Omkring Shivas hellige søer

For at kunne udføre denne formidable handling rev guderne og asura’erne bjerget Mandara op med rode, placerede det med spidsen nedad i oceanet, og snoede derpå den gigantiske, mange-hovedede naga (slange) Vasuki rundt om bjerget. Ved at trække skiftevis i slangens hoved og hale ville bjerget agere som et kæmpemæssigt piskeris og således bringe krukken med amrita op til overfladen. Under piskningen begyndte bjergets spids imidlertid at bore sig ned i havbunden, så Vishnu antog skikkelse af en gigantisk avatar (inkarnation) ved navn Kurma, halvt mand, halvt havskildpadde. Derpå dykkede han ned til havbunden, hvor han placerede Mandara på sin ryg, hvilket gjorde piskningen mere effektiv.

Til slut lykkedes det at få krukken med amrita op til overfladen, hvorefter et mægtigt slag begyndte mellem guderne og asura’erne for at få tag i den. Det lykkedes asura’erne at gribe den og løbe af med den. Igen appellerede guderne til Vishnu, som antog skikkelse af en ny avatar, Mohini, en smuk gudinde, som forførte asura’erne og fik fat i krukken med amrita, hvorved han forhindrede ondskaben i for evigt at overtage verden, og det gode vandt.

Piskningen var imidlertid yderst pinefuld for Vasuki, som begyndte at spytte store mængder gift ud. Det blev bemærket af den høje gud Shiva, som skyndte sig at sluge giften, før den kunne skade de andre guder. Giften gjorde ham forfærdeligt syg og tørstig, så han drog op i Himalaya for at søge efter vand, som kunne mindske hans lidelser, men fandt intet. Han slyngede derfor sin trisul (trefork) mod klipperne, og straks vældede gigantiske kilder frem og skabte 54 søer. Shiva lagde sig ved bredden af en af søerne og slukkede sin tørst.

Under vandfladen i denne sø, som senere blev kaldt Gosain Kund (Gosain er et andet navn for Shiva), ligger en oval sten, af fromme hinduer betragtet som Shiva, der hviler på kæmpeslangen Vasuki. På denne sten ligger en mindre sten, der betragtes som værende en Shiva-lingam (et fallos-formet symbol på frugtbarhed). Floden, der afvander søen, hedder Trisuli Khola, opkaldt efter Shivas trefork.

Shiva, Vishnu og andre hinduistiske guder er nærmere præsenteret på siden Religion: Hinduisme.

Parken huser adskillige truede dyrearter, fx sneleopard (Panthera uncia), rød panda (Ailurus fulgens), samt en farvestrålende fasanart, satyrtragopan (Tragopan satyra).

Det meste af området er kun tilgængeligt til fods. En vej er anlagt til byerne Dhunche og Shyabrubesi i parkens vestlige udkant. Herfra er der to dages vandring til Gosain Kund og 3-4 dages vandring op til bunden af Langtang-dalen, nær grænsen til Tibet. Fra Sundarijal i Kathmandu-dalen er der fire dages vandring til Gosain Kund via Tharepati.

I de fleste bosteder langs vandreruterne er anlagt små hoteller, hvor man kan overnatte og spise, men området omkring det 5106 m høje pas Ganja La er dog ubeboet. Camperer man i parken, skal man medbringe udstyr til madlavning, da det er forbudt at anvende træ som brændsel.

En del af plantearterne nævnt nedenfor er nærmere beskrevet på siden Planteliv: Flora i Himalaya.

I større højder afløses løvskoven af nåletræer, bl.a. ædelgran, skarntydegran og tårefyr. I skovene findes hist og her åbne græsgange, kaldt kharka, som har en frodig vegetation, fx forskellige stenbræk-arter, en hvid skærmplante, Selinum wallichianum, en rød troldurt, Pedicularis megalantha, en kartebolle, Dipsacus inermis, samt den multebær-lignende Rubus nepalensis, som har syrlige, velsmagende bær.

