Dyreunger

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en forvrængning af arawata, det caribiske navn på Venezuela rød brøleabe (A. seniculus). Artsnavnet er afledt af latin pallium, en stor kappe, som blev båret af græske filosoffer. I dette tilfælde hentyder det til den lange hårdusk på siden af kroppen.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk ateleia (‘ukomplet’ eller ‘uperfekt’), hvilket sigter til den reducerede eller manglende tommelfinger hos disse aber. Artsnavnet blev givet til ære for den franske naturhistoriker Étienne Geoffroy Saint-Hilaire (1772-1844), som deltog i en ekspedition til Egypten 1798-1801.

 

 

 

 

 

 

Springbukken lever i tørre områder i det sydvestlige Afrika, fra den sydligste del af Angola mod syd gennem Namibia og det vestlige Botswana til det vestlige Sydafrika. Arten er Sydafrikas nationaldyr.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk anti (‘modsat’) og dorkas (‘gazelle’), hvilket sigter til, at denne art ikke er en ægte gazelle, mens artsnavnet er afledt af latin marsupium (‘lomme’), hvilket hentyder til hudflappen.

Til forskel fra de ægte gazeller er dens horn enten lige eller med svagt fremadbøjet spids, mens de hos gazellerne normalt bøjer bagud i en bue (se dog Nanger granti nedenfor).

 

 

 

 

 

Yakoksen blev tæmmet af nomadiske folkeslag så tidligt som omkring 5000 f.Kr., og i dag vurderes antallet til omkring 14 mio., heraf langt størsteparten i kinesiske territorier. Bestanden af vilde yakokser tæller måske under 15.000, og selv om arten er fredet af myndighederne, fortsætter illegal jagt på den, hvilket kan føre til dette prægtige dyrs udryddelse.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for okser, afledt af oldgræsk bous (‘okse’). Artsnavnet er latin og betyder ‘gryntende’ – et yderst beskrivende navn, da yakokser grynter uafladeligt.

En nepalesisk legende beretter, hvordan yakoksen fik sin tykke pels. Den er gengivet på siden Dyreliv – Dyrearter i menneskets tjeneste: Vandbøffel.

 

 

 

 

 

Tæmningen af den østlige underart af uroksen, namadicus, fandt sted omkring 6000 f.Kr. i Indus-dalen. Disse tamokser udvikledes efterhånden til nutidens zebuokse, også kaldt pukkelokse på grund af dens karakteristiske pukkel. Fra Indus-dalen spredtes denne race til de fleste varmere egne af Asien, bl.a. Kina, Sydøstasien og Indonesien. Omkring 2000 f.Kr. ankom den også til Afrika, og i dag findes den tillige i tropiske egne af Amerika. (Kilde: Ajmone-Marsan et al. 2010)

Artsnavnet er det klassiske latinske ord for tyr, oprindeligt fra proto-indoeuropæisk tawros (‘tyr’).

Mange billeder af tamkvæg findes på siden Dyreliv: Dyrearter i menneskets tjeneste.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nilgai betyder ’blå ko’ på hindi, hvilket hentyder til hannens pels, der er skifergrå med et blåligt anstrøg, samt til dens lighed med den hellige ko. Af sidstnævnte årsag beskyttes den af fromme hinduer og har på denne måde undgået at dele skæbne med så mange andre dyrearter i Indien, bl.a. tiger (nedenfor), løve (Panthera leo) og hjorteantilope (ovenfor), der alle er truet med udryddelse. Pelsen hos hunner og ungdyr er lysebrun. Begge køn har en hvid hagesmæk.

Denne arts videnskabelige navn er ganske mærkværdigt. Det stammer fra fire græske ord, bous (‘ko’), elaphos (‘hjort’), tragos (‘ged’) og kamelos (‘kamel’). Navnet skyldes den preussiske naturhistoriker Peter Simon Pallas (1741-1811), for hvem denne antilope tilsyneladende lignede en blanding af disse fire dyr.

 

 

 

 

 

 

 

Hovedforskellen mellem de to ligger især i hornenes form, som hos den vilde vandbøffel er massive og breder sig næsten vandret ud til siden, kun krummede i spidsen, mens den tamme bøffel har mindre horn, som er krumme næsten fra basis.

Traditionelt betragtes de vandbøfler, som findes i Yala Nationalpark og andre naturparker i Sri Lanka, som værende vilde bøfler, men de nedstammer sikkert fra forvildede tambøfler, da deres horn er mindre end hos de vilde vandbøfler i Assam.

Slægts- og artsnavn er en latiniseret form af det klassiske oldgræske navn på vandbøflen, boubalos.

Vandbøflen er nærmere beskrevet på siden Dyreliv: Dyrearter i menneskets tjeneste.

 

 

 

 

 

 

 

Tamgeden er stadig nært beslægtet med bezoargeden, som benævnes med underartsnavnet aegagrus, mens tamgedens benævnelse er hircus. I lighed med tamfåret (Ovis aries, nedenfor) spredtes tamgeden med tiden over det meste af kloden, og verdensbestanden vurderes til at være omkring en milliard, heraf omtrent halvdelen i Asien.

Det er utroligt, hvad geder er i stand til at fordøje – knastørt græs, tornede kviste, pap, ja, engang i det nordlige Indien så jeg en flok geder styre målbevidst hen imod en bevoksning af den særdeles giftige pigæble (Datura stramonium) og begynde at æde løs af frugterne. Gedemaver kan åbenbart neutralisere giftstofferne.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for hungeder. Gedebukke blev kaldt for caper. Artsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk aigagros (‘vildged’). Underartsnavnet er et andet klassisk latinsk ord for gedebuk.

 

 

 

 

 

Om sommeren lever alpe-stenbukken i klippefyldt terræn lige under snegrænsen, i højder mellem 1800 og 3300 m, om vinteren i noget lavere højder.

Artsnavnet er det klassiske latinske ord for gemsen (Rupicapra rupicapra). Dets oprindelse er ukendt. Hvorfor det blev hæftet på denne ged er uklart.

 

 

 

 

 

Det videnskabelige artsnavn betyder ‘tyrelignende’, afledt af græsk tauros (‘tyr’), mens stribet sigter til de lodrette mørke striber på siden, blå til det blålige skær i pelsen.

Denne art er udbredt fra det sydlige Kenya mod syd gennem den østlige del af Afrika til det centrale Zambia, og fra det sydlige Angola og Zambia mod syd til Sydafrika og Mozambique. Fem underarter er anerkendt:

Blå gnu (nominatformen taurinus) er vidt udbredt i det sydlige Afrika, fra det sydlige Angola og det sydvestlige Zambia mod syd til den centrale del af Sydafrika samt det sydlige Mozambique.

Cooksons gnu (cooksoni) er begrænset til Luangwa-dalen i Zambia.

Sortskægget gnu (johnstoni), også kaldt Nyasaland-gnu, forekommer fra det centrale Tanzania mod syd til det nordlige Mozambique. Den er uddød i Malawi (tidligere kaldt Nyasaland).

Østlig hvidskægget gnu (albojubatus) findes i det sydlige Kenya og det nordlige Tanzania, øst for Rift Valley.

Vestlig hvidskægget gnu (mearnsi) er udbredt i det sydlige Kenya og det nordlige Tanzania, vest for Rift Valley, mod vest til Victoria-søen. Denne underart foretager de spektakulære årlige vandringer, hvor 2-3 millioner gnuer vandrer fra Serengeti-sletterne mod nord til det sydlige Kenya, og senere omvendt.

Billederne herunder er alle af hvidskægget gnu, underarten mearnsi.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægts- og artsnavn kommer muligvis af et Wolof-ord, koba, der anvendes for hesteantilopen (Hippotragus equinus).

 

 

 

 

 

Disse antiloper lever i sumpede områder, hvor de æder vandplanter. På deres ben findes et vandskyende middel, som gør, at de kan løbe ret hurtigt i vand og dermed har en bedre chance for at undslippe rovdyr.

Rød letje, underarten leche, er vidt udbredt i vådområder i det nordlige Botswana, nordøstlige Namibia samt det sydvestlige Zambia. Et kerneområde for den er Okavango-deltaet i Botswana.

Kafue Flats letje, underarten kafuensis, findes kun i et lille område på Kafue Flats, en tidvis oversvømmet slette omkring Kafue-floden i det sydvestlige Zambia. På IUCNs rødliste er den karakteriseret som sårbar.

Sort letje, underarten smithemani, er begrænset til Bangweulu-lavningen i det nordlige Zambia. Før i tiden fandtes der flere hundrede tusinde i dette område, men da skydevåben blev mere udbredt efter første verdenskrig, blev der skudt alt for mange. I dag er deres antal sandsynligvis så lavt som ca. 30.000. Kun voksne hanner er sortagtige, mens hunner og ungdyr er forskellige afskygninger af brunt. Efter regntiden, når vandet trækker sig tilbage fra det oversvømmede område omkring Bangweulu-sumpene, spirer frisk græs frem, og et stort antal letje søger til disse områder for at græsse.

En fjerde underart, robertsi, kaldt Roberts’ letje eller Kawambwa-letje, er nu uddød. Den fandtes førhen i den nordøstlige del af Zambia.

Artsnavnet stammer muligvis fra et Sotho-ord, letsa, som betyder ‘antilope’.

 

 

 

 

 

Girafgazellen blev beskrevet i 1878 af den engelsk-irske naturhistoriker Sir Victor Alexander Brooke (1843-1891). Slægtsnavnet kommer af græsk lithos (‘sten’) samt latin cranium (‘kranium’). Det lader til, at girafgazellen har en hård hovedskal. Artsnavnet blev givet til ære for den engelske naturhistoriker Richard Waller (ca. 1655-1715), mens navnet gerenuk er afledt af et somali-ord, garanuug, som betyder ‘med hals som en giraf’.

To underarter er beskrevet, nordlig girafgazelle eller Sclaters gazelle, underarten sclateri, som findes fra det østlige Ethiopien og Djibouti mod syd til det nordvestlige Somalia, samt sydlig girafgazelle eller Wallers gazelle, underarten walleri, der er udbredt fra det centrale Somalia mod syd til det nordøstlige Tanzania. Sclaters gazelle er opkaldt efter den engelske jurist og zoolog Philip Lutley Sclater (1829-1913).

 

 

 

 

 

Fem underarter er beskrevet, udbredt fra Sydsudan og Ethiopien mod syd gennem Kenya til det nordlige Tanzania. Hannen har tykke horn, som bøjer bagover og ud til siden, mens hunnen har slanke, normalt lige horn med let fremadbøjede spidser. På dette punkt ligner de hornene hos springbuk (ovenfor).

Slægtsnavnet er et lokalt senegalesisk navn på dama-gazellen (Gazella dama).

