Fiskeri

 

 

I dag er det sjældent at se danske fiskekuttere, som er halet op på land, men det finder dog stadig sted på Torup Strand i Vendsyssel. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Talrige sølvhejrer (Ardea alba) og silkehejrer (Egretta garzetta) på udkig efter fisk langs en kanal i Cigu Wetlands, nær byen Tainan, sydlige Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Taiwan 2014b
En fiskekutter er på vej til havnen i Fangliao, Taiwan, mens en lystfisker prøver lykken i brændingen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Amerikanske hvide pelikaner (Pelecanus erythrorhynchos), Klamath National Wildlife Refuge, Californien. En af fuglene viser sin kolossalt store strubesæk, der kan udspiles til det utroligste, når fuglen er på fiskeri – ikke ulig en stor kurv. Yderst t.v. en ungfugl med gråligt hoved. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

A sejler mæ met fartøw i soel å laksegåenshajl,
a sejler, nær en wæesten øeler hawes spajl.
A synger, mens a styrer, a we hvæen tåsken stoer.
A synger i dæj saem takt som min motor.

 

A starter tille måen, ejen soel hår lyssent i øst,
reskaber å garn er stywnt i nættens frøst.
Så står a uk å havnen å rigger piben te,
det jæller om å læten sæ å kom åstæ.

 

Det blæser å nordost, å jollen ståmper en småel,
der kommer æ par snefnug, å fingern blywer kåel.
Det lysner i horisonten, det bjøjer å blyw da,
a la min motor go, næsten det dæj ka ta.

 

No æ a we min garn, så a mæ i gång mæ å draw.
Min kwån hon pleer å rees sæ, såntj we det her law.
No ser hon nok mæ hø dower å tænker lidt på mæ
å ønsker, at a lå jestens eej i læ.

 

Der æ no øesten wåej, så gåen de stoer noe håt,
a rykker det a ka, å tår dem eej så småt.
Der æ to møj bette stjænbier, tre stuvrøev å ij tåsk,
men helsen ejenting, nej a tvilt æ nok.

 

Nej, no vil a sejl eej å gå hjæem te kakkel å seæ,
a hår no gåen, der nok ka træng te å blyv juer ve.
Te avten ska vi ha stjænbier å godt mæ smørsøvs på,
det er så lånt det bæest, mæ å kwån ka få.

 

Oversat til rigsdansk:

 

Jeg sejler med mit fartøj i sol og laksegarnsvejr [stille vejr],
jeg sejler, når en vestenvind ødelægger havets spejl.
Jeg synger, mens jeg styrer, jeg ved, hvor torsken står.
Jeg synger i den samme takt som min motor.

 

Jeg starter tidligt om morgenen, inden solen har lysnet i øst,
redskaber og garn er stivnet i nattens frost.
Så står jeg ud af havnen og rigger piben til,
det gælder om at få sig lettet og komme af sted.

 

Det blæser fra nordøst, og jollen stamper en smule,
der kommer et par snefnug, og fingrene bliver kolde.
Det lysner i horisonten, det begynder at blive dag,
jeg lader min motor trække, næsten alt hvad den kan tage.

 

Nu er jeg ved mine garn, så jeg må i gang med at trække dem ind.
Min kone hun plejer at stå op sådan omkring denne tid.
Nu sidder hun nok med sin morgenmad og tænker lidt på mig
og ønsker, at jeg lå et sted inde i læ.

 

Der er en strøm fra øst, så garnene står lidt spændte,
jeg rykker, alt hvad jeg kan, og får dem efterhånden ind.
Der er to meget små stenbidere, tre søanemoner og en torsk,
men ellers ingenting, nej jeg tænkte det nok.

 

Nej, nu vil jeg sejle ind og gå hjem og sidde ved kakkelbordet,
jeg har nogle garn, der nok kan trænge til at blive gjort noget ved.
Til aften skal vi have stenbider og godt med smørsovs til,
det er så langt det bedste, mig og konen kan få.

 

Jollefiskersang, fra LP-pladen Til Ane (1975), skrevet og sunget af Niels Hausgaard (født 1944), sangskriver, forfatter, entertainer og meget mere.

 

 

 

En simpel type fiskenet er kastenettet, som består af et cirkulært net med et reb bundet til centrum, samt metalringe eller andet tungt fastgjort langs kanten. Når nettet rammer vandfladen, trækker metalringene yderkanten af nettet ned mod bunden og indespærrer således de fisk, som tilfældigvis befinder sig under det. Denne fiskemetode indebærer naturligvis en masse arbejde, og ofte med et magert resultat. Tre eksempler er vist nedenfor.

 

 

En fisker kaster sit net ud i en dam, Angkor Thom, Cambodia. I forgrunden ses snadrende tamænder. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne fisker prøver lykken i Rapti-floden i det sydlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Asien 1972-73
Denne fisker kaster sit net ud i en sø i udkanten af det store sumpland mellem floderne Eufrat og Tigris i det sydlige Irak. Dette interessante vådområde er nærmere præsenteret på siderne Rejse-episoder – Irak 1973: Den gæstfrie mudir, samt Irak 1973: Støvstorm og fårehoved. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Skråper er en gruppe på omkring 31 små til mellemstore, langvingede havfugle, som tilhører tre slægter, Puffinus med ca. 21 arter, Ardenna med 7 arter, der førhen var inkluderet i Puffinus, samt Calonectris, der omfatter 3-4 lidt større arter.

Jeg har ikke været i stand til at finde forklaringen på det mærkelige navn skråpe. Det engelske navn shearwater fik disse fugle på grund af deres vane med at flyve lavt over vandet, så deres vingespidser næsten ’skærer’ (shears) vandoverfladen.

Slægtsnavnet Puffinus er baseret på det engelske ord puffin. Dette ord, samt dets varianter i form af poffin og puffing, sigter til de tilberedte kroppe af fede skråpeunger, der blev betragtet som en delikatesse i gamle dage. Ordet puffin kan dateres så langt tilbage som 1337, men i løbet af 1600-tallet blev det gradvis overført til en anden havfugl, lunden (Fratercula arctica). (Kilde: Jobling, J.A. 2010. The Helm Dictionary of Scientific Bird Names. Christopher Helm, London)

Yelkouan-skråpen (Puffinus yelkouan) blev tidligere anset for at være en underart af den almindelige skråpe (P. puffinus), men blev så splittet ud fra denne art og sammen med fugle fra de Baleariske Øer kaldt for Middelhavsskråpe. Nu danner den en selvstændig monotypisk art, idet fuglene på Balearerne er udskilt som en selvstændig art, kaldt Balearskråpe (P. mauretanicus).

