Et liv med rejser

 

 

Iført et arabisk hovedklæde, en såkaldt kefia, sidder jeg sammen med vore værter i en mudhif, et gæstehus bygget af tagrør, i sumplandet i det sydlige Irak. – 14. januar 1973. (Foto Arne Koch Christoffersen, copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På en kold forårsdag gør en grydefuld varme nudler godt! Judy og jeg er bænket omkring et bord med en glødende trækulsovn underneden, uden for et daoistisk tempel på Fung Shan (‘Føniks-bjerget’), nær Weining, Guizhou-provinsen, Kina, sammen med biologen Li Ching (nr. 2 fra venstre), Mrs. Li (t.v.) samt vores chauffør Uh Tao. – 12. marts 2009. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tidlig interesse for dyr
Jeg voksede op i Viby, en forstad til Århus, i 1950’erne og 60’erne. Min første erindring er fra en park i Århus, måske Mindeparken. Jeg har nok været tre år gammel. Jeg holdt min fars hånd, men et eller andet må have fanget min opmærksomhed, for jeg slap hans hånd et øjeblik, hvorefter jeg tog den igen. Da jeg kiggede op, så jeg til min rædsel, at det ikke var min far, jeg holdt i hånden, men en fremmed mand, som smilte venligt til mig. Jeg stak i et vræl og spænede tilbage til min far, der tog imod mig med et stort grin.

Jeg har haft stor interesse for dyr, fra jeg var ganske lille, i begyndelsen centreret omkring hunde og katte. Mine forældre har fortalt mig, at engang vi var ude at køre en tur, råbte jeg pludselig: ”Jeg vil se hunde!”

Jeg plagede mine forældre for at få en hundehvalp, men det satte min far sig (klogeligt) imod. Han vidste nok, at det ville blive ham, der skulle tage sig af hunden, når nyhedens interesse var gået af den. I stedet begyndte jeg at dreje min interesse hen imod fugle – en interesse, der har holdt sig lige siden. Den første fugl, jeg husker (udover solsorter og gråspurve omkring vores hus) var en skovskade – en skønhedsåbenbaring i sarte rødlige farver, med sort skægstribe og et fantastisk blå-og-hvid-spættet felt på forvingen. Jeg var hooked, som det hedder på moderne dansk.

I skolen havde vores klasse en fremragende biologilærer, Wagner Nielsen, som forstod at fange vores interesse. Han foreslog en dag (det var vist i 7. klasse), at vi den følgende søndag – som dengang var den eneste skolefri dag – skulle cykle en tur på 20 km til Kysing Fjord for at se på fugle. Alle var med på ideen. ”Husk gummistøvler!” sagde han.

Vi skulle starte klokken fire om morgenen, så jeg havde ventet, at en del, specielt blandt pigerne, ville udeblive. Alle mødte op! Et par af pigerne var iført sko. Wagner (som vi kaldte ham) grinede blot og sagde, at de ville få våde fødder. Af sted gik det på den lange cykletur, og alle holdt ud. På denne tur blev jeg og to af mine klassekammerater, Peter og Bent, for alvor fanget af fuglene, og i de følgende år tog vi ofte på fugleture sammen.

 

 

Som 2-årig i en trækvogn sammen med et nabobarn, Viby, sommeren 1951. Jeg havde en tøjhund, som jeg nødig ville skilles fra. Muligvis stammer min interesse for dyr fra denne hund. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Her fodrer jeg en sikahjort i Dyrehaven syd for Århus, 9. februar 1964. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Østjysk Biologisk Forening
Peter kendte en anden fugleinteresseret, Torben Hviid Nielsen, som gik i en klasse over os. Han introducerede os for en forening, der hed Natur og Ungdom, en ungdomsafdeling af Danmarks Naturfredningsforening. Her traf vi en mængde ligesindede, hvoraf mange blev livsvarige venner. Vi undersøgte områder for fugleliv, pattedyr, planter og andet, og vi tog på lange ekskursioner med bus for at se områder, der virkede fremmedartede på vi østjyder, fx Lille Vildmose, Rebild Bakker og Borris Hede.

I foreningen var der en voksende utilfredshed med Natur og Ungdom, idet vi i den grad følte os forsømt af hovedforeningen. En kerne af os startede en ’revolution’, som endte med, at vi forlod Natur og Ungdom og i stedet oprettede en lokal forening ved navn Østjysk Biologisk Forening, som eksisterer den dag i dag.

