Jernbaneflora

 

 

Taiwan 2014b
Jernbanespor langs Jiancing Historiske Sti, bevokset med mosser, bregner og andre planter. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Oprindeligt var Jiancing Line Lumber Transportation Track i det østlige Taiwan omkring 5,5 km langt. Som navnet fortæller, blev sporet konstrueret for at bringe tømmer ud fra Taipingshan-bjergene, i dag fredet under navnet Taipingshan National Forest Recreation Area. Jiancing Historiske Sti blev anlagt langs rester af denne gamle jernbanelinje. Foruden selve sporene kan man se slisker, sporskifter, vognaksler, samt forladte arbejderhuse.

Navnet jiancing betyder ‘ser solen’. Det er muligvis opstået, fordi dette område ofte er skjult i tåge, og at se solen bryde gennem tågen kunne være en lettelse.

 

 

 

Vegetation har erobret denne nedlagte jernbane nær den lille by San Cataldo, Sicilien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Mange planter har tilpasset sig et liv langs jernbaner, hvor de finder et fristed – i hvert fald for en periode, indtil manden med sprøjten eller buskrydderen kommer forbi.

 

 

 

Stinkende storkenæb (Geranium robertianum) er udbredt i det meste af Europa, Nordafrika, det vestlige Asien, samt dele af Nordamerika. På engelsk hedder den Herb Robert, oprindelig Saint Robert’s herb (‘Sankt Roberts urt’), opkaldt efter en fransk munk, der levede omkring år 1000, og som helbredte forskellige lidelser ved hjælp af denne urt. Indfødte amerikanske stammefolk anvendte den også medicinelt.

Denne art er yderst almindelig langs jernbanespor. Den forekommer i to former, én med grønne blade og rødlige stængler, samt én med stærkt røde stængler og blade (var. rubricaule). Af en eller anden grund er den røde form mest almindelig langs jernbaner – i hvert fald i Danmark.

 

 

Den normale form af stinkende storkenæb med grønne blade, Københavns Hovedbanegård. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Jylland_2013-15_442_resize
En stor bestand af den røde form af stinkende storkenæb langs spor på Århus Banegård. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Purpur-storkenæb (Geranium purpureum) er hjemmehørende i Vest- og Sydeuropa, det nordlige Afrika, samt i Mellemøsten mod øst til Iran. Den minder om den vidt udbredte stinkende storkenæb (ovenfor), men har mørkt purpurfarvede stængler, og bladafsnittene er mere rundagtige.

 

 

Purpur-storkenæb, voksende mellem sporene på en nedlagt jernbane, San Cataldo, Sicilien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Gederams (Chamaenerion angustifolium) og lådden dueurt (Epilobium hirsutum), som begge tilhører natlysfamilien (Onagraceae), er planter, der gerne invaderer forstyrrede områder. Gederams koloniserer især skovrydninger og forladte marker, mens lådden dueurt foretrækker mere fugtige områder, såsom vandlidende marker og åbredder.

Et glimrende eksempel på gederamsens evne til fuldstændigt at overtage nyforladte marker kan studeres på siden Naturreservatet Vorsø: Vildnis i vækst.

 

 

Sjælland 2012-15
Sjælland 2012-16
Disse billeder er fra Køge Banegård, hvor gederams (øverst) og lådden dueurt begge er spiret mellem jernbanesporene. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Den farvestrålende Lathyrus clymenum er begrænset til egnene omkring Middelhavet, mod øst til Tyrkiet og Jordan.

 

 

Lathyrus clymenum, voksende langs en nedlagt jernbane, San Cataldo, Sicilien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Hvid stenkløver (Melilotus albus) er hjemmehørende i Syd- og Østeuropa og videre østpå til Centralasien. Førhen blev den dyrket i det øvrige Europa, samt i Nordamerika, som gødningsplante, idet små knuder på dens rødder – i lighed med andre medlemmer af ærteblomstfamilien (Fabaceae) – indeholder kvælstof-fikserende bakterier. Når disse bakterier dør (og de lever ikke længe), kan planten udnytte dette kvælstof, og når planten selv dør, frigives kvælstoffet til jorden, hvor andre planter kan udnytte det. Arten giver også glimrende hø.