Det usædvanlige navn yelkouan-skråpe er afledt af et tyrkisk ord, yelkovan, som betyder ‘den der jager vinden’.

 

 

Dette billede viser en lille del af en flok på ca. 1500 yelkouan-skråper og 1500-2000 Middelhavssølvmåger (Larus michahellis), som fisker efter sardiner (Sardina pilchardus) i Marmara-havet ud for Istanbul, Tyrkiet. Middelhavssølvmågen er nærmere præsenteret på siden Dyreliv – Fugle: Måger. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lystfiskeri er en umådeligt populær hobby verden rundt. På mine rejser er jeg ofte stødt på lystfiskere af forskellig observans.

 

 

Californien 2013
Lystfiskere nær San Francisco, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En ung Emil Krag Madsen fisker efter fjeldørreder i Isholsvatn, Island, 1999. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Taiwaneserne elsker at gøre ting og sager flokvis. Disse lystfiskere hygger sig en morgen ved bredden af Han-floden i byen Taichung, Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Som en kontrast hertil foretrækker denne lystfisker ved bredden af Fazi-floden, Taichung, at arbejde alene. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Om foråret trækker kæmpemæssige stimer af sardiner (Sardina pilchardus) og andre fiskearter gennem Marmara-havet i Tyrkiet, og hver dag forsamles en mængde lystfiskere på Galata-broen, der fører over Det Gyldne Horn i Istanbul. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tim Fison og hans to sønner, Damien og Alastair, fisker efter havørred (Salmo trutta) i Loch Hourn, Skotland. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sydasien 1976-77
Denne burgher (en person af blandet singhalesisk og europæisk herkomst) prøver sit held med fiskestang i havet, Yala Nationalpark, Sri Lanka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En ung Torbjørn Koch Christoffersen viser stolt sin fangst, en aborre (Perca fluviatilis), Rørbæk Sø, Jylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Lystfisker på en strand syd for Colombo, Sri Lanka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Fiskere, som haler deres både eller kæmpestore net i land fra havet, eller reparerer garn, er yderst fotogene motiver, som man (stadig) kan støde på i visse egne af verden.

 

 

Goa 2008
Goa 2008
Goa 2008
Goa 2008
Fiskere i arbejde på stranden ved Colva, Goa, Indien. De slæber en båd op på stranden (øverst), skyller et kæmpemæssigt garn i havet (næstøverst), haler et fyldt garn i land (næstnederst), og beundrer fangsten (nederst). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Europa 1972-2005
Europa 1972-2005
Fiskere reparerer garn, Kavala, Grækenland. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I det sydlige Nepal findes et stort sumpområde langs Kosi-floden. Efter at have fanget fisk i dette sumpland om natten hænger fiskere deres garn op, så de kan tørre i solen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sydasien 1978-79
Fiskere haler et kæmpestort net i land, Hambantota, Sri Lanka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sydindien 2000-01
Fiskere haler et net op i deres båd, Ashtamudi-søen, Kerala, Sydindien. Denne sø udgør en del af et mægtigt vådområde, kaldt Kuttanad eller backwaters. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Indonesien 1985
Fiskere renser garn, Padang Bai, Bali, Indonesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sydasien 1978-79
Denne fisker trækker sin båd ind gennem brændingen, Hambantota, Sri Lanka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tunesien 1987
Fiskere haler et stort net ind, Sousse, Tunesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Skarver udgør en kosmopolitisk familie med omkring 41 arter af små til mellemstore fiskeædende fugle. Nylige genetiske undersøgelser har konkluderet, at skarver bør placeres i 7 slægter: Phalacrocorax (12 arter), Leucocarbo (16 arter), Microcarbo (5 arter), Urile (3 arter), Nannopterum (3 arter), Gulosus (topskarv), samt Poikilocarbo (perleskarv).

 

 

Dette relief fra Khmer-riget, som findes i Bayon, Angkor Thom, Cambodia, gengiver forskellige emner, bl.a. en skarv, der svømmer blandt fisk. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Slægtsnavnet Phalacrocorax kommer af græsk phalakros (‘skaldet’) og korax (‘ravn’), altså ’den skaldede ravn’, hvor skaldet hentyder til den hvide isse hos storskarven (Phalacrocorax carbo) i yngletiden, mens ravn sigter til dens overvejende sorte fjerdragt.

Denne art har en meget stor, men noget pletvis udbredelse, idet den findes i hele Europa og det meste af Asien, i Australien og New Zealand, samt i det nordøstlige Nordamerika og Grønland. I 1800-tallet blev den forfulgt overalt i Europa, dels fordi den var en konkurrent til fiskerne, dels fordi dens gødning ødelagde de træer, hvori den ynglede.

Gennem tusinder af år har fiskere i forskellige egne af Kina anvendt tæmmede storskarver af underarten sinensis til fiskeri. Billederne herunder er fra Li-floden, Guangxi-provinsen.

 

 

(Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Den hvidbrystede skarv (Phalacrocorax lucidus), som er udbredt i det østlige og sydlige Afrika, minder om storskarven, men kendes på, at ansigtet, halsen og den øverste del af brystet er hvide. Nogle autoriteter anerkender ikke denne fugl som en selvstændig art, men som en underart, lucidus, af storskarven.

 

 

Hvidbrystede skarver hviler på en ponton-bro, Lake Naivasha, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Øreskarven (Nannopterum auritum), som er opdelt i fem racer, har en kolossalt stor udbredelse i Nordamerika, idet den findes fra de Aleutiske Øer i Beringshavet tværs over kontinentet til det østlige Canada, og herfra mod syd gennem hele USA til det nordlige Mexico og Bahama-øerne.

Det latinske artsnavn betyder ’øret’, hvilket – i lighed med det danske navn – hentyder til, at denne art i yngletiden har en hvid top på hver side af hovedet.

 

 

Denne øreskarv i Everglades Nationalpark, Florida, har netop fanget en fisk med sit stærke næb, som er forsynet med en krog på overnæbbet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Vestkystskarven (Urile penicillatus) er en marin art, som er udbredt langs hele den nordamerikanske Stillehavskyst, fra Alaska mod syd til Baja California og provinsen Sinaloa, Mexico.

 

 

Vestkystskarver renser fjerdragt, Point Lobos State Reserve, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Kapskarven (Phalacrocorax capensis) er en sydafrikansk art, som yngler på kyster af Angola og Namibia, samt det vestlige og sydlige Sydafrika. Uden for yngletiden er den blevet set så langt mod nord som Congo Brazzaville på vestkysten og det sydlige Mozambique på østkysten.

