den midterste op til 1 cm lang og 1,5 cm bred, basis hvid eller gul med brune eller rødlige pletter, den ydre del brun eller purpurrød med 3 kødfulde, ofte gule kamme, margin stærkt bølget. Der er ingen spore. Arten blomstrer april-juli.

Artsnavnet er afledt af latin tri (‘tre’) og carina (‘køl’), hvilket sigter til de 3 kamme på læben.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk koilos (‘hul’) og gyne (‘kvinde’), hvilket sigter til det hule frugtanlæg.

 

Pseudobulberne er 5-8 cm lange, gullige, ovale, glatte, blade siddende, lancetformede, spidse, indtil 30 cm lange og 3 cm brede. De hvide duftende blomster er op til 10 cm i tværmål, 3-10 sammen i hængende, op til 30 cm lange klynger, bægerblade og de 2 øverste kronblade butte, indtil 4 cm lange og 1,5 cm brede, margin bølget, den midterste flig på læben har 3-5 gule, hårede kamme, som strækker sig ind til basis. Arten blomstrer tidligt, fra februar til april.

Den dyrkes nogle steder som prydplante. I Nepal smøres saft af pseudobulberne på bylder.

Artsnavnet er latin og betyder ‘toppet’, hvilket hentyder til de hævede kamme på læbens midterflig.

 

 

 

 

 

 

 

Pseudobulberne er 7-10 cm lange, gullige, cylinderformede, med tiden furede, blade 2-3, siddende, elliptiske eller omvendt lancetformede, indtil 25 cm lange og 3 cm brede. Blomsterne er hvide, omkring 4 cm i tværmål, 6-8 i oprette, indtil 20 cm høje klynger, bægerblade og de 2 øverste kronblade indtil 2 cm lange og 5 mm brede, spidse, margin ikke bølget, læbens midterflig med 2 store gule pletter og 2 gule, uhårede kamme, som strækker sig næsten til basis. Blomstring finder sted marts-juni.

Arten dyrkes som prydplante. I Nepal anvendes saft af pseudobulberne mod mavepine.

Artsnavnet er afledt af latin niteo (‘at skinne’) samt endelsen idus, således ‘skinnende’. Ordet har dog mange andre betydninger, bl.a. ‘køn’ og ‘smuk’.

 

 

 

 

 

Læben hos disse planter er stor og minder om en lille sko, heraf det danske navn. Blomsten bestøves af insekter, som lokkes ned i ’skoen’ gennem blomstens duft. Insektet kommer ind gennem en smal åbning på læbens overside, men kan ikke slippe ud igen den samme vej, da siderne af åbningen er meget glatte. Der er imidlertid 2 små åbninger ved basis af læben, og når insektet undslipper denne vej, passerer det tæt forbi griften, hvor pollen fra insektets besøg i en anden blomst skrabes af, hvorefter insektet passerer forbi støvbærerne, hvor pollen afsættes på dets ryg og bringes til den næste blomst.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk Κypris, et andet navn for gudinden Afrodite, samt pedilon (‘sandal’), hvilket naturligvis sigter til blomstens form.

 

Den er udbredt fra Pakistan mod øst til Bhutan og det sydøstlige Tibet, voksende i skove og krat mellem 2100 og 4000 meters højde.

Dyrkes som prydplante og er truet af overdreven indsamling. I Nepal koges unge blade som grønsag.

Artsnavnet er latin og betyder ‘bærer et hjerte’. Det er uklart, hvad der hentydes til.

 

 

 

 

 

Arten findes i åbne områder i højder mellem 3000 og 4300 m, udbredt fra Himachal Pradesh mod øst til Arunachal Pradesh og det sydøstlige Tibet.

Den dyrkes som prydplante og er truet af overdreven indsamling.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk dendron (‘træ’) og bios (‘liv’), hvilket sigter til disse planters epifytiske levevis.

 

Den er udbredt fra Uttarakhand mod øst til Myanmar, samt i højlandene i Assam og Bangladesh. I Himalaya vokser den i højder mellem 1000 og 2000 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘charmerende’, ‘dejlig’ eller ‘indtagende’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet hentyder til Pleione, i den græske mytologi en havnymfe, som var moder til pleiaderne.

 

Denne kønne plante er udbredt fra det centrale Nepal mod øst til Myanmar og det sydvestlige Kina og træffes i højder mellem 1600 og 4000 m. Den er almindelig i Langtang Nationalpark, centrale Nepal.

Artsnavnet hædrer den britiske botaniker Joseph Dalton Hooker (se Polygonatum hookeri ovenfor).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet refererer til satyrerne i den græske mytologi, hvis øvre del var menneske, mens den nedre del var hest eller ged. De havde også gedelignende horn, og navnet sigter til 2 hornlignende gevækster på disse planters læbe.

 

Den er udbredt fra Pakistan mod øst til det nordlige Indokina og det sydlige Kina, samt i bjergegne i Sydindien og Sri Lanka. Den er almindelig i Himalaya, voksende i græsklædte arealer og skovkanter i højder mellem 1500 og 4600 m.

I Nepal spises pseudobulberne efter kogning, og nogle folkeslag tilbereder yngre dele af planten som grønsag.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk spathe (‘blad’) og glotta (‘tunge’), hvilket sigter til disse planters store læbe.

 

Denne smukke plante vokser fortrinsvis på mosklædte klipper og fugtige skovskrænter mellem 1500 og 3500 meters højde, udbredt fra det centrale Nepal mod øst til Arunachal Pradesh og det sydøstlige Tibet.

Artsnavnet betyder ‘Ixia-lignende’, hvilket sigter til, at arten minder om visse medlemmer af slægten Ixia, som tilhører irisfamilien (Iridaceae).

 

 

 

 

 

 

Denne plante har et kolossalt stort udbredelsesområde, fra Sibirien og Mongoliet mod syd til Afghanistan, Himalaya, Indokina, Malaysia, Filippinerne, Indonesien, Ny Guinea, Australien og New Zealand. I Himalaya vokser den op til omkring 4600 meters højde.

Artsnavnet er latin og betyder ‘findes i Kina’.

 

 

 

 

 

 

 

Mange slægter i familien er såkaldte halvsnyltere, som i modsætning til de ægte snyltere, helsnylterne, også får næring gennem fotosyntese, og de er således i stand til at overleve uden deres vært. Disse slægter var førhen placeret i maskeblomstfamilien (Scrophulariaceae), men er efter genetiske studier blevet overført til gyvelkvælerfamilien.

Familienavnet er afledt af oldgræsk orobos (‘bønne’) og ankhein (‘at kvæle’), hvilket hentyder til arten bønne-gyvelkvæler (Orobanche crenata), som er en almindelig parasit på hestebønne (Vicia faba). Sammen med en mængde andre snylteplanter er den beskrevet på siden Planteliv: Snylteplanter.

 

Slægtsnavnet hædrer den byzantinske, græsk-fødte læge Paulus Aegineta (ca. 625-690), der producerede et medicinsk leksikon i 7 bind.

 

Den er vidt udbredt, fra den nordindiske delstat Uttarakhand mod øst til Korea og Japan, mod syd til Sri Lanka, Indonesien og Ny Guinea. I Himalaya kan den træffes op til højder omkring 1800 m.

I Nepal anvendes rod og blomster i den lokale folkemedicin til behandling af infektioner og hudproblemer, i Kina til uddrivelse af varme og toksiner.

 

 

 

 

 

Disse planters krone er 2-læbet, med en sammentrykt, hjelmformet eller forlænget overlæbe, der kan ende i tænder eller danne et næb eller en snabel-lignende forlængelse. Den nedre læbe er i reglen bred, flad eller hvælvet, fliget.

Slægtsnavnet kommer af latin pediculus (‘lus’). Ifølge gammel overtro kunne troldurterne overføre lus til mennesker og kvæg, men ifølge en anden overtro var de i stand til det stik modsatte, nemlig at befri mennesker og kvæg for lus! Navnet luseurt hentyder til, at man benyttede et afkog af troldurt-arterne til at fordrive lus med. På engelsk hedder slægten lousewort, hvilket også betyder ’luseurt’. Navnet troldurt sigter måske til, at disse planter snylter på græsser og derved nedsætter mængden af hø i engene. Endvidere skulle de gøre høet bittert.

Normalt undgår græssende dyr disse planter, da de indeholder giftige glykosider.

 

Næbbet, der oftest er skjult under de afrundede kronblade, er todelt, hvilket har givet anledning til artsnavnet, afledt af latin bi (‘delt i to’) og cornu (‘horn’).

Denne plante er udbredt i ret tørre områder, fra Afghanistan mod øst til Uttarakhand i det nordvestlige Indien, samt i tilstødende områder af Tibet, voksende i højder mellem 2700 og 4400 m. P. longiflora (se nedenfor), som også har gule blomster, findes i det samme område, men er tilknyttet våde enge.

Dens blomster anvendes i den tibetanske folkemedicin mod udflåd fra skede og penis. (Kilde: T.J. Tsarong 1994. Tibetan Medicinal Plants. Tibetan Medical Publications, Indien)

 

 

 

 

 

Den er normalt under 10 cm høj, undertiden op til 18 cm. Grundbladene danner en roset, bladstilk op til 2 cm lang, bladplade indtil 3 cm, lancetformet eller smalt aflang, snitdelt, med tandede indtil 5 mm lange flige, stængelblade mindre. Blomsterne, som er samlet i en endestillet klynge, er guldgule, ofte med kastanjefarvede striber på den nedre læbe, kronrør meget langt og slankt, indtil 5 cm, håret, den øvre læbe ender i et indtil 6 mm langt, krummet næb. Blomstring finder sted juni-sep.

Et afkog af planten anvendes lokalt som vanddrivende middel, blomsterne mod for megen varme og vand i kroppen, samt mod lever- og galdeblærebetændelse.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med lange blomster’, hvilket sigter til det lange kronrør.

 

 

 

 

 

 

 

Disse pragtfulde planter er hjemmehørende i tempererede og subtropiske egne af Sydeuropa, Nordafrika, Asien og det vestlige Nordamerika, men på grund af deres skønne blomster dyrkes de mange andre steder som prydplanter. En enkelt art forekommer i Himalaya.

Slægtsnavnet er det klassiske græske ord for pæoner. Ifølge den græske mytologi skænkede guderne planten til guden Apollon i kraft af hans egenskab som lægegud under navnet Paieon. Planten fik derfor navnet Paeonia. Apollon gav den dog videre til sønnen Asklepios, som også var lægegud. Den var et virksomt middel mod alle kroppens sygdomme, sagdes det.

 

Arten vokser i skove og krat i højder mellem 1800 og 3200 m, fra Afghanistan mod øst til det vestlige Nepal og den sydvestligste del af Tibet.

Den trues af overdreven indsamling, idet den er meget anvendt i den traditionelle medicin, frøene som afførende middel, en pasta af roden mod nerver og uterus-problemer.

Artsnavnet er afledt af Emodos, Oldtidens græske navn på en del af det vestlige Himalaya.

 

 

 

 

 

De fleste medlemmer af familien er urter, nogle få buske og mindre træer. Adskillige slægter har pragtfulde blomster, fx egentlige valmuer (Papaver), hvoraf mange har stærkt røde blomster, samt valmuesøstre (Meconopsis, nedenfor) og hornskulper (Glaucium). En del Papaver-arter er omtalt på siden Hyldest til farven rød, mens en række hornskulpe-arter er beskrevet på siden Planteliv: Flora i Tyrkiet.

To plantegrupper, der førhen blev betragtet som selvstændige familier, er nu indlemmet i valmuefamilien, nemlig Fumariaceae, der omfattede bl.a. lærkespore (nedenfor), jordrøg og løjtnantshjerte, samt Pteridophyllaceae, der kun rummede en enkelt slægt med en enkelt art, Pteridophyllum racemosum, som er begrænset til Japan.

 

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk korydos, det gamle græske navn for toplærken (Galerida cristata), måske afledt af korys (‘hjelm’), der hentyder til denne fugls top. Det øvre kronblad hos Corydalis-arter danner en hjelm-lignende hætte og har en spore, mens det nedre kronblad danner en bådformet læbe med køl. De to sidekronblade er smalle. Frugten er en kapsel.

 

Denne art vokser i stenede områder mellem 2700 og 4500 meters højde, fra Pakistan og det sydvestlige Tibet gennem Ladakh til det nordlig-centrale Nepal. Den er meget almindelig i Ladakh.

Artsnavnet er latin og betyder ‘vifteformet’, hvilket sigter til bladene.

 

 

 

 

 

Der finder megen hybridisering sted blandt disse planter, og der findes mange mellemformer. Nogle arter dyrkes som prydplanter i Vesten.

