Galleregn

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Larverne bliver liggende på skovbunden som pupper i gallerne vinteren over, og tidligt om foråret gnaver de nu voksne galhvepse sig ud gennem gallerne. Det forunderlige er, at der kun klækkes hungalhvepse på denne tid. De lægger nu æg i bladknopper eller hanrakler på egene og dør så kort efter. Larverne, der klækker af disse ubefrugtede æg, producerer galler, der ser helt anderledes ud end linsegallerne, idet de er kugleformede og op mod 8 mm i diameter.

Selv om disse æg er ubefrugtede, producerer de ikke desto mindre både hanner og hunner, der klækker i forsommeren. De parrer sig, og hunnerne lægger æg i egebladenes nerver. Larverne fra disse æg frembringer linsegaller, og ringen er sluttet. Da hunnerne fra de to generationer ser meget forskellige ud, troede man tidligere, at de var to forskellige arter.

Der findes mange andre iøjnefaldende galler på Vorsø. På egebladene ses foruden linsegaller bl.a. røde eller gule galæbler, forårsaget af egegalhvepsen (Cynips quercusfolii), samt knapgaller, frembragt af knapgalle-galhvepsen (Neuroterus numismalis).

På stængler af hunderose ses ofte den smukke rosengalle eller bedeguargalle, som larver af bedeguargalhvepsen (Diplolepis rosae) frembringer. I hver af disse galler lever mange larver.

På pileblade udvikles til tider aflange røde galler, forårsaget af pile-bønnegalhvepsen (Euura proxima, tidligere kaldt for Pontania proxima).

Af og til støder men på stængler af agertidsel, som er opsvulmede, hvilket skyldes larver af tidselbåndfluen Urophora cardui (tidligere kaldt Euribia cardui).

På den store småbladede lind, der blev plantet nær gården i 1985, har jeg ofte fundet masser af galler på bladene, frembragt af larver af linde-punggalmiden (Eriophyes tiliae).

Alle galler nævnt her er nærmere beskrevet på siden Dyreliv: Dyrespor.