Erosionens land

 

 

 

 

 

 

Havde de vidst, hvad de stod over for, havde de sikkert opgivet på forhånd. Efter 95 dage nåede de seks overlevende frem til et par mormonlandsbyer ved Virgin-floden, for enden af Grand Canyon, efter at have udført en bedrift uden sidestykke.

De mange dybe og smalle canyons var fulde af strømhvirvler, der gentagne gange havde væltet deres både, hvorved mad og udstyr var gået tabt; men mirakuløst var ingen af mændene druknet. Efter de 95 dage var deres madbeholdning svundet ind til lidt mel, nogle kilo tørrede æbler og en masse kaffepulver. Deres bacon var mugnet, ligeledes meget af melet.

Mange af de omkringboende stammefolk var fjendtligt indstillede over for hvide mænd – det viste sig at være fatalt for tre af ekspeditionsmedlemmerne, der forlod gruppen lidt øst for Grand Canyon.

Et par uddrag fra Powells dagbog:

“19. juli. (…) Neden for os ligger kløften med Colorado-flodens leje. Vi kan følge dens løb flere kilometer, og af og til kan vi skimte flodens vande. Fra nordvest kommer Green-floden i en smal, bugtende kløft. Fra nordøst kommer Grand-floden [senere omdøbt til Colorado] gennem en canyon, der synes bundløs.”

”21. juli. Denne morgen starter vi ned ad Colorado. Floden er oprørt, og grimme strømhvirvler afløser hurtigt hinanden. To gange i løbet af formiddagen må vi slæbe bådene hen ad bredden. Over middag tipper en strømhvirvel Emma Dean rundt, og vi slynges ud i floden. Vi formår at klynge os til båden, og da vi kommer ud i stille vand, kan vi vende den rundt og tømme den for vand; men tre årer er mistet. De tre større både når at standse op inden strømhvirvlen, og hele eftermiddagen går med at slæbe dem langs bredden. Vi camperer blandt store sten og kan næppe finde plads nok til at ligge udstrakt.”

Sammenløbet, som Powell beskriver ovenfor, ligger i nutidens Canyonlands Nationalpark – en 1300 km² stor vildmark af bratte kløfter og golde klipper. Canyonlands og den 330 km lange Grand Canyon er i dag de eneste større områder langs Colorado-floden, der stadig henligger i naturtilstand. Langs floden og dens tilløb er opført talrige dæmninger, som har ændret landskabet drastisk. Hvor vilde canyons førhen snoede sig gennem området, ser man i dag kæmpestore vandreservoirer med et leben af vandsportsudøvere.

 

 

 

 

 

 

 

Ovenpå aflejredes gennem æonerne tykke lag af kalk, ler og sand. Kalken blev aflejret i form af skallerne af døde mikroorganismer på bunden af oceaner, der dækkede dette område og forsvandt igen med millioner af års mellemrum. Leret, som floder vaskede ud af landjorden, blev aflejret på lavt vand i havene.

De nederste sandlag kom fra klitter, som vinden opbyggede nær kysten, de øvre fra indlandsklitter i et ørkenlandskab, der fandtes her for omkring 150-200 mio. år siden. De øverste lag er mest vulkansk basalt og askelag, de yngste aflejret så sent som for omkring tusind år siden. Vægten af de øvre lag pressede de nedre lag sammen, så de efterhånden forstenede. Kalken blev til kalksten, leret til skifer og sandet til sandsten. Tilsammen er disse lag op mod 1,5 km tykke.

For ca. 50-60 mio. år siden pressede uro i jordens indre et område på omkring 330.000 km² ca. 1,5 km i vejret – ikke i form af stejle bjerge, men så langsomt og blidt, at alle sedimentlag forblev omtrent vandrette og i mange tilfælde intakte. Dette kæmpestore, højtliggende plateau kaldes Colorado-plateauet. Mange steder opstod brud i form af forkastninger eller foldninger. En af de bedst kendte er Waterpocket Fold i Capitol Reef Nationalpark: En vældig, 160 km lang revne i jorden, opstået ved nederodering af en foldning.

Efter landhævningen startedes erosionen straks af floder, som gravede sig ned gennem de forskellige lag og dannede canyons. I områder med rigelig nedbør vil flodbredderne eroderes af nedbøren lige så hurtigt, som floden graver sig ned i sedimentet, og dalene bliver derfor V-formede. Men på det nedbørsfattige Colorado-plateau kunne vandet grave sig ned gennem sedimenterne hurtigere, end nedbøren kunne erodere bredderne. Det er grunden til, at mange canyons har næsten lodrette sider. Kun ustabile sedimenter som skifer vil skylles ned i floden med regnvandet.