 

 

 

 

 

 

 

Tidligere var den placeret i slægten Hemitragus sammen med Himalaya-tahr (ovenfor) og arabisk tahr (H. jayakari, i dag benævnt Arabitragus jayakari). Genetisk forskning har imidlertid afsløret, at den er nærmere beslægtet med får af slægten Ovis end med de to andre arter af tahr, og som følge heraf blev den overført til en særskilt slægt.

Den sidste del af slægtsnavnet er afledt af oldgræsk tragos (‘ged’), således ‘geden fra Nilgiri-bjergene’. Artsnavnet kommer ligeledes af oldgræsk, af hyle (‘skov’) samt Krios, en af titanerne, søn af Uranos og Gaia.

 

 

 

 

 

Tamfåret er nærmere beskrevet på siden Dyreliv: Dyrearter i menneskets tjeneste.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for får, artsnavnet for en vædder.

 

 

 

 

 

Den voksne vædder er et prægtigt dyr, som vejer op til 75 kg, med tykke, svungne horn, der kan nå en længde af 80 cm. Pelsen er grå med et blåligt skær, hvilket har givet anledning til et af artens engelske navne, blue sheep (‘blåt får’), og endvidere med sorte markeringer på brystet, flankerne og benene. Hunner og yngre hanner er mere ensfarvede grålige. Hunnernes horn er små, op til 20 cm lange.

Denne art er vidt udbredt i Centralasien, fra Ladakh, den nordlige del af Himalaya, samt Yunnan-provinsen mod nord gennem Tibet til Gansu, Ningxia og Indre Mongoliet. Helan-bjergene i Ningxia har den tætteste koncentration af bharal i verden med en population på omkring 30.000. Den er også ret almindelig i visse dele af Himalaya, bl.a. Ladakh og Dolpo, samt grænseegnene mellem Nepal og Sikkim.

Bharal er hindi-navnet på dette dyr, mens det nepalesiske navn naur har givet anledning til artsnavnet. Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pseudes (‘falsk’) og ois (‘får’), hvilket sigter til, at dyret er fårelignende, men også har træk fra gederne. Dette har også givet anledning til det danske navn halvfår.

Bharal’en var hovedemnet for en ekspedition til Dolpo-området i Nepal i 1973, ledet af den tysk-amerikanske zoolog George Schaller (født 1933). Han var ledsaget af den kendte amerikanske forfatter og naturforkæmper Peter Matthiessen (1927-2014). Deres personlige indtryk fra turen er veldokumenteret i Schallers bog Stones of Silence: Journeys in the Himalaya (1980) og Matthiessen’s The Snow Leopard (1978).

 

 

 

 

 

Arten er udbredt i Sahel-zonen i det centrale Afrika, fra Senegal mod øst til Ethiopien, og derfra mod syd til det sydlige Tanzania. Den blev beskrevet i 1767 af den preussiske naturhistoriker Peter Simon Pallas (1741-1811). Fem underarter er for tiden anerkendt.

Slægts- og artsnavn er latin og betyder ‘bagudbøjet’, afledt af uncus (‘krog’). Dette er mystisk, da hornene hos disse dyr peger fremad.

 

 

 

 

 

Alle artens navne hentyder til de fire horn. Slægtsnavnet er afledt af græsk tetra (‘fire’) og keras (‘horn’), mens artsnavnet kommer af latin quattuor (‘fire’) og cornu (‘horn’). Hindi-navnet chowsingha er afledt af chaar (‘fire’) og siing (‘horn’).

Der er beskrevet tre underarter, hvoraf quadricornis er udbredt over størsteparten af den indiske halvø, subquadricornutus findes i Sydindien, mens iodes er begrænset til det sydlige Nepal.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kamelos (‘kamel’), oprindeligt fra arabisk jamal eller hebraisk gamal. Artsnavnet er latin, afledt af oldgræsk dromos (‘væddeløbsbane’), således ‘væddeløbs-kamel’. Siden Oldtiden har kamel-væddeløb været populære.

 

 

 

 

 

 

 

 

Under alle omstændigheder viser de arkologiske vidnesbyrd, at de ulve, som blev tæmmet af jægere og samlere, var den første tæmmede dyreart overhovedet. Denne tæmning fandt sted flere steder samtidigt, sandsynligvis i Vesteuropa, Centralasien og Østasien.

Hundens komplicerede oprindelse er beskrevet på siden Dyreliv: Dyrearter i menneskets tjeneste.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for hund, artsnavnet for ulv.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hyænehunde lever i flokke af meget varierende størrelse, fra 2 til ca. 25 dyr, men som regel mellem 6 og 10. Det meste af året er de nomader, som gennemstrejfer savanner og skove i søgen efter byttedyr. En floks jagtareal kan strække sig over 4000 km².

Tæven føder som regel mellem 8 og 16 hvalpe. Hun har kun 12 eller 14 pattevorter, så hvis kuldet er stort, må nogle af hvalpene die på skift. Normalt har de øvrige dyr i flokken ikke vanskeligt ved at skaffe rigeligt med føde til moderen og hvalpene. Under sine studier bemærkede biologen Hugo van Lawick en besynderlig adfærd, idet han iagttog en dominerende hun patte hos en underlegen hun, der havde hvalpe (H. Lawick & J. Goodall 1970. Uskyldige dræbere. Gyldendal). Trangen til at patte er åbenbart stor.

Tidligere var hyænehunden udbredt i hele Afrika syd for Sahara, men den er forsvundet fra størstedelen af sit tidligere udbredelsesområde. Denne tilbagegang skyldes fragmentering af dens levesteder, efterstræbelse fra mennesker, samt en meget smitsom virussygdom, som har hærget blandt flokkene i Østafrika. I 2016 blev den totale bestand anslået til at være omkring 6600 voksne dyr, hvoraf kun ca. 1400 reproducerede sig, i 39 delbestande (IUCN).

Arten er stadig ret almindelig i Botswana og Zimbabwe, så det er muligt, at den herfra vil være i stand til at brede sig nordpå. Forhåbentlig vil disse fascinerende nomader også i fremtiden strejfe rundt på Afrikas savanner.

Mine oplevelser med hyænehunden er beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Hyænehunde – savannens nomader.

 

 

 

 

 

Røde ræve lever parvis eller i små familiegrupper, hvor unger fra forrige kuld hjælper til med at opfostre det næste kuld. Disse dyr er altædende, idet føden bl.a. omfatter gnavere, kaniner, hjortelam, fugle, krybdyr, hvirvelløse dyr, frugt samt til tider grønt. I områder med ulve, prærieulve, guldsjakaler og store kattearter er den røde ræv meget følsom over for angreb fra disse større rovdyr.

Den røde ræv er blevet efterstræbt af mennesker gennem tusinder af år, i begyndelsen på grund af dens overdådige pels. Da menneskene slog sig ned som bønder og begyndte at holde høns, begyndte rævene hurtigt at dræbe disse høns, og af denne grund blev den jaget som skadedyr. I de senere år har arten bredt sig til byområder, hvor der ikke forekommer jagt. Her trives den, idet den lever af gnavere og spiseligt affald. Mange mennesker fodrer dem også.

Slægts- og artsnavn er det klassiske latinske ord for ræv.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet stammer fra det brasilianske Tupi-ord sauja, der blev anvendt for en art af pigrotte, Makalata armata. På old-portugisisk blev det forvrænget til çavia.

Artsnavnet er latin, et diminutiv af porcus (‘svin’), således ‘lille svin’, hvilket sigter til, at dyret i form kan minde om en lille gris. Det danske navn er temmelig sært, da det jo betyder ‘havsvin’. En forklaring går på, at dyret i sin tid blev bragt til Europa med skibe.

 

 

 

 

 

 

Vervet-marekat, som den forstås i dag, er udbredt fra Ethiopien og det sydlige Somalia mod syd gennem Uganda, Kenya, Tanzania, Zambia, Zimbabwe, Malawi, Moçambique og Botswana til Sydafrika. Den lever mest på savanner og i åbne skove, næsten altid nær floder, men er yderst tilpasningsdygtig og er i stand til at overleve i landbrugsland og til tider i byer. Der er ingen alvorlige trusler mod arten, skønt mange skydes som skadedyr i landbrugsområder. Den jages også som ’bushmeat’ nogle steder.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk khloros (‘grøn’) og kepos, en slags langhalet abe. Artsnavnet er afledt af oldgræsk pyge (‘rumpe’) og erythros (‘rød’), hvilket hentyder til, at det bageste af kroppen har et rødligt skær.

 

 

 

 

 

Taiwan-makak findes fra havniveau op til omkring 3600 meters højde, men hovedudbredelsen er mellem 1000 og 1500 m. Der er ikke mærkbare trusler mod arten.

Slægtsnavnet er afledt af ordet makaku, flertalsformen af kaku, som er et vestafrikansk Bantu-navn på en art mangabey. På portugisisk blev makaku til macaco, på fransk macaque, og sidstnævnte navn blev adopteret af englænderne. I 1798 hæftede den franske taksonom Bernard Germain de Lacépède (1756-1825) dette ord af afrikansk oprindelse, i formen Macaca, på en næsten udelukkende asiatisk gruppe af aber, sandsynligvis fordi han kendte berberaben (M. sylvanus, nedenfor) – den eneste af gruppen, som findes uden for Asien, idet den lever i det nordvestlige Afrika samt på Gibraltar-klippen i Sydspanien. (Kilde: itre.cis.upenn.edu/~myl/languagelog/archives/003458.htm)

Artsnavnet hentyder til kyklopen, en enøjet gigant i den græske mytologi. Hvad den har med denne abe at gøre, er svært at indse.

 

 

 

 

 

 

 

Den lever i et bredt udsnit af biotoper, bl.a. mangrove, skove, landbrugsområder, samt bevoksninger omkring templer. Højdemæssigt findes den op til 1800 m i Filippinerne, 1000 m i Indonesien og 700 m i Thailand, men generelt under 300 meters højde i Cambodia og Vietnam. I Filippinerne trues den nogle steder af jagt.

Det er lidt af en gåde, hvorfor Sir Thomas Raffles (1781-1826), som var guvernør af Britisk Java 1811-15 og guvernør af Bencoolen (på Sumatra) 1817-22, gav denne art navnet fascicularis (’med et lille bånd eller stribe’), da den ingen striber har.

Billederne nedenfor er alle fra den såkaldte ‘Monkey Forest’ i Ubud, Bali, Indonesien, et skovklædt område omkring det hinduistiske tempel Wenara Wana, hvor adskillige flokke af langhalet makak holder til.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Pelsen er overvejende brun, med gullig-orange bagkrop. Halen er ret kort, 20-30 cm. Artens levesteder spænder fra halvørken over forskellige skovtyper til tempelbevoksninger og byer, fra lavlandet op til omkring 2500 meters højde.

Efter en kraftig tilbagegang på grund af skovfældning, samt eksport af aber til medicinske forsøg, er rhesusaben nu i fremgang i Indien, hvor dens antal er estimeret til mindst 500.000. Fremgangen skyldes især, at den har vænnet sig til at leve i byer.

