Daggry

 

 

Daggry en oktober-morgen, Horseshoe Fall, Niagara Falls, St. Lawrence-floden, New York State. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Europæiske lærketræer (Larix decidua) oplyses af morgensolen, nær Kasereck, Grossglockner, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tåget morgen i Terai, det flade lavland ved foden af Himalaya i den sydlige del af Nepal. En bonde haster forbi en gruppe bambus på vej til markarbejde. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Solopgang bag Gunung Abang (2155 m), det tredjehøjeste bjerg på Bali, Indonesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Morgenhimmel over Mono-søen, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Godmorgen sol, godmorgen morgensol,
som skinner ned på bellis og viol,
og ned på Jens og Kaj, de frække fyre,
som står og tisser på en tissemyre.

 

Men myren må man ikke tisse på,
og derfor råber jeg: ”La’ vær’ og stå
og tis’ på myren, men gå hjem igen
med jeres tissemyre-tissemænd!”

 

Fra digtsamlingen Himpegimpe og andre børnerim (1957), skrevet af digteren Halfdan Rasmussen (1915-2002).

 

 

 

Morning has broken like the first morning,
Blackbird has spoken like the first bird.
Praise for the singing,
Praise for the morning,
Praise for them, springing fresh from the world.

 

Oversat:

 

Morgenen er brudt frem som den første morgen,
solsorten har talt som den første fugl.
Hyldest til sangen,
hyldest til morgenen,
hyldest til dem begge, nys fremkommet af verden.

 

Tekst skrevet til en traditionel skotsk Bunessan-hymne af den britiske digter og børnebogsforfatter Eleanor Farjeon (1881-1965). Den blev først offentliggjort i anden udgave af Songs of Praise, 1931. Redaktøren Percy Dearmer havde bedt Farjeon om “at lave et digt, som passede til den dejlige skotske melodi.”

Sangen blev i 1971 populariseret af den engelske sanger Steven Demetre Georgiou (født 1948), der optrådte under navnet Cat Stevens. I dag kalder han sig Yusuf Islam.

Bunessan-hymner er opkaldt efter landsbyen Bunessan, som ligger på øen Mull i Skotland. I denne landsby boede Màiri Dhòmhnallach (1789-1872), på engelsk kaldt Mary Macdonald, som kun talte gælisk. Hun skrev sin hymne Leanabh an àigh til en traditionel melodi.

 

 

 

Den safranklædte Eos steg i hast op fra Okeanos’ vande,
at bringe lys til udødelige og dødelige.

 

Homer, Iliaden, ca. 8. årh. f.Kr.

 

I den græske mytologi beskrives morgenrødens gudinde Eos normalt med rosenfarvede fingre og gyldne arme, når hun, iført en safranfarvet kåbe, som var broderet med blomster, åbnede himlens porte, så solen kunne stå op.

For mig er årsagen til den vidtspredte dyrkelse af solen i mange af fortidens kulturer åbenlys. Hvert nyt daggry blev betragtet som et mirakel, når solen steg op og spredte sine varme stråler til gavn for planter, dyr og mennesker.

Billederne på denne side viser forskellige aspekter af daggry rundt om i verden.

 

 

 

En hinduistisk brahmin hilser den opgående sol ved bredden af den hellige Ganges-flod, Varanasi, Indien. Denne flod og andre aspekter af hinduismen er indgående beskrevet på siden Religion: Hinduisme. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Tidligt om morgenen står en regnbue over højhuse i byen Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Trafik omkring daggry, Bahawalpur, Sind, Pakistan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Popler (Populus), som tilhører pilefamilien (Salicaceae), udgør en slægt på et sted mellem 25 og 35 arter, hvoraf nogle bliver majestætiske træer, op til 50 m høje og med en stammediameter på op til 2,5 m. Popler er løvfældende, og adskillige arter viser knaldgult efterårsløv. Nogle eksempler på dette løv kan ses på siden Hyldest til farven gul.

Popler er hjemmehørende på størstedelen af den nordlige halvkugle, fra subarktiske områder mod syd til Mexico, Nordafrika, Iran, Himalaya og Kina.