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk mekon (’måne’) og opsis (’ligner’), hvilket hentyder til de gule, runde kronblade hos skovvalmuen, som den franske botaniker Louis Viguier (1790-1867) skilte ud fra slægten Papaver i 1814 og omdøbte til Meconopsis cambrica, især på grund af griflens struktur. En fylogenetisk undersøgelse fra 2011 fastslår dog, at skovvalmuen tilhører slægten Papaver. Et billede af denne art kan ses på siden Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne.

 

Denne art er udbredt i det vestlige Himalaya, fra Pakistan mod øst til Uttarakhand, voksende i klippefyldte områder mellem 3000 og 4200 meters højde. Den er almindelig i Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh.

Den anvendes i folkemedicinen mod mavesår, lungeproblemer, leverbetændelse, betændte slimhinder, og rygsmerter, inklusive rygmarvsproblemer. I Ladakh er den truet af overdreven indsamling.

Artsnavnet er latin og betyder ‘stivhåret’, oprindeligt fra aculeus (‘den som stikker’).

 

 

 

 

 

Den er kendt fra det centrale Nepal og tilstødende områder af Tibet, voksende i højder mellem 3500 og 5600 m.

 

 

 

 

 

Denne pragtfulde plante er udbredt fra Uttarakhand mod øst til Bhutan og det sydøstlige Tibet. Den er meget almindelig på næringsrige jorder i højder mellem 3000 og 4400 m, fx græsgange for kvæg.

Artsnavnet hentyder til blomsterstandene, som er klaser (på engelsk panicles, afledt af latin).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den vokser i krat og på åbne, græsklædte skråninger mellem 3,300 og 5,300 meters højde, fra Nepal mod øst til Bhutan og det sydøstlige Tibet.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med udelte blade’.

 

 

 

 

 

 

 

Bladene er linjeformede, nåleagtige, og når de fældes, efterlader de et ar. Modne kogler er forveddede, mellem 1,5 og 60 cm lange, med talrige skæl arrangeret i spiralform, med 2 vingede frø under hvert skæl. Hanlige kogler er små, 0,5-6 cm lange, og de falder kort efter spredning af pollen. Mange arter udskiller en klæbrig, velduftende harpiks.

Nedenfor er slægterne Larix (lærk) og Tsuga (skarntydegran) omtalt, mens slægterne Abies (ædelgran), Cedrus (ceder), Pinus (fyr) og Pseudotsuga (douglasgran) er beskrevet på siden Planteliv: Gamle og store træer.

 

Slægtsnavnet er det klassiske græske og latinske ord for lærk.

 

Af de to arter lærk, som forekommer i Himalaya, er denne den almindeligste, udbredt fra det østlige Nepal mod øst til Myanmar og det sydøstlige Tibet, voksende i højder mellem 1400 og 4100 m. Den er almindelig i Ghunsa-dalen i det østlige Nepal.

Veddet anvendes til husbyggeri, møbler og brænde, og der udvindes garvesyre af barken.

Artsnavnet hædrer den britiske læge og botaniker William Griffith (1810-45), der tilbragte størstedelen af sit voksenliv i Indien og Myanmar. Efter et kort ophold i Madras blev han ansat som kirurg i Tenasserim, Myanmar, og gennem de følgende år udforskede han dele af Myanmar, Sikkim og regionen omkring Shimla i det nordvestlige Himalaya. Derefter blev han ansat som kirurg på Malakka-halvøen, hvor han døde, kun 35 år gammel, af en parasit, som angreb hans lever.

Den anden art i Himalaya er Larix himalaica, som er begrænset til et lille område i det nordlige centrale Nepal samt de nærliggende egne af det sydlige Tibet.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det japanske navn på Tsuga sieboldii, mens det danske navn sigter til duften af det knuste løv, der minder om lugten af bladene hos skarntyde (Conium maculatum). Løvet hos skarntydegran er dog ikke giftigt.

 

Denne art er meget almindelig i Himalaya, hvor den vokser i højder mellem 2000 og 3600 m, fra Uttarakhand mod øst til det nordlige Myanmar, sydøstlige Tibet og sydvestlige Kina, med en isoleret forekomst i det nordlige Vietnam.

Veddet anvendes til husbyggeri, møbler og gangbroer, mens nålene afbrændes som røgelse i hinduistiske og buddhistiske helligdomme.

Artsnavnet er latin og betyder ‘bevokset med torne’, hvilket utvivlsomt hentyder til nålene.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mange af slægterne var tidligere placeret i maskeblomstfamilien (Scrophulariaceae).

 

Disse planter er vidt udbredt på den nordlige halvkugle og forekommer tillige i det sydlige Sydamerika. En enkelt art findes i Himalaya.

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk hippos (‘hest’) og oura (‘hale’), hvilket sigter til plantens generelle fremtoning.

 

Arten har en bipolar udbredelse, idet den findes i det nordlige Eurasien, mod syd til Himalaya, det nordlige Kina og Japan, samt i Grønland og det nordlige og vestlige Nordamerika, mod syd til Californien, New Mexico, Illinois og New York England, og endvidere i Patagonien i det sydlige Sydamerika. I Himalaya træffes den op til omkring 5000 meters højde.

Den anvendes i urtemedicinen til behandling af sår og mavesår, samt udvortes og indvortes blødninger.

Artsnavnet er latin og betyder ‘almindelig’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pikros (‘bitter’) og rhiza (‘rod’), hvilket formentlig sigter til rodens smag.

 

Den vokser på stenede steder i højder mellem 3300 og 4300 m, fra Pakistan mod øst til Uttarakhand.

I ayurvedisk medicin har saft af rodstænglen gennem tusinder af år været anvendt mod bl.a. fordøjelsesbesvær, vattersot (for megen væske i kroppen), gulsot, feber, allergi, astma, hudproblemer, dysenteri og diarré, samt som afføringsmiddel. I 1990’erne var den næsten blevet udryddet på grund af overdreven indsamling. I 1997 blev international handel med den forbudt, og i dag er den fredet. Der foregår dog stadig illegal indsamling af arten.

Artsnavnet er afledt af karu, det punjabiske navn på planten, som betyder ‘bitter’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet betyder ‘minder om Wulfenia’, en slægt, som disse planter førhen var placeret i. Franz Xaver Freiherr von Wulfen (1728-1805) var en østrigsk jesuiterpræst, botaniker, zoolog og mineralog, der som den første fandt en sjælden plante, Wulfenia carinthiaca, som er endemisk i de østlige Alper.

 

Denne lille plante vokser på skyggefulde klipper mellem 1500 og 3000 meters højde, fra det østlige Afghanistan mod øst til det vestlige Nepal.

I Nepal benyttes saft af dens rod mod mavepine.

Arten blev navngivet til ære for grevinde Sarah Amherst (1762-1838), en britisk naturhistoriker, som boede i Indien, hun fandt adskillige arter, som var nye for videnskaben, bl.a. den pragtfulde Amherstfasan (Chrysolophus amherstiae).

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk akantha (‘torn’) samt latin Limonium (hindebæger), hvilket sigter til, at disse planter er tæt beslægtede med medlemmer af denne slægt.

 

Den er udbredt fra Kazakhstan og Xinjiang mod syd til Afghanistan, Pakistan og Ladakh, voksende i højder mellem 2500 og 4500 m.

Aske fra brændte planter indtages med mælk mod hjertelidelser, og tørre planter indsamles til brændsel. I Ladakh er den truet af overdreven indsamling.

Artsnavnet betyder ‘minder om Lycopodium‘ (ulvefod), hvilket sigter til bladene, der i nogen grad minder om ulvefodblade.

 

 

 

 

 

Familienavnet er baseret på slægten Polygonum (nedenfor) og blev først benyttet i 1789 af den franske botaniker Antoine Laurent de Jussieu (1748-1836) i bogen Genera Plantarum. Navnet er afledt af oldgræsk poly (‘mange’) og gony (‘knæ’ eller ‘led’), hvilket hentyder til de opsvulmede og tit bøjede bladfæster hos de fleste af arterne. Hos talrige arter er akselbladene (skælagtige eller bladlignende små lapper ved grunden af bladstilken) sammenvoksede til en skede, der omslutter stænglen, hvilket har givet anledning til det alternative navn skedeknæfamilien. Navnet pileurt hentyder til bladformen hos mange af arterne, der minder om bladene hos visse pilearter (Salix).

Tidligere var en mængde arter inkluderet i slægten Polygonum, men en række morfologiske og genetiske undersøgelser har haft den effekt, at de fleste af arterne er blevet overført til andre slægter, bl.a. Bistorta, Fallopia, Koenigia, Persicaria og Reynoutria.

Blomsterne hos disse planter har kun én slags segmenter. Om de kaldes for kronblade eller bægerblade, er et åbent spørgsmål. Her kalder jeg dem for kronblade.

Et stort antal planter i denne familie er beskrevet på siden Planteliv: Pileurtfamilien.

 

Slægtsnavnet er afledt af latin bis (‘to gange’) og tortus (‘snoet’), hvilket sigter til roden, som er snoet hos slangeurt (B. officinalis). Denne plante er beskrevet på siden Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne.

 

Den er ret almindelig på åbne skråninger og i klippefyldt terræn i højder mellem 3000 og 4900 m, fra Afghanistan mod øst gennem det sydlige Tibet og det nordlige Himalaya til Myanmar.

I Nepal benyttes dens rodstængel til fremstilling af té, og den indtages også mod mavebesvær.

Artsnavnet er latin og betyder ‘beslægtet med’, hvilket formodentlig sigter til et andet medlem af slægten.

 

 

 

 

 

 

 

Den er vidt udbredt, fra Afghanistan mod øst langs Himalaya til det centrale Kina. I Himalaya forekommer den i højder mellem 2100 og 4800 meters højde, voksende i krat, skovkanter og åbne områder.

I Nepal anvendes rodstænglen til té, og en pasta af planten smøres på sår.

Artsnavnet hentyder til de øvre blade, som er stængelomfattende, afledt af latin amplexus (‘gribe omkring’) samt‎ caulis (‘stængel’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er udbredt fra Uttarakhand, nordvestlige Indien, mod øst til Bhutan og derfra mod nord til det centrale Kina. Den vokser i græsland og på åbne skråninger i højder mellem 1700 og 5000 m, hovedsagelig i mere tørre områder.

I Nepal anvendes saft fra roden mod diarré og dysenteri.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk makros (‘lang’ eller ‘stor’) og phyllon (‘blad’), hvilket formentlig sigter til, at bladene er ret lange, sammenlignet med bredden.

 

 

 

 

 

Stængel op til 50 cm høj, nedre blade aflange eller lancetformede, med parallelle sider, bladplade op til 15 cm lang og 4,5 cm bred, brat smalnende ind til en vinget bladstilk, øvre blade siddende, undertiden stængelomfattende. Blomsterstanden er et tæt endestillet hoved, bredt cylinderformet eller afrundet, indtil 6 cm langt, blomster karmoisinrød, op til 4 mm lange.

Artsnavnet hædrer den engelske planteindsamler Charles Millett (1792-1873), som korresponderede med den berømte britiske botaniker William Jackson Hooker (1785-1865). Mellem 1827 og 1834 var Millet baseret i Macau, på Ceylon (i dag Sri Lanka), i Malabar-regionen i Sydindien, samt på Java, idet han arbejdede for East India Company. Mens han opholdt sig i Asien, indsamlede han mange planter. Han vendte tilbage til London i 1834.

 

 

 

 

 

Arten er udbredt fra Kashmir mod øst til Bhutan og det sydøstlige Tibet, voksende i højder mellem 3000 og 4500 m. Den er almindelig i fugtige egne af Nepal.

I Nepal anvendes saft af roden mod feber.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med blade som Vaccinium‘ (blåbær).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art er vidt udbredt i subarktiske og tempererede egne på den nordlige halvkugle, mod syd til Arizona, Spanien, Kaukasus, Himalaya og det nordlige Indokina.

Førhen indsamlede medlemmer af det sibiriske tjukter-folk rodknoldene, som har en fin mandelagtig smag. I Nepal benyttes roden mod feber, frøene mod hoste og infektioner. Frøene ristes eller anvendes i pickles.

Artsnavnet er afledt af latin vivus (‘levende’) og‎ pario (‘jeg bærer’, dvs. afkom), hvilket sigter til yngleknopperne i den nedre del af akset.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin fagus (‘bøg’) samt oldgræsk pyros (‘hvede’), hvilket sigter til nøddernes lighed med bøgens bog. Det danske navn er overtaget fra tysk Buchweizen (‘boghvede’).

 

Arten forekommer fra Pakistan mod øst til det centrale og sydlige Kina samt det nordlige Indokina. Den vokser i skove og krat, langs stier og i dyrkede områder. I Himalaya kan den træffes op til højder omkring 3400 m.

I Nepal koges unge dele som grønsag, bladene høstes til foder, og frøene anvendes mod mavebesvær.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med mange skud’.

