Jernbaneflora

 

 

 

 

 

 

 

 

Jiancing Historiske Sti blev anlagt langs rester af denne gamle jernbanelinje. Foruden selve sporene kan man se slisker, sporskifter, vognaksler, samt forladte arbejderhuse.

Navnet jiancing betyder ‘ser solen’. Det er muligvis opstået, fordi dette område ofte er skjult i tåge, og at se solen bryde gennem tågen kunne være en lettelse.

 

 

 

 

 

 

 

 

På engelsk kaldes disse planter bl.a. for pigweeds. I den herlige bog All about Weeds (Dover Publications 1974), skriver den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964) om arten A. retroflexus:“Pigweed er en af de mest robuste ukrudtsarter, som er komplet ligeglad med alting, så længe der er fed jord til stede. Vind, hagl, godt vejr eller dårligt er den det samme. Den er også ligeglad med, hvilke andre planter den vokser sammen med. Den er som regel i stand til at udkonkurrere enhver plante inden for rækkevidde, og dens rækkevidde er betydelig. Navnet pigweed skyldes dog ikke dens svinagtige natur, men hentyder til det kulinare behag, den fremkalder hos svin, som gladelig forlader deres majs for at stoppe sig med pigweed. Trods plantens hårede fremtoning (den minder altid én om en højrøstet sømand med ugegamle sandfarvede skægstubbe og huen på skrå) er bladene møre, og hvis smasken og tilfredse grynt betyder det samme for svin som for mennesker, må planten smage lækkert.”

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk a (‘uden’) samt maraino (‘at visne’), hvilket refererer til blomsterne, der er fremme i meget lang tid.

 

Blade såvel som frø er spiselige og udgør en fødekilde i mange egne af verden. I Australien blev den også anvendt som føde i 1800-tallet. I 1889 skriver botanikeren Joseph Maiden (1859-1925): “Den er en glimrende erstatning for spinat og er langt bedre end de blade af sølvbede, der bliver solgt som spinat i Sydney. Næst efter spinat synes den mest at minde om kogte nældeblade, der, når de er unge, benyttes i England og er glimrende. Denne amarant bør koges som spinat, og når den bliver bedre kendt, bliver den helt sikkert populær, måske med undtagelse af personer, for hvem det er under deres værdighed at have noget at gøre med så simpelt et ukrudt.” (Kilde: T. Low, 1985. Wild Herbs of Australia & New Zealand. Angus & Robertson)

I Indien anvendes slank amarant i traditionel ayurvedisk medicin.

Det latinske artsnavn betyder ‘grøn’.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er latin og betyder ‘stav’. I den antikke græske mytologi præsenterede ildguden Prometheus menneskene for ilden ved at skjule den i kæmpe-fennikels hule stængel. Stænglen, omviklet med løv af vedbend (Hedera helix), blev også anvendt som thyrsus – en stav, som var associeret med vinguden Dionysos.

 

Den er en af de planter, som i Oldtidens Grækenland og Rom blev udnyttet til fremstilling af en harpiks ved navn silfium, silfion, eller laser, der blev anvendt i parfume og medicin, samt som svangerskabsforebyggende og potensfremmende middel. Denne harpiks var en uhyre vigtig eksportvare fra den nordafrikanske by Kyrene og var så vigtig for byens økonomi, at den var afbildet på de fleste af datidens mønter. Harpiksen fremstilles stadig i Marokko.

Der findes to typer af denne art, én, som er giftig for græssende husdyr, samt en ugiftig. Unge stængler og blomsterstande af den ugiftige type er spiselige. De var et udbredt fødeemne i det Gamle Rom og spises stadig i Marokko.

Artsnavnet er latin og betyder ‘almindelig’.

Andre billeder af denne imponerende plante kan ses på siden Hyldest til farven gul.

 

 

 

 

 

 

Frugten af en af arterne, Sodomas æble (Calotropis procera), blev først beskrevet af den romerske historiker Titus Flavius Josephus, født Yosef ben Matityahu (ca. 37-100 e.Kr.), som fandt den voksende nær byen Sodoma: “hvis frugter har en farve, som var de spiselige, men hvis man plukker dem med sine hænder, opløses de i røg og aske.” (W. Whiston, 1737. The War of the Jews, Book IV, Chapter 8, Sec. 4). Titus hentyder til, at frugten ved modenhed nemt falder fra hinanden, hvorved de dunede frø spredes for alle vinde.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kalos (‘smuk’) og tropis (‘skibskøl’), hvilket sigter til blomsternes skønhed, samt til 5 kølformede kamme i kronen.

 

Arten er udbredt fra det Indiske Subkontinent mod øst til det sydlige Kina, og derfra mod syd til Indonesien. Den vokser i forstyrrede områder, såsom vejkanter, brakmarker og strande.

Den er meget benyttet i traditionel og ayurvedisk medicin, hvilket er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning. Blomsterne er blevet anvendt som dekoration. Det fortælles, at den hawaiianske Dronning Liliuokalani (1838-1917) bar dem i form af lei’er (guirlander) som et symbol på sin royale status.

 

 

 

 

 

 

Slægten er opkaldt efter Artemis, den græske gudinde for vildnis, vilde dyr, jagt, børnefødsler og jomfrudom, som beskytter de unge piger, samt påfører og helbreder sygdomme hos kvinder. I sin bog Herbarium skriver den romerske filosof og lærde Lucius Apuleius (ca. 124-170 e.Kr.): “Om disse urter, som vi kalder Artemisia, siges det, at Diana opdagede dem og overbragte deres kraft og lægedom til kentauren Kiron, som var den første, der anvendte dem som lægeplanter, og han opkaldte dem efter det græske navn på Diana, Artemis.”

Malurters anvendelse i folkemedicinen er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

I Kina anvendes den til tider som substitut for A. argyii til fremstilling af moxa, der er meget benyttet i traditionel kinesisk medicin.

Artsnavnet er latin og betyder ‘almindelig’.

 

 

 

 

 

Disse planter blev allerede betragtet som værende forskellige fra medlemmer af den nuværende slægt Carduus af den schweiziske botaniker Gaspard Bauhin (1560-1624). Han lagde sikkert mærke til, at deres fnok (frøhår) danner en ‘paraply’, i modsætning til medlemmer af Carduus, som har simple, udelte frøhår.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kirsion, ifølge den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.) navnet på en tidsel-lignende plante, afledt af kirsos (‘opsvulmede årer’), hvilket sigter til dens anvendelse mod opsvulmede årer.

Det danske navn bladhoved stammer fra de løvbladlignende svøbblade hos kåltidsel (C. oleraceum).

Et antal arter i slægten er beskrevet på siden Planteliv: Tidsler.

 

Den vokser på åbne steder og er et yderst besværligt ukrudt på marker i de fleste kølige egne af kloden. Allerede i 1863 udsatte Videnskabernes Selskab en prisopgave for at belyse artens forhold her i landet med henblik på at bekæmpe den. Resultatet viste, at en stor tidsel kan producere omkring 80 kurve på en sæson, og da hver kurv i gennemsnit indeholder 120 blomster, bliver resultatet omkring 10.000 frø fra blot én plante! Desuden formerer den sig kraftigt ved hjælp af underjordiske udløbere. Dens invasive natur er nærmere beskrevet på siden Natur: Invasive arter.

I Nepal anvendes en pasta af roden mod forstoppelse.

Artsnavnet er latin og betyder ‘vokser på marker’.

