Indien & Nepal 1978: Rejse mod Everest

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I Delhi køber jeg en billet til en tre-døgns-bustur til Kathmandu. Mange busser foretager denne tur, da de fleste hippier og ’flippere’ vælger denne meget ukomfortable, men billige måde at rejse på. Da jeg planlægger at opholde mig i Asien i mindst seks måneder, skal jeg spare på skillingerne, så jeg vælger samme rejseform.

Bussens passagerer udgør en broget og munter skare. De fleste har langt hår og er iført farverige gevandter, som fornyligt er indkøbt på markedet i Delhi. Jeg selv og nogle få andre bærer noget gammelt kluns hjemmefra, men en enkelt hollænder skiller sig ud ved at være iført et nobelt sæt tøj. Hans navn er det lidet hollandske Krabowski, hvilket fortæller, at han er af polsk afstamning. Han lever af at sælge tibetanske tæpper hjemme i Holland, men hans firma går måske ikke alt for godt, siden han er nødsaget til at anvende denne transportform. Iøvrigt er han en flink fyr, som ikke er spor nedladende over for hippierne eller folk som mig i slidte bukser og udtrådte sko.

 

 

 

 

 

Her findes ikke nogen 11-timers-regel, og bussen har kun én chauffør, som i løbet af natten bliver betænkeligt træt. Derfor overtages rattet af hollænderen, som har buskørekort.

Jeg blunder hen, men vækkes kort før daggry af et gevaldigt brag. For at undgå at påkøre en cykel-rickshaw er Krabowski kørt ind i en af disse runde beton-‘øer’ i midten af et gadekryds, hvor en politibetjent i dagtimerne gør sit bedste for at skabe en smule orden i det kaos, som indisk trafik udgør. Der er naturligvis ingen betjent på dette tidspunkt af natten, hvor trafikken nærmest er ikke-eksisterende.

Det ene hold baghjul på bussen er slået skævt, og der er en stor bule i side-bagagerummet. Det nepalesiske mandskab udbedrer skaden ved at løsne hjulboltene og på sindrig vis bakke ind mod beton-’øen’, hvorved hjulene rettes op. Bulen udbedres ved hjælp af en hammer – et uundværligt universalværktøj ombord på nepalesiske busser.

Et vittigt hoved iblandt hippierne døber straks Krabowski Den Flyvende Hollænder efter det legendariske spøgelsesskib, som, påstås det, siden 1600-tallet har krydset rundt i det stormomsuste hav syd for Afrika, hvor det bruser af sted for fulde sejl – også selv om der ikke rører sig en vind. Et andet navn for skibet er Dødssejleren, da det varsler forlis og død for alle, der ser det.

Det er nu blevet lyst, og vi fortsætter gennem den støvede Ganges-slette, hvor den ene landsby afløser den anden, af og til afbrudt af en stinkende industriby, hvor fabriksskorstene pulser enorme mængder sort røg ud over det i forvejen disede landskab. På trods af de beskadigede hjul køres der racerkørsel ad de elendige veje, men mærkeligt nok holder ’reparationen’ til det.

Over markerne svæver masser af indiske glenter (Milvus migrans ssp. govinda) og bengalske gribbe (Gyps bengalensis), og pragtfuldt farvede blåkronede ellekrager (Coracias benghalensis) letter fra buskadserne. I småpytter langs vejen fouragerer fugle som stylteløbere (Himantopus himantopus), rishejrer (Ardeola grayii) og gulnæbbede hejrer (Mesophoyx intermedia).

[I 1978 var gribbe og glenter uhyre almindelige overalt i Indien, men siden 1990’erne har alle indiske gribbearter være i alarmerende tilbagegang gennem forgiftning med diclofenac, et kemisk middel, som anvendes mod kvægsygdomme. Forskning har vist, at når gribbene æder af kadavere af kvæg, som indeholder dette middel, vil det ødelægge deres lever. Glenten er også gået tilbage i takt med, at mængden af tilgængeligt affald er dalet.]

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det første stykke vej gennem Nepal er fladt som i Indien, men snart dukker de første lave bjerge op. En ung musikant kommer ombord på bussen og underholder os de næste mange kilometer med sang, mens han mishandler et violinagtigt instrument. Nu er hippier jo almindeligvis generøse mennesker, som gerne støtter fattige musikanter, så dette eksemplar af racen har scoret papegøjen. Han er lykkelig, da han forlader bussen.

