Nepal 1994: På et hængende hår

 

 

På bjergkammen Deorali Daara mødte vi en smuk hyrdinde, som vogtede får. Til hendes næse er fastgjort et stort guldsmykke. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Det ene øjeblik klatrede vi op ad stejle klippesider, i det næste blev vi tvunget til at bane os vej mellem stejle vægge af nedfaldet materiale, fuldt bevidste om, at vi hvert øjeblik kunne blive ramt af faldende sten.”

 

Ardito Desio (1897-2001), italiensk opdagelsesrejsende, geolog og kartograf, i bogen The Ascent of K2, Royal Geographical Socitey, London, 1955

 

 

 

Sidst i april 1994 camperer jeg sammen med mine ledsagere Niels Peter Andreasen og Helle Hansen, samt vores stab af guide, bærere, kok m.fl., nær Kambachen i den øvre Ghunsa-dal, beliggende i den østligste del af Nepal nær grænsen til Sikkim.

 

Excuse me, Sir! Bed tea!”
Jeg er netop vågnet, da køkkenassistenten kradser på teltdugen og siger: ”Excuse me, Sir! Bed tea!”

At drikke varm té en iskold morgen, liggende i soveposen med hovedet stikkende ud af teltet med udsigt mod et pragtfuldt landskab, er slet ikke ringe!

Jorden er dækket af et tyndt snelag, og på pytterne er der is. Småflokke af alpekrager (Pyrrhocorax pyrrhocorax) og sneduer (Columba leuconota) flyver rundt over græsgangene omkring teltene, hvor talrige yakokser græsser.

Grå røg stiger op fra to stenhuse, som ligger, hvor en lille biflod løber ud i den brusende Ghunsa-flod. Her bor et par hyrder, som passer yakokserne og hver morgen malker dem, som har kalv.

Snart kommer solen frem, og det tynde snelag smelter hurtigt. Niels synes, at det fine solskinsvejr indbyder til, at han kan få barberet sine tre dage gamle skægstubbe bort.

 

 

Hele vores mandskab poserer nær Kambachen i den øvre Ghunsa-dal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Vores guide Dil Bahadur Pantha med vore tre kvindelige bærere – søde piger, som desværre blev udnyttet af de mandlige bærere, der læssede for store byrder på dem under vandringen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Niels syntes, at det fine solskinsvejr ved Kambachen indbød til en barbering. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Dyreliv i den øvre Ghunsa-dal
Efter at have nydt vores morgenmad fortsætter vi vores vandring op gennem Ghunsa-dalen med kurs mod Lhonak. Landskabet i denne egn er dystert – sorte bjerge uden synderlig vegetation, med masser af stenskred, som lokale folk og yakokser har trampet et nyt spor igennem. Her skal vi færdes med yderste forsigtighed for ikke at starte nye skred.

Langs flodbredden baner vi os vej gennem lave krat af ene (Juniperus), rhododendron, pil (Salix) og havtorn (Hippophaë rhamnoides), der anvendes af en del småfugle som udkigspost, såsom rødbrystet jernspurv (Prunella rubeculoides), brunbrystet jernspurv (P. strophiata), blåpandet rødstjert (Phoenicurus frontalis) og pragtrosenfinke (Carpodacus pulcherrimus), mens mørkhovedede fjeldfinker (Leucosticte brandti) søger føde i græsset mellem buskene.

Fra bjergskråningerne hører vi et vidtlydende gukka-gukka-guk-guk-guk-grrr – det viser sig at være morgenkaldet af den tibetanske kongehøne (Tetraogallus tibetanus), en stor hvidlig hønsefugl, som er ret almindelig i alpine egne af Nepal.

Vi ser også masser af alpealliker (Pyrrhocorax graculus), og ned gennem dalen stryger en lammegrib (Gypaetus barbatus) på jagt efter ådsler. Den strækning, som det har taget os tre dage at vandre, tilbagelægger den sikkert på under en time.

Undervejs får Helle et anfald af højdesyge, hvilket skyldes mangel på ilt i kroppen. Vi befinder os i omkring 4700 meters højde, og luften indeholder kun omkring to tredjedele af iltmængden ved havoverfladen. I alvorlige tilfælde af højdesyge skal man gå ned i højde, men da Helles angreb er ret mildt, vælger vi at slå lejr her og vente en dag. Efter at vi har givet hende masser af vand med forskellige salt- og sukkerstoffer, har hun det allerede meget bedre.

 

 

Rødbrystede (øverst) og brunbrystede jernspurve holdt udkig fra sten eller fra toppen af buske langs Ghunsa-floden. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Mørkhovedede fjeldfinker søgte føde i græsset blandt buskene. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Den tibetanske kongehøne er ret almindelig i alpine egne af Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ved foden af Kangchendzonga
Næste morgen vågner vi op til et tæt, lavt skydække og kraftigt snefald, så vi beslutter at blive her endnu en dag for at afvente bedre vejr, og samtidig kan Helle vænne sig til højden.

