Den tørre tibetanske højslette

Et ord, der fremmaner billeder af vindomsuste bjergpas med stenvarder, tæt behængte med blafrende lamaistiske bedeflag; af græssende tibetanske vildæsler (Equus kiang) omkring et vandløb med utallige røde kodrivere og gule troldurter; eller måske af den svenske opdagelsesrejsende Sven Hedin (1865-1952), den første europæer, der udforskede det vestlige Tibet omkring det hellige bjerg Kailas – den fysiske manifestation af det mytiske urbjerg Meru og et vigtigt pilgrimsmål for tilhængerne af tre religioner: hinduisme, buddhisme og jainisme.

Transhimalaya (som ordret betyder ’på den anden side af Himalaya’), er egentlig navnet på to bjergkæder, Gangdise og Nyenchen Tanglha, som strækker sig ca. 1600 km over den sydligste del af den vidtstrakte tibetanske højslette, parellelt med Himalaya. I daglig tale omfatter ordet dog hele højsletten.

Himalayas høje tinder virker som en bremsende mur på monsunens regn, og når vinden passerer den tibetanske højslette, er det meste af nedbøren allerede faldet. I Ladakh, fx, er den årlige nedbør under 100 mm. Det meste af denne tørre, ørkenagtige landskabstype findes i Tibet, men optræder også i det nordligste Pakistan, det nordligste Bhutan, i Nepal i landområderne Humla, Dolpo, Mustang og Manang, og i Indien i Ladakh, den nordlige halvdel af Himachal Pradesh samt det nordligste Sikkim og Arunachal Pradesh.

Hovedparten af planteslægterne på den tibetanske højslette vokser også i Himalaya, men der findes tillige en række unikke slægter, som er tilpasset det tørre klima. En del af de nævnte plantearter på denne side er nærmere omtalt på siden Planteliv: Flora i Himalaya.

I Ladakh kan man inden for et ret begrænset område opleve det tibetanske landskabs mange facetter samt et karakteristisk udsnit af højslettens vegetation, kombineret med en fascinerende og forholdsvis intakt buddhistisk kultur. I dette område kan man i juli – hvor blomstringen er på sit højeste – foretage en række interessante vandringer, bl.a. en to-ugers vandretur, der starter i landsbyen Lamayuru ca. 125 km vest for Ladakhs hovedstad Leh. På denne rute skal man først bestige to høje pas, Konze La (4905 m) og Dundunchen La (4800 m), hvorpå man krydser Zanskar-floden til den forholdsvis frodige Markha-dal. Den sidste hindring er det meget høje pas Kongmaru La (5274 m), hvorfra man følger Sumdo-floden ned til Hemis Gompa sydøst for Leh. (En gompa er et tibetansk buddhist-kloster).

Lamayuru har en spektakulær beliggenhed neden for stærkt eroderede klipper, og oven for disse klipper er opført en kæmpestor gompa. Landskabet er overstrøet med chorten’er, den tibetanske pendant til den indiske stupa – en kuppelformet bygning, som ofte indeholder en religiøs relikvie, fx knogler fra en munk eller en anden hellig person.

Chorten’er er uløseligt forbundet med lamaismen, den tibetanske gren af buddhismen. I tilknytning til chorten’er ses ofte langstrakte bunker af flade stentavler, hvori er indhugget mantra’er. Disse tavler kaldes mani-sten, opkaldt efter den almindeligste af inskriptionerne på dem, Om Mani Padme Hum. Mani Padme betyder omtrent ’juvel i lotusblomsten’ – et billede på Buddha – mens Om og Hum er forstærkende mantra-ord. Chorten’er, mani-sten og andre aspekter af lamaismen er indgående beskrevet på siden Religion: Buddhisme.

Omkring chorten’er og på mani-stenrækkerne ligger ofte rødmalede horn fra okser samt fra vilde geder og får. De er et udtryk for, at lamaismen stadig indeholder elementer af den urgamle præ-buddhistiske bon-religion, hvor oksen var genstand for tilbedelse. Denne ældgamle tro er nærmere omtalt på siden Religion: Animisme.

Højlandet er gennemkrydset af floder, men mellem floddalene findes store områder uden permanent vand. På disse sletter og på bjergskråningerne er vegetationen tilpasset de vandfattige vilkår. Krat af stikkende buske er vidt udbredte, fx ærteblomster som en astragel, Astragalus strictus, et ærtetræ, Caragana versicolor, en tornet gedeblad Lonicera spinosa, samt den smukke Rosa webbiana. Andre buske omfatter kapers (Capparis spinosa), arter af ene (Juniperus) og ledris (Ephedra), to små rhododendron-arter, R. nivale og R. cephalanthus, samt tibetansk buskpotentil (Dasiphora dryadanthoides).

Urter i disse tørre områder omfatter bl.a. en spidsbælg, Oxytropis microphylla, en galtetand, Stachys tibetica, en stenurt, Rosularia alpestris, en gul aracé, Arisaema flavum, samt Lindelofia stylosa af rubladfamilien. Stellera chamaejasme er en lav plante af dafnefamilien med smukke hvide blomsterstande, som ofte vokser i mængde, da græssende dyr undgår den. Denne art anvendes i folkemedicinen mod astma, hudsygdomme og indvoldsparasitter. Af dens rødder kan fremstilles papir.