 

 

På fugletur til Nissum Fjord, sommeren 1965. (Foto copyright © by Knud Pedersen)

 

 

Jeg tager et hvil under en fugletur til Gjøl ved Limfjorden, sommeren 1966. (Foto Leif Halberg, copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En campingtur med familien til Østrig i juli 1966 blev en våd oplevelse, idet denne sommer var særdeles regnfuld. Her fordriver vi tiden med at spille kort i teltet, fra venstre min bror Leif, mig, min mormor og min far. Min mor tog billedet. (Foto Elly Halberg, copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

To bøger som ændrede mit liv
Tiden gik, og jeg udviklede en interesse for eksotiske folkeslag. Penge havde jeg kun få af, så jeg kunne ikke rejse ud for at besøge dem. I stedet begyndte jeg at købe gamle rejsebeskrivelser hos antikvarboghandlerne og drømte mig gennem malariabefængte moradser og op ad barske bjerge.

To af de bøger, jeg købte, skulle få en afgørende indflydelse på det liv, jeg siden har ført. Den ene var Bøj dig for Shiva, skrevet af danskeren Sten Kjærulff Nielsen. I denne bog beretter han om en længerevarende rejse, han foretog i 1960-61 til Mellemøsten, Indien og Bagindien. Han gjorde turen utroligt billigt, blaffede det meste af vejen og levede så enkelt og spartansk som muligt.

I indledningen til Nielsens bog appellerede følgende afsnit meget til mig: ”Hvis man ikke forlanger noget af tilværelsen, men holder sig til bunden, vil man altid kunne klare sig igennem og er lykkelig tilmed. Det er der ikke så mange der er. Inderne har noget de kalder ’den hellige ligegyldighed’: Hvad kommer alt dette spektakel mig ved. Det er kun Maya, kun bluff og røg. Fremtidsudsigter, ens plads i maskinen og alt det.”

Efter at studentereksamen var bestået, begyndte jeg at studere etnografi på Moesgård, men følte snart, at fremmede folkeslag blot blev gjort til studieobjekter. Jeg havde det på nøjagtigt samme måde som Nielsen. I stedet for at opdele folkeslag i akademiske samfundssystemer og slægtskabsgrupper eller beskrive deres skikke i en tør og videnskabelig form, ville jeg meget hellere rejse ud og møde dem på en jævn og ligetil måde, uden bagtanke på en kommende akademisk karriere eller offentliggørelse af videnskabelige artikler. Jeg opgav derfor etnografistudiet efter kort tid.

 

 

Marselisborg Gymnasium, 1967. Jeg er nr. 3 fra højre i midterste række.

 

 

 

I militærnægterlejr
Den anden bog, som var til stor inspiration for mig, var Araberfolket i sumpene, skrevet af den engelske opdagelsesrejsende Wilfred Thesiger (1910-2003). Heri beskriver han et stort sumpområde mellem floderne Eufrat og Tigris i det sydlige Irak, hvor der boede et folk af blandet herkomst, madanerne, hvis levevis helt var tilpasset det våde element. De færdedes i kanoer, byggede deres huse af tagrør på øer i sumpene og fik deres udkomme ved risavl, bøffelhold, fiskeri og jagt.

Thesigers ophold i Irak blev bragt til ophør med revolutionen i 1958, hvor den irakiske kongefamilie blev myrdet og englænderne smidt ud af landet. Irak blev udråbt til republik og tog en sovjetvenlig kurs. Efter nogle års tumulter var landet et forholdsvis fredeligt sted, hvor turister blev, om ikke budt velkommen, så i det mindste accepteret.

Jeg følte, at disse sumpe i Irak var et område, som lå inden for min økonomiske formåen. Hvis jeg nu fandt en medrejsende og vi købte en gammel bil, så kunne vi måske køre derned?

Før det kunne finde sted, skulle jeg imidlertid aftjene 16 måneder som civil værnepligtig. En aften i en arbejdslejr i Kompedal Plantage, mellem Silkeborg og Ikast, stod jeg og spillede billard, da en anden militærnægter, som jeg ikke havde set før, kom hen til mig.

“Er det dig, der kigger på fugle?” sagde han.

Jo, det var det da.

”Er det dig, der har planlagt at køre til Irak?” fortsatte han.

Jo, det var også rigtigt.