I dag dyrkes hvid stenkløver ikke så meget mere, men er almindeligt naturaliseret i de fleste tempererede og subtropiske egne, mest på ryddepladser og langs forholdsvis nyanlagte veje.

Slægtsnavnet Melilotus kommer af latin mel (’honning’) og lotus (’ærteblomst’), hvilket hentyder til, at stenkløverarter yder glimrende honning. Det danske navn sigter til, at planter af denne slægt ofte vokser på grusede eller sandede steder.

 

 

Jylland 2017b
Sverige 2016-18
Hvid stenkløver, voksende op ad et hegn nær Århus Banegård (øverst), samt nær spor på Alvesta Banegård i det sydlige Sverige, med ahorn (Acer pseudoplatanus) og slangehoved (Echium vulgare) i forgrunden. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Kæmpe-fennikel (Ferula communis) forekommer i to typer, én som er giftig for husdyr, samt en ugiftig, Unge stængler og blomsterstande af denne plante var et fødeemne i Oldtidens Rom, og det er stadig tilfældet i Marokko. Arten findes i Middelhavsområdet, Arabien og det østlige Afrika, mod syd til Tanzania.

 

 

Her er kæmpe-fennikel spiret langs en nedlagt jernbane, San Cataldo, Sicilien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Sandkarse (Arabidopsis arenosa) er hjemmehørende i Centraleuropa, fra Frankrig mod øst til Letland og Ukraine, og fra Danmark mod syd til Norditalien og Makedonien. Hos os er den vildtvoksende på Møns og Stevns Klinter, men kan ses indslæbt andre steder. I Sverige er den meget almindeligt forvildet og er især blevet spredt langs jernbanerne.

 

 

Sandkarse, Alvesta Banegård, sydlige Sverige. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Almindelig svinemælk (Sonchus oleraceus) er hjemmehørende i Europa og det vestlige Asien, men er spredt til de fleste andre egne af kloden. I mange lande betragtes den som invasiv, fx i Australien, hvor den er et meget besværligt ukrudt i afgrøder. Den kendes nemt på sine svagt tornede, snitdelte blade.

Slægtsnavnet er en latiniseret form af det græske ord sonchos, som var Antikkens navn på svinemælk, mens oleraceus kommer af latin oleris (’spiselig’). Unge blade kan spises som salat eller koges som spinat. Det danske navn hentyder til, at svin gerne æder denne plante, samt til dens hvide plantesaft.

Andre billeder af denne art kan ses på siden Planteliv: Byens planteliv.

 

 

Jylland 2013-15
På dette billede vokser almindelig svinemælk langs et spor på Aarhus Banegård. Den røde plante i baggrunden er den røde form af stinkende storkenæb (Geranium robertianum var. rubricaule), mens den grønne plante er musevikke (Vicia cracca). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ru svinemælk (Sonchus asper) er en stovt plante, der kan blive indtil 1,2 m høj, men oftest er langt lavere. Stænglen er ofte rødlig. Bladene er meget variable, ovale, spatelformede eller elliptiske, op til 13 cm lange og 5 cm brede, helrandede eller uregelmæssigt snitdelte, margin tornet, basis med en stor, tilbagebøjet, øre-lignende flig, der omfatter stænglen. Kurvene er relativt få, op til 2,5 cm i tværmål, arrangeret i en åben endestillet klynge. Randkroner er talrige, stærkt gule, skivekroner mangler.

Denne art stammer formodentlig fra Middelhavsområdet, men er blevet naturaliseret de fleste steder i verden. I Nepal anvendes en pasta af planten som salve på sår og bylder. Den indsamles også som foder, og unge planter koges som grønsag.

Det latinske artsnavn betyder ‘grov’ eller ‘ru’, hvilket sigter til de tornede blade.

 

 

Ru svinemælk, Silkeborg Banegård. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Solanum er en af verdens største planteslægter med over 1300 arter. Slyngplanten bittersød natskygge (S. dulcamara) er meget almindelig i det meste af Europa, samt tværs gennem de centrale dele af Asien mod øst til Japan. Den er desuden almindeligt forvildet i Nordamerika, hvor den betragtes som invasiv. Arten har indbydende, røde bær, som imidlertid er giftige for mennesker.