 

 

 

 

 

Stænglen er opret eller opstigende, grøn eller rødlig, forgrenet, undertiden op til 1 m høj. De stilkede blade er trekantede, hjerteformede eller spydformede, med prominente nerver, indtil 8 cm lange og brede, randhårede, spidse. De klase-lignende blomsterstande er endestillede eller fra bladhjørnerne, med hvide eller lyserøde blomster, kronblade elliptiske eller ovale, indtil 5 mm lange. De skarpkantede nødder er op til 7 mm lange.

Artsnavnet er latin og betyder ‘spiselig’, afledt af esca (‘føde’) og ulentus (‘rigeligt af’).

 

 

 

 

 

 

 

I Nepal tygges de unge, let syrlige stængler af nogle arter rå.

Slægtsnavnet blev givet til minde om den baltisk-tyske læge og botaniker Johann Gerhard König (1728-85), som var elev af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) i 1757. Under et ophold i Danmark 1759-67 undersøgte han floraen i Island. Senere tjente han under den Danske Trankebar Mission i det sydlige Indien, senere under Nawabben af Arcot, og endnu senere i det engelske East India Company. Han indsamlede mange planter i regionen.

 

Arten vokser i krat, på åbne skrænter og langs vandløb og er udbredt fra Mellemeuropa mod øst gennem Mellemøsten og Centralasien til Stillehavet, mod syd til Iran, Himalaya, og det nordlige Indokina.

Stænglerne er spiselige efter kogning.

 

 

 

 

 

 

 

Arten er udbredt fra Uttarakhand, nordvestlige Indien, mod øst til det nordlige Myanmar og det sydvestlige Kina. Den vokser i lyse skove og krat samt langs vandløb.

I Nepal koges unge planter som grønsag.

Artsnavnet hentyder til de klokkeformede blomster, afledt af latin campanula (’lille klokke’).

 

 

 

 

 

Denne art er vidt udbredt i subarktiske egne og findes tillige i nogle tempererede områder, mod syd til Arizona, de Britiske Øer, Pakistan, Ladakh, samt det vestlige Kina. Den vokser langs vandløb og i fugtige græsklædte områder.

Artsnavnet hentyder til Island, hvor König (se under slægtsnavnet ovenfor) først indsamlede planten i 1765.

 

 

 

 

 

Arten er udbredt fra Uttarakhand, nordvestlige Indien, mod øst til det sydlige Kina, og derfra mod syd gennem Indokina til Indonesien.

I Nepal koges unge dele af planten som grønsag, og der fremstilles også pickles af dem.

Artsnavnet er latin og betyder ‘blød’, hvilket sigter til de dunhårede stængler og blade.

 

 

 

 

 

 

 

Den vokser i skove og åbne områder, samt langs vandløb, fra Afghanistan mod øst til det nordlige Myanmar og det sydvestlige Kina og forekommer i højder mellem 2000 og 4500 m.

I Nepal koges unge dele af planten som grønsag.

Denne art blev førhen kaldt for Persicaria polystachya, Persicaria wallichii, eller Polygonum wallichii.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk polys (‘mange’) og stachys, der oprindeligt betød ‘kornaks’, men i botanisk sammenhæng benyttes for aks i al almindelighed. Således betyder polystachya ‘med mange aks’, hvilket sigter til overdådigheden af (falske) aks på denne plante.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er udbredt i tørre og stenede egne i højder mellem 3300 og 5600 m, fra Afghanistan mod øst gennem det nordlige Pakistan, Ladakh og Tibet til det nordlige Nepal og det nordlige Arunachal Pradesh. Den er almindelig i Ladakh.

I den lokale folkemedicin anvendes den mod dysenteri.

Artsnavnet er afledt af latin tortus (‘snoet’) og osus (‘mange’ eller ‘meget’), hvilket hentyder til de stærkt krusede blade.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk oxys (‘sur’) og aria (‘besidder’), hvilket sigter til disse planters syrlige blade.

 

Denne arts udbredelsesområde er subarktiske og tempererede egne på den nordlige halvkugle, mod syd til Arizona, Iran, Himalaya og det vestlige Kina. Den vokser på åbne skråninger og græsgange, samt langs stier og vandløb. I Centralasien kan den træffes op til højder omkring 5200 m.

Bladene er spiselige, rå eller kogte. I Nepal anvendes rod, stængel og blade til behandling af dysenteri.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk dis (‘to’) og gyne (‘kvinde’), hvilket hentyder til, at blomsten har 2 grifler.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin persica (‘fersken-lignende’), hvilket sigter til, at bladene hos nogle medlemmer ligner ferskenblade.

 

Den er udbredt fra Pakistan mod øst til Taiwan, mod syd til Sri Lanka og det nordlige Malaysia. Den vokser i forskellige habitater, bl.a. på klipper, stendiger og åbne skråninger, samt langs stier, i højder mellem 600 og 3500 m.

I Nepal smøres en pasta af planten på bylder og sår, og saften indtages mod mavebesvær. Planten indsamles til foder.

Artsnavnet er latin og betyder ‘danner et hoved’, hvilket hentyder til den kugleformede blomsterstand.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art er vidt udbredt, idet den forekommer fra hele Europa mod øst gennem Centralasien til Stillehavet, mod syd til Nordafrika, Iran, Sri Lanka, Indonesien og Australien. Den vokser i våde enge og langs damme og vandløb.

I Nepal koges planten, og det filterede vand indtages for at fordrive indvoldsorm. Planten strøes også i vandløb for at bedøve fisk.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk hydor (‘vand’) og peperi (‘peber’), oprindeligt fra Sanskrit pippali. Det hentyder til bladene, som har en stærk, peberagtig smag, hvilket også er årsagen til det danske navn.

I den herlige bog All about Weeds skriver den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964): “Der er mange arter (…) som ligner denne urt en del, men de fleste af dem mangler den bidende smag, og ingen af dem indeholder hydropipers ild.”

 

 

 

 

 

Denne plante vokser i krat og åbne områder, bl.a. langs stier og veje. Den er vidt udbredt, fra Tyrkiet og Kaukasus mod øst til Ussuriland (sydøstlige Sibirien), Kina, Korea, Japan, Taiwan, det indiske subkontinent, Indokina, Indonesien, Ny Guinea og Filippinerne. Den er også blevet indslæbt til andre lande og er blevet naturaliseret mange steder. I Nordamerika og Europa betragtes den som invasiv.

De modne frugter er spiselige. I Nepal koges unge dele som grønsag, og saft af bladene indtages mod rygsmerter. Den benyttes også mod forskellige lidelser inden for traditionel kinesisk medicin. Løvet er glimrende foder, og af stænglerne kan fremstilles reb.

Artsnavnet er et botanisk udtryk, som benyttes, når stænglen tilsyneladende fører gennem et blad, af latin per (‘gennem’) og foliatus (‘bladagtig’), hvilket i dette tilfælde hentyder til de bladlignende ører ved bladfæsterne. Engelske navne omfatter bl.a. mile-a-minute vine (‘en-mile-i-minuttet-slyngplanten’), devil’s tail (‘Djævelens hale’), samt climbing tearthumb (‘den klatrende, som river hul i tommelfingeren’). Det første sigter til plantens hurtige vækst, de to sidste til dens skarpe torne.

 

 

 

 

 

Den vokser i krat og åbne områder samt langs marker og vandløb, og er udbredt fra det indiske subkontinent mod øst til Kina, Korea, Japan og Taiwan, og derfra mod syd til Indonesien.

I Nepal strøes planten i vandløb for at bedøve fisk.

Artsnavnet er latin og betyder ‘dunhåret’ – ikke et særlig godt navn til denne plante!

Den minder om bidende pileurt (P. hydropiper, ovenfor), men kan kendes på, at stængel og blomsterstand ofte er røde.

 

 

 

 

 

Den vokser i græsland og krat samt på åbne skråninger, fra Uttarakhand, nordvestlige Indien, mod øst til det østlige Kina og Taiwan, og derfra mod syd til Java og Filippinerne.

I Nepal koges unge dele som grønsag.

Den botaniske betydning af artsnavnet er ‘peger bagud fra spidsen’, hvilket sigter til bladfligene.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er forklaret ovenfor under familienavn.

 

Denne art er udbredt i det sydlige og østlige Asien, Indokina, Filippinerne, Australien og størsteparten af Afrika, samt på Madagascar. Den vokser i tørre rismarker og fugtigt græsland, samt langs stier.

I Nepal koges planten, og saften indtages mod dysenteri, saft af roden mod mavebesvær. Unge dele koges som grønsag.

 

 

 

 

 

Grundbladene er store, ovale eller hjerteformede, de små grønne blomster sidder i akslignende klaser, og frugten er en bredt 3-vinget nød, ofte rød eller purpurfarvet.

Slægtsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk rheon, det klassiske navn på rabarber, oprindeligt fra det persiske navn på disse planter, rewand.

 

Denne plante er udbredt fra Uttarakhand, nordvestlige Indien, mod øst langs Himalaya til det nordlige Myanmar og det vestlige Kina. Den vokser på åbne skråninger og i krat, i højder mellem 2800 og 4300 m.

Roden anvendes medicinelt. I Nepal fremstilles pickles af bladstilkene.

Artsnavnet er latin og betyder ‘spids’, hvilket sigter til bladformen.

 

 

 

 

 

Arten forekommer fra Pakistan mod øst til Myanmar og det sydøstlige Tibet, voksende på åbne skråninger og i græsklædte arealer, i højder mellem 3000 og 4300 m.

I Nepal tørres bladstilkene, og der fremstilles pickles af dem. Rodstænglen benyttes som afførende og sammensnerpende middel, samt mod mavebesvær, og den kan afgive et gult farvestof. Arten er truet af overdreven indsamling.

Artsnavnet er latin og betyder ‘sydlig’, hvilket sandsynligvis sigter til, at denne art træffes længere mod syd end de fleste andre arter i slægten.

 

 

 

 

 

 

 

Arten vokser på klippefyldte steder i højder mellem 3600 og 4800 m, fra det østlige Nepal mod øst til det sydøstlige Tibet.

Bladstilkene er spiselige, rå eller som pickles. Bladene anvendes som substitut for tobak. Planten trues af overdreven indsamling.

 

 

 

 

 

Den vokser på tørre steder i højder mellem 2500 og 4600 m, fra Afghanistan mod øst gennem det nordlige Pakistan, Ladakh og det nordlige Himachal Pradesh til Tibet.

 

 

 

 

 

Denne spektakulære plante vokser på tørre skråninger i højder mellem 2000 og 4500 m, fra Pakistan og det sydvestlige Tibet mod øst til det vestlige Nepal, op til 4500 meters højde.

Stænglen er spiselig efter tilberedning, mens roden anvendes mod mavebesvær og tarmproblemer. Rod, stængel og blade indtages som afføringsmiddel, og saft af planten smøres på bylder og sår. Roden kan anvendes til plantefarvning.

Artsnavnet hædrer den engelske botaniker Philip Barker Webb (1793-1854), der indsamlede planter i Italien, Spanien, Portugal, Marokko og Brasilien, samt på de Kanariske Øer.

 

 

 

 

 

Frugten er oftest en trekantet nød, tit vinget, siddende i tætte klynger, ofte af en iøjnefaldende kastanjebrun farve ved modenhed.

Et engelsk husråd, ifald man er blevet brændt af en nælde, er at smøre saften af et skræppeblad på det pågældende sted, hvilket øjeblikkeligt vil lette smerten. Et gammelt rim siger:

 

 

 

 

 

Denne plante vokser i stillestående vand, udbredt fra Afghanistan og det nordlige Pakistan mod øst gennem Ladakh til det vestlige Tibet, voksende i højder mellem 3000 og 4200 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘kantet’, hvilket sigter til de zigzag-formede blomsterstilke.

 

 

 

 

 

Denne art er udbredt fra Afghanistan gennem det sydlige Tibet og Himalaya til det nordlige Myanmar og det centrale Kina, voksende på dyrkede marker og klipper, i stendiger og langs vandløb, i højder mellem 1000 og 3200 m.

I Nepal anvendes plantens saft mod dysenteri, og roden tygges mod ru hals. Unge dele laves til pickles, og tørrede blade anvendes som foder.

Artsnavnet er latin og betyder ‘spydformet’, hvilket sigter til bladformen.

 

 

 

 

 

Denne plante vokser i græsland, grøfter og på åbne steder, bl.a. langs stier, udbredt fra Italien og Balkan gennem Mellemøsten og det sydlige Centralasien til Japan, mod syd til det østlige og sydlige Afrika, Madagascar, Sri Lanka og Java. I Centralasien kan den træffes op til højder omkring 4300 m.

I Nepal koges unge dele som grønsag, og de anvendes også til fremstilling af gundruk (gærede blade, se Arisaema utile på siden Planteliv: Flora i Himalaya). Rod og blade benyttes mod forskellige lidelser, bl.a. øjenproblemer, hoste, forkølelse, hovedpine, bylder, opsvulmede gummer, samt til at uddrive indvoldsorm.

