Skarvkolonien på Vorsø

 

 

Døde gråpopler i Vestre Remise, tæt besat med skarvreder, 18. juni 1978. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Jens Gregersen

 

 

 

Paa Voersøen udenfor Stensballegaard have Heirerne og især Cormoranerne nutildags deres rette Hjem, her bygge de Rede i de høje Træer, og her drive de uforstyrrede deres Jagt paa Fjorden, hvor sidstnævnte Art ret kan vise sin Færdighed i at dykke.”

 

J.C. Schytte, 1843

 

 

Under en jagt i Limfjorden den 1-8-74 skød min far en skarv med ring (…) Begge fugle havde en gul plastikring på det ben, hvor de ikke havde metalringen. Jeg håber De kan få lidt nytte af det, jeg har skrevet, og jeg ville meget gerne, om De vil sende en skrivelse tilbage om, hvor fuglene er ringmærkede, hvor gamle de er, hvad den gule ring betyder o.s.v.”

 

Brev til Zoologisk Museum fra Kim Skjødt Hansen, Aalborg, 23. august 1974

 

 

 

Udryddelse og genindvandring
Som man kan se af det første af ovenstående citater, ynglede der både Skarv og Fiskehejre på Vorsø i midten af 1800-tallet. Kjærbølling (1852) skriver: ”Paa Vaarsø i Horsens Fjord yngler, siden 1823, en talrig Koloni tillige med Hejrer, hver i sin Afdeling af den lille, tildels ved disse Fugles ætsende Exkrementer ødelagte Skov.”

Ejeren af Vorsø var ikke begejstret for fuglene. Kjærbølling fortsætter: ”I afdøde Kammerherre Paulsens efterladte Notitser findes anført, at der paa denne Ø i Aaret 1827 blev skudt 220 og de følgende Aar, indtil 1845, mellem 120 og 1366 Fugle.”

I alt blev der nedlagt 10.428 Skarver i perioden. Omkring 1870 var fuglen totalt fordrevet fra øen, og samtidig blev den udryddet i næsten alle de andre danske kolonier. Skarven var så godt som uddød som ynglefugl i Danmark omkring 1880.

I 1938 genindvandrede den til Tranekær på Langeland, men blev snart fordrevet herfra. På Vorsø blev de første 6 Skarver set kredse over øen 24. april 1941 (Madsen 1946). De følgende år blev arten set mere og mere, op til 40 i 1943, men endnu ikke siddende i træerne. I 1944 slog de første fugle sig ned i Vesterskov, og i størrelsesordenen 50 par byggede reder. I 1945 var der 233 reder. Nu var Skarven etableret på øen og fik unger.

 

 

Skarvkolonien i Vestre Remise, forår 1968. På dette tidspunkt var den landets eneste skarvkoloni, og den gjorde et stort indtryk på de mennesker, som fik tilladelse til at overvære dette sælsomme skue. (Tegning Leif Ragn-Jensen, venligst stillet til rådighed af Musse Ragn-Jensen)

 

 

 

Beskydning af Skarverne
Da antallet af ynglende Skarver i Vesterskov var nået op på 500 par, protesterede de lokale fiskere til Fiskeriministeriet og krævede, at bestanden blev reguleret (læs mere herom på siden Fredningen af Vorsø). Fra 1948 foretoges hårde beskydninger af de voksne Skarver, og fuglene var så godt som fordrevet allerede først i 50’erne.