Trods den sparsomme nedbør vil vand og vind i løbet af årmillionerne langsomt nederodere plateauet. Efterhånden opstår der et lavereliggende, fladt landskab, kun afbrudt af de mest modstandsdygtige sedimenter der står tilbage som flade småplateauer, kaldet mesas (spansk for ‘bord’). Endnu mindre rester af disse mesas benævnes buttes (udt. ‘bjuut’). Det mest berømte landskab af denne type er Monument Valley i navahoernes land, på grænsen mellem Utah og Arizona. Her findes klipper i de mest bizarre former, kendt fra talrige western-film.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den første hvide nybygger her var Ebenezer Bryce, som området er opkaldt efter. Han græssede sine køer på plateauet oven for kløften og havde et ganske anderledes pragmatisk syn på det storslåede landskab: “Et helvedes sted at finde en vildfaren ko.”

Figurerne er opstået ved, at vandløb og regnvand eroderede det bløde sediment langs kanten af en forkastning. Herved er opstået mange småkløfter, hvor vandet kan vaske sedimentet hurtigere ud, og tilbage står ‘finner’ af hårdere materiale, fyldt med huller og sprækker. Da parken befinder sig i stor højde (ca. 2300 m), er klimaet strengt. I hullerne og sprækkerne samles regnvand, som fryser og dermed kan sprænge mere sediment bort. Tilbage står kun det hårdeste materiale, ofte i de særeste former. Sådanne figurer kaldes på amerikansk for hoodoo’er.

I Goblin Valley State Park har regnvandserosion skabt helt anderledes, men lige så fascinerende figurer i den bløde Entrada-sandsten. De kaldes goblins (‘gnomer’) efter de tusindvis af gnom-agtige skikkelser i sedimentet. Her kan man vandre rundt i timevis og lede efter trolde, gnavne gamlinge, nisser, dyr og andre væsener.

 

 

 

 

 

 

 

Der findes mange af disse broer på Colorado-plateauet, fx i Natural Bridges National Monument. Erosion fra regnvand og sand, der blæser med vinden, gnaver i broerne, som efterhånden bliver tyndere og tyndere – for til sidst at falde, efterladende en stump på hver side af floden.

Naturlige buer – der ved første øjekast ligner naturlige broer – er opstået på en helt anden måde. I Arches Nationalpark, hvor der er særligt mange af disse buer, ligger der tykke saltlag dybt i undergrunden. Disse lag er ustabile pga. den kolossale vægt af sediment, der hviler på dem. De har derfor flyttet sig og forårsaget, at klipperne i sedimentet over dem slog revner, som mange steder ligger parallelt. I disse revner kunne frossen nedbør sprænge stumper af sediment løs, og disse stumper blev fjernet af vind og regnvand.

I Arches Nationalpark ser man derfor parallelle ‘finner’ af sandsten, mere eller mindre eroderet. Visse steder er underliggende, blødere sedimenter eroderet bort, efterladende klippebuer af hårdere materiale. Nogle af disse synes at trodse tyngdekraften, fx den meget tynde Landscape Arch og den smukke Delicate Arch.

Andre billeder af naturlige buer kan ses på siden Natur: Naturens kunstværker.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I den smalle Antelope Canyon har regnvand gennem millioner af år eroderet sandstensvæggene til få tommer tykke ‘bølger’. Det sparsomme sollys, der når ned i kløften, fremhæver de gule, orange og violette farver.

I de perioder, hvor Colorado-plateauet var land, var klimaet til tider så fugtigt, at der voksede vidtstrakte skove. Nogle af træerne blev skyllet bort af floder under stærke regnskyl og endte i søer, begravet under mudder.

I dette iltfrie miljø rådnede træet ikke, men grundvand sivede ind i stammerne og begyndte ganske langsomt at opløse vævet, der fyldtes op med kisel og andre mineraler – træet forstenede efterhånden. Træets forskellige hårdhed, fx omkring knaster og årringe, bevirkede, at ikke alt træet i stammen blev erstattet af mineraler samtidigt. Derfor bevaredes træets struktur ned til den mindste detalje, så de forstenede stammer er en nøjagtig kopi af de oprindelige træer.

Den langsomme landhævning bevirkede, at mange af de forstenede træstammer blev bevaret i næsten deres fulde længde, nogle op til 30 m lange og 2 m i diameter. De fleste er dog knækket, efter at erosionen har bragt dem frem i dagens lys. I Petrified Forest Nationalpark er bevaret en mængde meget smukke eksemplarer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I ørkenens lange tørkeperioder ligger disse organismer i dvale, men efter regnskyl optager skorpens svampede overflade en mængde vand og kan svulme op til den tidobbelte tykkelse. Organismerne vågner til live igen og er aktive til næste tørkeperiode. Algerne optager kvælstof fra luften og frigiver det til jorden, når de dør. Herved får andre planters rødder adgang til det livsnødvendige kvælstof, og den mikrobiotiske skorpe er derfor ofte en betingelse for, at frøplanter kan trives i ørkenen.