Territoriestørrelsen hos en typisk rhesusabe-flok er målt til op til 16 km² i bjergskove og 1-3 km² i andre skove, men midt i storbyen Kolkata studerede man en flok på 62 individer, som trivedes succesfuldt i et område på under 4 ha.

I nogle områder, specielt i Laos og Vietnam, jages arten som fødeemne, og tab af levesteder har også påvirket bestanden i Indokina.

I det hinduistiske helte-epos Ramayana spiller abehæren, ledet af Hanuman, en betydelig rolle, og af denne grund betragtes aber som hellige dyr af fromme hinduer. Flokke af rhesusaber, hueaber (nedenfor) og nordlige steppelangurer (nedenfor) holder ofte til omkring templerne, hvor de æder ris og andet spiseligt, der er bragt som offergaver til guderne.

Eksempler på sådanne templer er Pashupatinath, et hinduistisk tempel ved bredden af Bagmati-floden, Kathmandu, det hinduistiske Manakamana Kali-tempel i det centrale Nepal, den kæmpemæssige Swayambhunath-stupa i Kathmandu – en buddhistisk helligdom, som også rummer hinduistiske templer, samt det buddistiske tempel på toppen af Mount Popa, Myanmar.

I Vesten blev rhesusaben kendt gennem de forsøg, hvormed man påviste rhesus-faktoren, et nedarvet antigen i blodet hos mennesker.

Det latinske artsnavn er af ukendt oprindelse. Det danske navn sigter måske til Kong Rhesus af Trakien, som kæmpede på trojanernes side under den Trojanske Krig, skildret i Iliaden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hueaben er meget almindelig, lokalt talrig, og den lever i alle skovtyper, kratland, plantager, landbrugsland og byer, normalt under 2000 meters højde, men kan dog strejfe op til omkring 2600 m. Da den ofte søger føde i afgrøder, er konflikter med mennesker et stigende problem. Den jages lokalt, og mange bliver indfanget til medicinsk forskning, samt til fremvisning af gadegøglere.

Mens tempelaber i det nordlige Indien oftest er rhesusaber, bliver denne rolle overtaget af hueaben i sydindiske templer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den lever i forskellige skovtyper, fra havniveau op til ca. 2100 m. Udbredelsen af alle tre racer er meget fragmenteret, og underarten opisthomelas er begrænset til et område på mindre end 500 km², hvoraf kun en femtedel i realiteten rummer aber. Hovedtruslen mod arten er tab af levesteder på grund af anlæggelse af plantager og landbrugsland, og mange bliver skudt, da de gør betydelig skade på afgrøder.

Arten er stadig vidt udbredt, men bestanden er måske gået tilbage med over 50% siden 1975.

Artsnavnet er latin og betyder ‘fra Kina’. Da den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) navngav arten i 1771, må han have været misinformeret om dens oprindelse.

 

 

 

 

 

 

 

Fornylig er den marokkanske bestand vurderet til at tælle mellem 6000 og 10.000 individer, mens den i 1975 var på omkring 17.000. I Algeriet var der omkring 1980 en vurderet bestand på ca. 5500, mens det nuværende antal er ukendt. Den totale bestand er måske faldet med over 50% siden 1980, og den forventes at dale yderligere i de kommende år. Alle områder, hvor berberaben findes, er under stigende pres fra menneskelig aktivitet.

Der findes tillige en lille bestand på omkring 300 dyr på Gibraltar-klippen i Sydspanien, som muligvis delvis nedstammer fra den europæiske bestand. Historiske kilder nævner dog, at dyr fra Nordafrika adskillige gange i tidens løb er blevet løsladt på klippen.

I sit arbejde fra omkring 1610, Historia de la Muy Noble y Más Leal Ciudad de Gibraltar (’Den meget ædle og yderst loyale by Gibraltars historie’), skriver Alonso Hernández del Portillo: ”Men lad mig nu tale om andre og nulevende aktører, som på trods af klippens barskhed stadig forefindes på bjerget; der er aber, som kan kaldes de sande ejere, som har været til stede her i umindelige tider, som altid har klynget sig til deres domæne, for det meste i høje og utilgængelige kløfter på bjergets østlige side.” (Kilde: en.wikipedia.org/wiki/Barbary_macaques_in_Gibraltar)

Artsnavnet er latin og betyder ‘lever i skove’, afledt af silva (‘skov’) samt endelsen anus, der betyder ‘fra’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er meget tilpasningsdygtig og er i stand til at overleve i sekundær skov og opdyrkede områder. Den er lokalt almindelig, på trods af at den nogle steder betragtes som et skadedyr, der skydes, fanges i fælder eller udryddes med gift.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for bavianer. Artsnavnet hentyder til Anubis, den egyptiske balsameringsgud, som havde sjakal-hoved. Navnet sigter til bavianernes hundelignende snude.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nordlig steppelangur er ret almindelig og lever i mange forskellige habitater, fx skove, kratland, haver, bevoksninger omkring templer, samt byer, op til en højde af ca. 1700 m. Den trues lokalt på grund af tab af levesteder og brande, og i Andhra Pradesh og Orissa jages den som fødeemne af nybyggere.

Førhen blev de vestlige og sydlige bestande af denne art betragtet som en særskilt art, sydlig steppelangur (S. dussumieri), men nylige genetiske studier har erklæret denne art for ugyldig.

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk semnos (’hellig’) og pithekos (’abe’), hvilket sigter til abernes status som hellige dyr i hinduismen (se Macaca mulatta ovenfor).

Artsnavnet hentyder til en aldrende trojaner, nævnt i det episke digt Æneiden, af den romerske digter Publius Vergilius Maro (70-19 f.Kr.), bedre kendt som Vergil. Æneiden gengiver den legendariske historie om Æneas, en trojaner, som efter Trojas fald flygtede til Italien, hvor han blev stamfader til romerne.

 

 

 

 

 

 

 

Arten er stadig vidt udbredt, men blev meget påvirket af de tørkeperioder, som hærgede Ethiopien i 1980’erne. Fra en formodet bestand på måske 800.000 er antallet dalet til omkring 200.000. Artens biotop eroderes til stadighed som resultat af en landbrugsmæssig ekspansion, da flere og flere mennesker etablerer sig i højlandet. Græsningstrykket er højt i nogle områder og tvinger gelada-bavianerne ud i mindre produktive græsarealer.

Slægtsnavnet kommer af græsk thero (’afskyelig’) og pithekos (’abe’), hvilket hentyder til gelada-hannens ret groteske fremtoning. I den græske mytologi var Thero en frygtindgydende najade, som var amme for den lille Ares, der senere blev grækernes gud for mod og krig, men også for orden i samfundet.

Artsnavnet er det amhariske navn på denne abe.

 

 

 

 

 

 

Elgenes størrelse varierer meget, bl.a. efter underart og tilstedeværelsen af næringsrig føde. I gennemsnit måler en tyr 2 m over skulderen, en ko 1,4 m. Tyre kan veje op mod en ton, skønt 380-700 kg er mere almindeligt. Køer vejer typisk 200-490 kg. Foruden det kolossalt store gevir kan hannen kendes på sin store doglæp (løsthængende hudlap under hagen).

I Danmark blev elgen udryddet gennem jagt, formodentlig i løbet af Bronzealderen. Siden har der kun været få observationer af vilde elge i landet, idet et dyr fire eller fem gange har taget svømmeturen over Øresund, senest i 2018. Som regel har de dog ikke levet længe. Én blev kørt over af et tog, mens andre måske blev skudt af krybskytter. En undtagelse var en elgko, som levede i Gribskov 1933-51.

I 2015-17 blev et mindre antal svenske elge udsat i Lille Vildmose. Siden har de formeret sig, og i dag er bestanden på mindst 25 dyr.

Slægts- og artsnavn stammer sandsynligvis fra proto-germansk algiz, der blev ændret til alke på oldgræsk, og på oldnordisk til elgur, som blev forkortet til elg på dansk og norsk, älg på svensk.

 

 

 

 

 

Axishjorten er af mellemstørrelse. Hanner kan veje op mod 100 kg, mens hinderne er meget mindre.

Slægts- og artsnavn er latin og hentyder til et indisk dyr, nævnt af den romerske filosof og naturhistoriker Plinius den Ældre (ca. 23-79 e.Kr.). På hindi hedder arten chital, afledt af sanskrit citrala (‘plettet’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fra Ukraine og nordsiden af Kaukasus og videre mod øst gennem taigabæltet til Stillehavskysten, samt i Tibet, Korea og Manchuriet, afløses denne art af det sibiriske rådyr (C. pygargus). Førhen blev de betragtet som tilhørende én og samme art, men i dag anerkender de fleste autoriteter dem som særskilte arter. Det sibiriske rådyr er større, med længere og mere forgrenet opsats end det europæiske rådyr.

På Romertidens latin hentydede ordet capra, også skrevet caprea, normalt til en gedebuk, men påsat diminutiv-endelsen olus betød det ‘lille hjort’. Navnet pygargus kommer af oldgræsk pygargos, af pyge (‘rumpe’) og argos (‘hvid’), hvilket sigter til, at mange hjortearter spreder rumpens hvide hår i tilfælde af fare.

 

 

 

 

 

Hannerne vejer typisk omkring 350 kg, skønt store eksemplarer kan veje helt op mod 550 kg. Hinderne er mindre og vejer 100-200 kg. Bestandene af denne hjort er gået drastisk tilbage i de fleste områder, hovedsagelig på grund af jagt og ødelæggelse af levesteder. Arten er blevet indført til forskellige lande rundt om i verden, bl.a. Australien, New Zealand og USA.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for hjorte, mens det latinske artsnavn betyder ‘ensfarvet’. Det danske navn er afledt af sanskrit sambara (‘hjort’).

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk odous (‘tand’) og koilos (‘hul’), hvilket sigter til de hule tænder hos medlemmerne af slægten. Det latinske artsnavn er oldgræsk og betyder ‘muldyr’, hvilket sigter til de store ører.

 

 

 

 

 

Denne hjort adskiller sig fra andre indiske arter gennem geviret, som har flere end tre takker, hvilket er årsagen til dens navn på hindi, barah singga, som betyder ’12-hornet’. Adulte hanner har normalt 10-14 takker, men op til 20 har været observeret.

Der er beskrevet tre underarter af barasingha. Nominatracen, der lever mod nordvest, har klove, der kan spredes vidt ud – en tilpasning til at leve i oversvømmede græssletter på Indus-Ganges-sletten. I dag findes en bestand på omkring 2000 i adskillige delområder i Uttar Pradesh, og omkring 2200 findes i Sukla Phanta Wildlife Reserve i det vestlige Nepal.

Den østlige underart ranjitsinhi er begrænset til det nordøstlige delstat Assam, hvor bestanden i 1978 var så lav som omkring 700. Siden er antallet steget støt på grund af bedre beskyttelse. I 2016 blev det anslået, at omkring 1150 individer fandtes i Kaziranga Nationalpark. Nogle få lever også i Manas Nationalpark og andre beskyttede områder.