Thorvald Kjær (1950) beretter om beskydningen på Vorsø: ”Sommeren 1948 blev der skudt ca. 70 gamle fugle ved rederne. (…) Da opsynsmanden havde skudt (…) fjernede han sig, for at de overlevende fugle kunne vende tilbage til rederne, saa han kunne skyde nogle flere, indtil bestanden havde den ønskede størrelse. Om det nu var paa grund af den megen skydning, eller fordi der gik en botaniker i engen udenfor skoven, er ikke godt at vide, men skarverne turde ikke vende tilbage til rederne. Dette benyttede kragerne sig af, og i løbet af faa timer var samtlige æg stjaalet og skovbunden et hav af knuste ægskaller. Det var for meget for skarverne, der samme dag forlod Vorsø for at finde nye ynglepladser. Kun 6 par, der trods skydningen blev liggende på rederne, overlevede blodbadet og holdt skansen på øen. Ved pressens besøg den 18. juni 1949 saa vi kun tre beboede skarvereder. Trods dens eventuelle forsvinden er skarvekolonien kun en enkelt af øens mange seværdigheder, kun et led i udviklingsrækken, endog et ret tilfældigt led, og den store idé, hvorpaa reservatet er bygget op, lever videre.”

Efter dette blodbad holdt man de følgende år lidt igen. Nogle af Skarverne flyttede til de udgåede gråpopler i dammen i Vestre Remise, og legatbestyrelsen besluttede, at fuglene skulle fredes der et par år, mens de til gengæld skulle beskydes hårdt i Vesterskov for på den måde at flytte hele kolonien til et område, som botanikerne fandt mere uinteressant end Vesterskov. Det lykkedes, også fordi fuglene i Vesterdam havde meget bedre sidde- og badepladser.

Nu blev en yderst effektiv beskydning af ungerne introduceret, og i 1960’erne blev 75-95% af ungeproduktionen i kolonien årligt bortskudt. Endnu frem til 1970 blev ungerne skudt, og i sensommeren lå en stak af indtørrede mumier i kolonien. Jeg tænkte: ”Det er da ufatteligt, at man skyder alle ungerne væk hvert eneste år.”

I 1971 blev der ikke skudt unger, fordi tilladelsen af ukendte årsager blev forsinket. Det var før hændt, at man ikke nåede den helt store afskydning. Som det skulle vise sig, var der skudt skarvunger for sidste gang på Vorsø, for i 1972 og de følgende år blev der ikke givet tilladelse. Nu kunne kolonien i Vestre Remise udvikle sig uden indgreb.

 

 

Skarvrede med 3 flyvefærdige unger, set fra observationstårnet i Vestre Remise, 17. juni 1977. Syv år er gået, siden beskydningen af ungerne ophørte, og kolonien er vokset fra et par hundrede par til godt og vel 600 par. (Foto copyright © by Erik Thomsen)

 

 

Såkaldte årsreder er reder, ofte i toppen af poplerne, som har eksisteret i årevis og antaget anselige dimensioner. En stor del af rederne demonteres af fuglene selv, efter at ungerne er fløjet, men i toprederne var der ofte to kuld, og derfor blev de bevaret hele ynglesæsonen. Flere af rederne på dette billede styrtede ned, kort tid efter at billedet blev taget. Første kuld var allerede udfløjet, og parrene var i gang med rugning under næste yngleforsøg, men det mislykkedes altså. (Foto copyright © by Erik Thomsen, 17. juni 1977)

 

 

 

Skarvernes ekspansion
I 1970’erne var der tilløb til kolonidannelse i både Østerskov og Vesterskov. I 1976 begyndte de første Skarver at bosætte sig i kolonien af Fiskehejrer i Østerskov, og i 1977 genindvandrede de første par til Vesterskov.

Hidtidig praksis havde været, at Skarverne måtte beskydes fra det tidlige forår, hvis de bredte sig til skovene på Vorsø. I foråret 1977 nåede bestyreren at skyde 21 gamle fugle, inden beskydningen blev stoppet efter få dage. Dermed var det endegyldigt slut med bekæmpelse af Skarver på Vorsø.

Antallet i skovene voksede hurtigt. I Østerskov toppede det med 2175 reder i 1989, og dette niveau blev holdt i tre år. Herefter faldt antallet gradvis i takt med, at der blev færre redetræer, og i dag er der kun ganske få par.

