Jernbaneflora

 

 

Taiwan 2014b
Jernbanespor langs Jiancing Historiske Sti, bevokset med mosser, bregner og andre planter. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Oprindeligt var Jiancing Line Lumber Transportation Track i det østlige Taiwan omkring 5,5 km langt. Som navnet fortæller, blev sporet konstrueret for at bringe tømmer ud fra Taipingshan-bjergene, hvoraf hovedparten i dag er fredet under navnet Taipingshan National Forest Recreation Area.

Jiancing Historiske Sti blev anlagt langs rester af denne gamle jernbanelinje. Foruden selve sporene kan man se slisker, sporskifter, vognaksler, samt forladte arbejderhuse.

Navnet jiancing betyder ‘ser solen’. Det er muligvis opstået, fordi dette område ofte er skjult i tåge, og at se solen bryde gennem tågen kunne være en lettelse.

 

 

 

Vegetation har erobret denne nedlagte jernbane nær den lille by San Cataldo, Sicilien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Mange planter har tilpasset sig et liv langs jernbaner, hvor de finder et fristed – i hvert fald for en periode, indtil manden med sprøjten eller buskrydderen kommer forbi.

 

 

 

Apiaceae Skærmplanter

 

Ferula communis Kæmpefennikel
Denne store plante forekommer i to typer, én som er giftig for husdyr, samt en ugiftig, Unge stængler og blomsterstande var et fødeemne i Oldtidens Rom, og det er stadig tilfældet i Marokko. Arten findes i Middelhavsområdet, Arabien og det østlige Afrika, mod syd til Tanzania.

Andre billeder af denne imponerende plante kan ses på siden Hyldest til farven gul.

 

 

Her er kæmpe-fennikel spiret langs en nedlagt jernbane, San Cataldo, Sicilien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Asteraceae Kurvplanter

 

Artemisia vulgaris Gråbynke
Gråbynke findes i de fleste tempererede områder af Europa og Asien, samt i Nordafrika og Alaska. I andre egne af Nordamerika er den blevet naturaliseret. Oprindeligt voksede denne art i græsklædte områder og på sandstrande, men da landbruget opstod, spredtes den nemt til markerne, hvor den i dag betragtes som et besværligt ukrudt.

I Kina anvendes den til tider som substitut for A. argyii til fremstilling af moxa, der er meget benyttet i traditionel kinesisk medicin.

 

 

Gråbynke, Skanderborg Banegård. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Cirsium vulgare Horsetidsel
Denne umådeligt tornede plante er vidt udbredt i størsteparten af Europa, i Nordafrika, samt i det vestlige Asien, mod øst til Yenisei-floden. Den er også blevet indslæbt mange andre steder, bl.a. Nordamerika og Australien, hvor den ofte betragtes som et invasivt ukrudt.

Horsetidsel er toårig. Første år sætter den en bladroset, som overvintrer og den følgende sommer vokser op til en indtil 1,5 m høj stængel med et væld af smukke røde blomsterkurve. På trods af dens formidable panser af torne er arten blevet valgt til Skotlands nationalblomst, og et af dens engelske navne er Scottish thistle (’skotsk tidsel’). Andre væsener, som elsker denne plante, omfatter honningbier, humlebier og sommerfugle, der æder nektaren, og forskellige finker, bl.a. stillits (Carduelis carduelis), tornirisk (Carduelis cannabina) og grønirisk (Chloris chloris), der holder meget af dens frø.

 

 

Horsetidsel, Ringsted Banegård. I baggrunden ses canadisk bakkestjerne (Erigeron canadensis). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Erigeron canadensis Canadisk bakkestjerne
Denne art, som nogle autoriteter på latin kalder for Conyza canadensis, er vildtvoksende i Nordamerika og dele af Mellemamerika, men er blevet indslæbt til store dele af verden, hvor den mange steder er blevet et yderst besværligt ukrudt, specielt i Europa og Australien, men også i Nordamerika, hvor den jo er hjemmehørende.

Den foretrækker uforstyrrede jorder og er specielt et problem i nyanlagte plantager, hvor den modstår sprøjtemidler og kan blive op til 3 m høj. Den berøver således de nyplantede træer lys og næring.