Den sydlige underart branderi adskiller sig fra de øvrige underarter gennem klovene, der er hårdere og dermed tilpasset et liv i græsbevoksede, åbne skove. Tidligere var den begrænset til Kanha Nationalpark i Madhya Pradesh, hvor bestanden stadig er meget lav, kun omkring 750 individer. Fornylig er den blevet genudsat i Satpura Tiger Reserve, ligeledes i Madhya Pradesh.

Slægtsnavnet er en kombination af to andre slægtsnavne, Rusa, som betyder ‘hjort’ på malajisk, samt Cervus (ovenfor).

Det latinske artsnavn blev givet til ære for den franske naturhistoriker og opdagelsesrejsende Alfred Duvaucel (1793-1824), som døde i Indien, kun 31 år gammel. Rygter vil vide, at han blev dræbt af en tiger.

 

 

 

 

 

 

Den nuværende udbredelse af den asiatiske elefant er yderst fragmenteret. I 2008 blev den af IUCN opført som udryddelsestruet på grund af en tilbagegang på 50% gennem de sidste 60-75 år. Den totale bestand af vilde asiatiske elefanter er måske nu så lav som 50.000 – eller måske endnu lavere, da dette tal er et skøn. Biologer skønner, at omkring halvdelen af bestanden lever i Indien. I Sri Lanka er antallet omkring 6000 – en halvering af bestanden i 1800-tallet. Sri Lanka er dog stadig det land i verden, som har den tætteste bestand af asiatiske elefanter.

Når tyrene er i brunst, udskilles et sekret fra en kirtel på siden af hovedet, hvilket tilkendegiver en øget produktion af hanlige hormoner – en tilstand, som kaldes musth. I perioder med musth er tyrene meget aggressive, og det er adskillige gange hændt, at tæmmede asiatiske elefanter i musth har dræbt deres mahout (træner), tilsyneladende uden grund.

Drægtighedsperioden er op mod to år. En nyfødt asiatisk elefant vejer omkring 100 kg. Seks år gammel vejer kalven omkring en ton.

Tyre med store stødtænder, de såkaldte tuskers, var førhen et eftertragtet bytte for trofæ-jægere, og i dag eksisterer der ikke mere sådanne gigantiske dyr. Hunnerne har meget små stødtænder. Hos den srilankanske underart maximus har kun 10% af tyrene stødtænder og hunnerne slet ingen. Denne tendens er blevet forstærket af krybskytter, som især efterstræber tyre med store stødtænder.

Den asiatiske elefant blev først tæmmet i Indus-dalen omkring 3500 f.Kr. Siden da har den været flittigt benyttet som transportdyr, når tunge genstande skulle flyttes. I Khmer-kulturen i Indokina red kongelige og andre prominente personer på elefanter, når de ønskede at gå på jagt efter tigre og andet storvildt. De blev også meget anvendt i Khmer-rigets krige, og under englændernes koloni-krige i Indien i 1800-tallet blev elefanter anvendt til at slæbe tunge kanoner til fronten.

Indtil fornylig blev elefanter benyttet i stor stil i tømmerindustrien i Indien og Sydøstasien til at hale træstammer ud fra skove i bjergrigt terræn. Denne anvendelse foregår også i dag i mindre målestok i områder, hvor tungt maskineri ikke kan anvendes.

I Indien og Sri Lanka anvendes elegant udsmykkede elefanter meget i processionsoptog under religiøse højtider.

I nogle asiatiske lande benyttes elefanter i turistindustrien, idet de transporterer turister ud i nationalparkerne for at iagttage vilde dyr. Modsat køretøjer bevæger elefanterne sig i stilhed, og turisterne kan komme meget tæt på mange af dyrene, da de ikke er bange for elefanterne.

Slægtsnavnet er det klassiske græske ord for elefanter.

 

 

 

 

 

 

 

Savanne-elefanten er det største landdyr på kloden, idet en normal tyr vejer 5-6 tons, en ko omkring 3 tons. Den største elefant, som nogensinde er registreret, var en tyr, som blev skudt i Angola i 1955. Den vejede ca. 10 tons og målte 4 m over skulderen. I gennemsnit vejer en skovelefant kun halvt så meget som en savanne-elefant.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk loxos (‘skråtstillet’ eller ‘over kors’) samt odous (‘tand’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af proto-indeuropæisk ekwos (‘hest’), mens underartsnavnet er det klassiske latinske ord for æsel.

Tamæslet er nærmere beskrevet på siden Dyreliv: Dyrearter i menneskets tjeneste.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘vild’, oprindeligt fra proto-italiensk. Underartsnavnet er muligvis afledt af oldpersisk kaval, et ord, der blev anvendt om heste af ringere kvalitet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Førhen blev savannezebraer i Namibia betragtet som en særlig underart, antiquorum. Nylige studier har imidlertid påvist, at den genetisk er identisk med Burchells zebra, underarten burchelli, som tidligere blev anset for at være uddød. Da underarten burchelli blev beskrevet før antiquorum, har dette navn fortrinsret, og savannezebraerne i Namibia kaldes nu for E. quagga ssp. burchelli.

Artsnavnet er afledt af Afrikaans kwagga, som stammer fra Khoisan koaah, der måske er en lydefterligning af dens vrinsken.

 

 

 

 

 

 

 

I 1930’erne var Kap-bjergzebraen næsten blevet bortskudt, og der overlevede kun omkring 100 individer. Siden har strenge fredningsbestemmelser forårsaget, at bestanden er steget til over 2700.

I 1998 blev populationen af Hartmanns bjergzebra anslået til omkring 25.000 individer, mens et nyligt estimat siger omkring 33.000.

Artsnavnet er det portugisiske ord for zebraer, oprindeligt fra galicisk-portugisisk enzebro, ezebra, eller azebra (‘vildæsel’).

 

 

 

 

 

 

Denne art lever fortrinsvis på savanner, men findes også i forskellige åbne skovtyper. Der anerkendes fire underarter. Nominatracen jubatus forekommer fra Uganda og Kenya mod syd gennem det østlige og sydlige Afrika til Namibia og Sydafrika. Den er blevet udryddet i Zaire, Rwanda og Burundi. Bestanden er blevet anslået til omkring 5000 individer.

Udbredelsen af underarten soemmeringii er begrænset til den nordøstlige del af Afrika, hvor den findes i Sydsudan, Ethiopien og Eritrea.

Med en total bestand på under 250 dyr er underarten hecki opført som akut udryddelsestruet på IUCN’s liste. Den har en spredt forekomst med bittesmå bestande i den sydlige del af Algeriet, samt i Niger, Burkina Faso og Benin.

I dag er den asiatiske gepard, underarten venaticus, begrænset til Iran. Den er klassificeret som akut udryddelsestruet på IUCN’s liste, da den totale bestand i 2017 blev vurderet til at være på under 50 dyr, som lever spredt på Irans centrale plateau. Førhen var denne underart udbredt fra den Arabiske Halvø og Tyrkiet mod øst til Centralasien og Indien.

I 2016 blev verdensbestanden af gepard anslået til omkring 7100 vildtlevende individer. Dens tilbagegang skyldes tab af levesteder, krybskytteri i forbindelse med den illegal handel af kæledyr, samt konflikter med mennesker.

Det videnskabelige slægtsnavn er afledt af græsk akinitos (‘ubevægelig’) samt onyx (‘negl’ eller ‘hov’), således ‘ubevægelig negl’, hvilket sigter til, at geparden, ulig andre kattearter, er ude af stand til at trække kløerne ind. Artsnavnet kommer af latin iuba (‘manke’ eller ‘top’) samt‎ atus (‘lig’), altså ‘med noget der ligner en manke’, hvilket hentyder til den store manke hos gepardkillinger under 3 måneder gamle. Denne manke camouflerer killingerne, når de efterlades i tæt vegetation af deres moder, når hun skal ud at jage.

 

 

 

 

 

Slægts- og artsnavn er begge klassiske latinske ord for kat.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Løven adskiller sig fra andre katte gennem hannens manke – en stor bevoksning af hår rundt om halsen, ned ad brystet og ofte lidt hen ad ryggen. Manken får hanløven til at se større ud, end den faktisk er, uden ulempen ved en større vægt, som ville kræve mere føde. En stor manke er et signal til andre hanner, at her kommer et stærkt dyr, som ikke bør udfordres, selv ikke hvis den udfordrende løve faktisk er større end opponenten, men har en mindre manke. Manken yder også nogen beskyttelse under kampe mellem hanløver, for eksempel når omstrejfende hanner forsøger at overtage en flok.

Løven er nærmere omtalt på siden Dyreliv – Pattedyr: Løven – savannens konge, og en usædvanlig natlig oplevelse med løver er beskrevet på siden Rejse-episoder – Tanzania 1990: Løver i lejren.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk panther, hvilket sigter til sortpelsede leoparder (P. pardus) i Indien, der ofte kaldes for panter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den høje og tilsyneladende klodsede giraf var engang udbredt overalt i Afrika, med undtagelse af regnskovsområder, men den er aftaget med alarmerende hast, og i dag er der måske under 100.000 individer tilbage.

Ifølge International Union for Conservation of Nature (IUCN) eksisterer der kun én giraf-art, opdelt i 9 underarter, mens andre autoriteter anerkender op til 8 særskilte arter.

Slægtsnavnet er afledt af det arabiske ord zarafah, oprindeligt fra persisk sotorgavpalang (‘kamel-okse-leopard’), mens det latinske artsnavn kommer af græsk kamelos (‘kamel’) og pardos (‘leopard’), samt af latin alis (‘ligner’), hvilket sigter til giraffens kamel-lignende krop og dens leopard-lignende mønster.

 

 

 

 

 

 

Den er udbredt fra Ethiopien og Somalia mod syd gennem det østlige Afrika til den nordøstlige del af Sydafrika, samt fra det sydlige Zaire og Zambia mod vest til Angola og det nordlige Namibia.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk helos (‘sump’) og gale (‘lækat’), hvilket sigter til dens lækat-lignende fremtoning. Den første del er dog misvisende, da medlemmerne af denne slægt ofte lever i tørre områder. Artsnavnet er latin og betyder ‘meget lille’.

 

 

 

 

 

Slægts- og artsnavn kommer af Marathi mungus (‘desmerdyr’). Det danske navn hentyder til de mørke lodrette striber på kropssiderne.

 

 

 

 

 

 

Det videnskabelige navn er afledt af oldgræsk hippos (‘hest’), potamos (‘flod’), amfi (‘begge sider’), samt bios (‘liv’), altså ‘flodhesten der lever på begge sider’, hvilket sigter til, at flodhesten lever både i vand og på land.