”Må jeg komme med?” spurgte han.

Sådan lærte jeg Arne Koch Christoffersen at kende. Han var naturinteresseret som jeg og en meget dygtig ornitolog, der bl.a. havde tilbragt flere perioder på Blåvand Fuglestation med at studere fugletræk. Desuden var det yderst belejligt, at han var mekaniker af uddannelse, idet den planlagte rejse jo skulle foregå i bil, og min mekaniske snilde kunne ligge på et meget lille sted.

Sammen lagde vi nu planer, mens vi sparede som gale. Vi købte et brugt Folkevognsrugbrød, indrettede det nødtørftigt med sengepladser og gasapparat, læssede nogle gamle ølkasser fulde af tøj og bøger, og i oktober 1972 kørte vi af sted. Vi var meget unge og særdeles uerfarne i rejselivets besværligheder. I sidste øjeblik inden afrejsen hørte vi om noget, der kaldtes carnet de passage – et tolddokument, som skulle sikre, at en bil, der blev indført til de forskellige lande, også blev udført igen. Bortset herfra skænkede vi ikke papirjunglen en tanke.

 

 

I militærnægterlejr 1971. (Tegning copyright © by Jens Gregersen)

 

 

Gåsegribbe og stempel i passene
Det blev en særdeles spændende og lærerig tur, som varede i alt ni måneder. Starten på turen var dog knapt så fornøjelig. I det sydlige Jugoslavien, i nærheden af byen Titov Veles, bemærkede vi nogle gåsegribbe og kongeørne, der svævede over bjergene. Vi gjorde holdt, og Arne hentede sit teleskop frem. Bedst som vi stod og nød fuglene, gjorde en bil holdt, og nogle bistert udseende politifolk steg ud. Ved tegn og gerninger samt nogle få tyske gloser gjorde de os forståeligt, at vi skulle følge efter dem til politistationen i Titov Veles. Her fik vi forklaret, at det var forbudt at gøre ophold, hvor vi var standset, og specielt var det forbudt at tage billeder.

”Vi tog ingen billeder, vi kiggede bare i teleskop på nogle fugle.”

Det troede de ikke på, og det endte med, at jeg måtte aflevere filmen i mit kamera. Jeg protesterede og sagde, at jeg ikke havde taget billeder på det nævnte sted, men mine protester hjalp ikke det mindste. Filmen blev konfiskeret, og vi fik et stempel i vore pas, som sagde, at vi skulle være ude af landet samme dag. Det var dog ikke noget problem, da der kun var et par timers kørsel til Grækenland, så vi skyndte os at forlade de uvenlige politifolk.

“De er æ retti’ kloge!” sagde Arne på sit brede vejlensiske.

 

 

Politiet i Titov Veles gav os dette stempel i vore pas, som beordrede os til at være ude af landet samme dag.

 

 

 

Møde med irakisk bureaukrati
Det var nu november, og vi kørte hurtigt ned gennem Tyrkiet, da det var ved at blive rigtig koldt om natten. Der var ingen problemer med at komme ind i Syrien, så vi fortsatte naivt mod den irakiske grænse. Da vi stod i den irakiske told, indså vi, at vi havde begået en fadæse. Den store pasbetjent granskede vore pas og sagde så: “Mister, hvor er Deres visum til Irak?”

Visum? Vi regnede da med, at vi kunne få det ved grænsen, ligesom i Syrien. Men nej. Vi varmede bænke i nogle timer, mens pasbetjentene telefonerede til Bagdad for at høre, om vi skulle køre tilbage til det irakiske konsulat i Halep. Hen mod aften rakte betjenten os et papir og sagde: “Mister, tag til Bagdad og opsøg The Residence Department. Der kan De få visum.”

Mødet med det irakiske bureaukrati på The Residence Department var en farce, hvilket man kan overbevise sig om ved at læse beretningen på siden Rejse-episoder – Syrien & Irak 1972: “Velkommen til Bagdad!”

“De er æ retti’ kloge!” sagde Arne igen, da vi forlod bygningen – det var et udtryk, som han ofte skulle komme til at anvende på resten af rejsen!