Her knokler bønderne naturligvis lige så hårdt som i Indien, men det er, som om de er lidt mere stolte og ranke – ikke duknakkede og hærgede som de indiske bønder. Overalt ses de slæbe på store byrder, det kan være kvas, brænde eller foder til husdyrene, der oftest bæres på ryggen, med et flettet bånd bundet rundt om byrden og derpå rundt om panden. Disse mennesker må have kolossalt stærke halsmuskler.

Under et rast i vejkanten kommer ’Den Flyvende Hollænder’ i diskussion med en af de andre passagerer. Denne smider noget skidt efter ham, hvorpå han erklærer, at han vil komme efter ham, hvis det gentager sig. Da hans modpart fortsætter med at kaste skidt, springer hollænderen op, griber fat om en gren i et træ og svinger sig mod ham for at sparke til ham. Men ak – grenen knækker, og Krabowski ender i en mudret grøft med grenen liggende over sig.

”Den Flyvende Hollænder,” lyder det straks fra flokken, ”nu er du ikke respektabel nok til at repræsentere ’Krabowski International’.”

Hen under aften passerer vi gennem en kløft, og for enden af den åbenbares et fantastisk syn: den gul-orange aftensol oplyser en række gigantiske, sneklædte bjerge. Det er Annapurna-kæden, opkaldt efter hinduernes gudinde for afgrøder.

Vi fortsætter et par kilometer mod vest for at tilbringe natten i Pokhara – ’flippernes’ ultimative paradis. Så såre vi har forladt bussen, omringes vi i mørket af en skare unge mænd.

”You want hash, cocaine, mushrooms?” lyder det fra alle sider. Svampene er kæmpestore og champignon-lignende, men er kendte for at indeholde ret store mængder af psilocybin, et hallucinogent stof, som også findes i en lille dansk svamp ved navn spids-nøgenhat (Psilocybe semilanceata).

Jeg bliver indkvarteret i et privat hjem sammen med tre-fire andre, og familien rykker ud i en lerklinet hytte bagved – det giver nemlig i deres øjne godt med penge at have fire-fem turister boende. Vi går ud for at spise, men restauranten byder ikke på megen lokalkolorit – vestlig mad, vestlig musik, luften tyk af hash-tåger. Lad mig komme ud i bjergene så hurtigt som muligt!

 

 

 

 

 

’Freak Street’ (’Flipper-gaden’) kaldes den gade, hvor de fleste af hashrygerne holder til. Når jeg kommer slentrende, nærmer unge mænd sig og hvisker, om man vil købe stoffer, veksle penge på sortbørsmarkedet eller sælge noget.

En gruppe træer nær det nye kongepalads udgør en dagrasteplads for hundredevis af indiske flyvehunde (Pteropus medius), store frugtflagermus, som hænger med hovedet nedad. Omkring solnedgang forlader de træerne på deres natlige jagt efter overmoden frugt, mens bramaugler (Athene brama) udstøder deres karakteristiske arrigt-hvæsende skrig, der lyder som alt andet end en ugles tuden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den 2. dag i Tihar, som kaldes for Kukur Tihar, fejrer det tætte bånd mellem mennesket og hunden (kukur). På denne dag tilbedes alle hunde, også gadekøtere, ved at placere et rødt tika-mærke på deres pande og hænge en krans af tagetesblomster omkring deres hals, hvorefter de fodres med talrige lækkerier.

På den 3. dag, som kaldes for Gai Tihar, fejrer man den hellige ko (gai), som giver et væld af gaver til menneskeheden i form af mælk, ost, ghee (klaret smør), urin, samt gødning. Koen er også ganger for rigdommenes gudinde Lakshmi, der fejres om aftenen. Jeg spadserer ned ad gaderne, som er oplyst af utallige små olielamper, og rækker af lamper fører ind til husenes indgang, så Lakshmi kan finde vej til familiens pengekasse og fylde den op. I templer og private hjem spilles der musik, og man er velkommen til at sætte sig og lytte med.

Lakshmi og andre hinduguder er nærmere beskrevet på siden Religion: Hinduisme.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det første, jeg ser, da jeg træder ind på kontoret, er denne mærkelige amerikaner, som går rundt og spørger alle: “Kunne du tænke dig at vandre med mig til Everest Base Camp?”