 

 

 

 

 

 

 

 

Dette ord blev senere anvendt af den amerikanske læge og missionær Thomas Staughton Savage (1804-80) og naturhistorikeren Jeffries Wyman (1814-74), da de beskrev gorillaen i 1847 under navnet Troglodytes gorilla. (Kilde: en.wikipedia.org/wiki/Gorilla)

Tidligere blev gorillaer betragtet som tilhørende en enkelt art, Gorilla gorilla, men siden er de blevet opsplittet i to arter, den vestlige gorilla (Gorilla gorilla), som har to underarter, lavlandsgorillaen (gorilla) og Cross River-gorillaen (diehli), samt den østlige gorilla (Gorilla beringei), der ligeledes har to underarter, bjerggorillaen (beringei) og Grauers gorilla (graueri).

Den vestlige gorilla er udbredt i Cameroun, den Centralafrikanske Republik, Gabon samt Republikken Congo, med ganske små bestande i det østlige Nigeria og det nordlige Angola. Bestanden af underarten gorilla er sandsynligvis omkring 250.000 individer, mens underarten diehli er udryddelsestruet, da den kun tæller omkring 300 individer. Tilbagegangen for arten som helhed forudsiges at overstige 80% inden 2070 på grund af illegal jagt, sygdom (Ebola-virus), samt tab af levesteder.

Den østlige gorilla lever i bjergskove i det østlige Zaire, det nordvestlige Rwanda og det sydvestlige Uganda. Denne region har været genstand for krig og borgerkrig gennem mange år, og det er også gået ud over gorillaerne. Underarten beringei, der kun tæller omkring 900 individer, er den eneste menneskeabe, hvis antal er steget i de senere år, mens underarten graueri er alvorligt påvirket af menneskelige aktiviteter, specielt jagt til den kommercielle handel med ’bushmeat’. Denne illegale jagt er gjort nemmere gennem den lette adgang til våben fra de forskellige krige i området. Nylige optællinger viser, at bestanden af Grauers gorilla, der førhen talte omkring 17.000 individer, er dalet til kun ca. 3800.

 

 

 

 

 

Alle tre arter er udryddelsestruede på grund af tab af levesteder og forringelse af biotop, samt illegal fangst til zoologiske haver. Det er blevet vurderet, at bestanden af Borneo-orangutan i 1973 omfattede omkring 300.000 individer, og det forudses, at dette tal vil falde til ca. 50.000 inden 2025. Sumatra-orangutan tæller færre end 14.000 individer, og det forudses, at dette antal vil dale med omkring 80% inden 2060. Der findes færre end 800 Tapanuli-orangutaner, og antallet falder stadig.

Slægtsnavnet blev fejlagtigt hæftet på orangutanen. Det er afledt af Kongo-ordet mpongo, som betyder ‘gorilla’. Det danske navn er malajisk og betyder ‘skovmenneske’.

I 1985 besøgte jeg Sepilok Orangutan Rehabilitation Centre i Sabah, Borneo. Her holdes et antal forældreløse orangutaner, som er blevet konfiskeret fra krybskytter, der har skudt deres mødre for at få fat i ungerne. Dette center, hvor ungerne optrænes til et liv i vild tilstand, er nærmere beskrevet på siden Rejse-episoder – Borneo 1985: På besøg hos orangutaner.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den plettede hyæne har en meget kompleks social struktur, hvad angår gruppestørrelse, hierakisk struktur samt hyppigheden af social interaktion, blandt både blodfæller og gruppemedlemmer, som de ikke er i familie med. Deres sociale system er mere åben konkurrence end samarbejde, hvor adgangen til bytte, parringsmuligheder samt tidspunktet, hvor hannerne forlader gruppen, altsammen afhænger af det enkelte medlems evne til at dominere flokfæller. (Kilde: Holekamp, Sakai & Lundrigan, 2007. Social intelligence in the spotted hyena (Crocuta crocuta). Philosophical Transactions of the Royal Society, London, 362, s. 523-38)

Slægts- og artsnavn er afledt af oldgræsk krokottas, der beskrives som et dyr fra Ethiopien, som var en blanding af ulv og hund.

 

 

 

 

 

 

 

 

Efter dens fredning er havodderen vendt tilbage på dramatisk vis, og i dag er bestanden måske i størrelsesordenen 110.000 individer, hvoraf den mest stabile bestand på omkring 27.000 findes i Rusland, især på øgruppen Kurillerne.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk en (‘i’) og hydra (‘vand’), således ‘lever i vand’, mens artsnavnet er latin og betyder ‘odder’.

 

 

 

 

 

 

Den sydafrikanske underart er udbredt langs kysterne af det sydlige Afrika, fra Ilha dos Tigres i det sydlige Angola sydpå langs Namibias kyst til Algoa-bugten i Sydafrika, mens den australske underart lever i sydøst-australske farvande, langs kysterne af Tasmanien, New South Wales, Victoria og Syd-Australien, med den største koncentration i Bass-strædet.

Artens foretrukne ynglebiotop er klippefyldte kyster samt grus- og stenstrande. Bestanden af sydafrikansk pelssæl er omkring 2 millioner, mens den australske tæller omkring 120.000. (Kilde: iucnredlist.org/details/2060/0)

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk arktos (‘bjørn’) og kephale (‘hoved’), således ‘med hoved som en bjørn’ (jfr. det danske navn). Artsnavnet er latin og betyder ‘lille’.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk keras (‘horn’) og therion (‘bæst’). Artsnavnet er afledt af græsk simos (‘fladsnudet’), hvilket sigter til artens brede mule, en tilpasning til at græsse.

Det hævdes ofte, at det meget anvendte navn hvidt næsehorn skyldes en forkert oversættelse af det hollandske ord wijd til det engelske ord white (‘hvid’). Wijd betyder ‘bred’, og det skulle hentyde til artens brede mule. Det er imidlertid en forkert tolkning. Faktisk kan navnet hvidt næsehorn spores tilbage til et brev på hollandsk, skrevet af boeren Petrus Borcherds til sin fader i 1802. I dette brev nævner han to næsehorn, som begge blev skudt i 1801, en tyr af den ‘sorte varietet’ og en hun af det ‘hvide’ næsehorn. Om hunnen skrev Borcherds (stadig på hollandsk): “Hun var af den type, der af os kaldes for hvidt næsehorn. (…) Jeg havde forventet, at dette dyr ville være helt hvidt på grund af navnet, men fandt, at hun var af en lysere askegrå farve end den sorte han.” (Kilde: Jim Feely 2007. Black rhino, white rhino: what’s in a name? Pachyderm 43, pp. 111-115)

I realiteten er begge arterne grå, det ‘sorte’ næsehorn af en noget mørkere nuance end det ‘hvide’.

 

 

 

 

 

 

 

Begge videnskabelige navne betyder ‘tohornet’. Slægtsnavnet er afledt af græsk dyo (‘to’) og keras (‘horn’), artsnavnet af Latin bis (‘dobbelt’) og cornu (‘horn’). Navnet ‘spidssnudet næsehorn’ sigter til artens spidse mule, en tilpasning til at æde af buske.

 

 

 

 

 

 

Så langt den største koloni er i Janos-regionen i Chihuahua, hvor hundredtusinder af dyr stadig findes, skønt deres antal er dalet i de senere år, hovedsagelig på grund af opdyrkning af området.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kynos (‘hund’) og mus (‘mus’), således ‘hundemus’, hvoraf den første del hentyder til et gammelt fransk navn på disse dyr, petite chien (‘lille hund’), hvilket sigter til et af deres kald, der svagt minder om en hunds gøen.

Artsnavnet, som er den latinske form af Ludwig eller Louis, refererer til Kaptajn Meriwether Lewis (1774-1809) fra den berømte Lewis and Clark-ekspedition 1804-06, hvor denne præriehund for første gang blev indsamlet til videnskaben.

Denne art og andre præriehunde er nærmere beskrevet på siden Dyreliv: Egern.

 

 

 

 

 

 

 

 

På afstand synes dette dyr at være nøgent, kun med en manke hen langs rygraden, samt hårduske på kinder og hale. På tættere hold bemærker man dog et dække af korte, stive børster på kroppen. Ornen har kraftige hugtænder, der undertiden kan blive op mod 60 cm lange, meget mindre hos soen.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk phakos (‘vorte’) og khoiros (‘svin’), der i lighed med det danske navn hentyder til de vortelignende udvækster i ansigtet, størst hos ornen.

 

 

 

 

 

 

 

Denne art er udbredt i et kæmpestort område, i næsten hele Europa samt fra Nordafrika gennem Mellemøsten og Centralasien til Japan, og derfra mod syd til Sri Lanka, Filippinerne, Sumatra og Java. Den er også blevet indført andre steder, først og fremmest USA, Australien og Ny Guinea.

Jeg havde engang en hårrejsende oplevelse med et vildsvin, se Rejse-episoder – Iran 1973: Biluheld ved det Kaspiske Hav.

En morsom episode med vildsvin er gengivet på siden Natur-citater, beskrevet af den kendte jæger og naturfredningsmand Jim Corbett (1875-1955).

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for ‘svin’. Artsnavnet stammer fra proto-indoeuropæisk skreb (‘at skrabe’), men på klassisk latin blev det betegnelsen på en so.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for muldvarp. Det danske navn kommer af oldnordisk muld (‘jord’) og varpa (‘at kaste’), hvilket naturligvis sigter til muldvarpeskud.

 

 

 

 

 

 

 

Andrikken er en pragtfuld fugl i yngledragten, med grå sider, purpurfarvet bryst og skinnende grønt hoved, der fra visse vinkler changerer over i det blå. Hunnen er ensfarvet plettet brun. Han og hun er begge illustreret på siden Dyreliv – Dyrearter i menneskets tjeneste: Fjerkræ.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for ænder, mens artsnavnet er afledt af oldgræsk platys (‘flad’) og rhynkhos (‘næb’).

 

 

 

 

 

I løbet af de sidste 50 år er bestanden vokset kraftigt på grund af beskyttelse i overvintringsområderne. Antallet i Irland og England er øget fra omkring 30.000 i 1950 til omkring 300.000 i dag.

Den kortnæbbede gås er nært beslægtet med sædgåsen (A. fabalis), og den blev førhen regnet som en underart af denne.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for gås. Artsnavnet er afledt af oldgræsk brakhys (‘kort’) og rhynkhos (‘snude’ eller ‘næb’).

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk kyknos (‘svane’) samt endelsen oides (‘minder om’), hvilket sigter til ligheden mellem næbbet hos denne gås og næbbet hos knopsvane (Cycnus olor).

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en latiniseret form af brandgás (‘brændt gås’), det oldnordiske navn på knortegåsen (Branta bernicla), hvilket hentyder til denne arts overvejende sorte fjerdragt.

 

 

 

 

 

 

 

Det videnskabelige navn er afledt af oldgræsk khloe (‘frisk grønt græs’), phagein (‘at æde’), polion (‘grå’), samt kephale (‘hoved’).