 

 

Rast på vej gennem den Syriske Ørken. Arne og Michel, en fransk blaffer, studerer vores noget ufuldstændige vejkort, 2. december 1972. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Besøg i sumplandet
Vi tilbragte et par uger i det store sumpland i det sydlige Irak. Det var inden Saddam Hussein overtog magten i Bagdad og påbegyndte sin tørlægning af området. (Det er nu blevet delvis gendannet). Her ville vi kigge på fugle og samtidig besøge det lokale stammefolk, madanerne, som bød alle fremmede velkommen som gæster. Der var dengang så godt som ingen veje i sumpene, og næsten al færdsel foregik i slanke sorte kanoer, kaldt meshof. Motorbåde havde kun været kendt her siden 1960’erne og var i 1972 stadig meget fåtallige.

Efter at have tilbragt en uge i den forholdsvis moderne by Chibayish fortsatte vi vestpå til byen Hamar for at komme ud i mere uberørte egne af sumplandet. Vi tog ind på den lokale politistation for at få tilladelse til at leje en kano og blive staget ud i sumpene. Som altid, ligegyldigt hvor og i hvilket ærinde vi kom, blev vi serveret sød og stærk té i små glas. Her var intet hastværk. Politifolkene skulle se vore pas og skrev omhyggeligt navnene ned i en stor bog – med arabiske tegn. Arnes efternavn Christoffersen voldte dem betydelige kvaler. Da de hørte, at vi agtede os ud i sumpene, fik vi besked på at tale med deres mudir, en slags borgmester, der samtidig var chef for politiet.

Vi traf ham kort efter, en lille korpulent mand med overskæg og iført vestligt jakkesæt. Han hilste lidt afmålt på os og skulle naturligvis have alt det at vide, som vi lige havde fortalt politifolkene. Men faktisk viste han sig at være utroligt flink, og han forsikrede, at det var ikke noget problem for os at leje en kano til vores færd ud i sumpene. Han inviterede os på aftensmad i sit hus, og da vi udtrykte ønske om at sove i bilen, gav han os besked på at parkere foran politistationen for natten – der skulle nødig hænde os noget.

Næste dag blev vi staget på en dejlig tur gennem sumpene, og om aftenen blev vi atter inviteret til at spise hos mudir’en. Vi spurgte ham, om det var i orden, at vi blev endnu nogle dage i Hamar, da vi gerne ville på flere ture ud i sumplandet. Det gik han villigt med til. Vi blev dagligt inviteret på aftensmad, og han sørgede oven i købet for, at vi fik frokost hver dag. Den blev serveret af hans smukke svigerinde ved vores bil, som holdt parkeret ved søbredden nær deres hus.

Aftenerne efter måltidet gik med at diskutere alt muligt – det tog sin tid, da mudir’ens engelske mildt sagt var mangelfuldt. Det viste sig, at han fattede særlig interesse for letpåklædte damer og sex, hvilket gav anledning til mange pudsige situationer. Når vi var kommet i seng i bilen foran politistationen, må politifolkene have syntes, at vi var nogle lystige fyre, at dømme efter de mange latterbrøl fra bilen.

Vore oplevelser i Irak er nærmere beskrevet på siderne Rejse-episoder – Irak 1973: Den gæstfrie mudir, samt Irak 1973: Støvstorm og fårehoved.

 

 

Adskillige gange blev vi staget ud i sumplandet i det sydlige Irak, hvor vi kiggede på fugle og besøgte det lokale stammefolk, madanerne. 6. januar 1973. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I den irakiske by Diwaya traf vi en flink fyr ved navn Hasan. På dette billede er vi taget på pilgrimsfærd til Said Achmet al-Rifai’s grav, nær Diwaya – en tur ad forfærdelige veje samt over marker og forfaldne broer over vandingskanalerne. Arne står i midten, Hasan yderst t.h. 15. januar 1973. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Forår i Iran
Turen gik nu videre til Iran, hvor vi tilbragte seks uger i Luristan, som ligger i Zagros-bjergene i den sydvestlige del af landet. Her var foråret så småt ved at holde sit indtog, og vi tøvede med at køre nordpå gennem Irans indre, hvor en iskold vinter stadig herskede.

En dag blev vi inviteret til at bo hos en landsbyleder ved navn Muhammed, og vi tilbragte tre uger i hans hus. Han var lidt af en særling, og vi havde mange groteske og usædvanlige oplevelser under vores ophold, hvilket man kan læse mere om på siden Rejse-episoder – Iran 1973: I Luristans bjerge.

