Guatemala 1998: Mayaernes land

 

 

 

 

 

 

 

Da Guatemala City langtfra er nogen interessant by, skynder vi os at tage videre til landets tidligere hovedstad, den pragtfulde gamle spanske koloniby Antigua med toppede brosten i gaderne, pastelfarvede huse, buer over gaderne, samt et utal af spektakulære kirker.

Antiguas markeder er en overdådighed af farver, hvor næsten alle kvinder er iført en bluse, en såkaldt huipil, som består af adskillige lag af klæde, der er syet sammen i komplicerede mønstre. Hver eneste landsby i Guatemala har sine egne distinkte huipil-farver og -mønstre, og næsten alle kvinder væver selv klædet til deres huipil.

Disse skønne bluser bæres ikke kun til religiøse højtider og andre vigtige begivenheder, som man kunne fristes til at tro ud fra deres pragt, men udgør en del af dagligdagens dragt. Mændenes traditionelle klædedragt er også meget markant, da de er iført pyjamas-lignende bukser, ofte med lokale mønstre og farver.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I deres templer, som var enorme kalkstenspyramider, foretog præster ofringer, ofte af mennesker, til Mayaernes guder. Disse folk havde dog også et højt intellektuelt stade, idet de var fabelagtige matematikere og astronomer, hvis kalender tilsyneladende var mere nøjagtig end den gregorianske.

Ruiner af de gamle Maya-byer ligger spredt rundt i det sydlige Mexico, samt i Guatemala, Belize og Honduras. De mest berømte er Chichen Itza i Mexico, Tikal i det nordlige Guatemala, Caracol i Belize, samt Copàn i Honduras.

 

 

 

 

 

Vi holder skarpt udkig efter den endemiske Atitlán-lappedykker (Podilympus gigas), men forgæves. Denne art var førhen ret almindelig i søen, men begyndte at gå tilbage i 1958, da to arter af bars (Micropterus) blev indført til søen af hensyn til sportsfiskere. Disse fiskearter, som er særdeles invasive, åd masser af krabber og fisk, som lappedykkerne var afhængige af som føde, og barserne dræbte endog lappedykker-unger.

Atitlán-lappedykkeren blev også genetisk forurenet, da en nær slægtning, den tyknæbbede lappedykker (Podilymbus podiceps), indvandrede til søen omkring 1960’erne, og de to arter begyndte at danne hybrider. Bestanden af Atitlán-lappedykkeren faldt fra ca. 200 i 1960 til 80 i 1965.

Biologen og forfatteren Anne LaBastille (1933-2011) gjorde sig store anstrengelser for at bevare arten, hvilket fik bestanden til at vokse til 210 i 1973. Uheldigvis forårsagede et stort jordskælv i 1976, at området, hvor lappedykkerne levede, blev drænet, hvilket fik bestanden til atter at dale. Arten uddøde omkring 1990.

Ikke langt fra søen ligger byen Solola, hvor et interessant og farverigt marked finder sted hver tirsdag og fredag.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Uheldigvis falder vores besøg sammen med en usædvanligt kraftig orkan, Mitch, som hærger Mellemamerika mellem 29. oktober og 3. november og afgiver kolossale mængder regn. (Uofficielle rapporter sagde senere omkring 1900 mm).

Under hestevæddeløbet øser det uafladeligt ned, men det bliver alligevel gennemført som planlagt, og trods regnen er der mange tilskuere.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Han undrede sig over, hvorfor disse ofte gigantiske strukturer i det hele taget blev opført, og hvorfor de altid blev bygget på steder med høje elektromagnetiske energier. Hans arbejde har gjort ham overbevist om, at disse bygningsværker, der ofte blev opført i hungerperioder, blev anlagt for at øge udbyttet af afgrøder.

Han ønsker nu at besøge Maya-ruinerne i Tikal Nationalpark for at foretage målinger af tellurisk jordelektricitet og luftbåren elektrisk spænding ved nogle af disse gamle megalitiske anlæg.