 

 

 

 

 

Arten har to adskilte udbredelsesområder, fra Eritrea mod syd til Tanzania, samt fra Namibia og Zimbabwe mod syd til Kap-provinsen.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk oxys (‘skarp’) og oura (‘hale’), hvilket i lighed med det danske navn sigter til den stive, skarve-lignende hale, der ofte stritter lige i vejret.

Artsnavnet stammer fra Boerne, der tilsyneladende fandt, at den mindede om den domesticerede moskusand, som de af en eller anden grund kaldte for makou. Dette navn blev så forvrænget til maccoa. Faktisk er ordet makou af kinesisk oprindelse, idet det sigter til den portugisiske enklave Macau.

 

 

 

 

 

Begge de latinske navne samt det danske navn hentyder til artens bronzefarvede vingespejl. Lokalt kaldes den undertiden for pato perro (‘hunde-and’), hvilket sigter til hunnens hæse gøende kald.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for hejre, mens artsnavnet er latin og betyder ‘askefarvet’.

Andre billeder af arten er bragt på siderne Fiskeri, Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan, samt Dyreliv: Byens dyreliv.

 

 

 

 

 

Oprindeligt var kohejren hjemmehørende i det sydlige Spanien og Portugal, den nordlige halvdel af Afrika, samt tværs over Mellemøsten og det Indiske Subkontinent mod øst til Japan, og derfra mod syd til det nordlige og det østlige Australien. Sidst i 1800-tallet begyndte arten at ekspandere mod syd i Afrika, og i 1877 blev den observeret i det nordlige Sydamerika, hvortil den sandsynligvis var fløjet over Atlanten. Omkring 1930 var den etableret som ynglefugl i dette område, og nu begyndte en hastig spredning af arten til Nordamerika, hvor den i dag er udbredt mod nord til det sydlige Canada. I de senere år har den også bredt sig mod nord i Europa.

Som dens navn siger, følger den ofte efter græssende kvæg for at snappe de græshopper og andre smådyr, som skræmmes op. Den ses også ofte på nypløjede marker. Slægtsnavnet er latin og betyder ‘kvæghyrde’. Artsnavnet er det oldgræske ord for ibiser. Hvorfor det blev benyttet for kohejren, er uvist.

I dag opdeler nogle autoriteter kohejren i to arter, vestlig (B. ibis) og østlig (B. coromandus). Bortset fra visse mindre detaljer er de identiske, så denne opdeling er lidt af et mysterium for mig.

Mange andre billeder af kohejre vises på siderne Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan, samt Fugle i Himalaya.

 

 

 

 

 

 

 

 

Da briterne regerede i Indien, skød jægere ofte denne art, som de kaldte for ‘beef-steak bird’, et udtryk, der også blev anvendt for uldhalset stork (Ciconia episcopus).

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk anastomoo (‘udstyret med en mund’), hvilket i denne forbindelse betyder ‘med munden vidt åben’. Artsnavnet er afledt af latin oscitare (‘at gabe’), hvilket naturligvis også hentyder til næbbet.

Ordet stork stammer fra oldgermansk sturkoz.

 

 

 

 

 

De to vestlige bestande tilbringer vinteren i Afrika syd for Sahara, mens fuglene fra Kazakhstan overvinter i det sydøstlige Iran, Pakistan og det nordvestlige Indien, samt i mindre grad i Oman.

I 1960 blev en tilskadekommen stork fundet i landsbyen Frøstrup i Thy. Den fik det yderste af vingen amputeret, hvorefter familien Søndergaard tog den i pleje. Storken, som blev døbt Ludvig, blev fuldstændig tam og fulgte fru Søndergaard i hælene, hvor hun stod og gik. Chr. Søndergaard byggede et redestillads til den i haven, med en slags trappe op til reden, som fuglen kunne spadsere op ad, da den jo ikke kunne flyve. Her tilbragte fuglen megen tid.

Efter 8 år fandt man ud af, at Ludvig faktisk var en hun. En hanstork landede en forårsdag 1968 i reden, og de to storke dannede par de følgende år. De fik mange unger på vingerne. To af ungerne fløj til Madeira, hvor den ene var så udmattet, at den måtte tages i pleje. Efter at have boet hos familien Søndergaard i over 20 år døde Ludvig i maj 1981. Den opnåede en alder af mindst 25 år.

Slægts- og artsnavn er det klassiske latinske ord for stork.

 

 

 

 

 

 

Indtil midten af 1800-tallet var ravnen en almindelig ynglefugl i hele Danmark, men på grund af en voldsom forfølgelse i form af beskydning og forgiftning svandt bestanden ind til blot 16 par omkring 1950. Siden har den været i støt fremgang, og i dag er ravnen atter en ret almindelig ynglefugl med mindst 800 par.

På grund af sin intelligente adfærd optræder ravnen i adskillige mytologier. I den nordiske mytologi var ravnene Hugin (‘tanke’) og Munin (‘hukommelse’) Odins tjenere, som bragte ham nyt fra hele verden. Ravnen figurerede på bannerne af nordiske konger som Knud den Store og Harald Hårdråde.

Ravnen var også en vigtig fugl for kelterne. I den irske mytologi landede gudinden Morrígan i form af en ravn på helten Cú Chulainns skulder efter hans død. I den walisiske mytologi betyder navnet på guddommen Bran Fendigaid ‘ravn’, og fuglen er hans symbol.

Blandt adskillige folkeslag i Sibirien, det nordøstlige Asien og Nordamerika betragtedes ravnen som skabergud. For Tlingit- og Haida-folkene, som levede langs Stillehavet i Nordamerika, var fuglen også en drillepind.

I 1. Mosebog, kapitel 8, vers 6-7, hedder det: “Og da der var gaaet fyrretyve Dage, aabnede Noah den Luge, han havde lavet paa Arken, og sendte en Ravn ud. Den fløj frem og tilbage, indtil Vandet var tørret bort fra Jorden.”

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for ravn, mens artsnavnet er en latiniseret form af korax, det oldgræske ord for ravn. Det danske navn er en modificeret form af det gamle nordiske navn hrafn, der oprindelig var afledt af proto-germansk khrabanas.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Selv om inderne har ladet de store fugle i fred af religiøse grunde, var arten i en årrække i rivende tilbagegang her på grund af afvandinger, opdyrkning, byudvikling, industriforurening og øget brug af pesticider. I Indokina er den truet af afvandinger, dæmningsanlæg, overgræsning, krybskytteri og ægindsamling. De langvarige krige i Vietnam, Laos og Cambodia tog også deres told af traner. I Australien er afvandinger og kvæggræsning trusler.

I dag regner man med en verdensbestand på 15-20.000, heraf 8-10.000 i Nordindien, hvor den er i fremgang på grund af øget beskyttelse.

Arten er standfugl, men flyver noget omkring uden for yngletiden til nedbørsområder. De to østlige underarter er tilknyttet vådområder, uden for yngletiden også græsland og agerland. Den indiske underart har i høj grad vænnet sig til mennesker og kan yngle i meget små vådområder i agerland.

I Indien siger man, at når sarustranerne flokkes, er det tegn på den forestående monsunregn. Da traneparret holder sammen hele livet, er sarustranen også symbol på ægteskabelig lykke. I den hinduistiske mytologi har gudinden Baglamukhi tranehoved. Hun er mester i sort magi og allehånde former for aflivning ved hjælp af gift.

I den græske mytologi var Antigone datter af Ødipus, som uforvarende dræbte sin fader Laius, konge af Theben, og giftede sig med enken, hans moder Jocaste. Da Jocaste erfarede sandheden, hængte hun sig selv, og ifølge en version af historien stak Ødipus derpå øjnene ud på sig selv og gik i eksil, ledsaget af sine døtre Antigone og Ismene.

Det danske navn er hindi-navnet på fuglen.

 

 

 

 

 

Arten lever på savanner, i floddale samt i agerland med vådområder. Traditionelt har nogle folkeslag betragtet den som hellig, og den har mange steder vænnet sig til at leve nær mennesker. Den er standfugl, men foretager lokale vandringer til områder med nylig nedbør. I lighed med sort krontrane overnatter arten ofte i træer.

Den grå krontrane har gennem de sidste 50 år været i stærk tilbagegang, og den samlede bestand er nu på kun 25-30.000, heraf omkring to tredjedele i Østafrika. Tilbagegangen skyldes afvandinger, omlægning af savanne til agerland, overgræsning, samt udeblevne oversvømmelser pga. dæmningsanlæg. De østafrikanske bestande er klassificeret som truede, mens den sydafrikanske er stabil.

Slægtsnavnet hentyder til de Baleariske Øer i Middelhavet. Det er afledt af grui Balearicae (‘den baleariske trane’), nævnt af den romerske filosof og naturhistoriker Plinius den Ældre (ca. 23-79 e.Kr.). Det vides ikke, hvilken art Plinius hentyder til, eller om det overhovedet var en trane, selvom jomfrutranen (Grus virgo) tidligere fandtes i Spanien og stadig trækker gennem Nildalen. (Kilde: J.A. Jobling 2010. The Helm Dictionary of Scientific Bird Names, Christopher Helm, London)

Artsnavnet er latin og betyder ‘kongelig’, afledt af regis (‘konge’), hvilket naturligvis sigter til den iøjnefaldende top.

 

 

 

 

 

Vortetranen er næsten udelukkende tilknyttet vådområder og er talrigest i de enorme flodsumpe i Zambia og Botswana. Den er standfugl, men strejfer rundt til områder, hvor der er faldet regn. Uden for yngletiden kan de ethiopiske fugle også træffes i græsland. Vortetranen lægger normalt kun ét æg og har en meget langsom reproduktion. Den yngler ikke hvert år, men indretter yngletiden efter oversvømmelsernes størrelse. Derfor har dæmningsanlæg, som holder meget af vandet tilbage, meget stor negativ effekt på artens reproduktion.

Den samlede bestand tæller kun omkring 8-9000 individer, og den er næsten overalt i stærk tilbagegang pga. afvandinger, dæmningsanlæg, brande, samt menneskelig bosættelse omkring sumpområder. I Sydafrika er den næsten forsvundet.

Slægtsnavnet er en lydefterligning af traners kraftige trompeteren. Artsnavnet er afledt af latin caruncula (‘et lille stykke kød’), diminutiv af carnis (‘kød’), hvilket sigter til hudlapperne under hagen.

 

 

 

 

 

Denne art, som udelukkende findes i vådområder, var tidligere vidt udbredt i det nordlige Sibirien, men har siden 1800-tallet været i forrygende tilbagegang. Den østlige bestand, som tæller 3500-3800 individer, yngler især i Yakutia-republikken og lidt østpå. Den overvintrer ved Yangtze-floden i Kina, heraf 98% i Poyang-søen. Dele af denne sø er fredet, men trues af et stort dæmningsanlæg, Three Gorges, som kontrollerer de årlige oversvømmelser af søområdet. Andre trusler er kviksølvforurening og olieeftersøgning i Sibirien.