Fra Tharepati, som ligger på en bjergkam i 3600 meters højde, er der en fantastisk udsigt mod bjergene i Tibet, domineret af det 8013 m høje Shishapangma. Den videre sti er stenet og vanskelig og fører gennem utallige vandløb i en smuk og intakt skov med bl.a. eg og løn. I skovbunden vokser bl.a. en smuk kurvblomst, Cremanthodium nepalense, en blåblomstret frøstjerne, Thalictrum reniforme, samt adskillige balsaminer.

Dette område huser tre pragtfulde fasanarter. Foruden den allerede omtalte satyrtragopan ses glansfasan (Lophophorus impejanus), lokalt kaldt danfe. Den er Nepals nationalfugl, også kaldt ’fuglen med de ni farver’ på grund af kokkens farvestrålende fjerdragt. Den tredje art er den mindre blodfasan (Ithaginis cruentus) har navn efter kokkens røde dråbeformede pletter på brystet. Billeder af de to sidstnævnte arter kan ses på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Himalaya.

Dette område huser en interessant flora med alpine arter som Potentilla peduncularis, en blå lærkespore, Corydalis cashmeriana, samt Cyananthus lobatus og Codonopsis thalictrifolia, der begge tilhører klokkefamilien.

Stien fortsætter mod vest forbi endnu to søer, Nag Kund og Saraswati Kund, hvorefter den fører ned langs en kam gennem tætte krat af Rhododendron anthopogon, på nepalesisk kaldt sun pathi. De tørrede blomster af denne dværgbusk anvendes som té, og grenene brændes som røgelse i templer og på husaltre. Nordsiden af kammen er bevokset med smuk gammel skov af himalaya-ædelgran.

Fra lamaklostret Sing Gompa fører to stier ned, den ene mod syd til Dhunche, den anden mod vest til landsbyen Thulo Shyabru, hvorfra stien fortsætter ned til den subtropiske del af Langtang-dalen.

I skovbunden findes tætte bevoksninger af dværgbambus, og i lysninger vokser ofte to smukke buske, Pieris formosa og Gaultheria fragrantissima, der begge tilhører lyngfamilien. Blandt urterne ses bl.a. to jordlevende orkidéer, Calanthe tricarinata og C. plantaginea.

Landsbyen Thulo Shyabru ligger smukt langs en bjergkam i 2200 meters højde, omgivet af terrassemarker, hvor man dyrker hvede, boghvede og kartofler. I skoven ned mod floden Langtang Khola er himalaya-kornél (Cornus capitata) iøjnefaldende om foråret med sine gulhvide højblade, der omgiver de tætte blomsterstande af små gulgrønne blomster.

Langs floden vokser frodig løvskov med bl.a. ege-arterne Quercus lanata og Cyclobalanopsis lamellosa. I sommertiden findes her et rigt fugleliv, og et kor af cikader frembringer en øredøvende larm. I træerne fouragerer ofte en abe med hvidlig pels og sort ansigt, den lysarmede langur (Semnopithecus schistaceus), og man kan også være heldig at se den smukke gulstrubede mår (Martes flavigula).

Langurer og mange andre aber er nærmere præsenteret på siden Dyreliv – Pattedyr: Aber.

Som kontrast hertil er sydsiden af floden dækket af frodige løvskove. Jordskred forekommer jævnligt i dette område, og i sådanne skred indvandrer i løbet af få år ofte nepalesisk el (Alnus nepalensis), et typisk pionértræ, som med tiden danner lyse skove langs floden.

Løvskoven afløses i omkring 2500 meters højde af blandskov med bl.a. en eg, Quercus semecarpifolia, som har kristtorn-agtige blade, samt ædelgran, skarntydegran og himalaya-gran (Picea smithiana). Sidstnævnte har sin østligste forekomst i dette område. Skarntydegran kendes nemt på de ganske små kogler, der kun er en smule større end solsorteæg. På gamle mosgroede stammer blomstrer i maj-juni mængder af Pleione hookeriana, en epifytisk orkidé.