R. dentatus ligner meget denne art, men den har kun 4-5 lige tænder langs frugtranden. Den har en lignende udbredelse.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten forekommer fra Tjekkiet og Italien mod øst gennem Mellemøsten og Centralasien til det nordlige Kina og Korea, mod syd til Iran, Himalaya, og det nordlige Indokina. Den vokser på brakmarker og i grøfter, samt langs stier, i højder mellem 2100 og 4100 m.

 

 

 

 

 

 

 

 

De fleste arter vokser i køligere egne på den nordlige halvkugle, samt i bjergegne i Sydamerika, Filippinerne og Ny Guinea. Den største diversitet ses i Himalaya, hvor slægten efter sigende opstod, og der er også mange i Centralasien, Kaukasus, Alperne og Pyrenæerne. Omkring 23 arter er konstateret i Himalaya, hovedsagelig i store højder.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk andros (‘mand’) og sakos (‘skjold’), hvilket formentlig sigter til bladformen hos mange af arterne. På tysk blev dette direkte oversat til Mannsshild. Oprindeligt blev navnet sandsynligvis givet til en alge af slægten Acetabularia (familien Polyphysaceae) af både den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.) og den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.), formodentlig med henblik på formen af ‘hatten’ hos disse alger. Navnet blev overført til fjeldarve af den italienske læge og naturhistoriker Pietro Andrea Gregorio Mattioli (1501-77).

 

Arten vokser på stenede steder i højder mellem 2200 og 5200 m, udbredt fra Kashmir mod øst til Nepal og det sydlige Tibet.

Artsnavnet er latin og betyder ‘fluelignende’. Det er uklart, hvad der hentydes til.

 

 

 

 

 

 

Blomsterstanden hos disse planter adskiller sig fra Primula-arter ved, at blomsterne sidder i adskillige skærme op ad stænglen. De forekommer fra Tyrkiet mod øst til Himalaya, samt mod syd gennem Arabien til Ethiopien og Somalia. En enkelt art findes i Himalaya.

Slægtsnavnet er muligvis afledt af oldgræsk ev (‘skøn’) og trokhos (‘hjul’), hvilket i så fald sandsynligvis sigter til de smukke ‘hjul’, som blomsterstandene danner.

 

Den vokser på fugtige klippevægge, fra Afghanistan østpå til det vestlige Nepal, i højder mellem 600 og 2600 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med en overdådighed af blomster’.

 

 

 

 

 

Hos disse planter danner bladene en roset, hvorfra der vokser en bladløs blomsterstilk op med en skærm for enden. Kronrøret er langt, med 5 udbredte flige. Frugten er en kapsel.

Det latinske slægtsnavn er diminutiv af prima (’den første’), hvilket hentyder til mange kodriver-arters tidlige blomstring. Det danske navn kodriver er afledt af dialektordet kodrevler, som betyder ’kopatter’, hvilket hentyder til de hængende blomster hos hulkravet kodriver (P. veris).

Kodriver-arter fra andre egne af verden kan studeres på siden Planteliv: Kodrivere.

 

Denne art vokser i krat og på græsklædte områder i Himalaya i 3500-4900 meters højde, fra Uttarakhand i det nordvestlige Indien mod øst til det sydøstlige Tibet.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med sorte tænder’, hvilket sigter til bægerbladenes sorte spids.

P. denticulata (nedenfor) ligner denne art, men er meget større, og den mangler de sorte spidser på bægerbladene.

 

 

 

 

 

Desuden vokser P. buryana i ret tørre områder langs grænsen til Tibet, fra det vestlige til det østlige Nepal, samt i Tibet, i højder mellem 3300 og 5000 m, mens den blåblomstrede plante er begrænset til det centrale Nepal, hvor den især vokser på klippehylder i højder mellem 2900 og 4600 m, fuldt eksponeret for monsunregnen. Den blomstrer juni-juli.

Jeg er overbevist om, at sidstnævnte er en selvstændig art, som det også foreslåes af Polunin og Stainton i deres bog Flowers of the Himalaya (1984).

Planten med blå blomster har slanke, hårede stængler, op til 18 cm lange, bladene i en grundstillet roset, ovale eller aflange, tæthårede på begge sider, og med lange hvide hår langs randen, bladplade smalnende ind til en vinget stilk, begge op til 2,5 cm lange. Blomst enlig eller op til 3 sammen, bredt tragtformede, indtil 2 cm i diameter, meget kortstilkede, blegblå eller bleglilla med hvidt omkring svælget, bægeret med lange hvide hår.

Opdagelsen af P. buryana er beskrevet nedenfor, se P. wollastonii.

 

 

 

 

 

Den er udbredt fra det vestlige Nepal mod øst til Bhutan og det sydøstlige Tibet, voksende i græsklædte og grusede områder i højder mellem 4000 og 5200 m.

Artsnavnet er en forkortet form af latin concinnatus (‘harmonisk’).

 

 

 

 

 

Bladene, som danner en roset, har en vinget stilk, der normalt er kort, men undertiden op til 15 cm lang, bladplade aflang eller omvendt lancetformet, but, indtil 20 cm lang og 4 cm bred, til tider med hvid eller gul farina, margin tandet. Bladene forlænges under frugtsætningen og kan blive op til 30 cm. De blomstrende stængler af varierende højde, op til 15 cm, undertiden med farina på den øvre halvdel. Blomsterstanden er en kugleformet, kompakt, mangeblomstret skærm, med talrige kortstilkede højblade, op til 1 cm lange. Kronen indtil 2 cm i diameter, kronrør klokkeformet, op til 2 cm langt, krone blegblå, blålig-lyserød eller purpurfarvet med gult, sjældent hvidt øje, flige dybt kløvede, ovale, indtil 8 mm lange. Generelt er blomsterstandene kraftigere og tættere i større højder. Den blomstrer mellem april og juni.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med små tænder’, hvilket sigter til bladene.

P. glomerata (nedenfor) har også kugleformede skærme, men de er meget mere kompakte.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art vokser hovedsagelig på fugtige skrænter i skove i højder mellem 2700 og 4600 m, fra det centrale Nepal mod øst til det sydvestlige Kina.

Som dens latinske artsnavn antyder, minder bladene hos denne art om bladene hos visse arter af storkenæb (Geranium).

 

 

 

 

 

 

 

Bladene, som danner en roset, har en vinget, indtil 4 cm lang stilk, bladplade aflang, omvendt lancetformet eller spatelformet, inklusive stilk op til 15 cm lang og 3 cm bred, margin med skarpe, uregelmæssige tænder, spids but. Blomsterstilken er op til 30 cm lang, med farina eller kirtelhår foroven, skærmen danner et kugleformet hoved, indtil 5 cm i diameter, kronen himmelblå med mørkere svælg, op til 1 cm i tværmål, kronrør tragtformet, indtil 1,5 cm langt, flige udbredte, ovale, dybt kløvede.

Arten er udbredt i græsklædte områder i højder mellem 3000 og 5700 m, fra det vestlige Nepal mod øst til det sydøstlige Tibet.

Artsnavnet er latin og betyder ‘formet som en kugle’, afledt af glomero (‘at samle’).

 

 

 

 

 

Den vokser i skove og krat i højder mellem 2700 og 4100 m, fra det centrale Nepal mod øst til Bhutan og det sydøstlige Tibet.

Artsnavnet er afledt af latin gracilis (‘slank’) og pes (‘fod’). Det er uklart, hvad der hentydes til.

 

 

 

 

 

Den vokser i skove mellem 2500 og 3700 meters højde, fra det vestlige Nepal mod øst til Sikkim.

Artsnavnet et latin og betyder ‘uregelmæssig’, hvilket formentlig hentyder til kronens grovtakkede flige.

 

 

 

 

 

 

 

Arten er udbredt fra Kirgisien og Xinjiang mod syd gennem Tibet til det nordlige Pakistan, og derfra mod øst til Bhutan, voksende i græsland og langs vandløb i højder mellem 3300 og 5600 m. Den er meget almindelig i Khumbu-området i det østlige Nepal.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk makros (‘lang’ eller ‘stor’) og phyllon (‘blad’), således ‘med store blade’.

 

 

 

 

 

 

 

Bladene er langstilkede, hårede, med afrundet bladplade, op til 10 cm lang og bred, med 5-7 svage, stærkt tandede flige og hjerteformet basis. Blomsterstandens stilk er op til 23 cm lang, slank, skærmen med 3-12 nikkende blomster, bæger klokkeformet, op til 5,5 mm langt, med 5 trekantede flige, krone klokkeformet, rosen- eller purpurfarvet, indtil 1,5 cm lang og 2,5 cm bred, dybt kløvede til under midten i 5 aflange, helrandede flige, til tider med indhak i spidsen. Den blomstrer juni-aug.

Underarten er udbredt fra Kazakhstan og Mongoliet mod syd til det nordlige Pakistan, Himachal Pradesh og Uttarakhand i Himalaya, hvor den vokser i skove og på klippevægge i højder mellem 3000 og 4200 m. Arten i videste forstand er udbredt fra det nordlige Sibirien mod syd til Himalaya, det nordlige Kina, Korea og Japan, og den forekommer også i bjergområder i Mellemeuropa og på Balkan.

Det latinske artsnavn blev givet til ære for den italienske læge og naturhistoriker Pietro Andrea Gregorio Mattioli (1501-77), som var livlæge hos Kejser Maximilian d. 2. (1527-76). Han beskrev over hundrede nye plantearter, og i værket Discorsi gav han berømte kommentarer til De Materia Medica, skrevet af den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.). I 1561 publicerede han et værk om medicinske planter, Epistolarum Medicinalium Libri Quinque.

Det nu ugyldige slægtsnavn Cortusa blev givet af Mattioli til ære for Giacomo Antonio Cortusi (1513-1603), der præsenterede arten for ham, indsamlet nord for Vicenza. Fra 1590 var han direktør for den botaniske have i Padova,

 

 

 

 

 

Arten er udbredt i skove i det vestlige Himalaya, fra Himachal Pradesh mod øst til det centrale Nepal, i højder mellem 2100 og 4100 m. Den er almindelig i Annapurna-området i det centrale Nepal.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk nanos (‘dværg’), hvilket sigter til måden den vokser på. Det tidligere artsnavn blev givet til ære for den irske botaniker Michael Pakenham Edgeworth (1812-81), som tilbragte mange år i Indien og indsamlede et stort antal planter.

 

 

 

 

 

Arten er udbredt fra det centrale Nepal mod øst til Arunachal Pradesh og det sydøstlige Tibet, voksende i skove og krat i højder mellem 3000 og 4400 m. Den er ret iøjnefaldende på strækningen mellem Tharepati og Phedi, Langtang Nationalpark, centrale Nepal.

Artsnavnet er latin og betyder ‘hældende’. Det er uklart, hvad der hentydes til.

 

 

 

 

 

 

 

Den vokser på skyggefulde skråninger i skove, fra Uttarakhand mod øst til Sikkim, i højder mellem 2100 og 3800 m.

Artsnavnet er afledt af latin petiolus (‘lille fod’), således ‘med en lille fod’, hvilket formodentlig hentyder til, at blade og blomster er meget kortstilkede.

Arten minder meget om P. gracilipes (ovenfor), men er mindre, med en kompakt bladroset, og den har ikke farina.

 

 

 

 

 

Arten vokser i krat, enge og andre åbne områder, samt på klipper, i højder mellem 3600 og 5000 m, fra Uttarakhand i det nordlige Indien mod øst til Bhutan og det sydøstlige Tibet.

 

 

 

 

 

Denne plante vokser neden for klippevægge, eller undertiden store træer, i højder mellem 3500 og 5000 m, fra det vestlige Nepal mod øst til Sikkim og det sydøstlige Tibet.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med runde blade’.

 

 

 

 

 

 

 

Den er ret almindelig i skove mellem 2100 og 3700 meters højde, fra Kashmir mod øst til det vestlige Nepal.

Artsnavnet er latin og betyder egentlig ‘siddende’, men i botanisk sammenhæng ‘uden stilk’, hvilket i dette tilfælde hentyder til blomsterne.

 

 

 

 

 

 

 

Den vokser i våde enge og langs vandløb mellem 2900 og 4800 meters højde, fra det vestlige Nepal mod øst til det nordlige Myanmar og det sydvestlige Kina.

Artsnavnet er latin og betyder ‘findes i Sikkim’.

 

 

 

 

 

 

 

Denne art vokser i skove, samt på enge og andre åbne steder, i højder mellem 3500 og 4300 m, fra det vestlige Nepal mod øst til Bhutan og det sydøstlige Tibet. Den er almindelig i Ghunsa-dalen i det østlige Nepal.

Den hybridiserer gerne med den violette P. calderiana, hvilket kan resultere i gule, hvide, blå og violette blomster i én og samme blandede bestand.