I Vesterskov nåedes maksimum i 1991 med 853 reder. Denne delkoloni var mest koncentreret i skovens vestlige del, i resten af skoven lå rederne mere spredt. Antallet var ret stabilt omkring 500 par gennem 1990’erne og faldt så til omkring 300 par efter 2000. Da Havørnen indvandrede til skoven i 2012, forsvandt Skarven fra det meste af skoven, og i 2020 var der kun ganske få i den vestlige del.

Skarven begyndte at brede sig til Vestermark i 1985. Her var der fremgang og spredning indtil 1995, hvor 1257 reder optaltes. Derefter jævn tilbagegang og stabilisering 1999-2001 i størrelsesordenen 600 par, men sidenhen stor tilbagegang. Senest er store områder på Vestermark helt opgivet af Skarverne.

Det totale antal Skarver på Vorsø kulminerede i 1991 med 5048 reder. Siden er der sket en gradvis tilbagegang til omkring 300 i dag.

 

 

Denne Skarv har hentet græs til redemateriale i sydvesthjørnet, 13. april 1988. Fuglen er i yngledragt, med hvide fjer på hovedet og en iøjnefaldende hvid lårplet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En rugende Skarv ventilerer på en varm forårsdag, Vestre Remise, 22. maj 1978. Fuglen er blevet oversprøjtet med ekskrementer fra en fugl højere oppe i træet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Skarv med punk-frisure, Vestre Remise, 22. maj 1978. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hos et skarvpar skiftes han og hun til at hente føde til ungerne. Her fodres et kuld unger, som netop er blevet flyvefærdige. Det ser voldsomt ud, idet ungens hoved forsvinder ind i gabet på den gamle fugl. Når skarvungen kommer ud af ægget efter 24 dages rugning, er den meget sårbar. Normalt er dødeligheden omkring 30% i ungernes første to leveuger. Af 4 æg kommer gennemsnitligt 2 unger på vingerne efter 50 dage i reden. Afhængigt af fødemængden vil antallet af flyvefærdige unger variere. Hvis der kun er små byttedyr tilstede, vil det selvsagt være et større arbejde for de gamle fugle at bjærge føden. På Vorsø var ålekvabbe, sild og ising gennem mange år de mest talrige byttedyr. (Fotos copyright © by Erik Thomsen)

 

 

 

Optællinger på Vorsø
Da Vorsø i 1950’erne og 60’erne var den eneste skarvkoloni i landet, var det en overkommelig opgave at tælle bestanden. Det foregik ved, at konservator Harry Madsen fra Zoologisk Museum i København kom til Vorsø en gang om året og enten spurgte bestyreren, hvor mange der fandtes i kolonien, eller han gik selv ud og foretog en optælling.

Selv om disse tal giver en ganske god idé om det aktuelle antal, var det ikke en egentlig optælling baseret på redetællinger i de enkelte træer. Dette begyndte først i 1972, hvor Poul Hald-Mortensen systematiserede optællingerne og bl.a. angav faste optællingstidspunkter, hvor der var maksimalt antal reder.

Som bestanden steg på Vorsø, blev det en mere og mere vanskelig opgave at optælle kolonierne. Øen blev opdelt i delområder efter de forskellige fredmarker, ungskove og remiser, og rederne i de enkelte træer i disse delområder blev optalt.

Normalt lå antallet af reder i et træ mellem 1 og 10, men i de store ege, aske og elme i Østerskov kunne der være op til 50-75 reder. Da antallet var højest, ynglede mange Skarver ganske tæt i lave bevoksninger af mirabel og slåen vestligst på Vestermark, i tilslutning til den gamle hovedkoloni i Vestre Remise. Enkelte reder befandt sig først i 1990’erne kun 1,5-2 m over jorden, men det var i en periode, hvor ræven var uddød på øen på grund af skab.

