Kvæg, banteng og yakokse

 

 

Zebuokser og træer spejles i den gamle voldgrav omkring tempelkomplekset Angkor Wat, Cambodia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Vent på mig! – Hen under aften bringer denne pige familiens kvæg hjem, idet hun trækker en ko, mens hun holder fast i halen på en anden ko. Normalt lader kvægejere i Himalaya ikke deres dyr græsse ude om natten af frygt for angreb fra ulve eller bjørne. – Kaza, Spiti, Himachal Pradesh, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Græssende kvæg, Oudtshorn, Sydafrika. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Oplyst af den sene eftermiddagssol driver denne lille Oromo-hyrdedreng familiens kvæg hjem, Bale-bjergene, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne oksekærre, trukket af pyntede pukkelokser, er parat til at bringe turister til et hotel i Bagan, Myanmar. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

”Du dræber da ikke din moder, som forsyner dig med mælk.”

 

Ortodoks hindu om kvægslagtning.

 

 

 

Navnet urokse betyder ‘den oprindelige okse’. Dette prægtige dyr, som førhen blev benævnt Bos primigenius, men i dag oftest kaldes for Bos taurus ssp. primigenius, var engang vidt udbredt i Eurasien og Nordafrika, med tre underarter, primigenius, som var hjemmehørende i Europa og den Nære Orient, namadicus, som var udbredt på det indiske subkontinent, samt africanus, der var begrænset til den nordlige del af Afrika.

En gammel beskrivelse af uroksen findes i Commentarii de Bello Gallico (‘Kommentarer til de Galliske Krige’), skrevet af Julius Cæsar (ca. 100-44 f. Kr.): “Der er en (…) slags dyr, som kaldes ure-okse. Disse germanske okser er kun lidt mindre end elefanter og af fremtoning, farve og form som en tyr. Deres styrke og hurtighed er bemærkelsesværdig. De sparer hverken mennesker eller vilde dyr, som de har opdaget. Germanerne går til yderligheder for at fange dem i fælder og dræbe dem. De unge mænd hærder sig gennem denne form for jagt, og de af dem, som har dræbt flest okser og præsenteret deres horn offentligt som bevis, prises højt. Men selv om disse okser fanges som ganske unge, vænner de sig ikke til mennesker og kan ikke tæmmes. Størrelse, form og fremtoning af deres horn er meget anderledes end hos vore okser. Germanerne eftersøger ivrigt disse horn, binder sølv omkring deres spidser og anvender dem som drikkehorn under deres mest overdådige fester.”

Uroksen blev udryddet af jagt, og de sidste vildtlevende fandtes for omkring 500 år siden.

 

 

Tegning af urokse fra det 16. århundrede. (Offentlig ejendom)

 

 

Helleristninger fra Bronzealderen, som gengiver urokser, Aspeberget, Bohuslän, Sverige. Det lader til, at en af dem stanger en mand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tidlig tæmning
Arkæologiske vidnesbyrd antyder, at det første tamkvæg opstod, da urokser blev tæmmet i det sydøstlige Tyrkiet og det vestlige Iran omkring 8500 f.Kr., og de ankom til Europa samtidig med landbruget, dvs. omkring 6400 f.Kr. Dette kvæg udvikledes sidenhen til det europæiske tamkvæg.

Tæmningen af den østlige underart af uroksen, namadicus, fandt sted omkring 6000 f.Kr. i Indus-dalen. Disse tamokser udvikledes efterhånden til nutidens zebuokse, også kaldt pukkelokse på grund af dens karakteristiske pukkel. Fra Indus-dalen spredtes denne race til de fleste varmere egne af Asien, bl.a. Kina, Sydøstasien og Indonesien. Omkring 2000 f.Kr. ankom den også til Afrika, og i dag findes den tillige i tropiske egne af Amerika. (Kilde: Ajmone-Marsan et al. 2010)

 

 

Der er milevidt fra den prægtige urokse, som blev tæmmet i Mellemøsten for omkring 10.500 år siden, til de afpillede okser, man ser i det samme område i dag. – Pløjning med stude, Luristan, Iran. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Vægmaleri fra det 15. århundrede f.Kr. i Djeser-Djeseru, også kaldt Dronning Hatshepsuts Dødstempel, Luxor, Egypten, som viser gaver til den egyptiske farao: en okse samt forskellige fugle. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette relief fra det 12. århundrede f.Kr. i Ramses d. 3.s Dødstempel, Kongernes Dal, Luxor, gengiver en kæmpemæssig zebu-tyr, samt bønder i arbejde. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Kompliceret afstamning
Førhen blev kvæg klassificeret som tilhørende tre selvstændige arter: uroksen (Bos primigenius), den europæiske okse (B. taurus), samt den asiatiske pukkelokse eller zebu (B. indicus). Genetisk forskning har imidlertid påvist, at uroksen er stamfader til både det europæiske tamkvæg og pukkeloksen, hvorfor de førhen tre selvstændige arter nu betragtes som underarter af en enkelt art, Bos taurus, med tre underarter: taurus (europæisk tamkvæg), primigenius (urokse) og indicus (pukkelokse).