Det gamle danske navn på disse planter var natskade – en forvanskning af det tyske Nachtschatten, som er et oldgermansk ord af ukendt betydning. Da Schatten også betyder ’skygge’, begyndte man i stedet at benytte ordet natskygge, men det beror altså på en misforståelse.

Slægtsnavnet er af ukendt oprindelse. Det kommer muligvis af latin solare (’at lindre’), hvilket hentyder til den medicinske virkning hos nogle af arterne. Anvendelsen af natskygge-arter i folkemedicinen er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

Jylland 2017-18
Bittersød natskygge vokser især i fugtige områder, hvor den kan danne tætte, næsten uigennemtrængelige bevoksninger, men den trives også på mere tørre steder, som på dette billede fra Horsens Banegård. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Den gulblomstrede almindelig vinterkarse (Barbarea vulgaris) er i dag meget almindelig de fleste steder i Danmark, specielt på ryddepladser og langs veje og jernbaner. Men den er faktisk en relativt ny borger i vores natur, idet den blev indslæbt til landet engang i 1700-tallet fra dens oprindelige voksesteder i det sydlige Europa, Nordafrika og Mellemøsten. Den er også blevet forvildet mange andre steder kloden rundt, bl.a. Island, Nordamerika og Australien.

Slægtsnavnet Barbarea kommer af det middelalderlige navn på arten, herba Sanctae Barbarae (’Sankt Barbaras urt’). Den hellige Barbara blev betragtet som minearbejderes og artilleristers skytshelgen, og da vinterkarse blev anset for at være en god sårheler, blev den opkaldt efter hende. (Kilde: M. Skytte Christiansen 1970. Danmarks vilde planter, bd. 1)

 

 

Almindelig vinterkarse, Alvesta Banegård, sydlige Sverige. En lille mælkebøtte (Taraxacum officinale) ses t.h. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Oliventræet (Olea europaea) er indgående beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

Dette oliventræ har slået rod langs en nedlagt jernbane, San Cataldo, Sicilien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Stribet torskemund (Linaria repens) er hjemmehørende i det sydvestlige Europa, men er blevet naturaliseret mange andre steder i Europa, samt i Nordamerika, sandsynligvis spredt med jord, der blev anvendt som ballast ombord på fragtskibe. Det latinske slægtsnavn Linaria betyder ’ligner linum’ (hør), idet bladene hos nogle arter af torskemund overfladisk minder om hør-blade. Artsnavnet repens betyder ‘krybende’, men stribet torskemund er dog ofte opret. Forstavelsen ‘stribet’ hentyder til de purpurfarvede striber på de hvidlige blomster.

 

 

Sverige 2016-18
Det foretrukne voksested hos stribet torskemund er tørre områder. Den er ret almindelig langs jernbaner, her ved byen Alvesta, Kronoberg Län, Sydsverige. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Skovsalat (Mycelis muralis, af nogle autoriteter kaldt Lactuca muralis) er hjemmehørende i størsteparten af Europa, det nordvestlige Afrika, samt det vestlige Asien, mod øst til Kaukasus, hvor den vokser op til en højde af ca. 2300 m. Den er også blevet naturaliseret i Nordamerika og New Zealand. Dens foretrukne voksested er skove, men den kan også findes i åbne områder, bl.a. skovlysninger, på bymure og stengærder, samt langs jernbaner. Artsnavnet muralis kommer af latin murus (’mur’).

 

 

Jylland 2013-15
Skovsalat vokser her mellem jernbanespor på Horsens Banegård. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Langklaset vikke (Vicia tenuifolia) er vidt udbredt, idet den findes i størstedelen af Europa og det nordlige Asien, mod øst til det centrale Sibirien, mod syd til Marokko, Jordan, Pakistan og det nordlige Kine.