 

 

 

 

 

 

 

Horsetidsel er toårig. Første år sætter den en bladroset, som overvintrer og den følgende sommer vokser op til en indtil 1,5 m høj stængel med et væld af smukke røde blomsterkurve. På trods af dens formidable panser af torne er arten blevet valgt til Skotlands nationalblomst, og et af dens engelske navne er Scottish thistle (’skotsk tidsel’). Andre væsener, som elsker denne plante, omfatter honningbier, humlebier og sommerfugle, der æder nektaren, og forskellige finker, bl.a. stillits (Carduelis carduelis), tornirisk (Linaria cannabina) og grønirisk (Chloris chloris), der holder meget af dens frø.

Artsnavnet er latin og betyder ‘almindelig’.

Adskillige billeder af denne art findes på siden Planteliv: Flora i Tyrkiet.

 

 

 

 

 

Ifølge en kilde er slægtsnavnet afledt af oldgræsk cotyle (‘hulhed’ eller ‘skål’), hvilket sigter til, at de siddende blade hos nogle af arterne danner en hulhed ved basis.

 

Den er udbredt fra England og Norge mod øst til det østlige Sibirien, mod syd til Middelhavet, Jordan, Iran og Centralasien, voksende på mager jord, såsom sandede marker og ryddepladser.

Artsnavnet er latin og betyder ‘anvendt til farvning’, afledt af tingo (‘at dyppe i farve’).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk krepis (‘slipper’ eller ‘sandal’), som ifølge nogle kilder hentyder til frugtens form.

 

I Danmark menes den indslæbt i 1800-tallet med græsfrø fra Mellemeuropa, og i dag er den almindelig langs veje og på brakmarker.

Artsnavnet er afledt af latin capillus (‘hår’ eller ‘tråd’), hvilket måske hentyder til den slanke stængel.

 

 

 

 

 

Disse planter ligner meget nogle medlemmer af de velkendte asters (Aster), men de smalle randkroner er normalt arrangeret i 2 eller flere kranse, modsat Aster, hvor randkronerne er bredere og sidder i en enkelt krans.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk eri (‘tidligt om morgenen’) samt geron (‘gammel mand’), hvilket sigter til, at nogle af arterne er dækket af dun som unge. Nogle medlemmer af slægten indeholder en olie med en terpentinagtig lugt, som ifølge overleveringen skulle kunne fordrive lopper, heraf disse planters engelske navn fleabane (‘loppe-dræber’).

 

Den foretrækker uforstyrrede jorder og er specielt et problem i nyanlagte plantager, hvor den modstår sprøjtemidler og kan blive op til 3 m høj. Den berøver således de nyplantede træer lys og næring.

Et af artens amerikanske navne er horsetail fleabane (’hestehale-loppedræber’). Planten indeholder en olie med en terpentinagtig lugt, som efter sigende skulle jage lopper bort. Et andet populært navn er bloodstanch (’blodstandsende’), et navn den har fået af urtelæger, som hævder, at et ekstrakt af blade og blomster virker dæmpende på blødninger i lunger og spiserør.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet, som tidligere blev stavet Hypochoeris, kommer sandsynligvis af oldgræsk hypo (‘under’) og choeris (‘ung gris’), hvilket sigter til, at grise elsker at spise roden af almindelig kongepen (nedenfor). Navnet kongepen er af usikker oprindelse. Det engelske navn på disse planter er cat’s-ear, hvilket sigter til bladene hos almindelig kongepen, som er dækket af stive hår.

 

Den er en flerårig urt, hvis forgrenede stængel undertiden kan nå en højde af 80 cm, Grundbladene, som danner en roset, er aflangt ovale i omrids, indtil 20 cm lange og 4 cm brede, hårede, margin bølget eller fliget, undertiden snitdelt, stængelblade manglende eller få, af samme form som grundbladene. De endestillede kurve er varmt gule, indtil 1,5 cm i diameter.

En nær slægtning, stor kongepen (H. uniflora) er beskrevet på siden Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet hentyder til Jacob, en af Jesu tolv apostle. Han er skytshelgen i Spanien, og ifølge traditionen er hans rester stedt til hvile i byen Santiago de Compostela, Galicien, der er kendt som endepunktet på pilgrimsruten Camino de Santiago.

Det mærkelige navn brandbæger skyldes, at svøbbladene omkring kurven hos nogle arter i slægten Senecio har sort spids.

En række arter er beskrevet på siden Planteliv: Brandbæger.

 

Stænglen er opret, grøn eller rødlig, normalt glat, stærkt forgrenet, til tider af en højde på 2 m, men oftest lavere. Bladene, op til 20 cm lange og 6 cm brede, er snitdelte, med tænder i randen af fligene. De meget talrige kurve, til 2,5 cm i tværmål, har 10-15 gule, båndformede randkroner og talrige orange skivekroner. Blomsterne er meget besøgt af bier, svævefluer og sommerfugle.

Artsnavnet betyder ‘almindelig’ på latin.

To af artens engelske folkenavne er stinking willie og mare’s fart (‘hoppe-fis’), hvilket sigter til bladenes ubehagelige lugt.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet var det klassiske latinske navn på have-salat (L. sativa), afledt af lactis (‘mælk’), hvilket hentyder til den hvide mælkesaft hos denne art.

 

Det latinske artsnavn kommer af latin murus (’mur’).

 

 

 

 

 

Den er hjemmehørende i Europa, Nordafrika og tempererede egne af Asien, og den er tillige blevet naturaliseret andre steder. Den vokser langs strande, veje og jernbaner, samt som markukrudt.

Et folkenavn på arten er kompasplante. Bladene på dens hovedstængel er orienteret nord-syd, hvorved de får mindst sollys midt på dagen, men udnytter det svagere morgen- og aftenlys maksimalt.

Iøvrigt blev arten navngivet to gange af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), i 1756 som L. serriola og i 1763 som L. scariola, afledt af latin escarius (‘spiselig’). Det første navn var sandsynligvis en skrivefejl, som Linné så rettede i 1763, men ifølge nomenklatur-reglerne har det først publicerede navn prioritet.

Navnet scariola blev anvendt af englænderne ihvertfald så langt tilbage som i 1400-tallet. Ifølge Oxford Dictionary udtalte en kilde: “Wylde letus hat feldman clepyn Skariole.” (“Vild salat har markmænd (bønder) kaldt for Skariole”).

 

 

 

 

 

Den vokser i skove og levende hegn, langs veje og jernbaner, samy i brakmarker. Unge blade er spiselige, kogt som spinat eller spist rå i salater.

På engelsk har arten det mærkelige navn nipplewort (‘brystvorteurt’). Det stammer fra 1600-tallet, hvor ordet nipple blev betragtet som værende ekvivalent til ordet papillaris, afledt af latin papilla (‘brystvorte’). I Tyskland hævdede tilhængere af Signaturlæren, at planten kunne anvendes til behandling af flækkede brystvorter, da blomsterkurvene som unge minder om brystvorter.

Artsnavnet er latin og betyder ‘almindelig’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af latin matricis (’moders liv’). Førhen blev en anden plante, matrem (Tanacetum parthenium), betragtet som en kamilleart, kaldt for Matricaria parthenium af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78). I Antikkens Rom blev matrem benyttet mod livmodersygdomme.

 

Artsnavnet er afledt af latin discoides (‘skiveformet’), hvilket sigter til kurvene.

På engelsk kaldes planten bl.a. for pineapple weed, idet den udsender en ananasagtig duft, når den knuses.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin senex (‘olding’), hvilket hentyder til slægtens hvide frøhår.

Det mærkelige navn brandbæger skyldes, at svøbbladene omkring kurven hos nogle arter i slægten har sort spids.

En række arter er beskrevet på siden Planteliv: Brandbæger.

 

Dens voksesteder omfatter vejkanter, marker, ryddepladser, den inderste del af strande og andre åbne, forstyrrede steder.