Omsider kørte vi nordpå til Det Kaspiske Hav, hvor vi ville studere fugletræk langs en 70 km lang sandodde, Mian Kaleh. Her havde vi et uheld med bilen, idet et hjulleje knækkede, hvilket bevirkede, at vi måtte opsøge en mekaniker i byen Bandar Shah. Han hed Yasha – en lille, meget kraftig mand, som stammede fra russisk Armenien. Han talte russisk, farsi og turkomani, men ikke engelsk. Det var jo heller ikke just nødvendigt for at forstå vores problem.

Der ville gå nogle dage, inden skaden kunne repareres, idet reservedelene skulle ankomme fra Teheran. Vi fik lov til at overnatte i bilen på mekanikerværkstedet, og de følgende dage tilbragte vi i selskab med Yasha og hans ansatte, samt hans to venner, Ali og Albert. De arbejdede i en bank og kunne en smule engelsk, så de oversatte for os. Vi snakkede, spiste sammen og tog på ture op i bjergene med frokost og øl.

Omsider ankom reservedelene, og de blev sat i. Vi holdt et afskedsparty, og selv om vi ikke var helt appelsinfri, tog vi os dog sammen til at sige, at nu ville vi gerne betale. Yasha slog afværgende ud med hånden. Vi kunne simpelthen ikke få lov til at betale noget ud over reservedelene!

Vores ophold ved Det Kaspiske Hav er beskrevet på siden Rejse-episoder – Iran 1973: Biluheld ved Det Kaspiske Hav.

 

 

I Luristans bjerge i den sydvestlige del af Iran blev vi inviteret til at bo i landsbyen Mirabad hos landsbylederen Muhammed, som her ses med en lille del af sin store familie, samlet omkring téen, t.v. hans kone Badri, i midten den 16-årige datter Maria. Februar 1973. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Mens vi i byen Bandar Shah i det nordlige Iran ventede på reservedele til at erstatte et knækket hjulleje, tog mekanikeren Yasha og hans venner Ali og Albert sig rørende af os. Her er vi taget en tur op i Elburz-bjergene med frokost og øl, fra venstre Arne, Ali, mig og Albert. 12. april 1973. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hjemtur gennem Tyrkiet
Det var oprindeligt vores mening at fortsætte til Afghanistan, men reservedelene havde ædt så mange af vore penge, at vi i stedet måtte starte hjemturen. Det gik i ro og mag gennem Iran, og kort efter at have krydset grænsen til Tyrkiet ville vi som sædvanligt parkere i vejkanten for natten. Imidlertid fik vi ikke lov til at ligge i fred længe. En bil standsede udenfor, og nogle mænd begyndte et lyse med lommelygter ind gennem bagruden. Da vi åbnede sidedøren, dukkede en politibetjent og tre-fire riffelbevæbnede soldater frem.

“Kurdistan! Kurdistan! Bum-bum-zip!” sagde politibetjenten, idet han med store armbevægelser illustrerede, hvordan kurdiske banditter ville komme om natten og først skyde os og siden skære struben over på os. Vi forsøgte at slå det hen, idet vi fra andre rejsende havde erfaret, at kurderne ikke havde noget mod turister, kun mod tyrkere. Men vi blev beordret til at følge efter dem til den nærmeste by Dogubayazit og overnatte dér. Vores tur gennem Tyrkiet er beskrevet på siden Rejse-episoder – Iran & Tyrkiet 1973: “Kurdistan! Bum-bum-zip!”

Efter Tyrkiet tilbragte vi nogle uger i Grækenland og Jugoslavien. Vi havde frygtet, at det famøse stempel i vore pas ville give os problemer med at køre gennem Jugoslavien, men efter et kort telefonopkald lod pasbetjentene os køre ind i landet. I juli var vi hjemme i Danmark igen, efter 9 måneder på farten.

 

 

En aften gjorde vi holdt et sted på den tyrkiske Sortehavskyst, mellem byerne Giresun og Bulançak, hvor vi ville tilbringe natten. Om morgenen erfarede vi, at vi var parkeret foran en landsbyskole. Her poserer vi med lærere og elever foran skolen. Arne er i lysegrøn skjorte, jeg i blå. Den unge mand i ternet skjorte er en tysker, vi fulgtes med på dette tidspunkt. – 3. maj 1973. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Et liv med rejser
Denne tur var starten på en nomadetilværelse, som har varet lige siden. Så godt som hvert år har jeg været på en længevarende rejse til en fjern destination, i bil, bus, tog og fly, på oksekærre og kamel, til fods og som blaffer. Pengene til rejserne skaffede jeg i de første år ved tilfældigt arbejde og ved at skrive artikler om mine rejser. Senere fik jeg arbejde for Fredningsstyrelsen (siden Skov- og Naturstyrelsen, i dag blot Naturstyrelsen) som fugleobservatør og botaniker på nogle af dens videnskabelige reservater, bl.a. Tipperne og Vorsø. Det var på kontraktlig basis og kunne fint tilpasses mit rejseliv.

