Dolkhaler – levende forsteninger i knibe

Førhen var der mange arter af dolkhaler, men nu findes der kun fire. De tre af disse lever langs Sydøstasiens kyster, nemlig mangrove-dolkhale (Carcinoscorpius rotundicauda), samt Tachypleus gigas og T. tridentatus. Den fjerde art, atlantisk dolkhale (Limulus polyphemus), lever langs Amerikas Atlanterhavskyst fra det sydøstligste Canada til Yucatan-halvøen i Mexico, talrigest mellem New Jersey og Virginia. Bestanden af den amerikanske art er anslået til mellem 2 og 4 millioner, mens størrelsen af bestandene af de tre asiatiske arter er ukendt.

Dolkhaler har adskillige øjne, to sammensatte øjne (som hos insekterne), ét på hver side, et par øjne midtfor, som kan skelne både dagslys og ultraviolet lys, et enkelt indvendigt øje, et par øjne på undersiden nær munden, samt et par rudimentære øjne øverst på siden.

Munden sidder på forkroppens underside, og foran den findes klolignende munddele, kaldt chelicerer, som anvendes til at gribe føden. Her sidder også fem par ben med små klosakse, som dog er for spinkle til at findele føden med, og dette sker ved at knuse den mod den tornede basis af deres ben. Under bagkroppen sidder seks par benlignende vedhæng, hvoraf det bageste par er smeltet sammen og udgør et låg til genitalåbningen. De andre fem par er forsynet med bladformede gæller.

Dolkhaler lever kystnært, men uden for yngletiden kan de dog vandre helt ud til kontinentalsoklen, op til 50 km fra land. I havbundens sand eller mudder finder de deres føde, som består af småfisk, bløddyr, orme, tyndskallede muslinger etc. Normalt vandrer de omkring på bunden, men ofte graver de sig ned under fødesøgningen. Det foregår ved, at de bøjer helt sammen i kropsleddet og støder fra med den lange halepig. Ved at bøje og strække sig får de fremdrift i sandet eller mudderet og kan ofte forsvinde helt ned i det. Halepiggen bruges også til at komme på ret køl, hvis en kraftig bølge under æglægningen har skyllet dyret om på ryggen. Piggen bores ned i sandet, hvorefter dyret kan vride sig rundt. Den benyttes ikke som våben, selv om det danske navn kunne give associationer i den retning. Unge dolkhaler kan svømme på ryggen ved at padle med gællerne.

Dolkhaler har blåt blod, hvilket skyldes, at det indeholder kobber i stedet for jern, som giver os vort røde blod. Dolkhalernes blod er meget anvendt i medicinsk forskning. Det har vist sig at koagulere ved den mindste kontakt med bakterier eller andre urenheder. Denne koagulant har man døbt limulus amoebocyte lysate (LAL), og den har gjort det muligt at opdage sygdomme som rygmarvs-meningitis og gonorré. Endvidere anvendes den til at spore bakterier i transfusionsblod. I USA fanges årligt 200.000 dolkhaler til blodtapning, men disse dyr slippes løs igen.

Hver af de større hunner har mindst én af de mindre hanner hægtet på sin bagkrop – ofte to-tre stykker. Hannen har specielle gribekløer til at holde fast på hunnen. Det er en risikabel affære for dolkhalerne at komme ind gennem brændingen. Bølgerne vælter ofte dyrene om på ryggen, og så har de et farligt mas med at stemme halepiggen ned i sandet, så de kan tippe rundt igen. Nogle klarer det ikke, men ligger og dør en langsom død ved at tørre ud – hvis ikke de store svartbage (Larus marinus) eller amerikanske sølvmåger (Larus smithsonianus) gør det af med dem ved at hakke i dem. Andre ender blandt stenene på moler og kan ikke komme fri igen.