Den var oprindeligt hjemmehørende i Sydøsteuropa og Mellemøsten, men blev indslæbt til det øvrige Europa i løbet af 1700- og 1800-tallet, formodentlig med frøblandinger. I Danmark blev den først bemærket i 1858, og i dag er den meget almindelig overalt i landet, specielt på magre jorder. Den betragtes som et ondartet ukrudt i græs-, kløver- og lucernemarker.

Artsnavnet er latin og betyder ‘hører foråret til’, afledt af ver (‘forår’).

 

 

 

 

 

Den minder meget om den almindelige skov-brandbæger (S. sylvaticus), som dog mangler de klæbrige kirtelhår. Klæbrig brandbæger har også længere randkroner, som til at begynde med står vandret ud, men senere bliver tilbagebøjede.

Arten var oprindeligt vildtvoksende i Syd- og Centraleuropa samt i det vestlige Asien. I Danmark indvandrede den i begyndelsen af 1800-tallet, indslæbt til havne med skibenes ballast af jord. Den har siden bredt sig betydeligt, og i 1900-tallet er den også blevet naturaliseret i bl.a. Finland, Canada og USA.

Artsnavnet er latin og betyder ‘klæbrig’, afledt af viscum, det klassiske ord for en fuglelim, der blev fremstillet af bærrene af mistelten (Viscum album).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en latiniseret form af ordet sonkhos, som var betegnelsen på svinemælk i Antikkens Grækenland. Det danske navn hentyder til, at svin gerne æder disse planter, samt til deres hvide saft.

Adskillige arter er omtalt på siden Planteliv: Byens planteliv.

 

Denne art stammer formodentlig fra Middelhavsområdet, men er blevet naturaliseret de fleste steder i verden. I Nepal anvendes en pasta af planten som salve på sår og bylder. Den indsamles også som foder, og unge planter koges som grønsag.

Artsnavnet er latin og betyder ‘grov’ eller ‘ru’, hvilket sigter til de tornede blade.

 

 

 

 

 

Den er sandsynligvis hjemmehørende i Europa og det vestlige Asien, men er spredt til de fleste andre egne af kloden. Den vokser på tomter og brakmarker, langs veje og i byer. I mange lande betragtes den som invasiv, fx i Australien, hvor den er et meget besværligt ukrudt i afgrøder.

Artsnavnet kommer af latin oleris (’spiselig’). Unge blade kan spises som salat eller koges som spinat.

 

 

 

 

 

Skivekronerne er gule, mens randkronerne mangler hos de fleste arter. Hvis de er tilstede, er de oftest hvide.

Slægtsnavnet er latin, overtaget fra oldgræsk athanatos (‘udødelig’), hvilket ifølge visse gamle urtebogsforfattere hentyder til de konserverende egenskaber hos rejnfan (nedenfor), idet den er giftig for diverse skadedyr og hindrer deres angreb. Navnet rejnfan er en forvrængning af denne art tyske navn, rainfarn, afledt af rain (‘ager’) og farn (‘bregne’), hvilke sigter til, at den ofte vokser i udkanten af marker, samt dens bregnelignende blade.

Et medlem af slægten, matrem (Tanacetum parthenium), der tidligere var meget anvendt i folkemedicinen, er omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘almindelig’.

Andre billeder af arten er bragt på siden Hyldest til farven gul.

 

 

 

 

 

Disse planter er karakteriseret ved, at stængel og blade har hvid mælkesaft, og de fleste arter har lappede eller snitdelte blade, hvilket gav anledning til det nu ugyldige latinske artsnavn densleonis, samt det danske navn løvetand. Blomsterne er gule, meget talrige og sidder tæt sammen i en enlig kurv, 2-6 cm i tværmål, for enden af en bladløs, hul stængel, som er 10-20 cm høj, til tider mere.

Mælkebøtten blev første gang nævnt som medicinsk urt af arabiske læger i det 10. eller 11. århundrede, idet de kaldte den for en slags vild endivie (Cichorium) under navnet tharakhchakon, der blev forvansket til Taraxacum.

Navnet mælkebøtte skyldes den nøgne, hvælvede frugtbund, der blev sammenlignet med en gammeldags mælkejunge af træ, hvis skindlåg skulle hindre mælken i at skvulpe over.

 

 

 

 

 

 

Blomstring finder sted tidligt om foråret, mellem februar og april. Bladene, der alle er grundblade, kommer frem efter afblomstring.

Den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.), forfatter til De Materia Medica (fem bind om urtemedicin), samt den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) anbefaler begge at inhalere røgen fra brændende følfod-blade mod hoste. Plinius anbefaler endvidere, at røgen suges ind i munden gennem et rør og sluges, idet man sipper lidt vin imellem hver inhalering. Den fulde gavn opnås kun, hvis bladene bliver brændt på trækul fremstillet af cypres.

Også i dag betragtes urteté, fremstillet af de tørrede blade, som et glimrende middel mod hoste, katar, åndenød, astma og kronisk bronchitis, men da arten indeholder giftige alkaloider, bør den ikke tages af gravide og ammende kvinder. Der er dog fornylig fremdrevet dyrkede varieteter af planten, som er ugiftige.

Slægtsnavnet kommer af latin tussis (’hoste’) og hentyder til bladenes anvendelse, mens artsnavnet var det klassiske latinske navn på arten. Navnene følfod og hovblad sigter til bladets form. Da bladene er langt mindre end hos de nært beslægtede arter af hestehov (Petasites), der af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) også blev kaldt Tussilago, måtte følfod nøjes med diminutivet.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet, afledt af latin im (‘uden’) og patiens (‘tålmodighed’), såvel som forstavelsen spring, sigter til disse planters frøspredning. Under frugtmodningen opbygges en spænding inde i frøbælgen, som, når den er moden, ‘eksploderer’ ved berøring, hvorved frøene spredes i temmelig stor afstand fra moderplanten.

Navnet balsamin skyldes faktisk en fejltolkning. Det blev taget fra det latinske navn på flittiglise (Impatiens balsamina), som blev bragt til Europa i 1500-tallet af portugiserne. Oprindeligt var ordet balsamine et græsk navn på en uidentificeret plante med en æterisk olie, afledt af balsamon (‘balsam’), som på hebraisk betyder ‘krydderi’ eller ‘parfume’.

 

Bladene er spiselige efter kogning, mens frøene kan spises rå eller tilberedt. Medicinsk har arten været anvendt til behandling af vorter, ringorm og forbrændinger af nælder, samt mod kløe i hovedbunden.

Artsnavnet er latin og betyder ‘småblomstret’.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk myos (’mus’) samt otis, hvilket er den nominative flertalsform af ous (’øre’), således ’museører’, hvilket sigter til bladenes form og bløde behåring.

Oprindelsen af navnet forglemmigej, samt disse planters rolle i folketroen, er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

Denne art er hjemmehørende i tempererede områder af Eurasien, fra Island mod øst til det østlige Sibirien, mod syd til det nordlige Afrika, Tyrkiet og Kazakhstan.. Den er blevet naturaliseret mange andre steder, fx New Zealand og Nordamerika, hvor den nogle steder optræder invasivt. I Danmark er den meget almindelig.

Artsnavnet er latin og betyder ‘vokser på marker’.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af Allium, slægtsnavnet på løg, hvilket sigter til disse planters knuste blade, som dufter af hvidløg.

 

Omkring 1860 blev den indført til USA som krydderurt, og siden har den bredt sig til de fleste amerikanske stater, samt Canada. Den har invaderet utallige skove, hvor den er i stand til at dominere bundfloret, hvorved den udkonkurrerer mange lokale plantearter. I de sidste 50 år er den også ekspanderet kraftigt i sit naturlige udbredelsesområde, formentlig gavnet af det øgede kvælstofnedfald.