 

 

Vorsø set fra syd, maj 1992. Skarvens udbredelse på øen ses meget tydeligt på grund af den stærke tilkalkning af koloniområderne. Året før havde antallet nået maksimum på Vorsø med godt 5000 par, og i 1992 viste Skarverne for første gang i mange år en mindre tilbagegang. (Foto copyright © by Peter Fabricius)

 

 

11 år senere, i 2003, er antallet af Skarver dalet kraftigt. Billedet er taget hen på sommeren, så fuglenes påvirkning er mindre tydelig. Det ses, at øen siden 1992 er groet meget til, og en ny ungskov er på vej op, hvor Skarverne førhen kalkede alt hvidt i Østerskov. (Foto copyright © by Peter Fabricius)

 

 

Skarvkolonien i Østerskov 8. maj 1998, hvor store elme og aske står som træruiner, efter at Skarven har ynglet i skoven i 22 år. Nye skud af elm er på vej op. (Tegning copyright © by Jens Gregersen)

 

 

 

Ringmærkning af Skarver
En særlig undersøgelse er blevet foretaget af ringmærkede Skarver. Indtil 1972 var der ikke formuleret et formål med ringmærkningen, og de eneste resultater var genmeldinger af døde fugle. Alene arbejdet med at få mærket ungerne i rederne, der ofte sad over 10 m til vejrs, var vanskeligt og krævede en særlig interesse samt færdighed i at kunne klatre.

Først med nu afdøde Flemming Christensen, der fra 1975 stod for ringmærkningen, påbegyndtes en systematisk mærkning med plastikringe med indgraverede numre, som kunne aflæses i teleskop. Antallet af mærkede fugle kom nu op på et niveau, hvor man begyndte at spotte nogle af dem i kolonien de følgende år. Flemming stod bag fabrikationen af plastikringene, og han sørgede for, at der blev ringmærket et nogenlunde ensartet antal unger hvert år. Såvidt muligt blev der mærket gennem hele den periode, hvor der var unger i den rette alder, 25-35 dage gamle. Størstedelen blev mærket under tre årlige besøg, hvor 2-3 mand mærkede så hurtigt som muligt for at forstyrre fuglene mindst muligt.

I 1974 blev et observationsskjul, som tidligere havde stået på Poldene i Nymindestrømmen (som hører under det videnskabelige reservat Tipperne) skilt ad og transporteret til Vorsø. Her konstruerede Flemming i 1976 midt i kolonien i Vestre Remise et 12 m højt stavær af telefonmaster, som skjulet skulle hvile på. Hele konstruktionen, som blev kaldt ’Tårnet’, blev rejst med hjælp fra Kresten Vorsø Kristensen og hans traktor. Fra tårnet kunne man nemt aflæse plastikringenes numre.

I perioden 1972-2003 blev der mærket over 10.000 skarveunger i øens kolonier. Specielt i perioden 1984-2003 blev mærkede fugle – mange gennem hele deres liv – fulgt, først fra ‘Tårnet’, og efter 1983 fra et nyt observationstårn i den sydlige udkant af kolonien. Dette arbejde gav utallige oplysninger om artens fænologi, stedtrofasthed, ungeproduktion og meget andet, deriblandt fuglenes overvintringsområder.

Dette store materiale er i vid udstrækning blevet behandlet og publiceret af Thomas Bregnballe, først i regi af Danmarks Miljøundersøgelser, siden Aarhus Universitet.

 

 

På det først opførte tårn fandtes foran glughullerne en afsats, hvor adskillige Skarver i foråret 1977 havde bygget reder. (Foto copyright © by Poul Hald-Mortensen)

 

 