Sagen kompliceres yderligere af, at såvel europæisk tamkvæg som zebu er i stand til at få afkom, der til tider er yngledygtigt, med en række nært beslægtede arter, fx yakokse (Bos grunniens), gaur (B. gaurus), banteng (B. javanicus), amerikansk bisonokse (B. bison), samt eurasisk bisonokse eller vicent (B. bonasus).

 

 

Europæisk tamkvæg (sort Angus), nær Wellsford, Nordøen, New Zealand. Busken med gule blomster er tornblad (Ulex europaeus). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Pukkelokse, Pushkar, Rajasthan, Indien. Bemærk den nordlige steppelangur (Semnopithecus entellus) i baggrunden. Denne abe er nærmere præsenteret på siden Dyreliv: Aber. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Navngivning
Slægtsnavnet Bos kommer af græsk boûs (‘okse’), hvilket er afledt af Sanskrit gaús, flertal go. Artsnavnet taurus betyder ‘tyr’ på latin, afledt af proto-indoeuropæisk tawros.

På dansk anvendes (eller anvendtes førhen) adskillige navne for okser, bl.a. kvæg, fæ, høved og kreatur.

Kvæg, på olddansk kwik, er af indoeuropæisk oprindelse, nært beslægtet med latin vivus (‘levende’) og græsk bios (‘liv’), altså noget, der er levende. Først senere blev ordet, i formen kvæg, indsnævret til at betyde ’okse’, mens formen kvik hentyder til et særdeles levende, hurtigtvoksende græs, Elytrigia repens. (Denne art er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning).

Høved kommer af middelnedertysk hövet (’hoved’), hvorfra betydningen skiftede til ‘individ’ og derfra til ‘et stykke kvæg’.

, af gotisk faihu, betød oprindelig ’gods’ eller ’ejendom’. Ordet danefæ er gods fra fortidens mennesker, mens liggende fæ henfører til jord og løsøre, og kvik fæ er levende fæ, især kvæg.

Kreatur kommer af latin creatura (‘skabning’), afledt af creare (‘at skabe’). Senere gled betydningen over til ’et stykke kvæg’.

Ordet ko kommer af angelsaksisk ku, afledt af proto-indoeuropæisk gous (‘okse’), som stadig er bevaret i hindi i formen go, der er afledt af Sanskrit. Som et kuriosum kan nævnes, at skotterne kalder en ko for ku, sikkert en påvirkning fra invaderende vikinger.

 

 

Skotsk højlandskvæg, Öland, Sverige. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Nogle fakta om kvæg
Udtryk for kvæg af forskellig køn og alder omfatter tyr, som henfører til ukastrerede hanner, mens kastrerede hanner kaldes for stude. En hun, som har kælvet, kaldes for en ko (i snæver betydning), mens en ung hun, der endnu ikke har kælvet, kaldes for en kvie. Unger af begge køn benævnes kalve.

 

 

Græssende kvier i aftenlys, Lilleø, Roskilde Fjord. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kvier er ofte meget nysgerrige. Hvis man lægger sig ned på deres mark, kommer de helt sikkert hen for at snuse. – Her snuser Jerseykvæg til min bror Leif og min nevø Lars. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kalve af skotsk højlandskvæg, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Når en tyr vil undersøge, om en ko er i brunst, snuser han til hendes vagina eller urin, hvorefter han krænger læberne tilbage i en grimasse, som kaldes flehmen. Specielle sanseceller i tyrens mund afslører, om koen udskiller visse hormoner, der fortæller, at hun er i brunst.

 

 

Efter at have snuset til en ko’s vagina foretager denne tyr flehmen, Sauraha, sydlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Drægtighedsperioden for kvæg er ca. 283 dage. En nyfødt kalv vejer typisk mellem 25 og 45 kg.