Arten er toårig, og det første år producerer den en bladroset i jordhøjde. Den forbliver grøn vinteren igennem, og om foråret skyder en stængel op, normalt under 1 m høj, men undertiden op til 1,3 m. De stilkede blade er bredt trekantede eller hjerteformede, indtil 8 cm lange og brede, med tandet rand. Blomsterstandene er små klynger af hvide blomster på lange stilke fra bladhjørnerne, kronblade indtil 8 mm lange og 3 mm brede.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med stilke’, hvilket sigter til bladene.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er sammensat af slægtsnavnet Arabis, som også tilhører Brassicaceae, samt oldgræsk opsis (‘minder om’).

 

Stængel opret, indtil 30 cm høj, ofte grenet fra grunden, nedre del håret. Grundbladene danner en roset, bladplade oval eller omvendt lancetformet, snitdelt, indtil 5 cm lang og 1 cm bred, med 3-11 flige på hver side, stængelblade mindre, oftest helrandede. Blomsterne er indtil 1 cm i tværmål, kronblade hvide eller lavendelfarvede.

Artsnavnet er afledt af latin harena (‘sand’), tidligere hasena, muligvis fra etruskisk, samt endelsen osus (‘fyldt med’). En tilnærmet oversættelse kan således være ‘talrig i sand’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af det middelalderlige navn på arten, herba Sanctae Barbarae (’Sankt Barbaras urt’). Den hellige Barbara blev betragtet som minearbejderes og artilleristers skytshelgen, og da vinterkarse blev anset for at være en god sårheler, blev den opkaldt efter hende.

Ifølge legenden var Barbara datter af en rig hedensk mand, som levede i det 3. årh. Hendes fader holdt hende indespærret i et tårn for at beskytte hende mod omverdenens fristelser. Hun omvendte sig imidlertid i hemmelighed til den kristne tro og nægtede at gifte sig med den mand, som hendes fader havde udvalgt.

Før han drog ud på en længere rejse, beordrede faderen en badstue opført til hende i nærheden af tårnet, men under hans fravær fik Barbara tre vinduer sat i bygningen, som symbol på Treenigheden, i stedet for de planlagte to. Da faderen vendte tilbage, fortalte hun ham, at hun havde omvendt sig til kristendommen. Han slæbte hende foran provinsens magistrat, men selv om hun blev grusomt torteret, nægtede hun at frasige sig sin tro.

Om natten blev hendes fængsel badet i lys, og hver morgen var hendes sår helet. Fakler, der blev holdt hen til hende for at brændemærke hende, gik ud. Til slut blev hun halshugget, og hendes egen fader udførte henrettelsen. Som straf blev han ramt af et lyn, og hans krop blev fortæret af flammerne.

Barbara blev begravet af en kristen, og hendes grav blev et sted, hvor mirakler hændte. I bogen Reisebeschreibung nach Arabien und andern umliegenden Ländern (Gloyer und Oldshausen, Hamburg, 1837, på dansk Rejsebeskrivelse fra Arabien og andre omkringliggende lande, Forlaget Vandkunsten, 2004, oversat af Hans Christian Fink), skriver den tyske kartograf og matematiker Carsten Niebuhr, at han fik forevist hendes grav i landsbyen Karmelis, nær Mosul, nordlige Irak, i 1766. Nogle nærliggende ruiner skulle efter sigende have været hendes faders palads.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘almindelig’.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet og det danske navn (samt familienavnet) sigter til de klokkeformede blomster, hvor ‘klokken’ er dannet af 5 sammenvoksede kronblade, der er frie i spidsen. På latin betyder campanula ’lille klokke’. Navnet blev først anvendt i 1542 af den tyske læge og botaniker Leonhart Fuchs (1501-66).

 

Arten vokser i lyse skove og krat, på marker og i haver, samt langs veje, jernbaner og hegn, fortrinsvis i halvskygge. Den spredes ved hjælp af jordstængler og danner ofte store bestande. Selv en lille stump af jordstænglen kan spire til en ny plante, hvilket gør den særdeles vanskelig at udrydde, når den først er kommet ind i en have. Dette afspejles af det danske folkenavn havepest.

Den er udbredt fra næsten hele Europa mod øst til Stillehavet, mod syd til Middelhavet, Iran, Himalaya, det nordlige Kina og Japan. Den er også blevet indført eller indslæbt til Nordamerika, hvor den betragtes som særdeles invasiv.

Artsnavnet sigter til plantens lighed med C. rapunculus, hvis artsnavn er diminutiv af latin rapa (‘majroe’), således ‘lille majroe’, hvilket sigter til rodens form. C. rapunculus er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

Andre arter af klokkeblomst er beskrevet på siderne Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne, samt Hyldest til farven blå.

 

 

 

 

 

 

Tidligere var disse planter placeret i familien Valerianaceae, som nu er blevet reduceret til en underfamilie, Valerianoideae, af gedebladfamilien.

Slægtsnavnet er afledt af latin valere (‘at være stærk, sund’), hvilket sigter til de medicinske egenskaber hos mange baldrian-arter.

 

Den danner en roset i jordhøjde med op til 5 cm lange, spatelformede blade, stængelblade mindre, til 2 cm lange. Adskillige stængler grener sig ud fra rosetten, op til 35 cm lange. Blomsterstandene er små, grenede klynger fra bladhjørnerne, krone blålig-hvid med 5 sammenvoksede kronblade, indtil 2 mm lange og brede.

I botanisk sammenhæng betyder artsnavnet ‘et småaks i en blomsterstand’. Hvad det hentyder til i denne forbindelse, er uklart.

 

 

 

 

 

Den vokser i et bredt udsnit af habitater, bl.a. tørre, sandede og klippefyldte steder, samt på mure, fra havniveau op til omkring 1000 m. Den er hjemmehørende fra Vesteuropa og Marokko mod øst til Tyrkiet, men er blevet indført til mange andre egne som haveplante. Den er blevet forvildet mange steder, bl.a. de Britiske Øer, Australien, Sydafrika og USA, og betragtes som invasiv i de to sidstnævnte lande.

Artsnavnet er latin og betyder ‘rød’, hvilket sigter til blomsternes farve.

 

 

 

 

 

 

Kapslen af disse planter har 6 tænder.

Slægtsnavnet er afledt af latin harena (‘sand’), tidligere hasena, muligvis fra etruskisk. I lighed med det danske navn hentyder det til, at mange af arterne vokser i sandede områder.

 

Arten er udbredt i et kolossalt stort område, fra hele Europa (med undtagelse af Island) mod øst til Uralbjergene, samt fra det nordlige og østlige Afrika gennem Arabien, Centralasien og Himalaya til Japan og Taiwan. Den er også blevet naturaliseret mange steder i Nord- og Sydamerika, Australien og New Zealand.

Den vokser på sandede og stenede steder, som ukrudt på marker og i haver, på mure, samt langs veje. I Centralasien er den blevet konstateret op til højder omkring 4000 m.

I Asien anvendes den medicinelt.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk herpyllos, som var navnet på en timian-art (Thymus), hvilket på klassisk latin blev forvrænget til serpyllum, samt latin folium (‘blad’), således ‘med blade som timian’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk keras (‘horn’), hvilket hentyder til de hornformede kapsler, der rager frem fra bægeret.

Det mærkelige navn hønsetarm hentyder til, at stænglerne hos disse planter har så sejt styrkevæv og ledningsstrenge, at hvis man trækker en stængel over, hænger der gerne et lille stykke af disse ud fra brudstedet – ikke ulig en hønsetarm.

 

Den er udbredt fra Grønland, Island og Skandinavien mod syd til Marokko, mod øst til Finland og Balkan, og den er også blevet indslæbt til bl.a. Himalaya, Japan og størsteparten af Nordamerika.

