Ene-heden ved Salten Langsø

Arten indvandrede til Danmark umiddelbart efter istiden, for ca. 15.000 år siden. Planten er meget nøjsom og kan trives i næringsfattige, sandede eller kalkrige egne. Den var tidligere meget almindelig over det meste af landet, især på overdrev, hvor græssende dyr undgik den pga. de spidse nåle. Men med tilplantningen af hederne og tilgroningen af de fleste overdrev er enen gået meget tilbage, og i dag ses den mest i jyske hedeegne, i Nordsjælland og på Bornholm.

Enen er meget variabel, nogle individer er lave og kryber nærmest hen over jorden, andre er søjleagtige, op til 12 m høje.

Bærkoglerne anvendes som smagsstof i gin og genever, men er også meget fine i madlavningen, fx til kødretter og marinader. De dufter aromatisk af harpiks og indeholder op til 40 % druesukker og 2 % æterisk enebærolie. I folkemedicinen har et afkog af bærrene været anvendt som antiseptisk middel og mod mange forskellige sygdomme, fx rheumatisme. De såkaldte kigbær (som er galler på nålene, fremkaldt af larverne af enebær-galmyggen, Oligotrophus juniperinus) blev benyttet mod kighoste. En nyere undersøgelse har vist, at visse stoffer i bærkoglerne virker vanddrivende, andre er smertestillende, og nogle kan sænke blodtrykket.

Førhen blev friske enegrene strøet på gulvet ved begravelser, og duften fra knuste grene holdt troldtøj og andre onde væsner borte. Grenene blev brugt til kurvefletning, mens de tykkeste stammer anvendtes til næsten uforgængelige staver i hegn. Af det seje ved blev skåret bl.a. knapper og køkkenredskaber, og af en amerikansk eneart fremstilles stadig blyanter. Ved afbrænding af ved og løv udvikles en aromatisk røg, som førhen anvendtes til røgning af madvarer. Hos buddhistiske folkeslag i Himalaya og Tibet afbrændes enegrene i stor udstrækning som røgelse i templerne.

Enens anvendelse i folkemedicinen er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

I Europa findes tre arter mariehøne-edderkopper. Den danske art har været kaldt både Eresus niger og E. cinnabarinus, men nyere undersøgelser har vist, at det faktisk drejer sig om den tredje art, E. sandaliatus. Den lever flere steder i Jylland samt på Melby Overdrev på Sjælland. Arten er så iøjnefaldende, at den allerede i 1811 blev omtalt i dansk litteratur, af præsten Caspar Schade i Beskrivelse over Øen Mors.

Den anden edderkop ved Salten er den nordiske fugleedderkop (Atypis affinis). Tidligere troede man, at Bornholm var det eneste sted i Danmark, man kunne finde den, men det har vist sig, at den er almindelig i flere hedeområder i Midtjylland, og i 2006 blev den fundet i Nordsjælland. Den er lille, kun op til 2 cm lang, og er ganske ufarlig for mennesker. Den fremstiller et langt, rørformet fangstspind lodret ned i jorden, og over jorden fortsætter spindet flere centimeter gennem vegetationen. Når et lille dyr kravler hen over det overjordiske spind, farer edderkoppen op gennem røret og slår sine giftkroge gennem spindet ind i dyret. Så saver den hul i spindet med nogle tænder på overkæben og haler byttet ned i røret, hvorefter skaden på det overjordiske spind udbedres.