 

 

Her vokser langklaset vikke langs en nedlagt jernbane, San Cataldo, Sicilien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Brandbæger (Senecio) er en kæmpestor gulblomstret slægt i kurvblomstfamilien (Asteraceae), der omfatter ca. 1200 arter på verdensplan. Det mærkelige navn brandbæger skyldes, at svøbbladene omkring kurven hos nogle af arterne har sort spids. Adskillige arter har tilpasset sig et liv langs jernbaner. Nedenfor præsenteres to af disse arter.

 

Som dens navn fortæller, kommer vår-brandbæger (Senecio vernalis) frem ret tidligt på året. Den var oprindeligt hjemmehørende i Sydøsteuropa og Mellemøsten, men blev indslæbt til det øvrige Europa i løbet af 1700- og 1800-tallet, formodentlig med frøblandinger. I Danmark blev den først bemærket i 1858, og i dag er den meget almindelig overalt i landet, specielt på magre jorder. Den betragtes som et ondartet ukrudt i græs-, kløver- og lucernemarker.

 

 

Vår-brandbæger, Københavns Hovedbanegård. Der ses tillige en række andre planter, bl.a. tandfri vårsalat (Valerianella locusta), mælkebøtte (Taraxacum officinale), følfod (Tussilago farfara), græsarten blød hejre (Bromus hordeaceus), samt sommer-anemone (Anemone sylvestris). Sidstnævnte er forvildet fra en have, da den ikke vokser vildt i Danmark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Følgende citat giver et levende indtryk af den stærke klæbrighed hos klæbrig brandbæger (Senecio viscosus): “Klæbrig brandbæger har karakteristiske kirtelhår, som udskiller en substans, der er lige så klæbrig som fluepapir, og sidst på sommeren udgør den et værre rod, med alt det støv, sand, små insekter, hår, fjer, dunede frø (bl.a. dens egne), karamelpapir, og guderne må vide hvad ellers, som hænger fast i den.(Kilde: luontoportti.com/suomi/en/kukkakasvit/sticky-groundsel)

Klæbrig brandbæger var oprindeligt vildtvoksende i Syd- og Centraleuropa samt i det vestlige Asien. I Danmark indvandrede den i begyndelsen af 1800-tallet, indslæbt til havne med skibenes ballast af jord. Den har siden bredt sig betydeligt, især langs jernbaner, og i 1900-tallet er den også blevet naturaliseret i bl.a. Finland, Canada og USA.

 

 

Jylland 2017-18
Klæbrig brandbæger ved jernbanespor på Skanderborg Station. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Ensidig klokke (Campanula rapunculoides) er hjemmehørende i Sydeuropa og det vestlige Asien, og den er blevet naturaliseret i Nordamerika, hvor den betragtes som et invasivt ukrudt, der fordriver andre plantearter. Den ligner adskillige andre arter af klokkeblomster, men kan kendes på sin lange, ensidige blomsterstand. Rodknolden er spiselig med en pastinak-lignende smag. Førhen blev unge blade anvendt som salat i Norden.

Denne plante vokser i ret åbne, delvis skyggede områder, såsom skovkanter, vejrabatter, hække og langs jernbaner, og den er et almindeligt ukrudt i haver, hvilket fremgår af dens folkelige navn havepest. På hjemmesiden haveabc.dk/20/havepest kan man læse følgende: Så snart havepesten viser sig i haven, må den omgående fjernes. Den skal graves op med rod og rodknolde. Den mindste stump giver mulighed for en ny plante.”

Andre arter af klokkeblomst er beskrevet på siderne Planteliv: Flora i Alperne, samt Hyldest til farven blå.

 

 

Her vokser ensidig klokke op ad et hegn omkring Alvesta Jernbanestation, Sydsverige. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Mælkebøtten (Taraxacum officinale) er allestedsnærværende i Europa, også langs jernbaner. – Arten er udførligt beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

Mælkebøtte, Alvesta Banegård, Sydsverige. På billedet ses også unge planter af almindelig svinemælk (Sonchus oleraceus) (t.v. for mælkebøtten) samt tornet salat (Lactuca serriola) (øverst t.v.). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

(Oprettet juli 2018)

 

(Sidst opdateret maj 2022)