Skovfogedegen og andre hellige træer

 

 

Skovfogedegen ved Jægersborg Dyrehave er ca. 10,3 m i omkreds og er dermed en af de tre tykkeste ege i Danmark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Træer kloden over var – og er den dag i dag – genstand for ærefrygt og tilbedelse. Da urmenneskene fik kontrol over ilden, kom den livgivende varme i de kolde nætter fra brændende træ. Disse mennesker var animister, for hvem alt i naturen – dyr, sten og træer – indeholdt en god eller en ond ånd, og disse ånder styrede menneskenes gerninger. Når man af nødvendighed skød et dyr eller fældede et træ, blev en bøn bedt eller et lille takoffer bragt til dyrets eller træets ånd.

 

Trædyrkelse i Norden
Martin A. Hansen skriver: ”Vore fjerne forfædre i Norden blotede på bestemte sten, og i Bondestenalderen blev kæmpesten slæbt sammen og stillet op i dysser og jættestuer, hvorunder slægtens døde stedtes til hvile. Dermed var stederne hellige og belagt med tabuer; bl.a. måtte træerne her ikke fældes.”

Da man begyndte at bygge landsbyer, plantedes et helligt træ, det såkaldte tuntræ, på graven af landsbyens grundlægger. Her hvilede slægtens sjæle, og der blev bragt ofre til træet, bl.a. blod og mjød.

I Norden havde man i den sene Jernalder hellige lunde, hvor man ofrede til den øverste gud, Odin. Historikeren Adam af Bremen skriver omkring 1070 om en helligdom i Uppsala: ”Af enhver art levende væsner af hankøn ofres der ni, med hvis blod det er skik at forsone guderne. Kroppene derimod bliver hængt op i den lund, der ligger lige ved helligdommen. Denne lund er nemlig så hellig for hedningene, at ethvert træ i den anses for guddommeligt som følge af ofrenes død og forrådnelse. Der hænger også hunde og heste tillige med mennesker, og en kristen har fortalt mig, at han har set 72 sådanne kroppe hænge dér imellem hinanden.”

Odin kaldtes også ’De Hængtes Gud’ eller ’Galgens Herre’, og et af hans tilnavne var Yggr (’Den Skrækkelige’). Navnet på det verdensomfavnende hellige træ, Yggdrasil, oversættes ofte som ’Den Skrækkeliges Ganger’, og ifølge Hávamál (’Den Højes Tale’) i Den Ældre Edda hang Odin ni døgn i træet, ofret af sig selv til sig selv i sin evige søgen efter viden. Mens han hang i træet, lærte han ni magiske sange og 18 magiske runer. (Tallet 9 var helligt for jernalderfolkene).

Yggdrasil betragtes traditionelt som værende en ask (Fraxinus excelsior), men det er nok mere sandsynligt, at det var en taks (Taxus baccata). Taksen var fra gammel tid et helligt træ, og flere kilder angiver, at det hellige træ i den hedenske helligdom i Uppsala var stedsegrønt.

Langt op i Middelalderen hilste man i Norden stadig ærbødigt på visse træer for at undgå vanheld. I 1600-tallet fandtes i Skåne en lund ved navn Tåbelund, opkaldt efter jættekvinden Tåbe, som ifølge legenden havde sået træerne. I lunden voksede den store Gylde-Eg, som forbipasserende hilste på med et ”Godmorgen, Gylde!” eller ”Godaften, Gylde!”

Andetsteds på denne hjemmeside berettes om de såkaldte øjetræer, der blev tillagt helbredende egenskaber, se Markante træer i Danmark: Pramdrageregen og Kludeegen – to øjetræer.

 

 

Det mytiske urtræ Yggdrasil var enten en ask eller en taks. Øverst ses en gammel ask ved Jons Kapel, Bornholm, nederst Bromølletaksen ved Åmose Å øst for Tissø. Læs mere om denne taks under Markante træer i Danmark: Bromølletaksen. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Andre helligtræer verden rundt
Hos nogle afrikanske stammefolk i Liberia plantedes indtil for omkring 75 år siden et træ, når en landsby blev grundlagt, og en smuk jomfru blev begravet levende under træet. Derved blev træet besjælet af forfædrenes ånder. Træet og dets omgivelser var fredet, og hvis væverfugle – som er bøndernes arge fjender, fordi de æder kornet – grundlagde en koloni i træet, turde man ikke gøre dem noget. Hvis man forulempede dem, måtte landsbyen brændes ned og en ny grundlægges.

I det gamle Grækenland var laurbærtræet (Laurus nobilis) helligt. Kunstens gud Apollon blev forelsket i en nymfe ved navn Daphne og forsøgte at forføre hende ved at spille på sin lyre. Hun gengældte ikke hans følelser, og da han ville tage hende med vold, anråbte hun modergudinden Gaia om hjælp. Gaia forvandlede Daphne til et laurbærtræ (på græsk daphne). Apollon brækkede en gren af træet og lavede en krans af dens løv, som han bar omkring hovedet. Sådanne laurbærkranse blev i det gamle Grækenland – og senere i Rom – overrakt personer, som skulle hædres.