 

 

Kapskarv med unger, Lambert’s Bay, Sydafrika. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Da denne fiskekutter i Lambert’s Bay havde været ude af brug et stykke tid, blev den overtaget af kapskarver, som byggede rede forskellige steder på fartøjet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

En anden sydafrikansk art er kystskarven (Phalacrocorax neglectus), som yngler på kyster fra det centrale Namibia mod syd til Cape Agulhas. Uden for yngletiden spredes den mod nord til det nordvestlige Namibia.

 

 

Kystskarver tørrer vinger, Kommetjie, Cape Town, Sydafrika. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Endnu en art i det sydvestlige Afrika er den lille kronskarv (Microcarbo coronatus), som kan identificeres på den lange top på den forreste del af issen. Denne art er udbredt fra det centrale Namibia mod syd til Cape Agulhas.

 

 

Kronskarv, Kommetjie, Cape Town, Sydafrika. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Den indiske skarv (Phalacrocorax fuscicollis) lever fortrinsvis i ferskvand. Den har en pletvis udbredelse fra Pakistan, Indien og Sri Lanka mod øst til Sydøstasien.

 

 

Indiske skarver flyver i formation, Minneriya Tank, Sri Lanka. De hvide fugle i baggrunden er hvide pelikaner (Pelecanus onocrotalus). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Den lille Javaskarv (Microcarbo niger) er vidt udbredt i Asien, fra det indiske subkontinent mod øst til Sydøstasien, med en isoleret bestand på den indonesiske ø Java.

 

 

Javaskarven minder meget om den indiske skarv, men kan kendes på sin mindre størrelse, kortere næb og hvidlige strube. – Keoladeo Nationalpark, Rajasthan, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rørskarven (Microcarbo africanus) er en lille art, som yngler i størstedelen af Afrika syd for Sahara, samt i Ethiopien og på Madagascar.

 

 

Rørskarv tørrer vinger, Lake Awassa, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tre underarter af broget dværgskarv (Microcarbo melanoleucos) er udbredt fra den indonesiske ø Lombok mod øst til Ny Guinea, Solomon-øerne og Ny Caledonien, i det vestlige og østlige Australien, inklusive Tasmanien, samt i New Zealand. Nogle autoriteter anerkender hvidhalset dværgskarv, underarten brevirostris, der yngler i New Zealand, som en selvstændig art under navnet Microcarbo brevirostris.

 

 

Hvidhalset dværgskarv, Moturere Bay, Lake Taupo, New Zealand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Tyrkiet 2018a
En diminutiv fiskerbåd i byen Mordogan på Karaburun-halvøen, nær Izmir, Tyrkiet. Bemærk det blegnede billede af Mustafa Kemal Atatürk, fødenavn Ali Rıza oğlu Mustafa (1881-1938), som var grundlægger af Republikken Tyrkiet og landets første præsident 1923-38. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Perler formes inde i forskellige typer af muslinger som en forsvarsmekanisme mod en irritant, for eksempel et sandskorn eller en parasit, som er kommet ind i dyret. For at mindske irritationen danner muslingen en perlesæk, hvor den aflejrer kalciumkarbonat omkring fremmedlegemet.

Perler dannes både i ferskvandsmuslinger af familien Unionidae, samt i østers af familien Pteriidae, som lever i saltvand. Begge typer dyrkes mange steder. Billederne nedenfor viser dyrkning af saltvands-østers i Halong Bay, Vietnam.

 

 

Østers holdes i store bure, i hvilke hver østers er fastgjort til en snor inde i et net. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rengøring af østers-skallerne. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hver østers åbnes for at tage perlen ud, eller for at indsætte en irritant. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Andre steder i verden produceres østers som fødevare.

 

 

Taiwan 2017b
Østersfarme, Cigu Wetlands, nær Tainan (øverst), samt Xianxi, nord for Lugang, begge i Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

I det Kaspiske Hav lever en mængde fiskearter, bl.a. støren (Huso huso). Billedet nedenfor viser fiskere med deres fangst, bestående af stører, på Mian Kaleh-sandodden i det nordlige Iran.

Dette interessante område er beskrevet på siden Rejse-episoder – Iran 1973: Biluheld ved det Kaspiske Hav.

 

 

(Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pelikaner, som udgør en selvstændig familie, Pelecanidae, er meget store vandfugle med et kolossalt stort næb og en enorm strubesæk, som kan udspiles til det utroligste, når fuglen er på fiskeri – ikke ulig en stor kurv. Tungen er imidlertid ret lille, hvilket tillader fuglen at sluge store fisk.

Førhen mente man, at strubesækken var beregnet til at rumme mad til adskillige dage, men det er ikke tilfældet. Denne tro var anledningen til en morsom limerick, skrevet i 1910 af den amerikanske digter Dixon Lanier Merritt (1879-1972):

 

Oh, a wondrous bird is the pelican!
His beak holds more than his belican.
He takes in his beak
Food enough for a week.
But I’ll be darned if I know how the helican.

 

En del af spidsfindigheden går desværre tabt i oversættelsen. Her er min (ret frie) udgave:

 

Hvilken underfuld fugl er en pelikan!
Hans næb rummer mer’, end hans mave kan.
Han ta’r i sit næb
en uges føde på slæb,
men Fanden ta’ mig, om jeg ved, hvordan han kan.

 

Tidligere blev de 8 nulevende arter opdelt i to grupper, én med 4 arter, hvor den adulte dragt er overvejende hvid, den hvide pelikan (P. onocrotalus), krøltoppet (P. crispus), amerikansk hvid (P. erythrorhynchos), samt australsk (P. conspicillatus), og en anden, der indeholdt de resterende 4 arter, som har overvejende grå eller brun fjerdragt, rosa (P. rufescens), grå (P. philippensis), brun (P. occidentalis) og Peru-pelikan (P. thagus).

 

Hvid pelikan (Pelecanus onocrotalus) har en kolossalt stor udbredelse, idet den yngler i Sydøsteuropa og størstedelen af Afrika, samt videre mod øst til Kazakhstan og det nordvestlige Indien. Den overvintrer i et langt større område, mod øst til Kina og Indonesien og mod syd til Sri Lanka.