De centrale og vestlige sibiriske bestande, som ynglede omkring Ob-floden, er nu så godt som uddøde. Den vestlige bestand tilbragte vinteren omkring det Kaspiske Hav. I 1990’erne sås op til 10 fugle her, men dette antal dalede til 4 i 2002 og bare en enkelt siden 2010.

Den centrale bestand overvintrede i Nordindien. I Keoladeo Nationalpark kunne indtil 1960’erne ses op mod 200 overvintrende snetraner, men antallet dalede katastrofalt, og i 1970’erne var der kun op til 75 fugle.

The International Crane Foundation forsøgte at hjælpe denne bestand, bl.a. ved i Sibirien at lægge snetraneæg i reder af eurasisk trane, som så opfostrede snetrane-ungerne. Men alligevel dalede antallet i Keoladeo til bare 4 individer i 1996, og sidste observation var i 2002. Fuglene var genstand for intensiv jagt under trækket gennem Afghanistan og Pakistan. I Keoladeo har man prøvet at udklække snetraneæg i reder af sarustraner, men ungerne blev præget på fosterforældrene og blev sammen med dem i området hele året.

I oldtiden overvintrede arten så langt mod vest som i Egypten. Et relief fra Saqqara, der nu befinder sig i Ny Carlsberg Glyptotek i København, forestiller seks snetraner, og der findes også en afbildning af en snetrane i Senet’s grav fra 12. dynasti (1991-1785 f.Kr.). Ydermere er en snetrane omtalt i en tekst af den egyptiske forfatter an-Nuwayri (1279-1332 e.Kr.).

Slægts- og artsnavn er afledt af oldgræsk leukos (‘hvid’) og geranos (‘trane’).

 

 

 

 

 

 

Fire af underarterne er trækfugle, som tilbringer vinteren så langt mod syd som Sydafrika, det nordlige Australien og Argentina. Arten kan ses året rundt i det sydlige Mexico, den sydlige del af den Iberiske Halvø, Egypten, Himalaya, samt det sydlige Kina og Taiwan.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for svale. Artsnavnet er latin og betyder ‘landlig’, afledt af ruris (‘landbrugsland’). Arten bygger oftest rede på bygninger, gerne i lader og stalde, hvilket også afspejles af dens danske navn. I sin Historiæ animalium, Liber III, publiceret i 1555, kalder den schweiziske læge og naturhistoriker Konrad Gessner (1516-65) fuglen for Hirundo domestica, af latin domus (‘hus’).

Landsvalen er nærmere beskrevet på siden Bøger: Hvor vandet møder himlen.

 

 

 

 

 

Den kan kendes fra landsvalen (ovenfor) på sine kortere ydre halefjer, den grålige, tværvatrede undergump, samt manglen på et sort bånd under den rødlige strube.

Artsnavnet hentyder til øen Tahiti i Fransk Polynesien. Type-eksemplaret blev formodentlig indsamlet dér.

Tidligere blev fugle i Sydindien og Sri Lanka betragtet som en underart af Stillehavssvalen, men er siden blev ophøjet til en selvstændig art, sydindisk svale (H. domicola).

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er oldgræsk og betyder ‘dum’ eller ‘idiotisk’. I gamle dage dræbte søfolk ofte disse fugle til føde, og de fandt dem meget dumme, da de var tillidsfulde og således nemme at slå ihjel. Artsnavnet er latin og betyder også ‘dum’ eller ‘idiotisk’.

 

 

 

 

 

Hættemågen var førhen meget almindelig i Danmark, men er gået stærkt tilbage de sidste 30-40 år.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk khroizo (‘at farve’) og kephale (‘hoved’), hvilket sigter til det mørke hoved hos mange af arterne i yngletiden. Artsnavnet kommer af latin ridere (‘at le’), hvilket hentyder til et af artens skrig, ke-ke-ke, som mest høres på ynglepladserne.

 

 

 

 

 

 

 

I Danmark ynglede i 1800-tallet flere hundrede par, men arten aftog op gennem 1900-tallet og er i dag uddød. Uden for yngletiden kan den træffes næsten hvorsomhelst i varmere egne, men aldrig langt fra land.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk gelao (‘at le’) og khelidon (‘svale’), hvilket sigter til dens kald samt dens elegante flugt. Artsnavnet er latin og betyder ‘fra Nilen’, formodentlig typelokaliteten.

Førhen blev den australske sandterne (G. macrotarsa) regnet for en underart af den almindelige sandterne, men betragtes i dag som en selvstændig art.

 

 

 

 

 

I de senere år er antallet af sølvmåger i europæiske byer steget kraftigt, idet fuglene placerer deres rede på toppen af højhuse.

Slægtsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk laros, som var navnet på en grådig havfugl, formodentlig en måge. Artsnavnet er afledt af latin argentum (‘sølv’) samt endelsen atus (‘minder om’), altså ‘sølvfarvet’, hvilket formodentlig hentyder til de lysegrå vinger.

 

 

 

 

 

I Danmark begyndte den først at yngle omkring 1930, men er siden tiltaget stærkt, og i dag yngler der mindst 3200 par.

Det latinske artsnavn betyder ’tilknyttet havet’, afledt af mare (‘hav’).

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn er en forkert stavet udgave af navnet på den tyske læge og zoolog Georg Christian Karl Wilhelm Michahelles (1807-1834), som indsamlede fugle i Dalmatien og Grækenland. Han døde af dysenteri i Grækenland, kun 27 år gammel.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af det islandske navn på arten, rita, hvoraf også det danske navn kommer. Det latinske artsnavn er afledt af oldgræsk tridaktylos (‘tretået’), hvilket sigter til, at denne art mangler den lille, bagudrettede fjerde tå, som de fleste andre mågearter besidder. Et ældre dansk navn på arten var tretået måge.

I England kaldes riden for kittiwake, navngivet efter dens skrig, mens den i Nordamerika er kendt som black-legged kittiwake for at skelne den fra dens nære slægtning red-legged kittiwake (R. brevirostris), som yngler på småøer i den allernordligste del af Stillehavet.

 

 

 

 

 

Den yngler også i nogle få tropiske egne, bl.a. på Bahama-øerne og Cuba, samt på små øer ud for Venezuela. Siden 1980 har mindre kolonier eksisteret på små øer ud for Sri Lankas øst- og vestkyst.

Arten tilbringer vintertiden langs kyster fra omkring 20^o nordlig bredde mod syd til det sydlige Sydamerika, Afrika og Australien.

Slægtsnavnet er afledt af oldengelsk stearn, som optræder i digtet The Seafarer fra 900-tallet. Et lignende ord for disse fugle blev anvendt på de Frisiske Øer.

Artsnavnet er det latinske ord for svaler. Det kan dateres tilbage til 1600-tallet, hvor fuglen blev kaldt for Hirundo marina (‘havsvale’) af den engelske ornitolog og ichthyolog Francis Willughby (1635-72). Navnet sigter til ternernes elegante flugt.

 

 

 

 

 

Den er berømt for sit langdistance-træk, idet den flyver fra de nordlige ynglepladser til Antarktis og tilbage igen hvert år. Den korteste afstand mellem disse områder er 19.000 km. Det betyder, at arten oplever to somre hvert år. Man kan spekulere over, om fuglen ikke bryder sig om mørke nætter.

Et hollandsk studium fra 2013 af fugle, som var mærket med dataloggere, konkluderede, at artens årlige træk er på omkring 48.700 km. En havterne kan leve i op mod 30 år og kan således gennem sit liv flyve op mod 2,4 mio. km.

Nogle eksempler på dens langdistance-træk: En voksen fugl, som blev ringmærket på Saltholm i maj 1958, blev skudt langs pakisen tæt på den antarktiske kyst syd for Australien i februar 1959 – en afstand på ca. 15.700 km. En unge, som blev mærket sommeren 1982 på Farne Islands, Northumberland, England, nåede Melbourne, Australien, i oktober, bare 3 måneder efter at den blev flyvefærdig – en rejse på over 22.000 km. Et tredje eksempel er en unge, som blev mærket i Labrador, Canada, i juli 1928, som blev genmeldt i Sydafrika 4 måneder senere – en distance på omkring 12.600 km.

Det latinske artsnavn sigter formentlig til denne arts skønhed og elegance.

 

 

 

 

 

I løbet af det 20. århundrede gik de fleste europæiske bestande kraftigt tilbage på grund af tab af egnede levesteder, forurening og menneskelig forstyrrelse. I Danmark er den også gået tilbage, og i dag er bestanden et sted mellem 300 og 500 par, med de største kolonier på Fanø og Rømø.

Slægtsnavnet er et diminutiv af Sterna (se ovenfor), som de tidligere var placeret i. Artsnavnet er afledt af latin albus (‘hvid’) og frons (‘pande’).

 

 

 

 

 

 

Nominatracen alba yngler i Østgrønland, Island og hele Europa, med undtagelse af de Britiske Øer, og videre østpå omtrent til Ural-bjergene. Den afløses på de Britiske Øer af racen yarrellii, i Marokko af subpersonata, og i Ural og sydpå til det Kaspiske Hav af dukhunensis. I Sibirien og det vestlige Alaska yngler ocularis, i Iran persica, i den vestlige del af Centralasien personata, i Centralasien baicalensis, i Himalaya alboides, i Kina, Korea og Taiwan leucopsis, og i Japan, Sakhalin og Kamchatka lugens. Mange af de nordlige racer er trækfugle, mens de sydligste er standfugle.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn for denne art. Ordet er afledt af motare (‘at bevæge’ eller ‘at ryste’), samt endelsen illa, der udtrykker noget småt, således ‘den lille ryster’, hvilket hentyder til, at halen hos hvid vipstjert altid bevæges op og ned. På et tidspunkt i løbet af Middelalderen opstod den fejlagtige antagelse, at cilla betød ‘hale’. (Kilde: Jobling, J.A. 2010. The Helm Dictionary of Scientific Bird Names. Christopher Helm, London)

Det latinske artsnavn betyder ‘hvid’.

Hvid vipstjert har over 100 danske folkenavne. Havreså, havrevimpe og mange andre navne med forstavelsen havre- sigter dels til, at når fuglen vender tilbage fra vinterkvarteret, er det tid at så havre, dels at den følger efter plov og harve, når man skal i gang med at så havre. Navnet vallingfugl fra Fanø hentyder til, at der skal sås valling (sommerrug), når vipstjerten ankommer. Mange navne hentyder til piger eller kvinder, måske fordi vipstjerten er vims som en ung pige. Disse navne omfatter bl.a. pigernes fugl, sommerdold, jomfrudol, Mette med den sorte hue (en hentydning til fuglens sorte isse og nakke), samt Maren Pjester (’Maren Petersdatter’) fra Vendsyssel. Nogle af disse ’pigenavne’ var nedsættende, bl.a. sommerdolde og jomfrudolde, idet dol(d) betyder ’pæn pige’, mens dolde betyder ’tøs’ eller ’dulle’!