 

 

Ko med sin nyfødte kalv, Rindby, Fanø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Aksel og Carla klapper en fire dage gammel kalv, Østjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Den ældste registrerede ko var Big Bertha, født i Kerry, Irland, i 1945. Hun døde i 1993 i den modne alder af 48 år. Hun optræder to gange i Guinness Book of World Records, dels som den ældste ko og dels som den ko, der har produceret flest kalve – ikke færre end 39. (Kilde: irishpost.com, 24. januar 2017)

 

 

 

Menneskets udnyttelse af kvæg
Oprindeligt blev oksen udnyttet som føde i form af kød, og senere lærte man at sætte pris på dens mælk. Hjulet blev opfundet i Mellemøsten, måske så tidligt som i det 4. årtusind f.Kr., og de første kærrer blev rimeligvis trukket af okser. Den dag i dag er oksekærrer et almindeligt syn i nogle asiatiske og latinamerikanske lande, oftest trukket af stude, som er nemmere at kontrollere end ukastrerede tyre.

Stude blev også tidligt benyttet til at trække ploven samt til at drive såkaldte paternosterværker, som er store hjul med påmonterede spande eller potter, der skovler vand op fra brønde og tømmer det over i overrislingskanaler.

Forskellige genstande blev tidligt fremstillet af oksehuder, bl.a. klæder, sko, bælter og remme, hvoraf de tre sidstnævnte stadig produceres i dag. På et tidligt tidspunkt blev kokasser anvendt som brændsel, senere som gødning.

 

 

Auktion over kødkvæg, Brørup, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Menneskene lærte tidligt at sætte pris på komælk. Sent på eftermiddagen malker disse kvinder i Jaisalmer, Rajasthan, Indien, deres pukkelokser. Kalvene venter på at få deres andel af mælken. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gammeldags stalde er et sjældent syn i dag. Her ses malkekvæg, en krydsning mellem rød dansk malkerace og brun amerikaner, på Peder Thellesens gård nær Årre, Vestjylland, 2013. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

De første kærrer blev sikkert trukket af okser. Dette Khmer-relief i Bayon, Angkor Thom, Cambodia, viser marcherende soldater med en kærre, trukket af en pukkelokse. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Oksekærre, trukket af zebuokser, Bagan, Myanmar. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Disse pukkelokser syner som dværge neden for et kolossalt læs halm, Thanjavur, Tamil Nadu, Sydindien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I dag finder pløjning med stude stadig sted i mange asiatiske lande. Denne mand nær Pre Rup i det vestlige Cambodia pløjer sin rismark ved hjælp af zebuokser. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bonde pløjer en mark ved hjælp af stude, Pokhara, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Når bønder i Himalaya skal pløje deres smalle terrassemarker, anvender de små, adrætte stude. Dette billede er fra Tamur-dalen i det østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I dag er paternosterværker, som bringer vand op fra brønde, et sjældent syn. Denne, som drives af pukkelokser, blev set i 1991 nær Mount Abu, Rajasthan, Indien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 
Denne presse til udvinding af olie fra jordnødder drives af en zebuokse, nær Mount Popa, Myanmar. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På dette billede fra Ranthambhor, Rajasthan, Indien, er kokasser blevet formet til flade ‘kager’, som nu tørrer i solen for senere at blive anvendt som brændsel. Til højre ses en stabel tørrede ‘kager’. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

I visse egne af Latinamerika kan man stadig se cowboys arbejde til hest.

 

 

Cowboys driver kvæg langs en vej, Cordillera de Guanacaste, Costa Rica. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tyrefægtning
Denne specialiserede udnyttelse af kvæg har sin rod i tilbedelse og ofring af tyre i Oldtidens Mesopotamien samt i Middelhavsområdet. Den første kilde, som måske gengiver en tyrefægtning, findes i Gilgamesh-epos’et, en samling af digte fra Mesopotamien, der betragtes som et af de tidligste overlevende eksempler på avanceret litteratur. Indledningen til denne digtsamling er fem sumeriske digte, der omhandler Gilgamesh (eller Bilgamesh på sumerisk), en konge af Uruk, som regerede under det 3. Dynasti i Ur omkring 2100 f.Kr.

En af episoderne i digtsamlingen beskriver, hvordan Gilgamesh og Enkidu kæmpede mod og dræbte Himlens Tyr: ”Tyren syntes uovervindelig. I timevis kæmpede de, indtil Gilgamesh, dansende rundt foran tyren, lokkede den med sin tunika og sine blanke våben, mens Enkidu stødte sit sværd dybt ind i tyrens hals og dræbte den.” (Kilde: Ziolkowski 2011)

Tyrefægtning i dag er en kamp mellem en mand, i Spanien kaldt matador de toros (‘tyre-matador’), hvis opgave det er at underkue, immobilisere og dræbe en tyr, idet han normalt skal følge et sæt stramme regler. Tyrene, som anvendes i spansk tyrefægtning, opdrættes med henblik på aggression og stærk fysik, og de strejfer frit omkring uden særlig menneskelig kontakt. (Kilde: en.wikipedia.org/wiki/Bullfighting)

 

 

Denne terrakotta fra Oldtidens Mesopotamien, fremstillet ca. 2250-1900 f.Kr., viser Gilgamesh i færd med at dræbe Himlens Tyr. (Foto: Offentlig ejendom)

 

 

Tyrefægtning, Sevilla, Andalusien, Spanien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Kvægracer
Gennem tiderne er der opstået mindst 1000 kvægracer kloden rundt.