Her er lille jeg, en frygtsom ung mand fra det flade Danmark, som aldrig har vandret i Nepals bjerge før. Jeg er kommet for at foretage en kortere vandretur og kigge på fugle – ikke for at udføre nogen større dåd. Vi snakker lidt sammen, og jeg fortæller ham, at Everest-området nok vil blive for hårdt for mig. Derpå afleverer jeg en ansøgning om en trekking permit til et mindre krævende område og forlader kontoret. Jeg har dog kun tilbagelagt omkring 100 m, før jeg tænker: “Hmm, han lød nu ret interessant – måske skulle jeg alligevel tage med ham.”

Jeg vender derfor tilbage til kontoret, hvor amerikaneren stadig leder efter en ledsager, og meddeler ham min beslutning.

“Fint,” siger han, “mit navn er John Burke. Og dit?”

Før jeg mødte John, havde han truffet to østrigske søstre, Helga og Heidi, som også skulle til Everest-området. Jeg må sige, at hvis der i denne verden er rå kvinder, så må det være de østrigske. Det syntes John også, da han traf dem, og derfor ledte han efter en ledsager, der var ligesom han selv – en mindre erfaren trekker.

 

 

 

 

 

Så går det ellers i fuld fart efter Helga og Heidi. At holde trit med disse formidable kvinder er lidt af en udfordring for nybegyndere som os, men heldigvis går det i starten nedad mod floden Dudh Kosi (’Mælkefloden’), hvis hvidlige farve skyldes opslemmet pulver, som gletscherne har slebet af klipperne omkring flodens udspring.

Langs stien findes lav sekundær skov, som bærer kraftigt præg af hugst. Her er tæt beboet, og skoven er blevet fældet til tømmer og brænde. Mange af løvtræerne står nu i efterårsdragt med rødlige og gule blade. Blomstrende urter er meget fåtallige på denne årstid, og jeg finder kun brunelle (Prunella vulgaris) i blomst, foruden røde bær af Rubus nepalensis, hvis blade minder om multebær (R. chamaemorus). Dens bær er endnu mere velsmagende end multebær, syrlige og søde på én gang.

Vi overhaler adskillige grupper af turister, som vandrer i flok og følge. Deres bærere slæber af sted på alskens udstyr, såsom mad, kogegrej, telte, soveposer, madrasser, spisetelt, toilettelt, samt borde og stole, så deltagerne kan spise med manér.

Vi slår vore telte op ved et lille tehus, hvor vi spiser aftensmad. Til vores store fortrydelse bliver der imens stjålet en gryde, et stykke ost, samt nogle pølser og nødder fra vores sparsomme rationer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fra gammel tid har en udbredt handel fundet sted mellem sherpa’erne og tibetanerne, som bragte salt og yakhuder fra Tibet over de høje bjergpas, der adskiller de to lande. Disse emner blev byttet for kornprodukter, té og sukker. Denne handel blev afbrudt, da kineserne i 1950’erne besatte Tibet, men i dag har de slækket en smule på restriktionerne, og handelen er genoptaget i begrænset omfang.

På markedsdagen er alskens varer udbudt til salg i byens stejle gader, bl.a. kornprodukter, grønsager, køkkengrej, markredskaber, gummisko, plasticsandaler, hele yakhoveder, samt tørrede gedekroppe, hvor skindet og indvoldene er fjernet.

Det hele er så spændende, at jeg glemmer mit kamera på en mur midt i markedet, men da jeg kort efter vender tilbage, ligger det urørt. Bortset fra lidt smårapserier, som vi oplevede det den foregående dag, er tyveri sjældent i disse egne.

Lidt uden for Namche Bazaar findes en stor klippeblok, hvis ene side er fuldstændig dækket af indhuggede buddhistiske mantra’er. Sådanne udsmykkede klipper eller stentavler kaldes for mani-sten, og den oftest indhuggede mantra er Om Mani Padme Hum, hvilket løseligt oversat betyder ‘Hil Dig, Juvel i Lotusblomsten’. Lotusplantens pragtfulde blomster står i stærk kontrast til det ofte forurenede vand, den vokser i, og den symboliserer således renhed i en beskidt verden, mens juvelen naturligvis er Buddha selv. – Mani-sten og andre aspekter af buddhismen er indgående beskrevet på siden Religion: Buddhisme.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den følgende dag er en hårdt tiltrængt hviledag, hvor vi nøjes med at aflægge besøg i et hospital i den nærliggende landsby Kunde. Elektriciteten til dette hospital kommer fra et nyanlagt, mindre vandkraftværk, som også leverer strøm til landsbyerne. Dette initiativ blev startet af Sir Edmund Hillary fra New Zealand. Han og nepaleseren Tenzing Norgay Sherpa var de første, som besteg Mount Everest, i 1953.