Den vokser i åbne områder, bl.a. langs veje og stier, på skrænter, i græsland og skovkanter, samt som ukrudt på marker og i haver. I Danmark er den almindelig i hele landet. I Centralasien er den truffet op til højder omkring 4300 m.

Artsnavnet er afledt af latin fons (‘kilde’), hvilket sigter til, at den foretrækker fugtige områder.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er latin og betyder ‘mættende’, hvilket sigter til medlemmer af slægten Spergula (spergel), som engang var placeret i Sagina. Medlemmer af Spergula blev anvendt som grønsag.

 

Den er almindelig åbne steder, bl.a. på marker og langs veje, og den er også indvandret til byer.

Artsnavnet er latin og betyder ‘krybende’ eller ‘ligger fladt hen ad jorden‘.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er latin og betyder ‘minder om Spergula’ (spergel).

 

Den er almindelig på åbne steder, bl.a. marker og langs veje, og den ses undertiden i byer.

Artsnavnet er latin og betyder ‘rød’, hvilket formentlig hentyder til blomsternes farve.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kalyx (‘kop’) og stegos (‘dække’), altså ‘en dækkende kop’, hvilket hentyder til bægerets form.

Førhen var disse planter indlemmet i slægten Convolvulus (nedenfor), som de nøje ligner, bortset fra visse små botaniske karakterer.

 

Stænglen slynger sig omkring planter eller andet, mod uret, og kan nå en længde af op til 3 m. Bladene er spredte, matgrønne på oversiden, blegere på undersiden, pilformede, helrandede, indtil 10 cm lange og 7 cm brede, blomster trompetformede, indtil 7 cm lange, hvide hos de fleste underarter, men hvide og lyserøde hos en amerikansk underart, americana, som meget ligner den dyrkede havesnerle (C. pulchra). Den er udbredt tværs over den sydlige del af Canada og i den østlige halvdel af USA, mens andre underarter findes længere vestpå.

På grund af sin frodige vækst betragtes gærdesnerle mange steder som en skadelig plante.

Artsnavnet er latin og betyder ‘findes i hække’, hvilket sigter til et af artens foretrukne voksesteder. Den danske forstavelse gærde hentyder til et andet af dens voksesteder.

 

 

 

 

 

Stænglerne hos langt de fleste arter slynger sig omkring andre planter eller andet, hvilket er årsagen til slægtsnavnet, som er afledt af latin convolvere (‘at slynge sig’ (omkring)), oprindeligt fra con (‘med’) og volvo (‘at rulle’).

 

Den er hjemmehørende i tempererede og subtropiske egne i den Gamle Verden, fra Irland mod øst til det østlige Sibirien, samt fra Skandinavien og Sibirien mod syd til det nordlige Afrika, Indien og Indokina. Den er uhyre almindelig i Danmark. Den er også blevet indslæbt til mange andre egne af verden, hvor den nemt bliver naturaliseret og mange steder er blevet invasiv. Mere herom findes på siden Natur: Invasive arter.

Artsnavnet er afledt af latin arvus (‘dyrket’), således ‘vokser på dyrkede marker’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk drys (‘eg’) og pteris (‘bregne’) og var oprindelig det klassiske græske navn på sort radeløv (Asplenium adiantum-nigrum).

 

I Middelalderen kendte man til anvendelse af roden mod indvoldsorm i Norden. Roden blev tørret og brændt, og asken blev indtaget mod blæresten. ”Og det hjælper visselig, thi mange Bønder ved Dalum Kloster er hjulpet med samme Raad.” Rodsaften blev anvendt mod brandsår. Den danske urtelæge Henrik Smid (ca. 1495-1563) anbefaler den pulveriserede rod mod spoleorm, efter at man har spist hvidløg. Han fortsætter: ”men Kvinder maa ikke bruge dette Middel, thi Roden gør dem ufrugtsommelige og har ogsaa andre Udyder, hvilke ikke er sømmelige at beskrive.”

I 1855 fastslår den schweiziske apoteker M. Peschier, at man ved at opløse unge bladskud af almindelig mangeløv i svovlholdig æter og anvende denne opløsning mod bændelorm, hver gang slog parasitterne ihjel. (Kilde: M. Peschier 1855. Bibliothèque Universelle de Genève, bd. 30, s. 205)

Den knuste rodstængel har samme virkning. På grund af rodstænglens giftighed benyttes mangeløv i dag kun, hvor alternative midler er utilstrækkelige. Et afkog af rodstænglen har også været benyttet mod visse svampeinfektioner.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk anthyllio, diminutiv af anthos (‘blomst’).

 

En flerårig plante med oprette eller opstigende stængler, varierende fra 5 cm høje dværgformer til buskagtige urter, op til 40 cm høje. Grundbladene består ofte kun af et endestillet elliptisk småblad, indtil 8 cm langt, de øvrige småblade, 1-4 par, er meget mindre eller mangler helt. Stængelbladene har 2-4 par småblade, ovale, elliptiske eller lancetformede, de sidestillede op til 2,5 cm lange og 8 mm brede, det endestillede indtil 6 cm langt og 2 cm bredt, afrundet.

Blomsterstanden er et kompakt hoved med talrige blomster, indtil 1,9 cm lange, gyldengule hos de fleste underarter, undertiden hvidlige, orange eller røde. Bægeret er opsvulmet, med uens tænder i randen og dækket af hvide hår. Bælgen er oval, håret, mørk, med blot et enkelt frø.

Denne art er udbredt i hele Europa, mod øst til Ural-bjergene, mod syd til det nordlige Afrika og Iran, med en isoleret forekomst i det ethiopiske højland. Den vokser i tørre græsklædte områder og i klitter, langs veje og diger, samt i andre forstyrrede områder, helst på kalkholdig jord, fra lavlandet op til omkring 3000 meters højde.

Artsnavnet er afledt af latin vulnus (‘sår’), hvilket sigter til artens tidligere anvendelse til behandling af sår. Den blev også benyttet mod hoste.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk lathyros, det klassiske navn på græs-fladbælg (L. sativus).

 

På den græske ø Santorini er den blevet dyrket gennem mere end 3500 år. Frøene anvendes til at fremstille en speciel ret ved navn fava santorinis.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk klymenos (‘berømt’).

 

 

 

 

 

Bladene er trekoblede.

Slægtsnavnet kommer af latin mel (’honning’) og lotus (’ærteblomst’), hvilket hentyder til, at stenkløverarter yder glimrende honning. Det danske navn sigter til, at disse planter ofte vokser på grusede eller sandede steder.

 

I dag dyrkes hvid stenkløver ikke så meget mere, men er almindeligt naturaliseret i de fleste tempererede og subtropiske egne, mest på ryddepladser og langs forholdsvis nyanlagte veje.

Artsnavnet er latin og betyder ‘hvid’.

 

 

 

 

 

 

 

Bælgen er lille og rummer kun et enkelt frø.

Slægtsnavnet var det klassiske latinske ord for kløver. Det betyder ‘med 3 blade’, hvilket sigter til de trekoblede blade hos slægtens medlemmer.

 

Arten er hjemmehørende fra de Britiske Øer mod øst til Ural-bjergene, og fra Nordeuropa mod syd til det nordlige og østlige Afrika, Arabien, Iran og Afghanistan. Den vokser i græsland og skovkanter, på marker og tomter, samt langs veje.

Artsnavnet er latin og betyder ‘vokser på marker’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for vikke.

 

Blomsterstanden er en klase med op til 30 blomster, normalt 10-15 cm lang, undertiden til 30 cm, tæthåret, krone indtil 1,8 cm lang, blå eller purpurfarvet, sjældent hvid, men kølen er ofte hvid. Fanen er op til 1,5 cm lang, kølen en smule kortere. Blomstring finder sted mellem juni og september.