I 1981 kom jeg med i fotogruppen Biofoto, som siden solgte en mængde af mine billeder. I 1985 traf jeg en dansker, Søren Lauridsen, i Indonesien, og i perioden 1991-2015 skrev vi guidebøger for Politikens Forlag (Turen går til Indien, Turen går til Nepal samt Turen går til Bornholm). I årenes løb har jeg haft kontraktligt arbejde for bl.a. Danmarks Miljøundersøgelser og Naturhøjskolen Rødkilde på Møn.

I perioden 1988-93 deltog jeg i fire ekspeditioner til Tanzania, hvis formål var at optælle overvintrende vadefugle, samt undersøge fuglelivet i landets kystskove. I 1989, 1991 og 1998 var jeg med på ekspeditioner til de arktiske have omkring Island og Grønland for at tælle havfugle og hvaler langs transekter.

På mine rejser har jeg helt bevidst ofte opsøgt afsides egne for at opleve folkeslag, der har bevaret en del af deres oprindelige levevis og endnu ikke er omdannet til tjenende ånder i turistindustrien, som det er sket med foruroligende hast overalt på kloden. Min interesse for naturen har også tit ført mig ud i egne, hvor turister normalt ikke kommer.

 

 

I en birkeskov nær Børselv, Nordnorge, renser jeg birkerørhatte (Leccinium scabrum) til vores aftensmåltid, 23. juli 1974. (Foto Jørn Halberg, copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Her klapper jeg en tam indisk hueabe (Macaca radiata), som tilhørte et par andre rejsende, vi traf nær Jacobabad, Pakistan, 14. januar 1978. (Foto Arne Koch Christoffersen, copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ombord på det islandske forskningsskib Bjarni Sæmundsson er jeg varmt påklædt til at udføre ornitologiske observationer i Danmarksstrædet mellem Island og Grønland, 21. september 1989. (Foto Jacob Waage, copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gode og dårlige oplevelser
Især i de første år, mellem 1972 og 1989, var der næppe den rejse, hvor der ikke opstod en eller flere usædvanlige, mærkværdige eller direkte groteske situationer, mange af dem en følge af mentalitetsforskellen mellem vesterlændingen med den logiske tankegang, hvor alt helst skal have en forklaring, og østerlændingen eller afrikaneren, som stoisk accepterer begivenhedernes uafvendelighed og uforklarlighed. Mine oplevelser med åndemaning på Borneo og i Filippinerne fortæller, at naturreligion stadig har et fast tag i dele af verdens befolkning og kan udrette ting, som vi vesterlændinge ikke forstår eller kan forklare.

I begyndelsen fremkaldte mange af de usædvanlige situationer på mine rejser ofte irritation eller vrede. Men tit er der sket det mærkelige, at disse hændelser efter kortere eller længere tids bearbejdning i hukommelsen blev vendt til noget komisk – og det forunderlige skete, at de senere fremstod som nogle af rejsernes højdepunkter og måske ovenikøbet overskyggede de begivenheder, jeg egentlig rejste ud for at opleve. Gang på gang er mine medrejsende og jeg vendt tilbage til de groteske hændelser og har fået os endnu en god latter.

Andre oplevelser var knap så morsomme, idet man kan løbe ind i uvenlige mennesker, når man mindst regner med det. Vores oplevelse med røvere i Pakistan er nærmere beskrevet på siden Rejse-episoder – Pakistan 1978: Møde med røvere.