 

Hereford
Denne race opstod i landskabet Herefordshire, England, i 1700-tallet. I slutningen af århundredet var det hvide ansigt blevet et karaktertræk, og dens nuværende farvefordeling opstod i løbet af 1800-tallet. Hereford-kvæg er blevet eksporteret til mange lande, og racens nuværende antal skønnes at være over 5 mio.

 

 

Hereford-kvægets hvide hoved er et af racens karakteristika. – Fanefjord, Møn (øverst), samt nær Horsens, Østjylland. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sortbroget malkerace
Denne race, som på engelsk kaldes for Holstein-Friesian, er ældgammel, idet den gennem en periode på mindst 2000 år er blevet udvalgt for sin mælkeydelse. Denne ydelse har gjort racen berømt, men mælken har dog et ret lavt fedtindhold.

I deres nuværende form stammer de europæiske dyr fra de hollandske provinser Nord-Holland og Friesland, samt fra Schleswig-Holsten. I dag er racen udbredt over størsteparten af det europæiske lavland, hvor lokale former ofte er fremavlet. I USA er det den talrigeste malkerace, som forsyner landet med omkring ni tiendedele af mælkeproduktionen. (Kilde: britannica.com/animal/Holstein-Friesian)

I Danmark er fremavlet en særlig form, kaldt sortbroget dansk malkerace, som i dag er den talrigeste mælkerace i landet.

 

 

En flok af sortbroget dansk malkerace tygger drøv på en mark, Tåstrup, Østjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Jersey
Jerseykvæg er en lille britisk mælkerace, som opstod på Jersey, én af øerne i den Engelske Kanal. Selektiv udvælgelse har medført, at den gennemsnitlige mælkeydelse pr. ko er steget til 6024 liter pr. år i England, mens nogle individer yder ikke mindre end ca. 9000 liter pr. år. Mælken har en karakteristisk gullig farve og et meget højt indhold af fedt (5.4%) og protein (3.8%).

Da Jerseykvæg har nemt ved at tilpasse sig både varmt og koldt klima, er det blevet eksporteret til mange lande jorden rundt. I nogle lande er der opstået særlige former.

 

 

Nysgerrig Jersey-kvie, Horsens. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Skotsk højlandskvæg
Som navnet siger, opstod denne race i Skotland, eller muligvis på de Ydre Hebrider. Den omtales for første gang i kilder omkring det 6. århundrede e.Kr. På skotsk hedder racen Heilan coo (’højlandsko’), et navn, der tydeligt viser påvirkning fra invaderende vikinger. Denne kvægtype er karakteriseret ved sine lange horn og en kraftig pels, som oftest er rødlig, men også kan være sort, gullig, grå eller hvid.

Skotsk højlandskvæg er blevet meget populær i mange egne af verden, da den på grund af sin lange pels kan færdes i det fri året rundt, selv under barske klimaforhold. Den holdes mest som kødkvæg, der prises på grund af lavt kolesterolindhold, men nogle steder også for mælken, som generelt har et meget højt fedtindhold.

 

 

Skotsk højlandskvæg, Ejstrup Sø, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Skotsk højlandskvæg, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sort form af skotsk højlandskvæg, Passo delle Erbe, Dolomiterne, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Angus
Angus, eller strengt taget Aberdeen-Angus, er en lille kødrace, som er fremavlet fra en lokal kvægrace i landskaberne Aberdeenshire og Angus i det nordøstlige Skotland, hvor den nævnes for første gang i 1500-tallet. Racen er meget hårdfør og kan overleve den barske skotske vinter udendørs.

Den oprindelige Angus var helt sort, men fornylig er en rød form blevet udviklet, og yveret er undertiden hvidt. Sort Angus er det mest almindelige kødkvæg i USA, hvor 332.421 høveder blev registreret i 2017.

 

 

Sort Angus er en populær kvægrace i New Zealand. Her drives en flok ad landevejen nær Kaitaia, Nordøen. Bemærk den dresserede kvæghund t.v. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Limousine
Limousine er en kødrace, som opstod i landskaberne Limousin og Marche i det vestlige Frankrig. Den blev nævnt for første gang sidst i 1700-tallet. Dengang var den almindeligt benyttet som trækdyr, men avles i dag mest på grund af dens kød, som er af høj kvalitet, med lavt fedtindhold.