En indisk overlevering fortæller, at maharajaen af Jodhpur i Rajasthan for omkring 250 år siden beordrede sine folk at fælde en lund af khejari-træer (Prosopis cineraria), fordi han manglede brændsel til fremstilling af cement. Khejari-træet er imidlertid helligt for bishnoi-folket, som spiser dets nærende bælgfrugter. 363 bishnoi-mænd, -kvinder og -børn stillede sig i vejen for maharajaens folk ved at omfavne træerne, men soldaterne slagtede dem alle. Da maharajaen hørte om dette blodbad, blev han dybt rystet og beordrede, at yderligere fældning af bishnoiernes khejari-træer skulle ophøre.

Inden for mange kulturer og religioner findes den dag i dag lunde af hellige træer, som er tillagt overnaturlige kræfter, ofte omkring templer og gravpladser. Disse træer fældes aldrig, selv ikke i perioder med brændemangel. Eksempler på sådanne hellige træer er tempeltræ (Ginkgo biloba) i Japan, hængende ene (Juniperus recurva) i Nepal, hvis kviste brændes som røgelse i templerne, samt de to figenarter banyan (Ficus benghalensis) og pipal (Ficus religiosa) i Indien, Nepal og Sri Lanka. Pipaltræet er helligt for buddhister, fordi Buddha opnåede nirvana under et sådant træ i den nuværende by Bodhgaya. En efterkommer af dette træ tilbedes stadig i byen, og i Anuradhapura i Sri Lanka tilbedes et pipaltræ, som ligeledes hævdes at være en efterkommer af det oprindelige træ i Bodhgaya. Læs mere om disse hellige figentræer andetsteds på denne hjemmeside, se Planteliv: Pipal og banyan – to hellige figenarter.

 

 

Khejari tilhører ærteblomstfamilien. Dette træ er helligt for bishnoi-folket, der anvender dets bælgfrugter som føde. – Thar-ørkenen, Rajasthan, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne lund af ene-arten Juniperus recurva nær Pangboche-klostret i Khumbu, østlige Nepal, er hellig for buddhister, og træerne fældes ikke. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Banyan har lange ånderødder hængende ned fra grenene, og når de når jordoverfladen, spirer de til nye træer. Her ses en kæmpemæssig banyan i Ranthambhor Nationalpark, Rajasthan, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Buddhistiske munke tilbeder et helligt pipal-træ i Bodhgaya, Nordindien. Dette træ er en direkte efterkommer af det oprindelige pipal-træ, hvorunder Siddharta Gautama opnåede nirvana (oplysthed) og siden kaldtes Buddha (’Den Oplyste’). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Særpræget bedekammer
En noget særpræget form for helligholdelse af et træ fandt sted i begyndelsen af 1800-tallet lige uden for Jægersborg Dyrehave nord for København, på hjørnet af Strandvejen og Peter Lieps Vej. Her står en kæmpestor, hul eg ved navn Skovfogedegen. Vildtfoged Johan Georg Weissler, som var katolik, indrettede sit private bedekammer med skammel og krucifiks inde i den hule stamme.

Med en omkreds på ca. 10,3 m er Skovfogedegen blandt de tre tykkeste ege i Danmark. De to øvrige er Kongeegen i Jægerspris Nordskov og Ulvedalsegen i Jægersborg Dyrehave.

Ege i almindelighed er nøjere omtalt andetsteds på denne hjemmeside, se Planteliv: Planter i folketro og digtning, og deres anvendelse i folkemedicinen er behandlet under Traditionel medicin. En række billeder af andre egearter findes under Planteliv: Gamle og store træer.

 

 

I Skovfogedegens hule stamme indrettede vildtfoged Johan Georg Weissler sit private bedekammer med skammel og krucifiks. Her et kig lodret op gennem den hule eg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Plantenavnenes betydning

 

Stilkeg
Quercus robur

 

Eg, på oldnordisk eik, er et ord af fællesgermansk oprindelse, hvis betydning er usikker. Forstavelsen stilk- hentyder til, at agern hos denne art sidder på 3-5 cm lange stilke, til forskel fra vintereg (Quercus petraea), der har meget kortstilkede agern. Slægtsnavnet Quercus stammer sandsynligvis fra navnet på den litauiske tordengud, Perkunas. Egen var et helligt træ overalt i Europa, viet til de højeste guder, i Norden ligeledes til tordenguden Thor, i det gamle Grækenland til Zeus. Det latinske artsnavn robur betyder ’styrke’ eller ’hårdhed’, men ordet har samme rod som robhos, der betyder ’mørkfarvet’. Altså hentyder robur til egens hårde, mørke kerneved.

 

 

 

Kilder
Bæksted, A. 1974. Guder og helte i Norden. Politikens Forlag
Corneliuson, J. 1997. Växternas namn. Vetenskapliga växtnamns etymologi. Språkligt ursprung och kulturell bakgrund. 2. rev. oplag 1999. Wahlström & Widstrand
Fritzbøger, B. 1994. Kulturskoven. Dansk skovbrug fra oldtid til nutid. Gyldendal
Hansen, M.A. 1952. Orm og Tyr. Wivels Forlag
Hjortsø, L. 1964. Græsk mytologi. Gyldendal
Marc, F. 1968. De frie slavers land. Aschehougs Minervabøger

 

 

 

Denne beretning er tidligere offentliggjort i tidsskriftet Naturens Verden, årg. 90, 2007, nr. 2, s. 38-40. Den bringes her med nogle ændringer samt flere billeder.

 

 

 

(Oprettet februar 2016)

 

(Seneste opdatering januar 2019)