I løbet af dagen klarer det op, og et smukt snedækket landskab åbenbares, med solglimt mellem skyerne, der kommer og går. Aftenlyset på bjergene er fantastisk, og i nattens løb hører vi adskillige laviner, som tordner ned fra bjergene. Natten er klar og kold, og om morgenen er der rim i græsset.

Undervejs mod Lhonak bliver der det smukkeste solskinsvejr. Vi passerer en markant klippeformation ved navn Shivas Finger. Shiva er blandt de tre vigtigste guder i det hinduistiske pantheon – de to øvrige er Brahma og Vishnu. Disse og andre hinduguder er indgående beskrevet på siden Religion: Hinduisme.

På bjergskråningen får vi øje på en flok græssende halvfår (Pseudois nayaur), kaldt bharal på Hindi. Det danske navn sigter til, at dette dyr hverken er en typisk ged eller et typisk får, men har adfærdstræk fra begge grupper. Vædderne er pragtfulde dyr med massive horn, som bøjer bort fra hovedet i en kort bue. Deres pels er grå med et let blåligt skær, hvilket har givet arten dens engelske navn, blue sheep. I pelsen er der sorte aftegninger på bryst, flanker og ben. Hunner og ungdyr er mere ensfarvet grå.

I december kæmper vædderne for at skaffe et harem af hunner, men uden for brunsttiden færdes begge køn i alle aldre fredeligt sammen i større eller mindre flokke. Deres vigtigste fjender er sneleopard (Panthera uncia) og kravebjørn (Ursus thibetanus), men mange bliver også slået ihjel af laviner. Denne flok er ret tillidsfuld, og det lykkes mig at komme ind på en afstand af omkring 50 m.

Stien følger nu nordsiden af dalen, langs randen af den store Kangchendzonga-gletscher, som for størstedelens vedkommende er dækket af sortbrun moræne. Hist og her skinner den blanke is dog igennem og farver de talrige smeltevandspytter i isen grønne.

Det viser sig, at Lhonak er en stor græsslette langs de sandede bredder af Ghunsa-floden. Her, ikke langt fra verdens tredjehøjeste bjerg Kangchendzonga (8586 m), gør vi holdt for natten.

 

 

Mellem Kambachen og Lhonak vågnede vi op til tæt skydække og kraftigt snefald. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I løbet af dagen klarede det op, og over det smukke landskab glimtede solen mellem skyerne, der kom og gik. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Aftenlys på bjerget Merra (6344 m). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne klippeformation nær Lhonak kaldes Shivas Finger. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Størstedelen af den store Kangchendzonga-gletscher er dækket af moræne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Uden for brunsttiden færdes begge køn af halvfår i alle aldre fredeligt sammen i større eller mindre flokke. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

På et hængende hår
Efter at have nydt det barske landskab omkring Lhonak påbegynder vi tilbageturen ned gennem dalen. Jeg er som sædvanligt sakket bagud, da jeg har gjort holdt for at fotografere en flok fouragerende mørkhovedede fjeldfinker. Vores guide Dil og lejrchefen venter på mig lige før det første af de barske stenskred, hvorpå vi begiver os ud i det.

”Pas på!” råber Dil pludselig.

Store isklumper har løsnet sig over os og kommer nu tordnende ned over bjergsiden med kurs mod os. Vi springer i ly bag et par store klippeblokke, mens isstykkerne fyger om ørerne på os – mirakuløst bliver ingen af os ramt. De fleste af klumperne er gået itu på vej ned ad bjergsiden, men nogle af dem er dog stadig henved en halv kubikmeter store! Temmelig rystede fortsætter vi turen gennem adskillige flere skred, men forskånes lykkeligvis for yderligere uheld.

Næste dag, neden for Kambachen, skal vi også passere flere store stenskred. Niels, Helle og jeg er på vej over et af dem, da nogle småsten kommer hoppende ned mod os, efterfulgt af flere, som er betydeligt større. Vi springer af sted i det skridende grus, jeg bagest, mens stenene suser om ørerne på os.

Fra deres skjul bag en klippe ser Helle og Niels til deres skræk, at en stor sten har kurs direkte imod mig, men heldigvis rammer den i sidste øjeblik en større sten og skifter retning. Det var på et hængende hår!

 

 

I dette stenskred neden for Kambachen var jeg tæt på at blive ramt af en stor sten. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Dyreliv i skoven
Da vi let rystede, men helskindede har passeret stenskreddene, går det rask ned langs floden gennem blandskov med nåletræer som himalaya-ædelgran (Abies spectabilis) og himalaya-lærk (Larix griffithii), samt adskillige rhododendron-arter, især den lyserøde R. campanulatum og den mørkerøde R. cinnabarinum. Langs floden neden for landsbyen Ghunsa vokser en anden markant rhododendron-art, R. thomsonii, som kan kendes på sit kødfulde røde bæger og de voksagtige blomster. I græsset blomstrer en smuk gul kodriver, Primula strumosa.