Et af artens amerikanske navne er horsetail fleabane (’hestehale-loppedræber’). Planten indeholder en olie med en terpentinagtig lugt, som efter sigende skulle jage lopper bort. Et andet populært navn er bloodstanch (’blodstandsende’), et navn den har fået af urtelæger, som hævder, at et ekstrakt af blade og blomster virker dæmpende på blødninger i lunger og spiserør.

 

 

Canadisk bakkestjerne, Ringsted Banegård (øverst), samt Skanderborg Station. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lactuca muralis Skov-salat
Denne plante, af nogle autoriteter kaldt Mycelis muralis, er hjemmehørende i størsteparten af Europa, det nordvestlige Afrika, samt det vestlige Asien, mod øst til Kaukasus, hvor den vokser op til en højde af ca. 2300 m. Den er også blevet naturaliseret i Nordamerika og New Zealand. Dens foretrukne voksested er skove, men den kan også findes i åbne områder, bl.a. skovlysninger, på bymure og stengærder, samt langs jernbaner.

Det latinske artsnavn kommer af latin murus (’mur’).

 

 

Skov-salat vokser mellem jernbanespor på Horsens Banegård. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lactuca serriola Tornet salat
Denne art har navn efter en række torne langs midternerven på bladets underside, og fine torne findes også i bladranden. Det er en stor plante, som under gunstige vilkår kan blive op til 2 m høj. Bladene er meget variable, fra helrandede til dybt snitdelte. Planten har en svagt ubehagelig lugt.

Arten er hjemmehørende i Europa, Nordafrika og tempererede egne af Asien, og den er tillige blevet naturaliseret andre steder. Den vokser langs strande, veje og jernbaner, samt som markukrudt.

 

 

Tornet salat, Ringsted Banegård. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Senecio vernalis Vår-brandbæger
Som dens navn fortæller, kommer denne art frem ret tidligt på året. Den var oprindeligt hjemmehørende i Sydøsteuropa og Mellemøsten, men blev indslæbt til det øvrige Europa i løbet af 1700- og 1800-tallet, formodentlig med frøblandinger. I Danmark blev den først bemærket i 1858, og i dag er den meget almindelig overalt i landet, specielt på magre jorder. Den betragtes som et ondartet ukrudt i græs-, kløver- og lucernemarker.

Det mærkelige navn brandbæger skyldes, at svøbbladene omkring kurven hos nogle arter i slægten har sort spids.

 

 

Vår-brandbæger, Københavns Hovedbanegård. Der ses tillige en række andre planter, bl.a. tandfri vårsalat (Valerianella locusta), mælkebøtte (Taraxacum officinale), følfod (Tussilago farfara), græsarten blød hejre (Bromus hordeaceus), samt sommer-anemone (Anemone sylvestris). Sidstnævnte er forvildet fra en have, da den ikke vokser vildt i Danmark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Senecio viscosus Klæbrig brandbæger
Følgende citat giver et levende indtryk af den stærke klæbrighed hos denne art: “Klæbrig brandbæger har karakteristiske kirtelhår, som udskiller en substans, der er lige så klæbrig som fluepapir, og sidst på sommeren udgør den et værre rod, med alt det støv, sand, små insekter, hår, fjer, dunede frø (bl.a. dens egne), karamelpapir, og guderne må vide hvad ellers, som hænger fast i den.(Kilde: luontoportti.com/suomi/en/kukkakasvit/sticky-groundsel)

Arten var oprindeligt vildtvoksende i Syd- og Centraleuropa samt i det vestlige Asien. I Danmark indvandrede den i begyndelsen af 1800-tallet, indslæbt til havne med skibenes ballast af jord. Den har siden bredt sig betydeligt, især langs jernbaner, og i 1900-tallet er den også blevet naturaliseret i bl.a. Finland, Canada og USA.