Artsnavnet er afledt af latin struma (‘opsvulmet’). Det er uklart, hvad der hentydes til.

 

 

 

 

 

Denne art vokser i græsland og andre åbne steder i højder mellem 3500 og 4600 m, fra Himachal Pradesh mod øst til Sikkim.

Den blev navngivet til ære for John Stuart, 3. jarl af Bute (1713-92), som ofte støttede botanisk forskning.

 

 

 

 

 

Den er udbredt fra Uttarakhand mod øst gennem det sydlige Tibet og det nordlige Himalaya til Bhutan. Den vokser på fugtige enge og i moser i højder mellem 3000 og 5000 m.

 

 

 

 

 

Den har en ret begrænset udbredelse i det centrale og østlige Nepal samt det sydlige Tibet, voksende i enge og på stenede steder i højder mellem 3600 og 4900 m, mest i ret tørre indre dale.

Artsnavnet blev givet til ære for den engelske læge, naturhistoriker og opdagelsesrejsende Alexander Frederick Richmond Wollaston (1875-1930), som deltog i et antal ekspeditioner, til Ruwenzori-bjergene i Uganda 1905, til Ny Guinea 1910-11 og 1912-13, samt til Mt. Everest 1921.

På sidstnævnte ekspedition indsamlede han to kodriver-arter i området omkring Nyenyam (i dag kaldt for Nyalam) og Rongshar-dalen i det sydlige Tibet, P. buryana, opkaldt efter et andet medlem af ekspeditionen, den britiske soldat, opdagelsesrejsende og botaniker Charles Kenneth Howard-Bury (1881-1963), samt P. wollastonii.

I Howard-Bury’s bog Mount Everest: The reconnaissance, 1921, skriver Wollaston om opdagelsen af de to kodrivere: “Efter at have krydset over et pas øst for Nyenyam camperede vi på et plant område, som var tæt dækket af hvide kodrivere [senere navngivet P. buryana], som var 6-8 tommer [15-20 cm] høje. Om natten faldt der sne, en tomme eller to [2,5-5 cm], og så hvide var disse blomster, at det var vanskeligt at se dem mod sneen. Nær toppen af passet, i den samme højde, 15,000 fod [ca. 4700 m], fandt vi en anden kodriver [senere navngivet P. wollastonii] med 3-6 klokker på hver stængel, på størrelse med et lille fingerbøl, mørkeblå med frostagtigt sølvskær indvendigt.”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Anemone-blomster har ingen bægerblade – eller måske er det bægerbladene, som er farvede, og kronbladene mangler. Her kalder jeg dem for kronblade. Frugten består af en klynge bittesmå nødder, som hos mange arter er skjult i et uldent hårlag.

Navnet anemone forbindes ofte med det græske ord anemos (’vind’), men forbindelsen er vanskelig at se, og som det fremgår nedenfor, er det sandsynligvis en forkert antagelse.

I bogen History of Syria including Lebanon and Palestine (1951) angiver Philip K. Hitti, at det arabiske navn på fransk anemone (Anemone coronaria) er shaqa’iq an-Nu’man, hvilket kan oversættes som ’Nu’mans sår’ eller ’Nu’mans stykker’. Nu’man hentyder sandsynligvis til den sumeriske gud for føde og planter, Tammuz, hvis fønikiske navn var Nea’man. Det antages almindeligvis, at det arabiske an-Nu’man blev til anemos på græsk, samt at Tammuz blev adopteret af grækerne som Adonis, der døde af sine sår, mens han jagede vildsvin, og derpå blev omskabt til en blodrød blomst, farvet af hans blod. I Nærøsten er fransk anemone oftest af den blodrøde farvevariant.

Fornylig har Kew Gardens overført mange af arterne til slægterne Eriocapitella, Anemonoides og Anemonastrum, baseret på små forskelle. Dette er lidt af et mysterium for mig, og indtil videre beholder jeg den gamle systematik.

Et antal anemone-arter fra andre egne af verden er beskrevet på siden Planteliv: Anemoner og kobjælder.

 

De talrige blade er grundblade, blødhårede, afrundede i omrids, bladplade indtil 8 cm i diameter, 3-fliget, med butte tænder. Blomsterstilken er op til 15 cm lang, blomster talrige, indtil 5 cm i tværmål, men normalt mindre, siddende i udbredte skærme, støtteblade stilkløse, meget variable i formen, 3-fligede eller udelte, indtil 3 cm i tværmål, kronblade 5-8, elliptiske eller ovale, blødhårede på undersiden, farve variabel, blå, hvid og gul, planter med gule blomster dog kun udbredt i Kashmir og det nordlige Pakistan. Arten har en lang blomstringstid, fra maj til september.

I Nepal anvendes saft af dens rod mod øjenbetændelse.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med afrundede flige’, hvilket sigter til bladene.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Grundblade 3-7, sparsomt hårede, læderagtige, bladplade hjerte- eller nyreformet, op til 20 cm i diameter, med 5 snitdelte, tandede flige, bladstilk op til 40 cm lang. Blomsterstilken er op til 75 cm høj, håret, støtteblade 2-5, siddende, bladplade med 3 smalle, tandede, dunhårede flige, blomster op til 3 cm i diameter, 7-15 i en endestillet skærm, kronblade 4-7, hvide, ovale eller aflange. Blomstring finder sted juni-aug.

Artsnavnet er oldgræsk og betyder ‘med fire bægerblade’ (her kaldt for kronblade) – lidt underligt, da arten kan have op til 7. Formentlig havde type-eksemplaret 4 bægerblade.

 

 

 

 

 

Disse planter er karakteriseret ved blomstens mærkelige form, hvor hvert af de 5 kronblade har en spore, der peger bagud. Disse sporer er krumme hos nogle arter. De smallere og mindre bægerblade er normalt af samme farve som kronbladene og sidder skiftevis imellem dem. Bladene er trekoblede med butte småblade, de øvre stængelblade små, dækblads-agtige.

Slægtsnavnet blev først benyttet af den schweiziske botaniker Gaspard Bauhin (se slægten Cirsium ovenfor), da han beskrev alpe-akeleje (A. alpina, præsenteret på siden Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne). Navnet er afledt af latin aqua (‘vand’) og legere (‘at samle’), altså ‘vandbeholder’, hvilket sigter til blomstens form.

En anden tydning går på, at navnet kommer af latin aquila (‘ørn’), hvor sporerne sammenlignes med ørnekløer.

Det danske navn er en forvanskning af slægtsnavnet. På engelsk kaldes disse planter for columbine, af latin columba (‘due’), hvilket sigter til blomstens påståede lighed med 5 duer, der klumper sig sammen.

 

Arten er udbredt fra Pakistan mod øst til Uttarakhand, voksende i skove, krat og græsklædte områder i højder mellem 2400 og 3600 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘duftende’.

 

 

 

 

 

Denne art er udbredt fra Afghanistan mod øst til det sydvestlige Tibet og det vestlige Nepal. Den vokser i krat, ofte langs vandløb, i højder mellem 2700 og 4200 m. Den er almindelig i Ladakh.

Artsnavnet blev givet til ære for den britiske veterinærkirurg og botaniker William Moorcroft (1765-1825), der udforskede adskillige områder i Himalaya og Centralasien. Han var den første europæer, som foretog botaniske indsamlinger i det vestlige Tibet og Kashmir.

 

 

 

 

 

Den er ret almindelig i skove, krat og græsland i højder mellem 2400 og 3300 m, fra Pakistan mod øst til det vestlige Nepal.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med dunhårede blomster’.

 

 

 

 

 

Stænglen er forveddet hos de fleste arter. Bladene er snitdelte eller trekoblede, og frugten er kugleformet med talrige små nødder, ofte med lange silkehår på de vedvarende grifler. Disse planter har meget følsomme bladstilke, som ved berøring med en plante eller andet begynder at sno sig omkring objektet.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk klema (‘klatreplante’).

 

Denne plante er udbredt i højder mellem 1700 og 4800 m, fra Xinjiang mod syd gennem Tibet til Pakistan Ladakh, og derfra mod øst til Nepal. Den vokser ofte på buske langs stier eller er draperet hen over stengærder omkring marker. Den er yderst almindelig i Ladakh.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Disse planter har karakteristiske uregelmæssige blomster med 5 farvede bægerblade, hvoraf det øverste har en stor, bagudrettet spore, samt fire indre kronblade, hvoraf de to øverste har nektar-producerende sporer, der er indesluttet i den større spore.

På trods af, at disse planter er meget giftige, var de tidligere meget anvendte i folkemedicinen som bedøvelsesmiddel, til behandling af diverse lidelser, bl.a. vand i kroppen, nedsat appetit og søvnløshed, samt til at slå indvoldsorm ihjel. Nogle medlemmer var førhen placeret i slægten Consolida. Dette navn stammer fra anvendelsen af disse planter i Middelalderen til at konsolidere (dvs. koagulere) blod. De er dødelige, hvis de ædes af husdyr.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk delphinion (‘delfin’). I værket De Materia Medica skriver den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.), at disse planter har navn efter deres blomster, der i form minder om delfiner. Det danske navn hentyder til den lange spore.

 

Den vokser i stenede områder i højder mellem 3500 og 5500 m, fra Afghanistan mod øst gennem Pakistan, Ladakh, Himachal Pradesh og det sydlige Tibet til det østlige Nepal. Den er ret almindelig i Ladakh og Lahaul.

I Ladakh anvendes saft af planten mod kolik, blomster og blade mod feber, galdelidelser, madforgiftning, hudproblemer, samt til at uddrive indvoldsorm. I Nepal benyttes saft af planten til at dræbe flåter på husdyr.

Artsnavnet hædrer formentlig den skotske botaniker Robert Brown (se Leontopodium ovenfor).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er ret almindelig i lyse skove og græsklædte områder mellem 1500 og 2700 meters højde, fra Pakistan mod øst til det centrale Nepal.

I Nepal anvendes en pasta af roden mod tandpine.

Artsnavnet er latin og betyder ‘nøgen’, hvilket formentlig sigter til den i reglen glatte stængel.

 

 

 

 

 

Den vokser på åbne, ofte grusede skrænter i højder mellem 3300 og 6000 m, fra det centrale Nepal og det sydlige Tibet mod øst til Bhutan.

Artsnavnet er afledt af latin glacies (‘is’), hvilket hentyder til, at arten vokser i meget store højder.

 

 

 

 

 

Den vokser i græsklædte områder, fra Uttarakhand mod øst gennem det sydlige Tibet til Yunnan-provinsen, og derfra mod nord til Gansu og Qinghai. I Himalaya træffes den i højder mellem 3000 og 4300 m.

I Nepal anvendes et afkog af planten mod skab.

Artsnavnet hentyder til distriktet Kumaon, beliggende i det nuværende Uttarakhand, som tifligere var et kongedømme under navnet Kemaon eller Kamaon. Type-eksemplaret blev formentlig indsamlet dér.

 

 

 

 

 

Bladene hos disse planter er store og dobbelt eller tredobbelt snitdelte, og blomsterne sidder i mangegrenede klynger. Støvdragerne er meget iøjnefaldende og ofte stærkt farvede. De har overtaget rollen som blikfang i stedet for kronbladene, som ofte er små eller manglende. Dog har 3 arter i Himalaya iøjnefaldende kronblade, T. chelidonii, T. reniforme, og T. virgatum. De er beskrevet på hjemmesidens engelske del, se Himalayan flora 3.

Slægtsnavnet er en latiniseret form af det gamle græske navn på disse planter, thaliktron.

 

En almindelig plante i skove og krat og på åbne skråninger i højder mellem 1300 og 3400 m, udbredt fra Pakistan mod øst til Myanmar og det sydøstlige Tibet.

Medicinsk er denne art blevet anvendt som et styrkende, vanddrivende og afførende middel, samt til behandling af feber og mavebesvær.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med mange blade’.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk dasys (‘håret’) og phoros (‘bærer’), hvilket sigter til det hårede falske bæger.

 

Den findes kun i Centralasien, fra Pamir-bjergene mod syd gennem Tibet til det nordlige Pakistan, Ladakh, samt de nordligste egne af Nepal og Bhutan. Den vokser på stenede steder i højder mellem 3500 og 5000 m. den er almindelig i Pakistan og Ladakh.

Planter, der tidligere var kendt som D. fruticosa var. pumila, eller Potentilla fruticosa var. pumila, betragtes nu som tilhørende denne art.

Artsnavnet er sammensat af slægtsnavnet Dryas (fjeldsimmer eller rypelyng), samt oldgræsk anthos (‘blomst’) og oides (‘minder om’), således ‘minder om Dryas-blomster’. Denne slægt, ligeledes i Rosaceae, er præsenteret på siden Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne.

 

 

 

 

 

Arten er vidt udbredt i Centralasien, fra Kazakhstan og Kirgisien mod syd til det nordlige Pakistan, Ladakh og Himachal Pradesh, samt mod øst gennem Xinjiang og Qinghai til Indre Mongoliet. Den vokser på tørre og stenede steder i højder mellem 3200 og 4200 m.