Vi camperer i en dejlig egeskov, hvor det vrimler med småfugle, fx hvidskægget skadedrossel (Trochalopteron affine), brunhalet minla (Minla strigula), orangestrubet fluesnapper (Ficedula strophiata) og gulbrillet sanger (Seicercus burkii).

Vi overværer også et par af grøn vireotimalie (Pteruthius xanthochlorus) bygge rede – en lille pose, der hænger ned fra en kvist. Reden består af lav, blandet med tynde rødder, som fuglene plukker fra en epifyt på en nærliggende klippe. Iøvrigt har genetisk forskning afsløret, at medlemmer af slægten Pteruthius ikke er timalier, men sandsynligvis er beslægtet med de amerikanske vireoer af familien Vireonidae.

 

 

En lille snotnæset pige rider på sin moders ryg i landsbyen Ghunsa. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Døde stammer står tilbage efter en skovbrand nær Ghunsa. Skovbunden er nu dækket af en tæt bevoksning af dværgbambus. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rhododendron thomsonii kendes nemt på det røde bæger og de voksagtige blomster. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Her vokser Primula strumosa i et græsklædt område. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En gulbrillet sanger letter fra en gren. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne pragtfulde orkidé, Dendrobium polyanthum, tidligere kaldt D. primulinum, vokser som epifyt på træer i egeskoven. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Følgeskab af en hund
Om aftenen får vi selskab af en sort hund, som vi giver lidt madrester, da den ser meget sulten ud. Det synes den åbenbart vældig godt om, for gennem de følgende dage trasker den trofast efter os.

Den får dog problemer, da vi krydser Ghunsa-floden ad den lange hængebro ved Sekathum. Hunden tør ikke gå over broen, men forsøger i stedet at svømme over floden. Den bliver imidlertid taget af strømmen, men til alt held lykkes det den at hage sig fast i en klippe, hylende af angst. Niels løber tilbage over broen, får fat i dens nakkeskind og hiver den op, hvorpå han bærer den over broen.

I over en uge følger den efter os, indtil nogle landsbyboere ytrer ønske om at få den.

 

 

Niels og Helle krydser Ghunsa-floden ad en primitiv bro i selskab med den sorte hund, som fulgte os i over en uge. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Det lykkedes hunden at hage sig fast i en stor sten, hvorfra Niels hev den op i nakkeskindet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gule hindbær og frodig skov
Omkring landsbyen Hellok vokser et virvar af tornede stængler, især Himalaya-hindbær (Rubus ellipticus), som står med utallige modne gule bær, der har en dejlig syrlig-sød smag.

Fra Hellok fører en sti stejlt op til bjergkammen Deorali Daara. Udasede når vi omsider op på kammen, men belønnes af en fantastisk udsigt ned gennem Tamur-dalen. Heroppe træffer vi en smuk hyrdinde, som vogter får. Hun har et stort guldsmykke fastgjort til næsen.

Den videre færd langs kammen fører gennem den smukkeste urskov, man kan tænke sig: gamle og unge træer mellem hinanden, hvis stammer er draperet af lianer og dækket af mosser, laver og andre epifyter. Skovbunden er et sammensurium af dværgbambus, bregner og forskellige andre planter. Da det vrimler med fugle i denne skov, beslutter vi at campere her i nogle dage.

 

 

Dil præsenterer to håndfulde velsmagende bær af Himalaya-hindbær. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fra bjergkammen Deorali Daara havde vi en storslået udsigt ned gennem Tamur-dalen. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Langs kammen fandtes den smukkeste urskov med gamle og unge træer mellem hinanden, hvis stammer var draperet af lianer og dækket af mosser, laver og andre epifyter. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ad mudrede stier
Desværre bliver vejret usædvanlig usselt, idet det øser ned næsten uafbrudt. Vi sjosker af sted ad mudrede stier, plaget af blodigler. Disse dyr har en sugekop på hovedet, og når de mærker éns udåndede kultveilte, hægter de sig lynsnart fast til huden. Hvis man ikke bemærker dem, skærer de med deres skarpe munddele hul på huden og suger blod. Det gør overhovedet ikke ondt, men såret bløder kraftigt.

Da vi holder frokostrast, søger alle ly under en presenning, med undtagelse af Niels og Helle, som sidder under deres paraplyer, hvor Niels skriver dagbog.

Omsider stilner regnen, men den megen nedbør har gjort stien, som fører fra kammen ned til Kabeli-dalen, mudret og særdeles glat. Vi skøjter af sted og sætter os på rumpen adskillige gange, indtil vi omsider når frem til en mere behagelig sti, der følger en bjergkam.

Herfra har vi en betagende udsigt ned over dalen, hvor solstrejf kommer og går.

 

 

Under en regnbyge har Niels og Helle søgt ly under deres paraplyer, hvor Niels skriver dagbog. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fra bjergkammen havde vi en betagende udsigt ned over Kabeli-dalen, hvor solstrejf kom og gik. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

De fleste af dyrearterne nævnt i denne beretning er nærmere beskrevet på siden Dyreliv: Dyreliv i Himalaya.

 

 

 

(Oprettet februar 2016)

 

(Senest opdateret februar 2022)