 

 

Jylland 2017-18
Klæbrig brandbæger ved jernbanespor på Skanderborg Station. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sonchus asper Ru svinemælk
En stovt plante, der kan blive indtil 1,2 m høj, men oftest er langt lavere. Stænglen er ofte rødlig. Bladene er meget variable, ovale, spatelformede eller elliptiske, op til 13 cm lange og 5 cm brede, helrandede eller uregelmæssigt snitdelte, med tornet rand, basis med en stor, tilbagebøjet, øre-lignende flig, der omfatter stænglen. Kurvene er relativt få, op til 2,5 cm i tværmål, arrangeret i en åben endestillet klynge. Randkroner er talrige, stærkt gule, skivekroner mangler.

Denne art stammer formodentlig fra Middelhavsområdet, men er blevet naturaliseret de fleste steder i verden. I Nepal anvendes en pasta af planten som salve på sår og bylder. Den indsamles også som foder, og unge planter koges som grønsag.

Slægtsnavnet er en latiniseret form af ordet sonkhos, som betegnelsen på svinemælk i Antikkens Grækenland, mens det latinske artsnavn betyder ‘grov’ eller ‘ru’, hvilket sigter til de tornede blade. Det danske navn hentyder til, at svin gerne æder disse planter, samt til deres hvide saft.

 

 

Ru svinemælk, Silkeborg Banegård. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sonchus oleraceus Almindelig svinemælk
Denne art er sandsynligvis hjemmehørende i Europa og det vestlige Asien, men er spredt til de fleste andre egne af kloden. I mange lande betragtes den som invasiv, fx i Australien, hvor den er et meget besværligt ukrudt i afgrøder. Den kendes nemt på sine svagt tornede, snitdelte blade.

Det videnskabelige artsnavn kommer af latin oleris (’spiselig’). Unge blade kan spises som salat eller koges som spinat.

Andre billeder af denne art kan ses på siden Planteliv: Byens planteliv.

 

 

Jylland 2013-15
På dette billede vokser almindelig svinemælk langs et spor på Aarhus Banegård. Den røde plante i baggrunden er den røde form af stinkende storkenæb (Geranium robertianum var. rubricaule), mens den grønne plante er musevikke (Vicia cracca). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Taraxacum officinale Mælkebøtte
En allestedsnærværende plante i Europa, også langs jernbaner, og den er blevet indslæbt til de fleste andre egne af kloden. Arten er udførligt beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

Mælkebøtte, Alvesta Banegård, Sydsverige. På billedet ses også unge planter af almindelig svinemælk (Sonchus oleraceus) (t.v. for mælkebøtten) samt tornet salat (Lactuca serriola) (øverst t.v.). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Boraginaceae Rubladfamilien

 

Myosotis arvensis Mark-forglemmigej
Denne art er hjemmehørende i Europa og Asien, men er blevet naturaliseret andre steder, bl.a. New Zealand og Nordamerika, hvor den nogle steder optræder invasivt. I Danmark er den meget almindelig. Den er et meget besværligt ukrudt på marker, da dens frø kan bevare spireevnen i op til 30 år.

 

 

Mark-forglemmigej, Nyborg Banegård. Der ses også kølle-valmue (Papaver argemone) og tornet salat (Lactuca serriola). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Brassicaceae Korsblomstfamilien

 

Alliaria petiolata Løgkarse
Denne art, som er vildtvoksende i Eurasien og Nordafrika, har ekspanderet kraftigt i de sidste 50 år, formodentlig gavnet af det øgede kvælstofnedfald.

Omkring 1860 blev den indført til USA som krydderurt, og siden har den spredt sig til de fleste amerikanske stater, samt Canada. Dens naturlige fjender i Den Gamle Verden, såsom svampe og insekter, er ikke til stede i Nordamerika, og artens frøproduktion er derfor meget større end normalt. Den har invaderet utallige skove, hvor den er i stand til at dominere bundfloret, hvorved den udkonkurrerer mange lokale plantearter. Den er opført som et uønsket ukrudt i mindst ni amerikanske stater.

 

 

Blade af løgkarse, Nyborg Banegård. T.h. ses burre-snerre (Galium aparine). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Arabidopsis arenosa Sandkarse
Denne art er hjemmehørende i Centraleuropa, fra Frankrig mod øst til Letland og Ukraine, og fra Danmark mod syd til Norditalien og Makedonien. Hos os er den vildtvoksende på Møns og Stevns Klinter, men kan ses indslæbt andre steder. I Sverige er den meget almindeligt forvildet og er især blevet spredt langs jernbanerne.