 

 

I Indien fejrer man den hinduistiske højtid Holi ved bl.a. at kaste farvet pulver på hinanden. Jeg (og mit kamera) fik vores rigelige andel af rødt pulver, da jeg deltog i løjerne i Charbhuja, Rajasthan, 15. marts 1991. Denne oplevelse er beskrevet på siden Rejse-episoder – Indien 1991: Til hindu-højtider i Rajasthan. (Foto Ann-Christine Lomosse, copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Søren Lauridsen og jeg spiser, hvad der var annonceret som ‘Danish pastry’, Kathmandu-dalen, Nepal. Det mindede nu ikke meget om wienerbrød! – April 1991. (Foto copyright © by Lotte Møller Pedersen)

 

 

Kvælerfigner slår rod på grene af andre træer og omslynger siden værtstræet med talrige ‘rødder’. På dette billede står jeg inde i en Ficus chirindensis, som har dræbt sit værtstræ, der er smuldret bort og har efterladt figentræet som en hul cylinder af ‘rødder’. – Chirinda Forest, Zimbabwe, 17. februar 1997. (Foto Uffe Gjøl Sørensen, copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

En verden i forandring
Under læsningen af mine rejse-episoder bør man erindre, at mange af de beskrevne områder har ændret sig kolossalt i den mellemliggende periode. Hændelserne i Irak foregik, inden Saddam Hussein overtog magten i Bagdad og påbegyndte sin tørlægning af sumplandet mellem Eufrat og Tigris. (Det er nu blevet delvis gendannet).

Vi var i Iran, inden ayatolla’erne smed Shah Muhammed Riza Pahlevi og hans slæng på porten og dannede en islamisk stat. Vores tur gennem Tyrkiet fandt sted, inden det tyrkiske luftvåben blev sendt mod kurdiske landsbyer, og PKK som gengældelse begyndte at anbringe bomber i turistbyerne omkring Izmir. I Syrien har i adskillige år raset en borgerkrig, som, kombineret med aktiviteter af Islamisk Stat, umuliggør rejser dér.

Regnskoven på Borneo er nu stærkt indskrænket, hvilket for stedse har umuliggjort dayakkernes frie liv som jægere og fiskere.

Borgerkrigen i Sri Lanka 1983-2009 gjorde i denne periode færdsel i den østlige og nordlige del af øen særdeles risikabel, og veddaerne er forlængst blevet opslugt af det moderne liv, da deres land i dag er fyldt med opstemninger og vandkraftværker, og en mængde nybyggere har slået sig ned her. Disse emner er nærmere uddybet på siderne Rejse-episoder – Sri Lanka 1974: Hos veddaerne, samt Sri Lanka 1983: På jungletur med Randjan.

Kineserne lukkede atter Tibet for individuelt rejsende kort efter min tur dertil i 1987, og der er stadig temmelig mange restriktioner forbundet med at færdes dér.

På den positive side vil jeg fremhæve Indien og Nepal. Den hinduistiske religion gør inderne og nepaleserne til nogle af klodens mest konservative folkefærd, og trods atomprøvesprængninger i Thar-ørkenen, computer-industri og en vanvittig trafik i byerne er meget stadig som førhen. I Indien bliver jeg træt og støvet, og jeg irriteres over tåbelige spørgsmål, stillet af studerende, som vil øve deres engelsk – men så glæder jeg mig over en solopgang, der farver sneen i Himalaya lyserød; eller en gruppe hinduistiske pilgrimme, som råbende trænges foran indgangen til et tempel for en af deres utallige guder; eller en flok dromedarer, som roligt ligger og tygger drøv i morgendisen i Rajasthans ørken.

I de senere år har jeg i lange perioder boet sammen med Judy i Taiwan. Langt den overvejende del af øens befolkning er jævne og indtagende mennesker, hvis religion er farverig og uspoleret – en unik kombination af buddhisme og daoisme, iblandet en del animisme fra tiden, før buddhismen holdt sit indtog på øen. (Du kan læse mere om denne tro på siden Religion: Daoismen i Taiwan.)

Jeg holder også meget af det sydvestlige USA med dets fantastiske landskaber og et overordentlig rigt dyre- og planteliv.

Siden 2009 har jeg beskæftiget mig meget med at fotografere bjergflora, specielt i Himalaya, hvor der findes over 10.000 arter af frøplanter. Med samme formål har jeg også besøgt bjergområder i Alperne, Pyrenæerne, Norge, Kirgisien, Taiwan, Chile, Appalacherne, samt Sierra Nevada i Californien. Floraen i adskillige af disse områder er beskrevet på siden Planteliv (Flora i Himalaya, Flora i Alperne og Pyrenæerne, Flora i Sierra Nevada, På blomsterjagt i Himalaya).