 

 

Diende Limousine-kalv, Tåstrup, Østjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Braunvieh
Braunvieh (‘brunt kvæg’ på tysk) stammer fra et lokalt gråbrunt bjergkvæg, som blev fremavlet siden Middelalderen i den schweiziske kanton Schwyz. I dag findes denne race overalt i Alperne. Oprindeligt blev dette kvæg udnyttet til mælke- og kødproduktion, samt som trækdyr. I dag er racen fortrinsvis et malkekvæg.

 

 

Braunvieh-kvægflok tygger drøv, Dolomiterne, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Braunvieh, Col du Pillon, Valais, Schweiz. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Malkekøer, som græsser på de vidtstrakte enge i Alperne, er ofte forsynet med klokker, hvilket gør det nemt for ejeren at finde dem ved malketiderne. Her ses en Braunvieh nær Säntis, Sankt Gallen, Schweiz. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rødbroget alpekvæg
Dette kvæg blev sandsynligvis delvis fremavlet af Ennstaler Bergscheck (‘Ennstaler broget bjergkvæg’), en yderst sjælden østrigsk race.

 

 

Rødbroget alpekvæg, samt en enkelt sortbroget, græsser på en skråning i Rosanintal, nær Thomatal, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne kalv af rødbroget alpekvæg er blevet forsynet med en iøjnefaldende næsering, Rosanintal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Under en musikfestival, som fandt sted i landsbyen Prägraten, Virgental, Tyrol, Østrig, marcherede dette orkester forbi en mark med græssende rødbroget alpekvæg. Først blev køerne grebet af panik (øverst), men snart tog deres nysgerrighed overhånd. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rød dansk malkerace
Tidligere var rød dansk malkerace den mest udbredte kvægrace i dansk landbrug, men i dag er sortbroget dansk malkerace og dansk Jersey mere talrige. Rød dansk malkerace opstod ved krydsning mellem hjemlige racer og importerede dyr. Fra gammel tid forekom der altid røde dyr blandt det mere spraglede kvæg på øerne øst for Lillebælt, men den røde farve blev først dominerende efter krydsning med tre slesvigske kvægracer, som alle var røde, nemlig det nu uddøde midtslesvigske kvæg, det store, ligeledes uddøde Ballum-kvæg, samt det mindre Angler-kvæg.

En del kreaturer af disse racer førtes til København, hvor de hovedsagelig blev opstaldet i brændevinsbrænderier og bryggerier. Her blev dyrene fedet op med masken, hvilket gav glimrende mælk.

 

 

Dette billede viser en krydsning mellem rød dansk malkerace og brun amerikaner, Årre, Vestjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rød norsk malkerace
Dette malkekvæg blev fremavlet i Norge omkring 1935 gennem at indkrydse udenlandske malkeracer med lokale racer, deriblandt norsk rødbroget, rød Trondheim og hornløs rød Østland. Fra midt i 1970’erne var rød norsk malkerace den talrigeste race i Norge, hvor den i dag udgør 98% af kvægbestanden.

 

 

Dette individ af rød norsk malkerace har gummikugler fastgjort til hornene, Fokstua, Dovrefjell. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Texas langhornskvæg
Denne amerikanske race kan kendes på de karakteristiske horn, der kan spænde over 2,5 m fra spids til spids. Den nedstammer fra det første kvæg, som blev indført til Amerika af spanske nybyggere. Da dette kvægs oprindelsessted i Spanien var meget tørt, er racen meget tørke-tolerant. Dyrene kan have enhver farve, men rødbrogede individer er talrigest.

 

 

Texas langhornskvæg, Pipe Springs National Monument, Utah. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ankole
En afrikansk kvægtype, som er karakteriseret ved de kæmpemæssige horn. Den tilhører den store Sanga-kvæggruppe og blev rimeligvis indført til Østafrika for 500-700 år siden af nomadiske kvægavlere fra den nordlige del af kontinentet. I dag er Ankole-kvæg udbredt over store dele af det centrale og østlige Afrika, specielt i Uganda, Zaire, Rwanda, Burundi, samt dele af Tanzania.

 

 

En flok Ankole-kvæg drives ad en landevej i den Centralafrikanske Republik. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ankole-kvæg er karakteriseret ved de kæmpemæssige horn. – Mubende, Uganda. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Zebu eller pukkelokse
Denne okse opstod i Indus-dalen omkring 6000 f.Kr. gennem tæmning af den østlige underart af uroksen, namadicus. I dag er den et meget almindeligt syn i Indien, Pakistan og Myanmar, og den er også populær i andre tropiske egne af verden, da den er mere modstandsdygtig mod sygdomme end europæiske kvægracer.