I skovbunden vokser adskillige arter af slægten Arisaema, som tilhører arum-familien (Araceae). Blomsterne, der sidder tæt sammen på en kølle, er omgivet af et hylsterblad, og såvel hylsterblad som kølle er hos nogle arter forlænget i en bizar tråd, der til tider kan være op til en meter lang. Hylsterbladet hos flere af arterne, specielt A. nepenthoides, ligner en brilleslange med nakkehuden spredt ud. Omkring køllen dannes en kolbe af røde bær, der modner om efteråret, og denne kolbe minder lidt om en majskolbe. Disse to ting i forening har givet planterne deres nepalesiske folkenavn, sarpa ko makai, som betyder ’slangemajs’. I alt 17 arter af denne slægt findes i Himalaya.

Blandt buskene vokser urter som den blålig-lyserøde kodriver Primula denticulata, en gullig valmuesøster, Meconopsis dhwoji, den rødblomstrede kinesisk skrueaks (Spiranthes sinensis), samt en prægtig blå ridderspore, Delphinium kamaonense.

I landsbyen Langtang er befolkningen buddhister, hvilket nemt ses af de mange bedeflag på husene samt en chorten, den tibetanske pendant til den buddhistiske stupa – en kuppelformet bygning, der ofte indeholder religiøse relikvier, fx knogler eller aske fra en hellig mand. Der ses tillige lange rækker flade mani-sten med indhuggede buddhistiske mantra’er. Med årene bliver mange af disse mani-sten dækket af farvestrålende laver. Du kan læse mere om chorten’er, mani-sten og andre aspekter af buddhismen under Religion: Buddhisme.

På dalsidens klipper færdes ofte småflokke af himalaya-tahr (Hemitragus jemlahicus), en art vildged med ret korte horn og rødbrun pels. Foran på brystet har hannen en flagrende lysebrun manke.

Bag en morænekam i ca. 3900 meters højde ligger en mængde hoteller omkring Kyanjin Gompa, et buddhistisk lamakloster. På bjergskråningerne heromkring vokser skove af himalaya-birk (Betula utilis), iblandet den sjældne nepalesiske lærk (Larix himalaica), og i skovbunden findes tætte krat af Rhododendron campanulatum.

I disse skove lever den sjældne alpine moskushjort (Moschus chrysogaster). Dette lille hjortelignende dyr har intet gevir, men hannen har i stedet store hugtænder i overmunden, som anvendes under territoriekampe. Under bugen har han en kirtel, der udskiller moskus, som bruges til at afmærke territoriet og lokke hunner til. Denne moskus anvendes i Indien og Kina som duftstof i fx parfume og er også meget efterspurgt som potensfremmende middel. Arten er mange steder truet af krybskytteri. Billeder af alpin moskushjort findes på siden Dyreliv – Pattedyr: Pattedyr i Himalaya.

I bunden af Langtang-dalen, nær den tibetanske grænse, kan man mellem juni og september opleve en storslået flora i engene langs floden, fx adskillige arter af potentil og stenbræk, en smuk svovlgul kodriver, Primula strumosa, samt en violet ærteblomst, Tibetia himalaica (førhen Gueldenstaedtia himalaica).

Du kan også støde på en tidselagtig plante ved navn Morina polyphylla. Morina-slægten rummer fire arter i Himalaya, alle udstyret med stive hår eller torne som værn mod græssende dyr. Førhen var disse planter placeret i en særskilt familie, Morinaceae, men nylige genetiske undersøgelser har afsløret, at de tilhører gedebladfamilien (Caprifoliaceae). Slægten blev navngivet til ære for den franske læge, botaniker og meteorolog Louis Morin de Saint-Victor (1635-1715).

Langtang-dalen er fast yngleplads for en stor, støjende vadefugl ved navn ibisnæb (Ibidorhyncha struthersii), som kun lever i Centralasiens bjerge. Den placerer sin rede blandt sten i flodlejer eller i gletschernes endemoræner.