Skovene i dette område var begyndt at se noget hærgede ud på grund af overforbrug, og Hillary håbede på, at anlæggelsen af vandkraftværket ville mindske trykket på skovene. Beboerne benytter imidlertid kun strømmen til nogle få elektriske pærer, mens madlavningen – som er den store forbruger af træ – stadig foregår på den gammeldags manér.

Den følgende dag går det stejlt ned til Dudh Kosi, hvorpå der følger en lige så stejl opstigning gennem en pragtfuld skov af rhododendron, Himalaya-birk (Betula utilis) og Himalaya-ædelgran (Abies spectabilis) til Tengboche, den vigtigste gompa (tibetanske buddhistkloster) i Khumbu, som har en storslået beliggenhed på en bjergkam, omgivet af fabelagtige bjerge. – Gompa’er er nærmere omtalt på siden Religion: Buddhisme.

Vi slår vore telte op nær klostret, og kulden driver os tidligt i soveposerne. Morgenkulden er også slem, da solen først står op over bjergene ved 8-tiden.

 

 

 

 

 

Vi krydser en biflod til Dudh Kosi, Imja Khola, og fortsætter forbi landsbyen Pangboche til endnu en landsby, Dingboche, som ligger i en højde af 4350 m, neden for Ama Dablam. Skov kan ikke trives i disse højder, og vegetationen består af lave krat af ene (Juniperus), havtorn (Hippophae) og berberis, med spredte græsgange og marker.

Vi får tilladelse til at slå vore telte op på en høstet bygmark, hvis ejere er i gang med at binde neg af stråene fra den høstede afgrøde, mens kornet er anbragt i bunker på presenninger. Adskillige sorte alpekrager (Pyrrhocorax pyrrhocorax) med koralrøde næb ser deres snit til at hugge i sig af kornet, men jages bort af drengene, som hujer og kaster sten efter dem.

Ristet bygmel, som kaldes tsampa, er hovedføden for tibetanske folkeslag. Melet røres op i varmt eller koldt vand eller té til en grødlignende substans, som derpå spises. Det er således nemt at fremstille et måltid af tsampa, hvilket er meget bekvemt, når man er på rejse.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nogle timer senere ankommer vi til et par hoteller ved navn Chhukung (4750 m). Jeg føler mig overvældende skidt tilpas, har hovedpine og kvalme. Også John har det skidt. Vi har begge fået et anfald af højdesyge, hvilket skyldes mangel på ilt i kroppen. I denne højde indeholder luften kun omkring to tredjedele af iltmængden ved havoverfladen.

Vores tilstand skyldes utvivlsomt den forcerede vandring, så vi beslutter at skilles fra østrigerne og vandre i vores eget tempo. Jeg tror, de er lige så lettede som vi – at slippe af med begyndere som os. Samme dag vender vi tilbage til Dingboche, og straks har vi det meget bedre.

Da både John og jeg er bange for at få et nyt anfald af højdesyge, når vi aldrig frem til Everest Base Camp. Men ikke desto mindre nyder vi vores langsomme vandring i fulde drag, mens vi diskuterer utallige forskellige emner. Hvert eneste sted, vi slår lejr, er omgivet af pragtfulde landskaber, og vi tilbringer et par dage på vores ‘gamle’ plads nær Khumjung, hvor vi om natten kan beundre den utrolige stjernehimmel bag Ama Dablam.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg venter og venter – ingen John. Solen går ned – stadig ingen John. Jeg beslutter at slå teltet op alene. Græsmarken har imidlertid yderligere en funktion udover at producere græs. Den fungerer tillige som toilet, at dømme efter de talrige dynger, som ligger her og der. I det svindende lys er det derfor en vanskelig opgave at slå teltet op – at finde et sted uden lortebunker, som er stort nok til teltet. Men det lykkes, og jeg kryber ned i min sovepose.

Nogen tid senere, da det allerede er bælgmørkt, vender John omsider tilbage. Han stikker hovedet ind i teltet og siger: “Tak, fordi du slog teltet op.”

Da jeg beretter om mine vanskeligheder, siger han: “Jeg ville ikke engang have været i stand til at gøre det selv!”

Jeg beder ham om at undersøge sine skosåler meget omhyggeligt, inden han kravler ind i teltet.