 

 

Stynede landevejspopler (Populus x canadensis) i morgenlys, Lyø, Sydfynske Øhav. På det nederste billede ses en forfalden vindmølle af hollandsk type i baggrunden. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Daoismen er den mest fremtrædende religion i Taiwan, i dele af Kina, samt blandt kinesiske borgere i Malaysia og andre steder. Denne farverige religion er indgående beskrevet på siden Religion: Daoismen i Taiwan.

 

 

Morgensol oplyser det daoistiske tempel Shouzhen i Alishan, centrale Taiwan. De vigtigste guder, som tilbedes i dette tempel, er kejseren Syuantian, guden Fude og gudinden Jhusheng. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Morgen i kalkstensområdet omkring Yangshuo, Guangxi Zhuang, Kina. En daoistisk pagode er blevet opført på en bjergtop. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Solopgang og skyer, Kwale Island, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Den pragtfulde Sultan Ahmed Camii (’Sultan Ahmed-moskéen’) i Istanbul, Tyrkiet, kaldes populært for ’Den Blå Moské’. Den blev opført mellem 1609 og 1616 på ordre af Sultan Ahmed d. 1. (1590-1617).

Andre billeder af denne moské kan ses på siderne Religion: Islam og Hyldest til farven blå.

 

 

Tidlig morgen omkring Sultan Ahmed Camii. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Solopgang og skyer, østlige Fyn. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

En snehvid stupa sløres af morgentåge, nær Haputale, Sri Lanka. Stupa’er og andre aspekter af buddhismen er indgående behandlet på siden Religion: Buddhisme. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Skyet himmel ved daggry, Kintamani, Bali, Indonesien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Diset morgen over Stillehavskysten, nær Jenner, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Morgenlys på bjerge omkring Passo Falzarego (2105 m), Dolomitterne, Italien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Det majestætiske abebrødtræ (Adansonia digitata), også kaldt baobab, er beskrevet på siden Planteliv: Gamle og store træer.

 

 

Solopgang bag et stort abebrødtræ, Tarangire Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Dagen gryr efter en iskold nat, nær Tharepati, Langtang Nationalpark, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Morgensolen bryder gennem dis og skyer, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Giraffen (Giraffa camelopardalis) er den ene af kun to levende slægter i familien Giraffidae, mens den anden er okapien (Okapia johnstoni) i Zaire.

Den høje og tilsyneladende klodsede giraf var engang udbredt overalt i Afrika, med undtagelse af regnskovsområder, men den er aftaget med alarmerende hast, og i dag er der måske under 100.000 individer tilbage.

Ifølge International Union for Conservation of Nature (IUCN) eksisterer der kun én giraf-art, opdelt i 9 underarter, mens andre autoriteter anerkender op til 8 særskilte arter.

Navnet giraf er afledt af det arabiske ord zarafah, som betyder ’den, der går hurtigt’. Det latinske artsnavn kommer af græsk kamelos (‘kamel’) og pardos (‘leopard’), samt af latin –alis (‘-lignende’), hvilket sigter til giraffens kamel-lignende krop og dens leopard-lignende mønster.

 

 

I solopgangen ses hoved og hals af en Masaigiraf, underarten tippelskirchi, som silhouet foran masaiernes hellige bjerg Ol Doinyo Lengai, Lake Natron, nordlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Morgensol på turkisfarvede mineralaflejringer, Los Azulejos de Veneguera, Gran Canaria. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Gråanden (Anas platyrhynchos) er vidt udbredt i subarktiske, tempererede og subtropiske områder af Nordamerika, Eurasien og Nordafrika, mod syd til Mexico, Marokko, Egypten, Pakistan og Kina, og den er også blevet indført som jagtobjekt mange andre steder, bl.a. Sydamerika, New Zealand, Australien og Sydafrika.

