Kvæg, banteng og yakokse

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En gammel beskrivelse af uroksen findes i Commentarii de Bello Gallico (‘Kommentarer til de Galliske Krige’), skrevet af Julius Cæsar (ca. 100-44 f. Kr.): “Der er en (…) slags dyr, som kaldes ure-okse. Disse germanske okser er kun lidt mindre end elefanter og af fremtoning, farve og form som en tyr. Deres styrke og hurtighed er bemærkelsesværdig. De sparer hverken mennesker eller vilde dyr, som de har opdaget. Germanerne går til yderligheder for at fange dem i fælder og dræbe dem. De unge mænd hærder sig gennem denne form for jagt, og de af dem, som har dræbt flest okser og præsenteret deres horn offentligt som bevis, prises højt. Men selv om disse okser fanges som ganske unge, vænner de sig ikke til mennesker og kan ikke tæmmes. Størrelse, form og fremtoning af deres horn er meget anderledes end hos vore okser. Germanerne eftersøger ivrigt disse horn, binder sølv omkring deres spidser og anvender dem som drikkehorn under deres mest overdådige fester.”

Uroksen blev udryddet af jagt, og de sidste vildtlevende fandtes for omkring 500 år siden.

 

 

 

 

 

 

 

Tæmningen af den østlige underart af uroksen, namadicus, fandt sted omkring 6000 f.Kr. i Indus-dalen. Disse tamokser udvikledes efterhånden til nutidens zebuokse, også kaldt pukkelokse på grund af dens karakteristiske pukkel. Fra Indus-dalen spredtes denne race til de fleste varmere egne af Asien, bl.a. Kina, Sydøstasien og Indonesien. Omkring 2000 f.Kr. ankom den også til Afrika, og i dag findes den tillige i tropiske egne af Amerika. (Kilde: Ajmone-Marsan et al. 2010)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sagen kompliceres yderligere af, at såvel europæisk tamkvæg som zebu er i stand til at få afkom, der til tider er yngledygtigt, med en række nært beslægtede arter, fx yakokse (Bos grunniens), gaur (B. gaurus), banteng (B. javanicus), amerikansk bisonokse (B. bison), samt eurasisk bisonokse eller vicent (B. bonasus).

 

 

 

 

 

 

 

På dansk anvendes (eller anvendtes førhen) adskillige navne for okser, bl.a. kvæg, fæ, høved og kreatur.

Kvæg, på olddansk kwik, er af indoeuropæisk oprindelse, nært beslægtet med latin vivus (‘levende’) og græsk bios (‘liv’), altså noget, der er levende. Først senere blev ordet, i formen kvæg, indsnævret til at betyde ’okse’, mens formen kvik hentyder til et særdeles levende, hurtigtvoksende græs, Elymus repens, beskrevet på siden Planteliv: Græsser.

Høved kommer af middelnedertysk hövet (’hoved’), hvorfra betydningen skiftede til ‘individ’ og derfra til ‘et stykke kvæg’.

Fæ, af gotisk faihu, betød oprindelig ’gods’ eller ’ejendom’. Ordet danefæ er gods fra fortidens mennesker, mens liggende fæ henfører til jord og løsøre, og kvik fæ er levende fæ, især kvæg.

Kreatur kommer af latin creatura (‘skabning’), afledt af creare (‘at skabe’). Senere gled betydningen over til ’et stykke kvæg’.

Ordet ko kommer af angelsaksisk ku, afledt af proto-indoeuropæisk gous (‘okse’), som stadig er bevaret i hindi i formen go, der er afledt af Sanskrit. Som et kuriosum kan nævnes, at skotterne kalder en ko for ku, sikkert en påvirkning fra invaderende vikinger.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Stude blev også tidligt benyttet til at trække ploven samt til at drive såkaldte paternosterværker, som er store hjul med påmonterede spande eller potter, der skovler vand op fra brønde og tømmer det over i overrislingskanaler.

Forskellige genstande blev tidligt fremstillet af oksehuder, bl.a. klæder, sko, bælter og remme, hvoraf de tre sidstnævnte stadig produceres i dag. På et tidligt tidspunkt blev kokasser anvendt som brændsel, senere som gødning.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En af episoderne i digtsamlingen beskriver, hvordan Gilgamesh og Enkidu kæmpede mod og dræbte Himlens Tyr: ”Tyren syntes uovervindelig. I timevis kæmpede de, indtil Gilgamesh, dansende rundt foran tyren, lokkede den med sin tunika og sine blanke våben, mens Enkidu stødte sit sværd dybt ind i tyrens hals og dræbte den.” (Kilde: Ziolkowski 2011)

Tyrefægtning i dag er en kamp mellem en mand, i Spanien kaldt matador de toros (‘tyre-matador’), hvis opgave det er at underkue, immobilisere og dræbe en tyr, idet han normalt skal følge et sæt stramme regler. Tyrene, som anvendes i spansk tyrefægtning, opdrættes med henblik på aggression og stærk fysik, og de strejfer frit omkring uden særlig menneskelig kontakt. (Kilde: en.wikipedia.org/wiki/Bullfighting)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I deres nuværende form stammer de europæiske dyr fra de hollandske provinser Nord-Holland og Friesland, samt fra Schleswig-Holsten. I dag er racen udbredt over størsteparten af det europæiske lavland, hvor lokale former ofte er fremavlet. I USA er det den talrigeste malkerace, som forsyner landet med omkring ni tiendedele af mælkeproduktionen. (Kilde: britannica.com/animal/Holstein-Friesian)

I Danmark er fremavlet en særlig form, kaldt sortbroget dansk malkerace, som i dag er den talrigeste mælkerace i landet.