 

 

 

 

 

 

Den lever i åben skov, krat og større haver og er udbredt i hovedparten af det Indiske Subkontinent, samt fra Indokina mod øst til det centrale og østlige Kina, og derfra mod syd til Indonesien. Den er nationalfugl i Bangladesh.

Et antal billeder af arten vises på siderne Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan, samt Fugle i Himalaya.

I sit 3-binds-værk A natural history of birds : illustrated with a hundred and one copper plates, curiously engraven from the life (1731-38) kalder den engelske naturhistoriker og kunstner Eleazar Albin (ca. 1690-1742) denne fugl for Dial Bird eller Bengall Magpie. Det førstnævnte hentyder til fuglens navn på Hindi, dayal, mens det sidste betyder ‘Bengal-skade’. Nogle autoriteter har foreslået, at da den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) i 1758 inkluderede denne art i sin Systema Naturæ og navngav den Gracula saularis, misforstod han Albins navn, idet han troede det havde noget at gøre med en solmåler (sun dial på engelsk). Det var da hans agt at navngive den Gracula solaris (solaris, ‘som har med solen at gøre’), men ved en fejltagelse skrev saularis i stedet.

Slægtsnavnet er afledt af kopsykhos, det oldgræske navn på solsort (Turdus merula), men det blev også anvendt om drosler i almindelighed.

 

 

 

 

 

Den er udbredt fra Tajikistan og Afghanistan langs Himalaya til Bangladesh, Indokina, størsteparten af Kina, samt Taiwan. Den lever udelukkende langs floder med hurtigtstrømmende vand og ses ofte sidde på klipper i floden, hvorfra den af og til flyver op for at snappe et forbipasserende insekt.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk phoinix (‘rødbrun’) samt oura (‘hale’), der i lighed med det danske navn sigter til disse fugles røde hale. Stjert er en gammel dansk betegnelse for hale. Artsnavnet kommer af latin fuligo (‘sod’) og ous (’tilbøjelig til’), som sigter til hannens sodgrå fjerdragt.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af pelekan, det oldgræske ord for pelikaner. Artsnavnet hentyder til Filippinerne, hvor denne art først blev indsamlet. Den var almindelig her indtil begyndelsen af 1900-tallet, men uddøde allerede i 1960’erne.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk phalakros (‘skaldet’) og korax (‘ravn’), hvor ‘skaldet’ hentyder til den hvide (men fjerklædte) isse hos storskarven (nedenfor) i yngletiden, mens ‘ravn’ formodentlig sigter til den i øvrigt sorte fjerdragt hos denne fugl.

 

 

 

 

 

I 1800-tallet blev skarven forfulgt overalt i Europa, dels fordi den var en konkurrent til fiskerne, dels fordi dens gødning ødelagde de træer, hvori den ynglede. Den fuldstændige modsætning til denne forfølgelse ses i Fjernøsten, hvor fiskere gennem tusinder af år har anvendt tæmmede skarver til fiskeri. Billeder af denne praksis kan ses på siden Fiskeri.

Artsnavnet er latin og betyder ‘trækul’, hvilket sigter til dens overvejende sorte fjerdragt.

Mere om skarven findes på siden Naturreservatet Vorsø.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk alektoris (‘høne’). Artsnavnet (og dermed det danske navn) hentyder til artens kald, et vidtlydende chuck-chuck-chukar-chukar.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er Nepals nationalfugl, lokalt kaldt danfe, ofte benævnt ’fuglen med de ni farver’ på grund af kokkens farvestrålende fjerdragt, der i solskin glitrer i alle regnbuens farver. Hunnens fjerdragt er brunlig og kraftigt stribet, med en lys plet på struben. Den har nøgen blå hud omkring øjnene.

Arten er også officiel statsfugl i Uttarakhand, hvor den kaldes monal.

Som det gælder for mange andre hønsefugle, er kødet af glansfasan velsmagende, og af denne grund er den efterstræbt mange steder. Den er dog stadig vidt udbredt, og i Khumbu-området i det østlige Nepal er den meget almindelig, idet de lokale sherpaer er buddhister og således imod at slå dyr ihjel. Så selv om glansfasanerne gør nogen skade ved at grave sherpaernes kartofler op og æde dem, bliver de ikke forfulgt.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk lophos (‘top’) og phoros (‘bærende’), hvilket sigter til den lille top hos denne art.

Det latinske artsnavn blev givet til ære for Lady Mary Impey, hustru til Sir Elijah Impey (1732-1809), som var højesteretsdommer i Fort William – det første faste tilholdssted for British East India Company i Bengalen.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for påfugl. Artsnavnet er latin og betyder ‘toppet’.

Det klassiske græske ord for påfugl var taos, afledt af persisk tavus. Den berømte Påfugletrone, på persisk kaldt for Takht-i-Tavus, var et storslået eksempel på mogulsk håndværk, dækket af guld og diamanter. Den blev beordret fremstillet i begyndelsen af 1600-tallet af den mogulske kejser Shah Jahan (1592-1666) og blev opstillet i Diwan-i-Khas (audiensværelset) i det Røde Fort i Delhi. Den havde navn efter to spillende påfugle, udskåret på bagsiden af tronen.

I begyndelsen af 1700-tallet begyndte mogulernes magt at smuldre, og i 1739 invaderedes Delhi af en hær, ledet af Nader Shah (1688-1747), en Turkoman-muslim fra det nordøstlige Iran. Titusinder af byens indbyggere blev massakreret, og da de forlod den i 1739, medbragte de Påfugletronen og mange andre værdier som krigsbytte. Da Nader Shah blev myrdet af sine egne officerer i 1747, forsvandt tronen og blev højst sandsynligt destrueret på grund af dens værdier.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for blishøne. Artsnavnet betyder ‘udsmykket med et armbånd’, hvilket sigter til en smal rød ring øverst på benet, som står i skarp kontrast til de gulgrønne fødder. Artens engelske navn red-gartered coot betyder ‘blishønen med rød sokkeholder’, hvilket også hentyder til denne ring.

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn betyder ‘toppet’, hvilket må siges at være et noget fejlagtigt udtryk for de to røde knopper i panden. Det danske navn er heller ikke for godt. Det leder jo tanken hen på en hanekam, og det kan man ikke påstå, at de to knopper ligner.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er latin og betyder ‘lille høne’, mens artsnavnet er afledt af oldgræsk khloros (‘grøn’) og pous (‘fod’).

I Nord- og Sydamerika erstattes denne art af den lignende amerikanske rørhøne (G. galeata), der førhen blev betragtet som en underart af grønbenet rørhøne. Den er beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i USA og Canada.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er diminutiv af græsk sphenos (‘kile’), hvilket sigter til de tynde kileformede vinger hos disse fugle. Artsnavnet betyder ‘styrtdykke’ på latin.

Andre billeder af arten kan ses på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Afrika.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på den europæiske store hornugle (Bubo bubo). Artsnavnet (og dermed det danske navn) hentyder til staten Virginia. Type-eksemplaret blev formodentlig indsamlet dér.

 

 

 

 

 

Den har gule ben, hvilket afspejles af det videnskabelige artsnavn, afledt af latin flavus (‘gul’) og pes (‘fod’).

Slægtsnavnet er afledt af det malajiske ord for fiskeugle, ketupok.

Nogle autoriteter regner disse fugle som tilhørende slægten Bubo.

 

 

 

 

 

Førhen blev fugle i det nordvestlige Afrika og Himalaya betragtet som underarter af natuglen, men er siden blevet ophøjet til særskilte arter under navnene Maghreb-ugle (S. mauritanica) og Himalaya-ugle (S. nivicolum).

Slægtsnavnet er det oldgræske ord for ugle. Artsnavnet stammer fra det italienske navn på natuglen, allocco, oprindeligt fra latin ulucus, hvilket refererer til en slags skrigende ugle.

 

 

 

 

 

 

 

 

Nordlig struds, underarten camelus, var engang vidt udbredt i det nordlige Afrika, men er forsvundet fra store dele af dens tidligere udbredelsesområde. Den betragtes som udryddelsestruet.

Somali-strudsen, underarten molybdophanes, der har blålig hals og ben, lever i det sydlige Ethiopien, det nordøstlige Kenya, samt Somalia. Nogle autoriteter betragter den som en særskilt art, S. molybdophanes. Det har jeg svært ved at tro på, da der både nord og syd for denne bestand lever strudse, der betragtes som én og samme art.

Hannen af Masai-struds, underarten massaicus, har lyserød hals og ben, hunnen grålige. Den findes fra det sydlige Ethiopien og det sydlige Somalia mod syd til det sydlige Tanzania.

Sydlig struds, underarten australis, som har grå hals og ben, er vidt udbredt syd for floderne Zambezi og Cunene. Nogle steder holdes den i fangenskab med henblik på produktion af kød, læder og fjer.

Den arabiske struds, underarten syriacus, der tidligere var meget almindelig på den Arabiske Halvø, samt i Syrien og Irak, uddøde omkring 1966 på grund af overdreven jagt. Velhavende arabere, udstyret med topmoderne våben, forfulgte i jeep alt levende større end ræve, såsom oryx, gazeller og strudse, og alt blev mejet ned for fode.

Forsøg på at indføre arten i Israel er slået fejl. I Australien har undslupne strudse etableret forvildede bestande.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på arten, mens artsnavnet hentyder til dens store størrelse og måden, den går på.

Andre billeder af arten kan ses på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Afrika.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det islandske og færøske navn på den nordlige sule (Morus bassanus). Det latinske artsnavn er afledt af oldgræsk dactyl (‘finger’) samt latin ater (‘sort’), hvilket sigter til de sorte håndsvingfjer, hvis spidser er adskilt under flugten.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk threskeia (‘religiøs tilbedelse’) og ornis (‘fugl’), hvilket sigter til tilbedelsen af hellig ibis (T. aethiopicus) i Oldtidens Egypten. Artsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk melas (‘sort’) og kephale (‘hoved’).

 

 

 

 

 

 

Som ynglefugl i Danmark har vindroslen optrådt sporadisk siden 1967, men frem til 2012 kendes kun 12 sikre ynglefund, som blev gjort spredt rundt i landet, i birke- og ellesumpe, pilekrat og granskov.

I Island og på Færøerne, hvor vindroslen ikke har konkurrence fra solsort og sangdrossel, ormer den på plæner i lighed med disse to arter.

Arten er en trækfugl, som overvintrer i Vesteuropa samt omkring Middelhavet, Sortehavet og det Kaspiske Hav. Nogle fugle i den sydvestlige del af Norge samt i Skotland er standfugle.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for drossel. Artsnavnet er latin og betyder ‘på flankerne’, afledt af ile (‘flanker’), hvilket selvfølgelig sigter til de røde flanker.