 

 

Sandkarse, Alvesta Banegård, sydlige Sverige. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Barbarea vulgaris Almindelig vinterkarse
I dag er denne gulblomstrede plante meget almindelig de fleste steder i Danmark, specielt på ryddepladser og langs veje og jernbaner. Men den er faktisk en relativt ny borger i vores natur, idet den blev indslæbt til landet engang i 1700-tallet fra dens oprindelige voksesteder i det sydlige Europa, Nordafrika og Mellemøsten. Den er også blevet forvildet mange andre steder kloden rundt, bl.a. Island, Nordamerika og Australien.

Slægtsnavnet kommer af det middelalderlige navn på arten, herba Sanctae Barbarae (’Sankt Barbaras urt’). Den hellige Barbara blev betragtet som minearbejderes og artilleristers skytshelgen, og da vinterkarse blev anset for at være en god sårheler, blev den opkaldt efter hende.

Ifølge legenden var Barbara datter af en rig hedensk mand, som levede i det 3. årh. Hendes fader holdt hende indespærret i et tårn for at beskytte hende mod omverdenens fristelser. Hun omvendte sig imidlertid i hemmelighed til den kristne tro og nægtede at gifte sig med den mand, som hendes fader havde udvalgt.

Før han drog ud på en længere rejse, beordrede faderen en badstue opført til hende i nærheden af tårnet, men under hans fravær fik Barbara tre vinduer sat i bygningen, som symbol på Treenigheden, i stedet for de planlagte to. Da faderen vendte tilbage, fortalte hun ham, at hun havde omvendt sig til kristendommen. Han slæbte hende foran provinsens magistrat, men selv om hun blev grusomt torteret, nægtede hun at frasige sig sin tro.

Om natten blev hendes fængsel badet i lys, og hver morgen var hendes sår helet. Fakler, der blev holdt hen til hende for at brændemærke hende, gik ud. Til slut blev hun halshugget, og hendes egen fader udførte henrettelsen. Som straf blev han ramt af et lyn, og hans krop blev fortæret af flammerne.

Barbara blev begravet af en kristen, og hendes grav blev et sted, hvor mirakler hændte. I bogen Reisebeschreibung nach Arabien und andern umliegenden Ländern (Gloyer und Oldshausen, Hamburg, 1837, på dansk Rejsebeskrivelse fra Arabien og andre omkringliggende lande, Forlaget Vandkunsten, 2004, oversat af Hans Christian Fink), skriver den tyske astronom og matematiker Carsten Niebuhr, at han fik forevist hendes grav i landsbyen Karmelis, nær Mosul, nordlige Irak, i 1766. Nogle nærliggende ruiner skulle efter sigende have været hendes faders palads.

 

 

Almindelig vinterkarse, Alvesta Banegård, sydlige Sverige. En lille mælkebøtte (Taraxacum officinale) ses t.h. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Campanulaceae Klokkeblomstfamilien

 

Campanula rapunculoides Ensidig klokke
Ensidig klokke er hjemmehørende i Sydeuropa og det vestlige Asien, og den er blevet naturaliseret i Nordamerika, hvor den betragtes som et invasivt ukrudt, der fordriver andre plantearter. Den ligner adskillige andre arter af klokkeblomster, men kan kendes på sin lange, ensidige blomsterstand. Rodknolden er spiselig med en pastinak-lignende smag. Førhen blev unge blade anvendt som salat i Norden.

Denne plante vokser i ret åbne, delvis skyggede områder, såsom skovkanter, vejrabatter, hække og langs jernbaner, og den er et almindeligt ukrudt i haver, hvilket fremgår af dens folkelige navn havepest. På hjemmesiden haveabc.dk/20/havepest kan man læse følgende: Så snart havepesten viser sig i haven, må den omgående fjernes. Den skal graves op med rod og rodknolde. Den mindste stump giver mulighed for en ny plante.”

Andre arter af klokkeblomst er beskrevet på siderne Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne, samt Hyldest til farven blå.