 

 

Under et besøg i Hari Mandir, sikhernes gyldne tempel i Amritsar, nordvestlige Indien, bringer jeg en offergave, prasad, bestående af ghee (klaret smør), mel og sukker til templet. I dette tempel skal håret altid være tildækket. – 6. november 1997. En beskrivelse af Hari Mandir findes på siden Rejse-episoder – Indien 1997: Sikhernes gyldne tempel. (Foto Søren Lauridsen, copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Liggende i sandet i Zaranik Protected Area, Sinai, Egypten, fotograferer jeg en egyptisk landskildpadde (Testudo kleinmanni), som er en truet art. – 7. marts 1999. (Foto Uffe Gjøl Sørensen, copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Efter at have tilbragt natten på Djebel Musa (Mosebjerget) på Sinai-halvøen, Egypten, forsøger jeg tidligt om morgenen at holde varmen i soveposen, 13. marts 1999. (Foto Uffe Gjøl Sørensen, copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Her skal jeg netop til at nyde en papir-dosa, et tyndt, sprødt brød, fremstillet af en dej bestående af en gæret blanding af rismel og sorte bønner. Dertil serveres kokos-sauce og sambar, en stærk tamarinde-sauce med kartoffelstumper. – Karnataka, Sydindien, 2003. (Foto copyright © by Søren Lauridsen)

 

 

 

Zajagan
Mit motto kunne passende være de sidste tre linjer af digtet The Road Not Taken, skrevet af den amerikanske digter Robert Frost (1874-1963):

 

Two roads diverged in a wood, and I –
I took the one less traveled by,
And that has made all the difference.

 

Oversat:

 

En vej delte sig i en skov, og jeg –
jeg valgte dén, som var mindst benyttet,
og det har gjort hele forskellen.

 

I sin bog Zajagan fra 1935 beskriver den danske opdagelsesrejsende Henning Haslund-Christensen, hvordan en højtstående lama spår ham ved at kaste tre ryghvirvelknogler på et klæde, hvorefter han siger: ”Din Vej gaar mod Vest ligesom Livets Sol. Jeg ser dine Spor. En stor Hutuktu venter dig, og Eders Møde er Gudernes Vilje. Gaa, Zajagan ligger foran dig.” En ung mongol fortæller ham: ”Zajagan, det er den store Lykke – det er Rejselykke.”

Siden Haslunds dage er Verden forandret i helt utrolig grad. Men selv i vore dage, hvor det moderne menneske gør alt for at udrydde sig selv gennem sin umættelige grådighed, er det alligevel stadig muligt at finde fremmedartede og lidet besøgte afkroge af kloden, som byder på spændende udfordringer. Så jeg vil ønske mine læsere Zajagan!

 

 

På dette billede demonstreres tilberedelsen af döner kebab (kød stegt på lodrette, roterende spyd) for mig i en gaderestaurant i Istanbul, Tyrkiet, 18. maj 2006. (Foto Judy Chiang, copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Her nyder jeg min medbragte frokost på en klippe nær Vernal Falls, Yosemite Nationalpark, Californien, 8. oktober 2011. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Judy og jeg holder en velfortjent pause sammen med vores kok Sutardi under en vandring op ad vulkanen Gunung Rinjani, Lombok, Indonesien, 6. december 2012. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I Tamur-dalen i det østlige Nepal traf jeg disse russiske bjergbestigere. – 8. maj 2013. (Foto copyright © by Valerij Toporov)

 

 

Her deltager jeg i den daoistiske højtid Tigergudens Festval i byen Shingang, vestlige Taiwan. Mændene er sorte i hovedet på grund af røg fra eksploderende fyrværkeri. – 2. marts 2018. (Foto Judy Chiang, copyright © by Kaj Halberg) 

 

 

Jeg beundrer et mountain cabbage tree (Cordyline indivisa) i Taranaki Nationalpark, New Zealand, 5. september 2019. (Foto Judy Chiang, copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Kilder
Haslund-Christensen, H. 1935. Zajagan. Gyldendal
Kjærulff Nielsen, S. 1965. Bøj dig for Shiva. Forlaget Fremad
Thesiger, W. 1964. Araberfolket i sumpene. Steen Hasselbalchs Forlag

 

 

 

(Oprettet januar 2016)

 

(Senest revideret november 2021)