Andrikken er en pragtfuld fugl i yngledragten, med grå sider, purpurfarvet bryst og skinnende grønt hoved, der fra visse vinkler changerer over i det blå. Hunnen er ensfarvet plettet brun. Han og hun er begge illustreret på siden Dyreliv – Dyrearter i menneskets tjeneste: Fjerkræ.

 

 

Daggry over en dam med gråænder i et nedlagt dambrug syd for Nyborg, Fyn. De lyse fugle til højre er tamgæs. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Den caribiske kålpalme (Sabal palmetto) kan nå en højde af 20 m. Den er hjemmehørende i det sydøstlige USA og den nordlige del af det Caribiske Hav, bl.a. Cuba og Bahama-øerne.

En nær slægtning, mexikansk kålpalme, er omtalt på siden Aften.

 

 

Vinterhimmel og kålpalmer ved daggry, Big Cypress National Preserve, Florida. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Medlemmer af slægten Connochaetes kaldes for gnu, hvilket var Khoikhoiernes navn på disse antiloper. Slægtsnavnet kommer af græsk konnos (‘skæg’) og khaite (‘flagrende hår’ eller ‘manke’), hvilket sigter til det lange skæg hos disse dyr.

Fem underarter af den blå gnu (Connochaetes taurinus) er udbredt fra det sydlige Kenya mod syd gennem den østlige del af Afrika til det centrale Zambia, og fra det sydlige Angola og Zambia mod syd til Sydafrika og Mozambique. Artsnavnet betyder ‘tyrelignende’, afledt af græsk tauros (‘tyr’), mens blå sigter til det blålige skær i pelsen.

Den vestlige hvidskæggede gnu, underarten mearnsi, er udbredt i det sydlige Kenya og det nordlige Tanzania, vest for Rift Valley, mod vest til Victoria-søen. Denne underart foretager de spektakulære årlige vandringer, hvor 2-3 millioner gnuer vandrer fra Serengeti-sletterne mod nord til det sydlige Kenya, og senere omvendt.

 

 

Den tidlige morgensol oplyser det hvide skæg hos disse hvilende gnuer i Ngorongoro-krateret, Tanzania. I baggrunden ses savannezebraer (Equus quagga ssp. boehmi). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Endnu et billede fra Ngorongoro-krateret med græssende gnuer, zebraer og to Thomsons gazeller (Eudorcas thomsonii). De tre zebra-arter er beskrevet på siden Natur: Mønstre i naturen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Mine oplevelser i Tibet er beskrevet på siden Rejse-episoder – Tibet 1987: Sommer i Tibet.

 

 

Landskabet omkring byen Shigatse i det sydlige Tibet er meget tørt og ørkenagtigt. Floddalene modtager dog en del væde gennem morgentåge, som dette billede viser. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Mill Neck Creek er en lille fjord, beliggende i den nordlige del af Long Island, New York State. De følgende tre billeder viser morgenstemninger i denne fjord.

 

 

Både i morgenlys. Fuglene er ringnæbbede måger (Larus delawarensis), en større amerikansk sølvmåge (Larus smithsonianus), samt to sortbrune ænder (Anas rubripes). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sølvhejrer (Ardea alba) og to mindre snehejrer (Egretta thula). Disse fugle er beskrevet på siden Fiskeri. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne sølvhejre står på en ponton med hummerfælder. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Morgensolen oplyser en husrække i byen Golling, Salzburgerland, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Morgentåge over en savanne i Tarangire Nationalpark, nordlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Fyrretræer sløres af morgendis, Galgebakke nær Vrads, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Eroderede sedimentære klipper i morgenlys, Badlands Nationalpark, South Dakota, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Solopgang bag mørke skyer, Horsens Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Doumpalmen (Hyphaene thebaica) adskiller sig fra de fleste andre palmer ved at have en forgrenet stamme med blade for enden af hver gren. Den er udbredt i Afrika i Sahel-zonen, samt fra det nordlige Tanzania mod nord til Egypten. Endvidere forekommer den i Israel og Jordan, samt på den Arabiske Halvø.