Da Tikals ruiner blev genopdaget i 1850’erne, var de overvokset af frodig regnskov, men siden er vegetationen blevet fjernet fra de fleste af dem. Ruinerne, samt et stort område af den omkringliggende regnskov, er blevet udnævnt som nationalpark. Regnskoven er hjemsted for en utrolig rigdom af planter og dyr, bl.a. jaguaren (Panthera onca), som var frugtbarhedssymbol for Mayaerne.

Da elektromagnetiske energier er stærkest lige før daggry, begiver John, Geoff og jeg os af sted klokken halv fire om morgenen i selskab med en lokal guide, Luiz. I den mørke tropiske nat tårner den tætte regnskov sig op over os, og henfaldende vegetation udsender en karakteristisk lugt, blandet med duften fra blomster og urter. Insekter kalder uafladeligt, og et hostende brøl fortæller, at en jaguar er på jagt.

Selv her tidligt om morgenen bliver vores tøj hurtigt gennemblødt af sved og klæber til kroppen. Vi gør holdt for at puste ud mellem to af Maya-ruinerne, hvis silhouetter står spøgelsesagtigt i morgentågen, Den Store Jaguars Tempel, som også kaldes ’Dronningens Pyramide’, og Tempel II, populært kaldt ’Kongens Pyramide’.

Derpå fortsætter vi gennem den bælgmørke jungle ad den snoede sti, indtil vi kommer ud på et lille plateau ved navn El Mundo Perdido (‘Den Tabte Verden’). I dette øjeblik viser Johns elektrostatiske voltmeter, som registrerer luftbåren elektricitet, en langt højere værdi, end han nogensinde før har målt.

Mens vi lytter til de gyldenryggede brøleabers (Alouatta palliata) kraftige kald fra den mørke skov, iagttager vi den allerede høje værdi stige endnu mere, da vi nærmer os Den Tabte Verdens Pyramide, og endnu højere, mens vi klavrer op ad den stejle trappe til pyramidens top.

[På denne gamle pyramide opnåede John forbløffende resultater, som støttede hans teori om, at mange af de gamle megalitiske strukturer blev bygget med henblik på at øge udbyttet af afgrøder. Han mente nu at have tilstrækkeligt med materiale til at publicere en bog omkring sine banebrydende teorier om naturlige jordenergier. Den fulde tekst af denne bog, som jeg assisterede ham med at fremstille, er bragt på denne hjemmesides engelske del, under Book: Seed of Knowledge, Stone of Plenty. Andre af Johns teorier fremgår af siden People: John Andrew Burke.]

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det vrimler med fugle i regnskoven, bl.a. den farvestrålende påfuglekalkun (Meleagris ocellata), en sjælden mellemamerikansk hønsefugl, som næsten er blevet udryddet af jagt. I Tikal er den imidlertid meget tillidsfuld, da jagt ikke finder sted her.

Vi observerer også to arter af frugtædende tukaner, den store kølnæbbede tukan (Ramphastos sulfuratus) og den mindre båndaraçari (Pteroglossus torquatus), og endvidere brunskade (Psilorhinus morio), furenæbbet ani (Crotophaga sulcirostris) af gøgefamilien (Cuculidae), tyknæbbet våge (Buteo magnirostris), samt den store toppede penelopehøne (Penelope purpurascens), som tilhører hokko-familien (Cracidae).

I damme og sumpede områder fouragerer fugle som gråhalset hønserikse (Aramides cajanea) og nordlig bladhøne (Jacana spinosa), sidstnævnte udstyret med en spore på vingen, hvilket afspejles af det latinske artsnavn, af latin spina (‘torn’, ‘skarp spids’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En anden tillidsfuld art er gråræven (Urocyon cinereoargenteus), som vi også ofte ser blandt ruinerne. På skovbunden er en temmelig stor gnaver, den centralamerikanske aguti (Dasyprocta punctata), ret almindelig, og i træerne springer flokke af centralamerikanske edderkoppeaber (Ateles geoffroyi) omkring på akrobatisk vis, idet de anvender den lange hale som en ekstra hånd.