 

 

Kenya 1988-89
Mens sorte regnskyer hober sig op i horisonten, oplyser den sene eftermiddagssol en flok hvide pelikaner, der renser fjer ved bredden af Nakuru-søen, Kenya. Den lyserøde masse i baggrunden er en stor flok af lille flamingo (Phoeniconaias minor). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tyrkiet 2018a
Hvide pelikaner raster nær deres ynglekoloni i søen Kuş Gölü i det nordvestlige Tyrkiet. På billedet ses også en koloni af mellemskarver (Phalacrocorax carbo). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tanzania 1990
Hvide pelikaner renser fjer, Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. Der ses endvidere bl.a. klyder (Recurvirostra avosetta) og afrikanske skestorke (Platalea alba). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hvide pelikaner, Tana-søen, Ethiopien. Fuglen t.v. er afvigende, idet den har rødlig fjerdragt og er langt mindre end sine artsfæller. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Den pletnæbbede pelikan (Pelecanus philippensis), også kaldt for grå pelikan, er stærkt truet, idet den kun har få spredte ynglekolonier i Indien, Sri Lanka og Cambodia. Artsnavnet philippensis hentyder til Filippinerne, hvor denne art først blev indsamlet. Den var almindelig her indtil begyndelsen af 1900-tallet, men uddøde allerede i 1960’erne.

 

 

En koloni af den sjældne pletnæbbede pelikan findes i landsbyen Kokkare Belur, nær Mysore, Karnataka, Sydindien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sydasien 1978-79
Pletnæbbede pelikaner lander i søen Tissa Wewa, Sri Lanka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rosapelikanen (Pelecanus rufescens) er vidt udbredt i Afrika syd for Sahara samt langs vestkysten af den Arabiske Halvø. Denne arts fjerdragt er overvejende grålig, og navnet rosapelikan har den fået på grund af sin lyserøde overgump.

 

 

Rosapelikan, Bangweulu-sumpene, nordlige Zambia. – Dette interessante vådområde er nærmere beskrevet på siden Bøger: Hvor vandet møder himlen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ethiopien 1996
Rosapelikan i toppen af en død doumpalme (Hyphaene thebaica) i Fuloha-oasen, Ethiopien. – Billeder af denne palmeart findes på siden Silhouetter. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Den amerikanske hvide pelikan (Pelecanus erythrorhynchos) er vidt udbredt som ynglefugl i den vestlige halvdel af det nordamerikanske kontinent, mens den overvintrer i det sydlige USA, Mexico og Mellemamerika.

 

 

USA-Canada 1992
Amerikanske hvide pelikaner i svæveflugt over Buffalo Bill-reservatet, Wyoming, USA. Endnu et billede af denne art ses øverst på siden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Den brune pelikan (Pelecanus occidentalis) er vidt udbredt i Amerika langs begge kystlinjer, fra Nova Scotia, Canada, mod syd til mundingen af Amazon-floden, og fra British Columbia, Canada, mod syd til det nordlige Chile og Galapagos-øerne.

 

 

USA 2000-01
Brune pelikaner raster i en bevoksning af rød mangrove (Rhizophora mangle), Everglades Nationalpark, Florida. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Costa Rica
Disse brune pelikaner raster på en kystklippe, Capo Matapalo, Peninsula de Osa, Costa Rica. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Førhen blev Perupelikanen (Pelecanus thagus) betragtet som en underart af den brune pelikan, men i dag anerkender de fleste autoriteter den som en selvstændig art, udbredt langs vestkysten af Sydamerika fra Peru mod syd til det centrale Chile.

 

 

Chile 2011
Portræt af en Perupelikan, Parque Nacional Pan de Azucar, Chile. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Chile 2011
Disse fiskere nær La Caleta, Chile, er i færd med at rense fisk og kaster indvoldene til ventende Perupelikaner. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Fiskegarn hænger til tørre foran et silderøgeri, Helligpeder, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Fiskerbåde, Halong Bay, Vietnam. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gennem tusinder af år levede et folk, Madanerne, i et stort sumpområde mellem floderne Eufrat og Tigris i det sydlige Irak. Deres levevis var fuldstændig tilpasset det våde element, hvor de færdedes i kanoer, byggede deres huse af tagrør på øer i sumpene, og fik deres udkomme ved risavl, bøffelhold, fiskeri og jagt.

Saddam Hussein Abd al-Majid al-Tikriti’s regime (1979-2003) gjorde en ende på denne livsform ved at lade sumplandet dræne – en hævnaktion, fordi Madanerne var på amerikanernes side under den Første Gulfkrig (1990-91).

Dette interessante vådområde er nærmere præsenteret på siderne Rejse-episoder – Irak 1973: Den gæstfrie mudir, samt Irak 1973: Støvstorm og fårehoved.

 

 

Asien 1977-78
Drenge af Madan-folket fisker med et ålejern i sumplandet i det sydlige Irak. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Bali 2015
Fiskebure, Batur-søen, Bali, Indonesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Luft-tørring er en ældgammel metode til at konservere fisk, hvorunder vandet i fiskene fordamper, hvilket forhindrer bakterie- og svampevækst.

 

 

Norden 1967-86
Fisk tørres på et stativ, Ekkerøy, Varanger-halvøen, Norge. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Europa 1972-2005
Fladfisk hænger til tørre på en husvæg, Vest-Friesland, Holland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

En anden almindelig metode til konservering af fisk er at ryge dem i længere tid, hvilket også får vandet i dem til at fordampe. De følgende fire billeder er fra Bornholm, hvor der førhen fandtes hundreder af røgerier. Et antal af dem er bevaret frem til i dag af hensyn til turistindustrien, da en lokal specialitet, røget sild (Clupea harengus), er en populær spise hos turisterne.

 

 

Et jetfly passerer hen over et røgeri i Hasle. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sild ophængt på stativer, parate til at blive røget. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rygeprocessen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bornholm 1977-96
Røgede sild hænger til afdrypning uden for røgeriet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Sverige 2015
Bruddesta, Öland, Sverige, i aftenlys. Dette forladte fiskerleje er blevet bevaret som museum, inklusive hytter og både samt spil, der blev anvendt til at hale både op på land. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Den store gråvingede måge (Larus glaucescens) yngler langs kysterne af det nordvestlige Nordamerika, fra Washington State mod nord til Alaska, og derfra mod vest til Kamchatka-halvøen. Om vinteren træffes den længere mod syd, til Baja California i Mexico, samt til det sydøstlige Sibirien (Ussuriland) og det nordlige Japan.

 

 

Denne mand fanger stillehavssmelt (Hypomesus pretiosus) i brændingen ved hjælp af et net, fastgjort til en stang, Olympic Beach, Olympic Nationalpark, Washington State, USA. I forgrunden venter gråvingede måger på, at der måske falder nogle godbidder af. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ungaerne er et Bantu-folk, som lever på øer i de store Bangweulu-sumpe i det nordlige Zambia. Deres vigtigste erhverv er fiskeri, men de dyrker tillige maniok (Manihot esculenta), også kaldt kassava, og de indsamler en mængde vilde planter, bl.a. jordstængler fra nøkkeroser (Nymphaea) og rødder af papyrus (Cyperus papyrus). De jager også fugle og antiloper.