En vidt udbredt art, idet den findes i størstedelen af Europa og det nordlige Asien, mod øst til det centrale Sibirien, mod syd til Marokko, Jordan, Himalaya, det nordlige Kina og Japan. Den vokser på åbne steder, bl.a. skovkanter.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med tynde blade’.

 

 

 

 

 

 

Akselbladene (små blade ved bladfæsterne) er ofte markante på disse planter. Efter afblomstring danner griflen et langt, lige eller buet næb, som adskilles i 5 elastiske, fjederlignende spiraler, hver indeholdende et frø, som slynges bort, hvis noget berører griflen.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk geranos (‘trane’), hvilket sigter til frugtens form, der minder om en tranes næb (eller et storkenæb!).

Om navnet storkenæb skriver den tyske læge og botaniker Leonhart Fuchs (1501-66) i 1542 i urtebogen De Historia Stirpium Commentarii Insignes (‘Særlige Kommentarer til Planternes Historie’): “Storckenschnäbel seind von den Griechen unnd Lateinischen genemt worden Gerania, darumb das sie am obersten teyl des stengels bringen ein köpfflin mit langen schnäbelin, nit anderst dann die Krench oder Storcken. Unnd daher kompt es, das zu unsern zeiten würdt Rostrum ciconiae geheyssen, das ist Storckenschnabel.” (‘Storkenæb bliver af grækerne og latinerne kaldt for Gerania, fordi de øverst på stænglen bringer et lille hoved med lange næb, ikke anderledes end næbbet hos traner eller storke. Og deraf kommer det, at de i vor tid bliver kaldt for Rostrum ciconiae, dvs. storkenæb.’)

 

 

 

 

 

 

Denne plante vokser i forskellige habitater, bl.a. lyse skove, enge, græsgange og ruderater. Den er oprindeligt vildtvoksende i bjerge i Mellem- og Sydeuropa samt i Nordafrika, mod øst til Ukraine, Kaukasus og det nordlige Iran. Den dyrkes vidt og bredt og er blevet naturaliseret i talrige lande, mod nord til Skandinavien, Finland og europæisk Rusland, samt i det nordøstlige Nordamerika og Australien. I Danmark er den almindeligt forvildet.

 

 

 

 

 

Ved berøring udsender planten en ubehagelig lugt, hvilket er årsagen til det danske navn. Lugten stammer fra en æterisk olie.

På engelsk hedder arten Herb Robert, oprindelig Saint Robert’s herb (‘Sankt Roberts urt’), hvilket i lighed med det latinske artsnavn hentyder til den franske munk og urtelæge Robert de Molesme (ca. 1028-1111), en af grundlæggerne af Cisterciner-ordenen. Han benyttede planten til at helbrede forskellige lidelser, bl.a. diarré, lever- og galdeblære-problemer og tandpine, samt til behandling af sår. Indfødte amerikanske stammefolk anvendte den også medicinelt.

I bogen Chrut und Uchrut (’Urter og ukrudt’), fra 1911, skriver den schweiziske præst og urtelæge Johann Künzle (1857-1945): “Anvendelsen af stinkende storkenæb er også meget effektiv mod bylder og betændelse hos kvæg. Priset være Gud.”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for katost, tillempet fra det klassiske græske ord for de samme planter, malakhe, oprindeligt fra hebræisk malluah, en plante anvendt i salater.

Det mærkelige navn katost, samt en mængde folkelige navne, bl.a. knapost, bitterost, præsteost, knapurt og kavring (lille tvebak), hentyder til frugternes cirkelrunde form, der kan minde om en ost, som ligger til lagring. I bogen Flora Danica fra 1648 siger den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) herom: ”De trinde Tingester, som komme efter Blomsterne, ere ligesom nogle smaa Kager, der kand være it Hul midt paa. (…) ligesom en trind Bricke eller Knap, som er ligesom en Kage eller Knap-Ost, sæt sammen aff mange flade Frøe.”

Forstavelsen kat hentyder muligvis til, at mange mente, at katost var ubrugelig for mennesker, men ikke desto mindre blev bladene førhen ofte spist som kål.

 

Den vokser i åbne områder, bl.a. på brakmarker, langs hække og hegn, samt på den indre del af strande. Stænglen er indtil 1 m lang, opret eller opstigende, blade afrundede i omrids, tandede, med 5-7 flige. Blomsterne sidder i grupper i bladhjørnerne, kronblade lysviolette eller purpur-lyserøde med mørkere nerver.

Adskillige steder rundt langs Middelhavet dampes bladene med hvidløg og tomater og spises som snack eller salat. I Egypten fremstilles en stuvning af bladene, kaldt for khobeiza. Bladene blev også spist som grønsag i Europa i 1800-tallet. Blomsterne blev strøet i døråbninger og flette til kranse for at fejre 1. maj.

Inden for traditionel medicin blev frøene drukket i té for at lindre irritation af spytkirtlerne, og et grødomslag af bladene blev anvendt til at gøre huden blødere. Et gult farvestof kan udvindes af planten.

Artsnavnet er latin og betyder ‘vokser i skove’ – et misvisende navn, da planten vokser i åbne områder.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk elaia, det klassiske navn på oliventræet (nedenfor). Det er kilden til ordet ‘olie’.

 

Dets anvendelse er indgående beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

 

Der hersker stor uenighed omkring denne slægts systematik. Navnet Chamaenerion går måske så langt tilbage som 1561. Det er afledt af oldgræsk khamai (‘nær jorden’) og nerion, Oldtidens græske navn på oleander (Nerium oleander), hvilket sigter til de oleander-lignende blade hos smalbladet gederams (nedenfor). I 1753 placerede den svenske botaniker Carl von Linné (1707-78) disse planter i dueurt-slægten (Epilobium) (nedenfor). Mange botanikere anerkendte imidlertid ikke denne beslutning og fortsatte med at benytte Chamaenerion.

I 1818 foreslog den franske naturhistoriker Constantine Samuel Rafinesque-Schmaltz (1783-1840) navnet Chamerion, enten som slægtsnavn eller som underslægt. Rafinesque havde sine egne sære regler med hensyn til botanisk nomenklatur og anså det for passende at forkorte eksisterende slægtsnavne. Hans nye navn blev imidlertid ikke officielt anerkendt, før det blev offentliggjort i 1972 af den tjekkiske botaniker Josef Ludwig Holub (1930-99), som oprettede en ny typeart, Epilobium amenum. I dag er denne art imidlertid inkluderet i C. angustifolium, så Chamaenerion har fortrinsret fremfor Chamerion. Nogle autoriteter placerer stadig disse planter i Epilobium. (Kilde: A.N. Sennikov 2011. Chamerion or Chamaenerion (Onagraceae)? The old story in new words, Taxon 60 (5): 1485-1488)

 

Denne urt danner ofte store bestande, specielt i åbne, forstyrrede områder, såsom skovlysninger og forladte marker. Et eksempel på sidstnævnte findes på siden Naturreservatet Vorsø: Vildnis i vækst. Som et kuriosum kan nævnes, at gederams var en af de første plantearter, som dukkede frem, efter at udbruddet af Mt. St. Helens, Washington State, havde lagt et stort areal øde i 1980.

Arten er vidt udbredt i nordlige tempererede og subarktiske egne, mod syd til Marokko, Pakistan, det nordlige Indokina, Korea, samt den nordlige del af USA. Den er almindelig i Danmark. I Alperne og Pyrenæerne kan den træffes op til højder omkring 2500 m, i Himalaya op til ca. 4700 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘smalbladet’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet blev anvendt så tidligt som i 1561 for E. angustifolium (i dag Chamaenerion angustifolium, se ovenfor) af den schweiziske læge og naturhistoriker Conrad Gessner (1516-65) i det ufuldendte værk Historia plantarum. Han sammensatte navnet af oldgræsk ion epi lobion (‘viol på bælg’). Ordret betød lobion ‘frugt af vignabønne’ (Vigna unguiculata). Navnet sigter til blomsterfarven, der minder om blomsternes farve hos visse viol-arter, samt til den bælg-lignende frugt.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘håret’, hvilket sigter til de fine hår på stængel, blade og frugter.