Som beskyttelse mod de stærke vinde, der ofte blæser heroppe, trykker visse plantearters blade sig tæt ned til jorden, fx hos den blå læbeblomst Phlomoides rotata samt den gule Oreosolen wattii, der tilhører maskeblomstfamilien. Andre arter beskytter sig mod vind og fordampning ved at danne puder, bl.a. Acantholimon lycopodioides, som tilhører hindebægerfamilien, og Thylacospermum caespitosum, af nellikefamilien.

Hvor klipperne er blevet eroderet til grusflader, vokser ofte en katteurt, Nepeta floccosa, og en tidselkugle, Echinops cornigerus, og i klippesprækker ses bl.a. en lærkespore, Corydalis moorcroftiana, samt to bignoniacéer, Incarvillea mairei og I. younghusbandii.

Højlandet huser adskillige arter af pibeharer (Ochotona), der mest minder om store markmus, men faktisk er beslægtet med harer og kaniner. I pibeharernes forladte huller yngler ofte den lille sandfarvede tibetmejse (Pseudopodoces humilis). Den blev førhen regnet for at være en kragefugl, men DNA-undersøgelser har vist, at den er nært beslægtet med musvit (Parus major), og nogle autoriteter kalder den ovenikøbet for Parus humilis.

Tudseagamerne har navn efter deres tudselignende hoved. Med lidt held ser man Theobalds tudseagame (Phrynocephalus theobaldi), som ved at trykke sig fladt ned mod jorden falder i ét med omgivelserne. Derimod sidder rødplettet agame (Laudakia himalayana) og en skink, Scincella ladacensis, ofte frit fremme på klipperne og soler sig.

I engene langs flod- og søbredder dominerer græsser samt arter af star (Carex) og andre halvgræsser, fx af slægten Kobresia. Den lyserøde kodriver Primula tibetica, de gulblomstrede troldurter Pedicularis longiflora og P. bicornuta, samt forskellige arter af edelweiss (Leontopodium) og pileurt (Bistorta, Persicaria, Koenigia) er ligeledes almindelige.

Hvor dalene ikke er opdyrket, skjules flodbredderne stedvis under tætte krat af bl.a. pilearter (Salix), tibetansk tamarisk (Myricaria elegans) og tibetansk havtorn (Hippophaë tibetana). Langs floderne danner kæmpebalsamin (Impatiens glandulifera) ofte store bevoksninger. Den er forvildet mange steder i Europa og betragtes som en invasiv art, der fordriver naturligt forekommende planter. Andre almindelige arter langs vandløbene er den hvide Anemone rivularis, den lyseblå akeleje Aquilegia moorcroftiana, den gule lærkespore Corydalis flabellata, samt Codonopsis clematidea, som tilhører klokkefamilien.

Tibetanske søer er yngleplads for en række fugle, deriblandt mongolsk præstekrave (Charadrius mongolicus), rustand (Tadorna ferruginea) og indisk gås (Anser indicus). Der træffes også velkendte europæiske arter som rødben (Tringa totanus) og toppet lappedykker (Podiceps cristatus). Fuglerige søer omfatter bl.a. Tso Moriri og Tso Kar i Ladakh.

Højalpine søer og moser er også yngleområde for den smukke sorthalsede trane (Grus nigricollis), som er begrænset til det tibetanske højland. I 1950’erne begyndte denne art at gå stærkt tilbage på grund af afvandinger af vådområder samt overgræsning af geder, får og kvæg. Siden har bestræbelser på at bevare fuglen resulteret i, at bestanden nu vokser langsomt og i dag tæller omkring 10.000 fugle.

I omegnen af Tso Moriri foretog medlemmer af den Tredje Danske Centralasiatiske Ekspedition i 1950 en mængde naturvidenskabelige undersøgelser. Geologen Asger Berthelsen kortlagde bjergenes foldestrukturer og kunne konkludere, at Alfred Wegeners teori fra 1912 om kontinentaldrift efter al sandsynlighed var korrekt – noget som senere undersøgelser har bekræftet.

I lighed med den før omtalte Acantholimon lycopodioides danner også adskillige alpine arter hårde puder af tætsiddende blade, hvorfra de små blomster stikker frem, fx Thylacospermum caespitosum og en sandvåner, Arenaria bryophylla, begge af nellikefamilien, samt en fjeldarve, Androsace tapete, som tilhører kodriverfamilien.

I den nedfaldne ur ved foden af bjergene lever mange steder et stort jordegern, himalaya-murmeldyr (Marmota himalayana), som ofte sidder på bagbenene uden for sit bo. Kommer man for tæt på, udstøder det høje advarselspift. På bjergskråningerne holder flokke af halvfår (Pseudois nayaur) og sibiriske stenbukke (Capra sibirica) til. Deres eneste fjender (udover mennesket) er sneleopard (Uncia uncia) og Himalaya-ulv (Canis himalayensis). Småfugle som rødbrystet jernspurv (Prunella rubeculoides) og Himalaya-snefinke (Montifringilla adamsi) er ofte meget tillidsfulde. Adskillige arter af apollo-sommerfugle (Parnassius) kan også træffes i disse højder.