Som dens navn antyder, har pukkeloksen en pukkel på skulderen og endvidere en stor doglap på brystet. De fleste zebuokser er hvide, men mørkere former ses undertiden.

 

 

En stor hjord af pukkelokser drives over Ayeyarwadi-floden (Irrawaddy), Bagan, Myanmar. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Uanfægtet af trafikken tygger disse flerfarvede pukkelokser drøv på en bro over Parvati-floden, Himachal Pradesh, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Skoning af en zebu, Jodhpur, Rajasthan, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Efter at have udtjent deres arbejdspligter får indiske køer lov til at strejfe rundt på egen hånd, og de er et almindeligt syn i gadebilledet.

 

 

Gennem en årrække udgjorde denne lavbenede zebu-tyr en del af gadebilledet i byen Jaipur, Rajasthan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Har du nogle lækkerier til mig? – En nysgerrig pukkelokse stikker hovedet ind gennem en døråbning, Jodhpur, Rajasthan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Kvæg og religion
På grund af deres lange forbindelse med mennesker spiller kvæg en markant rolle i de fleste religioner. I mange områder blev kvæg førhen ofret som rituelle handlinger.

 

Animisme
Tidligere var oksen et helligt dyr for asiatiske animister, og den blev ofte bragt som offergave til guder eller ånder. Der forekommer stadig rester af denne urgamle skik visse steder, hvor den dominerende religion førhen var den animistiske tro bon. Selv om denne tro på et tidligt tidspunkt blev erstattet af Mahayana-buddhismen (lamaismen), ser man den dag i dag mange steder i Ladakh og Tibet horn af kvæg, yakokser og vilde geder, der er placeret på stenvarder som offergaver. Hornene og stenene males ofte røde, kaldt Lato Marpo (‘Røde Guder’), hvor den røde farve sandsynligvis symboliserer blod fra offerdyrene.

 

 

Rødmalede horn af yakokser og sibiriske stenbukke (Capra sibirica), placeret som offergaver på stenvarder, Markha-dalen, Ladakh. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette yakokse-kranium er placeret som offergave nær mani-sten (stentavler med indhuggede buddhistiske mantra’er) på den hellige pilgrimsrute, kaldt kora, rundt om Tashilhunpo-klostret, Shigatse, Tibet. Læg mærke til, at der også er indridset mantra’er på kraniet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hinduisme
I Vedaerne, ældgamle hinduistiske doktriner, forbindes koen med Aditi, alle guders moder, og for hinduer er koen stadig hellig, kaldt Go Mata (’Moder Ko’). En ortodoks hindu dræber aldrig en ko med overlæg, og han spiser aldrig oksekød.

Tilbedelse af koen startede i den vediske periode, mellem 1500 og 600 f.Kr. Arierne, som invaderede Indien omkring 1500 f.Kr., var kvægnomader, for hvem kvægets betydning afspejledes i deres religion. Oprindeligt ofrede arierne kvæg og spiste deres kød, men efterhånden forbød man gradvis slagtning af mælkeproducerende køer. Dele af den ældgamle episke hindu-fortælling Mahabharata forbyder det, og i Rigveda benævnes kvæg som ’uslagtbart’. Kvægets fem produkter, panchagavya, er mælk, tykmælk, smør, urin og gødning. De anvendes stadig i rituelle handlinger, som omfatter helbredelse, rensning og bod.

Efterhånden som hinduismen tog form, blev koen forbundet med adskillige guddomme, bl.a. Brahma, Shiva, Indra, Krishna og Yama. Shivas ganger er tyren Nandi, Krishna var kvæghyrde som ung, mens Indra er tæt forbundet med Kamadhenu, koen, som opfylder ønsker og betragtes som kilden til al velstand.

I en af Puranaerne malker jordgudinden Prithvi koen for at skabe afgrøder, der kan standse en vidt udbredt hungerperiode, og efterfølgende malkede hun den for godgørende emner for menneskene.

 

 

I den hinduistiske mytologi er den høje gud Shivas ridedyr tyren Nandi, her afbildet i et Khmer-relief i Bayon, Angkor Thom, Cambodia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne kæmpemæssige skulptur på Chamundi Hill, Mysore, Karnataka, Indien, gengiver Nandi. Den blev udhugget af en enkelt stor granit-blok i 1659. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne udhugning i et klippefyldt flodleje på bjerget Phnom Kbal Spean, Angkor, Cambodia, viser Shiva og hans kvindelige modpart Devi, ridende på Nandi. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

For vaishnavit’er (tilhængere af hinduguden Vishnu) er Muktinath-templet i Jhong-floddalen i Mustang i det centrale Nepal et yderst helligt sted. I Mahabharata kaldes dette sted for Salagrama, opkaldt efter de fossile ammonitter (saligram på hindi) – en gruppe af uddøde, blækspruttelignende dyr, som ofte findes indkapslet i klipperne i flodlejerne her. Spiralformen hos disse ammonitter har medført, at vaishnavit’er betragter dem som hellige symboler på Vishnus chakra (diskus).