 

 

 

 

 

Arten er udbredt i tempererede egne, fra Europa mod øst gennem Asien til Kina og Japan, samt i Arabien og store dele af Afrika.

Artsnavnet er latin og betyder ‘håret’, hvilket hentyder til det tætte hårlag på stænglen.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘vokser i bjerge’ – et misvisende navn, da planten også er almindelig i lavlandet.

 

 

 

 

 

Disse planter varierer kolossalt i størrelse, fra dværge 10 cm høje til giganter på 3 m. De fleste af arterne har gule blomster, nogle hvide, purpurfarvede, lyserøde eller røde.

På engelsk kaldes slægten for evening-primrose (‘aften-kodriver’), men den er ikke nært beslægtet med ægte kodrivere (Primula).

Slægtsnavnets betydning er usikker.

 

Den stammer oprindeligt fra Brasilien, men dyrkes mange steder som prydplante og ses ofte forvildet.

Artsnavnet hædrer den franske botaniker og landskabsarkitekt Auguste François Marie Glaziou (1828-1906). I 1858 blev han af Kejser Dom Pedro af Brasilien (1825-91), hvis rigtige navn var intet mindre end Pedro de Alcântara João Carlos Leopoldo Salvador Bibiano Francisco Xavier de Paula Leocádio Miguel Gabriel Rafael Gonzaga, udnævnt til direktør for parker og haver i Rio de Janeiro. Mens han var i Brasilien, indsamlede Glaziou også mange planter.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for valmuer.

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk argemos, hvilket betyder ’en hvid plet på øjet’ (grå stær). Ifølge de gamle grækere kunne grå stær helbredes med en valmue-art af slægten Argemone. Det er uklart, hvorfor navnet blev påhæftet kølle-valmue.

 

 

 

 

 

Den er ret variabel, stængel stivhåret, indtil 60 cm høj, med en roset af stilkede, hårede grundblade, op til 15 cm lange og 3 cm brede, snitdelte, hver flig med en fin torn i spidsen, stængelblade spredte, mindre, siddende. De prægtige blomster, der undertiden kan blive op til 7 cm i diameter, har 4 orangerøde kronblade. Den lignende korn-valmue (P. rhoeas) har mere mørkerøde kronblade, i reglen med en sort plet ved grunden. Denne plet mangler hos gærde-valmue.

Artsnavnet er latin og betyder ‘tvivlsom’. Måske var den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) i tvivl, da han navngav arten i 1753, om den nu var den samme art som korn-valmue.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin linum (‘hør’), således ‘ligner hør’, hvilket hentyder til bladene hos nogle arter, der overfladisk minder om bladene af hør.

 

Artsnavnet, som er latin og betyder ‘krybende’, er misvisende, idet arten ofte er opret. ‘Stribet’ hentyder til de purpurfarvede striber på de hvidlige blomster.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk arrhenos (‘hanlig’) og atheros (‘børste’), hvilket sigter til, at kun de hanlige blomster har stak.

 

Arten er meget almindelig på åbne steder, fx langs veje, levende hegn og vandløb, samt i markskel, udbredt fra Island mod øst til Ural-bjergene, mod syd til Nordafrika, Iran og Kirgisien. Den har været i fremgang i de senere år, gavnet af øget kvælstofnedfald.

Artsnavnet er latin og betyder ‘ret høj’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I Oldtidens Grækenland var slægtsnavnet påhæftet et græs-ukrudt, formodentlig flyvehavre (Avena fatua). Ordet bromos betyder ‘støj’, hvilket sigter til, at blomsterstanden hos flyvehavre rasler i vinden. Hvorfor navnet blev tilknyttet hejre-arterne er uvist. Det danske navn er beslægtet med norsk hagr (‘hestehår’) og hentyder til den lange stak hos disse planter.

 

Det latinske artsnavn og det danske navn er begge nedladende og sigter til, at dette græs er værdiløst i enhver henseende.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for den dyrkede byg (H. vulgare), afledt af proto-italiensk horzdeom (‘stikkende’), hvilket sigter til den lange, stikkende stak hos disse planter. Ordet byg stammer tilbage fra oldnordisk, af germansk oprindelse.

 

Stænglen er ugrenet, indtil 40 cm høj, aks lysegrønne eller gullige, med småaksene siddende 3 og 3 sammen, stak kort, indtil 2 cm lang, udspærret ved modenhed.

Det latinske artsnavn kommer af murus (‘mur’) og hentyder til, at arten ofte træffes langs mure og stengærder. Det danske navn er nedladende og sigter til, at dette græs er et besværligt ukrudt.

Betegnelsen ‘gold’ er dog lidt uretfærdig, for frøene er faktisk spiselige. I Kina og Taiwan anvendes de som ingrediens i en type dumplings (melboller) ved navn qingtuan, fremstillet af klistrede ris og konsumeret under Qing Ming-højtiden (‘grav-rengørings-højtiden’). Denne højtid er nærmere beskrevet på siden Kultur: Gravpladser.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet betyder simpelthen ‘foder’ på oldgræsk.

Ifølge Gyldendals Den Store Danske kommer navnet rapgræs måske af norsk rapp, der muligvis er beslægtet med rape (dværgbirk), på oldnordisk hrapi, eller af jysk dialekt rappe (‘lyngbusk’). Uanset hvad er forbindelsen svær at få øje på.

 

Det er en lille plante, som maksimalt bliver op til 25 cm høj, men oftest er langt lavere. Arten er et meget almindeligt ukrudt på fasttrampede steder, fx på stier og i byer.

Artsnavnet er latin og betyder ‘enårig’.

 

 

 

 

 

 

Frugten er oftest en trekantet nød, tit vinget, siddende i tætte klynger, ofte af en iøjnefaldende kastanjebrun farve ved modenhed.

Slægtsnavnet er den klassiske latinske betegnelse på syre-arter. Navnet syre sigter til visse arters syrlige blade, som er fyldt med c-vitamin, mens skræppe er en gammel betegnelse for planter med store blade.

 

Det danske navn hentyder til bladene, der indeholder meget c-vitamin og smager syrligt. De er spiselige som unge. Arten er blevet dyrket gennem århundreder, og bladene anvendes i salater og som tilsætning til supper, saucer og curries.

 

 

 

 

 

 

Disse planters klatreevne kommer af, at bladstænglen er meget følsom. Ved kontakt med en plante eller andet begynder den at sno sig og slynger sig derpå omkring objektet.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk klema (‘slyngplante’).

 

Denne pionerplante vokser i lyse skove, krat og braklagte arealer, specielt på kvælstofrig jordbund. Den er udbredt i Mellem- og Sydeuropa, Nordafrika og Mellemøsten, mod øst til Afghanistan. Iøvrigt dyrkes den mange andre steder og forvildes ofte. I New Zealand er den blevet erklæret for en uønsket organisme. I Alperne og Pyrenæerne træffes den op til højder omkring 1300 m.

Den indeholder det giftige stof protoanemonin, som kan forårsage rødmen og kløe i huden. Førhen smurte tiggere bladsaften på deres hud for at fremkalde blæner, der måske kunne vække medlidenhed hos folk. I Toscana anvendte man tidligere spæde skud i en særlig form for omelet, kaldt vitalbini, hvilket måske ikke var så klogt på grund af artens giftighed.