Er hunnen først kommet velbeholden ind på stranden, graver hun sig ned i kanten af tidevandszonen, omgivet af de bejlende hanner. Nede i mudderet eller sandet lægger hun op til 90.000 grønne, perleagtige æg på størrelse med et knappenålshoved, hvorefter hannerne gyder deres sæd over dem. Så graver hunnen sig op igen og forsvinder ud i havet, mens hannerne ser sig om efter andre æglæggende hunner. Det kan ikke undgås, at nogle hunner under æglægningen kommer til at grave andre hunners æg op, og langs stranden ligger bælter af opskyllede æg, som tegner mønstre i sandet. Disse æg tiltrækker mængder af fugle, først og fremmest lattermåger (Leucophaeus atricilla) og forskellige arter af vadefugle.

Æggene ruges ud af solens varme. De klækker efter 4-6 uger, afhængigt af temperatur og ilttilførsel. De nyklækkede larver har stor lighed med trilobitterne, en gruppe dyr, hvoraf de sidste uddøde i Perm-tiden for ca. 250 millioner år siden. Det kunne tyde på slægtskab mellem de to grupper. Larverne er mobile og svømmer rundt en uges tid, inden de søger ned til havbunden for at skifte hud. Snart får de deres første ydre skelet, og dette skiftes adskillige gange de næste 2-3 år. Senere går der længere mellem skiftene. Efter 16 eller 17 skift over en periode på 9-12 år når dolkhalen sin fulde størrelse, for hunnerne af den amerikanske arts vedkommende ca. 60 cm (inkl. halepiggen), for hannerne lidt mindre. De er nu kønsmodne og lever endnu 2-6 år.

I Delaware-flodens munding er der talt over en million vadefugle mellem begyndelsen af maj og begyndelsen af juni. Disse fuglearter er helt afhængige af dolkhalernes æg, da der på ynglepladserne kun er begrænsede føderessourcer på denne årstid, så fuglene bogstavelig talt sulter ved ankomsten og derfor skal have et fedtlag at tære på. Man har anslået, at der årligt i USA konsumeres ca. 320 tons dolkhaleæg af fugle og fisk.

I USA indsamles hele vognladninger af de forsvarsløse dyr. Førhen blev de brugt til hønsefoder og gødning, mens de nutildags mest anvendes som fiskeagn. En del er bifangst i trawl. I 1980’erne androg den årlige fangst af dolkhaler i gennemsnit 300.000 dyr, men dette tal steg i 1990’erne, og i 1998 blev der alene i Virginia landet en million dyr. Også opfyldning af lavvandede laguner og fjordarme samt kystbyggeri og anlæggelse af lystbådehavne er trusler mod dolkhalerne, idet disse aktiviteter ødelægger dyrenes ynglepladser. De fleste steder er bestanden gået markant tilbage, og naturfredningsfolk er bekymrede, ikke kun for dolkhalerne, men også for de uægte karetteskildpadder, som er afhængige af at æde de voksne dyr, samt for bestandene af de vadefuglearter, som er afhængige af dolkhalernes æg.

I de flodmundinger, hvor bestandene er talrigest, fx Delaware Bay og Chesapeake Bay, er fangst af dolkhaler nu forbudt. Men det er ikke nok til at stoppe tilbagegangen i bestanden. I februar 2000 beordrede Atlantic States Marine Fisheries Commission, at der skulle ske en reduktion på 25% i den kommercielle fangst af dolkhaler. Naturfredningsfolk argumenterer, at det ikke er nok, og forlanger en reduktion på mindst 50%.

Gennem mange år undrede forskere sig over den overraskende kendsgerning, at selv om voksne dolkhaler ikke er et naturligt bytte for ål og trompetsnegle, udgør de som agn et uimodståeligt måltid. Forskerne tilbragte årevis med at forsøge at indkredse denne ’duft’, som tiltrækker disse dyr, og i 2013 havde de fundet frem til et alternativt agn, som sandsynligvis kan opfylde fiskernes behov – og derved medføre en reduktion i antallet af indsamlede dolkhaler.

Hvis det er tilfældet, bliver det måske også i fremtiden muligt at nyde det enestående syn af tusinder af æglæggende dolkhaler, omgivet af tusinder af vadefugle.