Selvom skorpen er meget modstandsdygtig mod tørke, er den yderst følsom over for tramp, fx fra køer og mennesker. I mange nationalparker ser man skilte, der opfordrer den besøgende til ikke at træde op i skorpen, men blive på de anlagte stier.

 

I takt med stigende højder på plateauet bliver træbevoksningerne, pga. vinterens snefald, mere og mere frodige. Først overtager ponderosafyr (Pinus ponderosa), og i endnu større højder arter, som ellers hører hjemme i Rocky Mountains, fx douglasgran (Pseudotsuga menziesii), blågran (Picea pungens) og amerikansk bævreasp (Populus tremuloides). Blomsterarter – mange af dem meget farverige – vokser især i sprækker, hvor lidt jord er samlet, samt i skyggen under træerne.

I klipperne smutter forskellige arter øgler omkring, bl.a. ørken-tornleguan (Sceloporus magister) og den farvestrålende halsbåndsleguan (Crotaphytus collaris). Blandt slangerne træffes den op til 2 m lange vestlig klapperslange (Crotalus atrox). I tidvise småpytter kan leve padder som rødplettet tudse (Bufo punctatus) og canyon-løvfrø (Hyla arenicolor).

En af de amerikanske værlinger, den hårdføre sortstrubede spurv (Amphispiza bilineata), klarer sig i de goldeste områder. Den kan udvinde væde af de tørreste frø og supplerer kosten med saftige insekter og grønne plantedele. Den kan drikke vand, som har ret højt saltindhold, og er i stand til at tilbageholde vand i tarmen, så dens ekskrementer indeholder meget lidt væde. Over canyons svæver kongeørne (Aquila chrysaetos), og mellem de stejle vægge høres den klare sang fra canyonsmutte (Catherpes mexicanus).

Klippejordegernet (Otospermophilus variegatus), som træffes over det meste af plateauet, er et nydeligt dyr i brunt og kastanjefarvet. Det kan klare sig uden vand i lange perioder. Ørkenkaninen (Sylvilagus audobonii) supplerer sin jordvoksende kost med blade fra træerne, idet den er i stand til at klatre op ad skrånende træstammer.

En underart af tykhornsfåret fra Rocky Mountains, ørken-tykhornsfåret (Ovis canadensis ssp. nelsoni), er i stand til at overleve i disse golde bjergegne. Dette dyr var førhen truet med udryddelse pga. overdreven jagt, men er nu genudsat mange steder. Dets naturlige hovedfjende er pumaen (Puma concolor).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

To egern på plateauet er meget interessante, idet Grand Canyon udgør en barriere for deres udbredelse. Begge er underarter af Aberts egern (Hesperosciurus aberti), ens af størrelse, med store buskede haler og lange øreduske – men de er meget forskellige af farve. Aberts egern, underarten aberti, som lever i nåleskove syd for Grand Canyon, har hvid bug og grå hale, mens Kaibab-egernet, underarten kaibabensis, der findes i en lignende habitat nord for kløften, har sort bug og hvid hale.

Det rigeste plante- og dyreliv findes i frodige bevoksninger langs floderne, især af pilearter, Fremont-poppel (Populus fremontii) og den indslæbte kinesiske tamarisk (Tamarix chinensis), men også større træer som de imponerende Arizona-valnød (Juglans major) og Arizona-platan (Platanus wrightii).

I disse krat lever småfugle som blågrå snerresmutte (Polioptila caerulea), virginiasanger (Vermivora virginiae), grønrygget buskspurv (Pipilo chlorurus), samt kratmejse (Psaltriparus minimus), som er beslægtet med halemejser.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I 1982 var der kun 22 californiske kondorer tilbage, deraf seks vildtlevende. Disse seks blev indfanget, og man startede et yngleprogram, hvor man tog æggene fra hunnerne og udrugede dem kunstigt. Hunnerne lagde snart nye æg, og på denne måde fik man hurtigt en stor bestand i fangenskab.

Siden 1992 har man udsat ungfugle forskellige steder i det sydvestlige USA, og den er også blevet genindført i Baja California i det nordvestlige Mexico. I begyndelsen var der mange problemer forbundet med genudsætningen. Fuglene var præget for meget af deres opvækst i fangenskab, og nogle fløj endog indenfor i huse, samt i besøgscentret ved Grand Canyon. Det største problem var dog blyforgiftning. Ådslerne, som kondorerne åd, var ofte nedlagt med blyhagl, og hvis de slugte for mange af disse hagl, døde de af blyforgiftning. En del fugle døde også efter kollision med elledninger.

Man fodrer nu kondorerne med ådsler uden hagl, og bestanden er langsomt vokset. I dag trives arten adskillige steder i Californien og Arizona, samt i Baja California, hvor der i dag findes en lille bestand. Det totale antal af vildtlevende fugle var i 2016 omkring 300, hvortil kommer omkring 200 i fangenskab.