Børn i Irak: Hassan er madan

Hassan er 15 år. Han bor sammen med sin far Salim, sin mor Matara og sine fem mindre søskende, brødrene Abdallah, Reshik og Jasin og søstrene Naga og Fatima. Deres hus er bygget af tagrør på en lille ø i den store sump Hor al Hamar. På øen ligger også nogle andre familiers huse. Omkring husene vokser daddelpalmer, som giver de velsmagende dadler.

Der er ingen veje i sumpene, og når man skal rundt, stager eller padler man sorte kanoer, som kaldes mesjof. Siden 1960’erne har der også været motorbåde, men kun de rigeste har råd til at købe dem. Børnene lærer meget tidligt at stage en kano. Det har Hassan kunnet, fra han var fire år.

Han skyller sin mund og sit ansigt og tager sin kefia på. Det er et hovedklæde med sort-hvidt mønster, som de fleste madaner bærer. Så går han ned til bredden, sætter sig i sin kano og stager ud i sumpene. Han skal ud for at skære hashish, foder til bøflerne. De har en vældig appetit. Man kan ikke bare slippe dem løs i sumpene, så de kan græsse selv. De kunne svømme væk eller blive stjålet.

Først stager Hassan over en stor sø. Han har smøget sin lange kjortel op om benene, så han nemmere kan bevæge sig. Store flokke af skarver, pelikaner, ænder og blishøns flygter til alle sider, når båden nærmer sig. Over ham kredser ørne.

En mand synger, mens han stager sin båd frem gennem åkanderne, der dækker vandfladen. Da bådene passerer hinanden, råber Hassan: ‘As-salaamu-aleikum’ (’Fred med dig’), og manden svarer: ‘Aleikum-as-salaam’ (’Med dig fred’). To unge mænd er ved at sætte et fiskenet op. Vandet når dem til lårene. En jæger har nedlagt nogle blishøns, og i det fjerne høres skud fra andre jægere.

Hassan stager båden ind gennem smalle kanaler i rørskoven, hvor vandet er dækket af vandranunkler. Han lægger til ved nogle friske, grønne tagrør og begynder at skære dem over med en krum kniv. Han læsser store bundter op i kanoen, der bliver helt fyldt. Så stager han tilbage til huset. Udenfor ligger bøflerne og tygger drøv. Hassan giver hver af dem en dynge foder.

Faderen Salim sidder og fletter en stor måtte af flækkede stængler af de kraftigste tagrør i området. Imens former Hassans mor og søsteren Naga ’kager’ af bøffelgødning, som de lægger til tørre op ad daddelpalmernes stamme og langs søbredden. Udover daddelpalmerne vokser der ingen træer i sumpene, så man bruger tørret gødning som brændsel.

Hassan sparker sine sko af uden for indgangen og bøjer sig ned, da han går ind gennem den lille åbning og sætter sig på et af de tre smukke tæpper omkring ildstedet. Her står der to kaffekander og en tépotte, som er brændt sorte af ilden. Hassan hælder petroleum over nogle ‘bøffelkager’, og ilden blusser op omkring tépotten. Fatima kommer ind med friskbagte brød, som Hassan, Abdallah og deres far spiser. De drikker varm bøffelmælk til, og bagefter skænker Abdallah té op til dem.

Hassan og Abdallah tager ud i kano for at fange fisk ved hjælp af et stykke jern med tre meget skarpe spidser, hvor der er modhager på – et ålejern, også kaldt en lyster. Jernet er sat fast i spidsen af en lang stang. Hassan padler ganske langsomt, mens Abdallah står i stævnen og spejder ned i vandet med spydet parat. Da han får øje på en fisk i overfladen, støder han spydet ind i den. Fisken spræller, men hænger fast i modhagerne. Drengene bliver ved, indtil de har fanget otte fisk, nok til aftensmaden.

Da han ankommer til byen, hører han, at der kaldes til bøn fra et højt tårn, en minaret. Muhammedanernes hellige bog Koranen siger, at de skal bede fem gange om dagen. Den første bøn skal foregå før daggry. Man kan bede hvorsomhelst. Om fredagen skal man helst gå til en hellig bygning, der kaldes en moské. Inden man beder, skal man vaske ansigt, hænder og fødder. Man beder både stående, knælende og liggende med ansigtet ned mod et lille bedetæppe. Ansigtet skal vendes mod en hellig bygning, Kaaba, som ligger i Mekka i Saudi-Arabien.

Hassan lægger kanoen til ved en lille betonmole og stiger i land. Han ruller sit bedetæppe ud ved bredden, for han har ikke tid til at gå til moskéen for at bede. Efter bønnen bærer han sine måtter gennem byens eneste gade til en handelsmand, som sælger dem videre til folk inde i de store byer Basra og Amara. Hassan får sine penge og køber de ting, han og familien skal bruge.

Djasims gæstehus er bygget over ni buer og er delt på midten af en skillevæg. Her hænger der billeder af Ali og Husain, som er overhoveder for den slags muhammedanere, der kaldes shi’itter. Hassan sætter sig på en pude langs den ene langvæg. På den anden side af skillevæggen ligger køkkenet, hvorfra der siver røg ind gennem væggen.

Hassan bydes på kaffe efter et gammelt ritual. Nogle dråber stærk kaffe hældes i en kop, som ikke er meget større end et æggebæger. Det gentages to gange. Efter tredie kop ryster han koppen (ikke hovedet) som tegn på, at han ikke skal have mere.

Nogle af naboerne kommer til, og efterhånden er omkring 10 mænd forsamlet i gæstehuset. Da téen er varm, bydes Hassan først, derefter de andre mænd. Det er nu hen under aften, og rummet bliver oplyst af fire petroleumslamper. Lyset flakker over tagrørsbuerne, og under taget samles tæt røg. Her er hyggeligt.

Hassan og de andre bliver budt på aftensmad, ris og fårekød. Inden måltidet vasker man hænderne udenfor. Maden bliver bragt ind på store fade, som sættes på måtten midt på gulvet. Så smøger mændene ærmerne op og langer til fadene med de bare hænder. Som æresgæst får Hassan serveret det bedste af fåret, nemlig halvdelen af hovedet. Hjernen smager godt. Hassan tager øret og gnasker løs på det, mens han smasker høfligt. Så kommer turen til det bedste: øjet. Hassan lukker øjnene af velvære, mens han tygger det. Efter måltidet skyller man mund og vasker hænder udenfor.

Djasim inviterer Hassan til at sove i gæstehuset og finder tæpper frem. De går udenfor sammen med naboerne.

‘Fi-amman-Allah’ (’Forbliv i Guds varetægt’), hilser de og stager hjem til deres huse.

Solen farver himlen orange, frøer kvækker i rørene, og fisk slår på vandfladen. Et par mænd fisker med lamper fra både langt ude på søen. Lyset lokker fiskene til. Månen ligger på ryggen lidt over horisonten, og nathejrer flyver forbi som skygger.

Hassan går ind i huset og lægger sig. Mens han ligger under sit lune tæppe, får vinden rørene til at knirke. Ellers er der helt stille.