 

 

Her vokser ensidig klokke op ad et hegn omkring Alvesta Jernbanestation, Sydsverige. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Caprifoliaceae Gedebladfamilien

 

Valerianella locusta Tandfri vårsalat
Denne lille enårige plante er hjemmehørende i Europa, det vestlige Asien, samt det nordlige Afrika, hvor den vokser på ryddepladser og langs jernbaner. Den dyrkes tillige almindeligt flere steder og optræder ofte som ukrudt på marker. I Nordamerika er den blevet forvildet fra dyrkning mange stader.

 

 

Tandfri vårsalat er meget almindelig på Nyborg Banegård. På det øverste billede ses tillige kølle-valmue (Papaver argemone) og tofrøet vikke (Vicia hirsuta). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Caryophyllaceae Nellikefamilien

 

Spergularia rubra Mark-hindeknæ
Denne lille plante er hjemmehørende i Europa og det nordlige Asien, men er blevet indslæbt til mange andre egne af verden. Den er en almindelig ukrudtsart på brakmarker og langs veje, og den er også indvandret til byer.

 

 

Mark-hindeknæ, Skanderborg Banegård. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Fabaceae Ærteblomstfamilien

 

Lathyrus clymenum
Denne farvestrålende plante er begrænset til egnene omkring Middelhavet, mod øst til Tyrkiet og Jordan.

 

 

Lathyrus clymenum, voksende langs en nedlagt jernbane, San Cataldo, Sicilien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Melilotus albus Hvid stenkløver
Denne art er hjemmehørende i Syd- og Østeuropa og videre østpå til Centralasien. Førhen blev den dyrket i det øvrige Europa, samt i Nordamerika, som gødningsplante, idet små knuder på dens rødder – i lighed med andre medlemmer af ærteblomstfamilien – indeholder kvælstof-fikserende bakterier. Når disse bakterier dør (og de lever ikke længe), kan planten udnytte dette kvælstof, og når planten selv dør, frigives kvælstoffet til jorden, hvor andre planter kan udnytte det. Arten giver også glimrende hø.

I dag dyrkes hvid stenkløver ikke så meget mere, men er almindeligt naturaliseret i de fleste tempererede og subtropiske egne, mest på ryddepladser og langs forholdsvis nyanlagte veje.

Slægtsnavnet kommer af latin mel (’honning’) og lotus (’ærteblomst’), hvilket hentyder til, at stenkløverarter yder glimrende honning. Det danske navn sigter til, at planter af denne slægt ofte vokser på grusede eller sandede steder.

 

 

Hvid stenkløver, voksende op ad et hegn nær Århus Banegård. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sverige 2016-18
Hvid stenkløver, Alvesta Banegård, sydlige Sverige, med ahorn (Acer pseudoplatanus) og slangehoved (Echium vulgare) i forgrunden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Vicia tenuifolia Langklaset vikke
En vidt udbredt art, idet den findes i størstedelen af Europa og det nordlige Asien, mod øst til det centrale Sibirien, mod syd til Marokko, Jordan, Pakistan og det nordlige Kina. Den minder om den velkendte muse-vikke (V. cracca), men har ofte hvid køl (nederste kronblad).

 

 

Her vokser langklaset vikke langs en nedlagt jernbane, San Cataldo, Sicilien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Geraniaceae Storkenæbfamilien

 

Geranium purpureum Purpur-storkenæb
Denne plante er hjemmehørende i Vest- og Sydeuropa, det nordlige Afrika, samt i Mellemøsten mod øst til Iran. Den minder om den vidt udbredte stinkende storkenæb (nedenfor), men har mørkt purpurfarvede stængler, og bladafsnittene er mere rundagtige.

 

 

Purpur-storkenæb, voksende mellem sporene på en nedlagt jernbane, San Cataldo, Sicilien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Geranium robertianum Stinkende storkenæb
Denne art er udbredt i det meste af Europa, Nordafrika, det vestlige Asien, samt dele af Nordamerika. Den er meget almindelig i skove, og også på stenede strande og langs jernbanespor. Den forekommer i to former, én med grønne blade og rødlige stængler, samt én med stærkt røde stængler og blade (var. rubricaule). Af en eller anden grund er den røde form mest almindelig langs jernbaner – i hvert fald i Danmark.