Dette interessante vådområde er grundigt beskrevet på siden Bøger: Hvor vandet møder himlen.

 

 

De fleste Ungaer tilbringer adskillige måneder hvert år i midlertidige fiskerlandsbyer dybt inde i Bangweulu-sumpene. Hytten ser primitiv ud, men er dejligt kølig, da græsvæggen tillader vinden at  blæse gennem hytten. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse drenge hjælper en fisker med at tage fangsten ud af et net. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sydlige Afrika 1996-97
Unga-fisker haler et net op i sin kano. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Unga-kvinder og -børn i færd med at fange fisk ved hjælp af en stor kurv. Børnene genner stimer af småfisk hen mod kvinden, som skovler dem op i kurven. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Zambia 1993
Her ses fisk, som ligger til tørre på måtter, der er placeret på et stillads af grene i en midlertidig fiskelejr. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En Unga-fisker reparerer et fiskenet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Mange steder verden rundt fisker man om natten, hvor fiskene lokkes nær kutteren ved hjælp af opsatte lamper.

 

 

Europa 1972-2005
Kavala, Grækenland (øverst), samt Bitou, Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Denne fisker i Jaffna, Sri Lanka, tømmer sin båd for vand ved hjælp af en halveret bøje. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ifugao’erne er én ud af en halv snes malajiske stammefolk, som bebor bjergene i det nordlige Luzon, Filippinerne. For over 2000 år siden anlagde dette folk fantastiske terrassemarker på bjergskråningerne, som kunstvandes gennem et avanceret system af kanaler. På disse marker dyrkes stammefolkenes vigtigste afgrøde, ris, suppleret med batater (sødkartofler), taro samt forskellige grønsager. Stammefolkene holder også husdyr som høns og sorte grise, og mændene går på jagt i junglen efter vilde dyr.

Mine oplevelser blandt Ifugao-folket er beskrevet på siden Rejse-episoder – Filippinerne 1984: Til åndemaning hos Ifugao-folket.

 

 

Filippinerne 1984
Ved hjælp af et lille net fanger denne Ifugao-dreng fisk i en oversvømmet rismark nær Banawe, Luzon. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Tanzania 1988
Fiskeruse, fremstillet af sammenvævede strå, Cape Kilwa, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Fiskeri er et meget udbredt erhverv i Taiwan. Nedenfor vises en række billeder, som illustrerer forskellige aspekter af taiwanesisk fiskeri.

 

 

Talrige fiskerbåde i Nanfangao, en stor fiskerihavn syd for Yilan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Farvestrålende fiskekuttere, Fangliao, vestlige Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Taiwan 2014b
Fiskefartøj, Wushe Fiskerihavn, nordøstlige Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Taiwan 2014b
Denne fisker renser garn ombord på sit fartøj, Wushe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fiskekutter nær Shengang, vestlige Taiwan. Løseligt oversat betyder teksten på båden: ‘Bringer du mange fisk ind, tjener du mange penge’. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bunden af disse fiskerbåde i byen Budai består af metal, som er bøjet opad og fladgjort i stævnen, hvilket gør det nemmere at hale et net ind over rælingen. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Taiwan 2008
Fiskenet og pæle nær Tainan (øverst) og ved Aogu Wetlands. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gennem de sidste 50 år er antallet af bylevende sølvmåger (Larus argentatus) i europæiske byer steget kraftigt, idet fuglene placerer deres rede på toppen af højhuse. En stor del af disse måger lever af fiskeaffald fra kuttere.

Et stort antal mågearter er præsenteret på siden Dyreliv – Fugle: Måger.

 

 

Sølvmåger æder affald fra en fiskekutter, Christianshavns Kanal, København. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fyn 2005-09
Denne sølvmåge venter på godbidder ved siden af en fisker, som er i færd med at rense fisk i Kertemindes havn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

I Bolgoda-søen i det sydvestlige Sri Lanka fremstiller singalesiske fiskere ruser, som består af måtter, fremstillet af tynde, ca. 1,5 m lange, flækkede bambusstængler, der flettes sammen med snor foroven, på midten og forneden. Måtterne bindes fast til pæle, som er boret ned i søbunden, hvorved de danner to lange rækker, som langsomt snævrer ind til en smal passage, der har en sæk for enden. Fiskene tiltrækkes om dagen med foder, om natten ved hjælp af lyset fra petroleumslamper, der hænges op på pælene.

Mine oplevelser blandt fiskere i Bolgoda-søen er omtalt på siden Rejse-episoder – Sri Lanka 1976: Blandt spritbryggere.

 

 

Denne fisker forsøger sit held med fiskestang nær en ruse i Bolgoda-søen. Hans kano er en udligger, fremstillet af en udhulet træstamme, som har en stabilisende stamme bundet fast til den ene side ved hjælp af grene. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sydasien 1976-77
Denne fisker har fanget en langust i sin ruse, Bolgoda-søen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hejrer er langbenede og langnæbbede, fiskeædende vandfugle, tilhørende familien Ardeidae, som omfatter ca. 64 arter. Arter af slægten Botaurus kaldes rørdrumme. Nedenfor præsenteres adskillige arter, mens andre omtales på siderne Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan, samt Fugle i Afrika.

 

Fiskehejren (Ardea cinerea) er vidt udbredt i Europa og størstedelen af Asien, samt i Afrika og på Madagascar. Den er almindelig i det meste af Danmark, men bestanden fluktuerer meget i takt med milde eller hårde vintre. I 1991 ynglede over 6700 par, mens der i 2011 blev optalt ca. 4200 par.

Flere billeder af fiskehejre findes på siderne Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan, samt Dyreliv: Byens dyreliv.

 

 

Denne fiskehejre fanger en fisk i voldgraven ved Christiania, København, hvorpå den sluger den. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Stor blåhejre (Ardea herodias) minder en del om fiskehejre, men er lidt større – den største hejreart i Amerika og faktisk den tredjestørste hejre i verden, kun overgået af goliathejre (A. goliath) og hvidbuget hejre (A. insignis). Den er en almindelig ynglefugl fra det centrale Canada mod syd til Mellemamerika og Caribien, med en isoleret bestand på Galápagos-øerne. De nordligste bestande er trækfugle, som tilbringer vinteren så langt mod syd som det nordlige Sydamerika. Nogle af fuglene i det sydlige Florida og Caribien er snehvide, og det diskuteres stadig, om de udgør en særskilt art.