I umindelige tider har et tempel, tilegnet Vishnu, ligget i Muktinath. Fra det golde landskab her udspringer en hellig kilde, hvis vand ledes ind i templet, hvor det fordeles på 108 fontæner, af hvilke de 105 er udformet som oksehoveder, mens de resterende tre forestiller et mytisk, elefant-lignende væsen. For fromme vaishnavit’er vil et bad i disse hellige vande bevirke, at man opnår mukti (frigørelse fra genfødsel) efter døden.

 

 

Af de 108 fontæner i Muktinath-templet er de 105 udformet som oksehoveder. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

I dag tilbedes koen under forskellige hinduistiske højtider.

For mange nepalesere er Tihar, også kaldt Dipávali (’Lampernes Fest’), årets vigtigste højtid. Ifølge en legende var en konges død blevet forudsagt af en hellig slange til at ske på en bestemt dag omkring midnat. En astrolog spåede imidlertid, at kongen måske kunne undgå at dø ved at opsætte en række lamper, tilegnet gudinden Lakshmi, fra paladsets døråbning frem til hans seng. Hvis lampen i døråbningen gik ud, var kongen dødsens og kunne kun frelses, hvis slangen ville bede for kongens liv hos dødsguden Yama.

Da lampen gik ud, forestillede slangen sig for Yama og bad for kongens liv. Dødsguden var dog fuldstændig uanfægtet og skrev et 0 i sin protokol ud for kongens navn. Den snedige slange så imidlertid sit snit til at sætte et syvtal foran nullet og narrede således Yama til at forlænge kongens liv med 70 år.

Som tak for den mirakuløse gave grundlagde kongen en årlig, fem dage lang Lampernes Fest i sit rige, hvorunder troende nepalesere viser deres respekt for Yama og Lakshmi. Højtidens vigtigste dag er Lakshmi Puja, hvor den hellige ko tilbedes om morgenen, da den betragtes som den synlige form af den store modergudinde Lakshmi.

Køerne vaskes tidligt om morgenen, og deres pande, horn og hale bliver farvet med cinnoberrødt og gurkemeje. Malla’er (kranse af tagetesblomster) hænges om deres hals, og de fodres med lækkerier. Folk tager den hellige gule raksha-tråd af deres håndled og binder den fast i halen på en ko, mens de beder den hjælpe deres sjæle ind i himlen efter døden.

 

 

Under højtiden Tihar er denne ko blevet pyntet med malla’er og tøjstumper i stærke farver. – Kathmandu, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

En anden hinduistisk højtid, hvor koen spiller en stor rolle, er den sydindiske Pongal, eller Sankranti, som angiver starten på høsten. Under denne højtid fodres køerne med pongal (en blanding af ris, sukker, linser og mælk), hvorefter de vaskes i vand tilsat gurkemeje-pulver, og deres horn og klove males i livlige farver.

 

 

Under Pongal er disse køer i Mysore, Karnataka, blevet vasket med gurkemeje-vand, og deres horn er malet røde. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Jødedom
I Oldtiden blev kvæg betragtet som et vigtigt statussymbol i Palestina, hvor en mands velstand måltes ud fra det antal kreaturer, han ejede.

 

 

Kristendom
Og Herren sagde til Noah: ”Gak ind, du og dit ganske Hus, i Arken; thi dig har jeg set retfærdig for mig i denne Slægt. Tag dig af alle Haande rent Kvæg syv og syv, Han og Hun; men af det Kvæg, som er urent, et par, Han og Hun; ogsaa af Fuglene under Himmelen, syv og syv, Han og Hun, at holde Sæd paa al Jorden i Live. Thi end om syv Dage vil jeg lade regne paa Jorden fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter og udslette af Jorden alle levende Væsener, som jeg har gjort.” (1. Mosebog, 7.1-4)

I Oldtidens Palestina var ‘rent kvæg’ ethvert dyr, som tyggede drøv og havde klove, fx okser, får, geder og andre medlemmer af familien Bovidae, mens ’urent kvæg’ var andre dyr.

 

 

Dette kalkmaleri i Kirke-Stillinge Kirke på Sjælland viser et ’rent’ og et ’urent kvæg’ ombord på Noahs Ark: Okse og æsel. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Den kristne evangelist Lukas er ofte repræsenteret ved en vinget okse, eller han afbildes undertiden med en okse som ledsager.