 

 

 

 

 

Da Jerseykvæg har nemt ved at tilpasse sig både varmt og koldt klima, er det blevet eksporteret til mange lande jorden rundt. I nogle lande er der opstået særlige former.

 

 

 

 

 

Skotsk højlandskvæg er blevet meget populær i mange egne af verden, da den på grund af sin lange pels kan færdes i det fri året rundt, selv under barske klimaforhold. Den holdes mest som kødkvæg, der prises på grund af lavt kolesterolindhold, men nogle steder også for mælken, som generelt har et meget højt fedtindhold.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den oprindelige Angus var helt sort, men fornylig er en rød form blevet udviklet, og yveret er undertiden hvidt. Sort Angus er det mest almindelige kødkvæg i USA, hvor 332.421 høveder blev registreret i 2017.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En del kreaturer af disse racer førtes til København, hvor de hovedsagelig blev opstaldet i brændevinsbrænderier og bryggerier. Her blev dyrene fedet op med masken, hvilket gav glimrende mælk.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Som dens navn antyder, har pukkeloksen en pukkel på skulderen og endvidere en stor doglap på brystet. De fleste zebuokser er hvide, men mørkere former ses undertiden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tilbedelse af koen startede i den vediske periode, mellem 1500 og 600 f.Kr. Arierne, som invaderede Indien omkring 1500 f.Kr., var kvægnomader, for hvem kvægets betydning afspejledes i deres religion. Oprindeligt ofrede arierne kvæg og spiste deres kød, men efterhånden forbød man gradvis slagtning af mælkeproducerende køer. Dele af den ældgamle episke hindu-fortælling Mahabharata forbyder det, og i Rigveda benævnes kvæg som ’uslagtbart’. Kvægets fem produkter, panchagavya, er mælk, tykmælk, smør, urin og gødning. De anvendes stadig i rituelle handlinger, som omfatter helbredelse, rensning og bod.

Efterhånden som hinduismen tog form, blev koen forbundet med adskillige guddomme, bl.a. Brahma, Shiva, Indra, Krishna og Yama. Shivas ganger er tyren Nandi, Krishna var kvæghyrde som ung, mens Indra er tæt forbundet med Kamadhenu, koen, som opfylder ønsker og betragtes som kilden til al velstand.

I en af Puranaerne malker jordgudinden Prithvi koen for at skabe afgrøder, der kan standse en vidt udbredt hungerperiode, og efterfølgende malkede hun den for godgørende emner for menneskene.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I umindelige tider har et tempel, tilegnet Vishnu, ligget i Muktinath. Fra det golde landskab her udspringer en hellig kilde, hvis vand ledes ind i templet, hvor det fordeles på 108 fontæner, af hvilke de 105 er udformet som oksehoveder, mens de resterende tre forestiller et mytisk, elefant-lignende væsen. For fromme vaishnavit’er vil et bad i disse hellige vande bevirke, at man opnår mukti (frigørelse fra genfødsel) efter døden.

 

 

 

 

 

For mange nepalesere er Tihar, også kaldt Dipávali (’Lampernes Fest’), årets vigtigste højtid. Ifølge en legende var en konges død blevet forudsagt af en hellig slange til at ske på en bestemt dag omkring midnat. En astrolog spåede imidlertid, at kongen måske kunne undgå at dø ved at opsætte en række lamper, tilegnet gudinden Lakshmi, fra paladsets døråbning frem til hans seng. Hvis lampen i døråbningen gik ud, var kongen dødsens og kunne kun frelses, hvis slangen ville bede for kongens liv hos dødsguden Yama.

Da lampen gik ud, forestillede slangen sig for Yama og bad for kongens liv. Dødsguden var dog fuldstændig uanfægtet og skrev et 0 i sin protokol ud for kongens navn. Den snedige slange så imidlertid sit snit til at sætte et syvtal foran nullet og narrede således Yama til at forlænge kongens liv med 70 år.

Som tak for den mirakuløse gave grundlagde kongen en årlig, fem dage lang Lampernes Fest i sit rige, hvorunder troende nepalesere viser deres respekt for Yama og Lakshmi. Højtidens vigtigste dag er Lakshmi Puja, hvor den hellige ko tilbedes om morgenen, da den betragtes som den synlige form af den store modergudinde Lakshmi.

Køerne vaskes tidligt om morgenen, og deres pande, horn og hale bliver farvet med cinnoberrødt og gurkemeje. Malla’er (kranse af tagetesblomster) hænges om deres hals, og de fodres med lækkerier. Folk tager den hellige gule raksha-tråd af deres håndled og binder den fast i halen på en ko, mens de beder den hjælpe deres sjæle ind i himlen efter døden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I Oldtidens Palestina var ‘rent kvæg’ ethvert dyr, som tyggede drøv og havde klove, fx okser, får, geder og andre medlemmer af familien Bovidae, mens ’urent kvæg’ var andre dyr.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Banteng’en blev tæmmet på et tidligt tidspunkt, og i dag er den totale bestand af tamme dyr på omkring 1,5 mio., hvoraf de fleste findes på Java og Bali. Den er også blevet indført til det nordlige Australien, hvor forvildede bestande kan true den lokale økologiske balance.

 

 

 

 

 

 

 

Yakoksen blev tæmmet af nomadiske folkeslag så tidligt som omkring 5000 f.Kr., og i dag vurderes antallet til omkring 14 mio., heraf langt størsteparten i kinesiske territorier. Bestanden af vilde yakokser tæller måske under 15.000, og selv om arten er fredet af myndighederne, fortsætter illegal jagt på den, hvilket kan føre til dette prægtige dyrs udryddelse.

Yakoksens latinske navn betyder ‘den gryntende okse’ – et meget beskrivende navn, da den grynter uafladeligt.