Andre billeder af stor blåhejre kan ses på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Stillehavsstaterne.

 

 

Stor blåhejre letter, Roosevelt Lake, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Den store sølvhejre (Ardea alba) har en næsten verdensomspændende udbredelse, idet den findes i Europa, Afrika, det meste af Asien, Australien, samt Nord- og Sydamerika. Den er fornylig indvandret til Danmark, idet nogle få par er konstateret ynglende på øen Saltholm i Øresund.

Oprindeligt tilhørte den slægten Egretta (nedenfor), hovedsagelig på grund af dens hvide fjerdragt, og nogle autoriteter placerede den i en særskilt slægt, Casmerodius. Den viser dog en markant lighed med de store hejrer i slægten Ardea.

 

Den lignende, men langt mindre silkehejre (Egretta garzetta), findes i næsten alle subtropiske og tropiske områder af Europa, Afrika, Asien og Australien. Siden 1994 har en lille bestand også ynglet på Barbados-øerne i Caribien.

 

 

Sølvhejrer og silkehejrer på udkig efter fisk langs en kanal i Cigu Wetlands, nær byen Tainan, sydlige Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Silkehejrens næsten identiske slægtning i den Nye Verden, snehejren (Egretta thula), er udbredt i Central- og Sydamerika samt i dele af Nordamerika, hvor nogle bestande er trækfugle, der overvintrer længere sydpå.

Artsnavnet blev hæftet på denne art i 1782 ved en fejltagelse af den chilenske jesuitterpræst og naturhistoriker Juan Ignacio Molina (1740-1829), som ikke var klar over, at thula på det lokale Mapuduncun-sprog faktisk var navnet på den sorthalsede svane (Cygnus melancoryphus).

 

 

Snehejre, Tortuguero Nationalpark, Limón, Costa Rica. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Endnu en mindre hejre med gule tæer er Mascarenerhejren (Egretta dimorpha), en kystnær art, som yngler på små koraløer langs kysterne af Madagascar, Comorerne, Seychellerne, Kenya og Tanzania. Den søger især føde i pytter på eksponerede fossile koralflader. Denne art findes i to farvefaser, en hvid, der til tider har lidt mørkere partier, samt en skiferfarvet.

Det debatteres ofte blandt biologer, om Mascarenerhejren er en separat art, eller om den er en underart af silkehejren (ovenfor) eller af revhejren (E. gularis, også kaldt for E. schistacea). En gennemgang af disse tre arters komplicerede slægtskabsforhold er udarbejdet af Don Turner. (Turner, D.A. 2010. The Egretta garzetta complex in East Africa: A case for one, two or three species. Scopus. Journal of East African Ornithology, Vol. 30)

 

 

En Mascarenerhejre af lys fase letter fra øen Shungu Mbili, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Trefarvet hejre (Egretta tricolor), som også kaldes Louisiana-hejre, yngler i kystnære sumpe omkring Den Mexikanske Havbugt, samt i Mellemamerika og Caribien mod syd til Peru og det centrale Brasilien. En fugl, der blev mærket i Virginia i 1958, blev skudt på Bahama-øerne i 1976 og opnåede således den modne alder af næsten 18 år.

 

 

Trefarvet hejre, stående på en død gren, Everglades Nationalpark, Florida. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

En anden amerikansk art, der yngler i kystnære sumpe, er den lille rusthejre (Egretta rufescens), som er udbredt i Mexico, Mellemamerika, Caribien, samt staterne omkring Den Mexikanske Havbugt i USA.

 

 

På disse billeder fra J. N. Darling National Wildlife Refuge, Florida, er en rusthejre uenig med en ung øreskarv (Phalacrocorax auritus) om et eller andet. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Den hvidmaskede hejre (Egretta novaehollandiae) er en almindelig ynglefugl i Indonesien, Ny Guinea, Australien og New Zealand. Oprindeligt var den placeret i en særskilt slægt, Notophoyx, men blev senere overført til Ardea. Nylige genetiske studier har imidlertid fastslået, at dens nærmeste slægtninge findes i Egretta-gruppen.

 

 

Hvidmasket hejre letter fra et stort fyrretræ, Houhora Head, nordlige New Zealand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Den mellemstore nathejre (Nycticorax nycticorax) er udbredt i de fleste af klodens varmere egne, med undtagelse af Australien, hvor den erstattes af den nært beslægtede rød nathejre (N. caledonicus).

Slægtsnavnet betyder ‘natravn’, af græsk nyktos (‘nat’) og korax (‘ravn’), hvilket hentyder til den overvejende natlige fødesøgning hos denne slægt, samt til arternes hæse, ravne-lignende kald.

 

 

Taiwan 2018c
I Taiwan er nathejren ret almindelig og ofte tillidsfuld, som disse to fugle, der fouragerer langs bredden af damme i parker i byen Taichung. Bemærk de lange hvide nakkefjer på fuglen på det nederste billede. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Slægten Ardeola omfatter 6 arter, hvoraf de fleste på dansk kaldes for rishejrer, da de ofte ses i rismarker. Med undtagelse af tophejren (Ardeola ralloides), der yngler i Sydeuropa og Mellemøsten og overvintrer i Afrika, er disse fugle udbredt i tropiske egne af Asien og Afrika. Det meste af året er fjerdragten hos rishejrer brunlig, hvilket bevirker, at de er godt camouflerede, når de står stille i vegetationen. Når de letter, forvandles de som ved et trylleslag, når deres kridhvide vinger foldes ud.

Slægtsnavnet kommer af latin ardea (‘hejre’) og -ola, en endelse, som angiver noget småt, således ’lille hejre’.

 

Den indiske rishejre (Ardeola grayii) yngler fra det sydlige Iran mod øst til det indiske subkontinent og Myanmar. Den er meget almindelig, men overses nemt i den brunlige vinterdragt, når den står stille ved bredden af en sø eller dam eller i kanten af en rismark. Den stoler så meget på sin camouflage, at man kan komme tæt på den, inden den letter. Denne adfærd resulterede i hindi-navnet andha bagla (‘blind hejre’). (Kilde: H. Yule & A.C. Burnell 1903. Hobson-Jobson: A Glossary of Colloquial Anglo-Indian Words and Phrases, and of Kindred Terms, Etymological, Historical, Geographical and Discursive. John Murray, London)

I gamle dage blev denne fugl skudt som fødeemne. I bogen A New Account of the East Indies, fra 1744, skriver Alexander Hamilton følgende: “De har også jagtbare fugle; men de, som vil spise dem, må først skyde dem. Flamingoer er store og har fint kød. Rishejren er også god i sæsonen.”