Slægtsnavnet er afledt af latin farina (‘mel’), samt oldgræsk samt opsis (‘fremtoning’), hvilket i botanisk sammenhæng betyder ‘ser ud til at være dækket af et melagtigt pulver’.

Artsnavnet refererer sandsynligvis til en russisk oberst, P. Salesov, som foretog opmålinger af veje i det russisk occuperede Turkestan i 1860’erne. Jeg har ikke været i stand til at finde andre oplysninger om ham.

 

 

 

 

 

De fleste arter har gule blomster, mens andre har røde, orange eller hvide. Et billede, som gengiver en pragtfuld orange art, kan ses på siden Rejse-episoder – Chile 2011: Den hvide skov.

Ved modenhed har frugterne af nogle arter en krog i spidsen, hvilket er en tilpasning til frøspredning. Hos andre arter vokser en dusk af silkehår ud fra griflerne, hvilket har givet anledning til et tysk folkenavn på disse planter, Petersbart (‘Peters skæg’), hvilket sandsynligvis sigter til Sankt Peter.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på disse planter. Det danske navn hentyder til, at rodstænglen dufter af nelliker, når den brækkes.

 

Den er meget almindelig i alpine enge i højder mellem 2700 og 4400 m, udbredt fra Pakistan mod øst til Sikkim og den sydligste del af Tibet.

I Nepal smøres en pasta af bladene på sår.

Artsnavnet er latin og betyder ‘høj’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Der er sædvanligvis 5 kronblade og bægerblade, hvor bægerbladene veksler med 5 falske bægerblade. Langt størsteparten af arterne har gule blomster, men hos nogle er de dog orange, røde, lyserøde eller hvide. Frugterne er små, hårde nødder, der sidder tæt sammen i et hoved.

Navnet er afledt af latin potens (‘stærk’, ‘kraftig’) og illa, en endelse, der udtrykker noget småt. Det hentyder til de påståede styrkende og snerpende egenskaber hos disse planter.

 

Arten er udbredt fra Afghanistan mod øst til Sikkim og det sydøstlige Tibet, voksende i krat og enge samt på åbne skråninger i højder mellem 2300 og 4600 m.

I Nepal anvendes en pasta af roden mod tandpine.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk argyros (‘sølv’) og phyllon (‘blad’), hvilket hentyder til de silkehårede blade.

Planter med blodrøde blomster blev tidligere regnet for en selvstændig art under navnet P. atrosanguinea.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne plante vokser i skove samt på alpine græsgange og skråninger i højder mellem 3000 og 4800 m, fra det vestlige Nepal mod øst til Myanmar og det sydvestlige Kina.

I Nepal anvendes en pasta af roden mod voldsom menstruation. Unge blade koges, og vandet derfra benyttes til bade i tilfælde af feber.

Artsnavnet er latin og betyder bogstaveligt talt ‘noget der har med foden at gøre’, men i botanisk sammenhæng er det et udtryk for en blomsterstilk.

 

 

 

 

 

 

 

Disse planter er vidt udbredt i tempererede og subtropiske områder på den nordlige halvkugle, med nogle få arter i tropiske områder i Østafrika og de sydlige dele af Asien. Der findes 4 vilde arter i Himalaya, mens andre dyrkes som prydplanter.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på roser, afledt af oldgræsk rhodon (‘rose’), sandsynligvis af persisk oprindelse.

 

En rank busk, op til 2 m høj, stængel stiv, normalt tornløs, undertiden med stive hår. Under bladene er der i reglen torne, som sidder parvis, op til 1,2 cm lange med bred basis. Bladstilken er dunhåret, undertiden med små torne, blade snitdelte, indtil 8 cm lange inklusive stilk, med 5-11 elliptiske eller ovale, butte eller spidse småblade, op til 2,5 cm lange og 8 mm brede, tandede nær spidsen. Akselbladene er øreformede, dunhårede eller glatte, margin kirtelhåret. Blomsterstilk glat, blomster enlige i bladhjørnerne, hvide eller cremefarvede, op til 6 cm i diameter, bægerblade 4, elliptiske, langt tilspidsede, helrandede, kronblade 4, ovale eller omvendt hjerteformede. Hybenet er kugle- eller pæreformet, mørkerødt, orange-rødt eller undertiden mørkt purpurfarvet, op til 1,5 cm i tværmål, glat, bægerblade vedvarende, oprette. Blomstring forekommer maj-aug., mens frugterne modnes juli-sep.

Arten dyrkes ofte i hække eller som prydplante. Frugten er spiselig, og husdyr græsser ofte på bladene. I Nepal anvendes en pasta af kronbladene mod hovedpine og leverproblemer.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk serikos (‘silkeagtig’). Det er uklart, hvad der hentydes til.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne smukke art vokser i mere tørre områder end Rosa sericea. Den er udbredt fra Kazakhstan og Kirgisien mod øst til Mongoliet, mod syd gennem Tibet til Pakistan, Ladakh, det nordlige Himachal Pradesh og det vestlige Nepal, voksende i højder mellem 1500 og 4500 m. Den er meget almindelig i Ladakh.

Hybenet er spiseligt.

Artsnavnet hædrer den engelske botaniker Philip Barker Webb (1793-1854), der indsamlede planter i Italien, Spanien, Portugal, Marokko og Brasilien, samt på de Kanariske Øer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Frugten er meget karakteristisk, idet den består af opsvulmede, saftige blærer, der sidder tæt sammen omkring den kegleformede blomsterbund, med små, hårde stenfrugter mellem blærerne.

 

Arten er udbredt fra Pakistan mod øst til Kina, og derfra mod syd til det sydlige Indokina og Filippinerne. Den er meget almindelig i åbne, let eroderede områder i den subtropiske og nedre tempererede zone af Himalaya, i højder mellem 600 og 2600 m.

Den plantes mange steder for at modvirke jorderosion. Geder og får æder gerne bladene. De lækre frugter smager sødt og let syrligt på én gang, og der fremstilles også marmelade af dem. I den traditionelle folkemedicin benyttes arten mod forskellige lidelser, deriblandt feber, diarré, tarmluft, hoste, kolik og dysenteri. En pasta af roden smøres på sår.

Artsnavnet hentyder til bladformen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er ret almindelig i krat og langs stier i højder mellem 1500 og 2800 m, udbredt fra det østlige Afghanistan mod øst til det centrale Nepal.

Bærrene er spiselige, med en let syrlig smag, og der fremstilles også marmelade af dem.

Artsnavnet hædrer den tyske læge og botaniker Werner Friedrich Hoffmeister (1819-45), som ledsagede sin ven, Prins Friedrich Wilhelm Waldemar af Preussen (1817-49), som personlig læge på en ekspedition til Indien 1845-46. Han blev dræbt i Punjab under en konfrontation med sikher. Hoffmeister indsamlede talrige planter på ekspeditionen, hvoraf mange var nye for videnskaben. Hans materiale blev publiceret i 1853 under titlen Die Botanischen Ergebnisse der Reise seiner königl. Hoheit des Prinzen Waldemar von Preussen in den Jahren 1845 und 1846.

 

 

 

 

 

Den vokser i lyse skove, krat og langs stier i højder mellem 2100 and 3200 m, fra Uttarakhand mod øst til Sikkim. Den er meget almindelig i Nepal.

Bærrene er let syrlige, men meget velsmagende.

I både vækstform og udseende minder den en hel del om den cirkumpolare multebær (R. chamaemorus), men dens bær er stærkt røde, ikke gullige som hos multebær.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er sammensat af slægtsnavnet Sibbaldia (Rosaceae), samt oldgræsk anthos (‘blomst’), således ‘med blomster som Sibbaldia‘. Det er muligt, at disse planter minder om nogle arter i slægten Sibbaldia, men det gælder ihvertfald ikke for Sibbaldia cuneata, som er beskrevet på hjemmesidens engelske del, Himalayan flora 3.

 

Den har adskillige blomstrende stængler, krybende eller opstigende, indtil 20 cm lange/høje, blade snitdelte, inklusive stilk op til 8 cm lange, blågrønne, småblade 3-8 par, elliptiske eller ovale, op til 1,5 cm lange og 8 mm brede, butte, spidse eller undertiden med to tænder. Blomster enlige eller få sammen, op til 1,5 cm i diameter, kortstilkede, kronblade gule, afrundede, bægerblade og falske bægerblade elliptiske eller ovale, spidse. Blomstring finder sted maj-sep.

Artsnavnet er latin og betyder ‘tveforket’, hvilket formentlig hentyder til småbladene, der ofte har to tænder i spidsen.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin ruber (‘rød’), hvilket refererer til et rødt farvestof, som udvindes af roden af Rubia tinctorum.

 

Arten er udbredt fra Himachal Pradesh mod øst til det vestlige Kina. I Himalaya træffes den i højder mellem 1200 og 2700 m.

Roden anvendes i Nepal som et styrkende og sammensnerpende middel. En pasta af stænglen smøres på skorpionsstik. Et rødt farvestof, manjith, kan udvindes af roden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De brede, oftest hjerteformede blade har en lang, slank stilk, som er fladtrykt, hvorved bladet rasler i vinden. Blomsterstandene sidder i hængende rakler, med talrige små blomster siddende tæt sammen omkring en lodret akse, hver enkelt blomst omgivet af papiragtige støtteblade. Blomsterne er vindbestøvet, og de dunede frø spredes med vinden.

Adskillige arter får knaldgult efterårsløv. Nogle eksempler er vist på siden Hyldest til farven gul.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for popler. Navnet asp er protogermansk og betyder ‘at ryste’, hvilket sigter til de bævrende blade hos bævreasp (P. tremula).

 

Denne art vokser i skove, langs floder og i åbne områder mellem 1500 og 3600 meters højde, fra Pakistan mod øst gennem den nordlige del af Himalaya og det sydlige Tibet til det nordlige Myanmar og Yunnan-provinsen.

Den er almindeligt dyrket i tibetanske områder, hvor veddet anvendes som tømmer, grenene til at bygge tage, og løvet indsamles til foder. I Nepal smøres en pasta af barken på hævede muskler.

Artsnavnet er latin og betyder ‘håret’. Det kan hentyde til bladstilken, undersiden af bladene, støttebladene eller frøene.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Disse planter, der omfatter omkring 130 arter af løvfældende træer eller store buske, er vidt udbredt på den nordlige halvkugle, med flest arter i Asien, mens andre forekommer i Europa og Nordafrika, samt Nord- og Mellemamerika. Kun en enkelt art findes på den sydlige halvkugle. I Himalaya er konstateret omkring 14 arter.

Bladene er hånddelte hos de fleste arter, og løvet antager ofte strålende røde eller gule farver om efteråret. Et antal billeder af dette løv kan ses på siden Efterår.

Frugten består af 2 forbundne, enkelt-frøede dele, hver med en lang vinge. Ved modenhed virker disse vinger som en propel, og vinden transporterer ofte frugten en betragtelig afstand fra træet. En beskrivelse af effektiviteten ved denne form for spredning findes på siden Naturreservatet Vorsø: Vildnis i vækst.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for lønnetræer. Det danske navn er afledt af det oldnordiske navn på disse træer, hlynr.

 

Denne art er vidt udbredt, fra Tyrkiet og Kaukasus gennem Mellemøsten og den sydlige del af Centralasien til det vestlige Kina. En isoleret population i Syditalien stmmer måske fra indførte træer. I Himalaya vokser den mellem 1500 og 3000 meters højde.

Veddet anvendes til fremstilling af forskellige emner, bl.a. landbrugsredskaber, pæle, sengeben og kopper.

Artsnavnet refererer til Kappadokien i det centrale Tyrkiet. Type-eksemplaret blev formentlig indsamlet dér.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet blev givet til ære for den tyske læge og botaniker Karl August von Bergen (1704-59), hvis bedst kendte værk er Flora Francofurtana, der omhandler floraen i omegnen af Frankfurt an der Oder, offentliggjort i 1750. Han skrev også et essay om næsehorn.

 

Rodstængel meget tyk, krybende. Bladene er alle kortstilkede grundblade, ovale eller afrundede, basis hjerteformet, under blomstring op til 15 cm i diameter, men under frugtsætning op til 30 cm, margin helrandet med stive hår. Den bladløse blomsterstængel er opret, indtil 35 cm høj, med en tæt, ensidig, ofte hængende klase, blomster op til 2,5 cm lange, bæger glat med butte flige, kronblade hvide, lyserøde eller purpurfarvede, indtil 1 cm lange og 4 mm brede. Blomstring finder sted marts-juli. Bladene bliver røde om efteråret.