 

 

Glasmosaikvindue i St. Dominic’s Church, Oyster Bay, Long Island, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Daoisme
Under den daoistiske festival Tzuoh Jiaw, der fejres i Taiwan, tilbeder man lokale guddomme for at imødegå dårlige hændelser. Forskellige former for narrestreger finder også sted under denne højtid.

 

 

Her fejres Tzuoh Jiaw i landsbyen Dalinpo nær Kaohshiung. Fire mænd illuderer en ’kamp’ mellem to tyre, mens to andre mænd simulerer et slagsmål. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Kvæg og miljø
Skønt kvæg ikke overgræsser områder i samme destruktive grad som geder og får, forvolder de ikke desto mindre mange steder stor skade på miljøet alene i kraft af deres antal. Årligt fældes store skovområder for at skaffe græsgange til den stadigt voksende mængde kvæg.

 

 

En kvægflok drives langs Rapti-floden i det sydlige Nepal, hvorved den rejser tætte støvskyer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne kvægflok nærmer sig et vandhul i Fuloha-oasen, Ethiopien, for at slukke deres tørst. Træerne i baggrunden er doumpalmer (Hyphaene thebaica). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Banteng (Bos javanicus)
Førhen var den vilde banteng, også kaldt tembadau, udbredt fra det østlige Indien og Sydøstasien mod syd til øerne Borneo og Java. Arten er gået drastisk tilbage, og i dag er verdensbestanden af den vilde banteng måske så lav som omkring 5000, med de største populationer på Java.

Banteng’en blev tæmmet på et tidligt tidspunkt, og i dag er den totale bestand af tamme dyr på omkring 1,5 mio., hvoraf de fleste findes på Java og Bali. Den er også blevet indført til det nordlige Australien, hvor forvildede bestande kan true den lokale økologiske balance.

 

 

Tæmmede banteng-okser er et almindeligt syn på Bali. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Mange steder i Indonesien anvendes banteng-tyre til væddeløb, hvor de styres af en mand, som står på en slags slæde af træ. Disse billeder er fra øen Madura. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Yakokse (Bos grunniens)
Yakoksen lever i det centralasiatiske højland, hvor den tidligere strejfede omkring i stort antal. Denne art er tilpasset et liv i denne egns barske klima, idet dens luksuriøse pels kan holde den varm i temperaturer under -30oC. – En nepalesisk legende beretter, hvordan yakoksen fik sin tykke pels. Den er gengivet på siden Dyrearter i menneskets tjeneste: Vandbøffel.

 

 

Yakoksen blev tæmmet af nomadiske folkeslag så tidligt som omkring 5000 f.Kr., og i dag vurderes antallet til omkring 14 mio., heraf langt størsteparten i kinesiske territorier. Bestanden af vilde yakokser tæller måske under 15.000, og selv om arten er fredet af myndighederne, fortsætter illegal jagt på den, hvilket kan føre til dette prægtige dyrs udryddelse.

Yakoksens latinske navn betyder ‘den gryntende okse’ – et meget beskrivende navn, da den grynter uafladeligt.

 

 

I større højder i Himalaya træffer man ofte på tungt lastede yakokser. – Gokyo-dalen, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Yak-køer, kaldt nak, med kalve, nær landsbyen Dingboche, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nak’en giver glimrende mælk. Her malkes en nak i den øvre del af Ghunsa-dalen i det østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

En dzopkio er en krydsning mellem en yak og en lavlandsko. Den anvendes som transportdyr i lavereliggende egne i Himalaya, da yak’en mistrives og nemt får sygdomme i højder under 3000 m.

 

 

Dzopkio’er i en indhegning, opført af sten, Ghora Tabela, Langtang Nationalpark, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Efter en lang dags arbejde løslades dzopkio’er og yakokser ofte i skoven for at græsse. Hvad de kan finde af vilde fødeplanter, suppleres af ejeren med hø, som han køber af lokale bønder.

 

 

Denne dzopkio passerer forbi en mani-sten med indhuggede buddhistiske mantra’er nær landsbyen Ghat, Khumbu, Nepal. Planten t.v. er Sikkim-vortemælk (Euphorbia sikkimensis), som græssende dyr undgår, da den er giftig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Referencer
Ajmone-Marsan, P., J.F. Garcia & J.A. Lenstra 2010. On the origin of cattle: how aurochs became cattle and colonized the world. Evolutionary Anthropology 19: 148-157
Ziolkowski, T. 2011. Gilgamesh among us: Modern Encounters with the Ancient Epic. Cornell University Press

 

 

 

(Oprettet september 2017)

 

(Senest opdateret februar 2022)