 

 

Doumpalmer ved daggry, Fuloha-oasen, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Tidlig morgen i et beboelsesområde, Sultanahmet, Istanbul, Tyrkiet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Almindelig bjørneklo (Heracleum sphondylium), opdelt i ca. 16 underarter, er udbredt i hele Europa, mod øst til det vestlige Sibirien, samt i Marokko, Tyrkiet og Kaukasus.

Den hule stængel, indtil omkring 1,2 m høj, er stivhåret, forgrenet, med poselignende bladskeder. Frøene er karakteristiske. Hvis man holder et op mod lyset, ser man tydeligt fire nedløbende oliekanaler, som danner et mønster, der godt kan minde om bjørnekløer, så måske stammer navnet bjørneklo herfra. Et andet gammelt folkenavn er biørne-labbe, hvilket sandsynligvis sigter til blomsterstandene, der – inden de springer ud – er omgivet af oppustede, lådne bladskeder, der med lidt god vilje ligner en bjørnelab.

Slægtsnavnet er den latiniserede form af det græske navn på en sydeuropæisk skærmplante, som blev benyttet i folkemedicinen i Oldtidens Grækenland. Den kaldtes panakes herakleion, hvilket betyder sådan noget som ’den herakliske universal-lægeurt’. Opdagelsen af denne plantes medicinske egenskaber blev tillagt den kolossalt stærke halvgud Herakles (på latin kaldt Hercules). Allerede før den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) påbegyndte sin systematiske navngivning af planterne, kaldtes bjørneklo for Heracleum på grund af disse planters stærke og kraftige vækst.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk spondylos (‘ryghvirvel’), hvilket sigter til stængelafsnittene.

 

 

Frøbærende bjørneklo i daggryet, nær Refsvindinge, Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Klipper i morgensol, Augrabies Nationalpark, Sydafrika. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Ahorn (Acer pseudoplatanus) er hjemmehørende i Centraleuropa. Den blev indført til De Britiske Øer omkring 1500 og er nu meget almindelig dér, og den er desuden blevet naturaliseret i andre europæiske lande samt i Australien, New Zealand og Nordamerika. I Danmark er arten muligvis hjemmehørende – i hvert fald fandtes den så tidligt som i 1600-tallet.

Mange steder regnes ahorn for en invasiv art, der uhyre nemt spredes ved hjælp af sine vingede frø, som produceres i titusindevis på blot et enkelt middelstort træ. I Danmark betragtes den også ofte som invasiv, da den nemt kan overtage hovedrollen i yngre skove. At bekæmpe den er dog en fuldstændig uoverkommelig opgave på grund af dens utallige frø.

Et eksempel på artens spredningsevne ses i naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord, hvor de forhenværende marker blev opgivet i to omgange, i 1928 og i 1978. I begge tilfælde blev tusinder af ahorn-frø vindspredt til en mark fra nogle få træer i en plantage nær marken, og på disse to marker dominerer arten totalt i dag. Udviklingen i disse skove er beskrevet i detaljer på siden Naturreservatet Vorsø: Vildnis i vækst.

 

 

Allé af ahorn en tidlig vintermorgen, nord for Horsens. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Guløjet skoggerdue (Streptopelia decipiens) er en vidt udbredt og almindelig standfugl i Afrika syd for Sahara. Opdelt i 4 underarter forekommer den fra Mauritanien, Senegal, Gambia og Nigeria mod øst til Ethiopien og Somalia, og derfra mod syd til det østlige Zaire, Uganda og det nordlige Kenya.

 

 

I morgensolen piller en guløjet skoggerdue fjerdragt på sin mage, Lake Baringo, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Næsten alle eukalyptus-arter (Eucalyptus) stammer fra Australien, men mange af dem dyrkes vidt og bredt i tropiske og subtropiske lande på grund af det meget eftertragtede tømmer, som er modstandsdygtigt mod insektangreb. Det anvendes også til fremstilling af papirmasse. Æteriske olier, udvundet af bladene, tilsættes de såkaldte eukalyptus-bolcher, og olien kan også bruges til at fordrive lus, samt til at fjerne pletter.