Denne art betragtes generelt som et betændelses- og sukkersygedæmpende middel, og den er muligvis også et effektivt middel mod kræft. I Nepal anvendes saft fra planten mod urinvejsproblemer. Et ekstrakt af rodstænglen benyttes mod feber, hoste, forkølelse, astma, hæmorrider, urinvejsproblemer, diarré samt rygsmerter, og det smøres også på bylder. Saft af bladene dryppes i ørerne mod ørepine. Folk af Gurung-stammen drikker et afkog af rodstænglen mod urinsyregigt samt for at fremme fordøjelsen. Der fremstilles pickles af blomsterne.

Artsnavnet er latin og betyder ‘håret’, hvilket sigter til bladranden.

 

 

 

 

 

 

 

Direkte oversat betyder slægtsnavnet ‘sten-bryder’, af latin saxum (‘sten’) og frangere (‘bryde’ eller ’brække’). Man kunne forledes til at tro, at navnet hentyder til mange af arternes voksested i klippesprækker, men det sigter snarere til en ældre medicinsk brug af nogle stenbræk-arter mod nyresten og lignende.

Mange arter af slægten er beskrevet på siden Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne.

 

Den vokser i græsklædte og stenede områder i højder mellem 3400 og 5500 m, fra det vestlige Nepal mod øst til Bhutan og det sydøstlige Tibet.

Artsnavnet blev givet til minde om den skotske botaniker Thomas Anderson (1832-70), som var direktør for den botaniske have i Calcutta (i dag Kolkata).

 

 

 

 

 

Den er udbredt fra Kashmir mod øst til det sydvestlige Kina, voksende på mosklædte klipper og fugtige skråninger i højder mellem 2400 og 5600 m.

Artsnavnet hædrer formentlig den skotske botaniker Robert Brown (se Leontopodium ovenfor).

 

 

 

 

 

 

 

Den vokser i stenede enge og blandt klippeblokke i højder mellem 3600 og 5000 m, fra Kazakhstan mod syd til Pakistan og Himachal Pradesh, og derfra mod øst gennem Tibet og det nordlige Nepal til det sydvestlige Kina.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk stenos (‘smal’) og phyllon (‘blad’), således ‘med smalle blade’.

 

 

 

 

 

Den vokser i skove og krat samt på mosklædte klipper i højder mellem 1800 og 4300 m, almindeligst i lavere højder. Dens udbredelse strækker sig fra Uttarakhand mod øst til det nordlige Myanmar og det sydvestlige Kina. Den er ganske almindelig i lavere højder i Nepal.

Artsnavnet er latin og betyder ‘slank’ eller ‘tynd’ – et passende navn!

 

 

 

 

 

Tidligere var familien meget større, med omkring 275 slægter og over 5000 arter. Efter genetiske studier er de fleste arter blevet overført til andre familier, specielt vejbredfamilien (Plantaginaceae) og gyvelkvælerfamilien (Orobanchaceae).

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin scrofulae, dvs. struma (forstørret skjoldbruskkirtel), hvilket giver hævet hals. Disse planter har knolde på rødderne, der minder om struma. Derfor, ifølge Signaturlæren, havde den Almægtige Gud placeret disse knolde for at fortælle menneskene, at de kunne anvendes mod struma. Andre hævder, at det var disse planters strube-lignende blomster, som fik tilhængere af Signaturlæren til at anvende dem mod struma.

Ordet scrofulae er latin, diminutiv af scrofa (‘en drægtig so’), hvilket stammer fra en gammel overtro, at svin ofte led af denne sygdom. En anden, temmelig fantasifuld forklaring gik ud på, at kirtelhævningerne mindede om smågrise.

 

De tykke blade er hjerteformede eller ovale, indtil 8 cm i tværmål, rynkede af dybt nedsænkede nerver, margin uregelmæssigt tandet. Blomsterstanden er under 5 cm høj, bægeret med 4 linje- eller lancetformede flige, krone stærkt gul, kronrør indtil 2,5 cm langt med 5 afrundede, udbredte, bølgede flige, margin med fine tænder. Blomstring forekommer juni-aug.

Den vokser i alpine græsområder og på tørre skråninger i højder mellem 3000 og 5500 m, fra Qinghai og Tibet mod syd til de nordligste egne af Nepal, Sikkim og Bhutan.

Artsnavnet hædrer den skotske læge og botaniker George Watt (1851-1930), der arbejdede i Indien med økonomisk botanik som speciale. Han publicerede adskillige bind med titlen The Dictionary of Economic Products of India.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk hys (‘svin’) og kyamos (’bønne’), altså ’svinebønne’. Det fortaltes, at svin uden risiko kunne æde disse planter. Det danske navn er rimeligvis afledt af det gamle ord bolma (’svimle’ eller ’hvirvle’), en hentydning til arternes giftighed, i lighed med galurt, galbær og hønsebane. (Bane er et gammelt ord for ’død’).

 

Den er hjemmehørende i Middelhavsområdet, Mellemøsten, Centralasien og Kina, men er blevet naturaliseret i næsten hele Europa, samt i Nord- og Sydamerika og Australien. I Himalaya vokser den i åbne områder og på brakmarker mellem 2000 og 3600 meters højde.

Alle dele af planten er meget giftige, idet de indeholder alkaloiderne hyoscyamin og scopolamin. Et gammelt dansk ordsprog fra 1682 siger: ”Bolskab [utugt] er som bulmefrø, jo mere man æder deraf, desto galere bli’r man.”

Førhen havde arten stor anvendelse i folkemedicinen til fremstilling af såvel smertestillende midler som trylle- og elskovsdrikke. Af roden fremstillede man halskæder, der blev båret af børnene som talismaner for at forhindre epilepsi samt for at lette smerter ved tandfrembrud. Fra gammel tid brugtes det i Danmark at indånde dampe fra opvarmede bulmeurt-frø som middel mod tandpine, kaldt ’orm i tænderne’. Dampene har givetvis lindret smerterne, men virkningen har nok i lige så høj grad været af psykologisk art, for efter kuren kunde patienten selv se de dræbte ’orme’ ligge mellem bulmeurt-frøene i den skål, hvori de havde været opvarmet. Forklaringen er, at opvarmningen sprængte frøenes skal, og den hvide krumme kim kom til syne – ikke ulig en maddike.

I den græske mytologi blev de døde i Hades kronet med bulmeurt, mens de uden håb vandrede langs bredden af floden Styx.

Mere om denne art findes på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk physa (‘boble’) og chlaina, en kappe, som blev båret af kvinder i Oldtidens Grækenland. Navnet hentyder til det opsvulmede bæger, som omgiver kapslen.

 

Denne plante vokser i stenede områder i det sydvestlige Tibet, Pakistan og Ladakh, i højder mellem 2400 og 4600 m. Den er almindelig i Ladakh og Lahaul.

I Ladakh anvendes frøene til at uddrive indvoldsorm, og bladene benyttes mod mavesår og øjensygdomme. Planten er en glimrende kilde til atropin.

Artsnavnet er latin og betyder ‘meget høj’.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk skiazein (‘at overskygge’) samt endelsen ma, hvilket sigter til disse træers tætte bladhang.

 

Arten vokser op til højder omkring 2100 m, fra det centrale Nepal og det sydlige Tibet mod øst til det sydvestlige Kina og derfra mod syd gennem Indokina og Filippinerne til Indonesien. Den er meget almindelig i Nepal.

Den er almindelig dyrket, og i Nepal anvendes veddet til husbyggeri, redskaber og brænde. Der fremstilles alkohol af blomsterne. Saft af planten benyttes mod mavebesvær, mavesår og gonorré, rod og unge blade mod feber. En pasta af barken smøres på sør og skorpionsstik, og husdyr fodres med den for at fordrive leverikter og indvoldsorm. Den giftige bark kan anvendes til fiskeri. Den sønderdeles og strøes i vandet, hvorefter de bedøvede fisk flyder op til overfladen.

Artsnavnet blev givet til ære for den danske læge og botaniker Nathaniel Wallich (1786-1854), som studerede flora i Indien og Himalaya i begyndelsen af 1800-tallet (se Strobilanthes atropurpurea ovenfor).

På nepalesisk kaldes arten for chilaune (’at klø’), hvilket skyldes, at ældre individer har hår under barken, som irriterer huden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De tæt sammentrængte, oprette, bladrige stængler, der bliver op til 30 cm høje, er grønlige eller svagt purpurfarvede, glatte med forveddet basis. De talrige blade er spredte, overlappende, elliptiske eller lancetformede, pergamentagtige, op til 2,8 cm lange og 1 cm brede, glatte, helrandede, spidse, basis afrundet eller kileformet, sidenerver 4-6 par. Blomsterstandene er endestillede, mangeblomstrede, mere eller mindre kugleformede klynger, omgivende af et stængelblad-lignende støtteblad, blomster duftende, knopper og det slanke, cylinderformede, op til 1,5 cm lange kronrør er purpurrøde, med tydelige ribber og 5 udbredte flige, ovale eller aflange, op til 4 mm lange, hvide eller gullige, i reglen med røde nerver. Arten blomstrer mellem april og juli. Stenfrugten er konisk, tør, op til 5 mm lang og 2 mm bred, dunhåret foroven, indesluttet i det vedvarende bæger.

I Nepal anvendes et afkog af roden mod astma, smertefulde led og hudproblemer, samt til at uddrive slim og indvoldsorm. Et afkog af barken smøres på forstuvninger. Af rodfibrene fremstilles papir og reb. I den traditionelle kinesiske medicin anvendes roden til behandling af svulster, til at slå indvoldsparasitter ihjel, samt til at fjerne ophobet slim og vand i kroppen.

Slægtsnavnet blev givet til ære for den tyske naturhistoriker og opdagelsesrejsende Georg Wilhelm Steller (1709-46), født Stöhler, som deltog i den russiske Store Nordlige Ekspedition (1733-43), også kaldt 2. Kamchatka-ekspedition, som blev ledet af den danske opdagelsesrejsende Vitus Jonassen Bering (1681-1741). Steller betragtes som en af pionererne i udforskningen af Alaskas natur.

Artsnavnet kommer af oldgræsk chamai (‘nær jorden’) og jasme (‘jasmin’), hvilket sigter til denne arts lave vækstform og jasmin-lignende blomster.

 

 

 

 

 

Tidligere udgjorde slægterne Sambucus og Viburnum familien Sambucaceae, hvorpå de blev flyttet til gedebladfamilien (Caprifoliaceae) og senere til desmerurtfamilien (Adoxaceae), der i dag kaldes for Viburnaceae. De tidligere anerkendte slægter Sinadoxa og Tetradoxa er blevet overført til Adoxa.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk sambuca, der er navnet på et ældgammelt instrument af asiatisk oprindelse. Den bløde marv blev fjernet fra hyldegrene til fremstilling af blæseinstrumenter. I Europa lavede drenge såkaldte hyldebøsser af de mest lige af grenene ved at bore marven ud. Dernæst skar man en gren af hårdere materiale, der passede præcist ind i den hule hyldegren. Et projektil, fx en prop af hyldemarv, blev presset ind i røret fortil, og en anden prop bagtil. Når man hurtigt jog den hårdere gren ind mod den bageste prop, blev denne presset fremad, og på grund af lufttrykket blev den forreste prop skudt ud med et knald.

I Myter, bd. 9, Møllen, fra 1944, skriver Johannes V. Jensen (1873-1950): ”Med Hyldebøsser gjorde vi os frygtet, vi skar dem saa store og lange, at Ladestokken lod sig stemme mod Skulderen som en Kolbe, saa at de kunne affyres med Sigte som et Gevær.”

Anvendelsen af hyld i folkemedicinen er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

Denne art er udbredt fra det vestlige Nepal mod øst til det sydvestlige Kina. I Himalaya vokser den i højder mellem 1500 og 3700 m.

I botanisk sammenhæng hentyder begrebet adnata til en enhed, som er vokset sammen med en anden, forskelligartet enhed. Hvad det sigter til hos denne art er uklart.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Der findes 8 arter i tempererede områder af Himalaya, hvoraf adskillige fremviser store klynger af stærkt røde bær om efteråret. Bærrene af de fleste arter er spiselige.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på pibe-kvalkved (V. lantana), som er beskrevet på siden Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne.

 

Arten er udbredt fra Afghanistan mod øst til Bhutan, voksende i skove og krat i højder mellem 1800 og 3600 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med blade som Cotinus‘, dvs. parykbusk (Cotinus coggygria). Denne art er beskrevet på siden Planteliv: Flora i Tyrkiet.

 

 

 

 

 

 

 

Den vokser i lyse skove og krat, fra Uttarakhand mod øst til det vestlige Kina, i højder mellem 1500 og 3000 m. I Nepal anvendes saft af roden mod hoste.