Ringmærkningen af skarvungerne i Vestre Remise foregik ved at klatre op i redetræerne. Her ses fra oven Jens Gregersen, Lars Abrahamsen og Eddie Fritze, 25. maj 1978. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Lars Abrahamsen ringmærker skarvunger, Vestre Remise, 16. maj 1988. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse dununger, som er ca. 3 uger gamle, har den helt rette størrelse til at blive ringmærket. Er de ældre, kan de finde på at hoppe af reden, når ringmærkeren stikker hovedet op over redekanten. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Eksempler på anvendte ringtyper. 6 af ringene blev fundet på Skarver, som døde i kolonien. Disse fugles køn kendes gennem de rutinemæssige registreringer af udvalgte reder. Den eneste hun er Blå 9E6 – læg mærke til, at hendes kranium er betydeligt mindre og spinklere end hannernes. På billedet ses tillige fiskekroge og blylodder, som fandtes i nogle af fuglenes maver. I flere tilfælde havde de forårsaget fuglenes død. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Han Gul 231 i sit traditionelle territorium, 12. februar 1987. Denne han, som blev nøje fulgt, ynglede alle år fra 1982 til midt i 1990’erne, hvor den formentlig døde i isvinteren. Fuglen gjorde sig bemærket ved aldrig at have udviklet en kraftig pragtdragt. Toppen og prydfjerene i hovedet havde et omfang, som var mere normalt for 2-årige Skarver fra disse årgange – der iøvrigt udviklede pragtdragt tidligere end årgangene efter 1990. (Tegning copyright © by Jens Gregersen)

 

 

En ikke-vedvarende pardannelse mellem han Hvid 133 og hun Blå 06E i redetræ 195, 26. februar 1987 – et tidspunkt, hvor isvinteren holdt en kort pause. Den efterfølgende marts var blandt de koldeste nogensinde, og Skarverne vendte først tilbage sidst på måneden. (Tegning copyright © by Jens Gregersen)

 

 

Ringmærkningen gav bl.a. oplysninger om fuglenes alder. På dette billede ses den ældste Skarv, som er registreret på Vorsø, hun Hvid E32, 21 år gammel, 10. april 2009. Læg mærke til, at poplen blomstrer. Udnyttelsen af redetræerne var i 2009 langt mindre intensiv end i Skarvernes velmagtsdage i 1980’erne. (Foto copyright © by Kim Biledgaard)

 

 

 

Optællinger på landsplan
Danmarks Miljøundersøgelser var i 1990’erne ansvarlig for optællingen af Skarverne på Vorsø og i samtlige andre ca. 60 kolonier, der i dag findes spredt rundt i hele landet. Hele landets bestand kulminerede med omkring 40.000 par 1995-2005, men er siden faldet til mellem 30.000 og 33.000 par årligt.

Tendensen i de seneste årtier har været, at kolonierne bliver flere, men mindre. I 2009 ynglede omkring halvdelen af Skarverne i kolonier på øer uden trævækst (Bregnballe 2009).

Denne udvikling har medført, at Vorsøs betydning for Skarverne er mindsket. At de valgte at slå sig ned på denne ø, skyldtes først og fremmest, at der var fred, men tillige, at der ikke var langt til områder med gode føderessourcer. Øen husede førhen hovedparten af de Skarver, der udnyttede det sydvestlige Kattegats fødemuligheder, men i dag er de fordelt på en række ubeboede holme nær fourageringsområderne, bl.a. Svanegrunden, Stavns Fjord og Mågeøerne ved Bogense.

Som det har vist sig, har Vorsø ikke helt mistet sin koloni af Skarver, den er bare blevet langt mindre, svarende til fødemængden i selve Horsens Fjord.

 

 

 

Adskillige afsnit ovenfor er en opdateret udgave af afsnit i bogen Vorsø – et fristed for naturen (Halberg & Gregersen 2010).

 

 

 

Referencer
Bregnballe T. 2009. Skarven. Forlaget Hovedland, 103 s.
Halberg, K. & J. Gregersen (red.) 2010. Vorsø – et fristed for naturen. Eigil Holms Forlag
Kjær, T. 1950. Et Stykke Danmark paa Vej tilbage til Urskoven. Jægerbogen, s. 41-45
Kjærbølling, N. 1852. Danmarks Fugle. Kjøbenhavn
Madsen, H. 1946. Skarvens (Phalacrocorax carbo sinensis Shaw & Nodder) Nyindvandring til Danmark. Dansk Ornit. Foren. Tidsskr., 40:1-13
Schytte, J.C. 1843. Skanderborg Amt, beskrevet efter Opfordring af Landhusholdningsselskabet. – Kjøbenhavn

 

 

 

(Oprettet maj 2021)

 

(Seneste opdatering juli 2021)