Anlæggelse af eukalyptus-plantager er til stor skade for miljøet, ikke kun fordi store skovområder er blevet ryddet, men også på grund af disse træers udtørrende virkning på jordbunden.

Andre oplysninger om eukalyptus-arter findes på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

Billedet nedenfor viser solopgang og skyer bag eukalyptus-træer på Ncheta Island, den største ø i Bangweulu-sumpene i det nordlige Zambia. Den naturlige bevoksning af træer på denne ø er forlængst blevet fældet til tømmer og brænde, og i dag planter man eukalyptus-træer som erstatning.

Dette spændende vådområde og dets befolkning er beskrevet i detaljer på siden Bøger: Hvor vandet møder himlen.

 

 

(Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Daggry i Store Hjøllund Plantage, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Morgentåge slører en række plantede seljerønne (Sorbus intermedia), Store Hjøllund Plantage. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Morgenlys over skovvej, Store Hjøllund Plantage. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Ocotillo (Fouquieria splendens) (udtales ’okotijo’) er en besynderlig busk, som vokser i tørre egne i det sydvestlige USA og det nordlige Mexico. Stænglerne hos denne art ligner nærmest tørre pinde med pigtråd på. Den er i stand til at sætte blade og kaste dem igen op til ti gange i løbet af et år – en tilpasning til at modvirke tab af væde gennem fordampning i tørre perioder. Om foråret sætter den et væld af smukke knaldrøde blomsterstande, der tiltrækker bl.a. kolibrier, som bestøver blomsterne.

 

 

Ocotillo omkring daggry, Anza-Borrego Desert State Park, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Solopgang bag toppen af bjerget Annapurna II (7939 m), centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Vorte-birke (Betula pendula) i morgendis, nær Refsvindinge, Fyn. Denne art er nærmere omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Gulstrubet sporehøne (Pternistis leucoscepus) og rødhalset sporehøne (P. afer) er frankoliner. Den gulstrubede findes i det nordlig-centrale Afrika, fra Eritrea mod syd gennem Ethiopien, Somalia og Kenya til den nordlige del af Tanzania, mod vest til den østligste del af Sydsudan og Uganda, den rødhalsede længere mod syd, i et bredt bælte fra Congo, det sydlige Zaire, Angola og den allernordligste del af Namibia mod øst til Uganda og det sydlige Kenya, og derfra mod syd til den østlige del af Sydafrika. De to arter mødes i Uganda, det vestlige Kenya og det nordvestlige Tanzania.

De to arter er meget ens. De danske navne hentyder til den knaldgule/røde nøgne hud på struben, samt til hannens sporer bag på benene. Begge arter har også nøgen rød hud omkring øjnene.

 

 

Morgenlys på en gulstrubet og en rødhalset sporehøne, der står sammen på en termittue, Tarangire Nationalpark, Tanzania. Dette indikerer, at krydsning mellem de to arter undertiden finder sted. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En gulstrubet sporehøne kalder ved daggry, Meru Nationalpark, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Skyer og en kondensstribe fra et fly farves røde af den opgående sol, Østjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Ask (Fraxinus excelsior), som tilhører olivenfamilien (Oleaceae), er hjemmehørende i størsteparten af Europa, mod øst til Kaukasus og Alborz-bjergene i det nordlige Iran. Den er også blevet naturaliseret enkelte steder i New Zealand, USA og Canada.

I de senere år er bestandene af ask blevet meget reduceret af asketoptørre, en sygdom, som forårsages af svampen Hymenoscyphus fraxineus, førhen kaldt Chalara fraxinea. De fleste asketræer, som får denne sygdom, dør efter nogle få år. Forskning har dog vist, at nogle træer måske har resistens mod sygdommen.

 

 

Dagen gryr bag en gammel ask med en overdådighed af frugter, Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Tidligt om morgenen begynder solen at trænge gennem tåge nær byen Weining, Guizhou-provinsen, Kina. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Morgendis over hede, Vrads Sande, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

(Oprettet februar 2020)

 

(Senest opdateret maj 2022)