Ved berøring udsender planten en ubehagelig lugt, hvilket er årsagen til det danske navn. Lugten stammer fra en æterisk olie.

På engelsk hedder arten Herb Robert, oprindelig Saint Robert’s herb (‘Sankt Roberts urt’), hvilket i lighed med det latinske artsnavn hentyder til den franske munk og urtelæge Robert de Molesme (ca. 1028-1111), en af grundlæggerne af Cisterciner-ordenen. Han benyttede planten til at helbrede forskellige lidelser, bl.a. diarré, lever- og galdeblære-problemer og tandpine, samt til behandling af sår. Indfødte amerikanske stammefolk anvendte den også medicinelt.

I bogen Chrut und Uchrut (’Urter og ukrudt’), fra 1911, skriver den schweiziske præst og urtelæge Johann Künzle (1857-1945): “Anvendelsen af stinkende storkenæb er også meget effektiv mod bylder og betændelse hos kvæg. Priset være Gud.”

 

 

Den normale form af stinkende storkenæb med grønne blade, Københavns Hovedbanegård. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En stor bestand af den røde form af stinkende storkenæb langs spor på Århus Banegård. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Oleaceae Olivenfamilien

 

Olea europaea Oliventræ
Oliventræet er indgående beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

Dette oliventræ har slået rod langs en nedlagt jernbane, San Cataldo, Sicilien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Onagraceae Natlysfamilien

 

Chamaenerion angustifolium Gederams
Epilobium hirsutum Lådden dueurt
Begge disse planter invaderer gerne forstyrrede områder. Gederams koloniserer især skovrydninger og forladte marker, mens lådden dueurt foretrækker mere fugtige områder, såsom vandlidende marker og åbredder.

Et glimrende eksempel på gederamsens evne til fuldstændigt at overtage nyforladte marker kan studeres på siden Naturreservatet Vorsø: Vildnis i vækst.

 

 

Sjælland 2012-16
Disse billeder er fra Køge Banegård, hvor gederams (øverst) og lådden dueurt begge er spiret mellem jernbanesporene. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Oenothera glazioviana Kæmpe-natlys
Denne imponerende plante, førhen kendt som O. erythrosepala, kan blive op til 2 m høj. Den stammer oprindeligt fra Brasilien, men dyrkes mange steder som prydplante og ses ofte forvildet.

 

 

Kæmpe-natlys, Ringsted Banegård. Foran godsvognen ses slangehoved (Echium vulgare) og canadisk bakkestjerne (Erigeron canadensis). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Papaveraceae Valmuefamilien

 

Papaver argemone Kølle-valmue
Denne art er mere spinkel end de øvrige røde valmue-arter, men den kan kendes på den stivhårede stængel og frugt, og den har ofte sorte pletter ved grunden af kronbladene. Den er hjemmehørende i tempererede egne af Europa, mod øst til Ukraine og Kaukasus-bjergene, samt i Nordafrika.

 

 

Kølle-valmue, Nyborg Banegård. Frøstande af gåsemad (Arabidopsis thaliana) er også til stede. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Plantaginaceae Vejbredfamilien

 

Linaria repens Stribet torskemund
Denne plante er hjemmehørende i det sydvestlige Europa, men er blevet naturaliseret mange andre steder i Europa, samt i Nordamerika, sandsynligvis spredt med jord, der blev anvendt som ballast ombord på fragtskibe.

Det latinske slægtsnavn betyder ’ligner linum’ (hør), idet bladene hos nogle arter af torskemund overfladisk minder om hør-blade. Artsnavnet, som betyder ‘krybende’, er misvisende, idet stribet torskemund ofte er opret. Navnet ‘stribet’ hentyder til de purpurfarvede striber på de hvidlige blomster.

 

 

Sverige 2016-18
Det foretrukne voksested hos stribet torskemund er tørre områder. Den er ret almindelig langs jernbaner, her ved byen Alvesta, Kronoberg Län, Sydsverige. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Poaceae Græsfamilien

 

Arrhenatherum elatius Draphavre
Dette store græs, der kan blive indtil 1,5 m højt, er meget almindeligt i Eurasien, mod øst til Kazakhstan og Iran, samt i Nordafrika. Det dyrkes ofte som foderplante og er blevet naturaliseret mange steder. Det betragtes nogle steder som en invasiv plante.