Man flettede kurve af de seje stængler, og børn i Alperne røg i gamle dage tørrede stængler som cigaretter.

Artsnavnet er det italienske navn på planten. I England blev den navngivet traveller’s joy (‘den rejsendes glæde’), da dens utallige duskede frøstande lyste op i de mørke måneder op mod juletid. Navnet old man’s beard hentydede også til frøhårene. Et gammelt tysk folkenavn var Teufelzwirn (‘Djævelens garn’), hvilket sigtede til dens giftighed.

 

 

 

 

 

 

Ved modenhed vokser en dusk af silkehår ud fra griflerne, hvilket har givet anledning til et tysk folkenavn på disse planter, Petersbart (‘Peters skæg’). Navnet sigter sandsynligvis til Sankt Peter.

Den tyske dominikanske biskop, filosof og videnskabsmand Albertus Magnus (ca. 1200-1280) udtaler: “Wo diss wurtz in dem huse ist, da mag der tufel nicht schaffen, und fluhet sie, und darumb ist sie gebenedeyt für alle anderen wurtzeln” (‘Har man denne urt i sit hus, ønsker Djævelen ikke at være der og flygter fra den, og derfor er denne urt bedre end alle andre urter’).

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på disse planter. Det danske navn hentyder til, at rodstænglen dufter af nelliker, når den brækkes.

 

På grund af, at bladene hos denne plante er tredelte, og blomsterne er femtallige, blev den på et tidligt tidspunkt forbundet med elementer fra kristendommen, hvor de tredelte blade symboliserede den Hellige Treenighed (Faderen, Sønnen og Helligånden), mens de femtallige blomster symboliserede Jesu fem hellige sår, da han hang på korset (fire fra naglerne gennem hans hænder og fødder, samt ét fra lansen, der blev stukket i hans side).

I folkloren blev feber-nellikerod anset for at kunne bortdrive onde ånder, samt beskytte mod gale hunde og giftige slanger. Roden, der indeholder eugenol, blev anvendt som krydderi i supper, samt som smagsstof i øl.

Artsnavnet er latin og betyder ‘vokser i byer’. Det er ikke særligt dækkende, da arten er mest almindelig i skove.

 

 

 

 

 

Frugten er meget karakteristisk, et kugleformet hoved på den hvælvede blomsterbund, bestående af kødfulde småfrugter, normalt med mange små nødder på overfladen.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på brombær (nedenfor).

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘blågrå’, hvilket hentyder til bærrenes farve.

 

 

 

 

 

Den er også blevet indført til mange andre egne og optræder invasivt i nogle lande, hvor den kan true hele økosystemer, idet den danner tætte krat, som er i stand til at fordrive den oprindelige vegetation. Den betragtes som et skadeligt ukrudt i bl.a. Australien, New Zealand og USA.

Artsnavnet er latin og betyder ‘buskagtig’.

Andre billeder af denne art er vist på siden Efterår.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk gala (’mælk’), der hentyder til anvendelsen af gul snerre (G. verum) som mælkeløbe. Dette emne er behandlet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

Det danske navn kommer af snare eller snære, hvilket hentyder til de slyngende og snærende stængler hos burre-snerre (nedenfor).

 

I den herlige bog All about Weeds fortæller den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964) om burre-snerren: “Hvis man går igennem nogle løse, klatrende vækster, og de alle villigt lader sig trække op med rode, så de kan ride bort, fæstnet til dine bukser, er man stødt på (…) Galium aparine eller Galium asprillum. Disse er de to snerre-arter med ru stængler, som har en unik måde at sprede deres frø på. For naturligvis klynger stænglerne sig lige så gerne til en fårepels eller pelsen på en hund som til dine bukser, og disse dyr transporterer ofte stænglerne og deres frø i en betragtelig afstand fra, hvor planten voksede.”

Arten er hjemmehørende i størsteparten af Europa, Nordafrika og tempererede egne af Asien, mod øst til Japan. Den er muligvis også vildtvoksende i Nordamerika og er tillige blevet naturaliseret i Mexico, Mellem- og Sydamerika, Australien, New Zealand, samt dele af Afrika.

 

 

 

 

 

 

Disse planter, der omfatter omkring 130 arter af løvfældende træer eller store buske, er vidt udbredt på den nordlige halvkugle, med flest arter i Asien, mens andre forekommer i Europa og Nordafrika, samt Nord- og Mellemamerika. Kun en enkelt art findes på den sydlige halvkugle.

Bladene er hånddelte hos de fleste arter, og løvet antager ofte strålende røde eller gule farver om efteråret. Et antal billeder af dette løv kan ses på siden Efterår.

Frugten består af 2 forbundne, enkelt-frøede dele, hver med en lang vinge. Ved modenhed virker disse vinger som en propel, og vinden transporterer ofte frugten en betragtelig afstand fra træet. En beskrivelse af effektiviteten ved denne form for spredning findes på siden Naturreservatet Vorsø: Vildnis i vækst.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for lønnetræer. Det danske navn er afledt af det oldnordiske navn på lønnetræer, hlynr.

 

På et tidligt tidspunkt blev arten indført til Nordamerika, hvor den betragtes som invasiv i mange af de østlige stater. Af denne grund har staterne Massachusetts og New Hampshire forbudt plantning af den.

Om efteråret antager løvet en knaldgul farve.

Artsnavnet er latin og betyder ‘minder om Platanus‘ (plataner), hvilket hentyder til de skarpe bladafsnit, i lighed med bladene hos østlig platan (Platanus orientalis).

 

 

 

 

 

Mange steder betragtes den som en invasiv art, der uhyre nemt spredes ved hjælp af sine vingede frø, der produceres i titusindevis på blot et enkelt middelstort træ.

I Danmark er arten muligvis hjemmehørende – i hvert fald fandtes den så tidligt som i 1600-tallet. Også her betragtes ahorn ofte som invasiv, da den nemt kan overtage hovedrollen i yngre skove. At bekæmpe den er dog en fuldstændig uoverkommelig opgave på grund af dens utallige frø.

Et eksempel på denne spredningsevne ses i naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord, hvor de forhenværende marker blev opgivet i to omgange, i 1928 og i 1978. I begge tilfælde blev tusinder af ahorn-frø vindspredt fra nogle få træer i plantager i udkanten af markerne. Udviklingen i disse skove er beskrevet i detaljer på siden Naturreservatet Vorsø: Vildnis i vækst.

Artsnavnet er latin og betyder ‘den falske Platanus‘ (plataner), hvilket sigter til, at bladene minder om disse træers blade.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er af ukendt oprindelse. Det kommer muligvis af latin sol (’sol’), hvilket hentyder til, at disse planter ynder at vokse på lysåbne steder. Det gamle danske navn på disse planter var natskade – en forvanskning af det tyske Nachtschatten, som er et gammel-germansk ord af ukendt betydning. Da Schatten også kan betyde ’skygge’, begyndte man i stedet at benytte ordet natskygge, men det beror altså på en misforståelse.

 

Førhen var arten meget anvendt i folkemedicinen mod en lang række lidelser, bl.a. hudproblemer, vorter, svulster, gigt, rheumatisme, bronchitis, hjertebesvær, gulsot, led- og rygsmerter, hoste, diarré og øjenbetændelse. Frugterne, marineret i eddike, samt et afkog af roden, blev begge smurt på kræftsår og andre hævelser. Den blev også anvendt som et vanddrivende og afførende middel, samt som brækmiddel.

Den er imidlertid meget giftig og kan lamme centralnervesystemet, sænke hjerterytme, svedning og temperatur, hvilket kan resultere i svimmelhed, delirium, kramper og til tider endog død.

Artsnavnet er latin og betyder ‘bittersød’, hvilket sigter til smagen af blade og bær, som både er bitter og sød.