Morgen og aften genlyder skoven af brøleabernes utroligt kraftige kald, og en aften observerer vi en slægtning til næsebjørnen, en kinkajou (Potos flavus), som søger føde i et træ nær vores lodge.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På pæle langs stranden sidder ofte ravnegribbe (Coragyps atratus), der holder udkig efter spiseligt affald samt opskyllede døde fisk eller andre dyr. De er ikke just skønhedsåbenbaringer! Denne art er vidt udbredt i Amerika, fra det sydøstlige USA mod syd til det centrale Chile og Uruguay.

Stranden er mange steder dækket af et tæt tæppe af strand-tragtsnerle (Ipomoea pes-caprae), som har store smukke blomster. Denne frodige art er vidt udbredt langs tropiske kyster verden rundt. Den og mange andre snerlearter er nærmere beskrevet på siden Planteliv: Snerler.

Vi aflægger besøg i et opdrætscenter, hvor truede dyrearter som grøn leguan (Iguana iguana), brillekaiman (Caiman crocodilus) og olivengrøn ridley (Lepidochelys olivacea) opformeres for senere at blive sat ud i naturen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I dette kratland observerer vi bl.a. tre medlemmer af familien tyranfluesnappere (Tyrannidae), sakshalet kongetyran (Tyrannus forficatus), som har en lang, kløftet hale, den bleggule tropisk kongetyran (T. melancholicus), samt den stærkt gule kiskadie (Pitangus sulphuratus).

Om aftenen afsøger gråvingede nathøge (Chordeiles acutipennis) luftrummet over krattet for insekter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I områder med stillestående vand vokser hundredevis af blærerod (Utricularia). Disse særprægede kødædende planter er nærmere beskrevet på siden Planteliv: Kødædende planter.

Mangroven huser et rigt fugleliv, og vi observerer bl.a. fiskeørn (Pandion haliaetus), sølvhejre (Ardea alba), trefarvet hejre (Egretta tricolor), gulkronet nathejre (Nyctanassa violacea) og krabbehejre (Butorides virescens). Vi ser også en enkelt moskusand (Cairina moschata). Denne store and blev tæmmet på et tidligt tidspunkt og blev siden indført til de fleste lande i verden. Den er omtalt på siden Dyreliv – Dyrearter i menneskets tjeneste: Fjerkræ.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mens Lotte rejser til Honduras for at besøge Maya-ruinerne ved Copàn, tager jeg med bus til en tågeskov ved navn Biotopo del Quetzal. Ordet quetzal refererer til en pragtfuld trogon-art, Pharomachrus mocinno, Guatemalas nationalfugl, som har givet navn til landets møntfod. Den er også afbildet på dets flag og våbenmærke.

I de følgende dage gennemstrejfer jeg tågeskoven i søgen efter denne legendariske fugl. Vegetationen her er yderst frodig, og skovens store træer er behængt med epifyter: mosser, laver, bregner samt diverse frøplanter, mest bromeliader, som tilhører ananasfamilien (Bromeliaceae), samt orkidéer.

På mine ture observerer jeg kun meget få fugle, og ingen quetzal. På den sidste dag af mit ophold her vender jeg tilbage til den lille lodge ved landevejen, temmelig skuffet over ikke at have set denne gådefulde fugl. Jeg har netop taget plads ved et af de udendørs borde og nyder en kop kaffe, da lodgens ejer, som roder med noget i sin bilmotor, peger op mod et trægruppe og ytrer et enkelt ord: “Quetzal!”

Der, højt oppe i et træ, sidder en pragtfuld han af quetzal, og, hvad der er mere vigtigt, han bevæger sig ikke. Nu har jeg chancen for at få nogle billeder af denne art! Jeg sniger mig nærmere hen mod træet, men fra denne vinkel er det umuligt at fotografere fuglen, så jeg må nøjes med at tage billeder ude fra vejen, langt borte eller ej.

Nu viser der sig imidlertid et andet problem: Lodge-fruen er i færd med at tilberede frokost, og røgen fra madlavningen siver hen foran træet, hvor fuglen sidder, hvilket vil gøre mine billeder slørede. Jeg må vente på ophold i røgskyerne for at tage billeder, men heldigvis bevæger fuglen sig stadig ikke. Det er typisk for trogoner, at de kan sidde stille i lang tid på samme sted.

Omsider lykkes det at tage nogle få billeder, men sandelig ikke noget værd at skrive hjem om!