 

 

Frøstande af draphavre vifter i vinden, Nyborg Banegård. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Visne stængler af draphavre langs en nedlagt jernbane, Nyborg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rubiaceae Krapfamilien

 

Galium aparine Burre-snerre
Det latinske artsnavn på burre-snerre kommer af græsk apairo (‘at gribe fat’) – et yderst beskrivende navn på denne art. Ikke kun frugterne er forsynet med modhager, men også stængler og blade, hvilket forøger plantens evne til at klatre hen over andre planter.

I sin herlige bog All about Weeds fortæller den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964) om burre-snerren: “Hvis man går igennem nogle løse, klatrende vækster, og de alle villigt lader sig trække op med rode, så de kan ride bort, fæstnet til dine bukser, er man stødt på (…) Galium aparine eller Galium asprillum. Disse er de to snerre-arter med ru stængler, som har en unik måde at sprede deres frø på. For naturligvis klynger stænglerne sig lige så gerne til en fårepels eller pelsen på en hund som til dine bukser, og disse dyr transporterer ofte stænglerne og deres frø i en betragtelig afstand fra, hvor planten voksede.”

Arten er hjemmehørende i størsteparten af Europa, Nordafrika og tempererede egne af Asien, mod øst til Japan. Den er muligvis også vildtvoksende i Nordamerika og er tillige blevet naturaliseret i Mexico, Mellem- og Sydamerika, Australien, New Zealand, samt dele af Afrika.

 

 

Burre-snerre, Nyborg Banegård. Frøstande af gåsemad (Arabidopsis thaliana) ses også. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sapindaceae Sæbetræfamilien

 

Acer pseudoplatanus Ahorn
Ahorn er hjemmehørende i Centraleuropa. Den blev indført til De Britiske Øer omkring 1500 og er nu meget almindelig dér, og den er desuden blevet naturaliseret i andre europæiske lande samt i Australien, New Zealand og Nordamerika.

Mange steder betragtes den som en invasiv art, der uhyre nemt spredes ved hjælp af sine vingede frø, der produceres i titusindevis på blot et enkelt middelstort træ.

I Danmark er arten muligvis hjemmehørende – i hvert fald fandtes den så tidligt som i 1600-tallet. Også her betragtes ahorn ofte som invasiv, da den nemt kan overtage hovedrollen i yngre skove. At bekæmpe den er dog en fuldstændig uoverkommelig opgave på grund af dens utallige frø.

Et eksempel på denne spredningsevne ses i naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord, hvor de forhenværende marker blev opgivet i to omgange, i 1928 og i 1978. I begge tilfælde blev tusinder af ahorn-frø vindspredt fra nogle få træer i plantager i udkanten af markerne. Udviklingen i disse skove er beskrevet i detaljer på siden Naturreservatet Vorsø: Vildnis i vækst.

 

 

Ahorn, Nyborg Banegård. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Solanaceae Natskyggefamilien

 

Solanum dulcamara Bittersød natskygge
Denne slyngplante er meget almindelig i det meste af Europa, samt tværs gennem de centrale dele af Asien mod øst til Japan. Den er desuden almindeligt forvildet i Nordamerika, hvor den betragtes som invasiv. Arten har indbydende, røde bær, som imidlertid er giftige for mennesker.

Det gamle danske navn på disse planter var natskade – en forvanskning af det tyske Nachtschatten, som er et oldgermansk ord af ukendt betydning. Da Schatten også betyder ’skygge’, begyndte man i stedet at benytte ordet natskygge, men det beror altså på en misforståelse.

Slægtsnavnet er af ukendt oprindelse. Det kommer muligvis af latin solare (’at lindre’), hvilket hentyder til den medicinske virkning hos nogle af arterne. Anvendelsen af natskygge-arter i folkemedicinen er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

Bittersød natskygge vokser især i fugtige områder, hvor den kan danne tætte, næsten uigennemtrængelige bevoksninger, men den trives også på mere tørre steder, som på dette billede fra Horsens Banegård. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

(Oprettet juli 2018)

 

(Sidst opdateret september 2022)