Artsnavnet er latin og betyder ‘rødmende’, hvilket formodentlig hentyder til bærrene, der i begyndelsen er røde.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er ret almindelig i tempererede skove i det vestlige Himalaya, udbredt fra Pakistan mod øst til Bhutan og det sydøstlige Tibet, i højder mellem 2700 og 4300 m. Individer i den vestlige del af Himalaya blev førhen betragtet som en selvstændig art, V. foetida, men anses nu for at være en form af V. grandiflorum.

Artsnavnet er latin og betyder ‘storblomstret’.

Et billede af en blomsterstand dækket af is vises på siden Natur: Sne og is.

 

 

 

 

 

 

 

Unge grene er dækket af gråbrune korte hår, blade modsatte, ovale, langt tilspidsede, indtil 15 cm lange og 6 cm brede, undersiden dækket af stjerneformede hår, nerver iøjnefaldende, nedsænkede, margin med få svage tænder. Blomsterstandene, der kommer frem før bladene, er skærmlignende endestillede halvkugleformede klynger, indtil 10 cm i tværmål, krone hvid, indtil 4 mm i diameter, kronrør op til 1,5 mm langt, med udbredte flige. Den ellipseformede spiselige frugt er skarlagenrød, skinnende, op til 8 mm lang. Blomsterne er fremme juni-aug., frugtmodning sep.-okt.

I Nepal anvendes saft af bærrene mod forstoppelse. Frugten afgiver et farvestof. Der fremstilles spadserestokke af grenene.

Artsnavnet kommer muligvis af sanskrit mulya, som har mange betydninger, bl.a. ‘værdifuld’. Tidligere blev arten kaldt for V. stellulatum, hvilket sigtede til de stjerneformede hår på unge grene og blade.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Blomsterne har 5 meget uens kronblade, hvoraf den nedre er større og har en spore. Frugten er en kapsel, der springer op langs 3 sømme.

Slægtsnavnet er den klassiske latinske betegnelse for violer. Navnet stedmoderblomst er forklaret på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

Denne art har en ret begrænset udbredelse, voksende på mosklædte klipper og skrænter i fugtige skove i højder mellem 2100 og 3000 m, fra den centrale del af Nepal mod øst til Bhutan og det sydøstlige Tibet. Den er ret almindelig i Nepal.

Artsnavnet blev givet til ære for den danske læge og botaniker Nathaniel Wallich (1786-1854), som studerede flora i Indien og Himalaya i begyndelsen af 1800-tallet (se Strobilanthes atropurpurea ovenfor).

 

 

 

 

 

 

 

Et karakteristisk træk ved familien er, at de nederste svøbblade overlapper og danner en såkaldt falsk stængel. Bladene har en flap, hvor bladpladen mødes med stænglen eller skeden. Blomsterstrukturen hos disse planter er unik. Det rørformede bæger har 2-3 tænder, kronrøret 3 kronbladlignende flige, hvoraf den øverste ofte er større end de to udbredte sideflige. Blomsterne er ofte meget iøjnefaldende, med støtteblade. Der er kun en enkelt fertil støvbærer, mens de to øvrige er vokset sammen til en læbe med 2-3 flige. Frugten er en kapsel. Mange arter har frugterne siddende i jordhøjde. Frøene er ofte omgivet af et kødfuldt lag.

 

Slægtsnavnet hædrer den engelske ingeniør og palæontolog Proby Thomas Cautley (1802-71), der er bedst kendt for at planlægge og overvære opførelsen af Ganges-kanalen, der strækker sig over ca. 500 km, fra Haridwar til Kanpur og Yamuna-floden. Han deltog også i palæontologiske ekspeditioner i Siwalik Hills, hvor der blev fundet fossiler af talrige dyr, bl.a. en flodhest, en krokodille, en sabeltandet tiger, en kæmpestor elefant samt en struds.

 

Den er udbredt i højder mellem 1000 og 2800 m, fra Himachal Pradesh mod øst til det sydvestlige Kina, voksende i skove, ofte på klipper og somme tider som epifyt.

I Nepal anvendes den falske stængel som grønsag, og saft fra rodstænglen benyttes mod mavepine.

Artsnavnet er latin og hentyder til blomsterstanden, der er et aks.

Den lignende C. gracilis, der også findes i Himalaya, har grønne, meget kortere støtteblade.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet blev givet til minde om den engelske bankmand, sagfører og botaniker William Roscoe (1753-1831), som grundlagde den botaniske have i Liverpool, og han donerede store summer til Kew Gardens til forskning. Han skrev også en digtsamling for børn med titlen The Butterfly’s Ball, and the Grasshopper’s Feast (‘Sommerfuglens bal og græshoppens fest’).

 

Denne art danner ofte tætte bevoksninger i fugtige skove i store højder, mellem 2400 og 4000 m, fra Pakistan mod øst til Myanmar. Den er meget almindelig i Nepal.

 

 

 

 

 

 

 

Udbredelsen af denne art er begrænset til det centrale Nepal og tilgrænsende egne af det sydlige Tibet. Den vokser i skove og på åbne skråninger, mellem 1200 og 2600 meters højde. Den er ret almindelig i Nepal.

Artsnavnet er latin og betyder ‘udstyret med et hoved’, hvilket sigter til den tætte blomsterstand.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk zingiberis, der stammer fra det indiske ord singabera, hvilket sandsynligvis er en forvanskning af inchi-ver, som var navnet på krydderiet på de sydindiske sprog tamil og malayalam.

Det danske navn er en forvanskning af slægtsnavnet.

 

Arten er begrænset til lavereliggende dale i Himalaya, voksende i højder mellem 450 og 1600 m, fra Uttarakhand mod øst til Sikkim. Den er prominent i den nedre del af Marsyangdi-dalen i det centrale Nepal.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk og betyder ‘med gyldne blomster’.

 

 

 

 

 

Det mærkelige navn pokkenholt kommer af tysk Pockenholz, der er afledt af middelnedertysk pocken (‘byld, hævelse’), på dansk pokker, en betegnelse anvendt i Middelalderen for kopper og syfilis. Holz betyder ‘ved’. Navnet hentyder til veddet af to medlemmer af denne familie, Guaiacum officinale og G. sanctum, der er hjemmehørende i Caribien, sydlige Mellemamerika og nordlige Sydamerika. Dette ved er sejt, hårdt og tæt og er resistent over for bl.a. ild og syre. Måske blev navnet hæftet på disse træer, fordi man sammenlignede det seje ved med de ‘seje’ sygdomme kopper og syfilis, der var svære at komme af med.

 

Frugterne af disse planter er tornede kapsler.

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk tribolos, det klassiske ord for adskillige tornede plantefrø, og endvidere ordet for et lille våben (se nedenfor).

 

En meget variabel art med op til 60 cm lange, udbredte, silkehårede eller glatte grene, blade modsatte, snitdelte, indtil 5 cm lange, akselblade lancet- eller seglformede, op til 5 mm lange, småblade 6-16, ovale eller aflange, helrandede, indtil 1,2 cm lange og 8 mm brede, butte eller spidse. Blomsterne er gule (undertiden gule med hvidt centrum), op til 1,5 mm i diameter, bægerblade ovale eller lancetformede, op til 6 mm lange og 3 mm brede, spidse, vedvarende, kronblade ovale, indtil 8 mm lange og 4 mm brede, butte. Der er 10 støvbærere med op til 5 mm lange støvtråde. Blomstring finder sted maj-aug., frugtsætning juni-sep.

Frugterne er op til 1 cm i tværmål og er udstyret med 4 spidse torne, 2 lange og 2 korte, der er så stærke, at de er i stand til at punktere et cykeldæk, hvilket har givet anledning til et af artens engelske folkenavne, puncture vine. Et andet engelsk navn er caltrop, overtaget fra oldgræsk, hvor ordet anvendtes for et lille våben af metal, som var udstyret med adskillige spidser, hvoraf ét altid pegede opad. Under krig spredte man disse våben på veje og stier, hvorved trafik af fjendtlige soldater, ryttere samt hestetrukne køretøjer blev forhindret.

Frugten er en tilpasning til dyrespredning. Tornene sætter sig fast i foden på et forbipasserende dyr, eller i dets pels, hvis det lægger sig på jorden, hvor disse frugter ligger. På denne måde kan frøene blive spredt vidt omkring. Mange husdyr har fået fodskader på grund af frugterne.

Det danske navn malteserkors skyldes også tornene. Malteserkorset, også kaldt johanniterkorset, er et ligearmet kors, hvis arme ender i to spidser. Et andet dansk navn er rumpetorn, der måske sigter til, at det er uklogt at sætte sig på disse torne.

Arten blev tidligere udnyttet medicinelt, hvilket er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

Artsnavnet er latin og betyder direkte oversat ’tilknyttet jordoverfladen’, i botanisk sammenhæng ‘voksende nær jordoverfladen’.

 

 

 

 

 

I modsætning til blomsterplanter formerer bregner sig gennem sporer, der dannes i sporangier, et ord, som er afledt af oldgræsk spora (‘frø’) og angeion (‘fartøj’). Sporangier er samlet i sorier, der normalt sidder på undersiden af bladene. Unge sorier er i reglen dækket af et beskyttende lag.

I Himalaya udnyttes mange bregnearter medivcinelt, og unge planter af nogle arter koges som grønsag.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk diplous (‘dobbelt’) og pterygion, hvilket er diminutiv af pteryx (‘vinge’), hvilket sigter til slægtens modsatte blade, der kan minde om vinger (se billedet med visnende blade herunder).

 

Denne art vokser i skovkanter og på åbne skråninger, fra Nepal mod øst til det centrale Kina og det nordlige Indokina, samt på øen Hainan. I Himalaya træffes den i højder mellem 800 og 3000 m.

Den var førhen kendt som Gleichenia gigantea.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet hædrer den hollandske botaniker Monique Bosman (født 1958), der som den første karakteriserede denne gruppe i sin artikel om Microsorum (1991).

 

Den vokser oftest på klipper, men også i jord, og den optræder kun sjældent som epifyt. Den forekommer i skove fra det Indiske Subkontinent mod øst til Japan, og derfra mod syd gennem Filippinerne til Sulawesi. I Himalaya træffes den i højder mellem 400 og 2700 m.

Artsnavnet hentyder til de næsten gennemsigtige blade.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk dryas og betyder sådan noget som ‘med blade som et egetræ’.

 

Arten er vidt udbredt, fra Uttarakhand mod øst til Kina, og derfra mod syd gennem Indokina, med en isoleret bestand på Java. Den vokser på træer og klipper og træffes i Himalaya i højder mellem 500 og 2500 m.

Den er meget benyttet i den nepalesiske folkemedicin, hvor en pasta fremstilles af dens rodstængel og benyttes mod rygsmerter, hovedpine, forstuvninger, samt knogler, der er gået af led. I traditionel kinesisk medicin har arten været benyttet mod fx døvhed, tandpine, diarré, ufrivillig vandladning, benbrud og hårtab.

Artsnavnet er latin og betyder ‘minder om’. Det er uklart, hvad der hentydes til.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Et ukendt antal laver forekommer i Himalaya. Her nævnes kun en enkelt slægt.

 

 

I bogen Flora Danica, fra 1648, giver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) denne fascinerende beskrivelse af skæglav: ”Men frem for alle andre Slags Mus [lav], som udi Skofue paa Træer, Klipper oc anden Steds voxer, er det det allerberømmeligste, som kaldis Usnea, sev Muscus cranii humani, det er: ’Det Mus, som voxer paa Menniskens Hierneskale’, huilcket, endog det sielden findis, saa findis det dog undertiden paa deris Hofveder, som ere steylede [lagt på hjul og stejle], halshugne, oc Hofvedet festet paa en Stage, oc andre saadanne Misdederis, som saaledis blifue aflifuede oc tagne aff Dage.”

Slægtsnavnet er afledt af arabisk ušna (‘mos’). I gamle dage skelnede botanikere ikke mellem mosser og laver (jfr. Paulli ovenfor).

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘meget lang’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

aflang  med parallelle sider

elliptisk  bredt blad med afrundede sider, spids skarp

lancetformet  blad, som smalner ind til en skarp spids

nåleformet  som på nåletræer

oval  bredt blad med afrundede sider, spids but

pilformet  spidst blad med to spidser ved grunden, omfattende stænglen eller grenen

spatelformet  blad aflangt, men en smule bredere mod spidsen

spydformet  smalt trekantet, tilspidset

ægformet  bredest forneden, tilspidset

 

Bægerblade er dækblade, som regel grønne, der omgiver blomsten. De er nogle gange sammenvokset til et bæger. Bægerblade mangler i nogle typer af blomster.

De hanlige organer i en blomst kaldes for støvdragere, opdelt i en ofte lang støvtråd med en støvknap i spidsen.

De hunlige organer kaldes for støvvejen, som har et støvfang i spidsen af en ofte lang griffel, der udgår fra frugtknuden.

 

aks  aflang blomsterstand med siddende blomster

klase  aflang blomsterstand med stilkede blomster

skærm  forklaret under Apiaceae

kurv  forklaret under Asteraceae