 

 

Oplyst af morgensolen vandrer denne rishejre på flydende vegetation, bl.a. blade af røde nøkkeroser (Nymphaea), Goa, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne rishejre spadserer langs rælingen af en båd, Phewa-søen, Pokhara, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hos denne rishejre, som renser fjerdragt, ses tydeligt artens hvide vinger. – Dal Lake, Kashmir, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Nogle autoriteter betragter tre små hejrer som én og samme art, krabbehejren (Butorides virescens), der lever i Nord- og Mellemamerika, mangrovehejren (B. striata), der er udbredt i tropiske og subtropiske områder verden rundt, samt Galapagoshejren (B. sundevalli), der er endemisk for Galapagos-øerne. Andre anerkender dem som tre selvstændige arter.

 

 

Krabbehejre, Tortuguero Nationalpark, Limón, Costa Rica. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne mangrovehejre er på udkig efter fisk ved et vandløb med stillestående vand, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Lille, men veludstyret fiskerbåd, Sougia, Kreta. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Disse mænd nær Marang, Malaysia, fisker i brændingen ved hjælp af et net, der er spændt ud mellem to træstokke, bundet sammen i den ene ende. Disse stænger skubbes frem over havbunden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Nær byen Puri i delstaten Odisha (tidligere Orissa), østlige Indien, kan man stadig se fiskere arbejde på traditionel vis. Deres fladbundede både består af planker, som er ’syet’ sammen ved hjælp af tykke reb, fremstillet af græs.

I daggryet skubber fiskerne deres både ud gennem brændingen, hvorefter de sætter et stort garn ud fra kysten, så det danner et omvendt ’U’. Herefter bruger de – ofte med hjælp af deres koner – timer på at hale det i land. Fangsten er normalt ikke stor, og i de senere år er den dalet kraftigt på grund af overfiskeri af trawlere fra Kolkata (Calcutta).

Fangsten lægges i kurve eller skildpaddeskjolde, som kvinderne placerer på hovedet og bærer op til husene, der ligger lige oven for strandbredden.

 

 

Sydindien 1997-98
Traditionel Puri-fiskerbåd, hvis planker er ’syet’ sammen ved hjælp af tykke reb, fremstillet af græs. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sydindien 1997-98
Ved daggry skubber Puri-fiskere deres både ud gennem brændingen. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sydindien 1997-98
Puri-fiskere haler et kæmpemæssigt net i land, assisteret af deres koner. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Efter at nettene er tømt for fangst, reparerer fiskerne dem, siddende på stranden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Sjælland 1969-2005
Luftfoto af en stor fiskeruse, Storebælt. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Isfugle er ca. 114 arter af små til middelstore, oftest farvestrålende fugle i familien Alcedinidae, som er opdelt i tre underfamilier: flodisfugle (Alcedininae), træisfugle (Halcyoninae) og stødfiskere (Cerylinae). Disse fugle er karakteriseret ved store hoveder, lange, spidse og skarpe næb samt bittesmå fødder. De fleste isfugle æder først og fremmest fisk, men mange arter lever dog borte fra vand og ernærer sig af små invertebrater, firben etc.

Navnet isfugl har iøvrigt intet med ’is’ at gøre. Det er en forvanskning af det tyske Eisvogel, hvis betydning er omstridt. Nogle mener, at det kommer af gammel højtysk eisan (’glinsende’), hvilket hentyder til vores hjemlige isfugls farvespil i fjerdragten, mens andre mener, at det kommer af Eisen (’jern’), hvilket hentyder til dens rustfarvede bug.

 

Type-arten for isfuglefamilien er den almindelige isfugl (Alcedo atthis), som tilhører underfamilien flodisfugle (Alcedininae). Denne art har en kolossalt stor udbredelse, fra Vesteuropa og Nordafrika tværs over Sibirien og Mellemøsten til Sakhalin og Japan, og mod syd til Indien, Sri Lanka, Indonesien og Ny Guinea.

 

 

Den østlige race bengalensis er ret almindelig i Taiwan. Denne blev observeret langs en drænkanal i byen Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

En anden flodisfugl er den lille malakitisfugl (Corythornis cristatus), som er vidt udbredt i Afrika syd for Sahara. Den har navn efter sin grønlige isse, hvis farve minder om mineralet malakit.

 

 

Denne malakitisfugl holder udkig fra en stængel af papyrus (Cyperus papyrus), Naivasha-søen, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Smyrnaisfuglen (Halcyon smyrnensis), som tilhører underfamilien træisfugle (Halcyoninae), har en vid udbredelse i Asien, fra Tyrkiet østpå til Filippinerne. Dens navn hentyder til Oldtidens græske by Smyrna, nu kaldt Izmir, beliggende ved vestkysten af nutidens Tyrkiet. Oprindeligt navngav den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) denne fugl Alcedo smyrnensis, idet han henviste til Eleazar Albins Natural History of Birds, fra 1738, som omfattede en beskrivelse og en afbildning af Smirna-isfuglen. (Kilde: en.wikipedia.org/wiki/White-throated_kingfisher)

 

 

Smyrnaisfugl, Dal-søen, Kashmir, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne Smyrnaisfugl letter fra en brink, Van Long Naturreservat, Vietnam. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gråfiskeren (Ceryle rudis) tilhører den tredje underfamilie, stødfiskere (Cerylinae). Også denne art har en meget stor udbredelse, idet den findes i Afrika syd for Sahara, i Egypten, samt i Asien, fra Tyrkiet østpå til det sydøstlige Kina, og sydpå til Sydøstasien og Sydindien.

Jeg finder navnet gråfisker uheldigt. Fuglen er slet ikke grå, men sort og hvid, så navnet broget isfugl ville være langt mere dækkende.

 

 

En lille del af en flok på 105 gråfiskere, forsamlet på en elledning i sumplandet mellem floderne Eufrat og Tigris i det sydlige Irak. Dette fascinerende vådområde er grundigt behandlet på siderne Rejse-episoder – Irak 1973: Den gæstfrie mudir, samt Støvstorm og fårehoved. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gråfisker, Dal-søen, Kashmir, Indien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Denne udskårne træfigur, som gengiver en fisker, er placeret i vindueskarmen i en fiskerhytte på Kapelludden, Öland, Sverige. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Dagens fangst, Lochinwar Nationalpark, Zambia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Bornholm 1999-2005
Fiskekutter spejles i havnens vand, Nexø, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Fiskeri i en oversvømmet rismark ved hjælp af kurve, Pre Rup, Cambodia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Under Svenskekrigene i 1600-tallet besluttede Kong Christian d. 5. at anlægge en fæstning på to små ubeboede holme, Kirkeholmen og Bodholmen, ca. 15 km øst for Bornholm. Fæstningsanlægget blev opført 1684-87. Kirkeholmen blev omdøbt til Christiansø, opkaldt efter kongen, og senere blev Bodholmen omdøbt til Frederiksø, til ære for kongens efterfølger, Frederik d. 4.

 

 

Bornholm 2008-2
Hen under aften vender en fiskekutter tilbage til havnen på Christiansø. I baggrunden ses Lilletårn på Frederiksø, som udgjorde en del af et forsvarsanlæg i 1600-tallet. Senere fungerede det som fængsel for fjender af kongen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Den brune fiskeugle (Ketupa zeylonensis) er en stor, fiskeædende ugle, som er udbredt fra det østlige Tyrkiet østpå gennem det indiske subkontinent til det sydlige Kina, Vietnam og Myanmar.

 

 

Brun fiskeugle, fotograferet i Sariska Nationalpark, Rajasthan, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

En ung Jørn Halberg præsenterer stolt en håndfuld fisk, som han har fanget med harpun, Nordnorge, 1974. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Friskfangede torsk (Gadus morhua) i en kurv, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Bali-Lombok 2012
Denne farvestrålende fiskerbåd i Senggigi, Lombok, Indonesien, har form som en sværdfisk. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Bornholm 1977-96
Rengøring af en fiskekutter, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hammerhovedhejren (Scopus umbretta) er en lille hejreagtig fugl, som imidlertid danner en særskilt familie, Scopidae, der kun omfatter denne art. Denne fugl, som er opkaldt efter sin mukkert-lignende top, har en meget stor udbredelse, idet den findes i det meste af Afrika syd for Sahara, på Madagascar, samt i den sydvestligste del af den Arabiske Halvø.

 

 

Sydafrika 2003
Denne hammerhovedhejre i Augrabies Nationalpark, Sydafrika, er i færd med at sluge en lille fisk. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Traditionelt er hammerhovedhejren blevet beskyttet af mange afrikanske folkeslag, hvilket har gjort den ret tillidsfuld. Dette billede er fra Lutamba-søen, sydlige Tanzania, hvor hammerhovedhejrer sidder på kanoerne og venter på, at der måske falder lidt småbidder af. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Af de 22 albatros-arter, som tilhører familien Diomedeidae, er tre arter angivet af IUCN som udryddelsestruede, fem arter som truede, syv arter som næsten truede, samt syv arter som sårbare. Den vigtigste årsag til disse fugles tilbagegang er, at mange fanges i fiskenet og på fangstkroge, beregnet til fangst af tunfisk.

Familienavnet blev oprettet af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), idet det hentyder til den græske mytologi, hvor krigeren Diomedes’ ledsagere blev forvandlet til fugle. Navnet albatros er afledt af arabisk al-qadus (‘den der dykker’) – et navn, som oprindeligt var tilknyttet pelikaner. På portugisisk blev dette navn til alcatraz, men i stedet knyttet til suler eller fregatfugle. Ifølge W. Tickell, i bogen Albatrosses (Pica Press, 2000), kan ændringen til albatros være influeret af det latinske ord albus (‘hvid’), idet albatrossers fjerdragt overvejende er hvid, mens den hos fregatfugle overvejende er sort.

 

Sortbrynet albatros (Thalassarche melanophrys) er det almindeligste og videst udbredte medlem af familien, idet den yngler på 22 øgrupper i Sydhavet. I 2005 blev bestanden vurderet til at tælle omkring 1.220.000 individer. Arten strejfer ofte til den nordlige halvkugle, hvor den også er blevet observeret i danske farvande adskillige gange.

Artsnavnet er afledt af græsk melas (‘sort’) og ophrys (‘øjenbryn’). I lighed med det danske navn hentyder det til de sorte fjer omkring øjnene.

 

 

På dette billede, taget syd for Kap Det Gode Håb, Sydafrika, kappes en sortbrynet albatros med en hvidhaget skråpe (Procellaria aequinoctialis, i midten) og en kappetrel (Daption capense) om at æde fiskeaffald fra en kutter. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

De kinesiske sænkenet i Kerala, Sydindien, blev først konstrueret af kinesiske flygtninge sidst i 1300-tallet. Hvert net er bundet til et knirkende træskelet, som ved hjælp af et sindrigt system af vægtstænger, kampesten og tove, samt 3-5 mænds muskelarbejde, kan hæves eller sænkes ned i vandet.

 

 

Kinesiske sænkenet, Kochi, Kerala. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Taiwans oprindelige befolkning består af talrige stammefolk af malajisk oprindelse, som stadig bor i bjergene. Førhen havde disse folk en farverig og blomstrende kultur, hvoraf en del er blevet bevaret, bl.a. gennem deres kunst.

Flere billeder af denne kunst kan ses på siden Kultur: Taiwanesiske stammefolks kunst.

 

 

Taiwan 2010
Mosaik, som gengiver fiskere med spyd og ruse, udført af Atayal-stammen Tian Gou (‘Himmelske hund’), som bor nær Dongshih. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Taiwan 2008
Mosaik, som gengiver et fiskenet, udført af Atayal-stammen Tian Gou, Dongshih. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Taiwan 2011
Denne mosaik, fremstillet af kakkelstumper, forestiller en gammel kvinde, som fisker i et vandløb. Kunstværket er udført af Maopu-folket, der lever nær Hsinchu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Som dens navn antyder, er flodørnen (Haliaeetus vocifer) tilknyttet vand. Denne art er vidt udbredt i Afrika syd for Sahara, og den er nationalfugl i ikke færre end tre lande: Zambia, Zimbabwe og Sydsudan. Den blev beskrevet af den franske naturhistoriker François Levaillant (1753-1824), som kaldte den for vocifer (’den som har en gennemtrængende stemme’) – et meget beskrivende navn for denne ørn, hvis skrig ofte gjalder over det afrikanske landskab.

 

 

Tanzania 1988
Denne flodørn i et træ langs Rufiji-floden, Tanzania, var så tillidsfuld, at den blev siddende, selv om vores gummibåd bumpede ind i træet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne flodørn har netop fanget en fisk i Malawi-søen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

(Oprettet oktober 2017)

 

(Sidst opdateret marts 2023)